Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 19/2001

KEN nr 12185 af 15/08/2001Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet12. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

19/2001

[K], Børnenes Stemme, har klaget til

Pressenævnet over en artikel bragt den 15. februar 2001 på

forsiden af Randers Amtsavis´ internetavis samt på en separat side, som

der kunne linkes til, og i den trykte udgave af bladet, idet hun mener, at

god presseskik er tilsidesat. [K] har endvidere klaget over, at Randers

Amtsavis har afvist at bringe et genmæle.

Af artiklen med overskriften "Sag om falsk

sex-anklage anket" fremgår, at

"- Den sag er anket. Ellers har jeg ingen

kommentarer. Næstformanden for Foreningen for Børnenes Stemme,

er usædvanlig mundlam efter, at hun i retten i Randers den 1.

februar er blevet dømt for falske sex-anklager mod en

socialrådgiver ved Randers Kommune.

[K] blev sammen med en 47-årig social klient fra

Randers dømt for ganske urigtigt at påstå, at

socialrådgiveren havde voldtaget den 47-årige kvinde på sit

kontor.

Hændelsen skulle være sket, da kvinden var 17

år, hvilket dog ikke harmonerede med, at socialrådgiveren slet

ikke var ansat hos Randers Kommune på det tidspunkt.

Ikke desto mindre var [K] i sin egenskab af

næstformand i foreningen Børnenes Stemme med til at viderebringe

beskyldningerne overfor borgmester Keld Hüttel, hvilket førte til

en politianmeldelse helt tilbage i foråret 1999.

Selv om [K] ikke har ønsket at kommentere sagen

overfor avisen, så har hun gennem lokalradioen i Frederiksbjerg

Journalen bedyret, at hun finder det urimeligt, at sagen med omkostninger

skal koste hende 25.000 kroner. Dommen lød på 15 dagbøder

Læs alt

af 200 kroner. Det er uvist om den 47-årige sociale klient har

ønsket at anke sin dom."

Artiklen på forsiden af internetavisen og i den

trykte udgave var ledsaget af et billede af [K] taget uden for retten i

Randers. Billedet havde følgende undertekst:

"Næstformanden i Børnenes Stemme, [K],

vil kæmpe videre i landsretten efter, at hun i byretten i Randers er

dømt for falske sex-anklager."

Den 21. februar 2001 havde [K] anmodet bladet om at bringe

følgende genmæle:

"Genmæle

Randers Amtsavis beklager, at man falsk og

løgnagtigt i en artikel forfattet af journalist Morten Nøhr

Mortensen i vor Internetavis den 15.02.2001 samt i den trykte avis har

nævnt, at red. [K] den 1. februar 2001 skulle være dømt i

Randers Ret for "falske sexanklager" mod en socialrådgiver i

Randers Kommune.

Ligeledes skriver journalisten senere i artiklen:

"[K] blev sammen med en 47-årig social klient fra Randers

dømt for ganske urigtigt at påstå, at

socialrådgiveren havde voldtaget den 47-årige kvinde på sit

kontor".

Ingen af de to løgnagtige citater er der af Randers

Amtsavis ført sandhedsbevis for, hvorfor vi overfor red. [K] beklager

de usande påstande, som Randers Amtsavis intet belæg har haft for

at skrive, og som strider mod Medieansvarslovens § 34 og § 36.

Chefredaktør Bjarne Hvirring

Randers Amtsavis."

Ved brev af 9. marts 2001 afviste bladet at bringe det af

klageren formulerede genmæle.

Klageren har blandt andet anført, at det er

ukorrekt, når det i artiklen er anført, at "hun i retten i

Randers den 1. februar er blevet dømt for falske sex-anklager mod en

socialrådgiver ved Randers Kommune". Denne sætning er en

klar overtrædelse af medieansvarslovens §§ 34 og 36, da klager ikke er

dømt for "falske sex-anklager", men derimod for at give

"urigtige oplysninger" - en dom, der ikke er endelig, da sagen er

anket. Der er intet belæg for at beskylde klager for at være

dømt for falske anklager, da klager er dømt efter straffelovens

§ 164, stk. 1, hvor der ganske vist fejlagtigt i anklageskriftet er

indført ordene "falsk anklage". Klager har på intet

tidspunkt - hverken skriftligt eller mundtligt - udtalt sig i retten om

seksuelle anklager mod en socialrådgiver ved Randers Kommune. Det

eneste, som klager har været behjælpelig med, var at skrive to

breve pr. fuldmagt på vegne af en 47-årig kvinde, som var medlem

af foreningen Børnenes Stemme. Den 47-årige har heller ikke

på noget tidspunkt udtalt sig om sex-anklager - hverken før

eller efter retssagen - i det brev, som klager skrev på hendes vegne

pr. fuldmagt. Sætningen må betragtes som en sætning uden

sandhedsværdi og er derfor i strid med § 34 i medieansvarsloven,

ligesom klager må være berettiget til at få optaget et

genmæle i medfør af medieansvarslovens § 36.

Klageren har endvidere anført, at det er et brud

på medieansvarslovens § 34, når bladet skriver, at "[K] blev

sammen med en 47-årig social klient fra Randers dømt for ganske

urigtigt at påstå, at socialrådgiveren havde voldtaget den

47-årige kvinde på sit kontor". Hverken den 47-årige

kvinde eller klager er dømt for urigtigt at påstå, at

socialrådgiveren havde "voldtaget den 47-årige på sit

kontor".

Klageren har til det af bladet anførte om, at

"det fremgår eksplicit, at beskyldningerne, som blev fremsat af

såvel moderen som hendes rådgiver fra Børnenes Stemme,

drejer sig om seksuelle overgreb", gjort gældende, at der ikke er

belæg for dette under rettens bemærkninger, hvor der kun henvises

til, at det at forgribe sig må betragtes, som om der blev

forsøgt begået et voldeligt eller seksuelt overgreb mod tiltalte

VV. Denne meget alvorlige stramning af rettens bemærkninger er i sig

selv en overtrædelse af medieansvarslovens §§ 34 og 36, da bladet ikke

kan føre sandhedsbevis for, at der er begået voldtægt

eller forsøg på voldtægt. Bladet kan ikke uden at

overtræde loven sætte lighedstegn mellem voldtægt og det at

forsøge at forgribe sig på klagers medtiltalte, da der intet

sted i dommen, i rettens bemærkninger eller anklageskriftet

nævnes dette ord. At forgribe sig eller at forsøge på

dette - også seksuelt - kan betyde mange ting, og artiklens ordlyd kan

derfor ikke, uden at der er sandhedsbevis fra journalistens og bladets side,

benyttes i teksten, uden at man har overtrådt §§ 34 og 36 i

medieansvarsloven. Der tales stort set kun i dommen og i rettens

bemærkninger til dommen om urigtige oplysninger, og der nævnes

intetsteds noget om voldtægt.

Klageren har herudover gjort gældende, det er

ukorrekt, når bladet skriver, at "Ikke desto mindre var [K] i sin

egenskab af næstformand i foreningen Børnenes Stemme med til at

viderebringe beskyldningerne over for borgmester Keld Hüttel, hvilket

førte til en politianmeldelse helt tilbage i foråret 1999".

Denne sætning strider også mod medieansvarslovens §§ 34 og 36,

idet klager ikke har viderebragt beskyldningerne over for borgmester Keld

Hüttel, da klager kun har bedt om at få sagsbehandleren fjernet

fra sagen, - og på intet tidspunkt har nævnt noget om

sex-anklager. Såfremt dette havde været tilfældet, havde

viderebringelsen været fuldt lovlig, da dette skete pr. fuldmagt

på en andens persons vegne, - og fordi det på grund af dette kun

kunne være personen selv, der skulle stå til ansvar for det

viderebragte. Generelt strider de førnævnte udsagn også

imod straffelovens §§ 268 og 271, stk. 1, der omhandler injurier.

Klageren har yderligere gjort gældende, at

offentliggørelsen af det billede, der ledsager artiklen, er sket med

urette, idet billedet, der er taget uden for retten, ikke er optaget på

et offentligt tilgængeligt område, og idet hendes samtykke til

offentliggørelsen ikke er indhentet. Klager havde i øvrigt bedt

om at få artikel inkl. billede til gennemsyn, hvilket ikke er overholdt

fra bladets side, hvorfor en offentliggørelse af billede og artikel er

i strid med §§ 34 og 36 i medieansvarsloven.

Klageren har endelig anført, at det faktum, at

bladet har bekræftet, at man har ladet en refererende journalist,

Morten Nøhr Mortensen, dække en sag, hvori et familiemedlem

til journalisten har været hovedvidne, i sig selv må betragtes

som en klar overtrædelse af § 34 i medieansvarsloven, og dette faktum

må også betragtes som en skærpende omstændighed.

Bladet har i relation til udtrykket "falske

sex-anklager" anført, at det af dommen fremgår, at klager

er dømt for at videregive falske anklager, og af rettens

bemærkninger, at disse anklager angår et seksuelt forhold. Bladet

har henvist til dommen, hvoraf fremgår, at "Retten finder, at

ordene "at NN for mange år siden, da VV var ca. 17 år,

forsøgte at forgribe sig på hende på sit kontor i

socialforvaltningen", må forstås som en henvisning til, at

der blev forsøgt begået et voldeligt eller seksuelt overgreb mod

tiltalte VV. At der med udtalelsen henvises til et seksuelt overgreb

tydeliggøres af VV´s erklæring af 10. august 1999". I

klagen til Pressenævnet bestrider klager at have udtalt sig om

"falske sex-anklager" og derfor mener hun ikke, at hun er

dømt for sådanne. Dette fremgår imidlertid af dommen at

være tilfældet, idet klager er dømt for at videregive

"falske" oplysninger. Hvorvidt der i dommen burde have stået

"urigtige", skal bladet ikke afgøre, men man kan i

øvrigt ikke identificere nogen forskel i gerningsindholdet, hvad enten

de oplysninger, som klager er dømt for at videregive, var falske eller

urigtige.

Bladet har endvidere anført, at det af

domsudskriften i sagen fremgår, at bladet ikke har skrevet noget, som

der ikke er belæg for i dommen. Af dommen fremgår det eksplicit,

at beskyldningerne, som blev fremsat af såvel moderen som hendes

rådgiver fra Børnenes Stemme, drejer sig om seksuelle overgreb.

Ved over for nævnet i relation til udtrykket "seksuelt

overgreb" at anføre, at "Dette er der ikke belæg for

under rettens bemærkninger, hvor der kun henvises til, at det at

forgribe sig må betragtes, som om der blev forsøgt begået

et voldeligt eller seksuelt overgreb", påviser klager selv, at de

urigtige oplysninger, hun blev dømt for at videregive, handlede om et

seksuelt overgreb. Bladet har i den forbindelse henvist til dommens

bemærkning, hvoraf fremgår, at "At der med udtalelsen

henvises til et seksuelt overgreb tydeliggøres af VV´s erklæring

". Om et seksuelt overgreb eller forsøg på samme kan

paralleliseres med voldtægt eller forsøg på samme, er vel

en meningsløs diskussion, eftersom gerningen netop aldrig fandt sted.

Det kan derfor ikke være bladets pligt at bevise, at overgrebet fandt

sted. Om det seksuelle overgreb, der altså aldrig fandt sted, var

voldtægt eller ej, må således siges at være en

hypotetisk diskussion.

Bladet har i den forbindelse anført, at sagens

kerne - , det som klager er dømt for netop er, at beskyldningerne om

seksuelle overgreb blev fremsat over for socialrådgiverens

arbejdsgiver, hvilket var egnet til at skade den pågældende. Det

fremgår af dommen, at klager har videregivet beskyldningerne til

borgmester Keld Hüttel. Bladet kan derfor naturligvis ikke, som

krævet af klager, bringe et genmæle, der fastslår, at det

er urigtigt, at klager er dømt for at viderebringe oplysninger om et

overgreb af seksuel karakter. Bladet har over for nævnet oplyst, at man

gerne i bladet vil præcisere, at det voldelige eller seksuelle

overgreb, som klager og hendes klient er dømt for urigtigt at beskylde

socialrådgiveren for, ikke var voldtægt.

Bladet har yderligere i relation til brugen af klagers

billede anført, at klager befandt sig inde i retsbygningen, da bladets

fotograf og journalist ankom. Da der ikke må fotograferes inde i

retsbygningen, spurgte fotografen, om klager ville lade sig fotografere uden

for, hvilket hun svarede ja til, hvorefter hun frivilligt stillede op til

fotografering. Dette må entydigt tolkes som klagers uudtalte samtykke

til, at billedet måtte anvendes i bladet.

Bladet har videre anført, at klagers påstand

om at have fremsat ønske om at "godkende" artikel og billede

før offentliggørelse ikke tidligere har været

fremført i sagsforløbet. En sådan vetoret over for, hvad

pressen beskæftiger sig med, findes der i øvrigt ikke hjemmel

for i gældende retsregler.

Bladet har endelig i relation til journalistens

familieskab med et af vidnerne i sagen anført, at det afgørende

er, om retsreportagen er fair og dækkende for det, der er sket i

retten, - hvilket også i denne sag har været tilfældet.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og

Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet skal indledningsvis bemærke, at

byrettens dom lægges til grund ved sagens afgørelse.

Ved dommen er klager i overensstemmelse med tiltalen

dømt for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1. I

anklageskriftet anvendes i forbindelse med angivelsen af den relevante

straffebestemmelse udover udtrykket "at have afgivet urigtige

oplysninger" også betegnelsen "falsk anklage". Det

fremgår endvidere af dommen, at klagers beskyldning mod

socialrådgiveren "må forstås som en henvisning til, at

der blev forsøgt begået et voldeligt eller seksuelt overgreb mod

tiltalte VV", ligesom det anføres, at "At der med udtalelsen

henvises til et seksuelt overgreb tydeliggøres af VV´s erklæring

af 10. august 1999".

Pressenævnet finder på den baggrund, at bladet

har haft fornødent belæg for at anvende betegnelsen "falske

sex-anklager". Nævnet finder endvidere, at klager ikke har krav

på genmæle vedrørende dette udsagn, idet der ikke er tale

om forkerte oplysninger af faktisk karakter. Nævnet bemærker i

den forbindelse, at "falsk anklage" er den gængse betegnelse

for den bestemmelse i straffeloven, som klager er dømt for at have

overtrådt.

Om udsagnet, at "[K] blev sammen med en 47-årig

social klient fra Randers dømt for ganske urigtigt at

påstå, at socialrådgiveren havde voldtaget den

47-årige kvinde på sit kontor", anføres det i dommen,

at "ordene, at "NN forsøgte at foregribe sig på hende

" må forstås som en henvisning til, at der blev

forsøgt begået et voldeligt eller seksuelt overgreb mod tiltalte

VV".

Nævnet finder, at der ikke er fornødent

grundlag for at skelne mellem forskellige nuancer vedrørende den

urigtige beskyldning om en seksuel krænkelse, der netop aldrig fandt

sted. Nævnet finder derfor, at bladet ikke har tilsidesat god

presseskik, men at bladet vedrørende klager har bragt en faktisk

forkert oplysning, som hun er berettiget til efter påkrav at få

optaget i bladet som genmæle, jf. medieansvarslovens § 39:

Genmæle

Af en artikel bragt den 15. februar 2001 på forsiden

af Randers Amtsavis´ internetavis samt på en separat side og i den

trykte udgave af bladet fremgår det, at [K] sammen med en 47-årig

social klient fra Randers blev dømt for urigtigt at påstå,

at en socialrådgiver fra kommunen havde voldtaget den nu 47-årige

på sit kontor. Denne oplysning er ikke korrekt. [K] blev ved retten i

Randers dømt for urigtigt at påstå, at

socialrådgiveren havde forsøgt at forgribe sig på den

47-årige kvinde, da hun var ca. 17 år gammel."

Nævnet finder endvidere, at bladet ikke har handlet

i strid med god presseskik ved at nævne, at [K] var med til at

viderebringe beskyldningen over for borgmester Keld Hüttel, idet

retten lægger dette til grund i den afsagte dom.

Nævnet har i anden sammenhæng tilkendegivet,

at det ikke er strid med god presseskik, at massemedier fotograferer eller

filmer personer, der befinder sig på et offentligt sted, heller ikke

selv om de pågældende ikke har samtykket heri. I overensstemmelse

hermed finder nævnet ikke anledning til at udtale kritik af bladets

offentliggørelse af klagers billede.

Endelig finder nævnet ikke ud fra det i sagen

foreliggende at kunne lægge til grund, at der mellem bladet og klager

har været indgået en aftale om, at klager skulle godkende artikel

og billede, ligesom nævnet ikke finder grundlag for at udtale kritik i

anledning af, at bladet har ladet journalisten dække en sag, hvor et

familiemedlem til journalisten har vidnet.

Afsagt den 15. august 2001.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter