Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Ligningsloven § 9 983 afgørelser
- Statsskatteloven § 4 6.371 afgørelser
- Ligningsloven § 9 b 808 afgørelser
- Forvaltningsloven § 19 2.620 afgørelser
- Forvaltningsloven § 22 2.803 afgørelser
- Forvaltningsloven § 24 3.516 afgørelser
- Skattestyrelsesloven § 3 ophævet 95 afgørelser
- Forvaltningsloven § 24 m
- Skattestyrelsesloven § 15 ophævet 40 afgørelser
- Lov om registrerede revisorer § 10 ophævet 2 afgørelser
- Straffeloven § 152 167 afgørelser
- Straffeloven § 152 b 4 afgørelser
Teksten
Landsskatteretskendelse
Formalitet
- ugyldighedsindsigelse
Befordringsgodtgørelse
Reference:
SL 4
LL § 9, stk. 5
FORV § 19
Landsskatteretten havde afsagt kendelse i sagen den 24.
februar 2000. Klagerens repræsentant havde rettet henvendelse til
Folketingets Ombudsmand om sagen, og Landsskatteretten genoptog
sagsbehandlingen som følge af en udtalelse af 23 marts 2000 fra
ombudsmanden.
Klagen vedrørte følgende punkter:
Indkomståret 1993
Selvangiven skattepligtig indkomst
165.091 kr.
Udbetalt rejse- og befordringsgodtgørelse ikke
anset for udbetalt efter reglerne i ligningslovens § 9, stk. 5.
Beløbet anset for A-indkomst i henhold til statsskattelovens § 4. Der
var givet halv lempelse ved skatteberegningen
95.057 kr.
Fradrag for rejse- og befordringsgodtgørelse, jf.
ligningslovens §§ 9 og9B ifølge den af revisor udarbejdede
opgørelse godkendt som selvangivet.
Fradrag i dansk indkomst
6.797 kr.
Fradag i udenlandsk indkomst
143.580 kr.
-150.377 kr.
Læs alt
Tidligere fratrukket
55.319 kr.
-95.058 kr.
Ansat skattepligtig indkomst
165.090 kr.
Indkomståret 1994
Selvangiven skattepligtig indkomst
186.128 kr.
Udbetalt rejse- og befordringsgodtgørelse, ikke anset for udbetalt
efter reglerne i ligningslovens § 9, stk. 5. Beløbet anset for
A-indkomst i henhold til statsskattelovens § 4. Heraf vedrørende
indkomst optjent i:
Danmark
73.467 kr.
Udlandet (halv lempelse)
26.358 kr.
Fradrag for rejse- og befordringsgodtgørelse, jf. ligningslovens §§
9 og 9B ifølge den af revisor udarbejdede opgørelse godkendt
som selvangivet.
Fradrag i:
Dansk indkomst
91.688 kr.
Udenlandsk indkomst
43.307 kr.
134.995 kr.
tidligere fratrukket
27.372 kr.
- 106.623kr.
- Yderligere AM-bidrag af udenlandsk indkomst
- 1.318 kr.
Ansat skattepligtig indkomst
177.012 kr.
Efter at klagerens repræsentant havde rettet
henvendelse til Folketingets Ombudsmand om sagen, havde Landsskatteretten
genoptaget sagsbehandlingen som følge af en udtalelse af 23. marts
2000 fra ombudsmanden.
Følgende fremgik af brev af 23. marts 2000 til
klageren fra Folketingets Ombudsmand:
"Vedr. manglende partshøring af kontrolrapport
Jeg har den 13. marts 2000 modtaget Deres brev af 10.
marts med bilag.
De klager dels over at Landsskatteretten i sin kendelse af
24. februar 2000 kritiserer Dem for ikke at have udleveret en rapport til
Deres klient, og dels over at Landsskatteretten ikke har medtaget nogen del
af De synspunkter De har gjort gældende i Deres brev af 2. november
1999.
Af det indsendte materiale fremgår
følgende:
De har repræsenteret A i en skattesag, hvor
Landsskatteretten har afsagt kendelse den 24. februar 2000 vedrørende
indkomstårene 1993 og 1994. A fik forhøjet sin indkomst for
disse to år, da skattemyndighederne ikke kunne godkende udbetalt rejse-
og befordringsgodtgørelse som skattefri. Jeg forstår sagen
sådan, at De også har været partsrepræsentant for det
anpartsselskab, som A var ansat i de pågældende indkomstår.
De var i besiddelse af en kopi af den i sagen omtalte kontrolrapport fra
arbejdsgiverkontrollen, fordi De havde assisteret B ApS i forbindelse med en
sag, rejst af arbejdsgiverkontrollen. A's skattesag er afledt af
kontrolrapporten, og der er - som jeg forstår sagen - også
enighed om, at kontrolrapporten er en del af A's sag, og at oplysningerne i
rapporten har en sådan karakter, at betingelserne for
partshøring i forvaltningslovens § 19, stk. 1, er opfyldt.
Det er Deres opfattelse, at De ikke har kunnet benytte
oplysningerne i kontrolrapporten i sagen med A, fordi De var kommet i
besiddelse af oplysningerne i Deres egenskab af partsrepræsentant for
A's arbejdsgiver. En brug af oplysningerne ville være i strid med Deres
tavshedspligt over for B ApS.
Det er derimod skattemyndighedernes opfattelse, at §19,
stk. 1, i forvaltningsloven, er opfyldt, fordi De som A's
partsrepræsentant var i besiddelse af kontrolrapporten.
Sådan som sagen er forelagt for mig, kan jeg ikke
se, at Landsskatteretten har taget stilling til Deres indsigelser om, at
Deres brug af oplysninger i kontrolrapporten i A's sag ville være brud
på Deres tavshedsplligt over for Deres klient B ApS, og at det forhold,
at A er part i sagen, ikke har betydning for Deres tavshedspligt. Jeg
forstår i øvrigt også Deres brev sådan, at De ikke
fik udleveret kontrolrapporten i forbindelse med Deres anmodning af 26. april
1996 om aktindsigt.
Ombudsmanden kan ikke behandle klager over forhold, der
kan indbringes for højere forvaldningsmyndighed, før denne
myndighed har truffet afgørelse (§ 14 i lov nr. 473 af 12. juni 1996
om Folketingets Ombudsmand). I det princip ligger også at myndigheden
skal have haft mulighed for at tage stilling til det spørgsmål
som en borger ønsker at jeg skal udtale mig om.
Jeg er ikke afslåret fra at tage stilling til Deres
klage, men på det foreliggende grundlag mener jeg det er mest korrekt,
at Landsskatteretten får lejlighed til at tage stilling til Deres
indsigelser i Deres brev af 2. november 1999 til Landsskatteretten som de er
præciseret i Deres brev til mig.
Jeg har derfor sendt Deres brev af 10. marts 2000 med
bilag til Landsskatteretten, hvorfra De vil modtage svar.
Jeg beder Dem afvente Landsskatteretten før De
tager stilling til, om der er grundlag for at rette henvendelse til mig igen
om sagen. Jeg vil dog anse Deres klage indgivet den 13. marts 2000, hvis jeg
modtager klagen inden 8 uger efter De har modtaget svar fra
Landsskatteretten."
Sagens faktiske forhold:
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren i 1993
havde været ansat hos C u/konkurs indtil ca. den 20. maj 1993. Den 1.
juni 1993 blev klageren ansat hos B. Denne virksomhed blev startet den 1.
juni 1993 af D, og den 8. august 1993 blev virksomheden omdannet til B ApS.
Virksomheden var et montørfirma, som udførte
smede/svejsearbejde. Størstedelen af arbejdet foregik i Tyskland.
Arbejdsgiverkontrollen havde på baggrund af
undersøgelser hos klagerens arbejdsgiver udsendt en kontrolrapport af
31. januar 1996 vedrørende B ApS. Vedrørende klageren fremgik
følgende af kontrolrapporten:
" A:
Der foreligger lønbilag og bogføringsbilag,
men ingen grundbilag vedrørende de krævede/relevante oplysninger
om den skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse fra den enkelte
lønmodtager.
Det er derfor ikke muligt at opgøre:
- om medarbejderen opholder sig over 28 dage på
samme arbejdsplads. Det fremgår ikke hvor den konkrete arbejdsplads er.
- diætsatserne, idet afgangs- og hjemkomsttidspunkt
ikke er anført.
- hvilken del af den udbetalte diætsats der kan
henføres til dels logi dels fortæring. Der benyttes forskellige
diætsatser pr. afregningsperioden.
- om 60 dagesreglen skal anvendes angående
befordring
- formål med rejsen.
Der er udbetalt befordringsgodtgørelse uagtet
medarbejderen ikke har egen bil.
Ophold i udlandet (England perioden 16/6 - 19/6) er betalt
af virksomheden efter regning samtidig med at der er udbetalt
diæter.
Regionen godkender ikke den udbetalte skattefri rejse- og
befordringsgodtgørelse.
Godtgørelsen anses for yderligere A-indkomst med:
105.079 kr. - (5% = 5.253 kr.) = 99.825 kr."
Klagerens påstand:
Klagerens revisor havde nedlagt påstand om, at
de foretagne ansættelser var ugyldige, subsidiært, at
indkomsterne skulle ansættes i overensstemmelse med det
selvangivne.
Skatteforvaltningens sagsbehandling:
Den 22. april 1996 meddelte skatteafdelingen klageren
og hans revisor, at man mente, at ansættelserne for indkomstårene
1993 og 1994 skulle ændres for så vidt angik bl.a. trækfri
rejse- og befordringsgodtgørelse. Skatteafdelingen anførte
følgende:
"Trækfri rejse- og befordringsgodtgørelse fra
B ApS er ifølge Arbejdsgiverkontrollen anset for at være
A-indkomst, da kravsspecifikation ikke er opfyldt. Beløbet er
skattepligtigt jfr. statsskattelovens § 4."
Samtidig udbad man sig specifikation og dokumentation,
dersom der ønskedes fradrag for udgifter i henhold til ligningslovens
§§ 9 og 9 B.
I sin skrivelse til skatteafdelingen af 26. april 1996
fremførte revisoren følgende:
"1. Deres blotte og bare henvisning til told- og
skatteregionens påklagede afgørelse kan ikke anses for at
opfylde kravene, som pålægges Dem i medfør af
forvaltningslovens §§ 22 og 24 herunder Landsskatterettens fortolkning
heraf.
Ifølge forvaltningslovens § 24 skal begrundelsen i
en afgørelse indeholde følgende:
a. Oplysning om de retsregler (retskilder), der har
været anvendt, herunder fortolkningsbidrag.
b. Forklaring om de hensyn, der er blevet lagt vægt
på ved skønsmæssige regler, herunder orientering om en
eventuel administrativ praksis.
c. Sammenfatning af de væsentlige faktiske
oplysninger, som er blevet lagt til grund for afgørelsen.
Det fremgår endvidere af Landsskatterettens
afgørelse af 28.november 1995 at kravene til begrundelsen skal
være opfyldt på kendelsen. Afgørelsen bliver ikke
gyldig, fordi begrundelsen fremgår af forslaget eller ved henvisning
til tidligere herunder anden korrespondance o.lign.
En tilsidesættelse af Deres ovennævnte
begrundelsespligt, medfører ugyldighed for den af Dem trufne
afgørelse."
I skrivelsen anførte revisoren videre:
"Der begæres størst mulige aktindsigt som
part, herunder ønskes bl.a. fremsendt kopier af evt. korrespondance
med told- og skatteregionen, samt referater af samtlige møder og
telefonsamtaler med samme sagen vedrørende."
Herudover nedlagde revisoren som subsidiær
påstand, at A-indkomsten hos C i 1993 blev godkendt som udenlandsk
indkomst, samt at der blev givet fradrag for øvrige
lønmodtagerudgifter, 150.377 for 1993 og 134.995 kr. for 1994. I denne
forbindelse henviste revisoren til udarbejdede opgørelser m.m. Mere
subsidiært, at der blev givet fradrag for øvrige
lønmodtagerudgifter, 150.377 kr. for 1993 og 134.995 kr. for 1994.
Den 10.juni 1996 fremsendte skatteafdelingen klageren og
revisoren forslag til ændring af skatteansættelserne, idet man
meddelte, at ansættelserne bl.a. skulle ændres for så vidt
angik modtaget trækfri rejse- og befordringsgodtgørelse.
Skatteafdelingen anførte følgende:
"Modtaget trækfri rejse- og
befordringsgodtgørelse fra B ApS anses for yderligere A-indkomst. Der
henvises til Arbejdsgiverkontrollens rapport (er i revisors besiddelse) og
til Statsskattelovens § 4."
I skrivelsen vedrørende ansættelsen for 1993
anførte skatteafdelingen, at fradrag for øvrige
lønmodtagerudgifter i den danske indkomst ikke kunne godkendes
på grund af manglende dokumentation. Dersom der ønskedes fradrag
efter ligningslovens §§ 9 og 9 B, udbad man sig dokumentation herfor.
Herudover anførtes:
"På revisorens anmodning i skrivelsen af 26.04.96
vedlægges kopi af korrespondance mellem Arbejdsgiverkontrollen,
A-kassen og skattemyndighederne samt vore notater.
Der foreligger den oplysning, at Arbejdsgiverkontrollen,
afgørelse vedrørende B ApS er påklaget til Told- og
Skattestyrelsen. Hvis Arbejdsgiverkontrollens afgørelse i sagen bliver
ændret, vil Deres skatteansættelse blive ændret i
overensstemmelse hermed."
I skrivelsen vedrørende ansættelsen for
indkomståret 1994 blev det oplyst, at fradrag for øvrige
lønmodtagerudgifter ikke var godkendt. Det blev anført, at
revisorens indsendte specifikation ikke var egentlig dokumentation, blot en
opgørelse. Skatteafdelingen udbad sig dokumentation for berettigelsen
til fradrag i henhold til §§ 9 og 9 B. Samtidig anførtes det, at
dokumentationen kunne være i form af udgiftsbilag eller dokumenteret
afrejse- og hjemkomstdato og tidspunkter og arbejdssted, evt. også
logisteder, således at antal udedage og evt. timer kunne
opgøres.
I skrivelse af 12. juni 1996 meddelte revisoren
skatteafdelingen, at de påtænkte ændringer af
indkomstansættelserne for 1993 og 1994, jf. agterskrivelserne af 10.
juni 1996, ikke kunne tiltrædes. Revisoren anførte, at da han
stadig savnede skatteforvaltningens begrundelser, jf. forvaltningslovens §§
22 og 24 m.m., var han afskåret fra at fremsætte sine
anbringender i sagen, bortset fra hvad man også tidligere havde meddelt
forvaltningen, at man anså den påklagede afgørelse for
mangelfuld i såvel formalitet som realitet.
Angående den krævede dokumentation
vedrørende fradrag i medfør af ligningslovens §§ 9 og 9 B
oplyste revisoren, at klageren ikke var i besiddelse af
dokumentationsmateriale af en karakter som omtalt af myndighederne, hvilket
han fandt ikke burde undre, idet der jo var tale om fradrag for
udokumenterede udgifter, hvorfor klageren naturligvis ikke havde fundet
anledning til at gemme sådanne dokumentationer.
I skrivelse af 9. september 1996 besvarede
skatteafdelingen revisorens skrivelse af 12. juni 1996. Man meddelte, at da
Arbejdsgiverkontrollens afgørelse efter foretaget kontrol af B ApS var
klaget videre, havde man valgt af praktiske årsager at afvente
resultaterne herfra, før man færdigbehandlede klagerens sag.
Den 22. maj 1997 afsagde skatteforvaltningen kendelser
vedrørende de påklagede år. Der blev angivet samme
begrundelse som i skatteafdelingens forslag til ændring af 10. juni
1996. Samtidig anførtes:
"Kendelserne fremsendes efter aftale pr. tlf. 21.05.97,
idet sagen har været stillet i bero i et længere tidsrum, da der
afventes en afgørelse fra Told-og Skattestyrelsen. Der henvises til
vor skrivelse af 09.09.96"
I skrivelse til skatteankenævnet af 6. juni 1997
påklagede revisoren skatteafdelingens afgørelser. Principalt
påstod revisoren ansættelserne for ugyldige, og til støtte
herfor anførte han bl.a. følgende:
"Vedrørende godtgørelser overført til
A-indkomst henvises som begrundelse blot til Arbejdsgiverkontrollens rapport.
En rapport der vel at mærke hverken er alment kendt, eller konkret er
kommet til vor klients kendskab. At vi som revisorer for B Service ApS er
bekendt med rapporten, afhjælper ikke denne mangel, idet vi, på
grund af vor lovfæstede tavshedspligt, er afskåret fra
såvel at delagtiggøre i rapportens indhold, samt at kommentere
den i skriftlig og mundtlig form, når dette må antages at komme
til trediemands herunder A's kendskab.
Skatteafdelingen har herudover fuldstændig undladt
at tage stilling til vor subsidiære påstand om fradrag i
medfør af LL § 9 for denne periode, hvilket arbejdstagerne
ifølge gældende vejledninger m.v. har mulighed for,
såfremt skattefriheden for udbetalte godtgørelser af den her
foreliggende karakter tilsidesættes begrundet i arbejdsgiverens
forhold.
Den 17. juni 1997 afsagde skatteafdelingen på ny
kendelser. I kendelserne anføres:
"Modtaget trækfri rejse- og
befordringsgodtgørelse fra B ApS anses for yderligere A-indkomst i
henhold til Statsskattelovens §4. Arbejdsgiverkontrollen har foretaget
kontrol vedrørende den udbetalte trækfrie rejse- og
befordringsgodtgørelse.
Denne kontrol har vist, at det ikke var muligt at
opgøre, hvor det konkrete arbejdssted var beliggende, og om De har
opholdt Dem over 28 dage på samme arbejdsplads. Det har heller ikke
været muligt at konstatere udrejse- og hjemkomsttidspunkter, og
diætsatserne har ikke kunnet opgøres. Det har således ikke
kunnet ses, hvor stor en andel, dels logi og dels til merudgifter til kost
m.m. har udgjort.
Vedrørende befordring har det desuden ikke
været muligt at se om 60-dages reglen skal anvendes. De er ikke
registreret som ejer af bil.
Den modtagne rejse- og befordringsgodtgørelse er
herefter anset for at være skattepligtig A-indkomst for Dem, jf.
Statsskattelovens §4."
Endvidere anførtes:
"Afgørelsen fra told- og skatteregionen
vedrørende B ApS er påklaget til Told- og Skattestyrelsen. Hvis
Styrelsen ændrer den afgørelse, som told- og skatteregionen har
truffet, vil Deres skatteansættelser blive ændret i
overensstemmelse hermed.
Kendelserne erstatter tidligere fremsendte, dateret
22.05.1997.
Kendelserne fremsendes efter telefonisk aftale den
21.05.97 og den 10.06.97 "
ad sagsbehandlingen i skatteankenævnet:
Ved skrivelse af 27. juni 1997 indgav revisoren klage
til skatteankenævnet over skatteforvaltningens afgørelser af 17.
juni 1997. Principalt gjorde han gældende, at ansættelserne var
ugyldige. Vedrørende det enkelte indkomstår anførte
han:
"Den nu foreliggende afgørelse fraviger i sine
begrundelser så væsentlig fra tidligere agterskrivelse af 22.
april 1996, at afgørelsen alene af denne grund må anses for at
være behæftet med en så væsentlig formalitetsmangel,
at det medfører ugyldighed, jf. også LSR af 9/12 1996 som
refereret i Tidsskrift for Skatteret 1997 nr. 105."
Herudover anførte revisoren:
"Angående det oplyste om aftale om fremsendelse af
ny kendelse er aftale nok så meget sagt, idet jeg nærmere vil
udtrykke det således, at jeg, i forbindelse med hr. xxxs telefonisk
meddelte oplysning til mig, om at man havde til hensigt at erstatte den
tidligere af mig påklagede afgørelse med en ny, tog dette
ønske til efterretning."
Skatteankenævnet afsagde herefter kendelse den 3.
november 1998.
For så vidt angik formalia havde
skatteankenævnet anført følgende:
"Ændring i begrundelse.
Skatteadministrationens afgørelse (kendelse)
udsendes den 22. maj 1997 - begrundelsen i denne afgørelse er
fuldstændig i overensstemmelse med forslaget udsendt den 10. juni
1996.
Den kommunale skatteadministration udsender en ny
afgørelse den 17. juni 1996 efter at have talt med revisor herom.
I klagen henvises til, at Landsskatteretten i en
afgørelse af 9. december 1996 har truffet afgørelse om, at en
skatteforvaltnings begrundelse for en afgørelse adskilte sig i en
sådan grad fra begrundelsen i agterskrivelsen, at der burde have
været udsendt en ny agterskrivelse. Afgørelsen ansås
derforfor at være behæftet med en væsentlig
formalitetsmangel, der medførte ugyldighed.
Landsskatteretten bemærkede i afgørelsen at:
"... det i agterskrivelsen alene var spørgsmålet om det
formelle/reelle ejerskab, som blev draget i tvivl, medens afgørelsen
rejste tvivl om aktivernes eksistens..." I sagen er der fremkommet
oplysninger så bedømmelsesgrundlaget er ændret, hvor
reglen om partshøring ved udsendelse af en ny agter ikke er
opfyldt.
I den herværende sag har skatteadministrationen i
forslaget blot henvist til den af arbejdsgiverkontrollen udarbejdede rapport,
men har udbedret manglen i den nye afgørelse. Der er imidlertid ikke
tale om, at nye faktiske oplysninger er blevet inddraget i
afgørelsen.
Skatteankenævnet er af den opfattelse, at der ikke
er tale om undladelse af at foretage en fornyet partshøring
(forvaltningslovens § 19), hvorfor det ikke ses at medføre
ugyldighed.
Den kommunale skatteadministration har i afgørelsen
kort redegjort for de faktiske omstændigheder, som er tillagt betydning
for afgørelsen. Administrationen har henvist til statsskattelovens § 4
som hjemmel for beskatningen. Skatteadministrationen har endvidere henvist
til kontrolrapporten. Skatteankenævnet finder, at forvaltningslovens §§
22 og 24 - regler omkring begrundelse og lovhenvisninger - er opfyldt
på det foreliggende grundlag i den konkrete sag."
For så vidt angik officialprincippet havde
skatteankenævnet anført, at dette princip hverken fandtes
beskrevet i skattestyrelsesloven eller i forvaltningsloven, men havde hjemmel
i uskreven retssædvane. Officialprincippet betød, at en
forvaltning havde ansvaret for, at de nødvendige oplysninger
forelå, og at de nødvendige undersøgelser blev foretaget,
inden der blev træffet en afgørelse i en sag. Dette betød
nødvendigvis ikke, at forvaltningen altid selv skulle fremskaffe de
nødvendige oplysninger.
Landsskatteretten havde i en række sager i 1996
omkring bl.a. lån og obligationskøb uden reelt
skattemæssigt indhold taget stilling til undersøgelsespligtens
praktiske opfyldelse.
I to afgørelser afsagt den 15. oktober 1996
(Tidsskrift TfS 1996-919 og TfS 1996-920) havde Landsskatteretten henvist
til, at ansvaret for, at de for afgørelsen fornødne oplysninger
forelå, påhvilede forvaltningen. Der var hverken i
forvaltningsloven eller i den forvaltningsretlige praksis og litteratur
fastlagt nærmere regler for undersøgelsespligtens praktiske
opfyldelse.
Landsskatteretten havde fastslået, at disse
afgørelser ikke var ugyldige som følge af manglende
selvstændig sagsbehandling. Landsskatteretten henså til, at der
var tale om et meget stort antal skatteansættelser af fuldstændig
ens karakter, og at det rundsendte materiale frit havde kunnet benyttes.
På baggrund af dette materiale havde den enkelte
skatteforvaltning foretaget en selvstændig vurdering af de heri
indeholdte oplysninger sammenholdt med sagens øvrige oplysninger og
på dette grundlag foretaget den konkrete skatteansættelse.
I nærværende sag havde den kommunale
skatteadministration i forbindelse med vurderingen af sagen indhentet
arbejdsgiverkontrollens arbejdspapirer, som viste de enkelte
lønperioder og udbetalt sats. Revisor havde indsendt den af B ApS
udarbejdede oversigt over arbejdssteder for 1994, den udbetalte sats samt en
håndskrevet opgørelse for 1993, som viste den enkelte
lønperiode og arbejdsland og by.
Skatteankenævnet var af den opfattelse, at den
kommunale ligningsmyndigheds vurdering og ligningsmæssige
bedømmelse af de oplysninger, som fremgik af kontrolrapporten m.v.
opfyldte den selvstændige undersøgelsespligt.
ad sagsbehandlingen i Landsskatteretten:
Til støtte for påstanden om ugyldighed
havde revisoren anført:
1. "Ankenævnet har truffet sine afgørelser
med udgangspunkt i en af skatteforvaltningen ulovlig truffet afgørelse
jfr. afgørelse af 17/6 1997, idet man allerede havde truffet en
afgørelse i samme spørgsmål den 22/5 1997, som var
påklaget af os ved vor skrivelse af 6/6 1997, og som derfor var under
behandling i ankenævnet den 17/6 1997 jfr. også
skattestyrelseslovens § 3 stk. 3.
2. Det bestrides vi på noget tidspunkt skulle have
tilbagekaldt klagen af 6/6 1997. Grunden til vi indsendte en ny klage den
27/6 1997 var at forebygge en mulig påstand om fristoverskridelse.
Ifølge vor opfattelse er den virkelige årsag, til at
ankenævnet ved sin afgørelse har set bort fra forvaltningens
afgørelse af 22/5 1997 og vor dertil hørende klage af 6/6 1997,
at man havde overset, at skattestyrelsesloven med hensyn til ekspedition af
klager til ankenævnet blev ændret med virkning fra 1/7 1996.
Således udtalte sekretariatsmedarbejderen under den mundtlige
forhandling den 29/10 1998, at man ikke havde anset vor klage af 6/6 1997 som
værende kommet under behandling i ankenævnet, idet
skatteforvaltningen først skulle modtage den for sine udtalelser, en
fremgangsmåde der må antages klart at være i strid med den
ifølge forretningsordenen for skatteankenævn
bekendtgørelse nr. 528 af 17/6 1996 § 10 gældende
fremgangsmåde.
3. At man fra ankenævnet efterfølgende
påstår, man anser os for ved vor klage af 27/6 1997 at have
tilbagekaldt vor tidligere klage, kan vi kun betegne som et forsøg
på ved efterrationalisering at slippe ud af en ubehagelig situation,
hvilken opfattelse også synes bekræftet af, at ankenævnet
aldrig har sendt os den ifølge forretningsordenen § 15 krævede
meddelelse, en bestemmelse der må anses for indført netop for at
forebygge misforståelser, hvorfor skatteankenævnet ikke gyldigt
kan bortse fra dette krav, uanset hvilke gode undskyldninger man måtte
fremføre til støtte herfor.
4. Skatteforvaltningens afgørelser af 17/6 1997
må anses for ved sine begrundelser at afvige fra tidligere udsendte
agterskrivelser af 22/4 1996 og 10/6 1996 i en sådan grad at det
medfører at afgørelserne er ugyldige jfr. også LSR af
9/12 1996, 631-1835-488.
5. At skatteforvaltningen ikke har foretaget den
nødvendige pligtmæssige ligningsmæssige bedømmelse,
idet man ved gennemgang af modtagne arbejdsmaterialer fra told- og
skatteregionen, klart burde have kunnet se, arbejdsgiveren havde opfyldt sin
oplysningspligt i hvert fald for hele 1994 og delvist for 1993, og derfor
burde have rekvireret grundbilagene for yderligere egne undersøgelser.
Det skal hertil desuden bemærkes, vi på trods af tidligere
anmodning om aktindsigt først er kommet til kundskab om eksistensen af
det pågældende arbejdsmateriale i forbindelse med
ankenævnets sagsbehandling og først har modtaget kopi heraf
sammen med nævnets afgørelse af 3/11 1998.
6. Skatteforvaltningen har ved sine ændrede
afgørelser fortsat ikke opfyldt sin forpligtelse i medfør af
forvaltningslovens § 24 stk. 1, idet man har undladt at oplyse, hvilke
retsregler man støtter sine krav om omfanget af arbejdsgiverens
oplysningspligt på. Hvortil kommer der for 1993 ikke eksisterede nogen
60 dages regel for så vidt angår bilkørsel."
For så vidt angik revisorens påstand om, at
han som revisor for såvel selskabet B ApS som de ansatte ikke havde
kunnet videregive oplysninger fra arbejdsgiverkontrollen, havde
skatteankenævnets fællessekretariat anført, at man ikke
mente, at dette var korrekt, idet netop de ansatte, herunder klageren, var
parter i sagen, der byggede på oplysninger i rapporten. De relevante
oplysninger i rapporten, der vedrørte klageren, måtte anses for
at kunne anvendes af hans revisor.
Under sagens behandling for Landsskatteretten havde
revisoren udbedt sig de grundbilag, der havde dannet grundlag for en i sagen
foreliggende opgørelse over klagerens udedage, arbejdssteder m.v.
På Landsskatterettens henvendelse havde
skatteankenævnet oplyst, at den pågældende opgørelse
var udarbejdet af Arbejdsgiverkontrollen, på baggrund af B ApS'
lønbilag.
Revisoren havde hertil anført, at han i skrivelse
af 12. juni 1996 havde opfordret skatteforvaltningen til at rette henvendelse
til told- og skatteregionen og rekvirere de bilag, der havde dannet grundlag
for arbejdsgiverens udbetaling af rejse- og befordringsgodtgørelserne
til klageren. Revisoren havde fremlagt told- og skatteregionens skrivelse af
5. juli 1996, hvormed man oversendte bilagene til Told- og Skattestyrelsen,
idet man samtidig anmodede om, at de blev returneret efter endt brug.
Revisoren havde anført, at regionen således havde været i
besiddelse af bilagene, men kommunen havde ikke udbedt sig materialet,
ligesom man ikke havde foretaget en selvstændig ligningsmæssig
bedømmelse af det. Kommunen havde således ikke opfyldt den
officialmaksime, som påhvilede den.
Under sagens behandling for Landsskatteretten havde
revisoren anført, at specielt skattestyrelseslovens § 15 var udtryk
for en garantiforskrift, hvis tilsidesættelse måtte
medføre, at der ikke mod klagerens påstand kunne antages at
være sket tilbagekaldelse af en tidligere klage, en klage, som
skatteankenævnet herefter måtte behandle i overensstemmelse med
de gældende sagsbehandlingsregler. Uanset hvilken betydning,
skattemyndigheden måtte lægge i hans ordvalg i klagen af 27. juni
1997, fandt han, at det var objektivt klart, at det ikke kunne have
medført en tilbagekaldelse af klagen af 6. juni 1997, før
skatteforvaltningen fremkom med sin nye afgørelse den 17. juni
1997.
Heraf fulgte, at skatteforvaltningen den 17. juni 1997
traf en afgørelse, der var i strid med skattestyrelseslovens § 3, stk.
3, pkt. 2, jf. også Ligningsvejledningen 1998, A.G.3, side 476. Den
pågældende afgørelse måtte som følge heraf
betragtes som en nullitet. Idet skatteankenævnet havde truffet sin
afgørelse på grundlag af skatteforvaltningens afgørelse
af 17. juni 1997, måtte nævnets afgørelse som følge
heraf også være at betragte som en nullitet.
Revisoren havde videre anført, at såfremt
Landsskatteretten statuerede, at sagsbehandlingen skulle gå om ved
skatteankenævnet, ville den kommunale skattemyndigheds afgørelse
stå ved magt, men vel at mærke afgørelsen af 22. maj 1997,
som skatteankenævnet tidligere havde anset for at være
mangelfuld, idet nævnet i sagsfremstillingen havde anført, at i
forslaget havde skatteadministrationen blot henvist til den af
arbejdsgiverkontrollen udarbejdede rapport, men havde udbedret manglen i den
nye afgørelse.
Med hensyn til tavshedspligten havde revisoren
bemærket, at han hverken kunne henholde sig til forvaltningsloven eller
lov om offentlighed i forvaltningen. Såfremt skattemyndigheden i
øvrigt måtte mene, at dele af rapporten var undergivet
partsoffentlighed, stillede han spørgsmålstegn ved, hvorfor man
så ikke tilsendte ham disse på det tidspunkt, han anmodede om
størst mulige aktindsigt som part. Til støtte for sin
stillingtagen havde revisoren endvidere henvist til lov om registrerede
revisorer § 10, jf. straffelovens §§ 152 og 152B, hvorefter det ville
være i strid med hans tavshedpligt efter disse bestemmelser, at
videregive oplysninger, han havde modtaget i kraft af sit virke som revisor
for en anden klient. Det var alene domstolene, der kunne tilsidesætte
tavshedpligten.
Revisoren havde endvidere henvist til ØLD af 25.
januar 1999 1., B-818-97, ifølge hvilken det fremgik, at hverken
Landsskatteretten eller skatteankenævnet kunne afbøde den
kommunale skattemyndigheds sagsbehandlingsfejl.
Til støtte for den subsidiære påstand
havde revisoren anført, at man fastholdt, at arbejdsgiveren havde
opfyldt sine dokumentationsforpligtelser, idet hverken skatteforvaltningen
eller skatteankenævnet på noget tidspunkt havde dokumenteret, at
det modsatte skulle være tilfældet.
Ved sine afgørelser havde skatteafdelingen bl.a.
lagt vægt på, at den af told- og skatteregionen foretagne kontrol
havde vist, at det ikke havde været muligt at opgøre, om
klageren opholdt sig over 28 dage på samme arbejdsplads, idet det ikke
fremgik, hvor den konkrete arbejdsplads var. Diætsatserne kunne ikke
opgøres, idet afgangs- og hjemkomsttidspunktet ikke var anført,
og det var ikke muligt at se hvilken del, der henførtes til dels logi
og dels til fortæring. Ligeledes kunne det ikke ses, om 60 dagsreglen
skulle anvendes angående befordring, ligesom klageren ikke var
registreret som ejer af en bil.
Skatteankenævnet havde oplyst, at man vurderede, at
beløbet udbetalt som rejse- og befordringsgodtgørelse ikke
rettelig kunne udbetales skattefrit, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, hvorfor
beløbet blev A-indkomst i henhold til statsskattelovens § 4. Samtidig
havde nævnet undtagelsesvis godkendt fradrag for rejse- og
befordringsgodtgørelse ifølge de af revisoren udarbejdede
opgørelser.
Landsskatterettens bemærkninger:
Forvaltningslovens § 19, stk. 1, havde følgende
ordlyd:
"Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt
med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende
sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes
afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med
oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det
gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens
afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af
den nævnte udtalelse."
Skatteforvaltningen havde i besvarelse om anmodning om
aktindsigt og i sine agterskrivelser af 10. juni 1996 og afsagte kendelser af
22. maj 1997 henvist til arbejdsgiverkontrollens rapport og har henvist til,
at denne rapport var i revisorens besiddelse. Da klageren var part i sagen,
og da kontrolrapporten indeholdt oplysninger, der måtte anses at
være til ugunst for klageren, ligesom oplysningerne måtte anses
at være af væsentlig betydning for sagens afgørelse, havde
klageren været berettiget til at blive gjort bekendt med
kontrolrapportens oplysninger. Myndighederne skulle derfor have foretaget
ekstrahering af de oplysninger, der vedrørte klageren, og disse burde
have været sendt til klageren/revisoren. Manglende forelæggelse
af oplysninger, der var til ugunst for parten, ville som udgangspunkt
medføre, at ansættelserne måtte anses for ugyldige jf.
forvaltningslovens § 19. Der måtte gives revisor medhold i, at det
ville have været et brud på tavshedspligten, såfremt han
til klageren havde videregivet oplysninger, som han var i besiddelse af som
revisor for arbejdsgiveren.
Ved bedømmelsen af om ansættelserne i det
foreliggende tilfælde kunne anses for ugyldige bemærkedes, at
kontrolrapporten var en del af klagerens sag, og at oplysningerne i rapporten
havde en sådan karakter, at partshøring efter forvaltningslovens
§19, stk. 1, som anført skulle finde sted. Det bemærkedes, at
der ikke var fremlagt materiale, der godtgjorde eller gjorde det sandsynligt,
at klageren opfyldte eller ville kunne opfylde betingelserne for at modtage
skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse. Fejlen ved ikke at have
foretaget ekstrahering af oplysninger fra kontrolrapporten vedrørende
klageren sås ikke at have haft betydning for afgørelsens
resultat. En konket væsentlighedsvurdering af de stedfundne fejl og
forsømmelser i sagsbehandlingen, fandtes herefter at føre til,
at afgørelsen ikke kunne anses for ugyldig.
Landsskatteretten fandt, at skatteforvaltningens kendelser
af 22. maj 1997 var tilstrækkeligt konkret begrundede, jf.
bekendtgørelse nr. 528 af 17. juni 1996, § 14, stk. 1, jf.
cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990 pkt. 6 og 12 og jf.
forvaltningslovens § 22. Der var herved henset til, at det af
kontrolrapporten klart fremgik, hvilke omstændigheder myndighederne
havde lagt vægt på ved afgørelserne.
I Vejledning om forvaltningsloven, pkt. 199, fremgik, at
det påhvilede den enkelte forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i
samarbejde med andre myndigheder, at fremskaffe fornødne oplysninger
om de foreliggende sager eller dog at foranledige, at private, navnlig
parterne, ydede medvirken til sagens oplysning.
Det fremgik indledningsvis af kontrolrapporten og af den i
sagen udarbejdede sagsfremstilling, p. 9, at det var skatteadministrationen,
der anmodede arbejdsgiverkontrollen om at undersøge B ApS med henblik
på kontrol af skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse.
Endvidere havde skatteforvaltningen anmodet klagerens revisor om at indsende
dokumentation til støtte for påstanden om fradrag i henhold til
ligningslovens §§ 9 og 9 B.
Retten fandt herefter, at skatteforvaltningens
afgørelser ikke var ugyldige som følge af manglende individuel
sagsbehandling.
Da revisoren ikke havde dokumenteret eller
sandsynliggjort, at klagerens arbejdsgiver havde opfyldt sine
dokumentationsforpligtelser, kunne Landsskatteretten tiltræde det af
skatteankenævnet anførte og stadfæstede derfor de
påklagede ansættelser.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Indkomstskattepligtig gave Landsskatteretten · 16. februar 2018
- Kørselsgodtgørelse anses for skattepligtig indkomst – Yderligere skattepligtig indkomst fra [virksomhed1] A/S Landsskatteretten · 21. juni 2017
- Spørgsmål om ugyldighed, samt beskatning af rejse- og befordringsgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 9, stk. 5 Landsskatteretten · 16. november 2011
- Ubeskattet løn fra [virksomhed1] A/S (overført til bogen) – Årsbonus (overført til bogen) – Optjent ferietillæg: (overført til bogen) m.fl. Landsskatteretten · 20. maj 2015
- Optjent ferietillæg: (overført til bogen) – Omregnet restferie (overført til bogen) – Honorar m.fl. Landsskatteretten · 11. februar 2015
- Ubeskattet løn fra [virksomhed1] A/S (nedskrevet løn overført til ”bogen”) – Omregnet restferie (overført til ”bogen”) m.fl. Landsskatteretten · 11. februar 2015
Lignende dokumenter
- Sagen drejer sig om anerkendelse af skattemæssigt fradrag uden kildeartsbegrænsning for en erstatningsforpligtelse i forbindelse med udøvelse af bestyrelseshverv i en bank Domsdatabasen · 4. april 2025
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2024/2467 af 13. februar 2024 om foranstaltningerne Statsstøtte SA.52162 (2019/C) (ex 2018/FC) – Danmark og Statsstøtte SA.52617 (2019/C) (ex 2018/FC) – Sverige gennemført af Danmark og Sverige til fordel for Øresundsbro Konsortiet (Meddelt under nummer C(2024) 959) (Kun den engelske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 13. februar 2024
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Campos Sánchez-Bordona fremsat den 21. februar 2018. — NN A/S mod Skatteministeriet. EU-domme · 21. februar 2018
- 055+056-2025 Kendelse af 8. juni 2026 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. juni 2026
- Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 21. december 2016. — Masco Denmark ApS og Damixa ApS mod Skatteministeriet. EU-domme · 21. december 2016
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT AB - PERSONLIG INDKOMST, FRATRÆDELSESGODTGØRELSE MV. OG SKATTEFRI REJSE- OG BEFORDRINGSGODTGØRELSE Retsinformation · 5. februar 2008