PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 N. FORÆLDELSE
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Processuelle regler på ToldSkats område 2003 - 2
N. Forældelse
N.1 Generelt om formueretlig
forældelse
Myndighedernes krav
Myndighedernes krav på skatter og afgifter er omfattet af § 1, stk. 1,
nr. 4, i
lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer .
Dette er
ensbetydende med, at sådanne krav som udgangspunkt forældes 5 år efter
kravets forfaldstidspunkt. Nedenfor under
N.2.2 beskrives den 20-årige
forældelsesfrist, der gælder ved siden af fristen i 1908-loven, og i
N.2.3 beskrives
den 3-årige frist på toldområdet.
Hvis der findes særlige fristregler om fastsættelse af grundlaget for
de enkelte skatte-, told- og afgiftskrav, jf.
afsnit G , får de formueretlige
forældelsesregler alene sekundær betydning for det pengekrav, der
udspringer af grundlaget for skatte-, told- eller afgiftskravet. Det skal
dog bemærkes, at reglerne i SSL §§ 35 og 35 C, om ansættelse af skat,
afgift eller godtgørelse af afgift efter udløbet af de ordinære
ansættelsesfrister i SSL §§ 34 og 35 B, direkte forudsætter, at det
afledede myndighedskrav eller tilbagesøgningskrav ikke er forældet
efter de formueretlige forældelsesregler. Dette gælder imidlertid
ikke ansættelser som omhandlet i SSL § 35, stk. 1, nr. 4,7 og 8, og i SSL
§ 35 C, stk. 1, nr. 1 og 4, idet de heraf afledede krav er undtaget fra
1908-lovens regler om 5 års forældelse, jf. SSL §§ 35, stk. 4, og 35 C,
stk. 4.
Bortset fra disse undtagelser forældes myndighedernes krav på skatter
Læs alt
og afgifter efter 1908-lovens 5-års regel, hvis kravet ikke er betalt
inden 5 år regnet fra kravets forfaldstidspunkt, medmindre der forinden er
sket afbrydelse eller suspension af 5-årsfristen, eller 5-årsfristen er
afløst af den 20-årige frist som følge af, at der er etableret særligt
retsgrundlag. Der henvises til den nærmere gennemgang nedenfor under
N.2.1.3 og
N.2.1.4 om
suspension, afbrydelse og særligt retsgrundlag.
Af dommen
SKM2003.259.ØLR
fremgår, at selv om begrundelsen for et krav efterfølgende ændres, vil
spørgsmålet om formueretlig forældelse skulle vurderes i forhold til
kravets oprindelige stiftelses/forfaldstidspunkt. I den nævnte sag var et
krav vedrørende indkomståret 1992 begrundet i maskeret udlodning, hvilken
begrundelse under klagebehandling i Landsskatteretten i 1999 blev
frafaldet, således at kravet i stedet for blev anset for skattepligtigt
efter kursgevinstloven. Forældelsesfristen for det oprindeligt begrundede
krav var ikke udløbet i 1999, hvilket tilsvarende blev anset for at gælde
for så vidt angår kravet med den ændrede begrundelse, således at det
blev lagt til grund, at kravet bevarede sin identitet, uanset den ændrede
begrundelse.
Hvis et krav på skat, told eller afgift er forældet, kan det ikke gøres
gældende. En forældet fordring kan derfor heller ikke anvendes til
modregning, medmindre de modstående fordringer udspringer af den samme
faktiske omstændighed (konnekse fordringer). Der kan henvises til TfS
2000, 749 VLD, hvor modregning kunne ske, fordi de modstående fordringer
var konnekse, mens der i dommen TfS 2000, 748 VLD var tale om forældelse,
fordi der ikke var tale om konneksitet blot fordi et skattekrav vedrørte
samme indkomstår som et krav på overskydende skat.
Borgernes/virksomhedernes krav
på tilbagebetaling
For borgernes/virksomhedernes krav på tilbagebetaling af tidligere
betalte skatte- og afgiftsbeløb samt godtgørelse af toldbeløb, se
N.3.
N.2 Forældelse af myndighedernes krav
N.2.1 5-årsfristen i 1908-loven
N.2.1.1. Hvilke myndighedskrav er omfattet af
1908-loven
1908-loven
omhandler skatter og afgifter af offentligretlig natur. Loven omfatter
alle afgiftskrav samt skatter af enhver art som fx person-, dødsbo- og
selskabsskat, bo- og gaveafgift, frigørelses- og afståelsesafgift, afgift
og indkomstskat i medfør af ejendomsværdiskatteloven.
1908-loven omfatter endvidere krav på betaling og tilbagebetaling af
kirkeskat.
N.2.1.2 Hvornår begynder forældelsesfristen at
løbe
Forældelsesfristen efter
1908-loven løber normalt fra det øjeblik, hvor kravet er forfaldent
til betaling.
Forfaldstidspunkterne for betaling af de enkelte skatte-, told- og
afgiftskrav er fastsat i den særlovgivning, der regulerer de pågældende
krav. Om betalings- og forfaldstidspunkter vedrørende toldkrav henvises
nærmere til
Toldvejledningen, afsnit A.2, om betalings- og forfaldstidspunkter
vedrørende momskrav
henvises nærmere til
Momsvejledningen, afsnit P, om betalings- og forfaldstidspunkter
vedrørende indeholdt
A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag henvises til
vejledningen om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, afsnit
G , om
betalings- og forfaldstidspunkter vedrørende punktafgifter henvises til
punktafgiftsvejledningen og vedrørende lønsumsafgift henvises til
Lønsumsafgiftsvejledningen, afsnit F .
Forældelsesfristen løber fra det lovbestemte forfaldstidspunkt, selv om
kravet ikke er gjort op, medmindre myndighederne befinder sig i
utilregnelig uvidenhed om deres krav, jf. om suspension afsnit
N.2.1.3.
Dette betyder eksempelvis vedrørende skattekrav, at den 5-årige
forældelsesfrist i almindelighed løber fra den dag, der ville have været
forfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligningen for det
pågældende indkomstår, jf. Meddelelser fra skattedepartementet 40.25.
Ifølge kildeskatteloven opkræves skat dels som foreløbig skat, dels som
restskat. Dette medfører, at forældelsesfristen for personlige skatter af
indkomst, der ikke har været indeholdt eller opkrævet som foreløbig skat,
skal regnes fra det sædvanlige forfaldstidspunkt for betaling af restskat.
1908-lovens forældelsesfrist for upålignede skatter for 1999 løber således
fra 1. september - 1. november 2000 (1/3 af kravet fra hver af disse
datoer). Der kan herom henvises til TfS 1989, 605 HD.
Vedrørende arveafgift i eksekutorboer fremgår det af
SKM2003.24.ØLR ,
at forældelsesfristen for arveafgiften tidligst løber fra det tidspunkt,
hvor boopgørelsen indsendes til skifteretten til revision.
Vedrørende forfaldstidspunkt kan endvidere henvises til TfS 2000, 288
ØLD, hvor kravet på efterbeskatning af etableringskonto- og
investeringsfondshenlæggelser ikke var forældet, fordi kravet var blevet
forfulgt inden 5 år fra det lovbestemte forfaldstidspunkt for
efterbeskatning i de respektive særlove.
Se også TfS 1999, 807 VLK. Landsskatteretten havde den 7. oktober 1996
afsagt kendelse om, at beskatningsretten til den omhandlede indkomst for
1990 tilkom Tyskland. Efter at skattemyndighederne i 1998 havde foretaget
udlæg gjorde den skattepligtige overfor fogedretten gældende, at kravet på
tysk indkomstskat var forældet. Den skattepligtige fik imidlertid ikke
medhold. Landsretten lagde ligesom fogedretten til grund, at forfaldstiden
for skattekravet efter tyske regler utvivlsomt var 7. oktober 1996, og at
der ikke i dobbeltbeskatningsoverenskomsten var hjemmel til en yderligere
bedømmelse af forfaldstiden for et tysk skattekrav efter danske
skatteprocessuelle regler. Kravet var derfor ikke forældet, hverken efter
danske eller tyske forældelsesregler. Udlægget blev derfor
stadfæstet.
N.2.1.3 Suspension af forældelsen
Forældelsesfristen suspenderes, hvis kreditor på grund af utilregnelig
uvidenhed har været ude af stand til at gøre sit krav gældende. Der kan
være tale om uvidenhed med hensyn til kravets eksistens som følge af
retlige eller faktiske vildfarelser eller uvidenhed om skyldnerens
opholdssted, jf.
1908-lovens
§ 3.
Retlige vildfarelser
Retlige vildfarelser hos skatte- og afgiftsmyndighederne vil ikke
medføre, at forældelsesfristen suspenderes, da myndighederne under alle
omstændigheder bærer risikoen for tvivl om retsstillingen.
Vildfarelser af faktisk
karakter
Vildfarelser af faktisk karakter kan derimod medføre suspension. Efter
domspraksis stilles der strenge krav til skatte- og afgiftsmyndighedernes
agtpågivenhed, herunder en pligt til at indhente oplysninger. Det er
således ikke tilstrækkeligt til at udskyde forældelsesfristens
begyndelsestidspunkt, at fx en skattepligtigs selvangivelse har været
urigtig, såfremt skattemyndighederne ved en sædvanlig undersøgelse af
selvangivelsen og eventuelt en sammenligning af denne med tidligere års
selvangivelser burde være blevet opmærksomme på det ikke-oplyste forhold.
Derimod vil forældelsesfristen naturligvis være suspenderet, hvis
forholdet slet ikke er medtaget i selvangivelsen, jf. fx.
SKM2002.205.ØLR ,
hvor fristen var suspenderet, fordi et provenu ved salg af tlf-numre ikke
var medtaget i selvangivelsen.Af dommen UfR 1971, 856 ØLD fremgår
endvidere, at et krav på gaveafgift ikke var suspenderet i en situation,
hvor grundlaget for rejsning af kravet havde kunnet udledes af en
tidligere indgivet selvangivelse. Dette var på trods af, at kompetencen
til at rejse krav om gaveafgift lå hos de daværende amtsstuer. Se
endvidere
SKM2002.190.LSR ,
hvor forældelse af et momskrav ikke blev anset for suspenderet, selv om de
relevante momsangivelser ikke var indgivet til den korrekte kompetente
myndighed told- og skatteregionen, men derimod var indgivet til den
kommunale ligningsmyndighed.På den anden side kan myndighederne
naturligvis ikke være forpligtede til at tage alle eventualiteter i
betragtning eller til at foranstalte dyberegående undersøgelser uden
synlig anledning, jf. dommen TfS 1998, 584 HD, hvor forældelsesfristen
vedrørende krav på gaveafgift var suspenderet, fordi det ikke med
tilstrækkelig tydelighed fremgik af parternes selvangivelser, at der var
givet gaver. Forældelsesfristen var ligeledes suspenderet i en situation,
hvor der ikke var anledning til at betvivle rigtigheden af et selvangivet
fradrag, således at skattemyndigheden ikke ved ligningen var forpligtet
til at foretage en nærmere undersøgelse af grundlaget for fradraget, jf.
TfS 1990, 120 ØLD. Se ligeledes SKM2001.590.VLD, hvor fristen for
skattemæssig tilsidesættelse af et anpartsprojekt var suspenderet, indtil
det ved dom blev fastslået, at kommanditisten ikke var bundet af
tegningsaftalen.Hvis skatte- og afgiftsmyndighederne under en
efterprøvelse af det regnskabsmæssige grundlag støder på oplysninger, som
ikke kan udledes af det materiale myndighederne hidtil har været i
besiddelse af, suspenderes forældelsesfristen med hensyn til det
yderligere krav indtil det tidspunkt, da myndighederne bliver i stand til
at gøre deres yderligere krav gældende, jf. Meddelelser fra
skattedepartementet. 63.347. I TfS 1997, 755 ØLK var fristen for
opkrævning af et skattekrav, der var afledt af en efterbeskatning af
forskudsafskrivning suspenderet, indtil skattemyndighederne kunne
konstatere, at et planlagt byggeri ikke var blevet gennemført. Se
endvidere den tilsvarende TfS 2000, 485 HD, hvor det blev antaget, at et
krav på aktieafgift ikke var forældet, da selvangivelsesoplysningerne ikke
entydigt gav myndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at gøre kravet
på aktieafgift gældende. Fristen var derfor suspenderet indtil det
tidspunkt, hvor det under en ransagning blev konstateret, at der var sket
en aktieoverdragelse. Endelig kan henvises til
SKM2002.313.ØLR ,
hvor fristen blev anset for suspenderet indtil det tidspunkt, hvor
skattemyndighederne modtog de relevante oplysninger fra de engelske
skattemyndigheder. Det blev lagt til grund, at et efterfølgende endeligt
svar med supplerende oplysninger fra de engelske skattemyndigheder
ikke medførte yderligere suspension, da de supplerende oplysninger
ikke havde betydning for det rejste skattekrav.
Uvidenhed om skyldnerens
opholdssted
Der indtræder ikke suspension, blot fordi myndighederne ikke har
kendskab til skyldnerens opholdssted eller adresse. Det må yderligere
kræves, at myndigheden har gjort et relevant forsøg på at indhente
oplysninger om skyldnerens opholdssted. Der kan henvises til følgende
afgørelser: TfS 1992, 213 VLK, vedrørte et tilfælde, hvor en skattepligtig
i 1981 fik udbetalt en rateforsikring, hvorefter den skattepligtige i 1982
bosatte sig i England. Kravet om tillægsskat forfaldt til betaling i 1982.
Efter at være vendt tilbage til Danmark i 1989, blev den skattepligtige
afkrævet skatten. Vestre Landsret fandt, at 1908-lovens forældelsesfrist
alene suspenderes i de i 1908-loven opregnede tilfælde. Forældelsesfristen
var derfor ikke suspenderet, idet skattemyndighederne havde kendskab til
den skattepligtiges opholdssted, selvom det havde været umuligt at
inddrive skattegælden under opholdet i England.
I dommen
SKM2003.326.ØLR
var der ligeledes ikke tale om suspension af skyldig skat for 1992-1993.
Dette var begrundet i, at skattekommunen indtil 1996 havde været bekendt
med skyldnerens adresse i Malaysia, og i øvrigt havde været bekendt med,
at skyldneren efterfølgende var i kontakt med ToldSkat i forbindelse med
en anmodning om eftergivelse af momsgæld.
Ved Århus byrets
dom i UfR 1982, 872 var et momskrav forældet, da toldmyndigheden ved
henvendelse til skyldnerens far kunne have fået oplysning om skyldnerens
opholdssted i Canada. Toldvæsenet havde tidligere været i forbindelse med
faderen. Herefter ansås forældelsesfristen ikke for suspenderet.
TfS 1999, 544 VLD drejede sig om, hvorvidt et krav i et dødsbo for
skyldig moms mv. for en periode i 1987 og 1988 måtte anses for forældet
ved anmeldelsen i 1994. Den skattepligtige var meldt savnet fra marts 1988
til februar 1994, da han blev fundet druknet. Skattemyndighederne havde
holdt sig orienteret om, hvorvidt den skattepligtige fortsat var meldt
savnet i CPR-registeret. Landsretten fandt, at toldvæsenet i hvert fald
indtil oktober 1992, hvor der var indgivet selvangivelser for de
pågældende år, havde været ude af stand til at gøre sit krav gældende.
Kravet på betaling af moms mv. fra januar kvartal 1987 og indtil januar
kvartal 1988, der blev anmeldt i dødsboet i oktober 1994, var derfor ikke
forældet.
Særligt om ligningslovens § 32
F
1908-loven suppleres af ligningslovens § 32 F for så vidt angår krav
på skat af fortjenester omfattet af reglerne i
ejendomsavancebeskatningsloven og af reglerne i afskrivningslovens §§ 9,
21 og 40. Ved beregningen af forældelsesfristen for krav efter disse
bestemmelser skal der ses bort fra den tid, som skattemyndighederne har
været ude af stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol på
grund af den skattepligtiges ophold i udlandet. Skattemyndighederne er
altså ikke henvist til at anlægge sag ved en fremmed domstol for at
afbryde forældelsen af disse krav. Men bestemmelsen i ligningslovens § 32
F finder på den anden side ikke anvendelse, så længe den skattepligtige
opholder sig i et land, hvor et dansk skattekrav kan gennemføres i kraft
af en bistandsaftale. Der kan henvises til afgørelsen TfS 2000, 205 ØLD,
der omhandler den tilsvarende bestemmelse i § 14, stk. 4, i den nu
ophævede lov om særlig indkomstskat, og hvor det blev lagt til grund, at
de danske skattemyndigheder i en periode var ude af stand til at gøre
kravet gældende ved en dansk domstol, hvorfor den formueretlige
forældelsesfrist var suspenderet i nævnte periode.
Fristberegning ved
suspension
Hvis fristen er suspenderet, løber forældelsesfristen ikke i det
tidsrum, hvor betingelserne for suspension er opfyldt. Dvs. at hvis
betingelserne for suspension har været opfyldt fra kravets stiftelse,
løber fristen først fra det tidspunkt, hvor den suspenderende omstændighed
ophører, det vil typisk sige når de relevante oplysninger er kommet til
myndighedernes kundskab. Den tid, der herefter medgår til sagens
færdigekspedition, medfører normalt ikke yderligere suspension af
forældelsesfristen, medmindre der er tale om en situation, hvor
myndighederne i forbindelse med suspensionens ophør har modtaget et så
omfattende materiale, at en rimelig tid til bearbejdelse heraf efter
omstændighederne skønnes at være nødvendig. Der kan henvises til
SKM2002.583.LSR ,
hvor forældelsesfristen vedrørende etkrav om efterbeskatning af
investeringsfondsmidler alene var suspenderet til det tidspunkt, hvor der
blev anmodet om efterbeskatning.
Af dommen TfS 1994, 682 ØLD følger, at en virksomhed ikke
kunne gøre forældelsesindsigelsen gældende så længe den selv havde
foranlediget inddrivelse af moms stillet i bero. Tilsvarende gælder, at
hvis en borger/virksomhed, i forbindelse med påklage af fastsættelse af
grundlaget for et krav, har fået bevilget henstand med betaling, vil
fristen for forældelse af myndighedernes krav være suspenderet i
henstandsperioden.
N.2.1.4 Afbrydelse af forældelsen
Efter
1908-lovens
§ 2 afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, når fordringshaveren inden
fristens udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse af gælden eller
foretager retslige skridt mod ham/hende og uden ufornødent ophold
forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.
Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er afbrudt, vil der løbe en
ny 5-årig forældelsesfrist fra afbrydelsestidspunktet.
Erkendelse af gælden
En borgers/virksomheds erkendelse af et konkret opgjort skatte- eller
afgiftskrav kan opnås på flere måder. Erkendelsen kan være udtrykkelig -
uden dog at have karakter af et særligt retsgrundlag - jf TfS 1999, 429,
hvor Københavns byret fandt, at 1908-lovens 5-årige forældelse var afbrudt
ved, at den skattepligtiges revisor havde anerkendt skattegælden på et
møde mellem skatteforvaltningen og revisor. Se tilsvarende TfS 1995, 65
ØLD, hvor den indirekte anerkendelse bestod i, at der var anmodet om
frigivelse af investeringsfondsmidler, samt TfS 2000, 473 VLK, hvor kravet
blev anset for anerkendt af borgeren/virksomheden på trods af, at den
erklæring, der afbrød fristen, var vedlagt en protestskrivelse, der
imidlertid ikke blev anset for tilstrækkelig klar og entydig.
Erkendelsen kan ligeledes være stiltiende, fx i form af en anmodning om
henstand med betaling eller eftergivelse af kravet, jf. TfS 1997, 586
(byretsdom) og TfS 2000, 234 ØLK. Gives der ansøgt betalingshenstand,
løber der en ny frist fra henstandens ophør, jf. TSS-cirkulære 1997-7 og
TfS 1995, 691 DEP. Se også TfS 1999, 331 ØLK.
En anmodning om betalingshenstand, der indgives i forbindelse med
påklage af grundlaget for kravet, er dog ikke udtryk for en sådan
erkendelse af kravet, at forældelsesfristen afbrydes. I disse situationer
vil forældelsesfristen imidlertid være suspenderet under
henstandsperioden, jf. TfS 2000, 205 ØLD.
Som et andet eksempel på en anerkendelse af gælden kan nævnes en
afdragsordning. Derimod anses det ikke i sig selv for en erkendelse
af kravet, at borgeren/virksomheden forfølger kravet ved administrativ
påklage, jf UfR 1979, 64 HD, idet en administrativ påklage ikke opsætter
betalingsforpligtelsen. Derfor er myndighederne ikke afskåret fra at
afbryde forældelsesfristen ved at foretage retlige skridt, jf. nærmere
nedenfor. Endvidere blev det i dommen TfS 1992, 333 VLD lagt til grund, at
der ikke var tale om erkendelse af gælden i en situation, hvor skyldig
selskabsskat var anført i et regnskab, der var indsendt til kommunen.
Hvis en borger/virksomhed af egen drift retter henvendelse til
myndighederne om udeholdelser eller fejl, som myndighederne allerede er på
det rene med, vil dette ikke kunne betragtes som en erkendelse af gæld,
som kan afbryde forældelsesfristen. Det afhænger af henvendelsens nærmere
indhold, om den kan betragtes som en erkendelse af (yderligere) gæld eller
måske endog som et særligt retsgrundlag, se nærmere nedenfor.
Retslige skridt
Myndighedernes fastsættelse af et krav ved administrativ afgørelse
eller fremsættelse af krav om betaling overfor skyldneren er ikke retslige
skridt, der afbryder 1908-lovens 5-årsfrist. De retslige skridt mod
skyldneren, som afbryder forældelsesfristen, er derimod sagsanlæg ved
domstolene, udlæg, arrest og forkyndelse af strafferetslig tiltale,
jf. TfS 1993, 92 VLR, hvorimod ransagning og sigtelse ikke har afbrydende
virkning. Afbrydende virkning har endvidere anmeldelse i skyldners
konkursbo, tvangsakkord- eller gældssaneringsbo. Det samme gælder
indgivelse af konkursbegæring, hvis denne fører til afsigelse af dekret.
Se TfS 1999, 442 hvor Københavns byret fandt, at forældelsen af
skattekrav, som var anmeldt i et konkursbo, ikke var afbrudt ved
anmeldelsen i boet. Skattekravet var herefter alene suspenderet i tiden
mellem kravets anmeldelse og indtil det tidspunkt, hvor skattemyndigheden
modtog meddelelse om, at kravet ikke ville blive prøvet i boet.
Ved sagsanlæg er tidspunktet for indlevering af stævning til retten
afgørende for, hvornår forældelsesfristen er afbrudt. Myndighederne
behøver ikke at afbryde forældelsesfristen ved udtagelse af stævning, hvis
borgeren/virksomheden selv har indbragt kravet til prøvelse ved
domstolene, jf. TfS 1990, 120 ØLD. For udlægs vedkommende afbrydes
forældelsen ifølge retsplejelovens § 527 ved indgivelse af anmodningen om
udlæg, såfremt fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet
ophold. Udlægsforretningen anses for fremmet, når der foretages udlæg og
dette følges op med yderligere inddrivelsesforsøg, i sidste instans ved
gennemførelse af tvangsrealisation. Ved udlæg for skatter og afgifter, der
foretages af told- og skattefogeder og kommunernes pantefogeder, regnes
fristen fra selve udlæggets foretagelse, jf. TfS 2000, 405 HD. Selv om
udlægsforretningen slutter som forgæves, bevares den afbrydende virkning
på forældelsesfristen, jf. TfS 1997, 678 ØLK. Pålæg om lønindeholdelse er
ikke et retsligt skridt, der afbryder forældelsesfristen.
Gældsbrev eller andet særligt
retsgrundlag
Det følger af 1908-lovens § 1, sidste punktum, at forældelsesfristen
på 5 år ikke gælder, når der er udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet
særligt retsgrundlag for fordringen, hvorved gælden er anerkendt af
skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået. Fordringer, som
således er sikrede, forældes efter bestemmelsen i Danske Lov 5-14-4, se
N.2.2.
Som hovedeksempler på særligt retsgrundlag kan
foruden egentlige
gældserklæringer nævnes domme og forlig. Derimod er hverken et udlæg, en
arrest eller en anmodning om betalingshenstand, eftergivelse eller om en
afdragsordning et særligt retsgrundlag. Det samme gælder myndighedernes
fastsættelse af et krav ved administrativ afgørelse.
Den fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i investeringsfondslovens §
9, stk. 3, for skattekrav, der er opstået ved indtræden af de i lovens §§
9, stk. 1, og 10, stk. 1, nævnte begivenheder, udgør ikke et særligt
retsgrundlag, fordi skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå
umiddelbart på grundlag af henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til
skattetilsvar i medfør af etableringskontolovens §§ 9, stk. 1 og 2, og 11,
stk. 1 og 3, jf. § 9, stk. 3.
For så vidt angår retsgrundlag i form af gældsbreve bemærkes særligt,
at hvis et pantebrev i fast ejendom eller i løsøre ikke fastslår, at
debitor skylder et bestemt beløb, opfylder pantebrevet ikke 1908-lovens
betingelser for at være et særligt retsgrundlag. Heraf følger, at
udstedelse af et skadesløsbrev ikke forhindrer, at den underliggende
fordring kan forældes på 5 år. Overgivelse af et ejerpantebrev til
sikkerhed for fordringen er derfor heller ikke tilstrækkeligt til at
etablere særligt retsgrundlag. De andre særlige retsgrundlag forudsætter
også, at fordringens størrelse er fastslået. Således blev en
transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om skyldforholdet mellem
parterne, ikke anset som et særligt retsgrundlag, jf. UfR 1965, 608
(byretsafgørelse).
I øvrigt bemærkes, at selv om der er udstedt et gældsbrev for en
fordring, kan et vedhængende rentekrav selvstændigt forældes efter
1908-loven.
N.2.2 Den 20-årige forældelse
Forældelsesreglen i
Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-loven, men dens praktiske
betydning
for skatter og afgifter er ikke stor. Reglen i Danske Lov angår alle
formuefordringer, herunder også det offentliges krav på skatter og
afgifter i tilfælde, hvor der foreligger et særligt retsgrundlag, eller
hvor 1908-lovens forældelsesfrist er suspenderet.
Forældelsesfristen løber fra fordringens stiftelse eller fra det
tidspunkt, hvor det gældsbrev mv., som sætter den 5-årige forældelsesfrist
ud af kraft, tilvejebringes. Krav på almindelig indkomstskat stiftes ved
indkomstårets udløb. Tilsvarende stiftes krav på restskatter ved
indkomstårets udløb. Krav på betaling af løbende B-skatterater stiftes
også ved indkomstårets udløb. Tilsvarende gælder for selskabsskatter.
Afgiftskrav anses i øvrigt normalt at være stiftet ved den afgiftspligtige
begivenheds indtræden.
En meget væsentlig forskel på reglen i 1908-loven og reglen i Danske
Lov er, at den 20-årige forældelse ikke kan suspenderes. Derimod afbrydes
den 20-årige forældelse ikke alene ved skyldnerens erkendelse og ved
retslige skridt, men også ved enhver påmindelse fra kreditor, hvorved der
gives udtryk for, at kravet fastholdes.
N.2.3 3-årsfristen i Toldkodeksen
Toldkodeksens art. 221 indeholder særlige regler om toldmyndighedernes
adgang til at
foretage efteropkræving indenfor en 3-års frist, som kan forlænges,
hvis toldmyndighederne på grund af svig ikke har kunnet beregne det
skyldige beløb eller fastslå, hvem der er debitor. Endvidere foreligger en
særlig hjemmel til opkrævning af toldgodtgørelse/toldfritagelse, som
viser sig at være indrømmet med urette, jf. Toldkodeksens art. 242. Denne
opkrævningsmulighed anses ikke for omfattet af den normale 3-årige
forældelsesfrist, men derimod af 5-årsfristen i
1908-loven.
N.3 Forældelse af borgernes
tilbagesøgningskrav
I det omfang der eksisterer særlige fristregler for
borgernes/virksomhedernes adgang til tilbagesøgning af tidligere betalte
skatte-, told- og afgiftskrav, har de formueretlige forældelsesregler
alene sekundær betydning. Sådanne særlige fristregler findes fx på
toldområdet og for foretagelse af ansættelser af skat, afgifter og
godtgørelse af afgifter, jf.
afsnit G .
Det skal dog bemærkes, at reglerne i SSL §§ 35 og 35 C om ansættelse
af skat, afgifter og godtgørelse af afgift efter udløbet af de ordinære
ansættelsesfrister i SSL §§ 34 og 35 B direkte forudsætter, at det
afledede myndighedskrav eller tilbagesøgningskrav ikke er forældet efter
de formueretlige forældelsesregler. Dette gælder imidlertid ikke
ansættelser som omhandlet i SSL §§ 35, stk. 1, nr. 4,7 og 8, og 35 C, stk.
1, nr. 1 og 4, idet de heraf afledede krav er undtaget fra
1908-lovens regler om 5 års forældelse.
5-årig eller 20-årig
forældelse
En borgers/virksomheds krav på tilbagesøgning af tidligere betalt skat
eller afgift vil som altovervejende hovedregel være en følge af, at
beløbet har været betalt under den urigtige forudsætning, at der var pligt
til at betale beløbet, dvs. beløbet har været indbetalt til myndighederne
i urigtig om formening om skyld. Under sådanne omstændigheder vil
tilbagesøgningskravet være omfattet af
1908-lovens 5-årsfrist, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 6.
Som eksempel på, at der var tale om forældelse som følge af, at
tilbagesøgningskravet var omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 6
kan nævnes dommen
SKM2002.637.HR
om tilbagesøgning af ambi og dommen TfS 2000, 606 VLD om krav på
tilbagebetaling af realrenteafgift. Da det er fastslået i
SKM2002.637.HR ,
at 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 4, ikke omfatter tilbagesøgningskrav mod
myndighederne, vil tilbagebetaling af skatter og afgifter, der ikke er
indbetalt til myndighederne i urigtig formening om skyld, slet ikke være
omfattet af 1908-loven. Som eksempel herpå kan nævnes afgørelsen
SKM2001.462.TSS ,
hvor Told- og Skattestyrelsen anså et krav på tilbagebetaling af afgift i
henhold til pensionsbeskatningslovens § 29 for omfattet af Danske Lovs
20-årige forældelsesfrist, fordi afgiften ikke var indbetalt til
myndighederne i urigtig formening om forpligtelse hertil. Der var tale om
afgift af en udtrædelsesgodtgørelse fra en pensionskasse, der
efterfølgende indrømmede den pågældende ret til invalidepension. Som følge
heraf blev den tidligere udbetalte udtrædelsesgodtgørelse annulleret med
tilbagevirkende kraft, hvilket imidlertid ikke ændrede noget i, at der på
tidspunktet for udbetaling af udtrædelsesgodtgørelsen eksisterede en
ubetinget pligt til at svare afgift efter pensionsbeskatningsloven.
Endvidere kan der henvises til dommen UfR 1982, 1047 ØLD, hvor et
holdingselskabs krav på tilbagesøgning af udbytteskat, der var indeholdt i
datterselskabet, blev anset for omfattet af den 20-årige forældelsesfrist,
fordi udbytteskatten ved en forglemmelse ikke var godskrevet i
holdingselskabets skat. Der var derfor tale om tilbagesøgning af selve det
indeholdte beløb, som ikke blev anset for indbetalt i urigtig formening om
skyld. Hvis udbytteskatten på sædvanlig måde var blevet modregnet i
holdingselskabets årsopgørelse, ville tilbagesøgningskravet utvivlsomt
være blevet anset for omfattet af 1908-lovens 5-årsfrist. I sagen UfR
1981, 349 ØLD havde arbejdsgiveren krævet tilbagebetaling af A-skat, idet
det blev gjort gældende, at der ikke var tale om A-indkomst.
Arbejdsgiveren fik medhold heri. A-skatten var derfor indeholdt og
indbetalt på et urigtigt grundlag, hvorfor arbejdsgiverens
tilbagesøgningskrav var omfattet af 1908-lovens 5-årsfrist.
Når en borgers/virksomheds tilbagesøgningskrav er omfattet af
1908-lovens 5-årsfrist, løber fristen fra forfaldstidspunktet, som er det
tidspunkt, hvor beløbet tidligere er betalt til myndighederne.
Forfaldstidspunktet vedrørende et tilbagesøgningskrav forudsætter dog
under alle omstændigheder, at kravet er endelig opgjort. Dette er
ensbetydende med, at hvis der er tale om indbetalinger til myndighederne
af foreløbig karakter, fx. indeholdt A- og B-skat eller kvartalsvis
indbetaling af lønsumsafgift, vil forfaldstidspunktet for krav på
tilbagebetaling tidligst indtræde på tidspunktet for udsendelse af
årsopgørelse, henholdsvis tidspunktet for endelig regulering af årets
skyldige lønsumsafgift, jf. lønsumsafgiftslovens § 6 b.
Særligt om godtgørelse af
energiafgifter m.v.
Hvis et krav om godtgørelse af afgift tidligst kunne være gjort
gældende den 1. juli 2000 eller senere, og anmodning herom er indgivet fra
og med den 12. marts 2003, vil kravet være omfattet af de særlige
fristregler i SSL §§ 35 B og 35 C. For tidligere krav på godtgørelse af
afgift er den godtgørelsesberettigedes krav alene begrænset af de
formueretlige forældelsesregler. I den forbindelse kan henvises til
SKM2003.63.TSS ,
hvoraf følger, at en momsregistreret virksomheds krav på godtgørelse
af afgift som udgangspunkt vil være omfattet af 1908-lovens 5 års
forældelse, jf. denne lovs § 1, stk. 1, nr. 6. Begrundelsen herfor er, at
det i afgiftslovgivningen om godtgørelse er fastsat, at såfremt en
momsregistreret virksomhed har krav på godtgørelse af tidligere betalt
afgit, skal kravet pligtmæssigt modregnes i virksomhedens momstilsvar.
hvis virksomheden undlader at foretage modregning vil konsekvensen være,
at der bliver indbetalt for meget moms til myndighederne. Denne
indbetaling vil derfor i givet fald ske i urigtig formening om skyld,
således at et tilsvarende tilbagesøgningskrav i henhold til 1908-lovens §
1, stk. 1, nr. 6, vil være forældet 5 år efter det tidspunkt, hvor kravet
på godtgørelse af afgift burde have været modregnet i momstilsvaret.
Afbrydelse
Som nærmere beskrevet under
N.2.1.4
kan 1908-lovens 5-årsfrist afbrydes efter lovens § 2 ved myndighedernes
erkendelse af tilbagesøgningskravet eller ved foretagelse af retslige
skridt mod myndighederne. Indgivelse af klage eller anmodning til en
administrativ myndighed om genoptagelse af en tidligere afgørelse eller
tilbagebetaling af et tidligere betalt beløb er ikke et retsligt skridt.
Det må imidlertid antages, at hvis en løbende forældelsesfrist udløber på
det tidspunkt, hvor myndighederne behandler en klage eller en anmodning om
genoptagelse, henholdsvis tilbagebetaling af tidligere indbetalte
beløb, vil den fortsatte sagsbehandling være udtryk for, at
enhver forældelsesindsigelse er frafaldet indtil sagsbehandlingens
afslutning. Det vil sige, at hvis borgeren får medhold i, at der
eksisterer et tilbagebetalingskrav vil kravet ikke være
forældet, uanset hvornår en klage- eller genoptagelsessag afsluttes,
forudsat der ikke allerede var indtrådt forældelse ved sagens
påbegyndelse. Der kan henvises til TfS 2000, 606 VLD, hvor det er
forudsat, at tilbagebetalingskravet ikke ville være forældet, hvis det
kunne lægges til grund, at der foregik en ikke-afsluttet klagebehandling.
For så vidt angår en egentlig afbrydende virkning kan der dog i
lovgivningen eksistere særskilt hjemmel til, at administrative skridt har
afbrydende virkning, jf. fx lov nr. 389 af 20. maj 1992, § 5, stk. 2,
hvorefter fremsættelse af krav overfor myndighederne om tilbagebetaling af
ambi har afbrydende virkning. Af SKM2001.478.VLD følger, at fremsættelse
af krav i henhold til ovennævnte § 5, stk. 2, ikke havde afbrydende
virkning i en situation, hvor tilbagebetalingskravet ikke var forfulgt
uden unødigt ophold.
Suspension
Som nærmere beskrevet under
N.2.1.3
kan 1908-lovens frist endvidere være suspenderet, hvis
borgeren/virksomheden har været i utilregnelig uvidenhed om
tilbagesøgningskravet. Som det ligeledes fremgår af beskrivelsen under
N.2.1.3
vil retlig vildfarelse normalt ikke suspendere 1908-lovens frist for så
vidt angår myndighedernes krav mod borgerne/virksomhederne. Det
tilsvarende vil normalt gælde for borgernes/virksomhedernes
tilbagesøgningskrav mod myndighederne. Uden for Skatteministeriets område
kan især henvises til dommen TfS 2000, 583 HD, hvor Højesteret fastslog,
at retlig uvidenhed om, at der ikke var grundlag for opkrævning af
såkaldte promillegebyrer ved anmeldelse af selskaber, ikke suspenderede
1908-lovens frist vedrørende kravet på tilbagesøgning af promillegebyrer.
På Skatteministeriets område kan henvises til TfS 2000, 744 HD, hvor
kravet om tilbagebetaling af skat som følge af en ændret skattemæssig
behandling af ambi var forældet, fordi fristen ikke blev anset for
suspenderet. Endvidere kan henvises til SKM2003.290.HR og TfS 2000,
606 VLD, hvor Told- og Skattestyrelsen ændrede sin hidtidige retlige
vurdering af realrenteafgiftspligten. Den skattepligtige fik ikke medhold
i, at 1908-lovens frist havde været suspenderet for tilbagebetaling af
tidligere betalt realrenteafgift. I overensstemmelse hermed gælder, at
hvis myndighedernes hidtidige praksis underkendes ved Landsskatteretten
eller domstolene, vil 1908-lovens frist ikke være suspenderet for andre
med tilsvarende sager, jf UfR 1927, 585 HD og UfR 1936, 763 VLD.
Forældelsesfristen for sådanne tilbagesøgningskrav vil derfor på sædvanlig
måde løbe fra det tidspunkt, hvor beløbet er indbetalt til myndighederne,
medmindre Told- og Skattestyrelsen af procesbesparende hensyn udsender en
meddelelse om, at forældelsesfristen vedrørende tilbagesøgningskravet
indtil videre sættes i stå, jf. eksempelvis TfS 2000, 581 TSS om moms af
bowlingbaner. Vedrørende genoptagelse af skatteansættelser som følge af
underkendelse af myndighedernes hidtidige praksis gælder dog særligt, at
der efter reglen i SSL § 35, stk. 1, nr. 7, kan ske tilbagebetaling af
skat fra og med det første indkomstår, der har været til prøvelse i den
underkendende afgørelse, uanset formueretlig forældelse. Tilsvarende
regler gælder om underkendende afgørelser vedrørende afgifter og
godtgørelse af afgift, jf. SSL § 35 C, stk. 1, nr.
1.
Særligt retsgrundlag
Endelig bemærkes, at borgerens/virksomhedernes tilbagesøgningskrav vil
være omfattet af den 20-årige forældelsefrist, hvis der er etableret et
særligt retsgrundlag, jf. nærmere under
N.2.2.
Særligt for told
Toldkodeksens
art. 221 indeholder særlige regler om adgangen til at opnå toldgodtgørelse
indenfor den særlige 3-årsfrist. Adgangen til toldgodtgørelse omfatter
godtgørelse for tolden og for heraf afledt moms og evt. punktafgift, jf.
Toldkodeksens art. 236 og toldlovens § 31. For godtgørelse gælder, at en
forlængelse af fristen kun kan ske, hvis indgivelse af en anmodning om
godtgørelse har været forhindret på grund af hændelige omstændigheder
eller force majeure, jf. Toldkodeksens art. 236.
N.4 Kompetence og klage
Told, moms og afgifter
Kompetencen til at træffe afgørelse om formueretlig forældelse af krav
på told, moms og afgifter ligger hos told- og skatteregionerne og
toldcentrene med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen, dog med
klageadgang til Landsskatteretten i tilfælde, hvor der fremsættes
indsigelse om, at der allerede ved afgørelsen om grundlaget for kravet var
indtrådt formueretlig forældelse, jf SSL § 24, stk. 1, nr. 5.
Selskabsskat
Tilsvarende har told- og skatteregionerne kompetencen til at træffe
afgørelse om formueretlig forældelse vedrørende selskabsskat. Hvis en
kontraktskommune eller Told- og Skattestyrelsen træffer afgørelse om
formueretlig forældelse som forudsætning for en ansættelse for en juridisk
person, der foretages efter udløbet af de ordinære ansættelsesfrister i
SSL § 34, er det dog Landsskatteretten, der er klagemyndighed, jf. SSL §
24, stk. 1, nr. 5.
Skat af fysiske personer og
dødsboer
For så vidt angår afgørelser om forældelse af indkomstskat vedrørende
fysiske personer og dødsboer er kompetencen tillagt kommunerne i det
omfang afgørelse herom ikke er truffet af en anden skattemyndighed.
Kommunernes afgørelser vil kunne påklages til told- og skatteregionerne,
og er afgørelsen i første instans truffet af en told- og skatteregion, kan
der klages til Told- og Skattestyrelsen. Er afgørelsen truffet af Told- og
Skattestyrelsen er der ingen administrativ klagemulighed.
Dette gælder dog ikke, hvis afgørelsen om formueretlig forældelse er
truffet af en skatteansættende myndighed som forudsætning for en
skatteansættelse, der foretages efter udløbet af de ordinære
ansættelsesfrister i SSL § 34, idet sådanne afgørelser påklages til
skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten.
Der henvises endvidere til afsnit
H.6.
Andre forældelsesregler end de
formueretlige
Derudover er der de særlige fristregler, der findes i fx
skattestyrelsesloven og toldlovgivningen. Kompetencen til at tage stilling
til sådanne fristregler vil normalt ligge hos den myndighed, der i øvrigt
har kompetencen vedrørende sagens materielle indhold, og med klageadgang
svarende til, hvortil det materielle spørgsmål kan påklages.
Lignende dokumenter
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 N. FORÆLDELSE Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 N. FORÆLDELSE Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 N. FORÆLDELSE Retsinformation · 5. februar 2008
- Skrivelse om De formueretlige forældelsesfrister vedrørende borgernes tilbagesøgningskrav Retsinformation · 12. april 2008
- Forslag til Lov om ændring af skattestyrelsesloven og andre love (Ændring af fristreglerne på skatte- og afgiftsområdet mv.) Retsinformation · 12. marts 2003
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 G. FRISTER FOR FASTSÆTTELSE AF GRUNDLAGET FOR TOLD, SKAT, MOMS OG ANDRE AFGIFTER Retsinformation · 5. februar 2008