PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 E. SAGSBEHANDLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Processuelle regler på ToldSkats område 2003 - 2
E. Sagsbehandling
E.1 Princippet om lovmæssig forvaltning -
praksisændringer
For told- og skattemyndighedernes sagsbehandling gælder
forvaltningsrettens almindelige regler, herunder princippet om lovmæssig
forvaltning og en række uskrevne retsprincipper.
Princippet om lovmæssig forvaltning betyder, at myndighedernes
afgørelse ikke må være i strid med lovgivningen samt, at afgørelsen skal
have hjemmel i en lovbestemmelse. De uskrevne retsprincipper, som er
opstillet i retspraksis, er:
grundsætningen om magtfordrejning, dvs. det forhold, at
forvaltningen ikke må varetage usaglige hensyn
den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning om, at der
ikke må ske usaglig forskelsbehandling
princippet om pligtmæssigt skøn, dvs. det forhold, at når der ved
lov er overladt myndigheden en forpligtelse til at foretage en
individuel vurdering i den enkelte sag, kan forvaltningen ikke undlade
at inddrage relevante saglige hensyn i den skønsmæssige vurdering
proportionalitetsgrundsætningen, dvs. det forhold, at indgrebet ikke
må være videregående end formålet
tilsiger.
Ændringer af praksis
I princippet kan told- og skattemyndighederne ændre en praksis,
eksempelvis ved at vælge en anden fortolkning af en lovbestemmelse. Det
gælder, selv om der er tale om en langvarig og hidtil konsekvent fulgt
praksis. En skærpelse af praksis kan efter almindelige forvaltningsretlige
regler kun ske med virkning for fremtiden, hvilket er fastslået i dommen
UfR 1983, 8 HD. Under alle omstændigheder skal en praksisændring
gennemføres med en vis smidighed, eventuelt efter en overgangsordning.
Læs alt
Lempes en administrativ praksis, antages det i almindelighed, at
afgørelser, der er truffet efter den tidligere strenge praksis, kun kan
kræves taget op til ny overvejelse og afgjort efter den nye praksis,
såfremt den tidligere praksis har ligget uden for rammerne af den
eksisterende hjemmel. Er der tale om en ny praksis, der inden for lovens
rammer lægger andre hensyn til grund eller foretager en anderledes
vægtning af hensynene indbyrdes (det skønsmæssige element), har
borgeren/virksomheden ikke krav på, at en sag genoptages.
En klart ulovlig administrativ praksis vil blive tilsidesat af
domstolene. Tilsvarende gælder, hvor myndigheden har sat skøn under regel,
således at myndighederne har undladt at vurdere, om der i den konkrete sag
foreligger sådanne specielle omstændigheder, at den administrative praksis
burde være fraveget. Myndigheden kan her have tilsidesat princippet om
»pligtmæssigt skøn«.
Adgangen til at støtte ret på
generelle udsagn og praksis
Med UfR 1983, 8 HD er det fastslået, at ligningsmyndighedernes
overordnede generelle praksis alene kan skærpes med fremtidig virkning. En
sådan skærpelse kan tidligst få virkning fra det tidspunkt, hvor
skærpelsen offentliggøres på relevant måde, fx via SKM eller ved
udsendelse af et cirkulære, herunder et cirkulære, der ændrer et hidtidigt
cirkulære, jf. TfS 1993, 345 VLD og TfS 1996, 656 VLD, eller ved en
skærpet formulering i Ligningsvejledningen.
Det anførte gælder dog ikke i det omfang den ændrede praksis alene er
udtryk for en udfyldning eller præcisering af hidtidig praksis, jf. fx TfS
1994, 587, 588 og 589 HD om den skattemæssige behandling af lån i
fælleskasser, hvor skattemyndighedernes præcisering af praksis kunne gøres
gældende uden forudgående varsel.
At en generel overordnet praksis alene kan skærpes med fremtidig
virkning er ensbetydende med, at borgere/virksomheder som udgangspunkt kan
støtte ret på en forventning om, at en entydig og forbeholdsløs
formulering i cirkulærer og Ligningsvejledning indtil videre er udtryk for
myndighedernes generelle praksis. Der kan henvises til UfR 1965, 399 HD,
TfS 1992, 19 ØLD, TfS 1994, 295 ØLD, TfS 1996, 210 HD, TfS 1996, 642 HD,
TfS 1997, 6 VLD og TfS 1997, 834 VLD. Som undtagelse herfra gælder dog, at
borgere/virksomheder ikke kan støtte ret på en formulering, der måtte føre
til resultater, der er i direkte modstrid med højere rangerende
retskilder, dvs. lovgivning, domspraksis og offentliggjort fast
administrativ praksis.
Se hertil
SKM2001.582.ØLR
, hvor den skattepligtige henviste til en cirkulæreskrivelse om
myndighedernes adgang til at forhøje skatteansættelser efter 3-års
fristens udløb. I henhold til cirkulæreskrivelsen skulle en gennemført
forhøjelse frafaldes, hvis der som i den foreliggende sag ikke var
grundlag for ansvar for urigtig selvangivelse. Østre Landsret stadfæstede
forhøjelsen med den bemærkning, at cirkulæreskrivelsen på dette punkt ikke
havde støtte i ordlyden af eller i forarbejderne til den dagældende
bestemmelse i SSL § 35, stk. 3. Se tilsvarende TfS 1993, 101 VLD, TfS
1993, 161 VLD og TfS 1995, 483 HD.
En forudsætning for, at borgere/virksomheder kan støtte ret på
indholdet af generelle administrative retskilder er endvidere, at
retskilden hidrører fra de overordnede myndigheder, jf. TfS 1994, 551 VLD
og TfS 1996, 173 ØLD, hvor der ikke kunne støttes ret på generelle udsagn
fra en told- og skatteregion. I sagen refereret i TfS 2000, 871 HD
kunne et notat fra statsskattedirektoretet (nu Told- og Skattestyrelsen)
om investering i lystbåde efter sin karakter ikke begrunde en retligt
beskyttet forventning hos en borger/virksomhed, der var kommet i
besiddelse af notatet, om, at hans bådudlejningsvirksomhed ville blive
anerkendt som erhvervsmæssig.
Det er naturligvis også en forudsætning, at borgeren/virksomheden
skattepligtige kan dokumentere, at der eksisterer en fast administrativ
praksis, jf. TfS 2000, 761 ØLD, hvor en skattepligtig havde påberåbt sig
en administrativ praksis om, at lotterigevinster under en vis
mindstegrænse ikke blev beskattet. Den skattepligtige gjorde endvidere
gældende, at det måtte have processuel skadevirkning for
Skatteministeriet, hvis ligningsmyndighedernes interne retningslinier om
mindstegrænser ikke blev fremlagt i retten. Gevinsten blev anset for
skattepligtig, fordi retten ikke fandt det dokumenteret, at der
eksisterede en fast administrativ praksis, hvorefter gevinster af den
pågældende art og størrelse var skattefrie.
I TfS 2000, 148 HD, hvor Ligningsrådet i nogle tilfælde havde afgivet
en bindende forhåndsbesked, fandtes det ikke godtgjort, at der havde
eksisteret en administrativ praksis, der afskar skattemyndighederne fra at
nægte fradragsret for renter og provision i den konkrete situation.
Se tilsvarende
SKM2001.408.ØLR ,
hvor den skattepligtige ikke kunne dokumentere en bestemt praksis om
fradrag for udgifter til erhvervelse af filmrettigheder. Dommen er anket
til Højesteret.
Se endelig TfS 2000, 1011 HD, hvor den skattepligtige ikke kunne
dokumentere en særlig praksis om, at myndighederne havde godkendt
leasingprojekter med rent formelt ejerskab.
Lighedsgrundsætningen
At borgerne/virksomhederne kan støtte ret på de overordnede
myndigheders generelle praksis med de anførte undtagelser, er et udslag af
den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, der også kan
påberåbes i tilfælde, hvor forventningssynspunktet, jf. afsnit
C.3 , ikke er aktuelt. Dette
vil fx være relevant, i tilfælde hvor der henvises til en praksis, der
ikke var kendt eller beskrevet på det tidspunkt, hvor
borgeren/virksomheden disponerede. Dette kan fx være tilfældet, hvis der i
Ligningsvejledningen for 2001, der først udgives i marts 2002 er beskrevet
nogle retningslinjer, der ikke tidligere har været beskrevet, som skal
være gældende for indkomståret 2001.
Påberåbelse af lighedsgrundsætningen forudsætter endvidere, at den
generelle praksis, der henvises til, ikke er direkte ulovmedholdelig eller
i strid med højere rangerende retkilder. Påberåbelse af
lighedsgrundsætningen forudsætter endelig, at en borgers/virksomheds
konkrete sag er helt identisk med den generelle praksis eller afgørelse,
der henvises til, jf. TfS 1995, 486 ØLD og TfS 1998, 778 H, hvor dette
krav ikke var opfyldt.
Det vil normalt alene være de centrale myndigheders generelle praksis,
der kan påberåbes efter en lighedsgrundsætning jf. fx TfS 1995, 483 HD,
hvor lighedsgrundsætningen ikke kunne påberåbes vedrørende en lokal
praksis, der var forkert, da en skattepligtig ikke kunne støtte ret på, at
en skattepligtig i en anden kommune havde fået medhold i en helt
tilsvarende sag om fradrag for udepenge.
Tilsvarende TfS 2000, 374 HD hvor lighedsgrundsætningen ikke kunne
begrunde fradrag, selvom andre skattepligtige med urette måtte have opnået
fradrag under lignende omstændigheder.
En anden begrænset rækkevidde af lighedsgrundsætningen følger af en
ombudsmandsudtalelse, der er refereret i TfS 1994, 202, hvorefter der ikke
kunne støttes ret på anvendelsen af et genoptagelsescirkulære efter dettes
ophævelse, og efter at skattemyndighederne var ophørt med at administrere
efter cirkulæret, jf. skatteministerens svar om samme cirkulære i TfS
1994, 205.
E.2 Inhabilitet
De personer eller den myndighed, som behandler eller træffer afgørelse
i en sag, skal opfylde visse krav til habilitet. I almindelighed skelnes
der mellem generel habilitet og speciel habilitet. Til generel habilitet
hører fx spørgsmålet om, hvorvidt en person lovligt er valgt eller udnævnt
til et offentligt hverv.
Spørgsmålet om generel habilitet er ikke omfattet af forvaltningslovens
kapitel 2 og behandles ikke nærmere, hvorimod reglerne om speciel
inhabilitet behandles nedenfor i afsnit
E.2.1 og
E.2.2.
Se nærmere om konsekvenserne af inhabilitet
afsnit F.
E.2.1 Forvaltningslovens regler om speciel
inhabilitet
Forvaltningslovens
kapitel 2 indeholder i §§ 3-6 en række bestemmelser om speciel
inhabilitet. Reglerne om speciel inhabilitet skal sikre, at ingen i den
offentlige forvaltning medvirker ved behandlingen af en sag, hvis
afgørelse vedkommende har en særlig interesse i. Baggrunden for reglerne
om inhabilitet er et ønske om at tilvejebringe sikkerhed for og tillid
til, at de afgørelser, der træffes af en myndighed, ikke påvirkes af
uvedkommende hensyn. Ud over regler om partsinteresse og familiemæssig
tilknytning indeholder forvaltningsloven regler om inhabilitet på grund af
tilknytning til en juridisk person og tidligere deltagelse i sagens
behandling samt en opsamlingsbestemmelse, hvorefter der indtræder
inhabilitet, hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, der er egnet til
at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.
Revisorer, der er medlemmer af et byråd, er ikke inhabile i forbindelse
med kommunalbestyrelsens behandling af ligningsplanen, idet de pågældendes
erhverv som revisorer ikke ud fra en almindelig betragtning indebærer
risiko for, at behandlingen vil blive påvirket af usaglige eller
uvedkommende hensyn.
I praksis forekommer speciel inhabilitet typisk i tilfælde, hvor der
foreligger en konkret økonomisk interessekonflikt, jf. fx TfS 1986, 486
LSR, hvor en ligningskommissionsformand, der førte retssag om et byggeri
mod hovedaktionæren i det selskab, hvis sag var til afgørelse i
ligningskommissionen, blev anset for inhabil. Speciel inhabilitet kan
tillige være forårsaget af et mere personligt modsætningsforhold
eksempelvis dokumenteret uvenskab. Politiske modsætningsforhold eller
sammenfaldende politiske opfattelser vil ikke i sig selv kunne medføre
speciel inhabilitet.
To-instans inhabilitet
Det sker, at en underordnet forvaltningsmyndighed i forbindelse med
behandlingen af en konkret sag søger vejledning om
lovfortolkningsspørgsmål eller lignende - fx telefonisk - hos en
overordnet myndighed, der samtidig er klageinstans vedrørende den
pågældende sag. En sådan rådgivning kan medføre inhabilitet hos den
pågældende medarbejder i den overordnede myndighed. I FOB 1998, 364
udtalte ombudsmanden således, at der ikke kunne ses bort fra risikoen for,
at en sagsbehandler ved en klageinstans følte sig bundet af sin tidligere
vejledning til 1. instans, da den pågældende sagsbehandler havde
tilkendegivet en forholdsvis præcis og endelig opfattelse vedrørende den
konkrete sags udfald. Ombudsmanden anså derfor den pågældende
sagsbehandler for inhabil ved klageinstansens behandling af sagen.
Hvis vejledningen er givet i en sådan form, at den pågældende
medarbejder hos den overordnede myndighed ikke har givet udtryk for sin
endelige opfattelse med hensyn til den konkrete sags udfald, men blot har
ydet vejledning med hensyn til fortolkningen af retsgrundlaget for
afgørelsen og/eller har vejledt om den overordnede myndigheds praksis, vil
bestemmelsen i FVL § 3, nr. 4 ikke medføre, at den pågældende medarbejder
er inhabil i forhold til den pågældende sag, hvis afgørelsen bliver
påklaget til den overordnede myndighed.
Konsekvenser af
inhabilitet
Foreligger der speciel inhabilitet må den, der er inhabil, som
udgangspunkt hverken træffe afgørelse i den pågældende sag eller i øvrigt
medvirke ved sagens behandling. Et inhabilt medlem af et skatteankenævn er
således afskåret fra at deltage ikke blot i en eventuel afstemning om
sagens afgørelse, men også i den forudgående behandling af sagen og om
spørgsmålet om inhabilitet, jf. FVL § 6, stk. 3.
Efter FVL § 6, stk. 2, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person er
inhabil, af den myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens
realitet. Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i
forbindelse med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. I
praksis har Told- og Skattestyrelsen udtalt sig i sager vedrørende
inhabilitetsspørgsmål.
E.2.2 Skattestyrelseslovens regler om
inhabilitet
Generel inhabilitet
Reglerne i forvaltningsloven suppleres af en særlig bestemmelse om
generel inhabilitet i
SSL § 36 A, hvorefter ingen samtidig
kan være medlem af eller stedfortræder i et skatteankenævn, Ligningsrådet
eller Landsskatteretten. Reglerne om udnævnelsesbetingelserne for
medlemmer af skatteankenævnene, Ligningsrådet og Landsskatteretten findes
i skattestyrelsesloven. Der stilles ingen krav om særlig uddannelse for
medlemmerne af disse råd og nævn, bortset for Landsskatteretten, hvor
præsidenten, retsformændene samt mindst 9 af de medlemmer, der udnævnes af
ministeren, skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne blive
landsdommer. Der henvises endvidere til afsnit
A.
Speciel inhabilitet
SSL § 11, stk. 2, indeholder en særlig regel om speciel inhabilitet,
der vedrører sekretariatsbetjening af skatteankenævnet. Bestemmelsen foreskriver, at den, som har
medvirket ved behandlingen af en skatteansættelse, ikke må fungere som
sekretær for skatteankenævnet under en klagesag om ansættelsen. Reglen er
formuleret absolut i lovteksten. Der er imidlertid alene tale om en
rettighed for borgere/virksomheder, der ikke skal acceptere
personsammenfald. Hvis borgere/virksomheder i et konkret tilfælde anmoder
om, at den pågældende person skal behandle sagen på ny, kan
borgeren/virksomheden give afkald på sin ret efter bestemmelsen. Der må
sikres fornødent bevis for, at der ved positiv tilkendegivelse fra
borgerens/virksomhedens side er givet et sådant afkald, da virkningen
ellers vil blive, at skatteankenævnets kendelse i sagen kan erklæres
ugyldig. I praksis vil en sådan tilkendegivelse kun fremkomme rent
undtagelsesvis. Skatteankenævnet er ikke forpligtet til at følge en sådan
anmodning.
Reglen i SSL § 11, stk. 2, retter sig kun mod den eller de medarbejdere
i den kommunale skatteforvaltning, som har medvirket ved behandlingen af
skatteansættelsen. Det er uden betydning, om den pågældende medarbejder
tidligere har beskæftiget sig med andre forhold vedrørende
borgeren/virksomheden, som ikke har nogen tilknytning til den aktuelle
klagesag. Det forhold, at skatteankenævnets sekretær havde medvirket ved
den skattepligtiges skatteansættelser for andre indkomstår, bevirkede
ikke, at den pågældende var inhabil ved sagens behandling, jf. TfS 2000,
140 ØLD.
Medvirken forudsætter, at den pågældende har haft en vis reel
indflydelse på afgørelsens resultat. Rene hjælpefunktioner såsom
telefonpasning, postafsendelse og renskrivning er ikke medvirken i denne
betydning. Den skattepligtige kan således ikke påberåbe sig ugyldighed,
fordi disse funktioner er udført af de samme personer i begge sager. Det
har heller ikke betydning, om den, som har foretaget ansættelsen, og
sekretariatsmedarbejderen har samme administrative chef. Sammenfattende
kræver bestemmelsen således ikke, at sekretariatsfunktionen udskilles fra
den kommunale skatteforvaltning i øvrigt, eller at der knyttes et særligt
personale hertil.
Det ligger inden for rammerne af kommunernes selvstyre at organisere
skatteforvaltningen, som de ønsker, herunder at bestemme, om der skal være
en separat skatteforvaltning som sådan, og om der skal være en særlig
organisatorisk enhed, som alene udfører sekretariatsfunktionen med hensyn
til skatteankenævnet, eller om disse opgaver fordeles blandt de samme
medarbejdere, som har kompetence til at foretage skatteansættelser.
Konsekvenser af inhabilitet
Virkningen af, at der foreligger inhabilitet, er, at
borgeren/virksomheden kan kræve skatteankenævnskendelsen tilsidesat som
ugyldig, jf. SSL § 24, stk. 1, nr. 2, om klage til Landsskatteretten. Der
henvises endvidere til
afsnit F . Det påhviler forvaltningen
selv i første række at sørge for, at der ikke foreligger inhabilitet hos
sekretariatsmedarbejderne. Skatteankenævnet skal selv foretage en
vurdering af, hvorvidt der foreligger inhabilitet efter SSL § 11, stk. 2,
hos den eller de medarbejdere, forvaltningen anvender som sekretariat.
Nævnets beslutningskompetence kan ikke delegeres til forvaltningen eller
til formanden. I TfS 2000, 640 VLD fandt Vestre Landsret det ikke
godtgjort, at der forelå inhabilitet i en sag, hvor skattechefen havde
ført protokol efter at have erklæret sig inhabil med behandlingen af den
pågældende sag.
Et medlem af et skatteankenævn, som af nævnet er anset for inhabilt,
kan kræve sine indvendinger mod nævnets beslutning tilført protokollen og
kan forlange, at en kopi af protokolatet indsendes til Told- og
Skattestyrelsen, jf. forretningsordenen for skatteankenævn § 9, stk. 2 og
4.
Ekstern bistand
Hvis den kommunale skattemyndighed i det konkrete tilfælde ikke råder
over en medarbejder, som både opfylder kravet om habilitet og almindelige
krav til faglige kvalifikationer, skal forvaltningen snarest underrette
nævnet om dette. I disse tilfælde skal der engageres ekstern bistand for
kommunens regning, jf. SSL § 11, stk. 3. Det er et krav, at den eksterne
sekretariatsbistand skal kunne udføre sekretariatsbetjeningen
tilfredsstillende. Loven giver ikke anvisning på, hvem der kan engageres
som ekstern bistand. Det vil således bl.a. være muligt at benytte en
medarbejder fra den regionale told- og skattemyndighed, fra en nabokommune
eller fra et privat revisionsfirma. I alle tilfælde skal kommunen selv
afholde udgifterne til sekretariatsbistanden. Det afgørende er, at
instruktionsbeføjelsen påhviler den af kommunalbestyrelsen udpegede
ligningsansvarlige. Ansvaret for sekretariatsbetjeningen påhviler i alle
tilfælde kommunalbestyrelsen. De nærmere regler om fremgangsmåden ved
udpegning af ekstern bistand findes i § 4 i forretningsordenen for
skatteankenævn. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse på grundlag af en
indstilling fra skatteankenævnet om, at der er behov for ekstern bistand,
og om hvem der kan engageres. Nævnets indstilling behøver ikke at blive
fulgt. På tilsvarende måde kan nævnet indhente forslag fra den kommunale
skatteforvaltning til, hvem der bør engageres, men nævnet er ikke
forpligtet til at følge forslaget i sin indstilling til
kommunalbestyrelsen.
Den eller de personer, der engageres som ekstern bistand, udfører de
samme funktioner som den, den interne sekretariatsbistand skulle have
udført. De pågældende personer er bundet af de samme overordnede
forvaltningsregler som de kommunale embedsmænd, herunder af
tavshedspligtsbestemmelsen i SSL § 37, se afsnit
M.3. Også habilitetsbestemmelsen i FVL
§ 3 finder anvendelse. Kommunalbestyrelsen og skatteankenævnet må påse, at
man ikke udpeger henholdsvis indstiller en person, som vil være specielt
inhabil i den pågældende sag. Eksempelvis må man ikke engagere en revisor,
som samtidig repræsenterer klageren eller er i nær familie med denne. Hvis
kravet om ekstern sekretariatsbistand ikke overholdes af kommunen, kan
skatteankenævnets afgørelse senere erklæres for ugyldig på grund af
formelle fejl. Der henvises endvidere til
afsnit F.
Sekretariatsbetjening af
skatteankenævn efter 1/9 2003
SSL § 11 er ændret ved
lov nr. 267 af 12. april 2003 og efter den nye formulering af SSL §
11, stk. 2,
skal sekretariatsbetjening af skatteankenævn efter 1. september 2003
organisatorisk være adskilt fra den myndighed, hvis afgørelser
skatteankenævnene skal klagebehandle. Efter SSL § 11, stk. 1, er det
således skatteministeren, som har ansvaret for sekretariatsbetjeningen, og
som stiller sekretatiatsbetjening til rådighed for skatteankenævene.
Bestemmelsen sikrer, at der ikke kan stilles spørgsmål ved
sekretariaternes habilitet.
Efter den fremtidige SSL § 11, stk. 3, kan skatteministeren indgå
aftaler med kommunalbestyrelser eller bestyrelser for kommunale
fællesskaber, der er oprettet efter § 60 i lov om kommunernes styrelse, om
at løse denne opgave mod betaling. Det vil være en forudsætning for en
aftale om kommunal sekretariatsbetjening af skatteankenævn, at
kommunen/kommunerne sikrer oprettelse af en organisation, hvor
sekretariatet ikke er underlagt chefen for en kommunal skatteforvaltning,
og hvor personalet i sekretariatet organisatorisk er klart adskilt fra
personalet i en kommunal skatteforvaltning.
Kommuner, der ønsker at udføre sekretariatsbetjening af skatteankenævn
fra den 1. september 2003, skal senest den 1. august 2003 have indgået
aftale med Told- og Skattestyrelsen herom.
E.3 Sagsbehandlingsreglerne
Forvaltningsloven, offentlighedsloven, persondataloven,
skattestyrelsesloven, Toldkodeksen og de almindelige forvaltningsretlige
grundsætninger indeholder de minimumskrav, som told- og
skattemyndighedernes sagsbehandling skal opfylde.
E.3.1 Vejledningspligt
Efter FVL § 7, stk. 1, har forvaltningsmyndigheder pligt til
at yde vejledning og bistand til fysiske personer, der retter henvendelse
om spørgsmål indenfor myndighedens sagsområde. Som det fremgår af FOB
2000, s. 285 ff. gælder vejledningspligten efter omstændighederne også i
tilfælde, hvor der ikke er sket henvendelse til myndighederne, fx hvis det
synes at kunne lægges til grund, at borgeren er i vildrede om en regels
anvendelsesområde. Bestemmelsen omfatter også henvendelser på vegne af
juridiske personer.
Reglerne gælder alene vejledning i forbindelse med konkrete
afgørelsessager. Vejledning skal efter bestemmelsen gives i fornødent
omfang efter en konkret vurdering. Vejledningspligten indebærer bl.a., at
der i konkrete sager skal vejledes om, hvilke retsregler, der finder
anvendelse, og reglernes betydning for sagens parter, samt om hvilke
oplysninger, der skal tilvejebringes som led i sagens behandling. Dette
indebærer bl.a., at told-, skatte- og afgiftsmyndighederne skal vejlede en
part med hensyn til at uddybe eller præcisere eventuelle indsigelser
vedrørende en sags faktum, eller i øvrigt vejlede borgerne/virksomhederne
om udfyldelse af blanketter eller lignende på myndighedens område.
Endvidere skal myndighederne give oplysning om, hvor lang tid
sagsbehandlingen forventes at vare. Det fremgår af FOB 2000, s. 285 ff.,
at vejledningspligten også omfatter situationer, der klart er lovgivet om,
som i den foreliggende sag acontoskattereglerne for selskaber.
Borgere/virksomheder kan henvende sig til bopælskommunen om skattemæssige
problemer. Kommunens skatteforvaltning kan i tvivlstilfælde rådføre sig
med de regionale told- og skattemyndigheder.
Henvendelse til de statslige myndigheder om told, moms, afgifter,
selskabsbeskatning mv. skal rettes til den stedlige regionale told- og
skattemyndighed.
Bindende tariferings- og
oprindelsesoplysninger
Om vejledning om muligheden for indhentelse af bindende
tariferingsoplysninger (BTO) kan henvises til TfS 1999, 951 ØLD vedrørende
toldafgifter. Her fandt landsretten, at told- og skatteregionen ikke havde
tilsidesat vejledningspligten, idet det ikke var godtgjort, at told- og
skatteregionen havde anledning til at henlede opmærksomheden på adgangen
til at indhente en BTO.
Tolkebistand
Efter FVL § 7, stk. 1, skal en forvaltningsmyndighed i fornødent
omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om
spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Det følger af denne
vejledningspligt og af officialmaksimen, at told- og skattemyndighederne
over for udlændinge er forpligtet til at skaffe fornøden tolkebistand, når
den, der retter henvendelse, ikke behersker det danske sprog
tilstrækkeligt godt. Dette gælder også uden for de tilfælde, hvor der
efter en international konvention - som fx den nordiske sprogkonvention -
er pligt hertil.
I afgørelsessager indebærer denne forpligtelse, at mundtlige
forhandlinger, så vidt det er muligt, bør foregå ved hjælp af
tolkebistand, ligesom der i fornødent omfang bør ydes tolkebistand ved
meddelelse af afgørelser, hvis det findes påkrævet.
Når told- og skattemyndighederne har vejledt om eventuelle
dokumentationskrav, er det derimod den pågældende borgers/virksomheds eget
ansvar, at denne dokumentation forelægges myndigheden i en umiddelbar
forståelig herunder sproglig tilgængelig form.
Videresendelse til rette
myndighed
Efter FVL § 7, stk. 2, skal en forvaltningsmyndighed, der modtager en
skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, så vidt muligt
videresende henvendelsen til rette myndighed, jf. FOB 1998, 304.
Ombudsmanden udtalte, at en skattemyndighed, der havde truffet afgørelse i
en sag, som ikke vedrørte dens sagsområde, burde have sikret sig, at den
var kompetent til at behandle sagen, ligesom den burde have videresendt en
henvendelse, der ikke vedrørte dens sagsområde, til rette myndighed. Da
ombudsmanden anså afgørelsen for ugyldig på grund af kompetencemangel,
burde Told- og Skattestyrelsen endvidere efter hans opfattelse have
ophævet afgørelsen og oversendt sagen til rette myndighed. Se nærmere om
den stedlige kompetence i afsnit
A.3 og om
konsekvenser af manglende eller ufyldestgørende vejledning i
afsnit F.1 .
Særligt for toldområdet
På toldområdet gælder herudover art. 11 i EF's
toldkodeks ,
hvorefter enhver person kan anmode toldmyndighederne om oplysninger om
anvendelse af toldforskrifterne.
Eksempler på konkret
vejledningsforpligtelse
Vedrørende pligten til at vejlede om adgangen til omgørelse efter SSL
§ 37 C, henvises til
O.1. Vedrørende muligheden for at foretage betalingskorrektion efter
ligningslovens § 2, stk. 4, gælder der almindelig vejledningsforpligtelse,
se nærmere herom i Told- og Skattestyrelsens redegørelse offentliggjort i
TfS 2000,740, afsnit 4.1. Vedrørende vejledning på straffesagsområdet
henvises særligt til
P.2 om
forsvarerbistand. Vedrørende pligten til at vejlede om kompetent myndighed
i relation til ekstraordinær genoptagelse efter SSL § 35, henvises til
H.1 .
Vedrørende adgangen til at udligne forhøjelse af en skatteansættelse med
yderligere af- og nedskrivning gælder ligeledes en almindelig
vejledningsforpligtelse, se nærmere herom i
TSS-cirkulære 2000-34 .
Klagevejledning
Der henvises i det hele til
E.3.9.
E.3.2 Repræsentation
Efter
FVL § 8,
stk. 1, kan den, der er part i en sag, som udgangspunkt på ethvert
tidspunkt under sagens behandling vælge at lade sig repræsentere eller
bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt,
når det er af betydning for sagens afgørelse, fx en straffesag.
I forvaltningsloven findes der ikke regler om, hvem der kan
repræsentere eller bistå en part. Parten kan derfor lade sig repræsentere
eller bistå af såvel sagkyndige, fx en advokat eller revisor, som af
andre. Repræsentation kan dog normalt kun foretages af en person, der er
myndig.
FVL § 8, stk. 2, indeholder en undtagelse til hovedreglen i stk. 1,
idet partens ret til at lade sig repræsentere ikke gælder, hvis partens
interesse i at lade sig repræsentere findes at burde vige for væsentlige
hensyn til offentlige eller private interesser, herunder i særlige
tilfælde parten selv. Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at
myndigheden i hver enkelt tilfælde foretager en konkret afvejning af på
den ene side partens interesse i at få den pågældende
bistand/repræsentation og på den anden side de hensyn, der taler for at
afskære parten fra denne adgang til bistand/repræsentation.
Omkostningerne ved eventuel sagkyndig bistand er myndighederne
uvedkommende, bortset fra de tilfælde som er omfattet af reglerne om
omkostningsgodtgørelse, SSL kap. 3A, jf. afsnit
K.
Fuldmagt
Forvaltningsmyndigheden afgør, om den, der optræder som
partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden
måde godtgøre, at den pågældende repræsenterer parten. Advokater og
revisorer er typiske partsrepræsentanter, hvorfor der normalt ikke kræves
dokumentation for fuldmagtsforhold fra disse, medmindre det er særligt
begrundet i sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt.
Det bemærkes, at retten til repræsentation ikke uden særskilt fuldmagt
omfatter retten til at lade repræsentanten modtage penge fra myndigheden
på partens vegne.
Særligt under hensyn til tavshedspligtsreglerne, vil det normalt være
nødvendigt, at andre, der optræder som partsrepræsentant, fremlægger en
skriftlig fuldmagt som dokumentation for fuldmagtsforholdet. Dette gælder
fx ved enhver henvendelse til en myndighed om en konkret sag, som ikke
vedrører den pågældendes egne forhold. Fuldmagt er således nødvendig for
at sikre, at myndigheden ikke uberettiget videregiver tavshedsbelagte
oplysninger.
Forretningsordnerne for Landsskatteretten § 20, for Ligningsrådet § 14
og for skatteankenævnene § 17 indeholder nærmere regler om repræsentation.
Reglerne præciserer partsrepræsentantens adgang til at disponere på
partens vegne.
Særligt for told
På toldområdet gælder endvidere artikel 5 i
EF-toldkodeksen ,
hvorefter en repræsentant med undtagelse af enkelte nærmere beskrevne
tilfælde skal være etableret i Fællesskabet. Repræsentanten skal
tilkendegive at handle på den persons vegne, der repræsenteres, og være i
besiddelse af en fuldmagt fra denne.
Den person, der ikke tilkendegiver at handle i en anden persons navn
eller for en anden persons regning, eller som handler i en anden persons
navn eller for en anden persons regning uden at være i besiddelse af en
fuldmagt, anses for at handle i eget navn og for egen regning.
Toldmyndighederne kan kræve, at repræsentanten dokumenterer sit
fuldmagtsforhold.
E.3.3 Sagens oplysning
For forvaltningsmyndighedernes sagsbehandling gælder
officialprincippet. Officialprincippet findes hverken beskrevet i
skattestyrelsesloven eller i forvaltningsloven, men har hjemmel i uskreven
retssædvane.
Officialprincippet betyder, at en forvaltning har ansvaret for at de
nødvendige oplysninger foreligger, og at de nødvendige undersøgelser
foretages inden der træffes afgørelse i en sag. I praksis foregår dette i
vidt omfang via de oplysninger, der pligtmæssigt indberettes i henhold til
lovgivningen.
Officialprincippet betyder ikke nødvendigvis, at
forvaltningsmyndigheden altid selv skal fremskaffe de nødvendige
oplysninger. Dette kan ske i samarbejde med andre myndigheder og
borgeren/virksomheden selv. Forvaltningsmyndigheden vil dog ikke uden
videre kunne lægge borgerens/virksomhedens oplysninger til grund, men må i
et nødvendigt omfang kontrollere dem og således sikre, at sagen bygger på
det materielt rigtige grundlag.
I
SKM2003.27.ØLR
fandt Landsretten, at Told-og Skattestyrelsen både ved udsendelse af
agterskrivelse og ved udsendelse af kendelse havde et fuldt tilstrækkeligt
faktisk og retligt oplysningsgrundlag til at kunne træffe en korrekt
afgørelse.
Et væsentligt led i told- og skattemyndighedernes sagsbehandling er
told- og skattelovgivningens bestemmelser om pligtmæssige oplysninger fra
borgerne/virksomhederne. Det drejer sig især om reglerne om den enkelte
borgers/virksomheds selvangivelsespligt, angivelses- og
oplysningspligt i øvrigt, men også om told- og skattemyndighedernes adgang
til at indhente regnskabsmateriale, foretage virksomhedseftersyn og
indhente oplysninger fra tredjemand, jf. reglerne i skattekontrolloven og
afgiftslovene.
Det almindelige krav om, at myndighederne skal påse, at
sagbehandlingstiden ikke bliver unødigt langvarig indebærer ikke, at
myndighederne kan undlade at sørge for, at sagen er forsvarligt oplyst. I
de tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har givet anledning til kritik fra
Folketingets Ombudsmand, retter kritikken sig først og fremmest imod de
perioder i sagsforløbet, hvor sagens behandling har været gået helt i stå,
jf. fx FOB 1995, 237 og FOB 1995, 251. Det må derfor påhvile den
myndighed, der har foretaget en høring eventuelt at rykke for et
høringssvar, og det kan ofte være hensigtsmæssigt at fastsætte en
svarfrist.
Se nærmere om konsekvenserne af manglende overholdelse af
officialprincippet i afsnit
F.1 .
E.3.4 Notatpligt
I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager
oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af
betydning for sagens afgørelse, eller i sager, hvor myndigheden på anden
måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af
oplysningerne, jf.
OFL § 6,
stk. 1. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af
sagens dokumenter.
Der kan både være tale om, at myndigheden på egen hånd indhenter
mundtlige oplysninger, eller der kan være tale om en henvendelse fra
borgeren/virksomheden selv eller fra en trediemand, eksempelvis fra en
anmelder.
Dokumenter, som indeholder oplysninger, der er noteret i henhold til
notatpligten, er en del af grundlaget for afgørelsen og er undergivet
aktindsigt med de undtagelser, der følger af OFL §§ 7-14, jf. afsnit
M.1.2.2.
Sådanne dokumenter er ligeledes omfattet af parters ret
til
aktindsigt med de undtagelser, der følger af FVL §§ 12-15, jf. afsnit
M.1.2.1.
Hvor der ikke findes et lovbestemt krav om, at en
anmodning skal
fremsættes skriftligt, kan en sag derfor startes mundtligt, ved at
borgeren/virksomheden henvender sig personligt eller telefonisk, og ved at
myndigheden i henhold til notatpligten noterer anmodningen eller
henvendelsen fra borgeren/virksomheden, uanset om det i forbindelse med
sagbehandlingen er nødvendigt at kræve skriftlig dokumentation. Se nærmere
om konsekvenserne af manglende overholdelse af notatpligten i
afsnit F.1 .
Udover de oplysninger forvaltningen har pligt til at notere efter OFL §
6 følger det af god forvaltningsskik, at myndigheden desuden skal notere
væsentlige oplysninger om sagens ekspedition.
E.3.5 Høring
Reglerne om høring på myndighedens initiativ, inden der træffes en
bebyrdende afgørelse, har til formål at sikre, at sagens parter får
lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske
afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Denne ret for
borgeren/virksomheden til at få lejlighed til at påpege misforståelser,
unøjagtigheder eller ufuldstændigheder i det foreliggende sagsmateriale,
vil kunne medvirke til at sikre, at myndighedens afgørelser træffes på det
bedst mulige faktiske grundlag. Reglerne om høring gælder ikke ved
afgørelser, der giver borgeren/virksomheden fuldt ud medhold.
Om konsekvenserne af manglende høring, se afsnit
F .
E.3.5.1 De forskellige regelsæt
Forvaltningsloven
FVL §§
19-21 indeholder regler om partshøring. Reglerne betyder, at hvis en part
i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i
besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, må
myndigheden ikke træffe afgørelse, før parten er gjort bekendt med
oplysningerne og har haft lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det
gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part
og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Herudover findes der i
FVL § 19, stk. 2, en række nærmere opregnede tilfælde, hvor der
undtagelsesvis ikke er pligt til partshøring. Endelig fremgår det af FVL §
20, at i sager, hvor myndigheden efter anmodning fra en part kan ændre en
afgørelse, kan partshøring undlades, hvis sagens karakter og hensynet til
parten selv taler for det.
Selv om udgangspunktet er, at en sags juridiske elementer ikke er
omfattet af partshøringspligten, kan et ændret retligt bedømmelsesgrundlag
bevirke, at der skal ske partshøring herom. Dette vil også være tilfældet
i situationer, hvor en udtalelse, som afgørelsesmyndigheden har indhentet
fra en anden myndighed, indeholder et ændret retligt bedømmelsesgrundlag.
Forvaltningslovens
partsbegreb
Forvaltningsloven indeholder ikke en definition af partsbegrebet, men
udtrykket skal forstås i overensstemmelse med det almindelige
forvaltningsretlige partsbegreb, herunder den praksis, der har udviklet
sig i tilknytning hertil. Afgørelsens adressat, dvs. den person afgørelsen
rettes til er herefter utvivlsomt part. Men også andre end adressaten kan
være part. Som part anses personer i øvrigt, der har en væsentlig,
direkte, individuel og retlig interesse (af økonomisk eller personlig art)
i sagens afgørelse og udfald.
Skattestyrelsesloven
Ved siden af forvaltningsloven indeholder
skattestyrelsesloven detaljerede
regler om ubetinget partshøring i form af agterskrivelse, jf. afsnit
E.3.5.2 og
sagsfremstilling, jf. afsnit
E.3.5.3
og
E.3.6 .
Skattestyrelseslovens
partsbegreb
Skattestyrelseslovens partsbegreb omfatter alene den eller de
personer, som afgørelsen er direkte rettet til. I modsætning til
forvaltningsloven omfatter skattestyrelseslovens partsbegreb ikke andre,
som har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse (af
økonomisk eller personlig art) i sagens afgørelse og udfald.
Skattestyrelseslovens ubetingede krav om høring i form af agterskrivelse
og evt. sagsfremstilling gælder således kun, når der er tale om
afgørelsens adressat. Andre, som har en væsentlig, direkte, individuel og
retlig interesse (af økonomisk eller personlig art) i sagens afgørelse og
udfald, skal alene høres efter forvaltningslovens regler. Det betyder, at
hvis andre end afgørelsens adressat er part, er der pligt til at foretage
partshøring efter reglerne i FVL §§ 19-21, men der er ikke krav om
ubetinget høring i form af agterskrivelse og sagsfremstilling.
Se fx
SKM2001.344.HR ,
hvor høringen af et sambeskattet moderselskab i forbindelse med ændringen
af ansættelsen for datterselskabet var sket ved, at moderselskabet havde
modtaget kopi af agterskrivelsen til datterselskabet. Reglerne i
forvaltningsloven har en udfyldende selvstændig betydning for de
afgørelser, der træffes efter reglerne i skattestyrelsesloven.
Told-, moms- og
afgiftssager
I alle told-, moms- og afgiftssager skal et forslag til afgørelse og
en sagsfremstilling sendes til høring hos afgørelsens adressat efter
tilsvarende regler, som gælder efter skattestyrelsesloven. I sager, der
kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, skal sagsfremstilling dog først
udarbejdes, når klage er indgivet. Andre end afgørelsens adressat, som er
part i sagen, skal høres efter reglerne i FVL §§ 19-21, jf. endvidere
afsnit
E.3.5.3.
Andre skattesager end sager om
ansættelse
I skattesager, der vedrører andet end ændring af skatteansættelser, og
som kan påklages til Landsskatteretten, henvises til fremgangsmåden under
afsnit
E.3.5.3 .
Der henvises i øvrigt til afsnit
E.3.6 .
E.3.5.2 Høring - skat
Der skal ifølge
SSL § 3, stk. 4 udsendes
agterskrivelse, når den kommunale skattemyndighed ønsker at foretage en
skatteansættelse på et andet grundlag end selvangivet, eller ønsker at
ændre den del af grundlaget for en skatteansættelse, der skal selvangives.
Denne høringspligt er ubetinget, for så vidt angår afgørelsens adressat og
gælder ved siden af den almindelige høringspligt efter FVL §§ 19-21,
hvorefter der som udgangspunkt skal foretages høring af en part, når
myndigheden er kommet i besiddelse af oplysninger om sagens faktiske
omstændigheder, som parten ikke kan antages at være bekendt med, og
oplysningerne både er til ugunst for den pågældende part og af væsentlig
betydning for sagens afgørelse.
En agterskrivelse skal indeholde en begrundelse, således at den
skattepligtige kan tage reel stilling til forslaget.
Hvis skattemyndigheden ikke vil følge sin agterskrivelse, fx fordi der
er tilgået myndigheden nye oplysninger af væsentlig betydning, som den
skattepligtige ikke har haft lejlighed til at udtale sig om, må en ny
agterskrivelse udsendes til den skattepligtige, jf. TfS 1997, 105 LSR.
Se modsat
SKM2001.498.HR ,
der er nærmere omtalt i afsnit
E.3.5.4
om
fornyet høring.
Hvis den skattepligtige ikke gør indsigelse mod agterskrivelsen, kan
udsendelse af en egentlig kendelse udelades, jf. SSL § 3, stk. 4, 3. pkt.
Den skattepligtige vil herefter alene modtage en årsopgørelse, der er
baseret på den nu gennemførte skatteansættelse. Hvis den skattepligtige
gør indsigelse mod agterskrivelsen, skal der altid udsendes kendelse, jf.
SSL § 3, stk. 4, 4. pkt.
Oplysninger, der skal
selvangives
Den ubetingede pligt til høring af afgørelsens adressat efter SSL § 3,
stk. 4, 1. pkt., omfatter alene oplysninger af den type, der skal
selvangives. De oplysninger, der skal selvangives, er de typer af
oplysninger, der kræves selvangivet efter SKL § 1, herunder de
oplysninger, der indberettes årligt fra arbejdsgiver, finansielle
institutioner mv. efter afsnit II i skattekontrolloven. De oplysninger,
der skal selvangives, er typisk oplysninger om indkomst, herunder fradrag,
oplysninger om kvalificering af en indkomst som fx personlig indkomst
eller kapitalindkomst, oplysninger om indkomst fra udlandet eller
oplysninger om værdien af ejerbolig.
Skatteberegning
Derimod er det ikke et krav efter skattestyrelsesloven, at der
foretages høring i tilfælde, hvor den påtænkte ændring skyldes en ændret
skatteberegning, fx i form af overførsel af et uudnyttet underskud,
bundfradrag eller personfradrag mellem ægtefæller, fremførsel af et
underskud til fradrag i den skattepligtiges indkomst for følgende
indkomstår eller beregning af en skattelempelse efter en
dobbeltbeskatningsaftale med en fremmed stat. I disse tilfælde finder
alene de almindelige høringsregler i FVL §§ 19-21 anvendelse.
For sager vedrørende skatteberegning, som blev rejst af
skattemyndighederne inden den 1. juli 1999, kan der henvises til
SKM2002.231.HR
(tidligere
SKM2001.172.ØLR ),
hvor den manglende høring af en ægtefælle, hvis overførte underskud fra
den anden ægtefælle blev ændret, ikke medførte ugyldighed. Begrundelsen
herfor var, at der var tale om en konsekvensrettelse af beregningsmæssig
karakter, og at der ikke var fremsat materielle indsigelser. I
SKM2002.417.ØLR
fandt Landsretten ligeledes, at ændring af en ægtefælles skatteansættelse
var konsekvensrettelse af beregningsmæssig karakter, som følge af ændrede
skatteansættelser for den anden ægtefælle. Da der ikke var fremkommet
indsigelser vedrørende det endelige materielle resultat, medførte den
manglende udsendelse af agterskrivelse til ægtefællen ikke, at
skatteansættelserne var ugyldige.
Se tilsvarende
SKM2001.344.HR ,
hvor manglende høring af et moderselskab i forbindelse med ansættelse af
sambeskatningsindkomst ikke medførte ugyldighed, fordi moderselskabet
havde haft lejlighed til at gøre indsigelse i forbindelse med en
forudgående ansættelsesændring vedrørende et sambeskattet
datterselskab.
Afledt opgørelse af
indkomstansættelsen
Udtrykket skatteansættelse af indkomst er ikke entydigt men det
antages ikke at omfatte bidrag til arbejdsmarkedsfondene, jf. TfS 1998,
364 DEP, da dette er en afledt opgørelse af indkomstansættelsen. De
afledte opgørelser af indkomstansættelsen skal ikke selvangives. Når de
kommunale skattemyndigheder ændrer skatteansættelsen, er det derfor ikke
nødvendigt, at den regionale told- og skattemyndighed udsender et særskilt
forslag til afgørelse om ændring af AM-bidrag, da den skattepligtiges
behov for begrundelse og klagevejledning vil fremgå af
ligningsmyndighedens afgørelse, som vil kunne påklages. Kun i tilfælde
hvor den regionale told- og skattemyndighed ønsker at ændre bidraget uden
at ændre skatteansættelsen er der tale om en egentlig afgørelse med hensyn
til AM-bidrag, som kræver udsendelse af forslag til afgørelse og
sagsfremstilling, jf. afsnit
E.3.5.3.
Derimod skal både kommunen og den regionale told- og
skattemyndighed sende et forslag til afgørelse, hvis en ændring af
AM-bidrag medfører en forhøjelse af skatteansættelsen.
Frist
Efter SSL § 3, stk. 4, 2. pkt., skal skattemyndighederne give den
skattepligtige en frist til at udtale sig over den påtænkte
skatteansættelse. Længden af denne frist beror på et skøn over behovet
herfor i den enkelte sag, og det er lovfæstet, at høringsfristen skal være
på mindst 15 dage regnet fra høringsskrivelsens datering, svarende til 14
dage fra den skattepligtiges modtagelse af høringsskrivelsen ved normal
postbesørgelse. I
SKM2002.508.ØLR
fandt Landsretten, at den 14 dages frist, der var fastsat i en
agterskrivelse, efter sagens omfang og karakter samt henset til
tidspunktet for afsendelsen kort før jul var for kort til, at de
skattepligtige havde rimelige vilkår til varetagelse af sine interesser.
Efter en konkret væsentligshedvurdering førte fejlen imidlertid ikke til
ugyldighed, da Landsretten lagde vægt på, at ændringen af
skatteansættelsen fremgik af og var i overensstemmelse med et tidligere
revisionsnotat, som de skattepligtige var bekendt med og havde haft adgang
til at udtale sig om. Landsretten tillagde det endvidere betydning, at to
af de skattepligtige var bekendt med tilsvarende ansættelsesændringer for
andre selskaber, og at forhøjelsens materielle indhold i øvrigt kunne
opretholdes.
Det fremgår af TfS 1997, 350 LSR, at skattemyndighederne kan kræve, at
et eventuelt møde afholdes inden indsigelsesfristens udløb.
I
SKM2003.273.HR
fandt retten ikke grundlag for at fastslå, at der var begået fejl i
forbindelse med sagsbehandlingen i den kommunale skatteforvaltning i en
sag, hvor den kommunale skatteforvaltning traf afgørelse i en sag
efter, at der var indkommet høringssvar, men forinden høringsfristens
udløb.
Særligt for selskabsligning
Den skatteansættende myndighed skal for så vidt angår
skatteansættelser for juridiske personer, bortset fra dødsboer - udover en
agterskrivelse - udarbejde en sagsfremstilling, inden der træffes en
bebyrdende afgørelse, der kan påklages til Landsskatteretten, jf. SSL § 12
A, der henviser til SSL § 21, stk. 3. Om kravene til en sagsfremstilling,
se afsnit
E.3.6 .
Sagsfremstillingen skal sendes til høring samtidig med
agterskrivelsen, jf. afsnit
E.3.5.3.
For sambeskattede selskaber gælder specielt, at der skal sendes
agterskrivelse til både moder- og datterselskab, hvis skattemyndighederne
påtænker at ændre datterselskabets skatteansættelse, jf.
SKM2001.344.HR ,
hvor det er forudsat, at der i forbindelse med en ændring af et
datterselskabs skatteansættelse skulle gives moderselskabet lejlighed til
at fremkomme med en udtalelse, da ændringen af skatteansættelsen havde
umiddelbar betydning for moderselskabets skatteforhold.
Ifølge SSL § 12 A, som henviser til SSL § 3, stk. 4, kan udsendelse af
kendelse udelades, hvis selskabet ikke har haft indsigelser til
agterskrivelsen. Hvis selskabet har indsigelser, skal der altid udsendes
kendelse, jf. SSL § 12 A, som henviser til § SSL § 3, stk. 4.
Særligt for skatteansættelser
foretaget af de statslige skattemyndigheder
For så vidt angår skatteansættelser der er foretaget af de statslige
skattemyndigheder efter SSL § 14, stk. 4 og § 19 skal der udover en
agterskrivelse, udarbejdes en sagsfremstilling, inden der træffes en
bebyrdende afgørelse, der kan påklages til Landsskatteretten, jf. SSL §
14, stk. 4, der henviser til SSL § 21, stk. 3. Om kravene til en
sagsfremstilling, se afsnit
E.3.6 .
Sagsfremstillingen skal sendes til høring samtidig med
agterskrivelsen, jf. afsnit
E.3.5.3.
Ifølge SSL § 14, stk. 4, som henviser til SSL § 3, stk. 4 kan
udsendelse af kendelse udelades, hvis borgeren/virksomheden ikke har haft
indsigelser til agterskrivelsen. Hvis borgeren/virksomheden har
indsigelser, skal der altid udsendes kendelse, jf. SSL § 14, stk. 4, som
henviser til § SSL § 3, stk. 4.
E.3.5.3 Høring - told, moms, afgift,
arbejdsgiverkontrol og andre skattesager end ansættelsessager
I følgende sager, som ikke giver borgeren/virksomheden fuldt ud medhold
eller har negative følger for borgeren/virksomheden, skal der udarbejdes
en sagsfremstilling:
alle told-, moms- og afgiftssager
sager, der afgøres af arbejdsgiverkontrollen
skattesager, der ikke er ansættelsessager
I sager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal der også
udarbejdes en tilkendegivelse til afgørelsens adressat af, hvilken
afgørelse de foreliggende oplysninger efter myndighedens opfattelse giver
grundlag for (forslag til afgørelse).
Begrundelsen i forslaget til afgørelse skal fremtræde sådan, at
borgeren/virksomheden kan tage reel stilling til forholdet.
Høringspligten opfyldes på følgende måde: Inden der træffes afgørelse i
en sag, der kan påklages til Landsskatteretten, skal forslaget til
afgørelse og sagsfremstillingen sendes til afgørelsens adressat. Andre end
afgørelsens adressat, som er parter efter forvaltningsloven, skal høres
efter forvaltningslovens regler, jf. afsnit
E.3.5.1
.
I sager med et indhold, der alene kan påklages til Told- og
Skattestyrelsen, skal den regionale told- og skattemyndighed ligeledes
sende den sagsfremstilling, der udarbejdes, når den regionale told- og
skattemyndighed har modtaget klagen, jf. afsnit
E.3.6 , til høring hos afgørelsens
adressat, før sagsfremstillingen sammen med klagen sendes til Told- og
Skattestyrelsen. Andre end afgørelsens adressat, som er parter efter
forvaltningsloven, skal høres efter forvaltningslovens regler, jf. afsnit
E.3.5.1
.
I sager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal der sendes en
særskilt meddelelse til afgørelsens adressat om sagens afgørelse. Dette
gælder også, når der ikke har været indsigelser til forslaget til
afgørelse og sagsfremstillingen.
Om fornyet høring, se afsnit
E.3.5.4
.
Frist
Når forslaget til afgørelse og sagsfremstillingen er sendt til høring
skal afgørelsens adressat og evt. andre parter have en frist på mindst 14
dage regnet fra dagen for materialets fremsendelse til at komme med
kommentarer og bemærkninger til materialet, herunder til at anmode om et
møde med myndigheden.
Høring af tredjemand
Hvis en påtænkt afgørelse indebærer en told-, skatte- eller
afgiftsretlig stillingtagen til et retsforhold mellem den som den påtænkte
afgørelse retter sig til og en tredjemand, og vil denne stillingtagen
kunne lægges til grund for en told-, skatte- eller afgiftsretlig afgørelse
vedrørende tredjemanden, kan tredjemanden høres over den påtænkte
afgørelse. Høringen skal i givet fald foretages samtidig med og med samme
svarfrist som høringen af den, som den påtænkte afgørelse retter sig til.
Det skal påses, at fortrolige oplysninger ikke derved røbes for
uvedkommende. Foretages der høring af tredjemand, og er tredjemand ikke
hjemmehørende i den regionale told- og skattemyndighed, der påtænker at
træffe afgørelsen, skal den regionale told- og skattemyndighed, hvor
tredjemand er hjemmehørende, også høres over den påtænkte afgørelse. Den
hørte myndighed skal orientere Landsskatteretten om høringen, hvis
tredjemand på høringstidspunktet allerede har påklaget forholdet til
Landsskatteretten.
Særligt om parter og
arbejdsgiverkontrol
Arbejdsgiveren er som afgørelsens adressat utvivlsomt part, og skal
høres efter tilsvarende regler, som gælder efter skattestyrelsesloven, og
som indebærer, at der altid skal sendes et forslag til afgørelse og en
sagsfremstilling til høring hos arbejdsgiveren, inden der træffes en
bebyrdende afgørelse.
Det er dog ofte indkomstmodtageren, der har den væsentligste interesse
i sagen, fx når afgørelsen drejer sig om indkomstmodtagerens status som
lønmodtager/selvstændigt erhvervsdrivende, eller om hvorvidt en
godtgørelse skal anses for skattepligtig eller ej. Den enkelte
indkomstmodtager kan således - uanset om afgørelsen omfatter få eller
mange - have en klar direkte, retlig og individuel interesse i sagens
udfald. Det må derfor i det aktuelle tilfælde bero på en konkret
vurdering, om der er tale om en eller flere parter. Hvis en
indkomstmodtager anses for part og er uvidende om, at der ved den
regionale told- og skattemyndighed verserer en sag, som påtænkes afgjort
til ugunst for den pågældende, må betingelserne for at foretage
partshøring efter forvaltningslovens regler, som hovedregel antages at
være tilstede. Derimod er der ikke krav om at foretage ubetinget høring af
indkomstmodtageren i form af forslag til afgørelse og sagsfremstilling. Se
endvidere afsnit
E.3.5.1
.
Særligt om told
EF's toldkodeks indeholder ikke særlige regler om høring, før der
træffes afgørelse efter toldlovgivningen, og derfor gælder der de samme
regler på toldområdet som på de øvrige områder. Dog forudsætter art. 220
om toldskyld, at toldmyndigheden træffer en hurtig afgørelse. Bestemmelsen
udelukker imidlertid ikke, at myndigheden søger en eventuel tvivl om
grundlaget for afgørelsen afklaret ved høring af sagens parter, før selve
afgørelsen træffes. Art. 220 har dog således mere snævre grænser for
høring.
E.3.5.4 Fornyet høring
Hvis der under en høring fremkommer nye oplysninger om sagens faktiske
omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og er
til ugunst for den, som afgørelsen retter sig til, og som denne ikke har
haft lejlighed til at udtale sig om, skal en ny agterskrivelse/et nyt
forslag til afgørelse samt en korrigeret sagsfremstilling, sendes til
høring hos afgørelsens adressat, jf. TfS 1997, 105 LSR. De nye oplysninger
skal i fornødent omfang identificeres i høringsskrivelsen.
Det samme gælder, hvor der ikke er afgivet udtalelse under den første
høring, men der efterfølgende er fremkommet nye oplysninger om sagens
faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens
afgørelse, og er til ugunst for den som afgørelsen retter sig til. De nye
oplysninger skal i fornødent omfang identificeres i høringsskrivelsen.
Fornyet høring kan endvidere komme på tale, hvis myndigheden i
væsentlig grad ændrer sin retlige vurdering i sagen ved at lægge vægt på
andre faktiske omstændigheder end i den hidtil udsendte sagsfremstilling
mv., jf. TfS 1997, 105 LSR. I dommen SKM2001.498.HR var det derimod ikke
nødvendigt at udsende en ny agterskrivelse i en situation, hvor grundlaget
for beskatning blev ændret fra en udbyttebetragtning til en
gavebetragtning inden for samme beløbsramme.
Uanset at et notats argumentation var udbygget i forhold til tidligere
notater i sagen, indeholdt notatet ingen nye oplysninger om sagens
faktiske omstændigheder, og der forelå derfor ikke ugyldighed, jf.
SKM2002.159.ØLR .
Dommen er anket til Højesteret.
E.3.5.5 Høring i skatteankenævn,
vurderingsankenævn, Landsskatteretten og Ligningsrådet
Høring i skatteankenævn
Ved høring i forbindelse med behandling af en klage i skatteankenævnet
findes regler om udarbejdelse af sagsfremstilling i SSL § 21, stk. 3.
Sagsfremstillingen sendes til klageren, der skal have mindst 14 dage til
at fremsætte bemærkninger. Herudover har klageren ret til at udtale sig
mundtligt eller skriftligt overfor nævnet, inden klagen afgøres, jf. SSL §
21, stk. 3. Skatteankenævnet kan, hvis udtalelsen ikke er afgivet inden
for rimelig tid, fastsætte en frist på ikke under 14 dage for
angivelse af udtalelsen, jf. SSL § 21, stk. 3. Der henvises i øvrigt til
afsnit
H.7.2.
Høring
i vurderingsankenævn
På vurderingsområdet gælder der den særlige regel om høring, at i de
tilfælde, hvor en ansættelse er påklaget af en anden end ejendommens ejer,
må et vurderingsankenævn ikke ændre ansættelsen mv., inden der er givet
ejeren lejlighed til at udtale sig, og i de tilfælde, hvor begæring om
vurdering er fremsat i anledning af salg, ikke inden køber eller sælger
har fået lejlighed til at udtale sig. Der henvises i øvrigt til afsnit
H.7.3.
Høring i Ligningsrådet
Såvel reglerne om agterskrivelse som reglerne om sagsfremstilling i
skatteankenævnene gælder endvidere for Ligningsrådet ved foretagelse af
skatteansættelser, jf. SSL § 14, stk. 4, og § 19, stk. 1. For
Ligningsrådet findes regler om en skattepligtigs adgang til mundtlig
forhandling i forretningsordenens §§ 8 og 9, stk. 2. Der henvises i øvrigt
til afsnit
H.7.6.
Høring i
Landsskatteretten
Særlige regler om partshøring i landsskatteretssager findes i SSL §§
26, stk. 1 og 27 om mundtlig forhandling med Landsskatterettens kontorer
og mundtlig forhandling under et egentligt retsmøde. Nærmere regler findes
i forretningsordenen for Landsskatteretten §§ 6 og 7. Se endvidere afsnit
H.7.4.
E.3.5.6 Høring af andre myndigheder
Lovbestemt høring af andre
myndigheder
SSL § 21, stk. 2 indeholder en regel om at skatteankenævnet skal
indhente en udtalelse fra den myndighed, som har truffet den påklagede
afgørelse, inden der træffes afgørelse, jf. også afsnit
H.7.2 .
Forretningsordenen for Landsskatteretten § 4, stk. 3, og § 5
indeholder regler om eventuel høring af den myndighed der har truffet den
påklagede afgørelse, samt om eventuel høring af Told- og Skattestyrelsen,
jf. nærmere herom afsnit
H.7.4.
Herudover finder der i visse love - fx afskrivningslovens § 45, stk. 5,
og ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 8, - særlige regler om høring
af andre myndigheder.
Ikke lovbestemt høring af
andre myndigheder
Selvom der ikke eksisterer en lovbestemt pligt til høring af en anden
myndighed, kan en sådan høring være et nødvendigt led i at få sagen
tilstrækkeligt oplyst i henhold til officialprincippet. Hvis der foretages
høring af en anden myndighed bør det i høringsskrivelsen anføres på hvilke
områder, der ønskes en udtalelse, og hvornår udtalelsen bør foreligge. Der
gælder en særlig høringspligt vedrørende afgørelser om fritagelse for
betaling af arbejdsmarkedsbidrag. I sådanne sager skal Den Sociale
Sikringsstyrelse høres af de regionale told- og skattemyndigheder, inden
afgørelse træffes i sager om anvendelse af arbejdsmarkedsfondslovens § 7,
stk. 3, eller stk. 4. Efter § 7, stk. 3, er personer, som er omfattet af
De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring for
arbejdstagere, selvstændigt erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer,
der flytter inden for Fællesskabet (Forordning 1408/71), kun
bidragspligtige efter stk. 1 og 2, i det omfang det følger af
forordningerne, at de pågældende er undergivet dansk lovgivning. Efter §
7, stk. 4, bortfalder bidragspligten efter lovens § 7, stk. 1-2, når det
følger af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig aftale for en eller flere
af de ydelser, der er nævnt i lovens §1. Det er de regionale told- og
skattemyndigheders opgave at afklare, om der er tale om
beskæftigelse/ophold/bopæl i et land, som er omfattet af ovennævnte
1408/71-forordning (herefter EØS-land), eller med hvilket Danmark har
konvention om social sikring (herefter aftaleland). Når dette er afklaret,
vil Den Sociale Sikringsstyrelse skulle høres i de sager, hvor der er tale
om beskæftigelse/ophold/bopæl i et EØS-land eller et aftaleland. I sager,
hvor der ikke er tale om beskæftigelse/ophold/bopæl i et EØS-land eller et
aftaleland, skal Den Sociale Sikringsstyrelse ikke høres. De regionale
told- og skattemyndigheder er i denne forbindelse velkomne til at kontakte
Den Sociale Sikringsstyrelse telefonisk med henblik på afklaring af, om
der er en konvention, der finder anvendelse eller ej. I den forbindelse
bemærkes om definitionen af staten Israels område: Konventionen mellem
Danmark og Israel om social sikring gælder for staten Israels område. Det
bemærkes, at staten Israels område ikke omfatter det palæstinensiske
selvstyreområde eller de besatte dele af Gaza eller Vestbredden. Hvad
angår en nærmere beskrivelse af hvilke lande, der er EØS-lande, henvises
til
Vejledningen om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, afsnit
C.6 om
social sikring.
E.3.6 Sagsfremstilling
Sagsfremstilling i
skatteankenævn
Der findes detaljerede regler om kravene til en sagsfremstilling ved
skatteankenævnene i
SSL § 21,
stk. 3 og forretningsordenen for skatteankenævnene § 11. Bestemmelsen i §
11, stk. 5 indeholder endvidere en regel om, at sagsfremstillingen skal
ledsages af et forslag til begrundet afgørelse.
Hvis der ikke udarbejdes en sagsfremstilling, som sendes til klageren
med henblik på dennes eventuelle udtalelse, inden der træffes en
afgørelse, som ikke giver klageren fuldt ud medhold, er der tale om en
væsentlig sagsbehandlingsfejl, som kan medføre, at afgørelsen bliver
ugyldig, jf. TfS 1994, 772 LSR.
Sagsfremstilling i ToldSkat
Også i told-, skatte-, moms- og afgiftssager, der kan påklages
til Landsskatteretten, skal den myndighed, der har truffet afgørelsen i 1.
instans lave en sagsfremstilling, før der træffes en afgørelse i
sagen, som ikke giver borgeren/virksomheden fuldt ud medhold, jf. SSL §
14, stk. 4, som henviser til SSL § 21, stk. 3 og
lov nr. 1098 af 29. december 1997 om ændring af forskellige
skatte- og
afgiftslove, jf. bemærkningerne. Det fremgår af
bilag 4
hvilke afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten.
Tilsvarende skal der laves en sagsfremstilling i told-, skatte-, moms-
og afgiftssager, der kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, (bortset
fra tilfælde, hvor en evt. underliggende afgørelse kan påklages til
Landsskatteretten). Her skal sagsfremstillingen dog først laves, når der
er modtaget en klage over afgørelsen.
I dette afsnit omtales kravene til indholdet i en sagsfremstilling med
udgangspunkt i sager, der kan påklages til Landsskatteretten. Disse krav
finder tilsvarende anvendelse på sager, der kan påklages til Told- og
Skattestyrelsen, med de modifikationer der følger af, at
sagsfremstillingen i disse sager først skal udarbejdes, efter at der er
klaget, og dermed efter partshøring, og efter at der er truffet afgørelse
i 1. instans. Det bemærkes, at der evt. kan være pligt til fornyet
partshøring, jf. afsnit
E.3.5.4.
E.3.6.1 Formålet med en
sagsfremstilling
Formålet med ToldSkats sagsfremstillinger er give en samlet
fremstilling af sagen, og dermed sikre,
at myndighedernes afgørelser træffes på det bedst mulige grundlag
at antallet af klagesager til Landsskatteretten minimeres
at Landsskatteretten har det bedste grundlag for sit arbejde i de
sager, der påklages dertil
at faktum fastlægges, og beskrives som en helhed
at fejl og mangler, der konstateres under sagsbehandlingen,
resulterer i tilretning af de konkrete afsnit i
sagsfremstillingen
Det overordnede mål er, at øge
borgernes/virksomhedernes retssikkerhed.
For at opfylde disse krav anbefaler Told- og Skattestyrelsen den
disposition til en sagsfremstilling, som fremgår af afsnit
E.3.6.3.
Dispositionen forudsættes anvendt i alle ToldSkats
sager om ændring
af told-, skatte-, moms- eller afgiftsgrundlaget, som kan påklages til
Landsskatteretten. En sagsfremstilling kan således vedrøre både
fx told, skat, moms og afgift.
Før dispositionen nærmere beskrives, er det nødvendigt at redegøre for
nogle retningslinjer, som forudsættes anvendt, når der skal udarbejdes en
sagsfremstilling. Afsnit
E.3.6.2
beskriver disse retningslinjer.
E.3.6.2 Retningslinjer ved udarbejdelse af
sagsfremstillinger
Hvornår skal en
sagsfremstilling sendes ud
Borgeren/virksomheden skal have adgang til at fremsætte sine
bemærkninger til sagsfremstillingen, inden der træffes en afgørelse i
sagen. Det vil derfor være en fordel at få sagsfremstillingen ud så
hurtigt som muligt.
Sagsfremstillingen skal derfor sendes ud til høring samtidig med en
tilkendegivelse af, hvilken afgørelse de foreliggende oplysninger giver
grundlag for (forslag til afgørelse), jf. afsnit
E.3.5.3.
Borgeren/virksomheden vil på baggrund af sagsfremstillingen få et
bedre grundlag for at tage stilling til den afgørelse, som der efter
ToldSkats opfattelse er grundlag for. Når borgeren/virksomheden kommer med
sine indsigelser og bemærkninger til forslaget til afgørelsen, skal disse
indarbejdes i sagsfremstillingen.
I toldsager samt i afgørelser truffet af arbejdsgiverkontrollen skal
der i sager, der kan påklages til Landsskatteretten, sendes en særskilt
meddelelse om sagens afgørelse. Den endelige sagsfremstilling skal sendes
ud senest samtidig med den særskilte meddelelse om sagens afgørelse.
Fristen for fastsættelse og godtgørelse af afgift i moms- og
afgiftssager fremgår af skattestyrelseslovens § 35 B,
stk. 1, og svarer til fristreglerne på skatteområdet. Der henvises i
øvrigt til afsnit
G.1.2.2 .
På skatteområdet gælder SSL § 3, stk. 4 om udsendelse af kendelse, jf.
afsnit
E.3.5.2 .
Det anbefales dog, at der altid udsendes kendelse - også når der ikke har
været indsigelser fra borgeren/virksomheden. Når der altid bliver udsendt
en kendelse undgås problemer vedrørende forældelse, idet tidspunktet for
afgørelsen ikke vil være afhængig af tidspunktet for udsendelse af
årsopgørelse. Den endelige sagsfremstilling skal sendes til sagens parter.
Den endelige sagsfremstilling skal sendes ud senest samtidig med
kendelsen. På den måde vil de krav, som skattestyrelsesloven stiller være
opfyldt.
Se nærmere om konsekvenserne af manglende sagsfremstilling afsnit
F .
De formelle krav til en
sagsfremstilling
En sagsfremstilling skal indeholde en redegørelse for de oplysninger
om sagens faktiske omstændigheder, der påtænkes tillagt betydning ved
sagens afgørelse, jf.
SSL § 21, stk. 3.
Disse krav skal ses i sammenhæng med
FVL § 22 og § 24 om begrundelsespligt,
jf. afsnit
E.3.7 og
E.3.6.3.4 .
Sprogbrug
Udover de rent formelle krav er det vigtigt, at sagsfremstillingen kan
stå alene, og at hele sagen kan læses i en sammenhæng, så både
borgeren/virksomheden og Landsskatteretten kan forstå sagens indhold uden
at få tilført yderligere information.
Det er vigtigt, at borgeren/virksomheden forstår afgørelsen, fordi en
god begrundelse gør det lettere at acceptere, hvis afgørelsen går
ham/hende imod.
En sagsfremstilling skal formuleres klart, præcist og tydeligt. Brug
korte sætninger og undgå lange og indskudte sætninger samt omvendt
ordstilling.
Sagsfremstillingen er et
redigeret dokument
Sagsfremstillingen skal være et redigeret dokument. Oplysninger, der
fremkommer efter udarbejdelse af sagsfremstillingen, skal indarbejdes
under de relevante afsnit i dispositionen. Kommer borgeren/virksomheden
eksempelvis med nye opfattelser og begrundelser, skal de indarbejdes under
"borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor".
Kommentarer fra borgeren/virksomheden skal ind i sagsfremstillingen i
redigeret form, og skal altså ikke være en direkte afskrift af de
fremsatte kommentarer. Det kan dog være hensigtsmæssigt med korte citater
fra borgerens/virksomhedens indlæg, hvis citatet redigeres ind under de
relevante afsnit i sagsfremstillingen.
Oplysninger, der viser sig at være forkerte, skal rettes. Påviser
borgeren/virksomheden eksempelvis fejl vedrørende de faktiske forhold,
skal disse indarbejdes og rettes under afsnittet om sagens faktum.
Borgerens/virksomhedens bemærkninger og ændringer i sagsfremstillingen
i øvrigt bør angives med en anden skrifttype eller med en streg i
margenen, så ændringerne i sagsfremstillingen er nemme at identificere.
Undgå gentagelser. De samme oplysninger, opfattelser mv. som kan være
gentaget i flere variationer (breve, møder mv.), skal ikke skrives flere
gange i sagsfremstillingen.
Sagsfremstillingen bør dateres, så det altid fremgår, hvilken
sagsfremstilling der er den nyeste.
Bilag
Sagsfremstillingen skal ikke henvise til bilag. Det stof, der er
relevant i et bilag, skal derimod refereres, og sættes ind i det relevante
afsnit i sagsfremstillingen, idet det jo er formålet med
sagsfremstillingen, at sagen er fuldt oplyst i sagsfremstillingen. Hvis
det er nødvendigt med bilag, skal henvisningen til bilag ske på en
særskilt bilagsoversigt.
Sagsfremstillingens omfang
En sagsfremstillings omfang skal afpasses efter sagens karakter,
således at sagsfremstillingen i sager med enkle problemstillinger eller
uden konfliktpotentiale kan begrænses til noget, der minder om en fyldig
begrundelse. En sagsfremstilling kan altså godt være kort, så længe
begrundelseskravet er opfyldt.
Sager med flere punkter
Når der er flere punkter på forslaget til afgørelsen, er det mest
hensigtsmæssigt, at sagsfremstillingen behandler et punkt ad gangen, og
behandler det færdigt, før et nyt punkt behandles. Sagsfremstillingen kan
evt. starte med et generelt afsnit om faktum, så dette ikke skal gentages
ved hvert punkt.
For overskuelighedens skyld er det mest hensigtsmæssigt, at punkterne
på forslaget til afgørelsen nummereres. Beskrivelsen af de enkelte punkter
i sagsfremstillingen bør ske i samme rækkefølge som på forslaget til
afgørelsen.
Den samme sagsfremstilling kan vedrøre både fx skat, afgift og
told.
Fravigelser fra dispositionen
i helt særlige tilfælde
En sag kan have et sådan indhold og omfang, at det er nødvendigt med
konkrete afvigelser fra dispositionen i afsnit
E.3.6.3.
Oplysninger, som ikke kan komme ind under afsnittene i
dispositionen, kan helt undtagelsesvis sættes ind under et nyt afsnit i
sagsfremstillingen.
Dette kan være tilfældet med borgerens/virksomhedens bemærkninger. Hvis
bemærkningerne ikke vedrører faktum, eller ikke kan betragtes som
borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor, kan
bemærkningerne medtages i et selvstændigt afsnit.
Sådanne bemærkninger kan eksempelvis være indsigelser, der vedrører
alle punkter på forslaget til afgørelsen - fx klager over sagsbehandlingen
eller manglende overholdelse af en ansættelsesfrist.
Hvis der kommer nye oplysninger i sagen, som fører til ændringer i
ToldSkats opfattelse af, hvordan sagen skal afgøres, kan det også være
fornuftigt at indarbejde et nyt selvstændigt afsnit, da det ellers senere
kan være vanskeligt at forstå sagens forløb.
Hvis vejledningen fraviges, skal borgeren/virksomheden stadig være i
stand til at sætte sig ind i sagen på betryggende måde alene ud fra
sagsfremstillingen. ToldSkat skal altså sikre sig, at alle relevante
oplysninger alligevel fremgår af sagsfremstillingen.
E.3.6.3 Indholdet i en
sagsfremstilling
En sagsfremstilling skal indeholde disse afsnit:
Indledning og identifikationsoplysninger
ToldSkats forslag til ændring/talmæssig opgørelse
Beskrivelse af sagens faktiske forhold
ToldSkats begrundelse for ændringen
Borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor
ToldSkats endelige konklusion/afgørelse
E.3.6.3.1 Indledning og
identifikationsoplysninger
Dette afsnit skal indeholde en beskrivelse af, hvem og hvad sagen
vedrører. Afsnittet skal både indeholde identifikationsoplysninger
vedrørende borgeren/virksomheden og vedrørende problemstillingen i sagen.
Identifikation af
parten
Som identifikation af borgeren/virksomheden anføres alene navn,
CVR.nr./cpr.nr. og skatteansættende myndighed.
Identifikation af
problemstillingen i sagen
Som identifikation af problemstillingen i sagen anføres, hvilket år
sagen vedrører, hvilke punkter sagen vedrører og evt. hvilke
lovbestemmelser sagen vedrører. Det vil sige, at der her gives en kort
beskrivelse af, hvad sagen drejer sig om. En læser af sagsfremstillingen
skal kunne få et overblik over problemstillingerne i sagen ved hjælp af
indledningens korte beskrivelse, og dermed blive lettet i forståelsen af
sagsfremstillingens indhold i øvrigt.
Beskrivelse af
borgeren/virksomheden
For overskuelighedens skyld er det en fordel at give en beskrivelse af
borgeren/virksomheden fx om koncernopbygning, hovedaktionær, bestyrelse,
branche (hvad laver virksomheden) og regnskabsår.
Øvrige oplysninger
Oplysninger om borgerens/virksomhedens adresse, telefonnummer,
journalnummer og oplysninger, somToldSkat skal bruge til at styre sagen
administrativt, (oplysning om mødetider, oplysning om sagsbehandler mv.)
er ikke en del af sagsfremstillingen, og skal ikke sendes til
partshøring.
E.3.6.3.2 ToldSkats forslag til ændring og
talmæssig opgørelse
I de sager, hvor der er en eksisterende ansættelse, skal dette afsnit
indeholde en beskrivelse af den. Afsnittet skal endvidere indeholde en
angivelse af den afgørelse, som der efter ToldSkats opfattelse er grundlag
for.
Den talmæssige opgørelse skal fremstå som en objektiv og konstaterende
opstilling. Opstillingen har til formål at give et hurtigt og sikkert
overblik over sagens punkter.
Afsnittet skal altså indeholde en talmæssig opgørelse, der viser de
forhold ToldSkat vil ændre. Det skal fremgå, hvordan tallene er
fremkommet, i forhold til den evt. eksisterende ansættelse. Ændringerne
skal beskrives punkt for punkt.
Det er mest hensigtsmæssigt, at følge rækkefølgen på forslaget til
afgørelsen.
Det skal fremgå, hvilken indkomstart/afgift mv. der er ændret. Ved
ændringer i flere forskellige indkomstarter vil det være hensigtsmæssigt
at dele de forskellige indkomstarter op - fx selskabsindkomst, personlig
indkomst, kapitalindkomst. Moms skal opdeles i salgsmoms og købsmoms osv.
Hvis ToldSkat efter forhandling med borgeren/virksomheden kan frafalde
nogle af punkterne i forslaget til afgørelsen, kan punktet udgå af
afgørelsen, men ikke af sagsfremstillingen. Afsnittet i sagsfremstillingen
kan dog afsluttes med, at det kort skrives, atToldSkat frafalder punktet,
og at en nærmere beskrivelse derfor ikke er foretaget.
Skyldes enigheden, at borgeren/virksomheden accepterer ændringen ud fra
den foreliggende beskrivelse, skal der alligevel kort redegøres herfor i
sagsfremstillingen, da det vil være uheldigt, at forholdet ikke er
beskrevet, hvis borgeren/virksomheden senere fortryder at have accepteret
ændringen.
E.3.6.3.3 Beskrivelse af sagens faktiske
forhold
Under dette afsnit beskrives alle de faktiske oplysninger, der har
betydning for sagens afgørelse.
Hvad er faktum
Faktum er de kendsgerninger, som kan beskrives objektivt,
konstaterende, og dokumenterende. Faktum er altså kort sagt en beskrivelse
af virkeligheden - det vil som regel sige noget, der er fysisk
eksisterende (personer, bygninger, ting), eller noget som faktisk er sket.
Formål med faktumbeskrivelsen
Formålet med faktumbeskrivelsen er for det første at sikre, at alle
relevante forhold er belyst. Faktumbeskrivelsen skal dog også sikre, at en
udenforstående kan forstå sagens sammenhæng, og at sagens parter er klar
over, hvilke oplysninger der er lagt til grund ved afgørelsen.
Kun relevante faktiske
oplysninger
Beskrivelsen af faktum skal indeholde de faktiske oplysninger, som er
relevante for afgørelsen og for forståelsen af sagen. Det vil sige, at det
ikke er hele virkeligheden, der skal beskrives, men den del der er
nødvendig for, at der kan træffes en afgørelse. Der skal altså foretages
en begrænsning og en afgrænsning af de faktiske oplysninger, så kun de
oplysninger, som er relevante for afgørelsen, fremgår af
sagsfremstillingen.
Hvornår er en oplysning
relevant
Når ToldSkat mener, at der skal foretages en regulering, kan forholdet
henføres til en lovbestemmelse eller en bekendtgørelse. Ved at tage
udgangspunkt i denne bestemmelses ordlyd kan man som regel finde frem til,
hvilke oplysninger der er relevante for afgørelsen. En lovbestemmelse
definerer og afgrænser nemlig hvilke faktiske omstændigheder, der skal
være til stede, for at reglen kan finde anvendelse. Når ToldSkat har de
oplysninger, som er beskrevet i bestemmelsen, kan der træffes en
afgørelse. Det er disse oplysninger, som er relevante for afgørelsen, og
som skal fremgå af sagsfremstillingen.
Som eksempel kan nævnes selskabsskattelovens § 1, stk. 1 nr. 2:
Skattepligt i henhold til denne lov påhviler her i landet
hjemmehørende....andre selskaber, i hvilke ingen af deltagerne hæfter
personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i
forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital.
De faktiske oplysninger, som ToldSkat skal være i besiddelse af for at
kunne træffe en afgørelse efter denne bestemmelse, er derfor om nogle af
deltagerne hæfter personligt, og om overskuddet er fordelt i forhold til
den kapital, som den enkelte deltager har indskudt i selskabet. Det er
derfor disse faktiske oplysninger, som skal beskrives under dette afsnit.
Andre faktiske oplysninger er normalt ikke relevante for sagens
afgørelse.
Der er imidlertid bestemmelser, som ikke helt klart udtrykker, hvilke
oplysninger der er nødvendige for, at reglen kan finde anvendelse. I disse
tilfælde må det afhænge af en konkret bedømmelse af sagen, hvilke faktiske
oplysninger der er nødvendige og relevante for afgørelsen.
Beskrivelsen og opbygningen af
faktum
En udenforstående skal alene ved beskrivelsen af faktum kunne sætte
sig ind i sagen.
Det er vigtigt, at beskrivelsen har en logisk opbygning og en klar
inddeling. For at skabe en sammenhængende beskrivelse af de faktiske
forhold, gengives disse så vidt muligt i kronologisk rækkefølge.
Afsnittet skal derimod ikke indeholde en kronologisk redegørelse for
sagens forløb i ToldSkat, da en sådan redegørelse ikke er en del af sagens
faktum, medmindre redegørelsen belyser konkrete problemstillinger i sagen.
Fx er oplysninger om kontrollens baggrund, gennemførelse mv. sjældent
relevante. Også oplysninger om, hvornår forslaget til afgørelsen er
udsendt, og hvem der har indkaldt materiale om hvad, og hvornår dette er
indsendt, er som regel irrelevante.
Hvis borgeren/virksomheden har sendt de ønskede oplysninger, skal der
blot redegøres for oplysningerne. Har borgeren/virksomheden imidlertid
ikke indsendt oplysningerne, er det relevant at redegøre for, hvilke
oplysninger der er bedt om, fx hvis et fradrag er nægtet på grund af
manglende dokumentation.
Hvad skal ikke med
Der skal skelnes mellem faktum, opfattelser og begrundelser herfor ved
udarbejdelsen af en sagsfremstilling. Kun de faktiske oplysninger skal
fremgå af dette afsnit.
Beskrivelsen af faktum skal ikke indeholde en beskrivelse af retsregler
mv., og der skal ikke indblandes eventuelle kommentarer fra
borgeren/virksomheden eller ToldSkat i beskrivelsen af faktum - uanset
hvor objektive disse kommentarer måtte være.
Borgerens/virksomhedens
oplysninger om faktum
Borgerens/virksomhedens oplysninger om faktum skal ikke ind under et
særskilt afsnit, men skal indarbejdes her. ToldSkat må ikke undlade at
beskrive de faktiske forhold, som borgeren/virksomheden finder relevante,
selv om ToldSkat finder dem uden betydning. Undgå derfor at forvandle en
faktisk oplysning, som er fremsat af borgeren/virksomheden, til en påstand
under punktet "borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor",
fx når borgeren/virksomheden fremlægger oplysning om udstedelse af et
gældsbrev for en fordring,eller dokumenterer aftaledato og vilkår.
Borgerens/virksomhedens fortolkning af retsregler og fakta beskrives
derimod ikke her, men under
"borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor ".
Neutral beskrivelse
Beskrivelsen af faktum skal være neutral og bestå i en angivelse af
konstaterbare kendsgerninger. Sagens faktiske forhold beskrives som en
helhed. Sproget skal være objektivt og subjektivitet skal undgås.
Undgå under beskrivelsen af faktum ToldSkats overvejelser og
vurderinger, fx af typen "ToldSkat har behandlet den overtagne aktivitet
som en vederlagsfri overdragelse af goodwill, som således er anset som et
skattepligtigt tilskud". Eller "borgeren har fratrukket 8000 kr., og
beløbet er ikke indtægtsført hos sønnen, formentlig ud fra den betragtning
at beløbet bliver skattefrit, når personfradraget fragår i
skatteberegningen." Dette vedrører ikke sagens faktiske forhold. ToldSkats
synspunkter beskrives under
"ToldSkats begrundelse for ændringen" .
Andet
Det er normalt uden betydning at skrive, hvem der har fremskaffet en
oplysning. Hvis det undtagelsesvis er nødvendigt, kan det beskrives
her.
Dokumenter eller dele heraf, der indeholder relevante faktiske
oplysninger om et punkt på forslaget til afgørelsen, bør citeres.
Andre oplysninger refereres kort.
Uenighed om de faktiske
oplysninger
Hvis der er uenighed mellem ToldSkat og borgeren/virksomheden om
de faktiske oplysninger, skal begge opfattelser af faktum fremgå af
sagsfremstillingen med en angivelse af, hvem der mener hvad. Er der tvivl
om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen
at søge denne tvivl afklaret, så det kan afgøres, om oplysningen kan
lægges til grund. Hvilket faktum ToldSkat vælger at lægge til grund
ved afgørelsen og hvorfor, skal fremgå af den senere begrundelse, jf.
afsnit
E.3.6.3.4.
E.3.6.3.4 ToldSkats begrundelse for
ændringen
I dette afsnit beskrives de krav, der stilles til en begrundelse i en
sagsfremstilling. Disse krav skal ses i sammenhæng med forvaltningslovens
og toldkodeksens regler om begrundelse, som beskrives i afsnit
E.3.7 .
Henvisning til
retsregler
ToldSkats begrundelse skal indeholde en henvisning til de retsregler,
der ligger til grund for afgørelsen. Henvisningen skal ske på en klar og
specifik måde, så bestemmelserne uden videre kan identificeres af
borgeren/virksomheden. Henvisningen skal derfor angive lovens nummer, dato
og navn samt relevante bestemmelsers paragraffer, stk., litra, nummer
osv. Henvisningen kan også bestå i at angive relevante direktiver
eller forordninger fra EU, som i vidt omfang angiver gældende ret på told-
og afgiftsområdet.
I det omfang der er udstedt bekendtgørelser, skal der også henvises til
de relevante bestemmelser heri med angivelse af bekendtgørelsens nummer,
paragraf, stk. litra osv.
Det er kun nødvendigt, at anføre oplysninger om lovens nummer og dato
første gang loven nævnes. Herefter er det tilstrækkeligt at henvise til
lovens almindelige betegnelse (fx kildeskatteloven). Der skal dog stadig
henvises til den relevante paragraf.
Bestemmelsens ordlyd bør indarbejdes i sagsfremstillingen. Hvis reglen
er meget omfattende, kan den efter omstændighederne undtagelsesvis
vedlægges i kopi. For at sikre at borgeren/virksomheden forstår
betydningen af den anvendte regel, kan det være nødvendigt at forklare,
hvad reglen betyder i et almindeligt sprog.
Er der tvivl om den retlige fortolkning eller om indholdet af den
regel, der efter ToldSkats opfattelse skal lægges til grund i sagen, må
ToldSkat nærmere redegøre for fortolkningen. Det kan ske ved henvisning
til lovforarbejder, cirkulærer mv.
Henvisning til praksis
mv.
Kun væsentlige principielle afgørelser af betydning: Gennemgangen af
praksis skal ikke være en ukritisk gennemgang af alt kendt materiale på
området. Der skal kun henvises til væsentlige/principielle afgørelser,
der har betydning for sagens afgørelse. Når der er en fast praksis på et
område, bør referaterne indskrænke sig til fx de seneste
Højesteretsdomme. Domme, som ikke længere er gældende, bør udelades.
Begræns derfor antallet af henvisninger til få væsentlige
afgørelser.
Gengivelse skal bestå af korte referater: Domme og kendelser skal
ikke gengives i sin helhed. Derimod skal afgørelsen gengives ved et kort
referat af dommens indhold og en kort beskrivelse af, hvilken betydning
dommens konklusion har for den foreliggende sag.
Domme og kendelser skal heller ikke blot opremses. Det skal derimod
angives hvilke momenter i dommen, der lægges vægt på. I de tilfælde hvor
borgeren/virksomheden har påberåbt sig en dom, kan der evt. også kort
redegøres for, hvorfor dommen ikke er relevant.
Der skal som udgangspunkt kun henvises til offentliggjorte
afgørelser - fx afgørelser der er offentliggjort via SKM og i
Ugeskrift for Retsvæsen. Henvisning til ikke offentliggjorte afgørelser
fra øverste administrative instans kan efter omstændighederne være
relevant, fx hvis sagerne udspringer af samme forhold.
Andet: Hvis der henvises til praksis skal det gøres på en måde, så
borgeren/virksomheden forstår det relevante
heri.
Henvisningen til relevant praksis og teori kan
endvidere bestå i en henvisning til cirkulærer og vejledninger - herunder
Ligningsvejledningen, Momsvejledningen og Toldvejledningen. Juridisk
litteratur kan evt. inddrages. Officialprincippet indebærer, at
ToldSkat også har pligt til at henvise til de forhold, der kan tale for
borgerens/virksomhedens sag. Se om vejledningspligten afsnit
E.3.1 .
Angivelse af hovedhensyn ved
skøn
ToldSkat skal først og fremmest sikre sig, at det fremgår klart og
tydeligt, hvilke hovedhensyn der har været bestemmende ved fastsættelsen
af skønnet. Det vil sige, at det i almindeligt sprog beskrives, hvad der
er lagt vægt på ved skønsudøvelsen.
Det er ikke nok, at den bestemmelse der henvises til, angiver
hovedhensynene for skønnet.
Eksempelvis er det ikke nok at angive et samlet skøn på fx 100.000 kr.,
uden at der nærmere er redegjort for, hvordan dette skøn er fremkommet,
herunder på hvilket grundlag det er udøvet. Hvis der er tale om
forskellige indkomstarter, som ikke har et fælles opgørelsesgrundlag, er
det ikke nok at angive et samlet beløb. Derimod skal beløbet fordeles
mellem de enkelte indkomstarter.
Beløbet skal naturligvis også opdeles på eksempelvis skat og moms, hvis
sagsfremstillingen vedrører både skat og moms. Er der kun lagt vægt på
nogle få - men ikke alle de mulige skønsmomenter - bør det angives,
hvorfor der er lagt vægt på netop disse momenter og ikke de andre. Dette
gælder især, hvis de momenter der ikke er tillagt betydning, taler for en
mere gunstig afgørelse for borgeren/virksomheden.
Hvis der henvises til praksis for en skønsbestemmelse, skal der kort
redegøres for den pågældende praksis.
Redegørelse for de faktiske
omstændigheder som er lagt til grund ved afgørelsen
Begrundelsen skal om fornødent indeholde en kort redegørelse for de
faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for
afgørelsen, jf. FVL § 24, stk. 2. En redegørelse for de faktiske
omstændigheder er altså i princippet ikke altid nødvendig.
Imidlertid er ToldSkats sager normalt så komplicerede, at en
redegørelse for de faktiske omstændigheder vil være nødvendig.
Dette gælder især, hvis der er lagt vægt på en del - men ikke alle -
opregnede omstændigheder, som fremgår af faktumbeskrivelsen.
Redegørelsen for de faktiske omstændigheder skal især beskrives
grundigt, når faktum er uklart eller omtvistet.
Hvis der er uenighed mellem ToldSkat og borgeren/virksomheden om de
faktiske omstændigheder, er det nødvendigt, at ToldSkat redegør for,
hvordan det faktiske hændelsesforløb antages at have været og
hvorfor.
Jo mere kompliceret og sammensat sagen er, jo større vil behovet være
for udtrykkeligt at fremhæve de afgørende faktiske omstændigheder.
ToldSkats foreløbige
konklusion
Ud fra lovregler, praksis osv. skal ToldSkat forholde sig til de
enkelte punkter og til borgerens/virksomhedens eventuelle opfattelse og
begrundelse herfor. Afsnittet skal med andre ord forholde sig til:
hvad lovregler og praksis siger
hvad borgeren/virksomheden siger, (der er ikke pligt til at tage
stilling til alle borgerens/virksomhedens synspunkter, men hvis der er
tale om synspunkter, som borgeren/virksomheden har tillagt særlig vægt,
bør de nok berøres, se herom i afsnit
E.3.7 )
hvad ToldSkats vurdering og konklusion er
E.3.6.3.5 Borgerens/virksomhedens opfattelse og
begrundelse
Borgerens/virksomhedens opfattelse er beskrivelsen af det, som
borgeren/virksomheden gerne vil have, at sagen ender med.
Borgerens/virksomhedens begrundelse herfor er beskrivelsen af, hvorfor
borgeren/virksomheden mener, at ToldSkats opfattelse er forkert.
ToldSkat skal sikre sig, at borgerens/virksomhedens opfattelse og
begrundelse herfor fremgår af dette afsnit. Nye opfattelser og
begrundelser som borgeren/virksomheden senere fremsætter, skal
indarbejdes. Alle synspunkter skal med, også selv om ToldSkat ikke finder
dem relevante. Beskrivelsen skal dog ikke være en afskrift af en evt.
indsigelse.
I tilknytning til borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse
herfor beskrives henvisninger til de retsregler, som borgeren/virksomheden
finder relevante, samt borgerens/virksomhedens eventuelle fortolkning af
disse retsregler. ToldSkats stillingtagen til borgerens/virksomhedens
henvisning til retsregler samt fortolkning heraf, skal derimod ikke
anføres her, men i afsnittets om begrundelse, jf. afsnit
E.3.6.3.4.
Beskrivelsen skal være loyal, objektiv og neutral. Fremstillingen af
borgerens/virksomhedens synspunkter skal være forståelig.
Forvaltningslovens almindelige vejledningspligt tilsiger, at ToldSkat så
vidt muligt skal hjælpe borgeren/virksomheden med at uddybe eller
præcisere sin begrundelse. Se om vejledningspligten afsnit
E.3.1.
E.3.6.3.6 ToldSkats endelige
konklusion/afgørelse
Når borgeren/virksomheden er kommet med kommentarer, eller
indsigelsesfristen er udløbet og ToldSkat har truffet afgørelse, afsluttes
sagsfremstillingen med dette afsnit, så det fremgår af sagsfremstillingen,
at nu er sagen slut.
Begrundelsen for afgørelsen vil fremgå af afsnit
E.3.6.3.4 . Undgå derfor lange redegørelser for ToldSkats overvejelser
på dette tidspunkt.
I sager hvor borgeren/virksomheden ikke har reageret på forslaget til
afgørelse og sagsfremstillingen, kan indholdet i dette afsnit begrænses
til, at det oplyses, at ToldSkat har truffet afgørelse i overensstemmelse
med forslaget til afgørelse. Det skal dog fremgå tydeligt, hvilke forhold
der har været bestemmende for ToldSkats afgørelse.
Bemærk, at dette afsnit i sagsfremstillingen ikke kan erstatte en
særskilt meddelelse om sagens afgørelse. Den særskilte meddelelse om
sagens afgørelse skal stadig indeholde alle punkterne på forslaget til
afgørelsen, og de lovmæssige krav til en begrundelse skal være opfyldt på
den særskilte meddelelse om afgørelsen. Begrundelsen på den særskilte
meddelelse om afgørelsen kan dog være ganske kort, og fx bestå i en
henvisning til den relevante lovbestemmelse. Den særskilte meddelelse om
afgørelsen skal i så fald også henvise til den relevante begrundelse i den
vedlagte sagsfremstilling.
Når afgørelsen er sendt ud, er sagsfremstillingen endelig. Der skal
derfor ikke skrives mere i sagsfremstillingen. Dette gælder også, selv om
sagen påklages til Landsskatteretten. Der skal heller ikke foretages
ændringer i sagsfremstillingen, hvis borgeren/virksomheden fx kun påklager
5 ud af 10 punkter på afgørelsen.
;
;
;
E.3.7 Begrundelse
Skattestyrelsesloven indeholder ingen særlige regler om begrundelse i
skatte- og afgiftssager. Det betyder, at
forvaltningslovens kapitel 6, der
indeholder udførlige bestemmelser om kravene til begrundelse, finder
anvendelse i told- skatte- og afgiftssager. Reglerne finder anvendelse i
alle de tilfælde, hvor de kommunale skattemyndigheder eller de statslige
told- og skattemyndigheder træffer en afgørelse, dvs. både i de sager,
hvor der skal udarbejdes sagsfremstilling og i de sager, hvor der ikke er
krav om at udarbejde en sagsfremstilling.
For så vidt angår de sager, hvor der er krav om sagsfremstilling
henvises endvidere til afsnit
E.3.6.3.4 .
Begrundelsen bør fremgå af selve afgørelsen, eventuelt ved en
præcis henvisning til hvor begrundelsen kan findes, og begrundelsen skal
samtidig fremgå af den sagsfremstilling mv., der følger med afgørelsen.
Efter FVL § 22 skal en skriftlig afgørelse, der ikke giver en part
medhold fuldt ud, være ledsaget af en skriftlig begrundelse.
Formålet med begrundelsespligten er at borgeren/virksomheden får en
forklaring på afgørelsens indhold, at borgeren/virksomheden forstår
afgørelsen og er i stand til at vurdere, om han/hun skal påklage
afgørelsen. Begrundelsen skulle gerne være en garanti for afgørelsens
rigtighed.
FVL § 24 indeholder de nærmere regler om indholdet af begrundelsen.
Efter FVL § 24 skal begrundelsen oplyse, hvilke retsregler afgørelsen er
truffet efter. Henvisningerne skal være præcise. Beror afgørelsen på en
fortolkning af en bestemmelse, bør der redegøres for den anlagte
fortolkning.
I
SKM2002.149.HR
kunne myndighedernes manglende henvisning til samtlige korrekte
bestemmelser ikke medføre, at afgørelserne truffet i det administrative
system var ugyldige. I
SKM2003.259.ØLR
fandt retten ligeledes, at der ikke forelå en manglende eller mangelfuld
begrundelse, som kunne medføre ugyldighed.
Hvis begrundelsen for forhøjelsen er, at de selvangivne dispositioner
er uden reelt indhold - fx i anpartssager - vil der dog helt
undtagelsesvist ikke være krav om henvisning til retsregler, jf. TfS 1996,
920 LSR.
I begrundelsen skal der endvidere tages stilling til
borgerens/virksomhedens relevante synspunkter, hvis myndigheden ikke
tidligere skriftligt har tilkendegivet sin bedømmelse heraf overfor
borgeren/virksomheden. Myndigheden skal i sin begrundelse medtage de
relevante omstændigheder for afgørelsen, men begrundelsespligten kan ikke
udstrækkes til et krav om, at myndigheden er forpligtet til at tage
udtrykkelig stilling til samtlige fremførte argumenter, når dette er
unødvendigt for at begrunde afgørelsen, jf. herom TfS 1999, 420 HD, og TfS
1999, 44 VLD.
I
SKM2002.677.VLR
fandt Landsretten, at en afgørelse truffet af en kommunal skattemyndighed
ikke var ugyldig, idet afgørelsen indeholdt tilstrækkelig begrundelse og
borgeren på forhånd var bekendt med de afgørelser, som der blev henvist
til.
Administrativt skøn
I det omfang afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal der
oplyses om de hovedhensyn, der er lagt vægt på ved skønsudøvelsen. Det er
ikke tilstrækkeligt kun at henvise til den bestemmelse, der angiver
hovedhensynene for skønnet, jf. TfS 1996, 120 LSR, hvor en henvisning til
statsskattelovens § 4, stk. 1, litra b ikke fandtes at være tilstrækkelig
til, at hovedhensynene for en skønsbestemt fastsættelse af en fast
ejendoms udlejningsværdi, kunne siges at være angivet. En afgørelses
begrundelse blev anset for fyldestgørende i
SKM2002.8.VLR ,
da afgørelsen indeholdt henvisning til de retsregler, som afgørelsen var
truffet på baggrund af og indeholdt angivelse af de hovedhensyn, der var
indgået i afgørelsen. Dommen er anket til Højesteret.
Er der ved afgørelsen kun lagt vægt på nogle, men ikke alle
skønsmomenter i en bestemmelse, skal begrundelsen angive, hvorfor der
netop er lagt vægt på disse momenter og ikke andre. Dette er særlig
vigtigt, hvis de momenter, der ikke er tillagt vægt, taler for en
gunstigere afgørelse - set fra borgerens/virksomhedens synspunkt. Der skal
endvidere om muligt henvises til praksis for administrationen af
skønsbestemmelsen, eventuelt med en kort redegørelse for den pågældende
praksis.
Faktiske omstændigheder
Begrundelsen skal endvidere om fornødent kort oplyse
om de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for
afgørelsen, jf. FVL § 24, stk. 2. Oplysning herom bør eksempelvis gives i
følgende tilfælde:
Sagens faktum er omtvistet eller uklart
Der er indbyrdes modstridende sagkyndige erklæringer i sagen
Jo mere sammensat og kompliceret en sags faktiske omstændigheder
er, jo større er generelt behovet for at fremhæve de faktiske
omstændigheder, der er tillagt vægt ved afgørelsen.
Mens kravet om henvisning til retsregler efter FVL § 24, stk. 1, er
absolut, gælder pligten til en kort redegørelse efter § 24, stk. 2, kun,
når der er behov for det. Spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang
begrundelsen skal indeholde oplysninger om faktiske omstændigheder beror
således på en konkret vurdering. Det samme gælder undtagelsesbestemmelsen
i § 24, stk. 3, hvorefter begrundelsespligten kan begrænses - eller efter
omstændighederne bortfalde - efter en konkret vurdering, jf. kriterierne i
FVL § 15. Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses, i det omfang
borgerens/virksomhedens interesse i disse oplysninger til varetagelsen af
sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv
eller til andre private eller offentlige interesser, jf. FVL § 24, stk. 3.
Dette vil især være aktuelt i sager med flere parter. Se nærmere herom i
afsnit
M.3.2.1 om forholdet mellem begrundelsespligt og tavshedspligt.
For så vidt angår afslag på ansøgninger om bevilling antages det i
praksis, at begrundelseskravet kan lempes, således at det kan være
tilstrækkeligt, at der i begrundelsen henvises til sædvanlig praksis eller
til, at den nødvendige dokumentation ikke foreligger.
Særligt for told
På toldområdet gælder herudover art. 6, stk. 3 i EF's
toldkodeks . For sager om
toldgodtgørelse/toldfritagelse efter artikel 236 til 239 i EF-toldkodeks,
skal der altid gives begrundelse, også når afgørelsen er begunstigende, og
begrundelsen skal indeholde alle nødvendige oplysninger for afgørelsens
gennemførelse, jf. artikel 886 i gennemførelsesbestemmelserne til
EF-toldkodeks.
Følgende skal således afhængigt af det enkelte tilfælde fremgå af
begrundelsen:
oplysninger til identifikation af varerne
oplysning om den pågældende artikel i EF-toldkodeksen eller
gennemførelsesbestemmelserne dertil
den toldmæssige bestemmelse eller anvendelse varerne skal angives
til
den frist inden for hvilken de formaliteter, der er en betingelse
for godtgørelsen eller fritagelsen, skal gennemføres
tilkendegivelse af, at den faktiske godtgørelse eller fritagelse
først vil finde sted, når de formaliteter, som godtgørelsen eller
fritagelsen er betinget af, er opfyldt
angivelse af de betingelser, som varerne er undergivet indtil
afgørelsens gennemførelse
bemærkning om, at originalen af afgørelsen skal afleveres til
toldmyndighederne, når varerne frembydes.
Se nærmere om
konsekvenserne af manglende begrundelse afsnit
F.
E.3.8 Underretning om afgørelsen - herunder
underretning til andre end adressaten
Afgørelsen skal altid meddeles særskilt og skriftligt til sagens
parter. Hvis en part har ladet sig repræsentere, sendes afgørelsen som
udgangspunkt alene til repræsentanten, jf. fx
SKM2002.225.ØLR .
I konkrete tilfælde, fx hvor parten har anmodet om underretning sendes
afgørelsen også til parten.
I sager om vurdering, hvor begæring om vurdering er fremsat i anledning
af salg, skal meddelelse om den regionale told- og skattemyndigheds
afgørelser gives til såvel køber som sælger.
I nogle tilfælde skal underretning om afgørelsen sendes både til parten
og til partens eventuelle repræsentant. Det gælder:
skatteankenævnets kendelser, jf. § 17, stk. 2 i forretningordenen
for skatteankenævnene,
Landsskatterettens afgørelser, jf. § 20, stk. 2 i forretningordenen
for Landsskatteretten og
ansættelsessager og sager om bindende forhåndsbesked for
Ligningsrådet, jf. § 14 i forretningsorden for Ligningsrådet.
For
så vidt angår en ændring af et sambeskattet selskabs ansættelse skal der
gives underretning til det pågældende selskab og moderselskabet,
jf. forudsætningsvis TfS 1999, 488 VLD, som er afløst af
højesteretsdommen
SKM2001.344.HR ,
der ikke tog stilling til dette punkt. Dog vil det efter omstændighederne
være tilstrækkeligt, at underretningen herom sker til moderselskabet i
forbindelse med en ændring af sambeskatningsindkomsten, jf. TfS 1999, 925
ØLD. I denne dom blev det lagt til grund, at moderselskabet havde haft
fuldmagt til at modtage underretning på vegne af datterselskabet.
Afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten, skal være ledsaget
af den endelige sagsfremstilling. En tredjemand, der er blevet varslet om
en påtænkt afgørelse, skal orienteres om den endelige afgørelse vedørende
det fælles retsforhold. Det samme gælder den anden regionale told- og
skattemyndighed, hvor tredjemand er hjemmehørende.
Klagefristen regnes efter skattestyrelsesloven fra det tidspunkt, hvor
borgeren/virksomheden har modtaget underretning om afgørelsen, jf. SSL §
21, stk. 1 og § 25, stk. 1. Hvis en borger/virksomhed har ladet sig
repræsentere er afgørelsen først gyldigt meddelt, når den er sendt til
repræsentanten. For så vidt angår en ægtefælles klageadgang efter SSL § 37
A, stk. 2, er det i praksis antaget, at den sædvanlige klagefrist først
løber fra det tidspunkt, hvor vedkommende bliver bekendt med afgørelsen af
ægtefællens skatteansættelse.
Se nærmere om konsekvenserne af manglende underretning
afsnit F .
E.3.9 Klagevejledning
Reglerne om klagevejledning i afgørelsessager findes i
FVL § 25 og § 26. Reglerne
er gentaget i de forskellige forretningsordner, der er udstedt i henhold
til skattestyrelsesloven. Reglerne betyder, at told-, skatte- og
afgiftsmyndighedernes afgørelser, der skal meddeles skriftligt, skal være
ledsaget af en vejledning om klageadgang, hvor rette klagemyndighed,
oplysning om fremgangsmåden og eventuel klagefrist angives.
Dette gælder også, når et moderselskab, som er sambeskattet med et
datterselskab, underrettes om ændrede skatteansættelser for
datterselskabet, jf. TfS 1999, 488 VLD, hvor landsretten udtalte, at
klagevejledningen ikke indeholdt oplysning om, at også moderselskabet var
klageberettiget, hvilket medførte suspension af klagefristen. Sagen
er nu afgjort af Højesteret, jf.
SKM2001.344.HR ,
hvor spørgsmålet om suspension af klagefrist ikke var til prøvelse.
Klagevejledning skal dog ikke gives, hvis afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende medhold, fx i sager om registrering, hvor ansøgning om
registrering imødekommes ubetinget.
Der skal gives klagevejledning, hvad enten klageadgangen er hjemlet i
skattestyrelsesloven, skatte- eller afgiftslovgivningen i øvrigt eller
blot følger af den almindelige ulovbestemte regel om administrativ rekurs,
jf.
afsnit H.
Ved klage til skatteankenævn
I sager, der kan påklages til skatteankenævn, skal der vejledes om:
At afgørelsen kan påklages til kommunens skatteankenævn (evt. et
fælleskommunalt skatteankenævn)
At afgørelsen skal være modtaget i skatteankenævnet senest 1 måned
fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over, eller hvor særskilt
underretning om afgørelsen er undladt, jf. SSL § 3, stk. 4, fra
modtagelsen af årsopgørelsen. (For sømænd mv., der sejler i
udenrigsfart, er klagefristen 3 måneder, jf. afsnit
H.7.2
At klagen skal være skriftlig og begrundet
At det offentlige efter kapitel 3 A i skattestyrelsesloven efter
anmodning yder godtgørelse af visse udgifter ved at klage til
skatteankenævnet
Ved klage til
landsskatteretten
I sager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal der vejledes om:
At afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten, Vester
Farimagsgade 7, 1606 København V
At klagen skal være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder
efter klagerens modtagelse af den afgørelse, der klages over
At klagen skal være skriftlig og angive, på hvilke punkter
afgørelsen anses for urigtig samt en begrundelse herfor
At der med klagen i original eller kopi skal indsendes den
afgørelse, der klages over, den sagsfremstilling, der har ligget til
grund for afgørelsen og som er sendt til klageren, og dokumenter, som
klageren ønsker at anvende som bevis
At der samtidig med klagens indgivelse skal betales en klageafgift
på 700 kr. til Landsskatteretten. Afgiften kan vedlægges i check eller
indbetales på giro nr. 9489401. Afgiften tilbagebetales, hvis klageren
får helt eller delvis medhold af Landsskatteretten eller ved en
efterfølgende domstolsprøvelse af spørgsmålet
At det offentlige efter kapitel 3 A i skattestyrelsesloven efter
anmodning yder godtgørelse af visse udgifter ved at klage til
Landsskatteretten og at tilskudsordningen ikke omfatter
klageafgiften
Ved klage til Told- og
Skattestyrelsen
I sager, der kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, skal der
vejledes om:
At Told- og Skattestyrelsen er klageinstans.
At klagen, for at fremskynde klagens behandling, bør indgives til
den regionale told- og skattemyndighed, der har truffet den afgørelse,
der klages over.
At klagen skal være modtaget af den regionale told- og
skattemyndighed eller Told- og Skattestyrelsen, senest 3 måneder efter
klagerens modtagelse af den afgørelse, der klages over.
At der med klagen i original eller kopi skal indsendes den
afgørelse, der klages over, og dokumenter, som klageren ønsker at
anvende som bevis
At det offentlige efter anmodning yder godtgørelse af visse udgifter
ved at klage til Told- og Skattestyrelsen efter kapitel 3 A i
skattestyrelsesloven
Klagevejledningen skal i fornødent omfang indeholde oplysning om,
hvorvidt der inden for det pågældende sagsområde gælder særlige
begrænsninger i klageinstansens kompetence.
Ved klage til såvel
Landsskatteretten som Told- og Skattestyrelsen
Hvis der i samme sag optræder spørgsmål, der dels kan påklages til
Landsskatteretten og dels til Told- og Skattestyrelsen, skal der som
udgangspunkt udsendes 2 særskilte breve med klagevejledning til hver af de
respektive klagemyndigheder. Begrundelsen herfor er, at hvis de særskilte
afgørelser samles og udsendes i samme brev, kan der efter omstændighederne
være risiko for, at den ene af klagemyndighederne i strid med FVL § 28 får
kendskab til ikke relevante oplysninger, der indgår i den anden klage.
Suspension af klagefrist
Af dommen SKM2001.62.VLR kan udledes, at hvis der under en
løbende klagefrist anmodes om genoptagelse af den påklagede afgørelse, vil
klagefristen som udgangspunkt være suspenderet indtil
genoptagelsesspørgsmålet er afgjort, jf. FVL § 20, stk. 3.
Særligt om betalingskorrektion
i henhold til ligningslovens § 2, stk. 4
Som anført under afsnit
E.3.1 er
der i forbindelse med ændringer af skatteansættelser efter ligningslovens
§ 2 pligt til at vejlede om adgangen til betalingskorrektion i henhold til
ligningslovens § 2, stk. 4. Hvis der er givet en sådan vejledning, vil
klagefristen vedrørende ansættelsesændringen løbe på normal måde. Hvis der
derimod ikke er givet korrekt vejledning om adgangen til
betalingskorrektion, vil der efter en færdigbehandling af en efterfølgende
anmodning om betalingskorrektion skulle gives fornyet klagevejledning også
vedrørende selve den ansættelsesændring, der har givet anledning til
betalingskorrektionen.
Lovbestemt frist for sagsanlæg
Efter FVL § 26, skal der gives vejledning om muligheden for sagsanlæg
ved domstolene, hvis der gælder lovbestemte frister for et sagsanlæg.
Reglen har betydning for alle sager, hvor en told-, skatte- eller
afgiftsmyndighed træffer endelig administrativ afgørelse, jf.
SSL § 31. I sager, hvor
der ikke kan ske yderligere administrativ påklage, skal der således
vejledes om, at fristen for domstolsprøvelse er 3 måneder fra sagens
afgørelse eller afvisning. Se desuden om domstolsprøvelse afsnit
I .
Overspringelsesreglen
Efter SSL § 31, stk. 2 - som benævnes overspringelsesreglen - kan en
sag indbringes for domstolene, inden der er truffet endelig administrativ
afgørelse, hvis der er forløbet mere end 6 måneder efter sagens
indbringelse for den endelige administrative instans. I sager, hvor
sagsbehandlingstiden forventes at blive på mere end 6 måneder, skal der
derfor vejledes om overspringelsesreglen senest ved fristens udløb.
Anden vejledning
Reglerne i FVL § 25, stk. 1 fastsætter alene regler om administrativ
rekurs. Det følger imidlertid af den vejledningspligt, som efter FVL § 7
påhviler told-, skatte- og afgiftsmyndighederne, at der efter
omstændighederne bør vejledes om muligheden for klage til Folketingets
Ombudsmand eller til statsamtet samt de kommunale tilsynsmyndigheder.
Særligt for told
På toldområdet gælder herudover art. 6, stk. 3 i EF's
toldkodeks .
Se nærmere om konsekvenserne af manglende klagevejledning afsnit
F.
E.3.10 Oplysningspligt
Reglerne om den dataansvarliges oplysningspligt over for den
registrerede findes i persondatalovens kapitel 8, §§ 28 - 30, jf. lov nr.
429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger. Loven erstatter
den tidligere registerlovgivning om offentlige og private registre. Se
eventuelt
afsnit M.2
om lovens formål og indhold generelt.
Efter lovens anvendelsesområde gælder oplysningspligten for behandling
af personoplysninger, som helt eller delvist foretages ved hjælp af
elektronisk databehandling, samt for ikke-elektronisk behandling af
personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register, jf. PDL
§ 1, stk.1.
Ved personoplysninger forstås enhver form for information om en
identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede), jf.
PDL § 3, nr. 1. Personen er fx identificerbar, hvis den pågældende kan
identificeres ved hjælp af CPR-nr., SE-nr., CVR-nr., journalnummer eller
lignende. I det hele taget gælder, at virksomhedsoplysninger, der kan
identificere enkeltpersoner, er omfattet af begrebet personoplysninger.
Reglerne om oplysningspligt gælder derimod som hovedregel ikke for
behandling af oplysninger om juridiske personer (selskaber, fonde,
foreninger mv.). Der gælder dog særlige regler for videregivelse af
oplysninger til kreditoplysningsbureauer, jf. persondatalovens kapitel
5.
Ved behandling forstås enhver operation eller række af operationer, som
oplysninger gøres til genstand for, jf. PDL § 3, nr. 2. Begrebet dækker
bl.a. over indsamling, registrering, opbevaring, tekstbehandling, brug,
videregivelse og sletning. Behandling kan eksempelvis finde sted i
forbindelse med konkrete sager eller som led i udøvelse af kontrol.
Der skal endvidere være tale om behandling af personoplysninger, der
foretages ved hjælp af elektronisk databehandling - eller ikke-elektronisk
databehandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et
register. Det drejer sig bl.a. om oplysninger, som på et tidspunkt enten
vil blive indberettet til et af edb-systemerne, som vil blive behandlet
elektronisk i form af tekstbehandling, eller som vil blive indeholdt i et
manuelt register. Elektronisk journalisering og sagsstyring er også
omfattet. Derimod er den manuelle behandling af oplysninger i mapper med
sagsakter ikke omfattet.
Oplysningspligt af egen drift
Efter reglerne om oplysningspligt påhviler der den dataansvarlige en
pligt til af egen drift at give den registrerede meddelelse om en række
forhold ved indsamling af oplysninger om den pågældende. Der er altså ikke
tale om regler, som kun skal opfyldes, hvis den registrerede fremsætter
anmodning herom.
Formkrav mv.
Der gælder efter loven ingen formkrav til den meddelelse, der gives
den registrerede, og der kan derfor efter bestemmelsen ikke stilles krav
om, at meddelelsen skal gives skriftligt. Det er imidlertid den
dataansvarlige, som - i tilfælde af uenighed om, hvorvidt der er givet den
fornødne underretning til den registrerede - skal kunne dokumentere, at
oplysningspligten er opfyldt. Underretningen skal derfor som hovedregel
gives skriftligt. Hvis oplysninger indhentes mundtligt, fx under et møde
eller pr. telefon, og der samtidig mundtligt gives underretning til
opfyldelse af oplysningspligten, skal der i alle tilfælde foretages notat,
der kan dokumentere, at oplysningspligten er blevet overholdt.
Forvaltningsmyndighedens stilling til, om - og i hvilket omfang - der i
en given situation er oplysningspligt efter persondatalovens kapitel
8, §§ 28 - 30, er ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men
anses for en beslutning af processuel karakter. Myndigheden skal derfor
ikke begrunde en eventuel beslutning om ikke at give underretning, når
indsamlingen finder sted. Tilsvarende skal underretning af den
registrerede til opfyldelse af oplysningspligten ikke ledsages af
klagevejledning. Er der derimod tale om besvarelse af en efterfølgende
klage fra den registrerede person over manglende underretning eller
eventuelt indsigelse mod, at oplysninger om vedkommende gøres til genstand
for behandling, jf. lovens § 35, er der tale om en afgørelse, som skal
forsynes med både begrundelse og klagevejledning.
Oplysningspligtens omfang
Reglerne om oplysningspligt i persondataloven er opbygget på den måde,
at spørgsmålet om den dataansvarliges oplysningspligt over for den
registrerede i forbindelse med indsamling af oplysninger hos den
registrerede selv er reguleret i lovens § 28, mens spørgsmålet om den
dataansvarliges oplysningspligt ved indsamling af oplysninger hos andre
end den registrerede er reguleret i lovens § 29.
Endvidere er der i lovens § 30 fastsat en række undtagelser, der
knytter sig til den dataansvarliges oplysningspligt over for den
registrerede i begge de nævnte situationer. Når behandlingen er omfattet
af oplysningspligten, skal den dataansvarlige give den registrerede
meddelelse om følgende:
den dataansvarliges identitet, jf. PDL § 28, stk. 1, nr. 1 og § 29,
stk. 1, nr. 1,
formål med behandlingen, jf. PDL § 28, stk. 1, nr. 2 og § 29, stk.
1, nr. 2, og
andre nødvendige oplysninger, jf. PDL § 28, stk. 1, nr. 3 og § 29,
stk. 1, nr. 3.
Den dataansvarlige myndighed er samme myndighed, som er ansvarlig for
den behandling, der giver anledning til, at den registrerede skal
informeres. Det forhold, at det fremgår af brevpapiret, hvilken myndighed
der er ansvarlig for sagen, vil være tilstrækkelig til at opfylde
oplysningspligten efter PDL § 28, stk. 1, nr. 1 og § 29, stk. 1, nr.
1.
Underretningen om formålet eller formålene med behandlingen skal være
tilstrækkelig til, at den registrerede bliver klar over, hvad der er
baggrunden for, at der indsamles oplysninger om den pågældende. Det
betyder, at den dataansvarlige - som minimum - skal underrette den
registrerede om, hvad de indsamlede oplysninger skal bruges til på
indsamlingstidspunktet.
Den dataansvarlige skal endvidere i hver enkelt tilfælde foretage en
konkret vurdering af, om der er andre oplysninger, der under hensyn til de
særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er
nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, jf. PDL
§ 28, stk. 1, nr. 3, litra a-c og § 29, stk. 1, nr. 3, litra a-c.
Opregningen i litra a-c i de to bestemmelser er ikke udtømmende, men det
drejer sig eksempelvis om følgende informationer:
Hvem oplysningerne videregives til, dvs. eventuelle kategorier af
modtagere, jf. § 28, stk. 1, nr. 3, litra a og § 29, stk. 1, nr. 3,
litra b.
Om det er obligatorisk eller frivilligt at besvare stillede
spørgsmål samt mulige følger af ikke at svare, jf. § 28, stk. 1, nr. 3,
litra b.
Hvilken type oplysninger der behandles, når oplysningerne ikke er
indsamlet hos den registrerede, jf. § 29, stk. 1, nr. 3, litra
a.
Der skal efter sidstnævnte bestemmelse gives den registrerede
meddelelse om typen af oplysninger, som er indsamlet, og ikke om konkrete
oplysninger. Ønsker den registrerede at få oplyst, hvilke konkrete
oplysninger, der er indsamlet om vedkommende, må den registrerede anmode
om indsigt heri efter reglerne i persondatalovens kapitel 9, jf. næste
punkt.
Retten til efter anmodning at få indsigt i og berigtigelse af de
behandlede oplysninger, jf. § 28, stk. 1, nr. 3, litra c og § 29, stk.
1, nr. 3, litra c.
Retten til indsigt efter anmodning er reguleret i persondatalovens
kapitel 9, §§ 31 - 34. Reglerne om indsigtsret er regler om egenacces.
Reglerne regulerer derfor bl.a. i hvilket omfang den person, der behandles
oplysninger om, har ret til konkrete oplysninger om sig selv. Se afsnit
M.2 om
indsigt efter persondataloven.
Retten til berigtigelse mv. efter anmodning er reguleret i PDL §
37. Bestemmelsen fastsætter, at den registrerede over for den
dataansvarlige kan kræve, at oplysninger om den pågældende berigtiges,
slettes eller blokeres, hvis oplysningerne viser sig urigtige, vildledende
eller på anden måde er behandlet i strid med lov eller bestemmelser
udstedt i medfør af lov.
Som anført er opregningen i litra a-c i §§ 28, stk. 1, nr. 3 og
29, stk. 1, nr. 3 ikke udtømmende. Der vil derfor efter omstændighederne
kunne påhvile den dataansvarlige en pligt til at give den registrerede
anden information end de oplysninger, der følger af bestemmelserne i litra
a-c. Om der skal gives den registrerede yderligere information beror -
ligesom med hensyn til bestemmelserne i litra a-c - på en konkret
vurdering af, om dette er nødvendigt for, at den registrerede kan varetage
sine interesser i det enkelte tilfælde.
Undtagelser fra
oplysningspligten
Persondataloven indeholder en række undtagelser om den dataansvarliges
oplysningspligt over for den registrerede, jf. PDL § 28, stk. 2, § 29 stk.
2 og § 30.
PDL §§ 28, stk. 2 og 29, stk.
2, 1. led - den dataansvarliges identitet, formålet med behandlingen, mv.
er den registrerede bekendt
Efter bestemmelserne i PDL § 28, stk. 2 og § 29, stk. 2, 1. led gælder
oplysningspligten efter stk. 1 i de to bestemmelser ikke, hvis den
registrerede allerede er bekendt med de oplysninger, som er omfattet af
oplysningspligten, dvs. oplysninger om den dataansvarliges identitet,
formålene med behandlingen samt yderligere oplysninger, der er nødvendige
til varetagelse af den registreredes interesser.
I de tilfælde, hvor indsamlingen af oplysninger sker ved, at den
registrerede selv retter henvendelse til den dataansvarlige, vil det i
almindelighed kunne lægges til grund, at den registrerede allerede er
bekendt med de oplysninger, der efter PDL § 28, stk. 1 skal gives den
pågældende. Også i de situationer, hvor den dataansvarlige aktivt
indsamler oplysninger hos den registrerede, vil det i mange tilfælde kunne
lægges til grund, at den registrerede allerede er bekendt med disse
oplysninger. I begge de nævnte situationer gælder dog, at
oplysningspligten skal opfyldes, hvis den dataansvarlige er i tvivl om,
hvorvidt den registrerede allerede er bekendt med de i stk. 1, nr. 1
- 3, anførte oplysninger.
I de tilfælde, hvor oplysningerne er indsamlet hos andre end den
registrerede, fx andre myndigheder eller private, vil den dataansvarlige
derimod som hovedregel ikke kunne lægge til grund, at den registrerede
allerede er bekendt med de oplysninger, som den dataansvarlige er
forpligtet til at give meddelelse om efter PDL § 29, stk. 1. Det beror
bl.a. på, at oplysningspligten skal opfyldes, hvis den dataansvarlige er i
tvivl om, hvorvidt den registrerede allerede er bekendt med de i stk. 1,
nr. 1 - 3, nævnte oplysninger.
Hvis en dataansvarlig myndighed, som har indsamlet oplysninger hos den
registrerede og i den forbindelse har opfyldt sin
oplysningspligt efter PDL § 28, efterfølgende videregiver de indsamlede
oplysninger til en anden dataansvarlig myndighed, skal denne nye
dataansvarlige myndighed som udgangspunkt opfylde oplysningspligten efter
PDL § 29. Den nye dataansvarlige myndighed kan alene undlade at give den
registrerede meddelelse efter PDL § 29, stk. 1, hvis den oprindelige
dataansvarlige allerede har givet de fornødne oplysninger til den
registrerede, jf. PDL § 29, stk. 2, 1. led, eller hvis en af de øvrige
undtagelsesbestemmelser i PDL § 29 eller § 30 er opfyldt.
PDL § 29, stk. 2, 2. led -
registreringen eller videregivelsen er udtrykkeligt fastsat ved lov
Af bestemmelsen i PDL § 29, stk. 2, 2. led følger, at
oplysningspligten efter stk. 1 heller ikke gælder, hvis registreringen
eller videregivelsen er udtrykkeligt fastsat ved lov eller bestemmelse
fastsat i henhold til lov.
Kravet om udtrykkelighed betyder, at der bør sondres mellem de
bestemmelser, der indeholder en indberetningspligt, og de bestemmelser,
der indeholder en oplysningspligt. Som hovedregel vil det kun være i de
tilfælde, hvor der er tale om en egentlig indberetningspligt eller pligt
til at indhente oplysninger, at kravet om udtrykkelighed er opfyldt. I
disse tilfælde vil det være klart for den registrerede (gennem
bekendtgørelse i Lovtidende), at der vil blive indberettet/indhentet
oplysninger om den pågældende. Den registrerede vil derfor have mulighed
for at søge om indsigt i de behandlinger, der foregår hos den modtagende
myndighed. Datatilsynet anser eksempelvis bestemmelsen i
skattekontrollovens § 7 F, stk. 1, hvorefter kommunerne årligt skal
foretage indberetning
til de statslige told- og skattemyndigheder om opkrævede underholdsbidrag,
for at opfylde kravet om udtrykkelighed. Det er derimod ikke
tilstrækkeligt, at en bestemmelse indeholder en oplysningspligt, da det
vil være forbundet med en vis usikkerhed om der rent faktisk behandles
(registreres eller videregives) oplysninger om den registrerede, jf.
eksempelvis skattekontrollovens § 8 G, stk. 1, om oplysningspligt for
vekselerere, advokater m.fl. " ... i det omfang en skattemyndighed anmoder
derom og oplysningerne er af væsentlig betydning for skatteligningen
...".
PDL § 29, stk. 3 -
underretning af den registrerede er umulig eller uforholdsmæssig
vanskelig
Efter PDL § 29, stk. 3, gælder oplysningspligten efter stk. 1 heller
ikke, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig eller er
uforholdsmæssig vanskelig.
I hvilket omfang dette er tilfældet skal vurderes i den enkelte
situation. Ved denne vurdering skal der ske en afvejning af på den ene
side betydningen af en sådan underretning for den registrerede og på den
anden side den arbejdsindsats hos myndigheden, der vil være forbundet med
en sådan underretning. Der skal i den forbindelse bl.a. lægges vægt på
antallet af registrerede, som skal have meddelelse, oplysningernes alder,
samt hvor indgribende det er for den enkelte, at der foretages behandling
af oplysninger om vedkommende. Det vil herunder være af betydning, om
behandlingen af oplysninger foretages som led i enkeltsagsbehandling, hvor
underretning kan ske i forbindelse med iværksættelse af andre
sagsbehandlingsskridt, eller om behandlingen foretages som led i en række
identiske sager, eventuelt som led i massesagsbehandling. Hvor
oplysningerne vedrører personer, der er bosiddende i udlandet, kan
behandlingen således efter omstændighederne være undtaget fra
oplysningspligten, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig
eller uforholdsmæssig vanskelig efter en konkret afvejning. I øvrigt må
det antages, at bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde.
PDL § 30 - afgørende hensyn
til private eller offentlige interesser
Yderligere undtagelser fra oplysningspligten er fastsat i PDL § 30.
Efter bestemmelsen i stk. 1 kan undtagelse fra reglerne i § 28, stk. 1, og
§ 29, stk.1, gøres, hvis den registreredes interesse i at få kendskab til
oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til private
interesser, herunder hensynet til den registrerede selv. Efter
bestemmelsen i stk. 2 kan undtagelse fra bestemmelserne i § 28, stk. 1, og
§ 29, stk. 1, tillige gøres, hvis den registreredes interesse i at få
kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til
offentlige interesser, herunder navnlig hensynet til 1) statens sikkerhed,
2) forsvaret, 3) den offentlige sikkerhed, 4) forebyggelse,
efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller i
forbindelse med brud på etiske regler for lovregulerede erhverv, 5)
væsentlige økonomiske eller finansielle interesser hos en medlemsstat
eller Den Europæiske Union, herunder valuta-, budget-, og
skatteanliggender samt 6) kontrol-, tilsyns-, eller reguleringsopgaver,
herunder opgaver af midlertidig karakter, der er et led i den offentlige
myndighedsudøvelse på de i nr. 3 - 5 nævnte områder. Bestemmelserne har
kun betydning, hvis underretning af den registrerede ikke kan undlades
efter undtagelsesbestemmelserne i § 28, stk. 2, og § 29, stk. 2 og 3.
Indskrænkning af den dataansvarliges oplysningspligt kræver
efter både stk. 1 og stk. 2 en konkret afvejning af de modstående
interesser, der er anført. Afvejningen skal foretages for hver enkelt
oplysning for sig. Hvis hensyn, der indebærer undtagelse fra
oplysningspligten, kun gør sig gældende for en del af de i § 28, stk. 1,
og § 29, stk. 1, nævnte oplysninger, skal der gives den registrerede
meddelelse om de øvrige oplysninger.
Endvidere indebærer udtrykket "afgørende hensyn", at
undtagelse fra oplysningspligten kun kan gøres, hvor der er nærliggende
fare for, at privates eller offentliges interesser vil lide skade af
væsentlig betydning. Bevisbyrden påhviler den dataansvarlige.
Eksempelvis vil bestemmelsen i PDL § 30, stk. 2, nr. 6 om hensynet til
kontrol mv. kunne anvendes, hvis det efter en konkret afvejning - af på
den ene side hensynet til den registreredes interesse i at få kendskab til
oplysningerne og på den anden side afgørende kontrolhensyn - vurderes, at
der er nærliggende og konkret fare for, at det offentliges interesser vil
lide skade af væsentlig betydning, fx fordi behandlingen sker i
forbindelse med planlægning af uanmeldt kontrol. Pligten til at give
underretning må iøvrigt ses i sammenhæng med de almindelige krav til
myndighedens sagsbehandling, herunder reglerne i forvaltningslovens § 19
om partshøring. Det antages i den forbindelse, at det i visse tilfælde,
navnlig i forbindelse med tilsyns- og kontrolsager, efter omstændighederne
kan være nødvendigt eller hensigtsmæssigt at vente med underretningen,
indtil sagen er undersøgt nærmere, således at øjemedet ikke forspildes,
jf. FOB 1997, side 74 ff.
Tidsfrist for opfyldelse af
oplysningspligten
Når der indsamles oplysninger hos den registrerede, skal
oplysningspligten opfyldes samtidig med indsamlingen, jf. PDL § 28, stk.
1.
I de tilfælde, hvor oplysninger indsamles i forbindelse med, at den
registrerede fx skal indlevere en ansøgning, blanket eller lignende til
den dataansvarlige, kan oplysningspligten opfyldes ved, at de fornødne
informationer er fortrykt på ansøgningen, blanketten mv. Hvis indsamlingen
foregår uden anvendelse af en fortrykt ansøgningsformular eller lignende,
fx ved at den registrerede selv henvender sig i et almindeligt brev, skal
oplysningspligten opfyldes snarest muligt eller senest inden for 10
dage.
Når oplysninger indsamles hos andre end den registrerede, skal
oplysningspligten opfyldes ved registreringen, eller hvis de indsamlede
oplysninger er beregnet på videregivelse, senest når videregivelsen af
oplysningerne finder sted, jf. PDL § 29, stk. 1.
Udtrykket "ved registreringen" skal fortolkes som snarest muligt eller
senest inden for 10 dage efter registreringen. I tilfælde, hvor de
indsamlede oplysninger er beregnet på videregivelse til tredjemand, kan
opfyldelse af oplysningspligten vente til videregivelse af oplysninger
første gang finder sted. Det er dog en betingelse, at det på tidspunktet
for indsamlingen er klart, at oplysningerne skal videregives til
tredjemand, og at videregivelsen finder sted inden for en forholdsvis
snæver periode.
Lignende dokumenter
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 E. SAGSBEHANDLING Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 E. SAGSBEHANDLING Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 E. SAGSBEHANDLING Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008