Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 9515 af 29/06/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet22. december 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Formalitet

- ugyldighedsindsigelse

Befordringsgodtgørelse

Reference:

SL 4

LL § 9, stk. 5

FORV § 19

Landsskatteretten havde afsagt kendelse i sagen den 24.

februar 2000. Klagerens repræsentant havde rettet henvendelse til

Folketingets Ombudsmand om sagen, og Landsskatteretten genoptog

sagsbehandlingen som følge af en udtalelse af 23 marts 2000 fra

ombudsmanden.

Klagen vedrørte følgende punkter:

Indkomståret 1993

Selvangiven skattepligtig indkomst

165.091 kr.

Udbetalt rejse- og befordringsgodtgørelse ikke

anset for udbetalt efter reglerne i ligningslovens § 9, stk. 5.

Beløbet anset for A-indkomst i henhold til statsskattelovens § 4. Der

var givet halv lempelse ved skatteberegningen

95.057 kr.

Fradrag for rejse- og befordringsgodtgørelse, jf.

ligningslovens §§ 9 og9B ifølge den af revisor udarbejdede

opgørelse godkendt som selvangivet.

Fradrag i dansk indkomst

6.797 kr.

Fradag i udenlandsk indkomst

143.580 kr.

-150.377 kr.

Læs alt

Tidligere fratrukket

55.319 kr.

-95.058 kr.

Ansat skattepligtig indkomst

165.090 kr.

Indkomståret 1994

Selvangiven skattepligtig indkomst

186.128 kr.

Udbetalt rejse- og befordringsgodtgørelse, ikke anset for udbetalt

efter reglerne i ligningslovens § 9, stk. 5. Beløbet anset for

A-indkomst i henhold til statsskattelovens § 4. Heraf vedrørende

indkomst optjent i:

Danmark

73.467 kr.

Udlandet (halv lempelse)

26.358 kr.

Fradrag for rejse- og befordringsgodtgørelse, jf. ligningslovens §§

9 og 9B ifølge den af revisor udarbejdede opgørelse godkendt

som selvangivet.

Fradrag i:

Dansk indkomst

91.688 kr.

Udenlandsk indkomst

43.307 kr.

134.995 kr.

tidligere fratrukket

27.372 kr.

- 106.623kr.

- Yderligere AM-bidrag af udenlandsk indkomst

- 1.318 kr.

Ansat skattepligtig indkomst

177.012 kr.

Efter at klagerens repræsentant havde rettet

henvendelse til Folketingets Ombudsmand om sagen, havde Landsskatteretten

genoptaget sagsbehandlingen som følge af en udtalelse af 23. marts

2000 fra ombudsmanden.

Følgende fremgik af brev af 23. marts 2000 til

klageren fra Folketingets Ombudsmand:

"Vedr. manglende partshøring af kontrolrapport

Jeg har den 13. marts 2000 modtaget Deres brev af 10.

marts med bilag.

De klager dels over at Landsskatteretten i sin kendelse af

24. februar 2000 kritiserer Dem for ikke at have udleveret en rapport til

Deres klient, og dels over at Landsskatteretten ikke har medtaget nogen del

af De synspunkter De har gjort gældende i Deres brev af 2. november

1999.

Af det indsendte materiale fremgår

følgende:

De har repræsenteret A i en skattesag, hvor

Landsskatteretten har afsagt kendelse den 24. februar 2000 vedrørende

indkomstårene 1993 og 1994. A fik forhøjet sin indkomst for

disse to år, da skattemyndighederne ikke kunne godkende udbetalt rejse-

og befordringsgodtgørelse som skattefri. Jeg forstår sagen

sådan, at De også har været partsrepræsentant for det

anpartsselskab, som A var ansat i de pågældende indkomstår.

De var i besiddelse af en kopi af den i sagen omtalte kontrolrapport fra

arbejdsgiverkontrollen, fordi De havde assisteret B ApS i forbindelse med en

sag, rejst af arbejdsgiverkontrollen. A's skattesag er afledt af

kontrolrapporten, og der er - som jeg forstår sagen - også

enighed om, at kontrolrapporten er en del af A's sag, og at oplysningerne i

rapporten har en sådan karakter, at betingelserne for

partshøring i forvaltningslovens § 19, stk. 1, er opfyldt.

Det er Deres opfattelse, at De ikke har kunnet benytte

oplysningerne i kontrolrapporten i sagen med A, fordi De var kommet i

besiddelse af oplysningerne i Deres egenskab af partsrepræsentant for

A's arbejdsgiver. En brug af oplysningerne ville være i strid med Deres

tavshedspligt over for B ApS.

Det er derimod skattemyndighedernes opfattelse, at §19,

stk. 1, i forvaltningsloven, er opfyldt, fordi De som A's

partsrepræsentant var i besiddelse af kontrolrapporten.

Sådan som sagen er forelagt for mig, kan jeg ikke

se, at Landsskatteretten har taget stilling til Deres indsigelser om, at

Deres brug af oplysninger i kontrolrapporten i A's sag ville være brud

på Deres tavshedsplligt over for Deres klient B ApS, og at det forhold,

at A er part i sagen, ikke har betydning for Deres tavshedspligt. Jeg

forstår i øvrigt også Deres brev sådan, at De ikke

fik udleveret kontrolrapporten i forbindelse med Deres anmodning af 26. april

1996 om aktindsigt.

Ombudsmanden kan ikke behandle klager over forhold, der

kan indbringes for højere forvaldningsmyndighed, før denne

myndighed har truffet afgørelse (§ 14 i lov nr. 473 af 12. juni 1996

om Folketingets Ombudsmand). I det princip ligger også at myndigheden

skal have haft mulighed for at tage stilling til det spørgsmål

som en borger ønsker at jeg skal udtale mig om.

Jeg er ikke afslåret fra at tage stilling til Deres

klage, men på det foreliggende grundlag mener jeg det er mest korrekt,

at Landsskatteretten får lejlighed til at tage stilling til Deres

indsigelser i Deres brev af 2. november 1999 til Landsskatteretten som de er

præciseret i Deres brev til mig.

Jeg har derfor sendt Deres brev af 10. marts 2000 med

bilag til Landsskatteretten, hvorfra De vil modtage svar.

Jeg beder Dem afvente Landsskatteretten før De

tager stilling til, om der er grundlag for at rette henvendelse til mig igen

om sagen. Jeg vil dog anse Deres klage indgivet den 13. marts 2000, hvis jeg

modtager klagen inden 8 uger efter De har modtaget svar fra

Landsskatteretten."

Sagens faktiske forhold:

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren i 1993

havde været ansat hos C u/konkurs indtil ca. den 20. maj 1993. Den 1.

juni 1993 blev klageren ansat hos B. Denne virksomhed blev startet den 1.

juni 1993 af D, og den 8. august 1993 blev virksomheden omdannet til B ApS.

Virksomheden var et montørfirma, som udførte

smede/svejsearbejde. Størstedelen af arbejdet foregik i Tyskland.

Arbejdsgiverkontrollen havde på baggrund af

undersøgelser hos klagerens arbejdsgiver udsendt en kontrolrapport af

31. januar 1996 vedrørende B ApS. Vedrørende klageren fremgik

følgende af kontrolrapporten:

" A:

Der foreligger lønbilag og bogføringsbilag,

men ingen grundbilag vedrørende de krævede/relevante oplysninger

om den skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse fra den enkelte

lønmodtager.

Det er derfor ikke muligt at opgøre:

- om medarbejderen opholder sig over 28 dage på

samme arbejdsplads. Det fremgår ikke hvor den konkrete arbejdsplads er.

- diætsatserne, idet afgangs- og hjemkomsttidspunkt

ikke er anført.

- hvilken del af den udbetalte diætsats der kan

henføres til dels logi dels fortæring. Der benyttes forskellige

diætsatser pr. afregningsperioden.

- om 60 dagesreglen skal anvendes angående

befordring

- formål med rejsen.

Der er udbetalt befordringsgodtgørelse uagtet

medarbejderen ikke har egen bil.

Ophold i udlandet (England perioden 16/6 - 19/6) er betalt

af virksomheden efter regning samtidig med at der er udbetalt

diæter.

Regionen godkender ikke den udbetalte skattefri rejse- og

befordringsgodtgørelse.

Godtgørelsen anses for yderligere A-indkomst med:

105.079 kr. - (5% = 5.253 kr.) = 99.825 kr."

Klagerens påstand:

Klagerens revisor havde nedlagt påstand om, at

de foretagne ansættelser var ugyldige, subsidiært, at

indkomsterne skulle ansættes i overensstemmelse med det

selvangivne.

Skatteforvaltningens sagsbehandling:

Den 22. april 1996 meddelte skatteafdelingen klageren

og hans revisor, at man mente, at ansættelserne for indkomstårene

1993 og 1994 skulle ændres for så vidt angik bl.a. trækfri

rejse- og befordringsgodtgørelse. Skatteafdelingen anførte

følgende:

"Trækfri rejse- og befordringsgodtgørelse fra

B ApS er ifølge Arbejdsgiverkontrollen anset for at være

A-indkomst, da kravsspecifikation ikke er opfyldt. Beløbet er

skattepligtigt jfr. statsskattelovens § 4."

Samtidig udbad man sig specifikation og dokumentation,

dersom der ønskedes fradrag for udgifter i henhold til ligningslovens

§§ 9 og 9 B.

I sin skrivelse til skatteafdelingen af 26. april 1996

fremførte revisoren følgende:

"1. Deres blotte og bare henvisning til told- og

skatteregionens påklagede afgørelse kan ikke anses for at

opfylde kravene, som pålægges Dem i medfør af

forvaltningslovens §§ 22 og 24 herunder Landsskatterettens fortolkning

heraf.

Ifølge forvaltningslovens § 24 skal begrundelsen i

en afgørelse indeholde følgende:

a. Oplysning om de retsregler (retskilder), der har

været anvendt, herunder fortolkningsbidrag.

b. Forklaring om de hensyn, der er blevet lagt vægt

på ved skønsmæssige regler, herunder orientering om en

eventuel administrativ praksis.

c. Sammenfatning af de væsentlige faktiske

oplysninger, som er blevet lagt til grund for afgørelsen.

Det fremgår endvidere af Landsskatterettens

afgørelse af 28.november 1995 at kravene til begrundelsen skal

være opfyldt på kendelsen. Afgørelsen bliver ikke

gyldig, fordi begrundelsen fremgår af forslaget eller ved henvisning

til tidligere herunder anden korrespondance o.lign.

En tilsidesættelse af Deres ovennævnte

begrundelsespligt, medfører ugyldighed for den af Dem trufne

afgørelse."

I skrivelsen anførte revisoren videre:

"Der begæres størst mulige aktindsigt som

part, herunder ønskes bl.a. fremsendt kopier af evt. korrespondance

med told- og skatteregionen, samt referater af samtlige møder og

telefonsamtaler med samme sagen vedrørende."

Herudover nedlagde revisoren som subsidiær

påstand, at A-indkomsten hos C i 1993 blev godkendt som udenlandsk

indkomst, samt at der blev givet fradrag for øvrige

lønmodtagerudgifter, 150.377 for 1993 og 134.995 kr. for 1994. I denne

forbindelse henviste revisoren til udarbejdede opgørelser m.m. Mere

subsidiært, at der blev givet fradrag for øvrige

lønmodtagerudgifter, 150.377 kr. for 1993 og 134.995 kr. for 1994.

Den 10.juni 1996 fremsendte skatteafdelingen klageren og

revisoren forslag til ændring af skatteansættelserne, idet man

meddelte, at ansættelserne bl.a. skulle ændres for så vidt

angik modtaget trækfri rejse- og befordringsgodtgørelse.

Skatteafdelingen anførte følgende:

"Modtaget trækfri rejse- og

befordringsgodtgørelse fra B ApS anses for yderligere A-indkomst. Der

henvises til Arbejdsgiverkontrollens rapport (er i revisors besiddelse) og

til Statsskattelovens § 4."

I skrivelsen vedrørende ansættelsen for 1993

anførte skatteafdelingen, at fradrag for øvrige

lønmodtagerudgifter i den danske indkomst ikke kunne godkendes

på grund af manglende dokumentation. Dersom der ønskedes fradrag

efter ligningslovens §§ 9 og 9 B, udbad man sig dokumentation herfor.

Herudover anførtes:

"På revisorens anmodning i skrivelsen af 26.04.96

vedlægges kopi af korrespondance mellem Arbejdsgiverkontrollen,

A-kassen og skattemyndighederne samt vore notater.

Der foreligger den oplysning, at Arbejdsgiverkontrollen,

afgørelse vedrørende B ApS er påklaget til Told- og

Skattestyrelsen. Hvis Arbejdsgiverkontrollens afgørelse i sagen bliver

ændret, vil Deres skatteansættelse blive ændret i

overensstemmelse hermed."

I skrivelsen vedrørende ansættelsen for

indkomståret 1994 blev det oplyst, at fradrag for øvrige

lønmodtagerudgifter ikke var godkendt. Det blev anført, at

revisorens indsendte specifikation ikke var egentlig dokumentation, blot en

opgørelse. Skatteafdelingen udbad sig dokumentation for berettigelsen

til fradrag i henhold til §§ 9 og 9 B. Samtidig anførtes det, at

dokumentationen kunne være i form af udgiftsbilag eller dokumenteret

afrejse- og hjemkomstdato og tidspunkter og arbejdssted, evt. også

logisteder, således at antal udedage og evt. timer kunne

opgøres.

I skrivelse af 12. juni 1996 meddelte revisoren

skatteafdelingen, at de påtænkte ændringer af

indkomstansættelserne for 1993 og 1994, jf. agterskrivelserne af 10.

juni 1996, ikke kunne tiltrædes. Revisoren anførte, at da han

stadig savnede skatteforvaltningens begrundelser, jf. forvaltningslovens §§

22 og 24 m.m., var han afskåret fra at fremsætte sine

anbringender i sagen, bortset fra hvad man også tidligere havde meddelt

forvaltningen, at man anså den påklagede afgørelse for

mangelfuld i såvel formalitet som realitet.

Angående den krævede dokumentation

vedrørende fradrag i medfør af ligningslovens §§ 9 og 9 B

oplyste revisoren, at klageren ikke var i besiddelse af

dokumentationsmateriale af en karakter som omtalt af myndighederne, hvilket

han fandt ikke burde undre, idet der jo var tale om fradrag for

udokumenterede udgifter, hvorfor klageren naturligvis ikke havde fundet

anledning til at gemme sådanne dokumentationer.

I skrivelse af 9. september 1996 besvarede

skatteafdelingen revisorens skrivelse af 12. juni 1996. Man meddelte, at da

Arbejdsgiverkontrollens afgørelse efter foretaget kontrol af B ApS var

klaget videre, havde man valgt af praktiske årsager at afvente

resultaterne herfra, før man færdigbehandlede klagerens sag.

Den 22. maj 1997 afsagde skatteforvaltningen kendelser

vedrørende de påklagede år. Der blev angivet samme

begrundelse som i skatteafdelingens forslag til ændring af 10. juni

1996. Samtidig anførtes:

"Kendelserne fremsendes efter aftale pr. tlf. 21.05.97,

idet sagen har været stillet i bero i et længere tidsrum, da der

afventes en afgørelse fra Told-og Skattestyrelsen. Der henvises til

vor skrivelse af 09.09.96"

I skrivelse til skatteankenævnet af 6. juni 1997

påklagede revisoren skatteafdelingens afgørelser. Principalt

påstod revisoren ansættelserne for ugyldige, og til støtte

herfor anførte han bl.a. følgende:

"Vedrørende godtgørelser overført til

A-indkomst henvises som begrundelse blot til Arbejdsgiverkontrollens rapport.

En rapport der vel at mærke hverken er alment kendt, eller konkret er

kommet til vor klients kendskab. At vi som revisorer for B Service ApS er

bekendt med rapporten, afhjælper ikke denne mangel, idet vi, på

grund af vor lovfæstede tavshedspligt, er afskåret fra

såvel at delagtiggøre i rapportens indhold, samt at kommentere

den i skriftlig og mundtlig form, når dette må antages at komme

til trediemands herunder A's kendskab.

Skatteafdelingen har herudover fuldstændig undladt

at tage stilling til vor subsidiære påstand om fradrag i

medfør af LL § 9 for denne periode, hvilket arbejdstagerne

ifølge gældende vejledninger m.v. har mulighed for,

såfremt skattefriheden for udbetalte godtgørelser af den her

foreliggende karakter tilsidesættes begrundet i arbejdsgiverens

forhold.

Den 17. juni 1997 afsagde skatteafdelingen på ny

kendelser. I kendelserne anføres:

"Modtaget trækfri rejse- og

befordringsgodtgørelse fra B ApS anses for yderligere A-indkomst i

henhold til Statsskattelovens §4. Arbejdsgiverkontrollen har foretaget

kontrol vedrørende den udbetalte trækfrie rejse- og

befordringsgodtgørelse.

Denne kontrol har vist, at det ikke var muligt at

opgøre, hvor det konkrete arbejdssted var beliggende, og om De har

opholdt Dem over 28 dage på samme arbejdsplads. Det har heller ikke

været muligt at konstatere udrejse- og hjemkomsttidspunkter, og

diætsatserne har ikke kunnet opgøres. Det har således ikke

kunnet ses, hvor stor en andel, dels logi og dels til merudgifter til kost

m.m. har udgjort.

Vedrørende befordring har det desuden ikke

været muligt at se om 60-dages reglen skal anvendes. De er ikke

registreret som ejer af bil.

Den modtagne rejse- og befordringsgodtgørelse er

herefter anset for at være skattepligtig A-indkomst for Dem, jf.

Statsskattelovens §4."

Endvidere anførtes:

"Afgørelsen fra told- og skatteregionen

vedrørende B ApS er påklaget til Told- og Skattestyrelsen. Hvis

Styrelsen ændrer den afgørelse, som told- og skatteregionen har

truffet, vil Deres skatteansættelser blive ændret i

overensstemmelse hermed.

Kendelserne erstatter tidligere fremsendte, dateret

22.05.1997.

Kendelserne fremsendes efter telefonisk aftale den

21.05.97 og den 10.06.97 "

ad sagsbehandlingen i skatteankenævnet:

Ved skrivelse af 27. juni 1997 indgav revisoren klage

til skatteankenævnet over skatteforvaltningens afgørelser af 17.

juni 1997. Principalt gjorde han gældende, at ansættelserne var

ugyldige. Vedrørende det enkelte indkomstår anførte

han:

"Den nu foreliggende afgørelse fraviger i sine

begrundelser så væsentlig fra tidligere agterskrivelse af 22.

april 1996, at afgørelsen alene af denne grund må anses for at

være behæftet med en så væsentlig formalitetsmangel,

at det medfører ugyldighed, jf. også LSR af 9/12 1996 som

refereret i Tidsskrift for Skatteret 1997 nr. 105."

Herudover anførte revisoren:

"Angående det oplyste om aftale om fremsendelse af

ny kendelse er aftale nok så meget sagt, idet jeg nærmere vil

udtrykke det således, at jeg, i forbindelse med hr. xxxs telefonisk

meddelte oplysning til mig, om at man havde til hensigt at erstatte den

tidligere af mig påklagede afgørelse med en ny, tog dette

ønske til efterretning."

Skatteankenævnet afsagde herefter kendelse den 3.

november 1998.

For så vidt angik formalia havde

skatteankenævnet anført følgende:

"Ændring i begrundelse.

Skatteadministrationens afgørelse (kendelse)

udsendes den 22. maj 1997 - begrundelsen i denne afgørelse er

fuldstændig i overensstemmelse med forslaget udsendt den 10. juni

1996.

Den kommunale skatteadministration udsender en ny

afgørelse den 17. juni 1996 efter at have talt med revisor herom.

I klagen henvises til, at Landsskatteretten i en

afgørelse af 9. december 1996 har truffet afgørelse om, at en

skatteforvaltnings begrundelse for en afgørelse adskilte sig i en

sådan grad fra begrundelsen i agterskrivelsen, at der burde have

været udsendt en ny agterskrivelse. Afgørelsen ansås

derforfor at være behæftet med en væsentlig

formalitetsmangel, der medførte ugyldighed.

Landsskatteretten bemærkede i afgørelsen at:

"... det i agterskrivelsen alene var spørgsmålet om det

formelle/reelle ejerskab, som blev draget i tvivl, medens afgørelsen

rejste tvivl om aktivernes eksistens..." I sagen er der fremkommet

oplysninger så bedømmelsesgrundlaget er ændret, hvor

reglen om partshøring ved udsendelse af en ny agter ikke er

opfyldt.

I den herværende sag har skatteadministrationen i

forslaget blot henvist til den af arbejdsgiverkontrollen udarbejdede rapport,

men har udbedret manglen i den nye afgørelse. Der er imidlertid ikke

tale om, at nye faktiske oplysninger er blevet inddraget i

afgørelsen.

Skatteankenævnet er af den opfattelse, at der ikke

er tale om undladelse af at foretage en fornyet partshøring

(forvaltningslovens § 19), hvorfor det ikke ses at medføre

ugyldighed.

Den kommunale skatteadministration har i afgørelsen

kort redegjort for de faktiske omstændigheder, som er tillagt betydning

for afgørelsen. Administrationen har henvist til statsskattelovens § 4

som hjemmel for beskatningen. Skatteadministrationen har endvidere henvist

til kontrolrapporten. Skatteankenævnet finder, at forvaltningslovens §§

22 og 24 - regler omkring begrundelse og lovhenvisninger - er opfyldt

på det foreliggende grundlag i den konkrete sag."

For så vidt angik officialprincippet havde

skatteankenævnet anført, at dette princip hverken fandtes

beskrevet i skattestyrelsesloven eller i forvaltningsloven, men havde hjemmel

i uskreven retssædvane. Officialprincippet betød, at en

forvaltning havde ansvaret for, at de nødvendige oplysninger

forelå, og at de nødvendige undersøgelser blev foretaget,

inden der blev træffet en afgørelse i en sag. Dette betød

nødvendigvis ikke, at forvaltningen altid selv skulle fremskaffe de

nødvendige oplysninger.

Landsskatteretten havde i en række sager i 1996

omkring bl.a. lån og obligationskøb uden reelt

skattemæssigt indhold taget stilling til undersøgelsespligtens

praktiske opfyldelse.

I to afgørelser afsagt den 15. oktober 1996

(Tidsskrift TfS 1996-919 og TfS 1996-920) havde Landsskatteretten henvist

til, at ansvaret for, at de for afgørelsen fornødne oplysninger

forelå, påhvilede forvaltningen. Der var hverken i

forvaltningsloven eller i den forvaltningsretlige praksis og litteratur

fastlagt nærmere regler for undersøgelsespligtens praktiske

opfyldelse.

Landsskatteretten havde fastslået, at disse

afgørelser ikke var ugyldige som følge af manglende

selvstændig sagsbehandling. Landsskatteretten henså til, at der

var tale om et meget stort antal skatteansættelser af fuldstændig

ens karakter, og at det rundsendte materiale frit havde kunnet benyttes.

På baggrund af dette materiale havde den enkelte

skatteforvaltning foretaget en selvstændig vurdering af de heri

indeholdte oplysninger sammenholdt med sagens øvrige oplysninger og

på dette grundlag foretaget den konkrete skatteansættelse.

I nærværende sag havde den kommunale

skatteadministration i forbindelse med vurderingen af sagen indhentet

arbejdsgiverkontrollens arbejdspapirer, som viste de enkelte

lønperioder og udbetalt sats. Revisor havde indsendt den af B ApS

udarbejdede oversigt over arbejdssteder for 1994, den udbetalte sats samt en

håndskrevet opgørelse for 1993, som viste den enkelte

lønperiode og arbejdsland og by.

Skatteankenævnet var af den opfattelse, at den

kommunale ligningsmyndigheds vurdering og ligningsmæssige

bedømmelse af de oplysninger, som fremgik af kontrolrapporten m.v.

opfyldte den selvstændige undersøgelsespligt.

ad sagsbehandlingen i Landsskatteretten:

Til støtte for påstanden om ugyldighed

havde revisoren anført:

1. "Ankenævnet har truffet sine afgørelser

med udgangspunkt i en af skatteforvaltningen ulovlig truffet afgørelse

jfr. afgørelse af 17/6 1997, idet man allerede havde truffet en

afgørelse i samme spørgsmål den 22/5 1997, som var

påklaget af os ved vor skrivelse af 6/6 1997, og som derfor var under

behandling i ankenævnet den 17/6 1997 jfr. også

skattestyrelseslovens § 3 stk. 3.

2. Det bestrides vi på noget tidspunkt skulle have

tilbagekaldt klagen af 6/6 1997. Grunden til vi indsendte en ny klage den

27/6 1997 var at forebygge en mulig påstand om fristoverskridelse.

Ifølge vor opfattelse er den virkelige årsag, til at

ankenævnet ved sin afgørelse har set bort fra forvaltningens

afgørelse af 22/5 1997 og vor dertil hørende klage af 6/6 1997,

at man havde overset, at skattestyrelsesloven med hensyn til ekspedition af

klager til ankenævnet blev ændret med virkning fra 1/7 1996.

Således udtalte sekretariatsmedarbejderen under den mundtlige

forhandling den 29/10 1998, at man ikke havde anset vor klage af 6/6 1997 som

værende kommet under behandling i ankenævnet, idet

skatteforvaltningen først skulle modtage den for sine udtalelser, en

fremgangsmåde der må antages klart at være i strid med den

ifølge forretningsordenen for skatteankenævn

bekendtgørelse nr. 528 af 17/6 1996 § 10 gældende

fremgangsmåde.

3. At man fra ankenævnet efterfølgende

påstår, man anser os for ved vor klage af 27/6 1997 at have

tilbagekaldt vor tidligere klage, kan vi kun betegne som et forsøg

på ved efterrationalisering at slippe ud af en ubehagelig situation,

hvilken opfattelse også synes bekræftet af, at ankenævnet

aldrig har sendt os den ifølge forretningsordenen § 15 krævede

meddelelse, en bestemmelse der må anses for indført netop for at

forebygge misforståelser, hvorfor skatteankenævnet ikke gyldigt

kan bortse fra dette krav, uanset hvilke gode undskyldninger man måtte

fremføre til støtte herfor.

4. Skatteforvaltningens afgørelser af 17/6 1997

må anses for ved sine begrundelser at afvige fra tidligere udsendte

agterskrivelser af 22/4 1996 og 10/6 1996 i en sådan grad at det

medfører at afgørelserne er ugyldige jfr. også LSR af

9/12 1996, 631-1835-488.

5. At skatteforvaltningen ikke har foretaget den

nødvendige pligtmæssige ligningsmæssige bedømmelse,

idet man ved gennemgang af modtagne arbejdsmaterialer fra told- og

skatteregionen, klart burde have kunnet se, arbejdsgiveren havde opfyldt sin

oplysningspligt i hvert fald for hele 1994 og delvist for 1993, og derfor

burde have rekvireret grundbilagene for yderligere egne undersøgelser.

Det skal hertil desuden bemærkes, vi på trods af tidligere

anmodning om aktindsigt først er kommet til kundskab om eksistensen af

det pågældende arbejdsmateriale i forbindelse med

ankenævnets sagsbehandling og først har modtaget kopi heraf

sammen med nævnets afgørelse af 3/11 1998.

6. Skatteforvaltningen har ved sine ændrede

afgørelser fortsat ikke opfyldt sin forpligtelse i medfør af

forvaltningslovens § 24 stk. 1, idet man har undladt at oplyse, hvilke

retsregler man støtter sine krav om omfanget af arbejdsgiverens

oplysningspligt på. Hvortil kommer der for 1993 ikke eksisterede nogen

60 dages regel for så vidt angår bilkørsel."

For så vidt angik revisorens påstand om, at

han som revisor for såvel selskabet B ApS som de ansatte ikke havde

kunnet videregive oplysninger fra arbejdsgiverkontrollen, havde

skatteankenævnets fællessekretariat anført, at man ikke

mente, at dette var korrekt, idet netop de ansatte, herunder klageren, var

parter i sagen, der byggede på oplysninger i rapporten. De relevante

oplysninger i rapporten, der vedrørte klageren, måtte anses for

at kunne anvendes af hans revisor.

Under sagens behandling for Landsskatteretten havde

revisoren udbedt sig de grundbilag, der havde dannet grundlag for en i sagen

foreliggende opgørelse over klagerens udedage, arbejdssteder m.v.

På Landsskatterettens henvendelse havde

skatteankenævnet oplyst, at den pågældende opgørelse

var udarbejdet af Arbejdsgiverkontrollen, på baggrund af B ApS'

lønbilag.

Revisoren havde hertil anført, at han i skrivelse

af 12. juni 1996 havde opfordret skatteforvaltningen til at rette henvendelse

til told- og skatteregionen og rekvirere de bilag, der havde dannet grundlag

for arbejdsgiverens udbetaling af rejse- og befordringsgodtgørelserne

til klageren. Revisoren havde fremlagt told- og skatteregionens skrivelse af

5. juli 1996, hvormed man oversendte bilagene til Told- og Skattestyrelsen,

idet man samtidig anmodede om, at de blev returneret efter endt brug.

Revisoren havde anført, at regionen således havde været i

besiddelse af bilagene, men kommunen havde ikke udbedt sig materialet,

ligesom man ikke havde foretaget en selvstændig ligningsmæssig

bedømmelse af det. Kommunen havde således ikke opfyldt den

officialmaksime, som påhvilede den.

Under sagens behandling for Landsskatteretten havde

revisoren anført, at specielt skattestyrelseslovens § 15 var udtryk

for en garantiforskrift, hvis tilsidesættelse måtte

medføre, at der ikke mod klagerens påstand kunne antages at

være sket tilbagekaldelse af en tidligere klage, en klage, som

skatteankenævnet herefter måtte behandle i overensstemmelse med

de gældende sagsbehandlingsregler. Uanset hvilken betydning,

skattemyndigheden måtte lægge i hans ordvalg i klagen af 27. juni

1997, fandt han, at det var objektivt klart, at det ikke kunne have

medført en tilbagekaldelse af klagen af 6. juni 1997, før

skatteforvaltningen fremkom med sin nye afgørelse den 17. juni

1997.

Heraf fulgte, at skatteforvaltningen den 17. juni 1997

traf en afgørelse, der var i strid med skattestyrelseslovens § 3, stk.

3, pkt. 2, jf. også Ligningsvejledningen 1998, A.G.3, side 476. Den

pågældende afgørelse måtte som følge heraf

betragtes som en nullitet. Idet skatteankenævnet havde truffet sin

afgørelse på grundlag af skatteforvaltningens afgørelse

af 17. juni 1997, måtte nævnets afgørelse som følge

heraf også være at betragte som en nullitet.

Revisoren havde videre anført, at såfremt

Landsskatteretten statuerede, at sagsbehandlingen skulle gå om ved

skatteankenævnet, ville den kommunale skattemyndigheds afgørelse

stå ved magt, men vel at mærke afgørelsen af 22. maj 1997,

som skatteankenævnet tidligere havde anset for at være

mangelfuld, idet nævnet i sagsfremstillingen havde anført, at i

forslaget havde skatteadministrationen blot henvist til den af

arbejdsgiverkontrollen udarbejdede rapport, men havde udbedret manglen i den

nye afgørelse.

Med hensyn til tavshedspligten havde revisoren

bemærket, at han hverken kunne henholde sig til forvaltningsloven eller

lov om offentlighed i forvaltningen. Såfremt skattemyndigheden i

øvrigt måtte mene, at dele af rapporten var undergivet

partsoffentlighed, stillede han spørgsmålstegn ved, hvorfor man

så ikke tilsendte ham disse på det tidspunkt, han anmodede om

størst mulige aktindsigt som part. Til støtte for sin

stillingtagen havde revisoren endvidere henvist til lov om registrerede

revisorer § 10, jf. straffelovens §§ 152 og 152B, hvorefter det ville

være i strid med hans tavshedpligt efter disse bestemmelser, at

videregive oplysninger, han havde modtaget i kraft af sit virke som revisor

for en anden klient. Det var alene domstolene, der kunne tilsidesætte

tavshedpligten.

Revisoren havde endvidere henvist til ØLD af 25.

januar 1999 1., B-818-97, ifølge hvilken det fremgik, at hverken

Landsskatteretten eller skatteankenævnet kunne afbøde den

kommunale skattemyndigheds sagsbehandlingsfejl.

Til støtte for den subsidiære påstand

havde revisoren anført, at man fastholdt, at arbejdsgiveren havde

opfyldt sine dokumentationsforpligtelser, idet hverken skatteforvaltningen

eller skatteankenævnet på noget tidspunkt havde dokumenteret, at

det modsatte skulle være tilfældet.

Ved sine afgørelser havde skatteafdelingen bl.a.

lagt vægt på, at den af told- og skatteregionen foretagne kontrol

havde vist, at det ikke havde været muligt at opgøre, om

klageren opholdt sig over 28 dage på samme arbejdsplads, idet det ikke

fremgik, hvor den konkrete arbejdsplads var. Diætsatserne kunne ikke

opgøres, idet afgangs- og hjemkomsttidspunktet ikke var anført,

og det var ikke muligt at se hvilken del, der henførtes til dels logi

og dels til fortæring. Ligeledes kunne det ikke ses, om 60 dagsreglen

skulle anvendes angående befordring, ligesom klageren ikke var

registreret som ejer af en bil.

Skatteankenævnet havde oplyst, at man vurderede, at

beløbet udbetalt som rejse- og befordringsgodtgørelse ikke

rettelig kunne udbetales skattefrit, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, hvorfor

beløbet blev A-indkomst i henhold til statsskattelovens § 4. Samtidig

havde nævnet undtagelsesvis godkendt fradrag for rejse- og

befordringsgodtgørelse ifølge de af revisoren udarbejdede

opgørelser.

Landsskatterettens bemærkninger:

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, havde følgende

ordlyd:

"Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt

med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende

sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes

afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med

oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det

gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens

afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af

den nævnte udtalelse."

Skatteforvaltningen havde i besvarelse om anmodning om

aktindsigt og i sine agterskrivelser af 10. juni 1996 og afsagte kendelser af

22. maj 1997 henvist til arbejdsgiverkontrollens rapport og har henvist til,

at denne rapport var i revisorens besiddelse. Da klageren var part i sagen,

og da kontrolrapporten indeholdt oplysninger, der måtte anses at

være til ugunst for klageren, ligesom oplysningerne måtte anses

at være af væsentlig betydning for sagens afgørelse, havde

klageren været berettiget til at blive gjort bekendt med

kontrolrapportens oplysninger. Myndighederne skulle derfor have foretaget

ekstrahering af de oplysninger, der vedrørte klageren, og disse burde

have været sendt til klageren/revisoren. Manglende forelæggelse

af oplysninger, der var til ugunst for parten, ville som udgangspunkt

medføre, at ansættelserne måtte anses for ugyldige jf.

forvaltningslovens § 19. Der måtte gives revisor medhold i, at det

ville have været et brud på tavshedspligten, såfremt han

til klageren havde videregivet oplysninger, som han var i besiddelse af som

revisor for arbejdsgiveren.

Ved bedømmelsen af om ansættelserne i det

foreliggende tilfælde kunne anses for ugyldige bemærkedes, at

kontrolrapporten var en del af klagerens sag, og at oplysningerne i rapporten

havde en sådan karakter, at partshøring efter forvaltningslovens

§19, stk. 1, som anført skulle finde sted. Det bemærkedes, at

der ikke var fremlagt materiale, der godtgjorde eller gjorde det sandsynligt,

at klageren opfyldte eller ville kunne opfylde betingelserne for at modtage

skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse. Fejlen ved ikke at have

foretaget ekstrahering af oplysninger fra kontrolrapporten vedrørende

klageren sås ikke at have haft betydning for afgørelsens

resultat. En konket væsentlighedsvurdering af de stedfundne fejl og

forsømmelser i sagsbehandlingen, fandtes herefter at føre til,

at afgørelsen ikke kunne anses for ugyldig.

Landsskatteretten fandt, at skatteforvaltningens kendelser

af 22. maj 1997 var tilstrækkeligt konkret begrundede, jf.

bekendtgørelse nr. 528 af 17. juni 1996, § 14, stk. 1, jf.

cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990 pkt. 6 og 12 og jf.

forvaltningslovens § 22. Der var herved henset til, at det af

kontrolrapporten klart fremgik, hvilke omstændigheder myndighederne

havde lagt vægt på ved afgørelserne.

I Vejledning om forvaltningsloven, pkt. 199, fremgik, at

det påhvilede den enkelte forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i

samarbejde med andre myndigheder, at fremskaffe fornødne oplysninger

om de foreliggende sager eller dog at foranledige, at private, navnlig

parterne, ydede medvirken til sagens oplysning.

Det fremgik indledningsvis af kontrolrapporten og af den i

sagen udarbejdede sagsfremstilling, p. 9, at det var skatteadministrationen,

der anmodede arbejdsgiverkontrollen om at undersøge B ApS med henblik

på kontrol af skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse.

Endvidere havde skatteforvaltningen anmodet klagerens revisor om at indsende

dokumentation til støtte for påstanden om fradrag i henhold til

ligningslovens §§ 9 og 9 B.

Retten fandt herefter, at skatteforvaltningens

afgørelser ikke var ugyldige som følge af manglende individuel

sagsbehandling.

Da revisoren ikke havde dokumenteret eller

sandsynliggjort, at klagerens arbejdsgiver havde opfyldt sine

dokumentationsforpligtelser, kunne Landsskatteretten tiltræde det af

skatteankenævnet anførte og stadfæstede derfor de

påklagede ansættelser.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter