Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Statsskatteloven § 6 5.794 afgørelser
- Ligningsloven § 8 k 90 afgørelser
- Forvaltningsloven § 22 2.803 afgørelser
- Forvaltningsloven § 24 3.516 afgørelser
- Skattestyrelsesloven § 3 ophævet 95 afgørelser
- Skattestyrelsesloven § 2 ophævet 25 afgørelser
- Skattestyrelsesloven § 23 ophævet 24 afgørelser
- Statsskatteloven § 6 a 716 afgørelser
Teksten
Landsskatteretskendelse
Formalitetsindsigelse
Pyntegrønt
- afskrivning
Reference:
SL § 6
LL § 8 K
SSL § 3, stk. 4
Forvaltningsloven §§ 22 og 24
A klagede for indkomstårene 1995-1997 inkl, over, at
de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt afskrivning på
pyntegrønt, 4.500 kr. pr. år.
Det var oplyst, at klageren pr. 1. juli 1995 erhvervede en
landbrugsejendom med et jordtilliggende på 14,5 ha, hvoraf 1,35 ha var
tilplantet med Normann grantræer, der anvendtes til klipning af
pyntegrønt. Ved indkomstopgørelsen for 1995 havde klageren
optaget et beløb på 45.000 kr. som den del af
etableringsomkostningerne for pyntegrøntkulturen, han havde
skønnet kunne henføres til den del af kulturens samlede
levetid, der lå efter 1. juli 1995. Klageren havde herefter foretaget
afskrivning med 10 % i hvert af de omhandlede indkomstår.
Ved kendelse af 6. august 1998 for indkomståret 1995
og af 7. august 1998 for indkomstårene 1996 og 1997 havde
skatteforvaltningen ikke godkendt, at klageren foretog afskrivning på
udgiften til anskaffelse af pyntegrøntkulturen. Forvaltningen havde
henvist til, at pyntegrøntkultur ansås for at falde ind under
reglerne om juletræer, jf. Ligningsvejledningens afsnit E.E. 3.13,
hvoraf fremgik, at der for ejendomme, der var købt den 1. september
1986 eller senere ikke var adgang til at fratrække den del af
købesummen, der kunne henføres til juletræer m.v.
Læs alt
på rod. Forvaltningen havde videre henvist til ligningslovens § 8K,
hvoraf fremgik, at der alene var adgang til at afskrive på
nyplantninger, hvor man selv havde afholdt udgiften, og ikke ved et samlet
køb.
Over for Landsskatteretten havde klageren principalt
nedlagt påstand om, at de selvangivne afskrivninger skulle godkendes i
medfør af statsskattelovens § 6, eller at han var berettiget til at
foretage fradrag for hele pyntegrøntkulturens værdi i
købsåret.
Subsidiært havde klageren nedlagt påstand om,
at skatteforvaltningens afgørelser angående dette punkt var
ugyldige, idet kravet om begrundelse i forvaltningslovens §§ 22 og 24 ikke
var opfyldt, og idet kendelserne af 6. og 7. august 1998 var afsagt inden
udløbet af indsigelsesfristen i agterskrivelserne af 27. og 28. juli
1998.
Klageren havde yderligere anført, at den
påklagede afgørelse for indkomståret 1995 endvidere
omhandlede spørgsmålet om opgørelse af
afskrivningsgrundlaget på ejendommen, idet Forvaltningen herom havde
anført, at man eventuelt senere ville vende tilbage til
spørgsmålet om overdragelsessummerne for bygningerne. Klageren
havde herved anført, at han havde vanskeligt ved at forholde sig til,
at Forvaltningen havde taget beslutning om, at man endnu ikke havde taget en
beslutning. Forvaltningen havde i øvrigt ikke fundet det
besværet værd at begrunde sin beslutning, men havde alene henvist
til nogle ikke nærmere definerede oplysninger.
Klageren havde herefter anført, at hvis
Landsskatteretten måtte finde, at Forvaltningen herved havde truffet en
beslutning vedrørende spørgsmålet om
afskrivningsgrundlaget på ejendommen, nedlagde han påstand om, at
også denne del af afgørelsen var ugyldig, idet
forvaltningslovens krav om begrundelse samt indsigelsesfristen ej heller var
opfyldt i dette tilfælde.
Landsskatteretten bemærkede indledningsvis til det
af klageren yderligere anførte vedrørende skatteforvaltningens
afgørelse for indkomståret 1995, at Forvaltningen ved den
påklagede afgørelse af 7. august 1998, jf. skattestyrelseslovens
§§ 2 og 3, alene havde foretaget en ansættelse på et andet
grundlag end det, der var selvangivet, for så vidt angik
spørgsmålet om afskrivning på pyntegrøntkultur. Det
i Forvaltningens afgørelse øvrige anførte om bl.a.
opgørelse af afskrivningsgrundlaget på ejendommen var ikke en
ansættelse, men var en oplysning til klageren om, at Forvaltningen
eventuelt på et senere tidspunkt ville foretage en ansættelse
heraf på et andet grundlag end det, der var selvangivet.
Da der således ved den til Landsskatteretten
påklagede afgørelse af 7. august 1998 for indkomståret
1995 ikke var foretaget en ansættelse vedrørende
spørgsmålet om afskrivningsgrundlaget på ejendommen,
påkendte retten ikke dette spørgsmål, jf.
skattestyrelseslovens § 23, stk. 1.
Det blev herved tilføjet, at klageren havde oplyst,
at skatteforvaltningen ved afgørelse af 7. december 1998 havde truffet
afgørelse om afskrivningsgrundlaget, at klageren pr. 6. januar 1999
havde indbragt Forvaltningens afgørelse af 7. december 1998 for
skatteankenævnet, og at klageren havde trukket klagen til
skatteankenævnet tilbage ved skrivelse af 19. marts 1999.
Ad afskrivning på pyntegrøntkultur.
Til støtte for påstanden havde klageren
bl.a. anført, at han betragtede købet af
pyntegrøntkulturen som erhvervelse af et aktiv, hvortil der var
knyttet en række betingelser for, at aktivet kunne tillades afskrevet
efter statsskattelovens § 6. Disse betingelser var: 1) at der var
påført skatteyderen et formueforbrug (jf. Ligningsvejledningen
1997 afsnit E.A.2.1.2), 2) at det var hensynet til indtjeningen (driften),
der begrundede dispositionen, og ikke hensynet til det underliggende
indkomstgrundlag, dvs, at der skulle foreligge en aktuel driftsmæssig
begrundelse for at afholde udgiften (jf. Ligningsvejledningen 1997 afsnit
E.A.2.1.3), samt 3) at der var en direkte sammenhæng mellem den
afholdte udgift og virksomhedens erhvervelse af skattepligtig indtjening (jf.
ØLD af 14. marts 1994 B-3377-92).
Med udgangspunkt i ovenstående fandt klageren, at de
foretagne afskrivninger kunne ske i henhold til statsskattelovens § 6, idet:
1) der var tale om et reelt formueforbrug, da der kun kunne klippes
pyntegrønt i et begrænset åremål, hvorefter
træernes værdi ikke ville kunne dække omkostningerne til
fjernelse af træer og retablering af arealet, 2) dispositionen var
driftsmæssig begrundet, da der ikke havde været nogen
løbende indtjening fra salg af pyntegrønt, hvis klageren ikke
havde pådraget sig den omkostning, det var, at købe et areal med
træer der tabte i værdi, i takt med at man klippede dem, samt 3)
der var en direkte sammenhæng mellem den afholdte udgift og
virksomhedens omfang, da såvel værdien der var taget op til
afskrivning, som den erhvervede indkomst var direkte afhængig af
arealets størrelse.
Klageren havde oplyst, at salg af pyntegrønt i de 3
omhandlede indkomstår havde resulteret i positiv skattepligtig indkomst
- også efter fradrag af de foretagne afskrivninger.
Klageren havde yderligere henvist til ØLD af 14.
januar 1998, 4., B-021895, der vedrørte spørgsmålet, om
en skatteyder kunne fradrage en i 1989 afholdt udgift for køb af
juletræer på rod i indkomståret 1989. Klageren havde herved
bemærket, at såvel Landsskatteretten som Østre Landsret
fandt, at hvis udgiften var afholdt for at "erhverve, sikre og vedligeholde
indkomsten", kunne der indrømmes fradrag efter statsskattelovens § 6.
Skatteyderen havde imidlertid ikke solgt juletræer i 1989, og fradrag
for udgiften til købet blev derfor nægtet.
Klageren havde herved bemærket, at forholdene i den
foreliggende sag adskilte sig fra forholdene i sagen i den
påberåbte dom, idet klageren netop havde solgt pyntegrønt
i de år, hvor han havde foretaget afskrivning på udgiften.
Udgiften til køb af pyntegrøntkulturen var dermed afholdt for
at "erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten".
Landsskatteretten bemærkede, at der ikke sås
at være hjemmel til at godkende de af klageren foretagne afskrivninger
eller til at godkende fradrag for udgiften til køb af
pyntegrøntkultur/træer på rod. Retten havde henset til, at
udgifter til køb af træer på rod efter praksis ikke var
fradrags- eller afskrivningsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6,
idet sådanne udgifter ansås for anlægsudgifter. Der var
endvidere henset til, at klagerens køb var omfattet af
SD-cirkulære 1986-26, der ikke hjemlede afskrivningsret for udgifter
til køb af træer på rod eller fradrag for udgiften herved.
Det bemærkedes yderligere, at jordbeholdninger skattemæssigt
skulle behandles som bestanddele af den faste ejendom, jf. statsskattelovens
dagældende § 12, litra a, samt UfR 1959, s. 609H og UfR 1961, s.
247ø, og at der som konsekvens heraf ikke var fradragsret for den del
af købesummen, der var betaling for jordbeholdninger. For at tilgodese
landbrugserhvervets behov for indkomstudjævning havde
Ligningsrådet vedtaget, at der kunne indrømmes fradrag for
forskydninger i beholdningernes værdi, forudsat at der blev ført
et såkaldt "fuldt beholdningsregnskab". Denne vedtagelse omfattede ikke
pyntegrøntkulturer.
Det blev tilføjet, at de af klageren
påberåbte domme, Østre Landsretsdom af 14. marts 1994 og
af 14. januar 1998 - ikke kunne fortolkes, som anført af klageren.
Landsskatteretten kunne således ikke følge
klagerens principale påstand.
Ad formalitetsindsigelserne.
Til støtte for påstanden om, at
Skatteforvaltningens afgørelser var ugyldige, idet kravet om
begrundelse i forvaltningslovens §§ 22 og 24 ikke var opfyldt havde klageren
anført, at Forvaltningen i sine afgørelser havde henvist til
Ligningsvejledningens afsnit E.E.3.13, der omhandlede plantning af
juletræer og frugttræer mv., og havde citeret en del af dette
afsnit. Klageren fandt, at citatet var mangelfuldt, idet det i
afgørelsen fremstod, som om alle former for fradrag var udelukket,
medens det, hvis man læste Ligningsvejledningen - tydeligt fremgik, at
det var fradrag efter reglerne om jordbeholdninger, der ikke var
gældende for juletræer m.v. på rod.
I afgørelserne havde Skatteforvaltningen endvidere
henvist til ligningslovens § 8K, hvoraf det angiveligt skulle fremgå,
at "der alene er adgang til at afskrive på nyplantninger, hvor man selv
har afholdt udgiften, ikke ved et samlet køb".
Klageren havde hertil anført, at det var korrekt,
at det af ligningslovens § 8K fremgik, hvordan man fradrog omkostninger til
plantning af træer, der var bestemt til erhvervsmæssig anvendelse
som juletræer eller pyntegrønt i kort omdrift, men at det
hverken i loven eller i cirkulæret til loven var beskrevet, hvordan man
behandlede udgifter ved køb af træer på roden. Klageren
fandt derfor, at der var tale om overfortolkning fra Skatteforvaltningens
side, når man nægtede fradrag for afskrivning med henvisning til,
at en "tilfældig" lov ikke positivt nævnede muligheden. En
sådan fortolkning skulle endvidere have været fulgt af en
redegørelse for indholdet af den anlagte fortolkning.
Klageren havde herved præciseret, at han aldrig -
hverken i selvangivelser eller i kommentarer til Skatteforvaltningens
agterskrivelser - havde krævet fradrag efter reglerne om
jordbeholdninger eller efter ligningslovens § 8K, men derimod efter
statsskattelovens § 6. Klageren fandt derfor ikke, at Forvaltningen i sine
afgørelser havde henvist til relevante retsregler, herunder lov,
cirkulære, vejledning, retspraksis eller andet, der nægtede
afskrivning på pyntegrøntkultur efter statsskattelovens § 6,
ligesom afgørelserne ikke indeholdt en redegørelse for de
fortolkninger, der var anlagt.
Klageren havde tilføjet, at Skatteforvaltningen -
trods det forhold, at klageren gentagne gange havde fremført, at
afskrivningerne var foretaget i henhold til statsskattelovens § 6 - aldrig
havde kommenteret eller begrundet, hvorfor de foretagne afskrivninger efter
Forvaltningens mening ikke kunne ske efter statsskattelovens § 6 a, selvom
denne bestemmelse, jf. ligningsveiledninaen 1997 afsnit E.A.2. indeholdt
hovedreglen for, hvilke udgifter, der kunne fratrækkes ved beregningen
af den skattepligtige nettoindkomst. Klageren fandt således ikke, at
Forvaltningens henvisning til særlovgivning kunne være en
tilstrækkelig begrundelse.
Landsskatteretten bemærkede, at følgende
fremgik af sagen:
I skrivelse af 23. marts 1998 anmodede Skatteforvaltningen
klageren om bl.a. at indsende oplysninger om, efter hvilken bestemmelse han
fratrak afskrivning på pyntegrøntkultur.
Klageren oplyste i skrivelse af 1. april 1998 bl.a.
følgende:
"Afskrivning på værdien af
pyntegrøntkulturen foretages jf. SL § 6.
Baggrunden for afskrivningen er, at undertegnede i
forbindelse med købet af ejendommen har erhvervet et areal med
pyntegrønt, der som følge af klipning og aldrig vil være
udsat for løbende værdiforringelse.
Da værdien således er tidsbegrænset og
investeringen en absolut forudsætning for indkomsterhvervelse, finder
undertegnede det naturligt, og i overensstemmelse med gældende lov, at
fratrække afskrivningerne i den erhvervede indkomst."
Den 18. juni 1998 udsendte Skatteforvaltningen
agterskrivelser vedrørende de omhandlede indkomstår. I
agterskrivelserne anførte Forvaltningen vedrørende
pyntegrøntkulturen:
"Ikke godkendt fradrag for afskrivning på overtagne
etableringsomkostninger på pyntegrøntkultur, da
pyntegrøntkultur ikke anses for at være en jordbeholdning, jf.
Ligningsvejledningen afsnit E.E.3.13.1 + E.E.4.7. Beløbet må i
stedet anses for en del af købesummen for jorden, der ikke er
afskrivningsberettiget, hverken efter statsskatteloven eller
afskrivningsloven."
I skrivelse af 13. juli 1998 fremsatte klageren
kommentarer til agterskrivelsen vedrørende indkomståret 1995. I
skrivelsen anførte klageren bl.a.:
"Da undertegnede på intet tidspunkt har
begæret fradrag for etableringsudgifterne, for den overtagne
pyntegrøntkultur, foretaget efter reglerne om jordbeholdning eller
afskrivning efter afskrivningsloven, finder undertegnede Deres belæring
desangående for irrelevant.
Hvad undertegnede derimod finder relevant er LV's afsnit
om principperne for indkomstopgørelse hvor det af afsnit E.A.2.1.2.
fremgår at, citat:
"det altafgørende for fradragsretten er fortsat, at
der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde
udgiften. Det vil sige, at formålet med at erhverve skattepligtig
indkomst, og at disse indkomstbestræbelser ikke overskrider
virksomhedens hidtidige rammer, jf. SL § 6, stk. 2, om udvidelse af
næring eller drift". Udgifter, der har til formål at
tilvejebringe et nyt indkomstgrundlag, enten i form af start af en helt ny
virksomhed eller ved udvidelse af en igangværende virksomhed ud over
dens hidtidige rammer, har karakter af etableringsudgifter."
- senere samme afsnit citat:
"Der er ikke fradrag for udgifter til opsparing, jf. SL §
6, stk. 2. Det er derfor som udgangspunkt en forudsætning for fradrag,
at afholdelsen af udgiften har påført skatteyder et
formueforbrug. Hvis udgiften går til anskaffelse af et aktiv med
omsætningsværdi, er der alene tale om omplacering af formuen i
modsætning til et forbrug af formuen i driftens interesse. Først
når og hvis anskaffelsessummen forbruges som følge af den
erhvervsmæssige brug af aktivet, indtræder der et forbrug af
formuen i driftens interesse, som evt, kan fratrækkes efter
afskrivningsreglerne"
Af LV afsnit E.A.2.1.2. fremgår endvidere at,
citat:
"Kernen i driftsomkostningsbegrebet er en
forudsætning om, at der foreligger en aktuel driftsmæssig
begrundelse for at afholde en udgift. Det skal være hensyn til en
løbende indtjening (driften), der begrunder dispositionen, og ikke
hensynet til det underliggende indkomstgrundlag (formuen). Hvis der
foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse, udelukker det ikke
omkostningsfradrag, at udgiften på længere sigt har betydning for
indkomsterhvervelsen, og derfor må siges at have en afledt virkning
på indkomstgrundlaget"
Da de formentlig er bekendt med ordlyden af SL § 6
må De jo argumentere imod bedre vidende hvis De benægter at kunne
se at investeringen i pyntegrøntkulturen er med til at erhverve, sikre
og vedligeholde indkomsten og at investeringen i relation til
ovenstående citater er:
1. - driftsmæssig begrundet i og med, at hvis
undertegnede ikke havde købt pyntegrøntkulturen, havde der ikke
været nogen løbende indtjening fra salg af pyntegrønt,
og
2. - at der er tale om forbrug af formuegode, idet
kulturens værdi beviseligt falder i takt med, at der klippes
pyntegrønt.
- dermed mener undertegnede at alle lovens betingelser for
afskrivning er opfyldt (og for den sags skyld også de betingelser der
er beskrevet Told- og Skattestyrelsens vejledning til fortolkning af loven),
og det udestår derfor kun, at finde en regel hvorefter dette kan ske.
Da undertegnede ikke har kunnet finde en afskrivningsregel modificeret i
særlovgivningen, efterlader det ingen anden mulighed end afskrivning
efter hovedregler, SL § 6.
Subsidiært må det vel være sådan,
at hvis købet af pyntegrøntkulturen betragtes som erhvervelse
af et formuegode, der ikke er udsat for værdiforringelse, så
må salget af det pyntegrønt, der var på træerne 1.
juli 1995 ligeledes være salg af formuegode og dermed ikke almindelig
skattepligtig indkomst, for De vil vel ikke påstå, at udgiften
betragtes som en erhvervelse af et formuegode der ikke værdiforringes
imens indtægten ved salg af det selv samme aktiv, betragtes som
almindelig skattepligtig indkomst.
Hvis ovenstående er udtryk for Deres holdning til
det skatteretlige omkostningsbegreb, så bliver konsekvensen at der skal
laves en ejendomsavanceopgørelse for delsalg for hvert af de
første 5-6 indkomstår.
På baggrund af ovenstående kan undertegnede
naturligvis ikke acceptere den af Dem foreslåede ændring af
indkomsten for henholdsvis 1995 og 1996."
Den 27. og 28. juli 1998 udsendte Skatteforvaltningen nye
agterskrivelser vedrørende de omhandlede indkomstår. I
agterskrivelserne anførte Forvaltningen vedrørende
pyntegrøntkulturen:
"Pyntegrøntkultur anses for at falde ind under
reglerne omkring juletræer, jf. ligningsvejledningens afsnit E.E.3.13.
Af dette afsnit fremgår, at der for ejendomme, der er købt den
1. sept. 1986 eller senere, er der ikke adgang til at fratrække den del
af købesummen, der kan henføres til juletræer m.v.
på rod, og der skal derfor heller ikke ved salg af ejendommen med
juletræer m.v. ske beskatning af salgssummen for juletræer
m.v.
Der henvises endvidere til Ligningslovens § 8K, hvoraf
fremgår, at der alene er adgang til at afskrive på nyplantninger,
hvor man selv har afholdt udgiften, ikke ved et samlet køb.
Ud fra ovenstående mener vi ikke, at der kan
godkendes fradrag for afskrivning på pyntegrøntkultur."
Herefter havde Skatteforvaltningen med samme begrundelse
som anført i agterskrivelserne af 27. og 28. juli 1998 ved
afgørelser af 6. og 7. august 1998 ikke godkendt de selvangivne
afskrivninger.
Landsskatteretten bemærkede herefter, at
ifølge forvaltningslovens § 22 skulle en afgørelse, når
denne meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, og
ifølge Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven kunne en
afgørelse efter omstændighederne blive ugyldig, hvis
begrundelsen helt manglede eller på afgørende punkter var
ufyldestgørende.
Endvidere skulle ifølge forvaltningslovens § 24 en
begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de
retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen var truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beroede på et administrativt
skøn, skulle begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der havde
været bestemmende for skønsudøvelsen.
Landsskatteretten fandt, at Skatteforvaltningens
afgørelser opfyldte forvaltningslovens krav om henvisning til de
retsregler, i henhold til hvilke afgørelserne var truffet. Retten var
derimod enig med klageren i, at der i Skatteforvaltningens agterskrivelser og
afgørelser ikke klart var taget stilling til de i klagerens skrivelse
af 13. juli 1998 indeholdte synspunkter og anbringender, og at begrundelsen
for Forvaltningens afgørelser således var
ufyldestgørende. Retten fandt imidlertid ikke, at begrundelsen var
ufyldestgørende i en sådan grad, at dette kunne medføre,
at ansættelserne var ugyldige. Der var herved henset til, at klageren
ved begrundelsen havde fået en forklaring på, hvorfor
afgørelserne havde fået det pågældende indhold.
Til støtte for påstanden, hvorefter
Skatteforvaltningens afgørelser var ugyldige, idet ansættelserne
var foretaget inden udløbet af indsigelsesfristen i agterskrivelserne,
havde klageren anført, at i agterskrivelserne af 27. og 28. juli 1998
var indsigelsesfristen anført til 15. august 1998. Forvaltningen havde
imidlertid truffet afgørelser pr. 6. og 7. august 1998. Den reelle
indsigelsesfrist havde således været 8 dage, og levede ikke op
til fristen på 14 dage i henhold til pkt. 6 i cirkulære om
skattestyrelsesloven.
Landsskatteretten bemærkede, at når den
kommunale skattemyndighed agtede at foretage en skatteansættelse
på et andet grundlag, end det der var selvangivet, skulle den
skattepligtige underrettes skriftligt herom. Den skattepligtige skulle
samtidig underrettes om, at vedkommende havde ret til at udtale sig
skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden indenfor en frist, der
fastsattes af skattemyndigheden, jf. skattestyrelseslovens § 3, stk. 4.
Ifølge cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990,
punkt 6, skulle den frist, som skattemyndigheden skulle fastsætte for
den skattepligtiges adgang til at udtale sig, fastsættes efter et
individuelt skøn over, hvor megen tid der måtte anses for at
være behov for i det konkrete tilfælde. Den burde ikke
fastsættes til under 14 dage. Skattemyndigheden ville efter eget
skøn kunne forlænge fristen, hvor dette fandtes rimeligt.
Under sagens behandling i Landsskatteretten havde
Skatteforvaltningen pr. 20. april 1999 afgivet en udtalelse i sagen, hvori
det bl.a. anførtes: "at sagen ikke kan ses for at være ugyldig
på grund af for kort frist mellem agter og kendelse, idet skatteyder
den 6.8.1998 var i telefonisk kontakt med undertegnede, hvor han selv bad om
at få tilsendt kendelse."
Denne udtalelse havde været forelagt klageren, der
havde kommenteret udtalelsen således:
"Jeg kontaktede Kontorchef .... for at få klarlagt,
hvad jeg skulle skrive, som svar på hans agterskrivelse af 27-28. juli
1999, for at få ham til at forholde sig til min argumentation om, at
fradraget på ansk.sum for pyntegrøntkultur kunne sket efter SL §
6.
Hertil svarede Hr, at hvis jeg kunne henvise til en
Landsskatterets dom, så ville han vurdere min argumentation.
Dette tog jeg til efterretning, og samme eftermiddag tog
jeg ud på Universitets-Bibliotek og søgte efter lignende sager i
MAGNUS Skattekartoteket. Her fandt jeg bl.a. Østre Landsrets Dom af
14/1-1998. 4.,B-021895, som jeg mener understøtter det selvangivne
fradrag. Jeg fik imidlertid aldrig svaret Hr for den 8. august modtog jeg
kendelse.
Når jeg overhovedet fandt det nødvendigt at
kontakte Hr. , var det fordi jeg i mine svar både til 1. og 2.
agterskrivelse havde henvist til SL § 6, uden at han havde kommenteret det,
og det fandt jeg utilfredsstillende.
Jeg har derfor aldrig, hverken mundtlig eller skriftlig,
bedt om at få fremsendt en kendelse før min svarfrist var
udløbet. Jeg kan heller ikke se hvordan Hr indirekte skulle
kunne have fået den opfattelse, da jeg aldrig har undladt at besvare
hans agterskrivelser."
Landsskatteretten bemærkede herefter, at
Skatteforvaltningen første gang udsendte agterskrivelser den 18. juni
1998. I agterskrivelserne anførtes bl.a., at hvis klageren ikke kunne
godkende forslaget, blev han indbudt til et møde med
Skatteforvaltningen senest den 15. juli 1998, eller han kunne fremføre
sine synspunkter i et brev, der sendtes til Skatteforvaltningen inden
nævnte dato.
I skrivelse af 13. juli 1998 fremkom klageren med
kommentarer til agterskrivelsen vedrørende indkomståret 1995,
som anført ovenfor.
Den 27. og 28. juli 1998 udsendte Skatteforvaltningen nye
agterskrivelser, hvori begrundelsen som følge af klagerens kommentarer
var ændret, jf. ovenfor. I agterskrivelserne var bl.a. anført,
at hvis klageren ikke kunne godkende forslaget, var han indbudt til et
møde med Skatteforvaltningen senest den 15. august 1998 eller han
kunne fremføre sine synspunkter i et brev, der sendtes til
Skatteforvaltningen inden nævnte dato.
Efter det oplyste rettede klageren herefter telefonisk
henvendelse til Skatteforvaltningen den 6. august 1998, hvor sagen blev
drøftet med sagsbehandleren.
Ved kendelser dateret 6. og 7. august 1998 traf
Skatteforvaltningen herefter afgørelser i overensstemmelse med
agterskrivelserne af 27. og 28. juli 1998. Forvaltningen havde således
truffet afgørelse hhv. 9 og 8 dage inden indsigelsesfristens
udløb den 15. august 1998.
Landsskatteretten bemærkede, at dersom retten
måtte lægge klagerens opfattelse af indholdet af den pr. 6.
august 1998 stedfundne telefonsamtale mellem ham og Skatteforvaltningens
sagsbehandler til grund, og at Forvaltningen således mod klagerens
ønske havde truffet afgørelser inden indsigelsesfristens
udløb, var afgørelserne behæftet med en
formalitetsmangel, jf. skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, samt punkt 6 i
cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990.
Retten fandt imidlertid, at Forvaltningens
afgørelser ikke af denne grund var behæftet med en så
væsentlig formalitetsmangel, at afgørelserne var ugyldige, idet
formalitetsmanglen ikke havde påvirket afgørelsernes resultat.
Der var herved henset til, at klageren ved sine skrivelser af 1. april 1998
og af 18. juni 1998 udførligt havde redegjort for sine synspunkter
over for Skatteforvaltningen, til den pr. 6. august 1998 stedfundne
telefonsamtale mellem klageren og Skatteforvaltningen samt det til forhold,
at der ikke var hjemmel til de selvangivne afskrivninger eller det
påståede fradrag for hele pyntegrøntkulturens værdi
i købsåret.
Skatteforvaltningens afgørelser af 6. og 7. august
1998 var derfor for gyldigt foretaget.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Indkomstskattepligtig gave Landsskatteretten · 20. marts 2018
- Grundlag for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2000 m.fl. Landsskatteretten · 6. januar 2021
- Om klageren skal anses for at være begrænset skattepligtig til Danmark af indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed Landsskatteretten · 11. november 2009
- Beskatning af beløb, der anses for hævet i et selskab, hvor klager er direktør. Herudover vedrører klagen formalitet Landsskatteretten · 4. januar 2010
- En række ændringer af klagerens indkomst, som Skatteforvaltningen har foretaget Landsskatteretten · 20. januar 2009
- Skattestyrelsen har forhøjet klagerens personlige indkomst for indkomståret 2019 med skattepligtig fortjeneste ved handel med kryptovaluta med… Landsskatteretten · 16. maj 2025
Lignende dokumenter
- Beskatning af tilskud til skovrejsning, moms SKM-databasen · 28. april 2026
- Landsskatteretskendelse vedr. beskatning af ejendomsavance Retsinformation · 22. februar 2007
- Ikke anerkendt fradrag for underskud fra landbrug med markbrug og kvæg Landsskatteretten · 12. september 2008
- Ikke godkendt underskud ved landbrug Landsskatteretten · 17. april 2009
- Told- og Skattestyrelsen har stadfæstet told- og skatteregionens afgørelse, hvorefter man under henvisning til økonomisk interessefællesskab mellem leverandør… Landsskatteretten · 2. august 2010