Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse
Kongres i Australien
- epilepsioverlæge
- fradrag for udgifter
Reference:
SL § 6, stk. 1, litra a
LL § 9, stk. 1
A klagede for indkomståret 1995 over, at
skatteankenævnet ikke havde godkendt fradrag for udgifter til
deltagelse i kongres i Australien, 18.191 kr.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren, der
opnåede autorisation som speciallæge i neurologi i 1989, siden
den 1. september 1994 havde været ansat som overlæge på
neurologisk afdeling på et hospital, hvor hun havde arbejdet som
kliniker, voksen-neurolog, med særligt ansvar for diagnostik og
behandling af epilepsi hos voksne. Siden foråret 1998 havde klageren
været ansat i en overlægestilling på et andet hospital, som
var et hospital med speciale i epilepsi. Klageren havde siden 1984 deltaget i
en række nærmere angivne nordiske og internationale kongresser om
epilepsi.
Det var videre oplyst, at klageren i indkomståret
1995 havde afholdt udgifter på 18.191 kr. i forbindelse med deltagelse
i den 21. Internationale Epilepsikongres, der fandt sted i Sydney i perioden
fra den 4. september til den 8. september 1995. Klageren deltog i en
arrangeret rejse til kongressen med afrejse fra Danmark den 29. august og
ankomst i Bangkok den 30. august og ankomst i Sydney den 1. september, hvor
hun den 2. september og 3. september deltog i et satelitsymposium arrangeret
i forbindelse med kongressen. Afrejse fra Sydney skete den 10. september med
hjemkomst til Danmark den 11. september. Klageren havde indleveret program
vedrørende kongressen samt nærmere redegjort for sin deltagelse.
Læs alt
Det var oplyst, at klageren ikke forestod en fremlæggelse eller andet
på kongressen.
Klageren fik af sin arbejdsgiver et tilskud på 5.381
kr. til deltagelse i kongressen. Videre havde klageren tjenestefrihed med
fuld løn.
Der var fremlagt erklæring udfærdiget den 23.
januar 1998 af en tidligere administrerende overlæge på ...
hospitals neurologiske afdeling, hvori det var anført, at det efter
hans skøn var nødvendigt for varetagelsen af afdelingens
faglige standard, at klageren deltog i den anførte
epilepsikongres.
Klageren havde fratrukket 18.191 kr. vedrørende
deltagelse i kongressen, hvilke udgifter var medgået til rejse og
hotelophold samt deltagergebyr. Der var ikke foretaget fradrag for udgifter
til fortæring. Det af klageren modtagne tilskud fra arbejdsgiveren var
indberettet og beskattet som B-indkomst, hvorfor der ikke var foretaget
reduktion hermed i de fratrukne udgifter.
Skatteankenævnet havde ved den påklagede
ansættelse nægtet at godkende fradrag for udgifter i forbindelse
med den omhandlede kongres. Nævnet havde herved fundet, at
kongresrejsen havde et sådant turistmæssigt islæt, at
udgifterne hertil ikke kunne anses for fradragsberettigede, jf. TfS 1992.275
samt Skatteministeriets kommentar hertil, TfS 1984.471, TfS 1987.290 senere
TfS 1989.196 og TfS 1989.121. Det var anført, at kongresrejsen
ubestridt havde indbygget et større element af turistmæssigt
islæt, herunder 1 1/2 dages ophold i Bangkok under udrejsen, 2-dages
ophold i Sydney før kongressen begyndte og 2-dages ophold i Sydney
efter endt kongres.
Klagerens advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt
principal påstand om, at der blev godkendt fradrag for de af klageren
afholdte udgifter i forbindelse med deltagelse i kongressen. Subsidiært
var nedlagt påstand om, at der blev godkendt fradrag for en
forholdsmæssig andel af de afholdte udgifter. Mere subsidiært var
nedlagt påstand om, at der godkendtes fradrag svarende til det fra
arbejdsgiveren udbetalte tilskud.
Det var til støtte herfor anført, at
deltagelsen i den omhandlede kongres ikke havde været forbundet med et
sådant turistmæssigt islæt, at der var grundlag for at
nægte klageren fradragsret. Klageren deltog i en arrangeret rejse, som
var det for klageren billigste og nemmeste, hvori læger fra hele
Skandinavien deltog. Dette var den billigste rejseform, selv om det indebar
et mindre ophold i Bangkok. Dette, set i forhold til omfanget af de faglige
aktiviteter i Sydney og det helt underordnede ophold i Bangkok kunne under
ingen omstændigheder medføre, at klageren i enhver henseende
blev nægtet fradragsret for kongresdeltagelsen. Det var videre
anført, at skatteankenævnet for så vidt angik opholdet i
Sydney helt bortså fra de omfattende og fagligt særdeles
relevante symposier, som klageren deltog i hele lørdagen og
søndagen. Klageren deltog således 7 hele dage i foredrag m.v.
der havde sammenhæng med og relevans for klagerens arbejde som
overlæge på Neurologisk Afdeling på hospitalet. Den set i
forhold hertil meget begrænsede mulighed for at supplere opholdet med
"et turistmæssigt islæt", var af så underordnet betydning,
at det ikke kunne begrænse fradragsretten.
Det var videre anført, at klageren som led i sit
arbejde bl.a. var forpligtet til løbende at holde sin faglige viden
inden for sit særlige ansvarsområde ajour. Klageren fik ved
deltagelse i den omhandlede kongres konkret viden, især om erfaringer
med anvendelse af nye medicinske epilepsipræparater, som
efterfølgende blev benyttet i det daglige arbejde på afdelingen.
Den nødvendige ajourføring kunne ikke ske på kurser her i
landet, men alene ved deltagelse i de internationale kongresser, der blev
afholdt inden for hendes særlige ansvarsområde. Det var derfor
åbenbart, at klageren skulle deltage i den i nærværende sag
omhandlede 21. Internationale Epilepsikongres i Sydney. Det var så
afgjort i arbejdsgiverens interesse, hvilket var dokumenteret ved, at
hospitalet ydede klageren et tilskud på 5.381 kr., hvilket måtte
anses for usædvanlig stort set i forhold til de meget begrænsede
midler, som man disponerede over til efteruddannelsesformål mv. Det var
herved oplyst, at hospitalet i det omhandlede indkomstår til
efteruddannelse af ca. 70 overlæger havde ca. 60.000 kr. Den
daværende administrerende overlæge på Neurologisk Afdeling
havde videre ved skrivelse af 23. januar 1998 bekræftet, at det var
nødvendigt for varetagelsen af afdelingens faglige standard, at
klageren deltog i kongressen. Af en i 1994 udarbejdet redegørelse fra
Den Almindelige Danske Lægeforening og Dansk Medicinsk Selskab om den
fremtidige struktur for den lægelige efteruddannelse fremgik, at den
enkelte læge havde et personligt ansvar for vedligeholdelse og
udvikling af sin professionelle kompetence. Dette var i god overensstemmelse
med det helt grundlæggende princip i lægelovens § 6, stk. 1, om,
at en læge under udøvelsen af sin gerning var forpligtet til at
vise omhu og samvittighedsfuldhed. En opfyldelse af denne grundlæggende
forpligtelse indebar bl.a., at en læge måtte sikre sig, at
vedkommendes faglige viden gennem fornøden efteruddannelse, levede op
til de til enhver tid gældende krav. Det var bemærket, at
ansvaret i henhold til lægeloven påhvilede den enkelte læge
uden hensyntagen til, om den pågældende drev selvstændig
virksomhed eller var ansat i eksempelvis det offentlige sygehusvæsen. I
henhold til patientforsikringslovens ' 2 beroede erstatningsansvar videre
ikke på culpareglens "gode" gennemsnitslæge, men derimod en
læge der fuldt ud beherskede medicinsk videnskab og erfaring på
vedkommende område. Uden deltagelse i den omhandlede kongres ville
klageren ikke være i stand til at opfylde de hende påhvilende
krav til viden m.v. inden for sit område.
Som anført af skatteankenævnet skelnedes der
traditionelt mellem kongresser, kurser og studierejser. Som påpeget af
Niels Winther-Sørensen i TfS 1994.891, var det imidlertid noget
kunstigt at skelne mellem de forskellige former for aktiviteter. Når
der var tale om skatteydere med en uddannelse og en stilling på det
niveau, der var tale om for klagerens vedkommende, var de internationale
faglige kongresser det relevante sted at ajourføre og vedligeholde sin
faglige viden. Når man befandt sig på sådant ekspertniveau,
fandtes der ikke her i landet traditionelle kurser, som klageren kunne
deltage i med henblik på at ajourføre og vedligeholde det
faglige niveau. For skatteydere med en uddannelse og viden på klagerens
niveau, var de internationale kongresser derfor at sammenligne med
almindelige faglige kurser. Det var i den forbindelse anført, at
klagerens fag ikke var geografisk bestemt, hvorfor det var lige så
relevant at høre om den viden og erfaring, som udenlandske
fagfæller havde erhvervet, som det var at drøfte sådanne
forhold med danske fagfæller. Ved vurderingen af nærværende
sag skulle deltagelsen i den omhandlede kongres derfor sidestilles med
deltagelse i et traditionelt fagligt kursus her i landet. Det
skattemæssige resultat kunne naturligvis under ingen
omstændigheder udledes af den etikette, der mere eller mindre
tilfældigt var påhæftet den pågældende faglige
aktivitet. Det var understreget, at det under ingen omstændigheder var
til hinder for fradragsret, at der var tale om en faglig kongres. Der var til
støtte herfor bl.a. henvist til Højesterets Dom gengivet i UfR
1995.152 og Østre Landsrets dom gengivet i UfR 1983.213. Det var
videre anført, at udfaldet af de tidligere Højesteretsdomme
vedrørende Pindborg, UfR 1966.215 H og UfR 1970.51 H, ikke var
tidssvarende. Mængden af information og kravene til ajourføring
inden for klagerens arbejdsområde var grundet den øgede
internationalisering væsentligt større i dag, mens de offentlige
efteruddannelsesbudgetter ikke tilsvarende var øgede.
Det var videre anført, at det var åbenbart,
at deltagelsen i den omhandlede kongres ikke var kompetencegivende og at
klageren ikke kunne nægtes fradrag ud fra et etableringssynspunkt. Det
måtte endvidere lægges til grund, at deltagelsen havde haft den
til opnåelse af fradragsret fornødne sammenhæng med og
relevans for klagerens arbejde som overlæge på Neurologisk
Afdeling på ..... Hospital, jf. bekræftelsen fra den
administrerende overlæge samt det af klageren modtagne tilskud.
Det var endelig anført, at såfremt det
måtte lægges til grund, at der havde været et
turistmæssigt islæt af et sådant omfang, at der ikke helt
kunne ses bort herfra, var det med henvisning til Landsskatterettens kendelse
refereret i LSRM 1985.74 subsidiært gjort gældende, at der
højst kunne ske en forholdsmæssig beskæring af
fradragsretten. Da langt størstedelen af tiden havde været
anvendt på faglige aktiviteter, måtte langt størstedelen
af udgifterne dog under alle omstændigheder anses for
fradragsberettigede.
I relation til den mere subsidiære påstand var
det anført, at tilskuddet retteligt burde have været udbetalt
som refusion til delvis dækning af de afholdte udgifter. Da der
således klart var tale om en fejl, burde der godkendes fradrag svarende
til det udbetalte beløb.
Told- og skatteregionen havde i en under sagens behandling
ved Landsskatteretten afgiven udtalelse anført, at de af klageren
afholdte kongresudgifter i mangel af andre sikre holdepunkter måtte
betegnes som fagligt relevante og nødvendige i henhold til
statsskattelovens § 6. Efter regionens opfattelse forelå i
nærværende sag imidlertid et ikke ubetydeligt turistmæssigt
islæt, hvorfor fradrag for udgifterne af denne grund ikke kunne
godkendes. Der var herved henvist til Østre Landsrets tilkendegivelse,
jf. TfS 1998.188 samt Spleths kommentar i U 85.268 til dommen refereret i U
85.648 H, hvorefter kurser af sådan blandet karakter var udelukket fra
fradragsrettens område. I henhold til praksis kunne der således
ikke i sådanne tilfælde foretages en forholdsmæssig
begrænsning af fradragsretten.
Landsskatteretten udtalte:
Det bemærkedes, at klageren i det omhandlede
indkomstår havde ansættelse som overlæge med specielt
ansvarsområde for epilepsibehandling, samt at hun arbejdede på et
højt fagligt niveau, der naturligt medførte behov for en
løbende ajourføring af faglig viden inden for hendes
specialeområde, herunder tillige i udlandet. Retten fandt, at klagerens
deltagelse i den omhandlede epilepsikongres ikke rakte ud over en
ajourføring af hendes faglige kvalifikationer. Endvidere
bemærkedes, at hospitalet ud over tjenestefrihed med løn havde
ydet klageren et tilskud på 5.381 kr. til deltagelse i kongressen.
Henset til disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at klagerens
deltagelse i kongressen havde haft den for fradragsret efter
statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. ligningslovens § 9, stk. 1,
nødvendige konkrete og direkte tilknytning til hendes
indkomsterhvervelse, hvilket var tiltrådt af told- og
skatteregionen.
Landsskatteretten fandt videre, at det turistmæssige
islæt havde været så begrænset, at dette ikke gav
grundlag for at nægte fradragsret for de selvangivne rejseudgifter. Der
var herved henset til, at klageren ved det selvangivne alene havde foretaget
fradrag for rejse- og opholdsudgifter samt deltagergebyr vedrørende
kongressen. Den påklagede ansættelse blev nedsat i
overensstemmelse med den nedlagte påstand.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sagen drejer sig om anerkendelse af skattemæssigt fradrag uden kildeartsbegrænsning for en erstatningsforpligtelse i forbindelse med udøvelse af bestyrelseshverv i en bank Domsdatabasen · 4. april 2025
- Landsskatteretskendelse vedr. rejseudgifter for person, der havde ca. 90 km mellem bopæl og arbejdsplads Retsinformation · 20. april 2005
- Beskatning af formand ved tilrådighedsstillelse af lejlighed Retsinformation · 1. august 2024
- Model – Honorarmodtager – Ikke lempelse efter dobbeltbeskatningsoverenskomst for bidrag til fransk social sikring – Fradrag for merudgifter til kost og logi på rejser som model Retsinformation · 11. september 2026
- Ikke godkendt fradrag for udgifter i forbindelse med lønmodtagerarbejde Landsskatteretten · 24. september 2008
- Fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A Landsskatteretten · 21. november 2011
Lignende dokumenter
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - ansættelse - ej medhold Retsinformation · 6. februar 2015
- Kørselsfradrag, jf. ligningslovens § 9 D Landsskatteretten · 7. marts 2017
- Specialeplanlægning og lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet - vejledning Retsinformation · 30. september 1997
- Fradrag for lønmodtagerudgifter, ligningslovens § 9: Rejsefradrag, jf. ligningslovens § 9 A, Befordringsfradrag, jf.… Landsskatteretten · 2. februar 2017
- Om hvorvidt en speciallæges arbejde udført for henholdsvis [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] kan anses for udført af speciallægen som selvstændigt… Landsskatteretten · 13. februar 2014
- Klage over manglende akut MR-scanning samt manglende undersøgelse og behandling hos neurolog og kiropraktor Retsinformation · 10. september 2009