Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-91

KEN nr 9686 af 22/10/2003Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet29. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-91

Ved brev af 16. september 2003 modtaget af Pressenævnet den 17.

september 2003 har [en mand – K] klaget over to artikler i Berlingske

Tidende

den 28. juli 2003, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat. [K]

ønsker

endvidere genmæle over for artiklernes oplysninger.

I en forsideartikel den 28. juli 2003 med overskriften ”

Nauntofte

misbrugt i strid om Israel

” hed det i en underoverskrift: ”

Tillid:

DR-Mellemøstkorrespondent

Jens

Nauntofte optræder med historisk indlæg på hjemmeside til

fordel for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening”.

I artiklen hed det:

”DR-journalisten

Jens

Nauntofte føler sig misbrugt

politisk, og derfor kræver han, at et længere historisk indlæg fra hans hånd

omgående fjernes fra hjemmesiden www.palaestina-info.dk. En hjemmeside, der

er

oprettet og betalt af Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening.

Sørens

Espersen, pressechef i Dansk

Folkeparti og DR-bestyrelsesmedlem, udvidede i gårsdagens avis sine angreb på

DR til ikke bare at omfatte Mellemøst-korrespondenten

Ole

Sippel,

Læs alt

men også

Jens

Nauntofte og en række andre navngivne

DR-medarbejdere. Det skete bl.a. med henvisning til den omtalte hjemmeside,

hvor

Nauntofte optræder.

Espersen beskylder direkte

DR-medarbejderne for at skabe en Israel-fjendtlig stemning i Danmark med

propaganda.

Nauntofte troede

ifølge sin egen forklaring ind til i går blot, at han bidrog til en

historikerhjemmeside:

”Havde jeg vidst, at mit historiespeciale skulle bruges af

Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, havde jeg sagt nej tak. Jeg ønsker

ikke

at være part i den politisering omkring DRs Mellemøst-dækning, så derfor

trækker jeg det,” siger

Jens

Nauntofte.

Formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening,

Ole

Olsen, kender ikke til aftalen med

Nauntofte, men han bekræfter, at

siden er oprettet og betalt af venskabsforeningen. Det er Venskabsforeningens

medlem, gymnasielærer [K], som har stået for oprettelse af hjemmesiden og

ham,

som har lavet aftalen med

Jens

Nauntofte.

”Vi har lavet hjemmesiden for at efterkomme et stort behov for

undervisningsmateriale,” siger

Ole

Olsen.”

I en artikel samme dag med overskriften ”

Nauntofte føler sig

misbrugt

” hed det i en underoverskrift: ”

Troværdighed:

TV-A journalist

Jens

Nauntofte

kræver sit speciale fjernet fra pro-palæstinensisk hjemmeside. Han føler sig

misbrugt i et politisk ærinde”.

I artiklen hed det:

”Den kendte udlandsjournalist på TV-avisen,

Jens

Nauntofte, skriver for Dansk-Palæstinensisk

Venskabsforening. Det vil sige, at han har leveret et langt historisk indlæg

til hjemmesiden www.palæstina-info.dk, som er stiftet på initiativ af

Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening til oplysning om Palæstina. Af

hjemmesiden fremgår det, at bidragene står for bidragydernes egen regning.

Men

for DR-bestyrelsesmedlem og Dansk Folkepartis pressechef

Søren

Espersen er hjemmesiden netop en indikator på, at

Jens

Nauntofte – i lighed med flere DR-kolleger – har nære

venskabelige forbindelser med palæstinenserne og ikke er så uvildige og

uafhængige, som de som journalister bør være:

Hvorfor lod du

www.palæstina-info.dk bruge din artikel?

”Jeg blev kontaktet af gymnasielektor [K], som gerne ville bruge

mit indlæg. Det er oprindelig mit historiespeciale, og det lagde [K] selv ud

på

hjemmesiden. Jeg har ikke før nu været vidende om, at Dansk Palæstinensisk

Venskabsforening stod bag det her. Jeg troede, at det var historielærere, der

stod bag. Indlægget er en nøje gennemresearchet fremstilling af den britiske

politik og det, der gik forud for Israels oprettelse. Det er skrevet i

1960erne

og er den nuværende konflikt uvedkommende. Jeg fik faktisk en høj karakter

for

det, og det holder den dag i dag. Jeg brugte et år i Israel til at studere

kilderne.”

Fortryder du ikke din

medvirken, når du ser, at

Søren

Espersen kan bruge det som

eksempel på partiskhed i DR?

”Der er intet i vejen med specialet. Men jeg føler mig misbrugt,

da de historikere, jeg har haft kontakt til, ikke har fortalt mig, at det

indgik i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforenings hjemmeside. Og jeg vil

øjeblikkelig bede [K] og mellemøstforskeren

Michael

Irving

Jensen, som er medopretter af

hjemmesiden om, at indlægget bliver trukket væk. Men når det er sagt, så vil

Søren

Espersen formodentlig ikke kunne finde noget i indlægget,

som han ikke kan skrive under på.”

Uanset indholdet handler

det vel om, at man som journalist skal passe på sin integritet, og hvilken

vogn

man bliver spændt for. Gør det ikke?

”Jeg er ikke tilhænger af, at journalister er medlem af partier

eller foreninger. Jeg er ikke medlem af nogle af venskabsforeninger. Og jeg

var

ubekendt med, at Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening har stået bag den

historikergruppe, som jeg blev kontaktet af”.

Tjekkede du ikke, hvem der

stod bag, og hvad det skulle bruges til?

”Jeg har udelukkende haft kontakt med lektor [K]. Jeg har bare

givet ham lov til at aftrykke det. Der er gik lang tid, fra han fik det, til

han pludselig fortalte, at han var færdig med det.

Undersøgte du ikke

hjemmesiden?

”Næ, jeg læste mit eget og det indlæg, som

Lars

Erslev

Andersen

(terrorekspert, red.) havde leveret. Havde jeg vidst, at det skulle bruges af

Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, havde jeg sagt nej tak. Der er ingen

grund til, at andre skal bruge det som ammunition mod DR. Jeg ønsker ikke at

være part i den politisering omkring DRs Mellemøst-dækning, så derfor trækker

jeg det tilbage.”

Fik du penge for det?

”Ikke fem øre.””

Den 12. august 2003 sendte klager et indlæg til bladets

debatredaktion. I indlægget hed det:

”DF’s SOMMERAGURK

Hjemmesiden www.palæstina-info.dk,

Jens

Nauntofte

og min rolle har i en række artikler og debatindlæg i Berlingske Tidende

fungeret som sommeragurk på vegne af Dansk Folkeparti. Omtalen af

hjemmesidens

karakter og mit arbejde som redaktør er misvisende, men pga. ferie har jeg

ikke

kunnet reagere på avisens henvendelser. Derfor følgende præcisering:

Hjemmesidens formål er at give et bredt indblik i den

palæstinensisk-israelske konflikt med udgangspunkt i en menneske- og

folkeretlig synsvinkel. Som anført i den redaktionelle introduktion er den

røde

tråd, at palæstinensernes menneskerettigheder skal respekteres, at de har ret

til frihed for besættelse, samt en afstandtagen fra terror.

Den dækker et bredt spektrum af historiske, politiske,

religiøse, menneske- og folkeretlige spørgsmål, og rummer desuden aktuelle

analyser, dokumenter og statistik, interview med kristne og muslimske

palæstinensere, israelske bosættere og fredsaktivister.

De omkring 50 indlæg og 400 sider tekst er forfattet af

jurister, historikere, teologer, økonomer, en tidligere ambassadør, Amnesty

og

andre kyndige af forskellig baggrund og observans.

Til hvert indlæg er forfattet en kort introduktion/opsummering.

Der er links til alverdens hjemmesider om konflikten. Ved den snarlige

revision

af hjemmesiden vil der bl.a. blive mulighed for at læse manifestet fra

gruppen

af danske jøder, som har protesteret mod

Sharon-regeringens politik.

Initiativet til hjemmesiden er oprindelig udgået fra Dansk

palæstinensisk Venskabsforening, men da jeg blev spurgt, om jeg ville

medvirke

til etablering af informationsinitiativet betingede jeg mig: fuld redaktionel

frihed, at hjemmesiden skulle eksistere som en selvstændig aktivitet –

uafhængig af andre interesser. På hjemmesiden skulle der være plads til

kritik

af alle konfliktens parter. Udgifterne er finansieret af

Enkefru

Plums

Støttefond

. Bidragene har været ulønnede.

Disse faktuelle forhold er skriftligt blevet meddelt

bidragyderne via mail i form af vedhæftede filer. Jeg har selvfølgelig ikke

ønsket at føre nogen bag lyset, som det er fremgået af

Berlingske Tidende

.

Vi har arbejdet med redaktionen af hjemmesiden det meste af et

år – inden offentliggørelsen oktober 2002. Intet indlæg – heller

ikke den

redaktionelle introduktion – er blevet forelagt udenforstående –

altså heller

ikke Dansk Palæstinensisk Venskabsforening. Det er nyt for mig, at domænet

ikke

er registreret i web-masterens navn, men i Venskabsforeningens.

Jeg beklager, at

Jens

Nauntofte ser sig nødsaget til

at trække sine artikler. Hans historiske artikel har haft knap 4000 læsere,

den

om den israelske lobby i USA fra

Reagans sidste tango

noget færre

hits.

Med den samlede udbredelse og anerkendelse www.palæstina-info.dk

har fået, kan det undre, at hjemmesiden først opnår medieomtale på nuværende

tidspunkt.

[K],

lektor i samfundsfag og historie”

Ved e-mail af 15. august 2003 rykkede klager bladet for svar på,

om – og i givet fald hvornår – hans indlæg ville blive bragt.

Ved e-mails af 21. august 2003 meddelte bladets debatredaktør

efter endnu en rykker fra klager, at man ikke ønskede at bringe indlægget.

Klageren har anført, at bladet med sine artikler har publiceret

urigtige oplysninger og fældet en redaktionel dom, idet klager udpeges som

ansvarlig for politisk ”misbrug” af

Jens

Nauntofte. Dette sker på et

løsagtigt grundlag, og uden at klager kommer til orde. Det er en skærpende

omstændighed, at det sker på forsiden.

Klageren har oplyst, at han på den baggrund den 12. august 2003

fremsendte et indlæg til bladet, idet han ønskede at forklare sammenhængen,

som

han så den, afvise påstanden om ”misbrug” samt undgå at hænge nogen

ud. I

henhold til reglerne om god presseskik ville det være naturligt for bladet

uden

videre at bringe indlægget. Den 15. august 2003 rykkede klager bladet for et

svar på, om – og i givet fald hvornår –

man ville bringe indlægget. Debatredaktionen oplyste, at man ville

bringe indlægget den 18. eller 19. august 2003. Klager blev samtidig bedt om

et

foto til det kommende indlæg. Efter en ny rykker den 21. august 2003 meddelte

debatredaktøren, at man ikke ville bringe indlægget. Bladet har således

nægtet

at lade klager komme til orde, efter at han havde haft kontakt med ikke

mindre

end fire medarbejdere på bladet. I kontakten med bladet er det klart

fremgået,

at man ville bringe hans indlæg, som understregede hjemmesidens reelle

økonomiske finansiering (

Plumfonden),

og at hjemmesiden er en selvstændig aktivitet med en faktisk redaktionel

uafhængighed.

Klageren har oplyst, at han har fået mange personlige reaktioner

på bladets artikler, som beklikker hans redelighed – uden at han har

fået lov

til at tage til genmæle. Han har derfor anmodet Pressenævnet påtale bladets

behandling af sagen. Bladet bør enten bringe hans oprindelige indsigelse

eller

et forslag til genmæle, som han har fremsendt til nævnet. Dette bør ske på

forsiden ligesom den oprindelige artikel.

Bladet har anført, at klagers krav om genmæle er fremsendt til

Pressenævnet senere end 4 uger efter offentliggørelsen af de artikler, som

han

ønsker imødegået. Artiklerne blev bragt den 28. juli 2003, og klagen er

ifølge

nævnets påstempling modtaget i nævnet den 17. september 2003. Det er derfor

bladets opfattelse, at den del af klagen næppe kan tages under

realitetsbehandling af Pressenævnet.

For det tilfælde, at klager skulle mene, at han har overholdt

tidsfristen som anført i medieansvarslovens § 36, stk. 3, idet hans

oprindelige

indlæg til bladets debatredaktion dateret den 12. august 2003 skulle –

eller af

bladet burde – have været betragtet som et rettidigt fremsendt krav om

genmæle,

har bladet anført, at indlægget af flere grunde ikke kan betragtes som et

krav

om genmæle, men må ses som et almindeligt debatindlæg. Indlægget var således

ikke sendt til redaktøren, som det forudsættes i medieansvarslovens § 36,

stk.

3, men til debatredaktionen. Det fremgik hverken af selve indlægget eller af

følgebrev, at det skulle eller kunne betragtes som et genmæle eller krav om

samme. Ej heller levede indlægget op til kravet i medieansvarslovens § 38,

stk.

1 om, at genmæle i alt væsentligt skal være begrænset til de nødvendige

faktiske oplysninger. Bladet havde således god grund til ikke at betragte

klagers oprindelige indlæg til debatredaktionen som et genmæle eller krav om

samme. Bladet afviste indlægget den 21. august 2003, og klager havde således

–

hvis han havde ønsket at få sit indlæg af 12. august 2003 behandlet som et

genmæle eller krav herom – haft tilstrækkelig tid til at præcisere over

for

bladet, at hans indlæg var ment som et genmæle. Det er endvidere værd at

bemærke, at det forslag til genmæle, som klager nu har fremsendt til nævnet,

i

sin form ligger langt fra det indlæg, han fremsendte til debatredaktionen den

12. august 2003.

For så vidt angår klagen over de to artikler har bladet anført,

at den opfattelse, som

Jens

Nauntofte giver udtryk for i

artiklerne, naturligvis står for hans egen regning, hvilket tydeligt fremgår

af, at artiklerne er bygget op over direkte citerede udtalelser fra ham.

Bladet

har ikke bragt forkerte oplysninger i artiklerne.

Bladet har videre anført, at journalisten bag artiklerne

forsøgte –

i overensstemmelse med god

presseskik – at indhente kommentarer fra klager i dennes egenskab af

ansvarlig

for hjemmesiden. Baggrunden for ønsket om en kommentar fra klager var, at

Jens

Nauntoftes udtalelser om at være blevet ”misbrugt” af

hjemmesiden kunne opleves som belastende for hjemmesidens ansvarlige. Klager

blev kontaktet gentagne gange af journalisten, hvilket klager da også

bekræfter

i sin skrivelse til Pressenævnet. Klager var imidlertid på ferie, og det

lykkedes derfor ikke at få en kommentar fra ham. I stedet indhentede

journalisten en kommentar fra formanden for Dansk-Palæstinensisk

Venskabsforening, der må betragtes som en særdeles central og relevant kilde.

Selv hvis bladet ikke i klagers fravær havde indhentet en kommentar fra

Ole

Olsen, er det tvivlsomt, om bladet havde gjort sig

skyldig i en presseetisk forsømmelse.

Jens

Nauntofte havde krav på at få

fremsat sit forsvar over for

Søren

Espersens kritik, og dette

kunne ikke udskydes, alene fordi klager ikke var til rådighed for en

kommentar.

Bladet har yderligere anført, at debatredaktionens afvisning af

at bringe klagers indlæg fremsendt den 12. august 2003 beror på et normalt

redaktionelt skøn. Der er intet i henseende til god presseskik, der

forpligtede

bladet til at lade klager komme til orde på et tidspunkt mere end to uger

efter, at de artikler, som han tog udgangspunkt i, var bragt. Der stod ej

heller noget i indlægget, der tilføjede sagen nye, relevante nuancer eller

oplysninger. At klager modtog en mail med ordlyden ” tak for din

ulejlighed ”

fra en redaktionssekretær den 15. august 2003, og at han fra en sekretær

modtog

en opringning om et muligt behov for et foto af ham, er et led i en

debatredaktions rutiner. Det er således forkert forstået, når klager anfører

dette som belæg for, at han skulle have fået et løfte om, at bladet ville

optage hans indlæg.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels

Grubbe, Finn Rowold, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

For så vidt angår klagen over, at bladet har tilsidesat god

presseskik ved at offentliggøre urigtige oplysninger uden at lade klager

komme

til orde, bemærker nævnet, at fristen for klager over tilsidesættelse af god

presseskik er 4 uger fra offentliggørelsen i et massemedie, jf.

medieansvarslovens § 34, stk. 2, 2. pkt. Såfremt klage inden for denne frist

er

indgivet til massemediet, kan massemediets afgørelse senest 4 uger, efter at

den er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet, jf. § 34, stk.

2,

3. pkt. Da offentliggørelsen er sket den 28. juli 2003, og klagen er modtaget

i

nævnet den 17. september 2003, er klagefristen overskredet. Nævnet finder

ikke,

at det kan føre til et andet resultat, at klager i perioden fra den 12. til

den

21. august 2003 har haft en – muligvis begrundet – forventning om,

at hans

læserbrev ville blive bragt. Nævnet afviser herefter denne del af klagen.

Nævnet finder, at klagers indlæg til bladet den 12. august 2003

har karakter af et læserbrev og ikke en anmodning om genmæle efter

medieansvarsloven. Nævnet har herved lagt vægt på,

at

det ikke fremgår

af indlægget, at der er tale om et genmæle,

at

indholdet af indlægget

ikke lever op til kravet i medieansvarslovens § 38, stk. 1 om, at indholdet i

alt væsentligt skal være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger,

og

at

indlægget er fremsendt til debatredaktionen og ikke til redaktøren som

foreskrevet i medieansvarslovens § 36, stk. 3. I overensstemmelse med det

almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren

berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i bladet, og bladet er

således

ikke forpligtet til at bringe klagerens læserbrev. Nævnet bemærker samtidig,

at

det ligger uden for nævnets kompetence at tage stilling, hvorvidt klager af

bladet er blevet lovet, at hans læserbrev ville blive bragt. Bladet har

således

ikke handlet i strid med god presseskik ved at afvise klagers læserbrev.

Få vidt angår klagers forslag til genmæle, som er fremsendt til

Pressenævnet, bemærkes, at anmodning om genmæle efter medieansvarslovens §

36,

stk. 3, skal fremsendes skriftligt til redaktøren senest 4 uger efter

offentliggørelsen af de faktiske oplysninger, der ønskes imødegået. Da klager

ikke har anmodet bladet om genmæle inden for denne frist, afvises denne del

af

klagen.

Afsagt den 22. oktober 2003.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter