Spring til indhold

Retsinformation

1996 LSF 129 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE OG LOV OM RÅSTOFFER(REGULERING AF FYLDJORD I RÅSTOFGRAVE)

1996/1 LSF 129Lovforslag som fremsatFolketinget13. juni 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994,

som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24. april 1996 og

lov nr. 395 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 20 indsættes:

»§ 20 a. Tilførsel af jord til råstofgrave og tidligere

råstofgrave er forbudt.

Stk. 2. Amtsrådet kan meddele dispensation fra forbudet, såfremt

1) råstofindvinderen eller grundejeren dokumenterer, at der inden den 1.

januar 1998 forelå kontraktmæssige forpligtelser vedrørende tilførsel af jord

til ejendommen, jf. dog § 20 b, stk. 1,

2) råstofindvinderen eller grundejeren med væsentlige økonomiske tab til

følge afskæres fra en udnyttelse af ejendommen, som de efter hidtil gældende

regler har haft særlig grund til at påregne, eller

3) der ikke er risiko for forurening af vandindvindingsanlæg eller af

grundvand, der foreventes at indgå i den fremtidige drikkevandsforsyning, og

andre tilsvarende miljømæssige hensyn ikke taler imod.

Stk. 3. En dispensation efter stk. 2 kan indeholde vilkår,

herunder om håndtering af jorden og om dokumentation for, at der er tale om

uforurenet jord.

Stk. 4. Ansøgning om dispensation, jf. stk. 2, nr. 1 og 2, har

opsættende virkning, såfremt ansøgning vedlagt dokumentation for

kontraktmæssige forpligtelser eller dokumentation for forventninger om den

fremtidige udnyttelse af ejendommen og påberåbte økonomiske tab fremsendes

til amtsrådet inden den 1. oktober 1997. Amtsrådet kan som betingelse for

opretholdelse af den opsættende virkning fastsætte vilkår, herunder om

håndtering af jorden og om dokumenation for, at der er tale om uforurenet

jord.

§ 20 b. Der kan ikke over for offentlige myndigheder støttes ret

på aftaler, der har en varighed af mere end 6 måneder, om tilførsel af jord

Læs alt

til råstofgrave eller tidligere råstofgrave, eller aftaler, der forudsætter

tilførsel af jord til sådanne ejendomme, medmindre amtsrådet godkender

aftalen eller deponeringen er tilladt efter §§ 19 eller 33.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om

kontrol med deponering af jord i råstofgrave og tidligere råstofgrave,

herunder at den, der modtager jord, for egen regning foretager

prøveudtagning, analyser og målinger af jorden.«

2. § 66, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Amtsrådet fører tillige tilsyn med deponeringer i råstofgrave og

tidligere råstofgrave.«

3. § 66, stk. 3, 2. pkt., ophæves.

4. I § 110, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§

20,»: »§ 20 a, stk. 1,».

5. I § 110, stk. 1, nr. 4, indsættes efter

»tilladelse«: », dispensation«.

6. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 19, stk.

5,»: »§ 20 b, stk. 2,».

§ 2

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1007 af 28. november 1996,

som ændret ved § 2 i lov nr. 19 af 13. januar 1997, foretages følgende

ændring:

1. I § 10, stk. 5 , indsættes som 2. pkt.:

»Reviderede vilkår som følge af forbud efter miljøbeskyttelseslovens

§ 20 a tinglyses dog for amtskommunens regning.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 20 a, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse som affattet ved

denne lovs § 1, nr. 1, træder i kraft den 1. januar 1998.

Stk. 3. § 20 b, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse som affattet ved

denne lovs § 1, nr. 1, finder anvendelse på aftaler, der indgås efter den 18.

december 1996.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994,

som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24. april 1996 og

lov nr. 395 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 20 indsættes:

»§ 20 a. Tilførsel af jord til råstofgrave og tidligere

råstofgrave er forbudt i de områder, der i regionplanen er udpeget som

områder med særlige drikkevandsinteresser.

Stk. 2. Amtsrådet meddeler forbuddet efter stk. 1 til de

råstofindvindere og grundejere, der er omfattet af forbuddet. Forbuddet

træder i kraft 4 uger efter modtagelse af meddelelsen. Af meddelelsen skal

fremgå mulighederne for at opnå dispensation samt virkningen af en

dispensationsansøgning, jf. stk. 3, 4 og 5.

Stk. 3. Amtsrådet kan meddele dispensation fra forbuddet, såfremt

råstofindvinderen eller grundejeren dokumenterer, at der inden tidspunktet

for forbuddets meddelelse forelå kontraktmæssige forpligtelser vedrørende

tilførsel af jord til ejendommen, jf. dog § 20 b, stk. 1. Dispensation kan

endvidere meddeles, såfremt råstofindvinderen eller grundejeren med

væsentlige økonomiske tab til følge afskæres fra en udnyttelse af ejendommen,

som de efter hidtil gældende regler har haft særlig grund til at påregne.

Stk. 4. En dispensation efter stk. 3 kan indeholde vilkår,

herunder om håndtering af jorden og om dokumentation for, at der er tale om

uforurenet jord.

Stk. 5. Ansøgning om dispensation har opsættende virkning, såfremt

ansøgning vedlagt dokumentation for kontraktmæssige forpligtelser eller

dokumentation for forventninger om den fremtidige udnyttelse af ejendommen og

påberåbte, økonomiske tab fremsendes, inden forbuddet træder i kraft.

§ 20 b. Der kan ikke over for offentlige myndigheder støttes ret

på aftaler, der har en varighed af mere end 6 måneder, om tilførsel af jord

til råstofgrave eller tidligere råstofgrave, eller aftaler, der forudsætter

tilførsel af jord til sådanne ejendomme, medmindre amtsrådet godkender

aftalen, eller deponeringen er tilladt efter §§ 19 eller 33.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om

kontrol med deponering af jord i råstofgrave og tidligere råstofgrave,

herunder at den, der modtager jord, for egen regning foretager

prøveudtagning, analyser og målinger af jorden.«

2. § 66, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Amtsrådet fører tillige tilsyn med deponeringer i råstofgrave og

tidligere råstofgrave.«

3. § 66, stk. 3, 2. pkt., ophæves.

4. I § 110, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§

20,»: »§ 20 a, stk. 1,».

5. I § 110, stk. 1, nr. 4, indsættes efter

»tilladelse«: », dispensation«.

6. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 19, stk.

5,»: »§ 20 b, stk. 2,».

§ 2

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som

ændret senest ved lov nr. 484 af 12. juni 1996, foretages følgende ændring:

1. I § 10, stk. 5 , indsættes som 2. pkt. :

»Reviderede vilkår som følge af forbud efter miljøbeskyttelseslovens

§ 20 a tinglyses dog for amtskommunens regning.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1997.

Stk. 2. § 20 b, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse , som

affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, finder anvendelse for aftaler, der indgås

efter dagen for lovforslagets fremsættelse i Folketinget.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrunden for lovforslaget

1.1. Jordforureningsudvalgets betænkning

Jordforureningsudvalget afgav den 1. marts 1996 en betænkning om forurenet

jord. Betænkningen indeholder en grundig gennemgang af og overvejelser om de

samlede problemstillinger omkring forurenet jord samt et forslag til en

samlet lovgivning. Herudover har to underudvalg under Jordforureningsudvalget

afgivet rapporter. Underudvalget »Den juridiske Verden« har afgivet

rapporten »Lovgivning og praksis - forurenet jord« . Underudvalget

»Den fysiske Verden« har afgivet »Rapport om forurenet jord og

uorganiske restprodukter«. Rapporten beskriver jordforureningens omfang

og karakter og indeholder forslag til principper for den fremtidige

kortlægning og indsats over for jordforurening og for disponering af jord og

restprodukter. Begge rapporter indgår som bilag til Jordforureningsudvalgets

betænkning.

Selve betænkningen indeholder bl.a. forskellige forslag og overvejelser om

kortlægning af jordforurening, den fremtidige offentlige indsats, ændrede

påbudsmuligheder over for forurenere, samt bedre styring af

jordbortskaffelsen.

På flere punkter har Jordforureningsudvalget forudsat, at der gennemføres

et betydeligt analyse- og udviklingsarbejde og en række faglige vurderinger,

før end en samlet lovgivning kan omsættes til administrativ praksis. Det

drejer sig om fastsættelse af kriterier for oprensninger og bortskaffelse af

forurenet jord, udvikling af bedre analyse- og prøvetagningsmetoder, og

udvidede forsikringsmuligheder. Herudover er der behov for at vurdere

værditabsproblemerne (et udvalgsarbejde er igangsat under Skatteministeriet,

der skal beskrive konsekvenserne for den 20. almindelige vurdering). Endelig

er der igangsat et udredningsarbejde, der skal belyse, hvordan man kan sikre

områder med særlige drikkevandsinteresser og andre vandindvindingsområder mod

forurening og vurdere forskellige modeller til støtte for især de små

vandværker. Et drikkevandsudvalg følger dette arbejde, der eventuelt skal

følges op af lovgivningsinitiativer.

Regeringen har derfor besluttet, at resultaterne af disse initiativer skal

foreligge, når et lovforslag om forurenet jord fremsættes - forventeligt i

efteråret 1997. På denne måde vil Folketinget få et langt mere fyldestgørende

grundlag at træffe beslutning på, således at virkningerne i den virkelige

verden kan præsenteres samtidig med lovforslaget.

For at undgå, at der i den mellemliggende periode sker nye skader på

miljøet på grund af jordforurening, fremsættes imidlertid allerede nu

nærværende lovforslag, der omfatter regulering af jord til deponering i

råstofgrave.

I overensstemmelse med udvalgets forslag er olietankbekendtgørelsen

ligeledes under revision med henblik på en snarlig skærpelse af reglerne.

Herudover vil der som forudsat blive fremsat et lovforslag i indeværende

samling om etablering af en Vandfond, der især skal hjælpe mindre vandværker,

der får økonomiske problemer på grund af forurening, ved at give tilskud til

for eksempel etablering af nye vandindvindingsboringer.

1.2. Baggrunden for regulering af fyldjord i råstofgrave

1.2.1. Det miljømæssige problem

Råstofgrave har igennem mange år været anvendt som deponeringssteder for

overskudsjord fra bygge- og anlægsarbejder. Sådanne arbejder foregår oftest i

byområder, hvorfor jorden kan være forurenet. Konkrete undersøgelser i en

række råstofgrave rundt om i landet har da også påvist forurening i en del af

de undersøgte råstofgrave. De forureningstyper, der hyppigst blev fundet, var

rester af benzin- og oliekomponenter, men også tjærestoffer og

opløsningsmidler blev fundet.

Da deponeringen som følge af råstofgravningen sker tæt på

grundvandsspejlet, vil forureningen påvirke grundvandet, hvilket også er målt

i nogle af undersøgelserne. Der er ikke fundet påvirkninger af aktuelle

vandindvindinger, men der er risiko for, at forureningen på længere sigt vil

påvirke vandforsyningerne i områderne omkring råstofgravene. Teoretisk set

består denne risiko selv ved deponering af uforurenet jord, dels på grund af

humusstoffer, og dels fordi der ofte er tale om placeringer af store mængder

jord.

Også tidligere råstofgrave, hvadenten disse er efterbehandlede eller

henligger uden efterbehandling, har i princippet samme nedsivningsrisiko.

En råstofgravning indledes med, at muldlag og overjord afgraves på det

aktuelle graveareal og derefter lægges i depot eller indgår i efterbehandling

af det afgravede areal. Normalt sker dette som en løbende proces, hvor

gravehullet flyttes på gravearealet, efterhånden som forekomsten udnyttes. I

forbindelse med efterbehandlingen af en råstofgrav, vil muldjord og overjord

således blive genudlagt som opfyldning og som almindelig ny jordoverflade.

Det antages ikke, at dette indebærer nogen grundvandsrisiko, forudsat at

muldjorden m.v. genudlægges som toplag og ikke indbygges eller overdækkes i

opfyldninger.

1.2.2. Gældende bestemmelser

Forurenet jord reguleres efter miljøbeskyttelsesloven. Efter § 19

må stoffer, der kan forurene grundvand, jord og undergrund, ikke uden

tilladelse nedgraves eller oplægges på jorden. Efter § 33 og den dertil

hørende listebekendtgørelse er deponeringsanlæg for forurenet jord

godkendelsespligtige. Endelig vil bortskaffelse af forurenet jord være

omfattet af affaldsreglerne. Der består imidlertid en række uklarheder om

rækkevidden af og samspillet mellem disse bestemmelser. Herudover sikrer de

gældende regler og praksis ikke, at al jord, der er forurenet, også håndteres

efter disse regler. Dette skyldes, at navnlig lettere forurenet jord ikke

erkendes som værende forurenet.

Indvinding af råstoffer kræver forudgående tilladelse efter

råstofloven . I forbindelse med en sådan tilladelse fastlægges en

række vilkår, herunder om efterbehandling af gravearealet efter endt

råstofgravning med henblik på den fremtidige anvendelse af arealet. Det vil

ofte være til landbrugsformål, men kan også være til rekreative formål,

natur, byformål eller lignende. Efterbehandlingsvilkårene til landbrugsformål

vil normalt indeholde vilkår om skråningernes hældningsgrader (således at

disse ikke skrider sammen) og krav til etablering af dyrkningsflader i bunden

af gravehullet. Sådanne vilkår forudsætter ikke, at der tilføres jord til

ejendommen udefra. I de fleste tilladelser har der i de seneste 10 til 15 år

været indsat vilkår om, at der kun må tilføres muld og ren jord. Også her er

problemet som nævnt, at jorden slet ikke identificeres som værende forurenet.

Ved en ændring af råstofloven i Folketingssamlingen 1995/96 er adgangen til

at fastsætte vilkår til begrænsning af de miljømæssige gener blevet

præciseret, bl.a. med henvisning til problemstillingerne om fyldjord i

råstofgrave. Lovændringen træder i kraft den 1. januar 1997. Der henvises

herom til Folketingstidende 1995/96, spalte 3088 ff., 6935 ff. og 7073 ff.,

Tillæg A, spalte 3235 ff., samt tillæg B, spalte 810 ff. og 929 ff.

Affødt af de gennemførte undersøgelser af fyldjord i råstofgrave udsendte

Skov- og Naturstyrelsen i efteråret 1994 en henstilling til amtsrådene om, at

det ved vilkårsfastsættelsen i forbindelse med nyudstedelser eller fornyelser

af tilladelser indsattes som fast vilkår, at der ikke måtte modtages jord

uden særlig tilladelse hertil. Nogle amtsråd havde allerede på et tidligere

tidspunkt indført en sådan praksis, ligesom der kan være fastsat vilkår om,

at der slet ikke må modtages fyldjord. Et enkelt amtsråd har igangsat

forhandlinger med henblik på frivillige aftaler om at stoppe tilførsel af

jord til en række råstofgrave, men det er kun lykkedes i yderst begrænset

omfang. Dog er der mange råstofindvindere, der frivilligt er ophørt med at

modtage fyldjord. Nogle amtsråd og råstofindvindere har etableret øgede

kontrolprocedurer for modtagelsen af fyldjord.

Efter begge regelsæt ligger hovedproblemet således i, at reglerne er

vanskelige at administrere på en effektiv måde, fordi jorden ikke på forhånd

identificeres som værende forurenet.

Hertil kommer, at miljøbeskyttelsesloven i dag ikke med den fornødne

sikkerhed indeholder hjemmel til at regulere uforurenet jord. Efter

råstofloven er der i nye tilladelser og ved fornyelser mulighed for at

regulere tilførslen af jord. Derimod er der ikke hjemmel til at regulere

deponeringer i tidligere, nu afsluttede råstofgrave, ligesom der heller ikke

er mulighed for at gribe ind i allerede meddelte tilladelser, medmindre der

konstateres overtrædelser af de efter råstofloven fastsatte vilkår eller

lovgivningen i øvrigt.

1.2.3. Jordforureningsudvalgets forslag om bedre styring af

jordbortskaffelsen

Jordforureningsudvalget har i sin betænkning generelt peget på, at der er

behov for en bedre styring af jordbortskaffelsen for at sikre, dels at

jordflytninger ikke skaber nye jordforureningsproblemer, dels at disponering

af jord ikke må indebære nogen risiko for den fremtidige vandforsyning.

Jordforureningsudvalget peger samtidig på, at reglerne skal være enkle og

administrerbare. Samlet set har udvalget peget på en ordning, hvorefter

jordbortskaffelsen som udgangspunkt skal styres via den foreslåede

forureningskortlægning, hvorved jorden på forhånd generelt kategoriseres som

ren/lettere forurenet/væsentligt forurenet. Herved opnås den fordel, at

forureningsproblemer identificeres ved kilden (i stedet for på

deponeringsstedet), og at kravene til egentlige, ressourcekrævende analyser

af jorden nedbringes til et minimum.

Udvalgets forslag omfatter, at der skal fastlægges kriterier/grænseværdier

for bl.a. lettere forurenet jord, ligesom der skal udarbejdes kriterier for

anvendelse af lettere forurenet jord til for eksempel opfyldning,

byggemodningsformål, vejanlæg, støjvolde, eller industriel anvendelse

(stabilgrus, beton, asfalt m.v.). I sammenhæng hermed foreslås der etableret

et bedre kontrolsystem med jord, der bortskaffes.

Hvad angår fyldjord i råstofgrave har udvalget foreslået, at der indføres

et generelt forbud mod fyldjord i råstofgrave, der ligger i områder med

særlige drikkevandsinteresser (såvel uforurenet som forurenet jord), mens der

i andre råstofgrave alene må deponeres uforurenet jord, medmindre der

foreligger en miljøgodkendelse til deponering af forurenet jord. Herudover

peges der på behov for at indføre bedre kontrolmuligheder, bl.a. via en

følgeseddelordning.

2. Lovforslagets hovedindhold

Som nævnt under pkt. 1.1. ovenfor har regeringen besluttet, at

resultaterne af en række initiativer, herunder fastsættelse af

kriterier/grænseværdier for jord, skal foreligge, inden et lovforslag om

forurenet jord fremsættes.

Nærværende lovforslag indeholder således alene et forslag til regulering

af modtagelse af fyldjord i råstofgrave. Forslaget er i overensstemmelse med

Jordforureningsudvalgets forslag, men indeholder dog nogle lovtekniske

præciseringer, samt bestemmelser, der skal sikre en hurtig gennemførelse af

forbuddet. Da sigtet med forslaget er at indføre en bedre

grundvandsbeskyttelse, og da forslaget omfatter såvel igangværende som

tidligere råstofgrave, findes det mest hensigtsmæssigt at gennemføre

reguleringen ved en ændring af miljøbeskyttelsesloven.

Med lovforslaget indføres et generelt forbud mod deponering af fyldjord i

de råstofgrave, som er placeret i områder, der i Regionplan 1997 vil blive

udpeget som områder med særlige drikkevandsinteresser. Udpegningsarbejdet er

igang i de enkelte amtskommuner, og det forventes, at regionplanerne for de

flestes vedkommende vil være endeligt vedtagne i løbet af 1997. Dette

generelle forbud har til formål at styrke grundvandsbeskyttelsen, også inden

meddelte råstoftilladelser, der forudsætter eller giver mulighed for

modtagelse af uforurenet jord, udløber. Lovforslaget vil således primært få

virkning for lovlige deponeringer indtil 2004. Dette skyldes som nævnt

ovenfor, at det allerede i 1994 er henstillet, at vilkår efter råstofloven

indeholder bestemmelser om, at deponering af jord kun kan ske mod særlig

tilladelse. Det må derfor forventes, at problemet navnlig består i relation

til råstoftilladelser, meddelt før dette tidspunkt. Tilladelser efter

råstofloven meddeles normalt for indtil 10 år ad gangen.

Sammensætningen af jordlagene under en råstofgrav er forskellig og uden

nogen nødvendig sammenhæng med, om der eksempelvis er tale om en lergrav

eller en grusgrav, hvorfor det ikke er muligt på forhånd at udpege enkelte

råstofgravtyper, hvor deponering af jord vil være risikofri. Også deponering

af fyldjord i tidligere råstofgrave, hvad enten disse er efterbehandlede

eller henligger uden efterbehandling, indebærer i princippet samme

forureningsrisiko. Som nævnt indebærer selv uforurenet jord en i hvert fald

teoretisk grundvandsrisiko.

På denne baggrund foreslås ud fra et forsigtighedsprincip at indføre et

totalt forbud mod deponering af fyldjord i råstofgrave og tidligere

råstofgrave i de områder, der skal sikre grundlaget for den fremtidige

drikkevandsforsyning. I det omfang forbuddet vil være i strid med eventuelle

tilladelser efter råstofloven til en bestemt efterbehandling efter endt

gravning, bør sådanne vilkår af ordensmæssige grunde revideres.

Ifølge en undersøgelse, udført i 1994, tilkøres der i størrelsesorden 3,1

mio. (m3) fyldjord til råstofgrave ud af de i alt 5,6 mio. (m3), der årligt

bortskaffes. I størrelsesorden 2 mio. (m3) køres i dag til råstofgrave, som

ifølge amtskommunerne ikke bør modtage fyldjord. Amtskommunerne har ved

vurderingen bl.a. taget hensyn til, om råstofgravene ligger i nuværende eller

fremtidige vandindvindingsområder, og om de ligger i sårbare

grundvandsområder. Forbuddet vil derfor medføre, at max. 2 mio. (m3) jord

skal bortskaffes på andre lokaliteter, enten til råstofgrave, der fortsat må

modtage uforurenet jord, eller til nye, alternative

anvendelses/bortskaffelsesmuligheder.

Der er tale om et usikkert skøn, da jordmængderne varierer, dels på

landsplan i takt med faldende eller stigende bygge- og anlægsaktiviteter,

dels lokalt i forbindelse med meget store anlægsprojekter. Hertil kommer, at

der endnu ikke foreligger en endelig udpegning af områder med særlige

drikkevandsinteresser.

Det generelle forbud træder i kraft successivt, efterhånden som Regionplan

1997 vedtages i de enkelte amtskommuner. På denne baggrund foreslås det, at

alle råstofindvindere og berørte grundejere får meddelelse om

ikrafttrædelsestidspunktet for forbuddet.

Ved administration af råstofloven er der ikke sikret en særlig ret til, at

gravehullerne kan fyldes op med ren jord. Vilkåret om ren jord er fastsat for

at understrege, at deponering af forurenede materialer og stoffer forudsætter

en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovgivningen. Det generelle forbud må

derfor som udgangspunkt betragtes som en generel regulering, der ikke er

erstatningspådragende, uanset at nogle råstofindvindere modtager en vis

betaling for modtagelsen af jorden udefra.

Da der imidlertid kan eksistere privatretlige aftaler, der direkte eller

indirekte forpligter til at tilføre ejendommen jord, foreslås det samtidig,

at amtsrådet kan dispensere fra forbuddet.

De kontrakter, der kan være tale om, kan eksempelvis være en forpligtelse

i en lejekontrakt mellem råstofindvinderen og grundejeren om, at lejeren

efter afsluttet råstofgravning skal aflevere gravearealet i en nærmere

fastsat tilstand. Såfremt det i kontrakten er fastsat, at ejendommen skal

retableres til landbrugsmæssig anvendelse, vil dette næppe i sig selv medføre

en pligt til at tilføre jord til ejendommen, idet retableringen vil kunne

foregå på anden måde. Der vil dog altid skulle ske en konkret vurdering af

aftaleforholdet, hvori tillige indgår, at råstoftilladelsen incl. dennes

vilkår for efterbehandling er bindende for såvel grundejer som bruger af

ejendommen, jf. råstoflovens § 10, stk. 2.

Der kan også være tale om kontrakter mellem en råstofindvinder og en

anlægsentreprenør, der aftager råstoffer fra råstofgraven. Sådanne kontrakter

vil typisk være knyttet til gennemførelsen af et konkret anlægsarbejde og vil

derfor normalt være kortvarige.

Uanset der ikke foreligger aftaler m.v. om tilførsel af jord, kan der

forekomme andre situationer, hvor forbuddet griber ind i berettigede

forventninger om den fremtidige udnyttelse af ejendommen med økonomiske tab

til følge. Også i sådanne situationer foreslås der indført en

dispensationsadgang. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 20 a,

stk. 3.

Amtsrådets afgørelse i en dispensationssag vil kunne påklages til

Miljøstyrelsen. I sidste ende kan spørgsmålet indbringes for domstolene. Det

vil ligeledes være op til domstolene at vurdere, hvorvidt et forbud rammer

økonomisk så intensivt, at indgrebet er ekspropriativt og dermed

erstatningspådragende.

Herudover indeholder lovforslaget en bestemmelse, der skal hindre, at der

indgås længerevarende aftaler eller kontrakter efter lovforslagets

fremsættelse, således at den hurtigst mulige virkeliggørelse af forbuddet

sikres. Bestemmelsen omfatter også aftaler/kontrakter vedrørende råstofgrave,

der ligger uden for områder med særlige drikkevandsinteresser for ikke at

skabe hindringer for en senere regulering af også disse råstofgrave.

Desuden indeholder lovforslaget en hjemmel for ministeren til at fastsætte

nærmere regler om egenkontrol med jord, der deponeres i nuværende eller

tidligere råstofgrave. Denne hjemmel omfatter adgang til at fastsætte regler

vedrørende råstofgrave såvel inden for som uden for områder med særlige

drikkevandsinteresser med henblik på i højere grad end i dag at sikre, at

jord, der deponeres, er i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens regler

og konkrete vilkår i råstoftilladelser. Hjemlen vil således også kunne tænkes

anvendt til at sikre en egenkontrol i de situationer, hvor et forbud inden

for områder med særlige drikkevandsinteresser først træder i kraft senere som

følge af bestående kontrakter, der forudsætter tilførsel af jord. En

udnyttelse af hjemlen forudsætter, at der kan anvendes analyse- og

prøvetagningsmetoder, der står i rimeligt forhold til miljøproblemet, samt at

der fastlægges kriterier/grænseværdier for deponering af forurenet jord.

Forbuddet vil have betydning for den efterbehandling, der kan foretages

efter endt råstofgravning. I de senere år er det imidlertid kun ca. 1/3 af

råstofgravene, der rent faktisk modtager fyldjord. Allerede i dag vil det

således være undtagelsen, at en råstofgrav fyldes op til det naturlige

terræn. Efterbehandlede råstofgrave vil derfor normalt fremstå som nye dale,

lavninger eller ligefrem huller i landskabet og ofte som nye søer. Det må

forventes, at mulighederne for intensiv landbrugsdrift ikke vil blive

påvirket i væsentligt omfang. Nogle skråningsarealer vil dog landbrugsmæssigt

kun kunne anvendes til ekstensivt landbrug, til naturområder, skov o.lign.,

men stadig anvendelser, der ligger inden for landbrugslovens bestemmelser om

dyrkningspligt.

Skov- og Naturstyrelsen har ladet udarbejde en rapport,

»Efterbehandling uden brug af returjord. Konsekvenser og

muligheder«, der nærmere belyser de forskellige problemstillinger.

En følge af lovforslaget må forventes at blive, at en del af den fyldjord,

der i dag deponeres i råstofgrave, der omfattes af forbuddet, i stedet vil

blive deponeret i andre råstofgrave. Jordforureningsudvalget har påpeget, at

der generelt er behov for en styrkelse af styringen med bortskaffelse og

genanvendelse af jord. Denne forudsatte styrkelse, der naturligvis også

omfatter fyldjord i andre råstofgrave, vil indgå i det lovforslag, som i

efteråret 1997 ventes fremsat som et samlet lovforslag om forurenet jord til

opfølgning af udvalgets betænkning.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.

3. Hørte myndigheder og organisationer

Lovforslaget har ikke særskilt været udsendt i høring. Derimod har

Jordforureningsudvalgets betænkning med tilhørende lovudkast været udsendt i

bred høring til ca. 80 myndigheder og organisationer m.v., ligesom såvel

entreprenørbranchen som råstofbranchen har været repræsenteret i enten selve

Jordforureningsudvalget eller dettes underudvalg. Høringen har ikke givet

anledning til væsentlige bemærkninger til denne del af

Jordforureningsudvalgets forslag. Entreprenørforeningens Miljøsektion har dog

påpeget, at forbuddet kan medføre store problemer for byggeriet, medmindre

der sikres alternative deponeringsmuligheder. Landbrugsorganisationerne har

ikke haft bemærkninger til denne del af udvalgets forslag. Råstofbranchen har

ikke afgivet svar under høringen, og Foreningen af Danske Grus- og

Stenindustrier har heller ikke under udvalgsarbejdet haft bemærkninger til

det foreslåede forbud.

4. Forholdet til EU-retten

Forslaget vurderes ikke at have EU-retlige aspekter.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

5.1. Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Der findes i dag ca. 1.000 råstofgrave, der er i drift. I størrelsesorden

halvdelen af råstofgravene må forventes at blive omfattet af forbuddet. Der

er tale om et foreløbigt skøn, idet områderne med særlige

drikkevandsinteresser endnu ikke er endeligt udpegede. Skønnet bygger på en

spørgeskemaundersøgelse, udført i 1994, hvis resultater forventes at være

udtryk for et maksimalt skøn, jf. bemærkningerne under pkt. 2.

Tallene fra undersøgelsen viste, at kun ca. 1/3 af råstofgravene rent

faktisk modtog fyldjord. Af disse forventes en stor del at være placeret uden

for områder med særlige drikkevandsinteresser. Forbuddet skønnes herefter i

praksis alene at få betydning for i størrelsesorden 10% af alle

råstofgravene.

Da forholdene er meget forskellige fra råstofgrav til råstofgrav, vil det

ikke være muligt at opstille en beregning over de økonomiske konsekvenser for

branchen som helhed, men følgende mulige konsekvenser kan anføres:

I det omfang, en anlægsentreprenør tillige skal købe råstoffer til et

anlægsarbejde, vil adgangen til at modtage fyldjord være en

konkurrenceparameter. Det vil således alt andet lige være naturligt for

entreprenøren at aflevere eventuel overskudsjord fra anlægsarbejdet samtidig

med afhentning af råstoffer.

Såfremt jord skal bortskaffes uden samtidig indkøb af råstoffer, vil det i

højere grad være afstanden mellem anlægsarbejdet og aflæsningsstedet, der

bestemmer, hvor jorden deponeres.

Nogle råstofindvindere kræver betaling for modtagelse af fyldjord, andre

gør det ikke, og nogle giver rabat ved samtidig køb af råstoffer. Miljø- og

Energiministeriet er ikke i besiddelse af oplysninger om de gennemsnitlige

priser for modtagelse af jord. Ved telefonisk forespørgsel til tre

amtskommuner er der oplyst priser, der varierer fra ca. 55 til 250 kr. pr.

læs (et læs svarer til ca. 10 (m3) jord). Ved beregning af en eventuel

fortjeneste ved modtagelse af jord skal dog indregnes, at råstofindvinderen

skal afholde udgifter til eventuel kontrol og håndtering af jorden på pladsen

i overensstemmelse med den fastlagte efterbehandlingsplan (intern transport,

udjævning, indbygning i skrænter m.v.).

Det kan heller ikke udelukkes, at forbuddet i enkelte tilfælde kan

resultere i, at den mulige råstofindvinding reduceres, fordi der skal være

materialer tilbage langs ejendommens skel til at frembringe sikre skråninger

mod omgivelserne.

Det vurderes herudover, at de økonomiske konsekvenser er langt mindre ved

at foreslå et generelt forbud end ved at foreslå analyser af al jord, der

deponeres i gravene. Med de nuværende analysemetoder og henset til, at der er

behov for en høj grad af sikkerhed på grund af den forhøjede grundvandsrisiko

og de meget store mængder, der deponeres på et sted, vurderes en kontrol

baseret på analyser ikke for nærværende at være en hensigtsmæssig anvendelse

af ressourcerne.

Det er heller ikke muligt at oplyse tal for de økonomiske konsekvenser for

bygge- og anlægsbranchen. Forbuddet vil medføre, at ca. 2 mio. (m3)

overskudsjord fra bygge- og anlægsarbejder skal genanvendes eller deponeres

andetsteds end i dag. På landsplan vil der være tilstrækkelig

deponeringskapacitet i råstofgrave, der ikke omfattes af forbuddet, men der

er regionale forskelle. Generelt set vil valget af deponerings- eller

genanvendelsesmulighed for overskudsjord afhænge af de muligheder, der til

enhver tid består, og omkostningerne ved transport og

deponering/genanvendelse. Det er således ikke muligt at skønne over, hvorvidt

forbuddet vil medføre større transportafstande. Det kan heller ikke

udelukkes, at bortskaffelsen kan blive billigere, i det omfang der findes

alternative placeringer/genanvendelsesmuligheder tættere på anlægsarbejdet.

Råstofgrave ligger ofte på landbrugsejendomme. I forbindelse med

udstedelsen af råstoftilladelsen stilles krav om efterbehandling, der bl.a.

tager udgangspunkt i overvejelser om den fremtidige anvendelse af

gravearealet. En fortsat landbrugsmæssig anvendelse af de tidligere

gravearealer forudsætter ikke, at gravehullerne fyldes op til oprindeligt

terræn. Allerede den nuværende administration af råstofloven og erhvervets

egne aktiviteter medfører, at tidligere gravearealer i et vist omfang

henligger i naturtilstand, og at der sker en ekstensivering af

landsbrugsdrift m.v.

Da forbuddet kan gribe ind i eksisterende kontrakter eller andre

berettigede forventninger med væsentlige tab til følge, foreslås der indført

en dispensationsadgang. Udgangspunktet er således, at ordningen skal

respektere indgåede kontrakter eller andre berettigede forventninger til

ejendommens fremtidige udnyttelse. En dispensationsansøgning kan dog afslås

af miljømæssige grunde. Det kan ikke udelukkes, at et afslag i særlige

tilfælde kan ramme økonomisk så intensivt og atypisk, at en

ekspropriationserstatning vil kunne komme på tale.

5.2 Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Forslaget medfører, at amtskommunerne skal identificere de ca. 500

råstofgrave, der ligger i områder med særlige drikkevandsinteresser, samt de

tidligere råstofgrave i disse områder. Der skal udsendes en

standardskrivelse, som indeholder meddelelse om forbuddet samt orientering om

mulighederne for at opnå dispensation og virkningen af en korrekt fremsendt

dispensationsansøgning. Da oplysningerne om råstofgrave, der er eller har

været igang siden 1972, forventes at være umiddelbart tilgængelige som led i

amtskommunernes sædvanlige administration af råstofloven, vil denne opgave

ikke medføre noget nævneværdigt ressourceforbrug. For afsluttede råstofgrave

vil der dog være en arbejdsindsats med at ajourføre oplysninger om

ejerforholdet til de pågældende ejendomme.

Amtskommunerne vil endvidere skulle vurdere, om forbuddet mod tilførsel af

jord til råstofgrave medfører, at konkrete vilkår i meddelte

råstoftilladelser bør ændres. Vilkåret om modtagelse af uforurenet jord må

automatisk bortfalde som følge af forbuddet. Dette gælder tillige andre

vilkår, som er i strid med forbuddet, f.eks. krav om tilførsel af materialer

til opfyldning af gravearealet. Bortfaldet af disse vilkår vil derfor ikke

medføre klageadgang efter råstofloven og vil kunne oplyses i ovennævnte

standardskrivelse.

Da vilkårene i en råstoftilladelse, herunder om retten til at modtage ren

jord, imidlertid er tinglyst på de enkelte ejendomme, vil der skulle ske

ændring af disse deklarationer, så de tinglyste vilkår bringes i

overensstemmelse med forbuddet. Det skønnes, at dette vil være aktuelt i

mindre end 400 sager.

Såfremt der er andre vilkår, der - uden at være i strid med forbuddet -

bør ændres, vil dette være en selvstændig afgørelse efter råstofloven med

mulighed for klageadgang efter denne. Det vurderes, at dette kun i meget

sjældne tilfælde vil være nødvendigt. Amtskommunerne vil på grund af deres

forhåndskendskab til de igangværende råstofgrave kunne identificere disse

sager med en lille ressourceindsats.

Amtskommunerne vil tillige skulle gennemgå de enkelte grave- og

efterbehandlingsplaner med henblik på at konstatere, om der skal ændres i

disse. Endvidere vil der kunne blive tale om ændring af sikkerhedsstillelsen

i konsekvens heraf. En sådan gennemgang indgår i forvejen i amtskommunens

tilsynsarbejde med jævne mellemrum, således at der ikke er tale om et

merarbejde af videre omfang. Disse ændringer kan være omfattet af

klageadgangen efter råstofloven.

Forslaget medfører endelig, at amtskommunerne skal behandle sager, hvor

råstofindvinderen eller grundejeren søger om dispensation fra forbuddet. Det

skønnes, at der kun er i størrelsesorden 100 råstofgrave, som i dag rent

faktisk modtager fyldjord, og som vil blive omfattet af forbuddet. Da

dispensationsadgangen er begrænset til tilfælde, hvor der er indgået

kontrakter og tilfælde, hvor der foreligger helt særlige omstændigheder,

skønnes det, at denne sagsbehandling vil få et meget ringe omfang.

Amtskommunerne fører allerede i dag tilsyn med deponeringer i råstofgrave,

dels i medfør af råstofloven (for så vidt angår igangværende råstofgrave),

dels i medfør af miljøbeskyttelsesloven (vedrørende såvel igangværende som

tidligere råstofgrave). Med indførelsen af et generelt forbud vil

amtskommunernes tilsyn blive lettet, idet tilsynet kan indskrænkes til at

kontrollere, hvorvidt der deponeres jord i råstofgraven. I dag udføres i et

vist omfang stikprøvekontrol med udtagning af prøver og omkostningskrævende

analyser.

Netto forventes forslaget at medføre et øget personalebehov på i

størrelsesorden 1 årsværk i en et-årig periode samt udgifter til

tinglysningsafgifter på ca. 0,3 mio. kr. i amtskommunerne. Spørgsmålet har

imidlertid endnu ikke været forhandlet med Amtsrådsforeningen, Københavns og

Frederiksberg kommuner.

Forslaget tillægger ikke kommunerne nye opgaver.

Afgørelser i en dispensationssag vil kunne påklages i henhold til

miljøbeskyttelseslovens almindelige regler. Da der som nævnt ikke forventes

noget større antal sager, vil dette ikke medføre ressourceforbrug i

Miljøstyrelsen af nævneværdigt omfang. Ligesom for øvrige afgørelser efter

miljøbeskyttelseslovens kapitel 3, består der ingen klageadgang til

Miljøklagenævnet.

Der forventes som nævnt heller ikke noget større antal klager efter

råstofloven, hvorfor der heller ikke vil være ressourceforbrug i

Naturklagenævnet eller eventuelt Skov- og Naturstyrelsen af nævneværdigt

omfang.

6. Miljømæssige konsekvenser af lovforslaget

Om de bestående miljømæssige problemer henvises til kapitel 1.2.1.

ovenfor.

Forslaget medfører en betydelig højnelse af grundvandsbeskyttelsen inden

for områder, der udpeges i regionplanerne som områder med særlige

drikkevandsinteresser. Det skønnes, at ca. 3,1 mio. (m3) jord årligt

deponeres i råstofgrave, hvoraf max. 2 mio. (m3) deponeres i råstofgrave, der

omfattes af forbuddet. Ca. 80% af de deponerede jordmængder anslås at stamme

fra byzone med deraf følgende risiko for, at jorden kan være (lettere)

forurenet. Det anslås endvidere, at i størrelsesorden 5% af jorden rent

faktisk er forurenet.

Med forslaget sikres en forebyggende indsats, således at der ikke via

deponeringer af fyldjord i råstofgrave i disse områder opstår nye

forureninger og dermed trusler mod grundvandet.

Forslaget vil have nogle afledede konsekvenser, idet jorden vil skulle

bortskaffes eller genanvendes på anden måde.

Det må forventes, at en del af jorden i stedet vil blive deponeret i andre

råstofgrave, herunder råstofgrave i områder med drikkevandsinteresser. Også

her kan jorden indebære en risiko for grundvandet og - afhængig af

fastlæggelsen af områderne med særlige drikkevandsinteresser - for bestående

vandindvindinger. Et forslag til øget forebyggelse i disse områder vil indgå

i det forslag til samlet lov om forurenet jord, der i efteråret 1997 ventes

fremsat medhenblik på en generel bedre styring af jordbortskaffelsen og øget

kontrol hermed.

Hertil kommer, at lovforslaget indeholder en hjemmel til at fastsætte

regler om øget egenkontrol med deponeringer i samtlige råstofgrave. En

udnyttelse af hjemlen forudsætter imidlertid, at der fastsættes grænseværdier

og dertil hørende analysemetoder, der kan anvendes med et rimeligt

omkostningsniveau og samtidig giver rimelig sikkerhed for, at deponeringen

ikke medfører nogen uacceptabel grundvandsrisiko.

Transportafstande med overskudsjord må naturligvis indgå ved vurderingen

af de miljømæssige konsekvenser af indførelsen af et forbud. Som nævnt i

kapitel 5.1 om de erhvervsøkonomiske konsekvenser er det imidlertid ikke

muligt generelt at skønne over, hvorvidt forslaget vil medføre længere eller

kortere transportafstande, idet dette beror på en række konkrete

omstændigheder for den enkelte anlægsentreprenør og de til enhver tid

bestående alternative muligheder for deponering eller genanvendelse af jord.

Landskabeligt vil forslaget medføre, at der i en del tilfælde vil blive

efterladt nye landskabsformer, der i højere grad end hidtil tilkendegiver, at

der er tale om tidligere råstofgrave. Alt afhængig af den fremtidige

anvendelse af de tidligere gravearealer vil der blive tale om etablering af

nye småbiotoper, vildtremiser, ekstensivering af landbrugsdriften på

skråningsarealer m.v., hvorfor forslaget ligeledes skønnes at have positive

konsekvenser for plante- og dyrelivet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Med bestemmelsen i § 20 a, stk. 1, foreslås indført et generelt

forbud mod tilførsel af jord til råstofgrave og tidligere råstofgrave i

områder med særlige drikkevandsinteresser.

Råstofgrave defineres i overensstemmelse med råstoflovens bestemmelser.

Bestemmelsen omfatter således alle råstofgrave, hvad enten der er tale om

lergrave, grusgrave eller andre typer grave.

Indførelsen af det generelle forbud vil som specialregel gå forud for

eventuelle modstridende vilkår, fastlagt i en råstoftilladelse. Af

ordensmæssige grunde vil sådanne tilladelser skulle revideres, således at de

stillede krav i en tilladelse er i overensstemmelse med det generelle forbud.

Om betydningen af eventuelle kontrakter, der forudsætter tilførsel af jord,

henvises til bemærkningerne til stk. 3.

Med begrebet tidligere råstofgrave forstås grave, som har været reguleret

af gældende eller tidligere gældende råstoflove, hvor indvindingen og

eventuel retablering eller efterbehandling er afsluttet. Råstofgravning, der

er foregået og afsluttet inden den første råstoflovs ikrafttræden i 1972,

omfattes således ikke af bestemmelsen. Baggrunden herfor er, at der ikke er

samme incitament til at deponere fyldjord i gamle råstofgrave, da disse

typisk enten vil være overgået til anden anvendelse eller henligger som

naturområder med gammel bevoksning, som sø el.lign. Henligger arealerne som

søer, moser eller engarealer, vil disse i øvrigt ofte være beskyttet af

naturbeskyttelseslovens regler. Også hensynet til at opnå en klar og enkel

administrerbar regel taler for en sådan afgrænsning. Med den foreslåede

afgrænsning vil oplysninger om råstofgravene være umiddelbart tilgængelig i

amtskommunerne.

Spørgsmålet om en yderligere grundvandsbeskyttelse vil i øvrigt indgå i

det lovforslag om forurenet jord, der ventes fremsat i efteråret 1997 med

henblik på en generel styrkelse af styringen af jordbortskaffelsen.

Ved tilførsel af jord forstås jord, der tilføres ejendommen udefra. Det

vil således som hidtil være muligt at genanvende den muldjord og overjord,

som afgraves i forbindelse med gennemførelsen af en råstofgravning. Der

tilsigtes ingen ændringer i praksis efter råstofloven, hvorefter det normalt

fastlægges som vilkår, at dette materiale genanvendes på gravearealet efter

afsluttet gravning.

Hvor en råstofgrav er beliggende på flere ejendomme, vil der også stadig

kunne ske placering af muldjord og overjord i efterbehandlingen af

gravearealet uden hensyn til, om de pågældende materialer stammer fra den ene

eller den anden af de berørte ejendomme.

Tilførsel af uforurenede råstoffer til brug for et anlægsarbejde på

ejendommen, eksempelvis anlæggelse af en grusvej, vil heller ikke være

omfattet af forbuddet.

Efter § 20 a, stk. 2, skal råstofindvindere og berørte grundejere

have meddelelse om forbuddet og adgangen til dispensation m.v. Dette skyldes,

at forbuddet først fastlægges med den endelige vedtagelse af Regionplan 1997,

hvorfor man ikke kan forvente, at alle berørte parter vil være umiddelbart

opmærksomme herpå. Regionplanerne vedtages på forskellige tidspunkter i de

forskellige amtskommuner. Meddelelsen, der forudsættes givet i umiddelbar

forlængelse af vedtagelsen af Regionplan 1997, er en gyldighedsbetingelse, og

forbuddet træder i kraft 4 uger efter modtagelse af meddelelsen.

Bestemmelsen i § 20 a, stk. 3, giver mulighed for, at amtsrådet kan

meddele dispensation fra forbuddet, hvis forbuddet griber ind i bestående

kontraktmæssige forpligtelser, eller hvis grundejeren eller råstofindvinderen

som følge af en berettiget forventning om en bestemt udnyttelse af ejendommen

rammes særligt intensivt af forbuddet.

Efter 1. pkt . kan der dispenseres, således at forbuddet enten

først træder i kraft, når eventuelle privatretlige aftaler, der forudsætter

tilførsel af jord, er opfyldt, eller helt eller midlertidigt ophæves indtil

dette tidspunkt. Det kan for eksempel dreje sig om aftaler om modtagelse af

jord fra et konkret bygge- og anlægsarbejde eller aftaler med grundejeren om,

hvorledes ejendommen skal efterlades efter endt råstofgravning. Det er en

betingelse, at der indsendes dokumentation for indgåede aftaler, samt at

disse aftaler forelå på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse, eller der

er tale om aftaler af kortere varighed, der er indgået efter lovforslagets

fremsættelse og dermed opfylder betingelserne i § 20 b, stk. 1.

Efter 2. pkt . er der mulighed for tillige at dispensere i

situationer, hvor der ikke foreligger aftaler eller kontrakter, men hvor

forbuddet medfører et væsentligt økonomisk tab for grundejeren eller

råstofindvinderen, og hvor denne havde en berettiget forventning om en

bestemt udnyttelse af ejendommen.

Sådanne situationer forventes alene at foreligge i yderst sjældne

tilfælde. Som nævnt i de almindelige bemærkninger forventes mulighederne for

intensiv landbrugsdrift ikke at blive påvirket i væsentligt omfang, idet

skråningsarealer og søer dog vil indskrænke arealer, der kan dyrkes

intensivt. Da der normalt kun vil ske en mindre indskrænkning af disse

arealer, og da der kan være store udgifter forbundet med at retablere

samtlige arealer til intensiv landbrugsdrift, vil der som oftest ikke

foreligge væsentlige, økonomiske tab som følge af forbuddet.

Hertil kommer, at det økonomiske tab skal ses i forhold til, hvad den

pågældende havde haft rimelig grund til at påregne. Heri ligger, at

råstofindvinderen eller grundejeren skal kunne støtte sine forventninger på

et specifikt grundlag. Eksempelvis kan efterbehandlingsplaner i meget sjældne

tilfælde stille egentlige krav eller forudsætte, at ejendommen tilføres jord

udefra. Dermed kan også en rimelig forventning om tilførsel af jord støttes

herpå. I de fleste tilfælde vil de fastsatte efterbehandlingskrav

(eksempelvis afretning af skråninger og etablering af dyrkningsflader i

bunden af gravehullet) kunne opfyldes ved tilrettelæggelsen af selve

grusgravningen og håndteringen af de materialer, der i forvejen findes på

ejendommen uden tilførsel af jord udefra. Sådanne efterbehandlingsvilkår og

-planer vil derfor ikke i sig selv kunne danne grundlag for en dispensation.

Det blotte forhold, at der i dag modtages fyldjord, og at

råstofindvinderen oppebærer en indtægt herfra, vil heller ikke være

tilstrækkeligt til, at dispensation kan meddeles.

Er der tale om en tidligere råstofgrav, som henligger, uden at gravehullet

er fyldt op, vil der sædvanligvis heller ikke kunne dokumenteres en

berettiget forventning om tilførsel af jord.

Råstofgrave ligger som hovedregel på landbrugsejendomme i landzone. En

ændret anvendelse vil således forudsætte en række tilladelser, herunder en

landzonetilladelse eller en lokalplan. Der vil derfor normalt ikke kunne være

berettigede forventninger om anden anvendelse end til landbrugsformål.

Såfremt der foreligger lokal- eller eventuelt kommuneplaner, der eksempelvis

forudsætter en bymæssig anvendelse, der ville blive hindret af forbuddet, kan

der imidlertid foreligge sådanne berettigede forventninger, at betingelserne

for dispensationsadgangen vil være opfyldt.

Under alle omstændigheder skal udgifterne til den nødvendige retablering

til sådanne nye anvendelser indgå ved vurderingen af, om der foreligger et

væsentligt, økonomisk tab.

Afgørelser i henhold til denne bestemmelse vil kunne påklages efter

miljøbeskyttelseslovens almindelige regler.

Det forudsættes, at der kan være tilfælde, hvor miljøhensyn indebærer, at

der ikke meddeles dispensation, selv om en bestemt, påregnelig anvendelse af

ejendommen herved forringes eller umuliggøres. Det forhold, at forbuddene er

et led i en generel, miljømæssigt begrundet regulering, taler for, at

ordningen ikke har karakter af ejendomsafståelse i grundlovens § 73's

forstand. Det kan imidlertid ikke på forhånd udelukkes, at et afslag på en

ansøgning om dispensation fra forbuddet under visse omstændigheder kan ramme

økonomisk så intensivt og atypisk, at der bliver tale om ekspropriation. Det

må bero på en konkret vurdering, om der i det enkelte tilfælde foreligger

ekspropriation. I vurderingen vil bl.a. indgå forbuddets økonomiske betydning

og karakteren af det grundlag, som en påregnet anvendelse eller virksomhed

støttes på.

Er indgrebet ekspropriativt, vil den pågældende have krav på erstatning.

Krav om erstatning må i mangel af enighed rejses ved domstolene.

Af § 20 a, stk. 4, fremgår, at en dispensation kan meddeles på

vilkår om eksempelvis håndtering af jorden ved modtagelsen, således at jord

af forskellig oprindelse ikke blandes sammen, inden denne er kontrolleret.

Der vil eksempelvis også kunne stilles vilkår om, at modtageren for egen

regning og inden for rimelige økonomiske rammer skal dokumentere, at jorden

overholder fastsatte vilkår i råstoftilladelsen, herunder ved prøveudtagning

og analyser.

Bestemmelsen i § 20 a, stk. 5 tillægger ansøgninger om dispensation

opsættende virkning, således at der er den fornødne tid til at behandle

sådanne sager. Dette skyldes, at der er tale om et generelt forbud, som kan

gribe ind i bestående aktiviteter. Hermed sikres det, at der ikke kan rejses

erstatningskrav, uden at der forinden er taget stilling til eventuelle

ansøgninger om dispensation. Undlader man at fremsende

dispensationsansøgning, kan der ikke gøres erstatningskrav gældende som følge

af forbuddet, ligesom en overtrædelse af forbuddet kan straffes.

En dispensationsansøgning vil kunne fremsættes når som helst. Den

opsættende virkning forudsætter dog, at ansøgning er fremsendt, inden det

generelle forbud træder i kraft, og at ansøgningen er bilagt dokumentation

for kontraktmæssige forpligtelser eller for påberåbte forventninger om den

fremtidige udnyttelse af ejendommen og økonomiske tab som følge af, at disse

forventninger ikke ville kunne realiseres.

Med bestemmelsen i § 20 b, stk. 1 , fastsættes, at der ikke overfor

offentlige myndigheder kan støttes ret på aftaler, der har en varighed af

mere end 6 måneder. Der vil heller ikke kunne støttes ret på aftaler, der

forudsætter tilførsel af jord til ejendomme med råstofgrave eller tidligere

råstofgrave, uanset disses varighed. Der vil således ikke kunne støttes ret

på aftaler mellem en grundejer og en råstofindvinder om, at gravearealet skal

fyldes op efter afsluttet råstofindvinding. Af ikrafttrædelsesbestemmelsen

fremgår, at bestemmelsen alene finder anvendelse på aftaler, der indgås efter

lovens fremsættelse.

Bestemmelsen omfatter alle råstofgrave og tidligere råstofgrave, hvad

enten disse ligger inden for områder med særlige drikkevandsinteresser eller

ej. Bestemmelsen skal dels sikre, at der ikke indgås længerevarende aftaler i

perioden, indtil udpegningen af områder med særlige drikkevandsinteresser -

og dermed fastlæggelse af det generelle forbud - sker, dels at der ikke

lægges hindringer i vejen for senere at tilvejebringe en løsning på

problemerne i råstofgrave, der ligger uden for områder med særlige

drikkevandsinteresser. Denne problemstilling vil som nævnt indgå i et samlet

lovforslag om forurenet jord.

Derimod omfatter bestemmelsen ikke deponering af jord, der er særskilt

tilladt efter miljøbeskyttelseslovens §§ 19 og 33. Visse råstofgrave er

således i dag godkendt som egentlige listevirksomheder (deponeringspladser),

ligesom der kan være meddelt konkrete tilladelser efter § 19. Deponering af

uforurenet jord kræver imidlertid ikke forudgående tilladelse efter gældende

regler, hvorfor det foreslås, at amtsrådet kan godkende aftaler herom. Det

forudsættes, at en sådan godkendelse alene kan vedrøre deponering af

uforurenet jord, og at godkendelse kun meddeles uden for områder med særlige

drikkevandsinteresser og områder med drikkevandsinteresser.

Det kan ikke af bestemmelsen udledes, at der kan støttes ret på en hvilken

som helst kortvarig aftale med den virkning, at et afslag på en dispensation

vil være et ekspropriativt indgreb. Dette må vurderes ud fra de konkrete

omstændigheder, jf. bemærkningerne til § 20 a, stk. 3.

Med bestemmelsen i § 20 b, stk. 2, foreslås en hjemmel for

ministeren til at fastsætte nærmere regler om kontrol med deponering af jord,

herunder at pålægge den, der modtager jorden, at foretage analyser for egen

regning. En udnyttelse af hjemlen forudsætter, at der er fastsat

grænseværdier og dertil hørende analysemetoder, der kan anvendes med et

rimeligt omkostningsniveau og samtidig giver rimelig sikkerhed for, at

deponeringen ikke medfører nogen uacceptabel grundvandsrisiko. Et sådant

arbejde er igangsat som opfølgning på Jordforureningsudvalgets betænkning.

Med hjemmel i bestemmelsen vil der ligeledes kunne fastsættes nærmere

regler om eksempelvis håndtering af jorden ved modtagelsen i råstofgraven og

om en ordning, hvorefter jord, der modtages, skal være ledsaget af bestemte

oplysninger.

Til nr. 2 og 3

Med forslagene tilsigtes ingen ændringer i forhold til gældende ret, men

der er tale om en præcisering og tilvejebringelse af en ensartet terminologi.

Til nr. 4 og 5

Overtrædelser af det generelle påbud eller af vilkårene for meddelte

dispensationer gøres strafbare.

Til nr. 6

Med bestemmelsen gives der hjemmel til, at der i regler om kontrol med

jord i råstofgrave kan fastsættes straffebestemmelser.

Til § 2

Efter den gældende råstoflovs § 10, stk. 5, afholder grundejeren udgifter

til tinglysning af vilkår om efterbehandling. Lovforslaget medfører, at

vilkår om efterbehandling af ordensmæssige grunde eventuelt skal revideres,

hvilket også medfører behov for ændring i tingbogen. Da det ikke skønnes

rimeligt, at grundejeren skal afholde udgifter til tinglysningsafgift i denne

situation, foreslås det lovfæstet, at amtskommunen afholder disse udgifter.

Til § 3

Loven foreslås at træde i kraft den 1. april 1997.

Ikrafttrædelsestidspunktet skal ses i relation til, at de første Regionplan

1997, som forbuddet mod tilførsel af jord til råstofgrave tager udgangspunkt

i, forventes vedtaget i løbet af foråret 1997. Om bestemmelsen i stk. 2

henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 1 vedrørende § 20 b, stk. 1.

Skriftlig fremsættelse

Miljø- og energiministeren (Svend Auken):

Jeg skal herved tillade mig at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om

råstoffer. (Regulering af fyldjord i råstofgrave).

(Lovforslag nr. L 129).

Dette lovforslag har til formål at indføre en bedre grundvandsbeskyttelse

mod jordforurening. Med lovforslaget indføres et generelt forbud mod

deponering af jord i de igangværende og tidligere råstofgrave, som er

placeret i områder, der af amtskommunerne i Regionplan 1997 vil blive udpeget

som områder med særlige drikkevandsinteresser.

Lovforslaget er en delopfølgning af anbefalingerne i betænkningen fra

Jordforureningsudvalget og er udformet i overensstemmelse med

Jordforureningsudvalgets forslag med nogle lovtekniske præciseringer samt

bestemmelser, der skal sikre en hurtig gennemførelse af forbuddet.

Regeringen er af den opfattelse, at der er behov for en samlet lovgivning

om jordforurening, og at Jordforureningsudvalgets betænkning er et godt

grundlag herfor. Iværksættelsen af en samlet, ny regulering af

jordforureningsområdet forudsætter imidlertid, at der gennemføres et

betydeligt analyse- og udviklingsarbejde, for eksempel fastsættelse af

kriterier og grænseværdier for jord og bedre analyse- og prøvetagningsmetoder

m.v., før end nye regler kan omsættes i praksis. Resultatet af dette arbejde

vil give Folketinget et langt mere fyldestgørende grundlag at træffe

beslutning på. Regeringen sigter mod i 1997 at opnå bred tilslutning til at

gennemføre en samlet lovgivning på området.

For at undgå, at der i den mellemliggende tid sker nye skader på miljøet,

fremsættes allerede nu dette lovforslag, der omfatter regulering af tilførsel

af jord til råstofgrave. Herudover har regeringen iværksat forskellige

initiativer, herunder udarbejdelse af nye, skærpede regler for olietanke for

at forebygge fremtidige uheld. Der vil i denne Folketingssamling blive

fremsat lovforslag om etablering af en Vandfond, der især skal hjælpe mindre

vandværkers økonomiske problemer ved at give tilskud til for eksempel

etablering af nye vandindvindingsboringer. Også på pesticidområdet er der

initiativer igang med henblik på at øge grundvandsbeskyttelsen. Endelig har

regeringen som resultat af forhandlingerne om finansloven fremsat forslag om,

at der afsættes flere penge til styrkelse af indsatsen på

jordforureningsområdet.

Deponering af fyldjord i råstofgrave udgør et miljømæssigt problem, og

undersøgelser i en række råstofgrave har påvist forurening i en del af de

undersøgte grave. Deponeringen af jord i råstofgravene sker tæt på

grundvandsspejlet og vil dermed kunne påvirke grundvandet. Råstofgrave har

igennem mange år været anvendt som deponeringssteder for overskudsjord fra

bygge- og anlægsarbejder, og denne jord kommer oftest fra byområder, hvorfor

den kan være forurenet.

Lovforslaget indeholder et generelt forbud mod deponering af fyldjord i

igangværende og tidligere råstofgrave. En bestemmelse muliggør dog, at der i

særlige situationer kan dispenseres fra forbuddet, eksempelvis hvis forbuddet

griber ind i bestående kontrakter. Herudover foreslås en bestemmelse, der

skal sikre, at der ikke efter lovforslagets fremsættelse indgås aftaler og

kontrakter, som kan hindre virkeliggørelsen af forbuddet.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, anbefaler

jeg lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Efter 2. behandling den 28. maj 1997

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994,

som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24. april 1996 og

lov nr. 395 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 20 indsættes:

»§ 20 a. Tilførsel af jord til råstofgrave og tidligere

råstofgrave er forbudt.

Stk. 2. Amtsrådet kan meddele dispensation fra forbudet, såfremt

1) råstofindvinderen eller grundejeren dokumenterer, at der inden den 1.

januar 1998 forelå kontraktmæssige forpligtelser vedrørende tilførsel af jord

til ejendommen, jf. dog § 20 b, stk. 1,

2) råstofindvinderen eller grundejeren med væsentlige økonomiske tab til

følge afskæres fra en udnyttelse af ejendommen, som de efter hidtil gældende

regler har haft særlig grund til at påregne, eller

3) der ikke er risiko for forurening af vandindvindingsanlæg eller af

grundvand, der foreventes at indgå i den fremtidige drikkevandsforsyning, og

andre tilsvarende miljømæssige hensyn ikke taler imod.

Stk. 3. En dispensation efter stk. 2 kan indeholde vilkår,

herunder om håndtering af jorden og om dokumentation for, at der er tale om

uforurenet jord.

Stk. 4. Ansøgning om dispensation, jf. stk. 2, nr. 1 og 2, har

opsættende virkning, såfremt ansøgning vedlagt dokumentation for

kontraktmæssige forpligtelser eller dokumentation for forventninger om den

fremtidige udnyttelse af ejendommen og påberåbte økonomiske tab fremsendes

til amtsrådet inden den 1. oktober 1997. Amtsrådet kan som betingelse for

opretholdelse af den opsættende virkning fastsætte vilkår, herunder om

håndtering af jorden og om dokumenation for, at der er tale om uforurenet

jord.

§ 20 b. Der kan ikke over for offentlige myndigheder støttes ret

på aftaler, der har en varighed af mere end 6 måneder, om tilførsel af jord

til råstofgrave eller tidligere råstofgrave, eller aftaler, der forudsætter

tilførsel af jord til sådanne ejendomme, medmindre amtsrådet godkender

aftalen eller deponeringen er tilladt efter §§ 19 eller 33.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om

kontrol med deponering af jord i råstofgrave og tidligere råstofgrave,

herunder at den, der modtager jord, for egen regning foretager

prøveudtagning, analyser og målinger af jorden.«

2. § 66, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Amtsrådet fører tillige tilsyn med deponeringer i råstofgrave og

tidligere råstofgrave.«

3. § 66, stk. 3, 2. pkt., ophæves.

4. I § 110, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§

20,»: »§ 20 a, stk. 1,».

5. I § 110, stk. 1, nr. 4, indsættes efter

»tilladelse«: », dispensation«.

6. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 19, stk.

5,»: »§ 20 b, stk. 2,».

§ 2

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1007 af 28. november 1996,

som ændret ved § 2 i lov nr. 19 af 13. januar 1997, foretages følgende

ændring:

1. I § 10, stk. 5 , indsættes som 2. pkt.:

»Reviderede vilkår som følge af forbud efter miljøbeskyttelseslovens

§ 20 a tinglyses dog for amtskommunens regning.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 20 a, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse som affattet ved

denne lovs § 1, nr. 1, træder i kraft den 1. januar 1998.

Stk. 3. § 20 b, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse som affattet ved

denne lovs § 1, nr. 1, finder anvendelse på aftaler, der indgås efter den 18.

december 1996.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter