Spring til indhold

Retsinformation

PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 E. SAGSBEHANDLING

STV nr 20075 af 01/01/2001Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Processuelle regler på Told Skats område 2001

E. Sagsbehandling

E.1. Princippet om lovmæssig forvaltning -

praksisændringer

For told- og skattemyndighedernes

sagsbehandling gælder forvaltningsrettens almindelige regler, herunder

princippet om lovmæssig forvaltning og en række uskrevne

retsprincipper.

Princippet om lovmæssig forvaltning betyder, at

myndighedernes afgørelse ikke må være i strid med lovgivningen samt, at

afgørelsen skal have hjemmel i en lovbestemmelse. De uskrevne

retsprincipper, som er opstillet i retspraksis, er:

grundsætningen om magtfordrejning, dvs. det forhold, at

forvaltningen ikke må varetage usaglige hensyn

den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning om, at der

ikke må ske usaglig forskelsbehandling

princippet om pligtmæssigt skøn, dvs. det forhold, at når der ved

lov er overladt myndigheden en forpligtelse til at foretage en

individuel vurdering i den enkelte sag, kan forvaltningen ikke undlade

at inddrage relevante saglige hensyn i den skønsmæssige vurdering

proportionalitetsgrundsætningen, dvs. det forhold, at indgrebet ikke

må være videregående end formålet tilsiger

Ændringer af

praksis

I princippet kan told- og

skattemyndighederne ændre en praksis, eksempelvis ved at vælge en anden

fortolkning af en lovbestemmelse. Det gælder, selv om der er tale om en

langvarig og hidtil konsekvent fulgt praksis. En skærpelse af praksis kan

efter almindelige forvaltningsretlige regler kun ske med virkning for

fremtiden. Under alle omstændigheder skal en praksisændring gennemføres

Læs alt

med en vis smidighed, eventuelt efter en overgangsordning. I TfS 2000, 148

HD, hvor Ligningsrådet i nogle tilfælde havde afgivet en bindende

forhåndsbesked, fandtes det ikke godtgjort, at der havde eksisteret en

administrativ praksis, der afskar skattemyndighederne fra at nægte

fradragsret for renter og provision i den konkrete situation.

Lempes en

administrativ praksis, antages det i almindelighed, at afgørelser, der er

truffet efter den tidligere strenge praksis, kun kan kræves taget op til

ny overvejelse og afgjort efter den nye praksis, såfremt den tidligere

praksis har været ulovlig. Er der tale om en ny praksis, der inden for

lovens rammer lægger andre hensyn til grund eller foretager en anderledes

vægtning af hensynene indbyrdes (det skønsmæssige element), har

borgeren/virksomheden ikke krav på, at en sag genoptages.

En klart

ulovlig administrativ praksis vil blive tilsidesat af domstolene.

Tilsvarende gælder, hvor myndigheden har sat skøn under regel, således at

myndighederne har undladt at vurdere, om der i den konkrete sag foreligger

sådanne specielle omstændigheder, at den administrative praksis burde være

fraveget. Myndigheden kan her have tilsidesat princippet om »pligtmæssigt

skøn«.

Adgangen til at støtte ret på

generelle udsagn

Med UfR 1983, 8 HD er det

fastslået, at ligningsmyndighedernes overordnede generelle praksis alene

kan skærpes med fremtidig virkning. En sådan skærpelse kan tidligst få

virkning fra det tidspunkt, hvor skærpelsen offentliggøres på relevant

måde, fx i TfS eller ved udsendelse af et cirkulære, herunder et

cirkulære, der ændrer et hidtidigt cirkulære, jf. TfS 1993, 345 VLD og TfS

1996, 656 VLD, eller ved en skærpet formulering i Ligningsvejledningen.

Det anførte gælder dog ikke i det omfang den ændrede praksis alene er

udtryk for en udfyldning eller præcisering af hidtidig praksis, jf. fx TfS

1994, 587, 588 og 589 HD om den skattemæssige behandling af lån i

fælleskasser, hvor skattemyndighedernes præcisering af praksis kunne gøres

gældende uden forudgående varsel. At en generel overordnet praksis alene

kan skærpes med fremtidig virkning er ensbetydende med, at de

skattepligtige som udgangspunkt kan støtte ret på en forventning om, at en

entydig og forbeholdsløs formulering i cirkulærer og Ligningsvejledning

indtil videre er udtryk for myndighedernes generelle praksis. Der kan

henvises til UfR 1965, 399 HD, TfS 1992, 19 ØLD, TfS 1994, 295 ØLD, TfS

1996, 210 HD, TfS 1996, 642 HD, TfS 1997, 613 VLD og TfS 1997, 834 VLD.

Som undtagelse herfra gælder dog, at de skattepligtige ikke kan støtte ret

på en formulering, der måtte føre til resultater, der er i direkte

modstrid med højere rangerende retskilder, dvs. lovgivning, domspraksis og

offentliggjort fast administrativ praksis, jf. fx TfS 1993, 101 VLD, TfS

1993, 161 VLD og TfS 1995, 483 HD. En forudsætning for, at de

skattepligtige kan støtte ret på indholdet af generelle administrative

retskilder er endvidere, at retskilden hidrører fra de overordnede

myndigheder, jf. TfS 1994, 551 VLD og TfS 1996, 173 ØLD, hvor der ikke

kunne støttes ret på generelle udsagn fra en told- og skatteregion. I

sagen refereret i TfS 2000, 871 HD kunne et notat fra

statsskattedirektoretet (nu Told- og Skattestyrelsen) om investering i

lystbåde efter sin karakter ikke begrunde en retligt beskyttet forventning

hos en skattepligtig, der var kommet i besiddelse af notatet, om, at hans

bådudlejningsvirksomhed ville blive anerkendt som erhvervsmæssig.

Det

er naturligvis også en forudsætning, at den skattepligtige kan

dokumentere, at der eksisterer en fast administrativ praksis, jf. TfS

2000, 761 ØLD, hvor en skattepligtig havde påberåbt sig en administrativ

praksis om, at lotterigevinster under en vis mindstegrænse ikke blev

beskattet. Den skattepligtige gjorde endvidere gældende, at det måtte have

processuel skadevirkning for Skatteministeriet, hvis

ligningsmyndighedernes interne retningslinier om mindstegrænser ikke blev

fremlagt i retten. Gevinsten blev anset for skattepligtig, fordi retten

ikke fandt det dokumenteret, at der eksisterede en fast administrativ

praksis, hvorefter gevinster af den pågældende art og størrelse var

skattefrie.

Lighedsgrundsætningen

At borgerne/virksomhederne kan

støtte ret på de overordnede myndigheders generelle praksis med de anførte

undtagelser, er et udslag af den almindelige forvaltningsretlige

lighedsgrundsætning, der også kan påberåbes i tilfælde, hvor

forventningssynspunktet, jf. afsnit

C.3 , ikke er aktuelt. Dette vil fx være relevant, i

tilfælde hvor der henvises til en praksis, der ikke var kendt eller

beskrevet på det tidspunkt, hvor borgeren/virksomheden disponerede. Dette

kan fx være tilfældet, hvis der i Ligningsvejledningen for 1999, der først

udgives i marts 2000 er beskrevet nogle retningslinjer, der ikke tidligere

har været beskrevet, som skal være gældende for indkomståret

1999.

Påberåbelse af lighedsgrundsætningen forudsætter endvidere, at

den generelle praksis, der henvises til, ikke er direkte ulovmedholdelig

eller i strid med højere rangerende retkilder. Påberåbelse af

lighedsgrundsætningen forudsætter endelig, at en borgers/virksomheds

konkrete sag er helt identisk med den generelle praksis eller afgørelse,

der henvises til, jf. TfS 1995, 486 ØLD og TfS 1998, 778 H, hvor dette

krav ikke var opfyldt.

Det vil normalt alene være de centrale

myndigheders generelle praksis, der kan påberåbes efter en

lighedsgrundsætning jf. fx TfS 1995, 483 HD, hvor lighedsgrundsætningen

ikke kunne påberåbes vedrørende en lokal praksis, der var forkert, da en

skatteskattepligtig ikke kunne støtte ret på, at en skattepligtig i en

anden kommune havde fået medhold i en helt tilsvarende sag om fradrag for

udepenge.

Tilsvarende TfS 2000, 374 HD hvor lighedsgrundsætningen ikke

kunne begrunde fradrag, selvom andre skattepligtige med urette måtte have

opnået fradrag under lignende omstændigheder.

En anden begrænset

rækkevidde af lighedsgrundsætningen følger af en Ombudsmandsudtalelse, der

er refereret i TfS 1994, 202, hvorefter der ikke kunne støttes ret på

anvendelsen af et genoptagelsescirkulære efter dettes ophævelse, og efter

at skattemyndighederne var ophørt med at administrere efter cirkulæret,

jf. skatteministerens svar om samme cirkulære i TfS 1994,

205.

E.2. Inhabilitet

De personer eller den myndighed, som

behandler eller træffer afgørelse i en sag, skal opfylde visse krav til

habilitet. I almindelighed skelnes der mellem generel habilitet og speciel

habilitet. Til generel habilitet hører fx spørgsmålet om, hvorvidt en

person lovligt er valgt eller udnævnt til et offentligt hverv.

Spørgsmålet om generel habilitet er ikke omfattet af

forvaltningslovens kapitel 2 og behandles ikke nærmere, hvorimod reglerne

om speciel inhabilitet behandles nedenfor i afsnit

E.2.1 og

E.2.2.

Se nærmere om konsekvenserne af inhabilitet

afsnit F.

E.2.1 Forvaltningslovens regler om speciel

inhabilitet

Forvaltningslovens kapitel 2 indeholder i §§ 3-6 en række

bestemmelser om speciel inhabilitet. Reglerne om speciel inhabilitet skal

sikre, at ingen i den offentlige forvaltning medvirker ved behandlingen af

en sag, hvis afgørelse vedkommende har en særlig interesse i. Baggrunden

for reglerne om inhabilitet er et ønske om at tilvejebringe sikkerhed for

og tillid til, at de afgørelser, der træffes af en myndighed, ikke

påvirkes af uvedkommende hensyn. Ud over regler om partsinteresse og

familiemæssig tilknytning indeholder forvaltningsloven regler om

inhabilitet på grund af tilknytning til en juridisk person og tidligere

deltagelse i sagens behandling samt en opsamlingsbestemmelse, hvorefter

der indtræder inhabilitet, hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder,

der er egnet til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Revisorer,

der er medlemmer af et byråd, er ikke inhabile i forbindelse med

kommunalbestyrelsens behandling af ligningsplanen, idet de pågældendes

erhverv som revisorer ikke ud fra en almindelig betragtning indebærer

risiko for, at behandlingen vil blive påvirket af usaglige eller

uvedkommende hensyn.

I praksis forekommer speciel inhabilitet typisk i

tilfælde, hvor der foreligger en konkret økonomisk interessekonflikt, jf.

fx TfS 1986, 486 LSR, hvor en ligningskommissionsformand, der førte

retssag om et byggeri mod hovedaktionæren i det selskab, hvis sag var til

afgørelse i ligningskommissionen, blev anset for inhabil. Speciel

inhabilitet kan tillige være forårsaget af et mere personligt

modsætningsforhold eksempelvis dokumenteret uvenskab. Politiske

modsætningsforhold eller sammenfaldende politiske opfattelser vil ikke i

sig selv kunne medføre speciel inhabilitet.

To-instans

inhabilitet

Det sker, at en underordnet

forvaltningsmyndighed i forbindelse med behandlingen af en konkret sag

søger vejledning om lovfortolkningsspørgsmål eller lignende - fx

telefonisk - hos en overordnet myndighed, der samtidig er klageinstans

vedrørende den pågældende sag. En sådan rådgivning kan medføre inhabilitet

hos den pågældende medarbejder. I FOB 1998, 364 udtalte ombudsmanden

således, at der ikke kunne ses bort fra risikoen for, at en sagsbehandler

ved en klageinstans følte sig bundet af sin tidligere vejledning til 1.

instans, da den pågældende sagsbehandler havde tilkendegivet en

forholdsvis præcis og endelig opfattelse vedrørende den konkrete sags

udfald. Ombudsmanden anså derfor den pågældende sagsbehandler for inhabil

ved klageinstansens behandling af sagen.

Hvis vejledningen er givet i

en sådan form, at den pågældende medarbejder hos den overordnede myndighed

ikke har givet udtryk for sin endelige opfattelse med hensyn til den

konkrete sags udfald, men blot har ydet vejledning med hensyn til

fortolkningen af retsgrundlaget for afgørelsen og/eller har vejledt om den

overordnede myndigheds praksis, vil bestemmelsen i FVL § 3, nr. 4 ikke

medføre, at den pågældende medarbejder er inhabil i forhold til den

pågældende sag, hvis afgørelsen bliver påklaget til den overordnede

myndighed.

Konsekvenser af

inhabilitet

Foreligger der speciel

inhabilitet må den, der er inhabil, som udgangspunkt hverken træffe

afgørelse i den pågældende sag eller i øvrigt medvirke ved sagens

behandling. Et inhabilt medlem af et skatteankenævn er således afskåret

fra at deltage ikke blot i en eventuel afstemning om sagens afgørelse, men

også i den forudgående behandling af sagen og om spørgsmålet om

inhabilitet, jf. FVL § 6, stk. 3.

Efter FVL § 6, stk. 2 afgøres

spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil, af den myndighed, som skal

træffe afgørelsen vedrørende sagens realitet. Afgørelsen kan alene

indbringes for en klageinstans i forbindelse med påklage af afgørelsen

vedrørende sagens realitet. I praksis har Told- og Skattestyrelsen udtalt

sig i sager vedrørende

inhabilitetsspørgsmål.

E.2.2 Skattestyrelseslovens regler om

inhabilitet

Generel

inhabilitet

Reglerne i forvaltningsloven

suppleres af en særlig bestemmelse om generel inhabilitet i

SSL § 36 A, hvorefter ingen samtidig kan være medlem af

eller stedfortræder i et skatteankenævn, Ligningsrådet eller

Landsskatteretten. Reglerne om udnævnelsesbetingelserne for medlemmer af

skatteankenævnene, Ligningsrådet og Landsskatteretten findes i

skattestyrelsesloven. Der stilles ingen krav om særlig uddannelse for

medlemmerne af disse råd og nævn, bortset for Landsskatteretten, hvor

præsidenten, retsformændene samt mindst 9 af de medlemmer, der udnævnes af

ministeren, skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne blive

landsdommer. Der henvises endvidere til afsnit

A.

Speciel

inhabilitet

SSL § 11, stk. 2 indeholder en

særlig regel om speciel inhabilitet, der vedrører sekretariatsbetjening af

skatteankenævnet. Bestemmelsen foreskriver, at den, som har medvirket ved

behandlingen af en skatteansættelse, ikke må fungere som sekretær for

skatteankenævnet under en klagesag om ansættelsen. Reglen er formuleret

absolut i lovteksten. Der er imidlertid alene tale om en rettighed for den

skattepligtige, der ikke skal acceptere personsammenfald. Hvis den

skattepligtige i et konkret tilfælde anmoder om, at den pågældende person

skal behandle sagen på ny, kan den skattepligtige give afkald på sin ret

efter bestemmelsen. Der må sikres fornødent bevis for, at der ved positiv

tilkendegivelse fra den skattepligtiges side er givet et sådant afkald, da

virkningen ellers vil blive, at skatteankenævnets kendelse i sagen kan

erklæres ugyldig. I praksis vil en sådan tilkendegivelse kun fremkomme

rent undtagelsesvis. Skatteankenævnet er ikke forpligtet til at følge en

sådan anmodning.

Reglen i SSL § 11, stk. 2retter sig kun mod den eller

de medarbejdere i den kommunale skatteforvaltning, som har medvirket ved

behandlingen af skatteansættelsen. Det er uden betydning, om den

pågældende medarbejder tidligere har beskæftiget sig med andre forhold

vedrørende den skattepligtige, som ikke har nogen tilknytning til den

aktuelle klagesag. Det forhold, at skatteankenævnets sekretær havde

medvirket veddenskattepligtiges skatteansættelser for andre indkomstår,

bevirkede ikke, at den pågældende var inhabil ved sagens behandling, jf.

TfS 2000, 140 ØLD.

Medvirken forudsætter, at den pågældende har haft en

vis reel indflydelse på afgørelsens resultat. Rene hjælpefunktioner såsom

telefonpasning, postafsendelse og renskrivning er ikke medvirken i denne

betydning. Den skattepligtige kan således ikke påberåbe sig ugyldighed,

fordi disse funktioner er udført af de samme personer i begge sager. Det

har heller ikke betydning, om den, som har foretaget ansættelsen, og

sekretariatsmedarbejderen har samme administrative chef. Sammenfattende

kræver bestemmelsen således ikke, at sekretariatsfunktionen udskilles fra

den kommunale skatteforvaltning i øvrigt, eller at der knyttes et særligt

personale hertil.

Det ligger inden for rammerne af kommunernes

selvstyre at organisere skatteforvaltningen, som de ønsker, herunder at

bestemme, om der skal være en separat skatteforvaltning som sådan, og om

der skal være en særlig organisatorisk enhed, som alene udfører

sekretariatsfunktionen med hensyn til skatteankenævnet, eller om disse

opgaver fordeles blandt de samme medarbejdere, som har kompetence til at

foretage skatteansættelser.

Konsekvenser af inhabilitet

Virkningen af, at der foreligger

inhabilitet, er, at den skattepligtige kan kræve skatteankenævnskendelsen

tilsidesat som ugyldig, jf. SSL § 24, stk. 1, nr. 2, om klage til

Landsskatteretten. Der henvises endvidere til

afsnit F . Det påhviler forvaltningen selv i første række

at sørge for, at der ikke foreligger inhabilitet hos

sekretariatsmedarbejderne. Skatteankenævnet skal selv foretage en

vurdering af, hvorvidt der foreligger inhabilitet efter SSL § 11, stk. 2

hos den eller de medarbejdere, forvaltningen anvender som sekretariat.

Nævnets beslutningskompetence kan ikke delegeres til forvaltningen eller

til formanden. I TfS 2000, 640 VLD fandt Vestre Landsret det ikke

godtgjort, at der forelå inhabilitet i en sag, hvor skattechefen havde

ført protokol efter at have erklæret sig inhabil med behandlingen af den

pågældende sag.

Et medlem af et skatteankenævn, som af nævnet er anset

for inhabilt, kan kræve sine indvendinger mod nævnets beslutning tilført

protokollen og kan forlange, at en kopi af protokolatet indsendes til

Told- og Skattestyrelsen, jf. forretningsordenen for skatteankenævn § 9,

stk. 2 og 4.

Ekstern

bistand

Hvis den kommunale

skattemyndighed i det konkrete tilfælde ikke råder over en medarbejder,

som både opfylder kravet om habilitet og almindelige krav til faglige

kvalifikationer, skal forvaltningen snarest underrette nævnet om dette. I

disse tilfælde skal der engageres ekstern bistand for kommunens regning,

jf. SSL § 11, stk. 3. Det er et krav, at den eksterne sekretariatsbistand

skal kunne udføre sekretariatsbetjeningen tilfredsstillende. Loven giver

ikke anvisning på, hvem der kan engageres som ekstern bistand. Det vil

således bl.a. være muligt at benytte en medarbejder fra den lokale told-

og skatteregion, fra en nabokommune eller fra et privat revisionsfirma. I

alle tilfælde skal kommunen selv afholde udgifterne til

sekretariatsbistanden. Det afgørende er, at instruktionsbeføjelsen

påhviler den af kommunalbestyrelsen udpegede ligningsansvarlige. Ansvaret

for sekretariatsbetjeningen påhviler i alle tilfælde kommunalbestyrelsen.

De nærmere regler om fremgangsmåden ved udpegning af ekstern bistand

findes i § 4 i forretningsordenen for skatteankenævn. Kommunalbestyrelsen

træffer afgørelse på grundlag af en indstilling fra skatteankenævnet om,

at der er behov for ekstern bistand, og om hvem der kan engageres. Nævnets

indstilling behøver ikke at blive fulgt. På tilsvarende måde kan nævnet

indhente forslag fra den kommunale skatteforvaltning til, hvem der bør

engageres, men nævnet er ikke forpligtet til at følge forslaget i sin

indstilling til kommunalbestyrelsen.

Den eller de personer, der

engageres som ekstern bistand, udfører de samme funktioner som den, den

interne sekretariatsbistand skulle have udført. De pågældende personer er

bundet af de samme overordnede forvaltningsregler som de kommunale

embedsmænd, herunder af tavshedspligtsbestemmelsen i SSL § 37, se afsnit

M.3. Også habilitetsbestemmelsen i FVL § 3 finder

anvendelse. Kommunalbestyrelsen og skatteankenævnet må påse, at man ikke

udpeger henholdsvis indstiller en person, som vil være specielt inhabil i

den pågældende sag. Eksempelvis må man ikke engagere en revisor, som

samtidig repræsenterer klageren eller er i nær familie med denne. Hvis

kravet om ekstern sekretariatsbistand ikke overholdes af kommunen, kan

skatteankenævnets afgørelse senere erklæres for ugyldig på grund af

formelle fejl. Der henvises endvidere til

afsnit F.

E.3. Sagsbehandlingsreglerne

Forvaltningsloven, offentlighedsloven,

skattestyrelsesloven, Toldkodeksen og de almindelige forvaltningsretlige

grundsætninger indeholder de minimumskrav, som told- og

skattemyndighedernes sagsbehandling skal opfylde.

For så vidt angår

behandling af personoplysninger, som foretages ved hjælp af elektronisk

databehandling, og ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, som

er eller vil blive indeholdt i et register, henvises til reglerne i

persondataloven.

E.3.1 Vejledningspligt

Efter

FVL § 7, stk. 1 har forvaltningsmyndigheder pligt til at

yde vejledning og bistand til fysiske personer, der retter henvendelse om

spørgsmål indenfor myndighedens sagsområde. Bestemmelsen omfatter også

henvendelser på vegne af juridiske personer.

Reglerne gælder alene

vejledning i forbindelse med konkrete afgørelsessager. Vejledning skal

efter bestemmelsen gives i fornødent omfang efter en konkret vurdering.

Vejledningspligten indebærer bl.a., at der i konkrete sager skal vejledes

om, hvilke retsregler, der finder anvendelse, og reglernes betydning for

sagens parter, samt om hvilke oplysninger, der skal tilvejebringes som led

i sagens behandling. Dette indebærer bl.a., at told-, skatte- og

afgiftsmyndighederne skal vejlede en part med hensyn til at uddybe eller

præcisere eventuelle indsigelser vedrørende en sags faktum, eller i øvrigt

vejlede borgerne/virksomhederne om udfyldelse af blanketter eller lignende

på myndighedens område. Endvidere skal myndighederne give oplysning om,

hvor lang tid sagsbehandlingen forventes at vare.

Borgere/virksomheder

kan henvende sig til bopælskommunen om skattemæssige problemer. Kommunens

skatteforvaltning kan i tvivlstilfælde rådføre sig med told- og

skatteregionen.

Henvendelse til de statslige myndigheder om told, moms,

afgifter, selskabsbeskatning mv. skal rettes til den stedlige told- og

skatteregion/toldcenter.

Bindende tariferings- og

oprindelsesoplysninger

Om vejledning om muligheden for

indhentelse af bindende tariferingsoplysninger (BTO) kan henvises til TfS

1999, 951 ØLD vedrørende toldafgifter. Her fandt landsretten, at told- og

skatteregionen ikke havde tilsidesat vejledningspligten, idet det ikke var

godtgjort, at told- og skatteregionen havde anledning til at henlede

opmærksomheden på adgangen til at indhente en

BTO.

Tolkebistand

Efter FVL § 7, stk. 1, skal en

forvaltningsmyndighed i fornødent omfang yde vejledning og bistand til

personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens

sagsområde. Det følger af denne vejledningspligt og af officialmaksimen,

at told- og skattemyndighederne over for udlændinge er forpligtet til at

skaffe fornøden tolkebistand, når den, der retter henvendelse, ikke

behersker det danske sprog tilstrækkeligt godt. Dette gælder også uden for

de tilfælde, hvor der efter en international konvention - som fx den

nordiske sprogkonvention - er pligt hertil.

I afgørelsessager indebærer

denne forpligtelse, at mundtlige forhandlinger, så vidt det er muligt, bør

foregå ved hjælp af tolkebistand, ligesom der i fornødent omfang bør ydes

tolkebistand ved meddelelse af afgørelser, hvis det findes

påkrævet.

Når told- og skattemyndighederne har vejledt om eventuelle

dokumentationskrav, er det derimod den pågældende borgers/virksomheds eget

ansvar, at denne dokumentation forelægges myndigheden i en umiddelbar

forståelig herunder sproglig tilgængelig form.

Videresendelse til rette

myndighed

Efter FVL § 7, stk. 2 skal en

forvaltningsmyndighed, der modtager en skriftlig henvendelse, som ikke

vedrører dens sagsområde, så vidt muligt videresende henvendelsen til

rette myndighed, jf. FOB 1998, 304. Ombudsmanden udtalte, at en

skattemyndighed, der havde truffet afgørelse i en sag, som ikke vedrørte

dens sagsområde, burde have sikret sig, at den var kompetent til at

behandle sagen, ligesom den burde have videresendt en henvendelse, der

ikke vedrørte dens sagsområde, til rette myndighed. Da ombudsmanden anså

afgørelsen for ugyldig på grund af kompetencemangel, burde Told- og

Skattestyrelsen endvidere efter hans opfattelse have ophævet afgørelsen og

oversendt sagen til rette myndighed. Se nærmere om den stedlige kompetence

afsnit

A.3 og om konsekvenser af manglende eller ufyldestgørende

vejledning

afsnit F.1 .

Omgørelse

Se nærmere om en myndigheds pligt

til at vejlede om muligheden for omgørelse under afsnit

0.1.

Særligt for

toldområdet

På toldområdet gælder herudover

art. 11 i EF's

toldkodeks , hvorefter enhver person kan anmode

toldmyndighederne om oplysninger om anvendelse af

toldforskrifterne.

E.3.2 Repræsentation

Efter

FVL § 8, stk. 1 kan den, der er part i en sag, som udgangspunkt på

ethvert

tidspunkt under sagens behandling vælge at lade sig repræsentere eller

bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt,

når det er af betydning for sagens afgørelse, fx en straffesag.

I

forvaltningsloven findes der ikke regler om, hvem der kan repræsentere

eller bistå en part. Parten kan derfor lade sig repræsentere eller bistå

af såvel sagkyndige, fx en advokat eller revisor, som af andre.

Repræsentation kan dog normalt kun foretages af en person, der er

myndig.

FVL § 8, stk. 2 indeholder en undtagelse til hovedreglen i stk.

1, idet partens ret til at lade sig repræsentere ikke gælder, hvis partens

interesse i at lade sig repræsentere findes at burde vige for væsentlige

hensyn til offentlige eller private interesser, herunder i særlige

tilfælde parten selv. Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at

myndigheden i hver enkelt tilfælde foretager en konkret afvejning af på

den ene side partens interesse i at få den pågældende

bistand/repræsentation og på den anden side de hensyn, der taler for at

afskære parten fra denne adgang til

bistand/repræsentation.

Omkostningerne ved eventuel sagkyndig bistand

er myndighederne uvedkommende, bortset fra de tilfælde som er omfattet af

reglerne om omkostningsgodtgørelse, SSL kap. 3A, jf. afsnit

K.

Fuldmagt

Forvaltningsmyndigheden afgør, om

den, der optræder som partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig

fuldmagt eller på anden måde godtgøre, at den pågældende repræsenterer

parten. Advokater og revisorer er typiske partsrepræsentanter, hvorfor der

normalt ikke kræves dokumentation for fuldmagtsforhold fra disse,

medmindre det er særligt begrundet i sagens karakter eller

omstændighederne i øvrigt.

Det bemærkes, at retten til repræsentation

ikke uden særskilt fuldmagt omfatter retten til at lade repræsentanten

modtage penge fra myndigheden på partens vegne.

Særligt under hensyn

til tavshedspligtsreglerne, vil det normalt være nødvendigt at andre, der

optræder som partsrepræsentant, fremlægger en skriftlig fuldmagt som

dokumentation for fuldmagtsforholdet. Dette gælder fx ved enhver

henvendelse til en myndighed om en konkret sag, som ikke vedrører den

pågældendes egne forhold. Fuldmagt er således nødvendig for at sikre, at

myndigheden ikke uberettiget videregiver tavshedsbelagte

oplysninger.

Forretningsordnerne for Landsskatteretten § 20, for

Ligningsrådet § 14 og for skatteankenævnene § 17 indeholder nærmere regler

om repræsentation. Reglerne præciserer partsrepræsentantens adgang til at

disponere på partens vegne.

Særligt for told

På toldområdet gælder endvidere

artikel 5 i

EF-toldkodeksen , hvorefter en repræsentant med undtagelse

af enkelte nærmere beskrevne tilfælde skal være etableret i Fællesskabet.

Repræsentanten skal tilkendegive at handle på den persons vegne, der

repræsenteres, og være i besiddelse af en fuldmagt fra denne.

Den

person, der ikke tilkendegiver at handle i en anden persons navn eller for

en anden persons regning, eller som handler i en anden persons navn eller

for en anden persons regning uden at være i besiddelse af en fuldmagt,

anses for at handle i eget navn og for egen regning. Toldmyndighederne kan

kræve, at repræsentanten dokumenterer sit

fuldmagtsforhold.

E.3.3 Sagens oplysning

For forvaltningsmyndighedernes

sagsbehandling gælder officialprincippet. Officialprincippet findes

hverken beskrevet i skattestyrelsesloven eller i forvaltningsloven, men

har hjemmel i uskreven retssædvane.

Officialprincippet betyder, at en

forvaltning har ansvaret for at de nødvendige oplysninger foreligger, og

at de nødvendige undersøgelser foretages inden der træffes afgørelse i en

sag. I praksis foregår dette i vidt omfang via de oplysninger, der

pligtmæssigt indberettes i henhold til lovgivningen.

Officialprincippet betyder ikke nødvendigvis, at

forvaltningsmyndigheden altid selv skal fremskaffe de nødvendige

oplysninger. Dette kan ske i samarbejde med andre myndigheder og

borgeren/virksomheden selv. Forvaltningsmyndigheden vil dog ikke uden

videre kunne lægge borgerens/virksomhedens oplysninger til grund, men må i

et nødvendigt omfang kontrollere dem og således sikre, at sagen bygger på

det materielt rigtige grundlag.

Et væsentligt led i told- og

skattemyndighedernes sagsbehandling er told- og skattelovgivningens

bestemmelser om pligtmæssige oplysninger fra borgerne/virksomhederne. Det

drejer sig især om reglerne om den enkelte skatteyders

selvangivelsespligt, angivelses- og oplysningspligt i øvrigt, men også om

told- og skattemyndighedernes adgang til at indhente regnskabsmateriale,

foretage virksomhedseftersyn og indhente oplysninger fra tredjemand, jf.

reglerne i skattekontrolloven og afgiftslovene.

Det almindelige krav

om, at myndighederne skal påse, at sagbehandlingstiden ikke bliver unødigt

langvarig indebærer ikke, at myndighederne kan undlade at sørge for, at

sagen er forsvarligt oplyst. I de tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har

givet anledning til kritik fra Folketingets Ombudsmand, retter kritikken

sig først og fremmest imod de perioder i sagsforløbet, hvor sagens

behandling har været gået helt i stå, jf. fx FOB 1995, 237 og FOB 1995,

251. Det må derfor påhvile den myndighed, der har foretaget en høring

eventuelt at rykke for et høringssvar, og det kan ofte være

hensigtsmæssigt at fastsætte en

svarfrist.

E.3.4 Notatpligt

I sager, hvor der vil blive truffet

afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt

modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af

betydning for sagens afgørelse, eller i sager, hvor myndigheden på anden

måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af

oplysningerne, jf.

OFL § 6, stk. 1. Det gælder dog ikke, såfremt

oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

Der kan både være

tale om, at myndigheden på egen hånd indhenter mundtlige oplysninger,

eller der kan være tale om en henvendelse fra borgeren/virksomheden selv

eller fra en trediemand, eksempelvis fra en anmelder.

Dokumenter, som

indeholder oplysninger, der er noteret i henhold til notatpligten, er en

del af grundlaget for afgørelsen og er undergivet aktindsigt med de

undtagelser, der følger af OFL §§ 7-14, jf. afsnit

M.1.2.2.

Sådanne dokumenter er ligeledes omfattet af

parters ret til aktindsigt med de undtagelser, der følger af FVL §§ 12-15,

jf. afsnit

M.1.2.1.

Hvor der ikke findes et lovbestemt krav om, at

en anmodning skal fremsættes skriftligt, kan en sag derfor startes

mundtligt, ved at borgeren/virksomheden henvender sig personligt eller

telefonisk, og ved at myndigheden i henhold til notatpligten noterer

anmodningen eller henvendelsen fra borgeren/virksomheden, uanset om det i

forbindelse med sagbehandlingen er nødvendigt at kræve skriftlig

dokumentation. Se nærmere om konsekvenserne af manglende overholdelse af

notatpligten

afsnit F.1 .

Udover de oplysninger forvaltningen har

pligt til at notere efter OFL § 6 følger det af god forvaltningsskik, at

myndigheden desuden skal notere væsentlige oplysninger om sagens

ekspedition.

E.3.5 Høring

Reglerne om høring på myndighedens

initiativ, inden der træffes en bebyrdende afgørelse, har til formål at

sikre, at sagens parter får lejlighed til at gøre sig bekendt med og

kommentere det faktiske afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Denne ret

for borgeren/virksomheden til at få lejlighed til at påpege

misforståelser, unøjagtigheder eller ufuldstændigheder i det foreliggende

sagsmateriale, vil kunne medvirke til at sikre, at myndighedens afgørelser

træffes på det bedst mulige faktiske grundlag. Reglerne om høring gælder

ikke ved afgørelser, der giver borgeren/virksomheden fuldt ud

medhold.

Om konsekvenserne af manglende høring, se afsnit

F .

E.3.5.1 De forskellige regelsæt

Forvaltningsloven

FVL §§ 19-21 indeholder regler om partshøring. Reglerne

betyder, at hvis en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske

omstændigheder, må myndigheden ikke træffe afgørelse, før parten er gjort

bekendt med oplysningerne og har haft lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Herudover findes der i FVL § 19, stk. 2, en række nærmere opregnede

tilfælde, hvor der undtagelsesvis ikke er pligt til partshøring. Endelig

fremgår det af FVL § 20, at i sager, hvor myndigheden efter anmodning fra

en part kan ændre en afgørelse, kan partshøring undlades, hvis sagens

karakter og hensynet til parten selv taler for det.

Selv om

udgangspunktet er, at en sags juridiske elementer ikke er omfattet af

partshøringspligten, kan et ændret retligt bedømmelsesgrundlag bevirke, at

der skal ske partshøring herom. Dette vil også være tilfældet i

situationer, hvor en udtalelse, som afgørelsesmyndigheden har indhentet

fra en anden myndighed, indeholder et ændret retligt

bedømmelsesgrundlag.

Forvaltningslovens

partsbegreb

Forvaltningsloven indeholder ikke

en definition af partsbegrebet, men udtrykket skal forstås i

overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb,

herunder den praksis, der har udviklet sig i tilknytning hertil.

Afgørelsens adressat, dvs. den person afgørelsen rettes til er herefter

utvivlsomt part. Men også andre end adressaten kan være part. Som part

anses personer i øvrigt, der har en væsentlig, direkte, individuel og

retlig interesse (af økonomisk eller personlig art) i sagens afgørelse og

udfald.

Skattestyrelsesloven

Ved siden af forvaltningsloven

indeholder

skattestyrelsesloven detaljerede regler om ubetinget

partshøring i form af agterskrivelse, jf. afsnit

E.3.5.2 og sagsfremstilling, jf. afsnit

E.3.5.3 og

E.3.6 .

Skattestyrelseslovens

partsbegreb

Skattestyrelseslovens partsbegreb

omfatter alene den eller de personer, som afgørelsen er direkte rettet

til. I modsætning til forvaltningsloven omfatter skattestyrelseslovens

partsbegreb ikke andre, som har en væsentlig, direkte, individuel og

retlig interesse (af økonomisk eller personlig art) i sagens afgørelse og

udfald. Skattestyrelseslovens ubetingede krav om høring i form af

agterskrivelse og evt. sagsfremstilling gælder således kun, når der er

tale om afgørelsens adressat. Andre, som har en væsentlig, direkte,

individuel og retlig interesse (af økonomisk eller personlig art) i sagens

afgørelse og udfald, skal alene høres efter forvaltningslovens regler. Det

betyder, at hvis andre end afgørelsens adressat er part, er der pligt til

at foretage partshøring efter reglerne i FVL §§ 19-21, men der er ikke

krav om ubetinget høring i form af agterskrivelse og

sagsfremstilling.

Reglerne i forvaltningsloven har en udfyldende

selvstændig betydning for de afgørelser, der træffes efter reglerne i

skattestyrelsesloven.

Told-, moms- og

afgiftssager

I alle told-, moms- og

afgiftssager skal et forslag til afgørelse og en sagsfremstilling sendes

til høring hos afgørelsens adressat efter tilsvarende regler, som gælder

efter skattestyrelsesloven. Andre end afgørelsens adressat, som er part i

sagen, skal høres efter reglerne i FVL §§ 19-21, jf. endvidere afsnit

E.3.5.3.

Andre

afgørelser

I andre afgørelser som told- og

skattemyndighederne træffer, eksempelvis afgørelser om bindende

forhåndsbesked samt afgørelser vedrørende skatteopkrævning og afgørelser

om skattetillæg har forvaltningsloven direkte

betydning.

E.3.5.2 Høring - skat

Der skal ifølge

SSL § 3, stk. 4 udsendes agterskrivelse, når den kommunale

skattemyndighed

ønsker at foretage en skatteansættelse på et andet grundlag end

selvangivet, eller ønsker at ændre den del af grundlaget for en

skatteansættelse, der skal selvangives. Denne høringspligt er ubetinget,

for så vidt angår afgørelsens adressat og gælder ved siden af den

almindelige høringspligt efter FVL §§ 19-21, hvorefter der som

udgangspunkt skal foretages høring af en part, når myndigheden er kommet i

besiddelse af oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som parten

ikke kan antages at være bekendt med, og oplysningerne både er til ugunst

for den pågældende part og af væsentlig betydning for sagens

afgørelse.

En agterskrivelse skal indeholde en begrundelse, således at

den skattepligtige kan tage reel stilling til forslaget.

Hvis

skattemyndigheden ikke vil følge sin agterskrivelse, fx fordi der er

tilgået myndigheden nye oplysninger af væsentlig betydning, som den

skattepligtige ikke har haft lejlighed til at udtale sig om, må en ny

agterskrivelse udsendes til den skattepligtige, jf. TfS 1997, 105 LSR. Se

endvidere om fornyet høring, afsnit

E.3.5.4.

Hvis den skattepligtige ikke gør indsigelse mod

agterskrivelsen, kan udsendelse af en egentlig kendelse udelades, jf. SSL

§ 3, stk. 4, 3. pkt. Den skattepligtige vil herefter alene modtage en

årsopgørelse, der er baseret på den nu gennemførte skatteansættelse. Hvis

den skattepligtige gør indsigelse mod agterskrivelsen, skal der altid

udsendes kendelse, jf. SSL § 3, stk. 4, 4. pkt.

Oplysninger, der skal

selvangives

Den ubetingede pligt til høring

af afgørelsens adressat efter SSL § 3, stk. 4, 1. pkt., omfatter alene

oplysninger af den type, der skal selvangives. De oplysninger, der skal

selvangives, er de typer af oplysninger, der kræves selvangivet efter SKL

§ 1, herunder de oplysninger, der indberettes årligt fra arbejdsgiver,

finansielle institutioner mv. efter afsnit II i skattekontrolloven. De

oplysninger, der skal selvangives, er typisk oplysninger om indkomst,

herunder fradrag, oplysninger om kvalificering af en indkomst som fx

personlig indkomst eller kapitalindkomst, oplysninger om indkomst fra

udlandet eller oplysninger om værdien af

ejerbolig.

Skatteberegning

Derimod er det ikke et krav efter

skattestyrelsesloven, at der foretages høring i tilfælde, hvor den

påtænkte ændring skyldes en ændret skatteberegning, fx i form af

overførsel af et uudnyttet underskud, bundfradrag eller personfradrag

mellem ægtefæller, fremførsel af et underskud til fradrag i den

skattepligtiges indkomst for følgende indkomstår eller beregning af en

skattelempelse efter en dobbeltbeskatningsaftale med en fremmed stat. I

disse tilfælde finder alene de almindelige høringsregler i FVL §§ 19-21

anvendelse.

Afledt opgørelse af

indkomstansættelsen

Udtrykket skatteansættelse af

indkomst er ikke entydigt men det antages ikke at omfatte bidrag til

arbejdsmarkedsfondene, jf. TfS 1998, 364 DEP, da dette er en afledt

opgørelse af indkomstansættelsen. De afledte opgørelser af

indkomstansættelsen skal ikke selvangives. Når de kommunale

skattemyndigheder ændrer skatteansættelsen, er det derfor ikke nødvendigt,

at regionen udsender et særskilt forslag til afgørelse om ændring af

AM-bidrag, da den skattepligtiges behov for begrundelse og klagevejledning

vil fremgå af ligningsmyndighedens afgørelse, som vil kunne påklages. Kun

i tilfælde hvor regionen ønsker at ændre bidraget uden at ændre

skatteansættelsen er der tale om en egentlig afgørelse med hensyn til

AM-bidrag, som kræver udsendelse af forslag til afgørelse og

sagsfremstilling, jf. afsnit

E.3.5.3.

Derimod skal både kommunen og regionen udsende

et forslag til afgørelse, hvis en ændring af AM-bidrag medfører en

forhøjelse af skatteansættelsen.

Frist

Efter SSL § 3, stk. 4, 2. pkt.,

skal skattemyndighederne give den skattepligtige en frist til at udtale

sig over den påtænkte skatteansættelse. Længden af denne frist beror på et

skøn over behovet herfor i den enkelte sag, og det er lovfæstet, at

høringsfristen skal være på mindst 15 dage regnet fra høringsskrivelsens

datering, svarende til 14 dage fra den skattepligtiges modtagelse af

høringsskrivelsen ved normal postbesørgelse.

Det fremgår af TfS 1997,

350 LSR, at skattemyndighederne kan kræve, at et eventuelt møde afholdes

inden indsigelsesfristens udløb.

Særligt for selskabsligning

Den skatteansættende myndighed

skal for så vidt angår skatteansættelser for juridiske personer, bortset

fra dødsboer - udover en agterskrivelse - udarbejde en sagsfremstilling,

inden der træffes en bebyrdende afgørelse, der kan påklages til

Landsskatteretten, jf. SSL § 12 A, der henviser til SSL § 21, stk. 3. Om

kravene til en sagsfremstilling, se afsnit

E.3.6.

Sagsfremstillingen skal sendes til høring

samtidig med agterskrivelsen, jf. afsnit

E.3.5.3.

For sambeskattede selskaber gælder specielt, at der skal

sendes agterskrivelse til både moder- og datterselskab, hvis

skattemyndighederne påtænker at ændre datterselskabets skatteansættelse,

jf. TfS 1999, 488 VLD, hvor landsretten udtalte, at der i forbindelse med

en ændring af et datterselskabs skatteansættelse skulle gives

moderselskabet lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, da ændringen

af skatteansættelsen havde umiddelbar betydning for moderselskabets

skatteforhold.

Ifølge SSL § 12 A, som henviser til SSL § 3, stk. 4 kan

udsendelse af kendelse udelades, hvis selskabet ikke har haft indsigelser

til agterskrivelsen. Hvis selskabet har indsigelser, skal der altid

udsendes kendelse, jf. SSL § 12 A, som henviser til § SSL § 3, stk.

4.

Særligt for skatteansættelser

foretaget af de statslige skattemyndigheder

For så vidt angår

skatteansættelser der er foretaget af de statslige skattemyndigheder efter

SSL § 14, stk. 4 og § 19 skal der udover en agterskrivelse, udarbejdes en

sagsfremstilling, inden der træffes en bebyrdende afgørelse, der kan

påklages til Landsskatteretten, jf. SSL § 14, stk. 4, der henviser til SSL

§ 21, stk. 3. Om kravene til en sagsfremstilling, se afsnit

E.3.6.

Sagsfremstillingen skal sendes til høring

samtidig med agterskrivelsen, jf. afsnit

E.3.5.3.

Ifølge SSL § 14, stk. 4, som henviser til SSL

§ 3, stk. 4 kan udsendelse af kendelse udelades, hvis

borgeren/virksomheden ikke har haft indsigelser til agterskrivelsen. Hvis

borgeren/virksomheden har indsigelser, skal der altid udsendes kendelse,

jf. SSL § 14, stk. 4, som henviser til § SSL § 3, stk.

4.

E.3.5.3 Høring - told, moms, afgift og

arbejdsgiverkontrol

I alle told-, moms- og afgiftssager samt

sager, der afgøres af arbejdsgiverkontrollen, som kan påklages til

Landsskatteretten, og som ikke giver borgeren/virksomheden fuldt ud

medhold, skal der udarbejdes en sagsfremstilling. I sager, der kan

påklages til Landsskatteretten, skal der også udarbejdes en

tilkendegivelse til afgørelsens adressat af, hvilken afgørelse de

foreliggende oplysninger efter myndighedens opfattelse giver grundlag for

(forslag til afgørelse).

Begrundelsen i forslaget til afgørelse skal

fremtræde sådan, at borgeren/virksomheden kan tage reel stilling til

forholdet.

Høringspligten opfyldes på følgende måde: Inden der træffes

afgørelse i en sag, der kan påklages til Landsskatteretten, skal forslaget

til afgørelse og sagsfremstillingen sendes til afgørelsens adressat. Andre

end afgørelsens adressat, som er parter efter forvaltningsloven, skal

høres efter forvaltningslovens regler, jf. afsnit

E.3.5.1.

I sager, der kan påklages til Told- og

Skattestyrelsen, skal told- og skatteregionen/toldcentret ligeledes sende

den sagsfremstilling, der udarbejdes, når regionen/toldcentret har

modtaget klagen, jf. afsnit

E.3.6 , til høring hos afgørelsens adressat, før

sagsfremstillingen sammen med klagen sendes til Told- og Skattestyrelsen.

Andre end afgørelsens adressat, som er parter efter forvaltningsloven,

skal høres efter forvaltningslovens regler, jf. afsnit

E.3.5.1.

I sager, der kan påklages til

Landsskatteretten, skal der sendes en særskilt meddelelse til afgørelsens

adressat om sagens afgørelse. Dette gælder også, når der ikke har været

indsigelser til forslaget til afgørelse og sagsfremstillingen.

Om

fornyet høring, se afsnit

E.3.5.4.

Frist

Når forslaget til afgørelse og

sagsfremstillingen er sendt til høring skal afgørelsens adressat og evt.

andre parter have en frist på mindst 14 dage regnet fra dagen for

materialets fremsendelse til at komme med kommentarer og bemærkninger til

materialet, herunder til at anmode om et møde med

myndigheden.

Høring af

tredjemand

Hvis en påtænkt afgørelse

indebærer en told-, skatte- eller afgiftsretlig stillingtagen til et

retsforhold mellem den som den påtænkte afgørelse retter sig til og en

tredjemand, og vil denne stillingtagen kunne lægges til grund for en

told-, skatte- eller afgiftsretlig afgørelse vedrørende tredjemanden, kan

tredjemanden høres over den påtænkte afgørelse. Høringen skal i givet fald

foretages samtidig med og med samme svarfrist som høringen af den, som den

påtænkte afgørelse retter sig til. Det skal påses, at fortrolige

oplysninger ikke derved røbes for uvedkommende. Foretages der høring af

tredjemand, og er tredjemand ikke hjemmehørende i den told- og

skatteregion/toldcenter, der påtænker at træffe afgørelsen, skal den told-

og skatteregion/toldcenter, hvor tredjemand er hjemmehørende, også høres

over den påtænkte afgørelse. Den hørte region skal orientere

Landsskatteretten om høringen, hvis tredjemand på høringstidspunktet

allerede har påklaget forholdet til

Landsskatteretten.

Særligt om parter og

arbejdsgiverkontrol

Arbejdsgiveren er som afgørelsens

adressat utvivlsomt part, og skal høres efter tilsvarende regler, som

gælder efter skattestyrelsesloven, og som indebærer, at der altid skal

sendes et forslag til afgørelse og en sagsfremstilling til høring hos

arbejdsgiveren, inden der træffes en bebyrdende afgørelse.

Det er dog

ofte indkomstmodtageren, der har den væsentligste interesse i sagen, fx

når afgørelsen drejer sig om indkomstmodtagerens status som

lønmodtager/selvstændigt erhvervsdrivende, eller om hvorvidt en

godtgørelse skal anses for skattepligtig eller ej. Den enkelte

indkomstmodtager kan således - uanset om afgørelsen omfatter få eller

mange - have en klar direkte, retlig og individuel interesse i sagens

udfald. Det må derfor i det aktuelle tilfælde bero på en konkret

vurdering, om der er tale om en eller flere parter. Hvis en

indkomstmodtager anses for part og er uvidende om, at der ved regionen

verserer en sag, som påtænkes afgjort til ugunst for den pågældende, må

betingelserne for at foretage partshøring efter forvaltningslovens regler,

som hovedregel antages at være tilstede. Derimod er der ikke krav om at

foretage ubetinget høring af indkomstmodtageren i form af forslag til

afgørelse og sagsfremstilling. Se endvidere afsnit

E.3.5.1.

Særligt om told

EF's toldkodeks indeholder ikke

særlige regler om høring, før der træffes afgørelse efter

toldlovgivningen, og derfor gælder der de samme regler på toldområdet som

på de øvrige områder. Dog forudsætter art. 220 om toldskyld, at

toldmyndigheden træffer en hurtig afgørelse. Bestemmelsen udelukker

imidlertid ikke, at myndigheden søger en eventuel tvivl om grundlaget for

afgørelsen afklaret ved høring af sagens parter, før selve afgørelsen

træffes. Art. 220 har dog således mere snævre grænser for høring.

E.3.5.4 Fornyet høring

Hvis der under en høring fremkommer nye

oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse, og er til ugunst for den, som afgørelsen

retter sig til, og som denne ikke har haft lejlighed til at udtale sig om,

skal en ny agterskrivelse/et nyt forslag til afgørelse samt en korrigeret

sagsfremstilling, sendes til høring hos afgørelsens adressat, jf. TfS

1997, 105 LSR. De nye oplysninger skal i fornødent omfang identificeres i

høringsskrivelsen.

Det samme gælder, hvor der ikke er afgivet udtalelse

under den første høring, men der efterfølgende er fremkommet nye

oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse, og er til ugunst for den som afgørelsen

retter sig til. De nye oplysninger skal i fornødent omfang identificeres i

høringsskrivelsen.

Fornyet høring kan endvidere komme på tale, hvis

myndigheden i væsentlig grad ændrer sin retlige vurdering i sagen ved at

lægge vægt på andre faktiske omstændigheder end i den hidtil udsendte

sagsfremstilling mv., jf. TfS 1997, 105 LSR. I dommen refereret i TfS

2000, 562 ØLD fandt Østre Landsret, at uanset at den skatteretlige

vurdering i kendelsen afveg fra vurderingen i agterskrivelsen, havde

skattemyndigheden opfyldt underretningspligten i SSL § 3, stk. 4, idet

kendelsen angik beskatningen af det samme

beløb.

E.3.5.5 Høring i skatteankenævn, skyldråd,

Landsskatteretten og Ligningsrådet

Høring i

skatteankenævn

Ved høring i forbindelse med

behandling af en klage i skatteankenævnet findes regler om udarbejdelse af

sagsfremstilling i SSL § 21, stk. 3. Sagsfremstillingen sendes til

klageren, der skal have mindst 14 dage til at fremsætte bemærkninger.

Herudover har klageren ret til at udtale sig mundtligt eller skriftligt

overfor nævnet, inden klagen afgøres, jf. SSL § 21, stk. 3. Der henvises i

øvrigt til afsnit

H.7.1.

Høring i

skyldråd

På vurderingsområdet gælder der

den særlige regel om høring, at i de tilfælde, hvor en ansættelse er

påklaget af en anden end ejendommens ejer, må et skyldråd ikke ændre

ansættelsen mv., inden der er givet ejeren lejlighed til at udtale sig, og

i de tilfælde, hvor begæring om vurdering er fremsat i anledning af salg,

ikke inden køber eller sælger har fået lejlighed til at udtale sig, jf.

vurderingloven § 44, stk. 1. Der henvises i øvrigt til afsnit

H.7.2.

Høring i

Ligningsrådet

Såvel reglerne om agterskrivelse

som reglerne om sagsfremstilling i skatteankenævnene gælder endvidere for

Ligningsrådet ved foretagelse af skatteansættelser, jf. SSL § 14, stk. 4,

og § 19, stk. 1. For Ligningsrådet findes regler om en skattepligtigs

adgang til mundtlig forhandling i forretningsordenens §§ 8 og 9, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til afsnit

H.7.5.

Høring i

Landsskatteretten

Særlige regler om partshøring i

landsskatteretssager findes i SSL §§ 26, stk. 1 og 27 om mundtlig

forhandling med Landsskatterettens kontorer og mundtlig forhandling under

et egentligt retsmøde. Nærmere regler findes i forretningsordenen for

Landsskatteretten §§ 6 og 7. Se endvidere afsnit

H.7.3.

E.3.5.6 Høring af andre myndigheder

SSL § 21, stk. 2 indeholder en regel om at

skatteankenævnet skal indhente en udtalelse fra den kommunale

skattemyndighed inden der træffes afgørelse, jf. også afsnit

H.7.1.

Forretningsordenen for Landsskatteretten § 4,

stk. 3, og § 5 indeholder regler om eventuel høring af den myndighed der

har truffet den påklagede afgørelse, samt om eventuel høring af Told- og

Skattestyrelsen, jf. nærmere herom afsnit

H.7.3 .

Herudover finder der i visse love - fx

afskrivningslovens § 45, stk. 5 - særlige regler om høring af andre

myndigheder.

Selvom der ikke eksisterer en lovbestemt pligt til høring

af en anden myndighed, kan en sådan høring være et nødvendigt led i at få

sagen tilstrækkeligt oplyst i henhold til officialprincippet. Hvis der

foretages høring af en anden myndighed bør det i høringsskrivelsen anføres

på hvilke områder, der ønskes en udtalelse, og hvornår udtalelsen bør

foreligge. Der vil ikke blive tale om ugyldighed, hvis der ikke har været

anledning eller pligt til at høre en anden myndighed, jf. dommen i TfS

1999, 420 HD, hvor Højesteret fastslog, at Landsskatteretten ikke havde

haft pligt til at indhente en udtalelse fra skatteankenævnet eller nogen

tredjemand.

E.3.6 Sagsfremstilling

Sagsfremstilling i

skatteankenævn

Der findes detaljerede regler om

kravene til en sagsfremstilling ved skatteankenævnene i

SSL § 21, stk. 3 og forretningsordenen for

skatteankenævnene § 11. Bestemmelsen i § 11, stk. 5 indeholder endvidere

en regel om, at sagsfremstillingen skal ledsages af et forslag til

begrundet afgørelse.

Hvis der ikke udarbejdes en sagsfremstilling, som

sendes til klageren med henblik på dennes eventuelle udtalelse, inden der

træffes en afgørelse, som ikke giver klageren fuldt ud medhold, er der

tale om en væsentlig sagsbehandlingsfejl, som kan medføre, at afgørelsen

bliver ugyldig, jf. TfS 1994, 772 LSR.

Sagsfremstilling i Told Skat

Også i skatte-, told-, moms- og

afgiftssager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal den myndighed,

der har truffet afgørelsen i 1. instans lave en sagsfremstilling før der

en træffes afgørelse i sagen, som ikke giver borgeren/virksomheden fuldt

ud medhold, jf. SSL § 14, stk. 4, som henviser til SSL § 21, stk. 3 og

lov nr. 1098 af 29. december 1997 , jf. bemærkningerne. Det fremgår af

bilag 4 hvilke afgørelser, der kan påklages til

Landsskatteretten.

Tilsvarende skal der laves en sagsfremstilling i

told-, skatte- og afgiftssager, der kan påklages til Told- og

Skattestyrelsen, (bortset fra tilfælde, hvor en evt. underliggende

afgørelse kan påklages til Landsskatteretten). Her skal sagsfremstillingen

dog først laves, når der er modtaget en klage over afgørelsen.

I dette

afsnit omtales kravene til indholdet i en sagsfremstilling med

udgangspunkt i sager, der kan påklages til Landsskatteretten. Disse krav

finder tilsvarende anvendelse på sager, der kan påklages til Told- og

Skattestyrelsen, med de modifikationer der følger af, at

sagsfremstillingen i disse sager først skal udarbejdes, efter at der er

klaget, og dermed efter partshøring, og efter at afgørelsen er truffet.

Det bemærkes, at der evt. kan være pligt til fornyet partshøring, jf.

afsnit

E.3.5.4.

E.3.6.1 Formålet med en

sagsfremstilling

Formålet med Told Skats sagsfremstillinger

er give en samlet fremstilling af sagen, og dermed sikre,

at myndighedernes afgørelser træffes på det bedst mulige grundlag

at antallet af klagesager til Landsskatteretten minimeres

at Landsskatteretten har det bedste grundlag for sit arbejde i de

sager, der påklages dertil

at faktum fastlægges, og beskrives som en helhed

at fejl og mangler, der konstateres under sagsbehandlingen,

resulterer i tilretning af de konkrete afsnit i

sagsfremstillingen

Det overordnede mål er, at øge

borgerenes/virksomhedernes retssikkerhed.

For at opfylde disse krav

anbefaler Told- og Skattestyrelsen den disposition til en

sagsfremstilling, som fremgår af afsnit

E.3.6.3.

Dispositionen forudsættes anvendt i alle

Told Skats sager om ændring af told-, skatte- og afgiftsgrundlaget, som

kan påklages til Landsskatteretten. En sagsfremstilling kan således

vedrøre både fx skat, afgift og told.

Før dispositionen nærmere

beskrives, er det nødvendigt at redegøre for nogle retningslinjer, som

forudsættes anvendt, når der skal udarbejdes en sagsfremstilling. Afsnit

E.3.6.2 beskriver disse

retningslinjer.

E.3.6.2 Retningslinjer ved udarbejdelse af

sagsfremstillinger

Hvornår skal en

sagsfremstilling sendes ud ?

Borgeren/virksomheden skal have

adgang til at fremsætte sine bemærkninger til sagsfremstillingen, inden

der træffes en afgørelse i sagen. Det vil derfor være en fordel at få

sagsfremstillingen ud så hurtigt som muligt.

Sagsfremstillingen skal

derfor sendes ud til høring samtidig med en tilkendegivelse af, hvilken

afgørelse de foreliggende oplysninger giver grundlag for (forslag til

afgørelse), jf. afsnit

E.3.5.3.

Borgeren/virksomheden vil på baggrund

af sagsfremstillingen få et bedre grundlag for at tage stilling til den

afgørelse, som der efter Told Skats opfattelse er grundlag for. Når

borgeren/virksomheden kommer med sine indsigelser og bemærkninger til

forslaget til afgørelsen, skal disse indarbejdes i sagsfremstillingen.

I told-, moms- og afgiftssager samt i afgørelser truffet af

arbejdsgiverkontrollen skal der i sager, der kan påklages til

Landsskatteretten, sendes en særskilt meddelelse om sagens afgørelse. Den

endelige sagsfremstilling skal sendes ud senest samtidig med den særskilte

meddelelse om sagens afgørelse.

På skatteområdet gælder SSL § 3, stk. 4

om udsendelse af kendelse, jf. afsnit

E.3.5.2 . Det anbefales dog, at der altid udsendes kendelse

- også når der ikke har været indsigelser fra borgeren/virksomheden. Når

der altid bliver udsendt en kendelse undgås problemer vedrørende

forældelse, idet tidspunktet for afgørelsen ikke vil være afhængig af

tidspunktet for udsendelse af årsopgørelse. Den endelige sagsfremstilling

skal sendes til sagens parter. Den endelige sagsfremstilling skal sendes

ud senest samtidig med kendelsen. På den måde vil de krav, som

skattestyrelsesloven stiller være opfyldt.

Se nærmere om konsekvenserne

af manglende sagsfremstilling afsnit

F .

De formelle krav til en

sagsfremstilling

En sagsfremstilling skal

indeholde en redegørelse for de oplysninger om sagens faktiske

omstændigheder, der påtænkes tillagt betydning ved sagens afgørelse, jf.

SSL § 21, stk. 3.

Disse krav skal ses i sammenhæng med

FVL § 22 og § 24 om begrundelsespligt, jf. afsnit

E.3.7 og

E.3.6.3.4.

Sprogbrug

Udover de rent formelle krav er

det vigtigt, at sagsfremstillingen kan stå alene, og at hele sagen kan

læses i en sammenhæng, så både borgeren/virksomheden og Landsskatteretten

kan forstå sagens indhold uden at få tilført yderligere

information.

Det er vigtigt, at borgeren/virksomheden forstår

afgørelsen, fordi en god begrundelse gør det lettere at acceptere, hvis

afgørelsen går ham/hende imod.

En sagsfremstilling skal formuleres

klart, præcist og tydeligt. Brug korte sætninger og undgå lange og

indskudte sætninger samt omvendt ordstilling.

Sagsfremstillingen er et

redigeret dokument

Sagsfremstillingen skal være et

redigeret dokument. Oplysninger, der fremkommer efter udarbejdelse af

sagsfremstillingen, skal indarbejdes under de relevante afsnit i

dispositionen. Kommer borgeren/virksomheden eksempelvis med nye

opfattelser og begrundelser, skal de indarbejdes under

"borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor".

Kommentarer

fra borgeren/virksomheden skal ind i sagsfremstillingen i redigeret form,

og skal altså ikke være en direkte afskrift af de fremsatte kommentarer.

Det kan dog være hensigtsmæssigt med korte citater fra

borgerens/virksomhedens indlæg, hvis citatet redigeres ind under de

relevante afsnit i sagsfremstillingen.

Oplysninger, der viser sig at

være forkerte, skal rettes. Påviser borgeren/virksomheden eksempelvis fejl

vedrørende de faktiske forhold, skal disse indarbejdes og rettes under

afsnittet om sagens faktum.

Borgerens/virksomhedens bemærkninger og

ændringer i sagsfremstillingen i øvrigt bør angives med en anden

skrifttype eller med en streg i margenen, så ændringerne i

sagsfremstillingen er nemme at identificere.

Undgå gentagelser. De

samme oplysninger, opfattelser mv. som kan være gentaget i flere

variationer (breve, møder mv.), skal ikke skrives flere gange i

sagsfremstillingen.

Sagsfremstillingen bør dateres, så det altid

fremgår, hvilken sagsfremstilling der er den

nyeste.

Bilag

Sagsfremstillingen skal ikke

henvise til bilag. Det stof, der er relevant i et bilag, skal derimod

refereres, og sættes ind i det relevante afsnit i sagsfremstillingen, idet

det jo er formålet med sagsfremstillingen, at sagen er fuldt oplyst i

sagsfremstillingen. Hvis det er nødvendigt med bilag, skal henvisningen

til bilag ske på en særskilt bilagsoversigt.

Sagsfremstillingens omfang

En sagsfremstillings omfang skal

afpasses efter sagens karakter, således at sagsfremstillingen i sager med

enkle problemstillinger eller uden konfliktpotentiale kan begrænses til

noget, der minder om en fyldig begrundelse. En sagsfremstilling kan altså

godt være kort, så længe begrundelseskravet er

opfyldt.

Sager med flere punkter

Når der er flere punkter på

forslaget til afgørelsen, er det mest hensigtsmæssigt, at

sagsfremstillingen behandler et punkt ad gangen, og behandler det færdigt,

før et nyt punkt behandles. Sagsfremstillingen kan evt. starte med et

generelt afsnit om faktum, så dette ikke skal gentages ved hvert

punkt.

For overskuelighedens skyld er det mest hensigtsmæssigt, at

punkterne på forslaget til afgørelsen nummereres. Beskrivelsen af de

enkelte punkter i sagsfremstillingen bør ske i samme rækkefølge som på

forslaget til afgørelsen.

Den samme sagsfremstilling kan vedrøre både

fx skat, afgift og told.

Fravigelser fra dispositionen

i helt særlige tilfælde

En sag kan have et sådan indhold

og omfang, at det er nødvendigt med konkrete afvigelser fra dispositionen

i afsnit

E.3.6.3.

Oplysninger, som ikke kan komme ind under

afsnittene i dispositionen, kan helt undtagelsesvis sættes ind under et

nyt afsnit i sagsfremstillingen.

Dette kan være tilfældet med

borgerens/virksomhedens bemærkninger. Hvis bemærkningerne ikke vedrører

faktum, eller ikke kan betragtes som borgerens/virksomhedens opfattelse og

begrundelse herfor, kan bemærkningerne medtages i et selvstændigt

afsnit.

Sådanne bemærkninger kan eksempelvis være indsigelser, der

vedrører alle punkter på forslaget til afgørelsen - fx klager over

sagsbehandlingen eller manglende overholdelse af en

ansættelsesfrist.

Hvis der kommer nye oplysninger i sagen, som fører

til ændringer i Told Skats opfattelse af, hvordan sagen skal afgøres, kan

det også være fornuftigt at indarbejde et nyt selvstændigt afsnit, da det

ellers senere kan være vanskeligt at forstå sagens forløb.

Hvis

vejledningen fraviges, skal borgeren/virksomheden stadig være i stand til

at sætte sig ind i sagen på betryggende måde alene ud fra

sagsfremstillingen. Told Skat skal altså sikre sig, at alle relevante

oplysninger alligevel fremgår af

sagsfremstillingen.

E.3.6.3 Indholdet i en

sagsfremstilling

En sagsfremstilling skal indeholde disse

afsnit:

Indledning og identifikationsoplysninger

Told Skats forslag til ændring/talmæssig opgørelse

Beskrivelse af sagens faktiske forhold

Told Skats begrundelse for ændringen

Borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor

Told Skats endelige

konklusion/afgørelse

E.3.6.3.1 Indledning og

identifikationsoplysninger

Dette afsnit skal indeholde en beskrivelse

af, hvem og hvad sagen vedrører. Afsnittet skal både indeholde

identifikationsoplysninger vedrørende borgeren/virksomheden og vedrørende

problemstillingen i sagen.

Identifikation af

modparten

Som identifikation af

borgeren/virksomheden anføres alene navn, CVR.nr./cpr.nr. og

skatteansættende myndighed.

Identifikation af

problemstillingen i sagen

Som identifikation af

problemstillingen i sagen anføres, hvilket år sagen vedrører, hvilke

punkter sagen vedrører og evt. hvilke lovbestemmelser sagen vedrører. Det

vil sige, at der her gives en kort beskrivelse af, hvad sagen drejer sig

om. En læser af sagsfremstillingen skal kunne få et overblik over

problemstillingerne i sagen ved hjælp af indledningens korte beskrivelse,

og dermed blive lettet i forståelsen af sagsfremstillingens indhold i

øvrigt.

Beskrivelse af

borgeren/virksomheden

For overskuelighedens skyld er

det en fordel at give en beskrivelse af borgeren/virksomheden fx om

koncernopbygning, hovedaktionær, bestyrelse, branche (hvad laver

virksomheden) og regnskabsår.

Øvrige

oplysninger

Oplysninger om

borgerens/virksomhedens adresse, telefonnummer, journalnummer og

oplysninger, somTold Skat skal bruge til at styre sagen administrativt,

(oplysning om mødetider, oplysning om sagsbehandler mv.) er ikke en del af

sagsfremstillingen, og skal ikke sendes til

partshøring.

E.3.6.3.2 Told·Skats forslag til ændring og

talmæssig opgørelse

I de sager, hvor der er en eksisterende

ansættelse, skal dette afsnit indeholde en beskrivelse af den. Afsnittet

skal endvidere indeholde en angivelse af den afgørelse, som der efter

Told Skats opfattelse er grundlag for.

Den talmæssige opgørelse skal

fremstå som en objektiv og konstaterende opstilling. Opstillingen har til

formål at give et hurtigt og sikkert overblik over sagens

punkter.

Afsnittet skal altså indeholde en talmæssig opgørelse, der

viser de forhold Told Skat vil ændre. Det skal fremgå, hvordan tallene er

fremkommet, i forhold til den evt. eksisterende ansættelse. Ændringerne

skal beskrives punkt for punkt.

Det er mest hensigtsmæssigt, at følge

rækkefølgen på forslaget til afgørelsen.

Det skal fremgå,

hvilken indkomstart/afgift mv. der er ændret. Ved ændringer i flere

forskellige indkomstarter vil det være hensigtsmæssigt at dele de

forskellige indkomstarter op - fx selskabsindkomst, personlig indkomst,

kapitalindkomst. Moms skal opdeles i salgsmoms og købsmoms osv.

Hvis Told Skat efter forhandling med borgeren/virksomheden kan

frafalde nogle af punkterne i forslaget til afgørelsen, kan punktet udgå

af afgørelsen, men ikke af sagsfremstillingen. Afsnittet i

sagsfremstillingen kan dog afsluttes med, at det kort skrives, atTold Skat

frafalder punktet, og at en nærmere beskrivelse derfor ikke er

foretaget.

Skyldes enigheden, at borgeren/virksomheden accepterer

ændringen ud fra den foreliggende beskrivelse, skal der alligevel kort

redegøres herfor i sagsfremstillingen, da det vil være uheldigt, at

forholdet ikke er beskrevet, hvis borgeren/virksomheden senere fortryder

at have accepteret

ændringen.

E.3.6.3.3 Beskrivelse af sagens faktiske

forhold

Under dette afsnit beskrives alle de

faktiske oplysninger, der har betydning for sagens afgørelse.

Hvad er

faktum

Faktum er de kendsgerninger, som

kan beskrives objektivt, konstaterende, og dokumenterende. Faktum er altså

kort sagt en beskrivelse af virkeligheden - det vil som regel sige noget,

der er fysisk eksisterende (personer, bygninger, ting), eller noget som

faktisk er sket.

Formål med faktumbeskrivelsen

Formålet med faktumbeskrivelsen

er for det første at sikre, at alle relevante forhold er belyst.

Faktumbeskrivelsen skal dog også sikre, at en udenforstående kan forstå

sagens sammenhæng, og at sagens parter er klar over, hvilke oplysninger

der er lagt til grund ved afgørelsen.

Kun relevante faktiske

oplysninger

Beskrivelsen af faktum skal

indeholde de faktiske oplysninger, som er relevante for afgørelsen og for

forståelsen af sagen. Det vil sige, at det ikke er hele virkeligheden, der

skal beskrives, men den del der er nødvendig for, at der kan træffes en

afgørelse. Der skal altså foretages en begrænsning og en afgrænsning af de

faktiske oplysninger, så kun de oplysninger, som er relevante for

afgørelsen, fremgår af sagsfremstillingen.

Hvornår er en oplysning

relevant ?

Når Told Skat mener, at der skal

foretages en regulering, kan forholdet henføres til en lovbestemmelse

eller en bekendtgørelse. Ved at tage udgangspunkt i denne bestemmelses

ordlyd kan man som regel finde frem til, hvilke oplysninger der er

relevante for afgørelsen. En lovbestemmelse definerer og afgrænser nemlig

hvilke faktiske omstændigheder, der skal være til stede, for at reglen kan

finde anvendelse. Når Told Skat har de oplysninger, som er beskrevet i

bestemmelsen, kan der træffes en afgørelse. Det er disse oplysninger, som

er relevante for afgørelsen, og som skal fremgå af

sagsfremstillingen.

Som eksempel kan nævnes selskabsskattelovens

§ 1, stk. 1 nr. 2:

Skattepligt i henhold til denne lov påhviler her i landet

hjemmehørende....andre selskaber, i hvilke ingen af deltagerne hæfter

personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i

forhold til deltagernes i selskabet indskudte

kapital.

De faktiske oplysninger, som Told Skat skal

være i besiddelse af for at kunne træffe en afgørelse efter denne

bestemmelse, er derfor om nogle af deltagerne hæfter personligt, og om

overskuddet er fordelt i forhold til den kapital, som den enkelte deltager

har indskudt i selskabet. Det er derfor disse faktiske oplysninger, som

skal beskrives under dette afsnit. Andre faktiske oplysninger er normalt

ikke relevante for sagens afgørelse.

Der er imidlertid

bestemmelser, som ikke helt klart udtrykker, hvilke oplysninger der er

nødvendige for, at reglen kan finde anvendelse. I disse tilfælde må det

afhænge af en konkret bedømmelse af sagen, hvilke faktiske oplysninger der

er nødvendige og relevante for afgørelsen.

Beskrivelsen og opbygningen af

faktum

En udenforstående skal alene ved

beskrivelsen af faktum kunne sætte sig ind i sagen.

Det er

vigtigt, at beskrivelsen har en logisk opbygning og en klar inddeling. For

at skabe en sammenhængende beskrivelse af de faktiske forhold, gengives

disse så vidt muligt i kronologisk rækkefølge.

Afsnittet skal

derimod ikke indeholde en kronologisk redegørelse for sagens forløb i

Told Skat, da en sådan redegørelse ikke er en del af sagens faktum,

medmindre redegørelsen belyser konkrete problemstillinger i sagen. Fx er

oplysninger om kontrollens baggrund, gennemførelse mv. sjældent relevante.

Også oplysninger om, hvornår forslaget til afgørelsen er udsendt, og hvem

der har indkaldt materiale om hvad, og hvornår dette er indsendt, er som

regel irrelevante.

Hvis borgeren/virksomheden har sendt de ønskede

oplysninger, skal der blot redegøres for oplysningerne. Har

borgeren/virksomheden imidlertid ikke indsendt oplysningerne, er det

relevant at redegøre for, hvilke oplysninger der er bedt om, fx hvis et

fradrag er nægtet på grund af manglende dokumentation.

Hvad skal ikke

med

Der skal skelnes mellem faktum,

opfattelser og begrundelser herfor ved udarbejdelsen af en

sagsfremstilling. Kun de faktiske oplysninger skal fremgå af dette afsnit.

Beskrivelsen af faktum skal ikke indeholde en beskrivelse af

retsregler mv., og der skal ikke indblandes eventuelle kommentarer fra

borgeren/virksomheden eller Told Skat i beskrivelsen af faktum - uanset

hvor objektive disse kommentarer måtte

være.

Borgerens/virksomhedens

oplysninger om faktum

Borgerens/virksomhedens

oplysninger om faktum skal ikke ind under et særskilt afsnit, men skal

indarbejdes her. Told Skat må ikke undlade at beskrive de faktiske

forhold, som borgeren/virksomheden finder relevante, selv om Told Skat

finder dem uden betydning. Undgå derfor at forvandle en faktisk oplysning,

som er fremsat af borgeren/virksomheden, til en påstand under punktet

"borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor", fx når

borgeren/virksomheden fremlægger oplysning om udstedelse af et gældsbrev

for en fordring,eller dokumenterer aftaledato og

vilkår.

Borgerens/virksomhedens fortolkning af retsregler og

fakta beskrives derimod ikke her, men under

"borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor ".

Neutral beskrivelse

Beskrivelsen af faktum skal være

neutral og bestå i en angivelse af konstaterbare kendsgerninger. Sagens

faktiske forhold beskrives som en helhed. Sproget skal være objektivt og

subjektivitet skal undgås.

Undgå under beskrivelsen af faktum

Told Skats overvejelser og vurderinger, fx af typen "Told Skat har

behandlet den overtagne aktivitet som en vederlagsfri overdragelse af

goodwill, som således er anset som et skattepligtigt tilskud". Eller

"borgeren har fratrukket 8000 kr., og beløbet er ikke indtægtsført hos

sønnen, formentlig ud fra den betragtning at beløbet bliver skattefrit,

når personfradraget fragår i skatteberegningen." Dette vedrører ikke

sagens faktiske forhold. Told Skats synspunkter beskrives under

"Told Skats begrundelse for ændringen" .

Andet

Det er normalt uden betydning at

skrive, hvem der har fremskaffet en oplysning. Hvis det undtagelsesvis er

nødvendigt, kan det beskrives her.

Dokumenter eller dele heraf,

der indeholder relevante faktiske oplysninger om et punkt på forslaget til

afgørelsen, bør citeres.

Andre oplysninger refereres kort.

Uenighed om de faktiske

oplysninger

Hvis der er uenighed mellem

Told Skat og borgeren/virksomheden om de faktiske oplysninger, skal begge

opfattelser af faktum fremgå af sagsfremstillingen med en angivelse af,

hvem der mener hvad. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum,

hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret, så det kan

afgøres, om oplysningen kan lægges til grund. Hvilket faktum

Told Skat vælger at lægge til grund ved afgørelsen og hvorfor, skal fremgå

af den senere begrundelse, jf. afsnit

E.3.6.3.4.

E.3.6.3.4 Told·Skats begrundelse for

ændringen

I dette afsnit beskrives de krav, der

stilles til en begrundelse i en sagsfremstilling. Disse krav skal ses i

sammenhæng med forvaltningslovens og toldkodeksens regler om begrundelse,

som beskrives i afsnit

E.3.7.

Henvisning til

retsregler

Told Skats begrundelse skal

først og fremmest indeholde en henvisning til de retsregler, der ligger

til grund for afgørelsen. Henvisningen skal ske på en klar og specifik

måde, så bestemmelserne uden videre kan identificeres af

borgeren/virksomheden. Henvisningen skal derfor angive lovens nummer, dato

og navn samt relevante bestemmelsers paragraffer, stk., litra, nummer

osv.

I det omfang der er udstedt bekendtgørelser, skal der også

henvises til de relevante bestemmelser heri med angivelse af

bekendtgørelsens nummer, paragraf, stk. litra osv.

Det er kun

nødvendigt, at anføre oplysninger om lovens nummer og dato første gang

loven nævnes. Herefter er det tilstrækkeligt at henvise til lovens

almindelige betegnelse (fx kildeskatteloven). Der skal dog stadig henvises

til den relevante paragraf.

Bestemmelsens ordlyd bør indarbejdes

i sagsfremstillingen. Hvis reglen er meget omfattende, kan den efter

omstændighederne undtagelsesvis vedlægges i kopi. Forat sikre at

borgeren/virksomheden forstår betydningen af den anvendte regel, kan det

være nødvendigt, at forklare hvad reglen betyder i et almindeligt sprog.

Er der tvivl om den retlige fortolkning eller om indholdet af

den regel, der efter Told Skats opfattelse skal lægges til grund i sagen,

må Told Skat nærmere redegøre for fortolkningen. Det kan ske ved

henvisning til lovforarbejder, cirkulærer mv.

Henvisning til praksis

mv.

Kun væsentlige principielle afgørelser af betydning: Gennemgangen af

praksis skal ikke være en ukritisk gennemgang af alt kendt materiale på

området. Der skal kun henvises til væsentlige/principielle afgørelser,

der har betydning for sagens afgørelse. Når der er en fast praksis på et

område, bør referaterne indskrænke sig til fx de seneste

Højesteretsdomme. Domme, som ikke længere er gældende, bør udelades.

Begræns derfor antallet af henvisninger til få væsentlige

afgørelser.

Gengivelse skal bestå af korte referater: Domme og kendelser skal

ikke gengives i sin helhed. Derimod skal afgørelsen gengives ved et kort

referat af dommens indhold og en kort beskrivelse af, hvilken betydning

dommens konklusion har for den foreliggende sag.

Domme og kendelser skal heller ikke blot opremses. Det skal derimod

angives hvilke momenter i dommen, der lægges vægt på. I de tilfælde hvor

borgeren/virksomheden har påberåbt sig en dom, kan der evt. også kort

redegøres for, hvorfor dommen ikke er relevant.

Der skal som udgangspunkt kun henvises til offentliggjorte

afgørelser - fx afgørelser der er offentliggjort i Tidsskrift for

skatter og afgifter og Ugeskrift for retsvæsen.

Andet: Hvis der henvises til praksis skal det gøres på en måde, så

borgeren/virksomheden forstår det relevante

heri.

Henvisningen til relevant praksis og teori kan

endvidere bestå i en henvisning til cirkulærer og vejledninger - herunder

Ligningsvejledningen, Momsvejledningen og Toldvejledningen. Juridisk

litteratur kan evt. inddrages. Officialprincippet indebærer, at

Told Skat også har pligt til at henvise til de forhold, der kan tale for

borgerens/virksomhedens sag. Se om vejledningspligten afsnit

E.3.1.

Angivelse af hovedhensyn ved

skøn

Told Skat skal først og

fremmest sikre sig, at det fremgår klart og tydeligt, hvilke hovedhensyn

der har været bestemmende ved fastsættelsen af skønnet. Det vil sige, at

det i almindeligt sprog beskrives, hvad der er lagt vægt på ved

skønsudøvelsen.

Det er ikke nok, at den bestemmelse der henvises

til, angiver hovedhensynene for skønnet.

Eksempelvis er det ikke

nok at angive et samlet skøn på fx 100.000 kr., uden at der nærmere er

redegjort for, hvordan dette skøn er fremkommet, herunder på hvilket

grundlag det er udøvet. Hvis der er tale om forskellige indkomstarter, som

ikke har et fælles opgørelsesgrundlag, er det ikke nok at angive et samlet

beløb. Derimod skal beløbet fordeles mellem de enkelte

indkomstarter.

Beløbet skal naturligvis også opdeles på

eksempelvis skat og moms, hvis sagsfremstillingen vedrører både skat og

moms. Er der kun lagt vægt på nogle få - men ikke alle de mulige

skønsmomenter - bør det angives, hvorfor der er lagt vægt på netop disse

momenter og ikke de andre. Dette gælder især, hvis de momenter der ikke er

tillagt betydning, taler for en mere gunstig afgørelse for

borgeren/virksomheden.

Hvis der henvises til praksis for en

skønsbestemmelse, skal der kort redegøres for den pågældende praksis.

Redegørelse for de faktiske

omstændigheder som er lagt til grund ved afgørelsen

Begrundelsen skal om

fornødent indeholde en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder,

der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. FVL § 24, stk. 2.

En redegørelse for de faktiske omstændigheder er altså i princippet

ikke altid nødvendig.

Imidlertid er Told Skats sager normalt så

komplicerede, at en redegørelse for de faktiske omstændigheder vil være

nødvendig.

Dette gælder især, hvis der er lagt vægt på en del -

men ikke alle - opregnede omstændigheder, som fremgår af

faktumbeskrivelsen.

Redegørelsen for de faktiske omstændigheder

skal især beskrives grundigt, når faktum er uklart eller omtvistet.

Hvis der er uenighed mellem Told Skat og borgeren/virksomheden

om de faktiske omstændigheder, er det nødvendigt, at Told Skat redegør

for, hvordan det faktiske hændelsesforløb antages at have været og

hvorfor.

Jo mere kompliceret og sammensat sagen er, jo større vil

behovet være for udtrykkeligt at fremhæve de afgørende faktiske

omstændigheder.

Told Skats foreløbige

konklusion

Ud fra lovregler, praksis

osv. skal Told Skat forholde sig til de enkelte punkter og til

borgerens/virksomhedens eventuelle opfattelse og begrundelse herfor.

Afsnittet skal med andre ord forholde sig til:

hvad lovregler og praksis siger

hvad borgeren/virksomheden siger, (der er ikke pligt til at tage

stilling til alle borgerens/virksomhedens synspunkter, men hvis der er

tale om synspunkter, som borgeren/virksomheden har tillagt særlig vægt,

bør de nok berøres, se herom i afsnit

E.3.7. )

hvad Told Skats vurdering og konklusion

er

E.3.6.3.5 Borgerens/virksomhedens opfattelse og

begrundelse

Borgerens/virksomhedens opfattelse er

beskrivelsen af det, som borgeren/virksomheden gerne vil have, at sagen

ender med. Borgerens/virksomhedens begrundelse herfor er beskrivelsen af,

hvorfor borgeren/virksomheden mener, at Told Skats opfattelse er

forkert.

Told Skat skal sikre sig, at borgerens/virksomhedens

opfattelse og begrundelse herfor fremgår af dette afsnit. Nye opfattelser

og begrundelser som borgeren/virksomheden senere fremsætter, skal

indarbejdes. Alle synspunkter skal med, også selv om Told Skat ikke finder

dem relevante. Beskrivelsen skal dog ikke være en afskrift af en evt.

indsigelse.

I tilknytning til borgerens/virksomhedens opfattelse

og begrundelse herfor beskrives henvisninger til de retsregler, som

borgeren/virksomheden finder relevante, samt borgerens/virksomhedens

eventuelle fortolkning af disse retsregler. Told Skats stillingtagen til

borgerens/virksomhedens henvisning til retsregler samt fortolkning heraf,

skal derimod ikke anføres her, men i afsnittets om begrundelse, jf. afsnit

E.3.6.3.4.

Beskrivelsen skal være loyal,

objektiv og neutral. Fremstillingen af borgerens/virksomhedens synspunkter

skal være forståelig. Forvaltningslovens almindelige vejledningspligt

tilsiger, at Told Skat så vidt muligt skal hjælpe borgeren/virksomheden

med at uddybe eller præcisere sin begrundelse. Se om

vejledningspligten afsnit

E.3.1.

E.3.6.3.6 Told·Skats endelige

konklusion/afgørelse

Når borgeren/virksomheden er kommet med

kommentarer, eller indsigelsesfristen er udløbet og Told Skat har truffet

afgørelse, afsluttes sagsfremstillingen med dette afsnit, så det fremgår

af sagsfremstillingen, at nu er sagen slut.

Begrundelsen for

afgørelsen vil fremgå af afsnit

E.3.6.3.4 . Undgå derfor lange redegørelser for Told Skats overvejelser

på dette tidspunkt.

I sager hvor borgeren/virksomheden ikke har

reageret på forslaget til afgørelse og sagsfremstillingen, kan indholdet i

dette afsnit begrænses til, at det oplyses, at Told Skat har truffet

afgørelse i overensstemmelse med forslaget til afgørelse. Det skal dog

fremgå tydeligt, hvilke forhold der har været bestemmende for Told Skats

afgørelse.

Bemærk, at dette afsnit i sagsfremstillingen ikke kan

erstatte en særskilt meddelelse om sagens afgørelse. Den særskilte

meddelelse om sagens afgørelse skal stadig indeholde alle punkterne på

forslaget til afgørelsen, og de lovmæssige krav til en begrundelse skal

være opfyldt på den særskilte meddelelse om afgørelsen. Begrundelsen på

den særskilte meddelelse om afgørelsen kan dog være ganske kort, og fx

bestå i en henvisning til den relevante lovbestemmelse. Den særskilte

meddelelse om afgørelsen skal i så fald også henvise til den relevante

begrundelse i den vedlagte sagsfremstilling.

Når afgørelsen er

sendt ud, er sagsfremstillingen endelig. Der skal derfor ikke skrives mere

i sagsfremstillingen. Dette gælder også, selv om sagen påklages til

Landsskatteretten. Der skal heller ikke foretages ændringer i

sagsfremstillingen, hvis borgeren/virksomheden fx kun påklager 5 ud af 10

punkter på afgørelsen.

;

;

;

E.3.7 Begrundelse

Skattestyrelsesloven indeholder ingen

særlige regler om begrundelse i skatte- og afgiftssager. Det betyder, at

forvaltningslovens kapitel 6, der indeholder udførlige

bestemmelser om kravene til begrundelse, finder anvendelse i told- skatte-

og afgiftssager. Reglerne finder anvendelse i alle de tilfælde, hvor de

kommunale skattemyndigheder eller de statslige told- og skattemyndigheder

træffer en afgørelse, dvs. både i de sager, hvor der skal udarbejdes

sagsfremstilling og i de sager, hvor der ikke er krav om at udarbejde en

sagsfremstilling.

For så vidt angår de sager, hvor der er krav om

sagsfremstilling henvises endvidere til afsnit

E.3.6.3.4.

Begrundelsen bør fremgå af selve afgørelsen,

eventuelt ved en præcis henvisning til hvor begrundelsen kan findes, og

begrundelsen skal samtidig fremgå af den sagsfremstilling mv., der følger

med afgørelsen.

Efter FVL § 22 skal en skriftlig afgørelse, der ikke

giver en part medhold fuldt ud, være ledsaget af en skriftlig

begrundelse.

Formålet med begrundelsespligten er at

borgeren/virksomheden får en forklaring på afgørelsens indhold, at

borgeren/virksomheden forstår afgørelsen og er i stand til at vurdere, om

han/hun skal påklage afgørelsen. Begrundelsen skulle gerne være en garanti

for afgørelsens rigtighed.

FVL § 24 indeholder de nærmere regler om

indholdet af begrundelsen. Efter FVL § 24 skal begrundelsen oplyse, hvilke

retsregler afgørelsen er truffet efter. Henvisningerne skal være præcise.

Beror afgørelsen på en fortolkning af en bestemmelse, bør der redegøres

for den anlagte fortolkning.

Hvis begrundelsen for forhøjelsen er, at

de selvangivne dispositioner er uden reelt indhold - fx i anpartssager -

vil der dog helt undtagelsesvist ikke være krav om henvisning til

retsregler, jf. TfS 1996, 920 LSR.

I begrundelsen skal der endvidere

tages stilling til borgerens/virksomhedens relevante synspunkter, hvis

myndigheden ikke tidligere skriftligt har tilkendegivet sin bedømmelse

heraf overfor borgeren/virksomheden. Myndigheden skal i sin begrundelse

medtage de relevante omstændigheder for afgørelsen, men

begrundelsespligten kan ikke udstrækkes til et krav om, at myndigheden er

forpligtet til at tage udtrykkelig stilling til samtlige fremførte

argumenter, når dette er unødvendigt for at begrunde afgørelsen, jf. herom

TfS 1999, 420 HD, og TfS 1999, 44 VLD.

Administrativt

skøn

I det omfang afgørelsen beror på

et administrativt skøn, skal der oplyses om de hovedhensyn, der er lagt

vægt på ved skønsudøvelsen. Det er ikke tilstrækkeligt kun at henvise til

den bestemmelse, der angiver hovedhensynene for skønnet, jf. TfS 1996, 120

LSR, hvor en henvisning til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra b ikke

fandtes at være tilstrækkelig til, at hovedhensynene for en skønsbestemt

fastsættelse af en fast ejendoms udlejningsværdi, kunne siges at være

angivet.

Er der ved afgørelsen kun lagt vægt på nogle, men ikke alle

skønsmomenter i en bestemmelse, skal begrundelsen angive, hvorfor der

netop er lagt vægt på disse momenter og ikke andre. Dette er særlig

vigtigt, hvis de momenter, der ikke er tillagt vægt, taler for en

gunstigere afgørelse - set fra borgerens/virksomhedens synspunkt. Der skal

endvidere om muligt henvises til praksis for administrationen af

skønsbestemmelsen, eventuelt med en kort redegørelse for den pågældende

praksis.

Faktiske omstændigheder

Begrundelsen skal endvidere om

fornødent kort oplyse om de faktiske omstændigheder, der er tillagt

væsentlig betydning for afgørelsen, jf. FVL § 24, stk. 2. Oplysning herom

bør eksempelvis gives i følgende tilfælde:

Sagens faktum er omtvistet eller uklart

Der er indbyrdes modstridende sagkyndige erklæringer i

sagen

Jo mere sammensat og kompliceret en sags faktiske

omstændigheder er, jo større er generelt behovet for at fremhæve de

faktiske omstændigheder, der er tillagt vægt ved afgørelsen.

Mens

kravet om henvisning til retsregler efter FVL § 24, stk. 1 er absolut,

gælder pligten til en kort redegørelse efter § 24, stk. 2 kun, når der er

behov for det. Spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang begrundelsen

skal indeholde oplysninger om faktiske omstændigheder beror således på en

konkret vurdering. Det samme gælder undtagelsesbestemmelsen i § 24, stk. 3

hvorefter begrundelsespligten kan begrænses - eller efter omstændighederne

bortfalde - efter en konkret vurdering, jf. kriterierne i FVL § 15.

Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses, i det omfang

borgerens/virksomhedens interesse i disse oplysninger til varetagelsen af

sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv

eller til andre private eller offentlige interesser, jf. FVL § 24, stk. 3.

Dette vil især være aktuelt i sager med flere parter. Se nærmere herom i

afsnit

M.3.2.1 om forholdet mellem begrundelsespligt og

tavshedspligt.

For så vidt angår afslag på ansøgninger om bevilling

antages det i praksis, at begrundelseskravet kan lempes, således at det

kan være tilstrækkeligt, at der i begrundelsen henvises til sædvanlig

praksis eller til, at den nødvendige dokumentation ikke

foreligger.

Særligt for

told

På toldområdet gælder herudover

art. 6, stk. 3 i EF's

toldkodeks . For sager om toldgodtgørelse efter

artikel 236 til 239 i EF-toldkodeks, skal der altid gives begrundelse,

også når afgørelsen er begunstigende, og begrundelsen skal indeholde alle

nødvendige oplysninger for afgørelsens gennemførelse, jf. artikel 886 i

gennemførelsesbestemmelserne til EF-toldkodeks.

Følgende skal således

afhængigt af det enkelte tilfælde fremgå af begrundelsen:

oplysninger til identifikation af varerne

oplysning om den pågældende artikel i EF-toldkodeksen eller

gennemførelsesbestemmelserne dertil

den toldmæssige bestemmelse eller anvendelse varerne skal angives

til

den frist inden for hvilken de formaliteter, der en en betingelse

for godtgørelsen eller fritagelsen, skal gennemføres

tilkendegivelse af, at den faktiske godtgørelse eller fritagelse

først vil finde sted, når de formaliteter, som godtgørelsen eller

fritagelsen er betinget af, er opfyldt

angivelse af de betingelser, som varerne er undergivet indtil

afgørelsens gennemførelse

bemærkning om, at originalen af afgørelsen skal afleveres til

toldmyndighederne, når varerne frembydes.

Se nærmere om

konsekvenserne af manglende begrundelse afsnit

F.

E.3.8 Underretning om afgørelsen - herunder

underretning til andre end adressaten

Afgørelsen skal altid meddeles særskilt og

skriftligt til sagens parter. Hvis en part har ladet sig repræsentere,

sendes afgørelsen som udgangspunkt alene til repræsentanten. I konkrete

tilfælde, fx hvor parten har anmodet om underretning sendes afgørelsen

også til parten.

I sager om vurdering, hvor begæring om vurdering er

fremsat i anledning af salg, skal meddelelse om vurderingsrådets

afgørelser gives til såvel køber som sælger, jf. vurderingslovens § 40,

stk. 1, 2. punktum.

I nogle tilfælde skal underretning om afgørelsen

sendes både til parten og til partens eventuelle repræsentant. Det gælder:

skatteankenævnets kendelser, jf. § 17, stk. 2 i forretningordenen

for skatteankenævnene,

Landsskatterettens afgørelser, jf. § 20, stk. 2 i forretningordenen

for Landsskatteretten og

ansættelsessager og sager om bindende forhåndsbesked for

Ligningsrådet, jf. § 14 i forretningsorden for Ligningsrådet.

For

så vidt angår en ændring af et sambeskattet selskabs ansættelse skal der

gives underretning til det pågældende selskab og moderselskabet, jf. TfS

1999, 488 VLD. Dog vil det efter omstændighederne være tilstrækkeligt, at

underretningen herom sker til moderselskabet i forbindelse med en ændring

af sambeskatningsindkomsten, jf. TfS 1999, 925 ØLD. I denne dom blev det

lagt til grund, at moderselskabet havde haft fuldmagt til at modtage

underretning på vegne af datterselskabet.

Afgørelser, der kan påklages

til Landsskatteretten, skal være ledsaget af den endelige

sagsfremstilling. En trediemand, der er blevet varslet om en påtænkt

afgørelse, skal orienteres om den endelige afgørelse vedørende det fælles

retsforhold. Det samme gælder den anden told- og skatteregion, hvor

tredjemand er hjemmehørende.

Klagefristen regnes efter

skattestyrelsesloven fra det tidspunkt, hvor borgeren/virksomheden har

modtaget underretning om afgørelsen, jf. SSL § 21, stk. 1 og § 25, stk. 1.

Hvis en borger/virksomhed har ladet sig repræsentere er afgørelsen først

gyldigt meddelt, når den er sendt til repræsentanten. For så vidt angår en

ægtefælles klageadgang efter SSL § 37 A, stk. 2, er det i praksis antaget,

at den sædvanlige klagefrist først løber fra det tidspunkt, hvor

vedkommende bliver bekendt med afgørelsen af ægtefællens

skatteansættelse.

Se nærmere om konsekvenserne af manglende

underretning

afsnit F .

E.3.9 Klagevejledning

Reglerne om klagevejledning i

afgørelsessager findes i

FVL § 25 og § 26. Reglerne er gentaget i de forskellige

forretningsordner, der er udstedt i henhold til skattestyrelsesloven.

Reglerne betyder, at told-, skatte- og afgiftsmyndighedernes afgørelser,

der skal meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en vejledning om

klageadgang, hvor rette klagemyndighed, oplysning om fremgangsmåden og

eventuel klagefrist angives. Dette gælder også, når et moderselskab, som

er sambeskattet med et datterselskab, underrettes om ændrede

skatteansættelser for datterselskabet, jf. TfS 1999, 488 VLD, hvor

landsretten udtalte, at klagevejledningen ikke indeholdt oplysning om, at

også moderselskabet var klageberettiget, hvilket medførte suspension af

klagefristen. Klagevejledning skal dog ikke gives, hvis afgørelsen fuldt

ud giver den pågældende medhold, fx i sager om registrering, hvor

ansøgning om registrering imødekommes ubetinget.

Der skal gives

klagevejledning, hvad enten klageadgangen er hjemlet i

skattestyrelsesloven, skatte- eller afgiftslovgivningen i øvrigt eller

blot følger af den almindelige ulovbestemte regel om administrativ rekurs,

jf.

afsnit H.

Ved klage til skatteankenævn

I sager, der kan påklages til

skatteankenævn, skal der vejledes om:

At afgørelsen kan påklages til kommunens skatteankenævn (evt. et

fælleskommunalt skatteankenævn)

At afgørelsen skal være modtaget i skatteankenævnet senest 1 måned

fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over, eller hvor særskilt

underretning om afgørelsen er undladt, jf. SSL § 3, stk. 4, fra

modtagelsen af årsopgørelsen. (For sømænd mv., der sejler i

udenrigsfart, er klagefristen 3 måneder, jf. afsnit

H.7.1.

At klagen skal være skriftlig og

begrundet

Ved klage til

landsskatteretten

I sager, der kan påklages til

Landsskatteretten, skal der vejledes om:

At afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten, Vester

Farimagsgade 7, 1606 København V

At klagen skal være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder

efter klagerens modtagelse af den afgørelse, der klages over

At klagen skal være skriftlig og angive, på hvilke punkter

afgørelsen anses for urigtig samt en begrundelse herfor

At der med klagen i original eller kopi skal indsendes den

afgørelse, der klages over, den sagsfremstilling, der har ligget til

grund for afgørelsen og som er sendt til klageren, og dokumenter, som

klageren ønsker at anvende som bevis

At der samtidig med klagens indgivelse skal betales en klageafgift

på 600 kr. til Landsskatteretten. Afgiften kan vedlægges i check eller

indbetales på giro nr. 9489401. Afgiften tilbagebetales, hvis klageren

får helt eller delvis medhold af Landsskatteretten eller ved en

efterfølgende domstolsprøvelse af spørgsmålet

At det offentlige efter kapitel 3 A i skattestyrelsesloven efter

anmodning yder godtgørelse af visse udgifter ved at klage til

Landsskatteretten og at tilskudsordningen ikke omfatter

klageafgiften

Ved klage til Told- og

Skattestyrelsen

I sager, der kan påklages til

Told- og Skattestyrelsen, skal der vejledes om:

At Told- og Skattestyrelsen er klageinstans.

At klagen, for at fremskynde klagens behandling, bør indgives til

den told- og skatteregion, der har truffet den afgørelse, der klages

over.

At klagen skal være modtaget af told- og skatteregionen eller Told-

og Skattestyrelsen, senest 3 måneder efter klagerens modtagelse af den

afgørelse, der klages over.

At der med klagen i original eller kopi skal indsendes den

afgørelse, der klages over, og dokumenter, som klageren ønsker at

anvende som bevis

At det offentlige efter anmodning yder godtgørelse af visse udgifter

ved at klage til Told- og Skattestyrelsen efter kapitel 3 A i

skattestyrelsesloven

Klagevejledningen skal i fornødent omfang

indeholde oplysning om, hvorvidt der inden for det pågældende sagsområde

gælder særlige begrænsninger i klageinstansens

kompetence.

Lovbestemt frist for sagsanlæg

Efter FVL § 26, skal der gives

vejledning om muligheden for sagsanlæg ved domstolene, hvis der gælder

lovbestemte frister for et sagsanlæg. Reglen har betydning for alle sager,

hvor en told-, skatte- eller afgiftsmyndighed træffer endelig

administrativ afgørelse, jf.

SSL § 31. I sager, hvor der ikke kan ske yderligere administrativ

påklage, skal der således vejledes om, at fristen for domstolsprøvelse er

3 måneder fra sagens afgørelse eller afvisning. Se desuden om

domstolsprøvelse afsnit

I .

Overspringsreglen

Efter SSL § 31, stk. 2 - som

benævnes overspringsreglen - kan en sag indbringes for domstolene, inden

der er truffet endelig administrativ afgørelse, hvis der er forløbet mere

end 6 måneder efter sagens indbringelse for den endelige administrative

instans. I sager, hvor sagsbehandlingstiden forventes at blive på mere end

6 måneder, skal der derfor vejledes om overspringsreglen senest ved

fristens udløb.

Anden

vejledning

Reglerne i FVL § 25, stk. 1

fastsætter alene regler om administrativ rekurs. Det følger imidlertid af

den vejledningspligt, som efter FVL § 7 påhviler told-, skatte- og

afgiftsmyndighederne, at der efter omstændighederne bør vejledes om

muligheden for klage til Folketingets Ombudsmand eller til statsamtet samt

de kommunale tilsynsmyndigheder.

Særligt for

told

På toldområdet gælder herudover

art. 6, stk. 3 i EF's

toldkodeks .

Se nærmere om konsekvenserne af

manglende klagevejledning afsnit

F.

Lignende dokumenter