Spring til indhold

Retsinformation

PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 E. SAGSBEHANDLING

STV nr 20009 af 01/01/2003Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Processuelle regler på ToldSkats område 2003 - 2

E. Sagsbehandling

E.1 Princippet om lovmæssig forvaltning -

praksisændringer

For told- og skattemyndighedernes sagsbehandling gælder

forvaltningsrettens almindelige regler, herunder princippet om lovmæssig

forvaltning og en række uskrevne retsprincipper.

Princippet om lovmæssig forvaltning betyder, at myndighedernes

afgørelse ikke må være i strid med lovgivningen samt, at afgørelsen skal

have hjemmel i en lovbestemmelse. De uskrevne retsprincipper, som er

opstillet i retspraksis, er:

grundsætningen om magtfordrejning, dvs. det forhold, at

forvaltningen ikke må varetage usaglige hensyn

den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning om, at der

ikke må ske usaglig forskelsbehandling

princippet om pligtmæssigt skøn, dvs. det forhold, at når der ved

lov er overladt myndigheden en forpligtelse til at foretage en

individuel vurdering i den enkelte sag, kan forvaltningen ikke undlade

at inddrage relevante saglige hensyn i den skønsmæssige vurdering

proportionalitetsgrundsætningen, dvs. det forhold, at indgrebet ikke

må være videregående end formålet

tilsiger.

Ændringer af praksis

I princippet kan told- og skattemyndighederne ændre en praksis,

eksempelvis ved at vælge en anden fortolkning af en lovbestemmelse. Det

gælder, selv om der er tale om en langvarig og hidtil konsekvent fulgt

praksis. En skærpelse af praksis kan efter almindelige forvaltningsretlige

regler kun ske med virkning for fremtiden, hvilket er fastslået i dommen

UfR 1983, 8 HD. Under alle omstændigheder skal en praksisændring

gennemføres med en vis smidighed, eventuelt efter en overgangsordning.

Læs alt

Lempes en administrativ praksis, antages det i almindelighed, at

afgørelser, der er truffet efter den tidligere strenge praksis, kun kan

kræves taget op til ny overvejelse og afgjort efter den nye praksis,

såfremt den tidligere praksis har ligget uden for rammerne af den

eksisterende hjemmel. Er der tale om en ny praksis, der inden for lovens

rammer lægger andre hensyn til grund eller foretager en anderledes

vægtning af hensynene indbyrdes (det skønsmæssige element), har

borgeren/virksomheden ikke krav på, at en sag genoptages.

En klart ulovlig administrativ praksis vil blive tilsidesat af

domstolene. Tilsvarende gælder, hvor myndigheden har sat skøn under regel,

således at myndighederne har undladt at vurdere, om der i den konkrete sag

foreligger sådanne specielle omstændigheder, at den administrative praksis

burde være fraveget. Myndigheden kan her have tilsidesat princippet om

»pligtmæssigt skøn«.

Adgangen til at støtte ret på

generelle udsagn og praksis

Med UfR 1983, 8 HD er det fastslået, at ligningsmyndighedernes

overordnede generelle praksis alene kan skærpes med fremtidig virkning. En

sådan skærpelse kan tidligst få virkning fra det tidspunkt, hvor

skærpelsen offentliggøres på relevant måde, fx via SKM eller ved

udsendelse af et cirkulære, herunder et cirkulære, der ændrer et hidtidigt

cirkulære, jf. TfS 1993, 345 VLD og TfS 1996, 656 VLD, eller ved en

skærpet formulering i Ligningsvejledningen.

Det anførte gælder dog ikke i det omfang den ændrede praksis alene er

udtryk for en udfyldning eller præcisering af hidtidig praksis, jf. fx TfS

1994, 587, 588 og 589 HD om den skattemæssige behandling af lån i

fælleskasser, hvor skattemyndighedernes præcisering af praksis kunne gøres

gældende uden forudgående varsel.

At en generel overordnet praksis alene kan skærpes med fremtidig

virkning er ensbetydende med, at borgere/virksomheder som udgangspunkt kan

støtte ret på en forventning om, at en entydig og forbeholdsløs

formulering i cirkulærer og Ligningsvejledning indtil videre er udtryk for

myndighedernes generelle praksis. Der kan henvises til UfR 1965, 399 HD,

TfS 1992, 19 ØLD, TfS 1994, 295 ØLD, TfS 1996, 210 HD, TfS 1996, 642 HD,

TfS 1997, 6 VLD og TfS 1997, 834 VLD. Som undtagelse herfra gælder dog, at

borgere/virksomheder ikke kan støtte ret på en formulering, der måtte føre

til resultater, der er i direkte modstrid med højere rangerende

retskilder, dvs. lovgivning, domspraksis og offentliggjort fast

administrativ praksis.

Se hertil

SKM2001.582.ØLR

, hvor den skattepligtige henviste til en cirkulæreskrivelse om

myndighedernes adgang til at forhøje skatteansættelser efter 3-års

fristens udløb. I henhold til cirkulæreskrivelsen skulle en gennemført

forhøjelse frafaldes, hvis der som i den foreliggende sag ikke var

grundlag for ansvar for urigtig selvangivelse. Østre Landsret stadfæstede

forhøjelsen med den bemærkning, at cirkulæreskrivelsen på dette punkt ikke

havde støtte i ordlyden af eller i forarbejderne til den dagældende

bestemmelse i SSL § 35, stk. 3. Se tilsvarende TfS 1993, 101 VLD, TfS

1993, 161 VLD og TfS 1995, 483 HD.

En forudsætning for, at borgere/virksomheder kan støtte ret på

indholdet af generelle administrative retskilder er endvidere, at

retskilden hidrører fra de overordnede myndigheder, jf. TfS 1994, 551 VLD

og TfS 1996, 173 ØLD, hvor der ikke kunne støttes ret på generelle udsagn

fra en told- og skatteregion. I sagen refereret i TfS 2000, 871 HD

kunne et notat fra statsskattedirektoretet (nu Told- og Skattestyrelsen)

om investering i lystbåde efter sin karakter ikke begrunde en retligt

beskyttet forventning hos en borger/virksomhed, der var kommet i

besiddelse af notatet, om, at hans bådudlejningsvirksomhed ville blive

anerkendt som erhvervsmæssig.

Det er naturligvis også en forudsætning, at borgeren/virksomheden

skattepligtige kan dokumentere, at der eksisterer en fast administrativ

praksis, jf. TfS 2000, 761 ØLD, hvor en skattepligtig havde påberåbt sig

en administrativ praksis om, at lotterigevinster under en vis

mindstegrænse ikke blev beskattet. Den skattepligtige gjorde endvidere

gældende, at det måtte have processuel skadevirkning for

Skatteministeriet, hvis ligningsmyndighedernes interne retningslinier om

mindstegrænser ikke blev fremlagt i retten. Gevinsten blev anset for

skattepligtig, fordi retten ikke fandt det dokumenteret, at der

eksisterede en fast administrativ praksis, hvorefter gevinster af den

pågældende art og størrelse var skattefrie.

I TfS 2000, 148 HD, hvor Ligningsrådet i nogle tilfælde havde afgivet

en bindende forhåndsbesked, fandtes det ikke godtgjort, at der havde

eksisteret en administrativ praksis, der afskar skattemyndighederne fra at

nægte fradragsret for renter og provision i den konkrete situation.

Se tilsvarende

SKM2001.408.ØLR ,

hvor den skattepligtige ikke kunne dokumentere en bestemt praksis om

fradrag for udgifter til erhvervelse af filmrettigheder. Dommen er anket

til Højesteret.

Se endelig TfS 2000, 1011 HD, hvor den skattepligtige ikke kunne

dokumentere en særlig praksis om, at myndighederne havde godkendt

leasingprojekter med rent formelt ejerskab.

Lighedsgrundsætningen

At borgerne/virksomhederne kan støtte ret på de overordnede

myndigheders generelle praksis med de anførte undtagelser, er et udslag af

den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, der også kan

påberåbes i tilfælde, hvor forventningssynspunktet, jf. afsnit

C.3 , ikke er aktuelt. Dette

vil fx være relevant, i tilfælde hvor der henvises til en praksis, der

ikke var kendt eller beskrevet på det tidspunkt, hvor

borgeren/virksomheden disponerede. Dette kan fx være tilfældet, hvis der i

Ligningsvejledningen for 2001, der først udgives i marts 2002 er beskrevet

nogle retningslinjer, der ikke tidligere har været beskrevet, som skal

være gældende for indkomståret 2001.

Påberåbelse af lighedsgrundsætningen forudsætter endvidere, at den

generelle praksis, der henvises til, ikke er direkte ulovmedholdelig eller

i strid med højere rangerende retkilder. Påberåbelse af

lighedsgrundsætningen forudsætter endelig, at en borgers/virksomheds

konkrete sag er helt identisk med den generelle praksis eller afgørelse,

der henvises til, jf. TfS 1995, 486 ØLD og TfS 1998, 778 H, hvor dette

krav ikke var opfyldt.

Det vil normalt alene være de centrale myndigheders generelle praksis,

der kan påberåbes efter en lighedsgrundsætning jf. fx TfS 1995, 483 HD,

hvor lighedsgrundsætningen ikke kunne påberåbes vedrørende en lokal

praksis, der var forkert, da en skattepligtig ikke kunne støtte ret på, at

en skattepligtig i en anden kommune havde fået medhold i en helt

tilsvarende sag om fradrag for udepenge.

Tilsvarende TfS 2000, 374 HD hvor lighedsgrundsætningen ikke kunne

begrunde fradrag, selvom andre skattepligtige med urette måtte have opnået

fradrag under lignende omstændigheder.

En anden begrænset rækkevidde af lighedsgrundsætningen følger af en

ombudsmandsudtalelse, der er refereret i TfS 1994, 202, hvorefter der ikke

kunne støttes ret på anvendelsen af et genoptagelsescirkulære efter dettes

ophævelse, og efter at skattemyndighederne var ophørt med at administrere

efter cirkulæret, jf. skatteministerens svar om samme cirkulære i TfS

1994, 205.

E.2 Inhabilitet

De personer eller den myndighed, som behandler eller træffer afgørelse

i en sag, skal opfylde visse krav til habilitet. I almindelighed skelnes

der mellem generel habilitet og speciel habilitet. Til generel habilitet

hører fx spørgsmålet om, hvorvidt en person lovligt er valgt eller udnævnt

til et offentligt hverv.

Spørgsmålet om generel habilitet er ikke omfattet af forvaltningslovens

kapitel 2 og behandles ikke nærmere, hvorimod reglerne om speciel

inhabilitet behandles nedenfor i afsnit

E.2.1 og

E.2.2.

Se nærmere om konsekvenserne af inhabilitet

afsnit F.

E.2.1 Forvaltningslovens regler om speciel

inhabilitet

Forvaltningslovens

kapitel 2 indeholder i §§ 3-6 en række bestemmelser om speciel

inhabilitet. Reglerne om speciel inhabilitet skal sikre, at ingen i den

offentlige forvaltning medvirker ved behandlingen af en sag, hvis

afgørelse vedkommende har en særlig interesse i. Baggrunden for reglerne

om inhabilitet er et ønske om at tilvejebringe sikkerhed for og tillid

til, at de afgørelser, der træffes af en myndighed, ikke påvirkes af

uvedkommende hensyn. Ud over regler om partsinteresse og familiemæssig

tilknytning indeholder forvaltningsloven regler om inhabilitet på grund af

tilknytning til en juridisk person og tidligere deltagelse i sagens

behandling samt en opsamlingsbestemmelse, hvorefter der indtræder

inhabilitet, hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, der er egnet til

at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Revisorer, der er medlemmer af et byråd, er ikke inhabile i forbindelse

med kommunalbestyrelsens behandling af ligningsplanen, idet de pågældendes

erhverv som revisorer ikke ud fra en almindelig betragtning indebærer

risiko for, at behandlingen vil blive påvirket af usaglige eller

uvedkommende hensyn.

I praksis forekommer speciel inhabilitet typisk i tilfælde, hvor der

foreligger en konkret økonomisk interessekonflikt, jf. fx TfS 1986, 486

LSR, hvor en ligningskommissionsformand, der førte retssag om et byggeri

mod hovedaktionæren i det selskab, hvis sag var til afgørelse i

ligningskommissionen, blev anset for inhabil. Speciel inhabilitet kan

tillige være forårsaget af et mere personligt modsætningsforhold

eksempelvis dokumenteret uvenskab. Politiske modsætningsforhold eller

sammenfaldende politiske opfattelser vil ikke i sig selv kunne medføre

speciel inhabilitet.

To-instans inhabilitet

Det sker, at en underordnet forvaltningsmyndighed i forbindelse med

behandlingen af en konkret sag søger vejledning om

lovfortolkningsspørgsmål eller lignende - fx telefonisk - hos en

overordnet myndighed, der samtidig er klageinstans vedrørende den

pågældende sag. En sådan rådgivning kan medføre inhabilitet hos den

pågældende medarbejder i den overordnede myndighed. I FOB 1998, 364

udtalte ombudsmanden således, at der ikke kunne ses bort fra risikoen for,

at en sagsbehandler ved en klageinstans følte sig bundet af sin tidligere

vejledning til 1. instans, da den pågældende sagsbehandler havde

tilkendegivet en forholdsvis præcis og endelig opfattelse vedrørende den

konkrete sags udfald. Ombudsmanden anså derfor den pågældende

sagsbehandler for inhabil ved klageinstansens behandling af sagen.

Hvis vejledningen er givet i en sådan form, at den pågældende

medarbejder hos den overordnede myndighed ikke har givet udtryk for sin

endelige opfattelse med hensyn til den konkrete sags udfald, men blot har

ydet vejledning med hensyn til fortolkningen af retsgrundlaget for

afgørelsen og/eller har vejledt om den overordnede myndigheds praksis, vil

bestemmelsen i FVL § 3, nr. 4 ikke medføre, at den pågældende medarbejder

er inhabil i forhold til den pågældende sag, hvis afgørelsen bliver

påklaget til den overordnede myndighed.

Konsekvenser af

inhabilitet

Foreligger der speciel inhabilitet må den, der er inhabil, som

udgangspunkt hverken træffe afgørelse i den pågældende sag eller i øvrigt

medvirke ved sagens behandling. Et inhabilt medlem af et skatteankenævn er

således afskåret fra at deltage ikke blot i en eventuel afstemning om

sagens afgørelse, men også i den forudgående behandling af sagen og om

spørgsmålet om inhabilitet, jf. FVL § 6, stk. 3.

Efter FVL § 6, stk. 2, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person er

inhabil, af den myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens

realitet. Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i

forbindelse med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. I

praksis har Told- og Skattestyrelsen udtalt sig i sager vedrørende

inhabilitetsspørgsmål.

E.2.2 Skattestyrelseslovens regler om

inhabilitet

Generel inhabilitet

Reglerne i forvaltningsloven suppleres af en særlig bestemmelse om

generel inhabilitet i

SSL § 36 A, hvorefter ingen samtidig

kan være medlem af eller stedfortræder i et skatteankenævn, Ligningsrådet

eller Landsskatteretten. Reglerne om udnævnelsesbetingelserne for

medlemmer af skatteankenævnene, Ligningsrådet og Landsskatteretten findes

i skattestyrelsesloven. Der stilles ingen krav om særlig uddannelse for

medlemmerne af disse råd og nævn, bortset for Landsskatteretten, hvor

præsidenten, retsformændene samt mindst 9 af de medlemmer, der udnævnes af

ministeren, skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne blive

landsdommer. Der henvises endvidere til afsnit

A.

Speciel inhabilitet

SSL § 11, stk. 2, indeholder en særlig regel om speciel inhabilitet,

der vedrører sekretariatsbetjening af skatteankenævnet. Bestemmelsen foreskriver, at den, som har

medvirket ved behandlingen af en skatteansættelse, ikke må fungere som

sekretær for skatteankenævnet under en klagesag om ansættelsen. Reglen er

formuleret absolut i lovteksten. Der er imidlertid alene tale om en

rettighed for borgere/virksomheder, der ikke skal acceptere

personsammenfald. Hvis borgere/virksomheder i et konkret tilfælde anmoder

om, at den pågældende person skal behandle sagen på ny, kan

borgeren/virksomheden give afkald på sin ret efter bestemmelsen. Der må

sikres fornødent bevis for, at der ved positiv tilkendegivelse fra

borgerens/virksomhedens side er givet et sådant afkald, da virkningen

ellers vil blive, at skatteankenævnets kendelse i sagen kan erklæres

ugyldig. I praksis vil en sådan tilkendegivelse kun fremkomme rent

undtagelsesvis. Skatteankenævnet er ikke forpligtet til at følge en sådan

anmodning.

Reglen i SSL § 11, stk. 2, retter sig kun mod den eller de medarbejdere

i den kommunale skatteforvaltning, som har medvirket ved behandlingen af

skatteansættelsen. Det er uden betydning, om den pågældende medarbejder

tidligere har beskæftiget sig med andre forhold vedrørende

borgeren/virksomheden, som ikke har nogen tilknytning til den aktuelle

klagesag. Det forhold, at skatteankenævnets sekretær havde medvirket ved

den skattepligtiges skatteansættelser for andre indkomstår, bevirkede

ikke, at den pågældende var inhabil ved sagens behandling, jf. TfS 2000,

140 ØLD.

Medvirken forudsætter, at den pågældende har haft en vis reel

indflydelse på afgørelsens resultat. Rene hjælpefunktioner såsom

telefonpasning, postafsendelse og renskrivning er ikke medvirken i denne

betydning. Den skattepligtige kan således ikke påberåbe sig ugyldighed,

fordi disse funktioner er udført af de samme personer i begge sager. Det

har heller ikke betydning, om den, som har foretaget ansættelsen, og

sekretariatsmedarbejderen har samme administrative chef. Sammenfattende

kræver bestemmelsen således ikke, at sekretariatsfunktionen udskilles fra

den kommunale skatteforvaltning i øvrigt, eller at der knyttes et særligt

personale hertil.

Det ligger inden for rammerne af kommunernes selvstyre at organisere

skatteforvaltningen, som de ønsker, herunder at bestemme, om der skal være

en separat skatteforvaltning som sådan, og om der skal være en særlig

organisatorisk enhed, som alene udfører sekretariatsfunktionen med hensyn

til skatteankenævnet, eller om disse opgaver fordeles blandt de samme

medarbejdere, som har kompetence til at foretage skatteansættelser.

Konsekvenser af inhabilitet

Virkningen af, at der foreligger inhabilitet, er, at

borgeren/virksomheden kan kræve skatteankenævnskendelsen tilsidesat som

ugyldig, jf. SSL § 24, stk. 1, nr. 2, om klage til Landsskatteretten. Der

henvises endvidere til

afsnit F . Det påhviler forvaltningen

selv i første række at sørge for, at der ikke foreligger inhabilitet hos

sekretariatsmedarbejderne. Skatteankenævnet skal selv foretage en

vurdering af, hvorvidt der foreligger inhabilitet efter SSL § 11, stk. 2,

hos den eller de medarbejdere, forvaltningen anvender som sekretariat.

Nævnets beslutningskompetence kan ikke delegeres til forvaltningen eller

til formanden. I TfS 2000, 640 VLD fandt Vestre Landsret det ikke

godtgjort, at der forelå inhabilitet i en sag, hvor skattechefen havde

ført protokol efter at have erklæret sig inhabil med behandlingen af den

pågældende sag.

Et medlem af et skatteankenævn, som af nævnet er anset for inhabilt,

kan kræve sine indvendinger mod nævnets beslutning tilført protokollen og

kan forlange, at en kopi af protokolatet indsendes til Told- og

Skattestyrelsen, jf. forretningsordenen for skatteankenævn § 9, stk. 2 og

4.

Ekstern bistand

Hvis den kommunale skattemyndighed i det konkrete tilfælde ikke råder

over en medarbejder, som både opfylder kravet om habilitet og almindelige

krav til faglige kvalifikationer, skal forvaltningen snarest underrette

nævnet om dette. I disse tilfælde skal der engageres ekstern bistand for

kommunens regning, jf. SSL § 11, stk. 3. Det er et krav, at den eksterne

sekretariatsbistand skal kunne udføre sekretariatsbetjeningen

tilfredsstillende. Loven giver ikke anvisning på, hvem der kan engageres

som ekstern bistand. Det vil således bl.a. være muligt at benytte en

medarbejder fra den regionale told- og skattemyndighed, fra en nabokommune

eller fra et privat revisionsfirma. I alle tilfælde skal kommunen selv

afholde udgifterne til sekretariatsbistanden. Det afgørende er, at

instruktionsbeføjelsen påhviler den af kommunalbestyrelsen udpegede

ligningsansvarlige. Ansvaret for sekretariatsbetjeningen påhviler i alle

tilfælde kommunalbestyrelsen. De nærmere regler om fremgangsmåden ved

udpegning af ekstern bistand findes i § 4 i forretningsordenen for

skatteankenævn. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse på grundlag af en

indstilling fra skatteankenævnet om, at der er behov for ekstern bistand,

og om hvem der kan engageres. Nævnets indstilling behøver ikke at blive

fulgt. På tilsvarende måde kan nævnet indhente forslag fra den kommunale

skatteforvaltning til, hvem der bør engageres, men nævnet er ikke

forpligtet til at følge forslaget i sin indstilling til

kommunalbestyrelsen.

Den eller de personer, der engageres som ekstern bistand, udfører de

samme funktioner som den, den interne sekretariatsbistand skulle have

udført. De pågældende personer er bundet af de samme overordnede

forvaltningsregler som de kommunale embedsmænd, herunder af

tavshedspligtsbestemmelsen i SSL § 37, se afsnit

M.3. Også habilitetsbestemmelsen i FVL

§ 3 finder anvendelse. Kommunalbestyrelsen og skatteankenævnet må påse, at

man ikke udpeger henholdsvis indstiller en person, som vil være specielt

inhabil i den pågældende sag. Eksempelvis må man ikke engagere en revisor,

som samtidig repræsenterer klageren eller er i nær familie med denne. Hvis

kravet om ekstern sekretariatsbistand ikke overholdes af kommunen, kan

skatteankenævnets afgørelse senere erklæres for ugyldig på grund af

formelle fejl. Der henvises endvidere til

afsnit F.

Sekretariatsbetjening af

skatteankenævn efter 1/9 2003

SSL § 11 er ændret ved

lov nr. 267 af 12. april 2003 og efter den nye formulering af SSL §

11, stk. 2,

skal sekretariatsbetjening af skatteankenævn efter 1. september 2003

organisatorisk være adskilt fra den myndighed, hvis afgørelser

skatteankenævnene skal klagebehandle. Efter SSL § 11, stk. 1, er det

således skatteministeren, som har ansvaret for sekretariatsbetjeningen, og

som stiller sekretatiatsbetjening til rådighed for skatteankenævene.

Bestemmelsen sikrer, at der ikke kan stilles spørgsmål ved

sekretariaternes habilitet.

Efter den fremtidige SSL § 11, stk. 3, kan skatteministeren indgå

aftaler med kommunalbestyrelser eller bestyrelser for kommunale

fællesskaber, der er oprettet efter § 60 i lov om kommunernes styrelse, om

at løse denne opgave mod betaling. Det vil være en forudsætning for en

aftale om kommunal sekretariatsbetjening af skatteankenævn, at

kommunen/kommunerne sikrer oprettelse af en organisation, hvor

sekretariatet ikke er underlagt chefen for en kommunal skatteforvaltning,

og hvor personalet i sekretariatet organisatorisk er klart adskilt fra

personalet i en kommunal skatteforvaltning.

Kommuner, der ønsker at udføre sekretariatsbetjening af skatteankenævn

fra den 1. september 2003, skal senest den 1. august 2003 have indgået

aftale med Told- og Skattestyrelsen herom.

E.3 Sagsbehandlingsreglerne

Forvaltningsloven, offentlighedsloven, persondataloven,

skattestyrelsesloven, Toldkodeksen og de almindelige forvaltningsretlige

grundsætninger indeholder de minimumskrav, som told- og

skattemyndighedernes sagsbehandling skal opfylde.

E.3.1 Vejledningspligt

Efter FVL § 7, stk. 1, har forvaltningsmyndigheder pligt til

at yde vejledning og bistand til fysiske personer, der retter henvendelse

om spørgsmål indenfor myndighedens sagsområde. Som det fremgår af FOB

2000, s. 285 ff. gælder vejledningspligten efter omstændighederne også i

tilfælde, hvor der ikke er sket henvendelse til myndighederne, fx hvis det

synes at kunne lægges til grund, at borgeren er i vildrede om en regels

anvendelsesområde. Bestemmelsen omfatter også henvendelser på vegne af

juridiske personer.

Reglerne gælder alene vejledning i forbindelse med konkrete

afgørelsessager. Vejledning skal efter bestemmelsen gives i fornødent

omfang efter en konkret vurdering. Vejledningspligten indebærer bl.a., at

der i konkrete sager skal vejledes om, hvilke retsregler, der finder

anvendelse, og reglernes betydning for sagens parter, samt om hvilke

oplysninger, der skal tilvejebringes som led i sagens behandling. Dette

indebærer bl.a., at told-, skatte- og afgiftsmyndighederne skal vejlede en

part med hensyn til at uddybe eller præcisere eventuelle indsigelser

vedrørende en sags faktum, eller i øvrigt vejlede borgerne/virksomhederne

om udfyldelse af blanketter eller lignende på myndighedens område.

Endvidere skal myndighederne give oplysning om, hvor lang tid

sagsbehandlingen forventes at vare. Det fremgår af FOB 2000, s. 285 ff.,

at vejledningspligten også omfatter situationer, der klart er lovgivet om,

som i den foreliggende sag acontoskattereglerne for selskaber.

Borgere/virksomheder kan henvende sig til bopælskommunen om skattemæssige

problemer. Kommunens skatteforvaltning kan i tvivlstilfælde rådføre sig

med de regionale told- og skattemyndigheder.

Henvendelse til de statslige myndigheder om told, moms, afgifter,

selskabsbeskatning mv. skal rettes til den stedlige regionale told- og

skattemyndighed.

Bindende tariferings- og

oprindelsesoplysninger

Om vejledning om muligheden for indhentelse af bindende

tariferingsoplysninger (BTO) kan henvises til TfS 1999, 951 ØLD vedrørende

toldafgifter. Her fandt landsretten, at told- og skatteregionen ikke havde

tilsidesat vejledningspligten, idet det ikke var godtgjort, at told- og

skatteregionen havde anledning til at henlede opmærksomheden på adgangen

til at indhente en BTO.

Tolkebistand

Efter FVL § 7, stk. 1, skal en forvaltningsmyndighed i fornødent

omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om

spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Det følger af denne

vejledningspligt og af officialmaksimen, at told- og skattemyndighederne

over for udlændinge er forpligtet til at skaffe fornøden tolkebistand, når

den, der retter henvendelse, ikke behersker det danske sprog

tilstrækkeligt godt. Dette gælder også uden for de tilfælde, hvor der

efter en international konvention - som fx den nordiske sprogkonvention -

er pligt hertil.

I afgørelsessager indebærer denne forpligtelse, at mundtlige

forhandlinger, så vidt det er muligt, bør foregå ved hjælp af

tolkebistand, ligesom der i fornødent omfang bør ydes tolkebistand ved

meddelelse af afgørelser, hvis det findes påkrævet.

Når told- og skattemyndighederne har vejledt om eventuelle

dokumentationskrav, er det derimod den pågældende borgers/virksomheds eget

ansvar, at denne dokumentation forelægges myndigheden i en umiddelbar

forståelig herunder sproglig tilgængelig form.

Videresendelse til rette

myndighed

Efter FVL § 7, stk. 2, skal en forvaltningsmyndighed, der modtager en

skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, så vidt muligt

videresende henvendelsen til rette myndighed, jf. FOB 1998, 304.

Ombudsmanden udtalte, at en skattemyndighed, der havde truffet afgørelse i

en sag, som ikke vedrørte dens sagsområde, burde have sikret sig, at den

var kompetent til at behandle sagen, ligesom den burde have videresendt en

henvendelse, der ikke vedrørte dens sagsområde, til rette myndighed. Da

ombudsmanden anså afgørelsen for ugyldig på grund af kompetencemangel,

burde Told- og Skattestyrelsen endvidere efter hans opfattelse have

ophævet afgørelsen og oversendt sagen til rette myndighed. Se nærmere om

den stedlige kompetence i afsnit

A.3 og om

konsekvenser af manglende eller ufyldestgørende vejledning i

afsnit F.1 .

Særligt for toldområdet

På toldområdet gælder herudover art. 11 i EF's

toldkodeks ,

hvorefter enhver person kan anmode toldmyndighederne om oplysninger om

anvendelse af toldforskrifterne.

Eksempler på konkret

vejledningsforpligtelse

Vedrørende pligten til at vejlede om adgangen til omgørelse efter SSL

§ 37 C, henvises til

O.1. Vedrørende muligheden for at foretage betalingskorrektion efter

ligningslovens § 2, stk. 4, gælder der almindelig vejledningsforpligtelse,

se nærmere herom i Told- og Skattestyrelsens redegørelse offentliggjort i

TfS 2000,740, afsnit 4.1. Vedrørende vejledning på straffesagsområdet

henvises særligt til

P.2 om

forsvarerbistand. Vedrørende pligten til at vejlede om kompetent myndighed

i relation til ekstraordinær genoptagelse efter SSL § 35, henvises til

H.1 .

Vedrørende adgangen til at udligne forhøjelse af en skatteansættelse med

yderligere af- og nedskrivning gælder ligeledes en almindelig

vejledningsforpligtelse, se nærmere herom i

TSS-cirkulære 2000-34 .

Klagevejledning

Der henvises i det hele til

E.3.9.

E.3.2 Repræsentation

Efter

FVL § 8,

stk. 1, kan den, der er part i en sag, som udgangspunkt på ethvert

tidspunkt under sagens behandling vælge at lade sig repræsentere eller

bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt,

når det er af betydning for sagens afgørelse, fx en straffesag.

I forvaltningsloven findes der ikke regler om, hvem der kan

repræsentere eller bistå en part. Parten kan derfor lade sig repræsentere

eller bistå af såvel sagkyndige, fx en advokat eller revisor, som af

andre. Repræsentation kan dog normalt kun foretages af en person, der er

myndig.

FVL § 8, stk. 2, indeholder en undtagelse til hovedreglen i stk. 1,

idet partens ret til at lade sig repræsentere ikke gælder, hvis partens

interesse i at lade sig repræsentere findes at burde vige for væsentlige

hensyn til offentlige eller private interesser, herunder i særlige

tilfælde parten selv. Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at

myndigheden i hver enkelt tilfælde foretager en konkret afvejning af på

den ene side partens interesse i at få den pågældende

bistand/repræsentation og på den anden side de hensyn, der taler for at

afskære parten fra denne adgang til bistand/repræsentation.

Omkostningerne ved eventuel sagkyndig bistand er myndighederne

uvedkommende, bortset fra de tilfælde som er omfattet af reglerne om

omkostningsgodtgørelse, SSL kap. 3A, jf. afsnit

K.

Fuldmagt

Forvaltningsmyndigheden afgør, om den, der optræder som

partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden

måde godtgøre, at den pågældende repræsenterer parten. Advokater og

revisorer er typiske partsrepræsentanter, hvorfor der normalt ikke kræves

dokumentation for fuldmagtsforhold fra disse, medmindre det er særligt

begrundet i sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt.

Det bemærkes, at retten til repræsentation ikke uden særskilt fuldmagt

omfatter retten til at lade repræsentanten modtage penge fra myndigheden

på partens vegne.

Særligt under hensyn til tavshedspligtsreglerne, vil det normalt være

nødvendigt, at andre, der optræder som partsrepræsentant, fremlægger en

skriftlig fuldmagt som dokumentation for fuldmagtsforholdet. Dette gælder

fx ved enhver henvendelse til en myndighed om en konkret sag, som ikke

vedrører den pågældendes egne forhold. Fuldmagt er således nødvendig for

at sikre, at myndigheden ikke uberettiget videregiver tavshedsbelagte

oplysninger.

Forretningsordnerne for Landsskatteretten § 20, for Ligningsrådet § 14

og for skatteankenævnene § 17 indeholder nærmere regler om repræsentation.

Reglerne præciserer partsrepræsentantens adgang til at disponere på

partens vegne.

Særligt for told

På toldområdet gælder endvidere artikel 5 i

EF-toldkodeksen ,

hvorefter en repræsentant med undtagelse af enkelte nærmere beskrevne

tilfælde skal være etableret i Fællesskabet. Repræsentanten skal

tilkendegive at handle på den persons vegne, der repræsenteres, og være i

besiddelse af en fuldmagt fra denne.

Den person, der ikke tilkendegiver at handle i en anden persons navn

eller for en anden persons regning, eller som handler i en anden persons

navn eller for en anden persons regning uden at være i besiddelse af en

fuldmagt, anses for at handle i eget navn og for egen regning.

Toldmyndighederne kan kræve, at repræsentanten dokumenterer sit

fuldmagtsforhold.

E.3.3 Sagens oplysning

For forvaltningsmyndighedernes sagsbehandling gælder

officialprincippet. Officialprincippet findes hverken beskrevet i

skattestyrelsesloven eller i forvaltningsloven, men har hjemmel i uskreven

retssædvane.

Officialprincippet betyder, at en forvaltning har ansvaret for at de

nødvendige oplysninger foreligger, og at de nødvendige undersøgelser

foretages inden der træffes afgørelse i en sag. I praksis foregår dette i

vidt omfang via de oplysninger, der pligtmæssigt indberettes i henhold til

lovgivningen.

Officialprincippet betyder ikke nødvendigvis, at

forvaltningsmyndigheden altid selv skal fremskaffe de nødvendige

oplysninger. Dette kan ske i samarbejde med andre myndigheder og

borgeren/virksomheden selv. Forvaltningsmyndigheden vil dog ikke uden

videre kunne lægge borgerens/virksomhedens oplysninger til grund, men må i

et nødvendigt omfang kontrollere dem og således sikre, at sagen bygger på

det materielt rigtige grundlag.

I

SKM2003.27.ØLR

fandt Landsretten, at Told-og Skattestyrelsen både ved udsendelse af

agterskrivelse og ved udsendelse af kendelse havde et fuldt tilstrækkeligt

faktisk og retligt oplysningsgrundlag til at kunne træffe en korrekt

afgørelse.

Et væsentligt led i told- og skattemyndighedernes sagsbehandling er

told- og skattelovgivningens bestemmelser om pligtmæssige oplysninger fra

borgerne/virksomhederne. Det drejer sig især om reglerne om den enkelte

borgers/virksomheds selvangivelsespligt, angivelses- og

oplysningspligt i øvrigt, men også om told- og skattemyndighedernes adgang

til at indhente regnskabsmateriale, foretage virksomhedseftersyn og

indhente oplysninger fra tredjemand, jf. reglerne i skattekontrolloven og

afgiftslovene.

Det almindelige krav om, at myndighederne skal påse, at

sagbehandlingstiden ikke bliver unødigt langvarig indebærer ikke, at

myndighederne kan undlade at sørge for, at sagen er forsvarligt oplyst. I

de tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har givet anledning til kritik fra

Folketingets Ombudsmand, retter kritikken sig først og fremmest imod de

perioder i sagsforløbet, hvor sagens behandling har været gået helt i stå,

jf. fx FOB 1995, 237 og FOB 1995, 251. Det må derfor påhvile den

myndighed, der har foretaget en høring eventuelt at rykke for et

høringssvar, og det kan ofte være hensigtsmæssigt at fastsætte en

svarfrist.

Se nærmere om konsekvenserne af manglende overholdelse af

officialprincippet i afsnit

F.1 .

E.3.4 Notatpligt

I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en

forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager

oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af

betydning for sagens afgørelse, eller i sager, hvor myndigheden på anden

måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af

oplysningerne, jf.

OFL § 6,

stk. 1. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af

sagens dokumenter.

Der kan både være tale om, at myndigheden på egen hånd indhenter

mundtlige oplysninger, eller der kan være tale om en henvendelse fra

borgeren/virksomheden selv eller fra en trediemand, eksempelvis fra en

anmelder.

Dokumenter, som indeholder oplysninger, der er noteret i henhold til

notatpligten, er en del af grundlaget for afgørelsen og er undergivet

aktindsigt med de undtagelser, der følger af OFL §§ 7-14, jf. afsnit

M.1.2.2.

Sådanne dokumenter er ligeledes omfattet af parters ret

til

aktindsigt med de undtagelser, der følger af FVL §§ 12-15, jf. afsnit

M.1.2.1.

Hvor der ikke findes et lovbestemt krav om, at en

anmodning skal

fremsættes skriftligt, kan en sag derfor startes mundtligt, ved at

borgeren/virksomheden henvender sig personligt eller telefonisk, og ved at

myndigheden i henhold til notatpligten noterer anmodningen eller

henvendelsen fra borgeren/virksomheden, uanset om det i forbindelse med

sagbehandlingen er nødvendigt at kræve skriftlig dokumentation. Se nærmere

om konsekvenserne af manglende overholdelse af notatpligten i

afsnit F.1 .

Udover de oplysninger forvaltningen har pligt til at notere efter OFL §

6 følger det af god forvaltningsskik, at myndigheden desuden skal notere

væsentlige oplysninger om sagens ekspedition.

E.3.5 Høring

Reglerne om høring på myndighedens initiativ, inden der træffes en

bebyrdende afgørelse, har til formål at sikre, at sagens parter får

lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske

afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Denne ret for

borgeren/virksomheden til at få lejlighed til at påpege misforståelser,

unøjagtigheder eller ufuldstændigheder i det foreliggende sagsmateriale,

vil kunne medvirke til at sikre, at myndighedens afgørelser træffes på det

bedst mulige faktiske grundlag. Reglerne om høring gælder ikke ved

afgørelser, der giver borgeren/virksomheden fuldt ud medhold.

Om konsekvenserne af manglende høring, se afsnit

F .

E.3.5.1 De forskellige regelsæt

Forvaltningsloven

FVL §§

19-21 indeholder regler om partshøring. Reglerne betyder, at hvis en part

i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i

besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, må

myndigheden ikke træffe afgørelse, før parten er gjort bekendt med

oplysningerne og har haft lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det

gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part

og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Herudover findes der i

FVL § 19, stk. 2, en række nærmere opregnede tilfælde, hvor der

undtagelsesvis ikke er pligt til partshøring. Endelig fremgår det af FVL §

20, at i sager, hvor myndigheden efter anmodning fra en part kan ændre en

afgørelse, kan partshøring undlades, hvis sagens karakter og hensynet til

parten selv taler for det.

Selv om udgangspunktet er, at en sags juridiske elementer ikke er

omfattet af partshøringspligten, kan et ændret retligt bedømmelsesgrundlag

bevirke, at der skal ske partshøring herom. Dette vil også være tilfældet

i situationer, hvor en udtalelse, som afgørelsesmyndigheden har indhentet

fra en anden myndighed, indeholder et ændret retligt bedømmelsesgrundlag.

Forvaltningslovens

partsbegreb

Forvaltningsloven indeholder ikke en definition af partsbegrebet, men

udtrykket skal forstås i overensstemmelse med det almindelige

forvaltningsretlige partsbegreb, herunder den praksis, der har udviklet

sig i tilknytning hertil. Afgørelsens adressat, dvs. den person afgørelsen

rettes til er herefter utvivlsomt part. Men også andre end adressaten kan

være part. Som part anses personer i øvrigt, der har en væsentlig,

direkte, individuel og retlig interesse (af økonomisk eller personlig art)

i sagens afgørelse og udfald.

Skattestyrelsesloven

Ved siden af forvaltningsloven indeholder

skattestyrelsesloven detaljerede

regler om ubetinget partshøring i form af agterskrivelse, jf. afsnit

E.3.5.2 og

sagsfremstilling, jf. afsnit

E.3.5.3

og

E.3.6 .

Skattestyrelseslovens

partsbegreb

Skattestyrelseslovens partsbegreb omfatter alene den eller de

personer, som afgørelsen er direkte rettet til. I modsætning til

forvaltningsloven omfatter skattestyrelseslovens partsbegreb ikke andre,

som har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse (af

økonomisk eller personlig art) i sagens afgørelse og udfald.

Skattestyrelseslovens ubetingede krav om høring i form af agterskrivelse

og evt. sagsfremstilling gælder således kun, når der er tale om

afgørelsens adressat. Andre, som har en væsentlig, direkte, individuel og

retlig interesse (af økonomisk eller personlig art) i sagens afgørelse og

udfald, skal alene høres efter forvaltningslovens regler. Det betyder, at

hvis andre end afgørelsens adressat er part, er der pligt til at foretage

partshøring efter reglerne i FVL §§ 19-21, men der er ikke krav om

ubetinget høring i form af agterskrivelse og sagsfremstilling.

Se fx

SKM2001.344.HR ,

hvor høringen af et sambeskattet moderselskab i forbindelse med ændringen

af ansættelsen for datterselskabet var sket ved, at moderselskabet havde

modtaget kopi af agterskrivelsen til datterselskabet. Reglerne i

forvaltningsloven har en udfyldende selvstændig betydning for de

afgørelser, der træffes efter reglerne i skattestyrelsesloven.

Told-, moms- og

afgiftssager

I alle told-, moms- og afgiftssager skal et forslag til afgørelse og

en sagsfremstilling sendes til høring hos afgørelsens adressat efter

tilsvarende regler, som gælder efter skattestyrelsesloven. I sager, der

kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, skal sagsfremstilling dog først

udarbejdes, når klage er indgivet. Andre end afgørelsens adressat, som er

part i sagen, skal høres efter reglerne i FVL §§ 19-21, jf. endvidere

afsnit

E.3.5.3.

Andre skattesager end sager om

ansættelse

I skattesager, der vedrører andet end ændring af skatteansættelser, og

som kan påklages til Landsskatteretten, henvises til fremgangsmåden under

afsnit

E.3.5.3 .

Der henvises i øvrigt til afsnit

E.3.6 .

E.3.5.2 Høring - skat

Der skal ifølge

SSL § 3, stk. 4 udsendes

agterskrivelse, når den kommunale skattemyndighed ønsker at foretage en

skatteansættelse på et andet grundlag end selvangivet, eller ønsker at

ændre den del af grundlaget for en skatteansættelse, der skal selvangives.

Denne høringspligt er ubetinget, for så vidt angår afgørelsens adressat og

gælder ved siden af den almindelige høringspligt efter FVL §§ 19-21,

hvorefter der som udgangspunkt skal foretages høring af en part, når

myndigheden er kommet i besiddelse af oplysninger om sagens faktiske

omstændigheder, som parten ikke kan antages at være bekendt med, og

oplysningerne både er til ugunst for den pågældende part og af væsentlig

betydning for sagens afgørelse.

En agterskrivelse skal indeholde en begrundelse, således at den

skattepligtige kan tage reel stilling til forslaget.

Hvis skattemyndigheden ikke vil følge sin agterskrivelse, fx fordi der

er tilgået myndigheden nye oplysninger af væsentlig betydning, som den

skattepligtige ikke har haft lejlighed til at udtale sig om, må en ny

agterskrivelse udsendes til den skattepligtige, jf. TfS 1997, 105 LSR.

Se modsat

SKM2001.498.HR ,

der er nærmere omtalt i afsnit

E.3.5.4

om

fornyet høring.

Hvis den skattepligtige ikke gør indsigelse mod agterskrivelsen, kan

udsendelse af en egentlig kendelse udelades, jf. SSL § 3, stk. 4, 3. pkt.

Den skattepligtige vil herefter alene modtage en årsopgørelse, der er

baseret på den nu gennemførte skatteansættelse. Hvis den skattepligtige

gør indsigelse mod agterskrivelsen, skal der altid udsendes kendelse, jf.

SSL § 3, stk. 4, 4. pkt.

Oplysninger, der skal

selvangives

Den ubetingede pligt til høring af afgørelsens adressat efter SSL § 3,

stk. 4, 1. pkt., omfatter alene oplysninger af den type, der skal

selvangives. De oplysninger, der skal selvangives, er de typer af

oplysninger, der kræves selvangivet efter SKL § 1, herunder de

oplysninger, der indberettes årligt fra arbejdsgiver, finansielle

institutioner mv. efter afsnit II i skattekontrolloven. De oplysninger,

der skal selvangives, er typisk oplysninger om indkomst, herunder fradrag,

oplysninger om kvalificering af en indkomst som fx personlig indkomst

eller kapitalindkomst, oplysninger om indkomst fra udlandet eller

oplysninger om værdien af ejerbolig.

Skatteberegning

Derimod er det ikke et krav efter skattestyrelsesloven, at der

foretages høring i tilfælde, hvor den påtænkte ændring skyldes en ændret

skatteberegning, fx i form af overførsel af et uudnyttet underskud,

bundfradrag eller personfradrag mellem ægtefæller, fremførsel af et

underskud til fradrag i den skattepligtiges indkomst for følgende

indkomstår eller beregning af en skattelempelse efter en

dobbeltbeskatningsaftale med en fremmed stat. I disse tilfælde finder

alene de almindelige høringsregler i FVL §§ 19-21 anvendelse.

For sager vedrørende skatteberegning, som blev rejst af

skattemyndighederne inden den 1. juli 1999, kan der henvises til

SKM2002.231.HR

(tidligere

SKM2001.172.ØLR ),

hvor den manglende høring af en ægtefælle, hvis overførte underskud fra

den anden ægtefælle blev ændret, ikke medførte ugyldighed. Begrundelsen

herfor var, at der var tale om en konsekvensrettelse af beregningsmæssig

karakter, og at der ikke var fremsat materielle indsigelser. I

SKM2002.417.ØLR

fandt Landsretten ligeledes, at ændring af en ægtefælles skatteansættelse

var konsekvensrettelse af beregningsmæssig karakter, som følge af ændrede

skatteansættelser for den anden ægtefælle. Da der ikke var fremkommet

indsigelser vedrørende det endelige materielle resultat, medførte den

manglende udsendelse af agterskrivelse til ægtefællen ikke, at

skatteansættelserne var ugyldige.

Se tilsvarende

SKM2001.344.HR ,

hvor manglende høring af et moderselskab i forbindelse med ansættelse af

sambeskatningsindkomst ikke medførte ugyldighed, fordi moderselskabet

havde haft lejlighed til at gøre indsigelse i forbindelse med en

forudgående ansættelsesændring vedrørende et sambeskattet

datterselskab.

Afledt opgørelse af

indkomstansættelsen

Udtrykket skatteansættelse af indkomst er ikke entydigt men det

antages ikke at omfatte bidrag til arbejdsmarkedsfondene, jf. TfS 1998,

364 DEP, da dette er en afledt opgørelse af indkomstansættelsen. De

afledte opgørelser af indkomstansættelsen skal ikke selvangives. Når de

kommunale skattemyndigheder ændrer skatteansættelsen, er det derfor ikke

nødvendigt, at den regionale told- og skattemyndighed udsender et særskilt

forslag til afgørelse om ændring af AM-bidrag, da den skattepligtiges

behov for begrundelse og klagevejledning vil fremgå af

ligningsmyndighedens afgørelse, som vil kunne påklages. Kun i tilfælde

hvor den regionale told- og skattemyndighed ønsker at ændre bidraget uden

at ændre skatteansættelsen er der tale om en egentlig afgørelse med hensyn

til AM-bidrag, som kræver udsendelse af forslag til afgørelse og

sagsfremstilling, jf. afsnit

E.3.5.3.

Derimod skal både kommunen og den regionale told- og

skattemyndighed sende et forslag til afgørelse, hvis en ændring af

AM-bidrag medfører en forhøjelse af skatteansættelsen.

Frist

Efter SSL § 3, stk. 4, 2. pkt., skal skattemyndighederne give den

skattepligtige en frist til at udtale sig over den påtænkte

skatteansættelse. Længden af denne frist beror på et skøn over behovet

herfor i den enkelte sag, og det er lovfæstet, at høringsfristen skal være

på mindst 15 dage regnet fra høringsskrivelsens datering, svarende til 14

dage fra den skattepligtiges modtagelse af høringsskrivelsen ved normal

postbesørgelse. I

SKM2002.508.ØLR

fandt Landsretten, at den 14 dages frist, der var fastsat i en

agterskrivelse, efter sagens omfang og karakter samt henset til

tidspunktet for afsendelsen kort før jul var for kort til, at de

skattepligtige havde rimelige vilkår til varetagelse af sine interesser.

Efter en konkret væsentligshedvurdering førte fejlen imidlertid ikke til

ugyldighed, da Landsretten lagde vægt på, at ændringen af

skatteansættelsen fremgik af og var i overensstemmelse med et tidligere

revisionsnotat, som de skattepligtige var bekendt med og havde haft adgang

til at udtale sig om. Landsretten tillagde det endvidere betydning, at to

af de skattepligtige var bekendt med tilsvarende ansættelsesændringer for

andre selskaber, og at forhøjelsens materielle indhold i øvrigt kunne

opretholdes.

Det fremgår af TfS 1997, 350 LSR, at skattemyndighederne kan kræve, at

et eventuelt møde afholdes inden indsigelsesfristens udløb.

I

SKM2003.273.HR

fandt retten ikke grundlag for at fastslå, at der var begået fejl i

forbindelse med sagsbehandlingen i den kommunale skatteforvaltning i en

sag, hvor den kommunale skatteforvaltning traf afgørelse i en sag

efter, at der var indkommet høringssvar, men forinden høringsfristens

udløb.

Særligt for selskabsligning

Den skatteansættende myndighed skal for så vidt angår

skatteansættelser for juridiske personer, bortset fra dødsboer - udover en

agterskrivelse - udarbejde en sagsfremstilling, inden der træffes en

bebyrdende afgørelse, der kan påklages til Landsskatteretten, jf. SSL § 12

A, der henviser til SSL § 21, stk. 3. Om kravene til en sagsfremstilling,

se afsnit

E.3.6 .

Sagsfremstillingen skal sendes til høring samtidig med

agterskrivelsen, jf. afsnit

E.3.5.3.

For sambeskattede selskaber gælder specielt, at der skal sendes

agterskrivelse til både moder- og datterselskab, hvis skattemyndighederne

påtænker at ændre datterselskabets skatteansættelse, jf.

SKM2001.344.HR ,

hvor det er forudsat, at der i forbindelse med en ændring af et

datterselskabs skatteansættelse skulle gives moderselskabet lejlighed til

at fremkomme med en udtalelse, da ændringen af skatteansættelsen havde

umiddelbar betydning for moderselskabets skatteforhold.

Ifølge SSL § 12 A, som henviser til SSL § 3, stk. 4, kan udsendelse af

kendelse udelades, hvis selskabet ikke har haft indsigelser til

agterskrivelsen. Hvis selskabet har indsigelser, skal der altid udsendes

kendelse, jf. SSL § 12 A, som henviser til § SSL § 3, stk. 4.

Særligt for skatteansættelser

foretaget af de statslige skattemyndigheder

For så vidt angår skatteansættelser der er foretaget af de statslige

skattemyndigheder efter SSL § 14, stk. 4 og § 19 skal der udover en

agterskrivelse, udarbejdes en sagsfremstilling, inden der træffes en

bebyrdende afgørelse, der kan påklages til Landsskatteretten, jf. SSL §

14, stk. 4, der henviser til SSL § 21, stk. 3. Om kravene til en

sagsfremstilling, se afsnit

E.3.6 .

Sagsfremstillingen skal sendes til høring samtidig med

agterskrivelsen, jf. afsnit

E.3.5.3.

Ifølge SSL § 14, stk. 4, som henviser til SSL § 3, stk. 4 kan

udsendelse af kendelse udelades, hvis borgeren/virksomheden ikke har haft

indsigelser til agterskrivelsen. Hvis borgeren/virksomheden har

indsigelser, skal der altid udsendes kendelse, jf. SSL § 14, stk. 4, som

henviser til § SSL § 3, stk. 4.

E.3.5.3 Høring - told, moms, afgift,

arbejdsgiverkontrol og andre skattesager end ansættelsessager

I følgende sager, som ikke giver borgeren/virksomheden fuldt ud medhold

eller har negative følger for borgeren/virksomheden, skal der udarbejdes

en sagsfremstilling:

alle told-, moms- og afgiftssager

sager, der afgøres af arbejdsgiverkontrollen

skattesager, der ikke er ansættelsessager

I sager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal der også

udarbejdes en tilkendegivelse til afgørelsens adressat af, hvilken

afgørelse de foreliggende oplysninger efter myndighedens opfattelse giver

grundlag for (forslag til afgørelse).

Begrundelsen i forslaget til afgørelse skal fremtræde sådan, at

borgeren/virksomheden kan tage reel stilling til forholdet.

Høringspligten opfyldes på følgende måde: Inden der træffes afgørelse i

en sag, der kan påklages til Landsskatteretten, skal forslaget til

afgørelse og sagsfremstillingen sendes til afgørelsens adressat. Andre end

afgørelsens adressat, som er parter efter forvaltningsloven, skal høres

efter forvaltningslovens regler, jf. afsnit

E.3.5.1

.

I sager med et indhold, der alene kan påklages til Told- og

Skattestyrelsen, skal den regionale told- og skattemyndighed ligeledes

sende den sagsfremstilling, der udarbejdes, når den regionale told- og

skattemyndighed har modtaget klagen, jf. afsnit

E.3.6 , til høring hos afgørelsens

adressat, før sagsfremstillingen sammen med klagen sendes til Told- og

Skattestyrelsen. Andre end afgørelsens adressat, som er parter efter

forvaltningsloven, skal høres efter forvaltningslovens regler, jf. afsnit

E.3.5.1

.

I sager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal der sendes en

særskilt meddelelse til afgørelsens adressat om sagens afgørelse. Dette

gælder også, når der ikke har været indsigelser til forslaget til

afgørelse og sagsfremstillingen.

Om fornyet høring, se afsnit

E.3.5.4

.

Frist

Når forslaget til afgørelse og sagsfremstillingen er sendt til høring

skal afgørelsens adressat og evt. andre parter have en frist på mindst 14

dage regnet fra dagen for materialets fremsendelse til at komme med

kommentarer og bemærkninger til materialet, herunder til at anmode om et

møde med myndigheden.

Høring af tredjemand

Hvis en påtænkt afgørelse indebærer en told-, skatte- eller

afgiftsretlig stillingtagen til et retsforhold mellem den som den påtænkte

afgørelse retter sig til og en tredjemand, og vil denne stillingtagen

kunne lægges til grund for en told-, skatte- eller afgiftsretlig afgørelse

vedrørende tredjemanden, kan tredjemanden høres over den påtænkte

afgørelse. Høringen skal i givet fald foretages samtidig med og med samme

svarfrist som høringen af den, som den påtænkte afgørelse retter sig til.

Det skal påses, at fortrolige oplysninger ikke derved røbes for

uvedkommende. Foretages der høring af tredjemand, og er tredjemand ikke

hjemmehørende i den regionale told- og skattemyndighed, der påtænker at

træffe afgørelsen, skal den regionale told- og skattemyndighed, hvor

tredjemand er hjemmehørende, også høres over den påtænkte afgørelse. Den

hørte myndighed skal orientere Landsskatteretten om høringen, hvis

tredjemand på høringstidspunktet allerede har påklaget forholdet til

Landsskatteretten.

Særligt om parter og

arbejdsgiverkontrol

Arbejdsgiveren er som afgørelsens adressat utvivlsomt part, og skal

høres efter tilsvarende regler, som gælder efter skattestyrelsesloven, og

som indebærer, at der altid skal sendes et forslag til afgørelse og en

sagsfremstilling til høring hos arbejdsgiveren, inden der træffes en

bebyrdende afgørelse.

Det er dog ofte indkomstmodtageren, der har den væsentligste interesse

i sagen, fx når afgørelsen drejer sig om indkomstmodtagerens status som

lønmodtager/selvstændigt erhvervsdrivende, eller om hvorvidt en

godtgørelse skal anses for skattepligtig eller ej. Den enkelte

indkomstmodtager kan således - uanset om afgørelsen omfatter få eller

mange - have en klar direkte, retlig og individuel interesse i sagens

udfald. Det må derfor i det aktuelle tilfælde bero på en konkret

vurdering, om der er tale om en eller flere parter. Hvis en

indkomstmodtager anses for part og er uvidende om, at der ved den

regionale told- og skattemyndighed verserer en sag, som påtænkes afgjort

til ugunst for den pågældende, må betingelserne for at foretage

partshøring efter forvaltningslovens regler, som hovedregel antages at

være tilstede. Derimod er der ikke krav om at foretage ubetinget høring af

indkomstmodtageren i form af forslag til afgørelse og sagsfremstilling. Se

endvidere afsnit

E.3.5.1

.

Særligt om told

EF's toldkodeks indeholder ikke særlige regler om høring, før der

træffes afgørelse efter toldlovgivningen, og derfor gælder der de samme

regler på toldområdet som på de øvrige områder. Dog forudsætter art. 220

om toldskyld, at toldmyndigheden træffer en hurtig afgørelse. Bestemmelsen

udelukker imidlertid ikke, at myndigheden søger en eventuel tvivl om

grundlaget for afgørelsen afklaret ved høring af sagens parter, før selve

afgørelsen træffes. Art. 220 har dog således mere snævre grænser for

høring.

E.3.5.4 Fornyet høring

Hvis der under en høring fremkommer nye oplysninger om sagens faktiske

omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og er

til ugunst for den, som afgørelsen retter sig til, og som denne ikke har

haft lejlighed til at udtale sig om, skal en ny agterskrivelse/et nyt

forslag til afgørelse samt en korrigeret sagsfremstilling, sendes til

høring hos afgørelsens adressat, jf. TfS 1997, 105 LSR. De nye oplysninger

skal i fornødent omfang identificeres i høringsskrivelsen.

Det samme gælder, hvor der ikke er afgivet udtalelse under den første

høring, men der efterfølgende er fremkommet nye oplysninger om sagens

faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens

afgørelse, og er til ugunst for den som afgørelsen retter sig til. De nye

oplysninger skal i fornødent omfang identificeres i høringsskrivelsen.

Fornyet høring kan endvidere komme på tale, hvis myndigheden i

væsentlig grad ændrer sin retlige vurdering i sagen ved at lægge vægt på

andre faktiske omstændigheder end i den hidtil udsendte sagsfremstilling

mv., jf. TfS 1997, 105 LSR. I dommen SKM2001.498.HR var det derimod ikke

nødvendigt at udsende en ny agterskrivelse i en situation, hvor grundlaget

for beskatning blev ændret fra en udbyttebetragtning til en

gavebetragtning inden for samme beløbsramme.

Uanset at et notats argumentation var udbygget i forhold til tidligere

notater i sagen, indeholdt notatet ingen nye oplysninger om sagens

faktiske omstændigheder, og der forelå derfor ikke ugyldighed, jf.

SKM2002.159.ØLR .

Dommen er anket til Højesteret.

E.3.5.5 Høring i skatteankenævn,

vurderingsankenævn, Landsskatteretten og Ligningsrådet

Høring i skatteankenævn

Ved høring i forbindelse med behandling af en klage i skatteankenævnet

findes regler om udarbejdelse af sagsfremstilling i SSL § 21, stk. 3.

Sagsfremstillingen sendes til klageren, der skal have mindst 14 dage til

at fremsætte bemærkninger. Herudover har klageren ret til at udtale sig

mundtligt eller skriftligt overfor nævnet, inden klagen afgøres, jf. SSL §

21, stk. 3. Skatteankenævnet kan, hvis udtalelsen ikke er afgivet inden

for rimelig tid, fastsætte en frist på ikke under 14 dage for

angivelse af udtalelsen, jf. SSL § 21, stk. 3. Der henvises i øvrigt til

afsnit

H.7.2.

Høring

i vurderingsankenævn

På vurderingsområdet gælder der den særlige regel om høring, at i de

tilfælde, hvor en ansættelse er påklaget af en anden end ejendommens ejer,

må et vurderingsankenævn ikke ændre ansættelsen mv., inden der er givet

ejeren lejlighed til at udtale sig, og i de tilfælde, hvor begæring om

vurdering er fremsat i anledning af salg, ikke inden køber eller sælger

har fået lejlighed til at udtale sig. Der henvises i øvrigt til afsnit

H.7.3.

Høring i Ligningsrådet

Såvel reglerne om agterskrivelse som reglerne om sagsfremstilling i

skatteankenævnene gælder endvidere for Ligningsrådet ved foretagelse af

skatteansættelser, jf. SSL § 14, stk. 4, og § 19, stk. 1. For

Ligningsrådet findes regler om en skattepligtigs adgang til mundtlig

forhandling i forretningsordenens §§ 8 og 9, stk. 2. Der henvises i øvrigt

til afsnit

H.7.6.

Høring i

Landsskatteretten

Særlige regler om partshøring i landsskatteretssager findes i SSL §§

26, stk. 1 og 27 om mundtlig forhandling med Landsskatterettens kontorer

og mundtlig forhandling under et egentligt retsmøde. Nærmere regler findes

i forretningsordenen for Landsskatteretten §§ 6 og 7. Se endvidere afsnit

H.7.4.

E.3.5.6 Høring af andre myndigheder

Lovbestemt høring af andre

myndigheder

SSL § 21, stk. 2 indeholder en regel om at skatteankenævnet skal

indhente en udtalelse fra den myndighed, som har truffet den påklagede

afgørelse, inden der træffes afgørelse, jf. også afsnit

H.7.2 .

Forretningsordenen for Landsskatteretten § 4, stk. 3, og § 5

indeholder regler om eventuel høring af den myndighed der har truffet den

påklagede afgørelse, samt om eventuel høring af Told- og Skattestyrelsen,

jf. nærmere herom afsnit

H.7.4.

Herudover finder der i visse love - fx afskrivningslovens § 45, stk. 5,

og ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 8, - særlige regler om høring

af andre myndigheder.

Ikke lovbestemt høring af

andre myndigheder

Selvom der ikke eksisterer en lovbestemt pligt til høring af en anden

myndighed, kan en sådan høring være et nødvendigt led i at få sagen

tilstrækkeligt oplyst i henhold til officialprincippet. Hvis der foretages

høring af en anden myndighed bør det i høringsskrivelsen anføres på hvilke

områder, der ønskes en udtalelse, og hvornår udtalelsen bør foreligge. Der

gælder en særlig høringspligt vedrørende afgørelser om fritagelse for

betaling af arbejdsmarkedsbidrag. I sådanne sager skal Den Sociale

Sikringsstyrelse høres af de regionale told- og skattemyndigheder, inden

afgørelse træffes i sager om anvendelse af arbejdsmarkedsfondslovens § 7,

stk. 3, eller stk. 4. Efter § 7, stk. 3, er personer, som er omfattet af

De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring for

arbejdstagere, selvstændigt erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer,

der flytter inden for Fællesskabet (Forordning 1408/71), kun

bidragspligtige efter stk. 1 og 2, i det omfang det følger af

forordningerne, at de pågældende er undergivet dansk lovgivning. Efter §

7, stk. 4, bortfalder bidragspligten efter lovens § 7, stk. 1-2, når det

følger af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig aftale for en eller flere

af de ydelser, der er nævnt i lovens §1. Det er de regionale told- og

skattemyndigheders opgave at afklare, om der er tale om

beskæftigelse/ophold/bopæl i et land, som er omfattet af ovennævnte

1408/71-forordning (herefter EØS-land), eller med hvilket Danmark har

konvention om social sikring (herefter aftaleland). Når dette er afklaret,

vil Den Sociale Sikringsstyrelse skulle høres i de sager, hvor der er tale

om beskæftigelse/ophold/bopæl i et EØS-land eller et aftaleland. I sager,

hvor der ikke er tale om beskæftigelse/ophold/bopæl i et EØS-land eller et

aftaleland, skal Den Sociale Sikringsstyrelse ikke høres. De regionale

told- og skattemyndigheder er i denne forbindelse velkomne til at kontakte

Den Sociale Sikringsstyrelse telefonisk med henblik på afklaring af, om

der er en konvention, der finder anvendelse eller ej. I den forbindelse

bemærkes om definitionen af staten Israels område: Konventionen mellem

Danmark og Israel om social sikring gælder for staten Israels område. Det

bemærkes, at staten Israels område ikke omfatter det palæstinensiske

selvstyreområde eller de besatte dele af Gaza eller Vestbredden. Hvad

angår en nærmere beskrivelse af hvilke lande, der er EØS-lande, henvises

til

Vejledningen om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, afsnit

C.6 om

social sikring.

E.3.6 Sagsfremstilling

Sagsfremstilling i

skatteankenævn

Der findes detaljerede regler om kravene til en sagsfremstilling ved

skatteankenævnene i

SSL § 21,

stk. 3 og forretningsordenen for skatteankenævnene § 11. Bestemmelsen i §

11, stk. 5 indeholder endvidere en regel om, at sagsfremstillingen skal

ledsages af et forslag til begrundet afgørelse.

Hvis der ikke udarbejdes en sagsfremstilling, som sendes til klageren

med henblik på dennes eventuelle udtalelse, inden der træffes en

afgørelse, som ikke giver klageren fuldt ud medhold, er der tale om en

væsentlig sagsbehandlingsfejl, som kan medføre, at afgørelsen bliver

ugyldig, jf. TfS 1994, 772 LSR.

Sagsfremstilling i ToldSkat

Også i told-, skatte-, moms- og afgiftssager, der kan påklages

til Landsskatteretten, skal den myndighed, der har truffet afgørelsen i 1.

instans lave en sagsfremstilling, før der træffes en afgørelse i

sagen, som ikke giver borgeren/virksomheden fuldt ud medhold, jf. SSL §

14, stk. 4, som henviser til SSL § 21, stk. 3 og

lov nr. 1098 af 29. december 1997 om ændring af forskellige

skatte- og

afgiftslove, jf. bemærkningerne. Det fremgår af

bilag 4

hvilke afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten.

Tilsvarende skal der laves en sagsfremstilling i told-, skatte-, moms-

og afgiftssager, der kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, (bortset

fra tilfælde, hvor en evt. underliggende afgørelse kan påklages til

Landsskatteretten). Her skal sagsfremstillingen dog først laves, når der

er modtaget en klage over afgørelsen.

I dette afsnit omtales kravene til indholdet i en sagsfremstilling med

udgangspunkt i sager, der kan påklages til Landsskatteretten. Disse krav

finder tilsvarende anvendelse på sager, der kan påklages til Told- og

Skattestyrelsen, med de modifikationer der følger af, at

sagsfremstillingen i disse sager først skal udarbejdes, efter at der er

klaget, og dermed efter partshøring, og efter at der er truffet afgørelse

i 1. instans. Det bemærkes, at der evt. kan være pligt til fornyet

partshøring, jf. afsnit

E.3.5.4.

E.3.6.1 Formålet med en

sagsfremstilling

Formålet med ToldSkats sagsfremstillinger er give en samlet

fremstilling af sagen, og dermed sikre,

at myndighedernes afgørelser træffes på det bedst mulige grundlag

at antallet af klagesager til Landsskatteretten minimeres

at Landsskatteretten har det bedste grundlag for sit arbejde i de

sager, der påklages dertil

at faktum fastlægges, og beskrives som en helhed

at fejl og mangler, der konstateres under sagsbehandlingen,

resulterer i tilretning af de konkrete afsnit i

sagsfremstillingen

Det overordnede mål er, at øge

borgernes/virksomhedernes retssikkerhed.

For at opfylde disse krav anbefaler Told- og Skattestyrelsen den

disposition til en sagsfremstilling, som fremgår af afsnit

E.3.6.3.

Dispositionen forudsættes anvendt i alle ToldSkats

sager om ændring

af told-, skatte-, moms- eller afgiftsgrundlaget, som kan påklages til

Landsskatteretten. En sagsfremstilling kan således vedrøre både

fx told, skat, moms og afgift.

Før dispositionen nærmere beskrives, er det nødvendigt at redegøre for

nogle retningslinjer, som forudsættes anvendt, når der skal udarbejdes en

sagsfremstilling. Afsnit

E.3.6.2

beskriver disse retningslinjer.

E.3.6.2 Retningslinjer ved udarbejdelse af

sagsfremstillinger

Hvornår skal en

sagsfremstilling sendes ud

Borgeren/virksomheden skal have adgang til at fremsætte sine

bemærkninger til sagsfremstillingen, inden der træffes en afgørelse i

sagen. Det vil derfor være en fordel at få sagsfremstillingen ud så

hurtigt som muligt.

Sagsfremstillingen skal derfor sendes ud til høring samtidig med en

tilkendegivelse af, hvilken afgørelse de foreliggende oplysninger giver

grundlag for (forslag til afgørelse), jf. afsnit

E.3.5.3.

Borgeren/virksomheden vil på baggrund af sagsfremstillingen få et

bedre grundlag for at tage stilling til den afgørelse, som der efter

ToldSkats opfattelse er grundlag for. Når borgeren/virksomheden kommer med

sine indsigelser og bemærkninger til forslaget til afgørelsen, skal disse

indarbejdes i sagsfremstillingen.

I toldsager samt i afgørelser truffet af arbejdsgiverkontrollen skal

der i sager, der kan påklages til Landsskatteretten, sendes en særskilt

meddelelse om sagens afgørelse. Den endelige sagsfremstilling skal sendes

ud senest samtidig med den særskilte meddelelse om sagens afgørelse.

Fristen for fastsættelse og godtgørelse af afgift i moms- og

afgiftssager fremgår af skattestyrelseslovens § 35 B,

stk. 1, og svarer til fristreglerne på skatteområdet. Der henvises i

øvrigt til afsnit

G.1.2.2 .

På skatteområdet gælder SSL § 3, stk. 4 om udsendelse af kendelse, jf.

afsnit

E.3.5.2 .

Det anbefales dog, at der altid udsendes kendelse - også når der ikke har

været indsigelser fra borgeren/virksomheden. Når der altid bliver udsendt

en kendelse undgås problemer vedrørende forældelse, idet tidspunktet for

afgørelsen ikke vil være afhængig af tidspunktet for udsendelse af

årsopgørelse. Den endelige sagsfremstilling skal sendes til sagens parter.

Den endelige sagsfremstilling skal sendes ud senest samtidig med

kendelsen. På den måde vil de krav, som skattestyrelsesloven stiller være

opfyldt.

Se nærmere om konsekvenserne af manglende sagsfremstilling afsnit

F .

De formelle krav til en

sagsfremstilling

En sagsfremstilling skal indeholde en redegørelse for de oplysninger

om sagens faktiske omstændigheder, der påtænkes tillagt betydning ved

sagens afgørelse, jf.

SSL § 21, stk. 3.

Disse krav skal ses i sammenhæng med

FVL § 22 og § 24 om begrundelsespligt,

jf. afsnit

E.3.7 og

E.3.6.3.4 .

Sprogbrug

Udover de rent formelle krav er det vigtigt, at sagsfremstillingen kan

stå alene, og at hele sagen kan læses i en sammenhæng, så både

borgeren/virksomheden og Landsskatteretten kan forstå sagens indhold uden

at få tilført yderligere information.

Det er vigtigt, at borgeren/virksomheden forstår afgørelsen, fordi en

god begrundelse gør det lettere at acceptere, hvis afgørelsen går

ham/hende imod.

En sagsfremstilling skal formuleres klart, præcist og tydeligt. Brug

korte sætninger og undgå lange og indskudte sætninger samt omvendt

ordstilling.

Sagsfremstillingen er et

redigeret dokument

Sagsfremstillingen skal være et redigeret dokument. Oplysninger, der

fremkommer efter udarbejdelse af sagsfremstillingen, skal indarbejdes

under de relevante afsnit i dispositionen. Kommer borgeren/virksomheden

eksempelvis med nye opfattelser og begrundelser, skal de indarbejdes under

"borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor".

Kommentarer fra borgeren/virksomheden skal ind i sagsfremstillingen i

redigeret form, og skal altså ikke være en direkte afskrift af de

fremsatte kommentarer. Det kan dog være hensigtsmæssigt med korte citater

fra borgerens/virksomhedens indlæg, hvis citatet redigeres ind under de

relevante afsnit i sagsfremstillingen.

Oplysninger, der viser sig at være forkerte, skal rettes. Påviser

borgeren/virksomheden eksempelvis fejl vedrørende de faktiske forhold,

skal disse indarbejdes og rettes under afsnittet om sagens faktum.

Borgerens/virksomhedens bemærkninger og ændringer i sagsfremstillingen

i øvrigt bør angives med en anden skrifttype eller med en streg i

margenen, så ændringerne i sagsfremstillingen er nemme at identificere.

Undgå gentagelser. De samme oplysninger, opfattelser mv. som kan være

gentaget i flere variationer (breve, møder mv.), skal ikke skrives flere

gange i sagsfremstillingen.

Sagsfremstillingen bør dateres, så det altid fremgår, hvilken

sagsfremstilling der er den nyeste.

Bilag

Sagsfremstillingen skal ikke henvise til bilag. Det stof, der er

relevant i et bilag, skal derimod refereres, og sættes ind i det relevante

afsnit i sagsfremstillingen, idet det jo er formålet med

sagsfremstillingen, at sagen er fuldt oplyst i sagsfremstillingen. Hvis

det er nødvendigt med bilag, skal henvisningen til bilag ske på en

særskilt bilagsoversigt.

Sagsfremstillingens omfang

En sagsfremstillings omfang skal afpasses efter sagens karakter,

således at sagsfremstillingen i sager med enkle problemstillinger eller

uden konfliktpotentiale kan begrænses til noget, der minder om en fyldig

begrundelse. En sagsfremstilling kan altså godt være kort, så længe

begrundelseskravet er opfyldt.

Sager med flere punkter

Når der er flere punkter på forslaget til afgørelsen, er det mest

hensigtsmæssigt, at sagsfremstillingen behandler et punkt ad gangen, og

behandler det færdigt, før et nyt punkt behandles. Sagsfremstillingen kan

evt. starte med et generelt afsnit om faktum, så dette ikke skal gentages

ved hvert punkt.

For overskuelighedens skyld er det mest hensigtsmæssigt, at punkterne

på forslaget til afgørelsen nummereres. Beskrivelsen af de enkelte punkter

i sagsfremstillingen bør ske i samme rækkefølge som på forslaget til

afgørelsen.

Den samme sagsfremstilling kan vedrøre både fx skat, afgift og

told.

Fravigelser fra dispositionen

i helt særlige tilfælde

En sag kan have et sådan indhold og omfang, at det er nødvendigt med

konkrete afvigelser fra dispositionen i afsnit

E.3.6.3.

Oplysninger, som ikke kan komme ind under afsnittene i

dispositionen, kan helt undtagelsesvis sættes ind under et nyt afsnit i

sagsfremstillingen.

Dette kan være tilfældet med borgerens/virksomhedens bemærkninger. Hvis

bemærkningerne ikke vedrører faktum, eller ikke kan betragtes som

borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor, kan

bemærkningerne medtages i et selvstændigt afsnit.

Sådanne bemærkninger kan eksempelvis være indsigelser, der vedrører

alle punkter på forslaget til afgørelsen - fx klager over sagsbehandlingen

eller manglende overholdelse af en ansættelsesfrist.

Hvis der kommer nye oplysninger i sagen, som fører til ændringer i

ToldSkats opfattelse af, hvordan sagen skal afgøres, kan det også være

fornuftigt at indarbejde et nyt selvstændigt afsnit, da det ellers senere

kan være vanskeligt at forstå sagens forløb.

Hvis vejledningen fraviges, skal borgeren/virksomheden stadig være i

stand til at sætte sig ind i sagen på betryggende måde alene ud fra

sagsfremstillingen. ToldSkat skal altså sikre sig, at alle relevante

oplysninger alligevel fremgår af sagsfremstillingen.

E.3.6.3 Indholdet i en

sagsfremstilling

En sagsfremstilling skal indeholde disse afsnit:

Indledning og identifikationsoplysninger

ToldSkats forslag til ændring/talmæssig opgørelse

Beskrivelse af sagens faktiske forhold

ToldSkats begrundelse for ændringen

Borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor

ToldSkats endelige konklusion/afgørelse

E.3.6.3.1 Indledning og

identifikationsoplysninger

Dette afsnit skal indeholde en beskrivelse af, hvem og hvad sagen

vedrører. Afsnittet skal både indeholde identifikationsoplysninger

vedrørende borgeren/virksomheden og vedrørende problemstillingen i sagen.

Identifikation af

parten

Som identifikation af borgeren/virksomheden anføres alene navn,

CVR.nr./cpr.nr. og skatteansættende myndighed.

Identifikation af

problemstillingen i sagen

Som identifikation af problemstillingen i sagen anføres, hvilket år

sagen vedrører, hvilke punkter sagen vedrører og evt. hvilke

lovbestemmelser sagen vedrører. Det vil sige, at der her gives en kort

beskrivelse af, hvad sagen drejer sig om. En læser af sagsfremstillingen

skal kunne få et overblik over problemstillingerne i sagen ved hjælp af

indledningens korte beskrivelse, og dermed blive lettet i forståelsen af

sagsfremstillingens indhold i øvrigt.

Beskrivelse af

borgeren/virksomheden

For overskuelighedens skyld er det en fordel at give en beskrivelse af

borgeren/virksomheden fx om koncernopbygning, hovedaktionær, bestyrelse,

branche (hvad laver virksomheden) og regnskabsår.

Øvrige oplysninger

Oplysninger om borgerens/virksomhedens adresse, telefonnummer,

journalnummer og oplysninger, somToldSkat skal bruge til at styre sagen

administrativt, (oplysning om mødetider, oplysning om sagsbehandler mv.)

er ikke en del af sagsfremstillingen, og skal ikke sendes til

partshøring.

E.3.6.3.2 ToldSkats forslag til ændring og

talmæssig opgørelse

I de sager, hvor der er en eksisterende ansættelse, skal dette afsnit

indeholde en beskrivelse af den. Afsnittet skal endvidere indeholde en

angivelse af den afgørelse, som der efter ToldSkats opfattelse er grundlag

for.

Den talmæssige opgørelse skal fremstå som en objektiv og konstaterende

opstilling. Opstillingen har til formål at give et hurtigt og sikkert

overblik over sagens punkter.

Afsnittet skal altså indeholde en talmæssig opgørelse, der viser de

forhold ToldSkat vil ændre. Det skal fremgå, hvordan tallene er

fremkommet, i forhold til den evt. eksisterende ansættelse. Ændringerne

skal beskrives punkt for punkt.

Det er mest hensigtsmæssigt, at følge rækkefølgen på forslaget til

afgørelsen.

Det skal fremgå, hvilken indkomstart/afgift mv. der er ændret. Ved

ændringer i flere forskellige indkomstarter vil det være hensigtsmæssigt

at dele de forskellige indkomstarter op - fx selskabsindkomst, personlig

indkomst, kapitalindkomst. Moms skal opdeles i salgsmoms og købsmoms osv.

Hvis ToldSkat efter forhandling med borgeren/virksomheden kan frafalde

nogle af punkterne i forslaget til afgørelsen, kan punktet udgå af

afgørelsen, men ikke af sagsfremstillingen. Afsnittet i sagsfremstillingen

kan dog afsluttes med, at det kort skrives, atToldSkat frafalder punktet,

og at en nærmere beskrivelse derfor ikke er foretaget.

Skyldes enigheden, at borgeren/virksomheden accepterer ændringen ud fra

den foreliggende beskrivelse, skal der alligevel kort redegøres herfor i

sagsfremstillingen, da det vil være uheldigt, at forholdet ikke er

beskrevet, hvis borgeren/virksomheden senere fortryder at have accepteret

ændringen.

E.3.6.3.3 Beskrivelse af sagens faktiske

forhold

Under dette afsnit beskrives alle de faktiske oplysninger, der har

betydning for sagens afgørelse.

Hvad er faktum

Faktum er de kendsgerninger, som kan beskrives objektivt,

konstaterende, og dokumenterende. Faktum er altså kort sagt en beskrivelse

af virkeligheden - det vil som regel sige noget, der er fysisk

eksisterende (personer, bygninger, ting), eller noget som faktisk er sket.

Formål med faktumbeskrivelsen

Formålet med faktumbeskrivelsen er for det første at sikre, at alle

relevante forhold er belyst. Faktumbeskrivelsen skal dog også sikre, at en

udenforstående kan forstå sagens sammenhæng, og at sagens parter er klar

over, hvilke oplysninger der er lagt til grund ved afgørelsen.

Kun relevante faktiske

oplysninger

Beskrivelsen af faktum skal indeholde de faktiske oplysninger, som er

relevante for afgørelsen og for forståelsen af sagen. Det vil sige, at det

ikke er hele virkeligheden, der skal beskrives, men den del der er

nødvendig for, at der kan træffes en afgørelse. Der skal altså foretages

en begrænsning og en afgrænsning af de faktiske oplysninger, så kun de

oplysninger, som er relevante for afgørelsen, fremgår af

sagsfremstillingen.

Hvornår er en oplysning

relevant

Når ToldSkat mener, at der skal foretages en regulering, kan forholdet

henføres til en lovbestemmelse eller en bekendtgørelse. Ved at tage

udgangspunkt i denne bestemmelses ordlyd kan man som regel finde frem til,

hvilke oplysninger der er relevante for afgørelsen. En lovbestemmelse

definerer og afgrænser nemlig hvilke faktiske omstændigheder, der skal

være til stede, for at reglen kan finde anvendelse. Når ToldSkat har de

oplysninger, som er beskrevet i bestemmelsen, kan der træffes en

afgørelse. Det er disse oplysninger, som er relevante for afgørelsen, og

som skal fremgå af sagsfremstillingen.

Som eksempel kan nævnes selskabsskattelovens § 1, stk. 1 nr. 2:

Skattepligt i henhold til denne lov påhviler her i landet

hjemmehørende....andre selskaber, i hvilke ingen af deltagerne hæfter

personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i

forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital.

De faktiske oplysninger, som ToldSkat skal være i besiddelse af for at

kunne træffe en afgørelse efter denne bestemmelse, er derfor om nogle af

deltagerne hæfter personligt, og om overskuddet er fordelt i forhold til

den kapital, som den enkelte deltager har indskudt i selskabet. Det er

derfor disse faktiske oplysninger, som skal beskrives under dette afsnit.

Andre faktiske oplysninger er normalt ikke relevante for sagens

afgørelse.

Der er imidlertid bestemmelser, som ikke helt klart udtrykker, hvilke

oplysninger der er nødvendige for, at reglen kan finde anvendelse. I disse

tilfælde må det afhænge af en konkret bedømmelse af sagen, hvilke faktiske

oplysninger der er nødvendige og relevante for afgørelsen.

Beskrivelsen og opbygningen af

faktum

En udenforstående skal alene ved beskrivelsen af faktum kunne sætte

sig ind i sagen.

Det er vigtigt, at beskrivelsen har en logisk opbygning og en klar

inddeling. For at skabe en sammenhængende beskrivelse af de faktiske

forhold, gengives disse så vidt muligt i kronologisk rækkefølge.

Afsnittet skal derimod ikke indeholde en kronologisk redegørelse for

sagens forløb i ToldSkat, da en sådan redegørelse ikke er en del af sagens

faktum, medmindre redegørelsen belyser konkrete problemstillinger i sagen.

Fx er oplysninger om kontrollens baggrund, gennemførelse mv. sjældent

relevante. Også oplysninger om, hvornår forslaget til afgørelsen er

udsendt, og hvem der har indkaldt materiale om hvad, og hvornår dette er

indsendt, er som regel irrelevante.

Hvis borgeren/virksomheden har sendt de ønskede oplysninger, skal der

blot redegøres for oplysningerne. Har borgeren/virksomheden imidlertid

ikke indsendt oplysningerne, er det relevant at redegøre for, hvilke

oplysninger der er bedt om, fx hvis et fradrag er nægtet på grund af

manglende dokumentation.

Hvad skal ikke med

Der skal skelnes mellem faktum, opfattelser og begrundelser herfor ved

udarbejdelsen af en sagsfremstilling. Kun de faktiske oplysninger skal

fremgå af dette afsnit.

Beskrivelsen af faktum skal ikke indeholde en beskrivelse af retsregler

mv., og der skal ikke indblandes eventuelle kommentarer fra

borgeren/virksomheden eller ToldSkat i beskrivelsen af faktum - uanset

hvor objektive disse kommentarer måtte være.

Borgerens/virksomhedens

oplysninger om faktum

Borgerens/virksomhedens oplysninger om faktum skal ikke ind under et

særskilt afsnit, men skal indarbejdes her. ToldSkat må ikke undlade at

beskrive de faktiske forhold, som borgeren/virksomheden finder relevante,

selv om ToldSkat finder dem uden betydning. Undgå derfor at forvandle en

faktisk oplysning, som er fremsat af borgeren/virksomheden, til en påstand

under punktet "borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor",

fx når borgeren/virksomheden fremlægger oplysning om udstedelse af et

gældsbrev for en fordring,eller dokumenterer aftaledato og vilkår.

Borgerens/virksomhedens fortolkning af retsregler og fakta beskrives

derimod ikke her, men under

"borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor ".

Neutral beskrivelse

Beskrivelsen af faktum skal være neutral og bestå i en angivelse af

konstaterbare kendsgerninger. Sagens faktiske forhold beskrives som en

helhed. Sproget skal være objektivt og subjektivitet skal undgås.

Undgå under beskrivelsen af faktum ToldSkats overvejelser og

vurderinger, fx af typen "ToldSkat har behandlet den overtagne aktivitet

som en vederlagsfri overdragelse af goodwill, som således er anset som et

skattepligtigt tilskud". Eller "borgeren har fratrukket 8000 kr., og

beløbet er ikke indtægtsført hos sønnen, formentlig ud fra den betragtning

at beløbet bliver skattefrit, når personfradraget fragår i

skatteberegningen." Dette vedrører ikke sagens faktiske forhold. ToldSkats

synspunkter beskrives under

"ToldSkats begrundelse for ændringen" .

Andet

Det er normalt uden betydning at skrive, hvem der har fremskaffet en

oplysning. Hvis det undtagelsesvis er nødvendigt, kan det beskrives

her.

Dokumenter eller dele heraf, der indeholder relevante faktiske

oplysninger om et punkt på forslaget til afgørelsen, bør citeres.

Andre oplysninger refereres kort.

Uenighed om de faktiske

oplysninger

Hvis der er uenighed mellem ToldSkat og borgeren/virksomheden om

de faktiske oplysninger, skal begge opfattelser af faktum fremgå af

sagsfremstillingen med en angivelse af, hvem der mener hvad. Er der tvivl

om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen

at søge denne tvivl afklaret, så det kan afgøres, om oplysningen kan

lægges til grund. Hvilket faktum ToldSkat vælger at lægge til grund

ved afgørelsen og hvorfor, skal fremgå af den senere begrundelse, jf.

afsnit

E.3.6.3.4.

E.3.6.3.4 ToldSkats begrundelse for

ændringen

I dette afsnit beskrives de krav, der stilles til en begrundelse i en

sagsfremstilling. Disse krav skal ses i sammenhæng med forvaltningslovens

og toldkodeksens regler om begrundelse, som beskrives i afsnit

E.3.7 .

Henvisning til

retsregler

ToldSkats begrundelse skal indeholde en henvisning til de retsregler,

der ligger til grund for afgørelsen. Henvisningen skal ske på en klar og

specifik måde, så bestemmelserne uden videre kan identificeres af

borgeren/virksomheden. Henvisningen skal derfor angive lovens nummer, dato

og navn samt relevante bestemmelsers paragraffer, stk., litra, nummer

osv. Henvisningen kan også bestå i at angive relevante direktiver

eller forordninger fra EU, som i vidt omfang angiver gældende ret på told-

og afgiftsområdet.

I det omfang der er udstedt bekendtgørelser, skal der også henvises til

de relevante bestemmelser heri med angivelse af bekendtgørelsens nummer,

paragraf, stk. litra osv.

Det er kun nødvendigt, at anføre oplysninger om lovens nummer og dato

første gang loven nævnes. Herefter er det tilstrækkeligt at henvise til

lovens almindelige betegnelse (fx kildeskatteloven). Der skal dog stadig

henvises til den relevante paragraf.

Bestemmelsens ordlyd bør indarbejdes i sagsfremstillingen. Hvis reglen

er meget omfattende, kan den efter omstændighederne undtagelsesvis

vedlægges i kopi. For at sikre at borgeren/virksomheden forstår

betydningen af den anvendte regel, kan det være nødvendigt at forklare,

hvad reglen betyder i et almindeligt sprog.

Er der tvivl om den retlige fortolkning eller om indholdet af den

regel, der efter ToldSkats opfattelse skal lægges til grund i sagen, må

ToldSkat nærmere redegøre for fortolkningen. Det kan ske ved henvisning

til lovforarbejder, cirkulærer mv.

Henvisning til praksis

mv.

Kun væsentlige principielle afgørelser af betydning: Gennemgangen af

praksis skal ikke være en ukritisk gennemgang af alt kendt materiale på

området. Der skal kun henvises til væsentlige/principielle afgørelser,

der har betydning for sagens afgørelse. Når der er en fast praksis på et

område, bør referaterne indskrænke sig til fx de seneste

Højesteretsdomme. Domme, som ikke længere er gældende, bør udelades.

Begræns derfor antallet af henvisninger til få væsentlige

afgørelser.

Gengivelse skal bestå af korte referater: Domme og kendelser skal

ikke gengives i sin helhed. Derimod skal afgørelsen gengives ved et kort

referat af dommens indhold og en kort beskrivelse af, hvilken betydning

dommens konklusion har for den foreliggende sag.

Domme og kendelser skal heller ikke blot opremses. Det skal derimod

angives hvilke momenter i dommen, der lægges vægt på. I de tilfælde hvor

borgeren/virksomheden har påberåbt sig en dom, kan der evt. også kort

redegøres for, hvorfor dommen ikke er relevant.

Der skal som udgangspunkt kun henvises til offentliggjorte

afgørelser - fx afgørelser der er offentliggjort via SKM og i

Ugeskrift for Retsvæsen. Henvisning til ikke offentliggjorte afgørelser

fra øverste administrative instans kan efter omstændighederne være

relevant, fx hvis sagerne udspringer af samme forhold.

Andet: Hvis der henvises til praksis skal det gøres på en måde, så

borgeren/virksomheden forstår det relevante

heri.

Henvisningen til relevant praksis og teori kan

endvidere bestå i en henvisning til cirkulærer og vejledninger - herunder

Ligningsvejledningen, Momsvejledningen og Toldvejledningen. Juridisk

litteratur kan evt. inddrages. Officialprincippet indebærer, at

ToldSkat også har pligt til at henvise til de forhold, der kan tale for

borgerens/virksomhedens sag. Se om vejledningspligten afsnit

E.3.1 .

Angivelse af hovedhensyn ved

skøn

ToldSkat skal først og fremmest sikre sig, at det fremgår klart og

tydeligt, hvilke hovedhensyn der har været bestemmende ved fastsættelsen

af skønnet. Det vil sige, at det i almindeligt sprog beskrives, hvad der

er lagt vægt på ved skønsudøvelsen.

Det er ikke nok, at den bestemmelse der henvises til, angiver

hovedhensynene for skønnet.

Eksempelvis er det ikke nok at angive et samlet skøn på fx 100.000 kr.,

uden at der nærmere er redegjort for, hvordan dette skøn er fremkommet,

herunder på hvilket grundlag det er udøvet. Hvis der er tale om

forskellige indkomstarter, som ikke har et fælles opgørelsesgrundlag, er

det ikke nok at angive et samlet beløb. Derimod skal beløbet fordeles

mellem de enkelte indkomstarter.

Beløbet skal naturligvis også opdeles på eksempelvis skat og moms, hvis

sagsfremstillingen vedrører både skat og moms. Er der kun lagt vægt på

nogle få - men ikke alle de mulige skønsmomenter - bør det angives,

hvorfor der er lagt vægt på netop disse momenter og ikke de andre. Dette

gælder især, hvis de momenter der ikke er tillagt betydning, taler for en

mere gunstig afgørelse for borgeren/virksomheden.

Hvis der henvises til praksis for en skønsbestemmelse, skal der kort

redegøres for den pågældende praksis.

Redegørelse for de faktiske

omstændigheder som er lagt til grund ved afgørelsen

Begrundelsen skal om fornødent indeholde en kort redegørelse for de

faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for

afgørelsen, jf. FVL § 24, stk. 2. En redegørelse for de faktiske

omstændigheder er altså i princippet ikke altid nødvendig.

Imidlertid er ToldSkats sager normalt så komplicerede, at en

redegørelse for de faktiske omstændigheder vil være nødvendig.

Dette gælder især, hvis der er lagt vægt på en del - men ikke alle -

opregnede omstændigheder, som fremgår af faktumbeskrivelsen.

Redegørelsen for de faktiske omstændigheder skal især beskrives

grundigt, når faktum er uklart eller omtvistet.

Hvis der er uenighed mellem ToldSkat og borgeren/virksomheden om de

faktiske omstændigheder, er det nødvendigt, at ToldSkat redegør for,

hvordan det faktiske hændelsesforløb antages at have været og

hvorfor.

Jo mere kompliceret og sammensat sagen er, jo større vil behovet være

for udtrykkeligt at fremhæve de afgørende faktiske omstændigheder.

ToldSkats foreløbige

konklusion

Ud fra lovregler, praksis osv. skal ToldSkat forholde sig til de

enkelte punkter og til borgerens/virksomhedens eventuelle opfattelse og

begrundelse herfor. Afsnittet skal med andre ord forholde sig til:

hvad lovregler og praksis siger

hvad borgeren/virksomheden siger, (der er ikke pligt til at tage

stilling til alle borgerens/virksomhedens synspunkter, men hvis der er

tale om synspunkter, som borgeren/virksomheden har tillagt særlig vægt,

bør de nok berøres, se herom i afsnit

E.3.7 )

hvad ToldSkats vurdering og konklusion er

E.3.6.3.5 Borgerens/virksomhedens opfattelse og

begrundelse

Borgerens/virksomhedens opfattelse er beskrivelsen af det, som

borgeren/virksomheden gerne vil have, at sagen ender med.

Borgerens/virksomhedens begrundelse herfor er beskrivelsen af, hvorfor

borgeren/virksomheden mener, at ToldSkats opfattelse er forkert.

ToldSkat skal sikre sig, at borgerens/virksomhedens opfattelse og

begrundelse herfor fremgår af dette afsnit. Nye opfattelser og

begrundelser som borgeren/virksomheden senere fremsætter, skal

indarbejdes. Alle synspunkter skal med, også selv om ToldSkat ikke finder

dem relevante. Beskrivelsen skal dog ikke være en afskrift af en evt.

indsigelse.

I tilknytning til borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse

herfor beskrives henvisninger til de retsregler, som borgeren/virksomheden

finder relevante, samt borgerens/virksomhedens eventuelle fortolkning af

disse retsregler. ToldSkats stillingtagen til borgerens/virksomhedens

henvisning til retsregler samt fortolkning heraf, skal derimod ikke

anføres her, men i afsnittets om begrundelse, jf. afsnit

E.3.6.3.4.

Beskrivelsen skal være loyal, objektiv og neutral. Fremstillingen af

borgerens/virksomhedens synspunkter skal være forståelig.

Forvaltningslovens almindelige vejledningspligt tilsiger, at ToldSkat så

vidt muligt skal hjælpe borgeren/virksomheden med at uddybe eller

præcisere sin begrundelse. Se om vejledningspligten afsnit

E.3.1.

E.3.6.3.6 ToldSkats endelige

konklusion/afgørelse

Når borgeren/virksomheden er kommet med kommentarer, eller

indsigelsesfristen er udløbet og ToldSkat har truffet afgørelse, afsluttes

sagsfremstillingen med dette afsnit, så det fremgår af sagsfremstillingen,

at nu er sagen slut.

Begrundelsen for afgørelsen vil fremgå af afsnit

E.3.6.3.4 . Undgå derfor lange redegørelser for ToldSkats overvejelser

på dette tidspunkt.

I sager hvor borgeren/virksomheden ikke har reageret på forslaget til

afgørelse og sagsfremstillingen, kan indholdet i dette afsnit begrænses

til, at det oplyses, at ToldSkat har truffet afgørelse i overensstemmelse

med forslaget til afgørelse. Det skal dog fremgå tydeligt, hvilke forhold

der har været bestemmende for ToldSkats afgørelse.

Bemærk, at dette afsnit i sagsfremstillingen ikke kan erstatte en

særskilt meddelelse om sagens afgørelse. Den særskilte meddelelse om

sagens afgørelse skal stadig indeholde alle punkterne på forslaget til

afgørelsen, og de lovmæssige krav til en begrundelse skal være opfyldt på

den særskilte meddelelse om afgørelsen. Begrundelsen på den særskilte

meddelelse om afgørelsen kan dog være ganske kort, og fx bestå i en

henvisning til den relevante lovbestemmelse. Den særskilte meddelelse om

afgørelsen skal i så fald også henvise til den relevante begrundelse i den

vedlagte sagsfremstilling.

Når afgørelsen er sendt ud, er sagsfremstillingen endelig. Der skal

derfor ikke skrives mere i sagsfremstillingen. Dette gælder også, selv om

sagen påklages til Landsskatteretten. Der skal heller ikke foretages

ændringer i sagsfremstillingen, hvis borgeren/virksomheden fx kun påklager

5 ud af 10 punkter på afgørelsen.

;

;

;

E.3.7 Begrundelse

Skattestyrelsesloven indeholder ingen særlige regler om begrundelse i

skatte- og afgiftssager. Det betyder, at

forvaltningslovens kapitel 6, der

indeholder udførlige bestemmelser om kravene til begrundelse, finder

anvendelse i told- skatte- og afgiftssager. Reglerne finder anvendelse i

alle de tilfælde, hvor de kommunale skattemyndigheder eller de statslige

told- og skattemyndigheder træffer en afgørelse, dvs. både i de sager,

hvor der skal udarbejdes sagsfremstilling og i de sager, hvor der ikke er

krav om at udarbejde en sagsfremstilling.

For så vidt angår de sager, hvor der er krav om sagsfremstilling

henvises endvidere til afsnit

E.3.6.3.4 .

Begrundelsen bør fremgå af selve afgørelsen, eventuelt ved en

præcis henvisning til hvor begrundelsen kan findes, og begrundelsen skal

samtidig fremgå af den sagsfremstilling mv., der følger med afgørelsen.

Efter FVL § 22 skal en skriftlig afgørelse, der ikke giver en part

medhold fuldt ud, være ledsaget af en skriftlig begrundelse.

Formålet med begrundelsespligten er at borgeren/virksomheden får en

forklaring på afgørelsens indhold, at borgeren/virksomheden forstår

afgørelsen og er i stand til at vurdere, om han/hun skal påklage

afgørelsen. Begrundelsen skulle gerne være en garanti for afgørelsens

rigtighed.

FVL § 24 indeholder de nærmere regler om indholdet af begrundelsen.

Efter FVL § 24 skal begrundelsen oplyse, hvilke retsregler afgørelsen er

truffet efter. Henvisningerne skal være præcise. Beror afgørelsen på en

fortolkning af en bestemmelse, bør der redegøres for den anlagte

fortolkning.

I

SKM2002.149.HR

kunne myndighedernes manglende henvisning til samtlige korrekte

bestemmelser ikke medføre, at afgørelserne truffet i det administrative

system var ugyldige. I

SKM2003.259.ØLR

fandt retten ligeledes, at der ikke forelå en manglende eller mangelfuld

begrundelse, som kunne medføre ugyldighed.

Hvis begrundelsen for forhøjelsen er, at de selvangivne dispositioner

er uden reelt indhold - fx i anpartssager - vil der dog helt

undtagelsesvist ikke være krav om henvisning til retsregler, jf. TfS 1996,

920 LSR.

I begrundelsen skal der endvidere tages stilling til

borgerens/virksomhedens relevante synspunkter, hvis myndigheden ikke

tidligere skriftligt har tilkendegivet sin bedømmelse heraf overfor

borgeren/virksomheden. Myndigheden skal i sin begrundelse medtage de

relevante omstændigheder for afgørelsen, men begrundelsespligten kan ikke

udstrækkes til et krav om, at myndigheden er forpligtet til at tage

udtrykkelig stilling til samtlige fremførte argumenter, når dette er

unødvendigt for at begrunde afgørelsen, jf. herom TfS 1999, 420 HD, og TfS

1999, 44 VLD.

I

SKM2002.677.VLR

fandt Landsretten, at en afgørelse truffet af en kommunal skattemyndighed

ikke var ugyldig, idet afgørelsen indeholdt tilstrækkelig begrundelse og

borgeren på forhånd var bekendt med de afgørelser, som der blev henvist

til.

Administrativt skøn

I det omfang afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal der

oplyses om de hovedhensyn, der er lagt vægt på ved skønsudøvelsen. Det er

ikke tilstrækkeligt kun at henvise til den bestemmelse, der angiver

hovedhensynene for skønnet, jf. TfS 1996, 120 LSR, hvor en henvisning til

statsskattelovens § 4, stk. 1, litra b ikke fandtes at være tilstrækkelig

til, at hovedhensynene for en skønsbestemt fastsættelse af en fast

ejendoms udlejningsværdi, kunne siges at være angivet. En afgørelses

begrundelse blev anset for fyldestgørende i

SKM2002.8.VLR ,

da afgørelsen indeholdt henvisning til de retsregler, som afgørelsen var

truffet på baggrund af og indeholdt angivelse af de hovedhensyn, der var

indgået i afgørelsen. Dommen er anket til Højesteret.

Er der ved afgørelsen kun lagt vægt på nogle, men ikke alle

skønsmomenter i en bestemmelse, skal begrundelsen angive, hvorfor der

netop er lagt vægt på disse momenter og ikke andre. Dette er særlig

vigtigt, hvis de momenter, der ikke er tillagt vægt, taler for en

gunstigere afgørelse - set fra borgerens/virksomhedens synspunkt. Der skal

endvidere om muligt henvises til praksis for administrationen af

skønsbestemmelsen, eventuelt med en kort redegørelse for den pågældende

praksis.

Faktiske omstændigheder

Begrundelsen skal endvidere om fornødent kort oplyse

om de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for

afgørelsen, jf. FVL § 24, stk. 2. Oplysning herom bør eksempelvis gives i

følgende tilfælde:

Sagens faktum er omtvistet eller uklart

Der er indbyrdes modstridende sagkyndige erklæringer i sagen

Jo mere sammensat og kompliceret en sags faktiske omstændigheder

er, jo større er generelt behovet for at fremhæve de faktiske

omstændigheder, der er tillagt vægt ved afgørelsen.

Mens kravet om henvisning til retsregler efter FVL § 24, stk. 1, er

absolut, gælder pligten til en kort redegørelse efter § 24, stk. 2, kun,

når der er behov for det. Spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang

begrundelsen skal indeholde oplysninger om faktiske omstændigheder beror

således på en konkret vurdering. Det samme gælder undtagelsesbestemmelsen

i § 24, stk. 3, hvorefter begrundelsespligten kan begrænses - eller efter

omstændighederne bortfalde - efter en konkret vurdering, jf. kriterierne i

FVL § 15. Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses, i det omfang

borgerens/virksomhedens interesse i disse oplysninger til varetagelsen af

sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv

eller til andre private eller offentlige interesser, jf. FVL § 24, stk. 3.

Dette vil især være aktuelt i sager med flere parter. Se nærmere herom i

afsnit

M.3.2.1 om forholdet mellem begrundelsespligt og tavshedspligt.

For så vidt angår afslag på ansøgninger om bevilling antages det i

praksis, at begrundelseskravet kan lempes, således at det kan være

tilstrækkeligt, at der i begrundelsen henvises til sædvanlig praksis eller

til, at den nødvendige dokumentation ikke foreligger.

Særligt for told

På toldområdet gælder herudover art. 6, stk. 3 i EF's

toldkodeks . For sager om

toldgodtgørelse/toldfritagelse efter artikel 236 til 239 i EF-toldkodeks,

skal der altid gives begrundelse, også når afgørelsen er begunstigende, og

begrundelsen skal indeholde alle nødvendige oplysninger for afgørelsens

gennemførelse, jf. artikel 886 i gennemførelsesbestemmelserne til

EF-toldkodeks.

Følgende skal således afhængigt af det enkelte tilfælde fremgå af

begrundelsen:

oplysninger til identifikation af varerne

oplysning om den pågældende artikel i EF-toldkodeksen eller

gennemførelsesbestemmelserne dertil

den toldmæssige bestemmelse eller anvendelse varerne skal angives

til

den frist inden for hvilken de formaliteter, der er en betingelse

for godtgørelsen eller fritagelsen, skal gennemføres

tilkendegivelse af, at den faktiske godtgørelse eller fritagelse

først vil finde sted, når de formaliteter, som godtgørelsen eller

fritagelsen er betinget af, er opfyldt

angivelse af de betingelser, som varerne er undergivet indtil

afgørelsens gennemførelse

bemærkning om, at originalen af afgørelsen skal afleveres til

toldmyndighederne, når varerne frembydes.

Se nærmere om

konsekvenserne af manglende begrundelse afsnit

F.

E.3.8 Underretning om afgørelsen - herunder

underretning til andre end adressaten

Afgørelsen skal altid meddeles særskilt og skriftligt til sagens

parter. Hvis en part har ladet sig repræsentere, sendes afgørelsen som

udgangspunkt alene til repræsentanten, jf. fx

SKM2002.225.ØLR .

I konkrete tilfælde, fx hvor parten har anmodet om underretning sendes

afgørelsen også til parten.

I sager om vurdering, hvor begæring om vurdering er fremsat i anledning

af salg, skal meddelelse om den regionale told- og skattemyndigheds

afgørelser gives til såvel køber som sælger.

I nogle tilfælde skal underretning om afgørelsen sendes både til parten

og til partens eventuelle repræsentant. Det gælder:

skatteankenævnets kendelser, jf. § 17, stk. 2 i forretningordenen

for skatteankenævnene,

Landsskatterettens afgørelser, jf. § 20, stk. 2 i forretningordenen

for Landsskatteretten og

ansættelsessager og sager om bindende forhåndsbesked for

Ligningsrådet, jf. § 14 i forretningsorden for Ligningsrådet.

For

så vidt angår en ændring af et sambeskattet selskabs ansættelse skal der

gives underretning til det pågældende selskab og moderselskabet,

jf. forudsætningsvis TfS 1999, 488 VLD, som er afløst af

højesteretsdommen

SKM2001.344.HR ,

der ikke tog stilling til dette punkt. Dog vil det efter omstændighederne

være tilstrækkeligt, at underretningen herom sker til moderselskabet i

forbindelse med en ændring af sambeskatningsindkomsten, jf. TfS 1999, 925

ØLD. I denne dom blev det lagt til grund, at moderselskabet havde haft

fuldmagt til at modtage underretning på vegne af datterselskabet.

Afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten, skal være ledsaget

af den endelige sagsfremstilling. En tredjemand, der er blevet varslet om

en påtænkt afgørelse, skal orienteres om den endelige afgørelse vedørende

det fælles retsforhold. Det samme gælder den anden regionale told- og

skattemyndighed, hvor tredjemand er hjemmehørende.

Klagefristen regnes efter skattestyrelsesloven fra det tidspunkt, hvor

borgeren/virksomheden har modtaget underretning om afgørelsen, jf. SSL §

21, stk. 1 og § 25, stk. 1. Hvis en borger/virksomhed har ladet sig

repræsentere er afgørelsen først gyldigt meddelt, når den er sendt til

repræsentanten. For så vidt angår en ægtefælles klageadgang efter SSL § 37

A, stk. 2, er det i praksis antaget, at den sædvanlige klagefrist først

løber fra det tidspunkt, hvor vedkommende bliver bekendt med afgørelsen af

ægtefællens skatteansættelse.

Se nærmere om konsekvenserne af manglende underretning

afsnit F .

E.3.9 Klagevejledning

Reglerne om klagevejledning i afgørelsessager findes i

FVL § 25 og § 26. Reglerne

er gentaget i de forskellige forretningsordner, der er udstedt i henhold

til skattestyrelsesloven. Reglerne betyder, at told-, skatte- og

afgiftsmyndighedernes afgørelser, der skal meddeles skriftligt, skal være

ledsaget af en vejledning om klageadgang, hvor rette klagemyndighed,

oplysning om fremgangsmåden og eventuel klagefrist angives.

Dette gælder også, når et moderselskab, som er sambeskattet med et

datterselskab, underrettes om ændrede skatteansættelser for

datterselskabet, jf. TfS 1999, 488 VLD, hvor landsretten udtalte, at

klagevejledningen ikke indeholdt oplysning om, at også moderselskabet var

klageberettiget, hvilket medførte suspension af klagefristen. Sagen

er nu afgjort af Højesteret, jf.

SKM2001.344.HR ,

hvor spørgsmålet om suspension af klagefrist ikke var til prøvelse.

Klagevejledning skal dog ikke gives, hvis afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende medhold, fx i sager om registrering, hvor ansøgning om

registrering imødekommes ubetinget.

Der skal gives klagevejledning, hvad enten klageadgangen er hjemlet i

skattestyrelsesloven, skatte- eller afgiftslovgivningen i øvrigt eller

blot følger af den almindelige ulovbestemte regel om administrativ rekurs,

jf.

afsnit H.

Ved klage til skatteankenævn

I sager, der kan påklages til skatteankenævn, skal der vejledes om:

At afgørelsen kan påklages til kommunens skatteankenævn (evt. et

fælleskommunalt skatteankenævn)

At afgørelsen skal være modtaget i skatteankenævnet senest 1 måned

fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over, eller hvor særskilt

underretning om afgørelsen er undladt, jf. SSL § 3, stk. 4, fra

modtagelsen af årsopgørelsen. (For sømænd mv., der sejler i

udenrigsfart, er klagefristen 3 måneder, jf. afsnit

H.7.2

At klagen skal være skriftlig og begrundet

At det offentlige efter kapitel 3 A i skattestyrelsesloven efter

anmodning yder godtgørelse af visse udgifter ved at klage til

skatteankenævnet

Ved klage til

landsskatteretten

I sager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal der vejledes om:

At afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten, Vester

Farimagsgade 7, 1606 København V

At klagen skal være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder

efter klagerens modtagelse af den afgørelse, der klages over

At klagen skal være skriftlig og angive, på hvilke punkter

afgørelsen anses for urigtig samt en begrundelse herfor

At der med klagen i original eller kopi skal indsendes den

afgørelse, der klages over, den sagsfremstilling, der har ligget til

grund for afgørelsen og som er sendt til klageren, og dokumenter, som

klageren ønsker at anvende som bevis

At der samtidig med klagens indgivelse skal betales en klageafgift

på 700 kr. til Landsskatteretten. Afgiften kan vedlægges i check eller

indbetales på giro nr. 9489401. Afgiften tilbagebetales, hvis klageren

får helt eller delvis medhold af Landsskatteretten eller ved en

efterfølgende domstolsprøvelse af spørgsmålet

At det offentlige efter kapitel 3 A i skattestyrelsesloven efter

anmodning yder godtgørelse af visse udgifter ved at klage til

Landsskatteretten og at tilskudsordningen ikke omfatter

klageafgiften

Ved klage til Told- og

Skattestyrelsen

I sager, der kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, skal der

vejledes om:

At Told- og Skattestyrelsen er klageinstans.

At klagen, for at fremskynde klagens behandling, bør indgives til

den regionale told- og skattemyndighed, der har truffet den afgørelse,

der klages over.

At klagen skal være modtaget af den regionale told- og

skattemyndighed eller Told- og Skattestyrelsen, senest 3 måneder efter

klagerens modtagelse af den afgørelse, der klages over.

At der med klagen i original eller kopi skal indsendes den

afgørelse, der klages over, og dokumenter, som klageren ønsker at

anvende som bevis

At det offentlige efter anmodning yder godtgørelse af visse udgifter

ved at klage til Told- og Skattestyrelsen efter kapitel 3 A i

skattestyrelsesloven

Klagevejledningen skal i fornødent omfang indeholde oplysning om,

hvorvidt der inden for det pågældende sagsområde gælder særlige

begrænsninger i klageinstansens kompetence.

Ved klage til såvel

Landsskatteretten som Told- og Skattestyrelsen

Hvis der i samme sag optræder spørgsmål, der dels kan påklages til

Landsskatteretten og dels til Told- og Skattestyrelsen, skal der som

udgangspunkt udsendes 2 særskilte breve med klagevejledning til hver af de

respektive klagemyndigheder. Begrundelsen herfor er, at hvis de særskilte

afgørelser samles og udsendes i samme brev, kan der efter omstændighederne

være risiko for, at den ene af klagemyndighederne i strid med FVL § 28 får

kendskab til ikke relevante oplysninger, der indgår i den anden klage.

Suspension af klagefrist

Af dommen SKM2001.62.VLR kan udledes, at hvis der under en

løbende klagefrist anmodes om genoptagelse af den påklagede afgørelse, vil

klagefristen som udgangspunkt være suspenderet indtil

genoptagelsesspørgsmålet er afgjort, jf. FVL § 20, stk. 3.

Særligt om betalingskorrektion

i henhold til ligningslovens § 2, stk. 4

Som anført under afsnit

E.3.1 er

der i forbindelse med ændringer af skatteansættelser efter ligningslovens

§ 2 pligt til at vejlede om adgangen til betalingskorrektion i henhold til

ligningslovens § 2, stk. 4. Hvis der er givet en sådan vejledning, vil

klagefristen vedrørende ansættelsesændringen løbe på normal måde. Hvis der

derimod ikke er givet korrekt vejledning om adgangen til

betalingskorrektion, vil der efter en færdigbehandling af en efterfølgende

anmodning om betalingskorrektion skulle gives fornyet klagevejledning også

vedrørende selve den ansættelsesændring, der har givet anledning til

betalingskorrektionen.

Lovbestemt frist for sagsanlæg

Efter FVL § 26, skal der gives vejledning om muligheden for sagsanlæg

ved domstolene, hvis der gælder lovbestemte frister for et sagsanlæg.

Reglen har betydning for alle sager, hvor en told-, skatte- eller

afgiftsmyndighed træffer endelig administrativ afgørelse, jf.

SSL § 31. I sager, hvor

der ikke kan ske yderligere administrativ påklage, skal der således

vejledes om, at fristen for domstolsprøvelse er 3 måneder fra sagens

afgørelse eller afvisning. Se desuden om domstolsprøvelse afsnit

I .

Overspringelsesreglen

Efter SSL § 31, stk. 2 - som benævnes overspringelsesreglen - kan en

sag indbringes for domstolene, inden der er truffet endelig administrativ

afgørelse, hvis der er forløbet mere end 6 måneder efter sagens

indbringelse for den endelige administrative instans. I sager, hvor

sagsbehandlingstiden forventes at blive på mere end 6 måneder, skal der

derfor vejledes om overspringelsesreglen senest ved fristens udløb.

Anden vejledning

Reglerne i FVL § 25, stk. 1 fastsætter alene regler om administrativ

rekurs. Det følger imidlertid af den vejledningspligt, som efter FVL § 7

påhviler told-, skatte- og afgiftsmyndighederne, at der efter

omstændighederne bør vejledes om muligheden for klage til Folketingets

Ombudsmand eller til statsamtet samt de kommunale tilsynsmyndigheder.

Særligt for told

På toldområdet gælder herudover art. 6, stk. 3 i EF's

toldkodeks .

Se nærmere om konsekvenserne af manglende klagevejledning afsnit

F.

E.3.10 Oplysningspligt

Reglerne om den dataansvarliges oplysningspligt over for den

registrerede findes i persondatalovens kapitel 8, §§ 28 - 30, jf. lov nr.

429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger. Loven erstatter

den tidligere registerlovgivning om offentlige og private registre. Se

eventuelt

afsnit M.2

om lovens formål og indhold generelt.

Efter lovens anvendelsesområde gælder oplysningspligten for behandling

af personoplysninger, som helt eller delvist foretages ved hjælp af

elektronisk databehandling, samt for ikke-elektronisk behandling af

personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register, jf. PDL

§ 1, stk.1.

Ved personoplysninger forstås enhver form for information om en

identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede), jf.

PDL § 3, nr. 1. Personen er fx identificerbar, hvis den pågældende kan

identificeres ved hjælp af CPR-nr., SE-nr., CVR-nr., journalnummer eller

lignende. I det hele taget gælder, at virksomhedsoplysninger, der kan

identificere enkeltpersoner, er omfattet af begrebet personoplysninger.

Reglerne om oplysningspligt gælder derimod som hovedregel ikke for

behandling af oplysninger om juridiske personer (selskaber, fonde,

foreninger mv.). Der gælder dog særlige regler for videregivelse af

oplysninger til kreditoplysningsbureauer, jf. persondatalovens kapitel

5.

Ved behandling forstås enhver operation eller række af operationer, som

oplysninger gøres til genstand for, jf. PDL § 3, nr. 2. Begrebet dækker

bl.a. over indsamling, registrering, opbevaring, tekstbehandling, brug,

videregivelse og sletning. Behandling kan eksempelvis finde sted i

forbindelse med konkrete sager eller som led i udøvelse af kontrol.

Der skal endvidere være tale om behandling af personoplysninger, der

foretages ved hjælp af elektronisk databehandling - eller ikke-elektronisk

databehandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et

register. Det drejer sig bl.a. om oplysninger, som på et tidspunkt enten

vil blive indberettet til et af edb-systemerne, som vil blive behandlet

elektronisk i form af tekstbehandling, eller som vil blive indeholdt i et

manuelt register. Elektronisk journalisering og sagsstyring er også

omfattet. Derimod er den manuelle behandling af oplysninger i mapper med

sagsakter ikke omfattet.

Oplysningspligt af egen drift

Efter reglerne om oplysningspligt påhviler der den dataansvarlige en

pligt til af egen drift at give den registrerede meddelelse om en række

forhold ved indsamling af oplysninger om den pågældende. Der er altså ikke

tale om regler, som kun skal opfyldes, hvis den registrerede fremsætter

anmodning herom.

Formkrav mv.

Der gælder efter loven ingen formkrav til den meddelelse, der gives

den registrerede, og der kan derfor efter bestemmelsen ikke stilles krav

om, at meddelelsen skal gives skriftligt. Det er imidlertid den

dataansvarlige, som - i tilfælde af uenighed om, hvorvidt der er givet den

fornødne underretning til den registrerede - skal kunne dokumentere, at

oplysningspligten er opfyldt. Underretningen skal derfor som hovedregel

gives skriftligt. Hvis oplysninger indhentes mundtligt, fx under et møde

eller pr. telefon, og der samtidig mundtligt gives underretning til

opfyldelse af oplysningspligten, skal der i alle tilfælde foretages notat,

der kan dokumentere, at oplysningspligten er blevet overholdt.

Forvaltningsmyndighedens stilling til, om - og i hvilket omfang - der i

en given situation er oplysningspligt efter persondatalovens kapitel

8, §§ 28 - 30, er ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men

anses for en beslutning af processuel karakter. Myndigheden skal derfor

ikke begrunde en eventuel beslutning om ikke at give underretning, når

indsamlingen finder sted. Tilsvarende skal underretning af den

registrerede til opfyldelse af oplysningspligten ikke ledsages af

klagevejledning. Er der derimod tale om besvarelse af en efterfølgende

klage fra den registrerede person over manglende underretning eller

eventuelt indsigelse mod, at oplysninger om vedkommende gøres til genstand

for behandling, jf. lovens § 35, er der tale om en afgørelse, som skal

forsynes med både begrundelse og klagevejledning.

Oplysningspligtens omfang

Reglerne om oplysningspligt i persondataloven er opbygget på den måde,

at spørgsmålet om den dataansvarliges oplysningspligt over for den

registrerede i forbindelse med indsamling af oplysninger hos den

registrerede selv er reguleret i lovens § 28, mens spørgsmålet om den

dataansvarliges oplysningspligt ved indsamling af oplysninger hos andre

end den registrerede er reguleret i lovens § 29.

Endvidere er der i lovens § 30 fastsat en række undtagelser, der

knytter sig til den dataansvarliges oplysningspligt over for den

registrerede i begge de nævnte situationer. Når behandlingen er omfattet

af oplysningspligten, skal den dataansvarlige give den registrerede

meddelelse om følgende:

den dataansvarliges identitet, jf. PDL § 28, stk. 1, nr. 1 og § 29,

stk. 1, nr. 1,

formål med behandlingen, jf. PDL § 28, stk. 1, nr. 2 og § 29, stk.

1, nr. 2, og

andre nødvendige oplysninger, jf. PDL § 28, stk. 1, nr. 3 og § 29,

stk. 1, nr. 3.

Den dataansvarlige myndighed er samme myndighed, som er ansvarlig for

den behandling, der giver anledning til, at den registrerede skal

informeres. Det forhold, at det fremgår af brevpapiret, hvilken myndighed

der er ansvarlig for sagen, vil være tilstrækkelig til at opfylde

oplysningspligten efter PDL § 28, stk. 1, nr. 1 og § 29, stk. 1, nr.

1.

Underretningen om formålet eller formålene med behandlingen skal være

tilstrækkelig til, at den registrerede bliver klar over, hvad der er

baggrunden for, at der indsamles oplysninger om den pågældende. Det

betyder, at den dataansvarlige - som minimum - skal underrette den

registrerede om, hvad de indsamlede oplysninger skal bruges til på

indsamlingstidspunktet.

Den dataansvarlige skal endvidere i hver enkelt tilfælde foretage en

konkret vurdering af, om der er andre oplysninger, der under hensyn til de

særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er

nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, jf. PDL

§ 28, stk. 1, nr. 3, litra a-c og § 29, stk. 1, nr. 3, litra a-c.

Opregningen i litra a-c i de to bestemmelser er ikke udtømmende, men det

drejer sig eksempelvis om følgende informationer:

Hvem oplysningerne videregives til, dvs. eventuelle kategorier af

modtagere, jf. § 28, stk. 1, nr. 3, litra a og § 29, stk. 1, nr. 3,

litra b.

Om det er obligatorisk eller frivilligt at besvare stillede

spørgsmål samt mulige følger af ikke at svare, jf. § 28, stk. 1, nr. 3,

litra b.

Hvilken type oplysninger der behandles, når oplysningerne ikke er

indsamlet hos den registrerede, jf. § 29, stk. 1, nr. 3, litra

a.

Der skal efter sidstnævnte bestemmelse gives den registrerede

meddelelse om typen af oplysninger, som er indsamlet, og ikke om konkrete

oplysninger. Ønsker den registrerede at få oplyst, hvilke konkrete

oplysninger, der er indsamlet om vedkommende, må den registrerede anmode

om indsigt heri efter reglerne i persondatalovens kapitel 9, jf. næste

punkt.

Retten til efter anmodning at få indsigt i og berigtigelse af de

behandlede oplysninger, jf. § 28, stk. 1, nr. 3, litra c og § 29, stk.

1, nr. 3, litra c.

Retten til indsigt efter anmodning er reguleret i persondatalovens

kapitel 9, §§ 31 - 34. Reglerne om indsigtsret er regler om egenacces.

Reglerne regulerer derfor bl.a. i hvilket omfang den person, der behandles

oplysninger om, har ret til konkrete oplysninger om sig selv. Se afsnit

M.2 om

indsigt efter persondataloven.

Retten til berigtigelse mv. efter anmodning er reguleret i PDL §

37. Bestemmelsen fastsætter, at den registrerede over for den

dataansvarlige kan kræve, at oplysninger om den pågældende berigtiges,

slettes eller blokeres, hvis oplysningerne viser sig urigtige, vildledende

eller på anden måde er behandlet i strid med lov eller bestemmelser

udstedt i medfør af lov.

Som anført er opregningen i litra a-c i §§ 28, stk. 1, nr. 3 og

29, stk. 1, nr. 3 ikke udtømmende. Der vil derfor efter omstændighederne

kunne påhvile den dataansvarlige en pligt til at give den registrerede

anden information end de oplysninger, der følger af bestemmelserne i litra

a-c. Om der skal gives den registrerede yderligere information beror -

ligesom med hensyn til bestemmelserne i litra a-c - på en konkret

vurdering af, om dette er nødvendigt for, at den registrerede kan varetage

sine interesser i det enkelte tilfælde.

Undtagelser fra

oplysningspligten

Persondataloven indeholder en række undtagelser om den dataansvarliges

oplysningspligt over for den registrerede, jf. PDL § 28, stk. 2, § 29 stk.

2 og § 30.

PDL §§ 28, stk. 2 og 29, stk.

2, 1. led - den dataansvarliges identitet, formålet med behandlingen, mv.

er den registrerede bekendt

Efter bestemmelserne i PDL § 28, stk. 2 og § 29, stk. 2, 1. led gælder

oplysningspligten efter stk. 1 i de to bestemmelser ikke, hvis den

registrerede allerede er bekendt med de oplysninger, som er omfattet af

oplysningspligten, dvs. oplysninger om den dataansvarliges identitet,

formålene med behandlingen samt yderligere oplysninger, der er nødvendige

til varetagelse af den registreredes interesser.

I de tilfælde, hvor indsamlingen af oplysninger sker ved, at den

registrerede selv retter henvendelse til den dataansvarlige, vil det i

almindelighed kunne lægges til grund, at den registrerede allerede er

bekendt med de oplysninger, der efter PDL § 28, stk. 1 skal gives den

pågældende. Også i de situationer, hvor den dataansvarlige aktivt

indsamler oplysninger hos den registrerede, vil det i mange tilfælde kunne

lægges til grund, at den registrerede allerede er bekendt med disse

oplysninger. I begge de nævnte situationer gælder dog, at

oplysningspligten skal opfyldes, hvis den dataansvarlige er i tvivl om,

hvorvidt den registrerede allerede er bekendt med de i stk. 1, nr. 1

- 3, anførte oplysninger.

I de tilfælde, hvor oplysningerne er indsamlet hos andre end den

registrerede, fx andre myndigheder eller private, vil den dataansvarlige

derimod som hovedregel ikke kunne lægge til grund, at den registrerede

allerede er bekendt med de oplysninger, som den dataansvarlige er

forpligtet til at give meddelelse om efter PDL § 29, stk. 1. Det beror

bl.a. på, at oplysningspligten skal opfyldes, hvis den dataansvarlige er i

tvivl om, hvorvidt den registrerede allerede er bekendt med de i stk. 1,

nr. 1 - 3, nævnte oplysninger.

Hvis en dataansvarlig myndighed, som har indsamlet oplysninger hos den

registrerede og i den forbindelse har opfyldt sin

oplysningspligt efter PDL § 28, efterfølgende videregiver de indsamlede

oplysninger til en anden dataansvarlig myndighed, skal denne nye

dataansvarlige myndighed som udgangspunkt opfylde oplysningspligten efter

PDL § 29. Den nye dataansvarlige myndighed kan alene undlade at give den

registrerede meddelelse efter PDL § 29, stk. 1, hvis den oprindelige

dataansvarlige allerede har givet de fornødne oplysninger til den

registrerede, jf. PDL § 29, stk. 2, 1. led, eller hvis en af de øvrige

undtagelsesbestemmelser i PDL § 29 eller § 30 er opfyldt.

PDL § 29, stk. 2, 2. led -

registreringen eller videregivelsen er udtrykkeligt fastsat ved lov

Af bestemmelsen i PDL § 29, stk. 2, 2. led følger, at

oplysningspligten efter stk. 1 heller ikke gælder, hvis registreringen

eller videregivelsen er udtrykkeligt fastsat ved lov eller bestemmelse

fastsat i henhold til lov.

Kravet om udtrykkelighed betyder, at der bør sondres mellem de

bestemmelser, der indeholder en indberetningspligt, og de bestemmelser,

der indeholder en oplysningspligt. Som hovedregel vil det kun være i de

tilfælde, hvor der er tale om en egentlig indberetningspligt eller pligt

til at indhente oplysninger, at kravet om udtrykkelighed er opfyldt. I

disse tilfælde vil det være klart for den registrerede (gennem

bekendtgørelse i Lovtidende), at der vil blive indberettet/indhentet

oplysninger om den pågældende. Den registrerede vil derfor have mulighed

for at søge om indsigt i de behandlinger, der foregår hos den modtagende

myndighed. Datatilsynet anser eksempelvis bestemmelsen i

skattekontrollovens § 7 F, stk. 1, hvorefter kommunerne årligt skal

foretage indberetning

til de statslige told- og skattemyndigheder om opkrævede underholdsbidrag,

for at opfylde kravet om udtrykkelighed. Det er derimod ikke

tilstrækkeligt, at en bestemmelse indeholder en oplysningspligt, da det

vil være forbundet med en vis usikkerhed om der rent faktisk behandles

(registreres eller videregives) oplysninger om den registrerede, jf.

eksempelvis skattekontrollovens § 8 G, stk. 1, om oplysningspligt for

vekselerere, advokater m.fl. " ... i det omfang en skattemyndighed anmoder

derom og oplysningerne er af væsentlig betydning for skatteligningen

...".

PDL § 29, stk. 3 -

underretning af den registrerede er umulig eller uforholdsmæssig

vanskelig

Efter PDL § 29, stk. 3, gælder oplysningspligten efter stk. 1 heller

ikke, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig eller er

uforholdsmæssig vanskelig.

I hvilket omfang dette er tilfældet skal vurderes i den enkelte

situation. Ved denne vurdering skal der ske en afvejning af på den ene

side betydningen af en sådan underretning for den registrerede og på den

anden side den arbejdsindsats hos myndigheden, der vil være forbundet med

en sådan underretning. Der skal i den forbindelse bl.a. lægges vægt på

antallet af registrerede, som skal have meddelelse, oplysningernes alder,

samt hvor indgribende det er for den enkelte, at der foretages behandling

af oplysninger om vedkommende. Det vil herunder være af betydning, om

behandlingen af oplysninger foretages som led i enkeltsagsbehandling, hvor

underretning kan ske i forbindelse med iværksættelse af andre

sagsbehandlingsskridt, eller om behandlingen foretages som led i en række

identiske sager, eventuelt som led i massesagsbehandling. Hvor

oplysningerne vedrører personer, der er bosiddende i udlandet, kan

behandlingen således efter omstændighederne være undtaget fra

oplysningspligten, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig

eller uforholdsmæssig vanskelig efter en konkret afvejning. I øvrigt må

det antages, at bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde.

PDL § 30 - afgørende hensyn

til private eller offentlige interesser

Yderligere undtagelser fra oplysningspligten er fastsat i PDL § 30.

Efter bestemmelsen i stk. 1 kan undtagelse fra reglerne i § 28, stk. 1, og

§ 29, stk.1, gøres, hvis den registreredes interesse i at få kendskab til

oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til private

interesser, herunder hensynet til den registrerede selv. Efter

bestemmelsen i stk. 2 kan undtagelse fra bestemmelserne i § 28, stk. 1, og

§ 29, stk. 1, tillige gøres, hvis den registreredes interesse i at få

kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til

offentlige interesser, herunder navnlig hensynet til 1) statens sikkerhed,

2) forsvaret, 3) den offentlige sikkerhed, 4) forebyggelse,

efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller i

forbindelse med brud på etiske regler for lovregulerede erhverv, 5)

væsentlige økonomiske eller finansielle interesser hos en medlemsstat

eller Den Europæiske Union, herunder valuta-, budget-, og

skatteanliggender samt 6) kontrol-, tilsyns-, eller reguleringsopgaver,

herunder opgaver af midlertidig karakter, der er et led i den offentlige

myndighedsudøvelse på de i nr. 3 - 5 nævnte områder. Bestemmelserne har

kun betydning, hvis underretning af den registrerede ikke kan undlades

efter undtagelsesbestemmelserne i § 28, stk. 2, og § 29, stk. 2 og 3.

Indskrænkning af den dataansvarliges oplysningspligt kræver

efter både stk. 1 og stk. 2 en konkret afvejning af de modstående

interesser, der er anført. Afvejningen skal foretages for hver enkelt

oplysning for sig. Hvis hensyn, der indebærer undtagelse fra

oplysningspligten, kun gør sig gældende for en del af de i § 28, stk. 1,

og § 29, stk. 1, nævnte oplysninger, skal der gives den registrerede

meddelelse om de øvrige oplysninger.

Endvidere indebærer udtrykket "afgørende hensyn", at

undtagelse fra oplysningspligten kun kan gøres, hvor der er nærliggende

fare for, at privates eller offentliges interesser vil lide skade af

væsentlig betydning. Bevisbyrden påhviler den dataansvarlige.

Eksempelvis vil bestemmelsen i PDL § 30, stk. 2, nr. 6 om hensynet til

kontrol mv. kunne anvendes, hvis det efter en konkret afvejning - af på

den ene side hensynet til den registreredes interesse i at få kendskab til

oplysningerne og på den anden side afgørende kontrolhensyn - vurderes, at

der er nærliggende og konkret fare for, at det offentliges interesser vil

lide skade af væsentlig betydning, fx fordi behandlingen sker i

forbindelse med planlægning af uanmeldt kontrol. Pligten til at give

underretning må iøvrigt ses i sammenhæng med de almindelige krav til

myndighedens sagsbehandling, herunder reglerne i forvaltningslovens § 19

om partshøring. Det antages i den forbindelse, at det i visse tilfælde,

navnlig i forbindelse med tilsyns- og kontrolsager, efter omstændighederne

kan være nødvendigt eller hensigtsmæssigt at vente med underretningen,

indtil sagen er undersøgt nærmere, således at øjemedet ikke forspildes,

jf. FOB 1997, side 74 ff.

Tidsfrist for opfyldelse af

oplysningspligten

Når der indsamles oplysninger hos den registrerede, skal

oplysningspligten opfyldes samtidig med indsamlingen, jf. PDL § 28, stk.

1.

I de tilfælde, hvor oplysninger indsamles i forbindelse med, at den

registrerede fx skal indlevere en ansøgning, blanket eller lignende til

den dataansvarlige, kan oplysningspligten opfyldes ved, at de fornødne

informationer er fortrykt på ansøgningen, blanketten mv. Hvis indsamlingen

foregår uden anvendelse af en fortrykt ansøgningsformular eller lignende,

fx ved at den registrerede selv henvender sig i et almindeligt brev, skal

oplysningspligten opfyldes snarest muligt eller senest inden for 10

dage.

Når oplysninger indsamles hos andre end den registrerede, skal

oplysningspligten opfyldes ved registreringen, eller hvis de indsamlede

oplysninger er beregnet på videregivelse, senest når videregivelsen af

oplysningerne finder sted, jf. PDL § 29, stk. 1.

Udtrykket "ved registreringen" skal fortolkes som snarest muligt eller

senest inden for 10 dage efter registreringen. I tilfælde, hvor de

indsamlede oplysninger er beregnet på videregivelse til tredjemand, kan

opfyldelse af oplysningspligten vente til videregivelse af oplysninger

første gang finder sted. Det er dog en betingelse, at det på tidspunktet

for indsamlingen er klart, at oplysningerne skal videregives til

tredjemand, og at videregivelsen finder sted inden for en forholdsvis

snæver periode.

Lignende dokumenter