Spring til indhold

Retsinformation

PERSONBESKATNING 1990 AFSNIT PÅ - SYN OG SKØN VED LANDSSKATTERETTEN

STV nr 20010 af 01/01/1990Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afsnit PÅ - Syn og skøn ved Landsskatteretten

1) Ved den nye skattestyrelseslov er der indført syn og skøn i forbindelse

med sager, der er indbragt for Landsskatteretten.

Syn og skøn er et bevismiddel, der anvendes for at sikre bevis til brug

for retssager. Bevismidlet består i en sagkyndig besvarelse af faktiske

spørgsmål (i modsætning til retsspørgsmål) til brug for bevisbedømmelsen i en

retssag. Der træffes ikke under syn og skøn retlige afgørelser, men der

tilvejebringes et vurderings- og bedømmelsesgrundlag til brug herfor.

Reglerne om syn og skøn findes i retsplejelovens kapitel 19.

Derudover indeholder retsplejelovens § 343 en særlig bestemmelse om

anvendelse af syn og skøn, selv om det ikke sker til brug for verserende

retssager (isoleret bevisoptagelse). Det er denne regel, der efter

skattestyrelseslovens § 30, stk.1, finder tilsvarende anvendelse ved

landsskatteretssager.

På skatteområdet er syn og skøn primært anvendelig i

værdiansættelsesspørgsmål, som indgår i klagesagen for Landsskatteretten.

Reglen finder ikke anvendelse i vurderingssager, idet vurderingsmyndighederne

har adgang til at foretage besigtigelse af ejendommen og til at betjene sig

af særlig sagkyndig bistand.

2) Reglen i skattestyrelseslovens § 30 betyder, at retsplejelovens § 343

er direkte anvendelig allerede i forbindelse med Landsskatterettens

behandling af sagen.

Det indebærer, at en part vil kunne begære landsskatteretssagen sat i

bero, samtidig med at parten indgiver begæring om syn og skøn ved de

almindelige domstole. Landsskatteretten kan fastsætte en frist i den enkelte

sag, inden for hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse af syn og skøn skal

være afklaret, jf. skattestyrelseslovens § 30, stk.2.

Henvisningen til retsplejelovens § 343 betyder, at det er de almindelige

domstole, der udmelder syn- og skønsmændene, og at retsplejelovens regler om

afholdelse af syn og skøn er gældende.

Læs alt

Landsskatteretten fastsætter endvidere en frist, inden for hvilken

klageren og skattemyndighederne skal meddele retten, om skønserklæringen

giver parterne anledning til at ændre deres påstande i sagen for

Landsskatteretten.

3) Retsplejelovens regler om syn og skøn er følgende:

Syn og skøn kan kun afholdes efter begæring af parterne i en sag. Den

part, der begærer udmeldelse af syn og skøn, betegnes som rekvirenten.

Anmodning om isoleret bevisoptagelse ved syn og skøn indgives af rekvirenten

til byretten på det sted, hvor genstanden for forretningen forefindes. Findes

genstanden i udlandet, indgives anmodning om syn og skøn til byretten på det

sted, hvor eventuel senere retssag skal anlægges her i landet. Retsafgiften

er 400 kr. Det er generelt en betingelse for udmeldelse af syn og skøn, at

retten finder udmeldelsen hensigtsmæssig.

Rekvirentens modpart under en eventuel senere retssag skal med en uges

varsel af retten eller af rekvirenten underrettes om det retsmøde, hvori der

træffes beslutning om udmeldelse af syn og skøn, og om selve bevisførelsen.

Udgifterne til syn og skøn afholdes af rekvirenten. Retten kan pålægge

rekvirenten at betale sagsomkostninger til modparten. Derimod kan det ikke

pålægges modparten at betale omkostninger i anledning af afholdt syn og skøn

til rekvirenten. De omkostninger, som rekvirenten har afholdt, kan imidlertid

indgå i omkostningsbestemmelsen under en eventuel efterfølgende retssag.

Syn og skøn foregår i overensstemmelse med de almindelige regler om

bevisførelse i retsplejelovens kapitel 19.

Grundlaget for et syn og skøn er et eller flere spørgsmål (skønstemaet),

der besvares i een eller flere skønserklæringer, eventuelt suppleret med

besvarelse af mundtlige spørgsmål under den senere mundtlige forhandling ved

retten (afhjemlingen). Som syn- og skønsmænd udmeldes sagkyndige, der skal

være uvildige.

Skønstemaet kan indeholde spørgsmål stillet af hver af parterne eller af

parterne i fællesskab. Spørgsmålene skal være klare, og de skal angå bestemte

punkter og ikke efterlyse en generel vurdering eller angå en juridisk

vurdering. Skønstemaet bør udformes så omhyggeligt, at alle de punkter, som

parterne ønsker belyst, er dækket.

Der kan eventuelt under afhjemlingen i byretten stilles klargørende og

uddybende spørgsmål.

Skønsmændene skal så vidt muligt underrette parterne om syns- og

skønsforretningens foretagelse.

Skønsmændene udarbejder en skriftlig erklæring, som indeholder deres svar.

Erklæringen fremsendes til retten og til parterne. Såfremt parterne eller en

af dem ønsker det, foretages derefter en afhjemling ved byretten af syns- og

skønsforretningen ved, at skønsmændene møder i retten og bekræfter eller

eventuelt supplerer eller korrigerer deres skriftlige erklæring.

Syn og skøn, som er foretaget inden retssag anlægges, er under en eventuel

senere retssag undergivet grundsætningen om bevisbedømmelsens frihed.

Tilsvarende gælder ved Landsskatteretten. Syn og skøn er herefter et

bevismiddel, der ikke er bindende for bevisbedømmelsen ved Landsskatteretten.

I praksis vil skønserklæringens resultat formentlig blive lagt til grund for

Landsskatterettens kendelse.

4) Efter skattestyrelseslovens § 30 og forretningsordenen for

Landsskatteretten, § 24 er det formelt set den skattemyndighed, hvis

ansættelse er påklaget, der er part i skattesagen. Det betyder, at det typisk

er skatteankenævnet, der er part i skattesagen ved Landsskatteretten. Det

gælder dog ikke ved overspringelsessager, hvor den kommunale skattemyndighed

må anses som part, jf. skattestyrelseslovens § 21, stk.5. Endvidere må

Ligningsrådet for så vidt angår klagesager vedrørende bindende forhåndsbesked

anses for at være part i landsskatteretssagen.

Landsskatteretten er ikke part i sagen og kan derfor ikke begære

udmeldelse af syn og skøn. Det følger imidlertid af det for Landsskatteretten

gældende officialprincip, at Landssskatteretten kan vejlede sagens parter og

eventuelt opfordre parterne til at lade udmelde syn og skøn.

Landsskatteretten har endvidere mulighed for undtagelsesvis at indkalde syns-

og skønsmændene til at udtale sig i et retsmøde, jf. forretningsordenen for

Landsskatteretten, § 15, stk.2.

Retsplejeloven bygger på en forudsætning om, at det alene er sagens

parter, der kan begære syn og skøn. Det er herefter den pågældende

skattemyndighed, der i givet fald træffer afgørelse om, der skal begæres

afholdt syn og skøn ved byretten.

Klageren eller den skattemyndighed, hvis afgørelse er påklaget,

underretter skriftligt Landsskatteretten om begæringen om udmeldelse af syn

og skøn. Med underretningen fremsendes kopi af rekvirentens begæring med

byrettens påtegning samt kopi af skønstemaet.

Rekvirenten skal samtidig med, at han underretter Landsskatteretten om

syns- og skønsforretningens afslutning, fremsende retsbogsudskrift og

skønsmændenes udtalelse til Landsskatteretten.

Er klageren rekvirent, skal han samtidig meddele Landsskatteretten, om han

ønsker klagen opretholdt.

Er skattemyndighederne rekvirent, kan Landsskatteretten forespørge

klageren, om klagen ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Undlader klager

at besvare Landsskatterettens forespørgsel, anses klagen for opretholdt. Der

henvises nærmere til forretningsorden for Landsskatteretten, § 24.

5) Kommunalbestyrelsen udpeger skatteankenævnene, og den kommunale

skattemyndighed yder sekretariatbistand til skatteankenævnene. Det er derfor

kommunalbestyrelsen, der afholder udgifterne ved ankenævnenes virksomhed.

Ansvaret for sagernes indhold påhviler imidlertid alene nævnets medlemmer,

idet kommunalbestyrelsen ikke har nogen instruktionsbeføjelse.

Kompetencen til at forlange syn og skøn i sager, der er afgjort af

skatteankenævnet, henhører under skatteankenævnet. Omkostningerne ved syn og

skøn efter begæring af skatteankenævnet er derfor en kommunal udgift.

Told- og Skatteregionerne kan yde bistand i forbindelse med udmeldelse af

syn og skøn efter retningslinier fastsat af T&S.

6) Det praktiske arbejde for skattemyndighederne består i at tage stilling

til, hvorvidt der skal begæres udmeldt syn og skøn ved retten. I bekræftende

fald skal begæringen affattes og indsendes til byretten på det sted, hvor den

genstand eller fordring m.v., der ønskes vurderet, befinder sig.

Skattemyndigheden skal i så fald give Landsskatteretten besked om, at der er

begæret syn og skøn, idet Landsskatterettens behandling skal stilles i bero.

Skattemyndighederne skal endvidere tage stilling til, om man skal lade sig

repræsentere ved en advokat. Endelig skal skattemyndighederne tage stilling

til den eller de personer (skønsmænd), som retten agter at udmelde, udfærdige

selve skønstemaet samt lade sig repræsentere under afhjemlingen.

Hvis skatteyderen begærer syn og skøn, består skattemyndighedernes opgave

i at være repræsenteret i det retsmøde, hvor syn og skøn udmeldes, og udtale

sig om skønsmanden og skønstemaet, samt lade sig repræsentere ved

afhjemlingen. Det vil derfor normalt være nødvendigt, at skattemyndighederne

er repræsenteret i disse retsmøder. I modsat fald kan der ikke senere

fremsættes indsigelse (der indtræder faktisk præklusion).

Under den nugældende skattestyrelseslov må det anses for undtagelsen, at

skattemyndighederne begærer udmeldelse af syn og skøn.

7) Efter bemærkningerne til skattestyrelsesloven antages formuleringen af

den tidligere skattestyrelseslovs § 29, stk.1, 1.pkt., at afskære udmeldelse

af syn skøn ved byretten, førend Landsskatteretten har taget stilling til

sagen, eller 6-måneders fristen er udløbet, jf. også Vejle byrets kendelse i

TfS 1987.762.436, hvor det antages, at der ikke i retsplejelovens § 343 er

hjemmel til at udmelde syn og skøn, sålænge den i skattestyrelsesloven

foreskrevne rekursadgang ikke er udnyttet.

Der er nu ved skattestyrelseslovens § 30, stk.1, tilvejebragt direkte

lovhjemmel for anvendelse af syn og skøn, når en sag er indbragt for

Landsskatteretten. Skatteministeriet, Departementet, har over for Told- og

Skattestyrelsen givet udtryk for, at almindelige forvaltningsretlige

fortolkningsprincipper fører til, at bestemmelsen udtømmende regulerer

mulighederne for anvendelse af syn og skøn i skattesager. Der skal således

sluttes modsætningsvis fra bestemmelsen, at syn og skøn ikke kan anvendes for

så vidt angår sager for andre skattemyndigheder.

8) Endelig bemærkes, at optagelse af syn og skøn uden retssag ikke er et

sådant retligt skridt, der afbryder forældelse i medfør af

1908-forældelseslovens § 2. Derimod suspenderes 6-måneders fristen

(overspringelsesfristen) i skattestyrelseslovens § 31, stk.1, 2.pkt., når

Landsskatterettens behandling af sagen er udsat på klagerens, dvs.

skatteyderens meddelelse til Landsskatteretten om, hvorvidt klagen

opretholdes jf. skattestyrelseslovens § 30, stk.3.

Lignende dokumenter