Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-97

KEN nr 9904 af 10/12/2003Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet8. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-97

[En kvinde – K] har på egne vegne samt på vegne af A og B klaget

til Pressenævnet over en forsideomtale samt en artikel i

B.T.’s

internetavis den 29. september 2003, idet de finder, at

god

presseskik er tilsidesat.

På forsiden hed det under overskriften ”

Rigspoliti-chefens datter er autonom og besætter

” følgende:

»Rigspolitichef [B] – har nok at se til for tiden

.

! Ti fugle i hånden er bedre end en på taget, eller er det

omvendt?

Foto:

Bjarne

Lüthcke

15-årig

BZ´ers

far er rigspolitichef

og mor er statsadvokat. ”Politi kontrol, skaber mere vold,” og

”

ein

,

zwei

,

drei

–

anti

polizei

Læs alt

.”«

Forsideomtalen var ledsaget af et billede af klagers ægtefælle.

Artiklen havde overskriften ”

Rigspoliti-chefens datter autonom og besætter

” og underoverskriften

”15-årig

BZ’ers

far er rigspolitichef og mor er

statsadvokat. ”Politi kontrol, skaber mere vold,” og ”

ein

,

zwei

,

drei

–

anti

polizei

”.”

I artiklen hed det:

»Disse slagord var 15-årige S., der bliver kaldt ”

Punker-S

.”, med til at råbe mod de 100 kampklædte betjente,

da de unge

BZ’ere

25. august besatte et hus på

hjørnet af

Griffenfeldsgade

og

Rantzausgade

i København.

Og hun kunne lige så godt have råbt det i hovedet på sin stedfar

gennem fire år, [B]. For han er øverste chef for dansk politi i kraft af sin

stilling som rigspolitichef. Mor, [K], er statsadvokat og også indbegrebet af

loven.

Men S. har valgt at gå helt andre veje end sine forældre.

S. startede sin rebelske karriere meget tidligt, da hun var med

til at stifte foreningen ”Foreningen af møgunger” i Hillerød, hvor

hun er

opvokset.

Nu hænger den 15-årige pige ud med de autonome på indre Nørrebro.

Trods sin unge alder bor hun – ifølge kilder – kun af og til hjemme

hos mor og

stedfar i parcelhuset i Hillerød. Resten af tiden har hun blandt andet

befundet

sig i det besatte hus på hjørnet af

Rantzausgade

og

Griffenfeldsgade

.

Flygtede op på taget

25. august bragede politiet igennem et brændende bål af containere

og

træpaller

for at rydde huset for de omkring 100

autonome unge, der havde besat huset få timer forinden.

Politiet jagtede en stor del ned ad gaden,

fik

anholdt

15, mens 18 autonome unge valgte at blive i huset. 12 af dem

blev også anholdt, mens det lykkedes seks at flygte i sikkerhed for politiet

på

taget.

Rigspolitichefens steddatter, 15-årige S., var en af de seks.

”Gang i gaden”, og ”Vi

gi’r

aldrig op,” råbte de ned

til politi og nysgerrige, som var stimlet sammen nede på gaden for at

overvære

seancen.

S. befandt sig i ét døgn på taget sammen med de fem andre

BZ-ere

. På taget af en kvist i

fjerdesals

højde lå hun blandt andet og sov, mens politiet ventede inde i huset.

Hvis en af de unge

BZ-ere

var faldet

ned, var de højst sandsynligt blev slået ihjel. Det var også en af

begrundelserne politiets indsatsleder gav, for at politiet ikke kravlede

derop

for at tvinge dem ned:

”De bliver nok trætte af at sidde deroppe. Det er simpelthen for

farligt for dem og for os. Vi snupper dem, når de bliver trætte,” sagde

en

rolig indsatsleder den aften i august til B.T.

De unge på taget, deriblandt rigspolitichefens steddatter, kom

ned dagen efter og blev kørt til afhøring hos politiet.

[B] har været gift med

S.s

mor,

statsadvokat [K], i fire år, men har ingen kommentarer til B.T.

Han siger gennem sin pressechef i Rigspolitiet, Søren Kragh Pedersen:

”Jeg ønsker ikke at bidrag til denne form for journalistik.”

B.T. prøvede også forgæves at få en kommentar fra moderen til

S., statsadvokat [K].

Det er ikke første gang, at børn af indflydelsesrige politifolk

går i andre fodspor end forældrene. 19. juni sidste år fandt politiet 3,4

kilo

amfetamin i en kummefryser hos den dengang 22-årige

Christian

Bendtsen,

søn af de Konservatives leder, vicestatsminister

Bendt

Bendtsen.

Bendt

Bendtsen nåede at være i politiet i 25 år og har

udfærdiget Det konservative Folkepartis retspolitik.

Hans søn blev idømt

toethalvt

års

fængsel for narkohandel.«

Klageren har anført, at vinklen i artiklen tilsyneladende er den

kontrast, der består i forholdet mellem hendes datters holdninger og

handlinger

og klagers og hendes ægtefælles stilling. Disse meningsforskelle mellem

datteren, klageren og hendes ægtefælle hører efter klagers opfattelse til

deres

privatliv, og en udførlig beskrivelse af denne kontrast suppleret med

billeder

af datteren, klageren og hendes ægtefælle har ingen ”klar almen

interesse” og

er i øvrigt medvirkende til at forstærke de problemer, som klager og hendes

datter har. Hverken klager eller hendes ægtefælle har været involveret i

eller

været vidende om datterens beslutning om at deltage i en

husbesættelse

,

ligesom de ikke har været involveret i Københavns Politis beslutning om at

rydde huset. Det forekommer overdrevent, når bladet over for nævnet kalder en

ikke-voldelig besættelse af et forfaldent hus for et ”alvorligt

samfundsmæssigt

problem”. Straffene for overtrædelse af straffelovens § 264 om

husfredskrænkelser

ligger på bøder i niveauet omkring 600-1.500 kr. Artiklen må på denne

baggrund

anses at være i strid med punkt B.1. i de vejledende presseetiske regler.

Klageren har i forhold til de to afgørelser fra Pressenævnet,

som bladet har henvist til, anført, at disse vedrørte et dødsfald, som det må

formodes under alle omstændigheder var kommet til offentlighedens kendskab

– om

ikke andet ved forældrenes indrykning af dødsannonce. Der var i disse sager

ikke tale om videregivelse af oplysninger, der kan anses for fortrolige,

ligesom omtalen af den afdøde søn i de nævnte artikler ikke skete på en så

krænkende måde, som bladet i artiklen har omtalt klagers datter.

Klageren har videre anført, at artiklens omtale af hendes datter

er krænkende og unødvendigt nedværdigende, og oplysningerne om hende er

fordrejede og ikke efterprøvede. Klager har henvist til punkt A.3. og B.1.,

2.

punktum. Klager har endvidere henvist til Pressenævnets kendelser i sag nr.

16/2000 og 118/2000, hvor nævnet giver udtryk for, at pressen bør være mere

varsom med følsomme oplysninger vedrørende unge, der er umyndige.

Klageren har i den forbindelse anført, at datteren i artiklen og

overskriften til denne konsekvent omtales som ”autonom”, hvilket i

sammenhængen

kun kan anses for en agtelsesforringende omtale. Klager bekendt anvendes

udtrykket ”autonom” om mennesker, der generelt sætter sig ud over

almindelige

regler, og som er villige til at anvende vold m.v. for at tilkendegive deres

holdninger. Det forhold, at datteren har deltaget i besættelsen af et tomt

hus

og opholdt sig dér, giver ikke bladet belæg for at anvende dette udtryk.

Med hensyn til omtalen af foreningen ”Foreningen af Møgunger”

fremgår det af omtalen i den lokale presse,

at

foreningen vil samle

byens unge med det formål at fastholde og udvikle ungdomspolitikken og

tilbudene

fra kommunen,

at

foreningen er stiftet i forsøget på at skabe en mere ungdomsvenlig

by,

og at

foreningen håber at komme i dialog med politikerne. Der er

altså tale om en helt legal forening, der ville virke med almindelige,

fredelige demokratiske metoder. Der er derfor tale om en klar fordrejning af

de

faktiske forhold, når det i artiklen oplyses, at dette skulle være

begyndelsen

på en rebelsk karriere, uden at foreningens formål på nogen måde beskrives.

Endvidere er øgenavnet ”

Punker-S

”, som

bladet angiver som et faktum, efter klagers og hendes datters opfattelse uden

hold i virkeligheden og kun udtryk for bladets ønske om at volde skade og

krænke klager og hendes familie. Bladet har på ingen måde dokumenteret

påstanden om dette krænkende øgenavn. Hvis det anses for acceptabelt ud fra

presseetiske regler at anvende en sådan fremgangsmåde, ville det give pressen

mulighed for risikofrit at viderebringe enhver urigtig oplysning blot med

henvisning til, at oplysningen stammer fra en anonym kilde. Flere af

datterens

veninder har over for klager oplyst, at de aldrig har hørt datteren omtalt på

den måde.

Klageren har yderligere anført, at artiklen er i strid med punkt

C.6., hvorefter en sigtets navn eller anden identificering bør udelades, når

ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet. Tilsløringen af

datterens navn ved, at hun i artiklen kaldes ”S”, er uden nogen som

helst reel

betydning, idet hun kan identificeres af alle, som kender hende.

Klageren har videre anført, at artiklens sidste afsnit, hvori hendes

datters handlinger sammenlignes med overtrædelser af narkotikalovgivningen,

der

kan medføre fængsel i 2½ år, er medvirkende til at fremstille datteren på en

agtelsesforringende måde og er i øvrigt helt ude af proportioner, idet der i

datterens tilfælde er tale om en bødesag. Bladets argument om, at læserne

selv

kan danne sig en mening om forskellen i alvoren af de to typer

lovovertrædelser

kan gælde enhver sammenstilling, uanset hvor urimelig den er, og bør derfor

ikke tillægges betydning. Det havde været nærliggende, hvis bladet havde

nævnt,

at de to sager er uden sammenligning, eller at der i datterens tilfælde er

tale

om en bødesag. Oplysningen om en straf på to et halvt års fængsel for

narkokriminalitet

er den allersidste sætning i artiklen, og afslutningen lægger op til den

tanke,

at klagers datter skulle fortjene en straf i samme størrelsesorden.

Klageren har desuden anført, at artiklen indeholder ukorrekte

oplysninger, og overskrifterne er ikke dækkende for artiklens indhold.

Klagers

datter er 17½ år, og ikke 15 år som angivet i artiklen. Oplysningen kunne

nemt

have været efterprøvet af bladet, der den 22. september 2003 rettede

henvendelse

til pressechefen hos Rigspolitiet for at tale med klagers ægtefælle.

Oplysningen om datterens alder er af væsentlig betydning, idet der bl.a.

fokuseres herpå, ved at det i artiklen anføres ”Trods sin unge alder

”, og

fordi angivelsen af hendes alder til 15 år er med til at fremstille klager og

hendes ægtefælle som uansvarlige. At bladet har beklaget, at klagers datters

alder er forkert angivet, bør derfor ikke fritage for kritik af bladet på

dette

punkt, når bladet nu samtidig over for nævnet har anført, at oplysningen ikke

er væsentlig. Klager har henvist til punkt A.1. og A.3.

Klageren har i forlængelse heraf anført, at bladet har handlet i

strid med god presseskik ved i overskriften at anføre, at klagers ægtefælle

er

far til hendes datter. Selv om det fremgår senere i teksten i artiklen, at

klagers ægtefælle er datterens stedfar og ikke hendes far, er det klagers

opfattelse, at artiklen også på dette punkt er urigtig på et væsentligt

punkt.

Klager har henvist til punkt A.1. samt til A.6., hvorefter overskrifter og

mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i artiklen.

Klageren har oplyst, at bladet den 22. september 2003 – dvs. en

uge inden offentliggørelsen af artiklen – rettede telefonisk henvendelse

til

klagers ægtefælles arbejdsplads, hvor ægtefællen afviste at udtale sig, men

der

blev af Rigspolitiets pressechef i to telefonsamtaler givet en række faktiske

oplysninger om bl.a. datterens bopælsforhold, som viste, at datteren ikke kun

kunne være 15 år. Endvidere rettede bladet henvendelse til klager på hendes

arbejdsplads samme dag, hvor hun dog ikke talte med bladet. Herefter har der

ikke været nogen henvendelse til hverken klager, hendes ægtefælle eller

datteren. Det er således ikke korrekt, når bladet over for nævnet anfører, at

man udskød offentliggørelsen af artiklen i en uge, i hvilken periode man

forsøgte at indhente deres kommentarer. I øvrigt har hverken klager eller

hendes ægtefælle nogen forpligtelse til at medvirke til, at bladet

videregiver

følsomme oplysninger om datterens forhold eller om familiens privatliv. Det

kan

derfor ikke – som bladet anfører – være klager, hendes ægtefælle og

datter, der

skal bære risikoen for forkerte oplysninger.

Bladet har anført, at genstanden for artiklen ikke er eventuelle

meningsforskelle mellem datteren, klager og hendes ægtefælle, men det

forhold,

at datteren har deltaget i en ulovlig

husbesættelse

,

samtidig med at hendes mor og stedfar repræsenterer de øverste grene af

landets

justitsvæsen.

Bladet finder ikke ved omtalen at have krænket privatlivets

fred. At datteren deltog i den omtalte

husbesættelse

er ikke en oplysning, der hører privatlivet til.

Husbesættelsen

resulterede i et fremmøde af ca. 100 kampklædte betjente og blev omtalt i en

række medier. Der er tale om en begivenhed af almen interesse. At der i

forbindelse med en politisk aktion forekommer en mindre lovovertrædelse kan

ikke

betyde, at pressen ikke må omtale begivenheden eller bringe umaskerede

billeder. Bladet er derfor berettiget til at bringe oplysninger vedrørende

husbesættelsen

, herunder rapportere hvem der har deltaget i

besættelsen, forudsat der ikke er afsagt kendelse om navneforbud, hvilket

ikke

var tilfældet i denne sag. Det kan endvidere ikke under normale

omstændigheder

pålægges pressen at kontrollere endsige forholde sig til, om de aktionerende

er

over eller under 18 år.

Bladet i har tilknytning hertil anført, at klagers stedfar som

øverste leder af politiet er en offentlig person. Ved offentlige begivenheder

repræsenterer han politiet. Det samme gør sig i et vist omfang gældende for

klager, der som statsadvokat har en ledende funktion inden for

anklagemyndigheden. Offentlige personer må tåle en omfattende omtale i

medierne, herunder omtale af forhold vedrørende deres børn. Bladet har

henvist

til nævnets kendelser i sag nr. 124/2000 og 125/2000.

Bladet har videre til punktet anført, at unge menneskers

reaktion på, hvad de opfatter som samfundsmæssige uretfærdigheder, herunder i

form af ulovlige

husbesættelser

, har klar almen

interesse. Gennem de sidste 25 år har

husbesættelser

givet anledning til en række meget voldsomme konfrontationer mellem

BZ’ere

og politiet, der naturligt har befolkningens

interesse. At der mellem disse

BZ’ere

også er en

person, der er datter og steddatter af to særdeles højtstående personer i

anklagemyndigheden og politiet, har åbenbar interesse. Når en person deltager

i

en politisk ytring eller andre offentlige aktiviteter, har pressen en legitim

ret til at interessere sig for denne persons baggrund m.v. I den sammenhæng

er

familierelationen et element. Som teoretiske eksempler kan nævnes generalens

søn, der har en fremtrædende rolle i en fredsdemonstration eller minkavlerens

søn, der besætter pelsbutikker. Den bragte historie vedrører på den ene side

et

helt alment tema om fundamentale meningsforskelle på tværs af generationer;

meningsforskelle, der bliver af offentlig interesse, når de kommer til udtryk

i

ulovlig handling, der nyder stor mediebevågenhed, og hvor mor og stedfar har

højtstående stillinger i justitsvæsenet. Datterens beslutning om at deltage i

en ulovlig

husbesættelse

bliver et offentligt

anliggende, da hendes mor og stedfar i kraft af deres stillinger som

statsadvokat

og rigspolitichef har en professionel interesse i og i yderste konsekvens

også

indflydelse på, hvordan politi og anklagemyndighed behandler sager om ulovlig

husbesættelse

. Ved at bringe en historie, som omhandler en aktuel

og i forvejen meget omtalt begivenhed, som involverer offentlige personer og

et

alvorligt samfundsmæssigt problem, har bladet ikke handlet i strid med god

presseskik.

Bladet har videre anført, at der ikke er grundlag for kritik af

bladets anvendelse af betegnelsen ”autonom” for datteren. Det er

næppe muligt

præcist at afgrænse, hvilke personer som er ”autonome”, men

betegnelsen bruges

i daglig tale om unge, som politisk befinder sig på venstrefløjen, og som

deltager i forskellige ”ulydigheds-aktioner”, først og fremmest

husbesættelser

. At betegne en person som autonom kan ikke

betragtes som uretmæssigt, når personen deltager i en

husbesættelse

under slagordene ”Politi kontrol, skaber mere vold” og

ein

,

zwei

,

drei

–

anti

Polizei

”. Bladets beskrivelse

af datteren som autonom i relation til sagen om

husbesættelsen

falder utvivlsomt inden for pressens ret til at anvende et farverigt sprog.

Med hensyn til betegnelsen ”rebel” er denne ikke reserveret til

beskrivelse af kriminelle personer, men bruges derimod snarere som synonym

for

en person, der protesterer mod samfundets indretning. ”Rebel” kan

ikke

betragtes som en ærerørig sigtelse. Der er intet til hinder for, at man kan

virke som rebel med lovlige midler. At betegne som rebel en person, der

deltager i en ulovlig BZ-aktion under de ovenfor angivne slagord, er

utvivlsomt

berettiget.

Bladet har i tilknytning hertil anført, at datteren efter

bladets oplysninger rettelig bliver kaldt ”Punker-[A]”. Bladet har

oplysningen

fra personer i datterens omgangskreds, der ønsker at være anonyme.

Bladet har videre anført, at paralleliseringen til

Bendt

Bendtsens forhold er relevant, da begge forhold vedrører

kriminalitet begået af børn af fremtrædende politifolk. Derimod hverken

anføres

eller antydes det i artiklen, at grovheden af den narkotikakriminalitet, som

Christian

Bendtsen gjorde sig skyldig i, kan sammenlignes med

datterens

husbesættelse

. Bladets læsere er i stand

til selv at danne sig en mening om forskellen i alvoren af de to typer

lovovertrædelser.

Bladet har beklaget, at datterens alder er forkert angivet i

artiklen. Oplysningen modtog bladet fra en anonym kilde. Bladet forsøgte

flere

gange at få såvel klager som hendes ægtefælle i tale, inden artiklen blev

bragt. Bladet forsøgte tillige at træffe datteren på hendes bopæl. Hvis

klager

havde medvirket til artiklen, ville datterens rette alder være kommet for

dagen. Bladet udskød offentliggørelsen en uge, i hvilken periode bladet

forsøgte at indhente klagers kommentarer. Bladet finder, at klager til dels

må

bære risikoen for forkerte oplysninger, når klager fuldstændigt afviser at

medvirke til artiklen, da et af formålene med en sådan forlæggelse er at

eliminere risikoen for faktiske fejl. Bladet finder dog ikke, at det har stor

væsentlighed, om datteren er 15 eller 17 år, og bladet har derfor ikke

handlet

i strid med god presseskik.

For så vidt angår omtalen af klagers datter som datter af

klagers ægtefælle, er der efter bladets opfattelse heller ikke tale om en

væsentlig fejl. Det fremgår flere steder i artiklen, at klagers ægtefælle er

stedfar til datteren. Ved læsning af artiklen bliver man derfor hurtigt

opmærksom på fejlen. Om der er tale om en steddatter eller om en egentlig

datter, er ikke afgørende for artiklens pointe, som er, at et ungt menneske,

der er i nær familie med rigspolitichefen og en statsadvokat, er

BZ’er

. Bladet kan i øvrigt ikke se, hvilken krænkelse der

er overgået de involverede person som følge af den fejlagtige oplysning.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Axel

Kierkegaard

,

Finn Rowold

,

Tage

Clausen

og

Ole Askvig

.

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af punkt B.1. i de vejledende regler for god presseskik,

at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar

almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på

beskyttelse af sin personlige frihed.

I artiklen er bragt en omtale af, at klagers datter har deltaget

i en ulovlig

husbesættelse

– en aktion, der også blev

omtalt i en række andre medier. Nævnet finder, at der er en klar almen

interesse knyttet til omtalen af sådanne aktioner, og indklagede har derfor

ikke handlet i strid med god presseskik ved omtalen af aktionen, hvori

klagers

datter deltog.

Tre medlemmer –

Axel Kierkegaard

,

Finn

Rowold

og

Tage Clausen

– udtaler:

Vi finder, at det på grund af klagers og hendes ægtefælles særlige

stilling inden for politi og anklagemyndighed har været relevant at oplyse om

slægtsforholdet til klagers datter. Vi finder derfor ikke grundlag for at

udtale kritik i anledning af oplysningerne om klager og hendes ægtefælle

– og

deraf afledet – om datterens identitet.

Et medlem –

Ole

Askvig

– udtaler:

Jeg finder, at der ikke er nogen almen interesse, der taler for

at offentliggøre identiteten på klagers datter, der er mindreårig. Dette er

sket via artiklens oplysninger om klager og hendes ægtefælle. Jeg finder, at

indklagede på dette punkt har handlet i strid med god presseskik, og at

nævnet

må udtale sin kritik af indklagede.

Af omtalen i artiklen fremgår det, at klager og hendes ægtefælle

ikke via deres stillinger som statsadvokat og rigspolitichef har været

involveret

i den pågældende politiaktion, men de er alene omtalt på grund af

slægtsforholdet til datteren og deres stillinger. Da omtalen af klager og

hendes ægtefælle intet har med den konkrete politiaktion at gøre, finder jeg,

at der er sket en krænkelse af privatlivets fred. Indklagede har herved

handlet

i strid med god presseskik, og jeg finder, at nævnet også på dette punkt må

udtale

sin kritik af indklagede.

I overensstemmelse med stemmeflertallet udtaler Pressenævnet

ikke kritik af indklagede på dette punkt.

Samtlige medlemmer udtaler herefter:

Med hensyn til udtrykkene ”autonom” og ”rebelsk karriere”

er det

nævnets opfattelse, at de anvendte udtryk dækker meget bredt. På den baggrund

og ud fra sagens oplysninger finder nævnet ikke, at indklagede har handlet i

strid med god presseskik.

Om indklagedes brug af navnet ”

Punker-S

”

om klagers datter, finder nævnet, at udsagnet, der stammer fra en anonym

kilde,

ikke har et sådant ærekrænkende indhold, at der er grundlag for at udtale

kritik af indklagede.

Det er nævnets opfattelse, at sagen om

Christian

Bendtsen

alene er nævnt som illustration på en lignende konflikt mellem en far med en

særlig betroet stilling i samfundet og hans barn. Der er således ikke

grundlag

for at konstatere, at indklagede med henvisning til denne sag har

tilkendegivet, at de to sager skulle være sammenlignelige i forhold til

forbrydelsernes

karakter og strafsanktion.

Nævnet

finder

derfor ikke, at indklagede har handlet i strid med god presseskik på dette

punkt.

Nævnet konstaterer, at indklagede har bragt forkerte oplysninger

med hensyn til klagers datters alder og til – som angivet i overskrift

og

underoverskrift

– ,

at hun skulle være datter af

klagers ægtefælle. Nævnet finder, at oplysningerne ikke er af en sådan

karakter, at indklagede har handlet i strid med god presseskik. Nævnet

bemærker

i den forbindelse, at det i relation til slægtskabet mellem klagers datter og

ægtefælle i artiklen tydeligt fremgår, at ægtefællen er stedfar til datteren.

Afsagt den 10. december 2003.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter