Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-97
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-97
[En kvinde – K] har på egne vegne samt på vegne af A og B klaget
til Pressenævnet over en forsideomtale samt en artikel i
B.T.’s
internetavis den 29. september 2003, idet de finder, at
god
presseskik er tilsidesat.
På forsiden hed det under overskriften ”
Rigspoliti-chefens datter er autonom og besætter
” følgende:
»Rigspolitichef [B] – har nok at se til for tiden
.
! Ti fugle i hånden er bedre end en på taget, eller er det
omvendt?
Foto:
Bjarne
Lüthcke
15-årig
BZ´ers
far er rigspolitichef
og mor er statsadvokat. ”Politi kontrol, skaber mere vold,” og
”
ein
,
zwei
,
drei
–
anti
polizei
Læs alt
.”«
Forsideomtalen var ledsaget af et billede af klagers ægtefælle.
Artiklen havde overskriften ”
Rigspoliti-chefens datter autonom og besætter
” og underoverskriften
”15-årig
BZ’ers
far er rigspolitichef og mor er
statsadvokat. ”Politi kontrol, skaber mere vold,” og ”
ein
,
zwei
,
drei
–
anti
polizei
”.”
I artiklen hed det:
»Disse slagord var 15-årige S., der bliver kaldt ”
Punker-S
.”, med til at råbe mod de 100 kampklædte betjente,
da de unge
BZ’ere
25. august besatte et hus på
hjørnet af
Griffenfeldsgade
og
Rantzausgade
i København.
Og hun kunne lige så godt have råbt det i hovedet på sin stedfar
gennem fire år, [B]. For han er øverste chef for dansk politi i kraft af sin
stilling som rigspolitichef. Mor, [K], er statsadvokat og også indbegrebet af
loven.
Men S. har valgt at gå helt andre veje end sine forældre.
S. startede sin rebelske karriere meget tidligt, da hun var med
til at stifte foreningen ”Foreningen af møgunger” i Hillerød, hvor
hun er
opvokset.
Nu hænger den 15-årige pige ud med de autonome på indre Nørrebro.
Trods sin unge alder bor hun – ifølge kilder – kun af og til hjemme
hos mor og
stedfar i parcelhuset i Hillerød. Resten af tiden har hun blandt andet
befundet
sig i det besatte hus på hjørnet af
Rantzausgade
og
Griffenfeldsgade
.
Flygtede op på taget
25. august bragede politiet igennem et brændende bål af containere
og
træpaller
for at rydde huset for de omkring 100
autonome unge, der havde besat huset få timer forinden.
Politiet jagtede en stor del ned ad gaden,
fik
anholdt
15, mens 18 autonome unge valgte at blive i huset. 12 af dem
blev også anholdt, mens det lykkedes seks at flygte i sikkerhed for politiet
på
taget.
Rigspolitichefens steddatter, 15-årige S., var en af de seks.
”Gang i gaden”, og ”Vi
gi’r
aldrig op,” råbte de ned
til politi og nysgerrige, som var stimlet sammen nede på gaden for at
overvære
seancen.
S. befandt sig i ét døgn på taget sammen med de fem andre
BZ-ere
. På taget af en kvist i
fjerdesals
højde lå hun blandt andet og sov, mens politiet ventede inde i huset.
Hvis en af de unge
BZ-ere
var faldet
ned, var de højst sandsynligt blev slået ihjel. Det var også en af
begrundelserne politiets indsatsleder gav, for at politiet ikke kravlede
derop
for at tvinge dem ned:
”De bliver nok trætte af at sidde deroppe. Det er simpelthen for
farligt for dem og for os. Vi snupper dem, når de bliver trætte,” sagde
en
rolig indsatsleder den aften i august til B.T.
De unge på taget, deriblandt rigspolitichefens steddatter, kom
ned dagen efter og blev kørt til afhøring hos politiet.
[B] har været gift med
S.s
mor,
statsadvokat [K], i fire år, men har ingen kommentarer til B.T.
Han siger gennem sin pressechef i Rigspolitiet, Søren Kragh Pedersen:
”Jeg ønsker ikke at bidrag til denne form for journalistik.”
B.T. prøvede også forgæves at få en kommentar fra moderen til
S., statsadvokat [K].
Det er ikke første gang, at børn af indflydelsesrige politifolk
går i andre fodspor end forældrene. 19. juni sidste år fandt politiet 3,4
kilo
amfetamin i en kummefryser hos den dengang 22-årige
Christian
Bendtsen,
søn af de Konservatives leder, vicestatsminister
Bendt
Bendtsen.
Bendt
Bendtsen nåede at være i politiet i 25 år og har
udfærdiget Det konservative Folkepartis retspolitik.
Hans søn blev idømt
toethalvt
års
fængsel for narkohandel.«
Klageren har anført, at vinklen i artiklen tilsyneladende er den
kontrast, der består i forholdet mellem hendes datters holdninger og
handlinger
og klagers og hendes ægtefælles stilling. Disse meningsforskelle mellem
datteren, klageren og hendes ægtefælle hører efter klagers opfattelse til
deres
privatliv, og en udførlig beskrivelse af denne kontrast suppleret med
billeder
af datteren, klageren og hendes ægtefælle har ingen ”klar almen
interesse” og
er i øvrigt medvirkende til at forstærke de problemer, som klager og hendes
datter har. Hverken klager eller hendes ægtefælle har været involveret i
eller
været vidende om datterens beslutning om at deltage i en
husbesættelse
,
ligesom de ikke har været involveret i Københavns Politis beslutning om at
rydde huset. Det forekommer overdrevent, når bladet over for nævnet kalder en
ikke-voldelig besættelse af et forfaldent hus for et ”alvorligt
samfundsmæssigt
problem”. Straffene for overtrædelse af straffelovens § 264 om
husfredskrænkelser
ligger på bøder i niveauet omkring 600-1.500 kr. Artiklen må på denne
baggrund
anses at være i strid med punkt B.1. i de vejledende presseetiske regler.
Klageren har i forhold til de to afgørelser fra Pressenævnet,
som bladet har henvist til, anført, at disse vedrørte et dødsfald, som det må
formodes under alle omstændigheder var kommet til offentlighedens kendskab
– om
ikke andet ved forældrenes indrykning af dødsannonce. Der var i disse sager
ikke tale om videregivelse af oplysninger, der kan anses for fortrolige,
ligesom omtalen af den afdøde søn i de nævnte artikler ikke skete på en så
krænkende måde, som bladet i artiklen har omtalt klagers datter.
Klageren har videre anført, at artiklens omtale af hendes datter
er krænkende og unødvendigt nedværdigende, og oplysningerne om hende er
fordrejede og ikke efterprøvede. Klager har henvist til punkt A.3. og B.1.,
2.
punktum. Klager har endvidere henvist til Pressenævnets kendelser i sag nr.
16/2000 og 118/2000, hvor nævnet giver udtryk for, at pressen bør være mere
varsom med følsomme oplysninger vedrørende unge, der er umyndige.
Klageren har i den forbindelse anført, at datteren i artiklen og
overskriften til denne konsekvent omtales som ”autonom”, hvilket i
sammenhængen
kun kan anses for en agtelsesforringende omtale. Klager bekendt anvendes
udtrykket ”autonom” om mennesker, der generelt sætter sig ud over
almindelige
regler, og som er villige til at anvende vold m.v. for at tilkendegive deres
holdninger. Det forhold, at datteren har deltaget i besættelsen af et tomt
hus
og opholdt sig dér, giver ikke bladet belæg for at anvende dette udtryk.
Med hensyn til omtalen af foreningen ”Foreningen af Møgunger”
fremgår det af omtalen i den lokale presse,
at
foreningen vil samle
byens unge med det formål at fastholde og udvikle ungdomspolitikken og
tilbudene
fra kommunen,
at
foreningen er stiftet i forsøget på at skabe en mere ungdomsvenlig
by,
og at
foreningen håber at komme i dialog med politikerne. Der er
altså tale om en helt legal forening, der ville virke med almindelige,
fredelige demokratiske metoder. Der er derfor tale om en klar fordrejning af
de
faktiske forhold, når det i artiklen oplyses, at dette skulle være
begyndelsen
på en rebelsk karriere, uden at foreningens formål på nogen måde beskrives.
Endvidere er øgenavnet ”
Punker-S
”, som
bladet angiver som et faktum, efter klagers og hendes datters opfattelse uden
hold i virkeligheden og kun udtryk for bladets ønske om at volde skade og
krænke klager og hendes familie. Bladet har på ingen måde dokumenteret
påstanden om dette krænkende øgenavn. Hvis det anses for acceptabelt ud fra
presseetiske regler at anvende en sådan fremgangsmåde, ville det give pressen
mulighed for risikofrit at viderebringe enhver urigtig oplysning blot med
henvisning til, at oplysningen stammer fra en anonym kilde. Flere af
datterens
veninder har over for klager oplyst, at de aldrig har hørt datteren omtalt på
den måde.
Klageren har yderligere anført, at artiklen er i strid med punkt
C.6., hvorefter en sigtets navn eller anden identificering bør udelades, når
ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet. Tilsløringen af
datterens navn ved, at hun i artiklen kaldes ”S”, er uden nogen som
helst reel
betydning, idet hun kan identificeres af alle, som kender hende.
Klageren har videre anført, at artiklens sidste afsnit, hvori hendes
datters handlinger sammenlignes med overtrædelser af narkotikalovgivningen,
der
kan medføre fængsel i 2½ år, er medvirkende til at fremstille datteren på en
agtelsesforringende måde og er i øvrigt helt ude af proportioner, idet der i
datterens tilfælde er tale om en bødesag. Bladets argument om, at læserne
selv
kan danne sig en mening om forskellen i alvoren af de to typer
lovovertrædelser
kan gælde enhver sammenstilling, uanset hvor urimelig den er, og bør derfor
ikke tillægges betydning. Det havde været nærliggende, hvis bladet havde
nævnt,
at de to sager er uden sammenligning, eller at der i datterens tilfælde er
tale
om en bødesag. Oplysningen om en straf på to et halvt års fængsel for
narkokriminalitet
er den allersidste sætning i artiklen, og afslutningen lægger op til den
tanke,
at klagers datter skulle fortjene en straf i samme størrelsesorden.
Klageren har desuden anført, at artiklen indeholder ukorrekte
oplysninger, og overskrifterne er ikke dækkende for artiklens indhold.
Klagers
datter er 17½ år, og ikke 15 år som angivet i artiklen. Oplysningen kunne
nemt
have været efterprøvet af bladet, der den 22. september 2003 rettede
henvendelse
til pressechefen hos Rigspolitiet for at tale med klagers ægtefælle.
Oplysningen om datterens alder er af væsentlig betydning, idet der bl.a.
fokuseres herpå, ved at det i artiklen anføres ”Trods sin unge alder
”, og
fordi angivelsen af hendes alder til 15 år er med til at fremstille klager og
hendes ægtefælle som uansvarlige. At bladet har beklaget, at klagers datters
alder er forkert angivet, bør derfor ikke fritage for kritik af bladet på
dette
punkt, når bladet nu samtidig over for nævnet har anført, at oplysningen ikke
er væsentlig. Klager har henvist til punkt A.1. og A.3.
Klageren har i forlængelse heraf anført, at bladet har handlet i
strid med god presseskik ved i overskriften at anføre, at klagers ægtefælle
er
far til hendes datter. Selv om det fremgår senere i teksten i artiklen, at
klagers ægtefælle er datterens stedfar og ikke hendes far, er det klagers
opfattelse, at artiklen også på dette punkt er urigtig på et væsentligt
punkt.
Klager har henvist til punkt A.1. samt til A.6., hvorefter overskrifter og
mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i artiklen.
Klageren har oplyst, at bladet den 22. september 2003 – dvs. en
uge inden offentliggørelsen af artiklen – rettede telefonisk henvendelse
til
klagers ægtefælles arbejdsplads, hvor ægtefællen afviste at udtale sig, men
der
blev af Rigspolitiets pressechef i to telefonsamtaler givet en række faktiske
oplysninger om bl.a. datterens bopælsforhold, som viste, at datteren ikke kun
kunne være 15 år. Endvidere rettede bladet henvendelse til klager på hendes
arbejdsplads samme dag, hvor hun dog ikke talte med bladet. Herefter har der
ikke været nogen henvendelse til hverken klager, hendes ægtefælle eller
datteren. Det er således ikke korrekt, når bladet over for nævnet anfører, at
man udskød offentliggørelsen af artiklen i en uge, i hvilken periode man
forsøgte at indhente deres kommentarer. I øvrigt har hverken klager eller
hendes ægtefælle nogen forpligtelse til at medvirke til, at bladet
videregiver
følsomme oplysninger om datterens forhold eller om familiens privatliv. Det
kan
derfor ikke – som bladet anfører – være klager, hendes ægtefælle og
datter, der
skal bære risikoen for forkerte oplysninger.
Bladet har anført, at genstanden for artiklen ikke er eventuelle
meningsforskelle mellem datteren, klager og hendes ægtefælle, men det
forhold,
at datteren har deltaget i en ulovlig
husbesættelse
,
samtidig med at hendes mor og stedfar repræsenterer de øverste grene af
landets
justitsvæsen.
Bladet finder ikke ved omtalen at have krænket privatlivets
fred. At datteren deltog i den omtalte
husbesættelse
er ikke en oplysning, der hører privatlivet til.
Husbesættelsen
resulterede i et fremmøde af ca. 100 kampklædte betjente og blev omtalt i en
række medier. Der er tale om en begivenhed af almen interesse. At der i
forbindelse med en politisk aktion forekommer en mindre lovovertrædelse kan
ikke
betyde, at pressen ikke må omtale begivenheden eller bringe umaskerede
billeder. Bladet er derfor berettiget til at bringe oplysninger vedrørende
husbesættelsen
, herunder rapportere hvem der har deltaget i
besættelsen, forudsat der ikke er afsagt kendelse om navneforbud, hvilket
ikke
var tilfældet i denne sag. Det kan endvidere ikke under normale
omstændigheder
pålægges pressen at kontrollere endsige forholde sig til, om de aktionerende
er
over eller under 18 år.
Bladet i har tilknytning hertil anført, at klagers stedfar som
øverste leder af politiet er en offentlig person. Ved offentlige begivenheder
repræsenterer han politiet. Det samme gør sig i et vist omfang gældende for
klager, der som statsadvokat har en ledende funktion inden for
anklagemyndigheden. Offentlige personer må tåle en omfattende omtale i
medierne, herunder omtale af forhold vedrørende deres børn. Bladet har
henvist
til nævnets kendelser i sag nr. 124/2000 og 125/2000.
Bladet har videre til punktet anført, at unge menneskers
reaktion på, hvad de opfatter som samfundsmæssige uretfærdigheder, herunder i
form af ulovlige
husbesættelser
, har klar almen
interesse. Gennem de sidste 25 år har
husbesættelser
givet anledning til en række meget voldsomme konfrontationer mellem
BZ’ere
og politiet, der naturligt har befolkningens
interesse. At der mellem disse
BZ’ere
også er en
person, der er datter og steddatter af to særdeles højtstående personer i
anklagemyndigheden og politiet, har åbenbar interesse. Når en person deltager
i
en politisk ytring eller andre offentlige aktiviteter, har pressen en legitim
ret til at interessere sig for denne persons baggrund m.v. I den sammenhæng
er
familierelationen et element. Som teoretiske eksempler kan nævnes generalens
søn, der har en fremtrædende rolle i en fredsdemonstration eller minkavlerens
søn, der besætter pelsbutikker. Den bragte historie vedrører på den ene side
et
helt alment tema om fundamentale meningsforskelle på tværs af generationer;
meningsforskelle, der bliver af offentlig interesse, når de kommer til udtryk
i
ulovlig handling, der nyder stor mediebevågenhed, og hvor mor og stedfar har
højtstående stillinger i justitsvæsenet. Datterens beslutning om at deltage i
en ulovlig
husbesættelse
bliver et offentligt
anliggende, da hendes mor og stedfar i kraft af deres stillinger som
statsadvokat
og rigspolitichef har en professionel interesse i og i yderste konsekvens
også
indflydelse på, hvordan politi og anklagemyndighed behandler sager om ulovlig
husbesættelse
. Ved at bringe en historie, som omhandler en aktuel
og i forvejen meget omtalt begivenhed, som involverer offentlige personer og
et
alvorligt samfundsmæssigt problem, har bladet ikke handlet i strid med god
presseskik.
Bladet har videre anført, at der ikke er grundlag for kritik af
bladets anvendelse af betegnelsen ”autonom” for datteren. Det er
næppe muligt
præcist at afgrænse, hvilke personer som er ”autonome”, men
betegnelsen bruges
i daglig tale om unge, som politisk befinder sig på venstrefløjen, og som
deltager i forskellige ”ulydigheds-aktioner”, først og fremmest
husbesættelser
. At betegne en person som autonom kan ikke
betragtes som uretmæssigt, når personen deltager i en
husbesættelse
under slagordene ”Politi kontrol, skaber mere vold” og
ein
,
zwei
,
drei
–
anti
Polizei
”. Bladets beskrivelse
af datteren som autonom i relation til sagen om
husbesættelsen
falder utvivlsomt inden for pressens ret til at anvende et farverigt sprog.
Med hensyn til betegnelsen ”rebel” er denne ikke reserveret til
beskrivelse af kriminelle personer, men bruges derimod snarere som synonym
for
en person, der protesterer mod samfundets indretning. ”Rebel” kan
ikke
betragtes som en ærerørig sigtelse. Der er intet til hinder for, at man kan
virke som rebel med lovlige midler. At betegne som rebel en person, der
deltager i en ulovlig BZ-aktion under de ovenfor angivne slagord, er
utvivlsomt
berettiget.
Bladet har i tilknytning hertil anført, at datteren efter
bladets oplysninger rettelig bliver kaldt ”Punker-[A]”. Bladet har
oplysningen
fra personer i datterens omgangskreds, der ønsker at være anonyme.
Bladet har videre anført, at paralleliseringen til
Bendt
Bendtsens forhold er relevant, da begge forhold vedrører
kriminalitet begået af børn af fremtrædende politifolk. Derimod hverken
anføres
eller antydes det i artiklen, at grovheden af den narkotikakriminalitet, som
Christian
Bendtsen gjorde sig skyldig i, kan sammenlignes med
datterens
husbesættelse
. Bladets læsere er i stand
til selv at danne sig en mening om forskellen i alvoren af de to typer
lovovertrædelser.
Bladet har beklaget, at datterens alder er forkert angivet i
artiklen. Oplysningen modtog bladet fra en anonym kilde. Bladet forsøgte
flere
gange at få såvel klager som hendes ægtefælle i tale, inden artiklen blev
bragt. Bladet forsøgte tillige at træffe datteren på hendes bopæl. Hvis
klager
havde medvirket til artiklen, ville datterens rette alder være kommet for
dagen. Bladet udskød offentliggørelsen en uge, i hvilken periode bladet
forsøgte at indhente klagers kommentarer. Bladet finder, at klager til dels
må
bære risikoen for forkerte oplysninger, når klager fuldstændigt afviser at
medvirke til artiklen, da et af formålene med en sådan forlæggelse er at
eliminere risikoen for faktiske fejl. Bladet finder dog ikke, at det har stor
væsentlighed, om datteren er 15 eller 17 år, og bladet har derfor ikke
handlet
i strid med god presseskik.
For så vidt angår omtalen af klagers datter som datter af
klagers ægtefælle, er der efter bladets opfattelse heller ikke tale om en
væsentlig fejl. Det fremgår flere steder i artiklen, at klagers ægtefælle er
stedfar til datteren. Ved læsning af artiklen bliver man derfor hurtigt
opmærksom på fejlen. Om der er tale om en steddatter eller om en egentlig
datter, er ikke afgørende for artiklens pointe, som er, at et ungt menneske,
der er i nær familie med rigspolitichefen og en statsadvokat, er
BZ’er
. Bladet kan i øvrigt ikke se, hvilken krænkelse der
er overgået de involverede person som følge af den fejlagtige oplysning.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Axel
Kierkegaard
,
Finn Rowold
,
Tage
Clausen
og
Ole Askvig
.
Pressenævnet udtaler:
Det fremgår af punkt B.1. i de vejledende regler for god presseskik,
at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar
almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på
beskyttelse af sin personlige frihed.
I artiklen er bragt en omtale af, at klagers datter har deltaget
i en ulovlig
husbesættelse
– en aktion, der også blev
omtalt i en række andre medier. Nævnet finder, at der er en klar almen
interesse knyttet til omtalen af sådanne aktioner, og indklagede har derfor
ikke handlet i strid med god presseskik ved omtalen af aktionen, hvori
klagers
datter deltog.
Tre medlemmer –
Axel Kierkegaard
,
Finn
Rowold
og
Tage Clausen
– udtaler:
Vi finder, at det på grund af klagers og hendes ægtefælles særlige
stilling inden for politi og anklagemyndighed har været relevant at oplyse om
slægtsforholdet til klagers datter. Vi finder derfor ikke grundlag for at
udtale kritik i anledning af oplysningerne om klager og hendes ægtefælle
– og
deraf afledet – om datterens identitet.
Et medlem –
Ole
Askvig
– udtaler:
Jeg finder, at der ikke er nogen almen interesse, der taler for
at offentliggøre identiteten på klagers datter, der er mindreårig. Dette er
sket via artiklens oplysninger om klager og hendes ægtefælle. Jeg finder, at
indklagede på dette punkt har handlet i strid med god presseskik, og at
nævnet
må udtale sin kritik af indklagede.
Af omtalen i artiklen fremgår det, at klager og hendes ægtefælle
ikke via deres stillinger som statsadvokat og rigspolitichef har været
involveret
i den pågældende politiaktion, men de er alene omtalt på grund af
slægtsforholdet til datteren og deres stillinger. Da omtalen af klager og
hendes ægtefælle intet har med den konkrete politiaktion at gøre, finder jeg,
at der er sket en krænkelse af privatlivets fred. Indklagede har herved
handlet
i strid med god presseskik, og jeg finder, at nævnet også på dette punkt må
udtale
sin kritik af indklagede.
I overensstemmelse med stemmeflertallet udtaler Pressenævnet
ikke kritik af indklagede på dette punkt.
Samtlige medlemmer udtaler herefter:
Med hensyn til udtrykkene ”autonom” og ”rebelsk karriere”
er det
nævnets opfattelse, at de anvendte udtryk dækker meget bredt. På den baggrund
og ud fra sagens oplysninger finder nævnet ikke, at indklagede har handlet i
strid med god presseskik.
Om indklagedes brug af navnet ”
Punker-S
”
om klagers datter, finder nævnet, at udsagnet, der stammer fra en anonym
kilde,
ikke har et sådant ærekrænkende indhold, at der er grundlag for at udtale
kritik af indklagede.
Det er nævnets opfattelse, at sagen om
Christian
Bendtsen
alene er nævnt som illustration på en lignende konflikt mellem en far med en
særlig betroet stilling i samfundet og hans barn. Der er således ikke
grundlag
for at konstatere, at indklagede med henvisning til denne sag har
tilkendegivet, at de to sager skulle være sammenlignelige i forhold til
forbrydelsernes
karakter og strafsanktion.
Nævnet
finder
derfor ikke, at indklagede har handlet i strid med god presseskik på dette
punkt.
Nævnet konstaterer, at indklagede har bragt forkerte oplysninger
med hensyn til klagers datters alder og til – som angivet i overskrift
og
underoverskrift
– ,
at hun skulle være datter af
klagers ægtefælle. Nævnet finder, at oplysningerne ikke er af en sådan
karakter, at indklagede har handlet i strid med god presseskik. Nævnet
bemærker
i den forbindelse, at det i relation til slægtskabet mellem klagers datter og
ægtefælle i artiklen tydeligt fremgår, at ægtefællen er stedfar til datteren.
Afsagt den 10. december 2003.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Byrettens kendelse om frihedsberøvelse af udlænding stadfæstes Domsdatabasen · 3. marts 2016
- Tiltale for vold, forsøg på ulovlig tvang, ulovlig indtrængen og trusler efter straffelovens § 244, § 260, § 264 og § 266. Påstand om udvisning Domsdatabasen · 29. marts 2019
- Byrettens dom om tiltale for vold, forsøg på ulovlig tvang, ulovlig indtrængen og trusler efter straffelovens § 244, § 260, § 264 og § 266 stadfæstes Domsdatabasen · 31. august 2020
- Tiltale for overtrædelse af staffelovens §276, tyveri og straffelovens § 119, stk. 1 Domsdatabasen · 7. november 2014
- Tiltale for bl.a. straffelovens § 276, færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, straffelovens § 293a mv. Påstand om fængselsstraf og konfiskation Domsdatabasen · 14. juni 2011
- Tiltale for husfredskrænkelse efter straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, overtrædelse af straffelovens § 264a og medvirken til overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og § 264a, jf. § 23 Domsdatabasen · 9. marts 2018
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-96 Retsinformation · 8. januar 2004
- Bekendtgørelse af traktat af 3. september 2008 med Tyskland om en fast forbindelse over Femern Bælt Retsinformation · 15. april 2010
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0934 Retsinformation · 28. april 2023
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-94 Retsinformation · 8. januar 2004
- 98/273/EF: Kommissionens beslutning af 28. januar 1998 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/35.733 - VW) (Kun den tyske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 28. januar 1998
- G4S Security Services A/S mod Post Danmark A/S (Indbragt for domstolene) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 22. januar 2019