Hensættelse til feriepenge af pensionsbidrag
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Hensættelse til feriepenge af
pensionsbidrag
forventningsprincip
Reference:
PBL § 19.
A A/S klagede for skatteåret 1995/96 over, at skatteankenævnet
ikke havde godkendt fradrag for beregnet hensættelse til feriepenge af
pensionsbidrag, 145.700 kr.
Det fremgik af sagen, at selskabet, der drev handelsvirksomhed med salg af
lasere, var 100 pct. ejet af et ægtepar, og aktierne var fordelt i
forholdet 1:1 mellem ægtefællerne. Selskabets regnskabsperiode
var 1. juli - 30. juni. Ud over hovedaktionærægteparret var kun
deres søn ansat i selskabet.
Fra og med skatteåret 1994/95 havde selskabet såvel
regnskabsmæssigt som skattemæssigt fratrukket en
hensættelse på 15 1/2 pct. af pensionsbidrag til beregnede
feriepenge.
Det var oplyst, at selskabet havde afholdt følgende udgifter til
pensionsbidrag:
Skatteåret 1993/94
255.800 kr.
Skatteåret 1994/95
487.000 kr.
Skatteåret 1995/96
940.000 kr.
Mellem selskabet og hovedaktionærægteparret blev der i midten
af 1980'erne oprettet en aftale om arbejdsgiveradministrerede
kapitalpensioner og ratepensioner. Der indbetaltes det til enhver tid
gældende maksimum på kapitalpensionerne, medens indbetalinger til
ratepensioner varierede. Alle indbetalinger fremkom som 100 pct.
Læs alt
arbejdsgiverbidrag. For sønnen var der oprettet kapitalpensionsaftale
i 1992 samt ratepensionsaftale i 1994. Indbetalinger til disse fremkom
også som 100 pct. arbejdsgiverbidrag. Præmierne var
engangsindbetalinger foretaget henholdsvis ultimo december og ultimo juni
måned.
Selskabets revisor havde oplyst, at medarbejderne, hovedsageligt
hovedaktionærægteparret samt sønnen, som alle arbejdede
fuld tid for virksomheden, ikke ønskede at få udbetalt en del af
deres løn samt bonus, men valgte i stedet at få beløbene
indbetalt på deres pensionskonti.
I forbindelse med udarbejdelse af årsregnskabet blev der afsat 15
1/2 pct. til feriepenge, dels af den direkte løn, dels af
pensionsbeløbene. Dette blev foretaget ud fra den betragtning, at
beløbene, som var overført til pensionskonti, var ganske
almindelig løn, som virksomhedens klienter og medarbejdere ikke
ønskede udbetalt, men derimod ønskede overført til
pensionskonti. Revisoren fandt, at dette ikke ændrede ved, at der var
tale om ganske almindelig løn.
Revisoren havde oplyst, at da pensionskontiene blev oprettet for mange
år siden, blev der sat kryds i den rubrik, hvori det fremgik, at det
var en "arbejdsgiverordning", og at det var arbejdsgiveren, som 100 pct.
indbetalte beløbet. Havde banken og klienten udarbejdet disse
kontrakter, således at krydset var blevet sat i den anden rubrik, hvori
det fremgik, at hele beløbet var indbetalt af personens egen
løn, så ville der være tilladelse til at foretage
henlæggelse til feriepenge, også af pensionsbeløbet med
skattemæssig fradragsret.
Revisoren havde i denne forbindelse gjort opmærksom på, at det
ikke drejede sig om, hvor en tilfældig bankperson havde sat et kryds
for mere end 10 år siden i en pensionsaftale, når det viste sig,
at ingen var klar over, at det kunne få betydning for selskabet
på et senere tidspunkt. Revisoren fandt heller ikke, at der var nogen
sammenhæng imellem, om det var arbejdsgiveren, der 100 pct. indbetalte
beløbene, eller om det var medarbejderen, for det havde ingen
betydning.
Revisoren havde endvidere anført, at det under ingen
omstændigheder var arbejdsgiverens penge, og det var heller ikke
arbejdsgiveren, som kunne forvalte beløbet. Revisoren havde
påpeget, at hele ejendomsretten var overgået til klienten, der
havde fuld rådighed over indeståendet, og den
pågældende kunne til enhver tid ønske at få det
udbetalt med fradrag af de gældende skatteprocenter, altså var
det til fri disposition, såfremt vedkommende måtte ønske
det. Der var ingen forskel på, om beløbet blev udbetalt som
pensionspenge eller udbetalt som løn til den pågældende.
Det var et frit valg, som medarbejderen foretog, og det gav ingen
ændringer for selskabets skattepligtige indkomster, om medarbejderen
ønskede at få beløbet udbetalt som direkte løn
eller som pensionsordning, når blot ejendomsretten var overgået
til medarbejderen. Det måtte i det store hele 100 pct. sammenlignes med
ganske almindelig løn med ret til hensættelse til feriepenge.
Pensionsbeløbene var udbetalt i en længere årrække,
og såfremt man forestillede sig, at selskabet fyrede medarbejderne
eller direktøren, så ville direktøren have ret til at
få udbetalt den bonus, som han plejede at få udbetalt ved
udgangen af kalenderåret, uanset at han eventuelt blev fyret midt i
selskabets regnskabsår. Dette ville ikke være en ændring,
såfremt vedkommende normalt konverterede sin bonus til en
pensionsordning ved udgangen af selskabets regnskabsår.
Der måtte efter revisors opfattelse lægges vægt
på, at selskabet havde pligt til at udbetale beløbene, idet
medarbejderen naturligvis kunne forvente at få udbetalt sin bonus, idet
det var en del af hans løn, uanset at han ønskede at få
det konverteret til en pensionsordning. Revisoren fandt, at der således
var fuld samhørighed mellem normale lønudbetalinger og
udbetalinger, der var konverteret til pensionsordninger, når dette blot
var sket efter medarbejderens eget frie valg og ikke efter selskabets eget
forgodtbefindende.
Revisoren havde henvist til, at Landsskatteretten i afgørelsen
1987-3-349 statuerede, at på linie med de andre ansatte havde en
direktør/anpartshaver ret til ferie med løn og dermed til
feriepenge ved fratræden. Revisoren gjorde gældende, at det
herefter kunne lægges til grund, at en
hovedanpartshaver/direktør havde samme rettigheder som andre
funktionærer, når det drejede sig om ferie med løn og
feriepenge ved fratræden.
Revisoren havde videre henvist til, at der forelå flere
landsretsdomme, der statuerede, at dersom en ansat blev afskediget, havde han
krav på eksempelvis bonus og feriepenge, dersom det var sædvane,
at han havde oppebåret disse ydelser. Revisoren havde påpeget, at
for medarbejderne var det sædvane, at der var indbetalt på
pensionskontiene. Det fremgik af ferielovens § 16, at det ansås for
berettiget, at der skulle ydes feriegodtgørelse af sådanne
tillæg til lønnen, der var skattepligtige, forudsat at de
omhandlede beløb kunne betragtes som løn i ferielovens
forstand, hvilket var tilfældet, når de var udbetalt den
pågældende i kraft af arbejdsaftalen eller - i mangel af en
sådan - i kraft af sædvane. Det anførtes videre, at ved at
opstille denne betingelse udelukkedes fra beregningen af
feriegodtgørelse alene gratiale o. lign. (gave)ydelser, der udbetaltes
udelukkende efter arbejdsgiverens forgodtbefindende. Revisoren havde
anført, at der således skulle beregnes feriepenge af alt andet
end gaveydelser.
Revisoren havde anført, at særligt med hensyn til gratiale og
tantieme gjaldt det, at hvor der haves retligt krav på ydelsen,
berettigede denne også til feriegodtgørelse, hvorimod
sådanne ydelser, der alene beroede på arbejdsgiverens skøn
og velvilje, ikke indgik i beregningen af feriepenge.
Der var endvidere henvist til Ligningsvejledningen A.C. 1.1.2., hvor det
var anført, at ved opgørelsen af en arbejdsgivers
skattepligtige indkomst blev beløb, som af ham udbetaltes til en af
PBL kap. 1 omfattet ordning for en arbejdstager, der var ansat hos ham,
sidestillet med beløb, der var udbetalt til arbejdstageren selv, jf.
PBL § 23. Det anførtes videre, at i denne sammenhæng ansås
§ 23 at henvise til det almindelige driftsomkostningsbegreb i
statsskattelovens § 6 a. Revisoren havde anført, at når
arbejdsgiveren havde overført pengene til en medarbejders
pensionskonto, var dette for virksomheden driftsmæssigt at ligestille
med en lønudbetaling til medarbejderen.
Revisoren havde henvist til, at Højesteret havde fastslået,
at en arbejdsgivers pensionsbidrag til en lønmodtagers pensionsordning
måtte anses for en del af lønnen og skulle derfor indgå
ved beregning af fratrædelsesgodtgørelse, jf. UfR 1994.907.
Da der måtte anses at være fuld samhørighed mellem
lønudbetalingerne og/eller pensionsordninger (bonusordninger), fandt
revisoren, at det gav det klagende selskab fuld ret til hensættelse af
feriepengeberegningen både af den direkte løn, af bonusser og af
pensionsordninger, når disse var ønsket af medarbejderne.
Revisoren havde herefter principalt nedlagt påstand på
nedsættelse til det selvangivne, hvorefter der var ret til
hensættelse til feriepenge, også af pensionsordninger.
Subsidiært havde revisoren nedlagt påstand på, at der
måtte anses at foreligge en retsbeskyttet forventning om godkendelse af
det foretagne fradrag. Revisoren havde i denne forbindelse henvist til, at
forholdet nøje var beskrevet i regnskaberne i tidligere år, og
han fandt det ikke rimeligt, at man skulle til at udbede sig
forhåndsbesked.
Til støtte for ansættelsen havde skatteankenævnet
anført, at fradrag for hensættelse til feriepenge af
pensionsbidrag,
15 1/2 pct. af 940.000 kr., ikke var anerkendt, idet hele
pensionsbidraget fremkom som arbejdsgiverbidrag, der ikke var skattepligtig
for arbejdstageren. Nævnet havde henvist til, at der ifølge
ferielovens § 16 alene blev ydet feriegodtgørelse af
lønmodtagerens egne bidrag til pensionsordninger omfattet af
pensionsbeskatningslovens afsnit II. Nævnet havde videre anført,
at påstanden om at anse indbetalingerne til pensionsordningerne som
optjent udbetalt bonus og dermed arbejdstagerens eget bidrag ikke kunne
anerkendes, idet dette ikke var overensstemmende med pensionsaftalerne, hvor
det fremgik, at bidragene fremkom fra arbejdsgiver.
Landsskatteretten udtalte:
Det lagdes til grund, at de omhandlede pensionsordninger efter de
indgåede aftaler og selvangivelserne var arbejdsgiverfinansierede. Den
omstændighed, at de ansatte havde indflydelse på midlernes
placering kunne ikke i så henseende føre til et andet
resultat.
Det fremgik af ferielovens § 16, stk. 1, at der ved beregning af
feriegodtgørelse og ferietillæg sås bort fra sådanne
tillæg til lønnen eller sådanne lønningsandele, som
ikke var indkomstskattepligtige. Arbejdsgiveren ydede dog
feriegodtgørelse og ferietillæg af lønmodtagerens bidrag
til de pensionsordninger m.v., der var omfattet af afsnit I i lov om
beskatningen af pensionsordninger m.v., samt af lønmodtagerens bidrag
til arbejdsmarkedsfondene i medfør af lov om arbejdsmarkedsfonde.
Af pensionsbeskatningslovens § 19 fremgik, at der ved opgørelsen af
en arbejdstagers skattepligtige indkomst ikke skulle medregnes beløb,
der af arbejdsgiveren var indbetalt til en af kapitel I omfattet ordning for
arbejdstageren.
Østre Landsrets havde i dom af 9. marts 1998 udtalt, at det
forhold, at arbejdsgiveres bidrag til de ansattes pensionsordninger nu
ansås for at være en så sædvanlig og naturlig del af
en arbejdsaftale og af det samlede arbejdsvederlag, at det måtte anses
for en del af lønnen, jf. Højesterets dom i U 1994.907, ikke
kunne føre til, at der skulle bortses fra den klare bestemmelse i
ferielovens § 16, stk. 1. Landsretten anså derfor ikke den omhandlede
pensionsordning for feriepengeberettiget.
Da det var det klagende selskab, der havde foretaget indbetalingerne
på pensionskontiene, fandt Landsskatteretten herefter, at det var med
rette, at der var nægtet fradrag for beregnet hensættelse til
feriepenge af beløbene.
Det bemærkedes vedrørende det såkaldte
forventningsprincip, at der efter praksis måtte foreligge en positiv
tilkendegivelse fra en offentlig myndighed om et forhold, der havde betydning
for de løbende skatteansættelser. Endvidere skulle der
være foretaget en egentlig ligningsmæssig gennemgang,
således at der var foretaget en ligningsmæssig stillingtagen til
det omhandlede spørgsmål. En skattemyndigheds svar på
forespørgsler, der ikke var omfattet af lov om bindende
forhåndsbesked, ville normalt ikke kunne danne grundlag for en
retsbeskyttet forventning.
Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke havde haft en retsbeskyttet
forventning om, at skattemyndighederne ville godkende det foretagne fradrag.
I denne forbindelse blev henvist til, at der ikke havde været positive
tilkendegivelser fra myndighedernes side.
Den påklagede ansættelse blev stadfæstet.
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse Retsinformation · 2. januar 2001
- 12.2024 (Denne sag drejer sig om løn og godtgørelse efter ansættelsesbevisloven.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 27. august 2024
- KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2023/1803 af 13. august 2023 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 13. august 2023
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2015/1827 af 23. marts 2015 om statsstøtte SA 28876 (12/C) (ex CP 202/09) ydet af Grækenland til Piraeus Container Terminal S.A. og Cosco Pacific Limited (meddelt under nummer C(2015) 66) (Kun den græske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 23. marts 2015
- Domstolens dom (Anden Afdeling) af 13. november 2019. — College Pension Plan of British Columbia mod Finanzamt München Abteilung III. EU-domme · 13. november 2019
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Kokott fremsat den 13. juli 2017. — Sag anlagt af A Oy. EU-domme · 13. juli 2017