Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-96

KEN nr 9903 af 10/12/2003Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet8. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-96

[En kvinde – K] har på egne vegne samt på vegne af A og B klaget

til Pressenævnet over en bagsideartikel i B.T. den 29. september 2003, idet

de

finder, at god presseskik er tilsidesat.

Artiklen havde overskriften ”

Den autonome politidatter

” og underoverskriften ”15-årig BZ’ers far

er rigspolitichef og mor er statsadvokat”.

I artiklen hed det:

»”Politi kontrol, skaber mere vold,” og ”ein, zwei, drei

– anti

polizei.”

Disse slagord var 15-årige S., der bliver kaldt ”Punker-S.”, med

til at råbe mod de 100 kampklædte betjente, da de unge BZ’ere 25. august

besatte et hus på hjørnet af Griffenfeldsgade og Rantzausgade i København.

Og hun kunne lige så godt have råbt det i hovedet på sin stedfar

gennem fire år, [B]. For han er øverste chef for dansk politi i kraft af sin

stilling som rigspolitichef. Mor, [K], er statsadvokat og også indbegrebet af

loven.

Men S. har valgt at gå helt andre veje end sine forældre.

S. startede sin rebelske karriere meget tidligt, da hun var med

til at stifte foreningen ”Foreningen af møgunger” i Hillerød, hvor

hun er

opvokset.

Nu hænger den 15-årige pige ud med de autonome på indre

Nørrebro. Trods sin unge alder bor hun – ifølge kilder – kun af og

til hjemme

hos mor og stedfar i parcelhuset i Hillerød. Resten af tiden har hun blandt

andet befundet sig i det besatte hus på hjørnet af Rantzausgade og

Læs alt

Griffenfeldsgade.

Flygtede op på taget

25. august bragede politiet igennem et brændende bål af

containere og træpaller for at rydde huset for de omkring 100 autonome unge,

der havde besat huset få timer forinden.

Politiet jagtede en stor del ned ad gaden, fik anholdt 15, mens

18 autonome unge valgte at blive i huset. 12 af dem blev også anholdt, mens

det

lykkedes seks at flygte i sikkerhed for politiet på taget.

Rigspolitichefens steddatter, 15-årige S., var en af de seks.

”Gang i gaden”, og ”Vi gi’r aldrig op,” råbte de ned

til politi og nysgerrige,

som var stimlet sammen nede på gaden for at overvære seancen.

S. befandt sig i ét døgn på taget sammen med de fem andre

BZ-ere. På taget af en kvist i fjerdesals højde lå hun blandt andet og sov,

mens politiet ventede inde i huset.

Hvis en af de unge BZ-ere var faldet ned, var de højst

sandsynligt blev slået ihjel. Det var også en af begrundelserne politiets

indsatsleder gav, for at politiet ikke kravlede derop for at tvinge dem ned:

”De bliver nok trætte af at sidde deroppe. Det er simpelthen for

farligt for dem og for os. Vi snupper dem, når de bliver trætte,” sagde

en

rolig indsatsleder den aften i august til B.T.

De unge på taget, deriblandt rigspolitichefens steddatter, kom

ned dagen efter og blev kørt til afhøring hos politiet.

[B] har været gift med S.s mor, statsadvokat [K], i fire år, men

har ingen kommentarer til B.T.

Han siger gennem sin pressechef i Rigspolitiet,

Søren

Kragh

Pedersen:

”Jeg ønsker ikke at bidrag til denne form for journalistik.”

B.T. prøvede også forgæves at få en kommentar fra moderen til

S., statsadvokat [K].

Det er ikke første gang, at børn af indflydelsesrige politifolk

går i andre fodspor end forældrene. 19. juni sidste år fandt politiet 3,4

kilo

amfetamin i en kummefryser hos den dengang 22-årige

Christian

Bendtsen,

søn af de Konservatives leder, vicestatsminister

Bendt

Bendtsen.

Bendt

Bendtsen nåede at være i politiet i 25 år og har

udfærdiget Det konservative Folkepartis retspolitik.

Hans søn blev idømt toethalvt års fængsel for narkohandel.«

Artiklen var ledsaget af to billeder af klager og hendes

ægtefælle samt to billeder af hendes datter. Det ene billede viste datteren,

da

hun befandt sig på husets tag, det andet billede viste datteren, da hun kom

ned. Datteren var sløret på sidstnævnte billede. Til billederne var knyttet

følgende tekst:

»EN DATTER PÅ TAGET .:

Da politiet stormede en besat ejendom på Nørrebro i København,

kravlede seks BZ´ere op på taget. Blandt dem var den 15-årige S (øverst til

højre). Hun er datter af statsadvokat [K] (t.v.) og stedfar, rigspolitichef

[B]

(t.h.)

Arkivfoto:

Keld

Navntoft,

Bjarne

Lüthcke

og

Kristian

Linnemann.«

Klageren har anført, at vinklen i artiklen tilsyneladende er den

kontrast, der består i forholdet mellem hendes datters holdninger og

handlinger

og klagers og hendes ægtefælles stilling. Disse meningsforskelle mellem

datteren, klageren og hendes ægtefælle hører efter klagers opfattelse til

deres

privatliv, og en udførlig beskrivelse af denne kontrast suppleret med

billeder

af datteren, klageren og hendes ægtefælle har ingen ”klar almen

interesse” og

er i øvrigt medvirkende til at forstærke de problemer, som klager og hendes

datter har. Hverken klager eller hendes ægtefælle har været involveret i

eller

været vidende om datterens beslutning om at deltage i en husbesættelse,

ligesom

de ikke har været involveret i Københavns Politis beslutning om at rydde

huset.

Det forekommer overdrevent, når bladet over for nævnet kalder en

ikke-voldelig

besættelse af et forfaldent hus for et ”alvorligt samfundsmæssigt

problem”.

Straffene for overtrædelse af straffelovens § 264 om husfredskrænkelser

ligger

på bøder i niveauet omkring 600-1.500 kr. Artiklen må på denne baggrund anses

at være i strid med punkt B.1. i de vejledende presseetiske regler.

Klageren har i forhold til de to afgørelser fra Pressenævnet,

som bladet har henvist til, anført, at disse vedrørte et dødsfald, som det må

formodes under alle omstændigheder var kommet til offentlighedens kendskab

– om

ikke andet ved forældrenes indrykning af dødsannonce. Der var i disse sager

ikke tale om videregivelse af oplysninger, der kan anses for fortrolige,

ligesom omtalen af den afdøde søn i de nævnte artikler ikke skete på en så

krænkende måde, som bladet i artiklen har omtalt klagers datter.

Klageren har videre anført, at artiklens omtale af hendes datter

er krænkende og unødvendigt nedværdigende, og oplysningerne om hende er

fordrejede og ikke efterprøvede. Klager har henvist til punkt A.3. og B.1.,

2.

punktum. Klager har endvidere henvist til Pressenævnets kendelser i sag nr.

16/2000 og 118/2000, hvor nævnet giver udtryk for, at pressen bør være mere

varsom med følsomme oplysninger vedrørende unge, der er umyndige.

Klageren har i den forbindelse anført, at datteren i artiklen og

overskriften til denne konsekvent omtales som ”autonom”, hvilket i

sammenhængen

kun kan anses for en agtelsesforringende omtale. Klager bekendt anvendes

udtrykket ”autonom” om mennesker, der generelt sætter sig ud over

almindelige

regler, og som er villige til at anvende vold m.v. for at tilkendegive deres

holdninger. Det forhold, at datteren har deltaget i besættelsen af et tomt

hus

og opholdt sig dér, giver ikke bladet belæg for at anvende dette udtryk.

Med hensyn til omtalen af foreningen ”Foreningen af Møgunger”

fremgår det af omtalen i den lokale presse,

at

foreningen vil samle

byens unge med det formål at fastholde og udvikle ungdomspolitikken og

tilbudene fra kommunen,

at

foreningen er stiftet i forsøget på at skabe

en mere ungdomsvenlig by,

og at

foreningen håber at komme i dialog med

politikerne. Der er altså tale om en helt legal forening, der ville virke med

almindelige, fredelige demokratiske metoder. Der er derfor tale om en klar

fordrejning af de faktiske forhold, når det i artiklen oplyses, at dette

skulle

være begyndelsen på en rebelsk karriere, uden at foreningens formål på nogen

måde beskrives.

Endvidere er øgenavnet ”Punker-S”, som bladet angiver som et

faktum, efter klagers og hendes datters opfattelse uden hold i virkeligheden

og

kun udtryk for bladets ønske om at volde skade og krænke klager og hendes

familie. Bladet har på ingen måde dokumenteret påstanden om dette krænkende

øgenavn. Hvis det anses for acceptabelt ud fra presseetiske regler at anvende

en sådan fremgangsmåde, ville det give pressen mulighed for risikofrit at

viderebringe enhver urigtig oplysning blot med henvisning til, at oplysningen

stammer fra en anonym kilde. Flere af datterens veninder har over for klager

oplyst, at de aldrig har hørt datteren omtalt på den måde.

Klageren har yderligere anført, at artiklen er i strid med punkt

C.6., hvorefter en sigtets navn eller anden identificering bør udelades, når

ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet. Tilsløringen af

datterens navn ved, at hun i artiklen kaldes ”S”, er uden nogen som

helst reel

betydning, idet hun kan identificeres af alle, som kender hende, ligesom hun

kan genkendes på et af billederne af hende.

Klageren har videre anført, at artiklens sidste afsnit, hvori

hendes datters handlinger sammenlignes med overtrædelser af

narkotikalovgivningen, der kan medføre fængsel i 2½ år, er medvirkende til at

fremstille datteren på en agtelsesforringende måde og er i øvrigt helt ude af

proportioner, idet der i datterens tilfælde er tale om en bødesag. Bladets

argument om, at læserne selv kan danne sig en mening om forskellen i alvoren

af

de to typer lovovertrædelser, kan gælde enhver sammenstilling, uanset hvor

urimelig den er, og bør derfor ikke tillægges betydning. Det havde været

nærliggende, hvis bladet havde nævnt, at de to sager er uden sammenligning,

eller at der i datterens tilfælde er tale om en bødesag. Oplysningen om en

straf på to et halvt års fængsel for narkokriminalitet er den allersidste

sætning i artiklen, og afslutningen lægger op til den tanke, at klagers

datter

skulle fortjene en straf i samme størrelsesorden.

Klageren har desuden anført, at artiklen indeholder ukorrekte

oplysninger, og overskrifterne er ikke dækkende for artiklens indhold.

Klagers

datter er 17½ år, og ikke 15 år som angivet i artiklen. Oplysningen kunne

nemt

have været efterprøvet af bladet, der den 22. september 2003 rettede

henvendelse til pressechefen hos Rigspolitiet for at tale med klagers

ægtefælle. Oplysningen om datterens alder er af væsentlig betydning, idet der

bl.a. fokuseres herpå, ved at det i artiklen anføres ”Trods sin unge

alder ”,

og fordi angivelsen af hendes alder til 15 år er med til at fremstille klager

og hendes ægtefælle som uansvarlige. At bladet har beklaget, at klagers

datters

alder er forkert angivet, bør derfor ikke fritage for kritik af bladet på

dette

punkt, når bladet nu samtidig over for nævnet har anført, at oplysningen ikke

er væsentlig. Klager har henvist til punkt A.1. og A.3.

Klageren har i forlængelse heraf anført, at bladet har handlet i

strid med god presseskik ved i overskriften at anføre, at klagers ægtefælle

er

far til hendes datter. Selv om det fremgår senere i teksten i artiklen, at

klagers ægtefælle er datterens stedfar og ikke hendes far, er det klagers

opfattelse, at artiklen også på dette punkt er urigtig på et væsentligt

punkt.

Klager har henvist til punkt A.1. samt til A.6., hvorefter overskrifter og

mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i artiklen.

Klageren har oplyst, at bladet den 22. september 2003 – dvs. en

uge inden offentliggørelsen af artiklen – rettede telefonisk henvendelse

til

klagers ægtefælles arbejdsplads, hvor ægtefællen afviste at udtale sig, men

der

blev af Rigspolitiets pressechef i to telefonsamtaler givet en række faktiske

oplysninger om bl.a. datterens bopælsforhold, som viste, at datteren ikke kun

kunne være 15 år. Endvidere rettede bladet henvendelse til klager på hendes

arbejdsplads samme dag, hvor hun dog ikke talte med bladet. Herefter har der

ikke været nogen henvendelse til hverken klager, hendes ægtefælle eller

datteren. Det er således ikke korrekt, når bladet over for nævnet anfører, at

man udskød offentliggørelsen af artiklen i en uge, i hvilken periode man

forsøgte at indhente deres kommentarer. I øvrigt har hverken klager eller

hendes ægtefælle nogen forpligtelse til at medvirke til, at bladet

videregiver

følsomme oplysninger om datterens forhold eller om familiens privatliv. Det

kan

derfor ikke – som bladet anfører – være klager, hendes ægtefælle og

datter, der

skal bære risikoen for forkerte oplysninger.

Bladet har indledningsvis anført, at klagers datter ikke er

omtalt ved navn i artiklen. Det er efter bladets opfattelse ikke muligt at

identificere hende på de to fotografier, som er bragt i tilknytning til

artiklen.

Bladet har videre anført, at genstanden for artiklen er ikke

eventuelle meningsforskelle mellem datteren, klager og hendes ægtefælle, men

det forhold, at datteren har deltaget i en ulovlig husbesættelse, samtidig

med

at hendes mor og stedfar repræsenterer de øverste grene af landets

justitsvæsen.

Bladet finder ikke ved omtalen at have krænket privatlivets

fred. At datteren deltog i den omtalte husbesættelse er ikke en oplysning,

der

hører privatlivet til. Husbesættelsen resulterede i et fremmøde af ca. 100

kampklædte betjente og blev omtalt i en række medier. Der er tale om en

begivenhed af almen interesse. At der i forbindelse med en politisk aktion

forekommer en mindre lovovertrædelse kan ikke betyde, at pressen ikke må

omtale

begivenheden eller bringe umaskerede billeder. Bladet er derfor berettiget

til

at bringe oplysninger vedrørende husbesættelsen, herunder rapportere hvem der

har deltaget i besættelsen, forudsat der ikke er afsagt kendelse om

navneforbud, hvilket ikke var tilfældet i denne sag. Det kan endvidere ikke

under normale omstændigheder pålægges pressen at kontrollere endsige forholde

sig til, om de aktionerende er over eller under 18 år.

Bladet i har tilknytning hertil anført, at klagers stedfar som

øverste leder af politiet er en offentlig person. Ved offentlige begivenheder

repræsenterer han politiet. Det samme gør sig i et vist omfang gældende for

klager, der som statsadvokat har en ledende funktion inden for

anklagemyndigheden. Offentlige personer må tåle en omfattende omtale i

medierne, herunder omtale af forhold vedrørende deres børn. Bladet har

henvist

til nævnets kendelser i sag nr. 124/2000 og 125/2000.

Bladet har videre til punktet anført, at unge menneskers

reaktion på, hvad de opfatter som samfundsmæssige uretfærdigheder, herunder i

form af ulovlige husbesættelser, har klar almen interesse. Gennem de sidste

25

år har husbesættelser givet anledning til en række meget voldsomme

konfrontationer mellem BZ’ere og politiet, der naturligt har

befolkningens

interesse. At der mellem disse BZ’ere også er en person, der er datter

og steddatter

af to særdeles højtstående personer i anklagemyndigheden og politiet, har

åbenbar interesse. Når en person deltager i en politisk ytring eller andre

offentlige aktiviteter, har pressen en legitim ret til at interessere sig for

denne persons baggrund m.v. I den sammenhæng er familierelationen et element.

Som teoretiske eksempler kan nævnes generalens søn, der har en fremtrædende

rolle i en fredsdemonstration eller minkavlerens søn, der besætter

pelsbutikker. Den bragte historie vedrører på den ene side et helt alment

tema

om fundamentale meningsforskelle på tværs af generationer; meningsforskelle,

der bliver af offentlig interesse, når de kommer til udtryk i ulovlig

handling,

der nyder stor mediebevågenhed, og hvor mor og stedfar har højtstående

stillinger

i justitsvæsenet. Datterens beslutning om at deltage i en ulovlig

husbesættelse

bliver et offentligt anliggende, da hendes mor og stedfar i kraft af deres

stillinger som statsadvokat og rigspolitichef har en professionel interesse i

og i yderste konsekvens også indflydelse på, hvordan politi og

anklagemyndighed

behandler sager om ulovlig husbesættelse. Ved at bringe en historie, som

omhandler en aktuel og i forvejen meget omtalt begivenhed, som involverer

offentlige personer og et alvorligt samfundsmæssigt problem, har bladet ikke

handlet i strid med god presseskik.

Bladet har videre anført, at der ikke er grundlag for kritik af

bladets anvendelse af betegnelsen ”autonom” for datteren. Det er

næppe muligt

præcist at afgrænse, hvilke personer som er ”autonome”, men

betegnelsen bruges

i daglig tale om unge, som politisk befinder sig på venstrefløjen, og som

deltager i forskellige ”ulydigheds-aktioner”, først og fremmest

husbesættelser.

At betegne en person som autonom kan ikke betragtes som uretmæssigt, når

personen deltager i en husbesættelse under slagordene ”Politi kontrol,

skaber

mere vold” og ein, zwei, drei – anti Polizei”. Bladets

beskrivelse af datteren

som autonom i relation til sagen om husbesættelsen falder utvivlsomt inden

for

pressens ret til at anvende et farverigt sprog.

Med hensyn til betegnelsen ”rebel” er denne ikke reserveret til

beskrivelse af kriminelle personer, men bruges derimod snarere som synonym

for

en person, der protesterer mod samfundets indretning. ”Rebel” kan

ikke

betragtes som en ærerørig sigtelse. Der er intet til hinder for, at man kan

virke som rebel med lovlige midler. At betegne som rebel en person, der

deltager i en ulovlig BZ-aktion under de ovenfor angivne slagord, er

utvivlsomt

berettiget.

Bladet har i tilknytning hertil anført, at datteren efter

bladets oplysninger rettelig bliver kaldt ”Punker-[A]”. Bladet har

oplysningen

fra personer i datterens omgangskreds, der ønsker at være anonyme.

Bladet har videre anført, at paralleliseringen til

Bendt

Bendtsens forhold er relevant, da begge forhold vedrører

kriminalitet begået af børn af fremtrædende politifolk. Derimod hverken

anføres

eller antydes det i artiklen, at grovheden af den narkotikakriminalitet, som

Christian

Bendtsen gjorde sig skyldig i, kan sammenlignes med

datterens husbesættelse. Bladets læsere er i stand til selv at danne sig en

mening om forskellen i alvoren af de to typer lovovertrædelser.

Bladet har beklaget, at datterens alder er forkert angivet i

artiklen. Oplysningen modtog bladet fra en anonym kilde. Bladet forsøgte

flere

gange at få såvel klager som hendes ægtefælle i tale, inden artiklen blev

bragt. Bladet forsøgte tillige at træffe datteren på hendes bopæl. Hvis

klager

havde medvirket til artiklen, ville datterens rette alder være kommet for

dagen.

Bladet udskød offentliggørelsen en uge, i hvilken periode bladet forsøgte at

indhente klagers kommentarer. Bladet finder, at klager til dels må bære

risikoen for forkerte oplysninger, når klager fuldstændigt afviser at

medvirke

til artiklen, da et af formålene med en sådan forlæggelse er at eliminere

risikoen for faktiske fejl. Bladet finder dog ikke, at det har stor

væsentlighed, om datteren er 15 eller 17 år, og bladet har derfor ikke

handlet

i strid med god presseskik.

For så vidt angår omtalen af klagers datter som datter af

klagers ægtefælle, er der efter bladets opfattelse heller ikke tale om en

væsentlig fejl. Det fremgår flere steder i artiklen, at klagers ægtefælle er

stedfar til datteren. Ved læsning af artiklen bliver man derfor hurtigt

opmærksom

på fejlen. Om der er tale om en steddatter eller om en egentlig datter, er

ikke

afgørende for artiklens pointe, som er, at et ungt menneske, der er i nær

familie med rigspolitichefen og en statsadvokat, er BZ’er. Bladet kan i

øvrigt

ikke se, hvilken krænkelse der er overgået de involverede person som følge af

den fejlagtige oplysning.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel

Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af punkt B.1. i de vejledende regler for god

presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås,

medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske

har krav på beskyttelse af sin personlige frihed.

I artiklen er bragt en omtale af, at klagers datter har deltaget

i en ulovlig husbesættelse – en aktion, der også blev omtalt i en række

andre

medier. Nævnet finder, at der er en klar almen interesse knyttet til omtalen

af

sådanne aktioner, og bladet har derfor ikke handlet i strid med god

presseskik

ved omtalen af aktionen, hvori klagers datter deltog.

Tre medlemmer –

Axel

Kierkegaard, Finn Rowold og Tage Clausen

– udtaler:

Vi finder, at det på grund af klagers og hendes ægtefælles

særlige stilling inden for politi og anklagemyndighed har været relevant at

oplyse om slægtsforholdet til klagers datter. Vi finder derfor ikke grundlag

for at udtale kritik i anledning af oplysningerne om klager og hendes

ægtefælle

– og deraf afledet – om datterens identitet.

Et medlem –

Ole Askvig

– udtaler:

Jeg finder, at der ikke er nogen almen interesse, der taler for

at offentliggøre identiteten på klagers datter, der er mindreårig. Dette er

sket via artiklens oplysninger om klager og hendes ægtefælle. Jeg finder, at

bladet på dette punkt har handlet i strid med god presseskik, og at nævnet må

udtale sin kritik af bladet.

Af omtalen i artiklen fremgår det, at klager og hendes ægtefælle

ikke via deres stillinger som statsadvokat og rigspolitichef har været

involveret i den pågældende politiaktion, men de er alene omtalt på grund af

slægtsforholdet til datteren og deres stillinger. Da omtalen af klager og

hendes ægtefælle intet har med den konkrete politiaktion at gøre, finder jeg,

at der er sket en krænkelse af privatlivets fred. Bladet har herved handlet i

strid med god presseskik, og jeg finder, at nævnet også på dette punkt må

udtale sin kritik af bladet.

I overensstemmelse med stemmeflertallet udtaler Pressenævnet

ikke kritik af bladet på dette punkt.

Samtlige medlemmer udtaler herefter:

Med hensyn til udtrykkene ”autonom” og ”rebelsk karriere”

er det

nævnets opfattelse, at de anvendte udtryk dækker meget bredt. På den baggrund

og ud fra sagens oplysninger finder nævnet ikke, at bladet har handlet i

strid

med god presseskik.

Om bladets brug af navnet ”Punker-S” om klagers datter, finder

nævnet, at udsagnet, der stammer fra en anonym kilde, ikke har et sådant

ærekrænkende indhold, at der er grundlag for at udtale kritik af bladet.

Det er nævnets opfattelse, at sagen om

Christian

Bendtsen

alene er nævnt som illustration på en lignende konflikt mellem en far med en

særlig betroet stilling i samfundet og hans barn. Der er således ikke

grundlag

for at konstatere, at bladet med henvisning til denne sag har tilkendegivet,

at

de to sager skulle være sammenlignelige i forhold til forbrydelsernes

karakter

og strafsanktion. Nævnet finder derfor ikke, at bladet har handlet i strid

med

god presseskik på dette punkt.

Nævnet konstaterer, at bladet har bragt forkerte oplysninger med

hensyn til klagers datters alder og til – som angivet i overskrift og

underoverskrift – , at hun skulle være datter af klagers ægtefælle.

Nævnet

finder, at oplysningerne ikke er af en sådan karakter, at bladet har handlet

i

strid med god presseskik. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det i

relation

til slægtskabet mellem klagers datter og ægtefælle i artiklen tydeligt

fremgår,

at ægtefællen er stedfar til datteren.

Afsagt den 10. december 2003.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter