Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 14/1999

KEN nr 9236 af 17/03/1999Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet19. marts 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

14/1999

En mand har klaget til Pressenævnet over en

lederartikel bragt i Berlingske Tidende den 6. januar 1999, idet han mener,

at god presseskik er tilsidesat. Han har endvidere klaget over, at bladet har

afvist at bringe et indlæg fra ham.

I lederen hed det:

"Formørket abortsyn

Da regeringen Anker Jørgensen med et flertal i

Folketinget bag sig i 1973 fjernede de sidste krav til social indikation og

formulerede loven om fri abort, skete det ud fra en humanitær og social

grundholdning om, at mennesker i et moderne og oplyst demokrati må

sikres retten til at bestemme over deres eget liv. På samme måde

som det må være i pagt med almindelig anstændighed at

beskytte udsatte kvinder og uønskede børn mod en opvækst

præget af generel omsorgssvigt.

Siden 1973 har loven om fri abort været brugt. Men

ikke misbrugt. At beslutte sig for at afbryde et svangerskab er en sag, der

kræver dyb menneskelig alvor og rejser en række

samvittighedsspørgsmål af fundamental karakter. På den

baggrund virker det usmageligt, at foreningen "Retten til Liv" med pastor

Orla Villekjær i spidsen har skabt en såkaldt "mindelund for

aborter" ved Vedersø Kirke. Det er en hån mod de mennesker, som

efter svære overvejelser har set sig nødsaget til at

træffe en i alle henseender ubehagelig og følelsesmæssig

uhyre sensibel beslutning. Ligesom det er en hån mod det, almenheden

forstår ved en mindelund som et sted, hvor mennesker, der har ofret

deres liv i en større sags tjeneste, vises respekt. At det tillige

sker ved at misbruge digterpræsten [navn]s kirke og skrifter, er en

tarvelig biomstændighed, der ikke tjener foreningen eller [navn]s

Læs alt

søn, [klageren], til ære.

Pastor Orla Villekjær og hans forening

repræsenterer en formørket og dobbelmoralsk side af Den danske

Folkekirke. Med tro har sagen intet at gøre, og alle oplyste

kræfter bør tage afstand fra hans forehavende. Det er en utidig

manifestation, som ikke gavner nogen mennesker, hverken fødte eller

ufødte. Hvad der alene gavner og forebygger i en sag som denne, er

viden og social tryghed."

Søndag den 10. januar 1999 bragte bladet et

større interview med klageren.

Samme dag anmodede klageren bladet om at bringe

følgende: (de indrammede afsnit er de afsnit, bladet afviste at

bringe. Se nedenfor.)

""Abortens mørkemænd og lyseslukkere."

Helt i abortimperialismens ånd frakender Berlingske

Tidendes leder mig den sjette januar et hvert anstændigt motiv i mit

forsvar for de 500.000 ufødte under overskriften "Et formørket

abortsyn."

Med Danmark som europæisk foregangsland og topscorer

for dette dødsridt og med den pågældende lederskribent som

eventuelt faderligt ophav, var jeg vel endt udsuget og sønderhakket

i en hospitalsspand. Et sidste farvel: Krematorierøgens anonyme fane.

I sandhed et lyst og varmende abortsyn, som Berlingske Tidende bør

forsvare til sidste udsugningspipette og askekrukke.

Men naturligvis vil en sådan vanskæbne aldrig

ramme denne lederskribent, der som en af menneskehedens kronjuveler, befinder

sig uden for den farezone, i hvilken alle vi små ubetydeligheder

færdes.

En æresport rejses der så for Anker

Jørgensens

dødsoffensiv.

I krogene mumles der ganske vist om den svære

beslutning, men ellers er der stræk- og fanemarch for dette frihedsbrev

til den danske befolkning. Ofrene er bare kulisser. Så

foretrækker jeg paven, der i et interview bevæget og sorgbetynget

udtalte: "Det vil jeg helst ikke tale om!"

Men kan græde, som om man var pisket over hele dette

menneskepotentiale, formodentligt i mange henseender rigere og ædlere

end én selv, der er gået til spilde, men når denne sorg og

græmmelse støder på så plat en

fosterdrabsforherligelse som denne lederskribents, slår det gnister,

blodet stiger én til hovedet og man lægger tonen om:

Da Anker Jørgensen med kriminaliseringen af en

hel befolkningsgruppe gennemførte sine Nürnberglove i 1973, tog

han hele det danske folk som gidsel, som nazisterne tyskerne. Hans initiativ

var en fuldvægtig illustration af den kanadiske psykiater Philip Neys

"scape-goat"-observationer, hvor en hel kultur har gjort det ufødte

barn til hovedsynderen: Det hindrer kvinden i stort set alt. Det

tømmer jordens ressourcer. De fremmede yngler som rotter o.s.v.,

o.s.v.

Fars tyske oversætter Thyra Dohrenburg fortalte

mig engang: "Som tysker kunne jeg til nød affinde mig med, at et

bøllevæsen i mit folk forulempede jøderne, men at mit

land, min nation gjorde det til statsræson, forpligtede mig som tysk

statsborger på en sådan uhyrlighed, fyldte mig med sorg og lede.

Jeg følte mig ekspatrieret, landsforvist."

Hvorfor drog Anker Jørgensen ikke omsorg for, at

denne i mine øjne monstrøse forbrydelse,

hvis slægtskab med den hvide races moderne

samlebåndsaflivninger øjeblikkeligt melder sig for

bevidstheden,

ikke blev et rent mellemværende mellem den

abortsøgende og en privatklinik, som anstændigheden, om nogen,

har dikteret Holland, Tyskland og De forenede Stater m.m.

Kan man virkelig over den fælles husholdning, over

skatterne og det nationale tilhørsforhold slavelænke folk til en

lovgivning, der mere end noget andet forplumrer og forvrænger deres

nationale identitet, noget som de væmmes ved som en lodret forbrydelse,

et anslag mod hele deres person og menneskeværd?

En i udlandet boende dansk jøde stempler

læger og sygeplejersker, som udfører disse indgreb, som dr.

Mengeles disciple, men naturligvis hører hans skriftshenvisninger (1.

Mosebog 9,6 og Talmud, Sanhedrin 57,2) til det samme buldremørke, som

denne kristne mørkemand i det fjerne Vedersø er indkapslet

i.

Mor Theresa så visionært fosterdrab som en

trussel mod verdensfreden. Jeg er ikke utilbøjelig til at give hende

ret, når jeg betænker den harme og agression, som denne

frihedsberøvelse, denne umyndiggørelse, dette retsløse

overgreb på min forsvarsløse fostertilstand udløser. Men

fra lederskribentens lyse abortolymp er de amerikanske abortfanatikeres

overilede handlinger aldeles grundløse og umotiverede. Naturligvis er

de ikke en reaktion mod et uformeligt voldsorgie.

Til en af Berlingske Tidendes fornemste opgaver kunne det

være at medvirke til en entydig ansvarsplacering, en fjernelse af

aborten fra det offentlige regi, så at vi, der lider under den og

græmmes ved den, ikke indirekte påduttes en medskyld, at vi

engang for alle frakoples denne perversion af fællesskabet. Lad dem

bære ansvaret, der mener at have ryg og skuldre til det over for Gud og

menneskeheden! Skulle en uformuende medsøster komme i klemme, kunne

der jo lyde en solidaritetsappel til kvindesagens abortbegejstrede,

velbeslåede medsøstre om at spytte i kassen. Samtidig ville man

fjerne den lumske mistanke, at en oversmart kvindesag havde kuppet sig til en

ansvarsudligning, der svarer til den udkommanderede dødspelotons.

Lad os få renset luften omkring sygehusvæsnet,

der jævnstiller graviditet med en sygdom og således forkvakler

hele sygdomsbegrebet.

Jo, fra abortens lyse olymp er det naturligvis et

menneskeadlende fremskridt, at danske hospitaler med den nye abortpille

påfører et menneskefoster 48 timers dødskamp, og kun en

menneskefjendsk mørkemand som den franske professor Pierre de

Vernejoul kan få dette vanvid over sine læber: "Man må

faktisk erkende, at der i dag mod det ufødte barn bruges kemiske

våben, som efter Haag-konventionen og Geneveprotokollen af 1925 er

forbudt mellem nationer. Som en udfordring til hans nationale stolthed og

identitet er pillen RU 486 "denne første på mennesker af fransk

oprindelse anvendelig skadedyrsbekæmpelse." Dette kemiske

mordvåben har henved 18.000 sagesløse fostre i 1999 nu i

vente.

Hvor opløftende at tilhøre en nation, der

reducerer et barn til sex-affald og bilder sig ind, at kærlighedslivet

i længden kan overleve en sådan profanering! At jeg skulle skulle

kunne gå i seng med min kone under den forudsætning, at det

skulle koste vort fælles barn livet, er i sandhed en pikant idé?

Hvad antager man mig for? Man skal vist opholde sig på lederskribentens

lyse abortolymp for ikke at se dette som en dæmonisering af

kærlighedslivet med en eskallerende selvforagt til følge.

Man er på nippet til at give en amerikansk sociolog

ret: "Der går et skarpt skel ned gennem hele menneskeslægten, de,

der indregner et andet menneskes død i deres seksualpraksis, og de,

der aldrig ville drømme om det."

Med udsynet fra sin lyse abortlymp må det fylde

lederskribenten med idel velvære at se tyvstjålne hjerneceller

fra menneskefostre implanteret i rottekranier, alt sammen med de

udemokratiske, selvbestaltede Videnskabsetiske Kommitéer velsignelse.

Bagefter går den vilde hjernecellehøst ind. Hver

Parkingson-patient skal bruge otte fosterhjerner. Triumffanfarerne gjalder

allerede over det ganske land. I Amerika kan man klare sig med fire fostre,

når nethinden skal repareres på en femogfirsårig. Til

gengæld er 15 millioner synshæmmede gamle ved at tage opstilling

i abortkøen. Her er virkelig bases for en storindustri.

Vi mørkemænd har det helt "ubegrundet" skidt

med, at vi i vor fostertilstand er reduceret til råstof og genbrug, og

lige så "ubegrundet" melder sig for vor bevidsthed de tyske

koncentrationslejres brug af menneskehud til fremstilling af

lampeskærme, men fra et abortolympisk perspektiv er der vel slet ingen

sammenhæng.

Når lederen vil tage [klagerens fars navn] til

indtægt for abortgalskaben og dens makabre følgevirkninger, er

han gået gruligt galt i byen. Jeg tør ublut vove den

påstand, at det ikke var det Danmark, han forblødte for på

Hørbylundebakke.

Naturligvis er det utidigt og urimeligt, at vi

mørkemænd efterlyser et mangfoldigere syn på abort hos det

åndsilluminerede Berlingske Tidende end Hanne Reintofts og konsorters

af samme køn.

Vi er faktisk leveringsdygtige i et materiale med nogle

andre indfaldsvinkler til post-abortion-syndromet,

abortion-survivor-syndromet, bastardiseringseffekten (celleklump,

geléklat), scape-goat-effekten, retsbegrebsforkvaklingen

(afstraffelsen af uskyldig tredjemand, endda med dødsstraf),

identitetsforringelsen (det laboratoriefremstillede menneskes suicidale

kvaler ved sin sterile, umythologiske oprindelse) o.s.v."

Bladet afviste i første omgang at bringe

indlægget, men efter nogen korrespondance foreslog bladet at bringe

indlægget uden de indrammede passager.

Klageren har anført, at lederen er et ualmindeligt

tendentiøst og grovkornet overfald på hans person, hvor bladet

navnlig havde skudt klageren i skoene, at han havde misbrugt sin fars

skrifter.

Klageren har videre anført, at en

imødegåelse af det uafvejede udfald, der blev bragt i lederen

forudsætter en afdækning under en eller anden form af den hele

abortvirkelighed.

Klageren har endelig anført, at bladets behandling

af dette stof har en markant slagside.

Bladet har i en udtalelse om klagen anført, at

klagerens indlæg rakte langt ud over, hvad betegnelsen genmæle

omfatter. Klageren ønskede ikke at benytte den version af klagerens

indlæg, som bladet havde foreslået, og bladet havde derfor den

opfattelse, at klageren afstod fra yderligere modforslag eller skridt over

for bladet.

Bladet har videre anført, at tilbudet om at optage

klagerens indlæg i den forkortede version stadig står ved

magt.

Bladet har endelig anført, at klageren i aller

bedste form fik mulighed for at tage til genmæle i form af det store

søndagsinterview den 10. januar 1999 med Annelise Bistrup.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og

Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler:

En lederartikel vil - efter sagens natur - ofte

bestå af mere vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger end

almindelige artikler, og der må derfor bestå en høj grad

af frisprog i ledende artikler.

Lederartiklen den 6. januar, hvorover der er klaget, har

ikke et indhold, der bevirker, at Pressenævnet vil udtale kritik.

En person, der er omtalt i et medie, har efter

medieansvarslovens § 36 krav på genmæle over for forkerte

oplysninger af faktisk karakter. Derimod har man ikke krav på

genmæle i anledning af vurderende og kommenterende indlæg.

Klageren er derfor ikke berettiget til et genmæle over for

lederartiklen.

Over for bladets afvisning af at bringe klagerens

indsendte indlæg i den ønskede udformning udtaler

Pressenævnet, at et medie er berettiget til når der ikke er

tale om et genmæle at afvise indlæg fra læserne. Det er

derfor ikke i strid med god presseskik, når bladet afviste at bringe

indlægget.

Afsagt den 17. marts 1999.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter