Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 9535 af 12/04/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet30. december 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Repo-forretning

- bank/fagforbund

- provisioner

Bindende forhåndsbesked

Reference:

FBL § 8, stk. 2

A bank klagede til Landsskatteretten over

Ligningsrådets afgørelse af 23. februar 1999 i henhold til

skattestyrelseslovens kapitel 2 A om bindende forhåndsbesked. Ved denne

afgørelse var det fastslået, at fagforbund ikke havde

fradragsret for løbende provisioner vedrørende indgåelse

af rammeaftaler om adgang til at indgå repo-forretninger.

Spørgsmålene til Ligningsrådet var

følgende:

"1.

Vil en repo-forretning mellem en bank og et fagforbund som

beskrevet nedenfor (variant 1) være at anse for lån med

sikkerhedsstillelse i værdipapirer ?

2.

Vil en repo-forretning mellem en bank og et fagforbund som

beskrevet nedenfor (variant 2) være lån med sikkerhedsstillelse i

værdipapirer ?

3.

Vil fagforbundet have fradragsret for løbende

provisioner vedrørende indgåelse af rammeaftaler om adgang til

at indgå repo-forretninger ?"

Ligningsrådet havde besvaret de stillede

spørgsmål således:

" Svar:

Læs alt

1.

Ja, for så vidt angår den oprindelige handel,

men ikke for den efterfølgende handel til udligning af

udtrækningen.

2.

Ja, for så vidt angår den del der faktisk

tilbageleveres.

3.

Nej."

Det var alene spørgsmål 3, der var

påklaget til Landsskatteretten.

Det fremgik af sagens oplysninger, at banken havde

forespurgt Ligningsrådet på vegne af fagforbund, der var bankens

kunder. De omhandlede fagforbund var fagforeninger, som var omfattet af

fondslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og som var skattepligtige efter reglerne om

arbejdsmarkedssammenslutninger, jf. fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr.

3, og som derfor skulle opgøre skattepligtige indtægter og

udgifter efter fondsbeskatningslovens § 8 og § 9.

Om baggrunden for anmodningen havde banken blandt andet

oplyst, at der som følge af den ændrede frekvens i forbindelse

med overenskomstforhandlingerne på arbejdsmarkedet fra to-årige

til for mange fagforbund et-årige overenskomstperioder stilledes

øgede krav til de enkelte fagforbunds evne til at være likvide i

forbindelse med disse forhandlinger.

Forpligtigelsen til at være likvid i forbindelse med

overenskomstforhandlinger begrænsede fagforbundenes muligheder for at

placere deres midler bedst muligt, idet løbetiden for de valgte

perioder ofte ville være afstemt med overenskomstperiodens

udløb.

Dette havde ført til, at A bank - for papirer som

lå i depot i banken - ville tilbyde fagforbundene adgang til at rejse

likviditet via deres obligationsbeholdninger ved indgåelse af

repo-forretninger. Fagforbundene ville få mulighed for frit at kunne

placere deres midler uden hensyn til tidspunktet for

overenskomstforhandlinger.

Alternativet til brug af repo-forretninger kunne

være enten afvikling af fagforbundenes fondsbeholdninger eller

belåning af værdipapirerne.

Fagforbundene fremskaffede likviditet ved som kunde

på en given dato (f.eks. den 1. juli) at sælge en post

obligationer til banken til en aftalt kurs (typisk markedskursen på

handelsdagen). Samtidig aftaltes det, at kunden (tilbage)købte en

identisk post obligationer til levering på en fremtidig dato (f.eks.

den 1. oktober) til en aftalt terminskurs. Både salg og genkøb

registreredes i Værdipapircentralen.

En sådan låneforretning havde i de senere

år været en af de væsentligste finansieringsinstrumenter

på penge- og kapitalmarkedet og kunne sidestilles med lån mod

sikkerhed i værdipapirer, hvor lånets udbetaling modsvaredes af

det kontante salg, og hvor hovedstol og renter tilbagebetaltes i form af det

aftalte terminskøb. Den udbredte brug af repo-forretninger skyldtes,

at långiver - i modsætning til en mere traditionel belåning

af værdipapirer - kunne disponere over de pågældende

værdipapirer i låneperioden.

Det var oplyst, at der mellem banken og fagforbundet blev

indgået en aftale vedrørende uigenkaldeligt tilsagn om ramme for

repo-forretninger.

Der var fremlagt følgende aftaledokument:

"AFTALE

vedrørende

uigenkaldeligt tilsagn

om ramme for

REPO-FORRETNINGER

Undertegnede fagforbund/-forening og A BANK indgår herved aftale om

en ramme til at indgå repo-forretninger.

Rammen for repo-forretninger udgør

kr.

Ovennævnte uigenkaldelige tilsagn om ramme for repo-forretninger

vil være gældende i 364 dage fra den 1. februar 1998 at

regne.

Omkostningerne ved ovennævnte ramme er 0,5 0/00 i provision pr.

år, som betales kvartårligt forud.

Provisionsbeløbet kan debiteres konto nr.:

, den

Forpligtende underskrifter

A BANK"

Udover omkostninger for at indgå en rammeaftale betalte

fagforbundene blandt andet renter til banken, når der blev

indgået en repo-forretning. Renter var inkluderet i den aftalte

terminskurs. Den aftalte terminskurs fastsattes således, at den

fastlagte forretning afspejlede markedsvilkårene for lån med en

løbetid svarende til længden af terminshandlen.

Repo-forretningerne, der var uigenkaldelige fra bankens side blev

indgået med det formål, at give de faglige organisationer

mulighed for i tilfælde af konflikt på arbejdsmarkedet at

fremskaffe likviditet inden for en periode på 364 dage. Det var oplyst,

at perioden skyldtes banktekniske forhold, men at forhandling om

indgåelse af ny rammeaftale ville kunne foregå efter

udløbet af en periode.

Ligningsrådet havde besvaret det stillede spørgsmål nr.

3 om fradragsret for de løbende provisioner benægtende. Det var

i den forbindelse anført, at da den omhandlede udgift havde relation

til placering af fagforbundenes formue, måte den omhandlede udgift

behandles på lige fod med andre udgifter til formueadministration.

Ligningsrådet havde erklæret sig enig i Told- og

Skattestyrelsens bemærkning om, at den omhandlede omkostning ikke var

en rente i skattemæssig forstand. Renter adskilte sig fra

provisionsydelser, låneafgifter, præmier og andre omkostninger

ved låneformidling. Sådanne udgifter kunne ganske vist være

fradragsberettiget, når de opfyldte betingelserne i ligningslovens § 8,

stk. 3, men der var ikke tale om renter, selvom navnlig provisioner ofte

beregnedes løbende på samme måde som renter. Der

fremhævedes i den forbindelse, at formålet med

provisionsydelserne var et andet, idet de var erlagt som arbejdsvederlag for

at formidle lånearrangementerne, mens renterne var godtgørelse

for, at selve kapitalen var stillet til rådighed. Der henvistes til

"Skat personer" af Isi Foighel og Kjeld Hemmingsen, 1996-97, side 135.

Det fremgik af fondsbeskatningslovens § 8, stk. 1, at fagforbundene ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst skulle medregne indkomst ved

erhvervsmæssig virksomhed samt blandt andet renteindtægter.

Gaver, løbende ydelser og kontingenter medregnedes derimod ikke til

arbejdsmarkedssammenslutningers skattepligtige indkomst.

Ifølge § 8, stk. 2, kunne fagforbundene ved opgørelsen af

den skattepligtige indkomst efter § 8, stk. 1, alene fradrage de udgifter,

der vedrørte de indtægter, som var skattepligtige. Dog kunne

fradrag for renteudgifter og fradrag efter ligningslovens § 6 (visse

kurstabsfradrag) foretages, uanset om udgifterne eller tabene ikke

vedrørte erhvervelsen af de skattepligtige indtægter.

Da provisionen, fagforbundene skulle betale til banken, ikke var en rente,

var der efter fondsbeskatningslovens § 8, stk. 2, kun fradrag for udgiften

til provisionen, såfremt den vedrørte de indtægter, som

var skattepligtige.

Der henvistes til Ligningsvejledningens afsnit S.H.18.2, hvoraf det

fremgik, at det ved afgørelsen af, om en driftsomkostning

vedrører indkomstkilder, hvis indtægter var skattepligtige, er

princippet bag selskabsskattelovens § 9, stk. 1, der var vejledende. I

selskabsskattelovens § 9, stk. 1, var anført, at "De i § 1, stk. 1,

nr. 6, og § 2, stk. 1, litra a, b og f, nævnte selskaber og foreninger

m.v. kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kun

fratrække udgifter, som vedrører de indkomstkilder, hvis

indtægter er skattepligtige."

Det fremgik af selskabsskattelovens § 1, stk. 4, at "Som indtægt ved

erhvervsmæssig virksomhed for de i stk. 1, nr. 6, omhandlede foreninger

m.v. betragtes indtægt ved næringsvirksomhed eller anden

forretningsvirksomhed, herunder indtægt ved drift, udlejning eller

bortforpagtning af fast ejendom."

Fagforbundenes formue og virke måtte antages i alt overvejende grad

at være baseret på skattefrie kontingentindtægter.

Udgifter, der alene afholdtes med henblik på ikke-erhvervsmæssig

kontingentopkrævning m.v. kunne for arbejdsmarkedssammenslutninger ikke

fradrages ved indkomstopgørelsen, mens udgifter, der både

vedrørte erhvervelsen af skattefri og skattepligtige indtægter,

skulle - såfremt der ikke var andre holdepunkter -fordeles efter

forholdet mellem den skattefrie og skattepligtige indtægt.

Med hensyn til klagerens henvisning til Departementets udtalelse i TfS

1995.124 vedrørende det udvidede driftsomkostningsbegreb

anførte Ligningsrådet, at det var en betingelse for anvendelse

heraf, at udgiften afholdtes inden for den skattemæssige relevante del

af foreningens virksomhed. Dermed havde afgørelsen ikke relevans i

denne sammenhæng.

Klageren havde nedlagt påstand om, at svaret på

spørgsmål 3 blev ændret til "ja".

Klageren havde over for Landsskatteretten blandt andet anført, at

der var en markant forskel på renteafkastet på lange og korte

obligationer, og at muligheden for indgåelse af repo-forretninger

medførte, at fagforbundene kunne investere i lange obligationer, fordi

der nu kunne ses væk fra behovet for pludseligt salg i forbindelse med

en konfliktrisikos opståen. Fagforbundene opnåede herved en bedre

forrentning af deres kapital.

Klageren havde derfor udviklet et produkt, hvor der var indgået en

aftale, der sikrede, at fagforbund kunne indgå de nødvendige

repo-forretninger, f.eks. i forbindelse med en konfliktsituation.

Klageren kunne selvfølgelig ikke selv bære risikoen ved at

skulle indgå en større mængde repo-forretninger på

samme tid, og klageren måtte derfor afdække risikoen til anden

side. Klageren krævede derfor en løbende provision for at stille

den pågældende facilitet til rådighed for

fagforbundene.

Det var klagerens opfattelse, at de pågældende fagforbund

havde skattemæssigt fradragsret for de pågældende

provisioner. Selv om de pågældende provisioner fremtrådte

som løbende provision for at have en kreditfacilitet i form af

repo-forretninger til rådighed, var der reelt tale om udgifter, der

vedrørte formueplejen.

Udgifterne vedrørte derfor udelukkende den del af fagforbundets

ikke erhvervsmæssige virksomhed, der var skattepligtigt - nemlig

formueafkastet, idet såvel renteindtægter som kursgevinster

på obligationer var skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 8, og

udgiften var således fradragsberettiget ifølge § 8, stk. 2,

hvorefter: "Ved opgørelse af indkomst efter stk. 1 kan alene fradrages

udgifter, der vedrører indtægter, som er

skattepligtige....".

Klageren påstod ikke, at de pågældende provisioner var

renter, men at der var tale om fradragsberettigede omkostninger.

Fradragsretten skulle efter klagerens opfattelse afgøres efter

reglerne i fondsbeskatningsloven, og ikke efter reglerne i

selskabsskattelovens § 9, idet fagforbundene var skattepligtige af

renteindtægter o.l. efter selskabsskatteloven.

Klageren havde i den forbindelse anført, at Skatteministeriet,

departementet i TfS 1995.124 , havde udtalt, at det såkaldte udvidede

driftsomkostningsbegreb, der gjaldt for skattepligtige fonde, også var

gældende for skattepligtige arbejdsmarkedssammenslutninger.

I udtalelsen anførte departementet ganske vist, at dette begreb kun

havde meget begrænset betydning, da arbejdsmarkedssammenslutninger i

alt overvejende grad var baseret på skattefri kontingenter. Imidlertid

var der i spørgsmålet om provisioner vedrørende

repo-forretninger klart tale om tilknytning til skattepligtige

indtægter (afkast af obligationer), men ingen relation til

fagforbundets almindelige kontingentbaserede virksomhed. Der var

således tale om en omkostning, der klart og entydigt kunne

henføres til den skattepligtige del af arbejdsmarkedssammenslutningens

virke, nemlig formueforvaltningen. Den rent faglige side af fagforbundenes

virke havde selvsagt ikke brug for mulighederne for at indgå

repo-forretninger, hverken af hensyn til sin service overfor medlemmer eller

øvrig virksomhed.

Klageren anførte over for Landsskatteretten, at det

selvfølgelig var et spørgsmål, hvad der skulle

forstås ved "tæt tilknytning". Man burde her huske på

fundamentet om inddelingen i de tre indkomstgrupper, nemlig 1)

erhvervsmæssige indtægter, 2) renteindtægter og 3)

øvrige driftsindtægter (der var skattefrie), herunder

kontingenter. Udgiften til provision i f.m. indgåelse af ramme vedr.

repo-forretninger havde ikke direkte tilknytning til køb/salg af

værdipapirer, men meningen var, at fagforbundene var fri for at

købe og sælge sine værdipapirer, og i stedet kunne

indgå repo-forretningen. Hvis ikke fagforbundene havde muligheden for

at indgå repo-forretninger, var fagforbundene nødsaget til at

placere formuen til en lavere rente for hele tiden at være likvide. Nu

kunne man i stedet placere formuen til en højere rente og opnå

en større skattepligtig indkomst. Der var derfor tale om en defensiv

foranstaltning, med samme tilknytning, som hvis der var tale om

køb/salg af værdipapirerne. Der var tale om en udgift, der

subsidierede en anden udgift, og der måtte derfor ses på den

økonomiske sammenhæng.

Det var klagerens opfattelse, at man efter en negativ afvejning kunne

konkludere, at de omhandlede provisioner ikke havde med fagforbundenes

erhvervsmæssige virksomhed eller faglige formål at gøre,

hvorfor de måtte knytte sig de skattepligtige renteindtægter.

Uanset at den omhandlede provision ikke direkte havde tilknytning til et

bestemt værdipapir, havde provisionen sammenhæng med afkastet af

formuen, der var skattepligtigt, og de omhandlede provisioner måtte

derfor være fradragsberettigede.

Told- og Skattestyrelsen indstillede under sagens behandling for

Landsskatteretten Ligningsrådets svar på spørgsmålet

om fradragsret for de omhandlede provisioner stadfæstet, idet der alene

i henhold til fondsbeskatningslovens § 8, stk. 2, var fradrag for udgifter,

der vedrørte indkomstkilder, hvis indtægter var skattepligtige.

Der skulle således være en nær sammenhæng til de

skattepligtige indtægter. I forbindelse med hvorledes denne

sammenhæng skulle fortolkes, henvistes bl.a. til selskabsskattelovens §

9, stk. 1, LV 1998, afsnit 6.1.7 om fradragsberettigede udgifter, samt det nu

ophævede cirkulære til fondsbeskatningsloven, nr. 49 af 19. marts

1996.

Styrelsen gjorde bl.a. gældende, at provisionen var en præmie,

som fagforbundene betalte for at have mulighed for ikke at skulle realisere

sine værdipapirer på et kursmæssigt dårligt

tidspunkt, f.eks. i forbindelse med en konfliktstøtte. Der var

således alene tale om en udgift ved at få stillet en

kreditfacilitet til rådighed, der evt. kunne udnyttes, hvis

fagforbundene ikke ønskede at afhænde sine værdipapirer.

Det blev videre anført, at provisionen havde tilknytning til

selve placeringen af formuen, at provisionen betaltes kvartalsvis

forud, uanset om rammen for repo-forretninger aktualiseredes, samt at

der ikke var sammenhæng med indtægterne vedrørende de

bagvedliggende obligationer.

Der var således ikke en direkte sammenhæng med de

opnåede skattepligtige indtægter, og fradrag burde derfor ikke

godkendes.

Landsskatteretten udtalte:

I henhold til fondsbeskatningslovens § 8, stk. 2, kunne de omhandlede

fagforbund ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst alene

fradrage de udgifter, der vedrørte de indtægter, der var

skattepligtige.

Landsskatteretten lagde til grund, at den

omhandlede provision var en udgift, som fagforbundene betalte for at have

mulighed for ikke at skulle realisere sine obligationer på et

kursmæssigt dårligt tidspunkt, at fagforbundene oppebar

skattepligtige renteindtægter af afkastet af den del af formuen, der

lå i obligationer, og at det var i den forbindelse, at udgiften

afholdtes. Da repo-forretningerne kunne medføre, at fagforbundene

opnåede højere skattepligtigt afkast af obligationerne, fandt

Landsskatteretten, at de omhandlede provisioner havde en så direkte og

nær tilknytning til de skattepligtige indtægter, at der var

fradrag for de omhandlede udgifter.

Landsskatteretten havde alene taget stilling til det

påklagede spørgsmål.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter