Landsskatteretskendelse af 31. januar 2003 vedr. Driftsudgifter advokatvirksomhed i aktieselskabsform
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse af 31. januar 2003 vedr.
Driftsudgifter – advokatvirksomhed i aktieselskabsform
A A/S klager over, at de stedlige skattemyndigheder ikke har
godkendt fradrag for erstatning, 1.194.926 kr.
Det fremgår af sagens oplysninger, at A A/S tidligere drev
advokatvirksomhed under navnet B A/S.
Advokataktieselskabet B blev stiftet den 17. maj 1993 efter
reglerne om virksomhedsomdannelse. Selskabet overtog den af advokaterne C og
D
hidtil personligt drevne virksomhed. Overtagelsen skete med tilbagevirkende
kraft fra den 1. januar 1993.
Den 1. juli 1997 solgte A A/S advokatvirksomheden til B A/S. I
salgsaftalen fremgår det, at køber overtager alle virksomhedens passiver og
forpligtelser bortset fra virksomhedens erstatningsansvar over for klienten.
Selskabet har siden salget af advokatvirksomheden ikke drevet
advokatvirksomhed, men har alene haft aktivitet inden for finansiering og
udlejning.
D har i 1992 ydet rådgivning til en klient i forbindelse med
salg af et aktieselskab, som efterfølgende blev udsat for selskabstømning.
Klienten blev mødt med et erstatningskrav på ca. 4.500.000 kr.,
som hun betalte, dog betalte hun ikke et af told- og skatteregionen krævet
rentebeløb på 1.144.926 kr., der blev derfor udtaget stævning mod hende.
Klienten valgte dog, inden der skulle være domsforhandling at betale det
påstævnede beløb på 1.144.926 kr. + omkostninger 50.000 kr.
Selskabet erkendte udfra den retspraksis der havde udviklet sig
frem til slutningen af 1998, at de havde udvist uagtsomhed i rådgivningen til
klienten, og valgte derfor at betale rentebeløbet 1.144.926 kr. +
omkostninger
50.000 kr.
Erstatningsbeløbet er anmeldt over for forsikringsselskabet, der
Læs alt
den 12. december 1997 har afvist at dække erstatningsbeløbet med den
begrundelse, at der er udvist grov uagtsomhed. Endvidere finder
forsikringsselskabet det for tvivlsomt, om der kan statueres rådgiveransvar
henset til, at klienten er advokat D’s hustru.
Kravet er igen rejst over for forsikringsselskabet den 5.
oktober 1999. Forsikringsselskabet har bekræftet over for selskabet, at
hverken
passivitet eller forældelse vil blive gjort gældende.
Efterfølgende har forsikringsselskabet accepteret at betale
renteudgifterne og et forligsmæssigt beløb, således at der betales 1.504.082
kr.
¸
10 % i selvrisiko, i alt 1.353.674 kr. Beløbet vil, ifølge repræsentanten
blive
indtægtsført i indkomståret 2002.
De stedlige skattemyndigheder er af den opfattelse, at der ikke
kan godkendes fradrag. Myndighederne har anført, at selskabets anbringende
om,
at aktiviteten ligger indenfor selskabets sædvanlige virksomhed, idet
rådgivningen foregik i selskabets arbejde som likvidator, anses ikke at kunne
begrunde, at aktiviteten er udtryk for normal driftsrisiko, idet selskabet
ikke
tidligere har haft sager vedrørende selskabstømning.
Det er myndighedernes opfattelse, at enhver aktivitet skal være
selvbærende, således skal selskabets rådgivning i forbindelse med salg af
overskudsselskaber selvstændigt kunne betegnes som erhvervsmæssig, hvis et
tab
forbundet hermed skal være fradragsberettiget.
Selskabets aktivitet som likvidator, som ligger indenfor
selskabets normale driftsaktivitet, kan ikke begrunde, at selskabet skal have
fradrag for erstatning ydet til klienten, idet det er uden betydning, hvilken
aktivitet der har startet klientsamarbejdet, det afgørende må være, hvorledes
klientsamarbejdet afsluttes. Ved sagens afslutning yder selskabet rådgivning
i
en selskabstømmersag, og det må derfor være denne aktivitet, der skal være
selvbærende og ikke selskabets virke som likvidator.
Myndighederne kan derfor ikke tillægge revisors anbringende om,
at aktiviteten ligger inden for selskabets sædvanlige virksomhed nogen
afgørende betydning ved afgørelsen af, om selskabet har fradragsret for den
ydede erstatning.
Det er myndighedernes opfattelse, at der ved den pågældende
rådgivning er udvist grov uagtsomhed, idet selskabet burde have indset, at
køberen af aktierne ikke ville afregne den skyldige selskabsskat, hvilket vel
også er begrundelsen for, at selskabet yder erstatningen.
Bedømmelsen af, om der er udvist grov uagtsomhed, er skærpet i
forhold til revisorer og advokaters rådgivning, det er således fortsat
myndighedernes opfattelse, at rådgivningen er ydet med den risiko, at 3. mand
ville lide et tab, og selskabets ansvar i denne sag må betegnes som en
"grovere fejl", idet der her lægges vægt på den skærpede culpanorm,
som anvendes ved vurdering af professions ansvar.
Myndighedernes begrundelse for, at anse rådgivningen til
klienten for en driftsfremmed aktivitet, skal ses, som en samlet vurdering af
den ydede rådgivning. Der er her særligt lagt vægt på, at selskabet ikke før
har ydet rådgivning i forbindelse med salg af overskudsselskaber.
Idet parterne indgik ægteskab i 1992, og selskabet ikke
tidligere har ydet rådgivning i selskabstømmersager, anses rådgivningen ikke
for at være et led i selskabets normale driftsrisiko. Uanset at der på
tidspunktet for rådgivningen var 2 ejere i virksomheden, anses der som et led
i
rådgivningen, at have været enslydende interesser mellem den ene ejer og
klienten.
Myndighederne har efterfølgende fremsendt yderligere kommentarer
til Landsskatteretten, i hvilken forbindelse der fremsættes følgende påstande
og anbringender:
”Herudover skal det bemærkes, at selskabets klage af 13.
september 2001 over den foretagne skatteansættelse giver Selskabsbeskatningen
anledning til yderligere anbringender og påstande, idet man anmoder om, at
disse anerkendes af Landsskatteretten som forvaltningens samlede principale
påstand. Det fremgår blandt andet af klagen til Landsskatteretten, at den
ansvarspådragende rådgivning, der medførte erstatningsbeløbets udbetaling for
hvilket fradrag er begæret af selskabet, er foretaget af advokat D personlig
i
1992, inden advokatselskabet blev stiftet den 17. maj 1993 med overtagelse af
advokatvirksomheden fra den 1. januar 1993 inklusive alle rettigheder og
forpligtelser. Grundlaget for erstatningsforpligtelsen er således opstået
allerede inden selskabets eksistens og overtagelse af den tidligere i
personlig
regi af advokat D drevne advokatvirksomheds forpligtelser.
I retsplejelovens § 124, stk. 2 oplyses det, at "En
advokat, der udøver virksomhed i et advokatselskab, hæfter personligt sammen
med selskabet for ethvert krav, der er opstået som følge af advokatens
bistand
til en klient." I note 473 i Karnovs Lovsamling 1996 anføres det i
kommentaren til denne bestemmelse, at den enkelte advokat er personligt fuldt
ansvarlig for den bistand han yder. Den klient som har lidt et tab som følge
af
f.eks. fejlagtig rådgivning vil herefter kunne rette sit erstatningskrav
såvel
mod det advokatselskab som klienten har kontraheret med, som mod den eller de
advokater, der har behandlet sagen og ydet klienten rådgivning. Den eller de
rådgivende advokater og selskabet hæfter altså solidarisk i relation til et
eventuelt erstatningskrav fra klienten.
Men i nærværende sag har klienten ikke kontraheret med noget
advokataktieselskab, da selskabet ikke eksisterede på rådgivningstidspunktet,
hvorfor selskabet principielt ikke kan være medansvarlig for en rådgivning,
der ikke er givet i selskabets regi. Det forhold, at selskabet efterfølgende
frivilligt har påtaget sig en eventuel erstatningsforpligtelse som et led i
en
virksomhedsomdannelse, er alene en administrativ ændring af
hæftelsesforholdene, hvilket ikke ændrer på den omstændighed, at den
ansvarspådragende rådgivning har fundet sted i personligt regi. I forbindelse
med klagen til Landsskatteretten har klageren til støtte for sin påstand i
sagen henvist til nogle tidligere afgjorte sager om advokaters
erstatningsansvar.
Ingen af disse sager synes imidlertid at vedrøre en situation som den
nærværende, hvor en eventualforpligtelse overføres fra en fysisk til en
juridisk person, som ikke har deltaget i den del af virksomheden, hvori
erstatningskravet har sin oprindelse.
Teknisk set har advokataktieselskabet ved overtagelsen af
advokatvirksomheden påtaget sig et kautionslignende ansvar, som selskabet i
princippet kunne have taget forbehold omkring, eller eventuelt betinget sig
en
økonomisk kompensation herfor, hvilket imidlertid ikke foreligger oplyst.
På denne baggrund er det Selskabsbeskatningens opfattelse, at
der foreligger en form for maskeret udbytte til advokaten og aktionæren D,
når
advokataktieselskabets ledelse, der består af D selv, har valgt at lade
selskabet betale hele erstatningen til klienten. Erstatningen er betalt som
et
led i et udenretligt forlig, og klienten er i kraft af den solidariske
hæftelse
herved blevet stillet bedre og mere sikkert end vedkommende kunne have
påregnet i 1992 da rådgivningen blev modtaget i advokatens personlige firma.
Hertil kommer det påfaldende forhold, at advokaten, efter at den omhandlede
rådgivning fandt sted men inden virksomhedsomdannelsen, indgik ægteskab med
klienten. Der kan efter Selskabsbeskatningens opfattelse ikke helt ses bort
fra, at denne omstændighed kan have haft en gunstig indflydelse på
beslutningen om at lade selskabet udbetale hele erstatningsbeløbet til
klienten.
I henhold til ligningslovens § 16A, stk. 1, henregnes som
hovedregel alt, hvad der af et selskab udloddes til aktionærer, som udbytte
der skal medtages ved opgørelsen af aktionærens skattepligtige indkomst. Da
advokat D i sin egenskab af aktionær i selskabet har modtaget en fordel fra
selskabet i form af dettes betaling af hele erstatningen for
advokatens/aktionærens fejlagtige rådgivning, har advokaten/aktionæren herved
opnået en fordel af hvilken han principielt er skattepligtig, hvorfor
advokatens/aktionærens
personlige skattepligtige indkomst bør forhøjes med det fulde beløb svarende
til det, som selskabet har betalt i erstatning til klienten.
Selskabsbeskatningen er opmærksom på at retsforholdet mellem
advokaten og selskabet sædvanligvis er udførligt angivet i
aktionæroverenskomsten, som Selskabsbeskatningen ikke er i besiddelse af, men
uanset hvad der fremgår heraf er det efter Selskabsbeskatningens opfattelse
ikke til hinder for, at foretage
en
selvstændig vurdering af de skattemæssige konsekvenser af den foretagne
disposition. Man har derfor samtidig med fremsendelsen af denne redegørelse
til
Landsskatteretten underrettet advokatens/aktionærens bopælskommune ved en
kopi
af nærværende skrivelse af hensyn til at forældelse indtræder pr. 01.05 2002
for så vidt angår muligheden for en eventuel forhøjelse af
advokatens/aktionærens
skattepligtige indkomst.
Selskabsbeskatningens subsidiære påstand går ud på en afgørelse
af sagen på det grundlag, der har foreligget ved sagsbehandlingen i
skatteforvaltningen som ovenfor skitseret, idet det herved alene fastholdes,
at
selskabet nægtes fradrag for den udbetalte erstatning af de grunde som
allerede
fremgår af sagsmaterialet, hvortil kan føjes, at selskabet trods overtagelsen
af alle forpligtelser dog ikke kan betragtes som rette skadevolder, hvorfor
fradrag bør nægtes for den udbetalte erstatning.”
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at den betalte
erstatning til klienten kan fradrages i den skattepligtige indkomst, idet
erstatningsbeløbet er pådraget i forbindelse med drift af klagerens
advokatvirksomhed og må anses for at være et udslag af en normal driftsrisiko
ved udøvelsen af advokatvirksomheden.
Repræsentanten har forklaret, at ved årsskiftet 1991/92
besluttede klientens selskab at træde i likvidation og ændrede i den
forbindelse navn til Aktieselskabet E. Aktiviteten blev overdraget til et
aktieselskab. Advokat D blev valgt som likvidator i det sælgende selskab.
Likvidationen blev bekendtgjort i Statstidende i januar 1992. I
tiden herefter modtog advokat D en lang række henvendelser fra personer og
selskaber, der ønskede at erhverve selskabet under likvidation.
Den 20. februar 1992 modtog advokat D et tilbud fra F ApS om at
købe selskabet. Ved brev af 10. marts 1992 fremsatte F ApS endeligt tilbud på
køb af aktiekapitalen i selskabet. Advokat D udfærdigede aftale om køb af
aktier, der blev forhandlet med F ApS.
Købsaftalen blev underskrevet på et møde på advokatkontoret den
27. marts 1992. Køberen var repræsenteret ved direktør G. G bekræftede under
mødet, at F ApS havde et revisionsaktieselskabet som revisorer, og at en
advokat sad i selskabets bestyrelse.
Ifølge repræsentanten garanterede køberen, at de i henhold til
balance pr. 27. marts 1992 viste skattekrav ville blive betalt rettidigt,
eller
at den pr. 27 marts 1992 afsatte skat ville blive tilbageført som følge af
retmæssige dispositioner foretaget af selskabet efter overtagelsen og inden
udløb af skatteåret 1991/92.
Efterfølgende viste det sig, at Aktieselskabet E, som så mange
andre opkøbte overskudsselskaber, blev udsat for selskabstømning.
Klienten, der ejede aktiekapitalen i Aktieselskabet E, blev mødt
med et erstatningskrav på ca. 4.500.000 kr., som hun valgte at betale under
hensyntagen til den praksis, der hurtigt dannede sig omkring betaling af
erstatning i selskabstømmersager.
Advokataktieselskabet B overtog den af advokaterne C og D
personligt drevne virksomhed pr. 1. januar 1993 inklusive alle rettigheder og
forpligtelser. På tidspunktet for den ansvarspådragende rådgivning, det vil
sige i marts 1992, lå hovedaktiviteten indenfor rådgivning til en række
større
og mindre erhvervsvirksomheder og brancheforeninger indenfor landbrug,
industri
og handel. Selskabet har gennem årene rådgivet i en lang række sager om salg
af
aktieposter/selskaber.
Som et led i sædvanlig advokatrådgivning påtager advokaten sig
ofte i forbindelse med likvidation af selskaber hvervet som likvidator.
Likvidator rådgiver i den forbindelse selskabets aktionærer i forbindelse med
de
dispositioner, der træffes i forbindelse med likvidation af selskabet.
Repræsentanten bemærker, at myndighedernes udsagn omkring normal
driftsrisiko, ikke lader sig forstå. Advokatselskabets aktiviteter har
naturligvis aldrig omfattet selskabstømning. Selskaberne blev som bekendt
tømt
af køberne, men ikke af sælgerne og disses rådgivere.
Repræsentanten bemærker endvidere, at myndighedernes udsagn om,
at enhver aktivitet skal være selvbærende, således at selskabets rådgivning i
forbindelse med salg af overskudsselskaber selvstændigt skal kunne betegnes
som
erhvervsmæssigt, hvis tab forbundet hermed skal være fradragsberettiget,
heller
ikke lader sig forstå.
Salget af Aktieselskabet E som overskudsselskab var en
disposition, som led i likvidators og advokatens sædvanlige hverv, i
forbindelse med afvikling af selskabet. Klienten havde valget mellem at lade
selskabet ophøre ved fortsat likvidation, eller at sælge selskabets aktier i
henhold til det fremkomne købstilbud. En sådan afgørelse træffes i samråd med
advokaten.
Advokat D vurderede på det givne tidspunkt, at salg af selskabet
som et overskudsselskab ville medføre en gevinst for klienten. Under normale
omstændigheder ville det i sig selv være ansvarspådragende ikke at rådgive
klienten til den optimale løsning, idet klienten derved lider et
erstatningsberettiget tab. Først senere lod det sig konstatere, at den
rådgivning, der blev ydet klienten i forbindelse med salg af aktierne, var
uagtsom, fordi køberen ikke som garanteret afregnede de skyldige skattebeløb.
Selskabets rådgivning i forbindelse med salg af selskabet må
betragtes som en normal disposition i advokatvirksomheden og dermed som
erhvervsmæssig.
Myndighederne henviser til, at erstatningsbeløb vedrørende
selskabstømmersager ikke tidligere har fremtrådt af selskabets regnskaber,
således at tabet ikke kan anses for at være sædvanlig forekommende indenfor
selskabets normale driftsrisiko. Myndighedernes argumentation lader sig ikke
forstå. Advokatselskabet har pådraget sig erstatningsansvar i en tilsvarende
sag, hvor et selskab er opkøbt af selskabstømmere. Forsikringsselskabet har i
denne sag anerkendt erstatningsansvaret og har betalt erstatning til sælgerne
af selskabet.
Advokatselskabet har siden stiftelsen i 1993 ikke pådraget sig
erstatningsansvar i andre sager, bortset fra erstatningsansvaret over for
klienten og den førnævnte sag.
Det forhold, at der ikke figurerer erstatningsbetaling til
klienter for ansvarspådragende rådgivning, kan ikke på nogen måde tages til
indtægt for, at erstatningen ikke falder ind under selskabets normale
driftsrisiko.
Myndighedernes argument må forstås således, at hvis selskabet på
sælgersiden havde været involveret i en lang række sager af denne karakter,
ville selskabet kunne opnå fradragsret for betalte erstatninger, idet tabet
således måtte anses for at være sædvanlig forekommende inden for selskabets
normale driftsrisiko.
Det siger dog sig selv, at antallet af erstatningssager inden
for et givet sagsområde ingen betydning har for, om der kan opnås
skattemæssig
fradragsret.
Myndighederne har videre gjort gældende, at der ved den
pågældende rådgivning er udvist grov uagtsomhed, idet selskabet burde have
indset, at køberen af aktierne ikke ville afregne den skyldige selskabsskat.
Selskabet har ved at betale erstatning til klienten erkendt at have handlet
uagtsomt, men ikke at have handlet groft uagtsomt. D havde på
rådgivningstidspunktet ingen viden eller blot mistanke om, at køber ikke
agtede
at afregne den skyldige skat eller eliminere denne skat ved lovlige
skattetiltag. Et stort antal danske advokater begik i samme tidsrum
tilsvarende
fejl. Dette er et klart udtryk for, at det var meget vanskeligt at forudse og
gardere sig mod køberens kriminelle hensigter. Allerede af den grund kan den
udviste uagtsomhed kun kvalificeres som simpel.
Det er i den forbindelse uden betydning, hvorledes
forsikringsselskabet i første omgang har valgt at kvalificere uagtsomheden.
Forsikringsselskabet er i en voldgiftssag blevet dømt til at betale
erstatning
til en advokat i en lignende sag.
Repræsentanten henviser til TfS 1987.59. I denne sag nægtede
advokatens forsikring at dække et tab på grund af udvist grov uagtsomhed, men
Højesteret fandt, at tabet efter en helhedsvurdering ikke faldt uden for
rammerne af den risiko, som driften af en advokatvirksomhed medfører.
Erstatningsbeløbet var derefter fradragsberettiget.
Der kan således ikke sættes lighedstegn mellem grov uagtsomhed
og manglende skattemæssig fradragsret.
Repræsentanten har om relationerne til klienten forklaret, at
klienten og dennes selskab siden 1986 har været klient hos først det
personligt ejede advokatinteressentskab og dernæst hos advokatselskabet. Der
blev faktureret sædvanlige honorarer til selskabet og klienten for den
rådgivning, der blev ydet. Honorarerne indgik i interessentskabets og
advokatselskabets regnskab.
Myndighederne har lagt vægt på, at en af selskabets
hovedaktionærer, D, indgik ægteskab med klienten i 1992. Det skal præciseres,
at D ikke på tidspunktet for rådgivningen i 1992 var gift med klienten.
Som advokat er der pligt til at yde den optimale rådgivning til
klienten, uanset om klienten er familiemæssigt eller på anden måde personligt
forbundet med advokaten eller ej. Hvis dette ikke sker, vil den mangelfulde
rådgivning under alle omstændigheder kunne udløse et erstatningsansvar efter
de
almindelige erstatningsretlige regler. Ved salget varetog D alene klientens
interesser, idet D efter en kvalificeret bedømmelse på det daværende
tidspunkt
anså købstilbuddet for det mest fordelagtige for klienten.
Repræsentanten anfører afslutningsvis, at bistand i forbindelse
med salg af overskudsselskaber var på rådgivningstidspunktet en helt
sædvanlig
og lovlig aktivitet for danske advokater, der rådgav selskaber i likvidation.
Rådgivningen til klienten i forbindelse med likvidation og efterfølgende salg
af selskabet var et naturligt led i advokatbistanden til denne klient, og
erstatningen ligger derfor klart inden for selskabets normale driftsrisiko.
Repræsentanten har kommenteret myndighedernes efterfølgende
synspunkter. Repræsentanten har gjort gældende, at synspunktet omkring grov
uagtsomhed ikke kan gøres gældende, idet forsikringsselskabet har accepteret
at
betale erstatning.
Erstatningen udspringer af en normal driftsrisiko, og der er
ikke handlet culpøst endsige groft uagtsomt af advokaten. Dette understreges
af, at forsikringsselskabet nu betaler sædvanlig erstatning, men desuden af
følgende forhold:
På daværende tidspunkt var det, på grund af de gunstige
aktieavanceregler for afhændelse af hovedaktionæraktier ejet over 7 år, samt
skattefriheden for goodwill og ejendomsavance (ejet over 8 år) almindeligt,
at
man "rullede" virksomheden over i et nyt selskab ejet af samme
aktionærer, og derefter likviderede det gamle selskab. Det var også
almindeligt, at man, når likvidationen blev offentliggjort, som likvidator
fik
henvendelse fra diverse opkøbere. Endvidere var det ligeledes almindeligt, at
man derefter hævede likvidationsbehandlingen, og at aktionærerne herefter
solgte det inaktive selskab til, hvad der senere viste sig at være,
selskabstømmere.
Advokatfirmaet havde påbegyndt sædvanlig likvidationsbehandling
af selskabet, da det, som det netop var sædvanligt, modtog henvendelse fra
potentielle købere af selskabet. Advokatfirmaet bidrog ikke selv aktivt til,
at selskabet skulle udsættes for selskabstømning - et begreb man i øvrigt
ikke
kendte til på det pågældende tidspunkt.
At erstatningen ikke er ydet på grundlag af de personlige
relationer, fremgår da også klart af, at erstatningen svarer til den
erstatning, der kan beregnes efter principperne i Thranedommen. Og en
erstatningssag givet ville have fået dette udfald for advokatfirmaet, hvad
enten det var en generel sag mellem staten og selskabssælger med rådgiver som
adciteret, eller det var en sag mellem selskabssælger og rådgivere.
Erstatningsansvaret var selvsagt ikke særligt angivet i
stiftelsesdokumentet, der jo var overdragelsesdokument for virksomheden, idet
ingen af de involverede på det tidspunkt drømte om, at der senere kunne opstå
et erstatningsansvar, som det faktisk skete. Mens der ved selskabets
efterfølgende afhændelse af advokatfirmaet i 1997 netop var kendskab til det
rejste krav, og det derfor ikke blev overdraget sammen med advokatfirmaet.
Det bemærkes, at det personlige ansvar, der er for advokat D, jo
skyldes de særlige regler, der efter retsplejeloven gælder for
advokataktieselskaber, hvorefter advokaterne personligt skal hæfte for
rådgivning og lignende. Disse regler er indført for, at en advokat ikke skal
kunne "frigøre" sig for sit særlige ansvar efter retsplejeloven
m.v.
ved at drive advokatforretningen i selskabsform.
Skatteretsligt er der imidlertid tale om, at den samlede
virksomhed anses drevet i selskabsform, og den særlige personlige
ansvarspåtagelse for (ejer) advokaten har ikke særlig skatteretslig
betydning.
Det fremhæves endvidere, at de to interessenter i det daværende
advokatfirma hæftede solidarisk for dispositionerne i advokatfirmaet. Det var
således begge advokater, der hver måtte bære halvdelen af erstatningen.
Myndighedernes betragtninger om, at der alene var ydet erstatning, eller at
erstatningsbeløbet blev fastsat gunstigere end normalt, fordi erstatningen
blev ydet til advokat D’s senere ægtefælle, er på denne baggrund
illusorisk.
Også i det efterfølgende advokataktieselskab belaster
erstatningen begge aktionærer med lige store beløb, hvorfor myndighedernes
efterfølgende påstand om, at der er tale om maskeret udbytte savner enhver
begrundelse.
Ved et efterfølgende møde i Landsskatteretten nedlagde klagerens
repræsentant påstand om, at erstatningspligten påhviler selskabet, og at der
ikke kan statueres maskeret udlodning, samt at der er fradrag for den
udbetalte
erstatning. Repræsentanten anførte endvidere, at forsikringsselskabet har
karakteriseret uagtsomheden som simpel, hvilket skattevæsenet også bør gøre.
Der er endvidere tale om en normal driftsrisiko for en advokatvirksomhed, der
yder rådgivning. Såfremt kontorets indstilling følges - at udgiften ikke
ligger
inden for de naturlige rammer af virksomheden - bør det præciseres, at A A/S
ligeledes må være skattefri af den efterfølgende modtagelse af erstatning fra
forsikringsselskabet, ligesom der heller ikke kan statueres udlodning.
Told- og Skatteregionen anførte under mødet, at kontorets
indstilling kan tiltrædes. Told- og Skatteregionen var enige med selskabets
repræsentant i, at erstatningspligten påhviler selskabet, og at der ikke kan
statueres udlodning
Told- og Skatteregionen var endvidere enige med repræsentanten
i, at rådgivning er et naturligt led i en advokatvirksomhed, men når man
pådrager sig erstatningsansvar som følge af, at man har medvirket til salg af
en skattegæld til kurs 65, er der ikke tale om en naturlig driftsrisiko.
Landsskatteretten skal
udtale:
I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan
udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde
indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således
foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften
og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen
ligger
inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan
karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.
I selskabstømmersagerne har Højesteret i TfS 1999.897
(Thranedommen) udtalt følgende:
” Med hensyn til bedømmelsen af Else Thranes ansvar er det
ubestridt, at hun må identificeres med sine rådgivere, advokat Flemming
Johnsen
og revisor Dreymann Hansen, og at disse anbefalede salget og forestod dets
gennemførelse.
Af de grunde, som er anført af landsretten, tiltræder
Højesteret, at salget af overskudsselskabet ikke havde karakter af en normal
forretningsmæssig disposition. I forhold til, hvad der ville komme til
udbetaling ved likvidation af selskabet i henhold til den udarbejdede
balance,
opnåede Else Thrane ved salget et merprovenu på 1 mio. kr. svarende til 55
pct.
af den latente skattebyrde. Under disse omstændigheder havde Else Thrane og
hendes rådgivere ved salget en særlig anledning til at være opmærksom på
risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser.
Else Thrane og hendes rådgivere måtte indse, at der ved salget
af overskudsselskabet bestod en ikke ubetydelig risiko for, at den latente
skattebyrde ikke ville kunne udskydes eller elimineres, og at risikoen herfor
og for tab for skattevæsenet ville være særlig stor, hvis købesummen for
overskudsselskabet blev betalt med dettes egne midler. For Else Thrane og
hendes rådgivere måtte det allerede som følge af den aftalte
nationalbankoverførsel af købesum og selskabets midler samme dag fremstå som
en
nærliggende mulighed, at der ved det foreliggende salg ville ske
selvfinansiering. Else Thrane og hendes rådgivere gjorde imidlertid ikke
noget
reelt for at afværge skattevæsenets risiko.
På denne baggrund tiltræder Højesteret, at Else Thrane, advokat
Flemming Johnsen og revisor Dreymann Hansen ved salget af overskudsselskabet
på uforsvarlig måde tilsidesatte skattevæsenets interesser, og at også de
derfor er erstatningsansvarlige for skattevæsenets tab.”
Det fremgår af de indsendte købstilbud fra F ApS, at der er en
overkurs på den latente skattegæld på 64,9 %.
Landsskatteretten finder på denne baggrund, at salget af
overskudsselskabet, der førte til selskabstømningen, ikke har karakter af en
normal forretningsmæssig disposition. Retten finder endvidere, at den
erstatning, selskabet har betalt som følge af rådgivningen i forbindelse med
salget af overskudsselskabet, må anses for at falde uden for de naturlige
rammer af advokatvirksomheden. Der er herved henset til, at den frivillige
betaling af erstatningen, som ifølge repræsentanten er en konsekvens af
retspraksis på området, må betyde, at selskabet vurderede, at det, som i TfS
1999.897, havde tilsidesat skattevæsenets interesser. Den betalte erstatning
kan således ikke anses for omfattet af fradragsretten efter statsskattelovens
§
6, stk. 1, litra a.
Retten finder endvidere, at erstatningspligten påhviler
selskabet, der er således ikke tale om maskeret udbytte. Det modtagne beløb
fra
forsikringsselskabet må anses som værende skattefrit.
Den påklagede ansættelse vil følgelig være at stadfæste.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om prøvelse af Landsskatterettens afgørelse, hvorefter der ikke kan ske rådighedsbeskatning, samtidig med at der foretages beskatning af driftsunderskud som maskeret udlodning i forbindelse med ikke-erhvervsmæssigt drevet virksomhed Domsdatabasen · 17. maj 2024
- Prøvelse af to sager, der angår Landsskatterettens afgørelser og udspringer af den transfer pricing-korrektion, som skattemyndighederne har foretaget vedrørende skattepligtig indkomst Domsdatabasen · 12. maj 2021
- Spørgsmålet i sagen er overordnet, i hvilket omfang de sagsøgte skal beskattes af den gevinst, som kommanditselskabet K/S Danskib 70 fik ved, at HSH Nordbank i 2012 eftergav kommanditselskabets gæld til banken på ca. kr. 28,9 mio., herunder om de sagsøgte ikke skal beskattes i overensstemmelse med kursgevinstloven på grund af et udsagn i Den juridiske vejledning. Domsdatabasen · 8. oktober 2021
- Sag om, hvorvidt sagsøgte, i indkomstårene 2013-2017, skal beskattes af maskeret udlodning fra selskaber Domsdatabasen · 14. november 2025
- Sager om, hvorvidt selskab i indkomstårene 2012-2016 skal beskattes for at have stillet heste til rådighed for selskabets eneaktionær, jf. statsskattelovens § 4, og om eneaktionæren skal beskattes af den værdi, han har haft ved, at selskabet i samme periode har stillet heste til rådighed for ham, jf. ligningslovens § 16 A Domsdatabasen · 14. november 2025
- Sag om, hvorvidt sagsøger (virksomhed) er skattepligtig til Danmark, samt spørgsmål om beskatning af bl.a. overførsler til sagsøger (virksomhed) fra ejerne sagsøger 1 og sagsøger 2 Domsdatabasen · 22. oktober 2025
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT EH - VIRKSOMHEDSOMDANNELSE Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT EH - VIRKSOMHEDSOMDANNELSE Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT EH - VIRKSOMHEDSOMDANNELSE Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1990 AFSNIT SI - FIRMAOMDANNELSE Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1988 AFSNIT SI - FIRMAOMDANNELSE Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1989 AFSNIT SI - FIRMAOMDANNELSE Retsinformation · 5. februar 2008