Landsskatteretskendelse vedr. tilbagebetaling af tillægsafgift for privar anvendelse af varebil
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. tilbagebetaling af
tillægsafgift for privar anvendelse af varebil
Klagen skyldes Rigspolitiets
afslag på anmodning om halv tilbagebetaling af halv tillægsafgift for privat
anvendelse af varebil, der er erlagt i henhold til vægtafgiftslovens § 2,
stk.
3, nr. 2, for perioden 11. juni 2001 til 11. maj 2004.
Landsskatterettens
afgørelse
Rigspolitiets afgørelse
stadfæstes.
Sagens oplysninger
Klageren har i en årrække
arbejdet som servicetekniker. Om sit arbejde har klageren bl.a. oplyst, at
han
udfører teknisk service på kopi-, print-, og faxmaskiner i Midt- og
Nordjylland
og derfor anvender bil i sit daglige arbejde. Han starter arbejdet hjemmefra
og
kører ca. i alt 50.000 km om året. I bilen skal der være reservedele til 15
forskellige maskintyper samt fax. I andre tilfælde medtages også ekstraudstyr
til kunden for montering.
I juni 2001 anskaffede
klageren en varebil af mærket Citroen Xsara Picasso Van 2,0 HDI. Klageren har
bl.a. oplyst, at han før kørte i en personbil af mærket Citroen Xantia med
bagsædet lagt ned. Han var imidlertid træt af at tømme bilen hver gang
familien
skulle med, ligesom behovet for at medbringe reservedele i bilen var steget
løbende
med implementering af nye produkter. Han har beholdt personbilen, som han for
Læs alt
det meste anvender i fritiden.
I forbindelse med
indregistreringen af varebilen underskrev klageren en erklæring om, at
varebilen udelukkende skulle anvendes privat, og varebilen blev
indregistreret
til anvendelsen godstransport privat den 11. juni 2001. Klageren har herom
bl.a. oplyst, at han personligt i juni 2001 rettede henvendelse til ToldSkat,
og at han her fik oplyst, at hvis han ikke var momsregistreret, kunne
varebilen
kun registreres som privat personbefordring.
Klageren har videre oplyst,
at han efterfølgende blev opmærksom på, at dette ikke var korrekt. Han
underskrev derfor den 11. maj 2004 en ny erklæring om, at varebilen skal
anvendes blandet privat og erhvervsmæssigt.
Om klagerens
ansættelsesforhold er det bl.a. nærmere oplyst, at han i 1994 blev ansat som
servicetekniker. Af ansættelsesaftalen fremgår det bl.a., at selskabet skulle
stille varevogn til rådighed for kundebesøg samt levering af varer de første
ca. 6 måneder. Herefter ville bilordningen blive ændret således, at klageren
selv skulle stille egnet bil til disposition og modtage kørselsgodtgørelse
for
den erhvervsmæssige del efter statens takster.
I 1997/98 overgik firmaet til
andet selskab, og klageren har siden da været ansat i der. Klageren har
oplyst,
at hans ansættelsen
er en fortsættelse
af
tidligere ansættelse.
Klageren har endvidere
fremlagt kopi af en ansættelsesaftale fra januar 2001. Af denne fremgår det
bl.a., at klageren ansættes som servicetekniker, tilknyttet kontoret i X med
anciennitet regnet fra august 1994. Ifølge kontrakten defineres
arbejdsopgaver
nærmere i en jobbeskrivelse, der følger snarest. Kontrakten indeholder ikke
nærmere vedrørende firmabil, egen bil eller andet.
Af en fremlagt
stillingsbeskrivelse af 19. juni 2002 fremgår bl.a. under punktet centrale
arbejdsopgaver følgende:
”10. Holde firmabil i god
stand, tage den til de foreskrevne serviceeftersyn, idet firmaets
”Bilpolitik”
i øvrigt overholdes.”
Klageren har vedrørende
spørgsmålet om firmabil bl.a. oplyst, at han ikke er forpligtet til at stille
bil til rådighed, men at dette er en mulighed. Såfremt han ikke benyttede
denne
mulighed, ville han få udleveret en firmabil af mærket Opel Zafira Flexivan,
som imidlertid ikke må anvendes til privat kørsel. Klageren kører nogle gange
direkte til sport fra arbejde, hvorfor han ikke har valgt denne løsning.
Til dokumentation af dette
har klageren fremlagt en beskrivelse af firmaets bilpolitik dateret 1.
november
2001. Det fremgår heraf bl.a., at medarbejdere med bilordning kan vælge
imellem
at benytte egen bil eller firmabil. For teknikere er der som firmabil angivet
tre forskellige bilmærker, Ford Focus Stationcar, Peugeot 307 Stationcar og
Opel Zafira Flexivan. Det fremgår videre, at firmabiler indregistreret på
gule
plader ikke må benyttes til privat kørsel.
Det fremgår bl.a. videre, at
medarbejdere, der er berettiget til firmabil, kan vælge at anvende egen bil
efter følgende retningslinjer:
”En privat bil må være
vedligeholdt og af en sådan art, at firmaets image ikke lider skade. Bilen må
derfor ikke afvige væsentligt fra de modeller, der indgår i firmaets bilpark,
og det er således ikke tilladt at benytte sportsvogne, off-roaders etc. I
tvivlstilfælde rettes der henvendelse til nærmeste foresatte.
For Teknisk Service gælder
desuden, at en privat bil foruden persontransport skal være egnet til at
transportere de reservedele, der er nødvendige for arbejdets udførelse. Af
sikkerhedsmæssige årsager skal bilen desuden kunne rumme størsteparten af
reservedelene i bagagerummet.
( )
For firmakørsel med egen bil
ydes et tilskud som udgør kr. 1.490,- pr. måned.
Kilometerpenge ydes i henhold
til statens takster, og afregnes månedligt via rejseregnskabet.
Kørsel mellem hjem og firma
er at betragte som privatkørsel. Misligholdelse af dette kan få
ansættelsesmæssige
konsekvenser.”
Til dokumentation for den
erhvervsmæssige kørsel har klageren fremlagt oplysningssedler for årene 2001,
2002 og 2003 hvoraf fremgår beløb på godt 100.000 kr. i rubrik 48 (skattefri
rejse- og befordringsgodtgørelse samt skattefri uddannelsesydelse) for hvert
af
årene. Til dokumentation af, at klageren modtager tilskud på 1.490 kr. pr.
måned er fremsendt kopi af lønsedler for december måned 2002 og 2003, maj
måned
2004 og juli måned 2005, hvoraf fremgår et beløb på 1.490 kr. benævnt fast
kørselstilskud.
Til dokumentation af, at det
er nødvendigt at transporten af arbejdsredskaber m.v. foregår i varebil, er
der
fremlagt to fotos, der viser det lager af reservedele til servicering af
diverse kontormaskiner, som klageren kører rundt med.
Rigspolitiets afgørelse
Rigspolitiet har ikke
imødekommet klagerens anmodning om tilbagebetaling af halvdelen af
tillægsafgift
for privat anvendelse af varebil, der er opkrævet i henhold til
vægtafgiftslovens § 2, stk. 3, nr. 2, for den omhandlede periode.
Der er herved bl.a. henvist
til, at det af § 2, stk. 1, i bkg. nr. 114 af 19. februar 1998 om opkrævning
af
vægtafgift af motorkøretøjer m.v. fremgår, at afgiften beregnes på grundlag
af
de ved registreringen eller ved senere anmeldelser tilvejebragte oplysninger
om
køretøjets art, afgiftspligtige vægt, indretning og anvendelse, herunder om
køretøjet benytter benzin som drivkraft eller anden drivkraft.
Endvidere fremgår det, at
hvis der efter køretøjets registrering sker ændringer med køretøjet, som er
af
betydning for afgiftens beregning, påhviler det ejeren (brugeren) straks at
gøre anmeldelse herom til et motorkontor. Ændringerne har afgiftsmæssig
virkning fra og med anmeldelsesdatoen. På denne baggrund er der grundlag for
at
opkræve tillægsafgift for privat anvendelse af varebilen for perioden 11.
juni
2001 til 11. maj 2004.
Det fremgår endvidere ikke af
sagen, hvem der har oplyst klageren om, at varebilen ikke kunne registreres
til
blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse, da han ikke var momsregistreret.
Klagerens påstand og
argumenter
Klagerens repræsentant har
fremsat påstand om refusion af vægtafgift for den omhandlede periode, idet
klageren er berettiget til at betale halv tillægsafgift i henhold til
vægtafgiftslovens § 2, stk. 3, nr. 2.
Klageren er således i
forbindelse med varebilens første indregistrering blevet fejlinformeret om,
at
han skulle være momsregistreret for at få lov til at betale halv og ikke hel
tillægsafgift. Dette er jo imidlertid ikke en betingelse, og klageren har da
også alene ved at underskrive en tro og love erklæring den 11. maj 2004 fået
bilen omregistreret, så den nu er indregistreret til blandet privat og
erhvervsmæssig
anvendelse.
Selv om bekendtgørelse om
opkrævning af vægtafgift ikke i sig selv giver mulighed for en
tilbagebetaling
af tillægsafgiften, kan klageren med rette gøre ToldSkat
erstatningsansvarlige
for den fejlagtige rådgivning, klageren fik i maj 2001, og som har bevirket,
at
klageren i en periode på ca. tre år har haft sin bil indregistreret til en
anden anvendelse end den faktiske: Blandet privat og erhvervsmæssig
anvendelse.
Ud fra en samlet vurdering af
klagerens arbejdsforhold opfylder klageren betingelserne i vægtafgiftslovens
§
2, stk. 3, hvorefter et køretøj kan anses for at blive anvendt blandet privat
og erhvervsmæssigt, når ejeren ganske vist ikke er ansættelseskontraktligt
forpligtet til at stille varebil til rådighed, men dog har en type arbejde,
der
helt klart nødvendiggør, at det er en varebil, der anvendes til udførelse af
arbejdsopgaverne.
Hvad angår Rigspolitiets
henvisning til, at det ikke fremgår af sagen, hvem der har oplyst klageren
om,
at varebilen ikke kunne registreres som anvendt blandet privat og
erhvervsmæssigt, er det bl.a. anført, at det på det tidspunkt i 2001 var den
almindelige opfattelse hos ToldSkat, at man skulle være momsregistreret for
at
kunne få en bil registreret til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse.
Klageren har i 2001 i
forbindelse med bilens indregistrering fået enslydende svar fra såvel
ToldSkats
omstilling, kontorpersonale, afdelingsledere og andre på sin forespørgsel
uagtet, at han oplyste, at bilen skulle bruges ca. 80 % erhvervsmæssigt og
kun
20 % privat. Til trods for denne oplysning fik han samstemmende at vide, at
registrering til blandet anvendelse alene kunne ske, hvis han var
momsregistreret.
Landsskatterettens
bemærkninger og begrundelse
Indledningsvis bemærkes, at
Landsskatteretten ikke har kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt de
statslige told- og skattemyndigheder som anført af repræsentanten er
erstatningsansvarlige som følge af fejlagtig rådgivning af klageren. Der
henvises herved til vægtafgiftslovens § 20, stk. 2, modsætningsvis.
Af § 2 i vægtafgiftslovens
fremgår bl.a. følgende:
”
§ 2.
Af samtlige afgiftspligtige køretøjer svares vægtafgift, ( ).
Af motorkøretøjer omfattet af § 4, stk. 1, II, A, hvis første indregistrering
som nye ligger efter den 2. juni 1998, betales endvidere tillæg for privat
anvendelse samt for blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse.
Stk. 2.
Et køretøj anses for at blive anvendt privat, når den
registrerede ejer (bruger) ikke anvender køretøjet i forbindelse med udøvelse
af virksomhed eller er forpligtet til at anvende det ved udførelse af
arbejdsopgaver som led i et ansættelsesforhold.
Stk.
3.
Et
køretøj anses for at blive anvendt blandet privat og erhvervsmæssigt, når den
registrerede ejer (bruger) er
( )
En fysisk person, der som led
i et ansættelsesforhold skal anvende køretøjet ved udførelse af
arbejdsopgaver
for ansættelsesstedet eller anvender køretøjet i forbindelse med selvstændigt
bierhverv, som efter momslovgivningen anses for at være afgiftspligtig
virksomhed eller efter skattelovgivningen anses for erhvervsmæssigt, og det
under hensyn til formålet er nødvendigt, at kørselen udføres med en
varebil.”
Vægtafgiftslovens § 9 har
følgende ordlyd:
”
§ 9.
Når et køretøj søges registreret, skal anmelderen angive, om
køretøjet er indrettet til at benytte benzin som drivkraft eller anden
drivkraft. For køretøjer omfattet af § 4, stk. 1, II, A, hvis første
indregistrering som nye ligger efter den 2. juni 1998, skal anmelderen
endvidere angive, om køretøjet skal anvendes privat, blandet privat og
erhvervsmæssigt eller udelukkende erhvervsmæssigt. Det samme gælder ved
efterfølgende ændring af registrering eller anvendelse af de pågældende
køretøjer.
Skatteministeren fastsætter efter aftalt med justitsministeren de nærmere
regler om angivelse af oplysninger om køretøjets anvendelse samt
dokumentation
herfor.
Stk.
2.
Om enhver ændring, der er af betydning for afgiftens beregning, skal den
afgiftspligtige straks afgive anmeldelse til politiet.
Stk. 3.
Skatteministeren fastsætter efter forhandling med
justitsministeren de nærmere regler for afgiftens omberegning som følge af
anmeldte ændringer og træffer herunder bestemmelse om tidspunktet for
overgang
til de ændrede afgiftsbeløb.”
§ 2 i bekendtgørelse nr. 114
af 19. februar 1998 om opkrævning af vægtafgift af motorkøretøjer m.v. har
følgende ordlyd:
”
§ 2.
Afgiften beregnes på grundlag af de ved registreringen eller
ved senere anmeldelser tilvejebragte oplysninger om køretøjets art,
afgiftspligtige vægt, indretning og anvendelse, herunder om køretøjet
benytter
benzin som drivkraft eller anden drivkraft.
Stk.
2.
Hvis der efter køretøjets registrering sker ændringer med køretøjet, som
er af betydning for afgiftens beregning, påhviler det ejeren (brugeren)
straks
at gøre anmeldelse herom til et motorkontor. Ændringerne har afgiftsmæssig
virkning fra og med anmeldelsesdatoen.”
Det fremgår, at klageren i
forbindelse med indregistreringen af varebilen underskrev en erklæring om, at
varebilen udelukkende skulle anvendes privat, og at Rigspolitiet har beregnet
afgiften i henhold til bekendtgørelsens § 2, stk. 1, på grundlag af disse
oplysninger.
Retten finder det ikke med
det af klageren oplyste dokumenteret eller i tilstrækkelig grad
sandsynliggjort,
at klagerens erklæring skyldes en fejl begået af de statslige told- og
skattemyndigheder. Der kan derfor ved sagens afgørelse allerede af den grund
ikke lægges vægt på det af klageren oplyste.
Det fremgår endvidere af § 2,
stk. 2, i vægtafgiftsbekendtgørelsen, at det påhviler ejeren (brugeren)
straks
at gøre anmeldelse til motorkøretøj, hvis der sker ændringer med køretøjet,
der
er af betydning for afgiftens beregning. Videre fremgår det, at ændringerne
har
afgiftsmæssig virkning fra og med anmeldelsesdatoen. Uanset der ikke er sket
egentlige ændringer med køretøjet, finder retten, at det af sammenhængen
mellem
vægtafgiftslovens § 9 og bekendtgørelsens § 2 fremgår, at den af klageren
anmeldte ændring den 11. maj 2004 har afgiftsmæssig virkning fra og med
anmeldelsesdatoen.
Det er derfor med rette, at
Rigspolitiet har afslået klagerens anmodning om regulering af afgift med
tilbagevirkende kraft.
Derfor stadfæstes afgørelsen.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Skattecentrets afgørelse af 27. juli 2006 om tillæg for blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse af varebil i henhold til § 2 i lov om vægtafgift af… Landsskatteretten · 19. december 2008
- Landsskatteretskendelse vedr. indregistreringsbeskatning af varebil til blandet erhvervsmæssig/privat anvendelse Retsinformation · 13. september 2006
- Skattecentrets afgørelse om tillæg for privat anvendelse af varebil i henhold til § 2 i lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. (vægtafgiftsloven) Landsskatteretten · 13. januar 2010
- Rigspolitiets afslag på anmodning om tilbagebetaling af tillægsafgift for perioden 17. marts 2004 til 10. april 2007 for køretøjet med reg.nr. TB 91 453 Landsskatteretten · 1. april 2009
- Rigspolitiets afslag på en anmodning om tilbagebetaling af vægtafgift tilbage fra registreringstidspunktet for 13 motorkøretøjer Landsskatteretten · 10. marts 2009
- Klagerens anmodning om genoptagelse af [skattecenter1]s afgørelse om tillæg for privat anvendelse i henhold til vægtafgiftsloven ikke er imødekommet Landsskatteretten · 6. juni 2011
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse vedr. indregistreringsbeskatning af varebil til blandet erhvervsmæssig/privat anvendelse Retsinformation · 13. september 2006
- Landsskatteretskendelse vedr. direktør og hovedaktionær - beskatning af værdi af fri bil stillet til rådighed Retsinformation · 12. januar 2010
- Landsskatteretskendelse vedr. privat anvendelse af varebil Retsinformation · 11. februar 2010
- Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for moms af udgifter til anskaffelse af varebiler samt tillæg for blandet anvendelse af varebiler Retsinformation · 1. oktober 2009
- Landsskatteretskendelse vedr. Beskatning af fri bil afhændelse af privat bil ved køb af bil på gule plader Retsinformation · 31. juli 2007
- Landsskatteretskendelse vedr. indeholdelse af A-skat mm. af værdi af fri bil på gule plader samt fradrag for købsmoms for samme bil. Retsinformation · 9. marts 2004