Spring til indhold

Retsinformation

PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 N. FORÆLDELSE

STV nr 20023 af 01/01/2006Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Processuelle regler på SKATs område 2006-3

N.

Forældelse

N.1 Generelt om formueretlig

forældelse

Myndighedernes

krav

Myndighedernes krav på skatter og afgifter er omfattet af § 1, stk. 1,

nr. 4, i

lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer .

Dette er

ensbetydende med, at sådanne krav som udgangspunkt forældes 5 år efter

kravets forfaldstidspunkt. Nedenfor under

N.2.2 beskrives

den 20-årige forældelsesfrist, der gælder ved siden af fristen i

1908-loven, og i

N.2.3 beskrives den 3-årige frist på toldområdet. Under

N.3

beskrives forældelse af borgernes tilbagesøgningskrav mod

myndighederne.

Særlige fristreglers

betydning

Hvis der findes særlige fristregler om fastsættelse af grundlaget for

de enkelte skatte-, told- og afgiftskrav, jf.

afsnit G , får de

formueretlige forældelsesregler alene sekundær betydning for det

pengekrav, der udspringer af grundlaget for skatte-, told- eller

afgiftskravet. Det skal dog bemærkes, at reglerne i SFL §§ 27 og 32,

om ansættelse af skat, afgift eller godtgørelse af afgift

efter udløbet af de ordinære ansættelsesfrister i SFL §§ 26 og

Læs alt

31, direkte forudsætter, at det afledede myndighedskrav eller

tilbagesøgningskrav ikke er forældet efter de formueretlige

forældelsesregler. Dette gælder imidlertid ikke ansættelser som

omhandlet i SFL § 27, stk. 1, nr. 4,7 og 8, og i SFL § 32,

stk. 1, nr. 1 og 4, idet de heraf afledede krav er undtaget fra

1908-lovens regler om 5 års forældelse, jf. SFL §§ 27, stk. 4,

og 32, stk. 4.

5 års contra 20 års

forældelse

Bortset fra disse undtagelser forældes myndighedernes krav på skatter

og afgifter efter 1908-lovens 5-års regel, hvis kravet ikke er betalt

inden 5 år regnet fra kravets forfaldstidspunkt, medmindre der forinden er

sket afbrydelse eller suspension af 5-årsfristen, eller 5-årsfristen er

afløst af den 20-årige frist som følge af, at der er etableret særligt

retsgrundlag. Der henvises til den nærmere gennemgang nedenfor under

N.2.1.3 og

N.2.1.4 om

suspension, afbrydelse og særligt retsgrundlag.

Tvivl om et kravs

identitet

Af dommen

SKM2003.259.ØLR

fremgår, at selv om begrundelsen for et krav efterfølgende ændres, vil

spørgsmålet om formueretlig forældelse skulle vurderes i forhold til

kravets oprindelige stiftelses- eller forfaldstidspunkt. I den nævnte sag

var et krav vedrørende indkomståret 1992 begrundet i maskeret udlodning,

hvilken begrundelse under klagebehandling i Landsskatteretten i 1999 blev

frafaldet, således at kravet i stedet for blev anset for skattepligtigt

efter kursgevinstloven. Forældelsesfristen for det oprindeligt begrundede

krav var ikke udløbet i 1999, hvilket tilsvarende blev anset for at gælde

for så vidt angår kravet med den ændrede begrundelse, således at det

blev lagt til grund, at kravet bevarede sin identitet, uanset den ændrede

begrundelse.

Modregning ved

forældelse

Hvis et krav på skat, told eller afgift er forældet, kan det ikke gøres

gældende. En forældet fordring kan derfor heller ikke anvendes til

modregning, medmindre de modstående fordringer udspringer af den samme

faktiske omstændighed (konnekse fordringer). Der kan henvises til TfS

2000, 749 VLD, hvor modregning kunne ske, fordi de modstående fordringer

var konnekse, mens der i dommen TfS 2000, 748 VLD var tale om forældelse,

fordi der ikke var tale om konneksitet blot fordi et skattekrav vedrørte

samme indkomstår som et krav på overskydende skat.

Borgernes/virksomhedernes

krav på tilbagebetaling

For borgernes/virksomhedernes krav på tilbagebetaling af tidligere

betalte skatte- og afgiftsbeløb samt godtgørelse af toldbeløb, se

N.3.

N.2 Forældelse af myndighedernes krav

N.2.1 5-årsfristen i 1908-loven

N.2.1.1. Hvilke myndighedskrav er omfattet af

1908-loven

1908-loven

omhandler skatter og afgifter af offentligretlig natur. Loven omfatter

alle afgiftskrav samt skatter af enhver art som fx person-, dødsbo- og

selskabsskat, bo- og gaveafgift, frigørelses- og afståelsesafgift, afgift

og indkomstskat i medfør af

ejendomsværdiskatteloven.

N.2.1.2 Hvornår begynder 1908-lovens 5-års frist

at løbe

Fristen løber fra

forfaldstidspunktet

Forældelsesfristen efter

1908-loven løber normalt fra det øjeblik, hvor kravet er

forfaldent til betaling. Forfaldstidspunkterne for betaling af de enkelte

skatte-, told- og afgiftskrav er fastsat i den særlovgivning, der

regulerer de pågældende krav. Om betalings- og forfaldstidspunkter

vedrørende toldkrav henvises nærmere til

Toldvejledningen, afsnit A.2 , om

betalings- og forfaldstidspunkter vedrørende momskrav henvises nærmere til

Momsvejledningen, afsnit P, om betalings- og forfaldstidspunkter

vedrørende indeholdt

A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag henvises til

vejledningen om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, afsnit

G , om

betalings- og forfaldstidspunkter vedrørende punktafgifter henvises til

punktafgiftsvejledningen og vedrørende lønsumsafgift henvises

til

Lønsumsafgiftsvejledningen, afsnit F . Fra domspraksis kan vedrørende

forfaldstidspunkt for

momskrav henvises til

SKM2005.182.VLR .

Oprindeligt

forfaldstidspunkt

Forældelsesfristen løber fra det oprindelige lovbestemte

forfaldstidspunkt, selv om kravet ikke er gjort op, f.eks. hvis

ansættelsesændringen foretages efterfølgende, medmindre myndighederne

befinder sig i utilregnelig uvidenhed om deres krav, jf. om suspension

afsnit

N.2.1.3. Dette betyder eksempelvis vedrørende skattekrav, at

den 5-årige forældelsesfrist i almindelighed løber fra den dag, der ville

have været forfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligningen

for det pågældende indkomstår, jf. Meddelelser fra skattedepartementet

40.25.

Ifølge kildeskatteloven opkræves skat dels som foreløbig skat, dels som

restskat. Dette medfører, at forældelsesfristen for personlige skatter af

indkomst, der ikke har været indeholdt eller opkrævet som foreløbig skat,

skal regnes fra det sædvanlige forfaldstidspunkt for betaling af restskat.

1908-lovens forældelsesfrist for upålignede skatter for 1999 løber således

fra 1. september - 1. november 2000 (1/3 af kravet fra hver af disse

datoer). Der kan herom henvises til TfS 1989, 605 HD.

Henstand udskyder

forfaldstidspunkt

Hvis den skattepligtige har anmodet om henstand med betaling, vil

forfaldstidspunktet blive udskudt til henstandsperiodens udløb, jf.

nærmere under

N.2.1.4

(erkendelse af gælden).

Arveafgift i

eksekutorbo

Vedrørende arveafgift i eksekutorboer fremgår det af

SKM2003.24.ØLR ,

at forældelsesfristen for arveafgiften tidligst løber fra det tidspunkt,

hvor boopgørelsen indsendes til skifteretten til revision.

Særlig hjemmel til

efterbeskatning

Vedrørende forfaldstidspunkt kan endvidere henvises til TfS 2000, 288

ØLD, hvor kravet på efterbeskatning af etableringskonto- og

investeringsfondshenlæggelser ej var forældet, fordi kravet var blevet

forfulgt inden 5 år fra det lovbestemte forfaldstidspunkt for

efterbeskatning i de respektive særlove.

Se også TfS 1999, 807 VLK. Landsskatteretten havde den 7. oktober 1996

afsagt kendelse om, at beskatningsretten til den omhandlede indkomst for

1990 tilkom Tyskland. Efter at skattemyndighederne i 1998 havde foretaget

udlæg gjorde den skattepligtige overfor fogedretten gældende, at kravet på

tysk indkomstskat var forældet. Den skattepligtige fik imidlertid ikke

medhold. Landsretten lagde ligesom fogedretten til grund, at forfaldstiden

for skattekravet efter tyske regler utvivlsomt var 7. oktober 1996, og at

der ikke i dobbeltbeskatningsoverenskomsten var hjemmel til en yderligere

bedømmelse af forfaldstiden for et tysk skattekrav efter danske

skatteprocessuelle regler. Kravet var derfor ikke forældet, hverken efter

danske eller tyske forældelsesregler. Udlægget blev derfor stadfæstet.

Denne retstilstand er nu bekræftet af Højesteret i en helt tilsvarende

sag, nemlig

SKM2005.117.HR .

N.2.1.3 Suspension af 1908-lovens 5-års

frist

Forældelsesfristen suspenderes, hvis kreditor på grund af utilregnelig

uvidenhed har været ude af stand til at gøre sit krav gældende. Der kan

være tale om uvidenhed med hensyn til kravets eksistens som følge af

retlige eller faktiske vildfarelser eller uvidenhed om skyldnerens

opholdssted, jf.

1908-lovens § 3.

Retlige

vildfarelser

Retlige vildfarelser hos skattemyndighederne vil ikke medføre, at

forældelsesfristen suspenderes, da myndighederne under alle omstændigheder

bærer risikoen for tvivl om retsstillingen.

Vildfarelser af faktisk

karakter:

Vildfarelser af faktisk karakter kan derimod medføre suspension. Efter

domspraksis stilles der strenge krav til skattemyndighedernes

agtpågivenhed, herunder en pligt til at indhente oplysninger.

Afgørelser hvor

myndighedernes krav ikke er suspenderet

Det er således ej tilstrækkeligt til at udskyde

forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, at fx en skattepligtigs

selvangivelse har været urigtig, såfremt skattemyndighederne ved en

sædvanlig undersøgelse af selvangivelsen og eventuelt en sammenligning af

denne med tidligere års selvangivelser burde være blevet opmærksomme på

det ikke-oplyste forhold. Derimod vil forældelsesfristen naturligvis være

suspenderet, hvis forholdet slet ikke er medtaget i selvangivelsen, jf. fx

SKM2002.205.ØLR ,

hvor fristen var suspenderet, fordi et provenu ved salg af tlf-numre ikke

var medtaget i selvangivelsen.Af dommen UfR 1971, 856 ØLD fremgår

endvidere, at forældelsesfristen vedrørende et krav på gaveafgift

ikke var suspenderet i en situation, hvor grundlaget for rejsning af

kravet havde kunnet udledes af en tidligere indgivet selvangivelse. Dette

var på trods af, at kompetencen til at rejse krav om gaveafgift lå hos de

daværende amtsstuer. Se endvidere

SKM2002.190.LSR ,

hvor forældelse af et momskrav ikke blev anset for suspenderet, selv om de

relevante momsangivelser ikke var indgivet til den korrekte kompetente

myndighed told- og skatteregionen, men derimod var indgivet til den

kommunale ligningsmyndighed.

Afgørelser hvor

myndighedernes krav er suspenderet

På den anden side kan myndighederne naturligvis ikke være forpligtede

til at tage alle eventualiteter i betragtning eller til at foranstalte

dyberegående undersøgelser uden synlig anledning, jf. dommen

SKM2004.204.ØLR ,

hvor forældelse af et momskrav blev anset for suspenderet indtil det

ved et kontrolbesøg blev konstateret, at der var grundlag for at

opkræve moms. Afgiftsmyndighederne blev indtil dette tidspunkt anset

for at have været i utilregnelig uvidenhed, fordi der ikke havde

været nogen særlig anledning til at foretage kontrolbesøg i virksomheden.

Se endvidere TfS 1998, 584 HD, hvor forældelsesfristen vedrørende

krav på gaveafgift var suspenderet, fordi det ikke med tilstrækkelig

tydelighed fremgik af parternes selvangivelser, at der var givet gaver.

Forældelsesfristen var ligeledes suspenderet i en situation, hvor der ikke

var anledning til at betvivle rigtigheden af et selvangivet fradrag,

således at skattemyndigheden ikke ved ligningen var forpligtet til at

foretage en nærmere undersøgelse af grundlaget for fradraget, jf. TfS

1990, 120 ØLD. Se ligeledes

SKM2001.590.VLR ,

hvor fristen for skattemæssig tilsidesættelse af et anpartsprojekt var

suspenderet, indtil det ved dom blev fastslået, at kommanditisten ikke var

bundet af tegningsaftalen.

Ophør af

suspension

Hvis skattemyndighederne under en efterprøvelse af det regnskabsmæssige

grundlag støder på oplysninger, som ikke kan udledes af det materiale

myndighederne hidtil har været i besiddelse af, suspenderes

forældelsesfristen med hensyn til det yderligere krav indtil det

tidspunkt, da myndighederne bliver i stand til at gøre deres yderligere

krav gældende, jf. Meddelelser fra skattedepartementet. 63.347. I TfS

1997, 755 ØLK var fristen for opkrævning af et skattekrav, der var afledt

af en efterbeskatning af forskudsafskrivning suspenderet, indtil

skattemyndighederne kunne konstatere, at et planlagt byggeri ikke var

blevet gennemført. Se endvidere den tilsvarende TfS 2000, 485 HD, hvor det

blev antaget, at et krav på aktieafgift ikke var forældet, da

selvangivelsesoplysningerne ikke entydigt gav myndighederne et

tilstrækkeligt grundlag for at gøre kravet på aktieafgift gældende.

Fristen var derfor suspenderet indtil det tidspunkt, hvor det under en

ransagning blev konstateret, at der var sket en aktieoverdragelse. Endelig

kan henvises til

SKM2002.313.ØLR ,

hvor fristen blev anset for suspenderet indtil det tidspunkt, hvor

skattemyndighederne modtog de relevante oplysninger fra de engelske

skattemyndigheder. Det blev lagt til grund, at et efterfølgende endeligt

svar med supplerende oplysninger fra de engelske skattemyndigheder

ikke medførte yderligere suspension, da de supplerende oplysninger

ikke havde betydning for det rejste skattekrav.

Uvidenhed om skyldnerens

opholdssted:

Der indtræder ikke suspension, blot fordi myndighederne ikke har

kendskab til skyldnerens opholdssted eller adresse. Det må yderligere

kræves, at myndigheden har gjort et relevant forsøg på at indhente

oplysninger om skyldnerens opholdssted.

Afgørelser hvor

myndighedernes krav ikke er suspenderet

Der kan henvises til følgende afgørelser: TfS 1992, 213 VLK, vedrørte

et tilfælde, hvor en skattepligtig i 1981 fik udbetalt en rateforsikring,

hvorefter den skattepligtige i 1982 bosatte sig i England. Kravet om

tillægsskat forfaldt til betaling i 1982. Efter at være vendt tilbage til

Danmark i 1989, blev den skattepligtige afkrævet skatten. Vestre Landsret

fandt, at 1908-lovens forældelsesfrist alene suspenderes i de i 1908-loven

opregnede tilfælde. Forældelsesfristen var derfor ikke suspenderet, idet

skattemyndighederne havde kendskab til den skattepligtiges opholdssted,

selvom det havde været umuligt at inddrive skattegælden under opholdet i

England. I dommen

SKM2003.326.ØLR

var der ligeledes ikke tale om suspension af skyldig skat for 1992-1993.

Dette var begrundet i, at skattekommunen indtil 1996 havde været bekendt

med skyldnerens adresse i Malaysia, og i øvrigt havde været bekendt med,

at skyldneren efterfølgende var i kontakt med ToldSkat i forbindelse med

en anmodning om eftergivelse af momsgæld.Ved Århus byrets dom i UfR 1982,

872 var et momskrav forældet, da toldmyndigheden ved henvendelse til

skyldnerens far kunne have fået oplysning om skyldnerens opholdssted i

Canada. Toldvæsenet havde tidligere været i forbindelse med faderen.

Herefter ansås forældelsesfristen ikke for suspenderet.

Afgørelser hvor

myndighedernes krav er suspenderet

TfS 1999, 544 VLD drejede sig om, hvorvidt et krav i et dødsbo for

skyldig moms mv. for en periode i 1987 og 1988 måtte anses for forældet

ved anmeldelsen i 1994. Den skattepligtige var meldt savnet fra marts 1988

til februar 1994, da han blev fundet druknet. Skattemyndighederne havde

holdt sig orienteret om, hvorvidt den skattepligtige fortsat var meldt

savnet i CPR-registeret. Landsretten fandt, at toldvæsenet i hvert fald

indtil oktober 1992, hvor der var indgivet selvangivelser for de

pågældende år, havde været ude af stand til at gøre sit krav gældende.

Kravet på betaling af moms mv. fra januar kvartal 1987 og indtil januar

kvartal 1988, der blev anmeldt i dødsboet i oktober 1994, var derfor ikke

forældet.

Særligt om ligningslovens §

32 F

1908-loven suppleres af ligningslovens § 32 F for så vidt angår krav på

skat af fortjenester omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven

og af reglerne i afskrivningslovens §§ 9, 21 og 40. Ved beregningen af

forældelsesfristen for krav efter disse bestemmelser skal der ses bort fra

den tid, hvor skattemyndighederne har været ude af stand til at gøre

kravet gældende ved en dansk domstol på grund af den skattepligtiges

ophold i udlandet. Skattemyndighederne er altså ikke henvist til at

anlægge sag ved en fremmed domstol for at afbryde forældelsen af disse

krav. Men bestemmelsen i ligningslovens § 32 F finder på den anden side

ikke anvendelse, så længe den skattepligtige opholder sig i et land, hvor

et dansk skattekrav kan gennemføres i kraft af en bistandsaftale. Der kan

henvises til afgørelsen TfS 2000, 205 ØLD, der omhandler den tilsvarende

bestemmelse i § 14, stk. 4, i den nu ophævede lov om særlig indkomstskat,

og hvor det blev lagt til grund, at de danske skattemyndigheder i en

periode var ude af stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol,

hvorfor den formueretlige forældelsesfrist var suspenderet i nævnte

periode.

Fristberegning ved

suspension

Hvis fristen er suspenderet, løber forældelsesfristen ikke i det

tidsrum, hvor betingelserne for suspension er opfyldt. Dvs. at hvis

betingelserne for suspension har været opfyldt fra kravets stiftelse,

løber fristen først fra det tidspunkt, hvor den suspenderende omstændighed

ophører, det vil typisk sige når de relevante oplysninger er kommet til

myndighedernes kundskab. Den tid, der herefter medgår til sagens

færdigekspedition, medfører normalt ikke yderligere suspension af

forældelsesfristen, medmindre der er tale om en situation, hvor

myndighederne i forbindelse med suspensionens ophør har modtaget et så

omfattende materiale, at en rimelig tid til bearbejdelse heraf efter

omstændighederne skønnes at være nødvendig. Der kan henvises til

SKM2002.583.LSR ,

hvor forældelsesfristen vedrørende et krav om efterbeskatning af

investeringsfondsmidler alene var suspenderet til det tidspunkt, hvor der

blev anmodet om efterbeskatning.

Af dommen TfS 1994, 682 ØLD følger, at en virksomhed ikke kunne

gøre forældelsesindsigelsen gældende så længe den selv havde foranlediget

inddrivelse af moms stillet i bero. Tilsvarende gælder, at hvis en

borger/virksomhed, i forbindelse med påklage af fastsættelse af grundlaget

for et krav, har fået bevilget henstand med betaling, vil fristen for

forældelse af myndighedernes krav være suspenderet i

henstandsperioden.

N.2.1.4 Afbrydelse af 1908-lovens 5 års

frist

Efter

1908-lovens § 2 afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, når

fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens

erkendelse af gælden eller foretager retslige skridt mod ham/hende og uden

ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller

anden retsafgørelse. Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er

afbrudt, vil der løbe en ny 5-årig forældelsesfrist fra

afbrydelsestidspunktet.

Erkendelse af

gælden

En borgers/virksomheds erkendelse af et konkret opgjort skatte- eller

afgiftskrav kan opnås på flere måder. Erkendelsen kan være udtrykkelig -

uden dog at have karakter af et særligt retsgrundlag - jf TfS 1999, 429,

hvor Københavns byret fandt, at 1908-lovens 5-årige forældelse var afbrudt

ved, at den skattepligtiges revisor havde anerkendt skattegælden på et

møde mellem skatteforvaltningen og revisor.

Indirekte

erkendelse

Erkendelse af gælden kan være indirekte, jf. TfS 1995, 65 ØLD,

hvor den indirekte anerkendelse bestod i, at der var anmodet om frigivelse

af investeringsfondsmidler, samt TfS 2000, 473 VLK, hvor kravet blev anset

for anerkendt af borgeren/virksomheden på trods af, at den erklæring, der

afbrød fristen, var vedlagt en protestskrivelse, der imidlertid ikke blev

anset for tilstrækkelig klar og entydig. Se endvidere

SKM2005.347.VLR ,

hvor det havde afbrydende virkning, at der under en verserende retssag i

et efterfølgende processkrift var taget bekræftende til genmæle

overfor påstandskravet.

Erkendelse ved anmodning om

henstand

Erkendelsen kan ligeledes være stiltiende, fx i form af en anmodning om

henstand med betaling eller eftergivelse af kravet, jf. TfS 1997, 586

(byretsdom) og TfS 2000, 234 ØLK. Gives der ansøgt betalingshenstand,

løber der en ny frist fra henstandens ophør, jf. TSS-cirkulære 1997-7 og

TfS 1995, 691 DEP. Se også TfS 1999, 331 ØLK.

Klage kombineret med

henstand

En anmodning om

betalingshenstand,

der indgives i forbindelse med

påklage af grundlaget for kravet, er ligeledes udtryk for en sådan

erkendelse af kravet, at forældelsesfristen afbrydes, jf.

SKM2006.271.ØLR

og

SKM2005.385.VLR ,

der i konsekvens heraf fastslår, at skattekravets forfaldstidspunkt,

ligesom ved almindelig betalingshenstand, vil være udskudt til

henstandens ophør. Dommen TfS200.205.ØLD, der kunne udlægges som om

henstand ved klage ikke afbrød, men alene nulstillede forældelsesfristen,

har herefter ikke længere betydning.

Andre eksempler på

erkendelse af gæld

Som et andet eksempel på en anerkendelse af gælden kan nævnes en

afdragsordning. Derimod anses det ikke i sig selv for en erkendelse

af kravet, at borgeren/virksomheden forfølger kravet ved administrativ

påklage, jf UfR 1979, 64 HD, idet en administrativ påklage ikke opsætter

betalingsforpligtelsen. Derfor er myndighederne ikke afskåret fra at

afbryde forældelsesfristen ved at foretage retlige skridt, jf. nærmere

nedenfor. Endvidere blev det i dommen TfS 1992, 333 VLD lagt til grund, at

der ikke var tale om erkendelse af gælden i en situation, hvor skyldig

selskabsskat var anført i et regnskab, der var indsendt til

kommunen.

Retslige skridt

Myndighedernes fastsættelse af et krav ved administrativ afgørelse

eller fremsættelse af krav om betaling overfor skyldneren er ikke retslige

skridt, der afbryder 1908-lovens 5-årsfrist, jf.

SKM2005.223.ØLR .

De retslige skridt mod skyldneren, som afbryder forældelsesfristen, er

derimod sagsanlæg ved domstolene, udlæg, arrest og forkyndelse af

strafferetslig tiltale, jf. TfS 1993, 92 VLR, hvorimod ransagning og

sigtelse ikke har afbrydende virkning. Afbrydende virkning har endvidere

anmeldelse i skyldners konkursbo, tvangsakkord- eller gældssaneringsbo.

Det samme gælder indgivelse af konkursbegæring, hvis denne fører til

afsigelse af dekret. Se TfS 1999, 442 hvor Københavns byret fandt, at

forældelsen af skattekrav, som var anmeldt i et konkursbo, ikke var

afbrudt ved anmeldelsen i boet. Skattekravet var herefter alene

suspenderet i tiden mellem kravets anmeldelse og indtil det tidspunkt,

hvor skattemyndigheden modtog meddelelse om, at kravet ikke ville blive

prøvet i boet.

Afbrydelse

ved stævning

Ved sagsanlæg er tidspunktet for indlevering af stævning til retten

afgørende for, hvornår forældelsesfristen er afbrudt. Myndighederne

behøver ikke at afbryde forældelsesfristen ved udtagelse af stævning, hvis

borgeren/virksomheden selv har indbragt kravet til prøvelse ved

domstolene, jf. TfS 1990, 120 ØLD.

Afbrydelse ved

udlæg

For udlægs vedkommende afbrydes forældelsen ifølge retsplejelovens §

527 ved indgivelse af anmodningen om udlæg, såfremt fordringshaveren søger

forretningen fremmet uden ugrundet ophold. Udlægsforretningen anses for

fremmet, når der foretages udlæg og dette følges op med yderligere

inddrivelsesforsøg, i sidste instans ved gennemførelse af

tvangsrealisation. Ved udlæg for skatter og afgifter, der foretages af

told- og skattefogeder og kommunernes pantefogeder, regnes fristen fra

selve udlæggets foretagelse, jf. TfS 2000, 405 HD. Selv om

udlægsforretningen slutter som forgæves, bevares den afbrydende virkning

på forældelsesfristen, jf. TfS 1997, 678 ØLK. Pålæg om lønindeholdelse er

ikke et retsligt skridt, der afbryder forældelsesfristen.

Gældsbrev eller andet

særligt retsgrundlag

Det følger af 1908-lovens § 1, sidste punktum, at forældelsesfristen på

5 år ikke gælder, når der er udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet

særligt retsgrundlag for fordringen, hvorved gælden er anerkendt af

skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået. Fordringer, som

således er sikrede, forældes efter bestemmelsen i Danske Lov 5-14-4, se

N.2.2 .

Som hovedeksempler på særligt retsgrundlag kan foruden egentlige

gældserklæringer nævnes domme og forlig. Derimod er hverken et udlæg, en

arrest eller en anmodning om betalingshenstand, eftergivelse eller om en

afdragsordning et særligt retsgrundlag. Det samme gælder myndighedernes

fastsættelse af et krav ved administrativ afgørelse.

Den fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i investeringsfondslovens §

9, stk. 3, for skattekrav, der er opstået ved indtræden af de i lovens §§

9, stk. 1, og 10, stk. 1, nævnte begivenheder, udgør ikke et særligt

retsgrundlag, fordi skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå

umiddelbart på grundlag af henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til

skattetilsvar i medfør af etableringskontolovens §§ 9, stk. 1 og 2, og 11,

stk. 1 og 3, jf. § 9, stk. 3.

For så vidt angår retsgrundlag i form af gældsbreve bemærkes særligt,

at hvis et pantebrev i fast ejendom eller i løsøre ikke fastslår, at

debitor skylder et bestemt beløb, opfylder pantebrevet ikke 1908-lovens

betingelser for at være et særligt retsgrundlag. Heraf følger, at

udstedelse af et skadesløsbrev ikke forhindrer, at den underliggende

fordring kan forældes på 5 år. Overgivelse af et ejerpantebrev til

sikkerhed for fordringen er derfor heller ikke tilstrækkeligt til at

etablere særligt retsgrundlag. De andre særlige retsgrundlag forudsætter

også, at fordringens størrelse er fastslået. Således blev en

transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om skyldforholdet mellem

parterne, ikke anset som et særligt retsgrundlag, jf. UfR 1965, 608

(byretsafgørelse).

I øvrigt bemærkes, at selv om der er udstedt et gældsbrev for en

fordring, kan et vedhængende rentekrav selvstændigt forældes efter

1908-loven.

N.2.2 Den 20-årige forældelse

Betydningen af 20-års

reglen

Forældelsesreglen i

Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-loven, dvs.

20-års reglen kan kun få betydning, hvis et krav ikke er omfattet af den

udtømmende opremsning i 1908-lovens § 1. Reglens praktiske betydning

for skatter og afgifter er ikke stor, da myndighedernes krav på skatter og

afgifter altid er omfattet af 1908-lovens § 1, nr. 4, bortset

fra tilfælde, hvor der måtte være etableret et særligt

retsgrundlag, eller hvor 1908-lovens forældelsesfrist er suspenderet i

mere end 15 år. Borgernes krav mod myndighederne er som

altovervejende hovedregel omfattet af 1908-lovens § 1, nr. 6, men 20-års

reglen kan få betydning, hvis det i den konkrete situation må lægges til

grund, at et beløb, der søges tilbage hos myndighederne, ikke er indbetalt

i urigtig formening om skyld. Som ovenfor nævnt kan 20-års reglen

ligeledes få betydning, hvis der måtte være etableret særligt retsgrundlag

eller hvis 1908-lovens frist er suspenderet i mere end 15 år.

Fristen løber fra kravets

stiftelse

Forældelsesfristen løber fra fordringens stiftelse eller fra det

tidspunkt, hvor det gældsbrev mv., som sætter den 5-årige forældelsesfrist

ud af kraft, tilvejebringes. Krav på almindelig indkomstskat stiftes ved

indkomstårets udløb. Tilsvarende stiftes krav på restskatter ved

indkomstårets udløb. Krav på betaling af løbende B-skatterater stiftes

også ved indkomstårets udløb. Tilsvarende gælder for selskabsskatter.

Afgiftskrav anses i øvrigt normalt at være stiftet ved den afgiftspligtige

begivenheds indtræden.

Suspension og

afbrydelse

En meget væsentlig forskel på reglen i 1908-loven og reglen i Danske

Lov er, at den 20-årige forældelse ikke kan suspenderes. Derimod afbrydes

den 20-årige forældelse ikke alene ved skyldnerens erkendelse og ved

retslige skridt, men også ved enhver påmindelse fra kreditor, hvorved der

gives udtryk for, at kravet fastholdes.

N.2.3 3-årsfristen i Toldkodeksen

Toldkodeksens art. 221 indeholder særlige regler om toldmyndighedernes

adgang til at

foretage efteropkræving indenfor en 3-års frist, som kan forlænges,

hvis toldmyndighederne på grund af svig ikke har kunnet beregne det

skyldige beløb eller fastslå, hvem der er debitor. Endvidere foreligger en

særlig hjemmel til opkrævning af toldgodtgørelse/toldfritagelse, som

viser sig at være indrømmet med urette, jf. Toldkodeksens art. 242. Denne

opkrævningsmulighed anses for omfattet af den normale 3-årige

forældelsesfrist og skal regnes fra tidspunktet for den oprindelige

toldskylds opståen.

N.3 Forældelse af borgernes

tilbagesøgningskrav

Betydningen af særlige

fristregler

I det omfang der eksisterer særlige fristregler for

borgernes/virksomhedernes adgang til tilbagesøgning af tidligere betalte

skatte-, told- og afgiftskrav, har de formueretlige forældelsesregler

alene sekundær betydning. Sådanne særlige fristregler findes fx på

toldområdet og for foretagelse af ansættelser af skat, afgifter og

godtgørelse af afgifter, jf.

afsnit G .

Det skal dog bemærkes, at reglerne i SFL §§ 27 og 32 om

ansættelse af skat, afgifter og godtgørelse af afgift efter udløbet af de

ordinære ansættelsesfrister i SFL §§ 26 og 31 direkte

forudsætter, at det afledede myndighedskrav eller tilbagesøgningskrav ikke

er forældet efter de formueretlige forældelsesregler. Dette gælder

imidlertid ikke ansættelser som omhandlet i SFL §§ 27, stk. 1, nr.

4,7 og 8, og 32, stk. 1, nr. 1 og 4, idet de heraf afledede krav er

undtaget fra 1908-lovens regler om 5 års forældelse.

5-årig eller 20-årig

forældelse

En borgers/virksomheds krav på tilbagesøgning af tidligere betalt skat

eller afgift vil som altovervejende hovedregel være en følge af, at

beløbet har været betalt under den urigtige forudsætning, at der var pligt

til at betale beløbet, dvs. beløbet har været indbetalt til myndighederne

i urigtig om formening om skyld.

Normalt 5-årig

forældelse

Under sådanne omstændigheder vil tilbagesøgningskravet være omfattet

af

1908-lovens 5-årsfrist, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 6. Hvis grundlaget

for tilbagesøgningskravet er et erstatningsgrundlag, vil kravet

ligeledes være omfattet af 1908-lovens 5-års frist, jf. § 1, stk. 1, nr.

5, også i tilfælde, hvor begrundelsen for erstatningskravet er, at danske

regler er i strid med EU-retten, jf.

SKM2005.295. ØLR.

Som eksempel på, at der var tale om forældelse som følge af, at

tilbagesøgningskravet var omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 6

kan nævnes dommen

SKM2002.637.HR

om tilbagesøgning af ambi og dommen TfS 2000, 606 VLD om krav på

tilbagebetaling af realrenteafgift. I sagen UfR 1981, 349 ØLD havde

arbejdsgiveren krævet tilbagebetaling af A-skat, idet det blev gjort

gældende, at der ikke var tale om A-indkomst. Arbejdsgiveren fik medhold

heri. A-skatten var derfor indeholdt og indbetalt på et urigtigt grundlag,

hvorfor arbejdsgiverens tilbagesøgningskrav var omfattet af 1908-lovens

5-årsfrist.

Eksempler på 20-årig

forældelse

Da det er fastslået i

SKM2002.637.HR ,

at 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 4, ikke omfatter tilbagesøgningskrav mod

myndighederne, vil tilbagebetaling af skatter og afgifter, der ikke er

indbetalt til myndighederne i urigtig formening om skyld, slet ikke være

omfattet af 1908-loven. Som eksempel herpå kan nævnes afgørelsen

SKM2001.462.TSS ,

hvor Told- og Skattestyrelsen anså et krav på tilbagebetaling af afgift i

henhold til pensionsbeskatningslovens § 29 for omfattet af Danske Lovs

20-årige forældelsesfrist, fordi afgiften ikke var indbetalt til

myndighederne i urigtig formening om forpligtelse hertil. Der var tale om

afgift af en udtrædelsesgodtgørelse fra en pensionskasse, der

efterfølgende indrømmede den pågældende ret til invalidepension. Som følge

heraf blev den tidligere udbetalte udtrædelsesgodtgørelse annulleret med

tilbagevirkende kraft, hvilket imidlertid ikke ændrede noget i, at der på

tidspunktet for udbetaling af udtrædelsesgodtgørelsen eksisterede en

ubetinget pligt til at svare afgift efter pensionsbeskatningsloven.

Endvidere kan der henvises til dommen UfR 1982, 1047 ØLD, hvor et

holdingselskabs krav på tilbagesøgning af udbytteskat, der var indeholdt i

datterselskabet, blev anset for omfattet af den 20-årige forældelsesfrist,

fordi udbytteskatten ved en forglemmelse ikke var godskrevet i

holdingselskabets skat. Der var derfor tale om tilbagesøgning af selve det

indeholdte beløb, som ikke blev anset for indbetalt i urigtig formening om

skyld. Hvis udbytteskatten på sædvanlig måde var blevet modregnet i

holdingselskabets årsopgørelse, ville tilbagesøgningskravet utvivlsomt

være blevet anset for omfattet af 1908-lovens 5-årsfrist.

Fristen løber fra kravets

endelige opgørelse

Når en borgers/virksomheds tilbagesøgningskrav er omfattet af

1908-lovens 5-årsfrist, løber fristen fra forfaldstidspunktet, som er det

tidspunkt, hvor beløbet tidligere er betalt til myndighederne.

Forfaldstidspunktet vedrørende et tilbagesøgningskrav forudsætter dog

under alle omstændigheder, at kravet er endelig opgjort. Dette er

ensbetydende med, at hvis der er tale om indbetalinger til myndighederne

af foreløbig karakter, fx. indeholdt A- og B-skat eller kvartalsvis

indbetaling af lønsumsafgift, vil forfaldstidspunktet for krav på

tilbagebetaling tidligst indtræde på tidspunktet for udsendelse af

årsopgørelse, henholdsvis tidspunktet for endelig regulering af årets

skyldige lønsumsafgift, jf. lønsumsafgiftslovens § 6 b.

Særligt om godtgørelse af

energiafgifter m.v. fra og med 1. juli 2000

Hvis et krav om godtgørelse af afgift tidligst kunne være gjort

gældende den 1. juli 2000 eller senere, og anmodning herom er indgivet fra

og med den 12. marts 2003, vil kravet være omfattet af de særlige

fristregler i skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32.

Godtgørelse af

energiafgifter inden 1. juli 2000

For tidligere krav på godtgørelse af afgift er den

godtgørelsesberettigedes krav alene begrænset af de formueretlige

forældelsesregler. I den forbindelse kan henvises til

SKM2003.63.TSS ,

hvoraf følger, at en momsregistreret virksomheds krav på godtgørelse

af afgift som udgangspunkt vil være omfattet af 1908-lovens 5 års

forældelsesfrist, jf. denne lovs § 1, stk. 1, nr. 6. Begrundelsen herfor

er, at det i afgiftslovgivningen om godtgørelse er fastsat, at såfremt en

momsregistreret virksomhed har krav på godtgørelse af tidligere betalt

afgift, skal kravet pligtmæssigt modregnes i virksomhedens momstilsvar.

Hvis virksomheden undlader at foretage modregning vil konsekvensen være,

at der bliver indbetalt for meget moms til myndighederne. Denne

indbetaling vil derfor i givet fald ske i urigtig formening om skyld,

således at et tilsvarende tilbagesøgningskrav i henhold til 1908-lovens §

1, stk. 1, nr. 6, vil være forældet 5 år efter det tidspunkt, hvor kravet

på godtgørelse af afgift burde have været modregnet i momstilsvaret.

Afbrydelse

Som nærmere beskrevet under

N.2.1.4 kan

1908-lovens 5-årsfrist afbrydes efter lovens § 2 ved myndighedernes

erkendelse af tilbagesøgningskravet eller ved foretagelse af retslige

skridt mod myndighederne.

Klage/anmodning om

genoptagelse har ikke afbrydende virkning

Indgivelse af klage eller anmodning til en administrativ myndighed om

genoptagelse af en tidligere afgørelse eller tilbagebetaling af et

tidligere betalt beløb er ikke et retsligt skridt. Det må imidlertid

antages, at hvis en løbende forældelsesfrist udløber på det tidspunkt,

hvor myndighederne behandler en klage eller en anmodning om genoptagelse,

henholdsvis tilbagebetaling af tidligere indbetalte beløb, vil den

fortsatte sagsbehandling være udtryk for, at enhver

forældelsesindsigelse er frafaldet indtil sagsbehandlingens afslutning.

Det vil sige, at hvis borgeren får medhold i, at der eksisterer et

tilbagebetalingskrav vil kravet ikke være forældet, uanset

hvornår en klage- eller genoptagelsessag afsluttes, forudsat der ikke

allerede var indtrådt forældelse ved sagens påbegyndelse. Der kan henvises

til TfS 2000, 606 VLD, hvor det er forudsat, at

tilbagebetalingskravet ikke ville være forældet, hvis det kunne lægges til

grund, at der foregik en ikke-afsluttet klagebehandling.

Særlig hjemmel til

afbrydelse

For så vidt angår en egentlig afbrydende virkning kan der dog i

lovgivningen eksistere særskilt hjemmel til, at administrative skridt har

afbrydende virkning, jf. fx lov nr. 389 af 20. maj 1992, § 5, stk. 2,

hvorefter fremsættelse af krav overfor myndighederne om tilbagebetaling af

ambi har afbrydende virkning. Af

SKM2001.478.VLR

følger, at fremsættelse af krav i henhold til ovennævnte § 5, stk. 2, ikke

havde afbrydende virkning i en situation, hvor tilbagebetalingskravet ikke

var forfulgt uden unødigt ophold.

Suspension

Som nærmere beskrevet under

N.2.1.3 kan 1908-lovens frist endvidere være

suspenderet, hvis borgeren/virksomheden har været i utilregnelig uvidenhed

om tilbagesøgningskravet.

Retlig uvidenhed som

suspensionsgrund

Som det ligeledes fremgår af beskrivelsen under

N.2.1.3

vil retlig vildfarelse normalt ikke suspendere 1908-lovens frist for så

vidt angår myndighedernes krav mod borgerne/virksomhederne. Det

tilsvarende vil normalt gælde for borgernes/virksomhedernes

tilbagesøgningskrav mod myndighederne. Uden for Skatteministeriets område

kan især henvises til dommen TfS 2000, 583 HD, hvor Højesteret fastslog,

at retlig uvidenhed om, at der ikke var grundlag for opkrævning af

såkaldte promillegebyrer ved anmeldelse af selskaber, ikke suspenderede

1908-lovens frist vedrørende kravet på tilbagesøgning af promillegebyrer.

På Skatteministeriets område kan henvises til TfS 2000, 744 HD, hvor

kravet om tilbagebetaling af skat som følge af en ændret skattemæssig

behandling af ambi var forældet, fordi fristen ikke blev anset for

suspenderet.

Tilsvarende

SKM2006.341.LSR ,

og

SKM2006.295.ØLR ,

hvor forældelsesfristen ikke var suspenderet i en situation, hvor den

skattepligtige ikke havde bekendt med den rette fortolkning af

EF-traktatens artikel 90.

Endvidere kan

henvises til

SKM2003.290.HR

og TfS 2000, 606 VLD, hvor Told- og Skattestyrelsen ændrede sin hidtidige

retlige vurdering af realrenteafgiftspligten. Den skattepligtige fik ikke

medhold i, at 1908-lovens frist havde været suspenderet for

tilbagebetaling af tidligere betalt realrenteafgift.

Suspension ved

underkendelse af myndighedernes praksis

I overensstemmelse med det anførte om retlig

uvidenhed gælder, at hvis myndighedernes hidtidige praksis

underkendes ved Landsskatteretten eller domstolene, vil 1908-lovens frist,

medmindre der som nedenfor beskrevet eksisterer særregler, ikke være

suspenderet for andre med tilsvarende sager, jf UfR 1927, 585 HD og UfR

1936, 763 VLD. Forældelsesfristen for sådanne tilbagesøgningskrav vil

derfor på sædvanlig måde løbe fra det tidspunkt, hvor beløbet er indbetalt

til myndighederne, medmindre told- og skatteforvaltningen af

procesbesparende hensyn udsender en meddelelse om, at forældelsesfristen

vedrørende tilbagesøgningskravet indtil videre sættes i stå, jf.

eksempelvis TfS 2000, 581 TSS om moms af bowlingbaner. Vedrørende

genoptagelse af skatteansættelser som følge af underkendelse af

myndighedernes hidtidige praksis gælder dog særligt, at der efter reglerne

i skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 1, nr. 7, og 32, stk. 1, nr.

1 kan ske tilbagebetaling af skat og afgift fra og med det

første indkomstår/afgiftsperiode, der har været til prøvelse i den

underkendende afgørelse, uanset formueretlig forældelse.

Særligt

retsgrundlag

Endelig bemærkes, at borgerens/virksomhedernes tilbagesøgningskrav vil

være omfattet af den 20-årige forældelsefrist, hvis der er etableret et

særligt retsgrundlag, jf. nærmere under

N.2.2.

Særligt for told

Toldkodeksens art. 236-239 indeholder reglerne

om toldgodtgørelse/fritagelse. De vigtigste bestemmelser er art.

236 og 239, hvor art. 236 giver adgang til indenfor en frist på 3 år at

opnå toldgodtgørelse/fritagelse for told, der viser ikke at have været

skyldig efter lovgivningen på det tidspunkt, hvor varen bliver

bragt i fri omsætning. Art. 239 giver adgang til inden for en

frist på 12 måneder, når der foreligger helt ekstraordinære

omstændigheder, at opnå toldgodtgørelse/fritagelse for told, som har været

(er) skyldig efter lovgivningen. Efter toldlovens § 31 omfatter

toldgodtgørelse/fritagelse told og heraf afledt moms og eventuelt

punktafgift. Fristforlængelse er kun mulig, hvis indgivelse af en

anmodning om godtgørelse har været forhindret på grund af hændelige

omstændigheder eller force majeure, jf. Toldkodeksens art. 236, medens

art. 239 efter sin ordlyd forudsætter behørig begrundelse for

overskridelse af fristen. Dette var f.eks. ikke tilfældet i sagen

SKM2004.50.LSR ,

hvor klageren efter udløbet af 3-års fristen havde fremsat krav om

tilbagebetaling af told, men ikke fik medhold. Der sås ikke at

foreligge hændelige omstændigheder eller force majeur, idet

dette forudsætter tilstedeværelsen af helt usædvanlige og uforudsigelige

konsekvenser, som den erhvervsdrivende ikke har nogen indflydelse på, og

hvis konsekvenser ikke kunne være afværget, også selv om den

erhvervsdrivende havde udvist den størst mulige påpasselighed. Se

tilsvarende

SKM2006.401.HR

og

SKM2005.132.LSR .

N.4 Kompetence og klage

Kompetencen til at træffe afgørelse om formueretlig

forældelse ligger i alle tilfælde hos SKAT. For så vidt angår

nærmere om forældelsesproblemer i inddrivelsesfasen henvises til

Inddrivelsesvejledningen.

Afgørelser om formueretlig forældelse truffet inden inddrivelsesfasen

påklages til Landsskatteretten. Eneste undtagelse herfra er sager som

anført i SFL § 41, nr. 5, dvs. når en ansættelse om indkomst-

eller ejendomsværdiskat påstås tilsidesat som uvirksom, fordi det afledte

skattekrav var forældet på tidspunktet for ansættelsens foretagelse.

Sådanne sager kan vedrørende fysiske personer og

dødsboer påklages til skatteankenævnet, inden der er klageadgang

videre til Landsskatteretten.

Lignende dokumenter