PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 N. FORÆLDELSE
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Processuelle regler på Told Skats område 2001
N. Forældelse
N.1. Generelt om formueretlig
forældelse
Myndighedernes
krav
Myndighedernes krav på skatter og
afgifter er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 4, i
lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer .
Dette
er ensbetydende med, at sådanne krav som udgangspunkt forældes 5 år efter
kravets forfaldstidspunkt. Nedenfor under
N.2.2 beskrives den 20-årige forældelsesfrist, der gælder
ved siden af fristen i 1908-loven, og i
N.2.3 beskrives den 3-årige frist på toldområdet.
Hvis
der findes særlige fristregler om fastsættelse af grundlaget for de
enkelte skatte-, told- og afgiftskrav, jf.
afsnit G , får de formueretlige forældelsesregler alene
sekundær betydning for det pengekrav, der udspringer af grundlaget for
skatte-, told- eller afgiftskravet. Det skal dog bemærkes, at hjemmelen i
SSL § 35 til at foretage skatteansættelser efter udløbet af de ordinære
ansættelsesfrister i SSL § 34, bortset fra § 35, stk. 1, nr. 7 og 8,
direkte forudsætter, at det afledede skatte- eller tilbagesøgningskrav
ikke er forældet efter de formueretlige forældelsesregler.
Krav
på skatter og afgifter forældes efter 1908-lovens 5-års regel, hvis kravet
ikke er betalt inden 5 år regnet fra kravets forfaldstidspunkt, medmindre
der forinden er sket afbrydelse eller suspension af 5-årsfristen, eller
5-årsfristen er afløst af den 20-årige frist som følge af, at der er
Læs alt
etableret særligt retsgrundlag. Der henvises til den nærmere gennemgang
nedenfor under
N.2.1.3 og
N.2.1.4 om suspension, afbrydelse og særligt
retsgrundlag.
Hvis et krav på skat, told eller afgift er forældet, kan
det ikke gøres gældende. En forældet fordring kan derfor heller ikke
anvendes til modregning, medmindre de modstående fordringer udspringer af
den samme faktiske omstændighed (konnekse fordringer). Der kan
henvises til TfS 2000, 749 VLD, hvor modregning kunne ske, fordi de
modstående fordringer var konnekse, mens der i dommen TfS 2000, 748 VLD
var tale om forældelse, fordi der ikke var tale om konneksitet blot fordi
et skattekrav vedrørte samme indkomstår som et krav på overskydende
skat.
Borgernes/virksomhedernes krav
på tilbagebetaling
For borgernes/virksomhedernes
krav på tilbagebetaling af tidligere betalte skatte- og afgiftsbeløb samt
godtgørelse af toldbeløb, se
N.3.
N.2. Forældelse af myndighedernes
krav
N.2.1. 5-årsfristen i 1908-loven
N.2.1.1. Hvilke myndighedskrav er omfattet af
1908-loven
1908-loven omhandler skatter og afgifter af
offentligretlig natur. Loven omfatter alle afgiftskrav samt skatter af
enhver art som fx person-, dødsbo- og selskabsskat, bo- og gaveafgift,
frigørelses- og afståelsesafgift, afgift og indkomstskat i medfør af
ejendomsværdiskatteloven.
1908-loven omfatter endvidere krav på
betaling og tilbagebetaling af kirkeskat.
N.2.1.2. Hvornår begynder forældelsesfristen at
løbe
Forældelsesfristen efter
1908-loven løber normalt fra det øjeblik, hvor kravet er forfaldent
til betaling. Forfaldstidspunkterne for betaling af de enkelte skatte-,
told- og afgiftskrav er fastsat i den særlovgivning, der regulerer de
pågældende krav. Om betalings- og forfaldstidspunkter vedrørende toldkrav
henvises nærmere til
Toldvejledningen, afsnit A.2, om betalings- og
forfaldstidspunkter vedrørende momskrav henvises nærmere til
Momsvejledningen, afsnit P, om betalings- og
forfaldstidspunkter vedrørende indeholdt A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag
henvises til
vejledningen om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, afsnit
G og om betalings- og forfaldstidspunkter vedrørende
punktafgifter henvises til
punktafgiftsvejledningen.
Forældelsesfristen løber fra
det lovbestemte forfaldstidspunkt, selv om kravet ikke er gjort op,
medmindre myndighederne befinder sig i utilregnelig uvidenhed om deres
krav, jf. om suspension afsnit
N.2.1.3. Dette betyder eksempelvis vedrørende skattekrav,
at den 5-årige forældelsesfrist i almindelighed løber fra den dag, der
ville have været forfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved
ligningen for det pågældende indkomstår, jf. Meddelelser fra
skattedepartementet 40.25.
Ifølge kildeskatteloven opkræves skat dels
som foreløbig skat, dels som restskat. Dette medfører, at
forældelsesfristen for personlige skatter af indkomst, der ikke har været
indeholdt eller opkrævet som foreløbig skat, skal regnes fra det
sædvanlige forfaldstidspunkt for betaling af restskat. 1908-lovens
forældelsesfrist for upålignede skatter for 1999 løber således fra 1.
september - 1. november 2000 (1/3 af kravet fra hver af disse datoer). Der
kan herom henvises til TfS 1989, 605 HD.
Vedrørende forfaldstidspunkt
kan endvidere henvises til TfS 2000, 288 ØLD, hvor kravet på
efterbeskatning af etableringskonto- og investeringsfondshenlæggelser ikke
var forældet, fordi kravet var blevet forfulgt inden 5 år fra det
lovbestemte forfaldstidspunkt for efterbeskatning i de respektive
særlove.
Se også TfS 1999, 807 VLK. Landsskatteretten havde den
7. oktober 1996 afsagt kendelse om, at beskatningsretten til den
omhandlede indkomst for 1990 tilkom Tyskland. Efter at skattemyndighederne
i 1998 havde foretaget udlæg gjorde den skattepligtige overfor fogedretten
gældende, at kravet på tysk indkomstskat var forældet. Den skattepligtige
fik imidlertid ikke medhold. Landsretten lagde ligesom fogedretten til
grund, at forfaldstiden for skattekravet efter tyske regler utvivlsomt var
7. oktober 1996, og at der ikke i dobbeltbeskatningsoverenskomsten var
hjemmel til en yderligere bedømmelse af forfaldstiden for et tysk
skattekrav efter danske skatteprocessuelle regler. Kravet var derfor ikke
forældet, hverken efter danske eller tyske forældelsesregler. Udlægget
blev derfor stadfæstet.
N.2.1.3. Suspension af forældelsen
Forældelsesfristen suspenderes, hvis
kreditor på grund af utilregnelig uvidenhed har været ude af stand til at
gøre sit krav gældende. Der kan være tale om uvidenhed med hensyn til
kravets eksistens som følge af retlige eller faktiske vildfarelser eller
uvidenhed om skyldnerens opholdssted, jf.
1908-lovens § 3.
Retlige
vildfarelser
Retlige vildfarelser hos skatte-
og afgiftsmyndighederne vil ikke medføre, at forældelsesfristen
suspenderes, da myndighederne under alle omstændigheder bærer risikoen for
tvivl om retsstillingen.
Vildfarelser af faktisk
karakter
Vildfarelser af faktisk karakter
kan derimod medføre suspension. Efter domspraksis stilles der strenge krav
til skatte- og afgiftsmyndighedernes agtpågivenhed, herunder en pligt til
at indhente oplysninger. Det er således ikke tilstrækkeligt til at udskyde
forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, at fx en skattepligtigs
selvangivelse har været urigtig, såfremt skattemyndighederne ved en
sædvanlig undersøgelse af selvangivelsen og eventuelt en sammenligning af
denne med tidligere års selvangivelser burde være blevet opmærksomme på
det ikke-oplyste forhold.
Af dommen UfR 1971, 856 ØLD fremgår
endvidere, at et krav på gaveafgift ikke var suspenderet i en situation,
hvor grundlaget for rejsning af kravet havde kunnet udledes af en
tidligere indgivet selvangivelse. Dette var på trods af, at kompetencen
til at rejse krav om gaveafgift lå hos de daværende amtsstuer.
På den
anden side kan myndighederne naturligvis ikke være forpligtede til at tage
alle eventualiteter i betragtning eller til at foranstalte dyberegående
undersøgelser uden synlig anledning, jf. dommen TfS 1998, 584 HD, hvor
forældelsesfristen vedrørende krav på gaveafgift var suspenderet, fordi
det ikke med tilstrækkelig tydelighed fremgik af parternes selvangivelser,
at der var givet gaver. Forældelsesfristen var ligeledes suspenderet i en
situation, hvor der ikke var anledning til at betvivle rigtigheden af et
selvangivet fradrag, således at skattemyndigheden ikke ved ligningen var
forpligtet til at foretage en nærmere undersøgelse af grundlaget for
fradraget, jf. TfS 1990, 120 ØLD.
Hvis skatte- og afgiftsmyndighederne
under en efterprøvelse af det regnskabsmæssige grundlag støder på
oplysninger, som ikke kan udledes af det materiale myndighederne hidtil
har været i besiddelse af, suspenderes forældelsesfristen med hensyn til
det yderligere krav indtil det tidspunkt, da myndighederne bliver i stand
til at gøre deres yderligere krav gældende, jf. Meddelelser fra
skattedepartementet. 63.347. I TfS 1997, 755 ØLK var fristen for
opkrævning af et skattekrav, der var afledt af en efterbeskatning af
forskudsafskrivning suspenderet, indtil skattemyndighederne kunne
konstatere, at et planlagt byggeri ikke var blevet gennemført. Se
endvidere den tilsvarende TfS 2000, 485 HD, hvor det blev antaget, at et
krav på aktieafgift ikke var forældet, da selvangivelsesoplysningerne ikke
entydigt gav myndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at gøre kravet
på aktieafgift gældende. Fristen var derfor suspenderet indtil det
tidspunkt, hvor det under en ransagning blev konstateret, at der var sket
en aktieoverdragelse. I overensstemmelse hermed kan henvises til
Momsnævnets afgørelse 989/87, hvor fristen var suspenderet indtil
myndighederne fik kendskab til, at der var drevet uregistreret
virksomhed.
Uvidenhed om skyldnerens
opholdssted
Der indtræder ikke suspension,
blot fordi myndighederne ikke har kendskab til skyldnerens opholdssted
eller adresse. Det må yderligere kræves, at myndigheden har gjort et
relevant forsøg på at indhente oplysninger om skyldnerens opholdssted. Der
kan henvises til følgende afgørelser: TfS 1992, 213 VLK, vedrørte et
tilfælde, hvor en skattepligtig i 1981 fik udbetalt en rateforsikring,
hvorefter den skattepligtige i 1982 bosatte sig i England. Kravet om
tillægsskat forfaldt til betaling i 1982. Efter at være vendt tilbage til
Danmark i 1989, blev den skattepligtige afkrævet skatten. Vestre Landsret
fandt, at 1908-lovens forældelsesfrist alene suspenderes i de i 1908-loven
opregnede tilfælde. Forældelsesfristen var derfor ikke suspenderet, idet
skattemyndighederne havde kendskab til den skattepligtiges opholdssted,
selvom det havde været umuligt at inddrive skattegælden under opholdet i
England.
Ved Århus byrets dom i UfR 1982, 872 var et momskrav forældet,
da toldmyndigheden ved henvendelse til skyldnerens far kunne have fået
oplysning om skyldnerens opholdssted i Canada. Toldvæsenet havde tidligere
været i forbindelse med faderen. Herefter ansås forældelsesfristen ikke
for suspenderet.
TfS 1999, 544 VLD drejede sig om, hvorvidt et krav i
et dødsbo for skyldig moms mv. for en periode i 1987 og 1988 måtte anses
for forældet ved anmeldelsen i 1994. Den skattepligtige var meldt savnet
fra marts 1988 til februar 1994, da han blev fundet druknet.
Skattemyndighederne havde holdt sig orienteret om, hvorvidt den
skattepligtige fortsat var meldt savnet i CPR-registeret. Landsretten
fandt, at toldvæsenet i hvert fald indtil oktober 1992, hvor der var
indgivet selvangivelser for de pågældende år, havde været ude af stand til
at gøre sit krav gældende. Kravet på betaling af moms mv. fra januar
kvartal 1987 og indtil januar kvartal 1988, der blev anmeldt i dødsboet i
oktober 1994, var derfor ikke forældet.
Særligt om ligningslovens § 32
F
1908-loven suppleres af
ligningslovens § 32 F for så vidt angår krav på skat af fortjenester
omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens og af afskrivningslovens §§ 9,
21 og 40. Ved beregningen af forældelsesfristen for krav efter disse
bestemmelser skal der ses bort fra den tid, som skattemyndighederne har
været ude af stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol på
grund af den skattepligtiges ophold i udlandet. Skattemyndighederne er
altså ikke henvist til at anlægge sag ved en fremmed domstol for at
afbryde forældelsen af disse krav. Men bestemmelsen i ligningslovens § 32
F finder på den anden side ikke anvendelse, så længe den skattepligtige
opholder sig i et land, hvor et dansk skattekrav kan gennemføres i kraft
af en bistandsaftale. Der kan henvises til afgørelsen TfS 2000, 205 ØLD,
der omhandler den tilsvarende bestemmelse i § 14, stk. 4, i den nu
ophævede lov om særlig indkomstskat, og hvor det blev lagt til grund, at
de danske skattemyndigheder i en periode var ude af stand til at gøre
kravet gældende ved en dansk domstol, hvorfor den formueretlige
forældelsesfrist var suspenderet i nævnte
periode.
Ved
suspension
Hvis fristen er suspenderet,
løber forældelsesfristen ikke i det tidsrum, hvor betingelserne for
suspension er opfyldt. Dvs. at hvis betingelserne for suspension har været
opfyldt fra kravets stiftelse, løber fristen først fra det tidspunkt, hvor
den suspenderende omstændighed ophører, det vil typisk sige når de
relevante oplysninger er kommet til myndighedernes kundskab. Den tid, der
herefter medgår til sagens færdigekspedition, medfører normalt ikke
yderligere suspension af forældelsesfristen, medmindre der er tale om en
situation, hvor myndighederne i forbindelse med suspensionens ophør har
modtaget et så omfattende materiale, at en rimelig tid til bearbejdelse
heraf efter omstændighederne skønnes at være nødvendig.
Af dommen TfS
2000, 205 ØLD følger, at hvis en borger/virksomhed, i forbindelse med
påklage af fastsættelse af grundlaget for et krav, har fået bevilget
henstand med betaling, vil fristen for forældelse af myndighedernes krav
være suspenderet i henstandsperioden. Se tilsvarende TfS 1994, 682 ØLD,
hvor virksomheden ikke kunne gøre forældelsesindsigelsen gældende så længe
den selv havde foranlediget inddrivelse af moms stillet i
bero.
N.2.1.4. Afbrydelse af forældelsen
Efter
1908-lovens § 2 afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, når
fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens
erkendelse af gælden eller foretager retslige skridt mod ham/hende og uden
ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller
anden retsafgørelse. Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er
afbrudt, vil der løbe en ny 5-årig forældelsesfrist fra
afbrydelsestidspunktet.
Erkendelse af
gælden
En borgers/virksomheds erkendelse
af et konkret opgjort skatte- eller afgiftskrav kan opnås på flere måder.
Erkendelsen kan være udtrykkelig - uden dog at have karakter af et særligt
retsgrundlag - jf TfS 1999, 429, hvor Københavns byret fandt, at
1908-lovens 5-årige forældelse var afbrudt ved, at den skattepligtiges
revisor havde anerkendt skattegælden på et møde mellem skatteforvaltningen
og revisor. Se tilsvarende TfS 1995, 65 ØLD, hvor den indirekte
anerkendelse bestod i, at der var anmodet om frigivelse af
investeringsfondsmidler, samt TfS 2000, 473 VLK, hvor kravet blev anset
for anerkendt af borgeren/virksomheden på trods af, at den erklæring, der
afbrød fristen, var vedlagt en protestskrivelse, der imidlertid ikke blev
anset for tilstrækkelig klar og entydig.
Erkendelsen kan ligeledes være
stiltiende, fx i form af en anmodning om henstand med betaling eller
eftergivelse af kravet, jf. TfS 1997, 586 (byretsdom) og TfS 2000, 234
ØLK. Gives der ansøgt betalingshenstand, løber der en ny frist fra
henstandens ophør, jf. TSS-cirkulære 1997-7 og TfS 1995, 691 DEP. Se også
TfS 1999, 331 ØLK.
En anmodning om betalingshenstand, der indgives i
forbindelse med påklage af grundlaget for kravet, er dog ikke udtryk for
en sådan erkendelse af kravet, at forældelsesfristen afbrydes. I disse
situationer vil forældelsesfristen imidlertid være suspenderet under
henstandsperioden, jf. TfS 2000, 205 ØLD.
Som et andet eksempel på en
anerkendelse af gælden kan nævnes en afdragsordning. Derimod anses
det ikke i sig selv for en erkendelse af kravet, at borgeren/virksomheden
forfølger kravet ved administrativ påklage, jf UfR 1979, 64 HD, idet en
administrativ påklage ikke opsætter betalingsforpligtelsen. Derfor er
myndighederne ikke afskåret fra at afbryde forældelsesfristen ved at
foretage retlige skridt, jf. nærmere nedenfor. Endvidere blev det i dommen
TfS 1992, 333 VLD lagt til grund, at der ikke var tale om erkendelse af
gælden i en situation, hvor skyldig selskabsskat var anført i et regnskab,
der var indsendt til kommunen.
Hvis en borger/virksomhed af egen drift
retter henvendelse til myndighederne om udeholdelser eller fejl, som
myndighederne allerede er på det rene med, vil dette ikke kunne betragtes
som en erkendelse af gæld, som kan afbryde forældelsesfristen. Det
afhænger af henvendelsens nærmere indhold, om den kan betragtes som en
erkendelse af (yderligere) gæld eller måske endog som et særligt
retsgrundlag, se nærmere nedenfor.
Retslige
skridt
Myndighedernes fastsættelse af et
krav ved administrativ afgørelse eller fremsættelse af krav om betaling
overfor skyldneren er ikke retslige skridt, der afbryder 1908-lovens
5-årsfrist. De retslige skridt mod skyldneren, som afbryder
forældelsesfristen, er derimod sagsanlæg ved domstolene, udlæg, arrest og
anmeldelse i skyldners konkursbo, tvangsakkord- eller gældssaneringsbo.
Det samme gælder indgivelse af konkursbegæring, hvis denne fører til
afsigelse af dekret. Se TfS 1999, 442 hvor Københavns byret fandt, at
forældelsen af skattekrav, som var anmeldt i et konkursbo, ikke var
afbrudt ved anmeldelsen i boet. Skattekravet var herefter alene
suspenderet i tiden mellem kravets anmeldelse og indtil det tidspunkt,
hvor skattemyndigheden modtog meddelelse om, at kravet ikke ville blive
prøvet i boet.
Ved sagsanlæg er tidspunktet for indlevering af stævning
til retten afgørende for, hvornår forældelsesfristen er afbrudt.
Myndighederne behøver ikke at afbryde forældelsesfristen ved udtagelse af
stævning, hvis borgeren/birksomheden selv har indbragt kravet til prøvelse
ved domstolene, jf. TfS 1990, 120 ØLD. For udlægs vedkommende afbrydes
forældelsen ifølge retsplejelovens § 527 ved indgivelse af anmodningen om
udlæg, såfremt fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet
ophold. Udlægsforretningen anses for fremmet, når der foretages udlæg og
dette følges op med tvangsrealisation, jf. TfS 1995, 802 VLK. Ved udlæg
for skatter og afgifter, der foretages af told- og skattefogeder og
kommunernes pantefogeder, regnes fristen fra selve udlæggets foretagelse,
jf. TfS 2000, 405 HD. Selv om udlægsforretningen slutter som forgæves,
bevares den afbrydende virkning på forældelsesfristen, jf. TfS 1997, 678
ØLK. Pålæg om lønindeholdelse er ikke et retsligt skridt, der afbryder
forældelsesfristen.
Gældsbrev eller andet særligt
retsgrundlag
Det følger af 1908-lovens § 1,
sidste punktum, at forældelsesfristen på 5 år ikke gælder, når der er
udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag for
fordringen, hvorved gælden er anerkendt af skyldneren eller på anden måde
skriftligt fastslået. Fordringer, som således er sikrede, forældes efter
bestemmelsen i Danske Lov 5-14-4, se
N.2.2.
Som hovedeksempler på særligt retsgrundlag kan foruden
egentlige gældserklæringer nævnes domme og forlig. Derimod er hverken et
udlæg, en arrest eller en anmodning om betalingshenstand, eftergivelse
eller om en afdragsordning et særligt retsgrundlag. Det samme gælder
myndighedernes fastsættelse af et krav ved administrativ afgørelse.
Den
fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i investeringsfondslovens § 9, stk.
3, for skattekrav, der er opstået ved indtræden af de i lovens §§ 9, stk.
1, og 10, stk. 1, nævnte begivenheder, udgør ikke et særligt retsgrundlag,
fordi skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå umiddelbart på
grundlag af henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til skattetilsvar
i medfør af etableringskontolovens §§ 9, stk. 1 og 2, og 11, stk. 1 og 3,
jf. § 9, stk. 3.
For så vidt angår retsgrundlag i form af gældsbreve
bemærkes særligt, at hvis et pantebrev i fast ejendom eller i løsøre ikke
fastslår, at debitor skylder et bestemt beløb, opfylder pantebrevet ikke
1908-lovens betingelser for at være et særligt retsgrundlag. Heraf følger,
at udstedelse af et skadesløsbrev ikke forhindrer, at den underliggende
fordring kan forældes på 5 år. Overgivelse af et ejerpantebrev til
sikkerhed for fordringen er derfor heller ikke tilstrækkeligt til at
etablere særligt retsgrundlag. De andre særlige retsgrundlag forudsætter
også, at fordringens størrelse er fastslået. Således blev en
transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om skyldforholdet mellem
parterne, ikke anset som et særligt retsgrundlag, jf. UfR 1965, 608
(byretsafgørelse).
I øvrigt bemærkes, at selv om der er udstedt et
gældsbrev for en fordring, kan et vedhængende rentekrav selvstændigt
forældes efter 1908-loven.
N.2.2. Den 20-årige forældelse
Forældelsesreglen i
Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-loven, men dens
praktiske betydning for skatter og afgifter er ikke stor. Reglen i Danske
Lov angår alle formuefordringer, herunder også det offentliges krav på
skatter og afgifter i tilfælde, hvor der foreligger et særligt
retsgrundlag, eller hvor 1908-lovens forældelsesfrist er
suspenderet.
Forældelsesfristen løber fra fordringens stiftelse eller
fra det tidspunkt, hvor det gældsbrev mv., som sætter den 5-årige
forældelsesfrist ud af kraft, tilvejebringes. Krav på almindelig
indkomstskat stiftes ved indkomstårets udløb. Tilsvarende stiftes krav på
restskatter ved indkomstårets udløb. Krav på betaling af løbende
B-skatterater stiftes også ved indkomstårets udløb. Tilsvarende gælder for
selskabsskatter. Afgiftskrav anses i øvrigt normalt at være stiftet ved
den afgiftspligtige begivenheds indtræden.
En meget væsentlig forskel
på reglen i 1908-loven og reglen i Danske Lov er, at den 20-årige
forældelse ikke kan suspenderes. Derimod afbrydes den 20-årige forældelse
ikke alene ved skyldnerens erkendelse og ved retslige skridt, men også ved
enhver påmindelse fra kreditor, hvorved der gives udtryk for, at kravet
fastholdes.
N.2.3. 3-årsfristen i Toldkodeksen
Toldkodeksens art. 221 indeholder særlige regler om
toldmyndighedernes adgang til at foretage efteropkræving indenfor den
særlige 3-års frist. Fristen for efteropkrævning kan suspenderes, hvis
nationale bestemmelser, dvs. 1908-loven giver mulighed herfor. Dette
gælder fx i tilfælde, hvor toldmyndighederne pga. svig ikke har kunnet
fastlægge det skyldige beløb.
Endvidere foreligger en særlig hjemmel
til opkrævning af en godtgørelse, som viser sig at være indrømmet med
urette, jf. Toldkodeksens art. 242. Denne opkrævningsmulighed anses ikke
for omfattet af den normale 3-årige forældelsesfrist, men derimod af
5-årsfristen i 1908-loven.
N.3. Forældelse af borgernes
tilbagesøgningskrav
I det omfang der eksisterer særlige
fristregler for borgernes/virksomhedernes adgang til tilbagesøgning af
tidligere betalte skatte-, told- og afgiftskrav, har de formueretlige
forældelsesregler alene sekundær betydning. Sådanne særlige fristregler
findes fx på toldområdet og for foretagelse af skatteansættelser, jf.
afsnit G . Det skal dog bemærkes, at hjemmelen i SSL § 35
til at nedsætte skatteansættelser efter udløbet af 3-årsfristen i SSL §
34, stk. 2, forudsætter, at det afledede krav på tilbagesøgning af skat
ikke er forældet efter de formueretlige forældelsesregler. Dette gælder
dog ikke nedsættelse begrundet i reglen i SSL § 35, stk. 1, nr.
7.
5-årig eller 20-årig
forældelse
En borgers/virksomheds krav på
tilbagesøgning af tidligere betalt skat eller afgift vil som
altovervejende hovedregel være en følge af, at beløbet har været betalt
under den urigtige forudsætning, at der var pligt til at betale beløbet.
Under sådanne omstændigheder vil tilbagesøgningskravet være omfattet af
1908-lovens 5-årsfrist, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 6.
Som eksempel
herpå kan nævnes dommen TfS 2000, 606 VLD, hvor et krav på tilbagebetaling
af realrenteafgift blev anset for omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1, nr.
6. Som en enkeltstående undtagelse herfra kan alene nævnes dommen UfR
1982, 1047 ØLD, hvor et holdingselskabs krav på tilbagesøgning af
udbytteskat, der var indeholdt i datterselskabet, blev anset for omfattet
af den 20-årige forældelsesfrist, fordi udbytteskatten ved en forglemmelse
ikke var godskrevet i holdingselskabets skat, og derfor ikke betalt i
urigtig formening om skyld.
Hvis udbytteskatten på sædvanlig måde var
blevet modregnet i holdingselskabets årsopgørelse, ville
tilbagesøgningskravet utvivlsomt være blevet anset for omfattet af
1908-lovens 5-årsfrist. I sagen UfR 1981, 349 ØLD havde arbejdsgiveren
krævet tilbagebetaling af A-skat, idet det blev gjort gældende, at der
ikke var tale om A-indkomst. Arbejdsgiveren fik medhold heri. A-skatten
var derfor indeholdt og indbetalt på et urigtigt grundlag, hvorfor
arbejdsgiverens tilbagesøgningskrav var omfattet af 1908-lovens
5-årsfrist.
Når en borgers/virksomheds tilbagesøgningskrav er omfattet
af 1908-lovens 5-årsfrist, løber fristen fra forfaldstidspunktet, som er
det tidspunkt, hvor beløbet tidligere er betalt til
myndighederne.
Afbrydelse
Som nærmere beskrevet under
N.2.1.4 kan 1908-lovens 5-årsfrist afbrydes efter lovens § 2 ved
myndighedernes erkendelse af tilbagesøgningskravet eller ved foretagelse
af retslige skridt mod myndighederne. Indgivelse af klage eller anmodning
til en administrativ myndighed om genoptagelse af en tidligere afgørelse
eller tilbagebetaling af et tidligere betalt beløb er ikke et retsligt
skridt. Myndighederne bør derfor i disse situationer vejlede
borgeren/virksomheden herom, samt om at en afbrydelse af 1908-lovens frist
alene kan ske ved udtagelse af stævning. Det skal dog tilføjes, at selv om
indgivelse af klage ikke har afbrydende virkning vedrørende den
formueretlige forældelsesfrist, vil nævnte frist ikke løbe i det tidsrum,
hvor myndigheden behandler klagen, jf. TfS 2000, 606 VLD, hvor det er
forudsat, at tilbagebetalingskravet ikke ville være forældet, hvis det
kunne lægges til grund, at der foregik en ikke-afsluttet klagebehandling.
Der vil normalt ikke være tale om en tilsvarende berostillelse af en
forældelsesfrist, så længe en myndighed behandler en anmodning om
genoptagelse/tilbagebetaling, medmindre der findes særskilte regler om
frister for genoptagelse som fx i SSL §§ 34 og 35, jf.
afsnit G .
Suspension
Som nærmere beskrevet under
N.2.1.3 kan 1908-lovens frist endvidere være suspenderet,
hvis borgeren/virksomheden har været i utilregnelig uvidenhed om
tilbagesøgningskravet. Som det ligeledes fremgår af beskrivelsen under
N.2.1.3 vil retlig vildfarelse normalt ikke suspendere 1908-lovens frist
for så vidt angår myndighedernes krav mod borgerne/virksomhederne. Det
tilsvarende vil normalt gælde for borgernes/virksomhedernes
tilbagesøgningskrav mod myndighederne. Uden for Skatteministeriets område
kan især henvises til dommen TfS 2000, 583 HD, hvor Højesteret fastslog,
at retlig uvidenhed om, at der ikke var grundlag for opkrævning af
såkaldte promillegebyrer ved anmeldelse af selskaber, ikke suspenderede
1908-lovens frist vedrørende kravet på tilbagesøgning af promillegebyrer.
På Skatteministeriets område kan henvises til TfS 2000, 744 HD, hvor
kravet om tilbagebetaling af skat som følge af en ændret skattemæssig
behandling af ambi var forældet, fordi fristen ikke blev anset for
suspenderet. Endvidere kan henvises til TfS 2000, 606 VLD, hvor Told- og
Skattestyrelsen ændrede sin hidtidige retlige vurdering af
realrenteafgiftspligten. Den skattepligtige fik ikke medhold i, at
1908-lovens frist havde været suspenderet for tilbagebetaling af tidligere
betalt realrenteafgift. I overensstemmelse hermed gælder, at hvis
myndighedernes hidtidige praksis underkendes ved Landsskatteretten eller
domstolene, vil 1908-lovens frist ikke være suspenderet for andre med
tilsvarende sager, jf UfR 1927, 585 HD og UfR 1936, 763 VLD.
Forældelsesfristen for sådanne tilbagesøgningskrav vil derfor på sædvanlig
måde løbe fra det tidspunkt, hvor beløbet er indbetalt til myndighederne,
medmindre Told- og Skattestyrelsen af procesbesparende hensyn udsender en
meddelelse om, at forældelsesfristen vedrørende tilbagesøgningskravet
indtil videre sættes i stå, jf. eksempelvis TfS 2000, 581 TSS om moms af
bowlingbaner. Vedrørende genoptagelse af skatteansættelser som følge af
underkendelse af myndighedernes hidtidige praksis gælder dog særligt, at
der efter reglen i SSL § 35, stk. 1, nr. 7, kan ske tilbagebetaling af
skat fra og med det første indkomstår, der har været til prøvelse i den
underkendende afgørelse, uanset formueretlig
forældelse.
Særligt
retsgrundlag
Endelig bemærkes, at
borgerens/virksomhedernes tilbagesøgningskrav vil være omfattet af den
20-årige forældelsefrist, hvis der er etableret et særligt retsgrundlag,
jf. nærmere under
N.2.2.
Særligt for told
Toldkodeksens art. 221 indeholder særlige regler om
adgangen til at opnå toldgodtgørelse indenfor den særlige 3-årsfrist.
Adgangen til toldgodtgørelse omfatter godtgørelse for tolden og for heraf
afledt moms og evt. punktafgift, jf. Toldkodeksens art. 236 og toldlovens
§ 31. For godtgørelse gælder, at en forlængelse af fristen kun kan ske,
hvis indgivelse af en anmodning om godtgørelse har været forhindret på
grund af hændelige omstændigheder eller force majeure, jf. Toldkodeksens
art. 236.
N.4. Kompetence og klage
Told og
afgifter
Kompetencen til at træffe
afgørelse om formueretlig forældelse af krav på told og afgifter ligger
hos told- og skatteregionerne og toldcentrene med klageadgang til Told- og
Skattestyrelsen, dog med klageadgang til Landsskatteretten i tilfælde,
hvor der fremsættes indsigelse om, at der allerede ved afgørelsen om
grundlaget for kravet var indtrådt formueretlig forældelse, jf SSL § 24,
stk. 1, nr. 5.
Selskabsskat
Tilsvarende har told- og
skatteregionerne kompetencen til at træffe afgørelse om formueretlig
forældelse vedrørende selskabsskat. Hvis en kontraktskommune eller Told-
og Skattestyrelsen træffer afgørelse om formueretlig forældelse som
forudsætning for en ansættelse for en juridisk person, der foretages efter
udløbet af de ordinære ansættelsesfrister i SSL § 34, er det dog
Landsskatteretten, der er klagemyndighed, jf. SSL § 24, stk. 1, nr.
5.
Skat af fysiske personer og
dødsboer
For så vidt angår afgørelser om
forældelse af indkomstskat vedrørende fysiske personer og dødsboer er
kompetencen tillagt kommunerne i det omfang afgørelse herom ikke er
truffet af en anden skattemyndighed. Kommunernes afgørelser vil kunne
påklages til told- og skatteregionerne, og er afgørelsen truffet af en
told- og skatteregion, kan der klages til Told- og Skattestyrelsen. Er
afgørelsen truffet af Told- og Skattestyrelsen er der ingen administrativ
klagemulighed.
Dette gælder dog ikke, hvis afgørelsen om formueretlig
forældelse er truffet af en skatteansættende myndighed som forudsætning
for en skatteansættelse, der foretages efter udløbet af de ordinære
ansættelsesfrister i SSL § 34, idet sådanne afgørelser påklages til
skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten.
Der henvises
endvidere til afsnit
H.6.
Lignende dokumenter
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 N. FORÆLDELSE Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 N. FORÆLDELSE Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 N. FORÆLDELSE Retsinformation · 5. februar 2008
- Skrivelse om De formueretlige forældelsesfrister vedrørende borgernes tilbagesøgningskrav Retsinformation · 12. april 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 G. FRISTER FOR FASTSÆTTELSE AF GRUNDLAGET FOR TOLD, SKAT, MOMS OG ANDRE AFGIFTER Retsinformation · 5. februar 2008
- Forslag til Lov om ændring af skattestyrelsesloven og andre love (Ændring af fristreglerne på skatte- og afgiftsområdet mv.) Retsinformation · 12. marts 2003