PERSONBESKATNING 1997 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsnit AK - Skatteprocessen
A.K.1 Kompetence
De enkelte skattemyndigheders ligningskompetence er fastlagt ved SSL og
Skatteministeriets bekendtgørelser til SSL.
Efter SSL § 3, stk. 3 kan den kommunale skattemyndighed ikke foretage
eller ændre en skatteansættelse i det omfang en anden skattemyndighed har
taget stilling til ansættelsen eller har ansættelsen under behandling. Den
kommunale skattemyndighed kan dog godt behandle andre forhold inden for samme
indkomstår end det eller de forhold, som den anden skattemyndighed har eller
er ved at behandle. I de tilfælde hvor skatteansættelsen er under behandling
hos en anden skattemyndighed, skal den kommunale skattemyndighed efter § 3,
stk. 3, 2. pkt. underrette denne anden skattemyndighed om den påtænkte
ansættelsesændring, i rimelig tid før ansættelsesændringen foretages.
Efter SSL § 36 er de lokale og statslige skattemyndigheder afskåret fra at
træffe afgørelse i en sag, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten
har taget stilling til sagen ved kendelse. Endvidere kan Ligningsrådet ikke
træffe afgørelse i en sag, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling
til sagen ved kendelse.
Manglende overholdelse af kompetenceregler medfører normalt, at afgørelsen
bliver ugyldig.
Der er fx tale om kompetencemangler inden for skattesystemet, hvis en
kommunal skattemyndighed fejlagtigt foretager en skatteansættelse, som
henhører under en anden kommune.
Hvor lokalkendskab er af betydning for en myndigheds afgørelse, har
stedlig inkompetence i praksis medført ugyldighed. Dog kan det efter
omstændighederne forekomme, at fordelingen af kompetencen blot er udtryk for
en arbejdsdeling mellem de lokale myndigheder, som ikke medfører ugyldighed,
jf. UfR 1972, 812 ØLD.
A.K.1.1 Ligningsfristen
Efter SSL § 3, stk. 1 skal skatteansættelser være foretaget senest 30.
Læs alt
jun. i det andet kalenderår efter det indkomstår, som ansættelsen vedrører.
Skatteansættelsen må ikke foretages inden udløbet af fristen for
skatteyderens adgang til at udtale sig efter SSL § 3, stk. 4, jf. TfS
1995,605
LSR og afsnit A.K.3.5.
Efter SSL § 3, stk. 2 er skatteministeren bemyndiget til at fastsætte
regler om kommunernes adgang til at foretage skatteansættelser efter
ligningsfristens udløb, jf. bek. nr. 1176 af 22. dec. 1994.
SSL § 3, stk. 1 suppleres af § 14, stk. 4, hvorefter told- og
skatteforvaltningen efter ligningsfristens udløb kan foretage en ansættelse,
hvor dette ikke tidligere er sket. Efter SSL § 16, stk. 1, har styrelsen
bemyndiget told- og skatteregionerne og Københavns og Frederiksbergs Kommuner
til at varetage opgaven.
Efter ligningsfristens udløb kan en skatteansættelse ikke forhøjes af
kommunen, medmindre en forhøjelse vil være af uvæsentlig betydning, eller
forhøjelsen vedrører et forhold i en skatteansættelse, der tidligere er
nedsat i forhold til det selvangivne. Skatteansættelsen kan endvidere ikke
forhøjes, medmindre ændringen vedrører et forhold i en skatteansættelse, hvor
Ligningsrådet har truffet afgørelse om efterbetaling af skat uden ændring af
selve skatteansættelsen, jf. bek. § 1, stk. 1 og TfS 1994,850 LSR og TfS
1995,489 VLD.
Ved bedømmelsen af, om en forhøjelse må anses for uvæsentlig, må der
anlægges en samlet vurdering, idet både dens forhold til den konkrete
ansættelse og dens eventuelle følger for andre af skatteyderens
skatteansættelser må tages i betragtning. Ifølge cirk. nr. 71 af 12. apr.
1996 fastsættes en uvæsentlig forhøjelse fremover vejledende til en
indkomstforhøjelse på under 3000 kr.
Efter bek. § 2 kan kommunerne foretage en ansættelse, hvor en sådan med
urette ikke er foretaget tidligere. Bestemmelsen er hidtil blevet praktiseret
således, at kommunen kan foretage en ansættelse efter udløbet af
ligningsfristen, når det på grund af en teknisk fejl ikke er sket tidligere.
A.K.1.1.1 Ansættelsesændringer
Der skal ifølge SSL § 3, stk. 4 udsendes agterskrivelse,når den kommunale
skattemyndighed ønsker at ændre en skatteansættelse. Dette gælder også ved
ansættelsesændringer som følge af ændringer i underskudsfremførsler mellem
ægtefæller, jf. TfS 1997,10 LSR. En agterskrivelse skal indeholde en
begrundelse, således at skatteyderen kan tage reel stilling til ændringen, se
herom i afsnit A.K.3.6. *Hvis skattemyndighederne ikke vil følge sin
agterskrivelse, fx fordi der er tilgået myndigheden nye oplysninger af
væsentlig betydning, som den skattepligtige ikke har haft lejlighed til at
udtale sig om, må en ny agterskrivelse udsendes til skatteyderen, jf. TfS
1997,105 LSR.* Hvis skatteyderen ikke gør indsigelse mod agterskrivelsen, kan
udsendelse af en egentlig kendelse udelades. Skatteyderen vil herefter alene
modtage en årsopgørelse, der er baseret på den nu gennemførte
skatteansættelse.* Hvis der er risiko for, at årsopgørelsen ikke kan nå at
blive sendt ud inden udløbet af fristen i SSL § 35, skal der udsendes
kendelse, så afgørelsen ikke er afhængig af tidspunktet for udsendelse af
årsopgørelse.*
Hvis skatteyderen gør indsigelse mod agterskrivelsen, skal der altid
udsendes kendelse.
Foretages en ansættelsesændring i overensstemmelse med skatteyders
anmodning efter SSL § 3, stk. 5, kan der undlades at udsende agterskrivelse.
I så fald skal der altid udsendes en kendelse.
Ved såvel ansættelsesændringer som ved skatteansættelser foretaget efter
ligningsfristens udløb skal der ske underretning til told- og skatteregionen,
for København og Frederiksberg Kommuners vedkommende dog til TSS, jf. bek.
nr. 1176 af 22. dec. 1994 § 3. Dette skal dog kun ske, såfremt skatteyderen
har gjort indsigelse imod en varslet ændring. Denne underretningspligt er
uden betydning for den skatteretlige afgørelse. Derimod vil en undladelse af
at indhente den i bestemmelsen nævnte bemyndigelse til at foretage en
skatteansættelse efter reglerne i bek. § 1, stk. 2 medføre afgørelsens
ugyldighed, jf. 1995,168 LSR.
A.K.1.1.2 Fristen for forhøjelse af ansættelser
Skattemyndighederne kan som udgangspunkt ikke afsende varsel om forhøjelse
af en skatteansættelse, jf. SSL § 3, stk. 4, 1. pkt., efter den 1. maj i det
4. år efter indkomstårets udløb, jf. SSL § 35, stk. 1. En varslet forhøjelse
af en skatteansættelse skal være foretaget senest den 1. aug. i det 4. år
efter indkomstårets udløb, medmindre en anmodning fra den skattepligtige om
udskydelse af denne frist er imødekommet, jf. SSL § 35, stk. 1.
Når der foretages en skatteansættelse på grundlag af en agterskrivelse,
hvortil der ikke er kommet indsigelser, og skatteansættelsen derfor alene
meddeles ved udsendelse af en årsopgørelse, jf. SSL § 3, stk. 4, 3. punktum,
anses skatteansættelsen for foretaget på tidspunktet for årsopgørelsens
datering, jf. cirk. nr. 71 af 12. apr. 1996 pkt. 4.1 og TfS 1997,10 LSR.
Skatteansættelsen er i disse tilfælde således først foretaget ved
årsopgørelsens udskrivelse.
Fristen i SSL § 35 gælder også ved forhøjelser som følge af i
underskudsfremførsel mellem ægtefæller. Efter SSL § 35, stk. 2 omfatter
forhøjelsesfristen i § 35, stk. 1 ikke punkter i en skatteansættelse, hvor
det efterfølgende viser sig, at en forpligtelse eller erhvervelse, der er
lagt til grund for skatteansættelsen, nu giver grundlag for en højere
skatteansættelse.
Der kan dog ikke ske forhøjelse, hvis det afledte skattekrav er forældet
efter 1908-loven.
Skattemyndighederne kan uden begrænsning i tid ændre grundlaget for en
skatteansættelse, men selve ansættelsen kan kun ændres inden for fristen i §
35, stk. 1. Hvis der er tale om et skøn, kan skattemyndighederne dog kun
ændre grundlaget for en ansættelse inden for fristen, jf. § 35, stk. 3.
Landsskatteretten har i en kendelse lagt til grund, at skattemyndighederne
efter fristens udløb er afskåret fra at ændre et afskrivningsgrundlag, der
beror på et skøn, jf. TfS 1995,469 LSR.
Fristen i § 35, stk. 1 suspenderes efter SSL § 35, stk. 4, hvis den
skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt
har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et
urigtigt eller ufuldstændigt grundlag,* jf. Skatteministeriets udtalelse i
TfS 1997,156 om forholdet mellem SSL § 35, stk. 4 og straffebestemmelserne i
SKL.* I tilfælde af fortsæt og grov uagtsomhed løber ansættelsesfristen efter
§ 35, stk. 1 først fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne kommer i
besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt
skatteansættelse.
Fristen i § 35, stk. 1 gælder ikke forhøjelser vedrørende et påklaget
forhold, jf. SSL § 35, stk. 5. Det betyder, at en skatteyder, som har
påklaget en skatteansættelse til højere instans med påstand om nedsættelse på
bestemte punkter, må tåle, at klageinstansen foretager en vurdering af disse
klagepunkter, som kan resultere i en forhøjelse.*Betingelsen om, at SSL § 35,
stk. 5 alene kan anvendes på det påklagede forhold, skal forstås snævert, jf.
TfS 1997,441 LSR. Her kunne der ikke i medfør af SSL § 35, stk. 5 ske
forhøjelse af renteudgifter vedrørende et pantebrev i en ejendom, selv om
klagen drejede sig om opgørelsen af resultatet af udlejningsvirksomhed
vedrørende den nævnte ejendom.* Klageinstansen kan også bedømme ansættelsen i
sin helhed, jf. SSL § 21, stk. 4 og § 28, stk. 1. Resultatet af en sådan
helhedsvurdering kan dog ikke blive en forhøjelse på ikke påklagede punkter,
men kun nedsættelse eller stadfæstelse af disse, hvis fristen i SSL § 35,
stk. 1 er overskredet.
SSL § 35 gælder heller ikke ved konsekvensændringer som følge af
genoptagelse, jf. SSL § 4, stk, 3.
I ganske særlige tilfælde kan fristen fraviges ved en aftale inden
fristens udløb jf. SSL § 35, stk. 1. Ifølge cirk. nr. 71 af 12. apr. 1996 er
den skattepligtige berettiget til udsættelse med ansættelsesfristen den 1.
aug., når hensynet til den skattepligtiges varetagelse af sine interesser
vedrørende den varslede forhøjelse taler derfor, fx når det må forventes, at
den skattepligtige kan fremlægge nye oplysninger, der kan begrunde bortfald
af den varslede forhøjelse, og disse oplysninger ikke kan frembringes inden
fristens udløb.
* Bortset fra denne situation, kan fristen ikke fraviges. Fx er en
ægtefælle ikke omfattet af udsættelsen. Det betyder bla., at der ikke kan
foretages konsekvensændringer efter fristens udløb. *
A.K.1.2 Retsbeskyttelse af en skatteyders forventninger
*Efter retspraksis kan ligningsmyndighedernes muligheder for at forhøje
selvangivelsen undtagelsesvist begrænses af, at skattemyndighederne positivt
har givet en skatteyder en retsbeskyttet forventning. Retspraksis stiller dog
særdeles høje krav til kvalificeringen af forventningen. Der ses i den
følgende beskrivelse af forventningsprincippet bort fra svar afgivet efter
reglerne i SSL om bindende forhåndsbesked, som umiddelbart er bindende for
skattemyndighederne. Er der derimod tale om andre svar eller tilkendegivelser
fra skattemyndighederne, vil disse som udgangspunkt ikke binde myndighederne
ved den senere ligning, da der eksisterer en almindelig adgang til at
revidere skatteansættelser med respekt af fristreglerne i SSL § 35.
Efter retspraksis kan der imidlertid under særlige omstændigheder være
tale om, at skattemyndighederne er afskåret fra at revidere og forhøje en
ansættelse, der anses som forkert, fordi en skatteyder har opnået en
retsbeskyttet forventning til et udsagn eller en tilkendegivelse fra en
skattemyndighed. Der kan enten være tale om et individuelt udsagn til en
konkret skatteyder, jf. A.K.1.2.1, eller et generelt udsagn i form af
ordlyden i fx ligningsvejledningen eller et cirkulære, jf. A.K.1.2.2.
A.K.1.2.1 Forventninger til individuelle tilkendegivelser
Efter domspraksis er det navnlig tilkendegivelser fra de centrale
skattemyndigheder, der kan føre til, at en skatteyder får medhold efter det
såkaldte forventningsprincip, selv om tilkendegivelsen ikke kan anses for at
være i overensstemmelse med gældende praksis. Om tilkendegivelser fra en
told- og skatteregion findes alene en enkelt afgørelse i TfS 1993,420 VLD,
hvorefter der ikke kunne støttes ret på en tilkendegivelse fra det
amtsskatteinspektorat, i hvis område skatteyderen tidligere var bosat. Om
tilkendegivelser fra kommunale skattemyndigheder, se A.K.1.2.1.6.
De ledende domme, hvor en skatteyder har kunnet støtte ret på en
tilkendegivelse fra en central skattemyndighed, er UfR 1969,108 HRD, UfR
1976,658 HRD, ØLD af 11. sep. 1981 (Medd. fra Skd. 1982, s. 53)og TfS
1994,477 ØLD. Uafhængigt af, om der er tale om en tilkendegivelse fra en
central skattemyndighed eller ej, viser retspraksis, at en række
grundlæggende betingelser skal være opfyldt.
A.K.1.2.1.1 Indflydelse på skatteyders disposition
Denne retspraksis kan sammenfattes således, at der for det første skal
være tale om, at tilkendegivelsen kan have haft indflydelse på skatteyderens
efterfølgende dispositioner, således at skatteyderen ville lide tab, hvis
tilkendegivelsen ikke kan lægges til grund. Denne betingelse er fx ikke
opfyldt, hvis skatteyderen først får et tilsagn om en bestemt skattemæssig
behandling på et tidspunkt, hvor der ikke længere eksisterer alternative
dispositionsmuligheder, jf. fx afgørelserne TfS 1995,489 VLD, TfS 1996,745
VLD og TfS 1997,11 LSR.
A.K.1.2.1.2 Direkte og positiv tilkendegivelse
Det er for det andet en betingelse, at der er tale om en direkte og
positiv tilkendegivelse. At tilkendegivelsen skal være direkte betyder dels,
at den skal knytte sig til et specifikt behandlet spørgsmål, dels at en
skatteyder ikke uden videre kan støtte ret på, hvad en myndighed synes at
have forudsat uden en direkte tilkendegivelse herom, jf. TfS 1997,414 H. At
en tilkendegivelse kan karakteriseres som positiv betyder, at
skattemyndighedernes passivitet overfor et vedvarende selvangivet punkt ikke
er til hinder for, at punktet korrigeres med tilbagevirkende kraft, alene med
respekt af almindelige forældelsesregler. Der kan henvises til dommene TfS
1994,131 VLD, TfS 1995,505 ØLD, TfS 1997,100 H, TfS 1997,331 VLD og TfS
1997,400 ØLD.
A.K.1.2.1.3 Tilkendegivelse klar og uden forbehold
For det tredje er det en betingelse, at tilkendegivelsen har en
tilstrækkelig klarhed, jf. fx TfS 1990,214 H, TfS 1996,175 VLD og TfS
1997,781 VLD og kan dokumenteres af skatteyderen. Fx kunne skatteyderne i TfS
1997,364 ØLD og TfS 1997,365 ØLD ikke løfte bevisbyrden for, at myndighederne
havde afgivet en mundtlig tilkendegivelse. Endelig gælder det, at
tilkendegivelsen skal være uden forbehold. Der kan eksempelvis ikke støttes
ret på en tilkendegivelse, der er ledsaget af en bemærkning om, at
spørgsmålets endelige besvarelse afhænger af udfaldet af klagebehandling i
sædvanlig instansfølge, jf. dommene UfR 1973,18 H, TfS 1989,491 H og TfS
1997, 937.
A.K.1.2.1.4 Tilkendegivelsens adressat
For det fjerde er det normalt en betingelse, at der er identitet mellem
modtageren af tilkendegivelsen, og den der påberåber sig tilkendegivelsen.
Dette udgangspunkt kan dog fraviges, hvis andre end modtageren af
tilkendegivelsen er omfattet af det samme konnekse forhold, jf. dommene UfR
1969,108 H og TfS 1994,477 ØLD.
A.K.1.2.1.5 Urigtige eller bristende forudsætninger
For det femte er det en betingelse, at tilkendegivelsen ikke kan
tilsidesættes som følge af urigtige eller bristende forudsætninger. Der vil
fx ikke kunne støttes ret på en tilkendegivelse som følge af urigtige
forudsætninger, hvis skatteyderen ikke loyalt har fremlagt alle relevante
faktiske oplysninger, eller hvis skatteyderen vidste eller burde vide, at
myndigheden svævede i en faktisk vildfarelse, jf. fx TfS 1989,529 ØLD, TfS
1988,564 LSR og TfS 1990,495 LSR. Skattemyndighederne kan derimod normalt
ikke påberåbe sig en retlig vildfarelse som en urigtig forudsætning, bortset
fra tilfælde, hvor resultatet ville blive, at den skattemæssige behandling må
anses for åbenbart ulovmedholdelig. I de sidstnævnte situationer vil det dog
efter omstændighederne ikke have realitetsbetydning, at skatteyderen ikke kan
støtte direkte ret på det ulovmedholdige udsagn, fordi skattemyndighederne
typisk vil ifalde erstatningsansvar, hvis skatteyderen har lidt økonomisk tab
ved at indrette sig i tillid til udsagnet.
Hvis betingelserne for at støtte ret på en tilkendegivelse er opfyldt, vil
retsvirkningerne heraf også kunne bortfalde som følge af bristende
forudsætninger. Der kan fx være tale om forhold, som efterfølgende har ændret
sig væsentligt, og at skatteyderen endnu ikke har disponeret i tillid til
tilkendegivelsen, jf. fx TfS 1991,57 ØLD, TfS 1993,316 H og TfS 1995,661 H.
Det vil ligeledes være en bristende forudsætning, hvis skattemyndighederne
med fremtidig virkning varsler en ændring af en tilkendegivelse, der ellers
har været egnet til at støtte ret på, jf. TfS 1995,661 H. Efter
omstændighederne vil dog selv et varsel ikke kunne ændre virkningen af en
tilkendegivelse, nemlig hvis skatteyderen har indrettet sig afgørende efter
tilkendegivelsen, jf. TfS 1984,138 ØLD, hvor
Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle. Endelig vil en
efterfølgende ændring af lovgivning eller generel praksis kunne være en
bristende forudsætning for en tilkendegivelse.
A.K.1.2.1.6 Særligt om tilkende givelser fra kommunale skattemyndigheder
Selv om alle de ovenfor omtalte grundlæggende betingelser er opfyldt, kan
der efter domspraksis ikke uden videre støttes ret på en "forkert"
tilkendegivelse, der hidrører fra en kommunal skattemyndighed, idet
udgangspunktet er, at en sådan tilkendegivelse må vige for de statslige
tilsynsmyndigheders revisionsbeføjelser. Til støtte herfor kan henvises til
TfS 1989,196 H, TfS 1985,160 VLD, TfS 1994,232 VLD og TfS 1997.781 VLD, og
især de 3 sidstnævnte afgørelser, hvor skattemyndighederne har fået medhold
under hensyn til de statslige tilsynsmyndigheders adgang til at revidere
kommunale afgørelser.
Der findes dog enkelte afgørelser, hvor en skatteyder har fået medhold i,
at der kan støttes ret på en tilkendegivelse fra en kommunal skattemyndighed,
nemlig ØL-dom af 27. nov. 1981 (Medd. fra Skd. 1981, s. 275), TfS 1986,161
ØLD, TfS 1989,556 LSR og TfS 1992,557 VLD. Det karakteristiske i disse sager
har været, at der er tale om en tilkendegivelse vedrørende et faktisk
fordelingsskøn eller lignende, der er afgivet under sådanne omstændigheder,
at skatteyderen herefter har været uden anledning til at indsamle den ellers
fornødne udgiftsdokumentation. Der er dog en enkelt af disse afgørelser, hvor
denne karakteristik ikke er dækkende, nemlig TfS 1986,161 ØLD, hvor
skatteyderen kunne støtte ret på en tilkendegivelse, der bestod i, at den
fortrykte lejeværdiansættelse på ejendomsskemaet var foretaget særskilt for
et sommerhus og 2 tilstødende grunde, selv om retten lagde til grund, at
denne beregning ubestridt var fejlagtig efter en alment kendt praksis. Efter
denne praksis skulle der ske en samlet beregning for de 3 parceller med
progressionsvirkning som følge. Der var således ikke tale om et faktisk
fordelingsskøn, men derimod en skønsmæssig vurdering af, om de 2 ubebyggede
grunde havde herlighedsværdi for sommerhuset. Dommen skal ses i lyset af, at
retten konkret lagde vægt på, at skatteyderen kunne have undgået en samlet
lejeværdibeskatning ved at overdrage de to grunde til sine børn.
Endelig skal nævnes den særlige situation, hvor ligningsmyndigheden i
forbindelse med et selskabs likvidation efter anmodning fra likvidator
afgiver en såkaldt skattekvittance på grundlag af et foreløbigt
likvidationsregnskab.
En sådan kvittance vil normalt ikke være bindende for skattemyndighederne,
inden likvidator har gennemført udlodning fra boet, jf. TfS 1997,538 ØLD,
hvorimod en bindende virkning efter omstændighederne kan indtræde, efter at
udlodningen reelt er gennemført.
I TfS 1997,538 ØLD kunne en sådan bindende virkning ikke påberåbes af
likvidator i et tilfælde, hvor der reelt ikke var gennemført udlodning fra
boet, og hvor det foreløbige regnskab derfor ikke var retvisende.
A.K.1.2.2 Forventninger til generelle udsagn
Med UfR 1983,8 H er det fastslået, at ligningsmyndighedernes overordnede
generelle praksis alene kan skærpes med fremtidig virkning. En sådan
skærpelse kan tidligst få virkning fra det tidspunkt, hvor skærpelsen
offentliggøres på relevant måde, fx i TfS eller ved udsendelse af et
cirkulære, herunder et cirkulære, der ændrer et hidtidigt cirkulære, jf. TfS
1993,345 VLD og TfS 1996,656 VLD, eller ved en skærpet formulering i
Ligningsvejledningen. Det anførte gælder dog ikke i det omfang den ændrede
praksis alene er udtryk for en udfyldning eller præcisering af hidtidig
praksis, jf. fx TfS 1994, 587, 588 og 589 H om den skattemæssige behandling
af lån i fælleskasser, hvor skattemyndighedernes præcisering af praksis kunne
gøres gældende uden forudgående varsel, jf. i øvrigt om praksisændringer
afsnit A.K. 7.
At en generel overordnet praksis alene kan skærpes med fremtidig virkning
er ensbetydende med, at skatteyderne som udgangspunkt kan støtte ret på en
forventning om, at en entydig og forbeholdsløs formulering i cirk. og
ligningsvejledning indtil videre er udtryk for myndighedernes generelle
praksis. Der kan henvises til UfR 1965,399 H, TfS 1992,19 ØLD, TfS 1994,295
ØLD, TfS 1996,210 H, TfS 1996,642 H og TfS 1997,613 VLD.
Som undtagelse herfra gælder dog, at skatteyderne ikke kan støtte ret på
en formulering, der måtte føre til resultater, der er i direkte modstrid med
højere rangerende retskilder, dvs. lovgivning, domspraksis og offentliggjort
fast administrativ praksis, jf. fx TfS 1993,101 VLD, TfS 1993,161 VLD og TfS
1995,483 H.
En forudsætning for, at skatteyderne som ovenfor anført kan støtte ret på
indholdet af generelle administrative retskilder er endvidere, at retskilden
hidrører fra de overordnede skattemyndigheder, jf. TfS 1994,551 VLD og TfS
1996,173 ØLD, hvor der ikke kunne støttes ret på generelle udsagn fra en
told- og skatteregion.
Lighedsgrundsætningen
At skatteyderen kan støtte ret på de overordnede myndigheders generelle
praksis med de anførte undtagelser, er et udslag af den almindelige
forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, der også kan påberåbes i tilfælde,
hvor forventningssynspunktet ikke er aktuelt. Dette vil fx være relevant, i
tilfælde hvor der henvises til en praksis, der ikke var kendt eller beskrevet
på det tidspunkt, hvor skatteyderen disponerede. Dette kan fx være tilfældet,
hvis der i ligningsvejledningen for 1997, der først udgives i starten af
1998, er beskrevet nogle retningslinjer, der ikke tidligere har været
beskrevet, som skal være gældende for indkomståret 1997. Påberåbelse af
lighedsgrundsætningen forudsætter endvidere, at den generelle praksis, der
henvises til, ikke er direkte ulovmedholdelig eller i strid med højere
rangerende retkilder. Påberåbelse af lighedsgrundsætningen forudsætter
endelig, at en skatteyders konkrete sag er helt identisk med den generelle
praksis eller afgørelse, der henvises til, jf. TfS 1995,486 ØLD og TfS
1996,211 ØLD, hvor dette krav ikke var opfyldt. Det vil normalt alene være de
centrale myndigheders generelle praksis, der kan påberåbes efter en
lighedsgrundsætning jf. fx TfS 1995,483 H, hvor lighedsgrundsætningen ikke
kunne påberåbes vedrørende en lokal praksis, der var forkert, da skatteyderen
ikke kunne støtte ret på, at en skatteyder i en anden kommune havde fået
medhold i en helt tilsvarende sag om fradrag for udepenge. En anden begrænset
rækkevidde af lighedsgrundsætningen følger af en
Ombudsmandsudtalelse, der er refereret i TfS 1994,202, hvorefter der ikke
kunne støttes ret på anvendelsen af et genoptagelsescirk. efter dettes
ophævelse, og efter at skattemyndighederne var ophørt med at administrere
efter cirk., jf. skatteministerens svar om samme cirk. i TfS 1994,205.*
A.K.2 Inhabilitet
Reglerne om inhabilitet skal sikre, at ingen i den offentlige forvaltning
træffer afgørelse i en sag, i hvis afgørelse vedkommende selv har en særlig
interesse i. Baggrunden for reglerne om inhabilitet er et ønske om at
tilvejebringe sikkerhed for og tillid til, at de afgørelser, der træffes af
en myndighed, ikke påvirkes af uvedkommende hensyn.
Forvaltningsloven indeholder i §§ 3-6 en række bestemmelser om speciel
inhabilitet. Forvaltningslovens regler suppleres af en særlig bestemmelse om
almindelig inhabilitet i SSL § 34, hvorefter ingen samtidig kan være medlem
af eller stedfortræder i et skatteankenævn, Ligningsrådet eller
Landsskatteretten.
Reglerne om udnævnelsesbetingelserne for medlemmer af skatteankenævnene,
Ligningsrådet og Landsskatteretten findes i SSL. Der stilles ingen krav om
særlig uddannelse for medlemmerne af disse råd og nævn, bortset for
Landsskatteretten, hvor præsidenten, retsformændene samt mindst 5 af de
medlemmer, der udnævnes af ministeren, skal opfylde de almindelige
betingelser for at kunne blive landsdommer.
Ud over regler om partsinteresse og familiemæssig tilknytning indeholder
forvaltningsloven regler om inhabilitet på grund af tilknytning til en
juridisk person og tidligere deltagelse i sagens behandling samt en
opsamlingsbestemmelse, hvorefter der indtræder inhabilitet, hvis der i øvrigt
foreligger omstændigheder, der er egnet til at vække tvivl om vedkommendes
upartiskhed.
Det sker, at en underordnet forvaltningsmyndighed i forbindelse med
behandlingen af en konkret sag søger vejledning om lovfortolkningsspørgsmål
eller lignende - fx telefonisk - hos en overordnet myndighed, der tillige er
klageinstans vedrørende den pågældende sag. Er rådgivningen givet i en sådan
form, at den pågældende medarbejder hos den overordnede myndighed ikke har
givet udtryk for sin endelige opfattelse med hensyn til den konkrete sags
udfald, men blot ydet rådgivning med hensyn til fortolkningen af
retsgrundlaget for afgørelsen og/eller har vejledt om den overordnede
myndigheds praksis, vil bestemmelsen i forvaltningslovens § 3, nr. 4, ikke
medføre, at den pågældende medarbejder vil være inhabil i forhold til den
pågældende sag, hvis afgørelsen bliver påklaget til den overordnede
myndighed. Den pågældende vil i så fald ikke have medvirket ved den
afgørelse, som den underordnede myndighed har truffet.
Endelig indeholder SSL § 11, stk. 2, en særlig regel vedrørende
sekretariatsbetjening af skatteankenævnet. Efter denne bestemmelse må en
person, der tidligere har deltaget i en afgørelse om en skatteansættelse,
ikke yde sekretariatsbistand til skatteankenævnet vedrørende klagebehandling
af samme afgørelse. Der er her tale om et rent personspørgsmål. Det er derfor
normalt uden betydning om den, der behandler sagen i første instans, og den,
der fungerer som sekretær for ankenævnet, har samme chef, jf. TfS 1995,13
LSR og svar fra skatteministeren i TfS 1995, 175.
I følge forarbejderne til § 11 er denne regel udtryk for en rettighed for
borgerne, som kan frafaldes. Det betyder, at skatteankenævnet kan fravige
reglen, såfremt der fra klageren fremkommer en uopfordret tilkendegivelse om,
at samme kommunale medarbejder kan sekretariatsbehandle sagen for
skatteankenævnet. I praksis vil en sådan tilkendegivelse kun fremkomme rent
undtagelsesvis. Skatteankenævnet er ikke forpligtet til at følge en sådan
anmodning. Kan kommunen ikke med sit personale sikre den fornødne habilitet
og stille kvalificerede medarbejdere til rådighed for skatteankenævnet, skal
kommunen efter bestemmelsen i SSL § 11, stk. 3, anvende ekstern bistand. Det
er et krav, at den eksterne sekretariatsbistand skal kunne udføre
sekretariatsbetjeningen tilfredsstillende. Det er kommunalbestyrelsens
afgørelse, hvem der skal sættes på opgaven, og det er derfor kommunen, der
afgør, om bistanden skal ydes af en offentlig eller en privat virksomhed.
Der er ikke noget i vejen for at benytte medarbejdere fra nabokommunen.
Tilsvarende gælder private revisorer. Det afgørende er, at
instruktionsbeføjelsen påhviler den af kommunalbestyrelsen udpegede
ligningsansvarlige.
Ansvaret for sekretariatsbetjeningen påhviler i alle tilfælde
kommunalbestyrelsen. Eksterne medarbejdere med et personligt
ansættelsesforhold vil være omfattet af såvel straffelovens bestemmelser om
tavshedspligt i § 152 som af den præciserende bestemmelse i
forvaltningslovens § 27, stk. 1.
Derimod vil den, der efter aftale udfører arbejde for myndigheden alene
være omfattet af en tilsvarende tavshedspligt efter bestemmelsen i
straffelovens §152 A.
Revisorer, der er medlemmer af et byråd, er ikke inhabile i forbindelse
med kommunalbestyrelsens behandling af ligningsplanen, idet de pågældendes
erhverv som revisorer ikke ud fra en almindelig betragtning indebærer risiko
for, at behandlingen vil blive påvirket af usaglige eller uvedkommende
hensyn.
I praksis forekommer speciel inhabilitet typisk i tilfælde, hvor der
foreligger en konkret økonomisk interessekonflikt, jf. fx Skat 1986.9.556,
hvor en ligningskommissionsformand, der førte retssag om et byggeri mod
hovedaktionæren i det selskab, hvis sag var til afgørelse i
ligningskommissionen, blev anset for inhabil.
Speciel inhabilitet kan tillige være forårsaget af et mere personligt
modsætningsforhold eksempelvis dokumenteret uvenskab. Politiske
modsætningsforhold vil ikke kunne medføre speciel inhabilitet.
Foreligger der inhabilitet må den, der er inhabil, som udgangspunkt
hverken træffe afgørelse i den pågældende sag eller i øvrigt medvirke ved
sagens behandling. Et inhabilt medlem af et skatteankenævn er således
afskåret fra at deltage ikke blot i en eventuel afstemning om sagens
afgørelse, men også i den forudgående behandling af spørgsmålet om
inhabilitet, jf. forvaltningslovens § 6.
Efter samme bestemmelses stk. 2 afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person
er inhabil, af den myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens
realitet. Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse
med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. I praksis har TSS
udtalt sig i sager vedrørende inhabilitetsspørgsmål.
Har der i en sag foreligget speciel inhabilitet, da afgørelsen blev
truffet, vil retsvirkningen heraf normalt være, at afgørelsen bliver ugyldig.
Har inhabiliteten ikke haft betydning for afgørelsen, anses den ikke for
ugyldig.
A.K.3 Sagsbehandlingsreglerne
A.K.3.1 Vejledningspligt
Forvaltningslovens § 7 indeholder regler om forvaltningsmyndighedernes
pligt til at yde borgerne vejledning. Bestemmelserne finder anvendelse i
skattesager.
Reglerne gælder alene vejledning i forbindelse med konkrete
afgørelsessager. Vejledning skal efter bestemmelsen gives i fornødent omfang
efter en konkret vurdering. Vejledningspligten betyder, at den skattepligtige
skal have en orientering om, hvilken betydning skattelovgivningens regler har
for den pågældende sag, og om hvilke oplysninger, som skal tilvejebringes som
led i skattesagens behandling. Endvidere skal skattemyndighederne give
oplysning om, hvor lang tid sagsbehandlingen forventes at vare. Endelig skal
skattemyndighederne være behjælpelig med udfyldelse af blanketter eller
lign., der vedrører skatteområdet.
Det er fast praksis, at skattemyndighederne ikke udtaler sig i anledning
af forespørgsler, der er helt generelle eller ikke angiver navn mv. på de
implicerede skattesubjekter.
Skatteborgerne kan henvende sig til hjemstedkommunen om skattemæssige
problemer. Kommunens skatteforvaltning kan i tvivlstilfælde rådføre sig med
told- og skatteregionen. Der henvises iøvrigt til TSS-cirk. 1990-49 om
decentralicering af den responderende virksomhed.
A.K.3.2 Repræsentation
Den, der er part i en sag, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse
af en forvaltningsmyndighed, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling
vælge at lade sig repræsentere eller bistå af andre, jf. forvaltningslovens §
8.
Der findes ikke i forvaltningsloven regler om, hvem der kan repræsentere
eller bistå en part. Parten kan derfor lade sig repræsentere eller bistå af
såvel sagkyndige, fx en advokat eller revisor, som af andre. Repræsentation
kan dog normalt kun foretages af en person, der er myndig.
Omkostningerne ved eventuel sagkyndig bistand er skattemyndighederne
uvedkommende, bortset fra de tilfælde som er omfattet af reglerne om
omkostningsdækning, SSL kap. 3A, jf. afsnit A.K.9.
Den myndighed, der behandler sagen, afgør, om den, der optræder som
partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden måde
godtgøre, at den pågældende kan optræde som repræsentant for parten.
Optræder en advokat eller revisor på partens vegne i en skattesag, er der
tale om typiske partsrepræsentanter inden for skatteområdet, og der vil ikke
være grund til at forlange dokumentation for fuldmagtsforholdet, medmindre
det er særligt begrundet i sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt.
Særligt under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt vil det i
andre tilfælde være nødvendigt, at andre, der optræder som partsrepræsentant,
fremlægger en skriftlig fuldmagt som dokumentation for fuldmagtsforholdet.
Dette gælder således ved enhver henvendelse til en skattemyndighed om en
konkret skattesag, som ikke vedrører den pågældendes egne skatteforhold.
Forretningsordnerne for Landsskatteretten § 21, for Ligningsrådet § 14 og
for skatteankenævnene § 17 indeholder regler om repræsentation. Reglerne
præciserer partsrepræsentantens adgang til at disponere på partens vegne og
indeholder endvidere regler om, at meddelelse om afgørelsen skal sendes både
til parten og partsrepræsentanten.
A.K.3.3 Sagens oplysning,Officialprincippet
For forvaltningsmyndighedernes sagsbehandling gælder officialprincippet.
Officialprincippet findes hverken beskrevet i SSL eller i
forvaltningsloven, men har hjemmel i uskreven retssædvane. Officialprincippet
betyder, at en forvaltning har ansvaret for at de nødvendige oplysninger
foreligger, og at de nødvendige undersøgelser foretages inden der træffes
afgørelse i en sag. Dette betyder nødvendigvis ikke, at forvaltningen altid
selv skal fremskaffe de nødvendige oplysninger. Dette kan ske i samarbejde
med andre myndigheder og skatteyderen selv. Forvaltningen vil dog ikke uden
videre kunne lægge skatteyderens oplysninger til grund, men må i et
nødvendigt omfang kontrollere dem og således sikre, at sagen bygger på det
materielt rigtige grundlag.
Et væsentligt led i skattemyndighedernes sagsbehandling er
skattelovgivningens bestemmelser om pligtmæssige oplysninger fra
skatteborgerne.
Det drejer sig især om reglerne om den enkelte skatteyders
selvangivelsespligt, men også om skattemyndighedernes adgang til at indhente
regnskabsmateriale, foretage virksomhedseftersyn og indhente oplysninger fra
tredjemand, jf. cirk. nr. 160 af 22. okt. 1996 om skattekontrolloven.
Det almindelige krav om, at skattemyndighederne skal behandle sager så
enkelt, hurtigt og økonomisk som muligt, indebærer ikke, at
skattemyndighederne kan undlade at sørge for, at sagen er forsvarligt oplyst.
I de tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har givet anledning til kritik fra
Folketingets Ombudsmand, retter kritikken sig først og fremmest imod de
perioder i sagsforløbet, hvor sagens behandling har været gået helt i stå,
jf. fx FOB 1995.237 og FOB 1995.251. Det må derfor påhvile den undersøgende
skattemyndighed eventuelt at rykke for et høringssvar, og det kan ofte være
hensigtsmæssigt at fastsætte en svarfrist.
A.K.3.4 Syn og skøn ved Landsskatteretten
SSL § 30 indeholder regler om syn og skøn i forbindelse med sager, der er
indbragt for Landsskatteretten.
Syn og skøn er et bevismiddel
Syn og skøn er et bevismiddel, der anvendes for at sikre bevis til brug
for retssager. Bevismidlet består i en sagkyndig besvarelse af faktiske
spørgsmål til brug for bevisbedømmelsen i en retssag. Der træffes ikke
retlige afgørelser under syn og skøn, men der tilvejebringes et vurderings-
og bedømmelsesgrundlag til brug herfor. Reglerne om syn og skøn findes i RPL
kap. 19.
Derudover indeholder RPL § 343 en særlig bestemmelse om anvendelse af syn
og skøn, selv om det ikke sker til brug for verserende retssager (isoleret
bevisoptagelse). Det er denne regel, der efter SSL § 30, stk.1, finder
tilsvarende anvendelse ved landsskatteretssager.
På skatteområdet er syn og skøn primært anvendelig i
værdiansættelsesspørgsmål. Reglen finder ikke anvendelse i vurderingssager,
idet vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage besigtigelse af
ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig bistand.
Landsskatteretten
Landsskatteretten kan i den enkelte sag fastsætte en frist, inden for
hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse af syn og skøn skal være afklaret,
jf.
SSL § 30, stk. 2. Begæres der syn- og skøn, udsætter Landsskatteretten
sagens videre behandling, indtil syn- og skøn er foretaget.
Det er de almindelige domstole, der udmelder syn- og skønsmændene.
Landsskatteretten fastsætter endvidere en frist, inden for hvilken
klageren og skattemyndighederne skal meddele retten, om skønserklæringen
giver parterne anledning til at ændre deres påstande i sagen for
Landsskatteretten.
Retsplejelovens regler
Syn og skøn kan alene afholdes efter begæring af parterne i en sag. Den
part, der begærer udmeldelse af syn og skøn, betegnes som rekvirenten.
Anmodning om isoleret bevisoptagelse ved syn og skøn indgives af rekvirenten
til byretten på det sted, hvor den genstand eller fordring m.v., som ønskes
vurderet, befinder sig. Befinder genstanden sig i udlandet, indgives
anmodningen om syn og skøn til byretten på det sted, hvor en eventuel senere
retssag skal anlægges her i landet. Det er generelt en betingelse for
udmeldelse af syn og skøn, at byretten finder udmeldelsen hensigtsmæssig,*
jf. TfS 1997,690 ØLK, hvor byretten og landsretten afviste en begæring om syn
og skøn, fordi det var mere hensigtsmæssigt at indhente en sagkyndig
erklæring fra en brancheorganisation.* Ved udmeldelse af syn og skøn betales
en retsafgift på 400 kr.
Rekvirentens modpart under en eventuel senere retssag skal med en uges
varsel af byretten eller af rekvirenten underrettes om det retsmøde, hvori
der træffes beslutning om udmeldelse af syn og skøn, og om selve
bevisførelsen.
Udgifterne til syn og skøn afholdes af rekvirenten. Retten kan pålægge
rekvirenten at betale sagsomkostninger til modparten. Derimod kan retten ikke
pålægge modparten at betale omkostninger ved syn og skøn til rekvirenten.
De omkostninger, som rekvirenten har afholdt til syn og skøn, kan
imidlertid indgå, når retten under en eventuel efterfølgende retssag tager
stilling til betalingen af sagens omkostninger. Syn og skøn begæret af
skatteyder i en - skattesag er omfattet af reglerne om omkostningsdækning,
jf. afsnit A.K.9.
Grundlaget for et syn og skøn er et eller flere spørgsmål (skønstemaet),
der besvares i én eller flere skønserklæringer, eventuelt suppleret
med besvarelse af mundtlige spørgsmål under den senere mundtlige forhandling
ved retten (afhjemlingen). Som syn- og skønsmænd udmeldes sagkyndige, der
skal være uvildige.
Skønstemaet kan indeholde spørgsmål stillet af hver af parterne eller af
parterne i fællesskab. Spørgsmålene skal være klare, og de skal angå bestemte
punkter og ikke efterlyse en generel vurdering, angå en juridisk vurdering og
må ikke indeholde ledende spørgsmål. Skønstemaet bør udformes så omhyggeligt,
at alle de punkter, som parterne ønsker belyst, er dækket.
Syn- og skønsmændene skal underrette parterne om syns- og
skønsforretningens foretagelse.
Syn- og skønsmændene udarbejder en skriftlig erklæring, som indeholder
deres svar. Erklæringen fremsendes til retten og til parterne. Der kan
stilles tillægsspørgsmål, når syns- og skønsrapporten foreligger. Såfremt
parterne eller en af dem ønsker det, foretages der derefter en afhjemling ved
byretten af syns- og skønsforretningen ved, at syn- og skønsmændene møder i
retten og bekræfter eller eventuelt supplerer eller korrigerer deres
skriftlige erklæring. Der kan under afhjemlingen i byretten stilles
klargørende og uddybende spørgsmål.
Syn og skøn, som er foretaget inden retssag anlægges, er under en eventuel
senere retssag undergivet grundsætningen om bevisbedømmelsens frihed.
Tilsvarende gælder ved Landsskatteretten. Syn og skøn er herefter et
bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for bevisbedømmelsen ved
Lands-skatteretten.
Parter
Efter SSL § 30, stk. 4 indtræder de statslige skattemyndigheder som part i
en sag, når der udmeldes syn og skøn. De statslige skattemyndigheder har
tillige kompetencen til at forlange syn og skøn i sager, der er indbragt for
Landsskatteretten.
Landsskatteretten er ikke part i sagen og kan derfor ikke begære
udmeldelse af syn og skøn, men Landssskatteretten kan naturligvis vejlede
sagens parter og eventuelt opfordre parterne til at lade udmelde syn og skøn.
Landsskatteretten har endvidere mulighed for undtagelsesvis at indkalde
syns- og skønsmændene til at udtale sig i et retsmøde, jf. forretningsordenen
for Landsskatteretten, § 15, stk. 2.
Skønsrekvirenten skal skriftligt underrette Landsskatteretten om
begæringen om udmeldelse af syn og skøn. Med underretningen sendes kopi af
rekvirentens begæring med byrettens påtegning samt kopi af skønstemaet.
Når syns- og skønssagen er afsluttet, skal rekvirenten indsende kopi af
retsbogsudskriften til Landsskatteretten. Med udskriften skal følge syns- og
skønsmændenes udtalelse.
Er klageren rekvirent, skal klageren samtidig meddele Landsskatteretten,
om han/hun ønsker klagen opretholdt.
Er skattemyndighederne rekvirent, kan Landsskatteretten forespørge
klageren, om klagen ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Undlader klager
at besvare Landsskatterettens forespørgsel, anses klagen for opretholdt. Der
henvises nærmere til forretningsorden for Landsskatteretten § 24.
Skattemyndighedernes opgave
Det praktiske arbejde for de statslige skattemyndigheder består i at tage
stilling til, om der skal begæres udmeldt syn og skøn. I bekræftende fald
skal begæringen affattes og indsendes til byretten på det sted, hvor den
genstand eller fordring mv., der ønskes vurderet, befinder sig.
Skattemyndigheden skal i så fald meddele Landsskatteretten, at der er begæret
syn og skøn, idet
Landsskatterettens behandling skal stilles i bero. Ifølge SSL § 30, stk. 4
er det de statslige skattemyndigheder der skal tage stilling til den eller de
personer (syn- og skønsmændene), som retten agter at udmelde, udfærdige selve
skønstemaet samt lade sig repræsentere under syns- og skønsforretningen og en
evt. senere afhjemling.
Hvis skatteyderen begærer syn og skøn, består skattemyndighedernes opgave
i at være repræsenteret i det retsmøde, hvor syn og skøn udmeldes, og udtale
sig om syn- og skønsmanden og skønstemaet, samt lade sig repræsentere ved
afhjemlingen. Det vil normalt være nødvendigt, at skattemyndighederne er
repræsenteret i retsmøder om afhjelming, idet der ikke senere kan fremsættes
indsigelse.
Forældelse
Optagelse af syn og skøn uden retssag er ikke et sådant retligt skridt,
der afbryder forældelse i medfør af 1908-lovens § 2. Hvis en part begærer
syn- og skøn, udsættes Landsskatterettens behandling af sagen, indtil
klageren meddeler Landsskatteretten, om klagen skal opretholdes. I samme
periode er 6-måneders fristen i SSL § 31, stk. 1, 2. pkt. suspenderet.
A.K.3.5 Høring, Partshøring
Reglerne om partshøring på myndighedens initiativ har til formål at sikre,
at sagens parter får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det
faktiske afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Denne ret for parten til at
få lejlighed til at påpege misforståelser, unøjagtigheder eller
ufuldstændigheder i det foreliggende sagsmateriale, vil kunne medvirke til at
sikre, at myndighedens afgørelser træffes på det bedst mulige faktiske
grundlag.
Forvaltningslovens kap. 5 indeholder regler om partshøring. Reglerne
betyder, at hvis en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske
omstændigheder, må myndigheden ikke træffe afgørelse, før parten er gjort
bekendt med oplysningerne og har haft lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Dette
gælder også i sagerne om bindende forhåndsbesked.
SSL indeholder detaljerede regler om partshøring, og forvaltningslovens
regler har derfor næppe selvstændig betydning for de afgørelser, der træffes
i henhold til SSL. Forvaltningslovens regler om partshøring finder imidlertid
anvendelse på andre afgørelser, som skattemyndighederne træffer uden for
SSL's område. Det gælder eksempelvis for skatteopkrævningen og sager om
skattetillæg.
SSL § 3 og § 21 indeholder særlige regler om partshøring og kontradiktion
i sager, som behandles af de kommunale skattemyndigheder og
skatteankenævnene. Tilsvarende regler gælder for told- og skatteregionerne og
Ligningsrådet ved foretagelse af skatteansættelser, jf. lovens § 14, stk.
4, og § 19, stk. 1. Særlige regler om partshøring i landsskatteretssager
findes i SSL §§ 26, stk. 1 og 27 om mundtlig forhandling med
Landsskatterettens sekretariat og mundtlig forhandling under et egentligt
retsmøde. Nærmere regler findes i forretningsordenen for Landsskatteretten §§
6 og 7. For Ligningsrådet findes regler om skatteyders adgang til mundtlig
forhandling i forretningsordenens §§ 8 og 9, stk. 2.
Tilsidesættelse af reglerne om partshøring anses for en væsentlig
sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at skattemyndighedernes afgørelse
bliver ugyldig, jf. *TfS 1997,146 LSR, hvor Landsskatteretten anså
skatteforvaltningens afgørelse for ugyldig, idet afgørelsen var truffet på
grundlag af noget materiale, som var af væsentlig betydning for sagens
afgørelse, men som ikke havde været forelagt for skatteyderen til udtalelse.
I TfS 1997,105 LSR anså Landsskatteretten skatteforvaltningens kendelse for
ugyldig, fordi der burde have været foretaget høring i form af udsendelse af
ny agterskrivelse.
Den nærmere begrundelse herfor var, at der i begrundelsen i kendelsen var
inddraget supplerende faktiske oplysninger, der ikke var medtaget i den
revisionsrapport, der havde dannet grundlag for agterskrivelsen.
Landsskatteretten henviste endvidere til, at selv om udgangspunktet er, at en
sags juridiske elementer holdes udenfor partshøringspligten må det antages,
at der normalt skal ske partshøring, hvis et ændret retsligt
bedømmelsesgrundlag bevirker, at nye faktiske oplysninger inddrages i
afgørelsen. * Der vil dog ikke foreligge ugyldighed, hvis det faktiske
grundlag for afgørelsen efter en konkret væsentlighedsvurdering er uændret,
og den begåede fejl ikke har betydning for sagens materielle udfald, jf. TfS
1996.485 LSR og * TfS 1996,919 LSR* Der er ikke fastsat bestemmelser i SSL om
længden af den frist, som skattemyndighederne skal give den skattepligtige
til at fremkomme med en indsigelse. Ved fastsættelsen af en frist bør der
gives den pågældende part rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og
overveje svaret. Der kan i den forbindelse tages hensyn til omfanget af
oplysningerne og til sagens karakter, herunder om parten tidligere har haft
lejlighed til at udtale sig, og om sagen er af en sådan karakter, at parten
kan have behov for sagkyndig bistand. Ifølge cirk.nr. 113 af 18. jun. 1990
pkt. 6 bør fristen i SSL § 3, stk. 4 ikke fastsættes til under 14 dage. *Hvis
fristen i særlige tilfælde fastsættes til under 14 dage kan det medføre at
afgørelsen er ugyldig, jf. TfS 1997,104
LSR hvor en svarfrist på 8 dage blev anset for at være så kort, at der
forelå en formalitetsmangel, der medførte ugyldighed. Det fremgår af TfS
1997,350
LSR, at skattemyndighederne kan kræve, at et evt. møde afholdes inden
indsigelsesfristens udløb, fx i tilfælde hvor fristen i SSL § 35, stk. 1 er
ved at springe.*
Høring af andre myndigheder
I tilfælde, hvor det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold
til lov, at høring af en anden myndighed skal ske, vil en tilsidesættelse
medføre, at ansættelsen bliver ugyldig.* SSL § 21, stk. 2 indeholder en regel
om at skatteankenævnet skal indhente en udtalelse fra den kommunale
skattemyndighed inden der træffes afgørelse.*Forretningsordenen for
Landsskatteretten § 3, stk. 3, indeholder regler om høring af
skatteankenævnet.
I andre tilfælde, hvor en skattemyndighed indhenter en udtalelse fra en
anden myndighed, bør det i hvert enkelt tilfælde nøje overvejes, om høringen
er nødvendig,* jf. dommen i TfS 1997,537 VLD, hvor landsretten fastslog, at
Landsskatteretten ikke havde haft pligt til at indhente en udtalelse fra
skatteankenævnet eller nogen trejdemand.*
Generelt bør det i høringsskrivelsen anføres på hvilke områder, der ønskes
en udtalelse, og hvornår udtalelsen bør foreligge.
A.K.3.6 Skattemyndighedernes afgørelse
SSL og de i medfør heraf udstedte bestemmelser indeholder detaljerede krav
om skattemyndighedernes fremgangsmåde ved foretagelse af skatteansættelsen.
Sagsfremstilling
Der findes detaljerede regler om udarbejdelsen af sagsfremstilling ved
skatteankenævnene, jf. SSL § 21, stk. 3. Disse regler gælder tillige for
Told- og Skattestyrelsens, told- og skatteregionernes, Ligningsrådets og
Landsskatterettens sagsbehandling, jf. SSL § 14, stk. 4, § 19, stk. 1, og §
25, stk. 2.
Forretningsordenen for skatteankenævnene § 11 indeholder minimumskravene
til en sagsfremstilling. Bestemmelsen i § 11, stk. 5 indeholder tillige en
regel om, at sagsfremstillingen skal ledsages af et forslag til begrundet
afgørelse.
Reglen om sagsfremstilling må anses for at være garantiforskrifter, hvis
tilsidesættelse medfører, at afgørelsen bliver ugyldig, jf. TfS 1994,772 LSR.
Begrundelse
Af særlig betydning i skattesager er reglerne om begrundelse. SSL
indeholder ingen særlige regler om begrundelse, og det betyder, at
forvaltningslovens kap. 6, der indeholder udførlige bestemmelser om kravene
til begrundelse, finder anvendelse i skattesager. Efter forvaltningslovens §
22 skal en skriftlig afgørelse altid begrundes, medmindre afgørelsen fuldt ud
giver parten medhold. Forvaltningslovens § 24 indeholder de nærmere regler om
indholdet af begrundelsen.
Begrundelsen skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har
fået det pågældende indhold. Begrundelsen for afgørelsen skal henvise til de
retsregler, i henhold til hvilken afgørelsen er truffet. Beror afgørelsen på
en fortolkning af en bestemmelse, bør der tillige redegøres for den anlagte
fortolkning.*En henvisning til retsregler vil efter omstændighederne ikke
være nødvendig, hvis begrundelsen for forhøjelsen er, at de selvangivne
dispositioner er uden reelt indhold, jf. TfS 1996,920 LSR.* I det omfang
afgørelsen beror på et skøn, skal begrundelsen tillige indeholde de
hovedhensyn, der har været bestemmende for udøvelsen af skønnet. Foreligger
der en domspraksis eller administrativ praksis, skal der nærmere redegøres
herfor. Endelig skal begrundelsen indeholde en kort redegørelse for de
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som har været tillagt
væsentlig betydning for afgørelsen.
Navnlig reglen i § 24, stk. 1, 2. pkt., om angivelse af de hovedhensyn,
der har været bestemmende for et administrativt skøn, har givet anledning til
problemer, idet der på skatteområdet forekommer talrige afgørelser, der har
skønsmæssig karakter, jf. TfS 1996,779 LSR. I denne sag havde den kommunale
skattemyndighed forhøjet indkomsten med 100.000 kr. ud fra et samlet skøn
vedrørende værdi af løn, eget arbejde og mestersalær uden at der var
redegjort for, hvorledes dette skøn nærmere var fremkommet, herunder på
hvilket grundlag det var udøvet og skønnets fordeling mellem de enkelte
indkomstarter, der ikke havde et fælles opgørelsesgrundlag. Da afgørelsen
ikke indeholdt de hovedhensyn, der havde været bestemmende for skønsudøvelsen
var forhøjelsen ugyldig, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. Jf.
tillige TfS 1996,495 HD*og TfS 1996,120 LSR.*
For så vidt angår afslag på ansøgninger om bevilling antages det i
praksis, at begrundelseskravet lempes, således at det må anses
tilstrækkeligt, at der i begrundelsen henvises til sædvanlig praksis eller
til, at den nødvendige dokumentation ikke foreligger.
Formålet med begrundelseskravet er, at en skatteyder skal kunne vurdere
afgørelsens rigtighed og dermed mulighederne for at opnå en ændret afgørelse
ved eventuel klagebehandling. Begrundelseskravet anses i praksis normalt for
en garantiforskrift, hvis tilsidesættelse vil medføre, at afgørelsen bliver
ugyldig, jf. TfS. 1996,554 VL.
* Hvis en afgørelse tilsidesættes som ugyldig på grund af en formel fejl,
kan den pågældende skattemyndighed inden for fristen i SSL § 35 træffe en ny
afgørelse med samme indhold under iagttagelse af den korrekte procedure.*
Underretning om afgørelsen
Underretning om afgørelsen skal ske til skatteyder selv. Har skatteyderen
under sagen været repræsenteret af en anden person, påhviler det efter
forretningsordnerne skattemyndighederne ved alle afgørelser også at
underrette partsrepræsentanten. *For så vidt angår en ændring af et
sambeskattet selskabs ansættelse, vil det efter omstændighederne være
tilstrækkeligt, at underretningen herom sker til moderselskabet i forbindelse
med en ændring af moderselskabets sambeskatningsindkomst, jf. TfS 1997,502
LSR. I denne kendelse blev det lagt til grund, at datterselskabets ledelse
havde været fuldt bekendt med de stedlige skattemyndigheders behandling af
moderselskabets ansættelse.*Klagefristen regnes efter SSL fra det tidspunkt,
hvor den skatte-pligtige har modtaget underretning om afgørelsen, jf. § 21,
stk. 1 og § 25, stk. 1. For så vidt angår en ægtefælles klageadgang i henhold
til KSL § 80, stk. 2, er det i praksis antaget, at den sædvanlige klagefrist
først løber fra det tidspunkt, hvor vedkommende bliver bekendt med afgørelsen
af ægtefællens skatteansættelse. Hertil bemærkes, at også en ægtefælle skal
varsles om afgørelsen i form af en agterskrivelse med indsigelsesfrist, når
ændringen har indflydelse på ægtefællens ansættelse, jf.
SSL § 3, stk. 4.
Klagevejledning
Reglerne om klagevejledning i afgørelsessager findes i forvaltningslovens
§ 25 og § 26. Reglerne er gentaget i de forskellige forretningsordner, der er
udstedt i henhold til SSL.
Reglerne betyder, at skattemyndighedernes afgørelser, der skal meddeles
skriftligt, skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang.
Klagevejledning skal dog ikke gives, hvis afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende medhold.
Der skal gives klagevejledning, hvad enten klageadgangen er hjemlet i SSL
eller blot følger af den almindelige ulovbestemte regel om administrativ
rekurs.
Klagevejledningen skal indeholde angivelse af klageinstans og oplysninger
om fremgangsmåden ved indgivelse af klagen, herunder om eventuelle
tidsfrister. Vejledningen skal i fornødent omfang indeholde oplysning om,
hvorvidt der inden for det pågældende sagsområde gælder særlige begrænsninger
i klageinstansens kompetence.
Det kan være hensigtsmæssigt at angive i klagevejledningen, hvorvidt
klager bør fremkomme med eventuelle andre oplysninger, der er egnede til at
fremme behandlingen af klagesagen, fx om bestemte dokumenter eller
oplysninger bør ledsage klagen.
Det betyder eksempelvis, at skatteankenævnenes klagevejledning bl.a. bør
indeholde oplysninger om, at skatteankenævnets sagsfremstilling skal
indsendes til Landsskatteretten samtidig med klagen.
Reglerne i forvaltningslovens § 25, stk. 1, fastsætter alene regler om
administrativ rekurs. Det følger imidlertid af den vejledningspligt, som
efter forvaltningslovens § 7 påhviler skattemyndighederne, at der i efter
omstændighederne bør vejledes om muligheden for klage til Folketingets
Ombudsmand eller til statsamtet som de kommunale tilsynsmyndigheder.
Tilsvarende gælder, hvor skatteyderen har mulighed for domstolsprøvelse,
jf. forvaltningslovens § 26, hvorefter der alene skal gives vejledning om
muligheden for sagsanlæg ved domstolene, hvis der gælder lovbestemte frister
for et sagsanlæg. Reglen har alene betydning for skatteansættelsessager, som
er påkendt af Landsskatteretten, jf. SSL § 31.
* Manglende klagevejledning medfører ikke, at afgørelsen bliver ugyldig.
Derimod suspenderes klagefristen, indtil korrekt klagevejledning gives.*
A.K.3.7 Offentlighed Aktindsigt
Offentlighedsloven indeholder de almindelige regler om adgang til
aktindsigt for enhver, jf. lov nr. 572 af 19. dec. 1985 om offentlighed i
forvaltningen som ændret ved lov nr. 347 af 6. jun. 1991. De særlige regler
om parters udvidede adgang til aktindsigt i afgørelsessager findes i
forvaltningslovens kap. 4, jf. lov nr. 571 af 19. dec. 1985 som ændret ved
lov nr. 347 af 6. jun. 1991. Afgrænsningen af partsbegrebet i
skattelovgivningen kan være vanskelig, idet andre end afgørelsens adressat
kan have en så væsentlig, direkte, retlig og individuel interesse i sagens
udfald, at de pågældende kan få partsstatus.
Retten til aktindsigt efter offentlighedsloven er begrænset af særlige
bestemmelser om tavshedspligt, jf. offentlighedslovens § 14.* Reglerne om
skattemyndighedernes særlige tavshedspligt er samlet i SSL § 37 (se
nedenfor). Samtidig er de hidtil gældende bestemmelser om særlig
tavshedspligt i SL § 44 og KSL § 87 ophævet, jf. lov nr. 238 af 2. apr. 1997
om ændring af SSL, LL, SL og KSL samt om ophævelse af lov om bindende
forhåndsbesked om skattespørgsmål mv. og omkostningsdækningsloven.*
Den almindelige tavshedspligt efter straffeloven, forvaltningsloven og
tjenestemandslovgivningen er derimod uden betydning for retten til aktindsigt
efter offentlighedsloven.
Hverken almindelige eller særlige regler om tavshedspligt begrænser
parters ret til aktindsigt efter forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens §
9, stk. 2.
Undtaget fra retten til aktindsigt er visse sagstyper, dokumenter og
oplysninger, jf. nærmere offentlighedslovens § 2 og kap. 3 samt
forvaltningslovens kap. 4. Eksempelvis kan interne arbejdsdokumenter undtages
fra aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 7 og forvaltningslovens § 12.
Aktindsigt er efter forvaltningslovens § 9, stk. 3, udelukket i
straffesager, bortset fra afsluttede sager. Reglen omfatter tillige
administrative straffesager på skatteområdet. For at der er tale om en
adminstrativ straffesag må det kræves, at den kompetente myndighed har taget
synlige konkrete skridt til at behandle sagen som straffesag. Er en
straffesag rejst, har skatteyders beskikkede advokat dog adgang til
aktindsigt, men de indhentede oplysninger må ikke videregives til
skatteyderen uden myndighedernes samtykke, jf. lov nr. 489 af 19. sep. 1984
om adgang til forsvarerbistand under en administrativ skatte- eller
afgiftsstraffesag § 2.
Ved anmodning om aktindsigt skal myndigheden træffe afgørelse snarest
muligt. Hvis myndigheden ikke kan træffe afgørelse inden 10 dage efter
modtagelsen af begæringen, skal den der har fremsat begæringen underrettes om
grunden hertil, og om hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge, jf.
offentlighedslovens § 16, stk. 2 og forvaltningslovens § 16, stk. 2.
Kompetence til at træffe afgørelse
* Kompetencen til at afgøre, om en anmodning om aktindsigt efter kap. 4 i
forvaltningsloven eller efter offentlighedsloven skal imødekommes, er
reguleret i henholdsvis § 16 i forvaltningsloven og § 15 i
offentlighedsloven.
Efter disse bestemmelser ligger kompetencen til i første instans at afgøre
en sådan anmodning som udgangspunkt hos den myndighed, hvor oplysningen er,
men indgår oplysningen i en afgørelsessag, og anmodningen omfatter hele
sagen, ligger kompetencen hos den myndighed, der skal træffe afgørelse i
sagen, jf. § 15 i offentlighedsloven.
Kompetencen til at afgøre i første instans om en anmodning om aktindsigt
efter KSL § 80 skal imødekommes, tilkommer den kommunale skattemyndighed.*
Kompetencen til at afgøre en klage
I forbindelse med behandlingen af en klagesag skal skatteankenævnet og
Landsskatteretten tage stilling til eventuel tilsidesættelse af formelle
regler, herunder reglerne om aktindsigt. Særskilt klage over afslag på
anmodning om aktindsigt er imidlertid reguleret af bek. nr. 513 af 16. jun.
1994 om klage over afgørelser om aktindsigt, der bl.a. omfatter klage over
aktindsigt i sager omfattet af KSL § 80, stk. 1 samt klage over aktindsigt i
sager, der kan påklages til Landsskatteretten, jf. bek. § 1. Ifølge bek. § 2
kan afgørelser om aktindsigt, der træffes af den kommunale skattemyndighed,
et skatteankenævn, et vurderingsråd eller et skyldråd, påklages til told- og
skatteregionen. Regionens afgørelse kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
I sager, hvor told- og skatteregionerne træffer afgørelse om aktindsigt
som første instans, kan afgørelserne påklages til Told- og Skattestyrelsen,
jf. bek. § 3, stk. 1. Afgørelser om aktindsigt i ligningsrådssager træffes af
Told- og
Skattestyrelsen som sekretariat for Ligningsrådet, jf. bek. § 3, stk. 2.
Afgørelser om aktindsigt truffet af Told- og Skattestyrelsen efter stk. 1 og
2 eller af
Landsskatteretten kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed,
jf. bek. § 3, stk. 3.
Tavshedspligt
*Reglerne om skattemyndighedernes særlige tavshedspligt findes i SSL § 37.
Samtidig er de hidtil gældende bestemmelser om særlig tavshedspligt i
SL § 44 og KSL § 87 ophævet, jf. lov nr. 238 af 2. apr. 1997 om ændring af
SSL, LL, SL og KSL samt om ophævelse af lov om bindende forhåndsbesked om
skattespørgsmål mv. og omkostningsdækningsloven.
Efter SSL § 37 skal de statslige og kommunale skattemyndigheder under
strafansvar iagttage ubetinget tavshed overfor uvedkommende med hensyn til
oplysninger om en fysisk eller juridisk persons økonomiske, erhvervsmæssige
eller privatlivet tilhørende forhold, som de under varetagelsen af deres
arbejde bliver bekendt med.
De skattemyndigheder, der er nævnt i § 37, er de i SSL nævnte myndigheder,
det vil sige den kommunale skattemyndighed, skatteankenævn,
Landsskatteretten, Ligningsrådet, Told- og Skattestyrelsen og told- og
skatteregionerne. Tavshedspligten omfatter den del af disse myndigheders
arbejde, der vedrører indkomstbeskatningen, herunder kontrolarbejdet, men
ikke den del af disse myndigheders arbejde, der fx vedrører moms og told.
Denne særlige tavshedspligt efter § 37 omfatter såvel embedsmænd i
skatteadministrationen som medlemmer af skatteankenævn, Ligningsrådet og
Landsskatteretten. Tavshedspligten omfatter herudover den, som i øvrigt er
beskæftiget med skatteadministrative opgaver for en af de skattemyndigheder,
der er omfattet af § 37.
Den særlige tavshedspligt omfatter oplysninger, der kan henføres til en
bestemt fysisk eller juridisk person, og som vedrører den pågældendes
økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold. Den særlige
tavshedspligt omfatter nu alle oplysninger af denne karakter, og ikke
- som hidtil - kun oplysninger om indkomst- og formueforhold, som man får
kendskab til under ligningen af den person, som oplysningen er om, eller
oplysninger af den nævnte karakter, som man får kendskab til under
administration af KSL.
Vejledning for afgrænsningen af oplysninger om økonomiske eller
privatlivet tilhørende forhold kan søges i § 12, stk. 1, nr. 1 i
offentlighedsloven.
Den særlige tavshedspligt, der efter § 37 gælder for skattemyndighederne,
gælder efter bestemmelsen tilsvarende for de kommunale opkrævnings- og
inddrivelsesmyndigheder for så vidt angår opkrævnings- og
inddrivelsesarbejdet vedrørende indkomstskatten.
Videregivelse af fortrolige oplysninger til private
Tavshedspligten efter SSL § 37 pålægger skattemyndighederne en særlig
tavshedspligt overfor uvedkommende. Begrebet "uvedkommende"
fortolkes restriktivt i forhold til private. Skattemyndighederne må derfor
ikke uden særlig lovhjemmel udlevere oplysninger omfattet af tavshedspligten
efter § 37 til andre private end den, der har afgivet oplysningen, eller den,
som oplysningen er om.
Sådan særlig lovhjemmel findes bl.a. i KSL § 80 (om videregivelse til
ægtefælle), kap. 4 i forvaltningsloven (om videregivelse til en part i en
afgørelsessag hos en forvaltningsmyndighed) og kap. 5 i lov om offentlige
myndigheders registre (om videregivelse af edb-registrerede oplysninger til
andre private end den, som oplysningen er om).
Videregivelse af fortrolige oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder
Den særlige tavshedspligt efter SSL § 37 er uden betydning for
videregivelse af fortrolige oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder.
Oplysninger som nævnt i SSL § 37 kan videregives til andre
forvaltningsmyndigheder efter reglerne i § 28 i forvaltningsloven og § 21 i
lov om offentlige myndigheders registre. Der skelnes i disse bestemmelser
mellem oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, jf, stk. 1 og
andre fortrolige oplysninger, jf. stk. 3.
Som eksempler på oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold
nævnes i bestemmelserne oplysninger om race, religion og hudfarve, om
politiske, forretningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt om
helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og
lignende.
Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold må efter § 28, stk. 2
i forvaltningsloven kun videregives, når en af følgende betingelser er
opfyldt:
1) Den, oplysningen angår, har givet samtykke.
2) Det følger af lov eller bestemmelse fastsat i henhold til lov, at
oplysningen skal videregives.
3) Videregivelse sker til varetagelse af private eller offentlige
interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder
hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår.
4) Videregivelse er et nødvendigt led i sagens behandling eller er
nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.
Herudover må efter § 21, stk. 2, nr. 5 i lov om offentlige myndigheders
registre, oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold videregives til
en anden forvaltningsmyndighed, når videregivelsen er nødvendig for
udførelsen af videnskabelige eller statistiske undersøgelser af væsentlig
samfundsmæssig betydning.
Andre fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om økonomiske eller
erhvervsmæssige forhold, må efter forvaltningsloven videregives til en anden
forvaltningsmyndighed i videre omfang end oplysninger om enkeltpersoners rent
private forhold. Videregivelse af andre fortrolige oplysninger må således
efter § 28, stk. 3 i forvaltningsloven ske, når det må antages, at
oplysningen vil være af væsentlig betydning for den modtagende myndigheds
virksomhed eller for en afgørelse, denne myndighed skal træffe. Det er den
myndighed, som er i besiddelse af de fortrolige oplysninger, der afgør om
videregivelse er berettiget, samt i hvilken form de pågældende oplysninger
skal videregives, jf. TfS 1996,503 TSS.
Er en forvaltningsmyndighed berettiget til at videregive en fortrolig
oplysning til en anden forvaltningsmyndighed, har den pågældende
forvaltningsmyndighed efter forvaltningslovens § 31 også en pligt til at
efterkomme en udleveringsanmodning fra denne anden forvaltningsmyndighed.
Afgrænsningen mellem offentlig forvaltningsmyndighed og privat virksomhed
kan i tvivlstilfælde forelægges Told- og Skattestyrelsen til udtalelse.
Statsanerkendte arbejdsløshedskasser er at anse for private.
Indenfor de statslige skattemyndigheder skal en told- og skatteregion
anses for en selvstændig forvaltningsmyndighed. Dette gælder såvel i forhold
til andre told- og skatteregioner som i forhold til Told- og Skattestyrelsen.
Efter § 28, stk. 6 i forvaltningsloven anses et lokalt administrativt
organ, som ved lov er tillagt en selvstændig kompetence, som en selvstændig
myndighed. Det betyder bl.a., at skatteankenævnet i en kommune skal anses for
en anden forvaltningsmyndighed i forhold til den kommunale skattemyndighed.
Dette gælder dog ikke i det omfang, den kommunale skattemyndighed yder
sekretariatsbistand til skatteankenævnet.
Kommunalbestyrelsen skal i sager som nævnt i SSL § 2 som udgangspunkt
anses for en anden forvaltningsmyndighed end kommunens ligningsmyndighed, jf.
SSL § 1, stk. 2. Men i og med at den kommunale skattemyndighed er en del af
den kommunale enhedsforvaltning, antages en lovbestemmelse, der pålægger
kommunalbestyrelsen en pligt til at udlevere oplysninger til en anden
forvaltningsmyndighed, fx sommerhuslovens § 11, også at omfatte oplysninger,
som den kommunale skattemyndighed ligger inde med. En sådan udleveringspligt
antages imidlertid ikke at indebære en adgang for det enkelte
kommunalbestyrelsesmedlem til disse særligt tavshedsbelagte oplysninger.
Forvaltningslovens § 28 omfatter både videregivelse efter anmodning og
uopfordret videregivelse. Den myndighed, der sidder inde med den fortrolige
oplysning, skal dog være opmærksom på, at der i tilfælde af uopfordret
videregivelse i sagens natur ikke foreligger en udleveringsanmodning fra en
anden forvaltningsmyndighed, hvilket normalt giver et mere usikkert grundlag
for beslutningen om udlevering end hvis der foreligger en
udleveringsanmodning - og dermed en bedømmelse af udleveringsbehovet fra den
eventuelt modtagende forvaltningsmyndighed. Uopfordret videregivelse af
oplysninger som nævnt i § 37 kan ske, hvis der er en konkret mistanke om en
lovovertrædelse - uanset om denne er begået hændeligt, uagtsomt eller
forsætligt - og oplysningens videregivelse må forventes at kunne medvirke
til, at lovovertrædelsen konstateres og dermed berigtiges.
Lovbestemmelser, der tillægger andre forvaltningsmyndigheder en særlig ret
til at rekvirere fortrolige oplysninger fra skatte- eller
inddrivelsesmyndighederne, kan tages som udtryk for, at der for disse
myndigheder kan være et særligt kontrolbehov. Eksistensen af sådanne
lovbestemmelser kan derfor indgå i bedømmelsen af, om fortrolige oplysninger
kan/skal videregives uopfordret.
En skattemyndigheds mulighed for at indhente oplysninger om unavngivne
personer fra en anden forvaltningsmyndighed vil i almindelighed være til
stede efter forvaltningslovens regler, jf. §§ 32, 28, stk. 3 og 31, når det
drejer sig om økonomiske og erhvervsmæssige oplysninger, dvs. andre
fortrolige oplysninger, og når de ønskede oplysninger er af væsentlig
betydning for skattemyndigheden.
Imidlertid er det efter forvaltningslovens § 28, stk. 3 den forespurgte
myndighed, der afgør, om de ønskede oplysninger er af væsentlig betydning for
den anden myndighed. Hvis den forespurgte myndighed på dette grundlag nægter
at videregive de ønskede oplysninger, kan Ligningsrådet efter SKL § 8 D
træffe beslutning om, at oplysningerne skal indhentes, hvorefter den
forespurgte myndighed har udleveringspligt. Det bemærkes, at Ligningsrådets
kompetence efter SKL § 8 D ligeledes omfatter særlig følsomme oplysninger om
unavngivne personer.
Videregivelse af fortrolige oplysninger inden for samme myndighed
Efter § 32 i forvaltningsloven må den, der virker indenfor den offentlige
forvaltning, ikke skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning
for udførelsen af den pågældendes opgaver. Bestemmelsen sætter således
grænser for, hvem inden for en forvaltningsmyndighed, der kan gives adgang
til en fortrolig oplysning.
Efter SSL § 37 skelnes der ikke mellem, om oplysningen videregives til
andre forvaltningsmyndigheder eller inden for samme forvaltningsmyndighed.
Fortrolighedskravet er det samme. Det betyder, at disse særligt
tavshedsbelagte oplysninger, uanset princippet i forvaltningslovens § 32, kun
må videregives til andre inden for samme forvaltningsmyndighed, når
oplysningen må anses for at være af væsentlig betydning for udførelsen af den
pågældendes opgaver (dvs. svarende til bestemmelsen i forvaltningslovens §
28, stk. 3). Ved bedømmelsen af væsentlighedskravet i denne sammenhæng vil
hensynet til en hensigtsmæssig og praktisk administration i
forvaltningsmyndigheden kunne tillægges betydning.
Kompetence ved videregivelse af fortrolige oplysninger
Kompetencen til at afgøre i første instans, om en fortrolig oplysning skal
videregives til en anden forvaltningsmyndighed, tilkommer den myndighed, hvor
oplysningen er. Kompetencen til at afgøre en klage over et afslag på en
videregivelsesanmodning fra en anden forvaltningsmyndighed tilkommer de
statslige told- og skattemyndigheder. Er et sådant afslag givet af en told-
og skatteregion, vil afgørelsen kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen.
Er et sådant afslag givet af den kommunale skattemyndighed, vil afgørelsen
kunne påklages til den lokale told- og skatteregion. Er et sådant afslag
givet af Told- og Skattestyrelsen, kan afgørelsen ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
Kompetencen til at afgøre, om en fortrolig oplysning skal videregives
indenfor samme myndighed, tilkommer den, der som følge af sit arbejde har
kendskab til oplysningen, eventuelt af myndighedens ledelse.
Klage over videregivelse af fortrolige oplysninger
Den, som en fortrolig oplysning er om, kan være uenig i, at en
forvaltningsmyndighed beslutter at videregive oplysningen, det være sig til
en privat, til en anden forvaltningsmyndigh ed eller indenfor samme
myndighed.
Den pågældende er berettiget til at påklage en sådan afgørelse.
Kompetencen til at afgøre en sådan klage følger klagekompetencerne som
nævnt ovenfor vedrørende henholdsvis et afslag på en anmodning fra en privat
om aktindsigt, et afslag på en anmodning om videregivelse til en anden
forvaltningsmyndighed eller et afslag på en anmodning om videregivelse
indenfor samme myndighed.
Klagekompetencens placering afhænger således af, efter hvilke regler
videregivelsen er foretaget.Fremgangs måde ved videregivelse
Originale dokumenter mv. videregives normalt ikke, og i givet fald kun
efter direkte anmodning og mod kvittering. Udleveres originale dokumenter
undtagelsesvis, skal skatte- eller inddrivelsesmyndigheden normalt beholde en
kopi af de udleverede dokumenter. Ved udlevering af oplysninger skal det
sikres, at oplysningerne ikke omfatter fortrolige oplysninger, som ikke er
omfattet af udleveringsadgangen/-pligten. Normalt videregives oplysninger i
originale dokumenter ved gennemsyn på stedet, i form af kopi eller alene
mundtligt, således at de originale dokumenter forbliver hos skatte- eller
inddrivelsesmyndigheden.*
A.K.4 Genoptagelse
A.K.4.1 Skatteyders adgang til genoptagelse indenfor 3 årsfristen
En skatteyder har ret til genoptagelse af en skatteansættelse, hvis
anmodningen om genoptagelse fremsættes inden 3 år efter udløbet af det
pågældende indkomstår, jf. SSL § 4, stk. 1, og fremlægger nye oplysninger,*
der kan være af såvel faktisk som retlig karakter, og kan medføre en ændret
skatteansættelse.* I praksis vil en genoptagelse kun ske, hvis en
materielretlig (ligningsmæssig) vurdering fører til, at ansættelsen bør
ændres. Dette var ikke tilfældet i TfS 1996,714 ØLD, TfS 1996,655 ØLD *og
1997,610 VLD.*
Har ansættelsen tidligere været behandlet og afgjort af skatteankenævnet
eller Landsskatteretten, skal anmodningen om genoptagelse indgives til
skatteankenævnet eller Landsskatteretten, jf. SSL § 22 og § 29.
Anmodes der om genoptagelse vedrørende punkter, som skatteankenævnet eller
Landsskatteretten ikke tidligere har taget stilling til, skal anmodningen om
genoptagelse dog indgives til den kommunale skattemyndighed.
*Hvis den kommunale skattemyndighed giver afslag på en anmodning om
genoptagelse, kan afgørelsen påklages til skatteankenævnet og eventuelt
videre til Landsskatteretten og domstolene efter reglerne i SSL kap. 3, jf.
SSL § 4, stk. 4 og fx TfS 1997,713 VLD, hvor Skatteministeriet fulgte
rettens tilkendegivelse om, at genoptagelse skulle tillades. Hvis en
klagemyndighed giver tilladelse til genoptagelse, skal genoptagelsen
effektueres hos den myndighed, der sidst har truffet realitetsafgørelse i
sagen, jf. dog den særlige regel i SSL § 21 A, hvorefter et skatteankenævn
kan vælge selv at effektuere genoptagelsen, hvis klageren er enig.
Reglen om genoptagelse i SSL § 4, stk. 1, omfatter ikke tilfælde, hvor det
i en særbestemmelse er overladt den skattepligtige at foretage et valg i
forbindelse med selvangivelsen, fx om til- eller fravalg af
virksomhedskatteordningen, jf. VSL § 2, om efterfølgende af- og
nedskrivninger, jf. AL § 30, stk. 3, eller om grænsegængeres valg af
beskatningsregler, jf. KSL § 5 D. Sådanne valgmuligheder er udtømmende
reguleret i de pågældende love og SSL giver ikke ret til i sig selv at
fravige denne regulering, fx at ændre et sådant valg inden for 3-års fristen,
jf.
Skatteministeriets kommentar i TfS 1997,545. Det skal dog bemærkes, at
efterfølgende ændring af afskrivninger som foretages med hjemmel i
bestemmelser uden for afskrivningsloven, skal behandles af den kommunale
skattemyndighed efter den almindelige bestemmelse om genoptagelse i SSL § 4,
stk. 1.*
A.K.4.2 Skatteyders adgang til genoptagelse udover 3 årsfristen
Indkomstår fra og med 1990
Der kan ikke ske genoptagelse ved den kommunale ligningsmyndighed, hvis
anmodning herom indgives efter 3-årsfristens udløb. Ifølge SSL § 4, stk. 2 er
skatteministeren bemyndiget til at tillade genoptagelse efter udløbet af
3-årsfristen i stk. 1, når forholdene i særlig grad taler derfor
(ekstraordinær genoptagelse).
Ifølge sagsudlægningsbek. (bek. nr. 653 af 14. aug. 1997) er det told- og
skatteregionerne (for København og Frederiksberg kommuner det pågældende
skattedirektorat), der skal træffe afgørelse om ekstraordinær genoptagelse
som 1. instans, med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen.
Ifølge cirk. nr. 71 af 12. apr. 1996 skal anmodning om genoptagelse
fremsættes skriftligt og indeholde oplysninger, som dels kan begrunde en
ændret skatteansættelse, dels at der foreligger sådanne særlige forhold, at
en ekstraordinær genoptagelse er berettiget. Anmodningen skal være fremsat
uden ugrundet ophold (vejledende 3 måneder), efter at den skattepligtige er
blevet opmærksom på de nye oplysninger, der berettiger til en ekstraordinær
genoptagelse. Det er forudsat, at det forhold, som begrunder ekstraordinær
genoptagelse, er klart dokumenteret af den skattepligtige.
De særlige forhold, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse, kan
eksempelvis være tilfælde, hvor en skatteyder er blevet beskattet af en
indtægt, der efterfølgende er reguleret således, at den skattepligtige
indkomst bliver mindre end forudsat ved skatteansættelsen *jf. fx TSS-cirk.
1997-19, hvorefter der gives tilladelse til genoptagelse i tilfælde, hvor en
sælger af et tømt selskab, der tidligere er blevet avance- eller
udlodningsbeskattet, efterfølgende bliver erstatningspligtig for den tabte
skat.* Tilsvarende gælder tilfælde, hvor en udgift er fratrukket ved
skatteansættelsen, og det efterfølgende viser sig, at udgiften er større end
først antaget. Reglen omfatter tillige genoptagelse som følge af, at et
vilkår om et skatteforbehold i en privatretlig aftale, der ligger til grund
for en skatteansættelse, bliver aktuelt fx efter afslutningen af en
administrativ klagesag, hvor skatteyderen ikke har fået medhold. Også en
omgørelse af en privatretlig disposition, der ligger til grund for en
skatteansættelse, vil kunne begrunde genoptagelse, hvis omgørelsen har
skattemæssig betydning, og skatteyderen dokumenterer, at den privatretlige
disposition er omgjort uden unødigt ophold, og at den sene anmodning om
omgørelse ikke kan bebrejdes ham/hende, eksempelvis fordi anmodningen om
omgørelse har afventet udfaldet af en administrativ klagesag. Der henvises i
øvrigt til den uddybende beskrivelse af begreberne skatteforbehold og
omgørelse nedenfor under A.K.4.3.
Derimod udgør et glemt eller uudnyttet fradrag ikke et sådant særligt
forhold, at ekstraordinær genoptagelse kan tillades. Heller ikke tilfælde,
hvor skatteansættelsen er foretaget skønsmæssigt på grund af manglende
selvangivelse, og selvangivelsen så indgives mere end 3 år efter
indkomstårets udløb, begrunder i sig selv ekstraordinær genoptagelse.
Heller ikke skatteyderens sociale, personlige eller økonomiske forhold vil
kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse.
Et særligt forhold er ansvarspådragende fejl hos ligningsmyndigheden, fx
hvor der er tale om en åbenbart urimelig taksation *eller andre konkrete
ansvarspådragende fejl, der har ført til en materielt forkert ansættelse. Er
der derimod tale om formelle fejl af anfægtelig karakter i forbindelse med
foretagelse af en ansættelse, vil dette som udgangspunkt ikke være en særlig
omstændighed, idet klage over sådanne formelle fejl skal ske i sædvanlig
instansfølge, dvs. til skatteankenævnet og eventuelt videre til
Landsskatteretten.* Den omstændighed, at ligningsmyndigheden ved ligningen
har fulgt en praksis, som senere bliver underkendt ved Landsskatteretten
eller domstolene, er heller ikke i sig selv at betragte som en fejl, der kan
medføre genoptagelse efter SSL § 4, stk. 2.
En underkendende dom eller kendelse giver derfor ikke i sig selv et
generelt grundlag for ekstraordinær genoptagelse.
Derimod giver SSL § 4, stk. 2 hjemmel for den hidtidige praksis gengivet i
TSS-cirk. nr. 1993-9 om genoptagelse af skatteansættelser i anledning af, at
domstolene eller Landsskatteretten har underkendt ligningsmyndighedernes
praksis, og der herefter er udsendt et særligt genoptagelsescirk.* I et
sådant særligt genoptagelsescirk. gives der tilladelse til genoptagelse af de
seneste 3 indkomstår, der ligger forud for den afgørelse, der først har
underkendt hidtidig praksis. Hvis anmodningen om genoptagelse i sådanne
tilfælde omfatter indkomstår, der ligger mere end 3 år forud for den første
underkendende afgørelse, vil tilladelse til genoptagelse afhænge af, om der i
øvrigt er tale om særlige omstændigheder.
Dette vil fx kunne forekomme, hvis en kommunal skattemyndighed med urette
har givet forhåndstilsagn om senere genoptagelse, hvis skattemyndighederne
skulle tabe den sag, der har givet anledning til udsendelse af et særligt
genoptagelsescirk. Tilsagnet vil være givet med urette i det omfang det
kommer til at omfatte indkomstår, der ligger mere end 3 år forud fra den
første afgørelse, der underkender hidtidig ligningspraksis. Derimod kan et
skatteankenævn eller Landsskatteretten gyldigt give et genoptagelsestilsagn
vedrørende egne afgørelser i de såkaldte massesager, jf. nærmere nedenfor.*
Hvis den urigtige ansættelse skyldes svig fra tredjemand, er dette også et
forhold, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse.
Ekstraordinær genoptagelse forudsætter, at ansættelsesændringen er af en
vis størrelse (vejledende minimum 3000 kr. pr. år)
Der er formelt ingen grænser for hvor gamle indkomstår, der kan
genoptages. § 4, stk. 2 omfatter dog ikke indkomstår før 1990. Ekstraordinær
genoptagelse kan ikke foretages, hvis skatteyderens krav på tilbagesøgning af
den for meget betalte skat er forældet jf. 1908-loven. Det forudsættes, at jo
ældre år der søges genoptaget, jo større krav skal der stilles til
skatteyderens begrundelse for, at genoptagelsesanmodningen ikke er fremsat
tidligere.
Ved ordinær og ekstraordinær genoptagelse kan skattemyndighederne foretage
ændringer af skatteansættelser for andre indkomstår, når de er en direkte
følge af den begærede genoptagelse, jf SSL § 4, stk. 3. Disse ændringer er
ikke begrænset af forhøjelsesfristerne i SSL § 35. Hvis fx en nedsættelse i
det ene år medfører en forhøjelse i et andet år, kan skattemyndigheden
forhøje for dette år uden at være begrænset af fristen i § 35.
*Dette gælder også konsekvensændringer inden for samme indkomstår, idet
disse ændringer må anses for indeholdt i genoptagelsesanmodningen.*
En anmodning om ekstraordinær genoptagelse, der er imødekommet, kan ikke
tilbagekaldes.
Hvis ansættelsen tidligere har været behandlet og afgjort af
skatteankenævnet eller Landsskatteretten, skal anmodning om genoptagelse
indgives til skatteankenævnet eller Landsskatteretten, jf. SSL §§ 22 og 29.
Disse instanser er ikke begrænset af tidsfrister i adgangen til at genoptage.
*Af
TSS-cirk. 1997-22 fremgår endvidere, at i 10-mandsprojektsagerne og andre
tilsvarende "massesager" kan et skatteankenævn på samme måde som
Landsskatteretten under nærmere angivne betingelser give forhåndstilsagn
om senere genoptagelse af ankenævnets tidligere afgørelse når der verserer en
helt tilsvarende pilotsag, jf. tillige departementets kommentar i TfS
1997,230. Princippet i cirkulæret gælder også for skatteydere med identiske
forhold*
A.K.4.3 Særligt om omgørelse og skatteforbehold
A.K.4.3.1 Begrebet omgørelse kontra genoptagelse og skatteforbehold
* Indgår uafhængige parter en civilretlig aftale, skal aftalen som
udgangspunkt lægges til grund for ligningsarbejdet i sin helhed fra
aftaletidspunktet.
Aftaler parterne efterfølgende en ændring af aftalen, skal ændringen
ligningsmæssigt anses som en ny aftale, der tages i betragtning i
ligningsarbejdet fra ændringstidspunktet. Efter administrativ praksis kan
Ligningsrådet tillade, at en sådan ændringsaftale i et nærmere angivet omfang
tillægges skattemæssig virkning tilbage fra tidspunktet for indgåelsen af den
oprindelige aftale, men en sådan tilladelse omfatter normalt ikke de
skattemæssige virkninger i den mellemliggende periode (frem til indgåelsen af
den nye aftale) af forhold, der udspringer af den oprindelige aftale.
Begrebet "omgørelse" anvendes om en sådan tilladelse.
Omgørelsessituationen er således karakteriseret ved, at grundlaget for en
ellers korrekt skatteansættelse tillades ændret, således at skatteansættelsen
bliver forkert. Det vil derfor være en afledt virkning af en tilladelse til
omgørelse, at skatteansættelsen skal ændres.
Heroverfor står de situationer, hvor en skatteansættelse er forkert, fordi
det faktum eller den retsanvendelse, der er lagt til grund for
skatteansættelsen er forkert. I disse situationer skal skatteansættelsen -
under overholdelse af de formelle ændringsbetingelser efter SSL - ændres.
Begrebet "genoptagelse" anvendes om en sådan situation.
Under genoptagelsestilfældene hører også tilfælde, hvor et gyldigt
skatteforbehold gøres gældende. Et skatteforbehold er begrebsmæssigt et
aftalevilkår om, at aftalen falder bort eller har et alternativt indhold,
hvis skattemyndighederne ikke tillægger aftalen en nærmere forudsat
skattemæssig virkning. Gøres et skatteforbehold gældende, skal
skatteansættelsen foretages på det alternative grundlag, der fremgår af det
aftalte vilkår om skatteforbeholdet.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at et skatteforbehold, for at kunne
tillægges skattemæssig retsvirkning, som et minimum utvetydigt skal angive,
hvilken skattemæssig virkning der er forudsat, og hvilken aftalemæssig
virkning det skal tillægges, hvis denne skattemæssige forudsætning brister.
Et skatteforbehold, der blot anviser, at parterne - helt eller delvist -
kan indgå en ny aftale med oprindelig virkning, hvis den forudsatte
skattemæssige virkning brister, kan ikke tillægges denne skattemæssige
virkning.
Det skal i øvrigt bemærkes, at et skatteforbehold af bevismæssige grunde
normalt kun kan anerkendes, hvis det foreligger i skriftlig form, og kun hvis
skattemyndigheden er oplyst om skatteforbeholdets ordlyd senest samtidig med,
at skattemyndighederne oplyses om aftalens indhold i øvrigt.
A.K.4.3.2 Organisatorisk kompetence
Kompetencen til at give tilladelse til omgørelse tilkommer som
udgangspunkt Ligningsrådet. Ligningsrådet har ved SD-cirk. 1986-22 udlagt
kompetencen til at omgøre visse hovedaktionærdispositioner til de lokale
skattemyndigheder, med adgang til at påklage eventuelle afslag til
Ligningsrådet. Denne kompetenceudlægning omfatter kun
omgørelsesanmodninger, der fremsættes inden 3 år efter udløbet af det
pågældende indkomstår.
Uden for området af SD-cirk. 1986-22 tilkommer omgørelseskompetencen i
første instans Ligningsrådet. Det vil sige, omgørelse af de i SD-cirk.
1986-22 nævnte hovedaktionærdispositioner, når anmodning om omgørelse
fremsættes mere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, og
omgørelsesanmodninger vedrørende andre forhold end de i cirk. nævnte.
Ligningsrådets afslag på en omgørelsesanmodning kan ikke påklages til
anden administrativ myndighed.
A.K.4.3.3 Genoptagelse som følge af omgørelse
Kompetencen til at genoptage en skatteansættelse efter anmodning tilkommer
som udgangspunkt den kommunale skattemyndighed, hvis anmodningen fremsættes
inden 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, jf. SSL § 4, stk. 1.
Fremsættes genoptagelsesanmodningen efter udløbet af denne frist, skelnes
der ikke mellem tilladelse til ekstraordinær genoptagelse og gennemførelse af
den afledte ændring af skatteansættelsen.
Kompetencen til at tillade ekstraordinær genoptagelse tilkommer den lokale
told- og skatteregion med klageadgang til told- og skattestyrelsen, jf.
sagsudlægningsbek. § 2 og § 11, bortset fra tilfælde hvor genoptagelse ønskes
som følge af omgørelse, i hvilke tilfælde kompetencen tilkommer
Ligningsrådet, jf. sagsudlægningsbek. § 7 A og § 15.
Kompetencen til at gennemføre den ændring af skatteansættelsen, som er
afledt af en tilladelse til ekstraordinær genoptagelse tilkommer
ligningsmyndighederne, og ændringen gennemføres i praksis normalt af den
kommunale skattemyndighed.
En anmodning om omgørelse må forudsættes også at indebære en anmodning om
genoptagelse, herunder om nødvendigt en anmodning om ekstraordinær
genoptagelse. Den myndighed, der behandler omgørelsesanmodningen, skal derfor
sørge for, at en eventuel tilladelse til omgørelse følges op af en
genoptagelsesbehandling af skatteansættelsen. Det skal i den forbindelse
bemærkes, at en tilladelse til omgørelse er et sådant særligt forhold, der
efter SSL § 4, stk. 2 giver grundlag for ekstraordinær genoptagelse.
A.K.4.3.4 Frister
Omgørelsesmuligheden kan være et alternativ til en klage over den
ansættelse, der er afledt af den civilretlige aftale. Omgørelsesmuligheden
udelukker ikke, at klagemuligheden først afprøves, men omgørelse skal i givet
fald søges uden ugrundet ophold efter den endelige klageafgørelse. Det må
antages, at muligheden for at opnå en omgørelse kan blive påvirket af, om
ansøgningen vedrører år, der ligger langt tilbage.*
A.K.4.4 Indkomstår før 1990
Hvis en anmodning om genoptagelse for disse indkomstår er indgivet mere
end 5 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, kan der helt
undtagelsesvist ske en bevillingsmæssig genoptagelse. Bevillingsmæssig
genoptagelse er en ministerbeføjelse, og kompetencen til at træffe afgørelse
om genoptagelse som 1. instans er henlagt til regionerne ( for København og
Frederiksberg kommuner det pågældende skattedirektorat) med klageadgang
til TSS. Tilladelse til bevillingsmæssig genoptagelse kan ske i tilfælde,
hvor der foreligger ansvarspådragende fejl i forbindelse med ligningen, fx
hvor der er tale om åbenbart urimelige taksationer. * I overensstemmelse
hermed blev der ikke tilladt genoptagelse i et tilfælde, hvor årsagen til den
ikke rettidige anmodning var en dokumenteret sindslidelse, jf. TfS 1997,429
ØLD.*
Der kan endvidere ske genoptagelse for disse indkomstår, hvis der er
udsendt et særligt genoptagelsescirk. på området.
A.K.5 Forældelse
Forældelse af skattekrav
Skatte- og afgiftskrav forældes efter 1908-loven om forældelse af visse
fordringer på 5 år. I A.K.5.5 omhandles den 20-årige forældelsesfrist, der
gælder ved siden af fristen i 1908-loven. Forældelsesreglerne vedrører kun
selve kravet, medens fristreglerne i SSL regulerer mulighederne for at ændre
eller at få ændret en tidligere foretaget skatteansættelse.
Krav på skatter og afgifter fortabes, hvis de ikke inden 5 år fra
forfaldsdagen er anerkendt af skatteyderen, respektive den afgiftspligtige,
eller gjort gældende af det offentlige. Hvad der i denne sammenhæng forstås
ved, at et krav er gjort gældende, omhandles under A.K.5.4.
Hvis et krav på skat eller afgift er forældet, kan det ikke rejses. En
forældet fordring kan derfor ikke anvendes til modregning.
A.K.5.1 Hvilke skatter og afgifter?
1908-loven omhandler skatter og afgifter af offentligretlig natur. Loven
omfatter såvel personlige skatter af enhver art som dødsbo- og selskabsskat,
bo- og gaveafgift, frigørelses- og afståelsesafgift, afgift og indkomstskat i
medfør af pensionsbeskatningsloven og kapitaltilførselsafgift. Spørgsmålet om
forældelse af ejendomsskatter er holdt uden for denne fremstilling.
1908-loven omfatter endvidere krav på betaling og tilbagebetaling af
kirkeskat.
A.K.5.2 Hvornår begynder forældelsesfristen at løbe ?
Forældelsesfristen efter 1908-loven løber normalt fra det øjeblik, da
kravet er forfaldent til betaling. Forfaldstidspunktet for de forskellige
skatte- og afgiftskrav er lovbestemte.
Også upålignede skatter mv.
Loven omhandler statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af
offentligretlig natur. Forældelsesfristen løber, selv om kravet ikke er gjort
op, medmindre myndighederne befinder sig i utilregnelig uvidenhed om deres
krav, jf. om suspension afsnit A.K.5.3.
Den 5-årige forældelsesfrist løber i almindelighed fra den dag, der ville
have været forfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligningen for
det pågældende indkomstår, skd. 40.25.
Ifølge KSL opkræves skat dels som foreløbig skat, dels som restskat. Dette
medfører, at forældelsesfristen for personlige skatter af indkomst, der ikke
har været indeholdt eller opkrævet som foreløbig skat, skal regnes fra det
sædvanlige forfaldstidspunkt for betaling af restskat. 1908-lovens
forældelsesfrist for upålignede skatter for 1997 løber således fra 1. sep. -
1. nov. 1998 (1/3 af kravet fra hver af disse datoer).
A.K.5.3 Suspension af forældelsen
Forældelsesfristen suspenderes, hvis kreditor på grund af utilregnelig
uvidenhed har været ude af stand til at gøre sit krav gældende. Der kan være
tale om uvidenhed m.h.t. kravets eksistens eller skyldnerens opholdssted,jf.
1908-lovens § 3. I tilfælde af suspension løber forældelsesfristen først fra
det tidspunkt, hvor den suspenderende omstændighed ophører. Den tid, der
herefter medgår til sagens færdigekspedition, medfører dog ikke yderligere
suspension af forældelsesfristen.
På skatteområdet findes en lang række afgørelser vedrørende suspension som
følge af skattemyndighedernes manglende kendskab til et skattekravs
eksistens, jf. fx TfS 1995,833 fra Vejle byret, TfS 1996,537 fra Hobro byret
og TfS 1996,575 ØL.
Retlige vildfarelser
Retlige vildfarelser vil normalt ikke medføre, at forældelsesfristen
suspenderes, jf. UfR 1927,585 HRD og TfS 1996,693 som er et svar fra
Folketingets skatteudvalg.
Vildfarelser af faktisk karakter
Vildfarelser af faktisk karakter kan derimod medføre suspension.
Efter domspraksis stilles der strenge krav til skattemyndighedernes
agtpågivenhed, herunder en pligt til at indhente oplysninger. Det er således
ikke tilstrækkeligt til at udskyde forældelsesfristens begyndelsestidspunkt,
at skatteyderens selvangivelse har været urigtig, såfremt skattemyndighederne
ved en sædvanlig undersøgelse af selvangivelsen og eventuelt en sammenligning
af denne med tidligere års selvangivelser burde være blevet opmærksomme på
det ikke-oplyste forhold.
På den anden side kan myndighederne naturligvis ikke være forpligtede til
at tage alle eventualiteter i betragtning eller til at foranstalte
dyberegående undersøgelser uden synlig anledning, jf. TfS 1996,575 ØL.
Hvis der ikke er anledning til at betvivle rigtigheden af fx et
selvangivet fradrag, vil skattemyndighederne ikke ved ligningen være
forpligtede til at foretage en nærmere undersøgelse af det selvangivne beløb,
jf. TfS 1990,120 ØLD.
Støder skattemyndighederne under en efterprøvelse af det regnskabsmæssige
grundlag på oplysninger, som ikke kan udledes af selvangivelsen, og såfremt
de havde været oplyst under ligningen, ville have ført til en højere
skatteansættelse end den faktisk foretagne, suspenderes forældelsesfristen
med hensyn til det yderligere skattekrav indtil det tidspunkt, da
skattevæsenet bliver i stand til at gøre sit yderligere krav gældende, jf.
skd. 63.347.* I TfS 1997,755 ØLK blev fristen suspenderet, indtil
skattemyndighederne kunne konstatere, at et planlagt byggeri ikke var blevet
gennemført.*
TfS 1992,213 VLK, vedrørte et tilfælde, hvor en skatteyder i 1981 fik
udbetalt en rateforsikring, hvorefter han/hun i 1982 bosatte sig i England.
Kravet om tillægsskat forfaldt til betaling i 1982. Skatteyder vendte i
1989 tilbage til Danmark, hvor han/hun blev afkrævet skatten. Vestre Landsret
fandt, at 1908-lovens forældelsesfrist alene suspenderes i de i 1908-loven
opregnede tilfælde. Forældelsesfristen var derfor ikke suspenderet, idet
skattemyndighederne havde kendskab til skatteyderens opholdssted, selv om det
havde været umuligt at inddrive skattegælden under hans ophold i England.
Ved Århus byrets dom i UfR 1982.872 ansås et momskrav for forældet, da
toldvæsenet ved henvendelse til skyldnerens fader kunne have fået oplysning
om skyldnerens opholdssted i Canada. Toldvæsenet havde tidligere været i
forbindelse med faderen. Herefter ansås forældelsesfristen ikke for
suspenderet.
*1908-loven suppleres af LL § 32 F for så vidt angår krav på skat af
fortjenester omfattet af LL § 16 E, EBL, AL §§ 6, 29, og 29 S samt § 13, jf.
§ 6 af LL § 32 F. Herefter skal der ved beregningen af forældelsesfristen for
krav efter disse bestemmelser, ses bort fra den tid, i hvilken
skattemyndighederne på grund af den skattepligtiges ophold i udlandet har
været ude af stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol.
Skattemyndighederne er altså ikke henvist til at anlægge sag ved en
fremmed domstol for at afbryde forældelsen af disse krav. Men bestemmelsen i
§ 32F finder på den anden side ikke anvendelse, så længe skatteyderen
opholder sig i et land, hvor et dansk skattekrav kan gennemføres i kraft af
en bistandsaftale.*
A.K.5.4 Afbrydelse af forældelsen
Efter 1908-loven afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, når
fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse
af gælden eller foretager retslige skridt mod ham/hende og uden ufornødent
ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden
retsafgørelse.
Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er afbrudt, kan der begynde
at løbe en ny 5-årig forældelsesfrist, se nedenfor om forskellen mellem
sådanne tilfælde og tilfælde, hvor fordringshaveren erhverver et særligt
retsgrundlag.
Erkendelse af gælden
Skatteyderens erkendelse af et konkret opgjort skatte- eller afgiftskrav
kan opnås på flere måder. Erkendelsen kan være udtrykkelig - uden dog at have
karakter af et særligt retsgrundlag - og stiltiende, fx i form af en
anmodning om henstand eller lempelse jf.*TfS 1997,586*
Gives der ansøgt henstand, løber der en ny frist fra henstandens ophør,
jf.
Skatteministeriets kommentar i TfS 1995,691. Også en afdragsordning
indebærer en erkendelse af fordringen. Udebliver skyldneren med et eller
flere afdrag, løber der en ny forældelsesfrist fra tidspunktet for
misligholdelsen.
Konsekvensændringer i forbindelse med berostillelse
Såfremt en skatteyder efter aftale med skattemyndighederne har fået
stillet sagen i bero med henblik på at afvente udfaldet af en verserende sag
ved Landsskatteretten eller domstolene, skal skattemyndighederne tage
forbehold for at kunne foretage konsekvensmæssige ændringer i
skatteansættelsen for det pågældende og evt. efterfølgende indkomstår.
Såfremt der ikke er taget forbehold for ændringer ved denne aftale, kan evt.
skattekrav for efterfølgende indkomstår, der opstår i forbindelse med
genoptagelsen, blive forældet.
For at den 5-årige forældelsesfrist kan anses for afbrudt, skal
skattemyndighederne derfor på tidspunktet for berostillelsen sikre sig
skatteyderens erkendelse af at skylde et konkret opgjort skattekrav.
Indbringelse for skatteankenævnet eller Landsskatteretten
Klage til skatteankenævnet eller Landskatteretten afbryder ikke
forældelsesfristen.
SSL § 31, stk. 1 afskærer ikke skattemyndighederne fra at anlægge sag ved
domstolene for at afbryde forældelsesfristen, selv om sagen verserer ved fx
Landsskatteretten.Egen anmeldelse
En »selvmelders« henvendelse til skattemyndighederne om
udeholdelser eller fejl i hans/hendes selvangivelse, som myndighederne
allerede er på det rene med, afbryder ikke uden videre forældelsesfristen.
Det afhænger af henvendelsens nærmere indhold, om den kan betragtes som en
erkendelse af (yderligere) skattegæld eller måske endog som et særligt
retsgrundlag, se nærmere nedenfor.
Retslige skridt
De retslige skridt mod skyldneren, som afbryder forældelsesfristen, er
sagsanlæg ved domstolene, udlæg, arrest og anmeldelse i skyldners konkursbo,
tvangsakkord- eller gældssaneringsbo. Det samme gælder indgivelse af
konkursbegæring, hvis denne fører til afsigelse af dekret.
Anmeldelse af krav i offentligt skiftede boer afbryder ligeledes
forældelsesfristen.
Ved sagsanlæg er tidspunktet for indlevering af stævning til retten
afgørende for, hvornår forældelsesfristen er afbrudt. For udlægs vedkommende
afbrydes forældelsen ifølge RPL§ 527 ved indgivelse af anmodningen om udlæg,
såfremt fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold.
Udlægsforretningen anses for fremmet, når der foretages udlæg og dette følges
op med tvangsrealisation, jf. TfS 1995,802
VL. Ved udlæg for skatter og afgifter, der foretages af told- og
skattefogeder og kommunernes pantefogeder, regnes fristen fra selve udlæggets
foretagelse. Selv om udlægsforretningen slutter som forgæves, bevares den
afbrydende virkning på forældelsesfristen, jf. * TfS 1997,678 ØLK*.
Gældsbrev eller andet særligt retsgrundlag
Forældelsesfristen på 5 år gælder ikke, når der for fordringen er udstedt
gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved gælden er
anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået. Fordringer,
som således er sikrede, forældes efter bestemmelsen i Danske Lov 5-14-4, se
A.K.5.5
Selv om der er udstedt et gældsbrev for en fordring, kan et vedhængende
rentekrav selvstændigt forældes efter 1908-loven.
Hvis et pantebrev i fast ejendom eller i løsøre ikke fastslår, at debitor
skylder et bestemt beløb, opfylder pantebrevet ikke 1908-lovens betingelser.
Heraf følger, at udstedelse af et skadesløsbrev ikke forhindrer, at den
underliggende fordring kan forældes på 5 år. Overgivelse af et ejerpantebrev
til sikkerhed for fordringen er heller ikke tilstrækkeligt. De andre særlige
retsgrundlag forudsætter også, at fordringens størrelse er fastslået. Således
blev en transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om skyldforholdet
mellem parterne, ikke anset som et særligt retsgrundlag, jf. den i UfR
1965.608 refererede byretsafgørelse.
Indirekte fastsættelse af fordringens størrelse, fx ansættelse af den
skattepligtige indkomst, kan efter omstændighederne være tilstrækkelig.
Den fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i IFL § 9, stk. 3, for
skattekrav, der er opstået ved indtræden af de i lovens §§ 9, stk. 1, og 10,
stk. 1, nævnte begivenheder, udgør ikke et særligt retsgrundlag, fordi
skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå umiddelbart på grundlag af
henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til skattetilsvar i medfør af
ETBL §§ 9, stk. 1 og 2, og 11, stk. 1 og 3, jf. § 9, stk. 3.
Derimod udgør domme og forlig sådanne retsgrundlag, der opfylder
betingelserne i 1908-loven. Også et tilbud fra en skatteyder, som accepteres
af myndighederne, opfylder betingelserne. Derimod kan et udlæg, en arrest
eller et andragende om henstand, lempelse eller afdragsvis betaling ikke
anses som et særligt retsgrundlag.
A.K.5.5 Den 20-årige forældelse
Forældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-loven, men
dens praktiske betydning for skatter og afgifter er ikke stor.
Reglen i Danske Lov angår alle formuefordringer, herunder også det
offent-liges krav på skatter og afgifter i tilfælde, hvor der foreligger et
særligt retsgrundlag, eller hvor 1908-lovens forældelsesfrist er suspenderet.
Forældelsesfristen løber fra fordringens stiftelse eller fra det
tidspunkt, hvor det gældsbrev mv., som sætter den 5-årige forældelsesfrist ud
af kraft, tilvejebringes. Krav på almindelig indkomstskat stiftes ved
indkomstårets udløb. Tilsvarende stiftes krav på restskatter ved
indkomstårets udløb. Krav på betaling af løbende B-skatterater stiftes også
ved indkomstårets udløb. Tilsvarende gælder for selskabsskatter.
Afgiftskrav anses i øvrigt normalt at være stiftet ved den afgiftspligtige
begivenheds indtræden.
En meget væsentlig forskel på reglen i 1908-loven og reglen i Danske Lov
er, at den 20-årige forældelse ikke suspenderes, se A.K.5.3. Derimod afbrydes
den 20-årige forældelse ikke alene ved skyldnerens erkendelse og ved retslige
skridt, men også ved enhver påmindelse fra kreditor, hvorved der gives udtryk
for, at kravet fastholdes.
Udbytteskat - tilbagebetalingskrav
ØLD af 24. maj 1982 (skd. 65.208). Et holdingselskabs tilbagebetalingskrav
på udbytteskat, der var indbetalt af et datterselskab i medfør af KSL § 65,
var ikke omfattet af 1908-loven. Tilbagebetalingskravet er herefter omfattet
af forældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4.
A.K.6 Klagebehandlingen
A.K.6.1 Administrativ rekurs
Behandlingen af skattesager i ligningssystemet bygger på et
tre-instansprincip, medens det administrative klagesystem bygger på et
to-instansprincip.
A.K.6.1.1
Ligningssystemet
Inden for ligningssystemet kan den kommunale skattemyndigheds
skatteansættelse klagebehandles ved de to administrative klageinstanser -
skatteankenævnet og Landsskatteretten. Klageberettiget er alene den
skatteyder, der må anses som part i sagen.
Reglerne om klagebehandling ved skatteankenævn og Landsskatteretten findes
i SSL kap. 3.
Landsskatterettens saglige kompetence er angivet i SSL § 23.
Kompetenceområdet omfatter efter SSL § 24 spørgsmål om skattepligt efter
lovgivningens regler om indkomstskat til staten, spørgsmålet om en
skatteansættelse er ugyldig som følge af formelle fejl, og spørgsmål om
indkomst er ansat eller skatten beregnet forkert. De administrative
klageinstanser skal endvidere behandle klager over formelle fejl, dvs. klager
over manglende kompetence og sagsbehandlingsfejl i forbindelse med
skattemyndighedernes afgørelser. Uden for kompetenceområdet falder spørgsmål
om forældelse efter de civilretlige regler i 1908-loven, spørgsmålet om
strafansvar for urigtig selvangivelse, opkrævningsspørgsmål og spørgsmålet om
afgivelse af kontroloplysninger samt spørgsmål om henstand og eftergivelse.
Særligt bemærkes, at spørgsmål om forældelse efter 1908-loven afgøres af
kommunen med klageadgang til told- og skatteregionen, jf. -
sagsudlægningsbek. § 3, stk. 2.
Spørgsmålet om dispensation fra skattelovgivningen og bevillingsspørgsmål
falder ligeledes uden for klagemyndighedernes kompetenceområde.
TSS og told- og skatteregionerne har i praksis behandlet klager over
sagsbehandlingsfejl hos de lokale skattemyndigheder.
Det skyldes, at de lokale skattemyndigheder efter skattelovgivningen er
undergivet et statsligt tilsyn.
I de nævnte tilfælde, hvor der er tale om klare retlige mangler ved
sagsbehandlingen, og hvor fejlen umiddelbart kan rettes ved anvendelsen af
tilsynsbeføjelsen, er det ikke rimeligt at henvise klager til at få fejlen
rettet gennem det administrative rekurssystem.
Det gælder tilsvarende, hvor sådanne fejl konstateres, uden at den
skattepligtige har indgivet en formel klage over sagsbehandlingen.
Landsskatteretten
For klage til Landsskatteretten betales et gebyr på 600 kr., som skal
indbetales samtidig med indsendelsen af klagen. Beløbet tilbagebetales, hvis
klager helt eller delvis får medhold, se nærmere SSL § 25, stk. 5.
Klagen til Landsskatteretten skal efter SSL § 25, stk. 2, indgives
skriftligt og være vedlagt den påklagede afgørelse samt skatteankenævnets
sagsfremstilling. Reglen om vedlæggelse af sagsfremstilling gælder ikke i
overspringelsessager. Klagen skal endvidere angive, på hvilke punkter
afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor. Endelig skal dokumenter,
som klager ønsker anvendt som bevis, ligeledes være vedlagt klagen. Bortset
fra overspringelsessagerne skal en klage til Landsskatteretten være modtaget
senest 3 måneder fra skatteyderens modtagelse af afgørelsen,jf. SSL § 25,
stk. 1. Overskridelse af klagefristen bevirker, at klagen afvises, medmindre
Landsskatteretten finder, at der foreligger særlige omstændigheder, der
taler for at se bort fra fristoverskridelsen. Landsskatteretten kan fastsætte
en frist til besvarelse af spørgsmål eller indsendelse af yderligere
oplysninger.
Landsskatteretten kan efter § 25, stk. 3, afvise klager, der ikke opfylder
formkravene. Afvisning kan endvidere ske, hvor klageadgangen i øvrigt ikke er
udnyttet i overensstemmelse med reglerne i SSL.
Reglerne om Landsskatterettens genoptagelse af egne afgørelser findes i
SSL § 29. Hvis sagsbehandlingstiden i Landsskatteretten er mere end 6
måneder, kan skatteyderen indbringe skatteankenævnets afgørelse for
domstolene, jf. SSL § 31, stk. 1.
Skatteankenævnet
Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser skal dog først
indgives til skatteankenævnet. Klagen skal være skriftlig og begrundet, og
den skal være modtaget i skatteankenævnet senest 1 måned fra modtagelsen af
afgørelsen eller årsopgørelsen. Der er ikke noget til hinder for, at nævnet
ser bort fra fristoverskridelser, når nævnet i overensstemmelse med
almindelige forvaltningsretlige principper efter en konkret vurdering finder,
at sagen bør behandles. Reglerne om klage findes i SSL § 21, stk. 1. For
skatteankenævnets sagsbehandling gælder officialprincippet, som betyder, at
nævnet selv skal sørge for sagens oplysning, før afgørelsen træffes.
Princippet betyder endvidere, at nævnet ikke er bundet af klagers påstand
under sagen, dvs. at klagen ikke er bindende for nævnet, jf. SSL § 21, stk.
4. Såfremt en klage bliver tilbagekaldt, har nævnet dog ikke kompetence til
at fortsætte klagebehandlingen, jf. TfS 1995, 641 LSR.
Lovens § 21, stk. 5, indeholder en regel om overspringelsesfrist. Hvis der
er forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er modtaget i
skatteankenævnet, kan klagen, hvis ligningsfristen er overskredet, indbringes
umiddelbart for Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke har truffet
afgørelse i sagen.
Reglerne om skatteankenævnets genoptagelse af egne klagesager findes i
SSL § 22. Et skatteankenævn kan kun genoptage en tidligere afsagt kendelse
efter anmodning fra en skatteyder, jf. TfS 1995,238 LSR.
Ligningsrådet
Ligningsrådets afgørelse træffes ved en kendelse, som kan påklages til
Landsskatteretten, jf. SSL § 19, stk. 3. For klage over Ligningsrådets
kendelser gælder samme regler om sagsfremstilling, begrundelse,
klagevejledning og klagefrister som for skatteankenævnenes afgørelser.
A.K.6.1.2 Det administrative klagesystem
For så vidt angår konkrete sager, hvor skatteministeren efter
skattelovgivningen kan træffe afgørelse, dvs. de administrative klagesager,
findes reglerne i bek. nr. *653 af 14. aug. 1997 (sagsudlægningsbek.)*.
Formålet med bek. er at gennemføre et to-instansprincip, således at der er
mulighed for at klage over en administrativ afgørelse til én højere
administrativ instans.
Formålet med bek. har endvidere været, at de administrative
skatteafgørelser i videst muligt omfang skal behandles lokalt både i 1. og 2.
instans, jf. TfS 1995,45 LSR.
I bek. § 10 er der indsat en frist på 3 måneder for så vidt angår klager
til bl.a. styrelsen og regionerne.
A.K.6.2 Domstolsprøvelse
Adgangen til at få efterprøvet skattemyndighedernes afgørelser ved
domstolene er fastsat ved SSL §§ 31-33. Reglerne omfatter dog ikke adgang til
at indbringe en afvisning af en anmodning om en bindende forhåndsbesked, jf.
§ 23, stk. 5.
Udgangspunktet er efter § 31, stk. 1, at den administrative rekurs først
skal udnyttes, dvs. at sagen først skal have været forelagt
Landsskatteretten, før den kan indbringes for landsretten, jf.*TfS 1997,307
VLD. Af Sø- og
Handelsrettens kendelse i TfS 1997,702 følger dog, at et anmeldt
skattekrav i konkurs kan prøves, selv om administrativ rekurs ikke har været
forsøgt.
Kendelsen er indbragt for landsretten. Østre Landsrets kendelse i TfS
1997,740 fik samme udfald, men kendelsen er mindre vidtgående, dels fordi
skatteansættelsen på tidspunktet for skifterettens prøvelse var under
klagebehandling i Landsskatteretten, og dels fordi prøvelsen skete i
forbindelse med stillingtagen til afsigelse af konkursdekret.* Der gælder
efter SSL § 31, stk. 1 en overspringelsesfrist på 6 mdr., hvorefter klager
kan vælge at indbringe sagen for landsretten, uanset at Landsskatteretten
ikke har truffet afgørelse i sagen.
Det følger af SSL § 31, stk. 1, at en skatteyder ikke kan inddrage en
videre påstand ved landsretten end den, der er påkendt ved Landsskatteretten,
jf. TfS 1995, 424 ØL. SSL § 31, stk. 1 og § 32 er derimod ikke til hinder
for, at skattemyndighederne ved landsretten kan få en påstand, der indeholder
spørgsmål, som ikke har været behandlet af Landsskatterettten, påkendt af
landsretten, jf. TfS 1995,333 VL og TfS 1996,448 HD. Denne adgang gøres der i
praksis kun undtagelsesvist brug af, *og kun såfremt principielle grunde
taler derfor, jf. Skatteministeriets kommentar i TfS 1997,737.* I øvrigt
sætter forældelsesreglerne en grænse for, hvad der fra skattemyndighedernes
side, kan inddrages i en verserende retssag.
Efter SSL § 31, stk. 2 gælder der en almindelig søgsmålsfrist på 3
måneder, regnet fra dateringen på Landsskatterettens kendelse, *jf. TfS
1996,772 ØLD.* Fristen forlænges ikke, selv om den udløber på en helligdag,
jf. -
*TfS 1996,868 HRD, TfS 1997,5 VLD, TfS 1997,41 VLD.* Fristen kan fraviges,
såfremt der inden 3-månedersfristens udløb er indgivet en begrundet anmodning
til Departementet om fristforlængelse. jf. skatteministeriets udtalelse i TfS
1994,645.
Såfremt Landsskatteretten har afvist at behandle en klage, kan klager
efter § 31, stk. 3 senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af det
indkomstår, som sagen drejer sig om, indbringe sagen for landsretten. Reglen
finder ikke anvendelse, såfremt Landsskatteretten efter at have behandlet en
sag i realiteten giver afslag på genoptagelse, jf. Højesterets kendelse af
27. jul. 1994 (TfS 1994, 580).
Endvidere gælder der en særlig et-årsregel i § 31, stk. 5 vedrørende
særlige dødsbosager og gaveafgiftssager.
Endelig gælder der en særlig hjemmel for skattemyndighederne til at
anlægge sag i efterbetalingssager, jf. SL § 42. Reglen er i praksis blevet
anvendt i forbindelse med skattestraffesager, der indbringes for domstolene.
Skattemyndighedernes adgang til at rejse krav om efterbetaling i henhold
til
SL § 42 begrænses af reglerne i SSL § 35.
SSL § 32 indeholder en hjemmel for skatteministeren til at indbringe
sager, som Landsskatteretten har påkendt, for domstolene senest 3 måneder
efter
Landsskatterettens kendelsen er afsagt.
I almindelighed påses SSL frister for sagsanlæg ved domstolene ikke af
domstolene selv. Det betyder, at landsretten behandler sagen, medmindre
Skatteministeriet nedlægger påstand om afvisning. Nedlægges der under
landsretssagen berettiget påstand om afvisning på grund af
fristoverskridelse, vil landsretten afvise sagen. Da der er tale om sagsanlæg
i 1. instans ved landsretten, kan landsrettens dom ankes til Højesteret i
overensstemmelse med reglerne i RPL.
Klage over en skatteansættelse eller sagsanlæg har efter SL § 38 ikke
opsættende virkning. Klager kan imidlertid efter ansøgning til den kommunale
skattemyndighed opnå henstand. Bestemmelserne herom findes i KSL § 73 E og
bek. 768 af 19. sep. 1995.
For domstolenes behandling af skattesager gælder forhandlingsprincippet.
Det betyder, at sagens parter selv skal fremkomme med alle relevante
oplysninger, og at retten ved afgørelsen ikke må gå ud over parternes
påstande og anbringender, jf. RPL § 338.
Ved domstolene er udgangspunktet, at der sker efterprøvelse af såvel
skattesagens materielle indhold som sagens formalitet. Problemer omkring
domstolenes efterprøvelse af værdiskøn skulle være løst ved indførelsen af
reglerne om syn og skøn under Landsskatterettens behandling af sagen.
Prøvelse af, hvorvidt uskrevne retsgrundsætninger, eksempelvis den
almindelige lighedsgrundsætning, er tilsidesat ved skattemyndighedernes
sagsbehandling, vil altid kunne ske ved domstolene.
Nedsættelse af en skatteansættelse
Såfremt en skatteansættelse nedsættes, medfører dette en ændret
årsopgørelse, jf. KSL § 62 A. Den beregnede skat nedsættes, og skattebeløbet
tilbagebetales i overensstemmelse med reglerne i KSL.
Dette gælder, både når skatteansættelsen nedsættes ved skatteankenævnet og
Landsskatteretten.
Spørgsmålet har særlig betydning i opkrævningssager. Højesteret har ved en
kendelse i UfR 1975, 130 (Dana-sagen) fastslået, at en skatteyder havde krav
på aflysning af et skatteudlæg, der var tinglyst på skatteyders ejendom,
efter at fogedretten havde ophævet skatteudlægget, og at det var uden
betydning, at fogedens kendelse var påanket til landsretten.
A.K.6.3 Ombudsmandskontrol
Folketingets Ombudsmands kompetence omfatter efter ombudsmandsloven
statsforvaltningen og kommunalforvaltningen. Skattesager er således omfattet
af Ombudsmandens kontrol.
Klage til Ombudsmanden skal være indgivet senest 1 år efter afgørelsens
dato, selv om adressaten først bliver bekendt med afgørelsen senere. Klage
til Ombudsmanden har ikke suspensiv virkning. Hvis der i særlovgivningen er
adgang til administrativ rekurs, er det en betingelse for klage til
Ombudsmanden, at denne adgang er udnyttet.
Ombudsmanden kan endvidere tage en sag op af egen drift.
Ombudsmandens bedømmelsesgrundlag er fejl eller forsømmelser, dvs. ulovlig
forvaltningsvirksomhed, urimelige afgørelser, samt videregående krav til
sagsbehandlingen. Fx påtales ofte langsommelig sagsbehandling.
Ombudsmandens kontrol består i en adgang til at kritisere, henstille og
til at foreslå forandringer af love og administrative bestemmelser til fremme
af retssikkerheden og til forbedring af administrationen. Endelig kan
Ombudsmanden henstille til Justitsministeriet at give klageren fri proces for
domstolene.Ved fejl af større betydning skal Ombudsmanden endvidere give
meddelelse til Folketingets retsudvalg samt vedkommende minister, henholdsvis
vedkommende kommunalbestyrelse.
A.K.7 Princippet om lovmæssig forvaltning
For skattemyndighedernes sagsbehandling gælder forvaltningsrettens
almindelige regler, herunder princippet om lovmæssig forvaltning og en række
uskrevne retsprincipper.
Princippet om lovmæssig forvaltning betyder, at skattemyndighedernes
afgørelse ikke må være positivt i strid med lovgivningen samt, at afgørelsen
skal have hjemmel i en lovbestemmelse.
De uskrevne retsprincipper, som er opstillet i retspraksis, er
grundsætningen om magtfordrejning (der må ikke tages usaglige hensyn), den
almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning (der må ikke ske usaglig
forskelsbehandling), princippet om pligtmæssigt skøn og
proportionalitetsgrundsætningen. Den statslige skatteforvaltnings
tilsynsbeføjelser overfor den kommunale skatteadministration, som nærmere
fremgår af SSL kap. 2, og opkrævningsbek. § 1, stk. 2, indebærer en
forpligtelse for told- og skatteregionerne til at gribe ind i tilfælde, hvor
regionen bliver opmærksom på klare tilsidesættelser af gældende skatteretlige
og andre forvaltningsretlige regler. Dette kan ske ved en tilkendegivelse til
kommunens skatteforvaltning med henblik på en ændret årsopgørelse eller
frafald af tvangsinddrivelsesskridt over for den skattepligtige. Desuden kan
regionen anvende beføjelsen til at eftergive et pålignet skattebeløb.
Ligningsvejledningen
Ligningsvejledningen indeholder en beskrivelse af gældende ret indenfor
skatteområdet. Ligningsvejledningen indeholder endvidere anvisninger godkendt
af Ligningsrådet, som er bindende for de lokale skattemyndigheder.
Ligningsvejledningen har fortrinsvis selvstændig betydning som retskilde i
det omfang, den udfylder øvrige retskilder og under forudsætning af, at et
udsagn er entydigt og ikke senere er ændret ved relevant offentliggørelse, fx
i Tidsskrift for Skatter og Afgifter eller ved cirk., jf. Skatteministeren i
svar til Folketinget TfS 1994,317. Skatteyderne kan kun støtte ret på
ligningsvejledningens udsagn i det omfang, disse udsagn er bindende for de
kommunale ligningsmyndigheder og i det omfang, de nævnte udsagn ikke er i
direkte modstrid med højere rangerende retskilde, herunder offentliggjort
administrativ praksis, jf. Skatteministeriet i kommentar i TfS 1994,557.
Praksisændring
I princippet kan skattemyndighederne ændre en praksis, eksempelvis ved at
følge en anden fortolkning af en lovbestemmelse. Det gælder, selv om der er
tale om en langvarig og hidtil konsekvent fulgt praksis. En skærpelse af
praksis kan efter almindelige forvaltningsretlige regler kun ske med virkning
for fremtiden. Under alle omstændigheder skal en praksisændring gennemføres
med en vis smidighed, eventuelt efter en overgangsordning.
Lempes en administrativ praksis, antages det i almindelighed, at
afgørelser, der er truffet efter den tidligere strenge praksis, kun kan
kræves taget op til ny overvejelse og afgjort efter den nye praksis, såfremt
den tidligere praksis har været ulovlig. Er der tale om en ny praksis, der
inden for lovens rammer lægger andre hensyn til grund eller foretager en
anderledes vægtning af hensynene indbyrdes (det skønsmæssige element), har
borgeren ikke krav på, at en sag genoptages.
En klart ulovlig administrativ praksis vil blive tilsidesat af domstolene.
Tilsvarende gælder, hvor skattemyndigheden vedrørende skønsspørgsmål har
fulgt en »hjemmelavet regel« så slavisk, at myndighederne har
undladt at vurdere, om der i den konkrete sag foreligger sådanne specielle
omstændigheder, at den administrative praksis burde være fraveget.
Myndigheden kan her have tilsidesat princippet om »pligtmæssigt
skøn«.
Der henvises i øvrigt til afsnit A.K. 1.2.2 om forventninger til generelle
udsagn.
A.K.8 Bindende forhåndsbesked
*Ved lov nr. 238 af 2. apr. 1997 om bl.a. ændring af SSL og ophævelse af
lov om bindende forhåndsbesked er der i SSL kap. 2A givet nye regler om
bindende forhåndsbesked.
Efter reglerne om bindende forhåndsbesked har den enkelte borger hidtil
hos Ligningsrådet kunnet få et bindende svar om de skattemæssige virkninger
af en disposition, som den pågældende påtænker at foretage.
Adgangen til at få bindende forhåndsbesked om skattespørgsmål er nu
udvidet, både for så vidt angår de sagsområder, hvorom der gives bindende
forhåndsbesked, og for så vidt angår kredsen af de skattepligtige, der gives
en bindende forhåndsbesked om.
Den organisatoriske kompetence
SSL kap. 2 A indeholder regler om adgangen til at få en bindende
forhåndsbesked. Herudover vil det kunne forekomme, at skattemyndighederne -
på samme måde som andre myndigheder - vil kunne blive bundet af et svar, der
er givet på forhånd, jf. afsnit A.K.1.2.1. I det følgende behandles alene
reglerne i SSL kap. 2 A om bindende forhåndsbesked.
Kompetencen til at give en bindende forhåndsbesked efter kap. 2 A
tilkommer som udgangspunkt Ligningsrådet. Efter SSL § 17, stk. 3, kan
Ligningsrådet fra sag til sag udlægge kompetencen til at give en bindende
forhåndsbesked til de statslige skattemyndigheder, jf. nedenfor samt
TSS-cirk. 1996-12.
I TSS-cirk. 1996-12 har Ligningsrådet således udlagt kompetencen til at
afgive visse bindende forhåndsbeskeder til de stedlige told- og
skatteregioner. Det drejer sig om sager om værdiansættelser, der ikke
indeholder fortolkningsproblemer, og sager om næring ved salg af fast
ejendom. Hvis regionen og den kommunale skattemyndighed ikke er enige om,
hvorledes anmodningen om den bindende forhåndsbesked skal besvares, skal
sagen dog forelægges for Ligningsrådet på normal vis.
Er spørgeren utilfreds med en bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet
eller fra den statslige skattemyndighed, som Ligningsrådet har bemyndiget til
at give forhåndsbeskeden, kan afgørelsen påklages til Landsskatteretten
- men ikke til Ligningsrådet - efter de almindelige regler, der gælder for
klage til Landsskatteretten, jf. SSL kap. 3.
Klage til Landsskatteretten skal således ske senest 3 måneder efter
modtagelsen af forhåndsbeskeden, der skal vedlægges klagen. Klagen skal ske
skriftligt i den form, der er beskrevet i § 25, stk. 2, og klagen behandles i
overensstemmelse med reglerne i SSL.
Ved Landsskatterettens klagebehandling af en bindende forhåndsbesked kan
retten alene træffe afgørelse på det grundlag, der forelå på tidspunktet for
forhåndsbeskedens afgivelse. Der kan således ikke efterfølgende ændres på
formuleringen af anmodningen om bindende forhåndsbesked gennem en
klagebehandling ved Landsskatteretten, jf. TfS 1995,454 HD.
Landsskatterettens kendelser vedrørende forhåndsbeskeder kan indbringes
for domstolene af såvel spørgeren som af skatteministeren inden 3 måneder
efter kendelsens afsigelse. Sagen anlægges ved den landsret, i hvis kreds
spørgeren har hjemting ved sagens anlæg.
Der kan ikke klages administrativt over, at en anmodning om en bindende
forhåndsbesked afvises. Der kan heller ikke klages administrativt over
opgørelsen af det tidsforbrug, som de statslige skattemyndigheder har anvendt
til besvarelse af anmodningen, og som lægges til grund for
betalingsopgørelsen efter § SSL 20 B, stk. 3.
Spørgsmål om den skattemæssige virkning
Bindende forhåndsbesked gives på alle de sagsområder, hvor Ligningsrådet
har kompetence til at træffe en konkret afgørelse bortset fra de sagsområder,
hvor Ligningsrådets konkrete afgørelser ikke kan påklages til
Landsskatteretten, herunder de såkaldte dispensations- og bevillingssager.
Derudover gives der bindende forhåndsbesked om afgift efter
pensionsbeskatningsloven ved utidig frigørelse af pensionsmidler.
Der gives som udgangspunkt alene en bindende forhåndsbesked om spørgs-mål
vedrørende beskatning, det være sig beskatning i form af indkomstbeskatning
eller beskatning i form af afgift. Bindende forhåndsbesked gives eksempelvis
om skatteansættelsen af fysiske eller juridiske personer, om kulbrinteskat,
om frigørelsesafgift og om realrenteafgift.
Bindende forhåndsbesked gives eksempelvis ikke om ejendomsvurdering, straf
efter SKL § 20 eller tilladelse til renteperiodisering efter LL § 5.
Bindende forhåndsbesked gives som udgangspunkt om de skatteretlige
konsekvenser af en disposition, som spørgeren påtænker at foretage (egne
forhold), jf. § 20 A, stk. 1. Derudover gives bindende forhåndsbesked nu også
om de skatteretlige konsekvenser for andre end spørgeren af en disposition,
som spørgeren påtænker at foretage (andres forhold), jf. § 20 A, stk. 2.
En retlig interesse i svaret
Retten til en bindende forhåndsbesked omfatter som udgangspunkt kun
påtænkte dispositioner, det vil sige handlinger, der endnu ikke er gennemført
på tidspunktet for fremsættelse af anmodningen om en forhåndsbesked, men som
det overvejes at udføre. Den skatteretlige bedømmelse af dispositioner, der
er gennemført, henhører som udgangspunkt under den almindelige
ligningsmæssige behandling i forbindelse med skatteansættelsen for det
pågældende indkomstår.
Bindende forhåndsbesked kan undtagelsesvis gives om dispositioner, der er
gennemført, hvis behovet for et bindende svar om den allerede foretagne
disposition kan sidestilles med behovet for et bindende svar om en påtænkt
disposition, fx hvis spørgeren kan påvise, at et svar vil være af væsentlig
betydning for spørgerens stillingtagen til en påtænkt disposition, og denne
stillingtagen ikke kan afvente den ligningsmæssige behandling i kommunen, jf.
også artikel fra TSS i TfS 1994.271.
Administration
Bindende forhåndsbesked gives af Ligningsrådet eller af den statslige
skattemyndighed, som Ligningsrådet har bemyndiget hertil, jf. ovenfor.
Som sekretariat for Ligningsrådet udfører Told- og Skattestyrelsen de
administrative funktioner, der er forbundet med behandlingen af anmodninger
om bindende forhåndsbesked.
Anmodning om en bindende forhåndsbesked skal altid indgives til Told- og
Skattestyrelsen, Østbanegade 123, 2100 København Ø. Dette gælder også
anmodninger om bindende forhåndsbesked i sager, som Ligningsrådet har udlagt
til de stedlige told- og skatteregioner.
Anmodningen skal indgives inden udløbet af selvangivelsesfristen for det
indkomstår, som besvarelsen har betydning for. Anmodningen skal være
skriftlig og bilagt alle de oplysninger af betydning for svaret, som
spørgeren er i besiddelse af. Sammen med anmodningen indsendes gebyret efter
SSL § 20 B, stk. 2 som betaling for at få en bindende forhåndsbesked, jf.
nedenfor.
Told- og Skattestyrelsen kvitterer for anmodningen og betaling af gebyret.
Told- og Skattestyrelsen orienterer samtidig om, hvilken statslig
myndighed, der giver det bindende svar. Er gebyret ikke indsendt sammen med
anmodningen, giver Told- og Skattestyrelsen en kort frist for eftersendelse
af gebyret. Anmodningen behandles i øvrigt ikke, før gebyret er modtaget.
Kan der ikke gives et bindende svar uden yderligere oplysninger eller
dokumentation, kan spørgeren opfordres til at fremkomme hermed, og der kan
fastsættes en frist herfor. Forelægges oplysningerne ikke indenfor fristen,
kan anmodningen afvises eller svaret begrænses til de forhold, der skønnes
tilstrækkeligt belyst. En anmodning om en bindende forhåndsbesked skal
behandles hurtigst muligt. Er høring af kommunale myndigheder nødvendig, kan
der fastsættes en frist for afgivelse af høringssvaret.
Vedrører spørgsmålet en disposition, der allerede er gennemført, skal der
indhentes en udtalelse fra den kommunale skattemyndighed. Har den kommunale
skattemyndighed en sag under behandling vedrørende spørgsmålet, stiller
kommunen behandlingen af sagen i bero, indtil spørgsmålet er besvaret.
En bindende forhåndsbesked skal indeholde sådanne oplysninger om det
faktiske og retlige grundlag for afgørelsen, at skattemyndighederne med
sikkerhed kan afgrænse forhåndsbeskedens anvendelsesområde. Der kan i en
bindende forhåndsbesked fastsættes en tidsmæssig grænse for svarets bindende
virkning.
Den statslige myndighed, der har givet en bindende forhåndsbesked, sender
kopi af afgørelsen til de relevante kommunale skattemyndigheder.
Syn og skøn
Til belysning af en anmodning om en bindende forhåndsbesked kan spørgeren
begære syn og skøn foretaget efter reglerne i SSL § 30, der henviser til §
343 i RPL.
Den statslige myndighed, der skal give det bindende svar, kan fastsætte en
frist for begæring af syn og skøn.
Begæring om syn og skøn indgives til byretten på det sted, hvor genstanden
for syn- og skønsforretningen befinder sig, jf. RPL § 343, stk. 1.
Den statslige skattemyndighed, der skal give det bindende svar,
repræsenterer skattemyndighederne under rettens behandling af en anmodning om
syn og skøn. Ved modtagelse af meddelelse om, at der er begæret syn og skøn
foretaget, sætter skattemyndighederne behandlingen af anmodningen om den
bindende forhåndsbesked i bero, indtil syn- og skønsforretninen er
gennemført.
Den, der begærer syn og skøn foretaget, afholder omkostningerne derved.
Den pågældende kan eventuelt blive pålagt at betale sagsomkostninger til
den anden part, jf. RPL § 343, stk. 2 og 3.
Betaling
For at få en bindende forhåndsbesked skal der betales et gebyr, jf. SSL §
20 B, stk. 2 Gebyret beregnes ud fra et grundbeløb, der årligt reguleres
efter § 20 i PSL. Gebyret skal være betalt, før den egentlige behandling af
anmodningen påbegyndes. Gebyret tilbagebetales, hvis anmodningen afvises, men
ikke hvis anmodningen trækkes tilbage.
For anmodninger om forhåndsbesked om egne forhold, jf. SSL § 20 A, stk. 1,
udgør grundbeløbet 1.100 kr., og gebyret er i 1997 på 1.500 kr. For
anmodninger om forhåndsbesked om andres forhold, jf. § 20 A, stk. 2, udgør
grundbeløbet 5.500 kr., og gebyret er i 1997 på 7.100 kr.
Udover gebyret skal der betales for de statslige skattemyndigheders
tidsforbrug ved besvarelsen af spørgsmålet. Ved opgørelsen af tidsforbruget
medregnes ikke kun den tid, der er anvendt til egentlig sagsbehandling, men
også tidsforbrug til journalisering, postforsendelse og lignende
ekspeditionsmæssige funktioner. Betalingen beregnes ud fra et grundbeløb på
1.100 kr. for hver 5 timers tidsforbrug. I 1997 koster 5 timer 1.500 kr.
Vedrører spørgsmålet alene egne forhold, jf. SSL § 20 A, stk. 1, er der en
bundgrænse for tidsforbrugsopgørelsen på 45 timer, således at der alene skal
betales for de statslige skattemyndigheders tidsforbrug herudover, det vil
sige, at der i disse tilfælde kun opkræves betaling for tidsforbrug, hvis
tidsforbruget er på mere end 50 timer. Betaling for tidsforbrug
tilbagebetales, hvis spørgsmålet trækkes tilbage eller afvises.
Bindende virkning
En forhåndsbesked efter SSL kap. 2 A er bindende for de statslige og
kommunale skattemyndigheder (der er set bort fra de særlige forhold, der
gælder for Landsskatteretten). Disse myndigheder er således forpligtet til at
lægge en sådan forhåndsbesked til grund, når det forhold, der er taget
stilling til i forhåndsbeskeden, behandles.
For så vidt angår forhåndsbesked om andres forhold end spørgerens, jf.
SSL § 20 A, stk. 2, er en forhåndsbesked kun bindende for dispositioner,
der endnu ikke er foretaget på tidspunktet for forhåndsbeskedens meddelelse.
Anmoder en virksomhed eksempelvis om en bindende forhåndsbesked om de
skatteretlige virkninger for eventuelle kunder af et produkt, som
virksomheden sælger, vil forhåndsbeskeden alene have bindende virkning for de
kunder, der sælges til efter at forhåndsbeskeden er givet.
En forhåndsbesked er ikke bindende for skattemyndighederne i det omfang,
der er sket ændringer i forudsætninger, der har været afgørende for indholdet
af forhåndsbeskeden. Er der således sket ændringer i den lovgivning, der har
ligget til grund for forhåndsbeskeden, eller er der sket ændringer i de
faktiske forhold, der må anses for at have været bestemmende for indholdet af
forhåndsbeskeden, er skattemyndighederne ikke bundet af forhåndsbeskeden.
Det kan dog forekomme, at en forhåndsbesked delvis skal lægges til grund,
selv om der er sket ændringer i forudsætninger, der lå til grund for
forhåndsbeskeden. Det er tilfældet, hvor den pågældende del af
forhåndsbeskeden, utvivlsomt ikke er berørt af de ændrede forudsætninger.
Ændret administrativ praksis efter afgivelse af en bindende forhåndsbesked
kan være at sidestille med en ændring af forudsætningerne for
forhåndsbeskeden. En ændret administrativ praksis er imidlertid ikke til
hinder for, at skattemyndighederne ved behandlingen af det forhold, der er
taget stilling til i forhåndsbeskeden, lægger forhåndsbeskeden til grund for
afgørelsen i det omfang en anvendelse af den ændrede administrative praksis
ville være til ugunst for spørgeren.
Tilsidesættes en bindende forhåndsbesked på grund af ændrede
forudsætninger, kan denne afgørelse påklages på samme måde som den afgørelse,
som forhåndsbeskeden ellers skulle have indgået i.
En forhåndsbesked er derimod ikke bindende for vedkommende skatteyder.
Dette betyder, at skatteyderen frit kan selvangive i strid med en meddelt
forhåndsbesked, og han/hun har herefter mulighed for at få prøvet sagen i den
almindelige klageinstansfølge. Skatteankenævnet og told- og skatteregionen
vil under en sådan klagesag være bundet af forhåndsbeskeden.
Afvisning
Hvis spørgsmålet om bindende forhåndsbesked er af en sådan karakter, at
det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed, eller hvis andre hensyn taler
afgørende mod en besvarelse, kan Ligningsrådet eller den stedlige told- og
skatteregion afvise spørgsmålet. Det samme gælder, hvis det ikke skønnes at
være af væsentlig betydning for spørgeren at få svar på det stillede
spørgsmål. Normalt vil der ske afvisning af spørgsmål, hvor alternative
løsningsmuligheder ønskes skattemæssigt belyst (skattetænkning).
Afvisninger kan som nævnt ovenfor ikke påklages.*
A.K.9 Udgifter til sagkyndig bistand i skattesager
*Ved lov nr. 238 af 2. apr. 1997 blev lov om omkostningsdækning ophævet.
Reglerne om omkostningsdækning er i stedet blevet indsat i SSL kap. 3A.
Reglerne er udvidet således, at der nu også gives tilskud til sager i
skatteankenævnet. De nye regler for tilskud i skatteankenævnssager har
virkning for regninger, som er betalt den 1. jan. 1997 eller senere, uanset
hvornår klagen til skatteankenævnet er indgivet. Det er dog en betingelse, at
betalingen er foretaget på grundlag af en sædvanlig fakturering.
Den tilskudsberettigede
Efter SSL kap. 3A yder det offentlige et tilskud til delvis dækning af
visse udgifter, der er afholdt i forbindelse med klage til skatteankenævn
eller
Landsskatteretten, eller ved at få prøvet en sådan sag for domstolene.
Tilskuddet modsvares til dels af, at sådanne udgifter ikke kan fradrages
ved indkomstopgørelsen.
Formålet med tilskudsordningen er at stille den, der har afholdt udgifter
ved at få prøvet sin ret i en skattesag, som om den pågældende havde
fradragsret for udgiften. Tilskuddet ydes således kun til den, som klagesagen
vedrører.
Er eksempelvis en kreds af skattepligtige med ensartede skattesager gået
sammen om at afholde udgifter ved at få prøvet en af skattesagerne ved
påklage eller ved domstolsprøvelse, beror det på en konkret bedømmelse af
styrken af den enkelte deltagers retlige interesse i udfaldet af prøvesagen -
og de af den pågældende afholdte udgifters tilknyning hertil - om det
offentlige skal yde tilskud til den pågældende. Det er således for det første
et krav, at der er en sådan identitet mellem prøvesagen og ansøgerens sag, at
udfaldet af prøvesagen vil blive lagt til grund for afgørelsen af ansøgerens
sag. En sådan identitet foreligger, hvis en relevant skattemyndighed har
givet tilsagn om, at afgørelsen af prøvesagen vil blive lagt til grund for
afgørelsen af ansøgerens sag. For det andet er det et krav, at den sagkyndige
har udskrevet en regning til ansøgeren på de udgifter, der søges tilskud til.
Regningen skal altså være delt op og betalt individuelt af den enkelte
ansøger. Det er en betingelse, at der ikke udbetales mere, end der ville være
udbetalt, hvis kun en skatteyder havde anmodet om tilskud, jf.
Skatteministeriets udtalelse i TfS 1986.282. Eksempelvis ydes der ikke
tilskud til dækning af de udgifter, der afholdes som medlem af en forening,
der har til formål på medlemmernes vegne at få prøvet "pilotsager".
Efter
TSS-cirk. 1997.22 pkt. 4 kan de investorforeninger, der er dannet med det
formål at føre 10-mandsprojekterne ved Landsskatteretten og domstolene,
ansøge om og få udbetalt omkostningsdækning efter fuldmagt fra den enkelte
investor.
Det er uden betydning for tilskudsretten, om den pågældende på tidspunktet
for regningens betaling stadig er skattepligtig her til landet.
Tilskudsberettigede sagstyper
De administrative klagesager som tilskudsordningen omfatter, er
skatteankenævnssager som nævnt i SSL § 2, jf. § 5 samt § 4, stk. 4, og
landsskatteretssager som nævnt i § 23, stk. 1, 2, 4, 5, og 6, jf. § 24.
Derudover omfatter tilskudsordningen domstolsprøvelse af de sagstyper,
hvortil der ydes tilskud i Landsskatteretten.
Tilskudsordningen omfatter således eksempelvis ikke skatteankenævnssager
om forskudsregistrering, jf. § 55B i KSL, sager om vurdering af fast ejendom,
jf. SSL § 23, stk. 1, nr. 3, eller klagesager, der efter sagsudlægningsbek.
afgøres af de statslige told- og skattemyndigheder.
Der ydes ikke tilskud til eventuelle udgifter, der er afholdt vedrørende
en klage eller en stævning, hvis klagen/stævningen afvises på grund af
formelle mangler, fx fordi en klage- eller søgsmålsfrist er overskredet,
eller fordi klagen/stævningen ikke er begrundet, eller fordi loven
foreskriver, at sagen skal forelægges en anden myndighed, før den forelægges
den pågældende myndighed. Det samme gælder, hvis skatteankenævnet,
Landsskatteretten eller domstolen i øvrigt afviser sagen på grund af
manglende kompetence til at afgøre sagen.
Tilskudsberettigede udgifter
Der ydes kun tilskud til udgifter, der er betalt, herunder
ácontobetalinger.
Tilskuddet ydes, uanset om klagen eller sagsanlægget føres igennem til
kendelse eller dom, jf Skatteministeriets udtalelse i TfS 1993.514. Det
afgørende er, at de udgifter, der er betalt, og som der søges tilskud til,
udelukkende vedrører en klagesag, der er omfattet af tilskudsordningen. En
skattepligtig er således ikke tvunget til - for at opnå tilskud - at føre en
sag igennem til formel afgørelse, hvis den skattepligtige allerede tidligere
i sagsforløbet kan se, at sagen er tabt eller vundet. Det er dog en
forudsætning for tilskud, at der rent faktisk er indgivet en klage eller
stævning.
De udgifter, der ydes tilskud til, er som udgangspunkt udgifter til køb af
sagkyndig bistand. I og med at tilskudsordningen er rettet mod skattesager,
skal den sagkyndige bistand være ydet af en advokat, en statsautoriseret
revisor, en registreret revisor, en konsulent i driftsøkonomi, jf. § 5, stk.
1, nr. 6, i lov om tilskud til jordbrugets konsulentvirksomhed, et medlem af
Foreningen af Danske Revisorer eller af en person, der kan sidestilles
hermed.
Det beror på en konkret bedømmelse, om en person kan sidestilles med de
nævnte sagkyndige. Normalt vil en person, som opfylder betingelserne for at
udøve erhverv som advokat, revisor eller konsulent i driftsøkonomi, kunne
sidestilles med disse erhvervsgrupper, selv om den pågældende ikke aktuelt
udøver sit erhverv. Kan en person dokumentere personlig uddannelse og
praktisk erfaring i behandling af skattesager, vil den pågældende normalt
blive godkendt som sagkyndig. Udover udgifter til sagkyndig bistand ydes der
tilskud til retsafgifter - bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf. SSL
§ 25, stk. 4 - udgifter til syn og skøn samt udgifter til sagkyndige
erklæringer og andet bevismateriale, herunder udgifter til vidneførsel.
Rejseudgifter for sagkyndige og vidner kan ligeledes indgå i det beløb, der
ydes omkostningsdækning for. Det er uden betydning, om en sagkyndig erklæring
indhentes fra en person, der ikke tilhører den kreds af sagkyndige, der ydes
tilskud til.
Godtgjorte omkostninger fragår i de udgifter, der ydes tilskud til. Der
kan være tale om sagsomkostninger, som retten efter RPL § 312 har pålagt den
tabende part at erstatte den vindende part, jf. TfS 1990,248 LSR, eller
tilskud fra en organisation eller lignende. Moms, der kan fradrages som
indgående moms, kan ikke medregnes ved opgørelsen af de tilskudsberettigede
udgifter.
Der ydes således ikke tilskud til sagsomkostninger, som retten pålægger en
part at betale. Der ydes heller ikke tilskud til rettergangsbøder. Indgår der
i en skattesag spørgsmål, der ikke er omfattet af tilskudsordningen, fx
spørgsmål om vurdering af fast ejendom, skal der foretages en opdeling af de
afholdte udgifter tillige med eventuelt godtgjorte udgifter. Indgår der i en
straffesag spørgsmål om skatteansættelse, ydes der tilskud til de udgifter
til sagkyndig bistand m.v., der forholdsmæssigt kan henføres til
domstolsbehandlingen af ansættelsesspørgsmålet. Normalt vil arbejdets omfang,
tidsforbruget og eventuelt partens økonomiske interesse vedrørende sagens
forskellige spørgsmål kunne danne udgangspunkt for udskillelse af de
tilskudsberettigede udgifter.
Der er tilbagebetalingspligt, hvis en udgift, hvortil der er ydet tilskud,
efterfølgende godtgøres på anden måde, fx fra en fond.
*Fører borgeren selv skattesagen kan der opnås omkostningsdækning for
retsafgifter ved domstolene, udgifter til syn- og skøn samt udgifter til
sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale. Den skattepligtige vil dog
ikke kunne få godtgjort omkostninger, der svarer til den pågældendes
tidsforbrug, fx udmålt som tabt arbejdsfortjeneste. Der ydes heller ikke
tilskud til den pågældendes egne udgifter til fx rejse, porto, telefon eller
lignende. Der ydes heller ikke tilskud til udgifter ved bistand fra en
person, der er ansat hos den, som skattesagen vedrører. De udgifter, der ikke
vedrører den ansattes indsats, er dog dækningsberettigede. Dette gælder fx
retsafgifter, udgifter til syn- og skøn og udgifter til yderligere bistand
fra ikke-ansatte advokater, revisorer mv.*
Tilskuddet
Tilskuddet til fysiske personer udgør 44 pct., hvis regningen er betalt
inden udgangen af kalenderåret 1997, og derefter 38 pct. Tilskuddet til
juridiske personer udgør 34 pct.
I sager, der klagebehandles af Landsskatteretten, kan Landsskatteretten
efter et konkret skøn bestemme, at udgifter, der er afholdt til syn og skøn
under Landsskatterettens prøvelse af sagen, dækkes fuldt ud, og ikke kun
delvis. En forudsætning for fuld omkostningsdækning er, at de oplysninger,
der søges tilvejebragt ved afholdelse af syn og skøn i Landsskatteretssagen,
har tilført eller skønnes at kunne tilføre sagen væsentlige nye oplysninger,
der ikke mere hensigtsmæssigt har kunnet eller kan indhentes på anden måde.
Udgifter til syn- og skønsforretningen er fx honorar til syns- og
skønsmand, advokathonorar i forbindelse med syn- og skønsforretningen og
retsafgifter.
Krav på tilskud efter SSL § 33 A kan ikke overdrages eller gøres til
genstand for kreditorforfølgning. Dette gælder også det offentliges adgang
til modregning, fx med et krav på restskat. Først når tilskuddet er udbetalt,
kan der disponeres over beløbet. Tilskud efter SSL § 33 A er skattefrie, jf.
LL §7 Q, stk. 1, nr. 1. Som modvægt hertil kan udgifter til bistand i
skattesager ikke fradrages ved indkomstopgørelsen, jf. LL § 7 Q, stk. 2.
Denne fradragsbegrænsning omfatter kun udgifter i skattesager af den type,
der kan indbringes for Landsskatteretten, jf. SSL § 23, stk. 1.
Fradragsbegrænsningen omfatter ikke kun udgifter, hvortil der kan ydes
tilskud efter SSL kap. 3 A, men også andre udgifter til bistand i
skattesager, fx skattesager hos den kommunale skattemyndighed.
Fradragsbegrænsningen omfatter derimod ikke udgifter til almindelig
skatterådgivning. Det vil bero på en fortolkning af de almindelige
bestemmelser om fradrag for driftsomkostninger, om sådanne udgifter kan
fradrages.
Ansøgning og udbetaling
Tilskudsordningen administreres af de statslige told- og
skattemyndigheder.
Ansøgning om tilskud indgives til told- og skatteregionen i det område,
hvor den skattepligtige bor. Er den pågældende fraflyttet til udlandet,
indgives ansøgningen til told- og skatteregionen i det område, hvor den
pågældende boede frem til udrejsen.
Ansøgningen indgives på en af Told- og Skattestyrelsen udarbejdet særlig
blanket. Blanketten vedlægges kopi af den betalte regning og kendelsen eller
dommen, hvis en sådan er afsagt. Oplysningerne attesteres af den, der har
ydet den sagkyndige bistand.
Tilskuddet udbetales af told- og skatteregionen til den skattepligtige
eller den, som den skattepligtige har bemyndiget til på sine vegne at modtage
betalingen. Regionen kan før udbetalingen kræve en nærmere dokumentation for
udgiften, herunder efterprøve en udgiftsfordeling.
Oplysninger til brug for opgørelse af tilskud efter SSL kap. 3 A gives
under strafansvar efter SSL § 33 D.
Told- og skatteregionens afgørelse om omkostningsdækning kan indenfor en
klagefrist på 3 måneder påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.
sagsudlægningsbek. § 11, stk. 1.*
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT AJ - SKATTEMYNDIGHEDERNES ORGANISATION OG OPGAVER Retsinformation · 5. februar 2008