Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 11349 af 27/03/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet11. juli 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Akkord

- hovedaktionærs overtagelse af kreditorer

- indfrielse til kurs 45

- underskudsfremførsel

Reference:

PSL § 13 a

A klagede for indkomståret 1994 over, at

skatteankenævnet havde begrænset det af ham fremførte

underskud.

Det var oplyst, at klageren havde en personligt drevet

virksomhed, hvis aktivitet bestod i handel med platter og flag samt

opstilling og servicering af pulsmålere i varehuse og

sportsforretninger.

Det var endvidere oplyst, at klageren anmeldte

betalingsstandsning den 17. februar 1993. Betalingsstandsningen udløb

endeligt den 6. oktober 1994.

Forud for betalingsstandsningen havde klageren indledt

forhandlinger med sine kreditorer på grundlag af sin betydelige

gæld, ligesom flere af kreditorerne havde indledt inkassosager imod

klageren. Der var imidlertid vanskeligheder forbundet med at opnå en

samlet ordning med kreditorerne om afvikling af gælden.

Tilsynet havde tilsvarende under betalingsstandsningen

vanskeligheder med at få tilvejebragt grundlaget for en samlet ordning.

Kreditorerne tiltrådte dog en ordning, ifølge hvilken

kreditorerne transporterede deres tilgodehavender på klageren til

dennes ægtefælle samtidig med, at kreditorerne modtog et vederlag

svarende til 45 % af tilgodehavendet til fuld og endelig afgørelse

under forudsætning af, at de øvrige kreditorer tiltrådte

aftalen på samme vilkår. Vederlaget skulle betales kontant senest

Læs alt

den 30. september 1994. Mellemværendet blev herefter afsluttet ved, at

kreditorerne i overensstemmelse med aftalen modtog en betaling på 45 %

af deres tilgodehavende.

For årene 1993 og 1994 var kortfristet gæld i

klagerens årsregnskab opført således:

1994

1993

Skyldige beløb

32.163

201.182

Bankgæld

12.168

777.759

Privatlån

90.000

90.000

Gæld til ægtefælle

885.967

0

Gældsnedsættelsen kan opgøres som følger:

Samlet gæld

885.967 kr.

Betaling/kurs 45

398.685 kr.

Gældsnedsættelse i alt

487.282 kr.

Det var derudover oplyst, at klagerens

ægtefælle i 1994 foretog en omprioritering af en af hende ejet

villa. Det likvide nettoprovenu herfra var opgjort til i alt 269.281 kr. Det

var oplyst, at dette beløb var anvendt til betaling af kreditorerne i

forbindelse med ovenstående aftale. Det resterende beløb af

gældsbetalingen på i alt 129.404 kr. var betalt af klageren.

Betalingen til kreditorerne var på denne baggrund sammensat

således:

Provenu fra omprioritering

269.281 kr.

Betaling fra klageren

129.404 kr.

Gældsbetaling i alt

398.685 kr.

Det fremgik endvidere af sagens oplysninger, at klageren havde

fremført følgende uudnyttede underskud:

Virksomhedsunderskud 1993

170.495 kr.

Negativ skattepligtig indkomst 1990-93

221.745 kr.

Negativ skattepligtig indkomst 1994

95.042 kr.

I alt

487.282 kr.

Det fremgik derudover af sagens oplysninger, at klageren i

det omhandlede år havde betalt et beløb på 229.099 kr. til

sin ægtefælle.

Skatteankenævnet havde begrænset det af

klageren fremførte underskud, idet skatteankenævnet var af den

opfattelse, at klageren havde opnået en frivillig akkord, i

medfør af hvilken kreditorerne havde eftergivet 55 % af gælden

svarende til 487.282 kr. Det uudnyttede henstående underskud var

herefter i henhold til personskattelovens § 13 a, stk. 5, jf. stk. 1-4 nedsat

med det beløb, hvormed gælden var eftergivet.

Skatteankenævnet havde ved sin afgørelse lagt

vægt på, at opskrivningen af kravet overfor klageren fra

det betalte beløb til et beløb svarende til kreditorernes

oprindelige fordringer måtte anses som en usædvanlig

forretningsmæssig disposition, der alene udsprang af det nære

interessefællesskab mellem ægtefællerne, at klageren

selv havde betalt en andel af skyldige beløb, at klageren endvidere

havde indbetalt et beløb på 229.099 kr. i relation til

omprioriteringen af villaen, at man således måtte

lægge til grund, at klageren tillige i hovedsagen stod bag

gældsbetalingen på 269.281 kr. og dermed personligt havde

finansieret betalingen af de til ægtefællen transporterede

fordringer, at klagerens ægtefælle i 1994 alene havde et

privatforbrug på 29.618 kr., samt at realiteten derfor var, at

klageren ved ægtefællens mellemkomst havde opnået en

frivillig akkord.

Skatteankenævnet havde endvidere henset til, at

klageren ikke havde udarbejdet en kapitalforklaring, jf.

bogføringsbekendtgørelsens § 14, stk. 6, hvorfor man ikke kunne

følge pengestrømmene mellem ægtefællerne eller

følge et provenu på 400.000 kr. fra salg af en af klageren ejet

ejendom.

Klagerens advokat havde nedlagt påstand om, at

klagerens indkomst blev nedsat i overensstemmelse med det selvangivne

på baggrund af klagerens lovbestemte ret til

underskudsfremførsel, jf. personskattelovens § 13.

Advokaten havde til støtte for sin påstand

anført, at det var dokumenteret, at der ikke var indgået

en akkordaftale imellem klageren og kreditorerne, men at aftalen om

afvikling af klagerens gæld blev indgået med klagerens

ægtefælle, således at hun ved gyldig aftale fik

tiltransporteret de på klageren hvilende fordringer, samtidigt med at

hun kom til at fremstå som debitor overfor kreditorerne.

Advokaten havde i denne forbindelse forklaret, at

baggrunden for, at der ikke blev indgået en akkordaftale imellem

klageren og kreditorerne, var, at klageren ikke havde midler til at

indgå en sådan aftale. Derfor var den eneste måde,

hvorpå man kunne løse klagerens økonomiske problemer, at

fordringerne blev tiltransporteret klagerens ægtefælle i

forbindelse med en aftale om gældsbetaling til kurs 45. Det måtte

heraf fremgå, at dispositionen var forretningsmæssigt

velbegrundet.

Advokaten havde endvidere gjort gældende, at

det var dokumenteret, at klagerens ægtefælle foretog betalingen

på 269.281 kr, idet beløbet var fremkommet ved optagelse af

lån i hendes ejendom.

Advokaten havde tillige gjort gældende, at

der i personskattelovens § 13 a ikke var holdepunkter for at anlægge de

af skatteankenævnet anførte betragtninger, idet

underskudsfremførsel i henhold til denne bestemmelse alene kunne

begrænses, såfremt der havde været indgået en aftale

om akkord imellem klageren og dennes kreditorer.

Advokaten havde i forlængelse heraf gjort

gældende, at klagerens ægtefælle i enhver henseende

havde været juridisk forpligtet i henhold til aftalen om

gældsbetaling, samt at klagerens ægtefælle havde et

tilgodehavende hos klageren svarende til kreditorernes oprindelige

fordringer, hvorfor der ikke var sket en gældseftergivelse. Klageren

havde således i 1996 tilbagebetalt en andel af det skyldige

beløb til sin ægtefælle.

Landsskatteretten bemærkede, at det fremgik af

personskattelovens § 13 a sammenholdt med ligningslovens § 15, stk. 2 og stk.

3, at såfremt en person i et indkomstår opnåede

tvangsakkord, frivillig akkord eller gældssanering, blev uudnyttede

fradragsberettigede underskud hos den skattepligtige nedsat fra det

pågældende og tidligere indkomstår med det beløb,

hvormed gælden var nedsat. Retten fandt, at klageren efter det oplyste

om sine formueforhold i det påklagede indkomstår ved sin

ægtefælles mellemkomst havde opnået en samlet ordning med

sine kreditorer vedrørende nedsættelse af sin gæld til

disse. Der var herved henset til, at der mellem

ægtefællerne var indgået en gyldig aftale om transport af

gælden til klagerens ægtefælle til kurs 45, således

at klageren ifølge aftalen var frigjort for forpligtelsen, at

der ikke var dokumentation for, at ægtefællen havde været

kreditor for det fulde krav eller iøvrigt havde gjort dette

gældende over for klageren, at hustruens privatforbrug i det

omhandlede år havde været lavt, hvorfor klageren selv måtte

antages at have erlagt en væsentlig andel af betalingen på

gælden, samt at det efter ordlyden af bestemmelsen i § 13 a ikke kunne

være afgørende, om klageren fremstod som aftalepart over for

kreditorerne i forbindelse med opnåelse af akkorden. Retten fandt

derfor, at der kunne gives skatteankenævnet medhold i, at klagerens

underskud skulle nedsættes med i alt 487.282 kr. Den påklagede

afgørelse blev stadfæstet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter