PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 I. DOMSTOLSPRØVELSE (CIVILE SAGER)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Processuelle regler på SKATs område 2006-3
I.
Domstolsprøvelse (civile sager)
Dette afsnit omhandler kun domstolsprøvelse af civile sager.
Domstolsprøvelse af straffesager er beskrevet i afsnit
R .
Skatteforvaltningsloven indholder regler om domstolsprøvelse i §§
48-50. Det fremgår af bemærkningerne til loven, at reglerne er en
videreførelse af skattestyrelseslovens §§ 31-33. I § 50 er der
dog sket en præcisering vedrørende værneting for sager om
gaveafgift.
I.1 Anlæg af sag, værneting m.v.
En sag anlægges ved domstolene ved indlevering af stævning til den
kompetente ret. En stævning skal opfylde kravene i
retsplejelovens
§ 348, hvortil der henvises. I modsat fald kan domstolene afvise
stævningen, jf. retsplejelovens § 349. Stævningen skal indgives af en
person, som er mødeberettiget efter retsplejelovens § 260, stk. 2, jf. TfS
2000, 994 ØLR. Mødeberretiget er bl.a. parten selv eller en advokat på
vegne af parten.
Reglerne om domstolsprøvelse af en afgørelse truffet af en
skattemyndighed findes i
skatteforvaltningslovens (SFL)
§§ 48-50. Bestemmelsen omfatter alle typer afgørelser under forudsætning
af, at der er tale om en endelig administrativ afgørelse, jf.
I.1.1 .
Skatteministeriets departement er procespart i civile sager bortset fra i
sager af opkrævningsmæssig karakter, sager om boafgiftsberegning samt
sager om efterbetaling og erstatning, hvor SKAT er procespart.
Forhandlingsprincippet
Læs alt
For domstolenes behandling af skatte-, told- og afgiftssager gælder
forhandlingsprincippet. Det betyder, at sagens parter selv skal komme med
alle relevante oplysninger, og at retten ikke kan gå ud over
parternes påstande og anbringender ved afgørelsen, jf. retsplejelovens §
338.
Udgangspunktet ved domstolene er, at der sker efterprøvelse af såvel
sagens materielle indhold som sagens formalitet. Problemer omkring
domstolenes efterprøvelse af værdiskøn skulle være løst ved indførelsen af
reglerne om syn og skøn under Landsskatterettens behandling af sagen.
Ved domstolene vil der altid kunne ske prøvelse af, hvorvidt uskrevne
retsgrundsætninger, eksempelvis den almindelige lighedsgrundsætning, er
tilsidesat ved myndighedernes sagsbehandling.
Værneting
Efter SFL § 50 anlægges sager om skatte-, told- eller afgiftsspørgsmål
ved landsretten i 1. instans. Sagen anlægges ved den landsret, i hvis
kreds borgeren/virksomheden har hjemting (bopæl) ved sagens anlæg.
Sager, der vedrører dødsboer, anlægges i den kreds, hvori den
skifteret, som boet hører under, ligger.
Sager, der vedrører gaveafgift, anlægges i den kreds, hvor gavegiveren
har hjemting.
Sager der anlægges efter
stempelafgiftsloven
og
lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og
panterettigheder m.v. anlægges ved den landsret, i hvis kreds
tinglysning eller
registrering er sket. Dog skal sager om rettigheder over fast ejendom
anlægges i den kreds, hvor ejendommen ligger, jf. SFL § 50, stk. 2, sidste
pkt., og retsplejelovens § 241. Ifølge SFL § 50, stk. 2, sidste pkt., og
retsplejelovens § 245, stk. 1, kan parterne aftale ved hvilken af flere
ligeartede retter, sagen skal anlægges.
Hvis borgeren/virksomheden ikke har hjemting her i landet anlægges
sagen ved Østre Landsret, jf. SFL § 50, stk. 3. Dog skal sager om
rettigheder over fast ejendom anlægges i den kreds, hvor ejendommen
ligger, jf. SFL § 50, stk. 3, og retsplejelovens § 241. Ifølge SFL § 50,
stk. 3, og retsplejelovens § 245, stk. 1, kan parterne aftale ved hvilken
af flere ligeartede retter, sagen skal anlægges.
Anke af domstolsafgørelser
Da der er tale om sagsanlæg i 1. instans ved landsretten, kan både
borgeren/virksomheden og Skatteministeriet anke landsrettens dom til
Højesteret i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens § 368, stk.
3. Ankefristen er 8 uger regnet fra afsigelsen af landsrettens dom, jf.
retsplejelovens § 372, stk. 1.
Henstand ved klage
En klager kan anmode om henstand med betaling af den del af en skat,
arbejdsmarkedsbidrag, told, moms eller afgift, som en domstolsprøvelse
vedrører. Der henvises til beskrivelsen i afsnit
J.
I.1.1 Prøvelse af endelig administrative
afgørelser
Efter SFL § 48, stk. 1, er udgangspunktet for borgerne/virksomhederne,
at en administrativ afgørelse først kan indbringes for domstolene, når der
foreligger en endelig administrativ afgørelse. Der foreligger en endelig
administrativ afgørelse, når den øverste forvaltningsmyndighed på
området (det kan være et skatteankenævn, Landsskatteretten, Skatterådet
eller SKAT) har fået spørgsmålet forelagt til prøvelse, og denne
klageinstans enten har afgjort spørgsmålet eller har afvist at behandle
spørgsmålet.
Folketingets Ombudsmand har i en udtalelse af 26. april 2004 til et
revisionsfirma bl.a. fundet, at anvendelsesområdet og rækkevidden af SSL §
31 (der nu svarer til SFL § 48) i en sag, som den revisonsfirmaet havde
forelagt Ombudsmanden, burde fastslås af domstolene. Situationen var den,
at et revisionsfirma havde klaget til Folketingets Ombudsmand over, at
Landsskatteretten havde afsagt formalitetskendelse i en konkret skattesag,
samt at Departementet i sagen havde nægtet at tillade, at fristen for
indbringelse af formalitetskendelsen blev suspenderet, indtil
Landsskatteretten afsagde afgørelse vedrøende det materielle spørgsmål i
sagen, jf.
SKM2004.212.DEP .
Praksis for prøvelse af
endelige administrative afgørelser
Den nedenfor nævnte praksis vedrører tiden før skatteforvaltningslovens
ikrafttræden. Da SSL's bestemmelser om domstolsprøvelse er videreført i
skatteforvaltningsloven, er praksis fortsat gældende.
I
SKM2003.551.VLR
udtalte Vestre Landsret i en sag om genoptagelse, at det følger af SSL §
31, stk. 1 og stk. 3, (der svarer til SFL § 48, stk. 1 og stk. 3)
sammenholdt med princippet om rekursudnyttelse, at landsretten var
afskåret fra at prøve sagens materielle skattespørgsmål, idet
Landsskatteretten i sin kendelse alene havde taget stilling til
genoptagelse.
I TfS 1999, 577 VLR afviste Vestre Landsret et spørgsmål, der ikke
havde været påkendt eller afvist ved Landsskatteretten, da der ikke var
en sådan sammenhæng til det påklagede spørgsmål, at der var grundlag for
at fravige SSL § 31, stk. 1, (der svarer til SFL § 48, stk. 1). Se også
TfS 1998, 72 ØLR om samme problemstilling.
I
SKM2002.225.ØLR
omfattede den skattepligtiges påstand for domstolene et forhold, som
ikke havde været omfattet af den administrative afgørelse. Landsretten
bemærkede, at afgørelsen på dette forhold ikke kunne indbringes for
domstolene i mangel af prøvelse ved den øverste rekursinstans, jf. SSL §
31, stk. 1, 1 pkt. (der svarer til SFL § 48, stk. 1, 1. pkt.), og at
prøvelse heller ikke tillades i medfør af SSL § 31, stk. 1, 2. pkt. (der
svarer til SFL § 48, stk. 1, 2. pkt.), da fristen for indbringelse af
afgørelse fra øverste administrative klageinstans for domstolene var
overskredet.
Af TfS 1999, 198 ØLR følger, at et anmeldt skattekrav i et konkursbo
kan prøves, selv om administrativ rekurs ikke har været forsøgt. TfS
1997, 740 ØLR fik samme udfald, men kendelsen er mindre vidtgående, dels
fordi skatteansættelsen var under klagebehandling i Landsskatteretten på
tidspunktet for skifterettens prøvelse, og dels fordi prøvelsen skete i
forbindelse med stillingtagen til afsigelse af konkursdekret.
I
SKM2002.521.BR
nåede skifteretten til det resultat, at prøvelsesretten efter
konkurslovens § 242 var afskåret i medfør af SSL § 31 (der svarer til
SFL § 48), medmindre der forelå ganske særlige omstændigheder. Det
forhold, at konkursboet først i forbindelse med fordringsprøvelsen havde
mulighed for at prøve berettigelsen af et krav, blev af skifteretten
ikke anset for at være en ganske særlig omstændighed, som skulle
medføre, at det anmeldte krav kunne undergives en behandling i
realiteten.
I TfS 1998, 204 VLR kunne der tages stilling til en ansættelse af
selskabsskat i en sag om erstatning for tabt selskabsskat, selvom
administrativ rekurs ikke havde været forsøgt vedrørende ansættelsen af
selskabet. Kendelsen i TfS 2000, 638 ØLR går i modsatte retning, idet
skyldneren ikke fik medhold i, at de rejste skattekrav, som ikke var
behandlet i det skatteretlige system, skulle efterprøves af skifteretten
for at kunne danne grundlag for konkurs.
I
SKM2001.581.VLR
var det alene Landsskatterettens afgørelse om sagens afvisning på grund
af fristoverskridelse, som sagsøger kunne indbringe for
domstolene.
I.1.2 Inddragelse af ny spørgsmål
Borgerens/virksomhedens
inddragelse af nye spørgsmål
Udgangspunktet i SFL § 48, stk. 1, 1. pkt., om at der skal være tale om
endelige administrative afgørelser, fraviges i SFL § 48, stk. 1, 2. pkt.,
hvorefter retten kan tillade, at borgeren/virksomheden inddrager et nyt
spørgsmål under retssagen, selvom spørgsmålet ikke har været prøvet i det
administrative system.
Betingelser for at
inddrage nye spørgmål i retssagen
Betingelserne for at inddrage et nyt spørgmål under retssagen fremgår
af SFL § 48, stk. 1, 2. pkt. Det er en betingelse, at det må anses for
undskyldeligt, at borgeren/virksomheden ikke tidligere har inddraget
spørgsmålet i det administrative system, eller at der er grund til at
antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt
retstab for borgeren/virksomheden. Det er endvidere en betingelse, at det
nye spørgsmål har en klar sammenhæng med det spørgsmål, som har givet
grundlag for retssagen.
For at opfylde dette krav er det efter forarbejderne til den forud for
SFL § 48 gældende SSL § 31 en betingelse, at der er sammenhæng mellem de
faktiske omstændigheder, der ligger til grund for det spørgsmål, som
retssagen er baseret på, og de faktiske omstændigheder der ligger til
grund for det nye spørgsmål, der ønskes inddraget, uden at princippet om
en forudgående udnyttelse af den administrative rekurs fraviges i en sådan
grad, at der foreligger en ny sag.
Det er forudsat i forarbejderne, at en borger/virksomhed, for så vidt
angår spørgsmål om skat, kan få tilladelse til at inddrage såvel spørgsmål
vedrørende samme indkomstår som det, retssagen er anlagt om, som spørgsmål
vedrørende andre indkomstår, hvis der i øvrigt er den fornødne sammenhæng
mellem det nye spørgsmål og det spørgsmål, retssagen er baseret på.
Det fremgår af bemærkningerne til skatteforvaltningsloven, at SFL
§ 48 er en videreførelse af SSL § 31. Derfor må det lægges til grund
at forarbejderne til SSL § 31 forsat er et fortolkningsbidrag i forhold
til rækkeviden af SFL § 48.
Det er i alle tilfælde retten, der afgør, om borgeren/virksomheden skal
kunne inddrage nye spørgsmål under retssagen.
Nye påstande eller
anbringender
Bestemmelsen regulerer alene adgangen til at inddrage nye spørgsmål
under en retssag. Adgangen til at fremsætte nye påstande eller
anbringender under en retssag er reguleret i
retsplejeloven .
Skatteministeriets
inddragelse af nye spørgsmål
SFL § 48, stk. 1, og § 49, er ikke til hinder for, at Skatteministeriet
kan få en påstand, der indeholder spørgsmål, som ikke har været behandlet
af Landsskatteretten, påkendt af landsretten, jf. TfS 1995, 333 VLR og TfS
1996, 448 HR, der begge er eksempler vedrørende de
tidligere bestemmelser i SSL. Denne adgang gøres der i praksis kun
undtagelsesvist brug af, og kun såfremt principielle grunde taler derfor,
jf. TfS 1997, 737 DEP. I øvrigt sætter forældelsesreglerne en grænse for,
hvad der fra skattemyndighedernes side kan inddrages i en verserende
retssag.
I.1.3 Frister
Overspringelsesreglen
Udgangspunktet i SFL § 48, stk. 1, om, at der skal være tale om
endelige administrative afgørelser, fraviges endvidere i SFL § 48, stk. 2,
hvorefter en borger/virksomhed altid kan indbringe en sag for domstolene 6
måneder efter, at sagen er påklaget til den endelige administrative
instans på området, selv om den endelige administrative instans ikke har
truffet afgørelse i sagen. Er der imidlertid afsagt kendelse efter
6-månedersfristen, uden at sagen er indbragt for domstolene, kan
overspringelsesreglen ikke længere bruges, jf.
SKM2003.144.ØLR ,
der vedrører den tidligere hjemlede overspringelsesregel i SSL § 31, stk.
2.
Overspringelsesreglen i SFL § 48, stk. 2, gælder ikke i sager, hvor 1.
instansens afgørelse ikke kan påklages - altså i sager, hvor den første
instans er den endelige administrative instans.
Borgernes frist for
indbringelse
Efter SFL § 48, stk. 3, skal en borger/virksomhed, der ønsker
domstolsprøvelse, indbringe sagen for domstolene senest 3 måneder efter,
at den endelige administrative instans enten har afgjort klagen eller har
afvist at behandle klagen.
Isolerede
aktindsigtsafgørelser
Søgsmålsfristen efter SFL § 48, stk. 3, finder dog ikke anvendelse på
isolerede aktindsigtsafgørelser, men gælder alene for det materielle
indhold af afgørelser på skatte-, afgifts- og toldområdet, herunder om
sådanne afgørelser er ugyldige på grund af formelle fejl, jf. FOB 2002,
299 ff.
Beregning af
fristen
Fristen regnes fra afgørelsens datering, jf. TfS 1999, 211 HR, TfS
1998, 310 ØLR og
SKM2002.414.ØLR ,
og fristen udløber ved rettens kontortids ophør, jf. TfS 1999, 364 ØLD.
Afgørelserne vedrører SSL's bestemmelser, men praksis er stadig
gældende.
Det er modtagelsen i retten, der er det afgørende tidspunkt, og det er
borgeren/virksomheden, der bærer risikoen for, at sagen anlægges
rettidigt, jf. TfS 1999, 102 VLR. Afgørelsen vedrører SSL's
bestemmelse, men praksis er stadig gældende.
Fristen udløber i weekend
eller på helligdag
Fristen forlænges ikke, selv om den udløber på en helligdag, jf. TfS
1996, 868 HR, TfS 1997, 5 VLR, TfS 1997, 41 VLR, eller udløber i en
weekend, jf.
SKM2002.305.VLR .
Stævning sendt til forkert
modtager
Fristen forlænges som udgangspunkt heller ikke, hvis en rettidig
stævning indsendes til det forkerte sted, og først når frem til retten
efter udløbet af fristen, jf. TfS 1998, 591 HR. Se dog TfS 1999, 209 HR
hvor stævning fremsendt til Østre Landsret i en sag, hvor Vestre Landsret
var rette værneting, fandtes anlagt ved indleveringen af stævning til
Østre Landsret. Afgørelserne vedrører SSL's bestemmelser, men praksis
er stadig gældende.
Praksis for afvisning ved
fristoverskridelse
I
SKM2003.480.ØLR
fastslog Østre Landsret, at der var en klar formodning for, at
Landsskatterettens kendelse var fremsendt til sagsøgeren straks efter
afsigelsen, og da sagsøgeren ikke fandtes at have sandsynliggjort, at
dette ikke var tilfældet, afviste landsretten sagen på grund af
overskridelse af søgsmålsfristen. Afgørelsen vedrører SSL's
bestemmelser, men praksis er stadig gældende.
I
SKM2002.225.ØLR
fastslog landsretten, at fristen for domstolsprøvelse af en afgørelse
måtte regnes fra den skattepligtiges repræsentants modtagelse af
afgørelsen, og sagen var således anlagt for sent, hvorefter landsretten
afviste sagen. Afgørelsen vedrører SSL's bestemmelser, men
praksis er stadig gældende.
Afvisning ved
udeblivelse
Hvis en sag oprindeligt er anlagt rettidigt, men afvist af
domstolene på grund af fx udeblivelse, har det oprindelige søgsmål ikke
suspenderende virkning, hvis et nyt søgsmål herefter anlægges efter
udløbet af fristen, jf.
SKM2001.102.VLR .
Afgørelsen vedrører SSL's bestemmelser, men praksis er stadig
gældende.
I
SKM2002.104.DEP
meddelte skatteministeriets departement imidlertid, at sager, som bliver
genanlagt inden 14 dage efter landsrettens afvisningskendelse, anses for
anlagt uden ufornødent ophold. I den konkrete sag havde landsretten afvist
en rettidig anlagt sag, da den skattepligtige ikke havde indgivet replik
inden for den frist, som retten havde fastsat, og den skattepligtige
valgte 2 dage efter at anlægge en ny sag i stedet for at kære landsrettens
kendelse. Afgørelsen vedrører SSL's bestemmelser, men praksis er
stadig gældende.
Fravigelse af
fristen
Fristen kan fraviges, hvis der inden 3-månedersfristens udløb er
indgivet en begrundet anmodning om fristforlængelse til departementet, jf.
TfS 1994, 645 DEP. Hvis borgeren/virksomheden har opnået fristforlængelse,
skal borgeren/virksomheden anlægge sag inden udløbet af den meddelte
yderligere frist, da sagen ellers vil blive afvist, jf. TfS 2000, 247 ØLR.
Afgørelserne vedrører SSL's bestemmelser, men praksis er stadig
gældende.
Skatteministerens frist for
indbringelse
Efter SFL § 49, 1.pkt. kan skatteministeren indbringe
Landsskatterettens kendelser for domstolene indenfor en frist på 3 måneder
fra kendelsens afsigelse.
Konsekvenser af
fristoverskridelse
Hvis fristen for sagsanlæg er overskredet, nedlægger Skatteministeriet
konsekvent påstand om afvisning af sagen, og domstolene følger altid en
sådan påstand, jf. fx TfS 1999, 102 VLR og
SKM2003.145.ØLR .
Afgørelserne vedrører SSL's bestemmelser, men praksis er stadig
gældende. Hvis skatteministeren undtagelsesvist ikke nedlægger
afvisningspåstand, vil en domstol normalt ikke af sig selv afvise sagen på
grund af fristoverskridelsen.
Lignende dokumenter
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 I. DOMSTOLSPRØVELSE (CIVILE SAGER) Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 I. DOMSTOLSPRØVELSE (CIVILE SAGER) Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 I. DOMSTOLSPRØVELSE Retsinformation · 5. februar 2008
- 1985 LSF 118 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, LOV OM HANDELSREGISTRE, FIRMA OG PROKURA, LOV OM AKTIESELSKABER, LOV OM ANPARTSSELSKABER OG LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED (RETTERNES STEDLIGE KOMPETENCE I BORGERLIGE SAGER, EF-DOMSKONVENTIONEN) Retsinformation · 21. maj 1988
- Forslag til Lov om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser Retsinformation · 6. oktober 2022
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Gruppesøgsmål m.v.) Retsinformation · 10. oktober 2006