PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 F. VIRKNINGER AF FORMELLE MANGLER ELLER FEJL VED SAGSBEHANDLINGEN
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Processuelle regler på SKATs område 2006-3
F.
Virkninger af formelle mangler eller fejl ved sagsbehandlingen
Dette afsnit behandler spørgsmålet om, hvilke følger, det kan få, når
regler om sagsbehandling ikke efterleves af en skattemyndighed. Der
er ikke i forvaltningsloven eller i skatte- og toldlovgivningen
iøvrigt opstillet regler om virkninger af eller sanktioner over formelle
fejl, så en beskrivelse af gældende ret herom er baseret på en
gennemgang af domstolenes og Landsskatterettens praksis og Ombudsmandens
udtalelser - både for så vidt angår praksis på skatteområdet, men
også praksis fra andre retsområder, hvor domstolene eller
Landsskatteretten har behandlet spørgsmålet om virkningerne af formelle
fejl.
Garantisynspunktet
Hovedparten af de formelle regler skal ses som en garanti for, at der
bliver truffet en lovlig og korrekt afgørelse. Garantisynspunktet betyder,
at der anlægges en generel vurdering af den enkelte sagbehandlingsregel
med hensyn til reglens egnethed til at sikre en materielt rigtig
afgørelse. I modsætning hertil står de regler, som alene har karakter
af interne ordensforskrifter og hvis manglende efterlevelse normalt ikke
kan medføre afgørelsens ugyldighed.
Ugyldighed
Klagemyndighederne og domstolene kan tilsidesætte en
forvaltningmyndigheds afgørelse som ugyldig, hvis afgørelsen ikke er
truffet i overensstemmelse med gældende sagsbehandlingsregler. Det
forhold, at en afgørelse er ugyldig, betyder, at indholdet af afgørelsen
bortfalder som følge af en retlig mangel, så afgørelsen ikke får virkning
svarende til afgørelsens indhold.
Det fremgår af praksis, at for at kunne medføre ugyldighed skal en
sagbehandlingsfejl være væsentlig. Dette væsentlighedskriterium opdeles
Læs alt
efter praksis i to led. I første led påses det, om den tilsidesatte regel
har karakter af en væsentlig garanti for afgørelsens lovlighed og
rigtighed. Der foretages altså i første led en generel
væsentlighedsvurdering af, om den begåede fejl generelt set er egnet til
at medføre ugyldighed. I andet led undersøges det, om fejlen konkret
har været uvæsentlig, det vil sige, om det forhold, at der er begået en
fejl i den konkrete sag, ikke kan antages at have medført, at afgørelsen
materielt set er forkert.
Denne to-leddede procedure er i flere tilfælde anvendt af domstolene,
se eksempelvis UfR 1998, 10 HD, hvorefter "En sådan tilsidesættelse af de
forvaltningsretlige regler om partshøring og oplysning af sagen må anses
for retlige mangler af generelt væsentlig betydning som garanti for
rigtigheden af en truffet afgørelse. Sagsøgte har ikke godtgjort, at der
ikke ved en korrekt høring eller ved tilstrækkelig sagsoplysning ville
fremkomme oplysninger, der kunne bevirke en anden afgørelse, hvorfor
afgørelsen må anses for ugyldig."
Afhjælpning af mangler
Hvis en fejl eller mangel af proceduremæssig art har en mindre
væsentlig karakter, vil klagemyndigheden efter omstændighederne undlade at
tillægge manglen ugyldighedsvirkning. Der kan fx henvises til TfS 1999,132
ØLD og
SKM2001.59.ØLD ,
hvor Østre Landsret i begge tilfælde fandt, at rekursinstansen i sin
afgørelse havde udbedret en mangelfuld begrundelse, hvorfor manglen ikke
medførte ugyldighed.
Den retlige konsekvens af
ugyldighed
Hvis 1. instansens afgørelse tilsidesættes som ugyldig af
klageinstansen på grund af formelle mangler, er der som udgangspunkt ikke
noget til hinder for, at 1. instansen foretager en fornyet behandling af
sagen og træffer en ny afgørelse med samme indhold under iagttagelse af
den korrekte procedure. I henhold til højesteretsdommen TfS 1999,486
HD kan en ny afgørelse alene træffes i det omfang
forældelsesfristerne i skattestyrelsesloven (nu skatteforvaltningsloven)
eller andre frist- og forældelsesregler ikke er til hinder herfor.
Hvis det er en klagemyndigheds afgørelse, der tilsidesættes på grund af
formelle mangler, er konsekvensen af tilsidesættelsen, at 1. instansens
gyldige afgørelse står ved magt, og at borgeren kan kræve fornyet og
korrekt klagebehandling, jf. også dommen refereret i TfS 1999, 486 HD.
F.1 Ugyldighed - de enkelte
sagbehandlingsregler
Nedenfor beskrives nærmere de enkelte sagsbehandlingsregler og praksis
for i hvilket omfang en fejl generelt anses for at være væsentlig og også
konkret kan medføre afgørelsens ugyldighed. Medmindre andet er anført, er
det materielle indhold af sagsbehandlingsreglerne beskrevet i afsnit
E.
Officialprincippet
Der findes ikke konkrete afgørelser, hvor det er lagt til
grund, at der er sket en sådan tilsidesættelse af officialprincippet, at
afgørelsen er anset for ugyldig. Der kan fx henvises til sagen TfS 2000,
827 LSR, hvor skattemyndighedernes undladelse af at efterkomme en
opfordring om at besigtige et varelager ikke medførte, at myndighedernes
afgørelse var ugyldig. Se tillige
SKM2002.677.VLR ,
hvor skatteyderen bl.a. ikke fik medhold i, at afgørelsen vedr. det ene
arrangement var truffet uden, at skatteadministrationen havde været i
besiddelse af det fornødne grundlag herfor, og
SKM2003.27.ØLR hvor Landsretten fandt, at Told- og Skattestyrelsen
havde været i
besiddelse af fuldt tilstrækkeligt faktisk og retligt oplysningsgrundlag
for at kunne træffe en korrekt afgørelse. Endelig kan nævnes dommen
SKM2005.60.ØLR ,
hvor ligningskommunen i en såkaldt massesag havde baseret
en forhøjelse på en redegørelse fra Told- og Skattestyrelsen om det
pågældende skattearrangement. Eftersom ligningskommunen i
agterskrivelsen udtrykkelig havde udtrykt sin enighed i redegørelsen,
blev det lagt til grund, at der ikke i forbindelse med sagens oplysning
var begået sagsbehandlingsfejl.
Kompetence
Reglerne om saglig kompetence anses for garantiforskrifter, det vil
sige regler, der generelt har til formål at garantere afgørelsens
rigtighed. Reglerne om saglig kompetence er beskrevet i afsnit
A.2 .
I
SKM2004.120.ØLR
fastslog Østre Landsret, at manglende kompetence som udgangspunkt
medfører, at også en begunstigende forvaltningsakt er ugyldig. Ingen
foreliggende omstændigheder i sagen kunne give grundlag for at fravige
dette udgangspunkt, og Landsretten fastlog ugyldighed, da told- og
skatteregionen ikke var den sagligt kompetente myndighed vedrørende
modregning.
Se
SKM2001.344.HR
hvor den skattepligtige påstod, at en daværende kommunal
skattemyndigheds forhøjelse var ugyldig, fordi den kommunale
skattemyndighed ikke havde kompetence til at træffe afgørelse, da
skattespørgsmålene havde været under behandling hos de statslige
skattemyndigheder i forbindelse med en straffesag. Højesteret fandt
det ikke godtgjort, at den kommunale skattemyndighed var afskåret fra at
ændre den skattepligtiges skatteansættelse, og det fandtes ikke godtgjort,
at told- og skatteregionen havde overtaget skatteansættelsen. I sagen
refereret i FOB 1999, 341 blev en anmodning om aktindsigt afslået af en
told- og skatteregion i stedet for skyldrådet, som var rette myndighed.
Ombudsmanden udtalte, at det ikke kunne udelukkes, at det havde
betydning for afgørelsen, at det ikke var rette myndighed, der i 1.
instans havde truffet afgørelse i sagen.
I
SKM2002.677.VLR
fandt retten heller ikke, at kommunen havde savnet kompetence til at ændre
skatteansættelsen.
Hvad angår stedlig kompetence er dette problem bortfaldet i 1.
instans som følge af etableringen af enhedsmyndigheden SKAT. Stedlig
inkompetence kan derfor kun forekomme i relation til skatte- og
vurderingsankenævnenes virksomhed. Regler om stedlig kompetence
har i højere grad end regler om saglig kompetence karakter af
ordensforskrifter, hvis overholdelse mere sikrer orden end garanti for
afgørelsens rigtighed. I UfR 1972, 812 ØLD medførte inkompetence efter en
konkret vurdering ikke ugyldighed. Derimod anså ombudsmanden en afgørelse
for ugyldig på grund af stedlig inkompetence, jf. FOB 1998, 304. Reglerne
om stedlig kompetence er beskrevet i afsnit
A.2 .
Habilitet
Habilitetsreglerne anses for garantiforskrifter, dvs. regler, der
generelt har til formål at garantere afgørelsens rigtighed. En myndigheds
overtrædelse af habilitetsregler betyder derfor i almindelighed, at
myndighedens afgørelse vil lide af en så væsentlig retlig mangel, at den
må tilsidesættes som ugyldig. Der kan henvises til
SKM2005.52.DEP ,
hvoraf fremgår, at Skatteministeriet ved et retsforlig anerkendte
ugyldighedsvirkning vedrørende en afgørelse om pålæg af skattetillæg som
følge af forsinket selvangivelse, idet den samme sagsbehandler tidligere
havde behandlet den samme skatteyders anmodning om tilladelse til
aktieombytning. Årsagen til ugyldighed var, at der ikke var grundlag for
at afvise den mulighed, at sagsbehandleren kunne være utilbøjelig til at
træffe en begunstigende afgørelse i sagen om skattetillægget, fordi
sagsbehandleren i så fald kunne blive
bebrejdet, hvorledes sagsbehandleren havde behandlet ansøgningen
om tilladelse til aktieombytning.
Har der i en sag foreligget speciel inhabilitet, da afgørelsen blev
truffet, vil retsvirkningen heraf være, at afgørelsen bliver ugyldig.
Vejledningspligt herunder
videresendelse til rette myndighed
Efter FVL § 7, stk. 2, skal en forvaltningsmyndighed, der modtager en
skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, så vidt muligt
videresende henvendelsen til rette myndighed, jf. FOB 1998, 304.
Ombudsmanden udtalte, at en skattemyndighed, der havde truffet afgørelse i
en sag, som ikke vedrørte dens stedlige kompetenceområde, burde have
sikret sig, at den var kompetent til at behandle sagen, ligesom den burde
have videresendt en henvendelse, der ikke vedrørte dens kompetenceområde,
til rette myndighed. Da ombudsmanden anså afgørelsen for ugyldig på grund
af kompetencemangel, burde Told- og Skattestyrelsen endvidere efter hans
opfattelse have ophævet afgørelsen og oversendt sagen til rette myndighed.
Af
SKM2005.230.HR
fremgår, at Landsskatteretten ikke havde tilsidesat
vejledningsforpligtelsen, selv om det i tilknytning til et
genoptagelsestilsagn ikke var oplyst, at tilsagnet ikke gjaldt, hvis den
paralllelle sag, der lå til grund for tilsagnet, bortfaldt uden
afgørelse.
Notatpligt
En forvaltningsmyndighed har pligt til at notere oplysninger vedrørende
en sags faktiske omstændigheder efter bestemmelsen i OFL § 6. En
tilsidesættelse af kravet om notatpligt kan medføre, at en klageinstans
eller en domstol må lægge borgerens oplysninger til grund i den
udstrækning oplysningerne ikke strider mod sagens oplysninger iøvrigt.
Manglende
aktindsigt
I sagen
SKM2005.436.LSR
blev det fastslået som ugyldighedsgrund, at ligningsmyndigheden ikke inden
der blev truffet afgørelse, havde imødekommet en begæring om
aktindsigt, idet det blev lagt til grund, at en korrekt meddelt aktindsigt
kunne have påvirket afgørelsens udfald.
Partshøring
Partshøringsreglerne anses for garantiforskrifter, dvs. regler, der
generelt har til formål at garantere afgørelsens rigtighed.
Praksis om
partshøring der fastslår ugyldighed
Tilsidesættelse af reglerne om partshøring anses for en væsentlig
sagsbehandlingsfejl, der som udgangspunkt vil medføre, at
myndighedernes afgørelse bliver ugyldig, jf. TfS 1997, 146 LSR, hvor
Landsskatteretten anså skatteforvaltningens afgørelse for ugyldig, idet
afgørelsen var truffet på grundlag af noget materiale, som var af
væsentlig betydning for sagens afgørelse, men som ikke havde været
forelagt for den skattepligtige til udtalelse. Se endvidere sagen TfS
2000, 944 LSR, hvor forvaltningslovens regler om partshøring ikke
var opfyldt, og Landsskatteretten fandt efter en konkret
væsentlighedsvurdering, at fejlen var egnet til at påvirke afgørelsens
resultat, og at skatteforvaltningens afgørelse var behæftet med en så
væsentlig formalitetsmangel, at det medførte afgørelsens ugyldighed. I
sagen
SKM2005.290.LSR
blev afgørelsen anset for ugyldig, fordi der i forbindelse med
efteropkrævning af told ikke var gennemført tilstrækkelig høring,
idet relevante oplysninger ikke var indarbejdet i sagsfremstillingen. Selv
om der var risiko for, at gennemførelse af korrekt høring ville have
bevirket, at toldkravet blev forældet efter toldkodeksens art. 221,
stk. 3, og EU dermed ville lide et tab, som kunne gøres gældende mod den
danske stat, fandt Landsskatteretten ikke, at partshøring kunne undlades i
henhold til forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, hvorefter høring kan
undlades, hvis væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser
gør det påkrævet.
I TfS 1997, 105 LSR anså Landsskatteretten skatteforvaltningens
kendelse for ugyldig, fordi der burde have været foretaget høring i form
af udsendelse af ny agterskrivelse. Den nærmere begrundelse herfor var, at
der i begrundelsen i kendelsen var inddraget supplerende faktiske
oplysninger, der ikke var medtaget i den revisionsrapport, der havde
dannet grundlag for agterskrivelsen. Landsskatteretten henviste endvidere
til, at selv om udgangspunktet er, at en sags juridiske elementer holdes
udenfor partshøringspligten må det antages, at der normalt skal ske
partshøring, hvis et ændret retsligt bedømmelsesgrundlag bevirker, at nye
faktiske oplysninger inddrages i afgørelsen.
Praksis om partshøring hvor
der ikke er ugyldighedsvirkning
I følgende sager er der ikke statueret ugyldighed. Det
gælder sagen TfS 2000, 823 LSR, hvor skatteforvaltningen havde
begået en fejl ved ikke at foretage partshøring efter FVL § 19.
Landsskatteretten mente ikke, at fejlen havde betydning for afgørelsens
resultat og en konkret væsentlighedsvurdering førte til, at ansættelsen
ikke kunne anses for ugyldig. I sagen
SKM2005.224.ØLR
blev partshøringsforpligtelsen ligeledes ikke anset for
tilsidesat. Det blev under sagen lagt til grund, at selv om den
skattepligtige ikke havde modtaget alle oplysninger fra
ligningsmyndigheden, havde den skattepligtige selv medvirket til at
bibringe ligningsmyndigheden den opfattelse, at han som kommanditist selv
var bekendt med de manglende oplysninger, ligesom han havde deltaget i et
møde, hvor en af de øvrige kommandister havde fremlagt disse
oplysninger. I
SKM2003.556.ØLR
var en skatteforvaltnings afgørelse behæftet med to fejl i form af
manglende yderligere høring og manglende indkaldelse til møde med
forvaltningen trods fremsat begæring herom. Landsretten fandt, at den
trufne afgørelse ubestridt var materielt rigtig, og at afgørelsen
grundlæggende var baseret på oplysninger, der var meddelt skatteyderen i
agterskrivelsen samt i den skriftlige korrespondance i sagen.
Sagsbehandlingsfejlene havde ikke konkret haft væsentlig betydning for
sagens afgørelse, og kunne derfor ikke føre til afgørelsens
ugyldighed.
Der vil endvidere ikke indtræde ugyldighed, hvis det faktiske
grundlag for afgørelsen efter en konkret væsentlighedsvurdering er
uændret, og den begåede fejl ikke har betydning for sagens materielle
udfald, jf. TfS 1996, 485 LSR og senest
SKM2005.122.ØLR ,
hvor retten udtaler, at en af Told- og Skattestyrelsen udarbejdet
redegørelse om det pågældende skattearrangement burde have været sendt i
høring hos den skattepligtige, men da rettens vurdering var, at den
materielle afgørelse alligevel ville være uændret, blev der efter en
konkret væsentlighedsvurdering ikke statueret ugyldighed.
Der vil heller ikke indtræde ugyldighedsvirkning, hvis undladelse af at
foretage høring er begrundet i, at der ikke er grundlag for at fremsætte
indsigelser, jf.
SKM2001.172.ØLR .
I denne sag var der tale om forhøjelse af en ægtefælle, hvis overførte
underskud fra den anden ægtefælle skulle reduceres i konsekvens af, at den
anden ægtefælles ansættelse var blevet forhøjet. Den manglende høring af
den konsekvensforhøjede ægtefælle medførte ikke ugyldighed, da der ikke
var grundlag for materielle indsigelser. Se tilsvarende
SKM2001.344.HD ,
hvor manglende høring af et moderselskab i forbindelse med ansættelse af
sambeskatningsindkomst ikke medførte ugyldighed, fordi ansættelsen alene
var en konsekvens af en forudgående ændring af ansættelsen vedrørende et
sambeskattet datterselskab, hvor sædvanlig høring havde fundet sted.
I
SKM2002.309.ØLR
fandt Landsretten ligeledes, at manglende udsendelse af agterskrivelse
i forbindelse med korrektion af varelagernedskrivninger, som følge af en
landsskatteretskendelse ikke var en formel mangel, der var væsentlig og
dermed kunne begrunde ugyldighed. Dommen er anket til Højesteret.
I
SKM2002.677.VLR og
SKM2003.259.ØLR
fandt Landsretten heller ikke, at der var partshøringsmangler.
Høring af andre myndigheder
Også i tilfælde, hvor det følger af lov eller bestemmelser fastsat i
henhold til lov, at høring af en anden myndighed skal ske, vil en
tilsidesættelse normalt medføre, at ansættelsen bliver ugyldig. Der
kan henvises til
SKM2004.430.LSR ,
hvor det medførte ugyldighed, at en sælgers ligningskommune ikke
i overensstemmelse med afskrivningslovens § 45, stk. 5, havde foretaget
høring af købers ligningskommune vedrørende ansættelsen af
overdragelsessummen for en virksomhed. Af helt tilsvarende årsager blev
der truffet afgørelse om ugyldighed i sagen
SKM2005.46.LSR ,
hvor der urigtigt var truffet afgørelse af købers
ligningskommune, uden forudgående høring af sælgers ligningskommune.
Endelig kan henvises til
SKM2005.365.LSR ,
hvor det medførte ugyldighed, at købernes ligningskommuner ikke i henhold
ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 7, var inddraget i ansættelsen
af afståelsessummen. Der vil derimod ikke blive tale om ugyldighed,
hvis der ikke har været anledning eller pligt til at høre en anden
myndighed, jf. dommen TfS 1999, 420 HD, hvor det blev lagt til grund, at
Landsskatteretten ikke havde haft pligt til at indhente en udtalelse fra
skatteankenævnet eller tredjemand.
Høringsfrist
Hvis myndigheden træffer afgørelse inden udløbet af den frist, der er
fastsat for borgeren/virksomheden til at fremsætte bemærkninger, vil det
normalt medføre ugyldighed, jf. TfS 1995, 605 LSR. Modsat TfS 1998, 204
VLD, TfS 2000, 95 HD og TfS 2000, 906 LSR, hvor en sådan mangel efter en
konkret vurdering ikke medførte ugyldighed.
Det forhold, at der i loven evt. er fastsat en høringsfrist, vil i sig
selv have en skærpende virkning i forhold til en manglende overholdelse af
tidsfristen.
Mundtlig forhandling og
retsmøde
Hvis en anmodning om mundtlig forhandling ikke imødekommes, vil der
normalt blive tale om ugyldighedsvirkning. Der kan henvises til
SKM2001.244.LSR ,
hvor der i klagen til skatteankenævnet var anmodet om møde med nævnet,
hvilket ikke blev indrømmet, fordi klageren ikke gentog anmodningen i
en efterfølgende henvendelse fra nævnet. Landsskatteretten anså ikke
anmodningen for bortfaldet, hvorfor skatteankenævnets afgørelse blev anset
for ugyldig. I TfS 2000, 901 HD var det ikke en sagsbehandlingsfejl, at
Landsskatteretten havde undladt at efterkomme klagerens begæring om
afholdelse af retsmøde efter den dagældende bestemmelse i SSL § 27,
stk. 3, hvorefter Landsskatteretten kan undlade at efterkomme en begæring
om afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må
anses for åbenbart overflødig. Landsretten udtalte, at der ikke var
grundlag for at antage, at afholdelse af et retsmøde i Landsskatteretten
ville have medført et andet udfald af sagen, og at klageren i øvrigt ikke
havde påvist omstændigheder, der gav grundlag for at tilsidesætte
Landsskatterettens skøn vedrørende spørgsmålet om afholdelse af retsmøde.
Reglerne om retsmøde i Landsskatteretten er beskrevet i afsnit
H.
Sagsfremstilling
I henhold til skatteforvaltningslovens skal der i en række nærmere
oplistede sagstyper laves en sagsfremstilling, før der træffes
afgørelse i sagen. Manglende opfyldelse af kravet
om sagsfremstilling vil som hovedregel medføre en afgørelses
ugyldighed, jf. fx
SKM2001.225.LSR ,
hvor det medførte ugyldighed, at der ikke var udarbejdet sagsfremstilling
i en sag om bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondsloven. Se dog
SKM2003.46.LSR ,
hvor Landsskatteretten fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for
at tilsidesætte regionens afgørelse som ugyldig. Regionen
havde ved den manglende udarbejdelse og fremsendelse af
sagsfremstilling, forinden der blev truffet afgørelse i
sagen, tilsidesat en væsentlig garantiforskrift, der generelt må
anses for egnet til at påvirke en afgørelses lovlighed og rigtighed.
Landssskatteretten fandt dog, henset til at told- og skatteregionen
ved det fremsendte forslag til afgørelse har redegjort for
det relevante faktiske grundlag og retlige regler samt
er fremkommet med en begrundelse for de påtænkte ændringer, at
den manglende udarbejdelse og fremsendelse af sagsfremstilling ikke
kunne antages at have haft betydning for sagens afgørelse. Der kan
endvidere henvises til
SKM2005.276.VLR ,
hvor det ikke medførte ugyldighed, at sagsfremstillingen ikke formelt
var afsluttet med indsættelse af den
skattepligtiges bemærkninger til agterskrivelsen, idet det blev lagt
til grund, at disse bemærkninger ikke gav anledning til yderligere
begrundelse i forhold til begrundelsen i
agterskrivelsen.
Begrundelse
Formålet med begrundelseskravet er at sikre sagens oplysning, og at en
borger/virksomhed skal kunne vurdere afgørelsens rigtighed og dermed
mulighederne for at opnå en ændret afgørelse ved eventuel klagebehandling.
Begrundelseskravet anses for en garantiforskrift, hvis tilsidesættelse
normalt vil medføre, at afgørelsen bliver ugyldig, jf. TfS 1996, 554 VLD.
Hvis manglen ved begrundelsen er mindre væsentlig, kan der efter
omstændighederne være tale om, at manglen afhjælpes med en korrekt
begrundelse i rekursinstansen, således at der ikke bliver tale om
ugyldighedsvirkning, jf. TfS 1999, 2 ØLD og
SKM2001.59.ØLD .
I dommen
SKM2001.54.VLD
er det fastslået, at en i sig selv mangelfuld begrundelse ikke medfører
ugyldighed, hvis der i afgørelsen er foretaget en udtrykkelig henvisning
til en fyldestgørende begrundelse i afgørelsen fra den forudgående
instans. I TfS 2000, 561 ØLD hjemviste Landsretten en afgørelse om
etablering til fornyet behandling, idet det var udtryk for en væsentlig
retlig mangel, at afgørelsen alene var begrundet med den skattepligtiges
manglende anskaffelse af aktiver. Endvidere fandt landsretten i
sagen
SKM2003.248.ØLR ,
at den manglende begrundelse vedrørende henvisning
til den dagældende SSL § 35 og grundlaget for suspension
udgjorde en væsentlig mangel, som måtte antages at have haft betydning for
skatteyderens vurdering af sine muligheder for at anfægte afgørelsen,
og fandt på den baggrund skatteansættelsen ugyldig.
Afgørelser hvor mangelfuld
begrundelse ikke har ugyldighedsvirkning
I sagen
SKM2004.474.VLR
var der på grundlag af suspensionsreglen i SSL § 35 foretaget en
forhøjelse efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist. Selv om der i
begrundelsen for afgørelsen ikke var henvist til den relevante bestemmelse
i SSL § 35, blev afgørelsen ikke anset for ugyldig. Årsagen hertil var, at
begrundelsen i øvrigt rummede en faktisk beskrivelse af baggrunden for de
suspenderende omstændigheder. Modsat den ovenfor nævnte dom
SKM2003.248.ØLR blev
der i dommen
SKM2004.252.LSR ,
ikke statueret ugyldighedsvirkning. I sidstnævnte sag medførte det ikke
ugyldighedsvirkning, at der ikke som begrundelse for en forhøjelse
efter udløbet af fristen i den dagældende SSL § 34 var
henvist til bestemmelsen i den dagældende SSL § 35. Forskellen
mellem disse 2 resultater må formodes at være, at det i sidstnævnte sag
SKM2004.252.LSR var
mere oplagt, at der var selvangivet groft uagtsomt. Se endvidere
SKM2003.259.ØLR
, hvor Landsretten ikke fandt, at der forelå mangler eller mangelfuld
begrundelse ved Told- og Skattestyrelsens ansættelse, der kunne føre til
ugyldighed.
Særligt om begrundelse i
skønsmæssige afgørelser
Navnlig reglen i FVL § 24, stk. 1, 2. pkt., om angivelse af de
hovedhensyn, der har været bestemmende for et administrativt skøn, har
givet anledning til en række ugyldige afgørelser, når dette
begrundelseskrav ikke er opfyldt. Den nyeste afgørelse herom er
højesteretsdommen
SKM2006.12.HR ,
hvor der ikke blev statueret ugyldighed, fordi det blev lagt til
grund, at der ved en afgørelse om iværksættelse af lønindeholdelse var
foretaget en tilstrækkelig angivelse af de relevante hovedhensyn for
skønsudøvelsen. I TfS 1996, 779 LSR havde den kommunale
skattemyndighed forhøjet indkomsten med 100.000 kr. ud fra et samlet skøn
vedrørende værdi af løn, eget arbejde og mestersalær uden at der var
redegjort for, hvorledes dette skøn nærmere var fremkommet, herunder på
hvilket grundlag det var udøvet og skønnets fordeling mellem de enkelte
indkomstarter, der ikke havde et fælles opgørelsesgrundlag. Da afgørelsen
ikke angav de hovedhensyn, der havde været bestemmende for skønsudøvelsen
var forhøjelsen ugyldig. Se endvidere TfS 1996, 495 HD og TfS 1996, 120
LSR.
Underretning om
afgørelsen
Manglende underretning om afgørelsen anses for en væsentlig
sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at myndighedens afgørelse bliver
ugyldig. I TfS 1999, 925 ØLD blev der ikke statueret ugyldighed i en sag,
hvor skattemyndighederne alene havde fremsendt underretning om et
datterselskabs ændrede skatteansættelse til moderselskabet, allerede fordi
moderselskabet havde påtaget sig at indsende datterselskabets
selvangivelse og dermed måtte anses at have fuldmagt til at modtage svar.
I
SKM2004.470.HR
blev der heller ikke statueret ugyldighed i en situation, hvor
skattemyndighederne havde sendt agterskrivelse og skrivelsen om ændring af
skatteyderens ansættelse til den adresse, der fremgik af CPR-registret,
uanset at skatteyder havde meddelt de lokale skattemyndigheder,
at vedkommende ikke længere boede på denne adresse. Dokumenterne blev
samtidig sendt til skatteyders revisor på dennes gamle adresse,
og Højesteret fandt det ubestridt, at myndighederne var skyld i
fejladresseringerne, samt at Skatteministeriet ikke havde godtgjort, at
agterskrivelserne var modtaget. Uanset dette fandt Højesteret, at fejlen
efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke havde haft betydning for
sagens udfald, hvorfor skatteansættelsen ikke fandtes ugyldig.
Klagevejledning
Manglende eller mangelfuld vejledning om administrativ klage eller
domstolsprøvelse medfører ikke, at afgørelsen bliver ugyldig. Derimod
suspenderes klagefristen, indtil korrekt klagevejledning gives, jf. TfS
2000, 150 ØLD og
SKM2001.62.VLR .
Mangelfuld klagevejledning foreligger eksempelvis i tilfælde, hvor
myndigheden ikke har angivet, hvornår klagefristen begynder at løbe, jf.
fx FOB 1998, 663 ff.
Oplysningspligt
Der er næppe grundlag for at antage, at forvaltningsmyndigheders
manglende overholdelse af oplysningspligten efter
persondataloven i sig selv kan medføre, at en afgørelse bliver
ugyldig. Baggrunden
herfor er, at reglernes formål er at skabe større gennemsigtighed og
overblik vedrørende personregistreringer, og at reglernes formål omvendt
ikke er at tjene som garanti for en afgørelses rigtighed. Er der tale om
tilsidesættelse af reglerne i en i øvrigt mangelfuldt behandlet sag, vil
den manglende overholdelse af oplysningspligten dog formentlig kunne
medvirke til, at afgørelsen i sagen - ud fra en samlet vurdering - anses
for ugyldig. Der henvises til
afsnit E.3.10
for så vidt
angår reglerne om oplysningspligt.
Ansættelsesfristen
Efter SFL §§ 26, stk. 1, om skat og 31, stk. 1, om
afgift skal en anmodning fra den skattepligtige om en rimelig
fristforlængelse imødekommes, når det har betydning for den
skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser.
En afgørelse truffet efter en aftalt frist vil medføre at afgørelsen er
ugyldig. Se
SKM2002.584.LSR ,
hvor klagerens advokat ved skrivelse af 15. juni 2001 havde anmodet
om, at forældelsesfristen udskydes til den 1. oktober 2001, hvilket
skatteforvaltningen havde imødekommet ved skrivelse af 20. juni 2001.
Landsskatteretten fandt, at skatteforvaltningens afgørelse af 25. oktober
2001 således er truffet efter den aftalte frist, hvilket er for sent,
hvorfor den påklagede afgørelse er ugyldig.
Lignende dokumenter
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 F. VIRKNINGER AF FORMELLE MANGLER ELLER FEJL VED SAGSBEHANDLINGEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 F. VIRKNINGER AF FORMELLE MANGLER ELLER FEJL VED SAGSBEHANDLINGEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 F. VIRKNINGER AF FORMELLE MANGLER ELLER FEJL VED SAGSBEHANDLINGEN Retsinformation · 5. februar 2008
- Landsskatteretsafgørelse vedr. henstand i forbindelse med klage - nægtelse af genoptagelse Retsinformation · 23. marts 2013
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 J. HENSTAND OG TILBAGEBETALING SOM FØLGE AF KLAGE SAMT FORRENTNING VED TILBAGEBETALING Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 OVERSIGTER Retsinformation · 5. februar 2008