Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 9523 af 24/07/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet30. december 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Formalitetsindsigelse

Pyntegrønt

- afskrivning

Reference:

SL § 6

LL § 8 K

SSL § 3, stk. 4

Forvaltningsloven §§ 22 og 24

A klagede for indkomstårene 1995-1997 inkl, over, at

de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt afskrivning på

pyntegrønt, 4.500 kr. pr. år.

Det var oplyst, at klageren pr. 1. juli 1995 erhvervede en

landbrugsejendom med et jordtilliggende på 14,5 ha, hvoraf 1,35 ha var

tilplantet med Normann grantræer, der anvendtes til klipning af

pyntegrønt. Ved indkomstopgørelsen for 1995 havde klageren

optaget et beløb på 45.000 kr. som den del af

etableringsomkostningerne for pyntegrøntkulturen, han havde

skønnet kunne henføres til den del af kulturens samlede

levetid, der lå efter 1. juli 1995. Klageren havde herefter foretaget

afskrivning med 10 % i hvert af de omhandlede indkomstår.

Ved kendelse af 6. august 1998 for indkomståret 1995

og af 7. august 1998 for indkomstårene 1996 og 1997 havde

skatteforvaltningen ikke godkendt, at klageren foretog afskrivning på

udgiften til anskaffelse af pyntegrøntkulturen. Forvaltningen havde

henvist til, at pyntegrøntkultur ansås for at falde ind under

reglerne om juletræer, jf. Ligningsvejledningens afsnit E.E. 3.13,

hvoraf fremgik, at der for ejendomme, der var købt den 1. september

1986 eller senere ikke var adgang til at fratrække den del af

købesummen, der kunne henføres til juletræer m.v.

Læs alt

på rod. Forvaltningen havde videre henvist til ligningslovens § 8K,

hvoraf fremgik, at der alene var adgang til at afskrive på

nyplantninger, hvor man selv havde afholdt udgiften, og ikke ved et samlet

køb.

Over for Landsskatteretten havde klageren principalt

nedlagt påstand om, at de selvangivne afskrivninger skulle godkendes i

medfør af statsskattelovens § 6, eller at han var berettiget til at

foretage fradrag for hele pyntegrøntkulturens værdi i

købsåret.

Subsidiært havde klageren nedlagt påstand om,

at skatteforvaltningens afgørelser angående dette punkt var

ugyldige, idet kravet om begrundelse i forvaltningslovens §§ 22 og 24 ikke

var opfyldt, og idet kendelserne af 6. og 7. august 1998 var afsagt inden

udløbet af indsigelsesfristen i agterskrivelserne af 27. og 28. juli

1998.

Klageren havde yderligere anført, at den

påklagede afgørelse for indkomståret 1995 endvidere

omhandlede spørgsmålet om opgørelse af

afskrivningsgrundlaget på ejendommen, idet Forvaltningen herom havde

anført, at man eventuelt senere ville vende tilbage til

spørgsmålet om overdragelsessummerne for bygningerne. Klageren

havde herved anført, at han havde vanskeligt ved at forholde sig til,

at Forvaltningen havde taget beslutning om, at man endnu ikke havde taget en

beslutning. Forvaltningen havde i øvrigt ikke fundet det

besværet værd at begrunde sin beslutning, men havde alene henvist

til nogle ikke nærmere definerede oplysninger.

Klageren havde herefter anført, at hvis

Landsskatteretten måtte finde, at Forvaltningen herved havde truffet en

beslutning vedrørende spørgsmålet om

afskrivningsgrundlaget på ejendommen, nedlagde han påstand om, at

også denne del af afgørelsen var ugyldig, idet

forvaltningslovens krav om begrundelse samt indsigelsesfristen ej heller var

opfyldt i dette tilfælde.

Landsskatteretten bemærkede indledningsvis til det

af klageren yderligere anførte vedrørende skatteforvaltningens

afgørelse for indkomståret 1995, at Forvaltningen ved den

påklagede afgørelse af 7. august 1998, jf. skattestyrelseslovens

§§ 2 og 3, alene havde foretaget en ansættelse på et andet

grundlag end det, der var selvangivet, for så vidt angik

spørgsmålet om afskrivning på pyntegrøntkultur. Det

i Forvaltningens afgørelse øvrige anførte om bl.a.

opgørelse af afskrivningsgrundlaget på ejendommen var ikke en

ansættelse, men var en oplysning til klageren om, at Forvaltningen

eventuelt på et senere tidspunkt ville foretage en ansættelse

heraf på et andet grundlag end det, der var selvangivet.

Da der således ved den til Landsskatteretten

påklagede afgørelse af 7. august 1998 for indkomståret

1995 ikke var foretaget en ansættelse vedrørende

spørgsmålet om afskrivningsgrundlaget på ejendommen,

påkendte retten ikke dette spørgsmål, jf.

skattestyrelseslovens § 23, stk. 1.

Det blev herved tilføjet, at klageren havde oplyst,

at skatteforvaltningen ved afgørelse af 7. december 1998 havde truffet

afgørelse om afskrivningsgrundlaget, at klageren pr. 6. januar 1999

havde indbragt Forvaltningens afgørelse af 7. december 1998 for

skatteankenævnet, og at klageren havde trukket klagen til

skatteankenævnet tilbage ved skrivelse af 19. marts 1999.

Ad afskrivning på pyntegrøntkultur.

Til støtte for påstanden havde klageren

bl.a. anført, at han betragtede købet af

pyntegrøntkulturen som erhvervelse af et aktiv, hvortil der var

knyttet en række betingelser for, at aktivet kunne tillades afskrevet

efter statsskattelovens § 6. Disse betingelser var: 1) at der var

påført skatteyderen et formueforbrug (jf. Ligningsvejledningen

1997 afsnit E.A.2.1.2), 2) at det var hensynet til indtjeningen (driften),

der begrundede dispositionen, og ikke hensynet til det underliggende

indkomstgrundlag, dvs, at der skulle foreligge en aktuel driftsmæssig

begrundelse for at afholde udgiften (jf. Ligningsvejledningen 1997 afsnit

E.A.2.1.3), samt 3) at der var en direkte sammenhæng mellem den

afholdte udgift og virksomhedens erhvervelse af skattepligtig indtjening (jf.

ØLD af 14. marts 1994 B-3377-92).

Med udgangspunkt i ovenstående fandt klageren, at de

foretagne afskrivninger kunne ske i henhold til statsskattelovens § 6, idet:

1) der var tale om et reelt formueforbrug, da der kun kunne klippes

pyntegrønt i et begrænset åremål, hvorefter

træernes værdi ikke ville kunne dække omkostningerne til

fjernelse af træer og retablering af arealet, 2) dispositionen var

driftsmæssig begrundet, da der ikke havde været nogen

løbende indtjening fra salg af pyntegrønt, hvis klageren ikke

havde pådraget sig den omkostning, det var, at købe et areal med

træer der tabte i værdi, i takt med at man klippede dem, samt 3)

der var en direkte sammenhæng mellem den afholdte udgift og

virksomhedens omfang, da såvel værdien der var taget op til

afskrivning, som den erhvervede indkomst var direkte afhængig af

arealets størrelse.

Klageren havde oplyst, at salg af pyntegrønt i de 3

omhandlede indkomstår havde resulteret i positiv skattepligtig indkomst

- også efter fradrag af de foretagne afskrivninger.

Klageren havde yderligere henvist til ØLD af 14.

januar 1998, 4., B-021895, der vedrørte spørgsmålet, om

en skatteyder kunne fradrage en i 1989 afholdt udgift for køb af

juletræer på rod i indkomståret 1989. Klageren havde herved

bemærket, at såvel Landsskatteretten som Østre Landsret

fandt, at hvis udgiften var afholdt for at "erhverve, sikre og vedligeholde

indkomsten", kunne der indrømmes fradrag efter statsskattelovens § 6.

Skatteyderen havde imidlertid ikke solgt juletræer i 1989, og fradrag

for udgiften til købet blev derfor nægtet.

Klageren havde herved bemærket, at forholdene i den

foreliggende sag adskilte sig fra forholdene i sagen i den

påberåbte dom, idet klageren netop havde solgt pyntegrønt

i de år, hvor han havde foretaget afskrivning på udgiften.

Udgiften til køb af pyntegrøntkulturen var dermed afholdt for

at "erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten".

Landsskatteretten bemærkede, at der ikke sås

at være hjemmel til at godkende de af klageren foretagne afskrivninger

eller til at godkende fradrag for udgiften til køb af

pyntegrøntkultur/træer på rod. Retten havde henset til, at

udgifter til køb af træer på rod efter praksis ikke var

fradrags- eller afskrivningsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6,

idet sådanne udgifter ansås for anlægsudgifter. Der var

endvidere henset til, at klagerens køb var omfattet af

SD-cirkulære 1986-26, der ikke hjemlede afskrivningsret for udgifter

til køb af træer på rod eller fradrag for udgiften herved.

Det bemærkedes yderligere, at jordbeholdninger skattemæssigt

skulle behandles som bestanddele af den faste ejendom, jf. statsskattelovens

dagældende § 12, litra a, samt UfR 1959, s. 609H og UfR 1961, s.

247ø, og at der som konsekvens heraf ikke var fradragsret for den del

af købesummen, der var betaling for jordbeholdninger. For at tilgodese

landbrugserhvervets behov for indkomstudjævning havde

Ligningsrådet vedtaget, at der kunne indrømmes fradrag for

forskydninger i beholdningernes værdi, forudsat at der blev ført

et såkaldt "fuldt beholdningsregnskab". Denne vedtagelse omfattede ikke

pyntegrøntkulturer.

Det blev tilføjet, at de af klageren

påberåbte domme, Østre Landsretsdom af 14. marts 1994 og

af 14. januar 1998 - ikke kunne fortolkes, som anført af klageren.

Landsskatteretten kunne således ikke følge

klagerens principale påstand.

Ad formalitetsindsigelserne.

Til støtte for påstanden om, at

Skatteforvaltningens afgørelser var ugyldige, idet kravet om

begrundelse i forvaltningslovens §§ 22 og 24 ikke var opfyldt havde klageren

anført, at Forvaltningen i sine afgørelser havde henvist til

Ligningsvejledningens afsnit E.E.3.13, der omhandlede plantning af

juletræer og frugttræer mv., og havde citeret en del af dette

afsnit. Klageren fandt, at citatet var mangelfuldt, idet det i

afgørelsen fremstod, som om alle former for fradrag var udelukket,

medens det, hvis man læste Ligningsvejledningen - tydeligt fremgik, at

det var fradrag efter reglerne om jordbeholdninger, der ikke var

gældende for juletræer m.v. på rod.

I afgørelserne havde Skatteforvaltningen endvidere

henvist til ligningslovens § 8K, hvoraf det angiveligt skulle fremgå,

at "der alene er adgang til at afskrive på nyplantninger, hvor man selv

har afholdt udgiften, ikke ved et samlet køb".

Klageren havde hertil anført, at det var korrekt,

at det af ligningslovens § 8K fremgik, hvordan man fradrog omkostninger til

plantning af træer, der var bestemt til erhvervsmæssig anvendelse

som juletræer eller pyntegrønt i kort omdrift, men at det

hverken i loven eller i cirkulæret til loven var beskrevet, hvordan man

behandlede udgifter ved køb af træer på roden. Klageren

fandt derfor, at der var tale om overfortolkning fra Skatteforvaltningens

side, når man nægtede fradrag for afskrivning med henvisning til,

at en "tilfældig" lov ikke positivt nævnede muligheden. En

sådan fortolkning skulle endvidere have været fulgt af en

redegørelse for indholdet af den anlagte fortolkning.

Klageren havde herved præciseret, at han aldrig -

hverken i selvangivelser eller i kommentarer til Skatteforvaltningens

agterskrivelser - havde krævet fradrag efter reglerne om

jordbeholdninger eller efter ligningslovens § 8K, men derimod efter

statsskattelovens § 6. Klageren fandt derfor ikke, at Forvaltningen i sine

afgørelser havde henvist til relevante retsregler, herunder lov,

cirkulære, vejledning, retspraksis eller andet, der nægtede

afskrivning på pyntegrøntkultur efter statsskattelovens § 6,

ligesom afgørelserne ikke indeholdt en redegørelse for de

fortolkninger, der var anlagt.

Klageren havde tilføjet, at Skatteforvaltningen -

trods det forhold, at klageren gentagne gange havde fremført, at

afskrivningerne var foretaget i henhold til statsskattelovens § 6 - aldrig

havde kommenteret eller begrundet, hvorfor de foretagne afskrivninger efter

Forvaltningens mening ikke kunne ske efter statsskattelovens § 6 a, selvom

denne bestemmelse, jf. ligningsveiledninaen 1997 afsnit E.A.2. indeholdt

hovedreglen for, hvilke udgifter, der kunne fratrækkes ved beregningen

af den skattepligtige nettoindkomst. Klageren fandt således ikke, at

Forvaltningens henvisning til særlovgivning kunne være en

tilstrækkelig begrundelse.

Landsskatteretten bemærkede, at følgende

fremgik af sagen:

I skrivelse af 23. marts 1998 anmodede Skatteforvaltningen

klageren om bl.a. at indsende oplysninger om, efter hvilken bestemmelse han

fratrak afskrivning på pyntegrøntkultur.

Klageren oplyste i skrivelse af 1. april 1998 bl.a.

følgende:

"Afskrivning på værdien af

pyntegrøntkulturen foretages jf. SL § 6.

Baggrunden for afskrivningen er, at undertegnede i

forbindelse med købet af ejendommen har erhvervet et areal med

pyntegrønt, der som følge af klipning og aldrig vil være

udsat for løbende værdiforringelse.

Da værdien således er tidsbegrænset og

investeringen en absolut forudsætning for indkomsterhvervelse, finder

undertegnede det naturligt, og i overensstemmelse med gældende lov, at

fratrække afskrivningerne i den erhvervede indkomst."

Den 18. juni 1998 udsendte Skatteforvaltningen

agterskrivelser vedrørende de omhandlede indkomstår. I

agterskrivelserne anførte Forvaltningen vedrørende

pyntegrøntkulturen:

"Ikke godkendt fradrag for afskrivning på overtagne

etableringsomkostninger på pyntegrøntkultur, da

pyntegrøntkultur ikke anses for at være en jordbeholdning, jf.

Ligningsvejledningen afsnit E.E.3.13.1 + E.E.4.7. Beløbet må i

stedet anses for en del af købesummen for jorden, der ikke er

afskrivningsberettiget, hverken efter statsskatteloven eller

afskrivningsloven."

I skrivelse af 13. juli 1998 fremsatte klageren

kommentarer til agterskrivelsen vedrørende indkomståret 1995. I

skrivelsen anførte klageren bl.a.:

"Da undertegnede på intet tidspunkt har

begæret fradrag for etableringsudgifterne, for den overtagne

pyntegrøntkultur, foretaget efter reglerne om jordbeholdning eller

afskrivning efter afskrivningsloven, finder undertegnede Deres belæring

desangående for irrelevant.

Hvad undertegnede derimod finder relevant er LV's afsnit

om principperne for indkomstopgørelse hvor det af afsnit E.A.2.1.2.

fremgår at, citat:

"det altafgørende for fradragsretten er fortsat, at

der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde

udgiften. Det vil sige, at formålet med at erhverve skattepligtig

indkomst, og at disse indkomstbestræbelser ikke overskrider

virksomhedens hidtidige rammer, jf. SL § 6, stk. 2, om udvidelse af

næring eller drift". Udgifter, der har til formål at

tilvejebringe et nyt indkomstgrundlag, enten i form af start af en helt ny

virksomhed eller ved udvidelse af en igangværende virksomhed ud over

dens hidtidige rammer, har karakter af etableringsudgifter."

- senere samme afsnit citat:

"Der er ikke fradrag for udgifter til opsparing, jf. SL §

6, stk. 2. Det er derfor som udgangspunkt en forudsætning for fradrag,

at afholdelsen af udgiften har påført skatteyder et

formueforbrug. Hvis udgiften går til anskaffelse af et aktiv med

omsætningsværdi, er der alene tale om omplacering af formuen i

modsætning til et forbrug af formuen i driftens interesse. Først

når og hvis anskaffelsessummen forbruges som følge af den

erhvervsmæssige brug af aktivet, indtræder der et forbrug af

formuen i driftens interesse, som evt, kan fratrækkes efter

afskrivningsreglerne"

Af LV afsnit E.A.2.1.2. fremgår endvidere at,

citat:

"Kernen i driftsomkostningsbegrebet er en

forudsætning om, at der foreligger en aktuel driftsmæssig

begrundelse for at afholde en udgift. Det skal være hensyn til en

løbende indtjening (driften), der begrunder dispositionen, og ikke

hensynet til det underliggende indkomstgrundlag (formuen). Hvis der

foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse, udelukker det ikke

omkostningsfradrag, at udgiften på længere sigt har betydning for

indkomsterhvervelsen, og derfor må siges at have en afledt virkning

på indkomstgrundlaget"

Da de formentlig er bekendt med ordlyden af SL § 6

må De jo argumentere imod bedre vidende hvis De benægter at kunne

se at investeringen i pyntegrøntkulturen er med til at erhverve, sikre

og vedligeholde indkomsten og at investeringen i relation til

ovenstående citater er:

1. - driftsmæssig begrundet i og med, at hvis

undertegnede ikke havde købt pyntegrøntkulturen, havde der ikke

været nogen løbende indtjening fra salg af pyntegrønt,

og

2. - at der er tale om forbrug af formuegode, idet

kulturens værdi beviseligt falder i takt med, at der klippes

pyntegrønt.

- dermed mener undertegnede at alle lovens betingelser for

afskrivning er opfyldt (og for den sags skyld også de betingelser der

er beskrevet Told- og Skattestyrelsens vejledning til fortolkning af loven),

og det udestår derfor kun, at finde en regel hvorefter dette kan ske.

Da undertegnede ikke har kunnet finde en afskrivningsregel modificeret i

særlovgivningen, efterlader det ingen anden mulighed end afskrivning

efter hovedregler, SL § 6.

Subsidiært må det vel være sådan,

at hvis købet af pyntegrøntkulturen betragtes som erhvervelse

af et formuegode, der ikke er udsat for værdiforringelse, så

må salget af det pyntegrønt, der var på træerne 1.

juli 1995 ligeledes være salg af formuegode og dermed ikke almindelig

skattepligtig indkomst, for De vil vel ikke påstå, at udgiften

betragtes som en erhvervelse af et formuegode der ikke værdiforringes

imens indtægten ved salg af det selv samme aktiv, betragtes som

almindelig skattepligtig indkomst.

Hvis ovenstående er udtryk for Deres holdning til

det skatteretlige omkostningsbegreb, så bliver konsekvensen at der skal

laves en ejendomsavanceopgørelse for delsalg for hvert af de

første 5-6 indkomstår.

På baggrund af ovenstående kan undertegnede

naturligvis ikke acceptere den af Dem foreslåede ændring af

indkomsten for henholdsvis 1995 og 1996."

Den 27. og 28. juli 1998 udsendte Skatteforvaltningen nye

agterskrivelser vedrørende de omhandlede indkomstår. I

agterskrivelserne anførte Forvaltningen vedrørende

pyntegrøntkulturen:

"Pyntegrøntkultur anses for at falde ind under

reglerne omkring juletræer, jf. ligningsvejledningens afsnit E.E.3.13.

Af dette afsnit fremgår, at der for ejendomme, der er købt den

1. sept. 1986 eller senere, er der ikke adgang til at fratrække den del

af købesummen, der kan henføres til juletræer m.v.

på rod, og der skal derfor heller ikke ved salg af ejendommen med

juletræer m.v. ske beskatning af salgssummen for juletræer

m.v.

Der henvises endvidere til Ligningslovens § 8K, hvoraf

fremgår, at der alene er adgang til at afskrive på nyplantninger,

hvor man selv har afholdt udgiften, ikke ved et samlet køb.

Ud fra ovenstående mener vi ikke, at der kan

godkendes fradrag for afskrivning på pyntegrøntkultur."

Herefter havde Skatteforvaltningen med samme begrundelse

som anført i agterskrivelserne af 27. og 28. juli 1998 ved

afgørelser af 6. og 7. august 1998 ikke godkendt de selvangivne

afskrivninger.

Landsskatteretten bemærkede herefter, at

ifølge forvaltningslovens § 22 skulle en afgørelse, når

denne meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, og

ifølge Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven kunne en

afgørelse efter omstændighederne blive ugyldig, hvis

begrundelsen helt manglede eller på afgørende punkter var

ufyldestgørende.

Endvidere skulle ifølge forvaltningslovens § 24 en

begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de

retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen var truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beroede på et administrativt

skøn, skulle begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der havde

været bestemmende for skønsudøvelsen.

Landsskatteretten fandt, at Skatteforvaltningens

afgørelser opfyldte forvaltningslovens krav om henvisning til de

retsregler, i henhold til hvilke afgørelserne var truffet. Retten var

derimod enig med klageren i, at der i Skatteforvaltningens agterskrivelser og

afgørelser ikke klart var taget stilling til de i klagerens skrivelse

af 13. juli 1998 indeholdte synspunkter og anbringender, og at begrundelsen

for Forvaltningens afgørelser således var

ufyldestgørende. Retten fandt imidlertid ikke, at begrundelsen var

ufyldestgørende i en sådan grad, at dette kunne medføre,

at ansættelserne var ugyldige. Der var herved henset til, at klageren

ved begrundelsen havde fået en forklaring på, hvorfor

afgørelserne havde fået det pågældende indhold.

Til støtte for påstanden, hvorefter

Skatteforvaltningens afgørelser var ugyldige, idet ansættelserne

var foretaget inden udløbet af indsigelsesfristen i agterskrivelserne,

havde klageren anført, at i agterskrivelserne af 27. og 28. juli 1998

var indsigelsesfristen anført til 15. august 1998. Forvaltningen havde

imidlertid truffet afgørelser pr. 6. og 7. august 1998. Den reelle

indsigelsesfrist havde således været 8 dage, og levede ikke op

til fristen på 14 dage i henhold til pkt. 6 i cirkulære om

skattestyrelsesloven.

Landsskatteretten bemærkede, at når den

kommunale skattemyndighed agtede at foretage en skatteansættelse

på et andet grundlag, end det der var selvangivet, skulle den

skattepligtige underrettes skriftligt herom. Den skattepligtige skulle

samtidig underrettes om, at vedkommende havde ret til at udtale sig

skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden indenfor en frist, der

fastsattes af skattemyndigheden, jf. skattestyrelseslovens § 3, stk. 4.

Ifølge cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990,

punkt 6, skulle den frist, som skattemyndigheden skulle fastsætte for

den skattepligtiges adgang til at udtale sig, fastsættes efter et

individuelt skøn over, hvor megen tid der måtte anses for at

være behov for i det konkrete tilfælde. Den burde ikke

fastsættes til under 14 dage. Skattemyndigheden ville efter eget

skøn kunne forlænge fristen, hvor dette fandtes rimeligt.

Under sagens behandling i Landsskatteretten havde

Skatteforvaltningen pr. 20. april 1999 afgivet en udtalelse i sagen, hvori

det bl.a. anførtes: "at sagen ikke kan ses for at være ugyldig

på grund af for kort frist mellem agter og kendelse, idet skatteyder

den 6.8.1998 var i telefonisk kontakt med undertegnede, hvor han selv bad om

at få tilsendt kendelse."

Denne udtalelse havde været forelagt klageren, der

havde kommenteret udtalelsen således:

"Jeg kontaktede Kontorchef .... for at få klarlagt,

hvad jeg skulle skrive, som svar på hans agterskrivelse af 27-28. juli

1999, for at få ham til at forholde sig til min argumentation om, at

fradraget på ansk.sum for pyntegrøntkultur kunne sket efter SL §

6.

Hertil svarede Hr, at hvis jeg kunne henvise til en

Landsskatterets dom, så ville han vurdere min argumentation.

Dette tog jeg til efterretning, og samme eftermiddag tog

jeg ud på Universitets-Bibliotek og søgte efter lignende sager i

MAGNUS Skattekartoteket. Her fandt jeg bl.a. Østre Landsrets Dom af

14/1-1998. 4.,B-021895, som jeg mener understøtter det selvangivne

fradrag. Jeg fik imidlertid aldrig svaret Hr for den 8. august modtog jeg

kendelse.

Når jeg overhovedet fandt det nødvendigt at

kontakte Hr. , var det fordi jeg i mine svar både til 1. og 2.

agterskrivelse havde henvist til SL § 6, uden at han havde kommenteret det,

og det fandt jeg utilfredsstillende.

Jeg har derfor aldrig, hverken mundtlig eller skriftlig,

bedt om at få fremsendt en kendelse før min svarfrist var

udløbet. Jeg kan heller ikke se hvordan Hr indirekte skulle

kunne have fået den opfattelse, da jeg aldrig har undladt at besvare

hans agterskrivelser."

Landsskatteretten bemærkede herefter, at

Skatteforvaltningen første gang udsendte agterskrivelser den 18. juni

1998. I agterskrivelserne anførtes bl.a., at hvis klageren ikke kunne

godkende forslaget, blev han indbudt til et møde med

Skatteforvaltningen senest den 15. juli 1998, eller han kunne fremføre

sine synspunkter i et brev, der sendtes til Skatteforvaltningen inden

nævnte dato.

I skrivelse af 13. juli 1998 fremkom klageren med

kommentarer til agterskrivelsen vedrørende indkomståret 1995,

som anført ovenfor.

Den 27. og 28. juli 1998 udsendte Skatteforvaltningen nye

agterskrivelser, hvori begrundelsen som følge af klagerens kommentarer

var ændret, jf. ovenfor. I agterskrivelserne var bl.a. anført,

at hvis klageren ikke kunne godkende forslaget, var han indbudt til et

møde med Skatteforvaltningen senest den 15. august 1998 eller han

kunne fremføre sine synspunkter i et brev, der sendtes til

Skatteforvaltningen inden nævnte dato.

Efter det oplyste rettede klageren herefter telefonisk

henvendelse til Skatteforvaltningen den 6. august 1998, hvor sagen blev

drøftet med sagsbehandleren.

Ved kendelser dateret 6. og 7. august 1998 traf

Skatteforvaltningen herefter afgørelser i overensstemmelse med

agterskrivelserne af 27. og 28. juli 1998. Forvaltningen havde således

truffet afgørelse hhv. 9 og 8 dage inden indsigelsesfristens

udløb den 15. august 1998.

Landsskatteretten bemærkede, at dersom retten

måtte lægge klagerens opfattelse af indholdet af den pr. 6.

august 1998 stedfundne telefonsamtale mellem ham og Skatteforvaltningens

sagsbehandler til grund, og at Forvaltningen således mod klagerens

ønske havde truffet afgørelser inden indsigelsesfristens

udløb, var afgørelserne behæftet med en

formalitetsmangel, jf. skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, samt punkt 6 i

cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990.

Retten fandt imidlertid, at Forvaltningens

afgørelser ikke af denne grund var behæftet med en så

væsentlig formalitetsmangel, at afgørelserne var ugyldige, idet

formalitetsmanglen ikke havde påvirket afgørelsernes resultat.

Der var herved henset til, at klageren ved sine skrivelser af 1. april 1998

og af 18. juni 1998 udførligt havde redegjort for sine synspunkter

over for Skatteforvaltningen, til den pr. 6. august 1998 stedfundne

telefonsamtale mellem klageren og Skatteforvaltningen samt det til forhold,

at der ikke var hjemmel til de selvangivne afskrivninger eller det

påståede fradrag for hele pyntegrøntkulturens værdi

i købsåret.

Skatteforvaltningens afgørelser af 6. og 7. august

1998 var derfor for gyldigt foretaget.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter