Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 14/1999
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
14/1999
En mand har klaget til Pressenævnet over en
lederartikel bragt i Berlingske Tidende den 6. januar 1999, idet han mener,
at god presseskik er tilsidesat. Han har endvidere klaget over, at bladet har
afvist at bringe et indlæg fra ham.
I lederen hed det:
"Formørket abortsyn
Da regeringen Anker Jørgensen med et flertal i
Folketinget bag sig i 1973 fjernede de sidste krav til social indikation og
formulerede loven om fri abort, skete det ud fra en humanitær og social
grundholdning om, at mennesker i et moderne og oplyst demokrati må
sikres retten til at bestemme over deres eget liv. På samme måde
som det må være i pagt med almindelig anstændighed at
beskytte udsatte kvinder og uønskede børn mod en opvækst
præget af generel omsorgssvigt.
Siden 1973 har loven om fri abort været brugt. Men
ikke misbrugt. At beslutte sig for at afbryde et svangerskab er en sag, der
kræver dyb menneskelig alvor og rejser en række
samvittighedsspørgsmål af fundamental karakter. På den
baggrund virker det usmageligt, at foreningen "Retten til Liv" med pastor
Orla Villekjær i spidsen har skabt en såkaldt "mindelund for
aborter" ved Vedersø Kirke. Det er en hån mod de mennesker, som
efter svære overvejelser har set sig nødsaget til at
træffe en i alle henseender ubehagelig og følelsesmæssig
uhyre sensibel beslutning. Ligesom det er en hån mod det, almenheden
forstår ved en mindelund som et sted, hvor mennesker, der har ofret
deres liv i en større sags tjeneste, vises respekt. At det tillige
sker ved at misbruge digterpræsten [navn]s kirke og skrifter, er en
tarvelig biomstændighed, der ikke tjener foreningen eller [navn]s
Læs alt
søn, [klageren], til ære.
Pastor Orla Villekjær og hans forening
repræsenterer en formørket og dobbelmoralsk side af Den danske
Folkekirke. Med tro har sagen intet at gøre, og alle oplyste
kræfter bør tage afstand fra hans forehavende. Det er en utidig
manifestation, som ikke gavner nogen mennesker, hverken fødte eller
ufødte. Hvad der alene gavner og forebygger i en sag som denne, er
viden og social tryghed."
Søndag den 10. januar 1999 bragte bladet et
større interview med klageren.
Samme dag anmodede klageren bladet om at bringe
følgende: (de indrammede afsnit er de afsnit, bladet afviste at
bringe. Se nedenfor.)
""Abortens mørkemænd og lyseslukkere."
Helt i abortimperialismens ånd frakender Berlingske
Tidendes leder mig den sjette januar et hvert anstændigt motiv i mit
forsvar for de 500.000 ufødte under overskriften "Et formørket
abortsyn."
Med Danmark som europæisk foregangsland og topscorer
for dette dødsridt og med den pågældende lederskribent som
eventuelt faderligt ophav, var jeg vel endt udsuget og sønderhakket
i en hospitalsspand. Et sidste farvel: Krematorierøgens anonyme fane.
I sandhed et lyst og varmende abortsyn, som Berlingske Tidende bør
forsvare til sidste udsugningspipette og askekrukke.
Men naturligvis vil en sådan vanskæbne aldrig
ramme denne lederskribent, der som en af menneskehedens kronjuveler, befinder
sig uden for den farezone, i hvilken alle vi små ubetydeligheder
færdes.
En æresport rejses der så for Anker
Jørgensens
dødsoffensiv.
I krogene mumles der ganske vist om den svære
beslutning, men ellers er der stræk- og fanemarch for dette frihedsbrev
til den danske befolkning. Ofrene er bare kulisser. Så
foretrækker jeg paven, der i et interview bevæget og sorgbetynget
udtalte: "Det vil jeg helst ikke tale om!"
Men kan græde, som om man var pisket over hele dette
menneskepotentiale, formodentligt i mange henseender rigere og ædlere
end én selv, der er gået til spilde, men når denne sorg og
græmmelse støder på så plat en
fosterdrabsforherligelse som denne lederskribents, slår det gnister,
blodet stiger én til hovedet og man lægger tonen om:
Da Anker Jørgensen med kriminaliseringen af en
hel befolkningsgruppe gennemførte sine Nürnberglove i 1973, tog
han hele det danske folk som gidsel, som nazisterne tyskerne. Hans initiativ
var en fuldvægtig illustration af den kanadiske psykiater Philip Neys
"scape-goat"-observationer, hvor en hel kultur har gjort det ufødte
barn til hovedsynderen: Det hindrer kvinden i stort set alt. Det
tømmer jordens ressourcer. De fremmede yngler som rotter o.s.v.,
o.s.v.
Fars tyske oversætter Thyra Dohrenburg fortalte
mig engang: "Som tysker kunne jeg til nød affinde mig med, at et
bøllevæsen i mit folk forulempede jøderne, men at mit
land, min nation gjorde det til statsræson, forpligtede mig som tysk
statsborger på en sådan uhyrlighed, fyldte mig med sorg og lede.
Jeg følte mig ekspatrieret, landsforvist."
Hvorfor drog Anker Jørgensen ikke omsorg for, at
denne i mine øjne monstrøse forbrydelse,
hvis slægtskab med den hvide races moderne
samlebåndsaflivninger øjeblikkeligt melder sig for
bevidstheden,
ikke blev et rent mellemværende mellem den
abortsøgende og en privatklinik, som anstændigheden, om nogen,
har dikteret Holland, Tyskland og De forenede Stater m.m.
Kan man virkelig over den fælles husholdning, over
skatterne og det nationale tilhørsforhold slavelænke folk til en
lovgivning, der mere end noget andet forplumrer og forvrænger deres
nationale identitet, noget som de væmmes ved som en lodret forbrydelse,
et anslag mod hele deres person og menneskeværd?
En i udlandet boende dansk jøde stempler
læger og sygeplejersker, som udfører disse indgreb, som dr.
Mengeles disciple, men naturligvis hører hans skriftshenvisninger (1.
Mosebog 9,6 og Talmud, Sanhedrin 57,2) til det samme buldremørke, som
denne kristne mørkemand i det fjerne Vedersø er indkapslet
i.
Mor Theresa så visionært fosterdrab som en
trussel mod verdensfreden. Jeg er ikke utilbøjelig til at give hende
ret, når jeg betænker den harme og agression, som denne
frihedsberøvelse, denne umyndiggørelse, dette retsløse
overgreb på min forsvarsløse fostertilstand udløser. Men
fra lederskribentens lyse abortolymp er de amerikanske abortfanatikeres
overilede handlinger aldeles grundløse og umotiverede. Naturligvis er
de ikke en reaktion mod et uformeligt voldsorgie.
Til en af Berlingske Tidendes fornemste opgaver kunne det
være at medvirke til en entydig ansvarsplacering, en fjernelse af
aborten fra det offentlige regi, så at vi, der lider under den og
græmmes ved den, ikke indirekte påduttes en medskyld, at vi
engang for alle frakoples denne perversion af fællesskabet. Lad dem
bære ansvaret, der mener at have ryg og skuldre til det over for Gud og
menneskeheden! Skulle en uformuende medsøster komme i klemme, kunne
der jo lyde en solidaritetsappel til kvindesagens abortbegejstrede,
velbeslåede medsøstre om at spytte i kassen. Samtidig ville man
fjerne den lumske mistanke, at en oversmart kvindesag havde kuppet sig til en
ansvarsudligning, der svarer til den udkommanderede dødspelotons.
Lad os få renset luften omkring sygehusvæsnet,
der jævnstiller graviditet med en sygdom og således forkvakler
hele sygdomsbegrebet.
Jo, fra abortens lyse olymp er det naturligvis et
menneskeadlende fremskridt, at danske hospitaler med den nye abortpille
påfører et menneskefoster 48 timers dødskamp, og kun en
menneskefjendsk mørkemand som den franske professor Pierre de
Vernejoul kan få dette vanvid over sine læber: "Man må
faktisk erkende, at der i dag mod det ufødte barn bruges kemiske
våben, som efter Haag-konventionen og Geneveprotokollen af 1925 er
forbudt mellem nationer. Som en udfordring til hans nationale stolthed og
identitet er pillen RU 486 "denne første på mennesker af fransk
oprindelse anvendelig skadedyrsbekæmpelse." Dette kemiske
mordvåben har henved 18.000 sagesløse fostre i 1999 nu i
vente.
Hvor opløftende at tilhøre en nation, der
reducerer et barn til sex-affald og bilder sig ind, at kærlighedslivet
i længden kan overleve en sådan profanering! At jeg skulle skulle
kunne gå i seng med min kone under den forudsætning, at det
skulle koste vort fælles barn livet, er i sandhed en pikant idé?
Hvad antager man mig for? Man skal vist opholde sig på lederskribentens
lyse abortolymp for ikke at se dette som en dæmonisering af
kærlighedslivet med en eskallerende selvforagt til følge.
Man er på nippet til at give en amerikansk sociolog
ret: "Der går et skarpt skel ned gennem hele menneskeslægten, de,
der indregner et andet menneskes død i deres seksualpraksis, og de,
der aldrig ville drømme om det."
Med udsynet fra sin lyse abortlymp må det fylde
lederskribenten med idel velvære at se tyvstjålne hjerneceller
fra menneskefostre implanteret i rottekranier, alt sammen med de
udemokratiske, selvbestaltede Videnskabsetiske Kommitéer velsignelse.
Bagefter går den vilde hjernecellehøst ind. Hver
Parkingson-patient skal bruge otte fosterhjerner. Triumffanfarerne gjalder
allerede over det ganske land. I Amerika kan man klare sig med fire fostre,
når nethinden skal repareres på en femogfirsårig. Til
gengæld er 15 millioner synshæmmede gamle ved at tage opstilling
i abortkøen. Her er virkelig bases for en storindustri.
Vi mørkemænd har det helt "ubegrundet" skidt
med, at vi i vor fostertilstand er reduceret til råstof og genbrug, og
lige så "ubegrundet" melder sig for vor bevidsthed de tyske
koncentrationslejres brug af menneskehud til fremstilling af
lampeskærme, men fra et abortolympisk perspektiv er der vel slet ingen
sammenhæng.
Når lederen vil tage [klagerens fars navn] til
indtægt for abortgalskaben og dens makabre følgevirkninger, er
han gået gruligt galt i byen. Jeg tør ublut vove den
påstand, at det ikke var det Danmark, han forblødte for på
Hørbylundebakke.
Naturligvis er det utidigt og urimeligt, at vi
mørkemænd efterlyser et mangfoldigere syn på abort hos det
åndsilluminerede Berlingske Tidende end Hanne Reintofts og konsorters
af samme køn.
Vi er faktisk leveringsdygtige i et materiale med nogle
andre indfaldsvinkler til post-abortion-syndromet,
abortion-survivor-syndromet, bastardiseringseffekten (celleklump,
geléklat), scape-goat-effekten, retsbegrebsforkvaklingen
(afstraffelsen af uskyldig tredjemand, endda med dødsstraf),
identitetsforringelsen (det laboratoriefremstillede menneskes suicidale
kvaler ved sin sterile, umythologiske oprindelse) o.s.v."
Bladet afviste i første omgang at bringe
indlægget, men efter nogen korrespondance foreslog bladet at bringe
indlægget uden de indrammede passager.
Klageren har anført, at lederen er et ualmindeligt
tendentiøst og grovkornet overfald på hans person, hvor bladet
navnlig havde skudt klageren i skoene, at han havde misbrugt sin fars
skrifter.
Klageren har videre anført, at en
imødegåelse af det uafvejede udfald, der blev bragt i lederen
forudsætter en afdækning under en eller anden form af den hele
abortvirkelighed.
Klageren har endelig anført, at bladets behandling
af dette stof har en markant slagside.
Bladet har i en udtalelse om klagen anført, at
klagerens indlæg rakte langt ud over, hvad betegnelsen genmæle
omfatter. Klageren ønskede ikke at benytte den version af klagerens
indlæg, som bladet havde foreslået, og bladet havde derfor den
opfattelse, at klageren afstod fra yderligere modforslag eller skridt over
for bladet.
Bladet har videre anført, at tilbudet om at optage
klagerens indlæg i den forkortede version stadig står ved
magt.
Bladet har endelig anført, at klageren i aller
bedste form fik mulighed for at tage til genmæle i form af det store
søndagsinterview den 10. januar 1999 med Annelise Bistrup.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og
Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler:
En lederartikel vil - efter sagens natur - ofte
bestå af mere vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger end
almindelige artikler, og der må derfor bestå en høj grad
af frisprog i ledende artikler.
Lederartiklen den 6. januar, hvorover der er klaget, har
ikke et indhold, der bevirker, at Pressenævnet vil udtale kritik.
En person, der er omtalt i et medie, har efter
medieansvarslovens § 36 krav på genmæle over for forkerte
oplysninger af faktisk karakter. Derimod har man ikke krav på
genmæle i anledning af vurderende og kommenterende indlæg.
Klageren er derfor ikke berettiget til et genmæle over for
lederartiklen.
Over for bladets afvisning af at bringe klagerens
indsendte indlæg i den ønskede udformning udtaler
Pressenævnet, at et medie er berettiget til når der ikke er
tale om et genmæle at afvise indlæg fra læserne. Det er
derfor ikke i strid med god presseskik, når bladet afviste at bringe
indlægget.
Afsagt den 17. marts 1999.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-134 Retsinformation · 26. februar 2004
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-82 Retsinformation · 10. oktober 2003
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 96/2001 Retsinformation · 23. oktober 2001
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 107/2002 Retsinformation · 20. december 2002
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-12898 Retsinformation · 27. november 2025
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-16756 Retsinformation · 29. oktober 2025
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-16755 Retsinformation · 29. oktober 2025
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 24/2003 Retsinformation · 8. april 2003
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0794 Retsinformation · 25. marts 2009
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 146/1999 Retsinformation · 20. januar 2000
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04749 Retsinformation · 28. marts 2024