PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 F. VIRKNINGER AF FORMELLE MANGLER ELLER FEJL VED SAGSBEHANDLINGEN
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Processuelle regler på ToldSkats område 2003 - 2
F. Virkninger af formelle mangler eller fejl ved sagsbehandlingen
Dette afsnit behandler spørgsmålet om, hvilke følger, det kan få, når
regler om sagsbehandling ikke efterleves af en told- skatte- eller
afgiftsmyndighed. Der er ikke i forvaltningsloven eller i
skattestyrelsesloven eller i told- og afgiftslovgivningen iøvrigt
opstillet regler om virkninger af eller sanktioner over formelle fejl, så
en beskrivelse af gældende ret herom er baseret på en gennemgang af
domstolenes og Landsskatterettens praksis og Ombudsmandens udtalelser -
både for så vidt angår told-, skatte- og afgiftssager, men også praksis
fra andre retsområder, hvor domstolene eller Landsskatteretten har
behandlet spørgsmålet om virkningerne af formelle fejl.
Garantisynspunktet
Hovedparten af de formelle regler skal ses som en garanti for, at der
bliver truffet en lovlig og korrekt afgørelse. Garantisynspunktet betyder,
at der anlægges en generel vurdering af den enkelte sagbehandlingsregel
med hensyn til reglens egnethed til at sikre en materielt rigtig
afgørelse. I modsætning hertil står de regler, som alene har karakter
af interne ordensforskrifter og hvis manglende efterlevelse normalt ikke
kan medføre afgørelsens ugyldighed.
Ugyldighed
Klagemyndighederne og domstolene kan tilsidesætte en
forvaltningmyndigheds afgørelse som ugyldig, hvis afgørelsen ikke er
truffet i overensstemmelse med gældende sagsbehandlingsregler. Det
forhold, at en afgørelse er ugyldig, betyder, at indholdet af afgørelsen
bortfalder som følge af en retlig mangel, så afgørelsen ikke får virkning
svarende til afgørelsens indhold.
Det fremgår af praksis, at for at kunne medføre ugyldighed skal en
sagbehandlingsfejl være væsentlig. Dette væsentlighedskriterium opdeles
efter praksis i to led. I første led påses det, om den tilsidesatte regel
Læs alt
har karakter af en væsentlig garanti for afgørelsens lovlighed og
rigtighed. Der foretages altså i første led en generel
væsentlighedsvurdering af, om den begåede fejl generelt set er egnet til
at medføre ugyldighed. I andet led undersøges det, om fejlen konkret
har været uvæsentlig, det vil sige, om det forhold, at der er begået en
fejl i den konkrete sag, ikke kan antages at have medført, at afgørelsen
materielt set er forkert.
Denne to-leddede procedure er i flere tilfælde anvendt af domstolene,
se eksempelvis UfR 1998, 10 HD, hvorefter "En sådan tilsidesættelse af de
forvaltningsretlige regler om partshøring og oplysning af sagen må anses
for retlige mangler af generelt væsentlig betydning som garanti for
rigtigheden af en truffet afgørelse. Sagsøgte har ikke godtgjort, at der
ikke ved en korrekt høring eller ved tilstrækkelig sagsoplysning ville
fremkomme oplysninger, der kunne bevirke en anden afgørelse, hvorfor
afgørelsen må anses for ugyldig."
Afhjælpning af mangler
Hvis en fejl eller mangel af proceduremæssig art har en mindre
væsentlig karakter, vil klagemyndigheden efter omstændighederne undlade at
tillægge manglen ugyldighedsvirkning. Der kan fx henvises til TfS 1999,132
ØLD og
SKM2001.59.ØLD ,
hvor Østre Landsret i begge tilfælde fandt, at rekursinstansen i sin
afgørelse havde udbedret en mangelfuld begrundelse, hvorfor manglen ikke
medførte ugyldighed.
Den retlige konsekvens af
ugyldighed
Hvis 1. instansens afgørelse tilsidesættes som ugyldig af
klageinstansen på grund af formelle mangler, er der som udgangspunkt ikke
noget til hinder for, at 1. instansen foretager en fornyet behandling af
sagen og træffer en ny afgørelse med samme indhold under iagttagelse af
den korrekte procedure. Den nye afgørelse kan alene træffes i det omfang
forældelsesfristen i skattestyrelsesloven eller andre frist- og
forældelsesregler ikke er til hinder herfor, jf. TfS 1999, 486 HD.
Hvis det er en klagemyndigheds afgørelse, der tilsidesættes på grund af
formelle mangler, er konsekvensen af tilsidesættelsen, at 1. instansens
gyldige afgørelse står ved magt, og at borgeren kan kræve fornyet og
korrekt klagebehandling, jf. også dommen refereret i TfS 1999, 486 HD.
F.1 Ugyldighed - de enkelte
sagbehandlingsregler
Nedenfor beskrives nærmere de enkelte sagsbehandlingsregler og praksis
for i hvilket omfang en fejl generelt anses for at være væsentlig og også
konkret kan medføre afgørelsens ugyldighed. Medmindre andet er anført, er
det materielle indhold af sagsbehandlingsreglerne beskrevet i afsnit
E.
Officialprincippet
Der findes ikke konkrete afgørelser, hvor det er lagt til
grund, at der er sket en sådan tilsidesættelse af officialprincippet, at
afgørelsen er anset for ugyldig. Der kan fx henvises til sagen TfS 2000,
827 LSR, hvor skattemyndighedernes undladelse af at efterkomme en
opfordring om at besigtige et varelager ikke medførte, at myndighedernes
afgørelse var ugyldig. Se tillige
SKM 2002.677 VLR , hvor skatteyderen bl.a. ikke fik medhold i, at
afgørelsen vedr.
det ene arrangement var truffet uden, at skatteadministrationen havde
været i besiddelse af det fornødne grundlag herfor, og
SKM 2003.27 ØLR hvor Landsretten fandt, at Told- og Skattestyrelsen
havde været i
besiddelse af fuldt tilstrækkeligt faktisk og retligt oplysningsgrundlag
for at kunne træffe en korrekt afgørelse.
Kompetence
Reglerne om saglig kompetence anses for garantiforskrifter, det vil
sige regler, der generelt har til formål at garantere afgørelsens
rigtighed. Reglerne om saglig kompetence er beskrevet i afsnit
A.3 .
Se
SKM2001.344.HD, hvor den skattepligtige påstod, at den kommunale
skattemyndigheds
forhøjelse var ugyldig, fordi den kommunale skattemyndighed ikke havde
kompetence til at træffe afgørelse, da skattespørgsmålene havde været
under behandling hos de statslige skattemyndigheder i forbindelse med en
straffesag. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at den kommunale
skattemyndighed var afskåret fra at ændre den skattepligtiges
skatteansættelse, og det fandtes ikke godtgjort, at told- og
skatteregionen havde overtaget skatteansættelsen. I sagen refereret i FOB
1999, 341 blev en anmodning om aktindsigt afslået af en told- og
skatteregion i stedet for skyldrådet, som var rette myndighed.
Ombudsmanden udtalte, at det ikke kunne udelukkes, at det havde
betydning for afgørelsen, at det ikke var rette myndighed, der i 1.
instans havde truffet afgørelse i sagen.
I
SKM 2002.677 VLR fandt retten heller ikke, at kommunen havde savnet
kompetence til at ændre skatteansættelsen.Reglerne om
stedlig kompetence har i højere grad karakter af ordensforskrifter,
hvis overholdelse mere sikrer orden end garanti for afgørelsens rigtighed.
I UfR 1972, 812 ØLD medførte inkompetence efter en konkret vurdering ikke
ugyldighed. Derimod anså ombudsmanden en afgørelse for ugyldig på grund af
stedlig inkompetence, jf. FOB 1998, 304. Reglerne om stedlig kompetence er
beskrevet i afsnit
A.3.
Habilitet
Habilitetsreglerne anses for garantiforskrifter, dvs. regler, der
generelt har til formål at garantere afgørelsens rigtighed. En myndigheds
overtrædelse af habilitetsregler betyder derfor i almindelighed, at
myndighedens afgørelse vil lide af en så væsentlig retlig mangel, at den
må tilsidesættes som ugyldig.
Har der i en sag foreligget speciel inhabilitet, da afgørelsen blev
truffet, vil retsvirkningen heraf være, at afgørelsen bliver ugyldig.
Vejledningspligt herunder
videresendelse til rette myndighed
Efter FVL § 7, stk. 2, skal en forvaltningsmyndighed, der modtager en
skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, så vidt muligt
videresende henvendelsen til rette myndighed, jf. FOB 1998, 304.
Ombudsmanden udtalte, at en skattemyndighed, der havde truffet afgørelse i
en sag, som ikke vedrørte dens stedlige kompetenceområde, burde have
sikret sig, at den var kompetent til at behandle sagen, ligesom den burde
have videresendt en henvendelse, der ikke vedrørte dens kompetenceområde,
til rette myndighed. Da ombudsmanden anså afgørelsen for ugyldig på grund
af kompetencemangel, burde Told- og Skattestyrelsen endvidere efter hans
opfattelse have ophævet afgørelsen og oversendt sagen til rette myndighed.
Notatpligt
En forvaltningsmyndighed har pligt til at notere oplysninger
vedrørende en sags faktiske omstændigheder efter bestemmelsen i OFL § 6.
En tilsidesættelse af kravet om notatpligt kan medføre, at en klageinstans
eller en domstol må lægge borgerens oplysninger til grund i den
udstrækning oplysningerne ikke strider mod sagens oplysninger iøvrigt.
Partshøring
Partshøringsreglerne anses for garantiforskrifter, dvs. regler, der
generelt har til formål at garantere afgørelsens rigtighed.
Tilsidesættelse af reglerne om partshøring anses for en væsentlig
sagsbehandlingsfejl, der som udgangspunkt vil medføre, at
myndighedernes afgørelse bliver ugyldig, jf. TfS 1997, 146 LSR, hvor
Landsskatteretten anså skatteforvaltningens afgørelse for ugyldig, idet
afgørelsen var truffet på grundlag af noget materiale, som var af
væsentlig betydning for sagens afgørelse, men som ikke havde været
forelagt for den skattepligtige til udtalelse.
I sagen TfS 2000, 823 LSR havde skatteforvaltningen begået en fejl ved
ikke at foretage partshøring efter FVL § 19. Landsskatteretten mente ikke,
at fejlen havde betydning for afgørelsens resultat og en konkret
væsentlighedsvurdering førte til, at ansættelsen ikke kunne anses for
ugyldig. I sagen TfS 2000, 944 LSR var forvaltningslovens regler om
partshøring ikke opfyldt, og Landsskatteretten fandt efter en konkret
væsentlighedsvurdering, at fejlen var egnet til at påvirke afgørelsens
resultat, og at skatteforvaltningens afgørelse var behæftet med en så
væsentlig formalitetsmangel, at det medførte afgørelsens ugyldighed.
I TfS 1997, 105 LSR anså Landsskatteretten skatteforvaltningens
kendelse for ugyldig, fordi der burde have været foretaget høring i form
af udsendelse af ny agterskrivelse. Den nærmere begrundelse herfor var, at
der i begrundelsen i kendelsen var inddraget supplerende faktiske
oplysninger, der ikke var medtaget i den revisionsrapport, der havde
dannet grundlag for agterskrivelsen. Landsskatteretten henviste endvidere
til, at selv om udgangspunktet er, at en sags juridiske elementer holdes
udenfor partshøringspligten må det antages, at der normalt skal ske
partshøring, hvis et ændret retsligt bedømmelsesgrundlag bevirker, at nye
faktiske oplysninger inddrages i afgørelsen. Der vil dog ikke foreligge
ugyldighed, hvis det faktiske grundlag for afgørelsen efter en konkret
væsentlighedsvurdering er uændret, og den begåede fejl ikke har betydning
for sagens materielle udfald, jf. TfS 1996, 485 LSR.
Der vil heller ikke indtræde ugyldighedsvirkning, hvis undladelse af at
foretage høring er begrundet i, at der ikke er grundlag for at fremsætte
indsigelser, jf.
SKM2001.172.ØLR .
I denne sag var der tale om forhøjelse af en ægtefælle, hvis overførte
underskud fra den anden ægtefælle skulle reduceres i konsekvens af, at den
anden ægtefælles ansættelse var blevet forhøjet. Den manglende høring af
den konsekvensforhøjede ægtefælle medførte ikke ugyldighed, da der ikke
var grundlag for materielle indsigelser. Se tilsvarende
SKM2001.344.HD ,
hvor manglende høring af et moderselskab i forbindelse med ansættelse af
sambeskatningsindkomst ikke medførte ugyldighed, fordi ansættelsen alene
var en konsekvens af en forudgående ændring af ansættelsen vedrørende et
sambeskattet datterselskab, hvor sædvanlig høring havde fundet sted.
I
SKM2002.309.ØLR
fandt Landsretten ligeledes, at manglende udsendelse af agterskrivelse
i forbindelse med korrektion af varelagernedskrivninger, som følge af en
landsskatteretskendelse ikke var en formel mangel, der var væsentlig og
dermed kunne begrunde ugyldighed. Dommen er anket til Højesteret.
I
SKM2002.677.VLR og
SKM2003.259.ØLR
fandt Landsretten heller ikke, at der var partshøringsmangler.
Høring af andre myndigheder
Også i tilfælde, hvor det følger af lov eller bestemmelser fastsat i
henhold til lov, at høring af en anden myndighed skal ske, vil en
tilsidesættelse normalt medføre, at ansættelsen bliver ugyldig. Der vil
derimod ikke blive tale om ugyldighed, hvis der ikke har været anledning
eller pligt til at høre en anden myndighed, jf. dommen TfS 1999, 420 HD,
hvor det blev lagt til grund, at Landsskatteretten ikke havde haft pligt
til at indhente en udtalelse fra skatteankenævnet eller tredjemand.
Høringsfrist
Hvis myndigheden træffer afgørelse inden udløbet af den frist, der er
fastsat for borgeren/virksomheden til at fremsætte bemærkninger, vil det
normalt medføre ugyldighed, jf. TfS 1995, 605 LSR. Modsat TfS 1998, 204
VLD, TfS 2000, 95 HD og TfS 2000, 906 LSR, hvor en sådan mangel efter en
konkret vurdering ikke medførte ugyldighed.
Det forhold, at der i loven evt. er fastsat en høringsfrist, vil i sig
selv have en skærpende virkning i forhold til en manglende overholdelse af
tidsfristen.
Mundtlig forhandling og
retsmøde
Hvis en anmodning om mundtlig forhandling ikke imødekommes, vil der
normalt blive tale om ugyldighedsvirkning. Der kan henvises til
SKM2001.244.LSR ,
hvor der i klagen til skatteankenævnet var anmodet om møde med nævnet,
hvilket ikke blev indrømmet, fordi klageren ikke gentog anmodningen i
en efterfølgende henvendelse fra nævnet. Landsskatteretten anså ikke
anmodningen for bortfaldet, hvorfor skatteankenævnets afgørelse blev anset
for ugyldig. I TfS 2000, 901 HD var det ikke en sagsbehandlingsfejl, at
Landsskatteretten havde undladt at efterkomme klagerens begæring om
afholdelse af retsmøde efter SSL § 27, stk. 3, hvorefter Landsskatteretten
kan undlade at efterkomme en begæring om afholdelse af retsmøde, hvor
denne fremgangsmåde efter forholdene må anses for åbenbart overflødig.
Landsretten udtalte, at der ikke var grundlag for at antage, at afholdelse
af et retsmøde i Landsskatteretten ville have medført et andet udfald af
sagen, og at klageren i øvrigt ikke havde påvist omstændigheder, der gav
grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn vedrørende
spørgsmålet om afholdelse af retsmøde. Reglerne om retsmøde i
Landsskatteretten er beskrevet i afsnit
H.7.4.
Sagsfremstilling
I sager, der kan påklages direkte til Landsskatteretten, skal der
laves en sagsfremstilling, før der træffes afgørelse i sagen. Manglende
sagsfremstilling i sager, der kan påklages til Landsskatteretten, vil som
hovedregel medføre en afgørelses ugyldighed, jf. fx
SKM2001.225.LSR ,
hvor det medførte ugyldighed, at der ikke var udarbejdet sagsfremstilling
i en sag om bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondsloven. Se dog
SKM2003.46.LSR ,
hvor Landsskatteretten fandt, at regionen ved den manglende udarbejdelse
og fremsendelse af sagsfremstilling, forinden der blev truffet afgørelse i
sagen, har tilsidesat en væsentlig garantiforskrift, der generelt må anses
for egnet til at påvirke en afgørelses lovlighed og rigtighed.
Landssskatteretten fandt dog, henset til told- og skatteregionen ved det
fremsendte forslag til afgørelse har redegjort for det for sagens
afgørelse relevante faktiske grundlag og retlige regler samt fremkommet
med en begrundelse for den påtænkte ændringer, at den manglende
udarbejdelse og fremsendelse af sagsfremstilling imidlertid ikke kan
antages at have haft betydning for sagens afgørelse.
Begrundelse
Formålet med begrundelseskravet er at sikre sagens oplysning, og at en
borger/virksomhed skal kunne vurdere afgørelsens rigtighed og dermed
mulighederne for at opnå en ændret afgørelse ved eventuel klagebehandling.
Begrundelseskravet anses for en garantiforskrift, hvis tilsidesættelse
normalt vil medføre, at afgørelsen bliver ugyldig, jf. TfS 1996, 554 VLD.
Hvis manglen ved begrundelsen er mindre væsentlig, kan der efter
omstændighederne være tale om, at manglen afhjælpes med en korrekt
begrundelse i rekursinstansen, således at der ikke bliver tale om
ugyldighedsvirkning, jf. TfS 1999, 2 ØLD og
SKM2001.59.ØLD .
I dommen
SKM2001.54.VLD
er det fastslået, at en i sig selv mangelfuld begrundelse ikke medfører
ugyldighed, hvis der i afgørelsen er foretaget en udtrykkelig henvisning
til en fyldestgørende begrundelse i afgørelsen fra den forudgående
instans. I TfS 2000, 561 ØLD hjemviste Landsretten en afgørelse om
etablering til fornyet behandling, idet det var udtryk for en væsentlig
retlig mangel, at afgørelsen alene var begrundet med den skattepligtiges
manglende anskaffelse af aktiver.
I
SKM2003.248.ØLR
fandt Landsretten, at den manglende begrundelse vedrørende SSL § 35 og
grundlaget for suspension udgjorde en væsentlig mangel, som måtte antages
at have haft betydning for skatteyderens vurdering af sine muligheder for
at anfægte afgørelsen, og fandt på den baggrund skatteansættelsen
ugyldig.
I
SKM2003.259.ØLR
fandt Landsretten derimod ikke, at der forelå mangler eller mangelfuld
begrundelse ved Told- og Skattestyrelsens ansættelse, der kunne føre til
ugyldighed.
Navnlig reglen i FVL § 24, stk. 1, 2. pkt., om angivelse af de
hovedhensyn, der har været bestemmende for et administrativt skøn, har
givet anledning til en række ugyldige afgørelser, når dette
begrundelseskrav ikke er opfyldt. I TfS 1996, 779 LSR havde den kommunale
skattemyndighed forhøjet indkomsten med 100.000 kr. ud fra et samlet skøn
vedrørende værdi af løn, eget arbejde og mestersalær uden at der var
redegjort for, hvorledes dette skøn nærmere var fremkommet, herunder på
hvilket grundlag det var udøvet og skønnets fordeling mellem de enkelte
indkomstarter, der ikke havde et fælles opgørelsesgrundlag. Da afgørelsen
ikke angav de hovedhensyn, der havde været bestemmende for skønsudøvelsen
var forhøjelsen ugyldig. Se endvidere TfS 1996, 495 HD og TfS 1996, 120
LSR.
Underretning om
afgørelsen
Manglende underretning om afgørelsen anses for en væsentlig
sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at myndighedens afgørelse bliver
ugyldig. I TfS 1999, 925 ØLD blev der ikke statueret ugyldighed i en sag,
hvor skattemyndighederne alene havde fremsendt underretning om et
datterselskabs ændrede skatteansættelse til moderselskabet, allerede fordi
moderselskabet havde påtaget sig at indsende datterselskabets
selvangivelse og dermed måtte anses at have fuldmagt til at modtage svar.
I
SKM2003.193.ØLR
blev der heller ikke statueret ugyldighed i en situation, hvor
skattemyndighederne havde sendt agterskrivelse og skrivelsen om ændring af
skatteyderens ansættelse til den adresse, der fremgik af CPR-registret,
uanset at skatteyder havde meddelt de lokale skattemyndigheder,
at vedkommende ikke længere boede på denne adresse. Dokumenterne blev
samtidig sendt til skatteyders revisor på dennes gamle adresse, og
Landsretten fandt, at der herved var begået en fejl, men at fejlen efter
en konkret væsentlighedsvurdering ikke kunne antages at ville have ført
til et andet resultat, hvorfor afgørelsen ikke fandtes ugyldig.
Klagevejledning
Manglende eller mangelfuld vejledning om administrativ klage eller
domstolsprøvelse medfører ikke, at afgørelsen bliver ugyldig. Derimod
suspenderes klagefristen, indtil korrekt klagevejledning gives, jf. TfS
2000, 150 ØLD og
SKM2001.62.VLR .
Mangelfuld klagevejledning foreligger eksempelvis i tilfælde, hvor
myndigheden ikke har angivet, hvornår klagefristen begynder at løbe, jf.
fx FOB 1998, 663 ff.
Oplysningspligt
Der er næppe grundlag for at antage, at forvaltningsmyndigheders
manglende overholdelse af oplysningspligten efter
persondataloven i sig selv kan medføre, at en afgørelse bliver
ugyldig. Baggrunden
herfor er, at reglernes formål er at skabe større gennemsigtighed og
overblik vedrørende personregistreringer, og at reglernes formål omvendt
ikke er at tjene som garanti for en afgørelses rigtighed. Er der tale om
tilsidesættelse af reglerne i en i øvrigt mangelfuldt behandlet sag, vil
den manglende overholdelse af oplysningspligten dog formentlig kunne
medvirke til, at afgørelsen i sagen - ud fra en samlet vurdering - anses
for ugyldig. Der henvises til
afsnit E.3.10
for så vidt angår reglerne om oplysningspligt.
Ansættelsesfristen
Efter SSL § 34, stk. 1, skal en anmodning fra den
skattepligtige om en rimelig fristforlængelse imødekommes, når det
har betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine
interesser.
En afgørelse truffet efter en aftalt frist vil medføre at afgørelsen er
ugyldig. Se
SKM2002.584.LSR ,
hvor klagerens advokat ved skrivelse af 15. juni 2001 havde anmodet
om, at forældelsesfristen udskydes til den 1. oktober 2001, hvilket
skatteforvaltningen havde imødekommet ved skrivelse af 20. juni 2001.
Landsskatteretten fandt, at skatteforvaltningens afgørelse af 25. oktober
2001 således er truffet efter den aftalte frist, hvilket er for sent,
hvorfor den påklagede afgørelse er ugyldig.
På afgiftsområdet gælder tilsvarende efter SSL § 35 B, stk. 1, at en
anmodning fra den afgiftspligtige hhv. den godtgørelsesberettigede om en
rimelig fristforlængelse skal imødekommes, når det har betydning for
dennes mulighed for at varetage sine
interesser.
Lignende dokumenter
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 F. VIRKNINGER AF FORMELLE MANGLER ELLER FEJL VED SAGSBEHANDLINGEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 OVERSIGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 E. SAGSBEHANDLING Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 K. OMKOSTNINGSGODTGØRELSE Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 I. DOMSTOLSPRØVELSE (CIVILE SAGER) Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 K. OMKOSTNINGSGODTGØRELSE Retsinformation · 5. februar 2008