Spring til indhold

Retsinformation

PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 K. OMKOSTNINGSGODTGØRELSE

STV nr 20020 af 01/01/2006Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Processuelle regler på SKATs område 2006-3

K.

Omkostningsgodtgørelse

Efter reglerne om omkostningsgodtgørelse ydes der godtgørelse til

omkostninger, som en godtgørelsesberettiget fysisk eller juridisk person

har betalt til sagkyndig bistand mv. i forbindelse med en klagesag

vedrørende skat, told og afgifter. Godtgørelsesprocenten afhænger af,

om den godtgørelsesberettigede får medhold eller ej i den sag, der søges

om godtgørelse for.

Der ydes bl.a. godtgørelse ved klage til et skatteankenævn eller

til Landsskatteretten, og ved efterfølgende domstolsprøvelse, jf.

skatteforvaltningslovens

(SFL) § 55. Udgifter til bl.a. sagkyndig bistand, retsafgifter, syn og

skøn og sagkyndige erklæringer og udtalelser er dækket af ordningen, jf.

SFL § 54, stk. 1.

Historik

Omkostningsgodtgørelse i skattesager går tilbage til 1984, hvor

ordningen alene omfattede udgifter til sagkyndig bistand ved

domstolsprøvelse af en skattesag. Gennem årene er ordningen blev udvidet

til at dække flere sagstyper og godtgørelsesprocenten er blevet hævet

løbende. I 2002 vedtog Folketinget en ny lov, som medførte, at der nu ydes

100 procent godtgørelse i skattesager, som den skatte- eller

afgiftspligtige vinder fuldt ud eller i overvejende grad.

Regelgrundlag

Godtgørelsen ydes efter reglerne om omkostningsgodtgørelse i

skatteforvaltningslovens kapitel 19. Reglerne fremgår af lovbekendtgørelse

nr. 758 af 2. august 2005 af skatteforvaltningsloven.

Reglerne om omkostningsgodtgørelse fremgik tidligere af den nu ophævede

skattestyrelseslov, men er med virkning fra 1. november 2005 beskrevet i

skatteforvaltningslovens kapitel 19. Skatteforvaltningsloven er vedtaget

Læs alt

på baggrund af fusionen mellem det tidligere ToldSkat og de

tidligere kommunale skatteforvaltninger og den deraf følgende nye

organisation af told- og skatteforvaltningen.

Der er med vedtagelsen af skatteforvaltningsloven og ophævelsen af

skattestyrelsesloven ikke sket nogen reel materiel ændring af reglerne om

godtgørelse, men alene sket ændringer som konsekvens af den nye

klagestruktur på skatteforvaltningsområdet.

En ændring af ordlyden i SFL § 55, stk. 3, (tidligere SSL § 33, stk. 3)

betyder dog, at der pr. 1. november 2005 ydes godtgørelse for udgifter

afholdt i forbindelse med domstolsprøvelse af sager om told, afgifter og

arbejdsgiverkontrol, som Landsskatteretten har afgjort uden deltagelse af

læge retsmedlemmer. Se nærmere under afsnit

K.4 .

Reglernes tidsmæssige

anvendelsesområde

Reglerne har virkning for sager, hvor godtgørelsesspørgsmålet i sagen

ikke er endeligt afgjort efter de tidligere gældende regler inden den 17.

januar 2002. Det afgørende er således afslutningstidspunktet for

godtgørelsessagen.

For en beskrivelse af overgangsreglerne ved indførelsen af de nye

- og fortsat gældende - regler pr. 17 januar 2002 henvises til

Processuelle regler på ToldSkats område 2005-2, afsnit K

.

For sager, der er omfattet af reglerne før 17. januar 2002 henvises til

Processuelle regler på ToldSkats område 2002, afsnit K .

K.1 Omkostningsgodtgørelsens

størrelse

Fuld godtgørelse

Efter

skatteforvaltningslovens

(SFL) § 52, stk. 1, 2. pkt., ydes en godtgørelse på 100 procent af de

afholdte udgifter til sagkyndig bistand mv., såfremt den skatte- eller

afgiftspligtige opnår fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i sin

sag.

Godtgørelse med 50

procent

Taber den skatte- eller afgiftspligtige sin sag eller får medhold i

mindre grad, godtgøres udgifterne til sagkyndig bistand mv. med 50

procent, jf. SFL § 52, stk. 1, 1. pkt.

Fuld godtgørelse, når sagen

er indbragt af myndighederne

I de tilfælde, hvor en sag er viderebragt på myndighedens foranledning,

er godtgørelsen på 100 procent af de godtgørelsesberettigede

udgifter, jf. SFL § 52, stk. 2.

Godtgørelsen på 100 procent ydes uanset udfaldet af sagen ved den

pågældende instans.

En sag videreføres som hovedregel af skattemyndighederne, fordi den er

principiel. Der ydes således forhøjet godtgørelse i sager, hvor udgifterne

er betalt i anledning af:

at SKAT forelægger en afgørelse truffet af et skatteankenævn

for Skatterådet til ændring efter SFL § 2, stk. 3, eller

skatteministeren indbringer en skatterådsafgørelse for landsretten,

jf. SFL § 40, stk. 2, eller

Skatteministeriet indbringer en landsskatteretskendelse for

landsretten, jf. SFL § 49, 1. pkt., eller

Skatteministeriet anker en landsretsdom til Højesteret.

Den fulde godtgørelse ydes kun til dækning af de bistandsudgifter, som

den godtgørelsesberettigede afholder ved den instans, hvortil myndigheden

har indbragt sagen til prøvelse. Indbringer Skatteministeriet således fx

en landsskatteretskendelse for landsretten, er det kun den skatte- eller

afgiftspligtiges udgifter til landsretsbehandlingen, der ydes en forhøjet

omkostningsgodtgørelse til. Hvis den skatte- eller afgiftspligtige anker

landsrettens afgørelse til Højesteret, kan der alene ydes

godtgørelse for de godtgørelsesberettigede udgifter ved Højesteret

afhængigt af udfaldet af sagen.

Fuld godtgørelse ved syn og

skøn

I sager, der klagebehandles af Landsskatteretten eller sager, der

behandles af Skatterådet, kan Landsskatteretten eller

Skatterådet efter et konkret skøn bestemme, at udgifter, der er eller

vil blive afholdt til syn og skøn under behandlingen af sagen, dækkes med

100 procent. Der henvises til beskrivelsen af omkostningerne ved syn og

skøn i afsnit

K.3.1 .

Acontoudbetaling med 50

procent

Det er efter ordningen muligt at få udbetalt acontobeløb. Da udfaldet

af sagen endnu ikke kendes, kan der kun udbetales godtgørelse med 50

procent af udgifterne ved ansøgning om udbetaling af acontobeløb. I

tilfælde, hvor sagen er videreført på myndighedernes initiativ, kan hele

det ansøgte beløb dog udbetales.

K.2 Kredsen af

godtgørelsesberettigede

I

skatteforvaltningslovens

(SFL) § 53 er de godtgørelsesberettigede personer opregnet. En person

kan være godtgørelsesberettiget, uanset om denne er en fysisk eller en

juridisk person, herunder et dødsbo. Det er ifølge loven ikke en

betingelse for retten til omkostningsgodtgørelse, at den pågældende

er skattepligtig her til landet.

Den

klageberettigede

Godtgørelsesberettiget er den, der ifølge lovgivningen er berettiget

til at klage over en afgørelse i en sag, som er nævnt i SFL § 55

eller som kan indbringe en sådan afgørelse for domstolene, jf. SFL §

53, nr. 1.

Part

Godtgørelsesberettiget er desuden den, som i øvrigt må anerkendes som

part i en sag, som er nævnt i SFL § 55, jf. § 53, nr. 2.

Spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende kan anses som part, må afgøres

efter de almindelige forvaltningsretlige regler, det vil sige, hvorvidt

den pågældende har en væsentlig, direkte, retlig og individuel interesse i

sagens udfald.

Eksempler på part

Bestemmelsen kan fx anvendes i tilfælde, hvor skattemyndighederne

anerkender en aktionær som part i selskabets skattesag, hvor aktionæren i

forbindelse med selskabets likvidation eller konkurs får overdraget retten

til at føre selskabets skattesag, således at aktionæren får ret til det

provenu, der måtte komme ud af skattesagen. I den situation er der tale

om, at en anden end den skattepligtige, som sagen vedrører, fører en

skattesag, som den pågældende har en direkte interesse i.

Et andet eksempel kunne være tilfælde, hvor en sælger af et tømt

overskudsselskab ønsker at føre selskabets skattesag og anerkendes som

part i denne, fordi størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod

sælgeren har en direkte sammenhæng med selskabets skatteansættelse.

Den, der inddrages i en

sag

Godtgørelsesberettiget er også den, som en myndighed inddrager i en sag

omfattet af SFL § 55, fordi myndigheden skønner, at den pågældende

har en direkte retlig interesse i sagens udfald, jf. SFL § 53, nr.

3.

Landsskatteretten kan efter sin

forretningsordens

§ 7, stk. 2 anmode en tredjemand om at udtale sig til Landsskatteretten om

bedømmelsen af et retsforhold mellem klageren og den pågældende

tredjemand, fordi der er grund til at antage, at tredjemanden ønsker en

anden bedømmelse af retsforholdet lagt til grund ved afgørelsen af klagen,

end den bedømmelse, klageren ønsker lagt til grund.

Er det fx tvivlsomt, om et ægtefællebidrag er ydet under faktisk

samlivsophævelse eller ej, kan dette spørgsmål have betydning for yderens

ret til fradrag for bidraget og for modtagerens indtægtsførelse heraf.

Forelægges et sådant spørgsmål for Landsskatteretten af den ene part,

vil retten efter forretningsordenens § 7, stk. 2, typisk høre den anden

part om spørgsmålet.

Også skatteankenævnene og andre skatte-, told- og afgiftsmyndigheder

inddrager i praksis i et vist omfang tredjemand, når det skønnes, at denne

kan have en væsentlig interesse i afgørelsen af en godtgørelsesberettiget

sag.

Direkte interesse

Derudover kan andre fysiske eller juridiske personer have en væsentlig,

direkte interesse i at sagen føres.

Et eksempel på dette er de tilfælde, hvor en kreds af skatte- eller

afgiftspligtige med ensartede skattesager er gået sammen om at afholde

udgifter ved at få prøvet en af sagerne ved påklage eller ved

domstolsprøvelse.

Efter administrativ praksis kan der ydes omkostningsgodtgørelse i disse

situationer, dels for de udgifter, de afholder i forbindelse med prøvelse

af deres egen sag, og dels for de udgifter de afholder til prøvesagen. Den

enkeltes ret til tilskud til udgifter i prøvesagen afhænger af styrken af

den enkelte deltagers retlige interesse i udfaldet af prøvesagen og af

udgifternes tilknytning til sagen. Det er for det første et krav, at

der er en sådan identitet mellem prøvesagen og ansøgerens sag, at udfaldet

af prøvesagen vil blive lagt til grund for afgørelsen af ansøgerens sag.

En sådan identitet foreligger, hvis en relevant skattemyndighed har givet

tilsagn om, at afgørelsen af prøvesagen vil blive lagt til grund for

afgørelsen af ansøgerens sag. For det andet er det et krav, at den

sagkyndige har udskrevet en regning til ansøgeren på de udgifter, der

søges tilskud til. Regningen skal altså være delt op og den enkelte

ansøger skal hæfte individuelt.

K.3 De godtgørelsesberettigede

udgifter

I

skatteforvaltningslovens

(SFL) § 54 er de godtgørelsesberettigede udgifter opregnet. De

godtgørelsesberettigede udgifter er:

Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat

hos den godtgørelsesberettigede.

Retsafgifter, bortset fra beløbet til Landsskatteretten,

jf. SFL § 42, stk. 4.

Udgifter til syn og skøn.

Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale, i det

omfang der ikke er tale om dokumentation for kontrollerede transaktioner

efter skattekontrollovens § 3 B.

Pålagte sagsomkostninger.

Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i

en klagesag bør påklages eller prøves ved domstolene.

Det er ifølge bestemmelsen i SFL § 54 ikke en betingelse for at

opnå omkostningsgodtgørelse, at udgifterne til sagkyndig bistand mv.

faktisk er betalt. Det er tilstrækkeligt, at det kan dokumenteres, at

udgifterne skal betales ifølge regning. Det er dog et krav, at den

godtgørelsesberettigede samt den sagkyndige attesterer oplysningernes

rigtighed på ansøgningen, se nærmere under afsnit

K.8.1 . om

dokumentationskravene til ansøgningen.

Intet krav om formel

afgørelse

Hvis den godtgørelsesberettigede allerede tidligere i sagsforløbet kan

se, at sagen er tabt eller vundet, er den godtgørelsesberettigede ikke

tvunget til at føre en sag igennem til formel afgørelse for at opnå

godtgørelse, idet han/hun kan få godtgørelse til en sagkyndigs udtalelse

om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages

eller prøves ved domstolene. Hvis en sådan udtalelse ikke er indhentet, er

det dog en forudsætning for godtgørelse, at der rent faktisk er indgivet

en anmodning, klage eller stævning.

K.3.1 Nærmere vedrørende udgifterne

Sagkyndig bistand

De udgifter, der ydes godtgørelse til, er som udgangspunkt udgifter til

køb af sagkyndig bistand, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 1. I og med at

godtgørelsesordningen er rettet mod skatte-, told- og afgiftssager, skal

den sagkyndige være advokat, statsautoriseret eller registreret revisor,

konsulent i driftsøkonomi, medlem af Foreningen af Danske Revisorer eller

være en person, der kan sidestilles hermed, jf.

bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005 om oplysninger om

udgifter til

sagkyndig bistand mv. ved godtgørelse efter skatteforvaltningslovens

kapitel 19.

Det afhænger af en konkret bedømmelse, om en person, der ikke er

omfattet af bestemmelsen, kan sidestilles med de nævnte sagkyndige.

Normalt vil en person, som opfylder betingelserne for at udøve erhverv som

advokat eller revisor, kunne sidestilles med disse erhvervsgrupper, selvom

den pågældende ikke aktuelt udøver sit erhverv. Kan en person dokumentere

personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandling af skatte- og

afgiftssager, vil den pågældende normalt blive godkendt som sagkyndig.

I

SKM2006.183.LSR

fandt Landsskatteretten, at en repræsentant i en skattesag ikke havde

dokumenteret at være i besiddelse af en sådan personlig uddannelse eller

praktisk erfaring i behandling af skatte- eller afgiftssager, at han kunne

sidestilles med kredsen af sagkyndige bistandsydere nævnt i

bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. pkt. Landsskatteretten fastslog, at

indholdet af den korrespondance i sagen, som repræsentanten havde

udarbejdet, ikke kunne danne grundlag for en vurdering af hans

udddannelsesmæssige baggrund og praktiske erfaring i behandlingen af

skatte- eller afgiftssager.

Rejseudgifter for sagkyndige og vidner kan indgå i det beløb, der ydes

omkostningsgodtgørelse for.

Retsafgifter

Der ydes godtgørelse til retsafgifter, bortset fra beløbet til

Landsskatteretten, jf. SFL § 42, stk. 4. Der ydes ikke godtgørelse

til rettergangsbøder.

Syn og skøn

Der ydes godtgørelse til udgifter til syn og skøn ved Landsskatteretten

og ved Skatterådet, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 3. Der kan søges om

tilsagn om fuld godtgørelse, jf. SFL § 52, stk. 3. Landsskatteretten

kan træffe bestemmelse om fuld godtgørelse, når afholdelsen af syn og skøn

har tilført eller skønnes at kunne tilføre sagen nye oplysninger, som ikke

hensigtsmæssigt har kunnet eller kan indhentes på anden måde, jf.

forretningsorden for Landskatteretten § 19, stk. 6. Skatterådet kan

efter samme

kriterie træffe bestemmelse om fuld godtgørelse.

Der kan forekomme to typer omkostninger i en sag om syn og skøn. Den

ene type vedrører førelsen af selve klagesagen. Den anden type vedrører

specifikt gennemførelsen af syn og skøn, og det er alene denne type, der

kan godtgøres fuldt ud.

I det omfang, der ikke træffes bestemmelse om fuld

omkostningsgodtgørelse, kan udgifterne til syn og skøn godtgøres efter de

almindelige regler i SFL § 52, stk. 1 og 2.

De omkostninger, der kan dækkes med 100 procent er eksempelvis

følgende:

Salær til syns- og skønsmand, herunder hans/hendes udgifter til

rejse og øvrige udgifter. Syns- og skønsmandens salær fastsættes af

byretten.

Udgifter til sagkyndig bistand under syns- og skønssagen, herunder

udgifter til advokatbistand til gennemgang af sagen, valg af

brancheorganisation til at afgive erklæring som alternativ til syn og

skøn eller valg af syns- og skønsmand, udarbejdelse af syns- og

skønstema og tillægsspørgsmål, fremfindelse af materiale, deltagelse i

møde under skønsforretningen, deltagelse i retsmøder mv.

Endvidere omfatter den fulde omkostningsgodtgørelse salærudgifter til

advokat vedrørende kommentering af syns- og skønsrapporten i et indlæg til

Landsskatteretten. Advokatsalær vedrørende en egentlig skriftlig procedure

falder udenfor den fulde godtgørelse.

Sagkyndig

erklæring

Der ydes godtgørelse til udgifter til sagkyndige erklæringer og andet

bevismateriale, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 4. Det kan eksempelvis være

tredjemands afgivelse af erklæringer mv. eller indhentelse af retligt

responsum.

En sagkyndig erklæring kan indhentes fra en person, der ikke tilhører

den kreds af sagkyndige, der er nævnt i § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr.

958 af 10. oktober 2005, jf. § 1, stk. 2, i samme bekendtgørelse.

Der ydes dog ikke godtgørelse til udgifter til sagkyndige erklæringer

og andet bevismateriale i det omfang, der er tale om lovpligtig

dokumentation for kontrollerede transaktioner efter skattekontrollovens §

3 B. Denne begrænsning har virkning for udgifter til udarbejdelse af

dokumentation for kontrollerede transaktioner, der afholdes i forbindelse

med sager, som påklages til de administrative klageinstanser eller

indbringes for domstolene den 2. marts 2005 eller senere, jf. lov nr. 408

af 1. juni 2005.

Pålagte

sagsomkostninger

Der ydes godtgørelse til pålagte sagsomkostninger, jf. SFL § 54,

stk. 1, nr. 5. Det følger af

retsplejelovens

§ 312, at den tabende part har pligt til at erstatte modparten de

udgifter, som retssagen har påført ham/hende, hvis parterne ikke selv har

truffet en anden overenskomst, eller retten i særlige tilfælde finder

grund til at gøre afvigelse fra denne regel. Domstolene foretager en

skønsmæssig vurdering i hvert enkelt tilfælde af rimeligheden af de

udgifter, som den vindende part har afholdt, og fastsætter herefter

sagsomkostningerne.

Sagkyndig

udtalelse

Den skatte- eller afgiftspligtige kan få godtgjort udgifter til en

sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag

bør påklages eller prøves ved domstolene, jf. SFL § 54, stk. 1, nr.

6. Der ydes godtgørelse til sådanne udgifter for ikke at tvinge en skatte-

eller afgiftspligtig til at videreføre en sag, som borgeren/virksomheden

umiddelbart efter hæver, idet sagen alene blev anlagt for at opnå

omkostningsgodtgørelse for udgifterne til den sagkyndige udtalelse.

Hvorvidt udgifterne til den sagkyndige udtalelse godtgøres med 50 eller

100 procent, er afhængig af udfaldet af den klagesag, hvis resultat

udtalelsen vurderer.

Der ydes alene godtgørelse for udgifter til en udtalelse om, hvorvidt

en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene. En

udtalelse om, hvorvidt en 1. instansafgørelse skal påklages, er således

ikke godtgørelsesberettiget.

Udgifter til gennemførelse

af afgørelsen

Udgifterne til en række afsluttende arbejder, der er udført efter at

der er truffet afgørelse af klageinstansen eller domstolen, er også

godtgørelsesberettigede. Der skal være tale om udgifter, der direkte

relaterer sig til udfaldet af klagesagen og som er nødvendige for at

realisere en truffen afgørelse.

Hjemvisning

I sager, hvor der sker hjemvisning til den lignende myndighed, ydes der

som hovedregel godtgørelse af udgifterne til sagkyndig bistand forbundet

med behandlingen af den hjemviste afgørelse ved den lavere rangerende

myndighed.

Borgeren/virksomheden fører

selv sagen

Fører borgeren/virksomheden selv sagen, kan der opnås

omkostningsgodtgørelse for retsafgifter ved domstolene, udgifter til syn-

og skøn samt udgifter til sagkyndige erklæringer, sagsomkostninger og

andet bevismateriale. Den godtgørelsesberettigede vil dog ikke kunne få

godtgjort omkostninger, der svarer til den pågældendes tidsforbrug, fx

udmålt som tabt arbejdsfortjeneste. Der ydes heller ikke godtgørelse til

den pågældendes egne udgifter til fx rejse, porto, telefon eller

lignende.

Ansat fører sagen

Der ydes ikke godtgørelse til udgifter, når bistand er ydet af en

person, der er ansat hos den, som sagen vedrører. De udgifter, der ikke

vedrører den ansattes indsats, er dog godtgørelsesberettigede. Dette

gælder fx retsafgifter, udgifter til syn og skøn og udgifter til

yderligere bistand fra ikke-ansatte advokater, revisorer mv.

I

SKM2006.191.ØLR havde

eneaktionæren i det sagsøgende revisionsfirma gennem sin personligt drevne

revisionsvirksomhed bistået sagsøgeren med en skattesag i 2003.

Landsretten lagde til grund, at eneaktionæren siden 1993 på egen hånd

havde forestået selskabets administration og taget sig af dets

investeringer i værdipapir, udestående fordringer og fast ejendom mv.,

samt at selskabet indtil marts 2001 havde betalt løn til eneaktionæren og

fra 1999 til 2004 som personaleudgift herudover havde fratrukket

udgifterne til fri bil og fri telefon, der var stillet til rådighed for

eneaktionæren i denne periode. Landsretten fandt derfor, at eneaktionæren

fortsat var ansat i det sagsøgende revisionsfirma, da bistanden til

skattesagens førelse blev ydet, og at sagsøgeren derfor ikke var

berettiget til godtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand.

Opdeling af

udgifter

Indgår der i en sag spørgsmål, der ikke er omfattet af

godtgørelsesordningen, skal der foretages en opdeling af de afholdte

udgifter og eventuelt godtgjorte udgifter. Indgår der fx i en straffesag

spørgsmål om skatteansættelse, ydes der godtgørelse til de udgifter til

sagkyndig bistand mv., der forholdsmæssigt kan henføres til

domstolsbehandlingen af ansættelsesspørgsmålet. Normalt vil arbejdets

omfang, tidsforbruget og eventuelt partens økonomiske interesse vedrørende

sagens forskellige spørgsmål kunne danne udgangspunkt for fordelingen af

de godtgørelsesberettigede udgifter.

K.3.2 Reduktion af godtgørelsen

De udgifter, der berettiger til omkostningsgodtgørelse, skal alene

reduceres med tilkendte sagsomkostninger, offentlig retshjælp og

afgiftstilsvar, jf. SFL § 54, stk. 2.

Tilkendte

sagsomkostninger

Inden beregningen af godtgørelsen skal de godtgørelsesberettigede

udgifter reduceres med sagsomkostninger, der er tilkendt den

godtgørelsesberettigede, jf. SFL § 54, stk. 2, nr. 1.

Offentlig

retshjælp

Inden beregningen af godtgørelsen skal de godtgørelsesberettigede

udgifter reduceres med offentlig retshjælp. Efter

retsplejelovens

§ 128, stk. 1-4, har den godtgørelsesberettigede mulighed for at opnå

offentlig retshjælp i form af tilskud til dækning af en del af en

advokatregning for navnlig rådgivning og udfærdigelse af enkelte

skriftlige henvendelser af sædvanlig art, fx en ansøgning om fri proces og

processkrifter i retssager, jf. SFL § 54, stk. 2, nr. 2.

Det fremgår af

bekendtgørelse nr. 1140 af 13. december 2002 om offentlig retshjælp

ved advokater, at

der ydes retshjælp til personer, som opfylder de samme økonomiske

betingelser som gælder for at få fri proces. Efter bekendtgørelsens § 7,

stk. 1, kan der gives almindelig retshjælp for et advokatvederlag af

indtil 800 kr. inkl. moms. Heraf betaler staten 75 procent, og den

retshjælpssøgende betaler resten. Der kan desuden gives udvidet retshjælp

for et yderligere vederlag på indtil 1.830 kr. inkl. moms. Heraf betaler

staten og den retshjælpssøgende hver halvdelen, jf. bekendtgørelsens § 7,

stk. 2. Hvis retshjælpen gives i forbindelse med en ansøgning om fri

proces, betaler staten hele vederlaget.

Offentlig retshjælp omfatter ikke sager, der verserer for offentlige

myndigheder, hvor det må antages, at vejledning og bistand i fornødent

omfang gives af myndigheden. Derimod gives der hjælp til at klage over

disse myndigheders afgørelser. Hjælpen ydes i den forbindelse alene til at

udarbejde en klageskrivelse til skatte-, told- og afgiftsmyndigheden.

Afgiftstilsvar

Inden beregningen af godtgørelsen skal de godtgørelsesberettigede

udgifter reduceres med afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående

moms efter lov om merværdiafgift (momsloven).

Det er uden betydning for adgangen til fradrag for moms på

omkostningerne til sagen, om sagen vindes eller tabes. Det afgørende for

fradragsretten er, at udgiftene er afholdt, og om den vedrører

momspligtige aktiviteter. Har den skattepligtige, som fører en sag,

fuld fradragsret for momsen på udgifterne til sagen, vil

omkostningsgodtgørelse skulle beregnes på baggrund af sagsomkostningerne

ekskl. moms.

Vedører en skattesag udelukkende beskatningen af en momsregistreret

virksomheds afgiftspligtige aktiviteter, vil der momsmæssigt være

fradragsret for momsen på omkostninger til sagen. Hvis sagen vedrører både

momspligtige aktiviteter og ikke-momspligtige aktiviteter, vil

virksomheden have delvis fradragsret for momsen på omkostningerne.

Tilsvarende vil virksomheden have delvis fradragsret for momsen på

omkostningerne, hvis sagen vedrører momspligtige aktiviteter og

virksomheden uvedkommende formål, herunder private formål.

Se nærmere om afgiftstilsvar i

Momsvejledningen .

K.4 De godtgørelsesberettigede

sagstyper

Klagesager

Der ydes godtgørelse ved klage til skatteankenævnet eller til

Landsskatteretten, jf.

skatteforvaltningslovens

(SFL) § 55, stk. 1, nr. 1.

I

SKM2006.116.LSR

havde selskabet tilbagekaldt en klage til Landsskatteretten, for at

selskabet ved en første instans behandling kunne opnå en samlet løsning

vedrørende selskabets indkomstansættelse tillige for et indkomstår, der

ikke var påklaget til Landsskatteretten. Landsskatteretten fandt ikke,

at udgifter til sagkyndig bistand afholdt efter tilbagekaldelsen af

klage kunne anses for at have en sådan sammenhæng med klagen til

Landskatteretten, at der kunne ydes omkostningsgodtgørelse efter SSL § 33

D, stk. 1, nr. 1 (nu SFL § 55, stk. 1, nr. 1).

Indbringelse af

skatterådsafgørelser

Skatteministeren kan jf. SFL § 40, stk. 2, indbringe en afgørelse

truffet af Skatterådet, der indeholder en stillingtagen til et EU-retligt

spørgsmål, for Landsskatteretten til prøvelse. Udgifter til sagkyndig

bistand i forbindelse med en sådan prøvelse ved Landsskatteretten er

godtgørelsesberettiget jf. SFL § 55, stk. 1, nr. 2, Da afgørelsen

indbringes af Skatteministeren, ydes der godtgørelse med 100 procent,

jf. SFL § 52, stk. 2.

Genoptagelse af egen

tidligere afgørelse

Ifølge SFL § 55, stk. 1, nr. 3, ydes der

omkostningsgodtgørelse til udgifter til sagkyndig bistand mv. i

forbindelse med en anmodning til et skatteankenævn eller Landsskatteretten

om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse efter

reglerne i SFL §§ 37 og 46.

EF-domstolen

Der ydes godtgørelse i en sag vedrørende skat, told eller afgifter for

EF-domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part. Det fremgår

af SFL § 55, stk. 1, nr. 4. Der kan være tale om udgifter, der er

afholdt i forbindelse med følgende:

Præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen - dvs. i sager, hvor en

dansk ret i anledning af en konkret tvist mellem skatte- og

afgiftsmyndighederne og en skatte- eller afgiftspligtig vælger at spørge

EF-domstolen om, hvorledes en eller flere EU-bestemmelser - af betydning

for sagens afgørelse - skal forstås. I forbindelse med præjudicielle

forelæggelser for EF-domstolen skal parterne afgive diverse skriftlige

indlæg i sagen samt procedere sagen for domstolen.

Annullationssøgsmål - som et eksempel på et annullationssøgsmål kan

nævnes den situation, hvor en virksomhed finder, at en retsakt

(beslutning eller forordning) er ugyldig, fordi den er formuleret så

snævert, at den i realiteten har karakter af en beslutning over for den

pågældende virksomhed, fx vedrørende anti-dumpingtold. I disse tilfælde

kan virksomheden eventuelt have en interesse i at anlægge et

annullationssøgsmål.

Passivitetssøgsmål - som et eksempel på et passivitetssøgsmål kan

nævnes den situation, hvor en skatte- eller afgiftspligtig indbringer en

klage til EF-domstolen over, at en EU-institution, fx Kommissionen, i

strid med traktaten har undladt at træffe afgørelse i forhold til den

godtgørelsesberettigede efter at være blevet opfordret hertil, jf.

EF-traktaten

artikel 232.

Erstatningssøgsmål - som et eksempel på et erstatningssøgsmål kan

nævnes den situation, at en godtgørelsesberettiget ikke ønsker at

anlægge et annullationssøgsmål eller et sagsanlæg ved de nationale

domstole i en sag om skatter, told eller afgifter, herunder begære

præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen, men ønsker at anlægge et

erstatningssøgsmål mod den EU-institution, der har udstedt den

pågældende omtvistede retsakt, jf. EF-traktaten artikel 235.

EF-Voldgift

Godtgørelse ydes også i en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede

er part, om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af

forbundne foretagenders overskud

(EF-voldgiftskonventionen) ,

jf. bestemmelsen i SFL § 55, stk. 1, nr. 5. Formålet med

voldgiftskonventionen er at undgå den økonomiske dobbeltbeskatning, som

opstår, når et foretagende får forhøjet sin skattepligtige indkomst ved en

armslængdejustering, uden at der gennemføres en korresponderende

regulering af indkomsten for det nærtstående foretagende i et andet

land.

Undtagelser ved klager

til Landsskatteretten

Bestemmelsen i SFL § 55, stk. 1, nr. 1, gælder ikke for

udgifter i visse klager til Landsskatteretten, jf. SFL § 55, stk.

2.

Lovgiver har med den nye klagestruktur

på skatteområdet ikke ønsket at ændre ved, hvilke sagstyper der

er godtgørelsesberettigede, og reglerne fra skattestyrelseslovens §

33 D, stk. 2, er derfor bibeholdt i SFL § 55, stk.

2.

Klager til Landskatteretten vedrørende told, afgifter og

arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, er derfor ikke

godtgørelsesberettigede.

Der ydes ikke godtgørelse i følgende tilfælde:

Told og afgifter

Bestemmelsen i SFL § 55, stk. 1, nr. 1 gælder ikke klager til

Landsskatteretten i sager vedrørende told eller afgifter, hvor

retspræsidenten efter SFL § 13, stk. 3, 1. pkt. har bestemt,

at sagen afgøres uden deltagelse af læge

retsmedlemmer, jf. SFL § 55, stk. 2. Disse sager, der

tidligere alene har kunnet påklages til Told- og Skattestyrelsen,

vedrører ikke selve told- eller afgiftsgrundlaget. Der er derimod tale

om sager om registrering, regnskab, betaling, kontrol og lignende, dvs.

sager, der først og fremmest har karakter af at vedrøre en praktisk

gennemførelsesforanstaltning.

A-skat og

arbejdsgiverkontrol

Bestemmelsen i SFL § 55, stk. 1, nr. 1, gælder ikke klager

til Landsskatteretten i sager vedrørende arbejdsgiverkontrol,

bortset fra hæftelsessager, jf. SFL § 55, stk. 2.

Klager vedrørende arbejdesgiverkontrol, dvs. registrering,

regnskab, betaling, kontrol og lignende, har først og fremmest karakter af

at vedrøre en praktisk gennemførelsesforanstaltning og sådanne sager

er ikke godtgørelsesberettigede. Dog er sager om indeholdelsespligt

og hæftelse udtaget og således godtgørelsesberettigede.

Tidligere traf told- og skatteregionerne afgørelse om

indeholdelsespligt for A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og

SP-bidrag i 1. instans, og en sådan afgørelse skulle ledsages af en

afgørelse om hæftelse, og/eller af et pålæg om for fremtiden at indeholde

A-skat mv. Afgørelsen om indeholdelsespligt kunne påklages til

Landskatteretten - og denne klage var dermed godtgørelsesberettiget

- mens en afgørelse om hæftelse skulle påklages til Told-

og Skattestyrelsen. Da afgørelser om indeholdelsespligt og afgørelser

om hæftelse følges ad, blev det antaget, at den sagkyndige

bistand som alt overvejende hovedregel rettede sig mod begge

afgørelser. En afgørelse om hæftelse kan desuden på samme måde som en

afgørelse om indeholdelsespligt have en indgribende karakter for den

indeholdelsespligtige, og der kan forekomme situationer, hvor kun

afgørelsen om hæftelsen ønskes påklaget. På den baggrund var klagesager

til Told- og Skattestyrelsen om hæftelse undtagelsesvis omfattet af

de godtgørelsesberettigede sager.

Opkrævning og

inddrivelse

Der ydes ikke godtgørelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens

kapitel 19 for klager over afgørelser efter

lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer , jf. SFL §

52,

stk. 4.

Som følge af kommunalreformen er al restanceinddrivelse vedrørende

offentlige fordringer overført og samlet hos én statslig myndighed,

restanceinddrivelsesmyndigheden, under Skatteministeriet.

Klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse

af fordringer mv. kan indbringes for Landsskatteretten. Lovgiver har i

forbindelse med ændringerne af klagestrukturen på skatteområdet og

samlingen af restanceinddrivelsen ikke ønsket at ændre ved, hvilke

sagstyper der er godtgørelsesberettigede, og klager over

restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser er derfor ikke omfattet af

reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Domstolssager

Godtgørelse ydes ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager, som er

godtgørelsesberettigede efter SFL § 55, stk. 1, nr. 1-3, og ved

domstolsprøvelse af afgørelser i sager som nævnt i stk. 2. Det

fremgår af SFL § 55, stk. 3.

Efter den tidligere gældende SSL § 33, stk. 3, blev der

ydet godtgørelse ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager, der var

godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2. Udgifter

til påklage til domstolene af Told- og Skattestyrelsens afgørelser i

sager vedrørende told, afgifter og arbejdsgiverkontrol var således ikke

godtgørelsesberettigede, idet klagerne til told- og skattestyrelsen

ikke var godtgørelsesberettigede efter stk. 2.

I

SKM2006.48.DEP

har Skatteministeriets Departement i en kommentar fastslået, at den

ændrede formulering af bestemmelsen i SFL § 55, stk. 3, medfører, at der

er omkostningsgodtgørelse i domstolssager om told, afgifter og

arbejdsgiverkontrol, som Landsskatteretten har truffet afgørelse i uden

deltagelse af læge retsmedlemmer. Det er dog en forudsætning for

at yde omkostningsgodtgørelse i disse sager, at domstolssagen var

verserende den 1. november 2005 eller senere.

Afvisning

Der ydes ikke godtgørelse til udgifter, der er afholdt vedrørende en

klage eller en stævning, hvis klagen eller stævningen afvises på grund af

manglende kompetence til at afgøre sagen. Der ydes ligeledes ikke

godtgørelse, hvis klagen afvises på grund af fx overskridelse af

klagefristen eller hvis klagen ikke er begrundet.

Der ydes dog godtgørelse for udgifter til en klage over

afvisningen.

Ansøgning om

omkostningsgodtgørelse

Der ydes ikke godtgørelse for udgifter afholdt til indgivelse og

behandling af en anmodning om omkostningsgodtgørelse i første instans ved

SKAT. Derimod ydes der godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i

forbindelse med en klage til

Landsskatteretten over SKATs afgørelse om

omkostningsgodtgørelse.

I

SKM2005.526.LSR

fandt Landsskatteretten, at selvom ansøgningen og behandlingen af

en ansøgning om omkostningsgodtgørelse er en konsekvens af, at der

har været ført en klagesag, er vurderingen af

omkostningsgodtgørelsesmulighederne en i forhold til klagesagen

selvstændig sag. Landsskatteretten fandt derfor, at udgifter til sagkyndig

bistand til udarbejdelse af ansøgning om omkostningsgodtgørelse ikke kunne

anses som udgifter omfattet af SSL § 33 D, stk. 1 (nu SFL § 55, stk. 1),

men må anses som udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en sags

behandling i første instans.

K.5 Nærmere om medholdsgraden

Der ydes godtgørelse med 100 procent af de afholdte udgifter til

sagkyndig bistand mv., såfremt den skatte- eller afgiftspligtige har

opnået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i sin sag. Har den

skatte- eller afgiftspligtige tabt sin sag eller alene fået medhold i

mindre grad, så ydes der godtgørelse med 50 procent.

Den skatte- eller afgiftspligtige har som udgangspunkt fået medhold i

overvejende grad, når der er givet beløbsmæssigt medhold med over 50

procent. Beløbsmæssigt medhold med præcist 50 procent er således ikke

medhold i overvejende grad.

Har den skatte- eller afgiftspligtige fået beløbsmæssigt medhold med 50

procent eller derunder, eller kan den beløbsmæssige værdi ikke eller kun

vanskeligt opgøres, kan vægten af en række andre kriterier dog betyde, at

den skatte- eller afgiftspligtige efter en skønsmæssig vurdering af sagen

må anses for at have fået fuldt medhold eller medhold i overvejende

grad.

K.5.1 Medholdsvurderingen

Vejlende

udtalelse

Vurderingen af, om den skatte- eller afgiftspligtige har fået fuldt

eller overvejende medhold, eller om den skatte- eller afgiftspligtige har

tabt sagen, foretages i første omgang af den instans, der træffer

afgørelse i den materielle skatte- eller afgiftssag. Det sker i en

udtalelse fra den pågældende instans om medholdsgraden, jf.

skatteforvaltningslovens

(SFL) § 56, stk. 1.

Medholdsvurderingen i udtalelsen er alene vejledende for SKAT. Se

nærmere om den vejledende udtalelse under

afsnit K.5.2

.

SKATs selvstændige

medholdsvurdering

Dernæst foretager SKAT - på baggrund af denne udtalelse - en

selvstændig medholdsvurdering og træffer afgørelse om størrelsen af den

godtgørelse, som den skatte- eller afgiftspligtige ifølge SKATs egen

medholdsvurdering er berettiget til.

SKATs vurdering af

medholdsspørgsmålet meddeles samtidig med afgørelsen om godtgørelsens

størrelse.

Vurdering instans for

instans

Vurderingen af medholdsgraden foretages instans for instans. Opnår

den skatte- eller afgiftspligtige fuldt eller overvejende medhold ved

en instans, bliver udgifterne til sagkyndig bistand mv. i det omfang, de

findes rimelige, altid dækket med 100 procent ved den pågældende instans.

I afgørelsen

SKM2005.358.ØLR

fastslog landsretten, at vurderingen af, om en skattepligtig havde vundet

sagen i overvejende grad, skulle foretages instans for instans og ud fra

den påstand, som den skattepligtige nedlagde for den pågældende instans.

Stadfæstes en afgørelse fra den tidligere instans, vil der som

udgangspunkt alene kunne gives godtgørelse med 50 procent ved denne

instans, uanset om den skatte- eller afgiftspligtige har fået medhold i

overvejende grad ved den tidligere instans. Følgende eksempel kan

gives til illustration:

En skattepligtig påklager et punkt i skatteansættelsen til

skatteankenævnet, som giver medhold med 60 procent, og der ydes fuld

godtgørelse for behandlingen ved denne instans. Den skattepligtige

påklager det samme punkt til Landsskatteretten, som stadfæster de 60

procent. Ved stadfæstelse af skatteankenævnets afgørelse må den

skattepligtige anses for at have tabt sagen ved Landsskatteretten, og der

ydes godtgørelse med 50 procent for udgifter til sagkyndig bistand til

behandlingen ved denne instans.

Samlet vurdering med

henblik på efterregulering

Endvidere skal SKAT foretage en selvstændig og samlet

medholdsvurdering, hvis klagepunkterne ikke er de samme ved alle de

administrative klageinstanser samt i tilfælde, hvor sagen finder sin

afslutning ved domstolene.

Den samlede vurdering har betydning for, i hvilken udstrækning, der

skal foretages en efterregulering af allerede udbetalte godtgørelser for

udgifter ved sagens førelse ved forudgående instanser.

Det kan således forekomme, at selvom den skatte- eller afgiftspligtige

får fuldt medhold ved en instans med den følge, at udgifterne til sagens

behandling ved denne instans dækkes med 100 procent, vil det ikke i sig

selv være tilstrækkeligt til at foretage en efterregulering af udbetalte

omkostningsgodtgørelse for tidligere instanser. Kun hvis det eller de

vundne klagepunkter indgår med en tilstrækkelig tyngde, således at den

skatte- eller afgiftspligtige ud fra en samlet vurdering af sagen ved den

tidligere instans må anses for at have vundet i overvejende grad, vil der

skulle foretages en efterregulering af tidligere godtgørelser, således at

dækningsgraden samlet set bliver 100 procent.

Der kan ikke ske efterregulering til skade for den skatte- eller

afgiftspligtige. Har en skatte- eller afgiftspligtige fået medhold i

overvejende grad ved den tidligere instans, men ikke fået medhold i

overvejende grad ved den næste instans kan der ikke ske efterregulering af

godtgørelsen udbetalt ved den tidligere instans fra 100 til 50 procent.

En eventuel efterregulering sker uden beregning af renter.

Kriterier for vurdering af

medholdsgraden

Såvel de administrative klageinstansers udtalelse om medholdsgraden som

SKATs medholdsvurdering, herunder den samlede medholdsvurdering, må

foretages på baggrund af en skønsmæssig vurdering af betydningen af såvel

målelige som ikke-målige forhold i sagen. Antallet af klagepunkter er ikke

i sig selv afgørende.

I vurderingen af medholdsgraden kan indgå

sagsgenstandens beløbsmæssige værdi

på hvilket niveau i det administrative klagesystem eller domstolene

sagen er afgjort

sagens eventuelle vidererækkende betydning for den skatte- eller

afgiftspligtige eller retstilstanden på området i øvrigt

udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på det pågældende

punkt (punktets tyngde)

Udgangspunktet for medholdsvurderingen er sagens beløbsmæssige

genstand.

Andre kriterier

Såfremt den skatte- eller afgiftspligtige ikke har fået beløbsmæssigt

medhold med over 50 procent kan en række andre kriterier dog tillægges

vægt og medføre, at den skatte- eller afgiftspligtige må vurderes til at

have fået medhold i overvejende grad.

Niveau i

klagesystemet

Det kan have betydning, på hvilket niveau i det administrative system

eller ved domstolene en sag er afgjort, da det siger noget om punktets

betydning for den samlede sag. I en sag, hvor et enkelt punkt af flere fx

går helt til Højesteret, før den skatte- eller afgiftspligtige får

medhold, mens der ikke er givet medhold i de øvrige klagepunkter ved en

tidligere instans, og videreførelse af disse punkter er opgivet, kan

punktet ved Højesteret tillægges større vægt i den samlede

medholdsvurdering. Jo højere oppe i klage- eller domstolssystemet punktet

er prøvet, jo større vægt må det tillægges ved vurderingen.

Principel

betyning

Hvis sagen er af principiel betydning - ikke alene for behandlingen af

tilsvarende spørgsmål for andre (indkomst)år for den pågældende skatte-

eller afgiftspligtige, men også generelt for retstilstanden på området -

må dette moment tillægges vægt.

Punktets tyngde

Udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på et pågældende

punkt kan indikere punktets vægt i medholdsvurderingen.

Udfald i forhold til

påstand

Udfaldet af sagen skal sættes i forhold til den skatte- eller

afgiftspligtiges påstand ved den pågældende instans. Bliver der

eksempelvis under behandlingen af sagen ved klageinstansen tale om, at

klageinstansen vil foretage en højere skatteansættelse end den, der er

påklaget, og skatte- eller afgiftspligtige ikke er enig i dette, skal

udfaldet af sagen sættes i forhold til den højere skatteansættelse.

Inddrager klageinstansen på eget initiativ nye forhold, som den

tidligere instans har givet den skatte- eller afgiftspligtige medhold i,

eller helt nye forhold, bør disse som hovedregel ikke påvirke

medholdsvurderingen af de påklagede spørgsmål, hvis den skatte- eller

afgiftspligtige relativt hurtigt erklærer sig enig med instansen i de

forhold, som instansen tager op. Hvis den skatte- eller afgiftspligtige

derimod ikke er enig i de nye forhold, bør forholdene indgå i

medholdsgradsvurderingen på linje med de øvrige forhold, som den skatte-

eller afgiftspligtige har påklaget til instansen.

Vedrører sagen flere indkomstår eller afgiftsperioder, skal

medholdsvurderingen omfatte alle årene eller perioderne.

Drejer sagen sig om et afskrivningsgrundlag, skal det fremtidige

provenu af ændringerne indgå i vurderingen af

medholdsgraden.

Frafald af klage

Det er ikke et krav, at den godtgørelsesberettigede gennemfører sagen

til formel afgørelse for at opnå godtgørelse. Frafaldes klagen i en

skatte- eller afgiftssag helt eller delvist, skal medholdsgradsvurderingen

foretages på grundlag af resultatet af frafaldet i forhold til påstandene

ved instansen. Indgås der forlig i en skatte-eller afgiftssag ved

domstolene, skal indholdet af forliget sættes i forhold til

påstandene.

Får den skatte- eller afgiftspligtige alene medhold i den subsidiære

påstand, eller begge parter får medhold i den subsidiære påstand, har den

skatte- eller afgiftspligtige ikke fået fuldt ud medhold. Hvorvidt der er

givet medhold i overvejende grad beror på en konkret samlet vurdering

af sagen, hvor det beløbsmæssige vejer tungt og også de andre

ovennævnte momenter kan indgå.

Eksempel på

medholdsvurderingen

Til illustration af medholdsvurderingen kan følgende eksempel gives:

Den skatteansættende myndighed har nægtet at godkende den

skattepligtiges selvangivne fradrag på tre punkter.

De tre punkter påklages til skatteankenævnet, der giver den

skattepligtige medhold i klagepunkt 1, mens nævnet stadfæster den

skatteansættende myndigheds afgørelse vedrørende klagepunkt 2 og 3.

Skatteankenævnet vurderer, at den skattepligtige ikke har vundet i

overvejende grad, hvilket SKAT er enig i. Der udbetales således kun

en godtgørelse på 50 procent for udgifterne til sagens behandling ved

denne instans.

Punkterne 2 og 3 påklages til Landsskatteretten, som stadfæster

skatteankenævnets afgørelse. Ved denne instans udbetales også kun en

godtgørelse på 50 procent.

Den skattepligtige indbringer herefter spørgsmålene for landsretten,

som giver den skattepligtige medhold i spørgsmål 2, men ikke i spørgsmål

3. SKAT vurderer, at spørgsmål 2 vejer så tungt for sagen ved

denne instans, at den skattepligtige må anses for at have fået overvejende

medhold. Udgifterne til sagkyndig bistand mv. ved denne instans dækkes

således med 100 procent.

Endvidere foretager SKAT en samlet vurdering af sagen og

finder, at den skattepligtige må anses for at have fået overvejende

medhold i sagen. Der foretages således en efterregulering af de udbetalte

godtgørelser for sagens behandling ved Landsskatteretten og

skatteankenævnet. For sagens behandling ved disse instanser udbetales en

godtgørelse som med tillæg af den tidligere udbetalte godtgørelse udgør

100 procent. Konsekvenserne af denne medholdsvurdering er, den

skattepligtige får dækket samtlige sine udgifter til sagkyndig bistand mv.

i sagen med 100 procent.

Vejledning om

efterregulering

Finder SKAT ved medholdsvurderingen, at den skatte- eller

afgiftspligtige har tabt sagen eller har fået medhold i mindre grad, og

der derfor alene kan udbetales godtgørelse med 50 procent, bør der i

afgørelsen vejledes om muligheden for evt. efterregulering. Vejledningen

kunne se ud som følgende:

"Får De fuldt ud medhold eller medhold i overvejende grad ved en

efterfølgende klagebehandling af sagen eller ved indbringelse af sagen for

domstolene, vil De efter ansøgning og under visse betingelser kunne få

godtgjort alle udgifter til sagkyndig bistand mv. ved samtlige instanser."

Udgifter i forbindelse med

efterregulering

Det er alle udgifterne i sagen, som i givet fald bliver dækket med 100

procent. For så vidt angår udgifter til en sagkyndigs udtalelse om,

hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves

ved domstolene, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 6, vil udgifterne ved

indhentelse af en sådan udtalelse også kunne dækkes med 100 procent i et

tilfælde, hvor den skatte- eller afgiftspligtige kun har fået overvejende

medhold, dvs. ikke fuldt ud medhold, men på baggrund af den sagkyndiges

udtalelse vælger ikke at få de punkter, hvor der ikke er givet medhold,

prøvet ved en overordnet instans. Det skyldes, at udtalelsen i

godtgørelsesmæssig henseende følger den klagesag, hvis resultat udtalelsen

vurderer.

Genoptagelse ved

skatteankenævn og Landsskatteretten

Har den skatte- eller afgiftspligtige udgifter til sagkyndig bistand

mv. i forbindelse med en anmodning til skatteankenævnet eller

Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere

afgørelse, jf. SFL § 55, stk. 1, nr. 3, vil udbetalingen af en

godtgørelse på 100 procent ikke være betinget af, at en imødekommelse af

genoptagelsessagen også fører til et ligningsmæssigt gunstigt resultat for

den skatte- eller afgiftspligtige. Genoptagelsessagen og ansættelsessagen

må således i godtgørelsesmæssig henseende anses for at være to

selvstændige sager.

Forskudsvis udbetaling

Giver en ansøgning anledning til nærmere at undersøge spørgsmålet om

medholdsgraden, kan SKAT forskudsvis udbetale det ansøgte

godtgørelsesbeløb med 50 procent. Se nærmere om forskudsvis udbetaling

under afsnit

K.6.1 .

Tvivlstilfælde

Er SKAT efter de nærmere undersøgelser fortsat i tvivl om,

hvorvidt den skatte- eller afgiftspligtige har fået overvejende medhold

eller ikke-overvejende medhold, bør tvivlen komme den skatte- eller

afgiftspligtige til gode.

K.5.2 Udtalelse fra den administrative

myndighed

Efter SFL § 56, stk. 1, skal den administrative instans, som

afgør det materielle spørgsmål i en skatte- eller afgiftssag omfattet

af SFL § 55, afgive en udtalelse til den skatte- eller

afgiftspligtige om, hvorvidt denne må anses for at have tabt sagen helt,

fået medhold i ikke overvejende grad, fået medhold i overvejende grad

eller fået fuldt medhold. Udtalelsen skal afgives samtidig med

afgørelsen.

Det sker på baggrund af en vurdering af udfaldet af de spørgsmål, som

har været forelagt den pågældende instans og kun disse spørgsmål.

Medholdsvurderingen kommer til udtryk i den udtalelse, som instansen skal

afgive sammen med den materielle afgørelse i skatte- eller

afgiftssagen.

Udtalelsen skal være begrundet.

Der skal også afgives en udtalelse om medholdsgraden i sager, som

afvises ved instansen eksempelvis på grund af overskredet tidsfrist

eller manglende begrundelse. Udtalelsen kan i disse sager være

summarisk.

Stadfæstes afgørelsen fra en tidligere instans, eller vindes sagen på

alle punkter af den skatte- eller afgiftspligtige, kan begrundelsen

ligeledes være summarisk.

Delegation

Er den administrative instans, som afgør det materielle spørgsmål i en

skatte- eller afgiftssag et skatteankenævn eller Landsskatteretten, kan

disse myndigheder vælge at delegere kompetencen til at afgive udtalelse

til sekretariatet, jf. SFL § 56, stk 2. Skatterådet kan vælge at

delegere kompetencen til at afgive udtalelse til SKAT som sekretariat

for Skatterådet. Medholdsvurderingen foretages under ansvar for

afgørelsesmyndigheden.

Udtalelsen er alene

vejledende

SKAT lader udtalelsen indgå i sin vurdering af graden af medhold i

sagen. Udtalelsen er ikke bindende for SKATs afgørelse, men kun

vejledende, om end den må tillægges meget betydelig vægt. Det kan således

tænkes, at SKAT ikke følger vurderingen i udtalelsen, hvis den

ikke deler klageinstansens vurdering af medholdsgraden.

Udtalelsen har ikke alene betydning for vurderingen af medholdsgraden

ved den instans, som afgiver udtalelsen. Udtalelsen har også betydning i

de tilfælde, hvor SKAT skal foretage en samlet

medholdsvurdering, jf.

K.5.1 .

Der kan i visse situationer være behov for at indhente yderligere

oplysninger fra de pågældende myndigheder til brug for behandlingen af

medholdsspørgsmålet, idet de administrative instanser, som har behandlet

det materielle skatte- eller afgiftspligtige spørgsmål i sagen, må antages

at kunne yde et meget væsentligt bidrag til afklaringen af

medholdsspørgsmålet. I sådanne situationer kan der foretages en

forskudsvis udbetaling af det ansøgte beløb på 50 procent. Se nærmere om

forskudsvis udbetaling under afsnit

K.6.1 .

K.6 Udbetaling af godtgørelsen

Renter

Efter ordningen er det i visse tilfælde muligt at yde renter af

godtgørelsesbeløbet. Det drejer sig om bestemmelserne i

skatteforvaltningslovens

(SFL) § 57, stk. 2 og stk. 5, som er beskrevet under afsnit

K.6.1

og afsnit

K.6.2 .

Der er ikke hjemmel i skatteforvaltningslovens kapitel 19 til at

udbetale renter af godtgørelsesbeløb i andre tilfælde end de

i SFL § 57, stk. 2 og 5 nævnte.

Ansøgningstidspunktet

Den skatte- eller afgiftspligtige kan ansøge om omkostningsgodtgørelse

efter hver instansbehandling eller vente med at søge, til sagen er

endeligt afgjort. Viderefører myndighederne en sag, som den skattepligtige

har vundet, og som den skattepligtige nu taber, skal den

godtgørelsesberettigede fortsat have fuld godtgørelse for den tidligere

instans, selvom den skattepligtige først søger efter sidste

instansbehandling.

K.6.1 Forskudsvis udbetaling

Hvornår

Efter SFL § 57, stk. 1, kan SKAT udbetale det

ansøgte godtgørelsesbeløb med 50 procent forskudsvis, hvis SKAT

finder, at ansøgningen kan give anledning til nærmere at undersøge

spørgsmålet om medholdsgraden.

Dette kan således ske, hvis medholdsvurderingen forekommer

vanskelig at foretage, og vurderingen således fx kræver yderligere

udtalelser fra de administrative klageinstanser.

Samtidig med forskudsvis udbetaling meddeler SKAT ansøgeren,

hvorpå sagen beror.

Indhentes supplerende udtalelser fra de administrative klageinstanser,

skal der forinden en afgørelse træffes, gives den skatte- eller

afgiftspligtige adgang til at kommentere de supplerende udtalelser i

overensstemmelse med de almindelige partshøringsregler i

forvaltningsloven.

Rente

Hvis det viser sig, at godtgørelsesbeløbet er større end det beløb, der

er udbetalt forskudsvis, skal myndighederne udbetale restbeløbet med en

rente beregnet i henhold til rentesatsen i kildeskattelovens § 62, stk. 3,

jf. SFL § 57, stk. 2. Renten er den 1. januar 2006 fastsat til 0,1

procent pr. måned.

Renten beregnes fra dagen for modtagelsen af ansøgningen om

omkostningsgodtgørelse, dvs. beregningsperioden løber fra

ansøgningstidspunktet til udbetalingstidspunktet. Den udbetalte rente er

ikke skattepligtig for modtageren og medregnes ikke ved

indkomstopgørelsen. Se under afsnit

K.8.2 .

K.6.2 Udbetaling med forbehold for

tilbagebetaling

Hvornår

Ved behandlingen af ansøgninger om omkostningsgodtgørelse skal der ske

en vurdering af rimeligheden i den sagkyndiges honorarkrav. Ansøgningen

skal opfylde kravene til dokumentation, herunder kravet om en specificeret

regning, som skatteministeren har fastsat i

bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005 om

dokumentationskrav. Se

nærmere om kravene til dokumentation under afsnit

K.8.1 .

Såvel den sagkyndige som den skatte- eller afgiftspligtige afgiver

oplysninger om honoraret til den sagkyndige under strafansvar på

ansøgningen om omkostningsgodtgørelse til SKAT, jf. SFL §§ 60 -

61.

Udgangspunkt for udbetalingen af godtgørelse er derfor, at

oplysningerne om udgifterne til behandlingen af sagen, herunder honoraret

til den sagkyndige, er korrekte og rimelige, og at dette udgangspunkt må

kunne lægges til grund for SKATs behandling af ansøgningen.

Bliver SKAT imidlertid i tvivl om rimeligheden af størrelsen af

udgifterne til behandlingen af sagen, herunder den sagkyndiges honorar,

udbetaler SKAT det ansøgte godtgørelsesbeløb, men tager

forbehold for eventuel tilbagebetaling fra den skatte- eller

afgiftspligtige. SKAT kan eksempelvis blive i tvivl om rimeligheden

af honorarkravet på grund af det anvendte antal timer i sagen.

I forbindelse med forbeholdet skal SKAT samtidig oplyse

ansøgeren, hvorpå sagen beror.

Henstand ved

påklage

Den skatte- eller afgiftspligtige har ret til at få henstand med

tilbagebetalingen efter SFL § 57, stk. 4, 1. punktum, af den for

meget udbetalte godtgørelse, hvis afgørelsen om godtgørelsens

størrelse påklages til Landsskatteretten eller indbringes for domstolene,

jf. samme bestemmelses 2. pkt. Der beregnes ikke renter af det beløb, som

der er givet henstand med.

Den skatte- eller afgiftspligtige kan påklage SKATs afgørelse

om henstand til Landsskatteretten og herefter eventuelt indbringe

Landsskatterettens afgørelse for domstolene.

Rente

Hvis den skatte- eller afgiftspligtige ikke vil udnytte sin ret til at

få henstand, men i stedet betaler det omtvistede beløb, og det senere

viser sig, at godtgørelsen har været større end det, som myndighederne har

fastsat, tilbagebetales dette beløb efter SFL § 57, stk. 5, til den

skatte- eller afgiftspligtige med en rente beregnet efter

kildeskattelovens

§ 62, stk. 3.

Renten beregnes fra dagen for indbetaling af det opkrævede

godtgørelsesbeløb. Renten er ikke skattepligtig for modtageren og

medregnes ikke i indkomstopgørelsen. Se under afsnit

K.8.2 .

K.6.3 Overdragelse af kravet på

godtgørelse

Krav på omkostningsgodtgørelse kan som udgangspunkt ikke sælges,

pantsættes eller på anden måde overdrages. Kravet kan heller ikke gøres

til genstand for retsforfølgning eller modregning. Efter SFL § 52,

stk. 5, kan kravet på omkostningsgodtgørelse dog overdrages, herunder

pantsættes, til den sagkyndige.

Ved overdragelse af kravet på omkostningsgodtgørelse fra den

godtgørelsesberettigede til den sagkyndige, der har ydet den

godtgørelsesberettigede bistand, gælder de almindelige obligationsretlige

regler om overdragelse af fordringer.

Har den godtgørelsesberettigede overdraget, herunder pantsat, kravet på

omkostningsgodtgørelse til den sagkyndige, skal den sagkyndige fremlægge

dokumentation for overdragelsen, før pengene kan udbetales til denne. Se

under afsnit

K.8.1

om de nærmere dokumentationskrav.

Har alene den sagkyndige meddelt, at kravet er overdraget til denne

uden, at der er fremlagt dokumentation herfor, kan omkostningsgodtgørelsen

ikke udbetales til den sagkyndige. Omvendt kan godtgørelsen i denne

situation heller ikke udbetales til den godtgørelsesberettigede, førend

retsforholdet mellem den godtgørelsesberettigede og den sagkyndige er

afklaret.

K.7 Rimelighedsvurdering

Rimelighedsvurdering af

honorarkravet

Udgangspunktet er, at oplysningerne om udgifterne til behandlingen af

sagen, herunder honoraret til den sagkyndige, er korrekte og rimelige og

kan lægges til grund ved behandlingen af ansøgningen.

Finder SKAT imidlertid anledning til at undersøge

rimeligheden af størrelsen af den sagkyndiges honorarkrav, indgår der

flere momenter i rimelighedsvurderingen. Det drejer sig om

sagens karakter, genstand og kompleksitet,

størrelsen af honorartimesatsen sammenholdt med en gennemsnitlig

timesats inden for den pågældende branche

er der ydet specialistbistand

antallet af timer, der er anvendt

sagens resultat og

sagens eventuelle vidererækkende betydning for andre skatte- og

afgiftspligtige eller for samme skatte- eller afgiftspligtige for samme

eller andre år.

I sager, som den skatte- eller afgiftspligtige vinder fuldt ud eller i

overvejende grad, må der tages hensyn til, at det forhold, at sagen vindes

af den skatte- eller afgiftspligtige, netop udgør en selvstændig parameter

for advokaters salærfastsættelse. Endvidere må der tages hensyn til, at

andre ikke-målelige forhold kan influere på honorarstørrelsen, fx sagens

kompleksitet og karakter i øvrigt.

I sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige har antaget en

sagkyndig med stor specialviden på området, må man acceptere et honorar,

som ligger over den gennemsnitlige timesats.

Til brug for behandlingen af spørgsmålet om størrelsen af udgifterne

til sagens behandling kan SKAT indhente en supplerende udtalelse fra

den klageinstans, hvor sagen har været behandlet.

Forelæggelse for

brancheforeningen

SKAT kan til brug for vurderingen af rimeligheden af honorarets

størrelse i særlige tvivlstilfælde forelægge spørgsmålet for den

sagkyndiges brancheorganisations klagenævn.

Der er ikke tale om en tvungen prøvelse af honorarkravet for

brancheorganisationens klagenævn. Hvis SKAT imidlertid efter en

nærmere undersøgelse af honorarkravet fortsat er i tvivl, om honoraret er

rimeligt, vil den som altovervejende hovedregel forelægge spørgsmålet for

brancheforeningens klagenævn. Finder SKAT honorarkravet åbenbart

urimeligt, kan myndigheden dog undlade en sådan forelæggelse.

Indhentes udtalelser fra den sagkyndiges brancheorganisations

klagenævn, kan der i overensstemmelse med de almindelige

partshøringsregler i forvaltningsloven ikke træffes afgørelse om

godtgørelsesspørgsmålet, uden at der forinden har været givet den

sagkyndige/den skatte- eller afgiftspligtige adgang til at kommentere

dette nævns udtalelse.

Såvel Advokatrådet som Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og

Foreningen Registrerede Revisorer behandler forespørgsler fra told- og

skatteforvaltningen om rimeligheden af størrelsen af deres medlemmers

honorarer.

For så vidt angår advokatsalærer skal forelæggelsen ske for

kredsbestyrelsen i den advokatkreds, hvor den pågældende advokat eller

advokatselskabet har sit kontor efter

retsplejelovens

§ 146. Kredsbestyrelsens afgørelse kan ifølge retsplejelovens § 147

indbringes for Advokatnævnet inden 4 uger efter, at kredsbestyrelsens

afgørelse er meddelt parterne. SKAT bør derfor vente med at træffe

endelig afgørelse om godtgørelsesspørgsmålet, til en eventuel

klagebehandling ved Advokatnævnet er afsluttet.

For så vidt angår revisorhonorarer skal forelæggelsen ske for de

respektive revisororganisationers responsumudvalg.

Sagsbehandlingstiden ved brancheorganisationernes klagenævn kan variere

meget alt efter hvor godt, sagerne er oplyst. Den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid ved kredsbestyrelsen og Advokatnævnet er godt et

år.

Hvis en brancheorganisations klagenævn mener, at honoraret har været

for stort, eller SKAT af andre grunde mener, at honoraret har været

for stort, kræves det for meget udbetalte godtgørelsesbeløb tilbagebetalt

fra den skatte- eller afgiftspligtige, jf. SFL § 57, stk. 4, 1. pkt.

Tilsvarende gælder, hvis SKAT ikke kan anerkende størrelsen af andre

udgifter til sagens behandling, fx rejseomkostninger eller udgifter til

indhentelse af en sagkyndig erklæring.

Et eventuelt krav om tilbagebetaling af beløbet fra den skatte- eller

afgiftspligtige sker uden beregning af renter.

Den skatte- eller afgiftspligtige kan påklage SKATs afgørelse om

tilbagebetaling af det udbetalte godtgørelsesbeløb til

Landsskatteretten og eventuelt indbringe spørgsmålet for

domstolene.

Stikprøvekontrol

I den daglige administration af ordningen kan desuden indgå

stikprøvekontroller og sammenlignende undersøgelser til at afgøre, om et

honorarkrav er rimeligt. Stikprøvekontrollerne vil kunne give SKAT et

indtryk af, om ordningen medfører en væsentlig stigning i størrelsen af de

fastsatte honorarer. Ligeledes kan honorarerne i de sager, i hvilke den

skatte- eller afgiftspligtige er berettiget til en godtgørelse på 100

procent, sammenlignes med honorarerne i de sager, hvor den skatte- eller

afgiftspligtige kun er berettiget til en godtgørelse på 50 procent.

Niveauet vil desuden kunne sammenlignes med det tilsvarende niveau mellem

disse sager under den tidligere gældende ordning. Se nærmere om

stikprøvekontrollerne og de sammenlignende undersøgelser under afsnit

K.8 .

Prøveintensitet

Det er ved loven forudsat, at intensiteten af SKATs behandling af

honorarspørgsmålet bliver større end efter de før 17. januar

2002 gældende regler i sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige

får fuld medhold eller medhold i overvejende grad og derfor kan få fuld

godtgørelse. I sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige ikke opnår

overvejende medhold, er intensiteten af behandlingen af honorarspørgsmålet

den samme som efter de hidtil gældende regler.

K.8 Administration

Kompetence

Godtgørelsesordningen administreres af SKAT og ansøgning om

godtgørelse skal derfor indgives til SKAT. Da SKAT er én

landsdækkende skattemyndighed, kan ansøgningen indgives hvor som helst i

landet. Ansøgningen kan dog med fordel indgives til det lokale

skattecenter i den landsdel, hvor den godtgørelsesberettigede er

bosiddende.

Ansøgningen indgives på en blanket (02.008), der er udarbejdet af SKAT.

Blanketten kan fås ved henvendelse til SKAT og ligger også på

internettet på adressen

http://www.skat.dk/

Godtgørelsen udbetales af SKAT til den godtgørelsesberettigede

eller til den sagkyndige, som den godtgørelsesberettigede har overdraget

kravet til. Godtgørelsen kan også udbetales til den, som den

godtgørelsesberettigede har bemyndiget til at modtage betalingen på sine

vegne.

Godtgørelsen udbetales til den godtgørelsesberettigedes NemKonto.

Såfremt kravet er overdraget til den sagkyndige, udbetales godtgørelsen

til den sagkyndiges NemKonto.

Oplysninger til brug for opgørelse af godtgørelse

efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 gives under

strafansvar efter SFL § 60.

Der kan forekomme tilfælde, hvor SKAT både har truffet afgørelse i

den materielle klagesag og også skal træffe afgørelse i sagen om

omkostningsgodtgørelse til den pågældende sag. I sådanne tilfælde skal det

tilstræbes, at et andet kontor behandler spørgsmålet om

omkostningsgodtgørelse end det kontor, der har behandlet den materielle

sag.

Klage

SKATs afgørelse om omkostningsgodtgørelse kan indenfor en klagefrist på

3 måneder påklages til Landsskatteretten, jf.

forretningsorden for Landsskatterettens § 2, stk. 2. Klager over

afgørelser om

omkostningsgodtgørelse behandles i Landsskatteretten uden medvirken af

ordinære retsmedlemmer, dvs. klagen kontorbehandles, jf. bekendtgørelse

nr. 1025 af 24. oktober 2005 om afgørelse af visse klager i

Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer. Der skal ikke

betales afgift ved klage til Landsskatteretten for klager over afgørelser,

der behandles uden medvirken af ordinære medlemmer, jf.

forretningsorden for Landsskatterettens § 3, stk. 1, 2. pkt.

Landsskatterettens afgørelse kan indbringes for domstolene.

Stikprøvekontroller og

sammenlignende undersøgelser

De ovenfor under afsnit 7 nævnte stikprøvekontroller og

sammenlignende undersøgelser til afgørelse af, om et honorar er rimeligt,

vil kunne indgå i den daglige administration af ordningen. Ved

stikprøvekontroller vil det være muligt for myndighederne at danne sig et

indtryk af, om den nye ordning medfører en væsentlig stigning i størrelsen

af de fastsatte honorarer.

SKAT vil kunne opnå et tilsvarende indtryk ved at sammenligne

honorarerne i de sager, i hvilke den skatte- eller afgiftspligtige får

fuldt eller overvejende medhold og derfor er berettiget til en godtgørelse

på 100 procent, med honorarerne i de sager, hvor den skatte- eller

afgiftspligtige ikke opnår fuldt eller overvejende medhold, og derfor kun

er berettiget til en godtgørelse på 50 procent. Tilsvarende vil niveauet

for honorarforskellen mellem taber- og vindersagerne kunne sammenlignes

med det tilsvarende niveau mellem disse sager under den tidligere gældende

ordning. Ved sådanne sammenligninger vil man bl.a. kunne se, om niveauet

for honorarerne i de sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige får

fuldt eller overvejende medhold, og hvor der derfor skal ydes en

godtgørelse på 100 procent, stiger set i forhold til niveauet for

honorarerne i de tilsvarende sager under den tidligere gældende ordning,

hvor der ydes 50 procent i godtgørelse.

Alt andet lige må det forventes, at honorarerne i de sager, hvori den

skatte- eller afgiftspligtige ikke opnår fuldt eller overvejende medhold,

er udtryk for den rigtige honorarstørrelse. Dog må der i sager, som den

skatte- eller afgiftspligtige vinder fuldt ud eller i overvejende grad,

tages hensyn til, at det forhold, at sagen vindes af den skatte- eller

afgiftspligtige, netop udgør en selvstændig parameter for advokaters

salærfastsættelse. Endvidere må der tages hensyn til, at andre

ikke-målige forhold kan influere på honorarstørrelsen, fx sagens

kompleksitet og karakter i øvrigt. Se nærmere under afsnit

K.7 .

Årlige

redegørelser

Skatteministeren skal årligt afgive en redegørelse til Folketinget om

den udgiftsmæssige udvikling mv. i de sager, hvortil der kan ydes

omkostningsgodtgørelse, jf. SFL § 59.

Stikprøvekontroller og sammenlignende undersøgelser vil udover at kunne

indgå i den daglige administration af ordningen, også kunne indgå i de

årlige redegørelser til Folketinget om udgiftsudviklingen på

godtgørelsesområdet.

Der skal desuden indhentes yderligere oplysninger, som giver mulighed

for at følge de enkelte dele af ordningen og deres anvendelse. Der skal

bl.a. indhentes oplysninger om antallet af forbehold om tilbagebetaling,

antallet af forskudsvise udbetalinger, størrelsen af renter, som

myndighederne må betale i disse situationer, størrelsen af

efterreguleringsbeløb, antallet af henstandsgivninger og resultatet af

vurderingen af medholdsgraden i den vejledende udtalelse sammenholdt med

vurderingen af afgørelsen. Der skal endvidere indhentes oplysninger

om antallet af honorarkrav forelagt for brancheforeningerne samt udfaldet

heraf.

Videregivelse

Til brug for den årlige redegørelse til Folketinget

vil oplysninger vedrørende den skattepligtiges sag samt oplysninger

vedrørende bistandsyder, som indgår i sagen, blive behandlet i SKAT.

Oplysningerne indgår i statistik til brug for den årlige redegørelse.

K.8.1 Dokumentation

Skatteministeren er bemyndiget til at fastsætte nærmere bestemmelser

om, hvilke oplysninger der skal følge ansøgningen om

omkostningsgodtgørelse, jf. SFL § 58. Bemyndigelsen er

udnyttet ved

bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005 om, hvilke oplysninger

der skal følge

en ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. november 2005 med virkning

for ansøgninger om omkostningsgodtgørelse indgivet den 1. november

2005 og senere, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1. For ansøgninger

indgivet før denne dato, men hvor godtgørelsesspørgsmålet ikke er endeligt

afgjort inden den 17. januar 2002 efter de tidligere gældende regler,

kan SKAT - i det omfang oplysningerne forefindes - også kræve

oplysninger i disse sager efter bekendtgørelsen, jf. bekendtgørelsens § 7,

stk. 2.

Den vejledende udtalelse fra den administrative instans om

medholdsgraden efter SFL § 56, skal dog kun vedlægges ansøgningen,

hvis skatte- eller afgiftssagen er blevet rejst ved klagemyndigheden den

10. juni 2002 eller senere.

Er en ansøgning om omkostningsgodtgørelse indgivet den 24. juli 2002

eller senere, men de pågældende regninger er skrevet inden bekendtgørelsen

trådte i kraft, kan SKAT efterfølgende, hvis de skønner det påkrævet

i den konkrete sag, kræve en opdeling af udgifterne, som det fremgår af

den nye bekendtgørelse. Regningerne skal dog ved indgivelsen af

ansøgningen som minimum leve op til de tidligere gældende

dokumentationskrav.

De nærmere krav til

ansøgningen

Det følger af bekendtgørelsens § 5, stk. 1, at det ikke er nødvendigt

at anvende blanket ved ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, når blot

ansøgningen indeholder de oplysninger, som fremgår

af SKATs blanket.

Det fremgår bl.a. af bekendtgørelsen, at der med ansøgning om

omkostningsgodtgørelse skal følge en kopi af den afgørelse, kendelse eller

dom, som den pågældende instans har truffet i skatte- eller afgiftssagen

for hver instans. Desuden skal vedlægges en kopi af udtalelsen fra den

administrative instans om medholdsgraden efter SFL § 56 samt

kopi af den regning, der søges godtgørelse for.

Acontoudbetaling

Er sagen uafsluttet, skal der vedlægges en kopi af den underretning,

ansøgning, klage eller stævning, der ligger til grund for ansøgningen om

omkostningsgodtgørelse. Se nærmere om muligheden for acontoudbetaling

under afsnit

K.1 .

Krav til regning

Det er en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at regningen

fra den sagkyndige er udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakturering, som

er stilet til den godtgørelsesberettigede. Regningen skal desuden være

delt op med hensyn til størrelsen af honoraret for arbejdet ved hver

klageinstans pr. klagepunkt samt indeholde oplysninger om anvendt antal

timer pr. instans pr. klagepunkt (eventuelt skønsmæssigt). Der skal

tillige være en kort beskrivelse af det arbejde, som den sagkyndige

har udført ved hver instans, og om der er særlige forhold, som

begrunder honorarkravet, fx om sagen er principiel.

Attestation

Såvel den sagkyndige som den skatte- eller afgiftspligtige attesterer

ved deres underskrifter på ansøgningen under strafansvar, at de afgivne

oplysninger er korrekte, jf. skatteforvaltningslovens §§ 60 og 61. Det

gælder også, selvom kravet på omkostningsgodtgørelse er transporteret til

rådgiveren. Underskrifterne kan afgives ved digital signatur, såfremt der

er mulighed herfor.

Har den godtgørelsesberettigede anvendt flere sagkyndige til

behandlingen af en godtgørelsesberettiget sag, skal alle de pågældende

sagkyndige som udgangspunkt attestere på ansøgningen, at de afgivne

oplysninger om den sagkyndiges egne forhold er rigtige.

Overdragelse af

kravet

Er kravet på omkostningsgodtgørelse overdraget til den sagkyndige,

herunder pantsat, efter SFL § 52, stk. 5, skal dette fremgå af

ansøgningen. Den af SKAT udarbejdede ansøgningsblanket indeholder en

rubrik til angivelse af evt. overdragelse, som attesteres af den

godtgørelsesberettigede ved underskriften på blanketten. Har den

godtgørelsesberettigede ikke krydset af i denne rubrik, kræves særskilt

dokumentation for overdragelsen, inden udbetaling kan ske.

Er en anden blevet bemyndiget til at modtage beløbet, er det fortsat et

krav, at den godtgørelsesberettigede skal fremlægge dokumentation

herfor.

K.8.2 Den ligningsmæssige behandling af

godtgørelsen

Den

godtgørelsesberettigede

Efter bestemmelsen i

ligningslovens

§ 7 Q, stk. 1, nr. 1, skal omkostningsgodtgørelse efter SFL §

52 ikke medregnes til den skattepligtige indkomst.

Er udgifterne der

modtages omkostningsgodtgørelse

for tillige fratrukket i regnskabet, skal denne udgift tilbageføres i den

skattepligtige indkomst.

Bestemmelsen skal

ses i sammenhæng med bestemmelsen

i SFL § 54, stk. 2, hvoraf det fremgår modsætningsvis, at tilskuddet

fra tredjemand ikke reducerer de godtgørelsesberettigede udgifter.

Efter ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 1 skal renter, der udbetales

efter SFL § 57, stk. 2 og stk. 5 heller ikke medregnes i

indkomstopgørelsen. Herved behandles disse renter skattemæssigt på samme

måde som selve godtgørelsesbeløbet.

Overskud

Beløbet kan kun holdes uden for indkomstopgørelsen hos modtageren, hvis

beløbet ikke overstiger den godtgørelsesberettigedes samlede udgifter til

sagkyndig bistand mv., med tillæg af den udbetalte omkostningsgodtgørelse

og andre godtgjorte udgifter (tilkendte sagsomkostninger og offentlig

retshjælp). Dækkes der således mere end nettoudgiften til sagkyndig

bistand (bruttoudgiften fratrukket eventuelt andre godtgjorte udgifter),

er overskuddet skattepligtigt som andre tilskud/gaver fra tredjemand.

Retlig interesse

Ud over denne betingelse, stilles det endvidere som betingelse for

skattefriheden, at tilskuddet er ydet som følge af en retlig interesse i,

at sagen føres. Denne retlige interesse vil som udgangspunkt være

dokumenteret ved, at der ydes et tilskud på trods af, at der ikke er

fradragsret hos yderen af tilskuddet. Bestemmelsen bygger på den

antagelse, at en person, der vil yde et skattefrit ikke-fradragsberettiget

tilskud til dækning af en skatte- eller afgiftspligtigs udgifter til

sagkyndig bistand i en sag, højst sandsynligt vil have en retlig interesse

i, at sagen føres. Tilskuddet må derimod ikke være ydet som følge af et

generelt interessesammenfald, således at tilskuddet reelt dækker over

noget andet end ønsket om at støtte den skatte- eller afgiftspligtiges

sag. Der kan foreligge et generelt interessesammenfald i fx

familieforhold, hovedaktionærforhold eller koncernforhold. Navnlig i

tilfælde, hvor der foreligger et generelt interessesammenfald mellem yder

og modtager, må det dog i forbindelse med ligningen påses, at tilskuddet

ydes som følge af en konkret, retlig interesse i sagen.

Tredjemands

tilskud

Efter bestemmelsen i ligningsloven § 7 Q, stk. 1, nr. 2 kan alle

fysiske og juridiske personer, almennyttige fonde, sammenslutninger,

faglige foreninger og interesseorganisationer samt arbejdsgivere mv. som

udgangspunkt yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede til

dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand mv. Bestemmelsen skal ses

i lyset af, at det ikke er fundet muligt at opstille klare kriterier, der

generelt gør det muligt at yde et forhøjet tilskud til skatte- eller

afgiftspligtige, der fører principielle sager.

K.8.3 Indberetning

Tredjemand

Fysiske og juridiske personer, som har ydet et beløb til dækning af en

persons udgifter til sagkyndig bistand mv., jf.

ligningslovens

§ 7 Q, stk. 1, nr. 2, skal ved ydelsen af beløbet underrette SKAT om

beløbets størrelse og modtagerens identitet. Det fremgår af bestemmelsen

i skattekontrollovens § 7 H. Tredjemand skal oplyse beløbets

størrelse og modtagerens identitet, når beløbet ydes. I forbindelse med

ligningen må det påses, at der ikke ydes et større beløb fra tredjemand

end de samlede godtgørelsesberettigede udgifter, som den skatte- eller

afgiftspligtige har afholdt, med fradrag af godtgjorte udgifter.

Den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader at opfylde

indberetningspligten, vil kunne straffes med bøde,

jf. skattekontrollovens § 14, stk. 2.

Lignende dokumenter