Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 12577 af 30/10/2001Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet22. marts 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Erstatning, manglende partshøring. Forlænget

opsigelsesperiode.

Reference:

Statsskattelovens §§ 4 og 5

Ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2

A klager for indkomståret 1999 over, at de stedlige

skattemyndigheder har anset erstatning for manglende partshøring for

skattepligtig samt over, at månedsvise udbetalinger i perioden 1.

august 1999 - 31. juli 2000 er anset for løn.

Det fremgår af sagen, at det i forbindelse med en aftale af 17. juni

1997 mellem Finansministeriet og Skatteministeriet blev besluttet at oprette

et særligt kontrollørkorps i Told og Skat, hvortil der skulle

overføres 350 årsværk fra Told og Skats almindelige

virksomhed i 1998 samt yderligere 50 medarbejdere i hvert af årene fra

1999 til 2001.

Klageren, der pr. 1. august 1987 blev ansat i det daværende

Statsskattedirektorat, fik den 23. september 1997 meddelelse om, at hun den

1. januar 1998 sammen med 341 kollegaer ville blive overført til det

nyetablerede kontrollørkorps. Begrundelse for udpegning af klageren

til kontrollørkorpset blev angivet at være, at hun ud fra en

samlet vurdering var blandt dem, der bedst kunne undværes på de

opgaver, der havde med Told og Skats almindelige virksomhed at gøre.

Klageren fik endvidere meddelelse om, at overførelsen til

kontrollørkorpset ikke i øvrigt påvirkede hendes

ansættelsesforhold m.v., ligesom det blev meddelt, at hun efter den 1.

januar 1998 ville få særlige uddannelsestilbud, der primært

rettede sig mod at øge hendes muligheder for at få varig

beskæftigelse udenfor Told og Skat.

Ved skrivelse af 6. november 1997 fra Told- og Skattestyrelsen,

Læs alt

personaleafdelingen, til B, der var én af de involverede

organisationer, meddeltes som svar på en henvendelse af 29. oktober

1997 vedrørende forvaltningslovens partshøringsbestemmelser i

forbindelse med dannelsen af kontrollørkorpset i Told og Skat, at man

nærmere ville vurdere, hvorvidt de forhold som var anført i

henvendelsen gjorde, at man i forbindelse med udpegningen til

kontrollørkorpset skulle have gennemført partshøring.

Den 6. november 1997 udarbejdede Told Skat et notat om partshøring i

forbindelse med overførelse til kontrollørkorpset, hvoraf

fremgår:

"Partshøring i forbindelse med overførelse til

kontrollørkorpset

Indledning

En eventuel partshøring af de medarbejdere, der er eller skal

overføres til kontrollørkorpset vil i givet fald følge

af bestemmelserne i Forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Heraf fremgår:

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske omstændigheder, må der ikke træffes

afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med

oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det

gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens

afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af

den nævnte udtalelse.

Som det fremgår af bestemmelsen skal medarbejderne i givet fald

gøres bekendt med sagens faktiske omstændigheder, samt have

lejlighed til at udtale sig.

Begrundelsen; "blandt de medarbejdere, der bedst kan undværes"

hviler på et lokalt udarbejdet, relativt skøn. Der har

således ikke været opstillet fælles kriterier for

udpegningen af medarbejdere til korpset, men cheferne har foretaget en samlet

vurdering, og udskilt dem han/hun bedst kan undvære.

For at gennemføre en høring skal kriterierne for den

konkrete vurdering af den enkelte medarbejder nu meddeles den enkelte,

herunder også eventuelle oplysninger, der indeholder en subjektiv

præget stillingtagen.

I den forbindelse skal det anføres, at alle kriterier skal

indgå, ligesom det formentlig skal fremgå, med hvilken vægt

de enkelte kriterier indgik ved afgørelsen.

Eksempelvis kan kriterier som manglende vilje eller evne til

opkvalificering, forventet opgavebortfald, samarbejdsvanskeligheder, generel

uegnethed, mange sygedage nævnes, men der vil givet være mange

flere.

I forbindelse med at medarbejderne gøres bekendt med de anvendte

kriterier, må det forventes, at en tjenestemand, der f.eks. får

oplyst "forventet opgavebortfald", som et kriterie, straks vil gå til

personaleorganisationen med et ønske om, at der bliver ført en

sag om den pågældendes krav på rådighedsløn.

Medarbejdere, der får meddelelse om, at de ikke vurderes at kunne

opkvalificeres, vil måske kunne fremvise en alen-lang liste over kurser

de har deltaget i osv.

Det er ting, der bør vurderes i forbindelse med, at medarbejderne

meddeles de kriterier, der indgik i den "samlede vurdering".

Den praktiske gennemførelse af eventuelle høringer

Konsekvensen af den manglende partshøring er som udgangspunkt,

at afgørelsen er ugyldig.

Det første der således skal ske er, at chefen ska1 annullere

afgørelsen ved brev til de pågældende medarbejdere.

I den forbindelse må det i øvrigt forventes, at de

medarbejdere, der efter udpegningen har taget deres afsked/er afskediget

på grund af sygdom mv. vil overveje erstatningskrav.

Når annullationen er gennemført skal Told Skat igennem en ny

runde med at finde egnede medarbejdere til overførelse til

kontrollørkorpset - i lighed med den der blev gennemført den

23. september 1997.

Det må antages, at en stor del af de oprindeligt udpegede

medarbejdere igen vil blive vurderet egnede til overførelse til

korpset, men herudover må det antages, at der vil være en del

nye.

Dette begrundes med, at det i forbindelse med en ny udpegningsrunde vil

være nødvendigt at opstille mere faste kriterier for

udpegningen. Den brede formulering "dem der bedst kan undværes"

må erstattes af en ny begrundelse, der tager udgangspunkt i en negativ

kvalifikationsvurdering, således at dem der udpeges rent faktisk er dem

med de dårligste kvalifikationer. Og derved dem der dårligst kan

opkvalificeres.

Det er den myndighed, der skal træffe afgørelse med hensyn

til sagens realitet, der gennemfører partshøringen, ligesom

eventuelle udtalelser skal afgives til denne myndighed.

I praksis betyder det, at de enkelte regioner selv skal gennemføre

partshøringen. Tilsvarende må gælde for styrelsens

vedkommende, at det er den enkelte afdelingschef, der forestår

udpegning og partshøring.

For hver enkelt medarbejder, der udpeges til korpset, skal der ske

sagsbehandling, hvor medarbejderen tilskrives med en detaljeret gennemgang af

de kriterier, der ligger til grund for udpegningen til korpset. Medarbejderne

skal derudover have lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.

Der er ikke i Forvaltningsloven fastsat nogen frist for hvor lang tid den

pågældende har til at udtale sig, men myndigheden kan

fastsætte en frist. Det skønnes, at en sådan frist ikke

kan være kortere end 14 dage, og det er måske endda i

underkanten, når der tænkes på, at en lang række

medarbejdere må antages at have et ønske om at inddrage sin

personaleorganisation i sagen. Personaleorganisationerne vil givet anmode om

en fristforlængelse, så fristen bør fra starten

sættes til 4 uger.

Når udtalelsen er modtaget, skal der ske en reel sagsbehandling,

hvor man rent faktisk forholder sig til de eventuelle bemærkninger, i

forhold til de i partshøringen anførte kriterier.

Når det er sket skal de enkelte medarbejdere tilskrives med en

afgørelse af, om deres eventuelle udtalelser har medført, at de

fritages for overførelse til kontrollørkorpset eller om de nu

overføres til korpset. I det sidste tilfælde skal brevet

indeholde en gennemgang af medarbejderens eventuelle bemærkninger i

forhold til de anvendte kriterier.

I den forbindelse skal det overvejes, om der skal gives klagevejledning i

henhold til Forvaltningslovens § 25, idet det må antages, at

sådanne afgørelser kan påklages til Told- og

Skattestyrelsen. For medarbejdere i styrelsen må det antages, at der er

klageadgang til Departementet.

Hvis det viser sig, at et antal af de medarbejdere, der vurderes egnede

til overførelse til korpset, rent faktisk ikke overføres skal

der, for at overholde aftalen med Finansministeriet, overføres et

yderligere antal medarbejdere til korpset. Vi skal altså igennem endnu

en - ganske vist mindre - udgave af den 23. september 1997.

De medarbejdere, der måtte vurderes at skulle overføres til

korpset i den forbindelse skal selvfølgelig også

partshøres, med den konsekvens, at nogle af dem måske alligevel

ikke skal overføres. Det skal derfor overvejes, om man i første

omgang partshører flere end det antal, der rent faktisk skal

overføres til korpset, eller om vi skal gøre det af flere

omgange.

Alene disse perspektiver gør, at tanken om at gennemføre

partshøring på nuværende tidspunkt er lidt af et

"rædsels-scenario" når der tænkes på, hvor

ødelæggende sådanne "høringsrunder" vil være,

såvel institutionsmæssigt som personalepolitisk, og hvilken

utryghed det vil medføre blandt medarbejderne.

Som nævnt ovenfor besværliggøres det yderligere af, at

det antal, som eventuelt herefter skal udpeges, ikke kan fastlægges een

gang for alle, men løbende må justeres.

Plan for gennemførelse af en eventuel høringsrunde

Hvis der træffes beslutning om, at der rent faktisk skal

gennemføres en høringsrunde, vil denne runde blive initieret

ved et brev fra Told- og Skattedirektøren til de enkelte chefer.

En del regioner har relativt mange medarbejdere udpeget til korpset. Visse

af de københavnske regioner har op til 30, og i styrelsen blev 28

udpeget til korpset.

Der er grænser for, hvor store personaleressourcer, der er

beskæftiget på personaleområdet ved regionerne, hvorfor der

nødvendigvis må afsættes en vis tid til sagsbehandlingen

af disse partshøringer.

Det er realistisk at tro, at hvis beslutningen om partshøring

træffes den 17. november 1997 vil øvelsen kunne køre

efter følgende plan:

Orientering af regionerne

17.11.1997

Annullering af den oprindelige udpegning

19.11.1997

Vurdering af medarbejderne med henblik på

ny udpegning afsluttes

26.11.1997

Medarbejderne udpeges skriftligt med en høringsskrivelse

2.12.1997

Høringsfrist

5.1.1998

Behandling af høringssvarene afsluttes

23.1.1998

Udmelding om overførelse til korpset

26.1.1998

Eventuel 2. runde startes

26.1.1998

Behandling af klagesager påbegyndes

26.1.1998"

Den 20. januar 1998 anlagde B som mandatar for klageren voldgiftssag imod

Told- og Skattestyrelsen på vegne af 3 tillidsrepræsentanter,

idet udpegningen til kontrollørkorpset måtte sidestilles med

afskedigelse, og fordi der ikke for tillidsrepræsentanterne

forelå tvingende grunde til afskedigelsen.

Den 14. juli 1998 udtog B på vegne af 10 medlemmer stævning

mod Told- og Skattestyrelsen med påstand om, at sagsøgte

tilpligtes at betale 100.000 kr. med tillæg af sædvanlige

procesrenter fra sagens anlæg til betaling finder sted.

Subsidiært blev nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes

at betale et efter rettens skøn fastsat beløb med tillæg

af sædvanlige procesrenter fra sagens anlæg, til betaling finder

sted.

Af stævningens sagsfremstilling fremgår bl.a., at sagen

vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren er

berettiget til erstatning efter forvaltningsretlige regler som følge

af, at hun uden forudgående partshøring er blevet overflyttet

til et såkaldt kontrollørkorps under Told- og Skattestyrelsen.

Det vil i den forbindelse overordnet blive gjort gældende, at

overflytningen af sagsøgeren og en lang række af hendes

kollegaer til kontrollørkorpset er en forvaltningsakt, som

forudsætter en forudgående partshøring.

Den 21. september 1998 indgav C (personaleorganisation) klage til

Folketingets Ombudsmand på vegne af 174 af de udpegede

tjenestemandsansatte medlemmer, herunder klageren, idet der efter

tjenestemandslovens regler burde være givet de pågældende

tilbud om afskedigelse med rådighedsløn som følge af

deres stillingsnedlæggelse eller tilbud om afsked med pension på

grund af forflyttelse og som følge af, at udpegningen til

kontrollørkorpset var sket under tilsidesættelse af almindelige

forvaltningsretlige regler om partshøring og begrundelse.

Det fremgår endvidere af sagen, at som et led i Folketingets

forhandlinger om finansloven for 1999 den 24. - 25. november 1998 blev det

besluttet af afvikle kontrollørkorpset med virkning fra 1999,

således at de medarbejdere, der var ansat i korpset, blev opsagt.

Af Intern Information nr. 136 af 27. november 1998 fra Told og Skat

fremgår bl.a., at kontrollørkorpset ikke er blevet den succes,

som det var tænkt som. Den væsentligste grund hertil er angivet

nok at være, at der ikke er sket den afgang fra korpset, som var

forudsat i flerårsaftalen mellem Finansministeriet og

Skatteministeriet.

Af Intern Information nr. 136 fremgår tillige for så vidt

angår det tjenestemandsansatte personale, at der i øjeblikket

forhandles med personaleorganisationerne om en aftale, og at aftalen

forudsættes at indeholde en kompensation for den manglende

høring i forbindelse med udpegningen til korpset den 23. september

1997. Endvidere er angivet, at for at den enkelte kan blive omfattet af

aftalen, kræver det, at den enkelte afgiver fuldmagt til

personaleorganisationen. Ligeledes er for det overenskomstansatte personale

anført, at aftalen forudsættes at indeholde en kompensation for

den manglende partshøring.

Om de lønmæssige forhold fremgår af Intern Information

nr. 136, at tjenestemandsansatte medarbejdere i kontrollørkorpset

påtænkes afskediget med 3 måneders varsel til udgangen af

april 1999, hvorefter de overgår til rådighedsløn i 3

år, medens de overenskomstansatte medarbejdere vil få mulighed

for at vælge mellem at blive afskediget med 6 måneders varsel

eller at blive afskediget med yderligere et års varsel, dvs. med

fratræden senest den 31. juli 2000, ligesom de vil få udbetalt

fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven og vil blive

tilbudt at blive fritstillet i opsigelsesperioden.

Af et notat af 1. december 1998 om "Talepunkter til Skatteministeren vedr.

kontrollørkorpset" fra Told- og Skattestyrelsen fremgår

bl.a.:

"Den nye "konstruktion"

i

Tjenestemandsansatte medarbejdere i kontrollørkorpset

påtænkes afskediget med 3 måneders varsel til udgangen af

april 1999, hvorefter de overgår til rådighedsløn i 3

år.

Såfremt den enkelte indgår en aftale med C, der regulerer

samtlige udestående spørgsmål samt giver sin

personaleorganisation fuldmagt til at indgå en sådan aftale til

fuld og endelig afgørelse får medarbejderen en kompensation for

den manglende høring på 25.000 kr.

De pågældende kan i en periode få rådgivning og

uddannelsestilbud.

i

Aftalen vedrørende de overenskomstansatte medarbejdere er ikke

forhandlet på plads med de involverede personaleorganisationer, men de

vil få mulighed for at vælge mellem at blive afskediget med 6

måneders varsel eller at blive afskediget med yderligere et års

varsel, dvs. med fratræden senest den 31. juli 2000.

Vælger den overenskomstansatte afsked med yderligere et års

varsel, forudsætter det, at der kan indgås en aftale med

personaleorganisationerne der regulerer samtlige udestående

spørgsmål samt, at den enkelte medarbejder giver sin

personaleorganisation fuldmagt til at indgå en sådan aftale til

fuld og endelig afgørelse. Aftalen forudsætter endvidere en

kompensation for den manglende høring.

De pågældende kan i en periode få rådgivning og

uddannelsestilbud."

Den 7. december 1998 blev følgende fremsendt fra klagerens chef til

personaleafdelingen:

"Vedr begrundelse for udpegning af A til kontrollørkorpset

A har i en årrække været tilknyttet sagsområdet

vedr. systemejerskab af de systemer, der vedrører forskud,

selvangivelse og årsopgørelser. Da hun blev udpeget til korpset

beskæftigede hun sig med følgende sagsområder:

i

Indberetningssystemerne (specifikt et mindre indberetningssystem vedr

Grundejernes Investeringsfond

i

Ekspedition af enkeltstående manuelle oplysninger om statstilskud

til kostskoler

Det bemærkes indledningsvis, at Personafdelingen, der blev etableret

i august 1996 ved en opsplitning af den daværende

Administrationsafdeling, i den forløbne periode har ændret sig

fra især at være en driftsafdeling til at være en

udviklingsafdeling. Karakteren af opgavesammensætningen har

ændret sig fra årsvedligeholdelse til i højere grad at

være egentlige udviklingsopgaver. Den relevante jobprofil har derfor

også ændret sig i den forløbne periode.

A havde en jobprofil, som ikke passede i den ny afdelings udvikling. En

omfattende kompetenceudvikling kunne vanskeligt gennemføres, fordi A

var så ustabil i sit fremmøde over en længere periode, at

det var svært at få tillid til, at hun ville gå til opgaven

med den fornødne ildhu.

På den baggrund vurderes det, at hun var blandt dem, der bedst kunne

undværes."

Den 7. december 1998 har Told- og Skattestyrelsen afgivet et notat, hvoraf

fremgår:

"Beskatning af erstatningsbeløb for manglende høring ved

overførsel til kontrollørkorpset.

Personskattekontoret anmodes om at tage stilling den skattemæssige

behandling af et beløb på 25.000 kr., som eventuelt skal

udbetales til de personer, der blev overflyttet til

kontrollørkorpset.

Beløbet er tænkt som en økonomisk kompensation for de

forhold, at medarbejderne ikke blev hørt i henhold til

forvaltningslovens § 19 i forbindelse med overførslen til

kontrollørkorpset i 1997.

Det er oplyst, at B har rejst en række enkeltsager ved domstolene

for medlemmer med krav om betaling af 100.000 kr.

Kammeradvokaten har i brev af 25. november 1998 tilkendegivet, at et

beløb på 25.000 kr. som det tilbudte ikke forekommer

betænkeligt. Kammeradvokaten gør opmærksom på, at

den foreliggende retspraksis vedrører afskedigelsessituationer.

Beløbet på 25.000 kr. betegnes som et

erstatningsbeløb. Den skattemæssige bedømmelse af

erstatningsbeløb, der som her udbetales som et

éngangsbeløb, er afhængig af, hvilket tab eller hvilken

skade beløbet skal kompensere.

Såfremt beløbet tilsikrer at dække et konkret formuetab

i form af løn for en bestemt periode, er det skattepligtigt.

Personskattekontoret finder imidlertid, at det tilbudte

erstatningsbeløb først og fremmest må anses som

kompensation for den ulempe og tort de pågældende har lidt i

forbindelse med den uvarslede overflytning til kontrollørkorpset.

Erstatning kan til dels også ses som en erstatning for tabet af en mere

ubestemt formueinteresse, idet enkelte at de overførte måske

kunne have undgået overførsel, såfremt høring var

blevet gennemført.

Det er dog Personskattekontorets opfatte1se, at de tilbudte beløb

ikke tilsikrer at dække konkrete økonomiske tab. Sådanne

tab må anses som kompenseret gennem de øvrige aftaler om

forlænget opsige1sesvarsel, løn i opsigelsesperioden og den

tilbudte fritstilling.

Det bemærkes, at såfremt B fastholder de rejste sager, vil den

skattemæssige bedømmelse af eventuelle erstatningsbeløb

afhænge af domstolens begrundelse for

erstatningsudmålingen."

Den 9. december 1998 er mellem Told- og Skattestyrelsen og B indgået

en aftale om afvikling af kontrollørkorpset. Af aftalen fremgår

bl.a.:

"§ 1.

De medarbejdere, der er udpeget til Kontrollørkorpset, og som efter

partshøring skal afskediges, meddeles afsked inden udgangen af januar

1999. De pågældende afskediges med 6 måneders varsel (til

udgangen af juli 1999) og får udbetalt

fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2

a ved fratræden.

§ 2.

Der er enighed om, at B frafalder de indledte retssager vedrørende

manglende partshøring i forbindelse med udpegningen til

kontrollørkorpset og vedrørende bortvisning samt voldgiftssagen

vedrørende tillidsrepræsentanterne.

Hvis det enkelte medlem befuldmægtiger B hertil, kan den

pågældende omfattes af følgende tilbud til afslutning af

ansættelsesforholdet.

Told*Skat betaler et erstatningsbeløb på 25.000 kr. for den

manglende partshøring ved overførslen til

kontrollørkorpset til den enkelte medarbejder.

Den enkelte medarbejder kan meddeles afskedigelse med et forlænget

varsel på yderligere 12 måneder - det vil sige i alt 18

måneder. Hvorefter der udbetales fratrædelsesgodtgørelse

svarende til 3 måneders løn. Der vil være mulighed for

fritstilling.

....."

Af bilag til aftalen mellem Told- og Skattestyrelsen og B om afvikling af

kontrollørkorpset er ad aftalens § 2 bl.a. anført:

"1).Der er enighed om, at det i aftalen nævnte beløb på

25.000 kr. udbetales til alle de medarbejdere, der er overført til

kontrollørkorpset, forudsat at de pågældende

befuldmægtiger B til at indgå aftalen."

2).I tilfælde af, at en medarbejder i fritstillingsperioden

opnår anden ansættelse indenfor staten standses

lønudbetalingen fra ansættelsestidspunktet i den nye stilling.

Hvis lønnen i den nye stilling er lavere end lønnen fra

Told*Skat, udbetales alene forskellen på lønnen i den nye

stilling og den hidtidige løn."

Ved skrivelse af 16. december 1998 fra Told- og Skattestyrelsen blev

klageren partshørt i forbindelse med afskedigelsen fra

kontrollørkorpset, idet styrelsen til skatteministeren

påtænkte at indstille, at hun blev afskediget på grund af

stillingsnedlæggelse som følge af bevillingsmangel.

Af skrivelsen fremgik bl.a., at baggrunden for, at klageren blev

overført til kontrollørkorpset var en vurdering af, at hun var

én af de medarbejdere, som bedst kunne undværes ved Told og

Skats fremtidige ordinære opgavevaretagelse. Ved denne vurdering blev

der bl.a. lagt vægt på klagerens faglige kompetence og hendes

fremmøde. Det blev understreget, at der var tale om en relativ

vurdering.

Ved nyhedsbrev nr. 18 af 22. december 1998 meddelte B, at

erstatningsbeløbet på 25.000 kr. ikke var skattepligtigt.

Klageren underskrev den 30. december 1998 en fuldmagt, hvori hun

bemyndigede B til bl.a. at indgå en aftale med Told- og Skattestyrelsen

om, at hun - mod en udbetaling på 25.000 kr. - til endelig

afgørelse af manglende partshøring i forbindelse med hendes

udpegning til korpset. Af fuldmagten fremgik tillige, at klageren

ønskede fritstilling i hele opsigelsesperioden.

Den 30. december 1998 anførte klageren bl.a. til Told- og

Skattestyrelsens skrivelse af 16. december 1998:

"Jeg mener, at udpegningen er forkert begrundet, da jeg på

udpegningstidspunktet beskæftigede mig med følgende:

- Systemejer for Kontroloplysninger.

- Systemejer for Rentekontrolordningen, hvor jeg havde ansvaret for

indlånsrenter, pantebreve i depot og obligationsindberetninger.

- Deltaget i planlægningsfasen for kontroloplysninger og

rentekontrolordningen (test af systemerne).

- Med i sekretariatsgruppe for kommunekontaktgruppen.

....."

Af skrivelse af 14. januar 1999 til klageren meddelte Told- og

Skattestyrelsen, at man havde modtaget hendes kommentarer til styrelsens

partshøring om påtænkt afsked af 16. december 1999. Det

var styrelsens opfattelse, at klagerens udtalelse sammenholdt med afdelingens

kommentarer ikke giver styrelsen anledning til at ændre holdning i

sagen, jf. partshøring af 16. december 1999.

Den 13. januar 1999 har Told- og Skattestyrelsen i et notat om afvikling

af kontrollørkorpset bl.a. anført:

"Kompensation

Det er aftalt, at der ydes en erstatning til medarbejderne i korpset

(også allerede afskedigede), hvis de pågældende afgiver en

fuldmagt/erklæring, hvori de befuldmægtiger den

pågældende personaleorganisation til at frafalde retssager mv.

samt forpligter sig til ikke at rejse individuelle sager vedr. udpegningen

til korpset.

Den enkelte medarbejder, der afgiver erklæringen, vil således

få udbetalt en skattefri erstatning på 25.000 kr. Erstatningen

udbetales af styrelsen ultimo april 1999."

Ved skrivelse af 26. januar 1999 har Told- og Skattestyrelsen meddelt

klageren afsked med udgangen af juli 2000. Det er i den forbindelse tillige

anført, at "Opsigelsen sker med et forlænget varsel, og du vil i

forbindelse med din afsked være berettiget til

fratrædelsesgodtgørelse på 3 måneders løn,

som udbetales sammen med den sidste lønudbetaling. Herudover betaler

Told*Skat en erstatning på kr. 25.000 vedrørende manglende

partshøring ved overførslen til kontrollørkorpset.

Erstatningen udbetales i februar 1999."

I februar 1999 besvarede skatteministeren skatteudvalgets

spørgsmål 86-88, der var stillet på baggrund af to

artikler i Berlingske Tidende om udbetaling af en skattefri erstatning

på 25.000 kr. til de tidligere medarbejdere i Told og Skat. Det

fremgår bl.a. af svaret på spørgsmål 86:

"Allerede kort tid efter de første udpegninger til korpset

iværksatte personaleorganisationerne en række initiativer til

undersøgelse af, om de gennemførte tiltag var lovmedholdelige.

I forlængelse heraf blev Told- og Skattestyrelsen i juli 1998

stævnet af B på vegne af 10 medlemmer, der var udpeget til

korpset. Der blev nedlagt påstand om erstatning på 100.000 kr.

til hver for manglende partshøring.

.....

Derfor optog Told- og Skattestyrelsen forhandlinger med

personaleorganisationerne om en afvikling af korpset, og der blev i december

1998 indgået aftaler med personaleorganisationerne.

Som en del af disse aftaler blev det besluttet at indgå et forlig

vedrørende spørgsmålet om manglende partshøring i

forbindelse med udpegningen til korpset.

Told- og Skattestyrelsen valgte i den forbindelse at acceptere en

erstatning for den manglende partshøring, også under hensyntagen

til den usikkerhed, der var om spørgsmålet. En usikkerhed som

ikke var blevet mindre efter beslutningen om at der skulle ske afsked.

Endelig ville retssagerne som en konsekvens af forliget bortfalde.

Inden aftalerne blev indgået, bad Told- og Skattestyrelsen

Kammeradvokaten om at oplyse, hvorledes en evt. udbetaling af 25.000 kr. til

den enkelte medarbejder som erstatning for den manglende partshøring,

harmonerede med det udmålingsniveau, domstolene anvender ved

konstatering af manglende høring i ansættelsesretlige sager.

Kammeradvokaten henviste i den forbindelse til en højesteretsdom

(UfR 1996 side 1462 H). I denne sag tildeles en medarbejder en

godtgørelse/erstatning på 100.000 kr. for manglende

høring, idet det ikke kunne udelukkes, at beslutningen i

tilfælde af høring var blevet en anden.

Kammeradvokaten konkluderede, at et beløb på 25.000 kr. til

den enkelte medarbejder ikke forekom betænkeligt. Det bemærkedes

dog også, at den foreliggende praksis på området

vedrører afskedigelsessituationer.

.....

Den skattemæssige behandling af erstatningsmodtageren sker efter

statsskattelovens § 4 og § 5, medmindre der findes anden særlig

lovhjemmel. Erstatninger, der udbetales som løbende ydelser, vil

være skattepligtige efter statsskattelovens § 4, stk. 1 litra c, uanset

hvad erstatningen dækker. Udbetales erstatningen som

engangsbeløb, afhænger den skattemæssige behandling af det

tab eller den skade, erstatningen er kompensation for. Et beløb, der

udbetales til dækning af et konkret løntab, er skattepligtigt.

Hvad angår erstatning for ikke-økonomisk skade, som fx tort,

hvorved forstås den immaterielle skade, som forvoldes ved, at en person

undergives en behandling, der er egnet til at nedsætte den

pågældende i det almindelige omdømme, er en sådan

erstatning skattefri.

Med hensyn til spørgsmålet om den skattemæssige

behandling af de 25.000 kr. har det på baggrund af det anførte

været Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at der er tale om et

erstatningsbeløb, der må anses for at kompensere en

ikke-økonomisk skade, herunder tort, eller tab af mere ubestemte

formueinteresser.

Til grund for denne vurdering ligger :

- Erstatningen er udbetalt til alle der blev udpeget til

kontrollørkorpset, uanset om de var omfattet af de

aftrædelsesordninger der blev aftalt ved korpsets afvikling.

- Erstatningen er givet som et ens beløb til alle, og dermed

ikke som lønkompensation.

- Endvidere er erstatningen udbetalt nu og ikke i forbindelse med

endelig ophør af ansættelsesforholdet.

Det er forudsat, at erstatningsbeløbet optages på

tillægsbevillingen og således behandles adskilt fra det

beløb, der på Finansloven var afsat til afvikling af

kontrollørkorpset, jf. besvarelsen af spørgsmål 87.

At der tidsmæssigt er et sammenfald mellem afviklingen af

kontrollørkorpset og indgåelse af forliget om erstatning,

følger kun af, at man ønskede en endelig afgørelse af de

sager der var knyttet til kontrollørkorpsets oprettelse.

På baggrund af de stillede samrådsspørgsmål., og

da der ikke fra praksis findes nogle tilsvarende erstatningssager, har jeg

anmodet Told- og Skattestyrelsen om at forelægge

spørgsmålet om den skattemæssige behandling af det

omhandlede beløb for Ligningsrådet."

Af svaret til spørgsmål 87 fremgår bl.a. tillige:

".....

Endelig omfattede forliget udbetaling af et erstatningsbeløb

på 25.000 kr., jf. besvarelsen af spørgsmål 86. Dette

beløb har ikke noget med aftrædelsesordningerne at gøre,

men er derimod udtryk for, at det omtvistede, men uafklarede

spørgsmål om en eventuel manglende partshøring ved

udpegningen til korpset gøres endeligt op. Tidsmæssigt er der et

sammenfald, der skyldes, at det i forbindelse med afviklingen af

kontrollerkorpset var naturligt også at søge de øvrige

sager vedrørende korpset forligt."

Forud for møde i Ligningsrådet den 23. marts 1999 foregik

drøftelser mellem Told- og Skattestyrelsen og

personaleorganisationerne om fastholdelse af det indgåede forlig,

såfremt erstatningen viste sig at være skattepligtig, herunder

skrivelse af 1. marts 1999 fra B og Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 8.

marts 1999.

Af Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 20. april 1999 til C

fremgår, at Ligningsrådet på sit møde samme dag har

taget stilling til følgende spørgsmål vedrørende

den skattemæssige behandling af ydelser i henhold til den aftalte, som

styrelsen har indgået med personaleorganisationerne om afvikling af

kontrollørkorpset:

"1. Finder Rådet, at det erstatningsbeløb på 25.000

kr., der er udbetalt til de medarbejdere, der blev udpeget til

kontrollørkorpset, kan anses som en skattefri torterstatning?

2. Finder Rådet, at "lønbeløb" der udbetales til

fratrådte overenskomstansatte fra det tidspunkt, hvor de oprindeligt

kunne have været opsagt til det tidspunkt, hvor de efter den

indgåede fratrædelsesaftale kan opsiges, skal beskattes som

almindelig skattepligtig lønindkomst?

.....

Vedrørende spørgsmål 1 fandt Ligningsrådet, at

beløbet skattemæssigt må anses som en

fratrædelsesgodtgørelse for de afskedigede medarbejdere.

Ligningsrådets begrundelse er sålydende:

"Da kompensationen 25.000 kr. til de medarbejdere, der blev

overført til kontrollørkorpset, er ydet som et led i en samlet

aftale, der blev indgået i forbindelse med afskedigelsen af

medarbejderne, finder Ligningsrådet ikke på det foreliggende

grundlag at det med fornøden sikkerhed kan antages, at beløbet

er ydet alene som kompensation for den påståede krænkelse

af medarbejderne, der fandt sted ved at de pågældende ikke blev

partshørt, forinden overflyttelse til kontrollørkorpset fandt

sted.

Ligningsrådet har i den forbindelse også lagt vægt

på, at Told- og Skattestyrelsen indtil aftalen om afskedigelsen blev

effektueret, bestred at der var grundlag for et sådant krav."

Ligningsrådet kunne således ikke tiltræde Told- og

Skattestyrelsens opfattelse af, at der forelå en skattefri

torterstatning.

Med hensyn til spørgsmål 2 kunne rådet tiltræde,

at de lønbeløb, der udbetales i den forlængede

opsigelsesperiode, skal beskattes som almindelig lønindkomst.

....."

Af skrivelse af 1. juli 1999 fra Told- og Skattestyrelsen til klageren

vedrørende beskatning af ydelser til medarbejdere i

kontrollørkorpset fremgår bl.a. for så vidt angår de

aftaler, der er indgået mellem Told*Skat og

personaleorganisationerne:

"I februar 1999 blev aftalerne omtalt i pressen med kritik af, at der

forelå aftaler med et særligt gunstigt indhold, der formentlig

afveg fra gældende praksis.

På denne baggrund stillede Folketingets Skatteudvalg en række

spørgsmål til skatteministeren om sagen.

Skatteministeren valgte herefter at anmode Ligningsrådet om en

skattemæssig bedømmelse af ydelserne til

kontrollørkorpset.

.....

Bedømmelsen afviger på et enkelt punkt fra Told*Skats

vurdering. Det gælder bedømmelsen af de 25.000 kr., som

Ligningsrådet ikke har vurderet som en skattefri erstatning, men som en

skattepligtig godtgørelse. For afskedigede medarbejdere vil der

være tale om en fratrædelsesgodtgørelse.

Det betyder, at du alt andet lige vil få en restskat for

indkomståret 1999, idet der ved udbetalingen af de 25.000 kr. ikke blev

trukket A-skat og bidrag.

....."

Den stedlige skatteforvaltning har forhøjet klagerens indkomst med

25.000 kr., idet dette beløb ikke kan anses for en erstatning for

manglende partshøring, men derimod som en almindelig skattepligtig

fratrædelsesgodtgørelse. Skatteforvaltningen har ved

afgørelsen lagt vægt på det retsstiftende tidspunkt, som

skatteforvaltningen anser at være tidspunktet for indgåelse af

den samlede ordning i forbindelse med afviklingen af Told*Skats

kontrollørkorps.

Skatteforvaltningen har henvist til Told*Skats informationsskrivelse nr.

136 af 27. november 1998, hvoraf fremgår, at der som led i den

påtænkte afskedigelse af kontrollørkorpsets medarbejdere

forudsættes indgået aftaler, der indeholder kompensation for

manglende partshøring i forbindelse med udpegningen til korpset i sin

tid.

I referat fra møde den 26. februar 1999 mellem Told*Skat og

personaleorganisationerne i forbindelse med forelæggelse af

beskatningsspørgsmålet for Ligningsrådet er det om

forskellige ydelser, herunder de 25.000 kr. anført, at "..Elementerne

indgår samlet i aftalen.......", og efter det foreliggende er

udbetaling mv. sket i overensstemmelse med aftalen.

På denne baggrund er det skatteforvaltningens opfattelse, at der er

tale om en samlet, integreret ordning med en så nær tilknytning

til afviklingen af kontrollørkorpset, at beløbet må anses

for almindelig skattepligtig indkomst/fratrædelsesgodtgørelse.

Skatteforvaltningen finder derfor heller ikke at kunne tillægge det

selvstændig betydning, at beløbet også ville blive

udbetalt til medarbejdere, der eventuelt ikke ville blive sagt op (samt i

tilfælde af død), ligesom det herved også findes at

være uden betydning, at udbetalingen ikke er sket i tidsmæssig

sammenhæng med det faktiske fratrædelsestidspunkt.

Overførslen af medarbejdere til kontrollørkorpset kan efter

skatteforvaltningens opfattelse heller ikke sammenlignes med

omstændighederne i Landsskatterettens kendelse, gengivet i Tidsskrift

for Skatter og Afgifter som TfS 2000.326, hvor et skønsmæssigt

beløb i forbindelse med fratræden blev henført som

erstatning for svie og smerte samt tort, da der i den pågældende

sag var tale om fratræden med baggrund i bl.a. psykisk

arbejdsmiljø og chikane m.v.

Det fremgår også af bilagsmaterialet, herunder korrespondance

med Kammeradvokaten, at det ikke er endelig afklaret, om overførslen

af medarbejdere til kontrollørkorpset er omfattet af

forvaltningslovens høringspligt, men alene, at parterne er enige om at

anse dette for at være tilfældet.

Skatteforvaltningen har med denne afgørelse ikke taget stilling

til, om erstatning for manglende partshøring i givet fald vil

være skattefri som en form for torterstatning.

Skatteforvaltningen har vedrørende forventningsprincippet - som er

gjort gældende af klagerens advokat - anført, at et synspunkt

om, at klageren gennem Told- og Skattestyrelsens tilkendegivelser har

fået en retsbeskyttet forventning om, hvordan beløbet

skattemæssigt skulle behandles, ikke kan tiltrædes, da klagerens

forventning ikke er begrundet i en ligningsmæssig behandling, og da der

efter forvaltningens opfattelse på tidspunktet for indgåelse af

afviklingsaftalen ikke foreligger (skriftlige) tilsagn af en art, der kan

skabe en retsbeskyttet forventning.

Skatteforvaltningen har tillige anført, at lønudbetalingerne

i den forlængede opsigelsesperiode ikke kan anses for en

fratrædelsesgodtgørelse omfattet af den dagældende

ligningslovs § 7 O, stk. 1, nr. 2, ligesom lønnen fra den 1. februar

2000 heller ikke kan anses for en fratrædelsesgodtgørelse.

Skatteforvaltningen har anført vedrørende Højesterets

dom af 4. december 1991 (TfS 1992.28), hvilken dom klageren har henvist til,

at forholdet i nævnte dom ikke kan sammenlignes med klagerens

tilfælde.

Det er således af Told- og Skattestyrelsen over for klageren

tilkendegivet, at lønudbetalingerne ville ophøre, dersom hun

fik anden beskæftigelse inden for staten. Såfremt den nye

stilling indebar en mindre løn end den hidtidige, ville

størrelsen af udbetalingerne endvidere blive reguleret i

overensstemmelse hermed. I tilfælde af død ville udbetalingerne

ske efter de gældende overenskomstvilkår m.v. ved død.

Told- og Skattestyrelsens personaleafdeling har over for

skatteforvaltningen tilkendegivet, at årsagen til, at man indgik

på en forlænget opsigelsesperiode bl.a. var i et vist omfang at

sidestille de overenskomstansatte personalegrupper med de

tjenestemandsansatte, der ville få rådighedsløn.

Skatteforvaltningen har anført, at under disse omstændigheder

må forholdet betragtes som en almindelig aflønningssituation.

Lønudbetalingerne i den forlængede opsigelsesperiode kan derfor

ikke anses for en fratrædelsesgodtgørelse omfattet af den

dagældende ligningslovs § 7 O, stk. 1, nr. 2. Forvaltningen har tillige

anført, at heller ikke lønnen fra 1. februar 2000 kan anses for

en fratrædelsesgodtgørelse i medfør af nævnte

bestemmelse, sidste punktum.

Skatteankenævnet har i sagsfremstillingen om erstatningen på

25.000 kr. anført:

"I nærværende tilfælde, hvor erstatning udbetales som et

engangsbeløb, afhænger den skattemæssige behandling for

modtageren af, hvad beløbet/erstatningen er kompensation for.

Udgangspunktet er, at alt er skattepligtigt, j f. statsskattelovens § 4,

medmindre der kan påvises en særlig hjemmel, hvorefter et givent

beløb er skattefrit eller underkastet en lempeligere beskatning.

Det er op til aftaleparterne at drage omsorg for, at det af aftalen klart

fremgår, hvad et givent beløb dækker/er

erstatning/godtgørelse for. Hvis aftalen er uklar, og der

således er usikkerhed om, hvorvidt et givent beløb er erstatning

for tort, en del af en samlet aftale, en erstatning for manglende

høring eller andet, vil denne usikkerhed komme modtageren af

beløbet/skatteyderen til skade. Skattemyndigheden må i så

fald ved regel anvendelsen falde tilbage til udgangspunktet/hovedreglen.

Indledningsvis skal opmærksomheden for god ordens skyld henledes

på, at en skattemyndighed herunder skatteministeriet ikke kan

gøre et beløb skattefrit, når lovgiver har bestemt, at

det pågældende beløb er skattepligtigt.

Skatteyder påstår primært skattefrihed for

godtgørelsen på 25.000 kr. med den begrundelse, at

godtgørelsen er en tortkompensation, som dækker manglede

partshøring ved meddelelsen af 23. september 1997 (bilag 4) om

overførsel til kontrollørkorpset. Krænkelsen af

skatteyders æresfølelse og personlige integritet fandt

ifølge advokaten sted den 23. september 1997.

Dette synspunkt understøttes imidlertid ikke af den stævning,

B som mandatar for skatteyder indgav den 14. juli 1998 mod Told- og

Skattestyrelsen. Som anbringende for påstanden om betaling af 100.000

kr. anføres, at skatteyder er berettiget til erstatning efter

forvaltningsretlige (fremhævet her) regler som følge af, at hun

uden forudgående høring blev overflyttet til et

kontrollørkorps. Subsidiært gøres der gældende, at

overførslen er usaglig i henhold til funktionærlovens §2b,

hvorfor skatteyder som følge heraf kan kræve

godtgørelse.

Der findes herefter ikke sandsynliggjort, at skatteyder har følt

sig krænket den 23. september 1997, når dette synspunkt slet ikke

er medtaget til støtte for påstanden om erstatning.

Det tilføjes, at skatteyderen ej heller nævner tort i sit

svar af 16. december 1998 på partshøringen, efter beslutningen

om at nedlægge kontrollørkorpset er taget.

I selve aftalen af 9. december 1998 mellem Told- og Skattestyrelsen og B

anføres:

"Told- og Skat betaler et erstatningsbeløb på 25.000 kr. for

den manglende partshøring..."

Ordet "tort" anvendes således ikke i selve teksten, uanset at Told-

og Skattestyrelsen i notat af 7. december 1998 anfører:

"Beløbet på 25.000 kr. betegnes af Uddannelseskontoret som et

erstatningsbeløb... Personskattekontoret finder

(fremhævet her) imidlertid, at det tildelte erstatningsbeløb

først og fremmest må anses som kompensation for den ulempe og

tort de pågældende har lidt i forbindelse med den uvarslede

overflytning til kontrollørkorpset".

Det fremgår heraf, at det ikke er aftaleparten Told- og

Skattestyrelsen, som har benævnt beløbet "tort", men at det

derimod er styrelsens Personskattekontor, som finder, at det tilbudte

erstatningsbeløb først og fremmest må anses som

kompensation for ulempe og tort.

I skatteministerens svar til Folketingets Skatteudvalg, som refereret oven

for side 16f. henholder ministeren sig til Personskattekontorets vurdering,

som imidlertid ikke indeholder en endelig stillingtagen til, hvad de 25.000

kr. dækker. De til grund for vurderingen anførte synspunkter ses

ej heller at indeholde argumenter for, at der er tale om tort.

På tidspunktet for aftalens indgåelse mellem Told- og

Skattestyrelsen og B ses der således ikke at foreligge en klar

tilkendegivelse hverken fra skatteyder/personaleorganisation, jf.

stævning, eller fra Personale- og Udviklingsafdelingen af, at

beløbet dækker tort. På dette grundlag kan beløbet

stort 25.000 kr. ikke skattemæssigt anses som tort og dermed

skattefrit.

Spørgsmålet er herefter, om beløbet på 25.000

kr. alene er erstatning for manglende høring eller en del af en samlet

aftale.

På tidspunktet for oprettelse af kontrollørkorpset er der

ingen konkrete planer om nedlæggelse heraf. Som der anføres i

kammeradvokatens notat af 27. november 1998 (bilag 23), omhandler den

retspraksis, der findes om høring i henhold til forvaltningslovens §

19 alene afskedigelsessager. Spørgsmålet om, hvorvidt der skal

foranstaltes høring i tilfælde af andre ansættelsesretlige

beslutninger f.eks. forflyttelse, kan derfor ikke besvares endeligt.

Der er herefter i hvert fald ikke tale om noget, der kan betegnes en grov

tilsidesættelse af partshøringsreglerne fra Told- og

Skattestyrelsens side.

Med henblik på afklaring af, hvad beløbet reelt dækker,

må følgende forhold tages i betragtning:

Notater udarbejdet inden aftalens indgåelse

Selve aftalen

Notater m.v. ved udarbejdet i forlængelse af aftalens

indgåelse

Brev til skatteyderen

Skatteministerens besvarelse af spørgsmål fra Folketingets

Skatteudvalg

Referat af møde mellem aftaleparterne

I et brev af 30. november 1998 fra Told- og Skattestyrelsen til

Finansministeriet refereret nærmere oven for hedder det:

"For at undgå, at aftalerne får afsmittende effekt på

andre områder, har vi valgt at tage udgangspunkt i de verserende sager

vedrørende manglende høring (fremhævet her). Ligesom

vi i aftalerne udtrykkeligt har nævnt, at der er en betingelse, at den

ikke har præjudicerende virkning for Told- og Skat...

....

Betingelserne for at få det tilbud, der ligger ud over de

overenskomst- og aftalemæssige rettigheder, er, at medarbejderen

befuldmægtiger personaleorganisationerne til at indgå en aftale

til fuld og endelig afslutning af ansættelsesforholdet.

..."

Efter gennemgang af skrivelse af 30. november 1998 fra Told- og

Skattestyrelsen til Finansministeriet bemærkes, at styrelsen

således har lagt afgørende vægt på, at aftalerne

ikke skulle have afsmittende virkning. Det er efter brevets ordlyd alene

dette, der er udslagsgivende for, at styrelsen vælger at tage

udgangspunkt i de verserende sager vedrørende høring.

Det må herefter lægges til grund, at Told- og Skattestyrelsen

ønsker enten at opsigelse på sædvanlige vilkår eller

en for medarbejderne gunstigere aftale omfattende bl.a. betaling af et

beløb stort 25.000 kr. ikke for manglende høring, men som en

del af aftalerne vedrørende opløsning af

kontrollørkorpset.

I et referat af 1. december 1998 fra Told- og Skattestyrelsen om

personaleorganisationernes holdning til nedlæggelse af

kontrollørkorpset hedder det om de overenskomstansattes

organisationer:

"I lighed med C ønsker de også at indgå en aftale, der

"lukker sagen". En sådan forhandles p.t."

Også dette referat støtter antagelsen, at der fra Told- og

Skattestyrelsen side er tale om en samlet aftale vedrørende

opløsning af kontrollørkorpset.

Af selve aftalen af 9. december 1998 jf. oven for fremgår det, at

Told og Skat til gengæld for tilsagnet om begunstigelser i form af

bedre vilkår end fastsat i henhold til overenskomsten opnår

fordele i form af, at de indledte retssager frafaldes, og at den enkelte

medarbejder ikke kan rejse yderligere krav.

Selve aftalens formulering såvel som notatet af 13. januar 1999

refereret oven for må siges at pege i retning af, at beløbet

ikke alene er givet for manglende partshøring.

I brevet til skatteyderen af 26. januar 1999 jf. oven for refereres

indholdet af den indgåede aftale ikke nærmere, og brevet er

derfor ikke af betydning for fortolkningen heraf.

I skatteministerens svar ultimo februar 1999 til Folketingets Skatteudvalg

anføres:

"Som en del af disse aftaler blev det besluttet at indgå

et forlig vedrørende spørgsmålet om manglende

partshøring i forbindelse med udpegning til korpset

(fremhævet her).

Told- og Skattestyrelsen valgte i den forbindelse at acceptere en

erstatning for den manglende partshøring, også under hensyntagen

til den usikkerhed, der var om spørgsmålet.... Endelig ville

retssagerne som en konsekvens af forliget bortfalde".

og:

"At der tidsmæssigt er sammenfald mellem afviklingen af korpset og

indgåelse af forliget om erstatning, følger kun af, at man

ønskede en endelig afgørelse af de sager der var knyttet til

kontrollørkorpsets oprettelse".

Skatteministeren oplyser således, at forliget om den manglende

høring er en del af aftalen, samt at man ønskede en endelig

afgørelse af de sager, der var knyttet til kontrollørkorpsets

oprettelse.

I referatet fra det afholdte møde den 25. februar 1999 mellem Told-

og Skattestyrelsen og personaleorganisationerne omhandlende usikkerheden om

beskatningen af "elementerne i de indgåede aftaler med

personaleorganisationerne", hedder det:

"Elementerne indgår samlet i aftalen, og spørgsmålet

er, om bortfald af forudsætninger for et enkelt element bevirker, at

hele aftalen falder bort ...

Konkret drejer det sig om de 25.000 kr....

Bliver de 25.000 kr. skattepligtige falder så hele aftalen bort?

Det var organisationernes umiddelbare holdning, at dette ikke burde

være tilfældet..."

Det fremgår således af dette referat, at begge parter har

anset udbetalingen og beskatningen af beløbet på 25.000 kr. som

værende en del af hele aftalen, som der ikke uden videre kunne

ændres på dvs. begge parter betragtede beløbet som en

integreret del af aftalen, og ikke som et selvstændigt forlig der ene

og alene vedrørte den eventuelle manglende høring.

På baggrund af

i

Told- og Skattestyrelsen brev af 30. november 1998 til Finansministeriet

"For at undgå, at aftalerne far afsmittende effekt på andre

områder, har vi valgt at tage udgangspunkt i de verserende sager

vedrørende manglende høring"

i

Referat af 1. december 1998 fra Told- og Skattestyrelsen om

personale-organisationernes holdning herunder ønsket om "indgå

en aftale der "lukker sagen"

i

Ordlyden af § 2 i aftalen af 9. december 1998 "...det enkelte B-medlem...

[kan] omfattes af følgende tilbud til afslutning af

ansættelsesforholdet" omfattende et beløb på 25.000 kr.,

forlænget opsigelsesvarsel samt uddannelsesaktiviteter

i

Notat af 13. januar 1999 fra Told- og Skattestyrelsens Personale- og

Udviklingsafdeling "ydes en erstatning til medarbejderne .. .hvis de

pågældende ... frafalde[r] retssager m.v. samt forpligter sig til

ikke at rejse individuelle retssager vedr. udpegning til korpset"

i

Skatteministerens svar til Skatteudvalget, hvoraf fremgår, at

styrelsen, indtil aftalen blev indgået, bestred, at der var et

sådant krav, at man ønskede en endelig afgørelse af disse

sager, og at beløbet på 25.000kr. var "en del af disse aftaler"

samt

i

Referat fra møde med personaleorganisationerne den 25. februar 1999

"elementerne indgår samlet i aftalen"

findes det ikke godtgjort, at beløbet kan antages at være

ydet alene som kompensation for den manglende høring.

Det forhold, at beløbet er givet til alle medarbejdere, der er

udpeget, også til dem der efterfølgende ikke er sagt op, kan

ikke føre til andet resultat, idet ønsket har været "at

lukke sagen".

I nærværende sag kan udgangspunkt ikke tages i kendelsen

refereret i TfS 2000.326, eftersom tort ikke er gjort gældende ved

anlæggelse af retssag eller i øvrigt dokumenteret. Ingen del af

godtgørelsen kan på denne baggrund anerkendes som værende

skattefri.

UfR 1996.1462 omhandlede en afskedigelsessituation. I

nærværende sag er der på tidspunktet for meddelelsen om

overførsel til kontrollørkorpset derimod ikke tale om en

afskedigelsessituation."

Skatteankenævnet har om forventningsprincippet anført:

"Spørgsmålet er endelig, om skatteyderen ud fra et

forventningsprincip har krav på, at beløbet 25.000 kr. er

skattefrit.

Som anført af Folketingets ombudsmand kan princippet kun fraviges,

hvis skatteyderens forventning om den meddelte fremtidige ansættelse

hviler på et særligt kvalificeret grundlag eller i særlig

grad er beskyttelsesværdig.

Skatteankenævnet skal bemærke, at skatteyderen har været

ansat hos Told- og Skattestyrelsen siden august 1987 og således mere

end ellers burde være bekendt med, at Told- og Skattestyrelsen ikke har

ligningskompetence. Når Told- og Skattestyrelsen fremkommer med en

udtalelse, ligger heri et underforstået forbehold om, at kompetente

myndighed og/eller domstolene kan komme til et andet resultat. Hertil kommer,

at skatteyder og hendes kollegaer har haft mulighed for at kræve

"skattefrihed" indsat som et specifikt krav eller forudsætning for

aftalen eller eventuelt at indhente en bindende forhåndsbesked fra

Ligningsrådet jf. skattestyrelsesloven § 20A.

Da det kommer frem, at beløbet eventuelt er skattepligtigt, giver

personaleorganisationerne, som skatteyderen har givet bemyndigelse til at

handle på sine vegne, udtryk for, at en beskatning formentlig ikke vil

få hele aftalen til at falde.

Under hensyn til

i

At de afgørelser skatteyder påberåber sig alle er fra

tiden før indførelsen af skattestyrelseslovens § 20A om

bindende forhåndsbesked

i

At de nævnte domme alle omhandler situationer, hvor det er den

kompetente skattemyndighed, der har afgivet en tilkendegivelse eller

vilkårene er fastsat efter retningslinier udarbejdet af flere

ministerier

i

At det af de efterfølgende drøftelser fremgår, at

personaleorganisationerne ikke umiddelbart fandt, at beskatning ville

medføre bortfald af hele aftalen

i

At Retssikkerhedsudvalget understreger, at praksis hidrører fra

tiden inden loven om bindende forhåndstilsagn forelå og

i

At Jan Pedersen i sin artikel jf. oven for fremhæver, at princippet

har "et såre indskrænket anvendelsesområde"

ses skatteyderens forventning ikke at hvile på et særligt

kvalificeret grundlag eller være i særlig grad

beskyttelsesværdig."

Skatteankenævnet har endvidere anført:

"Udbetalinger, forlænget opsigelsesvarsel

Skatteyderen blev afskediget den 26. januar 1999 med et

anciennitetsbestemt opsigelsesvarsel efter funktionærlovens § 2

på 6 måneder.

Skatteyder har principalt nedlagt påstand om, at

lønudbetalingen i disse 6 måneder plus det aftalte

forlængede opsigelsesvarsel på yderligere 12 måneder skal

beskattes efter den dagældende ligningslov § 7 0, stk. 1, nr. 2, og

subsidiært at udbetalingerne fra 1. februar 2000 skal anses

skattepligtig fratrædelsesgodtgørelse, jf. ligningslovens § 7 0,

stk. 1, nr. 2

Lønudbetalingerne i det anciennitetsbestemte opsigelsesvarsel på

6 måneder skal beskattes som almindelig indkomst, jf. ligningslovens §

7 0 stk. 1, nr. 2, 2 pkt.

Baggrunden for det forlængede opsigelsesvarsel fremgår af

skatteministerens besvarelse af spørgsmål 87 fra Folketingets

Skatteudvalg, hvori det hedder "med henblik på en vis ligestilling med

tjenestemandsansatte blev overenskomstansatte tilbudt et forlænget

varsel på yderligere 12 måneder". Dvs. ud fra ønsket om i

et vist omfang at sidestille de overenskomstansatte grupper med de

tjenestemandsansatte, der ville få rådighedsløn.

Det er endvidere fastsat, at udbetalingerne ville ophøre,

såfremt skatteyderen fik anden beskæftigelse inden for staten.

Såfremt den nye stilling indebar en mindre løn end den

hidtidige, ville størrelsen af udbetalingerne blive reguleret i

overensstemmelse hermed, og i tilfælde af død ville

udbetalingerne ske efter de gældende overenskomstvilkår m.v. ved

død.

TfS 1992.28H jf. oven for side 24 og 32. Samme konkrete forhold foreligger

imidlertid ikke i nærværende sag, hvor baggrunden for den

forlængede opsigelsesperiode var ønsket om i et vist omfang at

sidestille de overenskomstansatte personalegrupper med tjenestemandsansatte,

og, hvor der skulle ske reduktion i tilfælde af ny stilling inden for

staten.

I nærværende sag har skatteyderen udover beløbet

på 25.000 kr. det forlængede opsigelsesvarsel fået

godtgørelse svarende til 3 måneders løn.

Under hensyn til

i

Oplysningerne om baggrunden for det forlængede opsigelsesvarsel jf.

skatteministeren besvarelse af spørgsmål 87 fra Folketingets

Skafteudvalg, hvori det hedder "med henblik på en vis ligestilling med

tjenestemandsansatte blev overenskomstansatte tilbudt et forlænget

varsel på yderligere 12 måneder"

i

At udbetalingerne er ikke sket på én gang som forudsat i

ligningslovens § 7 0, stk. 1 nr. 2, 1. pkt.

må udbetalingerne anses for almindelig løn. Udbetalingerne

skal herefter medregnes ved opgørelsen af skatteyderens almindelige

skattepligtige indkomst."

Klagerens advokat har nedlagt principal påstand om skattefrihed for

den udbetalte godtgørelse på 25.000 kr. for manglende

partshøring, jf. statsskattelovens § 5, ligesom der er nedlagt

påstand om, at lønudbetalingerne fra og med august 1999 fra

Told- og Skattestyrelsen anses for en fratrædelsesgodtgørelse

efter dagældende ligningslovs § 7 O, stk. 1, nr. 2.

Advokaten har subsidiært nedlagt påstand om, at en overvejende

del af godtgørelse på 25.000 kr. er skattefri som kompensation

for den manglende partshøring, jf. statsskattelovens § 5 og at

lønudbetalinger fra og med februar 2000 fra Told- og Skattestyrelsen

anses for en fratrædelsesgodtgørelse efter dagældende

ligningslovs § 7 O, stk. 1, nr. 2.

Advokaten har for så vidt angår den principale påstand

om beskatningen af godtgørelsen på 25.000 kr. gjort

gældende, at godtgørelsen på 25.000 kr. er en

tortkompensation, som alene dækker Told- og Skattestyrelsens manglende

partshøring ved meddelelsen den 23. september 1997. Krænkelsen

af klagerens ærefølelse og personlige integritet skete

således den 23. september 1997, og det er denne begivenhed, der

udløste godtgørelsen på 25.000 kr., som udbetaltes i

februar 1999.

Told- og Skattestyrelsens vurdering i notat af 6. november 1997

dokumenterer således, at såfremt partshøring havde

været gennemført i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19,

kunne nogle af medarbejderne, som var blevet overflyttet til

kontrollørkorpset, have undgået denne overførsel. Told-

og Skattestyrelsens vurdering understreger derved væsentligheden af

styrelsens grove tilsidesættelse af partshøringsreglerne.

Det fremgår utvetydigt af aftalen mellem B og Told- og

Skattestyrelsen af 9. december 1998, at "Told*Skat betaler et

erstatningsbeløb på 25.000 kr. for den manglende

partshøring ved overførslen til kontrollørkorpset til

den enkelte medarbejder."

Forliget må fortolkes i lyset af, at B havde anlagt retssager om

betaling af 100.000 kr. for manglende partshøring, ligesom

Kammeradvokaten havde vurderet, at et forligsbeløb på 25.000 kr.

ikke forekom betænkeligt set i lyset af Højesterets dom i UfR

1996.1462 H.

Godtgørelsen på 25.000 kr. må derfor vurderes som "det

mindre i det mere", idet Told- og Skattestyrelsen risikerede, at domstolene

ville udmåle en godtgørelse til klageren for manglende

partshøring i størrelsesordenen 100.000 kr.

Konklusionen bliver derfor, at godtgørelsen på 25.000 kr. er

betalt for den manglende partshøring og ikke for andre elementer i

fratrædelsesaftalen.

Ligningsrådets argumentation i afgørelsen af 20. april 1999

må vurderes som indeholdende en anerkendelse af, at godtgørelser

for manglende partshøring er skattefri, hvis de ydes uden forbindelse

med fratrædelse. Dette synspunkt støttes i nyere praksis af

Engsig m.fl., "Lærebog om indkomstskat", 9. udgave, 2000, side 343.

Godtgørelse for manglende partshøring er en underkategori af

tortgodtgørelser, som ydes for retsstridige krænkelser af den

skattepligtiges person, frihed eller ære. Sådanne

godtgørelser, der ydes som engangsbeløb, anses efter fast

praksis for skattefri efter statsskattelovens § 5, jf. bl.a. Harlang i TfS

1998.389, nævnte "Lærebog om indkomstskat" og

Ligningsvejledningen 1999, E.A.1.3.3, side 22, hvor det af

Ligningsvejledningen særligt fremgår, at erstatning for

forstyrrelse af stilling og forhold normalt ikke medtages ved

indkomstopgørelsen.

Ligningsrådet anfører videre i sin afgørelse i

kontrollørkorpssagen, "...at det ikke med fornøden sikkerhed

kan antages, at beløbet alene (advokatens fremhævning) er

ydet som en kompensation for den påståede krænkelse af

medarbejderne, der fandt sted ved, at de pågældende ikke blev

partshørt, forinden overflyttelse til kontrollørkorpset fandt

sted."

Som anført ovenfor er aftalegrundlaget mellem C og Told- og

Skattestyrelsen fuldstændigt entydigt, hvilket bevirker, at der ikke i

godtgørelsen på 25.000 kr. er ydet betaling for andre

krænkelser eller for andre fratrædelsesydelser.

Ligningsrådets ræsonnement kan derfor tilbagevises på dette

punkt.

For så vidt angår krænkelsen kan det fastslås, at

det var den manglende partshøring den 23. september 1997, som

udløste godtgørelsen, og ikke afskedigelsen fra

kontrollørkorpset den 25. januar 1999. Det forekommer derfor helt

vilkårligt, at Ligningsrådet blander tortgodtgørelsen

sammen med de øvrige fratrædelsesydelser, hvilket ligeledes er i

strid med Landsskatterettens kendelse af 10. december 1999, TfS 2000.326.

Der må herved henses til, at tortgodtgørelsen blev udbetalt i

februar 1999, uden tidsmæssig sammenhæng med klagerens

fratrædelse eller overgang til rådighedsløn eller

pension.

Der må videre henses til, hvorledes situationen ville have

været, hvis de 10 medlemmer af B havde ført deres retssag til

ende med succes. Her ville det skatteretlige udgangspunkt være, at

retserhvervelsen af beløbet var udskudt til tidspunktet for en endelig

dom. Man kunne derfor tænke sig, at Højesteret skulle have

prøvet sagen i 2001-2002, hvis retssagen ikke var forligt i 2000. I

denne situation ville det være meget vanskeligt at forestille sig, at

skattemyndighederne havde anset betalingen for et led i

fratrædelsesaftalen i 1999, men derimod være mest sandsynligt, at

beløbet ville være blevet isoleret som en skattefri

tortgodtgørelse.

Sammenfattende gøres det derfor gældende for så vidt

angår godtgørelsen på 25.000 kr.,

at

beløbet ifølge aftalen med Told- og Skattestyrelsen

ubestridt alene dækker godtgørelse for manglende

partshøring,

at

krænkelsen i 1997 ikke har relevant retlig sammenhæng med

afskedigelsen i 1999,

at

godtgørelsen også er ydet til ansatte, der blev

overført til kontrollørkorpset, som ikke efterfølgende

er sagt op,

at

godtgørelsen også er ydet til ansatte, som selv opsagde deres

stilling efter udpegningen til kontrollørkorpset, og inden

fratrædelsesaftalen blev indgået mellem Told- og Skattestyrelsen

og organisationerne,

at

de ansatte, som var afgået ved døden efter udpegningen til

kontrollørkorpset, og inden fratrædelsesaftalen blev

indgået mellem Told- og Skattestyrelsen og organisationerne, også

er anset for berettigede til godtgørelse, som er udbetalt til

dødsboerne,

at

det ved Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 11. august 2000 er

dokumenteret, at godtgørelsen på 25.000 kr. er ydet til en

ansat, som blev overført til kontrollørkorpset, men som ikke

efterfølgende har tiltrådt fratrædelsesaftalen

indgået mellem personaleorganisationen og Told- og

Skattestyrelsen,

at

Ligningsrådets sammenblanding af godtgørelsen og

fratrædelsesydelserne er vilkårlig, samt

at

godtgørelse for manglende partshøring efter administrativ

praksis og efter den juridiske teori er en skattefri ydelse efter

statsskattelovens § 5.

Skatteforvaltningens opfattelse af, at godtgørelsen for manglende

partshøring ikke kan udsondres i en fratrædelsessituation

må på den anførte baggrund anses for uhjemlet og i direkte

modstrid med Landsskatterettens offentliggjorte praksis i TfS 2000.326.

Advokaten har endvidere anført, at det er fast antaget i den

skatteretlige teori samt i doms- og administrativ praksis, at der på

skatteområdet eksisterer et forventningsprincip, hvorefter udtalelser

fra skattemyndighederne om spørgsmål om beskatning i visse

tilfælde kan binde skattemyndighederne, således at der foreligger

en retsbeskyttet forventning.

Da skatteforvaltningen ikke har fundet, at der i den foreliggende

situation kan støttes ret på en mundtlig tilkendegivelse, har

forvaltningen anført, at der ikke foreligger en retsbeskyttet

forventning, da forventningen er meddelt mundtligt af Told- og

Skattestyrelsen, og fordi det efter skatteforvaltningens opfattelse ikke har

været bestemmende for fastsættelsen af beløbets

størrelse, hvorvidt beløbet var skattepligtigt eller ej.

Det må efter beredskabsnotatet af 14. april 1999 til

skatteministeren anses for dokumenteret, at Told- og Skattestyrelsen forud

for den 9. december 1998 telefonisk har meddelt organisationerne, at

kompensationen på 25.000 kr. kunne udbetales skattefrit, hvilket

også efterfølgende er bekræftet af styrelsen over for

told- og skatteforbundene.

Meddelelse fra en kontorchef var den direkte baggrund for, at C den 15.

december 1998 meddelte samtlige berørte medlemmer, at beløbet

var skattefrit.

Told- og Skattestyrelsens oplysninger i notatet af 14. april 1999

dokumenterer således, at den skattemæssige behandling af

godtgørelsen på 25.000 kr. var klarlagt inden aftalerne blev

underskrevet og dokumenterer samtidig, at oplysningerne i styrelsens

skrivelse af 8. marts 1999 til B om, at dette ikke var tilfældet er

objektivt urigtige.

For at en udtalelse fra en skattemyndighed kan skabe en retsbeskyttet

forventning, kræves det almindeligvis, at en række forhold er

opfyldt, hvilket vil blive gennemgået i det følgende:

A. Der skal for det første være tale om en positiv

tilkendegivelse fra en skattemyndighed, hvilket er opfyldt i ovennævnte

sag, jf. sagsforløbet frem til indgåelsen af aftalen den 10.

december 1998 og frem til klagerens underskrivelse af aftalen den 13.

december 1998. Skatteforvaltningens opfattelse af, at en tilkendegivelse skal

være afgivet skriftligt af skattemyndighederne må forkastes,

når den mundtlige aftale er så veldokumenteret som i den

foreliggende situation.

B. Tilkendegivelsen fra myndigheden skal være afgivet uden

forbehold, hvilket ligeledes er tilfældet, da responsaet fra

Personskattekontoret af 7. december 1998 er entydigt, hvilket også

bekræftes af Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 13. januar 1999 til

told- og skatteregionerne, hvoraf fremgår, at udbetalingen af

erstatningen er skattefri.

C. Det er endvidere et krav, at myndighedens tilkendegivelse skal have

været egnet til at øve indflydelse på skatteyderens

dispositioner, således at der havde foreligget alternative

dispositionsmuligheder, som ville have stillet skatteyderen økonomisk

gunstigere. Også denne betingelse er opfyldt i og med, at klageren ved

tiltrædelse af aftalen mellem C og Told- og Skattestyrelsen af 10.

december 1998 har indvilget i ikke at rejse en individuel retssag i

forbindelse med afskedigelsen fra kontrollørkorpset.

Ifølge skatteministeriets beredskabsnotat af 14. april 1999 til

skatteministeren må det anses for dokumenteret, at Told- og

Skattestyrelsen den 9. december 1998 meddelte organisationerne, at

kompensationen for manglende partshøring var skattefri forud for

organisationernes underskrift på aftalen med Told og Skat.

Skatteforvaltningens afvisning af, at tilkendegivelsen om skattefrihed har

været uden betydning for fastsættelsen af beløbets

størrelse, forekommer på den baggrund fuldstændigt

uunderbygget.

Klageren har således foretaget sine dispositioner i forhold til

Told- og Skattestyrelsen i tillid til, at styrelsens tilkendegivelser har

været rigtige og har ikke senere haft mulighed for at ændre

herpå, idet hun har indrettet sig fuldt i tillid til styrelsens

udtalelser til C.

D. Endelig er det et krav, at Told- og Skattestyrelsens

tilkendegivelse ikke er klart uoverensstemmende med skattelovgivningen,

hvilket fremgår af det ovenfor nævnte ikke er

tilfældet.

Det fremgår af retspraksis, at borgeren også kan

støtte retsbeskyttet forventning på udtalelser fra de

overordnede skattemyndigheder, jf. herved Ligningsvejledningen 1999,

A.H.4.1.1, samt Højesterets dom i UfR 1976.658 H (Odense

Stålskibsværft A/S), Østre Landsrets dom af 11. september

1981 refereret i Skd. 1982.53 samt Østre Landsrets dom af 6. juni 1994

refereret i TfS 1994.477. Herudover kan der henvises til redegørelse

fra Retssikkerhedsudvalget, 1996, side 108 ff, hvoraf det ligeledes

fremgår, at der støttes retsbeskyttede forventninger til

udtalelser fra de overordnede statslige skattemyndigheder.

Vedrørende beskatningen af løn fra og med august 1999 har

advokaten anført, at klageren blev afskediget den 26. januar 1999 fra

sin stilling i Told og Skat. Hendes anciennitetsbestemte opsigelsesvarsel

efter funktionærlovens § 2 udgjorde 6 måneder, således at

hun i normalsituationen skulle have fratrådt stillingen pr. 1. august

1999. Som følge af aftalen mellem B og Told- og Skattestyrelsen, hvor

der blev aftalt et forlænget opsigelsesvarsel på yderligere 12

måneder, udløb ansættelsesforholdet imidlertid

først pr. udgangen af juli 2000.

Fra Told- og Skattestyrelsens side blev der ikke stillet noget krav om en

arbejdsforpligtelse i opsigelsesperioden, og klageren meddelte som ovenfor

anført i sin befuldmægtigelse til B, at hun ønskede

fritstilling i hele opsigelsesperioden.

For så vidt angår lønudbetalingerne i

opsigelsesperioden gøres det gældende, at det beløb, som

klageren har fået udbetalt efter den 1. august 1999, skal beskattes som

en fratrædelsesgodtgørelse efter ligningslovens § 7 O, stk. 1,

nr. 2.

Til støtte herfor gøres det gældende, at

lønudbetalingen efter den 1. august 1999 ikke er trådt i stedet

for, hvad klageren ville have oppebåret i indtægt af sin stilling

ved Told og Skat i henhold til funktionærlovens almindelige regler,

hvorfor beløbet skal beskattes som en

fratrædelsesgodtgørelse, jf. ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr.

2, 2. pkt.

Det forhold, at der er aftalt et forlænget opsigelsesvarsel

ændrer ikke på den skattemæssige kvalifikation, jf.

Højesterets dom af 4. december 1991 (TfS 1992.28). Dommen

vedrørte fratrædelsesbestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 6, jf. § 2

nr. 9 i lov om særlig indkomstskat, som senere er overført til

ligningslovens § 7 O med samme retlige indhold. Af sagen fremgår, at en

kommunaldirektør som kommunal ansat tjenestemand indgik en

fratrædelsesaftale den 8. april 1983 med Sæby kommune som

indebar, at han havde krav på at oppebære løn i et

år at regne efter fratrædelsestidspunktet den 30. april 1983.

Hans arbejdsforpligtelse ophørte pr. fratrædelsestidspunktet den

30. april 1983.

Højesteret lagde til grund, at udbetalingerne i henhold til

fratrædelsesaftalen for så vidt angår de første 3

måneder efter fratrædelsestidspunktet den 30. april 1983 skulle

anses for løn i en sædvanlig opsigelsesperiode, medens

fratrædelsesbetalingen for de sidste 9 måneder fra den 1. august

1983 til den 30. april 1984 blev anset for en

fratrædelsesgodtgørelse efter lov om særlig

indkomstskat.

Advokaten har tillige henvist til TfS 1999.576, som vedrører et

retsforlig ved Vestre Landsret. Efter en tilkendegivelse i Vestre Landsret

blev sagen forligt i henhold til Landsskatterettens præmisser,

således at skatteyderen fik medhold i, at der efter den

dagældende bestemmelse om fratrædelsesgodtgørelse i

ligningslovens § 7, litra w, skulle foretages en lempeligere beskatning af

den del af fratrædelsesbetalingen inkl. løn i

opsigelsesperioden, som oversteg sædvanligt opsigelsesvarsel. Sagen

vedrørte en bankansat, der opsagde sin stilling den 12. december 1991

pr. 31. januar 1992. Skatteyderen blev fritstillet den 12. december 1991 og

fik i forbindelse med sin fratræden udbetalt en

fratrædelsesgodtgørelse på 213.989 kr. svarende til 6

måneders løn. Landsskatteretten accepterede, at der af

fratrædelsesgodtgørelsen alene kunne henføres en så

stor del til løn, som svarede til, hvad den ansatte ville have

oppebåret i indtægt af sin stilling for tiden efter

fratrædelsen og indtil det tidspunkt, han kunne være opsagt.

Med støtte i Højesterets klare præmisser i TfS 1992.28

samt i retsforliget i TfS 1999.576 gør advokaten det derfor

gældende, at de ydelser, som klageren har modtaget i det

forlængede opsigelsesvarsel, må sidestilles med en

fratrædelsesgodtgørelse, som skal undergives en lempeligere

beskatning efter ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2. Forlængelse af

opsigelsesvarslet med 12 måneder må derfor reelt sidestilles med

en fratrædelsesgodtgørelse, da der er tale om "et gyldent

håndtryk", da der ikke var krav om en arbejdsforpligtelse fra klagerens

side i den forlængede opsigelsesperiode.

Advokaten har anført, at skatteforvaltningen ikke har fundet, at

lønudbetalinger i den forlængede opsigelsesperiode kan anses for

fratrædelsesgodtgørelse, og har herved særligt lagt

vægt på, at lønudbetalingerne ville ophøre, dersom

klageren fik anden beskæftigelse inden for staten.

Advokaten har gjort gældende, at der forekommer vilkårligt, at

skatteforvaltningen tilsidesætter Højesterets dom i TfS 1992.28,

hvortil kommer Landsskatterettens tidligere afgørelse i TfS 1999.576,

som kan anvendes som helt generelle fortolkningsbidrag til forståelsen

af sondringen mellem løn og fratrædelsesgodtgørelser. Der

er efter advokatens opfattelse intet sagligt belæg for at

indskrænke anvendelsesområdet for Højesterets og

Landsskatterettens tidligere fortolkning af bestemmelsen.

Advokaten har tillige henvist til en artikel af Bente Møll Pedersen

om beskatning af fratrædelsesgodtgørelser - særligt i

relation til direktører, jf. UfR 1996B.508.

Advokaten har vedrørende den subsidiære påstand om, at

den overvejende del af godtgørelsen på 25.000 kr. er skattefri

som kompensation for den manglende partshøring ved klagerens

overførsel til kontrollørkorpset henvist til

Ligningsrådets begrundelse, hvoraf bl.a. fremgår, at

Ligningsrådet ikke på det foreliggende grundlag fandt "at det

med fornøden sikkerhed kan antages, at beløbet er ydet

alene som kompensation for den påståede krænkelse af

medarbejderne...".

Advokaten har henvist til Landsskatterettens kendelse af 10. december 1999

(TfS 2000.326).

Advokaten har tillige gjort gældende, at lønudbetalingen fra

Told- og Skattestyrelsen efter den 1. februar 2000 og frem til udgangen af

juli 2000 skal anses for en skattepligtig

fratrædelsesgodtgørelse, jf. dagældende ligningslovs § 7

O, stk. 1, nr. 2, idet det følger af § 7 O, stk. 1, nr. 2, sidste

pkt., at alt hvad der udbetales i forbindelse med en fratrædelse ud

over et års løn undergives den lempelige beskatning efter § 7 O,

og at sædvanlig aflønning således ved lovbestemmelsen er

forudsat maksimalt at kunne andrage et års løn. Dette

gælder, uanset om det kontraktligt eller lovmæssigt er bestemt,

at den ansatte har et opsigelsesvarsel, der overstiger et år.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet erstatningen for manglende

partshøring for en skattefri erstatning, idet bemærkes, at sagen

på ny har været forelagt Ligningsrådet, der imidlertid har

undladt at tage stilling til spørgsmålet.

Styrelsen har for så vidt angår forventningsprincippet

anført, at klageren ikke kan antages at være bibragt en

forventning af retsbeskyttet karakter, hvorfor forventningsprincippet ikke

finder anvendelse i det foreliggende tilfælde.

Styrelsen har udtalt om de månedlige udbetalinger til klageren i

perioden 1. august 1999 - 31. juli 2000, at disse må anses for

løn bl.a. henset til, at de overenskomstansatte medarbejdere skulle

stilles som de tjenestemandansatte, der i nævnte periode fik

rådighedsløn. Endvidere har de overenskomtansatte først

oppebåret ret til månedslønnen, når måneder

var gået.

Styrelsen har anført, at det er opfattelsen, at den her

foreliggende sag adskiller sig fra højesteretsdommen om

kommunaldirektøren, der blev betalt for at holde sig væk fra

arbejdspladsen.

Landsskatteretten finder, at den mellem klagerens organisation og Told- og

Skattestyrelsen indgåede aftale om erstatning på 25.000 kr. for

manglende partshøring i forbindelse med udpegning til

kontrollørkorpset må anses for betaling for den krænkelse,

at klageren ikke blev partshørt forud for den 23. september 1997,

på hvilket tidspunkt hun fik meddelelse om, at hun pr. 1. januar 1998

ville blive overført til kontrollørkorpset. Retten finder

således, at grundlaget for erstatningen hidrører fra 1997,

uanset at udbetalingen er sket i 1999. Det forhold, at erstatningen er

nævnt i den omhandlede aftale indgået mellem klagerens

organisation og Told- og Skattestyrelsen i forbindelse med klagerens

fratrædelse af sin stilling i styrelsen, medfører efter rettens

opfattelse ikke, at erstatningen kan anses for et led i

fratrædelsesordningen.

Landsskatteretten finder endvidere, at erstatningen for den manglende

partshøring i forbindelse med udpegningen til kontrollørkorpset

ikke kan anses for kompensation for en skattepligtig indtægt eller

lignende, men derimod må anses for erstatning for tort, der efter

praksis er skattefri i medfør af statsskattelovens §§ 4 og 5. Den

påklagede ansættelse nedsættes derfor med 25.000 kr.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder vedrørende

perioden 1. august 1999 - 31. juli 2000, at denne periode må anses for

en forlænget opsigelsesperiode i forhold til den periode på 6

måneder, som klageren i medfør af de funktionærretlige

bestemmelser har krav på, således at hele perioden fra den 1.

februar 1999 - 31. juli 2000 må anses for opsigelsesperioden. Disse

retsmedlemmer har herved lagt vægt på, at B og Told- og

Skattestyrelsen har indgået en aftale herom, og at ordlyden af aftalen

m.v. må forstås således, at parterne har været enige

om, at den enkelte medarbejder blev afskediget med et forlænget

opsigelsesvarsel. Der er tillige lagt vægt på, at den enkelte

medarbejder havde mulighed for fritstilling i opsigelsesperioden, men at der

intet var til hinder for, at medarbejderen valgte at fortsætte med at

arbejde i hele opsigelsesperioden på 1 1/2 år. Den

forlængede opsigelsesperiode må således bl.a. anses for

aftalt for at give medarbejderen bedre mulighed for at søge andet

arbejde. Der er endvidere henset til, at medarbejderne fik udbetalt en

fratrædelsesgodtgørelse svarende til 3 måneders

løn, således at der ikke herudover er tale om

fratrædelsesgodtgørelse. Retsmedlemmerne har endelig henset til

det i aftalen mellem B og Told- og Skattestyrelsen anførte om

regulering af lønnen i tilfælde af nyt

ansættelsesforhold.

Disse retsmedlemmer finder herefter, at den månedsvise udbetaling

til en medarbejder må anses for løn i opsigelsesperioden, uanset

om den pågældende har valgt fritstilling eller ej.

Lønudbetalingerne skal herefter beskattes som almindelig skattepligtig

indkomst i medfør af statsskattelovens § 4, og at ingen del af disse

udbetalinger kan anses for fratrædelsesgodtgørelse i

medfør af ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2.

Vedrørende advokatens anbringende om, at et års

begrænsningen i ligningslovens § 7O, stk. 1, nr. 2, må

føre til, at der højst kan udbetales løn til klageren i

en 1 års periode, således at alt hvad der udbetales efter den 1.

februar 2000 må anses for fratrædelsesgodtgørelse, finder

disse retsmedlemmer, at der er tale om en aftale om et forlænget

opsigelsesvarsel på i alt 18 måneder, hvorfor der i det

foreliggende tilfælde ikke skal ske begrænsning i medfør

af den nævnte bestemmelse i ligningsloven.

Disse retsmedlemmer voterer derfor for, at den påklagede

ansættelse stadfæstes.

Ét retsmedlem finder, at de månedsvise udbetalinger, der

ligger ud over den periode, hvor en medarbejder har udført arbejde,

må anses for fratrædelsesgodtgørelse, således at der

til arbejdsperioden tillægges det opsigelsesvarsel, som den

pågældende medarbejder er berettiget til. De resterende

månedsvise udbetalinger må herefter anses for

fratrædelsesgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 7 O.

Dette retsmedlem voterer derfor for, at den påklagede ansættelse

nedsættes i overensstemmelse hermed.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og den

påklagede ansættelse stadfæstes derfor på dette

punkt.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter