Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse
Repo-forretning
- bank/fagforbund
- provisioner
Bindende forhåndsbesked
Reference:
FBL § 8, stk. 2
A bank klagede til Landsskatteretten over
Ligningsrådets afgørelse af 23. februar 1999 i henhold til
skattestyrelseslovens kapitel 2 A om bindende forhåndsbesked. Ved denne
afgørelse var det fastslået, at fagforbund ikke havde
fradragsret for løbende provisioner vedrørende indgåelse
af rammeaftaler om adgang til at indgå repo-forretninger.
Spørgsmålene til Ligningsrådet var
følgende:
"1.
Vil en repo-forretning mellem en bank og et fagforbund som
beskrevet nedenfor (variant 1) være at anse for lån med
sikkerhedsstillelse i værdipapirer ?
2.
Vil en repo-forretning mellem en bank og et fagforbund som
beskrevet nedenfor (variant 2) være lån med sikkerhedsstillelse i
værdipapirer ?
3.
Vil fagforbundet have fradragsret for løbende
provisioner vedrørende indgåelse af rammeaftaler om adgang til
at indgå repo-forretninger ?"
Ligningsrådet havde besvaret de stillede
spørgsmål således:
" Svar:
Læs alt
1.
Ja, for så vidt angår den oprindelige handel,
men ikke for den efterfølgende handel til udligning af
udtrækningen.
2.
Ja, for så vidt angår den del der faktisk
tilbageleveres.
3.
Nej."
Det var alene spørgsmål 3, der var
påklaget til Landsskatteretten.
Det fremgik af sagens oplysninger, at banken havde
forespurgt Ligningsrådet på vegne af fagforbund, der var bankens
kunder. De omhandlede fagforbund var fagforeninger, som var omfattet af
fondslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og som var skattepligtige efter reglerne om
arbejdsmarkedssammenslutninger, jf. fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr.
3, og som derfor skulle opgøre skattepligtige indtægter og
udgifter efter fondsbeskatningslovens § 8 og § 9.
Om baggrunden for anmodningen havde banken blandt andet
oplyst, at der som følge af den ændrede frekvens i forbindelse
med overenskomstforhandlingerne på arbejdsmarkedet fra to-årige
til for mange fagforbund et-årige overenskomstperioder stilledes
øgede krav til de enkelte fagforbunds evne til at være likvide i
forbindelse med disse forhandlinger.
Forpligtigelsen til at være likvid i forbindelse med
overenskomstforhandlinger begrænsede fagforbundenes muligheder for at
placere deres midler bedst muligt, idet løbetiden for de valgte
perioder ofte ville være afstemt med overenskomstperiodens
udløb.
Dette havde ført til, at A bank - for papirer som
lå i depot i banken - ville tilbyde fagforbundene adgang til at rejse
likviditet via deres obligationsbeholdninger ved indgåelse af
repo-forretninger. Fagforbundene ville få mulighed for frit at kunne
placere deres midler uden hensyn til tidspunktet for
overenskomstforhandlinger.
Alternativet til brug af repo-forretninger kunne
være enten afvikling af fagforbundenes fondsbeholdninger eller
belåning af værdipapirerne.
Fagforbundene fremskaffede likviditet ved som kunde
på en given dato (f.eks. den 1. juli) at sælge en post
obligationer til banken til en aftalt kurs (typisk markedskursen på
handelsdagen). Samtidig aftaltes det, at kunden (tilbage)købte en
identisk post obligationer til levering på en fremtidig dato (f.eks.
den 1. oktober) til en aftalt terminskurs. Både salg og genkøb
registreredes i Værdipapircentralen.
En sådan låneforretning havde i de senere
år været en af de væsentligste finansieringsinstrumenter
på penge- og kapitalmarkedet og kunne sidestilles med lån mod
sikkerhed i værdipapirer, hvor lånets udbetaling modsvaredes af
det kontante salg, og hvor hovedstol og renter tilbagebetaltes i form af det
aftalte terminskøb. Den udbredte brug af repo-forretninger skyldtes,
at långiver - i modsætning til en mere traditionel belåning
af værdipapirer - kunne disponere over de pågældende
værdipapirer i låneperioden.
Det var oplyst, at der mellem banken og fagforbundet blev
indgået en aftale vedrørende uigenkaldeligt tilsagn om ramme for
repo-forretninger.
Der var fremlagt følgende aftaledokument:
"AFTALE
vedrørende
uigenkaldeligt tilsagn
om ramme for
REPO-FORRETNINGER
Undertegnede fagforbund/-forening og A BANK indgår herved aftale om
en ramme til at indgå repo-forretninger.
Rammen for repo-forretninger udgør
kr.
Ovennævnte uigenkaldelige tilsagn om ramme for repo-forretninger
vil være gældende i 364 dage fra den 1. februar 1998 at
regne.
Omkostningerne ved ovennævnte ramme er 0,5 0/00 i provision pr.
år, som betales kvartårligt forud.
Provisionsbeløbet kan debiteres konto nr.:
, den
Forpligtende underskrifter
A BANK"
Udover omkostninger for at indgå en rammeaftale betalte
fagforbundene blandt andet renter til banken, når der blev
indgået en repo-forretning. Renter var inkluderet i den aftalte
terminskurs. Den aftalte terminskurs fastsattes således, at den
fastlagte forretning afspejlede markedsvilkårene for lån med en
løbetid svarende til længden af terminshandlen.
Repo-forretningerne, der var uigenkaldelige fra bankens side blev
indgået med det formål, at give de faglige organisationer
mulighed for i tilfælde af konflikt på arbejdsmarkedet at
fremskaffe likviditet inden for en periode på 364 dage. Det var oplyst,
at perioden skyldtes banktekniske forhold, men at forhandling om
indgåelse af ny rammeaftale ville kunne foregå efter
udløbet af en periode.
Ligningsrådet havde besvaret det stillede spørgsmål nr.
3 om fradragsret for de løbende provisioner benægtende. Det var
i den forbindelse anført, at da den omhandlede udgift havde relation
til placering af fagforbundenes formue, måte den omhandlede udgift
behandles på lige fod med andre udgifter til formueadministration.
Ligningsrådet havde erklæret sig enig i Told- og
Skattestyrelsens bemærkning om, at den omhandlede omkostning ikke var
en rente i skattemæssig forstand. Renter adskilte sig fra
provisionsydelser, låneafgifter, præmier og andre omkostninger
ved låneformidling. Sådanne udgifter kunne ganske vist være
fradragsberettiget, når de opfyldte betingelserne i ligningslovens § 8,
stk. 3, men der var ikke tale om renter, selvom navnlig provisioner ofte
beregnedes løbende på samme måde som renter. Der
fremhævedes i den forbindelse, at formålet med
provisionsydelserne var et andet, idet de var erlagt som arbejdsvederlag for
at formidle lånearrangementerne, mens renterne var godtgørelse
for, at selve kapitalen var stillet til rådighed. Der henvistes til
"Skat personer" af Isi Foighel og Kjeld Hemmingsen, 1996-97, side 135.
Det fremgik af fondsbeskatningslovens § 8, stk. 1, at fagforbundene ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst skulle medregne indkomst ved
erhvervsmæssig virksomhed samt blandt andet renteindtægter.
Gaver, løbende ydelser og kontingenter medregnedes derimod ikke til
arbejdsmarkedssammenslutningers skattepligtige indkomst.
Ifølge § 8, stk. 2, kunne fagforbundene ved opgørelsen af
den skattepligtige indkomst efter § 8, stk. 1, alene fradrage de udgifter,
der vedrørte de indtægter, som var skattepligtige. Dog kunne
fradrag for renteudgifter og fradrag efter ligningslovens § 6 (visse
kurstabsfradrag) foretages, uanset om udgifterne eller tabene ikke
vedrørte erhvervelsen af de skattepligtige indtægter.
Da provisionen, fagforbundene skulle betale til banken, ikke var en rente,
var der efter fondsbeskatningslovens § 8, stk. 2, kun fradrag for udgiften
til provisionen, såfremt den vedrørte de indtægter, som
var skattepligtige.
Der henvistes til Ligningsvejledningens afsnit S.H.18.2, hvoraf det
fremgik, at det ved afgørelsen af, om en driftsomkostning
vedrører indkomstkilder, hvis indtægter var skattepligtige, er
princippet bag selskabsskattelovens § 9, stk. 1, der var vejledende. I
selskabsskattelovens § 9, stk. 1, var anført, at "De i § 1, stk. 1,
nr. 6, og § 2, stk. 1, litra a, b og f, nævnte selskaber og foreninger
m.v. kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kun
fratrække udgifter, som vedrører de indkomstkilder, hvis
indtægter er skattepligtige."
Det fremgik af selskabsskattelovens § 1, stk. 4, at "Som indtægt ved
erhvervsmæssig virksomhed for de i stk. 1, nr. 6, omhandlede foreninger
m.v. betragtes indtægt ved næringsvirksomhed eller anden
forretningsvirksomhed, herunder indtægt ved drift, udlejning eller
bortforpagtning af fast ejendom."
Fagforbundenes formue og virke måtte antages i alt overvejende grad
at være baseret på skattefrie kontingentindtægter.
Udgifter, der alene afholdtes med henblik på ikke-erhvervsmæssig
kontingentopkrævning m.v. kunne for arbejdsmarkedssammenslutninger ikke
fradrages ved indkomstopgørelsen, mens udgifter, der både
vedrørte erhvervelsen af skattefri og skattepligtige indtægter,
skulle - såfremt der ikke var andre holdepunkter -fordeles efter
forholdet mellem den skattefrie og skattepligtige indtægt.
Med hensyn til klagerens henvisning til Departementets udtalelse i TfS
1995.124 vedrørende det udvidede driftsomkostningsbegreb
anførte Ligningsrådet, at det var en betingelse for anvendelse
heraf, at udgiften afholdtes inden for den skattemæssige relevante del
af foreningens virksomhed. Dermed havde afgørelsen ikke relevans i
denne sammenhæng.
Klageren havde nedlagt påstand om, at svaret på
spørgsmål 3 blev ændret til "ja".
Klageren havde over for Landsskatteretten blandt andet anført, at
der var en markant forskel på renteafkastet på lange og korte
obligationer, og at muligheden for indgåelse af repo-forretninger
medførte, at fagforbundene kunne investere i lange obligationer, fordi
der nu kunne ses væk fra behovet for pludseligt salg i forbindelse med
en konfliktrisikos opståen. Fagforbundene opnåede herved en bedre
forrentning af deres kapital.
Klageren havde derfor udviklet et produkt, hvor der var indgået en
aftale, der sikrede, at fagforbund kunne indgå de nødvendige
repo-forretninger, f.eks. i forbindelse med en konfliktsituation.
Klageren kunne selvfølgelig ikke selv bære risikoen ved at
skulle indgå en større mængde repo-forretninger på
samme tid, og klageren måtte derfor afdække risikoen til anden
side. Klageren krævede derfor en løbende provision for at stille
den pågældende facilitet til rådighed for
fagforbundene.
Det var klagerens opfattelse, at de pågældende fagforbund
havde skattemæssigt fradragsret for de pågældende
provisioner. Selv om de pågældende provisioner fremtrådte
som løbende provision for at have en kreditfacilitet i form af
repo-forretninger til rådighed, var der reelt tale om udgifter, der
vedrørte formueplejen.
Udgifterne vedrørte derfor udelukkende den del af fagforbundets
ikke erhvervsmæssige virksomhed, der var skattepligtigt - nemlig
formueafkastet, idet såvel renteindtægter som kursgevinster
på obligationer var skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 8, og
udgiften var således fradragsberettiget ifølge § 8, stk. 2,
hvorefter: "Ved opgørelse af indkomst efter stk. 1 kan alene fradrages
udgifter, der vedrører indtægter, som er
skattepligtige....".
Klageren påstod ikke, at de pågældende provisioner var
renter, men at der var tale om fradragsberettigede omkostninger.
Fradragsretten skulle efter klagerens opfattelse afgøres efter
reglerne i fondsbeskatningsloven, og ikke efter reglerne i
selskabsskattelovens § 9, idet fagforbundene var skattepligtige af
renteindtægter o.l. efter selskabsskatteloven.
Klageren havde i den forbindelse anført, at Skatteministeriet,
departementet i TfS 1995.124 , havde udtalt, at det såkaldte udvidede
driftsomkostningsbegreb, der gjaldt for skattepligtige fonde, også var
gældende for skattepligtige arbejdsmarkedssammenslutninger.
I udtalelsen anførte departementet ganske vist, at dette begreb kun
havde meget begrænset betydning, da arbejdsmarkedssammenslutninger i
alt overvejende grad var baseret på skattefri kontingenter. Imidlertid
var der i spørgsmålet om provisioner vedrørende
repo-forretninger klart tale om tilknytning til skattepligtige
indtægter (afkast af obligationer), men ingen relation til
fagforbundets almindelige kontingentbaserede virksomhed. Der var
således tale om en omkostning, der klart og entydigt kunne
henføres til den skattepligtige del af arbejdsmarkedssammenslutningens
virke, nemlig formueforvaltningen. Den rent faglige side af fagforbundenes
virke havde selvsagt ikke brug for mulighederne for at indgå
repo-forretninger, hverken af hensyn til sin service overfor medlemmer eller
øvrig virksomhed.
Klageren anførte over for Landsskatteretten, at det
selvfølgelig var et spørgsmål, hvad der skulle
forstås ved "tæt tilknytning". Man burde her huske på
fundamentet om inddelingen i de tre indkomstgrupper, nemlig 1)
erhvervsmæssige indtægter, 2) renteindtægter og 3)
øvrige driftsindtægter (der var skattefrie), herunder
kontingenter. Udgiften til provision i f.m. indgåelse af ramme vedr.
repo-forretninger havde ikke direkte tilknytning til køb/salg af
værdipapirer, men meningen var, at fagforbundene var fri for at
købe og sælge sine værdipapirer, og i stedet kunne
indgå repo-forretningen. Hvis ikke fagforbundene havde muligheden for
at indgå repo-forretninger, var fagforbundene nødsaget til at
placere formuen til en lavere rente for hele tiden at være likvide. Nu
kunne man i stedet placere formuen til en højere rente og opnå
en større skattepligtig indkomst. Der var derfor tale om en defensiv
foranstaltning, med samme tilknytning, som hvis der var tale om
køb/salg af værdipapirerne. Der var tale om en udgift, der
subsidierede en anden udgift, og der måtte derfor ses på den
økonomiske sammenhæng.
Det var klagerens opfattelse, at man efter en negativ afvejning kunne
konkludere, at de omhandlede provisioner ikke havde med fagforbundenes
erhvervsmæssige virksomhed eller faglige formål at gøre,
hvorfor de måtte knytte sig de skattepligtige renteindtægter.
Uanset at den omhandlede provision ikke direkte havde tilknytning til et
bestemt værdipapir, havde provisionen sammenhæng med afkastet af
formuen, der var skattepligtigt, og de omhandlede provisioner måtte
derfor være fradragsberettigede.
Told- og Skattestyrelsen indstillede under sagens behandling for
Landsskatteretten Ligningsrådets svar på spørgsmålet
om fradragsret for de omhandlede provisioner stadfæstet, idet der alene
i henhold til fondsbeskatningslovens § 8, stk. 2, var fradrag for udgifter,
der vedrørte indkomstkilder, hvis indtægter var skattepligtige.
Der skulle således være en nær sammenhæng til de
skattepligtige indtægter. I forbindelse med hvorledes denne
sammenhæng skulle fortolkes, henvistes bl.a. til selskabsskattelovens §
9, stk. 1, LV 1998, afsnit 6.1.7 om fradragsberettigede udgifter, samt det nu
ophævede cirkulære til fondsbeskatningsloven, nr. 49 af 19. marts
1996.
Styrelsen gjorde bl.a. gældende, at provisionen var en præmie,
som fagforbundene betalte for at have mulighed for ikke at skulle realisere
sine værdipapirer på et kursmæssigt dårligt
tidspunkt, f.eks. i forbindelse med en konfliktstøtte. Der var
således alene tale om en udgift ved at få stillet en
kreditfacilitet til rådighed, der evt. kunne udnyttes, hvis
fagforbundene ikke ønskede at afhænde sine værdipapirer.
Det blev videre anført, at provisionen havde tilknytning til
selve placeringen af formuen, at provisionen betaltes kvartalsvis
forud, uanset om rammen for repo-forretninger aktualiseredes, samt at
der ikke var sammenhæng med indtægterne vedrørende de
bagvedliggende obligationer.
Der var således ikke en direkte sammenhæng med de
opnåede skattepligtige indtægter, og fradrag burde derfor ikke
godkendes.
Landsskatteretten udtalte:
I henhold til fondsbeskatningslovens § 8, stk. 2, kunne de omhandlede
fagforbund ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst alene
fradrage de udgifter, der vedrørte de indtægter, der var
skattepligtige.
Landsskatteretten lagde til grund, at den
omhandlede provision var en udgift, som fagforbundene betalte for at have
mulighed for ikke at skulle realisere sine obligationer på et
kursmæssigt dårligt tidspunkt, at fagforbundene oppebar
skattepligtige renteindtægter af afkastet af den del af formuen, der
lå i obligationer, og at det var i den forbindelse, at udgiften
afholdtes. Da repo-forretningerne kunne medføre, at fagforbundene
opnåede højere skattepligtigt afkast af obligationerne, fandt
Landsskatteretten, at de omhandlede provisioner havde en så direkte og
nær tilknytning til de skattepligtige indtægter, at der var
fradrag for de omhandlede udgifter.
Landsskatteretten havde alene taget stilling til det
påklagede spørgsmål.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Uddeling til selvejende institution Retsinformation · 9. juni 2018
- Værdiansættelse af aktier i unoterede selskaber til brug for opgørelsen af konsolideringsfradrag efter fondsbeskatningslovens § 5, stk. 2 Retsinformation · 10. januar 2023
- Opgørelse af skattepligtig indkomst i forbindelse med udleje af fast ejendom Landsskatteretten · 1. marts 2011
- Forening, ikke-erhverv. indtægt Retsinformation · 4. oktober 2000
- Beskatning af udbetalinger fra en engelsk SIPP-pensionsordning Retsinformation · 4. maj 2024
- Administrator af gruppelivsaftale ej skattepligtig af bonusmidler og afkast heraf Retsinformation · 7. juli 2021
Lignende dokumenter
- Bindende forhåndsbesked Repo-forretninger Retsinformation · 26. april 1999
- 00-121.471- Investeringslån, andelskasse - 3. september 2001 (03. september 2001) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 3. september 2001
- Aktielån, videreudlån og tilbagelevering ved nytegning Retsinformation · 4. november 2020
- Bindende Forhåndsbesked Retsinformation · 15. juli 1999
- Låneaftale USDC stablecoins kryptovaluta Ethereum, ej realisation, fradrag renteudgifter og gebyrer, ej pengefordring, lån til eje, modregning i nettogevinst ved låneaftale Retsinformation · 21. januar 2025
- CO2-kvoter stillet som håndpant var ikke anset for salg Retsinformation · 9. oktober 2025