Spring til indhold

Retsinformation

PERSONBESKATNING 1997 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN

STV nr 20008 af 01/01/1997Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afsnit AK - Skatteprocessen

A.K.1 Kompetence

De enkelte skattemyndigheders ligningskompetence er fastlagt ved SSL og

Skatteministeriets bekendtgørelser til SSL.

Efter SSL § 3, stk. 3 kan den kommunale skattemyndighed ikke foretage

eller ændre en skatteansættelse i det omfang en anden skattemyndighed har

taget stilling til ansættelsen eller har ansættelsen under behandling. Den

kommunale skattemyndighed kan dog godt behandle andre forhold inden for samme

indkomstår end det eller de forhold, som den anden skattemyndighed har eller

er ved at behandle. I de tilfælde hvor skatteansættelsen er under behandling

hos en anden skattemyndighed, skal den kommunale skattemyndighed efter § 3,

stk. 3, 2. pkt. underrette denne anden skattemyndighed om den påtænkte

ansættelsesændring, i rimelig tid før ansættelsesændringen foretages.

Efter SSL § 36 er de lokale og statslige skattemyndigheder afskåret fra at

træffe afgørelse i en sag, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten

har taget stilling til sagen ved kendelse. Endvidere kan Ligningsrådet ikke

træffe afgørelse i en sag, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling

til sagen ved kendelse.

Manglende overholdelse af kompetenceregler medfører normalt, at afgørelsen

bliver ugyldig.

Der er fx tale om kompetencemangler inden for skattesystemet, hvis en

kommunal skattemyndighed fejlagtigt foretager en skatteansættelse, som

henhører under en anden kommune.

Hvor lokalkendskab er af betydning for en myndigheds afgørelse, har

stedlig inkompetence i praksis medført ugyldighed. Dog kan det efter

omstændighederne forekomme, at fordelingen af kompetencen blot er udtryk for

en arbejdsdeling mellem de lokale myndigheder, som ikke medfører ugyldighed,

jf. UfR 1972, 812 ØLD.

A.K.1.1 Ligningsfristen

Efter SSL § 3, stk. 1 skal skatteansættelser være foretaget senest 30.

Læs alt

jun. i det andet kalenderår efter det indkomstår, som ansættelsen vedrører.

Skatteansættelsen må ikke foretages inden udløbet af fristen for

skatteyderens adgang til at udtale sig efter SSL § 3, stk. 4, jf. TfS

1995,605

LSR og afsnit A.K.3.5.

Efter SSL § 3, stk. 2 er skatteministeren bemyndiget til at fastsætte

regler om kommunernes adgang til at foretage skatteansættelser efter

ligningsfristens udløb, jf. bek. nr. 1176 af 22. dec. 1994.

SSL § 3, stk. 1 suppleres af § 14, stk. 4, hvorefter told- og

skatteforvaltningen efter ligningsfristens udløb kan foretage en ansættelse,

hvor dette ikke tidligere er sket. Efter SSL § 16, stk. 1, har styrelsen

bemyndiget told- og skatteregionerne og Københavns og Frederiksbergs Kommuner

til at varetage opgaven.

Efter ligningsfristens udløb kan en skatteansættelse ikke forhøjes af

kommunen, medmindre en forhøjelse vil være af uvæsentlig betydning, eller

forhøjelsen vedrører et forhold i en skatteansættelse, der tidligere er

nedsat i forhold til det selvangivne. Skatteansættelsen kan endvidere ikke

forhøjes, medmindre ændringen vedrører et forhold i en skatteansættelse, hvor

Ligningsrådet har truffet afgørelse om efterbetaling af skat uden ændring af

selve skatteansættelsen, jf. bek. § 1, stk. 1 og TfS 1994,850 LSR og TfS

1995,489 VLD.

Ved bedømmelsen af, om en forhøjelse må anses for uvæsentlig, må der

anlægges en samlet vurdering, idet både dens forhold til den konkrete

ansættelse og dens eventuelle følger for andre af skatteyderens

skatteansættelser må tages i betragtning. Ifølge cirk. nr. 71 af 12. apr.

1996 fastsættes en uvæsentlig forhøjelse fremover vejledende til en

indkomstforhøjelse på under 3000 kr.

Efter bek. § 2 kan kommunerne foretage en ansættelse, hvor en sådan med

urette ikke er foretaget tidligere. Bestemmelsen er hidtil blevet praktiseret

således, at kommunen kan foretage en ansættelse efter udløbet af

ligningsfristen, når det på grund af en teknisk fejl ikke er sket tidligere.

A.K.1.1.1 Ansættelsesændringer

Der skal ifølge SSL § 3, stk. 4 udsendes agterskrivelse,når den kommunale

skattemyndighed ønsker at ændre en skatteansættelse. Dette gælder også ved

ansættelsesændringer som følge af ændringer i underskudsfremførsler mellem

ægtefæller, jf. TfS 1997,10 LSR. En agterskrivelse skal indeholde en

begrundelse, således at skatteyderen kan tage reel stilling til ændringen, se

herom i afsnit A.K.3.6. *Hvis skattemyndighederne ikke vil følge sin

agterskrivelse, fx fordi der er tilgået myndigheden nye oplysninger af

væsentlig betydning, som den skattepligtige ikke har haft lejlighed til at

udtale sig om, må en ny agterskrivelse udsendes til skatteyderen, jf. TfS

1997,105 LSR.* Hvis skatteyderen ikke gør indsigelse mod agterskrivelsen, kan

udsendelse af en egentlig kendelse udelades. Skatteyderen vil herefter alene

modtage en årsopgørelse, der er baseret på den nu gennemførte

skatteansættelse.* Hvis der er risiko for, at årsopgørelsen ikke kan nå at

blive sendt ud inden udløbet af fristen i SSL § 35, skal der udsendes

kendelse, så afgørelsen ikke er afhængig af tidspunktet for udsendelse af

årsopgørelse.*

Hvis skatteyderen gør indsigelse mod agterskrivelsen, skal der altid

udsendes kendelse.

Foretages en ansættelsesændring i overensstemmelse med skatteyders

anmodning efter SSL § 3, stk. 5, kan der undlades at udsende agterskrivelse.

I så fald skal der altid udsendes en kendelse.

Ved såvel ansættelsesændringer som ved skatteansættelser foretaget efter

ligningsfristens udløb skal der ske underretning til told- og skatteregionen,

for København og Frederiksberg Kommuners vedkommende dog til TSS, jf. bek.

nr. 1176 af 22. dec. 1994 § 3. Dette skal dog kun ske, såfremt skatteyderen

har gjort indsigelse imod en varslet ændring. Denne underretningspligt er

uden betydning for den skatteretlige afgørelse. Derimod vil en undladelse af

at indhente den i bestemmelsen nævnte bemyndigelse til at foretage en

skatteansættelse efter reglerne i bek. § 1, stk. 2 medføre afgørelsens

ugyldighed, jf. 1995,168 LSR.

A.K.1.1.2 Fristen for forhøjelse af ansættelser

Skattemyndighederne kan som udgangspunkt ikke afsende varsel om forhøjelse

af en skatteansættelse, jf. SSL § 3, stk. 4, 1. pkt., efter den 1. maj i det

4. år efter indkomstårets udløb, jf. SSL § 35, stk. 1. En varslet forhøjelse

af en skatteansættelse skal være foretaget senest den 1. aug. i det 4. år

efter indkomstårets udløb, medmindre en anmodning fra den skattepligtige om

udskydelse af denne frist er imødekommet, jf. SSL § 35, stk. 1.

Når der foretages en skatteansættelse på grundlag af en agterskrivelse,

hvortil der ikke er kommet indsigelser, og skatteansættelsen derfor alene

meddeles ved udsendelse af en årsopgørelse, jf. SSL § 3, stk. 4, 3. punktum,

anses skatteansættelsen for foretaget på tidspunktet for årsopgørelsens

datering, jf. cirk. nr. 71 af 12. apr. 1996 pkt. 4.1 og TfS 1997,10 LSR.

Skatteansættelsen er i disse tilfælde således først foretaget ved

årsopgørelsens udskrivelse.

Fristen i SSL § 35 gælder også ved forhøjelser som følge af i

underskudsfremførsel mellem ægtefæller. Efter SSL § 35, stk. 2 omfatter

forhøjelsesfristen i § 35, stk. 1 ikke punkter i en skatteansættelse, hvor

det efterfølgende viser sig, at en forpligtelse eller erhvervelse, der er

lagt til grund for skatteansættelsen, nu giver grundlag for en højere

skatteansættelse.

Der kan dog ikke ske forhøjelse, hvis det afledte skattekrav er forældet

efter 1908-loven.

Skattemyndighederne kan uden begrænsning i tid ændre grundlaget for en

skatteansættelse, men selve ansættelsen kan kun ændres inden for fristen i §

35, stk. 1. Hvis der er tale om et skøn, kan skattemyndighederne dog kun

ændre grundlaget for en ansættelse inden for fristen, jf. § 35, stk. 3.

Landsskatteretten har i en kendelse lagt til grund, at skattemyndighederne

efter fristens udløb er afskåret fra at ændre et afskrivningsgrundlag, der

beror på et skøn, jf. TfS 1995,469 LSR.

Fristen i § 35, stk. 1 suspenderes efter SSL § 35, stk. 4, hvis den

skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt

har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et

urigtigt eller ufuldstændigt grundlag,* jf. Skatteministeriets udtalelse i

TfS 1997,156 om forholdet mellem SSL § 35, stk. 4 og straffebestemmelserne i

SKL.* I tilfælde af fortsæt og grov uagtsomhed løber ansættelsesfristen efter

§ 35, stk. 1 først fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne kommer i

besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt

skatteansættelse.

Fristen i § 35, stk. 1 gælder ikke forhøjelser vedrørende et påklaget

forhold, jf. SSL § 35, stk. 5. Det betyder, at en skatteyder, som har

påklaget en skatteansættelse til højere instans med påstand om nedsættelse på

bestemte punkter, må tåle, at klageinstansen foretager en vurdering af disse

klagepunkter, som kan resultere i en forhøjelse.*Betingelsen om, at SSL § 35,

stk. 5 alene kan anvendes på det påklagede forhold, skal forstås snævert, jf.

TfS 1997,441 LSR. Her kunne der ikke i medfør af SSL § 35, stk. 5 ske

forhøjelse af renteudgifter vedrørende et pantebrev i en ejendom, selv om

klagen drejede sig om opgørelsen af resultatet af udlejningsvirksomhed

vedrørende den nævnte ejendom.* Klageinstansen kan også bedømme ansættelsen i

sin helhed, jf. SSL § 21, stk. 4 og § 28, stk. 1. Resultatet af en sådan

helhedsvurdering kan dog ikke blive en forhøjelse på ikke påklagede punkter,

men kun nedsættelse eller stadfæstelse af disse, hvis fristen i SSL § 35,

stk. 1 er overskredet.

SSL § 35 gælder heller ikke ved konsekvensændringer som følge af

genoptagelse, jf. SSL § 4, stk, 3.

I ganske særlige tilfælde kan fristen fraviges ved en aftale inden

fristens udløb jf. SSL § 35, stk. 1. Ifølge cirk. nr. 71 af 12. apr. 1996 er

den skattepligtige berettiget til udsættelse med ansættelsesfristen den 1.

aug., når hensynet til den skattepligtiges varetagelse af sine interesser

vedrørende den varslede forhøjelse taler derfor, fx når det må forventes, at

den skattepligtige kan fremlægge nye oplysninger, der kan begrunde bortfald

af den varslede forhøjelse, og disse oplysninger ikke kan frembringes inden

fristens udløb.

* Bortset fra denne situation, kan fristen ikke fraviges. Fx er en

ægtefælle ikke omfattet af udsættelsen. Det betyder bla., at der ikke kan

foretages konsekvensændringer efter fristens udløb. *

A.K.1.2 Retsbeskyttelse af en skatteyders forventninger

*Efter retspraksis kan ligningsmyndighedernes muligheder for at forhøje

selvangivelsen undtagelsesvist begrænses af, at skattemyndighederne positivt

har givet en skatteyder en retsbeskyttet forventning. Retspraksis stiller dog

særdeles høje krav til kvalificeringen af forventningen. Der ses i den

følgende beskrivelse af forventningsprincippet bort fra svar afgivet efter

reglerne i SSL om bindende forhåndsbesked, som umiddelbart er bindende for

skattemyndighederne. Er der derimod tale om andre svar eller tilkendegivelser

fra skattemyndighederne, vil disse som udgangspunkt ikke binde myndighederne

ved den senere ligning, da der eksisterer en almindelig adgang til at

revidere skatteansættelser med respekt af fristreglerne i SSL § 35.

Efter retspraksis kan der imidlertid under særlige omstændigheder være

tale om, at skattemyndighederne er afskåret fra at revidere og forhøje en

ansættelse, der anses som forkert, fordi en skatteyder har opnået en

retsbeskyttet forventning til et udsagn eller en tilkendegivelse fra en

skattemyndighed. Der kan enten være tale om et individuelt udsagn til en

konkret skatteyder, jf. A.K.1.2.1, eller et generelt udsagn i form af

ordlyden i fx ligningsvejledningen eller et cirkulære, jf. A.K.1.2.2.

A.K.1.2.1 Forventninger til individuelle tilkendegivelser

Efter domspraksis er det navnlig tilkendegivelser fra de centrale

skattemyndigheder, der kan føre til, at en skatteyder får medhold efter det

såkaldte forventningsprincip, selv om tilkendegivelsen ikke kan anses for at

være i overensstemmelse med gældende praksis. Om tilkendegivelser fra en

told- og skatteregion findes alene en enkelt afgørelse i TfS 1993,420 VLD,

hvorefter der ikke kunne støttes ret på en tilkendegivelse fra det

amtsskatteinspektorat, i hvis område skatteyderen tidligere var bosat. Om

tilkendegivelser fra kommunale skattemyndigheder, se A.K.1.2.1.6.

De ledende domme, hvor en skatteyder har kunnet støtte ret på en

tilkendegivelse fra en central skattemyndighed, er UfR 1969,108 HRD, UfR

1976,658 HRD, ØLD af 11. sep. 1981 (Medd. fra Skd. 1982, s. 53)og TfS

1994,477 ØLD. Uafhængigt af, om der er tale om en tilkendegivelse fra en

central skattemyndighed eller ej, viser retspraksis, at en række

grundlæggende betingelser skal være opfyldt.

A.K.1.2.1.1 Indflydelse på skatteyders disposition

Denne retspraksis kan sammenfattes således, at der for det første skal

være tale om, at tilkendegivelsen kan have haft indflydelse på skatteyderens

efterfølgende dispositioner, således at skatteyderen ville lide tab, hvis

tilkendegivelsen ikke kan lægges til grund. Denne betingelse er fx ikke

opfyldt, hvis skatteyderen først får et tilsagn om en bestemt skattemæssig

behandling på et tidspunkt, hvor der ikke længere eksisterer alternative

dispositionsmuligheder, jf. fx afgørelserne TfS 1995,489 VLD, TfS 1996,745

VLD og TfS 1997,11 LSR.

A.K.1.2.1.2 Direkte og positiv tilkendegivelse

Det er for det andet en betingelse, at der er tale om en direkte og

positiv tilkendegivelse. At tilkendegivelsen skal være direkte betyder dels,

at den skal knytte sig til et specifikt behandlet spørgsmål, dels at en

skatteyder ikke uden videre kan støtte ret på, hvad en myndighed synes at

have forudsat uden en direkte tilkendegivelse herom, jf. TfS 1997,414 H. At

en tilkendegivelse kan karakteriseres som positiv betyder, at

skattemyndighedernes passivitet overfor et vedvarende selvangivet punkt ikke

er til hinder for, at punktet korrigeres med tilbagevirkende kraft, alene med

respekt af almindelige forældelsesregler. Der kan henvises til dommene TfS

1994,131 VLD, TfS 1995,505 ØLD, TfS 1997,100 H, TfS 1997,331 VLD og TfS

1997,400 ØLD.

A.K.1.2.1.3 Tilkendegivelse klar og uden forbehold

For det tredje er det en betingelse, at tilkendegivelsen har en

tilstrækkelig klarhed, jf. fx TfS 1990,214 H, TfS 1996,175 VLD og TfS

1997,781 VLD og kan dokumenteres af skatteyderen. Fx kunne skatteyderne i TfS

1997,364 ØLD og TfS 1997,365 ØLD ikke løfte bevisbyrden for, at myndighederne

havde afgivet en mundtlig tilkendegivelse. Endelig gælder det, at

tilkendegivelsen skal være uden forbehold. Der kan eksempelvis ikke støttes

ret på en tilkendegivelse, der er ledsaget af en bemærkning om, at

spørgsmålets endelige besvarelse afhænger af udfaldet af klagebehandling i

sædvanlig instansfølge, jf. dommene UfR 1973,18 H, TfS 1989,491 H og TfS

1997, 937.

A.K.1.2.1.4 Tilkendegivelsens adressat

For det fjerde er det normalt en betingelse, at der er identitet mellem

modtageren af tilkendegivelsen, og den der påberåber sig tilkendegivelsen.

Dette udgangspunkt kan dog fraviges, hvis andre end modtageren af

tilkendegivelsen er omfattet af det samme konnekse forhold, jf. dommene UfR

1969,108 H og TfS 1994,477 ØLD.

A.K.1.2.1.5 Urigtige eller bristende forudsætninger

For det femte er det en betingelse, at tilkendegivelsen ikke kan

tilsidesættes som følge af urigtige eller bristende forudsætninger. Der vil

fx ikke kunne støttes ret på en tilkendegivelse som følge af urigtige

forudsætninger, hvis skatteyderen ikke loyalt har fremlagt alle relevante

faktiske oplysninger, eller hvis skatteyderen vidste eller burde vide, at

myndigheden svævede i en faktisk vildfarelse, jf. fx TfS 1989,529 ØLD, TfS

1988,564 LSR og TfS 1990,495 LSR. Skattemyndighederne kan derimod normalt

ikke påberåbe sig en retlig vildfarelse som en urigtig forudsætning, bortset

fra tilfælde, hvor resultatet ville blive, at den skattemæssige behandling må

anses for åbenbart ulovmedholdelig. I de sidstnævnte situationer vil det dog

efter omstændighederne ikke have realitetsbetydning, at skatteyderen ikke kan

støtte direkte ret på det ulovmedholdige udsagn, fordi skattemyndighederne

typisk vil ifalde erstatningsansvar, hvis skatteyderen har lidt økonomisk tab

ved at indrette sig i tillid til udsagnet.

Hvis betingelserne for at støtte ret på en tilkendegivelse er opfyldt, vil

retsvirkningerne heraf også kunne bortfalde som følge af bristende

forudsætninger. Der kan fx være tale om forhold, som efterfølgende har ændret

sig væsentligt, og at skatteyderen endnu ikke har disponeret i tillid til

tilkendegivelsen, jf. fx TfS 1991,57 ØLD, TfS 1993,316 H og TfS 1995,661 H.

Det vil ligeledes være en bristende forudsætning, hvis skattemyndighederne

med fremtidig virkning varsler en ændring af en tilkendegivelse, der ellers

har været egnet til at støtte ret på, jf. TfS 1995,661 H. Efter

omstændighederne vil dog selv et varsel ikke kunne ændre virkningen af en

tilkendegivelse, nemlig hvis skatteyderen har indrettet sig afgørende efter

tilkendegivelsen, jf. TfS 1984,138 ØLD, hvor

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle. Endelig vil en

efterfølgende ændring af lovgivning eller generel praksis kunne være en

bristende forudsætning for en tilkendegivelse.

A.K.1.2.1.6 Særligt om tilkende givelser fra kommunale skattemyndigheder

Selv om alle de ovenfor omtalte grundlæggende betingelser er opfyldt, kan

der efter domspraksis ikke uden videre støttes ret på en "forkert"

tilkendegivelse, der hidrører fra en kommunal skattemyndighed, idet

udgangspunktet er, at en sådan tilkendegivelse må vige for de statslige

tilsynsmyndigheders revisionsbeføjelser. Til støtte herfor kan henvises til

TfS 1989,196 H, TfS 1985,160 VLD, TfS 1994,232 VLD og TfS 1997.781 VLD, og

især de 3 sidstnævnte afgørelser, hvor skattemyndighederne har fået medhold

under hensyn til de statslige tilsynsmyndigheders adgang til at revidere

kommunale afgørelser.

Der findes dog enkelte afgørelser, hvor en skatteyder har fået medhold i,

at der kan støttes ret på en tilkendegivelse fra en kommunal skattemyndighed,

nemlig ØL-dom af 27. nov. 1981 (Medd. fra Skd. 1981, s. 275), TfS 1986,161

ØLD, TfS 1989,556 LSR og TfS 1992,557 VLD. Det karakteristiske i disse sager

har været, at der er tale om en tilkendegivelse vedrørende et faktisk

fordelingsskøn eller lignende, der er afgivet under sådanne omstændigheder,

at skatteyderen herefter har været uden anledning til at indsamle den ellers

fornødne udgiftsdokumentation. Der er dog en enkelt af disse afgørelser, hvor

denne karakteristik ikke er dækkende, nemlig TfS 1986,161 ØLD, hvor

skatteyderen kunne støtte ret på en tilkendegivelse, der bestod i, at den

fortrykte lejeværdiansættelse på ejendomsskemaet var foretaget særskilt for

et sommerhus og 2 tilstødende grunde, selv om retten lagde til grund, at

denne beregning ubestridt var fejlagtig efter en alment kendt praksis. Efter

denne praksis skulle der ske en samlet beregning for de 3 parceller med

progressionsvirkning som følge. Der var således ikke tale om et faktisk

fordelingsskøn, men derimod en skønsmæssig vurdering af, om de 2 ubebyggede

grunde havde herlighedsværdi for sommerhuset. Dommen skal ses i lyset af, at

retten konkret lagde vægt på, at skatteyderen kunne have undgået en samlet

lejeværdibeskatning ved at overdrage de to grunde til sine børn.

Endelig skal nævnes den særlige situation, hvor ligningsmyndigheden i

forbindelse med et selskabs likvidation efter anmodning fra likvidator

afgiver en såkaldt skattekvittance på grundlag af et foreløbigt

likvidationsregnskab.

En sådan kvittance vil normalt ikke være bindende for skattemyndighederne,

inden likvidator har gennemført udlodning fra boet, jf. TfS 1997,538 ØLD,

hvorimod en bindende virkning efter omstændighederne kan indtræde, efter at

udlodningen reelt er gennemført.

I TfS 1997,538 ØLD kunne en sådan bindende virkning ikke påberåbes af

likvidator i et tilfælde, hvor der reelt ikke var gennemført udlodning fra

boet, og hvor det foreløbige regnskab derfor ikke var retvisende.

A.K.1.2.2 Forventninger til generelle udsagn

Med UfR 1983,8 H er det fastslået, at ligningsmyndighedernes overordnede

generelle praksis alene kan skærpes med fremtidig virkning. En sådan

skærpelse kan tidligst få virkning fra det tidspunkt, hvor skærpelsen

offentliggøres på relevant måde, fx i TfS eller ved udsendelse af et

cirkulære, herunder et cirkulære, der ændrer et hidtidigt cirkulære, jf. TfS

1993,345 VLD og TfS 1996,656 VLD, eller ved en skærpet formulering i

Ligningsvejledningen. Det anførte gælder dog ikke i det omfang den ændrede

praksis alene er udtryk for en udfyldning eller præcisering af hidtidig

praksis, jf. fx TfS 1994, 587, 588 og 589 H om den skattemæssige behandling

af lån i fælleskasser, hvor skattemyndighedernes præcisering af praksis kunne

gøres gældende uden forudgående varsel, jf. i øvrigt om praksisændringer

afsnit A.K. 7.

At en generel overordnet praksis alene kan skærpes med fremtidig virkning

er ensbetydende med, at skatteyderne som udgangspunkt kan støtte ret på en

forventning om, at en entydig og forbeholdsløs formulering i cirk. og

ligningsvejledning indtil videre er udtryk for myndighedernes generelle

praksis. Der kan henvises til UfR 1965,399 H, TfS 1992,19 ØLD, TfS 1994,295

ØLD, TfS 1996,210 H, TfS 1996,642 H og TfS 1997,613 VLD.

Som undtagelse herfra gælder dog, at skatteyderne ikke kan støtte ret på

en formulering, der måtte føre til resultater, der er i direkte modstrid med

højere rangerende retskilder, dvs. lovgivning, domspraksis og offentliggjort

fast administrativ praksis, jf. fx TfS 1993,101 VLD, TfS 1993,161 VLD og TfS

1995,483 H.

En forudsætning for, at skatteyderne som ovenfor anført kan støtte ret på

indholdet af generelle administrative retskilder er endvidere, at retskilden

hidrører fra de overordnede skattemyndigheder, jf. TfS 1994,551 VLD og TfS

1996,173 ØLD, hvor der ikke kunne støttes ret på generelle udsagn fra en

told- og skatteregion.

Lighedsgrundsætningen

At skatteyderen kan støtte ret på de overordnede myndigheders generelle

praksis med de anførte undtagelser, er et udslag af den almindelige

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, der også kan påberåbes i tilfælde,

hvor forventningssynspunktet ikke er aktuelt. Dette vil fx være relevant, i

tilfælde hvor der henvises til en praksis, der ikke var kendt eller beskrevet

på det tidspunkt, hvor skatteyderen disponerede. Dette kan fx være tilfældet,

hvis der i ligningsvejledningen for 1997, der først udgives i starten af

1998, er beskrevet nogle retningslinjer, der ikke tidligere har været

beskrevet, som skal være gældende for indkomståret 1997. Påberåbelse af

lighedsgrundsætningen forudsætter endvidere, at den generelle praksis, der

henvises til, ikke er direkte ulovmedholdelig eller i strid med højere

rangerende retkilder. Påberåbelse af lighedsgrundsætningen forudsætter

endelig, at en skatteyders konkrete sag er helt identisk med den generelle

praksis eller afgørelse, der henvises til, jf. TfS 1995,486 ØLD og TfS

1996,211 ØLD, hvor dette krav ikke var opfyldt. Det vil normalt alene være de

centrale myndigheders generelle praksis, der kan påberåbes efter en

lighedsgrundsætning jf. fx TfS 1995,483 H, hvor lighedsgrundsætningen ikke

kunne påberåbes vedrørende en lokal praksis, der var forkert, da skatteyderen

ikke kunne støtte ret på, at en skatteyder i en anden kommune havde fået

medhold i en helt tilsvarende sag om fradrag for udepenge. En anden begrænset

rækkevidde af lighedsgrundsætningen følger af en

Ombudsmandsudtalelse, der er refereret i TfS 1994,202, hvorefter der ikke

kunne støttes ret på anvendelsen af et genoptagelsescirk. efter dettes

ophævelse, og efter at skattemyndighederne var ophørt med at administrere

efter cirk., jf. skatteministerens svar om samme cirk. i TfS 1994,205.*

A.K.2 Inhabilitet

Reglerne om inhabilitet skal sikre, at ingen i den offentlige forvaltning

træffer afgørelse i en sag, i hvis afgørelse vedkommende selv har en særlig

interesse i. Baggrunden for reglerne om inhabilitet er et ønske om at

tilvejebringe sikkerhed for og tillid til, at de afgørelser, der træffes af

en myndighed, ikke påvirkes af uvedkommende hensyn.

Forvaltningsloven indeholder i §§ 3-6 en række bestemmelser om speciel

inhabilitet. Forvaltningslovens regler suppleres af en særlig bestemmelse om

almindelig inhabilitet i SSL § 34, hvorefter ingen samtidig kan være medlem

af eller stedfortræder i et skatteankenævn, Ligningsrådet eller

Landsskatteretten.

Reglerne om udnævnelsesbetingelserne for medlemmer af skatteankenævnene,

Ligningsrådet og Landsskatteretten findes i SSL. Der stilles ingen krav om

særlig uddannelse for medlemmerne af disse råd og nævn, bortset for

Landsskatteretten, hvor præsidenten, retsformændene samt mindst 5 af de

medlemmer, der udnævnes af ministeren, skal opfylde de almindelige

betingelser for at kunne blive landsdommer.

Ud over regler om partsinteresse og familiemæssig tilknytning indeholder

forvaltningsloven regler om inhabilitet på grund af tilknytning til en

juridisk person og tidligere deltagelse i sagens behandling samt en

opsamlingsbestemmelse, hvorefter der indtræder inhabilitet, hvis der i øvrigt

foreligger omstændigheder, der er egnet til at vække tvivl om vedkommendes

upartiskhed.

Det sker, at en underordnet forvaltningsmyndighed i forbindelse med

behandlingen af en konkret sag søger vejledning om lovfortolkningsspørgsmål

eller lignende - fx telefonisk - hos en overordnet myndighed, der tillige er

klageinstans vedrørende den pågældende sag. Er rådgivningen givet i en sådan

form, at den pågældende medarbejder hos den overordnede myndighed ikke har

givet udtryk for sin endelige opfattelse med hensyn til den konkrete sags

udfald, men blot ydet rådgivning med hensyn til fortolkningen af

retsgrundlaget for afgørelsen og/eller har vejledt om den overordnede

myndigheds praksis, vil bestemmelsen i forvaltningslovens § 3, nr. 4, ikke

medføre, at den pågældende medarbejder vil være inhabil i forhold til den

pågældende sag, hvis afgørelsen bliver påklaget til den overordnede

myndighed. Den pågældende vil i så fald ikke have medvirket ved den

afgørelse, som den underordnede myndighed har truffet.

Endelig indeholder SSL § 11, stk. 2, en særlig regel vedrørende

sekretariatsbetjening af skatteankenævnet. Efter denne bestemmelse må en

person, der tidligere har deltaget i en afgørelse om en skatteansættelse,

ikke yde sekretariatsbistand til skatteankenævnet vedrørende klagebehandling

af samme afgørelse. Der er her tale om et rent personspørgsmål. Det er derfor

normalt uden betydning om den, der behandler sagen i første instans, og den,

der fungerer som sekretær for ankenævnet, har samme chef, jf. TfS 1995,13

LSR og svar fra skatteministeren i TfS 1995, 175.

I følge forarbejderne til § 11 er denne regel udtryk for en rettighed for

borgerne, som kan frafaldes. Det betyder, at skatteankenævnet kan fravige

reglen, såfremt der fra klageren fremkommer en uopfordret tilkendegivelse om,

at samme kommunale medarbejder kan sekretariatsbehandle sagen for

skatteankenævnet. I praksis vil en sådan tilkendegivelse kun fremkomme rent

undtagelsesvis. Skatteankenævnet er ikke forpligtet til at følge en sådan

anmodning. Kan kommunen ikke med sit personale sikre den fornødne habilitet

og stille kvalificerede medarbejdere til rådighed for skatteankenævnet, skal

kommunen efter bestemmelsen i SSL § 11, stk. 3, anvende ekstern bistand. Det

er et krav, at den eksterne sekretariatsbistand skal kunne udføre

sekretariatsbetjeningen tilfredsstillende. Det er kommunalbestyrelsens

afgørelse, hvem der skal sættes på opgaven, og det er derfor kommunen, der

afgør, om bistanden skal ydes af en offentlig eller en privat virksomhed.

Der er ikke noget i vejen for at benytte medarbejdere fra nabokommunen.

Tilsvarende gælder private revisorer. Det afgørende er, at

instruktionsbeføjelsen påhviler den af kommunalbestyrelsen udpegede

ligningsansvarlige.

Ansvaret for sekretariatsbetjeningen påhviler i alle tilfælde

kommunalbestyrelsen. Eksterne medarbejdere med et personligt

ansættelsesforhold vil være omfattet af såvel straffelovens bestemmelser om

tavshedspligt i § 152 som af den præciserende bestemmelse i

forvaltningslovens § 27, stk. 1.

Derimod vil den, der efter aftale udfører arbejde for myndigheden alene

være omfattet af en tilsvarende tavshedspligt efter bestemmelsen i

straffelovens §152 A.

Revisorer, der er medlemmer af et byråd, er ikke inhabile i forbindelse

med kommunalbestyrelsens behandling af ligningsplanen, idet de pågældendes

erhverv som revisorer ikke ud fra en almindelig betragtning indebærer risiko

for, at behandlingen vil blive påvirket af usaglige eller uvedkommende

hensyn.

I praksis forekommer speciel inhabilitet typisk i tilfælde, hvor der

foreligger en konkret økonomisk interessekonflikt, jf. fx Skat 1986.9.556,

hvor en ligningskommissionsformand, der førte retssag om et byggeri mod

hovedaktionæren i det selskab, hvis sag var til afgørelse i

ligningskommissionen, blev anset for inhabil.

Speciel inhabilitet kan tillige være forårsaget af et mere personligt

modsætningsforhold eksempelvis dokumenteret uvenskab. Politiske

modsætningsforhold vil ikke kunne medføre speciel inhabilitet.

Foreligger der inhabilitet må den, der er inhabil, som udgangspunkt

hverken træffe afgørelse i den pågældende sag eller i øvrigt medvirke ved

sagens behandling. Et inhabilt medlem af et skatteankenævn er således

afskåret fra at deltage ikke blot i en eventuel afstemning om sagens

afgørelse, men også i den forudgående behandling af spørgsmålet om

inhabilitet, jf. forvaltningslovens § 6.

Efter samme bestemmelses stk. 2 afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person

er inhabil, af den myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens

realitet. Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse

med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. I praksis har TSS

udtalt sig i sager vedrørende inhabilitetsspørgsmål.

Har der i en sag foreligget speciel inhabilitet, da afgørelsen blev

truffet, vil retsvirkningen heraf normalt være, at afgørelsen bliver ugyldig.

Har inhabiliteten ikke haft betydning for afgørelsen, anses den ikke for

ugyldig.

A.K.3 Sagsbehandlingsreglerne

A.K.3.1 Vejledningspligt

Forvaltningslovens § 7 indeholder regler om forvaltningsmyndighedernes

pligt til at yde borgerne vejledning. Bestemmelserne finder anvendelse i

skattesager.

Reglerne gælder alene vejledning i forbindelse med konkrete

afgørelsessager. Vejledning skal efter bestemmelsen gives i fornødent omfang

efter en konkret vurdering. Vejledningspligten betyder, at den skattepligtige

skal have en orientering om, hvilken betydning skattelovgivningens regler har

for den pågældende sag, og om hvilke oplysninger, som skal tilvejebringes som

led i skattesagens behandling. Endvidere skal skattemyndighederne give

oplysning om, hvor lang tid sagsbehandlingen forventes at vare. Endelig skal

skattemyndighederne være behjælpelig med udfyldelse af blanketter eller

lign., der vedrører skatteområdet.

Det er fast praksis, at skattemyndighederne ikke udtaler sig i anledning

af forespørgsler, der er helt generelle eller ikke angiver navn mv. på de

implicerede skattesubjekter.

Skatteborgerne kan henvende sig til hjemstedkommunen om skattemæssige

problemer. Kommunens skatteforvaltning kan i tvivlstilfælde rådføre sig med

told- og skatteregionen. Der henvises iøvrigt til TSS-cirk. 1990-49 om

decentralicering af den responderende virksomhed.

A.K.3.2 Repræsentation

Den, der er part i en sag, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse

af en forvaltningsmyndighed, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling

vælge at lade sig repræsentere eller bistå af andre, jf. forvaltningslovens §

8.

Der findes ikke i forvaltningsloven regler om, hvem der kan repræsentere

eller bistå en part. Parten kan derfor lade sig repræsentere eller bistå af

såvel sagkyndige, fx en advokat eller revisor, som af andre. Repræsentation

kan dog normalt kun foretages af en person, der er myndig.

Omkostningerne ved eventuel sagkyndig bistand er skattemyndighederne

uvedkommende, bortset fra de tilfælde som er omfattet af reglerne om

omkostningsdækning, SSL kap. 3A, jf. afsnit A.K.9.

Den myndighed, der behandler sagen, afgør, om den, der optræder som

partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden måde

godtgøre, at den pågældende kan optræde som repræsentant for parten.

Optræder en advokat eller revisor på partens vegne i en skattesag, er der

tale om typiske partsrepræsentanter inden for skatteområdet, og der vil ikke

være grund til at forlange dokumentation for fuldmagtsforholdet, medmindre

det er særligt begrundet i sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt.

Særligt under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt vil det i

andre tilfælde være nødvendigt, at andre, der optræder som partsrepræsentant,

fremlægger en skriftlig fuldmagt som dokumentation for fuldmagtsforholdet.

Dette gælder således ved enhver henvendelse til en skattemyndighed om en

konkret skattesag, som ikke vedrører den pågældendes egne skatteforhold.

Forretningsordnerne for Landsskatteretten § 21, for Ligningsrådet § 14 og

for skatteankenævnene § 17 indeholder regler om repræsentation. Reglerne

præciserer partsrepræsentantens adgang til at disponere på partens vegne og

indeholder endvidere regler om, at meddelelse om afgørelsen skal sendes både

til parten og partsrepræsentanten.

A.K.3.3 Sagens oplysning,Officialprincippet

For forvaltningsmyndighedernes sagsbehandling gælder officialprincippet.

Officialprincippet findes hverken beskrevet i SSL eller i

forvaltningsloven, men har hjemmel i uskreven retssædvane. Officialprincippet

betyder, at en forvaltning har ansvaret for at de nødvendige oplysninger

foreligger, og at de nødvendige undersøgelser foretages inden der træffes

afgørelse i en sag. Dette betyder nødvendigvis ikke, at forvaltningen altid

selv skal fremskaffe de nødvendige oplysninger. Dette kan ske i samarbejde

med andre myndigheder og skatteyderen selv. Forvaltningen vil dog ikke uden

videre kunne lægge skatteyderens oplysninger til grund, men må i et

nødvendigt omfang kontrollere dem og således sikre, at sagen bygger på det

materielt rigtige grundlag.

Et væsentligt led i skattemyndighedernes sagsbehandling er

skattelovgivningens bestemmelser om pligtmæssige oplysninger fra

skatteborgerne.

Det drejer sig især om reglerne om den enkelte skatteyders

selvangivelsespligt, men også om skattemyndighedernes adgang til at indhente

regnskabsmateriale, foretage virksomhedseftersyn og indhente oplysninger fra

tredjemand, jf. cirk. nr. 160 af 22. okt. 1996 om skattekontrolloven.

Det almindelige krav om, at skattemyndighederne skal behandle sager så

enkelt, hurtigt og økonomisk som muligt, indebærer ikke, at

skattemyndighederne kan undlade at sørge for, at sagen er forsvarligt oplyst.

I de tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har givet anledning til kritik fra

Folketingets Ombudsmand, retter kritikken sig først og fremmest imod de

perioder i sagsforløbet, hvor sagens behandling har været gået helt i stå,

jf. fx FOB 1995.237 og FOB 1995.251. Det må derfor påhvile den undersøgende

skattemyndighed eventuelt at rykke for et høringssvar, og det kan ofte være

hensigtsmæssigt at fastsætte en svarfrist.

A.K.3.4 Syn og skøn ved Landsskatteretten

SSL § 30 indeholder regler om syn og skøn i forbindelse med sager, der er

indbragt for Landsskatteretten.

Syn og skøn er et bevismiddel

Syn og skøn er et bevismiddel, der anvendes for at sikre bevis til brug

for retssager. Bevismidlet består i en sagkyndig besvarelse af faktiske

spørgsmål til brug for bevisbedømmelsen i en retssag. Der træffes ikke

retlige afgørelser under syn og skøn, men der tilvejebringes et vurderings-

og bedømmelsesgrundlag til brug herfor. Reglerne om syn og skøn findes i RPL

kap. 19.

Derudover indeholder RPL § 343 en særlig bestemmelse om anvendelse af syn

og skøn, selv om det ikke sker til brug for verserende retssager (isoleret

bevisoptagelse). Det er denne regel, der efter SSL § 30, stk.1, finder

tilsvarende anvendelse ved landsskatteretssager.

På skatteområdet er syn og skøn primært anvendelig i

værdiansættelsesspørgsmål. Reglen finder ikke anvendelse i vurderingssager,

idet vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage besigtigelse af

ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig bistand.

Landsskatteretten

Landsskatteretten kan i den enkelte sag fastsætte en frist, inden for

hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse af syn og skøn skal være afklaret,

jf.

SSL § 30, stk. 2. Begæres der syn- og skøn, udsætter Landsskatteretten

sagens videre behandling, indtil syn- og skøn er foretaget.

Det er de almindelige domstole, der udmelder syn- og skønsmændene.

Landsskatteretten fastsætter endvidere en frist, inden for hvilken

klageren og skattemyndighederne skal meddele retten, om skønserklæringen

giver parterne anledning til at ændre deres påstande i sagen for

Landsskatteretten.

Retsplejelovens regler

Syn og skøn kan alene afholdes efter begæring af parterne i en sag. Den

part, der begærer udmeldelse af syn og skøn, betegnes som rekvirenten.

Anmodning om isoleret bevisoptagelse ved syn og skøn indgives af rekvirenten

til byretten på det sted, hvor den genstand eller fordring m.v., som ønskes

vurderet, befinder sig. Befinder genstanden sig i udlandet, indgives

anmodningen om syn og skøn til byretten på det sted, hvor en eventuel senere

retssag skal anlægges her i landet. Det er generelt en betingelse for

udmeldelse af syn og skøn, at byretten finder udmeldelsen hensigtsmæssig,*

jf. TfS 1997,690 ØLK, hvor byretten og landsretten afviste en begæring om syn

og skøn, fordi det var mere hensigtsmæssigt at indhente en sagkyndig

erklæring fra en brancheorganisation.* Ved udmeldelse af syn og skøn betales

en retsafgift på 400 kr.

Rekvirentens modpart under en eventuel senere retssag skal med en uges

varsel af byretten eller af rekvirenten underrettes om det retsmøde, hvori

der træffes beslutning om udmeldelse af syn og skøn, og om selve

bevisførelsen.

Udgifterne til syn og skøn afholdes af rekvirenten. Retten kan pålægge

rekvirenten at betale sagsomkostninger til modparten. Derimod kan retten ikke

pålægge modparten at betale omkostninger ved syn og skøn til rekvirenten.

De omkostninger, som rekvirenten har afholdt til syn og skøn, kan

imidlertid indgå, når retten under en eventuel efterfølgende retssag tager

stilling til betalingen af sagens omkostninger. Syn og skøn begæret af

skatteyder i en - skattesag er omfattet af reglerne om omkostningsdækning,

jf. afsnit A.K.9.

Grundlaget for et syn og skøn er et eller flere spørgsmål (skønstemaet),

der besvares i én eller flere skønserklæringer, eventuelt suppleret

med besvarelse af mundtlige spørgsmål under den senere mundtlige forhandling

ved retten (afhjemlingen). Som syn- og skønsmænd udmeldes sagkyndige, der

skal være uvildige.

Skønstemaet kan indeholde spørgsmål stillet af hver af parterne eller af

parterne i fællesskab. Spørgsmålene skal være klare, og de skal angå bestemte

punkter og ikke efterlyse en generel vurdering, angå en juridisk vurdering og

må ikke indeholde ledende spørgsmål. Skønstemaet bør udformes så omhyggeligt,

at alle de punkter, som parterne ønsker belyst, er dækket.

Syn- og skønsmændene skal underrette parterne om syns- og

skønsforretningens foretagelse.

Syn- og skønsmændene udarbejder en skriftlig erklæring, som indeholder

deres svar. Erklæringen fremsendes til retten og til parterne. Der kan

stilles tillægsspørgsmål, når syns- og skønsrapporten foreligger. Såfremt

parterne eller en af dem ønsker det, foretages der derefter en afhjemling ved

byretten af syns- og skønsforretningen ved, at syn- og skønsmændene møder i

retten og bekræfter eller eventuelt supplerer eller korrigerer deres

skriftlige erklæring. Der kan under afhjemlingen i byretten stilles

klargørende og uddybende spørgsmål.

Syn og skøn, som er foretaget inden retssag anlægges, er under en eventuel

senere retssag undergivet grundsætningen om bevisbedømmelsens frihed.

Tilsvarende gælder ved Landsskatteretten. Syn og skøn er herefter et

bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for bevisbedømmelsen ved

Lands-skatteretten.

Parter

Efter SSL § 30, stk. 4 indtræder de statslige skattemyndigheder som part i

en sag, når der udmeldes syn og skøn. De statslige skattemyndigheder har

tillige kompetencen til at forlange syn og skøn i sager, der er indbragt for

Landsskatteretten.

Landsskatteretten er ikke part i sagen og kan derfor ikke begære

udmeldelse af syn og skøn, men Landssskatteretten kan naturligvis vejlede

sagens parter og eventuelt opfordre parterne til at lade udmelde syn og skøn.

Landsskatteretten har endvidere mulighed for undtagelsesvis at indkalde

syns- og skønsmændene til at udtale sig i et retsmøde, jf. forretningsordenen

for Landsskatteretten, § 15, stk. 2.

Skønsrekvirenten skal skriftligt underrette Landsskatteretten om

begæringen om udmeldelse af syn og skøn. Med underretningen sendes kopi af

rekvirentens begæring med byrettens påtegning samt kopi af skønstemaet.

Når syns- og skønssagen er afsluttet, skal rekvirenten indsende kopi af

retsbogsudskriften til Landsskatteretten. Med udskriften skal følge syns- og

skønsmændenes udtalelse.

Er klageren rekvirent, skal klageren samtidig meddele Landsskatteretten,

om han/hun ønsker klagen opretholdt.

Er skattemyndighederne rekvirent, kan Landsskatteretten forespørge

klageren, om klagen ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Undlader klager

at besvare Landsskatterettens forespørgsel, anses klagen for opretholdt. Der

henvises nærmere til forretningsorden for Landsskatteretten § 24.

Skattemyndighedernes opgave

Det praktiske arbejde for de statslige skattemyndigheder består i at tage

stilling til, om der skal begæres udmeldt syn og skøn. I bekræftende fald

skal begæringen affattes og indsendes til byretten på det sted, hvor den

genstand eller fordring mv., der ønskes vurderet, befinder sig.

Skattemyndigheden skal i så fald meddele Landsskatteretten, at der er begæret

syn og skøn, idet

Landsskatterettens behandling skal stilles i bero. Ifølge SSL § 30, stk. 4

er det de statslige skattemyndigheder der skal tage stilling til den eller de

personer (syn- og skønsmændene), som retten agter at udmelde, udfærdige selve

skønstemaet samt lade sig repræsentere under syns- og skønsforretningen og en

evt. senere afhjemling.

Hvis skatteyderen begærer syn og skøn, består skattemyndighedernes opgave

i at være repræsenteret i det retsmøde, hvor syn og skøn udmeldes, og udtale

sig om syn- og skønsmanden og skønstemaet, samt lade sig repræsentere ved

afhjemlingen. Det vil normalt være nødvendigt, at skattemyndighederne er

repræsenteret i retsmøder om afhjelming, idet der ikke senere kan fremsættes

indsigelse.

Forældelse

Optagelse af syn og skøn uden retssag er ikke et sådant retligt skridt,

der afbryder forældelse i medfør af 1908-lovens § 2. Hvis en part begærer

syn- og skøn, udsættes Landsskatterettens behandling af sagen, indtil

klageren meddeler Landsskatteretten, om klagen skal opretholdes. I samme

periode er 6-måneders fristen i SSL § 31, stk. 1, 2. pkt. suspenderet.

A.K.3.5 Høring, Partshøring

Reglerne om partshøring på myndighedens initiativ har til formål at sikre,

at sagens parter får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det

faktiske afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Denne ret for parten til at

få lejlighed til at påpege misforståelser, unøjagtigheder eller

ufuldstændigheder i det foreliggende sagsmateriale, vil kunne medvirke til at

sikre, at myndighedens afgørelser træffes på det bedst mulige faktiske

grundlag.

Forvaltningslovens kap. 5 indeholder regler om partshøring. Reglerne

betyder, at hvis en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske

omstændigheder, må myndigheden ikke træffe afgørelse, før parten er gjort

bekendt med oplysningerne og har haft lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Dette

gælder også i sagerne om bindende forhåndsbesked.

SSL indeholder detaljerede regler om partshøring, og forvaltningslovens

regler har derfor næppe selvstændig betydning for de afgørelser, der træffes

i henhold til SSL. Forvaltningslovens regler om partshøring finder imidlertid

anvendelse på andre afgørelser, som skattemyndighederne træffer uden for

SSL's område. Det gælder eksempelvis for skatteopkrævningen og sager om

skattetillæg.

SSL § 3 og § 21 indeholder særlige regler om partshøring og kontradiktion

i sager, som behandles af de kommunale skattemyndigheder og

skatteankenævnene. Tilsvarende regler gælder for told- og skatteregionerne og

Ligningsrådet ved foretagelse af skatteansættelser, jf. lovens § 14, stk.

4, og § 19, stk. 1. Særlige regler om partshøring i landsskatteretssager

findes i SSL §§ 26, stk. 1 og 27 om mundtlig forhandling med

Landsskatterettens sekretariat og mundtlig forhandling under et egentligt

retsmøde. Nærmere regler findes i forretningsordenen for Landsskatteretten §§

6 og 7. For Ligningsrådet findes regler om skatteyders adgang til mundtlig

forhandling i forretningsordenens §§ 8 og 9, stk. 2.

Tilsidesættelse af reglerne om partshøring anses for en væsentlig

sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at skattemyndighedernes afgørelse

bliver ugyldig, jf. *TfS 1997,146 LSR, hvor Landsskatteretten anså

skatteforvaltningens afgørelse for ugyldig, idet afgørelsen var truffet på

grundlag af noget materiale, som var af væsentlig betydning for sagens

afgørelse, men som ikke havde været forelagt for skatteyderen til udtalelse.

I TfS 1997,105 LSR anså Landsskatteretten skatteforvaltningens kendelse for

ugyldig, fordi der burde have været foretaget høring i form af udsendelse af

ny agterskrivelse.

Den nærmere begrundelse herfor var, at der i begrundelsen i kendelsen var

inddraget supplerende faktiske oplysninger, der ikke var medtaget i den

revisionsrapport, der havde dannet grundlag for agterskrivelsen.

Landsskatteretten henviste endvidere til, at selv om udgangspunktet er, at en

sags juridiske elementer holdes udenfor partshøringspligten må det antages,

at der normalt skal ske partshøring, hvis et ændret retsligt

bedømmelsesgrundlag bevirker, at nye faktiske oplysninger inddrages i

afgørelsen. * Der vil dog ikke foreligge ugyldighed, hvis det faktiske

grundlag for afgørelsen efter en konkret væsentlighedsvurdering er uændret,

og den begåede fejl ikke har betydning for sagens materielle udfald, jf. TfS

1996.485 LSR og * TfS 1996,919 LSR* Der er ikke fastsat bestemmelser i SSL om

længden af den frist, som skattemyndighederne skal give den skattepligtige

til at fremkomme med en indsigelse. Ved fastsættelsen af en frist bør der

gives den pågældende part rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og

overveje svaret. Der kan i den forbindelse tages hensyn til omfanget af

oplysningerne og til sagens karakter, herunder om parten tidligere har haft

lejlighed til at udtale sig, og om sagen er af en sådan karakter, at parten

kan have behov for sagkyndig bistand. Ifølge cirk.nr. 113 af 18. jun. 1990

pkt. 6 bør fristen i SSL § 3, stk. 4 ikke fastsættes til under 14 dage. *Hvis

fristen i særlige tilfælde fastsættes til under 14 dage kan det medføre at

afgørelsen er ugyldig, jf. TfS 1997,104

LSR hvor en svarfrist på 8 dage blev anset for at være så kort, at der

forelå en formalitetsmangel, der medførte ugyldighed. Det fremgår af TfS

1997,350

LSR, at skattemyndighederne kan kræve, at et evt. møde afholdes inden

indsigelsesfristens udløb, fx i tilfælde hvor fristen i SSL § 35, stk. 1 er

ved at springe.*

Høring af andre myndigheder

I tilfælde, hvor det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold

til lov, at høring af en anden myndighed skal ske, vil en tilsidesættelse

medføre, at ansættelsen bliver ugyldig.* SSL § 21, stk. 2 indeholder en regel

om at skatteankenævnet skal indhente en udtalelse fra den kommunale

skattemyndighed inden der træffes afgørelse.*Forretningsordenen for

Landsskatteretten § 3, stk. 3, indeholder regler om høring af

skatteankenævnet.

I andre tilfælde, hvor en skattemyndighed indhenter en udtalelse fra en

anden myndighed, bør det i hvert enkelt tilfælde nøje overvejes, om høringen

er nødvendig,* jf. dommen i TfS 1997,537 VLD, hvor landsretten fastslog, at

Landsskatteretten ikke havde haft pligt til at indhente en udtalelse fra

skatteankenævnet eller nogen trejdemand.*

Generelt bør det i høringsskrivelsen anføres på hvilke områder, der ønskes

en udtalelse, og hvornår udtalelsen bør foreligge.

A.K.3.6 Skattemyndighedernes afgørelse

SSL og de i medfør heraf udstedte bestemmelser indeholder detaljerede krav

om skattemyndighedernes fremgangsmåde ved foretagelse af skatteansættelsen.

Sagsfremstilling

Der findes detaljerede regler om udarbejdelsen af sagsfremstilling ved

skatteankenævnene, jf. SSL § 21, stk. 3. Disse regler gælder tillige for

Told- og Skattestyrelsens, told- og skatteregionernes, Ligningsrådets og

Landsskatterettens sagsbehandling, jf. SSL § 14, stk. 4, § 19, stk. 1, og §

25, stk. 2.

Forretningsordenen for skatteankenævnene § 11 indeholder minimumskravene

til en sagsfremstilling. Bestemmelsen i § 11, stk. 5 indeholder tillige en

regel om, at sagsfremstillingen skal ledsages af et forslag til begrundet

afgørelse.

Reglen om sagsfremstilling må anses for at være garantiforskrifter, hvis

tilsidesættelse medfører, at afgørelsen bliver ugyldig, jf. TfS 1994,772 LSR.

Begrundelse

Af særlig betydning i skattesager er reglerne om begrundelse. SSL

indeholder ingen særlige regler om begrundelse, og det betyder, at

forvaltningslovens kap. 6, der indeholder udførlige bestemmelser om kravene

til begrundelse, finder anvendelse i skattesager. Efter forvaltningslovens §

22 skal en skriftlig afgørelse altid begrundes, medmindre afgørelsen fuldt ud

giver parten medhold. Forvaltningslovens § 24 indeholder de nærmere regler om

indholdet af begrundelsen.

Begrundelsen skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har

fået det pågældende indhold. Begrundelsen for afgørelsen skal henvise til de

retsregler, i henhold til hvilken afgørelsen er truffet. Beror afgørelsen på

en fortolkning af en bestemmelse, bør der tillige redegøres for den anlagte

fortolkning.*En henvisning til retsregler vil efter omstændighederne ikke

være nødvendig, hvis begrundelsen for forhøjelsen er, at de selvangivne

dispositioner er uden reelt indhold, jf. TfS 1996,920 LSR.* I det omfang

afgørelsen beror på et skøn, skal begrundelsen tillige indeholde de

hovedhensyn, der har været bestemmende for udøvelsen af skønnet. Foreligger

der en domspraksis eller administrativ praksis, skal der nærmere redegøres

herfor. Endelig skal begrundelsen indeholde en kort redegørelse for de

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som har været tillagt

væsentlig betydning for afgørelsen.

Navnlig reglen i § 24, stk. 1, 2. pkt., om angivelse af de hovedhensyn,

der har været bestemmende for et administrativt skøn, har givet anledning til

problemer, idet der på skatteområdet forekommer talrige afgørelser, der har

skønsmæssig karakter, jf. TfS 1996,779 LSR. I denne sag havde den kommunale

skattemyndighed forhøjet indkomsten med 100.000 kr. ud fra et samlet skøn

vedrørende værdi af løn, eget arbejde og mestersalær uden at der var

redegjort for, hvorledes dette skøn nærmere var fremkommet, herunder på

hvilket grundlag det var udøvet og skønnets fordeling mellem de enkelte

indkomstarter, der ikke havde et fælles opgørelsesgrundlag. Da afgørelsen

ikke indeholdt de hovedhensyn, der havde været bestemmende for skønsudøvelsen

var forhøjelsen ugyldig, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. Jf.

tillige TfS 1996,495 HD*og TfS 1996,120 LSR.*

For så vidt angår afslag på ansøgninger om bevilling antages det i

praksis, at begrundelseskravet lempes, således at det må anses

tilstrækkeligt, at der i begrundelsen henvises til sædvanlig praksis eller

til, at den nødvendige dokumentation ikke foreligger.

Formålet med begrundelseskravet er, at en skatteyder skal kunne vurdere

afgørelsens rigtighed og dermed mulighederne for at opnå en ændret afgørelse

ved eventuel klagebehandling. Begrundelseskravet anses i praksis normalt for

en garantiforskrift, hvis tilsidesættelse vil medføre, at afgørelsen bliver

ugyldig, jf. TfS. 1996,554 VL.

* Hvis en afgørelse tilsidesættes som ugyldig på grund af en formel fejl,

kan den pågældende skattemyndighed inden for fristen i SSL § 35 træffe en ny

afgørelse med samme indhold under iagttagelse af den korrekte procedure.*

Underretning om afgørelsen

Underretning om afgørelsen skal ske til skatteyder selv. Har skatteyderen

under sagen været repræsenteret af en anden person, påhviler det efter

forretningsordnerne skattemyndighederne ved alle afgørelser også at

underrette partsrepræsentanten. *For så vidt angår en ændring af et

sambeskattet selskabs ansættelse, vil det efter omstændighederne være

tilstrækkeligt, at underretningen herom sker til moderselskabet i forbindelse

med en ændring af moderselskabets sambeskatningsindkomst, jf. TfS 1997,502

LSR. I denne kendelse blev det lagt til grund, at datterselskabets ledelse

havde været fuldt bekendt med de stedlige skattemyndigheders behandling af

moderselskabets ansættelse.*Klagefristen regnes efter SSL fra det tidspunkt,

hvor den skatte-pligtige har modtaget underretning om afgørelsen, jf. § 21,

stk. 1 og § 25, stk. 1. For så vidt angår en ægtefælles klageadgang i henhold

til KSL § 80, stk. 2, er det i praksis antaget, at den sædvanlige klagefrist

først løber fra det tidspunkt, hvor vedkommende bliver bekendt med afgørelsen

af ægtefællens skatteansættelse. Hertil bemærkes, at også en ægtefælle skal

varsles om afgørelsen i form af en agterskrivelse med indsigelsesfrist, når

ændringen har indflydelse på ægtefællens ansættelse, jf.

SSL § 3, stk. 4.

Klagevejledning

Reglerne om klagevejledning i afgørelsessager findes i forvaltningslovens

§ 25 og § 26. Reglerne er gentaget i de forskellige forretningsordner, der er

udstedt i henhold til SSL.

Reglerne betyder, at skattemyndighedernes afgørelser, der skal meddeles

skriftligt, skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang.

Klagevejledning skal dog ikke gives, hvis afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende medhold.

Der skal gives klagevejledning, hvad enten klageadgangen er hjemlet i SSL

eller blot følger af den almindelige ulovbestemte regel om administrativ

rekurs.

Klagevejledningen skal indeholde angivelse af klageinstans og oplysninger

om fremgangsmåden ved indgivelse af klagen, herunder om eventuelle

tidsfrister. Vejledningen skal i fornødent omfang indeholde oplysning om,

hvorvidt der inden for det pågældende sagsområde gælder særlige begrænsninger

i klageinstansens kompetence.

Det kan være hensigtsmæssigt at angive i klagevejledningen, hvorvidt

klager bør fremkomme med eventuelle andre oplysninger, der er egnede til at

fremme behandlingen af klagesagen, fx om bestemte dokumenter eller

oplysninger bør ledsage klagen.

Det betyder eksempelvis, at skatteankenævnenes klagevejledning bl.a. bør

indeholde oplysninger om, at skatteankenævnets sagsfremstilling skal

indsendes til Landsskatteretten samtidig med klagen.

Reglerne i forvaltningslovens § 25, stk. 1, fastsætter alene regler om

administrativ rekurs. Det følger imidlertid af den vejledningspligt, som

efter forvaltningslovens § 7 påhviler skattemyndighederne, at der i efter

omstændighederne bør vejledes om muligheden for klage til Folketingets

Ombudsmand eller til statsamtet som de kommunale tilsynsmyndigheder.

Tilsvarende gælder, hvor skatteyderen har mulighed for domstolsprøvelse,

jf. forvaltningslovens § 26, hvorefter der alene skal gives vejledning om

muligheden for sagsanlæg ved domstolene, hvis der gælder lovbestemte frister

for et sagsanlæg. Reglen har alene betydning for skatteansættelsessager, som

er påkendt af Landsskatteretten, jf. SSL § 31.

* Manglende klagevejledning medfører ikke, at afgørelsen bliver ugyldig.

Derimod suspenderes klagefristen, indtil korrekt klagevejledning gives.*

A.K.3.7 Offentlighed Aktindsigt

Offentlighedsloven indeholder de almindelige regler om adgang til

aktindsigt for enhver, jf. lov nr. 572 af 19. dec. 1985 om offentlighed i

forvaltningen som ændret ved lov nr. 347 af 6. jun. 1991. De særlige regler

om parters udvidede adgang til aktindsigt i afgørelsessager findes i

forvaltningslovens kap. 4, jf. lov nr. 571 af 19. dec. 1985 som ændret ved

lov nr. 347 af 6. jun. 1991. Afgrænsningen af partsbegrebet i

skattelovgivningen kan være vanskelig, idet andre end afgørelsens adressat

kan have en så væsentlig, direkte, retlig og individuel interesse i sagens

udfald, at de pågældende kan få partsstatus.

Retten til aktindsigt efter offentlighedsloven er begrænset af særlige

bestemmelser om tavshedspligt, jf. offentlighedslovens § 14.* Reglerne om

skattemyndighedernes særlige tavshedspligt er samlet i SSL § 37 (se

nedenfor). Samtidig er de hidtil gældende bestemmelser om særlig

tavshedspligt i SL § 44 og KSL § 87 ophævet, jf. lov nr. 238 af 2. apr. 1997

om ændring af SSL, LL, SL og KSL samt om ophævelse af lov om bindende

forhåndsbesked om skattespørgsmål mv. og omkostningsdækningsloven.*

Den almindelige tavshedspligt efter straffeloven, forvaltningsloven og

tjenestemandslovgivningen er derimod uden betydning for retten til aktindsigt

efter offentlighedsloven.

Hverken almindelige eller særlige regler om tavshedspligt begrænser

parters ret til aktindsigt efter forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens §

9, stk. 2.

Undtaget fra retten til aktindsigt er visse sagstyper, dokumenter og

oplysninger, jf. nærmere offentlighedslovens § 2 og kap. 3 samt

forvaltningslovens kap. 4. Eksempelvis kan interne arbejdsdokumenter undtages

fra aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 7 og forvaltningslovens § 12.

Aktindsigt er efter forvaltningslovens § 9, stk. 3, udelukket i

straffesager, bortset fra afsluttede sager. Reglen omfatter tillige

administrative straffesager på skatteområdet. For at der er tale om en

adminstrativ straffesag må det kræves, at den kompetente myndighed har taget

synlige konkrete skridt til at behandle sagen som straffesag. Er en

straffesag rejst, har skatteyders beskikkede advokat dog adgang til

aktindsigt, men de indhentede oplysninger må ikke videregives til

skatteyderen uden myndighedernes samtykke, jf. lov nr. 489 af 19. sep. 1984

om adgang til forsvarerbistand under en administrativ skatte- eller

afgiftsstraffesag § 2.

Ved anmodning om aktindsigt skal myndigheden træffe afgørelse snarest

muligt. Hvis myndigheden ikke kan træffe afgørelse inden 10 dage efter

modtagelsen af begæringen, skal den der har fremsat begæringen underrettes om

grunden hertil, og om hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge, jf.

offentlighedslovens § 16, stk. 2 og forvaltningslovens § 16, stk. 2.

Kompetence til at træffe afgørelse

* Kompetencen til at afgøre, om en anmodning om aktindsigt efter kap. 4 i

forvaltningsloven eller efter offentlighedsloven skal imødekommes, er

reguleret i henholdsvis § 16 i forvaltningsloven og § 15 i

offentlighedsloven.

Efter disse bestemmelser ligger kompetencen til i første instans at afgøre

en sådan anmodning som udgangspunkt hos den myndighed, hvor oplysningen er,

men indgår oplysningen i en afgørelsessag, og anmodningen omfatter hele

sagen, ligger kompetencen hos den myndighed, der skal træffe afgørelse i

sagen, jf. § 15 i offentlighedsloven.

Kompetencen til at afgøre i første instans om en anmodning om aktindsigt

efter KSL § 80 skal imødekommes, tilkommer den kommunale skattemyndighed.*

Kompetencen til at afgøre en klage

I forbindelse med behandlingen af en klagesag skal skatteankenævnet og

Landsskatteretten tage stilling til eventuel tilsidesættelse af formelle

regler, herunder reglerne om aktindsigt. Særskilt klage over afslag på

anmodning om aktindsigt er imidlertid reguleret af bek. nr. 513 af 16. jun.

1994 om klage over afgørelser om aktindsigt, der bl.a. omfatter klage over

aktindsigt i sager omfattet af KSL § 80, stk. 1 samt klage over aktindsigt i

sager, der kan påklages til Landsskatteretten, jf. bek. § 1. Ifølge bek. § 2

kan afgørelser om aktindsigt, der træffes af den kommunale skattemyndighed,

et skatteankenævn, et vurderingsråd eller et skyldråd, påklages til told- og

skatteregionen. Regionens afgørelse kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed.

I sager, hvor told- og skatteregionerne træffer afgørelse om aktindsigt

som første instans, kan afgørelserne påklages til Told- og Skattestyrelsen,

jf. bek. § 3, stk. 1. Afgørelser om aktindsigt i ligningsrådssager træffes af

Told- og

Skattestyrelsen som sekretariat for Ligningsrådet, jf. bek. § 3, stk. 2.

Afgørelser om aktindsigt truffet af Told- og Skattestyrelsen efter stk. 1 og

2 eller af

Landsskatteretten kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed,

jf. bek. § 3, stk. 3.

Tavshedspligt

*Reglerne om skattemyndighedernes særlige tavshedspligt findes i SSL § 37.

Samtidig er de hidtil gældende bestemmelser om særlig tavshedspligt i

SL § 44 og KSL § 87 ophævet, jf. lov nr. 238 af 2. apr. 1997 om ændring af

SSL, LL, SL og KSL samt om ophævelse af lov om bindende forhåndsbesked om

skattespørgsmål mv. og omkostningsdækningsloven.

Efter SSL § 37 skal de statslige og kommunale skattemyndigheder under

strafansvar iagttage ubetinget tavshed overfor uvedkommende med hensyn til

oplysninger om en fysisk eller juridisk persons økonomiske, erhvervsmæssige

eller privatlivet tilhørende forhold, som de under varetagelsen af deres

arbejde bliver bekendt med.

De skattemyndigheder, der er nævnt i § 37, er de i SSL nævnte myndigheder,

det vil sige den kommunale skattemyndighed, skatteankenævn,

Landsskatteretten, Ligningsrådet, Told- og Skattestyrelsen og told- og

skatteregionerne. Tavshedspligten omfatter den del af disse myndigheders

arbejde, der vedrører indkomstbeskatningen, herunder kontrolarbejdet, men

ikke den del af disse myndigheders arbejde, der fx vedrører moms og told.

Denne særlige tavshedspligt efter § 37 omfatter såvel embedsmænd i

skatteadministrationen som medlemmer af skatteankenævn, Ligningsrådet og

Landsskatteretten. Tavshedspligten omfatter herudover den, som i øvrigt er

beskæftiget med skatteadministrative opgaver for en af de skattemyndigheder,

der er omfattet af § 37.

Den særlige tavshedspligt omfatter oplysninger, der kan henføres til en

bestemt fysisk eller juridisk person, og som vedrører den pågældendes

økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold. Den særlige

tavshedspligt omfatter nu alle oplysninger af denne karakter, og ikke

- som hidtil - kun oplysninger om indkomst- og formueforhold, som man får

kendskab til under ligningen af den person, som oplysningen er om, eller

oplysninger af den nævnte karakter, som man får kendskab til under

administration af KSL.

Vejledning for afgrænsningen af oplysninger om økonomiske eller

privatlivet tilhørende forhold kan søges i § 12, stk. 1, nr. 1 i

offentlighedsloven.

Den særlige tavshedspligt, der efter § 37 gælder for skattemyndighederne,

gælder efter bestemmelsen tilsvarende for de kommunale opkrævnings- og

inddrivelsesmyndigheder for så vidt angår opkrævnings- og

inddrivelsesarbejdet vedrørende indkomstskatten.

Videregivelse af fortrolige oplysninger til private

Tavshedspligten efter SSL § 37 pålægger skattemyndighederne en særlig

tavshedspligt overfor uvedkommende. Begrebet "uvedkommende"

fortolkes restriktivt i forhold til private. Skattemyndighederne må derfor

ikke uden særlig lovhjemmel udlevere oplysninger omfattet af tavshedspligten

efter § 37 til andre private end den, der har afgivet oplysningen, eller den,

som oplysningen er om.

Sådan særlig lovhjemmel findes bl.a. i KSL § 80 (om videregivelse til

ægtefælle), kap. 4 i forvaltningsloven (om videregivelse til en part i en

afgørelsessag hos en forvaltningsmyndighed) og kap. 5 i lov om offentlige

myndigheders registre (om videregivelse af edb-registrerede oplysninger til

andre private end den, som oplysningen er om).

Videregivelse af fortrolige oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder

Den særlige tavshedspligt efter SSL § 37 er uden betydning for

videregivelse af fortrolige oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder.

Oplysninger som nævnt i SSL § 37 kan videregives til andre

forvaltningsmyndigheder efter reglerne i § 28 i forvaltningsloven og § 21 i

lov om offentlige myndigheders registre. Der skelnes i disse bestemmelser

mellem oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, jf, stk. 1 og

andre fortrolige oplysninger, jf. stk. 3.

Som eksempler på oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold

nævnes i bestemmelserne oplysninger om race, religion og hudfarve, om

politiske, forretningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt om

helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og

lignende.

Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold må efter § 28, stk. 2

i forvaltningsloven kun videregives, når en af følgende betingelser er

opfyldt:

1) Den, oplysningen angår, har givet samtykke.

2) Det følger af lov eller bestemmelse fastsat i henhold til lov, at

oplysningen skal videregives.

3) Videregivelse sker til varetagelse af private eller offentlige

interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder

hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår.

4) Videregivelse er et nødvendigt led i sagens behandling eller er

nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

Herudover må efter § 21, stk. 2, nr. 5 i lov om offentlige myndigheders

registre, oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold videregives til

en anden forvaltningsmyndighed, når videregivelsen er nødvendig for

udførelsen af videnskabelige eller statistiske undersøgelser af væsentlig

samfundsmæssig betydning.

Andre fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om økonomiske eller

erhvervsmæssige forhold, må efter forvaltningsloven videregives til en anden

forvaltningsmyndighed i videre omfang end oplysninger om enkeltpersoners rent

private forhold. Videregivelse af andre fortrolige oplysninger må således

efter § 28, stk. 3 i forvaltningsloven ske, når det må antages, at

oplysningen vil være af væsentlig betydning for den modtagende myndigheds

virksomhed eller for en afgørelse, denne myndighed skal træffe. Det er den

myndighed, som er i besiddelse af de fortrolige oplysninger, der afgør om

videregivelse er berettiget, samt i hvilken form de pågældende oplysninger

skal videregives, jf. TfS 1996,503 TSS.

Er en forvaltningsmyndighed berettiget til at videregive en fortrolig

oplysning til en anden forvaltningsmyndighed, har den pågældende

forvaltningsmyndighed efter forvaltningslovens § 31 også en pligt til at

efterkomme en udleveringsanmodning fra denne anden forvaltningsmyndighed.

Afgrænsningen mellem offentlig forvaltningsmyndighed og privat virksomhed

kan i tvivlstilfælde forelægges Told- og Skattestyrelsen til udtalelse.

Statsanerkendte arbejdsløshedskasser er at anse for private.

Indenfor de statslige skattemyndigheder skal en told- og skatteregion

anses for en selvstændig forvaltningsmyndighed. Dette gælder såvel i forhold

til andre told- og skatteregioner som i forhold til Told- og Skattestyrelsen.

Efter § 28, stk. 6 i forvaltningsloven anses et lokalt administrativt

organ, som ved lov er tillagt en selvstændig kompetence, som en selvstændig

myndighed. Det betyder bl.a., at skatteankenævnet i en kommune skal anses for

en anden forvaltningsmyndighed i forhold til den kommunale skattemyndighed.

Dette gælder dog ikke i det omfang, den kommunale skattemyndighed yder

sekretariatsbistand til skatteankenævnet.

Kommunalbestyrelsen skal i sager som nævnt i SSL § 2 som udgangspunkt

anses for en anden forvaltningsmyndighed end kommunens ligningsmyndighed, jf.

SSL § 1, stk. 2. Men i og med at den kommunale skattemyndighed er en del af

den kommunale enhedsforvaltning, antages en lovbestemmelse, der pålægger

kommunalbestyrelsen en pligt til at udlevere oplysninger til en anden

forvaltningsmyndighed, fx sommerhuslovens § 11, også at omfatte oplysninger,

som den kommunale skattemyndighed ligger inde med. En sådan udleveringspligt

antages imidlertid ikke at indebære en adgang for det enkelte

kommunalbestyrelsesmedlem til disse særligt tavshedsbelagte oplysninger.

Forvaltningslovens § 28 omfatter både videregivelse efter anmodning og

uopfordret videregivelse. Den myndighed, der sidder inde med den fortrolige

oplysning, skal dog være opmærksom på, at der i tilfælde af uopfordret

videregivelse i sagens natur ikke foreligger en udleveringsanmodning fra en

anden forvaltningsmyndighed, hvilket normalt giver et mere usikkert grundlag

for beslutningen om udlevering end hvis der foreligger en

udleveringsanmodning - og dermed en bedømmelse af udleveringsbehovet fra den

eventuelt modtagende forvaltningsmyndighed. Uopfordret videregivelse af

oplysninger som nævnt i § 37 kan ske, hvis der er en konkret mistanke om en

lovovertrædelse - uanset om denne er begået hændeligt, uagtsomt eller

forsætligt - og oplysningens videregivelse må forventes at kunne medvirke

til, at lovovertrædelsen konstateres og dermed berigtiges.

Lovbestemmelser, der tillægger andre forvaltningsmyndigheder en særlig ret

til at rekvirere fortrolige oplysninger fra skatte- eller

inddrivelsesmyndighederne, kan tages som udtryk for, at der for disse

myndigheder kan være et særligt kontrolbehov. Eksistensen af sådanne

lovbestemmelser kan derfor indgå i bedømmelsen af, om fortrolige oplysninger

kan/skal videregives uopfordret.

En skattemyndigheds mulighed for at indhente oplysninger om unavngivne

personer fra en anden forvaltningsmyndighed vil i almindelighed være til

stede efter forvaltningslovens regler, jf. §§ 32, 28, stk. 3 og 31, når det

drejer sig om økonomiske og erhvervsmæssige oplysninger, dvs. andre

fortrolige oplysninger, og når de ønskede oplysninger er af væsentlig

betydning for skattemyndigheden.

Imidlertid er det efter forvaltningslovens § 28, stk. 3 den forespurgte

myndighed, der afgør, om de ønskede oplysninger er af væsentlig betydning for

den anden myndighed. Hvis den forespurgte myndighed på dette grundlag nægter

at videregive de ønskede oplysninger, kan Ligningsrådet efter SKL § 8 D

træffe beslutning om, at oplysningerne skal indhentes, hvorefter den

forespurgte myndighed har udleveringspligt. Det bemærkes, at Ligningsrådets

kompetence efter SKL § 8 D ligeledes omfatter særlig følsomme oplysninger om

unavngivne personer.

Videregivelse af fortrolige oplysninger inden for samme myndighed

Efter § 32 i forvaltningsloven må den, der virker indenfor den offentlige

forvaltning, ikke skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning

for udførelsen af den pågældendes opgaver. Bestemmelsen sætter således

grænser for, hvem inden for en forvaltningsmyndighed, der kan gives adgang

til en fortrolig oplysning.

Efter SSL § 37 skelnes der ikke mellem, om oplysningen videregives til

andre forvaltningsmyndigheder eller inden for samme forvaltningsmyndighed.

Fortrolighedskravet er det samme. Det betyder, at disse særligt

tavshedsbelagte oplysninger, uanset princippet i forvaltningslovens § 32, kun

må videregives til andre inden for samme forvaltningsmyndighed, når

oplysningen må anses for at være af væsentlig betydning for udførelsen af den

pågældendes opgaver (dvs. svarende til bestemmelsen i forvaltningslovens §

28, stk. 3). Ved bedømmelsen af væsentlighedskravet i denne sammenhæng vil

hensynet til en hensigtsmæssig og praktisk administration i

forvaltningsmyndigheden kunne tillægges betydning.

Kompetence ved videregivelse af fortrolige oplysninger

Kompetencen til at afgøre i første instans, om en fortrolig oplysning skal

videregives til en anden forvaltningsmyndighed, tilkommer den myndighed, hvor

oplysningen er. Kompetencen til at afgøre en klage over et afslag på en

videregivelsesanmodning fra en anden forvaltningsmyndighed tilkommer de

statslige told- og skattemyndigheder. Er et sådant afslag givet af en told-

og skatteregion, vil afgørelsen kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Er et sådant afslag givet af den kommunale skattemyndighed, vil afgørelsen

kunne påklages til den lokale told- og skatteregion. Er et sådant afslag

givet af Told- og Skattestyrelsen, kan afgørelsen ikke indbringes for anden

administrativ myndighed.

Kompetencen til at afgøre, om en fortrolig oplysning skal videregives

indenfor samme myndighed, tilkommer den, der som følge af sit arbejde har

kendskab til oplysningen, eventuelt af myndighedens ledelse.

Klage over videregivelse af fortrolige oplysninger

Den, som en fortrolig oplysning er om, kan være uenig i, at en

forvaltningsmyndighed beslutter at videregive oplysningen, det være sig til

en privat, til en anden forvaltningsmyndigh ed eller indenfor samme

myndighed.

Den pågældende er berettiget til at påklage en sådan afgørelse.

Kompetencen til at afgøre en sådan klage følger klagekompetencerne som

nævnt ovenfor vedrørende henholdsvis et afslag på en anmodning fra en privat

om aktindsigt, et afslag på en anmodning om videregivelse til en anden

forvaltningsmyndighed eller et afslag på en anmodning om videregivelse

indenfor samme myndighed.

Klagekompetencens placering afhænger således af, efter hvilke regler

videregivelsen er foretaget.Fremgangs måde ved videregivelse

Originale dokumenter mv. videregives normalt ikke, og i givet fald kun

efter direkte anmodning og mod kvittering. Udleveres originale dokumenter

undtagelsesvis, skal skatte- eller inddrivelsesmyndigheden normalt beholde en

kopi af de udleverede dokumenter. Ved udlevering af oplysninger skal det

sikres, at oplysningerne ikke omfatter fortrolige oplysninger, som ikke er

omfattet af udleveringsadgangen/-pligten. Normalt videregives oplysninger i

originale dokumenter ved gennemsyn på stedet, i form af kopi eller alene

mundtligt, således at de originale dokumenter forbliver hos skatte- eller

inddrivelsesmyndigheden.*

A.K.4 Genoptagelse

A.K.4.1 Skatteyders adgang til genoptagelse indenfor 3 årsfristen

En skatteyder har ret til genoptagelse af en skatteansættelse, hvis

anmodningen om genoptagelse fremsættes inden 3 år efter udløbet af det

pågældende indkomstår, jf. SSL § 4, stk. 1, og fremlægger nye oplysninger,*

der kan være af såvel faktisk som retlig karakter, og kan medføre en ændret

skatteansættelse.* I praksis vil en genoptagelse kun ske, hvis en

materielretlig (ligningsmæssig) vurdering fører til, at ansættelsen bør

ændres. Dette var ikke tilfældet i TfS 1996,714 ØLD, TfS 1996,655 ØLD *og

1997,610 VLD.*

Har ansættelsen tidligere været behandlet og afgjort af skatteankenævnet

eller Landsskatteretten, skal anmodningen om genoptagelse indgives til

skatteankenævnet eller Landsskatteretten, jf. SSL § 22 og § 29.

Anmodes der om genoptagelse vedrørende punkter, som skatteankenævnet eller

Landsskatteretten ikke tidligere har taget stilling til, skal anmodningen om

genoptagelse dog indgives til den kommunale skattemyndighed.

*Hvis den kommunale skattemyndighed giver afslag på en anmodning om

genoptagelse, kan afgørelsen påklages til skatteankenævnet og eventuelt

videre til Landsskatteretten og domstolene efter reglerne i SSL kap. 3, jf.

SSL § 4, stk. 4 og fx TfS 1997,713 VLD, hvor Skatteministeriet fulgte

rettens tilkendegivelse om, at genoptagelse skulle tillades. Hvis en

klagemyndighed giver tilladelse til genoptagelse, skal genoptagelsen

effektueres hos den myndighed, der sidst har truffet realitetsafgørelse i

sagen, jf. dog den særlige regel i SSL § 21 A, hvorefter et skatteankenævn

kan vælge selv at effektuere genoptagelsen, hvis klageren er enig.

Reglen om genoptagelse i SSL § 4, stk. 1, omfatter ikke tilfælde, hvor det

i en særbestemmelse er overladt den skattepligtige at foretage et valg i

forbindelse med selvangivelsen, fx om til- eller fravalg af

virksomhedskatteordningen, jf. VSL § 2, om efterfølgende af- og

nedskrivninger, jf. AL § 30, stk. 3, eller om grænsegængeres valg af

beskatningsregler, jf. KSL § 5 D. Sådanne valgmuligheder er udtømmende

reguleret i de pågældende love og SSL giver ikke ret til i sig selv at

fravige denne regulering, fx at ændre et sådant valg inden for 3-års fristen,

jf.

Skatteministeriets kommentar i TfS 1997,545. Det skal dog bemærkes, at

efterfølgende ændring af afskrivninger som foretages med hjemmel i

bestemmelser uden for afskrivningsloven, skal behandles af den kommunale

skattemyndighed efter den almindelige bestemmelse om genoptagelse i SSL § 4,

stk. 1.*

A.K.4.2 Skatteyders adgang til genoptagelse udover 3 årsfristen

Indkomstår fra og med 1990

Der kan ikke ske genoptagelse ved den kommunale ligningsmyndighed, hvis

anmodning herom indgives efter 3-årsfristens udløb. Ifølge SSL § 4, stk. 2 er

skatteministeren bemyndiget til at tillade genoptagelse efter udløbet af

3-årsfristen i stk. 1, når forholdene i særlig grad taler derfor

(ekstraordinær genoptagelse).

Ifølge sagsudlægningsbek. (bek. nr. 653 af 14. aug. 1997) er det told- og

skatteregionerne (for København og Frederiksberg kommuner det pågældende

skattedirektorat), der skal træffe afgørelse om ekstraordinær genoptagelse

som 1. instans, med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen.

Ifølge cirk. nr. 71 af 12. apr. 1996 skal anmodning om genoptagelse

fremsættes skriftligt og indeholde oplysninger, som dels kan begrunde en

ændret skatteansættelse, dels at der foreligger sådanne særlige forhold, at

en ekstraordinær genoptagelse er berettiget. Anmodningen skal være fremsat

uden ugrundet ophold (vejledende 3 måneder), efter at den skattepligtige er

blevet opmærksom på de nye oplysninger, der berettiger til en ekstraordinær

genoptagelse. Det er forudsat, at det forhold, som begrunder ekstraordinær

genoptagelse, er klart dokumenteret af den skattepligtige.

De særlige forhold, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse, kan

eksempelvis være tilfælde, hvor en skatteyder er blevet beskattet af en

indtægt, der efterfølgende er reguleret således, at den skattepligtige

indkomst bliver mindre end forudsat ved skatteansættelsen *jf. fx TSS-cirk.

1997-19, hvorefter der gives tilladelse til genoptagelse i tilfælde, hvor en

sælger af et tømt selskab, der tidligere er blevet avance- eller

udlodningsbeskattet, efterfølgende bliver erstatningspligtig for den tabte

skat.* Tilsvarende gælder tilfælde, hvor en udgift er fratrukket ved

skatteansættelsen, og det efterfølgende viser sig, at udgiften er større end

først antaget. Reglen omfatter tillige genoptagelse som følge af, at et

vilkår om et skatteforbehold i en privatretlig aftale, der ligger til grund

for en skatteansættelse, bliver aktuelt fx efter afslutningen af en

administrativ klagesag, hvor skatteyderen ikke har fået medhold. Også en

omgørelse af en privatretlig disposition, der ligger til grund for en

skatteansættelse, vil kunne begrunde genoptagelse, hvis omgørelsen har

skattemæssig betydning, og skatteyderen dokumenterer, at den privatretlige

disposition er omgjort uden unødigt ophold, og at den sene anmodning om

omgørelse ikke kan bebrejdes ham/hende, eksempelvis fordi anmodningen om

omgørelse har afventet udfaldet af en administrativ klagesag. Der henvises i

øvrigt til den uddybende beskrivelse af begreberne skatteforbehold og

omgørelse nedenfor under A.K.4.3.

Derimod udgør et glemt eller uudnyttet fradrag ikke et sådant særligt

forhold, at ekstraordinær genoptagelse kan tillades. Heller ikke tilfælde,

hvor skatteansættelsen er foretaget skønsmæssigt på grund af manglende

selvangivelse, og selvangivelsen så indgives mere end 3 år efter

indkomstårets udløb, begrunder i sig selv ekstraordinær genoptagelse.

Heller ikke skatteyderens sociale, personlige eller økonomiske forhold vil

kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse.

Et særligt forhold er ansvarspådragende fejl hos ligningsmyndigheden, fx

hvor der er tale om en åbenbart urimelig taksation *eller andre konkrete

ansvarspådragende fejl, der har ført til en materielt forkert ansættelse. Er

der derimod tale om formelle fejl af anfægtelig karakter i forbindelse med

foretagelse af en ansættelse, vil dette som udgangspunkt ikke være en særlig

omstændighed, idet klage over sådanne formelle fejl skal ske i sædvanlig

instansfølge, dvs. til skatteankenævnet og eventuelt videre til

Landsskatteretten.* Den omstændighed, at ligningsmyndigheden ved ligningen

har fulgt en praksis, som senere bliver underkendt ved Landsskatteretten

eller domstolene, er heller ikke i sig selv at betragte som en fejl, der kan

medføre genoptagelse efter SSL § 4, stk. 2.

En underkendende dom eller kendelse giver derfor ikke i sig selv et

generelt grundlag for ekstraordinær genoptagelse.

Derimod giver SSL § 4, stk. 2 hjemmel for den hidtidige praksis gengivet i

TSS-cirk. nr. 1993-9 om genoptagelse af skatteansættelser i anledning af, at

domstolene eller Landsskatteretten har underkendt ligningsmyndighedernes

praksis, og der herefter er udsendt et særligt genoptagelsescirk.* I et

sådant særligt genoptagelsescirk. gives der tilladelse til genoptagelse af de

seneste 3 indkomstår, der ligger forud for den afgørelse, der først har

underkendt hidtidig praksis. Hvis anmodningen om genoptagelse i sådanne

tilfælde omfatter indkomstår, der ligger mere end 3 år forud for den første

underkendende afgørelse, vil tilladelse til genoptagelse afhænge af, om der i

øvrigt er tale om særlige omstændigheder.

Dette vil fx kunne forekomme, hvis en kommunal skattemyndighed med urette

har givet forhåndstilsagn om senere genoptagelse, hvis skattemyndighederne

skulle tabe den sag, der har givet anledning til udsendelse af et særligt

genoptagelsescirk. Tilsagnet vil være givet med urette i det omfang det

kommer til at omfatte indkomstår, der ligger mere end 3 år forud fra den

første afgørelse, der underkender hidtidig ligningspraksis. Derimod kan et

skatteankenævn eller Landsskatteretten gyldigt give et genoptagelsestilsagn

vedrørende egne afgørelser i de såkaldte massesager, jf. nærmere nedenfor.*

Hvis den urigtige ansættelse skyldes svig fra tredjemand, er dette også et

forhold, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse.

Ekstraordinær genoptagelse forudsætter, at ansættelsesændringen er af en

vis størrelse (vejledende minimum 3000 kr. pr. år)

Der er formelt ingen grænser for hvor gamle indkomstår, der kan

genoptages. § 4, stk. 2 omfatter dog ikke indkomstår før 1990. Ekstraordinær

genoptagelse kan ikke foretages, hvis skatteyderens krav på tilbagesøgning af

den for meget betalte skat er forældet jf. 1908-loven. Det forudsættes, at jo

ældre år der søges genoptaget, jo større krav skal der stilles til

skatteyderens begrundelse for, at genoptagelsesanmodningen ikke er fremsat

tidligere.

Ved ordinær og ekstraordinær genoptagelse kan skattemyndighederne foretage

ændringer af skatteansættelser for andre indkomstår, når de er en direkte

følge af den begærede genoptagelse, jf SSL § 4, stk. 3. Disse ændringer er

ikke begrænset af forhøjelsesfristerne i SSL § 35. Hvis fx en nedsættelse i

det ene år medfører en forhøjelse i et andet år, kan skattemyndigheden

forhøje for dette år uden at være begrænset af fristen i § 35.

*Dette gælder også konsekvensændringer inden for samme indkomstår, idet

disse ændringer må anses for indeholdt i genoptagelsesanmodningen.*

En anmodning om ekstraordinær genoptagelse, der er imødekommet, kan ikke

tilbagekaldes.

Hvis ansættelsen tidligere har været behandlet og afgjort af

skatteankenævnet eller Landsskatteretten, skal anmodning om genoptagelse

indgives til skatteankenævnet eller Landsskatteretten, jf. SSL §§ 22 og 29.

Disse instanser er ikke begrænset af tidsfrister i adgangen til at genoptage.

*Af

TSS-cirk. 1997-22 fremgår endvidere, at i 10-mandsprojektsagerne og andre

tilsvarende "massesager" kan et skatteankenævn på samme måde som

Landsskatteretten under nærmere angivne betingelser give forhåndstilsagn

om senere genoptagelse af ankenævnets tidligere afgørelse når der verserer en

helt tilsvarende pilotsag, jf. tillige departementets kommentar i TfS

1997,230. Princippet i cirkulæret gælder også for skatteydere med identiske

forhold*

A.K.4.3 Særligt om omgørelse og skatteforbehold

A.K.4.3.1 Begrebet omgørelse kontra genoptagelse og skatteforbehold

* Indgår uafhængige parter en civilretlig aftale, skal aftalen som

udgangspunkt lægges til grund for ligningsarbejdet i sin helhed fra

aftaletidspunktet.

Aftaler parterne efterfølgende en ændring af aftalen, skal ændringen

ligningsmæssigt anses som en ny aftale, der tages i betragtning i

ligningsarbejdet fra ændringstidspunktet. Efter administrativ praksis kan

Ligningsrådet tillade, at en sådan ændringsaftale i et nærmere angivet omfang

tillægges skattemæssig virkning tilbage fra tidspunktet for indgåelsen af den

oprindelige aftale, men en sådan tilladelse omfatter normalt ikke de

skattemæssige virkninger i den mellemliggende periode (frem til indgåelsen af

den nye aftale) af forhold, der udspringer af den oprindelige aftale.

Begrebet "omgørelse" anvendes om en sådan tilladelse.

Omgørelsessituationen er således karakteriseret ved, at grundlaget for en

ellers korrekt skatteansættelse tillades ændret, således at skatteansættelsen

bliver forkert. Det vil derfor være en afledt virkning af en tilladelse til

omgørelse, at skatteansættelsen skal ændres.

Heroverfor står de situationer, hvor en skatteansættelse er forkert, fordi

det faktum eller den retsanvendelse, der er lagt til grund for

skatteansættelsen er forkert. I disse situationer skal skatteansættelsen -

under overholdelse af de formelle ændringsbetingelser efter SSL - ændres.

Begrebet "genoptagelse" anvendes om en sådan situation.

Under genoptagelsestilfældene hører også tilfælde, hvor et gyldigt

skatteforbehold gøres gældende. Et skatteforbehold er begrebsmæssigt et

aftalevilkår om, at aftalen falder bort eller har et alternativt indhold,

hvis skattemyndighederne ikke tillægger aftalen en nærmere forudsat

skattemæssig virkning. Gøres et skatteforbehold gældende, skal

skatteansættelsen foretages på det alternative grundlag, der fremgår af det

aftalte vilkår om skatteforbeholdet.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at et skatteforbehold, for at kunne

tillægges skattemæssig retsvirkning, som et minimum utvetydigt skal angive,

hvilken skattemæssig virkning der er forudsat, og hvilken aftalemæssig

virkning det skal tillægges, hvis denne skattemæssige forudsætning brister.

Et skatteforbehold, der blot anviser, at parterne - helt eller delvist -

kan indgå en ny aftale med oprindelig virkning, hvis den forudsatte

skattemæssige virkning brister, kan ikke tillægges denne skattemæssige

virkning.

Det skal i øvrigt bemærkes, at et skatteforbehold af bevismæssige grunde

normalt kun kan anerkendes, hvis det foreligger i skriftlig form, og kun hvis

skattemyndigheden er oplyst om skatteforbeholdets ordlyd senest samtidig med,

at skattemyndighederne oplyses om aftalens indhold i øvrigt.

A.K.4.3.2 Organisatorisk kompetence

Kompetencen til at give tilladelse til omgørelse tilkommer som

udgangspunkt Ligningsrådet. Ligningsrådet har ved SD-cirk. 1986-22 udlagt

kompetencen til at omgøre visse hovedaktionærdispositioner til de lokale

skattemyndigheder, med adgang til at påklage eventuelle afslag til

Ligningsrådet. Denne kompetenceudlægning omfatter kun

omgørelsesanmodninger, der fremsættes inden 3 år efter udløbet af det

pågældende indkomstår.

Uden for området af SD-cirk. 1986-22 tilkommer omgørelseskompetencen i

første instans Ligningsrådet. Det vil sige, omgørelse af de i SD-cirk.

1986-22 nævnte hovedaktionærdispositioner, når anmodning om omgørelse

fremsættes mere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, og

omgørelsesanmodninger vedrørende andre forhold end de i cirk. nævnte.

Ligningsrådets afslag på en omgørelsesanmodning kan ikke påklages til

anden administrativ myndighed.

A.K.4.3.3 Genoptagelse som følge af omgørelse

Kompetencen til at genoptage en skatteansættelse efter anmodning tilkommer

som udgangspunkt den kommunale skattemyndighed, hvis anmodningen fremsættes

inden 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, jf. SSL § 4, stk. 1.

Fremsættes genoptagelsesanmodningen efter udløbet af denne frist, skelnes

der ikke mellem tilladelse til ekstraordinær genoptagelse og gennemførelse af

den afledte ændring af skatteansættelsen.

Kompetencen til at tillade ekstraordinær genoptagelse tilkommer den lokale

told- og skatteregion med klageadgang til told- og skattestyrelsen, jf.

sagsudlægningsbek. § 2 og § 11, bortset fra tilfælde hvor genoptagelse ønskes

som følge af omgørelse, i hvilke tilfælde kompetencen tilkommer

Ligningsrådet, jf. sagsudlægningsbek. § 7 A og § 15.

Kompetencen til at gennemføre den ændring af skatteansættelsen, som er

afledt af en tilladelse til ekstraordinær genoptagelse tilkommer

ligningsmyndighederne, og ændringen gennemføres i praksis normalt af den

kommunale skattemyndighed.

En anmodning om omgørelse må forudsættes også at indebære en anmodning om

genoptagelse, herunder om nødvendigt en anmodning om ekstraordinær

genoptagelse. Den myndighed, der behandler omgørelsesanmodningen, skal derfor

sørge for, at en eventuel tilladelse til omgørelse følges op af en

genoptagelsesbehandling af skatteansættelsen. Det skal i den forbindelse

bemærkes, at en tilladelse til omgørelse er et sådant særligt forhold, der

efter SSL § 4, stk. 2 giver grundlag for ekstraordinær genoptagelse.

A.K.4.3.4 Frister

Omgørelsesmuligheden kan være et alternativ til en klage over den

ansættelse, der er afledt af den civilretlige aftale. Omgørelsesmuligheden

udelukker ikke, at klagemuligheden først afprøves, men omgørelse skal i givet

fald søges uden ugrundet ophold efter den endelige klageafgørelse. Det må

antages, at muligheden for at opnå en omgørelse kan blive påvirket af, om

ansøgningen vedrører år, der ligger langt tilbage.*

A.K.4.4 Indkomstår før 1990

Hvis en anmodning om genoptagelse for disse indkomstår er indgivet mere

end 5 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, kan der helt

undtagelsesvist ske en bevillingsmæssig genoptagelse. Bevillingsmæssig

genoptagelse er en ministerbeføjelse, og kompetencen til at træffe afgørelse

om genoptagelse som 1. instans er henlagt til regionerne ( for København og

Frederiksberg kommuner det pågældende skattedirektorat) med klageadgang

til TSS. Tilladelse til bevillingsmæssig genoptagelse kan ske i tilfælde,

hvor der foreligger ansvarspådragende fejl i forbindelse med ligningen, fx

hvor der er tale om åbenbart urimelige taksationer. * I overensstemmelse

hermed blev der ikke tilladt genoptagelse i et tilfælde, hvor årsagen til den

ikke rettidige anmodning var en dokumenteret sindslidelse, jf. TfS 1997,429

ØLD.*

Der kan endvidere ske genoptagelse for disse indkomstår, hvis der er

udsendt et særligt genoptagelsescirk. på området.

A.K.5 Forældelse

Forældelse af skattekrav

Skatte- og afgiftskrav forældes efter 1908-loven om forældelse af visse

fordringer på 5 år. I A.K.5.5 omhandles den 20-årige forældelsesfrist, der

gælder ved siden af fristen i 1908-loven. Forældelsesreglerne vedrører kun

selve kravet, medens fristreglerne i SSL regulerer mulighederne for at ændre

eller at få ændret en tidligere foretaget skatteansættelse.

Krav på skatter og afgifter fortabes, hvis de ikke inden 5 år fra

forfaldsdagen er anerkendt af skatteyderen, respektive den afgiftspligtige,

eller gjort gældende af det offentlige. Hvad der i denne sammenhæng forstås

ved, at et krav er gjort gældende, omhandles under A.K.5.4.

Hvis et krav på skat eller afgift er forældet, kan det ikke rejses. En

forældet fordring kan derfor ikke anvendes til modregning.

A.K.5.1 Hvilke skatter og afgifter?

1908-loven omhandler skatter og afgifter af offentligretlig natur. Loven

omfatter såvel personlige skatter af enhver art som dødsbo- og selskabsskat,

bo- og gaveafgift, frigørelses- og afståelsesafgift, afgift og indkomstskat i

medfør af pensionsbeskatningsloven og kapitaltilførselsafgift. Spørgsmålet om

forældelse af ejendomsskatter er holdt uden for denne fremstilling.

1908-loven omfatter endvidere krav på betaling og tilbagebetaling af

kirkeskat.

A.K.5.2 Hvornår begynder forældelsesfristen at løbe ?

Forældelsesfristen efter 1908-loven løber normalt fra det øjeblik, da

kravet er forfaldent til betaling. Forfaldstidspunktet for de forskellige

skatte- og afgiftskrav er lovbestemte.

Også upålignede skatter mv.

Loven omhandler statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af

offentligretlig natur. Forældelsesfristen løber, selv om kravet ikke er gjort

op, medmindre myndighederne befinder sig i utilregnelig uvidenhed om deres

krav, jf. om suspension afsnit A.K.5.3.

Den 5-årige forældelsesfrist løber i almindelighed fra den dag, der ville

have været forfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligningen for

det pågældende indkomstår, skd. 40.25.

Ifølge KSL opkræves skat dels som foreløbig skat, dels som restskat. Dette

medfører, at forældelsesfristen for personlige skatter af indkomst, der ikke

har været indeholdt eller opkrævet som foreløbig skat, skal regnes fra det

sædvanlige forfaldstidspunkt for betaling af restskat. 1908-lovens

forældelsesfrist for upålignede skatter for 1997 løber således fra 1. sep. -

1. nov. 1998 (1/3 af kravet fra hver af disse datoer).

A.K.5.3 Suspension af forældelsen

Forældelsesfristen suspenderes, hvis kreditor på grund af utilregnelig

uvidenhed har været ude af stand til at gøre sit krav gældende. Der kan være

tale om uvidenhed m.h.t. kravets eksistens eller skyldnerens opholdssted,jf.

1908-lovens § 3. I tilfælde af suspension løber forældelsesfristen først fra

det tidspunkt, hvor den suspenderende omstændighed ophører. Den tid, der

herefter medgår til sagens færdigekspedition, medfører dog ikke yderligere

suspension af forældelsesfristen.

På skatteområdet findes en lang række afgørelser vedrørende suspension som

følge af skattemyndighedernes manglende kendskab til et skattekravs

eksistens, jf. fx TfS 1995,833 fra Vejle byret, TfS 1996,537 fra Hobro byret

og TfS 1996,575 ØL.

Retlige vildfarelser

Retlige vildfarelser vil normalt ikke medføre, at forældelsesfristen

suspenderes, jf. UfR 1927,585 HRD og TfS 1996,693 som er et svar fra

Folketingets skatteudvalg.

Vildfarelser af faktisk karakter

Vildfarelser af faktisk karakter kan derimod medføre suspension.

Efter domspraksis stilles der strenge krav til skattemyndighedernes

agtpågivenhed, herunder en pligt til at indhente oplysninger. Det er således

ikke tilstrækkeligt til at udskyde forældelsesfristens begyndelsestidspunkt,

at skatteyderens selvangivelse har været urigtig, såfremt skattemyndighederne

ved en sædvanlig undersøgelse af selvangivelsen og eventuelt en sammenligning

af denne med tidligere års selvangivelser burde være blevet opmærksomme på

det ikke-oplyste forhold.

På den anden side kan myndighederne naturligvis ikke være forpligtede til

at tage alle eventualiteter i betragtning eller til at foranstalte

dyberegående undersøgelser uden synlig anledning, jf. TfS 1996,575 ØL.

Hvis der ikke er anledning til at betvivle rigtigheden af fx et

selvangivet fradrag, vil skattemyndighederne ikke ved ligningen være

forpligtede til at foretage en nærmere undersøgelse af det selvangivne beløb,

jf. TfS 1990,120 ØLD.

Støder skattemyndighederne under en efterprøvelse af det regnskabsmæssige

grundlag på oplysninger, som ikke kan udledes af selvangivelsen, og såfremt

de havde været oplyst under ligningen, ville have ført til en højere

skatteansættelse end den faktisk foretagne, suspenderes forældelsesfristen

med hensyn til det yderligere skattekrav indtil det tidspunkt, da

skattevæsenet bliver i stand til at gøre sit yderligere krav gældende, jf.

skd. 63.347.* I TfS 1997,755 ØLK blev fristen suspenderet, indtil

skattemyndighederne kunne konstatere, at et planlagt byggeri ikke var blevet

gennemført.*

TfS 1992,213 VLK, vedrørte et tilfælde, hvor en skatteyder i 1981 fik

udbetalt en rateforsikring, hvorefter han/hun i 1982 bosatte sig i England.

Kravet om tillægsskat forfaldt til betaling i 1982. Skatteyder vendte i

1989 tilbage til Danmark, hvor han/hun blev afkrævet skatten. Vestre Landsret

fandt, at 1908-lovens forældelsesfrist alene suspenderes i de i 1908-loven

opregnede tilfælde. Forældelsesfristen var derfor ikke suspenderet, idet

skattemyndighederne havde kendskab til skatteyderens opholdssted, selv om det

havde været umuligt at inddrive skattegælden under hans ophold i England.

Ved Århus byrets dom i UfR 1982.872 ansås et momskrav for forældet, da

toldvæsenet ved henvendelse til skyldnerens fader kunne have fået oplysning

om skyldnerens opholdssted i Canada. Toldvæsenet havde tidligere været i

forbindelse med faderen. Herefter ansås forældelsesfristen ikke for

suspenderet.

*1908-loven suppleres af LL § 32 F for så vidt angår krav på skat af

fortjenester omfattet af LL § 16 E, EBL, AL §§ 6, 29, og 29 S samt § 13, jf.

§ 6 af LL § 32 F. Herefter skal der ved beregningen af forældelsesfristen for

krav efter disse bestemmelser, ses bort fra den tid, i hvilken

skattemyndighederne på grund af den skattepligtiges ophold i udlandet har

været ude af stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol.

Skattemyndighederne er altså ikke henvist til at anlægge sag ved en

fremmed domstol for at afbryde forældelsen af disse krav. Men bestemmelsen i

§ 32F finder på den anden side ikke anvendelse, så længe skatteyderen

opholder sig i et land, hvor et dansk skattekrav kan gennemføres i kraft af

en bistandsaftale.*

A.K.5.4 Afbrydelse af forældelsen

Efter 1908-loven afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, når

fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse

af gælden eller foretager retslige skridt mod ham/hende og uden ufornødent

ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden

retsafgørelse.

Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er afbrudt, kan der begynde

at løbe en ny 5-årig forældelsesfrist, se nedenfor om forskellen mellem

sådanne tilfælde og tilfælde, hvor fordringshaveren erhverver et særligt

retsgrundlag.

Erkendelse af gælden

Skatteyderens erkendelse af et konkret opgjort skatte- eller afgiftskrav

kan opnås på flere måder. Erkendelsen kan være udtrykkelig - uden dog at have

karakter af et særligt retsgrundlag - og stiltiende, fx i form af en

anmodning om henstand eller lempelse jf.*TfS 1997,586*

Gives der ansøgt henstand, løber der en ny frist fra henstandens ophør,

jf.

Skatteministeriets kommentar i TfS 1995,691. Også en afdragsordning

indebærer en erkendelse af fordringen. Udebliver skyldneren med et eller

flere afdrag, løber der en ny forældelsesfrist fra tidspunktet for

misligholdelsen.

Konsekvensændringer i forbindelse med berostillelse

Såfremt en skatteyder efter aftale med skattemyndighederne har fået

stillet sagen i bero med henblik på at afvente udfaldet af en verserende sag

ved Landsskatteretten eller domstolene, skal skattemyndighederne tage

forbehold for at kunne foretage konsekvensmæssige ændringer i

skatteansættelsen for det pågældende og evt. efterfølgende indkomstår.

Såfremt der ikke er taget forbehold for ændringer ved denne aftale, kan evt.

skattekrav for efterfølgende indkomstår, der opstår i forbindelse med

genoptagelsen, blive forældet.

For at den 5-årige forældelsesfrist kan anses for afbrudt, skal

skattemyndighederne derfor på tidspunktet for berostillelsen sikre sig

skatteyderens erkendelse af at skylde et konkret opgjort skattekrav.

Indbringelse for skatteankenævnet eller Landsskatteretten

Klage til skatteankenævnet eller Landskatteretten afbryder ikke

forældelsesfristen.

SSL § 31, stk. 1 afskærer ikke skattemyndighederne fra at anlægge sag ved

domstolene for at afbryde forældelsesfristen, selv om sagen verserer ved fx

Landsskatteretten.Egen anmeldelse

En »selvmelders« henvendelse til skattemyndighederne om

udeholdelser eller fejl i hans/hendes selvangivelse, som myndighederne

allerede er på det rene med, afbryder ikke uden videre forældelsesfristen.

Det afhænger af henvendelsens nærmere indhold, om den kan betragtes som en

erkendelse af (yderligere) skattegæld eller måske endog som et særligt

retsgrundlag, se nærmere nedenfor.

Retslige skridt

De retslige skridt mod skyldneren, som afbryder forældelsesfristen, er

sagsanlæg ved domstolene, udlæg, arrest og anmeldelse i skyldners konkursbo,

tvangsakkord- eller gældssaneringsbo. Det samme gælder indgivelse af

konkursbegæring, hvis denne fører til afsigelse af dekret.

Anmeldelse af krav i offentligt skiftede boer afbryder ligeledes

forældelsesfristen.

Ved sagsanlæg er tidspunktet for indlevering af stævning til retten

afgørende for, hvornår forældelsesfristen er afbrudt. For udlægs vedkommende

afbrydes forældelsen ifølge RPL§ 527 ved indgivelse af anmodningen om udlæg,

såfremt fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold.

Udlægsforretningen anses for fremmet, når der foretages udlæg og dette følges

op med tvangsrealisation, jf. TfS 1995,802

VL. Ved udlæg for skatter og afgifter, der foretages af told- og

skattefogeder og kommunernes pantefogeder, regnes fristen fra selve udlæggets

foretagelse. Selv om udlægsforretningen slutter som forgæves, bevares den

afbrydende virkning på forældelsesfristen, jf. * TfS 1997,678 ØLK*.

Gældsbrev eller andet særligt retsgrundlag

Forældelsesfristen på 5 år gælder ikke, når der for fordringen er udstedt

gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved gælden er

anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået. Fordringer,

som således er sikrede, forældes efter bestemmelsen i Danske Lov 5-14-4, se

A.K.5.5

Selv om der er udstedt et gældsbrev for en fordring, kan et vedhængende

rentekrav selvstændigt forældes efter 1908-loven.

Hvis et pantebrev i fast ejendom eller i løsøre ikke fastslår, at debitor

skylder et bestemt beløb, opfylder pantebrevet ikke 1908-lovens betingelser.

Heraf følger, at udstedelse af et skadesløsbrev ikke forhindrer, at den

underliggende fordring kan forældes på 5 år. Overgivelse af et ejerpantebrev

til sikkerhed for fordringen er heller ikke tilstrækkeligt. De andre særlige

retsgrundlag forudsætter også, at fordringens størrelse er fastslået. Således

blev en transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om skyldforholdet

mellem parterne, ikke anset som et særligt retsgrundlag, jf. den i UfR

1965.608 refererede byretsafgørelse.

Indirekte fastsættelse af fordringens størrelse, fx ansættelse af den

skattepligtige indkomst, kan efter omstændighederne være tilstrækkelig.

Den fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i IFL § 9, stk. 3, for

skattekrav, der er opstået ved indtræden af de i lovens §§ 9, stk. 1, og 10,

stk. 1, nævnte begivenheder, udgør ikke et særligt retsgrundlag, fordi

skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå umiddelbart på grundlag af

henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til skattetilsvar i medfør af

ETBL §§ 9, stk. 1 og 2, og 11, stk. 1 og 3, jf. § 9, stk. 3.

Derimod udgør domme og forlig sådanne retsgrundlag, der opfylder

betingelserne i 1908-loven. Også et tilbud fra en skatteyder, som accepteres

af myndighederne, opfylder betingelserne. Derimod kan et udlæg, en arrest

eller et andragende om henstand, lempelse eller afdragsvis betaling ikke

anses som et særligt retsgrundlag.

A.K.5.5 Den 20-årige forældelse

Forældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-loven, men

dens praktiske betydning for skatter og afgifter er ikke stor.

Reglen i Danske Lov angår alle formuefordringer, herunder også det

offent-liges krav på skatter og afgifter i tilfælde, hvor der foreligger et

særligt retsgrundlag, eller hvor 1908-lovens forældelsesfrist er suspenderet.

Forældelsesfristen løber fra fordringens stiftelse eller fra det

tidspunkt, hvor det gældsbrev mv., som sætter den 5-årige forældelsesfrist ud

af kraft, tilvejebringes. Krav på almindelig indkomstskat stiftes ved

indkomstårets udløb. Tilsvarende stiftes krav på restskatter ved

indkomstårets udløb. Krav på betaling af løbende B-skatterater stiftes også

ved indkomstårets udløb. Tilsvarende gælder for selskabsskatter.

Afgiftskrav anses i øvrigt normalt at være stiftet ved den afgiftspligtige

begivenheds indtræden.

En meget væsentlig forskel på reglen i 1908-loven og reglen i Danske Lov

er, at den 20-årige forældelse ikke suspenderes, se A.K.5.3. Derimod afbrydes

den 20-årige forældelse ikke alene ved skyldnerens erkendelse og ved retslige

skridt, men også ved enhver påmindelse fra kreditor, hvorved der gives udtryk

for, at kravet fastholdes.

Udbytteskat - tilbagebetalingskrav

ØLD af 24. maj 1982 (skd. 65.208). Et holdingselskabs tilbagebetalingskrav

på udbytteskat, der var indbetalt af et datterselskab i medfør af KSL § 65,

var ikke omfattet af 1908-loven. Tilbagebetalingskravet er herefter omfattet

af forældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4.

A.K.6 Klagebehandlingen

A.K.6.1 Administrativ rekurs

Behandlingen af skattesager i ligningssystemet bygger på et

tre-instansprincip, medens det administrative klagesystem bygger på et

to-instansprincip.

A.K.6.1.1

Ligningssystemet

Inden for ligningssystemet kan den kommunale skattemyndigheds

skatteansættelse klagebehandles ved de to administrative klageinstanser -

skatteankenævnet og Landsskatteretten. Klageberettiget er alene den

skatteyder, der må anses som part i sagen.

Reglerne om klagebehandling ved skatteankenævn og Landsskatteretten findes

i SSL kap. 3.

Landsskatterettens saglige kompetence er angivet i SSL § 23.

Kompetenceområdet omfatter efter SSL § 24 spørgsmål om skattepligt efter

lovgivningens regler om indkomstskat til staten, spørgsmålet om en

skatteansættelse er ugyldig som følge af formelle fejl, og spørgsmål om

indkomst er ansat eller skatten beregnet forkert. De administrative

klageinstanser skal endvidere behandle klager over formelle fejl, dvs. klager

over manglende kompetence og sagsbehandlingsfejl i forbindelse med

skattemyndighedernes afgørelser. Uden for kompetenceområdet falder spørgsmål

om forældelse efter de civilretlige regler i 1908-loven, spørgsmålet om

strafansvar for urigtig selvangivelse, opkrævningsspørgsmål og spørgsmålet om

afgivelse af kontroloplysninger samt spørgsmål om henstand og eftergivelse.

Særligt bemærkes, at spørgsmål om forældelse efter 1908-loven afgøres af

kommunen med klageadgang til told- og skatteregionen, jf. -

sagsudlægningsbek. § 3, stk. 2.

Spørgsmålet om dispensation fra skattelovgivningen og bevillingsspørgsmål

falder ligeledes uden for klagemyndighedernes kompetenceområde.

TSS og told- og skatteregionerne har i praksis behandlet klager over

sagsbehandlingsfejl hos de lokale skattemyndigheder.

Det skyldes, at de lokale skattemyndigheder efter skattelovgivningen er

undergivet et statsligt tilsyn.

I de nævnte tilfælde, hvor der er tale om klare retlige mangler ved

sagsbehandlingen, og hvor fejlen umiddelbart kan rettes ved anvendelsen af

tilsynsbeføjelsen, er det ikke rimeligt at henvise klager til at få fejlen

rettet gennem det administrative rekurssystem.

Det gælder tilsvarende, hvor sådanne fejl konstateres, uden at den

skattepligtige har indgivet en formel klage over sagsbehandlingen.

Landsskatteretten

For klage til Landsskatteretten betales et gebyr på 600 kr., som skal

indbetales samtidig med indsendelsen af klagen. Beløbet tilbagebetales, hvis

klager helt eller delvis får medhold, se nærmere SSL § 25, stk. 5.

Klagen til Landsskatteretten skal efter SSL § 25, stk. 2, indgives

skriftligt og være vedlagt den påklagede afgørelse samt skatteankenævnets

sagsfremstilling. Reglen om vedlæggelse af sagsfremstilling gælder ikke i

overspringelsessager. Klagen skal endvidere angive, på hvilke punkter

afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor. Endelig skal dokumenter,

som klager ønsker anvendt som bevis, ligeledes være vedlagt klagen. Bortset

fra overspringelsessagerne skal en klage til Landsskatteretten være modtaget

senest 3 måneder fra skatteyderens modtagelse af afgørelsen,jf. SSL § 25,

stk. 1. Overskridelse af klagefristen bevirker, at klagen afvises, medmindre

Landsskatteretten finder, at der foreligger særlige omstændigheder, der

taler for at se bort fra fristoverskridelsen. Landsskatteretten kan fastsætte

en frist til besvarelse af spørgsmål eller indsendelse af yderligere

oplysninger.

Landsskatteretten kan efter § 25, stk. 3, afvise klager, der ikke opfylder

formkravene. Afvisning kan endvidere ske, hvor klageadgangen i øvrigt ikke er

udnyttet i overensstemmelse med reglerne i SSL.

Reglerne om Landsskatterettens genoptagelse af egne afgørelser findes i

SSL § 29. Hvis sagsbehandlingstiden i Landsskatteretten er mere end 6

måneder, kan skatteyderen indbringe skatteankenævnets afgørelse for

domstolene, jf. SSL § 31, stk. 1.

Skatteankenævnet

Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser skal dog først

indgives til skatteankenævnet. Klagen skal være skriftlig og begrundet, og

den skal være modtaget i skatteankenævnet senest 1 måned fra modtagelsen af

afgørelsen eller årsopgørelsen. Der er ikke noget til hinder for, at nævnet

ser bort fra fristoverskridelser, når nævnet i overensstemmelse med

almindelige forvaltningsretlige principper efter en konkret vurdering finder,

at sagen bør behandles. Reglerne om klage findes i SSL § 21, stk. 1. For

skatteankenævnets sagsbehandling gælder officialprincippet, som betyder, at

nævnet selv skal sørge for sagens oplysning, før afgørelsen træffes.

Princippet betyder endvidere, at nævnet ikke er bundet af klagers påstand

under sagen, dvs. at klagen ikke er bindende for nævnet, jf. SSL § 21, stk.

4. Såfremt en klage bliver tilbagekaldt, har nævnet dog ikke kompetence til

at fortsætte klagebehandlingen, jf. TfS 1995, 641 LSR.

Lovens § 21, stk. 5, indeholder en regel om overspringelsesfrist. Hvis der

er forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er modtaget i

skatteankenævnet, kan klagen, hvis ligningsfristen er overskredet, indbringes

umiddelbart for Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke har truffet

afgørelse i sagen.

Reglerne om skatteankenævnets genoptagelse af egne klagesager findes i

SSL § 22. Et skatteankenævn kan kun genoptage en tidligere afsagt kendelse

efter anmodning fra en skatteyder, jf. TfS 1995,238 LSR.

Ligningsrådet

Ligningsrådets afgørelse træffes ved en kendelse, som kan påklages til

Landsskatteretten, jf. SSL § 19, stk. 3. For klage over Ligningsrådets

kendelser gælder samme regler om sagsfremstilling, begrundelse,

klagevejledning og klagefrister som for skatteankenævnenes afgørelser.

A.K.6.1.2 Det administrative klagesystem

For så vidt angår konkrete sager, hvor skatteministeren efter

skattelovgivningen kan træffe afgørelse, dvs. de administrative klagesager,

findes reglerne i bek. nr. *653 af 14. aug. 1997 (sagsudlægningsbek.)*.

Formålet med bek. er at gennemføre et to-instansprincip, således at der er

mulighed for at klage over en administrativ afgørelse til én højere

administrativ instans.

Formålet med bek. har endvidere været, at de administrative

skatteafgørelser i videst muligt omfang skal behandles lokalt både i 1. og 2.

instans, jf. TfS 1995,45 LSR.

I bek. § 10 er der indsat en frist på 3 måneder for så vidt angår klager

til bl.a. styrelsen og regionerne.

A.K.6.2 Domstolsprøvelse

Adgangen til at få efterprøvet skattemyndighedernes afgørelser ved

domstolene er fastsat ved SSL §§ 31-33. Reglerne omfatter dog ikke adgang til

at indbringe en afvisning af en anmodning om en bindende forhåndsbesked, jf.

§ 23, stk. 5.

Udgangspunktet er efter § 31, stk. 1, at den administrative rekurs først

skal udnyttes, dvs. at sagen først skal have været forelagt

Landsskatteretten, før den kan indbringes for landsretten, jf.*TfS 1997,307

VLD. Af Sø- og

Handelsrettens kendelse i TfS 1997,702 følger dog, at et anmeldt

skattekrav i konkurs kan prøves, selv om administrativ rekurs ikke har været

forsøgt.

Kendelsen er indbragt for landsretten. Østre Landsrets kendelse i TfS

1997,740 fik samme udfald, men kendelsen er mindre vidtgående, dels fordi

skatteansættelsen på tidspunktet for skifterettens prøvelse var under

klagebehandling i Landsskatteretten, og dels fordi prøvelsen skete i

forbindelse med stillingtagen til afsigelse af konkursdekret.* Der gælder

efter SSL § 31, stk. 1 en overspringelsesfrist på 6 mdr., hvorefter klager

kan vælge at indbringe sagen for landsretten, uanset at Landsskatteretten

ikke har truffet afgørelse i sagen.

Det følger af SSL § 31, stk. 1, at en skatteyder ikke kan inddrage en

videre påstand ved landsretten end den, der er påkendt ved Landsskatteretten,

jf. TfS 1995, 424 ØL. SSL § 31, stk. 1 og § 32 er derimod ikke til hinder

for, at skattemyndighederne ved landsretten kan få en påstand, der indeholder

spørgsmål, som ikke har været behandlet af Landsskatterettten, påkendt af

landsretten, jf. TfS 1995,333 VL og TfS 1996,448 HD. Denne adgang gøres der i

praksis kun undtagelsesvist brug af, *og kun såfremt principielle grunde

taler derfor, jf. Skatteministeriets kommentar i TfS 1997,737.* I øvrigt

sætter forældelsesreglerne en grænse for, hvad der fra skattemyndighedernes

side, kan inddrages i en verserende retssag.

Efter SSL § 31, stk. 2 gælder der en almindelig søgsmålsfrist på 3

måneder, regnet fra dateringen på Landsskatterettens kendelse, *jf. TfS

1996,772 ØLD.* Fristen forlænges ikke, selv om den udløber på en helligdag,

jf. -

*TfS 1996,868 HRD, TfS 1997,5 VLD, TfS 1997,41 VLD.* Fristen kan fraviges,

såfremt der inden 3-månedersfristens udløb er indgivet en begrundet anmodning

til Departementet om fristforlængelse. jf. skatteministeriets udtalelse i TfS

1994,645.

Såfremt Landsskatteretten har afvist at behandle en klage, kan klager

efter § 31, stk. 3 senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af det

indkomstår, som sagen drejer sig om, indbringe sagen for landsretten. Reglen

finder ikke anvendelse, såfremt Landsskatteretten efter at have behandlet en

sag i realiteten giver afslag på genoptagelse, jf. Højesterets kendelse af

27. jul. 1994 (TfS 1994, 580).

Endvidere gælder der en særlig et-årsregel i § 31, stk. 5 vedrørende

særlige dødsbosager og gaveafgiftssager.

Endelig gælder der en særlig hjemmel for skattemyndighederne til at

anlægge sag i efterbetalingssager, jf. SL § 42. Reglen er i praksis blevet

anvendt i forbindelse med skattestraffesager, der indbringes for domstolene.

Skattemyndighedernes adgang til at rejse krav om efterbetaling i henhold

til

SL § 42 begrænses af reglerne i SSL § 35.

SSL § 32 indeholder en hjemmel for skatteministeren til at indbringe

sager, som Landsskatteretten har påkendt, for domstolene senest 3 måneder

efter

Landsskatterettens kendelsen er afsagt.

I almindelighed påses SSL frister for sagsanlæg ved domstolene ikke af

domstolene selv. Det betyder, at landsretten behandler sagen, medmindre

Skatteministeriet nedlægger påstand om afvisning. Nedlægges der under

landsretssagen berettiget påstand om afvisning på grund af

fristoverskridelse, vil landsretten afvise sagen. Da der er tale om sagsanlæg

i 1. instans ved landsretten, kan landsrettens dom ankes til Højesteret i

overensstemmelse med reglerne i RPL.

Klage over en skatteansættelse eller sagsanlæg har efter SL § 38 ikke

opsættende virkning. Klager kan imidlertid efter ansøgning til den kommunale

skattemyndighed opnå henstand. Bestemmelserne herom findes i KSL § 73 E og

bek. 768 af 19. sep. 1995.

For domstolenes behandling af skattesager gælder forhandlingsprincippet.

Det betyder, at sagens parter selv skal fremkomme med alle relevante

oplysninger, og at retten ved afgørelsen ikke må gå ud over parternes

påstande og anbringender, jf. RPL § 338.

Ved domstolene er udgangspunktet, at der sker efterprøvelse af såvel

skattesagens materielle indhold som sagens formalitet. Problemer omkring

domstolenes efterprøvelse af værdiskøn skulle være løst ved indførelsen af

reglerne om syn og skøn under Landsskatterettens behandling af sagen.

Prøvelse af, hvorvidt uskrevne retsgrundsætninger, eksempelvis den

almindelige lighedsgrundsætning, er tilsidesat ved skattemyndighedernes

sagsbehandling, vil altid kunne ske ved domstolene.

Nedsættelse af en skatteansættelse

Såfremt en skatteansættelse nedsættes, medfører dette en ændret

årsopgørelse, jf. KSL § 62 A. Den beregnede skat nedsættes, og skattebeløbet

tilbagebetales i overensstemmelse med reglerne i KSL.

Dette gælder, både når skatteansættelsen nedsættes ved skatteankenævnet og

Landsskatteretten.

Spørgsmålet har særlig betydning i opkrævningssager. Højesteret har ved en

kendelse i UfR 1975, 130 (Dana-sagen) fastslået, at en skatteyder havde krav

på aflysning af et skatteudlæg, der var tinglyst på skatteyders ejendom,

efter at fogedretten havde ophævet skatteudlægget, og at det var uden

betydning, at fogedens kendelse var påanket til landsretten.

A.K.6.3 Ombudsmandskontrol

Folketingets Ombudsmands kompetence omfatter efter ombudsmandsloven

statsforvaltningen og kommunalforvaltningen. Skattesager er således omfattet

af Ombudsmandens kontrol.

Klage til Ombudsmanden skal være indgivet senest 1 år efter afgørelsens

dato, selv om adressaten først bliver bekendt med afgørelsen senere. Klage

til Ombudsmanden har ikke suspensiv virkning. Hvis der i særlovgivningen er

adgang til administrativ rekurs, er det en betingelse for klage til

Ombudsmanden, at denne adgang er udnyttet.

Ombudsmanden kan endvidere tage en sag op af egen drift.

Ombudsmandens bedømmelsesgrundlag er fejl eller forsømmelser, dvs. ulovlig

forvaltningsvirksomhed, urimelige afgørelser, samt videregående krav til

sagsbehandlingen. Fx påtales ofte langsommelig sagsbehandling.

Ombudsmandens kontrol består i en adgang til at kritisere, henstille og

til at foreslå forandringer af love og administrative bestemmelser til fremme

af retssikkerheden og til forbedring af administrationen. Endelig kan

Ombudsmanden henstille til Justitsministeriet at give klageren fri proces for

domstolene.Ved fejl af større betydning skal Ombudsmanden endvidere give

meddelelse til Folketingets retsudvalg samt vedkommende minister, henholdsvis

vedkommende kommunalbestyrelse.

A.K.7 Princippet om lovmæssig forvaltning

For skattemyndighedernes sagsbehandling gælder forvaltningsrettens

almindelige regler, herunder princippet om lovmæssig forvaltning og en række

uskrevne retsprincipper.

Princippet om lovmæssig forvaltning betyder, at skattemyndighedernes

afgørelse ikke må være positivt i strid med lovgivningen samt, at afgørelsen

skal have hjemmel i en lovbestemmelse.

De uskrevne retsprincipper, som er opstillet i retspraksis, er

grundsætningen om magtfordrejning (der må ikke tages usaglige hensyn), den

almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning (der må ikke ske usaglig

forskelsbehandling), princippet om pligtmæssigt skøn og

proportionalitetsgrundsætningen. Den statslige skatteforvaltnings

tilsynsbeføjelser overfor den kommunale skatteadministration, som nærmere

fremgår af SSL kap. 2, og opkrævningsbek. § 1, stk. 2, indebærer en

forpligtelse for told- og skatteregionerne til at gribe ind i tilfælde, hvor

regionen bliver opmærksom på klare tilsidesættelser af gældende skatteretlige

og andre forvaltningsretlige regler. Dette kan ske ved en tilkendegivelse til

kommunens skatteforvaltning med henblik på en ændret årsopgørelse eller

frafald af tvangsinddrivelsesskridt over for den skattepligtige. Desuden kan

regionen anvende beføjelsen til at eftergive et pålignet skattebeløb.

Ligningsvejledningen

Ligningsvejledningen indeholder en beskrivelse af gældende ret indenfor

skatteområdet. Ligningsvejledningen indeholder endvidere anvisninger godkendt

af Ligningsrådet, som er bindende for de lokale skattemyndigheder.

Ligningsvejledningen har fortrinsvis selvstændig betydning som retskilde i

det omfang, den udfylder øvrige retskilder og under forudsætning af, at et

udsagn er entydigt og ikke senere er ændret ved relevant offentliggørelse, fx

i Tidsskrift for Skatter og Afgifter eller ved cirk., jf. Skatteministeren i

svar til Folketinget TfS 1994,317. Skatteyderne kan kun støtte ret på

ligningsvejledningens udsagn i det omfang, disse udsagn er bindende for de

kommunale ligningsmyndigheder og i det omfang, de nævnte udsagn ikke er i

direkte modstrid med højere rangerende retskilde, herunder offentliggjort

administrativ praksis, jf. Skatteministeriet i kommentar i TfS 1994,557.

Praksisændring

I princippet kan skattemyndighederne ændre en praksis, eksempelvis ved at

følge en anden fortolkning af en lovbestemmelse. Det gælder, selv om der er

tale om en langvarig og hidtil konsekvent fulgt praksis. En skærpelse af

praksis kan efter almindelige forvaltningsretlige regler kun ske med virkning

for fremtiden. Under alle omstændigheder skal en praksisændring gennemføres

med en vis smidighed, eventuelt efter en overgangsordning.

Lempes en administrativ praksis, antages det i almindelighed, at

afgørelser, der er truffet efter den tidligere strenge praksis, kun kan

kræves taget op til ny overvejelse og afgjort efter den nye praksis, såfremt

den tidligere praksis har været ulovlig. Er der tale om en ny praksis, der

inden for lovens rammer lægger andre hensyn til grund eller foretager en

anderledes vægtning af hensynene indbyrdes (det skønsmæssige element), har

borgeren ikke krav på, at en sag genoptages.

En klart ulovlig administrativ praksis vil blive tilsidesat af domstolene.

Tilsvarende gælder, hvor skattemyndigheden vedrørende skønsspørgsmål har

fulgt en »hjemmelavet regel« så slavisk, at myndighederne har

undladt at vurdere, om der i den konkrete sag foreligger sådanne specielle

omstændigheder, at den administrative praksis burde være fraveget.

Myndigheden kan her have tilsidesat princippet om »pligtmæssigt

skøn«.

Der henvises i øvrigt til afsnit A.K. 1.2.2 om forventninger til generelle

udsagn.

A.K.8 Bindende forhåndsbesked

*Ved lov nr. 238 af 2. apr. 1997 om bl.a. ændring af SSL og ophævelse af

lov om bindende forhåndsbesked er der i SSL kap. 2A givet nye regler om

bindende forhåndsbesked.

Efter reglerne om bindende forhåndsbesked har den enkelte borger hidtil

hos Ligningsrådet kunnet få et bindende svar om de skattemæssige virkninger

af en disposition, som den pågældende påtænker at foretage.

Adgangen til at få bindende forhåndsbesked om skattespørgsmål er nu

udvidet, både for så vidt angår de sagsområder, hvorom der gives bindende

forhåndsbesked, og for så vidt angår kredsen af de skattepligtige, der gives

en bindende forhåndsbesked om.

Den organisatoriske kompetence

SSL kap. 2 A indeholder regler om adgangen til at få en bindende

forhåndsbesked. Herudover vil det kunne forekomme, at skattemyndighederne -

på samme måde som andre myndigheder - vil kunne blive bundet af et svar, der

er givet på forhånd, jf. afsnit A.K.1.2.1. I det følgende behandles alene

reglerne i SSL kap. 2 A om bindende forhåndsbesked.

Kompetencen til at give en bindende forhåndsbesked efter kap. 2 A

tilkommer som udgangspunkt Ligningsrådet. Efter SSL § 17, stk. 3, kan

Ligningsrådet fra sag til sag udlægge kompetencen til at give en bindende

forhåndsbesked til de statslige skattemyndigheder, jf. nedenfor samt

TSS-cirk. 1996-12.

I TSS-cirk. 1996-12 har Ligningsrådet således udlagt kompetencen til at

afgive visse bindende forhåndsbeskeder til de stedlige told- og

skatteregioner. Det drejer sig om sager om værdiansættelser, der ikke

indeholder fortolkningsproblemer, og sager om næring ved salg af fast

ejendom. Hvis regionen og den kommunale skattemyndighed ikke er enige om,

hvorledes anmodningen om den bindende forhåndsbesked skal besvares, skal

sagen dog forelægges for Ligningsrådet på normal vis.

Er spørgeren utilfreds med en bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet

eller fra den statslige skattemyndighed, som Ligningsrådet har bemyndiget til

at give forhåndsbeskeden, kan afgørelsen påklages til Landsskatteretten

- men ikke til Ligningsrådet - efter de almindelige regler, der gælder for

klage til Landsskatteretten, jf. SSL kap. 3.

Klage til Landsskatteretten skal således ske senest 3 måneder efter

modtagelsen af forhåndsbeskeden, der skal vedlægges klagen. Klagen skal ske

skriftligt i den form, der er beskrevet i § 25, stk. 2, og klagen behandles i

overensstemmelse med reglerne i SSL.

Ved Landsskatterettens klagebehandling af en bindende forhåndsbesked kan

retten alene træffe afgørelse på det grundlag, der forelå på tidspunktet for

forhåndsbeskedens afgivelse. Der kan således ikke efterfølgende ændres på

formuleringen af anmodningen om bindende forhåndsbesked gennem en

klagebehandling ved Landsskatteretten, jf. TfS 1995,454 HD.

Landsskatterettens kendelser vedrørende forhåndsbeskeder kan indbringes

for domstolene af såvel spørgeren som af skatteministeren inden 3 måneder

efter kendelsens afsigelse. Sagen anlægges ved den landsret, i hvis kreds

spørgeren har hjemting ved sagens anlæg.

Der kan ikke klages administrativt over, at en anmodning om en bindende

forhåndsbesked afvises. Der kan heller ikke klages administrativt over

opgørelsen af det tidsforbrug, som de statslige skattemyndigheder har anvendt

til besvarelse af anmodningen, og som lægges til grund for

betalingsopgørelsen efter § SSL 20 B, stk. 3.

Spørgsmål om den skattemæssige virkning

Bindende forhåndsbesked gives på alle de sagsområder, hvor Ligningsrådet

har kompetence til at træffe en konkret afgørelse bortset fra de sagsområder,

hvor Ligningsrådets konkrete afgørelser ikke kan påklages til

Landsskatteretten, herunder de såkaldte dispensations- og bevillingssager.

Derudover gives der bindende forhåndsbesked om afgift efter

pensionsbeskatningsloven ved utidig frigørelse af pensionsmidler.

Der gives som udgangspunkt alene en bindende forhåndsbesked om spørgs-mål

vedrørende beskatning, det være sig beskatning i form af indkomstbeskatning

eller beskatning i form af afgift. Bindende forhåndsbesked gives eksempelvis

om skatteansættelsen af fysiske eller juridiske personer, om kulbrinteskat,

om frigørelsesafgift og om realrenteafgift.

Bindende forhåndsbesked gives eksempelvis ikke om ejendomsvurdering, straf

efter SKL § 20 eller tilladelse til renteperiodisering efter LL § 5.

Bindende forhåndsbesked gives som udgangspunkt om de skatteretlige

konsekvenser af en disposition, som spørgeren påtænker at foretage (egne

forhold), jf. § 20 A, stk. 1. Derudover gives bindende forhåndsbesked nu også

om de skatteretlige konsekvenser for andre end spørgeren af en disposition,

som spørgeren påtænker at foretage (andres forhold), jf. § 20 A, stk. 2.

En retlig interesse i svaret

Retten til en bindende forhåndsbesked omfatter som udgangspunkt kun

påtænkte dispositioner, det vil sige handlinger, der endnu ikke er gennemført

på tidspunktet for fremsættelse af anmodningen om en forhåndsbesked, men som

det overvejes at udføre. Den skatteretlige bedømmelse af dispositioner, der

er gennemført, henhører som udgangspunkt under den almindelige

ligningsmæssige behandling i forbindelse med skatteansættelsen for det

pågældende indkomstår.

Bindende forhåndsbesked kan undtagelsesvis gives om dispositioner, der er

gennemført, hvis behovet for et bindende svar om den allerede foretagne

disposition kan sidestilles med behovet for et bindende svar om en påtænkt

disposition, fx hvis spørgeren kan påvise, at et svar vil være af væsentlig

betydning for spørgerens stillingtagen til en påtænkt disposition, og denne

stillingtagen ikke kan afvente den ligningsmæssige behandling i kommunen, jf.

også artikel fra TSS i TfS 1994.271.

Administration

Bindende forhåndsbesked gives af Ligningsrådet eller af den statslige

skattemyndighed, som Ligningsrådet har bemyndiget hertil, jf. ovenfor.

Som sekretariat for Ligningsrådet udfører Told- og Skattestyrelsen de

administrative funktioner, der er forbundet med behandlingen af anmodninger

om bindende forhåndsbesked.

Anmodning om en bindende forhåndsbesked skal altid indgives til Told- og

Skattestyrelsen, Østbanegade 123, 2100 København Ø. Dette gælder også

anmodninger om bindende forhåndsbesked i sager, som Ligningsrådet har udlagt

til de stedlige told- og skatteregioner.

Anmodningen skal indgives inden udløbet af selvangivelsesfristen for det

indkomstår, som besvarelsen har betydning for. Anmodningen skal være

skriftlig og bilagt alle de oplysninger af betydning for svaret, som

spørgeren er i besiddelse af. Sammen med anmodningen indsendes gebyret efter

SSL § 20 B, stk. 2 som betaling for at få en bindende forhåndsbesked, jf.

nedenfor.

Told- og Skattestyrelsen kvitterer for anmodningen og betaling af gebyret.

Told- og Skattestyrelsen orienterer samtidig om, hvilken statslig

myndighed, der giver det bindende svar. Er gebyret ikke indsendt sammen med

anmodningen, giver Told- og Skattestyrelsen en kort frist for eftersendelse

af gebyret. Anmodningen behandles i øvrigt ikke, før gebyret er modtaget.

Kan der ikke gives et bindende svar uden yderligere oplysninger eller

dokumentation, kan spørgeren opfordres til at fremkomme hermed, og der kan

fastsættes en frist herfor. Forelægges oplysningerne ikke indenfor fristen,

kan anmodningen afvises eller svaret begrænses til de forhold, der skønnes

tilstrækkeligt belyst. En anmodning om en bindende forhåndsbesked skal

behandles hurtigst muligt. Er høring af kommunale myndigheder nødvendig, kan

der fastsættes en frist for afgivelse af høringssvaret.

Vedrører spørgsmålet en disposition, der allerede er gennemført, skal der

indhentes en udtalelse fra den kommunale skattemyndighed. Har den kommunale

skattemyndighed en sag under behandling vedrørende spørgsmålet, stiller

kommunen behandlingen af sagen i bero, indtil spørgsmålet er besvaret.

En bindende forhåndsbesked skal indeholde sådanne oplysninger om det

faktiske og retlige grundlag for afgørelsen, at skattemyndighederne med

sikkerhed kan afgrænse forhåndsbeskedens anvendelsesområde. Der kan i en

bindende forhåndsbesked fastsættes en tidsmæssig grænse for svarets bindende

virkning.

Den statslige myndighed, der har givet en bindende forhåndsbesked, sender

kopi af afgørelsen til de relevante kommunale skattemyndigheder.

Syn og skøn

Til belysning af en anmodning om en bindende forhåndsbesked kan spørgeren

begære syn og skøn foretaget efter reglerne i SSL § 30, der henviser til §

343 i RPL.

Den statslige myndighed, der skal give det bindende svar, kan fastsætte en

frist for begæring af syn og skøn.

Begæring om syn og skøn indgives til byretten på det sted, hvor genstanden

for syn- og skønsforretningen befinder sig, jf. RPL § 343, stk. 1.

Den statslige skattemyndighed, der skal give det bindende svar,

repræsenterer skattemyndighederne under rettens behandling af en anmodning om

syn og skøn. Ved modtagelse af meddelelse om, at der er begæret syn og skøn

foretaget, sætter skattemyndighederne behandlingen af anmodningen om den

bindende forhåndsbesked i bero, indtil syn- og skønsforretninen er

gennemført.

Den, der begærer syn og skøn foretaget, afholder omkostningerne derved.

Den pågældende kan eventuelt blive pålagt at betale sagsomkostninger til

den anden part, jf. RPL § 343, stk. 2 og 3.

Betaling

For at få en bindende forhåndsbesked skal der betales et gebyr, jf. SSL §

20 B, stk. 2 Gebyret beregnes ud fra et grundbeløb, der årligt reguleres

efter § 20 i PSL. Gebyret skal være betalt, før den egentlige behandling af

anmodningen påbegyndes. Gebyret tilbagebetales, hvis anmodningen afvises, men

ikke hvis anmodningen trækkes tilbage.

For anmodninger om forhåndsbesked om egne forhold, jf. SSL § 20 A, stk. 1,

udgør grundbeløbet 1.100 kr., og gebyret er i 1997 på 1.500 kr. For

anmodninger om forhåndsbesked om andres forhold, jf. § 20 A, stk. 2, udgør

grundbeløbet 5.500 kr., og gebyret er i 1997 på 7.100 kr.

Udover gebyret skal der betales for de statslige skattemyndigheders

tidsforbrug ved besvarelsen af spørgsmålet. Ved opgørelsen af tidsforbruget

medregnes ikke kun den tid, der er anvendt til egentlig sagsbehandling, men

også tidsforbrug til journalisering, postforsendelse og lignende

ekspeditionsmæssige funktioner. Betalingen beregnes ud fra et grundbeløb på

1.100 kr. for hver 5 timers tidsforbrug. I 1997 koster 5 timer 1.500 kr.

Vedrører spørgsmålet alene egne forhold, jf. SSL § 20 A, stk. 1, er der en

bundgrænse for tidsforbrugsopgørelsen på 45 timer, således at der alene skal

betales for de statslige skattemyndigheders tidsforbrug herudover, det vil

sige, at der i disse tilfælde kun opkræves betaling for tidsforbrug, hvis

tidsforbruget er på mere end 50 timer. Betaling for tidsforbrug

tilbagebetales, hvis spørgsmålet trækkes tilbage eller afvises.

Bindende virkning

En forhåndsbesked efter SSL kap. 2 A er bindende for de statslige og

kommunale skattemyndigheder (der er set bort fra de særlige forhold, der

gælder for Landsskatteretten). Disse myndigheder er således forpligtet til at

lægge en sådan forhåndsbesked til grund, når det forhold, der er taget

stilling til i forhåndsbeskeden, behandles.

For så vidt angår forhåndsbesked om andres forhold end spørgerens, jf.

SSL § 20 A, stk. 2, er en forhåndsbesked kun bindende for dispositioner,

der endnu ikke er foretaget på tidspunktet for forhåndsbeskedens meddelelse.

Anmoder en virksomhed eksempelvis om en bindende forhåndsbesked om de

skatteretlige virkninger for eventuelle kunder af et produkt, som

virksomheden sælger, vil forhåndsbeskeden alene have bindende virkning for de

kunder, der sælges til efter at forhåndsbeskeden er givet.

En forhåndsbesked er ikke bindende for skattemyndighederne i det omfang,

der er sket ændringer i forudsætninger, der har været afgørende for indholdet

af forhåndsbeskeden. Er der således sket ændringer i den lovgivning, der har

ligget til grund for forhåndsbeskeden, eller er der sket ændringer i de

faktiske forhold, der må anses for at have været bestemmende for indholdet af

forhåndsbeskeden, er skattemyndighederne ikke bundet af forhåndsbeskeden.

Det kan dog forekomme, at en forhåndsbesked delvis skal lægges til grund,

selv om der er sket ændringer i forudsætninger, der lå til grund for

forhåndsbeskeden. Det er tilfældet, hvor den pågældende del af

forhåndsbeskeden, utvivlsomt ikke er berørt af de ændrede forudsætninger.

Ændret administrativ praksis efter afgivelse af en bindende forhåndsbesked

kan være at sidestille med en ændring af forudsætningerne for

forhåndsbeskeden. En ændret administrativ praksis er imidlertid ikke til

hinder for, at skattemyndighederne ved behandlingen af det forhold, der er

taget stilling til i forhåndsbeskeden, lægger forhåndsbeskeden til grund for

afgørelsen i det omfang en anvendelse af den ændrede administrative praksis

ville være til ugunst for spørgeren.

Tilsidesættes en bindende forhåndsbesked på grund af ændrede

forudsætninger, kan denne afgørelse påklages på samme måde som den afgørelse,

som forhåndsbeskeden ellers skulle have indgået i.

En forhåndsbesked er derimod ikke bindende for vedkommende skatteyder.

Dette betyder, at skatteyderen frit kan selvangive i strid med en meddelt

forhåndsbesked, og han/hun har herefter mulighed for at få prøvet sagen i den

almindelige klageinstansfølge. Skatteankenævnet og told- og skatteregionen

vil under en sådan klagesag være bundet af forhåndsbeskeden.

Afvisning

Hvis spørgsmålet om bindende forhåndsbesked er af en sådan karakter, at

det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed, eller hvis andre hensyn taler

afgørende mod en besvarelse, kan Ligningsrådet eller den stedlige told- og

skatteregion afvise spørgsmålet. Det samme gælder, hvis det ikke skønnes at

være af væsentlig betydning for spørgeren at få svar på det stillede

spørgsmål. Normalt vil der ske afvisning af spørgsmål, hvor alternative

løsningsmuligheder ønskes skattemæssigt belyst (skattetænkning).

Afvisninger kan som nævnt ovenfor ikke påklages.*

A.K.9 Udgifter til sagkyndig bistand i skattesager

*Ved lov nr. 238 af 2. apr. 1997 blev lov om omkostningsdækning ophævet.

Reglerne om omkostningsdækning er i stedet blevet indsat i SSL kap. 3A.

Reglerne er udvidet således, at der nu også gives tilskud til sager i

skatteankenævnet. De nye regler for tilskud i skatteankenævnssager har

virkning for regninger, som er betalt den 1. jan. 1997 eller senere, uanset

hvornår klagen til skatteankenævnet er indgivet. Det er dog en betingelse, at

betalingen er foretaget på grundlag af en sædvanlig fakturering.

Den tilskudsberettigede

Efter SSL kap. 3A yder det offentlige et tilskud til delvis dækning af

visse udgifter, der er afholdt i forbindelse med klage til skatteankenævn

eller

Landsskatteretten, eller ved at få prøvet en sådan sag for domstolene.

Tilskuddet modsvares til dels af, at sådanne udgifter ikke kan fradrages

ved indkomstopgørelsen.

Formålet med tilskudsordningen er at stille den, der har afholdt udgifter

ved at få prøvet sin ret i en skattesag, som om den pågældende havde

fradragsret for udgiften. Tilskuddet ydes således kun til den, som klagesagen

vedrører.

Er eksempelvis en kreds af skattepligtige med ensartede skattesager gået

sammen om at afholde udgifter ved at få prøvet en af skattesagerne ved

påklage eller ved domstolsprøvelse, beror det på en konkret bedømmelse af

styrken af den enkelte deltagers retlige interesse i udfaldet af prøvesagen -

og de af den pågældende afholdte udgifters tilknyning hertil - om det

offentlige skal yde tilskud til den pågældende. Det er således for det første

et krav, at der er en sådan identitet mellem prøvesagen og ansøgerens sag, at

udfaldet af prøvesagen vil blive lagt til grund for afgørelsen af ansøgerens

sag. En sådan identitet foreligger, hvis en relevant skattemyndighed har

givet tilsagn om, at afgørelsen af prøvesagen vil blive lagt til grund for

afgørelsen af ansøgerens sag. For det andet er det et krav, at den sagkyndige

har udskrevet en regning til ansøgeren på de udgifter, der søges tilskud til.

Regningen skal altså være delt op og betalt individuelt af den enkelte

ansøger. Det er en betingelse, at der ikke udbetales mere, end der ville være

udbetalt, hvis kun en skatteyder havde anmodet om tilskud, jf.

Skatteministeriets udtalelse i TfS 1986.282. Eksempelvis ydes der ikke

tilskud til dækning af de udgifter, der afholdes som medlem af en forening,

der har til formål på medlemmernes vegne at få prøvet "pilotsager".

Efter

TSS-cirk. 1997.22 pkt. 4 kan de investorforeninger, der er dannet med det

formål at føre 10-mandsprojekterne ved Landsskatteretten og domstolene,

ansøge om og få udbetalt omkostningsdækning efter fuldmagt fra den enkelte

investor.

Det er uden betydning for tilskudsretten, om den pågældende på tidspunktet

for regningens betaling stadig er skattepligtig her til landet.

Tilskudsberettigede sagstyper

De administrative klagesager som tilskudsordningen omfatter, er

skatteankenævnssager som nævnt i SSL § 2, jf. § 5 samt § 4, stk. 4, og

landsskatteretssager som nævnt i § 23, stk. 1, 2, 4, 5, og 6, jf. § 24.

Derudover omfatter tilskudsordningen domstolsprøvelse af de sagstyper,

hvortil der ydes tilskud i Landsskatteretten.

Tilskudsordningen omfatter således eksempelvis ikke skatteankenævnssager

om forskudsregistrering, jf. § 55B i KSL, sager om vurdering af fast ejendom,

jf. SSL § 23, stk. 1, nr. 3, eller klagesager, der efter sagsudlægningsbek.

afgøres af de statslige told- og skattemyndigheder.

Der ydes ikke tilskud til eventuelle udgifter, der er afholdt vedrørende

en klage eller en stævning, hvis klagen/stævningen afvises på grund af

formelle mangler, fx fordi en klage- eller søgsmålsfrist er overskredet,

eller fordi klagen/stævningen ikke er begrundet, eller fordi loven

foreskriver, at sagen skal forelægges en anden myndighed, før den forelægges

den pågældende myndighed. Det samme gælder, hvis skatteankenævnet,

Landsskatteretten eller domstolen i øvrigt afviser sagen på grund af

manglende kompetence til at afgøre sagen.

Tilskudsberettigede udgifter

Der ydes kun tilskud til udgifter, der er betalt, herunder

ácontobetalinger.

Tilskuddet ydes, uanset om klagen eller sagsanlægget føres igennem til

kendelse eller dom, jf Skatteministeriets udtalelse i TfS 1993.514. Det

afgørende er, at de udgifter, der er betalt, og som der søges tilskud til,

udelukkende vedrører en klagesag, der er omfattet af tilskudsordningen. En

skattepligtig er således ikke tvunget til - for at opnå tilskud - at føre en

sag igennem til formel afgørelse, hvis den skattepligtige allerede tidligere

i sagsforløbet kan se, at sagen er tabt eller vundet. Det er dog en

forudsætning for tilskud, at der rent faktisk er indgivet en klage eller

stævning.

De udgifter, der ydes tilskud til, er som udgangspunkt udgifter til køb af

sagkyndig bistand. I og med at tilskudsordningen er rettet mod skattesager,

skal den sagkyndige bistand være ydet af en advokat, en statsautoriseret

revisor, en registreret revisor, en konsulent i driftsøkonomi, jf. § 5, stk.

1, nr. 6, i lov om tilskud til jordbrugets konsulentvirksomhed, et medlem af

Foreningen af Danske Revisorer eller af en person, der kan sidestilles

hermed.

Det beror på en konkret bedømmelse, om en person kan sidestilles med de

nævnte sagkyndige. Normalt vil en person, som opfylder betingelserne for at

udøve erhverv som advokat, revisor eller konsulent i driftsøkonomi, kunne

sidestilles med disse erhvervsgrupper, selv om den pågældende ikke aktuelt

udøver sit erhverv. Kan en person dokumentere personlig uddannelse og

praktisk erfaring i behandling af skattesager, vil den pågældende normalt

blive godkendt som sagkyndig. Udover udgifter til sagkyndig bistand ydes der

tilskud til retsafgifter - bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf. SSL

§ 25, stk. 4 - udgifter til syn og skøn samt udgifter til sagkyndige

erklæringer og andet bevismateriale, herunder udgifter til vidneførsel.

Rejseudgifter for sagkyndige og vidner kan ligeledes indgå i det beløb, der

ydes omkostningsdækning for. Det er uden betydning, om en sagkyndig erklæring

indhentes fra en person, der ikke tilhører den kreds af sagkyndige, der ydes

tilskud til.

Godtgjorte omkostninger fragår i de udgifter, der ydes tilskud til. Der

kan være tale om sagsomkostninger, som retten efter RPL § 312 har pålagt den

tabende part at erstatte den vindende part, jf. TfS 1990,248 LSR, eller

tilskud fra en organisation eller lignende. Moms, der kan fradrages som

indgående moms, kan ikke medregnes ved opgørelsen af de tilskudsberettigede

udgifter.

Der ydes således ikke tilskud til sagsomkostninger, som retten pålægger en

part at betale. Der ydes heller ikke tilskud til rettergangsbøder. Indgår der

i en skattesag spørgsmål, der ikke er omfattet af tilskudsordningen, fx

spørgsmål om vurdering af fast ejendom, skal der foretages en opdeling af de

afholdte udgifter tillige med eventuelt godtgjorte udgifter. Indgår der i en

straffesag spørgsmål om skatteansættelse, ydes der tilskud til de udgifter

til sagkyndig bistand m.v., der forholdsmæssigt kan henføres til

domstolsbehandlingen af ansættelsesspørgsmålet. Normalt vil arbejdets omfang,

tidsforbruget og eventuelt partens økonomiske interesse vedrørende sagens

forskellige spørgsmål kunne danne udgangspunkt for udskillelse af de

tilskudsberettigede udgifter.

Der er tilbagebetalingspligt, hvis en udgift, hvortil der er ydet tilskud,

efterfølgende godtgøres på anden måde, fx fra en fond.

*Fører borgeren selv skattesagen kan der opnås omkostningsdækning for

retsafgifter ved domstolene, udgifter til syn- og skøn samt udgifter til

sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale. Den skattepligtige vil dog

ikke kunne få godtgjort omkostninger, der svarer til den pågældendes

tidsforbrug, fx udmålt som tabt arbejdsfortjeneste. Der ydes heller ikke

tilskud til den pågældendes egne udgifter til fx rejse, porto, telefon eller

lignende. Der ydes heller ikke tilskud til udgifter ved bistand fra en

person, der er ansat hos den, som skattesagen vedrører. De udgifter, der ikke

vedrører den ansattes indsats, er dog dækningsberettigede. Dette gælder fx

retsafgifter, udgifter til syn- og skøn og udgifter til yderligere bistand

fra ikke-ansatte advokater, revisorer mv.*

Tilskuddet

Tilskuddet til fysiske personer udgør 44 pct., hvis regningen er betalt

inden udgangen af kalenderåret 1997, og derefter 38 pct. Tilskuddet til

juridiske personer udgør 34 pct.

I sager, der klagebehandles af Landsskatteretten, kan Landsskatteretten

efter et konkret skøn bestemme, at udgifter, der er afholdt til syn og skøn

under Landsskatterettens prøvelse af sagen, dækkes fuldt ud, og ikke kun

delvis. En forudsætning for fuld omkostningsdækning er, at de oplysninger,

der søges tilvejebragt ved afholdelse af syn og skøn i Landsskatteretssagen,

har tilført eller skønnes at kunne tilføre sagen væsentlige nye oplysninger,

der ikke mere hensigtsmæssigt har kunnet eller kan indhentes på anden måde.

Udgifter til syn- og skønsforretningen er fx honorar til syns- og

skønsmand, advokathonorar i forbindelse med syn- og skønsforretningen og

retsafgifter.

Krav på tilskud efter SSL § 33 A kan ikke overdrages eller gøres til

genstand for kreditorforfølgning. Dette gælder også det offentliges adgang

til modregning, fx med et krav på restskat. Først når tilskuddet er udbetalt,

kan der disponeres over beløbet. Tilskud efter SSL § 33 A er skattefrie, jf.

LL §7 Q, stk. 1, nr. 1. Som modvægt hertil kan udgifter til bistand i

skattesager ikke fradrages ved indkomstopgørelsen, jf. LL § 7 Q, stk. 2.

Denne fradragsbegrænsning omfatter kun udgifter i skattesager af den type,

der kan indbringes for Landsskatteretten, jf. SSL § 23, stk. 1.

Fradragsbegrænsningen omfatter ikke kun udgifter, hvortil der kan ydes

tilskud efter SSL kap. 3 A, men også andre udgifter til bistand i

skattesager, fx skattesager hos den kommunale skattemyndighed.

Fradragsbegrænsningen omfatter derimod ikke udgifter til almindelig

skatterådgivning. Det vil bero på en fortolkning af de almindelige

bestemmelser om fradrag for driftsomkostninger, om sådanne udgifter kan

fradrages.

Ansøgning og udbetaling

Tilskudsordningen administreres af de statslige told- og

skattemyndigheder.

Ansøgning om tilskud indgives til told- og skatteregionen i det område,

hvor den skattepligtige bor. Er den pågældende fraflyttet til udlandet,

indgives ansøgningen til told- og skatteregionen i det område, hvor den

pågældende boede frem til udrejsen.

Ansøgningen indgives på en af Told- og Skattestyrelsen udarbejdet særlig

blanket. Blanketten vedlægges kopi af den betalte regning og kendelsen eller

dommen, hvis en sådan er afsagt. Oplysningerne attesteres af den, der har

ydet den sagkyndige bistand.

Tilskuddet udbetales af told- og skatteregionen til den skattepligtige

eller den, som den skattepligtige har bemyndiget til på sine vegne at modtage

betalingen. Regionen kan før udbetalingen kræve en nærmere dokumentation for

udgiften, herunder efterprøve en udgiftsfordeling.

Oplysninger til brug for opgørelse af tilskud efter SSL kap. 3 A gives

under strafansvar efter SSL § 33 D.

Told- og skatteregionens afgørelse om omkostningsdækning kan indenfor en

klagefrist på 3 måneder påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.

sagsudlægningsbek. § 11, stk. 1.*

Lignende dokumenter