Spring til indhold

Retsinformation

PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 F. VIRKNINGER AF FORMELLE MANGLER ELLER FEJL VED SAGSBEHANDLINGEN

STV nr 20055 af 01/01/2006Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Processuelle regler på SKATs område 2006-3

F.

Virkninger af formelle mangler eller fejl ved sagsbehandlingen

Dette afsnit behandler spørgsmålet om, hvilke følger, det kan få, når

regler om sagsbehandling ikke efterleves af en skattemyndighed. Der

er ikke i forvaltningsloven eller i skatte- og toldlovgivningen

iøvrigt opstillet regler om virkninger af eller sanktioner over formelle

fejl, så en beskrivelse af gældende ret herom er baseret på en

gennemgang af domstolenes og Landsskatterettens praksis og Ombudsmandens

udtalelser - både for så vidt angår praksis på skatteområdet, men

også praksis fra andre retsområder, hvor domstolene eller

Landsskatteretten har behandlet spørgsmålet om virkningerne af formelle

fejl.

Garantisynspunktet

Hovedparten af de formelle regler skal ses som en garanti for, at der

bliver truffet en lovlig og korrekt afgørelse. Garantisynspunktet betyder,

at der anlægges en generel vurdering af den enkelte sagbehandlingsregel

med hensyn til reglens egnethed til at sikre en materielt rigtig

afgørelse. I modsætning hertil står de regler, som alene har karakter

af interne ordensforskrifter og hvis manglende efterlevelse normalt ikke

kan medføre afgørelsens ugyldighed.

Ugyldighed

Klagemyndighederne og domstolene kan tilsidesætte en

forvaltningmyndigheds afgørelse som ugyldig, hvis afgørelsen ikke er

truffet i overensstemmelse med gældende sagsbehandlingsregler. Det

forhold, at en afgørelse er ugyldig, betyder, at indholdet af afgørelsen

bortfalder som følge af en retlig mangel, så afgørelsen ikke får virkning

svarende til afgørelsens indhold.

Det fremgår af praksis, at for at kunne medføre ugyldighed skal en

sagbehandlingsfejl være væsentlig. Dette væsentlighedskriterium opdeles

Læs alt

efter praksis i to led. I første led påses det, om den tilsidesatte regel

har karakter af en væsentlig garanti for afgørelsens lovlighed og

rigtighed. Der foretages altså i første led en generel

væsentlighedsvurdering af, om den begåede fejl generelt set er egnet til

at medføre ugyldighed. I andet led undersøges det, om fejlen konkret

har været uvæsentlig, det vil sige, om det forhold, at der er begået en

fejl i den konkrete sag, ikke kan antages at have medført, at afgørelsen

materielt set er forkert.

Denne to-leddede procedure er i flere tilfælde anvendt af domstolene,

se eksempelvis UfR 1998, 10 HD, hvorefter "En sådan tilsidesættelse af de

forvaltningsretlige regler om partshøring og oplysning af sagen må anses

for retlige mangler af generelt væsentlig betydning som garanti for

rigtigheden af en truffet afgørelse. Sagsøgte har ikke godtgjort, at der

ikke ved en korrekt høring eller ved tilstrækkelig sagsoplysning ville

fremkomme oplysninger, der kunne bevirke en anden afgørelse, hvorfor

afgørelsen må anses for ugyldig."

Afhjælpning af mangler

Hvis en fejl eller mangel af proceduremæssig art har en mindre

væsentlig karakter, vil klagemyndigheden efter omstændighederne undlade at

tillægge manglen ugyldighedsvirkning. Der kan fx henvises til TfS 1999,132

ØLD og

SKM2001.59.ØLD ,

hvor Østre Landsret i begge tilfælde fandt, at rekursinstansen i sin

afgørelse havde udbedret en mangelfuld begrundelse, hvorfor manglen ikke

medførte ugyldighed.

Den retlige konsekvens af

ugyldighed

Hvis 1. instansens afgørelse tilsidesættes som ugyldig af

klageinstansen på grund af formelle mangler, er der som udgangspunkt ikke

noget til hinder for, at 1. instansen foretager en fornyet behandling af

sagen og træffer en ny afgørelse med samme indhold under iagttagelse af

den korrekte procedure. I henhold til højesteretsdommen TfS 1999,486

HD kan en ny afgørelse alene træffes i det omfang

forældelsesfristerne i skattestyrelsesloven (nu skatteforvaltningsloven)

eller andre frist- og forældelsesregler ikke er til hinder herfor.

Hvis det er en klagemyndigheds afgørelse, der tilsidesættes på grund af

formelle mangler, er konsekvensen af tilsidesættelsen, at 1. instansens

gyldige afgørelse står ved magt, og at borgeren kan kræve fornyet og

korrekt klagebehandling, jf. også dommen refereret i TfS 1999, 486 HD.

F.1 Ugyldighed - de enkelte

sagbehandlingsregler

Nedenfor beskrives nærmere de enkelte sagsbehandlingsregler og praksis

for i hvilket omfang en fejl generelt anses for at være væsentlig og også

konkret kan medføre afgørelsens ugyldighed. Medmindre andet er anført, er

det materielle indhold af sagsbehandlingsreglerne beskrevet i afsnit

E.

Officialprincippet

Der findes ikke konkrete afgørelser, hvor det er lagt til

grund, at der er sket en sådan tilsidesættelse af officialprincippet, at

afgørelsen er anset for ugyldig. Der kan fx henvises til sagen TfS 2000,

827 LSR, hvor skattemyndighedernes undladelse af at efterkomme en

opfordring om at besigtige et varelager ikke medførte, at myndighedernes

afgørelse var ugyldig. Se tillige

SKM2002.677.VLR ,

hvor skatteyderen bl.a. ikke fik medhold i, at afgørelsen vedr. det ene

arrangement var truffet uden, at skatteadministrationen havde været i

besiddelse af det fornødne grundlag herfor, og

SKM2003.27.ØLR hvor Landsretten fandt, at Told- og Skattestyrelsen

havde været i

besiddelse af fuldt tilstrækkeligt faktisk og retligt oplysningsgrundlag

for at kunne træffe en korrekt afgørelse. Endelig kan nævnes dommen

SKM2005.60.ØLR ,

hvor ligningskommunen i en såkaldt massesag havde baseret

en forhøjelse på en redegørelse fra Told- og Skattestyrelsen om det

pågældende skattearrangement. Eftersom ligningskommunen i

agterskrivelsen udtrykkelig havde udtrykt sin enighed i redegørelsen,

blev det lagt til grund, at der ikke i forbindelse med sagens oplysning

var begået sagsbehandlingsfejl.

Kompetence

Reglerne om saglig kompetence anses for garantiforskrifter, det vil

sige regler, der generelt har til formål at garantere afgørelsens

rigtighed. Reglerne om saglig kompetence er beskrevet i afsnit

A.2 .

I

SKM2004.120.ØLR

fastslog Østre Landsret, at manglende kompetence som udgangspunkt

medfører, at også en begunstigende forvaltningsakt er ugyldig. Ingen

foreliggende omstændigheder i sagen kunne give grundlag for at fravige

dette udgangspunkt, og Landsretten fastlog ugyldighed, da told- og

skatteregionen ikke var den sagligt kompetente myndighed vedrørende

modregning.

Se

SKM2001.344.HR

hvor den skattepligtige påstod, at en daværende kommunal

skattemyndigheds forhøjelse var ugyldig, fordi den kommunale

skattemyndighed ikke havde kompetence til at træffe afgørelse, da

skattespørgsmålene havde været under behandling hos de statslige

skattemyndigheder i forbindelse med en straffesag. Højesteret fandt

det ikke godtgjort, at den kommunale skattemyndighed var afskåret fra at

ændre den skattepligtiges skatteansættelse, og det fandtes ikke godtgjort,

at told- og skatteregionen havde overtaget skatteansættelsen. I sagen

refereret i FOB 1999, 341 blev en anmodning om aktindsigt afslået af en

told- og skatteregion i stedet for skyldrådet, som var rette myndighed.

Ombudsmanden udtalte, at det ikke kunne udelukkes, at det havde

betydning for afgørelsen, at det ikke var rette myndighed, der i 1.

instans havde truffet afgørelse i sagen.

I

SKM2002.677.VLR

fandt retten heller ikke, at kommunen havde savnet kompetence til at ændre

skatteansættelsen.

Hvad angår stedlig kompetence er dette problem bortfaldet i 1.

instans som følge af etableringen af enhedsmyndigheden SKAT. Stedlig

inkompetence kan derfor kun forekomme i relation til skatte- og

vurderingsankenævnenes virksomhed. Regler om stedlig kompetence

har i højere grad end regler om saglig kompetence karakter af

ordensforskrifter, hvis overholdelse mere sikrer orden end garanti for

afgørelsens rigtighed. I UfR 1972, 812 ØLD medførte inkompetence efter en

konkret vurdering ikke ugyldighed. Derimod anså ombudsmanden en afgørelse

for ugyldig på grund af stedlig inkompetence, jf. FOB 1998, 304. Reglerne

om stedlig kompetence er beskrevet i afsnit

A.2 .

Habilitet

Habilitetsreglerne anses for garantiforskrifter, dvs. regler, der

generelt har til formål at garantere afgørelsens rigtighed. En myndigheds

overtrædelse af habilitetsregler betyder derfor i almindelighed, at

myndighedens afgørelse vil lide af en så væsentlig retlig mangel, at den

må tilsidesættes som ugyldig. Der kan henvises til

SKM2005.52.DEP ,

hvoraf fremgår, at Skatteministeriet ved et retsforlig anerkendte

ugyldighedsvirkning vedrørende en afgørelse om pålæg af skattetillæg som

følge af forsinket selvangivelse, idet den samme sagsbehandler tidligere

havde behandlet den samme skatteyders anmodning om tilladelse til

aktieombytning. Årsagen til ugyldighed var, at der ikke var grundlag for

at afvise den mulighed, at sagsbehandleren kunne være utilbøjelig til at

træffe en begunstigende afgørelse i sagen om skattetillægget, fordi

sagsbehandleren i så fald kunne blive

bebrejdet, hvorledes sagsbehandleren havde behandlet ansøgningen

om tilladelse til aktieombytning.

Har der i en sag foreligget speciel inhabilitet, da afgørelsen blev

truffet, vil retsvirkningen heraf være, at afgørelsen bliver ugyldig.

Vejledningspligt herunder

videresendelse til rette myndighed

Efter FVL § 7, stk. 2, skal en forvaltningsmyndighed, der modtager en

skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, så vidt muligt

videresende henvendelsen til rette myndighed, jf. FOB 1998, 304.

Ombudsmanden udtalte, at en skattemyndighed, der havde truffet afgørelse i

en sag, som ikke vedrørte dens stedlige kompetenceområde, burde have

sikret sig, at den var kompetent til at behandle sagen, ligesom den burde

have videresendt en henvendelse, der ikke vedrørte dens kompetenceområde,

til rette myndighed. Da ombudsmanden anså afgørelsen for ugyldig på grund

af kompetencemangel, burde Told- og Skattestyrelsen endvidere efter hans

opfattelse have ophævet afgørelsen og oversendt sagen til rette myndighed.

Af

SKM2005.230.HR

fremgår, at Landsskatteretten ikke havde tilsidesat

vejledningsforpligtelsen, selv om det i tilknytning til et

genoptagelsestilsagn ikke var oplyst, at tilsagnet ikke gjaldt, hvis den

paralllelle sag, der lå til grund for tilsagnet, bortfaldt uden

afgørelse.

Notatpligt

En forvaltningsmyndighed har pligt til at notere oplysninger vedrørende

en sags faktiske omstændigheder efter bestemmelsen i OFL § 6. En

tilsidesættelse af kravet om notatpligt kan medføre, at en klageinstans

eller en domstol må lægge borgerens oplysninger til grund i den

udstrækning oplysningerne ikke strider mod sagens oplysninger iøvrigt.

Manglende

aktindsigt

I sagen

SKM2005.436.LSR

blev det fastslået som ugyldighedsgrund, at ligningsmyndigheden ikke inden

der blev truffet afgørelse, havde imødekommet en begæring om

aktindsigt, idet det blev lagt til grund, at en korrekt meddelt aktindsigt

kunne have påvirket afgørelsens udfald.

Partshøring

Partshøringsreglerne anses for garantiforskrifter, dvs. regler, der

generelt har til formål at garantere afgørelsens rigtighed.

Praksis om

partshøring der fastslår ugyldighed

Tilsidesættelse af reglerne om partshøring anses for en væsentlig

sagsbehandlingsfejl, der som udgangspunkt vil medføre, at

myndighedernes afgørelse bliver ugyldig, jf. TfS 1997, 146 LSR, hvor

Landsskatteretten anså skatteforvaltningens afgørelse for ugyldig, idet

afgørelsen var truffet på grundlag af noget materiale, som var af

væsentlig betydning for sagens afgørelse, men som ikke havde været

forelagt for den skattepligtige til udtalelse. Se endvidere sagen TfS

2000, 944 LSR, hvor forvaltningslovens regler om partshøring ikke

var opfyldt, og Landsskatteretten fandt efter en konkret

væsentlighedsvurdering, at fejlen var egnet til at påvirke afgørelsens

resultat, og at skatteforvaltningens afgørelse var behæftet med en så

væsentlig formalitetsmangel, at det medførte afgørelsens ugyldighed. I

sagen

SKM2005.290.LSR

blev afgørelsen anset for ugyldig, fordi der i forbindelse med

efteropkrævning af told ikke var gennemført tilstrækkelig høring,

idet relevante oplysninger ikke var indarbejdet i sagsfremstillingen. Selv

om der var risiko for, at gennemførelse af korrekt høring ville have

bevirket, at toldkravet blev forældet efter toldkodeksens art. 221,

stk. 3, og EU dermed ville lide et tab, som kunne gøres gældende mod den

danske stat, fandt Landsskatteretten ikke, at partshøring kunne undlades i

henhold til forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, hvorefter høring kan

undlades, hvis væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser

gør det påkrævet.

I TfS 1997, 105 LSR anså Landsskatteretten skatteforvaltningens

kendelse for ugyldig, fordi der burde have været foretaget høring i form

af udsendelse af ny agterskrivelse. Den nærmere begrundelse herfor var, at

der i begrundelsen i kendelsen var inddraget supplerende faktiske

oplysninger, der ikke var medtaget i den revisionsrapport, der havde

dannet grundlag for agterskrivelsen. Landsskatteretten henviste endvidere

til, at selv om udgangspunktet er, at en sags juridiske elementer holdes

udenfor partshøringspligten må det antages, at der normalt skal ske

partshøring, hvis et ændret retsligt bedømmelsesgrundlag bevirker, at nye

faktiske oplysninger inddrages i afgørelsen.

Praksis om partshøring hvor

der ikke er ugyldighedsvirkning

I følgende sager er der ikke statueret ugyldighed. Det

gælder sagen TfS 2000, 823 LSR, hvor skatteforvaltningen havde

begået en fejl ved ikke at foretage partshøring efter FVL § 19.

Landsskatteretten mente ikke, at fejlen havde betydning for afgørelsens

resultat og en konkret væsentlighedsvurdering førte til, at ansættelsen

ikke kunne anses for ugyldig. I sagen

SKM2005.224.ØLR

blev partshøringsforpligtelsen ligeledes ikke anset for

tilsidesat. Det blev under sagen lagt til grund, at selv om den

skattepligtige ikke havde modtaget alle oplysninger fra

ligningsmyndigheden, havde den skattepligtige selv medvirket til at

bibringe ligningsmyndigheden den opfattelse, at han som kommanditist selv

var bekendt med de manglende oplysninger, ligesom han havde deltaget i et

møde, hvor en af de øvrige kommandister havde fremlagt disse

oplysninger. I

SKM2003.556.ØLR

var en skatteforvaltnings afgørelse behæftet med to fejl i form af

manglende yderligere høring og manglende indkaldelse til møde med

forvaltningen trods fremsat begæring herom. Landsretten fandt, at den

trufne afgørelse ubestridt var materielt rigtig, og at afgørelsen

grundlæggende var baseret på oplysninger, der var meddelt skatteyderen i

agterskrivelsen samt i den skriftlige korrespondance i sagen.

Sagsbehandlingsfejlene havde ikke konkret haft væsentlig betydning for

sagens afgørelse, og kunne derfor ikke føre til afgørelsens

ugyldighed.

Der vil endvidere ikke indtræde ugyldighed, hvis det faktiske

grundlag for afgørelsen efter en konkret væsentlighedsvurdering er

uændret, og den begåede fejl ikke har betydning for sagens materielle

udfald, jf. TfS 1996, 485 LSR og senest

SKM2005.122.ØLR ,

hvor retten udtaler, at en af Told- og Skattestyrelsen udarbejdet

redegørelse om det pågældende skattearrangement burde have været sendt i

høring hos den skattepligtige, men da rettens vurdering var, at den

materielle afgørelse alligevel ville være uændret, blev der efter en

konkret væsentlighedsvurdering ikke statueret ugyldighed.

Der vil heller ikke indtræde ugyldighedsvirkning, hvis undladelse af at

foretage høring er begrundet i, at der ikke er grundlag for at fremsætte

indsigelser, jf.

SKM2001.172.ØLR .

I denne sag var der tale om forhøjelse af en ægtefælle, hvis overførte

underskud fra den anden ægtefælle skulle reduceres i konsekvens af, at den

anden ægtefælles ansættelse var blevet forhøjet. Den manglende høring af

den konsekvensforhøjede ægtefælle medførte ikke ugyldighed, da der ikke

var grundlag for materielle indsigelser. Se tilsvarende

SKM2001.344.HD ,

hvor manglende høring af et moderselskab i forbindelse med ansættelse af

sambeskatningsindkomst ikke medførte ugyldighed, fordi ansættelsen alene

var en konsekvens af en forudgående ændring af ansættelsen vedrørende et

sambeskattet datterselskab, hvor sædvanlig høring havde fundet sted.

I

SKM2002.309.ØLR

fandt Landsretten ligeledes, at manglende udsendelse af agterskrivelse

i forbindelse med korrektion af varelagernedskrivninger, som følge af en

landsskatteretskendelse ikke var en formel mangel, der var væsentlig og

dermed kunne begrunde ugyldighed. Dommen er anket til Højesteret.

I

SKM2002.677.VLR og

SKM2003.259.ØLR

fandt Landsretten heller ikke, at der var partshøringsmangler.

Høring af andre myndigheder

Også i tilfælde, hvor det følger af lov eller bestemmelser fastsat i

henhold til lov, at høring af en anden myndighed skal ske, vil en

tilsidesættelse normalt medføre, at ansættelsen bliver ugyldig. Der

kan henvises til

SKM2004.430.LSR ,

hvor det medførte ugyldighed, at en sælgers ligningskommune ikke

i overensstemmelse med afskrivningslovens § 45, stk. 5, havde foretaget

høring af købers ligningskommune vedrørende ansættelsen af

overdragelsessummen for en virksomhed. Af helt tilsvarende årsager blev

der truffet afgørelse om ugyldighed i sagen

SKM2005.46.LSR ,

hvor der urigtigt var truffet afgørelse af købers

ligningskommune, uden forudgående høring af sælgers ligningskommune.

Endelig kan henvises til

SKM2005.365.LSR ,

hvor det medførte ugyldighed, at købernes ligningskommuner ikke i henhold

ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 7, var inddraget i ansættelsen

af afståelsessummen. Der vil derimod ikke blive tale om ugyldighed,

hvis der ikke har været anledning eller pligt til at høre en anden

myndighed, jf. dommen TfS 1999, 420 HD, hvor det blev lagt til grund, at

Landsskatteretten ikke havde haft pligt til at indhente en udtalelse fra

skatteankenævnet eller tredjemand.

Høringsfrist

Hvis myndigheden træffer afgørelse inden udløbet af den frist, der er

fastsat for borgeren/virksomheden til at fremsætte bemærkninger, vil det

normalt medføre ugyldighed, jf. TfS 1995, 605 LSR. Modsat TfS 1998, 204

VLD, TfS 2000, 95 HD og TfS 2000, 906 LSR, hvor en sådan mangel efter en

konkret vurdering ikke medførte ugyldighed.

Det forhold, at der i loven evt. er fastsat en høringsfrist, vil i sig

selv have en skærpende virkning i forhold til en manglende overholdelse af

tidsfristen.

Mundtlig forhandling og

retsmøde

Hvis en anmodning om mundtlig forhandling ikke imødekommes, vil der

normalt blive tale om ugyldighedsvirkning. Der kan henvises til

SKM2001.244.LSR ,

hvor der i klagen til skatteankenævnet var anmodet om møde med nævnet,

hvilket ikke blev indrømmet, fordi klageren ikke gentog anmodningen i

en efterfølgende henvendelse fra nævnet. Landsskatteretten anså ikke

anmodningen for bortfaldet, hvorfor skatteankenævnets afgørelse blev anset

for ugyldig. I TfS 2000, 901 HD var det ikke en sagsbehandlingsfejl, at

Landsskatteretten havde undladt at efterkomme klagerens begæring om

afholdelse af retsmøde efter den dagældende bestemmelse i SSL § 27,

stk. 3, hvorefter Landsskatteretten kan undlade at efterkomme en begæring

om afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må

anses for åbenbart overflødig. Landsretten udtalte, at der ikke var

grundlag for at antage, at afholdelse af et retsmøde i Landsskatteretten

ville have medført et andet udfald af sagen, og at klageren i øvrigt ikke

havde påvist omstændigheder, der gav grundlag for at tilsidesætte

Landsskatterettens skøn vedrørende spørgsmålet om afholdelse af retsmøde.

Reglerne om retsmøde i Landsskatteretten er beskrevet i afsnit

H.

Sagsfremstilling

I henhold til skatteforvaltningslovens skal der i en række nærmere

oplistede sagstyper laves en sagsfremstilling, før der træffes

afgørelse i sagen. Manglende opfyldelse af kravet

om sagsfremstilling vil som hovedregel medføre en afgørelses

ugyldighed, jf. fx

SKM2001.225.LSR ,

hvor det medførte ugyldighed, at der ikke var udarbejdet sagsfremstilling

i en sag om bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondsloven. Se dog

SKM2003.46.LSR ,

hvor Landsskatteretten fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for

at tilsidesætte regionens afgørelse som ugyldig. Regionen

havde ved den manglende udarbejdelse og fremsendelse af

sagsfremstilling, forinden der blev truffet afgørelse i

sagen, tilsidesat en væsentlig garantiforskrift, der generelt må

anses for egnet til at påvirke en afgørelses lovlighed og rigtighed.

Landssskatteretten fandt dog, henset til at told- og skatteregionen

ved det fremsendte forslag til afgørelse har redegjort for

det relevante faktiske grundlag og retlige regler samt

er fremkommet med en begrundelse for de påtænkte ændringer, at

den manglende udarbejdelse og fremsendelse af sagsfremstilling ikke

kunne antages at have haft betydning for sagens afgørelse. Der kan

endvidere henvises til

SKM2005.276.VLR ,

hvor det ikke medførte ugyldighed, at sagsfremstillingen ikke formelt

var afsluttet med indsættelse af den

skattepligtiges bemærkninger til agterskrivelsen, idet det blev lagt

til grund, at disse bemærkninger ikke gav anledning til yderligere

begrundelse i forhold til begrundelsen i

agterskrivelsen.

Begrundelse

Formålet med begrundelseskravet er at sikre sagens oplysning, og at en

borger/virksomhed skal kunne vurdere afgørelsens rigtighed og dermed

mulighederne for at opnå en ændret afgørelse ved eventuel klagebehandling.

Begrundelseskravet anses for en garantiforskrift, hvis tilsidesættelse

normalt vil medføre, at afgørelsen bliver ugyldig, jf. TfS 1996, 554 VLD.

Hvis manglen ved begrundelsen er mindre væsentlig, kan der efter

omstændighederne være tale om, at manglen afhjælpes med en korrekt

begrundelse i rekursinstansen, således at der ikke bliver tale om

ugyldighedsvirkning, jf. TfS 1999, 2 ØLD og

SKM2001.59.ØLD .

I dommen

SKM2001.54.VLD

er det fastslået, at en i sig selv mangelfuld begrundelse ikke medfører

ugyldighed, hvis der i afgørelsen er foretaget en udtrykkelig henvisning

til en fyldestgørende begrundelse i afgørelsen fra den forudgående

instans. I TfS 2000, 561 ØLD hjemviste Landsretten en afgørelse om

etablering til fornyet behandling, idet det var udtryk for en væsentlig

retlig mangel, at afgørelsen alene var begrundet med den skattepligtiges

manglende anskaffelse af aktiver. Endvidere fandt landsretten i

sagen

SKM2003.248.ØLR ,

at den manglende begrundelse vedrørende henvisning

til den dagældende SSL § 35 og grundlaget for suspension

udgjorde en væsentlig mangel, som måtte antages at have haft betydning for

skatteyderens vurdering af sine muligheder for at anfægte afgørelsen,

og fandt på den baggrund skatteansættelsen ugyldig.

Afgørelser hvor mangelfuld

begrundelse ikke har ugyldighedsvirkning

I sagen

SKM2004.474.VLR

var der på grundlag af suspensionsreglen i SSL § 35 foretaget en

forhøjelse efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist. Selv om der i

begrundelsen for afgørelsen ikke var henvist til den relevante bestemmelse

i SSL § 35, blev afgørelsen ikke anset for ugyldig. Årsagen hertil var, at

begrundelsen i øvrigt rummede en faktisk beskrivelse af baggrunden for de

suspenderende omstændigheder. Modsat den ovenfor nævnte dom

SKM2003.248.ØLR blev

der i dommen

SKM2004.252.LSR ,

ikke statueret ugyldighedsvirkning. I sidstnævnte sag medførte det ikke

ugyldighedsvirkning, at der ikke som begrundelse for en forhøjelse

efter udløbet af fristen i den dagældende SSL § 34 var

henvist til bestemmelsen i den dagældende SSL § 35. Forskellen

mellem disse 2 resultater må formodes at være, at det i sidstnævnte sag

SKM2004.252.LSR var

mere oplagt, at der var selvangivet groft uagtsomt. Se endvidere

SKM2003.259.ØLR

, hvor Landsretten ikke fandt, at der forelå mangler eller mangelfuld

begrundelse ved Told- og Skattestyrelsens ansættelse, der kunne føre til

ugyldighed.

Særligt om begrundelse i

skønsmæssige afgørelser

Navnlig reglen i FVL § 24, stk. 1, 2. pkt., om angivelse af de

hovedhensyn, der har været bestemmende for et administrativt skøn, har

givet anledning til en række ugyldige afgørelser, når dette

begrundelseskrav ikke er opfyldt. Den nyeste afgørelse herom er

højesteretsdommen

SKM2006.12.HR ,

hvor der ikke blev statueret ugyldighed, fordi det blev lagt til

grund, at der ved en afgørelse om iværksættelse af lønindeholdelse var

foretaget en tilstrækkelig angivelse af de relevante hovedhensyn for

skønsudøvelsen. I TfS 1996, 779 LSR havde den kommunale

skattemyndighed forhøjet indkomsten med 100.000 kr. ud fra et samlet skøn

vedrørende værdi af løn, eget arbejde og mestersalær uden at der var

redegjort for, hvorledes dette skøn nærmere var fremkommet, herunder på

hvilket grundlag det var udøvet og skønnets fordeling mellem de enkelte

indkomstarter, der ikke havde et fælles opgørelsesgrundlag. Da afgørelsen

ikke angav de hovedhensyn, der havde været bestemmende for skønsudøvelsen

var forhøjelsen ugyldig. Se endvidere TfS 1996, 495 HD og TfS 1996, 120

LSR.

Underretning om

afgørelsen

Manglende underretning om afgørelsen anses for en væsentlig

sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at myndighedens afgørelse bliver

ugyldig. I TfS 1999, 925 ØLD blev der ikke statueret ugyldighed i en sag,

hvor skattemyndighederne alene havde fremsendt underretning om et

datterselskabs ændrede skatteansættelse til moderselskabet, allerede fordi

moderselskabet havde påtaget sig at indsende datterselskabets

selvangivelse og dermed måtte anses at have fuldmagt til at modtage svar.

I

SKM2004.470.HR

blev der heller ikke statueret ugyldighed i en situation, hvor

skattemyndighederne havde sendt agterskrivelse og skrivelsen om ændring af

skatteyderens ansættelse til den adresse, der fremgik af CPR-registret,

uanset at skatteyder havde meddelt de lokale skattemyndigheder,

at vedkommende ikke længere boede på denne adresse. Dokumenterne blev

samtidig sendt til skatteyders revisor på dennes gamle adresse,

og Højesteret fandt det ubestridt, at myndighederne var skyld i

fejladresseringerne, samt at Skatteministeriet ikke havde godtgjort, at

agterskrivelserne var modtaget. Uanset dette fandt Højesteret, at fejlen

efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke havde haft betydning for

sagens udfald, hvorfor skatteansættelsen ikke fandtes ugyldig.

Klagevejledning

Manglende eller mangelfuld vejledning om administrativ klage eller

domstolsprøvelse medfører ikke, at afgørelsen bliver ugyldig. Derimod

suspenderes klagefristen, indtil korrekt klagevejledning gives, jf. TfS

2000, 150 ØLD og

SKM2001.62.VLR .

Mangelfuld klagevejledning foreligger eksempelvis i tilfælde, hvor

myndigheden ikke har angivet, hvornår klagefristen begynder at løbe, jf.

fx FOB 1998, 663 ff.

Oplysningspligt

Der er næppe grundlag for at antage, at forvaltningsmyndigheders

manglende overholdelse af oplysningspligten efter

persondataloven i sig selv kan medføre, at en afgørelse bliver

ugyldig. Baggrunden

herfor er, at reglernes formål er at skabe større gennemsigtighed og

overblik vedrørende personregistreringer, og at reglernes formål omvendt

ikke er at tjene som garanti for en afgørelses rigtighed. Er der tale om

tilsidesættelse af reglerne i en i øvrigt mangelfuldt behandlet sag, vil

den manglende overholdelse af oplysningspligten dog formentlig kunne

medvirke til, at afgørelsen i sagen - ud fra en samlet vurdering - anses

for ugyldig. Der henvises til

afsnit E.3.10

for så vidt

angår reglerne om oplysningspligt.

Ansættelsesfristen

Efter SFL §§ 26, stk. 1, om skat og 31, stk. 1, om

afgift skal en anmodning fra den skattepligtige om en rimelig

fristforlængelse imødekommes, når det har betydning for den

skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser.

En afgørelse truffet efter en aftalt frist vil medføre at afgørelsen er

ugyldig. Se

SKM2002.584.LSR ,

hvor klagerens advokat ved skrivelse af 15. juni 2001 havde anmodet

om, at forældelsesfristen udskydes til den 1. oktober 2001, hvilket

skatteforvaltningen havde imødekommet ved skrivelse af 20. juni 2001.

Landsskatteretten fandt, at skatteforvaltningens afgørelse af 25. oktober

2001 således er truffet efter den aftalte frist, hvilket er for sent,

hvorfor den påklagede afgørelse er ugyldig.

Lignende dokumenter