Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. Ejendom overgået til erhverv/virksomhedsordningen indskud og hævning

KEN nr 9769 af 02/09/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet26. september 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. Ejendom overgået til

erhverv/virksomhedsordningen – indskud og hævning

Klagen vedrører spørgsmålet,

om skatteankenævnet med rette har antaget, at ejendommen X i 1998 er overgået

til at være 100% erhverv, der er omfattet af klagerens virksomhed, og som

derfor er overgået til virksomhedsordningen. Klagen vedrører herunder

rigtigheden af de korrektioner, som skatteankenævnet som følge heraf har

foretaget i de selvangivne overskud af virksomhed m.v.

Klagen vedrører tillige

rigtigheden af de korrektioner, som skatteankenævnet har foretaget i forhold

til selvangivelsen for 2000, som følge af, at ejendommen Y i 2000 er overgået

til at være 100% erhverv og dermed til virksomhedsordningen.

Landsskatterettens

afgørelse

Den påklagede afgørelse

ændres, således at klageren ved opgørelsen af indkomsten for 1998 og 1999

skal

medregne overskud af ejendommen X og renteudgifter vedrørende ejendommen

efter

reglerne for privat benyttede enfamilieshuse, fra hvilke der sker

værelsesudlejning, og således at klageren ved opgørelsen af kapitalindkomsten

for 1999 skal medregne en skattepligtig fortjeneste ved salget af

byggegrunden

på Bastrupvej på 326.200 kr.

Retten stadfæster derimod de

korrektioner, som skatteankenævnet har foretaget som følge af, at ejendommen

Y

i 2000 er overgået til virksomhedsordningen.

De talmæssige opgørelser

overlades til de stedlige skattemyndigheder, jf. § 17, stk. 2, i

Læs alt

forretningsorden

for Landsskatteretten.

Sagens oplysninger

Klageren, der driver

virksomhed ved landbrug og som vognmand, og som ved opgørelsen af indkomsten

af

sin virksomhed anvender reglerne i virksomhedsordningen, har i 1981 erhvervet

ejendommen X, der ved købet havde et grundareal på 1.453 kvm.

Klageren har i perioden fra

den 10. juni 1981 til og med den 15. august 1997 været tilmeldt

folkeregistret

på ejendommens adresse, og følgende personer har i denne periode været

tilmeldt

ejendommen sammen med ham:

I

10.

juni 1981 – 15. august 1997

II

10.

juni 1981 – 7. april 1995

III

20.

juni 1981 – 16. maj 1995

IV

1.

september 1987 – 8. september 1988

V

26.

april 1990 – 5. november 1993

VI

9.

september 1994 – 7. april 1995

VII

23.

januar 1995 – 7. april 1995

VIII

23.

januar 1995 – 7. april 1995

I er klagerens hustru, II er

klagerens søn, III var klagerens mor, og VI, VII og VIII er sønnens hustru

henholdsvis børn. IV og V var tilsvarende sønnens daværende veninder.

Ejendommen X er i henhold til

BBR-registret og vurderingsoplysningerne en enfamilies-ejendom med et samlet

boligareal på 300 kvm., fordelt på 9 værelser, der alle anvendes til

beboelse,

2 vandskyllende toiletter, 1 badeværelse og eget køkken med afløb og

kogeinstallation.

Ejendommen er imidlertid i

henhold til en fremlagt håndlavet plantegning og fremlagte fotografier opdelt

i

3 lejligheder, der hver især er separate boliger.

Ejendommen var ved den 18.

almindelige vurdering vurderet til 1.300.000 kr. Ejendommen var ved de

offentlige vurderinger pr. 1. januar 1998 henholdsvis pr. 1. januar 1999

vurderet til 1.750.000 kr. henholdsvis 1.900.000 kr. Der indgår i henhold til

det oplyste 1 byggeret i hver af disse vurderinger.

Klageren har den 1. august

1997 købt landbrugsejendommen Y, og han og hans familie er pr. 15 august 1997

blevet frameldt ejendommen X, idet klageren pr. nævnte dato er blevet

tilmeldt

folkeregistret med adresse på ejendommen Y.

Ejendommen X har således i

henhold til det oplyste og i henhold til oplysningerne hos folkeregisteret

været ubeboet i perioden fra den 15. august 1997 til den 1. august 1998.

Ejendommen har derimod i henhold til oplysningerne hos folkeregistret i

perioden

fra den 1. august 1998 til den 28. juni 1999 været beboet af B, hvorefter

ejendommen igen har været ubeboet.

Klageren har i 1999 købt 603

kvm. jord til ejendommen X for 60.300 kr. Det er oplyst, at han i den

forbindelse har afholdt udgifter til advokat og landinspektør på 41.623 kr.

henholdsvis 33.420 kr.

Ejendommen X er herefter

blevet opdelt i 2 matr.nr.; en byggegrund på 1.003 kvm. og en grund med den

eksisterende beboelse. Sidstnævnte er solgt pr. 1. august 1999. Byggegrunden

er

i henhold til det oplyste solgt den 15. oktober 1999, og er i henhold til den

fremlagte købsaftale solgt inklusive 1 byggeret.

Klageren har ved opgørelsen

af kapitalindkomsten for indkomståret 1998 medregnet renteudgifter af

ejendommen X med 91.741 kr. og overskud af egne ejendomme med 24.503 kr.

Klageren har ved opgørelsen

af kapitalindkomsten for indkomståret 1999 tilsvarende medregnet

renteudgifterne vedrørende ejendommen, i 1999 med 62.474 kr., og overskud af

egne ejendomme med – 7.004 kr.

Alle udgifter til olie, forsikring, vand,

ejendomsskat m.v. vedrørende ejendommen X er medregnet i det opgjorte

underskud

ved udlejningen af denne.

Der er i den selvangivne

kapitalindkomst for 1999 tillige medregnet en skattepligtige ejendomsavance

ved

salget af byggegrunden fra X på 267.931 kr.

Det fremgår af det til

skattemyndighederne indsendte materiale, at klageren i perioden fra den 1.

januar 1999 til den 31. maj 1999 har modtaget husleje vedrørende ejendommen X

med 5.500 kr. pr. måned. Det fremgår dog af klagerens kontospecifikationer

tillige, at han den 14. maj 1999 har betalt 5.500 kr. tilbage. Dette skyldes

i

henhold til det oplyste, at lejer har betalt med en dækningsløs check.

Klageren er pr. 15. juli 2000

flyttet fra stuehuset på ejendommen Y, og stuehuset er pr. denne dato blevet

udlejet til C.

Bank har ved brev af 6.

januar 2000 meddelt klageren, at der er hævet 313.662 kr. til indfrielse af

pantebreve.

Skatteforvaltningen har efter

gennemgang af klagerens selvangivelser for 1998 - 2000 ændret

skatteansættelserne

for disse år. En del af forvaltningens ændringer skyldes,

at

ejendommen

X er anset for i 1998 at være overgået til 100% erhverv, og således til

virksomhedsordningen,

at

værdien af denne ejendom og af stuehuset på

ejendommen Y - der ubestridt er overgået til ordningen i 2000 - er anset for

indskudt

på indskudskontoen, og

at

de lån, der som følge af overførslerne er

anset for overført til ordningen, er anset som hævninger.

Forvaltningen har i relation

til avancen ved salget af byggegrunden fra ejendommen X dels anset avancen

som

personlig indkomst dels forhøjet den selvangivne avance til 339.187 kr.

Forvaltningen har som

begrundelse herfor anført:

”Efter tilkøb af 603 m2 fra

nabogrunden har du opdelt ejendommen X og solgt den som henholdsvis ubebygget

grund og den ejendom, du tidligere selv har beboet.

Salg af den ubebyggede grund

skal beskattes efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven (EBL), idet

denne andel af ejendommen ikke er omfattet af fritagelsesbestemmelserne i

lovens § 8.

Anskaffelsessummen for

ejendommen opgøres jf. EBL § 4 stk. 3.

Ved anskaffelsessum er

anvendt vurdering pr. 1/1 1993 + 10% som indgangsværdi. Der er i regnskabet

anvendt den samlede vurdering på grunden uden hensyn til byggeret. Grunden er

pr. 1/1 1993 vurderet til 274.000 kr., hvoraf 120.000 udgør byggeret. Den del

af vurderingen, der udgør byggeretten vedrører udelukkende den bebyggede del

af

ejendommen. Den forholdsmæssige anskaffelsessum opgøres herefter således:

154.500

kr. x 400 m2

42.533

kr.

1.453

m2

Tillæg til anskaffelsessummen

efter EBL § 5 fordeles ved delsalg forholdsmæssigt jf. § 5 stk. 1. Tillæg

gives

med 10.000 kr. pr. år i perioden 1993 – 1998. Der gives ikke tillæg i

salgsåret.

Udgift til landinspektør

fordeles forholdsmæssigt, idet udgiften til landinspektør vedrører opmåling

af

hele grunden. Den forholdsmæssige fordeling foretages i forhold til antallet

af

m2 således:

33.419

kr. x 1.003 m2

15.931

kr.

2.104

m2

Avance ved salg af ejendom

beskattes som personlig indkomst, idet ejendommen er en del af flere

virksomheder, der indgår i virksomhedsskatteordningen.

Ejendommen har ifølge din

bogføring været holdt uden for virksomheden, men i forbindelse med ændringer

til skatteansættelsen for indkomståret 1998 er ejendommen blevet overført til

virksomheden. Vi har derfor ud fra de foreliggende oplysninger opgjort et

nettoprovenu ved salg af ejendommen X således:

Kontant salg af ejendommen

med bolig:

1.729.000 kr.

Kontant salg af ubebygget

grund:

695.000 kr.

Indfriet lån:

1.200.631 kr.

Anskaffelsessum for

grund:

60.300 kr.

Udgift til

landinspektør:

33.419

kr.

Udgift til

ejendomsmægler:

49.503kr.

- 143.222 kr.

Nettoprovenu ved salg af

ejenendomme

1.080.147 kr.

Heraf indskudt ifølge

virksomhedsregnskab:

- 620.052 kr.

Resterende provenu der anses

for hævet:

460.095 kr.

”

Klagerens tidligere

repræsentant har anmodet skatteankenævnet om at ændre de foretagne

ansættelser.

Han har som begrundelse herfor bl.a. anført:

”

Generelt bestrides det, at

ejendommen X er en del af skatteyders virksomhed, der i øvrigt drives under

anvendelse af virksomhedsskattelovens regler.

Ejendommen har stedse været

vurderet som ejerbolig og har aldrig været anvendt til andet før 01.08.98.

Siden skatteyder pr. 01.08.97

erhvervede landbrugsejendommen Y, har ejerboligen på X været forsøgt solgt.

Da

dette ikke var lykkedes i midten af 1998 og da skatteyder samtidig modtog

henvendelse

om udlejning af en del af huset, accepterede han dette tilbud. Lejetilbuddet

kom fra en bulgarsk cellist ved navn B, der var på et kortere ophold i

Danmark.

Opholdets længde var efter det anførte usikkert - afhængig af en række

kunstneriske forhold.

Der blev ikke oprettet nogen

skriftlige lejeaftale og lejer var indstillet på hurtig fraflytning i

tilfælde

af salg. Lejers husstand bestod efter det oplyste kun af hende selv, en hund

og

2 katte. At indboet var stærkt begrænset følger allerede af det nævnte om

lejers oprindelse m.v. Der var således på ingen måde tale om, at lejer

opfattede lejemålet som et blivende sted – tværtimod.

Det tilføjes, at ejendommen

er meget rummelig med beboelig 1. sal m.v. Efter den mundtlige aftale rådede

lejeren alene over 2 værelser (med lånte møbler) og med adgang til køkken og

bad. Samtidig var det aftalt, at lejer måtte tåle fremvisning af boligen til

event. interesserede købere.

Min påstand er derfor, at

ejendommen X

ikke

kan indgå en del af skatteyders virksomhed i virksomhedsordningen,

idet ejers brug af ejendommen ikke var udelukket. Der henvises til

ligningsvejledningen

1998, E.G.2.1.6.1 samt til ligningsvejledningen 2001, samme afsnit.

Sidstnævnte

er udbygget med diverse retsafgørelser, der fastslår, at ejers blotte

mulighed

for benyttelse af ejendommen udelukker, at der er tale om selvstændig

virksomhed. Anvendelse af virksomhedsskatteordningen er dermed tillige

udelukket.

Da ejendommen således ikke

betragtes som erhvervsmæssigt udlejet, vil overskuddet være at beskatte som

kapitalindkomst,

jf. det selvangivne.

Skulle det mod forventning og

i modstrid med de refererede domme fastholdes, at den omhandlede ejendom skal

indgå som en del af skatteyders virksomhed i virksomhedsordningen, må det

anføres, at overgang fra privat benyttelse til erhverv først skal ske ved den

faktiske ændring af ejendommens status.

Ejendommen må således indtil

01.08.98 betragtes som ejerbolig, der henligger til salget. Først fra denne

dato

påbegyndes den omstridte udlejning. En i øvrigt ”umulig” overførsel

skal iflg.

VSL først ske denne dato, idet kun blandede biler overføres fra indkomstårets

start.

Det er således direkte

forkert, når der beregnes kapitalafkastgrundlag ultimo 1997 og på grundlag

heraf kapitalafkast før og efter 1. august 1998.

Der må endvidere ske en

opdeling af både ejendommens overskud samt af renteudgifterne på perioden før

og efter 1. august 1998.

Alt dette naturligvis kun,

hvis overgang til virksomhed fastholdes.

Det må endvidere bestrides,

stadig under samme forudsætning af, at ejendommen betragtes som

erhvervsmæssig,

at overførsel af ejendommen kaldes indskud, medens den på ejendommen hæftede

prioritetsgæld kaldes ”hævet privat”.

.

Jeg kan medgive, at en

singulær overførsel af gæld fra privat til virksomhed(sordning) må betragtes

som hævet privat. Hvordan en sådan overførsel kan komme i stand, når der

henses

til, at alene erhvervsmæssig gæld indgår i virksomheden, falder uden for

denne

sag. Men i dette tilfælde – og i andre tilsvarende sager – hvor der

overføres

en fast ejendom med tilhørende prioritetsgæld, vil en sådan opdeling i 2

særskilte transaktioner føre til helt uantagelige resultater. Som det

fremgår,

anses ejendommen for overført til virksomhed med virkning fra ultimo 1997

(skal

i givet fald være 1. august 1998 og til kontantværdi pr. 1. januar 1998) og

med

den kontantværdi, der var gældende på det tidspunkt. Konsekvensen af denne

for

virksomheden positive overførsel, er en styrkelse af indskudskonto som

kapitalafkastgrundlag. Så vidt så godt. De økonomiske fordele for skatteyder

er

begrænset til et større kapitalafkastgrundlag.

Herimod står konsekvenserne

af at betragte prioritetsgælden som hævet privat. Som det ses, medfører en

sådan betragtning, at det for 1998 selvangivne beløb til foreløbig

virksomhedsbeskatning,

162.604 forvandles til 0,00 ligesom tidligere års opsparede overskud på

274.645

må tages til indtægt.

Samlet fører den påklagede

ansættelse for 1998 til en mer-skat på 135.722. Og dette alene pga. det

forhold, at ejendommen anses for erhvervsmæssigt udlejet og at der overføres

som beskrevet.

Uanset muligheden for at tage

fejl, må jeg fastholde, at en overførsel af ejendom og prioritetsgæld må

betragtes som en netto-transaktion, hvorved ejendomsværdien med fradrag af

prioritetsgælden indskydes i virksomheden / hæves i virksomheden (se 1999).

Der henvises herved især til

reglerne om opgørelse af indskudskonto ved indtræden i virksomhedsordningen,

hvor der jo netop sker modregning af den indskudte gæld således, at

indskudskonto viser netto-indskuddet.

Ligeledes må det fremhæves,

at det trods ivrig læsning ikke er lykkedes at finde den klare lovregel, der

nødvendiggør opgørelser af overførsler som påklaget.

Det findes også besynderligt

at antage, at en forholdsvis ”uskyldig” transaktion som overførsel

af ejendom /

prioritetsgæld fra privat til virksomhed(sordning) efter lovgivers intention

skal have så alvorlige konsekvenser for skatteyder, som det fremgår af den

nærværende

sag.

Min påstand er dog fortsat,

at ejendommen X (med tilhørende prioritetsgæld) ikke kan indgå i

virksomhedsordningen,

da ejers benyttelse ikke har været udelukket.

Kan denne påstand ikke

følges, må der ske en fornyet opgørelse med 1. august som dato for

overførsel.

I 1999 er situationen den, at

det under 1998 beskrevne lejeforhold ophører maj / juni måned – i hvert

fald

har lejeren meldt flytning pr. 28.06.1998.

I modsætning til 1998 har man

for 1999 ikke godkendt det selvangivne resultat af udlejningen, nemlig

underskud på 12.306 kr. Dette selvangivne beløb er ændret til et overskud på

23.676. Dette påklages herved, idet bilag for de af ejeren afholdte udgifter

vedlægges. Endvidere påklages det, at der ikke er godkendt tilbagebetaling

til

lejer med 5.500 kr. Dokumentation i form af kontoudtog fra giro vedlægges.

Bogført betaling var sket med dækningsløs check.

I øvrigt fastholdes, at

ejendommen ikke indgår i skatteyders virksomhed, jf. det under 1998 anførte.

Underskuddet beskattes derfor som kapitalindkomst, jf. det selvangivne.

Som det fremgår er lejemålet

ophørt senest den 28.06.99. Beboelsen sælges den 1. august 1999 medens en

parcel sælges pr. 1. september 1999. Skulle man fastholde ejendommens

overgang

til virksomheden i 1998, må denne status atter ændres ved lejemålets ophør

eller senest den 28.06.99. Herefter er ejendommen en ejerbolig, der som nævnt

sælges den 1. august.

Det vil have uoverskuelige

konsekvenser, hvis der med lejemålets ophør skal ske en overførsel fra

virksomhed til privat – ejendomsværdien vil blive betragtet som overført

/

hævet og prioritetsgælden som indskudt.

Som for 1998 vil dette

medføre uantagelige resultater, nu er det blot overførslen af ejendommen, der

er negativ (meget) medens prioritetsgælden kun påvirker indskudskonto /

afkastgrundlag.

Så det er næsten for meget,

at en så atypisk udlejning i mindre end et år skal have alle disse

konsekvenser

og koste skatteyder et betragteligt beløb.

De beskrevne konsekvenser ved

ejendommens eventuelle overgang til virksomheden sammenholdt med den

kendsgerning, at ejerens benyttelse af ejendommen ikke har været udelukket

ved

den skete udlejning, må føre til, at ejendommen skal forblive med status som

ejerbolig og at avancen ved salg af byggegrund, jf. nedenfor, beskattes som

kapitalindkomst.

.

Det påklages endvidere, at

man har opgjort avancen ved salg af parcel af ejendommen X til 339.187, og at

dette beløb er beskattet som virksomhedsindkomst. Med hensyn til den

talmæssige

opgørelse bestrides det, at der skal ske forholdsmæssig reduktion af

landinspektørudgifter og at anskaffelsessummen (vurdering 01.01.93) skal

reduceres med byggeret.

Der henvises til vedlagte

uddrag af ligningsvejledningen 1999.

Da den påklagede ansættelse

vil beskatte avancen som personlig virksomhedsindkomst, må det atter

fastslåes,

at ejendommen ikke indgår i virksomheden og den i hvert fald senest den

28.06.99 ikke længere er udlejet, jf. foran.

Iflg. EBL er avancen

kapitalindkomst.

Det er desværre nødvendigt at

tilføje, at de anførte realkreditrenter, der vedrører Bastrupvej 5 – 7

og som i

den påklagede afgørelse overføres til virksomheden, udgør renter frem til

09.09.99, jf. vedlagte. Der må således i givet fald udarbejdes en fordeling

af

disse renter, forudsat ejendommens overførsel til og fra virksomheden

fastholdes.

Beregning af kapitalafkast

for 1999 samt øvrige omfordelinger påklages naturligvis også i konsekvens af

det allerede fremførte.

.

Endvidere påklages, at man

betragter lån i ejendom – nu Y – som hævet med 651.891, idet

stuehuset til

denne landbrugsejendom pr. 15.07.00 udlejes. Den overførte prioritetsgæld

udgør

imidlertid kun 545.964, idet indfrielse af pantebrevsgæld med 110.597 er

bogført som hævet privat og bogført konto for pantebrevsgæld (i

virksomheden).

På denne konto var tidligere bogført den samlede indfrielse af

pantebrevsgælden. Der vedlægges fotokopi af afslutningsark. I de anførte

hævninger skal tillige fragå beløb, overført til medarbejdende ægtefælle med

95.000.

Men ellers er der jo tale om

samme situation som for 1998 – der overføres ejendom fra privat til

virksomhed.

Men her i 2000 er der tale om en landbrugsejendom, hvor kun stuehuset har

været

betragtet som privat.

Den skete overførsel udgøres

af stuehuset ejendomsværdi pr. 01.01.00, 830.200 med fradrag af

forholdsmæssig

prioritetsgæld 545.236. En nettooverførsel, der i regnskabet er anført som

”Årets indskud 284.236”. Del af regnskabet vedlægges.

Idet henvises til det under

1998 anførte, skal det gentages, at en overførsel delt i 2 adskilte

transaktioner

som det viser sig fører til en helt uacceptabelt udtræk af virksomheden (den

overførte prioritetsgæld) uagtet, der er tale om et indskud i virksomheden,

altså en tilførsel af værdier.

Med førnævnte risiko for

fejltagelser, må det hævdes, at en sådan regelanvendelse næppe kan være

tilsigtet.

For forebyggelse af event.

fremtidige fejltagelser havde det været relevant med begrundelse, der går ud

det anførte: ”Overførsel af lån fra privat til virksomhed anses for

hævet”. Men

også når der er tale en til en samtidig overført fast ejendom bundet

prioritetsgæld ?

Endelig må det understreges,

at der herfra aldrig har været anvendt mellemregningskonto. De i den

påklagede

ansættelse anførte henvisninger til en sådan mellemregningskonto er derfor

ganske fremmed for undertegnede og må altså tilbagevises.

Hermed må det overlades til

Skatteankenævnet at finde en salomonisk afgørelse på de opkomne

stridsspørgsmål.”

Repræsentanten har under

sagens behandling ved skatteankenævnet i relation til ejendommen X

supplerende

anført:

”

Ejendommen X er den gamle

købmandsgard med lager i stue og kælder samt stort butikslokale ligeledes i

stueplan. Hertil privat bolig stue og 1. sal.

Ejendommen er bygget af en

ejendomsmægler til 3 selvstændige lejligheder med 3 køkkener og 3 toiletter.

Hovedlejligheden i stueplan

blev beboet af klager/hustru fra 10-6-1981 til 15-8-1997.

Lejligheden 1. sal blev

beboet af II fra 10-6-1981 til 15-8-1997.

Anden lejlighed blev beboet

af III fra 10-6-1981 til 16-5-1995, hvor III kom på pllejehjem.

Som det ses har der været tre

husholdninger på ejendommen X fra 10-6-1981 og frem til 1995/1997. Altså i

hvert fald i 14 år. Dette er skattevæsenet bekendt.

Ydermere henvises til BBR

hvoraf ejendommens data fremgår.

Da B var enlig med blot 1

hund og 2 katte, havde hun ikke brug for 3 toiletter og 3 køkkener, hvorfor

hun

kun havde brug for og kun beboede den i stueplan beliggende lejlighed ligesom

hun kun havde rådighed over denne, da jeg havde møbler stående i såvel min

moders som min søns lejlighed, idet der ikke var plads til disse på

ejendommen

Y.

Dette er facts om ejendommen

X og al dette er kommunen bekendt, så der er jo ingen grund til at lukke

øjnene

for disse facts, blot for at foretage en ”kreativ skattetænkning”.

.”

Skatteankenævnets

afgørelse

”

6. Skatteankenævnets

vurderinger og begrundelser

.

a) Er der tale om en

erhvervsmæssig ejendom ?

.

Efter en konkret vurdering af

sagens materielle er det Skatteankenævnets opfattelse, at klager ikke har

haft

mulighed for at benytte ejendommen. Her lægger skatteankenævnet særlig vægt

på,

at klager ikke i tilstrækkelig grad har kunnet sandsynliggøre, at B kun har

haft en begrænset rådighed over ejendommen og at klager har fratrukket

samtlige

udgifter på ejendommen i årsregnskabet.

På baggrund af ovenstående

finder Skatteankenævnet, at ejendommen har været erhvervsmæssigt udlejet.

b) Skal ejendommen

medtages fra 1. august 1998 ?

Da skatteankenævnet har

fundet, at ejendommen er erhvervsmæssigt udlejet, følger det af

virksomhedsskattelovens

§ 2, stk. 3, at virksomheden skal medtages i virksomhedsskatteordningen, idet

klager har en anden virksomhed, der er omfattet af ordningen.

Spørgsmålet er herefter

hvornår ejendommen skal anses som indført. Da ejendommen er overgået til

erhvervsmæssig udlejning pr. 1. august 1998, er det skatteankenævnets

opfattelse, at den selvstændige virksomhed er startet d. 1. august 1998.

Herefter må skatteankenævnet

give klager ret i, at der skal ske en opdeling af ejendommens overskud samt

renteudgifter

på perioden før og efter 1. august 1998. Det vil således sige, at i 7 måneder

er ejendommen i privat regi mens den er i erhvervsmæssig regi i 5 måneder.

Det fremgår regnskabet at

overskud af ejendommen er på 24.503,28 kr. Heraf er 19.847,38 kr.

lejeindtægter

netto.

Da udlejningen af ejendommen

først påbegynder d. 1. august 1998, er det Skatteankenævnets opfattelse, at

ejendommens

overskud udelukkende vedrører lejebetaling i perioden efter 1. august 1998.

Der

skal således ikke ske en opdeling af ejendommens overskud.

Vedrørende renteudgifter er

det Skatteankenævnets opfattelse, at beløbet på 91.741 kr. vedrører

renteudgifter på ejendommen. Det er dette beløb, der skal opdeles på perioden

før og efter 1. august 1998. 53.516 kr. vedrører perioden før 1. august, mens

38.225 kr. vedrører perioden efter 1. august.

c) Hvor stort er

kapitalafkastgrundlaget pr. 1. januar 1998 ?

Da virksomheden er inddraget

i virksomhedsskatteordningen pr. 1. august 1998 skal den ikke medregnes i

kapitalafkastgrundlaget

pr. 1. januar 1998, men først pr. 1. januar 1999.

Kapitalafkastgrundlaget pr.

1. januar 1998 bliver således 777.657 kr. hvorefter kapitalafkastet kan

opgøres

til 21.387 kr.

d) Skal indførelsen af

ejendommen ske som en netto-transaktion ?

..

Det følger af virksomhedsskattelovens

§ 3, stk. 1, at værdier, der overføres fra privatøkonomien til virksomheden

anses som indskud. Dette gælder dog ikke beløb, der overføres til

mellemregningskontoen.

Det fremgår imidlertid af

virksomhedsskattelovens § 4a, at det alene er kontante beløb, der kan

overføres

via mellemregningskontoen, hvorfor ejendommen kun kan overføres som indskud.

Det er således

skatteankenævnets opfattelse, at ejendommen ikke kan medtages på

mellemregningskontoen,

hvis en sådan eksisterer.

Beløb, der overføres mellem

virksomhedsøkonomien og privatøkonomien skal bogføres særskilt for hver post

med virkning fra det tidspunkt, hvor overførslen finder sted, jf.

virksomhedsskattelovens

§ 2, stk. 4.

Det følger således af

virksomhedsskattelovens § 2, stk. 4, at der ikke er mulighed for at anvende

et

nettoprincip i forbindelse med at virksomheden indgår i

virksomhedsskatteordningen.

Skatteankenævnet må i øvrigt

bemærke, at virksomhedsskattelovens § 3, stk. 3, alene finder anvendelse til

værdiansættelse af indskudskontoen, når anvendelsen af virksomhedsordningen

påbegyndes. Virksomhedsskattelovens § 3, stk. 3, giver således

ikke

mulighed for at anvende et nettoprincip ved indførelsen af ejendommen, når

først virksomhedsskatteordningen har været i brug i en periode. .

e) Skal det selvangivne

beløb ændres til et overskud ?

.

Sædvanligvis vil udgifter til

el, vand og varme være udgifter, der påhviler lejer og ikke udlejer. Idet der

ikke foreligger en lejekontrakt, hvoraf det fremgår, at det er udlejer, der

skal afholde disse udgifter, er det skatteankenævnets opfattelse, at klager

ikke i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at det er ham, der er rette

omkostningsbærer, hvorfor Skatteankenævnet finder, at det må være lejer, der

skal afholde udgiften.

Skatteankenævnet finder

derimod at udgiften til forsikring (brand) er en udgift, der påhviler

udlejer,

hvorfor klager skal have fradrag for udgiften på 3.116,50 kr. til forsikring.

f) Skal tilbagebetalingen

til lejer indregnes ?

Idet klager har udlejet

ejendommen til B fra d. 1. august 1998 til 28. juni 1999 er der således tale

om

en lejeperiode i 1999 på 6 måneder.

Det følger af

statsskattelovens § 4 at klager er skattepligtig af husleje for 6 måneder

uanset

om han modtaget dem eller ej. Det kan imidlertid blive tale om et fradrag,

hvis

der er tale om en fordring, der må anses for tabt.

Efter tidspunktet hvor B

flytter fra Danmark, er det skatteankenævnets opfattelse, at fordringen må

anses for tabt, hvorfor nævnet er af den opfattelse, at klager udelukkende

skal

være skattepligtig af husleje af 5 måneder, hvilket vil sige 27.500 kr., jf.

statsskattelovens § 4.

g) Skal ejendommen

overføres til privat, når udlejningen slutter ?

..

Det følger af skatteretlig

praksis – bl.a. Landsskatterettens kendelse af 25. september 1997 –

at ophør af

udlejning med efterfølgende salg, ikke fører til at ejendommen mister sin ret

som erhvervsmæssig ejendom.

Skatteankenævnet finder

således ikke, at ejendommen ved ophøret af udlejningen til B ophører med at

være en erhvervsmæssig ejendom. Her lægger Skatteankenævnet ligeledes vægt

på,

at klager ikke flytter ind i ejendommen igen og at ejendommen bliver solgt

efter kort tid.

.

j) Hvad skal medregnes i

ejendomsavancen for ejendommen ?

.

Idet det er den del af jorden,

hvorpå ejendommen ikke ligger, der bliver solgt, er det Skatteankenævnets

opfattelse, at der er grundværdien med fradrag af byggeretten, der skal

fordeles forholdsmæssigt.

Byggeretten er stadig på

matriklen efter at grunden er solgt fra hvorfor det er skatteankenævnets

opfattelse, at den ikke skal medregnes i anskaffelsessummen for det frasolgte

stykke jord.

.

Idet det er hele grunden der

opmåles af landinspektøren, er det skatteankenævnets opfattelse, at udgiften

skal fordeles forholdsmæssigt. Den del af grunden, der stadig er i behold, er

også blevet opmålt, hvorfor udgiften bør deles forholdsmæssigt.

.

k) Skal der ske

periodisering af realkreditrenter ?

Idet Skatteankenævnet har

fundet, at ejendommen stadig er erhvervsmæssig, skal der ikke foretages nogen

opdeling af realkreditrenterne.

.

n) Hvordan skal overførsel af

stuehus til virksomheden bogføres og behandles skattemæssigt ?

I forbindelse med at C lejer

stuehuset, bliver ejendommen anset som erhvervsmæssig virksomhed.

Beløb, der overføres mellem

virksomhedsøkonomien og privatøkonomien skal bogføres særskilt for hver post

med virkning fra det tidspunkt, hvor overførslen finder sted jfr.

virksomhedsskattelovens

§ 2, stk. 4.

Det fremgår således af

virksomhedsskattelovens § 2, stk. 4, at der ikke er mulighed for at anvende

et

nettoprincip i forbindelse med at virksomheden indgår i

virksomhedsskatteordningen.

Skatteankenævnet må i øvrigt

bemærke, at virksomhedsskattelovens § 3, stk. 3, alene finder anvendelse til

værdiansættelse af indskudskontoen, når anvendelsen af virksomhedsordningen

påbegyndes. Virksomhedsskattelovens § 3, stk. 3, giver således

ikke

mulighed for at anvende et nettoprincip ved indførelsen af ejendommen, år

først

virksomhedsskatteordningen har været i brug i en periode.

Selvom skatteankenævnet har

forståelse for at virksomhedsskatteordningens regler på dette punkt kan anses

aldeles uhensigtsmæssigt, er der ikke lovhjemmel til at foretage overførslen

anderledes end på den måde som skatteafdelingen har gjort.”

Nævnet har videre anført, at

der ikke af BBR-meddelelsen fremgår noget om, at ejendommen er opdelt i 3

selvstændige lejligheder, at der heller ikke er fremlagt anden dokumentation

herfor, og at dette derfor ikke kan lægges til grund.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens nye repræsentant

har anmodet Landsskatteretten om at ændre den påklagede afgørelse.

Han har i første række

henvist til det over for skatteankenævnet anførte. Han har dog videre anført

følgende vedrørende de ønskede ændringer:

Ejendommen

X

var ikke udelukkende erhvervsmæssigt

anvendt. Denne kan således ikke indgå i virksomhedsordningen.

Hvis Landsskatteretten er

uenig i denne vurdering, er det alene forskellen mellem den kontante salgssum

og kontantværdien af gælden, som skal påvirke hæverækkefølgen og

kapitalafkastgrundlaget. Der henvises i den forbindelse analogt til

virksomhedsskattelovens § 15 A, som er formuleret således:

”Afstås virksomhed som nævnt

i § 15, stk. 3, kan den skattepligtige med virkning fra begyndelsen af

salgsåret vælge at overføre et beløb, der højest svarer til det kontante

nettovederlag, fra indskudskontoen til mellemregningskontoen, uden at der

først

skal hæves beløb efter § 5, stk. 1. Det kontante nettovederlag opgøres som

det

beløb, hvormed kontantværdien af salgssummen for de solgte aktiver overstiger

kontantværdien af gæld, som overtages af den nye ejer. Gæld, der stiftes i

forbindelse med overdragelsen, anses ikke som gæld, der overtages af den nye

ejer.”

Ved benyttelse af nettometode

må der således tages hensyn til både ejendomsværdien pr. 1. januar 1998

– der i

øvrigt var 1.750.000 kr., og ikke 1.550.000 kr. som det er anført af

skatteankenævnet - og de lån, der indestod i ejendommen. De korrigerede

hævninger bør ændres således:

Korrigerede hævninger 1998:

- 384.596 kr.

Korrigerede hævninger 1999:

- 588.144 kr.

Korrigerede hævninger 2000:

128.880 kr.

Det er bemærkelsesværdigt, at

de stedlige skattemyndigheder for 1999 har opgjort hævningerne i

overensstemmelse hermed, dvs. under anvendelse af nettometoden i form af

andel

af provenue ved salg af ejendommen. Alene en rimelighedsbetragtning vil

medføre, at samme princip anvendes i 1998, således at der ikke sker

genbeskatning

af opsparede overskud i virksomhedsordningen.

Værdien af stuehuset på

ejendommen Y skal endvidere medtages i de talmæssige opgørelser. Hævet

opsparet

overskud, der er selvangivet med 364.179 kr., må derfor ændres i

overensstemmelse hermed.

Det fremgår af den fremlagte

købsaftale, at den i 1999 afståede grund er afstået inklusive byggeret. Der

er

under henvisning hertil ikke grundlag for at nedskrive vurderingen pr. 1.

januar 1993 med værdien af byggeretten. Den skattepligtige avance må derfor

opgøres til 299.673 kr.

Repræsentanten

har under retsmødet i Landsskatteretten i relation til muligheden for at

godkende, at der ved indskud af fast ejendom i virksomhedsordningen anvendes

et

nettoprincip, anført, at nettoprincippet kunne være anvendt, hvis ejendommen

var blevet indskudt i klagerens førte år i virksomhedsordningen, og at der

derfor er tale om urimelig forskelsbehandling af selvstændige

erhvervsdrivende,

der anvender reglerne i ordningen. Han har endvidere bemærket, at det af

lovens

§ 3, stk. 4, følger, at nettoprincippet kan anvendes, hvis det er

driftsmidler,

der indskydes, og at det derfor må bero på en fejl i lovgivningen, at der

ikke

også for så vidt angår fast ejendom kan tages hensyn til gælden.

Skatteankenævnets

supplerende bemærkninger:

Skatteankenævnet har efter

forelæggelse af det over for Landsskatteretten anførte bl.a. bemærket, at der

ikke i forbindelse med klagen er fremkommet nye oplysninger, der kan ændre

nævnets opfattelse af, at ejendommen X i 1998 er overgået fra privat til 100%

erhvervsmæssig anvendelse, og at virksomhedsskattelovens § 15 a ikke kan

anvendes analogt, da der er ikke er tale om en salgssituation. Nævnet har

under

henvisning hertil fastholdt, at det er de generelle regler i

virksomhedsskattelovens

§ 2, stk. 4 og 5, om overførsler mellem virksomhedsordningen og

privatøkonomien, der skal anvendes.

Nævnet har i relation til

repræsentantens talmæssige opgørelser anført:

Forskellen mellem

repræsentantens og skatteankenævnets talmæssige opgørelser over hævninger for

indkomstårene 1998 og 2000 er udelukkende, at repræsentanten reducerer de

faktisk foretagne hævninger med indskud af ejendommene (nettometoden). Der er

ikke lovhjemmel til, at ejendommene indskydes via mellemregningskonto efter

et

nettoprincip. Nævnet har således heller ikke for 1999 anvendt nettometoden.

Ejendommen X er i selvangivelsen behandlet som et aktiv uden for

virksomhedsordningen. Det samlede provenu ved salget af ejendommen er derfor

ifølge selvangivelsen en del af privatsfæren. Dette er baggrunden for, at den

del af provenuet, som bogføres i virksomheden, behandles som et indskud.

Ankenævnets afgørelse for 1998 om, at ejendommen via udlejningen skal

behandles

som et erhvervsmæssigt aktiv, har den konsekvens, at også provenuet ved

salget

af ejendommen bliver en del af virksomheden. Den del af provenuet, som ikke

er

forblevet i virksomheden, er derfor anset som hævet. Den foretagne ændring

har

således intet med nettometoden at gøre.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Vedrørende ejendommen X:

Klageren har i

indkomstopgørelserne for 1998 og 1999 medregnet de af ham opgjorte overskud

henholdsvis underskud af ejendommen X og samtlige renteudgifter vedrørende

ejendommen X ved opgørelsen af kapitalindkomsten. Han har ligeledes medregnet

den af ham opgjorte skattepligtige avance ved salget af byggegrunden på

ejendommen

X ved opgørelsen af kapitalindkomsten for 1999. Der er således ikke grundlag

for at antage, at klageren i indkomstårene 1998 og 1999 har anset ejendommen

X

som 100% erhverv, uanset at der ikke i de selvangivne overskud henholdsvis

underskud af ejendommen er medregnet lejeværdi af egen bolig i ejendommen, og

uanset at alle udgifter vedrørende ejendommen til olie, forsikring, vand og

ejendomsskat m.v. er blevet fratrukket ved opgørelsen af resultaterne.

Der er under henvisning

hertil og under henvisning til det fremlagte og oplyste omkring den tidligere

anvendelse af ejendommen, om ejendommens samlede areal, om at lejeindtægten

på

5.500 kr. pr. måned alene har vedrørt leje af 2 møblerede værelser med adgang

til køkken og bad, og om at klageren ikke under udlejningen har været

afskåret

fra at råde over dele af ejendommen, ikke det fornødne grundlag for at

tiltræde

afgørelsen om, at ejendommen i 1998 er overgået til 100% erhvervsmæssig

benyttelse.

Der er derfor heller ikke

grundlag for at stadfæste de korrektioner, som skattemyndighederne som følge

af

afgørelsen herom har foretaget i de selvangivne overskud af virksomhed m.v.

Klageren skal derimod ved opgørelsen af indkomsten for indkomstårene 1998 og

1999 medregne overskud af ejendommen X og renteudgifter af ejendommen efter

reglerne for privat anvendte ejendomme, fra hvilke der sker

værelsesudlejning.

Klageren skal ved opgørelsen

af kapitalindkomsten for 1999 tillige medregne den skattepligtige ved avance

ved salget af den i 1999 frasolgte byggegrund, jf. reglerne i

ejendomsavancebeskatningsloven. Denne skattepligtige avance kan i henhold til

de foreliggende oplysninger opgøres til 326.200 kr., således:

Afståelsessum for byggegrunden:

Salgssum:

695.000 kr.

Udgift til

ejendomsmægler:

- 49.503 kr.

Korrigeret salgssum:

645.497 kr.

Opgørelse af anskaffelsessum:

Ejendomsvurdering pr. 1.

januar 1993:

274.500 – 120.000/ 1.453

m2

x 400 m2:

42.533

kr.

10% tillæg:

4.253 kr.

46.786 kr.

Forholdsmæssig andel af

10.000 kr. fradrag i

medfør af

ejendomsavancebeskatningslovens

§ 5, stk. 2:

60.000

/ 1.453 m2

x 400 m2

1

6.518

kr.

Reg. anskaffelsessum for den

i 1981 erhvervede del af byggegrunden:

63.304

kr.

Tilkøb af grund:

60.300

kr.

Udgift til advokat:

41.623

kr.

Udgift til landinspektør:

33.420

kr.

Anskaffelsessum for den i

1999 erhvervede del af byggegrunden:

135.343

kr.

Anskaffelsessum for

byggegrunden i alt:

- 198.647 kr.

Ejendomsavance:

446.850

Ejertidsnedslag, jf.

ejendomsavancebeskatningslovens § 6 stk. 3: 27%:

- 120.650

Skattepligtig avance:

326.200

Retten er således enig med

repræsentanten i, at der mangler grundlag for at antage, at alene en

forholdsmæssig

andel af udgifterne til landinspektør, som klageren har afholdt i forbindelse

med købet af en del af byggegrunden i 1999, må anses for sådanne

omkostninger,

der skal nedsætte anskaffelsessummen for den i 1999 tilkøbte del af

byggegrunden. Samtlige disse omkostninger har efter det oplyste haft den

fornødne tilknytning til købet af den i 1999 købte del til, at de kan

medregnes

ved opgørelsen af anskaffelsessummen for den udstykkede og frasolgte

byggegrund.

Retten er derimod enig med de

stedlige skattemyndigheder i, at indgangsværdien for den del af den afståede

byggegrund, der er erhvervet i 1981, skal opgøres med udgangspunkt i

grundværdien pr. 1. januar 1993 af den i 1981 erhvervede ejendom efter

fradrag

af værdien af den i vurderingen pr. 1. januar 1993 indeholdte byggeret. Der

henvises i den forbindelse til, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at

den med byggegrunden afståede byggeret er indeholdt i den nævnte vurdering

pr.

1. januar 1993. Det er alene oplyst, at der i vurderingen pr. 1. januar 1993

var medregnet 1 byggeret, men denne må på det foreliggende grundlag anses for

tilknyttet til restejendommen, på hvilken den pr. 1. januar 1993 eksisterende

beboelse lå.

Vedrørende ejendommen Y:

Det fremgår af

virksomhedsskattelovens § 2, stk. 4, at ”Beløb, der overføres mellem

virksomhedsordningen

og privatøkonomien, skal bogføres særskilt for hver post med virkning fra det

tidspunkt, hvor overførslen finder sted”, jf. dog stk. 5 (blandet

benyttede

biler).

Det fremgår af

§ 3, stk. 1, i samme lov, at ”Overførsel af

værdier fra den skattepligtige til virksomheden anses for indskud”.

Dette

gælder i henhold til bestemmelsen alle overførsler, bortset fra beløb, der er

bogført på mellemregningskontoen, jf. lovens § 4a.

Indskudskontoen ultimo 1999

skal herefter i henhold til § 4, stk. 6, tillægges et beløb, der svarer til

værdien af den faste ejendom.

Værdien af ejendommen skal i

henhold til § 4, stk. 4, medregnes til den kontante anskaffelsessum eller den

ved indkomstårets begyndelse fastsatte ejendomsværdi med fradrag af byrder,

der

ikke er taget hensyn til ved vurderingen, og tillæg af eventuel ikke

medregnet

anskaffelsessum for ombygning, forbedringer m.v. Der kan således ikke ved

opgørelsen

af værdien af indskuddet foretages fradrag af gæld, der samtidig overføres,

jf.

den nedlagte påstand. Denne fremgangsmåde kan alene anvendes ved starten af

regnskabsåret i det indkomstår, hvor virksomhedsordningen første gang

anvendes,

jf. lovens § 4, stk. 2 og 3, og under visse omstændigheder, når der sker

afståelse af virksomhed, jf. lovens § 15 ff. Samtidig overførsel af gæld fra

klageren til virksomheden skal derimod i henhold til virksomhedsskattelovens

§

5 anses som en hævning, og indskudskontoen ultimo 1999 skal derfor i henhold

til lovens § 4, stk. 6, nedsættes med den del af de til klageren overførte

værdier,

der ikke er overskud, jf. igen § 5.

Der er herefter ikke grundlag

for at korrigere de ændringer, som skatteankenævnet har foretaget som følge

af,

at ejendommen Y i 2000 er overgået til virksomhedsordningen. Disse ændringer

stadfæstes derfor.

Landsskatterettens afgørelse

er i det hele tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter