PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 O. OMGØRELSE, SKATTEFORBEHOLD OG ÆNDRING AF VALG I SELVANGIVELSEN
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Processuelle regler på SKATs område 2006-3
O.
Omgørelse, skatteforbehold og ændring af valg i selvangivelsen
O.1 Omgørelse
Generelt om
omgørelse
Formålet med omgørelse er at undgå tilfælde, hvor en borger/virksomhed
beskattes på grundlag af en privatretlig disposition, der har utilsigtede
skattemæssige virkninger, som er væsentlige og uhensigtsmæssige.
Muligheden for at
tillade omgørelse forudsætter, at
den ændringen i den oprindelige privatretlige disposition sker mellem
de samme parter, jf. herved
SKM2006.405.LSR ,
hvor der ikke blev tilladt omgørelse. Forholdet var det, at klageren havde
anvendt midler placeret i virksomhedsskatteordning til hos en
bank at købe aktier, der ikke kunne indgå i virksomhedsordningen,
hvorfor der skulle ske ophørsbeskatning. Med henblik på at undgå dette
ønskede klageren at videresælge aktierne til sit holdingsselskab og
anmodede derfor om omgørelse vedrørende den oprindelige aftale om køb af
aktierne. Landsskatteretten begrundede sit afslag med, at der ved et
videresalg til holdingselskabet ikke var tale om en ændring af den
oprindelige aftale mellem klageren og banken om køb af aktier, hvorfor der
ikke var tale om omgørelse af den disposition, skatteansættelsen hvilede
på.
I SFL § 29 findes hjemmel
til at tillade omgørelse af rent privatretlige dispositioner i relation
til ansættelser af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. nærmere
nedenfor. En tilsvarende bestemmelse eksisterer ikke vedrørende told- og
afgiftsområdet. SFL § 29 er en videreførelse af den tidligere tilsvarende
Læs alt
bestemmelse i SSL § 37 C, blot med den forskel, at anvendelsesområdet
for SFL § 29 er udvidet til også at omfatte gaveafgiftsområdet.
Reglerne om omgørelse i SFL § 29 vil i praksis ikke have
betydning i det omfang koncernforbundne parter omfattet af kredsen i
ligningslovens § 2, stk. 1, vælger at påberåbe sig og opfylder
betingelserne i ligningslovens § 2, stk. 4, for at foretage
betalingskorrektion.
Retstilstanden inden 1.
juli 1999
Beskrivelsen nedenfor gælder for anmodninger om omgørelser, der er
indgivet fra og med 1. juli 1999, jf. § 7, stk. 4, i lov nr. 381 af 2.
juni 1999 om ændring af skattestyrelsesloven. For så vidt angår
anmodninger indgivet inden 1. juli 1999 henvises til beskrivelsen i LV
Almindelig del 1998, afnist A.H.2.4 og LV Selskaber og aktionærer 1998,
afsnit S.F.1.2.6. Denne beskrivelse skal suppleres med dommen
SKM2003.140.VLR ,
hvor anmodning om omgørelse var indgivet tidligere end 1. juli 1999, og
hvor tilladelse til omgørelse blev afslået, fordi det dagældende krav om
god tro ikke var opfyldt.
Afgrænsningen mellem
skatteretlige og privatretlige ændringer
Reglerne om omgørelse finder ikke anvendelse, når der anmodes om
en ren skatteretlig ændring, der ikke er afledt af en ændring af et
underliggende privatretligt forhold.
Der kan henvises til
SKM2002.212.LR ,
hvor det blev lagt til grund, at den dagældende tilsvarende
regel i skattestyrelsesloven om omgørelse ikke kunne anvendes til at
tillade en bil , der var indskudt i virksomhedsskatteordningen,
tilbageført. Der kan endvidere henvises til
SKM2005.121.LR ,
hvor reglerne om omgørelse ikke kunne anvendes i en situation, hvor en
skattefri fusion ønskedes ændret til en skattepligtig fusion.
I modsætning hertil kan anføres en række afgørelser, hvor en
disposition i grænsetilfælde er blevet anset for at være af privatretlig
karakter, således at bestemmelsen i SSL § 37 C (svarende
til SFL § 29) har kunnet anvendes. For det første kan nævnes
SKM2005.76.VLR ,
hvor en anmodning om ændring af en overdragelse med fuld succession til
delvis succession samt tilbageførsel af hævede etableringskontomidler blev
anset for en anmodning om ændring af en privatretlig
disposition. Endvidere tillod Ligningsrådet i sagen
SKM2003.547.LR ,
at reglerne om omgørelse kunne anvendes i en situation, hvor der
efter gennemførelse af en skattefri virksomhedsomdannelse ønskedes
overdraget yderligere af skatteyderens aktiver. Ligningsrådet udtalte, at
der var tale om en ændring af en privatretlig disposition, samt at
tilladelsen til omgørelse forudsatte, at parterne skulle foretage sådanne
indbyrdes reguleringer, at de blev stillet, som om de yderligere aktiver
var overdraget i forbindelse med den oprindelige
virksomhedsomdannelse. Ligningsrådet tillod endvidere omgørelse i
sagen
SKM2004.32.LR .
Anmodningen var en følge af, at det i forbindelse med en skattefri
virksomhedsomdannelse var fastsat, at det første regnskabsår skulle løbe i
18 måneder. Dette ønskedes ændret til 12 måneder af hensyn til kravene i
virksomhedsomdannelseslovens § 3, stk. 2. Under hensyn til, at
omgørelsesinstituttet efter praksis inden gennemførelsen af SSL § 37
C havde omfattet sådanne situationer, samt da betingelserne i SSL § 37 C i
øvrigt var opfyldt, tillod Ligningsrådet omgørelse af fastsættelse af
regnskabsårets længde. Endelig kan nævnes sagen
SKM2004.33.TSS ,
hvor Told- og Skattestyrelsen udtalte, at reglerne om omgørelse i SSL § 37
C skulle anvendes i en situation, hvor der først var givet tilladelse til
skattefri fusion, men hvor det fortsættende selskab efterfølgende ønskede
at udstede anparter til anpartshaverne i det ophørende selskab med henblik
på at opfylde kravet i fusionsskattelovens § 2, stk. 1.
Alternativer til
omgørelse
Under hensyn til karakteren af hidtidig omgørelsespraksis og de
alternative muligheder, der eksisterer for at sikre sig mod uforudsete
skattemæssige virkninger af privatretlige dispositioner, er adgangen til
at tillade omgørelse begrænset, jf. nærmere nedenfor om betingelserne for
omgørelse.
Disse alternative muligheder er bl.a. adgang til at få en
bindende ligningssvar fra told- og
skatteforvaltningen/Skatterådet, adgangen efter ligningslovens § 2, stk.
4, for koncernforbundne parter til at berigtige en prisaftale ved
betalingskorrektion og anerkendelsen efter skatteforvaltningslovens
§ 28 af retten til at tage et skatteforbehold.
Virkningerne af en
omgørelsestilladelse
Det fremgår af SFL § 29, stk. 1, at "i det omfang en
ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat hviler på en
privatretlig disposition, kan told- og
skatteforvaltningen tillade, at en efterfølgende ændring af
dispositionen tilægges virkning for ansættelsen indkomst- eller
ejendomsværdiskat (omgørelse)", hvis nærmere angivne betingelser er
opfyldte. En tilladelse til omgørelse indebærer således en accept af, at
en efterfølgende ændring af en privatretlig disposition tillægges virkning
for den oprindeligt foretagne ansættelse, således at ansættelsen "bliver
forkert" og må ændres.
Udgangspunktet er, at parternes ansættelser skal foretages som om den
privatretlige disposition aldrig havde fundet sted, dvs. når en
disposition fuldstændig ophæves, eller som om dispositionen oprindeligt
havde fundet sted på de nu ændrede vilkår, dvs. når der alene ændres
vilkår i den oprindelige disposition. Dette er ensbetydende med, at hvis
parterne ønsker dispositionen helt ophævet, skal der foretages
kompensation for statusændringer i den mellemliggende periode, eksempelvis
forbedringer/forringelser på de tilbageførte aktiver. Parterne skal
skattemæssigt behandle sådanne kompensationsbeløb på samme måde, som det
der kompenseres for.
Som et led i retableringen af status på det oprindelige
overdragelsestidspunkt skal de foretagne skattemæssige afskrivninger i den
mellemliggende periode annulleres, således at den oprindelige overdrager
bevarer sit oprindelige afskrivningsgrundlag. Den oprindelige overdragers
adgang til at foretage afskrivning i den mellemliggende periode beror på
den almindelige praksis om tilladelse til efterfølgende af- og
nedskrivning. Da hensigten med en fuldstændig ophævelse af den
privatretlige disposition som nævnt er at retablere status på det
oprindelige aftaletidspunkt, skal der derimod normalt ikke ske
tilbageføring af indtægter og udgifter vedrørende løbende underaftaler med
tredjemand og personlig virksomhed i den mellemliggende periode. Hvad
angår forrentning af beløb, der betales mellem parterne som led i
gennemførelsen af omgørelsen gælder, at manglende forrentning ikke vil
have skattemæssige konsekvenser, medmindre der eksisterer særskilt hjemmel
til at kræve forrentning, jf ligningslovens § 2, stk. 1, eller den
manglende forrentning er udtryk for skattemæssig omgåelse, jf. TfS 1998,
199 HD.
Krav til
anmodningen
Der skal i anmodningen om tilladelse til omgørelse være en specificeret
redegørelse for, hvorledes der reguleres mellem parterne i den
mellemliggende periode. Skatterådet har udnyttet bemyndigelsen i SFL
§ 29, stk. 2, til at fastsætte generelle retningslinjer. Af disse
retningslinjer fremgår, at der i anmodningen bl.a. skal oplyses om
indbyrdes kompensation for forbedringer, forringelser og afdrag på lån
samt i hvilket omfang, der skal ske forrentning af beløb, der betales som
led i omgørelsen. Endvidere skal parterne i anmodningen dokumentere, at
der er enighed om omgørelsen samt hvorledes omgørelsen skal gennemføres.
Ikke alle privatretlige
ændringer kræver omgørelse
De skattemæssige reguleringer som følge af ændring af en oprindelig
privatretlig disposition kræver ikke altid tilladelse til skattemæssig
omgørelse. Som eksempler på, at annullering af de skattemæssige
virkninger ikke er betinget af en tilladelse til omgørelse kan nævnes
tilfælde, hvor en privatretlig disposition viser sig at være ugyldig eller
uvirksom eller i øvrigt efterfølgende reguleres som følge af
omstændigheder, der var taget højde for allerede på det oprindelige
dispositionstidspunkt.
De skattemæssige reguleringer vil i sådanne tilfælde være en konsekvens
af de privatretlige virkninger, således at der kan anmodes om genoptagelse
af skatteansættelsen uden indhentelse af tilladelse til omgørelse.
Tilsvarende gælder, hvis parterne kan godtgøre, at den privatretlige
disposition er udtryk for en ren fejlekspedition, jf. for eksempel TfS
2000, 798 LSR, hvor en fejlagtig indbetaling på en kapitalpensionsordning
blev skattemæssigt annulleret uden brug af omgørelsesinstituttet. Se
tilsvarende TfS 1998, 682 TSS og TfS 1999, 738 TSS, hvor fejlagtige
dispositioner vedrørende pensionsordninger kunne ændres uden anvendelse af
omgørelsesinstituttet.
Omgørelse relevant trods
særskilt hjemmel til efterbeskatning
Endelig bemærkes, at behandling efter omgørelsesreglerne efter
omstændighederne kan ske, selv om de skattemæssige virkninger ved
indgåelse og ændring af en privatretlig disposition er særskilt reguleret
i lovgivningen. Under forudsætning af, at betingelserne i SFL
§ 29, stk. 1, er opfyldt, kan efterbeskatning således
bortfalde, jf.
SKM2003.476.LR .
Der var tale om, at den skattepligtige havde anvendt hensatte
etableringskontomidler til anskaffelse af en virksomhed, der imidlertid
ikke blev godkendt til at være erhvervsmæssigt drevet. Da samtlige
betingelser i den dagældende tilsvarende bestemmelse i SSL § 37
C, stk. 1, blev anset for opfyldt, fik den skattepligtige tilladelse til
omgørelse. Dvs. at de hævede midler, incl. renter frem til
hævningstidspunktet, kunne tilbageføres til etableringskontoen, således at
de skattemæssige virkninger af hævningen bortfaldt.
Se tilsvarende
SKM2005.419.LR ,
hvor der blev tilladt omgørelse af indbetalinger på en skattebegunstiget
pensionsordning. Klageren havde oprettet ordningen i Danmark, og fortsatte
indbetalingen efter fraflytning til grønland. Det blev anset for en
utilsigtet skattemæssig virkning, at der hverken var fradragsret i Danmark
eller i Grønland, hvorfor omgørelse blev tilladt, uanset at der ikke i
pensionsbeskatningslovens regler var hjemmel til korrektion af
indbetalingerne. Se endvidere
SKM2004.291.LR ,
hvor der blev tilladt omgørelse i et tilfælde, hvor en indbetaling på en
skattebegunstiget pensionsordning kun delvist blev anset for
fradragsberettiget løn. Det overskydende indbetalte beløb kunne således
tilbageføres fra pensionskontoen uden efterbeskatning efter reglerne i
pensionsbeskatningsloven.
Derimod blev der i
SKM2006.245.LSR
ikke tilladt omgørelse vedrørende indbetaling på en pensionsordning, idet
anledningen til ønsket om tilbageføring fra pensionsordningen ikke var
utilsigtede eller uforudsete skattemæssige virkninger, men derimod
udfaldet af en privat voldgiftssag.
Faktisk umulighed
Det er en overordnet forudsætning for en tilladelse til omgørelse, at
det er faktisk muligt i hovedtræk at genetablere den oprindelige
privatretlige tilstand, jf.
SKM2002.321.LR ,
hvor tilladelse til omgørelse forudsatte tilbageføring af forrentning af
et lån mellem en anpartshaver og dennes selskab. Tilladelse til
omgørelse blev nægtet, fordi selskabet var opløst og efter det oplyste
ikke ville blive forsøgt reassumeret. Der blev ligeledes nægtet tilladelse
i
SKM2005.121.LR ,
hvor Ligningsrådet udtalte, at et selskabs opløsning - herunder ved
fusion - er uigenkaldelig i den forstand, at der ikke kan ske en
"genoplivelse" af det tidligere selskab som juridisk person.
Modsat
SKM2003.470.LR ,
hvor der blev tilladt omgørelse i en situation, hvor et dansk selskab
havde foretaget kapitalindskud i et amerikansk datterselskab uden
modsvarende udstedelse af aktier i datterselskabet. Omgørelsen gik ud på,
at beskatningen kunne frafaldes, hvis datterselskabet nu udstedte
de aktier, der oprindelig skulle have været udstedt i forbindelse med
kapitalindskuddet. Det var ikke til hinder for tilladelsen til omgørelse,
at der efter de civilretlige amerikanske regler ikke kunne udstedes aktier
med tilbagevirkende kraft. Endvidere kan nævnes afgørelsen
SKM2004.344.LR ,
hvor der blev tilladt omgørelse af en skattefri virksomhedsomdannelse af
et interessentskab, der var gennemført ved, at interessentskabets
aktiebeholdning var overdraget til et nystiftet selskab. Tilladelsen
indebar, at de overdragne aktier skulle føres tilbage til
interessentskabet, hvorimod det ikke blev krævet, at det nystiftede
selskab nødvendigvis skulle opløses ved likvidation, idet stiftelsen ikke
blev anset for en tilstrækkelig integreret del af virksomhedsomdannelsen.
Til forskel herfra har Ligningsrådet i afgørelsen TfS1994.694.LR
udtalt, at en tilbageføring af det nystiftede selskab til stifteren ikke
kan udløse tilladelse til omgørelse. Endelig kan nævnes afgørelsen
SKM2004.155.LR ,
hvor omgørelsesreglerne ikke kunne anvendes til ændre den tidligere
aftalte dato for overdragelse af en bil til hovedanpartshaverens
selskab.
Betingelsen i SFL §
29, stk. 1, nr. 1
Efter SFL § 29, stk. 1, nr. 1, må dispositionen "ikke i
overvejende grad have være båret af hensyn til at spare eller udskyde
skatter eller afgifter." Omgørelse af dispositioner i form af fx
overdragelse af aktiver til en åbenbar over- eller underkurs vil således
normalt ikke kunne tillades, jf. f.eks.
SKM2002.403.LR ,
hvor der ikke blev tilladt omgørelse af en gaveoverdragelse af aktier fra
forældre til børn til en væsentlig underkurs, idet det blev lagt til
grund, at et af hovedformålene med overdragelsen var at undgå, at børnene
skulle betale gaveafgift. På den anden side vil omgørelse normalt
kunne tillades af dispositioner, der indebærer succession, selvom
successionen indebærer en skatteudskydelse. Dette skyldes, at en sådan
dispositionen må antages i overvejende grad at være båret af andre hensyn
end at udskyde skatten. Se også
SKM2005.76.VLR ,
hvor der var sket overdragelse med succession, hvilket ikke i sig
selv var til hinder for omgørelse, hvorimod omgørelse blev nægtet som
følge af manglende opfyldelse af betingelsen i den dagældende SSL §
37 C, stk. 1, nr. 2, jf. nedenfor.
I sagen
SKM2003.422.LR
blev tilladelse til omgørelse nægtet i et tilfælde, hvor den
skattepligtige havde indtægtsført vederlaget for en arbejdsopgave i sit
100%-ejede selskab, men hvor skattemyndighederne beskattede vederlaget hos
den skattepligtige selv. Begrundelsen for afslaget var, at
indtægtsførelsen i selskabet tilsigtede skatteudskydelse. Sidstnævnte
afgørelse har været genbehandlet, men fastholdt, jf.
SKM2004.68.LR . Se
tilsvarende
SKM2006.133.VLR ,
hvor betingelsen i SFL § 29, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt i en
situation, hvor en revisor blev anset for rette indkomstmodtager i forhold
til et honorar, der var indtægstført i revisorens selskab. På linje
hermed er dommen
SKM2005.489.VLR ,
hvor den skattepligtige drev forfatter- og komponistvirksomhed i
selskabsform og havde undladt at lade sig udbetale løn, uanset at
selskabet ikke var nødlidende. Som følge heraf blev udbetalt rejse-
og befordringsgodtgørelse anset for skattepligtig indkomst for den
skattepligtige, der derfor ønskede tilladelse til omgørelse, således at
der alligevel blev udbetalt løn. Omgørelse blev nægtet med henvisning til
SFL § 29, stk. 1, nr. 1, og nr. 3, idet lønafkaldet blev anset for i
overvejende grad at motiveret af skattebesparelse, ligesom de relevante
oplysninger ikke var lagt klart frem for myndighederne.
Betingelsen i SFL §
29, stk. 1, nr. 2
Efter SFL § 29, stk. 1, nr. 2, skal
dispositionen "utvivlsomt have haft utilsigtede skattemæssige
virkninger, der er væsentlige." Dispositionen skal således have haft
væsentlige utilsigtede virkninger for den skattepligtige. I kravet om
væsentlighed ligger ikke et krav om væsentlighed i relation til den
pågældende disposition, men et generelt krav om, at de uforudsete
skattemæssige virkninger er væsentlige.
Det fremgår af
SKM2005.76.VLR ,
at betingelsen i nr. 2, ikke er opfyldt, hvis det kan lægges til grund, at
den skattepligtige positivt er blevet oplyst om den påståede utilsigtede
skattemæssige virkning. Det blev i sagen lagt til grund, at den
skattepligtige i forbindelse med en henvendelse til ligningsmyndigheden
havde fået oplyst, at køberen i forbindelse med en overdragelse med
fuld succession ikke kunne anvende etableringskontomidler, således at
anvendelsen heraf ikke kunne omgøres.
Endvidere kan nævnes
SKM2006.245.LSR ,
hvor den skattepligtige på sin pensionsordning havde indbetalt
et beløb, der ikke kunne udnyttes fradragsmæssigt. Landsskatteretten
nægtede tilladelse til omgørelse og lagde vægt på, at klageren på
indbetalingstidspunktet kunne have forudset de skattemæssige konsekvenser
af indbetalingen. Landsskatterettens nærmere begrundelse herfor var, at
det burde have stået klageren klart, at indskuddet på pensionsordningen
ikke kunne udnyttes fuldt ud, når der blev henset til indkomstårets
underskud og det opsparede underskud fra tidligere år.
Som følge af
udfaldet af
SKM2006.245.LSR
kan det daværende Ligningsråds begrundelse i
SKM2002.403.LR
ikke opretholdes. I denne afgørelse udtalte Ligningsrådet, at opfyldelse
af betingelsen i den dagældende tilsvarende bestemmelse i SSL § 37
C, stk. 1, nr. 2, ikke forudsætter god tro hos den skattepligtige.
Retstilstanden må herefter antages at være, at det ikke nødvendigvis
er uden betydning, om den skattepligtige kunne have forudset de
skattemæssige virkninger af den privatretlige disposition, der ønskes
omgjort.
I øvrigt kan henvises til
SKM2002.122.LR .
I denne sag var der anmodet om tilladelse til omgørelse af salg af aktier
foretaget mindre end 3 år efter anskaffelsen. Uanset at den skattepligtige
havde overset en klar lovregel, blev betingelsen i den dagældende
tilsvarende bestemmelse i SSL § 37 C, stk. 1, nr. 2, anset for
opfyldt, således at der blev givet tilladelse til omgørelse.
I Ligningsrådets afgørelse
SKM2001.657.LR
blev der tilladt omgørelse af et vederlag for goodwill overdraget mellem
interesseforbundne selskaber, der var blevet beskattet som tilskud,
allerede fordi det utvivlsomt ikke var tilsigtet, at vederlaget skulle
behandles som tilskud. På linje hermed kan anføres Ligningsrådets
afgørelse i
SKM2001.289.LR ,
hvor der blev tilladt omgørelse, uanset at det direkte fulgte af
virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, at anvendelse af
virksomhedsskatteordningen til anskaffelse af investeringsbeviser udløste
efterbeskatning.
Tilsvarende
SKM2006.404.LSR ,
hvor der blev tilladt omgørelse vedrørende anskaffelse af
investeringsbeviser, der ikke kunne indgå i virksomhedsskatteordningen,
således at købet af investeringsbeviser blev tilbageført og erstattet af
køb af obligationer, der kunne indgå i virksomhedsskatteordningen.
Der blev ligeledes tilladt omgørelse med henblik på at annullere en
aftalt forrentning i sagen
SKM2001.221.LR ,
hvor der i tillid til skattemyndighedernes senere af Højesteret
underkendte praksis om fikseret rente var aftalt og selvangivet
forrentning i et selskabsmellemværende. Beskatningen af den selvangivne
renteindtægt blev på dette grundlag anset for en utilsigtet skattemæssig
virkning.
Modsat blev der i sagen
SKM2001.537.LSR
nægtet tilladelse til omgørelse, fordi den aftalte og selvangivne
forrentning blev anset for en følge af koncernens interne
forretningspraksis, således at beskatningen af den selvangivne
renteindtægt ikke var en utilsigtet skattemæssig virkning.
Betingelsen i SFL §
29, stk. 1, nr. 3
Efter SFL § 29, stk. 1, nr. 3, skal dispositionen "have været
lagt klart frem for myndighederne." Dispositionen skal således oprindeligt
have været lagt klart frem for den skatteansættende myndighed. Denne
betingelse var ikke opfyldt hverken i
SKM2002.403.LR .,
SKM2003.422.LR .,
eller
SKM2005.489.VLR .
Sidstnævnte er refereret under omtalen af SFL § 29, stk. 1, nr. 1. Som
seneste dom kan nævnes
SKM2006.188.VLR ,
hvor den skattepligtige ønskede omgørelse af en overdragelse af nogle
anparter til det af ham ejede holdingselskab. Da overdragelsen
fejlagtigt var sket til overpris, var avancebeskatningen blevet for
stor. Retten fandt ikke, at oplysningen om overdragelsen var lagt
klart frem, da der hverken var oplyst noget om den i selskabets
årsregnskab eller i overdragerens selvangivelse, og det ændrede ikke noget
heri, at overdragelsen var oplyst til alkoholbevillingsmyndigheden.
Betingelsen i SFL §
29, stk. 1, nr. 4
Efter SFL § 29, stk. 1, nr. 4, er det en betingelse, at "de
privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen, der ønskes
tillagt skattemæssig virkning, skal være enkle og overskuelige."
En tilladelse til omgørelse kan således afslås, hvis en imødekommelse
af omgørelsesanmodningen vil resultere i en sådan uklarhed om de
privatretlige virkninger heraf, at det vil være nødvendigt at foretage
væsentlige skønsmæssige skatteansættelser. I sagen
SKM2004.155.LR
blev der anmodet om tilladelse til at ændre datoen for den skattepligtiges
køb af en tidligere firmabil. Da købet skete med den skattepligtiges
eget selskab som mellemled ville en tilladelse til omgørelse udløse så
mange kompenserende reguleringer, at betingelsen i den dagældende
tilsvarende bestemmelse i SSL § 37 C, stk. 1, nr. 4, ikke blev anset
for opfyldt.
Bestemmelsen er i øvrigt parallel til bestemmelsen om
skatteforbehold i SFL § 28, stk. 2, jf. afsnit
O.2 .
Betingelsen i SFL §
29, stk. 1, nr. 5
Efter SFL § 29, stk. 1, nr. 5, er adgangen til omgørelse
betinget af, »at alle, der vil blive berørt af en tilladelse til
omgørelse, tiltræder omgørelsesanmodningen.« I det omfang en skattepligtig
bor i en anden kommune end den, hvor ansøgeren bor, må også denne anden
kommune have erklæret sig enig i omgørelsen, før en tilladelse kan gives.
Det påhviler den skattepligtige at dokumentere, at betingelserne for
omgørelse er opfyldt.
Kompetence/klage fra
og med 1. november 2005
Kompetencen til at tillade omgørelse vedrørende anmodninger indgivet
fra og med 1. november 2005 er placeret hos SKAT, hvis
afgørelser kan påklages til Landsskatteretten. Vedrørende anmodninger
indgivet inden den 1. november 2005 henvises til den tidligere udgave
af denne vejledning 2005 - 2.
Overgangsregler pr. 1.
november 2005
Af ikrafttrædelsesbestemmelsen i SFL § 62 fremgår, at i det
omfang, der pr. 1. november 2005 verserer uafsluttede 1. instans- og
klagesager om omgørelse, skal 1. instanssager i den skatteansættende
myndighed overgå til behandling i SKAT, medens
klagesager i det inden 1. november 2005
eksisterende Ligningsrådet skal overgå til behandling i
Landsskatteretten.
Frister
Hvis anmodningen om omgørelse er indgivet inden 3 år og 4 måneder fra
udløbet af det pågældende indkomstår, og betingelserne i SFL
§ 29 er opfyldt, gælder ingen yderligere betingelser for at kunne
tillade omgørelse og dermed genoptagelse efter SFL § 26, stk. 2.
Anderledes, hvis anmodningen om omgørelse er indgivet mere end 3 år og
4 måneder efter udløbet af det pågældende indkomstår. Hvis en sådan
anmodning er indgivet efter 12. marts 2003, forudsætter
en tilladelse til omgørelse, at genoptagelsesfristerne vedrørende den
efterfølgende ændring af skatteansættelser er overholdt. Hvis
betingelserne for tilladelse til omgørelse er opfyldt, vil der være
grundlag for genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 1, forudsat 6
måneders reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, er overholdt, jf.
nærmere herom i afsnit
G.1.1.2 .
Det fremgår her, at SKAT har kompetencen til at træffe afgørelse om
såvel genoptagelse som omgørelse, herunder afgørelse om
overholdelse af 6 måneders reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, og
med samme klageadgang som selve genoptagelsesspørgsmålet, dvs. til
Landsskatteretten, når det drejer sig om 6 måneders fristen i
omgørelsessager.
Er en anmodning indgivet inden 12. marts 2003 og mere end 3
år efter udløbet af det pågældende indkomstår og vedrører indkomstårene
1997-1999 gælder yderligere minimumsgrænsen på 5.000 kr i den inden den 2.
juni 2003 gældende bestemmelse i SSL § 35, stk. 2, jf. nærmere herom i den
tidligere udgave af denne vejledning 2005-3 under
G.3.2.1 . Hvis en
tilsvarende anmodning vedrører indkomstårene 1990-1996 gælder den
dagældende minimumsgrænse på vejledende 3.000 kr, jf. den tidligere udgave
af denne vejledning 2005-3 under
G.3.2.2.1 .
Gebyr
Efter SFL § 29, stk. 3 er omgørelse betinget af, at der
betales et gebyr på 1.100 kr (i 1987-niveau) Gebyret reguleres
efter personskattelovens § 20 og udgør 1.900 kr i 2006 (1.900 kr
i 2005) Gebyret skal betales, før behandlingen af
omgørelsesanmodningen påbegyndes. Tilbagekaldes en anmodning om
omgørelse, tilbagebetales gebyrer, der er betalt. Gebyret tilbagebetales
ikke, hvis omgørelse nægtes.
Pligt til vejledning om
muligheden for omgørelse
I forbindelse med varsling af en ansættelsesændring, der udspringer af
en privatretlig disposition, skal told- og
skatteforvaltningen give vejledning om muligheden for omgørelse
efter SFL § 29, såfremt omgørelse efter en konkret vurdering må
anses for et nærliggende og relevant alternativ for den skattepligtige.
Vejledningspligten gælder navnlig, hvor den privatretlige disposition er
indgået mellem interesseforbundne parter og dette er myndigheden bekendt.
Der skal dog ikke gives en sådan vejledning i tilfælde, hvor det må anses
for åbenbart, at betingelserne for at tillade omgørelse ikke er
opfyldt. Skatterådet har i henhold til bemyndigelsen i
skatteforvaltningslovens § 29, stk. 2, foreslået følgende ordlyd til
vejledning: "Som et alternativ til at påklage den foreslåede ændring af
skatteansættelsen henledes opmærksomheden på muligheden for at anmode om
tilladelse til skattemæssig omgørelse, såfremt betingelserne
i skatteforvaltningslovens § 29 er opfyldt. Hvis der anmodes om
tilladelse til omgørelse, skal der ved anmodningen betales et gebyr i
henhold til skatteforvaltningslovens § 29, stk. 3. Nærmere
oplysninger om reglerne for omgørelse kan fås ved henvendelse
hertil."
Omgørelse contra klage over
ansættelse (dobbelt sagsbehandling)
Hvis en anmodning om omgørelse indgives sideløbende med en verserende
klagesag vedrørende den skatteansættelse, der ønskes omgjort, skal
anmodningen om omgørelse som udgangspunkt sættes i bero. Hvis den
skattepligtige ikke er enig i, at behandlingen af anmodningen om omgørelse
stilles i bero, således at der bliver truffet afgørelse om omgørelse inden
afslutningen af klagesagen vedrørende skatteansættelsen, skal en eventuel
tilladelse til omgørelse betinges af, at tilladelsen udnyttes inden 3
måneder. Ved udnyttelse af tilladelsen bortfalder grundlaget for den
verserende klagesag.
O.2 Skatteforbehold
Beskrivelsen nedenfor gælder for skatteforbehold, der er taget fra og
med 1. juli 1999, jf. § 7, stk. 6, i lov nr. 381 af 2. juni 1999 om
ændring af skattestyrelsesloven. For så vidt angår skatteforbehold, der er
taget inden 1. juli 1999, henvises til beskrivelsen af den tidligere
administrative praksis i Ligningsvejledningen Almindelig del 1998,
A.H.2.4.1.
Definitionen på
skatteforbehold
Et skatteforbehold er en betingelse for en privatretlig disposition,
der medfører at dispositionen bortfalder eller får et andet indhold (eller
kan bortfalde eller få et andet indhold), hvis myndighederne ved
ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat, herunder
gaveafgift, tillægger dispositionen en anden skatteretlig virkning
end forudsat. Et skatteforbehold er i sagens natur ikke kun rettet til den
eller de borgere/virksomheder, der har disponeret, men også til
skattemyndighederne.
Et skatteforbehold kan udformes således, at det automatisk bliver
virksomt, hvis den udløsende skatteretlige virkning indtræder, eller
således at forbeholdet kun bliver virksomt, hvis det gøres gældende.
Skatteforbehold vedrører til en vis grad samme problemområde som
omgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 29, og skatteforbehold
giver anledning til tilsvarende administrative problemer som omgørelse.
Kravene til et
skatteforbeholds gyldighed
Efter SFL § 28, stk. 1 tillægges et skatteforbehold af
bevismæssige grunde kun skatteretlig virkning, "hvis det er klart,
skriftligt og oplyst over for told- og
skatteforvaltningen senest samtidig med at myndigheden oplyses om
dispositionens øvrige indhold."
SKAT oplyses normalt om dispositionens nærmere indhold ved
at der som led i ligningsarbejdet rekvireres dokumentation for
dispositionens indhold. Det er ikke et krav, at skatteforbehold oplyses i
selvangivelsen.
Det kan ikke kræves, at skattemyndighederne på forhånd tager stilling
til et skatteforbehold, før skatteforbeholdet er gjort gældende. Af TfS
1998, 680 LR følger imidlertid, at der kan ske en fremrykket stillingtagen
til et skatteforbehold i forbindelse med en anmodning om bindende
ligningssvar, idet gyldigheden af skatteforbeholdet var en betingelse for
at kunne give bindende forhåndsbesked om en allerede foretaget
disposition.
Tidsmæssigt krav til
skatteforbehold
Det er forudsat i forarbejderne til den tidligere bestemmelse
i SSL § 37 B, som er afløst og ført videre
med den tilsvarende bestemmelse i SFL § 28, at et
skatteforbehold kun kan tillægges skatteretlig virkning, hvis det er taget
senest samtidig med den disposition, det er knyttet til. Vedrørende
spørgsmålet om bevisbyrden for, at der er taget et skatteforbehold, kan
henvises til
SKM2001.495.HR ,
der vedrører perioden inden 1. juli 1999, men må antages at finde
tilsvarende anvendelse for skatteforbehold taget efter 1. juli 1999. I
denne sag havde den skattepligtige ikke løftet bevisbyrden for, at et
skatteforbehold var taget inden aftalen om overdragelse. Vedrørende
betingelsen om klarhed bemærkes, at det er forudsat i
forarbejderne, at et skatteforbehold utvetydigt skal angive, hvilke
skatteretlige virkninger, der udløser forbeholdet.
Særligt om krav til et
skatteforbeholds indhold
Endvidere er det forudsat i forarbejderne, at det skal fremgå af
skatteforbeholdet, hvilke privatretlige virkninger det skal tillægges,
hvis den skatteretlige forudsætning brister. Det kan ikke skatteretligt
tillægges betydning, hvis fx et skatteforbehold angiver, at parterne i en
aftale frit kan indgå en ny aftale med oprindelig virkning, hvis
skatteforbeholdet bliver aktuelt, eller hvis der i skatteforbeholdet er
indbygget skatteforbehold vedrørende en alternativ aftale.
Sidstnævnte forbud er ikke til hinder for, at et skatteforbehold er
udformet således, at de skattepligtige kan vælge mellem helt at ophæve den
privatretlige disposition eller foretage det mindre skridt at ændre vilkår
i den i øvrigt opretholdte privatretlige disposition i overensstemmelse
med eksempelvis skattemyndighedernes værdiansættelse.
I afgørelsen
SKM2001.44.LSR
blev et skatteforbehold ikke anerkendt som følge af manglende opfyldelse
af klarhedsbetingelsen. Skatteforbeholdet blev gjort gældende, fordi
skattemyndighederne anså 2 hovedanpartshavere for rette indkomstmodtagere
af et konsulentvederlag i stedet for deres selskab. Den omstændighed, at
skattemyndighederne ikke havde anerkendt selskabet som rette
indkomstmodtager, var ikke ensbetydende med, at skattemyndighederne dermed
havde taget stilling til, hvorledes aftalen skulle have været udformet for
at anse hovedanpartshaverne som rette indkomstmodtagere. Når det i
skatteforbeholdet bl.a. var aftalt, at parterne skulle kunne indrette sig
efter myndighedernes anvisning, var skatteforbeholdets indhold under disse
omstændigheder ufyldestgørende. Selv om afgørelsen vedrører et
skatteforbehold taget inden den 1. juli 1999, må den antages at finde
tilsvarende anvendelse for skatteforbehold taget efter den 1. juli
1999.
Kompetence og
klage
Afgørelsen af om et skatteforbehold skal tillægges skatteretlig
virkning træffes af SKAT som led i den almindelige ligning, og
afgørelser herom påklages administrativt som andre afgørelser om de
skatteretlige virkninger af en privatretlig disposition. Det vil normalt
sige til skatteankenævnet og Landsskatteretten. Et skatteforbehold, der fx
først gøres gældende under Landsskatterettens behandling af en klage, skal
ikke behandles af Landsskatteretten i første instans, men
af SKAT i form af en anmodning om genoptagelse af
skatteansættelsen.
Frister
Hvis anmodningen om udnyttelse af et skatteforbehold indgives
inden 3 år og 4 måneder fra udløbet af det pågældende indkomstår, vil der
kunne tillades genoptagelse efter SFL § 26, stk. 2, hvis
betingelserne i SFL § 28 om skatteforbehold er opfyldt. Hvis
anmodningen om udnyttelse af et skatteforbehold indgives efter
12. marts 2003 og mere end 3 år og 4 måneder efter udløbet af det
pågældende indkomstår og vedrører indkomstår fra og med 1997, er
tilladelse til genoptagelse, bortset fra opfyldelse af kravene i SFL
§ 28, betinget af, at kravet i SFL § 27, stk. 2, om en
reaktionsfrist på 6 måneder er opfyldt, jf.
G.1.1.2 .
Er anmodningen indgivet inden den 12. marts 2003 og vedrører indkomstårene
1997-1999 gælder yderligere minimumsgrænsen på 5.000 kr i den inden den 2.
juni 2003 gældende bestemmelse i SSL § 35, stk. 2, jf. nærmere herom i den
tidligere udgave af denne vejledning 2005-3 under
G.3.2.1. Er
der tale om indkomstår inden 1997 gælder en vejledende minimumsgrænse på
3.000 kr og en vejledende reaktionsfrist på 3 måneder, jf. den tidligere
udgave af denne vejledning 2005-3 under
G.3.2.2.1 .
Afvisning af gyldigt
skatteforbehold
Efter SFL § 28, stk. 2, "kan told- og
skatteforvaltningen afvise at tillægge et skatteforbehold virkning
for en ansættelse, hvis de privatretlige virkninger af skatteforbeholdet
ikke er klare og overskuelige."
Formålet hermed er at imødegå, at skattemyndighederne bringes i en
situation, hvor de på grund af uklarhed om de privatretlige virkninger af
skatteforbeholdet bliver nødt til at foretage væsentlige skønsmæssige
ansættelser. Anvendelsesområdet for SFL § 28, stk. 2, er derfor
begrænset til situationer, hvor det ikke vil være muligt at afklare det
privatretlige grundlag for en ny ansættelse i tilstrækkelig grad.
I forarbejderne til den tidligere bestemmelse i SSL § 37 B,
der nu er afløst af den tilsvarende bestemmelse i SFL § 28 er
som eksempel på bestemmelsens anvendelse nævnt den situation, hvor
dispositionen vedrører overdragelse af en virksomhed, og skatteforbeholdet
først bliver udløst adskillige år efter overdragelsen og med den virkning,
at virksomhedsoverdragelsen med den efterfølgende drift skal
tilbageføres.
Det vil således kunne have betydning, hvor lang tid der går fra
dispositionens foretagelse til skatteforbeholdet bliver aktuelt.
En afvisning af at tillægge et skatteforbehold skattemæssig virkning
indebærer, at den privatretlige disposition skatteretligt består, indtil
skattemyndighederne modtager meddelelse om, at dispositionen er ændret med
fremtidig virkning.
O.3 Ændring af valg foretaget i forbindelse med
selvangivelsen
SFL § 30 regulerer ændring af valg foretaget i forbindelse med
selvangivelsen. Bestemmelsen er en videreførelse af SSL § 37 D.
Bestemmelsens anvendelsesområde er dog udvidet i forhold til tidligere med
gaveafgiftsområdet.
SFL § 30, stk. 1's
indhold
I henhold til SFL § 30, stk. 1, kan SKAT efter anmodning fra den
skattepligtige tillade, at en skattepligtig ændrer et valg i
selvangivelsen, i det omfang myndighederne har foretaget en ansættelse af
indkomst- eller ejendomsværdiskat, der har betydning for valget, og valget
som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser.
Der findes i skattelovgivningen en række bestemmelser, hvorefter
skatteansættelsen er afhængig af, at den skattepligtige træffer et valg i
forbindelse med selvangivelsen. Udgangspunktet i disse tilfælde er, at
valget er bindende for den skattepligtige, således at valget ikke senere
kan ændres med virkning for skatteansættelsen.
Baggrund for
bestemmelsen
Baggrunden for bestemmelsen er, at såfremt skattemyndighederne
tilsidesætter selvangivelsen, og valget som følge heraf får
uhensigtsmæssige skattemæssige virkninger for den skattepligtige, kunne
den skattepligtige imidlertid ikke på tidspunktet for indgivelsen af
selvangivelsen forudse de skattemæssige konsekvenser af valget, hvorfor
det forekommer urimeligt af fastholde den skattepligtige herpå.
Anvendelse
Bestemmelsen finder anvendelse ved siden af de regler, hvorefter den
skattepligtige i nærmere angivne situationer kan ændre et tidligere
foretaget valg på selvangivelsen. Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse,
hvis materielle regler i anden lovgivning forhindrer et ændret valg.
Betingelser
Det er en betingelse for tilladelse til ændring efter bestemmelsen, at
det tidligere trufne valg som følge af myndighedernes korrektion eller
ændring af skatteansættelsen ikke har de skattemæssige virkninger, der var
forudsat, da valget blev truffet, og at den skattepligtige kan godtgøre,
at det vil have økonomiske konsekvenser, såfremt valget opretholdes.
I
SKM2004.349.LR
fandt Ligningsrådet ikke, at SSL § 37 D, stk. 1 var opfyldt, hvorfor
Ligningsrådet afslog anmodningen om at ændre valg i selvangivelsen. Den
skatteansættende myndighed havde foretaget en ændring af
skatteansættelsen, men ansættelsesændringen relaterede sig ikke til det
valg, som skatteyderen ønskede at ændre.
Da det er en betingelse, at de skattemæssige virkninger var forudsat,
da valget blev truffet, kan en skattemæssig korrektion vedrørende
omstændigheder, der først opstår efter tidspunktet for valget, ikke føre
til ændring af det trufne valg. Eksempelvis giver bestemmelsen ikke adgang
til at ændre et fravalg af virksomhedsskatteordningen for indkomståret
2001, hvis skatteyderen efterfølgende bliver opmærksom på, at der for
samme år er erhvervet endelig ret til store licensindtægter fra udlandet
og skattemyndighederne herefter forhøjer skatteansættelsen.
Virksomhedsskatteordningen
- bil udelukket anvendt privat
Bestemmelsen vil eksempelvis kunne finde anvendelse, såfremt
skattemyndighederne i modsætning til den skattepligtige finder, at en bil
placeret i virksomhedsskatteordningen udelukkende er anvendt privat. Den
skattepligtige kan herefter på baggrund af myndighedernes ansættelse ændre
sit oprindelige valg, således at bilen placeres uden for
virksomhedsskatteordningen.
Praksis
I
SKM2004.41.LR
og
SKM2004.79.LR
har Ligningsrådet fundet, at betingelserne i SSL § 37 D i det hele er
opfyldt. I begge afgørelserne fandt Ligningsrådet således, at der kunne
gives tilladelse til at en blandet benyttet bil efterfølgende udtages af
virksomhedsordningen. I
SKM2004.196.LR
har ligningsrådet fundet, - ved en lempelig fortolkning af (den
dagældende) SSL § 37 D, som har støtte i forarbejderne - at der kunne
gives tilladelse til efterfølgende at udtage en blandet benyttet bil af
virksomhedsordningen. Situationen var den, at der i 2002 skete en
ansættelsesændring. Ansættelseændringen havde ingen betydning for
beskatningen af bilen. Ansættelsesændringen havde dog den betydning, at
selve begrundelsen for bilens placering i virksomhedsordningen bortfaldt.
Ligningsrådet har fundet, at den i forarbejderne anvendte terminologi:
"uhensigtsmæssig skattemæssig virkning", dækker over mere end "utilsigtede
skattemæssige virkninger" (jf. SSL § 37 D's ordlyd), derfor har
Ligningsrådet fundet, at den lempelige fortolkning bør anvendes.
Der vil ikke kunne opnås tilladelse til ændring af valg på
selvangivelsen efter bestemmelsen, hvis der foreligger strafbare forhold,
eller hvis der er tale om forsøg på skatteunddragelse.
Reaktionsfrist
Af SFL § 30, stk. 2, fremgår, at en tilladelse efter stk. 1 kun kan
gives, hvis anmodningen fremsættes af den skattepligtige inden 6 måneder
efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om den
skatteansættelse, der begrunder anmodningen.
Den skattepligte anses for at være kommet til kundskab om
skatteansættelsen, når afgørelsen er endelig, det vil sige når
klagefristen for den administrative klageinstans' afgørelse vedrørende
skattemyndighedens korrektion eller ændring af det selvangivne er udløbet,
eller når domstolenes afgørelse vedrørende skattemyndighedens korrektion
eller ændring af det selvangivne er endelig.
SKAT kan dispensere fra fristen, hvis særlige omstændigheder taler
herfor. En dispensation vil således bero på en konkret vurdering af det
enkelte forhold, herunder såvel sagens karakter som den skattepligtiges
personlige forhold.
Klage
Landsskatteretten afgør klager over afgørelser truffet af SKAT efter
SFL § 30, stk. 1 og 2.
Pligt til vejledning om
muligheden for omvalg
I forbindelse med en varsling af en ansættelsesændring, hvor adgangen
til omvalg i SFL § 30 efter en konkret vurdering må anses for et
nærliggende og relevant alternativ, skal den skattepligtige vejledes om
muligheder for omvalg.
Virkning
SFL § 30, der er en videreførelse af SSL § 37 D, har virkning for
anmodninger om tilladelse til ændret valg i forbindelse med
selvangivelsen, som indgives til myndighederne den 12. marts 2003 eller
senere.
Lignende dokumenter
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 O. OMGØRELSE, SKATTEFORBEHOLD OG ÆNDRING AF VALG I SELVANGIVELSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 O. OMGØRELSE OG SKATTEFORBEHOLD Retsinformation · 5. februar 2008
- Landsskatteretskendelse vedr. omgørelse af dispositioner i forsøg på gennemførsel af skattefri virksomhedsomdannelse Retsinformation · 22. februar 2011
- Landsskatteretskendelse vedr. omvalg af fusion fra skattefri til skattepligtig – omgørelse af fusion fra skattefri til skattepligtig – ændring af afskrivninger Retsinformation · 22. februar 2011
- Landsskatteretskendelse vedr. omgørelse af privatretlig disposition Retsinformation · 17. februar 2011
- 055+056-2025 Kendelse af 8. juni 2026 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. juni 2026