Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. tilbagebetaling af tillægsafgift for privar anvendelse af varebil

KEN nr 9731 af 04/11/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet13. september 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. tilbagebetaling af

tillægsafgift for privar anvendelse af varebil

Klagen skyldes Rigspolitiets

afslag på anmodning om halv tilbagebetaling af halv tillægsafgift for privat

anvendelse af varebil, der er erlagt i henhold til vægtafgiftslovens § 2,

stk.

3, nr. 2, for perioden 11. juni 2001 til 11. maj 2004.

Landsskatterettens

afgørelse

Rigspolitiets afgørelse

stadfæstes.

Sagens oplysninger

Klageren har i en årrække

arbejdet som servicetekniker. Om sit arbejde har klageren bl.a. oplyst, at

han

udfører teknisk service på kopi-, print-, og faxmaskiner i Midt- og

Nordjylland

og derfor anvender bil i sit daglige arbejde. Han starter arbejdet hjemmefra

og

kører ca. i alt 50.000 km om året. I bilen skal der være reservedele til 15

forskellige maskintyper samt fax. I andre tilfælde medtages også ekstraudstyr

til kunden for montering.

I juni 2001 anskaffede

klageren en varebil af mærket Citroen Xsara Picasso Van 2,0 HDI. Klageren har

bl.a. oplyst, at han før kørte i en personbil af mærket Citroen Xantia med

bagsædet lagt ned. Han var imidlertid træt af at tømme bilen hver gang

familien

skulle med, ligesom behovet for at medbringe reservedele i bilen var steget

løbende

med implementering af nye produkter. Han har beholdt personbilen, som han for

Læs alt

det meste anvender i fritiden.

I forbindelse med

indregistreringen af varebilen underskrev klageren en erklæring om, at

varebilen udelukkende skulle anvendes privat, og varebilen blev

indregistreret

til anvendelsen godstransport privat den 11. juni 2001. Klageren har herom

bl.a. oplyst, at han personligt i juni 2001 rettede henvendelse til ToldSkat,

og at han her fik oplyst, at hvis han ikke var momsregistreret, kunne

varebilen

kun registreres som privat personbefordring.

Klageren har videre oplyst,

at han efterfølgende blev opmærksom på, at dette ikke var korrekt. Han

underskrev derfor den 11. maj 2004 en ny erklæring om, at varebilen skal

anvendes blandet privat og erhvervsmæssigt.

Om klagerens

ansættelsesforhold er det bl.a. nærmere oplyst, at han i 1994 blev ansat som

servicetekniker. Af ansættelsesaftalen fremgår det bl.a., at selskabet skulle

stille varevogn til rådighed for kundebesøg samt levering af varer de første

ca. 6 måneder. Herefter ville bilordningen blive ændret således, at klageren

selv skulle stille egnet bil til disposition og modtage kørselsgodtgørelse

for

den erhvervsmæssige del efter statens takster.

I 1997/98 overgik firmaet til

andet selskab, og klageren har siden da været ansat i der. Klageren har

oplyst,

at hans ansættelsen

er en fortsættelse

af

tidligere ansættelse.

Klageren har endvidere

fremlagt kopi af en ansættelsesaftale fra januar 2001. Af denne fremgår det

bl.a., at klageren ansættes som servicetekniker, tilknyttet kontoret i X med

anciennitet regnet fra august 1994. Ifølge kontrakten defineres

arbejdsopgaver

nærmere i en jobbeskrivelse, der følger snarest. Kontrakten indeholder ikke

nærmere vedrørende firmabil, egen bil eller andet.

Af en fremlagt

stillingsbeskrivelse af 19. juni 2002 fremgår bl.a. under punktet centrale

arbejdsopgaver følgende:

”10. Holde firmabil i god

stand, tage den til de foreskrevne serviceeftersyn, idet firmaets

”Bilpolitik”

i øvrigt overholdes.”

Klageren har vedrørende

spørgsmålet om firmabil bl.a. oplyst, at han ikke er forpligtet til at stille

bil til rådighed, men at dette er en mulighed. Såfremt han ikke benyttede

denne

mulighed, ville han få udleveret en firmabil af mærket Opel Zafira Flexivan,

som imidlertid ikke må anvendes til privat kørsel. Klageren kører nogle gange

direkte til sport fra arbejde, hvorfor han ikke har valgt denne løsning.

Til dokumentation af dette

har klageren fremlagt en beskrivelse af firmaets bilpolitik dateret 1.

november

2001. Det fremgår heraf bl.a., at medarbejdere med bilordning kan vælge

imellem

at benytte egen bil eller firmabil. For teknikere er der som firmabil angivet

tre forskellige bilmærker, Ford Focus Stationcar, Peugeot 307 Stationcar og

Opel Zafira Flexivan. Det fremgår videre, at firmabiler indregistreret på

gule

plader ikke må benyttes til privat kørsel.

Det fremgår bl.a. videre, at

medarbejdere, der er berettiget til firmabil, kan vælge at anvende egen bil

efter følgende retningslinjer:

”En privat bil må være

vedligeholdt og af en sådan art, at firmaets image ikke lider skade. Bilen må

derfor ikke afvige væsentligt fra de modeller, der indgår i firmaets bilpark,

og det er således ikke tilladt at benytte sportsvogne, off-roaders etc. I

tvivlstilfælde rettes der henvendelse til nærmeste foresatte.

For Teknisk Service gælder

desuden, at en privat bil foruden persontransport skal være egnet til at

transportere de reservedele, der er nødvendige for arbejdets udførelse. Af

sikkerhedsmæssige årsager skal bilen desuden kunne rumme størsteparten af

reservedelene i bagagerummet.

( )

For firmakørsel med egen bil

ydes et tilskud som udgør kr. 1.490,- pr. måned.

Kilometerpenge ydes i henhold

til statens takster, og afregnes månedligt via rejseregnskabet.

Kørsel mellem hjem og firma

er at betragte som privatkørsel. Misligholdelse af dette kan få

ansættelsesmæssige

konsekvenser.”

Til dokumentation for den

erhvervsmæssige kørsel har klageren fremlagt oplysningssedler for årene 2001,

2002 og 2003 hvoraf fremgår beløb på godt 100.000 kr. i rubrik 48 (skattefri

rejse- og befordringsgodtgørelse samt skattefri uddannelsesydelse) for hvert

af

årene. Til dokumentation af, at klageren modtager tilskud på 1.490 kr. pr.

måned er fremsendt kopi af lønsedler for december måned 2002 og 2003, maj

måned

2004 og juli måned 2005, hvoraf fremgår et beløb på 1.490 kr. benævnt fast

kørselstilskud.

Til dokumentation af, at det

er nødvendigt at transporten af arbejdsredskaber m.v. foregår i varebil, er

der

fremlagt to fotos, der viser det lager af reservedele til servicering af

diverse kontormaskiner, som klageren kører rundt med.

Rigspolitiets afgørelse

Rigspolitiet har ikke

imødekommet klagerens anmodning om tilbagebetaling af halvdelen af

tillægsafgift

for privat anvendelse af varebil, der er opkrævet i henhold til

vægtafgiftslovens § 2, stk. 3, nr. 2, for den omhandlede periode.

Der er herved bl.a. henvist

til, at det af § 2, stk. 1, i bkg. nr. 114 af 19. februar 1998 om opkrævning

af

vægtafgift af motorkøretøjer m.v. fremgår, at afgiften beregnes på grundlag

af

de ved registreringen eller ved senere anmeldelser tilvejebragte oplysninger

om

køretøjets art, afgiftspligtige vægt, indretning og anvendelse, herunder om

køretøjet benytter benzin som drivkraft eller anden drivkraft.

Endvidere fremgår det, at

hvis der efter køretøjets registrering sker ændringer med køretøjet, som er

af

betydning for afgiftens beregning, påhviler det ejeren (brugeren) straks at

gøre anmeldelse herom til et motorkontor. Ændringerne har afgiftsmæssig

virkning fra og med anmeldelsesdatoen. På denne baggrund er der grundlag for

at

opkræve tillægsafgift for privat anvendelse af varebilen for perioden 11.

juni

2001 til 11. maj 2004.

Det fremgår endvidere ikke af

sagen, hvem der har oplyst klageren om, at varebilen ikke kunne registreres

til

blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse, da han ikke var momsregistreret.

Klagerens påstand og

argumenter

Klagerens repræsentant har

fremsat påstand om refusion af vægtafgift for den omhandlede periode, idet

klageren er berettiget til at betale halv tillægsafgift i henhold til

vægtafgiftslovens § 2, stk. 3, nr. 2.

Klageren er således i

forbindelse med varebilens første indregistrering blevet fejlinformeret om,

at

han skulle være momsregistreret for at få lov til at betale halv og ikke hel

tillægsafgift. Dette er jo imidlertid ikke en betingelse, og klageren har da

også alene ved at underskrive en tro og love erklæring den 11. maj 2004 fået

bilen omregistreret, så den nu er indregistreret til blandet privat og

erhvervsmæssig

anvendelse.

Selv om bekendtgørelse om

opkrævning af vægtafgift ikke i sig selv giver mulighed for en

tilbagebetaling

af tillægsafgiften, kan klageren med rette gøre ToldSkat

erstatningsansvarlige

for den fejlagtige rådgivning, klageren fik i maj 2001, og som har bevirket,

at

klageren i en periode på ca. tre år har haft sin bil indregistreret til en

anden anvendelse end den faktiske: Blandet privat og erhvervsmæssig

anvendelse.

Ud fra en samlet vurdering af

klagerens arbejdsforhold opfylder klageren betingelserne i vægtafgiftslovens

§

2, stk. 3, hvorefter et køretøj kan anses for at blive anvendt blandet privat

og erhvervsmæssigt, når ejeren ganske vist ikke er ansættelseskontraktligt

forpligtet til at stille varebil til rådighed, men dog har en type arbejde,

der

helt klart nødvendiggør, at det er en varebil, der anvendes til udførelse af

arbejdsopgaverne.

Hvad angår Rigspolitiets

henvisning til, at det ikke fremgår af sagen, hvem der har oplyst klageren

om,

at varebilen ikke kunne registreres som anvendt blandet privat og

erhvervsmæssigt, er det bl.a. anført, at det på det tidspunkt i 2001 var den

almindelige opfattelse hos ToldSkat, at man skulle være momsregistreret for

at

kunne få en bil registreret til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse.

Klageren har i 2001 i

forbindelse med bilens indregistrering fået enslydende svar fra såvel

ToldSkats

omstilling, kontorpersonale, afdelingsledere og andre på sin forespørgsel

uagtet, at han oplyste, at bilen skulle bruges ca. 80 % erhvervsmæssigt og

kun

20 % privat. Til trods for denne oplysning fik han samstemmende at vide, at

registrering til blandet anvendelse alene kunne ske, hvis han var

momsregistreret.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

Indledningsvis bemærkes, at

Landsskatteretten ikke har kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt de

statslige told- og skattemyndigheder som anført af repræsentanten er

erstatningsansvarlige som følge af fejlagtig rådgivning af klageren. Der

henvises herved til vægtafgiftslovens § 20, stk. 2, modsætningsvis.

Af § 2 i vægtafgiftslovens

fremgår bl.a. følgende:

”

§ 2.

Af samtlige afgiftspligtige køretøjer svares vægtafgift, ( ).

Af motorkøretøjer omfattet af § 4, stk. 1, II, A, hvis første indregistrering

som nye ligger efter den 2. juni 1998, betales endvidere tillæg for privat

anvendelse samt for blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse.

Stk. 2.

Et køretøj anses for at blive anvendt privat, når den

registrerede ejer (bruger) ikke anvender køretøjet i forbindelse med udøvelse

af virksomhed eller er forpligtet til at anvende det ved udførelse af

arbejdsopgaver som led i et ansættelsesforhold.

Stk.

3.

Et

køretøj anses for at blive anvendt blandet privat og erhvervsmæssigt, når den

registrerede ejer (bruger) er

( )

En fysisk person, der som led

i et ansættelsesforhold skal anvende køretøjet ved udførelse af

arbejdsopgaver

for ansættelsesstedet eller anvender køretøjet i forbindelse med selvstændigt

bierhverv, som efter momslovgivningen anses for at være afgiftspligtig

virksomhed eller efter skattelovgivningen anses for erhvervsmæssigt, og det

under hensyn til formålet er nødvendigt, at kørselen udføres med en

varebil.”

Vægtafgiftslovens § 9 har

følgende ordlyd:

”

§ 9.

Når et køretøj søges registreret, skal anmelderen angive, om

køretøjet er indrettet til at benytte benzin som drivkraft eller anden

drivkraft. For køretøjer omfattet af § 4, stk. 1, II, A, hvis første

indregistrering som nye ligger efter den 2. juni 1998, skal anmelderen

endvidere angive, om køretøjet skal anvendes privat, blandet privat og

erhvervsmæssigt eller udelukkende erhvervsmæssigt. Det samme gælder ved

efterfølgende ændring af registrering eller anvendelse af de pågældende

køretøjer.

Skatteministeren fastsætter efter aftalt med justitsministeren de nærmere

regler om angivelse af oplysninger om køretøjets anvendelse samt

dokumentation

herfor.

Stk.

2.

Om enhver ændring, der er af betydning for afgiftens beregning, skal den

afgiftspligtige straks afgive anmeldelse til politiet.

Stk. 3.

Skatteministeren fastsætter efter forhandling med

justitsministeren de nærmere regler for afgiftens omberegning som følge af

anmeldte ændringer og træffer herunder bestemmelse om tidspunktet for

overgang

til de ændrede afgiftsbeløb.”

§ 2 i bekendtgørelse nr. 114

af 19. februar 1998 om opkrævning af vægtafgift af motorkøretøjer m.v. har

følgende ordlyd:

”

§ 2.

Afgiften beregnes på grundlag af de ved registreringen eller

ved senere anmeldelser tilvejebragte oplysninger om køretøjets art,

afgiftspligtige vægt, indretning og anvendelse, herunder om køretøjet

benytter

benzin som drivkraft eller anden drivkraft.

Stk.

2.

Hvis der efter køretøjets registrering sker ændringer med køretøjet, som

er af betydning for afgiftens beregning, påhviler det ejeren (brugeren)

straks

at gøre anmeldelse herom til et motorkontor. Ændringerne har afgiftsmæssig

virkning fra og med anmeldelsesdatoen.”

Det fremgår, at klageren i

forbindelse med indregistreringen af varebilen underskrev en erklæring om, at

varebilen udelukkende skulle anvendes privat, og at Rigspolitiet har beregnet

afgiften i henhold til bekendtgørelsens § 2, stk. 1, på grundlag af disse

oplysninger.

Retten finder det ikke med

det af klageren oplyste dokumenteret eller i tilstrækkelig grad

sandsynliggjort,

at klagerens erklæring skyldes en fejl begået af de statslige told- og

skattemyndigheder. Der kan derfor ved sagens afgørelse allerede af den grund

ikke lægges vægt på det af klageren oplyste.

Det fremgår endvidere af § 2,

stk. 2, i vægtafgiftsbekendtgørelsen, at det påhviler ejeren (brugeren)

straks

at gøre anmeldelse til motorkøretøj, hvis der sker ændringer med køretøjet,

der

er af betydning for afgiftens beregning. Videre fremgår det, at ændringerne

har

afgiftsmæssig virkning fra og med anmeldelsesdatoen. Uanset der ikke er sket

egentlige ændringer med køretøjet, finder retten, at det af sammenhængen

mellem

vægtafgiftslovens § 9 og bekendtgørelsens § 2 fremgår, at den af klageren

anmeldte ændring den 11. maj 2004 har afgiftsmæssig virkning fra og med

anmeldelsesdatoen.

Det er derfor med rette, at

Rigspolitiet har afslået klagerens anmodning om regulering af afgift med

tilbagevirkende kraft.

Derfor stadfæstes afgørelsen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter