Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 51/2003
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 51/2003
[To kvinder A og B]
har klaget til Pressenævnet over, at MOMENT
har afvist at bringe et genmæle i anledning af en artikel i bladets maj-juli
2003 udgave. De har endvidere klaget over, at bladet har tilsidesat god
presseskik.
Artiklen, der bar overskriften ”
Den
gode
historie på
museum
”, havde følgende indhold:
”Danmarks første minoritetsmuseum, Dansk Jødisk Museum åbner i
København til efteråret. Kulturministeriet opfatter det som et positivt
element
i den aktuelle integrationsdebat. Men hvilken historie fortælles egentlig på
museet, hvem er det, der kan lære noget af den, og hvor meget skal man ligne
danskere for at få lov til at komme på museum? Hvornår ser vi f.eks. et
’Dansk
Muslimsk Museum’?
Hvorfor et Dansk Jødisk Museum?
Er dansk jødisk identitet og kultur truet? Og kan et museum
redde den? Antropologen
Andrew
Buckers studie af jøder i Danmark i
1990erne viste, at deres eneste fællestræk var, at de alle omtalte jøder som
én
gruppe, der adskiller sig fra det omgivende samfund. Men hvad der adskiller
dem, og hvem der er jøde, diskuteres til stadighed. De identificerer sig
gennem
Læs alt
et væld af forskellige jødiske foreninger, både nationale, kulturelle,
religiøse og sekulære, og lever meget forskelligt. Men hvis der sættes
lighedstegn mellem det faldende antal medlemmer af Mosaisk Troessamfund (det
ortodokse jødiske samfund) og jødisk identitet i Danmark, kan man med rette
antage, at jødisk kultur og identitet er truet.
I 1800 tallet reagerede datidens museumsfolk på udryddelsen af
afrikanske dyr ved at foretage ekspeditioner for at indsamle de sidste
sjældne
eksemplarer, før de helt forsvandt. Ironisk nok måtte dyrene skydes for at
kunne bevares på museum. Det opfattes fortsat som museers opgave at bevare
ting
og historier, før de forsvinder. Dansk Jødisk Museum indskriver sig i en
tendens i det globale samfund, hvor mange føler, at deres kultur og religion
er
truet. Flere og flere minoriteters ønske om eget museum udspringer af et
behov
for anerkendelse og bevarelse af deres særegenhed. Majoriteter har også fået
et
påfaldende behov for at definere og styrke egen kultur og identitet i mødet
med
minoriteter. Den danske folkekirke er som Hendes
Majestæt
Dronning
Margrethe
II blevet symbol på det ærkedanske,
der for enhver pris skal bevares. Dansk Folkeparti er blevet Danmarks 3.
største parti ved at fremstille dansk kultur og danskere som en ’truet
art’.
Ideen om at kulturer har en oprindelig form og at de ved kontakt
med andre kulturer kan trues og i værste tilfælde uddø, betegnes i
antropologien
det klassiske kulturbegreb
. Et folk anses som indehavere
af én oprindelig, fælles kultur. Denne forståelse er dominerende globalt og
indbygget i tanken om at udstille kultur på museum. På Dansk Jødisk Museums
hjemmeside beskrives kulturudvekslingen mellem dansk og jødisk kultur. Her
bliver man gjort opmærksom på, at det ’gode danske’
birkesfranskbrød er lånt
fra det jødisk chalah-brød, som serveres til fredagens shabbat-måltid,
ligesom
ordet birkes stammer fra hebraisk. Denne positive udlægning af at kulturer
’låner’ fra hinanden står i modsætning til den negative fortolkning
at kulturer
’forurener’ hinanden ved udveksling. Begge fortolkninger tager
udgangspunkt i
samme opfattelse af kulturer, som oprindeligt afgrænsede, rene og autentiske.
De seneste årtier har antropologer benyttet et nyt kulturbegreb,
der betegner kultur som noget foranderligt og fleksibelt. På samme måde har
opfattelsen af identitet ændret sig fra at blive set som medfødt til noget,
der
til stadighed skabes og forhandles mellem mennesker. Selv om museale
samlinger
udspringer af den klassiske kulturforståelse, kunne en udstilling ved at
lægge
vægt på pluralitet og forandring tilnærme sig den nye kulturopfattelse.
Museet
kunne vise, hvor forskelligt jøder i Danmark lever, for eksempel de mange
forskellige måder kosherreglerne praktiseres på og undgår derved at give
indtryk af, at der eksisterer én autentisk jødedom.
Dansk Muslimsk Museum?
Det er ikke alle historier, der får lov til at komme på museum.
For eksempel har vi i Danmark et Frihedsmuseum med hovedvægt på
modstandsbevægelsen, hvorimod et ’Kollaboratørmuseum’ forekommer
utænkeligt.
Den overordnede fortælleramme på Dansk Jødisk Museum er ’den gode
historie’ om
redningen af danske jøder til Sverige under 2. Verdenskrig i 1943. Denne
ramme
bliver fastslået af arkitekten
Daniel
Libeskinds indretning af
museumsrummet. Interiøret udformes som det første bogstav i det hebraiske ord
Mitzvah
,
på dansk ’en god gerning’.
Jøder i Danmark er så assimilerede, at de sjældent skiller sig
ud fra majoriteten. De er derfor ifølge den klassiske kulturopfattelse ikke
en
trussel mod dansk kultur. Måske netop derfor er det muligt at skabe et jødisk
museum? Jøder i Danmark har i forvejen både synagoge og begravelsesplads. I
den
nuværende politiske atmosfære er det utænkeligt, at de mange muslimske
grupper
i Danmark kan oprette et ’Dansk Muslimsk Museum’. Der er i forvejen
store
protester og problemer forbundet med ønsket om en officiel moske og en
begravelsesplads, blandt andet fordi muslimers kultur og religion betragtes
som
en trussel.
Muslimer fremstilles ofte af politikere og medier som ’dårlige’
immigranter, og betegnes ’2. og 3. generations-indvandrere’ selv
når de er født
og opvokset i Danmark og har dansk statsborgerskab. Mediernes fokus på de få
muslimer, der bærer tørklæde eller beder på arbejdspladsen, synliggør
yderligere tilstedeværelsen af Islam i det offentlige rum. Derved udfordres
den
sociale konvention om, at religiøs praksis bør holdes inden for hjemmets fire
vægge.
Museet i integrationsdebatten
På Dansk Jødisk Museums hjemmeside i 2002 kunne man læse at:
”Museet kan ses som et bidrag til den aktuelle debat om integration af
etniske
mindretal i dagens Danmark”. Spørgsmålet er, på hvilken måde Dansk
Jødisk
Museum kan bidrage til integrationsdebatten? Ved en mindehøjtidelighed i 2002
i
anledning af Auschwitzs befrielse d. 27. januar, holdt kulturminister
Brian
Mikkelsen en tale, hvor han ligeledes inddrog museet i
integrationsdebatten: ”Det er i høj grad relevant at åbne et museum, der
kan
beskrive hvordan jøderne gennem tiden har levet i fredelig sameksistens med
danskerne og på forskellig vis har bidraget til samfundet. På den måde ser
jeg
Dansk Jødisk Museum som et positivt og væsentligt bidrag til hele
integrationsdebatten.”
Mikkelsen såvel
som journalist
Monica
Madsen (kulturministeriets
hjemmeside) fremstiller jøder som ”gode immigranter” og hentyder
til, at andre
immigranter kan lære, at assimilation er vejen til accept. Antropologiske
studier i Danmark viser netop, at holdninger om, at personer skal være ens
for
at blive betragtet som ligeværdige, er meget udbredte.
Mikkelsen beskriver endvidere danskere som
indehavere af en særlig høj moral, igen med reference til redningen i 1943.
Redningen var bestemt en god gerning og en unik historie som vi danskere er
stolte af. Dog kan vi have vores tvivl om, hvorvidt der havde været så bred
opbakning til at beskytte jøder i Danmark, hvis de var blevet opfattet som
ligeså anderledes, som f.eks. muslimer opfattes i dag. Gad vide hvornår
muslimer i Danmark bliver danske nok til at få lov at skille sig ud og komme
på
museum ..?
Tak til
Inger
Sjørslev fra Institut fra Antropologi
for kommentarer, vejledning og opbakning.”
Artiklen var blandt andet ledsaget af en illustration, hvor en
mor til sin dreng siger ”Bare rolig skat, han er slet ikke farlig”
om en jøde i
bur. Personerne på billedet skal angiveligt forestille
Pia
Kjærsgaard
fra Dansk Folkeparti og overrabbiner
Bent
Lexner. På buret står ”Truet
art”. Endvidere var følgende afsnit fra artiklen fremhævet med større
typer og
kursiv:
”I den nuværende politiske atmosfære er det utænkeligt, at de
mange muslimske grupper i Danmark kan oprette et ’Dansk Muslimsk
Museum’.
Klagerne anmodede ved brev af 6. maj 2003 om følgende genmæle:
”Forfatterne til artiklen ”Den gode historie på museum”, bragt
i
den trykte udgave af Moment i maj-juli 2003, [A og B], ønsker at
offentliggøre
at redaktionens ændring af overskriften til ”Den
gode
historie på
museum” samt illustrationen af
Rasmus
Juul er bragt uden forfatternes
kendskab og tilladelse.
Derfor ønsker forfatterne ikke at blive sat i forbindelse med
artiklen og illustrationen i den trykte udgave af Moment, men henviser til
samme artikel i anden udformning på Moments hjemmeside.”
Samme dag afviste bladet at bringe genmælet.
Klagerne har oplyst, at det af den mellem klagerne og bladet
indgåede kontrakt blandt andet fremgår, at klagerne skal godkende den
endelige
redigering, før artiklen trykkes. Den trykte udgave af artiklen er anderledes
end internetudgaven. Her er titlen ”Den
gode
historie på museum”.
Redaktionen har også sat andre titler i bladet i kursiv, men i klagernes
artikel ændrer det ved betydningen, idet ordet ”gode”, når det står
i kursiv,
får den modsatte betydning, nemlig at der ikke er tale om en god historie.
For
det andet er ændringen i strid med klagernes kontrakt med bladet, idet
klagerne
ikke har godkendt denne ændring af titlen i den trykte udgave. Klagerne har
derfor krav på genmæle på dette punkt.
Klagerne har samtidig anført, at bladet har handlet i strid med
god presseskik ved ikke at overholde kontrakten og trykke artiklen med en ny
titel, ”Den
gode
historie på museum”. Klagerne har henvist til det
ovenfor anførte vedrørende spørgsmålet om genmæle.
Til bladets anførsel om, at ændringen af overskriften alene er
sket som led i en layoutmæssig stil, har klagerne anført, at det er
uacceptabelt at have en layoutmæssig stil, der ændrer betydningen af
overskrifter uden at orientere forfatterne om det. Hvis bladet havde ret i,
at
kursiv udelukkende fremhæver ord og i det konkrete tilfælde betyder ”Den
i
særdeleshed gode historie”, ville det stadig være en ændring, der skaber
tvetydighed om, hvor god en historie det egentlig er. Under alle
omstændigheder
er der tale om kontraktsbrud, idet redaktionen ikke lod klagerne godkende den
endelige redigering.
Klagerne har videre anført, at illustrationen af
Rasmus
Juul sammen med den nye titel giver indtryk af, at
artiklen omhandler noget ganske andet, end hvad tilfældet er. Artiklens
hovedargument er, at man skal være dansk for at få lov til at være
anderledes,
altså se dansk ud og ikke skille sig ud ved at praktisere religiøsitet i det
offentlige rum. Denne pointe mener klagerne netop, at Dansk Jødisk Museum
illustrerer. Det faktum, at jøder i Danmark er så assimilerede, er netop
grunden til, at de kan få lov til at vise nogle historiske og kulturelle
særtræk i det offentlige rum på et museum. Illustrationen derimod viser, at
jøder er anderledes og eksotiske. Klagerne har modtaget flere reaktioner fra
læsere, der undrede sig over illustrationen, og hvad den havde med artiklen
at
gøre. Flere følte sig – som klagerne selv – frastødte over ligheden
mellem
illustrationen og tidligere tiders antisemitiske propaganga, hvor jøder blev
fremstillet som stereotype og farlige. Klagerne har ingen intentioner om at
fornærme overrabbiner
Bent
Lexner eller andre, og da klagerne
finder illustrationen dybt problematisk, ønsker de et genmæle, der gør det
klart, at de intet har med illustrationen at gøre. Klagerne er i den
forbindelse fremkommet med deres kommentarer til bladets udlægning af de
sætninger i teksten, som det efter bladets opfattelse er nærliggende, at
Rasmus
Juul har lagt vægt på ved sin fortolkning af artiklen.
Konklusionen er, at de fire sætninger, som bladet fremhæver som grundlag for
illustrationen, alle er sætninger, der er taget ud af kontekst og
genfortolket
uden for kontekst. Resultatet er en illustration, der strider imod artiklens
budskab. Klagerne har derfor også på dette punkt krav på genmæle.
Klagerne har i tilknytning hertil oplyst, at de selv foreslog
illustrationer til redaktionen, blandt andet et billede af et
birkesfranskbrød,
som bliver udstillet på Dansk Jødisk Museum. Birkesfranskbrødet er inddraget
som en dansk specialitet, men stammer fra det jødiske chalah-brød. Det
chokerede derfor klagerne, at redaktionen valgte at bringe en meget
kontroversiel illustration, og at dette blev gjort uden overhovedet at nævne
endsige indhente klagernes samtykke. På baggrund af klagernes udviste
interesse
for evt. illustrationer og fælles kontrakt virker det særdeles uacceptabelt.
Klagerne har samtidig anført, at det er i strid med god
presseskik at bringe en så kontroversiel og meningsforstyrrende illustration
uden at høre forfatterne. Klagerne har i øvrigt henvist til det ovenfor
anførte
vedrørende spørgsmålet om genmæle.
Klagerne er i øvrigt ikke enig med bladet i, at sagen er
bagatelagtig, idet der er tale om meningsforvridning, kontraktbrud og brud på
god presseskik. Klagerne frygter, at bladets skævvridning af deres artikel
kan
få indflydelse på deres karriere.
Bladet har anført, at ændringen af ordet ”gode” til kursiv er et
led i en layoutmæssig stil, som løber gennem hele bladet. At undlade dette på
én ud af ca. 40-50 redaktionelle sider ville bryde med den visuelle linie.
Såfremt man trods dette alligevel vælger at tillægge kursiveringen betydning,
tjener kursiveringen som regel til at fremhæve eller lægge ekstra fynd på et
ord eller en sætning. Den ekstra betydning, rubrikken ville få tilføjet ved
at
tillægge kursiveringen en indholdsmæssig signifikant betydning, ville således
blive, at der lægges ekstra vægt på ordet ”gode” og ikke, som
klagerne anfører,
at det ”gode” skifter mening til at betyde ”ikke gode”.
Skulle man oversætte
sætningen med det kursiverede ”gode” til almindeligt sprog uden
brug af tegn,
kunne det som en tilnærmelse gøres således: ”Den i særdeleshed gode
historie”.
Bladet har i tilknytning hertil anført, at den
meningsforstyrrelse, som klagerne hævder, kursiveringen foranlediger, ville
have været til stede, hvis der havde været tale om citationstegn, som netop i
visse tilfælde bruges til at understrege ironi o.l. – altså en negering
af de
oprindelige udtryk. Ordet gode ville således, hvis det havde været sat i
citationstegn, have haft den modsatte betydning.
Det er således bladets opfattelse, at ændringen ikke fordrejer
betydningen af sætningen i en grad, som nødvendiggør at bringe et genmæle.
Med hensyn til illustrationen har bladet anført, at denne er
udført af
Rasmus
Juul på baggrund af hans fortolkning
af artiklen og er således en direkte følge af, hvordan artiklen
tilsyneladende
kan
forstås. Illustrationen kan næppe forstås uden en vis humoristisk sans og en
vis abstraktionsevne. Bladet har i den forbindelse henvist til en række
sætninger i artiklen, som det synes oplagt, at
Rasmus
Juul
har hæftet sig ved. Der er efter bladets opfattelse tale om en intelligent og
egentlig ganske indlysende illustrativ fortolkning af teksten, som således
heller ikke på nogen måde er misvisende i forhold til artiklens indhold.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel
Kierkegaard, Bo Maltesen, Tage Clausen og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning
om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er
egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er
bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes
rigtighed
er utvivlsom.
Af sagen fremgår, at klagerne og bladet har indgået en kontrakt,
hvorefter artiklen ikke må trykkes, før forfatterne har godkendt den endelige
redigering.
Tre medlemmer –
Axel Kierkegaard, Tage Clausen og Ole Askvig
– udtaler:
Vi finder, at bestemmelsen i den mellem bladet og klagerne
indgåede kontrakt om, at artiklen ikke må trykkes, før forfatterne har
godkendt
den endelige redigering, må forstås således, at dette gælder i forhold til
artiklens sproglige indhold, overskrifter, fremhævelser, illustrationer samt
lay-out. Da bladet ikke har indhentet klagernes samtykke til at ændre en del
af
overskriften til kursiv og til at bringe illustrationen af
Rasmus
Juul, har bladet handlet i strid med god presseskik, og
vi finder derfor, at nævnet må udtale sin kritik af bladet.
Under hensyn til indholdet af den kritik, som vi mener, nævnet
må udtale af bladet, finder vi ikke anledning til særskilt at efterkomme
klagernes anmodning om genmæle.
Et medlem –
Bo Maltesen
– udtaler:
Af det fremlagte materiale fremgår det ikke dokumenteret, at
vendingen ”endelig redigering” skal opfattes, som klagerne gør.
Bladet vil
efter sædvanlig praksis i aftaleforhold mellem medier og freelanceforfattere
være forpligtiget til at få tekstmæssige ændringer i artiklen samt
indholdsmæssige ændringer i overskrift mv. i forhold til originalmanus
godkendt
af forfatterne, men være frit stillet i valg af typografi, opsætning,
illustration mv., så længe disse forhold ikke giver læseren et forkert
indtryk
af artiklens reelle indhold. Og det gør i den aktuelle sag hverken anvendelse
af et enkelt ord i overskriften i kursiv eller den valgte illustration. Jeg
finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet og således heller
ikke grundlag for genmæle.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet
udtaler sin kritik af MOMENT.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den
ansvarshavende redaktør af MOMENT at offentliggøre følgende:
”
Kendelse fra
Pressenævnet
:
I maj/juni-nummeret 2003 bragte MOMENT en artikel med
overskriften ”Den gode historie på museum”. Artiklen, der vedrørte
den kommende
åbning af Dansk Jødisk Museum, var forfattet af de studerende [A og B]. Til
artiklen var knyttet en illustration af en mor, der til sin dreng siger
”Bare
rolig skat, han er slet ikke farlig” om en jøde i et bur, forsynet med
et
skilt, der bar teksten ”TRUET ART”. Personerne på billedet skal
angiveligt forestille
Pia
Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti og overrabbiner
Bent
Lexner. Ordet gode var i overskriften sat i kursiv.
[A og B] har klaget til Pressenævnet over bladets anvendelse
af den pågældende illustration og over, at bladet har sat ordet gode i
overskriften
i kursiv. Klagerne har i den forbindelse anført, at de ifølge en indgået
kontrakt med bladet skulle godkende den endelige redigering, inden artiklen
blev trykt.
Pressenævnet udtaler
:
Af sagen fremgår, at klagerne og bladet har indgået en
kontrakt, hvorefter artiklen ikke må trykkes, før forfatterne har godkendt
den
endelige redigering.
Tre medlemmer –
Axel Kierkegaard, Tage Clausen og Ole
Askvig
– udtaler:
Vi finder, at bestemmelsen i den mellem bladet og klagerne
indgåede kontrakt om, at artiklen ikke må trykkes, før forfatterne har
godkendt
den endelige redigering, må forstås således, at dette gælder i forhold til
artiklens sproglige indhold, overskrifter, fremhævelser, illustrationer samt
lay-out. Da bladet ikke har indhentet klagernes samtykke til at ændre en del
af
overskriften til kursiv og til at bringe illustrationen af
Rasmus
Juul, har bladet handlet i strid med god presseskik, og
vi finder derfor, at nævnet må udtale sin kritik af bladet.
Et medlem –
Bo Maltesen
– udtaler:
Af det fremlagte materiale fremgår det ikke dokumenteret, at
vendingen ”endelig redigering” skal opfattes, som klagerne gør.
Bladet vil
efter sædvanlig praksis i aftaleforhold mellem medier og freelanceforfattere
være forpligtiget til at få tekstmæssige ændringer i artiklen samt
indholdsmæssige ændringer i overskrift mv. i forhold til originalmanus
godkendt
af forfatterne, men være frit stillet i valg af typografi, opsætning,
illustration
mv., så længe disse forhold ikke giver læseren et forkert indtryk af
artiklens
reelle indhold. Og det gør i den aktuelle sag hverken anvendelse af et enkelt
ord i overskriften i kursiv eller den valgte illustration. Jeg finder derfor
ikke grundlag for at udtale kritik af bladet.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet
udtaler sin kritik af MOMENT.
København, den 26.
juni 2003
Axel Kierkegaard, Bo
Maltesen, Tage Clausen og Ole Askvig.”
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00697 Retsinformation · 31. oktober 2014
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-12505 Retsinformation · 10. december 2025
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-06118 Retsinformation · 15. september 2026
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00208 Retsinformation · 13. april 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00597 Retsinformation · 2. maj 2014
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 44/1997 Retsinformation · 26. april 1999
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 146/1999 Retsinformation · 20. januar 2000
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-91 Retsinformation · 29. oktober 2003
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-100 Retsinformation · 1. juni 2005
- Skakspillet momsfritaget som kulturel aktivitet SKM-databasen · 25. august 2026
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04157 Retsinformation · 24. november 2023