Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 3. februar 2003 vedr. Tab på udlån Kørelærers lån til kørelærerforening der drev køreteknisk anlæg

KEN nr 9601 af 03/02/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet22. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 3. februar 2003 vedr. Tab på udlån

– Kørelærers lån til kørelærerforening der drev køreteknisk anlæg

A klager for indkomståret 1998 over, at skatteankenævnet ikke

har godkendt fradrag for tab på fordring mod B kørelærerforening, 105.496 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren driver virksomhed som kørerlærer.

Siden starten af virksomheden i 1986 har hun været medlem af B

Kørelærerforening, der driver X Køretekniske Anlæg. Det køretekniske anlæg er

opført ca. 1980, og i 1994 blev de økonomiske problemer i kørelærerforeningen

så store, at der skulle foretages en rekonstruktion. Som led heri blev det

mellem medlemmerne og banken aftalt, at medlemmerne personligt skulle optage

et

lån på 105.000 kr. + omkostninger på 496 kr., eller i alt 105.496 kr., som

skulle anvendes som afdrag på foreningens gæld til banken. Medlemmerne

hæftede

solidarisk for en gæld på op til 130.000 kr. pr. medlem. Medlemmerne havde

herefter en fordring mod foreningen på 105.496 kr.

Kørelærerforeningens vedtægter blev ændret pr. 18. marts 1995,

således at medlemmerne ikke længere hæftede solidarisk.

Ifølge brev af 24. februar 1998 fra advokat C var der i 1998

igen problemer med økonomien i kørelærerforeningen, hvorefter der blev

foretaget en ny konstruktion, hvorved det køretekniske anlæg blev omdannet

til

et anpartsselskab, hvor de tilbageværende 7 medlemmer skulle tegne

anpartskapitalen. En betingelse herfor var, at medlemmerne frafaldt deres

tilgodehavender mod foreningen. Advokat C har i brev af 8. marts 1999 overfor

klageren bekræftet, at rekonstruktionen som omtalt i ovennævnte brev i

realiteten er gennemført, og at lånet ikke bliver dækket.

Klageren har selvangivet tabet på 105.496 kr. i 1998.

Skatteankenævnet har ikke anset klageren for berettiget til

fradrag for tabet. Hertil har skatteankenævnet bl.a. anført, at der ikke er

Læs alt

tale om et fradragsberettiget tab på udlån, idet fordringen ikke har

tilknytning til den erhvervsmæssige løbende drift af klagerens virksomhed,

jf.

kursgevinstlovens §§ 14 og 17. Det køretekniske anlæg er et selvstændigt

skatteobjekt, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4. Lånet er således

ydet for at foreningen kunne opretholde sine aktiviteter.

Repræsentanten anfører, at lånet var en forudsætning for at

opretholde næring og at sikre klagerens hidtidige virksomheds fortsatte

drift,

da det fra 1990 var et krav, at eleverne skulle på køreanlæg. Der må således

være tale om at opretholde indkomstgrundlaget (formuen) ved at have

kapitalinteresser i foreningen. Med 3 måneders varsel til udgangen af et

kalenderår kan klageren udmelde sig af foreningen og tilslutte sig et andet

køreanlæg. Selv om det eventuelt vil påvirke konkurrencesituationen, både med

hensyn til pris og tid, er muligheden til stede.

TfS 1987.315 H er ikke sammenlignelig, idet der i dommen var

tale om et indskud, som ikke kunne tilbagebetales ved udmeldelse eller

overdrages til en køber. Dette er ikke tilfældet i den konkrete sag.

Vedrørende

TfS 1988.47 LSR fik skatteyderen fradrag, idet han ellers havde måttet

påregne

betydelige tab ved ikke at kunne få samme afregningspris på andre slagterier.

Der var således tale om et midlertidigt udlån til selskabet for at sikre den

løbende drift, og ikke om overtagelse af en gældsforpligtelse med deraf

følgende regres i form af en fordring.

Der kan derimod henvises til TfS 1998.314 V, hvor der anføres

følgende:

” Det er vel til en vis grad forståeligt, at sagsøgeren har

anset lånet for en udgift, der var afgørende for hans løbende - personlige -

indkomst. Der er imidlertid ikke hjemmel til ved anvendelse af

statsskattelovens § 6 a om fradrag for driftsudgifter at identificere

sagsøgeren med selskabet med den konsekvens, at virksomheden skattemæssigt

anses for drevet af sagsøgeren personligt, og den aftalte modregningsadgang

medfører ikke nogen ændring heri. Sagsøgeren kan derfor alene få fradrag for

tabet ved det omhandlede lån, såfremt det har været driftsmæssigt begrundet i

hans personlige, løbende indkomst. Da det må lægges til grund, at lånet blev

ydet for at sikre selskabets fortsatte eksistens, kan tabet, uanset at

formålet

også var at sikre sagsøgerens fortsatte personlige indkomst, ikke anses for

en

fradragsberettiget driftsudgift for sagsøgeren.”

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er

berettiget til fradrag for tabet på 105.496 kr., jf. kursgevinstlovens § 17,

jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet tabet på fordringen er

erhvervet

i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomhed og har karakter af

en

driftsomkostning. Som begrundelse har repræsentanten bl.a. anført, at det som

led i rekonstruktionen var aftalt, at medlemmerne skulle optage et lån i

banken på 105.000,00 kr. + omkostninger på 496,00 kr., i alt 105.496,00 kr.,

hvorefter beløbet blev udlånt til kørelærerforeningen, som anvendte lånet til

afdrag af gæld til banken. Klageren havde således efter rekonstruktionen en

fordring mod foreningen.

Kursgevinstlovens § 17 finder anvendelse, hvor en fordring i

øvrigt er erhvervet i tilknytning til en erhvervsmæssig drift af

virksomheden.

I Ligningsvejledningen 1998, afsnit A.D.2.3.4.1, 2. afsnit er det anført, at

bestemmelsen i kursgevinstlovens § 17 har til formål at sikre fradragsret for

tab, der har karakter af almindelige driftsomkostninger i forbindelse med tab

på fordringer, der er erhvervet som led i erhvervsmæssig virksomhed, men hvor

der ikke er tale om vederlagsnæring. Ved afgørelse af, hvorvidt klageren kan

fradrage tabet på sin fordring, skal der således henses til, om fordringen er

erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af

kørelærervirksomheden.

Afgørende er, om tabet kan karakteriseres som en driftsomkostning ud fra den

definition, driftsomkostningsbegrebet har fået i praksis. Klageren skal ved

udøvelse af sin kørelærervirksomhed have adgang til at undervise sine elever

på et køreteknisk anlæg i henhold til lovgivningen herom. I forbindelse med

økonomiske problemer ved driften af det køretekniske anlæg, som blev drevet

af

foreningen, ydede klageren et lån til foreningen for derved at kunne sikre

sin

løbende indkomst. Klageren måtte forvente dels, at såfremt der ikke blev ydet

et

lån til foreningen, ville det blive mere omkostningskrævende at benytte sig

af

anlægget i forbindelse med erhvervsudøvelsen og dels, at hvis det

køretekniske

anlæg ikke kunne fortsætte, måtte hun påregne en nedgang i omsætningen, da

hun

i givet fald ville have været henvist til at anvende de køretekniske anlæg i

andre byer, hvorved omkostningerne ville blive forøget i forbindelse med

benyttelse af et køreteknisk anlæg, og klageren måtte påregne en

omsætningsnedgang eller yderligere udgifter til annoncering m.v. som følge af

en øget konkurrence. De løbende driftsomkostninger ville således blive

større,

hvorved det ydede lån trådte i stedet for øgede driftsomkostninger.

Af praksis kan der henvises til TfS 1987.315, hvor et selskab,

der drev fragtmandskørsel, havde anset et indskud på 175.000 kr. til

Københavns

Fragtmandshaller for en driftsomkostning. Højesteret fandt, at formålet med

indskuddet havde været at sikre virksomhedens hidtidige konkurrencedygtighed

og

indkomst, hvorfor skatteyder kunne betragte udgiften som en driftsomkostning.

Det fremgår af Højesterets præmisser, at der er tale om en driftsomkostning,

når formålet med udgiften er at sikre en virksomheds hidtidige

konkurrencedygtighed og indkomst. I nærværende sag finder Højesterets dom

derfor anvendelse, idet klageren ydede lånet for at sikre sin

kørelærervirksomheds konkurrencedygtighed og indkomst. Et tab på lånet ydet

til

foreningen må derfor være omfattet af driftsomkostningsbegrebet, hvorved

skatteyder kan fradrage tabet i indkomstopgørelsen efter bestemmelsen i

kursgevinstlovens § 17.

Højesteret har også i TfS 1984.2 taget stilling til omfanget af

driftsomkostningsbegrebet, hvor et selskab havde betalt et beløb på 500.000

kr. til en tidligere samarbejdspartners kreditorer til fuld og endelig

afgørelse i en strid om den tidligere samarbejdspartners leverandørkredit.

Højesteret lagde i sine præmisser vægt på, at udgiften blev afholdt for at

sikre selskabets et fortsat samarbejde med to nye samarbejdspartnere, der

skulle sikre selskabet nødvendige leverancer og kapitaltilførsel, og som

havde

stillet som betingelse for et fortsat samarbejde, at der blev indgået et

forlig

med den tidligere samarbejdspartners kreditor. Udgiften blev anset for at

have

en sådan tilknytning til den løbende drift, at beløbet måtte anses for en

driftsomkostning.

Landsskatteretten har i kendelse refereret i TfS 1988.47 taget

stilling til, hvorvidt et tab på et lån kan anses for en fradragsberettiget

driftsomkostning. I kendelsen var der tale om en svineproducent, der for at

opnå en højere pris for slagtesvin, havde været blandt initiativtagerne til

dannelse af et selskab, der skulle drive svineslagteri. Selskabet kom dog i

økonomiske vanskeligheder, og i et forsøg på at videreføre selskabet ydede

svineproducenten et lån til selskabet. Lånet blev ydet ved at selskabet

tilbageholdte et beløb på 60 kr. pr. leveret svin. Landsskatteretten fandt,

at

beløbet skattemæssigt måtte behandles som udlån, der havde haft tilknytning

til den løbende drift. Det lidte tab måtte derefter anses for en

fradragsberettiget driftsomkostning. Ligeledes fandt Landsskatteretten i

kendelse refereret i TfS 1985.111, at et aktieselskab kunne fradrage et tab

på

en kautionsforpligtelse stillet over for en leverandør, idet det lidte tab

måtte anses for en driftsomkostning. Landsskatteretten havde lagt til grund,

at

selskabet efter det oplyste om markedsforholdene på tidspunktet for

kautionens

påtagelse havde rimelig grund til at frygte en omsætningsnedgang, såfremt

leverandørselskabet var likvideret.

Af TfS 1998.314 fremgår det af det sidste afsnit, at fradrag for

tab på udlån alene kan foretages, såfremt lånet har været driftsmæssigt

begrundet i sagsøgerens personlige løbende indkomst. Der skal således være

tale

om et lån ydet for at sikre den løbende indkomstopgørelse. Konkret fandt

Vestre Landsret i dommen, at lånet blev ydet for at sikre selskabets

fortsatte

eksistens, og ikke for at sikre sagsøgerens løbende indkomst i hans

personlige

virksomhed. Dommen viser således, at der skal være tale om et lån ydet i

tilknytning

til den løbende indkomstopgørelse for, at et tab på et sådan lån kan

fradrages

som en driftsomkostning. Klageren har alene ydet lånet til B

Kørelærerforening

for at sikre sin løbende indkomsterhvervelse, hvorfor tabet på lånet ifølge

skatteyders opfattelse kan fradrages som en driftsomkostning efter

kursgevinstlovens § 17, jf. statsskattelovens § 6 a.

Landsskatteretten skal

udtale:

Af kursgevinstlovens § 17 fremgår det, at reglerne i

statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, finder anvendelse for tab på

fordringer, der er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af

virksomhed.

Landsskatteretten lægger efter de foreliggende oplysninger til

grund, at det var en forudsætning for klagerens fortsatte anvendelse af det

køretekniske

anlæg, at der skete en rekonstruktion af kørelærerforeningen. Henset til

betydningen af adgang til anvendelse af et køreteknisk anlæg, det oplyste om

alternative muligheder, samt betydningen heraf, finder retten, at klagerens

optagelse af lånet i banken og anvendelsen heraf til betaling af afdrag på

kørelærerforeningens gæld har haft til formål sikre og vedligeholde hendes

indkomst som kørelærer. Retten finder herefter, at tabet på fordringen er

fradragsberettiget efter kursgevinstlovens § 17, jf. statsskattelovens § 6,

stk. 1, litra a.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter