PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 E. SAGSBEHANDLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Processuelle regler på Told Skats område 2001
E. Sagsbehandling
E.1. Princippet om lovmæssig forvaltning -
praksisændringer
For told- og skattemyndighedernes
sagsbehandling gælder forvaltningsrettens almindelige regler, herunder
princippet om lovmæssig forvaltning og en række uskrevne
retsprincipper.
Princippet om lovmæssig forvaltning betyder, at
myndighedernes afgørelse ikke må være i strid med lovgivningen samt, at
afgørelsen skal have hjemmel i en lovbestemmelse. De uskrevne
retsprincipper, som er opstillet i retspraksis, er:
grundsætningen om magtfordrejning, dvs. det forhold, at
forvaltningen ikke må varetage usaglige hensyn
den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning om, at der
ikke må ske usaglig forskelsbehandling
princippet om pligtmæssigt skøn, dvs. det forhold, at når der ved
lov er overladt myndigheden en forpligtelse til at foretage en
individuel vurdering i den enkelte sag, kan forvaltningen ikke undlade
at inddrage relevante saglige hensyn i den skønsmæssige vurdering
proportionalitetsgrundsætningen, dvs. det forhold, at indgrebet ikke
må være videregående end formålet tilsiger
Ændringer af
praksis
I princippet kan told- og
skattemyndighederne ændre en praksis, eksempelvis ved at vælge en anden
fortolkning af en lovbestemmelse. Det gælder, selv om der er tale om en
langvarig og hidtil konsekvent fulgt praksis. En skærpelse af praksis kan
efter almindelige forvaltningsretlige regler kun ske med virkning for
fremtiden. Under alle omstændigheder skal en praksisændring gennemføres
Læs alt
med en vis smidighed, eventuelt efter en overgangsordning. I TfS 2000, 148
HD, hvor Ligningsrådet i nogle tilfælde havde afgivet en bindende
forhåndsbesked, fandtes det ikke godtgjort, at der havde eksisteret en
administrativ praksis, der afskar skattemyndighederne fra at nægte
fradragsret for renter og provision i den konkrete situation.
Lempes en
administrativ praksis, antages det i almindelighed, at afgørelser, der er
truffet efter den tidligere strenge praksis, kun kan kræves taget op til
ny overvejelse og afgjort efter den nye praksis, såfremt den tidligere
praksis har været ulovlig. Er der tale om en ny praksis, der inden for
lovens rammer lægger andre hensyn til grund eller foretager en anderledes
vægtning af hensynene indbyrdes (det skønsmæssige element), har
borgeren/virksomheden ikke krav på, at en sag genoptages.
En klart
ulovlig administrativ praksis vil blive tilsidesat af domstolene.
Tilsvarende gælder, hvor myndigheden har sat skøn under regel, således at
myndighederne har undladt at vurdere, om der i den konkrete sag foreligger
sådanne specielle omstændigheder, at den administrative praksis burde være
fraveget. Myndigheden kan her have tilsidesat princippet om »pligtmæssigt
skøn«.
Adgangen til at støtte ret på
generelle udsagn
Med UfR 1983, 8 HD er det
fastslået, at ligningsmyndighedernes overordnede generelle praksis alene
kan skærpes med fremtidig virkning. En sådan skærpelse kan tidligst få
virkning fra det tidspunkt, hvor skærpelsen offentliggøres på relevant
måde, fx i TfS eller ved udsendelse af et cirkulære, herunder et
cirkulære, der ændrer et hidtidigt cirkulære, jf. TfS 1993, 345 VLD og TfS
1996, 656 VLD, eller ved en skærpet formulering i Ligningsvejledningen.
Det anførte gælder dog ikke i det omfang den ændrede praksis alene er
udtryk for en udfyldning eller præcisering af hidtidig praksis, jf. fx TfS
1994, 587, 588 og 589 HD om den skattemæssige behandling af lån i
fælleskasser, hvor skattemyndighedernes præcisering af praksis kunne gøres
gældende uden forudgående varsel. At en generel overordnet praksis alene
kan skærpes med fremtidig virkning er ensbetydende med, at de
skattepligtige som udgangspunkt kan støtte ret på en forventning om, at en
entydig og forbeholdsløs formulering i cirkulærer og Ligningsvejledning
indtil videre er udtryk for myndighedernes generelle praksis. Der kan
henvises til UfR 1965, 399 HD, TfS 1992, 19 ØLD, TfS 1994, 295 ØLD, TfS
1996, 210 HD, TfS 1996, 642 HD, TfS 1997, 613 VLD og TfS 1997, 834 VLD.
Som undtagelse herfra gælder dog, at de skattepligtige ikke kan støtte ret
på en formulering, der måtte føre til resultater, der er i direkte
modstrid med højere rangerende retskilder, dvs. lovgivning, domspraksis og
offentliggjort fast administrativ praksis, jf. fx TfS 1993, 101 VLD, TfS
1993, 161 VLD og TfS 1995, 483 HD. En forudsætning for, at de
skattepligtige kan støtte ret på indholdet af generelle administrative
retskilder er endvidere, at retskilden hidrører fra de overordnede
myndigheder, jf. TfS 1994, 551 VLD og TfS 1996, 173 ØLD, hvor der ikke
kunne støttes ret på generelle udsagn fra en told- og skatteregion. I
sagen refereret i TfS 2000, 871 HD kunne et notat fra
statsskattedirektoretet (nu Told- og Skattestyrelsen) om investering i
lystbåde efter sin karakter ikke begrunde en retligt beskyttet forventning
hos en skattepligtig, der var kommet i besiddelse af notatet, om, at hans
bådudlejningsvirksomhed ville blive anerkendt som erhvervsmæssig.
Det
er naturligvis også en forudsætning, at den skattepligtige kan
dokumentere, at der eksisterer en fast administrativ praksis, jf. TfS
2000, 761 ØLD, hvor en skattepligtig havde påberåbt sig en administrativ
praksis om, at lotterigevinster under en vis mindstegrænse ikke blev
beskattet. Den skattepligtige gjorde endvidere gældende, at det måtte have
processuel skadevirkning for Skatteministeriet, hvis
ligningsmyndighedernes interne retningslinier om mindstegrænser ikke blev
fremlagt i retten. Gevinsten blev anset for skattepligtig, fordi retten
ikke fandt det dokumenteret, at der eksisterede en fast administrativ
praksis, hvorefter gevinster af den pågældende art og størrelse var
skattefrie.
Lighedsgrundsætningen
At borgerne/virksomhederne kan
støtte ret på de overordnede myndigheders generelle praksis med de anførte
undtagelser, er et udslag af den almindelige forvaltningsretlige
lighedsgrundsætning, der også kan påberåbes i tilfælde, hvor
forventningssynspunktet, jf. afsnit
C.3 , ikke er aktuelt. Dette vil fx være relevant, i
tilfælde hvor der henvises til en praksis, der ikke var kendt eller
beskrevet på det tidspunkt, hvor borgeren/virksomheden disponerede. Dette
kan fx være tilfældet, hvis der i Ligningsvejledningen for 1999, der først
udgives i marts 2000 er beskrevet nogle retningslinjer, der ikke tidligere
har været beskrevet, som skal være gældende for indkomståret
1999.
Påberåbelse af lighedsgrundsætningen forudsætter endvidere, at
den generelle praksis, der henvises til, ikke er direkte ulovmedholdelig
eller i strid med højere rangerende retkilder. Påberåbelse af
lighedsgrundsætningen forudsætter endelig, at en borgers/virksomheds
konkrete sag er helt identisk med den generelle praksis eller afgørelse,
der henvises til, jf. TfS 1995, 486 ØLD og TfS 1998, 778 H, hvor dette
krav ikke var opfyldt.
Det vil normalt alene være de centrale
myndigheders generelle praksis, der kan påberåbes efter en
lighedsgrundsætning jf. fx TfS 1995, 483 HD, hvor lighedsgrundsætningen
ikke kunne påberåbes vedrørende en lokal praksis, der var forkert, da en
skatteskattepligtig ikke kunne støtte ret på, at en skattepligtig i en
anden kommune havde fået medhold i en helt tilsvarende sag om fradrag for
udepenge.
Tilsvarende TfS 2000, 374 HD hvor lighedsgrundsætningen ikke
kunne begrunde fradrag, selvom andre skattepligtige med urette måtte have
opnået fradrag under lignende omstændigheder.
En anden begrænset
rækkevidde af lighedsgrundsætningen følger af en Ombudsmandsudtalelse, der
er refereret i TfS 1994, 202, hvorefter der ikke kunne støttes ret på
anvendelsen af et genoptagelsescirkulære efter dettes ophævelse, og efter
at skattemyndighederne var ophørt med at administrere efter cirkulæret,
jf. skatteministerens svar om samme cirkulære i TfS 1994,
205.
E.2. Inhabilitet
De personer eller den myndighed, som
behandler eller træffer afgørelse i en sag, skal opfylde visse krav til
habilitet. I almindelighed skelnes der mellem generel habilitet og speciel
habilitet. Til generel habilitet hører fx spørgsmålet om, hvorvidt en
person lovligt er valgt eller udnævnt til et offentligt hverv.
Spørgsmålet om generel habilitet er ikke omfattet af
forvaltningslovens kapitel 2 og behandles ikke nærmere, hvorimod reglerne
om speciel inhabilitet behandles nedenfor i afsnit
E.2.1 og
E.2.2.
Se nærmere om konsekvenserne af inhabilitet
afsnit F.
E.2.1 Forvaltningslovens regler om speciel
inhabilitet
Forvaltningslovens kapitel 2 indeholder i §§ 3-6 en række
bestemmelser om speciel inhabilitet. Reglerne om speciel inhabilitet skal
sikre, at ingen i den offentlige forvaltning medvirker ved behandlingen af
en sag, hvis afgørelse vedkommende har en særlig interesse i. Baggrunden
for reglerne om inhabilitet er et ønske om at tilvejebringe sikkerhed for
og tillid til, at de afgørelser, der træffes af en myndighed, ikke
påvirkes af uvedkommende hensyn. Ud over regler om partsinteresse og
familiemæssig tilknytning indeholder forvaltningsloven regler om
inhabilitet på grund af tilknytning til en juridisk person og tidligere
deltagelse i sagens behandling samt en opsamlingsbestemmelse, hvorefter
der indtræder inhabilitet, hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder,
der er egnet til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.
Revisorer,
der er medlemmer af et byråd, er ikke inhabile i forbindelse med
kommunalbestyrelsens behandling af ligningsplanen, idet de pågældendes
erhverv som revisorer ikke ud fra en almindelig betragtning indebærer
risiko for, at behandlingen vil blive påvirket af usaglige eller
uvedkommende hensyn.
I praksis forekommer speciel inhabilitet typisk i
tilfælde, hvor der foreligger en konkret økonomisk interessekonflikt, jf.
fx TfS 1986, 486 LSR, hvor en ligningskommissionsformand, der førte
retssag om et byggeri mod hovedaktionæren i det selskab, hvis sag var til
afgørelse i ligningskommissionen, blev anset for inhabil. Speciel
inhabilitet kan tillige være forårsaget af et mere personligt
modsætningsforhold eksempelvis dokumenteret uvenskab. Politiske
modsætningsforhold eller sammenfaldende politiske opfattelser vil ikke i
sig selv kunne medføre speciel inhabilitet.
To-instans
inhabilitet
Det sker, at en underordnet
forvaltningsmyndighed i forbindelse med behandlingen af en konkret sag
søger vejledning om lovfortolkningsspørgsmål eller lignende - fx
telefonisk - hos en overordnet myndighed, der samtidig er klageinstans
vedrørende den pågældende sag. En sådan rådgivning kan medføre inhabilitet
hos den pågældende medarbejder. I FOB 1998, 364 udtalte ombudsmanden
således, at der ikke kunne ses bort fra risikoen for, at en sagsbehandler
ved en klageinstans følte sig bundet af sin tidligere vejledning til 1.
instans, da den pågældende sagsbehandler havde tilkendegivet en
forholdsvis præcis og endelig opfattelse vedrørende den konkrete sags
udfald. Ombudsmanden anså derfor den pågældende sagsbehandler for inhabil
ved klageinstansens behandling af sagen.
Hvis vejledningen er givet i
en sådan form, at den pågældende medarbejder hos den overordnede myndighed
ikke har givet udtryk for sin endelige opfattelse med hensyn til den
konkrete sags udfald, men blot har ydet vejledning med hensyn til
fortolkningen af retsgrundlaget for afgørelsen og/eller har vejledt om den
overordnede myndigheds praksis, vil bestemmelsen i FVL § 3, nr. 4 ikke
medføre, at den pågældende medarbejder er inhabil i forhold til den
pågældende sag, hvis afgørelsen bliver påklaget til den overordnede
myndighed.
Konsekvenser af
inhabilitet
Foreligger der speciel
inhabilitet må den, der er inhabil, som udgangspunkt hverken træffe
afgørelse i den pågældende sag eller i øvrigt medvirke ved sagens
behandling. Et inhabilt medlem af et skatteankenævn er således afskåret
fra at deltage ikke blot i en eventuel afstemning om sagens afgørelse, men
også i den forudgående behandling af sagen og om spørgsmålet om
inhabilitet, jf. FVL § 6, stk. 3.
Efter FVL § 6, stk. 2 afgøres
spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil, af den myndighed, som skal
træffe afgørelsen vedrørende sagens realitet. Afgørelsen kan alene
indbringes for en klageinstans i forbindelse med påklage af afgørelsen
vedrørende sagens realitet. I praksis har Told- og Skattestyrelsen udtalt
sig i sager vedrørende
inhabilitetsspørgsmål.
E.2.2 Skattestyrelseslovens regler om
inhabilitet
Generel
inhabilitet
Reglerne i forvaltningsloven
suppleres af en særlig bestemmelse om generel inhabilitet i
SSL § 36 A, hvorefter ingen samtidig kan være medlem af
eller stedfortræder i et skatteankenævn, Ligningsrådet eller
Landsskatteretten. Reglerne om udnævnelsesbetingelserne for medlemmer af
skatteankenævnene, Ligningsrådet og Landsskatteretten findes i
skattestyrelsesloven. Der stilles ingen krav om særlig uddannelse for
medlemmerne af disse råd og nævn, bortset for Landsskatteretten, hvor
præsidenten, retsformændene samt mindst 9 af de medlemmer, der udnævnes af
ministeren, skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne blive
landsdommer. Der henvises endvidere til afsnit
A.
Speciel
inhabilitet
SSL § 11, stk. 2 indeholder en
særlig regel om speciel inhabilitet, der vedrører sekretariatsbetjening af
skatteankenævnet. Bestemmelsen foreskriver, at den, som har medvirket ved
behandlingen af en skatteansættelse, ikke må fungere som sekretær for
skatteankenævnet under en klagesag om ansættelsen. Reglen er formuleret
absolut i lovteksten. Der er imidlertid alene tale om en rettighed for den
skattepligtige, der ikke skal acceptere personsammenfald. Hvis den
skattepligtige i et konkret tilfælde anmoder om, at den pågældende person
skal behandle sagen på ny, kan den skattepligtige give afkald på sin ret
efter bestemmelsen. Der må sikres fornødent bevis for, at der ved positiv
tilkendegivelse fra den skattepligtiges side er givet et sådant afkald, da
virkningen ellers vil blive, at skatteankenævnets kendelse i sagen kan
erklæres ugyldig. I praksis vil en sådan tilkendegivelse kun fremkomme
rent undtagelsesvis. Skatteankenævnet er ikke forpligtet til at følge en
sådan anmodning.
Reglen i SSL § 11, stk. 2retter sig kun mod den eller
de medarbejdere i den kommunale skatteforvaltning, som har medvirket ved
behandlingen af skatteansættelsen. Det er uden betydning, om den
pågældende medarbejder tidligere har beskæftiget sig med andre forhold
vedrørende den skattepligtige, som ikke har nogen tilknytning til den
aktuelle klagesag. Det forhold, at skatteankenævnets sekretær havde
medvirket veddenskattepligtiges skatteansættelser for andre indkomstår,
bevirkede ikke, at den pågældende var inhabil ved sagens behandling, jf.
TfS 2000, 140 ØLD.
Medvirken forudsætter, at den pågældende har haft en
vis reel indflydelse på afgørelsens resultat. Rene hjælpefunktioner såsom
telefonpasning, postafsendelse og renskrivning er ikke medvirken i denne
betydning. Den skattepligtige kan således ikke påberåbe sig ugyldighed,
fordi disse funktioner er udført af de samme personer i begge sager. Det
har heller ikke betydning, om den, som har foretaget ansættelsen, og
sekretariatsmedarbejderen har samme administrative chef. Sammenfattende
kræver bestemmelsen således ikke, at sekretariatsfunktionen udskilles fra
den kommunale skatteforvaltning i øvrigt, eller at der knyttes et særligt
personale hertil.
Det ligger inden for rammerne af kommunernes
selvstyre at organisere skatteforvaltningen, som de ønsker, herunder at
bestemme, om der skal være en separat skatteforvaltning som sådan, og om
der skal være en særlig organisatorisk enhed, som alene udfører
sekretariatsfunktionen med hensyn til skatteankenævnet, eller om disse
opgaver fordeles blandt de samme medarbejdere, som har kompetence til at
foretage skatteansættelser.
Konsekvenser af inhabilitet
Virkningen af, at der foreligger
inhabilitet, er, at den skattepligtige kan kræve skatteankenævnskendelsen
tilsidesat som ugyldig, jf. SSL § 24, stk. 1, nr. 2, om klage til
Landsskatteretten. Der henvises endvidere til
afsnit F . Det påhviler forvaltningen selv i første række
at sørge for, at der ikke foreligger inhabilitet hos
sekretariatsmedarbejderne. Skatteankenævnet skal selv foretage en
vurdering af, hvorvidt der foreligger inhabilitet efter SSL § 11, stk. 2
hos den eller de medarbejdere, forvaltningen anvender som sekretariat.
Nævnets beslutningskompetence kan ikke delegeres til forvaltningen eller
til formanden. I TfS 2000, 640 VLD fandt Vestre Landsret det ikke
godtgjort, at der forelå inhabilitet i en sag, hvor skattechefen havde
ført protokol efter at have erklæret sig inhabil med behandlingen af den
pågældende sag.
Et medlem af et skatteankenævn, som af nævnet er anset
for inhabilt, kan kræve sine indvendinger mod nævnets beslutning tilført
protokollen og kan forlange, at en kopi af protokolatet indsendes til
Told- og Skattestyrelsen, jf. forretningsordenen for skatteankenævn § 9,
stk. 2 og 4.
Ekstern
bistand
Hvis den kommunale
skattemyndighed i det konkrete tilfælde ikke råder over en medarbejder,
som både opfylder kravet om habilitet og almindelige krav til faglige
kvalifikationer, skal forvaltningen snarest underrette nævnet om dette. I
disse tilfælde skal der engageres ekstern bistand for kommunens regning,
jf. SSL § 11, stk. 3. Det er et krav, at den eksterne sekretariatsbistand
skal kunne udføre sekretariatsbetjeningen tilfredsstillende. Loven giver
ikke anvisning på, hvem der kan engageres som ekstern bistand. Det vil
således bl.a. være muligt at benytte en medarbejder fra den lokale told-
og skatteregion, fra en nabokommune eller fra et privat revisionsfirma. I
alle tilfælde skal kommunen selv afholde udgifterne til
sekretariatsbistanden. Det afgørende er, at instruktionsbeføjelsen
påhviler den af kommunalbestyrelsen udpegede ligningsansvarlige. Ansvaret
for sekretariatsbetjeningen påhviler i alle tilfælde kommunalbestyrelsen.
De nærmere regler om fremgangsmåden ved udpegning af ekstern bistand
findes i § 4 i forretningsordenen for skatteankenævn. Kommunalbestyrelsen
træffer afgørelse på grundlag af en indstilling fra skatteankenævnet om,
at der er behov for ekstern bistand, og om hvem der kan engageres. Nævnets
indstilling behøver ikke at blive fulgt. På tilsvarende måde kan nævnet
indhente forslag fra den kommunale skatteforvaltning til, hvem der bør
engageres, men nævnet er ikke forpligtet til at følge forslaget i sin
indstilling til kommunalbestyrelsen.
Den eller de personer, der
engageres som ekstern bistand, udfører de samme funktioner som den, den
interne sekretariatsbistand skulle have udført. De pågældende personer er
bundet af de samme overordnede forvaltningsregler som de kommunale
embedsmænd, herunder af tavshedspligtsbestemmelsen i SSL § 37, se afsnit
M.3. Også habilitetsbestemmelsen i FVL § 3 finder
anvendelse. Kommunalbestyrelsen og skatteankenævnet må påse, at man ikke
udpeger henholdsvis indstiller en person, som vil være specielt inhabil i
den pågældende sag. Eksempelvis må man ikke engagere en revisor, som
samtidig repræsenterer klageren eller er i nær familie med denne. Hvis
kravet om ekstern sekretariatsbistand ikke overholdes af kommunen, kan
skatteankenævnets afgørelse senere erklæres for ugyldig på grund af
formelle fejl. Der henvises endvidere til
afsnit F.
E.3. Sagsbehandlingsreglerne
Forvaltningsloven, offentlighedsloven,
skattestyrelsesloven, Toldkodeksen og de almindelige forvaltningsretlige
grundsætninger indeholder de minimumskrav, som told- og
skattemyndighedernes sagsbehandling skal opfylde.
For så vidt angår
behandling af personoplysninger, som foretages ved hjælp af elektronisk
databehandling, og ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, som
er eller vil blive indeholdt i et register, henvises til reglerne i
persondataloven.
E.3.1 Vejledningspligt
Efter
FVL § 7, stk. 1 har forvaltningsmyndigheder pligt til at
yde vejledning og bistand til fysiske personer, der retter henvendelse om
spørgsmål indenfor myndighedens sagsområde. Bestemmelsen omfatter også
henvendelser på vegne af juridiske personer.
Reglerne gælder alene
vejledning i forbindelse med konkrete afgørelsessager. Vejledning skal
efter bestemmelsen gives i fornødent omfang efter en konkret vurdering.
Vejledningspligten indebærer bl.a., at der i konkrete sager skal vejledes
om, hvilke retsregler, der finder anvendelse, og reglernes betydning for
sagens parter, samt om hvilke oplysninger, der skal tilvejebringes som led
i sagens behandling. Dette indebærer bl.a., at told-, skatte- og
afgiftsmyndighederne skal vejlede en part med hensyn til at uddybe eller
præcisere eventuelle indsigelser vedrørende en sags faktum, eller i øvrigt
vejlede borgerne/virksomhederne om udfyldelse af blanketter eller lignende
på myndighedens område. Endvidere skal myndighederne give oplysning om,
hvor lang tid sagsbehandlingen forventes at vare.
Borgere/virksomheder
kan henvende sig til bopælskommunen om skattemæssige problemer. Kommunens
skatteforvaltning kan i tvivlstilfælde rådføre sig med told- og
skatteregionen.
Henvendelse til de statslige myndigheder om told, moms,
afgifter, selskabsbeskatning mv. skal rettes til den stedlige told- og
skatteregion/toldcenter.
Bindende tariferings- og
oprindelsesoplysninger
Om vejledning om muligheden for
indhentelse af bindende tariferingsoplysninger (BTO) kan henvises til TfS
1999, 951 ØLD vedrørende toldafgifter. Her fandt landsretten, at told- og
skatteregionen ikke havde tilsidesat vejledningspligten, idet det ikke var
godtgjort, at told- og skatteregionen havde anledning til at henlede
opmærksomheden på adgangen til at indhente en
BTO.
Tolkebistand
Efter FVL § 7, stk. 1, skal en
forvaltningsmyndighed i fornødent omfang yde vejledning og bistand til
personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens
sagsområde. Det følger af denne vejledningspligt og af officialmaksimen,
at told- og skattemyndighederne over for udlændinge er forpligtet til at
skaffe fornøden tolkebistand, når den, der retter henvendelse, ikke
behersker det danske sprog tilstrækkeligt godt. Dette gælder også uden for
de tilfælde, hvor der efter en international konvention - som fx den
nordiske sprogkonvention - er pligt hertil.
I afgørelsessager indebærer
denne forpligtelse, at mundtlige forhandlinger, så vidt det er muligt, bør
foregå ved hjælp af tolkebistand, ligesom der i fornødent omfang bør ydes
tolkebistand ved meddelelse af afgørelser, hvis det findes
påkrævet.
Når told- og skattemyndighederne har vejledt om eventuelle
dokumentationskrav, er det derimod den pågældende borgers/virksomheds eget
ansvar, at denne dokumentation forelægges myndigheden i en umiddelbar
forståelig herunder sproglig tilgængelig form.
Videresendelse til rette
myndighed
Efter FVL § 7, stk. 2 skal en
forvaltningsmyndighed, der modtager en skriftlig henvendelse, som ikke
vedrører dens sagsområde, så vidt muligt videresende henvendelsen til
rette myndighed, jf. FOB 1998, 304. Ombudsmanden udtalte, at en
skattemyndighed, der havde truffet afgørelse i en sag, som ikke vedrørte
dens sagsområde, burde have sikret sig, at den var kompetent til at
behandle sagen, ligesom den burde have videresendt en henvendelse, der
ikke vedrørte dens sagsområde, til rette myndighed. Da ombudsmanden anså
afgørelsen for ugyldig på grund af kompetencemangel, burde Told- og
Skattestyrelsen endvidere efter hans opfattelse have ophævet afgørelsen og
oversendt sagen til rette myndighed. Se nærmere om den stedlige kompetence
afsnit
A.3 og om konsekvenser af manglende eller ufyldestgørende
vejledning
afsnit F.1 .
Omgørelse
Se nærmere om en myndigheds pligt
til at vejlede om muligheden for omgørelse under afsnit
0.1.
Særligt for
toldområdet
På toldområdet gælder herudover
art. 11 i EF's
toldkodeks , hvorefter enhver person kan anmode
toldmyndighederne om oplysninger om anvendelse af
toldforskrifterne.
E.3.2 Repræsentation
Efter
FVL § 8, stk. 1 kan den, der er part i en sag, som udgangspunkt på
ethvert
tidspunkt under sagens behandling vælge at lade sig repræsentere eller
bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt,
når det er af betydning for sagens afgørelse, fx en straffesag.
I
forvaltningsloven findes der ikke regler om, hvem der kan repræsentere
eller bistå en part. Parten kan derfor lade sig repræsentere eller bistå
af såvel sagkyndige, fx en advokat eller revisor, som af andre.
Repræsentation kan dog normalt kun foretages af en person, der er
myndig.
FVL § 8, stk. 2 indeholder en undtagelse til hovedreglen i stk.
1, idet partens ret til at lade sig repræsentere ikke gælder, hvis partens
interesse i at lade sig repræsentere findes at burde vige for væsentlige
hensyn til offentlige eller private interesser, herunder i særlige
tilfælde parten selv. Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at
myndigheden i hver enkelt tilfælde foretager en konkret afvejning af på
den ene side partens interesse i at få den pågældende
bistand/repræsentation og på den anden side de hensyn, der taler for at
afskære parten fra denne adgang til
bistand/repræsentation.
Omkostningerne ved eventuel sagkyndig bistand
er myndighederne uvedkommende, bortset fra de tilfælde som er omfattet af
reglerne om omkostningsgodtgørelse, SSL kap. 3A, jf. afsnit
K.
Fuldmagt
Forvaltningsmyndigheden afgør, om
den, der optræder som partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig
fuldmagt eller på anden måde godtgøre, at den pågældende repræsenterer
parten. Advokater og revisorer er typiske partsrepræsentanter, hvorfor der
normalt ikke kræves dokumentation for fuldmagtsforhold fra disse,
medmindre det er særligt begrundet i sagens karakter eller
omstændighederne i øvrigt.
Det bemærkes, at retten til repræsentation
ikke uden særskilt fuldmagt omfatter retten til at lade repræsentanten
modtage penge fra myndigheden på partens vegne.
Særligt under hensyn
til tavshedspligtsreglerne, vil det normalt være nødvendigt at andre, der
optræder som partsrepræsentant, fremlægger en skriftlig fuldmagt som
dokumentation for fuldmagtsforholdet. Dette gælder fx ved enhver
henvendelse til en myndighed om en konkret sag, som ikke vedrører den
pågældendes egne forhold. Fuldmagt er således nødvendig for at sikre, at
myndigheden ikke uberettiget videregiver tavshedsbelagte
oplysninger.
Forretningsordnerne for Landsskatteretten § 20, for
Ligningsrådet § 14 og for skatteankenævnene § 17 indeholder nærmere regler
om repræsentation. Reglerne præciserer partsrepræsentantens adgang til at
disponere på partens vegne.
Særligt for told
På toldområdet gælder endvidere
artikel 5 i
EF-toldkodeksen , hvorefter en repræsentant med undtagelse
af enkelte nærmere beskrevne tilfælde skal være etableret i Fællesskabet.
Repræsentanten skal tilkendegive at handle på den persons vegne, der
repræsenteres, og være i besiddelse af en fuldmagt fra denne.
Den
person, der ikke tilkendegiver at handle i en anden persons navn eller for
en anden persons regning, eller som handler i en anden persons navn eller
for en anden persons regning uden at være i besiddelse af en fuldmagt,
anses for at handle i eget navn og for egen regning. Toldmyndighederne kan
kræve, at repræsentanten dokumenterer sit
fuldmagtsforhold.
E.3.3 Sagens oplysning
For forvaltningsmyndighedernes
sagsbehandling gælder officialprincippet. Officialprincippet findes
hverken beskrevet i skattestyrelsesloven eller i forvaltningsloven, men
har hjemmel i uskreven retssædvane.
Officialprincippet betyder, at en
forvaltning har ansvaret for at de nødvendige oplysninger foreligger, og
at de nødvendige undersøgelser foretages inden der træffes afgørelse i en
sag. I praksis foregår dette i vidt omfang via de oplysninger, der
pligtmæssigt indberettes i henhold til lovgivningen.
Officialprincippet betyder ikke nødvendigvis, at
forvaltningsmyndigheden altid selv skal fremskaffe de nødvendige
oplysninger. Dette kan ske i samarbejde med andre myndigheder og
borgeren/virksomheden selv. Forvaltningsmyndigheden vil dog ikke uden
videre kunne lægge borgerens/virksomhedens oplysninger til grund, men må i
et nødvendigt omfang kontrollere dem og således sikre, at sagen bygger på
det materielt rigtige grundlag.
Et væsentligt led i told- og
skattemyndighedernes sagsbehandling er told- og skattelovgivningens
bestemmelser om pligtmæssige oplysninger fra borgerne/virksomhederne. Det
drejer sig især om reglerne om den enkelte skatteyders
selvangivelsespligt, angivelses- og oplysningspligt i øvrigt, men også om
told- og skattemyndighedernes adgang til at indhente regnskabsmateriale,
foretage virksomhedseftersyn og indhente oplysninger fra tredjemand, jf.
reglerne i skattekontrolloven og afgiftslovene.
Det almindelige krav
om, at myndighederne skal påse, at sagbehandlingstiden ikke bliver unødigt
langvarig indebærer ikke, at myndighederne kan undlade at sørge for, at
sagen er forsvarligt oplyst. I de tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har
givet anledning til kritik fra Folketingets Ombudsmand, retter kritikken
sig først og fremmest imod de perioder i sagsforløbet, hvor sagens
behandling har været gået helt i stå, jf. fx FOB 1995, 237 og FOB 1995,
251. Det må derfor påhvile den myndighed, der har foretaget en høring
eventuelt at rykke for et høringssvar, og det kan ofte være
hensigtsmæssigt at fastsætte en
svarfrist.
E.3.4 Notatpligt
I sager, hvor der vil blive truffet
afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt
modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af
betydning for sagens afgørelse, eller i sager, hvor myndigheden på anden
måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af
oplysningerne, jf.
OFL § 6, stk. 1. Det gælder dog ikke, såfremt
oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.
Der kan både være
tale om, at myndigheden på egen hånd indhenter mundtlige oplysninger,
eller der kan være tale om en henvendelse fra borgeren/virksomheden selv
eller fra en trediemand, eksempelvis fra en anmelder.
Dokumenter, som
indeholder oplysninger, der er noteret i henhold til notatpligten, er en
del af grundlaget for afgørelsen og er undergivet aktindsigt med de
undtagelser, der følger af OFL §§ 7-14, jf. afsnit
M.1.2.2.
Sådanne dokumenter er ligeledes omfattet af
parters ret til aktindsigt med de undtagelser, der følger af FVL §§ 12-15,
jf. afsnit
M.1.2.1.
Hvor der ikke findes et lovbestemt krav om, at
en anmodning skal fremsættes skriftligt, kan en sag derfor startes
mundtligt, ved at borgeren/virksomheden henvender sig personligt eller
telefonisk, og ved at myndigheden i henhold til notatpligten noterer
anmodningen eller henvendelsen fra borgeren/virksomheden, uanset om det i
forbindelse med sagbehandlingen er nødvendigt at kræve skriftlig
dokumentation. Se nærmere om konsekvenserne af manglende overholdelse af
notatpligten
afsnit F.1 .
Udover de oplysninger forvaltningen har
pligt til at notere efter OFL § 6 følger det af god forvaltningsskik, at
myndigheden desuden skal notere væsentlige oplysninger om sagens
ekspedition.
E.3.5 Høring
Reglerne om høring på myndighedens
initiativ, inden der træffes en bebyrdende afgørelse, har til formål at
sikre, at sagens parter får lejlighed til at gøre sig bekendt med og
kommentere det faktiske afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Denne ret
for borgeren/virksomheden til at få lejlighed til at påpege
misforståelser, unøjagtigheder eller ufuldstændigheder i det foreliggende
sagsmateriale, vil kunne medvirke til at sikre, at myndighedens afgørelser
træffes på det bedst mulige faktiske grundlag. Reglerne om høring gælder
ikke ved afgørelser, der giver borgeren/virksomheden fuldt ud
medhold.
Om konsekvenserne af manglende høring, se afsnit
F .
E.3.5.1 De forskellige regelsæt
Forvaltningsloven
FVL §§ 19-21 indeholder regler om partshøring. Reglerne
betyder, at hvis en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske
omstændigheder, må myndigheden ikke træffe afgørelse, før parten er gjort
bekendt med oplysningerne og har haft lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Herudover findes der i FVL § 19, stk. 2, en række nærmere opregnede
tilfælde, hvor der undtagelsesvis ikke er pligt til partshøring. Endelig
fremgår det af FVL § 20, at i sager, hvor myndigheden efter anmodning fra
en part kan ændre en afgørelse, kan partshøring undlades, hvis sagens
karakter og hensynet til parten selv taler for det.
Selv om
udgangspunktet er, at en sags juridiske elementer ikke er omfattet af
partshøringspligten, kan et ændret retligt bedømmelsesgrundlag bevirke, at
der skal ske partshøring herom. Dette vil også være tilfældet i
situationer, hvor en udtalelse, som afgørelsesmyndigheden har indhentet
fra en anden myndighed, indeholder et ændret retligt
bedømmelsesgrundlag.
Forvaltningslovens
partsbegreb
Forvaltningsloven indeholder ikke
en definition af partsbegrebet, men udtrykket skal forstås i
overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb,
herunder den praksis, der har udviklet sig i tilknytning hertil.
Afgørelsens adressat, dvs. den person afgørelsen rettes til er herefter
utvivlsomt part. Men også andre end adressaten kan være part. Som part
anses personer i øvrigt, der har en væsentlig, direkte, individuel og
retlig interesse (af økonomisk eller personlig art) i sagens afgørelse og
udfald.
Skattestyrelsesloven
Ved siden af forvaltningsloven
indeholder
skattestyrelsesloven detaljerede regler om ubetinget
partshøring i form af agterskrivelse, jf. afsnit
E.3.5.2 og sagsfremstilling, jf. afsnit
E.3.5.3 og
E.3.6 .
Skattestyrelseslovens
partsbegreb
Skattestyrelseslovens partsbegreb
omfatter alene den eller de personer, som afgørelsen er direkte rettet
til. I modsætning til forvaltningsloven omfatter skattestyrelseslovens
partsbegreb ikke andre, som har en væsentlig, direkte, individuel og
retlig interesse (af økonomisk eller personlig art) i sagens afgørelse og
udfald. Skattestyrelseslovens ubetingede krav om høring i form af
agterskrivelse og evt. sagsfremstilling gælder således kun, når der er
tale om afgørelsens adressat. Andre, som har en væsentlig, direkte,
individuel og retlig interesse (af økonomisk eller personlig art) i sagens
afgørelse og udfald, skal alene høres efter forvaltningslovens regler. Det
betyder, at hvis andre end afgørelsens adressat er part, er der pligt til
at foretage partshøring efter reglerne i FVL §§ 19-21, men der er ikke
krav om ubetinget høring i form af agterskrivelse og
sagsfremstilling.
Reglerne i forvaltningsloven har en udfyldende
selvstændig betydning for de afgørelser, der træffes efter reglerne i
skattestyrelsesloven.
Told-, moms- og
afgiftssager
I alle told-, moms- og
afgiftssager skal et forslag til afgørelse og en sagsfremstilling sendes
til høring hos afgørelsens adressat efter tilsvarende regler, som gælder
efter skattestyrelsesloven. Andre end afgørelsens adressat, som er part i
sagen, skal høres efter reglerne i FVL §§ 19-21, jf. endvidere afsnit
E.3.5.3.
Andre
afgørelser
I andre afgørelser som told- og
skattemyndighederne træffer, eksempelvis afgørelser om bindende
forhåndsbesked samt afgørelser vedrørende skatteopkrævning og afgørelser
om skattetillæg har forvaltningsloven direkte
betydning.
E.3.5.2 Høring - skat
Der skal ifølge
SSL § 3, stk. 4 udsendes agterskrivelse, når den kommunale
skattemyndighed
ønsker at foretage en skatteansættelse på et andet grundlag end
selvangivet, eller ønsker at ændre den del af grundlaget for en
skatteansættelse, der skal selvangives. Denne høringspligt er ubetinget,
for så vidt angår afgørelsens adressat og gælder ved siden af den
almindelige høringspligt efter FVL §§ 19-21, hvorefter der som
udgangspunkt skal foretages høring af en part, når myndigheden er kommet i
besiddelse af oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som parten
ikke kan antages at være bekendt med, og oplysningerne både er til ugunst
for den pågældende part og af væsentlig betydning for sagens
afgørelse.
En agterskrivelse skal indeholde en begrundelse, således at
den skattepligtige kan tage reel stilling til forslaget.
Hvis
skattemyndigheden ikke vil følge sin agterskrivelse, fx fordi der er
tilgået myndigheden nye oplysninger af væsentlig betydning, som den
skattepligtige ikke har haft lejlighed til at udtale sig om, må en ny
agterskrivelse udsendes til den skattepligtige, jf. TfS 1997, 105 LSR. Se
endvidere om fornyet høring, afsnit
E.3.5.4.
Hvis den skattepligtige ikke gør indsigelse mod
agterskrivelsen, kan udsendelse af en egentlig kendelse udelades, jf. SSL
§ 3, stk. 4, 3. pkt. Den skattepligtige vil herefter alene modtage en
årsopgørelse, der er baseret på den nu gennemførte skatteansættelse. Hvis
den skattepligtige gør indsigelse mod agterskrivelsen, skal der altid
udsendes kendelse, jf. SSL § 3, stk. 4, 4. pkt.
Oplysninger, der skal
selvangives
Den ubetingede pligt til høring
af afgørelsens adressat efter SSL § 3, stk. 4, 1. pkt., omfatter alene
oplysninger af den type, der skal selvangives. De oplysninger, der skal
selvangives, er de typer af oplysninger, der kræves selvangivet efter SKL
§ 1, herunder de oplysninger, der indberettes årligt fra arbejdsgiver,
finansielle institutioner mv. efter afsnit II i skattekontrolloven. De
oplysninger, der skal selvangives, er typisk oplysninger om indkomst,
herunder fradrag, oplysninger om kvalificering af en indkomst som fx
personlig indkomst eller kapitalindkomst, oplysninger om indkomst fra
udlandet eller oplysninger om værdien af
ejerbolig.
Skatteberegning
Derimod er det ikke et krav efter
skattestyrelsesloven, at der foretages høring i tilfælde, hvor den
påtænkte ændring skyldes en ændret skatteberegning, fx i form af
overførsel af et uudnyttet underskud, bundfradrag eller personfradrag
mellem ægtefæller, fremførsel af et underskud til fradrag i den
skattepligtiges indkomst for følgende indkomstår eller beregning af en
skattelempelse efter en dobbeltbeskatningsaftale med en fremmed stat. I
disse tilfælde finder alene de almindelige høringsregler i FVL §§ 19-21
anvendelse.
Afledt opgørelse af
indkomstansættelsen
Udtrykket skatteansættelse af
indkomst er ikke entydigt men det antages ikke at omfatte bidrag til
arbejdsmarkedsfondene, jf. TfS 1998, 364 DEP, da dette er en afledt
opgørelse af indkomstansættelsen. De afledte opgørelser af
indkomstansættelsen skal ikke selvangives. Når de kommunale
skattemyndigheder ændrer skatteansættelsen, er det derfor ikke nødvendigt,
at regionen udsender et særskilt forslag til afgørelse om ændring af
AM-bidrag, da den skattepligtiges behov for begrundelse og klagevejledning
vil fremgå af ligningsmyndighedens afgørelse, som vil kunne påklages. Kun
i tilfælde hvor regionen ønsker at ændre bidraget uden at ændre
skatteansættelsen er der tale om en egentlig afgørelse med hensyn til
AM-bidrag, som kræver udsendelse af forslag til afgørelse og
sagsfremstilling, jf. afsnit
E.3.5.3.
Derimod skal både kommunen og regionen udsende
et forslag til afgørelse, hvis en ændring af AM-bidrag medfører en
forhøjelse af skatteansættelsen.
Frist
Efter SSL § 3, stk. 4, 2. pkt.,
skal skattemyndighederne give den skattepligtige en frist til at udtale
sig over den påtænkte skatteansættelse. Længden af denne frist beror på et
skøn over behovet herfor i den enkelte sag, og det er lovfæstet, at
høringsfristen skal være på mindst 15 dage regnet fra høringsskrivelsens
datering, svarende til 14 dage fra den skattepligtiges modtagelse af
høringsskrivelsen ved normal postbesørgelse.
Det fremgår af TfS 1997,
350 LSR, at skattemyndighederne kan kræve, at et eventuelt møde afholdes
inden indsigelsesfristens udløb.
Særligt for selskabsligning
Den skatteansættende myndighed
skal for så vidt angår skatteansættelser for juridiske personer, bortset
fra dødsboer - udover en agterskrivelse - udarbejde en sagsfremstilling,
inden der træffes en bebyrdende afgørelse, der kan påklages til
Landsskatteretten, jf. SSL § 12 A, der henviser til SSL § 21, stk. 3. Om
kravene til en sagsfremstilling, se afsnit
E.3.6.
Sagsfremstillingen skal sendes til høring
samtidig med agterskrivelsen, jf. afsnit
E.3.5.3.
For sambeskattede selskaber gælder specielt, at der skal
sendes agterskrivelse til både moder- og datterselskab, hvis
skattemyndighederne påtænker at ændre datterselskabets skatteansættelse,
jf. TfS 1999, 488 VLD, hvor landsretten udtalte, at der i forbindelse med
en ændring af et datterselskabs skatteansættelse skulle gives
moderselskabet lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, da ændringen
af skatteansættelsen havde umiddelbar betydning for moderselskabets
skatteforhold.
Ifølge SSL § 12 A, som henviser til SSL § 3, stk. 4 kan
udsendelse af kendelse udelades, hvis selskabet ikke har haft indsigelser
til agterskrivelsen. Hvis selskabet har indsigelser, skal der altid
udsendes kendelse, jf. SSL § 12 A, som henviser til § SSL § 3, stk.
4.
Særligt for skatteansættelser
foretaget af de statslige skattemyndigheder
For så vidt angår
skatteansættelser der er foretaget af de statslige skattemyndigheder efter
SSL § 14, stk. 4 og § 19 skal der udover en agterskrivelse, udarbejdes en
sagsfremstilling, inden der træffes en bebyrdende afgørelse, der kan
påklages til Landsskatteretten, jf. SSL § 14, stk. 4, der henviser til SSL
§ 21, stk. 3. Om kravene til en sagsfremstilling, se afsnit
E.3.6.
Sagsfremstillingen skal sendes til høring
samtidig med agterskrivelsen, jf. afsnit
E.3.5.3.
Ifølge SSL § 14, stk. 4, som henviser til SSL
§ 3, stk. 4 kan udsendelse af kendelse udelades, hvis
borgeren/virksomheden ikke har haft indsigelser til agterskrivelsen. Hvis
borgeren/virksomheden har indsigelser, skal der altid udsendes kendelse,
jf. SSL § 14, stk. 4, som henviser til § SSL § 3, stk.
4.
E.3.5.3 Høring - told, moms, afgift og
arbejdsgiverkontrol
I alle told-, moms- og afgiftssager samt
sager, der afgøres af arbejdsgiverkontrollen, som kan påklages til
Landsskatteretten, og som ikke giver borgeren/virksomheden fuldt ud
medhold, skal der udarbejdes en sagsfremstilling. I sager, der kan
påklages til Landsskatteretten, skal der også udarbejdes en
tilkendegivelse til afgørelsens adressat af, hvilken afgørelse de
foreliggende oplysninger efter myndighedens opfattelse giver grundlag for
(forslag til afgørelse).
Begrundelsen i forslaget til afgørelse skal
fremtræde sådan, at borgeren/virksomheden kan tage reel stilling til
forholdet.
Høringspligten opfyldes på følgende måde: Inden der træffes
afgørelse i en sag, der kan påklages til Landsskatteretten, skal forslaget
til afgørelse og sagsfremstillingen sendes til afgørelsens adressat. Andre
end afgørelsens adressat, som er parter efter forvaltningsloven, skal
høres efter forvaltningslovens regler, jf. afsnit
E.3.5.1.
I sager, der kan påklages til Told- og
Skattestyrelsen, skal told- og skatteregionen/toldcentret ligeledes sende
den sagsfremstilling, der udarbejdes, når regionen/toldcentret har
modtaget klagen, jf. afsnit
E.3.6 , til høring hos afgørelsens adressat, før
sagsfremstillingen sammen med klagen sendes til Told- og Skattestyrelsen.
Andre end afgørelsens adressat, som er parter efter forvaltningsloven,
skal høres efter forvaltningslovens regler, jf. afsnit
E.3.5.1.
I sager, der kan påklages til
Landsskatteretten, skal der sendes en særskilt meddelelse til afgørelsens
adressat om sagens afgørelse. Dette gælder også, når der ikke har været
indsigelser til forslaget til afgørelse og sagsfremstillingen.
Om
fornyet høring, se afsnit
E.3.5.4.
Frist
Når forslaget til afgørelse og
sagsfremstillingen er sendt til høring skal afgørelsens adressat og evt.
andre parter have en frist på mindst 14 dage regnet fra dagen for
materialets fremsendelse til at komme med kommentarer og bemærkninger til
materialet, herunder til at anmode om et møde med
myndigheden.
Høring af
tredjemand
Hvis en påtænkt afgørelse
indebærer en told-, skatte- eller afgiftsretlig stillingtagen til et
retsforhold mellem den som den påtænkte afgørelse retter sig til og en
tredjemand, og vil denne stillingtagen kunne lægges til grund for en
told-, skatte- eller afgiftsretlig afgørelse vedrørende tredjemanden, kan
tredjemanden høres over den påtænkte afgørelse. Høringen skal i givet fald
foretages samtidig med og med samme svarfrist som høringen af den, som den
påtænkte afgørelse retter sig til. Det skal påses, at fortrolige
oplysninger ikke derved røbes for uvedkommende. Foretages der høring af
tredjemand, og er tredjemand ikke hjemmehørende i den told- og
skatteregion/toldcenter, der påtænker at træffe afgørelsen, skal den told-
og skatteregion/toldcenter, hvor tredjemand er hjemmehørende, også høres
over den påtænkte afgørelse. Den hørte region skal orientere
Landsskatteretten om høringen, hvis tredjemand på høringstidspunktet
allerede har påklaget forholdet til
Landsskatteretten.
Særligt om parter og
arbejdsgiverkontrol
Arbejdsgiveren er som afgørelsens
adressat utvivlsomt part, og skal høres efter tilsvarende regler, som
gælder efter skattestyrelsesloven, og som indebærer, at der altid skal
sendes et forslag til afgørelse og en sagsfremstilling til høring hos
arbejdsgiveren, inden der træffes en bebyrdende afgørelse.
Det er dog
ofte indkomstmodtageren, der har den væsentligste interesse i sagen, fx
når afgørelsen drejer sig om indkomstmodtagerens status som
lønmodtager/selvstændigt erhvervsdrivende, eller om hvorvidt en
godtgørelse skal anses for skattepligtig eller ej. Den enkelte
indkomstmodtager kan således - uanset om afgørelsen omfatter få eller
mange - have en klar direkte, retlig og individuel interesse i sagens
udfald. Det må derfor i det aktuelle tilfælde bero på en konkret
vurdering, om der er tale om en eller flere parter. Hvis en
indkomstmodtager anses for part og er uvidende om, at der ved regionen
verserer en sag, som påtænkes afgjort til ugunst for den pågældende, må
betingelserne for at foretage partshøring efter forvaltningslovens regler,
som hovedregel antages at være tilstede. Derimod er der ikke krav om at
foretage ubetinget høring af indkomstmodtageren i form af forslag til
afgørelse og sagsfremstilling. Se endvidere afsnit
E.3.5.1.
Særligt om told
EF's toldkodeks indeholder ikke
særlige regler om høring, før der træffes afgørelse efter
toldlovgivningen, og derfor gælder der de samme regler på toldområdet som
på de øvrige områder. Dog forudsætter art. 220 om toldskyld, at
toldmyndigheden træffer en hurtig afgørelse. Bestemmelsen udelukker
imidlertid ikke, at myndigheden søger en eventuel tvivl om grundlaget for
afgørelsen afklaret ved høring af sagens parter, før selve afgørelsen
træffes. Art. 220 har dog således mere snævre grænser for høring.
E.3.5.4 Fornyet høring
Hvis der under en høring fremkommer nye
oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig
betydning for sagens afgørelse, og er til ugunst for den, som afgørelsen
retter sig til, og som denne ikke har haft lejlighed til at udtale sig om,
skal en ny agterskrivelse/et nyt forslag til afgørelse samt en korrigeret
sagsfremstilling, sendes til høring hos afgørelsens adressat, jf. TfS
1997, 105 LSR. De nye oplysninger skal i fornødent omfang identificeres i
høringsskrivelsen.
Det samme gælder, hvor der ikke er afgivet udtalelse
under den første høring, men der efterfølgende er fremkommet nye
oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig
betydning for sagens afgørelse, og er til ugunst for den som afgørelsen
retter sig til. De nye oplysninger skal i fornødent omfang identificeres i
høringsskrivelsen.
Fornyet høring kan endvidere komme på tale, hvis
myndigheden i væsentlig grad ændrer sin retlige vurdering i sagen ved at
lægge vægt på andre faktiske omstændigheder end i den hidtil udsendte
sagsfremstilling mv., jf. TfS 1997, 105 LSR. I dommen refereret i TfS
2000, 562 ØLD fandt Østre Landsret, at uanset at den skatteretlige
vurdering i kendelsen afveg fra vurderingen i agterskrivelsen, havde
skattemyndigheden opfyldt underretningspligten i SSL § 3, stk. 4, idet
kendelsen angik beskatningen af det samme
beløb.
E.3.5.5 Høring i skatteankenævn, skyldråd,
Landsskatteretten og Ligningsrådet
Høring i
skatteankenævn
Ved høring i forbindelse med
behandling af en klage i skatteankenævnet findes regler om udarbejdelse af
sagsfremstilling i SSL § 21, stk. 3. Sagsfremstillingen sendes til
klageren, der skal have mindst 14 dage til at fremsætte bemærkninger.
Herudover har klageren ret til at udtale sig mundtligt eller skriftligt
overfor nævnet, inden klagen afgøres, jf. SSL § 21, stk. 3. Der henvises i
øvrigt til afsnit
H.7.1.
Høring i
skyldråd
På vurderingsområdet gælder der
den særlige regel om høring, at i de tilfælde, hvor en ansættelse er
påklaget af en anden end ejendommens ejer, må et skyldråd ikke ændre
ansættelsen mv., inden der er givet ejeren lejlighed til at udtale sig, og
i de tilfælde, hvor begæring om vurdering er fremsat i anledning af salg,
ikke inden køber eller sælger har fået lejlighed til at udtale sig, jf.
vurderingloven § 44, stk. 1. Der henvises i øvrigt til afsnit
H.7.2.
Høring i
Ligningsrådet
Såvel reglerne om agterskrivelse
som reglerne om sagsfremstilling i skatteankenævnene gælder endvidere for
Ligningsrådet ved foretagelse af skatteansættelser, jf. SSL § 14, stk. 4,
og § 19, stk. 1. For Ligningsrådet findes regler om en skattepligtigs
adgang til mundtlig forhandling i forretningsordenens §§ 8 og 9, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til afsnit
H.7.5.
Høring i
Landsskatteretten
Særlige regler om partshøring i
landsskatteretssager findes i SSL §§ 26, stk. 1 og 27 om mundtlig
forhandling med Landsskatterettens kontorer og mundtlig forhandling under
et egentligt retsmøde. Nærmere regler findes i forretningsordenen for
Landsskatteretten §§ 6 og 7. Se endvidere afsnit
H.7.3.
E.3.5.6 Høring af andre myndigheder
SSL § 21, stk. 2 indeholder en regel om at
skatteankenævnet skal indhente en udtalelse fra den kommunale
skattemyndighed inden der træffes afgørelse, jf. også afsnit
H.7.1.
Forretningsordenen for Landsskatteretten § 4,
stk. 3, og § 5 indeholder regler om eventuel høring af den myndighed der
har truffet den påklagede afgørelse, samt om eventuel høring af Told- og
Skattestyrelsen, jf. nærmere herom afsnit
H.7.3 .
Herudover finder der i visse love - fx
afskrivningslovens § 45, stk. 5 - særlige regler om høring af andre
myndigheder.
Selvom der ikke eksisterer en lovbestemt pligt til høring
af en anden myndighed, kan en sådan høring være et nødvendigt led i at få
sagen tilstrækkeligt oplyst i henhold til officialprincippet. Hvis der
foretages høring af en anden myndighed bør det i høringsskrivelsen anføres
på hvilke områder, der ønskes en udtalelse, og hvornår udtalelsen bør
foreligge. Der vil ikke blive tale om ugyldighed, hvis der ikke har været
anledning eller pligt til at høre en anden myndighed, jf. dommen i TfS
1999, 420 HD, hvor Højesteret fastslog, at Landsskatteretten ikke havde
haft pligt til at indhente en udtalelse fra skatteankenævnet eller nogen
tredjemand.
E.3.6 Sagsfremstilling
Sagsfremstilling i
skatteankenævn
Der findes detaljerede regler om
kravene til en sagsfremstilling ved skatteankenævnene i
SSL § 21, stk. 3 og forretningsordenen for
skatteankenævnene § 11. Bestemmelsen i § 11, stk. 5 indeholder endvidere
en regel om, at sagsfremstillingen skal ledsages af et forslag til
begrundet afgørelse.
Hvis der ikke udarbejdes en sagsfremstilling, som
sendes til klageren med henblik på dennes eventuelle udtalelse, inden der
træffes en afgørelse, som ikke giver klageren fuldt ud medhold, er der
tale om en væsentlig sagsbehandlingsfejl, som kan medføre, at afgørelsen
bliver ugyldig, jf. TfS 1994, 772 LSR.
Sagsfremstilling i Told Skat
Også i skatte-, told-, moms- og
afgiftssager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal den myndighed,
der har truffet afgørelsen i 1. instans lave en sagsfremstilling før der
en træffes afgørelse i sagen, som ikke giver borgeren/virksomheden fuldt
ud medhold, jf. SSL § 14, stk. 4, som henviser til SSL § 21, stk. 3 og
lov nr. 1098 af 29. december 1997 , jf. bemærkningerne. Det fremgår af
bilag 4 hvilke afgørelser, der kan påklages til
Landsskatteretten.
Tilsvarende skal der laves en sagsfremstilling i
told-, skatte- og afgiftssager, der kan påklages til Told- og
Skattestyrelsen, (bortset fra tilfælde, hvor en evt. underliggende
afgørelse kan påklages til Landsskatteretten). Her skal sagsfremstillingen
dog først laves, når der er modtaget en klage over afgørelsen.
I dette
afsnit omtales kravene til indholdet i en sagsfremstilling med
udgangspunkt i sager, der kan påklages til Landsskatteretten. Disse krav
finder tilsvarende anvendelse på sager, der kan påklages til Told- og
Skattestyrelsen, med de modifikationer der følger af, at
sagsfremstillingen i disse sager først skal udarbejdes, efter at der er
klaget, og dermed efter partshøring, og efter at afgørelsen er truffet.
Det bemærkes, at der evt. kan være pligt til fornyet partshøring, jf.
afsnit
E.3.5.4.
E.3.6.1 Formålet med en
sagsfremstilling
Formålet med Told Skats sagsfremstillinger
er give en samlet fremstilling af sagen, og dermed sikre,
at myndighedernes afgørelser træffes på det bedst mulige grundlag
at antallet af klagesager til Landsskatteretten minimeres
at Landsskatteretten har det bedste grundlag for sit arbejde i de
sager, der påklages dertil
at faktum fastlægges, og beskrives som en helhed
at fejl og mangler, der konstateres under sagsbehandlingen,
resulterer i tilretning af de konkrete afsnit i
sagsfremstillingen
Det overordnede mål er, at øge
borgerenes/virksomhedernes retssikkerhed.
For at opfylde disse krav
anbefaler Told- og Skattestyrelsen den disposition til en
sagsfremstilling, som fremgår af afsnit
E.3.6.3.
Dispositionen forudsættes anvendt i alle
Told Skats sager om ændring af told-, skatte- og afgiftsgrundlaget, som
kan påklages til Landsskatteretten. En sagsfremstilling kan således
vedrøre både fx skat, afgift og told.
Før dispositionen nærmere
beskrives, er det nødvendigt at redegøre for nogle retningslinjer, som
forudsættes anvendt, når der skal udarbejdes en sagsfremstilling. Afsnit
E.3.6.2 beskriver disse
retningslinjer.
E.3.6.2 Retningslinjer ved udarbejdelse af
sagsfremstillinger
Hvornår skal en
sagsfremstilling sendes ud ?
Borgeren/virksomheden skal have
adgang til at fremsætte sine bemærkninger til sagsfremstillingen, inden
der træffes en afgørelse i sagen. Det vil derfor være en fordel at få
sagsfremstillingen ud så hurtigt som muligt.
Sagsfremstillingen skal
derfor sendes ud til høring samtidig med en tilkendegivelse af, hvilken
afgørelse de foreliggende oplysninger giver grundlag for (forslag til
afgørelse), jf. afsnit
E.3.5.3.
Borgeren/virksomheden vil på baggrund
af sagsfremstillingen få et bedre grundlag for at tage stilling til den
afgørelse, som der efter Told Skats opfattelse er grundlag for. Når
borgeren/virksomheden kommer med sine indsigelser og bemærkninger til
forslaget til afgørelsen, skal disse indarbejdes i sagsfremstillingen.
I told-, moms- og afgiftssager samt i afgørelser truffet af
arbejdsgiverkontrollen skal der i sager, der kan påklages til
Landsskatteretten, sendes en særskilt meddelelse om sagens afgørelse. Den
endelige sagsfremstilling skal sendes ud senest samtidig med den særskilte
meddelelse om sagens afgørelse.
På skatteområdet gælder SSL § 3, stk. 4
om udsendelse af kendelse, jf. afsnit
E.3.5.2 . Det anbefales dog, at der altid udsendes kendelse
- også når der ikke har været indsigelser fra borgeren/virksomheden. Når
der altid bliver udsendt en kendelse undgås problemer vedrørende
forældelse, idet tidspunktet for afgørelsen ikke vil være afhængig af
tidspunktet for udsendelse af årsopgørelse. Den endelige sagsfremstilling
skal sendes til sagens parter. Den endelige sagsfremstilling skal sendes
ud senest samtidig med kendelsen. På den måde vil de krav, som
skattestyrelsesloven stiller være opfyldt.
Se nærmere om konsekvenserne
af manglende sagsfremstilling afsnit
F .
De formelle krav til en
sagsfremstilling
En sagsfremstilling skal
indeholde en redegørelse for de oplysninger om sagens faktiske
omstændigheder, der påtænkes tillagt betydning ved sagens afgørelse, jf.
SSL § 21, stk. 3.
Disse krav skal ses i sammenhæng med
FVL § 22 og § 24 om begrundelsespligt, jf. afsnit
E.3.7 og
E.3.6.3.4.
Sprogbrug
Udover de rent formelle krav er
det vigtigt, at sagsfremstillingen kan stå alene, og at hele sagen kan
læses i en sammenhæng, så både borgeren/virksomheden og Landsskatteretten
kan forstå sagens indhold uden at få tilført yderligere
information.
Det er vigtigt, at borgeren/virksomheden forstår
afgørelsen, fordi en god begrundelse gør det lettere at acceptere, hvis
afgørelsen går ham/hende imod.
En sagsfremstilling skal formuleres
klart, præcist og tydeligt. Brug korte sætninger og undgå lange og
indskudte sætninger samt omvendt ordstilling.
Sagsfremstillingen er et
redigeret dokument
Sagsfremstillingen skal være et
redigeret dokument. Oplysninger, der fremkommer efter udarbejdelse af
sagsfremstillingen, skal indarbejdes under de relevante afsnit i
dispositionen. Kommer borgeren/virksomheden eksempelvis med nye
opfattelser og begrundelser, skal de indarbejdes under
"borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor".
Kommentarer
fra borgeren/virksomheden skal ind i sagsfremstillingen i redigeret form,
og skal altså ikke være en direkte afskrift af de fremsatte kommentarer.
Det kan dog være hensigtsmæssigt med korte citater fra
borgerens/virksomhedens indlæg, hvis citatet redigeres ind under de
relevante afsnit i sagsfremstillingen.
Oplysninger, der viser sig at
være forkerte, skal rettes. Påviser borgeren/virksomheden eksempelvis fejl
vedrørende de faktiske forhold, skal disse indarbejdes og rettes under
afsnittet om sagens faktum.
Borgerens/virksomhedens bemærkninger og
ændringer i sagsfremstillingen i øvrigt bør angives med en anden
skrifttype eller med en streg i margenen, så ændringerne i
sagsfremstillingen er nemme at identificere.
Undgå gentagelser. De
samme oplysninger, opfattelser mv. som kan være gentaget i flere
variationer (breve, møder mv.), skal ikke skrives flere gange i
sagsfremstillingen.
Sagsfremstillingen bør dateres, så det altid
fremgår, hvilken sagsfremstilling der er den
nyeste.
Bilag
Sagsfremstillingen skal ikke
henvise til bilag. Det stof, der er relevant i et bilag, skal derimod
refereres, og sættes ind i det relevante afsnit i sagsfremstillingen, idet
det jo er formålet med sagsfremstillingen, at sagen er fuldt oplyst i
sagsfremstillingen. Hvis det er nødvendigt med bilag, skal henvisningen
til bilag ske på en særskilt bilagsoversigt.
Sagsfremstillingens omfang
En sagsfremstillings omfang skal
afpasses efter sagens karakter, således at sagsfremstillingen i sager med
enkle problemstillinger eller uden konfliktpotentiale kan begrænses til
noget, der minder om en fyldig begrundelse. En sagsfremstilling kan altså
godt være kort, så længe begrundelseskravet er
opfyldt.
Sager med flere punkter
Når der er flere punkter på
forslaget til afgørelsen, er det mest hensigtsmæssigt, at
sagsfremstillingen behandler et punkt ad gangen, og behandler det færdigt,
før et nyt punkt behandles. Sagsfremstillingen kan evt. starte med et
generelt afsnit om faktum, så dette ikke skal gentages ved hvert
punkt.
For overskuelighedens skyld er det mest hensigtsmæssigt, at
punkterne på forslaget til afgørelsen nummereres. Beskrivelsen af de
enkelte punkter i sagsfremstillingen bør ske i samme rækkefølge som på
forslaget til afgørelsen.
Den samme sagsfremstilling kan vedrøre både
fx skat, afgift og told.
Fravigelser fra dispositionen
i helt særlige tilfælde
En sag kan have et sådan indhold
og omfang, at det er nødvendigt med konkrete afvigelser fra dispositionen
i afsnit
E.3.6.3.
Oplysninger, som ikke kan komme ind under
afsnittene i dispositionen, kan helt undtagelsesvis sættes ind under et
nyt afsnit i sagsfremstillingen.
Dette kan være tilfældet med
borgerens/virksomhedens bemærkninger. Hvis bemærkningerne ikke vedrører
faktum, eller ikke kan betragtes som borgerens/virksomhedens opfattelse og
begrundelse herfor, kan bemærkningerne medtages i et selvstændigt
afsnit.
Sådanne bemærkninger kan eksempelvis være indsigelser, der
vedrører alle punkter på forslaget til afgørelsen - fx klager over
sagsbehandlingen eller manglende overholdelse af en
ansættelsesfrist.
Hvis der kommer nye oplysninger i sagen, som fører
til ændringer i Told Skats opfattelse af, hvordan sagen skal afgøres, kan
det også være fornuftigt at indarbejde et nyt selvstændigt afsnit, da det
ellers senere kan være vanskeligt at forstå sagens forløb.
Hvis
vejledningen fraviges, skal borgeren/virksomheden stadig være i stand til
at sætte sig ind i sagen på betryggende måde alene ud fra
sagsfremstillingen. Told Skat skal altså sikre sig, at alle relevante
oplysninger alligevel fremgår af
sagsfremstillingen.
E.3.6.3 Indholdet i en
sagsfremstilling
En sagsfremstilling skal indeholde disse
afsnit:
Indledning og identifikationsoplysninger
Told Skats forslag til ændring/talmæssig opgørelse
Beskrivelse af sagens faktiske forhold
Told Skats begrundelse for ændringen
Borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor
Told Skats endelige
konklusion/afgørelse
E.3.6.3.1 Indledning og
identifikationsoplysninger
Dette afsnit skal indeholde en beskrivelse
af, hvem og hvad sagen vedrører. Afsnittet skal både indeholde
identifikationsoplysninger vedrørende borgeren/virksomheden og vedrørende
problemstillingen i sagen.
Identifikation af
modparten
Som identifikation af
borgeren/virksomheden anføres alene navn, CVR.nr./cpr.nr. og
skatteansættende myndighed.
Identifikation af
problemstillingen i sagen
Som identifikation af
problemstillingen i sagen anføres, hvilket år sagen vedrører, hvilke
punkter sagen vedrører og evt. hvilke lovbestemmelser sagen vedrører. Det
vil sige, at der her gives en kort beskrivelse af, hvad sagen drejer sig
om. En læser af sagsfremstillingen skal kunne få et overblik over
problemstillingerne i sagen ved hjælp af indledningens korte beskrivelse,
og dermed blive lettet i forståelsen af sagsfremstillingens indhold i
øvrigt.
Beskrivelse af
borgeren/virksomheden
For overskuelighedens skyld er
det en fordel at give en beskrivelse af borgeren/virksomheden fx om
koncernopbygning, hovedaktionær, bestyrelse, branche (hvad laver
virksomheden) og regnskabsår.
Øvrige
oplysninger
Oplysninger om
borgerens/virksomhedens adresse, telefonnummer, journalnummer og
oplysninger, somTold Skat skal bruge til at styre sagen administrativt,
(oplysning om mødetider, oplysning om sagsbehandler mv.) er ikke en del af
sagsfremstillingen, og skal ikke sendes til
partshøring.
E.3.6.3.2 Told·Skats forslag til ændring og
talmæssig opgørelse
I de sager, hvor der er en eksisterende
ansættelse, skal dette afsnit indeholde en beskrivelse af den. Afsnittet
skal endvidere indeholde en angivelse af den afgørelse, som der efter
Told Skats opfattelse er grundlag for.
Den talmæssige opgørelse skal
fremstå som en objektiv og konstaterende opstilling. Opstillingen har til
formål at give et hurtigt og sikkert overblik over sagens
punkter.
Afsnittet skal altså indeholde en talmæssig opgørelse, der
viser de forhold Told Skat vil ændre. Det skal fremgå, hvordan tallene er
fremkommet, i forhold til den evt. eksisterende ansættelse. Ændringerne
skal beskrives punkt for punkt.
Det er mest hensigtsmæssigt, at følge
rækkefølgen på forslaget til afgørelsen.
Det skal fremgå,
hvilken indkomstart/afgift mv. der er ændret. Ved ændringer i flere
forskellige indkomstarter vil det være hensigtsmæssigt at dele de
forskellige indkomstarter op - fx selskabsindkomst, personlig indkomst,
kapitalindkomst. Moms skal opdeles i salgsmoms og købsmoms osv.
Hvis Told Skat efter forhandling med borgeren/virksomheden kan
frafalde nogle af punkterne i forslaget til afgørelsen, kan punktet udgå
af afgørelsen, men ikke af sagsfremstillingen. Afsnittet i
sagsfremstillingen kan dog afsluttes med, at det kort skrives, atTold Skat
frafalder punktet, og at en nærmere beskrivelse derfor ikke er
foretaget.
Skyldes enigheden, at borgeren/virksomheden accepterer
ændringen ud fra den foreliggende beskrivelse, skal der alligevel kort
redegøres herfor i sagsfremstillingen, da det vil være uheldigt, at
forholdet ikke er beskrevet, hvis borgeren/virksomheden senere fortryder
at have accepteret
ændringen.
E.3.6.3.3 Beskrivelse af sagens faktiske
forhold
Under dette afsnit beskrives alle de
faktiske oplysninger, der har betydning for sagens afgørelse.
Hvad er
faktum
Faktum er de kendsgerninger, som
kan beskrives objektivt, konstaterende, og dokumenterende. Faktum er altså
kort sagt en beskrivelse af virkeligheden - det vil som regel sige noget,
der er fysisk eksisterende (personer, bygninger, ting), eller noget som
faktisk er sket.
Formål med faktumbeskrivelsen
Formålet med faktumbeskrivelsen
er for det første at sikre, at alle relevante forhold er belyst.
Faktumbeskrivelsen skal dog også sikre, at en udenforstående kan forstå
sagens sammenhæng, og at sagens parter er klar over, hvilke oplysninger
der er lagt til grund ved afgørelsen.
Kun relevante faktiske
oplysninger
Beskrivelsen af faktum skal
indeholde de faktiske oplysninger, som er relevante for afgørelsen og for
forståelsen af sagen. Det vil sige, at det ikke er hele virkeligheden, der
skal beskrives, men den del der er nødvendig for, at der kan træffes en
afgørelse. Der skal altså foretages en begrænsning og en afgrænsning af de
faktiske oplysninger, så kun de oplysninger, som er relevante for
afgørelsen, fremgår af sagsfremstillingen.
Hvornår er en oplysning
relevant ?
Når Told Skat mener, at der skal
foretages en regulering, kan forholdet henføres til en lovbestemmelse
eller en bekendtgørelse. Ved at tage udgangspunkt i denne bestemmelses
ordlyd kan man som regel finde frem til, hvilke oplysninger der er
relevante for afgørelsen. En lovbestemmelse definerer og afgrænser nemlig
hvilke faktiske omstændigheder, der skal være til stede, for at reglen kan
finde anvendelse. Når Told Skat har de oplysninger, som er beskrevet i
bestemmelsen, kan der træffes en afgørelse. Det er disse oplysninger, som
er relevante for afgørelsen, og som skal fremgå af
sagsfremstillingen.
Som eksempel kan nævnes selskabsskattelovens
§ 1, stk. 1 nr. 2:
Skattepligt i henhold til denne lov påhviler her i landet
hjemmehørende....andre selskaber, i hvilke ingen af deltagerne hæfter
personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i
forhold til deltagernes i selskabet indskudte
kapital.
De faktiske oplysninger, som Told Skat skal
være i besiddelse af for at kunne træffe en afgørelse efter denne
bestemmelse, er derfor om nogle af deltagerne hæfter personligt, og om
overskuddet er fordelt i forhold til den kapital, som den enkelte deltager
har indskudt i selskabet. Det er derfor disse faktiske oplysninger, som
skal beskrives under dette afsnit. Andre faktiske oplysninger er normalt
ikke relevante for sagens afgørelse.
Der er imidlertid
bestemmelser, som ikke helt klart udtrykker, hvilke oplysninger der er
nødvendige for, at reglen kan finde anvendelse. I disse tilfælde må det
afhænge af en konkret bedømmelse af sagen, hvilke faktiske oplysninger der
er nødvendige og relevante for afgørelsen.
Beskrivelsen og opbygningen af
faktum
En udenforstående skal alene ved
beskrivelsen af faktum kunne sætte sig ind i sagen.
Det er
vigtigt, at beskrivelsen har en logisk opbygning og en klar inddeling. For
at skabe en sammenhængende beskrivelse af de faktiske forhold, gengives
disse så vidt muligt i kronologisk rækkefølge.
Afsnittet skal
derimod ikke indeholde en kronologisk redegørelse for sagens forløb i
Told Skat, da en sådan redegørelse ikke er en del af sagens faktum,
medmindre redegørelsen belyser konkrete problemstillinger i sagen. Fx er
oplysninger om kontrollens baggrund, gennemførelse mv. sjældent relevante.
Også oplysninger om, hvornår forslaget til afgørelsen er udsendt, og hvem
der har indkaldt materiale om hvad, og hvornår dette er indsendt, er som
regel irrelevante.
Hvis borgeren/virksomheden har sendt de ønskede
oplysninger, skal der blot redegøres for oplysningerne. Har
borgeren/virksomheden imidlertid ikke indsendt oplysningerne, er det
relevant at redegøre for, hvilke oplysninger der er bedt om, fx hvis et
fradrag er nægtet på grund af manglende dokumentation.
Hvad skal ikke
med
Der skal skelnes mellem faktum,
opfattelser og begrundelser herfor ved udarbejdelsen af en
sagsfremstilling. Kun de faktiske oplysninger skal fremgå af dette afsnit.
Beskrivelsen af faktum skal ikke indeholde en beskrivelse af
retsregler mv., og der skal ikke indblandes eventuelle kommentarer fra
borgeren/virksomheden eller Told Skat i beskrivelsen af faktum - uanset
hvor objektive disse kommentarer måtte
være.
Borgerens/virksomhedens
oplysninger om faktum
Borgerens/virksomhedens
oplysninger om faktum skal ikke ind under et særskilt afsnit, men skal
indarbejdes her. Told Skat må ikke undlade at beskrive de faktiske
forhold, som borgeren/virksomheden finder relevante, selv om Told Skat
finder dem uden betydning. Undgå derfor at forvandle en faktisk oplysning,
som er fremsat af borgeren/virksomheden, til en påstand under punktet
"borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor", fx når
borgeren/virksomheden fremlægger oplysning om udstedelse af et gældsbrev
for en fordring,eller dokumenterer aftaledato og
vilkår.
Borgerens/virksomhedens fortolkning af retsregler og
fakta beskrives derimod ikke her, men under
"borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor ".
Neutral beskrivelse
Beskrivelsen af faktum skal være
neutral og bestå i en angivelse af konstaterbare kendsgerninger. Sagens
faktiske forhold beskrives som en helhed. Sproget skal være objektivt og
subjektivitet skal undgås.
Undgå under beskrivelsen af faktum
Told Skats overvejelser og vurderinger, fx af typen "Told Skat har
behandlet den overtagne aktivitet som en vederlagsfri overdragelse af
goodwill, som således er anset som et skattepligtigt tilskud". Eller
"borgeren har fratrukket 8000 kr., og beløbet er ikke indtægtsført hos
sønnen, formentlig ud fra den betragtning at beløbet bliver skattefrit,
når personfradraget fragår i skatteberegningen." Dette vedrører ikke
sagens faktiske forhold. Told Skats synspunkter beskrives under
"Told Skats begrundelse for ændringen" .
Andet
Det er normalt uden betydning at
skrive, hvem der har fremskaffet en oplysning. Hvis det undtagelsesvis er
nødvendigt, kan det beskrives her.
Dokumenter eller dele heraf,
der indeholder relevante faktiske oplysninger om et punkt på forslaget til
afgørelsen, bør citeres.
Andre oplysninger refereres kort.
Uenighed om de faktiske
oplysninger
Hvis der er uenighed mellem
Told Skat og borgeren/virksomheden om de faktiske oplysninger, skal begge
opfattelser af faktum fremgå af sagsfremstillingen med en angivelse af,
hvem der mener hvad. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum,
hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret, så det kan
afgøres, om oplysningen kan lægges til grund. Hvilket faktum
Told Skat vælger at lægge til grund ved afgørelsen og hvorfor, skal fremgå
af den senere begrundelse, jf. afsnit
E.3.6.3.4.
E.3.6.3.4 Told·Skats begrundelse for
ændringen
I dette afsnit beskrives de krav, der
stilles til en begrundelse i en sagsfremstilling. Disse krav skal ses i
sammenhæng med forvaltningslovens og toldkodeksens regler om begrundelse,
som beskrives i afsnit
E.3.7.
Henvisning til
retsregler
Told Skats begrundelse skal
først og fremmest indeholde en henvisning til de retsregler, der ligger
til grund for afgørelsen. Henvisningen skal ske på en klar og specifik
måde, så bestemmelserne uden videre kan identificeres af
borgeren/virksomheden. Henvisningen skal derfor angive lovens nummer, dato
og navn samt relevante bestemmelsers paragraffer, stk., litra, nummer
osv.
I det omfang der er udstedt bekendtgørelser, skal der også
henvises til de relevante bestemmelser heri med angivelse af
bekendtgørelsens nummer, paragraf, stk. litra osv.
Det er kun
nødvendigt, at anføre oplysninger om lovens nummer og dato første gang
loven nævnes. Herefter er det tilstrækkeligt at henvise til lovens
almindelige betegnelse (fx kildeskatteloven). Der skal dog stadig henvises
til den relevante paragraf.
Bestemmelsens ordlyd bør indarbejdes
i sagsfremstillingen. Hvis reglen er meget omfattende, kan den efter
omstændighederne undtagelsesvis vedlægges i kopi. Forat sikre at
borgeren/virksomheden forstår betydningen af den anvendte regel, kan det
være nødvendigt, at forklare hvad reglen betyder i et almindeligt sprog.
Er der tvivl om den retlige fortolkning eller om indholdet af
den regel, der efter Told Skats opfattelse skal lægges til grund i sagen,
må Told Skat nærmere redegøre for fortolkningen. Det kan ske ved
henvisning til lovforarbejder, cirkulærer mv.
Henvisning til praksis
mv.
Kun væsentlige principielle afgørelser af betydning: Gennemgangen af
praksis skal ikke være en ukritisk gennemgang af alt kendt materiale på
området. Der skal kun henvises til væsentlige/principielle afgørelser,
der har betydning for sagens afgørelse. Når der er en fast praksis på et
område, bør referaterne indskrænke sig til fx de seneste
Højesteretsdomme. Domme, som ikke længere er gældende, bør udelades.
Begræns derfor antallet af henvisninger til få væsentlige
afgørelser.
Gengivelse skal bestå af korte referater: Domme og kendelser skal
ikke gengives i sin helhed. Derimod skal afgørelsen gengives ved et kort
referat af dommens indhold og en kort beskrivelse af, hvilken betydning
dommens konklusion har for den foreliggende sag.
Domme og kendelser skal heller ikke blot opremses. Det skal derimod
angives hvilke momenter i dommen, der lægges vægt på. I de tilfælde hvor
borgeren/virksomheden har påberåbt sig en dom, kan der evt. også kort
redegøres for, hvorfor dommen ikke er relevant.
Der skal som udgangspunkt kun henvises til offentliggjorte
afgørelser - fx afgørelser der er offentliggjort i Tidsskrift for
skatter og afgifter og Ugeskrift for retsvæsen.
Andet: Hvis der henvises til praksis skal det gøres på en måde, så
borgeren/virksomheden forstår det relevante
heri.
Henvisningen til relevant praksis og teori kan
endvidere bestå i en henvisning til cirkulærer og vejledninger - herunder
Ligningsvejledningen, Momsvejledningen og Toldvejledningen. Juridisk
litteratur kan evt. inddrages. Officialprincippet indebærer, at
Told Skat også har pligt til at henvise til de forhold, der kan tale for
borgerens/virksomhedens sag. Se om vejledningspligten afsnit
E.3.1.
Angivelse af hovedhensyn ved
skøn
Told Skat skal først og
fremmest sikre sig, at det fremgår klart og tydeligt, hvilke hovedhensyn
der har været bestemmende ved fastsættelsen af skønnet. Det vil sige, at
det i almindeligt sprog beskrives, hvad der er lagt vægt på ved
skønsudøvelsen.
Det er ikke nok, at den bestemmelse der henvises
til, angiver hovedhensynene for skønnet.
Eksempelvis er det ikke
nok at angive et samlet skøn på fx 100.000 kr., uden at der nærmere er
redegjort for, hvordan dette skøn er fremkommet, herunder på hvilket
grundlag det er udøvet. Hvis der er tale om forskellige indkomstarter, som
ikke har et fælles opgørelsesgrundlag, er det ikke nok at angive et samlet
beløb. Derimod skal beløbet fordeles mellem de enkelte
indkomstarter.
Beløbet skal naturligvis også opdeles på
eksempelvis skat og moms, hvis sagsfremstillingen vedrører både skat og
moms. Er der kun lagt vægt på nogle få - men ikke alle de mulige
skønsmomenter - bør det angives, hvorfor der er lagt vægt på netop disse
momenter og ikke de andre. Dette gælder især, hvis de momenter der ikke er
tillagt betydning, taler for en mere gunstig afgørelse for
borgeren/virksomheden.
Hvis der henvises til praksis for en
skønsbestemmelse, skal der kort redegøres for den pågældende praksis.
Redegørelse for de faktiske
omstændigheder som er lagt til grund ved afgørelsen
Begrundelsen skal om
fornødent indeholde en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder,
der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. FVL § 24, stk. 2.
En redegørelse for de faktiske omstændigheder er altså i princippet
ikke altid nødvendig.
Imidlertid er Told Skats sager normalt så
komplicerede, at en redegørelse for de faktiske omstændigheder vil være
nødvendig.
Dette gælder især, hvis der er lagt vægt på en del -
men ikke alle - opregnede omstændigheder, som fremgår af
faktumbeskrivelsen.
Redegørelsen for de faktiske omstændigheder
skal især beskrives grundigt, når faktum er uklart eller omtvistet.
Hvis der er uenighed mellem Told Skat og borgeren/virksomheden
om de faktiske omstændigheder, er det nødvendigt, at Told Skat redegør
for, hvordan det faktiske hændelsesforløb antages at have været og
hvorfor.
Jo mere kompliceret og sammensat sagen er, jo større vil
behovet være for udtrykkeligt at fremhæve de afgørende faktiske
omstændigheder.
Told Skats foreløbige
konklusion
Ud fra lovregler, praksis
osv. skal Told Skat forholde sig til de enkelte punkter og til
borgerens/virksomhedens eventuelle opfattelse og begrundelse herfor.
Afsnittet skal med andre ord forholde sig til:
hvad lovregler og praksis siger
hvad borgeren/virksomheden siger, (der er ikke pligt til at tage
stilling til alle borgerens/virksomhedens synspunkter, men hvis der er
tale om synspunkter, som borgeren/virksomheden har tillagt særlig vægt,
bør de nok berøres, se herom i afsnit
E.3.7. )
hvad Told Skats vurdering og konklusion
er
E.3.6.3.5 Borgerens/virksomhedens opfattelse og
begrundelse
Borgerens/virksomhedens opfattelse er
beskrivelsen af det, som borgeren/virksomheden gerne vil have, at sagen
ender med. Borgerens/virksomhedens begrundelse herfor er beskrivelsen af,
hvorfor borgeren/virksomheden mener, at Told Skats opfattelse er
forkert.
Told Skat skal sikre sig, at borgerens/virksomhedens
opfattelse og begrundelse herfor fremgår af dette afsnit. Nye opfattelser
og begrundelser som borgeren/virksomheden senere fremsætter, skal
indarbejdes. Alle synspunkter skal med, også selv om Told Skat ikke finder
dem relevante. Beskrivelsen skal dog ikke være en afskrift af en evt.
indsigelse.
I tilknytning til borgerens/virksomhedens opfattelse
og begrundelse herfor beskrives henvisninger til de retsregler, som
borgeren/virksomheden finder relevante, samt borgerens/virksomhedens
eventuelle fortolkning af disse retsregler. Told Skats stillingtagen til
borgerens/virksomhedens henvisning til retsregler samt fortolkning heraf,
skal derimod ikke anføres her, men i afsnittets om begrundelse, jf. afsnit
E.3.6.3.4.
Beskrivelsen skal være loyal,
objektiv og neutral. Fremstillingen af borgerens/virksomhedens synspunkter
skal være forståelig. Forvaltningslovens almindelige vejledningspligt
tilsiger, at Told Skat så vidt muligt skal hjælpe borgeren/virksomheden
med at uddybe eller præcisere sin begrundelse. Se om
vejledningspligten afsnit
E.3.1.
E.3.6.3.6 Told·Skats endelige
konklusion/afgørelse
Når borgeren/virksomheden er kommet med
kommentarer, eller indsigelsesfristen er udløbet og Told Skat har truffet
afgørelse, afsluttes sagsfremstillingen med dette afsnit, så det fremgår
af sagsfremstillingen, at nu er sagen slut.
Begrundelsen for
afgørelsen vil fremgå af afsnit
E.3.6.3.4 . Undgå derfor lange redegørelser for Told Skats overvejelser
på dette tidspunkt.
I sager hvor borgeren/virksomheden ikke har
reageret på forslaget til afgørelse og sagsfremstillingen, kan indholdet i
dette afsnit begrænses til, at det oplyses, at Told Skat har truffet
afgørelse i overensstemmelse med forslaget til afgørelse. Det skal dog
fremgå tydeligt, hvilke forhold der har været bestemmende for Told Skats
afgørelse.
Bemærk, at dette afsnit i sagsfremstillingen ikke kan
erstatte en særskilt meddelelse om sagens afgørelse. Den særskilte
meddelelse om sagens afgørelse skal stadig indeholde alle punkterne på
forslaget til afgørelsen, og de lovmæssige krav til en begrundelse skal
være opfyldt på den særskilte meddelelse om afgørelsen. Begrundelsen på
den særskilte meddelelse om afgørelsen kan dog være ganske kort, og fx
bestå i en henvisning til den relevante lovbestemmelse. Den særskilte
meddelelse om afgørelsen skal i så fald også henvise til den relevante
begrundelse i den vedlagte sagsfremstilling.
Når afgørelsen er
sendt ud, er sagsfremstillingen endelig. Der skal derfor ikke skrives mere
i sagsfremstillingen. Dette gælder også, selv om sagen påklages til
Landsskatteretten. Der skal heller ikke foretages ændringer i
sagsfremstillingen, hvis borgeren/virksomheden fx kun påklager 5 ud af 10
punkter på afgørelsen.
;
;
;
E.3.7 Begrundelse
Skattestyrelsesloven indeholder ingen
særlige regler om begrundelse i skatte- og afgiftssager. Det betyder, at
forvaltningslovens kapitel 6, der indeholder udførlige
bestemmelser om kravene til begrundelse, finder anvendelse i told- skatte-
og afgiftssager. Reglerne finder anvendelse i alle de tilfælde, hvor de
kommunale skattemyndigheder eller de statslige told- og skattemyndigheder
træffer en afgørelse, dvs. både i de sager, hvor der skal udarbejdes
sagsfremstilling og i de sager, hvor der ikke er krav om at udarbejde en
sagsfremstilling.
For så vidt angår de sager, hvor der er krav om
sagsfremstilling henvises endvidere til afsnit
E.3.6.3.4.
Begrundelsen bør fremgå af selve afgørelsen,
eventuelt ved en præcis henvisning til hvor begrundelsen kan findes, og
begrundelsen skal samtidig fremgå af den sagsfremstilling mv., der følger
med afgørelsen.
Efter FVL § 22 skal en skriftlig afgørelse, der ikke
giver en part medhold fuldt ud, være ledsaget af en skriftlig
begrundelse.
Formålet med begrundelsespligten er at
borgeren/virksomheden får en forklaring på afgørelsens indhold, at
borgeren/virksomheden forstår afgørelsen og er i stand til at vurdere, om
han/hun skal påklage afgørelsen. Begrundelsen skulle gerne være en garanti
for afgørelsens rigtighed.
FVL § 24 indeholder de nærmere regler om
indholdet af begrundelsen. Efter FVL § 24 skal begrundelsen oplyse, hvilke
retsregler afgørelsen er truffet efter. Henvisningerne skal være præcise.
Beror afgørelsen på en fortolkning af en bestemmelse, bør der redegøres
for den anlagte fortolkning.
Hvis begrundelsen for forhøjelsen er, at
de selvangivne dispositioner er uden reelt indhold - fx i anpartssager -
vil der dog helt undtagelsesvist ikke være krav om henvisning til
retsregler, jf. TfS 1996, 920 LSR.
I begrundelsen skal der endvidere
tages stilling til borgerens/virksomhedens relevante synspunkter, hvis
myndigheden ikke tidligere skriftligt har tilkendegivet sin bedømmelse
heraf overfor borgeren/virksomheden. Myndigheden skal i sin begrundelse
medtage de relevante omstændigheder for afgørelsen, men
begrundelsespligten kan ikke udstrækkes til et krav om, at myndigheden er
forpligtet til at tage udtrykkelig stilling til samtlige fremførte
argumenter, når dette er unødvendigt for at begrunde afgørelsen, jf. herom
TfS 1999, 420 HD, og TfS 1999, 44 VLD.
Administrativt
skøn
I det omfang afgørelsen beror på
et administrativt skøn, skal der oplyses om de hovedhensyn, der er lagt
vægt på ved skønsudøvelsen. Det er ikke tilstrækkeligt kun at henvise til
den bestemmelse, der angiver hovedhensynene for skønnet, jf. TfS 1996, 120
LSR, hvor en henvisning til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra b ikke
fandtes at være tilstrækkelig til, at hovedhensynene for en skønsbestemt
fastsættelse af en fast ejendoms udlejningsværdi, kunne siges at være
angivet.
Er der ved afgørelsen kun lagt vægt på nogle, men ikke alle
skønsmomenter i en bestemmelse, skal begrundelsen angive, hvorfor der
netop er lagt vægt på disse momenter og ikke andre. Dette er særlig
vigtigt, hvis de momenter, der ikke er tillagt vægt, taler for en
gunstigere afgørelse - set fra borgerens/virksomhedens synspunkt. Der skal
endvidere om muligt henvises til praksis for administrationen af
skønsbestemmelsen, eventuelt med en kort redegørelse for den pågældende
praksis.
Faktiske omstændigheder
Begrundelsen skal endvidere om
fornødent kort oplyse om de faktiske omstændigheder, der er tillagt
væsentlig betydning for afgørelsen, jf. FVL § 24, stk. 2. Oplysning herom
bør eksempelvis gives i følgende tilfælde:
Sagens faktum er omtvistet eller uklart
Der er indbyrdes modstridende sagkyndige erklæringer i
sagen
Jo mere sammensat og kompliceret en sags faktiske
omstændigheder er, jo større er generelt behovet for at fremhæve de
faktiske omstændigheder, der er tillagt vægt ved afgørelsen.
Mens
kravet om henvisning til retsregler efter FVL § 24, stk. 1 er absolut,
gælder pligten til en kort redegørelse efter § 24, stk. 2 kun, når der er
behov for det. Spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang begrundelsen
skal indeholde oplysninger om faktiske omstændigheder beror således på en
konkret vurdering. Det samme gælder undtagelsesbestemmelsen i § 24, stk. 3
hvorefter begrundelsespligten kan begrænses - eller efter omstændighederne
bortfalde - efter en konkret vurdering, jf. kriterierne i FVL § 15.
Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses, i det omfang
borgerens/virksomhedens interesse i disse oplysninger til varetagelsen af
sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv
eller til andre private eller offentlige interesser, jf. FVL § 24, stk. 3.
Dette vil især være aktuelt i sager med flere parter. Se nærmere herom i
afsnit
M.3.2.1 om forholdet mellem begrundelsespligt og
tavshedspligt.
For så vidt angår afslag på ansøgninger om bevilling
antages det i praksis, at begrundelseskravet kan lempes, således at det
kan være tilstrækkeligt, at der i begrundelsen henvises til sædvanlig
praksis eller til, at den nødvendige dokumentation ikke
foreligger.
Særligt for
told
På toldområdet gælder herudover
art. 6, stk. 3 i EF's
toldkodeks . For sager om toldgodtgørelse efter
artikel 236 til 239 i EF-toldkodeks, skal der altid gives begrundelse,
også når afgørelsen er begunstigende, og begrundelsen skal indeholde alle
nødvendige oplysninger for afgørelsens gennemførelse, jf. artikel 886 i
gennemførelsesbestemmelserne til EF-toldkodeks.
Følgende skal således
afhængigt af det enkelte tilfælde fremgå af begrundelsen:
oplysninger til identifikation af varerne
oplysning om den pågældende artikel i EF-toldkodeksen eller
gennemførelsesbestemmelserne dertil
den toldmæssige bestemmelse eller anvendelse varerne skal angives
til
den frist inden for hvilken de formaliteter, der en en betingelse
for godtgørelsen eller fritagelsen, skal gennemføres
tilkendegivelse af, at den faktiske godtgørelse eller fritagelse
først vil finde sted, når de formaliteter, som godtgørelsen eller
fritagelsen er betinget af, er opfyldt
angivelse af de betingelser, som varerne er undergivet indtil
afgørelsens gennemførelse
bemærkning om, at originalen af afgørelsen skal afleveres til
toldmyndighederne, når varerne frembydes.
Se nærmere om
konsekvenserne af manglende begrundelse afsnit
F.
E.3.8 Underretning om afgørelsen - herunder
underretning til andre end adressaten
Afgørelsen skal altid meddeles særskilt og
skriftligt til sagens parter. Hvis en part har ladet sig repræsentere,
sendes afgørelsen som udgangspunkt alene til repræsentanten. I konkrete
tilfælde, fx hvor parten har anmodet om underretning sendes afgørelsen
også til parten.
I sager om vurdering, hvor begæring om vurdering er
fremsat i anledning af salg, skal meddelelse om vurderingsrådets
afgørelser gives til såvel køber som sælger, jf. vurderingslovens § 40,
stk. 1, 2. punktum.
I nogle tilfælde skal underretning om afgørelsen
sendes både til parten og til partens eventuelle repræsentant. Det gælder:
skatteankenævnets kendelser, jf. § 17, stk. 2 i forretningordenen
for skatteankenævnene,
Landsskatterettens afgørelser, jf. § 20, stk. 2 i forretningordenen
for Landsskatteretten og
ansættelsessager og sager om bindende forhåndsbesked for
Ligningsrådet, jf. § 14 i forretningsorden for Ligningsrådet.
For
så vidt angår en ændring af et sambeskattet selskabs ansættelse skal der
gives underretning til det pågældende selskab og moderselskabet, jf. TfS
1999, 488 VLD. Dog vil det efter omstændighederne være tilstrækkeligt, at
underretningen herom sker til moderselskabet i forbindelse med en ændring
af sambeskatningsindkomsten, jf. TfS 1999, 925 ØLD. I denne dom blev det
lagt til grund, at moderselskabet havde haft fuldmagt til at modtage
underretning på vegne af datterselskabet.
Afgørelser, der kan påklages
til Landsskatteretten, skal være ledsaget af den endelige
sagsfremstilling. En trediemand, der er blevet varslet om en påtænkt
afgørelse, skal orienteres om den endelige afgørelse vedørende det fælles
retsforhold. Det samme gælder den anden told- og skatteregion, hvor
tredjemand er hjemmehørende.
Klagefristen regnes efter
skattestyrelsesloven fra det tidspunkt, hvor borgeren/virksomheden har
modtaget underretning om afgørelsen, jf. SSL § 21, stk. 1 og § 25, stk. 1.
Hvis en borger/virksomhed har ladet sig repræsentere er afgørelsen først
gyldigt meddelt, når den er sendt til repræsentanten. For så vidt angår en
ægtefælles klageadgang efter SSL § 37 A, stk. 2, er det i praksis antaget,
at den sædvanlige klagefrist først løber fra det tidspunkt, hvor
vedkommende bliver bekendt med afgørelsen af ægtefællens
skatteansættelse.
Se nærmere om konsekvenserne af manglende
underretning
afsnit F .
E.3.9 Klagevejledning
Reglerne om klagevejledning i
afgørelsessager findes i
FVL § 25 og § 26. Reglerne er gentaget i de forskellige
forretningsordner, der er udstedt i henhold til skattestyrelsesloven.
Reglerne betyder, at told-, skatte- og afgiftsmyndighedernes afgørelser,
der skal meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en vejledning om
klageadgang, hvor rette klagemyndighed, oplysning om fremgangsmåden og
eventuel klagefrist angives. Dette gælder også, når et moderselskab, som
er sambeskattet med et datterselskab, underrettes om ændrede
skatteansættelser for datterselskabet, jf. TfS 1999, 488 VLD, hvor
landsretten udtalte, at klagevejledningen ikke indeholdt oplysning om, at
også moderselskabet var klageberettiget, hvilket medførte suspension af
klagefristen. Klagevejledning skal dog ikke gives, hvis afgørelsen fuldt
ud giver den pågældende medhold, fx i sager om registrering, hvor
ansøgning om registrering imødekommes ubetinget.
Der skal gives
klagevejledning, hvad enten klageadgangen er hjemlet i
skattestyrelsesloven, skatte- eller afgiftslovgivningen i øvrigt eller
blot følger af den almindelige ulovbestemte regel om administrativ rekurs,
jf.
afsnit H.
Ved klage til skatteankenævn
I sager, der kan påklages til
skatteankenævn, skal der vejledes om:
At afgørelsen kan påklages til kommunens skatteankenævn (evt. et
fælleskommunalt skatteankenævn)
At afgørelsen skal være modtaget i skatteankenævnet senest 1 måned
fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over, eller hvor særskilt
underretning om afgørelsen er undladt, jf. SSL § 3, stk. 4, fra
modtagelsen af årsopgørelsen. (For sømænd mv., der sejler i
udenrigsfart, er klagefristen 3 måneder, jf. afsnit
H.7.1.
At klagen skal være skriftlig og
begrundet
Ved klage til
landsskatteretten
I sager, der kan påklages til
Landsskatteretten, skal der vejledes om:
At afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten, Vester
Farimagsgade 7, 1606 København V
At klagen skal være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder
efter klagerens modtagelse af den afgørelse, der klages over
At klagen skal være skriftlig og angive, på hvilke punkter
afgørelsen anses for urigtig samt en begrundelse herfor
At der med klagen i original eller kopi skal indsendes den
afgørelse, der klages over, den sagsfremstilling, der har ligget til
grund for afgørelsen og som er sendt til klageren, og dokumenter, som
klageren ønsker at anvende som bevis
At der samtidig med klagens indgivelse skal betales en klageafgift
på 600 kr. til Landsskatteretten. Afgiften kan vedlægges i check eller
indbetales på giro nr. 9489401. Afgiften tilbagebetales, hvis klageren
får helt eller delvis medhold af Landsskatteretten eller ved en
efterfølgende domstolsprøvelse af spørgsmålet
At det offentlige efter kapitel 3 A i skattestyrelsesloven efter
anmodning yder godtgørelse af visse udgifter ved at klage til
Landsskatteretten og at tilskudsordningen ikke omfatter
klageafgiften
Ved klage til Told- og
Skattestyrelsen
I sager, der kan påklages til
Told- og Skattestyrelsen, skal der vejledes om:
At Told- og Skattestyrelsen er klageinstans.
At klagen, for at fremskynde klagens behandling, bør indgives til
den told- og skatteregion, der har truffet den afgørelse, der klages
over.
At klagen skal være modtaget af told- og skatteregionen eller Told-
og Skattestyrelsen, senest 3 måneder efter klagerens modtagelse af den
afgørelse, der klages over.
At der med klagen i original eller kopi skal indsendes den
afgørelse, der klages over, og dokumenter, som klageren ønsker at
anvende som bevis
At det offentlige efter anmodning yder godtgørelse af visse udgifter
ved at klage til Told- og Skattestyrelsen efter kapitel 3 A i
skattestyrelsesloven
Klagevejledningen skal i fornødent omfang
indeholde oplysning om, hvorvidt der inden for det pågældende sagsområde
gælder særlige begrænsninger i klageinstansens
kompetence.
Lovbestemt frist for sagsanlæg
Efter FVL § 26, skal der gives
vejledning om muligheden for sagsanlæg ved domstolene, hvis der gælder
lovbestemte frister for et sagsanlæg. Reglen har betydning for alle sager,
hvor en told-, skatte- eller afgiftsmyndighed træffer endelig
administrativ afgørelse, jf.
SSL § 31. I sager, hvor der ikke kan ske yderligere administrativ
påklage, skal der således vejledes om, at fristen for domstolsprøvelse er
3 måneder fra sagens afgørelse eller afvisning. Se desuden om
domstolsprøvelse afsnit
I .
Overspringsreglen
Efter SSL § 31, stk. 2 - som
benævnes overspringsreglen - kan en sag indbringes for domstolene, inden
der er truffet endelig administrativ afgørelse, hvis der er forløbet mere
end 6 måneder efter sagens indbringelse for den endelige administrative
instans. I sager, hvor sagsbehandlingstiden forventes at blive på mere end
6 måneder, skal der derfor vejledes om overspringsreglen senest ved
fristens udløb.
Anden
vejledning
Reglerne i FVL § 25, stk. 1
fastsætter alene regler om administrativ rekurs. Det følger imidlertid af
den vejledningspligt, som efter FVL § 7 påhviler told-, skatte- og
afgiftsmyndighederne, at der efter omstændighederne bør vejledes om
muligheden for klage til Folketingets Ombudsmand eller til statsamtet samt
de kommunale tilsynsmyndigheder.
Særligt for
told
På toldområdet gælder herudover
art. 6, stk. 3 i EF's
toldkodeks .
Se nærmere om konsekvenserne af
manglende klagevejledning afsnit
F.
Lignende dokumenter
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 E. SAGSBEHANDLING Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 E. SAGSBEHANDLING Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 E. SAGSBEHANDLING Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008