Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-96
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-96
[En kvinde – K] har på egne vegne samt på vegne af A og B klaget
til Pressenævnet over en bagsideartikel i B.T. den 29. september 2003, idet
de
finder, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklen havde overskriften ”
Den autonome politidatter
” og underoverskriften ”15-årig BZ’ers far
er rigspolitichef og mor er statsadvokat”.
I artiklen hed det:
»”Politi kontrol, skaber mere vold,” og ”ein, zwei, drei
– anti
polizei.”
Disse slagord var 15-årige S., der bliver kaldt ”Punker-S.”, med
til at råbe mod de 100 kampklædte betjente, da de unge BZ’ere 25. august
besatte et hus på hjørnet af Griffenfeldsgade og Rantzausgade i København.
Og hun kunne lige så godt have råbt det i hovedet på sin stedfar
gennem fire år, [B]. For han er øverste chef for dansk politi i kraft af sin
stilling som rigspolitichef. Mor, [K], er statsadvokat og også indbegrebet af
loven.
Men S. har valgt at gå helt andre veje end sine forældre.
S. startede sin rebelske karriere meget tidligt, da hun var med
til at stifte foreningen ”Foreningen af møgunger” i Hillerød, hvor
hun er
opvokset.
Nu hænger den 15-årige pige ud med de autonome på indre
Nørrebro. Trods sin unge alder bor hun – ifølge kilder – kun af og
til hjemme
hos mor og stedfar i parcelhuset i Hillerød. Resten af tiden har hun blandt
andet befundet sig i det besatte hus på hjørnet af Rantzausgade og
Læs alt
Griffenfeldsgade.
Flygtede op på taget
25. august bragede politiet igennem et brændende bål af
containere og træpaller for at rydde huset for de omkring 100 autonome unge,
der havde besat huset få timer forinden.
Politiet jagtede en stor del ned ad gaden, fik anholdt 15, mens
18 autonome unge valgte at blive i huset. 12 af dem blev også anholdt, mens
det
lykkedes seks at flygte i sikkerhed for politiet på taget.
Rigspolitichefens steddatter, 15-årige S., var en af de seks.
”Gang i gaden”, og ”Vi gi’r aldrig op,” råbte de ned
til politi og nysgerrige,
som var stimlet sammen nede på gaden for at overvære seancen.
S. befandt sig i ét døgn på taget sammen med de fem andre
BZ-ere. På taget af en kvist i fjerdesals højde lå hun blandt andet og sov,
mens politiet ventede inde i huset.
Hvis en af de unge BZ-ere var faldet ned, var de højst
sandsynligt blev slået ihjel. Det var også en af begrundelserne politiets
indsatsleder gav, for at politiet ikke kravlede derop for at tvinge dem ned:
”De bliver nok trætte af at sidde deroppe. Det er simpelthen for
farligt for dem og for os. Vi snupper dem, når de bliver trætte,” sagde
en
rolig indsatsleder den aften i august til B.T.
De unge på taget, deriblandt rigspolitichefens steddatter, kom
ned dagen efter og blev kørt til afhøring hos politiet.
[B] har været gift med S.s mor, statsadvokat [K], i fire år, men
har ingen kommentarer til B.T.
Han siger gennem sin pressechef i Rigspolitiet,
Søren
Kragh
Pedersen:
”Jeg ønsker ikke at bidrag til denne form for journalistik.”
B.T. prøvede også forgæves at få en kommentar fra moderen til
S., statsadvokat [K].
Det er ikke første gang, at børn af indflydelsesrige politifolk
går i andre fodspor end forældrene. 19. juni sidste år fandt politiet 3,4
kilo
amfetamin i en kummefryser hos den dengang 22-årige
Christian
Bendtsen,
søn af de Konservatives leder, vicestatsminister
Bendt
Bendtsen.
Bendt
Bendtsen nåede at være i politiet i 25 år og har
udfærdiget Det konservative Folkepartis retspolitik.
Hans søn blev idømt toethalvt års fængsel for narkohandel.«
Artiklen var ledsaget af to billeder af klager og hendes
ægtefælle samt to billeder af hendes datter. Det ene billede viste datteren,
da
hun befandt sig på husets tag, det andet billede viste datteren, da hun kom
ned. Datteren var sløret på sidstnævnte billede. Til billederne var knyttet
følgende tekst:
»EN DATTER PÅ TAGET .:
Da politiet stormede en besat ejendom på Nørrebro i København,
kravlede seks BZ´ere op på taget. Blandt dem var den 15-årige S (øverst til
højre). Hun er datter af statsadvokat [K] (t.v.) og stedfar, rigspolitichef
[B]
(t.h.)
Arkivfoto:
Keld
Navntoft,
Bjarne
Lüthcke
og
Kristian
Linnemann.«
Klageren har anført, at vinklen i artiklen tilsyneladende er den
kontrast, der består i forholdet mellem hendes datters holdninger og
handlinger
og klagers og hendes ægtefælles stilling. Disse meningsforskelle mellem
datteren, klageren og hendes ægtefælle hører efter klagers opfattelse til
deres
privatliv, og en udførlig beskrivelse af denne kontrast suppleret med
billeder
af datteren, klageren og hendes ægtefælle har ingen ”klar almen
interesse” og
er i øvrigt medvirkende til at forstærke de problemer, som klager og hendes
datter har. Hverken klager eller hendes ægtefælle har været involveret i
eller
været vidende om datterens beslutning om at deltage i en husbesættelse,
ligesom
de ikke har været involveret i Københavns Politis beslutning om at rydde
huset.
Det forekommer overdrevent, når bladet over for nævnet kalder en
ikke-voldelig
besættelse af et forfaldent hus for et ”alvorligt samfundsmæssigt
problem”.
Straffene for overtrædelse af straffelovens § 264 om husfredskrænkelser
ligger
på bøder i niveauet omkring 600-1.500 kr. Artiklen må på denne baggrund anses
at være i strid med punkt B.1. i de vejledende presseetiske regler.
Klageren har i forhold til de to afgørelser fra Pressenævnet,
som bladet har henvist til, anført, at disse vedrørte et dødsfald, som det må
formodes under alle omstændigheder var kommet til offentlighedens kendskab
– om
ikke andet ved forældrenes indrykning af dødsannonce. Der var i disse sager
ikke tale om videregivelse af oplysninger, der kan anses for fortrolige,
ligesom omtalen af den afdøde søn i de nævnte artikler ikke skete på en så
krænkende måde, som bladet i artiklen har omtalt klagers datter.
Klageren har videre anført, at artiklens omtale af hendes datter
er krænkende og unødvendigt nedværdigende, og oplysningerne om hende er
fordrejede og ikke efterprøvede. Klager har henvist til punkt A.3. og B.1.,
2.
punktum. Klager har endvidere henvist til Pressenævnets kendelser i sag nr.
16/2000 og 118/2000, hvor nævnet giver udtryk for, at pressen bør være mere
varsom med følsomme oplysninger vedrørende unge, der er umyndige.
Klageren har i den forbindelse anført, at datteren i artiklen og
overskriften til denne konsekvent omtales som ”autonom”, hvilket i
sammenhængen
kun kan anses for en agtelsesforringende omtale. Klager bekendt anvendes
udtrykket ”autonom” om mennesker, der generelt sætter sig ud over
almindelige
regler, og som er villige til at anvende vold m.v. for at tilkendegive deres
holdninger. Det forhold, at datteren har deltaget i besættelsen af et tomt
hus
og opholdt sig dér, giver ikke bladet belæg for at anvende dette udtryk.
Med hensyn til omtalen af foreningen ”Foreningen af Møgunger”
fremgår det af omtalen i den lokale presse,
at
foreningen vil samle
byens unge med det formål at fastholde og udvikle ungdomspolitikken og
tilbudene fra kommunen,
at
foreningen er stiftet i forsøget på at skabe
en mere ungdomsvenlig by,
og at
foreningen håber at komme i dialog med
politikerne. Der er altså tale om en helt legal forening, der ville virke med
almindelige, fredelige demokratiske metoder. Der er derfor tale om en klar
fordrejning af de faktiske forhold, når det i artiklen oplyses, at dette
skulle
være begyndelsen på en rebelsk karriere, uden at foreningens formål på nogen
måde beskrives.
Endvidere er øgenavnet ”Punker-S”, som bladet angiver som et
faktum, efter klagers og hendes datters opfattelse uden hold i virkeligheden
og
kun udtryk for bladets ønske om at volde skade og krænke klager og hendes
familie. Bladet har på ingen måde dokumenteret påstanden om dette krænkende
øgenavn. Hvis det anses for acceptabelt ud fra presseetiske regler at anvende
en sådan fremgangsmåde, ville det give pressen mulighed for risikofrit at
viderebringe enhver urigtig oplysning blot med henvisning til, at oplysningen
stammer fra en anonym kilde. Flere af datterens veninder har over for klager
oplyst, at de aldrig har hørt datteren omtalt på den måde.
Klageren har yderligere anført, at artiklen er i strid med punkt
C.6., hvorefter en sigtets navn eller anden identificering bør udelades, når
ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet. Tilsløringen af
datterens navn ved, at hun i artiklen kaldes ”S”, er uden nogen som
helst reel
betydning, idet hun kan identificeres af alle, som kender hende, ligesom hun
kan genkendes på et af billederne af hende.
Klageren har videre anført, at artiklens sidste afsnit, hvori
hendes datters handlinger sammenlignes med overtrædelser af
narkotikalovgivningen, der kan medføre fængsel i 2½ år, er medvirkende til at
fremstille datteren på en agtelsesforringende måde og er i øvrigt helt ude af
proportioner, idet der i datterens tilfælde er tale om en bødesag. Bladets
argument om, at læserne selv kan danne sig en mening om forskellen i alvoren
af
de to typer lovovertrædelser, kan gælde enhver sammenstilling, uanset hvor
urimelig den er, og bør derfor ikke tillægges betydning. Det havde været
nærliggende, hvis bladet havde nævnt, at de to sager er uden sammenligning,
eller at der i datterens tilfælde er tale om en bødesag. Oplysningen om en
straf på to et halvt års fængsel for narkokriminalitet er den allersidste
sætning i artiklen, og afslutningen lægger op til den tanke, at klagers
datter
skulle fortjene en straf i samme størrelsesorden.
Klageren har desuden anført, at artiklen indeholder ukorrekte
oplysninger, og overskrifterne er ikke dækkende for artiklens indhold.
Klagers
datter er 17½ år, og ikke 15 år som angivet i artiklen. Oplysningen kunne
nemt
have været efterprøvet af bladet, der den 22. september 2003 rettede
henvendelse til pressechefen hos Rigspolitiet for at tale med klagers
ægtefælle. Oplysningen om datterens alder er af væsentlig betydning, idet der
bl.a. fokuseres herpå, ved at det i artiklen anføres ”Trods sin unge
alder ”,
og fordi angivelsen af hendes alder til 15 år er med til at fremstille klager
og hendes ægtefælle som uansvarlige. At bladet har beklaget, at klagers
datters
alder er forkert angivet, bør derfor ikke fritage for kritik af bladet på
dette
punkt, når bladet nu samtidig over for nævnet har anført, at oplysningen ikke
er væsentlig. Klager har henvist til punkt A.1. og A.3.
Klageren har i forlængelse heraf anført, at bladet har handlet i
strid med god presseskik ved i overskriften at anføre, at klagers ægtefælle
er
far til hendes datter. Selv om det fremgår senere i teksten i artiklen, at
klagers ægtefælle er datterens stedfar og ikke hendes far, er det klagers
opfattelse, at artiklen også på dette punkt er urigtig på et væsentligt
punkt.
Klager har henvist til punkt A.1. samt til A.6., hvorefter overskrifter og
mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i artiklen.
Klageren har oplyst, at bladet den 22. september 2003 – dvs. en
uge inden offentliggørelsen af artiklen – rettede telefonisk henvendelse
til
klagers ægtefælles arbejdsplads, hvor ægtefællen afviste at udtale sig, men
der
blev af Rigspolitiets pressechef i to telefonsamtaler givet en række faktiske
oplysninger om bl.a. datterens bopælsforhold, som viste, at datteren ikke kun
kunne være 15 år. Endvidere rettede bladet henvendelse til klager på hendes
arbejdsplads samme dag, hvor hun dog ikke talte med bladet. Herefter har der
ikke været nogen henvendelse til hverken klager, hendes ægtefælle eller
datteren. Det er således ikke korrekt, når bladet over for nævnet anfører, at
man udskød offentliggørelsen af artiklen i en uge, i hvilken periode man
forsøgte at indhente deres kommentarer. I øvrigt har hverken klager eller
hendes ægtefælle nogen forpligtelse til at medvirke til, at bladet
videregiver
følsomme oplysninger om datterens forhold eller om familiens privatliv. Det
kan
derfor ikke – som bladet anfører – være klager, hendes ægtefælle og
datter, der
skal bære risikoen for forkerte oplysninger.
Bladet har indledningsvis anført, at klagers datter ikke er
omtalt ved navn i artiklen. Det er efter bladets opfattelse ikke muligt at
identificere hende på de to fotografier, som er bragt i tilknytning til
artiklen.
Bladet har videre anført, at genstanden for artiklen er ikke
eventuelle meningsforskelle mellem datteren, klager og hendes ægtefælle, men
det forhold, at datteren har deltaget i en ulovlig husbesættelse, samtidig
med
at hendes mor og stedfar repræsenterer de øverste grene af landets
justitsvæsen.
Bladet finder ikke ved omtalen at have krænket privatlivets
fred. At datteren deltog i den omtalte husbesættelse er ikke en oplysning,
der
hører privatlivet til. Husbesættelsen resulterede i et fremmøde af ca. 100
kampklædte betjente og blev omtalt i en række medier. Der er tale om en
begivenhed af almen interesse. At der i forbindelse med en politisk aktion
forekommer en mindre lovovertrædelse kan ikke betyde, at pressen ikke må
omtale
begivenheden eller bringe umaskerede billeder. Bladet er derfor berettiget
til
at bringe oplysninger vedrørende husbesættelsen, herunder rapportere hvem der
har deltaget i besættelsen, forudsat der ikke er afsagt kendelse om
navneforbud, hvilket ikke var tilfældet i denne sag. Det kan endvidere ikke
under normale omstændigheder pålægges pressen at kontrollere endsige forholde
sig til, om de aktionerende er over eller under 18 år.
Bladet i har tilknytning hertil anført, at klagers stedfar som
øverste leder af politiet er en offentlig person. Ved offentlige begivenheder
repræsenterer han politiet. Det samme gør sig i et vist omfang gældende for
klager, der som statsadvokat har en ledende funktion inden for
anklagemyndigheden. Offentlige personer må tåle en omfattende omtale i
medierne, herunder omtale af forhold vedrørende deres børn. Bladet har
henvist
til nævnets kendelser i sag nr. 124/2000 og 125/2000.
Bladet har videre til punktet anført, at unge menneskers
reaktion på, hvad de opfatter som samfundsmæssige uretfærdigheder, herunder i
form af ulovlige husbesættelser, har klar almen interesse. Gennem de sidste
25
år har husbesættelser givet anledning til en række meget voldsomme
konfrontationer mellem BZ’ere og politiet, der naturligt har
befolkningens
interesse. At der mellem disse BZ’ere også er en person, der er datter
og steddatter
af to særdeles højtstående personer i anklagemyndigheden og politiet, har
åbenbar interesse. Når en person deltager i en politisk ytring eller andre
offentlige aktiviteter, har pressen en legitim ret til at interessere sig for
denne persons baggrund m.v. I den sammenhæng er familierelationen et element.
Som teoretiske eksempler kan nævnes generalens søn, der har en fremtrædende
rolle i en fredsdemonstration eller minkavlerens søn, der besætter
pelsbutikker. Den bragte historie vedrører på den ene side et helt alment
tema
om fundamentale meningsforskelle på tværs af generationer; meningsforskelle,
der bliver af offentlig interesse, når de kommer til udtryk i ulovlig
handling,
der nyder stor mediebevågenhed, og hvor mor og stedfar har højtstående
stillinger
i justitsvæsenet. Datterens beslutning om at deltage i en ulovlig
husbesættelse
bliver et offentligt anliggende, da hendes mor og stedfar i kraft af deres
stillinger som statsadvokat og rigspolitichef har en professionel interesse i
og i yderste konsekvens også indflydelse på, hvordan politi og
anklagemyndighed
behandler sager om ulovlig husbesættelse. Ved at bringe en historie, som
omhandler en aktuel og i forvejen meget omtalt begivenhed, som involverer
offentlige personer og et alvorligt samfundsmæssigt problem, har bladet ikke
handlet i strid med god presseskik.
Bladet har videre anført, at der ikke er grundlag for kritik af
bladets anvendelse af betegnelsen ”autonom” for datteren. Det er
næppe muligt
præcist at afgrænse, hvilke personer som er ”autonome”, men
betegnelsen bruges
i daglig tale om unge, som politisk befinder sig på venstrefløjen, og som
deltager i forskellige ”ulydigheds-aktioner”, først og fremmest
husbesættelser.
At betegne en person som autonom kan ikke betragtes som uretmæssigt, når
personen deltager i en husbesættelse under slagordene ”Politi kontrol,
skaber
mere vold” og ein, zwei, drei – anti Polizei”. Bladets
beskrivelse af datteren
som autonom i relation til sagen om husbesættelsen falder utvivlsomt inden
for
pressens ret til at anvende et farverigt sprog.
Med hensyn til betegnelsen ”rebel” er denne ikke reserveret til
beskrivelse af kriminelle personer, men bruges derimod snarere som synonym
for
en person, der protesterer mod samfundets indretning. ”Rebel” kan
ikke
betragtes som en ærerørig sigtelse. Der er intet til hinder for, at man kan
virke som rebel med lovlige midler. At betegne som rebel en person, der
deltager i en ulovlig BZ-aktion under de ovenfor angivne slagord, er
utvivlsomt
berettiget.
Bladet har i tilknytning hertil anført, at datteren efter
bladets oplysninger rettelig bliver kaldt ”Punker-[A]”. Bladet har
oplysningen
fra personer i datterens omgangskreds, der ønsker at være anonyme.
Bladet har videre anført, at paralleliseringen til
Bendt
Bendtsens forhold er relevant, da begge forhold vedrører
kriminalitet begået af børn af fremtrædende politifolk. Derimod hverken
anføres
eller antydes det i artiklen, at grovheden af den narkotikakriminalitet, som
Christian
Bendtsen gjorde sig skyldig i, kan sammenlignes med
datterens husbesættelse. Bladets læsere er i stand til selv at danne sig en
mening om forskellen i alvoren af de to typer lovovertrædelser.
Bladet har beklaget, at datterens alder er forkert angivet i
artiklen. Oplysningen modtog bladet fra en anonym kilde. Bladet forsøgte
flere
gange at få såvel klager som hendes ægtefælle i tale, inden artiklen blev
bragt. Bladet forsøgte tillige at træffe datteren på hendes bopæl. Hvis
klager
havde medvirket til artiklen, ville datterens rette alder være kommet for
dagen.
Bladet udskød offentliggørelsen en uge, i hvilken periode bladet forsøgte at
indhente klagers kommentarer. Bladet finder, at klager til dels må bære
risikoen for forkerte oplysninger, når klager fuldstændigt afviser at
medvirke
til artiklen, da et af formålene med en sådan forlæggelse er at eliminere
risikoen for faktiske fejl. Bladet finder dog ikke, at det har stor
væsentlighed, om datteren er 15 eller 17 år, og bladet har derfor ikke
handlet
i strid med god presseskik.
For så vidt angår omtalen af klagers datter som datter af
klagers ægtefælle, er der efter bladets opfattelse heller ikke tale om en
væsentlig fejl. Det fremgår flere steder i artiklen, at klagers ægtefælle er
stedfar til datteren. Ved læsning af artiklen bliver man derfor hurtigt
opmærksom
på fejlen. Om der er tale om en steddatter eller om en egentlig datter, er
ikke
afgørende for artiklens pointe, som er, at et ungt menneske, der er i nær
familie med rigspolitichefen og en statsadvokat, er BZ’er. Bladet kan i
øvrigt
ikke se, hvilken krænkelse der er overgået de involverede person som følge af
den fejlagtige oplysning.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel
Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Det fremgår af punkt B.1. i de vejledende regler for god
presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås,
medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske
har krav på beskyttelse af sin personlige frihed.
I artiklen er bragt en omtale af, at klagers datter har deltaget
i en ulovlig husbesættelse – en aktion, der også blev omtalt i en række
andre
medier. Nævnet finder, at der er en klar almen interesse knyttet til omtalen
af
sådanne aktioner, og bladet har derfor ikke handlet i strid med god
presseskik
ved omtalen af aktionen, hvori klagers datter deltog.
Tre medlemmer –
Axel
Kierkegaard, Finn Rowold og Tage Clausen
– udtaler:
Vi finder, at det på grund af klagers og hendes ægtefælles
særlige stilling inden for politi og anklagemyndighed har været relevant at
oplyse om slægtsforholdet til klagers datter. Vi finder derfor ikke grundlag
for at udtale kritik i anledning af oplysningerne om klager og hendes
ægtefælle
– og deraf afledet – om datterens identitet.
Et medlem –
Ole Askvig
– udtaler:
Jeg finder, at der ikke er nogen almen interesse, der taler for
at offentliggøre identiteten på klagers datter, der er mindreårig. Dette er
sket via artiklens oplysninger om klager og hendes ægtefælle. Jeg finder, at
bladet på dette punkt har handlet i strid med god presseskik, og at nævnet må
udtale sin kritik af bladet.
Af omtalen i artiklen fremgår det, at klager og hendes ægtefælle
ikke via deres stillinger som statsadvokat og rigspolitichef har været
involveret i den pågældende politiaktion, men de er alene omtalt på grund af
slægtsforholdet til datteren og deres stillinger. Da omtalen af klager og
hendes ægtefælle intet har med den konkrete politiaktion at gøre, finder jeg,
at der er sket en krænkelse af privatlivets fred. Bladet har herved handlet i
strid med god presseskik, og jeg finder, at nævnet også på dette punkt må
udtale sin kritik af bladet.
I overensstemmelse med stemmeflertallet udtaler Pressenævnet
ikke kritik af bladet på dette punkt.
Samtlige medlemmer udtaler herefter:
Med hensyn til udtrykkene ”autonom” og ”rebelsk karriere”
er det
nævnets opfattelse, at de anvendte udtryk dækker meget bredt. På den baggrund
og ud fra sagens oplysninger finder nævnet ikke, at bladet har handlet i
strid
med god presseskik.
Om bladets brug af navnet ”Punker-S” om klagers datter, finder
nævnet, at udsagnet, der stammer fra en anonym kilde, ikke har et sådant
ærekrænkende indhold, at der er grundlag for at udtale kritik af bladet.
Det er nævnets opfattelse, at sagen om
Christian
Bendtsen
alene er nævnt som illustration på en lignende konflikt mellem en far med en
særlig betroet stilling i samfundet og hans barn. Der er således ikke
grundlag
for at konstatere, at bladet med henvisning til denne sag har tilkendegivet,
at
de to sager skulle være sammenlignelige i forhold til forbrydelsernes
karakter
og strafsanktion. Nævnet finder derfor ikke, at bladet har handlet i strid
med
god presseskik på dette punkt.
Nævnet konstaterer, at bladet har bragt forkerte oplysninger med
hensyn til klagers datters alder og til – som angivet i overskrift og
underoverskrift – , at hun skulle være datter af klagers ægtefælle.
Nævnet
finder, at oplysningerne ikke er af en sådan karakter, at bladet har handlet
i
strid med god presseskik. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det i
relation
til slægtskabet mellem klagers datter og ægtefælle i artiklen tydeligt
fremgår,
at ægtefællen er stedfar til datteren.
Afsagt den 10. december 2003.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Byrettens kendelse om frihedsberøvelse af udlænding stadfæstes Domsdatabasen · 3. marts 2016
- Tiltale for vold, forsøg på ulovlig tvang, ulovlig indtrængen og trusler efter straffelovens § 244, § 260, § 264 og § 266. Påstand om udvisning Domsdatabasen · 29. marts 2019
- Byrettens dom om tiltale for vold, forsøg på ulovlig tvang, ulovlig indtrængen og trusler efter straffelovens § 244, § 260, § 264 og § 266 stadfæstes Domsdatabasen · 31. august 2020
- Tiltale for overtrædelse af staffelovens §276, tyveri og straffelovens § 119, stk. 1 Domsdatabasen · 7. november 2014
- Tiltale for bl.a. straffelovens § 276, færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, straffelovens § 293a mv. Påstand om fængselsstraf og konfiskation Domsdatabasen · 14. juni 2011
- Tiltale for husfredskrænkelse efter straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, overtrædelse af straffelovens § 264a og medvirken til overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og § 264a, jf. § 23 Domsdatabasen · 9. marts 2018
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-97 Retsinformation · 8. januar 2004
- Bekendtgørelse af traktat af 3. september 2008 med Tyskland om en fast forbindelse over Femern Bælt Retsinformation · 15. april 2010
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 17-70-01074 Retsinformation · 10. marts 2017
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-06237 Retsinformation · 16. maj 2024
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-06239 Retsinformation · 16. maj 2024
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-229 Retsinformation · 7. december 2005