PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 O. OMGØRELSE OG SKATTEFORBEHOLD
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Processuelle regler på ToldSkats område 2003 - 2
O. Omgørelse og skatteforbehold
O.1 Omgørelse
Generelt om omgørelse
I
SSL § 37
C findes hjemmel til at tillade omgørelse af rent privatretlige
dispositioner i relation til skatteansættelser, jf. nærmere nedenfor. En
tilsvarende bestemmelse eksisterer ikke vedrørende told- og
afgiftsområdet.
Beskrivelsen nedenfor gælder for anmodninger om omgørelser, der er
indgivet fra og med 1. juli 1999, jf. § 7, stk. 4, i lov nr. 381 af 2.
juni 1999 om ændring af skattestyrelsesloven. For så vidt angår
anmodninger indgivet inden 1. juli 1999 henvises til beskrivelsen i LV
1998 A.H.2.4 og S.F.1.2.6. Denne beskrivelse skal suppleres med dommen
SKM2003.140.VLR ,
hvor anmodning om omgørelse var indgivet tidligere end 1. juli 1999, og
hvor tilladelse til omgørelse blev afslået, fordi det dagældende krav om
god tro ikke var opfyldt.
Reglerne om omgørelse i SSL § 37 C vil i praksis ikke have betydning i
det omfang koncernforbundne parter omfattet af kredsen i ligningslovens §
2, stk. 1, vælger at påberåbe sig og opfylder betingelserne i
ligningslovens § 2, stk. 4, for at foretage betalingskorrektion.
Formålet med omgørelse er at undgå tilfælde, hvor en borger/virksomhed
beskattes på grundlag af en privatretlig disposition, der har uforudsete
skattemæssige virkninger, som er væsentlige og uhensigtsmæssige. Reglerne
om omgørelse finder derfor ikke anvendelse, når der anmodes om en ren
skatteretlig ændring, der ikke er afledt af en ændring af et underliggende
privatretligt forhold. Der kan henvises til
SKM2002.212.LR ,
Læs alt
hvor det blev lagt til grund, at skattestyrelseslovens regler om
omgørelse ikke kunne anvendes til at tillade en bil , der var
indskudt i virksomhedsskatteordningen, tilbageført. Under hensyn til
karakteren af hidtidig omgørelsespraksis og de alternative muligheder, der
eksisterer for at sikre sig mod uforudsete skattemæssige virkninger af
privatretlige dispositioner, er adgangen til at tillade omgørelse
begrænset, jf. nærmere nedenfor om betingelserne for omgørelse.
Disse alternative muligheder er bl.a. adgang til at få en bindende
forhåndsbesked fra Ligningsrådet eller et bindende ligningssvar fra en
kommune, adgangen efter ligningslovens § 2, stk. 4, for koncernforbundne
parter til at berigtige en prisaftale ved betalingskorrektion og
anerkendelsen efter SSL § 37 B af retten til at tage et skatteforbehold.
Det fremgår af SSL § 37 C, stk. 1, at »i det omfang en skatteansættelse
hviler på en privatretlig disposition, kan skatteministeren tillade, at en
efterfølgende ændring af dispositionen tilægges virkning for
skatteansættelsen (omgørelse)«, hvis nærmere angivne betingelser er
opfyldte. En tilladelse til omgørelse indebærer således en accept af, at
en efterfølgende ændring af en privatretlig disposition tillægges virkning
for den oprindeligt foretagne skatteansættelse, således at
skatteansættelsen »bliver forkert « og må ændres.
Udgangspunktet er, at parternes skatteansættelser skal foretages som om
den privatretlige disposition aldrig havde fundet sted, dvs. når en
disposition fuldstændig ophæves, eller som om dispositionen oprindeligt
havde fundet sted på de nu ændrede vilkår, dvs. når der alene ændres
vilkår i den oprindelige disposition. Dette er ensbetydende med, at hvis
parterne ønsker dispositionen helt ophævet, skal der foretages
kompensation for statusændringer i den mellemliggende periode, eksempelvis
forbedringer/forringelser på de tilbageførte aktiver. Parterne skal
skattemæssigt behandle sådanne kompensationsbeløb på samme måde, som det
der kompenseres for.
Som et led i retableringen af status på det oprindelige
overdragelsestidspunkt skal de foretagne skattemæssige afskrivninger i den
mellemliggende periode annulleres, således at den oprindelige overdrager
bevarer sit oprindelige afskrivningsgrundlag. Den oprindelige overdragers
adgang til at foretage afskrivning i den mellemliggende periode beror på
den almindelige praksis om tilladelse til efterfølgende af- og
nedskrivning. Da hensigten med en fuldstændig ophævelse af den
privatretlige disposition som nævnt er at retablere status på det
oprindelige aftaletidspunkt, skal der derimod normalt ikke ske
tilbageføring af indtægter og udgifter vedrørende løbende underaftaler med
tredjemand og personlig virksomhed i den mellemliggende periode. Hvad
angår forrentning af beløb, der betales mellem parterne som led i
gennemførelsen af omgørelsen gælder, at manglende forrentning ikke vil
have skattemæssige konsekvenser, medmindre der eksisterer særskilt hjemmel
til at kræve forrentning, jf ligningslovens § 2, stk. 1, eller den
manglende forrentning er udtryk for skattemæssig omgåelse, jf. TfS 1998,
199 HD.
Der skal i anmodningen om tilladelse til omgørelse være en specificeret
redegørelse for, hvorledes der reguleres mellem parterne i den
mellemliggende periode, jf. TSS-cirkulære
2000-28 ,
hvor Ligningsrådet har udnyttet bemyndigelsen i § 23, stk. 2, i
sagsudlægningsbekendtgørelsen til at fastsætte generelle retningslinjer.
Af disse retningslinjer fremgår, at der i anmodningen bl.a. skal oplyses
om indbyrdes kompensation for forbedringer, forringelser og afdrag på lån
samt i hvilket omfang, der skal ske forrentning af beløb, der betales som
led i omgørelsen. Endvidere skal parterne i anmodningen dokumentere, at
der er enighed om omgørelsen samt hvorledes omgørelsen skal gennemføres.
Afgrænsning af
omgørelsesbegrebet
De skattemæssige reguleringer som følge af ændring af en oprindelig
privatretlig disposition kræver ikke altid tilladelse til skattemæssig
omgørelse. I TSS-cirkulære
2000-28 er
der anført eksempler på tilfælde, hvor annullering af de skattemæssige
virkninger ikke er betinget af en tilladelse til omgørelse. Der er nævnt
tilfælde, hvor en privatretlig disposition viser sig at være ugyldig eller
uvirksom eller i øvrigt efterfølgende reguleres som følge af
omstændigheder, der var taget højde for allerede på det oprindelige
dispositionstidspunkt. De skattemæssige reguleringer vil i sådanne
tilfælde være en konsekvens af de privatretlige virkninger, således at der
kan anmodes om genoptagelse af skatteansættelsen uden indhentelse af
tilladelse til omgørelse. Tilsvarende gælder, hvis parterne kan godtgøre,
at den privatretlige disposition er udtryk for en ren fejlekspedition, jf.
for eksempel TfS 2000, 798 LSR, hvor en fejlagtig indbetaling på en
kapitalpensionsordning blev skattemæssigt annulleret uden brug af
omgørelsesinstituttet. Se tilsvarende TfS 1998, 682 TSS og TfS 1999, 738
TSS, hvor fejlagtige dispositioner vedrørende pensionsordninger kunne
ændres uden anvendelse af omgørelsesinstituttet.
Endelig skal der ikke ske behandling efter omgørelsesreglerne, hvis de
skattemæssige virkninger ved indgåelse og ændring af en privatretlig
disposition er særskilt reguleret i skattelovgivningen, eksempelvis
skattebegunstigede pensionsordninger eller etableringskonti. I sådanne
tilfælde vil muligheden for ændringer og udbetalinger uden den særlige
efterbeskatning afhænge af, om den oprindelige disposition som ovenfor
anført kan anses for ugyldig, uvirksom eller som en ren
fejlekspedition.
Betingelser for
omgørelse
Det er en overordnet forudsætning for en tilladelse til omgørelse, at
det er faktisk muligt i hovedtræk at genetablere den oprindelige
privatretlige tilstand, jf.
SKM2002.321.LR ,
hvor tilladelse til omgørelse forudsatte tilbageføring af forrentning af
et lån mellem en anpartshaver og dennes selskab. Tilladelse til
omgørelse blev nægtet, fordi selskabet var opløst og efter det oplyste
ikke ville blive forsøgt reassumeret. Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 1, må
dispositionen » . . ikke i overvejende grad have være båret af hensyn til
at spare eller udskyde skatter eller afgifter.«
Omgørelse af dispositioner i form af fx overdragelse af aktiver til en
åbenbar over- eller underkurs vil således normalt ikke kunne tillades, jf.
f.eks.
SKM2002.403.LR ,
hvor der ikke blev tilladt omgørelse af en gaveoverdragelse af aktier fra
forældre til børn til en væsentlig underkurs, idet det blev lagt til
grund, at et af hovedformålene med overdragelsen var at undgå, at børnene
skulle betale gaveafgift. På den anden side vil omgørelse normalt
kunne tillades af dispositioner, der indebærer succession, selvom
successionen indebærer en skatteudskydelse. Dette skyldes, at en sådan
dispositionen må antages i overvejende grad at være båret af andre hensyn
end at udskyde skatten.
Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 2, skal dispositionen ». . utvivlsomt
have haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige.«
Dispositionen skal således have haft væsentlige utilsigtede virkninger
for den skattepligtige. I kravet om væsentlighed ligger ikke et krav om
væsentlighed i relation til den pågældende disposition, men et generelt
krav om, at de uforudsete skattemæssige virkninger er
væsentlige. Kravet om utilsigtede virkninger indebærer ikke, at
omgørelse skal nægtes, hvis den skattepligtige burde have indset, at der
kunne blive tale om sådanne virkninger, jf.
SKM2002.403.LR ,
hvor Ligningsrådet udtalte, at opfyldelse af betingelsen i SSL § 37 C,
stk. 1, nr. 2, ikke forudsætter god tro hos den skattepligtige. Der kan
henvises til
SKM2002.122.LR .
I denne sag var der anmodet om tilladelse til omgørelse af salg af aktier
foretaget mindre end 3 år efter anskaffelsen. Uanset at den skattepligtige
havde overset en klar lovregel, blev betingelsen i SSL § 37 C, stk. 1, nr.
2, anset for opfyldt, således at der blev givet tilladelse til omgørelse.
I Ligningsrådets afgørelse
SKM2001.657.LR
blev der tilladt omgørelse af et vederlag for goodwill overdraget mellem
interesseforbundne selskaber, der var blevet beskattet som tilskud,
allerede fordi det utvivlsomt ikke var tilsigtet, at vederlaget skulle
behandles som tilskud. På linje hermed kan anføres Ligningsrådets
afgørelse i SKM 2001.289.LR, hvor der blev tilladt omgørelse, uanset at
det direkte fulgte af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, at anvendelse
af virksomhedsskatteordningen til anskaffelse af investeringsbeviser
udløste efterbeskatning. Der blev ligeledes tilladt omgørelse med henblik
på at annullere en aftalt forrentning i sagen
SKM2001.221.LR ,
hvor der i tillid til skattemyndighedernes senere af Højesteret
underkendte praksis om fikseret rente var aftalt og selvangivet
forrentning i et selskabsmellemværende. Beskatningen af den selvangivne
renteindtægt blev på dette grundlag anset for en utilsigtet skattemæssig
virkning. Modsat blev der i sagen SKM2001.537.LR nægtet tilladelse
til omgørelse, fordi den aftalte og selvangivne forrentning blev anset for
en følge af koncernens interne forretningspraksis, således at beskatningen
af den selvangivne renteindtægt ikke var en utilsigtet skattemæssig
virkning.
Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 3, skal dispositionen ». . have været
lagt klart frem for myndighederne.« Dispositionen skal således oprindeligt
have været lagt klart frem for den skatteansættende myndighed. Denne
betingelse var ikke opfyldt i
SKM2002.403.LR .
Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 4, er det en betingelse, at »de
privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen, der ønskes
tillagt skattemæssig virkning, skal være enkle og overskuelige.«
En tilladelse til omgørelse kan således afslås, hvis en imødekommelse
af omgørelsesanmodningen vil resultere i en sådan uklarhed om de
privatretlige virkninger heraf, at det vil være nødvendigt at foretage
væsentlige skønsmæssige skatteansættelser.
Bestemmelsen er parallel til SSL § 37 B, stk. 2, jf. afsnit
O.2 .
Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 5, er adgangen til omgørelse betinget
af, »at alle, der vil blive berørt af en tilladelse til omgørelse,
tiltræder omgørelsesanmodningen.« I det omfang en skattepligtig bor i en
anden kommune end den, hvor ansøgeren bor, må også denne anden kommune
have erklæret sig enig i omgørelsen, før en tilladelse kan gives. Det
påhviler den skattepligtige at dokumentere, at betingelserne for omgørelse
er opfyldt.
Kompetence
I henhold til SSL § 37 C, stk. 1, er omgørelseskompetencen henlagt til
skatteministeren, der i sagsudlægningsbekendtgørelsen nr. 520 af 25. juni
2002 § 10, stk. 1, nr. 13, har delegeret kompetencen til de kommunale
skattemyndigheder for så vidt angår fysiske personer og dødsboer, og efter
samme bekendtgørelses § 12, stk. 1, nr. 1, har delegeret kompetencen
til den skatteansættende myndighed for så vidt angår juridiske personer,
bortset fra dødsboer. Af sagsudlægningsbekendtgørelsens § 23, stk.
1, nr. 3, fremgår, at klage i alle tilfælde skal ske til
Ligningsrådet, der endvidere i bekendtgørelsens § 23, stk. 2 er tillagt
kompetence til at fastsætte generelle bestemmelser for administrationen af
omgørelse. Sådanne generelle bestemmelser er fastsat i TSS-cirkulære
2000-28 .
Frister
Hvis anmodningen om omgørelse er indgivet inden 3 år og 4 måneder fra
udløbet af det pågældende indkomstår, og betingelserne i SSL § 37 C er
opfyldt, gælder ingen yderligere betingelser for at kunne tillade
omgørelse og dermed genoptagelse efter SSL § 34, stk. 2, henholdsvis den
tidligere bestemmelse i SSL § 4, stk. 1, for så vidt angår indkomstår
inden 1997. Hvis anmodningen om omgørelse er indgivet mere end 3 år efter
udløbet af det pågældende indkomstår og vedrører indkomstår før 1997, er
tilladelse til omgørelse og genoptagelse yderligere betinget af, at de
almindelige betingelser for genoptagelse efter den tidligere bestemmelse i
SSL § 4, stk. 2, er opfyldt, dvs. de vejledende krav om en
minimumsbeløbsgrænse på 3.000 kr. og en reaktionsfrist på 3 måneder, jf.
afsnit
G.3.2.2.1.
Hvis anmodningen om omgørelse er indgivet
mere end 3 år og 4
måneder efter udløbet af det pågældende indkomstår og vedrører indkomstår
fra og med 1997, vil tilladelse til omgørelse og genoptagelse yderligere
være betinget af opfyldelse af kravet i SSL § 35, stk. 2, om en
reaktionsfrist på 6 måneder, jf. afsnit
G.2 . Er
anmodningen indgivet inden d. 12. marts 2003 og vedrører indkomstårene
1997-1999 gælder yderligere minimumsgrænsen på 5.000 kr i den inden d. 2.
juni 2003 gældende bestemmelse i SSL § 35, stk. 2, jf. nærmere herom
under
G.3.2.1.
Gebyr
Efter SSL § 37 C, stk. 2 er omgørelse betinget af, at der betales et
gebyr svarende til gebyret for at få en bindende forhåndsbesked om egne
forhold. Gebyret er i 2003 på 1.800 kr. med tillæg af 1.800 kr. for hver 5
timers tidsforbrug udover 45 timer ved sagsbehandlingen. Tidsforbruget
opgøres på grundlag af tidsforbruget ved behandlingen af såvel
omgørelsesanmodningen som de afledte skatteansættelser. Der medregnes kun
tidsforbrug hos den myndighed, som afgør omgørelsesanmodningen i første
instans. Beløbet reguleres efter § 20 i personskatteloven. Gebyret skal
betales, før behandlingen af omgørelsesanmodningen påbegyndes. Et
eventuelt tillægsgebyr skal være betalt, før anmodningen besvares. Gebyret
tilfalder staten, medmindre afgørelseskompetencen er henlagt til
kommunerne, i hvilket tilfælde gebyret tilfalder den pågældende kommune.
Tilbagekaldes en anmodning om omgørelse, tilbagebetales gebyrer, der er
betalt. Gebyret tilbagebetales ikke, hvis omgørelse nægtes.
Pligt til vejledning om
muligheden for omgørelse
I forbindelse med varsling af en ansættelsesændring, der udspringer af
en privatretlig disposition, skal den skatteansættende myndighed give
vejledning om muligheden for omgørelse efter SSL § 37 C, såfremt omgørelse
efter en konkret vurdering må anses for et nærliggende og relevant
alternativ for den skattepligtige, jf. TSS-cirkulære
2000-28 .
Vejledningspligten gælder navnlig, hvor den privatretlige disposition er
indgået mellem interesseforbundne parter og dette er myndigheden bekendt.
Der skal dog ikke gives en sådan vejledning i tilfælde, hvor det må anses
for åbenbart, at betingelserne for at tillade omgørelse ikke er opfyldt. I
TSS-cirkulære
2000-28
har Ligningsrådet foreslået følgende ordlyd til vejledning: "Som et
alternativ til at påklage den foreslåede ændring af skatteansættelsen
henledes opmærksomheden på muligheden for at anmode om tilladelse til
skattemæssig omgørelse, såfremt betingelserne i SSL § 37 C er opfyldt.
Hvis der anmodes om tilladelse til omgørelse, skal der ved anmodningen
betales et gebyr i henhold til SSL § 37 C, stk. 2. Nærmere oplysninger om
reglerne for omgørelse kan fås ved henvendelse hertil."
Omgørelse contra klage over
ansættelse (dobbelt sagsbehandling)
Hvis en anmodning om omgørelse indgives sideløbende med en verserende
klagesag vedrørende den skatteansættelse, der ønskes omgjort, skal
anmodningen om omgørelse som udgangspunkt sættes i bero, jf. TSS-cirkulære
2000-28 .
Hvis den skattepligtige ikke er enig i, at behandlingen af anmodningen om
omgørelse stilles i bero, således at der bliver truffet afgørelse om
omgørelse inden afslutningen af klagesagen vedrørende skatteansættelsen,
skal en eventuel tilladelse til omgørelse betinges af, at tilladelsen
udnyttes inden 3 måneder. Ved udnyttelse af tilladelsen bortfalder
grundlaget for den verserende klagesag.
O.2 Skatteforbehold
Generelt om
skatteforbehold
Beskrivelsen nedenfor gælder for skatteforbehold, der er taget fra og
med 1. juli 1999, jf. § 7, stk. 6, i lov nr. 381 af 2. juni 1999 om
ændring af skattestyrelsesloven. For så vidt angår skatteforbehold, der er
taget inden 1. juli 1999, henvises til beskrivelsen af den tidligere
administrative praksis i Ligningsvejledningen 1998, A.H.2.4.1.
Et skatteforbehold er en betingelse for en privatretlig disposition,
der medfører at dispositionen bortfalder eller får et andet indhold (eller
kan bortfalde eller få et andet indhold), hvis myndighederne tillægger
dispositionen en anden skatteretlig virkning end forudsat. Et
skatteforbehold er i sagens natur ikke kun rettet til den eller de
borgere/virksomheder, der har disponeret, men også til
skattemyndighederne.
Et skatteforbehold kan udformes således, at det automatisk bliver
virksomt, hvis den udløsende skatteretlige virkning indtræder, eller
således at forbeholdet kun bliver virksomt, hvis det gøres gældende.
Skatteforbehold vedrører til en vis grad samme problemområde som
omgørelse, jf.
SSL § 37 C, og skatteforbehold giver anledning til tilsvarende
administrative problemer som omgørelse.
Kravene til et
skatteforbeholds gyldighed
Efter SSL § 37 B, stk. 1 tillægges et skatteforbehold af bevismæssige
grunde kun skatteretlig virkning, »hvis det er klart, skriftligt og oplyst
over for den skatteansættende myndighed senest samtidig med at myndigheden
oplyses om dispositionens øvrige indhold.«
Den skatteansættende myndighed oplyses normalt om dispositionens
nærmere indhold ved at skattemyndigheden som led i ligningsarbejdet
rekvirerer dokumentation for dispositionens indhold. Det er ikke et krav,
at skatteforbehold oplyses i selvangivelsen.
Det kan ikke kræves, at skattemyndighederne på forhånd tager stilling
til et skatteforbehold, før skatteforbeholdet er gjort gældende. Af TfS
1998, 680 LR følger imidlertid, at der kan ske en fremrykket stillingtagen
til et skatteforbehold i forbindelse med en anmodning om bindende
forhåndsbesked, idet gyldigheden af skatteforbeholdet var en betingelse
for at kunne give bindende forhåndsbesked om en allerede foretaget
disposition.
Det er forudsat i forarbejderne til SSL § 37 B, at et skatteforbehold
kun kan tillægges skatteretlig virkning, hvis det er taget senest samtidig
med den disposition, det er knyttet til. Vedrørende spørgsmålet om
bevisbyrden for, at der er taget et skatteforbehold, kan henvises til
SKM2001.495.HR ,
der vedrører perioden inden 1. juli 1999, men må antages at finde
tilsvarende anvendelse for skatteforbehold taget efter 1. juli 1999. I
denne sag havde den skattepligtige ikke løftet bevisbyrden for, at et
skatteforbehold var taget inden aftalen om overdragelse. Vedrørende
betingelsen om klarhed bemærkes, at det er forudsat i
forarbejderne, at et skatteforbehold utvetydigt skal angive, hvilke
skatteretlige virkninger, der udløser forbeholdet.
Endvidere er det forudsat i forarbejderne, at det skal fremgå af
skatteforbeholdet, hvilke privatretlige virkninger det skal tillægges,
hvis den skatteretlige forudsætning brister. Det kan ikke skatteretligt
tillægges betydning, hvis fx et skatteforbehold angiver, at parterne i en
aftale frit kan indgå en ny aftale med oprindelig virkning, hvis
skatteforbeholdet bliver aktuelt, eller hvis der i skatteforbeholdet er
indbygget skatteforbehold vedrørende en alternativ aftale. Sidstnævnte
forbud er ikke til hinder for, at et skatteforbehold er udformet således,
at de skattepligtige kan vælge mellem helt at ophæve den privatretlige
disposition eller foretage det mindre skridt at ændre vilkår i den i
øvrigt opretholdte privatretlige disposition i overensstemmelse med
eksempelvis skattemyndighedernes værdiansættelse. I afgørelsen
SKM2001.44.LSR
blev et skatteforbehold ikke anerkendt som følge af manglende opfyldelse
af klarhedsbetingelsen. Skatteforbeholdet blev gjort gældende, fordi
skattemyndighederne anså 2 hovedanpartshavere for rette indkomstmodtagere
af et konsulentvederlag i stedet for deres selskab. Den omstændighed, at
skattemyndighederne ikke havde anerkendt selskabet som rette
indkomstmodtager, var ikke ensbetydende med, at skattemyndighederne dermed
havde taget stilling til, hvorledes aftalen skulle have været udformet for
at anse hovedanpartshaverne som rette indkomstmodtagere. Når det i
skatteforbeholdet bl.a. var aftalt, at parterne skulle kunne indrette sig
efter myndighedernes anvisning, var skatteforbeholdets indhold under disse
omstændigheder ufyldestgørende. Selv om afgørelsen vedrører et
skatteforbehold taget inden den 1. juli 1999, må den antages at finde
tilsvarende anvendelse for skatteforbehold taget efter den 1. juli 1999.
Kompetence og frister
Afgørelsen af om et skatteforbehold skal tillægges skatteretlig
virkning træffes som led i den almindelige ligning, og afgørelser herom
påklages administrativt som andre afgørelser om de skatteretlige
virkninger af en privatretlig disposition. Det vil normalt sige til
skatteankenævnet og Landsskatteretten. Et skatteforbehold, der fx først
gøres gældende under Landsskatterettens behandling af en klage, skal ikke
behandles af Landsskatteretten i første instans, men af den
skatteansættende myndighed i form af en anmodning om genoptagelse af
skatteansættelsen.
Hvis anmodningen indgives inden 3 år og 4 måneder fra udløbet af det
pågældende indkomstår ligger kompetencen hos den skatteansættende
myndighed med klageadgang til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten.
Hvis skatteforbeholdet opfylder betingelserne i SSL § 37 B, vil der kunne
tillades genoptagelse efter SSL § 34, stk. 2.
Hvis anmodningen indgives mere end 3 år efter udløbet af det pågældende
indkomstår, og vedrører indkomstår inden 1997, ligger kompetencen hos
told- og skatteregionerne, henholdsvis København og Frederiksberg
kommuner, der i henhold til den tidligere bestemmelse i SSL § 4, stk. 2,
kan tillade genoptagelse, når skatteforbeholdet opfylder betingelserne i
SSL § 37 B. For så vidt angår de yderligere betingelser om
minimumsbeløbsgrænse (vejledende 3.000 kr.) og reaktionsfrist (vejledende
3 måneder), der skal være opfyldt for at tillade genoptagelse efter den
tidligere regel i SSL § 4, stk. 2, henvises til
G.3.2.2.1 .
Klagemyndighed i disse tilfælde er Told- og Skattestyrelsen.
Hvis anmodningen indgives mere end 3 år og 4 måneder efter udløbet af
det pågældende indkomstår og vedrører indkomstår fra og med 1997, vil
kompetencen i henhold til SSL § 35, stk. 1, nr. 1, ligge hos den
skatteansættende myndighed, uanset om skatteankenævnet, Landsskatteretten
eller Ligningsrådet tidligere har taget stilling til ansættelsen, jf SSL §
35, stk. 3. Dette forudsætter dog, at den skattepligtige ikke udtaler sig
imod ansættelsen. Forudsat ansættelsen foretages af den skatteansættende
myndighed, sker klage i disse tilfælde til skatteankenævnet og/eller
Landsskatteretten. Tilladelse til genoptagelse er, bortset fra opfyldelse
af kravene i SSL § 37 B, betinget af, at kravet i SSL § 35, stk. 2, om
en reaktionsfrist på 6 måneder er opfyldt, jf.
G.2 . Er
anmodningen indgivet inden den 12. marts 2003 og vedrører indkomstårene
1997-1999 gælder yderligere minimumsgrænsen på 5.000 kr i den inden den 2.
juni 2003 gældende bestemmelse i SSL § 35, stk. 2, jf. nærmere herom under
G.3.2.1.
Afvisning af gyldigt
skatteforbehold
Efter SSL § 37 B, stk. 2, kan en skatteansættende myndighed "afvise at
tillægge et skatteforbehold virkning for en skatteansættelse, hvis de
privatretlige virkninger af skatteforbeholdet ikke er klare og
overskuelige."
Formålet hermed er at imødegå, at skattemyndighederne bringes i en
situation, hvor de på grund af uklarhed om de privatretlige virkninger af
skatteforbeholdet bliver nødt til at foretage væsentlige skønsmæssige
ansættelser. Anvendelsesområdet for SSL § 37 B, stk. 2, er derfor
begrænset til situationer, hvor det ikke vil være muligt at afklare det
privatretlige grundlag for en ny skatteansættelse i tilstrækkelig grad.
I forarbejderne til bestemmelsen er som eksempel på bestemmelsens
anvendelse nævnt den situation, hvor dispositionen vedrører overdragelse
af en virksomhed, og skatteforbeholdet først bliver udløst adskillige år
efter overdragelsen og med den virkning, at virksomhedsoverdragelsen med
den efterfølgende drift skal tilbageføres.
Det vil således kunne have betydning, hvor lang tid der går fra
dispositionens foretagelse til skatteforbeholdet bliver aktuelt.
En afvisning af at tillægge et skatteforbehold skattemæssig virkning
indebærer, at den privatretlige disposition skatteretligt består, indtil
skattemyndighederne modtager meddelelse om, at dispositionen er ændret med
fremtidig virkning.
Lignende dokumenter
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 O. OMGØRELSE, SKATTEFORBEHOLD OG ÆNDRING AF VALG I SELVANGIVELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 O. OMGØRELSE, SKATTEFORBEHOLD OG ÆNDRING AF VALG I SELVANGIVELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 O. OMGØRELSE OG SKATTEFORBEHOLD Retsinformation · 5. februar 2008
- LIGNINGSVEJLEDNING 2000 OVERSIGT Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 OVERSIGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 OVERSIGTER Retsinformation · 5. februar 2008