Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 14/1 2002 - hensættelse vedrørende opkrævet flaskepant.

KEN nr 10023 af 14/01/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet21. august 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 14/1 2002 - hensættelse vedrørende

opkrævet flaskepant.

A ApS klager over, at de stedlige skattemyndigheder for

indkomståret 1998 ikke har godkendt fradrag for hensættelser til flaskepant.

Det fremgår af sagens oplysninger, at selskabet importerer øl og

ciderprodukter, der afsættes til restaurations- og detailleddet på det danske

marked. Selskabskapitalen udgør 1.255.010 kr., og selskabets umiddelbare

moderselskab er B, der indgår i koncernen D. Selskabet blev stiftet den 1.

maj

1998. Aktiviteten i selskabet blev tidligere drevet i et andet ejerregi, men

da

koncernen opnåede medejerskab i selskabet fra 1. oktober 1997 blev

aktiviteten

lagt ind i et nyt selskab.

I indkomståret 1998 udgjorde selskabets nettoomsætning

11.417.988 kr., hvoraf 10.954.651 kr. stammede fra salg af flaskeøl og

fustager, mens 271.515 kr. kom fra emballage og 191.822 kr. vedrørte fragt.

Resultat før skat udgjorde

¸

395.523 kr. Selskabets regnskabsår omfatter perioden 1.

oktober til 30. september.

Selskabet har i balancen pr. 30. september 1998 hensat 507.274

kr. benævnt tilbagekøbsforpligtelse, emballage. Beløbet fremkommer således:

Saldo på konto 6730 (pantkontoen) pr. 30. september 1998

778.789 kr.

Heraf fustager anslået

100.000 kr.

I alt

678.789 kr.

Skønsmæssigt indtægtsført 40 %

Læs alt

271.515 kr.

Fustager tillagt

100.000 kr.

Hensættelse pr. 30. september 1998

507.274 kr.

Fordelingen mellem det beløb, der indtægtsføres og det beløb,

der hensættes til tilbagekøbsforpligtelse, sker på baggrund af selskabets

erfaringer med, hvor stor en del af tilbagekøbsforpligtelsen, der rent

faktisk

udløses og resulterer i tilbagebetaling af pant.

I regnskabsåret 1998/1999 har selskabet indtægtsført 20 % af

saldoen på pantkontoen, og saldoen på denne konto udgjorde pr. 30. september

1999 940.091 kr. I regnskabsåret 1999/2000 er der indtægtsført 10 % af

saldoen

på pantkontoen samt reguleret for fustagepant.

Selskabet er eneimportør af udenlandsk øl. Øllet importeres i

såvel engangsflasker som fustager, og afsættes til restaurations- og

detailleddet. Ved bestilling faktureres kunden for flaske- og/eller

fustagepant. Ved bestilling af øl i eksempelvis engangsflasker faktureres

kunden 1,20 kr.

+ moms i pant.

Fustager og flasker leveret til restaurationsleddet afhentes hos

kunderne på foranledning af selskabet. Efter indsamling af returemballagen

sorteres og optælles flaskerne på selskabets lager. Herefter fremsendes

kreditnota på pantet til kunden. Til brug for returemballagen har selskabet

fremstillet en returkasse, som kunderne kan sortere og returnere flasker i.

Selskabet anvender efter aftale forskellige flaskecentraler til

indsamling af returflasker fra detailleddet. Flaskecentralerne laver

opgørelser

over afhentet og tilbageleveret returemballage og fremsender faktura til

selskabet.

Engangsflasker kan være lang tid om at blive returneret til

selskabets lager. Eksempelvis modtager selskabet stadig flaskeemballage

retur,

som en tidligere importør af et ølmærke har afstået, på trods af, at dette

agentur blev overtaget for 2½ år siden.

Returnerede engangsflasker sendes til omsmeltning. Flasker, hvor

der er betalt pant til leverandøren returneres til denne. Fustager, der

kommer

retur fra kunder, sendes også retur til leverandøren.

Miljø- og Energiministeriet har fastsat regler for markedsføring

af importerede øl og læskedrikke. Af ministeriets emballagebekendtgørelse

fremgår i § 3, stk. 1, pkt. 2, at ”der skal etableres et pant- og

retursystem,

således at emballagerne returneres til genpåfyldning eller til

materialegenvinding. Pantet fastsættes til et beløb, der mindst svarer til

det

sædvanlige på markedet for en tilsvarende emballage.”

Som led i Miljøstyrelsens opgørelse af returprocenter for

emballage til øl og læskedrikke i henhold til bekendtgørelsens § 3, stk. 2,

skal virksomheden afgive særlige oplysninger om markedsføringen af de

importerede øl/læskedrikke. I den forbindelse skal der udfyldes og indsendes

et

skema for hvert produkt, der blandt andet oplyser om emballagetypen, antal

fyldte emballager indført i et givent år, antal fyldte emballager solgt i et

givent år, antal tomme emballager retur i et givent år, hvor mange stk., der

er

sendt retur i et givent år og hvor mange stk./kg, der er sendt til

genpåfyldning og hos hvem.

Ved virksomhedsbesøget den 2. maj 2000 var det ikke muligt ud

fra selskabets registreringer, at afgive så detaljerede oplysninger om hvert

produkt. Fra regnskabsåret 1998/1999 har selskabet foretaget indberetning til

Miljø- og Energiministeriet.

Myndighederne har ikke godkendt fradrag for hensættelsen til

flaskepant og har derfor forhøjet selskabets indkomst med 507.274 kr.

Forhøjelsen er begrundet med, at selskabet har erhvervet en

ubetinget ret til salgsvederlaget for varerne og pantet for emballagen i det

år, hvor der er sket salg og levering jf. statsskattelovens § 4, og

udgifterne

ved tilbagebetaling af pant kan først udgiftsføres i det år, hvor flaskerne

returneres til selskabet og forpligtelsen til at udbetale pant aktualiseres,

jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Myndighederne har yderligere anført, at selskabet køber øl hos

udenlandske bryggerier og leverandører med henblik på videresalg. Flaskerne

er

en del af varen – i mange tilfælde er udenlandsk øl netop kendetegnet

ved

flaskernes særlige udformninger og farver. Af miljømæssige hensyn – for

at

sikre, at emballage fra importerede øl og læskedrikke bliver returneret til

genopfyldning eller omsmeltning – har miljømyndighederne indført regler

om

opkrævning af pant på importerede øl og læskedrikke samt særlige

oplysningskrav

over for miljømyndighederne.

Selskabets formål med at få emballagen retur – såvel flasker som

fustager – er enten at returnere emballagen til de udenlandske

bryggerier/leverandører eller at opfylde den forpligtelse selskabet er pålagt

af miljømyndighederne, til at tage tomme flasker retur. Bryggerierne derimod

har en særlig interesse i at få flasker og kasser retur. Emballagen tilhører

bryggerierne og indgår i et genopfyldningssystem. De flasker og kasser, der

forsvinder må erstattes af nye. Pantet skal sikre bryggeriernes ejendomsret

–

at flasker og kasser kommer retur til genanvendelse.

Skattemyndighederne har endelig begrundet afgørelsen med, at der

ikke på statustidspunktet er foretaget en så pålidelig beløbsmæssig opgørelse

af tilbagekøbsforpligtelsen, at hensættelsen til tilbagekøbsforpligtelsen kan

foretages med skattemæssig virkning. Det svind selskabet har indtægtsført i

indkomståret 1998 bygger på et skøn ud fra selskabets erfaringer.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt

påstand om, at der godkendes fradrag for hensættelsen i henhold til det i

selvangivelsen anførte.

Til støtte for denne påstand har repræsentanten anført,

at

selskabet ikke erhverver ret til depositum (pant) i salgsåret. Selskabet

erhverver først ret til depositum, når det konstateres, at emballagen ikke

vil

blive returneret på grund af svind, og selskabet har derfor ikke ved

modtagelsen af depositum modtaget en indtægt, der kan beskattes.

Repræsentanten har endvidere anført,

at

depositum efter

fast praksis ikke beskattes hos modtageren, da depositum alene er en

sikkerhedsstillelse for en aktuel eller fremtidig forpligtelse. Efter

lejelovgivningens regler er en lejers depositum til udlejer en

sikkerhedsstillelse over for dels lejerens løbende lejebetalinger, dels over

for udlejers krav på istandsættelse ved lejers fraflytning af lejemålet. Ved

etablering af forpagtningskontrakter indgår et erlagt depositum ikke i

anskaffelsessummen for aktiver erhvervet i forbindelse med etablering af

erhvervsvirksomhed, jf. ligningsvejledningen 2000 E.D.2.5.1. Depositum er

ikke

betaling for et aktiv, men derimod sikkerhedsstillelse for en senere

opfyldelse

af en forpligtelse.

I denne sag er depositum fra kunderne alene udtryk for en

sikkerhedsstillelse for den forpligtelse, der er til at returnere emballagen.

Returneres emballagen ikke, kan depositum anvendes til at dække de

omkostninger, der opstår herved. Først på dette tidspunkt vil selskabet

skulle

beskattes. Det er uomtvisteligt, at selskabet har erhvervet ret til at

modtage

depositum og faktisk modtager disse beløb. Der er bare ikke tale om en vare,

men derimod en sikkerhedsstillelse fra kunderne for, at de leverer emballagen

tilbage. Det er derfor irrelevant, når skattemyndighederne begrunder

beskatning

med, at selskabet har erhvervet en ubetinget ret til salgsvederlaget for

varerne og pant for emballagen i det år, der er sket salg og levering, jf.

statsskattelovens § 4.

Repræsentanten har videre anført,

at

selskabet i forhold

til kunderne besidder ejendomsretten til den emballage, som udlånes mod pant.

I

modsætning til de gængse flasketyper på det danske øl- og læskedriksmarked er

de udenlandske ølflasker særegne og kan alene returneres til selskabet. Ved

fastlæggelse af ejendomsretten til et aktiv sondres mellem omsætningsaktiver

og

driftsmidler. Det afgørende er, hvad hensigten er med erhvervelsen af aktivet

(emballagen). Bryggerier og leverandørers – herunder selskabets –

erhvervelse

af flasker sker ikke med henblik på videresalg. Retursystemet er derfor

etableret for at sikre returnering af de udlånte flasker. Flasker og kasser

anvendes alene til levering af selve varen, men sælges ikke sammen med varen.

Myndighederne har gjort gældende, at flaskerne er en del af varen som følge

af,

at udenlandsk øl er kendetegnet ved flaskernes særlige udformninger og

farver.

Pligten til at etablere et retursystem er ikke afhængig af, om der er tale om

en ”almindelig” eller ”speciel” flaske. Der findes på det

danske marked en

mængde forskellig slags emballage til øl og læskedrikke, uden at dette har

medført særlige regler for den skattemæssige behandling af sådanne

emballagetyper.

Repræsentanten fremhæver samtidig, at selskabet har nøjagtig

samme interesse i at etablere et retursystem som de danske producenter på

markedet. Dels er de alle undergivet de samme lovkrav i kraft af

miljøreglerne,

dels har såvel producenter som leverandører afgørende interesse i at sikre

ejendomsretten til emballagen. Retursystemet skal sikre ejendomsretten til

såvel de flasker, der kan anvendes til genopfyldning, som de flasker, der

anvendes til materialeindvinding. Lovkravet om et retursystem skelner ikke

mellem disse typer af emballage, og såvel leverandører som producenter er

underlagt samme kontrol fra Miljøstyrelsen.

Det er også anført af repræsentanten,

at

skattemyndighedernes synspunkt i sagen indebærer, at danske importører af

udenlandske produkter, der importeres til Danmark underkastes en strengere

skattemæssig behandling end danske producenter af et tilsvarende produkt.

Derved kan udenlandske producenter få vanskeligere ved at trænge ind på det

danske marked, og myndighedernes synspunkt indebærer derfor en teknisk

handelshindring, hvilket strider mod EU-traktatens artikel 30, der forbyder

kvantitative indførselsrestriktioner og foranstaltninger med tilsvarende

virkning.

Endelig har repræsentanten anført,

at

efter fast praksis

vedrørende tilbagekøbsforpligtelser på returemballage godkendt af det

daværende

Statsskattedirektoratet har danske bryggerier alene indtægtsført den del af

det

modtagne depositum, der svarer til svindet i kasser og flasker. Det er først

i

takt med, at svindet konstateres, at bryggerierne opnår ejendomsret til det

stilledes depositum. Årets ind- og udleveringer påvirker derfor ikke den

skattepligtige

indkomst, og påvirker heller ikke resultatopgørelsen, idet forskelsbeløbet

posteres på balanceposten for hensættelser til tilbagekøbsforpligtelsen.

Vedrørende spørgsmålet om ejendomsretten til emballagen har

repræsentanten henvist til TfS 1999.474 LSR og anført,

at

denne sag

omhandlede emballage i form af bæreposer, etiketter og paller, der overgik

til

kundens ejendom ved salg af varen, og kan derfor ikke sammenlignes med

nærværende. Vedrørende returemballage i form af ølflasker m.v. har

repræsentanten henvist til LSRM 1952.27, SO 1969.173, SO 1979.135 og

ligningsvejledningen 1999 E.B.2.6.1.1. Repræsentanten har vedrørende

afgørelserne anført,

at

der i disse afgørelser lægges vægt på, at

flasker og kasser er returemballage, der kun udleveres til kunder mod pant,

og

på denne baggrund anses denne helt specifikke type af emballage for

driftsmidler. Denne mangeårige praksis er ikke afveget ved TfS 1999.474.

Landsskatteretten skal

udtale:

Landsskatteretten bemærker, at erhvervsindtægter som hovedregel

skal medtages ved indkomstopgørelsen, når der er erhvervet endelig ret til en

bestemt ydelse. Hvis retten til en indtægt er betinget, er

beskatningstidspunktet afhængigt af betingelsens indhold. Hvis betingelsen

nærmest har karakter af en formsag, og der i realiteten ikke er tvivl om, at

betingelsen vil blive opfyldt, indtræder beskatningen allerede på

aftaletidspunktet. Hvis betingelsen derimod er af en sådan karakter, at der

hersker reel usikkerhed om, hvorvidt aftalen bliver gennemført, indtræder

beskatning

først, når betingelsen er opfyldt.

Landsskatteretten finder herefter, at der kan gives medhold i

den af selskabets repræsentant nedlagte påstand. Retten har herved henset

til,

at selskabet er forpligtet til at tage flaskerne retur og betale pant

tilbage,

og at indkomsten for selskabet således er betinget af, at flaskerne ikke

returneres. Retten har endvidere henset til, at den største del af flaskerne

kommer retur, og at pantsystemet dermed ikke er en sikker indtægtskilde for

selskabet. Endelig har retten henset til, at der på en særskilt konto er

hensat

et beløb svarende til selskabets skøn over pant for de flasker, der

returneres

til selskaber, og at der dermed er tilvejebragt det fornødne regnskabsmæssige

grundlag til at sikre, at et fradrag for hensættelserne alene har

periodiserende virkning.

Ansættelsen af selskabets skattepligtige indkomst nedsættes

således i overensstemmelse med den nedlagte påstand.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter