Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 31. januar 2003 vedr. Driftsudgifter advokatvirksomhed i aktieselskabsform

KEN nr 9607 af 31/01/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet22. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 31. januar 2003 vedr.

Driftsudgifter – advokatvirksomhed i aktieselskabsform

A A/S klager over, at de stedlige skattemyndigheder ikke har

godkendt fradrag for erstatning, 1.194.926 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at A A/S tidligere drev

advokatvirksomhed under navnet B A/S.

Advokataktieselskabet B blev stiftet den 17. maj 1993 efter

reglerne om virksomhedsomdannelse. Selskabet overtog den af advokaterne C og

D

hidtil personligt drevne virksomhed. Overtagelsen skete med tilbagevirkende

kraft fra den 1. januar 1993.

Den 1. juli 1997 solgte A A/S advokatvirksomheden til B A/S. I

salgsaftalen fremgår det, at køber overtager alle virksomhedens passiver og

forpligtelser bortset fra virksomhedens erstatningsansvar over for klienten.

Selskabet har siden salget af advokatvirksomheden ikke drevet

advokatvirksomhed, men har alene haft aktivitet inden for finansiering og

udlejning.

D har i 1992 ydet rådgivning til en klient i forbindelse med

salg af et aktieselskab, som efterfølgende blev udsat for selskabstømning.

Klienten blev mødt med et erstatningskrav på ca. 4.500.000 kr.,

som hun betalte, dog betalte hun ikke et af told- og skatteregionen krævet

rentebeløb på 1.144.926 kr., der blev derfor udtaget stævning mod hende.

Klienten valgte dog, inden der skulle være domsforhandling at betale det

påstævnede beløb på 1.144.926 kr. + omkostninger 50.000 kr.

Selskabet erkendte udfra den retspraksis der havde udviklet sig

frem til slutningen af 1998, at de havde udvist uagtsomhed i rådgivningen til

klienten, og valgte derfor at betale rentebeløbet 1.144.926 kr. +

omkostninger

50.000 kr.

Erstatningsbeløbet er anmeldt over for forsikringsselskabet, der

Læs alt

den 12. december 1997 har afvist at dække erstatningsbeløbet med den

begrundelse, at der er udvist grov uagtsomhed. Endvidere finder

forsikringsselskabet det for tvivlsomt, om der kan statueres rådgiveransvar

henset til, at klienten er advokat D’s hustru.

Kravet er igen rejst over for forsikringsselskabet den 5.

oktober 1999. Forsikringsselskabet har bekræftet over for selskabet, at

hverken

passivitet eller forældelse vil blive gjort gældende.

Efterfølgende har forsikringsselskabet accepteret at betale

renteudgifterne og et forligsmæssigt beløb, således at der betales 1.504.082

kr.

¸

10 % i selvrisiko, i alt 1.353.674 kr. Beløbet vil, ifølge repræsentanten

blive

indtægtsført i indkomståret 2002.

De stedlige skattemyndigheder er af den opfattelse, at der ikke

kan godkendes fradrag. Myndighederne har anført, at selskabets anbringende

om,

at aktiviteten ligger indenfor selskabets sædvanlige virksomhed, idet

rådgivningen foregik i selskabets arbejde som likvidator, anses ikke at kunne

begrunde, at aktiviteten er udtryk for normal driftsrisiko, idet selskabet

ikke

tidligere har haft sager vedrørende selskabstømning.

Det er myndighedernes opfattelse, at enhver aktivitet skal være

selvbærende, således skal selskabets rådgivning i forbindelse med salg af

overskudsselskaber selvstændigt kunne betegnes som erhvervsmæssig, hvis et

tab

forbundet hermed skal være fradragsberettiget.

Selskabets aktivitet som likvidator, som ligger indenfor

selskabets normale driftsaktivitet, kan ikke begrunde, at selskabet skal have

fradrag for erstatning ydet til klienten, idet det er uden betydning, hvilken

aktivitet der har startet klientsamarbejdet, det afgørende må være, hvorledes

klientsamarbejdet afsluttes. Ved sagens afslutning yder selskabet rådgivning

i

en selskabstømmersag, og det må derfor være denne aktivitet, der skal være

selvbærende og ikke selskabets virke som likvidator.

Myndighederne kan derfor ikke tillægge revisors anbringende om,

at aktiviteten ligger inden for selskabets sædvanlige virksomhed nogen

afgørende betydning ved afgørelsen af, om selskabet har fradragsret for den

ydede erstatning.

Det er myndighedernes opfattelse, at der ved den pågældende

rådgivning er udvist grov uagtsomhed, idet selskabet burde have indset, at

køberen af aktierne ikke ville afregne den skyldige selskabsskat, hvilket vel

også er begrundelsen for, at selskabet yder erstatningen.

Bedømmelsen af, om der er udvist grov uagtsomhed, er skærpet i

forhold til revisorer og advokaters rådgivning, det er således fortsat

myndighedernes opfattelse, at rådgivningen er ydet med den risiko, at 3. mand

ville lide et tab, og selskabets ansvar i denne sag må betegnes som en

"grovere fejl", idet der her lægges vægt på den skærpede culpanorm,

som anvendes ved vurdering af professions ansvar.

Myndighedernes begrundelse for, at anse rådgivningen til

klienten for en driftsfremmed aktivitet, skal ses, som en samlet vurdering af

den ydede rådgivning. Der er her særligt lagt vægt på, at selskabet ikke før

har ydet rådgivning i forbindelse med salg af overskudsselskaber.

Idet parterne indgik ægteskab i 1992, og selskabet ikke

tidligere har ydet rådgivning i selskabstømmersager, anses rådgivningen ikke

for at være et led i selskabets normale driftsrisiko. Uanset at der på

tidspunktet for rådgivningen var 2 ejere i virksomheden, anses der som et led

i

rådgivningen, at have været enslydende interesser mellem den ene ejer og

klienten.

Myndighederne har efterfølgende fremsendt yderligere kommentarer

til Landsskatteretten, i hvilken forbindelse der fremsættes følgende påstande

og anbringender:

”Herudover skal det bemærkes, at selskabets klage af 13.

september 2001 over den foretagne skatteansættelse giver Selskabsbeskatningen

anledning til yderligere anbringender og påstande, idet man anmoder om, at

disse anerkendes af Landsskatteretten som forvaltningens samlede principale

påstand. Det fremgår blandt andet af klagen til Landsskatteretten, at den

ansvarspådragende rådgivning, der medførte erstatningsbeløbets udbetaling for

hvilket fradrag er begæret af selskabet, er foretaget af advokat D personlig

i

1992, inden advokatselskabet blev stiftet den 17. maj 1993 med overtagelse af

advokatvirksomheden fra den 1. januar 1993 inklusive alle rettigheder og

forpligtelser. Grundlaget for erstatningsforpligtelsen er således opstået

allerede inden selskabets eksistens og overtagelse af den tidligere i

personlig

regi af advokat D drevne advokatvirksomheds forpligtelser.

I retsplejelovens § 124, stk. 2 oplyses det, at "En

advokat, der udøver virksomhed i et advokatselskab, hæfter personligt sammen

med selskabet for ethvert krav, der er opstået som følge af advokatens

bistand

til en klient." I note 473 i Karnovs Lovsamling 1996 anføres det i

kommentaren til denne bestemmelse, at den enkelte advokat er personligt fuldt

ansvarlig for den bistand han yder. Den klient som har lidt et tab som følge

af

f.eks. fejlagtig rådgivning vil herefter kunne rette sit erstatningskrav

såvel

mod det advokatselskab som klienten har kontraheret med, som mod den eller de

advokater, der har behandlet sagen og ydet klienten rådgivning. Den eller de

rådgivende advokater og selskabet hæfter altså solidarisk i relation til et

eventuelt erstatningskrav fra klienten.

Men i nærværende sag har klienten ikke kontraheret med noget

advokataktieselskab, da selskabet ikke eksisterede på rådgivningstidspunktet,

hvorfor selskabet principielt ikke kan være medansvarlig for en rådgivning,

der ikke er givet i selskabets regi. Det forhold, at selskabet efterfølgende

frivilligt har påtaget sig en eventuel erstatningsforpligtelse som et led i

en

virksomhedsomdannelse, er alene en administrativ ændring af

hæftelsesforholdene, hvilket ikke ændrer på den omstændighed, at den

ansvarspådragende rådgivning har fundet sted i personligt regi. I forbindelse

med klagen til Landsskatteretten har klageren til støtte for sin påstand i

sagen henvist til nogle tidligere afgjorte sager om advokaters

erstatningsansvar.

Ingen af disse sager synes imidlertid at vedrøre en situation som den

nærværende, hvor en eventualforpligtelse overføres fra en fysisk til en

juridisk person, som ikke har deltaget i den del af virksomheden, hvori

erstatningskravet har sin oprindelse.

Teknisk set har advokataktieselskabet ved overtagelsen af

advokatvirksomheden påtaget sig et kautionslignende ansvar, som selskabet i

princippet kunne have taget forbehold omkring, eller eventuelt betinget sig

en

økonomisk kompensation herfor, hvilket imidlertid ikke foreligger oplyst.

På denne baggrund er det Selskabsbeskatningens opfattelse, at

der foreligger en form for maskeret udbytte til advokaten og aktionæren D,

når

advokataktieselskabets ledelse, der består af D selv, har valgt at lade

selskabet betale hele erstatningen til klienten. Erstatningen er betalt som

et

led i et udenretligt forlig, og klienten er i kraft af den solidariske

hæftelse

herved blevet stillet bedre og mere sikkert end vedkommende kunne have

påregnet i 1992 da rådgivningen blev modtaget i advokatens personlige firma.

Hertil kommer det påfaldende forhold, at advokaten, efter at den omhandlede

rådgivning fandt sted men inden virksomhedsomdannelsen, indgik ægteskab med

klienten. Der kan efter Selskabsbeskatningens opfattelse ikke helt ses bort

fra, at denne omstændighed kan have haft en gunstig indflydelse på

beslutningen om at lade selskabet udbetale hele erstatningsbeløbet til

klienten.

I henhold til ligningslovens § 16A, stk. 1, henregnes som

hovedregel alt, hvad der af et selskab udloddes til aktionærer, som udbytte

der skal medtages ved opgørelsen af aktionærens skattepligtige indkomst. Da

advokat D i sin egenskab af aktionær i selskabet har modtaget en fordel fra

selskabet i form af dettes betaling af hele erstatningen for

advokatens/aktionærens fejlagtige rådgivning, har advokaten/aktionæren herved

opnået en fordel af hvilken han principielt er skattepligtig, hvorfor

advokatens/aktionærens

personlige skattepligtige indkomst bør forhøjes med det fulde beløb svarende

til det, som selskabet har betalt i erstatning til klienten.

Selskabsbeskatningen er opmærksom på at retsforholdet mellem

advokaten og selskabet sædvanligvis er udførligt angivet i

aktionæroverenskomsten, som Selskabsbeskatningen ikke er i besiddelse af, men

uanset hvad der fremgår heraf er det efter Selskabsbeskatningens opfattelse

ikke til hinder for, at foretage

en

selvstændig vurdering af de skattemæssige konsekvenser af den foretagne

disposition. Man har derfor samtidig med fremsendelsen af denne redegørelse

til

Landsskatteretten underrettet advokatens/aktionærens bopælskommune ved en

kopi

af nærværende skrivelse af hensyn til at forældelse indtræder pr. 01.05 2002

for så vidt angår muligheden for en eventuel forhøjelse af

advokatens/aktionærens

skattepligtige indkomst.

Selskabsbeskatningens subsidiære påstand går ud på en afgørelse

af sagen på det grundlag, der har foreligget ved sagsbehandlingen i

skatteforvaltningen som ovenfor skitseret, idet det herved alene fastholdes,

at

selskabet nægtes fradrag for den udbetalte erstatning af de grunde som

allerede

fremgår af sagsmaterialet, hvortil kan føjes, at selskabet trods overtagelsen

af alle forpligtelser dog ikke kan betragtes som rette skadevolder, hvorfor

fradrag bør nægtes for den udbetalte erstatning.”

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at den betalte

erstatning til klienten kan fradrages i den skattepligtige indkomst, idet

erstatningsbeløbet er pådraget i forbindelse med drift af klagerens

advokatvirksomhed og må anses for at være et udslag af en normal driftsrisiko

ved udøvelsen af advokatvirksomheden.

Repræsentanten har forklaret, at ved årsskiftet 1991/92

besluttede klientens selskab at træde i likvidation og ændrede i den

forbindelse navn til Aktieselskabet E. Aktiviteten blev overdraget til et

aktieselskab. Advokat D blev valgt som likvidator i det sælgende selskab.

Likvidationen blev bekendtgjort i Statstidende i januar 1992. I

tiden herefter modtog advokat D en lang række henvendelser fra personer og

selskaber, der ønskede at erhverve selskabet under likvidation.

Den 20. februar 1992 modtog advokat D et tilbud fra F ApS om at

købe selskabet. Ved brev af 10. marts 1992 fremsatte F ApS endeligt tilbud på

køb af aktiekapitalen i selskabet. Advokat D udfærdigede aftale om køb af

aktier, der blev forhandlet med F ApS.

Købsaftalen blev underskrevet på et møde på advokatkontoret den

27. marts 1992. Køberen var repræsenteret ved direktør G. G bekræftede under

mødet, at F ApS havde et revisionsaktieselskabet som revisorer, og at en

advokat sad i selskabets bestyrelse.

Ifølge repræsentanten garanterede køberen, at de i henhold til

balance pr. 27. marts 1992 viste skattekrav ville blive betalt rettidigt,

eller

at den pr. 27 marts 1992 afsatte skat ville blive tilbageført som følge af

retmæssige dispositioner foretaget af selskabet efter overtagelsen og inden

udløb af skatteåret 1991/92.

Efterfølgende viste det sig, at Aktieselskabet E, som så mange

andre opkøbte overskudsselskaber, blev udsat for selskabstømning.

Klienten, der ejede aktiekapitalen i Aktieselskabet E, blev mødt

med et erstatningskrav på ca. 4.500.000 kr., som hun valgte at betale under

hensyntagen til den praksis, der hurtigt dannede sig omkring betaling af

erstatning i selskabstømmersager.

Advokataktieselskabet B overtog den af advokaterne C og D

personligt drevne virksomhed pr. 1. januar 1993 inklusive alle rettigheder og

forpligtelser. På tidspunktet for den ansvarspådragende rådgivning, det vil

sige i marts 1992, lå hovedaktiviteten indenfor rådgivning til en række

større

og mindre erhvervsvirksomheder og brancheforeninger indenfor landbrug,

industri

og handel. Selskabet har gennem årene rådgivet i en lang række sager om salg

af

aktieposter/selskaber.

Som et led i sædvanlig advokatrådgivning påtager advokaten sig

ofte i forbindelse med likvidation af selskaber hvervet som likvidator.

Likvidator rådgiver i den forbindelse selskabets aktionærer i forbindelse med

de

dispositioner, der træffes i forbindelse med likvidation af selskabet.

Repræsentanten bemærker, at myndighedernes udsagn omkring normal

driftsrisiko, ikke lader sig forstå. Advokatselskabets aktiviteter har

naturligvis aldrig omfattet selskabstømning. Selskaberne blev som bekendt

tømt

af køberne, men ikke af sælgerne og disses rådgivere.

Repræsentanten bemærker endvidere, at myndighedernes udsagn om,

at enhver aktivitet skal være selvbærende, således at selskabets rådgivning i

forbindelse med salg af overskudsselskaber selvstændigt skal kunne betegnes

som

erhvervsmæssigt, hvis tab forbundet hermed skal være fradragsberettiget,

heller

ikke lader sig forstå.

Salget af Aktieselskabet E som overskudsselskab var en

disposition, som led i likvidators og advokatens sædvanlige hverv, i

forbindelse med afvikling af selskabet. Klienten havde valget mellem at lade

selskabet ophøre ved fortsat likvidation, eller at sælge selskabets aktier i

henhold til det fremkomne købstilbud. En sådan afgørelse træffes i samråd med

advokaten.

Advokat D vurderede på det givne tidspunkt, at salg af selskabet

som et overskudsselskab ville medføre en gevinst for klienten. Under normale

omstændigheder ville det i sig selv være ansvarspådragende ikke at rådgive

klienten til den optimale løsning, idet klienten derved lider et

erstatningsberettiget tab. Først senere lod det sig konstatere, at den

rådgivning, der blev ydet klienten i forbindelse med salg af aktierne, var

uagtsom, fordi køberen ikke som garanteret afregnede de skyldige skattebeløb.

Selskabets rådgivning i forbindelse med salg af selskabet må

betragtes som en normal disposition i advokatvirksomheden og dermed som

erhvervsmæssig.

Myndighederne henviser til, at erstatningsbeløb vedrørende

selskabstømmersager ikke tidligere har fremtrådt af selskabets regnskaber,

således at tabet ikke kan anses for at være sædvanlig forekommende indenfor

selskabets normale driftsrisiko. Myndighedernes argumentation lader sig ikke

forstå. Advokatselskabet har pådraget sig erstatningsansvar i en tilsvarende

sag, hvor et selskab er opkøbt af selskabstømmere. Forsikringsselskabet har i

denne sag anerkendt erstatningsansvaret og har betalt erstatning til sælgerne

af selskabet.

Advokatselskabet har siden stiftelsen i 1993 ikke pådraget sig

erstatningsansvar i andre sager, bortset fra erstatningsansvaret over for

klienten og den førnævnte sag.

Det forhold, at der ikke figurerer erstatningsbetaling til

klienter for ansvarspådragende rådgivning, kan ikke på nogen måde tages til

indtægt for, at erstatningen ikke falder ind under selskabets normale

driftsrisiko.

Myndighedernes argument må forstås således, at hvis selskabet på

sælgersiden havde været involveret i en lang række sager af denne karakter,

ville selskabet kunne opnå fradragsret for betalte erstatninger, idet tabet

således måtte anses for at være sædvanlig forekommende inden for selskabets

normale driftsrisiko.

Det siger dog sig selv, at antallet af erstatningssager inden

for et givet sagsområde ingen betydning har for, om der kan opnås

skattemæssig

fradragsret.

Myndighederne har videre gjort gældende, at der ved den

pågældende rådgivning er udvist grov uagtsomhed, idet selskabet burde have

indset, at køberen af aktierne ikke ville afregne den skyldige selskabsskat.

Selskabet har ved at betale erstatning til klienten erkendt at have handlet

uagtsomt, men ikke at have handlet groft uagtsomt. D havde på

rådgivningstidspunktet ingen viden eller blot mistanke om, at køber ikke

agtede

at afregne den skyldige skat eller eliminere denne skat ved lovlige

skattetiltag. Et stort antal danske advokater begik i samme tidsrum

tilsvarende

fejl. Dette er et klart udtryk for, at det var meget vanskeligt at forudse og

gardere sig mod køberens kriminelle hensigter. Allerede af den grund kan den

udviste uagtsomhed kun kvalificeres som simpel.

Det er i den forbindelse uden betydning, hvorledes

forsikringsselskabet i første omgang har valgt at kvalificere uagtsomheden.

Forsikringsselskabet er i en voldgiftssag blevet dømt til at betale

erstatning

til en advokat i en lignende sag.

Repræsentanten henviser til TfS 1987.59. I denne sag nægtede

advokatens forsikring at dække et tab på grund af udvist grov uagtsomhed, men

Højesteret fandt, at tabet efter en helhedsvurdering ikke faldt uden for

rammerne af den risiko, som driften af en advokatvirksomhed medfører.

Erstatningsbeløbet var derefter fradragsberettiget.

Der kan således ikke sættes lighedstegn mellem grov uagtsomhed

og manglende skattemæssig fradragsret.

Repræsentanten har om relationerne til klienten forklaret, at

klienten og dennes selskab siden 1986 har været klient hos først det

personligt ejede advokatinteressentskab og dernæst hos advokatselskabet. Der

blev faktureret sædvanlige honorarer til selskabet og klienten for den

rådgivning, der blev ydet. Honorarerne indgik i interessentskabets og

advokatselskabets regnskab.

Myndighederne har lagt vægt på, at en af selskabets

hovedaktionærer, D, indgik ægteskab med klienten i 1992. Det skal præciseres,

at D ikke på tidspunktet for rådgivningen i 1992 var gift med klienten.

Som advokat er der pligt til at yde den optimale rådgivning til

klienten, uanset om klienten er familiemæssigt eller på anden måde personligt

forbundet med advokaten eller ej. Hvis dette ikke sker, vil den mangelfulde

rådgivning under alle omstændigheder kunne udløse et erstatningsansvar efter

de

almindelige erstatningsretlige regler. Ved salget varetog D alene klientens

interesser, idet D efter en kvalificeret bedømmelse på det daværende

tidspunkt

anså købstilbuddet for det mest fordelagtige for klienten.

Repræsentanten anfører afslutningsvis, at bistand i forbindelse

med salg af overskudsselskaber var på rådgivningstidspunktet en helt

sædvanlig

og lovlig aktivitet for danske advokater, der rådgav selskaber i likvidation.

Rådgivningen til klienten i forbindelse med likvidation og efterfølgende salg

af selskabet var et naturligt led i advokatbistanden til denne klient, og

erstatningen ligger derfor klart inden for selskabets normale driftsrisiko.

Repræsentanten har kommenteret myndighedernes efterfølgende

synspunkter. Repræsentanten har gjort gældende, at synspunktet omkring grov

uagtsomhed ikke kan gøres gældende, idet forsikringsselskabet har accepteret

at

betale erstatning.

Erstatningen udspringer af en normal driftsrisiko, og der er

ikke handlet culpøst endsige groft uagtsomt af advokaten. Dette understreges

af, at forsikringsselskabet nu betaler sædvanlig erstatning, men desuden af

følgende forhold:

På daværende tidspunkt var det, på grund af de gunstige

aktieavanceregler for afhændelse af hovedaktionæraktier ejet over 7 år, samt

skattefriheden for goodwill og ejendomsavance (ejet over 8 år) almindeligt,

at

man "rullede" virksomheden over i et nyt selskab ejet af samme

aktionærer, og derefter likviderede det gamle selskab. Det var også

almindeligt, at man, når likvidationen blev offentliggjort, som likvidator

fik

henvendelse fra diverse opkøbere. Endvidere var det ligeledes almindeligt, at

man derefter hævede likvidationsbehandlingen, og at aktionærerne herefter

solgte det inaktive selskab til, hvad der senere viste sig at være,

selskabstømmere.

Advokatfirmaet havde påbegyndt sædvanlig likvidationsbehandling

af selskabet, da det, som det netop var sædvanligt, modtog henvendelse fra

potentielle købere af selskabet. Advokatfirmaet bidrog ikke selv aktivt til,

at selskabet skulle udsættes for selskabstømning - et begreb man i øvrigt

ikke

kendte til på det pågældende tidspunkt.

At erstatningen ikke er ydet på grundlag af de personlige

relationer, fremgår da også klart af, at erstatningen svarer til den

erstatning, der kan beregnes efter principperne i Thranedommen. Og en

erstatningssag givet ville have fået dette udfald for advokatfirmaet, hvad

enten det var en generel sag mellem staten og selskabssælger med rådgiver som

adciteret, eller det var en sag mellem selskabssælger og rådgivere.

Erstatningsansvaret var selvsagt ikke særligt angivet i

stiftelsesdokumentet, der jo var overdragelsesdokument for virksomheden, idet

ingen af de involverede på det tidspunkt drømte om, at der senere kunne opstå

et erstatningsansvar, som det faktisk skete. Mens der ved selskabets

efterfølgende afhændelse af advokatfirmaet i 1997 netop var kendskab til det

rejste krav, og det derfor ikke blev overdraget sammen med advokatfirmaet.

Det bemærkes, at det personlige ansvar, der er for advokat D, jo

skyldes de særlige regler, der efter retsplejeloven gælder for

advokataktieselskaber, hvorefter advokaterne personligt skal hæfte for

rådgivning og lignende. Disse regler er indført for, at en advokat ikke skal

kunne "frigøre" sig for sit særlige ansvar efter retsplejeloven

m.v.

ved at drive advokatforretningen i selskabsform.

Skatteretsligt er der imidlertid tale om, at den samlede

virksomhed anses drevet i selskabsform, og den særlige personlige

ansvarspåtagelse for (ejer) advokaten har ikke særlig skatteretslig

betydning.

Det fremhæves endvidere, at de to interessenter i det daværende

advokatfirma hæftede solidarisk for dispositionerne i advokatfirmaet. Det var

således begge advokater, der hver måtte bære halvdelen af erstatningen.

Myndighedernes betragtninger om, at der alene var ydet erstatning, eller at

erstatningsbeløbet blev fastsat gunstigere end normalt, fordi erstatningen

blev ydet til advokat D’s senere ægtefælle, er på denne baggrund

illusorisk.

Også i det efterfølgende advokataktieselskab belaster

erstatningen begge aktionærer med lige store beløb, hvorfor myndighedernes

efterfølgende påstand om, at der er tale om maskeret udbytte savner enhver

begrundelse.

Ved et efterfølgende møde i Landsskatteretten nedlagde klagerens

repræsentant påstand om, at erstatningspligten påhviler selskabet, og at der

ikke kan statueres maskeret udlodning, samt at der er fradrag for den

udbetalte

erstatning. Repræsentanten anførte endvidere, at forsikringsselskabet har

karakteriseret uagtsomheden som simpel, hvilket skattevæsenet også bør gøre.

Der er endvidere tale om en normal driftsrisiko for en advokatvirksomhed, der

yder rådgivning. Såfremt kontorets indstilling følges - at udgiften ikke

ligger

inden for de naturlige rammer af virksomheden - bør det præciseres, at A A/S

ligeledes må være skattefri af den efterfølgende modtagelse af erstatning fra

forsikringsselskabet, ligesom der heller ikke kan statueres udlodning.

Told- og Skatteregionen anførte under mødet, at kontorets

indstilling kan tiltrædes. Told- og Skatteregionen var enige med selskabets

repræsentant i, at erstatningspligten påhviler selskabet, og at der ikke kan

statueres udlodning

Told- og Skatteregionen var endvidere enige med repræsentanten

i, at rådgivning er et naturligt led i en advokatvirksomhed, men når man

pådrager sig erstatningsansvar som følge af, at man har medvirket til salg af

en skattegæld til kurs 65, er der ikke tale om en naturlig driftsrisiko.

Landsskatteretten skal

udtale:

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan

udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde

indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således

foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften

og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen

ligger

inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan

karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

I selskabstømmersagerne har Højesteret i TfS 1999.897

(Thranedommen) udtalt følgende:

” Med hensyn til bedømmelsen af Else Thranes ansvar er det

ubestridt, at hun må identificeres med sine rådgivere, advokat Flemming

Johnsen

og revisor Dreymann Hansen, og at disse anbefalede salget og forestod dets

gennemførelse.

Af de grunde, som er anført af landsretten, tiltræder

Højesteret, at salget af overskudsselskabet ikke havde karakter af en normal

forretningsmæssig disposition. I forhold til, hvad der ville komme til

udbetaling ved likvidation af selskabet i henhold til den udarbejdede

balance,

opnåede Else Thrane ved salget et merprovenu på 1 mio. kr. svarende til 55

pct.

af den latente skattebyrde. Under disse omstændigheder havde Else Thrane og

hendes rådgivere ved salget en særlig anledning til at være opmærksom på

risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser.

Else Thrane og hendes rådgivere måtte indse, at der ved salget

af overskudsselskabet bestod en ikke ubetydelig risiko for, at den latente

skattebyrde ikke ville kunne udskydes eller elimineres, og at risikoen herfor

og for tab for skattevæsenet ville være særlig stor, hvis købesummen for

overskudsselskabet blev betalt med dettes egne midler. For Else Thrane og

hendes rådgivere måtte det allerede som følge af den aftalte

nationalbankoverførsel af købesum og selskabets midler samme dag fremstå som

en

nærliggende mulighed, at der ved det foreliggende salg ville ske

selvfinansiering. Else Thrane og hendes rådgivere gjorde imidlertid ikke

noget

reelt for at afværge skattevæsenets risiko.

På denne baggrund tiltræder Højesteret, at Else Thrane, advokat

Flemming Johnsen og revisor Dreymann Hansen ved salget af overskudsselskabet

på uforsvarlig måde tilsidesatte skattevæsenets interesser, og at også de

derfor er erstatningsansvarlige for skattevæsenets tab.”

Det fremgår af de indsendte købstilbud fra F ApS, at der er en

overkurs på den latente skattegæld på 64,9 %.

Landsskatteretten finder på denne baggrund, at salget af

overskudsselskabet, der førte til selskabstømningen, ikke har karakter af en

normal forretningsmæssig disposition. Retten finder endvidere, at den

erstatning, selskabet har betalt som følge af rådgivningen i forbindelse med

salget af overskudsselskabet, må anses for at falde uden for de naturlige

rammer af advokatvirksomheden. Der er herved henset til, at den frivillige

betaling af erstatningen, som ifølge repræsentanten er en konsekvens af

retspraksis på området, må betyde, at selskabet vurderede, at det, som i TfS

1999.897, havde tilsidesat skattevæsenets interesser. Den betalte erstatning

kan således ikke anses for omfattet af fradragsretten efter statsskattelovens

§

6, stk. 1, litra a.

Retten finder endvidere, at erstatningspligten påhviler

selskabet, der er således ikke tale om maskeret udbytte. Det modtagne beløb

fra

forsikringsselskabet må anses som værende skattefrit.

Den påklagede ansættelse vil følgelig være at stadfæste.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter