Spring til indhold

Retsinformation

1995 LSF 155 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE (UNDERRETNING OM EKSPORT AF VISSE LISTEVIRKSOMHEDERS BRUGTE PRODUKTIONSANLÆG M.V.)

1995/1 LSF 155Lovforslag som fremsatFolketinget23. maj 1996

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994,

som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 1, udgår ordet »landets«.

2. Efter § 7 indsættes:

» § 7 a. Ministeren kan fastsætte regler om den ansvarliges

pligt til for egen regning at gennemføre egenkontrol af virksomheder, anlæg

og indretninger m.v. eller for egen regning at lade egenkontrollen gennemføre

af sagkyndige, herunder af autoriserede, akkrediterede eller lignende

sagkyndige og tilsvarende laboratorier.«

3. I § 17, stk. 3, 2. pkt., indsættes efter

»offentlige«: »eller gør sig skyldig i grov eller oftere

gentagen forsømmelighed.«

4. I § 20, stk. 1, indsættes efter »til enhver

tid«: »og uden erstatning«.

5. I § 51 indsættes som nye stykker:

»Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om kontrollen med

produkter, herunder emballager, der er omfattet af regler fastsat i medfør af

stk. 1. Ministeren kan herunder bestemme, at den, der markedsfører et

produkt, herunder en emballage, over for tilsynsmyndigheden skal dokumentere,

at produktet er fremstillet og sammensat i overensstemmelse med regler

fastsat i medfør af loven. Ministeren kan i særlige tilfælde forbyde

markedsføring af et produkt eller en emballage, indtil sådan dokumentation

foreligger.

Stk. 3. Ministeren kan som led i overvågningen af og med henblik

på at fremme genanvendelse og renere teknologi og begrænse problemerne i

forbindelse med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om, at den, der

udbyder, forhandler eller distribuerer et bestemt produkt, herunder en

emballage, skal fremskaffe bestemte oplysninger om produktet eller medvirke

hertil.«

Læs alt

6. Efter § 72 indsættes:

» § 72 a. Forinden eksport af særligt miljøbelastende

listevirksomheders brugte produktionsanlæg eller væsentlige dele heraf skal

afhænderen underrette tilsynsmyndigheden. Inden for en frist på to måneder

fra tilsynsmyndighedens modtagelse af underretningen må eksporten ikke

påbegyndes, medmindre miljø- og energiministeren giver tilladelse hertil.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden videresender underretningen til

ministeren ledsaget af tilsynsmyndighedens bemærkninger. Ministeren

videresender underretningen til den kompetente myndighed i det land, hvor

anlægget skal opstilles og idriftsættes.

Stk. 3. Ministeren fastsætter regler om underretningens indhold og

form. Ministeren fastsætter krav vedrørende indholdet af tilsynsmyndighedens

bemærkninger samt tidsfrist for tilsynsmyndighedens fremsendelse af

underretningen til ministeren.

Stk. 4. Ministeren fastsætter regler om, hvilke produktionsanlæg

der skal være omfattet af underretningspligten.

Stk. 5. Tilsynsmyndigheden træffer afgørelse om, hvorvidt anlæg

eller dele af anlæg er omfattet af underretningspligten. Tilsynsmyndighedens

afgørelse herom kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

7. I § 88, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Gebyrerne tillægges udpantningsret.«

8. § 88, stk. 2, 3. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»Gebyret forrentes med 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt

måned fra den 1. i den måned, i hvilken gebyret skal betales, dog mindst 50

kr.«

9. § 88, stk. 3, ophæves.

10. I § 110, stk. 1, nr. 1, ændres »og § 50, stk.

1,» til: », § 50, stk. 1, og § 72 a,», og i nr. 6

ændres »og 71« til: », 71 og 72 a,».

11. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 12:

»12) den, der undlader at efterkomme godkendelsesmyndighedens eller

klageinstansens afgørelse om at etablere sikkerhedsstillelse efter § 39

a.«

12. I § 110, stk. 3, indsættes efter »55 a«:

», § 72 a, stk. 3,».

13. § 111 affattes således:

» § 111. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne

i denne lov kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om

ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.«

§ 2

Loven træder i kraft den 30. juni 1996.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994

om miljøbeskyttelse, som senest ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995

foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 1, udgår ordet »landets«

2. Efter § 7 indsættes:

» § 7a. Ministeren kan fastsætte regler om den ansvarliges

pligt til for egen regning at gennemføre egenkontrol af virksomheder, anlæg

og indretninger m.v. eller for egen regning at lade egenkontrollen gennemføre

af sagkyndige, herunder af autoriserede, akkrediterede eller lignende

sagkyndige og tilsvarende laboratorier.«

3. I § 17, stk. 3, 2. pkt., indsættes efter

»offentlige«: »eller gør sig skyldig i grov eller oftere

gentagen forsømmelighed.«

4. I § 20, stk. 1, indsættes efter »til enhver

tid«: »og uden erstatning«

5. I § 51 indsættes som nye stykker:

» Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om kontrollen med

produkter, herunder emballager, der er omfattet af regler fastsat i medfør af

stk. 1. Ministeren kan herunder bestemme, at den, der markedsfører et

produkt, herunder en emballage overfor tilsynsmyndigheden, skal dokumentere,

at produktet er fremstillet og sammensat i overensstemmelse med regler

fastsat i medfør af loven. Ministeren kan i særlige tilfælde forbyde

markedsføring af et produkt eller en emballage, indtil sådan dokumentation

foreligger.

Stk. 3. Ministeren kan som led i overvågningen af og med henblik

på at fremme genanvendelse og renere teknologi og begrænse problemerne i

forbindelse med affaldsbortskaffelse, fastsætte regler om, at den der

udbyder, forhandler eller distribuerer et bestemt produkt, herunder en

emballage, skal fremskaffe bestemte oplysninger om produktet eller medvirke

hertil.«

6. Efter § 72 indsættes:

» § 72 a. Forinden eksport af særligt miljøbelastende

listevirksomheders brugte produktionsanlæg eller væsentlige dele heraf, skal

afhænderen underrette tilsynsmyndigheden. Inden for en frist på to måneder

fra tilsynsmyndighedens modtagelse af underretningen må eksporten ikke

påbegyndes, medmindre miljø- og energiministeren giver tilladelse hertil.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden videresender underretningen til

ministeren ledsaget af tilsynsmyndighedens bemærkninger. Ministeren

videresender underretningen til den kompetente myndighed i det land, hvor

anlægget skal opstilles og idriftsættes.

Stk. 3. Ministeren fastsætter regler om underretningens indhold og

form. Ministeren fastsætter krav vedrørende indholdet af tilsynsmyndighedens

bemærkninger, samt tidsfrist for tilsynsmyndighedens fremsendelse af

underretningen til ministeren.

Stk. 4. Ministeren fastsætter regler om hvilke produktionsanlæg,

der skal være omfattet af underretningspligten.

Stk. 5. Tilsynsmyndigheden træffer afgørelse om, hvorvidt anlæg

eller dele af anlæg er omfattet af underretningspligten. Tilsynsmyndighedens

afgørelse herom kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

7. I § 88, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Gebyrerne tillægges udpantningsret.«

8. § 88, stk. 2, 3. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»Gebyret forrentes med 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt

måned fra den 1. i den måned, i hvilken gebyret skal betales, dog mindst 50

kr.«

9. § 88, stk. 3 ophæves.

10. I § 110, stk. 1, nr. 1 indsættes efter »§ 50, stk.

1«: », samt § 72 a.« og i nr. 6 indsættes efter

»71,»: »samt § 72 a.«

11. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 12:

»12) den, der undlader at efterkomme godkendelsesmyndighedens eller

klageinstansens afgørelse om at etablere sikkerhedsstillelse efter § 39

a.«

12. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§§ 7«:

», 7a« og efter »55 a«: », § 72 a, stk. 3«.

13. § 111, affattes således:

»Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne lov kan

ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som

efter loven kan medføre frihedssstraf.«

§ 2

Loven træder i kraft den 30. juni 1996.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrunden for lovforslaget

1.1. Egenkontrol for egen regning m.v.

Lovforslaget indeholder forslag til en utvetydig præcisering af

ministerens hjemmel til at fastsætte regler om den ansvarliges pligt til for

egen regning at gennemføre egenkontrol eller at lade egenkontrol gennemføre

af sagkyndige, herunder af autoriserede, akkrediterede eller lignende

sagkyndige og tilsvarende laboratorier.

Lovforslaget indeholder endvidere nogle præciseringer og tydeliggørelser.

For det første præciseres, at autorisationen til personer og virksomheder,

der udfører rottebekæmpelse, kan tilbagekaldes også såfremt indehaveren gør

sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelighed i forbindelse med

rottebekæmpelsen. For det andet tydeliggøres, at ændring og tilbagekaldelse

af tilladelser meddelt efter lovens § 19 sker uden erstatning. Herudover

klargør lovforslaget, at der består en udpantningsret for gebyrer opkrævet i

henhold til § 88, og morarentebestemmelserne bringes i overensstemmelse med

Skatteministeriets tilsvarende bestemmelser i love og bekendtgørelser.

Lovforslaget indeholder tillige enkelte andre ændringer af mere

redaktionel karakter samt mindre ændringer i straffebestemmelserne.

1.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager

Lovforslaget indeholder endvidere forslag om at give miljø- og

energiministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om kontrol med

produkter, herunder emballager, der er omfattet af regler fastsat i medfør af

lovens § 51.

Forslaget giver herudover ministeren mulighed for at fastsætte regler om,

at den der udbyder, distribuerer eller forhandler produkter og emballager

skal give miljømyndigheden bestemte oplysninger om produktet eller

emballagen, der skønnes af væsentlig betydning i forbindelse med de

initiativer vedrørende overvågning og fremme af genanvendelse og renere

teknologi og begrænsning af problemerne i forbindelse med

affaldsbortskaffelse, som iværksættes fra miljømyndighedernes side.

§ 51 udgør en af de centrale bestemmelser i lovens kapitel 7 om

genanvendelse og renere teknologi. Bestemmelsen indgik i forslaget til ny

miljøbeskyttelseslov, som Folketinget vedtog i samlingen 1990/91.

Efter § 51 er ministeren bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om

bl.a. fremstillingen og sammensætningen af produkter, herunder emballager,

med henblik på at nedbringe miljøbelastningen og ressourceforbruget i

forbindelse med fremstillingen af produkter og begrænse problemerne i

forbindelse med affaldsbortskaffelse. Af bemærkningerne til forslaget til

miljøbeskyttelsesloven fremgik således bl.a., at det af hensyn til en

sammenhængende miljøpolitik er »nødvendigt«, at der åbnes mulighed

for en miljømæssig regulering af materialers, produkters, emballagers og

varers sammensætning, udformning og anvendelse (Folketingstidende, 2. saml.

tillæg A Bind III, p. 1567 f.)

Der blev i forbindelse med lovforslaget i 1991 ikke, udover de generelle

bestemmelser i lovens kapitel 9, om kommuners og amtskommuners pligt til at

føre tilsyn med loven og regler fastsat i medfør heraf, indsat bestemmelse om

miljømyndighedernes nærmere kontrol med overholdelse af krav til produkter og

emballager. Denne undladelse har ikke været tilsigtet. Det er således af

væsentlig betydning for muligheden for at føre et effektivt tilsyn, at

myndighederne kan kræve, at den, der bringer de omhandlede produkter eller

emballager på markedet skal kunne dokumentere, at produktet faktisk lever op

til miljølovgivningens bestemmelser. Lovforslaget har derfor som hovedformål,

at rette op på de utilstrækkelige, generelle kontrolbeføjelser i den gældende

lov.

Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med, at

miljøbeskyttelsespolitikken er ved at flytte fokus fra miljøbelastningen ved

fremstilling af produkter til at se på alle faser af et produkts livscyklus.

Som det fremgår af Regeringens Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse 1995 har

miljø- og energiministeren derfor i dialog med bl.a. industrien påbegyndt

udarbejdelsen af et forslag til en samlet produktorienteret miljøstrategi.

Den aktive gennemførelse af den nødvendige indsats påhviler virksomheder,

institutioner, affaldsbehandlere, forbrugere, investorer og myndigheder i

fællesskab. Det er i den forbindelse afgørende med så godt et

beslutningsgrundlag som muligt, og det er således en forudsætning, at der

etableres en tilstrækkelig viden om produkterne og deres miljøbelastning.

Forslagets nye stk. 3 giver derfor ligeledes hjemmel til, at miljø- og

energiministeren i givet fald fastsætter regler, der sikrer, at denne viden

tilvejebringes.

Det foreslås endvidere, at ministeren bemyndiges til i særlige tilfælde at

forbyde markedsføring af produkter og emballager, hvor krævet dokumentation

for overholdelse af regler om fremstilling og sammensætning af produkter ikke

foreligger. Det er hensigten, at forbudsbestemmelsen alene skal bringes i

anvendelse i de tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden har en begrundet mistanke

om, at et produkt eller en emballage ikke lever op til de krav, der er

fastsat for produktets fremstilling m.v. i medfør af stk. 1.

Endelig skal lovforslaget sikre miljø- og energiministeren en klar

lovhjemmel til gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 20.

december 1994 om emballage og emballageaffald. Det bemærkes hertil, at Miljø-

og Energiministeriet i forbindelse med forhandlingerne om emballagedirektivet

oprindeligt vurderede, at der ikke var behov for en særskilt hjemmel for

ministeren til at udarbejde nærmere regler om virksomheders pligt til at

skaffe visse oplysninger om emballager. Folketinget blev orienteret herom.

Det er Miljø- og Energiministeriets fornyede vurdering, at der imidlertid kan

rejses tvivl om der idag er en klar og entydig hjemmel i

miljøbeskyttelsesloven til at forlange oplysninger fra virksomheder m.fl. om

emballager af den karakter, som emballagedirektivet forudsætter. Forslaget

til stk. 3 skal således, sammen med de ovenfornævnte initiativer i

forbindelse med en produktorienteret miljøstrategi også ses i lyset af ønsket

om en klar hjemmel til gennemførelse af emballagedirektivet.

Det bemærkes, at en virksomhed kan kræve fortroligholdelse af oplysninger

om produkter, herunder emballager, der meddeles i henhold til regler efter §

51, hvis det skønnes af væsentlig betydning for virksomheden, at andre end

miljømyndigheden ikke får kendskab til sådanne oplysninger. Der henvises

herved til reglerne om undtagelse for aktindsigt i lov om offentlighed i

forvaltningen, miljømyndighedens tavshedspligt i henhold til

forvaltningsloven og straffeloven.

1.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte

produktionsanlæg

Lovforslaget indeholder endelig forslag til at pålægge en

underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte

produktionsanlæg.

Sagen om salget af Sojakagens kviksølvbaserede kloranlæg til en virksomhed

i Pakistan aktualiserede spørgsmålet om at sikre miljømyndighederne i lande

uden for OECD fyldestgørende information om de miljømæssige forhold ved

eksport af gamle produktionsanlæg. Informationen er i særlig grad relevant

ved eksport af produktionsanlæg, der i dag må anses for miljømæssigt

forældet, fordi der er udviklet ny teknologi, som medfører en kraftig

formindskelse af miljøbelastningen ved fremstilling af tilsvarende produkter.

I mange tilfælde vil produktionsanlæg, der af eksempelvis driftsøkonomiske

grunde ikke længere anvendes i Danmark, kunne gøre god fyldest i lande uden

for OECD. Set i en større sammenhæng er det miljømæssigt hensigtsmæssigt, at

et brugbart produktionsanlæg får så lang en levetid som muligt, idet

alternativet er, at anlægget ender som affald, før nødvendigt er. Hensigten

med det foreliggende forslag er således ikke at bremse eksporten af gode

brugbare anlæg til disse lande.

Lovforslaget skal ses på baggrund af den voksende forståelse for

miljøproblemernes betydning, der er i en stor del af landene uden for OECD.

Lovforslaget er således primært tænkt som en håndsrækning til

miljømyndighederne i disse lande. Hvorvidt et miljømæssigt betænkeligt anlæg

rent faktisk må opstilles i det pågældende land, og i så fald på hvilke

vilkår, er alene modtagerlandets afgørelse. Formålet med bestemmelsen er

alene at nyttiggøre de danske myndigheders erfaringer med det givne anlæg og

potentielt kvalificere modtagerlandets beslutningsgrundlag. Lovforslaget

giver ikke miljø- og energiministeren bemyndigelse til at kunne nedlægge

forbud mod eksport af brugte industrianlæg.

Lovforslaget vedrører kun produktionsanlæg, der er eller har været

opstillet på virksomheder, som er godkendelsespligtige i henhold til

miljøbeskyttelseslovens kap. 5 (de såkaldte listevirksomheder).

Informationsproceduren vil dog blive indskrænket til alene at omfatte

produktionsanlæg på listevirksomheder, der kan medføre udledning af

væsentlige mængder af problematiske stoffer til luften eller med spildevand,

eller som frembringer væsentlige mængder af farligt affald. Lovforslaget

giver derfor miljø- og energiministeren hjemmel til at fastsætte de nærmere

regler for hvilke produktionsanlæg, der skal være omfattet af

underretningspligten.

Lovforslaget giver herudover miljø- og energiministeren hjemmel til at

fastsætte de nærmere bestemmelser om, hvilke oplysninger der skal foreligge i

forbindelse med underretningen, og i hvilken form oplysningerne skal gives.

For så vidt angår produktionsudstyr, der er blevet forurenet som følge af

tidligere anvendelse, vil det bero på en konkret vurdering, om dette efter

omstændighederne skal betragtes som affald og behandles i overensstemmelse

med reglerne herfor.

Underretningspligten ved eksport af brugte produktionsanlæg skal ses i

sammenhæng med en eksisterende anmeldelsesordning for kemikalier, hvis

anvendelse i udførselslandet enten er forbudt eller strengt reguleret

(PIC-ordningen, P rior I nformed C onsent). I henhold

til EU-regler skal et eksportland give et modtagerland en forhåndsorientering

ved eksport af visse farlige landbrugs- og industrikemikalier.

Set i international sammenhæng har spørgsmålet om informationsudveksling

ved teknologioverførsel i de senere år været diskuteret inden for FN's

miljøprogram (UNEP). På UNEP's styrelsesrådsmøde i maj 1995 blev UNEP anmodet

om at fortsætte arbejdet med at udvikle udkast til internationale

retningslinjer for information om potentielle miljøpåvirkninger af en

teknologi, som eksportøren eller leverandøren skal dokumentere over for

importøren eller køberen. UNEP skal rapportere til styrelsesrådet om

udviklingen i dette arbejde sidst i januar 1997.

På nordisk plan har den nordiske samarbejdsgruppe vedrørende renere

teknologi på foranledning af Nordisk Ministerråd iværksat en indledende

undersøgelse omkring overførsel af forurenende teknologi til

udviklingslandene, herunder indikationer på problemets omfang i Norden.

Forslaget skal således også ses som et aktivt dansk bidrag til de

fortsatte internationale forhandlinger på dette område.

2. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser

2.1. Egenkontrol for egen regning m.v.

Lovforslaget om egenkontrol for egen regning er en

bemyndigelsesbestemmelse og indebærer i vidt omfang alene en præcisering af

hjemlen i eksisterende bestemmelser. Det forventes dog, at udnyttelsen af

hjemlen vil kunne medføre en forbedret kontrol med virksomheders m.v.

forurening, hvilket vil kunne bidrage til en mere hensigtmæssig og effektiv

regulering af forureningen.

Den del af lovforslaget, der vedrører tilbagekaldelse af autorisationer i

forbindelse med rottebekæmpelsen forventes at ville føre til øget

agtpågivenhed blandt indehavere med autorisation med hensyn til overholdelse

af lovens bestemmelser om rottebekæmpelsen.

2.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager

Det vurderes, at navnlig den forbedrede adgang til kontrol med produkter

og emballager eventuelt vil øge incitamentet for den der markedsfører et

produkt til at sikre eller medvirke til at sikre, at lovgivningens krav til

produktet eller emballagen er overholdt. Forslaget kan således have en mere

indirekte, positiv indvirkning på miljøbeskyttelsen.

2.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte

produktionsanlæg

Lovforslaget forventes ikke at få større miljømæssige konsekvenser i

Danmark.

Sandsynligvis vil det kun være få produktionsanlæg, der var planlagt

eksporteret, som ikke vil blive godkendt af modtagerlandets myndighed til

genopstilling og videre drift og efterfølgende må bortskaffes som affald i

Danmark.

De miljømæssige fordele ved lovforslaget skal ses i et globalt lys, og

ligger især i, at miljømyndighederne i importlandet kan drage nytte af de

danske myndighedskrav til anlægget, og derved få et bedre grundlag for at

fastsætte relevante miljøkrav til den videre drift af ældre produktionsanlæg,

der ellers kunne give anledning til uheldige miljømæssige påvirkninger.

3. Lovforslagets erhvervsøkonomiske konsekvenser

3.1. Egenkontrol for egen regning m.v.

Da lovforslaget i vidt omfang alene indebærer en præcisering af hjemlen i

eksisterende bestemmelser forventes lovforslaget ikke at medføre økonomiske

konsekvenser for erhvervslivet.

Den del af lovforslaget, der vedrører tilbagekaldelse af autorisation i

forbindelse med rottebekæmpelsen har ingen eller kun begrænsede

erhvervsøkonomiske konsekvenser, idet antallet af overtrædelser, der vil

kunne føre til tilbagekaldelse af autorisation, herefter må antages at være

meget få.

3.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager

Lovforslaget medfører ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet. Erhvervssektoren vil kunne blive berørt økonomisk i

forbindelse med miljø- og energiministeren fastsættelse af krav til produkter

efter stk. 1. Ministeren vil i sådanne tilfælde tillige kunne gøre brug af

bemyndigelsen i stk. 2 til at forpligte virksomheder til at afgive

oplysninger om et produkt eller en emballage og i særlige tilfælde eventuelt

forbyde markedsføringen af produktet, indtil dokumentation for produktets

overensstemmelse med krav efter stk. 1 foreligger.

Ligeledes vil en udnyttelse af bemyndigelsen i stk. 3 til at indhente

visse oplysninger hos virksomheder kunne berøre disse virksomheder økonomisk.

Dette vil i nogen grad bero på, om der ønskes oplysninger, som en virksomhed

normalt forventes at ligge inde med eller relativt nemt kan fremskaffe,

eksempelvis fra et tidligere led i omsætningen, eller der er tale om

oplysninger, hvis tilvejebringelse kræver en større arbejdsindsats.

Bemyndigelsen i stk. 3 forudsættes kun udnyttet i særlige tilfælde.

3.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte

produktionsanlæg

Omkring 7.000 virksomheder er omfattet af godkendelsespligten i henhold

til miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. Størstedelen af disse virksomheder vil

blive fritaget for underretningspligten. Det vurderes, at højst 500 af de

godkendelsespligtige virksomheder vil blive omfattet af reglerne om

underretningspligt ved eksport af deres brugte produktionsanlæg. I praksis

vil der sandsynligvis næppe blive tale om mere end ganske få sager om året,

hvor der skal foretages underretning af miljømyndigheder i modtagerlande.

Med hensyn til underretningsforpligtelsens indhold vil denne primært bestå

i, at virksomheden skal fremsende oplysninger, som virksomheden i forvejen

bør være i besiddelse af. Oplysningerne sendes til den danske

tilsynsmyndighed.

De erhvervsøkonomiske konsekvenser af lovforslaget skønnes således at

blive af yderst beskedent omfang.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

4.1. Egenkontrol for egen regning m.v.

Forslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser.

4.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager

Forslaget har karakter af en bemyndigelsesbestemmelse og har således i sig

selv ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for kommuner og

amtskommuner.

4.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte

produktionsanlæg

Administrationen af ordningen vil blive henlagt til Miljøstyrelsen.

Der forventes ingen statsfinansielle konsekvenser af forslaget, ligesom

lovforslaget ikke giver anledning til kompensation til de kommunale - og

amtskommunale myndigheder, da der vil være tale om en opgave af yderst

begrænset omfang.

5. Hørte myndigheder og organisationer

Følgende myndigheder, organisationer og institutioner har været hørt om

lovforslaget: Advokatrådet, Affaldsteknisk Samarbejde, Aluminium & Miljø,

Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,

Arbejdsministeriet, Asfaltindustrien, Bryggeriforeningen, DAKOFA, Danmarks

Fiskeriforening, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks

Sportsfiskerforbund, Danmarks Miljøundersøgelser, Dansk Dambrugerforening,

Dansk Handel & Service, Dansk Havbrugerforening, Dansk Industri, Dansk

Landbrugs Udvikling A/S, Landbrugsrådet, Danske Elværkers Forening, Danske

Fjernvarmeværkers Forening, Dansk Familiebrug, Dansk Erhvervslandbrug, Dansk

Skovforening, Dansk Standard, Danske Mejeriers Fællesorganisation, Danske

Læskedriks Fabrikanter, Danske Vognmænd, De Danske Landboforeninger,

Direktoratet for Arbejdstilsynet, Dansk Teknologisk Institut, De Samvirkende

Købmandsforeninger i Danmark, Emballage & Samfund, Emballageindustrien,

Embedslægeforeningen, Energistyrelsen, Erhvervsfremme-Styrelsen, Ejby

Kommune, Erhvervsministeriet, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen,

Entreprenørforeningen, FDB/IRMA, Ferskvandsfiskeriforeningen i Danmark,

Finansrådet, Foderstofbranchen, Forbrugerstyrelsen, Forbrugerrådet,

Foreningen af Auto- og Industrilakerere, Foreningen af Bioteknologiske

Industrier i Danmark, Foreningen af Danske Kemiske Industrier, Foreningen af

Danske Eksportvognmænd, Foreningen af Jernskibs- og Maskinbyggerier i

Danmark, Foreningen af Miljømedarbejdere i Kommunerne, Foreningen af

Rådgivende Ingeniører F.R.I., Foreningen for Danmarks Fiskemel- og

Fiskeolieindustri, Forsvarets Bygningstjeneste, Forsvarsministeriet,

Frederiksberg Kommunalbestyrelse, Fællesorganisation,

Genvindingsbrancherådet, Grafisk Arbejdsgiverforening, Greenpeace,

Handelskammeret, Holmegaards Glasværker A/S, Håndværksrådet,

Indenrigsministeriet, Ingeniørforeningen i Danmark, Justitsministeriet,

Kommunernes Landsforening, Karton & Miljø, Københavns Magistrat (5.

afdeling), Landbrugs- og Fiskeriministeriet, Landsorganisationen i Danmark,

Miljøklagenævnet, Noah, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Plastindustrien i

Danmark, Reno Sam, Restaurations- og Bryggeriarbejderforbundet, Sandblæse- og

Malerentreprenørforeningen, SID, Skatteministeriet, Statens Luftfartsvæsen,

Sundhedsministeriet, SPT Kosmetikbranchen, Textil- og Beklædningsindustrien,

TIC-Danmark, Trafikministeriet, Verdensnaturfonden, Mellemfolkeligt Samvirke,

Udenrigsministeriet.

Da dele af lovforslaget har været sendt i særskilt høring har ikke alle de

nævnte myndigheder og organisationer nødvendigvis været hørt over hele

lovforslaget.

6. Hovedprincipperne i lovforslaget

6.1. Egenkontrol for egen regning m.v.

Der henvises til almindelige bemærkninger og bemærkningerne til

lovforslagets enkelte bestemmelser.

6.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager

Lovforslaget skal give miljø- og energiministeren bemyndigelse til at

fastsætte nærmere regler om kontrollen med produkter, herunder emballager,

der er omfattet af regler fastsat i medfør af lovens § 51, stk. 1.

Forslaget giver herudover ministeren mulighed for at fastsætte regler om,

at den, der udbyder, distribuerer eller forhandler produkter og emballager

skal give miljømyndigheden bestemte oplysninger om produktet, der skønnes af

væsentlig betydning i forbindelse de initiativer vedrørende overvågning og

med henblik på at fremme genanvendelse og renere teknologi og begrænse

problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse, som iværksættes fra

miljømyndighedernes side.

6.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte

produktionsanlæg

Lovforslaget pålægger afhænderen af et industrianlæg en forpligtigelse til

at underrette tilsynsmyndigheden i Danmark ved eksport af det brugte

produktionsanlæg. Underretningsforpligtelsen gælder, uanset eksporten sker

til endelig opstilling og idriftsættelse eller alene med henblik på

videresalg. Lovforslaget gælder eksport til såvel OECD-lande, herunder

EU-medlemslande, som lande uden for OECD. Eksport af produktionsanlæg til

OECD-lande er omfattet af underretningsforpligtelsen, for også at medtage de

tilfælde, hvor et brugt produktionsanlæg eksporteres til et ikke-OECD-land

via et OECD-land. I en periode på 2 måneder, efter at underretningen er

indgået til tilsynsmyndighed, må eksporten ikke påbegyndes. Det fastsættes

nærmere i gennemførelsesbestemmelserne, om underretning skal ske til

tilsynsmyndigheden på det sted, hvor anlægget har været i drift, eller til

tilsynsmyndigheden på det sted, hvor anlægget fysisk befinder sig på

afhændelsestidspunktet. Tilsynsmyndigheden videresender, med tilhørende

bemærkninger, underretningen til miljø- og energiministeren, som videresender

underretningen til den kompetente myndighed i modtagerlandet.

Lovforslaget er således alene en informationsprocedure i forbindelse med

eksport af visse listevirksomheders brugte produktionsanlæg.

Miljø- og energiministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere

bestemmelser vedrørende underretningens indhold og form samt indholdet i

tilsynsmyndighedens bemærkninger. Ministeren bemyndiges endvidere til at

fastsætte regler for hvilke produktionsanlæg, der skal være omfattet af

underretningsforpligtelsen. Det er hensigten, at underretningspligten kun

skal påhvile de kategorier af anlæg, der erfaringsmæssigt frembyder de

største miljømæssige problemer.

7. Forholdet til EF-retten

7.1. Egenkontrol for egen regning m.v.

Forslaget har ikke EF-retlige konsekvenser.

7.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager

Forslaget om kontrol m.v. af produkter og emballager vurderes ikke at have

EU-retlige konsekvenser. Det bemærkes i den forbindelse, at administrationen

af eventuelle regler om forbud mod markedsføring i særlige tilfælde og

kontrolmyndighedens krav om dokumentation i alle tilfælde forudsættes at ske

med respekt af EU-Traktaten, herunder bestemmelserne om varernes frie

bevægelighed (artikel 3036). Kontrolmyndigheden vil efter almindelig

anerkendte retsprincipper i sådanne sager også være forpligtet til at bidrage

til sagens oplysning (officialmaksimen).

Bemyndigelsesbestemmelserne i forslaget til § 51, stk. 2 og 3 forventes

bl.a. udnyttet i forbindelse med gennemførelse her i landet af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om emballage og emballageaffald

(direktiv 94/62/EF). De omhandlede bekendtgørelser vil blive notificeret

Kommissionen efter de herom gældende regler.

7.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte

produktionsanlæg

Miljø- og Energiministeriet har overvejet, hvorvidt brugte

produktionsanlæg må antages at være »varer« i EU-retlig forstand og

således omfattet af EF-traktatens forbud mod diskriminerende

eksporthindringer (artikel 34).

EF-domstolen har haft lejlighed til at tage stilling til varebegrebet i

EF-traktatens artikel 30 om forbudet mod importhindringer. I den såkaldte

Vallonien-sag (C-2/90, Saml. 1992 I side 4431) fandt EF-domstolen, at

ikke-genanvendeligt affald, hvis økonomiske værdi er tvivlsom, er omfattet af

traktatens varebegreb i artikel 30. Domstolen lagde herved vægt på, at det

pågældende affald rent faktisk var genstande, der transporteredes over en

grænse som led i en kommerciel transaktion. Denne argumentation vil

utvivlsomt kunne overføres til afgrænsningen af varebegrebet i EF-traktatens

artikel 34.

Ved eksport af brugte produktionsanlæg sker der en grænseoverskridende

flytning af genstande som led i en kommerciel transaktion. Dette kunne tages

som indtægt for et synspunkt om, at lovforslaget er omfattet af EF-traktatens

artikel 34. Afgørende må i den forbindelse være karakteren af de

produktionsanlæg, som underretningsordningen omfatter. I det omfang der er

tale om anlæg, der - ligesom f.eks. fast ejendom - normalt ikke er flytbare,

som har karakter af unika - modsat industrielt fremstillede varer - og som

normalt ikke er genstand for handel på markedet, taler meget for, at

ordningen falder uden for artikel 34. Dette syndpunkt støttes af, at

informationsproceduredirektivet, Rådsdirektiv 83/183/EØF, der regulerer

medlemsstaternes indførelse af tekniske standarder og forskrifter for varer,

definerer en vare - et »produkt« - som alle produkter, der

fremstilles industrielt, og alle landbrugsprodukter.

Det er på denne baggrund Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at

brugte produktionsanlæg ikke er omfattet af EF-traktatens varebegreb i

artikel 34 om eksportrestriktioner og artikel 113 om den fælles

handelspolitik over for tredielande.

Selv i tilfælde hvor f.eks. dele af brugte produktionsanlæg er omfattet af

varebegrebet, kan der - afhængig af karakteren af den pågældende del -

argumenteres for, at de restriktioner, der indføres med lovforslaget, dels er

begrundet i anerkendelsesværdige miljøhensyn, dels er proportionale, idet de

ikke går videre end nødvendigt for at opfylde formålet. Det bemærkes herved,

at lovforslaget alene angår særligt miljøbelastende listevirksomhheders

brugte produktionsanlæg og ikke brugte produktionsanlæg generelt.

I relation til vurderingen af det anerkendelsesværdige formål kan det

endvidere fremhæves, at en lignende ordning er etableret i EU-regi for

industrikemikalier, den såkaldte PIC-ordning, jf. Rådets forordning (EØF) nr.

2455/92 af 23. juli 1992 om udførsel og indførsel af visse farlige

kemikalier.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Ændringen er en konsekvens af forslaget om underretningspligt ved eksport

af visse listevirksomheders brugte produktionsanlæg. Ændringen betyder, at

lovens formål udstrækkes til at omfatte miljøbeskyttelse også i et globalt

perspektiv.

Til nr. 2

Ministeren kan allerede i medfør af bestemmelser i den gældende

miljøbeskyttelseslov f. eks. § 7, § 19, stk. 5, jf. stk. 1 og 2 og § 29

fastsætte regler om kontrol med virksomheder m.v., herunder at kontrollen

skal udføres som en egenkontrol for egen regning.

Det er utvivlsomt, at der i dag ved meddelelse af godkendelser,

tilladelser og påbud efter miljøbeskyttelsesloven kan fastsættes vilkår om,

at der skal gennemføres en egenkontrol for egen regning, herunder at

egenkontrollen skal gennemføres af en uvildig sagkyndig.

Imidlertid blev der ved en revision af bekendtgørelse nr. 1159 af 19.

december 1994 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. rejst

tvivl om, hvorvidt der i bekendtgørelsen kunne fastsættes krav om, at

beregninger af kapacitet til opbevaring af husdyrgødning skulle foretages

ikke af landmanden selv, men af en sagkyndig f. eks. en landbrugskonsulent.

Tvivlen opstod i sammenhæng med, at beholdere til opbevaring af husdyrgødning

i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 3 kan etableres uden

forudgående tilladelse.

Med bestemmelsen tilvejebringes en utvetydig hjemmel for ministeren til at

fastsætte regler, der normerer kravene til egenkontrol.

Med bestemmelsen præciseres endvidere, at ministeren også i de tilfælde,

hvor der ikke kræves tilladelse til etablering af anlægget, virksomheden m.v.

kan fastsætte regler om egenkontrol for egen regning.

Til nr. 3

Ved bestemmelsen tydeliggøres, at autorisationer kan tilbagekaldes, ikke

blot af økonomiske årsager, men også såfremt indehaveren gør sig skyldig i

grov eller oftere gentagen forsømmelighed i forbindelse med rottebekæmpelsen.

Til nr. 4

Ved præciseringen tydeliggøres, at ændring og tilbagekaldelse efter § 20

sker uden erstatning. Der er ikke med præciseringen tiltænkt nogen ændring af

den gældende retstilstand.

Til nr. 5

Til stk. 2

Lovforslaget giver for det første ministeren bemyndigelse til at fastsætte

de til kontrollen nødvendige bestemmelser.

Kontrolbestemmelserne vil bl.a. kunne omfatte en pligt for den der

udbyder, forhandler eller distribuerer et produkt eller en emballage til at

meddele tilsynsmyndigheden bestemte oplysninger, som er af betydning for

myndighedskontrollen.

Kontrolforanstaltningerne efter stk. 2 vil herudover kunne omfatte påbud

til den, der markedsfører et produkt eller en emballage, om at fremskaffe

dokumentation for, at produktet eller emballagen er fremstillet og sammensat

i overensstemmelse med regler fastsat af ministeren medfør af stk. 1. Som den

der markedsfører anses i dette forslag ethvert led i kæden hvorfra produktet

sælges, herunder producenter, importører, grossister og detailhandlere. Der

vil om nødvendigt tillige kunne stilles krav til prøveudtagninger og analyser

af et produkt eller en emballage efter nærmere fastlagte retningslinier,

herunder retningslinier om brug af akkrediterede laboratorier eller

sagkyndige. Udgifterne til sådanne eventuelle undersøgelser forudsættes

afholdt af den, som påbudet er rettet mod.

Det kan undertiden være både teknisk vanskeligt og særligt

omkostningskrævende at føre dokumentation for eksempelvis indholdet eller

fraværet af bestemte stoffer og materialer i et produkt eller en emballage. I

sådanne tilfælde kan der eksempelvist fastsættes regler om, at

dokumentationen kan føres i form af en redegørelse for den produktionsproces,

hvorunder produktet eller emballagen er fremstillet eller ved dokumentation

for anvendelse af bestemte råvarer eller tilsætningsstoffer i produktionen,

eksempelvis brug af genbrugsmaterialer. Andre måder at påvise

overensstemmelse kan tillige komme på tale. Lovforslaget er således ikke til

hinder for, at ministeren, hvor det kan være både teknisk og

samfundsøkonomisk fornuftigt, fastsætter mere fleksible regler om

dokumentation.

Det bemærkes, at de nærmere krav til dokumentation kan fastsættes ved

bekendtgørelse i tilknytning til de krav til produkters og emballagers

fremstilling m.v., som minsteren måtte fastsætte i medfør af § 51, stk. 1.

Det foreslås endvidere, at ministeren bemyndiges til i særlige tilfælde at

forbyde markedsføring af produkter og emballager. Det er hensigten, at

forbudsbestemmelsen alene skal bringes i anvendelse i de tilfælde, hvor

tilsynsmyndigheden har en begrundet mistanke om, at et produkt eller en

emballage ikke lever op til de krav, der er fastsat for produktets

fremstilling m.v. i medfør af stk. 1. Forbudet kan omfatte enhvert led i den

ovennævnte salgskæde, der udbyder, forhandler eller distribuerer produkter

eller emballager. Forbudet kan opretholdes, indtil der overfor

tilsynsmyndigheden er dokumenteret overensstemmelse med krav fastsat efter

stk. 1. Forbudsmuligheden vil navnlig kunne tilskynde til, at den, der

forhandler produkter og emballager, som led i de almindelige

forretningsbetingelser, sikrer sig, at leverandøren eller producenten

kontraktsretligt indestår for, at produktet eller emballagen er fremstillet

m.v. i overensstemmelse med de til enhver tid gældende krav i lovgivningen,

herunder krav fastsat af ministeren efter stk. 1.

Til stk. 3

Med det nye stk. 3 foreslås det, at ministeren bemyndiges til at fastsætte

regler om pligt for den der udbyder, forhandler eller distribuerer et produkt

eller en emballage til at fremskaffe oplysninger om produktet, herunder

emballagen, eller medvirke til at fremskaffe sådanne oplysninger. Som det

fremgår af de almindelige bemærkninger kan en udvidelse af det miljøpolitiske

fokus fra fremstillingsfasen til alle faser af produktets livscyklus betyde,

at yderligere oplysninger om produktets og dets miljøbelastning vil være

nødvendige. Det forudsættes, som det er tilfældet for de øvrige hjemler i §

51, at bestemmelsen kun udnyttes overfor bestemte afgrænsede produkter eller

emballager.

Bestemmelsen angiver ikke karakteren af de oplysninger, der kan kræves,

men der kan bl.a. være tale om tilvejebringelse af statistiske oplysninger om

eksempelvis antallet af producerede, eksporterede og importerede enheder

eller oplysninger om karakteristika ved produktet, eksempelvis materialevalg

eller forekomsten af miljøfremmede stoffer i produktet eller emballagen. Det

følger af formålet med stk. 3, at bestemmelsen ikke kan anvendes som led i

det egentlige tilsyn med virksomheder.

Det bemærkes endvidere, at en virksomhed kan kræve fortroligholdelse af

oplysninger om produkter, herunder emballager, der meddeles i henhold til

regler efter § 51, hvis det skønnes af væsentlig betydning for virksomheden,

at andre end miljømyndigheden ikke får kendskab til sådanne oplysninger. Der

henvises herved til reglerne om undtagelse for aktindsigt i lov om

offentlighed i forvaltningen, miljømyndighedens tavshedspligt i henhold til

forvaltningsloven og straffeloven.

Påbud om at meddele oplysninger efter stk. 3 vil kunne rettes mod ethvert

led i salgskæden fra producent, importør, distributør og detaillist. I

forbindelse med administrationen af bestemmelsen vil der i videst muligt

omfang blive taget hensyn til hvilke led i kæden, der har de bedste

forudsætninger for at kunne fremskaffe oplysninger om produktet eller

emballagen.

Det bemærkes, at også bestemmelserne i stk. 2 og 3 ikke anvendes på

produkter og emballager, der eksporteres, medmindre ministeren bestemmer

andet i medfør af § 52.

Lovens bestemmelser i § 110, stk. 3 omfatter også stk. 2 og 3.

Til nr. 6

Til stk. 1

Lovforslaget omfatter brugte produktionsanlæg fra visse af de

virksomheder, der er godkendelsespligtige i henhold til

miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, d.v.s. optaget på listen i bilag 1 til

miljøministeriets bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse

af listevirksomhed. Godkendelsespligtige virksomheder anses i

miljøbeskyttelseslovens forstand som de særligt miljøbetydende virksomheder.

De blev tidligere betegnet »særligt forurenende virksomheder«, men

betegnes nu »listevirksomheder«. Heraf er det imidlertid kun de

særligt miljøbelastende produktionsanlæg, som vil blive omfattet af

underretningspligten, jf. bemærkningerne til stk. 4.

Lovforslaget omfatter produktionsanlæg, der er eller har været installeret

på en listevirksomhed. Forslaget omfatter foruden hele produktionsanlæg også

væsentlige dele af produktionsanlæg. Herved forstås anlæg, som ikke er

komplette, men hvor det umiddelbart vil være muligt at retablere anlægget til

produktion til dets oprindelige formål. Retableringen kan f.eks. bestå i at

udskifte en slidt ventilator eller en pumpe.

Underretning til tilsynsmyndigheden skal ske, når der er truffet aftale om

afhændelse af produktionsanlæg til en modtager i et land uden for Danmark.

Underretning kan ske i forbindelse med overvejelser om afhændelse, når

spørgsmålet om modtagervirksomhed og importland er afklaret. Underretning

skal ske til tilsynsmyndigheden på det sted, hvor anlægget i sin tid var i

drift, eller eventuelt på det sted, hvor anlægget rent faktisk befinder sig.

Underretningsforpligtelsen påhviler afhænderen. Ved afhænderen forstås

den, der i enhver henseende har dispositionsret vedrørende anlægget.

Underretningsforpligtelsen gælder, uanset eksporten sker til endelig

opstilling og idriftsættelse eller alene med henblik på videresalg.

I bestemmelsen foreslås et midlertidigt forbud mod eksport af

produktionsanlægget. Dette moratorium er fastsat til 2 måneder, dels for at

give fornøden tid til at få videresendt underretningen til den kompetente

myndighed i modtagerlandet, dels for at give miljømyndigheden i

modtagerlandet mulighed for at reagere.

Fremgangsmåden kan f.eks. være den, at tilsynsmyndigheden inden 14 dage

efter modtagelse af underretningen fra virksomheden skal videresende

underretningen til miljø- og energiministeren ledsaget af tilsynsmyndighedens

bemærkninger. Miljø- og energiministeren videresender underretningen til den

kompetente myndighed i det land, hvor anlægget skal opstilles og

idriftsættes. En kopi af underretningen til modtagerlandets myndighed vil

blive sendt til køberen og sælgeren af anlægget, hvilket vil fremgå af

gennemførelsesbestemmelserne.

De miljømæssige oplysninger vil blive oversat til et hensigtsmæssigt

sprog, så vidt muligt inden 14 dage efter at ministeren har modtaget

underretningen fra tilsynsmyndigheden. Miljømyndigheden i modtagerlandet vil

således få ca. 1 måned til at tage stilling til sagen, inden eksporten af

produktionsanlægget fysisk set vil kunne påbegyndes.

I henhold til lovforslaget kan miljø- og energiministeren inden de 2

måneder er gået give tilladelse til, at eksport af produktionsanlægget må

finde sted. En tilladelse hertil vil f.eks. blive givet, såfremt der fra den

kompetente miljømyndighed i modtagerlandet foreligger en skriftlig accept af

import af anlægget og en skriftlig godkendelse til drift af anlægget. Miljø-

og energiministeren vil herefter til orientering eftersende underretningen

til modtagerlandets kompetente myndigheder.

Såfremt modtagerlandets myndighed ønsker længere tid til at behandle

sagen, herunder indhente supplerende oplysninger eller få foretaget

prøvetagning eller målinger, må myndigheden selv indhente disse oplysninger

hos køber og/eller sælger af produktionsanlægget.

Lovforslaget giver således ikke ministeren bemyndigelse til at forlænge

det midlertidige forbud mod eksporten, hvis modtagerlandets myndighed ikke

kan nå at tage stilling til sagen, inden der er gået 2 måneder efter at den

danske tilsynsmyndighed er blevet orienteret.

Til stk. 3

Lovforslaget giver miljø- og energiministeren hjemmel til at fastsætte

regler for underretningens indhold og form.

I bekendtgørelsen, som udmønter bestemmelsen, vil det blive specificeret

hvilke oplysninger, der skal indsendes til tilsynsmyndigheden. Det vil af

praktiske og tidsmæssige årsager ikke være muligt at videresende samtlige

oplysninger, der er indeholdt i en miljøgodkendelse på måske flere hundrede

sider, til modtagerlandets myndighed. De oplysninger, der skal indsendes, vil

være koncentreret om de vigtigste forureningsparametre samt om grundlæggende

oplysninger vedrørende produktionsanlægget. Der bør således stilles krav om

oplysninger vedrørende affaldsfrembringelse og væsentlige parametre for

emission til luft og udledning med spildevand.

Såfremt der åbenbart findes en markant mindre forurenende teknologi end

den, der påtænkes eksporteret, kan ministeren bestemme, at der skal redegøres

for den alternative teknologi i forhold til den teknologi, som ønskes

eksporteret. Som eksempel kan anføres en påtænkt eksport af teknologi til

fremstilling af fjernvarmerør baseret på opskumning med CFC eller HCFC, hvor

det i dag er teknisk muligt at fremstille fjernvarmerør uden brug af

ozonlagsnedsbrydende stoffer.

Alternative teknologier, der set i en større sammenhæng kun medfører en

uvæsentlig formindskelse af forureningen sammenlignet med den aktuelle

teknologi, vil ikke være omfattet af orienteringspligten.

Endelig forventes der for risikobetonede anlæg omfattet af anmeldepligten

i henhold til EU's risikodirektiv (»Sevesodirektivet«) at skulle

indsendes oplysninger om farekilderne ved anlægget og om hvilke

foranstaltninger, der skal træffes, dels for at nedbringe risikoen for et

større uheld forekommer, dels for at begrænse konsekvenserne af et stort

uheld.

Forslaget giver endvidere ministeren hjemmel til at fastsætte regler for

hvilke oplysninger, tilsynsmyndigheden som minimum skal fremsende til miljø-

og energiministeren sammen med underretningen. Der vil i denne forbindelse

primært blive tale om oplysninger om konstaterede miljøproblemer ved drift og

nedlæggelse af anlægget.

Det bemærkes, at en virksomhed kan kræve fortroligholdelse af oplysninger

om bl.a. forretningshemmeligheder, hvis det skønnes af væsentlig betydning

for virksomheden, at andre end miljømyndigheden ikke får kendskab til sådanne

oplysninger. Der henvises herved til reglerne om undtagelse for aktindsigt i

lov om offentlighed i forvaltningen, miljømyndighedens tavshedspligt i

henhold til forvaltningsloven og straffeloven.

Til stk. 4

Bestemmelsen giver miljø- og energiministeren en adgang til at fastsætte

regler for hvilke produktionsanlæg, der skal være omfattet af

underretningspligten.

Afgrænsningen af de underretningspligtige produktionsanlæg vil tage

udgangs-punkt i følgende miljømæssige aspekter:

- om der fra produktionsanlægget udsendes væsentlige mængder af særligt

miljøskadelige stoffer til luften,

- om produktionsanlægget frembringer væsentlige mængder af farligt affald,

- om der fra produktionsanlægget udledes særligt farlige stoffer med

spildevandet,

- om der under produktionen anvendes særligt farlige mikroorganismer,

- om produktionsanlægget frembyder en særlig risiko for større uheld med

miljøfarlige stoffer.

Produktionsanlæg, som giver anledning til forurening af en karakter, der

må anses for at være almindelig kendt, vil ikke nødvendigvis være omfattet af

de regler ministeren fastsætter i henhold til bestemmelsen.

Ministeren kan i henhold til bestemmelsen ændre reglerne for hvilke

virksomheder, der er underretningspligtige, hvis det viser sig, at andre end

de først medtagne virksomheder mod forventning medfører væsentlige

miljømæssige problemer.

Det skønnes, at højst 500 virksomheder vil blive omfattet af lovforslaget.

Til nr. 7 og 8 og 9

Formålet med bestemmelserne er at klargøre, at der består en

udpantningsret og at bringe morarentebestemmelserne i overensstemmelse med

Skatteministeriets tilsvarende bestemmelser i love og bekendtgørelser.

Baggrunden for at få det direkte fastslået, at der består en udpantningsret

er, at det i praksis har vist sig at lette adgangen til at inddrive.

Til nr. 10

Undladelse af at underrette tilsynsmyndigheden om eksport af visse brugte

produktionsanlæg (§110, stk. 1 nr. 6), eller påbegyndelse af eksport inden 2

måneder efter at tilsynsmyndigheden har modtaget underretningen (§ 110, stk.

1 nr. 1), gøres strafbart.

Til nr. 11

Undladelse af at efterkomme godkendelsesmyndighedens eller

klageinstansens, dvs. Miljøstyrelsens eller Miljøklagenævnets afgørelse gøres

strafbart.

Til nr. 12

Ved tilføjelsen skabes der hjemmel til at fastsætte strafbestemmelse i

regler udstedt i medfør af § 7a.

Til nr. 13

Den gældende § 111 bringes i overensstemmelse med Justitsministeriets

anbefalinger, idet den hidtidige sondring mellem statsadvokatsager og

politisager blev opgivet ved lov nr. 385 af 20. maj 1992. Beslaglæggelse vil

kunne ske i medfør af retsplejelovens gældende bestemmelser.

Til § 2

Loven foreslås at træde i kraft den 30. juni 1996.

Der er i forbindelse med forslaget til ikraftrædelsestidspunkt taget

hensyn til, at ministeren ved bekendtgørelse vil gennemføre bestemmelser i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF om emballage og

emballageaffald senest 30. juni 1996, hvor de nødvendige love og forskrifter

til gennemførelse af direktivet senest skal være vedtaget.

Udkast til bekendtgørelse vil blive sendt i høring hos berørte myndigheder

og organisationer.

I forlængelse af lovforslagets vedtagelse vil der endvidere blive

udarbejdet udkast til bekendtgørelse om underretningsproceduren ved eksport

af brugte produktionsanlæg. Udkastet vil blive sendt i høring hos berørte

myndigheder og organisationer.

Til § 3

Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter