Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. genoptagelse af en § 4 vurdering af en ejendom

KEN nr 9788 af 08/10/2004Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet20. april 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. genoptagelse af en § 4

vurdering af en ejendom

Klagen vedrører en anmodning om genoptagelse af

ejendomsvurderingerne pr. 1. januar 2000, 2001 og 2002.

Landsskatterettens

afgørelse

Vurderingsankenævnet har ikke givet ejeren medhold i, at

ejendomsvurderingerne pr. 1. januar 2000, 2001 og 2002, skal genoptages, jf.

vurderingslovens § 34, stk. 2.

Landsskatteretten ændrer Vurderingsankenævnets afgørelse:

Regionen pålægges at genoptage vurderingen pr. 1. januar 2000,

2001 og 2002

Sagens

oplysninger

Ejendommen er en erhvervsejendom med et grundareal på 13.091 m2.

Bebyggelsen består primært af en bygning opført i 1964 med et

etageareal på 8.736 m2, heraf fabrik/værksted 2.912 m2,

lager 2.912 m2

og kontor/kantine 2.912 m2. Endvidere er

der 3 mindre bygninger på 1-9 m2.

Ejendommen er ved 2000- til 2002-vurderingen ansat til:

Vurdering pr. 1. jan.

Ejendomsværdi

Grundværdi

2000

43.500.000 kr.

5.424.700 kr.

2001

45.500.000 kr.

5.683.000 kr.

Læs alt

2002

50.000.000 kr.

6.458.000 kr.

Ved brev af 22. marts 2002 meddelte Amtet, at ejendommen ville

blive kortlagt på vidensniveau 2 i henhold til reglerne om forurenet jord.

Tinglysning herom er foretaget den 8. marts 2002.

På opfordring fra ejerne udarbejde B A/S den 7. marts 2003 en

vurderingsrapport for ejendommen. Det fremgår heraf, at ejendommen skønnes at

have en kontant markedsværdi på 33.250.000 kr.

Ved brev af 7. marts anmodede B A/S på vegne af ejerne om en

omvurdering af ejendommen i henhold til vurderingslovens § 4. Efterfølgende

blev ejendommens vurdering ved brev af 26. marts 2003 fra regiondn nedsat fra

50.000.000 kr. til 34.500.000 kr.

Regionen har i forbindelse med anmodningen om genoptagelse af

ejendomsvurderingen for vurderingsårene 2000, 2001 og 2002 oplyst følgende om

den konstaterede forurening på ejendommen:

”Det fremgår af Amtets forvarsel om kortlægning af forurening på

ejendommen at der er tale om en registrering af 450 m2

ud af et

grundareal på 13.091 m2. Der er konstateret en moderat forurening

med delvist nedbrudt gasolie samt en kraftig forurening med plantegiften

meclorprop. Forureningen vurderes ikke at give anledning til risiko for

recipienten, ligesom der ikke er påbudt indskrænkninger i den hidtidige

arealanvendelse. Hertil kommer, at det registrerede areal ligger udenfor de

bestående byggefelter. Det skønnes at forureningen lokalisering på grunden

ikke

vil være til væsentlig gene ved ny bebyggelse på grunden.

Ved ansættelsen pr. 14. marts 2003 er oplysningerne om

forurening på grunden, jf. ovenstående alene tillagt marginal betydning.

”

Vurderingsankenævnets

afgørelse

Vurderingsankenævnet har ikke fundet grundlag for at pålægge

Regionen at genoptage vurderingerne af ejendommen pr. 1 januar 2000, 2001 og

2002.

Afgørelsen er bl.a. begrundet med, at:

”Fortolkningen af den nu omhandlede praksis angående

genoptagelse har sit udspring i forarbejderne til § 41 i vurderingsloven,

hvorunder det under bemærkningerne til lovforslaget står, at bestemmelsen

svarer til bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 4 (daværende). I

forbindelse

med reglens overgang fra vurderingsloven til den nuværende skattestyrelseslov

er der ikke påtænkt nogen praksisændring fra lovgivers side.

Henvisningen i forarbejderne til skattestyrelseslovens § 4 yder

kun en begrænset vejledning til administrationen af vurderingslovens § 41 og

dermed den praksis der følges i dag.

De oplysninger, som genoptagelsesreglen i første række dækker,

er sådanne der vedrører ejendommens fysiske beskaffenhed. Som eksempel på

oplysninger, der i praksis har givet adgang til genoptagelse, kan nævnes fejl

i

matriklens arealangivelse og væsentlige fejl i Bygnings- og Boligregistret

(BBR).

Forhold, hvis indvirkning på vurderingen overvejende beror på et

skøn, vil normalt ikke give anledning til genoptagelse, da et skøn altid i

sagens natur er behæftet med en vis usikkerhed. Endvidere følger det af

loven,

at der skal være tale om oplysninger, der vil medføre en ændret ansættelse.

En

ansættelse, der beror på et i øvrigt sagligt korrekt foretaget skøn, kan

således ikke begrunde en genoptagelse, ligesom faktiske oplysninger, der ikke

giver anledning til en væsentlig ændring af vurderingen, heller ikke vil

kunne

begrunde, at vurderingen genoptages.

At der ved en senere besigtigelse eller et senere salg af

ejendommen konstateres, at et for tidligere vurderingsår foretaget skøn viser

sig at være uoverensstemmende med det vurderingsniveau, der konstateres på

dette

senere tidspunkt, kan derfor ikke som udgangspunkt begrunde genoptagelse.

Der kan fra nyere retspraksis henvises til Højesterets dom af 3.

februar 2003 optrykt i UfR 2000.1071, hvor Højesteret fastslog at en

grundværdiansættelse på 10.170.000 kr. ikke lå udenfor rammerne af det skøn

som

tilkommer vurderingsmyndighederne, uanset at grunden ved en efterfølgende

syns-

og skønsforretning ansattes til 5.131.200 kr.”

Ejerens

påstand og argumenter

Repræsentanten har nedlagt følgende påstande:

principalt:

ejendomsvurderingen

fastsættes til 34.500.000 kr. i 2002, og nedsættes for årene 2000 og 2001 til

henholdsvis 30.015.000 kr., og 31.395.000 kr.

subsidiært:

ejendomsvurderingen fastsættes til 34.500.000 kr. i 2002, og nedsættes efter

rettens skøn til et beløb ikke over 34.500.000 kr. for årene 2000 og 2001.

mere subsidiært:

ejendomsvurderingen for ejendommen for årene 2000, 2001 og 2002 hjemvises til

fornyet behandling ved Regionen

Til støtte for påstanden, henviser repræsentanten til at:

”Det for Vurderingsankenævnet anførte fastholdes i det hele. Det

er fortsat klagernes opfattelse, at den af Vurderingsankenævnet anførte

begrundelse er urigtig og ikke kan føre til et afslag på genoptagelse.

Som nævnt blev ejendommen den 14. marts 2003 omvurderet. Det

fremgår ikke af Regionens brev af 3. april 2003, om den ved omvurderingen

fundne værdi af ejendommen er tilbagediskonteret, og i givet fald til hvilken

dato. Ifølge vurderingslovens § 4, stk. 3, skal vurderingen ved en

omvurdering

efter § 4 ske på baggrund af ejendommens tilstand på vurderingstidspunktet,

men

efter prisforholdene pr. vurderingsterminen ved senest forudgående

almindelige

vurdering. Den senest almindelige vurdering forud for omvurderingen skete pr.

1. januar 2002. hvorfor det må antages, at vurderingen på 34.500.000 kr. er

foretaget efter prisforholdene denne dato.

Det er ubestridt, at der ikke er foretaget væsentlige ændringer

af ejendommen i perioden. Det må derfor lægges til grund, at ejendommens

tilstand på vurderingstidspunktet svarer til tilstanden den 1. januar 2002.

Regionens egen omvurdering viser således, at den almindelige

vurdering af ejendommen pr. 1. januar 2002 adskiller sig væsentligt fra

ejendommens reelle værdi, og skattemyndighedernes oprindelige vurdering må

derfor kasseres. Det synes da også mest nærliggende at forstå lovens system

sådan, at den foretagne - tilbagediskonterede - omvurdering træder i stedet

for

den almindelige vurdering pr. 1. januar 2002.

En anerkendelse af, at omvurderingen træder i stedet for den

almindelige vurdering, vil endvidere medføre, at den særlige tidsforskudte

ordning for opgørelse og udregning af dækningsafgift kommer til at fungere

hensigtsmæssigt. En omvurdering af en ejendom vil få virkning for

skatteansættelsen i det år, omvurderingen foretages og dækningsafgiften vil

derved blive beregnet af ejendommens reelle værdi.

Anerkendes det derimod ikke, at omvurderingen træder i stedet

for den almindelige vurdering - og afslås genoptagelse for 2002 - vil min

klient forblive i den helt urimelige situation, at man i 2003 betaler

dækningsafgift ud fra ejendomsværdien på 50.000.000 kr., uanset at den reelle

værdi i hverken 2002 eller 2003 ikke kan overstige 34.500.000 kr.

Urimeligheden

øges af, at min klient også i 2004 er blevet afkrævet dækningsafgift ud fra

en ejendomsværdi

på 50.000.000 kr., idet der alene er sket en maskinel fremskrivning af

ejendommens vurdering.

Skulle Landsskatteretten ikke finde, at den ved besigtigelse

vurderede ejendomsværdi erstatter den almindelige vurdering pr. 1. januar

2002,

er det som nævnt mine klienters opfattelse, at den nye vurdering af 14. marts

2003 i det mindste viser, at ejendomsvurderingen har været forkert i hele

perioden 2000-2002 og at der derfor må ske genoptagelse.

Told & Skat's afgørelse af 14. marts 2003 vedrørende

ejendommens værdi blev truffet efter en konkret besigtigelse og vurderingen

må

anses som det mest korrekte udtryk for ejendommens værdi.

Da ejendomspriserne for tilsvarende ejendomme i perioden

2000-2002 har været stigende og konstante/svagt stigende i perioden

2002-2003,

og da værdien af ejendommen ifølge de offentlige vurderinger ligeledes har

været stigende i perioden 2000-2002 og konstant/svagt stigende i perioden

2002-2003, kan ejendommens faktiske værdi ikke antages at have oversteget

34.500.000 kr. i årene 2000-2002. Tværtimod må det antages, at værdien har

været lavere end 34.500.000 kr. i årene 2000-2001.

Tilbagediskonteres den ved besigtigelse fundne værdi på

34.500.000 kr. ved anvendelse af de af skattemyndighederne anvendte

fremskrivningsprocenter, bliver ejendomsværdien for årene 2000-2002

henholdsvis

30.015.000 kr. 31.395.000 kr. og 34.500.000 kr.

Det fastholdes endvidere, at den i 2003 foretagne konkrete

vurdering af ejendommens værdi er en ny oplysning i skattestyrelseslovens §

34,

stk. 2's forstand, da denne vurdering godtgør, at Regionens vurderinger af

ejendommens værdi i årene 2000-2002 var væsentligt højere end ejendommens

faktiske værdi, dvs. at vurderingerne var materielt forkerte.

Såvel forhistorien til § 34 som almindelig forvaltningsret

støtter, at den nye vurdering er en ny oplysning i bestemmelsens forstand.

Skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, er ifølge forarbejderne en

videreførelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 4, der blev ophævet ved

lov nr. 381 af 2. juni 1999. Fortolkningsbidrag til skattestyrelseslovens § 4

finder derfor fortsat anvendelse ved fortolkning af den nugældende § 34, stk.

2.

Efter den daværende skattestyrelseslovs § 4, stk. 1, kunne den

kommunale skattemyndighed genoptage en skatteansættelse, hvis den

skattepligtige

fremlagde nye oplysninger, der kunne medføre en ændret skatteansættelse.

Afdelingsleder i Told- og Skattestyrelsen Normann Nielsen har i

TfS 1995.557 beskrevet beskrevet bestemmelsen derhen, at genoptagelse vil

kunne finde sted, såfremt skatteyderen sandsynliggjorde, at skatteansættelsen

materielt set var urigtig. Tilsvarende anfører Hans Henrik Bonde Eriksen i

Skattestyrelsesloven med kommentarer på side 450f under kommentaren til

skattestyrelseslovens

§ 34, stk. 2, at

"[s]katteyderen har et egentligt retskrav på genoptagelse,

såfremt de nye oplysninger skaber en vis sandsynlighed for, at sagen ville få

et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget ved myndighedernes

oprindelige stillingtagen til sagen.”

Et helt tilsvarende synspunkt er af Bente Møll Pedersen under

henvisning til LV 2000, A.H.2. 1.1.1., fremført i Skattekartoteket, kapitel

4,

om genoptagelsen efter skattestyrelseslovens § 34, stk. 2.

Almindelige forvaltningsretlige regler fører til samme resultat.

Der er ingen holdepunkter for, at skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, skal

fortolkes i strid med det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt.

Bent Christensen har således i Forvaltningsret - Prøvelse

(1994), på side 229 antaget, at en myndighed, hvor der ikke er positive

regler

om genoptagelse, har pligt til at genoptage behandlingen af en sag, såfremt

forvaltningsaktens adressat fremkommer med noget nyt.

I overensstemmelse hermed anfører Karsten Loiborg i

Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2. udg. på side 921, at det

"i almindelighed [må] antages at borgeren i forbindelse med

ulovbestemt remonstration har retskrav på genoptagelse og ny

realitetsbehandling af sagen i tilfælde hvor der i forbindelse med

genoptagelsesanmodningen fremkommer nye faktiske oplysninger af så væsentlig

betydning for sagen at der er en vis sandsynlighed for at sagen ville have

fået

et andet udfald hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med

myndighedens oprindelige stillingtagen til sagen.”

Skattemyndighederne må således også efter almindelige

forvaltningsretlige regler antages at have pligt til at genoptage en sag om

ejendomsbeskatning, hvor der foreligger oplysninger, der skaber en vis

sandsynlighed for, at ejendommen havde en anden værdi end den, der blev lagt

til grund ved skatteansættelsen.

Den konkrete ejendomsvurdering af 14. marts 2003 har i relation

til årene 2000-2002 netop karakter af et nyt faktisk forhold, der viser, at

ejendomsvurderingen for 2000-2002 var behæftet med en væsentlig fejl.

Hvor en retsregels beskrivelse af retsfaktum eller retsfølge er

tom eller upræcis, må forvaltningen foretage et almindeligt

forvaltningsretligt

skøn. Det skøn, skattemyndighederne har foretaget i denne sag, er ikke et

sådant skøn. Myndighedernes skøn i denne sag er et værdi- eller skatteskøn

over

ejendommens værdi i handel og vandel.

Et værdiskøn relaterer sig til fakta og ikke til jus. Selv hvis

det måtte antages, at Vurderingsankenævnet skulle have ret i, at kun nye

faktiske oplysninger kan medføre genoptagelse, kan den i 2003 foretagne

vurdering

netop begrunde genoptagelse, idet vurderingen er en ny faktisk oplysning.

Det er ikke i overensstemmelse med opfattelsen i den

forvaltningsretlige litteratur, når Vurderingsankenævnet i dets afgørelse af

17. november 2003 (bilag 11) anfører, at forhold, hvis indvirken på

vurderingen

i overvejende grad beror på et skøn, normalt ikke giver anledning til

genoptagelse, og at en ansættelse, der beror på et i øvrigt sagligt korrekt

foretaget skøn, ikke kan begrunde genoptagelse.

Bent Christensen har således i Forvaltningsret - Prøvelse, 2.

udg., side 71, anført:

"Hvis skatteskønnet er resulteret i et beløb, der adskiller

sig væsentligt fra det beløb, som, efter hvad der foreligger for domstolene,

er

rigtigt, kasseres skønnet."

Vurderingsankenævnet har ikke givet nogen begrundelse for, at

forholdet er omfattet af den af Vurderingsankenævnet opstillede hovedregel.

Vurderingsankenævnet har i dets afgørelser af 31. oktober

2003

tilsyneladende til støtte for ikke

at genoptage ejendomsvurderingen henvist til Højesterets dom i U 2000.1071 H.

Denne dom støtter ikke Vurderingsankenævnets afgørelse og vedrører desuden

ikke

et spørgsmål om genoptagelse af en ejendomsvurdering, men i stedet en klage

over en ejendomsvurdering.

Højesterets afgørelse vedrørte - til forskel fra den

foreliggende sag - et marked med faldende priser.

Ved afgørelsen fandt Højesteret det ikke godtgjort, at

prisniveauet på bedømmelsestidspunktet var faldet yderligere i forhold til

Landsskatterettens nedsættelse af ejendomsværdien. Højesteret fandt med andre

ord, at det ikke var godtgjort, at vurderingen var forkert. Efter en konkret

bevisvurdering fandt Højesteret i den forbindelse, at den ved syn og skøn

skete

efterfølgende vurdering af ejendommen ikke kunne være afgørende. Det var

alene

på denne baggrund, at Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at

antage, at den ansatte værdi lå udenfor rammerne for det skøn, som tilkommer

vurderingsmyndighederne.

Den foreliggende sag er helt modsat situationen for Højesteret.

Her er der intet, der tyder på, at vurderingerne for 2000-2002 er korrekte.

Det

er ubestridt, at den ved besigtigelse konstaterede ejendomsværdi i 2003 er

udtryk for ejendommens reelle værdi, og at ejendomspriserne for tilsvarende

ejendomme i perioden 2000-2002 har været stigende og i perioden 2002-2003

svagt

stigende/konstante. Ved de foretagne fremskrivninger har Regionen anerkendt,

at

ejendommens værdi var steget væsentligt i perioden. Det må derfor lægges til

grund, at ejendomsværdien i 2000-2002 ikke kan have oversteget den i 2003

konstaterede værdi på 34.500.000 kr.”

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

Landsskatterettens kompetence i sager om afslag på anmodning om

genoptagelse af en skatteansættelse fremgår af rettens forretningsorden § 17,

stk. 4.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Hvis klagen vedrører et afslag på genoptagelse af en

skatteansættelse, og Landsskatteretten finder, at genoptagelse burde have

fundet sted, skal Landsskatteretten i kendelsen pålægge den pågældende

skattemyndighed at genoptage skatteansættelsen.”

Det bemærkes, at rettens adgang til at behandle klager over

afslag på genoptagelse efter dagældende skattestyrelseslovs § 4, stk. 1, ved

forretningsordenens fastsættelse havde direkte hjemmel i dagældende § 4, stk.

4, der henviste til klagereglerne i skattestyrelseslovens kapitel 3.

Ved ændringen af bestemmelsen, hvorved bestemmelsen blev til

skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, forsvandt henvisningen til kapitel 3. Det

blev imidlertid anført i bemærkningerne til bestemmelsen, at:

”Det er i forslaget forudsat, at kompetencen til at afgøre, om

en genoptagelsesanmodning skal imødekommes, tilkommer skattemyndigheden, og

at

et afslag på en sådan genoptagelsesanmodning kan påklages på samme måde som

en

skatteansættelse, det vil typisk sige til skatteankenævn og

Landsskatteretten.”

Det er fast antaget i praksis, at klageadgangen til

Landsskatteretten i disse sager stadig består.

I bemærkningerne til den nugældende skattestyrelseslovs § 34 og

35 er det i afsnit 2.1.1., gældende ret, bl.a. anført, at:

”Der er i skattestyrelsesloven fastsat regler for, hvornår en

skatteansættelse kan foretages eller ændres. Med skatteansættelsen forstås

såvel ansættelsen af indkomst og ejendomsværdi som den skatteberegning, der

skal foretages på grundlag af ansættelsen.”

Da forretningsordenen må fortolkes i overensstemmelse med den

til en hver tid gældende bemyndigelseslov, finder retten, at

forretningsordenens § 17, stk. 4, også finder anvendelse på sager om afslag

om

genoptagelse af ejendomsvurderingen. En eventuel genoptagelse skal derfor

finde

sted ved de regionale vurderingsmyndigheder.

Da der endvidere ikke ses at være sådanne særlige forhold, der

kan begrunde, at retten behandler klagen, jf. skattestyrelseslovens § 23,

stk.

2, 2. pkt., kan den principale og subsidiære påstand ikke følges.

For så vidt angår påstanden om genoptagelse af ansættelsen ved

vurderingerne pr. 1. januar 2000, 2001 og 2002 bemærkes det, at betingelserne

for at få genoptaget en tidligere ansættelse findes i skattestyrelseslovens §

34, stk. 2.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”En skattepligtig eller en klageberettiget, jf. § 22 A, stk. 1,

der ønsker at få ændret sin ansættelse, skal senest den 1. maj i det 4. år

efter indkomstårets henholdsvis vurderingsårets udløb fremlægge oplysninger

af

faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.”

Det hedder i bemærkningerne til den nugældende

skattestyrelseslov § 34, stk. 2:

”Forslaget til § 34, stk. 2, er en videreførelse af den

nugældende § 34, stk. 2, i skattestyrelsesloven, idet det dog er præciseret,

at

genoptagelse kan ske på baggrund af oplysninger af såvel faktisk som retlig

karakter. Det er endvidere med forslaget tydeliggjort, at en skatteansættelse

kan genoptages, hvis der forelægges myndighederne oplysninger, der kan

begrunde

en ændring, uanset at oplysningerne ikke er nye i objektiv forstand.

Afgørende

er således, at oplysningerne ikke har dannet grundlag for den afgørelse, der

ønskes genoptaget, og at der på baggrund af at de forelagte oplysninger er

anledning til at ændre skatteansættelsen.

”

Bestemmelsen i § 34, stk. 2 skal således sikre skatteyderen, at

der – bortset fra bagatelændringer – foretages materielt korrekte

skatteansættelser, idet alle oplysninger af væsentlig betydning for sagen

kommer til at indgå ved vurderingen af denne.

Landsskatteretten er enig med Ankenævnet i, at et ændret

vurderingsskøn ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at begrunde en

genoptagelse af tidligere ansættelser. Dette begrundes med, at ansættelsen

ved

enhver vurdering foretages på baggrund af et konkret skøn over ejendommens

aktuelle handelspris, der bl.a. bestemmes af ejendommens faktiske forhold og

retlige udnyttelsesmulighed samt udviklingen i handelsprisen for

sammenlignelige ejendomme. Endvidere kan myndigheden indenfor

skønsusikkerheden

have valgt at foretage et mere eller mindre forsigtigt skøn i forhold til

tidligere ansættelser. Der kan således være mange grunde til, at skønnet

ændres

markant fra den ene vurdering til den næste uden at dette i sig selv betyder,

at de forudgående vurderingsskøn har været forkerte. Det må således kræves,

at

yderligere momenter tillige taler for, at de tidligere vurderingsskøn har

været

forkerte.

Retten finder i denne forbindelse ikke, at der kan lægges vægt

på den konstaterede forurening, der efter det oplyste har været begrænset og

ikke væsentligt har hindret ejendommens udnyttelsesmulighed. Der er endvidere

lagt vægt på, at forureningen ikke er tillagt væsentlig betydning ved

ansættelsen ved § 4-vurderingen, hvorfor den heller ikke i kan begrunde en

genoptagelse af vurderingerne pr. 1. januar 2000, 2001 og 2002.

Det bemærkes imidlertid samtidig, at skønnet over ejendommens

handelsværdi ved § 4-vurderingen pr. 26. maj 2003, der blev foretaget på

baggrund af en besigtigelse og konkret vurdering af ejendommen, var knapt 45

%

lavere end ansættelsen ved vurderingen pr. 1. januar 2002, der efter det

oplyste blev foretaget maskinelt. Dette på trods af, at handelspriserne for

den

pågældende type ejendom efter det oplyste var svagt stigende/stagnerende fra

1.

januar 2002 til tidspunktet for § 4-vurderingen. Endelig ses § 4-vurderingens

rigtighed at være underbygget af B A/S’ forudgående vurdering af

ejendommen.

Under disse omstædigheder, hvor § 4-vurderingen ses at være

foretaget på et mere fyldestgørende grundlag end de vurderinger, der ønskes

genoptaget, samtidig med at disse vurderingers rigtighed ikke støttes af

prisudviklingen for sammenlignelige ejendomme, findes der at være

tilstrækkeligt grundlag for at pålægge den regionale vurderingsmyndighed at

genoptage ansættelserne pr. 1. januar 2000, 2001 og 2002. Det bemærkes, at

retten ved afgørelsen af spørgsmålet om genoptagelse ikke har taget stilling

til sagens realitet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter