Spring til indhold

Retsinformation

Lempelse, renteindtægter

KEN nr 17169 af 08/11/1995Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet4. oktober 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Lempelse, renteindtægter

Lempelse efter et nettoprincip ved renteindtægter i forbindelse med

næringsvirksomhed

1) Skal lempelsen ved den danske skatteberegning efter creditprincippet

for renteindtægter ske på grundlag af nettoindtægten ?

2) Hvorledes skal nettoindtægten opgøres, hvis

spørgsmål 1 besvares bekræftende ?

Ligningsrådet svarede 'ja' til det første og 'afvises' til

det andet spørgsmål.

Begrundelsen for Ligningsrådets svar var, at det ved

lempelsesberegninger var fast praksis at opgøre udenlandsk

erhvervsindkomst som nettoindkomsten. Ligningsrådet lagde endvidere

vægt på, at renteindtægten ved de påtænkte

lånearrangementer udgjorde en del af den sædvanlige

erhvervsmæssige udøvelse af pengeinstituttets virksomhed og ikke

adskilte sig væsentligt fra den øvrige virksomhed, således

at tilknyttede udgifter havde driftsomkostningskarakter. Ligningsrådet

var på dette grundlag af den opfattelse, at da den samlede danske

indkomst og skatten heraf bliver påvirket af sådanne udgifter,

skal det have tilsvarende indflydelse på beregningen af den

forholdsmæssige andel af den danske skat, som falder på den

udenlandske indkomst.

Ligningsrådet afviste at besvare spørgsmål 2, fordi de

konkrete udgifter ikke på det foreliggende grundlag kunne

fastslås med fornøden sikkerhed.

Landsskatteretten fandt, at lempelsen ved den danske skatteberegning for

udenlandsk renteskat i henhold til creditprincippet skal foretages på

grundlag af bruttoindtægten fra det enkelte land, alene reduceret med

eventuelle direkte hjemtagelsesomkostninger, jf. ligningslovens § 33 og

tilsvarende bestemmelser i diverse dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Læs alt

Landsskatteretten lagde i denne forbindelse navnlig vægt på, at

bruttoprincippet - for så vidt angår renteindtægter - i

almindelighed må antages at føre til det mest rimelige resultat,

når der henses til, at kildelandets beskatningsret efter diverse

bestemmelser i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, svarende til artikel 11,

stk. 1 og 2, i OECD's Modeloverenskomst, relaterer sig til

bruttorenteindtægten. Landsskatteretten ændrede derfor

besvarelsen af spørgsmål 1 fra 'ja' til 'nej'.

Landsskatterettens kendelse blev af Skatteministeriet indbragt for

domstolene med påstand om, at sagsøgte burde anerkende, at

lempelsen efter ligningslovens § 33 og tilsvarende bestemmelser i de af

Danmark indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomster skulle foretages

på grundlag af nettorenteindtægten fra det enkelte land.

Til støtte herfor anførte Skatteministeriet, at lempelse

efter nettoprincippet ikke var i strid med ordlyden i ligningslovens § 33,

stk. 1, 2. punktum, der forudsætter, at danske regler skal anvendes ved

opgørelsen af den del af indkomsten, der beskattes i udlandet, idet

denne forståelse af ligningslovens § 33 var i overensstemmelse med fast

og langvarig administrativ praksis. Skatteministeriet gjorde endvidere

gældende, at de i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne indeholdte

creditregler, der alle har en ordlyd svarende til ligningslovens § 33,

ligeledes må fortolkes således, at udenlandsk nettoindkomst skal

opgøres efter danske regler, hvilket også anses for at have

støtte i fast og langvarig praksis.

Videre anførtes det af Skatteministeriet, at en anvendelse af et

bruttoprincip ville medføre, at lempelsen ville kunne overstige det

beløb, hvormed den pågældende indtægt ville

være blevet beskattet, såfremt den samlede skattepligtige

indtægt var erhvervet i Danmark. Et sådant resultat kunne ikke

anses for at have støtte i creditreglernes ordlyd og dermed være

i strid med creditregler nes formål, idet lempelsesmaksimeringen netop

var rettet mod en sådan konsekvens. Endelig anførte

Skatteministeriet, at når der som i den foreliggende sag udøves

erhvervsmæssig virksomhed, vil anvendelse af nettoprincippet

indebære, at renteindtægter i relation til lempelsesberegningen

skal reduceres med de direkte driftsudgifter som f.eks. specificerede

renteudgifter på den underliggende finansiering eller en

forholdsmæssig andel af virksomhedens generalomkostninger.

Begrundelsen for, at Skatteministeriet nu har besluttet at hæve

sagen, er, at den har mistet sin aktualitet, dels fordi det kan lægges

til grund, at sagsøgte ikke har iværksat de

lånearrangementer, der dannede grundlag for anmodningen om bindende

forhåndsbesked, dels vedtagelsen af ligningslovens § 33 F med virkning

fra den 19. maj 1993 er ensbetydende med, at en generel anvendelse af

nettoprincippet nu er lovfæstet.

I overensstemmelse med bemærkningerne til ligningslovens § 33 F er

Skatteministeriet således fortsat af den opfattelse, at anvendelse af

nettoprincippet - også for tiden inden den 19. maj 1993 - som

udgangspunkt var gældende ret, herunder i situationer som den her

foreliggende vedrørende udenlandske renteindtægter

oppebåret som led i næringsvirksomhed. Det kan i den forbindelse

tilføjes, at Skatteministeriet ikke kan tilslutte sig

Landsskatterettens bemærkninger om, at beregning af lempelse efter et

bruttoprincip synes mest rimeligt, når en

dobbeltbeskatningsoverenskomst tildeler kildelandet beskatningsretten til

renteindtægter. Det er i øvrigt Skatteministeriets opfattelse,

at der intet er i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, som hindrer en generel

anvendelse af nettoprincippet.

Det kan herefter konkluderes, at de særlige omstændigheder,

der har ført til, at sagen er hævet, har en sådan

karakter, at andre skatteydere, der i tiden inden den 19. maj 1993 har

erhvervet udenlandske renteindtægter som led i næringsvirksomhed

og ved skatteberegningen er blevet lempet efter nettoprincippet, ikke kan

støtte en eventuel anmodning om genoptagelse af tidligere foretagne

lempelsesberegninger på, at Skatteministeriet har hævet den

foreliggende sag.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter