PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 E. SAGSBEHANDLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Processuelle regler på SKATs område 2006-3
E.
Sagsbehandling
E.1 Princippet om lovmæssig forvaltning -
praksisændringer
For SKATs sagsbehandling gælder forvaltningsrettens almindelige
regler, herunder princippet om lovmæssig forvaltning og en række uskrevne
retsprincipper.
Princippet om lovmæssig forvaltning betyder, at myndighedernes
afgørelse ikke må være i strid med lovgivningen samt, at afgørelsen skal
have hjemmel i en lovbestemmelse. De uskrevne retsprincipper, som er
opstillet i retspraksis, er:
Grundsætningen om magtfordrejning, dvs. det forhold, at
forvaltningen ikke må varetage usaglige hensyn.
Den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning om, at der
ikke må ske usaglig forskelsbehandling.
Princippet om pligtmæssigt skøn, dvs. det forhold, at når der ved
lov er overladt myndigheden en forpligtelse til at foretage en
individuel vurdering i den enkelte sag, kan forvaltningen ikke undlade
at inddrage relevante saglige hensyn i den skønsmæssige vurdering.
Proportionalitetsgrundsætningen, dvs. det forhold, at indgrebet ikke
må være videregående end formålet tilsiger.
Ændringer af
praksis
I princippet kan SKAT ændre en praksis, eksempelvis ved at vælge
en anden fortolkning af en lovbestemmelse. Det gælder, selv om der er tale
om en langvarig og hidtil konsekvent fulgt praksis. En skærpelse af
praksis kan efter almindelige forvaltningsretlige regler kun ske med
virkning for fremtiden, hvilket er fastslået i dommen UfR 1983, 8 HD.
Under alle omstændigheder skal en praksisændring gennemføres med en vis
Læs alt
smidighed, eventuelt efter en overgangsordning.
Lempes en administrativ praksis, gælder det, at afgørelser, der er
truffet efter den tidligere strenge praksis, kun kan kræves taget op til
ny overvejelse og afgjort efter den nye praksis, hvis begrundelsen for
praksisændringen (lempelsen) er, at hidtidig praksis kan forventes
underkendt ved Landsskatteretten/domstolene. I så fald vil der kunne ske
genoptagelse inden for fristerne i
SFL
§§ 26-27 og 31-32, jf.G
.1.1.2
og
G.1.2.5 .
Er der derimod tale om, at praksislempelsen ikke sker på grundlag af en
vurdering af, at hidtidig praksis kan forventes underkendt - dvs. at
der er tale om en ny praksis, der inden for lovens rammer lægger andre
hensyn til grund eller foretager en anderledes vægtning af hensynene
indbyrdes (det skønsmæssige element) - har borgeren/virksomheden ikke
krav på, at en sag genoptages.
En klart ulovlig administrativ praksis vil blive tilsidesat af
domstolene. Tilsvarende gælder, hvor myndigheden har sat skøn under regel,
således at myndighederne har undladt at vurdere, om der i den konkrete sag
foreligger sådanne specielle omstændigheder, at den administrative praksis
burde være fraveget. Myndigheden kan her have tilsidesat princippet om
»pligtmæssigt skøn«.
Adgangen til at støtte ret
på generelle udsagn og praksis
Med UfR 1983, 8 HD er det fastslået, at ligningsmyndighedernes
overordnede generelle praksis alene kan skærpes med fremtidig virkning. En
sådan skærpelse kan tidligst få virkning fra det tidspunkt, hvor
skærpelsen offentliggøres på relevant måde, fx via SKMved udsendelse
af en SKAT-meddelelse, herunder en SKAT-meddelelse,
der ændrer en tidligere SKAT-meddelelse, jf. TfS 1993, 345 VLD
og TfS 1996, 656 VLD, eller ved en skærpet formulering i
Ligningsvejledningen.
Det anførte gælder dog ikke i det omfang den ændrede praksis alene er
udtryk for en udfyldning eller præcisering af hidtidig praksis, jf. fx TfS
1994, 587, 588 og 589 HD om den skattemæssige behandling af lån i
fælleskasser, hvor skattemyndighedernes præcisering af praksis kunne gøres
gældende uden forudgående varsel.
At en generel overordnet praksis alene kan skærpes med fremtidig
virkning er ensbetydende med, at borgere/virksomheder som udgangspunkt kan
støtte ret på en forventning om, at en entydig og forbeholdsløs
formulering i en SKAT-meddelelse og Ligningsvejledning indtil
videre er udtryk for myndighedernes generelle praksis. Der kan henvises
til UfR 1965, 399 HD, TfS 1992, 19 ØLD, TfS 1994, 295 ØLD, TfS 1996, 210
HD, TfS 1996, 642 HD, TfS 1997, 6 VLD og TfS 1997, 834 VLD. I dommen
SKM2004.153.VLR
kunne der ikke støttes ret på Ligningsvejledningens udsagn om
hovedaktionærers beskatning af værdien af rådighed over lystbåd, idet
udsagnet vedrørte hovedaktionærer, der ikke samtidig var ansat i
selskabet, hvorimod hovedaktionæren i den foreliggende sag samtidig netop
var ansat som direktør i selskabet. I øvrigt gælder som generelle
undtagelser fra udgangspunktet, at borgere/virksomheder ikke kan støtte
ret på en formulering, der måtte føre til resultater, der er i direkte
modstrid med højere rangerende retskilder, dvs. lovgivning, domspraksis og
offentliggjort fast administrativ praksis.
Se hertil
SKM2001.582.ØLR
, hvor den skattepligtige henviste til en cirkulæreskrivelse om
myndighedernes adgang til at forhøje skatteansættelser efter 3-års
fristens udløb. I henhold til cirkulæreskrivelsen skulle en gennemført
forhøjelse frafaldes, hvis der som i den foreliggende sag ikke var
grundlag for ansvar for urigtig selvangivelse. Østre Landsret stadfæstede
forhøjelsen med den bemærkning, at cirkulæreskrivelsen på dette punkt ikke
havde støtte i ordlyden af eller i forarbejderne til den dagældende
bestemmelse i SSL § 35, stk. 3. Se tilsvarende TfS 1993, 101 VLD, TfS
1993, 161 VLD og TfS 1995, 483 HD.
En forudsætning for, at borgere/virksomheder kan støtte ret på
indholdet af generelle administrative retskilder er endvidere, at
retskilden hidrører fra de overordnede myndigheder, jf. TfS 1994, 551 VLD
og TfS 1996, 173 ØLD, hvor der ikke kunne støttes ret på generelle udsagn
fra en told- og skatteregion. I sagen refereret i TfS 2000, 871 HD kunne
et notat fra statsskattedirektoratet om investering i lystbåde efter sin
karakter ikke begrunde en retligt beskyttet forventning hos en
borger/virksomhed, der var kommet i besiddelse af notatet, om, at hans
bådudlejningsvirksomhed ville blive anerkendt som erhvervsmæssig. Efter
indførelsen af enhedsforvaltningen SKAT den 1. november 2005 har
forannævnte sondring mellem under- og overordnede myndigheder ikke længere
praktisk betydning på SKATs myndighedsområde.
Det er naturligvis også en forudsætning, at borgeren/virksomheden kan
dokumentere, at der eksisterer en fast administrativ praksis, jf. TfS
2000, 761 ØLD, hvor en skattepligtig havde påberåbt sig en administrativ
praksis om, at lotterigevinster under en vis mindstegrænse ikke blev
beskattet. Den skattepligtige gjorde endvidere gældende, at det måtte have
processuel skadevirkning for Skatteministeriet, hvis
ligningsmyndighedernes interne retningslinier om mindstegrænser ikke blev
fremlagt i retten. Gevinsten blev anset for skattepligtig, fordi retten
ikke fandt det dokumenteret, at der eksisterede en fast administrativ
praksis, hvorefter gevinster af den pågældende art og størrelse var
skattefrie.
I TfS 2000, 148 HD, hvor Ligningsrådet i nogle tilfælde havde afgivet
en bindende forhåndsbesked, fandtes det ikke godtgjort, at der havde
eksisteret en administrativ praksis, der afskar skattemyndighederne fra at
nægte fradragsret for renter og provision i den konkrete situation.
Se tilsvarende
SKM2001.408.ØLR ,
hvor den skattepligtige ikke kunne dokumentere en bestemt praksis om
fradrag for udgifter til erhvervelse af filmrettigheder. Ved
SKM2003.586.HR
fik den skattepligtige af andre grunde medhold i sin påstand.
Se endelig TfS 2000, 1011 HD, hvor den skattepligtige ikke kunne
dokumentere en særlig praksis om, at myndighederne havde godkendt
leasingprojekter med rent formelt ejerskab.
Lighedsgrundsætningen
At borgerne/virksomhederne kan støtte ret på SKATs generelle praksis
med de anførte undtagelser, er et udslag af den almindelige
forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, der også kan påberåbes i
tilfælde, hvor forventningssynspunktet, jf. afsnit
C.2 ,
ikke er aktuelt. Dette vil fx være relevant, i tilfælde hvor der henvises
til en praksis, der ikke var kendt eller beskrevet på det tidspunkt, hvor
borgeren/virksomheden disponerede.
Påberåbelse af lighedsgrundsætningen forudsætter endvidere, at den
generelle praksis, der henvises til, ikke er direkte ulovmedholdelig eller
i strid med højere rangerende retskilder. Påberåbelse af
lighedsgrundsætningen forudsætter endelig, at en borgers/virksomheds
konkrete sag er helt identisk med den generelle praksis eller afgørelse,
der henvises til, jf. TfS 1995, 486 ØLD og TfS 1998, 778 H, hvor dette
krav ikke var opfyldt.
Under den tidligere organisering af told- og skattemyndighederne var
det normalt alene de centrale myndigheders generelle praksis,
der kunne påberåbes efter en lighedsgrundsætning jf. fx TfS 1995, 483
HD, hvor lighedsgrundsætningen ikke kunne påberåbes vedrørende en lokal
praksis, der var forkert, da en skattepligtig ikke kunne støtte ret på, at
en skattepligtig i en anden kommune havde fået medhold i en helt
tilsvarende sag om fradrag for udepenge.
Tilsvarende TfS 2000, 374 HD hvor lighedsgrundsætningen ikke kunne
begrunde fradrag, selvom andre skattepligtige med urette måtte have opnået
fradrag under lignende omstændigheder.
En anden begrænset rækkevidde af lighedsgrundsætningen følger af en
ombudsmandsudtalelse, der er refereret i TfS 1994, 202, hvorefter der ikke
kunne støttes ret på anvendelsen af et genoptagelsescirkulære efter dettes
ophævelse, og efter at skattemyndighederne var ophørt med at administrere
efter cirkulæret, jf. skatteministerens svar om samme cirkulære i TfS
1994, 205.
E.2 Inhabilitet
De personer eller den myndighed, som behandler eller træffer afgørelse
i en sag, skal opfylde visse krav til habilitet. I almindelighed skelnes
der mellem generel habilitet og speciel habilitet. Til generel habilitet
hører fx spørgsmålet om, hvorvidt en person lovligt er valgt eller udnævnt
til et offentligt hverv.
Spørgsmålet om generel habilitet er ikke omfattet af
forvaltningslovens
kapitel 2 og behandles ikke nærmere, hvorimod reglerne om speciel
inhabilitet behandles nedenfor i afsnit
E.2.1 og
E.2.2.
Se nærmere om konsekvenserne af inhabilitet
afsnit F.
E.2.1 Forvaltningslovens regler om speciel
inhabilitet
Forvaltningslovens kapitel 2 indeholder i §§ 3-6 en række
bestemmelser om speciel inhabilitet. Reglerne om speciel inhabilitet skal
sikre, at ingen i den offentlige forvaltning medvirker ved behandlingen af
en sag, hvis afgørelse vedkommende har en særlig interesse i. Baggrunden
for reglerne om inhabilitet er et ønske om at tilvejebringe sikkerhed for
og tillid til, at de afgørelser, der træffes af en myndighed, ikke
påvirkes af uvedkommende hensyn. Ud over regler om partsinteresse og
familiemæssig tilknytning indeholder forvaltningsloven regler om
inhabilitet på grund af tilknytning til en juridisk person og tidligere
deltagelse i sagens behandling samt en opsamlingsbestemmelse, hvorefter
der indtræder inhabilitet, hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder,
der er egnet til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.
Revisorer, der var medlemmer af et byråd, var ikke inhabile i
forbindelse med kommunalbestyrelsens behandling af ligningsplanen, idet de
pågældendes erhverv som revisorer ikke ud fra en almindelig betragtning
indebar risiko for, at behandlingen blev påvirket af usaglige eller
uvedkommende hensyn.
I praksis forekommer speciel inhabilitet typisk i tilfælde, hvor der
foreligger en konkret økonomisk interessekonflikt, jf. fx TfS 1986, 486
LSR, hvor en ligningskommissionsformand, der førte retssag om et byggeri
mod hovedaktionæren i det selskab, hvis sag var til afgørelse i
ligningskommissionen, blev anset for inhabil. Speciel inhabilitet kan
tillige være forårsaget af et mere personligt modsætningsforhold
eksempelvis dokumenteret uvenskab. Politiske modsætningsforhold eller
sammenfaldende politiske opfattelser vil ikke i sig selv kunne medføre
speciel inhabilitet.
To-instans
inhabilitet
Det sker, at en underordnet forvaltningsmyndighed i forbindelse med
behandlingen af en konkret sag søger vejledning om
lovfortolkningsspørgsmål eller lignende - fx telefonisk - hos en
overordnet myndighed, der samtidig er klageinstans vedrørende den
pågældende sag. En sådan rådgivning kan medføre inhabilitet hos den
pågældende medarbejder i den overordnede myndighed. I FOB 1998, 364
udtalte ombudsmanden således, at der ikke kunne ses bort fra risikoen for,
at en sagsbehandler ved en klageinstans følte sig bundet af sin tidligere
vejledning til 1. instans, da den pågældende sagsbehandler havde
tilkendegivet en forholdsvis præcis og endelig opfattelse vedrørende den
konkrete sags udfald. Ombudsmanden anså derfor den pågældende
sagsbehandler for inhabil ved klageinstansens behandling af sagen.
Hvis vejledningen er givet i en sådan form, at den pågældende
medarbejder hos den overordnede myndighed ikke har givet udtryk for sin
endelige opfattelse med hensyn til den konkrete sags udfald, men blot har
ydet vejledning med hensyn til fortolkningen af retsgrundlaget for
afgørelsen og/eller har vejledt om den overordnede myndigheds praksis, vil
bestemmelsen i
FVL
§ 3, nr. 4 ikke medføre, at den pågældende medarbejder er inhabil i
forhold til den pågældende sag, hvis afgørelsen bliver påklaget til den
overordnede myndighed.
Konsekvenser af
inhabilitet
Foreligger der speciel inhabilitet må den, der er inhabil, som
udgangspunkt hverken træffe afgørelse i den pågældende sag eller i øvrigt
medvirke ved sagens behandling. Et inhabilt medlem af et skatteankenævn er
således afskåret fra at deltage ikke blot i en eventuel afstemning om
sagens afgørelse, men også i den forudgående behandling af sagen
og af spørgsmålet om inhabilitet, jf.
FVL
§ 6, stk. 3.
Efter
FVL
§ 6, stk. 2, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil, af den
myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens realitet.
Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse med
påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. I praksis udtalte
Told- og Skattestyrelsen sig i sager vedrørende inhabilitetsspørgsmål.
E.2.2 Skatteforvaltningslovens regler om generel
inhabilitet
Generel
inhabilitet
Reglerne i forvaltningsloven suppleres af en særlig bestemmelse om
generel inhabilitet i
skatteforvaltningslovens
§ 15. Ansatte i SKAT kan ikke være medlem af eller stedfortræder i
et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten,
jf.
SFL
§ 15 stk. 1.
Efter
SFL § 15 stk. 2 kan ingen samtidig være medlem af eller stedfortræder
i et
skatteankenævn, et vurderingsankenævn, Skatterådet eller
Landsskatteretten.
Reglerne om udnævnelsesbetingelserne for medlemmer af
skatteankenævnene, vurderingsankenævnene, Skatterådet og Landsskatteretten
findes i
SFL .
Der stilles ingen krav om særlig uddannelse for medlemmerne af disse råd
og nævn, bortset for Landsskatteretten, hvor præsidenten, retsformændene
samt mindst 11 af de medlemmer, der udnævnes af ministeren, skal opfylde
de almindelige betingelser for at kunne blive landsdommer. Der henvises
endvidere til afsnit
A.
Organisatorisk stiller skat sekretariatsbistand til rådighed for
skatteankenævnet og vurderingsankenævnet. Sekretariatet skal
organisatorisk være adskilt fra det øvrige SKAT, jf.
SFL
§ 7, stk.8 og § 10, stk. 6.
Konsekvenser af
inhabilitet.
Virkningen af at der foreligger inhabilitet, er, at
borgeren/virksomheden kan kræve skatteankenævnskendelsen tilsidesat som
ugyldig, jf.
SFL
§ 11, stk. 1, sammenholdt med § 41, nr. 2, om klage til Landsskatteretten.
Der henvises endvidere til afsnit
F .
Et medlem af et skatteankenævn, som af nævnet er anset for inhabil, kan
kræve sine indvendinger mod nævnets beslutning tilført protokollen,og kan
forlange, at en kopi af protokolatet indsendes til Skatterådet, jf.
forretningsordenen for skatteankenævn § 9, stk. 2 og 4. Tilsvarende gælder
for et medlem af vurderingsankenævnet, jf. forretningsordenen for
vurderingsankenævn § 9 stk. 2 og
stk.4.
E.3 Sagsbehandlingsreglerne
Forvaltningsloven, offentlighedsloven, persondataloven,
skatteforvaltningsloven, Toldkodeksen og de almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger indeholder de minimumskrav, som told-
og skatteforvaltningens sagsbehandling skal opfylde.
E.3.1 Vejledningspligt
Efter
FVL
§ 7, stk. 1, har forvaltningsmyndigheder pligt til at yde vejledning og
bistand til fysiske personer, der retter henvendelse om spørgsmål indenfor
myndighedens sagsområde. Som det fremgår af FOB 2000, s. 285 ff., gælder
vejledningspligten efter omstændighederne også i tilfælde, hvor der ikke
er sket henvendelse til myndighederne, fx hvis det synes at kunne lægges
til grund, at borgeren er i vildrede om en regels anvendelsesområde.
Bestemmelsen omfatter også henvendelser på vegne af juridiske personer.
Vejledning i
afgørelsessager
Reglerne gælder alene vejledning i forbindelse med konkrete
afgørelsessager. Vejledning skal efter bestemmelsen gives i fornødent
omfang efter en konkret vurdering. Vejledningspligten indebærer bl.a., at
der i konkrete sager skal vejledes om, hvilke retsregler, der finder
anvendelse, og reglernes betydning for sagens parter, samt om hvilke
oplysninger, der skal tilvejebringes som led i sagens behandling.
Dette indebærer bl.a., at SKAT skal vejlede en part med
hensyn til at uddybe eller præcisere eventuelle indsigelser vedrørende en
sags faktum, eller i øvrigt vejlede borgerne/virksomhederne om udfyldelse
af blanketter eller lignende på myndighedens område.
Endvidere skal myndighederne give oplysning om, hvor lang tid
sagsbehandlingen forventes at vare. Det fremgår af FOB 2000, s. 285 ff.,
at vejledningspligten også omfatter situationer, der klart er lovgivet om,
som i den foreliggende sag vedrørende acontoskattereglerne for
selskaber.
Af
SKM2004.199.VLR
fremgår, at vejledningsforpligtelsen var opfyldt ved henvisning til den
generelle beskrivelse i LV om beskatning af værdi af privat kørsel. Af
SKM2005.230.HR
fremgår, at vejledningsforpligtelsen ikke var tilsidesat i en situation,
hvor Landsskatteretten havde givet tilsagn om genoptagelse, såfremt
afgørelsen i en parallel sag gav grundlag herfor, men hvor
Landsskatteretten ikke havde tilføjet, at tilsagnet ikke gjaldt, hvis den
parallelle sag blev hævet.
Vejledning i kommunal
borgerservicecenter
Det kommunale borgerservicecenter varetager opgaver af
informationsmæssig og vejledningsmæssig karakter ved personlige
henvendelser fra borgere og virksomheder vedrørende hele skatteområdet
for SKAT, se nærmere herom afsnit
A.1.10 .
Bindende tariferings- og
oprindelsesoplysninger
Om vejledning om muligheden for indhentelse af bindende
tariferingsoplysninger (BTO) kan henvises til TfS 1999, 951 ØLD vedrørende
toldafgifter. Her fandt landsretten, at told- og skatteregionen ikke havde
tilsidesat vejledningspligten, idet det ikke var godtgjort, at told- og
skatteregionen havde anledning til at henlede opmærksomheden på adgangen
til at indhente en BTO.
Tolkebistand
Efter
FVL
§ 7, stk. 1, skal en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang yde
vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål
inden for myndighedens sagsområde. Det følger af denne vejledningspligt og
af officialmaksimen, at SKAT over for udlændinge er forpligtet til at
skaffe fornøden tolkebistand, når den, der retter henvendelse, ikke
behersker det danske sprog tilstrækkeligt godt. Dette gælder også uden for
de tilfælde, hvor der efter en international konvention - som fx den
nordiske sprogkonvention - er pligt hertil.
I afgørelsessager indebærer denne forpligtelse, at mundtlige
forhandlinger, så vidt det er muligt, bør foregå ved hjælp af
tolkebistand, ligesom der i fornødent omfang bør ydes tolkebistand ved
meddelelse af afgørelser, hvis det findes påkrævet.
Når SKAT har vejledt om eventuelle dokumentationskrav, er det
derimod den pågældende borgers/virksomheds eget ansvar, at denne
dokumentation forelægges myndigheden i en umiddelbar forståelig herunder
sproglig tilgængelig form.
Videresendelse til rette
myndighed
Efter
FVL
§ 7, stk. 2, skal en forvaltningsmyndighed, der modtager en skriftlig
henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, så vidt muligt videresende
henvendelsen til rette myndighed, jf. FOB 1998, 304. Ombudsmanden udtalte,
at en skattemyndighed, der havde truffet afgørelse i en sag, som ikke
vedrørte dens sagsområde, burde have sikret sig, at den var kompetent til
at behandle sagen, ligesom den burde have videresendt en henvendelse, der
ikke vedrørte dens sagsområde, til rette myndighed. Da ombudsmanden anså
afgørelsen for ugyldig på grund af kompetencemangel, burde den daværende
Told- og Skattestyrelse endvidere efter hans opfattelse have ophævet
afgørelsen og oversendt sagen til rette myndighed. Se endvidere
SKM2005.365.LSR ,
hvor der var truffet afgørelse uden anvendelse af kompetencereglerne i
ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 7. Se nærmere om den stedlige og
saglige kompetence i afsnit
A.2
og om konsekvenser af manglende iagttagelse af reglerne i
afsnit F.1 .
Særligt for
toldområdet
På toldområdet gælder herudover art. 11 i EF's
toldkodeks ,
hvorefter enhver person kan anmode toldmyndighederne om oplysninger om
anvendelse af toldforskrifterne.
Eksempler på konkret
vejledningsforpligtelse
Vedrørende pligten til at vejlede om adgangen til omgørelse
efter
SFL
§ 29, henvises til
O.1. Vedrørende muligheden for at foretage betalingskorrektion efter
ligningslovens § 2, stk. 4, gælder der almindelig vejledningsforpligtelse,
se nærmere herom i Told- og Skattestyrelsens redegørelse offentliggjort i
TfS 2000,740, afsnit 4.1. Vedrørende vejledning på straffesagsområdet
henvises særligt til
R.3
om forsvarerbistand. Vedrørende adgangen til at udligne forhøjelse af en
skatteansættelse med yderligere af- og nedskrivning gælder ligeledes en
almindelig vejledningsforpligtelse, se nærmere herom i SKATs
bekendtgørelse nr. 1287 af 13. december 2005 (tidligere
TSS-cirkulære 2000-34
.)
Klagevejledning
Der henvises i det hele til
E.3.9.
E.3.2 Repræsentation
Efter
FVL §
8, stk. 1, kan den, der er part i en sag, som udgangspunkt på ethvert
tidspunkt under sagens behandling vælge at lade sig repræsentere eller
bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt,
når det er af betydning for sagens afgørelse, fx en straffesag.
I
FVL
findes der ikke regler om, hvem der kan repræsentere eller bistå en part.
Parten kan derfor lade sig repræsentere eller bistå af såvel sagkyndige,
fx en advokat eller revisor, som af andre. Repræsentation kan dog normalt
kun foretages af en person, der er myndig.
FVL
§ 8, stk. 2, indeholder en undtagelse til hovedreglen i stk. 1, idet
partens ret til at lade sig repræsentere ikke gælder, hvis partens
interesse i at lade sig repræsentere findes at burde vige for væsentlige
hensyn til offentlige eller private interesser, herunder i særlige
tilfælde parten selv. Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at
myndigheden i hver enkelt tilfælde foretager en konkret afvejning af på
den ene side partens interesse i at få den pågældende
bistand/repræsentation og på den anden side de hensyn, der taler for at
afskære parten fra denne adgang til bistand/repræsentation.
Omkostningerne ved eventuel sagkyndig bistand er myndighederne
uvedkommende, bortset fra de tilfælde som er omfattet af reglerne om
omkostningsgodtgørelse, jf.
SFL
kapitel 19, se afsnit
K.
Fuldmagt
Forvaltningsmyndigheden afgør, om den, der optræder som
partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden
måde godtgøre, at den pågældende repræsenterer parten. Advokater og
revisorer er typiske partsrepræsentanter, hvorfor der normalt ikke kræves
dokumentation for fuldmagtsforhold fra disse, medmindre det er særligt
begrundet i sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt.
Det bemærkes, at retten til repræsentation ikke uden særskilt fuldmagt
omfatter retten til at lade repræsentanten modtage penge fra myndigheden
på partens vegne.
Særligt under hensyn til tavshedspligtsreglerne, vil det normalt være
nødvendigt, at andre, der optræder som partsrepræsentant, fremlægger en
skriftlig fuldmagt som dokumentation for fuldmagtsforholdet. Dette gælder
fx ved enhver henvendelse til en myndighed om en konkret sag, som ikke
vedrører den pågældendes egne forhold. Fuldmagt er således nødvendig for
at sikre, at myndigheden ikke uberettiget videregiver tavshedsbelagte
oplysninger.
Forretningsordnerne for Landsskatteretten § 28, for Skatterådet §
14, for vurderingsankenævnene § 18 og for skatteankenævnene § 17
indeholder nærmere regler om repræsentation. Reglerne præciserer
partsrepræsentantens adgang til at disponere på partens vegne.
I instruks om
inddragelse af partsrepræsentanter ved
korrespondance med en skattepligtig, jf.
SKM2006.294.SKAT ,
er udarbejdet retningslinier for inddragelse af partsrepræsentanter ved
kontakt mellem SKAT og en skattepligtig.
Særligt for told
På toldområdet gælder endvidere artikel 5 i
EF-toldkodeksen ,
hvorefter en repræsentant med undtagelse af enkelte nærmere beskrevne
tilfælde skal være etableret i Fællesskabet. Repræsentanten skal
tilkendegive at handle på den persons vegne, der repræsenteres, og være i
besiddelse af en fuldmagt fra denne.
Den person, der ikke tilkendegiver at handle i en anden persons navn
eller for en anden persons regning, eller som handler i en anden persons
navn eller for en anden persons regning uden at være i besiddelse af en
fuldmagt, anses for at handle i eget navn og for egen regning.
Toldmyndighederne kan kræve, at repræsentanten dokumenterer sit
fuldmagtsforhold.
E.3.3 Sagens oplysning
For forvaltningsmyndighedernes sagsbehandling gælder
officialprincippet. Officialprincippet findes hverken beskrevet i
SFL
eller i
FVL ,
men har hjemmel i uskreven retssædvane.
Officialprincippet betyder, at en forvaltning har ansvaret for at de
nødvendige oplysninger foreligger, og at de nødvendige undersøgelser
foretages inden der træffes afgørelse i en sag. I praksis foregår dette i
vidt omfang via de oplysninger, der pligtmæssigt indberettes i henhold til
lovgivningen.
Officialprincippet betyder ikke nødvendigvis, at
forvaltningsmyndigheden altid selv skal fremskaffe de nødvendige
oplysninger. Dette kan ske i samarbejde med andre myndigheder og
borgeren/virksomheden selv. Forvaltningsmyndigheden vil dog ikke uden
videre kunne lægge borgerens/virksomhedens oplysninger til grund, men må i
et nødvendigt omfang kontrollere dem og således sikre, at sagen bygger på
det materielt rigtige grundlag.
I
SKM2003.27.ØLR
fandt Landsretten, at den daværende Told-og Skattestyrelse både ved
udsendelse af agterskrivelse og ved udsendelse af kendelse havde et fuldt
tilstrækkeligt faktisk og retligt oplysningsgrundlag til at kunne træffe
en korrekt afgørelse.
Et væsentligt led i SKATs sagsbehandling er told- og
skattelovgivningens bestemmelser om pligtmæssige oplysninger fra
borgerne/virksomhederne. Det drejer sig især om reglerne om den enkelte
borgers/virksomheds selvangivelsespligt, angivelses- og
oplysningspligt i øvrigt, men også om SKATs adgang til at indhente
regnskabsmateriale, foretage virksomhedseftersyn og indhente oplysninger
fra tredjemand, jf. reglerne i skattekontrolloven og afgiftslovene.
Det almindelige krav om, at myndighederne skal påse, at
sagbehandlingstiden ikke bliver unødigt langvarig indebærer ikke, at
myndighederne kan undlade at sørge for, at sagen er forsvarligt oplyst. I
de tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har givet anledning til kritik fra
Folketingets Ombudsmand, retter kritikken sig først og fremmest imod de
perioder i sagsforløbet, hvor sagens behandling har været gået helt i stå,
jf. fx FOB 1995, 237 og FOB 1995, 251. Det må derfor påhvile den
myndighed, der har foretaget en høring eventuelt at rykke for et
høringssvar, og det kan ofte være hensigtsmæssigt at fastsætte en
svarfrist.
Se nærmere om konsekvenserne af manglende overholdelse af
officialprincippet i afsnit
F.1 .
E.3.4 Notatpligt
I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager
oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af
betydning for sagens afgørelse, eller i sager, hvor myndigheden på anden
måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af
oplysningerne, jf.
OFL § 6, stk. 1. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt
fremgår af sagens dokumenter.
Der kan både være tale om, at myndigheden på egen hånd indhenter
mundtlige oplysninger, eller der kan være tale om en henvendelse fra
borgeren/virksomheden selv eller fra en trediemand, eksempelvis fra en
anmelder.
Dokumenter, som indeholder oplysninger, der er noteret i henhold til
notatpligten, er en del af grundlaget for afgørelsen og er undergivet
aktindsigt med de undtagelser, der følger af OFL §§ 7-14, jf. afsnit
M.1.2.2.
Sådanne dokumenter er ligeledes omfattet af parters ret til aktindsigt
med de undtagelser, der følger af
FVL
§§ 12-15, jf. afsnit
M.1.2.1.
Hvor der ikke findes et lovbestemt krav om, at en anmodning skal
fremsættes skriftligt, kan en sag derfor startes mundtligt, ved at
borgeren/virksomheden henvender sig personligt eller telefonisk, og ved at
myndigheden i henhold til notatpligten noterer anmodningen eller
henvendelsen fra borgeren/virksomheden, uanset om det i forbindelse med
sagbehandlingen er nødvendigt at kræve skriftlig dokumentation. Se nærmere
om konsekvenserne af manglende overholdelse af notatpligten i
afsnit F.1 .
Udover de oplysninger forvaltningen har pligt til at notere efter
OFL
§ 6 følger det af god forvaltningsskik, at myndigheden desuden skal notere
væsentlige oplysninger om sagens ekspedition.
E.3.5 Høring
Reglerne om høring på myndighedens initiativ, inden der træffes en
bebyrdende afgørelse, har til formål at sikre, at sagens parter får
lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske
afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Denne ret for
borgeren/virksomheden til at få lejlighed til at påpege misforståelser,
unøjagtigheder eller ufuldstændigheder i det foreliggende sagsmateriale,
vil kunne medvirke til at sikre, at myndighedens afgørelser træffes på det
bedst mulige faktiske grundlag. Reglerne om høring gælder ikke ved
afgørelser, der giver borgeren/virksomheden fuldt ud medhold.
Om konsekvenserne af manglende høring, se afsnit
F .
E.3.5.1 De forskellige regelsæt
Forvaltningsloven
FVL §§
19-21 indeholder regler om partshøring. Reglerne betyder, at hvis en part
i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i
besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, må
myndigheden ikke træffe afgørelse, før parten er gjort bekendt med
oplysningerne og har haft lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det
gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part
og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Herudover findes der i
FVL
§ 19, stk. 2, en række nærmere opregnede tilfælde, hvor der undtagelsesvis
ikke er pligt til partshøring. Endelig fremgår det af
FVL
§ 20, at i sager, hvor myndigheden efter anmodning fra en part kan ændre
en afgørelse, kan partshøring undlades, hvis sagens karakter og hensynet
til parten selv taler for det.
Selv om udgangspunktet er, at en sags juridiske elementer ikke er
omfattet af partshøringspligten, kan et ændret retligt bedømmelsesgrundlag
bevirke, at der skal ske partshøring herom. Dette vil også være tilfældet
i situationer, hvor en udtalelse, som afgørelsesmyndigheden har indhentet
fra en anden myndighed, indeholder et ændret retligt
bedømmelsesgrundlag.
Forvaltningslovens
partsbegreb
FVL
indeholder ikke en definition af partsbegrebet, men udtrykket skal forstås
i overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb,
herunder den praksis, der har udviklet sig i tilknytning hertil.
Afgørelsens adressat, dvs. den person afgørelsen rettes til, er herefter
utvivlsomt part. Men også andre end adressaten kan være part. Som part
anses personer i øvrigt, der har en væsentlig, direkte, individuel og
retlig interesse (af økonomisk eller personlig art) i sagens afgørelse og
udfald.
I
SKM2005.224.ØLR
fandt landsretten hverken advokatens indsigelser om utilstrækkelige
partshøring eller mangelfuld begrundelse for godtgjort. I forbindelse med
kontradiktion tilllægger landsretten det betydning, at der forud for
skatteforvaltningens kendelse var afholdt møde med skatteyder.
I
SKM2005.277.VLR
fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte
afgørelserne som ugyldige som følge af manglende partshøring. Landsretten
lagde vægt på, at skatteyder i forbindelse med indkaldelse af
bilagsmateriale i 2002 på ny fik mulighed for at udtale sig om
ansættelserne, ligesom der på et møde forud for afgørelsen var lejlighed
til at komme med bemærkninger. Tilsvarende afgørelsen refereret i
SKM2005.276.VLR .
Skatteforvaltningsloven
Ved siden af
FVL
indeholder
SFL
detaljerede og uddybende regler om ubetinget partshøring i form af
agterskrivelse, jf. afsnit
E.3.5.2 og sagsfremstilling, jf. afsnit
E.3.5.3
og
E.3.6 .
Skatteforvaltningslovens
partsbegreb
Det forudsættes nu efter
SFL
§§ 19 og 20, at andre end den en afgørelse direkte vedrører kan være part,
således, at der vil være pligt til at sende agterskrivelse og
sagsfremstilling til alle parter i overensstemmelse med forvaltningslovens
partsbegreb.
I konsekvens heraf, skal der i sager vedrørende ændret fordeling
af afståelsesvederlaget, jf.
afskrivningslovens
§ 45 og
ejendomsavancebeskatningslovens
§ 4, fremsendes agterskrivelse og sagsfremstilling til både
køber og sælger.
Gaveafgift
I alle gavesager skal agterskrivelse og sagsfremstilling fremsendes til
høring hos gavegiver og gavemodtager, og såvel gavegiver som gavemodtager
skal tiltræde et eventuelt afkald på fuld høringsfrist.
Vurderingsområdet
Andre end ejeren af den faste ejendom kan have en væsentslig individuel
retlig interesse i vurderingen af ejendommen.
Se fx
SKM2001.344.HR ,
hvor høringen af et sambeskattet moderselskab i forbindelse med ændringen
af ansættelsen for datterselskabet var sket ved, at moderselskabet havde
modtaget kopi af agterskrivelsen til datterselskabet. Reglerne i
forvaltningsloven
har en udfyldende selvstændig betydning for de afgørelser, der træffes
efter reglerne i
SFL.
Told-, moms- og
afgiftssager
I alle told-, moms- og afgiftssager skal et forslag til afgørelse og en
sagsfremstilling sendes til høring hos afgørelsens adressat efter
tilsvarende regler, som gælder efter
SFL
§§ 19 og 20. I sager, der kan påklages til landsskatteretten uden
deltagelse af læge retsmedlemmer, som bestemt af
landsskatteretspræsidenten efter
SFL
§ 13, stk.3, 1. pkt., jf. bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005,
skal sagsfremstilling dog først udarbejdes, når klage er indgivet.
Andre end afgørelsens adressat, som er part i sagen, skal høres efter
reglerne i
SFL
§§ 19 og 20, jf.
FVL
§ 20, jf. endvidere afsnit
E.3.5.3.
E.3.5.2 Høring - ansættelse af indkomstskat,
ejendomsværdiskat og ejendomsvurdering.
Der skal ifølge
SFL
§ 20 udsendes agterskrivelse, når SKAT ønsker at foretage en
ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat på et andet grundlag end
selvangivet, eller ønsker at ændre den del af grundlaget for en
skatteansættelse, der skal selvangives. Høringspligten omfatter desuden
sager vedrørende gaveafgift og ejendomsvurdering. Vedrørende
sagsfremstilling henvises til afsnit
E.3.6 .
Denne høringspligt er ubetinget, for så vidt angår afgørelsens adressat
og gælder ved siden af den almindelige høringspligt efter
FVL
§§ 19-21, hvorefter der som udgangspunkt skal foretages høring af en part,
når myndigheden er kommet i besiddelse af oplysninger om sagens faktiske
omstændigheder, som parten ikke kan antages at være bekendt med, og
oplysningerne både er til ugunst for den pågældende part og af væsentlig
betydning for sagens afgørelse.
En agterskrivelse skal indeholde en begrundelse, således at den
skattepligtige kan tage reel stilling til forslaget.
Hvis SKAT ikke vil følge sin agterskrivelse, fx fordi der er
tilgået myndigheden nye oplysninger af væsentlig betydning, som den
skattepligtige ikke har haft lejlighed til at udtale sig om, må en ny
agterskrivelse udsendes til den skattepligtige, jf. TfS 1997, 105 LSR. Se
modsat
SKM2001.498.HR ,
der er nærmere omtalt i afsnit
E.3.5.4 om
fornyet
høring.
Hvis den skattepligtige ikke gør indsigelse mod agterskrivelsen, kan
udsendelse af en egentlig kendelse udelades, jf.
SFL
§ 20, stk. 2, sidst pkt. Den skattepligtige vil herefter alene modtage en
årsopgørelse, der er baseret på den nu gennemførte skatteansættelse. Hvis
den skattepligtige gør indsigelse mod agterskrivelsen, skal der altid
udsendes kendelse.
Oplysninger, der skal
selvangives
Den ubetingede pligt til høring af afgørelsens adressat efter
SFL
§ 20, omfatter alene oplysninger af den type, der skal selvangives. De
oplysninger, der skal selvangives, er de typer af oplysninger, der kræves
selvangivet efter
SKL
§ 1, herunder de oplysninger, der indberettes årligt fra arbejdsgiver,
finansielle institutioner mv. efter afsnit II i
skattekontrolloven.
De oplysninger, der skal selvangives, er typisk oplysninger om indkomst,
herunder fradrag, oplysninger om kvalificering af en indkomst som fx
personlig indkomst eller kapitalindkomst, oplysninger om indkomst fra
udlandet eller oplysninger om værdien af ejerbolig.
Skatteberegning
Derimod er det ikke et krav efter
SFL ,
at der foretages høring i tilfælde, hvor den påtænkte ændring skyldes en
ændret skatteberegning, fx i form af overførsel af et uudnyttet underskud,
bundfradrag eller personfradrag mellem ægtefæller, fremførsel af et
underskud til fradrag i den skattepligtiges indkomst for følgende
indkomstår eller beregning af en skattelempelse efter en
dobbeltbeskatningsaftale med en fremmed stat. I disse tilfælde finder
alene de almindelige høringsregler i
FVL
§§ 19-21 anvendelse.
For sager vedrørende skatteberegning, som blev rejst af
skattemyndighederne inden den 1. juli 1999, kan der henvises til
SKM2002.231.HR
(tidligere
SKM2001.172.ØLR ),
hvor den manglende høring af en ægtefælle, hvis overførte underskud fra
den anden ægtefælle blev ændret, ikke medførte ugyldighed. Begrundelsen
herfor var, at der var tale om en konsekvensrettelse af beregningsmæssig
karakter, og at der ikke var fremsat materielle indsigelser. I
SKM2002.417.ØLR
fandt Landsretten ligeledes, at ændring af en ægtefælles skatteansættelse
var konsekvensrettelse af beregningsmæssig karakter, som følge af ændrede
skatteansættelser for den anden ægtefælle. Da der ikke var fremkommet
indsigelser vedrørende det endelige materielle resultat, medførte den
manglende udsendelse af agterskrivelse til ægtefællen ikke, at
skatteansættelserne var ugyldige.
Se tilsvarende
SKM2001.344.HR ,
hvor manglende høring af et moderselskab i forbindelse med ansættelse af
sambeskatningsindkomst ikke medførte ugyldighed, fordi moderselskabet
havde haft lejlighed til at gøre indsigelse i forbindelse med en
forudgående ansættelsesændring vedrørende et sambeskattet
datterselskab.
Frist
Efter
SFL
§ 20, stk. 2, skal SKAT give den skattepligtige en frist til at
udtale sig over den påtænkte ansættelse. Længden af denne frist beror på
et skøn over behovet herfor i den enkelte sag, og det er lovfæstet, at
høringsfristen skal være på mindst 15 dage regnet fra høringsskrivelsens
datering, svarende til 14 dage fra den skattepligtiges modtagelse af
høringsskrivelsen ved normal postbesørgelse. Borgeren/virksomheden kan
acceptere en kortere frist.
I
SKM2002.508.ØLR
fandt Landsretten, at den 14 dages frist, der var fastsat i en
agterskrivelse, efter sagens omfang og karakter samt henset til
tidspunktet for afsendelsen kort før jul var for kort til, at de
skattepligtige havde rimelige vilkår til varetagelse af sine interesser.
Efter en konkret væsentligshedvurdering førte fejlen imidlertid ikke til
ugyldighed, da Landsretten lagde vægt på, at ændringen af
skatteansættelsen fremgik af og var i overensstemmelse med et tidligere
revisionsnotat, som de skattepligtige var bekendt med og havde haft adgang
til at udtale sig om. Landsretten tillagde det endvidere betydning, at to
af de skattepligtige var bekendt med tilsvarende ansættelsesændringer for
andre selskaber, og at forhøjelsens materielle indhold i øvrigt kunne
opretholdes.
Det fremgår af TfS 1997, 350 LSR, at skattemyndighederne kan kræve, at
et eventuelt møde afholdes inden indsigelsesfristens udløb.
I
SKM2003.273.HR
fandt retten ikke grundlag for at fastslå, at der var begået fejl i
forbindelse med sagsbehandlingen i den kommunale skatteforvaltning i en
sag, hvor den kommunale skatteforvaltning traf afgørelse i en sag efter,
at der var indkommet høringssvar, men forinden høringsfristens udløb.
Særligt for selskabsligning
For sambeskattede selskaber gælder specielt, at der skal sendes
agterskrivelse til både moder- og datterselskab, hvis skat påtænker at
ændre datterselskabets skatteansættelse, jf.
SKM2001.344.HR ,
hvor det er forudsat, at der i forbindelse med en ændring af et
datterselskabs skatteansættelse skulle gives moderselskabet lejlighed til
at fremkomme med en udtalelse, da ændringen af skatteansættelsen havde
umiddelbar betydning for moderselskabets skatteforhold.
E.3.5.3 Høring i øvrigt i 1. instans.
I andre sager end de under afnit
E.3.5.2 .
nævnte, skal der foretages høring og udarbejdes sagsfremstilling
efter
SFL
§ 19, stk. 1 og 2, når der ikke gives borgeren/virksomheden fuldt medhold.
Sagsfremstillingen skal indeholde en redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske forhold, der påtænkes tillagt betydning ved
afgørelsen. Der skal endvidere oplyses om den afgørelse, som disse
oplysninger efter forvaltningens vurdering fører til, med en begrundelse,
der opfylder de krav til begrundelse af en forvaltningsafgørelse, der
følger af
forvaltningsloven.
Begrundelsen i agterskrivelsen skal fremtræde sådan, at
borgeren/virksomheden kan tage reel stilling til forholdet.
Udtrykket
skatteansættelse omfatter nu efter
SFL
bidrag efter lov om arbejdsmarkedsfond. SKAT skal i forbindelse med
ændringen af opgørelsen vedr. AM-bidrag foretage høring i overensstemmelse
med
SFL
§ 19.
Høringspligten opfyldes på følgende måde: Inden der træffes afgørelse i
en sag, der kan påklages til Landsskatteretten, skal forslaget til
afgørelse og sagsfremstillingen sendes til afgørelsens adressat. I sagen
SKM2005.290.LSR ,
hvor der ikke var foretaget høring vedrørende relevante oplysninger,
lægger Landsskatteretten til grund, at selv om gennemførelsen af korrekt
partshøring ville have medført, at et toldkrav blev forældet efter
toldkodeksens art. 221, stk. 3, og EU derved ville lide et tab, som kunne
gøres gældende mod den danske stat, kunne dette ikke i sig selv anses som
et sådant væsentligt hensyn til offentlige interesser som omhandlet
i
FVL
§ 19, stk. 2, nr. 3, om undtagelse fra partshøringspligt, at partshøring
af denne grund kunne undlades. Afgørelsen blev derfor anset for ugyldig.
Andre end afgørelsens adressat, som er parter efter
SFL,
skal høres, jf. afsnit
E.3.5.1 .
Om fornyet høring, se afsnit
E.3.5.4 .
Frist
Når forslaget til afgørelse og sagsfremstillingen er sendt til høring
skal afgørelsens adressat og evt. andre parter have en frist på mindst 14
dage regnet fra dagen for materialets fremsendelse til at komme med
kommentarer og bemærkninger til materialet, herunder til at anmode om et
møde med myndigheden.
Høring af
tredjemand
Hvis en påtænkt afgørelse indebærer en told-, skatte- eller
afgiftsretlig stillingtagen til et retsforhold mellem den som den påtænkte
afgørelse retter sig til og en tredjemand, og vil denne stillingtagen
kunne lægges til grund for en told-, skatte- eller afgiftsretlig afgørelse
vedrørende tredjemanden, kan tredjemanden høres over den påtænkte
afgørelse. Høringen skal i givet fald foretages samtidig med og med samme
svarfrist som høringen af den, som den påtænkte afgørelse retter sig til.
Det skal påses, at fortrolige oplysninger ikke derved røbes for
uvedkommende. Den hørte myndighed skal orientere Landsskatteretten om
høringen, hvis tredjemand på høringstidspunktet allerede har påklaget
forholdet til Landsskatteretten.
Særligt om parter og
arbejdsgiverkontrol
Arbejdsgiveren er som afgørelsens adressat utvivlsomt part, og skal
høres efter tilsvarende regler, som gælder efter
SFL
§§ 19 og 20, og som indebærer, at der altid skal sendes et forslag til
afgørelse og en sagsfremstilling til høring hos arbejdsgiveren, inden der
træffes en bebyrdende afgørelse.
Det er dog ofte indkomstmodtageren, der har den væsentligste interesse
i sagen, fx når afgørelsen drejer sig om indkomstmodtagerens status som
lønmodtager/selvstændigt erhvervsdrivende, eller om hvorvidt en
godtgørelse skal anses for skattepligtig eller ej. Den enkelte
indkomstmodtager kan således - uanset om afgørelsen omfatter få eller
mange - have en klar direkte, retlig og individuel interesse i sagens
udfald. Det må derfor i det aktuelle tilfælde bero på en konkret
vurdering, om der er tale om en eller flere parter. Hvis en
indkomstmodtager anses for part og er uvidende om, at der verserer en sag,
som påtænkes afgjort til ugunst for den pågældende, må betingelserne for
at foretage partshøring efter
forvaltningslovens
regler, som hovedregel antages at være tilstede.
Partshøring af
lønmodtageren er reelt udtryk for, at
der efter officialmaximen er pligt til at indhente relevante oplysninger i
forhold til den afgørelse, der skal træffes, overfor den
indeholdelsespligtige.
Se endvidere afsnit
E.3.5.1 .
Særligt om told
EF's toldkodeks indeholder ikke særlige regler om høring, før der
træffes afgørelse efter toldlovgivningen, og derfor gælder der de samme
regler på toldområdet som på de øvrige områder. Dog forudsætter art. 220
om toldskyld, at toldmyndigheden træffer en hurtig afgørelse. Bestemmelsen
udelukker imidlertid ikke, at myndigheden søger en eventuel tvivl om
grundlaget for afgørelsen afklaret ved høring af sagens parter, før selve
afgørelsen træffes. Art. 220 har dog således mere snævre grænser for
høring.
E.3.5.4 Fornyet høring
Hvis der under en høring fremkommer nye oplysninger om sagens faktiske
omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og er
til ugunst for den, som afgørelsen retter sig til, og som denne ikke har
haft lejlighed til at udtale sig om, skal en ny agterskrivelse/et nyt
forslag til afgørelse samt en korrigeret sagsfremstilling, sendes til
høring hos afgørelsens adressat, jf. TfS 1997, 105 LSR. De nye oplysninger
skal i fornødent omfang identificeres i høringsskrivelsen.
Det samme gælder, hvor der ikke er afgivet udtalelse under den første
høring, men der efterfølgende er fremkommet nye oplysninger om sagens
faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens
afgørelse, og er til ugunst for den som afgørelsen retter sig til. De nye
oplysninger skal i fornødent omfang identificeres i høringsskrivelsen.
Fornyet høring kan endvidere komme på tale, hvis myndigheden i
væsentlig grad ændrer sin retlige vurdering i sagen ved at lægge vægt på
andre faktiske omstændigheder end i den hidtil udsendte sagsfremstilling
mv., jf. TfS 1997, 105 LSR. I dommen
SKM2001.498.HR
var det derimod ikke nødvendigt at udsende en ny agterskrivelse i en
situation, hvor grundlaget for beskatning blev ændret fra en
udbyttebetragtning til en gavebetragtning inden for samme beløbsramme.
Uanset at et notats argumentation var udbygget i forhold til tidligere
notater i sagen, indeholdt notatet ingen nye oplysninger om sagens
faktiske omstændigheder, og der forelå derfor ikke ugyldighed, jf.
SKM2002.159.ØLR .
Dommen har været anket til Højesteret, men denne er hævet.
E.3.5.5 Høring i skatteankenævn,
vurderingsankenævn, Landsskatteretten og Skatterådet.
Høring i
skatteankenævn
Ved høring i forbindelse med behandling af en klage i skatteankenævnet
findes regler om udarbejdelse af sagsfremstilling i
SFL
§ 36, stk. 5 . Sagsfremstillingen sendes til klageren, der skal
have en frist på 15 dage fra høringsskrivelsens datering til at fremkomme
med bemærkninger, med mindre klageren samtykker i en kortere frist. En
klager kan give afkald på denne høring.
Der henvises nærmere
til forretningsordenen for
skatteankenævn § 11.
Høring
i vurderingsankenævn
Ved høring i forbindelse med behandling af en klage i
vurderingsankenævnet findes regler om udarbejdelse af sagsfremstilling
i
SFL § 38, stk. 4 og stk. 5. Der henvises nærmere til
forretningsordenen
for vurderingsankenævn § 11.
Høring
i Skatterådet
Såvel reglerne om agterskrivelse som reglerne om sagsfremstilling i
skatteankenævnene gælder endvidere for Skatterådet ved foretagelse af
skatteansættelser, jf.
SFL
§ 4, stk.2. For Skatterådet findes regler om
en skattepligtigs adgang til mundtlig forhandling i
forrretningsordenens § 9, stk. 2.
Høring i
Landsskatteretten
Særlige regler om partshøring i landsskatteretssager findes i
SFL §§ 43 og 44 om mundtlig forhandling med Landsskatterettens
kontorer og mundtlig forhandling under et egentligt retsmøde. Nærmere
regler findes i forretningsordenen for Landsskatteretten § 8 og § 12. Se
endvidere afsnit
H.3.4 .
E.3.5.6 Høring af andre myndigheder
Lovbestemt høring af andre
myndigheder
Skatteforvaltningslovens
§ 36, stk. 3, indeholder en regel om at skatteankenævnet skal indhente en
udtalelse fra den myndighed, som har truffet den påklagede afgørelse,
inden der træffes afgørelse, jf. også afsnit
H.7.2 .
Forretningsordenen for Landsskatteretten § 4, stk. 3, og § 5 indeholder
regler om eventuel høring af den myndighed, der har truffet den påklagede
afgørelse, jf. nærmere herom afsnit
H.7.4.
SFL
§ 20 vil normalt være ensbetydende med, at høringssvaret fra den
anden myndighed skal sendes til høring hos parten.
Ikke lovbestemt høring af
andre myndigheder
Selvom der ikke eksisterer en lovbestemt pligt til høring af en anden
myndighed, kan en sådan høring være et nødvendigt led i at få sagen
tilstrækkeligt oplyst i henhold til officialprincippet. Hvis der
foretages høring af en anden myndighed bør det i høringsskrivelsen anføres
på hvilke områder, der ønskes en udtalelse, og hvornår udtalelsen bør
foreligge.
Høring af Den Sociale
Sikringsstyrelse
Der er administrativt fastsat regler om, at skattecentrene har
pligt til at høre Den Sociale Sikringsstyrelse , inden afgørelse træffes i
sager om anvendelse af
arbejdsmarkedsfondslovens
§ 7, stk. 3 eller stk. 4. Efter § 7, stk. 3, er personer, som er omfattet
af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring for
arbejdstagere, selvstændigt erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer,
der flytter inden for Fællesskabet (Forordning 1408/71), kun
bidragspligtige efter stk. 1 og 2, i det omfang det følger af
forordningerne, at de pågældende er undergivet dansk lovgivning. Efter §
7, stk. 4, bortfalder bidragspligten efter lovens § 7, stk. 1-2, når det
følger af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig aftale for en eller flere
af de ydelser, der er nævnt i lovens § 1.
Høringspligten
gælder også i de sager, hvor Den
Sociale Sikringsstyrelse allerede har udtalt sig, men for en anden
periode, selv om sagen har samme faktiske omstændigheder.
Det er SKATs opgave at afklare, om der er tale om
beskæftigelse/ophold/bopæl i et land, som er omfattet af ovennævnte
1408/71-forordning (herefter EØS-land), eller med hvilket Danmark har
konvention om social sikring (herefter aftaleland).
SKAT skal endvidere
have afklaret, om der efter
loven er pligt til at betale arbejdsmarkedsbidrag i relation til de
skattemæssige betingelser, som fremgår af loven
. Når disse
forhold er afklaret, vil Den
Sociale Sikringsstyrelse skulle høres i de sager, hvor der er tale om
beskæftigelse/ophold/bopæl i et EØS-land eller et aftaleland.
SKAT skal som
afgørelsesmyndighed tilvejebringe de
oplysninger, der er nødvendige for, at Den Sociale Sikringsstyrelse kan
afgive en udtalelse.
I sager, hvor der ikke er tale om beskæftigelse/ophold/bopæl i et
EØS-land eller et aftaleland, skal Den Sociale Sikringsstyrelse ikke
høres.
SKAT er i denne forbindelse velkomne til at kontakte Den Sociale
Sikringsstyrelse telefonisk med henblik på afklaring af, om der er en
konvention, der finder anvendelse eller ej.
Der kan endvidere
henvises til Den Sociale
Sikringsstyrelses hjemmeside
http://www.dss.dk/ ., hvor det fremgår hvilke
lande der er konventioner med.
I den forbindelse bemærkes om definitionen af staten Israels område:
Konventionen mellem Danmark og Israel om social sikring gælder for staten
Israels område. Det bemærkes, at staten Israels område ikke omfatter det
palæstinensiske selvstyreområde eller de besatte dele af Gaza eller
Vestbredden.
Hvad angår en nærmere beskrivelse af hvilke lande, der er EØS-lande,
henvises til
Vejledningen om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, afsnit
C.6 om
social sikring.
E.3.6 Sagsfremstilling
Krav om
sagsfremstilling lovfæstet
Forinden SKAT træffer en afgørelse, skal der med de i
SFL
§ 19, stk. 5, nævnte undtagelser udarbejdes en sagsfremstilling. Dette
gælder dog ikke, i det omfang afgørelsen træffes efter anmodning fra
sagens parter, og SKAT fuldt ud kan imødekomme anmodningen. Dette
gælder endvidere ikke, såfremt sagens parter i øvrigt er enige om
afgørelsen.
De indholdsmæssige krav til en sagsfremstilling fremgår af
SFL
§ 19, stk. 2, og er nærmere uddybet under afsnit
E.3.6.1
til
E.3.6.3.6 .
Hvis der ikke udarbejdes en sagsfremstilling, som sendes til klageren
med henblik på dennes eventuelle udtalelse, inden der træffes en
afgørelse, som ikke giver klageren fuldt ud medhold, er der tale om en
væsentlig sagsbehandlingsfejl, som kan medføre, at afgørelsen bliver
ugyldig, jf. TfS 1994, 772 LSR.
Sagsfremstillingen skal sendes til udtalelse hos sagens parter med en
svarfrist, der ikke uden parternes samtykke kan være på mindre end 15 dage
regnet fra høringsskrivelsens datering, medmindre en anden frist er
bestemt i lovgivningen. En part i sagen kan give afkald på denne høring,
jf.
SFL §
19, stk 3.
Udsendelse af særskilt
afgørelse
Hvis sagen er sendt til udtalelse kan SKAT meddele sagens parter,
at afgørelsen vil blive truffet som anført i sagsfremstillingen, medmindre
den pågældende over for SKAT fremkommer med en begrundet skriftlig
eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet
frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være på mindre end 15
dage regnet fra skrivelsens datering. Dette gælder dog ikke såfremt en
anden frist er bestemt i lovgivningen. Har parterne ikke udtalt sig inden
fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere
underretning, jf
SFL
§ 19, stk 4. I tilfælde, hvor der ikke udsendes en maskinel afgørelse,
skal der uanset manglende indsigelse udsendes en afgørelse af hensyn til
myndighedernes mulighed for at kunne dokumentere afgørelsen. Uanset om der
efterfølgende udsendes en maskinel afgørelse, skal der udsendes en
særskilt afgørelse, hvis der skønnes at være risiko for, at den maskinelle
afgørelse ikke bliver udsendt indenfor gældende forældelsesfrister.
Kravet om udarbejdelse af en sagsfremstilling og høring, før der
træffes en afgørelse, gælder dog ikke følgende typer af afgørelser,
jf.
SFL
§ 19, stk 5 :
Afgørelser, der kan påklages til skatteankenævn.
Afgørelser, der kan påklages til vurderingsankenævn.
Afgørelser, hvis en klage herover efter landsskatteretspræsidentens
bestemmelse skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer,
jf.
bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober
2005 med senere ændringer
.
Afgørelser, hvis en klage herover efter skatteministerens
bestemmelse ikke afgøres af skatteankenævn, vurderingsankenævn eller
Landsskatteretten.
Afgørelser om bindende svar, bortset fra bindende svar, der afgives
af Skatterådet.
Bestemmelserne i
SFL
§ 19, stk. 1-3, om udarbejdelse af en sagsfremstilling og høring, finder
tilsvarende anvendelse ved et skatteankenævns, vurderingsankenævns eller
Skatterådets afgørelser.
E.3.6.1 Formålet med en
sagsfremstilling
Formålet med sagsfremstillinger er at give en samlet fremstilling af
sagen, og dermed sikre,
at myndighedernes afgørelser træffes på det bedst mulige grundlag,
at antallet af klagesager til Landsskatteretten minimeres,
at Landsskatteretten har det bedste grundlag for sit arbejde i de
sager, der påklages dertil
at faktum fastlægges, og beskrives som en helhed,
at fejl og mangler, der konstateres under sagsbehandlingen,
resulterer i tilretning af de konkrete afsnit i
sagsfremstillingen.
Det overordnede mål er, at øge
borgernes/virksomhedernes retssikkerhed.
E.3.6.2 Retningslinjer ved udarbejdelse af
sagsfremstillinger
Hvornår skal en
sagsfremstilling sendes ud
Borgeren/virksomheden skal have adgang til at fremsætte sine
bemærkninger til sagsfremstillingen, inden der træffes en afgørelse i
sagen. Det vil derfor være en fordel at få sagsfremstillingen ud så
hurtigt som muligt.
Sagsfremstillingen skal derfor sendes ud til høring samtidig med en
tilkendegivelse af, hvilken afgørelse de foreliggende oplysninger giver
grundlag for (forslag til afgørelse), jf. afsnit
E.3.5.3 .
Borgeren/virksomheden vil på baggrund af sagsfremstillingen få et bedre
grundlag for at tage stilling til den afgørelse, som der efter told- og
skatteforvaltningens opfattelse er grundlag for. Når borgeren/virksomheden
kommer med sine indsigelser og bemærkninger til forslaget til afgørelsen,
skal disse indarbejdes i sagsfremstillingen.
Se nærmere om konsekvenserne af manglende sagsfremstilling afsnit
F .
De formelle krav til en
sagsfremstilling
En sagsfremstilling skal indeholde en redegørelse for de oplysninger om
sagens faktiske omstændigheder, der påtænkes tillagt betydning ved sagens
afgørelse, jf.
SFL
§ 19, stk 2.
Disse krav skal ses i sammenhæng med
FVL § 22 og § 24
om begrundelsespligt, jf. afsnit
E.3.7 og
E.3.6.3.4 .
Sprogbrug
Udover de rent formelle krav er det vigtigt, at sagsfremstillingen kan
stå alene, og at hele sagen kan læses i en sammenhæng, så både
borgeren/virksomheden og Landsskatteretten kan forstå sagens indhold uden
at få tilført yderligere information.
Det er vigtigt, at borgeren/virksomheden forstår afgørelsen, fordi en
god begrundelse gør det lettere at acceptere, hvis afgørelsen går
ham/hende imod.
En sagsfremstilling skal formuleres klart, præcist og tydeligt. Brug
korte sætninger og undgå lange og indskudte sætninger samt omvendt
ordstilling.
Sagsfremstillingen er et
redigeret dokument
Sagsfremstillingen skal være et redigeret dokument. Oplysninger, der
fremkommer efter udarbejdelse af sagsfremstillingen, skal indarbejdes
under de relevante afsnit i dispositionen. Kommer borgeren/virksomheden
eksempelvis med nye opfattelser og begrundelser, skal de indarbejdes under
"borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor".
Kommentarer fra borgeren/virksomheden skal ind i sagsfremstillingen i
redigeret form, og skal altså ikke være en direkte afskrift af de
fremsatte kommentarer. Det kan dog være hensigtsmæssigt med korte citater
fra borgerens/virksomhedens indlæg, hvis citatet redigeres ind under de
relevante afsnit i sagsfremstillingen.
Oplysninger, der viser sig at være forkerte, skal rettes. Påviser
borgeren/virksomheden eksempelvis fejl vedrørende de faktiske forhold,
skal disse indarbejdes og rettes under afsnittet om sagens faktum.
Borgerens/virksomhedens bemærkninger og ændringer i sagsfremstillingen
i øvrigt bør angives med en anden skrifttype eller med en streg i
margenen, så ændringerne i sagsfremstillingen er nemme at
identificere.
Undgå gentagelser. De samme oplysninger, opfattelser mv. som kan være
gentaget i flere variationer (breve, møder mv.), skal ikke skrives flere
gange i sagsfremstillingen.
Sagsfremstillingen bør dateres, så det altid fremgår, hvilken
sagsfremstilling der er den nyeste.
Bilag
Sagsfremstillingen skal ikke henvise til bilag. Det stof, der er
relevant i et bilag, skal derimod refereres, og sættes ind i det relevante
afsnit i sagsfremstillingen, idet det jo er formålet med
sagsfremstillingen, at sagen er fuldt oplyst i sagsfremstillingen. Hvis
det er nødvendigt med bilag, skal henvisningen til bilag ske på en
særskilt bilagsoversigt.
Sagsfremstillingens omfang
En sagsfremstillings omfang skal afpasses efter sagens karakter,
således at sagsfremstillingen i sager med enkle problemstillinger eller
uden konfliktpotentiale kan begrænses til noget, der minder om en fyldig
begrundelse. En sagsfremstilling kan altså godt være kort, så længe
begrundelseskravet er opfyldt.
Sager med flere punkter
Når der er flere punkter på forslaget til afgørelsen, er det mest
hensigtsmæssigt, at sagsfremstillingen behandler et punkt ad gangen, og
behandler det færdigt, før et nyt punkt behandles. Sagsfremstillingen kan
evt. starte med et generelt afsnit om faktum, så dette ikke skal gentages
ved hvert punkt.
For overskuelighedens skyld er det mest hensigtsmæssigt, at punkterne
på forslaget til afgørelsen nummereres. Beskrivelsen af de enkelte punkter
i sagsfremstillingen bør ske i samme rækkefølge som på forslaget til
afgørelsen.
Den samme sagsfremstilling kan vedrøre både fx skat, afgift og
told.
Fravigelser fra
dispositionen i helt særlige tilfælde
En sag kan have et sådan indhold og omfang, at det er nødvendigt med
konkrete afvigelser fra dispositionen i afsnit
E.3.6.3 .
Oplysninger, som ikke kan komme ind under afsnittene i dispositionen,
kan helt undtagelsesvis sættes ind under et nyt afsnit i
sagsfremstillingen.
Dette kan være tilfældet med borgerens/virksomhedens bemærkninger. Hvis
bemærkningerne ikke vedrører faktum, eller ikke kan betragtes som
borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor, kan
bemærkningerne medtages i et selvstændigt afsnit.
Sådanne bemærkninger kan eksempelvis være indsigelser, der vedrører
alle punkter på forslaget til afgørelsen - fx klager over sagsbehandlingen
eller manglende overholdelse af en ansættelsesfrist.
Hvis der kommer nye oplysninger i sagen, som fører til ændringer
i SKATs opfattelse af, hvordan sagen skal afgøres, kan det også være
fornuftigt at indarbejde et nyt selvstændigt afsnit, da det ellers senere
kan være vanskeligt at forstå sagens forløb.
Hvis vejledningen fraviges, skal borgeren/virksomheden stadig være i
stand til at sætte sig ind i sagen på betryggende måde alene ud fra
sagsfremstillingen. SKATs skal altså sikre sig, at alle relevante
oplysninger alligevel fremgår af sagsfremstillingen.
E.3.6.3 Indholdet i en
sagsfremstilling
En sagsfremstilling skal indeholde disse afsnit:
Indledning og identifikationsoplysninger
SKATs forslag til ændring/talmæssig opgørelse
Beskrivelse af sagens faktiske forhold
SKATs begrundelse for ændringen
Borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor
SKATs endelige konklusion/afgørelse.
E.3.6.3.1 Indledning og
identifikationsoplysninger
Dette afsnit skal indeholde en beskrivelse af, hvem og hvad sagen
vedrører. Afsnittet skal både indeholde identifikationsoplysninger
vedrørende borgeren/virksomheden og vedrørende problemstillingen i sagen.
Identifikation af
parten
Som identifikation af borgeren/virksomheden anføres alene navn,
CVR.nr./cpr.nr. og skatteansættende myndighed.
Identifikation af
problemstillingen i sagen
Som identifikation af problemstillingen i sagen anføres, hvilket år
sagen vedrører, hvilke punkter sagen vedrører og evt. hvilke
lovbestemmelser sagen vedrører. Det vil sige, at der her gives en kort
beskrivelse af, hvad sagen drejer sig om. En læser af sagsfremstillingen
skal kunne få et overblik over problemstillingerne i sagen ved hjælp af
indledningens korte beskrivelse, og dermed blive lettet i forståelsen af
sagsfremstillingens indhold i øvrigt.
Beskrivelse af
borgeren/virksomheden
For overskuelighedens skyld er det en fordel at give en beskrivelse af
borgeren/virksomheden fx om koncernopbygning, hovedaktionær, bestyrelse,
branche (hvad laver virksomheden) og regnskabsår.
Øvrige
oplysninger
Oplysninger om borgerens/virksomhedens adresse, telefonnummer,
journalnummer og oplysninger, som SKAT skal bruge til at styre
sagen administrativt. Oplysning om mødetider, oplysning om sagsbehandler
mv. er ikke en del af sagsfremstillingen, og skal ikke sendes til
partshøring.
E.3.6.3.2 SKATs forslag til ændring og talmæssig
opgørelse
I de sager, hvor der er en eksisterende ansættelse, skal dette afsnit
indeholde en beskrivelse af den. Afsnittet skal endvidere indeholde en
angivelse af den afgørelse, som der efter SKATs opfattelse er
grundlag for.
Den talmæssige opgørelse skal fremstå som en objektiv og konstaterende
opstilling. Opstillingen har til formål at give et hurtigt og sikkert
overblik over sagens punkter.
Afsnittet skal altså indeholde en talmæssig opgørelse, der viser de
forhold SKAT vil ændre. Det skal fremgå, hvordan tallene er
fremkommet, i forhold til den evt. eksisterende ansættelse. Ændringerne
skal beskrives punkt for punkt.
Det er mest hensigtsmæssigt, at følge rækkefølgen på forslaget til
afgørelsen.
Det skal fremgå, hvilken indkomstart/afgift mv. der er ændret. Ved
ændringer i flere forskellige indkomstarter vil det være hensigtsmæssigt
at dele de forskellige indkomstarter op - fx selskabsindkomst, personlig
indkomst, kapitalindkomst. Moms skal opdeles i salgsmoms og købsmoms osv.
Hvis SKAT efter forhandling med borgeren/virksomheden kan
frafalde nogle af punkterne i forslaget til afgørelsen, kan punktet udgå
af afgørelsen, men ikke af sagsfremstillingen. Afsnittet i
sagsfremstillingen kan dog afsluttes med, at det kort skrives, at punktet
frafaldes, og at en nærmere beskrivelse derfor ikke er
foretaget.
Skyldes enigheden, at borgeren/virksomheden accepterer ændringen ud fra
den foreliggende beskrivelse, skal der alligevel kort redegøres herfor i
sagsfremstillingen, da det vil være uheldigt, at forholdet ikke er
beskrevet, hvis borgeren/virksomheden senere fortryder at have accepteret
ændringen.
E.3.6.3.3 Beskrivelse af sagens faktiske
forhold
Under dette afsnit beskrives alle de faktiske oplysninger, der har
betydning for sagens afgørelse.
Hvad er faktum
Faktum er de kendsgerninger, som kan beskrives objektivt,
konstaterende, og dokumenterende. Faktum er altså kort sagt en beskrivelse
af virkeligheden - det vil som regel sige noget, der er fysisk
eksisterende (personer, bygninger, ting), eller noget som faktisk er sket.
Formål med
faktumbeskrivelsen
Formålet med faktumbeskrivelsen er for det første at sikre, at alle
relevante forhold er belyst. Faktumbeskrivelsen skal dog også sikre, at en
udenforstående kan forstå sagens sammenhæng, og at sagens parter er klar
over, hvilke oplysninger der er lagt til grund ved afgørelsen.
Kun relevante faktiske
oplysninger
Beskrivelsen af faktum skal indeholde de faktiske oplysninger, som er
relevante for afgørelsen og for forståelsen af sagen. Det vil sige, at det
ikke er hele virkeligheden, der skal beskrives, men den del der er
nødvendig for, at der kan træffes en afgørelse. Der skal altså foretages
en begrænsning og en afgrænsning af de faktiske oplysninger, så kun de
oplysninger, som er relevante for afgørelsen, fremgår af
sagsfremstillingen.
Hvornår er en oplysning
relevant
Når SKAT mener, at der skal foretages en regulering, kan
forholdet henføres til en lovbestemmelse eller en bekendtgørelse. Ved at
tage udgangspunkt i denne bestemmelses ordlyd kan man som regel finde frem
til, hvilke oplysninger der er relevante for afgørelsen. En lovbestemmelse
definerer og afgrænser nemlig hvilke faktiske omstændigheder, der skal
være til stede, for at reglen kan finde anvendelse. Når SKAT har
de oplysninger, som er beskrevet i bestemmelsen, kan der træffes en
afgørelse. Det er disse oplysninger, som er relevante for afgørelsen, og
som skal fremgå af sagsfremstillingen.
Som eksempel kan nævnes
selskabsskattelovens
§ 1, stk. 1, nr. 2:
Skattepligt i henhold til denne lov påhviler her i landet
hjemmehørende....andre selskaber, i hvilke ingen af deltagerne hæfter
personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i
forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital.
De faktiske oplysninger, som SKAT skal være i besiddelse af
for at kunne træffe en afgørelse efter denne bestemmelse, er derfor om
nogle af deltagerne hæfter personligt, og om overskuddet er fordelt i
forhold til den kapital, som den enkelte deltager har indskudt i
selskabet. Det er derfor disse faktiske oplysninger, som skal beskrives
under dette afsnit. Andre faktiske oplysninger er normalt ikke relevante
for sagens afgørelse.
Der er imidlertid bestemmelser, som ikke helt klart udtrykker, hvilke
oplysninger der er nødvendige for, at reglen kan finde anvendelse. I disse
tilfælde må det afhænge af en konkret bedømmelse af sagen, hvilke faktiske
oplysninger der er nødvendige og relevante for afgørelsen.
Beskrivelsen og opbygningen
af faktum
En udenforstående skal alene ved beskrivelsen af faktum kunne sætte sig
ind i sagen.
Det er vigtigt, at beskrivelsen har en logisk opbygning og en klar
inddeling. For at skabe en sammenhængende beskrivelse af de faktiske
forhold, gengives disse så vidt muligt i kronologisk rækkefølge.
Afsnittet skal derimod ikke indeholde en kronologisk redegørelse for
sagens forløb i SKAT, da en sådan redegørelse ikke er en del af
sagens faktum, medmindre redegørelsen belyser konkrete problemstillinger i
sagen. Fx er oplysninger om kontrollens baggrund, gennemførelse mv.
sjældent relevante. Også oplysninger om, hvornår forslaget til afgørelsen
er udsendt, og hvem der har indkaldt materiale om hvad, og hvornår dette
er indsendt, er som regel irrelevante.
Hvis borgeren/virksomheden har sendt de ønskede oplysninger, skal der
blot redegøres for oplysningerne. Har borgeren/virksomheden imidlertid
ikke indsendt oplysningerne, er det relevant at redegøre for, hvilke
oplysninger der er bedt om, fx hvis et fradrag er nægtet på grund af
manglende dokumentation.
Hvad skal ikke
med
Der skal skelnes mellem faktum, opfattelser og begrundelser herfor ved
udarbejdelsen af en sagsfremstilling. Kun de faktiske oplysninger skal
fremgå af dette afsnit.
Beskrivelsen af faktum skal ikke indeholde en beskrivelse af retsregler
mv., og der skal ikke indblandes eventuelle kommentarer fra
borgeren/virksomheden eller SKAT i beskrivelsen af faktum -
uanset hvor objektive disse kommentarer måtte være.
Borgerens/virksomhedens
oplysninger om faktum
Borgerens/virksomhedens oplysninger om faktum skal ikke ind under et
særskilt afsnit, men skal indarbejdes her. SKAT må ikke undlade
at beskrive de faktiske forhold, som borgeren/virksomheden finder
relevante, selv om SKAT finder dem uden betydning. Undgå derfor
at forvandle en faktisk oplysning, som er fremsat af
borgeren/virksomheden, til en påstand under punktet
"borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor", fx når
borgeren/virksomheden fremlægger oplysning om udstedelse af et gældsbrev
for en fordring, eller dokumenterer aftaledato og vilkår.
Borgerens/virksomhedens fortolkning af retsregler og fakta beskrives
derimod ikke her, men under
"borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor ".
Neutral
beskrivelse
Beskrivelsen af faktum skal være neutral og bestå i en angivelse af
konstaterbare kendsgerninger. Sagens faktiske forhold beskrives som en
helhed. Sproget skal være objektivt og subjektivitet skal
undgås.
Undgå under beskrivelsen af faktum SKATs overvejelser og
vurderinger, fx af typen "SKAT har behandlet den overtagne aktivitet
som en vederlagsfri overdragelse af goodwill, som således er anset som et
skattepligtigt tilskud". Eller "borgeren har fratrukket 8000 kr., og
beløbet er ikke indtægtsført hos sønnen, formentlig ud fra den betragtning
at beløbet bliver skattefrit, når personfradraget fragår i
skatteberegningen." Dette vedrører ikke sagens faktiske
forhold. SKATs synspunkter beskrives under
"SKATs begrundelse for ændringen" .
Andet
Det er normalt uden betydning at skrive, hvem der har fremskaffet en
oplysning. Hvis det undtagelsesvis er nødvendigt, kan det beskrives
her.
Dokumenter eller dele heraf, der indeholder relevante faktiske
oplysninger om et punkt på forslaget til afgørelsen, bør citeres.
Andre oplysninger refereres kort.
Uenighed om de faktiske
oplysninger
Hvis der er uenighed mellem SKAT og borgeren/virksomheden om
de faktiske oplysninger, skal begge opfattelser af faktum fremgå af
sagsfremstillingen med en angivelse af, hvem der mener hvad. Er der tvivl
om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen
at søge denne tvivl afklaret, så det kan afgøres, om oplysningen kan
lægges til grund. Hvilket faktum SKAT vælger at lægge til
grund ved afgørelsen og hvorfor, skal fremgå af den senere begrundelse,
jf. afsnit
E.3.6.3.4 .
E.3.6.3.4 SKATs begrundelse for
ændringen
I dette afsnit beskrives de krav, der stilles til en begrundelse i en
sagsfremstilling. Disse krav skal ses i sammenhæng med
forvaltningslovens
og toldkodeksens regler om begrundelse, som beskrives i afsnit
E.3.7 .
Henvisning til
retsregler
SKATs begrundelse skal indeholde en henvisning til de retsregler,
der ligger til grund for afgørelsen. Henvisningen skal ske på en klar og
specifik måde, så bestemmelserne uden videre kan identificeres af
borgeren/virksomheden. Henvisningen skal derfor angive lovens nummer, dato
og navn samt relevante bestemmelsers paragraffer, stk., litra, nummer
osv. Henvisningen kan også bestå i at angive relevante direktiver
eller forordninger fra EU, som i vidt omfang angiver gældende ret på told-
og afgiftsområdet.
I det omfang der er udstedt bekendtgørelser, skal der også henvises til
de relevante bestemmelser heri med angivelse af bekendtgørelsens nummer,
paragraf, stk., litra osv.
Det er kun nødvendigt, at anføre oplysninger om lovens nummer og dato
første gang loven nævnes. Herefter er det tilstrækkeligt at henvise til
lovens almindelige betegnelse (fx kildeskatteloven). Der skal dog stadig
henvises til den relevante paragraf.
Bestemmelsens ordlyd bør indarbejdes i sagsfremstillingen. Hvis reglen
er meget omfattende, kan den efter omstændighederne undtagelsesvis
vedlægges i kopi. For at sikre at borgeren/virksomheden forstår
betydningen af den anvendte regel, kan det være nødvendigt at forklare,
hvad reglen betyder i et almindeligt sprog.
Er der tvivl om den retlige fortolkning eller om indholdet af den
regel, der efter SKATs opfattelse skal lægges til grund i sagen,
må SKAT nærmere redegøre for fortolkningen. Det kan ske ved
henvisning til lovforarbejder, cirkulærer mv.
Henvisning til praksis
mv.
Kun væsentlige principielle afgørelser af betydning: Gennemgangen af
praksis skal ikke være en ukritisk gennemgang af alt kendt materiale på
området. Der skal kun henvises til væsentlige/principielle afgørelser,
der har betydning for sagens afgørelse. Når der er en fast praksis på et
område, bør referaterne indskrænke sig til fx de seneste
Højesteretsdomme. Domme, som ikke længere er gældende, bør udelades.
Begræns derfor antallet af henvisninger til få væsentlige
afgørelser.
Gengivelse skal bestå af korte referater: Domme og kendelser skal
ikke gengives i sin helhed. Derimod skal afgørelsen gengives ved et kort
referat af dommens indhold og en kort beskrivelse af, hvilken betydning
dommens konklusion har for den foreliggende sag.
Domme og kendelser skal heller ikke blot opremses. Det skal derimod
angives hvilke momenter i dommen, der lægges vægt på. I de tilfælde hvor
borgeren/virksomheden har påberåbt sig en dom, kan der evt. også kort
redegøres for, hvorfor dommen ikke er relevant.
Der skal som udgangspunkt kun henvises til offentliggjorte
afgørelser - fx afgørelser der er offentliggjort via SKM og i
Ugeskrift for Retsvæsen. Henvisning til ikke offentliggjorte afgørelser
fra øverste administrative instans kan efter omstændighederne være
relevant, fx hvis sagerne udspringer af samme forhold. I givet
fald bør den pågældende afgørelse vedlægges i anonymiseret
stand.
Andet: Hvis der henvises til praksis skal det gøres på en måde, så
borgeren/virksomheden forstår det relevante heri.
Henvisningen til relevant praksis og teori kan endvidere bestå i en
henvisning til SKAT-meddelelser og vejledninger - herunder
Ligningsvejledningen, Momsvejledningen og Toldvejledningen. Juridisk
litteratur kan evt. inddrages. Officialprincippet indebærer,
at SKAT også har pligt til at henvise til de forhold, der kan
tale for borgerens/virksomhedens sag. Se om vejledningspligten
afsnit
E.3.1 .
Angivelse af hovedhensyn
ved skøn
SKAT skal først og fremmest sikre sig, at det fremgår klart og
tydeligt, hvilke hovedhensyn der har været bestemmende ved fastsættelsen
af skønnet. Det vil sige, at det i almindeligt sprog beskrives, hvad der
er lagt vægt på ved skønsudøvelsen.
Det er ikke nok, at den bestemmelse der henvises til, angiver
hovedhensynene for skønnet.
Eksempelvis er det ikke nok at angive et samlet skøn på fx 100.000 kr.,
uden at der nærmere er redegjort for, hvordan dette skøn er fremkommet,
herunder på hvilket grundlag det er udøvet. Hvis der er tale om
forskellige indkomstarter, som ikke har et fælles opgørelsesgrundlag, er
det ikke nok at angive et samlet beløb. Derimod skal beløbet fordeles
mellem de enkelte indkomstarter.
Beløbet skal naturligvis også opdeles på eksempelvis skat og moms, hvis
sagsfremstillingen vedrører både skat og moms. Er der kun lagt vægt på
nogle få - men ikke alle de mulige skønsmomenter - bør det angives,
hvorfor der er lagt vægt på netop disse momenter og ikke de andre. Dette
gælder især, hvis de momenter der ikke er tillagt betydning, taler for en
mere gunstig afgørelse for borgeren/virksomheden.
Hvis der henvises til praksis for en skønsbestemmelse, skal der kort
redegøres for den pågældende praksis.
Redegørelse for de faktiske
omstændigheder som er lagt til grund ved afgørelsen
Begrundelsen skal om fornødent indeholde en kort redegørelse for de
faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for
afgørelsen, jf.
FVL
§ 24, stk. 2. En redegørelse for de faktiske omstændigheder er altså
i princippet ikke altid nødvendig.
Imidlertid er SKATs sager normalt så komplicerede, at en
redegørelse for de faktiske omstændigheder vil være nødvendig.
Dette gælder især, hvis der er lagt vægt på en del - men ikke alle -
opregnede omstændigheder, som fremgår af faktumbeskrivelsen.
Redegørelsen for de faktiske omstændigheder skal især beskrives
grundigt, når faktum er uklart eller omtvistet.
Hvis der er uenighed mellem SKAT og borgeren/virksomheden om
de faktiske omstændigheder, er det nødvendigt, at SKAT redegør
for, hvordan det faktiske hændelsesforløb antages at have været og
hvorfor.
Jo mere kompliceret og sammensat sagen er, jo større vil behovet være
for udtrykkeligt at fremhæve de afgørende faktiske
omstændigheder.
SKATs foreløbige
konklusion
Ud fra lovregler, praksis osv. skal SKAT forholde sig til de
enkelte punkter og til borgerens/virksomhedens eventuelle opfattelse og
begrundelse herfor. Afsnittet skal med andre ord forholde sig til:
Hvad lovregler og praksis siger.
Hvad borgeren/virksomheden siger, (der er ikke pligt til at tage
stilling til alle borgerens/virksomhedens synspunkter, men hvis der er
tale om synspunkter, som borgeren/virksomheden har tillagt særlig vægt,
bør de nok berøres, se herom i afsnit
E.3.7 ).
hvad SKATs vurdering og konklusion er.
E.3.6.3.5 Borgerens/virksomhedens opfattelse og
begrundelse
Borgerens/virksomhedens opfattelse er beskrivelsen af det, som
borgeren/virksomheden gerne vil have, at sagen ender med.
Borgerens/virksomhedens begrundelse herfor er beskrivelsen af, hvorfor
borgeren/virksomheden mener, at SKATs opfattelse er
forkert.
SKAT skal sikre sig, at borgerens/virksomhedens opfattelse og
begrundelse herfor fremgår af dette afsnit. Nye opfattelser og
begrundelser som borgeren/virksomheden senere fremsætter, skal
indarbejdes. Alle synspunkter skal med, også selv om SKAT ikke
finder dem relevante. Beskrivelsen skal dog ikke være en afskrift af en
evt. indsigelse.
I tilknytning til borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse
herfor beskrives henvisninger til de retsregler, som borgeren/virksomheden
finder relevante, samt borgerens/virksomhedens eventuelle fortolkning af
disse retsregler. SKATs stillingtagen til borgerens/virksomhedens
henvisning til retsregler samt fortolkning heraf, skal derimod ikke
anføres her, men i afsnittets om begrundelse, jf. afsnit
E.3.6.3.4.
Beskrivelsen skal være loyal, objektiv og neutral. Fremstillingen af
borgerens/virksomhedens synspunkter skal være forståelig.
Forvaltningslovens almindelige vejledningspligt tilsiger, at SKAT så
vidt muligt skal hjælpe borgeren/virksomheden med at uddybe eller
præcisere sin begrundelse. Se om vejledningspligten afsnit
E.3.1
.
E.3.6.3.6 SKATs endelige
konklusion/afgørelse
Når borgeren/virksomheden er kommet med kommentarer, eller
indsigelsesfristen er udløbet og SKAT har truffet afgørelse,
afsluttes sagsfremstillingen med dette afsnit, så det fremgår af
sagsfremstillingen, at nu er sagen slut.
Begrundelsen for afgørelsen vil fremgå af afsnit
E.3.6.3.4 .
Undgå
derfor lange redegørelser for SKATs overvejelser på dette
tidspunkt.
I sager hvor borgeren/virksomheden ikke har reageret på forslaget til
afgørelse og sagsfremstillingen, kan indholdet i dette afsnit begrænses
til, at det oplyses, at SKAT har truffet afgørelse i
overensstemmelse med forslaget til afgørelse.
Bemærk, at dette afsnit i sagsfremstillingen ikke kan erstatte en
særskilt meddelelse om sagens afgørelse. Den særskilte meddelelse om
sagens afgørelse skal stadig indeholde alle punkterne på forslaget til
afgørelsen, og de lovmæssige krav til en begrundelse skal være opfyldt på
den særskilte meddelelse om afgørelsen. Begrundelsen på den særskilte
meddelelse om afgørelsen kan dog være ganske kort, og fx bestå i en
henvisning til den relevante lovbestemmelse. Den særskilte meddelelse om
afgørelsen skal i så fald også henvise til den relevante begrundelse i den
vedlagte sagsfremstilling.
Når afgørelsen er sendt ud, er sagsfremstillingen endelig. Der skal
derfor ikke skrives mere i sagsfremstillingen. Dette gælder også, selv om
sagen påklages til Landsskatteretten. Der skal heller ikke foretages
ændringer i sagsfremstillingen, hvis borgeren/virksomheden fx kun påklager
5 ud af 10 punkter på afgørelsen.
E.3.7 Begrundelse
SFL
indeholder ingen særlige regler om begrundelse i skatte- og afgiftssager.
Det betyder, at
FVL
kapitel 6, der indeholder udførlige bestemmelser om kravene til
begrundelse, finder anvendelse i told- skatte- og afgiftssager. Reglerne
finder anvendelse i alle de tilfælde, hvor SKAT træffer en afgørelse,
dvs. både i de sager, hvor der skal udarbejdes sagsfremstilling og i de
sager, hvor der ikke er krav om at udarbejde en sagsfremstilling.
For så vidt angår de sager, hvor der er krav om sagsfremstilling
henvises endvidere til afsnit
E.3.6.3.4 .
Begrundelsen bør fremgå af selve afgørelsen, eventuelt ved en præcis
henvisning til hvor begrundelsen kan findes, og begrundelsen skal samtidig
fremgå af den sagsfremstilling mv., der følger med afgørelsen.
Efter
FVL
§ 22 skal en skriftlig afgørelse, der ikke giver en part medhold fuldt ud,
være ledsaget af en skriftlig begrundelse.
Formålet med begrundelsespligten er at borgeren/virksomheden får en
forklaring på afgørelsens indhold, at borgeren/virksomheden forstår
afgørelsen og er i stand til at vurdere, om han/hun skal påklage
afgørelsen. Begrundelsen skulle gerne være en garanti for afgørelsens
rigtighed.
FVL
§ 24 indeholder de nærmere regler om indholdet af begrundelsen. Efter
FVL
§ 24 skal begrundelsen oplyse, hvilke retsregler afgørelsen er truffet
efter. Henvisningerne skal være præcise. Beror afgørelsen på en
fortolkning af en bestemmelse, bør der redegøres for den anlagte
fortolkning.
I
SKM2002.149.HR
kunne myndighedernes manglende henvisning til samtlige korrekte
bestemmelser ikke medføre, at afgørelserne truffet i det administrative
system var ugyldige. I
SKM2003.259.ØLR
fandt retten ligeledes, at der ikke forelå en manglende eller mangelfuld
begrundelse, som kunne medføre ugyldighed. I
SKM2003.288.HR
tiltrådte Højesteret, at den manglende henvisning til de benyttede
retsregler i kommunens agterskrivelse og afgørelse, ikke kunne føre til
afgørelsens ugyldighed.
Hvis begrundelsen for forhøjelsen er, at de selvangivne dispositioner
er uden reelt indhold - fx i anpartssager - vil der dog helt
undtagelsesvist ikke være krav om henvisning til retsregler, jf. TfS 1996,
920 LSR. I
SKM2005.224.ØLR
fandt retten ikke, at skattemyndighedernes afgørelse om tilsidesættelse af
et arrangement vedrørende deltagelse i et kommanditselskab var mangelfuldt
begrundet, selv om der i afgørelsen blev henvist til en revisionsrapport
udarbejdet af skatteforvaltningen i en kommune, der ikke var
skatteyderens hjemstedskommune. En række yderligere
formalitetsindsigelser om ulovlig forvaltning, manglende partshøring
samt forældelse blev ligeledes tilsidesat af Landsretten.
I begrundelsen skal der endvidere tages stilling til
borgerens/virksomhedens relevante synspunkter, hvis myndigheden ikke
tidligere skriftligt har tilkendegivet sin bedømmelse heraf overfor
borgeren/virksomheden. Myndigheden skal i sin begrundelse medtage de
relevante omstændigheder for afgørelsen, men begrundelsespligten kan ikke
udstrækkes til et krav om, at myndigheden er forpligtet til at tage
udtrykkelig stilling til samtlige fremførte argumenter, når dette er
unødvendigt for at begrunde afgørelsen, jf. herom TfS 1999, 420 HD, og TfS
1999, 44 VLD.
I
SKM2002.677.VLR
fandt Landsretten, at en afgørelse truffet af en kommunal skattemyndighed
ikke var ugyldig, idet afgørelsen indeholdt tilstrækkelig begrundelse og
borgeren på forhånd var bekendt med de afgørelser, som der blev henvist
til.
Administrativt
skøn
I det omfang afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal der
oplyses om de hovedhensyn, der er lagt vægt på ved skønsudøvelsen. Det er
ikke tilstrækkeligt kun at henvise til den bestemmelse, der angiver
hovedhensynene for skønnet, jf. TfS 1996, 120 LSR, hvor en henvisning til
statsskattelovens § 4, stk. 1, litra b, ikke fandtes at være tilstrækkelig
til, at hovedhensynene for en skønsbestemt fastsættelse af en fast
ejendoms udlejningsværdi, kunne siges at være angivet. En afgørelses
begrundelse blev anset for fyldestgørende i
SKM2002.8.VLR ,
da afgørelsen indeholdt henvisning til de retsregler, som afgørelsen var
truffet på baggrund af og indeholdt angivelse af de hovedhensyn, der var
indgået i afgørelsen. Dommen har været anket til Højesteret, men
anken er afvist.
Er der ved afgørelsen kun lagt vægt på nogle, men ikke alle
skønsmomenter i en bestemmelse, skal begrundelsen angive, hvorfor der
netop er lagt vægt på disse momenter og ikke andre. Dette er særlig
vigtigt, hvis de momenter, der ikke er tillagt vægt, taler for en
gunstigere afgørelse - set fra borgerens/virksomhedens synspunkt. Der skal
endvidere om muligt henvises til praksis for administrationen af
skønsbestemmelsen, eventuelt med en kort redegørelse for den pågældende
praksis.
Faktiske
omstændigheder
Begrundelsen skal endvidere om fornødent kort oplyse
om de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for
afgørelsen, jf.
FVL
§ 24, stk. 2. Oplysning herom bør eksempelvis gives i følgende tilfælde:
Sagens faktum er omtvistet eller uklart
Der er indbyrdes modstridende sagkyndige erklæringer i sagen
Jo mere sammensat og kompliceret en sags faktiske omstændigheder
er, jo større er generelt behovet for at fremhæve de faktiske
omstændigheder, der er tillagt vægt ved afgørelsen.
Mens kravet om henvisning til retsregler efter
FVL
§ 24, stk. 1, er absolut, gælder pligten til en kort redegørelse efter §
24, stk. 2, kun, når der er behov for det. Spørgsmålet om, hvorvidt og i
hvilket omfang begrundelsen skal indeholde oplysninger om faktiske
omstændigheder beror således på en konkret vurdering. Det samme gælder
undtagelsesbestemmelsen i § 24, stk. 3, hvorefter begrundelsespligten kan
begrænses - eller efter omstændighederne bortfalde - efter en konkret
vurdering, jf. kriterierne i
FVL
§ 15. Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses, i det omfang
borgerens/virksomhedens interesse i disse oplysninger til varetagelsen af
sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv
eller til andre private eller offentlige interesser, jf.
FVL
§ 24, stk. 3. Dette vil især være aktuelt i sager med flere parter. Se
nærmere herom i afsnit
M.3.2.1 om forholdet mellem begrundelsespligt og
tavshedspligt.
For så vidt angår afslag på ansøgninger om bevilling antages det i
praksis, at begrundelseskravet kan lempes, således at det kan være
tilstrækkeligt, at der i begrundelsen henvises til sædvanlig praksis eller
til, at den nødvendige dokumentation ikke foreligger.
Særligt for told
På toldområdet gælder herudover art. 6, stk. 3, i EF's
toldkodeks . For
sager om toldgodtgørelse/toldfritagelse efter artikel 236 til 239 i
EF-toldkodeks, skal der altid gives begrundelse, også når afgørelsen er
begunstigende, og begrundelsen skal indeholde alle nødvendige oplysninger
for afgørelsens gennemførelse, jf. artikel 886 i
gennemførelsesbestemmelserne til EF-toldkodeks.
Følgende skal således afhængigt af det enkelte tilfælde fremgå af
begrundelsen:
Oplysninger til identifikation af varerne.
Oplysning om den pågældende artikel i EF-toldkodeksen eller
gennemførelsesbestemmelserne dertil.
Den toldmæssige bestemmelse eller anvendelse varerne skal angives
til.
Den frist inden for hvilken de formaliteter, der er en betingelse
for godtgørelsen eller fritagelsen, skal gennemføres.
Tilkendegivelse af, at den faktiske godtgørelse eller fritagelse
først vil finde sted, når de formaliteter, som godtgørelsen eller
fritagelsen er betinget af, er opfyldt.
Angivelse af de betingelser, som varerne er undergivet indtil
afgørelsens gennemførelse.
Bemærkning om, at originalen af afgørelsen skal afleveres til
toldmyndighederne, når varerne frembydes.
Se nærmere om
konsekvenserne af manglende begrundelse afsnit
F.
E.3.8 Underretning om afgørelsen - herunder
underretning til andre end adressaten
Afgørelsen skal med de i afsnit
E.3.6
nævnte undtagelser meddeles særskilt og skriftligt til sagens
parter. Dette er ensbetydende med, at i sager om ændret fordeling af
afståelsesvederlag, jf. afskrivningslovens § 45 og
ejendomsavancebeskatningslovens § 4, skal såvel sælger som køber
underrettes om afgørelsen. Hvis en part har ladet sig repræsentere,
sendes afgørelsen som udgangspunkt alene til repræsentanten, jf. fx
SKM2002.225.ØLR .
I konkrete tilfælde, fx hvor parten har anmodet om underretning, sendes
afgørelsen også til parten.
I sager om vurdering, hvor begæring om vurdering er fremsat i anledning
af salg, skal meddelelse om SKATs afgørelser gives til såvel
køber som sælger.
I nogle tilfælde skal underretning om afgørelsen sendes både til
parten, til partens eventuelle repræsentant samt øvrige vedkommende. Det
gælder:
Skatteankenævnets kendelser, jf. § 17, stk. 2, i forretningsordenen
for skatteankenævnene.
Vurderingsankenævnets kendelser, jf. § 18, stk. 2 , i
forretningsordenen for vuderingsankenævnene.
Landsskatterettens afgørelser, jf. § 18, stk. 4, i
forretningsordenen for Landsskatteretten.
Skatterådets afgørelser, jf. § 13 i forretningsordenen for
Skatterådet.
Om retningslinier
for underretning af
partsrepræsentanter henvises endvidere til
SKM2006.294.SKAT .
For så vidt angår en ændring af et sambeskattet selskabs ansættelse
skal der gives underretning til det pågældende selskab og moderselskabet,
jf. forudsætningsvis TfS 1999, 488 VLD, som er afløst af
højesteretsdommen
SKM2001.344.HR ,
der ikke tog stilling til dette punkt. Dog vil det efter omstændighederne
være tilstrækkeligt, at underretningen herom sker til moderselskabet i
forbindelse med en ændring af sambeskatningsindkomsten, jf.
SKM2004.108.HR .
I denne dom blev det lagt til grund, at moderselskabet havde haft fuldmagt
til at modtage underretning på vegne af datterselskabet.
En tredjemand, der er blevet varslet om en påtænkt afgørelse, skal
orienteres om den endelige afgørelse vedørende det fælles retsforhold.
Klagefristen regnes efter
SFL
fra det tidspunkt, hvor borgeren/virksomheden har modtaget underretning om
afgørelsen, jf.
SFL
§ 42, stk. 1. Hvis en borger/virksomhed har ladet sig repræsentere er
afgørelsen først gyldigt meddelt, når den er sendt til repræsentanten. For
så vidt angår en ægtefælles klageadgang, jf tidligere
skattestyrelseslovens § 37 A, stk. 2, er det i praksis antaget, at den
sædvanlige klagefrist først løber fra det tidspunkt, hvor vedkommende
bliver bekendt med afgørelsen af ægtefællens skatteansættelse.
Se nærmere om konsekvenserne af manglende underretning
afsnit F .
E.3.9 Klagevejledning
Reglerne om klagevejledning i afgørelsessager findes i
FVL § 25 og § 26.
Reglerne er gentaget i de forskellige forretningsordner, der er udstedt i
henhold til
SFL
. Reglerne betyder, at SKATs afgørelser, der skal meddeles
skriftligt, skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang, hvor rette
klagemyndighed, oplysning om fremgangsmåden og eventuel klagefrist
angives.
Dette gælder også, når et moderselskab, som er sambeskattet med et
datterselskab, underrettes om ændrede skatteansættelser for
datterselskabet, jf. TfS 1999, 488 VLD, hvor landsretten udtalte, at
klagevejledningen ikke indeholdt oplysning om, at også moderselskabet var
klageberettiget, hvilket medførte suspension af klagefristen. Sagen er nu
afgjort af Højesteret, jf.
SKM2001.344.HR ,
hvor spørgsmålet om suspension af klagefrist ikke var til prøvelse.
Klagevejledning skal dog ikke gives, hvis afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende medhold, fx i sager om registrering, hvor ansøgning om
registrering imødekommes ubetinget.
Der skal gives klagevejledning, hvad enten klageadgangen er hjemlet i
SFL ,
skatte- eller afgiftslovgivningen i øvrigt eller blot følger af den
almindelige ulovbestemte regel om administrativ rekurs, jf.
afsnit H.
Ved klage til
vurderingsankenævn
I sager, der kan påklages til vurderingsankenævn, skal der vejledes
om:
At afgørelsen kan påklages til vurderingsankenævnet.
At klage kan indgives af ejeren af den faste ejendom og af andre,
der har en væsentlig, direkte retlig interesse i vurderingens resultat.
At afgørelsen skal være modtaget i vurderingsankenævnet senest 3
måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Ved de
almindelige vurderinger eller omvurderinger efter vurderingslovens § 1
eller § 3, skal klagen dog være modtaget senest den 1. juli i året efter
vurderingsåret, medmindre skatteministeren fastsætter en længere frist.
At klagen skal være skriftlig og begrundet.
Ved klage til
skatteankenævn
I sager, der kan påklages til skatteankenævn , skal der vejledes
om:
At afgørelsen kan påklages til skatteankenævnet.
At klage til skatteankenævnet kan indgives af enhver, der har
en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse,
der klages over.
At afgørelsen skal være modtaget i skatteankenævnet senest 3 måneder
fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over, eller hvor særskilt
underretning om afgørelsen er undladt, jf.
SFL
§ 20, stk. 2 , fra modtagelsen af årsopgørelsen.
At klagen skal være skriftlig og begrundet.
At det offentlige efter kapitel 19 i
SFL
efter anmodning yder godtgørelse af visse udgifter ved at klage til
skatteankenævnet.
Ved klage til
Landsskatteretten
I sager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal der vejledes
om:
At afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten, Vester
Farimagsgade 7, 1606 København V.
At klage til Landsskatteretten kan indgives af enhver, der har en
væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der
klages over.
At klage over en afgørelse, der kan påklages til vurderingsankenævn
efter
SFL
§ 8, stk. 1, nr. 1, kan indgives af de i § 38, stk. 1, nævnte.
At klagen skal være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder
efter klagerens modtagelse af den afgørelse, der klages over.
At klagen skal være skriftlig og angive, på hvilke punkter
afgørelsen anses for urigtig samt en begrundelse herfor.
At der med klagen i original eller kopi skal indsendes den
afgørelse, der klages over, den sagsfremstilling, der har ligget til
grund for afgørelsen og som er sendt til klageren, og dokumenter, som
klageren ønsker at anvende som bevis.
At der samtidig med klagens indgivelse skal betales en klageafgift
på 700 kr. til Landsskatteretten. Afgiften kan vedlægges i check eller
indbetales til bank, reg. nr. 5010, konto nr. 121398-6. Afgiften
tilbagebetales, hvis klageren får helt eller delvis medhold af
Landsskatteretten eller ved en efterfølgende domstolsprøvelse af
spørgsmålet. Der skal dog ikke betales for klage over afgørelser, der
efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse efter
SFL
§ 13, stk. 3, 1. pkt, skal træffes uden medvirken af læge
retsmedlemmer. Der henvises nærmere til
bekendtgørelse
nr. 1025 af 24. oktober 2005 med senere ændringer.
At det offentlige efter kapitel 19 i
SFL
efter anmodning yder godtgørelse af visse udgifter ved at klage til
Landsskatteretten og at tilskudsordningen ikke omfatter
klageafgiften.
Valg af klageinstans
Klagevejledningen skal indeholde oplysning om, at afgørelser, som kan
påklages til skatteankenævnet, efter klagerens valg i stedet kan påklages
til Landsskatteretten. Dette gælder dog ikke afgørelser om
forskudsregistrering, jf.
SFL
§ 5, stk. 2.
Klagevejledningen skal i fornødent omfang indeholde oplysning om,
hvorvidt der inden for det pågældende sagsområde gælder særlige
begrænsninger i klageinstansens kompetence.
Suspension af klagefrist
Af dommen
SKM2001.62.VLR
kan udledes, at hvis der under en løbende klagefrist anmodes om
genoptagelse af den påklagede afgørelse, vil klagefristen som udgangspunkt
være suspenderet indtil genoptagelsesspørgsmålet er afgjort, jf. FVL § 20,
stk. 3.
Særligt om
betalingskorrektion i henhold til ligningslovens § 2, stk. 4
Som anført under afsnit
E.3.1
er der i forbindelse med ændringer af skatteansættelser efter
ligningslovens § 2 pligt til at vejlede om adgangen til
betalingskorrektion i henhold til ligningslovens § 2, stk. 4. Hvis der er
givet en sådan vejledning, vil klagefristen vedrørende
ansættelsesændringen løbe på normal måde. Hvis der derimod ikke er givet
korrekt vejledning om adgangen til betalingskorrektion, vil der efter en
færdigbehandling af en efterfølgende anmodning om betalingskorrektion
skulle gives fornyet klagevejledning også vedrørende selve den
ansættelsesændring, der har givet anledning til betalingskorrektionen.
Lovbestemt frist for
sagsanlæg
Efter
FVL
§ 26 skal der gives vejledning om muligheden for sagsanlæg ved domstolene,
hvis der gælder lovbestemte frister for et sagsanlæg. Reglen har betydning
for alle sager, hvor SKAT træffer endelig administrativ afgørelse,
jf.
SFL
§ 48. I sager, hvor der ikke kan ske yderligere administrativ påklage,
skal der således vejledes om, at fristen for domstolsprøvelse er 3 måneder
fra sagens afgørelse eller afvisning. Se desuden om domstolsprøvelse
afsnit
I .
Overspringelsesreglen
Efter
SFL
§ 48, stk. 2 - som benævnes overspringelsesreglen - kan en sag indbringes
for domstolene, inden der er truffet endelig administrativ afgørelse, hvis
der er forløbet mere end 6 måneder efter sagens indbringelse for den
endelige administrative instans. I sager, hvor sagsbehandlingstiden
forventes at blive på mere end 6 måneder, skal der derfor vejledes om
overspringelsesreglen senest ved fristens udløb.
Anden vejledning
Reglerne i
FVL
§ 25, stk. 1, fastsætter alene regler om administrativ rekurs. Det følger
imidlertid af den vejledningspligt, som efter
FVL
§ 7 påhviler SKAT, at der efter omstændighederne bør vejledes om
muligheden for klage til Folketingets Ombudsmand.
Særligt for told
Klagevejledningen i toldsager, hvor Landsskatteretten er klageinstans,
indeholder et afsnit om såkaldt anfægtelse af afgørelser. Reglerne om
anfægtelse skal ses i lyset af de EU-retlige regler om afregning af egne
indtægter.
Der er tale om anfægtelse af en afgørelse, når parten
meddeler SKAT, at han ikke er enig i den trufne afgørelse og at han
derfor agter at påklage den. Anfægtelsen skal ske skriftligt og inden 4
uger fra datoen for afgørelsen.
For borgeren eller virksomheden er der ingen retsvirkninger knyttet til
anfægtelse. Selv om en afgørelse ikke er anfægtet inden for de 4 uger,
afskærer det ikke parten fra at indbringe afgørelsen for
Landsskatteretten. Omvendt er parten ikke forpligtet til at klage til
Landsskatteretten, selv om afgørelsen er blevet anfægtet.
På toldområdet gælder herudover art. 6, stk. 3 i EF's
toldkodeks .
Se nærmere om konsekvenserne af manglende klagevejledning afsnit
F.
E.3.10 Oplysningspligt
Reglerne om den dataansvarliges oplysningspligt over for den
registrerede findes i persondatalovens kapitel 8, §§ 28 - 30, jf. lov nr.
429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger. Loven erstatter
den tidligere registerlovgivning om offentlige og private registre. Se
eventuelt
afsnit M.2 om lovens
formål
og indhold generelt.
Efter lovens anvendelsesområde gælder oplysningspligten for behandling
af personoplysninger, som helt eller delvist foretages ved hjælp af
elektronisk databehandling, samt for ikke-elektronisk behandling af
personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register, jf. PDL
§ 1, stk.1.
Ved personoplysninger forstås enhver form for information om en
identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede), jf.
PDL § 3, nr. 1. Personen er fx identificerbar, hvis den pågældende kan
identificeres ved hjælp af CPR-nr., SE-nr., CVR-nr., journalnummer eller
lignende. I det hele taget gælder, at virksomhedsoplysninger, der kan
identificere enkeltpersoner, er omfattet af begrebet personoplysninger.
Reglerne om oplysningspligt gælder derimod som hovedregel ikke for
behandling af oplysninger om juridiske personer (selskaber, fonde,
foreninger mv.). Der gælder dog særlige regler for videregivelse af
oplysninger til kreditoplysningsbureauer, jf. persondatalovens kapitel
5.
Ved behandling forstås enhver operation eller række af operationer, som
oplysninger gøres til genstand for, jf. PDL § 3, nr. 2. Begrebet dækker
bl.a. over indsamling, registrering, opbevaring, tekstbehandling, brug,
videregivelse og sletning. Behandling kan eksempelvis finde sted i
forbindelse med konkrete sager eller som led i udøvelse af kontrol.
Der skal endvidere være tale om behandling af personoplysninger, der
foretages ved hjælp af elektronisk databehandling - eller ikke-elektronisk
databehandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et
register. Det drejer sig bl.a. om oplysninger, som på et tidspunkt enten
vil blive indberettet til et af edb-systemerne, som vil blive behandlet
elektronisk i form af tekstbehandling, eller som vil blive indeholdt i et
manuelt register. Elektronisk journalisering og sagsstyring er også
omfattet. Derimod er den manuelle behandling af oplysninger i mapper med
sagsakter ikke omfattet.
Oplysningspligt af egen
drift
Efter reglerne om oplysningspligt påhviler der den dataansvarlige en
pligt til af egen drift at give den registrerede meddelelse om en række
forhold ved indsamling af oplysninger om den pågældende. Der er altså ikke
tale om regler, som kun skal opfyldes, hvis den registrerede fremsætter
anmodning herom.
Formkrav mv.
Der gælder efter loven ingen formkrav til den meddelelse, der gives den
registrerede, og der kan derfor efter bestemmelsen ikke stilles krav om,
at meddelelsen skal gives skriftligt. Det er imidlertid den
dataansvarlige, som - i tilfælde af uenighed om, hvorvidt der er givet den
fornødne underretning til den registrerede - skal kunne dokumentere, at
oplysningspligten er opfyldt. Underretningen skal derfor som hovedregel
gives skriftligt. Hvis oplysninger indhentes mundtligt, fx under et møde
eller pr. telefon, og der samtidig mundtligt gives underretning til
opfyldelse af oplysningspligten, skal der i alle tilfælde foretages notat,
der kan dokumentere, at oplysningspligten er blevet overholdt.
Forvaltningsmyndighedens stilling til, om - og i hvilket omfang - der i
en given situation er oplysningspligt efter persondatalovens kapitel 8, §§
28 - 30, er ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men anses for
en beslutning af processuel karakter. Myndigheden skal derfor ikke
begrunde en eventuel beslutning om ikke at give underretning, når
indsamlingen finder sted. Tilsvarende skal underretning af den
registrerede til opfyldelse af oplysningspligten ikke ledsages af
klagevejledning. Er der derimod tale om besvarelse af en efterfølgende
klage fra den registrerede person over manglende underretning eller
eventuelt indsigelse mod, at oplysninger om vedkommende gøres til genstand
for behandling, jf. lovens § 35, er der tale om en afgørelse, som skal
forsynes med både begrundelse og klagevejledning.
Oplysningspligtens omfang
Reglerne om oplysningspligt i persondataloven er opbygget på den måde,
at spørgsmålet om den dataansvarliges oplysningspligt over for den
registrerede i forbindelse med indsamling af oplysninger hos den
registrerede selv er reguleret i lovens § 28, mens spørgsmålet om den
dataansvarliges oplysningspligt ved indsamling af oplysninger hos andre
end den registrerede er reguleret i lovens § 29.
Endvidere er der i lovens § 30 fastsat en række undtagelser, der
knytter sig til den dataansvarliges oplysningspligt over for den
registrerede i begge de nævnte situationer. Når behandlingen er omfattet
af oplysningspligten, skal den dataansvarlige give den registrerede
meddelelse om følgende:
Den dataansvarliges identitet, jf. PDL § 28, stk. 1, nr. 1, og § 29,
stk. 1, nr. 1.
Formål med behandlingen, jf. PDL § 28, stk. 1, nr. 2, og § 29, stk.
1, nr. 2.
Andre nødvendige oplysninger, jf. PDL § 28, stk. 1, nr. 3, og § 29,
stk. 1, nr. 3.
Den dataansvarlige myndighed er samme myndighed, som er ansvarlig for
den behandling, der giver anledning til, at den registrerede skal
informeres. Det forhold, at det fremgår af brevpapiret, hvilken myndighed
der er ansvarlig for sagen, vil være tilstrækkelig til at opfylde
oplysningspligten efter PDL § 28, stk. 1, nr. 1, og § 29, stk. 1, nr.
1.
Underretningen om formålet eller formålene med behandlingen skal være
tilstrækkelig til, at den registrerede bliver klar over, hvad der er
baggrunden for, at der indsamles oplysninger om den pågældende. Det
betyder, at den dataansvarlige - som minimum - skal underrette den
registrerede om, hvad de indsamlede oplysninger skal bruges til på
indsamlingstidspunktet.
Den dataansvarlige skal endvidere i hver enkelt tilfælde foretage en
konkret vurdering af, om der er andre oplysninger, der under hensyn til de
særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er
nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, jf. PDL
§ 28, stk. 1, nr. 3, litra a-c, og § 29, stk. 1, nr. 3, litra a-c.
Opregningen i litra a-c i de to bestemmelser er ikke udtømmende, men det
drejer sig eksempelvis om følgende informationer:
Hvem oplysningerne videregives til, dvs. eventuelle kategorier af
modtagere, jf. § 28, stk. 1, nr. 3, litra a, og § 29, stk. 1, nr. 3,
litra b.
Om det er obligatorisk eller frivilligt at besvare stillede
spørgsmål samt mulige følger af ikke at svare, jf. § 28, stk. 1, nr. 3,
litra b.
Hvilken type oplysninger der behandles, når oplysningerne ikke er
indsamlet hos den registrerede, jf. § 29, stk. 1, nr. 3, litra
a.
Der skal efter sidstnævnte bestemmelse gives den registrerede
meddelelse om typen af oplysninger, som er indsamlet, og ikke om konkrete
oplysninger. Ønsker den registrerede at få oplyst, hvilke konkrete
oplysninger, der er indsamlet om vedkommende, må den registrerede anmode
om indsigt heri efter reglerne i persondatalovens kapitel 9, jf. næste
punkt.
Retten til efter anmodning at få indsigt i og berigtigelse af de
behandlede oplysninger, jf. § 28, stk. 1, nr. 3, litra c, og § 29, stk.
1, nr. 3, litra c.
Retten til indsigt efter anmodning er reguleret i persondatalovens
kapitel 9, §§ 31 - 34. Reglerne om indsigtsret er regler om egenacces.
Reglerne regulerer derfor bl.a. i hvilket omfang den person, der behandles
oplysninger om, har ret til konkrete oplysninger om sig selv. Se afsnit
M.2 om indsigt efter persondataloven.
Retten til berigtigelse mv. efter anmodning er reguleret i PDL § 37.
Bestemmelsen fastsætter, at den registrerede over for den dataansvarlige
kan kræve, at oplysninger om den pågældende berigtiges, slettes eller
blokeres, hvis oplysningerne viser sig urigtige, vildledende eller på
anden måde er behandlet i strid med lov eller bestemmelser udstedt i
medfør af lov.
Som anført er opregningen i litra a-c i §§ 28, stk. 1, nr. 3, og 29,
stk. 1, nr. 3, ikke udtømmende. Der vil derfor efter omstændighederne
kunne påhvile den dataansvarlige en pligt til at give den registrerede
anden information end de oplysninger, der følger af bestemmelserne i litra
a-c. Om der skal gives den registrerede yderligere information beror -
ligesom med hensyn til bestemmelserne i litra a-c - på en konkret
vurdering af, om dette er nødvendigt for, at den registrerede kan varetage
sine interesser i det enkelte tilfælde.
Undtagelser fra
oplysningspligten
Persondataloven indeholder en række undtagelser om den dataansvarliges
oplysningspligt over for den registrerede, jf. PDL § 28, stk. 2, § 29,
stk. 2, og § 30.
PDL §§ 28, stk. 2, og 29,
stk. 2, 1. led - den dataansvarliges identitet, formålet med behandlingen,
mv. er den registrerede bekendt
Efter bestemmelserne i PDL § 28, stk. 2, og § 29, stk. 2, 1. led,
gælder oplysningspligten efter stk. 1 i de to bestemmelser ikke, hvis den
registrerede allerede er bekendt med de oplysninger, som er omfattet af
oplysningspligten, dvs. oplysninger om den dataansvarliges identitet,
formålene med behandlingen samt yderligere oplysninger, der er nødvendige
til varetagelse af den registreredes interesser.
I de tilfælde, hvor indsamlingen af oplysninger sker ved, at den
registrerede selv retter henvendelse til den dataansvarlige, vil det i
almindelighed kunne lægges til grund, at den registrerede allerede er
bekendt med de oplysninger, der efter PDL § 28, stk. 1, skal gives den
pågældende. Også i de situationer, hvor den dataansvarlige aktivt
indsamler oplysninger hos den registrerede, vil det i mange tilfælde kunne
lægges til grund, at den registrerede allerede er bekendt med disse
oplysninger. I begge de nævnte situationer gælder dog, at
oplysningspligten skal opfyldes, hvis den dataansvarlige er i tvivl om,
hvorvidt den registrerede allerede er bekendt med de i stk. 1, nr. 1 - 3,
anførte oplysninger.
I de tilfælde, hvor oplysningerne er indsamlet hos andre end den
registrerede, fx andre myndigheder eller private, vil den dataansvarlige
derimod som hovedregel ikke kunne lægge til grund, at den registrerede
allerede er bekendt med de oplysninger, som den dataansvarlige er
forpligtet til at give meddelelse om efter PDL § 29, stk. 1. Det beror
bl.a. på, at oplysningspligten skal opfyldes, hvis den dataansvarlige er i
tvivl om, hvorvidt den registrerede allerede er bekendt med de i stk. 1,
nr. 1 - 3, nævnte oplysninger.
Hvis en dataansvarlig myndighed, som har indsamlet oplysninger hos den
registrerede og i den forbindelse har opfyldt sin oplysningspligt efter
PDL § 28, efterfølgende videregiver de indsamlede oplysninger til en anden
dataansvarlig myndighed, skal denne nye dataansvarlige myndighed som
udgangspunkt opfylde oplysningspligten efter PDL § 29. Den nye
dataansvarlige myndighed kan alene undlade at give den registrerede
meddelelse efter PDL § 29, stk. 1, hvis den oprindelige dataansvarlige
allerede har givet de fornødne oplysninger til den registrerede, jf. PDL §
29, stk. 2, 1. led, eller hvis en af de øvrige undtagelsesbestemmelser i
PDL § 29 eller § 30 er opfyldt.
PDL § 29, stk. 2, 2. led -
registreringen eller videregivelsen er udtrykkeligt fastsat ved
lov
Af bestemmelsen i PDL § 29, stk. 2, 2. led, følger, at
oplysningspligten efter stk. 1 heller ikke gælder, hvis registreringen
eller videregivelsen er udtrykkeligt fastsat ved lov eller bestemmelse
fastsat i henhold til lov.
Kravet om udtrykkelighed betyder, at der bør sondres mellem de
bestemmelser, der indeholder en indberetningspligt, og de bestemmelser,
der indeholder en oplysningspligt. Som hovedregel vil det kun være i de
tilfælde, hvor der er tale om en egentlig indberetningspligt eller pligt
til at indhente oplysninger, at kravet om udtrykkelighed er opfyldt. I
disse tilfælde vil det være klart for den registrerede (gennem
bekendtgørelse i Lovtidende), at der vil blive indberettet/indhentet
oplysninger om den pågældende. Den registrerede vil derfor have mulighed
for at søge om indsigt i de behandlinger, der foregår hos den modtagende
myndighed. Datatilsynet anser eksempelvis bestemmelsen i
skattekontrollovens § 7 F, stk. 1, hvorefter kommunerne årligt skal
foretage indberetning
til SKAT om opkrævede underholdsbidrag, for at opfylde kravet om
udtrykkelighed. Det er derimod ikke tilstrækkeligt, at en bestemmelse
indeholder en oplysningspligt, da det vil være forbundet med en vis
usikkerhed om der rent faktisk behandles (registreres eller videregives)
oplysninger om den registrerede, jf. eksempelvis skattekontrollovens § 8
G, stk. 1, om oplysningspligt for vekselerere, advokater m.fl. " ... i det
omfang told- og skatteforvaltningen anmoder derom og oplysningerne er af
væsentlig betydning for skatteligningen ...".
PDL § 29, stk. 3 -
underretning af den registrerede er umulig eller uforholdsmæssig
vanskelig
Efter PDL § 29, stk. 3, gælder oplysningspligten efter stk. 1 heller
ikke, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig eller er
uforholdsmæssig vanskelig.
I hvilket omfang dette er tilfældet skal vurderes i den enkelte
situation. Ved denne vurdering skal der ske en afvejning af på den ene
side betydningen af en sådan underretning for den registrerede og på den
anden side den arbejdsindsats hos myndigheden, der vil være forbundet med
en sådan underretning. Der skal i den forbindelse bl.a. lægges vægt på
antallet af registrerede, som skal have meddelelse, oplysningernes alder,
samt hvor indgribende det er for den enkelte, at der foretages behandling
af oplysninger om vedkommende. Det vil herunder være af betydning, om
behandlingen af oplysninger foretages som led i enkeltsagsbehandling, hvor
underretning kan ske i forbindelse med iværksættelse af andre
sagsbehandlingsskridt, eller om behandlingen foretages som led i en række
identiske sager, eventuelt som led i massesagsbehandling. Hvor
oplysningerne vedrører personer, der er bosiddende i udlandet, kan
behandlingen således efter omstændighederne være undtaget fra
oplysningspligten, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig
eller uforholdsmæssig vanskelig efter en konkret afvejning. I øvrigt må
det antages, at bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde.
Det fremgår af en udtalelse fra Datatilsynet, at betingelserne for at
fravige oplysningspligten med hjemmel i § 29, stk. 3, ikke kan anses for
opfyldt i en sag, hvor Arbejdsdirektoratet i forbindelse med tilsynet af
kommunernes rådighedsvurderinger for kontant- og starthjælpsmodtagere
indhenter oplysninger og opretter sager på de enkelte ydelsesmodtagere.
Datatilsynet har herved lagt vægt på 1) omfanget og karakteren af de
oplysninger om borgeren, der indhentes og registreres, 2) at direktoratets
behandling kan (men ikke nødvendigvis vil) føre til ændringer i forhold
til borgeren, 3) formålet med oplysningspligten (at skabe større
gennemsigtighed og overblik vedrørende personregistreringen), 4) at
direktoratet opretter en sag for hver enkelt borger, og endelig 5) har
Datatilsynet ikke grundlag for at antage, at det vil være forbundet med
uforholdsmæssig stor arbejdsindsats at underrette de omhandlede personer,
jf. Datatilsynets udtalelse til Arbejdsdirektoratet af 1. december 2004,
j.nr. 2004-321-0316. Udtalelsen er offentliggjort på Datatilsynets
hjemmeside.
Undtagelsesbestemmelsen i § 29, stk. 3, kan således eksempelvis heller
ikke anvendes som hjemmel for manglende opfyldelse af oplysningspligten i
tilfælde, hvor der på grundlag af anmeldelser om borgere foretages
registrering og enkeltsagsbehandling, hvor oplysningspligten derfor ikke
vil være "uforholdsmæssig vanskelig" at opfylde, og hvor myndighedens
behandling af oplysningerne i anmeldelserne eventuelt senere kan få
"indgribende" betydning for den anmeldte.
PDL § 30 - afgørende hensyn
til private eller offentlige interesser
Yderligere undtagelser fra oplysningspligten er fastsat i PDL § 30.
Efter bestemmelsen i stk. 1 kan undtagelse fra reglerne i § 28, stk. 1, og
§ 29, stk. 1, gøres, hvis den registreredes interesse i at få kendskab til
oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til private
interesser, herunder hensynet til den registrerede selv. Efter
bestemmelsen i stk. 2 kan undtagelse fra bestemmelserne i § 28, stk. 1, og
§ 29, stk. 1, tillige gøres, hvis den registreredes interesse i at få
kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til
offentlige interesser, herunder navnlig hensynet til 1) statens sikkerhed,
2) forsvaret, 3) den offentlige sikkerhed, 4) forebyggelse,
efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller i
forbindelse med brud på etiske regler for lovregulerede erhverv, 5)
væsentlige økonomiske eller finansielle interesser hos en medlemsstat
eller Den Europæiske Union, herunder valuta-, budget-, og
skatteanliggender samt 6) kontrol-, tilsyns-, eller reguleringsopgaver,
herunder opgaver af midlertidig karakter, der er et led i den offentlige
myndighedsudøvelse på de i nr. 3 - 5 nævnte områder. Bestemmelserne har
kun betydning, hvis underretning af den registrerede ikke kan undlades
efter undtagelsesbestemmelserne i § 28, stk. 2, og § 29, stk. 2 og 3.
Indskrænkning af den dataansvarliges oplysningspligt kræver efter både
stk. 1 og stk. 2 en konkret afvejning af de modstående interesser, der er
anført. Afvejningen skal foretages for hver enkelt oplysning for sig. Hvis
hensyn, der indebærer undtagelse fra oplysningspligten, kun gør sig
gældende for en del af de i § 28, stk. 1, og § 29, stk. 1, nævnte
oplysninger, skal der gives den registrerede meddelelse om de øvrige
oplysninger. Endvidere indebærer udtrykket "afgørende hensyn", at
undtagelse fra oplysningspligten kun kan gøres, hvor der er nærliggende
fare for, at privates eller offentliges interesser vil lide skade af
væsentlig betydning. Bevisbyrden påhviler den dataansvarlige.
Eksempelvis vil bestemmelsen i PDL § 30, stk. 2, nr. 6, om hensynet til
kontrol mv. kunne anvendes, hvis det efter en konkret afvejning - af på
den ene side hensynet til den registreredes interesse i at få kendskab til
oplysningerne og på den anden side afgørende kontrolhensyn - vurderes, at
der er nærliggende og konkret fare for, at det offentliges interesser vil
lide skade af væsentlig betydning, fx fordi behandlingen sker i
forbindelse med planlægning af uanmeldt kontrol.
Ordlyden og fortolkningen af undtagelsesbestemmelsen i persondatalovens
§ 30, stk. 2, nr. 6, svarer til forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 4, om
undtagelse af oplysninger i sager om partsaktindsigt, for så vidt angår
den afvejning, der skal foretages af modstående interesser samt begrebet
"afgørende hensyn". Ligeledes svarer fortolkningen af ekstraheringspligten
efter persondatalovens § 30, stk. 2, nr. 6, som alene fremgår af
bemærkningerne til loven, til fortolkningen af ekstraheringspligten efter
ordlyden af forvaltningslovens § 15, stk. 2.
Ombudsmanden udtalelse i en sag om afslag på aktindsigt i anmeldelser
efter forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 4, kan derfor også anvendes som
fortolkningsbidrag til undtagelsesbestemmelsen i persondatalovens § 30,
stk. 2, nr. 6, i relation til anmeldelser, jf. FOB 2004, 346 ff,
om Afslag på aktindsigt i skattekontrolsag.
Ombudsmandens udtalelse indebærer således i relation til anmeldelser,
at betingelserne for helt eller delvist at fravige oplysningspligten med
hjemmel i persondatalovens § 30, stk. 2, nr. 6, er at der for hver enkelt
oplysning foreligger afgørende modhensyn af en sådan karakter, at der
efter et konkret skøn er nærliggende og sandsynliggjort fare for, at
kontrolhensyn vil lide skade af væsentlig betydning. Det forhold at
kontrolprocessen vanskeliggøres er ikke i sig selv et afgørende modhensyn,
når selve kontrolformålet ikke samtidig lider skade af væsentlig
betydning. Det er i denne sammenhæng uden betydning om partens interesse i
at kende oplysningerne antages at være mere eller mindre tungtvejende,
hvis der ikke foreligger sådanne afgørende hensyn, der taler imod
meddelelse af de omfattede oplysninger.
Tidsfrist for opfyldelse af
oplysningspligten
Når der indsamles oplysninger hos den registrerede, skal
oplysningspligten opfyldes samtidig med indsamlingen, jf. PDL § 28, stk.
1.
I de tilfælde, hvor oplysninger indsamles i forbindelse med, at den
registrerede fx skal indlevere en ansøgning, blanket eller lignende til
den dataansvarlige, kan oplysningspligten opfyldes ved, at de fornødne
informationer er fortrykt på ansøgningen, blanketten mv. Hvis indsamlingen
foregår uden anvendelse af en fortrykt ansøgningsformular eller lignende,
fx ved at den registrerede selv henvender sig i et almindeligt brev, skal
oplysningspligten opfyldes snarest muligt eller senest inden for 10
dage.
Når oplysninger indsamles hos andre end den registrerede, skal
oplysningspligten opfyldes ved registreringen, eller hvis de indsamlede
oplysninger er beregnet på videregivelse, senest når videregivelsen af
oplysningerne finder sted, jf. PDL § 29, stk. 1.
Udtrykket "ved registreringen" skal fortolkes som snarest muligt eller
senest inden for 10 dage efter registreringen. I tilfælde, hvor de
indsamlede oplysninger er beregnet på videregivelse til tredjemand, kan
opfyldelse af oplysningspligten vente til videregivelse af oplysninger
første gang finder sted. Det er dog en betingelse, at det på tidspunktet
for indsamlingen er klart, at oplysningerne skal videregives til
tredjemand, og at videregivelsen finder sted inden for en forholdsvis
snæver periode.
Lignende dokumenter
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 E. SAGSBEHANDLING Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 E. SAGSBEHANDLING Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 E. SAGSBEHANDLING Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008