1996 LSF 129 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE OG LOV OM RÅSTOFFER(REGULERING AF FYLDJORD I RÅSTOFGRAVE)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994,
som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24. april 1996 og
lov nr. 395 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 20 indsættes:
»§ 20 a. Tilførsel af jord til råstofgrave og tidligere
råstofgrave er forbudt.
Stk. 2. Amtsrådet kan meddele dispensation fra forbudet, såfremt
1) råstofindvinderen eller grundejeren dokumenterer, at der inden den 1.
januar 1998 forelå kontraktmæssige forpligtelser vedrørende tilførsel af jord
til ejendommen, jf. dog § 20 b, stk. 1,
2) råstofindvinderen eller grundejeren med væsentlige økonomiske tab til
følge afskæres fra en udnyttelse af ejendommen, som de efter hidtil gældende
regler har haft særlig grund til at påregne, eller
3) der ikke er risiko for forurening af vandindvindingsanlæg eller af
grundvand, der foreventes at indgå i den fremtidige drikkevandsforsyning, og
andre tilsvarende miljømæssige hensyn ikke taler imod.
Stk. 3. En dispensation efter stk. 2 kan indeholde vilkår,
herunder om håndtering af jorden og om dokumentation for, at der er tale om
uforurenet jord.
Stk. 4. Ansøgning om dispensation, jf. stk. 2, nr. 1 og 2, har
opsættende virkning, såfremt ansøgning vedlagt dokumentation for
kontraktmæssige forpligtelser eller dokumentation for forventninger om den
fremtidige udnyttelse af ejendommen og påberåbte økonomiske tab fremsendes
til amtsrådet inden den 1. oktober 1997. Amtsrådet kan som betingelse for
opretholdelse af den opsættende virkning fastsætte vilkår, herunder om
håndtering af jorden og om dokumenation for, at der er tale om uforurenet
jord.
§ 20 b. Der kan ikke over for offentlige myndigheder støttes ret
på aftaler, der har en varighed af mere end 6 måneder, om tilførsel af jord
Læs alt
til råstofgrave eller tidligere råstofgrave, eller aftaler, der forudsætter
tilførsel af jord til sådanne ejendomme, medmindre amtsrådet godkender
aftalen eller deponeringen er tilladt efter §§ 19 eller 33.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om
kontrol med deponering af jord i råstofgrave og tidligere råstofgrave,
herunder at den, der modtager jord, for egen regning foretager
prøveudtagning, analyser og målinger af jorden.«
2. § 66, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
»Amtsrådet fører tillige tilsyn med deponeringer i råstofgrave og
tidligere råstofgrave.«
3. § 66, stk. 3, 2. pkt., ophæves.
4. I § 110, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§
20,»: »§ 20 a, stk. 1,».
5. I § 110, stk. 1, nr. 4, indsættes efter
»tilladelse«: », dispensation«.
6. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 19, stk.
5,»: »§ 20 b, stk. 2,».
§ 2
I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1007 af 28. november 1996,
som ændret ved § 2 i lov nr. 19 af 13. januar 1997, foretages følgende
ændring:
1. I § 10, stk. 5 , indsættes som 2. pkt.:
»Reviderede vilkår som følge af forbud efter miljøbeskyttelseslovens
§ 20 a tinglyses dog for amtskommunens regning.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 20 a, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 1, træder i kraft den 1. januar 1998.
Stk. 3. § 20 b, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 1, finder anvendelse på aftaler, der indgås efter den 18.
december 1996.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994,
som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24. april 1996 og
lov nr. 395 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 20 indsættes:
»§ 20 a. Tilførsel af jord til råstofgrave og tidligere
råstofgrave er forbudt i de områder, der i regionplanen er udpeget som
områder med særlige drikkevandsinteresser.
Stk. 2. Amtsrådet meddeler forbuddet efter stk. 1 til de
råstofindvindere og grundejere, der er omfattet af forbuddet. Forbuddet
træder i kraft 4 uger efter modtagelse af meddelelsen. Af meddelelsen skal
fremgå mulighederne for at opnå dispensation samt virkningen af en
dispensationsansøgning, jf. stk. 3, 4 og 5.
Stk. 3. Amtsrådet kan meddele dispensation fra forbuddet, såfremt
råstofindvinderen eller grundejeren dokumenterer, at der inden tidspunktet
for forbuddets meddelelse forelå kontraktmæssige forpligtelser vedrørende
tilførsel af jord til ejendommen, jf. dog § 20 b, stk. 1. Dispensation kan
endvidere meddeles, såfremt råstofindvinderen eller grundejeren med
væsentlige økonomiske tab til følge afskæres fra en udnyttelse af ejendommen,
som de efter hidtil gældende regler har haft særlig grund til at påregne.
Stk. 4. En dispensation efter stk. 3 kan indeholde vilkår,
herunder om håndtering af jorden og om dokumentation for, at der er tale om
uforurenet jord.
Stk. 5. Ansøgning om dispensation har opsættende virkning, såfremt
ansøgning vedlagt dokumentation for kontraktmæssige forpligtelser eller
dokumentation for forventninger om den fremtidige udnyttelse af ejendommen og
påberåbte, økonomiske tab fremsendes, inden forbuddet træder i kraft.
§ 20 b. Der kan ikke over for offentlige myndigheder støttes ret
på aftaler, der har en varighed af mere end 6 måneder, om tilførsel af jord
til råstofgrave eller tidligere råstofgrave, eller aftaler, der forudsætter
tilførsel af jord til sådanne ejendomme, medmindre amtsrådet godkender
aftalen, eller deponeringen er tilladt efter §§ 19 eller 33.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om
kontrol med deponering af jord i råstofgrave og tidligere råstofgrave,
herunder at den, der modtager jord, for egen regning foretager
prøveudtagning, analyser og målinger af jorden.«
2. § 66, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
»Amtsrådet fører tillige tilsyn med deponeringer i råstofgrave og
tidligere råstofgrave.«
3. § 66, stk. 3, 2. pkt., ophæves.
4. I § 110, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§
20,»: »§ 20 a, stk. 1,».
5. I § 110, stk. 1, nr. 4, indsættes efter
»tilladelse«: », dispensation«.
6. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 19, stk.
5,»: »§ 20 b, stk. 2,».
§ 2
I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som
ændret senest ved lov nr. 484 af 12. juni 1996, foretages følgende ændring:
1. I § 10, stk. 5 , indsættes som 2. pkt. :
»Reviderede vilkår som følge af forbud efter miljøbeskyttelseslovens
§ 20 a tinglyses dog for amtskommunens regning.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1997.
Stk. 2. § 20 b, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse , som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, finder anvendelse for aftaler, der indgås
efter dagen for lovforslagets fremsættelse i Folketinget.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrunden for lovforslaget
1.1. Jordforureningsudvalgets betænkning
Jordforureningsudvalget afgav den 1. marts 1996 en betænkning om forurenet
jord. Betænkningen indeholder en grundig gennemgang af og overvejelser om de
samlede problemstillinger omkring forurenet jord samt et forslag til en
samlet lovgivning. Herudover har to underudvalg under Jordforureningsudvalget
afgivet rapporter. Underudvalget »Den juridiske Verden« har afgivet
rapporten »Lovgivning og praksis - forurenet jord« . Underudvalget
»Den fysiske Verden« har afgivet »Rapport om forurenet jord og
uorganiske restprodukter«. Rapporten beskriver jordforureningens omfang
og karakter og indeholder forslag til principper for den fremtidige
kortlægning og indsats over for jordforurening og for disponering af jord og
restprodukter. Begge rapporter indgår som bilag til Jordforureningsudvalgets
betænkning.
Selve betænkningen indeholder bl.a. forskellige forslag og overvejelser om
kortlægning af jordforurening, den fremtidige offentlige indsats, ændrede
påbudsmuligheder over for forurenere, samt bedre styring af
jordbortskaffelsen.
På flere punkter har Jordforureningsudvalget forudsat, at der gennemføres
et betydeligt analyse- og udviklingsarbejde og en række faglige vurderinger,
før end en samlet lovgivning kan omsættes til administrativ praksis. Det
drejer sig om fastsættelse af kriterier for oprensninger og bortskaffelse af
forurenet jord, udvikling af bedre analyse- og prøvetagningsmetoder, og
udvidede forsikringsmuligheder. Herudover er der behov for at vurdere
værditabsproblemerne (et udvalgsarbejde er igangsat under Skatteministeriet,
der skal beskrive konsekvenserne for den 20. almindelige vurdering). Endelig
er der igangsat et udredningsarbejde, der skal belyse, hvordan man kan sikre
områder med særlige drikkevandsinteresser og andre vandindvindingsområder mod
forurening og vurdere forskellige modeller til støtte for især de små
vandværker. Et drikkevandsudvalg følger dette arbejde, der eventuelt skal
følges op af lovgivningsinitiativer.
Regeringen har derfor besluttet, at resultaterne af disse initiativer skal
foreligge, når et lovforslag om forurenet jord fremsættes - forventeligt i
efteråret 1997. På denne måde vil Folketinget få et langt mere fyldestgørende
grundlag at træffe beslutning på, således at virkningerne i den virkelige
verden kan præsenteres samtidig med lovforslaget.
For at undgå, at der i den mellemliggende periode sker nye skader på
miljøet på grund af jordforurening, fremsættes imidlertid allerede nu
nærværende lovforslag, der omfatter regulering af jord til deponering i
råstofgrave.
I overensstemmelse med udvalgets forslag er olietankbekendtgørelsen
ligeledes under revision med henblik på en snarlig skærpelse af reglerne.
Herudover vil der som forudsat blive fremsat et lovforslag i indeværende
samling om etablering af en Vandfond, der især skal hjælpe mindre vandværker,
der får økonomiske problemer på grund af forurening, ved at give tilskud til
for eksempel etablering af nye vandindvindingsboringer.
1.2. Baggrunden for regulering af fyldjord i råstofgrave
1.2.1. Det miljømæssige problem
Råstofgrave har igennem mange år været anvendt som deponeringssteder for
overskudsjord fra bygge- og anlægsarbejder. Sådanne arbejder foregår oftest i
byområder, hvorfor jorden kan være forurenet. Konkrete undersøgelser i en
række råstofgrave rundt om i landet har da også påvist forurening i en del af
de undersøgte råstofgrave. De forureningstyper, der hyppigst blev fundet, var
rester af benzin- og oliekomponenter, men også tjærestoffer og
opløsningsmidler blev fundet.
Da deponeringen som følge af råstofgravningen sker tæt på
grundvandsspejlet, vil forureningen påvirke grundvandet, hvilket også er målt
i nogle af undersøgelserne. Der er ikke fundet påvirkninger af aktuelle
vandindvindinger, men der er risiko for, at forureningen på længere sigt vil
påvirke vandforsyningerne i områderne omkring råstofgravene. Teoretisk set
består denne risiko selv ved deponering af uforurenet jord, dels på grund af
humusstoffer, og dels fordi der ofte er tale om placeringer af store mængder
jord.
Også tidligere råstofgrave, hvadenten disse er efterbehandlede eller
henligger uden efterbehandling, har i princippet samme nedsivningsrisiko.
En råstofgravning indledes med, at muldlag og overjord afgraves på det
aktuelle graveareal og derefter lægges i depot eller indgår i efterbehandling
af det afgravede areal. Normalt sker dette som en løbende proces, hvor
gravehullet flyttes på gravearealet, efterhånden som forekomsten udnyttes. I
forbindelse med efterbehandlingen af en råstofgrav, vil muldjord og overjord
således blive genudlagt som opfyldning og som almindelig ny jordoverflade.
Det antages ikke, at dette indebærer nogen grundvandsrisiko, forudsat at
muldjorden m.v. genudlægges som toplag og ikke indbygges eller overdækkes i
opfyldninger.
1.2.2. Gældende bestemmelser
Forurenet jord reguleres efter miljøbeskyttelsesloven. Efter § 19
må stoffer, der kan forurene grundvand, jord og undergrund, ikke uden
tilladelse nedgraves eller oplægges på jorden. Efter § 33 og den dertil
hørende listebekendtgørelse er deponeringsanlæg for forurenet jord
godkendelsespligtige. Endelig vil bortskaffelse af forurenet jord være
omfattet af affaldsreglerne. Der består imidlertid en række uklarheder om
rækkevidden af og samspillet mellem disse bestemmelser. Herudover sikrer de
gældende regler og praksis ikke, at al jord, der er forurenet, også håndteres
efter disse regler. Dette skyldes, at navnlig lettere forurenet jord ikke
erkendes som værende forurenet.
Indvinding af råstoffer kræver forudgående tilladelse efter
råstofloven . I forbindelse med en sådan tilladelse fastlægges en
række vilkår, herunder om efterbehandling af gravearealet efter endt
råstofgravning med henblik på den fremtidige anvendelse af arealet. Det vil
ofte være til landbrugsformål, men kan også være til rekreative formål,
natur, byformål eller lignende. Efterbehandlingsvilkårene til landbrugsformål
vil normalt indeholde vilkår om skråningernes hældningsgrader (således at
disse ikke skrider sammen) og krav til etablering af dyrkningsflader i bunden
af gravehullet. Sådanne vilkår forudsætter ikke, at der tilføres jord til
ejendommen udefra. I de fleste tilladelser har der i de seneste 10 til 15 år
været indsat vilkår om, at der kun må tilføres muld og ren jord. Også her er
problemet som nævnt, at jorden slet ikke identificeres som værende forurenet.
Ved en ændring af råstofloven i Folketingssamlingen 1995/96 er adgangen til
at fastsætte vilkår til begrænsning af de miljømæssige gener blevet
præciseret, bl.a. med henvisning til problemstillingerne om fyldjord i
råstofgrave. Lovændringen træder i kraft den 1. januar 1997. Der henvises
herom til Folketingstidende 1995/96, spalte 3088 ff., 6935 ff. og 7073 ff.,
Tillæg A, spalte 3235 ff., samt tillæg B, spalte 810 ff. og 929 ff.
Affødt af de gennemførte undersøgelser af fyldjord i råstofgrave udsendte
Skov- og Naturstyrelsen i efteråret 1994 en henstilling til amtsrådene om, at
det ved vilkårsfastsættelsen i forbindelse med nyudstedelser eller fornyelser
af tilladelser indsattes som fast vilkår, at der ikke måtte modtages jord
uden særlig tilladelse hertil. Nogle amtsråd havde allerede på et tidligere
tidspunkt indført en sådan praksis, ligesom der kan være fastsat vilkår om,
at der slet ikke må modtages fyldjord. Et enkelt amtsråd har igangsat
forhandlinger med henblik på frivillige aftaler om at stoppe tilførsel af
jord til en række råstofgrave, men det er kun lykkedes i yderst begrænset
omfang. Dog er der mange råstofindvindere, der frivilligt er ophørt med at
modtage fyldjord. Nogle amtsråd og råstofindvindere har etableret øgede
kontrolprocedurer for modtagelsen af fyldjord.
Efter begge regelsæt ligger hovedproblemet således i, at reglerne er
vanskelige at administrere på en effektiv måde, fordi jorden ikke på forhånd
identificeres som værende forurenet.
Hertil kommer, at miljøbeskyttelsesloven i dag ikke med den fornødne
sikkerhed indeholder hjemmel til at regulere uforurenet jord. Efter
råstofloven er der i nye tilladelser og ved fornyelser mulighed for at
regulere tilførslen af jord. Derimod er der ikke hjemmel til at regulere
deponeringer i tidligere, nu afsluttede råstofgrave, ligesom der heller ikke
er mulighed for at gribe ind i allerede meddelte tilladelser, medmindre der
konstateres overtrædelser af de efter råstofloven fastsatte vilkår eller
lovgivningen i øvrigt.
1.2.3. Jordforureningsudvalgets forslag om bedre styring af
jordbortskaffelsen
Jordforureningsudvalget har i sin betænkning generelt peget på, at der er
behov for en bedre styring af jordbortskaffelsen for at sikre, dels at
jordflytninger ikke skaber nye jordforureningsproblemer, dels at disponering
af jord ikke må indebære nogen risiko for den fremtidige vandforsyning.
Jordforureningsudvalget peger samtidig på, at reglerne skal være enkle og
administrerbare. Samlet set har udvalget peget på en ordning, hvorefter
jordbortskaffelsen som udgangspunkt skal styres via den foreslåede
forureningskortlægning, hvorved jorden på forhånd generelt kategoriseres som
ren/lettere forurenet/væsentligt forurenet. Herved opnås den fordel, at
forureningsproblemer identificeres ved kilden (i stedet for på
deponeringsstedet), og at kravene til egentlige, ressourcekrævende analyser
af jorden nedbringes til et minimum.
Udvalgets forslag omfatter, at der skal fastlægges kriterier/grænseværdier
for bl.a. lettere forurenet jord, ligesom der skal udarbejdes kriterier for
anvendelse af lettere forurenet jord til for eksempel opfyldning,
byggemodningsformål, vejanlæg, støjvolde, eller industriel anvendelse
(stabilgrus, beton, asfalt m.v.). I sammenhæng hermed foreslås der etableret
et bedre kontrolsystem med jord, der bortskaffes.
Hvad angår fyldjord i råstofgrave har udvalget foreslået, at der indføres
et generelt forbud mod fyldjord i råstofgrave, der ligger i områder med
særlige drikkevandsinteresser (såvel uforurenet som forurenet jord), mens der
i andre råstofgrave alene må deponeres uforurenet jord, medmindre der
foreligger en miljøgodkendelse til deponering af forurenet jord. Herudover
peges der på behov for at indføre bedre kontrolmuligheder, bl.a. via en
følgeseddelordning.
2. Lovforslagets hovedindhold
Som nævnt under pkt. 1.1. ovenfor har regeringen besluttet, at
resultaterne af en række initiativer, herunder fastsættelse af
kriterier/grænseværdier for jord, skal foreligge, inden et lovforslag om
forurenet jord fremsættes.
Nærværende lovforslag indeholder således alene et forslag til regulering
af modtagelse af fyldjord i råstofgrave. Forslaget er i overensstemmelse med
Jordforureningsudvalgets forslag, men indeholder dog nogle lovtekniske
præciseringer, samt bestemmelser, der skal sikre en hurtig gennemførelse af
forbuddet. Da sigtet med forslaget er at indføre en bedre
grundvandsbeskyttelse, og da forslaget omfatter såvel igangværende som
tidligere råstofgrave, findes det mest hensigtsmæssigt at gennemføre
reguleringen ved en ændring af miljøbeskyttelsesloven.
Med lovforslaget indføres et generelt forbud mod deponering af fyldjord i
de råstofgrave, som er placeret i områder, der i Regionplan 1997 vil blive
udpeget som områder med særlige drikkevandsinteresser. Udpegningsarbejdet er
igang i de enkelte amtskommuner, og det forventes, at regionplanerne for de
flestes vedkommende vil være endeligt vedtagne i løbet af 1997. Dette
generelle forbud har til formål at styrke grundvandsbeskyttelsen, også inden
meddelte råstoftilladelser, der forudsætter eller giver mulighed for
modtagelse af uforurenet jord, udløber. Lovforslaget vil således primært få
virkning for lovlige deponeringer indtil 2004. Dette skyldes som nævnt
ovenfor, at det allerede i 1994 er henstillet, at vilkår efter råstofloven
indeholder bestemmelser om, at deponering af jord kun kan ske mod særlig
tilladelse. Det må derfor forventes, at problemet navnlig består i relation
til råstoftilladelser, meddelt før dette tidspunkt. Tilladelser efter
råstofloven meddeles normalt for indtil 10 år ad gangen.
Sammensætningen af jordlagene under en råstofgrav er forskellig og uden
nogen nødvendig sammenhæng med, om der eksempelvis er tale om en lergrav
eller en grusgrav, hvorfor det ikke er muligt på forhånd at udpege enkelte
råstofgravtyper, hvor deponering af jord vil være risikofri. Også deponering
af fyldjord i tidligere råstofgrave, hvad enten disse er efterbehandlede
eller henligger uden efterbehandling, indebærer i princippet samme
forureningsrisiko. Som nævnt indebærer selv uforurenet jord en i hvert fald
teoretisk grundvandsrisiko.
På denne baggrund foreslås ud fra et forsigtighedsprincip at indføre et
totalt forbud mod deponering af fyldjord i råstofgrave og tidligere
råstofgrave i de områder, der skal sikre grundlaget for den fremtidige
drikkevandsforsyning. I det omfang forbuddet vil være i strid med eventuelle
tilladelser efter råstofloven til en bestemt efterbehandling efter endt
gravning, bør sådanne vilkår af ordensmæssige grunde revideres.
Ifølge en undersøgelse, udført i 1994, tilkøres der i størrelsesorden 3,1
mio. (m3) fyldjord til råstofgrave ud af de i alt 5,6 mio. (m3), der årligt
bortskaffes. I størrelsesorden 2 mio. (m3) køres i dag til råstofgrave, som
ifølge amtskommunerne ikke bør modtage fyldjord. Amtskommunerne har ved
vurderingen bl.a. taget hensyn til, om råstofgravene ligger i nuværende eller
fremtidige vandindvindingsområder, og om de ligger i sårbare
grundvandsområder. Forbuddet vil derfor medføre, at max. 2 mio. (m3) jord
skal bortskaffes på andre lokaliteter, enten til råstofgrave, der fortsat må
modtage uforurenet jord, eller til nye, alternative
anvendelses/bortskaffelsesmuligheder.
Der er tale om et usikkert skøn, da jordmængderne varierer, dels på
landsplan i takt med faldende eller stigende bygge- og anlægsaktiviteter,
dels lokalt i forbindelse med meget store anlægsprojekter. Hertil kommer, at
der endnu ikke foreligger en endelig udpegning af områder med særlige
drikkevandsinteresser.
Det generelle forbud træder i kraft successivt, efterhånden som Regionplan
1997 vedtages i de enkelte amtskommuner. På denne baggrund foreslås det, at
alle råstofindvindere og berørte grundejere får meddelelse om
ikrafttrædelsestidspunktet for forbuddet.
Ved administration af råstofloven er der ikke sikret en særlig ret til, at
gravehullerne kan fyldes op med ren jord. Vilkåret om ren jord er fastsat for
at understrege, at deponering af forurenede materialer og stoffer forudsætter
en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovgivningen. Det generelle forbud må
derfor som udgangspunkt betragtes som en generel regulering, der ikke er
erstatningspådragende, uanset at nogle råstofindvindere modtager en vis
betaling for modtagelsen af jorden udefra.
Da der imidlertid kan eksistere privatretlige aftaler, der direkte eller
indirekte forpligter til at tilføre ejendommen jord, foreslås det samtidig,
at amtsrådet kan dispensere fra forbuddet.
De kontrakter, der kan være tale om, kan eksempelvis være en forpligtelse
i en lejekontrakt mellem råstofindvinderen og grundejeren om, at lejeren
efter afsluttet råstofgravning skal aflevere gravearealet i en nærmere
fastsat tilstand. Såfremt det i kontrakten er fastsat, at ejendommen skal
retableres til landbrugsmæssig anvendelse, vil dette næppe i sig selv medføre
en pligt til at tilføre jord til ejendommen, idet retableringen vil kunne
foregå på anden måde. Der vil dog altid skulle ske en konkret vurdering af
aftaleforholdet, hvori tillige indgår, at råstoftilladelsen incl. dennes
vilkår for efterbehandling er bindende for såvel grundejer som bruger af
ejendommen, jf. råstoflovens § 10, stk. 2.
Der kan også være tale om kontrakter mellem en råstofindvinder og en
anlægsentreprenør, der aftager råstoffer fra råstofgraven. Sådanne kontrakter
vil typisk være knyttet til gennemførelsen af et konkret anlægsarbejde og vil
derfor normalt være kortvarige.
Uanset der ikke foreligger aftaler m.v. om tilførsel af jord, kan der
forekomme andre situationer, hvor forbuddet griber ind i berettigede
forventninger om den fremtidige udnyttelse af ejendommen med økonomiske tab
til følge. Også i sådanne situationer foreslås der indført en
dispensationsadgang. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 20 a,
stk. 3.
Amtsrådets afgørelse i en dispensationssag vil kunne påklages til
Miljøstyrelsen. I sidste ende kan spørgsmålet indbringes for domstolene. Det
vil ligeledes være op til domstolene at vurdere, hvorvidt et forbud rammer
økonomisk så intensivt, at indgrebet er ekspropriativt og dermed
erstatningspådragende.
Herudover indeholder lovforslaget en bestemmelse, der skal hindre, at der
indgås længerevarende aftaler eller kontrakter efter lovforslagets
fremsættelse, således at den hurtigst mulige virkeliggørelse af forbuddet
sikres. Bestemmelsen omfatter også aftaler/kontrakter vedrørende råstofgrave,
der ligger uden for områder med særlige drikkevandsinteresser for ikke at
skabe hindringer for en senere regulering af også disse råstofgrave.
Desuden indeholder lovforslaget en hjemmel for ministeren til at fastsætte
nærmere regler om egenkontrol med jord, der deponeres i nuværende eller
tidligere råstofgrave. Denne hjemmel omfatter adgang til at fastsætte regler
vedrørende råstofgrave såvel inden for som uden for områder med særlige
drikkevandsinteresser med henblik på i højere grad end i dag at sikre, at
jord, der deponeres, er i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens regler
og konkrete vilkår i råstoftilladelser. Hjemlen vil således også kunne tænkes
anvendt til at sikre en egenkontrol i de situationer, hvor et forbud inden
for områder med særlige drikkevandsinteresser først træder i kraft senere som
følge af bestående kontrakter, der forudsætter tilførsel af jord. En
udnyttelse af hjemlen forudsætter, at der kan anvendes analyse- og
prøvetagningsmetoder, der står i rimeligt forhold til miljøproblemet, samt at
der fastlægges kriterier/grænseværdier for deponering af forurenet jord.
Forbuddet vil have betydning for den efterbehandling, der kan foretages
efter endt råstofgravning. I de senere år er det imidlertid kun ca. 1/3 af
råstofgravene, der rent faktisk modtager fyldjord. Allerede i dag vil det
således være undtagelsen, at en råstofgrav fyldes op til det naturlige
terræn. Efterbehandlede råstofgrave vil derfor normalt fremstå som nye dale,
lavninger eller ligefrem huller i landskabet og ofte som nye søer. Det må
forventes, at mulighederne for intensiv landbrugsdrift ikke vil blive
påvirket i væsentligt omfang. Nogle skråningsarealer vil dog landbrugsmæssigt
kun kunne anvendes til ekstensivt landbrug, til naturområder, skov o.lign.,
men stadig anvendelser, der ligger inden for landbrugslovens bestemmelser om
dyrkningspligt.
Skov- og Naturstyrelsen har ladet udarbejde en rapport,
»Efterbehandling uden brug af returjord. Konsekvenser og
muligheder«, der nærmere belyser de forskellige problemstillinger.
En følge af lovforslaget må forventes at blive, at en del af den fyldjord,
der i dag deponeres i råstofgrave, der omfattes af forbuddet, i stedet vil
blive deponeret i andre råstofgrave. Jordforureningsudvalget har påpeget, at
der generelt er behov for en styrkelse af styringen med bortskaffelse og
genanvendelse af jord. Denne forudsatte styrkelse, der naturligvis også
omfatter fyldjord i andre råstofgrave, vil indgå i det lovforslag, som i
efteråret 1997 ventes fremsat som et samlet lovforslag om forurenet jord til
opfølgning af udvalgets betænkning.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.
3. Hørte myndigheder og organisationer
Lovforslaget har ikke særskilt været udsendt i høring. Derimod har
Jordforureningsudvalgets betænkning med tilhørende lovudkast været udsendt i
bred høring til ca. 80 myndigheder og organisationer m.v., ligesom såvel
entreprenørbranchen som råstofbranchen har været repræsenteret i enten selve
Jordforureningsudvalget eller dettes underudvalg. Høringen har ikke givet
anledning til væsentlige bemærkninger til denne del af
Jordforureningsudvalgets forslag. Entreprenørforeningens Miljøsektion har dog
påpeget, at forbuddet kan medføre store problemer for byggeriet, medmindre
der sikres alternative deponeringsmuligheder. Landbrugsorganisationerne har
ikke haft bemærkninger til denne del af udvalgets forslag. Råstofbranchen har
ikke afgivet svar under høringen, og Foreningen af Danske Grus- og
Stenindustrier har heller ikke under udvalgsarbejdet haft bemærkninger til
det foreslåede forbud.
4. Forholdet til EU-retten
Forslaget vurderes ikke at have EU-retlige aspekter.
5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
5.1. Erhvervsøkonomiske konsekvenser
Der findes i dag ca. 1.000 råstofgrave, der er i drift. I størrelsesorden
halvdelen af råstofgravene må forventes at blive omfattet af forbuddet. Der
er tale om et foreløbigt skøn, idet områderne med særlige
drikkevandsinteresser endnu ikke er endeligt udpegede. Skønnet bygger på en
spørgeskemaundersøgelse, udført i 1994, hvis resultater forventes at være
udtryk for et maksimalt skøn, jf. bemærkningerne under pkt. 2.
Tallene fra undersøgelsen viste, at kun ca. 1/3 af råstofgravene rent
faktisk modtog fyldjord. Af disse forventes en stor del at være placeret uden
for områder med særlige drikkevandsinteresser. Forbuddet skønnes herefter i
praksis alene at få betydning for i størrelsesorden 10% af alle
råstofgravene.
Da forholdene er meget forskellige fra råstofgrav til råstofgrav, vil det
ikke være muligt at opstille en beregning over de økonomiske konsekvenser for
branchen som helhed, men følgende mulige konsekvenser kan anføres:
I det omfang, en anlægsentreprenør tillige skal købe råstoffer til et
anlægsarbejde, vil adgangen til at modtage fyldjord være en
konkurrenceparameter. Det vil således alt andet lige være naturligt for
entreprenøren at aflevere eventuel overskudsjord fra anlægsarbejdet samtidig
med afhentning af råstoffer.
Såfremt jord skal bortskaffes uden samtidig indkøb af råstoffer, vil det i
højere grad være afstanden mellem anlægsarbejdet og aflæsningsstedet, der
bestemmer, hvor jorden deponeres.
Nogle råstofindvindere kræver betaling for modtagelse af fyldjord, andre
gør det ikke, og nogle giver rabat ved samtidig køb af råstoffer. Miljø- og
Energiministeriet er ikke i besiddelse af oplysninger om de gennemsnitlige
priser for modtagelse af jord. Ved telefonisk forespørgsel til tre
amtskommuner er der oplyst priser, der varierer fra ca. 55 til 250 kr. pr.
læs (et læs svarer til ca. 10 (m3) jord). Ved beregning af en eventuel
fortjeneste ved modtagelse af jord skal dog indregnes, at råstofindvinderen
skal afholde udgifter til eventuel kontrol og håndtering af jorden på pladsen
i overensstemmelse med den fastlagte efterbehandlingsplan (intern transport,
udjævning, indbygning i skrænter m.v.).
Det kan heller ikke udelukkes, at forbuddet i enkelte tilfælde kan
resultere i, at den mulige råstofindvinding reduceres, fordi der skal være
materialer tilbage langs ejendommens skel til at frembringe sikre skråninger
mod omgivelserne.
Det vurderes herudover, at de økonomiske konsekvenser er langt mindre ved
at foreslå et generelt forbud end ved at foreslå analyser af al jord, der
deponeres i gravene. Med de nuværende analysemetoder og henset til, at der er
behov for en høj grad af sikkerhed på grund af den forhøjede grundvandsrisiko
og de meget store mængder, der deponeres på et sted, vurderes en kontrol
baseret på analyser ikke for nærværende at være en hensigtsmæssig anvendelse
af ressourcerne.
Det er heller ikke muligt at oplyse tal for de økonomiske konsekvenser for
bygge- og anlægsbranchen. Forbuddet vil medføre, at ca. 2 mio. (m3)
overskudsjord fra bygge- og anlægsarbejder skal genanvendes eller deponeres
andetsteds end i dag. På landsplan vil der være tilstrækkelig
deponeringskapacitet i råstofgrave, der ikke omfattes af forbuddet, men der
er regionale forskelle. Generelt set vil valget af deponerings- eller
genanvendelsesmulighed for overskudsjord afhænge af de muligheder, der til
enhver tid består, og omkostningerne ved transport og
deponering/genanvendelse. Det er således ikke muligt at skønne over, hvorvidt
forbuddet vil medføre større transportafstande. Det kan heller ikke
udelukkes, at bortskaffelsen kan blive billigere, i det omfang der findes
alternative placeringer/genanvendelsesmuligheder tættere på anlægsarbejdet.
Råstofgrave ligger ofte på landbrugsejendomme. I forbindelse med
udstedelsen af råstoftilladelsen stilles krav om efterbehandling, der bl.a.
tager udgangspunkt i overvejelser om den fremtidige anvendelse af
gravearealet. En fortsat landbrugsmæssig anvendelse af de tidligere
gravearealer forudsætter ikke, at gravehullerne fyldes op til oprindeligt
terræn. Allerede den nuværende administration af råstofloven og erhvervets
egne aktiviteter medfører, at tidligere gravearealer i et vist omfang
henligger i naturtilstand, og at der sker en ekstensivering af
landsbrugsdrift m.v.
Da forbuddet kan gribe ind i eksisterende kontrakter eller andre
berettigede forventninger med væsentlige tab til følge, foreslås der indført
en dispensationsadgang. Udgangspunktet er således, at ordningen skal
respektere indgåede kontrakter eller andre berettigede forventninger til
ejendommens fremtidige udnyttelse. En dispensationsansøgning kan dog afslås
af miljømæssige grunde. Det kan ikke udelukkes, at et afslag i særlige
tilfælde kan ramme økonomisk så intensivt og atypisk, at en
ekspropriationserstatning vil kunne komme på tale.
5.2 Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Forslaget medfører, at amtskommunerne skal identificere de ca. 500
råstofgrave, der ligger i områder med særlige drikkevandsinteresser, samt de
tidligere råstofgrave i disse områder. Der skal udsendes en
standardskrivelse, som indeholder meddelelse om forbuddet samt orientering om
mulighederne for at opnå dispensation og virkningen af en korrekt fremsendt
dispensationsansøgning. Da oplysningerne om råstofgrave, der er eller har
været igang siden 1972, forventes at være umiddelbart tilgængelige som led i
amtskommunernes sædvanlige administration af råstofloven, vil denne opgave
ikke medføre noget nævneværdigt ressourceforbrug. For afsluttede råstofgrave
vil der dog være en arbejdsindsats med at ajourføre oplysninger om
ejerforholdet til de pågældende ejendomme.
Amtskommunerne vil endvidere skulle vurdere, om forbuddet mod tilførsel af
jord til råstofgrave medfører, at konkrete vilkår i meddelte
råstoftilladelser bør ændres. Vilkåret om modtagelse af uforurenet jord må
automatisk bortfalde som følge af forbuddet. Dette gælder tillige andre
vilkår, som er i strid med forbuddet, f.eks. krav om tilførsel af materialer
til opfyldning af gravearealet. Bortfaldet af disse vilkår vil derfor ikke
medføre klageadgang efter råstofloven og vil kunne oplyses i ovennævnte
standardskrivelse.
Da vilkårene i en råstoftilladelse, herunder om retten til at modtage ren
jord, imidlertid er tinglyst på de enkelte ejendomme, vil der skulle ske
ændring af disse deklarationer, så de tinglyste vilkår bringes i
overensstemmelse med forbuddet. Det skønnes, at dette vil være aktuelt i
mindre end 400 sager.
Såfremt der er andre vilkår, der - uden at være i strid med forbuddet -
bør ændres, vil dette være en selvstændig afgørelse efter råstofloven med
mulighed for klageadgang efter denne. Det vurderes, at dette kun i meget
sjældne tilfælde vil være nødvendigt. Amtskommunerne vil på grund af deres
forhåndskendskab til de igangværende råstofgrave kunne identificere disse
sager med en lille ressourceindsats.
Amtskommunerne vil tillige skulle gennemgå de enkelte grave- og
efterbehandlingsplaner med henblik på at konstatere, om der skal ændres i
disse. Endvidere vil der kunne blive tale om ændring af sikkerhedsstillelsen
i konsekvens heraf. En sådan gennemgang indgår i forvejen i amtskommunens
tilsynsarbejde med jævne mellemrum, således at der ikke er tale om et
merarbejde af videre omfang. Disse ændringer kan være omfattet af
klageadgangen efter råstofloven.
Forslaget medfører endelig, at amtskommunerne skal behandle sager, hvor
råstofindvinderen eller grundejeren søger om dispensation fra forbuddet. Det
skønnes, at der kun er i størrelsesorden 100 råstofgrave, som i dag rent
faktisk modtager fyldjord, og som vil blive omfattet af forbuddet. Da
dispensationsadgangen er begrænset til tilfælde, hvor der er indgået
kontrakter og tilfælde, hvor der foreligger helt særlige omstændigheder,
skønnes det, at denne sagsbehandling vil få et meget ringe omfang.
Amtskommunerne fører allerede i dag tilsyn med deponeringer i råstofgrave,
dels i medfør af råstofloven (for så vidt angår igangværende råstofgrave),
dels i medfør af miljøbeskyttelsesloven (vedrørende såvel igangværende som
tidligere råstofgrave). Med indførelsen af et generelt forbud vil
amtskommunernes tilsyn blive lettet, idet tilsynet kan indskrænkes til at
kontrollere, hvorvidt der deponeres jord i råstofgraven. I dag udføres i et
vist omfang stikprøvekontrol med udtagning af prøver og omkostningskrævende
analyser.
Netto forventes forslaget at medføre et øget personalebehov på i
størrelsesorden 1 årsværk i en et-årig periode samt udgifter til
tinglysningsafgifter på ca. 0,3 mio. kr. i amtskommunerne. Spørgsmålet har
imidlertid endnu ikke været forhandlet med Amtsrådsforeningen, Københavns og
Frederiksberg kommuner.
Forslaget tillægger ikke kommunerne nye opgaver.
Afgørelser i en dispensationssag vil kunne påklages i henhold til
miljøbeskyttelseslovens almindelige regler. Da der som nævnt ikke forventes
noget større antal sager, vil dette ikke medføre ressourceforbrug i
Miljøstyrelsen af nævneværdigt omfang. Ligesom for øvrige afgørelser efter
miljøbeskyttelseslovens kapitel 3, består der ingen klageadgang til
Miljøklagenævnet.
Der forventes som nævnt heller ikke noget større antal klager efter
råstofloven, hvorfor der heller ikke vil være ressourceforbrug i
Naturklagenævnet eller eventuelt Skov- og Naturstyrelsen af nævneværdigt
omfang.
6. Miljømæssige konsekvenser af lovforslaget
Om de bestående miljømæssige problemer henvises til kapitel 1.2.1.
ovenfor.
Forslaget medfører en betydelig højnelse af grundvandsbeskyttelsen inden
for områder, der udpeges i regionplanerne som områder med særlige
drikkevandsinteresser. Det skønnes, at ca. 3,1 mio. (m3) jord årligt
deponeres i råstofgrave, hvoraf max. 2 mio. (m3) deponeres i råstofgrave, der
omfattes af forbuddet. Ca. 80% af de deponerede jordmængder anslås at stamme
fra byzone med deraf følgende risiko for, at jorden kan være (lettere)
forurenet. Det anslås endvidere, at i størrelsesorden 5% af jorden rent
faktisk er forurenet.
Med forslaget sikres en forebyggende indsats, således at der ikke via
deponeringer af fyldjord i råstofgrave i disse områder opstår nye
forureninger og dermed trusler mod grundvandet.
Forslaget vil have nogle afledede konsekvenser, idet jorden vil skulle
bortskaffes eller genanvendes på anden måde.
Det må forventes, at en del af jorden i stedet vil blive deponeret i andre
råstofgrave, herunder råstofgrave i områder med drikkevandsinteresser. Også
her kan jorden indebære en risiko for grundvandet og - afhængig af
fastlæggelsen af områderne med særlige drikkevandsinteresser - for bestående
vandindvindinger. Et forslag til øget forebyggelse i disse områder vil indgå
i det forslag til samlet lov om forurenet jord, der i efteråret 1997 ventes
fremsat medhenblik på en generel bedre styring af jordbortskaffelsen og øget
kontrol hermed.
Hertil kommer, at lovforslaget indeholder en hjemmel til at fastsætte
regler om øget egenkontrol med deponeringer i samtlige råstofgrave. En
udnyttelse af hjemlen forudsætter imidlertid, at der fastsættes grænseværdier
og dertil hørende analysemetoder, der kan anvendes med et rimeligt
omkostningsniveau og samtidig giver rimelig sikkerhed for, at deponeringen
ikke medfører nogen uacceptabel grundvandsrisiko.
Transportafstande med overskudsjord må naturligvis indgå ved vurderingen
af de miljømæssige konsekvenser af indførelsen af et forbud. Som nævnt i
kapitel 5.1 om de erhvervsøkonomiske konsekvenser er det imidlertid ikke
muligt generelt at skønne over, hvorvidt forslaget vil medføre længere eller
kortere transportafstande, idet dette beror på en række konkrete
omstændigheder for den enkelte anlægsentreprenør og de til enhver tid
bestående alternative muligheder for deponering eller genanvendelse af jord.
Landskabeligt vil forslaget medføre, at der i en del tilfælde vil blive
efterladt nye landskabsformer, der i højere grad end hidtil tilkendegiver, at
der er tale om tidligere råstofgrave. Alt afhængig af den fremtidige
anvendelse af de tidligere gravearealer vil der blive tale om etablering af
nye småbiotoper, vildtremiser, ekstensivering af landbrugsdriften på
skråningsarealer m.v., hvorfor forslaget ligeledes skønnes at have positive
konsekvenser for plante- og dyrelivet.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Med bestemmelsen i § 20 a, stk. 1, foreslås indført et generelt
forbud mod tilførsel af jord til råstofgrave og tidligere råstofgrave i
områder med særlige drikkevandsinteresser.
Råstofgrave defineres i overensstemmelse med råstoflovens bestemmelser.
Bestemmelsen omfatter således alle råstofgrave, hvad enten der er tale om
lergrave, grusgrave eller andre typer grave.
Indførelsen af det generelle forbud vil som specialregel gå forud for
eventuelle modstridende vilkår, fastlagt i en råstoftilladelse. Af
ordensmæssige grunde vil sådanne tilladelser skulle revideres, således at de
stillede krav i en tilladelse er i overensstemmelse med det generelle forbud.
Om betydningen af eventuelle kontrakter, der forudsætter tilførsel af jord,
henvises til bemærkningerne til stk. 3.
Med begrebet tidligere råstofgrave forstås grave, som har været reguleret
af gældende eller tidligere gældende råstoflove, hvor indvindingen og
eventuel retablering eller efterbehandling er afsluttet. Råstofgravning, der
er foregået og afsluttet inden den første råstoflovs ikrafttræden i 1972,
omfattes således ikke af bestemmelsen. Baggrunden herfor er, at der ikke er
samme incitament til at deponere fyldjord i gamle råstofgrave, da disse
typisk enten vil være overgået til anden anvendelse eller henligger som
naturområder med gammel bevoksning, som sø el.lign. Henligger arealerne som
søer, moser eller engarealer, vil disse i øvrigt ofte være beskyttet af
naturbeskyttelseslovens regler. Også hensynet til at opnå en klar og enkel
administrerbar regel taler for en sådan afgrænsning. Med den foreslåede
afgrænsning vil oplysninger om råstofgravene være umiddelbart tilgængelig i
amtskommunerne.
Spørgsmålet om en yderligere grundvandsbeskyttelse vil i øvrigt indgå i
det lovforslag om forurenet jord, der ventes fremsat i efteråret 1997 med
henblik på en generel styrkelse af styringen af jordbortskaffelsen.
Ved tilførsel af jord forstås jord, der tilføres ejendommen udefra. Det
vil således som hidtil være muligt at genanvende den muldjord og overjord,
som afgraves i forbindelse med gennemførelsen af en råstofgravning. Der
tilsigtes ingen ændringer i praksis efter råstofloven, hvorefter det normalt
fastlægges som vilkår, at dette materiale genanvendes på gravearealet efter
afsluttet gravning.
Hvor en råstofgrav er beliggende på flere ejendomme, vil der også stadig
kunne ske placering af muldjord og overjord i efterbehandlingen af
gravearealet uden hensyn til, om de pågældende materialer stammer fra den ene
eller den anden af de berørte ejendomme.
Tilførsel af uforurenede råstoffer til brug for et anlægsarbejde på
ejendommen, eksempelvis anlæggelse af en grusvej, vil heller ikke være
omfattet af forbuddet.
Efter § 20 a, stk. 2, skal råstofindvindere og berørte grundejere
have meddelelse om forbuddet og adgangen til dispensation m.v. Dette skyldes,
at forbuddet først fastlægges med den endelige vedtagelse af Regionplan 1997,
hvorfor man ikke kan forvente, at alle berørte parter vil være umiddelbart
opmærksomme herpå. Regionplanerne vedtages på forskellige tidspunkter i de
forskellige amtskommuner. Meddelelsen, der forudsættes givet i umiddelbar
forlængelse af vedtagelsen af Regionplan 1997, er en gyldighedsbetingelse, og
forbuddet træder i kraft 4 uger efter modtagelse af meddelelsen.
Bestemmelsen i § 20 a, stk. 3, giver mulighed for, at amtsrådet kan
meddele dispensation fra forbuddet, hvis forbuddet griber ind i bestående
kontraktmæssige forpligtelser, eller hvis grundejeren eller råstofindvinderen
som følge af en berettiget forventning om en bestemt udnyttelse af ejendommen
rammes særligt intensivt af forbuddet.
Efter 1. pkt . kan der dispenseres, således at forbuddet enten
først træder i kraft, når eventuelle privatretlige aftaler, der forudsætter
tilførsel af jord, er opfyldt, eller helt eller midlertidigt ophæves indtil
dette tidspunkt. Det kan for eksempel dreje sig om aftaler om modtagelse af
jord fra et konkret bygge- og anlægsarbejde eller aftaler med grundejeren om,
hvorledes ejendommen skal efterlades efter endt råstofgravning. Det er en
betingelse, at der indsendes dokumentation for indgåede aftaler, samt at
disse aftaler forelå på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse, eller der
er tale om aftaler af kortere varighed, der er indgået efter lovforslagets
fremsættelse og dermed opfylder betingelserne i § 20 b, stk. 1.
Efter 2. pkt . er der mulighed for tillige at dispensere i
situationer, hvor der ikke foreligger aftaler eller kontrakter, men hvor
forbuddet medfører et væsentligt økonomisk tab for grundejeren eller
råstofindvinderen, og hvor denne havde en berettiget forventning om en
bestemt udnyttelse af ejendommen.
Sådanne situationer forventes alene at foreligge i yderst sjældne
tilfælde. Som nævnt i de almindelige bemærkninger forventes mulighederne for
intensiv landbrugsdrift ikke at blive påvirket i væsentligt omfang, idet
skråningsarealer og søer dog vil indskrænke arealer, der kan dyrkes
intensivt. Da der normalt kun vil ske en mindre indskrænkning af disse
arealer, og da der kan være store udgifter forbundet med at retablere
samtlige arealer til intensiv landbrugsdrift, vil der som oftest ikke
foreligge væsentlige, økonomiske tab som følge af forbuddet.
Hertil kommer, at det økonomiske tab skal ses i forhold til, hvad den
pågældende havde haft rimelig grund til at påregne. Heri ligger, at
råstofindvinderen eller grundejeren skal kunne støtte sine forventninger på
et specifikt grundlag. Eksempelvis kan efterbehandlingsplaner i meget sjældne
tilfælde stille egentlige krav eller forudsætte, at ejendommen tilføres jord
udefra. Dermed kan også en rimelig forventning om tilførsel af jord støttes
herpå. I de fleste tilfælde vil de fastsatte efterbehandlingskrav
(eksempelvis afretning af skråninger og etablering af dyrkningsflader i
bunden af gravehullet) kunne opfyldes ved tilrettelæggelsen af selve
grusgravningen og håndteringen af de materialer, der i forvejen findes på
ejendommen uden tilførsel af jord udefra. Sådanne efterbehandlingsvilkår og
-planer vil derfor ikke i sig selv kunne danne grundlag for en dispensation.
Det blotte forhold, at der i dag modtages fyldjord, og at
råstofindvinderen oppebærer en indtægt herfra, vil heller ikke være
tilstrækkeligt til, at dispensation kan meddeles.
Er der tale om en tidligere råstofgrav, som henligger, uden at gravehullet
er fyldt op, vil der sædvanligvis heller ikke kunne dokumenteres en
berettiget forventning om tilførsel af jord.
Råstofgrave ligger som hovedregel på landbrugsejendomme i landzone. En
ændret anvendelse vil således forudsætte en række tilladelser, herunder en
landzonetilladelse eller en lokalplan. Der vil derfor normalt ikke kunne være
berettigede forventninger om anden anvendelse end til landbrugsformål.
Såfremt der foreligger lokal- eller eventuelt kommuneplaner, der eksempelvis
forudsætter en bymæssig anvendelse, der ville blive hindret af forbuddet, kan
der imidlertid foreligge sådanne berettigede forventninger, at betingelserne
for dispensationsadgangen vil være opfyldt.
Under alle omstændigheder skal udgifterne til den nødvendige retablering
til sådanne nye anvendelser indgå ved vurderingen af, om der foreligger et
væsentligt, økonomisk tab.
Afgørelser i henhold til denne bestemmelse vil kunne påklages efter
miljøbeskyttelseslovens almindelige regler.
Det forudsættes, at der kan være tilfælde, hvor miljøhensyn indebærer, at
der ikke meddeles dispensation, selv om en bestemt, påregnelig anvendelse af
ejendommen herved forringes eller umuliggøres. Det forhold, at forbuddene er
et led i en generel, miljømæssigt begrundet regulering, taler for, at
ordningen ikke har karakter af ejendomsafståelse i grundlovens § 73's
forstand. Det kan imidlertid ikke på forhånd udelukkes, at et afslag på en
ansøgning om dispensation fra forbuddet under visse omstændigheder kan ramme
økonomisk så intensivt og atypisk, at der bliver tale om ekspropriation. Det
må bero på en konkret vurdering, om der i det enkelte tilfælde foreligger
ekspropriation. I vurderingen vil bl.a. indgå forbuddets økonomiske betydning
og karakteren af det grundlag, som en påregnet anvendelse eller virksomhed
støttes på.
Er indgrebet ekspropriativt, vil den pågældende have krav på erstatning.
Krav om erstatning må i mangel af enighed rejses ved domstolene.
Af § 20 a, stk. 4, fremgår, at en dispensation kan meddeles på
vilkår om eksempelvis håndtering af jorden ved modtagelsen, således at jord
af forskellig oprindelse ikke blandes sammen, inden denne er kontrolleret.
Der vil eksempelvis også kunne stilles vilkår om, at modtageren for egen
regning og inden for rimelige økonomiske rammer skal dokumentere, at jorden
overholder fastsatte vilkår i råstoftilladelsen, herunder ved prøveudtagning
og analyser.
Bestemmelsen i § 20 a, stk. 5 tillægger ansøgninger om dispensation
opsættende virkning, således at der er den fornødne tid til at behandle
sådanne sager. Dette skyldes, at der er tale om et generelt forbud, som kan
gribe ind i bestående aktiviteter. Hermed sikres det, at der ikke kan rejses
erstatningskrav, uden at der forinden er taget stilling til eventuelle
ansøgninger om dispensation. Undlader man at fremsende
dispensationsansøgning, kan der ikke gøres erstatningskrav gældende som følge
af forbuddet, ligesom en overtrædelse af forbuddet kan straffes.
En dispensationsansøgning vil kunne fremsættes når som helst. Den
opsættende virkning forudsætter dog, at ansøgning er fremsendt, inden det
generelle forbud træder i kraft, og at ansøgningen er bilagt dokumentation
for kontraktmæssige forpligtelser eller for påberåbte forventninger om den
fremtidige udnyttelse af ejendommen og økonomiske tab som følge af, at disse
forventninger ikke ville kunne realiseres.
Med bestemmelsen i § 20 b, stk. 1 , fastsættes, at der ikke overfor
offentlige myndigheder kan støttes ret på aftaler, der har en varighed af
mere end 6 måneder. Der vil heller ikke kunne støttes ret på aftaler, der
forudsætter tilførsel af jord til ejendomme med råstofgrave eller tidligere
råstofgrave, uanset disses varighed. Der vil således ikke kunne støttes ret
på aftaler mellem en grundejer og en råstofindvinder om, at gravearealet skal
fyldes op efter afsluttet råstofindvinding. Af ikrafttrædelsesbestemmelsen
fremgår, at bestemmelsen alene finder anvendelse på aftaler, der indgås efter
lovens fremsættelse.
Bestemmelsen omfatter alle råstofgrave og tidligere råstofgrave, hvad
enten disse ligger inden for områder med særlige drikkevandsinteresser eller
ej. Bestemmelsen skal dels sikre, at der ikke indgås længerevarende aftaler i
perioden, indtil udpegningen af områder med særlige drikkevandsinteresser -
og dermed fastlæggelse af det generelle forbud - sker, dels at der ikke
lægges hindringer i vejen for senere at tilvejebringe en løsning på
problemerne i råstofgrave, der ligger uden for områder med særlige
drikkevandsinteresser. Denne problemstilling vil som nævnt indgå i et samlet
lovforslag om forurenet jord.
Derimod omfatter bestemmelsen ikke deponering af jord, der er særskilt
tilladt efter miljøbeskyttelseslovens §§ 19 og 33. Visse råstofgrave er
således i dag godkendt som egentlige listevirksomheder (deponeringspladser),
ligesom der kan være meddelt konkrete tilladelser efter § 19. Deponering af
uforurenet jord kræver imidlertid ikke forudgående tilladelse efter gældende
regler, hvorfor det foreslås, at amtsrådet kan godkende aftaler herom. Det
forudsættes, at en sådan godkendelse alene kan vedrøre deponering af
uforurenet jord, og at godkendelse kun meddeles uden for områder med særlige
drikkevandsinteresser og områder med drikkevandsinteresser.
Det kan ikke af bestemmelsen udledes, at der kan støttes ret på en hvilken
som helst kortvarig aftale med den virkning, at et afslag på en dispensation
vil være et ekspropriativt indgreb. Dette må vurderes ud fra de konkrete
omstændigheder, jf. bemærkningerne til § 20 a, stk. 3.
Med bestemmelsen i § 20 b, stk. 2, foreslås en hjemmel for
ministeren til at fastsætte nærmere regler om kontrol med deponering af jord,
herunder at pålægge den, der modtager jorden, at foretage analyser for egen
regning. En udnyttelse af hjemlen forudsætter, at der er fastsat
grænseværdier og dertil hørende analysemetoder, der kan anvendes med et
rimeligt omkostningsniveau og samtidig giver rimelig sikkerhed for, at
deponeringen ikke medfører nogen uacceptabel grundvandsrisiko. Et sådant
arbejde er igangsat som opfølgning på Jordforureningsudvalgets betænkning.
Med hjemmel i bestemmelsen vil der ligeledes kunne fastsættes nærmere
regler om eksempelvis håndtering af jorden ved modtagelsen i råstofgraven og
om en ordning, hvorefter jord, der modtages, skal være ledsaget af bestemte
oplysninger.
Til nr. 2 og 3
Med forslagene tilsigtes ingen ændringer i forhold til gældende ret, men
der er tale om en præcisering og tilvejebringelse af en ensartet terminologi.
Til nr. 4 og 5
Overtrædelser af det generelle påbud eller af vilkårene for meddelte
dispensationer gøres strafbare.
Til nr. 6
Med bestemmelsen gives der hjemmel til, at der i regler om kontrol med
jord i råstofgrave kan fastsættes straffebestemmelser.
Til § 2
Efter den gældende råstoflovs § 10, stk. 5, afholder grundejeren udgifter
til tinglysning af vilkår om efterbehandling. Lovforslaget medfører, at
vilkår om efterbehandling af ordensmæssige grunde eventuelt skal revideres,
hvilket også medfører behov for ændring i tingbogen. Da det ikke skønnes
rimeligt, at grundejeren skal afholde udgifter til tinglysningsafgift i denne
situation, foreslås det lovfæstet, at amtskommunen afholder disse udgifter.
Til § 3
Loven foreslås at træde i kraft den 1. april 1997.
Ikrafttrædelsestidspunktet skal ses i relation til, at de første Regionplan
1997, som forbuddet mod tilførsel af jord til råstofgrave tager udgangspunkt
i, forventes vedtaget i løbet af foråret 1997. Om bestemmelsen i stk. 2
henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 1 vedrørende § 20 b, stk. 1.
Skriftlig fremsættelse
Miljø- og energiministeren (Svend Auken):
Jeg skal herved tillade mig at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om
råstoffer. (Regulering af fyldjord i råstofgrave).
(Lovforslag nr. L 129).
Dette lovforslag har til formål at indføre en bedre grundvandsbeskyttelse
mod jordforurening. Med lovforslaget indføres et generelt forbud mod
deponering af jord i de igangværende og tidligere råstofgrave, som er
placeret i områder, der af amtskommunerne i Regionplan 1997 vil blive udpeget
som områder med særlige drikkevandsinteresser.
Lovforslaget er en delopfølgning af anbefalingerne i betænkningen fra
Jordforureningsudvalget og er udformet i overensstemmelse med
Jordforureningsudvalgets forslag med nogle lovtekniske præciseringer samt
bestemmelser, der skal sikre en hurtig gennemførelse af forbuddet.
Regeringen er af den opfattelse, at der er behov for en samlet lovgivning
om jordforurening, og at Jordforureningsudvalgets betænkning er et godt
grundlag herfor. Iværksættelsen af en samlet, ny regulering af
jordforureningsområdet forudsætter imidlertid, at der gennemføres et
betydeligt analyse- og udviklingsarbejde, for eksempel fastsættelse af
kriterier og grænseværdier for jord og bedre analyse- og prøvetagningsmetoder
m.v., før end nye regler kan omsættes i praksis. Resultatet af dette arbejde
vil give Folketinget et langt mere fyldestgørende grundlag at træffe
beslutning på. Regeringen sigter mod i 1997 at opnå bred tilslutning til at
gennemføre en samlet lovgivning på området.
For at undgå, at der i den mellemliggende tid sker nye skader på miljøet,
fremsættes allerede nu dette lovforslag, der omfatter regulering af tilførsel
af jord til råstofgrave. Herudover har regeringen iværksat forskellige
initiativer, herunder udarbejdelse af nye, skærpede regler for olietanke for
at forebygge fremtidige uheld. Der vil i denne Folketingssamling blive
fremsat lovforslag om etablering af en Vandfond, der især skal hjælpe mindre
vandværkers økonomiske problemer ved at give tilskud til for eksempel
etablering af nye vandindvindingsboringer. Også på pesticidområdet er der
initiativer igang med henblik på at øge grundvandsbeskyttelsen. Endelig har
regeringen som resultat af forhandlingerne om finansloven fremsat forslag om,
at der afsættes flere penge til styrkelse af indsatsen på
jordforureningsområdet.
Deponering af fyldjord i råstofgrave udgør et miljømæssigt problem, og
undersøgelser i en række råstofgrave har påvist forurening i en del af de
undersøgte grave. Deponeringen af jord i råstofgravene sker tæt på
grundvandsspejlet og vil dermed kunne påvirke grundvandet. Råstofgrave har
igennem mange år været anvendt som deponeringssteder for overskudsjord fra
bygge- og anlægsarbejder, og denne jord kommer oftest fra byområder, hvorfor
den kan være forurenet.
Lovforslaget indeholder et generelt forbud mod deponering af fyldjord i
igangværende og tidligere råstofgrave. En bestemmelse muliggør dog, at der i
særlige situationer kan dispenseres fra forbuddet, eksempelvis hvis forbuddet
griber ind i bestående kontrakter. Herudover foreslås en bestemmelse, der
skal sikre, at der ikke efter lovforslagets fremsættelse indgås aftaler og
kontrakter, som kan hindre virkeliggørelsen af forbuddet.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, anbefaler
jeg lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.
Efter 2. behandling den 28. maj 1997
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994,
som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24. april 1996 og
lov nr. 395 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 20 indsættes:
»§ 20 a. Tilførsel af jord til råstofgrave og tidligere
råstofgrave er forbudt.
Stk. 2. Amtsrådet kan meddele dispensation fra forbudet, såfremt
1) råstofindvinderen eller grundejeren dokumenterer, at der inden den 1.
januar 1998 forelå kontraktmæssige forpligtelser vedrørende tilførsel af jord
til ejendommen, jf. dog § 20 b, stk. 1,
2) råstofindvinderen eller grundejeren med væsentlige økonomiske tab til
følge afskæres fra en udnyttelse af ejendommen, som de efter hidtil gældende
regler har haft særlig grund til at påregne, eller
3) der ikke er risiko for forurening af vandindvindingsanlæg eller af
grundvand, der foreventes at indgå i den fremtidige drikkevandsforsyning, og
andre tilsvarende miljømæssige hensyn ikke taler imod.
Stk. 3. En dispensation efter stk. 2 kan indeholde vilkår,
herunder om håndtering af jorden og om dokumentation for, at der er tale om
uforurenet jord.
Stk. 4. Ansøgning om dispensation, jf. stk. 2, nr. 1 og 2, har
opsættende virkning, såfremt ansøgning vedlagt dokumentation for
kontraktmæssige forpligtelser eller dokumentation for forventninger om den
fremtidige udnyttelse af ejendommen og påberåbte økonomiske tab fremsendes
til amtsrådet inden den 1. oktober 1997. Amtsrådet kan som betingelse for
opretholdelse af den opsættende virkning fastsætte vilkår, herunder om
håndtering af jorden og om dokumenation for, at der er tale om uforurenet
jord.
§ 20 b. Der kan ikke over for offentlige myndigheder støttes ret
på aftaler, der har en varighed af mere end 6 måneder, om tilførsel af jord
til råstofgrave eller tidligere råstofgrave, eller aftaler, der forudsætter
tilførsel af jord til sådanne ejendomme, medmindre amtsrådet godkender
aftalen eller deponeringen er tilladt efter §§ 19 eller 33.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om
kontrol med deponering af jord i råstofgrave og tidligere råstofgrave,
herunder at den, der modtager jord, for egen regning foretager
prøveudtagning, analyser og målinger af jorden.«
2. § 66, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
»Amtsrådet fører tillige tilsyn med deponeringer i råstofgrave og
tidligere råstofgrave.«
3. § 66, stk. 3, 2. pkt., ophæves.
4. I § 110, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§
20,»: »§ 20 a, stk. 1,».
5. I § 110, stk. 1, nr. 4, indsættes efter
»tilladelse«: », dispensation«.
6. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 19, stk.
5,»: »§ 20 b, stk. 2,».
§ 2
I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1007 af 28. november 1996,
som ændret ved § 2 i lov nr. 19 af 13. januar 1997, foretages følgende
ændring:
1. I § 10, stk. 5 , indsættes som 2. pkt.:
»Reviderede vilkår som følge af forbud efter miljøbeskyttelseslovens
§ 20 a tinglyses dog for amtskommunens regning.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 20 a, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 1, træder i kraft den 1. januar 1998.
Stk. 3. § 20 b, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 1, finder anvendelse på aftaler, der indgås efter den 18.
december 1996.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1996 BTL 129 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE OG LOV OM RÅSTOFFER (REGULERING AF FYLDJORD I RÅSTOFGRAVE) NR L 129 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 23. juni 1997
- Dispensation til modtagelse af forurenet jord. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 18. oktober 2007
- Vejledning om administration af råstofloven En vejledning til regioner og kommuner Retsinformation · 2. september 2014
- Ikke medhold i klage over afslag på dispensation i sag om tilførsel af jord til råstofgrav i Region Syddanmark Klagenævn (Nævnenes Hus) · 28. februar 2023
- Afgørelse i sag om tilførsel af jord til en råstofgrav Klagenævn (Nævnenes Hus) · 26. oktober 2012
- Bekendtgørelse om ansøgning og indberetning om råstofindvinding på landjorden og om regionsrådet kompetence til at fastsætte vilkår for anmeldte rettigheder Retsinformation · 28. juni 2014