Spring til indhold

Retsinformation

PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 E. SAGSBEHANDLING

STV nr 20054 af 01/01/2006Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Processuelle regler på SKATs område 2006-3

E.

Sagsbehandling

E.1 Princippet om lovmæssig forvaltning -

praksisændringer

For SKATs sagsbehandling gælder forvaltningsrettens almindelige

regler, herunder princippet om lovmæssig forvaltning og en række uskrevne

retsprincipper.

Princippet om lovmæssig forvaltning betyder, at myndighedernes

afgørelse ikke må være i strid med lovgivningen samt, at afgørelsen skal

have hjemmel i en lovbestemmelse. De uskrevne retsprincipper, som er

opstillet i retspraksis, er:

Grundsætningen om magtfordrejning, dvs. det forhold, at

forvaltningen ikke må varetage usaglige hensyn.

Den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning om, at der

ikke må ske usaglig forskelsbehandling.

Princippet om pligtmæssigt skøn, dvs. det forhold, at når der ved

lov er overladt myndigheden en forpligtelse til at foretage en

individuel vurdering i den enkelte sag, kan forvaltningen ikke undlade

at inddrage relevante saglige hensyn i den skønsmæssige vurdering.

Proportionalitetsgrundsætningen, dvs. det forhold, at indgrebet ikke

må være videregående end formålet tilsiger.

Ændringer af

praksis

I princippet kan SKAT ændre en praksis, eksempelvis ved at vælge

en anden fortolkning af en lovbestemmelse. Det gælder, selv om der er tale

om en langvarig og hidtil konsekvent fulgt praksis. En skærpelse af

praksis kan efter almindelige forvaltningsretlige regler kun ske med

virkning for fremtiden, hvilket er fastslået i dommen UfR 1983, 8 HD.

Under alle omstændigheder skal en praksisændring gennemføres med en vis

Læs alt

smidighed, eventuelt efter en overgangsordning.

Lempes en administrativ praksis, gælder det, at afgørelser, der er

truffet efter den tidligere strenge praksis, kun kan kræves taget op til

ny overvejelse og afgjort efter den nye praksis, hvis begrundelsen for

praksisændringen (lempelsen) er, at hidtidig praksis kan forventes

underkendt ved Landsskatteretten/domstolene. I så fald vil der kunne ske

genoptagelse inden for fristerne i

SFL

§§ 26-27 og 31-32, jf.G

.1.1.2

og

G.1.2.5 .

Er der derimod tale om, at praksislempelsen ikke sker på grundlag af en

vurdering af, at hidtidig praksis kan forventes underkendt - dvs. at

der er tale om en ny praksis, der inden for lovens rammer lægger andre

hensyn til grund eller foretager en anderledes vægtning af hensynene

indbyrdes (det skønsmæssige element) - har borgeren/virksomheden ikke

krav på, at en sag genoptages.

En klart ulovlig administrativ praksis vil blive tilsidesat af

domstolene. Tilsvarende gælder, hvor myndigheden har sat skøn under regel,

således at myndighederne har undladt at vurdere, om der i den konkrete sag

foreligger sådanne specielle omstændigheder, at den administrative praksis

burde være fraveget. Myndigheden kan her have tilsidesat princippet om

»pligtmæssigt skøn«.

Adgangen til at støtte ret

på generelle udsagn og praksis

Med UfR 1983, 8 HD er det fastslået, at ligningsmyndighedernes

overordnede generelle praksis alene kan skærpes med fremtidig virkning. En

sådan skærpelse kan tidligst få virkning fra det tidspunkt, hvor

skærpelsen offentliggøres på relevant måde, fx via SKMved udsendelse

af en SKAT-meddelelse, herunder en SKAT-meddelelse,

der ændrer en tidligere SKAT-meddelelse, jf. TfS 1993, 345 VLD

og TfS 1996, 656 VLD, eller ved en skærpet formulering i

Ligningsvejledningen.

Det anførte gælder dog ikke i det omfang den ændrede praksis alene er

udtryk for en udfyldning eller præcisering af hidtidig praksis, jf. fx TfS

1994, 587, 588 og 589 HD om den skattemæssige behandling af lån i

fælleskasser, hvor skattemyndighedernes præcisering af praksis kunne gøres

gældende uden forudgående varsel.

At en generel overordnet praksis alene kan skærpes med fremtidig

virkning er ensbetydende med, at borgere/virksomheder som udgangspunkt kan

støtte ret på en forventning om, at en entydig og forbeholdsløs

formulering i en SKAT-meddelelse og Ligningsvejledning indtil

videre er udtryk for myndighedernes generelle praksis. Der kan henvises

til UfR 1965, 399 HD, TfS 1992, 19 ØLD, TfS 1994, 295 ØLD, TfS 1996, 210

HD, TfS 1996, 642 HD, TfS 1997, 6 VLD og TfS 1997, 834 VLD. I dommen

SKM2004.153.VLR

kunne der ikke støttes ret på Ligningsvejledningens udsagn om

hovedaktionærers beskatning af værdien af rådighed over lystbåd, idet

udsagnet vedrørte hovedaktionærer, der ikke samtidig var ansat i

selskabet, hvorimod hovedaktionæren i den foreliggende sag samtidig netop

var ansat som direktør i selskabet. I øvrigt gælder som generelle

undtagelser fra udgangspunktet, at borgere/virksomheder ikke kan støtte

ret på en formulering, der måtte føre til resultater, der er i direkte

modstrid med højere rangerende retskilder, dvs. lovgivning, domspraksis og

offentliggjort fast administrativ praksis.

Se hertil

SKM2001.582.ØLR

, hvor den skattepligtige henviste til en cirkulæreskrivelse om

myndighedernes adgang til at forhøje skatteansættelser efter 3-års

fristens udløb. I henhold til cirkulæreskrivelsen skulle en gennemført

forhøjelse frafaldes, hvis der som i den foreliggende sag ikke var

grundlag for ansvar for urigtig selvangivelse. Østre Landsret stadfæstede

forhøjelsen med den bemærkning, at cirkulæreskrivelsen på dette punkt ikke

havde støtte i ordlyden af eller i forarbejderne til den dagældende

bestemmelse i SSL § 35, stk. 3. Se tilsvarende TfS 1993, 101 VLD, TfS

1993, 161 VLD og TfS 1995, 483 HD.

En forudsætning for, at borgere/virksomheder kan støtte ret på

indholdet af generelle administrative retskilder er endvidere, at

retskilden hidrører fra de overordnede myndigheder, jf. TfS 1994, 551 VLD

og TfS 1996, 173 ØLD, hvor der ikke kunne støttes ret på generelle udsagn

fra en told- og skatteregion. I sagen refereret i TfS 2000, 871 HD kunne

et notat fra statsskattedirektoratet om investering i lystbåde efter sin

karakter ikke begrunde en retligt beskyttet forventning hos en

borger/virksomhed, der var kommet i besiddelse af notatet, om, at hans

bådudlejningsvirksomhed ville blive anerkendt som erhvervsmæssig. Efter

indførelsen af enhedsforvaltningen SKAT den 1. november 2005 har

forannævnte sondring mellem under- og overordnede myndigheder ikke længere

praktisk betydning på SKATs myndighedsområde.

Det er naturligvis også en forudsætning, at borgeren/virksomheden kan

dokumentere, at der eksisterer en fast administrativ praksis, jf. TfS

2000, 761 ØLD, hvor en skattepligtig havde påberåbt sig en administrativ

praksis om, at lotterigevinster under en vis mindstegrænse ikke blev

beskattet. Den skattepligtige gjorde endvidere gældende, at det måtte have

processuel skadevirkning for Skatteministeriet, hvis

ligningsmyndighedernes interne retningslinier om mindstegrænser ikke blev

fremlagt i retten. Gevinsten blev anset for skattepligtig, fordi retten

ikke fandt det dokumenteret, at der eksisterede en fast administrativ

praksis, hvorefter gevinster af den pågældende art og størrelse var

skattefrie.

I TfS 2000, 148 HD, hvor Ligningsrådet i nogle tilfælde havde afgivet

en bindende forhåndsbesked, fandtes det ikke godtgjort, at der havde

eksisteret en administrativ praksis, der afskar skattemyndighederne fra at

nægte fradragsret for renter og provision i den konkrete situation.

Se tilsvarende

SKM2001.408.ØLR ,

hvor den skattepligtige ikke kunne dokumentere en bestemt praksis om

fradrag for udgifter til erhvervelse af filmrettigheder. Ved

SKM2003.586.HR

fik den skattepligtige af andre grunde medhold i sin påstand.

Se endelig TfS 2000, 1011 HD, hvor den skattepligtige ikke kunne

dokumentere en særlig praksis om, at myndighederne havde godkendt

leasingprojekter med rent formelt ejerskab.

Lighedsgrundsætningen

At borgerne/virksomhederne kan støtte ret på SKATs generelle praksis

med de anførte undtagelser, er et udslag af den almindelige

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, der også kan påberåbes i

tilfælde, hvor forventningssynspunktet, jf. afsnit

C.2 ,

ikke er aktuelt. Dette vil fx være relevant, i tilfælde hvor der henvises

til en praksis, der ikke var kendt eller beskrevet på det tidspunkt, hvor

borgeren/virksomheden disponerede.

Påberåbelse af lighedsgrundsætningen forudsætter endvidere, at den

generelle praksis, der henvises til, ikke er direkte ulovmedholdelig eller

i strid med højere rangerende retskilder. Påberåbelse af

lighedsgrundsætningen forudsætter endelig, at en borgers/virksomheds

konkrete sag er helt identisk med den generelle praksis eller afgørelse,

der henvises til, jf. TfS 1995, 486 ØLD og TfS 1998, 778 H, hvor dette

krav ikke var opfyldt.

Under den tidligere organisering af told- og skattemyndighederne var

det normalt alene de centrale myndigheders generelle praksis,

der kunne påberåbes efter en lighedsgrundsætning jf. fx TfS 1995, 483

HD, hvor lighedsgrundsætningen ikke kunne påberåbes vedrørende en lokal

praksis, der var forkert, da en skattepligtig ikke kunne støtte ret på, at

en skattepligtig i en anden kommune havde fået medhold i en helt

tilsvarende sag om fradrag for udepenge.

Tilsvarende TfS 2000, 374 HD hvor lighedsgrundsætningen ikke kunne

begrunde fradrag, selvom andre skattepligtige med urette måtte have opnået

fradrag under lignende omstændigheder.

En anden begrænset rækkevidde af lighedsgrundsætningen følger af en

ombudsmandsudtalelse, der er refereret i TfS 1994, 202, hvorefter der ikke

kunne støttes ret på anvendelsen af et genoptagelsescirkulære efter dettes

ophævelse, og efter at skattemyndighederne var ophørt med at administrere

efter cirkulæret, jf. skatteministerens svar om samme cirkulære i TfS

1994, 205.

E.2 Inhabilitet

De personer eller den myndighed, som behandler eller træffer afgørelse

i en sag, skal opfylde visse krav til habilitet. I almindelighed skelnes

der mellem generel habilitet og speciel habilitet. Til generel habilitet

hører fx spørgsmålet om, hvorvidt en person lovligt er valgt eller udnævnt

til et offentligt hverv.

Spørgsmålet om generel habilitet er ikke omfattet af

forvaltningslovens

kapitel 2 og behandles ikke nærmere, hvorimod reglerne om speciel

inhabilitet behandles nedenfor i afsnit

E.2.1 og

E.2.2.

Se nærmere om konsekvenserne af inhabilitet

afsnit F.

E.2.1 Forvaltningslovens regler om speciel

inhabilitet

Forvaltningslovens kapitel 2 indeholder i §§ 3-6 en række

bestemmelser om speciel inhabilitet. Reglerne om speciel inhabilitet skal

sikre, at ingen i den offentlige forvaltning medvirker ved behandlingen af

en sag, hvis afgørelse vedkommende har en særlig interesse i. Baggrunden

for reglerne om inhabilitet er et ønske om at tilvejebringe sikkerhed for

og tillid til, at de afgørelser, der træffes af en myndighed, ikke

påvirkes af uvedkommende hensyn. Ud over regler om partsinteresse og

familiemæssig tilknytning indeholder forvaltningsloven regler om

inhabilitet på grund af tilknytning til en juridisk person og tidligere

deltagelse i sagens behandling samt en opsamlingsbestemmelse, hvorefter

der indtræder inhabilitet, hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder,

der er egnet til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Revisorer, der var medlemmer af et byråd, var ikke inhabile i

forbindelse med kommunalbestyrelsens behandling af ligningsplanen, idet de

pågældendes erhverv som revisorer ikke ud fra en almindelig betragtning

indebar risiko for, at behandlingen blev påvirket af usaglige eller

uvedkommende hensyn.

I praksis forekommer speciel inhabilitet typisk i tilfælde, hvor der

foreligger en konkret økonomisk interessekonflikt, jf. fx TfS 1986, 486

LSR, hvor en ligningskommissionsformand, der førte retssag om et byggeri

mod hovedaktionæren i det selskab, hvis sag var til afgørelse i

ligningskommissionen, blev anset for inhabil. Speciel inhabilitet kan

tillige være forårsaget af et mere personligt modsætningsforhold

eksempelvis dokumenteret uvenskab. Politiske modsætningsforhold eller

sammenfaldende politiske opfattelser vil ikke i sig selv kunne medføre

speciel inhabilitet.

To-instans

inhabilitet

Det sker, at en underordnet forvaltningsmyndighed i forbindelse med

behandlingen af en konkret sag søger vejledning om

lovfortolkningsspørgsmål eller lignende - fx telefonisk - hos en

overordnet myndighed, der samtidig er klageinstans vedrørende den

pågældende sag. En sådan rådgivning kan medføre inhabilitet hos den

pågældende medarbejder i den overordnede myndighed. I FOB 1998, 364

udtalte ombudsmanden således, at der ikke kunne ses bort fra risikoen for,

at en sagsbehandler ved en klageinstans følte sig bundet af sin tidligere

vejledning til 1. instans, da den pågældende sagsbehandler havde

tilkendegivet en forholdsvis præcis og endelig opfattelse vedrørende den

konkrete sags udfald. Ombudsmanden anså derfor den pågældende

sagsbehandler for inhabil ved klageinstansens behandling af sagen.

Hvis vejledningen er givet i en sådan form, at den pågældende

medarbejder hos den overordnede myndighed ikke har givet udtryk for sin

endelige opfattelse med hensyn til den konkrete sags udfald, men blot har

ydet vejledning med hensyn til fortolkningen af retsgrundlaget for

afgørelsen og/eller har vejledt om den overordnede myndigheds praksis, vil

bestemmelsen i

FVL

§ 3, nr. 4 ikke medføre, at den pågældende medarbejder er inhabil i

forhold til den pågældende sag, hvis afgørelsen bliver påklaget til den

overordnede myndighed.

Konsekvenser af

inhabilitet

Foreligger der speciel inhabilitet må den, der er inhabil, som

udgangspunkt hverken træffe afgørelse i den pågældende sag eller i øvrigt

medvirke ved sagens behandling. Et inhabilt medlem af et skatteankenævn er

således afskåret fra at deltage ikke blot i en eventuel afstemning om

sagens afgørelse, men også i den forudgående behandling af sagen

og af spørgsmålet om inhabilitet, jf.

FVL

§ 6, stk. 3.

Efter

FVL

§ 6, stk. 2, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil, af den

myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens realitet.

Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse med

påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. I praksis udtalte

Told- og Skattestyrelsen sig i sager vedrørende inhabilitetsspørgsmål.

E.2.2 Skatteforvaltningslovens regler om generel

inhabilitet

Generel

inhabilitet

Reglerne i forvaltningsloven suppleres af en særlig bestemmelse om

generel inhabilitet i

skatteforvaltningslovens

§ 15. Ansatte i SKAT kan ikke være medlem af eller stedfortræder i

et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten,

jf.

SFL

§ 15 stk. 1.

Efter

SFL § 15 stk. 2 kan ingen samtidig være medlem af eller stedfortræder

i et

skatteankenævn, et vurderingsankenævn, Skatterådet eller

Landsskatteretten.

Reglerne om udnævnelsesbetingelserne for medlemmer af

skatteankenævnene, vurderingsankenævnene, Skatterådet og Landsskatteretten

findes i

SFL .

Der stilles ingen krav om særlig uddannelse for medlemmerne af disse råd

og nævn, bortset for Landsskatteretten, hvor præsidenten, retsformændene

samt mindst 11 af de medlemmer, der udnævnes af ministeren, skal opfylde

de almindelige betingelser for at kunne blive landsdommer. Der henvises

endvidere til afsnit

A.

Organisatorisk stiller skat sekretariatsbistand til rådighed for

skatteankenævnet og vurderingsankenævnet. Sekretariatet skal

organisatorisk være adskilt fra det øvrige SKAT, jf.

SFL

§ 7, stk.8 og § 10, stk. 6.

Konsekvenser af

inhabilitet.

Virkningen af at der foreligger inhabilitet, er, at

borgeren/virksomheden kan kræve skatteankenævnskendelsen tilsidesat som

ugyldig, jf.

SFL

§ 11, stk. 1, sammenholdt med § 41, nr. 2, om klage til Landsskatteretten.

Der henvises endvidere til afsnit

F .

Et medlem af et skatteankenævn, som af nævnet er anset for inhabil, kan

kræve sine indvendinger mod nævnets beslutning tilført protokollen,og kan

forlange, at en kopi af protokolatet indsendes til Skatterådet, jf.

forretningsordenen for skatteankenævn § 9, stk. 2 og 4. Tilsvarende gælder

for et medlem af vurderingsankenævnet, jf. forretningsordenen for

vurderingsankenævn § 9 stk. 2 og

stk.4.

E.3 Sagsbehandlingsreglerne

Forvaltningsloven, offentlighedsloven, persondataloven,

skatteforvaltningsloven, Toldkodeksen og de almindelige

forvaltningsretlige grundsætninger indeholder de minimumskrav, som told-

og skatteforvaltningens sagsbehandling skal opfylde.

E.3.1 Vejledningspligt

Efter

FVL

§ 7, stk. 1, har forvaltningsmyndigheder pligt til at yde vejledning og

bistand til fysiske personer, der retter henvendelse om spørgsmål indenfor

myndighedens sagsområde. Som det fremgår af FOB 2000, s. 285 ff., gælder

vejledningspligten efter omstændighederne også i tilfælde, hvor der ikke

er sket henvendelse til myndighederne, fx hvis det synes at kunne lægges

til grund, at borgeren er i vildrede om en regels anvendelsesområde.

Bestemmelsen omfatter også henvendelser på vegne af juridiske personer.

Vejledning i

afgørelsessager

Reglerne gælder alene vejledning i forbindelse med konkrete

afgørelsessager. Vejledning skal efter bestemmelsen gives i fornødent

omfang efter en konkret vurdering. Vejledningspligten indebærer bl.a., at

der i konkrete sager skal vejledes om, hvilke retsregler, der finder

anvendelse, og reglernes betydning for sagens parter, samt om hvilke

oplysninger, der skal tilvejebringes som led i sagens behandling.

Dette indebærer bl.a., at SKAT skal vejlede en part med

hensyn til at uddybe eller præcisere eventuelle indsigelser vedrørende en

sags faktum, eller i øvrigt vejlede borgerne/virksomhederne om udfyldelse

af blanketter eller lignende på myndighedens område.

Endvidere skal myndighederne give oplysning om, hvor lang tid

sagsbehandlingen forventes at vare. Det fremgår af FOB 2000, s. 285 ff.,

at vejledningspligten også omfatter situationer, der klart er lovgivet om,

som i den foreliggende sag vedrørende acontoskattereglerne for

selskaber.

Af

SKM2004.199.VLR

fremgår, at vejledningsforpligtelsen var opfyldt ved henvisning til den

generelle beskrivelse i LV om beskatning af værdi af privat kørsel. Af

SKM2005.230.HR

fremgår, at vejledningsforpligtelsen ikke var tilsidesat i en situation,

hvor Landsskatteretten havde givet tilsagn om genoptagelse, såfremt

afgørelsen i en parallel sag gav grundlag herfor, men hvor

Landsskatteretten ikke havde tilføjet, at tilsagnet ikke gjaldt, hvis den

parallelle sag blev hævet.

Vejledning i kommunal

borgerservicecenter

Det kommunale borgerservicecenter varetager opgaver af

informationsmæssig og vejledningsmæssig karakter ved personlige

henvendelser fra borgere og virksomheder vedrørende hele skatteområdet

for SKAT, se nærmere herom afsnit

A.1.10 .

Bindende tariferings- og

oprindelsesoplysninger

Om vejledning om muligheden for indhentelse af bindende

tariferingsoplysninger (BTO) kan henvises til TfS 1999, 951 ØLD vedrørende

toldafgifter. Her fandt landsretten, at told- og skatteregionen ikke havde

tilsidesat vejledningspligten, idet det ikke var godtgjort, at told- og

skatteregionen havde anledning til at henlede opmærksomheden på adgangen

til at indhente en BTO.

Tolkebistand

Efter

FVL

§ 7, stk. 1, skal en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang yde

vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål

inden for myndighedens sagsområde. Det følger af denne vejledningspligt og

af officialmaksimen, at SKAT over for udlændinge er forpligtet til at

skaffe fornøden tolkebistand, når den, der retter henvendelse, ikke

behersker det danske sprog tilstrækkeligt godt. Dette gælder også uden for

de tilfælde, hvor der efter en international konvention - som fx den

nordiske sprogkonvention - er pligt hertil.

I afgørelsessager indebærer denne forpligtelse, at mundtlige

forhandlinger, så vidt det er muligt, bør foregå ved hjælp af

tolkebistand, ligesom der i fornødent omfang bør ydes tolkebistand ved

meddelelse af afgørelser, hvis det findes påkrævet.

Når SKAT har vejledt om eventuelle dokumentationskrav, er det

derimod den pågældende borgers/virksomheds eget ansvar, at denne

dokumentation forelægges myndigheden i en umiddelbar forståelig herunder

sproglig tilgængelig form.

Videresendelse til rette

myndighed

Efter

FVL

§ 7, stk. 2, skal en forvaltningsmyndighed, der modtager en skriftlig

henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, så vidt muligt videresende

henvendelsen til rette myndighed, jf. FOB 1998, 304. Ombudsmanden udtalte,

at en skattemyndighed, der havde truffet afgørelse i en sag, som ikke

vedrørte dens sagsområde, burde have sikret sig, at den var kompetent til

at behandle sagen, ligesom den burde have videresendt en henvendelse, der

ikke vedrørte dens sagsområde, til rette myndighed. Da ombudsmanden anså

afgørelsen for ugyldig på grund af kompetencemangel, burde den daværende

Told- og Skattestyrelse endvidere efter hans opfattelse have ophævet

afgørelsen og oversendt sagen til rette myndighed. Se endvidere

SKM2005.365.LSR ,

hvor der var truffet afgørelse uden anvendelse af kompetencereglerne i

ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 7. Se nærmere om den stedlige og

saglige kompetence i afsnit

A.2

og om konsekvenser af manglende iagttagelse af reglerne i

afsnit F.1 .

Særligt for

toldområdet

På toldområdet gælder herudover art. 11 i EF's

toldkodeks ,

hvorefter enhver person kan anmode toldmyndighederne om oplysninger om

anvendelse af toldforskrifterne.

Eksempler på konkret

vejledningsforpligtelse

Vedrørende pligten til at vejlede om adgangen til omgørelse

efter

SFL

§ 29, henvises til

O.1. Vedrørende muligheden for at foretage betalingskorrektion efter

ligningslovens § 2, stk. 4, gælder der almindelig vejledningsforpligtelse,

se nærmere herom i Told- og Skattestyrelsens redegørelse offentliggjort i

TfS 2000,740, afsnit 4.1. Vedrørende vejledning på straffesagsområdet

henvises særligt til

R.3

om forsvarerbistand. Vedrørende adgangen til at udligne forhøjelse af en

skatteansættelse med yderligere af- og nedskrivning gælder ligeledes en

almindelig vejledningsforpligtelse, se nærmere herom i SKATs

bekendtgørelse nr. 1287 af 13. december 2005 (tidligere

TSS-cirkulære 2000-34

.)

Klagevejledning

Der henvises i det hele til

E.3.9.

E.3.2 Repræsentation

Efter

FVL §

8, stk. 1, kan den, der er part i en sag, som udgangspunkt på ethvert

tidspunkt under sagens behandling vælge at lade sig repræsentere eller

bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt,

når det er af betydning for sagens afgørelse, fx en straffesag.

I

FVL

findes der ikke regler om, hvem der kan repræsentere eller bistå en part.

Parten kan derfor lade sig repræsentere eller bistå af såvel sagkyndige,

fx en advokat eller revisor, som af andre. Repræsentation kan dog normalt

kun foretages af en person, der er myndig.

FVL

§ 8, stk. 2, indeholder en undtagelse til hovedreglen i stk. 1, idet

partens ret til at lade sig repræsentere ikke gælder, hvis partens

interesse i at lade sig repræsentere findes at burde vige for væsentlige

hensyn til offentlige eller private interesser, herunder i særlige

tilfælde parten selv. Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at

myndigheden i hver enkelt tilfælde foretager en konkret afvejning af på

den ene side partens interesse i at få den pågældende

bistand/repræsentation og på den anden side de hensyn, der taler for at

afskære parten fra denne adgang til bistand/repræsentation.

Omkostningerne ved eventuel sagkyndig bistand er myndighederne

uvedkommende, bortset fra de tilfælde som er omfattet af reglerne om

omkostningsgodtgørelse, jf.

SFL

kapitel 19, se afsnit

K.

Fuldmagt

Forvaltningsmyndigheden afgør, om den, der optræder som

partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden

måde godtgøre, at den pågældende repræsenterer parten. Advokater og

revisorer er typiske partsrepræsentanter, hvorfor der normalt ikke kræves

dokumentation for fuldmagtsforhold fra disse, medmindre det er særligt

begrundet i sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt.

Det bemærkes, at retten til repræsentation ikke uden særskilt fuldmagt

omfatter retten til at lade repræsentanten modtage penge fra myndigheden

på partens vegne.

Særligt under hensyn til tavshedspligtsreglerne, vil det normalt være

nødvendigt, at andre, der optræder som partsrepræsentant, fremlægger en

skriftlig fuldmagt som dokumentation for fuldmagtsforholdet. Dette gælder

fx ved enhver henvendelse til en myndighed om en konkret sag, som ikke

vedrører den pågældendes egne forhold. Fuldmagt er således nødvendig for

at sikre, at myndigheden ikke uberettiget videregiver tavshedsbelagte

oplysninger.

Forretningsordnerne for Landsskatteretten § 28, for Skatterådet §

14, for vurderingsankenævnene § 18 og for skatteankenævnene § 17

indeholder nærmere regler om repræsentation. Reglerne præciserer

partsrepræsentantens adgang til at disponere på partens vegne.

I instruks om

inddragelse af partsrepræsentanter ved

korrespondance med en skattepligtig, jf.

SKM2006.294.SKAT ,

er udarbejdet retningslinier for inddragelse af partsrepræsentanter ved

kontakt mellem SKAT og en skattepligtig.

Særligt for told

På toldområdet gælder endvidere artikel 5 i

EF-toldkodeksen ,

hvorefter en repræsentant med undtagelse af enkelte nærmere beskrevne

tilfælde skal være etableret i Fællesskabet. Repræsentanten skal

tilkendegive at handle på den persons vegne, der repræsenteres, og være i

besiddelse af en fuldmagt fra denne.

Den person, der ikke tilkendegiver at handle i en anden persons navn

eller for en anden persons regning, eller som handler i en anden persons

navn eller for en anden persons regning uden at være i besiddelse af en

fuldmagt, anses for at handle i eget navn og for egen regning.

Toldmyndighederne kan kræve, at repræsentanten dokumenterer sit

fuldmagtsforhold.

E.3.3 Sagens oplysning

For forvaltningsmyndighedernes sagsbehandling gælder

officialprincippet. Officialprincippet findes hverken beskrevet i

SFL

eller i

FVL ,

men har hjemmel i uskreven retssædvane.

Officialprincippet betyder, at en forvaltning har ansvaret for at de

nødvendige oplysninger foreligger, og at de nødvendige undersøgelser

foretages inden der træffes afgørelse i en sag. I praksis foregår dette i

vidt omfang via de oplysninger, der pligtmæssigt indberettes i henhold til

lovgivningen.

Officialprincippet betyder ikke nødvendigvis, at

forvaltningsmyndigheden altid selv skal fremskaffe de nødvendige

oplysninger. Dette kan ske i samarbejde med andre myndigheder og

borgeren/virksomheden selv. Forvaltningsmyndigheden vil dog ikke uden

videre kunne lægge borgerens/virksomhedens oplysninger til grund, men må i

et nødvendigt omfang kontrollere dem og således sikre, at sagen bygger på

det materielt rigtige grundlag.

I

SKM2003.27.ØLR

fandt Landsretten, at den daværende Told-og Skattestyrelse både ved

udsendelse af agterskrivelse og ved udsendelse af kendelse havde et fuldt

tilstrækkeligt faktisk og retligt oplysningsgrundlag til at kunne træffe

en korrekt afgørelse.

Et væsentligt led i SKATs sagsbehandling er told- og

skattelovgivningens bestemmelser om pligtmæssige oplysninger fra

borgerne/virksomhederne. Det drejer sig især om reglerne om den enkelte

borgers/virksomheds selvangivelsespligt, angivelses- og

oplysningspligt i øvrigt, men også om SKATs adgang til at indhente

regnskabsmateriale, foretage virksomhedseftersyn og indhente oplysninger

fra tredjemand, jf. reglerne i skattekontrolloven og afgiftslovene.

Det almindelige krav om, at myndighederne skal påse, at

sagbehandlingstiden ikke bliver unødigt langvarig indebærer ikke, at

myndighederne kan undlade at sørge for, at sagen er forsvarligt oplyst. I

de tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har givet anledning til kritik fra

Folketingets Ombudsmand, retter kritikken sig først og fremmest imod de

perioder i sagsforløbet, hvor sagens behandling har været gået helt i stå,

jf. fx FOB 1995, 237 og FOB 1995, 251. Det må derfor påhvile den

myndighed, der har foretaget en høring eventuelt at rykke for et

høringssvar, og det kan ofte være hensigtsmæssigt at fastsætte en

svarfrist.

Se nærmere om konsekvenserne af manglende overholdelse af

officialprincippet i afsnit

F.1 .

E.3.4 Notatpligt

I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en

forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager

oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af

betydning for sagens afgørelse, eller i sager, hvor myndigheden på anden

måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af

oplysningerne, jf.

OFL § 6, stk. 1. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt

fremgår af sagens dokumenter.

Der kan både være tale om, at myndigheden på egen hånd indhenter

mundtlige oplysninger, eller der kan være tale om en henvendelse fra

borgeren/virksomheden selv eller fra en trediemand, eksempelvis fra en

anmelder.

Dokumenter, som indeholder oplysninger, der er noteret i henhold til

notatpligten, er en del af grundlaget for afgørelsen og er undergivet

aktindsigt med de undtagelser, der følger af OFL §§ 7-14, jf. afsnit

M.1.2.2.

Sådanne dokumenter er ligeledes omfattet af parters ret til aktindsigt

med de undtagelser, der følger af

FVL

§§ 12-15, jf. afsnit

M.1.2.1.

Hvor der ikke findes et lovbestemt krav om, at en anmodning skal

fremsættes skriftligt, kan en sag derfor startes mundtligt, ved at

borgeren/virksomheden henvender sig personligt eller telefonisk, og ved at

myndigheden i henhold til notatpligten noterer anmodningen eller

henvendelsen fra borgeren/virksomheden, uanset om det i forbindelse med

sagbehandlingen er nødvendigt at kræve skriftlig dokumentation. Se nærmere

om konsekvenserne af manglende overholdelse af notatpligten i

afsnit F.1 .

Udover de oplysninger forvaltningen har pligt til at notere efter

OFL

§ 6 følger det af god forvaltningsskik, at myndigheden desuden skal notere

væsentlige oplysninger om sagens ekspedition.

E.3.5 Høring

Reglerne om høring på myndighedens initiativ, inden der træffes en

bebyrdende afgørelse, har til formål at sikre, at sagens parter får

lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske

afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Denne ret for

borgeren/virksomheden til at få lejlighed til at påpege misforståelser,

unøjagtigheder eller ufuldstændigheder i det foreliggende sagsmateriale,

vil kunne medvirke til at sikre, at myndighedens afgørelser træffes på det

bedst mulige faktiske grundlag. Reglerne om høring gælder ikke ved

afgørelser, der giver borgeren/virksomheden fuldt ud medhold.

Om konsekvenserne af manglende høring, se afsnit

F .

E.3.5.1 De forskellige regelsæt

Forvaltningsloven

FVL §§

19-21 indeholder regler om partshøring. Reglerne betyder, at hvis en part

i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i

besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, må

myndigheden ikke træffe afgørelse, før parten er gjort bekendt med

oplysningerne og har haft lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det

gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part

og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Herudover findes der i

FVL

§ 19, stk. 2, en række nærmere opregnede tilfælde, hvor der undtagelsesvis

ikke er pligt til partshøring. Endelig fremgår det af

FVL

§ 20, at i sager, hvor myndigheden efter anmodning fra en part kan ændre

en afgørelse, kan partshøring undlades, hvis sagens karakter og hensynet

til parten selv taler for det.

Selv om udgangspunktet er, at en sags juridiske elementer ikke er

omfattet af partshøringspligten, kan et ændret retligt bedømmelsesgrundlag

bevirke, at der skal ske partshøring herom. Dette vil også være tilfældet

i situationer, hvor en udtalelse, som afgørelsesmyndigheden har indhentet

fra en anden myndighed, indeholder et ændret retligt

bedømmelsesgrundlag.

Forvaltningslovens

partsbegreb

FVL

indeholder ikke en definition af partsbegrebet, men udtrykket skal forstås

i overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb,

herunder den praksis, der har udviklet sig i tilknytning hertil.

Afgørelsens adressat, dvs. den person afgørelsen rettes til, er herefter

utvivlsomt part. Men også andre end adressaten kan være part. Som part

anses personer i øvrigt, der har en væsentlig, direkte, individuel og

retlig interesse (af økonomisk eller personlig art) i sagens afgørelse og

udfald.

I

SKM2005.224.ØLR

fandt landsretten hverken advokatens indsigelser om utilstrækkelige

partshøring eller mangelfuld begrundelse for godtgjort. I forbindelse med

kontradiktion tilllægger landsretten det betydning, at der forud for

skatteforvaltningens kendelse var afholdt møde med skatteyder.

I

SKM2005.277.VLR

fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte

afgørelserne som ugyldige som følge af manglende partshøring. Landsretten

lagde vægt på, at skatteyder i forbindelse med indkaldelse af

bilagsmateriale i 2002 på ny fik mulighed for at udtale sig om

ansættelserne, ligesom der på et møde forud for afgørelsen var lejlighed

til at komme med bemærkninger. Tilsvarende afgørelsen refereret i

SKM2005.276.VLR .

Skatteforvaltningsloven

Ved siden af

FVL

indeholder

SFL

detaljerede og uddybende regler om ubetinget partshøring i form af

agterskrivelse, jf. afsnit

E.3.5.2 og sagsfremstilling, jf. afsnit

E.3.5.3

og

E.3.6 .

Skatteforvaltningslovens

partsbegreb

Det forudsættes nu efter

SFL

§§ 19 og 20, at andre end den en afgørelse direkte vedrører kan være part,

således, at der vil være pligt til at sende agterskrivelse og

sagsfremstilling til alle parter i overensstemmelse med forvaltningslovens

partsbegreb.

I konsekvens heraf, skal der i sager vedrørende ændret fordeling

af afståelsesvederlaget, jf.

afskrivningslovens

§ 45 og

ejendomsavancebeskatningslovens

§ 4, fremsendes agterskrivelse og sagsfremstilling til både

køber og sælger.

Gaveafgift

I alle gavesager skal agterskrivelse og sagsfremstilling fremsendes til

høring hos gavegiver og gavemodtager, og såvel gavegiver som gavemodtager

skal tiltræde et eventuelt afkald på fuld høringsfrist.

Vurderingsområdet

Andre end ejeren af den faste ejendom kan have en væsentslig individuel

retlig interesse i vurderingen af ejendommen.

Se fx

SKM2001.344.HR ,

hvor høringen af et sambeskattet moderselskab i forbindelse med ændringen

af ansættelsen for datterselskabet var sket ved, at moderselskabet havde

modtaget kopi af agterskrivelsen til datterselskabet. Reglerne i

forvaltningsloven

har en udfyldende selvstændig betydning for de afgørelser, der træffes

efter reglerne i

SFL.

Told-, moms- og

afgiftssager

I alle told-, moms- og afgiftssager skal et forslag til afgørelse og en

sagsfremstilling sendes til høring hos afgørelsens adressat efter

tilsvarende regler, som gælder efter

SFL

§§ 19 og 20. I sager, der kan påklages til landsskatteretten uden

deltagelse af læge retsmedlemmer, som bestemt af

landsskatteretspræsidenten efter

SFL

§ 13, stk.3, 1. pkt., jf. bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005,

skal sagsfremstilling dog først udarbejdes, når klage er indgivet.

Andre end afgørelsens adressat, som er part i sagen, skal høres efter

reglerne i

SFL

§§ 19 og 20, jf.

FVL

§ 20, jf. endvidere afsnit

E.3.5.3.

E.3.5.2 Høring - ansættelse af indkomstskat,

ejendomsværdiskat og ejendomsvurdering.

Der skal ifølge

SFL

§ 20 udsendes agterskrivelse, når SKAT ønsker at foretage en

ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat på et andet grundlag end

selvangivet, eller ønsker at ændre den del af grundlaget for en

skatteansættelse, der skal selvangives. Høringspligten omfatter desuden

sager vedrørende gaveafgift og ejendomsvurdering. Vedrørende

sagsfremstilling henvises til afsnit

E.3.6 .

Denne høringspligt er ubetinget, for så vidt angår afgørelsens adressat

og gælder ved siden af den almindelige høringspligt efter

FVL

§§ 19-21, hvorefter der som udgangspunkt skal foretages høring af en part,

når myndigheden er kommet i besiddelse af oplysninger om sagens faktiske

omstændigheder, som parten ikke kan antages at være bekendt med, og

oplysningerne både er til ugunst for den pågældende part og af væsentlig

betydning for sagens afgørelse.

En agterskrivelse skal indeholde en begrundelse, således at den

skattepligtige kan tage reel stilling til forslaget.

Hvis SKAT ikke vil følge sin agterskrivelse, fx fordi der er

tilgået myndigheden nye oplysninger af væsentlig betydning, som den

skattepligtige ikke har haft lejlighed til at udtale sig om, må en ny

agterskrivelse udsendes til den skattepligtige, jf. TfS 1997, 105 LSR. Se

modsat

SKM2001.498.HR ,

der er nærmere omtalt i afsnit

E.3.5.4 om

fornyet

høring.

Hvis den skattepligtige ikke gør indsigelse mod agterskrivelsen, kan

udsendelse af en egentlig kendelse udelades, jf.

SFL

§ 20, stk. 2, sidst pkt. Den skattepligtige vil herefter alene modtage en

årsopgørelse, der er baseret på den nu gennemførte skatteansættelse. Hvis

den skattepligtige gør indsigelse mod agterskrivelsen, skal der altid

udsendes kendelse.

Oplysninger, der skal

selvangives

Den ubetingede pligt til høring af afgørelsens adressat efter

SFL

§ 20, omfatter alene oplysninger af den type, der skal selvangives. De

oplysninger, der skal selvangives, er de typer af oplysninger, der kræves

selvangivet efter

SKL

§ 1, herunder de oplysninger, der indberettes årligt fra arbejdsgiver,

finansielle institutioner mv. efter afsnit II i

skattekontrolloven.

De oplysninger, der skal selvangives, er typisk oplysninger om indkomst,

herunder fradrag, oplysninger om kvalificering af en indkomst som fx

personlig indkomst eller kapitalindkomst, oplysninger om indkomst fra

udlandet eller oplysninger om værdien af ejerbolig.

Skatteberegning

Derimod er det ikke et krav efter

SFL ,

at der foretages høring i tilfælde, hvor den påtænkte ændring skyldes en

ændret skatteberegning, fx i form af overførsel af et uudnyttet underskud,

bundfradrag eller personfradrag mellem ægtefæller, fremførsel af et

underskud til fradrag i den skattepligtiges indkomst for følgende

indkomstår eller beregning af en skattelempelse efter en

dobbeltbeskatningsaftale med en fremmed stat. I disse tilfælde finder

alene de almindelige høringsregler i

FVL

§§ 19-21 anvendelse.

For sager vedrørende skatteberegning, som blev rejst af

skattemyndighederne inden den 1. juli 1999, kan der henvises til

SKM2002.231.HR

(tidligere

SKM2001.172.ØLR ),

hvor den manglende høring af en ægtefælle, hvis overførte underskud fra

den anden ægtefælle blev ændret, ikke medførte ugyldighed. Begrundelsen

herfor var, at der var tale om en konsekvensrettelse af beregningsmæssig

karakter, og at der ikke var fremsat materielle indsigelser. I

SKM2002.417.ØLR

fandt Landsretten ligeledes, at ændring af en ægtefælles skatteansættelse

var konsekvensrettelse af beregningsmæssig karakter, som følge af ændrede

skatteansættelser for den anden ægtefælle. Da der ikke var fremkommet

indsigelser vedrørende det endelige materielle resultat, medførte den

manglende udsendelse af agterskrivelse til ægtefællen ikke, at

skatteansættelserne var ugyldige.

Se tilsvarende

SKM2001.344.HR ,

hvor manglende høring af et moderselskab i forbindelse med ansættelse af

sambeskatningsindkomst ikke medførte ugyldighed, fordi moderselskabet

havde haft lejlighed til at gøre indsigelse i forbindelse med en

forudgående ansættelsesændring vedrørende et sambeskattet

datterselskab.

Frist

Efter

SFL

§ 20, stk. 2, skal SKAT give den skattepligtige en frist til at

udtale sig over den påtænkte ansættelse. Længden af denne frist beror på

et skøn over behovet herfor i den enkelte sag, og det er lovfæstet, at

høringsfristen skal være på mindst 15 dage regnet fra høringsskrivelsens

datering, svarende til 14 dage fra den skattepligtiges modtagelse af

høringsskrivelsen ved normal postbesørgelse. Borgeren/virksomheden kan

acceptere en kortere frist.

I

SKM2002.508.ØLR

fandt Landsretten, at den 14 dages frist, der var fastsat i en

agterskrivelse, efter sagens omfang og karakter samt henset til

tidspunktet for afsendelsen kort før jul var for kort til, at de

skattepligtige havde rimelige vilkår til varetagelse af sine interesser.

Efter en konkret væsentligshedvurdering førte fejlen imidlertid ikke til

ugyldighed, da Landsretten lagde vægt på, at ændringen af

skatteansættelsen fremgik af og var i overensstemmelse med et tidligere

revisionsnotat, som de skattepligtige var bekendt med og havde haft adgang

til at udtale sig om. Landsretten tillagde det endvidere betydning, at to

af de skattepligtige var bekendt med tilsvarende ansættelsesændringer for

andre selskaber, og at forhøjelsens materielle indhold i øvrigt kunne

opretholdes.

Det fremgår af TfS 1997, 350 LSR, at skattemyndighederne kan kræve, at

et eventuelt møde afholdes inden indsigelsesfristens udløb.

I

SKM2003.273.HR

fandt retten ikke grundlag for at fastslå, at der var begået fejl i

forbindelse med sagsbehandlingen i den kommunale skatteforvaltning i en

sag, hvor den kommunale skatteforvaltning traf afgørelse i en sag efter,

at der var indkommet høringssvar, men forinden høringsfristens udløb.

Særligt for selskabsligning

For sambeskattede selskaber gælder specielt, at der skal sendes

agterskrivelse til både moder- og datterselskab, hvis skat påtænker at

ændre datterselskabets skatteansættelse, jf.

SKM2001.344.HR ,

hvor det er forudsat, at der i forbindelse med en ændring af et

datterselskabs skatteansættelse skulle gives moderselskabet lejlighed til

at fremkomme med en udtalelse, da ændringen af skatteansættelsen havde

umiddelbar betydning for moderselskabets skatteforhold.

E.3.5.3 Høring i øvrigt i 1. instans.

I andre sager end de under afnit

E.3.5.2 .

nævnte, skal der foretages høring og udarbejdes sagsfremstilling

efter

SFL

§ 19, stk. 1 og 2, når der ikke gives borgeren/virksomheden fuldt medhold.

Sagsfremstillingen skal indeholde en redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske forhold, der påtænkes tillagt betydning ved

afgørelsen. Der skal endvidere oplyses om den afgørelse, som disse

oplysninger efter forvaltningens vurdering fører til, med en begrundelse,

der opfylder de krav til begrundelse af en forvaltningsafgørelse, der

følger af

forvaltningsloven.

Begrundelsen i agterskrivelsen skal fremtræde sådan, at

borgeren/virksomheden kan tage reel stilling til forholdet.

Udtrykket

skatteansættelse omfatter nu efter

SFL

bidrag efter lov om arbejdsmarkedsfond. SKAT skal i forbindelse med

ændringen af opgørelsen vedr. AM-bidrag foretage høring i overensstemmelse

med

SFL

§ 19.

Høringspligten opfyldes på følgende måde: Inden der træffes afgørelse i

en sag, der kan påklages til Landsskatteretten, skal forslaget til

afgørelse og sagsfremstillingen sendes til afgørelsens adressat. I sagen

SKM2005.290.LSR ,

hvor der ikke var foretaget høring vedrørende relevante oplysninger,

lægger Landsskatteretten til grund, at selv om gennemførelsen af korrekt

partshøring ville have medført, at et toldkrav blev forældet efter

toldkodeksens art. 221, stk. 3, og EU derved ville lide et tab, som kunne

gøres gældende mod den danske stat, kunne dette ikke i sig selv anses som

et sådant væsentligt hensyn til offentlige interesser som omhandlet

i

FVL

§ 19, stk. 2, nr. 3, om undtagelse fra partshøringspligt, at partshøring

af denne grund kunne undlades. Afgørelsen blev derfor anset for ugyldig.

Andre end afgørelsens adressat, som er parter efter

SFL,

skal høres, jf. afsnit

E.3.5.1 .

Om fornyet høring, se afsnit

E.3.5.4 .

Frist

Når forslaget til afgørelse og sagsfremstillingen er sendt til høring

skal afgørelsens adressat og evt. andre parter have en frist på mindst 14

dage regnet fra dagen for materialets fremsendelse til at komme med

kommentarer og bemærkninger til materialet, herunder til at anmode om et

møde med myndigheden.

Høring af

tredjemand

Hvis en påtænkt afgørelse indebærer en told-, skatte- eller

afgiftsretlig stillingtagen til et retsforhold mellem den som den påtænkte

afgørelse retter sig til og en tredjemand, og vil denne stillingtagen

kunne lægges til grund for en told-, skatte- eller afgiftsretlig afgørelse

vedrørende tredjemanden, kan tredjemanden høres over den påtænkte

afgørelse. Høringen skal i givet fald foretages samtidig med og med samme

svarfrist som høringen af den, som den påtænkte afgørelse retter sig til.

Det skal påses, at fortrolige oplysninger ikke derved røbes for

uvedkommende. Den hørte myndighed skal orientere Landsskatteretten om

høringen, hvis tredjemand på høringstidspunktet allerede har påklaget

forholdet til Landsskatteretten.

Særligt om parter og

arbejdsgiverkontrol

Arbejdsgiveren er som afgørelsens adressat utvivlsomt part, og skal

høres efter tilsvarende regler, som gælder efter

SFL

§§ 19 og 20, og som indebærer, at der altid skal sendes et forslag til

afgørelse og en sagsfremstilling til høring hos arbejdsgiveren, inden der

træffes en bebyrdende afgørelse.

Det er dog ofte indkomstmodtageren, der har den væsentligste interesse

i sagen, fx når afgørelsen drejer sig om indkomstmodtagerens status som

lønmodtager/selvstændigt erhvervsdrivende, eller om hvorvidt en

godtgørelse skal anses for skattepligtig eller ej. Den enkelte

indkomstmodtager kan således - uanset om afgørelsen omfatter få eller

mange - have en klar direkte, retlig og individuel interesse i sagens

udfald. Det må derfor i det aktuelle tilfælde bero på en konkret

vurdering, om der er tale om en eller flere parter. Hvis en

indkomstmodtager anses for part og er uvidende om, at der verserer en sag,

som påtænkes afgjort til ugunst for den pågældende, må betingelserne for

at foretage partshøring efter

forvaltningslovens

regler, som hovedregel antages at være tilstede.

Partshøring af

lønmodtageren er reelt udtryk for, at

der efter officialmaximen er pligt til at indhente relevante oplysninger i

forhold til den afgørelse, der skal træffes, overfor den

indeholdelsespligtige.

Se endvidere afsnit

E.3.5.1 .

Særligt om told

EF's toldkodeks indeholder ikke særlige regler om høring, før der

træffes afgørelse efter toldlovgivningen, og derfor gælder der de samme

regler på toldområdet som på de øvrige områder. Dog forudsætter art. 220

om toldskyld, at toldmyndigheden træffer en hurtig afgørelse. Bestemmelsen

udelukker imidlertid ikke, at myndigheden søger en eventuel tvivl om

grundlaget for afgørelsen afklaret ved høring af sagens parter, før selve

afgørelsen træffes. Art. 220 har dog således mere snævre grænser for

høring.

E.3.5.4 Fornyet høring

Hvis der under en høring fremkommer nye oplysninger om sagens faktiske

omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og er

til ugunst for den, som afgørelsen retter sig til, og som denne ikke har

haft lejlighed til at udtale sig om, skal en ny agterskrivelse/et nyt

forslag til afgørelse samt en korrigeret sagsfremstilling, sendes til

høring hos afgørelsens adressat, jf. TfS 1997, 105 LSR. De nye oplysninger

skal i fornødent omfang identificeres i høringsskrivelsen.

Det samme gælder, hvor der ikke er afgivet udtalelse under den første

høring, men der efterfølgende er fremkommet nye oplysninger om sagens

faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens

afgørelse, og er til ugunst for den som afgørelsen retter sig til. De nye

oplysninger skal i fornødent omfang identificeres i høringsskrivelsen.

Fornyet høring kan endvidere komme på tale, hvis myndigheden i

væsentlig grad ændrer sin retlige vurdering i sagen ved at lægge vægt på

andre faktiske omstændigheder end i den hidtil udsendte sagsfremstilling

mv., jf. TfS 1997, 105 LSR. I dommen

SKM2001.498.HR

var det derimod ikke nødvendigt at udsende en ny agterskrivelse i en

situation, hvor grundlaget for beskatning blev ændret fra en

udbyttebetragtning til en gavebetragtning inden for samme beløbsramme.

Uanset at et notats argumentation var udbygget i forhold til tidligere

notater i sagen, indeholdt notatet ingen nye oplysninger om sagens

faktiske omstændigheder, og der forelå derfor ikke ugyldighed, jf.

SKM2002.159.ØLR .

Dommen har været anket til Højesteret, men denne er hævet.

E.3.5.5 Høring i skatteankenævn,

vurderingsankenævn, Landsskatteretten og Skatterådet.

Høring i

skatteankenævn

Ved høring i forbindelse med behandling af en klage i skatteankenævnet

findes regler om udarbejdelse af sagsfremstilling i

SFL

§ 36, stk. 5 . Sagsfremstillingen sendes til klageren, der skal

have en frist på 15 dage fra høringsskrivelsens datering til at fremkomme

med bemærkninger, med mindre klageren samtykker i en kortere frist. En

klager kan give afkald på denne høring.

Der henvises nærmere

til forretningsordenen for

skatteankenævn § 11.

Høring

i vurderingsankenævn

Ved høring i forbindelse med behandling af en klage i

vurderingsankenævnet findes regler om udarbejdelse af sagsfremstilling

i

SFL § 38, stk. 4 og stk. 5. Der henvises nærmere til

forretningsordenen

for vurderingsankenævn § 11.

Høring

i Skatterådet

Såvel reglerne om agterskrivelse som reglerne om sagsfremstilling i

skatteankenævnene gælder endvidere for Skatterådet ved foretagelse af

skatteansættelser, jf.

SFL

§ 4, stk.2. For Skatterådet findes regler om

en skattepligtigs adgang til mundtlig forhandling i

forrretningsordenens § 9, stk. 2.

Høring i

Landsskatteretten

Særlige regler om partshøring i landsskatteretssager findes i

SFL §§ 43 og 44 om mundtlig forhandling med Landsskatterettens

kontorer og mundtlig forhandling under et egentligt retsmøde. Nærmere

regler findes i forretningsordenen for Landsskatteretten § 8 og § 12. Se

endvidere afsnit

H.3.4 .

E.3.5.6 Høring af andre myndigheder

Lovbestemt høring af andre

myndigheder

Skatteforvaltningslovens

§ 36, stk. 3, indeholder en regel om at skatteankenævnet skal indhente en

udtalelse fra den myndighed, som har truffet den påklagede afgørelse,

inden der træffes afgørelse, jf. også afsnit

H.7.2 .

Forretningsordenen for Landsskatteretten § 4, stk. 3, og § 5 indeholder

regler om eventuel høring af den myndighed, der har truffet den påklagede

afgørelse, jf. nærmere herom afsnit

H.7.4.

SFL

§ 20 vil normalt være ensbetydende med, at høringssvaret fra den

anden myndighed skal sendes til høring hos parten.

Ikke lovbestemt høring af

andre myndigheder

Selvom der ikke eksisterer en lovbestemt pligt til høring af en anden

myndighed, kan en sådan høring være et nødvendigt led i at få sagen

tilstrækkeligt oplyst i henhold til officialprincippet. Hvis der

foretages høring af en anden myndighed bør det i høringsskrivelsen anføres

på hvilke områder, der ønskes en udtalelse, og hvornår udtalelsen bør

foreligge.

Høring af Den Sociale

Sikringsstyrelse

Der er administrativt fastsat regler om, at skattecentrene har

pligt til at høre Den Sociale Sikringsstyrelse , inden afgørelse træffes i

sager om anvendelse af

arbejdsmarkedsfondslovens

§ 7, stk. 3 eller stk. 4. Efter § 7, stk. 3, er personer, som er omfattet

af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring for

arbejdstagere, selvstændigt erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer,

der flytter inden for Fællesskabet (Forordning 1408/71), kun

bidragspligtige efter stk. 1 og 2, i det omfang det følger af

forordningerne, at de pågældende er undergivet dansk lovgivning. Efter §

7, stk. 4, bortfalder bidragspligten efter lovens § 7, stk. 1-2, når det

følger af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig aftale for en eller flere

af de ydelser, der er nævnt i lovens § 1.

Høringspligten

gælder også i de sager, hvor Den

Sociale Sikringsstyrelse allerede har udtalt sig, men for en anden

periode, selv om sagen har samme faktiske omstændigheder.

Det er SKATs opgave at afklare, om der er tale om

beskæftigelse/ophold/bopæl i et land, som er omfattet af ovennævnte

1408/71-forordning (herefter EØS-land), eller med hvilket Danmark har

konvention om social sikring (herefter aftaleland).

SKAT skal endvidere

have afklaret, om der efter

loven er pligt til at betale arbejdsmarkedsbidrag i relation til de

skattemæssige betingelser, som fremgår af loven

. Når disse

forhold er afklaret, vil Den

Sociale Sikringsstyrelse skulle høres i de sager, hvor der er tale om

beskæftigelse/ophold/bopæl i et EØS-land eller et aftaleland.

SKAT skal som

afgørelsesmyndighed tilvejebringe de

oplysninger, der er nødvendige for, at Den Sociale Sikringsstyrelse kan

afgive en udtalelse.

I sager, hvor der ikke er tale om beskæftigelse/ophold/bopæl i et

EØS-land eller et aftaleland, skal Den Sociale Sikringsstyrelse ikke

høres.

SKAT er i denne forbindelse velkomne til at kontakte Den Sociale

Sikringsstyrelse telefonisk med henblik på afklaring af, om der er en

konvention, der finder anvendelse eller ej.

Der kan endvidere

henvises til Den Sociale

Sikringsstyrelses hjemmeside

http://www.dss.dk/ ., hvor det fremgår hvilke

lande der er konventioner med.

I den forbindelse bemærkes om definitionen af staten Israels område:

Konventionen mellem Danmark og Israel om social sikring gælder for staten

Israels område. Det bemærkes, at staten Israels område ikke omfatter det

palæstinensiske selvstyreområde eller de besatte dele af Gaza eller

Vestbredden.

Hvad angår en nærmere beskrivelse af hvilke lande, der er EØS-lande,

henvises til

Vejledningen om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, afsnit

C.6 om

social sikring.

E.3.6 Sagsfremstilling

Krav om

sagsfremstilling lovfæstet

Forinden SKAT træffer en afgørelse, skal der med de i

SFL

§ 19, stk. 5, nævnte undtagelser udarbejdes en sagsfremstilling. Dette

gælder dog ikke, i det omfang afgørelsen træffes efter anmodning fra

sagens parter, og SKAT fuldt ud kan imødekomme anmodningen. Dette

gælder endvidere ikke, såfremt sagens parter i øvrigt er enige om

afgørelsen.

De indholdsmæssige krav til en sagsfremstilling fremgår af

SFL

§ 19, stk. 2, og er nærmere uddybet under afsnit

E.3.6.1

til

E.3.6.3.6 .

Hvis der ikke udarbejdes en sagsfremstilling, som sendes til klageren

med henblik på dennes eventuelle udtalelse, inden der træffes en

afgørelse, som ikke giver klageren fuldt ud medhold, er der tale om en

væsentlig sagsbehandlingsfejl, som kan medføre, at afgørelsen bliver

ugyldig, jf. TfS 1994, 772 LSR.

Sagsfremstillingen skal sendes til udtalelse hos sagens parter med en

svarfrist, der ikke uden parternes samtykke kan være på mindre end 15 dage

regnet fra høringsskrivelsens datering, medmindre en anden frist er

bestemt i lovgivningen. En part i sagen kan give afkald på denne høring,

jf.

SFL §

19, stk 3.

Udsendelse af særskilt

afgørelse

Hvis sagen er sendt til udtalelse kan SKAT meddele sagens parter,

at afgørelsen vil blive truffet som anført i sagsfremstillingen, medmindre

den pågældende over for SKAT fremkommer med en begrundet skriftlig

eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet

frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være på mindre end 15

dage regnet fra skrivelsens datering. Dette gælder dog ikke såfremt en

anden frist er bestemt i lovgivningen. Har parterne ikke udtalt sig inden

fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere

underretning, jf

SFL

§ 19, stk 4. I tilfælde, hvor der ikke udsendes en maskinel afgørelse,

skal der uanset manglende indsigelse udsendes en afgørelse af hensyn til

myndighedernes mulighed for at kunne dokumentere afgørelsen. Uanset om der

efterfølgende udsendes en maskinel afgørelse, skal der udsendes en

særskilt afgørelse, hvis der skønnes at være risiko for, at den maskinelle

afgørelse ikke bliver udsendt indenfor gældende forældelsesfrister.

Kravet om udarbejdelse af en sagsfremstilling og høring, før der

træffes en afgørelse, gælder dog ikke følgende typer af afgørelser,

jf.

SFL

§ 19, stk 5 :

Afgørelser, der kan påklages til skatteankenævn.

Afgørelser, der kan påklages til vurderingsankenævn.

Afgørelser, hvis en klage herover efter landsskatteretspræsidentens

bestemmelse skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer,

jf.

bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober

2005 med senere ændringer

.

Afgørelser, hvis en klage herover efter skatteministerens

bestemmelse ikke afgøres af skatteankenævn, vurderingsankenævn eller

Landsskatteretten.

Afgørelser om bindende svar, bortset fra bindende svar, der afgives

af Skatterådet.

Bestemmelserne i

SFL

§ 19, stk. 1-3, om udarbejdelse af en sagsfremstilling og høring, finder

tilsvarende anvendelse ved et skatteankenævns, vurderingsankenævns eller

Skatterådets afgørelser.

E.3.6.1 Formålet med en

sagsfremstilling

Formålet med sagsfremstillinger er at give en samlet fremstilling af

sagen, og dermed sikre,

at myndighedernes afgørelser træffes på det bedst mulige grundlag,

at antallet af klagesager til Landsskatteretten minimeres,

at Landsskatteretten har det bedste grundlag for sit arbejde i de

sager, der påklages dertil

at faktum fastlægges, og beskrives som en helhed,

at fejl og mangler, der konstateres under sagsbehandlingen,

resulterer i tilretning af de konkrete afsnit i

sagsfremstillingen.

Det overordnede mål er, at øge

borgernes/virksomhedernes retssikkerhed.

E.3.6.2 Retningslinjer ved udarbejdelse af

sagsfremstillinger

Hvornår skal en

sagsfremstilling sendes ud

Borgeren/virksomheden skal have adgang til at fremsætte sine

bemærkninger til sagsfremstillingen, inden der træffes en afgørelse i

sagen. Det vil derfor være en fordel at få sagsfremstillingen ud så

hurtigt som muligt.

Sagsfremstillingen skal derfor sendes ud til høring samtidig med en

tilkendegivelse af, hvilken afgørelse de foreliggende oplysninger giver

grundlag for (forslag til afgørelse), jf. afsnit

E.3.5.3 .

Borgeren/virksomheden vil på baggrund af sagsfremstillingen få et bedre

grundlag for at tage stilling til den afgørelse, som der efter told- og

skatteforvaltningens opfattelse er grundlag for. Når borgeren/virksomheden

kommer med sine indsigelser og bemærkninger til forslaget til afgørelsen,

skal disse indarbejdes i sagsfremstillingen.

Se nærmere om konsekvenserne af manglende sagsfremstilling afsnit

F .

De formelle krav til en

sagsfremstilling

En sagsfremstilling skal indeholde en redegørelse for de oplysninger om

sagens faktiske omstændigheder, der påtænkes tillagt betydning ved sagens

afgørelse, jf.

SFL

§ 19, stk 2.

Disse krav skal ses i sammenhæng med

FVL § 22 og § 24

om begrundelsespligt, jf. afsnit

E.3.7 og

E.3.6.3.4 .

Sprogbrug

Udover de rent formelle krav er det vigtigt, at sagsfremstillingen kan

stå alene, og at hele sagen kan læses i en sammenhæng, så både

borgeren/virksomheden og Landsskatteretten kan forstå sagens indhold uden

at få tilført yderligere information.

Det er vigtigt, at borgeren/virksomheden forstår afgørelsen, fordi en

god begrundelse gør det lettere at acceptere, hvis afgørelsen går

ham/hende imod.

En sagsfremstilling skal formuleres klart, præcist og tydeligt. Brug

korte sætninger og undgå lange og indskudte sætninger samt omvendt

ordstilling.

Sagsfremstillingen er et

redigeret dokument

Sagsfremstillingen skal være et redigeret dokument. Oplysninger, der

fremkommer efter udarbejdelse af sagsfremstillingen, skal indarbejdes

under de relevante afsnit i dispositionen. Kommer borgeren/virksomheden

eksempelvis med nye opfattelser og begrundelser, skal de indarbejdes under

"borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor".

Kommentarer fra borgeren/virksomheden skal ind i sagsfremstillingen i

redigeret form, og skal altså ikke være en direkte afskrift af de

fremsatte kommentarer. Det kan dog være hensigtsmæssigt med korte citater

fra borgerens/virksomhedens indlæg, hvis citatet redigeres ind under de

relevante afsnit i sagsfremstillingen.

Oplysninger, der viser sig at være forkerte, skal rettes. Påviser

borgeren/virksomheden eksempelvis fejl vedrørende de faktiske forhold,

skal disse indarbejdes og rettes under afsnittet om sagens faktum.

Borgerens/virksomhedens bemærkninger og ændringer i sagsfremstillingen

i øvrigt bør angives med en anden skrifttype eller med en streg i

margenen, så ændringerne i sagsfremstillingen er nemme at

identificere.

Undgå gentagelser. De samme oplysninger, opfattelser mv. som kan være

gentaget i flere variationer (breve, møder mv.), skal ikke skrives flere

gange i sagsfremstillingen.

Sagsfremstillingen bør dateres, så det altid fremgår, hvilken

sagsfremstilling der er den nyeste.

Bilag

Sagsfremstillingen skal ikke henvise til bilag. Det stof, der er

relevant i et bilag, skal derimod refereres, og sættes ind i det relevante

afsnit i sagsfremstillingen, idet det jo er formålet med

sagsfremstillingen, at sagen er fuldt oplyst i sagsfremstillingen. Hvis

det er nødvendigt med bilag, skal henvisningen til bilag ske på en

særskilt bilagsoversigt.

Sagsfremstillingens omfang

En sagsfremstillings omfang skal afpasses efter sagens karakter,

således at sagsfremstillingen i sager med enkle problemstillinger eller

uden konfliktpotentiale kan begrænses til noget, der minder om en fyldig

begrundelse. En sagsfremstilling kan altså godt være kort, så længe

begrundelseskravet er opfyldt.

Sager med flere punkter

Når der er flere punkter på forslaget til afgørelsen, er det mest

hensigtsmæssigt, at sagsfremstillingen behandler et punkt ad gangen, og

behandler det færdigt, før et nyt punkt behandles. Sagsfremstillingen kan

evt. starte med et generelt afsnit om faktum, så dette ikke skal gentages

ved hvert punkt.

For overskuelighedens skyld er det mest hensigtsmæssigt, at punkterne

på forslaget til afgørelsen nummereres. Beskrivelsen af de enkelte punkter

i sagsfremstillingen bør ske i samme rækkefølge som på forslaget til

afgørelsen.

Den samme sagsfremstilling kan vedrøre både fx skat, afgift og

told.

Fravigelser fra

dispositionen i helt særlige tilfælde

En sag kan have et sådan indhold og omfang, at det er nødvendigt med

konkrete afvigelser fra dispositionen i afsnit

E.3.6.3 .

Oplysninger, som ikke kan komme ind under afsnittene i dispositionen,

kan helt undtagelsesvis sættes ind under et nyt afsnit i

sagsfremstillingen.

Dette kan være tilfældet med borgerens/virksomhedens bemærkninger. Hvis

bemærkningerne ikke vedrører faktum, eller ikke kan betragtes som

borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor, kan

bemærkningerne medtages i et selvstændigt afsnit.

Sådanne bemærkninger kan eksempelvis være indsigelser, der vedrører

alle punkter på forslaget til afgørelsen - fx klager over sagsbehandlingen

eller manglende overholdelse af en ansættelsesfrist.

Hvis der kommer nye oplysninger i sagen, som fører til ændringer

i SKATs opfattelse af, hvordan sagen skal afgøres, kan det også være

fornuftigt at indarbejde et nyt selvstændigt afsnit, da det ellers senere

kan være vanskeligt at forstå sagens forløb.

Hvis vejledningen fraviges, skal borgeren/virksomheden stadig være i

stand til at sætte sig ind i sagen på betryggende måde alene ud fra

sagsfremstillingen. SKATs skal altså sikre sig, at alle relevante

oplysninger alligevel fremgår af sagsfremstillingen.

E.3.6.3 Indholdet i en

sagsfremstilling

En sagsfremstilling skal indeholde disse afsnit:

Indledning og identifikationsoplysninger

SKATs forslag til ændring/talmæssig opgørelse

Beskrivelse af sagens faktiske forhold

SKATs begrundelse for ændringen

Borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor

SKATs endelige konklusion/afgørelse.

E.3.6.3.1 Indledning og

identifikationsoplysninger

Dette afsnit skal indeholde en beskrivelse af, hvem og hvad sagen

vedrører. Afsnittet skal både indeholde identifikationsoplysninger

vedrørende borgeren/virksomheden og vedrørende problemstillingen i sagen.

Identifikation af

parten

Som identifikation af borgeren/virksomheden anføres alene navn,

CVR.nr./cpr.nr. og skatteansættende myndighed.

Identifikation af

problemstillingen i sagen

Som identifikation af problemstillingen i sagen anføres, hvilket år

sagen vedrører, hvilke punkter sagen vedrører og evt. hvilke

lovbestemmelser sagen vedrører. Det vil sige, at der her gives en kort

beskrivelse af, hvad sagen drejer sig om. En læser af sagsfremstillingen

skal kunne få et overblik over problemstillingerne i sagen ved hjælp af

indledningens korte beskrivelse, og dermed blive lettet i forståelsen af

sagsfremstillingens indhold i øvrigt.

Beskrivelse af

borgeren/virksomheden

For overskuelighedens skyld er det en fordel at give en beskrivelse af

borgeren/virksomheden fx om koncernopbygning, hovedaktionær, bestyrelse,

branche (hvad laver virksomheden) og regnskabsår.

Øvrige

oplysninger

Oplysninger om borgerens/virksomhedens adresse, telefonnummer,

journalnummer og oplysninger, som SKAT skal bruge til at styre

sagen administrativt. Oplysning om mødetider, oplysning om sagsbehandler

mv. er ikke en del af sagsfremstillingen, og skal ikke sendes til

partshøring.

E.3.6.3.2 SKATs forslag til ændring og talmæssig

opgørelse

I de sager, hvor der er en eksisterende ansættelse, skal dette afsnit

indeholde en beskrivelse af den. Afsnittet skal endvidere indeholde en

angivelse af den afgørelse, som der efter SKATs opfattelse er

grundlag for.

Den talmæssige opgørelse skal fremstå som en objektiv og konstaterende

opstilling. Opstillingen har til formål at give et hurtigt og sikkert

overblik over sagens punkter.

Afsnittet skal altså indeholde en talmæssig opgørelse, der viser de

forhold SKAT vil ændre. Det skal fremgå, hvordan tallene er

fremkommet, i forhold til den evt. eksisterende ansættelse. Ændringerne

skal beskrives punkt for punkt.

Det er mest hensigtsmæssigt, at følge rækkefølgen på forslaget til

afgørelsen.

Det skal fremgå, hvilken indkomstart/afgift mv. der er ændret. Ved

ændringer i flere forskellige indkomstarter vil det være hensigtsmæssigt

at dele de forskellige indkomstarter op - fx selskabsindkomst, personlig

indkomst, kapitalindkomst. Moms skal opdeles i salgsmoms og købsmoms osv.

Hvis SKAT efter forhandling med borgeren/virksomheden kan

frafalde nogle af punkterne i forslaget til afgørelsen, kan punktet udgå

af afgørelsen, men ikke af sagsfremstillingen. Afsnittet i

sagsfremstillingen kan dog afsluttes med, at det kort skrives, at punktet

frafaldes, og at en nærmere beskrivelse derfor ikke er

foretaget.

Skyldes enigheden, at borgeren/virksomheden accepterer ændringen ud fra

den foreliggende beskrivelse, skal der alligevel kort redegøres herfor i

sagsfremstillingen, da det vil være uheldigt, at forholdet ikke er

beskrevet, hvis borgeren/virksomheden senere fortryder at have accepteret

ændringen.

E.3.6.3.3 Beskrivelse af sagens faktiske

forhold

Under dette afsnit beskrives alle de faktiske oplysninger, der har

betydning for sagens afgørelse.

Hvad er faktum

Faktum er de kendsgerninger, som kan beskrives objektivt,

konstaterende, og dokumenterende. Faktum er altså kort sagt en beskrivelse

af virkeligheden - det vil som regel sige noget, der er fysisk

eksisterende (personer, bygninger, ting), eller noget som faktisk er sket.

Formål med

faktumbeskrivelsen

Formålet med faktumbeskrivelsen er for det første at sikre, at alle

relevante forhold er belyst. Faktumbeskrivelsen skal dog også sikre, at en

udenforstående kan forstå sagens sammenhæng, og at sagens parter er klar

over, hvilke oplysninger der er lagt til grund ved afgørelsen.

Kun relevante faktiske

oplysninger

Beskrivelsen af faktum skal indeholde de faktiske oplysninger, som er

relevante for afgørelsen og for forståelsen af sagen. Det vil sige, at det

ikke er hele virkeligheden, der skal beskrives, men den del der er

nødvendig for, at der kan træffes en afgørelse. Der skal altså foretages

en begrænsning og en afgrænsning af de faktiske oplysninger, så kun de

oplysninger, som er relevante for afgørelsen, fremgår af

sagsfremstillingen.

Hvornår er en oplysning

relevant

Når SKAT mener, at der skal foretages en regulering, kan

forholdet henføres til en lovbestemmelse eller en bekendtgørelse. Ved at

tage udgangspunkt i denne bestemmelses ordlyd kan man som regel finde frem

til, hvilke oplysninger der er relevante for afgørelsen. En lovbestemmelse

definerer og afgrænser nemlig hvilke faktiske omstændigheder, der skal

være til stede, for at reglen kan finde anvendelse. Når SKAT har

de oplysninger, som er beskrevet i bestemmelsen, kan der træffes en

afgørelse. Det er disse oplysninger, som er relevante for afgørelsen, og

som skal fremgå af sagsfremstillingen.

Som eksempel kan nævnes

selskabsskattelovens

§ 1, stk. 1, nr. 2:

Skattepligt i henhold til denne lov påhviler her i landet

hjemmehørende....andre selskaber, i hvilke ingen af deltagerne hæfter

personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i

forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital.

De faktiske oplysninger, som SKAT skal være i besiddelse af

for at kunne træffe en afgørelse efter denne bestemmelse, er derfor om

nogle af deltagerne hæfter personligt, og om overskuddet er fordelt i

forhold til den kapital, som den enkelte deltager har indskudt i

selskabet. Det er derfor disse faktiske oplysninger, som skal beskrives

under dette afsnit. Andre faktiske oplysninger er normalt ikke relevante

for sagens afgørelse.

Der er imidlertid bestemmelser, som ikke helt klart udtrykker, hvilke

oplysninger der er nødvendige for, at reglen kan finde anvendelse. I disse

tilfælde må det afhænge af en konkret bedømmelse af sagen, hvilke faktiske

oplysninger der er nødvendige og relevante for afgørelsen.

Beskrivelsen og opbygningen

af faktum

En udenforstående skal alene ved beskrivelsen af faktum kunne sætte sig

ind i sagen.

Det er vigtigt, at beskrivelsen har en logisk opbygning og en klar

inddeling. For at skabe en sammenhængende beskrivelse af de faktiske

forhold, gengives disse så vidt muligt i kronologisk rækkefølge.

Afsnittet skal derimod ikke indeholde en kronologisk redegørelse for

sagens forløb i SKAT, da en sådan redegørelse ikke er en del af

sagens faktum, medmindre redegørelsen belyser konkrete problemstillinger i

sagen. Fx er oplysninger om kontrollens baggrund, gennemførelse mv.

sjældent relevante. Også oplysninger om, hvornår forslaget til afgørelsen

er udsendt, og hvem der har indkaldt materiale om hvad, og hvornår dette

er indsendt, er som regel irrelevante.

Hvis borgeren/virksomheden har sendt de ønskede oplysninger, skal der

blot redegøres for oplysningerne. Har borgeren/virksomheden imidlertid

ikke indsendt oplysningerne, er det relevant at redegøre for, hvilke

oplysninger der er bedt om, fx hvis et fradrag er nægtet på grund af

manglende dokumentation.

Hvad skal ikke

med

Der skal skelnes mellem faktum, opfattelser og begrundelser herfor ved

udarbejdelsen af en sagsfremstilling. Kun de faktiske oplysninger skal

fremgå af dette afsnit.

Beskrivelsen af faktum skal ikke indeholde en beskrivelse af retsregler

mv., og der skal ikke indblandes eventuelle kommentarer fra

borgeren/virksomheden eller SKAT i beskrivelsen af faktum -

uanset hvor objektive disse kommentarer måtte være.

Borgerens/virksomhedens

oplysninger om faktum

Borgerens/virksomhedens oplysninger om faktum skal ikke ind under et

særskilt afsnit, men skal indarbejdes her. SKAT må ikke undlade

at beskrive de faktiske forhold, som borgeren/virksomheden finder

relevante, selv om SKAT finder dem uden betydning. Undgå derfor

at forvandle en faktisk oplysning, som er fremsat af

borgeren/virksomheden, til en påstand under punktet

"borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor", fx når

borgeren/virksomheden fremlægger oplysning om udstedelse af et gældsbrev

for en fordring, eller dokumenterer aftaledato og vilkår.

Borgerens/virksomhedens fortolkning af retsregler og fakta beskrives

derimod ikke her, men under

"borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse herfor ".

Neutral

beskrivelse

Beskrivelsen af faktum skal være neutral og bestå i en angivelse af

konstaterbare kendsgerninger. Sagens faktiske forhold beskrives som en

helhed. Sproget skal være objektivt og subjektivitet skal

undgås.

Undgå under beskrivelsen af faktum SKATs overvejelser og

vurderinger, fx af typen "SKAT har behandlet den overtagne aktivitet

som en vederlagsfri overdragelse af goodwill, som således er anset som et

skattepligtigt tilskud". Eller "borgeren har fratrukket 8000 kr., og

beløbet er ikke indtægtsført hos sønnen, formentlig ud fra den betragtning

at beløbet bliver skattefrit, når personfradraget fragår i

skatteberegningen." Dette vedrører ikke sagens faktiske

forhold. SKATs synspunkter beskrives under

"SKATs begrundelse for ændringen" .

Andet

Det er normalt uden betydning at skrive, hvem der har fremskaffet en

oplysning. Hvis det undtagelsesvis er nødvendigt, kan det beskrives

her.

Dokumenter eller dele heraf, der indeholder relevante faktiske

oplysninger om et punkt på forslaget til afgørelsen, bør citeres.

Andre oplysninger refereres kort.

Uenighed om de faktiske

oplysninger

Hvis der er uenighed mellem SKAT og borgeren/virksomheden om

de faktiske oplysninger, skal begge opfattelser af faktum fremgå af

sagsfremstillingen med en angivelse af, hvem der mener hvad. Er der tvivl

om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen

at søge denne tvivl afklaret, så det kan afgøres, om oplysningen kan

lægges til grund. Hvilket faktum SKAT vælger at lægge til

grund ved afgørelsen og hvorfor, skal fremgå af den senere begrundelse,

jf. afsnit

E.3.6.3.4 .

E.3.6.3.4 SKATs begrundelse for

ændringen

I dette afsnit beskrives de krav, der stilles til en begrundelse i en

sagsfremstilling. Disse krav skal ses i sammenhæng med

forvaltningslovens

og toldkodeksens regler om begrundelse, som beskrives i afsnit

E.3.7 .

Henvisning til

retsregler

SKATs begrundelse skal indeholde en henvisning til de retsregler,

der ligger til grund for afgørelsen. Henvisningen skal ske på en klar og

specifik måde, så bestemmelserne uden videre kan identificeres af

borgeren/virksomheden. Henvisningen skal derfor angive lovens nummer, dato

og navn samt relevante bestemmelsers paragraffer, stk., litra, nummer

osv. Henvisningen kan også bestå i at angive relevante direktiver

eller forordninger fra EU, som i vidt omfang angiver gældende ret på told-

og afgiftsområdet.

I det omfang der er udstedt bekendtgørelser, skal der også henvises til

de relevante bestemmelser heri med angivelse af bekendtgørelsens nummer,

paragraf, stk., litra osv.

Det er kun nødvendigt, at anføre oplysninger om lovens nummer og dato

første gang loven nævnes. Herefter er det tilstrækkeligt at henvise til

lovens almindelige betegnelse (fx kildeskatteloven). Der skal dog stadig

henvises til den relevante paragraf.

Bestemmelsens ordlyd bør indarbejdes i sagsfremstillingen. Hvis reglen

er meget omfattende, kan den efter omstændighederne undtagelsesvis

vedlægges i kopi. For at sikre at borgeren/virksomheden forstår

betydningen af den anvendte regel, kan det være nødvendigt at forklare,

hvad reglen betyder i et almindeligt sprog.

Er der tvivl om den retlige fortolkning eller om indholdet af den

regel, der efter SKATs opfattelse skal lægges til grund i sagen,

må SKAT nærmere redegøre for fortolkningen. Det kan ske ved

henvisning til lovforarbejder, cirkulærer mv.

Henvisning til praksis

mv.

Kun væsentlige principielle afgørelser af betydning: Gennemgangen af

praksis skal ikke være en ukritisk gennemgang af alt kendt materiale på

området. Der skal kun henvises til væsentlige/principielle afgørelser,

der har betydning for sagens afgørelse. Når der er en fast praksis på et

område, bør referaterne indskrænke sig til fx de seneste

Højesteretsdomme. Domme, som ikke længere er gældende, bør udelades.

Begræns derfor antallet af henvisninger til få væsentlige

afgørelser.

Gengivelse skal bestå af korte referater: Domme og kendelser skal

ikke gengives i sin helhed. Derimod skal afgørelsen gengives ved et kort

referat af dommens indhold og en kort beskrivelse af, hvilken betydning

dommens konklusion har for den foreliggende sag.

Domme og kendelser skal heller ikke blot opremses. Det skal derimod

angives hvilke momenter i dommen, der lægges vægt på. I de tilfælde hvor

borgeren/virksomheden har påberåbt sig en dom, kan der evt. også kort

redegøres for, hvorfor dommen ikke er relevant.

Der skal som udgangspunkt kun henvises til offentliggjorte

afgørelser - fx afgørelser der er offentliggjort via SKM og i

Ugeskrift for Retsvæsen. Henvisning til ikke offentliggjorte afgørelser

fra øverste administrative instans kan efter omstændighederne være

relevant, fx hvis sagerne udspringer af samme forhold. I givet

fald bør den pågældende afgørelse vedlægges i anonymiseret

stand.

Andet: Hvis der henvises til praksis skal det gøres på en måde, så

borgeren/virksomheden forstår det relevante heri.

Henvisningen til relevant praksis og teori kan endvidere bestå i en

henvisning til SKAT-meddelelser og vejledninger - herunder

Ligningsvejledningen, Momsvejledningen og Toldvejledningen. Juridisk

litteratur kan evt. inddrages. Officialprincippet indebærer,

at SKAT også har pligt til at henvise til de forhold, der kan

tale for borgerens/virksomhedens sag. Se om vejledningspligten

afsnit

E.3.1 .

Angivelse af hovedhensyn

ved skøn

SKAT skal først og fremmest sikre sig, at det fremgår klart og

tydeligt, hvilke hovedhensyn der har været bestemmende ved fastsættelsen

af skønnet. Det vil sige, at det i almindeligt sprog beskrives, hvad der

er lagt vægt på ved skønsudøvelsen.

Det er ikke nok, at den bestemmelse der henvises til, angiver

hovedhensynene for skønnet.

Eksempelvis er det ikke nok at angive et samlet skøn på fx 100.000 kr.,

uden at der nærmere er redegjort for, hvordan dette skøn er fremkommet,

herunder på hvilket grundlag det er udøvet. Hvis der er tale om

forskellige indkomstarter, som ikke har et fælles opgørelsesgrundlag, er

det ikke nok at angive et samlet beløb. Derimod skal beløbet fordeles

mellem de enkelte indkomstarter.

Beløbet skal naturligvis også opdeles på eksempelvis skat og moms, hvis

sagsfremstillingen vedrører både skat og moms. Er der kun lagt vægt på

nogle få - men ikke alle de mulige skønsmomenter - bør det angives,

hvorfor der er lagt vægt på netop disse momenter og ikke de andre. Dette

gælder især, hvis de momenter der ikke er tillagt betydning, taler for en

mere gunstig afgørelse for borgeren/virksomheden.

Hvis der henvises til praksis for en skønsbestemmelse, skal der kort

redegøres for den pågældende praksis.

Redegørelse for de faktiske

omstændigheder som er lagt til grund ved afgørelsen

Begrundelsen skal om fornødent indeholde en kort redegørelse for de

faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for

afgørelsen, jf.

FVL

§ 24, stk. 2. En redegørelse for de faktiske omstændigheder er altså

i princippet ikke altid nødvendig.

Imidlertid er SKATs sager normalt så komplicerede, at en

redegørelse for de faktiske omstændigheder vil være nødvendig.

Dette gælder især, hvis der er lagt vægt på en del - men ikke alle -

opregnede omstændigheder, som fremgår af faktumbeskrivelsen.

Redegørelsen for de faktiske omstændigheder skal især beskrives

grundigt, når faktum er uklart eller omtvistet.

Hvis der er uenighed mellem SKAT og borgeren/virksomheden om

de faktiske omstændigheder, er det nødvendigt, at SKAT redegør

for, hvordan det faktiske hændelsesforløb antages at have været og

hvorfor.

Jo mere kompliceret og sammensat sagen er, jo større vil behovet være

for udtrykkeligt at fremhæve de afgørende faktiske

omstændigheder.

SKATs foreløbige

konklusion

Ud fra lovregler, praksis osv. skal SKAT forholde sig til de

enkelte punkter og til borgerens/virksomhedens eventuelle opfattelse og

begrundelse herfor. Afsnittet skal med andre ord forholde sig til:

Hvad lovregler og praksis siger.

Hvad borgeren/virksomheden siger, (der er ikke pligt til at tage

stilling til alle borgerens/virksomhedens synspunkter, men hvis der er

tale om synspunkter, som borgeren/virksomheden har tillagt særlig vægt,

bør de nok berøres, se herom i afsnit

E.3.7 ).

hvad SKATs vurdering og konklusion er.

E.3.6.3.5 Borgerens/virksomhedens opfattelse og

begrundelse

Borgerens/virksomhedens opfattelse er beskrivelsen af det, som

borgeren/virksomheden gerne vil have, at sagen ender med.

Borgerens/virksomhedens begrundelse herfor er beskrivelsen af, hvorfor

borgeren/virksomheden mener, at SKATs opfattelse er

forkert.

SKAT skal sikre sig, at borgerens/virksomhedens opfattelse og

begrundelse herfor fremgår af dette afsnit. Nye opfattelser og

begrundelser som borgeren/virksomheden senere fremsætter, skal

indarbejdes. Alle synspunkter skal med, også selv om SKAT ikke

finder dem relevante. Beskrivelsen skal dog ikke være en afskrift af en

evt. indsigelse.

I tilknytning til borgerens/virksomhedens opfattelse og begrundelse

herfor beskrives henvisninger til de retsregler, som borgeren/virksomheden

finder relevante, samt borgerens/virksomhedens eventuelle fortolkning af

disse retsregler. SKATs stillingtagen til borgerens/virksomhedens

henvisning til retsregler samt fortolkning heraf, skal derimod ikke

anføres her, men i afsnittets om begrundelse, jf. afsnit

E.3.6.3.4.

Beskrivelsen skal være loyal, objektiv og neutral. Fremstillingen af

borgerens/virksomhedens synspunkter skal være forståelig.

Forvaltningslovens almindelige vejledningspligt tilsiger, at SKAT så

vidt muligt skal hjælpe borgeren/virksomheden med at uddybe eller

præcisere sin begrundelse. Se om vejledningspligten afsnit

E.3.1

.

E.3.6.3.6 SKATs endelige

konklusion/afgørelse

Når borgeren/virksomheden er kommet med kommentarer, eller

indsigelsesfristen er udløbet og SKAT har truffet afgørelse,

afsluttes sagsfremstillingen med dette afsnit, så det fremgår af

sagsfremstillingen, at nu er sagen slut.

Begrundelsen for afgørelsen vil fremgå af afsnit

E.3.6.3.4 .

Undgå

derfor lange redegørelser for SKATs overvejelser på dette

tidspunkt.

I sager hvor borgeren/virksomheden ikke har reageret på forslaget til

afgørelse og sagsfremstillingen, kan indholdet i dette afsnit begrænses

til, at det oplyses, at SKAT har truffet afgørelse i

overensstemmelse med forslaget til afgørelse.

Bemærk, at dette afsnit i sagsfremstillingen ikke kan erstatte en

særskilt meddelelse om sagens afgørelse. Den særskilte meddelelse om

sagens afgørelse skal stadig indeholde alle punkterne på forslaget til

afgørelsen, og de lovmæssige krav til en begrundelse skal være opfyldt på

den særskilte meddelelse om afgørelsen. Begrundelsen på den særskilte

meddelelse om afgørelsen kan dog være ganske kort, og fx bestå i en

henvisning til den relevante lovbestemmelse. Den særskilte meddelelse om

afgørelsen skal i så fald også henvise til den relevante begrundelse i den

vedlagte sagsfremstilling.

Når afgørelsen er sendt ud, er sagsfremstillingen endelig. Der skal

derfor ikke skrives mere i sagsfremstillingen. Dette gælder også, selv om

sagen påklages til Landsskatteretten. Der skal heller ikke foretages

ændringer i sagsfremstillingen, hvis borgeren/virksomheden fx kun påklager

5 ud af 10 punkter på afgørelsen.

E.3.7 Begrundelse

SFL

indeholder ingen særlige regler om begrundelse i skatte- og afgiftssager.

Det betyder, at

FVL

kapitel 6, der indeholder udførlige bestemmelser om kravene til

begrundelse, finder anvendelse i told- skatte- og afgiftssager. Reglerne

finder anvendelse i alle de tilfælde, hvor SKAT træffer en afgørelse,

dvs. både i de sager, hvor der skal udarbejdes sagsfremstilling og i de

sager, hvor der ikke er krav om at udarbejde en sagsfremstilling.

For så vidt angår de sager, hvor der er krav om sagsfremstilling

henvises endvidere til afsnit

E.3.6.3.4 .

Begrundelsen bør fremgå af selve afgørelsen, eventuelt ved en præcis

henvisning til hvor begrundelsen kan findes, og begrundelsen skal samtidig

fremgå af den sagsfremstilling mv., der følger med afgørelsen.

Efter

FVL

§ 22 skal en skriftlig afgørelse, der ikke giver en part medhold fuldt ud,

være ledsaget af en skriftlig begrundelse.

Formålet med begrundelsespligten er at borgeren/virksomheden får en

forklaring på afgørelsens indhold, at borgeren/virksomheden forstår

afgørelsen og er i stand til at vurdere, om han/hun skal påklage

afgørelsen. Begrundelsen skulle gerne være en garanti for afgørelsens

rigtighed.

FVL

§ 24 indeholder de nærmere regler om indholdet af begrundelsen. Efter

FVL

§ 24 skal begrundelsen oplyse, hvilke retsregler afgørelsen er truffet

efter. Henvisningerne skal være præcise. Beror afgørelsen på en

fortolkning af en bestemmelse, bør der redegøres for den anlagte

fortolkning.

I

SKM2002.149.HR

kunne myndighedernes manglende henvisning til samtlige korrekte

bestemmelser ikke medføre, at afgørelserne truffet i det administrative

system var ugyldige. I

SKM2003.259.ØLR

fandt retten ligeledes, at der ikke forelå en manglende eller mangelfuld

begrundelse, som kunne medføre ugyldighed. I

SKM2003.288.HR

tiltrådte Højesteret, at den manglende henvisning til de benyttede

retsregler i kommunens agterskrivelse og afgørelse, ikke kunne føre til

afgørelsens ugyldighed.

Hvis begrundelsen for forhøjelsen er, at de selvangivne dispositioner

er uden reelt indhold - fx i anpartssager - vil der dog helt

undtagelsesvist ikke være krav om henvisning til retsregler, jf. TfS 1996,

920 LSR. I

SKM2005.224.ØLR

fandt retten ikke, at skattemyndighedernes afgørelse om tilsidesættelse af

et arrangement vedrørende deltagelse i et kommanditselskab var mangelfuldt

begrundet, selv om der i afgørelsen blev henvist til en revisionsrapport

udarbejdet af skatteforvaltningen i en kommune, der ikke var

skatteyderens hjemstedskommune. En række yderligere

formalitetsindsigelser om ulovlig forvaltning, manglende partshøring

samt forældelse blev ligeledes tilsidesat af Landsretten.

I begrundelsen skal der endvidere tages stilling til

borgerens/virksomhedens relevante synspunkter, hvis myndigheden ikke

tidligere skriftligt har tilkendegivet sin bedømmelse heraf overfor

borgeren/virksomheden. Myndigheden skal i sin begrundelse medtage de

relevante omstændigheder for afgørelsen, men begrundelsespligten kan ikke

udstrækkes til et krav om, at myndigheden er forpligtet til at tage

udtrykkelig stilling til samtlige fremførte argumenter, når dette er

unødvendigt for at begrunde afgørelsen, jf. herom TfS 1999, 420 HD, og TfS

1999, 44 VLD.

I

SKM2002.677.VLR

fandt Landsretten, at en afgørelse truffet af en kommunal skattemyndighed

ikke var ugyldig, idet afgørelsen indeholdt tilstrækkelig begrundelse og

borgeren på forhånd var bekendt med de afgørelser, som der blev henvist

til.

Administrativt

skøn

I det omfang afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal der

oplyses om de hovedhensyn, der er lagt vægt på ved skønsudøvelsen. Det er

ikke tilstrækkeligt kun at henvise til den bestemmelse, der angiver

hovedhensynene for skønnet, jf. TfS 1996, 120 LSR, hvor en henvisning til

statsskattelovens § 4, stk. 1, litra b, ikke fandtes at være tilstrækkelig

til, at hovedhensynene for en skønsbestemt fastsættelse af en fast

ejendoms udlejningsværdi, kunne siges at være angivet. En afgørelses

begrundelse blev anset for fyldestgørende i

SKM2002.8.VLR ,

da afgørelsen indeholdt henvisning til de retsregler, som afgørelsen var

truffet på baggrund af og indeholdt angivelse af de hovedhensyn, der var

indgået i afgørelsen. Dommen har været anket til Højesteret, men

anken er afvist.

Er der ved afgørelsen kun lagt vægt på nogle, men ikke alle

skønsmomenter i en bestemmelse, skal begrundelsen angive, hvorfor der

netop er lagt vægt på disse momenter og ikke andre. Dette er særlig

vigtigt, hvis de momenter, der ikke er tillagt vægt, taler for en

gunstigere afgørelse - set fra borgerens/virksomhedens synspunkt. Der skal

endvidere om muligt henvises til praksis for administrationen af

skønsbestemmelsen, eventuelt med en kort redegørelse for den pågældende

praksis.

Faktiske

omstændigheder

Begrundelsen skal endvidere om fornødent kort oplyse

om de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for

afgørelsen, jf.

FVL

§ 24, stk. 2. Oplysning herom bør eksempelvis gives i følgende tilfælde:

Sagens faktum er omtvistet eller uklart

Der er indbyrdes modstridende sagkyndige erklæringer i sagen

Jo mere sammensat og kompliceret en sags faktiske omstændigheder

er, jo større er generelt behovet for at fremhæve de faktiske

omstændigheder, der er tillagt vægt ved afgørelsen.

Mens kravet om henvisning til retsregler efter

FVL

§ 24, stk. 1, er absolut, gælder pligten til en kort redegørelse efter §

24, stk. 2, kun, når der er behov for det. Spørgsmålet om, hvorvidt og i

hvilket omfang begrundelsen skal indeholde oplysninger om faktiske

omstændigheder beror således på en konkret vurdering. Det samme gælder

undtagelsesbestemmelsen i § 24, stk. 3, hvorefter begrundelsespligten kan

begrænses - eller efter omstændighederne bortfalde - efter en konkret

vurdering, jf. kriterierne i

FVL

§ 15. Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses, i det omfang

borgerens/virksomhedens interesse i disse oplysninger til varetagelsen af

sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv

eller til andre private eller offentlige interesser, jf.

FVL

§ 24, stk. 3. Dette vil især være aktuelt i sager med flere parter. Se

nærmere herom i afsnit

M.3.2.1 om forholdet mellem begrundelsespligt og

tavshedspligt.

For så vidt angår afslag på ansøgninger om bevilling antages det i

praksis, at begrundelseskravet kan lempes, således at det kan være

tilstrækkeligt, at der i begrundelsen henvises til sædvanlig praksis eller

til, at den nødvendige dokumentation ikke foreligger.

Særligt for told

På toldområdet gælder herudover art. 6, stk. 3, i EF's

toldkodeks . For

sager om toldgodtgørelse/toldfritagelse efter artikel 236 til 239 i

EF-toldkodeks, skal der altid gives begrundelse, også når afgørelsen er

begunstigende, og begrundelsen skal indeholde alle nødvendige oplysninger

for afgørelsens gennemførelse, jf. artikel 886 i

gennemførelsesbestemmelserne til EF-toldkodeks.

Følgende skal således afhængigt af det enkelte tilfælde fremgå af

begrundelsen:

Oplysninger til identifikation af varerne.

Oplysning om den pågældende artikel i EF-toldkodeksen eller

gennemførelsesbestemmelserne dertil.

Den toldmæssige bestemmelse eller anvendelse varerne skal angives

til.

Den frist inden for hvilken de formaliteter, der er en betingelse

for godtgørelsen eller fritagelsen, skal gennemføres.

Tilkendegivelse af, at den faktiske godtgørelse eller fritagelse

først vil finde sted, når de formaliteter, som godtgørelsen eller

fritagelsen er betinget af, er opfyldt.

Angivelse af de betingelser, som varerne er undergivet indtil

afgørelsens gennemførelse.

Bemærkning om, at originalen af afgørelsen skal afleveres til

toldmyndighederne, når varerne frembydes.

Se nærmere om

konsekvenserne af manglende begrundelse afsnit

F.

E.3.8 Underretning om afgørelsen - herunder

underretning til andre end adressaten

Afgørelsen skal med de i afsnit

E.3.6

nævnte undtagelser meddeles særskilt og skriftligt til sagens

parter. Dette er ensbetydende med, at i sager om ændret fordeling af

afståelsesvederlag, jf. afskrivningslovens § 45 og

ejendomsavancebeskatningslovens § 4, skal såvel sælger som køber

underrettes om afgørelsen. Hvis en part har ladet sig repræsentere,

sendes afgørelsen som udgangspunkt alene til repræsentanten, jf. fx

SKM2002.225.ØLR .

I konkrete tilfælde, fx hvor parten har anmodet om underretning, sendes

afgørelsen også til parten.

I sager om vurdering, hvor begæring om vurdering er fremsat i anledning

af salg, skal meddelelse om SKATs afgørelser gives til såvel

køber som sælger.

I nogle tilfælde skal underretning om afgørelsen sendes både til

parten, til partens eventuelle repræsentant samt øvrige vedkommende. Det

gælder:

Skatteankenævnets kendelser, jf. § 17, stk. 2, i forretningsordenen

for skatteankenævnene.

Vurderingsankenævnets kendelser, jf. § 18, stk. 2 , i

forretningsordenen for vuderingsankenævnene.

Landsskatterettens afgørelser, jf. § 18, stk. 4, i

forretningsordenen for Landsskatteretten.

Skatterådets afgørelser, jf. § 13 i forretningsordenen for

Skatterådet.

Om retningslinier

for underretning af

partsrepræsentanter henvises endvidere til

SKM2006.294.SKAT .

For så vidt angår en ændring af et sambeskattet selskabs ansættelse

skal der gives underretning til det pågældende selskab og moderselskabet,

jf. forudsætningsvis TfS 1999, 488 VLD, som er afløst af

højesteretsdommen

SKM2001.344.HR ,

der ikke tog stilling til dette punkt. Dog vil det efter omstændighederne

være tilstrækkeligt, at underretningen herom sker til moderselskabet i

forbindelse med en ændring af sambeskatningsindkomsten, jf.

SKM2004.108.HR .

I denne dom blev det lagt til grund, at moderselskabet havde haft fuldmagt

til at modtage underretning på vegne af datterselskabet.

En tredjemand, der er blevet varslet om en påtænkt afgørelse, skal

orienteres om den endelige afgørelse vedørende det fælles retsforhold.

Klagefristen regnes efter

SFL

fra det tidspunkt, hvor borgeren/virksomheden har modtaget underretning om

afgørelsen, jf.

SFL

§ 42, stk. 1. Hvis en borger/virksomhed har ladet sig repræsentere er

afgørelsen først gyldigt meddelt, når den er sendt til repræsentanten. For

så vidt angår en ægtefælles klageadgang, jf tidligere

skattestyrelseslovens § 37 A, stk. 2, er det i praksis antaget, at den

sædvanlige klagefrist først løber fra det tidspunkt, hvor vedkommende

bliver bekendt med afgørelsen af ægtefællens skatteansættelse.

Se nærmere om konsekvenserne af manglende underretning

afsnit F .

E.3.9 Klagevejledning

Reglerne om klagevejledning i afgørelsessager findes i

FVL § 25 og § 26.

Reglerne er gentaget i de forskellige forretningsordner, der er udstedt i

henhold til

SFL

. Reglerne betyder, at SKATs afgørelser, der skal meddeles

skriftligt, skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang, hvor rette

klagemyndighed, oplysning om fremgangsmåden og eventuel klagefrist

angives.

Dette gælder også, når et moderselskab, som er sambeskattet med et

datterselskab, underrettes om ændrede skatteansættelser for

datterselskabet, jf. TfS 1999, 488 VLD, hvor landsretten udtalte, at

klagevejledningen ikke indeholdt oplysning om, at også moderselskabet var

klageberettiget, hvilket medførte suspension af klagefristen. Sagen er nu

afgjort af Højesteret, jf.

SKM2001.344.HR ,

hvor spørgsmålet om suspension af klagefrist ikke var til prøvelse.

Klagevejledning skal dog ikke gives, hvis afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende medhold, fx i sager om registrering, hvor ansøgning om

registrering imødekommes ubetinget.

Der skal gives klagevejledning, hvad enten klageadgangen er hjemlet i

SFL ,

skatte- eller afgiftslovgivningen i øvrigt eller blot følger af den

almindelige ulovbestemte regel om administrativ rekurs, jf.

afsnit H.

Ved klage til

vurderingsankenævn

I sager, der kan påklages til vurderingsankenævn, skal der vejledes

om:

At afgørelsen kan påklages til vurderingsankenævnet.

At klage kan indgives af ejeren af den faste ejendom og af andre,

der har en væsentlig, direkte retlig interesse i vurderingens resultat.

At afgørelsen skal være modtaget i vurderingsankenævnet senest 3

måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Ved de

almindelige vurderinger eller omvurderinger efter vurderingslovens § 1

eller § 3, skal klagen dog være modtaget senest den 1. juli i året efter

vurderingsåret, medmindre skatteministeren fastsætter en længere frist.

At klagen skal være skriftlig og begrundet.

Ved klage til

skatteankenævn

I sager, der kan påklages til skatteankenævn , skal der vejledes

om:

At afgørelsen kan påklages til skatteankenævnet.

At klage til skatteankenævnet kan indgives af enhver, der har

en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse,

der klages over.

At afgørelsen skal være modtaget i skatteankenævnet senest 3 måneder

fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over, eller hvor særskilt

underretning om afgørelsen er undladt, jf.

SFL

§ 20, stk. 2 , fra modtagelsen af årsopgørelsen.

At klagen skal være skriftlig og begrundet.

At det offentlige efter kapitel 19 i

SFL

efter anmodning yder godtgørelse af visse udgifter ved at klage til

skatteankenævnet.

Ved klage til

Landsskatteretten

I sager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal der vejledes

om:

At afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten, Vester

Farimagsgade 7, 1606 København V.

At klage til Landsskatteretten kan indgives af enhver, der har en

væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der

klages over.

At klage over en afgørelse, der kan påklages til vurderingsankenævn

efter

SFL

§ 8, stk. 1, nr. 1, kan indgives af de i § 38, stk. 1, nævnte.

At klagen skal være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder

efter klagerens modtagelse af den afgørelse, der klages over.

At klagen skal være skriftlig og angive, på hvilke punkter

afgørelsen anses for urigtig samt en begrundelse herfor.

At der med klagen i original eller kopi skal indsendes den

afgørelse, der klages over, den sagsfremstilling, der har ligget til

grund for afgørelsen og som er sendt til klageren, og dokumenter, som

klageren ønsker at anvende som bevis.

At der samtidig med klagens indgivelse skal betales en klageafgift

på 700 kr. til Landsskatteretten. Afgiften kan vedlægges i check eller

indbetales til bank, reg. nr. 5010, konto nr. 121398-6. Afgiften

tilbagebetales, hvis klageren får helt eller delvis medhold af

Landsskatteretten eller ved en efterfølgende domstolsprøvelse af

spørgsmålet. Der skal dog ikke betales for klage over afgørelser, der

efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse efter

SFL

§ 13, stk. 3, 1. pkt, skal træffes uden medvirken af læge

retsmedlemmer. Der henvises nærmere til

bekendtgørelse

nr. 1025 af 24. oktober 2005 med senere ændringer.

At det offentlige efter kapitel 19 i

SFL

efter anmodning yder godtgørelse af visse udgifter ved at klage til

Landsskatteretten og at tilskudsordningen ikke omfatter

klageafgiften.

Valg af klageinstans

Klagevejledningen skal indeholde oplysning om, at afgørelser, som kan

påklages til skatteankenævnet, efter klagerens valg i stedet kan påklages

til Landsskatteretten. Dette gælder dog ikke afgørelser om

forskudsregistrering, jf.

SFL

§ 5, stk. 2.

Klagevejledningen skal i fornødent omfang indeholde oplysning om,

hvorvidt der inden for det pågældende sagsområde gælder særlige

begrænsninger i klageinstansens kompetence.

Suspension af klagefrist

Af dommen

SKM2001.62.VLR

kan udledes, at hvis der under en løbende klagefrist anmodes om

genoptagelse af den påklagede afgørelse, vil klagefristen som udgangspunkt

være suspenderet indtil genoptagelsesspørgsmålet er afgjort, jf. FVL § 20,

stk. 3.

Særligt om

betalingskorrektion i henhold til ligningslovens § 2, stk. 4

Som anført under afsnit

E.3.1

er der i forbindelse med ændringer af skatteansættelser efter

ligningslovens § 2 pligt til at vejlede om adgangen til

betalingskorrektion i henhold til ligningslovens § 2, stk. 4. Hvis der er

givet en sådan vejledning, vil klagefristen vedrørende

ansættelsesændringen løbe på normal måde. Hvis der derimod ikke er givet

korrekt vejledning om adgangen til betalingskorrektion, vil der efter en

færdigbehandling af en efterfølgende anmodning om betalingskorrektion

skulle gives fornyet klagevejledning også vedrørende selve den

ansættelsesændring, der har givet anledning til betalingskorrektionen.

Lovbestemt frist for

sagsanlæg

Efter

FVL

§ 26 skal der gives vejledning om muligheden for sagsanlæg ved domstolene,

hvis der gælder lovbestemte frister for et sagsanlæg. Reglen har betydning

for alle sager, hvor SKAT træffer endelig administrativ afgørelse,

jf.

SFL

§ 48. I sager, hvor der ikke kan ske yderligere administrativ påklage,

skal der således vejledes om, at fristen for domstolsprøvelse er 3 måneder

fra sagens afgørelse eller afvisning. Se desuden om domstolsprøvelse

afsnit

I .

Overspringelsesreglen

Efter

SFL

§ 48, stk. 2 - som benævnes overspringelsesreglen - kan en sag indbringes

for domstolene, inden der er truffet endelig administrativ afgørelse, hvis

der er forløbet mere end 6 måneder efter sagens indbringelse for den

endelige administrative instans. I sager, hvor sagsbehandlingstiden

forventes at blive på mere end 6 måneder, skal der derfor vejledes om

overspringelsesreglen senest ved fristens udløb.

Anden vejledning

Reglerne i

FVL

§ 25, stk. 1, fastsætter alene regler om administrativ rekurs. Det følger

imidlertid af den vejledningspligt, som efter

FVL

§ 7 påhviler SKAT, at der efter omstændighederne bør vejledes om

muligheden for klage til Folketingets Ombudsmand.

Særligt for told

Klagevejledningen i toldsager, hvor Landsskatteretten er klageinstans,

indeholder et afsnit om såkaldt anfægtelse af afgørelser. Reglerne om

anfægtelse skal ses i lyset af de EU-retlige regler om afregning af egne

indtægter.

Der er tale om anfægtelse af en afgørelse, når parten

meddeler SKAT, at han ikke er enig i den trufne afgørelse og at han

derfor agter at påklage den. Anfægtelsen skal ske skriftligt og inden 4

uger fra datoen for afgørelsen.

For borgeren eller virksomheden er der ingen retsvirkninger knyttet til

anfægtelse. Selv om en afgørelse ikke er anfægtet inden for de 4 uger,

afskærer det ikke parten fra at indbringe afgørelsen for

Landsskatteretten. Omvendt er parten ikke forpligtet til at klage til

Landsskatteretten, selv om afgørelsen er blevet anfægtet.

På toldområdet gælder herudover art. 6, stk. 3 i EF's

toldkodeks .

Se nærmere om konsekvenserne af manglende klagevejledning afsnit

F.

E.3.10 Oplysningspligt

Reglerne om den dataansvarliges oplysningspligt over for den

registrerede findes i persondatalovens kapitel 8, §§ 28 - 30, jf. lov nr.

429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger. Loven erstatter

den tidligere registerlovgivning om offentlige og private registre. Se

eventuelt

afsnit M.2 om lovens

formål

og indhold generelt.

Efter lovens anvendelsesområde gælder oplysningspligten for behandling

af personoplysninger, som helt eller delvist foretages ved hjælp af

elektronisk databehandling, samt for ikke-elektronisk behandling af

personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register, jf. PDL

§ 1, stk.1.

Ved personoplysninger forstås enhver form for information om en

identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede), jf.

PDL § 3, nr. 1. Personen er fx identificerbar, hvis den pågældende kan

identificeres ved hjælp af CPR-nr., SE-nr., CVR-nr., journalnummer eller

lignende. I det hele taget gælder, at virksomhedsoplysninger, der kan

identificere enkeltpersoner, er omfattet af begrebet personoplysninger.

Reglerne om oplysningspligt gælder derimod som hovedregel ikke for

behandling af oplysninger om juridiske personer (selskaber, fonde,

foreninger mv.). Der gælder dog særlige regler for videregivelse af

oplysninger til kreditoplysningsbureauer, jf. persondatalovens kapitel

5.

Ved behandling forstås enhver operation eller række af operationer, som

oplysninger gøres til genstand for, jf. PDL § 3, nr. 2. Begrebet dækker

bl.a. over indsamling, registrering, opbevaring, tekstbehandling, brug,

videregivelse og sletning. Behandling kan eksempelvis finde sted i

forbindelse med konkrete sager eller som led i udøvelse af kontrol.

Der skal endvidere være tale om behandling af personoplysninger, der

foretages ved hjælp af elektronisk databehandling - eller ikke-elektronisk

databehandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et

register. Det drejer sig bl.a. om oplysninger, som på et tidspunkt enten

vil blive indberettet til et af edb-systemerne, som vil blive behandlet

elektronisk i form af tekstbehandling, eller som vil blive indeholdt i et

manuelt register. Elektronisk journalisering og sagsstyring er også

omfattet. Derimod er den manuelle behandling af oplysninger i mapper med

sagsakter ikke omfattet.

Oplysningspligt af egen

drift

Efter reglerne om oplysningspligt påhviler der den dataansvarlige en

pligt til af egen drift at give den registrerede meddelelse om en række

forhold ved indsamling af oplysninger om den pågældende. Der er altså ikke

tale om regler, som kun skal opfyldes, hvis den registrerede fremsætter

anmodning herom.

Formkrav mv.

Der gælder efter loven ingen formkrav til den meddelelse, der gives den

registrerede, og der kan derfor efter bestemmelsen ikke stilles krav om,

at meddelelsen skal gives skriftligt. Det er imidlertid den

dataansvarlige, som - i tilfælde af uenighed om, hvorvidt der er givet den

fornødne underretning til den registrerede - skal kunne dokumentere, at

oplysningspligten er opfyldt. Underretningen skal derfor som hovedregel

gives skriftligt. Hvis oplysninger indhentes mundtligt, fx under et møde

eller pr. telefon, og der samtidig mundtligt gives underretning til

opfyldelse af oplysningspligten, skal der i alle tilfælde foretages notat,

der kan dokumentere, at oplysningspligten er blevet overholdt.

Forvaltningsmyndighedens stilling til, om - og i hvilket omfang - der i

en given situation er oplysningspligt efter persondatalovens kapitel 8, §§

28 - 30, er ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men anses for

en beslutning af processuel karakter. Myndigheden skal derfor ikke

begrunde en eventuel beslutning om ikke at give underretning, når

indsamlingen finder sted. Tilsvarende skal underretning af den

registrerede til opfyldelse af oplysningspligten ikke ledsages af

klagevejledning. Er der derimod tale om besvarelse af en efterfølgende

klage fra den registrerede person over manglende underretning eller

eventuelt indsigelse mod, at oplysninger om vedkommende gøres til genstand

for behandling, jf. lovens § 35, er der tale om en afgørelse, som skal

forsynes med både begrundelse og klagevejledning.

Oplysningspligtens omfang

Reglerne om oplysningspligt i persondataloven er opbygget på den måde,

at spørgsmålet om den dataansvarliges oplysningspligt over for den

registrerede i forbindelse med indsamling af oplysninger hos den

registrerede selv er reguleret i lovens § 28, mens spørgsmålet om den

dataansvarliges oplysningspligt ved indsamling af oplysninger hos andre

end den registrerede er reguleret i lovens § 29.

Endvidere er der i lovens § 30 fastsat en række undtagelser, der

knytter sig til den dataansvarliges oplysningspligt over for den

registrerede i begge de nævnte situationer. Når behandlingen er omfattet

af oplysningspligten, skal den dataansvarlige give den registrerede

meddelelse om følgende:

Den dataansvarliges identitet, jf. PDL § 28, stk. 1, nr. 1, og § 29,

stk. 1, nr. 1.

Formål med behandlingen, jf. PDL § 28, stk. 1, nr. 2, og § 29, stk.

1, nr. 2.

Andre nødvendige oplysninger, jf. PDL § 28, stk. 1, nr. 3, og § 29,

stk. 1, nr. 3.

Den dataansvarlige myndighed er samme myndighed, som er ansvarlig for

den behandling, der giver anledning til, at den registrerede skal

informeres. Det forhold, at det fremgår af brevpapiret, hvilken myndighed

der er ansvarlig for sagen, vil være tilstrækkelig til at opfylde

oplysningspligten efter PDL § 28, stk. 1, nr. 1, og § 29, stk. 1, nr.

1.

Underretningen om formålet eller formålene med behandlingen skal være

tilstrækkelig til, at den registrerede bliver klar over, hvad der er

baggrunden for, at der indsamles oplysninger om den pågældende. Det

betyder, at den dataansvarlige - som minimum - skal underrette den

registrerede om, hvad de indsamlede oplysninger skal bruges til på

indsamlingstidspunktet.

Den dataansvarlige skal endvidere i hver enkelt tilfælde foretage en

konkret vurdering af, om der er andre oplysninger, der under hensyn til de

særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er

nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, jf. PDL

§ 28, stk. 1, nr. 3, litra a-c, og § 29, stk. 1, nr. 3, litra a-c.

Opregningen i litra a-c i de to bestemmelser er ikke udtømmende, men det

drejer sig eksempelvis om følgende informationer:

Hvem oplysningerne videregives til, dvs. eventuelle kategorier af

modtagere, jf. § 28, stk. 1, nr. 3, litra a, og § 29, stk. 1, nr. 3,

litra b.

Om det er obligatorisk eller frivilligt at besvare stillede

spørgsmål samt mulige følger af ikke at svare, jf. § 28, stk. 1, nr. 3,

litra b.

Hvilken type oplysninger der behandles, når oplysningerne ikke er

indsamlet hos den registrerede, jf. § 29, stk. 1, nr. 3, litra

a.

Der skal efter sidstnævnte bestemmelse gives den registrerede

meddelelse om typen af oplysninger, som er indsamlet, og ikke om konkrete

oplysninger. Ønsker den registrerede at få oplyst, hvilke konkrete

oplysninger, der er indsamlet om vedkommende, må den registrerede anmode

om indsigt heri efter reglerne i persondatalovens kapitel 9, jf. næste

punkt.

Retten til efter anmodning at få indsigt i og berigtigelse af de

behandlede oplysninger, jf. § 28, stk. 1, nr. 3, litra c, og § 29, stk.

1, nr. 3, litra c.

Retten til indsigt efter anmodning er reguleret i persondatalovens

kapitel 9, §§ 31 - 34. Reglerne om indsigtsret er regler om egenacces.

Reglerne regulerer derfor bl.a. i hvilket omfang den person, der behandles

oplysninger om, har ret til konkrete oplysninger om sig selv. Se afsnit

M.2 om indsigt efter persondataloven.

Retten til berigtigelse mv. efter anmodning er reguleret i PDL § 37.

Bestemmelsen fastsætter, at den registrerede over for den dataansvarlige

kan kræve, at oplysninger om den pågældende berigtiges, slettes eller

blokeres, hvis oplysningerne viser sig urigtige, vildledende eller på

anden måde er behandlet i strid med lov eller bestemmelser udstedt i

medfør af lov.

Som anført er opregningen i litra a-c i §§ 28, stk. 1, nr. 3, og 29,

stk. 1, nr. 3, ikke udtømmende. Der vil derfor efter omstændighederne

kunne påhvile den dataansvarlige en pligt til at give den registrerede

anden information end de oplysninger, der følger af bestemmelserne i litra

a-c. Om der skal gives den registrerede yderligere information beror -

ligesom med hensyn til bestemmelserne i litra a-c - på en konkret

vurdering af, om dette er nødvendigt for, at den registrerede kan varetage

sine interesser i det enkelte tilfælde.

Undtagelser fra

oplysningspligten

Persondataloven indeholder en række undtagelser om den dataansvarliges

oplysningspligt over for den registrerede, jf. PDL § 28, stk. 2, § 29,

stk. 2, og § 30.

PDL §§ 28, stk. 2, og 29,

stk. 2, 1. led - den dataansvarliges identitet, formålet med behandlingen,

mv. er den registrerede bekendt

Efter bestemmelserne i PDL § 28, stk. 2, og § 29, stk. 2, 1. led,

gælder oplysningspligten efter stk. 1 i de to bestemmelser ikke, hvis den

registrerede allerede er bekendt med de oplysninger, som er omfattet af

oplysningspligten, dvs. oplysninger om den dataansvarliges identitet,

formålene med behandlingen samt yderligere oplysninger, der er nødvendige

til varetagelse af den registreredes interesser.

I de tilfælde, hvor indsamlingen af oplysninger sker ved, at den

registrerede selv retter henvendelse til den dataansvarlige, vil det i

almindelighed kunne lægges til grund, at den registrerede allerede er

bekendt med de oplysninger, der efter PDL § 28, stk. 1, skal gives den

pågældende. Også i de situationer, hvor den dataansvarlige aktivt

indsamler oplysninger hos den registrerede, vil det i mange tilfælde kunne

lægges til grund, at den registrerede allerede er bekendt med disse

oplysninger. I begge de nævnte situationer gælder dog, at

oplysningspligten skal opfyldes, hvis den dataansvarlige er i tvivl om,

hvorvidt den registrerede allerede er bekendt med de i stk. 1, nr. 1 - 3,

anførte oplysninger.

I de tilfælde, hvor oplysningerne er indsamlet hos andre end den

registrerede, fx andre myndigheder eller private, vil den dataansvarlige

derimod som hovedregel ikke kunne lægge til grund, at den registrerede

allerede er bekendt med de oplysninger, som den dataansvarlige er

forpligtet til at give meddelelse om efter PDL § 29, stk. 1. Det beror

bl.a. på, at oplysningspligten skal opfyldes, hvis den dataansvarlige er i

tvivl om, hvorvidt den registrerede allerede er bekendt med de i stk. 1,

nr. 1 - 3, nævnte oplysninger.

Hvis en dataansvarlig myndighed, som har indsamlet oplysninger hos den

registrerede og i den forbindelse har opfyldt sin oplysningspligt efter

PDL § 28, efterfølgende videregiver de indsamlede oplysninger til en anden

dataansvarlig myndighed, skal denne nye dataansvarlige myndighed som

udgangspunkt opfylde oplysningspligten efter PDL § 29. Den nye

dataansvarlige myndighed kan alene undlade at give den registrerede

meddelelse efter PDL § 29, stk. 1, hvis den oprindelige dataansvarlige

allerede har givet de fornødne oplysninger til den registrerede, jf. PDL §

29, stk. 2, 1. led, eller hvis en af de øvrige undtagelsesbestemmelser i

PDL § 29 eller § 30 er opfyldt.

PDL § 29, stk. 2, 2. led -

registreringen eller videregivelsen er udtrykkeligt fastsat ved

lov

Af bestemmelsen i PDL § 29, stk. 2, 2. led, følger, at

oplysningspligten efter stk. 1 heller ikke gælder, hvis registreringen

eller videregivelsen er udtrykkeligt fastsat ved lov eller bestemmelse

fastsat i henhold til lov.

Kravet om udtrykkelighed betyder, at der bør sondres mellem de

bestemmelser, der indeholder en indberetningspligt, og de bestemmelser,

der indeholder en oplysningspligt. Som hovedregel vil det kun være i de

tilfælde, hvor der er tale om en egentlig indberetningspligt eller pligt

til at indhente oplysninger, at kravet om udtrykkelighed er opfyldt. I

disse tilfælde vil det være klart for den registrerede (gennem

bekendtgørelse i Lovtidende), at der vil blive indberettet/indhentet

oplysninger om den pågældende. Den registrerede vil derfor have mulighed

for at søge om indsigt i de behandlinger, der foregår hos den modtagende

myndighed. Datatilsynet anser eksempelvis bestemmelsen i

skattekontrollovens § 7 F, stk. 1, hvorefter kommunerne årligt skal

foretage indberetning

til SKAT om opkrævede underholdsbidrag, for at opfylde kravet om

udtrykkelighed. Det er derimod ikke tilstrækkeligt, at en bestemmelse

indeholder en oplysningspligt, da det vil være forbundet med en vis

usikkerhed om der rent faktisk behandles (registreres eller videregives)

oplysninger om den registrerede, jf. eksempelvis skattekontrollovens § 8

G, stk. 1, om oplysningspligt for vekselerere, advokater m.fl. " ... i det

omfang told- og skatteforvaltningen anmoder derom og oplysningerne er af

væsentlig betydning for skatteligningen ...".

PDL § 29, stk. 3 -

underretning af den registrerede er umulig eller uforholdsmæssig

vanskelig

Efter PDL § 29, stk. 3, gælder oplysningspligten efter stk. 1 heller

ikke, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig eller er

uforholdsmæssig vanskelig.

I hvilket omfang dette er tilfældet skal vurderes i den enkelte

situation. Ved denne vurdering skal der ske en afvejning af på den ene

side betydningen af en sådan underretning for den registrerede og på den

anden side den arbejdsindsats hos myndigheden, der vil være forbundet med

en sådan underretning. Der skal i den forbindelse bl.a. lægges vægt på

antallet af registrerede, som skal have meddelelse, oplysningernes alder,

samt hvor indgribende det er for den enkelte, at der foretages behandling

af oplysninger om vedkommende. Det vil herunder være af betydning, om

behandlingen af oplysninger foretages som led i enkeltsagsbehandling, hvor

underretning kan ske i forbindelse med iværksættelse af andre

sagsbehandlingsskridt, eller om behandlingen foretages som led i en række

identiske sager, eventuelt som led i massesagsbehandling. Hvor

oplysningerne vedrører personer, der er bosiddende i udlandet, kan

behandlingen således efter omstændighederne være undtaget fra

oplysningspligten, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig

eller uforholdsmæssig vanskelig efter en konkret afvejning. I øvrigt må

det antages, at bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde.

Det fremgår af en udtalelse fra Datatilsynet, at betingelserne for at

fravige oplysningspligten med hjemmel i § 29, stk. 3, ikke kan anses for

opfyldt i en sag, hvor Arbejdsdirektoratet i forbindelse med tilsynet af

kommunernes rådighedsvurderinger for kontant- og starthjælpsmodtagere

indhenter oplysninger og opretter sager på de enkelte ydelsesmodtagere.

Datatilsynet har herved lagt vægt på 1) omfanget og karakteren af de

oplysninger om borgeren, der indhentes og registreres, 2) at direktoratets

behandling kan (men ikke nødvendigvis vil) føre til ændringer i forhold

til borgeren, 3) formålet med oplysningspligten (at skabe større

gennemsigtighed og overblik vedrørende personregistreringen), 4) at

direktoratet opretter en sag for hver enkelt borger, og endelig 5) har

Datatilsynet ikke grundlag for at antage, at det vil være forbundet med

uforholdsmæssig stor arbejdsindsats at underrette de omhandlede personer,

jf. Datatilsynets udtalelse til Arbejdsdirektoratet af 1. december 2004,

j.nr. 2004-321-0316. Udtalelsen er offentliggjort på Datatilsynets

hjemmeside.

Undtagelsesbestemmelsen i § 29, stk. 3, kan således eksempelvis heller

ikke anvendes som hjemmel for manglende opfyldelse af oplysningspligten i

tilfælde, hvor der på grundlag af anmeldelser om borgere foretages

registrering og enkeltsagsbehandling, hvor oplysningspligten derfor ikke

vil være "uforholdsmæssig vanskelig" at opfylde, og hvor myndighedens

behandling af oplysningerne i anmeldelserne eventuelt senere kan få

"indgribende" betydning for den anmeldte.

PDL § 30 - afgørende hensyn

til private eller offentlige interesser

Yderligere undtagelser fra oplysningspligten er fastsat i PDL § 30.

Efter bestemmelsen i stk. 1 kan undtagelse fra reglerne i § 28, stk. 1, og

§ 29, stk. 1, gøres, hvis den registreredes interesse i at få kendskab til

oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til private

interesser, herunder hensynet til den registrerede selv. Efter

bestemmelsen i stk. 2 kan undtagelse fra bestemmelserne i § 28, stk. 1, og

§ 29, stk. 1, tillige gøres, hvis den registreredes interesse i at få

kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til

offentlige interesser, herunder navnlig hensynet til 1) statens sikkerhed,

2) forsvaret, 3) den offentlige sikkerhed, 4) forebyggelse,

efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller i

forbindelse med brud på etiske regler for lovregulerede erhverv, 5)

væsentlige økonomiske eller finansielle interesser hos en medlemsstat

eller Den Europæiske Union, herunder valuta-, budget-, og

skatteanliggender samt 6) kontrol-, tilsyns-, eller reguleringsopgaver,

herunder opgaver af midlertidig karakter, der er et led i den offentlige

myndighedsudøvelse på de i nr. 3 - 5 nævnte områder. Bestemmelserne har

kun betydning, hvis underretning af den registrerede ikke kan undlades

efter undtagelsesbestemmelserne i § 28, stk. 2, og § 29, stk. 2 og 3.

Indskrænkning af den dataansvarliges oplysningspligt kræver efter både

stk. 1 og stk. 2 en konkret afvejning af de modstående interesser, der er

anført. Afvejningen skal foretages for hver enkelt oplysning for sig. Hvis

hensyn, der indebærer undtagelse fra oplysningspligten, kun gør sig

gældende for en del af de i § 28, stk. 1, og § 29, stk. 1, nævnte

oplysninger, skal der gives den registrerede meddelelse om de øvrige

oplysninger. Endvidere indebærer udtrykket "afgørende hensyn", at

undtagelse fra oplysningspligten kun kan gøres, hvor der er nærliggende

fare for, at privates eller offentliges interesser vil lide skade af

væsentlig betydning. Bevisbyrden påhviler den dataansvarlige.

Eksempelvis vil bestemmelsen i PDL § 30, stk. 2, nr. 6, om hensynet til

kontrol mv. kunne anvendes, hvis det efter en konkret afvejning - af på

den ene side hensynet til den registreredes interesse i at få kendskab til

oplysningerne og på den anden side afgørende kontrolhensyn - vurderes, at

der er nærliggende og konkret fare for, at det offentliges interesser vil

lide skade af væsentlig betydning, fx fordi behandlingen sker i

forbindelse med planlægning af uanmeldt kontrol.

Ordlyden og fortolkningen af undtagelsesbestemmelsen i persondatalovens

§ 30, stk. 2, nr. 6, svarer til forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 4, om

undtagelse af oplysninger i sager om partsaktindsigt, for så vidt angår

den afvejning, der skal foretages af modstående interesser samt begrebet

"afgørende hensyn". Ligeledes svarer fortolkningen af ekstraheringspligten

efter persondatalovens § 30, stk. 2, nr. 6, som alene fremgår af

bemærkningerne til loven, til fortolkningen af ekstraheringspligten efter

ordlyden af forvaltningslovens § 15, stk. 2.

Ombudsmanden udtalelse i en sag om afslag på aktindsigt i anmeldelser

efter forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 4, kan derfor også anvendes som

fortolkningsbidrag til undtagelsesbestemmelsen i persondatalovens § 30,

stk. 2, nr. 6, i relation til anmeldelser, jf. FOB 2004, 346 ff,

om Afslag på aktindsigt i skattekontrolsag.

Ombudsmandens udtalelse indebærer således i relation til anmeldelser,

at betingelserne for helt eller delvist at fravige oplysningspligten med

hjemmel i persondatalovens § 30, stk. 2, nr. 6, er at der for hver enkelt

oplysning foreligger afgørende modhensyn af en sådan karakter, at der

efter et konkret skøn er nærliggende og sandsynliggjort fare for, at

kontrolhensyn vil lide skade af væsentlig betydning. Det forhold at

kontrolprocessen vanskeliggøres er ikke i sig selv et afgørende modhensyn,

når selve kontrolformålet ikke samtidig lider skade af væsentlig

betydning. Det er i denne sammenhæng uden betydning om partens interesse i

at kende oplysningerne antages at være mere eller mindre tungtvejende,

hvis der ikke foreligger sådanne afgørende hensyn, der taler imod

meddelelse af de omfattede oplysninger.

Tidsfrist for opfyldelse af

oplysningspligten

Når der indsamles oplysninger hos den registrerede, skal

oplysningspligten opfyldes samtidig med indsamlingen, jf. PDL § 28, stk.

1.

I de tilfælde, hvor oplysninger indsamles i forbindelse med, at den

registrerede fx skal indlevere en ansøgning, blanket eller lignende til

den dataansvarlige, kan oplysningspligten opfyldes ved, at de fornødne

informationer er fortrykt på ansøgningen, blanketten mv. Hvis indsamlingen

foregår uden anvendelse af en fortrykt ansøgningsformular eller lignende,

fx ved at den registrerede selv henvender sig i et almindeligt brev, skal

oplysningspligten opfyldes snarest muligt eller senest inden for 10

dage.

Når oplysninger indsamles hos andre end den registrerede, skal

oplysningspligten opfyldes ved registreringen, eller hvis de indsamlede

oplysninger er beregnet på videregivelse, senest når videregivelsen af

oplysningerne finder sted, jf. PDL § 29, stk. 1.

Udtrykket "ved registreringen" skal fortolkes som snarest muligt eller

senest inden for 10 dage efter registreringen. I tilfælde, hvor de

indsamlede oplysninger er beregnet på videregivelse til tredjemand, kan

opfyldelse af oplysningspligten vente til videregivelse af oplysninger

første gang finder sted. Det er dog en betingelse, at det på tidspunktet

for indsamlingen er klart, at oplysningerne skal videregives til

tredjemand, og at videregivelsen finder sted inden for en forholdsvis

snæver periode.

Lignende dokumenter