Spring til indhold

Retsinformation

Underskudsbegrænsning

KEN nr 11112 af 17/02/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet7. juni 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Underskudsbegrænsning

samlevende ægtefælle

Reference:

PSL § 13, stk. 1

LSI § 9, stk. 4

LV 1998 A.2.3

A's klage til Landsskatteretten skyldtes, at de stedlige skattemyndigheder

ikke havde godkendt at hans positive særlige indkomst kunne fradrages i

hans negative skattepligtige almindelige indkomst, før der skete

underskudsbegrænsning efter personskattelovens § 13 a som følge

af opnået akkord.

Det var oplyst, at klageren i 1992 havde opnået en akkordaftale med

sin bank, hvilket havde medført en gældseftergivelse på

203.846 kr. De stedlige skattemyndigheder havde for indkomståret 1992

ansat klagerens skattepligtige almindelig indkomst til ÷ 162.894 kr., samt en

særlig indkomst på 152.203 kr.

Klageren havde for tidligere år uudnyttede underskud i skattepligtig

almindelig indkomst på i alt 76.589 kr.

Klagerens ægtefælle havde i 1992 haft en positiv skattepligtig

almindelig indkomst på 143.232 kr.

De stedlige skattemyndigheder havde fundet, at de uudnyttede underskud fra

tidligere år og indeværende år på 239.483 kr. skulle

reduceres med gældseftergivelsesbeløbet på 203.846 kr., og

at restbeløbet på 35.637 kr. skulle modregnes i klagerens

ægtefælles positive almindelige indkomst, jf. personskattelovens

§ 13, stk. 1 og 13 a samt lov om særlig indkomst § 9, stk. 4.

Ansættelsen var herefter opgjort som følger:

Skattepligtig almindelige indkomst

Underskud til fremførsel i tidligere år

76.589 kr.

Læs alt

Negativ almindelig indkomst 1992

162.894 kr.

Uudnyttede underskud

239.483 kr.

Opnået akkord i 1992, som begrænser underskud til

fremførsel

-203.846 kr.

Uudnyttede underskud herefter

35.637 kr.

Overført til modregning i ægtefælles indkomst

-35.637 kr.

Ansat almindelig indkomst

0

Særlig indkomst

Positiv særlig indkomst 1992

152.203 kr.

Klagerens ægtefælles indkomst var herefter opgjort som

følger:

Positiv almindelig indkomst 1992

143.232 kr.

Negativ indkomst overført fra klageren

-35.637 kr.

Ansat almindelig indkomst

107.595 kr.

Myndighederne havde som begrundelse for afgørelsen anført,

at hvis en person opnåede tvangsakkord, frivillig akkord eller

gældssanering var underskud omfattet af de særlige regler i

personskattelovens § 13 a, hvorefter en akkord eller gældssanering

indebar, at uudnyttede fradragsberettigede underskud nedsattes med det

beløb, hvormed gælden var nedsat, jf. tillige cirkulære

nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven, pkt. 12.7. Af

cirkulærets punkt 12.7.1 fremgik det endvidere, at nedsættelsen

af underskud i den skattepligtige indkomst skete inden underskuddet

overførtes til fradrag i ægtefællens indkomst. Af

cirkulærets punkt 12.5.3 fremgik det, at underskud i skattepligtig

almindelig indkomst kunne modregnes i særlig indkomst i det omfang,

underskuddet ikke var modregnet i årets beregnede skatter efter

personskattelovens §§ 6 a, 7 og 8 a, stk. 2, eller modregnet hos

ægtefællen.

Myndighederne havde ikke fundet, at der ud fra cirkulæret var givet

mulighed for, at underskuddet i den skattepligtige indkomst kunne modregnes i

særlig indkomst, inden der skete modregning hos ægtefællen,

og en modregning hos ægtefællen fandtes endvidere betinget af, at

underskuddet for indeværende og tidligere år forinden var

reduceret med gældsnedsættelsen. Det var endvidere myndighedernes

opfattelse, at det i henhold til personskattelovens § 13 a var det uudnyttede

fradragsberettigede underskud, som skulle begrænses, hvilket efter

myndighedernes opfattelse var defineret i henhold til personskattelovens §

13, stk. 1, 1. punkt, som underskuddet i den skattepligtige indkomst med

fradrag af de skattepligtige beregnede skatter efter §§ 6 a, 7 og 8 a, stk.

2. Heri var der således ikke sket modregning vedrørende

særlig indkomst.

Klagerens repræsentant havde påstået, at klagerens

almindelige indkomst og særlig indkomst ansattes til 0 i 1992, og at

uudnyttede underskud fra tidligere år bortfaldt, således at

ansættelsen skulle ske således:

Skattepligtig almindelig indkomst

Underskud til fremførsel i tidligere år

76.589 kr.

Negativ almindelig indkomst 1992

162.894 kr.

Uudnyttede underskud

239.483 kr.

Modregning af positiv særlig indkomst 1992

-152.203 kr.

Almindelig indkomst

87.280 kr.

Opnået akkord i 1992, som begrænser underskud til

fremførsel, 203.846 kr.

-87.280 kr.

Ansat almindelig indkomst

0

Særlig indkomst

Positiv særlig indkomst 1992

152.203 kr.

Overført til modregning i almindelig indkomst

-152.203 kr.

Ansat særlig indkomst

0

Klagerens ægtefælles indkomst skulle som følge heraf

ansættes til 143.232 kr.

Repræsentanten havde til støtte herfor anført, at

underskudsbegrænsning skete i henhold til personskattelovens § 13 a, og

spørgsmålet var herefter, hvorledes "uudnyttede"

fradragsberettigede underskud skulle forstås, herunder set i forhold

til lov om særlig indkomst § 9, stk. 4. Efter hans opfattelse var der

ikke i personskatteloven hjemmel til at nægte modregning af positiv

særlig indkomst i en negativ almindelig indkomst. Højesteret

havde i de sidste 2 - 3 år fastslået, at en indskrænkende

fortolkning krævede lovhjemmel, og der kunne herved henvises til

Højesterets bemærkninger i afgørelsen TfS 1996.654

vedrørende udnyttelse af tegningsret til aktier, samt

skatteministeriets meddelelse i TfS 1998.137.

Repræsentanten havde således anført, at det ikke

sås, hvor hjemlen til den af myndighederne anlagte indskrænkende

fortolkning fandtes. Det fremgik hverken af ordlyden i personskattelovens §

13 a eller af forarbejderne til bestemmelsen. Af forarbejderne fremgik det

alene, at der ved indførelse af § 13 a overvejedes forskellige

modeller ved behandlingen af de situationer, hvor en skatteyder fik

akkorderet en gæld, som vedrørte udgifter, der tidligere var

fratrukket. Det blev overvejet at beskatte akkorden, eller at gå

tilbage til de tidligere indkomstår og ændre fradragsretten, men

her var problemet at foretage en afgrænsning mellem den del af

akkordgælden, der vedrørte formuen eller indkomsten. Man valgte

herefter den nuværende model, hvor det fastholdtes, at akkord som

udgangspunkt var skattefri, men hvor underskud ikke længere fra

akkordåret kunne fremføres.

Repræsentanten havde videre anført, at der imidlertid intet

sted i forarbejderne var omtalt, at der skulle ske

underskudsbegrænsning efter § 13 a, før der var sket udnyttelse

af et underskud fra tidligere år og indeværende år i

størst mulig omfang i overensstemmelse med de herom gældende

regler. Der var således intet til hinder for, at positiv særlig

indkomst blev modregnet i skattepligtig almindelig indkomst, inden

underskudsbegrænsning skete. Ved selskaber, fonde m.v., så blev

der ikke opereret med forskellige former for indkomstarter som ved personer,

og efter 1995 var særlig indkomstskat afskaffet, hvorfor

nærværende problemstilling ikke længere bestod. I

cirkulære nr. 1998-11 af 18. maj 1998 var det videre fastsat, at der

ikke længere var en tvungen modregningsrækkefølge. Af

personskattelovens § 13 a fremgik det alene, at det var et uudnyttet

underskud, der blev begrænset. Der skulle således først

gøres op med årets indkomstarter, hvorefter et resterende

uudnyttet underskud blev begrænset, og det fremgik hverken af

lovgivningen, cirkulæret eller lovens forarbejder, at

underskudsbegrænsning skulle ske før overførsel til

ægtefælle. Tværtimod angav lov om særlig indkomst i §

9, stk. 4, at modregning var valgfri, og i sidste punktum var det

anført, at "et herefter resterende underskud fremføres efter

reglerne i henholdsvis personskattelovens § 13 og virksomhedsskattelovens §

13". Det fremgik således direkte af lov om særlig indkomst, at

negativ særlig indkomst kunne modregnes i almindelig indkomst

før eventuelt overførselsreglerne vedrørende en eventuel

ægtefælle kom på tale. Dette fremgik ligeledes af punkt

12.5.3 i cirkulæret, hvorefter det var fastsat, at "i det omfang der

resterer et underskud i skattepligtig indkomst efter modregning i

skattepligtig særlig indkomst skal dette underskud fremføres

efter reglerne i personskattelovens § 13, stk. 1 eller 2".

Endvidere havde repræsentanten anført, at de stedlige

skattemyndigheders fortolkning syntes at være i strid med princippet i

TfS 1997.763 LSR, at det synes utvivlsom, at ugifte skatteydere måtte

kunne modregne særlig indkomst i negativ almindelig indkomst før

underskudsbegrænsning som følge af akkord, at det umiddelbart

forekom logisk, at der for den enkelte person blev gjort op, og at valgfri

modregninger derfor kunne anvendes inden akkordbeskatning.

Den stedlige told- og skatteregion havde i forbindelse med sagens

behandling ved Landsskatteretten indstillet ansættelsen

stadfæstet. Regionen havde herved anført, at efter

personskattelovens § 13 og forarbejderne hertil, jf. L 106 af 5. december

1985, fremgik det, at et underskud i skattepligtig almindelig indkomst

først skulle modregnes hos ægtefællen før der kunne

ske fremførsel til senere år. Denne bestemmelse havde

været uændret siden skattereformen i 1985/86. Af lov om

særlig indkomst fremgik det endvidere, at underskud i almindelig

skattepligtig indkomst kunne fradrages i positiv særlig indkomst, men

forinden modregning skulle underskuddet i skattepligtig almindelig indkomst i

størst mulig omfang først overføres til

ægtefælle. Denne modregningsrækkefølge fremgik af

personskattelovens § 13, stk. 1 og 2, sammenholdt med lov om særlig

indkomst § 9, stk. 4. Ved indførelse af personskattelovens § 13 a, var

der ikke sket ændringer i ovennævnte regler. Det var herefter

fastsat, at et underskud fra det pågældende år og tidligere

år nedsattes inden det overførtes til fradrag hos

ægtefællens indkomst og positiv særlig indkomst, og en

sådan forståelse fulgte af personskattelovens § 13, stk. 1 og 2.

Det i cirkulære til personskatteloven, cirkulære nr. 129 af 4.

juni 1994, pkt. 12, tidligere cirkulære nr. 22 af 9. december 1986,

pkt. E, fastsatte, var i overensstemmelse hermed. Det var derfor en korrekt

afgørelse, som de stedlige skattemyndigheder havde truffet.

Landsskatteretten udtalte:

I personskattelovens § 13, stk. 1, var det fastsat, at hvis den

skattepligtige indkomst udviste et underskud, skulle skatteværdien af

underskuddet så vidt muligt modregnes i de beregnede skatter efter §§

7, 8 og 8 a, stk. 2. Et herefter resterende underskud skulle

fremføres til fradrag i den skattepligtige indkomst for de

følgende 5 indkomstår, jf. personskattelovens § 13, stk. 1. I

personskattelovens § 13, stk. 2, var det videre bestemt, at såfremt en

gift persons skattepligtige indkomst udviste et underskud, og

ægtefællerne var samlevende ved indkomstårets udløb,

skulle underskud, der ikke var modregnet efter stk. 1, 1. pkt. i

størst muligt omfang fradrages i den anden ægtefælles

skattepligtige indkomst.

Af lov om særlig indkomstskat § 9, stk. 4, fremgik det, at

såfremt den skattepligtige almindelige indkomst udviste et underskud,

kunne den skattepligtige i stedet for at fremføre underskuddet til de

følgende indkomstår efter reglerne i personskattelovens § 13

fradrage underskuddet i sin og derefter eventuelt i ægtefællens

særlige indkomst for samme indkomstår.

Retten bemærkede videre, at i den dagældende personskattelovs

§ 13 a, stk. 1 og stk. 4, var det imidlertid fastsat, at opnåede en

person i et indkomstår en tvangsakkord, frivillig akkord eller en

gældssanering, blev uudnyttede fradragsberettigede underskud hos den

skattepligtige fra det pågældende og tidligere indkomstår

nedsat med det beløb, hvormed gælden var nedsat.

Nedsættelsesbeløbet blev formindsket med den del af skyldnerens

indkomst, der hidrørte fra hans frigørelse for

gældsforpligtigelser. Nedsættelse af underskud skete med virkning

for det indkomstår, hvori tvangsakkord blev stadfæstet, aftale om

frivillig akkord blev indgået, eller kendelse om gældssanering

blev afsagt, og for senere indkomstår.

Af forarbejderne til personskattelovens § 13 a, jf. lovforslag 8, fremsat

den 27. december 1990, fremgik det, at baggrunden for indførelse af

underskudsbegrænsning var, at den gæld der blev eftergivet kunne

stamme fra fradragsberettigede udgifter, og reglerne om

underskudsfremførsel kunne derfor medføre, at der blev givet

fradrag for udgifter, der aldrig blev betalt. Med bestemmelsen blev det

derfor foreslået, at underskuddet nedsattes med

gældseftergivelsen som følge af akkorden eller

gældssaneringen.

Retten fandt herefter, at efter det i forarbejderne til personskattelovens

§ 13 a anførte samt ordlyden af bestemmelsen skulle der således

ske nedsættelse af klagerens uudnyttede fradragsberettigede underskud i

den skattepligtige almindelige indkomst hidrørende fra 1992 og

tidligere indkomstår på i alt 239.483 kr., med det beløb,

som klagerens gæld var nedsat med i 1992, 203.846 kr. Først

herefter kunne et eventuelt resterende underskud i den skattepligtige

almindelig indkomst fradrages i ægtefællens skattepligtige

indkomst efter personskattelovens § 13, stk. 2, og i det omfang der resterede

yderligere underskud, kunne det fratrækkes i klagerens positive

særlige indkomstskat efter § 9, stk. 4 i lov om særlig indkomst.

Retten fandt derfor, at de stedlige skattemyndigheders

indkomstansættelse og skatteberegning for 1992 var korrekt. Den

påklagede ansættelse blev stadfæstet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter