Spring til indhold

Retsinformation

PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 N. FORÆLDELSE

STV nr 20073 af 01/01/2003Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Processuelle regler på ToldSkats område 2003 - 2

N. Forældelse

N.1 Generelt om formueretlig

forældelse

Myndighedernes krav

Myndighedernes krav på skatter og afgifter er omfattet af § 1, stk. 1,

nr. 4, i

lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer .

Dette er

ensbetydende med, at sådanne krav som udgangspunkt forældes 5 år efter

kravets forfaldstidspunkt. Nedenfor under

N.2.2 beskrives den 20-årige

forældelsesfrist, der gælder ved siden af fristen i 1908-loven, og i

N.2.3 beskrives

den 3-årige frist på toldområdet.

Hvis der findes særlige fristregler om fastsættelse af grundlaget for

de enkelte skatte-, told- og afgiftskrav, jf.

afsnit G , får de formueretlige

forældelsesregler alene sekundær betydning for det pengekrav, der

udspringer af grundlaget for skatte-, told- eller afgiftskravet. Det skal

dog bemærkes, at reglerne i SSL §§ 35 og 35 C, om ansættelse af skat,

afgift eller godtgørelse af afgift efter udløbet af de ordinære

ansættelsesfrister i SSL §§ 34 og 35 B, direkte forudsætter, at det

afledede myndighedskrav eller tilbagesøgningskrav ikke er forældet

efter de formueretlige forældelsesregler. Dette gælder imidlertid

ikke ansættelser som omhandlet i SSL § 35, stk. 1, nr. 4,7 og 8, og i SSL

§ 35 C, stk. 1, nr. 1 og 4, idet de heraf afledede krav er undtaget fra

1908-lovens regler om 5 års forældelse, jf. SSL §§ 35, stk. 4, og 35 C,

stk. 4.

Bortset fra disse undtagelser forældes myndighedernes krav på skatter

Læs alt

og afgifter efter 1908-lovens 5-års regel, hvis kravet ikke er betalt

inden 5 år regnet fra kravets forfaldstidspunkt, medmindre der forinden er

sket afbrydelse eller suspension af 5-årsfristen, eller 5-årsfristen er

afløst af den 20-årige frist som følge af, at der er etableret særligt

retsgrundlag. Der henvises til den nærmere gennemgang nedenfor under

N.2.1.3 og

N.2.1.4 om

suspension, afbrydelse og særligt retsgrundlag.

Af dommen

SKM2003.259.ØLR

fremgår, at selv om begrundelsen for et krav efterfølgende ændres, vil

spørgsmålet om formueretlig forældelse skulle vurderes i forhold til

kravets oprindelige stiftelses/forfaldstidspunkt. I den nævnte sag var et

krav vedrørende indkomståret 1992 begrundet i maskeret udlodning, hvilken

begrundelse under klagebehandling i Landsskatteretten i 1999 blev

frafaldet, således at kravet i stedet for blev anset for skattepligtigt

efter kursgevinstloven. Forældelsesfristen for det oprindeligt begrundede

krav var ikke udløbet i 1999, hvilket tilsvarende blev anset for at gælde

for så vidt angår kravet med den ændrede begrundelse, således at det

blev lagt til grund, at kravet bevarede sin identitet, uanset den ændrede

begrundelse.

Hvis et krav på skat, told eller afgift er forældet, kan det ikke gøres

gældende. En forældet fordring kan derfor heller ikke anvendes til

modregning, medmindre de modstående fordringer udspringer af den samme

faktiske omstændighed (konnekse fordringer). Der kan henvises til TfS

2000, 749 VLD, hvor modregning kunne ske, fordi de modstående fordringer

var konnekse, mens der i dommen TfS 2000, 748 VLD var tale om forældelse,

fordi der ikke var tale om konneksitet blot fordi et skattekrav vedrørte

samme indkomstår som et krav på overskydende skat.

Borgernes/virksomhedernes krav

på tilbagebetaling

For borgernes/virksomhedernes krav på tilbagebetaling af tidligere

betalte skatte- og afgiftsbeløb samt godtgørelse af toldbeløb, se

N.3.

N.2 Forældelse af myndighedernes krav

N.2.1 5-årsfristen i 1908-loven

N.2.1.1. Hvilke myndighedskrav er omfattet af

1908-loven

1908-loven

omhandler skatter og afgifter af offentligretlig natur. Loven omfatter

alle afgiftskrav samt skatter af enhver art som fx person-, dødsbo- og

selskabsskat, bo- og gaveafgift, frigørelses- og afståelsesafgift, afgift

og indkomstskat i medfør af ejendomsværdiskatteloven.

1908-loven omfatter endvidere krav på betaling og tilbagebetaling af

kirkeskat.

N.2.1.2 Hvornår begynder forældelsesfristen at

løbe

Forældelsesfristen efter

1908-loven løber normalt fra det øjeblik, hvor kravet er forfaldent

til betaling.

Forfaldstidspunkterne for betaling af de enkelte skatte-, told- og

afgiftskrav er fastsat i den særlovgivning, der regulerer de pågældende

krav. Om betalings- og forfaldstidspunkter vedrørende toldkrav henvises

nærmere til

Toldvejledningen, afsnit A.2, om betalings- og forfaldstidspunkter

vedrørende momskrav

henvises nærmere til

Momsvejledningen, afsnit P, om betalings- og forfaldstidspunkter

vedrørende indeholdt

A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag henvises til

vejledningen om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, afsnit

G , om

betalings- og forfaldstidspunkter vedrørende punktafgifter henvises til

punktafgiftsvejledningen og vedrørende lønsumsafgift henvises til

Lønsumsafgiftsvejledningen, afsnit F .

Forældelsesfristen løber fra det lovbestemte forfaldstidspunkt, selv om

kravet ikke er gjort op, medmindre myndighederne befinder sig i

utilregnelig uvidenhed om deres krav, jf. om suspension afsnit

N.2.1.3.

Dette betyder eksempelvis vedrørende skattekrav, at den 5-årige

forældelsesfrist i almindelighed løber fra den dag, der ville have været

forfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligningen for det

pågældende indkomstår, jf. Meddelelser fra skattedepartementet 40.25.

Ifølge kildeskatteloven opkræves skat dels som foreløbig skat, dels som

restskat. Dette medfører, at forældelsesfristen for personlige skatter af

indkomst, der ikke har været indeholdt eller opkrævet som foreløbig skat,

skal regnes fra det sædvanlige forfaldstidspunkt for betaling af restskat.

1908-lovens forældelsesfrist for upålignede skatter for 1999 løber således

fra 1. september - 1. november 2000 (1/3 af kravet fra hver af disse

datoer). Der kan herom henvises til TfS 1989, 605 HD.

Vedrørende arveafgift i eksekutorboer fremgår det af

SKM2003.24.ØLR ,

at forældelsesfristen for arveafgiften tidligst løber fra det tidspunkt,

hvor boopgørelsen indsendes til skifteretten til revision.

Vedrørende forfaldstidspunkt kan endvidere henvises til TfS 2000, 288

ØLD, hvor kravet på efterbeskatning af etableringskonto- og

investeringsfondshenlæggelser ikke var forældet, fordi kravet var blevet

forfulgt inden 5 år fra det lovbestemte forfaldstidspunkt for

efterbeskatning i de respektive særlove.

Se også TfS 1999, 807 VLK. Landsskatteretten havde den 7. oktober 1996

afsagt kendelse om, at beskatningsretten til den omhandlede indkomst for

1990 tilkom Tyskland. Efter at skattemyndighederne i 1998 havde foretaget

udlæg gjorde den skattepligtige overfor fogedretten gældende, at kravet på

tysk indkomstskat var forældet. Den skattepligtige fik imidlertid ikke

medhold. Landsretten lagde ligesom fogedretten til grund, at forfaldstiden

for skattekravet efter tyske regler utvivlsomt var 7. oktober 1996, og at

der ikke i dobbeltbeskatningsoverenskomsten var hjemmel til en yderligere

bedømmelse af forfaldstiden for et tysk skattekrav efter danske

skatteprocessuelle regler. Kravet var derfor ikke forældet, hverken efter

danske eller tyske forældelsesregler. Udlægget blev derfor

stadfæstet.

N.2.1.3 Suspension af forældelsen

Forældelsesfristen suspenderes, hvis kreditor på grund af utilregnelig

uvidenhed har været ude af stand til at gøre sit krav gældende. Der kan

være tale om uvidenhed med hensyn til kravets eksistens som følge af

retlige eller faktiske vildfarelser eller uvidenhed om skyldnerens

opholdssted, jf.

1908-lovens

§ 3.

Retlige vildfarelser

Retlige vildfarelser hos skatte- og afgiftsmyndighederne vil ikke

medføre, at forældelsesfristen suspenderes, da myndighederne under alle

omstændigheder bærer risikoen for tvivl om retsstillingen.

Vildfarelser af faktisk

karakter

Vildfarelser af faktisk karakter kan derimod medføre suspension. Efter

domspraksis stilles der strenge krav til skatte- og afgiftsmyndighedernes

agtpågivenhed, herunder en pligt til at indhente oplysninger. Det er

således ikke tilstrækkeligt til at udskyde forældelsesfristens

begyndelsestidspunkt, at fx en skattepligtigs selvangivelse har været

urigtig, såfremt skattemyndighederne ved en sædvanlig undersøgelse af

selvangivelsen og eventuelt en sammenligning af denne med tidligere års

selvangivelser burde være blevet opmærksomme på det ikke-oplyste forhold.

Derimod vil forældelsesfristen naturligvis være suspenderet, hvis

forholdet slet ikke er medtaget i selvangivelsen, jf. fx.

SKM2002.205.ØLR ,

hvor fristen var suspenderet, fordi et provenu ved salg af tlf-numre ikke

var medtaget i selvangivelsen.Af dommen UfR 1971, 856 ØLD fremgår

endvidere, at et krav på gaveafgift ikke var suspenderet i en situation,

hvor grundlaget for rejsning af kravet havde kunnet udledes af en

tidligere indgivet selvangivelse. Dette var på trods af, at kompetencen

til at rejse krav om gaveafgift lå hos de daværende amtsstuer. Se

endvidere

SKM2002.190.LSR ,

hvor forældelse af et momskrav ikke blev anset for suspenderet, selv om de

relevante momsangivelser ikke var indgivet til den korrekte kompetente

myndighed told- og skatteregionen, men derimod var indgivet til den

kommunale ligningsmyndighed.På den anden side kan myndighederne

naturligvis ikke være forpligtede til at tage alle eventualiteter i

betragtning eller til at foranstalte dyberegående undersøgelser uden

synlig anledning, jf. dommen TfS 1998, 584 HD, hvor forældelsesfristen

vedrørende krav på gaveafgift var suspenderet, fordi det ikke med

tilstrækkelig tydelighed fremgik af parternes selvangivelser, at der var

givet gaver. Forældelsesfristen var ligeledes suspenderet i en situation,

hvor der ikke var anledning til at betvivle rigtigheden af et selvangivet

fradrag, således at skattemyndigheden ikke ved ligningen var forpligtet

til at foretage en nærmere undersøgelse af grundlaget for fradraget, jf.

TfS 1990, 120 ØLD. Se ligeledes SKM2001.590.VLD, hvor fristen for

skattemæssig tilsidesættelse af et anpartsprojekt var suspenderet, indtil

det ved dom blev fastslået, at kommanditisten ikke var bundet af

tegningsaftalen.Hvis skatte- og afgiftsmyndighederne under en

efterprøvelse af det regnskabsmæssige grundlag støder på oplysninger, som

ikke kan udledes af det materiale myndighederne hidtil har været i

besiddelse af, suspenderes forældelsesfristen med hensyn til det

yderligere krav indtil det tidspunkt, da myndighederne bliver i stand til

at gøre deres yderligere krav gældende, jf. Meddelelser fra

skattedepartementet. 63.347. I TfS 1997, 755 ØLK var fristen for

opkrævning af et skattekrav, der var afledt af en efterbeskatning af

forskudsafskrivning suspenderet, indtil skattemyndighederne kunne

konstatere, at et planlagt byggeri ikke var blevet gennemført. Se

endvidere den tilsvarende TfS 2000, 485 HD, hvor det blev antaget, at et

krav på aktieafgift ikke var forældet, da selvangivelsesoplysningerne ikke

entydigt gav myndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at gøre kravet

på aktieafgift gældende. Fristen var derfor suspenderet indtil det

tidspunkt, hvor det under en ransagning blev konstateret, at der var sket

en aktieoverdragelse. Endelig kan henvises til

SKM2002.313.ØLR ,

hvor fristen blev anset for suspenderet indtil det tidspunkt, hvor

skattemyndighederne modtog de relevante oplysninger fra de engelske

skattemyndigheder. Det blev lagt til grund, at et efterfølgende endeligt

svar med supplerende oplysninger fra de engelske skattemyndigheder

ikke medførte yderligere suspension, da de supplerende oplysninger

ikke havde betydning for det rejste skattekrav.

Uvidenhed om skyldnerens

opholdssted

Der indtræder ikke suspension, blot fordi myndighederne ikke har

kendskab til skyldnerens opholdssted eller adresse. Det må yderligere

kræves, at myndigheden har gjort et relevant forsøg på at indhente

oplysninger om skyldnerens opholdssted. Der kan henvises til følgende

afgørelser: TfS 1992, 213 VLK, vedrørte et tilfælde, hvor en skattepligtig

i 1981 fik udbetalt en rateforsikring, hvorefter den skattepligtige i 1982

bosatte sig i England. Kravet om tillægsskat forfaldt til betaling i 1982.

Efter at være vendt tilbage til Danmark i 1989, blev den skattepligtige

afkrævet skatten. Vestre Landsret fandt, at 1908-lovens forældelsesfrist

alene suspenderes i de i 1908-loven opregnede tilfælde. Forældelsesfristen

var derfor ikke suspenderet, idet skattemyndighederne havde kendskab til

den skattepligtiges opholdssted, selvom det havde været umuligt at

inddrive skattegælden under opholdet i England.

I dommen

SKM2003.326.ØLR

var der ligeledes ikke tale om suspension af skyldig skat for 1992-1993.

Dette var begrundet i, at skattekommunen indtil 1996 havde været bekendt

med skyldnerens adresse i Malaysia, og i øvrigt havde været bekendt med,

at skyldneren efterfølgende var i kontakt med ToldSkat i forbindelse med

en anmodning om eftergivelse af momsgæld.

Ved Århus byrets

dom i UfR 1982, 872 var et momskrav forældet, da toldmyndigheden ved

henvendelse til skyldnerens far kunne have fået oplysning om skyldnerens

opholdssted i Canada. Toldvæsenet havde tidligere været i forbindelse med

faderen. Herefter ansås forældelsesfristen ikke for suspenderet.

TfS 1999, 544 VLD drejede sig om, hvorvidt et krav i et dødsbo for

skyldig moms mv. for en periode i 1987 og 1988 måtte anses for forældet

ved anmeldelsen i 1994. Den skattepligtige var meldt savnet fra marts 1988

til februar 1994, da han blev fundet druknet. Skattemyndighederne havde

holdt sig orienteret om, hvorvidt den skattepligtige fortsat var meldt

savnet i CPR-registeret. Landsretten fandt, at toldvæsenet i hvert fald

indtil oktober 1992, hvor der var indgivet selvangivelser for de

pågældende år, havde været ude af stand til at gøre sit krav gældende.

Kravet på betaling af moms mv. fra januar kvartal 1987 og indtil januar

kvartal 1988, der blev anmeldt i dødsboet i oktober 1994, var derfor ikke

forældet.

Særligt om ligningslovens § 32

F

1908-loven suppleres af ligningslovens § 32 F for så vidt angår krav

på skat af fortjenester omfattet af reglerne i

ejendomsavancebeskatningsloven og af reglerne i afskrivningslovens §§ 9,

21 og 40. Ved beregningen af forældelsesfristen for krav efter disse

bestemmelser skal der ses bort fra den tid, som skattemyndighederne har

været ude af stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol på

grund af den skattepligtiges ophold i udlandet. Skattemyndighederne er

altså ikke henvist til at anlægge sag ved en fremmed domstol for at

afbryde forældelsen af disse krav. Men bestemmelsen i ligningslovens § 32

F finder på den anden side ikke anvendelse, så længe den skattepligtige

opholder sig i et land, hvor et dansk skattekrav kan gennemføres i kraft

af en bistandsaftale. Der kan henvises til afgørelsen TfS 2000, 205 ØLD,

der omhandler den tilsvarende bestemmelse i § 14, stk. 4, i den nu

ophævede lov om særlig indkomstskat, og hvor det blev lagt til grund, at

de danske skattemyndigheder i en periode var ude af stand til at gøre

kravet gældende ved en dansk domstol, hvorfor den formueretlige

forældelsesfrist var suspenderet i nævnte periode.

Fristberegning ved

suspension

Hvis fristen er suspenderet, løber forældelsesfristen ikke i det

tidsrum, hvor betingelserne for suspension er opfyldt. Dvs. at hvis

betingelserne for suspension har været opfyldt fra kravets stiftelse,

løber fristen først fra det tidspunkt, hvor den suspenderende omstændighed

ophører, det vil typisk sige når de relevante oplysninger er kommet til

myndighedernes kundskab. Den tid, der herefter medgår til sagens

færdigekspedition, medfører normalt ikke yderligere suspension af

forældelsesfristen, medmindre der er tale om en situation, hvor

myndighederne i forbindelse med suspensionens ophør har modtaget et så

omfattende materiale, at en rimelig tid til bearbejdelse heraf efter

omstændighederne skønnes at være nødvendig. Der kan henvises til

SKM2002.583.LSR ,

hvor forældelsesfristen vedrørende etkrav om efterbeskatning af

investeringsfondsmidler alene var suspenderet til det tidspunkt, hvor der

blev anmodet om efterbeskatning.

Af dommen TfS 1994, 682 ØLD følger, at en virksomhed ikke

kunne gøre forældelsesindsigelsen gældende så længe den selv havde

foranlediget inddrivelse af moms stillet i bero. Tilsvarende gælder, at

hvis en borger/virksomhed, i forbindelse med påklage af fastsættelse af

grundlaget for et krav, har fået bevilget henstand med betaling, vil

fristen for forældelse af myndighedernes krav være suspenderet i

henstandsperioden.

N.2.1.4 Afbrydelse af forældelsen

Efter

1908-lovens

§ 2 afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, når fordringshaveren inden

fristens udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse af gælden eller

foretager retslige skridt mod ham/hende og uden ufornødent ophold

forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.

Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er afbrudt, vil der løbe en

ny 5-årig forældelsesfrist fra afbrydelsestidspunktet.

Erkendelse af gælden

En borgers/virksomheds erkendelse af et konkret opgjort skatte- eller

afgiftskrav kan opnås på flere måder. Erkendelsen kan være udtrykkelig -

uden dog at have karakter af et særligt retsgrundlag - jf TfS 1999, 429,

hvor Københavns byret fandt, at 1908-lovens 5-årige forældelse var afbrudt

ved, at den skattepligtiges revisor havde anerkendt skattegælden på et

møde mellem skatteforvaltningen og revisor. Se tilsvarende TfS 1995, 65

ØLD, hvor den indirekte anerkendelse bestod i, at der var anmodet om

frigivelse af investeringsfondsmidler, samt TfS 2000, 473 VLK, hvor kravet

blev anset for anerkendt af borgeren/virksomheden på trods af, at den

erklæring, der afbrød fristen, var vedlagt en protestskrivelse, der

imidlertid ikke blev anset for tilstrækkelig klar og entydig.

Erkendelsen kan ligeledes være stiltiende, fx i form af en anmodning om

henstand med betaling eller eftergivelse af kravet, jf. TfS 1997, 586

(byretsdom) og TfS 2000, 234 ØLK. Gives der ansøgt betalingshenstand,

løber der en ny frist fra henstandens ophør, jf. TSS-cirkulære 1997-7 og

TfS 1995, 691 DEP. Se også TfS 1999, 331 ØLK.

En anmodning om betalingshenstand, der indgives i forbindelse med

påklage af grundlaget for kravet, er dog ikke udtryk for en sådan

erkendelse af kravet, at forældelsesfristen afbrydes. I disse situationer

vil forældelsesfristen imidlertid være suspenderet under

henstandsperioden, jf. TfS 2000, 205 ØLD.

Som et andet eksempel på en anerkendelse af gælden kan nævnes en

afdragsordning. Derimod anses det ikke i sig selv for en erkendelse

af kravet, at borgeren/virksomheden forfølger kravet ved administrativ

påklage, jf UfR 1979, 64 HD, idet en administrativ påklage ikke opsætter

betalingsforpligtelsen. Derfor er myndighederne ikke afskåret fra at

afbryde forældelsesfristen ved at foretage retlige skridt, jf. nærmere

nedenfor. Endvidere blev det i dommen TfS 1992, 333 VLD lagt til grund, at

der ikke var tale om erkendelse af gælden i en situation, hvor skyldig

selskabsskat var anført i et regnskab, der var indsendt til kommunen.

Hvis en borger/virksomhed af egen drift retter henvendelse til

myndighederne om udeholdelser eller fejl, som myndighederne allerede er på

det rene med, vil dette ikke kunne betragtes som en erkendelse af gæld,

som kan afbryde forældelsesfristen. Det afhænger af henvendelsens nærmere

indhold, om den kan betragtes som en erkendelse af (yderligere) gæld eller

måske endog som et særligt retsgrundlag, se nærmere nedenfor.

Retslige skridt

Myndighedernes fastsættelse af et krav ved administrativ afgørelse

eller fremsættelse af krav om betaling overfor skyldneren er ikke retslige

skridt, der afbryder 1908-lovens 5-årsfrist. De retslige skridt mod

skyldneren, som afbryder forældelsesfristen, er derimod sagsanlæg ved

domstolene, udlæg, arrest og forkyndelse af strafferetslig tiltale,

jf. TfS 1993, 92 VLR, hvorimod ransagning og sigtelse ikke har afbrydende

virkning. Afbrydende virkning har endvidere anmeldelse i skyldners

konkursbo, tvangsakkord- eller gældssaneringsbo. Det samme gælder

indgivelse af konkursbegæring, hvis denne fører til afsigelse af dekret.

Se TfS 1999, 442 hvor Københavns byret fandt, at forældelsen af

skattekrav, som var anmeldt i et konkursbo, ikke var afbrudt ved

anmeldelsen i boet. Skattekravet var herefter alene suspenderet i tiden

mellem kravets anmeldelse og indtil det tidspunkt, hvor skattemyndigheden

modtog meddelelse om, at kravet ikke ville blive prøvet i boet.

Ved sagsanlæg er tidspunktet for indlevering af stævning til retten

afgørende for, hvornår forældelsesfristen er afbrudt. Myndighederne

behøver ikke at afbryde forældelsesfristen ved udtagelse af stævning, hvis

borgeren/virksomheden selv har indbragt kravet til prøvelse ved

domstolene, jf. TfS 1990, 120 ØLD. For udlægs vedkommende afbrydes

forældelsen ifølge retsplejelovens § 527 ved indgivelse af anmodningen om

udlæg, såfremt fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet

ophold. Udlægsforretningen anses for fremmet, når der foretages udlæg og

dette følges op med yderligere inddrivelsesforsøg, i sidste instans ved

gennemførelse af tvangsrealisation. Ved udlæg for skatter og afgifter, der

foretages af told- og skattefogeder og kommunernes pantefogeder, regnes

fristen fra selve udlæggets foretagelse, jf. TfS 2000, 405 HD. Selv om

udlægsforretningen slutter som forgæves, bevares den afbrydende virkning

på forældelsesfristen, jf. TfS 1997, 678 ØLK. Pålæg om lønindeholdelse er

ikke et retsligt skridt, der afbryder forældelsesfristen.

Gældsbrev eller andet særligt

retsgrundlag

Det følger af 1908-lovens § 1, sidste punktum, at forældelsesfristen

på 5 år ikke gælder, når der er udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet

særligt retsgrundlag for fordringen, hvorved gælden er anerkendt af

skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået. Fordringer, som

således er sikrede, forældes efter bestemmelsen i Danske Lov 5-14-4, se

N.2.2.

Som hovedeksempler på særligt retsgrundlag kan

foruden egentlige

gældserklæringer nævnes domme og forlig. Derimod er hverken et udlæg, en

arrest eller en anmodning om betalingshenstand, eftergivelse eller om en

afdragsordning et særligt retsgrundlag. Det samme gælder myndighedernes

fastsættelse af et krav ved administrativ afgørelse.

Den fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i investeringsfondslovens §

9, stk. 3, for skattekrav, der er opstået ved indtræden af de i lovens §§

9, stk. 1, og 10, stk. 1, nævnte begivenheder, udgør ikke et særligt

retsgrundlag, fordi skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå

umiddelbart på grundlag af henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til

skattetilsvar i medfør af etableringskontolovens §§ 9, stk. 1 og 2, og 11,

stk. 1 og 3, jf. § 9, stk. 3.

For så vidt angår retsgrundlag i form af gældsbreve bemærkes særligt,

at hvis et pantebrev i fast ejendom eller i løsøre ikke fastslår, at

debitor skylder et bestemt beløb, opfylder pantebrevet ikke 1908-lovens

betingelser for at være et særligt retsgrundlag. Heraf følger, at

udstedelse af et skadesløsbrev ikke forhindrer, at den underliggende

fordring kan forældes på 5 år. Overgivelse af et ejerpantebrev til

sikkerhed for fordringen er derfor heller ikke tilstrækkeligt til at

etablere særligt retsgrundlag. De andre særlige retsgrundlag forudsætter

også, at fordringens størrelse er fastslået. Således blev en

transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om skyldforholdet mellem

parterne, ikke anset som et særligt retsgrundlag, jf. UfR 1965, 608

(byretsafgørelse).

I øvrigt bemærkes, at selv om der er udstedt et gældsbrev for en

fordring, kan et vedhængende rentekrav selvstændigt forældes efter

1908-loven.

N.2.2 Den 20-årige forældelse

Forældelsesreglen i

Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-loven, men dens praktiske

betydning

for skatter og afgifter er ikke stor. Reglen i Danske Lov angår alle

formuefordringer, herunder også det offentliges krav på skatter og

afgifter i tilfælde, hvor der foreligger et særligt retsgrundlag, eller

hvor 1908-lovens forældelsesfrist er suspenderet.

Forældelsesfristen løber fra fordringens stiftelse eller fra det

tidspunkt, hvor det gældsbrev mv., som sætter den 5-årige forældelsesfrist

ud af kraft, tilvejebringes. Krav på almindelig indkomstskat stiftes ved

indkomstårets udløb. Tilsvarende stiftes krav på restskatter ved

indkomstårets udløb. Krav på betaling af løbende B-skatterater stiftes

også ved indkomstårets udløb. Tilsvarende gælder for selskabsskatter.

Afgiftskrav anses i øvrigt normalt at være stiftet ved den afgiftspligtige

begivenheds indtræden.

En meget væsentlig forskel på reglen i 1908-loven og reglen i Danske

Lov er, at den 20-årige forældelse ikke kan suspenderes. Derimod afbrydes

den 20-årige forældelse ikke alene ved skyldnerens erkendelse og ved

retslige skridt, men også ved enhver påmindelse fra kreditor, hvorved der

gives udtryk for, at kravet fastholdes.

N.2.3 3-årsfristen i Toldkodeksen

Toldkodeksens art. 221 indeholder særlige regler om toldmyndighedernes

adgang til at

foretage efteropkræving indenfor en 3-års frist, som kan forlænges,

hvis toldmyndighederne på grund af svig ikke har kunnet beregne det

skyldige beløb eller fastslå, hvem der er debitor. Endvidere foreligger en

særlig hjemmel til opkrævning af toldgodtgørelse/toldfritagelse, som

viser sig at være indrømmet med urette, jf. Toldkodeksens art. 242. Denne

opkrævningsmulighed anses ikke for omfattet af den normale 3-årige

forældelsesfrist, men derimod af 5-årsfristen i

1908-loven.

N.3 Forældelse af borgernes

tilbagesøgningskrav

I det omfang der eksisterer særlige fristregler for

borgernes/virksomhedernes adgang til tilbagesøgning af tidligere betalte

skatte-, told- og afgiftskrav, har de formueretlige forældelsesregler

alene sekundær betydning. Sådanne særlige fristregler findes fx på

toldområdet og for foretagelse af ansættelser af skat, afgifter og

godtgørelse af afgifter, jf.

afsnit G .

Det skal dog bemærkes, at reglerne i SSL §§ 35 og 35 C om ansættelse

af skat, afgifter og godtgørelse af afgift efter udløbet af de ordinære

ansættelsesfrister i SSL §§ 34 og 35 B direkte forudsætter, at det

afledede myndighedskrav eller tilbagesøgningskrav ikke er forældet efter

de formueretlige forældelsesregler. Dette gælder imidlertid ikke

ansættelser som omhandlet i SSL §§ 35, stk. 1, nr. 4,7 og 8, og 35 C, stk.

1, nr. 1 og 4, idet de heraf afledede krav er undtaget fra

1908-lovens regler om 5 års forældelse.

5-årig eller 20-årig

forældelse

En borgers/virksomheds krav på tilbagesøgning af tidligere betalt skat

eller afgift vil som altovervejende hovedregel være en følge af, at

beløbet har været betalt under den urigtige forudsætning, at der var pligt

til at betale beløbet, dvs. beløbet har været indbetalt til myndighederne

i urigtig om formening om skyld. Under sådanne omstændigheder vil

tilbagesøgningskravet være omfattet af

1908-lovens 5-årsfrist, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Som eksempel på, at der var tale om forældelse som følge af, at

tilbagesøgningskravet var omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 6

kan nævnes dommen

SKM2002.637.HR

om tilbagesøgning af ambi og dommen TfS 2000, 606 VLD om krav på

tilbagebetaling af realrenteafgift. Da det er fastslået i

SKM2002.637.HR ,

at 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 4, ikke omfatter tilbagesøgningskrav mod

myndighederne, vil tilbagebetaling af skatter og afgifter, der ikke er

indbetalt til myndighederne i urigtig formening om skyld, slet ikke være

omfattet af 1908-loven. Som eksempel herpå kan nævnes afgørelsen

SKM2001.462.TSS ,

hvor Told- og Skattestyrelsen anså et krav på tilbagebetaling af afgift i

henhold til pensionsbeskatningslovens § 29 for omfattet af Danske Lovs

20-årige forældelsesfrist, fordi afgiften ikke var indbetalt til

myndighederne i urigtig formening om forpligtelse hertil. Der var tale om

afgift af en udtrædelsesgodtgørelse fra en pensionskasse, der

efterfølgende indrømmede den pågældende ret til invalidepension. Som følge

heraf blev den tidligere udbetalte udtrædelsesgodtgørelse annulleret med

tilbagevirkende kraft, hvilket imidlertid ikke ændrede noget i, at der på

tidspunktet for udbetaling af udtrædelsesgodtgørelsen eksisterede en

ubetinget pligt til at svare afgift efter pensionsbeskatningsloven.

Endvidere kan der henvises til dommen UfR 1982, 1047 ØLD, hvor et

holdingselskabs krav på tilbagesøgning af udbytteskat, der var indeholdt i

datterselskabet, blev anset for omfattet af den 20-årige forældelsesfrist,

fordi udbytteskatten ved en forglemmelse ikke var godskrevet i

holdingselskabets skat. Der var derfor tale om tilbagesøgning af selve det

indeholdte beløb, som ikke blev anset for indbetalt i urigtig formening om

skyld. Hvis udbytteskatten på sædvanlig måde var blevet modregnet i

holdingselskabets årsopgørelse, ville tilbagesøgningskravet utvivlsomt

være blevet anset for omfattet af 1908-lovens 5-årsfrist. I sagen UfR

1981, 349 ØLD havde arbejdsgiveren krævet tilbagebetaling af A-skat, idet

det blev gjort gældende, at der ikke var tale om A-indkomst.

Arbejdsgiveren fik medhold heri. A-skatten var derfor indeholdt og

indbetalt på et urigtigt grundlag, hvorfor arbejdsgiverens

tilbagesøgningskrav var omfattet af 1908-lovens 5-årsfrist.

Når en borgers/virksomheds tilbagesøgningskrav er omfattet af

1908-lovens 5-årsfrist, løber fristen fra forfaldstidspunktet, som er det

tidspunkt, hvor beløbet tidligere er betalt til myndighederne.

Forfaldstidspunktet vedrørende et tilbagesøgningskrav forudsætter dog

under alle omstændigheder, at kravet er endelig opgjort. Dette er

ensbetydende med, at hvis der er tale om indbetalinger til myndighederne

af foreløbig karakter, fx. indeholdt A- og B-skat eller kvartalsvis

indbetaling af lønsumsafgift, vil forfaldstidspunktet for krav på

tilbagebetaling tidligst indtræde på tidspunktet for udsendelse af

årsopgørelse, henholdsvis tidspunktet for endelig regulering af årets

skyldige lønsumsafgift, jf. lønsumsafgiftslovens § 6 b.

Særligt om godtgørelse af

energiafgifter m.v.

Hvis et krav om godtgørelse af afgift tidligst kunne være gjort

gældende den 1. juli 2000 eller senere, og anmodning herom er indgivet fra

og med den 12. marts 2003, vil kravet være omfattet af de særlige

fristregler i SSL §§ 35 B og 35 C. For tidligere krav på godtgørelse af

afgift er den godtgørelsesberettigedes krav alene begrænset af de

formueretlige forældelsesregler. I den forbindelse kan henvises til

SKM2003.63.TSS ,

hvoraf følger, at en momsregistreret virksomheds krav på godtgørelse

af afgift som udgangspunkt vil være omfattet af 1908-lovens 5 års

forældelse, jf. denne lovs § 1, stk. 1, nr. 6. Begrundelsen herfor er, at

det i afgiftslovgivningen om godtgørelse er fastsat, at såfremt en

momsregistreret virksomhed har krav på godtgørelse af tidligere betalt

afgit, skal kravet pligtmæssigt modregnes i virksomhedens momstilsvar.

hvis virksomheden undlader at foretage modregning vil konsekvensen være,

at der bliver indbetalt for meget moms til myndighederne. Denne

indbetaling vil derfor i givet fald ske i urigtig formening om skyld,

således at et tilsvarende tilbagesøgningskrav i henhold til 1908-lovens §

1, stk. 1, nr. 6, vil være forældet 5 år efter det tidspunkt, hvor kravet

på godtgørelse af afgift burde have været modregnet i momstilsvaret.

Afbrydelse

Som nærmere beskrevet under

N.2.1.4

kan 1908-lovens 5-årsfrist afbrydes efter lovens § 2 ved myndighedernes

erkendelse af tilbagesøgningskravet eller ved foretagelse af retslige

skridt mod myndighederne. Indgivelse af klage eller anmodning til en

administrativ myndighed om genoptagelse af en tidligere afgørelse eller

tilbagebetaling af et tidligere betalt beløb er ikke et retsligt skridt.

Det må imidlertid antages, at hvis en løbende forældelsesfrist udløber på

det tidspunkt, hvor myndighederne behandler en klage eller en anmodning om

genoptagelse, henholdsvis tilbagebetaling af tidligere indbetalte

beløb, vil den fortsatte sagsbehandling være udtryk for, at

enhver forældelsesindsigelse er frafaldet indtil sagsbehandlingens

afslutning. Det vil sige, at hvis borgeren får medhold i, at der

eksisterer et tilbagebetalingskrav vil kravet ikke være

forældet, uanset hvornår en klage- eller genoptagelsessag afsluttes,

forudsat der ikke allerede var indtrådt forældelse ved sagens

påbegyndelse. Der kan henvises til TfS 2000, 606 VLD, hvor det er

forudsat, at tilbagebetalingskravet ikke ville være forældet, hvis det

kunne lægges til grund, at der foregik en ikke-afsluttet klagebehandling.

For så vidt angår en egentlig afbrydende virkning kan der dog i

lovgivningen eksistere særskilt hjemmel til, at administrative skridt har

afbrydende virkning, jf. fx lov nr. 389 af 20. maj 1992, § 5, stk. 2,

hvorefter fremsættelse af krav overfor myndighederne om tilbagebetaling af

ambi har afbrydende virkning. Af SKM2001.478.VLD følger, at fremsættelse

af krav i henhold til ovennævnte § 5, stk. 2, ikke havde afbrydende

virkning i en situation, hvor tilbagebetalingskravet ikke var forfulgt

uden unødigt ophold.

Suspension

Som nærmere beskrevet under

N.2.1.3

kan 1908-lovens frist endvidere være suspenderet, hvis

borgeren/virksomheden har været i utilregnelig uvidenhed om

tilbagesøgningskravet. Som det ligeledes fremgår af beskrivelsen under

N.2.1.3

vil retlig vildfarelse normalt ikke suspendere 1908-lovens frist for så

vidt angår myndighedernes krav mod borgerne/virksomhederne. Det

tilsvarende vil normalt gælde for borgernes/virksomhedernes

tilbagesøgningskrav mod myndighederne. Uden for Skatteministeriets område

kan især henvises til dommen TfS 2000, 583 HD, hvor Højesteret fastslog,

at retlig uvidenhed om, at der ikke var grundlag for opkrævning af

såkaldte promillegebyrer ved anmeldelse af selskaber, ikke suspenderede

1908-lovens frist vedrørende kravet på tilbagesøgning af promillegebyrer.

På Skatteministeriets område kan henvises til TfS 2000, 744 HD, hvor

kravet om tilbagebetaling af skat som følge af en ændret skattemæssig

behandling af ambi var forældet, fordi fristen ikke blev anset for

suspenderet. Endvidere kan henvises til SKM2003.290.HR og TfS 2000,

606 VLD, hvor Told- og Skattestyrelsen ændrede sin hidtidige retlige

vurdering af realrenteafgiftspligten. Den skattepligtige fik ikke medhold

i, at 1908-lovens frist havde været suspenderet for tilbagebetaling af

tidligere betalt realrenteafgift. I overensstemmelse hermed gælder, at

hvis myndighedernes hidtidige praksis underkendes ved Landsskatteretten

eller domstolene, vil 1908-lovens frist ikke være suspenderet for andre

med tilsvarende sager, jf UfR 1927, 585 HD og UfR 1936, 763 VLD.

Forældelsesfristen for sådanne tilbagesøgningskrav vil derfor på sædvanlig

måde løbe fra det tidspunkt, hvor beløbet er indbetalt til myndighederne,

medmindre Told- og Skattestyrelsen af procesbesparende hensyn udsender en

meddelelse om, at forældelsesfristen vedrørende tilbagesøgningskravet

indtil videre sættes i stå, jf. eksempelvis TfS 2000, 581 TSS om moms af

bowlingbaner. Vedrørende genoptagelse af skatteansættelser som følge af

underkendelse af myndighedernes hidtidige praksis gælder dog særligt, at

der efter reglen i SSL § 35, stk. 1, nr. 7, kan ske tilbagebetaling af

skat fra og med det første indkomstår, der har været til prøvelse i den

underkendende afgørelse, uanset formueretlig forældelse. Tilsvarende

regler gælder om underkendende afgørelser vedrørende afgifter og

godtgørelse af afgift, jf. SSL § 35 C, stk. 1, nr.

1.

Særligt retsgrundlag

Endelig bemærkes, at borgerens/virksomhedernes tilbagesøgningskrav vil

være omfattet af den 20-årige forældelsefrist, hvis der er etableret et

særligt retsgrundlag, jf. nærmere under

N.2.2.

Særligt for told

Toldkodeksens

art. 221 indeholder særlige regler om adgangen til at opnå toldgodtgørelse

indenfor den særlige 3-årsfrist. Adgangen til toldgodtgørelse omfatter

godtgørelse for tolden og for heraf afledt moms og evt. punktafgift, jf.

Toldkodeksens art. 236 og toldlovens § 31. For godtgørelse gælder, at en

forlængelse af fristen kun kan ske, hvis indgivelse af en anmodning om

godtgørelse har været forhindret på grund af hændelige omstændigheder

eller force majeure, jf. Toldkodeksens art. 236.

N.4 Kompetence og klage

Told, moms og afgifter

Kompetencen til at træffe afgørelse om formueretlig forældelse af krav

på told, moms og afgifter ligger hos told- og skatteregionerne og

toldcentrene med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen, dog med

klageadgang til Landsskatteretten i tilfælde, hvor der fremsættes

indsigelse om, at der allerede ved afgørelsen om grundlaget for kravet var

indtrådt formueretlig forældelse, jf SSL § 24, stk. 1, nr. 5.

Selskabsskat

Tilsvarende har told- og skatteregionerne kompetencen til at træffe

afgørelse om formueretlig forældelse vedrørende selskabsskat. Hvis en

kontraktskommune eller Told- og Skattestyrelsen træffer afgørelse om

formueretlig forældelse som forudsætning for en ansættelse for en juridisk

person, der foretages efter udløbet af de ordinære ansættelsesfrister i

SSL § 34, er det dog Landsskatteretten, der er klagemyndighed, jf. SSL §

24, stk. 1, nr. 5.

Skat af fysiske personer og

dødsboer

For så vidt angår afgørelser om forældelse af indkomstskat vedrørende

fysiske personer og dødsboer er kompetencen tillagt kommunerne i det

omfang afgørelse herom ikke er truffet af en anden skattemyndighed.

Kommunernes afgørelser vil kunne påklages til told- og skatteregionerne,

og er afgørelsen i første instans truffet af en told- og skatteregion, kan

der klages til Told- og Skattestyrelsen. Er afgørelsen truffet af Told- og

Skattestyrelsen er der ingen administrativ klagemulighed.

Dette gælder dog ikke, hvis afgørelsen om formueretlig forældelse er

truffet af en skatteansættende myndighed som forudsætning for en

skatteansættelse, der foretages efter udløbet af de ordinære

ansættelsesfrister i SSL § 34, idet sådanne afgørelser påklages til

skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten.

Der henvises endvidere til afsnit

H.6.

Andre forældelsesregler end de

formueretlige

Derudover er der de særlige fristregler, der findes i fx

skattestyrelsesloven og toldlovgivningen. Kompetencen til at tage stilling

til sådanne fristregler vil normalt ligge hos den myndighed, der i øvrigt

har kompetencen vedrørende sagens materielle indhold, og med klageadgang

svarende til, hvortil det materielle spørgsmål kan påklages.

Lignende dokumenter