1995 LSF 155 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE (UNDERRETNING OM EKSPORT AF VISSE LISTEVIRKSOMHEDERS BRUGTE PRODUKTIONSANLÆG M.V.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994,
som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, udgår ordet »landets«.
2. Efter § 7 indsættes:
» § 7 a. Ministeren kan fastsætte regler om den ansvarliges
pligt til for egen regning at gennemføre egenkontrol af virksomheder, anlæg
og indretninger m.v. eller for egen regning at lade egenkontrollen gennemføre
af sagkyndige, herunder af autoriserede, akkrediterede eller lignende
sagkyndige og tilsvarende laboratorier.«
3. I § 17, stk. 3, 2. pkt., indsættes efter
»offentlige«: »eller gør sig skyldig i grov eller oftere
gentagen forsømmelighed.«
4. I § 20, stk. 1, indsættes efter »til enhver
tid«: »og uden erstatning«.
5. I § 51 indsættes som nye stykker:
»Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om kontrollen med
produkter, herunder emballager, der er omfattet af regler fastsat i medfør af
stk. 1. Ministeren kan herunder bestemme, at den, der markedsfører et
produkt, herunder en emballage, over for tilsynsmyndigheden skal dokumentere,
at produktet er fremstillet og sammensat i overensstemmelse med regler
fastsat i medfør af loven. Ministeren kan i særlige tilfælde forbyde
markedsføring af et produkt eller en emballage, indtil sådan dokumentation
foreligger.
Stk. 3. Ministeren kan som led i overvågningen af og med henblik
på at fremme genanvendelse og renere teknologi og begrænse problemerne i
forbindelse med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om, at den, der
udbyder, forhandler eller distribuerer et bestemt produkt, herunder en
emballage, skal fremskaffe bestemte oplysninger om produktet eller medvirke
hertil.«
Læs alt
6. Efter § 72 indsættes:
» § 72 a. Forinden eksport af særligt miljøbelastende
listevirksomheders brugte produktionsanlæg eller væsentlige dele heraf skal
afhænderen underrette tilsynsmyndigheden. Inden for en frist på to måneder
fra tilsynsmyndighedens modtagelse af underretningen må eksporten ikke
påbegyndes, medmindre miljø- og energiministeren giver tilladelse hertil.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden videresender underretningen til
ministeren ledsaget af tilsynsmyndighedens bemærkninger. Ministeren
videresender underretningen til den kompetente myndighed i det land, hvor
anlægget skal opstilles og idriftsættes.
Stk. 3. Ministeren fastsætter regler om underretningens indhold og
form. Ministeren fastsætter krav vedrørende indholdet af tilsynsmyndighedens
bemærkninger samt tidsfrist for tilsynsmyndighedens fremsendelse af
underretningen til ministeren.
Stk. 4. Ministeren fastsætter regler om, hvilke produktionsanlæg
der skal være omfattet af underretningspligten.
Stk. 5. Tilsynsmyndigheden træffer afgørelse om, hvorvidt anlæg
eller dele af anlæg er omfattet af underretningspligten. Tilsynsmyndighedens
afgørelse herom kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«
7. I § 88, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Gebyrerne tillægges udpantningsret.«
8. § 88, stk. 2, 3. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
»Gebyret forrentes med 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt
måned fra den 1. i den måned, i hvilken gebyret skal betales, dog mindst 50
kr.«
9. § 88, stk. 3, ophæves.
10. I § 110, stk. 1, nr. 1, ændres »og § 50, stk.
1,» til: », § 50, stk. 1, og § 72 a,», og i nr. 6
ændres »og 71« til: », 71 og 72 a,».
11. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 12:
»12) den, der undlader at efterkomme godkendelsesmyndighedens eller
klageinstansens afgørelse om at etablere sikkerhedsstillelse efter § 39
a.«
12. I § 110, stk. 3, indsættes efter »55 a«:
», § 72 a, stk. 3,».
13. § 111 affattes således:
» § 111. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne
i denne lov kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om
ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.«
§ 2
Loven træder i kraft den 30. juni 1996.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994
om miljøbeskyttelse, som senest ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995
foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, udgår ordet »landets«
2. Efter § 7 indsættes:
» § 7a. Ministeren kan fastsætte regler om den ansvarliges
pligt til for egen regning at gennemføre egenkontrol af virksomheder, anlæg
og indretninger m.v. eller for egen regning at lade egenkontrollen gennemføre
af sagkyndige, herunder af autoriserede, akkrediterede eller lignende
sagkyndige og tilsvarende laboratorier.«
3. I § 17, stk. 3, 2. pkt., indsættes efter
»offentlige«: »eller gør sig skyldig i grov eller oftere
gentagen forsømmelighed.«
4. I § 20, stk. 1, indsættes efter »til enhver
tid«: »og uden erstatning«
5. I § 51 indsættes som nye stykker:
» Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om kontrollen med
produkter, herunder emballager, der er omfattet af regler fastsat i medfør af
stk. 1. Ministeren kan herunder bestemme, at den, der markedsfører et
produkt, herunder en emballage overfor tilsynsmyndigheden, skal dokumentere,
at produktet er fremstillet og sammensat i overensstemmelse med regler
fastsat i medfør af loven. Ministeren kan i særlige tilfælde forbyde
markedsføring af et produkt eller en emballage, indtil sådan dokumentation
foreligger.
Stk. 3. Ministeren kan som led i overvågningen af og med henblik
på at fremme genanvendelse og renere teknologi og begrænse problemerne i
forbindelse med affaldsbortskaffelse, fastsætte regler om, at den der
udbyder, forhandler eller distribuerer et bestemt produkt, herunder en
emballage, skal fremskaffe bestemte oplysninger om produktet eller medvirke
hertil.«
6. Efter § 72 indsættes:
» § 72 a. Forinden eksport af særligt miljøbelastende
listevirksomheders brugte produktionsanlæg eller væsentlige dele heraf, skal
afhænderen underrette tilsynsmyndigheden. Inden for en frist på to måneder
fra tilsynsmyndighedens modtagelse af underretningen må eksporten ikke
påbegyndes, medmindre miljø- og energiministeren giver tilladelse hertil.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden videresender underretningen til
ministeren ledsaget af tilsynsmyndighedens bemærkninger. Ministeren
videresender underretningen til den kompetente myndighed i det land, hvor
anlægget skal opstilles og idriftsættes.
Stk. 3. Ministeren fastsætter regler om underretningens indhold og
form. Ministeren fastsætter krav vedrørende indholdet af tilsynsmyndighedens
bemærkninger, samt tidsfrist for tilsynsmyndighedens fremsendelse af
underretningen til ministeren.
Stk. 4. Ministeren fastsætter regler om hvilke produktionsanlæg,
der skal være omfattet af underretningspligten.
Stk. 5. Tilsynsmyndigheden træffer afgørelse om, hvorvidt anlæg
eller dele af anlæg er omfattet af underretningspligten. Tilsynsmyndighedens
afgørelse herom kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«
7. I § 88, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Gebyrerne tillægges udpantningsret.«
8. § 88, stk. 2, 3. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
»Gebyret forrentes med 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt
måned fra den 1. i den måned, i hvilken gebyret skal betales, dog mindst 50
kr.«
9. § 88, stk. 3 ophæves.
10. I § 110, stk. 1, nr. 1 indsættes efter »§ 50, stk.
1«: », samt § 72 a.« og i nr. 6 indsættes efter
»71,»: »samt § 72 a.«
11. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 12:
»12) den, der undlader at efterkomme godkendelsesmyndighedens eller
klageinstansens afgørelse om at etablere sikkerhedsstillelse efter § 39
a.«
12. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§§ 7«:
», 7a« og efter »55 a«: », § 72 a, stk. 3«.
13. § 111, affattes således:
»Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne lov kan
ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som
efter loven kan medføre frihedssstraf.«
§ 2
Loven træder i kraft den 30. juni 1996.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrunden for lovforslaget
1.1. Egenkontrol for egen regning m.v.
Lovforslaget indeholder forslag til en utvetydig præcisering af
ministerens hjemmel til at fastsætte regler om den ansvarliges pligt til for
egen regning at gennemføre egenkontrol eller at lade egenkontrol gennemføre
af sagkyndige, herunder af autoriserede, akkrediterede eller lignende
sagkyndige og tilsvarende laboratorier.
Lovforslaget indeholder endvidere nogle præciseringer og tydeliggørelser.
For det første præciseres, at autorisationen til personer og virksomheder,
der udfører rottebekæmpelse, kan tilbagekaldes også såfremt indehaveren gør
sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelighed i forbindelse med
rottebekæmpelsen. For det andet tydeliggøres, at ændring og tilbagekaldelse
af tilladelser meddelt efter lovens § 19 sker uden erstatning. Herudover
klargør lovforslaget, at der består en udpantningsret for gebyrer opkrævet i
henhold til § 88, og morarentebestemmelserne bringes i overensstemmelse med
Skatteministeriets tilsvarende bestemmelser i love og bekendtgørelser.
Lovforslaget indeholder tillige enkelte andre ændringer af mere
redaktionel karakter samt mindre ændringer i straffebestemmelserne.
1.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager
Lovforslaget indeholder endvidere forslag om at give miljø- og
energiministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om kontrol med
produkter, herunder emballager, der er omfattet af regler fastsat i medfør af
lovens § 51.
Forslaget giver herudover ministeren mulighed for at fastsætte regler om,
at den der udbyder, distribuerer eller forhandler produkter og emballager
skal give miljømyndigheden bestemte oplysninger om produktet eller
emballagen, der skønnes af væsentlig betydning i forbindelse med de
initiativer vedrørende overvågning og fremme af genanvendelse og renere
teknologi og begrænsning af problemerne i forbindelse med
affaldsbortskaffelse, som iværksættes fra miljømyndighedernes side.
§ 51 udgør en af de centrale bestemmelser i lovens kapitel 7 om
genanvendelse og renere teknologi. Bestemmelsen indgik i forslaget til ny
miljøbeskyttelseslov, som Folketinget vedtog i samlingen 1990/91.
Efter § 51 er ministeren bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om
bl.a. fremstillingen og sammensætningen af produkter, herunder emballager,
med henblik på at nedbringe miljøbelastningen og ressourceforbruget i
forbindelse med fremstillingen af produkter og begrænse problemerne i
forbindelse med affaldsbortskaffelse. Af bemærkningerne til forslaget til
miljøbeskyttelsesloven fremgik således bl.a., at det af hensyn til en
sammenhængende miljøpolitik er »nødvendigt«, at der åbnes mulighed
for en miljømæssig regulering af materialers, produkters, emballagers og
varers sammensætning, udformning og anvendelse (Folketingstidende, 2. saml.
tillæg A Bind III, p. 1567 f.)
Der blev i forbindelse med lovforslaget i 1991 ikke, udover de generelle
bestemmelser i lovens kapitel 9, om kommuners og amtskommuners pligt til at
føre tilsyn med loven og regler fastsat i medfør heraf, indsat bestemmelse om
miljømyndighedernes nærmere kontrol med overholdelse af krav til produkter og
emballager. Denne undladelse har ikke været tilsigtet. Det er således af
væsentlig betydning for muligheden for at føre et effektivt tilsyn, at
myndighederne kan kræve, at den, der bringer de omhandlede produkter eller
emballager på markedet skal kunne dokumentere, at produktet faktisk lever op
til miljølovgivningens bestemmelser. Lovforslaget har derfor som hovedformål,
at rette op på de utilstrækkelige, generelle kontrolbeføjelser i den gældende
lov.
Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med, at
miljøbeskyttelsespolitikken er ved at flytte fokus fra miljøbelastningen ved
fremstilling af produkter til at se på alle faser af et produkts livscyklus.
Som det fremgår af Regeringens Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse 1995 har
miljø- og energiministeren derfor i dialog med bl.a. industrien påbegyndt
udarbejdelsen af et forslag til en samlet produktorienteret miljøstrategi.
Den aktive gennemførelse af den nødvendige indsats påhviler virksomheder,
institutioner, affaldsbehandlere, forbrugere, investorer og myndigheder i
fællesskab. Det er i den forbindelse afgørende med så godt et
beslutningsgrundlag som muligt, og det er således en forudsætning, at der
etableres en tilstrækkelig viden om produkterne og deres miljøbelastning.
Forslagets nye stk. 3 giver derfor ligeledes hjemmel til, at miljø- og
energiministeren i givet fald fastsætter regler, der sikrer, at denne viden
tilvejebringes.
Det foreslås endvidere, at ministeren bemyndiges til i særlige tilfælde at
forbyde markedsføring af produkter og emballager, hvor krævet dokumentation
for overholdelse af regler om fremstilling og sammensætning af produkter ikke
foreligger. Det er hensigten, at forbudsbestemmelsen alene skal bringes i
anvendelse i de tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden har en begrundet mistanke
om, at et produkt eller en emballage ikke lever op til de krav, der er
fastsat for produktets fremstilling m.v. i medfør af stk. 1.
Endelig skal lovforslaget sikre miljø- og energiministeren en klar
lovhjemmel til gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 20.
december 1994 om emballage og emballageaffald. Det bemærkes hertil, at Miljø-
og Energiministeriet i forbindelse med forhandlingerne om emballagedirektivet
oprindeligt vurderede, at der ikke var behov for en særskilt hjemmel for
ministeren til at udarbejde nærmere regler om virksomheders pligt til at
skaffe visse oplysninger om emballager. Folketinget blev orienteret herom.
Det er Miljø- og Energiministeriets fornyede vurdering, at der imidlertid kan
rejses tvivl om der idag er en klar og entydig hjemmel i
miljøbeskyttelsesloven til at forlange oplysninger fra virksomheder m.fl. om
emballager af den karakter, som emballagedirektivet forudsætter. Forslaget
til stk. 3 skal således, sammen med de ovenfornævnte initiativer i
forbindelse med en produktorienteret miljøstrategi også ses i lyset af ønsket
om en klar hjemmel til gennemførelse af emballagedirektivet.
Det bemærkes, at en virksomhed kan kræve fortroligholdelse af oplysninger
om produkter, herunder emballager, der meddeles i henhold til regler efter §
51, hvis det skønnes af væsentlig betydning for virksomheden, at andre end
miljømyndigheden ikke får kendskab til sådanne oplysninger. Der henvises
herved til reglerne om undtagelse for aktindsigt i lov om offentlighed i
forvaltningen, miljømyndighedens tavshedspligt i henhold til
forvaltningsloven og straffeloven.
1.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte
produktionsanlæg
Lovforslaget indeholder endelig forslag til at pålægge en
underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte
produktionsanlæg.
Sagen om salget af Sojakagens kviksølvbaserede kloranlæg til en virksomhed
i Pakistan aktualiserede spørgsmålet om at sikre miljømyndighederne i lande
uden for OECD fyldestgørende information om de miljømæssige forhold ved
eksport af gamle produktionsanlæg. Informationen er i særlig grad relevant
ved eksport af produktionsanlæg, der i dag må anses for miljømæssigt
forældet, fordi der er udviklet ny teknologi, som medfører en kraftig
formindskelse af miljøbelastningen ved fremstilling af tilsvarende produkter.
I mange tilfælde vil produktionsanlæg, der af eksempelvis driftsøkonomiske
grunde ikke længere anvendes i Danmark, kunne gøre god fyldest i lande uden
for OECD. Set i en større sammenhæng er det miljømæssigt hensigtsmæssigt, at
et brugbart produktionsanlæg får så lang en levetid som muligt, idet
alternativet er, at anlægget ender som affald, før nødvendigt er. Hensigten
med det foreliggende forslag er således ikke at bremse eksporten af gode
brugbare anlæg til disse lande.
Lovforslaget skal ses på baggrund af den voksende forståelse for
miljøproblemernes betydning, der er i en stor del af landene uden for OECD.
Lovforslaget er således primært tænkt som en håndsrækning til
miljømyndighederne i disse lande. Hvorvidt et miljømæssigt betænkeligt anlæg
rent faktisk må opstilles i det pågældende land, og i så fald på hvilke
vilkår, er alene modtagerlandets afgørelse. Formålet med bestemmelsen er
alene at nyttiggøre de danske myndigheders erfaringer med det givne anlæg og
potentielt kvalificere modtagerlandets beslutningsgrundlag. Lovforslaget
giver ikke miljø- og energiministeren bemyndigelse til at kunne nedlægge
forbud mod eksport af brugte industrianlæg.
Lovforslaget vedrører kun produktionsanlæg, der er eller har været
opstillet på virksomheder, som er godkendelsespligtige i henhold til
miljøbeskyttelseslovens kap. 5 (de såkaldte listevirksomheder).
Informationsproceduren vil dog blive indskrænket til alene at omfatte
produktionsanlæg på listevirksomheder, der kan medføre udledning af
væsentlige mængder af problematiske stoffer til luften eller med spildevand,
eller som frembringer væsentlige mængder af farligt affald. Lovforslaget
giver derfor miljø- og energiministeren hjemmel til at fastsætte de nærmere
regler for hvilke produktionsanlæg, der skal være omfattet af
underretningspligten.
Lovforslaget giver herudover miljø- og energiministeren hjemmel til at
fastsætte de nærmere bestemmelser om, hvilke oplysninger der skal foreligge i
forbindelse med underretningen, og i hvilken form oplysningerne skal gives.
For så vidt angår produktionsudstyr, der er blevet forurenet som følge af
tidligere anvendelse, vil det bero på en konkret vurdering, om dette efter
omstændighederne skal betragtes som affald og behandles i overensstemmelse
med reglerne herfor.
Underretningspligten ved eksport af brugte produktionsanlæg skal ses i
sammenhæng med en eksisterende anmeldelsesordning for kemikalier, hvis
anvendelse i udførselslandet enten er forbudt eller strengt reguleret
(PIC-ordningen, P rior I nformed C onsent). I henhold
til EU-regler skal et eksportland give et modtagerland en forhåndsorientering
ved eksport af visse farlige landbrugs- og industrikemikalier.
Set i international sammenhæng har spørgsmålet om informationsudveksling
ved teknologioverførsel i de senere år været diskuteret inden for FN's
miljøprogram (UNEP). På UNEP's styrelsesrådsmøde i maj 1995 blev UNEP anmodet
om at fortsætte arbejdet med at udvikle udkast til internationale
retningslinjer for information om potentielle miljøpåvirkninger af en
teknologi, som eksportøren eller leverandøren skal dokumentere over for
importøren eller køberen. UNEP skal rapportere til styrelsesrådet om
udviklingen i dette arbejde sidst i januar 1997.
På nordisk plan har den nordiske samarbejdsgruppe vedrørende renere
teknologi på foranledning af Nordisk Ministerråd iværksat en indledende
undersøgelse omkring overførsel af forurenende teknologi til
udviklingslandene, herunder indikationer på problemets omfang i Norden.
Forslaget skal således også ses som et aktivt dansk bidrag til de
fortsatte internationale forhandlinger på dette område.
2. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser
2.1. Egenkontrol for egen regning m.v.
Lovforslaget om egenkontrol for egen regning er en
bemyndigelsesbestemmelse og indebærer i vidt omfang alene en præcisering af
hjemlen i eksisterende bestemmelser. Det forventes dog, at udnyttelsen af
hjemlen vil kunne medføre en forbedret kontrol med virksomheders m.v.
forurening, hvilket vil kunne bidrage til en mere hensigtmæssig og effektiv
regulering af forureningen.
Den del af lovforslaget, der vedrører tilbagekaldelse af autorisationer i
forbindelse med rottebekæmpelsen forventes at ville føre til øget
agtpågivenhed blandt indehavere med autorisation med hensyn til overholdelse
af lovens bestemmelser om rottebekæmpelsen.
2.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager
Det vurderes, at navnlig den forbedrede adgang til kontrol med produkter
og emballager eventuelt vil øge incitamentet for den der markedsfører et
produkt til at sikre eller medvirke til at sikre, at lovgivningens krav til
produktet eller emballagen er overholdt. Forslaget kan således have en mere
indirekte, positiv indvirkning på miljøbeskyttelsen.
2.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte
produktionsanlæg
Lovforslaget forventes ikke at få større miljømæssige konsekvenser i
Danmark.
Sandsynligvis vil det kun være få produktionsanlæg, der var planlagt
eksporteret, som ikke vil blive godkendt af modtagerlandets myndighed til
genopstilling og videre drift og efterfølgende må bortskaffes som affald i
Danmark.
De miljømæssige fordele ved lovforslaget skal ses i et globalt lys, og
ligger især i, at miljømyndighederne i importlandet kan drage nytte af de
danske myndighedskrav til anlægget, og derved få et bedre grundlag for at
fastsætte relevante miljøkrav til den videre drift af ældre produktionsanlæg,
der ellers kunne give anledning til uheldige miljømæssige påvirkninger.
3. Lovforslagets erhvervsøkonomiske konsekvenser
3.1. Egenkontrol for egen regning m.v.
Da lovforslaget i vidt omfang alene indebærer en præcisering af hjemlen i
eksisterende bestemmelser forventes lovforslaget ikke at medføre økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet.
Den del af lovforslaget, der vedrører tilbagekaldelse af autorisation i
forbindelse med rottebekæmpelsen har ingen eller kun begrænsede
erhvervsøkonomiske konsekvenser, idet antallet af overtrædelser, der vil
kunne føre til tilbagekaldelse af autorisation, herefter må antages at være
meget få.
3.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager
Lovforslaget medfører ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet. Erhvervssektoren vil kunne blive berørt økonomisk i
forbindelse med miljø- og energiministeren fastsættelse af krav til produkter
efter stk. 1. Ministeren vil i sådanne tilfælde tillige kunne gøre brug af
bemyndigelsen i stk. 2 til at forpligte virksomheder til at afgive
oplysninger om et produkt eller en emballage og i særlige tilfælde eventuelt
forbyde markedsføringen af produktet, indtil dokumentation for produktets
overensstemmelse med krav efter stk. 1 foreligger.
Ligeledes vil en udnyttelse af bemyndigelsen i stk. 3 til at indhente
visse oplysninger hos virksomheder kunne berøre disse virksomheder økonomisk.
Dette vil i nogen grad bero på, om der ønskes oplysninger, som en virksomhed
normalt forventes at ligge inde med eller relativt nemt kan fremskaffe,
eksempelvis fra et tidligere led i omsætningen, eller der er tale om
oplysninger, hvis tilvejebringelse kræver en større arbejdsindsats.
Bemyndigelsen i stk. 3 forudsættes kun udnyttet i særlige tilfælde.
3.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte
produktionsanlæg
Omkring 7.000 virksomheder er omfattet af godkendelsespligten i henhold
til miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. Størstedelen af disse virksomheder vil
blive fritaget for underretningspligten. Det vurderes, at højst 500 af de
godkendelsespligtige virksomheder vil blive omfattet af reglerne om
underretningspligt ved eksport af deres brugte produktionsanlæg. I praksis
vil der sandsynligvis næppe blive tale om mere end ganske få sager om året,
hvor der skal foretages underretning af miljømyndigheder i modtagerlande.
Med hensyn til underretningsforpligtelsens indhold vil denne primært bestå
i, at virksomheden skal fremsende oplysninger, som virksomheden i forvejen
bør være i besiddelse af. Oplysningerne sendes til den danske
tilsynsmyndighed.
De erhvervsøkonomiske konsekvenser af lovforslaget skønnes således at
blive af yderst beskedent omfang.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
4.1. Egenkontrol for egen regning m.v.
Forslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser.
4.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager
Forslaget har karakter af en bemyndigelsesbestemmelse og har således i sig
selv ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for kommuner og
amtskommuner.
4.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte
produktionsanlæg
Administrationen af ordningen vil blive henlagt til Miljøstyrelsen.
Der forventes ingen statsfinansielle konsekvenser af forslaget, ligesom
lovforslaget ikke giver anledning til kompensation til de kommunale - og
amtskommunale myndigheder, da der vil være tale om en opgave af yderst
begrænset omfang.
5. Hørte myndigheder og organisationer
Følgende myndigheder, organisationer og institutioner har været hørt om
lovforslaget: Advokatrådet, Affaldsteknisk Samarbejde, Aluminium & Miljø,
Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Arbejdsministeriet, Asfaltindustrien, Bryggeriforeningen, DAKOFA, Danmarks
Fiskeriforening, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks
Sportsfiskerforbund, Danmarks Miljøundersøgelser, Dansk Dambrugerforening,
Dansk Handel & Service, Dansk Havbrugerforening, Dansk Industri, Dansk
Landbrugs Udvikling A/S, Landbrugsrådet, Danske Elværkers Forening, Danske
Fjernvarmeværkers Forening, Dansk Familiebrug, Dansk Erhvervslandbrug, Dansk
Skovforening, Dansk Standard, Danske Mejeriers Fællesorganisation, Danske
Læskedriks Fabrikanter, Danske Vognmænd, De Danske Landboforeninger,
Direktoratet for Arbejdstilsynet, Dansk Teknologisk Institut, De Samvirkende
Købmandsforeninger i Danmark, Emballage & Samfund, Emballageindustrien,
Embedslægeforeningen, Energistyrelsen, Erhvervsfremme-Styrelsen, Ejby
Kommune, Erhvervsministeriet, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen,
Entreprenørforeningen, FDB/IRMA, Ferskvandsfiskeriforeningen i Danmark,
Finansrådet, Foderstofbranchen, Forbrugerstyrelsen, Forbrugerrådet,
Foreningen af Auto- og Industrilakerere, Foreningen af Bioteknologiske
Industrier i Danmark, Foreningen af Danske Kemiske Industrier, Foreningen af
Danske Eksportvognmænd, Foreningen af Jernskibs- og Maskinbyggerier i
Danmark, Foreningen af Miljømedarbejdere i Kommunerne, Foreningen af
Rådgivende Ingeniører F.R.I., Foreningen for Danmarks Fiskemel- og
Fiskeolieindustri, Forsvarets Bygningstjeneste, Forsvarsministeriet,
Frederiksberg Kommunalbestyrelse, Fællesorganisation,
Genvindingsbrancherådet, Grafisk Arbejdsgiverforening, Greenpeace,
Handelskammeret, Holmegaards Glasværker A/S, Håndværksrådet,
Indenrigsministeriet, Ingeniørforeningen i Danmark, Justitsministeriet,
Kommunernes Landsforening, Karton & Miljø, Københavns Magistrat (5.
afdeling), Landbrugs- og Fiskeriministeriet, Landsorganisationen i Danmark,
Miljøklagenævnet, Noah, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Plastindustrien i
Danmark, Reno Sam, Restaurations- og Bryggeriarbejderforbundet, Sandblæse- og
Malerentreprenørforeningen, SID, Skatteministeriet, Statens Luftfartsvæsen,
Sundhedsministeriet, SPT Kosmetikbranchen, Textil- og Beklædningsindustrien,
TIC-Danmark, Trafikministeriet, Verdensnaturfonden, Mellemfolkeligt Samvirke,
Udenrigsministeriet.
Da dele af lovforslaget har været sendt i særskilt høring har ikke alle de
nævnte myndigheder og organisationer nødvendigvis været hørt over hele
lovforslaget.
6. Hovedprincipperne i lovforslaget
6.1. Egenkontrol for egen regning m.v.
Der henvises til almindelige bemærkninger og bemærkningerne til
lovforslagets enkelte bestemmelser.
6.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager
Lovforslaget skal give miljø- og energiministeren bemyndigelse til at
fastsætte nærmere regler om kontrollen med produkter, herunder emballager,
der er omfattet af regler fastsat i medfør af lovens § 51, stk. 1.
Forslaget giver herudover ministeren mulighed for at fastsætte regler om,
at den, der udbyder, distribuerer eller forhandler produkter og emballager
skal give miljømyndigheden bestemte oplysninger om produktet, der skønnes af
væsentlig betydning i forbindelse de initiativer vedrørende overvågning og
med henblik på at fremme genanvendelse og renere teknologi og begrænse
problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse, som iværksættes fra
miljømyndighedernes side.
6.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte
produktionsanlæg
Lovforslaget pålægger afhænderen af et industrianlæg en forpligtigelse til
at underrette tilsynsmyndigheden i Danmark ved eksport af det brugte
produktionsanlæg. Underretningsforpligtelsen gælder, uanset eksporten sker
til endelig opstilling og idriftsættelse eller alene med henblik på
videresalg. Lovforslaget gælder eksport til såvel OECD-lande, herunder
EU-medlemslande, som lande uden for OECD. Eksport af produktionsanlæg til
OECD-lande er omfattet af underretningsforpligtelsen, for også at medtage de
tilfælde, hvor et brugt produktionsanlæg eksporteres til et ikke-OECD-land
via et OECD-land. I en periode på 2 måneder, efter at underretningen er
indgået til tilsynsmyndighed, må eksporten ikke påbegyndes. Det fastsættes
nærmere i gennemførelsesbestemmelserne, om underretning skal ske til
tilsynsmyndigheden på det sted, hvor anlægget har været i drift, eller til
tilsynsmyndigheden på det sted, hvor anlægget fysisk befinder sig på
afhændelsestidspunktet. Tilsynsmyndigheden videresender, med tilhørende
bemærkninger, underretningen til miljø- og energiministeren, som videresender
underretningen til den kompetente myndighed i modtagerlandet.
Lovforslaget er således alene en informationsprocedure i forbindelse med
eksport af visse listevirksomheders brugte produktionsanlæg.
Miljø- og energiministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere
bestemmelser vedrørende underretningens indhold og form samt indholdet i
tilsynsmyndighedens bemærkninger. Ministeren bemyndiges endvidere til at
fastsætte regler for hvilke produktionsanlæg, der skal være omfattet af
underretningsforpligtelsen. Det er hensigten, at underretningspligten kun
skal påhvile de kategorier af anlæg, der erfaringsmæssigt frembyder de
største miljømæssige problemer.
7. Forholdet til EF-retten
7.1. Egenkontrol for egen regning m.v.
Forslaget har ikke EF-retlige konsekvenser.
7.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager
Forslaget om kontrol m.v. af produkter og emballager vurderes ikke at have
EU-retlige konsekvenser. Det bemærkes i den forbindelse, at administrationen
af eventuelle regler om forbud mod markedsføring i særlige tilfælde og
kontrolmyndighedens krav om dokumentation i alle tilfælde forudsættes at ske
med respekt af EU-Traktaten, herunder bestemmelserne om varernes frie
bevægelighed (artikel 3036). Kontrolmyndigheden vil efter almindelig
anerkendte retsprincipper i sådanne sager også være forpligtet til at bidrage
til sagens oplysning (officialmaksimen).
Bemyndigelsesbestemmelserne i forslaget til § 51, stk. 2 og 3 forventes
bl.a. udnyttet i forbindelse med gennemførelse her i landet af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om emballage og emballageaffald
(direktiv 94/62/EF). De omhandlede bekendtgørelser vil blive notificeret
Kommissionen efter de herom gældende regler.
7.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte
produktionsanlæg
Miljø- og Energiministeriet har overvejet, hvorvidt brugte
produktionsanlæg må antages at være »varer« i EU-retlig forstand og
således omfattet af EF-traktatens forbud mod diskriminerende
eksporthindringer (artikel 34).
EF-domstolen har haft lejlighed til at tage stilling til varebegrebet i
EF-traktatens artikel 30 om forbudet mod importhindringer. I den såkaldte
Vallonien-sag (C-2/90, Saml. 1992 I side 4431) fandt EF-domstolen, at
ikke-genanvendeligt affald, hvis økonomiske værdi er tvivlsom, er omfattet af
traktatens varebegreb i artikel 30. Domstolen lagde herved vægt på, at det
pågældende affald rent faktisk var genstande, der transporteredes over en
grænse som led i en kommerciel transaktion. Denne argumentation vil
utvivlsomt kunne overføres til afgrænsningen af varebegrebet i EF-traktatens
artikel 34.
Ved eksport af brugte produktionsanlæg sker der en grænseoverskridende
flytning af genstande som led i en kommerciel transaktion. Dette kunne tages
som indtægt for et synspunkt om, at lovforslaget er omfattet af EF-traktatens
artikel 34. Afgørende må i den forbindelse være karakteren af de
produktionsanlæg, som underretningsordningen omfatter. I det omfang der er
tale om anlæg, der - ligesom f.eks. fast ejendom - normalt ikke er flytbare,
som har karakter af unika - modsat industrielt fremstillede varer - og som
normalt ikke er genstand for handel på markedet, taler meget for, at
ordningen falder uden for artikel 34. Dette syndpunkt støttes af, at
informationsproceduredirektivet, Rådsdirektiv 83/183/EØF, der regulerer
medlemsstaternes indførelse af tekniske standarder og forskrifter for varer,
definerer en vare - et »produkt« - som alle produkter, der
fremstilles industrielt, og alle landbrugsprodukter.
Det er på denne baggrund Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at
brugte produktionsanlæg ikke er omfattet af EF-traktatens varebegreb i
artikel 34 om eksportrestriktioner og artikel 113 om den fælles
handelspolitik over for tredielande.
Selv i tilfælde hvor f.eks. dele af brugte produktionsanlæg er omfattet af
varebegrebet, kan der - afhængig af karakteren af den pågældende del -
argumenteres for, at de restriktioner, der indføres med lovforslaget, dels er
begrundet i anerkendelsesværdige miljøhensyn, dels er proportionale, idet de
ikke går videre end nødvendigt for at opfylde formålet. Det bemærkes herved,
at lovforslaget alene angår særligt miljøbelastende listevirksomhheders
brugte produktionsanlæg og ikke brugte produktionsanlæg generelt.
I relation til vurderingen af det anerkendelsesværdige formål kan det
endvidere fremhæves, at en lignende ordning er etableret i EU-regi for
industrikemikalier, den såkaldte PIC-ordning, jf. Rådets forordning (EØF) nr.
2455/92 af 23. juli 1992 om udførsel og indførsel af visse farlige
kemikalier.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Ændringen er en konsekvens af forslaget om underretningspligt ved eksport
af visse listevirksomheders brugte produktionsanlæg. Ændringen betyder, at
lovens formål udstrækkes til at omfatte miljøbeskyttelse også i et globalt
perspektiv.
Til nr. 2
Ministeren kan allerede i medfør af bestemmelser i den gældende
miljøbeskyttelseslov f. eks. § 7, § 19, stk. 5, jf. stk. 1 og 2 og § 29
fastsætte regler om kontrol med virksomheder m.v., herunder at kontrollen
skal udføres som en egenkontrol for egen regning.
Det er utvivlsomt, at der i dag ved meddelelse af godkendelser,
tilladelser og påbud efter miljøbeskyttelsesloven kan fastsættes vilkår om,
at der skal gennemføres en egenkontrol for egen regning, herunder at
egenkontrollen skal gennemføres af en uvildig sagkyndig.
Imidlertid blev der ved en revision af bekendtgørelse nr. 1159 af 19.
december 1994 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. rejst
tvivl om, hvorvidt der i bekendtgørelsen kunne fastsættes krav om, at
beregninger af kapacitet til opbevaring af husdyrgødning skulle foretages
ikke af landmanden selv, men af en sagkyndig f. eks. en landbrugskonsulent.
Tvivlen opstod i sammenhæng med, at beholdere til opbevaring af husdyrgødning
i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 3 kan etableres uden
forudgående tilladelse.
Med bestemmelsen tilvejebringes en utvetydig hjemmel for ministeren til at
fastsætte regler, der normerer kravene til egenkontrol.
Med bestemmelsen præciseres endvidere, at ministeren også i de tilfælde,
hvor der ikke kræves tilladelse til etablering af anlægget, virksomheden m.v.
kan fastsætte regler om egenkontrol for egen regning.
Til nr. 3
Ved bestemmelsen tydeliggøres, at autorisationer kan tilbagekaldes, ikke
blot af økonomiske årsager, men også såfremt indehaveren gør sig skyldig i
grov eller oftere gentagen forsømmelighed i forbindelse med rottebekæmpelsen.
Til nr. 4
Ved præciseringen tydeliggøres, at ændring og tilbagekaldelse efter § 20
sker uden erstatning. Der er ikke med præciseringen tiltænkt nogen ændring af
den gældende retstilstand.
Til nr. 5
Til stk. 2
Lovforslaget giver for det første ministeren bemyndigelse til at fastsætte
de til kontrollen nødvendige bestemmelser.
Kontrolbestemmelserne vil bl.a. kunne omfatte en pligt for den der
udbyder, forhandler eller distribuerer et produkt eller en emballage til at
meddele tilsynsmyndigheden bestemte oplysninger, som er af betydning for
myndighedskontrollen.
Kontrolforanstaltningerne efter stk. 2 vil herudover kunne omfatte påbud
til den, der markedsfører et produkt eller en emballage, om at fremskaffe
dokumentation for, at produktet eller emballagen er fremstillet og sammensat
i overensstemmelse med regler fastsat af ministeren medfør af stk. 1. Som den
der markedsfører anses i dette forslag ethvert led i kæden hvorfra produktet
sælges, herunder producenter, importører, grossister og detailhandlere. Der
vil om nødvendigt tillige kunne stilles krav til prøveudtagninger og analyser
af et produkt eller en emballage efter nærmere fastlagte retningslinier,
herunder retningslinier om brug af akkrediterede laboratorier eller
sagkyndige. Udgifterne til sådanne eventuelle undersøgelser forudsættes
afholdt af den, som påbudet er rettet mod.
Det kan undertiden være både teknisk vanskeligt og særligt
omkostningskrævende at føre dokumentation for eksempelvis indholdet eller
fraværet af bestemte stoffer og materialer i et produkt eller en emballage. I
sådanne tilfælde kan der eksempelvist fastsættes regler om, at
dokumentationen kan føres i form af en redegørelse for den produktionsproces,
hvorunder produktet eller emballagen er fremstillet eller ved dokumentation
for anvendelse af bestemte råvarer eller tilsætningsstoffer i produktionen,
eksempelvis brug af genbrugsmaterialer. Andre måder at påvise
overensstemmelse kan tillige komme på tale. Lovforslaget er således ikke til
hinder for, at ministeren, hvor det kan være både teknisk og
samfundsøkonomisk fornuftigt, fastsætter mere fleksible regler om
dokumentation.
Det bemærkes, at de nærmere krav til dokumentation kan fastsættes ved
bekendtgørelse i tilknytning til de krav til produkters og emballagers
fremstilling m.v., som minsteren måtte fastsætte i medfør af § 51, stk. 1.
Det foreslås endvidere, at ministeren bemyndiges til i særlige tilfælde at
forbyde markedsføring af produkter og emballager. Det er hensigten, at
forbudsbestemmelsen alene skal bringes i anvendelse i de tilfælde, hvor
tilsynsmyndigheden har en begrundet mistanke om, at et produkt eller en
emballage ikke lever op til de krav, der er fastsat for produktets
fremstilling m.v. i medfør af stk. 1. Forbudet kan omfatte enhvert led i den
ovennævnte salgskæde, der udbyder, forhandler eller distribuerer produkter
eller emballager. Forbudet kan opretholdes, indtil der overfor
tilsynsmyndigheden er dokumenteret overensstemmelse med krav fastsat efter
stk. 1. Forbudsmuligheden vil navnlig kunne tilskynde til, at den, der
forhandler produkter og emballager, som led i de almindelige
forretningsbetingelser, sikrer sig, at leverandøren eller producenten
kontraktsretligt indestår for, at produktet eller emballagen er fremstillet
m.v. i overensstemmelse med de til enhver tid gældende krav i lovgivningen,
herunder krav fastsat af ministeren efter stk. 1.
Til stk. 3
Med det nye stk. 3 foreslås det, at ministeren bemyndiges til at fastsætte
regler om pligt for den der udbyder, forhandler eller distribuerer et produkt
eller en emballage til at fremskaffe oplysninger om produktet, herunder
emballagen, eller medvirke til at fremskaffe sådanne oplysninger. Som det
fremgår af de almindelige bemærkninger kan en udvidelse af det miljøpolitiske
fokus fra fremstillingsfasen til alle faser af produktets livscyklus betyde,
at yderligere oplysninger om produktets og dets miljøbelastning vil være
nødvendige. Det forudsættes, som det er tilfældet for de øvrige hjemler i §
51, at bestemmelsen kun udnyttes overfor bestemte afgrænsede produkter eller
emballager.
Bestemmelsen angiver ikke karakteren af de oplysninger, der kan kræves,
men der kan bl.a. være tale om tilvejebringelse af statistiske oplysninger om
eksempelvis antallet af producerede, eksporterede og importerede enheder
eller oplysninger om karakteristika ved produktet, eksempelvis materialevalg
eller forekomsten af miljøfremmede stoffer i produktet eller emballagen. Det
følger af formålet med stk. 3, at bestemmelsen ikke kan anvendes som led i
det egentlige tilsyn med virksomheder.
Det bemærkes endvidere, at en virksomhed kan kræve fortroligholdelse af
oplysninger om produkter, herunder emballager, der meddeles i henhold til
regler efter § 51, hvis det skønnes af væsentlig betydning for virksomheden,
at andre end miljømyndigheden ikke får kendskab til sådanne oplysninger. Der
henvises herved til reglerne om undtagelse for aktindsigt i lov om
offentlighed i forvaltningen, miljømyndighedens tavshedspligt i henhold til
forvaltningsloven og straffeloven.
Påbud om at meddele oplysninger efter stk. 3 vil kunne rettes mod ethvert
led i salgskæden fra producent, importør, distributør og detaillist. I
forbindelse med administrationen af bestemmelsen vil der i videst muligt
omfang blive taget hensyn til hvilke led i kæden, der har de bedste
forudsætninger for at kunne fremskaffe oplysninger om produktet eller
emballagen.
Det bemærkes, at også bestemmelserne i stk. 2 og 3 ikke anvendes på
produkter og emballager, der eksporteres, medmindre ministeren bestemmer
andet i medfør af § 52.
Lovens bestemmelser i § 110, stk. 3 omfatter også stk. 2 og 3.
Til nr. 6
Til stk. 1
Lovforslaget omfatter brugte produktionsanlæg fra visse af de
virksomheder, der er godkendelsespligtige i henhold til
miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, d.v.s. optaget på listen i bilag 1 til
miljøministeriets bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse
af listevirksomhed. Godkendelsespligtige virksomheder anses i
miljøbeskyttelseslovens forstand som de særligt miljøbetydende virksomheder.
De blev tidligere betegnet »særligt forurenende virksomheder«, men
betegnes nu »listevirksomheder«. Heraf er det imidlertid kun de
særligt miljøbelastende produktionsanlæg, som vil blive omfattet af
underretningspligten, jf. bemærkningerne til stk. 4.
Lovforslaget omfatter produktionsanlæg, der er eller har været installeret
på en listevirksomhed. Forslaget omfatter foruden hele produktionsanlæg også
væsentlige dele af produktionsanlæg. Herved forstås anlæg, som ikke er
komplette, men hvor det umiddelbart vil være muligt at retablere anlægget til
produktion til dets oprindelige formål. Retableringen kan f.eks. bestå i at
udskifte en slidt ventilator eller en pumpe.
Underretning til tilsynsmyndigheden skal ske, når der er truffet aftale om
afhændelse af produktionsanlæg til en modtager i et land uden for Danmark.
Underretning kan ske i forbindelse med overvejelser om afhændelse, når
spørgsmålet om modtagervirksomhed og importland er afklaret. Underretning
skal ske til tilsynsmyndigheden på det sted, hvor anlægget i sin tid var i
drift, eller eventuelt på det sted, hvor anlægget rent faktisk befinder sig.
Underretningsforpligtelsen påhviler afhænderen. Ved afhænderen forstås
den, der i enhver henseende har dispositionsret vedrørende anlægget.
Underretningsforpligtelsen gælder, uanset eksporten sker til endelig
opstilling og idriftsættelse eller alene med henblik på videresalg.
I bestemmelsen foreslås et midlertidigt forbud mod eksport af
produktionsanlægget. Dette moratorium er fastsat til 2 måneder, dels for at
give fornøden tid til at få videresendt underretningen til den kompetente
myndighed i modtagerlandet, dels for at give miljømyndigheden i
modtagerlandet mulighed for at reagere.
Fremgangsmåden kan f.eks. være den, at tilsynsmyndigheden inden 14 dage
efter modtagelse af underretningen fra virksomheden skal videresende
underretningen til miljø- og energiministeren ledsaget af tilsynsmyndighedens
bemærkninger. Miljø- og energiministeren videresender underretningen til den
kompetente myndighed i det land, hvor anlægget skal opstilles og
idriftsættes. En kopi af underretningen til modtagerlandets myndighed vil
blive sendt til køberen og sælgeren af anlægget, hvilket vil fremgå af
gennemførelsesbestemmelserne.
De miljømæssige oplysninger vil blive oversat til et hensigtsmæssigt
sprog, så vidt muligt inden 14 dage efter at ministeren har modtaget
underretningen fra tilsynsmyndigheden. Miljømyndigheden i modtagerlandet vil
således få ca. 1 måned til at tage stilling til sagen, inden eksporten af
produktionsanlægget fysisk set vil kunne påbegyndes.
I henhold til lovforslaget kan miljø- og energiministeren inden de 2
måneder er gået give tilladelse til, at eksport af produktionsanlægget må
finde sted. En tilladelse hertil vil f.eks. blive givet, såfremt der fra den
kompetente miljømyndighed i modtagerlandet foreligger en skriftlig accept af
import af anlægget og en skriftlig godkendelse til drift af anlægget. Miljø-
og energiministeren vil herefter til orientering eftersende underretningen
til modtagerlandets kompetente myndigheder.
Såfremt modtagerlandets myndighed ønsker længere tid til at behandle
sagen, herunder indhente supplerende oplysninger eller få foretaget
prøvetagning eller målinger, må myndigheden selv indhente disse oplysninger
hos køber og/eller sælger af produktionsanlægget.
Lovforslaget giver således ikke ministeren bemyndigelse til at forlænge
det midlertidige forbud mod eksporten, hvis modtagerlandets myndighed ikke
kan nå at tage stilling til sagen, inden der er gået 2 måneder efter at den
danske tilsynsmyndighed er blevet orienteret.
Til stk. 3
Lovforslaget giver miljø- og energiministeren hjemmel til at fastsætte
regler for underretningens indhold og form.
I bekendtgørelsen, som udmønter bestemmelsen, vil det blive specificeret
hvilke oplysninger, der skal indsendes til tilsynsmyndigheden. Det vil af
praktiske og tidsmæssige årsager ikke være muligt at videresende samtlige
oplysninger, der er indeholdt i en miljøgodkendelse på måske flere hundrede
sider, til modtagerlandets myndighed. De oplysninger, der skal indsendes, vil
være koncentreret om de vigtigste forureningsparametre samt om grundlæggende
oplysninger vedrørende produktionsanlægget. Der bør således stilles krav om
oplysninger vedrørende affaldsfrembringelse og væsentlige parametre for
emission til luft og udledning med spildevand.
Såfremt der åbenbart findes en markant mindre forurenende teknologi end
den, der påtænkes eksporteret, kan ministeren bestemme, at der skal redegøres
for den alternative teknologi i forhold til den teknologi, som ønskes
eksporteret. Som eksempel kan anføres en påtænkt eksport af teknologi til
fremstilling af fjernvarmerør baseret på opskumning med CFC eller HCFC, hvor
det i dag er teknisk muligt at fremstille fjernvarmerør uden brug af
ozonlagsnedsbrydende stoffer.
Alternative teknologier, der set i en større sammenhæng kun medfører en
uvæsentlig formindskelse af forureningen sammenlignet med den aktuelle
teknologi, vil ikke være omfattet af orienteringspligten.
Endelig forventes der for risikobetonede anlæg omfattet af anmeldepligten
i henhold til EU's risikodirektiv (»Sevesodirektivet«) at skulle
indsendes oplysninger om farekilderne ved anlægget og om hvilke
foranstaltninger, der skal træffes, dels for at nedbringe risikoen for et
større uheld forekommer, dels for at begrænse konsekvenserne af et stort
uheld.
Forslaget giver endvidere ministeren hjemmel til at fastsætte regler for
hvilke oplysninger, tilsynsmyndigheden som minimum skal fremsende til miljø-
og energiministeren sammen med underretningen. Der vil i denne forbindelse
primært blive tale om oplysninger om konstaterede miljøproblemer ved drift og
nedlæggelse af anlægget.
Det bemærkes, at en virksomhed kan kræve fortroligholdelse af oplysninger
om bl.a. forretningshemmeligheder, hvis det skønnes af væsentlig betydning
for virksomheden, at andre end miljømyndigheden ikke får kendskab til sådanne
oplysninger. Der henvises herved til reglerne om undtagelse for aktindsigt i
lov om offentlighed i forvaltningen, miljømyndighedens tavshedspligt i
henhold til forvaltningsloven og straffeloven.
Til stk. 4
Bestemmelsen giver miljø- og energiministeren en adgang til at fastsætte
regler for hvilke produktionsanlæg, der skal være omfattet af
underretningspligten.
Afgrænsningen af de underretningspligtige produktionsanlæg vil tage
udgangs-punkt i følgende miljømæssige aspekter:
- om der fra produktionsanlægget udsendes væsentlige mængder af særligt
miljøskadelige stoffer til luften,
- om produktionsanlægget frembringer væsentlige mængder af farligt affald,
- om der fra produktionsanlægget udledes særligt farlige stoffer med
spildevandet,
- om der under produktionen anvendes særligt farlige mikroorganismer,
- om produktionsanlægget frembyder en særlig risiko for større uheld med
miljøfarlige stoffer.
Produktionsanlæg, som giver anledning til forurening af en karakter, der
må anses for at være almindelig kendt, vil ikke nødvendigvis være omfattet af
de regler ministeren fastsætter i henhold til bestemmelsen.
Ministeren kan i henhold til bestemmelsen ændre reglerne for hvilke
virksomheder, der er underretningspligtige, hvis det viser sig, at andre end
de først medtagne virksomheder mod forventning medfører væsentlige
miljømæssige problemer.
Det skønnes, at højst 500 virksomheder vil blive omfattet af lovforslaget.
Til nr. 7 og 8 og 9
Formålet med bestemmelserne er at klargøre, at der består en
udpantningsret og at bringe morarentebestemmelserne i overensstemmelse med
Skatteministeriets tilsvarende bestemmelser i love og bekendtgørelser.
Baggrunden for at få det direkte fastslået, at der består en udpantningsret
er, at det i praksis har vist sig at lette adgangen til at inddrive.
Til nr. 10
Undladelse af at underrette tilsynsmyndigheden om eksport af visse brugte
produktionsanlæg (§110, stk. 1 nr. 6), eller påbegyndelse af eksport inden 2
måneder efter at tilsynsmyndigheden har modtaget underretningen (§ 110, stk.
1 nr. 1), gøres strafbart.
Til nr. 11
Undladelse af at efterkomme godkendelsesmyndighedens eller
klageinstansens, dvs. Miljøstyrelsens eller Miljøklagenævnets afgørelse gøres
strafbart.
Til nr. 12
Ved tilføjelsen skabes der hjemmel til at fastsætte strafbestemmelse i
regler udstedt i medfør af § 7a.
Til nr. 13
Den gældende § 111 bringes i overensstemmelse med Justitsministeriets
anbefalinger, idet den hidtidige sondring mellem statsadvokatsager og
politisager blev opgivet ved lov nr. 385 af 20. maj 1992. Beslaglæggelse vil
kunne ske i medfør af retsplejelovens gældende bestemmelser.
Til § 2
Loven foreslås at træde i kraft den 30. juni 1996.
Der er i forbindelse med forslaget til ikraftrædelsestidspunkt taget
hensyn til, at ministeren ved bekendtgørelse vil gennemføre bestemmelser i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF om emballage og
emballageaffald senest 30. juni 1996, hvor de nødvendige love og forskrifter
til gennemførelse af direktivet senest skal være vedtaget.
Udkast til bekendtgørelse vil blive sendt i høring hos berørte myndigheder
og organisationer.
I forlængelse af lovforslagets vedtagelse vil der endvidere blive
udarbejdet udkast til bekendtgørelse om underretningsproceduren ved eksport
af brugte produktionsanlæg. Udkastet vil blive sendt i høring hos berørte
myndigheder og organisationer.
Til § 3
Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1995 BTL 155 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE (UNDERRETNING OM EKSPORT AF VISSE LISTEVIRKSOMHEDERS BRUGTE PRODUKTIONSANLÆG M.V.) NR L 155 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 19. juni 1996
- 1996 LSF 209 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE(AUTORISATIONSORDNINGER FOR GENNEMFØRELSE AF EGENKONTROL) Retsinformation · 13. juni 1997
- Domstolens dom (Første Afdeling) af 6. maj 2021. — Analisi G. Caracciolo srl mod Regione Siciliana - Assessorato regionale della salute - Dipartimento regionale per la pianificazione m.fl. EU-domme · 6. maj 2021
- 1994 LSF 135 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE (UDARBEJDELSE AF GRØNT REGNSKAB) Retsinformation · 15. juni 1995
- Forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Akkrediteringsordning til kontrol af beholdere til opbevaring af flydende husdyrgødning og ensilagesaft m.v.) Retsinformation · 13. december 2024
- 1996 LSF 129 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE OG LOV OM RÅSTOFFER(REGULERING AF FYLDJORD I RÅSTOFGRAVE) Retsinformation · 13. juni 1997