Spring til indhold

Retsinformation

Hensættelse til feriepenge af pensionsbidrag

KEN nr 60552 af 13/11/1998Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet24. maj 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Hensættelse til feriepenge af

pensionsbidrag

forventningsprincip

Reference:

PBL § 19.

A A/S klagede for skatteåret 1995/96 over, at skatteankenævnet

ikke havde godkendt fradrag for beregnet hensættelse til feriepenge af

pensionsbidrag, 145.700 kr.

Det fremgik af sagen, at selskabet, der drev handelsvirksomhed med salg af

lasere, var 100 pct. ejet af et ægtepar, og aktierne var fordelt i

forholdet 1:1 mellem ægtefællerne. Selskabets regnskabsperiode

var 1. juli - 30. juni. Ud over hovedaktionærægteparret var kun

deres søn ansat i selskabet.

Fra og med skatteåret 1994/95 havde selskabet såvel

regnskabsmæssigt som skattemæssigt fratrukket en

hensættelse på 15 1/2 pct. af pensionsbidrag til beregnede

feriepenge.

Det var oplyst, at selskabet havde afholdt følgende udgifter til

pensionsbidrag:

Skatteåret 1993/94

255.800 kr.

Skatteåret 1994/95

487.000 kr.

Skatteåret 1995/96

940.000 kr.

Mellem selskabet og hovedaktionærægteparret blev der i midten

af 1980'erne oprettet en aftale om arbejdsgiveradministrerede

kapitalpensioner og ratepensioner. Der indbetaltes det til enhver tid

gældende maksimum på kapitalpensionerne, medens indbetalinger til

ratepensioner varierede. Alle indbetalinger fremkom som 100 pct.

Læs alt

arbejdsgiverbidrag. For sønnen var der oprettet kapitalpensionsaftale

i 1992 samt ratepensionsaftale i 1994. Indbetalinger til disse fremkom

også som 100 pct. arbejdsgiverbidrag. Præmierne var

engangsindbetalinger foretaget henholdsvis ultimo december og ultimo juni

måned.

Selskabets revisor havde oplyst, at medarbejderne, hovedsageligt

hovedaktionærægteparret samt sønnen, som alle arbejdede

fuld tid for virksomheden, ikke ønskede at få udbetalt en del af

deres løn samt bonus, men valgte i stedet at få beløbene

indbetalt på deres pensionskonti.

I forbindelse med udarbejdelse af årsregnskabet blev der afsat 15

1/2 pct. til feriepenge, dels af den direkte løn, dels af

pensionsbeløbene. Dette blev foretaget ud fra den betragtning, at

beløbene, som var overført til pensionskonti, var ganske

almindelig løn, som virksomhedens klienter og medarbejdere ikke

ønskede udbetalt, men derimod ønskede overført til

pensionskonti. Revisoren fandt, at dette ikke ændrede ved, at der var

tale om ganske almindelig løn.

Revisoren havde oplyst, at da pensionskontiene blev oprettet for mange

år siden, blev der sat kryds i den rubrik, hvori det fremgik, at det

var en "arbejdsgiverordning", og at det var arbejdsgiveren, som 100 pct.

indbetalte beløbet. Havde banken og klienten udarbejdet disse

kontrakter, således at krydset var blevet sat i den anden rubrik, hvori

det fremgik, at hele beløbet var indbetalt af personens egen

løn, så ville der være tilladelse til at foretage

henlæggelse til feriepenge, også af pensionsbeløbet med

skattemæssig fradragsret.

Revisoren havde i denne forbindelse gjort opmærksom på, at det

ikke drejede sig om, hvor en tilfældig bankperson havde sat et kryds

for mere end 10 år siden i en pensionsaftale, når det viste sig,

at ingen var klar over, at det kunne få betydning for selskabet

på et senere tidspunkt. Revisoren fandt heller ikke, at der var nogen

sammenhæng imellem, om det var arbejdsgiveren, der 100 pct. indbetalte

beløbene, eller om det var medarbejderen, for det havde ingen

betydning.

Revisoren havde endvidere anført, at det under ingen

omstændigheder var arbejdsgiverens penge, og det var heller ikke

arbejdsgiveren, som kunne forvalte beløbet. Revisoren havde

påpeget, at hele ejendomsretten var overgået til klienten, der

havde fuld rådighed over indeståendet, og den

pågældende kunne til enhver tid ønske at få det

udbetalt med fradrag af de gældende skatteprocenter, altså var

det til fri disposition, såfremt vedkommende måtte ønske

det. Der var ingen forskel på, om beløbet blev udbetalt som

pensionspenge eller udbetalt som løn til den pågældende.

Det var et frit valg, som medarbejderen foretog, og det gav ingen

ændringer for selskabets skattepligtige indkomster, om medarbejderen

ønskede at få beløbet udbetalt som direkte løn

eller som pensionsordning, når blot ejendomsretten var overgået

til medarbejderen. Det måtte i det store hele 100 pct. sammenlignes med

ganske almindelig løn med ret til hensættelse til feriepenge.

Pensionsbeløbene var udbetalt i en længere årrække,

og såfremt man forestillede sig, at selskabet fyrede medarbejderne

eller direktøren, så ville direktøren have ret til at

få udbetalt den bonus, som han plejede at få udbetalt ved

udgangen af kalenderåret, uanset at han eventuelt blev fyret midt i

selskabets regnskabsår. Dette ville ikke være en ændring,

såfremt vedkommende normalt konverterede sin bonus til en

pensionsordning ved udgangen af selskabets regnskabsår.

Der måtte efter revisors opfattelse lægges vægt

på, at selskabet havde pligt til at udbetale beløbene, idet

medarbejderen naturligvis kunne forvente at få udbetalt sin bonus, idet

det var en del af hans løn, uanset at han ønskede at få

det konverteret til en pensionsordning. Revisoren fandt, at der således

var fuld samhørighed mellem normale lønudbetalinger og

udbetalinger, der var konverteret til pensionsordninger, når dette blot

var sket efter medarbejderens eget frie valg og ikke efter selskabets eget

forgodtbefindende.

Revisoren havde henvist til, at Landsskatteretten i afgørelsen

1987-3-349 statuerede, at på linie med de andre ansatte havde en

direktør/anpartshaver ret til ferie med løn og dermed til

feriepenge ved fratræden. Revisoren gjorde gældende, at det

herefter kunne lægges til grund, at en

hovedanpartshaver/direktør havde samme rettigheder som andre

funktionærer, når det drejede sig om ferie med løn og

feriepenge ved fratræden.

Revisoren havde videre henvist til, at der forelå flere

landsretsdomme, der statuerede, at dersom en ansat blev afskediget, havde han

krav på eksempelvis bonus og feriepenge, dersom det var sædvane,

at han havde oppebåret disse ydelser. Revisoren havde påpeget, at

for medarbejderne var det sædvane, at der var indbetalt på

pensionskontiene. Det fremgik af ferielovens § 16, at det ansås for

berettiget, at der skulle ydes feriegodtgørelse af sådanne

tillæg til lønnen, der var skattepligtige, forudsat at de

omhandlede beløb kunne betragtes som løn i ferielovens

forstand, hvilket var tilfældet, når de var udbetalt den

pågældende i kraft af arbejdsaftalen eller - i mangel af en

sådan - i kraft af sædvane. Det anførtes videre, at ved at

opstille denne betingelse udelukkedes fra beregningen af

feriegodtgørelse alene gratiale o. lign. (gave)ydelser, der udbetaltes

udelukkende efter arbejdsgiverens forgodtbefindende. Revisoren havde

anført, at der således skulle beregnes feriepenge af alt andet

end gaveydelser.

Revisoren havde anført, at særligt med hensyn til gratiale og

tantieme gjaldt det, at hvor der haves retligt krav på ydelsen,

berettigede denne også til feriegodtgørelse, hvorimod

sådanne ydelser, der alene beroede på arbejdsgiverens skøn

og velvilje, ikke indgik i beregningen af feriepenge.

Der var endvidere henvist til Ligningsvejledningen A.C. 1.1.2., hvor det

var anført, at ved opgørelsen af en arbejdsgivers

skattepligtige indkomst blev beløb, som af ham udbetaltes til en af

PBL kap. 1 omfattet ordning for en arbejdstager, der var ansat hos ham,

sidestillet med beløb, der var udbetalt til arbejdstageren selv, jf.

PBL § 23. Det anførtes videre, at i denne sammenhæng ansås

§ 23 at henvise til det almindelige driftsomkostningsbegreb i

statsskattelovens § 6 a. Revisoren havde anført, at når

arbejdsgiveren havde overført pengene til en medarbejders

pensionskonto, var dette for virksomheden driftsmæssigt at ligestille

med en lønudbetaling til medarbejderen.

Revisoren havde henvist til, at Højesteret havde fastslået,

at en arbejdsgivers pensionsbidrag til en lønmodtagers pensionsordning

måtte anses for en del af lønnen og skulle derfor indgå

ved beregning af fratrædelsesgodtgørelse, jf. UfR 1994.907.

Da der måtte anses at være fuld samhørighed mellem

lønudbetalingerne og/eller pensionsordninger (bonusordninger), fandt

revisoren, at det gav det klagende selskab fuld ret til hensættelse af

feriepengeberegningen både af den direkte løn, af bonusser og af

pensionsordninger, når disse var ønsket af medarbejderne.

Revisoren havde herefter principalt nedlagt påstand på

nedsættelse til det selvangivne, hvorefter der var ret til

hensættelse til feriepenge, også af pensionsordninger.

Subsidiært havde revisoren nedlagt påstand på, at der

måtte anses at foreligge en retsbeskyttet forventning om godkendelse af

det foretagne fradrag. Revisoren havde i denne forbindelse henvist til, at

forholdet nøje var beskrevet i regnskaberne i tidligere år, og

han fandt det ikke rimeligt, at man skulle til at udbede sig

forhåndsbesked.

Til støtte for ansættelsen havde skatteankenævnet

anført, at fradrag for hensættelse til feriepenge af

pensionsbidrag,

15 1/2 pct. af 940.000 kr., ikke var anerkendt, idet hele

pensionsbidraget fremkom som arbejdsgiverbidrag, der ikke var skattepligtig

for arbejdstageren. Nævnet havde henvist til, at der ifølge

ferielovens § 16 alene blev ydet feriegodtgørelse af

lønmodtagerens egne bidrag til pensionsordninger omfattet af

pensionsbeskatningslovens afsnit II. Nævnet havde videre anført,

at påstanden om at anse indbetalingerne til pensionsordningerne som

optjent udbetalt bonus og dermed arbejdstagerens eget bidrag ikke kunne

anerkendes, idet dette ikke var overensstemmende med pensionsaftalerne, hvor

det fremgik, at bidragene fremkom fra arbejdsgiver.

Landsskatteretten udtalte:

Det lagdes til grund, at de omhandlede pensionsordninger efter de

indgåede aftaler og selvangivelserne var arbejdsgiverfinansierede. Den

omstændighed, at de ansatte havde indflydelse på midlernes

placering kunne ikke i så henseende føre til et andet

resultat.

Det fremgik af ferielovens § 16, stk. 1, at der ved beregning af

feriegodtgørelse og ferietillæg sås bort fra sådanne

tillæg til lønnen eller sådanne lønningsandele, som

ikke var indkomstskattepligtige. Arbejdsgiveren ydede dog

feriegodtgørelse og ferietillæg af lønmodtagerens bidrag

til de pensionsordninger m.v., der var omfattet af afsnit I i lov om

beskatningen af pensionsordninger m.v., samt af lønmodtagerens bidrag

til arbejdsmarkedsfondene i medfør af lov om arbejdsmarkedsfonde.

Af pensionsbeskatningslovens § 19 fremgik, at der ved opgørelsen af

en arbejdstagers skattepligtige indkomst ikke skulle medregnes beløb,

der af arbejdsgiveren var indbetalt til en af kapitel I omfattet ordning for

arbejdstageren.

Østre Landsrets havde i dom af 9. marts 1998 udtalt, at det

forhold, at arbejdsgiveres bidrag til de ansattes pensionsordninger nu

ansås for at være en så sædvanlig og naturlig del af

en arbejdsaftale og af det samlede arbejdsvederlag, at det måtte anses

for en del af lønnen, jf. Højesterets dom i U 1994.907, ikke

kunne føre til, at der skulle bortses fra den klare bestemmelse i

ferielovens § 16, stk. 1. Landsretten anså derfor ikke den omhandlede

pensionsordning for feriepengeberettiget.

Da det var det klagende selskab, der havde foretaget indbetalingerne

på pensionskontiene, fandt Landsskatteretten herefter, at det var med

rette, at der var nægtet fradrag for beregnet hensættelse til

feriepenge af beløbene.

Det bemærkedes vedrørende det såkaldte

forventningsprincip, at der efter praksis måtte foreligge en positiv

tilkendegivelse fra en offentlig myndighed om et forhold, der havde betydning

for de løbende skatteansættelser. Endvidere skulle der

være foretaget en egentlig ligningsmæssig gennemgang,

således at der var foretaget en ligningsmæssig stillingtagen til

det omhandlede spørgsmål. En skattemyndigheds svar på

forespørgsler, der ikke var omfattet af lov om bindende

forhåndsbesked, ville normalt ikke kunne danne grundlag for en

retsbeskyttet forventning.

Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke havde haft en retsbeskyttet

forventning om, at skattemyndighederne ville godkende det foretagne fradrag.

I denne forbindelse blev henvist til, at der ikke havde været positive

tilkendegivelser fra myndighedernes side.

Den påklagede ansættelse blev stadfæstet.

Lignende dokumenter