Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Ligningsloven § 7 o 66 afgørelser
- Statsskatteloven § 5 853 afgørelser
- Statsskatteloven § 4 6.372 afgørelser
- Ligningsloven § 7 122 afgørelser
- Forvaltningsloven § 19 2.622 afgørelser
- Funktionærloven § 2 119 afgørelser
- Skattestyrelsesloven § 20 a ophævet 11 afgørelser
- Forvaltningsloven § 25 230 afgørelser
- Funktionærloven § 2 b 164 afgørelser
- Lov om særlig indkomstskat § 2 ophævet 37 afgørelser
Teksten
Landsskatteretskendelse
Erstatning, manglende partshøring. Forlænget
opsigelsesperiode.
Reference:
Statsskattelovens §§ 4 og 5
Ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2
A klager for indkomståret 1999 over, at de stedlige
skattemyndigheder har anset erstatning for manglende partshøring for
skattepligtig samt over, at månedsvise udbetalinger i perioden 1.
august 1999 - 31. juli 2000 er anset for løn.
Det fremgår af sagen, at det i forbindelse med en aftale af 17. juni
1997 mellem Finansministeriet og Skatteministeriet blev besluttet at oprette
et særligt kontrollørkorps i Told og Skat, hvortil der skulle
overføres 350 årsværk fra Told og Skats almindelige
virksomhed i 1998 samt yderligere 50 medarbejdere i hvert af årene fra
1999 til 2001.
Klageren, der pr. 1. august 1987 blev ansat i det daværende
Statsskattedirektorat, fik den 23. september 1997 meddelelse om, at hun den
1. januar 1998 sammen med 341 kollegaer ville blive overført til det
nyetablerede kontrollørkorps. Begrundelse for udpegning af klageren
til kontrollørkorpset blev angivet at være, at hun ud fra en
samlet vurdering var blandt dem, der bedst kunne undværes på de
opgaver, der havde med Told og Skats almindelige virksomhed at gøre.
Klageren fik endvidere meddelelse om, at overførelsen til
kontrollørkorpset ikke i øvrigt påvirkede hendes
ansættelsesforhold m.v., ligesom det blev meddelt, at hun efter den 1.
januar 1998 ville få særlige uddannelsestilbud, der primært
rettede sig mod at øge hendes muligheder for at få varig
beskæftigelse udenfor Told og Skat.
Ved skrivelse af 6. november 1997 fra Told- og Skattestyrelsen,
Læs alt
personaleafdelingen, til B, der var én af de involverede
organisationer, meddeltes som svar på en henvendelse af 29. oktober
1997 vedrørende forvaltningslovens partshøringsbestemmelser i
forbindelse med dannelsen af kontrollørkorpset i Told og Skat, at man
nærmere ville vurdere, hvorvidt de forhold som var anført i
henvendelsen gjorde, at man i forbindelse med udpegningen til
kontrollørkorpset skulle have gennemført partshøring.
Den 6. november 1997 udarbejdede Told Skat et notat om partshøring i
forbindelse med overførelse til kontrollørkorpset, hvoraf
fremgår:
"Partshøring i forbindelse med overførelse til
kontrollørkorpset
Indledning
En eventuel partshøring af de medarbejdere, der er eller skal
overføres til kontrollørkorpset vil i givet fald følge
af bestemmelserne i Forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Heraf fremgår:
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder, må der ikke træffes
afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med
oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det
gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens
afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af
den nævnte udtalelse.
Som det fremgår af bestemmelsen skal medarbejderne i givet fald
gøres bekendt med sagens faktiske omstændigheder, samt have
lejlighed til at udtale sig.
Begrundelsen; "blandt de medarbejdere, der bedst kan undværes"
hviler på et lokalt udarbejdet, relativt skøn. Der har
således ikke været opstillet fælles kriterier for
udpegningen af medarbejdere til korpset, men cheferne har foretaget en samlet
vurdering, og udskilt dem han/hun bedst kan undvære.
For at gennemføre en høring skal kriterierne for den
konkrete vurdering af den enkelte medarbejder nu meddeles den enkelte,
herunder også eventuelle oplysninger, der indeholder en subjektiv
præget stillingtagen.
I den forbindelse skal det anføres, at alle kriterier skal
indgå, ligesom det formentlig skal fremgå, med hvilken vægt
de enkelte kriterier indgik ved afgørelsen.
Eksempelvis kan kriterier som manglende vilje eller evne til
opkvalificering, forventet opgavebortfald, samarbejdsvanskeligheder, generel
uegnethed, mange sygedage nævnes, men der vil givet være mange
flere.
I forbindelse med at medarbejderne gøres bekendt med de anvendte
kriterier, må det forventes, at en tjenestemand, der f.eks. får
oplyst "forventet opgavebortfald", som et kriterie, straks vil gå til
personaleorganisationen med et ønske om, at der bliver ført en
sag om den pågældendes krav på rådighedsløn.
Medarbejdere, der får meddelelse om, at de ikke vurderes at kunne
opkvalificeres, vil måske kunne fremvise en alen-lang liste over kurser
de har deltaget i osv.
Det er ting, der bør vurderes i forbindelse med, at medarbejderne
meddeles de kriterier, der indgik i den "samlede vurdering".
Den praktiske gennemførelse af eventuelle høringer
Konsekvensen af den manglende partshøring er som udgangspunkt,
at afgørelsen er ugyldig.
Det første der således skal ske er, at chefen ska1 annullere
afgørelsen ved brev til de pågældende medarbejdere.
I den forbindelse må det i øvrigt forventes, at de
medarbejdere, der efter udpegningen har taget deres afsked/er afskediget
på grund af sygdom mv. vil overveje erstatningskrav.
Når annullationen er gennemført skal Told Skat igennem en ny
runde med at finde egnede medarbejdere til overførelse til
kontrollørkorpset - i lighed med den der blev gennemført den
23. september 1997.
Det må antages, at en stor del af de oprindeligt udpegede
medarbejdere igen vil blive vurderet egnede til overførelse til
korpset, men herudover må det antages, at der vil være en del
nye.
Dette begrundes med, at det i forbindelse med en ny udpegningsrunde vil
være nødvendigt at opstille mere faste kriterier for
udpegningen. Den brede formulering "dem der bedst kan undværes"
må erstattes af en ny begrundelse, der tager udgangspunkt i en negativ
kvalifikationsvurdering, således at dem der udpeges rent faktisk er dem
med de dårligste kvalifikationer. Og derved dem der dårligst kan
opkvalificeres.
Det er den myndighed, der skal træffe afgørelse med hensyn
til sagens realitet, der gennemfører partshøringen, ligesom
eventuelle udtalelser skal afgives til denne myndighed.
I praksis betyder det, at de enkelte regioner selv skal gennemføre
partshøringen. Tilsvarende må gælde for styrelsens
vedkommende, at det er den enkelte afdelingschef, der forestår
udpegning og partshøring.
For hver enkelt medarbejder, der udpeges til korpset, skal der ske
sagsbehandling, hvor medarbejderen tilskrives med en detaljeret gennemgang af
de kriterier, der ligger til grund for udpegningen til korpset. Medarbejderne
skal derudover have lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.
Der er ikke i Forvaltningsloven fastsat nogen frist for hvor lang tid den
pågældende har til at udtale sig, men myndigheden kan
fastsætte en frist. Det skønnes, at en sådan frist ikke
kan være kortere end 14 dage, og det er måske endda i
underkanten, når der tænkes på, at en lang række
medarbejdere må antages at have et ønske om at inddrage sin
personaleorganisation i sagen. Personaleorganisationerne vil givet anmode om
en fristforlængelse, så fristen bør fra starten
sættes til 4 uger.
Når udtalelsen er modtaget, skal der ske en reel sagsbehandling,
hvor man rent faktisk forholder sig til de eventuelle bemærkninger, i
forhold til de i partshøringen anførte kriterier.
Når det er sket skal de enkelte medarbejdere tilskrives med en
afgørelse af, om deres eventuelle udtalelser har medført, at de
fritages for overførelse til kontrollørkorpset eller om de nu
overføres til korpset. I det sidste tilfælde skal brevet
indeholde en gennemgang af medarbejderens eventuelle bemærkninger i
forhold til de anvendte kriterier.
I den forbindelse skal det overvejes, om der skal gives klagevejledning i
henhold til Forvaltningslovens § 25, idet det må antages, at
sådanne afgørelser kan påklages til Told- og
Skattestyrelsen. For medarbejdere i styrelsen må det antages, at der er
klageadgang til Departementet.
Hvis det viser sig, at et antal af de medarbejdere, der vurderes egnede
til overførelse til korpset, rent faktisk ikke overføres skal
der, for at overholde aftalen med Finansministeriet, overføres et
yderligere antal medarbejdere til korpset. Vi skal altså igennem endnu
en - ganske vist mindre - udgave af den 23. september 1997.
De medarbejdere, der måtte vurderes at skulle overføres til
korpset i den forbindelse skal selvfølgelig også
partshøres, med den konsekvens, at nogle af dem måske alligevel
ikke skal overføres. Det skal derfor overvejes, om man i første
omgang partshører flere end det antal, der rent faktisk skal
overføres til korpset, eller om vi skal gøre det af flere
omgange.
Alene disse perspektiver gør, at tanken om at gennemføre
partshøring på nuværende tidspunkt er lidt af et
"rædsels-scenario" når der tænkes på, hvor
ødelæggende sådanne "høringsrunder" vil være,
såvel institutionsmæssigt som personalepolitisk, og hvilken
utryghed det vil medføre blandt medarbejderne.
Som nævnt ovenfor besværliggøres det yderligere af, at
det antal, som eventuelt herefter skal udpeges, ikke kan fastlægges een
gang for alle, men løbende må justeres.
Plan for gennemførelse af en eventuel høringsrunde
Hvis der træffes beslutning om, at der rent faktisk skal
gennemføres en høringsrunde, vil denne runde blive initieret
ved et brev fra Told- og Skattedirektøren til de enkelte chefer.
En del regioner har relativt mange medarbejdere udpeget til korpset. Visse
af de københavnske regioner har op til 30, og i styrelsen blev 28
udpeget til korpset.
Der er grænser for, hvor store personaleressourcer, der er
beskæftiget på personaleområdet ved regionerne, hvorfor der
nødvendigvis må afsættes en vis tid til sagsbehandlingen
af disse partshøringer.
Det er realistisk at tro, at hvis beslutningen om partshøring
træffes den 17. november 1997 vil øvelsen kunne køre
efter følgende plan:
Orientering af regionerne
17.11.1997
Annullering af den oprindelige udpegning
19.11.1997
Vurdering af medarbejderne med henblik på
ny udpegning afsluttes
26.11.1997
Medarbejderne udpeges skriftligt med en høringsskrivelse
2.12.1997
Høringsfrist
5.1.1998
Behandling af høringssvarene afsluttes
23.1.1998
Udmelding om overførelse til korpset
26.1.1998
Eventuel 2. runde startes
26.1.1998
Behandling af klagesager påbegyndes
26.1.1998"
Den 20. januar 1998 anlagde B som mandatar for klageren voldgiftssag imod
Told- og Skattestyrelsen på vegne af 3 tillidsrepræsentanter,
idet udpegningen til kontrollørkorpset måtte sidestilles med
afskedigelse, og fordi der ikke for tillidsrepræsentanterne
forelå tvingende grunde til afskedigelsen.
Den 14. juli 1998 udtog B på vegne af 10 medlemmer stævning
mod Told- og Skattestyrelsen med påstand om, at sagsøgte
tilpligtes at betale 100.000 kr. med tillæg af sædvanlige
procesrenter fra sagens anlæg til betaling finder sted.
Subsidiært blev nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes
at betale et efter rettens skøn fastsat beløb med tillæg
af sædvanlige procesrenter fra sagens anlæg, til betaling finder
sted.
Af stævningens sagsfremstilling fremgår bl.a., at sagen
vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren er
berettiget til erstatning efter forvaltningsretlige regler som følge
af, at hun uden forudgående partshøring er blevet overflyttet
til et såkaldt kontrollørkorps under Told- og Skattestyrelsen.
Det vil i den forbindelse overordnet blive gjort gældende, at
overflytningen af sagsøgeren og en lang række af hendes
kollegaer til kontrollørkorpset er en forvaltningsakt, som
forudsætter en forudgående partshøring.
Den 21. september 1998 indgav C (personaleorganisation) klage til
Folketingets Ombudsmand på vegne af 174 af de udpegede
tjenestemandsansatte medlemmer, herunder klageren, idet der efter
tjenestemandslovens regler burde være givet de pågældende
tilbud om afskedigelse med rådighedsløn som følge af
deres stillingsnedlæggelse eller tilbud om afsked med pension på
grund af forflyttelse og som følge af, at udpegningen til
kontrollørkorpset var sket under tilsidesættelse af almindelige
forvaltningsretlige regler om partshøring og begrundelse.
Det fremgår endvidere af sagen, at som et led i Folketingets
forhandlinger om finansloven for 1999 den 24. - 25. november 1998 blev det
besluttet af afvikle kontrollørkorpset med virkning fra 1999,
således at de medarbejdere, der var ansat i korpset, blev opsagt.
Af Intern Information nr. 136 af 27. november 1998 fra Told og Skat
fremgår bl.a., at kontrollørkorpset ikke er blevet den succes,
som det var tænkt som. Den væsentligste grund hertil er angivet
nok at være, at der ikke er sket den afgang fra korpset, som var
forudsat i flerårsaftalen mellem Finansministeriet og
Skatteministeriet.
Af Intern Information nr. 136 fremgår tillige for så vidt
angår det tjenestemandsansatte personale, at der i øjeblikket
forhandles med personaleorganisationerne om en aftale, og at aftalen
forudsættes at indeholde en kompensation for den manglende
høring i forbindelse med udpegningen til korpset den 23. september
1997. Endvidere er angivet, at for at den enkelte kan blive omfattet af
aftalen, kræver det, at den enkelte afgiver fuldmagt til
personaleorganisationen. Ligeledes er for det overenskomstansatte personale
anført, at aftalen forudsættes at indeholde en kompensation for
den manglende partshøring.
Om de lønmæssige forhold fremgår af Intern Information
nr. 136, at tjenestemandsansatte medarbejdere i kontrollørkorpset
påtænkes afskediget med 3 måneders varsel til udgangen af
april 1999, hvorefter de overgår til rådighedsløn i 3
år, medens de overenskomstansatte medarbejdere vil få mulighed
for at vælge mellem at blive afskediget med 6 måneders varsel
eller at blive afskediget med yderligere et års varsel, dvs. med
fratræden senest den 31. juli 2000, ligesom de vil få udbetalt
fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven og vil blive
tilbudt at blive fritstillet i opsigelsesperioden.
Af et notat af 1. december 1998 om "Talepunkter til Skatteministeren vedr.
kontrollørkorpset" fra Told- og Skattestyrelsen fremgår
bl.a.:
"Den nye "konstruktion"
i
Tjenestemandsansatte medarbejdere i kontrollørkorpset
påtænkes afskediget med 3 måneders varsel til udgangen af
april 1999, hvorefter de overgår til rådighedsløn i 3
år.
Såfremt den enkelte indgår en aftale med C, der regulerer
samtlige udestående spørgsmål samt giver sin
personaleorganisation fuldmagt til at indgå en sådan aftale til
fuld og endelig afgørelse får medarbejderen en kompensation for
den manglende høring på 25.000 kr.
De pågældende kan i en periode få rådgivning og
uddannelsestilbud.
i
Aftalen vedrørende de overenskomstansatte medarbejdere er ikke
forhandlet på plads med de involverede personaleorganisationer, men de
vil få mulighed for at vælge mellem at blive afskediget med 6
måneders varsel eller at blive afskediget med yderligere et års
varsel, dvs. med fratræden senest den 31. juli 2000.
Vælger den overenskomstansatte afsked med yderligere et års
varsel, forudsætter det, at der kan indgås en aftale med
personaleorganisationerne der regulerer samtlige udestående
spørgsmål samt, at den enkelte medarbejder giver sin
personaleorganisation fuldmagt til at indgå en sådan aftale til
fuld og endelig afgørelse. Aftalen forudsætter endvidere en
kompensation for den manglende høring.
De pågældende kan i en periode få rådgivning og
uddannelsestilbud."
Den 7. december 1998 blev følgende fremsendt fra klagerens chef til
personaleafdelingen:
"Vedr begrundelse for udpegning af A til kontrollørkorpset
A har i en årrække været tilknyttet sagsområdet
vedr. systemejerskab af de systemer, der vedrører forskud,
selvangivelse og årsopgørelser. Da hun blev udpeget til korpset
beskæftigede hun sig med følgende sagsområder:
i
Indberetningssystemerne (specifikt et mindre indberetningssystem vedr
Grundejernes Investeringsfond
i
Ekspedition af enkeltstående manuelle oplysninger om statstilskud
til kostskoler
Det bemærkes indledningsvis, at Personafdelingen, der blev etableret
i august 1996 ved en opsplitning af den daværende
Administrationsafdeling, i den forløbne periode har ændret sig
fra især at være en driftsafdeling til at være en
udviklingsafdeling. Karakteren af opgavesammensætningen har
ændret sig fra årsvedligeholdelse til i højere grad at
være egentlige udviklingsopgaver. Den relevante jobprofil har derfor
også ændret sig i den forløbne periode.
A havde en jobprofil, som ikke passede i den ny afdelings udvikling. En
omfattende kompetenceudvikling kunne vanskeligt gennemføres, fordi A
var så ustabil i sit fremmøde over en længere periode, at
det var svært at få tillid til, at hun ville gå til opgaven
med den fornødne ildhu.
På den baggrund vurderes det, at hun var blandt dem, der bedst kunne
undværes."
Den 7. december 1998 har Told- og Skattestyrelsen afgivet et notat, hvoraf
fremgår:
"Beskatning af erstatningsbeløb for manglende høring ved
overførsel til kontrollørkorpset.
Personskattekontoret anmodes om at tage stilling den skattemæssige
behandling af et beløb på 25.000 kr., som eventuelt skal
udbetales til de personer, der blev overflyttet til
kontrollørkorpset.
Beløbet er tænkt som en økonomisk kompensation for de
forhold, at medarbejderne ikke blev hørt i henhold til
forvaltningslovens § 19 i forbindelse med overførslen til
kontrollørkorpset i 1997.
Det er oplyst, at B har rejst en række enkeltsager ved domstolene
for medlemmer med krav om betaling af 100.000 kr.
Kammeradvokaten har i brev af 25. november 1998 tilkendegivet, at et
beløb på 25.000 kr. som det tilbudte ikke forekommer
betænkeligt. Kammeradvokaten gør opmærksom på, at
den foreliggende retspraksis vedrører afskedigelsessituationer.
Beløbet på 25.000 kr. betegnes som et
erstatningsbeløb. Den skattemæssige bedømmelse af
erstatningsbeløb, der som her udbetales som et
éngangsbeløb, er afhængig af, hvilket tab eller hvilken
skade beløbet skal kompensere.
Såfremt beløbet tilsikrer at dække et konkret formuetab
i form af løn for en bestemt periode, er det skattepligtigt.
Personskattekontoret finder imidlertid, at det tilbudte
erstatningsbeløb først og fremmest må anses som
kompensation for den ulempe og tort de pågældende har lidt i
forbindelse med den uvarslede overflytning til kontrollørkorpset.
Erstatning kan til dels også ses som en erstatning for tabet af en mere
ubestemt formueinteresse, idet enkelte at de overførte måske
kunne have undgået overførsel, såfremt høring var
blevet gennemført.
Det er dog Personskattekontorets opfatte1se, at de tilbudte beløb
ikke tilsikrer at dække konkrete økonomiske tab. Sådanne
tab må anses som kompenseret gennem de øvrige aftaler om
forlænget opsige1sesvarsel, løn i opsigelsesperioden og den
tilbudte fritstilling.
Det bemærkes, at såfremt B fastholder de rejste sager, vil den
skattemæssige bedømmelse af eventuelle erstatningsbeløb
afhænge af domstolens begrundelse for
erstatningsudmålingen."
Den 9. december 1998 er mellem Told- og Skattestyrelsen og B indgået
en aftale om afvikling af kontrollørkorpset. Af aftalen fremgår
bl.a.:
"§ 1.
De medarbejdere, der er udpeget til Kontrollørkorpset, og som efter
partshøring skal afskediges, meddeles afsked inden udgangen af januar
1999. De pågældende afskediges med 6 måneders varsel (til
udgangen af juli 1999) og får udbetalt
fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2
a ved fratræden.
§ 2.
Der er enighed om, at B frafalder de indledte retssager vedrørende
manglende partshøring i forbindelse med udpegningen til
kontrollørkorpset og vedrørende bortvisning samt voldgiftssagen
vedrørende tillidsrepræsentanterne.
Hvis det enkelte medlem befuldmægtiger B hertil, kan den
pågældende omfattes af følgende tilbud til afslutning af
ansættelsesforholdet.
Told*Skat betaler et erstatningsbeløb på 25.000 kr. for den
manglende partshøring ved overførslen til
kontrollørkorpset til den enkelte medarbejder.
Den enkelte medarbejder kan meddeles afskedigelse med et forlænget
varsel på yderligere 12 måneder - det vil sige i alt 18
måneder. Hvorefter der udbetales fratrædelsesgodtgørelse
svarende til 3 måneders løn. Der vil være mulighed for
fritstilling.
....."
Af bilag til aftalen mellem Told- og Skattestyrelsen og B om afvikling af
kontrollørkorpset er ad aftalens § 2 bl.a. anført:
"1).Der er enighed om, at det i aftalen nævnte beløb på
25.000 kr. udbetales til alle de medarbejdere, der er overført til
kontrollørkorpset, forudsat at de pågældende
befuldmægtiger B til at indgå aftalen."
2).I tilfælde af, at en medarbejder i fritstillingsperioden
opnår anden ansættelse indenfor staten standses
lønudbetalingen fra ansættelsestidspunktet i den nye stilling.
Hvis lønnen i den nye stilling er lavere end lønnen fra
Told*Skat, udbetales alene forskellen på lønnen i den nye
stilling og den hidtidige løn."
Ved skrivelse af 16. december 1998 fra Told- og Skattestyrelsen blev
klageren partshørt i forbindelse med afskedigelsen fra
kontrollørkorpset, idet styrelsen til skatteministeren
påtænkte at indstille, at hun blev afskediget på grund af
stillingsnedlæggelse som følge af bevillingsmangel.
Af skrivelsen fremgik bl.a., at baggrunden for, at klageren blev
overført til kontrollørkorpset var en vurdering af, at hun var
én af de medarbejdere, som bedst kunne undværes ved Told og
Skats fremtidige ordinære opgavevaretagelse. Ved denne vurdering blev
der bl.a. lagt vægt på klagerens faglige kompetence og hendes
fremmøde. Det blev understreget, at der var tale om en relativ
vurdering.
Ved nyhedsbrev nr. 18 af 22. december 1998 meddelte B, at
erstatningsbeløbet på 25.000 kr. ikke var skattepligtigt.
Klageren underskrev den 30. december 1998 en fuldmagt, hvori hun
bemyndigede B til bl.a. at indgå en aftale med Told- og Skattestyrelsen
om, at hun - mod en udbetaling på 25.000 kr. - til endelig
afgørelse af manglende partshøring i forbindelse med hendes
udpegning til korpset. Af fuldmagten fremgik tillige, at klageren
ønskede fritstilling i hele opsigelsesperioden.
Den 30. december 1998 anførte klageren bl.a. til Told- og
Skattestyrelsens skrivelse af 16. december 1998:
"Jeg mener, at udpegningen er forkert begrundet, da jeg på
udpegningstidspunktet beskæftigede mig med følgende:
- Systemejer for Kontroloplysninger.
- Systemejer for Rentekontrolordningen, hvor jeg havde ansvaret for
indlånsrenter, pantebreve i depot og obligationsindberetninger.
- Deltaget i planlægningsfasen for kontroloplysninger og
rentekontrolordningen (test af systemerne).
- Med i sekretariatsgruppe for kommunekontaktgruppen.
....."
Af skrivelse af 14. januar 1999 til klageren meddelte Told- og
Skattestyrelsen, at man havde modtaget hendes kommentarer til styrelsens
partshøring om påtænkt afsked af 16. december 1999. Det
var styrelsens opfattelse, at klagerens udtalelse sammenholdt med afdelingens
kommentarer ikke giver styrelsen anledning til at ændre holdning i
sagen, jf. partshøring af 16. december 1999.
Den 13. januar 1999 har Told- og Skattestyrelsen i et notat om afvikling
af kontrollørkorpset bl.a. anført:
"Kompensation
Det er aftalt, at der ydes en erstatning til medarbejderne i korpset
(også allerede afskedigede), hvis de pågældende afgiver en
fuldmagt/erklæring, hvori de befuldmægtiger den
pågældende personaleorganisation til at frafalde retssager mv.
samt forpligter sig til ikke at rejse individuelle sager vedr. udpegningen
til korpset.
Den enkelte medarbejder, der afgiver erklæringen, vil således
få udbetalt en skattefri erstatning på 25.000 kr. Erstatningen
udbetales af styrelsen ultimo april 1999."
Ved skrivelse af 26. januar 1999 har Told- og Skattestyrelsen meddelt
klageren afsked med udgangen af juli 2000. Det er i den forbindelse tillige
anført, at "Opsigelsen sker med et forlænget varsel, og du vil i
forbindelse med din afsked være berettiget til
fratrædelsesgodtgørelse på 3 måneders løn,
som udbetales sammen med den sidste lønudbetaling. Herudover betaler
Told*Skat en erstatning på kr. 25.000 vedrørende manglende
partshøring ved overførslen til kontrollørkorpset.
Erstatningen udbetales i februar 1999."
I februar 1999 besvarede skatteministeren skatteudvalgets
spørgsmål 86-88, der var stillet på baggrund af to
artikler i Berlingske Tidende om udbetaling af en skattefri erstatning
på 25.000 kr. til de tidligere medarbejdere i Told og Skat. Det
fremgår bl.a. af svaret på spørgsmål 86:
"Allerede kort tid efter de første udpegninger til korpset
iværksatte personaleorganisationerne en række initiativer til
undersøgelse af, om de gennemførte tiltag var lovmedholdelige.
I forlængelse heraf blev Told- og Skattestyrelsen i juli 1998
stævnet af B på vegne af 10 medlemmer, der var udpeget til
korpset. Der blev nedlagt påstand om erstatning på 100.000 kr.
til hver for manglende partshøring.
.....
Derfor optog Told- og Skattestyrelsen forhandlinger med
personaleorganisationerne om en afvikling af korpset, og der blev i december
1998 indgået aftaler med personaleorganisationerne.
Som en del af disse aftaler blev det besluttet at indgå et forlig
vedrørende spørgsmålet om manglende partshøring i
forbindelse med udpegningen til korpset.
Told- og Skattestyrelsen valgte i den forbindelse at acceptere en
erstatning for den manglende partshøring, også under hensyntagen
til den usikkerhed, der var om spørgsmålet. En usikkerhed som
ikke var blevet mindre efter beslutningen om at der skulle ske afsked.
Endelig ville retssagerne som en konsekvens af forliget bortfalde.
Inden aftalerne blev indgået, bad Told- og Skattestyrelsen
Kammeradvokaten om at oplyse, hvorledes en evt. udbetaling af 25.000 kr. til
den enkelte medarbejder som erstatning for den manglende partshøring,
harmonerede med det udmålingsniveau, domstolene anvender ved
konstatering af manglende høring i ansættelsesretlige sager.
Kammeradvokaten henviste i den forbindelse til en højesteretsdom
(UfR 1996 side 1462 H). I denne sag tildeles en medarbejder en
godtgørelse/erstatning på 100.000 kr. for manglende
høring, idet det ikke kunne udelukkes, at beslutningen i
tilfælde af høring var blevet en anden.
Kammeradvokaten konkluderede, at et beløb på 25.000 kr. til
den enkelte medarbejder ikke forekom betænkeligt. Det bemærkedes
dog også, at den foreliggende praksis på området
vedrører afskedigelsessituationer.
.....
Den skattemæssige behandling af erstatningsmodtageren sker efter
statsskattelovens § 4 og § 5, medmindre der findes anden særlig
lovhjemmel. Erstatninger, der udbetales som løbende ydelser, vil
være skattepligtige efter statsskattelovens § 4, stk. 1 litra c, uanset
hvad erstatningen dækker. Udbetales erstatningen som
engangsbeløb, afhænger den skattemæssige behandling af det
tab eller den skade, erstatningen er kompensation for. Et beløb, der
udbetales til dækning af et konkret løntab, er skattepligtigt.
Hvad angår erstatning for ikke-økonomisk skade, som fx tort,
hvorved forstås den immaterielle skade, som forvoldes ved, at en person
undergives en behandling, der er egnet til at nedsætte den
pågældende i det almindelige omdømme, er en sådan
erstatning skattefri.
Med hensyn til spørgsmålet om den skattemæssige
behandling af de 25.000 kr. har det på baggrund af det anførte
været Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at der er tale om et
erstatningsbeløb, der må anses for at kompensere en
ikke-økonomisk skade, herunder tort, eller tab af mere ubestemte
formueinteresser.
Til grund for denne vurdering ligger :
- Erstatningen er udbetalt til alle der blev udpeget til
kontrollørkorpset, uanset om de var omfattet af de
aftrædelsesordninger der blev aftalt ved korpsets afvikling.
- Erstatningen er givet som et ens beløb til alle, og dermed
ikke som lønkompensation.
- Endvidere er erstatningen udbetalt nu og ikke i forbindelse med
endelig ophør af ansættelsesforholdet.
Det er forudsat, at erstatningsbeløbet optages på
tillægsbevillingen og således behandles adskilt fra det
beløb, der på Finansloven var afsat til afvikling af
kontrollørkorpset, jf. besvarelsen af spørgsmål 87.
At der tidsmæssigt er et sammenfald mellem afviklingen af
kontrollørkorpset og indgåelse af forliget om erstatning,
følger kun af, at man ønskede en endelig afgørelse af de
sager der var knyttet til kontrollørkorpsets oprettelse.
På baggrund af de stillede samrådsspørgsmål., og
da der ikke fra praksis findes nogle tilsvarende erstatningssager, har jeg
anmodet Told- og Skattestyrelsen om at forelægge
spørgsmålet om den skattemæssige behandling af det
omhandlede beløb for Ligningsrådet."
Af svaret til spørgsmål 87 fremgår bl.a. tillige:
".....
Endelig omfattede forliget udbetaling af et erstatningsbeløb
på 25.000 kr., jf. besvarelsen af spørgsmål 86. Dette
beløb har ikke noget med aftrædelsesordningerne at gøre,
men er derimod udtryk for, at det omtvistede, men uafklarede
spørgsmål om en eventuel manglende partshøring ved
udpegningen til korpset gøres endeligt op. Tidsmæssigt er der et
sammenfald, der skyldes, at det i forbindelse med afviklingen af
kontrollerkorpset var naturligt også at søge de øvrige
sager vedrørende korpset forligt."
Forud for møde i Ligningsrådet den 23. marts 1999 foregik
drøftelser mellem Told- og Skattestyrelsen og
personaleorganisationerne om fastholdelse af det indgåede forlig,
såfremt erstatningen viste sig at være skattepligtig, herunder
skrivelse af 1. marts 1999 fra B og Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 8.
marts 1999.
Af Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 20. april 1999 til C
fremgår, at Ligningsrådet på sit møde samme dag har
taget stilling til følgende spørgsmål vedrørende
den skattemæssige behandling af ydelser i henhold til den aftalte, som
styrelsen har indgået med personaleorganisationerne om afvikling af
kontrollørkorpset:
"1. Finder Rådet, at det erstatningsbeløb på 25.000
kr., der er udbetalt til de medarbejdere, der blev udpeget til
kontrollørkorpset, kan anses som en skattefri torterstatning?
2. Finder Rådet, at "lønbeløb" der udbetales til
fratrådte overenskomstansatte fra det tidspunkt, hvor de oprindeligt
kunne have været opsagt til det tidspunkt, hvor de efter den
indgåede fratrædelsesaftale kan opsiges, skal beskattes som
almindelig skattepligtig lønindkomst?
.....
Vedrørende spørgsmål 1 fandt Ligningsrådet, at
beløbet skattemæssigt må anses som en
fratrædelsesgodtgørelse for de afskedigede medarbejdere.
Ligningsrådets begrundelse er sålydende:
"Da kompensationen 25.000 kr. til de medarbejdere, der blev
overført til kontrollørkorpset, er ydet som et led i en samlet
aftale, der blev indgået i forbindelse med afskedigelsen af
medarbejderne, finder Ligningsrådet ikke på det foreliggende
grundlag at det med fornøden sikkerhed kan antages, at beløbet
er ydet alene som kompensation for den påståede krænkelse
af medarbejderne, der fandt sted ved at de pågældende ikke blev
partshørt, forinden overflyttelse til kontrollørkorpset fandt
sted.
Ligningsrådet har i den forbindelse også lagt vægt
på, at Told- og Skattestyrelsen indtil aftalen om afskedigelsen blev
effektueret, bestred at der var grundlag for et sådant krav."
Ligningsrådet kunne således ikke tiltræde Told- og
Skattestyrelsens opfattelse af, at der forelå en skattefri
torterstatning.
Med hensyn til spørgsmål 2 kunne rådet tiltræde,
at de lønbeløb, der udbetales i den forlængede
opsigelsesperiode, skal beskattes som almindelig lønindkomst.
....."
Af skrivelse af 1. juli 1999 fra Told- og Skattestyrelsen til klageren
vedrørende beskatning af ydelser til medarbejdere i
kontrollørkorpset fremgår bl.a. for så vidt angår de
aftaler, der er indgået mellem Told*Skat og
personaleorganisationerne:
"I februar 1999 blev aftalerne omtalt i pressen med kritik af, at der
forelå aftaler med et særligt gunstigt indhold, der formentlig
afveg fra gældende praksis.
På denne baggrund stillede Folketingets Skatteudvalg en række
spørgsmål til skatteministeren om sagen.
Skatteministeren valgte herefter at anmode Ligningsrådet om en
skattemæssig bedømmelse af ydelserne til
kontrollørkorpset.
.....
Bedømmelsen afviger på et enkelt punkt fra Told*Skats
vurdering. Det gælder bedømmelsen af de 25.000 kr., som
Ligningsrådet ikke har vurderet som en skattefri erstatning, men som en
skattepligtig godtgørelse. For afskedigede medarbejdere vil der
være tale om en fratrædelsesgodtgørelse.
Det betyder, at du alt andet lige vil få en restskat for
indkomståret 1999, idet der ved udbetalingen af de 25.000 kr. ikke blev
trukket A-skat og bidrag.
....."
Den stedlige skatteforvaltning har forhøjet klagerens indkomst med
25.000 kr., idet dette beløb ikke kan anses for en erstatning for
manglende partshøring, men derimod som en almindelig skattepligtig
fratrædelsesgodtgørelse. Skatteforvaltningen har ved
afgørelsen lagt vægt på det retsstiftende tidspunkt, som
skatteforvaltningen anser at være tidspunktet for indgåelse af
den samlede ordning i forbindelse med afviklingen af Told*Skats
kontrollørkorps.
Skatteforvaltningen har henvist til Told*Skats informationsskrivelse nr.
136 af 27. november 1998, hvoraf fremgår, at der som led i den
påtænkte afskedigelse af kontrollørkorpsets medarbejdere
forudsættes indgået aftaler, der indeholder kompensation for
manglende partshøring i forbindelse med udpegningen til korpset i sin
tid.
I referat fra møde den 26. februar 1999 mellem Told*Skat og
personaleorganisationerne i forbindelse med forelæggelse af
beskatningsspørgsmålet for Ligningsrådet er det om
forskellige ydelser, herunder de 25.000 kr. anført, at "..Elementerne
indgår samlet i aftalen.......", og efter det foreliggende er
udbetaling mv. sket i overensstemmelse med aftalen.
På denne baggrund er det skatteforvaltningens opfattelse, at der er
tale om en samlet, integreret ordning med en så nær tilknytning
til afviklingen af kontrollørkorpset, at beløbet må anses
for almindelig skattepligtig indkomst/fratrædelsesgodtgørelse.
Skatteforvaltningen finder derfor heller ikke at kunne tillægge det
selvstændig betydning, at beløbet også ville blive
udbetalt til medarbejdere, der eventuelt ikke ville blive sagt op (samt i
tilfælde af død), ligesom det herved også findes at
være uden betydning, at udbetalingen ikke er sket i tidsmæssig
sammenhæng med det faktiske fratrædelsestidspunkt.
Overførslen af medarbejdere til kontrollørkorpset kan efter
skatteforvaltningens opfattelse heller ikke sammenlignes med
omstændighederne i Landsskatterettens kendelse, gengivet i Tidsskrift
for Skatter og Afgifter som TfS 2000.326, hvor et skønsmæssigt
beløb i forbindelse med fratræden blev henført som
erstatning for svie og smerte samt tort, da der i den pågældende
sag var tale om fratræden med baggrund i bl.a. psykisk
arbejdsmiljø og chikane m.v.
Det fremgår også af bilagsmaterialet, herunder korrespondance
med Kammeradvokaten, at det ikke er endelig afklaret, om overførslen
af medarbejdere til kontrollørkorpset er omfattet af
forvaltningslovens høringspligt, men alene, at parterne er enige om at
anse dette for at være tilfældet.
Skatteforvaltningen har med denne afgørelse ikke taget stilling
til, om erstatning for manglende partshøring i givet fald vil
være skattefri som en form for torterstatning.
Skatteforvaltningen har vedrørende forventningsprincippet - som er
gjort gældende af klagerens advokat - anført, at et synspunkt
om, at klageren gennem Told- og Skattestyrelsens tilkendegivelser har
fået en retsbeskyttet forventning om, hvordan beløbet
skattemæssigt skulle behandles, ikke kan tiltrædes, da klagerens
forventning ikke er begrundet i en ligningsmæssig behandling, og da der
efter forvaltningens opfattelse på tidspunktet for indgåelse af
afviklingsaftalen ikke foreligger (skriftlige) tilsagn af en art, der kan
skabe en retsbeskyttet forventning.
Skatteforvaltningen har tillige anført, at lønudbetalingerne
i den forlængede opsigelsesperiode ikke kan anses for en
fratrædelsesgodtgørelse omfattet af den dagældende
ligningslovs § 7 O, stk. 1, nr. 2, ligesom lønnen fra den 1. februar
2000 heller ikke kan anses for en fratrædelsesgodtgørelse.
Skatteforvaltningen har anført vedrørende Højesterets
dom af 4. december 1991 (TfS 1992.28), hvilken dom klageren har henvist til,
at forholdet i nævnte dom ikke kan sammenlignes med klagerens
tilfælde.
Det er således af Told- og Skattestyrelsen over for klageren
tilkendegivet, at lønudbetalingerne ville ophøre, dersom hun
fik anden beskæftigelse inden for staten. Såfremt den nye
stilling indebar en mindre løn end den hidtidige, ville
størrelsen af udbetalingerne endvidere blive reguleret i
overensstemmelse hermed. I tilfælde af død ville udbetalingerne
ske efter de gældende overenskomstvilkår m.v. ved død.
Told- og Skattestyrelsens personaleafdeling har over for
skatteforvaltningen tilkendegivet, at årsagen til, at man indgik
på en forlænget opsigelsesperiode bl.a. var i et vist omfang at
sidestille de overenskomstansatte personalegrupper med de
tjenestemandsansatte, der ville få rådighedsløn.
Skatteforvaltningen har anført, at under disse omstændigheder
må forholdet betragtes som en almindelig aflønningssituation.
Lønudbetalingerne i den forlængede opsigelsesperiode kan derfor
ikke anses for en fratrædelsesgodtgørelse omfattet af den
dagældende ligningslovs § 7 O, stk. 1, nr. 2. Forvaltningen har tillige
anført, at heller ikke lønnen fra 1. februar 2000 kan anses for
en fratrædelsesgodtgørelse i medfør af nævnte
bestemmelse, sidste punktum.
Skatteankenævnet har i sagsfremstillingen om erstatningen på
25.000 kr. anført:
"I nærværende tilfælde, hvor erstatning udbetales som et
engangsbeløb, afhænger den skattemæssige behandling for
modtageren af, hvad beløbet/erstatningen er kompensation for.
Udgangspunktet er, at alt er skattepligtigt, j f. statsskattelovens § 4,
medmindre der kan påvises en særlig hjemmel, hvorefter et givent
beløb er skattefrit eller underkastet en lempeligere beskatning.
Det er op til aftaleparterne at drage omsorg for, at det af aftalen klart
fremgår, hvad et givent beløb dækker/er
erstatning/godtgørelse for. Hvis aftalen er uklar, og der
således er usikkerhed om, hvorvidt et givent beløb er erstatning
for tort, en del af en samlet aftale, en erstatning for manglende
høring eller andet, vil denne usikkerhed komme modtageren af
beløbet/skatteyderen til skade. Skattemyndigheden må i så
fald ved regel anvendelsen falde tilbage til udgangspunktet/hovedreglen.
Indledningsvis skal opmærksomheden for god ordens skyld henledes
på, at en skattemyndighed herunder skatteministeriet ikke kan
gøre et beløb skattefrit, når lovgiver har bestemt, at
det pågældende beløb er skattepligtigt.
Skatteyder påstår primært skattefrihed for
godtgørelsen på 25.000 kr. med den begrundelse, at
godtgørelsen er en tortkompensation, som dækker manglede
partshøring ved meddelelsen af 23. september 1997 (bilag 4) om
overførsel til kontrollørkorpset. Krænkelsen af
skatteyders æresfølelse og personlige integritet fandt
ifølge advokaten sted den 23. september 1997.
Dette synspunkt understøttes imidlertid ikke af den stævning,
B som mandatar for skatteyder indgav den 14. juli 1998 mod Told- og
Skattestyrelsen. Som anbringende for påstanden om betaling af 100.000
kr. anføres, at skatteyder er berettiget til erstatning efter
forvaltningsretlige (fremhævet her) regler som følge af, at hun
uden forudgående høring blev overflyttet til et
kontrollørkorps. Subsidiært gøres der gældende, at
overførslen er usaglig i henhold til funktionærlovens §2b,
hvorfor skatteyder som følge heraf kan kræve
godtgørelse.
Der findes herefter ikke sandsynliggjort, at skatteyder har følt
sig krænket den 23. september 1997, når dette synspunkt slet ikke
er medtaget til støtte for påstanden om erstatning.
Det tilføjes, at skatteyderen ej heller nævner tort i sit
svar af 16. december 1998 på partshøringen, efter beslutningen
om at nedlægge kontrollørkorpset er taget.
I selve aftalen af 9. december 1998 mellem Told- og Skattestyrelsen og B
anføres:
"Told- og Skat betaler et erstatningsbeløb på 25.000 kr. for
den manglende partshøring..."
Ordet "tort" anvendes således ikke i selve teksten, uanset at Told-
og Skattestyrelsen i notat af 7. december 1998 anfører:
"Beløbet på 25.000 kr. betegnes af Uddannelseskontoret som et
erstatningsbeløb... Personskattekontoret finder
(fremhævet her) imidlertid, at det tildelte erstatningsbeløb
først og fremmest må anses som kompensation for den ulempe og
tort de pågældende har lidt i forbindelse med den uvarslede
overflytning til kontrollørkorpset".
Det fremgår heraf, at det ikke er aftaleparten Told- og
Skattestyrelsen, som har benævnt beløbet "tort", men at det
derimod er styrelsens Personskattekontor, som finder, at det tilbudte
erstatningsbeløb først og fremmest må anses som
kompensation for ulempe og tort.
I skatteministerens svar til Folketingets Skatteudvalg, som refereret oven
for side 16f. henholder ministeren sig til Personskattekontorets vurdering,
som imidlertid ikke indeholder en endelig stillingtagen til, hvad de 25.000
kr. dækker. De til grund for vurderingen anførte synspunkter ses
ej heller at indeholde argumenter for, at der er tale om tort.
På tidspunktet for aftalens indgåelse mellem Told- og
Skattestyrelsen og B ses der således ikke at foreligge en klar
tilkendegivelse hverken fra skatteyder/personaleorganisation, jf.
stævning, eller fra Personale- og Udviklingsafdelingen af, at
beløbet dækker tort. På dette grundlag kan beløbet
stort 25.000 kr. ikke skattemæssigt anses som tort og dermed
skattefrit.
Spørgsmålet er herefter, om beløbet på 25.000
kr. alene er erstatning for manglende høring eller en del af en samlet
aftale.
På tidspunktet for oprettelse af kontrollørkorpset er der
ingen konkrete planer om nedlæggelse heraf. Som der anføres i
kammeradvokatens notat af 27. november 1998 (bilag 23), omhandler den
retspraksis, der findes om høring i henhold til forvaltningslovens §
19 alene afskedigelsessager. Spørgsmålet om, hvorvidt der skal
foranstaltes høring i tilfælde af andre ansættelsesretlige
beslutninger f.eks. forflyttelse, kan derfor ikke besvares endeligt.
Der er herefter i hvert fald ikke tale om noget, der kan betegnes en grov
tilsidesættelse af partshøringsreglerne fra Told- og
Skattestyrelsens side.
Med henblik på afklaring af, hvad beløbet reelt dækker,
må følgende forhold tages i betragtning:
Notater udarbejdet inden aftalens indgåelse
Selve aftalen
Notater m.v. ved udarbejdet i forlængelse af aftalens
indgåelse
Brev til skatteyderen
Skatteministerens besvarelse af spørgsmål fra Folketingets
Skatteudvalg
Referat af møde mellem aftaleparterne
I et brev af 30. november 1998 fra Told- og Skattestyrelsen til
Finansministeriet refereret nærmere oven for hedder det:
"For at undgå, at aftalerne får afsmittende effekt på
andre områder, har vi valgt at tage udgangspunkt i de verserende sager
vedrørende manglende høring (fremhævet her). Ligesom
vi i aftalerne udtrykkeligt har nævnt, at der er en betingelse, at den
ikke har præjudicerende virkning for Told- og Skat...
....
Betingelserne for at få det tilbud, der ligger ud over de
overenskomst- og aftalemæssige rettigheder, er, at medarbejderen
befuldmægtiger personaleorganisationerne til at indgå en aftale
til fuld og endelig afslutning af ansættelsesforholdet.
..."
Efter gennemgang af skrivelse af 30. november 1998 fra Told- og
Skattestyrelsen til Finansministeriet bemærkes, at styrelsen
således har lagt afgørende vægt på, at aftalerne
ikke skulle have afsmittende virkning. Det er efter brevets ordlyd alene
dette, der er udslagsgivende for, at styrelsen vælger at tage
udgangspunkt i de verserende sager vedrørende høring.
Det må herefter lægges til grund, at Told- og Skattestyrelsen
ønsker enten at opsigelse på sædvanlige vilkår eller
en for medarbejderne gunstigere aftale omfattende bl.a. betaling af et
beløb stort 25.000 kr. ikke for manglende høring, men som en
del af aftalerne vedrørende opløsning af
kontrollørkorpset.
I et referat af 1. december 1998 fra Told- og Skattestyrelsen om
personaleorganisationernes holdning til nedlæggelse af
kontrollørkorpset hedder det om de overenskomstansattes
organisationer:
"I lighed med C ønsker de også at indgå en aftale, der
"lukker sagen". En sådan forhandles p.t."
Også dette referat støtter antagelsen, at der fra Told- og
Skattestyrelsen side er tale om en samlet aftale vedrørende
opløsning af kontrollørkorpset.
Af selve aftalen af 9. december 1998 jf. oven for fremgår det, at
Told og Skat til gengæld for tilsagnet om begunstigelser i form af
bedre vilkår end fastsat i henhold til overenskomsten opnår
fordele i form af, at de indledte retssager frafaldes, og at den enkelte
medarbejder ikke kan rejse yderligere krav.
Selve aftalens formulering såvel som notatet af 13. januar 1999
refereret oven for må siges at pege i retning af, at beløbet
ikke alene er givet for manglende partshøring.
I brevet til skatteyderen af 26. januar 1999 jf. oven for refereres
indholdet af den indgåede aftale ikke nærmere, og brevet er
derfor ikke af betydning for fortolkningen heraf.
I skatteministerens svar ultimo februar 1999 til Folketingets Skatteudvalg
anføres:
"Som en del af disse aftaler blev det besluttet at indgå
et forlig vedrørende spørgsmålet om manglende
partshøring i forbindelse med udpegning til korpset
(fremhævet her).
Told- og Skattestyrelsen valgte i den forbindelse at acceptere en
erstatning for den manglende partshøring, også under hensyntagen
til den usikkerhed, der var om spørgsmålet.... Endelig ville
retssagerne som en konsekvens af forliget bortfalde".
og:
"At der tidsmæssigt er sammenfald mellem afviklingen af korpset og
indgåelse af forliget om erstatning, følger kun af, at man
ønskede en endelig afgørelse af de sager der var knyttet til
kontrollørkorpsets oprettelse".
Skatteministeren oplyser således, at forliget om den manglende
høring er en del af aftalen, samt at man ønskede en endelig
afgørelse af de sager, der var knyttet til kontrollørkorpsets
oprettelse.
I referatet fra det afholdte møde den 25. februar 1999 mellem Told-
og Skattestyrelsen og personaleorganisationerne omhandlende usikkerheden om
beskatningen af "elementerne i de indgåede aftaler med
personaleorganisationerne", hedder det:
"Elementerne indgår samlet i aftalen, og spørgsmålet
er, om bortfald af forudsætninger for et enkelt element bevirker, at
hele aftalen falder bort ...
Konkret drejer det sig om de 25.000 kr....
Bliver de 25.000 kr. skattepligtige falder så hele aftalen bort?
Det var organisationernes umiddelbare holdning, at dette ikke burde
være tilfældet..."
Det fremgår således af dette referat, at begge parter har
anset udbetalingen og beskatningen af beløbet på 25.000 kr. som
værende en del af hele aftalen, som der ikke uden videre kunne
ændres på dvs. begge parter betragtede beløbet som en
integreret del af aftalen, og ikke som et selvstændigt forlig der ene
og alene vedrørte den eventuelle manglende høring.
På baggrund af
i
Told- og Skattestyrelsen brev af 30. november 1998 til Finansministeriet
"For at undgå, at aftalerne far afsmittende effekt på andre
områder, har vi valgt at tage udgangspunkt i de verserende sager
vedrørende manglende høring"
i
Referat af 1. december 1998 fra Told- og Skattestyrelsen om
personale-organisationernes holdning herunder ønsket om "indgå
en aftale der "lukker sagen"
i
Ordlyden af § 2 i aftalen af 9. december 1998 "...det enkelte B-medlem...
[kan] omfattes af følgende tilbud til afslutning af
ansættelsesforholdet" omfattende et beløb på 25.000 kr.,
forlænget opsigelsesvarsel samt uddannelsesaktiviteter
i
Notat af 13. januar 1999 fra Told- og Skattestyrelsens Personale- og
Udviklingsafdeling "ydes en erstatning til medarbejderne .. .hvis de
pågældende ... frafalde[r] retssager m.v. samt forpligter sig til
ikke at rejse individuelle retssager vedr. udpegning til korpset"
i
Skatteministerens svar til Skatteudvalget, hvoraf fremgår, at
styrelsen, indtil aftalen blev indgået, bestred, at der var et
sådant krav, at man ønskede en endelig afgørelse af disse
sager, og at beløbet på 25.000kr. var "en del af disse aftaler"
samt
i
Referat fra møde med personaleorganisationerne den 25. februar 1999
"elementerne indgår samlet i aftalen"
findes det ikke godtgjort, at beløbet kan antages at være
ydet alene som kompensation for den manglende høring.
Det forhold, at beløbet er givet til alle medarbejdere, der er
udpeget, også til dem der efterfølgende ikke er sagt op, kan
ikke føre til andet resultat, idet ønsket har været "at
lukke sagen".
I nærværende sag kan udgangspunkt ikke tages i kendelsen
refereret i TfS 2000.326, eftersom tort ikke er gjort gældende ved
anlæggelse af retssag eller i øvrigt dokumenteret. Ingen del af
godtgørelsen kan på denne baggrund anerkendes som værende
skattefri.
UfR 1996.1462 omhandlede en afskedigelsessituation. I
nærværende sag er der på tidspunktet for meddelelsen om
overførsel til kontrollørkorpset derimod ikke tale om en
afskedigelsessituation."
Skatteankenævnet har om forventningsprincippet anført:
"Spørgsmålet er endelig, om skatteyderen ud fra et
forventningsprincip har krav på, at beløbet 25.000 kr. er
skattefrit.
Som anført af Folketingets ombudsmand kan princippet kun fraviges,
hvis skatteyderens forventning om den meddelte fremtidige ansættelse
hviler på et særligt kvalificeret grundlag eller i særlig
grad er beskyttelsesværdig.
Skatteankenævnet skal bemærke, at skatteyderen har været
ansat hos Told- og Skattestyrelsen siden august 1987 og således mere
end ellers burde være bekendt med, at Told- og Skattestyrelsen ikke har
ligningskompetence. Når Told- og Skattestyrelsen fremkommer med en
udtalelse, ligger heri et underforstået forbehold om, at kompetente
myndighed og/eller domstolene kan komme til et andet resultat. Hertil kommer,
at skatteyder og hendes kollegaer har haft mulighed for at kræve
"skattefrihed" indsat som et specifikt krav eller forudsætning for
aftalen eller eventuelt at indhente en bindende forhåndsbesked fra
Ligningsrådet jf. skattestyrelsesloven § 20A.
Da det kommer frem, at beløbet eventuelt er skattepligtigt, giver
personaleorganisationerne, som skatteyderen har givet bemyndigelse til at
handle på sine vegne, udtryk for, at en beskatning formentlig ikke vil
få hele aftalen til at falde.
Under hensyn til
i
At de afgørelser skatteyder påberåber sig alle er fra
tiden før indførelsen af skattestyrelseslovens § 20A om
bindende forhåndsbesked
i
At de nævnte domme alle omhandler situationer, hvor det er den
kompetente skattemyndighed, der har afgivet en tilkendegivelse eller
vilkårene er fastsat efter retningslinier udarbejdet af flere
ministerier
i
At det af de efterfølgende drøftelser fremgår, at
personaleorganisationerne ikke umiddelbart fandt, at beskatning ville
medføre bortfald af hele aftalen
i
At Retssikkerhedsudvalget understreger, at praksis hidrører fra
tiden inden loven om bindende forhåndstilsagn forelå og
i
At Jan Pedersen i sin artikel jf. oven for fremhæver, at princippet
har "et såre indskrænket anvendelsesområde"
ses skatteyderens forventning ikke at hvile på et særligt
kvalificeret grundlag eller være i særlig grad
beskyttelsesværdig."
Skatteankenævnet har endvidere anført:
"Udbetalinger, forlænget opsigelsesvarsel
Skatteyderen blev afskediget den 26. januar 1999 med et
anciennitetsbestemt opsigelsesvarsel efter funktionærlovens § 2
på 6 måneder.
Skatteyder har principalt nedlagt påstand om, at
lønudbetalingen i disse 6 måneder plus det aftalte
forlængede opsigelsesvarsel på yderligere 12 måneder skal
beskattes efter den dagældende ligningslov § 7 0, stk. 1, nr. 2, og
subsidiært at udbetalingerne fra 1. februar 2000 skal anses
skattepligtig fratrædelsesgodtgørelse, jf. ligningslovens § 7 0,
stk. 1, nr. 2
Lønudbetalingerne i det anciennitetsbestemte opsigelsesvarsel på
6 måneder skal beskattes som almindelig indkomst, jf. ligningslovens §
7 0 stk. 1, nr. 2, 2 pkt.
Baggrunden for det forlængede opsigelsesvarsel fremgår af
skatteministerens besvarelse af spørgsmål 87 fra Folketingets
Skatteudvalg, hvori det hedder "med henblik på en vis ligestilling med
tjenestemandsansatte blev overenskomstansatte tilbudt et forlænget
varsel på yderligere 12 måneder". Dvs. ud fra ønsket om i
et vist omfang at sidestille de overenskomstansatte grupper med de
tjenestemandsansatte, der ville få rådighedsløn.
Det er endvidere fastsat, at udbetalingerne ville ophøre,
såfremt skatteyderen fik anden beskæftigelse inden for staten.
Såfremt den nye stilling indebar en mindre løn end den
hidtidige, ville størrelsen af udbetalingerne blive reguleret i
overensstemmelse hermed, og i tilfælde af død ville
udbetalingerne ske efter de gældende overenskomstvilkår m.v. ved
død.
TfS 1992.28H jf. oven for side 24 og 32. Samme konkrete forhold foreligger
imidlertid ikke i nærværende sag, hvor baggrunden for den
forlængede opsigelsesperiode var ønsket om i et vist omfang at
sidestille de overenskomstansatte personalegrupper med tjenestemandsansatte,
og, hvor der skulle ske reduktion i tilfælde af ny stilling inden for
staten.
I nærværende sag har skatteyderen udover beløbet
på 25.000 kr. det forlængede opsigelsesvarsel fået
godtgørelse svarende til 3 måneders løn.
Under hensyn til
i
Oplysningerne om baggrunden for det forlængede opsigelsesvarsel jf.
skatteministeren besvarelse af spørgsmål 87 fra Folketingets
Skafteudvalg, hvori det hedder "med henblik på en vis ligestilling med
tjenestemandsansatte blev overenskomstansatte tilbudt et forlænget
varsel på yderligere 12 måneder"
i
At udbetalingerne er ikke sket på én gang som forudsat i
ligningslovens § 7 0, stk. 1 nr. 2, 1. pkt.
må udbetalingerne anses for almindelig løn. Udbetalingerne
skal herefter medregnes ved opgørelsen af skatteyderens almindelige
skattepligtige indkomst."
Klagerens advokat har nedlagt principal påstand om skattefrihed for
den udbetalte godtgørelse på 25.000 kr. for manglende
partshøring, jf. statsskattelovens § 5, ligesom der er nedlagt
påstand om, at lønudbetalingerne fra og med august 1999 fra
Told- og Skattestyrelsen anses for en fratrædelsesgodtgørelse
efter dagældende ligningslovs § 7 O, stk. 1, nr. 2.
Advokaten har subsidiært nedlagt påstand om, at en overvejende
del af godtgørelse på 25.000 kr. er skattefri som kompensation
for den manglende partshøring, jf. statsskattelovens § 5 og at
lønudbetalinger fra og med februar 2000 fra Told- og Skattestyrelsen
anses for en fratrædelsesgodtgørelse efter dagældende
ligningslovs § 7 O, stk. 1, nr. 2.
Advokaten har for så vidt angår den principale påstand
om beskatningen af godtgørelsen på 25.000 kr. gjort
gældende, at godtgørelsen på 25.000 kr. er en
tortkompensation, som alene dækker Told- og Skattestyrelsens manglende
partshøring ved meddelelsen den 23. september 1997. Krænkelsen
af klagerens ærefølelse og personlige integritet skete
således den 23. september 1997, og det er denne begivenhed, der
udløste godtgørelsen på 25.000 kr., som udbetaltes i
februar 1999.
Told- og Skattestyrelsens vurdering i notat af 6. november 1997
dokumenterer således, at såfremt partshøring havde
været gennemført i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19,
kunne nogle af medarbejderne, som var blevet overflyttet til
kontrollørkorpset, have undgået denne overførsel. Told-
og Skattestyrelsens vurdering understreger derved væsentligheden af
styrelsens grove tilsidesættelse af partshøringsreglerne.
Det fremgår utvetydigt af aftalen mellem B og Told- og
Skattestyrelsen af 9. december 1998, at "Told*Skat betaler et
erstatningsbeløb på 25.000 kr. for den manglende
partshøring ved overførslen til kontrollørkorpset til
den enkelte medarbejder."
Forliget må fortolkes i lyset af, at B havde anlagt retssager om
betaling af 100.000 kr. for manglende partshøring, ligesom
Kammeradvokaten havde vurderet, at et forligsbeløb på 25.000 kr.
ikke forekom betænkeligt set i lyset af Højesterets dom i UfR
1996.1462 H.
Godtgørelsen på 25.000 kr. må derfor vurderes som "det
mindre i det mere", idet Told- og Skattestyrelsen risikerede, at domstolene
ville udmåle en godtgørelse til klageren for manglende
partshøring i størrelsesordenen 100.000 kr.
Konklusionen bliver derfor, at godtgørelsen på 25.000 kr. er
betalt for den manglende partshøring og ikke for andre elementer i
fratrædelsesaftalen.
Ligningsrådets argumentation i afgørelsen af 20. april 1999
må vurderes som indeholdende en anerkendelse af, at godtgørelser
for manglende partshøring er skattefri, hvis de ydes uden forbindelse
med fratrædelse. Dette synspunkt støttes i nyere praksis af
Engsig m.fl., "Lærebog om indkomstskat", 9. udgave, 2000, side 343.
Godtgørelse for manglende partshøring er en underkategori af
tortgodtgørelser, som ydes for retsstridige krænkelser af den
skattepligtiges person, frihed eller ære. Sådanne
godtgørelser, der ydes som engangsbeløb, anses efter fast
praksis for skattefri efter statsskattelovens § 5, jf. bl.a. Harlang i TfS
1998.389, nævnte "Lærebog om indkomstskat" og
Ligningsvejledningen 1999, E.A.1.3.3, side 22, hvor det af
Ligningsvejledningen særligt fremgår, at erstatning for
forstyrrelse af stilling og forhold normalt ikke medtages ved
indkomstopgørelsen.
Ligningsrådet anfører videre i sin afgørelse i
kontrollørkorpssagen, "...at det ikke med fornøden sikkerhed
kan antages, at beløbet alene (advokatens fremhævning) er
ydet som en kompensation for den påståede krænkelse af
medarbejderne, der fandt sted ved, at de pågældende ikke blev
partshørt, forinden overflyttelse til kontrollørkorpset fandt
sted."
Som anført ovenfor er aftalegrundlaget mellem C og Told- og
Skattestyrelsen fuldstændigt entydigt, hvilket bevirker, at der ikke i
godtgørelsen på 25.000 kr. er ydet betaling for andre
krænkelser eller for andre fratrædelsesydelser.
Ligningsrådets ræsonnement kan derfor tilbagevises på dette
punkt.
For så vidt angår krænkelsen kan det fastslås, at
det var den manglende partshøring den 23. september 1997, som
udløste godtgørelsen, og ikke afskedigelsen fra
kontrollørkorpset den 25. januar 1999. Det forekommer derfor helt
vilkårligt, at Ligningsrådet blander tortgodtgørelsen
sammen med de øvrige fratrædelsesydelser, hvilket ligeledes er i
strid med Landsskatterettens kendelse af 10. december 1999, TfS 2000.326.
Der må herved henses til, at tortgodtgørelsen blev udbetalt i
februar 1999, uden tidsmæssig sammenhæng med klagerens
fratrædelse eller overgang til rådighedsløn eller
pension.
Der må videre henses til, hvorledes situationen ville have
været, hvis de 10 medlemmer af B havde ført deres retssag til
ende med succes. Her ville det skatteretlige udgangspunkt være, at
retserhvervelsen af beløbet var udskudt til tidspunktet for en endelig
dom. Man kunne derfor tænke sig, at Højesteret skulle have
prøvet sagen i 2001-2002, hvis retssagen ikke var forligt i 2000. I
denne situation ville det være meget vanskeligt at forestille sig, at
skattemyndighederne havde anset betalingen for et led i
fratrædelsesaftalen i 1999, men derimod være mest sandsynligt, at
beløbet ville være blevet isoleret som en skattefri
tortgodtgørelse.
Sammenfattende gøres det derfor gældende for så vidt
angår godtgørelsen på 25.000 kr.,
at
beløbet ifølge aftalen med Told- og Skattestyrelsen
ubestridt alene dækker godtgørelse for manglende
partshøring,
at
krænkelsen i 1997 ikke har relevant retlig sammenhæng med
afskedigelsen i 1999,
at
godtgørelsen også er ydet til ansatte, der blev
overført til kontrollørkorpset, som ikke efterfølgende
er sagt op,
at
godtgørelsen også er ydet til ansatte, som selv opsagde deres
stilling efter udpegningen til kontrollørkorpset, og inden
fratrædelsesaftalen blev indgået mellem Told- og Skattestyrelsen
og organisationerne,
at
de ansatte, som var afgået ved døden efter udpegningen til
kontrollørkorpset, og inden fratrædelsesaftalen blev
indgået mellem Told- og Skattestyrelsen og organisationerne, også
er anset for berettigede til godtgørelse, som er udbetalt til
dødsboerne,
at
det ved Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 11. august 2000 er
dokumenteret, at godtgørelsen på 25.000 kr. er ydet til en
ansat, som blev overført til kontrollørkorpset, men som ikke
efterfølgende har tiltrådt fratrædelsesaftalen
indgået mellem personaleorganisationen og Told- og
Skattestyrelsen,
at
Ligningsrådets sammenblanding af godtgørelsen og
fratrædelsesydelserne er vilkårlig, samt
at
godtgørelse for manglende partshøring efter administrativ
praksis og efter den juridiske teori er en skattefri ydelse efter
statsskattelovens § 5.
Skatteforvaltningens opfattelse af, at godtgørelsen for manglende
partshøring ikke kan udsondres i en fratrædelsessituation
må på den anførte baggrund anses for uhjemlet og i direkte
modstrid med Landsskatterettens offentliggjorte praksis i TfS 2000.326.
Advokaten har endvidere anført, at det er fast antaget i den
skatteretlige teori samt i doms- og administrativ praksis, at der på
skatteområdet eksisterer et forventningsprincip, hvorefter udtalelser
fra skattemyndighederne om spørgsmål om beskatning i visse
tilfælde kan binde skattemyndighederne, således at der foreligger
en retsbeskyttet forventning.
Da skatteforvaltningen ikke har fundet, at der i den foreliggende
situation kan støttes ret på en mundtlig tilkendegivelse, har
forvaltningen anført, at der ikke foreligger en retsbeskyttet
forventning, da forventningen er meddelt mundtligt af Told- og
Skattestyrelsen, og fordi det efter skatteforvaltningens opfattelse ikke har
været bestemmende for fastsættelsen af beløbets
størrelse, hvorvidt beløbet var skattepligtigt eller ej.
Det må efter beredskabsnotatet af 14. april 1999 til
skatteministeren anses for dokumenteret, at Told- og Skattestyrelsen forud
for den 9. december 1998 telefonisk har meddelt organisationerne, at
kompensationen på 25.000 kr. kunne udbetales skattefrit, hvilket
også efterfølgende er bekræftet af styrelsen over for
told- og skatteforbundene.
Meddelelse fra en kontorchef var den direkte baggrund for, at C den 15.
december 1998 meddelte samtlige berørte medlemmer, at beløbet
var skattefrit.
Told- og Skattestyrelsens oplysninger i notatet af 14. april 1999
dokumenterer således, at den skattemæssige behandling af
godtgørelsen på 25.000 kr. var klarlagt inden aftalerne blev
underskrevet og dokumenterer samtidig, at oplysningerne i styrelsens
skrivelse af 8. marts 1999 til B om, at dette ikke var tilfældet er
objektivt urigtige.
For at en udtalelse fra en skattemyndighed kan skabe en retsbeskyttet
forventning, kræves det almindeligvis, at en række forhold er
opfyldt, hvilket vil blive gennemgået i det følgende:
A. Der skal for det første være tale om en positiv
tilkendegivelse fra en skattemyndighed, hvilket er opfyldt i ovennævnte
sag, jf. sagsforløbet frem til indgåelsen af aftalen den 10.
december 1998 og frem til klagerens underskrivelse af aftalen den 13.
december 1998. Skatteforvaltningens opfattelse af, at en tilkendegivelse skal
være afgivet skriftligt af skattemyndighederne må forkastes,
når den mundtlige aftale er så veldokumenteret som i den
foreliggende situation.
B. Tilkendegivelsen fra myndigheden skal være afgivet uden
forbehold, hvilket ligeledes er tilfældet, da responsaet fra
Personskattekontoret af 7. december 1998 er entydigt, hvilket også
bekræftes af Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 13. januar 1999 til
told- og skatteregionerne, hvoraf fremgår, at udbetalingen af
erstatningen er skattefri.
C. Det er endvidere et krav, at myndighedens tilkendegivelse skal have
været egnet til at øve indflydelse på skatteyderens
dispositioner, således at der havde foreligget alternative
dispositionsmuligheder, som ville have stillet skatteyderen økonomisk
gunstigere. Også denne betingelse er opfyldt i og med, at klageren ved
tiltrædelse af aftalen mellem C og Told- og Skattestyrelsen af 10.
december 1998 har indvilget i ikke at rejse en individuel retssag i
forbindelse med afskedigelsen fra kontrollørkorpset.
Ifølge skatteministeriets beredskabsnotat af 14. april 1999 til
skatteministeren må det anses for dokumenteret, at Told- og
Skattestyrelsen den 9. december 1998 meddelte organisationerne, at
kompensationen for manglende partshøring var skattefri forud for
organisationernes underskrift på aftalen med Told og Skat.
Skatteforvaltningens afvisning af, at tilkendegivelsen om skattefrihed har
været uden betydning for fastsættelsen af beløbets
størrelse, forekommer på den baggrund fuldstændigt
uunderbygget.
Klageren har således foretaget sine dispositioner i forhold til
Told- og Skattestyrelsen i tillid til, at styrelsens tilkendegivelser har
været rigtige og har ikke senere haft mulighed for at ændre
herpå, idet hun har indrettet sig fuldt i tillid til styrelsens
udtalelser til C.
D. Endelig er det et krav, at Told- og Skattestyrelsens
tilkendegivelse ikke er klart uoverensstemmende med skattelovgivningen,
hvilket fremgår af det ovenfor nævnte ikke er
tilfældet.
Det fremgår af retspraksis, at borgeren også kan
støtte retsbeskyttet forventning på udtalelser fra de
overordnede skattemyndigheder, jf. herved Ligningsvejledningen 1999,
A.H.4.1.1, samt Højesterets dom i UfR 1976.658 H (Odense
Stålskibsværft A/S), Østre Landsrets dom af 11. september
1981 refereret i Skd. 1982.53 samt Østre Landsrets dom af 6. juni 1994
refereret i TfS 1994.477. Herudover kan der henvises til redegørelse
fra Retssikkerhedsudvalget, 1996, side 108 ff, hvoraf det ligeledes
fremgår, at der støttes retsbeskyttede forventninger til
udtalelser fra de overordnede statslige skattemyndigheder.
Vedrørende beskatningen af løn fra og med august 1999 har
advokaten anført, at klageren blev afskediget den 26. januar 1999 fra
sin stilling i Told og Skat. Hendes anciennitetsbestemte opsigelsesvarsel
efter funktionærlovens § 2 udgjorde 6 måneder, således at
hun i normalsituationen skulle have fratrådt stillingen pr. 1. august
1999. Som følge af aftalen mellem B og Told- og Skattestyrelsen, hvor
der blev aftalt et forlænget opsigelsesvarsel på yderligere 12
måneder, udløb ansættelsesforholdet imidlertid
først pr. udgangen af juli 2000.
Fra Told- og Skattestyrelsens side blev der ikke stillet noget krav om en
arbejdsforpligtelse i opsigelsesperioden, og klageren meddelte som ovenfor
anført i sin befuldmægtigelse til B, at hun ønskede
fritstilling i hele opsigelsesperioden.
For så vidt angår lønudbetalingerne i
opsigelsesperioden gøres det gældende, at det beløb, som
klageren har fået udbetalt efter den 1. august 1999, skal beskattes som
en fratrædelsesgodtgørelse efter ligningslovens § 7 O, stk. 1,
nr. 2.
Til støtte herfor gøres det gældende, at
lønudbetalingen efter den 1. august 1999 ikke er trådt i stedet
for, hvad klageren ville have oppebåret i indtægt af sin stilling
ved Told og Skat i henhold til funktionærlovens almindelige regler,
hvorfor beløbet skal beskattes som en
fratrædelsesgodtgørelse, jf. ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr.
2, 2. pkt.
Det forhold, at der er aftalt et forlænget opsigelsesvarsel
ændrer ikke på den skattemæssige kvalifikation, jf.
Højesterets dom af 4. december 1991 (TfS 1992.28). Dommen
vedrørte fratrædelsesbestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 6, jf. § 2
nr. 9 i lov om særlig indkomstskat, som senere er overført til
ligningslovens § 7 O med samme retlige indhold. Af sagen fremgår, at en
kommunaldirektør som kommunal ansat tjenestemand indgik en
fratrædelsesaftale den 8. april 1983 med Sæby kommune som
indebar, at han havde krav på at oppebære løn i et
år at regne efter fratrædelsestidspunktet den 30. april 1983.
Hans arbejdsforpligtelse ophørte pr. fratrædelsestidspunktet den
30. april 1983.
Højesteret lagde til grund, at udbetalingerne i henhold til
fratrædelsesaftalen for så vidt angår de første 3
måneder efter fratrædelsestidspunktet den 30. april 1983 skulle
anses for løn i en sædvanlig opsigelsesperiode, medens
fratrædelsesbetalingen for de sidste 9 måneder fra den 1. august
1983 til den 30. april 1984 blev anset for en
fratrædelsesgodtgørelse efter lov om særlig
indkomstskat.
Advokaten har tillige henvist til TfS 1999.576, som vedrører et
retsforlig ved Vestre Landsret. Efter en tilkendegivelse i Vestre Landsret
blev sagen forligt i henhold til Landsskatterettens præmisser,
således at skatteyderen fik medhold i, at der efter den
dagældende bestemmelse om fratrædelsesgodtgørelse i
ligningslovens § 7, litra w, skulle foretages en lempeligere beskatning af
den del af fratrædelsesbetalingen inkl. løn i
opsigelsesperioden, som oversteg sædvanligt opsigelsesvarsel. Sagen
vedrørte en bankansat, der opsagde sin stilling den 12. december 1991
pr. 31. januar 1992. Skatteyderen blev fritstillet den 12. december 1991 og
fik i forbindelse med sin fratræden udbetalt en
fratrædelsesgodtgørelse på 213.989 kr. svarende til 6
måneders løn. Landsskatteretten accepterede, at der af
fratrædelsesgodtgørelsen alene kunne henføres en så
stor del til løn, som svarede til, hvad den ansatte ville have
oppebåret i indtægt af sin stilling for tiden efter
fratrædelsen og indtil det tidspunkt, han kunne være opsagt.
Med støtte i Højesterets klare præmisser i TfS 1992.28
samt i retsforliget i TfS 1999.576 gør advokaten det derfor
gældende, at de ydelser, som klageren har modtaget i det
forlængede opsigelsesvarsel, må sidestilles med en
fratrædelsesgodtgørelse, som skal undergives en lempeligere
beskatning efter ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2. Forlængelse af
opsigelsesvarslet med 12 måneder må derfor reelt sidestilles med
en fratrædelsesgodtgørelse, da der er tale om "et gyldent
håndtryk", da der ikke var krav om en arbejdsforpligtelse fra klagerens
side i den forlængede opsigelsesperiode.
Advokaten har anført, at skatteforvaltningen ikke har fundet, at
lønudbetalinger i den forlængede opsigelsesperiode kan anses for
fratrædelsesgodtgørelse, og har herved særligt lagt
vægt på, at lønudbetalingerne ville ophøre, dersom
klageren fik anden beskæftigelse inden for staten.
Advokaten har gjort gældende, at der forekommer vilkårligt, at
skatteforvaltningen tilsidesætter Højesterets dom i TfS 1992.28,
hvortil kommer Landsskatterettens tidligere afgørelse i TfS 1999.576,
som kan anvendes som helt generelle fortolkningsbidrag til forståelsen
af sondringen mellem løn og fratrædelsesgodtgørelser. Der
er efter advokatens opfattelse intet sagligt belæg for at
indskrænke anvendelsesområdet for Højesterets og
Landsskatterettens tidligere fortolkning af bestemmelsen.
Advokaten har tillige henvist til en artikel af Bente Møll Pedersen
om beskatning af fratrædelsesgodtgørelser - særligt i
relation til direktører, jf. UfR 1996B.508.
Advokaten har vedrørende den subsidiære påstand om, at
den overvejende del af godtgørelsen på 25.000 kr. er skattefri
som kompensation for den manglende partshøring ved klagerens
overførsel til kontrollørkorpset henvist til
Ligningsrådets begrundelse, hvoraf bl.a. fremgår, at
Ligningsrådet ikke på det foreliggende grundlag fandt "at det
med fornøden sikkerhed kan antages, at beløbet er ydet
alene som kompensation for den påståede krænkelse af
medarbejderne...".
Advokaten har henvist til Landsskatterettens kendelse af 10. december 1999
(TfS 2000.326).
Advokaten har tillige gjort gældende, at lønudbetalingen fra
Told- og Skattestyrelsen efter den 1. februar 2000 og frem til udgangen af
juli 2000 skal anses for en skattepligtig
fratrædelsesgodtgørelse, jf. dagældende ligningslovs § 7
O, stk. 1, nr. 2, idet det følger af § 7 O, stk. 1, nr. 2, sidste
pkt., at alt hvad der udbetales i forbindelse med en fratrædelse ud
over et års løn undergives den lempelige beskatning efter § 7 O,
og at sædvanlig aflønning således ved lovbestemmelsen er
forudsat maksimalt at kunne andrage et års løn. Dette
gælder, uanset om det kontraktligt eller lovmæssigt er bestemt,
at den ansatte har et opsigelsesvarsel, der overstiger et år.
Told- og Skattestyrelsen har indstillet erstatningen for manglende
partshøring for en skattefri erstatning, idet bemærkes, at sagen
på ny har været forelagt Ligningsrådet, der imidlertid har
undladt at tage stilling til spørgsmålet.
Styrelsen har for så vidt angår forventningsprincippet
anført, at klageren ikke kan antages at være bibragt en
forventning af retsbeskyttet karakter, hvorfor forventningsprincippet ikke
finder anvendelse i det foreliggende tilfælde.
Styrelsen har udtalt om de månedlige udbetalinger til klageren i
perioden 1. august 1999 - 31. juli 2000, at disse må anses for
løn bl.a. henset til, at de overenskomstansatte medarbejdere skulle
stilles som de tjenestemandansatte, der i nævnte periode fik
rådighedsløn. Endvidere har de overenskomtansatte først
oppebåret ret til månedslønnen, når måneder
var gået.
Styrelsen har anført, at det er opfattelsen, at den her
foreliggende sag adskiller sig fra højesteretsdommen om
kommunaldirektøren, der blev betalt for at holde sig væk fra
arbejdspladsen.
Landsskatteretten finder, at den mellem klagerens organisation og Told- og
Skattestyrelsen indgåede aftale om erstatning på 25.000 kr. for
manglende partshøring i forbindelse med udpegning til
kontrollørkorpset må anses for betaling for den krænkelse,
at klageren ikke blev partshørt forud for den 23. september 1997,
på hvilket tidspunkt hun fik meddelelse om, at hun pr. 1. januar 1998
ville blive overført til kontrollørkorpset. Retten finder
således, at grundlaget for erstatningen hidrører fra 1997,
uanset at udbetalingen er sket i 1999. Det forhold, at erstatningen er
nævnt i den omhandlede aftale indgået mellem klagerens
organisation og Told- og Skattestyrelsen i forbindelse med klagerens
fratrædelse af sin stilling i styrelsen, medfører efter rettens
opfattelse ikke, at erstatningen kan anses for et led i
fratrædelsesordningen.
Landsskatteretten finder endvidere, at erstatningen for den manglende
partshøring i forbindelse med udpegningen til kontrollørkorpset
ikke kan anses for kompensation for en skattepligtig indtægt eller
lignende, men derimod må anses for erstatning for tort, der efter
praksis er skattefri i medfør af statsskattelovens §§ 4 og 5. Den
påklagede ansættelse nedsættes derfor med 25.000 kr.
To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder vedrørende
perioden 1. august 1999 - 31. juli 2000, at denne periode må anses for
en forlænget opsigelsesperiode i forhold til den periode på 6
måneder, som klageren i medfør af de funktionærretlige
bestemmelser har krav på, således at hele perioden fra den 1.
februar 1999 - 31. juli 2000 må anses for opsigelsesperioden. Disse
retsmedlemmer har herved lagt vægt på, at B og Told- og
Skattestyrelsen har indgået en aftale herom, og at ordlyden af aftalen
m.v. må forstås således, at parterne har været enige
om, at den enkelte medarbejder blev afskediget med et forlænget
opsigelsesvarsel. Der er tillige lagt vægt på, at den enkelte
medarbejder havde mulighed for fritstilling i opsigelsesperioden, men at der
intet var til hinder for, at medarbejderen valgte at fortsætte med at
arbejde i hele opsigelsesperioden på 1 1/2 år. Den
forlængede opsigelsesperiode må således bl.a. anses for
aftalt for at give medarbejderen bedre mulighed for at søge andet
arbejde. Der er endvidere henset til, at medarbejderne fik udbetalt en
fratrædelsesgodtgørelse svarende til 3 måneders
løn, således at der ikke herudover er tale om
fratrædelsesgodtgørelse. Retsmedlemmerne har endelig henset til
det i aftalen mellem B og Told- og Skattestyrelsen anførte om
regulering af lønnen i tilfælde af nyt
ansættelsesforhold.
Disse retsmedlemmer finder herefter, at den månedsvise udbetaling
til en medarbejder må anses for løn i opsigelsesperioden, uanset
om den pågældende har valgt fritstilling eller ej.
Lønudbetalingerne skal herefter beskattes som almindelig skattepligtig
indkomst i medfør af statsskattelovens § 4, og at ingen del af disse
udbetalinger kan anses for fratrædelsesgodtgørelse i
medfør af ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2.
Vedrørende advokatens anbringende om, at et års
begrænsningen i ligningslovens § 7O, stk. 1, nr. 2, må
føre til, at der højst kan udbetales løn til klageren i
en 1 års periode, således at alt hvad der udbetales efter den 1.
februar 2000 må anses for fratrædelsesgodtgørelse, finder
disse retsmedlemmer, at der er tale om en aftale om et forlænget
opsigelsesvarsel på i alt 18 måneder, hvorfor der i det
foreliggende tilfælde ikke skal ske begrænsning i medfør
af den nævnte bestemmelse i ligningsloven.
Disse retsmedlemmer voterer derfor for, at den påklagede
ansættelse stadfæstes.
Ét retsmedlem finder, at de månedsvise udbetalinger, der
ligger ud over den periode, hvor en medarbejder har udført arbejde,
må anses for fratrædelsesgodtgørelse, således at der
til arbejdsperioden tillægges det opsigelsesvarsel, som den
pågældende medarbejder er berettiget til. De resterende
månedsvise udbetalinger må herefter anses for
fratrædelsesgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 7 O.
Dette retsmedlem voterer derfor for, at den påklagede ansættelse
nedsættes i overensstemmelse hermed.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og den
påklagede ansættelse stadfæstes derfor på dette
punkt.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Fratrædelsesgodtgørelse/skattefri godtgørelse. Kompensation tilkendt ved Højesteret. Retsinformation · 17. september 2001
- Beskatning af hæderslegat efter LL § 7, nr. 19, 2. pkt. Retsinformation · 18. maj 2022
- Hæderspris delvis skattefri efter ligningslovens § 7 O Retsinformation · 28. juni 2019
- Spørgsmål om beskatning af beløb udbetalt af [virksomhed1] som erstatning for, at ansættelsesforholdet er ophørt inden tiltrædelsen Landsskatteretten · 20. september 2013
- Om tilrettet af SKAT, idet godtgørelsen på det foreliggende grundlag er udbetalt Landsskatteretten · 22. februar 2018
- Godtgørelse udbetalt i forbindelse med fratræden af stilling er anset for en fratrædelsesgodtgørelse, der er skattepligtig, og ikke som skattefri erstatning… Landsskatteretten · 5. januar 2009
Lignende dokumenter
- Krav om udskillelse af netdel i Nexø Halmvarmeværk Klagenævn (Nævnenes Hus) · 24. juni 2002
- Domstolens dom (Femte Afdeling) af 21. juni 2018. — Fidelity Funds m.fl. mod Skatteministeriet. EU-domme · 21. juni 2018
- Domstolens Dom (Sjette Afdeling) af 28. oktober 1999. - Skatteministeriet mod Bent Vestergaard. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Højesteret - Danmark. - Fri udveksling af tjenesteydelser - Indkomstbeskatning - Skattepligtig indkomst - Fradrag for udgifter til faglige kurser - Sondring på grundlag af, i hvilket land kurserne afholdes. - Sag C-55/98 EU-domme · 28. oktober 1999
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2024/2467 af 13. februar 2024 om foranstaltningerne Statsstøtte SA.52162 (2019/C) (ex 2018/FC) – Danmark og Statsstøtte SA.52617 (2019/C) (ex 2018/FC) – Sverige gennemført af Danmark og Sverige til fordel for Øresundsbro Konsortiet (Meddelt under nummer C(2024) 959) (Kun den engelske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 13. februar 2024
- 031+032-2022 (kendelse af 31. januar 2024) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 31. januar 2024
- Fratrædelsesgodtgørelse - afskedigelse sket i strid med proportionalitetsprincippet Retsinformation · 29. november 2018