Emballageafgift
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Emballageafgift
udenlandske returflasker
afgiftsgodtgørelse efter bevilling fra told- og skatteregion
genanvendelse til glas i EU-land
Reference:
Detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4.
A A/S's klage til Landsskatteretten skyldtes, at told- og skatteregionen
havde truffet afgørelse om, at tidligere udbetalt
afgiftsgodtgørelse skulle tilbagebetales, ligesom anmodning om
yderligere godtgørelse ikke kunne imødekommes.
I henhold til detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4, var det anset for en
betingelse for udbetaling af afgiftsgodtgørelse vedrørende
returflasker, at flaskerne blev udført hele, og at fornyet anvendelse
skete ved genpåfyldning.
Det fremgik af sagen, at selskabet havde drevet virksomhed ved import og
salg i Danmark af to udenlandske ølmærker siden 1989.
Det drejede sig om et amerikansk og et mexicansk mærke. Det
amerikanske mærke blev solgt på engangsglasflasker, der
således ikke kunne genpåfyldes, medens genpåfyldning kan
ske vedrørende de mexicanske flasker, hvilket dog alene blev foretaget
i Mexico.
I overensstemmelse med de danske miljøregler havde selskabet
etableret et returflaskesystem, hvorved alle flasker ved
pantindløsning blev returneret til selskabets adresse.
Flaskerne blev rent faktisk ikke benyttet til genpåfyldning, men
blev samlet på selskabets adresse, hvor de blev sorteret i containere
efter farve, henholdsvis hvidt glas og mørkt glas. Ved henkastning af
flaskerne i containere blev en del af flaskerne i sagens natur knust.
Herefter blev glasset solgt til tyske glasfabrikanter, hvor det blev knust
og omsmeltet. De mexicanske flasker blev solgt til B medens de amerikanske
Læs alt
blev solgt til C, begge firmaer i Tyskland.
I en årrække havde selskabet betalt emballageafgift
vedrørende de importerede varer uden at få afgiftsrefusion.
Primo 1995 blev selskabet dog opmærksom på muligheden for at
få refunderet afgiften ved udførsel til anvendelse i udlandet.
Selskabets direktør tog herefter kontakt til told- og skatteregionen,
hvorfra det af en af regionens medarbejdere blev oplyst, at der ved
re-eksport af flaskerne var mulighed for afgiftsrefusion, dog under
betingelse af, at selskabet foretog en præcis bogføring af alle
aspekter vedrørende transporten og salget af flaskerne.
Selskabet fremsatte ved brev af 25. januar 1995 følgende
anmodning:
"Re: GODTGØRELSE AF EMBALLAGE AFGIFT
Som det vil være toldvæsenet bekendt, er vi et firma som
hovedsagelig er beskæftiget med import og distribution af udenlandske
øl til Danmark. I denne forbindelse har vi en stor forpligtelse til
at overholde lovgivningen som pårører håndtering af tom
emballage. Vi har fundet det nødvendigt i denne henseende, at
organisere et retur system for vores tomme flasker således at vi samler
alle flaskerne i X. På nuværende tidspunkt, kan vi kun komme af
med dem til kun en enkelt aftager i Danmark, og vi har derfor også
taget kontakt til udenlandske aftagere og indhentet tilbud vedrørende
købspriser på glas. Det har vist sig at markedsprisen p.t. er
lidt mere favorabel syd for grænsen.
I forbindelse dermed, er det aktuelt at spørge, om der ikke kan
udstedes en bevilling til godtgørelse af emballage afgift på de
brugte flasker som vi så kommer til at genudføre. I så
fald, vil De være venlig at oplyse os om proceduren for en sådan
ansøgning, samt en nærmere beskrivelse af de fysiske betingelser
vi skal overholde vedrørende regnskab og optælling etc ?."
Selskabet havde oplyst, at der i forbindelse med anmodning om bevilling
til afgiftsgodtgørelse blev fremsendt kopier af fakturaer
vedrørende salg og transport af glasflasker til Tyskland samt en kopi
af den herved opmålte vægt af glasset.
Af samtlige fakturaer vedrørende salget fremgik, at prisen for
glasset var betalt pr. ton og ikke pr. flaske, og at køberne var
glasfabrikanter. Af bilagene fremgik bl.a. salg af glas til et tysk firma.
Efterfølgende havde selskabet en telefonisk samtale med
medarbejderen fra told- og skatteregionen.
Den 16. februar 1995 opnåede selskabet i henhold til
detailsalgspakningsloven bevilling til godtgørelse af punktafgiften
på brugte flasker, der blev genudført til fornyet anvendelse.
Bevillingen havde følgende indhold:
"Afgiftsgodtgørelse
Omfang:
Godtgørelse af punktafgift af varer, som virksomheden har
købt og siden afsendt til andre EF-lande og/eller 3. lande i
uforandret stand som gode og forsvarlige handelsvarer.
Lov:
Lov om afgift af visse detailsalgspakninger.
Gyldighedsperiode:
Indtil udgangen af februar måned 2000.
Købsmåde:
Andre EF-lande, 3. lande og købt her i landet i beskattet
stand.
Leveret til:
Andre EF-lande, 3. lande, Færøerne, Grønland eller
Københavns Frihavn.
Særlige betingelser:
Bevillingen omfatter brugte flasker, der genudføres til fornyet
anvendelse.
Det er en betingelse for godtgørelsen, at flaskerne eller
tilsvarende flasker er indført og afgiftsberigtiget af virksomheden
mindre end 1 år for genudførelsen."
Selskabet havde i henhold til bevillingen i perioden 1/3 1995 -30/9 1996
modtaget 907.891 kr. i godtgørelse for 1.875.799 flasker.
Herudover havde selskabet anmodet told- og skatteregionen om
godtgørelse af punktafgift på brugte flasker, der
genudførtes til fornyet anvendelse, på hhv. 75.364 kr. og
134.847 kr., disse anmodningerne vedrørte perioden 1/10-30/12 1996.
På baggrund af den opnåede refusion af emballageafgift havde
selskabet beregnet den samlede besparelse som afgiftsrefusionen indebar, og
tilsvarende var prisen for varer solgt i Danmark reduceret. Selskabet havde
fremlagt kopier af breve, som direktøren havde fremsendt til
forretningsforbindelser, med oplysning om nedsættelse af såvel
basisprisen som detailprisen på de to ølmærker.
Told- og skatteregionen havde ved kontrolbesøg af 11. marts 1997
på virksomhedens adresse fået oplyst af selskabets bogholder, at
de flasker, hvortil der var modtaget afgiftsgodtgørelse, var
genudført til Tyskland, hvor de blev knust og anvendt i
glasfabrikation.
Ved afgørelse af 3. marts 1998 havde told- og skatteregionen
fundet, at selskabet uberettiget havde modtaget godtgørelse af afgift
på 907.981 kr. af brugte flasker, der var genudført til fornyet
anvendelse, og at anmodningerne om godtgørelse af afgift på i
alt 210.211 kr. af brugte flasker, der genudførtes til fornyet
anvendelse ikke kunne imødekommes.
Regionen havde fundet, at bevillingen var udstedt i medfør af
detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4, der omfattede beholdere, der som
brugte blev leveret tilbage til fornyet anvendelse i udlandet. Fornyet
anvendelse skulle i henhold til bestemmelsen fortolkes som genanvendelse af
den enkelte flaske, dvs. situationer med genpåfyldning af flasken.
Bevillingens krav om fornyet anvendelse af flaskerne var dermed ikke
opfyldt, da de udførte flasker blev knust og anvendt ved genindvinding
i glasfabrikation. Regionen havde henvist til Told- og Skattestyrelsens
utrykte afgørelser af 16. august 1996, journalnr. 99/96-355-00097 og
99/96-355-00093, hvorefter det var et krav for afgiftsgodtgørelse, at
flaskerne blev genanvendt i hel tilstand.
Regionen havde endvidere henvist til detailsalgspakningslovens § 6, stk.
5, der regulerede afgiftsgodtgørelse for beholdere, der blev
genindvundet til glasfabrikation, jf. således glasbeholdere, der
oprindeligt havde indeholdt naturligt, kulsyreholdigt mineralvand uden tilsat
kulsyre og med et kulsyreindhold på mindst 0,4 vægtprocent.
Modsætningsvis fulgte det, at der ikke kunne ydes
afgiftsgodtgørelse for flasker, der oprindeligt havde indeholdt
øl, og som var udført til genvinding i glasfabrikation.
Genvinding til glasfabrikation var således omfattet af lovens § 6,
stk. 5, og det var regionens opfattelse, at fornyet anvendelse efter lovens §
6, stk. 4, ikke kunne sidestilles med genvinding til glasfabrikation.
Regionen havde i tilknytning hertil anført, at fortolkningen af
begrebet "fornyet anvendelse" ikke skabte en teknisk handelshindring i EU,
idet der med fortolkningen ikke forelå et forbud mod at udføre
de pågældende flasker, ligesom en tilsvarende anvendelse af
flaskerne til glasfabrikation i Danmark ikke ville udløse
afgiftsgodtgørelse.
I relation til selskabets anbringende om retsbeskyttet forventning havde
regionen anført, at der ikke i forbindelse med udbetaling af
afgiftsgodtgørelser skete kontrol med alle udbetalinger, hvorfor en
passivitet fra told- og skattemyndighedernes side over for de modtagne
oplysninger ikke kunne danne grundlag for en retsbeskyttet forventning.
Regionen havde herved henvist til Tidsskrift for Skatteret 1994, nr. 131
VLD. Endvidere havde regionen i øvrigt bestridt at have aflagt
virksomheden et besøg i foråret 1995 i forbindelse med tildeling
af bevilling, hvilket regionen havde begrundet i, at der ikke i told- og
skatteregionen befandt sig notater herom, ligesom de af regionens
medarbejdere, der var beskæftiget på dette område intet
erindrer om det af selskabet beskrevne besøg.
Selskabets advokat havde over for Landsskatteretten principalt nedlagt
påstand om, at den påklagede afgørelse savnede hjemmel i
detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4, hvorfor afgørelsen i sin helhed
måtte ophæves.
Til støtte herfor var det bl.a. gjort gældende, at told- og
skattemyndigheden uberettiget havde krævet genbetaling af hidtil
opnået refusion af emballageafgift, ligesom det også fremtidigt
skulle anerkendes, at selskabet opfyldte betingelserne for at opnå
afgiftsgodtgørelse. Af lov om afgift af detailsalgspakninger § 6,
stk. 4, fremgik, at de statslige told- og skattemyndigheder kunne meddele
virksomheder bevilling til godtgørelse af den erlagte afgift af
beholdere, der brugte blev leveret tilbage til fornyet anvendelse i udlandet.
Lovordene "fornyet anvendelse" gav ikke dækning for den
indskrænkende fortolkning, som told- og skatteregionen havde lagt til
grund i nærværende sag, idet "fornyet anvendelse" sprogligt
omfattede både genpåfyldning og omsmeltning. Den til loven samt
en række andre love hørende vejledning om punktafgifter angav
intet specifikt om afgiftsrefusion vedrørende emballage, men udtalte
generelt for alle omfattede afgiftslove:
"registrerede varemodtagere, der genudfører afgiftspligtige varer i
uforandret stand som gode og forsvarlige handelsvarer, vil efter
ansøgning kunne få godtgørelse af den betalte afgift.
Virksomheden skal, inden varerne sendes, søge told- og skatteregionen
om afgiftsgodtgørelse. Betingelserne for afgiftsgodtgørelse
m.m. vil fremgå af regionens tilladelse (bevilling)."
For så vidt angår emballageafgift ydede vejledningen ingen
vejledning, idet emballage i sagens natur ikke kunne genudføres
uforandret. Emballage ville altid have været åbnet af
forbrugeren, og den i emballagen værende vare ville være forbrugt
før emballagen blev leveret tilbage til den afgiftspligtige. Relevant
for spørgsmålet om emballageafgiftsgodtgørelse var derfor
bestemmelsen om, at betingelserne for afgiftsgodtgørelse ville
fremgå af regionens tilladelse. Regionens tilladelse, der var gyldig
indtil udgangen af februar måned i år 2000 - stillede som eneste
betingelse, at de brugte flasker blev genudført til fornyet
anvendelse. Omsmeltning var efter en almindelig sproglig fortolkning fornyet
anvendelse. En formålsfortolkning førte til samme resultat,
idet omsmeltning var udtryk for et genbrug, der i miljømæssig og
økonomisk henseende var væsentligt mere ønskelig end -
hvilket ville være eneste alternativ - at de brugte flasker indgik i
den sædvanlige affaldsbehandling. Detailsalgspakningslovens § 6
opererede udover refusion efter stk. 4, tillige i stk. 5, med refusion
vedrørende mineralvandsflasker, der blev genindvundet til
glasfabrikation. Det fulgte ikke af en naturlig sammenhæng mellem
detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4, samt § 6, stk. 5, at det kun var glas,
der havde været benyttet som emballage til mineralvand, som opfyldte
betingelserne for afgiftsgodtgørelse i tilfælde, hvor flaskerne
blev genanvendt til glasfabrikation. Det var således ikke evident, at
§ 6, stk. 4, skulle tolkes indskrænkende til alene at omfatte refusion
vedrørende flasker til genvinding i form af genpåfyldning.
Oplysninger om praksis vedrørende refusion for andre
importører viste da også, at told- og skatteforvaltningerne ikke
tidligere havde administreret og tolket loven til alene at omfatte flasker,
der var udført til genpåfyldning. I tilknytning hertil havde
advokaten gjort gældende, at told- og skatteregionens afgørelse
i realiteten indebar en teknisk handelshindring, der var i strid med
EU-retten.
Subsidiært havde advokaten nedlagt påstand om, at told- og
skatteforvaltningen var pligtig til at yde afgiftsrefusion i overensstemmelse
med indholdet af den afgivne bevilling.
Til støtte herfor var det bl.a. gjort gældende, at
bevillingen gjaldt indtil udgangen af februar måned år 2000.
Selskabet burde kunne støtte ret på en naturlig og almindelig
sproglig forståelse af ordvalget i bevillingen, jf. ordet
"genudføres". Flaskerne skulle kunne anvendes til genbrug, hvilket
begreb også rummede omsmeltninger. Selve bevillingen måtte anses
at danne baggrund for virksomhedernes retskrav, jf. også
Skatteministeriets egen vejledning om punktafgifter, der intet specifikt
angav om afgiftsrefusion ved emballage, men dog generelt angav, at
betingelserne for afgiftsgodtgørelser mv. ville fremgå af den
konkrete tilladelse/bevilling. Bevillingen af 16. februar 1995 var yderst
kortfattet, hvorfor den i relation til de enkelte anførte
standardvilkår ikke gav selvstændige oplysninger til brug for
selskabets vejledning. Bevillingen henviste alene til lov om afgift af visse
detailsalgspakninger og indeholdt derved ingen paragrafhenvisning, ligesom
der i de særlige betingelser var angivet, at:
"Bevillingen omfatter brugte flasker, der genudføres til fornyet
anvendelse".
Med dette indhold var det som eneste betingelse stillet, at de brugte
flasker blev genudført til fornyet anvendelse.
Selskabet havde indrettet sig i tillid til bevillingen, og told- og
skatteregionen havde på tidspunktet for bevillingens udstedelse haft
kendskab til samtlige faktiske omstændigheder omkring selskabets
udførsel af flasker til glasfabrikation. Told- og skatteregionens
udstedelse af bevillingen sammenholdt med de senere givne afgiftsrefusioner,
kunne derfor ikke bero på en faktisk vildfarelse omkring selskabets
forhold. I den forbindelse var det fra selskabets side endvidere gjort
gældende, at told- og skatteregionen enten den 23. marts 1995 eller i
perioden 1. til 15. februar 1995 aflagde virksomheden et besøg efter
indgivelse af den første anmodning om afgiftsrefusion. Ved dette
kontrolbesøg blev bl.a. selskabets containere besigtiget, jf.
efterfølgende udarbejdede erindringsreferat herom af selskabets
bogholder.
Mere subsidiært var nedlagt påstand om, at told- og
skatteforvaltningen ikke kunne anses berettiget til at kræve
tilbagebetaling af allerede modtagen refusion, idet bevillingen alene burde
tilbagekaldes med fremadrettet virkning.
Til støtte herfor var det gjort gældende, at told- og
skatteregionen efter almindelige forvaltningsretlige principper samt det
særlige skatte- og afgiftsretlige forventningsprincip var uberettiget
til at kræve genbetaling af den hidtil opnåede refusion af
emballageafgiften. Selskabet havde været i god tro med hensyn til, at
den benyttede fremgangsmåde var i fuld overensstemmelse med de krav,
som told- og skatteregionen stillede ved bevilling af
afgiftsgodtgørelse, og bevillingen kunne således ikke
tilbagekaldes med tilbagevirkende kraft. Der var herved tillige henvist til
det af selskabets bogholder efterfølgende udarbejdede
erindringsreferat om regionens kontrolbesøg på selskabets
adresse, samt det forhold, at told- og skatteregionen allerede på
tidspunktet for bevillingens udstedelse var fuldt oplyst om selskabets virke
og salg af flasker til tyske glasfabrikker til brug for glasproduktion.
Told- og Skattestyrelsen havde over for Landsskatteretten indstillet
afgørelsen stadfæstet. Styrelsen havde hertil anført, at
der ikke kunne gives afgiftsgodtgørelse for brugte glasflasker, der
blev genudført til genindvinding som glas, hvilket gjaldt, uanset om
flaskerne blev udført som glasskår eller efter udførelsen
- uden påny at have været påfyldt indhold - blev anvendt
til glasfabrikation e.lign. Styrelsen havde under henvisning til
detailsalgspakningslovens § 21 b, stk. 1, nr. 3 anført, at
Landsskatteretten ikke havde kompetence til at eftergive afgiftskrav. Det
var hertil bemærket, at Landsskatterettens kompetence naturligt
omfattede spørgsmål om rækkevidden af de omhandlede
muligheder i lovens § 6 og § 8 for at opnå afgiftsfritagelse og
afgiftsgodtgørelse.
Styrelsen anførte videre, at der ikke var belæg for at
antage, at spørgsmål om eftergivelse af afgiftsbeløb som
følge af en told- og skatteregions evt. mere eller mindre heldige
administration, skulle henhøre under Landsskatterettens kompetence.
Styrelsen havde dog anført, at selskabet havde haft en berettiget
forventning om godtgørelse for perioden 1. marts 1995 til 30. december
1996, dog var fremhævet, at det på tidspunktet for udstedelse af
bevilling ikke påhvilede told- og skatteforvaltningen som risiko at
vurdere, hvorvidt virksomheden ville opfylde de betingelser og krav, der
fremgik af bevillingen. Af bevillingen fremgik endvidere klart, at
bevillingen alene drejede sig om flasker til fornyet anvendelse, jf.
detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4.
Landsskatteretten udtalte:
Det bemærkedes, at bevillingen til godtgørelse af erlagt
afgift var givet af told- og skatteregionen i henhold til lov om afgift af
visse detailsalgspakninger, jf. § 6, stk. 4. Af bestemmelsen fremgik:
"De statslige told- og skattemyndigheder kan endvidere meddele
virksomheder bevilling til godtgørelse af den erlagte afgift af
beholdere, der brugte leveres tilbage til fornyet anvendelse i udlandet. Det
er en betingelse for godtgørelsen, at beholderne eller tilsvarende
beholdere er modtaget fra udlandet og afgiftsberigtiget af virksomheden
mindre end 1 år, før de leveres tilbage."
Af forarbejderne - Folketingstidende 1977/78, tillæg A, spalte 1677
ff. - fremgik af bemærkningerne til bestemmelsen, at der kunne ske
afgiftsgodtgørelse ved eksport af afgiftsberigtigede varer, og af de
almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgik, at for varer, der
genudførtes til fornyet anvendelse i udlandet, kunne afgiften
tilbagebetales.
Landsskatteretten bemærkede hertil, at afgiften var en stykafgift,
som var pålagt emballageenheder, jf. lovens § 2, smh. med § 1, samt at
et af de overordnede formål med loven - udover det rent fiskale
mål - var at højne den miljømæssige interesse i
forøget genbrug af emballage.
En grundlæggende betingelse for godtgørelse af den erlagte
afgift i henhold til detailssalgspakningslovens § 6, stk. 4, var, at der
fortsat var tale om en emballageenhed, jf. således lovordene:
"...beholdere, der brugte leveres tilbage til fornyet anvendelse i
udlandet".
Landsskatteretten fandt, at selskabets retur-ølflasker ikke blev
genudført som beholdere, idet selskabet udførte flaskerne som
glas, der i knust tilstand skulle indgå som halvfabrikata til fornyet
glasproduktion. Retten fandt derfor, at der med de enkelte enheder, som
tidligere var blevet afgiftsbelagt ved indførelsen, ikke forelå
mulighed for genanvendelse som beholdere. Det var derfor med rette, at
selskabet ikke var anset for at opfylde betingelsen i
detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4, for afgiftsgodtgørelse.
I henhold til detailsalgspakningslovens § 21 b, stk. 1, nr. 3, havde
Landsskatteretten tillige kompetence til at tage stilling til, om klageren
var pligtig at tilbagebetale den udbetalte afgiftsgodtgørelse og
berettiget til udbetaling af afgiftsgodtgørelse for perioden 1.
oktober 1996 til 30. december 1996.
Efter en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder fandtes
det at påhvile told- og skatteregionen som risiko, at regionen havde
udstedt tilladelsen af 16. februar 1995 uden hensyntagen til flaskernes
faktiske genanvendelse, når det samtidig var lagt til grund, at
selskabet havde fremlagt det af regionen ønskede materiale til brug
for behandlingen af ansøgningen om tilladelse til
afgiftsgodtgørelse, og da der således ikke fra selskabets side
sås at være fortiet eller afgivet urigtige oplysninger. Selve
udstedelse af bevillingen beroede på en hos regionen foreliggende
faktisk vildfarelse, og på denne baggrund kunne tilladelsen ikke
tilbagekaldes med tilbagevirkende kraft.
Det måtte samtidig tillægges vægt, at selskabet havde
indrettet sig i tillid til tilladelsen ved nedsættelse af sine
salgspriser, og selskabet havde ikke senere haft mulighed for at opnå
kompensation for denne prisnedsættelse. Det måtte derfor
antages, at selskabet ville lide retstab, hvis den udbetalte
afgiftsgodtgørelse skulle tilbagebetales og afgiftsgodtgørelsen
for perioden 1. oktober 1996 til 30. december 1996 blev nægtet
udbetalt.
Endelig fandtes selskabet ikke at have haft mulighed for på anden
måde at sikre sig, at tilladelsen stod ved magt i den her omhandlede
afgiftsperiode, hvorved bemærkedes, at reglerne om bindende
forhåndsbesked i skattestyrelsesloven ikke fandt anvendelse
vedrørende afgifter.
Selskabet var bibragt en retsbeskyttet forventning om
afgiftsgodtgørelse, og denne forventning kunne tidligst anses at
være bragt til ophør ved told- og skatteregionens brev til
klageren af 21. marts 1997, hvori der varsledes krav om tilbagebetaling af
afgiftsgodtgørelsen, og at anmodningen om yderligere
afgiftsgodtgørelse ikke ville blive imødekommet.
Henset hertil kunne selskabet ikke tilpligtes at tilbagebetale den
tidligere modtagne godtgørelse, og samtidig var selskabet berettiget
til afgiftsgodtgørelse for perioden 1. oktober 1996 til 30. december
1996.
Der blev givet medhold i henhold til påstanden.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. samt emballageafgiftsloven (Konkurrenceforbedring for visse grænsehandelsvarer) Retsinformation · 19. november 2003
- Landsskatteretskendelse af 14/1 2002 - hensættelse vedrørende opkrævet flaskepant. Retsinformation · 21. august 2003
- 1997 LSF 90 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF VISSE DETAILSALGSPAKNINGER OG VISSE POSER AF PAPIR ELLER PLAST M.V. (VÆGTBASERET EMBALLAGEAFGIFT) Retsinformation · 30. juni 1998
- Forslag til Lov om ændring af lov om afgift af spildevand og forskellige andre love (Forhøjelse af spildevandsafgiften og afgiften af HFC-gasser m.fl., nedsættelse af afgiften af emballage til vin og spiritus m.v.) Retsinformation · 23. april 2009
- Klage fra aftager af flasker og dunke til internt brug over afgørelse til producenten af produkterne ikke klagebehandlet i Landsskatteretten Retsinformation · 22. maj 2000
- 96/204/EF: Kommissionens beslutning af 20. september 1995 om en fusions forenelighed med fællesmarkedet og EØS-aftalen (Sag IV/M.582 - Orkla/Volvo) (Kun den engelske udgave er autentisk) (Tekst af betydning for EØS) EU-lovgivning · 20. september 1995