Spring til indhold

Retsinformation

PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 F. VIRKNINGER AF FORMELLE MANGLER ELLER FEJL VED SAGSBEHANDLINGEN

STV nr 20010 af 01/01/2003Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Processuelle regler på ToldSkats område 2003 - 2

F. Virkninger af formelle mangler eller fejl ved sagsbehandlingen

Dette afsnit behandler spørgsmålet om, hvilke følger, det kan få, når

regler om sagsbehandling ikke efterleves af en told- skatte- eller

afgiftsmyndighed. Der er ikke i forvaltningsloven eller i

skattestyrelsesloven eller i told- og afgiftslovgivningen iøvrigt

opstillet regler om virkninger af eller sanktioner over formelle fejl, så

en beskrivelse af gældende ret herom er baseret på en gennemgang af

domstolenes og Landsskatterettens praksis og Ombudsmandens udtalelser -

både for så vidt angår told-, skatte- og afgiftssager, men også praksis

fra andre retsområder, hvor domstolene eller Landsskatteretten har

behandlet spørgsmålet om virkningerne af formelle fejl.

Garantisynspunktet

Hovedparten af de formelle regler skal ses som en garanti for, at der

bliver truffet en lovlig og korrekt afgørelse. Garantisynspunktet betyder,

at der anlægges en generel vurdering af den enkelte sagbehandlingsregel

med hensyn til reglens egnethed til at sikre en materielt rigtig

afgørelse. I modsætning hertil står de regler, som alene har karakter

af interne ordensforskrifter og hvis manglende efterlevelse normalt ikke

kan medføre afgørelsens ugyldighed.

Ugyldighed

Klagemyndighederne og domstolene kan tilsidesætte en

forvaltningmyndigheds afgørelse som ugyldig, hvis afgørelsen ikke er

truffet i overensstemmelse med gældende sagsbehandlingsregler. Det

forhold, at en afgørelse er ugyldig, betyder, at indholdet af afgørelsen

bortfalder som følge af en retlig mangel, så afgørelsen ikke får virkning

svarende til afgørelsens indhold.

Det fremgår af praksis, at for at kunne medføre ugyldighed skal en

sagbehandlingsfejl være væsentlig. Dette væsentlighedskriterium opdeles

efter praksis i to led. I første led påses det, om den tilsidesatte regel

Læs alt

har karakter af en væsentlig garanti for afgørelsens lovlighed og

rigtighed. Der foretages altså i første led en generel

væsentlighedsvurdering af, om den begåede fejl generelt set er egnet til

at medføre ugyldighed. I andet led undersøges det, om fejlen konkret

har været uvæsentlig, det vil sige, om det forhold, at der er begået en

fejl i den konkrete sag, ikke kan antages at have medført, at afgørelsen

materielt set er forkert.

Denne to-leddede procedure er i flere tilfælde anvendt af domstolene,

se eksempelvis UfR 1998, 10 HD, hvorefter "En sådan tilsidesættelse af de

forvaltningsretlige regler om partshøring og oplysning af sagen må anses

for retlige mangler af generelt væsentlig betydning som garanti for

rigtigheden af en truffet afgørelse. Sagsøgte har ikke godtgjort, at der

ikke ved en korrekt høring eller ved tilstrækkelig sagsoplysning ville

fremkomme oplysninger, der kunne bevirke en anden afgørelse, hvorfor

afgørelsen må anses for ugyldig."

Afhjælpning af mangler

Hvis en fejl eller mangel af proceduremæssig art har en mindre

væsentlig karakter, vil klagemyndigheden efter omstændighederne undlade at

tillægge manglen ugyldighedsvirkning. Der kan fx henvises til TfS 1999,132

ØLD og

SKM2001.59.ØLD ,

hvor Østre Landsret i begge tilfælde fandt, at rekursinstansen i sin

afgørelse havde udbedret en mangelfuld begrundelse, hvorfor manglen ikke

medførte ugyldighed.

Den retlige konsekvens af

ugyldighed

Hvis 1. instansens afgørelse tilsidesættes som ugyldig af

klageinstansen på grund af formelle mangler, er der som udgangspunkt ikke

noget til hinder for, at 1. instansen foretager en fornyet behandling af

sagen og træffer en ny afgørelse med samme indhold under iagttagelse af

den korrekte procedure. Den nye afgørelse kan alene træffes i det omfang

forældelsesfristen i skattestyrelsesloven eller andre frist- og

forældelsesregler ikke er til hinder herfor, jf. TfS 1999, 486 HD.

Hvis det er en klagemyndigheds afgørelse, der tilsidesættes på grund af

formelle mangler, er konsekvensen af tilsidesættelsen, at 1. instansens

gyldige afgørelse står ved magt, og at borgeren kan kræve fornyet og

korrekt klagebehandling, jf. også dommen refereret i TfS 1999, 486 HD.

F.1 Ugyldighed - de enkelte

sagbehandlingsregler

Nedenfor beskrives nærmere de enkelte sagsbehandlingsregler og praksis

for i hvilket omfang en fejl generelt anses for at være væsentlig og også

konkret kan medføre afgørelsens ugyldighed. Medmindre andet er anført, er

det materielle indhold af sagsbehandlingsreglerne beskrevet i afsnit

E.

Officialprincippet

Der findes ikke konkrete afgørelser, hvor det er lagt til

grund, at der er sket en sådan tilsidesættelse af officialprincippet, at

afgørelsen er anset for ugyldig. Der kan fx henvises til sagen TfS 2000,

827 LSR, hvor skattemyndighedernes undladelse af at efterkomme en

opfordring om at besigtige et varelager ikke medførte, at myndighedernes

afgørelse var ugyldig. Se tillige

SKM 2002.677 VLR , hvor skatteyderen bl.a. ikke fik medhold i, at

afgørelsen vedr.

det ene arrangement var truffet uden, at skatteadministrationen havde

været i besiddelse af det fornødne grundlag herfor, og

SKM 2003.27 ØLR hvor Landsretten fandt, at Told- og Skattestyrelsen

havde været i

besiddelse af fuldt tilstrækkeligt faktisk og retligt oplysningsgrundlag

for at kunne træffe en korrekt afgørelse.

Kompetence

Reglerne om saglig kompetence anses for garantiforskrifter, det vil

sige regler, der generelt har til formål at garantere afgørelsens

rigtighed. Reglerne om saglig kompetence er beskrevet i afsnit

A.3 .

Se

SKM2001.344.HD, hvor den skattepligtige påstod, at den kommunale

skattemyndigheds

forhøjelse var ugyldig, fordi den kommunale skattemyndighed ikke havde

kompetence til at træffe afgørelse, da skattespørgsmålene havde været

under behandling hos de statslige skattemyndigheder i forbindelse med en

straffesag. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at den kommunale

skattemyndighed var afskåret fra at ændre den skattepligtiges

skatteansættelse, og det fandtes ikke godtgjort, at told- og

skatteregionen havde overtaget skatteansættelsen. I sagen refereret i FOB

1999, 341 blev en anmodning om aktindsigt afslået af en told- og

skatteregion i stedet for skyldrådet, som var rette myndighed.

Ombudsmanden udtalte, at det ikke kunne udelukkes, at det havde

betydning for afgørelsen, at det ikke var rette myndighed, der i 1.

instans havde truffet afgørelse i sagen.

I

SKM 2002.677 VLR fandt retten heller ikke, at kommunen havde savnet

kompetence til at ændre skatteansættelsen.Reglerne om

stedlig kompetence har i højere grad karakter af ordensforskrifter,

hvis overholdelse mere sikrer orden end garanti for afgørelsens rigtighed.

I UfR 1972, 812 ØLD medførte inkompetence efter en konkret vurdering ikke

ugyldighed. Derimod anså ombudsmanden en afgørelse for ugyldig på grund af

stedlig inkompetence, jf. FOB 1998, 304. Reglerne om stedlig kompetence er

beskrevet i afsnit

A.3.

Habilitet

Habilitetsreglerne anses for garantiforskrifter, dvs. regler, der

generelt har til formål at garantere afgørelsens rigtighed. En myndigheds

overtrædelse af habilitetsregler betyder derfor i almindelighed, at

myndighedens afgørelse vil lide af en så væsentlig retlig mangel, at den

må tilsidesættes som ugyldig.

Har der i en sag foreligget speciel inhabilitet, da afgørelsen blev

truffet, vil retsvirkningen heraf være, at afgørelsen bliver ugyldig.

Vejledningspligt herunder

videresendelse til rette myndighed

Efter FVL § 7, stk. 2, skal en forvaltningsmyndighed, der modtager en

skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, så vidt muligt

videresende henvendelsen til rette myndighed, jf. FOB 1998, 304.

Ombudsmanden udtalte, at en skattemyndighed, der havde truffet afgørelse i

en sag, som ikke vedrørte dens stedlige kompetenceområde, burde have

sikret sig, at den var kompetent til at behandle sagen, ligesom den burde

have videresendt en henvendelse, der ikke vedrørte dens kompetenceområde,

til rette myndighed. Da ombudsmanden anså afgørelsen for ugyldig på grund

af kompetencemangel, burde Told- og Skattestyrelsen endvidere efter hans

opfattelse have ophævet afgørelsen og oversendt sagen til rette myndighed.

Notatpligt

En forvaltningsmyndighed har pligt til at notere oplysninger

vedrørende en sags faktiske omstændigheder efter bestemmelsen i OFL § 6.

En tilsidesættelse af kravet om notatpligt kan medføre, at en klageinstans

eller en domstol må lægge borgerens oplysninger til grund i den

udstrækning oplysningerne ikke strider mod sagens oplysninger iøvrigt.

Partshøring

Partshøringsreglerne anses for garantiforskrifter, dvs. regler, der

generelt har til formål at garantere afgørelsens rigtighed.

Tilsidesættelse af reglerne om partshøring anses for en væsentlig

sagsbehandlingsfejl, der som udgangspunkt vil medføre, at

myndighedernes afgørelse bliver ugyldig, jf. TfS 1997, 146 LSR, hvor

Landsskatteretten anså skatteforvaltningens afgørelse for ugyldig, idet

afgørelsen var truffet på grundlag af noget materiale, som var af

væsentlig betydning for sagens afgørelse, men som ikke havde været

forelagt for den skattepligtige til udtalelse.

I sagen TfS 2000, 823 LSR havde skatteforvaltningen begået en fejl ved

ikke at foretage partshøring efter FVL § 19. Landsskatteretten mente ikke,

at fejlen havde betydning for afgørelsens resultat og en konkret

væsentlighedsvurdering førte til, at ansættelsen ikke kunne anses for

ugyldig. I sagen TfS 2000, 944 LSR var forvaltningslovens regler om

partshøring ikke opfyldt, og Landsskatteretten fandt efter en konkret

væsentlighedsvurdering, at fejlen var egnet til at påvirke afgørelsens

resultat, og at skatteforvaltningens afgørelse var behæftet med en så

væsentlig formalitetsmangel, at det medførte afgørelsens ugyldighed.

I TfS 1997, 105 LSR anså Landsskatteretten skatteforvaltningens

kendelse for ugyldig, fordi der burde have været foretaget høring i form

af udsendelse af ny agterskrivelse. Den nærmere begrundelse herfor var, at

der i begrundelsen i kendelsen var inddraget supplerende faktiske

oplysninger, der ikke var medtaget i den revisionsrapport, der havde

dannet grundlag for agterskrivelsen. Landsskatteretten henviste endvidere

til, at selv om udgangspunktet er, at en sags juridiske elementer holdes

udenfor partshøringspligten må det antages, at der normalt skal ske

partshøring, hvis et ændret retsligt bedømmelsesgrundlag bevirker, at nye

faktiske oplysninger inddrages i afgørelsen. Der vil dog ikke foreligge

ugyldighed, hvis det faktiske grundlag for afgørelsen efter en konkret

væsentlighedsvurdering er uændret, og den begåede fejl ikke har betydning

for sagens materielle udfald, jf. TfS 1996, 485 LSR.

Der vil heller ikke indtræde ugyldighedsvirkning, hvis undladelse af at

foretage høring er begrundet i, at der ikke er grundlag for at fremsætte

indsigelser, jf.

SKM2001.172.ØLR .

I denne sag var der tale om forhøjelse af en ægtefælle, hvis overførte

underskud fra den anden ægtefælle skulle reduceres i konsekvens af, at den

anden ægtefælles ansættelse var blevet forhøjet. Den manglende høring af

den konsekvensforhøjede ægtefælle medførte ikke ugyldighed, da der ikke

var grundlag for materielle indsigelser. Se tilsvarende

SKM2001.344.HD ,

hvor manglende høring af et moderselskab i forbindelse med ansættelse af

sambeskatningsindkomst ikke medførte ugyldighed, fordi ansættelsen alene

var en konsekvens af en forudgående ændring af ansættelsen vedrørende et

sambeskattet datterselskab, hvor sædvanlig høring havde fundet sted.

I

SKM2002.309.ØLR

fandt Landsretten ligeledes, at manglende udsendelse af agterskrivelse

i forbindelse med korrektion af varelagernedskrivninger, som følge af en

landsskatteretskendelse ikke var en formel mangel, der var væsentlig og

dermed kunne begrunde ugyldighed. Dommen er anket til Højesteret.

I

SKM2002.677.VLR og

SKM2003.259.ØLR

fandt Landsretten heller ikke, at der var partshøringsmangler.

Høring af andre myndigheder

Også i tilfælde, hvor det følger af lov eller bestemmelser fastsat i

henhold til lov, at høring af en anden myndighed skal ske, vil en

tilsidesættelse normalt medføre, at ansættelsen bliver ugyldig. Der vil

derimod ikke blive tale om ugyldighed, hvis der ikke har været anledning

eller pligt til at høre en anden myndighed, jf. dommen TfS 1999, 420 HD,

hvor det blev lagt til grund, at Landsskatteretten ikke havde haft pligt

til at indhente en udtalelse fra skatteankenævnet eller tredjemand.

Høringsfrist

Hvis myndigheden træffer afgørelse inden udløbet af den frist, der er

fastsat for borgeren/virksomheden til at fremsætte bemærkninger, vil det

normalt medføre ugyldighed, jf. TfS 1995, 605 LSR. Modsat TfS 1998, 204

VLD, TfS 2000, 95 HD og TfS 2000, 906 LSR, hvor en sådan mangel efter en

konkret vurdering ikke medførte ugyldighed.

Det forhold, at der i loven evt. er fastsat en høringsfrist, vil i sig

selv have en skærpende virkning i forhold til en manglende overholdelse af

tidsfristen.

Mundtlig forhandling og

retsmøde

Hvis en anmodning om mundtlig forhandling ikke imødekommes, vil der

normalt blive tale om ugyldighedsvirkning. Der kan henvises til

SKM2001.244.LSR ,

hvor der i klagen til skatteankenævnet var anmodet om møde med nævnet,

hvilket ikke blev indrømmet, fordi klageren ikke gentog anmodningen i

en efterfølgende henvendelse fra nævnet. Landsskatteretten anså ikke

anmodningen for bortfaldet, hvorfor skatteankenævnets afgørelse blev anset

for ugyldig. I TfS 2000, 901 HD var det ikke en sagsbehandlingsfejl, at

Landsskatteretten havde undladt at efterkomme klagerens begæring om

afholdelse af retsmøde efter SSL § 27, stk. 3, hvorefter Landsskatteretten

kan undlade at efterkomme en begæring om afholdelse af retsmøde, hvor

denne fremgangsmåde efter forholdene må anses for åbenbart overflødig.

Landsretten udtalte, at der ikke var grundlag for at antage, at afholdelse

af et retsmøde i Landsskatteretten ville have medført et andet udfald af

sagen, og at klageren i øvrigt ikke havde påvist omstændigheder, der gav

grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn vedrørende

spørgsmålet om afholdelse af retsmøde. Reglerne om retsmøde i

Landsskatteretten er beskrevet i afsnit

H.7.4.

Sagsfremstilling

I sager, der kan påklages direkte til Landsskatteretten, skal der

laves en sagsfremstilling, før der træffes afgørelse i sagen. Manglende

sagsfremstilling i sager, der kan påklages til Landsskatteretten, vil som

hovedregel medføre en afgørelses ugyldighed, jf. fx

SKM2001.225.LSR ,

hvor det medførte ugyldighed, at der ikke var udarbejdet sagsfremstilling

i en sag om bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondsloven. Se dog

SKM2003.46.LSR ,

hvor Landsskatteretten fandt, at regionen ved den manglende udarbejdelse

og fremsendelse af sagsfremstilling, forinden der blev truffet afgørelse i

sagen, har tilsidesat en væsentlig garantiforskrift, der generelt må anses

for egnet til at påvirke en afgørelses lovlighed og rigtighed.

Landssskatteretten fandt dog, henset til told- og skatteregionen ved det

fremsendte forslag til afgørelse har redegjort for det for sagens

afgørelse relevante faktiske grundlag og retlige regler samt fremkommet

med en begrundelse for den påtænkte ændringer, at den manglende

udarbejdelse og fremsendelse af sagsfremstilling imidlertid ikke kan

antages at have haft betydning for sagens afgørelse.

Begrundelse

Formålet med begrundelseskravet er at sikre sagens oplysning, og at en

borger/virksomhed skal kunne vurdere afgørelsens rigtighed og dermed

mulighederne for at opnå en ændret afgørelse ved eventuel klagebehandling.

Begrundelseskravet anses for en garantiforskrift, hvis tilsidesættelse

normalt vil medføre, at afgørelsen bliver ugyldig, jf. TfS 1996, 554 VLD.

Hvis manglen ved begrundelsen er mindre væsentlig, kan der efter

omstændighederne være tale om, at manglen afhjælpes med en korrekt

begrundelse i rekursinstansen, således at der ikke bliver tale om

ugyldighedsvirkning, jf. TfS 1999, 2 ØLD og

SKM2001.59.ØLD .

I dommen

SKM2001.54.VLD

er det fastslået, at en i sig selv mangelfuld begrundelse ikke medfører

ugyldighed, hvis der i afgørelsen er foretaget en udtrykkelig henvisning

til en fyldestgørende begrundelse i afgørelsen fra den forudgående

instans. I TfS 2000, 561 ØLD hjemviste Landsretten en afgørelse om

etablering til fornyet behandling, idet det var udtryk for en væsentlig

retlig mangel, at afgørelsen alene var begrundet med den skattepligtiges

manglende anskaffelse af aktiver.

I

SKM2003.248.ØLR

fandt Landsretten, at den manglende begrundelse vedrørende SSL § 35 og

grundlaget for suspension udgjorde en væsentlig mangel, som måtte antages

at have haft betydning for skatteyderens vurdering af sine muligheder for

at anfægte afgørelsen, og fandt på den baggrund skatteansættelsen

ugyldig.

I

SKM2003.259.ØLR

fandt Landsretten derimod ikke, at der forelå mangler eller mangelfuld

begrundelse ved Told- og Skattestyrelsens ansættelse, der kunne føre til

ugyldighed.

Navnlig reglen i FVL § 24, stk. 1, 2. pkt., om angivelse af de

hovedhensyn, der har været bestemmende for et administrativt skøn, har

givet anledning til en række ugyldige afgørelser, når dette

begrundelseskrav ikke er opfyldt. I TfS 1996, 779 LSR havde den kommunale

skattemyndighed forhøjet indkomsten med 100.000 kr. ud fra et samlet skøn

vedrørende værdi af løn, eget arbejde og mestersalær uden at der var

redegjort for, hvorledes dette skøn nærmere var fremkommet, herunder på

hvilket grundlag det var udøvet og skønnets fordeling mellem de enkelte

indkomstarter, der ikke havde et fælles opgørelsesgrundlag. Da afgørelsen

ikke angav de hovedhensyn, der havde været bestemmende for skønsudøvelsen

var forhøjelsen ugyldig. Se endvidere TfS 1996, 495 HD og TfS 1996, 120

LSR.

Underretning om

afgørelsen

Manglende underretning om afgørelsen anses for en væsentlig

sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at myndighedens afgørelse bliver

ugyldig. I TfS 1999, 925 ØLD blev der ikke statueret ugyldighed i en sag,

hvor skattemyndighederne alene havde fremsendt underretning om et

datterselskabs ændrede skatteansættelse til moderselskabet, allerede fordi

moderselskabet havde påtaget sig at indsende datterselskabets

selvangivelse og dermed måtte anses at have fuldmagt til at modtage svar.

I

SKM2003.193.ØLR

blev der heller ikke statueret ugyldighed i en situation, hvor

skattemyndighederne havde sendt agterskrivelse og skrivelsen om ændring af

skatteyderens ansættelse til den adresse, der fremgik af CPR-registret,

uanset at skatteyder havde meddelt de lokale skattemyndigheder,

at vedkommende ikke længere boede på denne adresse. Dokumenterne blev

samtidig sendt til skatteyders revisor på dennes gamle adresse, og

Landsretten fandt, at der herved var begået en fejl, men at fejlen efter

en konkret væsentlighedsvurdering ikke kunne antages at ville have ført

til et andet resultat, hvorfor afgørelsen ikke fandtes ugyldig.

Klagevejledning

Manglende eller mangelfuld vejledning om administrativ klage eller

domstolsprøvelse medfører ikke, at afgørelsen bliver ugyldig. Derimod

suspenderes klagefristen, indtil korrekt klagevejledning gives, jf. TfS

2000, 150 ØLD og

SKM2001.62.VLR .

Mangelfuld klagevejledning foreligger eksempelvis i tilfælde, hvor

myndigheden ikke har angivet, hvornår klagefristen begynder at løbe, jf.

fx FOB 1998, 663 ff.

Oplysningspligt

Der er næppe grundlag for at antage, at forvaltningsmyndigheders

manglende overholdelse af oplysningspligten efter

persondataloven i sig selv kan medføre, at en afgørelse bliver

ugyldig. Baggrunden

herfor er, at reglernes formål er at skabe større gennemsigtighed og

overblik vedrørende personregistreringer, og at reglernes formål omvendt

ikke er at tjene som garanti for en afgørelses rigtighed. Er der tale om

tilsidesættelse af reglerne i en i øvrigt mangelfuldt behandlet sag, vil

den manglende overholdelse af oplysningspligten dog formentlig kunne

medvirke til, at afgørelsen i sagen - ud fra en samlet vurdering - anses

for ugyldig. Der henvises til

afsnit E.3.10

for så vidt angår reglerne om oplysningspligt.

Ansættelsesfristen

Efter SSL § 34, stk. 1, skal en anmodning fra den

skattepligtige om en rimelig fristforlængelse imødekommes, når det

har betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine

interesser.

En afgørelse truffet efter en aftalt frist vil medføre at afgørelsen er

ugyldig. Se

SKM2002.584.LSR ,

hvor klagerens advokat ved skrivelse af 15. juni 2001 havde anmodet

om, at forældelsesfristen udskydes til den 1. oktober 2001, hvilket

skatteforvaltningen havde imødekommet ved skrivelse af 20. juni 2001.

Landsskatteretten fandt, at skatteforvaltningens afgørelse af 25. oktober

2001 således er truffet efter den aftalte frist, hvilket er for sent,

hvorfor den påklagede afgørelse er ugyldig.

På afgiftsområdet gælder tilsvarende efter SSL § 35 B, stk. 1, at en

anmodning fra den afgiftspligtige hhv. den godtgørelsesberettigede om en

rimelig fristforlængelse skal imødekommes, når det har betydning for

dennes mulighed for at varetage sine

interesser.

Lignende dokumenter