Spring til indhold

Retsinformation

PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 O. OMGØRELSE OG SKATTEFORBEHOLD

STV nr 20074 af 01/01/2003Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Processuelle regler på ToldSkats område 2003 - 2

O. Omgørelse og skatteforbehold

O.1 Omgørelse

Generelt om omgørelse

I

SSL § 37

C findes hjemmel til at tillade omgørelse af rent privatretlige

dispositioner i relation til skatteansættelser, jf. nærmere nedenfor. En

tilsvarende bestemmelse eksisterer ikke vedrørende told- og

afgiftsområdet.

Beskrivelsen nedenfor gælder for anmodninger om omgørelser, der er

indgivet fra og med 1. juli 1999, jf. § 7, stk. 4, i lov nr. 381 af 2.

juni 1999 om ændring af skattestyrelsesloven. For så vidt angår

anmodninger indgivet inden 1. juli 1999 henvises til beskrivelsen i LV

1998 A.H.2.4 og S.F.1.2.6. Denne beskrivelse skal suppleres med dommen

SKM2003.140.VLR ,

hvor anmodning om omgørelse var indgivet tidligere end 1. juli 1999, og

hvor tilladelse til omgørelse blev afslået, fordi det dagældende krav om

god tro ikke var opfyldt.

Reglerne om omgørelse i SSL § 37 C vil i praksis ikke have betydning i

det omfang koncernforbundne parter omfattet af kredsen i ligningslovens §

2, stk. 1, vælger at påberåbe sig og opfylder betingelserne i

ligningslovens § 2, stk. 4, for at foretage betalingskorrektion.

Formålet med omgørelse er at undgå tilfælde, hvor en borger/virksomhed

beskattes på grundlag af en privatretlig disposition, der har uforudsete

skattemæssige virkninger, som er væsentlige og uhensigtsmæssige. Reglerne

om omgørelse finder derfor ikke anvendelse, når der anmodes om en ren

skatteretlig ændring, der ikke er afledt af en ændring af et underliggende

privatretligt forhold. Der kan henvises til

SKM2002.212.LR ,

Læs alt

hvor det blev lagt til grund, at skattestyrelseslovens regler om

omgørelse ikke kunne anvendes til at tillade en bil , der var

indskudt i virksomhedsskatteordningen, tilbageført. Under hensyn til

karakteren af hidtidig omgørelsespraksis og de alternative muligheder, der

eksisterer for at sikre sig mod uforudsete skattemæssige virkninger af

privatretlige dispositioner, er adgangen til at tillade omgørelse

begrænset, jf. nærmere nedenfor om betingelserne for omgørelse.

Disse alternative muligheder er bl.a. adgang til at få en bindende

forhåndsbesked fra Ligningsrådet eller et bindende ligningssvar fra en

kommune, adgangen efter ligningslovens § 2, stk. 4, for koncernforbundne

parter til at berigtige en prisaftale ved betalingskorrektion og

anerkendelsen efter SSL § 37 B af retten til at tage et skatteforbehold.

Det fremgår af SSL § 37 C, stk. 1, at »i det omfang en skatteansættelse

hviler på en privatretlig disposition, kan skatteministeren tillade, at en

efterfølgende ændring af dispositionen tilægges virkning for

skatteansættelsen (omgørelse)«, hvis nærmere angivne betingelser er

opfyldte. En tilladelse til omgørelse indebærer således en accept af, at

en efterfølgende ændring af en privatretlig disposition tillægges virkning

for den oprindeligt foretagne skatteansættelse, således at

skatteansættelsen »bliver forkert « og må ændres.

Udgangspunktet er, at parternes skatteansættelser skal foretages som om

den privatretlige disposition aldrig havde fundet sted, dvs. når en

disposition fuldstændig ophæves, eller som om dispositionen oprindeligt

havde fundet sted på de nu ændrede vilkår, dvs. når der alene ændres

vilkår i den oprindelige disposition. Dette er ensbetydende med, at hvis

parterne ønsker dispositionen helt ophævet, skal der foretages

kompensation for statusændringer i den mellemliggende periode, eksempelvis

forbedringer/forringelser på de tilbageførte aktiver. Parterne skal

skattemæssigt behandle sådanne kompensationsbeløb på samme måde, som det

der kompenseres for.

Som et led i retableringen af status på det oprindelige

overdragelsestidspunkt skal de foretagne skattemæssige afskrivninger i den

mellemliggende periode annulleres, således at den oprindelige overdrager

bevarer sit oprindelige afskrivningsgrundlag. Den oprindelige overdragers

adgang til at foretage afskrivning i den mellemliggende periode beror på

den almindelige praksis om tilladelse til efterfølgende af- og

nedskrivning. Da hensigten med en fuldstændig ophævelse af den

privatretlige disposition som nævnt er at retablere status på det

oprindelige aftaletidspunkt, skal der derimod normalt ikke ske

tilbageføring af indtægter og udgifter vedrørende løbende underaftaler med

tredjemand og personlig virksomhed i den mellemliggende periode. Hvad

angår forrentning af beløb, der betales mellem parterne som led i

gennemførelsen af omgørelsen gælder, at manglende forrentning ikke vil

have skattemæssige konsekvenser, medmindre der eksisterer særskilt hjemmel

til at kræve forrentning, jf ligningslovens § 2, stk. 1, eller den

manglende forrentning er udtryk for skattemæssig omgåelse, jf. TfS 1998,

199 HD.

Der skal i anmodningen om tilladelse til omgørelse være en specificeret

redegørelse for, hvorledes der reguleres mellem parterne i den

mellemliggende periode, jf. TSS-cirkulære

2000-28 ,

hvor Ligningsrådet har udnyttet bemyndigelsen i § 23, stk. 2, i

sagsudlægningsbekendtgørelsen til at fastsætte generelle retningslinjer.

Af disse retningslinjer fremgår, at der i anmodningen bl.a. skal oplyses

om indbyrdes kompensation for forbedringer, forringelser og afdrag på lån

samt i hvilket omfang, der skal ske forrentning af beløb, der betales som

led i omgørelsen. Endvidere skal parterne i anmodningen dokumentere, at

der er enighed om omgørelsen samt hvorledes omgørelsen skal gennemføres.

Afgrænsning af

omgørelsesbegrebet

De skattemæssige reguleringer som følge af ændring af en oprindelig

privatretlig disposition kræver ikke altid tilladelse til skattemæssig

omgørelse. I TSS-cirkulære

2000-28 er

der anført eksempler på tilfælde, hvor annullering af de skattemæssige

virkninger ikke er betinget af en tilladelse til omgørelse. Der er nævnt

tilfælde, hvor en privatretlig disposition viser sig at være ugyldig eller

uvirksom eller i øvrigt efterfølgende reguleres som følge af

omstændigheder, der var taget højde for allerede på det oprindelige

dispositionstidspunkt. De skattemæssige reguleringer vil i sådanne

tilfælde være en konsekvens af de privatretlige virkninger, således at der

kan anmodes om genoptagelse af skatteansættelsen uden indhentelse af

tilladelse til omgørelse. Tilsvarende gælder, hvis parterne kan godtgøre,

at den privatretlige disposition er udtryk for en ren fejlekspedition, jf.

for eksempel TfS 2000, 798 LSR, hvor en fejlagtig indbetaling på en

kapitalpensionsordning blev skattemæssigt annulleret uden brug af

omgørelsesinstituttet. Se tilsvarende TfS 1998, 682 TSS og TfS 1999, 738

TSS, hvor fejlagtige dispositioner vedrørende pensionsordninger kunne

ændres uden anvendelse af omgørelsesinstituttet.

Endelig skal der ikke ske behandling efter omgørelsesreglerne, hvis de

skattemæssige virkninger ved indgåelse og ændring af en privatretlig

disposition er særskilt reguleret i skattelovgivningen, eksempelvis

skattebegunstigede pensionsordninger eller etableringskonti. I sådanne

tilfælde vil muligheden for ændringer og udbetalinger uden den særlige

efterbeskatning afhænge af, om den oprindelige disposition som ovenfor

anført kan anses for ugyldig, uvirksom eller som en ren

fejlekspedition.

Betingelser for

omgørelse

Det er en overordnet forudsætning for en tilladelse til omgørelse, at

det er faktisk muligt i hovedtræk at genetablere den oprindelige

privatretlige tilstand, jf.

SKM2002.321.LR ,

hvor tilladelse til omgørelse forudsatte tilbageføring af forrentning af

et lån mellem en anpartshaver og dennes selskab. Tilladelse til

omgørelse blev nægtet, fordi selskabet var opløst og efter det oplyste

ikke ville blive forsøgt reassumeret. Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 1, må

dispositionen » . . ikke i overvejende grad have være båret af hensyn til

at spare eller udskyde skatter eller afgifter.«

Omgørelse af dispositioner i form af fx overdragelse af aktiver til en

åbenbar over- eller underkurs vil således normalt ikke kunne tillades, jf.

f.eks.

SKM2002.403.LR ,

hvor der ikke blev tilladt omgørelse af en gaveoverdragelse af aktier fra

forældre til børn til en væsentlig underkurs, idet det blev lagt til

grund, at et af hovedformålene med overdragelsen var at undgå, at børnene

skulle betale gaveafgift. På den anden side vil omgørelse normalt

kunne tillades af dispositioner, der indebærer succession, selvom

successionen indebærer en skatteudskydelse. Dette skyldes, at en sådan

dispositionen må antages i overvejende grad at være båret af andre hensyn

end at udskyde skatten.

Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 2, skal dispositionen ». . utvivlsomt

have haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige.«

Dispositionen skal således have haft væsentlige utilsigtede virkninger

for den skattepligtige. I kravet om væsentlighed ligger ikke et krav om

væsentlighed i relation til den pågældende disposition, men et generelt

krav om, at de uforudsete skattemæssige virkninger er

væsentlige. Kravet om utilsigtede virkninger indebærer ikke, at

omgørelse skal nægtes, hvis den skattepligtige burde have indset, at der

kunne blive tale om sådanne virkninger, jf.

SKM2002.403.LR ,

hvor Ligningsrådet udtalte, at opfyldelse af betingelsen i SSL § 37 C,

stk. 1, nr. 2, ikke forudsætter god tro hos den skattepligtige. Der kan

henvises til

SKM2002.122.LR .

I denne sag var der anmodet om tilladelse til omgørelse af salg af aktier

foretaget mindre end 3 år efter anskaffelsen. Uanset at den skattepligtige

havde overset en klar lovregel, blev betingelsen i SSL § 37 C, stk. 1, nr.

2, anset for opfyldt, således at der blev givet tilladelse til omgørelse.

I Ligningsrådets afgørelse

SKM2001.657.LR

blev der tilladt omgørelse af et vederlag for goodwill overdraget mellem

interesseforbundne selskaber, der var blevet beskattet som tilskud,

allerede fordi det utvivlsomt ikke var tilsigtet, at vederlaget skulle

behandles som tilskud. På linje hermed kan anføres Ligningsrådets

afgørelse i SKM 2001.289.LR, hvor der blev tilladt omgørelse, uanset at

det direkte fulgte af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, at anvendelse

af virksomhedsskatteordningen til anskaffelse af investeringsbeviser

udløste efterbeskatning. Der blev ligeledes tilladt omgørelse med henblik

på at annullere en aftalt forrentning i sagen

SKM2001.221.LR ,

hvor der i tillid til skattemyndighedernes senere af Højesteret

underkendte praksis om fikseret rente var aftalt og selvangivet

forrentning i et selskabsmellemværende. Beskatningen af den selvangivne

renteindtægt blev på dette grundlag anset for en utilsigtet skattemæssig

virkning. Modsat blev der i sagen SKM2001.537.LR nægtet tilladelse

til omgørelse, fordi den aftalte og selvangivne forrentning blev anset for

en følge af koncernens interne forretningspraksis, således at beskatningen

af den selvangivne renteindtægt ikke var en utilsigtet skattemæssig

virkning.

Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 3, skal dispositionen ». . have været

lagt klart frem for myndighederne.« Dispositionen skal således oprindeligt

have været lagt klart frem for den skatteansættende myndighed. Denne

betingelse var ikke opfyldt i

SKM2002.403.LR .

Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 4, er det en betingelse, at »de

privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen, der ønskes

tillagt skattemæssig virkning, skal være enkle og overskuelige.«

En tilladelse til omgørelse kan således afslås, hvis en imødekommelse

af omgørelsesanmodningen vil resultere i en sådan uklarhed om de

privatretlige virkninger heraf, at det vil være nødvendigt at foretage

væsentlige skønsmæssige skatteansættelser.

Bestemmelsen er parallel til SSL § 37 B, stk. 2, jf. afsnit

O.2 .

Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 5, er adgangen til omgørelse betinget

af, »at alle, der vil blive berørt af en tilladelse til omgørelse,

tiltræder omgørelsesanmodningen.« I det omfang en skattepligtig bor i en

anden kommune end den, hvor ansøgeren bor, må også denne anden kommune

have erklæret sig enig i omgørelsen, før en tilladelse kan gives. Det

påhviler den skattepligtige at dokumentere, at betingelserne for omgørelse

er opfyldt.

Kompetence

I henhold til SSL § 37 C, stk. 1, er omgørelseskompetencen henlagt til

skatteministeren, der i sagsudlægningsbekendtgørelsen nr. 520 af 25. juni

2002 § 10, stk. 1, nr. 13, har delegeret kompetencen til de kommunale

skattemyndigheder for så vidt angår fysiske personer og dødsboer, og efter

samme bekendtgørelses § 12, stk. 1, nr. 1, har delegeret kompetencen

til den skatteansættende myndighed for så vidt angår juridiske personer,

bortset fra dødsboer. Af sagsudlægningsbekendtgørelsens § 23, stk.

1, nr. 3, fremgår, at klage i alle tilfælde skal ske til

Ligningsrådet, der endvidere i bekendtgørelsens § 23, stk. 2 er tillagt

kompetence til at fastsætte generelle bestemmelser for administrationen af

omgørelse. Sådanne generelle bestemmelser er fastsat i TSS-cirkulære

2000-28 .

Frister

Hvis anmodningen om omgørelse er indgivet inden 3 år og 4 måneder fra

udløbet af det pågældende indkomstår, og betingelserne i SSL § 37 C er

opfyldt, gælder ingen yderligere betingelser for at kunne tillade

omgørelse og dermed genoptagelse efter SSL § 34, stk. 2, henholdsvis den

tidligere bestemmelse i SSL § 4, stk. 1, for så vidt angår indkomstår

inden 1997. Hvis anmodningen om omgørelse er indgivet mere end 3 år efter

udløbet af det pågældende indkomstår og vedrører indkomstår før 1997, er

tilladelse til omgørelse og genoptagelse yderligere betinget af, at de

almindelige betingelser for genoptagelse efter den tidligere bestemmelse i

SSL § 4, stk. 2, er opfyldt, dvs. de vejledende krav om en

minimumsbeløbsgrænse på 3.000 kr. og en reaktionsfrist på 3 måneder, jf.

afsnit

G.3.2.2.1.

Hvis anmodningen om omgørelse er indgivet

mere end 3 år og 4

måneder efter udløbet af det pågældende indkomstår og vedrører indkomstår

fra og med 1997, vil tilladelse til omgørelse og genoptagelse yderligere

være betinget af opfyldelse af kravet i SSL § 35, stk. 2, om en

reaktionsfrist på 6 måneder, jf. afsnit

G.2 . Er

anmodningen indgivet inden d. 12. marts 2003 og vedrører indkomstårene

1997-1999 gælder yderligere minimumsgrænsen på 5.000 kr i den inden d. 2.

juni 2003 gældende bestemmelse i SSL § 35, stk. 2, jf. nærmere herom

under

G.3.2.1.

Gebyr

Efter SSL § 37 C, stk. 2 er omgørelse betinget af, at der betales et

gebyr svarende til gebyret for at få en bindende forhåndsbesked om egne

forhold. Gebyret er i 2003 på 1.800 kr. med tillæg af 1.800 kr. for hver 5

timers tidsforbrug udover 45 timer ved sagsbehandlingen. Tidsforbruget

opgøres på grundlag af tidsforbruget ved behandlingen af såvel

omgørelsesanmodningen som de afledte skatteansættelser. Der medregnes kun

tidsforbrug hos den myndighed, som afgør omgørelsesanmodningen i første

instans. Beløbet reguleres efter § 20 i personskatteloven. Gebyret skal

betales, før behandlingen af omgørelsesanmodningen påbegyndes. Et

eventuelt tillægsgebyr skal være betalt, før anmodningen besvares. Gebyret

tilfalder staten, medmindre afgørelseskompetencen er henlagt til

kommunerne, i hvilket tilfælde gebyret tilfalder den pågældende kommune.

Tilbagekaldes en anmodning om omgørelse, tilbagebetales gebyrer, der er

betalt. Gebyret tilbagebetales ikke, hvis omgørelse nægtes.

Pligt til vejledning om

muligheden for omgørelse

I forbindelse med varsling af en ansættelsesændring, der udspringer af

en privatretlig disposition, skal den skatteansættende myndighed give

vejledning om muligheden for omgørelse efter SSL § 37 C, såfremt omgørelse

efter en konkret vurdering må anses for et nærliggende og relevant

alternativ for den skattepligtige, jf. TSS-cirkulære

2000-28 .

Vejledningspligten gælder navnlig, hvor den privatretlige disposition er

indgået mellem interesseforbundne parter og dette er myndigheden bekendt.

Der skal dog ikke gives en sådan vejledning i tilfælde, hvor det må anses

for åbenbart, at betingelserne for at tillade omgørelse ikke er opfyldt. I

TSS-cirkulære

2000-28

har Ligningsrådet foreslået følgende ordlyd til vejledning: "Som et

alternativ til at påklage den foreslåede ændring af skatteansættelsen

henledes opmærksomheden på muligheden for at anmode om tilladelse til

skattemæssig omgørelse, såfremt betingelserne i SSL § 37 C er opfyldt.

Hvis der anmodes om tilladelse til omgørelse, skal der ved anmodningen

betales et gebyr i henhold til SSL § 37 C, stk. 2. Nærmere oplysninger om

reglerne for omgørelse kan fås ved henvendelse hertil."

Omgørelse contra klage over

ansættelse (dobbelt sagsbehandling)

Hvis en anmodning om omgørelse indgives sideløbende med en verserende

klagesag vedrørende den skatteansættelse, der ønskes omgjort, skal

anmodningen om omgørelse som udgangspunkt sættes i bero, jf. TSS-cirkulære

2000-28 .

Hvis den skattepligtige ikke er enig i, at behandlingen af anmodningen om

omgørelse stilles i bero, således at der bliver truffet afgørelse om

omgørelse inden afslutningen af klagesagen vedrørende skatteansættelsen,

skal en eventuel tilladelse til omgørelse betinges af, at tilladelsen

udnyttes inden 3 måneder. Ved udnyttelse af tilladelsen bortfalder

grundlaget for den verserende klagesag.

O.2 Skatteforbehold

Generelt om

skatteforbehold

Beskrivelsen nedenfor gælder for skatteforbehold, der er taget fra og

med 1. juli 1999, jf. § 7, stk. 6, i lov nr. 381 af 2. juni 1999 om

ændring af skattestyrelsesloven. For så vidt angår skatteforbehold, der er

taget inden 1. juli 1999, henvises til beskrivelsen af den tidligere

administrative praksis i Ligningsvejledningen 1998, A.H.2.4.1.

Et skatteforbehold er en betingelse for en privatretlig disposition,

der medfører at dispositionen bortfalder eller får et andet indhold (eller

kan bortfalde eller få et andet indhold), hvis myndighederne tillægger

dispositionen en anden skatteretlig virkning end forudsat. Et

skatteforbehold er i sagens natur ikke kun rettet til den eller de

borgere/virksomheder, der har disponeret, men også til

skattemyndighederne.

Et skatteforbehold kan udformes således, at det automatisk bliver

virksomt, hvis den udløsende skatteretlige virkning indtræder, eller

således at forbeholdet kun bliver virksomt, hvis det gøres gældende.

Skatteforbehold vedrører til en vis grad samme problemområde som

omgørelse, jf.

SSL § 37 C, og skatteforbehold giver anledning til tilsvarende

administrative problemer som omgørelse.

Kravene til et

skatteforbeholds gyldighed

Efter SSL § 37 B, stk. 1 tillægges et skatteforbehold af bevismæssige

grunde kun skatteretlig virkning, »hvis det er klart, skriftligt og oplyst

over for den skatteansættende myndighed senest samtidig med at myndigheden

oplyses om dispositionens øvrige indhold.«

Den skatteansættende myndighed oplyses normalt om dispositionens

nærmere indhold ved at skattemyndigheden som led i ligningsarbejdet

rekvirerer dokumentation for dispositionens indhold. Det er ikke et krav,

at skatteforbehold oplyses i selvangivelsen.

Det kan ikke kræves, at skattemyndighederne på forhånd tager stilling

til et skatteforbehold, før skatteforbeholdet er gjort gældende. Af TfS

1998, 680 LR følger imidlertid, at der kan ske en fremrykket stillingtagen

til et skatteforbehold i forbindelse med en anmodning om bindende

forhåndsbesked, idet gyldigheden af skatteforbeholdet var en betingelse

for at kunne give bindende forhåndsbesked om en allerede foretaget

disposition.

Det er forudsat i forarbejderne til SSL § 37 B, at et skatteforbehold

kun kan tillægges skatteretlig virkning, hvis det er taget senest samtidig

med den disposition, det er knyttet til. Vedrørende spørgsmålet om

bevisbyrden for, at der er taget et skatteforbehold, kan henvises til

SKM2001.495.HR ,

der vedrører perioden inden 1. juli 1999, men må antages at finde

tilsvarende anvendelse for skatteforbehold taget efter 1. juli 1999. I

denne sag havde den skattepligtige ikke løftet bevisbyrden for, at et

skatteforbehold var taget inden aftalen om overdragelse. Vedrørende

betingelsen om klarhed bemærkes, at det er forudsat i

forarbejderne, at et skatteforbehold utvetydigt skal angive, hvilke

skatteretlige virkninger, der udløser forbeholdet.

Endvidere er det forudsat i forarbejderne, at det skal fremgå af

skatteforbeholdet, hvilke privatretlige virkninger det skal tillægges,

hvis den skatteretlige forudsætning brister. Det kan ikke skatteretligt

tillægges betydning, hvis fx et skatteforbehold angiver, at parterne i en

aftale frit kan indgå en ny aftale med oprindelig virkning, hvis

skatteforbeholdet bliver aktuelt, eller hvis der i skatteforbeholdet er

indbygget skatteforbehold vedrørende en alternativ aftale. Sidstnævnte

forbud er ikke til hinder for, at et skatteforbehold er udformet således,

at de skattepligtige kan vælge mellem helt at ophæve den privatretlige

disposition eller foretage det mindre skridt at ændre vilkår i den i

øvrigt opretholdte privatretlige disposition i overensstemmelse med

eksempelvis skattemyndighedernes værdiansættelse. I afgørelsen

SKM2001.44.LSR

blev et skatteforbehold ikke anerkendt som følge af manglende opfyldelse

af klarhedsbetingelsen. Skatteforbeholdet blev gjort gældende, fordi

skattemyndighederne anså 2 hovedanpartshavere for rette indkomstmodtagere

af et konsulentvederlag i stedet for deres selskab. Den omstændighed, at

skattemyndighederne ikke havde anerkendt selskabet som rette

indkomstmodtager, var ikke ensbetydende med, at skattemyndighederne dermed

havde taget stilling til, hvorledes aftalen skulle have været udformet for

at anse hovedanpartshaverne som rette indkomstmodtagere. Når det i

skatteforbeholdet bl.a. var aftalt, at parterne skulle kunne indrette sig

efter myndighedernes anvisning, var skatteforbeholdets indhold under disse

omstændigheder ufyldestgørende. Selv om afgørelsen vedrører et

skatteforbehold taget inden den 1. juli 1999, må den antages at finde

tilsvarende anvendelse for skatteforbehold taget efter den 1. juli 1999.

Kompetence og frister

Afgørelsen af om et skatteforbehold skal tillægges skatteretlig

virkning træffes som led i den almindelige ligning, og afgørelser herom

påklages administrativt som andre afgørelser om de skatteretlige

virkninger af en privatretlig disposition. Det vil normalt sige til

skatteankenævnet og Landsskatteretten. Et skatteforbehold, der fx først

gøres gældende under Landsskatterettens behandling af en klage, skal ikke

behandles af Landsskatteretten i første instans, men af den

skatteansættende myndighed i form af en anmodning om genoptagelse af

skatteansættelsen.

Hvis anmodningen indgives inden 3 år og 4 måneder fra udløbet af det

pågældende indkomstår ligger kompetencen hos den skatteansættende

myndighed med klageadgang til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten.

Hvis skatteforbeholdet opfylder betingelserne i SSL § 37 B, vil der kunne

tillades genoptagelse efter SSL § 34, stk. 2.

Hvis anmodningen indgives mere end 3 år efter udløbet af det pågældende

indkomstår, og vedrører indkomstår inden 1997, ligger kompetencen hos

told- og skatteregionerne, henholdsvis København og Frederiksberg

kommuner, der i henhold til den tidligere bestemmelse i SSL § 4, stk. 2,

kan tillade genoptagelse, når skatteforbeholdet opfylder betingelserne i

SSL § 37 B. For så vidt angår de yderligere betingelser om

minimumsbeløbsgrænse (vejledende 3.000 kr.) og reaktionsfrist (vejledende

3 måneder), der skal være opfyldt for at tillade genoptagelse efter den

tidligere regel i SSL § 4, stk. 2, henvises til

G.3.2.2.1 .

Klagemyndighed i disse tilfælde er Told- og Skattestyrelsen.

Hvis anmodningen indgives mere end 3 år og 4 måneder efter udløbet af

det pågældende indkomstår og vedrører indkomstår fra og med 1997, vil

kompetencen i henhold til SSL § 35, stk. 1, nr. 1, ligge hos den

skatteansættende myndighed, uanset om skatteankenævnet, Landsskatteretten

eller Ligningsrådet tidligere har taget stilling til ansættelsen, jf SSL §

35, stk. 3. Dette forudsætter dog, at den skattepligtige ikke udtaler sig

imod ansættelsen. Forudsat ansættelsen foretages af den skatteansættende

myndighed, sker klage i disse tilfælde til skatteankenævnet og/eller

Landsskatteretten. Tilladelse til genoptagelse er, bortset fra opfyldelse

af kravene i SSL § 37 B, betinget af, at kravet i SSL § 35, stk. 2, om

en reaktionsfrist på 6 måneder er opfyldt, jf.

G.2 . Er

anmodningen indgivet inden den 12. marts 2003 og vedrører indkomstårene

1997-1999 gælder yderligere minimumsgrænsen på 5.000 kr i den inden den 2.

juni 2003 gældende bestemmelse i SSL § 35, stk. 2, jf. nærmere herom under

G.3.2.1.

Afvisning af gyldigt

skatteforbehold

Efter SSL § 37 B, stk. 2, kan en skatteansættende myndighed "afvise at

tillægge et skatteforbehold virkning for en skatteansættelse, hvis de

privatretlige virkninger af skatteforbeholdet ikke er klare og

overskuelige."

Formålet hermed er at imødegå, at skattemyndighederne bringes i en

situation, hvor de på grund af uklarhed om de privatretlige virkninger af

skatteforbeholdet bliver nødt til at foretage væsentlige skønsmæssige

ansættelser. Anvendelsesområdet for SSL § 37 B, stk. 2, er derfor

begrænset til situationer, hvor det ikke vil være muligt at afklare det

privatretlige grundlag for en ny skatteansættelse i tilstrækkelig grad.

I forarbejderne til bestemmelsen er som eksempel på bestemmelsens

anvendelse nævnt den situation, hvor dispositionen vedrører overdragelse

af en virksomhed, og skatteforbeholdet først bliver udløst adskillige år

efter overdragelsen og med den virkning, at virksomhedsoverdragelsen med

den efterfølgende drift skal tilbageføres.

Det vil således kunne have betydning, hvor lang tid der går fra

dispositionens foretagelse til skatteforbeholdet bliver aktuelt.

En afvisning af at tillægge et skatteforbehold skattemæssig virkning

indebærer, at den privatretlige disposition skatteretligt består, indtil

skattemyndighederne modtager meddelelse om, at dispositionen er ændret med

fremtidig virkning.

Lignende dokumenter