Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 4. marts 2002 vedrørende tinglysning af pantebrev

KEN nr 10048 af 04/03/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet26. august 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 4. marts 2002 vedrørende

tinglysning af pantebrev

Klagen skyldes, at Afgiftsmyndigheden har afslået klagerens

anmodning om godtgørelse af 1.400 kr. (den faste afgift) vedrørende et

ejerpantebrev.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren den 8. september

2000 oprettede et ejerpantebrev på 140.000,00 kr. med pant i en ejendom,

ejerlejlighed nr. X. Ejerpantebrevet, der er oprettet på en

ejerpantebrevsformular

og udfyldt med håndskrift, er forsynet med stempelmærke, dateret den 11.

oktober 2000, på 3.500 kr. Ejerpantebrevet blev afvist fra tinglysning den

25.

oktober 2000. Af tinglysningskontorets påtegning på ejerpantebrevet fremgår,

at

afvisning er sket med henvisning til tinglysningsbekendtgørelsens § 9, hvoraf

fremgår, at pantebreve på fortrykte pantebrevsblanketter skal være udfyldt på

maskine.

Klageren har anmodet om godtgørelse af tinglysningsafgiften,

3.500 kr., med det fulde beløb.

Klagerens repræsentant har over for Afgiftsmyndigheden bemærket,

at sagsfremstillingens beskrivelse af de faktiske forhold ikke indeholder den

væsentlige detalje, at klageren/repræsentanten konkret har forespurgt

tinglysningskontoret om, hvorvidt ejerpantebrevet skulle være maskinskrevet,

eller om et håndskrevet ejerpantebrev kunne accepteres.

Klageren/repræsentanten

fik oplyst, at det var i orden med et håndskrevet ejerpantebrev.

Repræsentanten

finder derfor, at det ikke kan være korrekt, at tinglysningsafgiftslovens §

22,

stk. 1, bringes i anvendelse. Klageren har været i god tro, og det bør ikke

Læs alt

koste ham 1.400 kr., at andre har begået en fejl.

Afgiftsmyndigheden har ved den påklagede afgørelse indrømmet

godtgørelse med et beløb på 2.100 kr., men har afvist godtgørelse af det

resterende beløb på 1.400 kr. Som begrundelse for afgørelsen har regionen

henvist til tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1, hvoraf fremgår, at når et

pantebrev er afvist fra tinglysning, kan den betalte afgift godtgøres med

fradrag af 1.400 kr. Det er tilføjet, at Afgiftsmyndigheden alene har hjemmel

til at tage stilling til afgiftens størrelse. Afgiftsmyndigheden har ikke

hjemmel til at tage stilling til andre myndigheders udtalelser. Endvidere har

regionen (Afgiftsmyndigheden) fremhævet, at der ikke er indlagt noget skøn i

tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1. I bestemmelsen er fastsat, at hvis et

pantebrev afvises fra tinglysning eller registrering, godtgør regionen efter

anmodning det ved anmeldelsen indbetalte afgiftsbeløb, dog med fradrag af

1.400

kr.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt

påstand om godtgørelse af tinglysningsafgiften med det fulde beløb. Til

støtte

for påstanden har repræsentanten anført, at de faktiske omstændigheder er, at

ejerpantebrevet blev afvist fra tingbogen, fordi det ikke var skrevet på

maskine. Tinglysningsafgiften blev betalt og stempelmærke blev påsat et

stykke

tid efter, at ejerpantebrevet var oprettet, og efter at

klageren/repræsentanten

havde rådført sig med tinglysningskontorets personale, der godkendte, at

ejerpantebrevet

var skrevet med håndskrift. Først herefter blev fejlen konstateret, og

ejerpantebrevet blev afvist. Repræsentanten har videre anført, at da

afvisningen

skyldes forhold som ikke kan tilskrives klageren/repræsentanten, bør hele

beløbet tilbagebetales. Det forhold, at klageren/repræsentanten ikke vidste,

at

ejerpantebrevet var fejlagtigt udformet, ses af, at tinglysningskontorets

personale den 11. oktober 2000 stemplede ejerpantebrevet med henblik på

videre

behandling. Dette ville tinglysningskontorets personale ikke have gjort, hvis

man fra personalets side havde vidst, at et pantebrev skulle være

maskinskrevet. Tinglysningskontoret har således givet vildledende

oplysninger,

hvilket er årsagen til afvisningen. Endelig har repræsentanten anført, at

selvom tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1, ikke definerer årsagen til

afvisning, men udelukkende omtaler afvisning generelt, bør der kunne skelnes

mellem

afvisninger, der skyldes fejl fra administrationen, og afvisninger, der

skyldes

anmelderen.

Regionen har i anledning af klagen blandt andet udtalt, at det

udtrykkeligt fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1, at der ved

godtgørelse af tinglysningsafgift på afviste dokumenter sker fradrag af 1.400

kr. Bestemmelsen giver ikke mulighed for et skøn i forhold til årsagen til

dokumentets afvisning fra tinglysning.

Klagerens repræsentant har som kommentar hertil anført, at det

ikke forekommer rimeligt og ikke kan være i overensstemmelse med

intentionerne

bag loven, at klageren i et tilfælde som det foreliggende skal betale for

andres fejl.

Landsskatteretten skal

udtale:

Tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1 og 2, har følgende

ordlyd:

” Trækkes en anmeldelse til tinglysning eller registrering

tilbage, eller afvises tinglysning eller registrering, godtgør

afgiftsmyndigheden efter anmodning det ved anmeldelsen indbetalte

afgiftsbeløb,

dog med fradrag af 1.400 kr., når tilbagetrækning eller afvisning sker fra

tinglysning. Anmodningen skal indsendes gennem registreringsmyndigheden, der

ved påtegning på anmodningen anfører størrelsen af det modtagne afgiftsbeløb

og

attesterer, at anmeldelsen er trukket tilbage, eller at tinglysning

henholdsvis

registrering er blevet afvist.

Stk. 2. Indgives en anmeldelse, for hvilken afgift er godtgjort

efter stk. 1, til tinglysning eller registrering senest 6 måneder efter den

første anmeldelse, nedsættes afgiften ved den fornyede anmeldelse med 1.400

kr.

Hvis der ikke er anmodet om godtgørelse efter stk. 1, nedsættes afgiften ved

den fornyede anmeldelse med det oprindeligt indbetalte afgiftsbeløb, idet der

dog fradrages 1.400 kr., hvis den fornyede anmeldelse til tinglysning sker

senere end 6 måneder efter den første anmeldelse. ”

Landsskatteretten finder i lighed med told- og skatteregionen,

at klageren alene er berettiget til godtgørelse af tinglysningsafgift med et

beløb på 2.100 kr., jf. tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1. Retten finder

herved, at klageren ikke som følge af de af repræsentanten oplyste

omstændigheder kan støtte ret på, at tinglysningsafgiftsmyndigheden skal

træffe

afgørelse i modstrid med den udtrykkelige ordlyd af tinglysningsafgiftslovens

§

22, stk. 1. Som klageinstans har Landsskatteretten ikke videre kompetence til

at indrømme godtgørelse af tinglysningsafgift end

tinglysningsafgiftsmyndigheden, jf. tinglysningsafgiftslovens § 27.

Retten henleder endvidere opmærksomheden på, at såfremt der er

anmeldt et korrekt udfyldt pantebrev vedrørende det samme retsforhold til

tinglysning inden 6 måneder efter afvisningen af det oprindelige pantebrev,

indeholder tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 2, 1. pkt., hjemmel til, at

beløbet på 1.400 kr. kan fradrages ved beregning af tinglysningsafgiften for

det nye pantebrev.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter