Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 11159 af 14/12/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet16. august 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Konvertering af gæld til aktiekapital

- kursgevinst ved frigørelse af gæld

Reference:

KGL § 8, stk. 2

A/S A klagede for skatteårene 1994/95, 1995/96 og

1996/97 over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset kursgevinst ved

frigørelse for gæld i forbindelse med konvertering af gæld

for skattepligtig kursgevinst.

Det var oplyst, at det klagende selskabs vigtigste

forretningsområde var regenerering af plastaffald, samt at det klagende

selskab i de påklagede skatteår var datterselskab af B AG,

Schweiz.

Det var videre oplyst, at det klagende selskab i

årene 1993 til 1995 havde foretaget en række

kapitalforhøjelser, som var indbetalt ved, at gæld til

moderselskabet var konverteret til aktiekapital. Der var i hvert enkelt

tilfælde tale om, at den konverterede gæld udgjorde et

beløb, der lå ganske betydeligt under halvdelen af den usikrede

gæld på konverteringstidspunktet.

Konvertering af gæld var foretaget den 5/8 1993,

29/7 1994, 11/5 1995 og 23/11 1995 med henholdsvis 7.000.000 kr., 300.000

kr., 5.828.000 kr. og 2.898.000 kr. Ved forhøjelsen den 29/7 1994 var

der ligeledes indbetalt kontant 3.700.000 kr. Ved konverteringerne den 5/8

1993 og den 29/7 1994 var aktiekapitalen udvidet med henholdsvis 7.000.000

kr. og 4.000.000 kr. Ved konverteringerne den 11/5 1995 og 23/11 1995 var

aktiekapitalen udvidet med 500.000 kr.

Egenkapitalen før konverteringen udgjorde

henholdsvis ?4.685.000 kr., -4.579.000 kr., -1.776.000 kr. og 3.012.000 kr.,

og det klagende selskab var ubestridt insolvent forud for

Læs alt

gældskonverteringerne pr. 5/8 1993, 29/7 1994 og 11/5 1995.

De stedlige skattemyndigheder havde anset de beskattede

beløb som en kursgevinst ved frigørelse for gæld, jf.

kursgevinstlovens § 2, sammenholdt med § 5, stk. 1, og ikke en skattefri

overkurs ved udvidelse af selskabets aktiekapital, jf. selskabsskattelovens §

13. De stedlige skattemyndigheder havde anført, at der forelå

overkurs, når vederlaget for aktierne oversteg aktiernes

pålydende værdi. En udvidelse af aktiekapitalen kunne også

ske ved en konvertering af gæld til aktiekapital, eventuel til

overkurs. Overkursen ville så normalt udgøre forskellen mellem

aktiernes nominelle værdi og fordringens/gældens kursværdi.

De stedlige skattemyndigheder var af den opfattelse, at der ikke skete nogen

beskatning af overkursen, men at der skete beskatning af den kursgevinst, der

opstod, når kursværdien af de modtagne aktier/værdien af

gælden på konverteringstidspunktet var under den nominelle

værdi af gælden ved påtagelsen. Efter kursgevinstlovens §

8, stk. 2, skulle gevinst og tab opgøres som forskellen mellem

forpligtelsens værdi ved påtagelsen og værdien ved

frigørelsen eller indfrielsen.

De stedlige skattemyndigheder havde opgjort

kursgevinsterne således:

5/8 1993

29/7 1994

11/5 1995

23/11 1995

Konv. gæld, nom.værdi i tkr.

7.000

300

5.828

2.898

Værdi af betalingen i tkr.

2.315

0

4.052

2.898

Kursgevisst i tkr.

4.685

300

1.776

0

Det klagende selskabs repræsentant havde over for

Landsskatteretten nedlagt påstand om, at de påklagede

beløb var skattefri efter selskabsskattelovens § 13.

Repræsentanten havde til støtte herfor

anført, at det klagende selskabs moderselskab den 5/8 1993, 29/7 1994

og 11/5 1995 konverterede tilgodehavender på henholdsvis 7.000.000 kr.,

300.000 kr. og 5.828.000 kr. til aktiekapital i det daværende

datterselskab. De to første gældskonverteringer fandt sted til

kurs 100, medens gældskonverteringen den 11/5 1994 foregik til kurs

1.165,60.

Repræsentanten havde videre anført, at

Landsskatteretten ved kendelse af 8/8 1996, offentliggjort i TfS 1996.696,

fastslog, at et solvent debitorselskab, som oppebar en gevinst ved, at dets

anpartshavere konverterede et tilgodehavende til anparter, var skattepligtig

efter kursgevinstlovens ' 5 af forskellen mellem fordringens nominelle

værdi og de modtagne anparters værdi. Kendelsen, som var

kritiseret af flere forfattere, var imidlertid ændret, idet

Skatteministeriet den 16/5 1997 tog bekræftende til genmæle under

sagen ved domstolene. Afgørelsen indebar, at en kursgevinst, som

fremkom ved en gældskonvertering opgjort som forskellen mellem

fordringens nominelle værdi og aktiernes værdi, skulle betragtes

som en skattefri overkurs efter selskabsskattelovens ' 13.

Repræsentanten havde bemærket, at nævnte kendelse adskilte

sig fra nærværende sag ved, at den vedrørte

gældskonvertering i et solvent debitorselskab, hvorimod det klagende

selskab var insolvent på tidspunkterne for de tre

gældskonverteringer. Repræsentanten havde i denne forbindelse

bemærket, at den kommunale skattemyndigheds afgørelse var

truffet før Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle

i TfS 1996.696, hvilket heller ikke var offentliggjort på tidspunktet

for skatteankenævnets afgørelse, hvorfor skatteankenævnet

formentlig heller ikke havde været opmærksom herpå. Den

kommunale skattemyndigheds afgørelse og skatteankenævnets

afgørelse var derfor truffet under forudsætning af, at TfS

1996.696 stod ved magt.

Repræsentanten havde videre anført, at

konflikten mellem kursgevinstlovens § 5 og selskabsskattelovens § 13

imidlertid også opstod ved gældskonverteringer i insolvente

selskaber. Også i denne situation ville der være tale om en

skattefri overkurs, og denne opfattelse stemte ligeledes overens med

skatteministerens svar af 15/5 1995 i forbindelse med lovforslag nr. 139,

hvoraf det fremgik, at kapitaludvidelser var omfattet af selskabsskattelovens

§ 13 og ikke kursgevinstlovens regler.

Repræsentanten var af den opfattelse, at der som

udgangspunkt ikke var hjemmel til beskatning i

gældskonverteringssituationer. De to første konverteringer, hhv.

den 5/8 1993 og 29/7 1994 var foretaget før den 18/1 1995, hvor L 139

vedr. blandt andet gældseftergivelse blev fremsat. Ved vedtagelsen af

nævnte lov blev der alene i relation til underskudsbegrænsning

skabt formel hjemmel til at anse gældskonvertering som

gældseftergivelse.

Repræsentanten havde videre anført, at

Landsskatteretten og Ligningsrådet også før den 18/1 1995

var af den opfattelse, at gældskonverteringen kunne anses for

gældseftergivelse, jf. blandt andet TfS 1992.296 og TfS 1995.906. I

teorien vedrørende spørgsmålet havde der været mere

usikkerhed, jf. blandt andet TfS 1991.317, Revision &

Regnskabsvæsen 1991, nr. 12, side 26f, SR Skat 1993, side 270 og Gitte

Skovby i TfS 1998.290. På side 108 i betænkning nr. 1101/1987

(Skat ved konkurs og akkord) havde man været inde på

spørgsmålet om gældskonvertering, og der var heri

anført, at gældskonvertering ikke kunne sidestilles med

gældseftergivelse i relation til underskudsbegrænsning

(ligningslovens § 15). Modsat i svar til spørgsmål 20 i

forbindelse med gennemførelsen af konkursskatteloven. Henvisninger til

praksis og teori omkring ligningslovens § 15 udgjorde alene et

sekundært fortolkningsbidrag i relation til kursgevinstloven. § 15

havde dog den betydning, at såfremt der i § 15 ikke var hjemmel -

hvilket først blev tilvejebragt 18/1 1995 - til at sidestille en

gældskonvertering med en gældseftergivelse, måtte dette

så meget desto mere gælde i relation til kursgevinstloven.

Repræsentanten havde endvidere henvist til

"Kursgevinstloven med kommentarer", 1998, side 186, hvori det

anførtes, at det var uafklaret, om der indtrådte skattepligt

efter kursgevinstloven, svarende til forskellen mellem den konverterede

fordrings pålydende værdi og dens kursværdi, når der

var tale om en singulær ordning og debitorselskabet var insolvent.

Dette uanset at der forelå to landsskatteretskendelser, hhv. TfS

1997.653 og TfS 1998.558, hvori der implicit var statueret skattepligt efter

kursgevinstlovens bestemmelser. Førstnævnte sag drejede sig om,

hvorvidt der var tale om en singulær eller samlet ordning, medens

sidstnævnte sag vedrørte periodisering. Der var ikke i sagerne

procederet på hverken hjemmelsspørgsmålet i

kursgevinstloven eller overkursreglen i selskabsskattelovens § 13, og

repræsentanten havde derfor ikke fundet kendelserne for at have

største betydning i nærværende sag.

Det var videre anført, at der var tale om et

hjemmelsspørgsmål, hvilket tillagdes stor vægt ved

domstolene, jf. en række sager som Skatteministeriet havde tabt i den

senere tid. Efter selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1, skulle til den

skattepligtige indkomst ikke medregnes overkurs, som et selskab opnåede

ved udstedelse af aktier eller ved udvidelse af sin aktiekapital. Enhver

tilførsel af værdier til et selskab i denne forbindelse var

skattefri i medfør af bestemmelsen, og dette uanset i hvilken form

begunstigelsen forelå. Der er i denne forbindelse henvist til pkt. 47,

3. afsnit, i cirkulære nr. 136 af 7/11 1988 til selskabsskatteloven.

Den begunstigelse af debitorselskabet, der lå i en eventuel forskel

mellem fordringens nominelle værdi og kursværdi på

konverteringstidspunktet, måtte derfor ligeledes være omfattet af

overkursreglen i selskabsskattelovens § 13, hvilket var i overensstemmelse

med ministersvar af 15/5 1995 til Skatteudvalget, hvoraf det fremgik:

"Jeg kan bekræfte, at ved konvertering af gæld

til aktiekapital vil en forskel mellem fordringens kursværdi og

aktiernes nominelle værdi være skattefri i medfør af

selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1. Forskellen mellem fordringens

nominelle værdi og aktiernes kursværdi er ligeledes skattefri

efter den nævnte bestemmelse."

Repræsentanten havde videre anført, at selvom

gældskonverteringerne i 1993 og 1994 alene var gennemført til

kurs 100, forelå der heller ikke i dette tilfælde en kursgevinst,

idet beløb, som hidrørte fra en kapitalforhøjelse, var

skattefrit efter analogien af selskabsskattelovens § 13. Der var efter

repræsentantens opfattelse ikke hjemmel til at gennemføre en

sådan beskatning, idet beløbet skulle betragtes som en skattefri

udvidelse af selskabets aktiekapital.

Landsskatteretten bemærkede, at til selskabets

skattepligtige indkomst skulle ikke medregnes overkurs, som selskabet

opnåede ved udstedelse af aktier eller ved udvidelse af sin

aktiekapital, jf. selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1. Ved overkurs

skulle forstås, at der blev indskudt større værdier end

den nominelle værdi af aktieudstedelsen eller aktieudvidelsen. Retten

bemærker endvidere, at anskaffelsessummen for aktierne normalt udgjorde

værdien af den konverterede fordring, jf. Højesterets dom af

27/10 1977.

Herefter fandt retten, at såfremt fordringens

kursværdi oversteg aktiernes nominelle værdi, ville overkursen

ved konvertering af gæld til aktiekapital udgøre forskellen

mellem fordringens kursværdi og aktiernes nominelle værdi.

Retten bemærkede videre, at det klagende selskab ved

konverteringen var blevet frigjort for den pågældende fordring

mod udstedelse af aktier i selskabet.

Retten bemærkede herefter, at selskabet i

medfør af kursgevinstlovens § 5, stk. 1, ved indkomstopgørelsen

skulle medregne gevinster som selskabet realiserede ved frigørelse for

gældsforpligtelser ifølge fordringer omfattet af

kursgevinstlovens ' 1. Efter kursgevinstlovens § 8, stk. 2, skulle gevinsten

opgøres som forskellen mellem forpligtelsens værdi ved

påtagelsen af forpligtelsen og værdien ved frigørelsen

eller indfrielsen. Ved "værdien ved indfrielsen" i kursgevinstloven

skulle forstås fordringens værdi på tidspunktet for

konverteringen.

Da Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at

ændre den af skattemyndighederne ansatte værdi af fordringerne

på tidspunkterne for konverteringerne, blev de påklagede

ansættelser stadfæstet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter