Spring til indhold

Retsinformation

Momsgrundlag. Opkrævede forsikringsbeløb ved udleasing af driftsmidler. Salg af tidligere udleasede driftsmidler. Omsætningstal ved opgørelse af fradragsprocent.

KEN nr 12201 af 27/04/2001Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet13. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Momsgrundlag. Opkrævede

forsikringsbeløb ved udleasing af driftsmidler. Salg af tidligere

udleasede driftsmidler. Omsætningstal ved opgørelse af

fradragsprocent.

A A/S's klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt

opkrævede forsikringsbeløb i forbindelse med udleasing af

driftsmidler skal medregnes i momsgrundlaget, og hvorvidt salg af tidligere

udleasede aktiver skal indgå i omsætningstallet ved

opgørelse af den delvise fradragsprocent.

Det fremgår af sagens oplysninger, at A A/S har leasingaktiviteter

og factoringaktiviteter.

Ad forsikringsbeløb:

Det fremgår af sagen, at selskabet udleaser forskellige aktiver til

erhvervskunder. Udleasing af biler udgør ca. 25 % af den samlede

leasingomsætning. Når selskabet udleaser personbiler, stiller det

krav om, at leasingtager har de fornødne ansvars- og kaskoforsikringer

på bilen, der indregistreres med leasingtager som bruger.

Ansvarsforsikringen er lovpligtig. Selskabet har indgået en aftale med

et forsikringsselskab om kollektiv motorkøretøjsforsikring. I

forbindelse med udleasing af biler tilbyder selskabet, at bilen forsikres via

selskabets kollektive motorkøretøjsforsikring. Kunden kan dog

frit vælge selv at tegne forsikring gennem eget forsikringsselskab,

idet selskabet alene stiller krav om, at kunden vælger et anerkendt

forsikringsselskab. I praksis vælger kunderne, at bilerne er forsikret

via selskabet i ca. 14 % af leasingkontrakterne, og i de resterende

tilfælde vælger kunden selv at tegne forsikring gennem eget

forsikringsselskab. Selskabet tilbyder tillige, at der indgås aftale om

autohjælp.

I de tilfælde, hvor bilen er forsikret via selskabet, er det

selskabet, der er forsikringstager i forhold til forsikringsselskabet.

Læs alt

Policen er udstedt til selskabet, og præmiens størrelse og

regulering er baseret på en aftale mellem selskabet og

forsikringsselskabet. Præmien opkræves hos selskabet. Afregningen

mellem selskabet og forsikringsselskabet er baseret på det antal biler,

der er dækket af forsikringspolicen. I forhold til kunden indgås

aftalen om forsikringen mellem selskabet og kunden. Kunden har ingen relation

til forsikringsselskabet. Leasingafgiften betales månedligt, og er i

disse tilfælde sammensat af en variabel leasingafgift, der reguleres i

takt med ændringer i renten på Nationalbankens indskudsbeviser,

en fast serviceafgift og et fast forsikringsbeløb.

Forsikringsbeløbet svarer ikke nødvendigvis til den

præmie som selskabet betaler til forsikringsselskabet og udgør

typisk et beløb i hele kr. Vilkårene for den kollektive

motorkøretøjsforsikring udleveres til kunden, der herigennem

informeres om dækningsomfang m.v. for forsikringen.

Har kunden valgt at lade selskabet forsikre bilen, er dette en del af den

samlede leasingaftale og kan ifølge kontrakten ikke umiddelbart

ændres.

Told- og skatteregionen har truffet afgørelse om, at de

opkrævede forsikringsbeløb i forbindelse med udleasing af

driftsmidler skal indgå i afgiftsgrundlaget i henhold til momslovens §

27, stk. 2, nr. 2. Regionen har anført, at lovteksten i sig selv

begrunder dette, samt at der ikke kan drages parallel mellem de omhandlede

forsikringer og de forsikringer, som Momsnævnet har tilladt holdt uden

for afgiftsgrundlaget. Regionen har f.s.v.a. sidstnævnte anført,

at der var tale om frivillige forsikringer, som sælgerne kunne tilbyde

kunderne på forsikringsselskabets vegne, og sælgerne var ikke

forsikringstager og opnåede alene en provision.

Regionen har ved afgørelsen især lagt vægt

på,

at selskabet ikke optræder som formidler, og at aftalerne ikke

indgås mellem forsikringsselskabet og de enkelte kunder,

at forsikringen ikke er frivillig, men forlanges afholdt af selskabet,

og

at de opkrævede forsikringsbeløb ikke afspejler den faktiske

forsikringsudgift vedrørende den konkrete kunde, men fastsættes

ud fra en gennemsnitsberegning, dog således at ej heller samtlige

opkrævninger svarer til den samlede forsikringsudgift.

Endvidere har regionen anført, at selskabets leasingydelse er en

samlet pakkeløsning, hvori forsikringen indgår som en

biomkostning, og at forsikringen ikke kan anses for en særskilt

leverance af en ydelse.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt

påstand om, at selskabet sælger en forsikringsydelse, der er

momsfritaget i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 10.

Han har anført, at der ikke er fuldstændig sproglig

overensstemmelse mellem formuleringen af momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, og

6. momsdirektivs artikel 13, afsnit B, litra a, idet det af direktivet mere

klart fremgår, at det er den pågældende transaktions

karakter, og ikke den enkelte virksomheds karakter, der er afgørende

for fritagelse. Han har dertil anført, at momsloven skal fortolkes i

overensstemmelse med 6. momsdirektiv. Han har videre anført, at det

afgørende for forsikringsydelsens momsfritagelse således ikke

er, om selskabet er et forsikringsselskab, men at de ydelser, der leveres af

selskabet, er forsikringsydelser.

Repræsentanten har henvist til EF-domstolens afgørelse i sag

C-349/96 (Card Protection Plan Ltd), hvor domstolen slog fast, at

medlemslandene ikke kan begrænse momsfritagelsen i 6. momsdirektiv

artikel 13, afsnit B, stk. 1, litra a, til kun at omfatte virksomheder,

der efter national lovgivning er anerkendt som forsikringsvirksomheder, og

at de forsikringsydelser, der blev vurderet i dommen, skulle betragtes som

momsfritagne forsikringsydelser.

Han har anført, at dette også følger af

momslovgivningens neutralitetsprincip, hvorefter selskabets ydelser skal

behandles på samme måde som de momsfrie forsikringsydelser,

kunden kan få leveret fra andre forsikringsudbydere.

Videre har han anført, at forsikringsydelsen er en

selvstændig ydelse for selskabets kunder, og at dette betyder, at

ydelsen momsmæssigt skal vurderes selvstændigt i forhold til de

øvrige ydelser, der leveres, og at momslovens § 27, stk. 2, nr. 2,

ikke kan finde anvendelse, idet denne bestemmelse forudsætter, at der

er tale om en samlet leverance, hvor forsikringsdelen er en biomkostning.

Han har henvist til Card Protection-dommens præmis 30, samt

anført, at en forsikringsydelse er en særskilt sekundær

ydelse i forhold til aftalen om leasing af en bil, hvorved han har henvist

til, at en leasingtager netop har fuld frihed til at vælge

forsikringsudbyder, og at kunderne i praksis vælger en anden

forsikringsudbyder på 86 % af leasingkontrakterne. Han har

anført, at selskabet derfor leverer som sekundær ydelse en

forsikringsydelse til de kunder, der vælger at forsikre gennem

selskabet, og at den sekundære ydelse i momsmæssig henseende skal

vurderes særskilt og derfor er momsfri som andre

forsikringsydelser.

Landsskatteretten skal udtale:

Det fremgår af momslovens § 27, stk. 2, nr. 2, at i

afgiftsgrundlaget medregnes biomkostninger som udgifter til provision,

emballage, forsendelse, forsikring og lign., som leverandøren

forlanger afholdt af aftageren.

I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, er forsikrings- og

genforsikringsvirksomhed, herunder ydelser i forbindelse med sådan

virksomhed, som udføres af forsikringsmæglere og -formidlere,

fritaget for afgift.

Af forarbejderne til bestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 10, fremgår,

at bestemmelsen svarer til den tidligere gældende lovs § 2, stk. 3,

litra i. Om denne tidligere gældende bestemmelse udtalte Østre

Landsret ved dom af 1. oktober 1996, refereret i TfS 1996.118, at

momsfritagelsen for forsikringsvirksomhed er knyttet til forsikringsydelser

(forsikringstransaktioner), og landsretten lagde herefter til grund, at der

hermed menes ydelser, hvis afgørende kendemærke er, at de

består i mod vederlag at dække bestemte risici i overensstemmelse

med vilkår fastsat i en forsikringsaftale. I EF-domstolens dom i sag

C-349/96, Card Protection Plan Ltd., udtalte EF-domstolen, at medlemsstaterne

ikke kan begrænse omfanget af 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B,

litra a), om momsfritagelse af forsikringstransaktioner således, at den

kun finder anvendelse på ydelser, der leveres af personer, der i

henhold til national ret har tilladelse til at virke som forsikringsgivere.

Præmis 22 i EF-domstolens dom i sag C-349/96, Card Protection Plan

Ltd., lyder:

"Udtrykket forsikringstransaktioner er imidlertid principielt vidt nok til

at omfatte præstering af forsikringsdækning gennem en momspligtig

person, der ikke selv er forsikringstager, men som i forbindelse med en

kollektiv forsikring til sine kunder præsterer en sådan

dækning ved at benytte ydelser fra en forsikringsgiver, som har

påtaget sig at dække den forsikrede risiko."

Henset til den angivne præmis samt omstændighederne i

øvrigt i den nævnte dom fra EF-domstolen, finder retten, at de

af klageren omhandlede transaktioner i nærværende sag må

karakteriseres som forsikringstransaktioner.

Af den nævnte doms præmis 30 lyder:

"Det bemærkes, at der er tale om en enkelt ydelse, navnlig i den

foreliggende sag, hvor et eller flere elementer skal anses for at

udgøre hovedleveringen, mens omvendt et eller nogle elementer skal

anses for sekundære ydelser, der afgiftsmæssigt stilles som

hovedydelsen. En ydelse skal anses for sekundær ydelse, når den

ikke for kunderne udgør et mål i sig selv, men et middel til at

udnyttet tjenesteyderens hovedydelse på de bedst mulige betingelser

(dom...)."

Ud fra de foreliggende omstændigheder finder retten, at de

pågældende forsikringsydelser må anses som

selvstændige ydelser i forhold til leasingydelsen. Der er herved bl.a.

henset til, at tegning af en bilforsikring må anses at udgøre et

mål i sig selv, nemlig at begrænse udgifterne i tilfælde af

skader, at tegning af forsikringer må anses som en ydelse, der ligger

uden for en udleasers traditionelle opgaver, og at langt størstedelen

af leasingtagerne har valgt at tegne forsikring gennem eget

forsikringsselskab.

Der gives følgelig medhold i den nedlagte påstand på

dette punkt. Dette er tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen.

Ad salg af tidligere udleasede aktiver:

Det er oplyst, at selskabet efter leasingperiodens udløb som

udgangspunkt sælger det udleasede aktiv. For biler vil der typisk

være tale om en leasingperiode på 36 måneder. Når

denne periode er udløbet, er udgangspunktet, at bilen leveres tilbage

til selskabet, hvorefter bilen umiddelbart efter sælges til

markedsprisen. Hvis leasingtager køber bilen, sker dette også

til markedsprisen. Markedsprisen kan f.eks. være fastsat ved en

bilauktion som en vurderingspris. Fortjenesten ved salg afhænger af,

hvorledes skrapværdien i forbindelse med leasingaftalens

indgåelse blev fastsat.

Det er oplyst, at selskabet sælger over 600 biler om året og

har ca. 4.500 biler i portefølje.

Det fremgår af sagens oplysninger, at selskabet har delvis

fradragsret for fællesomkostninger, jf. momslovens § 38, idet selskabet

har salg af både momspligtige ydelser og momsfrie ydelser.

Ved beregningen af fradragsprocenten har selskabet medregnet

omsætning af salg af udtjente leasingaktiver.

Told- og skatteregionen har truffet afgørelse om, at de

leasingdriftsmidler, hvis salgspris overstiger 75.000 kr. eksklusiv moms -

(før 1. januar 1996 dog 50.000 kr.) ikke kan indgå i

omsætningsbeløbet ved beregning af fradragsprocenten efter

momslovens § 38, idet regionen herved har lagt til grund, at leasingaktiverne

har været anvendt i virksomheden.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt

principal påstand om, at selskabet skal medregne omsætningen af

salg af udtjente leasingaktiver ved opgørelsen af den delvise

fradragsprocent i henhold til momslovens § 38.

Til støtte for påstanden har han anført, at salget af

leasingaktiver vedrører normale salg af selskabets varer, og dermed

afspejler selskabets normale virksomhed. Han har dertil anført, at

fælles for de omsætningsbeløb, der skal ses bort fra er,

at man ved at medtage dem kunne påvirke fradragsretten på

urimelig eller vilkårlig pris.

Han har anført, at det er sædvanligt i leasingbrancen, at

leasinggiver indkøber, udlejer og derefter sælger et

leasingaktiv, og at salg af aktivet derfor er et led i selve den momspligtige

aktivitet, som en leasingvirksomhed består af.

Videre har han anført, at den omsætning, der skal holdes ude

af beregningen af den delvise fradragsprocent, er den omsætning, der

ikke vedrører selskabets normale omsætning, eksempelvis salg af

en kopimaskine, som selskabet selv har anvendt.

Endvidere har han anført, at for en virksomhed som selskabets er

salget af udtjente leasingaktiver en del af virksomhedens normale

omsætning, også fordi salgsprisen af de udtjente leasingaktiver

har betydning for fastsættelsen af leasingafgiften, og dermed for

virksomhedens indtjening. Salget vedrører således ikke

transaktioner, der er specielle eller ekstraordinære for

omsætningen, hvilket også understreges af, at salgsprisen med

betydelig sikkerhed kan gøres op allerede på tidspunktet for

leasingkontraktens indgåelse. Salget sker dermed klart som et naturligt

led i forlængelse af leasingkontraktens udløb.

Han har videre anført, at momslovens § 38, stk. 1, udspringer af

bl.a. 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 5, og artikel 19, stk. 2, og at den

danske momslov skal fortolkes i overensstemmelse med reglerne i 6.

momsdirektiv, og herunder også forarbejderne til direktivet.

Han har henvist til, at det af forarbejderne til artikel 19, stk. 2, i 6.

momsdirektiv fremgår, at omsætning vedrørende salg af

investeringsgoder, fast ejendom og kapitalanbringelser kun skal holdes ude af

omsætningen ved beregningen af den delvise momsfradragsprocent, hvis de

ikke er en del af den afgiftspligtige persons normale virksomhed. Han har

anført, at direktivforarbejderne netop understreger, at salget af

leasingaktiver skal indgå i beregningen af den delvise

momsfradragsprocent.

Repræsentanten har gjort gældende, at såfremt

Landsskatteretten finder, at salg af brugte aktiver skal holdes uden for

momsbrøken, skal der tages stilling til, hvordan 75.000 kr.´s

værdigrænsen i lovens § 38, stk. 1, skal opgøres for

brugte biler. Han har anført, at lovteksten angiver salgsprisen

eksklusiv moms, hvilket normalt svarer til momsgrundlaget, men at for brugte

biler er situationen imidlertid den, at momsgrundlaget udgør en mindre

del af salgsprisen end i normalsituationen.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet, at den påklagede

afgørelse stadfæstes på dette punkt. Styrelsen har herved

bl.a. henvist til definitionen af begrebet investeringsgoder i momslovens §

43, stk. 2, og årsregnskabslovens § 16. Styrelsen har dertil

anført, at det efter årsregnskabsloven ikke er

anlægsaktivets (investeringsgodets) art, men først og fremmest

virksomhedens hensigt med at besidde eller bruge aktivet, der er

afgørende for, om det skal betragtes som til vedvarende eje eller

brug. Videre har styrelsen anført, at inddelingen af

anlægsaktiver og omsætningsaktiver er søgt begrundet ud

fra et ønske om at kunne beskrive transaktionerne efter deres funktion

i virksomheden, og at det karakteristiske for omsætningsaktiver, f.eks.

varelager, er at de indgår i virksomhedens normale varekredsløb:

indkøb-produktion-salg. Hver enkel transaktion har en kort levetid,

men der kommer hele tiden nye transaktioner til i en kontinuerlig

strøm. Anlægsaktiverne danner derimod kapacitetsgrundlaget for

varestrømmen, og hver transaktion har en længere levetid, typisk

mere end ét regnskabsår.

Styrelsen har sammenfattende anført, at da leasingaktiverne er

indkøbt med henblik på udlejning og moms- og skattemæssigt

klassificeres som aktiver (investeringsgoder), må de anses for

investeringsgoder i hele deres levetid. At de efter leasingperiodens

udløb sælges til 3. mand eller eventuel leasingtager

ændrer ikke på dette forhold, hvorfor der ved opgørelsen

af omsætningen i henhold til momslovens § 38, stk. 1, skal ses bort fra

disse leasingaktiver.

Landsskatteretten skal udtale:

Af bestemmelsen i momslovens § 38, stk. 1, om delvis fradragsret

fremgår:

"For varer og ydelser, som en registreret virksomhed anvender både

til fradragsberettigede formål efter § 37 og til andre formål i

virksomheden, kan der foretages fradrag for den del af afgiften, der

forholdsmæssigt svarer til omsætningen i den

registreringspligtige del af virksomheden. Ved opgørelse af

omsætningen ses bort fra investeringsgoder, som har været

benyttet i virksomheden. Ved investeringsgoder anses maskiner, inventar og

andre driftsmidler, hvis salgspris ekskl. afgiften efter denne lov overstiger

75.000 kr....."

Retten bemærker, at omhandlede leasingaktiver er indkøbt med

henblik på udleasing for efter leasingperiodens udløb at blive

solgt til 3. mand eller eventuelt leasingtager. Salg af leasingaktiverne

må således anses som en naturlig del af selskabets virksomhed.

På den baggrund finder retten, at leasingaktiverne ikke kan

karakteriseres som investeringsgoder, der har været benyttet i

virksomheden.

Retten finder således, at der ikke ved opgørelse af

omsætningen i henhold til momslovens § 38, stk. 1, skal ses bort fra

disse leasingaktiver, hvorfor der gives selskabet medhold på dette

punkt.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter