Landsskatteretskendelse af 4. marts 2002 vedrørende tinglysning af pantebrev
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse af 4. marts 2002 vedrørende
tinglysning af pantebrev
Klagen skyldes, at Afgiftsmyndigheden har afslået klagerens
anmodning om godtgørelse af 1.400 kr. (den faste afgift) vedrørende et
ejerpantebrev.
Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren den 8. september
2000 oprettede et ejerpantebrev på 140.000,00 kr. med pant i en ejendom,
ejerlejlighed nr. X. Ejerpantebrevet, der er oprettet på en
ejerpantebrevsformular
og udfyldt med håndskrift, er forsynet med stempelmærke, dateret den 11.
oktober 2000, på 3.500 kr. Ejerpantebrevet blev afvist fra tinglysning den
25.
oktober 2000. Af tinglysningskontorets påtegning på ejerpantebrevet fremgår,
at
afvisning er sket med henvisning til tinglysningsbekendtgørelsens § 9, hvoraf
fremgår, at pantebreve på fortrykte pantebrevsblanketter skal være udfyldt på
maskine.
Klageren har anmodet om godtgørelse af tinglysningsafgiften,
3.500 kr., med det fulde beløb.
Klagerens repræsentant har over for Afgiftsmyndigheden bemærket,
at sagsfremstillingens beskrivelse af de faktiske forhold ikke indeholder den
væsentlige detalje, at klageren/repræsentanten konkret har forespurgt
tinglysningskontoret om, hvorvidt ejerpantebrevet skulle være maskinskrevet,
eller om et håndskrevet ejerpantebrev kunne accepteres.
Klageren/repræsentanten
fik oplyst, at det var i orden med et håndskrevet ejerpantebrev.
Repræsentanten
finder derfor, at det ikke kan være korrekt, at tinglysningsafgiftslovens §
22,
stk. 1, bringes i anvendelse. Klageren har været i god tro, og det bør ikke
Læs alt
koste ham 1.400 kr., at andre har begået en fejl.
Afgiftsmyndigheden har ved den påklagede afgørelse indrømmet
godtgørelse med et beløb på 2.100 kr., men har afvist godtgørelse af det
resterende beløb på 1.400 kr. Som begrundelse for afgørelsen har regionen
henvist til tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1, hvoraf fremgår, at når et
pantebrev er afvist fra tinglysning, kan den betalte afgift godtgøres med
fradrag af 1.400 kr. Det er tilføjet, at Afgiftsmyndigheden alene har hjemmel
til at tage stilling til afgiftens størrelse. Afgiftsmyndigheden har ikke
hjemmel til at tage stilling til andre myndigheders udtalelser. Endvidere har
regionen (Afgiftsmyndigheden) fremhævet, at der ikke er indlagt noget skøn i
tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1. I bestemmelsen er fastsat, at hvis et
pantebrev afvises fra tinglysning eller registrering, godtgør regionen efter
anmodning det ved anmeldelsen indbetalte afgiftsbeløb, dog med fradrag af
1.400
kr.
Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt
påstand om godtgørelse af tinglysningsafgiften med det fulde beløb. Til
støtte
for påstanden har repræsentanten anført, at de faktiske omstændigheder er, at
ejerpantebrevet blev afvist fra tingbogen, fordi det ikke var skrevet på
maskine. Tinglysningsafgiften blev betalt og stempelmærke blev påsat et
stykke
tid efter, at ejerpantebrevet var oprettet, og efter at
klageren/repræsentanten
havde rådført sig med tinglysningskontorets personale, der godkendte, at
ejerpantebrevet
var skrevet med håndskrift. Først herefter blev fejlen konstateret, og
ejerpantebrevet blev afvist. Repræsentanten har videre anført, at da
afvisningen
skyldes forhold som ikke kan tilskrives klageren/repræsentanten, bør hele
beløbet tilbagebetales. Det forhold, at klageren/repræsentanten ikke vidste,
at
ejerpantebrevet var fejlagtigt udformet, ses af, at tinglysningskontorets
personale den 11. oktober 2000 stemplede ejerpantebrevet med henblik på
videre
behandling. Dette ville tinglysningskontorets personale ikke have gjort, hvis
man fra personalets side havde vidst, at et pantebrev skulle være
maskinskrevet. Tinglysningskontoret har således givet vildledende
oplysninger,
hvilket er årsagen til afvisningen. Endelig har repræsentanten anført, at
selvom tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1, ikke definerer årsagen til
afvisning, men udelukkende omtaler afvisning generelt, bør der kunne skelnes
mellem
afvisninger, der skyldes fejl fra administrationen, og afvisninger, der
skyldes
anmelderen.
Regionen har i anledning af klagen blandt andet udtalt, at det
udtrykkeligt fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1, at der ved
godtgørelse af tinglysningsafgift på afviste dokumenter sker fradrag af 1.400
kr. Bestemmelsen giver ikke mulighed for et skøn i forhold til årsagen til
dokumentets afvisning fra tinglysning.
Klagerens repræsentant har som kommentar hertil anført, at det
ikke forekommer rimeligt og ikke kan være i overensstemmelse med
intentionerne
bag loven, at klageren i et tilfælde som det foreliggende skal betale for
andres fejl.
Landsskatteretten skal
udtale:
Tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1 og 2, har følgende
ordlyd:
” Trækkes en anmeldelse til tinglysning eller registrering
tilbage, eller afvises tinglysning eller registrering, godtgør
afgiftsmyndigheden efter anmodning det ved anmeldelsen indbetalte
afgiftsbeløb,
dog med fradrag af 1.400 kr., når tilbagetrækning eller afvisning sker fra
tinglysning. Anmodningen skal indsendes gennem registreringsmyndigheden, der
ved påtegning på anmodningen anfører størrelsen af det modtagne afgiftsbeløb
og
attesterer, at anmeldelsen er trukket tilbage, eller at tinglysning
henholdsvis
registrering er blevet afvist.
Stk. 2. Indgives en anmeldelse, for hvilken afgift er godtgjort
efter stk. 1, til tinglysning eller registrering senest 6 måneder efter den
første anmeldelse, nedsættes afgiften ved den fornyede anmeldelse med 1.400
kr.
Hvis der ikke er anmodet om godtgørelse efter stk. 1, nedsættes afgiften ved
den fornyede anmeldelse med det oprindeligt indbetalte afgiftsbeløb, idet der
dog fradrages 1.400 kr., hvis den fornyede anmeldelse til tinglysning sker
senere end 6 måneder efter den første anmeldelse. ”
Landsskatteretten finder i lighed med told- og skatteregionen,
at klageren alene er berettiget til godtgørelse af tinglysningsafgift med et
beløb på 2.100 kr., jf. tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1. Retten finder
herved, at klageren ikke som følge af de af repræsentanten oplyste
omstændigheder kan støtte ret på, at tinglysningsafgiftsmyndigheden skal
træffe
afgørelse i modstrid med den udtrykkelige ordlyd af tinglysningsafgiftslovens
§
22, stk. 1. Som klageinstans har Landsskatteretten ikke videre kompetence til
at indrømme godtgørelse af tinglysningsafgift end
tinglysningsafgiftsmyndigheden, jf. tinglysningsafgiftslovens § 27.
Retten henleder endvidere opmærksomheden på, at såfremt der er
anmeldt et korrekt udfyldt pantebrev vedrørende det samme retsforhold til
tinglysning inden 6 måneder efter afvisningen af det oprindelige pantebrev,
indeholder tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 2, 1. pkt., hjemmel til, at
beløbet på 1.400 kr. kan fradrages ved beregning af tinglysningsafgiften for
det nye pantebrev.
Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Tinglysningsafgift allonge til pantebreve inddragelse af yderligere fast ejendom under pantet - efteropkrævning Retsinformation · 2. august 2006
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse af 18. oktober 2002 vedr. Tinglysningsafgift stempel fra tidligere tinglyste ejerpantebreve ikke godkendt overført til senere tinglyst ejerpantebrev Retsinformation · 22. oktober 2003
- TINGLYSNINGSAFGIFTSVEJLEDNING 2000 9. BILAG Retsinformation · 5. februar 2008
- Landsskatteretskendelse vedr. tinglysningsafgift. Allonge til realkreditbrev. Retsinformation · 31. maj 2005
- Landsskatteretskendelse af 4. oktober 2002 vedr. Godtgørelse af tinglysningsafgift - auktionsskøde Retsinformation · 19. september 2003
- Landsskatteretskendelse af 13. december 2002 vedr. Pantebrev ikke anset for fult og korrekt afgiftsberettiget efter stempelloven senest 31. december 1999 Retsinformation · 29. september 2003
- Landsskatteretskendelse af 17. juli 2002 vedr. Tinglysningsafgift Retsinformation · 11. september 2003