Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 11346 af 01/01/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet11. juli 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Kongres i Australien

- epilepsioverlæge

- fradrag for udgifter

Reference:

SL § 6, stk. 1, litra a

LL § 9, stk. 1

A klagede for indkomståret 1995 over, at

skatteankenævnet ikke havde godkendt fradrag for udgifter til

deltagelse i kongres i Australien, 18.191 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren, der

opnåede autorisation som speciallæge i neurologi i 1989, siden

den 1. september 1994 havde været ansat som overlæge på

neurologisk afdeling på et hospital, hvor hun havde arbejdet som

kliniker, voksen-neurolog, med særligt ansvar for diagnostik og

behandling af epilepsi hos voksne. Siden foråret 1998 havde klageren

været ansat i en overlægestilling på et andet hospital, som

var et hospital med speciale i epilepsi. Klageren havde siden 1984 deltaget i

en række nærmere angivne nordiske og internationale kongresser om

epilepsi.

Det var videre oplyst, at klageren i indkomståret

1995 havde afholdt udgifter på 18.191 kr. i forbindelse med deltagelse

i den 21. Internationale Epilepsikongres, der fandt sted i Sydney i perioden

fra den 4. september til den 8. september 1995. Klageren deltog i en

arrangeret rejse til kongressen med afrejse fra Danmark den 29. august og

ankomst i Bangkok den 30. august og ankomst i Sydney den 1. september, hvor

hun den 2. september og 3. september deltog i et satelitsymposium arrangeret

i forbindelse med kongressen. Afrejse fra Sydney skete den 10. september med

hjemkomst til Danmark den 11. september. Klageren havde indleveret program

vedrørende kongressen samt nærmere redegjort for sin deltagelse.

Læs alt

Det var oplyst, at klageren ikke forestod en fremlæggelse eller andet

på kongressen.

Klageren fik af sin arbejdsgiver et tilskud på 5.381

kr. til deltagelse i kongressen. Videre havde klageren tjenestefrihed med

fuld løn.

Der var fremlagt erklæring udfærdiget den 23.

januar 1998 af en tidligere administrerende overlæge på ...

hospitals neurologiske afdeling, hvori det var anført, at det efter

hans skøn var nødvendigt for varetagelsen af afdelingens

faglige standard, at klageren deltog i den anførte

epilepsikongres.

Klageren havde fratrukket 18.191 kr. vedrørende

deltagelse i kongressen, hvilke udgifter var medgået til rejse og

hotelophold samt deltagergebyr. Der var ikke foretaget fradrag for udgifter

til fortæring. Det af klageren modtagne tilskud fra arbejdsgiveren var

indberettet og beskattet som B-indkomst, hvorfor der ikke var foretaget

reduktion hermed i de fratrukne udgifter.

Skatteankenævnet havde ved den påklagede

ansættelse nægtet at godkende fradrag for udgifter i forbindelse

med den omhandlede kongres. Nævnet havde herved fundet, at

kongresrejsen havde et sådant turistmæssigt islæt, at

udgifterne hertil ikke kunne anses for fradragsberettigede, jf. TfS 1992.275

samt Skatteministeriets kommentar hertil, TfS 1984.471, TfS 1987.290 senere

TfS 1989.196 og TfS 1989.121. Det var anført, at kongresrejsen

ubestridt havde indbygget et større element af turistmæssigt

islæt, herunder 1 1/2 dages ophold i Bangkok under udrejsen, 2-dages

ophold i Sydney før kongressen begyndte og 2-dages ophold i Sydney

efter endt kongres.

Klagerens advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt

principal påstand om, at der blev godkendt fradrag for de af klageren

afholdte udgifter i forbindelse med deltagelse i kongressen. Subsidiært

var nedlagt påstand om, at der blev godkendt fradrag for en

forholdsmæssig andel af de afholdte udgifter. Mere subsidiært var

nedlagt påstand om, at der godkendtes fradrag svarende til det fra

arbejdsgiveren udbetalte tilskud.

Det var til støtte herfor anført, at

deltagelsen i den omhandlede kongres ikke havde været forbundet med et

sådant turistmæssigt islæt, at der var grundlag for at

nægte klageren fradragsret. Klageren deltog i en arrangeret rejse, som

var det for klageren billigste og nemmeste, hvori læger fra hele

Skandinavien deltog. Dette var den billigste rejseform, selv om det indebar

et mindre ophold i Bangkok. Dette, set i forhold til omfanget af de faglige

aktiviteter i Sydney og det helt underordnede ophold i Bangkok kunne under

ingen omstændigheder medføre, at klageren i enhver henseende

blev nægtet fradragsret for kongresdeltagelsen. Det var videre

anført, at skatteankenævnet for så vidt angik opholdet i

Sydney helt bortså fra de omfattende og fagligt særdeles

relevante symposier, som klageren deltog i hele lørdagen og

søndagen. Klageren deltog således 7 hele dage i foredrag m.v.

der havde sammenhæng med og relevans for klagerens arbejde som

overlæge på Neurologisk Afdeling på hospitalet. Den set i

forhold hertil meget begrænsede mulighed for at supplere opholdet med

"et turistmæssigt islæt", var af så underordnet betydning,

at det ikke kunne begrænse fradragsretten.

Det var videre anført, at klageren som led i sit

arbejde bl.a. var forpligtet til løbende at holde sin faglige viden

inden for sit særlige ansvarsområde ajour. Klageren fik ved

deltagelse i den omhandlede kongres konkret viden, især om erfaringer

med anvendelse af nye medicinske epilepsipræparater, som

efterfølgende blev benyttet i det daglige arbejde på afdelingen.

Den nødvendige ajourføring kunne ikke ske på kurser her i

landet, men alene ved deltagelse i de internationale kongresser, der blev

afholdt inden for hendes særlige ansvarsområde. Det var derfor

åbenbart, at klageren skulle deltage i den i nærværende sag

omhandlede 21. Internationale Epilepsikongres i Sydney. Det var så

afgjort i arbejdsgiverens interesse, hvilket var dokumenteret ved, at

hospitalet ydede klageren et tilskud på 5.381 kr., hvilket måtte

anses for usædvanlig stort set i forhold til de meget begrænsede

midler, som man disponerede over til efteruddannelsesformål mv. Det var

herved oplyst, at hospitalet i det omhandlede indkomstår til

efteruddannelse af ca. 70 overlæger havde ca. 60.000 kr. Den

daværende administrerende overlæge på Neurologisk Afdeling

havde videre ved skrivelse af 23. januar 1998 bekræftet, at det var

nødvendigt for varetagelsen af afdelingens faglige standard, at

klageren deltog i kongressen. Af en i 1994 udarbejdet redegørelse fra

Den Almindelige Danske Lægeforening og Dansk Medicinsk Selskab om den

fremtidige struktur for den lægelige efteruddannelse fremgik, at den

enkelte læge havde et personligt ansvar for vedligeholdelse og

udvikling af sin professionelle kompetence. Dette var i god overensstemmelse

med det helt grundlæggende princip i lægelovens § 6, stk. 1, om,

at en læge under udøvelsen af sin gerning var forpligtet til at

vise omhu og samvittighedsfuldhed. En opfyldelse af denne grundlæggende

forpligtelse indebar bl.a., at en læge måtte sikre sig, at

vedkommendes faglige viden gennem fornøden efteruddannelse, levede op

til de til enhver tid gældende krav. Det var bemærket, at

ansvaret i henhold til lægeloven påhvilede den enkelte læge

uden hensyntagen til, om den pågældende drev selvstændig

virksomhed eller var ansat i eksempelvis det offentlige sygehusvæsen. I

henhold til patientforsikringslovens ' 2 beroede erstatningsansvar videre

ikke på culpareglens "gode" gennemsnitslæge, men derimod en

læge der fuldt ud beherskede medicinsk videnskab og erfaring på

vedkommende område. Uden deltagelse i den omhandlede kongres ville

klageren ikke være i stand til at opfylde de hende påhvilende

krav til viden m.v. inden for sit område.

Som anført af skatteankenævnet skelnedes der

traditionelt mellem kongresser, kurser og studierejser. Som påpeget af

Niels Winther-Sørensen i TfS 1994.891, var det imidlertid noget

kunstigt at skelne mellem de forskellige former for aktiviteter. Når

der var tale om skatteydere med en uddannelse og en stilling på det

niveau, der var tale om for klagerens vedkommende, var de internationale

faglige kongresser det relevante sted at ajourføre og vedligeholde sin

faglige viden. Når man befandt sig på sådant ekspertniveau,

fandtes der ikke her i landet traditionelle kurser, som klageren kunne

deltage i med henblik på at ajourføre og vedligeholde det

faglige niveau. For skatteydere med en uddannelse og viden på klagerens

niveau, var de internationale kongresser derfor at sammenligne med

almindelige faglige kurser. Det var i den forbindelse anført, at

klagerens fag ikke var geografisk bestemt, hvorfor det var lige så

relevant at høre om den viden og erfaring, som udenlandske

fagfæller havde erhvervet, som det var at drøfte sådanne

forhold med danske fagfæller. Ved vurderingen af nærværende

sag skulle deltagelsen i den omhandlede kongres derfor sidestilles med

deltagelse i et traditionelt fagligt kursus her i landet. Det

skattemæssige resultat kunne naturligvis under ingen

omstændigheder udledes af den etikette, der mere eller mindre

tilfældigt var påhæftet den pågældende faglige

aktivitet. Det var understreget, at det under ingen omstændigheder var

til hinder for fradragsret, at der var tale om en faglig kongres. Der var til

støtte herfor bl.a. henvist til Højesterets Dom gengivet i UfR

1995.152 og Østre Landsrets dom gengivet i UfR 1983.213. Det var

videre anført, at udfaldet af de tidligere Højesteretsdomme

vedrørende Pindborg, UfR 1966.215 H og UfR 1970.51 H, ikke var

tidssvarende. Mængden af information og kravene til ajourføring

inden for klagerens arbejdsområde var grundet den øgede

internationalisering væsentligt større i dag, mens de offentlige

efteruddannelsesbudgetter ikke tilsvarende var øgede.

Det var videre anført, at det var åbenbart,

at deltagelsen i den omhandlede kongres ikke var kompetencegivende og at

klageren ikke kunne nægtes fradrag ud fra et etableringssynspunkt. Det

måtte endvidere lægges til grund, at deltagelsen havde haft den

til opnåelse af fradragsret fornødne sammenhæng med og

relevans for klagerens arbejde som overlæge på Neurologisk

Afdeling på ..... Hospital, jf. bekræftelsen fra den

administrerende overlæge samt det af klageren modtagne tilskud.

Det var endelig anført, at såfremt det

måtte lægges til grund, at der havde været et

turistmæssigt islæt af et sådant omfang, at der ikke helt

kunne ses bort herfra, var det med henvisning til Landsskatterettens kendelse

refereret i LSRM 1985.74 subsidiært gjort gældende, at der

højst kunne ske en forholdsmæssig beskæring af

fradragsretten. Da langt størstedelen af tiden havde været

anvendt på faglige aktiviteter, måtte langt størstedelen

af udgifterne dog under alle omstændigheder anses for

fradragsberettigede.

I relation til den mere subsidiære påstand var

det anført, at tilskuddet retteligt burde have været udbetalt

som refusion til delvis dækning af de afholdte udgifter. Da der

således klart var tale om en fejl, burde der godkendes fradrag svarende

til det udbetalte beløb.

Told- og skatteregionen havde i en under sagens behandling

ved Landsskatteretten afgiven udtalelse anført, at de af klageren

afholdte kongresudgifter i mangel af andre sikre holdepunkter måtte

betegnes som fagligt relevante og nødvendige i henhold til

statsskattelovens § 6. Efter regionens opfattelse forelå i

nærværende sag imidlertid et ikke ubetydeligt turistmæssigt

islæt, hvorfor fradrag for udgifterne af denne grund ikke kunne

godkendes. Der var herved henvist til Østre Landsrets tilkendegivelse,

jf. TfS 1998.188 samt Spleths kommentar i U 85.268 til dommen refereret i U

85.648 H, hvorefter kurser af sådan blandet karakter var udelukket fra

fradragsrettens område. I henhold til praksis kunne der således

ikke i sådanne tilfælde foretages en forholdsmæssig

begrænsning af fradragsretten.

Landsskatteretten udtalte:

Det bemærkedes, at klageren i det omhandlede

indkomstår havde ansættelse som overlæge med specielt

ansvarsområde for epilepsibehandling, samt at hun arbejdede på et

højt fagligt niveau, der naturligt medførte behov for en

løbende ajourføring af faglig viden inden for hendes

specialeområde, herunder tillige i udlandet. Retten fandt, at klagerens

deltagelse i den omhandlede epilepsikongres ikke rakte ud over en

ajourføring af hendes faglige kvalifikationer. Endvidere

bemærkedes, at hospitalet ud over tjenestefrihed med løn havde

ydet klageren et tilskud på 5.381 kr. til deltagelse i kongressen.

Henset til disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at klagerens

deltagelse i kongressen havde haft den for fradragsret efter

statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. ligningslovens § 9, stk. 1,

nødvendige konkrete og direkte tilknytning til hendes

indkomsterhvervelse, hvilket var tiltrådt af told- og

skatteregionen.

Landsskatteretten fandt videre, at det turistmæssige

islæt havde været så begrænset, at dette ikke gav

grundlag for at nægte fradragsret for de selvangivne rejseudgifter. Der

var herved henset til, at klageren ved det selvangivne alene havde foretaget

fradrag for rejse- og opholdsudgifter samt deltagergebyr vedrørende

kongressen. Den påklagede ansættelse blev nedsat i

overensstemmelse med den nedlagte påstand.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter