Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 51/2003

KEN nr 9404 af 26/06/2003Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet28. juli 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 51/2003

[To kvinder A og B]

har klaget til Pressenævnet over, at MOMENT

har afvist at bringe et genmæle i anledning af en artikel i bladets maj-juli

2003 udgave. De har endvidere klaget over, at bladet har tilsidesat god

presseskik.

Artiklen, der bar overskriften ”

Den

gode

historie på

museum

”, havde følgende indhold:

”Danmarks første minoritetsmuseum, Dansk Jødisk Museum åbner i

København til efteråret. Kulturministeriet opfatter det som et positivt

element

i den aktuelle integrationsdebat. Men hvilken historie fortælles egentlig på

museet, hvem er det, der kan lære noget af den, og hvor meget skal man ligne

danskere for at få lov til at komme på museum? Hvornår ser vi f.eks. et

’Dansk

Muslimsk Museum’?

Hvorfor et Dansk Jødisk Museum?

Er dansk jødisk identitet og kultur truet? Og kan et museum

redde den? Antropologen

Andrew

Buckers studie af jøder i Danmark i

1990erne viste, at deres eneste fællestræk var, at de alle omtalte jøder som

én

gruppe, der adskiller sig fra det omgivende samfund. Men hvad der adskiller

dem, og hvem der er jøde, diskuteres til stadighed. De identificerer sig

gennem

Læs alt

et væld af forskellige jødiske foreninger, både nationale, kulturelle,

religiøse og sekulære, og lever meget forskelligt. Men hvis der sættes

lighedstegn mellem det faldende antal medlemmer af Mosaisk Troessamfund (det

ortodokse jødiske samfund) og jødisk identitet i Danmark, kan man med rette

antage, at jødisk kultur og identitet er truet.

I 1800 tallet reagerede datidens museumsfolk på udryddelsen af

afrikanske dyr ved at foretage ekspeditioner for at indsamle de sidste

sjældne

eksemplarer, før de helt forsvandt. Ironisk nok måtte dyrene skydes for at

kunne bevares på museum. Det opfattes fortsat som museers opgave at bevare

ting

og historier, før de forsvinder. Dansk Jødisk Museum indskriver sig i en

tendens i det globale samfund, hvor mange føler, at deres kultur og religion

er

truet. Flere og flere minoriteters ønske om eget museum udspringer af et

behov

for anerkendelse og bevarelse af deres særegenhed. Majoriteter har også fået

et

påfaldende behov for at definere og styrke egen kultur og identitet i mødet

med

minoriteter. Den danske folkekirke er som Hendes

Majestæt

Dronning

Margrethe

II blevet symbol på det ærkedanske,

der for enhver pris skal bevares. Dansk Folkeparti er blevet Danmarks 3.

største parti ved at fremstille dansk kultur og danskere som en ’truet

art’.

Ideen om at kulturer har en oprindelig form og at de ved kontakt

med andre kulturer kan trues og i værste tilfælde uddø, betegnes i

antropologien

det klassiske kulturbegreb

. Et folk anses som indehavere

af én oprindelig, fælles kultur. Denne forståelse er dominerende globalt og

indbygget i tanken om at udstille kultur på museum. På Dansk Jødisk Museums

hjemmeside beskrives kulturudvekslingen mellem dansk og jødisk kultur. Her

bliver man gjort opmærksom på, at det ’gode danske’

birkesfranskbrød er lånt

fra det jødisk chalah-brød, som serveres til fredagens shabbat-måltid,

ligesom

ordet birkes stammer fra hebraisk. Denne positive udlægning af at kulturer

’låner’ fra hinanden står i modsætning til den negative fortolkning

at kulturer

’forurener’ hinanden ved udveksling. Begge fortolkninger tager

udgangspunkt i

samme opfattelse af kulturer, som oprindeligt afgrænsede, rene og autentiske.

De seneste årtier har antropologer benyttet et nyt kulturbegreb,

der betegner kultur som noget foranderligt og fleksibelt. På samme måde har

opfattelsen af identitet ændret sig fra at blive set som medfødt til noget,

der

til stadighed skabes og forhandles mellem mennesker. Selv om museale

samlinger

udspringer af den klassiske kulturforståelse, kunne en udstilling ved at

lægge

vægt på pluralitet og forandring tilnærme sig den nye kulturopfattelse.

Museet

kunne vise, hvor forskelligt jøder i Danmark lever, for eksempel de mange

forskellige måder kosherreglerne praktiseres på og undgår derved at give

indtryk af, at der eksisterer én autentisk jødedom.

Dansk Muslimsk Museum?

Det er ikke alle historier, der får lov til at komme på museum.

For eksempel har vi i Danmark et Frihedsmuseum med hovedvægt på

modstandsbevægelsen, hvorimod et ’Kollaboratørmuseum’ forekommer

utænkeligt.

Den overordnede fortælleramme på Dansk Jødisk Museum er ’den gode

historie’ om

redningen af danske jøder til Sverige under 2. Verdenskrig i 1943. Denne

ramme

bliver fastslået af arkitekten

Daniel

Libeskinds indretning af

museumsrummet. Interiøret udformes som det første bogstav i det hebraiske ord

Mitzvah

,

på dansk ’en god gerning’.

Jøder i Danmark er så assimilerede, at de sjældent skiller sig

ud fra majoriteten. De er derfor ifølge den klassiske kulturopfattelse ikke

en

trussel mod dansk kultur. Måske netop derfor er det muligt at skabe et jødisk

museum? Jøder i Danmark har i forvejen både synagoge og begravelsesplads. I

den

nuværende politiske atmosfære er det utænkeligt, at de mange muslimske

grupper

i Danmark kan oprette et ’Dansk Muslimsk Museum’. Der er i forvejen

store

protester og problemer forbundet med ønsket om en officiel moske og en

begravelsesplads, blandt andet fordi muslimers kultur og religion betragtes

som

en trussel.

Muslimer fremstilles ofte af politikere og medier som ’dårlige’

immigranter, og betegnes ’2. og 3. generations-indvandrere’ selv

når de er født

og opvokset i Danmark og har dansk statsborgerskab. Mediernes fokus på de få

muslimer, der bærer tørklæde eller beder på arbejdspladsen, synliggør

yderligere tilstedeværelsen af Islam i det offentlige rum. Derved udfordres

den

sociale konvention om, at religiøs praksis bør holdes inden for hjemmets fire

vægge.

Museet i integrationsdebatten

På Dansk Jødisk Museums hjemmeside i 2002 kunne man læse at:

”Museet kan ses som et bidrag til den aktuelle debat om integration af

etniske

mindretal i dagens Danmark”. Spørgsmålet er, på hvilken måde Dansk

Jødisk

Museum kan bidrage til integrationsdebatten? Ved en mindehøjtidelighed i 2002

i

anledning af Auschwitzs befrielse d. 27. januar, holdt kulturminister

Brian

Mikkelsen en tale, hvor han ligeledes inddrog museet i

integrationsdebatten: ”Det er i høj grad relevant at åbne et museum, der

kan

beskrive hvordan jøderne gennem tiden har levet i fredelig sameksistens med

danskerne og på forskellig vis har bidraget til samfundet. På den måde ser

jeg

Dansk Jødisk Museum som et positivt og væsentligt bidrag til hele

integrationsdebatten.”

Mikkelsen såvel

som journalist

Monica

Madsen (kulturministeriets

hjemmeside) fremstiller jøder som ”gode immigranter” og hentyder

til, at andre

immigranter kan lære, at assimilation er vejen til accept. Antropologiske

studier i Danmark viser netop, at holdninger om, at personer skal være ens

for

at blive betragtet som ligeværdige, er meget udbredte.

Mikkelsen beskriver endvidere danskere som

indehavere af en særlig høj moral, igen med reference til redningen i 1943.

Redningen var bestemt en god gerning og en unik historie som vi danskere er

stolte af. Dog kan vi have vores tvivl om, hvorvidt der havde været så bred

opbakning til at beskytte jøder i Danmark, hvis de var blevet opfattet som

ligeså anderledes, som f.eks. muslimer opfattes i dag. Gad vide hvornår

muslimer i Danmark bliver danske nok til at få lov at skille sig ud og komme

på

museum ..?

Tak til

Inger

Sjørslev fra Institut fra Antropologi

for kommentarer, vejledning og opbakning.”

Artiklen var blandt andet ledsaget af en illustration, hvor en

mor til sin dreng siger ”Bare rolig skat, han er slet ikke farlig”

om en jøde i

bur. Personerne på billedet skal angiveligt forestille

Pia

Kjærsgaard

fra Dansk Folkeparti og overrabbiner

Bent

Lexner. På buret står ”Truet

art”. Endvidere var følgende afsnit fra artiklen fremhævet med større

typer og

kursiv:

”I den nuværende politiske atmosfære er det utænkeligt, at de

mange muslimske grupper i Danmark kan oprette et ’Dansk Muslimsk

Museum’.

Klagerne anmodede ved brev af 6. maj 2003 om følgende genmæle:

”Forfatterne til artiklen ”Den gode historie på museum”, bragt

i

den trykte udgave af Moment i maj-juli 2003, [A og B], ønsker at

offentliggøre

at redaktionens ændring af overskriften til ”Den

gode

historie på

museum” samt illustrationen af

Rasmus

Juul er bragt uden forfatternes

kendskab og tilladelse.

Derfor ønsker forfatterne ikke at blive sat i forbindelse med

artiklen og illustrationen i den trykte udgave af Moment, men henviser til

samme artikel i anden udformning på Moments hjemmeside.”

Samme dag afviste bladet at bringe genmælet.

Klagerne har oplyst, at det af den mellem klagerne og bladet

indgåede kontrakt blandt andet fremgår, at klagerne skal godkende den

endelige

redigering, før artiklen trykkes. Den trykte udgave af artiklen er anderledes

end internetudgaven. Her er titlen ”Den

gode

historie på museum”.

Redaktionen har også sat andre titler i bladet i kursiv, men i klagernes

artikel ændrer det ved betydningen, idet ordet ”gode”, når det står

i kursiv,

får den modsatte betydning, nemlig at der ikke er tale om en god historie.

For

det andet er ændringen i strid med klagernes kontrakt med bladet, idet

klagerne

ikke har godkendt denne ændring af titlen i den trykte udgave. Klagerne har

derfor krav på genmæle på dette punkt.

Klagerne har samtidig anført, at bladet har handlet i strid med

god presseskik ved ikke at overholde kontrakten og trykke artiklen med en ny

titel, ”Den

gode

historie på museum”. Klagerne har henvist til det

ovenfor anførte vedrørende spørgsmålet om genmæle.

Til bladets anførsel om, at ændringen af overskriften alene er

sket som led i en layoutmæssig stil, har klagerne anført, at det er

uacceptabelt at have en layoutmæssig stil, der ændrer betydningen af

overskrifter uden at orientere forfatterne om det. Hvis bladet havde ret i,

at

kursiv udelukkende fremhæver ord og i det konkrete tilfælde betyder ”Den

i

særdeleshed gode historie”, ville det stadig være en ændring, der skaber

tvetydighed om, hvor god en historie det egentlig er. Under alle

omstændigheder

er der tale om kontraktsbrud, idet redaktionen ikke lod klagerne godkende den

endelige redigering.

Klagerne har videre anført, at illustrationen af

Rasmus

Juul sammen med den nye titel giver indtryk af, at

artiklen omhandler noget ganske andet, end hvad tilfældet er. Artiklens

hovedargument er, at man skal være dansk for at få lov til at være

anderledes,

altså se dansk ud og ikke skille sig ud ved at praktisere religiøsitet i det

offentlige rum. Denne pointe mener klagerne netop, at Dansk Jødisk Museum

illustrerer. Det faktum, at jøder i Danmark er så assimilerede, er netop

grunden til, at de kan få lov til at vise nogle historiske og kulturelle

særtræk i det offentlige rum på et museum. Illustrationen derimod viser, at

jøder er anderledes og eksotiske. Klagerne har modtaget flere reaktioner fra

læsere, der undrede sig over illustrationen, og hvad den havde med artiklen

at

gøre. Flere følte sig – som klagerne selv – frastødte over ligheden

mellem

illustrationen og tidligere tiders antisemitiske propaganga, hvor jøder blev

fremstillet som stereotype og farlige. Klagerne har ingen intentioner om at

fornærme overrabbiner

Bent

Lexner eller andre, og da klagerne

finder illustrationen dybt problematisk, ønsker de et genmæle, der gør det

klart, at de intet har med illustrationen at gøre. Klagerne er i den

forbindelse fremkommet med deres kommentarer til bladets udlægning af de

sætninger i teksten, som det efter bladets opfattelse er nærliggende, at

Rasmus

Juul har lagt vægt på ved sin fortolkning af artiklen.

Konklusionen er, at de fire sætninger, som bladet fremhæver som grundlag for

illustrationen, alle er sætninger, der er taget ud af kontekst og

genfortolket

uden for kontekst. Resultatet er en illustration, der strider imod artiklens

budskab. Klagerne har derfor også på dette punkt krav på genmæle.

Klagerne har i tilknytning hertil oplyst, at de selv foreslog

illustrationer til redaktionen, blandt andet et billede af et

birkesfranskbrød,

som bliver udstillet på Dansk Jødisk Museum. Birkesfranskbrødet er inddraget

som en dansk specialitet, men stammer fra det jødiske chalah-brød. Det

chokerede derfor klagerne, at redaktionen valgte at bringe en meget

kontroversiel illustration, og at dette blev gjort uden overhovedet at nævne

endsige indhente klagernes samtykke. På baggrund af klagernes udviste

interesse

for evt. illustrationer og fælles kontrakt virker det særdeles uacceptabelt.

Klagerne har samtidig anført, at det er i strid med god

presseskik at bringe en så kontroversiel og meningsforstyrrende illustration

uden at høre forfatterne. Klagerne har i øvrigt henvist til det ovenfor

anførte

vedrørende spørgsmålet om genmæle.

Klagerne er i øvrigt ikke enig med bladet i, at sagen er

bagatelagtig, idet der er tale om meningsforvridning, kontraktbrud og brud på

god presseskik. Klagerne frygter, at bladets skævvridning af deres artikel

kan

få indflydelse på deres karriere.

Bladet har anført, at ændringen af ordet ”gode” til kursiv er et

led i en layoutmæssig stil, som løber gennem hele bladet. At undlade dette på

én ud af ca. 40-50 redaktionelle sider ville bryde med den visuelle linie.

Såfremt man trods dette alligevel vælger at tillægge kursiveringen betydning,

tjener kursiveringen som regel til at fremhæve eller lægge ekstra fynd på et

ord eller en sætning. Den ekstra betydning, rubrikken ville få tilføjet ved

at

tillægge kursiveringen en indholdsmæssig signifikant betydning, ville således

blive, at der lægges ekstra vægt på ordet ”gode” og ikke, som

klagerne anfører,

at det ”gode” skifter mening til at betyde ”ikke gode”.

Skulle man oversætte

sætningen med det kursiverede ”gode” til almindeligt sprog uden

brug af tegn,

kunne det som en tilnærmelse gøres således: ”Den i særdeleshed gode

historie”.

Bladet har i tilknytning hertil anført, at den

meningsforstyrrelse, som klagerne hævder, kursiveringen foranlediger, ville

have været til stede, hvis der havde været tale om citationstegn, som netop i

visse tilfælde bruges til at understrege ironi o.l. – altså en negering

af de

oprindelige udtryk. Ordet gode ville således, hvis det havde været sat i

citationstegn, have haft den modsatte betydning.

Det er således bladets opfattelse, at ændringen ikke fordrejer

betydningen af sætningen i en grad, som nødvendiggør at bringe et genmæle.

Med hensyn til illustrationen har bladet anført, at denne er

udført af

Rasmus

Juul på baggrund af hans fortolkning

af artiklen og er således en direkte følge af, hvordan artiklen

tilsyneladende

kan

forstås. Illustrationen kan næppe forstås uden en vis humoristisk sans og en

vis abstraktionsevne. Bladet har i den forbindelse henvist til en række

sætninger i artiklen, som det synes oplagt, at

Rasmus

Juul

har hæftet sig ved. Der er efter bladets opfattelse tale om en intelligent og

egentlig ganske indlysende illustrativ fortolkning af teksten, som således

heller ikke på nogen måde er misvisende i forhold til artiklens indhold.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel

Kierkegaard, Bo Maltesen, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning

om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er

egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er

bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes

rigtighed

er utvivlsom.

Af sagen fremgår, at klagerne og bladet har indgået en kontrakt,

hvorefter artiklen ikke må trykkes, før forfatterne har godkendt den endelige

redigering.

Tre medlemmer –

Axel Kierkegaard, Tage Clausen og Ole Askvig

– udtaler:

Vi finder, at bestemmelsen i den mellem bladet og klagerne

indgåede kontrakt om, at artiklen ikke må trykkes, før forfatterne har

godkendt

den endelige redigering, må forstås således, at dette gælder i forhold til

artiklens sproglige indhold, overskrifter, fremhævelser, illustrationer samt

lay-out. Da bladet ikke har indhentet klagernes samtykke til at ændre en del

af

overskriften til kursiv og til at bringe illustrationen af

Rasmus

Juul, har bladet handlet i strid med god presseskik, og

vi finder derfor, at nævnet må udtale sin kritik af bladet.

Under hensyn til indholdet af den kritik, som vi mener, nævnet

må udtale af bladet, finder vi ikke anledning til særskilt at efterkomme

klagernes anmodning om genmæle.

Et medlem –

Bo Maltesen

– udtaler:

Af det fremlagte materiale fremgår det ikke dokumenteret, at

vendingen ”endelig redigering” skal opfattes, som klagerne gør.

Bladet vil

efter sædvanlig praksis i aftaleforhold mellem medier og freelanceforfattere

være forpligtiget til at få tekstmæssige ændringer i artiklen samt

indholdsmæssige ændringer i overskrift mv. i forhold til originalmanus

godkendt

af forfatterne, men være frit stillet i valg af typografi, opsætning,

illustration mv., så længe disse forhold ikke giver læseren et forkert

indtryk

af artiklens reelle indhold. Og det gør i den aktuelle sag hverken anvendelse

af et enkelt ord i overskriften i kursiv eller den valgte illustration. Jeg

finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet og således heller

ikke grundlag for genmæle.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet

udtaler sin kritik af MOMENT.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den

ansvarshavende redaktør af MOMENT at offentliggøre følgende:

”

Kendelse fra

Pressenævnet

:

I maj/juni-nummeret 2003 bragte MOMENT en artikel med

overskriften ”Den gode historie på museum”. Artiklen, der vedrørte

den kommende

åbning af Dansk Jødisk Museum, var forfattet af de studerende [A og B]. Til

artiklen var knyttet en illustration af en mor, der til sin dreng siger

”Bare

rolig skat, han er slet ikke farlig” om en jøde i et bur, forsynet med

et

skilt, der bar teksten ”TRUET ART”. Personerne på billedet skal

angiveligt forestille

Pia

Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti og overrabbiner

Bent

Lexner. Ordet gode var i overskriften sat i kursiv.

[A og B] har klaget til Pressenævnet over bladets anvendelse

af den pågældende illustration og over, at bladet har sat ordet gode i

overskriften

i kursiv. Klagerne har i den forbindelse anført, at de ifølge en indgået

kontrakt med bladet skulle godkende den endelige redigering, inden artiklen

blev trykt.

Pressenævnet udtaler

:

Af sagen fremgår, at klagerne og bladet har indgået en

kontrakt, hvorefter artiklen ikke må trykkes, før forfatterne har godkendt

den

endelige redigering.

Tre medlemmer –

Axel Kierkegaard, Tage Clausen og Ole

Askvig

– udtaler:

Vi finder, at bestemmelsen i den mellem bladet og klagerne

indgåede kontrakt om, at artiklen ikke må trykkes, før forfatterne har

godkendt

den endelige redigering, må forstås således, at dette gælder i forhold til

artiklens sproglige indhold, overskrifter, fremhævelser, illustrationer samt

lay-out. Da bladet ikke har indhentet klagernes samtykke til at ændre en del

af

overskriften til kursiv og til at bringe illustrationen af

Rasmus

Juul, har bladet handlet i strid med god presseskik, og

vi finder derfor, at nævnet må udtale sin kritik af bladet.

Et medlem –

Bo Maltesen

– udtaler:

Af det fremlagte materiale fremgår det ikke dokumenteret, at

vendingen ”endelig redigering” skal opfattes, som klagerne gør.

Bladet vil

efter sædvanlig praksis i aftaleforhold mellem medier og freelanceforfattere

være forpligtiget til at få tekstmæssige ændringer i artiklen samt

indholdsmæssige ændringer i overskrift mv. i forhold til originalmanus

godkendt

af forfatterne, men være frit stillet i valg af typografi, opsætning,

illustration

mv., så længe disse forhold ikke giver læseren et forkert indtryk af

artiklens

reelle indhold. Og det gør i den aktuelle sag hverken anvendelse af et enkelt

ord i overskriften i kursiv eller den valgte illustration. Jeg finder derfor

ikke grundlag for at udtale kritik af bladet.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet

udtaler sin kritik af MOMENT.

København, den 26.

juni 2003

Axel Kierkegaard, Bo

Maltesen, Tage Clausen og Ole Askvig.”

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter