Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. moms af opkrævning af gebyrer

KEN nr 9729 af 02/12/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet13. september 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. moms af opkrævning af gebyrer

Sagen drejer sig om, hvorvidt

klagerens opkrævning af et gebyr for fremsendelse af girokort til skyldnere,

der har indgået en afdragsordning, er momspligtig.

Landsskatterettens afgørelse

ToldSkats afgørelse af 13.

juni 2003 stadfæstes.

Sagens oplysninger

Klageren er en inkassovirksomhed,

der på vegne af tredjemand inddriver fordringer ved anvendelse af rykkere og

betalingsordninger. Klageren indgår en skriftlig aftale med fordringshaveren

forud for inddrivelsen. Aftalens form afhænger af fordringshaverens behov og

fordringens størrelse. Klageren har fremlagt et eksempel på en sådan aftale.

Klageren modtager et vederlag for inddrivelsen, som der afregnes moms af.

Når en aftale om inddrivelse

er indgået med fordringshaveren sender klageren en skrivelse til skyldneren,

hvor

denne kan vedgå gælden (frivilligt forlig) og samtidig indgå en

betalingsordning, hvor skyldneren selv kan anføre den periodevise betaling.

Skyldnerens underskrift på skrivelsen medfører, at klageren få dage forud for

hver afdragsbetaling vil fremsende et girokort til skyldneren til anvendelse

til betaling. Klageren opkræver i forbindelse hermed et gebyr på 30 kr. til

dækning af administrationsomkostninger.

Skyldneren har mulighed for

at undgå at betale gebyret, hvis eksempelvis teksten på girokortet vedrørende

dette punkt overstreges, og det anføres, hvordan betaling i øvrigt vil ske.

Den

skyldner, der ikke ønsker at modtage et girokort og derfor ikke afkræves et

gebyr, vil, hvis betaling ikke sker rettidigt i overensstemmelse med

betalingsordningen, få tilsendt et girokort, hvor der opkræves det samme

Læs alt

gebyr

på 30 kr.

Klagerens repræsentant har

oplyst, at klageren hverken juridisk eller moralsk kan kræve det pågældende

gebyr betalt. De omhandlede gebyrer udstedes kun i forbindelse med indgåelse

af

en betalingsaftale med skyldneren og medgår alene til dækning af de udgifter,

som klageren har ved udsendelse af girokort til skyldneren. Såfremt

skyldneren

helt underlader at betale gebyret af den ene eller anden årsag, sker der ikke

nogen forfølgning af beløbet, ligesom fordringshaveren ikke kommer til at

betale herfor i stedet.

Klageren har afregnet moms af

det omhandlede gebyr, men har anmodet om tilbagebetaling af momsen for

perioden

1. september 1997 – 30. september 2002.

ToldSkats afgørelse

Klageren er ikke berettiget

til tilbagebetaling af den afregnede moms vedrørende det omhandlede gebyr for

perioden 1. september 1997 – 30. september 2002.

Gebyret er momspligtigt efter

momslovens § 4, stk. 1, idet der foreligger en leverance mod vederlag.

Klagerens

ydelse består i, at en skyldner får mulighed for at afvikle sin gæld til

tredjemand ved en afdragsordning, som klageren administrerer. For denne

ydelse

opkræver klageren et gebyr, der svarer til klagerens omkostninger ved

transaktionen. Selvom der er alene er tale om en ren omkostningsdækning, er

der

fortsat tale om levering af en ydelse overfor skyldneren.

Da klageren driver

inkassovirksomhed, som er momspligtig, jævnfør momslovens § 13, stk. 1, nr.

11,

litra c), momsvejledningen 2002, afsnit D.11.11 og Østre Landsrets dom af 12.

januar 2001, refereret i SKM 2001.9.ØL, er alle aktiviteter forbundet hermed

momspligtige, således også levering af girokort mod betaling af vederlag.

Vederlaget er ikke

momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, idet denne

bestemmelse

ikke omfatter inddrivelse af andres fordringer. Det forhold, at skyldneren på

forskellige måder kan undgå at betale gebyret taler også for, at gebyret ikke

vedrører en ydelse af henstand med betaling og dermed en finansiel ydelse,

men

blot er knyttet direkte til girokortets udsendelse til skyldneren og de

hermed

forbudne omkostninger. Forholdet er heller ikke omfattet af momslovens § 13,

stk. 1, nr. 11, litra c, idet der er tale om et gebyr, der opkræves i

forbindelse med udøvelse af inkassovirksomheden, der udtrykkeligt er undtaget

for bestemmelsens anvendelsesområde.

Der er i øvrigt henvist til

EF-Domstolens dom af 5. februar 1981 i sag C-154/80 (Cooperatieve

Aardappelenbewaaplaats GA) og dom af 23. november 1988 i sag C-230/87

(Naturally Yours Cosmetics Ltd.).

Klagerens repræsentants

henvisning til Landsskatterettens afgørelse offentliggjort i SKM.2001.456.LSR

ændrer ikke herved. Den pågældende kendelse tager kun stilling til om

oprettelses-

og rykkergebyrer er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a,

eller

om det skal anses som en del af vederlaget for en momspligtig leverance,

jævnfør momslovens § 27, stk. 1. Det kan heraf modsætningsvis sluttes, at der

i

det foreliggende tilfælde under alle omstændigheder har været tale om

levering

mod vederlag.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har

fremsat påstand om, at klageren er berettiget til tilbagebetaling af den

afregnede moms af det omhandlede gebyr for perioden 1. september 1997 –

30. september

2002.

Gebyret er ikke omfattet af

momslovens § 4, idet gebyret ikke dækker over en leverance mod vederlag.

Momspligtens omfang afgøres på transaktionsniveau. Der må derfor ved

bedømmelse

af momspligten henses til samtlige omstændigheder, der er gældende for den

enkelte transaktion. Det forhold, at klagerens drift ud fra en generel

betragtning består i momspligtig inkassovirksomhed, medfører ikke automatisk,

at samtlige af klagerens aktiviteter er momsbærende.

Klageren leverer ikke en

ydelse til skyldneren i form af, at denne får mulighed for at afvikle sin

gæld.

Klageren tilbyder blot på vegne af fordringshaveren en afdragsordning, som

klageren administrerer. Skyldneren vil objektivt set helst undvære kontakt

med

inkassobureauet og opfatter som sådan ikke klageren som sin tjenesteyder.

Selv

hvis det blev lagt til grund, at selskabet leverer en ydelse til skyldner,

vil

dette ikke være baseret på en gensidig bebyrdende aftale. Der er således på

intet tidspunkt et retsforhold mellem klageren og skyldneren. Retsforholdene

består dels mellem fordringshaveren og skyldneren (fordringen) dels mellem

fordringshaveren og klageren (aftale om inddrivelse).

I forbindelse med en

afdragsordning bliver klageren påført nogle ekstra omkostninger, som søges

reduceret eller elimineret ved at anføre et gebyr på girokortet. Da det står

skyldneren frit for at betale det pågældende gebyr, foreligger der ikke en

gensidigt bebyrdende aftale, og dermed er gebyret ikke momspligtigt.

Der er henvist til

EF-Domstolens domme i sag C-16/93 (R. J. Tolsma), sag C-498/99 (Town &

County Factors Ltd.), sag C-222/81 (Baz Bausystem AG) samt Landsskatterettens

kendelse af 17. september 2001 offentliggjort i SKM 2001.456.LSR og kendelse

af

14. november 2003 offentliggjort i SKM 2003.541.LSR, vedrørende

rykkergebyrer.

Såfremt det lægges til grund,

at gebyret er omfattet af momslovens § 4, er det en momsfritaget ydelse efter

momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, som en transaktion vedrørende

betalinger. Denne transaktion er ikke en integreret del af

inkassovirksomheden,

men alene en følge af en aftale mellem klageren og debitor om anvendelse af

en

bestemt betalingsform i forbindelse med en afdragsordning.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Momslovens § 4, stk. 1, har

følgende ordlyd:

”Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres

mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af

retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse

omfatter enhver anden levering.”

Momslovens § 13, stk. 1, nr.

11, litra a og c, har følgende ordlyd:

”Følgende varer og ydelser er

fritaget for afgift:

( )

11) Følgende finansielle aktiviteter:

Långivning og formidling af

lån samt långivers forvaltning af egne udlån.

( )

Transaktioner, herunder

forhandlinger, vedrørende anbringelse af midler, kontokurantkonti,

betalinger,

overførsler, fordringer, checks, og andre handelsdokumenter, dog ikke

inddrivelse af fordringer.”

Klagerens fremsendelse af et

girokort til skyldnere i forbindelse med klagerens administration af indgåede

betalingsaftaler, må anses som en ydelse overfor skyldnerne, hvorved disse

får

mulighed for på en nem og hensigtsmæssig måde at indbetale de aftalte afdrag,

mod samtidig at betale et forud fastsat vederlag herfor på 30 kr.

Der findes som følge heraf og

i overensstemmelse med principperne fastslået af EF-Domstolen i sag C-16/93

(R.

J. Tolsma), præmis 14, at foreligge en ydelse mod vederlag omfattet af

momslovens § 4, stk. 1.

Den omstændighed, at gebyret

og anvendelsen af det fremsendte girokort efter klagerens oplysninger er

frivillig, findes ikke i sig selv at kunne fratage fremsendelsen af

girokortet

karakteren af en ydelse i momslovens § 4, stk. 1’s, forstand, når

skyldneren

rent faktisk betaler gebyret, jævnfør herved EF-Domstolens dom af 17.

september

2002 i sag C-498/99 (Town & County Factors Ltd).

Der foreligger ikke et

rykkergebyr, idet der ikke er tale om et gebyr, der opkræves som følge af en

betalingsmisligholdelse, men derimod opkræves beløbet som følge af debitors

valg af en bestemt betalingsform i forbindelse med en afdragsordning. Praksis

vedrørende rykkergebyrer finder således ikke anvendelse.

Fritagelse af gebyret efter

momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a), kan endvidere ikke ske, da dette

forudsætter, at den pågældende ydelse relaterer sig i tilknytning til en

långivers forvaltning af egne udlån og ikke som her klagerens forvaltning af

andres udlån, jævnfør herved momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c), in

fine

og Østre Landsrets dom af 12. januar 2001, offentliggjort i SKM 2001.9.ØL

I øvrigt finder momslovens § 13, stk. 1, nr.

11, litra c, heller ikke anvendelse, idet der er tale om et gebyr, der må

anses

som opkrævet som led i inkassovirksomheden.

Den påklagede afgørelse

stadfæstes derfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter