Spring til indhold

Retsinformation

PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 N. FORÆLDELSE

STV nr 20043 af 01/01/2001Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Processuelle regler på Told Skats område 2001

N. Forældelse

N.1. Generelt om formueretlig

forældelse

Myndighedernes

krav

Myndighedernes krav på skatter og

afgifter er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 4, i

lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer .

Dette

er ensbetydende med, at sådanne krav som udgangspunkt forældes 5 år efter

kravets forfaldstidspunkt. Nedenfor under

N.2.2 beskrives den 20-årige forældelsesfrist, der gælder

ved siden af fristen i 1908-loven, og i

N.2.3 beskrives den 3-årige frist på toldområdet.

Hvis

der findes særlige fristregler om fastsættelse af grundlaget for de

enkelte skatte-, told- og afgiftskrav, jf.

afsnit G , får de formueretlige forældelsesregler alene

sekundær betydning for det pengekrav, der udspringer af grundlaget for

skatte-, told- eller afgiftskravet. Det skal dog bemærkes, at hjemmelen i

SSL § 35 til at foretage skatteansættelser efter udløbet af de ordinære

ansættelsesfrister i SSL § 34, bortset fra § 35, stk. 1, nr. 7 og 8,

direkte forudsætter, at det afledede skatte- eller tilbagesøgningskrav

ikke er forældet efter de formueretlige forældelsesregler.

Krav

på skatter og afgifter forældes efter 1908-lovens 5-års regel, hvis kravet

ikke er betalt inden 5 år regnet fra kravets forfaldstidspunkt, medmindre

der forinden er sket afbrydelse eller suspension af 5-årsfristen, eller

5-årsfristen er afløst af den 20-årige frist som følge af, at der er

Læs alt

etableret særligt retsgrundlag. Der henvises til den nærmere gennemgang

nedenfor under

N.2.1.3 og

N.2.1.4 om suspension, afbrydelse og særligt

retsgrundlag.

Hvis et krav på skat, told eller afgift er forældet, kan

det ikke gøres gældende. En forældet fordring kan derfor heller ikke

anvendes til modregning, medmindre de modstående fordringer udspringer af

den samme faktiske omstændighed (konnekse fordringer). Der kan

henvises til TfS 2000, 749 VLD, hvor modregning kunne ske, fordi de

modstående fordringer var konnekse, mens der i dommen TfS 2000, 748 VLD

var tale om forældelse, fordi der ikke var tale om konneksitet blot fordi

et skattekrav vedrørte samme indkomstår som et krav på overskydende

skat.

Borgernes/virksomhedernes krav

på tilbagebetaling

For borgernes/virksomhedernes

krav på tilbagebetaling af tidligere betalte skatte- og afgiftsbeløb samt

godtgørelse af toldbeløb, se

N.3.

N.2. Forældelse af myndighedernes

krav

N.2.1. 5-årsfristen i 1908-loven

N.2.1.1. Hvilke myndighedskrav er omfattet af

1908-loven

1908-loven omhandler skatter og afgifter af

offentligretlig natur. Loven omfatter alle afgiftskrav samt skatter af

enhver art som fx person-, dødsbo- og selskabsskat, bo- og gaveafgift,

frigørelses- og afståelsesafgift, afgift og indkomstskat i medfør af

ejendomsværdiskatteloven.

1908-loven omfatter endvidere krav på

betaling og tilbagebetaling af kirkeskat.

N.2.1.2. Hvornår begynder forældelsesfristen at

løbe

Forældelsesfristen efter

1908-loven løber normalt fra det øjeblik, hvor kravet er forfaldent

til betaling. Forfaldstidspunkterne for betaling af de enkelte skatte-,

told- og afgiftskrav er fastsat i den særlovgivning, der regulerer de

pågældende krav. Om betalings- og forfaldstidspunkter vedrørende toldkrav

henvises nærmere til

Toldvejledningen, afsnit A.2, om betalings- og

forfaldstidspunkter vedrørende momskrav henvises nærmere til

Momsvejledningen, afsnit P, om betalings- og

forfaldstidspunkter vedrørende indeholdt A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag

henvises til

vejledningen om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, afsnit

G og om betalings- og forfaldstidspunkter vedrørende

punktafgifter henvises til

punktafgiftsvejledningen.

Forældelsesfristen løber fra

det lovbestemte forfaldstidspunkt, selv om kravet ikke er gjort op,

medmindre myndighederne befinder sig i utilregnelig uvidenhed om deres

krav, jf. om suspension afsnit

N.2.1.3. Dette betyder eksempelvis vedrørende skattekrav,

at den 5-årige forældelsesfrist i almindelighed løber fra den dag, der

ville have været forfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved

ligningen for det pågældende indkomstår, jf. Meddelelser fra

skattedepartementet 40.25.

Ifølge kildeskatteloven opkræves skat dels

som foreløbig skat, dels som restskat. Dette medfører, at

forældelsesfristen for personlige skatter af indkomst, der ikke har været

indeholdt eller opkrævet som foreløbig skat, skal regnes fra det

sædvanlige forfaldstidspunkt for betaling af restskat. 1908-lovens

forældelsesfrist for upålignede skatter for 1999 løber således fra 1.

september - 1. november 2000 (1/3 af kravet fra hver af disse datoer). Der

kan herom henvises til TfS 1989, 605 HD.

Vedrørende forfaldstidspunkt

kan endvidere henvises til TfS 2000, 288 ØLD, hvor kravet på

efterbeskatning af etableringskonto- og investeringsfondshenlæggelser ikke

var forældet, fordi kravet var blevet forfulgt inden 5 år fra det

lovbestemte forfaldstidspunkt for efterbeskatning i de respektive

særlove.

Se også TfS 1999, 807 VLK. Landsskatteretten havde den

7. oktober 1996 afsagt kendelse om, at beskatningsretten til den

omhandlede indkomst for 1990 tilkom Tyskland. Efter at skattemyndighederne

i 1998 havde foretaget udlæg gjorde den skattepligtige overfor fogedretten

gældende, at kravet på tysk indkomstskat var forældet. Den skattepligtige

fik imidlertid ikke medhold. Landsretten lagde ligesom fogedretten til

grund, at forfaldstiden for skattekravet efter tyske regler utvivlsomt var

7. oktober 1996, og at der ikke i dobbeltbeskatningsoverenskomsten var

hjemmel til en yderligere bedømmelse af forfaldstiden for et tysk

skattekrav efter danske skatteprocessuelle regler. Kravet var derfor ikke

forældet, hverken efter danske eller tyske forældelsesregler. Udlægget

blev derfor stadfæstet.

N.2.1.3. Suspension af forældelsen

Forældelsesfristen suspenderes, hvis

kreditor på grund af utilregnelig uvidenhed har været ude af stand til at

gøre sit krav gældende. Der kan være tale om uvidenhed med hensyn til

kravets eksistens som følge af retlige eller faktiske vildfarelser eller

uvidenhed om skyldnerens opholdssted, jf.

1908-lovens § 3.

Retlige

vildfarelser

Retlige vildfarelser hos skatte-

og afgiftsmyndighederne vil ikke medføre, at forældelsesfristen

suspenderes, da myndighederne under alle omstændigheder bærer risikoen for

tvivl om retsstillingen.

Vildfarelser af faktisk

karakter

Vildfarelser af faktisk karakter

kan derimod medføre suspension. Efter domspraksis stilles der strenge krav

til skatte- og afgiftsmyndighedernes agtpågivenhed, herunder en pligt til

at indhente oplysninger. Det er således ikke tilstrækkeligt til at udskyde

forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, at fx en skattepligtigs

selvangivelse har været urigtig, såfremt skattemyndighederne ved en

sædvanlig undersøgelse af selvangivelsen og eventuelt en sammenligning af

denne med tidligere års selvangivelser burde være blevet opmærksomme på

det ikke-oplyste forhold.

Af dommen UfR 1971, 856 ØLD fremgår

endvidere, at et krav på gaveafgift ikke var suspenderet i en situation,

hvor grundlaget for rejsning af kravet havde kunnet udledes af en

tidligere indgivet selvangivelse. Dette var på trods af, at kompetencen

til at rejse krav om gaveafgift lå hos de daværende amtsstuer.

På den

anden side kan myndighederne naturligvis ikke være forpligtede til at tage

alle eventualiteter i betragtning eller til at foranstalte dyberegående

undersøgelser uden synlig anledning, jf. dommen TfS 1998, 584 HD, hvor

forældelsesfristen vedrørende krav på gaveafgift var suspenderet, fordi

det ikke med tilstrækkelig tydelighed fremgik af parternes selvangivelser,

at der var givet gaver. Forældelsesfristen var ligeledes suspenderet i en

situation, hvor der ikke var anledning til at betvivle rigtigheden af et

selvangivet fradrag, således at skattemyndigheden ikke ved ligningen var

forpligtet til at foretage en nærmere undersøgelse af grundlaget for

fradraget, jf. TfS 1990, 120 ØLD.

Hvis skatte- og afgiftsmyndighederne

under en efterprøvelse af det regnskabsmæssige grundlag støder på

oplysninger, som ikke kan udledes af det materiale myndighederne hidtil

har været i besiddelse af, suspenderes forældelsesfristen med hensyn til

det yderligere krav indtil det tidspunkt, da myndighederne bliver i stand

til at gøre deres yderligere krav gældende, jf. Meddelelser fra

skattedepartementet. 63.347. I TfS 1997, 755 ØLK var fristen for

opkrævning af et skattekrav, der var afledt af en efterbeskatning af

forskudsafskrivning suspenderet, indtil skattemyndighederne kunne

konstatere, at et planlagt byggeri ikke var blevet gennemført. Se

endvidere den tilsvarende TfS 2000, 485 HD, hvor det blev antaget, at et

krav på aktieafgift ikke var forældet, da selvangivelsesoplysningerne ikke

entydigt gav myndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at gøre kravet

på aktieafgift gældende. Fristen var derfor suspenderet indtil det

tidspunkt, hvor det under en ransagning blev konstateret, at der var sket

en aktieoverdragelse. I overensstemmelse hermed kan henvises til

Momsnævnets afgørelse 989/87, hvor fristen var suspenderet indtil

myndighederne fik kendskab til, at der var drevet uregistreret

virksomhed.

Uvidenhed om skyldnerens

opholdssted

Der indtræder ikke suspension,

blot fordi myndighederne ikke har kendskab til skyldnerens opholdssted

eller adresse. Det må yderligere kræves, at myndigheden har gjort et

relevant forsøg på at indhente oplysninger om skyldnerens opholdssted. Der

kan henvises til følgende afgørelser: TfS 1992, 213 VLK, vedrørte et

tilfælde, hvor en skattepligtig i 1981 fik udbetalt en rateforsikring,

hvorefter den skattepligtige i 1982 bosatte sig i England. Kravet om

tillægsskat forfaldt til betaling i 1982. Efter at være vendt tilbage til

Danmark i 1989, blev den skattepligtige afkrævet skatten. Vestre Landsret

fandt, at 1908-lovens forældelsesfrist alene suspenderes i de i 1908-loven

opregnede tilfælde. Forældelsesfristen var derfor ikke suspenderet, idet

skattemyndighederne havde kendskab til den skattepligtiges opholdssted,

selvom det havde været umuligt at inddrive skattegælden under opholdet i

England.

Ved Århus byrets dom i UfR 1982, 872 var et momskrav forældet,

da toldmyndigheden ved henvendelse til skyldnerens far kunne have fået

oplysning om skyldnerens opholdssted i Canada. Toldvæsenet havde tidligere

været i forbindelse med faderen. Herefter ansås forældelsesfristen ikke

for suspenderet.

TfS 1999, 544 VLD drejede sig om, hvorvidt et krav i

et dødsbo for skyldig moms mv. for en periode i 1987 og 1988 måtte anses

for forældet ved anmeldelsen i 1994. Den skattepligtige var meldt savnet

fra marts 1988 til februar 1994, da han blev fundet druknet.

Skattemyndighederne havde holdt sig orienteret om, hvorvidt den

skattepligtige fortsat var meldt savnet i CPR-registeret. Landsretten

fandt, at toldvæsenet i hvert fald indtil oktober 1992, hvor der var

indgivet selvangivelser for de pågældende år, havde været ude af stand til

at gøre sit krav gældende. Kravet på betaling af moms mv. fra januar

kvartal 1987 og indtil januar kvartal 1988, der blev anmeldt i dødsboet i

oktober 1994, var derfor ikke forældet.

Særligt om ligningslovens § 32

F

1908-loven suppleres af

ligningslovens § 32 F for så vidt angår krav på skat af fortjenester

omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens og af afskrivningslovens §§ 9,

21 og 40. Ved beregningen af forældelsesfristen for krav efter disse

bestemmelser skal der ses bort fra den tid, som skattemyndighederne har

været ude af stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol på

grund af den skattepligtiges ophold i udlandet. Skattemyndighederne er

altså ikke henvist til at anlægge sag ved en fremmed domstol for at

afbryde forældelsen af disse krav. Men bestemmelsen i ligningslovens § 32

F finder på den anden side ikke anvendelse, så længe den skattepligtige

opholder sig i et land, hvor et dansk skattekrav kan gennemføres i kraft

af en bistandsaftale. Der kan henvises til afgørelsen TfS 2000, 205 ØLD,

der omhandler den tilsvarende bestemmelse i § 14, stk. 4, i den nu

ophævede lov om særlig indkomstskat, og hvor det blev lagt til grund, at

de danske skattemyndigheder i en periode var ude af stand til at gøre

kravet gældende ved en dansk domstol, hvorfor den formueretlige

forældelsesfrist var suspenderet i nævnte

periode.

Ved

suspension

Hvis fristen er suspenderet,

løber forældelsesfristen ikke i det tidsrum, hvor betingelserne for

suspension er opfyldt. Dvs. at hvis betingelserne for suspension har været

opfyldt fra kravets stiftelse, løber fristen først fra det tidspunkt, hvor

den suspenderende omstændighed ophører, det vil typisk sige når de

relevante oplysninger er kommet til myndighedernes kundskab. Den tid, der

herefter medgår til sagens færdigekspedition, medfører normalt ikke

yderligere suspension af forældelsesfristen, medmindre der er tale om en

situation, hvor myndighederne i forbindelse med suspensionens ophør har

modtaget et så omfattende materiale, at en rimelig tid til bearbejdelse

heraf efter omstændighederne skønnes at være nødvendig.

Af dommen TfS

2000, 205 ØLD følger, at hvis en borger/virksomhed, i forbindelse med

påklage af fastsættelse af grundlaget for et krav, har fået bevilget

henstand med betaling, vil fristen for forældelse af myndighedernes krav

være suspenderet i henstandsperioden. Se tilsvarende TfS 1994, 682 ØLD,

hvor virksomheden ikke kunne gøre forældelsesindsigelsen gældende så længe

den selv havde foranlediget inddrivelse af moms stillet i

bero.

N.2.1.4. Afbrydelse af forældelsen

Efter

1908-lovens § 2 afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, når

fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens

erkendelse af gælden eller foretager retslige skridt mod ham/hende og uden

ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller

anden retsafgørelse. Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er

afbrudt, vil der løbe en ny 5-årig forældelsesfrist fra

afbrydelsestidspunktet.

Erkendelse af

gælden

En borgers/virksomheds erkendelse

af et konkret opgjort skatte- eller afgiftskrav kan opnås på flere måder.

Erkendelsen kan være udtrykkelig - uden dog at have karakter af et særligt

retsgrundlag - jf TfS 1999, 429, hvor Københavns byret fandt, at

1908-lovens 5-årige forældelse var afbrudt ved, at den skattepligtiges

revisor havde anerkendt skattegælden på et møde mellem skatteforvaltningen

og revisor. Se tilsvarende TfS 1995, 65 ØLD, hvor den indirekte

anerkendelse bestod i, at der var anmodet om frigivelse af

investeringsfondsmidler, samt TfS 2000, 473 VLK, hvor kravet blev anset

for anerkendt af borgeren/virksomheden på trods af, at den erklæring, der

afbrød fristen, var vedlagt en protestskrivelse, der imidlertid ikke blev

anset for tilstrækkelig klar og entydig.

Erkendelsen kan ligeledes være

stiltiende, fx i form af en anmodning om henstand med betaling eller

eftergivelse af kravet, jf. TfS 1997, 586 (byretsdom) og TfS 2000, 234

ØLK. Gives der ansøgt betalingshenstand, løber der en ny frist fra

henstandens ophør, jf. TSS-cirkulære 1997-7 og TfS 1995, 691 DEP. Se også

TfS 1999, 331 ØLK.

En anmodning om betalingshenstand, der indgives i

forbindelse med påklage af grundlaget for kravet, er dog ikke udtryk for

en sådan erkendelse af kravet, at forældelsesfristen afbrydes. I disse

situationer vil forældelsesfristen imidlertid være suspenderet under

henstandsperioden, jf. TfS 2000, 205 ØLD.

Som et andet eksempel på en

anerkendelse af gælden kan nævnes en afdragsordning. Derimod anses

det ikke i sig selv for en erkendelse af kravet, at borgeren/virksomheden

forfølger kravet ved administrativ påklage, jf UfR 1979, 64 HD, idet en

administrativ påklage ikke opsætter betalingsforpligtelsen. Derfor er

myndighederne ikke afskåret fra at afbryde forældelsesfristen ved at

foretage retlige skridt, jf. nærmere nedenfor. Endvidere blev det i dommen

TfS 1992, 333 VLD lagt til grund, at der ikke var tale om erkendelse af

gælden i en situation, hvor skyldig selskabsskat var anført i et regnskab,

der var indsendt til kommunen.

Hvis en borger/virksomhed af egen drift

retter henvendelse til myndighederne om udeholdelser eller fejl, som

myndighederne allerede er på det rene med, vil dette ikke kunne betragtes

som en erkendelse af gæld, som kan afbryde forældelsesfristen. Det

afhænger af henvendelsens nærmere indhold, om den kan betragtes som en

erkendelse af (yderligere) gæld eller måske endog som et særligt

retsgrundlag, se nærmere nedenfor.

Retslige

skridt

Myndighedernes fastsættelse af et

krav ved administrativ afgørelse eller fremsættelse af krav om betaling

overfor skyldneren er ikke retslige skridt, der afbryder 1908-lovens

5-årsfrist. De retslige skridt mod skyldneren, som afbryder

forældelsesfristen, er derimod sagsanlæg ved domstolene, udlæg, arrest og

anmeldelse i skyldners konkursbo, tvangsakkord- eller gældssaneringsbo.

Det samme gælder indgivelse af konkursbegæring, hvis denne fører til

afsigelse af dekret. Se TfS 1999, 442 hvor Københavns byret fandt, at

forældelsen af skattekrav, som var anmeldt i et konkursbo, ikke var

afbrudt ved anmeldelsen i boet. Skattekravet var herefter alene

suspenderet i tiden mellem kravets anmeldelse og indtil det tidspunkt,

hvor skattemyndigheden modtog meddelelse om, at kravet ikke ville blive

prøvet i boet.

Ved sagsanlæg er tidspunktet for indlevering af stævning

til retten afgørende for, hvornår forældelsesfristen er afbrudt.

Myndighederne behøver ikke at afbryde forældelsesfristen ved udtagelse af

stævning, hvis borgeren/birksomheden selv har indbragt kravet til prøvelse

ved domstolene, jf. TfS 1990, 120 ØLD. For udlægs vedkommende afbrydes

forældelsen ifølge retsplejelovens § 527 ved indgivelse af anmodningen om

udlæg, såfremt fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet

ophold. Udlægsforretningen anses for fremmet, når der foretages udlæg og

dette følges op med tvangsrealisation, jf. TfS 1995, 802 VLK. Ved udlæg

for skatter og afgifter, der foretages af told- og skattefogeder og

kommunernes pantefogeder, regnes fristen fra selve udlæggets foretagelse,

jf. TfS 2000, 405 HD. Selv om udlægsforretningen slutter som forgæves,

bevares den afbrydende virkning på forældelsesfristen, jf. TfS 1997, 678

ØLK. Pålæg om lønindeholdelse er ikke et retsligt skridt, der afbryder

forældelsesfristen.

Gældsbrev eller andet særligt

retsgrundlag

Det følger af 1908-lovens § 1,

sidste punktum, at forældelsesfristen på 5 år ikke gælder, når der er

udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag for

fordringen, hvorved gælden er anerkendt af skyldneren eller på anden måde

skriftligt fastslået. Fordringer, som således er sikrede, forældes efter

bestemmelsen i Danske Lov 5-14-4, se

N.2.2.

Som hovedeksempler på særligt retsgrundlag kan foruden

egentlige gældserklæringer nævnes domme og forlig. Derimod er hverken et

udlæg, en arrest eller en anmodning om betalingshenstand, eftergivelse

eller om en afdragsordning et særligt retsgrundlag. Det samme gælder

myndighedernes fastsættelse af et krav ved administrativ afgørelse.

Den

fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i investeringsfondslovens § 9, stk.

3, for skattekrav, der er opstået ved indtræden af de i lovens §§ 9, stk.

1, og 10, stk. 1, nævnte begivenheder, udgør ikke et særligt retsgrundlag,

fordi skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå umiddelbart på

grundlag af henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til skattetilsvar

i medfør af etableringskontolovens §§ 9, stk. 1 og 2, og 11, stk. 1 og 3,

jf. § 9, stk. 3.

For så vidt angår retsgrundlag i form af gældsbreve

bemærkes særligt, at hvis et pantebrev i fast ejendom eller i løsøre ikke

fastslår, at debitor skylder et bestemt beløb, opfylder pantebrevet ikke

1908-lovens betingelser for at være et særligt retsgrundlag. Heraf følger,

at udstedelse af et skadesløsbrev ikke forhindrer, at den underliggende

fordring kan forældes på 5 år. Overgivelse af et ejerpantebrev til

sikkerhed for fordringen er derfor heller ikke tilstrækkeligt til at

etablere særligt retsgrundlag. De andre særlige retsgrundlag forudsætter

også, at fordringens størrelse er fastslået. Således blev en

transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om skyldforholdet mellem

parterne, ikke anset som et særligt retsgrundlag, jf. UfR 1965, 608

(byretsafgørelse).

I øvrigt bemærkes, at selv om der er udstedt et

gældsbrev for en fordring, kan et vedhængende rentekrav selvstændigt

forældes efter 1908-loven.

N.2.2. Den 20-årige forældelse

Forældelsesreglen i

Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-loven, men dens

praktiske betydning for skatter og afgifter er ikke stor. Reglen i Danske

Lov angår alle formuefordringer, herunder også det offentliges krav på

skatter og afgifter i tilfælde, hvor der foreligger et særligt

retsgrundlag, eller hvor 1908-lovens forældelsesfrist er

suspenderet.

Forældelsesfristen løber fra fordringens stiftelse eller

fra det tidspunkt, hvor det gældsbrev mv., som sætter den 5-årige

forældelsesfrist ud af kraft, tilvejebringes. Krav på almindelig

indkomstskat stiftes ved indkomstårets udløb. Tilsvarende stiftes krav på

restskatter ved indkomstårets udløb. Krav på betaling af løbende

B-skatterater stiftes også ved indkomstårets udløb. Tilsvarende gælder for

selskabsskatter. Afgiftskrav anses i øvrigt normalt at være stiftet ved

den afgiftspligtige begivenheds indtræden.

En meget væsentlig forskel

på reglen i 1908-loven og reglen i Danske Lov er, at den 20-årige

forældelse ikke kan suspenderes. Derimod afbrydes den 20-årige forældelse

ikke alene ved skyldnerens erkendelse og ved retslige skridt, men også ved

enhver påmindelse fra kreditor, hvorved der gives udtryk for, at kravet

fastholdes.

N.2.3. 3-årsfristen i Toldkodeksen

Toldkodeksens art. 221 indeholder særlige regler om

toldmyndighedernes adgang til at foretage efteropkræving indenfor den

særlige 3-års frist. Fristen for efteropkrævning kan suspenderes, hvis

nationale bestemmelser, dvs. 1908-loven giver mulighed herfor. Dette

gælder fx i tilfælde, hvor toldmyndighederne pga. svig ikke har kunnet

fastlægge det skyldige beløb.

Endvidere foreligger en særlig hjemmel

til opkrævning af en godtgørelse, som viser sig at være indrømmet med

urette, jf. Toldkodeksens art. 242. Denne opkrævningsmulighed anses ikke

for omfattet af den normale 3-årige forældelsesfrist, men derimod af

5-årsfristen i 1908-loven.

N.3. Forældelse af borgernes

tilbagesøgningskrav

I det omfang der eksisterer særlige

fristregler for borgernes/virksomhedernes adgang til tilbagesøgning af

tidligere betalte skatte-, told- og afgiftskrav, har de formueretlige

forældelsesregler alene sekundær betydning. Sådanne særlige fristregler

findes fx på toldområdet og for foretagelse af skatteansættelser, jf.

afsnit G . Det skal dog bemærkes, at hjemmelen i SSL § 35

til at nedsætte skatteansættelser efter udløbet af 3-årsfristen i SSL §

34, stk. 2, forudsætter, at det afledede krav på tilbagesøgning af skat

ikke er forældet efter de formueretlige forældelsesregler. Dette gælder

dog ikke nedsættelse begrundet i reglen i SSL § 35, stk. 1, nr.

7.

5-årig eller 20-årig

forældelse

En borgers/virksomheds krav på

tilbagesøgning af tidligere betalt skat eller afgift vil som

altovervejende hovedregel være en følge af, at beløbet har været betalt

under den urigtige forudsætning, at der var pligt til at betale beløbet.

Under sådanne omstændigheder vil tilbagesøgningskravet være omfattet af

1908-lovens 5-årsfrist, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Som eksempel

herpå kan nævnes dommen TfS 2000, 606 VLD, hvor et krav på tilbagebetaling

af realrenteafgift blev anset for omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1, nr.

6. Som en enkeltstående undtagelse herfra kan alene nævnes dommen UfR

1982, 1047 ØLD, hvor et holdingselskabs krav på tilbagesøgning af

udbytteskat, der var indeholdt i datterselskabet, blev anset for omfattet

af den 20-årige forældelsesfrist, fordi udbytteskatten ved en forglemmelse

ikke var godskrevet i holdingselskabets skat, og derfor ikke betalt i

urigtig formening om skyld.

Hvis udbytteskatten på sædvanlig måde var

blevet modregnet i holdingselskabets årsopgørelse, ville

tilbagesøgningskravet utvivlsomt være blevet anset for omfattet af

1908-lovens 5-årsfrist. I sagen UfR 1981, 349 ØLD havde arbejdsgiveren

krævet tilbagebetaling af A-skat, idet det blev gjort gældende, at der

ikke var tale om A-indkomst. Arbejdsgiveren fik medhold heri. A-skatten

var derfor indeholdt og indbetalt på et urigtigt grundlag, hvorfor

arbejdsgiverens tilbagesøgningskrav var omfattet af 1908-lovens

5-årsfrist.

Når en borgers/virksomheds tilbagesøgningskrav er omfattet

af 1908-lovens 5-årsfrist, løber fristen fra forfaldstidspunktet, som er

det tidspunkt, hvor beløbet tidligere er betalt til

myndighederne.

Afbrydelse

Som nærmere beskrevet under

N.2.1.4 kan 1908-lovens 5-årsfrist afbrydes efter lovens § 2 ved

myndighedernes erkendelse af tilbagesøgningskravet eller ved foretagelse

af retslige skridt mod myndighederne. Indgivelse af klage eller anmodning

til en administrativ myndighed om genoptagelse af en tidligere afgørelse

eller tilbagebetaling af et tidligere betalt beløb er ikke et retsligt

skridt. Myndighederne bør derfor i disse situationer vejlede

borgeren/virksomheden herom, samt om at en afbrydelse af 1908-lovens frist

alene kan ske ved udtagelse af stævning. Det skal dog tilføjes, at selv om

indgivelse af klage ikke har afbrydende virkning vedrørende den

formueretlige forældelsesfrist, vil nævnte frist ikke løbe i det tidsrum,

hvor myndigheden behandler klagen, jf. TfS 2000, 606 VLD, hvor det er

forudsat, at tilbagebetalingskravet ikke ville være forældet, hvis det

kunne lægges til grund, at der foregik en ikke-afsluttet klagebehandling.

Der vil normalt ikke være tale om en tilsvarende berostillelse af en

forældelsesfrist, så længe en myndighed behandler en anmodning om

genoptagelse/tilbagebetaling, medmindre der findes særskilte regler om

frister for genoptagelse som fx i SSL §§ 34 og 35, jf.

afsnit G .

Suspension

Som nærmere beskrevet under

N.2.1.3 kan 1908-lovens frist endvidere være suspenderet,

hvis borgeren/virksomheden har været i utilregnelig uvidenhed om

tilbagesøgningskravet. Som det ligeledes fremgår af beskrivelsen under

N.2.1.3 vil retlig vildfarelse normalt ikke suspendere 1908-lovens frist

for så vidt angår myndighedernes krav mod borgerne/virksomhederne. Det

tilsvarende vil normalt gælde for borgernes/virksomhedernes

tilbagesøgningskrav mod myndighederne. Uden for Skatteministeriets område

kan især henvises til dommen TfS 2000, 583 HD, hvor Højesteret fastslog,

at retlig uvidenhed om, at der ikke var grundlag for opkrævning af

såkaldte promillegebyrer ved anmeldelse af selskaber, ikke suspenderede

1908-lovens frist vedrørende kravet på tilbagesøgning af promillegebyrer.

På Skatteministeriets område kan henvises til TfS 2000, 744 HD, hvor

kravet om tilbagebetaling af skat som følge af en ændret skattemæssig

behandling af ambi var forældet, fordi fristen ikke blev anset for

suspenderet. Endvidere kan henvises til TfS 2000, 606 VLD, hvor Told- og

Skattestyrelsen ændrede sin hidtidige retlige vurdering af

realrenteafgiftspligten. Den skattepligtige fik ikke medhold i, at

1908-lovens frist havde været suspenderet for tilbagebetaling af tidligere

betalt realrenteafgift. I overensstemmelse hermed gælder, at hvis

myndighedernes hidtidige praksis underkendes ved Landsskatteretten eller

domstolene, vil 1908-lovens frist ikke være suspenderet for andre med

tilsvarende sager, jf UfR 1927, 585 HD og UfR 1936, 763 VLD.

Forældelsesfristen for sådanne tilbagesøgningskrav vil derfor på sædvanlig

måde løbe fra det tidspunkt, hvor beløbet er indbetalt til myndighederne,

medmindre Told- og Skattestyrelsen af procesbesparende hensyn udsender en

meddelelse om, at forældelsesfristen vedrørende tilbagesøgningskravet

indtil videre sættes i stå, jf. eksempelvis TfS 2000, 581 TSS om moms af

bowlingbaner. Vedrørende genoptagelse af skatteansættelser som følge af

underkendelse af myndighedernes hidtidige praksis gælder dog særligt, at

der efter reglen i SSL § 35, stk. 1, nr. 7, kan ske tilbagebetaling af

skat fra og med det første indkomstår, der har været til prøvelse i den

underkendende afgørelse, uanset formueretlig

forældelse.

Særligt

retsgrundlag

Endelig bemærkes, at

borgerens/virksomhedernes tilbagesøgningskrav vil være omfattet af den

20-årige forældelsefrist, hvis der er etableret et særligt retsgrundlag,

jf. nærmere under

N.2.2.

Særligt for told

Toldkodeksens art. 221 indeholder særlige regler om

adgangen til at opnå toldgodtgørelse indenfor den særlige 3-årsfrist.

Adgangen til toldgodtgørelse omfatter godtgørelse for tolden og for heraf

afledt moms og evt. punktafgift, jf. Toldkodeksens art. 236 og toldlovens

§ 31. For godtgørelse gælder, at en forlængelse af fristen kun kan ske,

hvis indgivelse af en anmodning om godtgørelse har været forhindret på

grund af hændelige omstændigheder eller force majeure, jf. Toldkodeksens

art. 236.

N.4. Kompetence og klage

Told og

afgifter

Kompetencen til at træffe

afgørelse om formueretlig forældelse af krav på told og afgifter ligger

hos told- og skatteregionerne og toldcentrene med klageadgang til Told- og

Skattestyrelsen, dog med klageadgang til Landsskatteretten i tilfælde,

hvor der fremsættes indsigelse om, at der allerede ved afgørelsen om

grundlaget for kravet var indtrådt formueretlig forældelse, jf SSL § 24,

stk. 1, nr. 5.

Selskabsskat

Tilsvarende har told- og

skatteregionerne kompetencen til at træffe afgørelse om formueretlig

forældelse vedrørende selskabsskat. Hvis en kontraktskommune eller Told-

og Skattestyrelsen træffer afgørelse om formueretlig forældelse som

forudsætning for en ansættelse for en juridisk person, der foretages efter

udløbet af de ordinære ansættelsesfrister i SSL § 34, er det dog

Landsskatteretten, der er klagemyndighed, jf. SSL § 24, stk. 1, nr.

5.

Skat af fysiske personer og

dødsboer

For så vidt angår afgørelser om

forældelse af indkomstskat vedrørende fysiske personer og dødsboer er

kompetencen tillagt kommunerne i det omfang afgørelse herom ikke er

truffet af en anden skattemyndighed. Kommunernes afgørelser vil kunne

påklages til told- og skatteregionerne, og er afgørelsen truffet af en

told- og skatteregion, kan der klages til Told- og Skattestyrelsen. Er

afgørelsen truffet af Told- og Skattestyrelsen er der ingen administrativ

klagemulighed.

Dette gælder dog ikke, hvis afgørelsen om formueretlig

forældelse er truffet af en skatteansættende myndighed som forudsætning

for en skatteansættelse, der foretages efter udløbet af de ordinære

ansættelsesfrister i SSL § 34, idet sådanne afgørelser påklages til

skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten.

Der henvises

endvidere til afsnit

H.6.

Lignende dokumenter