Spring til indhold

Retsinformation

Ligningsfrister/forhøjelsesfrister

KEN nr 11139 af 22/06/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet8. juni 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ligningsfrister/forhøjelsesfrister

ugyldighedsindsigelse

Reference:

SSL § 3, stk. 4.

LV 1998 A.H.1

Klagen til Landsskatteretten skyldtes, at A ikke havde anset

skatteforvaltningen for berettiget til at foretage en ansættelse for

indkomståret 1993 efter udløbet af ligningsfristen.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren siden 1989 havde

været begrænset skattepligtig her til landet. I 1992 foretog

skattemyndighederne en ændring af klagerens skatteansættelse for

indkomståret 1989. Uanset der herved var sket en forhøjelse

fremgik en overskydende skat af den efterfølgende udskrevne

årsopgørelse. De skatteberegningsmæssige problemer havde

medført, at der først den 6. maj 1996 var blevet udskrevet en

årsopgørelse for indkomståret 1989 på grundlag af en

manuel beregning. Årsopgørelser for indkomstårene 1990 -

1994 kunne først udskrives efter, at der var sket indberetning af

skattebeløbene for 1989. Det var oplyst, at dette skyldtes, at de

tekniske systemer var indrettet således, at når der i et

forudgående år var underskud til fremførsel, så

kunne systemerne "ikke springe et år over". Der var for

indkomståret 1988 registreret et fremførselsberettiget

underskud.

Det fremgik videre af sagens oplysninger, at skatteforvaltningen den 20.

marts 1996 havde fremsendt agterskrivelse for indkomståret 1993. Under

henvisning til, at man ikke havde modtaget selvangivelse for

indkomståret 1993 påtænktes skatteansættelsen ansat

med 79.337 kr. vedrørende skibsvirksomhed. Der var heri indregnet en

negativ afskrivningskonto fra 1992 på 9.171 kr. ligesom

Læs alt

opgørelse af resultat vedrørende M/S B var sket på

grundlag af regnskab rekvireret fra anden kommune. Det var anført, at

opgørelse over indkomst og formue fremgik af den vedlagte

årsopgørelse.

Den 30. maj 1996 fremsendte skatteforvaltningen på ny agterskrivelse

vedrørende indkomståret 1993, hvoraf fremgik at denne var

ændring til skrivelsen af 20. marts 1996. For indkomståret 1993

påtænktes fortsat forhøjelse på 79.337 kr.

vedrørende skibsvirksomhed. Videre havde skatteforvaltningen foretaget

opgørelse af klagerens andel på fællesafskrivningskonto

efter salg af andel af C til -73.364 kr. Ved skrivelse af 6. juni 1996 gjorde

klageren indsigelser mod den påtænkte ændring. Ved

afgørelse af 13. juni 1996 foretog skatteforvaltningen

skatteansættelsen for indkomstårene 1993 i overensstemmelse med

den tidligere den 30. maj 1996 fremsendte agterskrivelse.

Den 23. september 1996 fremsendte skatteforvaltningen herefter på ny

agterskrivelse vedrørende indkomståret 1993 hvorved

myndighederne foretog forhøjelse med yderligere negativ saldo

hidrørende fra salg af andele i skibe i 1992. Saldoen blev opgjort til

762.518 kr., jf. afskrivningslovens § 5, stk. 1, hvorfor klagerens

ansættelse var blevet forhøjet med 753.347 kr. i forhold til den

tidligere foretagne ansættelse. Den yderligere forhøjelse

skyldtes, at klageren i 1990 havde undladt at modregne en salgssum på

837.640 kr. for andel i M/S D i afskrivningsgrundlaget. Klageren havde gjort

indsigelser herimod, hvorefter skatteforvaltningen den 11. oktober 1996 traf

afgørelse i overensstemmelse med den fremsendte agterskrivelse.

Denne afgørelse blev herefter af klageren den 7. november 1996

indbragt for skatteankenævnet, som ved kendelse af 15. april 1997

stadfæstede skatteforvaltningens afgørelse med følgende

begrundelse:

"Den kommunale skattemyndighed har, jf. skattestyrelseslovens § 3, stk. 1,

og jf. cirkulære nr. 71 af 12. april 1996 om skattemyndighedernes

ansættelsespligter efter skattestyrelsesloven, ved kendelser af 11.

oktober 1996 foretaget og senere ændret skatteansættelserne for

de omhandlede indkomstår indenfor forhøjelsesfristen i

skattestyrelseslovens § 35, stk. 1.

Indkomstforhøjelsen og indkomstnedsættelsen vedrørende

salg af anpart i partrederi er, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 3,

ligeledes foretaget indenfor tidsfristen i skattestyrelseslovens § 35, stk.

1, på grundlag af en konstateret ændring i afskrivningsgrundlag

for skibe i tidligere indkomstår, hvor disse indkomstår ligger

uden for forhøjelsesfristerne efter skattestyrelseslovens § 35, stk.

1."

Klageren nedlagde over for Landsskatteretten påstand om, at den

påklagede ansættelse for indkomståret 1993 måtte

anses for ugyldigt foretaget. Han nedlagde videre påstand om, at

ansættelsen for indkomståret 1990 måtte anses for

ugyldig.

Det var til støtte herfor anført, at ligningsfristen i

henhold til skattestyrelseslovens § 3, stk. 1, var den 30. juni i det andet

kalenderår. Videre fremgik af ligningsvejledningen for 1996 side 475 at

"skatteansættelsen er årsdatoen på

årsopgørelsen". I henhold til bek.nr. 1176 af 22. december 1994

kunne fristen overskrides pga. tekniske fejl, ligningsvejledningen for 1996

side 474. Det var herefter gjort gældende, at ligningen ikke var

foretaget i henhold til skattestyrelseslovens § 3, stk. 1. Undtagelse herfra

var hjemlet i bek.nr. 1176, jf. ligningsvejledningen side 474.

Ankenævnets afgørelse henviste imidlertid ikke til

bekendtgørelsen, men til et cirkulære. Det var videre

anført, at ansættelsen udfra almindelige forvaltningsretlige

regler måtte anses for ugyldig, jf. ligningsvejledningen side 500, idet

klagerens selvangivelser havde været udsat for en lemfældighed,

der ikke kunne være i overensstemmelse med forvaltningsloven.

Vedrørende indkomståret 1990 havde klageren anført, at

selvangivelsen for dette år først var blevet lignet i 1996,

uagtet at ligningsfristen var overskredet. Det var derfor gjort

gældende, at skattemyndigheden ikke havde overholdt ligningsfristen i

skattestyrelseslovens § 3, ligesom der var klaget over, at

skatteankenævnet ikke havde taget stilling til dette forhold.

Under sagens behandling ved Landsskatteretten var der indhentet en

udtalelse fra Told- og Skattestyrelsen hvoraf fremgik følgende:

"Den foretagne indkomstansættelse for indkomståret 1993 kan

ikke efter regionens opfattelse anses for at være sket i strid med

skattestyrelseslovens § 3, stk. 2, og bemyndigelsen i § 2 i

bekendtgørelse nr. 1176 af 22/12 1994, uanset at første

indkomstansættelse for 1993 først blev varslet i marts

henholdsvis maj 1996 og foretaget i juni 1996 og dermed efter

ligningsfristens udløb.

Som begrundelse for denne opfattelse skal der henvises til, at de

problemer og mangler bl.a. af edb-mæssig karakter, der var med til at

få årsopgørelser og skatteberegninger foretaget korrekt

for indkomståret 1989 efter regionens opfattelse må sidestilles

med tekniske fejl som omtalt i ligningsvejledningen 1996 side 474

vedrørende anvendelsesområdet for § 2 i bekendtgørelse

nr. 1176 af 22/12 1994. Som det fremgår af sagen var det bl.a. af

hensyn til en korrekt underskudsfremførsel for efterfølgende

indkomstår nødvendigt at afvente færdiggørelsen af

årsopgørelsen og skatteberegningen for 1989. (.....)

Opmærksomheden henledes i den forbindelse på at skatteyders

skattemæssig forhold for 1989 var meget komplicerede, idet der

forelå en periode med fuld skattepligt og en periode med

begrænset skattepligt, hvori bl.a. indgik engangsbeløb,

periodeydelse og helårsydelse samt beløb til særlig

skatteberegning hvortil kommer hensyntagen til et opgjort skattemæssigt

underskud fra 1988. Der er ikke efter regionens opfattelse noget belæg

for at fortolke bemyndigelsen i skattestyrelseslovens § 3, stk. 2, og § 2 i

bekendtgørelse nr. 1176 af 22/12 1994 så indskrænkende, at

bestemmelsen alene hjemler foretagelse af en sådan

skatteansættelse efter ligningsfristens udløb i tilfælde,

hvor en sådan med urette ikke er foretaget tidligere på grund af

fejl eller udeladelser i mandtalslisten. Der henvises i den forbindelse til,

at fejl eller udeladelser på mandtalslisten alene ifølge den

tidligere gældende bekendtgørelse, bekendtgørelse nr. 318

af 13/6 1984 § 1, stk. 3, var anført som et eksempel på

tilfælde, hvor de kommunale skattemyndigheder kunne foretage nye

skatteansættelser, hvor sådanne med urette ikke var foretaget

tidligere. Bestemmelsens ordlyd foregav således ikke på nogen

måde at være udtømmende i sin beskrivelse af de

tilfælde, der kunne berettige de kommunale skattemyndigheder til at

foretage en ny skatteansættelse efter ligningsfristens udløb,

hvor en sådan med urette ikke var foretaget tidligere. Skatteyder har

ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at der i de efterfølgende

ændringer i skattestyrelsesloven eller i lovforarbejderne hertil og i

de efterfølgende bekendtgørelser, bekendtgørelse nr. 230

af 6/4 1990 og den nugældende bekendtgørelse nr. 1176 af 22/12

1994 er tilsigtet nogen realitetsændring i indskrænkende retning

med hensyn til de kommunale skattemyndigheders adgang til at foretage

skatteansættelser efter ligningsfristens udløb, hvor

sådanne med urette ikke er foretaget tidligere, idet det på den

anden side må anses for at ligge klart, at den nævnte

bemyndigelse ikke indeholder hjemmel til generelt at udskyde

skatteansættelser til efter ligningsfristens udløb.

(....)

(...) Skatteforvaltningen anfører bl.a. heri, at

årsopgørelsen for 1990 allerede var udskrevet inden

Skatteforvaltningen ved kendelse af 17/12 1991 meddelte, at man ændrede

ansættelserne for 1988 og 1989. Det var i forbindelse med disse

afgørelser, at der blev udskrevet nogle årsopgørelser,

der så mærkværdige ud og som startede en langsommelig

proces med involvering af regionen og Told- og Skattestyrelsen for at

få udregnet korrekte årsopgørelser.

Med hensyn til spørgsmålet om der kunne have været

foretaget en taksation inden ligningsfristens udløb for 1993, selvom

årsopgørelsen først kunne udskrives senere har

skatteforvaltningen anført, at man aldrig tidligere har været i

en situation, hvor man skulle foretage en ansættelse eller taksation,

uden efterfølgende at kunne fremsende en årsopgørelse.

Skatteforvaltningen har derudover afslutningsvis anført, at

selvangivelse for 1993 aldrig er modtaget og at skatteyder heller ikke ved

den efterfølgende ansættelse har medvirket til at fremskaffe de

nødvendige oplysninger.

Vedrørende spørgsmålet om overtrædelse af

skattekontrollovens bestemmelser:

(......) For indkomståret 1991 er der endnu ikke foretaget en

forhøjelse af indkomstansættelsen, idet skatteforvaltningen

ønsker at regionen tager stilling til om det på

indeværende tidspunkt er muligt at forhøje

indkomstansættelsen for indkomståret 1991 i medfør af

skattestyrelseslovens § 35, stk. 4.

(......)

(.....) Skatteyder har således ikke ville indsende en kopi af de

selvangivelser og regnskaber som påstås udarbejdet og indsendt

rettidigt vedrørende 1992 og 1993. Skatteyder har således efter

regionens opfattelse hverken dokumenteret eller sandsynliggjort, at der

nogensinde er udarbejdet selvangivelser og regnskaber for indkomstårene

1992 og 1993. (.....)

(.....)

Såfremt Landsskatteretten statuerer at den påklagede

indkomstansættelse for indkomståret 1993 er ugyldig som

værende foretaget i strid med skattestyrelseslovens § 3, stk. 2 og

bemyndigelsen i § 2 i bekendtgørelse nr. 1176 af 22/12 1994 er det

regionens opfattelse, at der med hjemmel i skattekontrollovens § 15 kan

rejses straffesag imod skatteyder, idet skattekontrollovens § 15 hjemler, at

den, der uden at forholdet omfattet af § 16 med forsæt til at

undgå skatteansættelse undlader at indgive selvangivelse,

straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Der henvises i den forbindelse til vedlagte praksisbeskrivelse fra Skatte- og

afgiftsstrafferet af Jan Pedersen, Jurist-og Økonomforbundets forlag

1996 side 211 vedrørende passiv skattesvig uden ændring af

skattepligtsforholdene. Det fremgår heraf, at såfremt taksation

undtagelsesvist ikke foretages og dette kan bebrejdes skatteyder, hvilket

bl.a. kan skyldes at den pågældende anses for at være

forsvundet, så kan skattekontrollovens § 15 finde anvendelse. Det skal

i den forbindelse påpeges, at skatteyder i 1993 og 1994 var anset for

at være begrænset skattepligtig ifølge

skatteankenævnets sagsfremstilling og selvangivelsesblanketter blev

ifølge det i sagen oplyste forgæves fremsendt til skatteyders

adresse i udlandet. Skatteyders passivitet med hensyn til at meddele kommunen

oplysninger om bopæl, ophold og økonomiske aktiviteter må

efter regionens opfattelse anses for at have været stærkt

medvirkende årsag til, at der ikke inden ligningsfristens udløb

blev foretaget en taksation eller ansættelse for indkomståret

1993.

(.....)"

Klageren havde hertil bl.a. anført, at det af myndighederne

anførte om at sagen havde været kompliceret og

tidskrævende ikke syntes overensstemmende med det forhold, at en

skatterevisor i løbet af 14 dage havde kunnet foretage

skatteberegningen for 1989. Det var videre med henvisning til

officialprincippet anført, at det ikke var klagerens opgave at udrede

fortolkning og baggrund for love og cirkulærer. Da salg af

skibsanparter registreredes i offentlige registre var det efter klagerens

opfattelse endvidere ikke hans opgave at rette henvendelse fra

skattevæsenet til andre offentlige instanser for at indhente

oplysninger, når han ikke var ansvarlig for manglen. For så vidt

angik sagsbehandlingen i skatteankenævnet havde klageren videre henvist

til Skatteproces, s. 177, hvor skattestyrelseslovens § 35, stk. 3, der

lå til grund for ankenævnets afgørelse, var omtalt og

hvoraf det med henvisning til cirkulære nr. 71 af 21. april 1996 punkt

4.2. var anført ".... ændringen skal varsles uden ugrundet

ophold, efter at myndigheden er blevet bekendt med grundlaget for

reguleringen....". Vejledende norm var en frist på 3 måneder. Man

kunne stille spørgsmålet "... er blevet bekendt med ..." om det

skulle opfattes som marts 1996, hvor myndigheden foretog ligningen, eller om

det var tidspunktet, hvor ligningen burde have være foretaget i 1992.

Der var imidlertid enighed om, at de selvangivelser - hvor manglen

vedrørte afskrivningsgrundlaget - var afleveret til myndighederne i

rette tid.

Landsskatteretten udtalte, at såfremt der efter udløbet af

den i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, givne frist konstateredes

ændringer i grundlaget for en ansættelse, kunne disse

ændringer lægges til grund ved ansættelserne for senere

år, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 3. Påklage over en

sådan ændring i ansættelsesgrundlaget skulle indgives for

de indkomstår, hvori forhøjelserne var foretaget. Videre

bemærkedes, at der for indkomståret 1990 ikke forelå en

ansættelsesændring, som havde været påklaget gennem

det administrative system. Landsskatteretten afviste derfor klagen

vedrørende indkomståret 1990, jf. skattestyrelseslovens § 23,

stk. 6.

Det kunne efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at

ansættelsen for indkomståret 1993 var foretaget efter

udløbet af ligningsfristen, jf. skattestyrelseslovens § 3, stk. 1.

Af skattestyrelseslovens § 3, stk. 2, fremgik, at skatteministeren kunne

fastsætte regler, hvorefter den kommunale skattemyndighed efter

ligningsfristens udløb kunne foretage skatteansættelser, hvor

disse med urette ikke var foretaget tidligere, eller ændre

skatteansættelser.

Denne bemyndigelse var udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1176 af 22.

december 1994 om den kommunale skattemyndigheds adgang til at foretage

skatteansættelser efter udløbet af ligningsfristen. Af

bekendtgørelsens § 2 fremgik, at den kommunale skattemyndighed var

bemyndiget til at foretage en skatteansættelse efter ligningsfristens

udløb i tilfælde, hvor ansættelsen med urette ikke var

foretaget tidligere. Bestemmelsen var overensstemmende med den tidligere

gældende § 2 i bekendtgørelse nr. 230 af 6. april 1990. Af den

forud herfor gældende bekendtgørelse nr. 318 af 13. juni 1984

fremgik imidlertid af § 1, stk. 3, at bemyndigelsen omfattede nye

ansættelser, hvor sådanne med urette ikke var foretaget

tidligere, f.eks. på grund af fejl eller udeladelser i mandtalslisten

m.v.

Videre fremgik det af ligningsvejledningen 1996 afsnit A.K.1.1, at

kommunerne efter bekendtgørelsens § 2 kunne foretage en

ansættelse, hvor en sådan med urette ikke var foretaget

tidligere. Bestemmelsen var efter hidtidig praksis anvendt således, at

kommunen kunne foretage en ansættelse efter udløbet af

ligningsfristen, når det på grund af en teknisk fejl ikke var

sket tidligere.

Det kunne efter det oplyste lægges til grund, at skattemyndighederne

ikke havde modtaget en selvangivelse for indkomståret 1993 samt, at

skattemyndighederne havde været vidende om, at klageren skulle lignes i

kommunen som begrænset skattepligtig. Videre kunne det lægges til

grund, at skattemyndighederne ikke forinden udløbet af ligningsfristen

havde foretaget en skønsmæssig skatteansættelse for dette

indkomstår i medfør af skattestyrelseslovens § 3, stk. 4. Under

disse omstændigheder og henset til, at de oplyste problemer

vedrørende skatteberegningen for indkomståret 1989 samt deraf

følgende manglende udskrift af årsopgørelser for de

efterfølgende indkomstår, ikke kunne anses for at være til

hinder for at foretage en skønsmæssig ansættelse, fandt

Landsskatteretten, at den for indkomståret 1993 foretagne

ansættelse ikke kunne anses for omfattet af bekendtgørelsens §

2. Landsskatteretten fandt derfor, at den foretagne ansættelse var

ugyldig som følge af en kompetencemangel.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter