Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for kautionstab

KEN nr 9773 af 11/08/2004Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet19. april 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for kautionstab

Klagen vedrører ikke godkendt fradrag for kautionstab.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Skatteankenævnet har nægtet at godkende fradrag for

kautionstab, selvangivet med 100.000 kr.

Landsskatteretten godkender fradrag med 100.000 kr.

Sagens oplysninger

Klageren har i forbindelse med stiftelse af selskaberne B

ApS og C A/S den 22. november 1994 påtaget sig en kautionsforpligtelse over

for

X banken på maksimum 100.000 kr. til sikkerhed for selskabernes mellemværende

med banken.

Det er oplyst, at klageren har drevet vognmandsvirksomhed

fra sidst i 1980’erne. Han havde udført vognmandskørsel for D A/S i 2-3

år

forud for rekonstruktionen af virksomheden i november 1994. Han havde haft to

lastbiler, som kørte for C A/S. Den ene lastbil havde han selv kørt i, medens

den anden blev kørt af en underentreprenør, der udskrev regninger til ham.

Klageren havde haft lønansættelse i C A/S, hvori han havde

arbejdet 2-3 timer pr. dag. Ansættelsesforholder var begyndt ca. 2-3 måneder

efter rekonstruktionen i november 1994. Han havde i en periode tillige været

med i bestyrelsen i selskabet.

Om C A/S er oplyst, at selskabet blev stiftet den 1. juli

1994 som et skuffeselskab under navnet ”E A/S”. I november 1994

blev selskabet

købt af F ApS med aktier for nominelt 300.000 kr. og B ApS med aktier for

nominelt 200.000 kr., i hvilken forbindelse selskabets navn blev ændret til C

A/S med formål at drive transportvirksomhed og dermed beslægtet virksomhed. B

ApS havde som anpartshavere 9 personer, der tidligere havde været beskæftiget

Læs alt

som chauffører og lignende i transportvirksomhed, og man ønskede igennem

købet

af C A/S at sikre sig fortsat beskæftigelse.

Klageren erhvervede 8.000 anparter i B ApS pr. 21. november

1994, hvilken dato vedtægtsændringen blev registreret.

I forbindelse med navneændringen erhvervede C A/S af G ApS

og F ApS driftsinventar og driftsmateriel, herunder last- og påhængsvogne for

et samlet beløb på 1.670.000 kr. Købene finansieredes delvis gennem nyoptagne

lån og ydede kreditter.

I løbet af foråret 1995 forværredes selskabets økonomiske

forhold, ligesom selskabets likviditetsvanskeligheder forøgedes. Den 26.

oktober 1995 blev Told- og Skattestyrelsens begæring om konkurs efterkommet.

Om B ApS er oplyst, at skifteretten den 5. februar 1997

opløste selskabet i medfør af anpartsselskabslovens § 60, jf. § 61, jf.

princippet i konkurslovens § 143, da selskabet ikke ejede aktiver, der ville

kunne danne grundlag for en konkurs- eller likvidationsbehandling.

Der er aldrig indgivet regnskab for C A/S og B ApS. I 1995

bliver der indgivet konkursbegæring mod C A/S, og banken gør

kautionsforpligtelsen gældende over for klageren og de øvrige aktionærer den

17. november 1995. I 1995 fratrækker klageren et tab på debitorer på 100.000

kr.

Klageren blev ved byretsdom af 24. september 1999 dømt til

at indfri kautionsforpligtelsen over for banken med 100.000 kr., hvilket

beløb

han har fratrukket som kautionstab i indkomstopgørelsen for 1999 for H. Denne

virksomheds aktiviteter vedrører montering af mobiltelefoner og andet

kommunikationsudstyr samt salg af reservedele og handelsvarer.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har nægtet klageren fradrag for

kautionstab, idet kautionsforpligtelsen ikke er erhvervsmæssigt begrundet.

Skatteankenævnet har i forbindelse med en henvisning til TfS

1991, 239 bemærket, at denne afgørelse ikke er identisk med den foreliggende

sag, idet klageren i nærværende sag

påtager sig kautionsforpligtelsen for to nye skuffeselskaber. Der er

derfor ikke tale om at sikre en fortsat drift af en virksomhed.

Kautionen er ikke påtaget for at sikre selskabernes

hidtidige afsætningsmuligheder eller leverancer og derigennem den løbende

indtjening, idet der her er tale om nystiftede selskaber, som ikke tidligere

har haft aktivitet.

Skatteankenævnet er af den opfattelse, at

kautionsforpligtelsen ikke er erhvervsmæssigt begrundet, hvorfor der ikke kan

godkendes fradrag for kautionstabet.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har anført, at klageren både før og

efter rekonstruktionen af virksomheden C A/S drev selvstændig

vognmandsvirksomhed. På tidspunktet for rekonstruktionen ejede klageren

således

to lastbiler, og den væsentligste kunde var netop C A/S. Baggrunden for, at

klageren dels erhvervede anparter i B ApS, dels påtog sig omhandlede

kautionsforpligtelse, var netop ønsket om at fortsætte samarbejdet med

virksomheden.

Efter rekonstruktionen af C A/S fortsatte klageren sin

personlige vognmandsvirksomhed samtidig med, at han påtog sig et lønnet job

hos

C A/S. Klageren var ikke ansat som medarbejder hos C A/S før rekonstruktionen

i

november 1994.

Repræsentanten har herefter anført, at kautionsforpligtelsen

er påtaget for at sikre, erhverve og vedligeholde indkomsten, og at tabet ved

indfrielsen derfor er fradragsberettiget. Der er henvist til TfS 1991, 239,

hvor Landsskatteretten i en tilsvarende situation anerkendte fradragsret for

tabet på kautionsforpligtelsen. Afgørelsen er omtalt i Ligningsvejledningens

afsnit E.A.2.8.3.

Repræsentanten har tillige bemærket, at der bør lægges vægt

på, at klageren drev personlig vognmandsforretning før rekonstruktionen af C

A/S, og at klageren i den forbindelse havde et betydeligt forretningsmæssigt

samarbejde med den efterfølgende rekonstruerede virksomhed.

Det kan ikke være afgørende for den skattemæssige

bedømmelse, at der i forbindelse med rekonstruktionen stiftes to nye

selskaber,

som overtager den hidtidige virksomhed frem for en rekonstruktion, hvor det

eksisterende selskab fortsætter driften, f.eks. i forbindelse med en

tvangsakkord.

Der er

ingen tvivl

om, at klagerens baggrund for at deltage i rekonstruktionen og derved tegne

sig

som anpartshaver i B ApS primært har været båret af interessen i at bevare en

væsentlig samarbejdspartner. Klageren fortsatte sin personlige

vognmandsvirksomhed også efter rekonstruktionen af C A/S.

Repræsentanten har henvist til skatteankenævnets

bemærkninger om, at TfS 1991, 239 ikke er sammenlignelig med denne, idet der

er

tale om påtagelse af kautionsforpligtelse overfor to nye skuffeselskaber.

Repræsentanten har hertil bemærket, at de to nye skuffeselskaber i realiteten

blev stiftet med udgangspunkt i den konkursramte virksomhed D A/S, og at

driften i dette selskab således blot videreførtes i de nye selskabers regi.

Klageren deltog alene som minoritetsaktionær i B ApS for at

sikre fortsat kørsel og dermed indtjening i sin hidtidige personligt drevne

virksomhed, som havde væsentlig samhandel med D A/S. Såfremt virksomheden

ikke

var blevet videreført – alternativt videreført uden klagerens

deltagelse, havde

han mistet en af sine væsentlige samhandelspartnere. Klagerens primære formål

med at deltage i den nye ejerkreds bag virksomheden D A/S (B ApS) har således

netop været for at sikre afsætningen i sin personligt drevne virksomhed.

Repræsentanten har efterfølgende over for Landsskatteretten

fremlagt skrivelse af 14. november 1994 fra Advokatfirmaet I vedlagt en

opgørelse af § 94-krav i forbindelse med D A/S’s konkurs. Af

denne opgørelse fremgår, at klageren har haft

omsætning med dette selskab før konkursen. Tilsvarende fremgår af skrivelse

af

24. november 1994 fra K Revision, der både bekræfter, at klageren havde en

betydelig omsætning med selskabet, og at forventningen om en fortsat

omsætning

med C A/S er det bærende element for dennes deltagelse i rekonstruktionen.

Repræsentanten har på forespørgsel fra Landsskatteretten

oplyst, at klageren allerede fra begyndelse af 1990’erne havde

hovedparten af

sin omsætning fra D A/S, men at selskabet i 1994 fik økonomiske problemer og

kom under konkursbehandling. Klageren anmeldte et mindre tilgodehavende på

13.609,40 kr. vedrørende et § 94-krav.

Klageren omsætning i 1993, 1994 og 1995 har udgjort

henholdsvis 554.272 kr., 705.812 kr. og 395.260 kr., hvoraf 75-80 % skønnes

at

hidrøre fra D A/S, der fra slutningen af 1994 overgår til C A/S.

Repræsentanten har anført, at klageren 2-3 måneder efter

rekonstruktionen i november 1994 blev ansat i C A/S. Han fortsatte sin

selvstændige vognmandsvirksomhed, og ansættelsen skal ses som led i dels en

støtte til den fremtidige drift af C A/S, dels et ønske om løbende indsigt i

denne drift.

Om et tab på debitorer på 100.000 kr., som klageren har

foretaget fradrag for i indkomståret 1995, har repræsentanten oplyst, at

tabet

udgjorde 103.592 kr. og vedrørte et tilgodehavende i D A/S, som ikke blev

dækket ved konkursen. Tabet indgik i det skattemæssige resultat af

virksomheden

for 1995 og blev ikke anfægtet af skattemyndighederne. Selskabet sluttede

uden

egentlig konkursbehandling i 1996 som følge af, at der ikke var midler i

boet.

Udtalelse til Landsskatteretten

ToldSkat har afgivet en udtalelse i sagen, hvoraf bl.a.

fremgår:

”Klageren deltog i rekonstruktionen af virksomheden, idet

han sammen med 9 andre selvstændige vognmænd erhvervede B ApS, som blev ejer

af

40 % af C A/S. De resterende 60 % af C A/S blev erhvervet af ejerkredsen bag

det konkursramte selskab.

B ApS og C A/S var skuffeselskaber, der blev erhvervet til

brug for rekonstruktionen.

De 10 anpartshavere i B ApS måtte hver påtage sig selvskyldnerkaution

på 100.000 kr. over for banken som betingelse for, at banken ville finansiere

C

A/S’s køb af lastbiler m.v. fra det konkursramte selskab.

Efter ToldSkat’s opfattelse må kautionen anses for påtaget i

bestræbelserne på at sikre det hidtidige indkomstgrundlag. Klager har følt

sig

nødsaget til at medvirke til rekonstruktionen, jf. K Revisions brev af 24.

november 1994 til klager.

ToldSkat finder det ikke afgørende, at driften fortsættes i

et nyt selskab.

For klagerens vedkommende er der ikke tale om etablering af

en ny virksomhed eller om udvidelse af den bestående virksomhed, men alene et

forsøg på sikring af den hidtidige virksomhed, hvilket efter praksis

berettiger

til fradrag.

Der henvises tillige til Højesterets dom af 20. maj 1987

(SKAT 1987.7.493), hvor et indskud ved indmeldelse i en fragtmandshal blev

anset for en driftsomkostning, idet formålet med indmeldelsen i det

væsentligste var at sikre virksomhedens hidtidige konkurrencedygtighed og

indkomst.

Det er herefter ToldSkat’s opfattelse, at tabet på kautionen

kan fradrages i den skattepligtige indkomst efter kursgevinstlovens § 17, jf.

statsskattelovens § 6 a.”

Told- og Skattestyrelsen har henvist til ToldSkat’s

udtalelse.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Erhvervsdrivende personer kan foretage fradrag for tab på

kautionsforpligtelser efter reglerne i kursgevinstlovens § 17 sammenholdt med

statsskattelovens § 6 a, hvis tabet kan anses for et fradragsberettiget

driftstab, dvs. ud fra et omkostningslignende synspunkt. Dette forudsætter,

at

kautionsforpligtelsen kan anses for påtaget som led i de aktuelle

bestræbelser

på at erhverve skattepligtig indkomst. Det er afgørende, om der foreligger en

aktuel driftsmæssig begrundelse, der falder inden for de naturlige rammer af

den

hidtidige virksomhed.

Landsskatteretten er enig i det af Told- og Skattestyrelsen

anførte.

Retten lægger herefter til grund, at klagerens deltagelse i

B ApS og C A/S var begrundet i ønsket om at bevare indtægtsmulighederne for

hans vognmandsforretning, efter at D A/S var gået konkurs. Det lægges

endvidere

til grund, at den væsentligste del af klagerens omsætning har hidrørt fra

dette

selskab, og at dette også har været tilfældet efter rekonstruktionen.

På denne baggrund anses klagerens kautionsforpligtelse for

påtaget i vognmandsforretningens interesse for at erhverve, sikre og

vedligeholde indkomsten i forretningen, og tabet er herefter

fradragsberettiget

i henhold til statsskattelovens § 6 a. Den påklagede ansættelse nedsættes

derfor med 100.000 kr.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter