Landsskatteretskendelse vedr. Ejendom overgået til erhverv/virksomhedsordningen indskud og hævning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Virksomhedsskatteloven § 2 306 afgørelser
- Virksomhedsskatteloven § 3 86 afgørelser
- Statsskatteloven § 4 6.371 afgørelser
- Virksomhedsskatteloven § 15 a 13 afgørelser
- Virksomhedsskatteloven § 4 a 53 afgørelser
- Ejendomsavancebeskatningsloven § 5 318 afgørelser
- Ejendomsavancebeskatningsloven § 6 194 afgørelser
- Virksomhedsskatteloven § 5 246 afgørelser
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. Ejendom overgået til
erhverv/virksomhedsordningen – indskud og hævning
Klagen vedrører spørgsmålet,
om skatteankenævnet med rette har antaget, at ejendommen X i 1998 er overgået
til at være 100% erhverv, der er omfattet af klagerens virksomhed, og som
derfor er overgået til virksomhedsordningen. Klagen vedrører herunder
rigtigheden af de korrektioner, som skatteankenævnet som følge heraf har
foretaget i de selvangivne overskud af virksomhed m.v.
Klagen vedrører tillige
rigtigheden af de korrektioner, som skatteankenævnet har foretaget i forhold
til selvangivelsen for 2000, som følge af, at ejendommen Y i 2000 er overgået
til at være 100% erhverv og dermed til virksomhedsordningen.
Landsskatterettens
afgørelse
Den påklagede afgørelse
ændres, således at klageren ved opgørelsen af indkomsten for 1998 og 1999
skal
medregne overskud af ejendommen X og renteudgifter vedrørende ejendommen
efter
reglerne for privat benyttede enfamilieshuse, fra hvilke der sker
værelsesudlejning, og således at klageren ved opgørelsen af kapitalindkomsten
for 1999 skal medregne en skattepligtig fortjeneste ved salget af
byggegrunden
på Bastrupvej på 326.200 kr.
Retten stadfæster derimod de
korrektioner, som skatteankenævnet har foretaget som følge af, at ejendommen
Y
i 2000 er overgået til virksomhedsordningen.
De talmæssige opgørelser
overlades til de stedlige skattemyndigheder, jf. § 17, stk. 2, i
Læs alt
forretningsorden
for Landsskatteretten.
Sagens oplysninger
Klageren, der driver
virksomhed ved landbrug og som vognmand, og som ved opgørelsen af indkomsten
af
sin virksomhed anvender reglerne i virksomhedsordningen, har i 1981 erhvervet
ejendommen X, der ved købet havde et grundareal på 1.453 kvm.
Klageren har i perioden fra
den 10. juni 1981 til og med den 15. august 1997 været tilmeldt
folkeregistret
på ejendommens adresse, og følgende personer har i denne periode været
tilmeldt
ejendommen sammen med ham:
I
10.
juni 1981 – 15. august 1997
II
10.
juni 1981 – 7. april 1995
III
20.
juni 1981 – 16. maj 1995
IV
1.
september 1987 – 8. september 1988
V
26.
april 1990 – 5. november 1993
VI
9.
september 1994 – 7. april 1995
VII
23.
januar 1995 – 7. april 1995
VIII
23.
januar 1995 – 7. april 1995
I er klagerens hustru, II er
klagerens søn, III var klagerens mor, og VI, VII og VIII er sønnens hustru
henholdsvis børn. IV og V var tilsvarende sønnens daværende veninder.
Ejendommen X er i henhold til
BBR-registret og vurderingsoplysningerne en enfamilies-ejendom med et samlet
boligareal på 300 kvm., fordelt på 9 værelser, der alle anvendes til
beboelse,
2 vandskyllende toiletter, 1 badeværelse og eget køkken med afløb og
kogeinstallation.
Ejendommen er imidlertid i
henhold til en fremlagt håndlavet plantegning og fremlagte fotografier opdelt
i
3 lejligheder, der hver især er separate boliger.
Ejendommen var ved den 18.
almindelige vurdering vurderet til 1.300.000 kr. Ejendommen var ved de
offentlige vurderinger pr. 1. januar 1998 henholdsvis pr. 1. januar 1999
vurderet til 1.750.000 kr. henholdsvis 1.900.000 kr. Der indgår i henhold til
det oplyste 1 byggeret i hver af disse vurderinger.
Klageren har den 1. august
1997 købt landbrugsejendommen Y, og han og hans familie er pr. 15 august 1997
blevet frameldt ejendommen X, idet klageren pr. nævnte dato er blevet
tilmeldt
folkeregistret med adresse på ejendommen Y.
Ejendommen X har således i
henhold til det oplyste og i henhold til oplysningerne hos folkeregisteret
været ubeboet i perioden fra den 15. august 1997 til den 1. august 1998.
Ejendommen har derimod i henhold til oplysningerne hos folkeregistret i
perioden
fra den 1. august 1998 til den 28. juni 1999 været beboet af B, hvorefter
ejendommen igen har været ubeboet.
Klageren har i 1999 købt 603
kvm. jord til ejendommen X for 60.300 kr. Det er oplyst, at han i den
forbindelse har afholdt udgifter til advokat og landinspektør på 41.623 kr.
henholdsvis 33.420 kr.
Ejendommen X er herefter
blevet opdelt i 2 matr.nr.; en byggegrund på 1.003 kvm. og en grund med den
eksisterende beboelse. Sidstnævnte er solgt pr. 1. august 1999. Byggegrunden
er
i henhold til det oplyste solgt den 15. oktober 1999, og er i henhold til den
fremlagte købsaftale solgt inklusive 1 byggeret.
Klageren har ved opgørelsen
af kapitalindkomsten for indkomståret 1998 medregnet renteudgifter af
ejendommen X med 91.741 kr. og overskud af egne ejendomme med 24.503 kr.
Klageren har ved opgørelsen
af kapitalindkomsten for indkomståret 1999 tilsvarende medregnet
renteudgifterne vedrørende ejendommen, i 1999 med 62.474 kr., og overskud af
egne ejendomme med – 7.004 kr.
Alle udgifter til olie, forsikring, vand,
ejendomsskat m.v. vedrørende ejendommen X er medregnet i det opgjorte
underskud
ved udlejningen af denne.
Der er i den selvangivne
kapitalindkomst for 1999 tillige medregnet en skattepligtige ejendomsavance
ved
salget af byggegrunden fra X på 267.931 kr.
Det fremgår af det til
skattemyndighederne indsendte materiale, at klageren i perioden fra den 1.
januar 1999 til den 31. maj 1999 har modtaget husleje vedrørende ejendommen X
med 5.500 kr. pr. måned. Det fremgår dog af klagerens kontospecifikationer
tillige, at han den 14. maj 1999 har betalt 5.500 kr. tilbage. Dette skyldes
i
henhold til det oplyste, at lejer har betalt med en dækningsløs check.
Klageren er pr. 15. juli 2000
flyttet fra stuehuset på ejendommen Y, og stuehuset er pr. denne dato blevet
udlejet til C.
Bank har ved brev af 6.
januar 2000 meddelt klageren, at der er hævet 313.662 kr. til indfrielse af
pantebreve.
Skatteforvaltningen har efter
gennemgang af klagerens selvangivelser for 1998 - 2000 ændret
skatteansættelserne
for disse år. En del af forvaltningens ændringer skyldes,
at
ejendommen
X er anset for i 1998 at være overgået til 100% erhverv, og således til
virksomhedsordningen,
at
værdien af denne ejendom og af stuehuset på
ejendommen Y - der ubestridt er overgået til ordningen i 2000 - er anset for
indskudt
på indskudskontoen, og
at
de lån, der som følge af overførslerne er
anset for overført til ordningen, er anset som hævninger.
Forvaltningen har i relation
til avancen ved salget af byggegrunden fra ejendommen X dels anset avancen
som
personlig indkomst dels forhøjet den selvangivne avance til 339.187 kr.
Forvaltningen har som
begrundelse herfor anført:
”Efter tilkøb af 603 m2 fra
nabogrunden har du opdelt ejendommen X og solgt den som henholdsvis ubebygget
grund og den ejendom, du tidligere selv har beboet.
Salg af den ubebyggede grund
skal beskattes efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven (EBL), idet
denne andel af ejendommen ikke er omfattet af fritagelsesbestemmelserne i
lovens § 8.
Anskaffelsessummen for
ejendommen opgøres jf. EBL § 4 stk. 3.
Ved anskaffelsessum er
anvendt vurdering pr. 1/1 1993 + 10% som indgangsværdi. Der er i regnskabet
anvendt den samlede vurdering på grunden uden hensyn til byggeret. Grunden er
pr. 1/1 1993 vurderet til 274.000 kr., hvoraf 120.000 udgør byggeret. Den del
af vurderingen, der udgør byggeretten vedrører udelukkende den bebyggede del
af
ejendommen. Den forholdsmæssige anskaffelsessum opgøres herefter således:
154.500
kr. x 400 m2
42.533
kr.
1.453
m2
Tillæg til anskaffelsessummen
efter EBL § 5 fordeles ved delsalg forholdsmæssigt jf. § 5 stk. 1. Tillæg
gives
med 10.000 kr. pr. år i perioden 1993 – 1998. Der gives ikke tillæg i
salgsåret.
Udgift til landinspektør
fordeles forholdsmæssigt, idet udgiften til landinspektør vedrører opmåling
af
hele grunden. Den forholdsmæssige fordeling foretages i forhold til antallet
af
m2 således:
33.419
kr. x 1.003 m2
15.931
kr.
2.104
m2
Avance ved salg af ejendom
beskattes som personlig indkomst, idet ejendommen er en del af flere
virksomheder, der indgår i virksomhedsskatteordningen.
Ejendommen har ifølge din
bogføring været holdt uden for virksomheden, men i forbindelse med ændringer
til skatteansættelsen for indkomståret 1998 er ejendommen blevet overført til
virksomheden. Vi har derfor ud fra de foreliggende oplysninger opgjort et
nettoprovenu ved salg af ejendommen X således:
Kontant salg af ejendommen
med bolig:
1.729.000 kr.
Kontant salg af ubebygget
grund:
695.000 kr.
Indfriet lån:
1.200.631 kr.
Anskaffelsessum for
grund:
60.300 kr.
Udgift til
landinspektør:
33.419
kr.
Udgift til
ejendomsmægler:
49.503kr.
- 143.222 kr.
Nettoprovenu ved salg af
ejenendomme
1.080.147 kr.
Heraf indskudt ifølge
virksomhedsregnskab:
- 620.052 kr.
Resterende provenu der anses
for hævet:
460.095 kr.
”
Klagerens tidligere
repræsentant har anmodet skatteankenævnet om at ændre de foretagne
ansættelser.
Han har som begrundelse herfor bl.a. anført:
”
Generelt bestrides det, at
ejendommen X er en del af skatteyders virksomhed, der i øvrigt drives under
anvendelse af virksomhedsskattelovens regler.
Ejendommen har stedse været
vurderet som ejerbolig og har aldrig været anvendt til andet før 01.08.98.
Siden skatteyder pr. 01.08.97
erhvervede landbrugsejendommen Y, har ejerboligen på X været forsøgt solgt.
Da
dette ikke var lykkedes i midten af 1998 og da skatteyder samtidig modtog
henvendelse
om udlejning af en del af huset, accepterede han dette tilbud. Lejetilbuddet
kom fra en bulgarsk cellist ved navn B, der var på et kortere ophold i
Danmark.
Opholdets længde var efter det anførte usikkert - afhængig af en række
kunstneriske forhold.
Der blev ikke oprettet nogen
skriftlige lejeaftale og lejer var indstillet på hurtig fraflytning i
tilfælde
af salg. Lejers husstand bestod efter det oplyste kun af hende selv, en hund
og
2 katte. At indboet var stærkt begrænset følger allerede af det nævnte om
lejers oprindelse m.v. Der var således på ingen måde tale om, at lejer
opfattede lejemålet som et blivende sted – tværtimod.
Det tilføjes, at ejendommen
er meget rummelig med beboelig 1. sal m.v. Efter den mundtlige aftale rådede
lejeren alene over 2 værelser (med lånte møbler) og med adgang til køkken og
bad. Samtidig var det aftalt, at lejer måtte tåle fremvisning af boligen til
event. interesserede købere.
Min påstand er derfor, at
ejendommen X
ikke
kan indgå en del af skatteyders virksomhed i virksomhedsordningen,
idet ejers brug af ejendommen ikke var udelukket. Der henvises til
ligningsvejledningen
1998, E.G.2.1.6.1 samt til ligningsvejledningen 2001, samme afsnit.
Sidstnævnte
er udbygget med diverse retsafgørelser, der fastslår, at ejers blotte
mulighed
for benyttelse af ejendommen udelukker, at der er tale om selvstændig
virksomhed. Anvendelse af virksomhedsskatteordningen er dermed tillige
udelukket.
Da ejendommen således ikke
betragtes som erhvervsmæssigt udlejet, vil overskuddet være at beskatte som
kapitalindkomst,
jf. det selvangivne.
Skulle det mod forventning og
i modstrid med de refererede domme fastholdes, at den omhandlede ejendom skal
indgå som en del af skatteyders virksomhed i virksomhedsordningen, må det
anføres, at overgang fra privat benyttelse til erhverv først skal ske ved den
faktiske ændring af ejendommens status.
Ejendommen må således indtil
01.08.98 betragtes som ejerbolig, der henligger til salget. Først fra denne
dato
påbegyndes den omstridte udlejning. En i øvrigt ”umulig” overførsel
skal iflg.
VSL først ske denne dato, idet kun blandede biler overføres fra indkomstårets
start.
Det er således direkte
forkert, når der beregnes kapitalafkastgrundlag ultimo 1997 og på grundlag
heraf kapitalafkast før og efter 1. august 1998.
Der må endvidere ske en
opdeling af både ejendommens overskud samt af renteudgifterne på perioden før
og efter 1. august 1998.
Alt dette naturligvis kun,
hvis overgang til virksomhed fastholdes.
Det må endvidere bestrides,
stadig under samme forudsætning af, at ejendommen betragtes som
erhvervsmæssig,
at overførsel af ejendommen kaldes indskud, medens den på ejendommen hæftede
prioritetsgæld kaldes ”hævet privat”.
.
Jeg kan medgive, at en
singulær overførsel af gæld fra privat til virksomhed(sordning) må betragtes
som hævet privat. Hvordan en sådan overførsel kan komme i stand, når der
henses
til, at alene erhvervsmæssig gæld indgår i virksomheden, falder uden for
denne
sag. Men i dette tilfælde – og i andre tilsvarende sager – hvor der
overføres
en fast ejendom med tilhørende prioritetsgæld, vil en sådan opdeling i 2
særskilte transaktioner føre til helt uantagelige resultater. Som det
fremgår,
anses ejendommen for overført til virksomhed med virkning fra ultimo 1997
(skal
i givet fald være 1. august 1998 og til kontantværdi pr. 1. januar 1998) og
med
den kontantværdi, der var gældende på det tidspunkt. Konsekvensen af denne
for
virksomheden positive overførsel, er en styrkelse af indskudskonto som
kapitalafkastgrundlag. Så vidt så godt. De økonomiske fordele for skatteyder
er
begrænset til et større kapitalafkastgrundlag.
Herimod står konsekvenserne
af at betragte prioritetsgælden som hævet privat. Som det ses, medfører en
sådan betragtning, at det for 1998 selvangivne beløb til foreløbig
virksomhedsbeskatning,
162.604 forvandles til 0,00 ligesom tidligere års opsparede overskud på
274.645
må tages til indtægt.
Samlet fører den påklagede
ansættelse for 1998 til en mer-skat på 135.722. Og dette alene pga. det
forhold, at ejendommen anses for erhvervsmæssigt udlejet og at der overføres
som beskrevet.
Uanset muligheden for at tage
fejl, må jeg fastholde, at en overførsel af ejendom og prioritetsgæld må
betragtes som en netto-transaktion, hvorved ejendomsværdien med fradrag af
prioritetsgælden indskydes i virksomheden / hæves i virksomheden (se 1999).
Der henvises herved især til
reglerne om opgørelse af indskudskonto ved indtræden i virksomhedsordningen,
hvor der jo netop sker modregning af den indskudte gæld således, at
indskudskonto viser netto-indskuddet.
Ligeledes må det fremhæves,
at det trods ivrig læsning ikke er lykkedes at finde den klare lovregel, der
nødvendiggør opgørelser af overførsler som påklaget.
Det findes også besynderligt
at antage, at en forholdsvis ”uskyldig” transaktion som overførsel
af ejendom /
prioritetsgæld fra privat til virksomhed(sordning) efter lovgivers intention
skal have så alvorlige konsekvenser for skatteyder, som det fremgår af den
nærværende
sag.
Min påstand er dog fortsat,
at ejendommen X (med tilhørende prioritetsgæld) ikke kan indgå i
virksomhedsordningen,
da ejers benyttelse ikke har været udelukket.
Kan denne påstand ikke
følges, må der ske en fornyet opgørelse med 1. august som dato for
overførsel.
I 1999 er situationen den, at
det under 1998 beskrevne lejeforhold ophører maj / juni måned – i hvert
fald
har lejeren meldt flytning pr. 28.06.1998.
I modsætning til 1998 har man
for 1999 ikke godkendt det selvangivne resultat af udlejningen, nemlig
underskud på 12.306 kr. Dette selvangivne beløb er ændret til et overskud på
23.676. Dette påklages herved, idet bilag for de af ejeren afholdte udgifter
vedlægges. Endvidere påklages det, at der ikke er godkendt tilbagebetaling
til
lejer med 5.500 kr. Dokumentation i form af kontoudtog fra giro vedlægges.
Bogført betaling var sket med dækningsløs check.
I øvrigt fastholdes, at
ejendommen ikke indgår i skatteyders virksomhed, jf. det under 1998 anførte.
Underskuddet beskattes derfor som kapitalindkomst, jf. det selvangivne.
Som det fremgår er lejemålet
ophørt senest den 28.06.99. Beboelsen sælges den 1. august 1999 medens en
parcel sælges pr. 1. september 1999. Skulle man fastholde ejendommens
overgang
til virksomheden i 1998, må denne status atter ændres ved lejemålets ophør
eller senest den 28.06.99. Herefter er ejendommen en ejerbolig, der som nævnt
sælges den 1. august.
Det vil have uoverskuelige
konsekvenser, hvis der med lejemålets ophør skal ske en overførsel fra
virksomhed til privat – ejendomsværdien vil blive betragtet som overført
/
hævet og prioritetsgælden som indskudt.
Som for 1998 vil dette
medføre uantagelige resultater, nu er det blot overførslen af ejendommen, der
er negativ (meget) medens prioritetsgælden kun påvirker indskudskonto /
afkastgrundlag.
Så det er næsten for meget,
at en så atypisk udlejning i mindre end et år skal have alle disse
konsekvenser
og koste skatteyder et betragteligt beløb.
De beskrevne konsekvenser ved
ejendommens eventuelle overgang til virksomheden sammenholdt med den
kendsgerning, at ejerens benyttelse af ejendommen ikke har været udelukket
ved
den skete udlejning, må føre til, at ejendommen skal forblive med status som
ejerbolig og at avancen ved salg af byggegrund, jf. nedenfor, beskattes som
kapitalindkomst.
.
Det påklages endvidere, at
man har opgjort avancen ved salg af parcel af ejendommen X til 339.187, og at
dette beløb er beskattet som virksomhedsindkomst. Med hensyn til den
talmæssige
opgørelse bestrides det, at der skal ske forholdsmæssig reduktion af
landinspektørudgifter og at anskaffelsessummen (vurdering 01.01.93) skal
reduceres med byggeret.
Der henvises til vedlagte
uddrag af ligningsvejledningen 1999.
Da den påklagede ansættelse
vil beskatte avancen som personlig virksomhedsindkomst, må det atter
fastslåes,
at ejendommen ikke indgår i virksomheden og den i hvert fald senest den
28.06.99 ikke længere er udlejet, jf. foran.
Iflg. EBL er avancen
kapitalindkomst.
Det er desværre nødvendigt at
tilføje, at de anførte realkreditrenter, der vedrører Bastrupvej 5 – 7
og som i
den påklagede afgørelse overføres til virksomheden, udgør renter frem til
09.09.99, jf. vedlagte. Der må således i givet fald udarbejdes en fordeling
af
disse renter, forudsat ejendommens overførsel til og fra virksomheden
fastholdes.
Beregning af kapitalafkast
for 1999 samt øvrige omfordelinger påklages naturligvis også i konsekvens af
det allerede fremførte.
.
Endvidere påklages, at man
betragter lån i ejendom – nu Y – som hævet med 651.891, idet
stuehuset til
denne landbrugsejendom pr. 15.07.00 udlejes. Den overførte prioritetsgæld
udgør
imidlertid kun 545.964, idet indfrielse af pantebrevsgæld med 110.597 er
bogført som hævet privat og bogført konto for pantebrevsgæld (i
virksomheden).
På denne konto var tidligere bogført den samlede indfrielse af
pantebrevsgælden. Der vedlægges fotokopi af afslutningsark. I de anførte
hævninger skal tillige fragå beløb, overført til medarbejdende ægtefælle med
95.000.
Men ellers er der jo tale om
samme situation som for 1998 – der overføres ejendom fra privat til
virksomhed.
Men her i 2000 er der tale om en landbrugsejendom, hvor kun stuehuset har
været
betragtet som privat.
Den skete overførsel udgøres
af stuehuset ejendomsværdi pr. 01.01.00, 830.200 med fradrag af
forholdsmæssig
prioritetsgæld 545.236. En nettooverførsel, der i regnskabet er anført som
”Årets indskud 284.236”. Del af regnskabet vedlægges.
Idet henvises til det under
1998 anførte, skal det gentages, at en overførsel delt i 2 adskilte
transaktioner
som det viser sig fører til en helt uacceptabelt udtræk af virksomheden (den
overførte prioritetsgæld) uagtet, der er tale om et indskud i virksomheden,
altså en tilførsel af værdier.
Med førnævnte risiko for
fejltagelser, må det hævdes, at en sådan regelanvendelse næppe kan være
tilsigtet.
For forebyggelse af event.
fremtidige fejltagelser havde det været relevant med begrundelse, der går ud
det anførte: ”Overførsel af lån fra privat til virksomhed anses for
hævet”. Men
også når der er tale en til en samtidig overført fast ejendom bundet
prioritetsgæld ?
Endelig må det understreges,
at der herfra aldrig har været anvendt mellemregningskonto. De i den
påklagede
ansættelse anførte henvisninger til en sådan mellemregningskonto er derfor
ganske fremmed for undertegnede og må altså tilbagevises.
Hermed må det overlades til
Skatteankenævnet at finde en salomonisk afgørelse på de opkomne
stridsspørgsmål.”
Repræsentanten har under
sagens behandling ved skatteankenævnet i relation til ejendommen X
supplerende
anført:
”
Ejendommen X er den gamle
købmandsgard med lager i stue og kælder samt stort butikslokale ligeledes i
stueplan. Hertil privat bolig stue og 1. sal.
Ejendommen er bygget af en
ejendomsmægler til 3 selvstændige lejligheder med 3 køkkener og 3 toiletter.
Hovedlejligheden i stueplan
blev beboet af klager/hustru fra 10-6-1981 til 15-8-1997.
Lejligheden 1. sal blev
beboet af II fra 10-6-1981 til 15-8-1997.
Anden lejlighed blev beboet
af III fra 10-6-1981 til 16-5-1995, hvor III kom på pllejehjem.
Som det ses har der været tre
husholdninger på ejendommen X fra 10-6-1981 og frem til 1995/1997. Altså i
hvert fald i 14 år. Dette er skattevæsenet bekendt.
Ydermere henvises til BBR
hvoraf ejendommens data fremgår.
Da B var enlig med blot 1
hund og 2 katte, havde hun ikke brug for 3 toiletter og 3 køkkener, hvorfor
hun
kun havde brug for og kun beboede den i stueplan beliggende lejlighed ligesom
hun kun havde rådighed over denne, da jeg havde møbler stående i såvel min
moders som min søns lejlighed, idet der ikke var plads til disse på
ejendommen
Y.
Dette er facts om ejendommen
X og al dette er kommunen bekendt, så der er jo ingen grund til at lukke
øjnene
for disse facts, blot for at foretage en ”kreativ skattetænkning”.
.”
Skatteankenævnets
afgørelse
”
6. Skatteankenævnets
vurderinger og begrundelser
.
a) Er der tale om en
erhvervsmæssig ejendom ?
.
Efter en konkret vurdering af
sagens materielle er det Skatteankenævnets opfattelse, at klager ikke har
haft
mulighed for at benytte ejendommen. Her lægger skatteankenævnet særlig vægt
på,
at klager ikke i tilstrækkelig grad har kunnet sandsynliggøre, at B kun har
haft en begrænset rådighed over ejendommen og at klager har fratrukket
samtlige
udgifter på ejendommen i årsregnskabet.
På baggrund af ovenstående
finder Skatteankenævnet, at ejendommen har været erhvervsmæssigt udlejet.
b) Skal ejendommen
medtages fra 1. august 1998 ?
Da skatteankenævnet har
fundet, at ejendommen er erhvervsmæssigt udlejet, følger det af
virksomhedsskattelovens
§ 2, stk. 3, at virksomheden skal medtages i virksomhedsskatteordningen, idet
klager har en anden virksomhed, der er omfattet af ordningen.
Spørgsmålet er herefter
hvornår ejendommen skal anses som indført. Da ejendommen er overgået til
erhvervsmæssig udlejning pr. 1. august 1998, er det skatteankenævnets
opfattelse, at den selvstændige virksomhed er startet d. 1. august 1998.
Herefter må skatteankenævnet
give klager ret i, at der skal ske en opdeling af ejendommens overskud samt
renteudgifter
på perioden før og efter 1. august 1998. Det vil således sige, at i 7 måneder
er ejendommen i privat regi mens den er i erhvervsmæssig regi i 5 måneder.
Det fremgår regnskabet at
overskud af ejendommen er på 24.503,28 kr. Heraf er 19.847,38 kr.
lejeindtægter
netto.
Da udlejningen af ejendommen
først påbegynder d. 1. august 1998, er det Skatteankenævnets opfattelse, at
ejendommens
overskud udelukkende vedrører lejebetaling i perioden efter 1. august 1998.
Der
skal således ikke ske en opdeling af ejendommens overskud.
Vedrørende renteudgifter er
det Skatteankenævnets opfattelse, at beløbet på 91.741 kr. vedrører
renteudgifter på ejendommen. Det er dette beløb, der skal opdeles på perioden
før og efter 1. august 1998. 53.516 kr. vedrører perioden før 1. august, mens
38.225 kr. vedrører perioden efter 1. august.
c) Hvor stort er
kapitalafkastgrundlaget pr. 1. januar 1998 ?
Da virksomheden er inddraget
i virksomhedsskatteordningen pr. 1. august 1998 skal den ikke medregnes i
kapitalafkastgrundlaget
pr. 1. januar 1998, men først pr. 1. januar 1999.
Kapitalafkastgrundlaget pr.
1. januar 1998 bliver således 777.657 kr. hvorefter kapitalafkastet kan
opgøres
til 21.387 kr.
d) Skal indførelsen af
ejendommen ske som en netto-transaktion ?
..
Det følger af virksomhedsskattelovens
§ 3, stk. 1, at værdier, der overføres fra privatøkonomien til virksomheden
anses som indskud. Dette gælder dog ikke beløb, der overføres til
mellemregningskontoen.
Det fremgår imidlertid af
virksomhedsskattelovens § 4a, at det alene er kontante beløb, der kan
overføres
via mellemregningskontoen, hvorfor ejendommen kun kan overføres som indskud.
Det er således
skatteankenævnets opfattelse, at ejendommen ikke kan medtages på
mellemregningskontoen,
hvis en sådan eksisterer.
Beløb, der overføres mellem
virksomhedsøkonomien og privatøkonomien skal bogføres særskilt for hver post
med virkning fra det tidspunkt, hvor overførslen finder sted, jf.
virksomhedsskattelovens
§ 2, stk. 4.
Det følger således af
virksomhedsskattelovens § 2, stk. 4, at der ikke er mulighed for at anvende
et
nettoprincip i forbindelse med at virksomheden indgår i
virksomhedsskatteordningen.
Skatteankenævnet må i øvrigt
bemærke, at virksomhedsskattelovens § 3, stk. 3, alene finder anvendelse til
værdiansættelse af indskudskontoen, når anvendelsen af virksomhedsordningen
påbegyndes. Virksomhedsskattelovens § 3, stk. 3, giver således
ikke
mulighed for at anvende et nettoprincip ved indførelsen af ejendommen, når
først virksomhedsskatteordningen har været i brug i en periode. .
e) Skal det selvangivne
beløb ændres til et overskud ?
.
Sædvanligvis vil udgifter til
el, vand og varme være udgifter, der påhviler lejer og ikke udlejer. Idet der
ikke foreligger en lejekontrakt, hvoraf det fremgår, at det er udlejer, der
skal afholde disse udgifter, er det skatteankenævnets opfattelse, at klager
ikke i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at det er ham, der er rette
omkostningsbærer, hvorfor Skatteankenævnet finder, at det må være lejer, der
skal afholde udgiften.
Skatteankenævnet finder
derimod at udgiften til forsikring (brand) er en udgift, der påhviler
udlejer,
hvorfor klager skal have fradrag for udgiften på 3.116,50 kr. til forsikring.
f) Skal tilbagebetalingen
til lejer indregnes ?
Idet klager har udlejet
ejendommen til B fra d. 1. august 1998 til 28. juni 1999 er der således tale
om
en lejeperiode i 1999 på 6 måneder.
Det følger af
statsskattelovens § 4 at klager er skattepligtig af husleje for 6 måneder
uanset
om han modtaget dem eller ej. Det kan imidlertid blive tale om et fradrag,
hvis
der er tale om en fordring, der må anses for tabt.
Efter tidspunktet hvor B
flytter fra Danmark, er det skatteankenævnets opfattelse, at fordringen må
anses for tabt, hvorfor nævnet er af den opfattelse, at klager udelukkende
skal
være skattepligtig af husleje af 5 måneder, hvilket vil sige 27.500 kr., jf.
statsskattelovens § 4.
g) Skal ejendommen
overføres til privat, når udlejningen slutter ?
..
Det følger af skatteretlig
praksis – bl.a. Landsskatterettens kendelse af 25. september 1997 –
at ophør af
udlejning med efterfølgende salg, ikke fører til at ejendommen mister sin ret
som erhvervsmæssig ejendom.
Skatteankenævnet finder
således ikke, at ejendommen ved ophøret af udlejningen til B ophører med at
være en erhvervsmæssig ejendom. Her lægger Skatteankenævnet ligeledes vægt
på,
at klager ikke flytter ind i ejendommen igen og at ejendommen bliver solgt
efter kort tid.
.
j) Hvad skal medregnes i
ejendomsavancen for ejendommen ?
.
Idet det er den del af jorden,
hvorpå ejendommen ikke ligger, der bliver solgt, er det Skatteankenævnets
opfattelse, at der er grundværdien med fradrag af byggeretten, der skal
fordeles forholdsmæssigt.
Byggeretten er stadig på
matriklen efter at grunden er solgt fra hvorfor det er skatteankenævnets
opfattelse, at den ikke skal medregnes i anskaffelsessummen for det frasolgte
stykke jord.
.
Idet det er hele grunden der
opmåles af landinspektøren, er det skatteankenævnets opfattelse, at udgiften
skal fordeles forholdsmæssigt. Den del af grunden, der stadig er i behold, er
også blevet opmålt, hvorfor udgiften bør deles forholdsmæssigt.
.
k) Skal der ske
periodisering af realkreditrenter ?
Idet Skatteankenævnet har
fundet, at ejendommen stadig er erhvervsmæssig, skal der ikke foretages nogen
opdeling af realkreditrenterne.
.
n) Hvordan skal overførsel af
stuehus til virksomheden bogføres og behandles skattemæssigt ?
I forbindelse med at C lejer
stuehuset, bliver ejendommen anset som erhvervsmæssig virksomhed.
Beløb, der overføres mellem
virksomhedsøkonomien og privatøkonomien skal bogføres særskilt for hver post
med virkning fra det tidspunkt, hvor overførslen finder sted jfr.
virksomhedsskattelovens
§ 2, stk. 4.
Det fremgår således af
virksomhedsskattelovens § 2, stk. 4, at der ikke er mulighed for at anvende
et
nettoprincip i forbindelse med at virksomheden indgår i
virksomhedsskatteordningen.
Skatteankenævnet må i øvrigt
bemærke, at virksomhedsskattelovens § 3, stk. 3, alene finder anvendelse til
værdiansættelse af indskudskontoen, når anvendelsen af virksomhedsordningen
påbegyndes. Virksomhedsskattelovens § 3, stk. 3, giver således
ikke
mulighed for at anvende et nettoprincip ved indførelsen af ejendommen, år
først
virksomhedsskatteordningen har været i brug i en periode.
Selvom skatteankenævnet har
forståelse for at virksomhedsskatteordningens regler på dette punkt kan anses
aldeles uhensigtsmæssigt, er der ikke lovhjemmel til at foretage overførslen
anderledes end på den måde som skatteafdelingen har gjort.”
Nævnet har videre anført, at
der ikke af BBR-meddelelsen fremgår noget om, at ejendommen er opdelt i 3
selvstændige lejligheder, at der heller ikke er fremlagt anden dokumentation
herfor, og at dette derfor ikke kan lægges til grund.
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens nye repræsentant
har anmodet Landsskatteretten om at ændre den påklagede afgørelse.
Han har i første række
henvist til det over for skatteankenævnet anførte. Han har dog videre anført
følgende vedrørende de ønskede ændringer:
Ejendommen
X
var ikke udelukkende erhvervsmæssigt
anvendt. Denne kan således ikke indgå i virksomhedsordningen.
Hvis Landsskatteretten er
uenig i denne vurdering, er det alene forskellen mellem den kontante salgssum
og kontantværdien af gælden, som skal påvirke hæverækkefølgen og
kapitalafkastgrundlaget. Der henvises i den forbindelse analogt til
virksomhedsskattelovens § 15 A, som er formuleret således:
”Afstås virksomhed som nævnt
i § 15, stk. 3, kan den skattepligtige med virkning fra begyndelsen af
salgsåret vælge at overføre et beløb, der højest svarer til det kontante
nettovederlag, fra indskudskontoen til mellemregningskontoen, uden at der
først
skal hæves beløb efter § 5, stk. 1. Det kontante nettovederlag opgøres som
det
beløb, hvormed kontantværdien af salgssummen for de solgte aktiver overstiger
kontantværdien af gæld, som overtages af den nye ejer. Gæld, der stiftes i
forbindelse med overdragelsen, anses ikke som gæld, der overtages af den nye
ejer.”
Ved benyttelse af nettometode
må der således tages hensyn til både ejendomsværdien pr. 1. januar 1998
– der i
øvrigt var 1.750.000 kr., og ikke 1.550.000 kr. som det er anført af
skatteankenævnet - og de lån, der indestod i ejendommen. De korrigerede
hævninger bør ændres således:
Korrigerede hævninger 1998:
- 384.596 kr.
Korrigerede hævninger 1999:
- 588.144 kr.
Korrigerede hævninger 2000:
128.880 kr.
Det er bemærkelsesværdigt, at
de stedlige skattemyndigheder for 1999 har opgjort hævningerne i
overensstemmelse hermed, dvs. under anvendelse af nettometoden i form af
andel
af provenue ved salg af ejendommen. Alene en rimelighedsbetragtning vil
medføre, at samme princip anvendes i 1998, således at der ikke sker
genbeskatning
af opsparede overskud i virksomhedsordningen.
Værdien af stuehuset på
ejendommen Y skal endvidere medtages i de talmæssige opgørelser. Hævet
opsparet
overskud, der er selvangivet med 364.179 kr., må derfor ændres i
overensstemmelse hermed.
Det fremgår af den fremlagte
købsaftale, at den i 1999 afståede grund er afstået inklusive byggeret. Der
er
under henvisning hertil ikke grundlag for at nedskrive vurderingen pr. 1.
januar 1993 med værdien af byggeretten. Den skattepligtige avance må derfor
opgøres til 299.673 kr.
Repræsentanten
har under retsmødet i Landsskatteretten i relation til muligheden for at
godkende, at der ved indskud af fast ejendom i virksomhedsordningen anvendes
et
nettoprincip, anført, at nettoprincippet kunne være anvendt, hvis ejendommen
var blevet indskudt i klagerens førte år i virksomhedsordningen, og at der
derfor er tale om urimelig forskelsbehandling af selvstændige
erhvervsdrivende,
der anvender reglerne i ordningen. Han har endvidere bemærket, at det af
lovens
§ 3, stk. 4, følger, at nettoprincippet kan anvendes, hvis det er
driftsmidler,
der indskydes, og at det derfor må bero på en fejl i lovgivningen, at der
ikke
også for så vidt angår fast ejendom kan tages hensyn til gælden.
Skatteankenævnets
supplerende bemærkninger:
Skatteankenævnet har efter
forelæggelse af det over for Landsskatteretten anførte bl.a. bemærket, at der
ikke i forbindelse med klagen er fremkommet nye oplysninger, der kan ændre
nævnets opfattelse af, at ejendommen X i 1998 er overgået fra privat til 100%
erhvervsmæssig anvendelse, og at virksomhedsskattelovens § 15 a ikke kan
anvendes analogt, da der er ikke er tale om en salgssituation. Nævnet har
under
henvisning hertil fastholdt, at det er de generelle regler i
virksomhedsskattelovens
§ 2, stk. 4 og 5, om overførsler mellem virksomhedsordningen og
privatøkonomien, der skal anvendes.
Nævnet har i relation til
repræsentantens talmæssige opgørelser anført:
Forskellen mellem
repræsentantens og skatteankenævnets talmæssige opgørelser over hævninger for
indkomstårene 1998 og 2000 er udelukkende, at repræsentanten reducerer de
faktisk foretagne hævninger med indskud af ejendommene (nettometoden). Der er
ikke lovhjemmel til, at ejendommene indskydes via mellemregningskonto efter
et
nettoprincip. Nævnet har således heller ikke for 1999 anvendt nettometoden.
Ejendommen X er i selvangivelsen behandlet som et aktiv uden for
virksomhedsordningen. Det samlede provenu ved salget af ejendommen er derfor
ifølge selvangivelsen en del af privatsfæren. Dette er baggrunden for, at den
del af provenuet, som bogføres i virksomheden, behandles som et indskud.
Ankenævnets afgørelse for 1998 om, at ejendommen via udlejningen skal
behandles
som et erhvervsmæssigt aktiv, har den konsekvens, at også provenuet ved
salget
af ejendommen bliver en del af virksomheden. Den del af provenuet, som ikke
er
forblevet i virksomheden, er derfor anset som hævet. Den foretagne ændring
har
således intet med nettometoden at gøre.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Vedrørende ejendommen X:
Klageren har i
indkomstopgørelserne for 1998 og 1999 medregnet de af ham opgjorte overskud
henholdsvis underskud af ejendommen X og samtlige renteudgifter vedrørende
ejendommen X ved opgørelsen af kapitalindkomsten. Han har ligeledes medregnet
den af ham opgjorte skattepligtige avance ved salget af byggegrunden på
ejendommen
X ved opgørelsen af kapitalindkomsten for 1999. Der er således ikke grundlag
for at antage, at klageren i indkomstårene 1998 og 1999 har anset ejendommen
X
som 100% erhverv, uanset at der ikke i de selvangivne overskud henholdsvis
underskud af ejendommen er medregnet lejeværdi af egen bolig i ejendommen, og
uanset at alle udgifter vedrørende ejendommen til olie, forsikring, vand og
ejendomsskat m.v. er blevet fratrukket ved opgørelsen af resultaterne.
Der er under henvisning
hertil og under henvisning til det fremlagte og oplyste omkring den tidligere
anvendelse af ejendommen, om ejendommens samlede areal, om at lejeindtægten
på
5.500 kr. pr. måned alene har vedrørt leje af 2 møblerede værelser med adgang
til køkken og bad, og om at klageren ikke under udlejningen har været
afskåret
fra at råde over dele af ejendommen, ikke det fornødne grundlag for at
tiltræde
afgørelsen om, at ejendommen i 1998 er overgået til 100% erhvervsmæssig
benyttelse.
Der er derfor heller ikke
grundlag for at stadfæste de korrektioner, som skattemyndighederne som følge
af
afgørelsen herom har foretaget i de selvangivne overskud af virksomhed m.v.
Klageren skal derimod ved opgørelsen af indkomsten for indkomstårene 1998 og
1999 medregne overskud af ejendommen X og renteudgifter af ejendommen efter
reglerne for privat anvendte ejendomme, fra hvilke der sker
værelsesudlejning.
Klageren skal ved opgørelsen
af kapitalindkomsten for 1999 tillige medregne den skattepligtige ved avance
ved salget af den i 1999 frasolgte byggegrund, jf. reglerne i
ejendomsavancebeskatningsloven. Denne skattepligtige avance kan i henhold til
de foreliggende oplysninger opgøres til 326.200 kr., således:
Afståelsessum for byggegrunden:
Salgssum:
695.000 kr.
Udgift til
ejendomsmægler:
- 49.503 kr.
Korrigeret salgssum:
645.497 kr.
Opgørelse af anskaffelsessum:
Ejendomsvurdering pr. 1.
januar 1993:
274.500 – 120.000/ 1.453
m2
x 400 m2:
42.533
kr.
10% tillæg:
4.253 kr.
46.786 kr.
Forholdsmæssig andel af
10.000 kr. fradrag i
medfør af
ejendomsavancebeskatningslovens
§ 5, stk. 2:
60.000
/ 1.453 m2
x 400 m2
1
6.518
kr.
Reg. anskaffelsessum for den
i 1981 erhvervede del af byggegrunden:
63.304
kr.
Tilkøb af grund:
60.300
kr.
Udgift til advokat:
41.623
kr.
Udgift til landinspektør:
33.420
kr.
Anskaffelsessum for den i
1999 erhvervede del af byggegrunden:
135.343
kr.
Anskaffelsessum for
byggegrunden i alt:
- 198.647 kr.
Ejendomsavance:
446.850
Ejertidsnedslag, jf.
ejendomsavancebeskatningslovens § 6 stk. 3: 27%:
- 120.650
Skattepligtig avance:
326.200
Retten er således enig med
repræsentanten i, at der mangler grundlag for at antage, at alene en
forholdsmæssig
andel af udgifterne til landinspektør, som klageren har afholdt i forbindelse
med købet af en del af byggegrunden i 1999, må anses for sådanne
omkostninger,
der skal nedsætte anskaffelsessummen for den i 1999 tilkøbte del af
byggegrunden. Samtlige disse omkostninger har efter det oplyste haft den
fornødne tilknytning til købet af den i 1999 købte del til, at de kan
medregnes
ved opgørelsen af anskaffelsessummen for den udstykkede og frasolgte
byggegrund.
Retten er derimod enig med de
stedlige skattemyndigheder i, at indgangsværdien for den del af den afståede
byggegrund, der er erhvervet i 1981, skal opgøres med udgangspunkt i
grundværdien pr. 1. januar 1993 af den i 1981 erhvervede ejendom efter
fradrag
af værdien af den i vurderingen pr. 1. januar 1993 indeholdte byggeret. Der
henvises i den forbindelse til, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at
den med byggegrunden afståede byggeret er indeholdt i den nævnte vurdering
pr.
1. januar 1993. Det er alene oplyst, at der i vurderingen pr. 1. januar 1993
var medregnet 1 byggeret, men denne må på det foreliggende grundlag anses for
tilknyttet til restejendommen, på hvilken den pr. 1. januar 1993 eksisterende
beboelse lå.
Vedrørende ejendommen Y:
Det fremgår af
virksomhedsskattelovens § 2, stk. 4, at ”Beløb, der overføres mellem
virksomhedsordningen
og privatøkonomien, skal bogføres særskilt for hver post med virkning fra det
tidspunkt, hvor overførslen finder sted”, jf. dog stk. 5 (blandet
benyttede
biler).
Det fremgår af
§ 3, stk. 1, i samme lov, at ”Overførsel af
værdier fra den skattepligtige til virksomheden anses for indskud”.
Dette
gælder i henhold til bestemmelsen alle overførsler, bortset fra beløb, der er
bogført på mellemregningskontoen, jf. lovens § 4a.
Indskudskontoen ultimo 1999
skal herefter i henhold til § 4, stk. 6, tillægges et beløb, der svarer til
værdien af den faste ejendom.
Værdien af ejendommen skal i
henhold til § 4, stk. 4, medregnes til den kontante anskaffelsessum eller den
ved indkomstårets begyndelse fastsatte ejendomsværdi med fradrag af byrder,
der
ikke er taget hensyn til ved vurderingen, og tillæg af eventuel ikke
medregnet
anskaffelsessum for ombygning, forbedringer m.v. Der kan således ikke ved
opgørelsen
af værdien af indskuddet foretages fradrag af gæld, der samtidig overføres,
jf.
den nedlagte påstand. Denne fremgangsmåde kan alene anvendes ved starten af
regnskabsåret i det indkomstår, hvor virksomhedsordningen første gang
anvendes,
jf. lovens § 4, stk. 2 og 3, og under visse omstændigheder, når der sker
afståelse af virksomhed, jf. lovens § 15 ff. Samtidig overførsel af gæld fra
klageren til virksomheden skal derimod i henhold til virksomhedsskattelovens
§
5 anses som en hævning, og indskudskontoen ultimo 1999 skal derfor i henhold
til lovens § 4, stk. 6, nedsættes med den del af de til klageren overførte
værdier,
der ikke er overskud, jf. igen § 5.
Der er herefter ikke grundlag
for at korrigere de ændringer, som skatteankenævnet har foretaget som følge
af,
at ejendommen Y i 2000 er overgået til virksomhedsordningen. Disse ændringer
stadfæstes derfor.
Landsskatterettens afgørelse
er i det hele tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- SKAT har udtaget den udlejede andel af ejendommen [adresse1], [by1] af virksomhedsordningen Landsskatteretten · 4. januar 2022
- Sag om, hvorvidt sagsøgernes udlån er opstået som led i glidende generationsskifter og kan indgå i virksomhedsskatteordningen Domsdatabasen · 17. marts 2023
- Fradrag for underskud af [virksomhed1] – Virksomhedsskatteordningen Landsskatteretten · 7. maj 2021
- Erhvervsmæssig virksomhed – Berettiget til at anvende virksomhedsordningen – Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig Landsskatteretten · 16. januar 2026
- Skattepligtigt udbytte – Hævet opsparet overskud tillagt virksomhedsskat – Indkomst til beskatning efter reglerne i virksomhedsordningen m.fl. Landsskatteretten · 19. marts 2026
- SKAT har ikke anset et tilgodehavende på 2.500.000 kr., opstået i forbindelse med delafståelse af en vindmølle, som et erhvervsmæssigt aktiv. Som en konsekvens… Landsskatteretten · 31. oktober 2019
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse vedr. virksomhedsskatteordningen – privat realkreditlån indskudt i virksomheden Retsinformation · 17. november 2009
- Sag om, hvorvidt sagsøgernes udlån er opstået som led i glidende generationsskifter og kan indgå i virksomhedsskatteordningen Domsdatabasen · 17. marts 2023
- Landsskatteretskendelse vedr. virksomhedsomdannelse - gæld i henhold til kassekredit Retsinformation · 23. marts 2013
- Landsskatteretskendelse vedr. rådighedsbeskatning af fri bil – ligelig fordeling Retsinformation · 5. november 2009
- Landsskatteretskendelse vedr. omgørelse af selvangivelsesvalg Retsinformation · 17. november 2009
- Landsskatteretskendelse vedr. Virksomhedsordning udlån fra hovedaktionær til ApS - udlejningsejendom Retsinformation · 30. marts 2007