Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. Virksomhedsordning udlån fra hovedaktionær til ApS - udlejningsejendom

KEN nr 10221 af 17/07/2006Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet30. marts 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. Virksomhedsordning – udlån fra

hovedaktionær til ApS - udlejningsejendom

Klagen vedrører ikke godkendt udlån i virksomhedsordningen.

Landsskatterettens

afgørelse

Personlig

indkomst

Skatteankenævnet

har beskattet et opsparet overskud fra tidligere år i virksomhedsordningen,

555.263 kr.

Landsskatteretten

stadfæster afgørelsen.

Sagens

oplysninger

A

klageren ejer ejendommen X, der blandt andet udlejes til selskabet B ApS.

Klageren ejer

anparterne

i anpartsselskabet, der er stiftet pr. 1. juli 2000. Selskabet har overtaget

klagerens tidligere elinstallatørvirksomhed.

Klageren

anvender virksomhedsordningen på udlejningsvirksomheden. Forud for

indkomståret

2001 har klageren i virksomhedsordningen opsparet 845.225 kr. efter foreløbig

virksomhedsskat. Resultatet af udlejningsvirksomheden viser et overskud på

171.177 kr. efter renter. Indtægterne består af lejeindtægter 184.750 kr. og

renteindtægter fra B ApS på 46.427 kr. og fra bankindestående på 13.849 kr.

Som

aktiver er i virksomheden er registreret:

Ejendommen

Læs alt

X

1.550.000 kr.

Præmieobligationer

14.415 kr.

Mellemregning

B ApS

603.014 kr.

A'

conto indbetaling til fjernvarme

13.250 kr.

Bank

(3 konti)

326.475 kr.

Skattemyndigheden

har ændret klagerens opgørelse af årets hævninger og overskudsdisponeringen i

virksomhedsordningen. I konsekvens heraf er der ansat en overførsel af

555.263

kr. fra konto for opsparet overskud fra tidligere år, der skal beskatte som

personlig indkomst i 2001. Skattemyndigheden har begrundet ændringen med, at

udlånet til B ApS ikke kan indgå i virksomhedsordningen, da erhvervsmæssige

udlån ikke er en del af virksomhedens normale aktivitet. Det er ikke

sandsynligt,

at klageren ville have ydet et tilsvarende lån til et uafhængigt selskab, og

selvom fordringen er opstået gennem virksomhedens drift, så har den

utvivlsomt

ændret karakter til et decideret udlån. Der er henvist til 2 afgørelser fra

Ligningsrådet refereret i TfS 2001.525 og TfS 2001.526, hvor udlån til

henholdsvis datter og 100 % ejet anpartsselskab blev anset for hævninger i

virksomhedsordningen.

Skatteankenævnets

afgørelse

Skatteankenævnet

har stadfæstet afgørelsen. Til støtte herfor har nævnet anført, at der nu er

tale om henholdsvis en personlig drevet virksomhed og en virksomhed i

selskabsform. Der er således tale om 2 selvstændige juridiske enheder.

Udlejningsvirksomheden har alene primære indtægter ved normale lejeindtægter.

Af sekundære indtægter figurerer alene renteindtægter fra udlånet til

selskabet

og renteindtægter fra indestående på bankkonti. Klagerens selskab driver

traditionel el-virksomhed, og er lejer i ejendommen, som er den eneste

ejendom,

som indgår i udlejningsvirksomheden. Selskabet er en selvstændig juridisk

enhed

med hvilken, klageren kan indgå forretninger på samme vilkår som med øvrige

tredjemands virksomheder, jf. herved arms-længde princippet i ligningslovens

§

2.

Ligningsrådets

afgørelse i SKM2001.202.LR refereret i TfS 2001.525 viser, at der skal lægges

vægt på, om det kan antages, at klageren ville yde et tilsvarende lån til et

af

ham uafhængigt selskab. Afgørelsen viser, at dette vurderes relativt

restriktivt, idet dette ikke ansås for tilfældet uagtet der i omhandlede sag

var tale om, at lånet var ydet på markedsmæssige vilkår. Årsagen var, at det

ikke kunne anses for erhvervsmæssigt. Udlånet skal altså vurderes ud fra, om

det er erhvervsmæssigt begrundet. Eftersom udlejningsvirksomheden ellers

alene

har som forretningsområde at udleje den omhandlede ejendom, ses udlånet til

selskabet ikke at være forretningsmæssig begrundet. Det kan ikke antages, at

klageren ville yde et tilsvarende lån til en uafhængig lejer, som drev

virksomhed fra ejendommen. Som sagen er beskrevet er der tale om en

enkeltstående fordring, som må anses for båret af det faktum, at klageren er

eneaktionær i selskabet. Det er således klagerens personlige

interesse

i selskabet, der er årsag til lånet og ikke udlejningsvirksomheden, der

foretager en erhvervsmæssig begrundet disposition.

Herved

også henset til, at ud fra en normal risikovurdering i forbindelse med

udlånsforretninger,

peger den enkeltstående fordring på at være afledt af klagerens personlige

interesse i selskabet, idet et sådant udlån af enkeltstående karakter ikke

kan

antages at ville være givet til en uafhængig tredjemand, uden særlig

sikkerhed.

Sagen adskiller sig således ikke fra Ligningsrådets afgørelse i

SKM2001.202.LR

hvorved bemærkes, at klageren ikke har godtgjort påstanden om, at der ligger

traditionelle forretningsmæssige grunde bag dispositionen - grunde, som også

gælder mellem uafhængige parter.

Klagerens

påstand og argumenter

K

lagerens repræsentant har fremsat påstand om, at ansat hævet opsparet

overskud nedsættes til 0 kr. Til støtte herfor har repræsentanten anført, at

klageren ikke i virksomhedsordningen har hævet et beløb svarende til udlånet

til selskabet, og at samtlige erhvervsaktiver, der hører til en

erhvervsvirksomhed,

skal medtages i virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § l. Det er

udtømmende i virksomhedsskattelovens § l, stk. 2 fastsat, hvilke

pengefordringer der kan anbringes i virksomhedsordningen. I

virksomhedsskattelovens § l, stk. 2, hedder det: "Aktier m.v. omfattet

af

aktieavancebeskatningsloven bortset fra konvertible obligationer og andele i

foreninger omfattet af selskabsskattelovens § l, stk. l, nr. 3 og 4,

indeksobligationer, uforrentede obligationer og præmieobligationer kan ikke

indgå i virksomhedsordningen, medmindre den skattepligtige driver næring med

sådanne aktiver." Andre fordringer f.eks. forrentede obligationer og en

forrentet fordring som i nærværende sag kan derfor indgå i

virksomhedsordningen, selv om den skattepligtige ikke driver næring med

sådanne

fordringer. Det er således uden betydning, om udlånet har nogen

erhvervsmæssig

relevans, idet lovens § l, stk. 2 er udtømmende. Formålet med bestemmelsen er

at modvirke konvertering af personlig indkomst til kapitalindkomst, der på

tidspunktet for lovens vedtagelse blev beskattet uden topskat. Bestemmelsen

må

fortolkes i overensstemmelse med legalitetsprincippet, jf. Højesterets dom

refereret i TfS 1996.654, samt skattedepartementets udtalelse refereret i TfS

1998.137.

Virksomhedsskattelovens

§ l, stk. 2 er blevet ændret flere gange. Af særlig interesse for nærværende

sag er den ændring, der fandt sted ved lov nr. 344 af 14. maj 1992. Ved denne

lov

blev det fastsat, at uforrentede obligationer ikke kan indgå i

virksomhedsordningen. Ifølge lovens forarbejder er baggrunden for at holde

O-renteobligationer ude af virksomhedsordningen, at sådanne fordringer ikke

giver et løbende afkast, som skulle modsvare adgangen til at beregne

kapitalafkast af obligationernes værdi. Det er i bemærkningerne til

lovforslaget yderligere nævnt, at kursgevinsten ved indfrielse, der

naturligvis

bliver større som følge af den manglende forrentning, kan gøres til

kapitalindkomst

ved at overføre obligationerne til privatøkonomien, inden gevinsten

realiseres.

De hensyn, der har ført til, at O-renteobligationer ikke kan indgå i

virksomhedsordningen, gør sig ikke gældende vedrørende den i sagen omhandlede

fordring på elinstallatørselskabet.

Når

det eksplicit i lovbestemmelsen anføres, at "indeksobligationer,

uforrentede obligationer og præmieobligationer" ikke kan indgå i

virksomhedsordningen, medmindre den skattepligtige driver næring med sådanne

aktiver, må der herfra modsætningsvis kunne sluttes, at andre fordringer

f.eks.

forrentede obligationer og en forrentet fordring som i nærværende sag kan

indgå

i virksomhedsordningen, selvom den skattepligtige ikke driver næring med

sådanne fordringer. I nærværende sag har klageren besluttet, at fordringen

skal

indgå i virksomhedsordningen, hvilket der ikke er hjemmel til at forhindre

ham

i, idet hans beslutning er hjemlet i lovens § l, stk. 2, modsætningsvis. Det

er

således uden betydning, om udlånet har nogen erhvervsmæssig relevans, idet

bestemmelsen i lovens § l, stk. 2 er udtømmende. De af skatteforvaltningen

påpegede afgørelser fra Ligningsrådet refereret i TfS 2001.525 og TfS

2001.526

ikke har nogen præjudikatsværdi ved afgørelsen af denne sag.

Ligningsrådets

senere afgørelser SKM2003.409.LR og SKM2003.410.LR støtter derimod, at

virksomhedsskattelovens

§ 1, stk. 2, tilstræber udtømmende at angive, hvilke fordringer der ikke kan

indgå i virksomhedsordningen.

I

SKM2003.409.LR påtænkte et selskab at udstede en variabelt forrentet

obligation,

der i

overvejende

grad henvendte sig til investorer, der anvendte virksomhedsordningen.

Obligationens kapitalafkast var baseret på dels en garanteret rente dels en

variabel rente, hvor den variable rente skulle beregnes på baggrund af

selskabets eventuelle gevinst på optioner på et bagvedliggende aktieindeks -

renten kunne aldrig blive negativ. I Ligningsrådets afgørelse hedder det

bl.a.

om virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2: "Bestemmelsen er efter sin

ordlyd

udtømmende." Da obligationen ikke kunne anses som en indeksobligation,

konkluderede Ligningsrådet: "Da obligationen således ikke er omfattet af

virksomhedsskattelovens § l, stk. 2, kan obligationen indgå i

virksomhedsordningen."

I

SKM2003.410.LR påtænkte et selskab at udbyde en obligation, hvis løbende

afkast

bestod af en garanteret mindsterente med et tillæg beregnet på baggrund af

udviklingen i et aktieindeks. Det var hensigten, at obligationen skulle

udbydes

til personer, som benyttede virksomhedsordningen. Det ønskedes bekræftet, at

erhvervsdrivende,

der anvendte virksomhedsordningen, kunne erhverve sådanne obligationer for

midler i virksomhedsordningen, uden at dette blev anset for at være en

hævning

i hæverækkefølgen. I referatet af sagen hedder det bl.a.: "Styrelsen er

enig med

forespørgers

repræsentant i, at opremsningen i virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, er

udtømmende. Det afgørende for besvarelsen af det stillede spørgsmål er

derfor,

om den påtænkte obligation omfattes af en af undtagelserne til

virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2. Kvalifikationen af obligationen vil tage

udgangspunkt i en vurdering af de særlige afkastvilkår." Styrelsen anså

ikke obligationen som en indeksobligation. Ligningsrådet tiltrådte Styrelsens

indstilling, der lyder som følger: "Da obligationen således ikke

omfattes

af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, kan obligationen indgå i

virksomhedsordningen."

De

hensyn, der førte til, at uforrentede obligationer i henhold til lov nr. 344

af

14. maj 1992 ikke kan indgå i virksomhedsordningen, gør sig heller ikke

gældende for klagerens fordring på selskabet. Fordringen er forrentet, og der

kan ikke opnås nogen kursgevinst på fordringen. Ligningsrådets afgørelse

SKM2004.146.LR støtter synspunktet, jf. Lars Traugott-Olsen bemærkninger

refereret i TfS 2004.439. Sagen drejede sig om, hvorvidt garantibeviser i en

sparekasse kunne indgå i en garants virksomhedsordning. I Told- og

Skattestyrelsens indstilling, der blev tiltrådt af Ligningsrådet, hedder det

bl.a.:

"Garantibeviser

kan efter ordlyden ikke anses for omfattet af bestemmelsen i

virksomhedsskattelovens

§ l, stk. 2 (lovbekendtgørelse nr. l af 2/1 2002). Der er lagt vægt på, at de

i

lovens § l, stk. 2, nævnte værdipapirer blandt andet har det tilfælles, at

der

kan ske kursstigninger eller kursfald. Dette er ifølge revisorens oplysninger

ikke tilfældet med garanti beviserne. Der er lagt vægt på, at placering af

likviditet i garantibeviserne ikke i sig selv medfører, at pengene må anses

som

overført til privatøkonomien."

Det

må så meget mere gælde, at fordringen på selskabet i nærværende sag, der er

kommet til

eksistens

som en del af den erhvervsmæssige virksomhed, der forud for stiftelsen af

selskabet blev drevet som en enhed, men som nu er opdelt i to enheder, der

begge driver erhvervsmæssig virksomhed, må kunne indgå i

virksomhedsordningen.

Ved stiftelsen af selskabet skete der en opdeling af virksomheden, hvor den

faste ejendom og den hertil knyttede fordring ikke blev medoverdraget til

selskabet. Der består herefter to virksomheder, nemlig

elinstallationsvirksomheden,

der blev indskudt i selskabet, og den faste ejendom med tilhørende aktiv -

fordringen på selskabet - der er skabt af overskuddet af den faste ejendom.

Det

er forretningsmæssigt begrundet, at fordringen indgår i virksomhedsordningen,

og at der sker udlån til elinstallatørselskabet, idet udlejningsvirksomheden

ønskede

at få den overskydende likviditet i virksomheden bedst muligt forrentet. Ved

at

udlåne den overskydende likviditet til selskabet opnåede

udlejningsvirksomhedens en lang højere forrentning end ved indlån i et

pengeinstitut. Lånet blev ydet på arms længde vilkår.

Det

er ikke i klagerens private interesse, at den overskydende likviditet i

udlejningsvirksomheden er udlånt til selskabet. Ved udlånet til selskabet

opnår

han ikke nogen skattemæssige private fordele i strid med intentionerne bag

ved

virksomhedsskatteloven. Udlånet til selskabet er ikke anvendt til at

investere

i aktier. Udlånet er i sin helhed trådt i stedet for en almindelig

bankfinansieret driftskredit. Klagerens aktieinvesteringer er alle foretaget

af

private beskattede midler. Indskudskontoen er opgjort ved

elinstallationsvirksomhedens indtræden i virksomhedsordningen i 1996.

Anpartsselskabet er først stiftet i 2000, og kan derfor ikke have påvirket

indskudskontoen, der i øvrigt har hele tiden har været positiv, ligesom en

hævning af udlånet over hæverækkefølgen ikke ville have medført en negativ

indskudskonto. Sammenfattende kan det konstateres, at klageren ikke ved at

lade

udlejningsvirksomheden låne penge til selskabet har opnået nogen private

økonomiske fordele i strid med intentionerne bag ved virksomhedsskatteloven.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

Det

følger af virksomhedsskattelovens § l og bestemmelsens forarbejder, at

samtlige

erhvervsmæssige aktiver i virksomheden skal medtages i virksomhedsordningen,

og

at ikke erhvervsmæssige aktiver ikke kan medtages. Aktiver, der benyttes både

til erhvervsmæssige og private formål kan - bortset fra biler og ejendomme

med

vurderingsfordeling - ikke indgå i virksomhedsordningen, jf. lovens § l, stk.

3. I lovens § l, stk. 2 er endvidere anført en række aktiver, der ikke kan

medtages i virksomhedsordningen, medmindre den skattepligtige driver næring

med

sådanne aktiver. Det

drejer

sig om almindelige aktier, indeksobligationer, uforrentede obligationer og

præmieobligationer. Klageren kan således foretage erhvervsmæssige udlån af

virksomhedens midler under

anvendelse

af virksomhedsordningen, uden at dette betragtes som en hævning. Der kan

eksempelvis være tale om debitorfinansiering og udlån af midlertidig karakter

til forretningsforbindelser.

Tre

retsmedlemmer, herunder retsformanden bemærker, at der ikke kan foretages

udlån

af virksomhedens midler i virksomhedsordningen, hvis udlånet er ydet for at

tilgodese skatteyderens private interesser f.eks. i et af ham kontrolleret

selskab, der driver en anden virksomhed, jf. lovens § 1, stk. 1. I så fald

anses beløbet for privat hævet i virksomheden, jf. lovens § 5, idet aktivet

ikke har relation til skatteyderens erhvervsmæssige virksomhed.

Klageren har foretaget en betydelig

opsparing til foreløbig beskatning i virksomhedsordningen forud for

omdannelsen

og udlånet. Der sker først endelig beskatning af denne opsparing, når pengene

hæves, jf.

virksomhedsskattelovens § 5.

K

lagerens virksomhed driver ikke næring med

udlån af penge, men klageren har bestemmende indflydelse på selskabets

dispositioner, herunder optagelsen af det omhandlede lån, og det kan ikke

antages, at k

lageren ville have

udlånt pengene til en anden lejer af ejendommen.

Det lægges ved afgørelsen til grund, at det

primært har været klagerens ønske om at stille likvide midler til rådighed

for

selskabet, der har været begrundelsen for at yde det omhandlede lån.

Lånet er ydet af klageren som anpartshaver og ikke af hans tilbageværende v

irksomhed, hvis eneste aktivitet efter

omdannelsen består i udlejning af ejendommen. Selskabet

driver en anden

type virksomhed. Under disse omstændigheder kan bestemmelsen i lovens § 1,

stk.

2 ikke føre til et andet resultat.

Klageren

er berettiget til at foretage udlån til sit selskab, men han kan ikke frigøre

kontante beløb i

virksomhedsordningen

til private investeringer uden at dette anses for en hævning i

virksomhedsordningen,

jf.

virksomhedsskattelovens § 5.

Klageren kan således ikke drage personlig

nytte af midlerne på konto for opsparet overskud, før der er sket endelig

beskatning heraf.

Disse retsmedlemmer stemmer derfor for at stadfæste

skatteankenævnets afgørelse.

Et retsmedlem er af den opfattelse, at

virksomhedsskattelovens § l,

stk. 2 må anses for udtømmende. Klageren må derfor være berettiget til at

foretage udlånet til selskabet. Der er lagt vægt på, at aktivet ikke er nævnt

i

lovens § l, stk. 2, at udlånet er sket på almindelige markedsvilkår, og at

udlejningsvirksomheden

derved kan opnå et højere afkast af pengene end ved placering på en

bankkonto.

Dette retsmedlem stemmer derfor for at nedsætte den påklagede forhøjelse til

0

kr.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og

den

påklagede

afgørelse stadfæstes derfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter