Spring til indhold

Retsinformation

PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 O. OMGØRELSE, SKATTEFORBEHOLD OG ÆNDRING AF VALG I SELVANGIVELSEN

STV nr 20020 af 01/01/2007Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Processuelle regler på SKATs område 2007-3

O.

Omgørelse, skatteforbehold og ændring af valg i selvangivelsen

O.1 Omgørelse

Generelt om

omgørelse

Formålet med omgørelse er at undgå tilfælde, hvor en borger/virksomhed

beskattes på grundlag af en privatretlig disposition, der har utilsigtede

skattemæssige virkninger, som er væsentlige og uhensigtsmæssige.

Muligheden for at tillade omgørelse forudsætter som udgangspunkt, at den

ændringen i den oprindelige privatretlige disposition sker mellem de

samme parter. I sagen

SKM2006.405.LSR ,

hvor der ikke blev tilladt omgørelse. var forholdet det, at

klageren havde anvendt midler placeret i virksomhedsskatteordning

til hos en bank at købe aktier, der ikke kunne indgå i

virksomhedsordningen, hvorfor der skulle ske ophørsbeskatning. Med henblik

på at undgå dette ønskede klageren at videresælge aktierne til sit

holdingsselskab og anmodede derfor om omgørelse vedrørende den oprindelige

aftale om køb af aktierne. Landsskatteretten gav afslag og lagde vægt

på, at som anmodningen var indgivet, ville et videresalg til

holdingselskabet ikke være en ændring af den oprindelige aftale mellem

klageren og banken om køb af aktier, hvorfor der ikke var tale om

omgørelse af den disposition, skatteansættelsen hvilede på.

I modsætning hertil

tillod Landsskatteretten i

SKM2007.210.LSR ,

at der blev tilladt omgørelse af en aktieoverdragelse til 2 personer, idet

denne overdragelse skulle annulleres og erstattes af en overdragelse

af aktierne direkte til 2 trusts, dvs. en aftale med nye parter.

Læs alt

Skatteministeriet har indbragt kendelsen for domstolene med

bl.a. den begrundelse, at inddragelse af en ny part ligger uden for

rammerne af, hvad det vil sige at ændre eller ophæve den oprindelige

disposition.

I SFL § 29 findes hjemmel

til at tillade omgørelse af rent privatretlige dispositioner i relation

til ansættelser af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. nærmere

nedenfor. En tilsvarende bestemmelse eksisterer ikke vedrørende told- og

afgiftsområdet. SFL § 29 er en videreførelse af den tidligere tilsvarende

bestemmelse i SSL § 37 C, blot med den forskel, at anvendelsesområdet

for SFL § 29 er udvidet til også at omfatte gaveafgiftsområdet.

Reglerne om omgørelse i SFL § 29 vil i praksis ikke have

betydning i det omfang koncernforbundne parter omfattet af kredsen i

ligningslovens § 2, stk. 1, vælger at påberåbe sig og opfylder

betingelserne i ligningslovens § 2, stk. 4, for at foretage

betalingskorrektion.

Retstilstanden inden 1.

juli 1999

Beskrivelsen nedenfor gælder for anmodninger om omgørelser, der er

indgivet fra og med 1. juli 1999, jf. § 7, stk. 4, i lov nr. 381 af 2.

juni 1999 om ændring af skattestyrelsesloven. For så vidt angår

anmodninger indgivet inden 1. juli 1999 henvises til beskrivelsen i LV

Almindelig del 1998, afnist A.H.2.4 og LV Selskaber og aktionærer 1998,

afsnit S.F.1.2.6. Denne beskrivelse skal suppleres med dommen

SKM2003.140.VLR ,

hvor anmodning om omgørelse var indgivet tidligere end 1. juli 1999, og

hvor tilladelse til omgørelse blev afslået, fordi det dagældende krav om

god tro ikke var opfyldt.

Afgrænsningen mellem

skatteretlige og privatretlige ændringer

Reglerne om omgørelse finder ikke anvendelse, når der anmodes om

en ren skatteretlig ændring, der ikke er afledt af en ændring af et

underliggende privatretligt forhold.

Der kan henvises til

SKM2002.212.LR ,

hvor det blev lagt til grund, at den dagældende tilsvarende

regel i skattestyrelsesloven om omgørelse ikke kunne anvendes til at

tillade en bil , der var indskudt i virksomhedsskatteordningen,

tilbageført. Der kan endvidere henvises til

SKM2005.121.LR ,

hvor reglerne om omgørelse ikke kunne anvendes i en situation, hvor en

skattefri fusion ønskedes ændret til en skattepligtig fusion. Endelig kan

nævnes

SKM2007.166.LSR ,

hvor Landsskatteretten var af den opfattelse, at omgørelsesreglerne ikke

kunne anvendes i en situation, hvor der var udbetalt kørselsgodtgørelse

fra et selskab til hovedaktionæren. Betingelserne for at

anse kørselsgodtgørelsen for skattefri var ikke opfyldt, hvorfor der

blev anmodet om omgørelse, der skulle effektueres ved, at

tilbagebetalingen af godtgørelsen blev modregnet i selskabets gæld

til hovedaktionæren med tilbagevirkende kraft. Landsskatterettens

begrundelse for at afvise omgørelse var, at anmodningen om omgørelse ikke

indeholdte et ønske om at omgøre en disposition, men derimod et

ønske om at foretage et afdrag på en bestående fordring uden relation til

den af klageren foretagne kørsel. LSR-afgørelsen kan formentlig forklares

med den valgte sammenkædning med afdrag på gælden, idet der ikke er

hjemmel til at tilbagedatere afdrag på gæld. Isoleret set er

udbetaling af kørselsgodtgørelse en privatretlig disposition, der kan

omgøres, hvis betingelserne nr. 1-5 i SFL § 29 er opfyldt.

I modsætning hertil kan anføres en række afgørelser, hvor en

disposition i grænsetilfælde er blevet anset for at være af privatretlig

karakter, således at bestemmelsen i SSL § 37 C (svarende

til SFL § 29) har kunnet anvendes. For det første kan

nævnes

SKM2006.629.HR ,

hvor en anmodning om ændring af en overdragelse med fuld succession til

delvis succession samt tilbageførsel af hævede etableringskontomidler blev

anset for en anmodning om ændring af en privatretlig

disposition. Endvidere tillod Ligningsrådet i sagen

SKM2003.547.LR ,

at reglerne om omgørelse kunne anvendes i en situation, hvor der

efter gennemførelse af en skattefri virksomhedsomdannelse ønskedes

overdraget yderligere af skatteyderens aktiver. Ligningsrådet udtalte, at

der var tale om en ændring af en privatretlig disposition, samt at

tilladelsen til omgørelse forudsatte, at parterne skulle foretage sådanne

indbyrdes reguleringer, at de blev stillet, som om de yderligere aktiver

var overdraget i forbindelse med den oprindelige

virksomhedsomdannelse. Ligningsrådet tillod endvidere omgørelse i

sagen

SKM2004.32.LR .

Anmodningen var en følge af, at det i forbindelse med en skattefri

virksomhedsomdannelse var fastsat, at det første regnskabsår skulle løbe i

18 måneder. Dette ønskedes ændret til 12 måneder af hensyn til kravene i

virksomhedsomdannelseslovens § 3, stk. 2. Under hensyn til, at

omgørelsesinstituttet efter praksis inden gennemførelsen af SSL § 37

C havde omfattet sådanne situationer, samt da betingelserne i SSL § 37 C i

øvrigt var opfyldt, tillod Ligningsrådet omgørelse af fastsættelse af

regnskabsårets længde. Endelig kan nævnes sagen

SKM2004.33.TSS ,

hvor Told- og Skattestyrelsen udtalte, at reglerne om omgørelse i SSL § 37

C skulle anvendes i en situation, hvor der først var givet tilladelse til

skattefri fusion, men hvor det fortsættende selskab efterfølgende ønskede

at udstede anparter til anpartshaverne i det ophørende selskab med henblik

på at opfylde kravet i fusionsskattelovens § 2, stk. 1.

Alternativer til

omgørelse

Under hensyn til karakteren af hidtidig omgørelsespraksis og de

alternative muligheder, der eksisterer for at sikre sig mod uforudsete

skattemæssige virkninger af privatretlige dispositioner, er adgangen til

at tillade omgørelse begrænset, jf. nærmere nedenfor om betingelserne for

omgørelse.

Disse alternative muligheder er bl.a. adgang til at få en

bindende ligningssvar fra told- og

skatteforvaltningen/Skatterådet, adgangen efter ligningslovens § 2, stk.

4, for koncernforbundne parter til at berigtige en prisaftale ved

betalingskorrektion og anerkendelsen efter skatteforvaltningslovens

§ 28 af retten til at tage et skatteforbehold.

Virkningerne af en

omgørelsestilladelse

Det fremgår af SFL § 29, stk. 1, at "i det omfang en

ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat hviler på en

privatretlig disposition, kan told- og

skatteforvaltningen tillade, at en efterfølgende ændring af

dispositionen tilægges virkning for ansættelsen indkomst- eller

ejendomsværdiskat (omgørelse)", hvis nærmere angivne betingelser er

opfyldte. En tilladelse til omgørelse indebærer således en accept af, at

en efterfølgende ændring af en privatretlig disposition tillægges virkning

for den oprindeligt foretagne ansættelse, således at ansættelsen "bliver

forkert" og må ændres.

Udgangspunktet er, at parternes ansættelser skal foretages som om den

privatretlige disposition aldrig havde fundet sted, dvs. når en

disposition fuldstændig ophæves, eller som om dispositionen oprindeligt

havde fundet sted på de nu ændrede vilkår, dvs. når der alene ændres

vilkår i den oprindelige disposition. Dette er ensbetydende med, at hvis

parterne ønsker dispositionen helt ophævet, skal der foretages

kompensation for statusændringer i den mellemliggende periode, eksempelvis

forbedringer/forringelser på de tilbageførte aktiver. Parterne skal

skattemæssigt behandle sådanne kompensationsbeløb på samme måde, som det

der kompenseres for.

Som et led i retableringen af status på det oprindelige

overdragelsestidspunkt skal de foretagne skattemæssige afskrivninger i den

mellemliggende periode annulleres, således at den oprindelige overdrager

bevarer sit oprindelige afskrivningsgrundlag. Den oprindelige overdragers

adgang til at foretage afskrivning i den mellemliggende periode beror på

den almindelige praksis om tilladelse til efterfølgende af- og

nedskrivning. Da hensigten med en fuldstændig ophævelse af den

privatretlige disposition som nævnt er at retablere status på det

oprindelige aftaletidspunkt, skal der derimod normalt ikke ske

tilbageføring af indtægter og udgifter vedrørende løbende underaftaler med

tredjemand og personlig virksomhed i den mellemliggende periode. Hvad

angår forrentning af beløb, der betales mellem parterne som led i

gennemførelsen af omgørelsen gælder, at manglende forrentning ikke vil

have skattemæssige konsekvenser, medmindre der eksisterer særskilt hjemmel

til at kræve forrentning, jf ligningslovens § 2, stk. 1, eller den

manglende forrentning er udtryk for skattemæssig omgåelse, jf. TfS 1998,

199 HD.

Krav til

anmodningen

Der skal i anmodningen om tilladelse til omgørelse være en specificeret

redegørelse for, hvorledes der reguleres mellem parterne i den

mellemliggende periode. Skatterådet har udnyttet bemyndigelsen i SFL

§ 29, stk. 2, til at fastsætte generelle retningslinjer. Af disse

retningslinjer fremgår, at der i anmodningen skal oplyses om

indbyrdes kompensation for forbedringer, forringelser og afdrag på lån

samt i hvilket omfang, der skal ske forrentning af beløb, der betales som

led i omgørelsen. Endvidere skal parterne i anmodningen dokumentere, at

der er enighed om omgørelsen samt hvorledes omgørelsen skal gennemføres.

Ikke alle privatretlige

ændringer kræver omgørelse

De skattemæssige reguleringer som følge af ændring af en oprindelig

privatretlig disposition kræver ikke altid tilladelse til skattemæssig

omgørelse. Som eksempler på, at annullering af de skattemæssige

virkninger ikke er betinget af en tilladelse til omgørelse kan nævnes

tilfælde, hvor en privatretlig disposition viser sig at være ugyldig eller

uvirksom eller i øvrigt efterfølgende reguleres som følge af

omstændigheder, der var taget højde for allerede på det oprindelige

dispositionstidspunkt.

De skattemæssige reguleringer vil i sådanne tilfælde være en konsekvens

af de privatretlige virkninger, således at der kan anmodes om genoptagelse

af skatteansættelsen uden indhentelse af tilladelse til omgørelse.

Tilsvarende gælder, hvis parterne kan godtgøre, at den privatretlige

disposition er udtryk for en ren fejlekspedition, jf. for eksempel TfS

2000, 798 LSR, hvor en fejlagtig indbetaling på en kapitalpensionsordning

blev skattemæssigt annulleret uden brug af omgørelsesinstituttet. Se

tilsvarende TfS 1998, 682 TSS og TfS 1999, 738 TSS, hvor fejlagtige

dispositioner vedrørende pensionsordninger kunne ændres uden anvendelse af

omgørelsesinstituttet.

Omgørelse relevant trods

særskilt hjemmel til efterbeskatning

Endelig bemærkes, at behandling efter omgørelsesreglerne efter

omstændighederne kan ske, selv om de skattemæssige virkninger ved

indgåelse og ændring af en privatretlig disposition er særskilt reguleret

i lovgivningen. Under forudsætning af, at betingelserne i SFL

§ 29, stk. 1, er opfyldt, kan efterbeskatning således

bortfalde, jf.

SKM2003.476.LR .

Der var tale om, at den skattepligtige havde anvendt hensatte

etableringskontomidler til anskaffelse af en virksomhed, der imidlertid

ikke blev godkendt til at være erhvervsmæssigt drevet. Da samtlige

betingelser i den dagældende tilsvarende bestemmelse i SSL § 37

C, stk. 1, blev anset for opfyldt, fik den skattepligtige tilladelse til

omgørelse. Dvs. at de hævede midler, incl. renter frem til

hævningstidspunktet, kunne tilbageføres til etableringskontoen, således at

de skattemæssige virkninger af hævningen bortfaldt.

Se tilsvarende

SKM2005.419.LR ,

hvor der blev tilladt omgørelse af indbetalinger på en skattebegunstiget

pensionsordning. Klageren havde oprettet ordningen i Danmark, og fortsatte

indbetalingen efter fraflytning til grønland. Det blev anset for en

utilsigtet skattemæssig virkning, at der hverken var fradragsret i Danmark

eller i Grønland, hvorfor omgørelse blev tilladt, uanset at der ikke i

pensionsbeskatningslovens regler var hjemmel til korrektion af

indbetalingerne. Se endvidere

SKM2004.291.LR ,

hvor der blev tilladt omgørelse i et tilfælde, hvor en indbetaling på en

skattebegunstiget pensionsordning kun delvist blev anset for

fradragsberettiget løn. Det overskydende indbetalte beløb kunne således

tilbageføres fra pensionskontoen uden efterbeskatning efter reglerne i

pensionsbeskatningsloven. Tilsvarende blev der tilladt omgørelse i

SKM2006.789.LSR ,

hvor den skattepligtige som følge af en manglende

revisorerklæring blev nægtet fradrag for en pensionsindbetaling i

henhold til PBL § 15 A og derfor ønskede indbetalingen

tilbageført. Derimod blev der i

SKM2006.245.LSR

ikke tilladt omgørelse vedrørende indbetaling på en pensionsordning, idet

anledningen til ønsket om tilbageføring fra pensionsordningen ikke var

utilsigtede eller uforudsete skattemæssige virkninger, men derimod

udfaldet af en privat voldgiftssag.

Faktisk umulighed

Det er en overordnet forudsætning for en tilladelse til omgørelse, at

det er faktisk muligt i hovedtræk at genetablere den oprindelige

privatretlige tilstand, jf.

SKM2002.321.LR ,

hvor tilladelse til omgørelse forudsatte tilbageføring af forrentning af

et lån mellem en anpartshaver og dennes selskab. Tilladelse til

omgørelse blev nægtet, fordi selskabet var opløst og efter det oplyste

ikke ville blive forsøgt reassumeret. Der blev ligeledes nægtet tilladelse

i

SKM2005.121.LR ,

hvor Ligningsrådet udtalte, at et selskabs opløsning - herunder ved

fusion - er uigenkaldelig i den forstand, at der ikke kan ske en

"genoplivelse" af det tidligere selskab som juridisk person.

Modsat

SKM2003.470.LR ,

hvor der blev tilladt omgørelse i en situation, hvor et dansk selskab

havde foretaget kapitalindskud i et amerikansk datterselskab uden

modsvarende udstedelse af aktier i datterselskabet. Omgørelsen gik ud på,

at beskatningen kunne frafaldes, hvis datterselskabet nu udstedte

de aktier, der oprindelig skulle have været udstedt i forbindelse med

kapitalindskuddet. Det var ikke til hinder for tilladelsen til omgørelse,

at der efter de civilretlige amerikanske regler ikke kunne udstedes aktier

med tilbagevirkende kraft. Endvidere kan nævnes afgørelsen

SKM2004.344.LR ,

hvor der blev tilladt omgørelse af en skattefri virksomhedsomdannelse af

et interessentskab, der var gennemført ved, at interessentskabets

aktiebeholdning var overdraget til et nystiftet selskab. Tilladelsen

indebar, at de overdragne aktier skulle føres tilbage til

interessentskabet, hvorimod det ikke blev krævet, at det nystiftede

selskab nødvendigvis skulle opløses ved likvidation, idet stiftelsen ikke

blev anset for en tilstrækkelig integreret del af virksomhedsomdannelsen.

Til forskel herfra har Ligningsrådet i afgørelsen TfS1994.694.LR

udtalt, at en tilbageføring af det nystiftede selskab til stifteren ikke

kan udløse tilladelse til omgørelse. Endelig kan nævnes afgørelsen

SKM2004.155.LR ,

hvor omgørelsesreglerne ikke kunne anvendes til ændre den tidligere

aftalte dato for overdragelse af en bil til hovedanpartshaverens

selskab.

Betingelsen i SFL §

29, stk. 1, nr. 1

Efter SFL § 29, stk. 1, nr. 1, der svarer til den tidligere

SSL § 37 C, stk. 1, nr. 1, må dispositionen "ikke i overvejende

grad have være båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter eller

afgifter." Omgørelse af dispositioner i form af fx overdragelse af aktiver

til en åbenbar over- eller underkurs vil således normalt ikke kunne

tillades, jf. f.eks.

SKM2002.403.LR ,

hvor der ikke blev tilladt omgørelse af en gaveoverdragelse af aktier fra

forældre til børn til en væsentlig underkurs, idet det blev lagt til

grund, at et af hovedformålene med overdragelsen var at undgå, at børnene

skulle betale gaveafgift. På den anden side vil omgørelse normalt

kunne tillades af dispositioner, der indebærer succession, selvom

successionen indebærer en skatteudskydelse. Dette skyldes, at en sådan

dispositionen må antages i overvejende grad at være båret af andre hensyn

end at udskyde skatten. Se også

SKM2006.629.HR ,

hvor der var sket overdragelse med succession, hvilket ikke var til

hinder for omgørelse. Se endvidere

SKM2006.789.LSR ,

hvor SFL § 29, stk. 1, nr. 1, ikke var til hinder for omgørelse i en

situation, hvor en avance ved salg af virksomhed var indbetalt på en

pensionsordning i henhold til PBL § 15 A, idet formålet med oprettelse af

ordningen ikke blot var skattebesparelse, men også at sikre fremtidige

pensionsindtægter.

I sagen

SKM2003.422.LR

blev tilladelse til omgørelse nægtet i et tilfælde, hvor den

skattepligtige havde indtægtsført vederlaget for en arbejdsopgave i sit

100%-ejede selskab, men hvor skattemyndighederne beskattede vederlaget hos

den skattepligtige selv. Begrundelsen for afslaget var, at

indtægtsførelsen i selskabet tilsigtede skatteudskydelse. Sidstnævnte

afgørelse har været genbehandlet, men fastholdt, jf.

SKM2004.68.LR . Se

tilsvarende

SKM2006.133.VLR ,

hvor betingelsen i SFL § 29, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt i en

situation, hvor en revisor blev anset for rette indkomstmodtager i forhold

til et honorar, der var indtægstført i revisorens selskab. På linje

hermed er dommen

SKM2005.489.VLR ,

hvor den skattepligtige drev forfatter- og komponistvirksomhed i

selskabsform og havde undladt at lade sig udbetale løn, uanset at

selskabet ikke var nødlidende. Som følge heraf blev udbetalt rejse-

og befordringsgodtgørelse anset for skattepligtig indkomst for den

skattepligtige, der derfor ønskede tilladelse til omgørelse, således at

der alligevel blev udbetalt løn. Omgørelse blev nægtet med henvisning til

SFL § 29, stk. 1, nr. 1, og nr. 3, idet lønafkaldet blev anset for i

overvejende grad at motiveret af skattebesparelse, ligesom de relevante

oplysninger ikke var lagt klart frem for myndighederne.

Betingelsen i SFL §

29, stk. 1, nr. 2

Efter SFL § 29, stk. 1, nr. 2, der svarer til den tidligere

SSL § 37 C, stk. 1, nr. 2, skal dispositionen "utvivlsomt have

haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige."

Dispositionen skal således have haft væsentlige utilsigtede virkninger for

den skattepligtige. I kravet om væsentlighed ligger ikke et krav om

væsentlighed i relation til den pågældende disposition, men et generelt

krav om, at de uforudsete skattemæssige virkninger er

væsentlige.

Den ledende dom om betingelse nr. 2 er

SKM2006.629.HR ,

hvor det fastslås, at betingelse nr. 2 er opfyldt, medmindre den

skattepligtige rent faktisk var bekendt med de efterfølgende skattemæssige

virkninger. I denne sag havde den skattepligtige anvendt

etableringskontomidler til køb af faderens ejendom og med fuld succession.

Da der i forbindelse med fuld succession ikke kan anvendes

etableringskontomidler, skulle der ske efterbeskatning efter reglerne

herom i etableringskontoloven. Der blev derfor anmodet om omgørelse,

således at overdragelsen i stedet for skulle ske med delvis succession.

Højesteret anså betingelsen i den dagældende SSL § 37 C, stk. 1, nr. 2,

for opfyldt, selv om den skattepligtige inden indgivelsen af

selvangivelsen havde modtaget et brev fra den lokale skattechef om, at det

ikke var muligt at anvende etableringskontomidler. Den skattepligtige

havde imidlertid ikke åbnet dette brev, og havde derfor på tidspunktet for

indgivelse af selvangivelse med valg af fuld succession ikke kendskab til

brevets indhold. Følgende kan citeres fra præmisserne i Højesterets dom:

"Højesteret finder, at bestemmelsen efter sin ordlyd må forstås således,

at der ikke i nr. 2 er hjemmel til at betinge omgørelse af andet og mere

end, at den privatretlige disposition blev foretaget, uden at de

skattemæssige virkninger, som indtræder, var forudset på

dispositionstidspunktet. Omgørelse kan således ikke nægtes med henvisning

til, at den skattemæssige virkning burde være forudset, eller at

selvangivelse blev indleveret med kendskab til den skattemæssige

konsekvens. På denne baggrund lægger Højesteret efter bevisførelsen til

grund, at der i sagen utvivlsomt foreligger utilsigtede skattemæssige

virkninger. Væsentligheden er ikke bestridt."

Som følge af begrundelsen i

SKM2006.629.HR

kan begrundelsen i

SKM2006.245.LSR ,

ikke opretholdes, idet Landsskatteretten i sin begrundelse for ikke at

anse betingelse nr. 2 for opfyldt, har henvist til, at det burde have

stået klageren klart, at et indskud på en pensionsordning ikke

kunne udnyttes fuldt ud fradragsmæssigt. Efterfølgende har

Landsskatteretten da også i

SKM2006.789.LSR

givet en klager medhold i, at der var tale om utilsigtede

skattemæssige virkninger i en situation, hvor klageren var blevet nægtet

fradrag for indbetaling af en ejendomsavance på en

ophørspensionskonto, jf. PBL § 15 A. Årsagen til, at fradrag blev nægtet

var, at der som krævet i bek. nr. nr. 326 af 10. maj 2001 om beskatning af

pensionsordninger ikke var indsendt en revisorerklæring om fortjenestens

størrelse. Skattecentret havde anset dette krav for så klart

foreskrevet, at der i modstrid med Landsskatterettens afgørelse ikke

var tale om utilsigtede skattemæssige virkninger, når kravet ikke blev

efterlevet.

Derimod er det daværende Ligningsråds praksis

vedrørende perioden inden

SKM2006.245.LSR

i overensstemmelse med ovennævnte højesteretsdom. Fra denne praksis

kan nævnes følgende afgørelser:

SKM2002.403.LR ,

hvor Ligningsrådet udtalte, at opfyldelse af betingelsen i den

dagældende tilsvarende bestemmelse i SSL § 37 C, stk. 1, nr. 2, ikke

forudsætter god tro hos den skattepligtige.

Endvidere kan henvises til

SKM2002.122.LR .

I denne sag var der anmodet om tilladelse til omgørelse af salg af aktier

foretaget mindre end 3 år efter anskaffelsen. Uanset at den skattepligtige

havde overset en klar lovregel, blev betingelsen i den dagældende

tilsvarende bestemmelse i SSL § 37 C, stk. 1, nr. 2, anset for

opfyldt, således at der blev givet tilladelse til omgørelse.

I Ligningsrådets afgørelse

SKM2001.657.LR

blev der tilladt omgørelse af et vederlag for goodwill overdraget mellem

interesseforbundne selskaber, der var blevet beskattet som tilskud,

allerede fordi det utvivlsomt ikke var tilsigtet, at vederlaget skulle

behandles som tilskud. På linje hermed kan anføres Ligningsrådets

afgørelse i

SKM2001.289.LR ,

hvor der blev tilladt omgørelse, uanset at det direkte fulgte af

virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, at anvendelse af

virksomhedsskatteordningen til anskaffelse af investeringsbeviser udløste

efterbeskatning. Tilsvarende

SKM2006.404.LSR ,

hvor der blev tilladt omgørelse vedrørende anskaffelse af

investeringsbeviser, der ikke kunne indgå i virksomhedsskatteordningen,

således at købet af investeringsbeviser blev tilbageført og erstattet af

køb af obligationer, der kunne indgå i virksomhedsskatteordningen.

Der blev ligeledes tilladt omgørelse med henblik på at annullere en

aftalt forrentning i sagen

SKM2001.221.LR ,

hvor der i tillid til skattemyndighedernes senere af Højesteret

underkendte praksis om fikseret rente var aftalt og selvangivet

forrentning i et selskabsmellemværende. Beskatningen af den selvangivne

renteindtægt blev på dette grundlag anset for en utilsigtet skattemæssig

virkning.

Modsat blev der i sagen

SKM2001.537.LSR

nægtet tilladelse til omgørelse, fordi den aftalte og selvangivne

forrentning blev anset for en følge af koncernens interne

forretningspraksis, således at beskatningen af den selvangivne

renteindtægt ikke var en utilsigtet skattemæssig virkning.

Betingelsen i SFL §

29, stk. 1, nr. 3

Efter SFL § 29, stk. 1, nr. 3, der svarer til den tidligere

SSL § 37 C, stk. 1, nr. 3, skal dispositionen "have været lagt klart

frem for myndighederne." Dispositionen skal således oprindeligt have været

lagt klart frem for den skatteansættende myndighed. Denne betingelse var

ikke opfyldt hverken i

SKM2002.403.LR .,

SKM2003.422.LR .,

eller

SKM2005.489.VLR .

Sidstnævnte er refereret under omtalen af SFL § 29, stk. 1, nr. 1. Som

seneste dom kan nævnes

SKM2006.188.VLR ,

hvor den skattepligtige ønskede omgørelse af en overdragelse af nogle

anparter til det af ham ejede holdingselskab. Da overdragelsen

fejlagtigt var sket til overpris, var avancebeskatningen blevet for

stor. Retten fandt ikke, at oplysningen om overdragelsen var lagt

klart frem, da der hverken var oplyst noget om den i selskabets

årsregnskab eller i overdragerens selvangivelse, og det ændrede ikke noget

heri, at overdragelsen var oplyst til alkoholbevillingsmyndigheden.

Betingelsen i SFL §

29, stk. 1, nr. 4

Efter SFL § 29, stk. 1, nr. 4, der svarer til den tidligere

SSL § 37 C, stk. 1, nr. 4, er det en betingelse, at "de privatretlige

virkninger af den ændring af dispositionen, der ønskes tillagt

skattemæssig virkning, skal være enkle og overskuelige."

En tilladelse til omgørelse kan således afslås, hvis en imødekommelse

af omgørelsesanmodningen vil resultere i en sådan uklarhed om de

privatretlige virkninger heraf, at det vil være nødvendigt at foretage

væsentlige skønsmæssige skatteansættelser. I sagen

SKM2004.155.LR

blev der anmodet om tilladelse til at ændre datoen for den skattepligtiges

køb af en tidligere firmabil. Da købet skete med den skattepligtiges

eget selskab som mellemled ville en tilladelse til omgørelse udløse så

mange kompenserende reguleringer, at betingelsen i den dagældende

tilsvarende bestemmelse i SSL § 37 C, stk. 1, nr. 4, ikke blev anset

for opfyldt.

Bestemmelsen er i øvrigt parallel til bestemmelsen om

skatteforbehold i SFL § 28, stk. 2, jf. afsnit

O.2

.

Betingelsen i SFL §

29, stk. 1, nr. 5

Efter SFL § 29, stk. 1, nr. 5, der svarer til den

tidligere SSL § 37 C, stk. 1, nr. 5, er adgangen til omgørelse

betinget af, »at alle, der vil blive berørt af en tilladelse til

omgørelse, tiltræder omgørelsesanmodningen.« Det påhviler den

skattepligtige at dokumentere, at betingelserne for omgørelse er opfyldt.

Kompetence/klage fra

og med 1. november 2005

Kompetencen til at tillade omgørelse vedrørende anmodninger indgivet

fra og med 1. november 2005 er placeret hos SKAT, hvis

afgørelser kan påklages til Landsskatteretten. Vedrørende anmodninger

indgivet inden den 1. november 2005 henvises til den tidligere udgave

af denne vejledning 2005 - 2.

Overgangsregler pr. 1.

november 2005

Af ikrafttrædelsesbestemmelsen i SFL § 62 fremgår, at i det

omfang, der pr. 1. november 2005 verserer uafsluttede 1. instans- og

klagesager om omgørelse, skal 1. instanssager i den skatteansættende

myndighed overgå til behandling i SKAT, medens

klagesager i det inden 1. november 2005

eksisterende Ligningsrådet skal overgå til behandling i

Landsskatteretten.

Frister

Hvis anmodningen om omgørelse er indgivet inden 3 år og 4 måneder fra

udløbet af det pågældende indkomstår, og betingelserne i SFL

§ 29 er opfyldt, gælder ingen yderligere betingelser for at kunne

tillade omgørelse og dermed genoptagelse efter SFL § 26, stk. 2.

Anderledes, hvis anmodningen om omgørelse er indgivet mere end 3 år og

4 måneder efter udløbet af det pågældende indkomstår. Hvis en sådan

anmodning er indgivet efter 12. marts 2003, forudsætter

en tilladelse til omgørelse, at genoptagelsesfristerne vedrørende den

efterfølgende ændring af skatteansættelser er overholdt. Hvis

betingelserne for tilladelse til omgørelse er opfyldt, vil der være

grundlag for genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 1, forudsat 6

måneders reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, er overholdt, jf.

nærmere herom i afsnit

G.1.1.2 .

Det fremgår her, at SKAT har kompetencen til at træffe afgørelse om

såvel genoptagelse som omgørelse, herunder afgørelse om

overholdelse af 6 måneders reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, og

med samme klageadgang som selve genoptagelsesspørgsmålet, dvs. til

Landsskatteretten, når det drejer sig om 6 måneders fristen i

omgørelsessager.

Er en anmodning indgivet inden 12. marts 2003 og mere end 3

år efter udløbet af det pågældende indkomstår og vedrører indkomstårene

1997-1999 gælder yderligere minimumsgrænsen på 5.000 kr i den inden den 2.

juni 2003 gældende bestemmelse i SSL § 35, stk. 2, jf. nærmere herom i den

tidligere udgave af denne vejledning 2005-3 under

G.3.2.1 .

Hvis en tilsvarende anmodning vedrører indkomstårene 1990-1996

gælder den dagældende minimumsgrænse på vejledende 3.000 kr, jf. den

tidligere udgave af denne vejledning 2005-3 under

G.3.2.2.1 .

Gebyr

Efter SFL § 29, stk. 3 er omgørelse betinget af, at der

betales et gebyr på 1.100 kr (i 1987-niveau) Gebyret reguleres

efter personskattelovens § 20 og udgør 1.900 kr i 2006 (1.900 kr

i 2005) Gebyret skal betales, før behandlingen af

omgørelsesanmodningen påbegyndes. Tilbagekaldes en anmodning om

omgørelse, tilbagebetales gebyrer, der er betalt. Gebyret tilbagebetales

ikke, hvis omgørelse nægtes.

Pligt til vejledning om

muligheden for omgørelse

I forbindelse med varsling af en ansættelsesændring, der udspringer af

en privatretlig disposition, skal told- og

skatteforvaltningen give vejledning om muligheden for omgørelse

efter SFL § 29, såfremt omgørelse efter en konkret vurdering må

anses for et nærliggende og relevant alternativ for den skattepligtige.

Vejledningspligten gælder navnlig, hvor den privatretlige disposition er

indgået mellem interesseforbundne parter og dette er myndigheden bekendt.

Der skal dog ikke gives en sådan vejledning i tilfælde, hvor det må anses

for åbenbart, at betingelserne for at tillade omgørelse ikke er

opfyldt. Skatterådet har i henhold til bemyndigelsen i

skatteforvaltningslovens § 29, stk. 2, foreslået følgende ordlyd til

vejledning: "Som et alternativ til at påklage den foreslåede ændring af

skatteansættelsen henledes opmærksomheden på muligheden for at anmode om

tilladelse til skattemæssig omgørelse, såfremt betingelserne

i skatteforvaltningslovens § 29 er opfyldt. Hvis der anmodes om

tilladelse til omgørelse, skal der ved anmodningen betales et gebyr i

henhold til skatteforvaltningslovens § 29, stk. 3. Nærmere

oplysninger om reglerne for omgørelse kan fås ved henvendelse

hertil."

Omgørelse contra klage over

ansættelse (dobbelt sagsbehandling)

Hvis en anmodning om omgørelse indgives sideløbende med en verserende

klagesag vedrørende den skatteansættelse, der ønskes omgjort, skal

anmodningen om omgørelse som udgangspunkt sættes i bero. Hvis den

skattepligtige ikke er enig i, at behandlingen af anmodningen om omgørelse

stilles i bero, således at der bliver truffet afgørelse om omgørelse inden

afslutningen af klagesagen vedrørende skatteansættelsen, skal en eventuel

tilladelse til omgørelse betinges af, at tilladelsen udnyttes inden 3

måneder. Ved udnyttelse af tilladelsen bortfalder grundlaget for den

verserende klagesag.

O.2 Skatteforbehold

Beskrivelsen nedenfor gælder for skatteforbehold, der er taget fra og

med 1. juli 1999, jf. § 7, stk. 6, i lov nr. 381 af 2. juni 1999 om

ændring af skattestyrelsesloven. For så vidt angår skatteforbehold, der er

taget inden 1. juli 1999, henvises til beskrivelsen af den tidligere

administrative praksis i Ligningsvejledningen Almindelig del 1998,

A.H.2.4.1.

Definitionen på

skatteforbehold

Et skatteforbehold er en betingelse for en privatretlig disposition,

der medfører at dispositionen bortfalder eller får et andet indhold (eller

kan bortfalde eller få et andet indhold), hvis myndighederne ved

ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat, herunder

gaveafgift, tillægger dispositionen en anden skatteretlig virkning

end forudsat. Et skatteforbehold er i sagens natur ikke kun rettet til den

eller de borgere/virksomheder, der har disponeret, men også til

skattemyndighederne.

Et skatteforbehold kan udformes således, at det automatisk bliver

virksomt, hvis den udløsende skatteretlige virkning indtræder, eller

således at forbeholdet kun bliver virksomt, hvis det gøres gældende.

Skatteforbehold vedrører til en vis grad samme problemområde som

omgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 29, og skatteforbehold

giver anledning til tilsvarende administrative problemer som omgørelse.

Kravene til et

skatteforbeholds gyldighed

Efter SFL § 28, stk. 1 tillægges et skatteforbehold af

bevismæssige grunde kun skatteretlig virkning, "hvis det er klart,

skriftligt og oplyst over for told- og

skatteforvaltningen senest samtidig med at myndigheden oplyses om

dispositionens øvrige indhold."

SKAT oplyses normalt om dispositionens nærmere indhold ved

at der som led i ligningsarbejdet rekvireres dokumentation for

dispositionens indhold. Det er ikke et krav, at skatteforbehold oplyses i

selvangivelsen.

Det kan ikke kræves, at skattemyndighederne på forhånd tager stilling

til et skatteforbehold, før skatteforbeholdet er gjort gældende. Af TfS

1998, 680 LR følger imidlertid, at der kan ske en fremrykket stillingtagen

til et skatteforbehold i forbindelse med en anmodning om bindende

ligningssvar, idet gyldigheden af skatteforbeholdet var en betingelse for

at kunne give bindende forhåndsbesked om en allerede foretaget

disposition.

Tidsmæssigt krav til

skatteforbehold

Det er forudsat i forarbejderne til den tidligere bestemmelse

i SSL § 37 B, som er afløst og ført videre

med den tilsvarende bestemmelse i SFL § 28, at et

skatteforbehold kun kan tillægges skatteretlig virkning, hvis det er taget

senest samtidig med den disposition, det er knyttet til. Vedrørende

spørgsmålet om bevisbyrden for, at der er taget et skatteforbehold, kan

henvises til

SKM2001.495.HR ,

der vedrører perioden inden 1. juli 1999, men må antages at finde

tilsvarende anvendelse for skatteforbehold taget efter 1. juli 1999. I

denne sag havde den skattepligtige ikke løftet bevisbyrden for, at et

skatteforbehold var taget inden aftalen om overdragelse. Vedrørende

betingelsen om klarhed bemærkes, at det er forudsat i

forarbejderne, at et skatteforbehold utvetydigt skal angive, hvilke

skatteretlige virkninger, der udløser forbeholdet.

Særligt om krav til et

skatteforbeholds indhold

Endvidere er det forudsat i forarbejderne, at det skal fremgå af

skatteforbeholdet, hvilke privatretlige virkninger det skal tillægges,

hvis den skatteretlige forudsætning brister. Det kan ikke skatteretligt

tillægges betydning, hvis fx et skatteforbehold angiver, at parterne i en

aftale frit kan indgå en ny aftale med oprindelig virkning, hvis

skatteforbeholdet bliver aktuelt, eller hvis der i skatteforbeholdet er

indbygget skatteforbehold vedrørende en alternativ aftale.

Sidstnævnte forbud er ikke til hinder for, at et skatteforbehold er

udformet således, at de skattepligtige kan vælge mellem helt at ophæve den

privatretlige disposition eller foretage det mindre skridt at ændre vilkår

i den i øvrigt opretholdte privatretlige disposition i overensstemmelse

med eksempelvis skattemyndighedernes værdiansættelse.

I afgørelsen

SKM2001.44.LSR

blev et skatteforbehold ikke anerkendt som følge af manglende opfyldelse

af klarhedsbetingelsen. Skatteforbeholdet blev gjort gældende, fordi

skattemyndighederne anså 2 hovedanpartshavere for rette indkomstmodtagere

af et konsulentvederlag i stedet for deres selskab. Den omstændighed, at

skattemyndighederne ikke havde anerkendt selskabet som rette

indkomstmodtager, var ikke ensbetydende med, at skattemyndighederne dermed

havde taget stilling til, hvorledes aftalen skulle have været udformet for

at anse hovedanpartshaverne som rette indkomstmodtagere. Når det i

skatteforbeholdet bl.a. var aftalt, at parterne skulle kunne indrette sig

efter myndighedernes anvisning, var skatteforbeholdets indhold under disse

omstændigheder ufyldestgørende. Selv om afgørelsen vedrører et

skatteforbehold taget inden den 1. juli 1999, må den antages at finde

tilsvarende anvendelse for skatteforbehold taget efter den 1. juli

1999.

Kompetence og

klage

Afgørelsen af om et skatteforbehold skal tillægges skatteretlig

virkning træffes af SKAT som led i den almindelige ligning, og

afgørelser herom påklages administrativt som andre afgørelser om de

skatteretlige virkninger af en privatretlig disposition. Det vil normalt

sige til skatteankenævnet og Landsskatteretten. Et skatteforbehold, der fx

først gøres gældende under Landsskatterettens behandling af en klage, skal

ikke behandles af Landsskatteretten i første instans, men

af SKAT i form af en anmodning om genoptagelse af

skatteansættelsen.

Frister

Hvis anmodningen om udnyttelse af et skatteforbehold indgives

inden 3 år og 4 måneder fra udløbet af det pågældende indkomstår, vil der

kunne tillades genoptagelse efter SFL § 26, stk. 2, hvis

betingelserne i SFL § 28 om skatteforbehold er opfyldt. Hvis

anmodningen om udnyttelse af et skatteforbehold indgives efter

12. marts 2003 og mere end 3 år og 4 måneder efter udløbet af det

pågældende indkomstår og vedrører indkomstår fra og med 1997, er

tilladelse til genoptagelse, bortset fra opfyldelse af kravene i SFL

§ 28, betinget af, at kravet i SFL § 27, stk. 2, om en

reaktionsfrist på 6 måneder er opfyldt, jf.

G.1.1.2 .

Er anmodningen indgivet inden den 12. marts 2003 og vedrører indkomstårene

1997-1999 gælder yderligere minimumsgrænsen på 5.000 kr i den inden den 2.

juni 2003 gældende bestemmelse i SSL § 35, stk. 2, jf. nærmere herom i den

tidligere udgave af denne vejledning 2005-3 under

G.3.2.1. Er der tale om indkomstår inden 1997 gælder en

vejledende minimumsgrænse på 3.000 kr og en vejledende reaktionsfrist på 3

måneder, jf. den tidligere udgave af denne vejledning 2005-3 under

G.3.2.2.1 .

Afvisning af gyldigt

skatteforbehold

Efter SFL § 28, stk. 2, "kan told- og

skatteforvaltningen afvise at tillægge et skatteforbehold virkning

for en ansættelse, hvis de privatretlige virkninger af skatteforbeholdet

ikke er klare og overskuelige."

Formålet hermed er at imødegå, at skattemyndighederne bringes i en

situation, hvor de på grund af uklarhed om de privatretlige virkninger af

skatteforbeholdet bliver nødt til at foretage væsentlige skønsmæssige

ansættelser. Anvendelsesområdet for SFL § 28, stk. 2, er derfor

begrænset til situationer, hvor det ikke vil være muligt at afklare det

privatretlige grundlag for en ny ansættelse i tilstrækkelig grad.

I forarbejderne til den tidligere bestemmelse i SSL § 37 B,

der nu er afløst af den tilsvarende bestemmelse i SFL § 28 er

som eksempel på bestemmelsens anvendelse nævnt den situation, hvor

dispositionen vedrører overdragelse af en virksomhed, og skatteforbeholdet

først bliver udløst adskillige år efter overdragelsen og med den virkning,

at virksomhedsoverdragelsen med den efterfølgende drift skal

tilbageføres.

Det vil således kunne have betydning, hvor lang tid der går fra

dispositionens foretagelse til skatteforbeholdet bliver aktuelt.

En afvisning af at tillægge et skatteforbehold skattemæssig virkning

indebærer, at den privatretlige disposition skatteretligt består, indtil

skattemyndighederne modtager meddelelse om, at dispositionen er ændret med

fremtidig virkning.

O.3 Ændring af valg foretaget i forbindelse med

selvangivelsen

SFL § 30 regulerer ændring af valg foretaget i forbindelse med

selvangivelsen. Bestemmelsen er en videreførelse af SSL § 37 D.

Bestemmelsens anvendelsesområde er dog udvidet i forhold til tidligere med

gaveafgiftsområdet.

SFL § 30, stk. 1

Indhold

I henhold til SFL § 30, stk. 1, kan SKAT efter anmodning fra den

skattepligtige tillade, at en skattepligtig ændrer et valg i

selvangivelsen, i det omfang myndighederne har foretaget en ansættelse af

indkomst- eller ejendomsværdiskat, der har betydning for valget, og valget

som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser.

Der findes i skattelovgivningen en række bestemmelser, hvorefter

skatteansættelsen er afhængig af, at den skattepligtige træffer et valg i

forbindelse med selvangivelsen. Udgangspunktet i disse tilfælde er, at

valget er bindende for den skattepligtige, således at valget ikke senere

kan ændres med virkning for skatteansættelsen.

Baggrund for

bestemmelsen

Baggrunden for bestemmelsen er, at såfremt skattemyndighederne

tilsidesætter selvangivelsen, og valget som følge heraf får

uhensigtsmæssige skattemæssige virkninger for den skattepligtige, kunne

den skattepligtige imidlertid ikke på tidspunktet for indgivelsen af

selvangivelsen forudse de skattemæssige konsekvenser af valget, hvorfor

det forekommer urimeligt af fastholde den skattepligtige herpå.

Anvendelse

Bestemmelsen finder anvendelse ved siden af de regler, hvorefter den

skattepligtige i nærmere angivne situationer kan ændre et tidligere

foretaget valg på selvangivelsen. Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse,

hvis materielle regler i anden lovgivning forhindrer et ændret valg.

Betingelser

Det er en betingelse for tilladelse til ændring efter bestemmelsen, at

det tidligere trufne valg som følge af myndighedernes korrektion eller

ændring af skatteansættelsen ikke har de skattemæssige virkninger, der var

forudsat, da valget blev truffet, og at den skattepligtige kan godtgøre,

at det vil have økonomiske konsekvenser, såfremt valget opretholdes.

I

SKM2004.349.LR

fandt Ligningsrådet ikke, at SSL § 37 D, stk. 1 var opfyldt, hvorfor

Ligningsrådet afslog anmodningen om at ændre valg i selvangivelsen. Den

skatteansættende myndighed havde foretaget en ændring af

skatteansættelsen, men ansættelsesændringen relaterede sig ikke til det

valg, som skatteyderen ønskede at ændre.

Ligeledes fik en forening, der havde indgivet selvangivelse og var

lignet i overensstemmelse hermed, afslag fra Landsskatteretten på en

anmodning om under henvisning til den dagældende bestemmelse i

skattestyrelseslovens § 37 D i stedet at indgive erklæringsselvangivelse,

jf.

SKM2006.563.LSR .

Landsskatteretten fandt således, at der ved foreningens valg af at indgive

selvangivelse i stedet for erklæringsangivelse ikke var tale om et

selvangivelsesvalg i dagældende § 37 D's forstand, idet valget stod mellem

at indgive enten selvangivelse eller erklæringsskrivelse efter

fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2, som alternativ til selvangivelsen,

men ikke valg vedrørende indholdet af selvangivelsen eller det

selvangivne. Bestemmelsen i dagældende § 37 D fandt derfor ikke

anvendelse.

Da det er en betingelse, at de skattemæssige virkninger var forudsat,

da valget blev truffet, kan en skattemæssig korrektion vedrørende

omstændigheder, der først opstår efter tidspunktet for valget, ikke føre

til ændring af det trufne valg. Eksempelvis giver bestemmelsen ikke adgang

til at ændre et fravalg af virksomhedsskatteordningen for indkomståret

2001, hvis skatteyderen efterfølgende bliver opmærksom på, at der for

samme år er erhvervet endelig ret til store licensindtægter fra udlandet

og skattemyndighederne herefter forhøjer skatteansættelsen.

Der vil ikke kunne opnås tilladelse til ændring af valg på

selvangivelsen efter bestemmelsen, hvis der foreligger strafbare forhold,

eller hvis der er tale om forsøg på skatteunddragelse.

Virksomhedsskatteordningen

- bil udelukket anvendt privat

Bestemmelsen vil eksempelvis kunne finde anvendelse, såfremt

skattemyndighederne i modsætning til den skattepligtige finder, at en bil

placeret i virksomhedsskatteordningen udelukkende er anvendt privat. Den

skattepligtige kan herefter på baggrund af myndighedernes ansættelse ændre

sit oprindelige valg, således at bilen placeres uden for

virksomhedsskatteordningen.

I

SKM2004.41.LR

og

SKM2004.79.LR

har Ligningsrådet fundet, at betingelserne i SSL § 37 D i det hele er

opfyldt. I begge afgørelserne fandt Ligningsrådet således, at der kunne

gives tilladelse til at en blandet benyttet bil efterfølgende udtages af

virksomhedsordningen. I

SKM2004.196.LR

har ligningsrådet fundet, - ved en lempelig fortolkning af (den

dagældende) SSL § 37 D, som har støtte i forarbejderne - at der kunne

gives tilladelse til efterfølgende at udtage en blandet benyttet bil af

virksomhedsordningen. Situationen var den, at der i 2002 skete en

ansættelsesændring. Ansættelseændringen havde ingen betydning for

beskatningen af bilen. Ansættelsesændringen havde dog den betydning, at

selve begrundelsen for bilens placering i virksomhedsordningen bortfaldt.

Ligningsrådet har fundet, at den i forarbejderne anvendte terminologi:

"uhensigtsmæssig skattemæssig virkning", dækker over mere end "utilsigtede

skattemæssige virkninger" (jf. SSL § 37 D's ordlyd), derfor har

Ligningsrådet fundet, at den lempelige fortolkning bør anvendes.

SFL § 30, stk. 2

Reaktionsfrist

Af SFL § 30, stk. 2, fremgår, at en tilladelse efter stk. 1 kun kan

gives, hvis anmodningen fremsættes af den skattepligtige inden 6 måneder

efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om den

skatteansættelse, der begrunder anmodningen.

Den skattepligte anses for at være kommet til kundskab om

skatteansættelsen, når afgørelsen er endelig, det vil sige når

klagefristen for den administrative klageinstans' afgørelse vedrørende

skattemyndighedens korrektion eller ændring af det selvangivne er udløbet,

eller når domstolenes afgørelse vedrørende skattemyndighedens korrektion

eller ændring af det selvangivne er endelig.

SKAT kan dispensere fra fristen, hvis særlige omstændigheder taler

herfor. En dispensation vil således bero på en konkret vurdering af det

enkelte forhold, herunder såvel sagens karakter som den skattepligtiges

personlige forhold.

Klage

Landsskatteretten afgør klager over afgørelser truffet af SKAT efter

SFL § 30, stk. 1 og 2.

Pligt til vejledning om

muligheden for omvalg

I forbindelse med en varsling af en ansættelsesændring, hvor adgangen

til omvalg i SFL § 30 efter en konkret vurdering må anses for en

nærliggende og relevant mulighed, skal den skattepligtige vejledes om

muligheden for omvalg.

Virkning

SFL § 30, der er en videreførelse af SSL § 37 D, har virkning for

anmodninger om tilladelse til ændret valg i forbindelse med

selvangivelsen, som indgives til myndighederne den 12. marts 2003 eller

senere.

Lignende dokumenter