Landsskatteretskendelse vedr. Virksomhedsordning udlån fra hovedaktionær til ApS - udlejningsejendom
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. Virksomhedsordning – udlån fra
hovedaktionær til ApS - udlejningsejendom
Klagen vedrører ikke godkendt udlån i virksomhedsordningen.
Landsskatterettens
afgørelse
Personlig
indkomst
Skatteankenævnet
har beskattet et opsparet overskud fra tidligere år i virksomhedsordningen,
555.263 kr.
Landsskatteretten
stadfæster afgørelsen.
Sagens
oplysninger
A
klageren ejer ejendommen X, der blandt andet udlejes til selskabet B ApS.
Klageren ejer
anparterne
i anpartsselskabet, der er stiftet pr. 1. juli 2000. Selskabet har overtaget
klagerens tidligere elinstallatørvirksomhed.
Klageren
anvender virksomhedsordningen på udlejningsvirksomheden. Forud for
indkomståret
2001 har klageren i virksomhedsordningen opsparet 845.225 kr. efter foreløbig
virksomhedsskat. Resultatet af udlejningsvirksomheden viser et overskud på
171.177 kr. efter renter. Indtægterne består af lejeindtægter 184.750 kr. og
renteindtægter fra B ApS på 46.427 kr. og fra bankindestående på 13.849 kr.
Som
aktiver er i virksomheden er registreret:
Ejendommen
Læs alt
X
1.550.000 kr.
Præmieobligationer
14.415 kr.
Mellemregning
B ApS
603.014 kr.
A'
conto indbetaling til fjernvarme
13.250 kr.
Bank
(3 konti)
326.475 kr.
Skattemyndigheden
har ændret klagerens opgørelse af årets hævninger og overskudsdisponeringen i
virksomhedsordningen. I konsekvens heraf er der ansat en overførsel af
555.263
kr. fra konto for opsparet overskud fra tidligere år, der skal beskatte som
personlig indkomst i 2001. Skattemyndigheden har begrundet ændringen med, at
udlånet til B ApS ikke kan indgå i virksomhedsordningen, da erhvervsmæssige
udlån ikke er en del af virksomhedens normale aktivitet. Det er ikke
sandsynligt,
at klageren ville have ydet et tilsvarende lån til et uafhængigt selskab, og
selvom fordringen er opstået gennem virksomhedens drift, så har den
utvivlsomt
ændret karakter til et decideret udlån. Der er henvist til 2 afgørelser fra
Ligningsrådet refereret i TfS 2001.525 og TfS 2001.526, hvor udlån til
henholdsvis datter og 100 % ejet anpartsselskab blev anset for hævninger i
virksomhedsordningen.
Skatteankenævnets
afgørelse
Skatteankenævnet
har stadfæstet afgørelsen. Til støtte herfor har nævnet anført, at der nu er
tale om henholdsvis en personlig drevet virksomhed og en virksomhed i
selskabsform. Der er således tale om 2 selvstændige juridiske enheder.
Udlejningsvirksomheden har alene primære indtægter ved normale lejeindtægter.
Af sekundære indtægter figurerer alene renteindtægter fra udlånet til
selskabet
og renteindtægter fra indestående på bankkonti. Klagerens selskab driver
traditionel el-virksomhed, og er lejer i ejendommen, som er den eneste
ejendom,
som indgår i udlejningsvirksomheden. Selskabet er en selvstændig juridisk
enhed
med hvilken, klageren kan indgå forretninger på samme vilkår som med øvrige
tredjemands virksomheder, jf. herved arms-længde princippet i ligningslovens
§
2.
Ligningsrådets
afgørelse i SKM2001.202.LR refereret i TfS 2001.525 viser, at der skal lægges
vægt på, om det kan antages, at klageren ville yde et tilsvarende lån til et
af
ham uafhængigt selskab. Afgørelsen viser, at dette vurderes relativt
restriktivt, idet dette ikke ansås for tilfældet uagtet der i omhandlede sag
var tale om, at lånet var ydet på markedsmæssige vilkår. Årsagen var, at det
ikke kunne anses for erhvervsmæssigt. Udlånet skal altså vurderes ud fra, om
det er erhvervsmæssigt begrundet. Eftersom udlejningsvirksomheden ellers
alene
har som forretningsområde at udleje den omhandlede ejendom, ses udlånet til
selskabet ikke at være forretningsmæssig begrundet. Det kan ikke antages, at
klageren ville yde et tilsvarende lån til en uafhængig lejer, som drev
virksomhed fra ejendommen. Som sagen er beskrevet er der tale om en
enkeltstående fordring, som må anses for båret af det faktum, at klageren er
eneaktionær i selskabet. Det er således klagerens personlige
interesse
i selskabet, der er årsag til lånet og ikke udlejningsvirksomheden, der
foretager en erhvervsmæssig begrundet disposition.
Herved
også henset til, at ud fra en normal risikovurdering i forbindelse med
udlånsforretninger,
peger den enkeltstående fordring på at være afledt af klagerens personlige
interesse i selskabet, idet et sådant udlån af enkeltstående karakter ikke
kan
antages at ville være givet til en uafhængig tredjemand, uden særlig
sikkerhed.
Sagen adskiller sig således ikke fra Ligningsrådets afgørelse i
SKM2001.202.LR
hvorved bemærkes, at klageren ikke har godtgjort påstanden om, at der ligger
traditionelle forretningsmæssige grunde bag dispositionen - grunde, som også
gælder mellem uafhængige parter.
Klagerens
påstand og argumenter
K
lagerens repræsentant har fremsat påstand om, at ansat hævet opsparet
overskud nedsættes til 0 kr. Til støtte herfor har repræsentanten anført, at
klageren ikke i virksomhedsordningen har hævet et beløb svarende til udlånet
til selskabet, og at samtlige erhvervsaktiver, der hører til en
erhvervsvirksomhed,
skal medtages i virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § l. Det er
udtømmende i virksomhedsskattelovens § l, stk. 2 fastsat, hvilke
pengefordringer der kan anbringes i virksomhedsordningen. I
virksomhedsskattelovens § l, stk. 2, hedder det: "Aktier m.v. omfattet
af
aktieavancebeskatningsloven bortset fra konvertible obligationer og andele i
foreninger omfattet af selskabsskattelovens § l, stk. l, nr. 3 og 4,
indeksobligationer, uforrentede obligationer og præmieobligationer kan ikke
indgå i virksomhedsordningen, medmindre den skattepligtige driver næring med
sådanne aktiver." Andre fordringer f.eks. forrentede obligationer og en
forrentet fordring som i nærværende sag kan derfor indgå i
virksomhedsordningen, selv om den skattepligtige ikke driver næring med
sådanne
fordringer. Det er således uden betydning, om udlånet har nogen
erhvervsmæssig
relevans, idet lovens § l, stk. 2 er udtømmende. Formålet med bestemmelsen er
at modvirke konvertering af personlig indkomst til kapitalindkomst, der på
tidspunktet for lovens vedtagelse blev beskattet uden topskat. Bestemmelsen
må
fortolkes i overensstemmelse med legalitetsprincippet, jf. Højesterets dom
refereret i TfS 1996.654, samt skattedepartementets udtalelse refereret i TfS
1998.137.
Virksomhedsskattelovens
§ l, stk. 2 er blevet ændret flere gange. Af særlig interesse for nærværende
sag er den ændring, der fandt sted ved lov nr. 344 af 14. maj 1992. Ved denne
lov
blev det fastsat, at uforrentede obligationer ikke kan indgå i
virksomhedsordningen. Ifølge lovens forarbejder er baggrunden for at holde
O-renteobligationer ude af virksomhedsordningen, at sådanne fordringer ikke
giver et løbende afkast, som skulle modsvare adgangen til at beregne
kapitalafkast af obligationernes værdi. Det er i bemærkningerne til
lovforslaget yderligere nævnt, at kursgevinsten ved indfrielse, der
naturligvis
bliver større som følge af den manglende forrentning, kan gøres til
kapitalindkomst
ved at overføre obligationerne til privatøkonomien, inden gevinsten
realiseres.
De hensyn, der har ført til, at O-renteobligationer ikke kan indgå i
virksomhedsordningen, gør sig ikke gældende vedrørende den i sagen omhandlede
fordring på elinstallatørselskabet.
Når
det eksplicit i lovbestemmelsen anføres, at "indeksobligationer,
uforrentede obligationer og præmieobligationer" ikke kan indgå i
virksomhedsordningen, medmindre den skattepligtige driver næring med sådanne
aktiver, må der herfra modsætningsvis kunne sluttes, at andre fordringer
f.eks.
forrentede obligationer og en forrentet fordring som i nærværende sag kan
indgå
i virksomhedsordningen, selvom den skattepligtige ikke driver næring med
sådanne fordringer. I nærværende sag har klageren besluttet, at fordringen
skal
indgå i virksomhedsordningen, hvilket der ikke er hjemmel til at forhindre
ham
i, idet hans beslutning er hjemlet i lovens § l, stk. 2, modsætningsvis. Det
er
således uden betydning, om udlånet har nogen erhvervsmæssig relevans, idet
bestemmelsen i lovens § l, stk. 2 er udtømmende. De af skatteforvaltningen
påpegede afgørelser fra Ligningsrådet refereret i TfS 2001.525 og TfS
2001.526
ikke har nogen præjudikatsværdi ved afgørelsen af denne sag.
Ligningsrådets
senere afgørelser SKM2003.409.LR og SKM2003.410.LR støtter derimod, at
virksomhedsskattelovens
§ 1, stk. 2, tilstræber udtømmende at angive, hvilke fordringer der ikke kan
indgå i virksomhedsordningen.
I
SKM2003.409.LR påtænkte et selskab at udstede en variabelt forrentet
obligation,
der i
overvejende
grad henvendte sig til investorer, der anvendte virksomhedsordningen.
Obligationens kapitalafkast var baseret på dels en garanteret rente dels en
variabel rente, hvor den variable rente skulle beregnes på baggrund af
selskabets eventuelle gevinst på optioner på et bagvedliggende aktieindeks -
renten kunne aldrig blive negativ. I Ligningsrådets afgørelse hedder det
bl.a.
om virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2: "Bestemmelsen er efter sin
ordlyd
udtømmende." Da obligationen ikke kunne anses som en indeksobligation,
konkluderede Ligningsrådet: "Da obligationen således ikke er omfattet af
virksomhedsskattelovens § l, stk. 2, kan obligationen indgå i
virksomhedsordningen."
I
SKM2003.410.LR påtænkte et selskab at udbyde en obligation, hvis løbende
afkast
bestod af en garanteret mindsterente med et tillæg beregnet på baggrund af
udviklingen i et aktieindeks. Det var hensigten, at obligationen skulle
udbydes
til personer, som benyttede virksomhedsordningen. Det ønskedes bekræftet, at
erhvervsdrivende,
der anvendte virksomhedsordningen, kunne erhverve sådanne obligationer for
midler i virksomhedsordningen, uden at dette blev anset for at være en
hævning
i hæverækkefølgen. I referatet af sagen hedder det bl.a.: "Styrelsen er
enig med
forespørgers
repræsentant i, at opremsningen i virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, er
udtømmende. Det afgørende for besvarelsen af det stillede spørgsmål er
derfor,
om den påtænkte obligation omfattes af en af undtagelserne til
virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2. Kvalifikationen af obligationen vil tage
udgangspunkt i en vurdering af de særlige afkastvilkår." Styrelsen anså
ikke obligationen som en indeksobligation. Ligningsrådet tiltrådte Styrelsens
indstilling, der lyder som følger: "Da obligationen således ikke
omfattes
af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, kan obligationen indgå i
virksomhedsordningen."
De
hensyn, der førte til, at uforrentede obligationer i henhold til lov nr. 344
af
14. maj 1992 ikke kan indgå i virksomhedsordningen, gør sig heller ikke
gældende for klagerens fordring på selskabet. Fordringen er forrentet, og der
kan ikke opnås nogen kursgevinst på fordringen. Ligningsrådets afgørelse
SKM2004.146.LR støtter synspunktet, jf. Lars Traugott-Olsen bemærkninger
refereret i TfS 2004.439. Sagen drejede sig om, hvorvidt garantibeviser i en
sparekasse kunne indgå i en garants virksomhedsordning. I Told- og
Skattestyrelsens indstilling, der blev tiltrådt af Ligningsrådet, hedder det
bl.a.:
"Garantibeviser
kan efter ordlyden ikke anses for omfattet af bestemmelsen i
virksomhedsskattelovens
§ l, stk. 2 (lovbekendtgørelse nr. l af 2/1 2002). Der er lagt vægt på, at de
i
lovens § l, stk. 2, nævnte værdipapirer blandt andet har det tilfælles, at
der
kan ske kursstigninger eller kursfald. Dette er ifølge revisorens oplysninger
ikke tilfældet med garanti beviserne. Der er lagt vægt på, at placering af
likviditet i garantibeviserne ikke i sig selv medfører, at pengene må anses
som
overført til privatøkonomien."
Det
må så meget mere gælde, at fordringen på selskabet i nærværende sag, der er
kommet til
eksistens
som en del af den erhvervsmæssige virksomhed, der forud for stiftelsen af
selskabet blev drevet som en enhed, men som nu er opdelt i to enheder, der
begge driver erhvervsmæssig virksomhed, må kunne indgå i
virksomhedsordningen.
Ved stiftelsen af selskabet skete der en opdeling af virksomheden, hvor den
faste ejendom og den hertil knyttede fordring ikke blev medoverdraget til
selskabet. Der består herefter to virksomheder, nemlig
elinstallationsvirksomheden,
der blev indskudt i selskabet, og den faste ejendom med tilhørende aktiv -
fordringen på selskabet - der er skabt af overskuddet af den faste ejendom.
Det
er forretningsmæssigt begrundet, at fordringen indgår i virksomhedsordningen,
og at der sker udlån til elinstallatørselskabet, idet udlejningsvirksomheden
ønskede
at få den overskydende likviditet i virksomheden bedst muligt forrentet. Ved
at
udlåne den overskydende likviditet til selskabet opnåede
udlejningsvirksomhedens en lang højere forrentning end ved indlån i et
pengeinstitut. Lånet blev ydet på arms længde vilkår.
Det
er ikke i klagerens private interesse, at den overskydende likviditet i
udlejningsvirksomheden er udlånt til selskabet. Ved udlånet til selskabet
opnår
han ikke nogen skattemæssige private fordele i strid med intentionerne bag
ved
virksomhedsskatteloven. Udlånet til selskabet er ikke anvendt til at
investere
i aktier. Udlånet er i sin helhed trådt i stedet for en almindelig
bankfinansieret driftskredit. Klagerens aktieinvesteringer er alle foretaget
af
private beskattede midler. Indskudskontoen er opgjort ved
elinstallationsvirksomhedens indtræden i virksomhedsordningen i 1996.
Anpartsselskabet er først stiftet i 2000, og kan derfor ikke have påvirket
indskudskontoen, der i øvrigt har hele tiden har været positiv, ligesom en
hævning af udlånet over hæverækkefølgen ikke ville have medført en negativ
indskudskonto. Sammenfattende kan det konstateres, at klageren ikke ved at
lade
udlejningsvirksomheden låne penge til selskabet har opnået nogen private
økonomiske fordele i strid med intentionerne bag ved virksomhedsskatteloven.
Landsskatterettens
bemærkninger og begrundelse
Det
følger af virksomhedsskattelovens § l og bestemmelsens forarbejder, at
samtlige
erhvervsmæssige aktiver i virksomheden skal medtages i virksomhedsordningen,
og
at ikke erhvervsmæssige aktiver ikke kan medtages. Aktiver, der benyttes både
til erhvervsmæssige og private formål kan - bortset fra biler og ejendomme
med
vurderingsfordeling - ikke indgå i virksomhedsordningen, jf. lovens § l, stk.
3. I lovens § l, stk. 2 er endvidere anført en række aktiver, der ikke kan
medtages i virksomhedsordningen, medmindre den skattepligtige driver næring
med
sådanne aktiver. Det
drejer
sig om almindelige aktier, indeksobligationer, uforrentede obligationer og
præmieobligationer. Klageren kan således foretage erhvervsmæssige udlån af
virksomhedens midler under
anvendelse
af virksomhedsordningen, uden at dette betragtes som en hævning. Der kan
eksempelvis være tale om debitorfinansiering og udlån af midlertidig karakter
til forretningsforbindelser.
Tre
retsmedlemmer, herunder retsformanden bemærker, at der ikke kan foretages
udlån
af virksomhedens midler i virksomhedsordningen, hvis udlånet er ydet for at
tilgodese skatteyderens private interesser f.eks. i et af ham kontrolleret
selskab, der driver en anden virksomhed, jf. lovens § 1, stk. 1. I så fald
anses beløbet for privat hævet i virksomheden, jf. lovens § 5, idet aktivet
ikke har relation til skatteyderens erhvervsmæssige virksomhed.
Klageren har foretaget en betydelig
opsparing til foreløbig beskatning i virksomhedsordningen forud for
omdannelsen
og udlånet. Der sker først endelig beskatning af denne opsparing, når pengene
hæves, jf.
virksomhedsskattelovens § 5.
K
lagerens virksomhed driver ikke næring med
udlån af penge, men klageren har bestemmende indflydelse på selskabets
dispositioner, herunder optagelsen af det omhandlede lån, og det kan ikke
antages, at k
lageren ville have
udlånt pengene til en anden lejer af ejendommen.
Det lægges ved afgørelsen til grund, at det
primært har været klagerens ønske om at stille likvide midler til rådighed
for
selskabet, der har været begrundelsen for at yde det omhandlede lån.
Lånet er ydet af klageren som anpartshaver og ikke af hans tilbageværende v
irksomhed, hvis eneste aktivitet efter
omdannelsen består i udlejning af ejendommen. Selskabet
driver en anden
type virksomhed. Under disse omstændigheder kan bestemmelsen i lovens § 1,
stk.
2 ikke føre til et andet resultat.
Klageren
er berettiget til at foretage udlån til sit selskab, men han kan ikke frigøre
kontante beløb i
virksomhedsordningen
til private investeringer uden at dette anses for en hævning i
virksomhedsordningen,
jf.
virksomhedsskattelovens § 5.
Klageren kan således ikke drage personlig
nytte af midlerne på konto for opsparet overskud, før der er sket endelig
beskatning heraf.
Disse retsmedlemmer stemmer derfor for at stadfæste
skatteankenævnets afgørelse.
Et retsmedlem er af den opfattelse, at
virksomhedsskattelovens § l,
stk. 2 må anses for udtømmende. Klageren må derfor være berettiget til at
foretage udlånet til selskabet. Der er lagt vægt på, at aktivet ikke er nævnt
i
lovens § l, stk. 2, at udlånet er sket på almindelige markedsvilkår, og at
udlejningsvirksomheden
derved kan opnå et højere afkast af pengene end ved placering på en
bankkonto.
Dette retsmedlem stemmer derfor for at nedsætte den påklagede forhøjelse til
0
kr.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og
den
påklagede
afgørelse stadfæstes derfor.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om, hvorvidt sagsøgernes udlån er opstået som led i glidende generationsskifter og kan indgå i virksomhedsskatteordningen Domsdatabasen · 17. marts 2023
- Bindende svar - Virksomhedsordningen - solidarisk kaution for selskabs gæld Retsinformation · 10. november 2015
- Virksomhedsordning - udlån af midler til K/S – hævning - hovedaktionærselskab – udlån af midler til K/S - omfattet af ligningslovens § 16 E Retsinformation · 15. september 2023
- Investeringsselskab, kollektiv investering, virksomhedsordning Retsinformation · 16. april 2026
- Bindende svar - Udlån fra virksomhedsordningen Retsinformation · 13. januar 2016
- Udlån til selskaber er anset som private udlån, som kan ikke indgå i virksomhedsordningen og derfor er anset som hævet. Formalitet vedrørende retsbeskyttet… Landsskatteretten · 20. juli 2009
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse af 13. november 2003 vedr. virksomhedsomdannelse. Retsinformation · 19. februar 2004
- Bindende svar - Virksomhedsordningen - lån i blandet benyttede ejendomme - udlån til kontrolleret selskab - sikkerhedsstillelse som led i forretningsmæssige dispositioner Retsinformation · 13. maj 2016
- Landsskatteretskendelse vedr. beskatning af værdi af fri sommerbolig – bindende svar Retsinformation · 22. februar 2011
- Landsskatteretskendelse vedr. Udlejning af driftsmidler Retsinformation · 6. marts 2007
- Udlån af frie midler - Virksomhedsordningen - Privat investeringsselskab Retsinformation · 8. juli 2020
- Landsskatteretskendelse vedr. skattefri virksomhedsomdannelse flere ejere udligning af negativ anskaffelsessum Retsinformation · 9. august 2006