Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. indregistreringsbeskatning af varebil til blandet erhvervsmæssig/privat anvendelse

KEN nr 9730 af 04/11/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet13. september 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. indregistreringsbeskatning af

varebil til blandet erhvervsmæssig/privat anvendelse

Klagen skyldes regionens

afgørelse om tillæg for privat anvendelse af varebil i henhold til § 2 i lov

om

vægtafgift af motorkøretøjer m.v. (vægtafgiftsloven), idet varebilen er anset

for anvendt privat.

Landsskatterettens

afgørelse

Regionens afgørelse ændres.

Sagens oplysninger

Klageren har i en årrække

arbejdet som servicetekniker. Om sit arbejde har klageren bl.a. oplyst, at

han

udfører teknisk service på kopi-, print-, og faxmaskiner i Midt- og

Nordjylland

og derfor anvender bil i sit daglige arbejde. Han starter arbejdet hjemmefra

og

kører ca. i alt 50.000 km om året. I bilen skal der være reservedele til 15

forskellige maskintyper samt fax. I andre tilfælde medtages også ekstraudstyr

til kunden for montering.

I juni 2001 anskaffede

klageren en varebil af mærket Citroen Xsara Picasso Van 2,0 HDI. Klageren har

bl.a. oplyst, at han før kørte i en personbil af mærket Citroen Xantia med

bagsædet lagt ned. Han var imidlertid træt af at tømme bilen hver gang

familien

skulle med, ligesom behovet for at medbringe reservedele i bilen var steget

løbende med implementering af nye produkter. Han har beholdt personbilen, som

han for det meste anvender i fritiden.

I forbindelse med

Læs alt

indregistreringen af varebilen underskrev klageren en erklæring om, at

varebilen udelukkende skulle anvendes privat, og varebilen blev

indregistreret

til anvendelsen godstransport privat den 11. juni 2001. Klageren har herom

bl.a. oplyst, at han personligt i juni 2001 rettede henvendelse til ToldSkat,

og at han her fik oplyst, at hvis han ikke var momsregistreret, kunne

varebilen

kun registreres som privat personbefordring.

Klageren har videre oplyst,

at han efterfølgende blev opmærksom på, at dette ikke var korrekt. Han

underskrev derfor den 11. maj 2004 en ny erklæring om, at varebilen skal

anvendes blandet privat og erhvervsmæssigt.

Om klagerens

ansættelsesforhold er det bl.a. nærmere oplyst, at han i 1994 blev ansat som

servicetekniker i A. Af ansættelsesaftalen fremgår det bl.a., at selskabet

skulle stille varevogn til rådighed for kundebesøg samt levering af varer de

første ca. 6 måneder. Herefter ville bilordningen blive ændret således, at

klageren selv skulle stille egnet bil til disposition og modtage

kørselsgodtgørelse for den erhvervsmæssige del efter statens takster.

I 1997/98 overgik A til B, og

klageren har siden da været ansat i B. Klageren har oplyst, at hans

ansættelse

i B er en fortsættelse af ansættelsen i A.

Klageren har endvidere

fremlagt kopi af en ansættelsesaftale med B fra januar 2001. Af denne fremgår

det bl.a., at klageren ansættes som servicetekniker, tilknyttet kontoret i X

med anciennitet regnet fra august 1994. Ifølge kontrakten defineres

arbejdsopgaver nærmere i en jobbeskrivelse, der følger snarest. Kontrakten

indeholder ikke nærmere vedrørende firmabil, egen bil eller andet.

Af en fremlagt

stillingsbeskrivelse af 19. juni 2002 fremgår bl.a. under punktet centrale

arbejdsopgaver følgende:

”10. Holde firmabil i god

stand, tage den til de foreskrevne serviceeftersyn, idet B’s

”Bilpolitik” i

øvrigt overholdes.”

Klageren har vedrørende

spørgsmålet om firmabil bl.a. oplyst, at han ikke er forpligtet til at stille

bil til rådighed, men at dette er en mulighed. Såfremt han ikke benyttede

denne

mulighed, ville han få udleveret en firmabil af mærket Opel Zafira Flexivan,

som imidlertid ikke må anvendes til privat kørsel. Klageren kører nogle gange

direkte til sport fra arbejde, hvorfor han ikke har valgt denne løsning.

Til dokumentation af dette

har klageren fremlagt en beskrivelse af B’s bilpolitik dateret 1.

november

2001. Det fremgår heraf bl.a., at medarbejdere i B med bilordning kan vælge

imellem at benytte egen bil eller firmabil. For teknikere er der som firmabil

angivet tre forskellige bilmærker, Ford Focus Stationcar, Peugeot 307

Stationcar og Opel Zafira Flexivan. Det fremgår videre, at firmabiler

indregistreret på gule plader ikke må benyttes til privat kørsel.

Det fremgår bl.a. videre, at

medarbejdere, der er berettiget til firmabil, kan vælge at anvende egen bil

efter følgende retningslinjer:

”En privat bil må være

vedligeholdt og af en sådan art, at firmaets image ikke lider skade. Bilen må

derfor ikke afvige væsentligt fra de modeller, der indgår i firmaets bilpark,

og det er således ikke tilladt at benytte sportsvogne, off-roaders etc. I

tvivlstilfælde rettes der henvendelse til nærmeste foresatte.

For Teknisk Service gælder

desuden, at en privat bil foruden persontransport skal være egnet til at

transportere de reservedele, der er nødvendige for arbejdets udførelse. Af

sikkerhedsmæssige årsager skal bilen desuden kunne rumme størsteparten af

reservedelene i bagagerummet.

( )

For firmakørsel med egen bil

ydes et tilskud som udgør kr. 1.490,- pr. måned.

Kilometerpenge ydes i henhold

til statens takster, og afregnes månedligt via rejseregnskabet.

Kørsel mellem hjem og B er at

betragte som privatkørsel. Misligholdelse af dette kan få ansættelsesmæssige

konsekvenser.”

Til dokumentation for den

erhvervsmæssige kørsel har klageren fremlagt oplysningssedler fra B for årene

2001, 2002 og 2003 hvoraf fremgår beløb på godt 100.000 kr. i rubrik 48

(skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse samt skattefri uddannelsesydelse)

for hvert af årene. Til dokumentation af, at klageren modtager tilskud på

1.490

kr. pr. måned er fremsendt kopi af lønsedler for december måned 2002 og 2003,

maj måned 2004 og juli måned 2005, hvoraf fremgår et beløb på 1.490 kr.

benævnt

fast kørselstilskud.

Til dokumentation af, at det

er nødvendigt at transporten af arbejdsredskaber m.v. foregår i varebil, er

der

fremlagt to fotos, der viser det lager af reservedele til servicering af

diverse kontormaskiner, som klageren kører rundt med.

Regionens afgørelse

Den omhandlede varebil er for

den omhandlede periode og fremefter anset for privat anvendt og ikke blandet

privat og erhvervsmæssigt, jf. vægtafgiftslovens § 2, stk. 3, nr. 2.

Der er herved henvist til, at

der for lønmodtagere kun er tale om blandet privat og erhvervsmæssig

anvendelse, når den ansatte overfor arbejdsgiveren er forpligtet til at

stille

egen bil til disposition, jf. herved ordet skal i bestemmelsen. Det er

herudover et krav, at det er nødvendigt, at transporten foregår i en varebil.

Klageren er ikke pålagt en

sådan forpligtelse, men har derimod muligheden for at anvende arbejdsgiverens

varebil, hvorfor der er ikke er tale om blandet privat erhvervsmæssig

anvendelse, således som dette begreb er defineret i bestemmelsen.

Herudover må det anses for

betænkeligt at fastslå, at der for tiden før 12. maj 2004 har været

nødvendigt,

at transporten foregik i en varebil. Der er herved henvist til, at

anvendelsesændringen først er registreret denne dato, at det ikke af

ansættelsesaftalen fremgår, at der skal anvendes varebil, at transporten

indtil

2001 foregik i personbiler, samt at skiftet i 2001 bl.a. var motiveret af et

ønske om at undgå at skulle tømme bilen, hver gang familien skulle på tur.

Det

er på den baggrund ikke muligt at fastslå præcist, hvornår behovet for

reservedele var steget i en sådan grad, at anvendelse af varebil kan siges at

have været nødvendig.

Klagerens påstand og

argumenter

Klagerens repræsentant har

fremsat påstand om, at den omhandlede varebil skal anses for anvendt blandet

privat og erhvervsmæssigt for den omhandlede periode og fremefter.

Det er herved bl.a. anført,

at det er og har været nødvendigt for klageren, at transporten af

arbejdsredskaber

er foregået i en varebil. Der er herved henvist til fremlagte fotos, der

viser

det lager af reservedele til servicering af diverse kontormaskiner, som

klageren

kører rundt med. Det fremgår med al tydelig af disse fotos, at et lager af

dette omfang ikke kan anbringes forsvarligt i en personbil, hvorfor det er

nødvendigt for klageren at lade transporten foregå i en varebil.

Klagerens arbejdsgiver har

ganske vist skiftet navn, men der er ikke sket en ændring i hans

ansættelsesforhold.

Det fremgår da også af den oprindelige ansættelseskontrakt, at klageren efter

seks måneders ansættelse selv bliver forpligtet til at stille egnet bil til

disposition. Som det fremgår af det ovenfor anførte og af de fremlagte fotos,

er en egnet bil i dette tilfælde en gulpladebil med et stort varerum.

Der er videre fremsat påstand

om, at ToldSkat er erstatningsansvarlig for fejlagtig rådgivning af klageren

i

maj 2001, som har bevirket, at klageren i en periode på ca. 3 år har haft sin

bil indregistreret til en anden anvendelse end den faktiske: Blandet privat

og

erhvervsmæssig anvendelse.

Det var i 2001 den

almindelige opfattelse hos ToldSkat, at man skulle være momsregistreret for

at

kunne få en bil registreret til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse.

Klageren har i 2001 i forbindelse med bilens indregistrering fået enslydende

svar fra såvel ToldSkats omstilling, kontorpersonale, afdelingsledere og

andre

på sin forespørgsel uagtet at han oplyste, at bilen skulle bruges ca. 80 %

erhvervsmæssigt og kun 20 % privat. Til trods for denne oplysning fik han

samstemmende at vide, at registrering til blandet anvendelse alene kunne ske,

hvis han var momsregistreret.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

Indledningsvis bemærkes, at

Landsskatteretten ikke har kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt de

statslige told- og skattemyndigheder som anført af repræsentanten er

erstatningsansvarlige som følge af fejlagtig rådgivning af klageren. Der

henvises herved til vægtafgiftslovens § 20, stk. 2, modsætningsvis.

Af § 2 i vægtafgiftslovens

fremgår bl.a. følgende:

”

§ 2.

Af samtlige afgiftspligtige køretøjer svares vægtafgift, ( ).

Af motorkøretøjer omfattet af § 4, stk. 1, II, A, hvis første indregistrering

som nye ligger efter den 2. juni 1998, betales endvidere tillæg for privat

anvendelse samt for blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse.

Stk. 2.

Et køretøj anses for at blive anvendt privat, når den

registrerede ejer (bruger) ikke anvender køretøjet i forbindelse med udøvelse

af virksomhed eller er forpligtet til at anvende det ved udførelse af

arbejdsopgaver som led i et ansættelsesforhold.

Stk.

3.

Et

køretøj anses for at blive anvendt blandet privat og erhvervsmæssigt, når den

registrerede ejer (bruger) er

( )

En fysisk person, der som led

i et ansættelsesforhold skal anvende køretøjet ved udførelse af

arbejdsopgaver

for ansættelsesstedet eller anvender køretøjet i forbindelse med selvstændigt

bierhverv, som efter momslovgivningen anses for at være afgiftspligtig

virksomhed eller efter skattelovgivningen anses for erhvervsmæssigt, og det

under hensyn til formålet er nødvendigt, at kørselen udføres med en

varebil.”

Bestemmelserne blev indsat i

vægtafgiftsloven ved lov nr. 421 af 26. juni 1998 om ændring af lov om

vægtafgift af motorkøretøjer m.v. og lov om afgift efter brændstofforbrug af

visse personbiler (Tillægsafgift for privat anvendelse af varebiler og

forhøjelse af vægtafgift for varebiler). Af forarbejderne til loven fremgår

bl.a. af lovforslagets almindelige bemærkninger følgende:

”( ) Erfaringerne med den nu

ophævede tillægsafgift viste samtidig, at afgrænsningen af virksomheder, der

i

princippet skulle friholdes fra afgiften var for snæver. Visse former for

virksomhed må anses for erhvervsmæssig eller i hvert tilfælde ikke privat,

uanset at virksomheden ikke er moms- eller lønsumsafgiftspligtig. I forslaget

er indsat en afgrænsning af privat og blandet anvendelse, som indebærer en

udvidelse af begrebet erhvervsmæssig i forhold til den tidligere afgrænsning.

Det er imidlertid ikke skønnet hensigtsmæssigt at fastsætte en helt

selvstændig

afgrænsning af erhvervsbegrebet, og afgrænsningen bygger derfor på den

afgrænsning, der i forvejen anvendes inden for moms- og skattelovgivningen.

Hovedreglen er derfor, at hvis den virksomhed, som køretøjet anvendes i

forbindelse med, efter moms- eller skattelovgivningen kan anses for at være

erhvervsmæssig, vil denne anvendelse også blive anset for erhvervsmæssig, med

hensyn

til tillægsafgiften. ( )”.

Af de specielle bemærkninger

til bestemmelserne fremgår bl.a. følgende:

”( ) En anden hovedgruppe er

køretøjer, der er registreret ved en fysisk person, der ikke er selvstændig

erhvervsdrivende som hovederhverv. Her vil der være formodning for ren privat

anvendelse, men i nogle tilfælde vil der kunne være blandet anvendelse. Som

eksempler kan nævnes lønmodtageren, der som led i ansættelsen skal anvende

egen

bil ved udførsel af arbejdsopgaver for ansættelsesstedet, eller ( ). Det er i

alle tilfælde en forudsætning, at de kørsler, der er tale om, nødvendigvis må

udføres med en varevogn. Også i de her nævnte situationer vil det være uden

betydning,

om ligningslovens § 9 B, stk. 1 a) (60-dages reglen) finder anvendelse, idet

kørsel

mellem hjem og arbejdsplads som udgangspunkt betragtes som privat anvendelse,

der er virksomheden uvedkommende.

For biler, der anvendes som

led i ansættelsesforholdet skal der foreligge en klar aftale, som forpligter

lønmodtageren.( )”.

Retten lægger til grund, at

klageren som led i sin ansættelse er omfattet af B’s bilordning og

således kan

vælge mellem at få stillet firmabil til rådighed af sin arbejdsgiver eller

selv

at stille bil til rådighed.

Retten finder, at klageren, i

det omfang, han vælger ikke at få stillet firmabil til rådighed, må anses for

forpligtet til at anvende egen bil ved udførsel af arbejdsopgaverne.

Der henses herved til den fremlagte

bilpolitik for B af 1. november 2001. Det kan derfor ikke tillægges afgørende

betydning ved afgørelsen, at klageren har mulighed for at få stillet en

firmabil til rådighed.

Det fremgår endvidere af

vægtafgiftslovens § 2, stk. 3, nr. 2, at det er en betingelse for at anse et

køretøj for at blive anvendt blandet privat og erhvervsmæssigt, at det under

hensyn til formålet er nødvendigt, at kørselen udføres med en varebil. Det

fremgår videre af forarbejderne til bestemmelsen, at det i alle tilfælde er

en

forudsætning, at de kørsler, der er tale om, nødvendigvis må udføres med en

varevogn.

Retten finder det ud fra en

samlet konkret vurdering godtgjort, at det er nødvendigt, at den omhandlede

kørsel udføres med en varebil. Retten henser herved bl.a. til det i B’s

bilpolitik af 1. november 2001 oplyste om hvilke firmabiler, der stilles til

rådighed for teknikere, og til det i nævnte bilpolitik oplyste om de krav,

der

stilles til medarbejderens egen bil, hvis en medarbejder vælger at anvende

egen

bil. Retten henser bl.a. videre til det af klageren oplyste om, at han ved

valg

af firmabil ville få stillet en Opel Zafira Flexivan til rådighed, og til de

fremlagte fotos af varebilens varerum med indhold.

Det omhandlede køretøj må

derfor anses for at blive anvendt blandet privat og erhvervsmæssigt i henhold

til vægtafgiftslovens § 2, stk. 3, nr. 2.

Regionens afgørelse ændres

derfor i overensstemmelse hermed.

Der er ved afgørelsen ikke

taget stilling til spørgsmålet om delvis tilbagebetaling af erlagt

tillægsafgift

for perioden 11. juni 2001 til 11. maj 2004.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter