Landsskatteretskendelse vedr. genoptagelse af en § 4 vurdering af en ejendom
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Skattestyrelsesloven § 34 ophævet 273 afgørelser
- Skattestyrelsesloven § 4 ophævet 43 afgørelser
- Vurderingsloven § 4 ophævet 68 afgørelser
- Vurderingsloven § 41 ophævet
- Vurderingsloven § 34 ophævet 2 afgørelser
- Skattestyrelsesloven § 23 ophævet 24 afgørelser
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. genoptagelse af en § 4
vurdering af en ejendom
Klagen vedrører en anmodning om genoptagelse af
ejendomsvurderingerne pr. 1. januar 2000, 2001 og 2002.
Landsskatterettens
afgørelse
Vurderingsankenævnet har ikke givet ejeren medhold i, at
ejendomsvurderingerne pr. 1. januar 2000, 2001 og 2002, skal genoptages, jf.
vurderingslovens § 34, stk. 2.
Landsskatteretten ændrer Vurderingsankenævnets afgørelse:
Regionen pålægges at genoptage vurderingen pr. 1. januar 2000,
2001 og 2002
Sagens
oplysninger
Ejendommen er en erhvervsejendom med et grundareal på 13.091 m2.
Bebyggelsen består primært af en bygning opført i 1964 med et
etageareal på 8.736 m2, heraf fabrik/værksted 2.912 m2,
lager 2.912 m2
og kontor/kantine 2.912 m2. Endvidere er
der 3 mindre bygninger på 1-9 m2.
Ejendommen er ved 2000- til 2002-vurderingen ansat til:
Vurdering pr. 1. jan.
Ejendomsværdi
Grundværdi
2000
43.500.000 kr.
5.424.700 kr.
2001
45.500.000 kr.
5.683.000 kr.
Læs alt
2002
50.000.000 kr.
6.458.000 kr.
Ved brev af 22. marts 2002 meddelte Amtet, at ejendommen ville
blive kortlagt på vidensniveau 2 i henhold til reglerne om forurenet jord.
Tinglysning herom er foretaget den 8. marts 2002.
På opfordring fra ejerne udarbejde B A/S den 7. marts 2003 en
vurderingsrapport for ejendommen. Det fremgår heraf, at ejendommen skønnes at
have en kontant markedsværdi på 33.250.000 kr.
Ved brev af 7. marts anmodede B A/S på vegne af ejerne om en
omvurdering af ejendommen i henhold til vurderingslovens § 4. Efterfølgende
blev ejendommens vurdering ved brev af 26. marts 2003 fra regiondn nedsat fra
50.000.000 kr. til 34.500.000 kr.
Regionen har i forbindelse med anmodningen om genoptagelse af
ejendomsvurderingen for vurderingsårene 2000, 2001 og 2002 oplyst følgende om
den konstaterede forurening på ejendommen:
”Det fremgår af Amtets forvarsel om kortlægning af forurening på
ejendommen at der er tale om en registrering af 450 m2
ud af et
grundareal på 13.091 m2. Der er konstateret en moderat forurening
med delvist nedbrudt gasolie samt en kraftig forurening med plantegiften
meclorprop. Forureningen vurderes ikke at give anledning til risiko for
recipienten, ligesom der ikke er påbudt indskrænkninger i den hidtidige
arealanvendelse. Hertil kommer, at det registrerede areal ligger udenfor de
bestående byggefelter. Det skønnes at forureningen lokalisering på grunden
ikke
vil være til væsentlig gene ved ny bebyggelse på grunden.
Ved ansættelsen pr. 14. marts 2003 er oplysningerne om
forurening på grunden, jf. ovenstående alene tillagt marginal betydning.
”
Vurderingsankenævnets
afgørelse
Vurderingsankenævnet har ikke fundet grundlag for at pålægge
Regionen at genoptage vurderingerne af ejendommen pr. 1 januar 2000, 2001 og
2002.
Afgørelsen er bl.a. begrundet med, at:
”Fortolkningen af den nu omhandlede praksis angående
genoptagelse har sit udspring i forarbejderne til § 41 i vurderingsloven,
hvorunder det under bemærkningerne til lovforslaget står, at bestemmelsen
svarer til bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 4 (daværende). I
forbindelse
med reglens overgang fra vurderingsloven til den nuværende skattestyrelseslov
er der ikke påtænkt nogen praksisændring fra lovgivers side.
Henvisningen i forarbejderne til skattestyrelseslovens § 4 yder
kun en begrænset vejledning til administrationen af vurderingslovens § 41 og
dermed den praksis der følges i dag.
De oplysninger, som genoptagelsesreglen i første række dækker,
er sådanne der vedrører ejendommens fysiske beskaffenhed. Som eksempel på
oplysninger, der i praksis har givet adgang til genoptagelse, kan nævnes fejl
i
matriklens arealangivelse og væsentlige fejl i Bygnings- og Boligregistret
(BBR).
Forhold, hvis indvirkning på vurderingen overvejende beror på et
skøn, vil normalt ikke give anledning til genoptagelse, da et skøn altid i
sagens natur er behæftet med en vis usikkerhed. Endvidere følger det af
loven,
at der skal være tale om oplysninger, der vil medføre en ændret ansættelse.
En
ansættelse, der beror på et i øvrigt sagligt korrekt foretaget skøn, kan
således ikke begrunde en genoptagelse, ligesom faktiske oplysninger, der ikke
giver anledning til en væsentlig ændring af vurderingen, heller ikke vil
kunne
begrunde, at vurderingen genoptages.
At der ved en senere besigtigelse eller et senere salg af
ejendommen konstateres, at et for tidligere vurderingsår foretaget skøn viser
sig at være uoverensstemmende med det vurderingsniveau, der konstateres på
dette
senere tidspunkt, kan derfor ikke som udgangspunkt begrunde genoptagelse.
Der kan fra nyere retspraksis henvises til Højesterets dom af 3.
februar 2003 optrykt i UfR 2000.1071, hvor Højesteret fastslog at en
grundværdiansættelse på 10.170.000 kr. ikke lå udenfor rammerne af det skøn
som
tilkommer vurderingsmyndighederne, uanset at grunden ved en efterfølgende
syns-
og skønsforretning ansattes til 5.131.200 kr.”
Ejerens
påstand og argumenter
Repræsentanten har nedlagt følgende påstande:
principalt:
ejendomsvurderingen
fastsættes til 34.500.000 kr. i 2002, og nedsættes for årene 2000 og 2001 til
henholdsvis 30.015.000 kr., og 31.395.000 kr.
subsidiært:
ejendomsvurderingen fastsættes til 34.500.000 kr. i 2002, og nedsættes efter
rettens skøn til et beløb ikke over 34.500.000 kr. for årene 2000 og 2001.
mere subsidiært:
ejendomsvurderingen for ejendommen for årene 2000, 2001 og 2002 hjemvises til
fornyet behandling ved Regionen
Til støtte for påstanden, henviser repræsentanten til at:
”Det for Vurderingsankenævnet anførte fastholdes i det hele. Det
er fortsat klagernes opfattelse, at den af Vurderingsankenævnet anførte
begrundelse er urigtig og ikke kan føre til et afslag på genoptagelse.
Som nævnt blev ejendommen den 14. marts 2003 omvurderet. Det
fremgår ikke af Regionens brev af 3. april 2003, om den ved omvurderingen
fundne værdi af ejendommen er tilbagediskonteret, og i givet fald til hvilken
dato. Ifølge vurderingslovens § 4, stk. 3, skal vurderingen ved en
omvurdering
efter § 4 ske på baggrund af ejendommens tilstand på vurderingstidspunktet,
men
efter prisforholdene pr. vurderingsterminen ved senest forudgående
almindelige
vurdering. Den senest almindelige vurdering forud for omvurderingen skete pr.
1. januar 2002. hvorfor det må antages, at vurderingen på 34.500.000 kr. er
foretaget efter prisforholdene denne dato.
Det er ubestridt, at der ikke er foretaget væsentlige ændringer
af ejendommen i perioden. Det må derfor lægges til grund, at ejendommens
tilstand på vurderingstidspunktet svarer til tilstanden den 1. januar 2002.
Regionens egen omvurdering viser således, at den almindelige
vurdering af ejendommen pr. 1. januar 2002 adskiller sig væsentligt fra
ejendommens reelle værdi, og skattemyndighedernes oprindelige vurdering må
derfor kasseres. Det synes da også mest nærliggende at forstå lovens system
sådan, at den foretagne - tilbagediskonterede - omvurdering træder i stedet
for
den almindelige vurdering pr. 1. januar 2002.
En anerkendelse af, at omvurderingen træder i stedet for den
almindelige vurdering, vil endvidere medføre, at den særlige tidsforskudte
ordning for opgørelse og udregning af dækningsafgift kommer til at fungere
hensigtsmæssigt. En omvurdering af en ejendom vil få virkning for
skatteansættelsen i det år, omvurderingen foretages og dækningsafgiften vil
derved blive beregnet af ejendommens reelle værdi.
Anerkendes det derimod ikke, at omvurderingen træder i stedet
for den almindelige vurdering - og afslås genoptagelse for 2002 - vil min
klient forblive i den helt urimelige situation, at man i 2003 betaler
dækningsafgift ud fra ejendomsværdien på 50.000.000 kr., uanset at den reelle
værdi i hverken 2002 eller 2003 ikke kan overstige 34.500.000 kr.
Urimeligheden
øges af, at min klient også i 2004 er blevet afkrævet dækningsafgift ud fra
en ejendomsværdi
på 50.000.000 kr., idet der alene er sket en maskinel fremskrivning af
ejendommens vurdering.
Skulle Landsskatteretten ikke finde, at den ved besigtigelse
vurderede ejendomsværdi erstatter den almindelige vurdering pr. 1. januar
2002,
er det som nævnt mine klienters opfattelse, at den nye vurdering af 14. marts
2003 i det mindste viser, at ejendomsvurderingen har været forkert i hele
perioden 2000-2002 og at der derfor må ske genoptagelse.
Told & Skat's afgørelse af 14. marts 2003 vedrørende
ejendommens værdi blev truffet efter en konkret besigtigelse og vurderingen
må
anses som det mest korrekte udtryk for ejendommens værdi.
Da ejendomspriserne for tilsvarende ejendomme i perioden
2000-2002 har været stigende og konstante/svagt stigende i perioden
2002-2003,
og da værdien af ejendommen ifølge de offentlige vurderinger ligeledes har
været stigende i perioden 2000-2002 og konstant/svagt stigende i perioden
2002-2003, kan ejendommens faktiske værdi ikke antages at have oversteget
34.500.000 kr. i årene 2000-2002. Tværtimod må det antages, at værdien har
været lavere end 34.500.000 kr. i årene 2000-2001.
Tilbagediskonteres den ved besigtigelse fundne værdi på
34.500.000 kr. ved anvendelse af de af skattemyndighederne anvendte
fremskrivningsprocenter, bliver ejendomsværdien for årene 2000-2002
henholdsvis
30.015.000 kr. 31.395.000 kr. og 34.500.000 kr.
Det fastholdes endvidere, at den i 2003 foretagne konkrete
vurdering af ejendommens værdi er en ny oplysning i skattestyrelseslovens §
34,
stk. 2's forstand, da denne vurdering godtgør, at Regionens vurderinger af
ejendommens værdi i årene 2000-2002 var væsentligt højere end ejendommens
faktiske værdi, dvs. at vurderingerne var materielt forkerte.
Såvel forhistorien til § 34 som almindelig forvaltningsret
støtter, at den nye vurdering er en ny oplysning i bestemmelsens forstand.
Skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, er ifølge forarbejderne en
videreførelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 4, der blev ophævet ved
lov nr. 381 af 2. juni 1999. Fortolkningsbidrag til skattestyrelseslovens § 4
finder derfor fortsat anvendelse ved fortolkning af den nugældende § 34, stk.
2.
Efter den daværende skattestyrelseslovs § 4, stk. 1, kunne den
kommunale skattemyndighed genoptage en skatteansættelse, hvis den
skattepligtige
fremlagde nye oplysninger, der kunne medføre en ændret skatteansættelse.
Afdelingsleder i Told- og Skattestyrelsen Normann Nielsen har i
TfS 1995.557 beskrevet beskrevet bestemmelsen derhen, at genoptagelse vil
kunne finde sted, såfremt skatteyderen sandsynliggjorde, at skatteansættelsen
materielt set var urigtig. Tilsvarende anfører Hans Henrik Bonde Eriksen i
Skattestyrelsesloven med kommentarer på side 450f under kommentaren til
skattestyrelseslovens
§ 34, stk. 2, at
"[s]katteyderen har et egentligt retskrav på genoptagelse,
såfremt de nye oplysninger skaber en vis sandsynlighed for, at sagen ville få
et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget ved myndighedernes
oprindelige stillingtagen til sagen.”
Et helt tilsvarende synspunkt er af Bente Møll Pedersen under
henvisning til LV 2000, A.H.2. 1.1.1., fremført i Skattekartoteket, kapitel
4,
om genoptagelsen efter skattestyrelseslovens § 34, stk. 2.
Almindelige forvaltningsretlige regler fører til samme resultat.
Der er ingen holdepunkter for, at skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, skal
fortolkes i strid med det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt.
Bent Christensen har således i Forvaltningsret - Prøvelse
(1994), på side 229 antaget, at en myndighed, hvor der ikke er positive
regler
om genoptagelse, har pligt til at genoptage behandlingen af en sag, såfremt
forvaltningsaktens adressat fremkommer med noget nyt.
I overensstemmelse hermed anfører Karsten Loiborg i
Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2. udg. på side 921, at det
"i almindelighed [må] antages at borgeren i forbindelse med
ulovbestemt remonstration har retskrav på genoptagelse og ny
realitetsbehandling af sagen i tilfælde hvor der i forbindelse med
genoptagelsesanmodningen fremkommer nye faktiske oplysninger af så væsentlig
betydning for sagen at der er en vis sandsynlighed for at sagen ville have
fået
et andet udfald hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med
myndighedens oprindelige stillingtagen til sagen.”
Skattemyndighederne må således også efter almindelige
forvaltningsretlige regler antages at have pligt til at genoptage en sag om
ejendomsbeskatning, hvor der foreligger oplysninger, der skaber en vis
sandsynlighed for, at ejendommen havde en anden værdi end den, der blev lagt
til grund ved skatteansættelsen.
Den konkrete ejendomsvurdering af 14. marts 2003 har i relation
til årene 2000-2002 netop karakter af et nyt faktisk forhold, der viser, at
ejendomsvurderingen for 2000-2002 var behæftet med en væsentlig fejl.
Hvor en retsregels beskrivelse af retsfaktum eller retsfølge er
tom eller upræcis, må forvaltningen foretage et almindeligt
forvaltningsretligt
skøn. Det skøn, skattemyndighederne har foretaget i denne sag, er ikke et
sådant skøn. Myndighedernes skøn i denne sag er et værdi- eller skatteskøn
over
ejendommens værdi i handel og vandel.
Et værdiskøn relaterer sig til fakta og ikke til jus. Selv hvis
det måtte antages, at Vurderingsankenævnet skulle have ret i, at kun nye
faktiske oplysninger kan medføre genoptagelse, kan den i 2003 foretagne
vurdering
netop begrunde genoptagelse, idet vurderingen er en ny faktisk oplysning.
Det er ikke i overensstemmelse med opfattelsen i den
forvaltningsretlige litteratur, når Vurderingsankenævnet i dets afgørelse af
17. november 2003 (bilag 11) anfører, at forhold, hvis indvirken på
vurderingen
i overvejende grad beror på et skøn, normalt ikke giver anledning til
genoptagelse, og at en ansættelse, der beror på et i øvrigt sagligt korrekt
foretaget skøn, ikke kan begrunde genoptagelse.
Bent Christensen har således i Forvaltningsret - Prøvelse, 2.
udg., side 71, anført:
"Hvis skatteskønnet er resulteret i et beløb, der adskiller
sig væsentligt fra det beløb, som, efter hvad der foreligger for domstolene,
er
rigtigt, kasseres skønnet."
Vurderingsankenævnet har ikke givet nogen begrundelse for, at
forholdet er omfattet af den af Vurderingsankenævnet opstillede hovedregel.
Vurderingsankenævnet har i dets afgørelser af 31. oktober
2003
tilsyneladende til støtte for ikke
at genoptage ejendomsvurderingen henvist til Højesterets dom i U 2000.1071 H.
Denne dom støtter ikke Vurderingsankenævnets afgørelse og vedrører desuden
ikke
et spørgsmål om genoptagelse af en ejendomsvurdering, men i stedet en klage
over en ejendomsvurdering.
Højesterets afgørelse vedrørte - til forskel fra den
foreliggende sag - et marked med faldende priser.
Ved afgørelsen fandt Højesteret det ikke godtgjort, at
prisniveauet på bedømmelsestidspunktet var faldet yderligere i forhold til
Landsskatterettens nedsættelse af ejendomsværdien. Højesteret fandt med andre
ord, at det ikke var godtgjort, at vurderingen var forkert. Efter en konkret
bevisvurdering fandt Højesteret i den forbindelse, at den ved syn og skøn
skete
efterfølgende vurdering af ejendommen ikke kunne være afgørende. Det var
alene
på denne baggrund, at Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at
antage, at den ansatte værdi lå udenfor rammerne for det skøn, som tilkommer
vurderingsmyndighederne.
Den foreliggende sag er helt modsat situationen for Højesteret.
Her er der intet, der tyder på, at vurderingerne for 2000-2002 er korrekte.
Det
er ubestridt, at den ved besigtigelse konstaterede ejendomsværdi i 2003 er
udtryk for ejendommens reelle værdi, og at ejendomspriserne for tilsvarende
ejendomme i perioden 2000-2002 har været stigende og i perioden 2002-2003
svagt
stigende/konstante. Ved de foretagne fremskrivninger har Regionen anerkendt,
at
ejendommens værdi var steget væsentligt i perioden. Det må derfor lægges til
grund, at ejendomsværdien i 2000-2002 ikke kan have oversteget den i 2003
konstaterede værdi på 34.500.000 kr.”
Landsskatterettens
bemærkninger og begrundelse
Landsskatterettens kompetence i sager om afslag på anmodning om
genoptagelse af en skatteansættelse fremgår af rettens forretningsorden § 17,
stk. 4.
Bestemmelsen har følgende ordlyd:
”Hvis klagen vedrører et afslag på genoptagelse af en
skatteansættelse, og Landsskatteretten finder, at genoptagelse burde have
fundet sted, skal Landsskatteretten i kendelsen pålægge den pågældende
skattemyndighed at genoptage skatteansættelsen.”
Det bemærkes, at rettens adgang til at behandle klager over
afslag på genoptagelse efter dagældende skattestyrelseslovs § 4, stk. 1, ved
forretningsordenens fastsættelse havde direkte hjemmel i dagældende § 4, stk.
4, der henviste til klagereglerne i skattestyrelseslovens kapitel 3.
Ved ændringen af bestemmelsen, hvorved bestemmelsen blev til
skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, forsvandt henvisningen til kapitel 3. Det
blev imidlertid anført i bemærkningerne til bestemmelsen, at:
”Det er i forslaget forudsat, at kompetencen til at afgøre, om
en genoptagelsesanmodning skal imødekommes, tilkommer skattemyndigheden, og
at
et afslag på en sådan genoptagelsesanmodning kan påklages på samme måde som
en
skatteansættelse, det vil typisk sige til skatteankenævn og
Landsskatteretten.”
Det er fast antaget i praksis, at klageadgangen til
Landsskatteretten i disse sager stadig består.
I bemærkningerne til den nugældende skattestyrelseslovs § 34 og
35 er det i afsnit 2.1.1., gældende ret, bl.a. anført, at:
”Der er i skattestyrelsesloven fastsat regler for, hvornår en
skatteansættelse kan foretages eller ændres. Med skatteansættelsen forstås
såvel ansættelsen af indkomst og ejendomsværdi som den skatteberegning, der
skal foretages på grundlag af ansættelsen.”
Da forretningsordenen må fortolkes i overensstemmelse med den
til en hver tid gældende bemyndigelseslov, finder retten, at
forretningsordenens § 17, stk. 4, også finder anvendelse på sager om afslag
om
genoptagelse af ejendomsvurderingen. En eventuel genoptagelse skal derfor
finde
sted ved de regionale vurderingsmyndigheder.
Da der endvidere ikke ses at være sådanne særlige forhold, der
kan begrunde, at retten behandler klagen, jf. skattestyrelseslovens § 23,
stk.
2, 2. pkt., kan den principale og subsidiære påstand ikke følges.
For så vidt angår påstanden om genoptagelse af ansættelsen ved
vurderingerne pr. 1. januar 2000, 2001 og 2002 bemærkes det, at betingelserne
for at få genoptaget en tidligere ansættelse findes i skattestyrelseslovens §
34, stk. 2.
Bestemmelsen har følgende ordlyd:
”En skattepligtig eller en klageberettiget, jf. § 22 A, stk. 1,
der ønsker at få ændret sin ansættelse, skal senest den 1. maj i det 4. år
efter indkomstårets henholdsvis vurderingsårets udløb fremlægge oplysninger
af
faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.”
Det hedder i bemærkningerne til den nugældende
skattestyrelseslov § 34, stk. 2:
”Forslaget til § 34, stk. 2, er en videreførelse af den
nugældende § 34, stk. 2, i skattestyrelsesloven, idet det dog er præciseret,
at
genoptagelse kan ske på baggrund af oplysninger af såvel faktisk som retlig
karakter. Det er endvidere med forslaget tydeliggjort, at en skatteansættelse
kan genoptages, hvis der forelægges myndighederne oplysninger, der kan
begrunde
en ændring, uanset at oplysningerne ikke er nye i objektiv forstand.
Afgørende
er således, at oplysningerne ikke har dannet grundlag for den afgørelse, der
ønskes genoptaget, og at der på baggrund af at de forelagte oplysninger er
anledning til at ændre skatteansættelsen.
”
Bestemmelsen i § 34, stk. 2 skal således sikre skatteyderen, at
der – bortset fra bagatelændringer – foretages materielt korrekte
skatteansættelser, idet alle oplysninger af væsentlig betydning for sagen
kommer til at indgå ved vurderingen af denne.
Landsskatteretten er enig med Ankenævnet i, at et ændret
vurderingsskøn ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at begrunde en
genoptagelse af tidligere ansættelser. Dette begrundes med, at ansættelsen
ved
enhver vurdering foretages på baggrund af et konkret skøn over ejendommens
aktuelle handelspris, der bl.a. bestemmes af ejendommens faktiske forhold og
retlige udnyttelsesmulighed samt udviklingen i handelsprisen for
sammenlignelige ejendomme. Endvidere kan myndigheden indenfor
skønsusikkerheden
have valgt at foretage et mere eller mindre forsigtigt skøn i forhold til
tidligere ansættelser. Der kan således være mange grunde til, at skønnet
ændres
markant fra den ene vurdering til den næste uden at dette i sig selv betyder,
at de forudgående vurderingsskøn har været forkerte. Det må således kræves,
at
yderligere momenter tillige taler for, at de tidligere vurderingsskøn har
været
forkerte.
Retten finder i denne forbindelse ikke, at der kan lægges vægt
på den konstaterede forurening, der efter det oplyste har været begrænset og
ikke væsentligt har hindret ejendommens udnyttelsesmulighed. Der er endvidere
lagt vægt på, at forureningen ikke er tillagt væsentlig betydning ved
ansættelsen ved § 4-vurderingen, hvorfor den heller ikke i kan begrunde en
genoptagelse af vurderingerne pr. 1. januar 2000, 2001 og 2002.
Det bemærkes imidlertid samtidig, at skønnet over ejendommens
handelsværdi ved § 4-vurderingen pr. 26. maj 2003, der blev foretaget på
baggrund af en besigtigelse og konkret vurdering af ejendommen, var knapt 45
%
lavere end ansættelsen ved vurderingen pr. 1. januar 2002, der efter det
oplyste blev foretaget maskinelt. Dette på trods af, at handelspriserne for
den
pågældende type ejendom efter det oplyste var svagt stigende/stagnerende fra
1.
januar 2002 til tidspunktet for § 4-vurderingen. Endelig ses § 4-vurderingens
rigtighed at være underbygget af B A/S’ forudgående vurdering af
ejendommen.
Under disse omstædigheder, hvor § 4-vurderingen ses at være
foretaget på et mere fyldestgørende grundlag end de vurderinger, der ønskes
genoptaget, samtidig med at disse vurderingers rigtighed ikke støttes af
prisudviklingen for sammenlignelige ejendomme, findes der at være
tilstrækkeligt grundlag for at pålægge den regionale vurderingsmyndighed at
genoptage ansættelserne pr. 1. januar 2000, 2001 og 2002. Det bemærkes, at
retten ved afgørelsen af spørgsmålet om genoptagelse ikke har taget stilling
til sagens realitet.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sømandsfradrag Retsinformation · 24. maj 2000
- Skatteankenævnet har anset den kommunale skattemyndigheds afgørelser af 23. juni 2003 for at være genoplivede Landsskatteretten · 3. oktober 2008
- Om en anmodning om nedslag for skatter betalt i udlandet omfattes af genoptagelsesreglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 Landsskatteretten · 6. juni 2012
- Skattecentret har afslået anmodning om ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for 1999 Landsskatteretten · 24. september 2008
- Told- og skatteforvaltningen har ikke imødekommet klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af beregningsgrundlaget for arbejdsmarkedsbidrag for… Landsskatteretten · 6. november 2008
- SKAT har nægtet at genoptage klagerens skatteansættelser Landsskatteretten · 29. maj 2017
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse vedr. afslag på ekstraordinær genoptagelse ved skatterådet – grundværdi – bebyggelsesprocent – etageprincip Retsinformation · 17. november 2009
- Landsskatteretskendelse vedr. anmodning om genoptagelse af ejendomsvurdering – fastsættelse af fradrag i grundværdien for forbedringer Retsinformation · 12. januar 2010
- Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgte har krav på ekstraordinær genoptagelse af en ejendomsvurdering pr. 1. oktober 2011, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, jf. stk. 1. Domsdatabasen · 18. januar 2022
- Landsskatteretskendelse vedr. fastsættelse af fradrag i grundværdien for grundforbedringer Retsinformation · 25. januar 2011
- Landsskatteretskendelse vedr. afslag på ekstraordinær genoptagelse – grundværdiansættelse Retsinformation · 6. november 2009
- Landsskatteretskendelse vedr. ejendomsvurdering - nedslag i grundværdi - afholdte udgifter til ekstrafundering Retsinformation · 23. marts 2013