Spring til indhold

Retsinformation

Emballageafgift

KEN nr 11101 af 09/06/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet7. juni 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Emballageafgift

udenlandske returflasker

afgiftsgodtgørelse efter bevilling fra told- og skatteregion

genanvendelse til glas i EU-land

Reference:

Detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4.

A A/S's klage til Landsskatteretten skyldtes, at told- og skatteregionen

havde truffet afgørelse om, at tidligere udbetalt

afgiftsgodtgørelse skulle tilbagebetales, ligesom anmodning om

yderligere godtgørelse ikke kunne imødekommes.

I henhold til detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4, var det anset for en

betingelse for udbetaling af afgiftsgodtgørelse vedrørende

returflasker, at flaskerne blev udført hele, og at fornyet anvendelse

skete ved genpåfyldning.

Det fremgik af sagen, at selskabet havde drevet virksomhed ved import og

salg i Danmark af to udenlandske ølmærker siden 1989.

Det drejede sig om et amerikansk og et mexicansk mærke. Det

amerikanske mærke blev solgt på engangsglasflasker, der

således ikke kunne genpåfyldes, medens genpåfyldning kan

ske vedrørende de mexicanske flasker, hvilket dog alene blev foretaget

i Mexico.

I overensstemmelse med de danske miljøregler havde selskabet

etableret et returflaskesystem, hvorved alle flasker ved

pantindløsning blev returneret til selskabets adresse.

Flaskerne blev rent faktisk ikke benyttet til genpåfyldning, men

blev samlet på selskabets adresse, hvor de blev sorteret i containere

efter farve, henholdsvis hvidt glas og mørkt glas. Ved henkastning af

flaskerne i containere blev en del af flaskerne i sagens natur knust.

Herefter blev glasset solgt til tyske glasfabrikanter, hvor det blev knust

og omsmeltet. De mexicanske flasker blev solgt til B medens de amerikanske

Læs alt

blev solgt til C, begge firmaer i Tyskland.

I en årrække havde selskabet betalt emballageafgift

vedrørende de importerede varer uden at få afgiftsrefusion.

Primo 1995 blev selskabet dog opmærksom på muligheden for at

få refunderet afgiften ved udførsel til anvendelse i udlandet.

Selskabets direktør tog herefter kontakt til told- og skatteregionen,

hvorfra det af en af regionens medarbejdere blev oplyst, at der ved

re-eksport af flaskerne var mulighed for afgiftsrefusion, dog under

betingelse af, at selskabet foretog en præcis bogføring af alle

aspekter vedrørende transporten og salget af flaskerne.

Selskabet fremsatte ved brev af 25. januar 1995 følgende

anmodning:

"Re: GODTGØRELSE AF EMBALLAGE AFGIFT

Som det vil være toldvæsenet bekendt, er vi et firma som

hovedsagelig er beskæftiget med import og distribution af udenlandske

øl til Danmark. I denne forbindelse har vi en stor forpligtelse til

at overholde lovgivningen som pårører håndtering af tom

emballage. Vi har fundet det nødvendigt i denne henseende, at

organisere et retur system for vores tomme flasker således at vi samler

alle flaskerne i X. På nuværende tidspunkt, kan vi kun komme af

med dem til kun en enkelt aftager i Danmark, og vi har derfor også

taget kontakt til udenlandske aftagere og indhentet tilbud vedrørende

købspriser på glas. Det har vist sig at markedsprisen p.t. er

lidt mere favorabel syd for grænsen.

I forbindelse dermed, er det aktuelt at spørge, om der ikke kan

udstedes en bevilling til godtgørelse af emballage afgift på de

brugte flasker som vi så kommer til at genudføre. I så

fald, vil De være venlig at oplyse os om proceduren for en sådan

ansøgning, samt en nærmere beskrivelse af de fysiske betingelser

vi skal overholde vedrørende regnskab og optælling etc ?."

Selskabet havde oplyst, at der i forbindelse med anmodning om bevilling

til afgiftsgodtgørelse blev fremsendt kopier af fakturaer

vedrørende salg og transport af glasflasker til Tyskland samt en kopi

af den herved opmålte vægt af glasset.

Af samtlige fakturaer vedrørende salget fremgik, at prisen for

glasset var betalt pr. ton og ikke pr. flaske, og at køberne var

glasfabrikanter. Af bilagene fremgik bl.a. salg af glas til et tysk firma.

Efterfølgende havde selskabet en telefonisk samtale med

medarbejderen fra told- og skatteregionen.

Den 16. februar 1995 opnåede selskabet i henhold til

detailsalgspakningsloven bevilling til godtgørelse af punktafgiften

på brugte flasker, der blev genudført til fornyet anvendelse.

Bevillingen havde følgende indhold:

"Afgiftsgodtgørelse

Omfang:

Godtgørelse af punktafgift af varer, som virksomheden har

købt og siden afsendt til andre EF-lande og/eller 3. lande i

uforandret stand som gode og forsvarlige handelsvarer.

Lov:

Lov om afgift af visse detailsalgspakninger.

Gyldighedsperiode:

Indtil udgangen af februar måned 2000.

Købsmåde:

Andre EF-lande, 3. lande og købt her i landet i beskattet

stand.

Leveret til:

Andre EF-lande, 3. lande, Færøerne, Grønland eller

Københavns Frihavn.

Særlige betingelser:

Bevillingen omfatter brugte flasker, der genudføres til fornyet

anvendelse.

Det er en betingelse for godtgørelsen, at flaskerne eller

tilsvarende flasker er indført og afgiftsberigtiget af virksomheden

mindre end 1 år for genudførelsen."

Selskabet havde i henhold til bevillingen i perioden 1/3 1995 -30/9 1996

modtaget 907.891 kr. i godtgørelse for 1.875.799 flasker.

Herudover havde selskabet anmodet told- og skatteregionen om

godtgørelse af punktafgift på brugte flasker, der

genudførtes til fornyet anvendelse, på hhv. 75.364 kr. og

134.847 kr., disse anmodningerne vedrørte perioden 1/10-30/12 1996.

På baggrund af den opnåede refusion af emballageafgift havde

selskabet beregnet den samlede besparelse som afgiftsrefusionen indebar, og

tilsvarende var prisen for varer solgt i Danmark reduceret. Selskabet havde

fremlagt kopier af breve, som direktøren havde fremsendt til

forretningsforbindelser, med oplysning om nedsættelse af såvel

basisprisen som detailprisen på de to ølmærker.

Told- og skatteregionen havde ved kontrolbesøg af 11. marts 1997

på virksomhedens adresse fået oplyst af selskabets bogholder, at

de flasker, hvortil der var modtaget afgiftsgodtgørelse, var

genudført til Tyskland, hvor de blev knust og anvendt i

glasfabrikation.

Ved afgørelse af 3. marts 1998 havde told- og skatteregionen

fundet, at selskabet uberettiget havde modtaget godtgørelse af afgift

på 907.981 kr. af brugte flasker, der var genudført til fornyet

anvendelse, og at anmodningerne om godtgørelse af afgift på i

alt 210.211 kr. af brugte flasker, der genudførtes til fornyet

anvendelse ikke kunne imødekommes.

Regionen havde fundet, at bevillingen var udstedt i medfør af

detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4, der omfattede beholdere, der som

brugte blev leveret tilbage til fornyet anvendelse i udlandet. Fornyet

anvendelse skulle i henhold til bestemmelsen fortolkes som genanvendelse af

den enkelte flaske, dvs. situationer med genpåfyldning af flasken.

Bevillingens krav om fornyet anvendelse af flaskerne var dermed ikke

opfyldt, da de udførte flasker blev knust og anvendt ved genindvinding

i glasfabrikation. Regionen havde henvist til Told- og Skattestyrelsens

utrykte afgørelser af 16. august 1996, journalnr. 99/96-355-00097 og

99/96-355-00093, hvorefter det var et krav for afgiftsgodtgørelse, at

flaskerne blev genanvendt i hel tilstand.

Regionen havde endvidere henvist til detailsalgspakningslovens § 6, stk.

5, der regulerede afgiftsgodtgørelse for beholdere, der blev

genindvundet til glasfabrikation, jf. således glasbeholdere, der

oprindeligt havde indeholdt naturligt, kulsyreholdigt mineralvand uden tilsat

kulsyre og med et kulsyreindhold på mindst 0,4 vægtprocent.

Modsætningsvis fulgte det, at der ikke kunne ydes

afgiftsgodtgørelse for flasker, der oprindeligt havde indeholdt

øl, og som var udført til genvinding i glasfabrikation.

Genvinding til glasfabrikation var således omfattet af lovens § 6,

stk. 5, og det var regionens opfattelse, at fornyet anvendelse efter lovens §

6, stk. 4, ikke kunne sidestilles med genvinding til glasfabrikation.

Regionen havde i tilknytning hertil anført, at fortolkningen af

begrebet "fornyet anvendelse" ikke skabte en teknisk handelshindring i EU,

idet der med fortolkningen ikke forelå et forbud mod at udføre

de pågældende flasker, ligesom en tilsvarende anvendelse af

flaskerne til glasfabrikation i Danmark ikke ville udløse

afgiftsgodtgørelse.

I relation til selskabets anbringende om retsbeskyttet forventning havde

regionen anført, at der ikke i forbindelse med udbetaling af

afgiftsgodtgørelser skete kontrol med alle udbetalinger, hvorfor en

passivitet fra told- og skattemyndighedernes side over for de modtagne

oplysninger ikke kunne danne grundlag for en retsbeskyttet forventning.

Regionen havde herved henvist til Tidsskrift for Skatteret 1994, nr. 131

VLD. Endvidere havde regionen i øvrigt bestridt at have aflagt

virksomheden et besøg i foråret 1995 i forbindelse med tildeling

af bevilling, hvilket regionen havde begrundet i, at der ikke i told- og

skatteregionen befandt sig notater herom, ligesom de af regionens

medarbejdere, der var beskæftiget på dette område intet

erindrer om det af selskabet beskrevne besøg.

Selskabets advokat havde over for Landsskatteretten principalt nedlagt

påstand om, at den påklagede afgørelse savnede hjemmel i

detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4, hvorfor afgørelsen i sin helhed

måtte ophæves.

Til støtte herfor var det bl.a. gjort gældende, at told- og

skattemyndigheden uberettiget havde krævet genbetaling af hidtil

opnået refusion af emballageafgift, ligesom det også fremtidigt

skulle anerkendes, at selskabet opfyldte betingelserne for at opnå

afgiftsgodtgørelse. Af lov om afgift af detailsalgspakninger § 6,

stk. 4, fremgik, at de statslige told- og skattemyndigheder kunne meddele

virksomheder bevilling til godtgørelse af den erlagte afgift af

beholdere, der brugte blev leveret tilbage til fornyet anvendelse i udlandet.

Lovordene "fornyet anvendelse" gav ikke dækning for den

indskrænkende fortolkning, som told- og skatteregionen havde lagt til

grund i nærværende sag, idet "fornyet anvendelse" sprogligt

omfattede både genpåfyldning og omsmeltning. Den til loven samt

en række andre love hørende vejledning om punktafgifter angav

intet specifikt om afgiftsrefusion vedrørende emballage, men udtalte

generelt for alle omfattede afgiftslove:

"registrerede varemodtagere, der genudfører afgiftspligtige varer i

uforandret stand som gode og forsvarlige handelsvarer, vil efter

ansøgning kunne få godtgørelse af den betalte afgift.

Virksomheden skal, inden varerne sendes, søge told- og skatteregionen

om afgiftsgodtgørelse. Betingelserne for afgiftsgodtgørelse

m.m. vil fremgå af regionens tilladelse (bevilling)."

For så vidt angår emballageafgift ydede vejledningen ingen

vejledning, idet emballage i sagens natur ikke kunne genudføres

uforandret. Emballage ville altid have været åbnet af

forbrugeren, og den i emballagen værende vare ville være forbrugt

før emballagen blev leveret tilbage til den afgiftspligtige. Relevant

for spørgsmålet om emballageafgiftsgodtgørelse var derfor

bestemmelsen om, at betingelserne for afgiftsgodtgørelse ville

fremgå af regionens tilladelse. Regionens tilladelse, der var gyldig

indtil udgangen af februar måned i år 2000 - stillede som eneste

betingelse, at de brugte flasker blev genudført til fornyet

anvendelse. Omsmeltning var efter en almindelig sproglig fortolkning fornyet

anvendelse. En formålsfortolkning førte til samme resultat,

idet omsmeltning var udtryk for et genbrug, der i miljømæssig og

økonomisk henseende var væsentligt mere ønskelig end -

hvilket ville være eneste alternativ - at de brugte flasker indgik i

den sædvanlige affaldsbehandling. Detailsalgspakningslovens § 6

opererede udover refusion efter stk. 4, tillige i stk. 5, med refusion

vedrørende mineralvandsflasker, der blev genindvundet til

glasfabrikation. Det fulgte ikke af en naturlig sammenhæng mellem

detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4, samt § 6, stk. 5, at det kun var glas,

der havde været benyttet som emballage til mineralvand, som opfyldte

betingelserne for afgiftsgodtgørelse i tilfælde, hvor flaskerne

blev genanvendt til glasfabrikation. Det var således ikke evident, at

§ 6, stk. 4, skulle tolkes indskrænkende til alene at omfatte refusion

vedrørende flasker til genvinding i form af genpåfyldning.

Oplysninger om praksis vedrørende refusion for andre

importører viste da også, at told- og skatteforvaltningerne ikke

tidligere havde administreret og tolket loven til alene at omfatte flasker,

der var udført til genpåfyldning. I tilknytning hertil havde

advokaten gjort gældende, at told- og skatteregionens afgørelse

i realiteten indebar en teknisk handelshindring, der var i strid med

EU-retten.

Subsidiært havde advokaten nedlagt påstand om, at told- og

skatteforvaltningen var pligtig til at yde afgiftsrefusion i overensstemmelse

med indholdet af den afgivne bevilling.

Til støtte herfor var det bl.a. gjort gældende, at

bevillingen gjaldt indtil udgangen af februar måned år 2000.

Selskabet burde kunne støtte ret på en naturlig og almindelig

sproglig forståelse af ordvalget i bevillingen, jf. ordet

"genudføres". Flaskerne skulle kunne anvendes til genbrug, hvilket

begreb også rummede omsmeltninger. Selve bevillingen måtte anses

at danne baggrund for virksomhedernes retskrav, jf. også

Skatteministeriets egen vejledning om punktafgifter, der intet specifikt

angav om afgiftsrefusion ved emballage, men dog generelt angav, at

betingelserne for afgiftsgodtgørelser mv. ville fremgå af den

konkrete tilladelse/bevilling. Bevillingen af 16. februar 1995 var yderst

kortfattet, hvorfor den i relation til de enkelte anførte

standardvilkår ikke gav selvstændige oplysninger til brug for

selskabets vejledning. Bevillingen henviste alene til lov om afgift af visse

detailsalgspakninger og indeholdt derved ingen paragrafhenvisning, ligesom

der i de særlige betingelser var angivet, at:

"Bevillingen omfatter brugte flasker, der genudføres til fornyet

anvendelse".

Med dette indhold var det som eneste betingelse stillet, at de brugte

flasker blev genudført til fornyet anvendelse.

Selskabet havde indrettet sig i tillid til bevillingen, og told- og

skatteregionen havde på tidspunktet for bevillingens udstedelse haft

kendskab til samtlige faktiske omstændigheder omkring selskabets

udførsel af flasker til glasfabrikation. Told- og skatteregionens

udstedelse af bevillingen sammenholdt med de senere givne afgiftsrefusioner,

kunne derfor ikke bero på en faktisk vildfarelse omkring selskabets

forhold. I den forbindelse var det fra selskabets side endvidere gjort

gældende, at told- og skatteregionen enten den 23. marts 1995 eller i

perioden 1. til 15. februar 1995 aflagde virksomheden et besøg efter

indgivelse af den første anmodning om afgiftsrefusion. Ved dette

kontrolbesøg blev bl.a. selskabets containere besigtiget, jf.

efterfølgende udarbejdede erindringsreferat herom af selskabets

bogholder.

Mere subsidiært var nedlagt påstand om, at told- og

skatteforvaltningen ikke kunne anses berettiget til at kræve

tilbagebetaling af allerede modtagen refusion, idet bevillingen alene burde

tilbagekaldes med fremadrettet virkning.

Til støtte herfor var det gjort gældende, at told- og

skatteregionen efter almindelige forvaltningsretlige principper samt det

særlige skatte- og afgiftsretlige forventningsprincip var uberettiget

til at kræve genbetaling af den hidtil opnåede refusion af

emballageafgiften. Selskabet havde været i god tro med hensyn til, at

den benyttede fremgangsmåde var i fuld overensstemmelse med de krav,

som told- og skatteregionen stillede ved bevilling af

afgiftsgodtgørelse, og bevillingen kunne således ikke

tilbagekaldes med tilbagevirkende kraft. Der var herved tillige henvist til

det af selskabets bogholder efterfølgende udarbejdede

erindringsreferat om regionens kontrolbesøg på selskabets

adresse, samt det forhold, at told- og skatteregionen allerede på

tidspunktet for bevillingens udstedelse var fuldt oplyst om selskabets virke

og salg af flasker til tyske glasfabrikker til brug for glasproduktion.

Told- og Skattestyrelsen havde over for Landsskatteretten indstillet

afgørelsen stadfæstet. Styrelsen havde hertil anført, at

der ikke kunne gives afgiftsgodtgørelse for brugte glasflasker, der

blev genudført til genindvinding som glas, hvilket gjaldt, uanset om

flaskerne blev udført som glasskår eller efter udførelsen

- uden påny at have været påfyldt indhold - blev anvendt

til glasfabrikation e.lign. Styrelsen havde under henvisning til

detailsalgspakningslovens § 21 b, stk. 1, nr. 3 anført, at

Landsskatteretten ikke havde kompetence til at eftergive afgiftskrav. Det

var hertil bemærket, at Landsskatterettens kompetence naturligt

omfattede spørgsmål om rækkevidden af de omhandlede

muligheder i lovens § 6 og § 8 for at opnå afgiftsfritagelse og

afgiftsgodtgørelse.

Styrelsen anførte videre, at der ikke var belæg for at

antage, at spørgsmål om eftergivelse af afgiftsbeløb som

følge af en told- og skatteregions evt. mere eller mindre heldige

administration, skulle henhøre under Landsskatterettens kompetence.

Styrelsen havde dog anført, at selskabet havde haft en berettiget

forventning om godtgørelse for perioden 1. marts 1995 til 30. december

1996, dog var fremhævet, at det på tidspunktet for udstedelse af

bevilling ikke påhvilede told- og skatteforvaltningen som risiko at

vurdere, hvorvidt virksomheden ville opfylde de betingelser og krav, der

fremgik af bevillingen. Af bevillingen fremgik endvidere klart, at

bevillingen alene drejede sig om flasker til fornyet anvendelse, jf.

detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4.

Landsskatteretten udtalte:

Det bemærkedes, at bevillingen til godtgørelse af erlagt

afgift var givet af told- og skatteregionen i henhold til lov om afgift af

visse detailsalgspakninger, jf. § 6, stk. 4. Af bestemmelsen fremgik:

"De statslige told- og skattemyndigheder kan endvidere meddele

virksomheder bevilling til godtgørelse af den erlagte afgift af

beholdere, der brugte leveres tilbage til fornyet anvendelse i udlandet. Det

er en betingelse for godtgørelsen, at beholderne eller tilsvarende

beholdere er modtaget fra udlandet og afgiftsberigtiget af virksomheden

mindre end 1 år, før de leveres tilbage."

Af forarbejderne - Folketingstidende 1977/78, tillæg A, spalte 1677

ff. - fremgik af bemærkningerne til bestemmelsen, at der kunne ske

afgiftsgodtgørelse ved eksport af afgiftsberigtigede varer, og af de

almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgik, at for varer, der

genudførtes til fornyet anvendelse i udlandet, kunne afgiften

tilbagebetales.

Landsskatteretten bemærkede hertil, at afgiften var en stykafgift,

som var pålagt emballageenheder, jf. lovens § 2, smh. med § 1, samt at

et af de overordnede formål med loven - udover det rent fiskale

mål - var at højne den miljømæssige interesse i

forøget genbrug af emballage.

En grundlæggende betingelse for godtgørelse af den erlagte

afgift i henhold til detailssalgspakningslovens § 6, stk. 4, var, at der

fortsat var tale om en emballageenhed, jf. således lovordene:

"...beholdere, der brugte leveres tilbage til fornyet anvendelse i

udlandet".

Landsskatteretten fandt, at selskabets retur-ølflasker ikke blev

genudført som beholdere, idet selskabet udførte flaskerne som

glas, der i knust tilstand skulle indgå som halvfabrikata til fornyet

glasproduktion. Retten fandt derfor, at der med de enkelte enheder, som

tidligere var blevet afgiftsbelagt ved indførelsen, ikke forelå

mulighed for genanvendelse som beholdere. Det var derfor med rette, at

selskabet ikke var anset for at opfylde betingelsen i

detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4, for afgiftsgodtgørelse.

I henhold til detailsalgspakningslovens § 21 b, stk. 1, nr. 3, havde

Landsskatteretten tillige kompetence til at tage stilling til, om klageren

var pligtig at tilbagebetale den udbetalte afgiftsgodtgørelse og

berettiget til udbetaling af afgiftsgodtgørelse for perioden 1.

oktober 1996 til 30. december 1996.

Efter en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder fandtes

det at påhvile told- og skatteregionen som risiko, at regionen havde

udstedt tilladelsen af 16. februar 1995 uden hensyntagen til flaskernes

faktiske genanvendelse, når det samtidig var lagt til grund, at

selskabet havde fremlagt det af regionen ønskede materiale til brug

for behandlingen af ansøgningen om tilladelse til

afgiftsgodtgørelse, og da der således ikke fra selskabets side

sås at være fortiet eller afgivet urigtige oplysninger. Selve

udstedelse af bevillingen beroede på en hos regionen foreliggende

faktisk vildfarelse, og på denne baggrund kunne tilladelsen ikke

tilbagekaldes med tilbagevirkende kraft.

Det måtte samtidig tillægges vægt, at selskabet havde

indrettet sig i tillid til tilladelsen ved nedsættelse af sine

salgspriser, og selskabet havde ikke senere haft mulighed for at opnå

kompensation for denne prisnedsættelse. Det måtte derfor

antages, at selskabet ville lide retstab, hvis den udbetalte

afgiftsgodtgørelse skulle tilbagebetales og afgiftsgodtgørelsen

for perioden 1. oktober 1996 til 30. december 1996 blev nægtet

udbetalt.

Endelig fandtes selskabet ikke at have haft mulighed for på anden

måde at sikre sig, at tilladelsen stod ved magt i den her omhandlede

afgiftsperiode, hvorved bemærkedes, at reglerne om bindende

forhåndsbesked i skattestyrelsesloven ikke fandt anvendelse

vedrørende afgifter.

Selskabet var bibragt en retsbeskyttet forventning om

afgiftsgodtgørelse, og denne forventning kunne tidligst anses at

være bragt til ophør ved told- og skatteregionens brev til

klageren af 21. marts 1997, hvori der varsledes krav om tilbagebetaling af

afgiftsgodtgørelsen, og at anmodningen om yderligere

afgiftsgodtgørelse ikke ville blive imødekommet.

Henset hertil kunne selskabet ikke tilpligtes at tilbagebetale den

tidligere modtagne godtgørelse, og samtidig var selskabet berettiget

til afgiftsgodtgørelse for perioden 1. oktober 1996 til 30. december

1996.

Der blev givet medhold i henhold til påstanden.

Lignende dokumenter