1995 LSF 42 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM VEDERLAG OG PENSION M.V. FOR MINISTRE
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov nr. 194 af 5. juni 1959 om vederlag og pension m.v. for ministre,
som senest ændret ved § 3 i lov nr. 447 af 30. juni 1993, foretages følgende
ændringer:
1. § 4, stk. 1, affattes således:
»En minister, der har haft mindst 1 års funktionstid som minister, er
berettiget til egenpension. Egenpensionen udbetales fra den 1. i måneden
efter det fyldte 60. år, dog tidligst efter udløbet af det tidsrum, hvori der
udbetales ventepenge.«
2. § 6, stk. 1, 2. og 3. pkt., udgår, og i stedet
indsættes:
»Ansættes en pensionsnydende minister i tjenestemandsstilling eller
ved Den Europæiske Union, hvis lønning er større end den den pågældende i alt
tillagte pension, bortfalder denne. Er lønningen mindre end pensionen,
udbetales forskellen som personligt tillæg. Ved afgang fra
tjenestemandsstilling eller fra stilling ved Den Europæiske Union, som en
afgået minister beklæder, har den pågældende ret til den samlede pension, der
som afgået minister tilkom denne, hvis denne er større end den pension,
hvortil tjenestemandsstillingen eller stillingen ved Den Europæiske Union
berettiger denne, idet det tidsrum, hvori den pågældende har fungeret som
minister og eventuelt i tidligere tjenestemandsstilling eller i tidligere
stilling ved Den Europæiske Union, medregnes i pensionsalderen.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1996.
Stk. 2. Med hensyn til pensioner, der udbetales på grundlag af
funktionstid som minister før denne lovs ikrafttræden, finder de hidtil
gældende regler fortsat anvendelse.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Nærværende lovforslag er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 247 af 3.
Læs alt
maj 1995.
Fremskridtspartiet har gennem alle sine år argumenteret for, at der skal
være en ensartet folkepension for alle uanset ægtestand og uanset
formueforhold. Det indebærer, at samtlige de offentligt betalte særpensioner
skal afvikles. Blot fordi man har været f.eks. borgmester, minister eller
generalsekretær, skal skatteyderne ikke belastes af en højere pension til
disse personer. Pension ud over folkepensionen må hver enkelt selv tage penge
fra til. Det er Fremskridtspartiets hovedsynspunkt, som vi fastholder og vil
fremføre igen og igen.
Nærværende lovforslag har derfor til hensigt at fjerne et urimeligt
forhold, tidspunktet for erhvervelsen af retten til og varigheden af
ministerpensioner, samt at lade de ministerpensionsregler, der gælder for
tjenestemænd, omfatte ansatte ved EU.
For borgmestres vedkommende har man de senere år strammet vilkårene lidt
op, hvorved et hjørne af urimelighederne er blevet fjernet. Det gælder
primært tidspunktet for, hvornår pensionen kommer til udbetaling.
Problemet er imidlertid fortsat ganske utilstrækkeligt løst for ministre.
Det består i, at en minister bliver pensionsberettiget efter at have været i
embede i et enkelt år. Derefter vil ministeren få pension udbetalt resten af
livet. Ved det seneste folketingsvalg fik hele befolkningen
anskuelsesundervisning i, hvilke konsekvenser de gældende regler har. En
tidligere energiminister er i en meget ung alder blevet gjort berettiget til
at hæve ministerpension resten af livet, jf. bilag 1. Det er aldeles
urimeligt. Men også ganske mange andre tidligere ministre går i dag rundt med
betydelige månedlige supplementer til deres løn i form af ministerpension.
I Fremskridtspartiet mener vi, at Folketinget som et minimum af rimelig og
retfærdig handling skal beslutte, at man først kan få ministerpension, når
man rent faktisk går på pension. I dag udbetales ministerpensionen som
supplement til f.eks. en fortsat erhvervsindkomst. Da en række tidligere
ministre har valgt at lade sig vælge til embeder i EU med meget betydelig
gage, har Fremskridtspartiet fundet det nødvendigt at foreslå, at tidligere
ministre, som beklæder embeder i EU, selvfølgelig ikke skal forgyldes
yderligere med dansk ministerpension oven i EU-gagen.
Lovforslaget betyder, at begrebet ministerpension skal videreføres, men at
pensionen først kommer til udbetaling, når personen går på pension.
Det er selvfølgelig individuelt, hvornår tidligere ministre går på
egentlig pension. For at have en enkel regel er der derfor foreslået en
aldersgrænse på 60 år. Det er en aldersgrænse, som er lig med den, der gælder
for borgmestre.
Det er Fremskridtspartiets opfattelse, at det uden problemer kunne
vedtages, at det også skal gælde for alle de nuværende nydere af
ministerpension. Riget fattes penge, og her er et oplagt sted at spare staten
for nogle millioner kroner. Justitsministeriet har (bilag 2) udtalt sig om
tjenestemandspensionsreglerne. Fremskridtspartiet læser besvarelsen således,
at tjenestemænd, der er gået på pension, har ret til den tillagte pension, og
at et indgreb ville være ekspropriation. Fremskridtspartiet læser
Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 7 fra Udvalget for
Forretningsordenen om reglerne for ministerpension på tilsvarende måde (alm.
del - bilag 55, folketingsåret 1994-95). Side 1-2 af besvarelsen er optrykt
som bilag 3. Fremskridtspartiet er ikke enige med Justitsministeriet, men i
stedet for at bruge nærværende forslag på at diskutere grundloven og
ekspropriationsreglerne og så måske tabe selve budskabet på gulvet, så vil vi
hellere lade forslaget få virkning for alle kommende ministre. Personer, der
i dag får ministerpension, vil derfor fortsat kunne hæve deres månedlige
pension uanset alder. Men fremover vil nye personer, der tildeles
ministerpension, først få den udbetalt, når vedkommende går på pension.
Sagen om de urimelige ministerpensioner har været fremme i offentligheden
mange gange. De sidste to gange var i forbindelse med den første
Nyrup-regerings ændring, hvor det kom frem, at Jann Sjursen, som havde været
energiminister i et år, og som kun var 30 år, da han fratrådte som minister,
i resten af sin levetid kunne få udbetalt en ministerpension på næsten 60.000
kroner pr. år.
Fremskridtspartiet fremsatte forslag om at ændre reglerne, og de store
partier i Folketinget, som alle har haft ministre, faldt over hinanden for at
få lavet et dokument, som sagde, at man selvfølgelig var rede til at finde en
ny ordning (bilag 4). De sluttede dog også med at sige, at det ikke måtte
være en forringelse af de hidtil gældende regler.
Sagen kom op på ny, da indenrigsminister Birte Weiss ændrede reglerne for
borgmestre således, at pension var noget, man først fik, når man gik på
pension, og ikke noget, man var berettiget til resten af livet, fordi man
tilfældigvis havde været borgmester eller amtsborgmester i en kortere
periode.
Fremskridtspartiet fremsatte igen sit forslag (L 247, 3. maj 1995).
Reaktionen denne gang var endnu værre end første gang. Socialdemokratiets
ordfører sagde ligefrem, at det var et paradeforslag. Det er ikke noget
paradeforslag. Fremskridtspartiet mener, det er dybt, dybt uretfærdigt, at en
særlig gruppe privilegerede mennesker skal have en særlig ret til en
skatteyderbetalt ekstraindtægt i resten af deres liv, fordi de har været
ministre i en eller anden kortere periode.
Når man ser på listen (bilag 1) over de ministre, der modtager pension,
undres man og indser, at det er på tide, at disse helt vanvittige regler
ændres. Hvem ved for eksempel, at den tidligere finansminister Knud Heinesen
efter at have været minister i 7 år nu i 13 år har fået 181.500 kroner oven i
den kæmpeløn, han har haft som topchef i erhvervslivet?
Hvem ved for eksempel, at den tidligere statsminister Poul Hartling efter
4 års ministertid i mere end 20 år har fået 130.000 kroner i ministerpension
- også i den tid, hvor han fik milliongage som flygtningehøjkommissær? Hvem
ved, at Lone Dybkjær efter kun at have været minister i 2 år nu i 5 år har
fået næsten 100.000 i ministerpension, og at det fortsætter, uanset at hun i
øjeblikket er forgyldt med alle de privilegier, som man får som medlem af
Europa-Parlamentet?
Og hvem ved for eksempel, at Aalborg Stiftstidendes chefredaktør Erling
Brøndum, som har været minister i et eneste år, i 20 år har oppebåret en
ministerpension på 58.500 kroner ved siden af den nok ikke helt ringe løn,
man får som chefredaktør på Aalborg Stiftstidende? Og er der et eneste
menneske, som kan mene, at det er rimeligt, at den tidligere finansminister
Henning Dyremose efter en ministerperiode på 6 år får 164.000 kroner i
pension oven i den milliongage, han får som topchef i erhvervslivet? Nej, det
er der sikkert ingen der finder nogen som helst begrundelse for.
Det er skatteyderbetalte, sociale tilskud til højtlønnede personer, og det
er uanstændigt i en tid, hvor man taler om, at der ikke er råd til at få syge
mennesker opereret eller give de ældre de nødvendige plejehjemspladser eller
hjemmehjælp. Derfor vil Fremskridtspartiet hermed genfremsætte forslaget.
Forslaget skal selvfølgelig også indebære, at når man får et job som
højtlønnet Europa-parlamentsmedlem eller et andet tilsvarende offentligt job,
så skal det ikke være muligt samtidig at oppebære ministerpension. Det vil gå
ud over Poul Schluter, Ritt Bjerregaard, Bertel Haarder og nogle andre, men
med de lønninger, de har, er det heller ikke mere end rimeligt.
Forslaget om ministerpensionerne er topaktuelt her kort tid efter
Folketingets åbning, fordi man i stedet for at begrænse ordningen nu har
tænkt sig at udvide den. I forbindelse med, at politikerne tildelte sig selv
flerdobbelte partitilskud, var De Radikales pris for at acceptere dette
forslag, at de radikale ministre fik lov til at få orlov fra deres job som
folketingsmedlemmer i den tid, de var ministre, og fik lov til at indkalde
deres suppleant (bilag 5). Det synes Fremskridtspartiet er et helt rimeligt
forslag. Vi synes oven i købet, at ministre skal have pligt til at indkalde
deres suppleant, som man gør i Norge og andre steder.
Men stor var vor forbavselse, og væk var vor velvilje, da vi opdagede, at
det, De Radikale havde fået listet Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti
og Centrum-Demokraterne til at stemme for, var en ordning, som medførte, at
uanset om man skulle have orlov fra sit job som folketingsmedlem, så skulle
man naturligvis stadig væk have løn som folketingsmedlem.
Derudover skulle man også have det skattefrie omkostningstillæg, som i
hvert fald for Marianne Jelveds vedkommende - valgt i Nordjylland - nærmer
sig 100.000 kroner om året. Det er beregnet til alle de ekstraomkostninger,
man har som folketingsmedlem, og når man regner det ud, så er der en god
grund til at give det.
Men når man er minister, så får man betalt den ekstra telefon, selv en
mobiltelefon, transporten bliver klaret i ministerbilen, man har fortsat
gratis rejser - de bliver betalt af ministeriet - osv. osv. Selv aviser og
sågar fjernsynslicens bliver betalt af ministeriet i den tid, man er
minister. Så man har ingen som helst ekstraudgifter.
Men ikke nok med, at man skal kunne få det skattefrie omkostningstillæg -
nej, de ministre, der på denne måde kommer på orlov, kan sandelig også
opretholde optjeningen af pensionsrettigheder som folketingsmedlem, uanset at
de i den samme periode fungerer i en helt anden stilling og optjener
pensionsrettigheder som minister.
Det er ikke mindre end et vanvittigt forslag. Det er i øvrigt lidt sjovt
at tænke på, at ordningen med at give ministre, der ikke var medlemmer af
Folketinget, løn som folketingsmedlem, fordi de ikke skulle være dårligere
stillet end deres kolleger, også er sket på baggrund af et radikalt krav.
De regler blev indført, fordi professor Kjeld Philip blev radikal
minister, og han var den første minister, som blev valgt uden at være medlem
af Folketinget. Derfor indførte man reglerne om, at ministre, der ikke var
medlemmer af Folketinget, skulle kunne få løn som folketingsmedlemmer. De får
dog ikke det skattefrie omkostningstillæg.
Og nu er det så igen De Radikale, der forlanger særbehandling for
ministre, der er medlemmer af Folketinget. Man vil gerne have fri fra
arbejdet, men man vil ikke give afkald på hverken løn, omkostningstillæg
eller pensionsanciennitet. Fremskridtspartiet vil ikke acceptere noget så
urimeligt, og når det forslag kommer til behandling i Folketinget, vil vi
stille de nødvendige ændringsforslag, som kommer til at gå ud på, at
ministrene selvfølgelig får ret til at få orlov - så må de blot slippe
goderne, der følger med, nemlig lønnen som folketingsmedlem,
omkostningstillæg og optjening af pensionsanciennitet.
Herudover vil vi holde de gamle partier fast på - og det gælder både
Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre
og Centrum-Demokraterne - at pension til ministre, så længe man finder det
rigtigt at have statslig pension ud over folkepensionen, i hvert fald aldrig
skulle kunne gives før fra det tidspunkt, de pågældende opnår
pensionsalderen. Sådan er det i hele resten af samfundet, og der skal ikke
gælde særregler, hverken for folketingsmedlemmer eller ministre.
Folketingsmedlemmer kan da også først få pension, når de går på pension som
60-årige. Og hvad er det, der gør, at ministre skal have særstilling i
forhold til alle andre grupper i dette samfund?
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1, nr. 1
Denne del af lovforslaget er identisk med lovforslag nr. L 247,
folketingsåret 1994-95 (Folketingets forhandlinger 1994-95, sp. 5397, 5861,
6293, 6618, tillæg A, sp. 3670, tillæg B, sp. 925). Der indbygges et
alderskriterium, hvorefter det først er ved det fyldte 60. år, der kan
udbetales ministerpension, altså først når den pågældende har nået en alder,
der med rimelighed kan kaldes pensionsalder.
Til § 1, nr. 2
Tidligere ministre, som opnår ansættelse ved EU i stillinger med en høj
løn, skal ikke samtidig have dansk ministerpension, hvorfor der skal
modregnes i pensionen for EU-gagen.
Til § 2
Denne del af lovforslaget er bortset fra ikrafttrædelsesdatoen identisk
med lovforslag nr. L 247, folketingsåret 1994-95. Fremskridtspartiet mener
godt, at loven kunne gælde for alle nuværende ministre på pension, men har
valgt at undlade dette slagsmål til fordel for at få reglerne om
ministerpension revideret. Derfor vil følgende regler finde anvendelse efter
lovforslagets vedtagelse:
Tidligere ministre, som ikke på et senere tidspunkt på ny bliver udnævnt
som ministre, og som for indeværende opnår den urimelige ministerpension
efter gældende regler, vil få disse videreført uændret.
For tidligere ministre, der på et senere tidspunkt på ny udnævnes til
ministre, vil de hidtil gældende regler finde anvendelse, indtil udnævnelsen
finder sted. Når den pågældende igen afskediges, vil ministeren være
berettiget til pension efter de hidtil gældende regler indtil det fyldte 60.
år beregnet på grundlag af den funktionstid som minister, der ligger forud
for den 1. januar 1996. Den funktionstid, der ligger efter den 1. januar
1996, vil først udløse pension, når den pågældende fylder 60 år, hvor de to
funktionsperioder slås sammen.
For de nuværende ministre foretages der en opdeling i funktionstid som
minister før og efter den 1. januar 1996. Når en nuværende minister
afskediges, vil den del af funktionstiden, der ligger forud for den 1. januar
1996, udløse pension indtil det fyldte 60. år efter de hidtil gældende
regler. Den funktionstid, der ligger efter den 1. januar 1996, vil først
udløse pension, når den pågældende fylder 60 år, hvor de to funktionsperioder
slås sammen.
For ministre, der udnævnes efter den 1. januar 1996, gælder de med dette
lovforslag ændrede regler fuldt ud.
Bilag 1
Spørgsmål nr. 1 og 2 ad B 11 stillet af Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen den 27. januar 1995 og finansministerens svar herpå af 17.
marts 1995
Spørgsmål nr. 1:
»Hvem modtager i dag pension, eftervederlag m.v. i henhold til lov
nr. 194 af 5. juni 1959, senest ændret den 30. juni 1993, om vederlag og
pension m.v. for ministre, og hvor meget modtager hver enkelt af disse
personer i årlig ydelse?»
Svar:
Der vedlægges en fortegnelse over forhenværende ministre, der modtager
ministerpension henholdsvis ventepenge.
Spørgsmål nr. 2:
»Berettiger en tidligere ministers overgang til pension til at få
udbetalt andre ydelser eller til at få udbetalt »optjente
rettigheder«, f.eks. tjenestemandspension, kollektiv pensionsordning,
privat opsparingsordning, Lønmodtagernes Dyrtidsfond m.v.?»
Svar:
En tjenestemand, der er overgået til en ministerstilling, har ved sin
afgang som minister ret til at få udbetalt sin tjenestemandspension, hvis
vedkommende fratræder tjenestemandsansættelsen, jf. § 6, stk. 1, i lov nr.
194 af 5. juni 1959 om vederlag og pension m.v. for ministre, som ændret ved
lov nr. 577 af 19. december 1969 og lov nr. 447 af 30. juni 1993.
Bortset fra tjenestemandspensioner, der således er reguleret i loven om
vederlag og pension til ministre, vil udbetalingsbetingelserne for kollektive
pensionsordninger, private opsparingsordninger og Lønmodtagernes Dyrtidsfond
fremgå af de regler, der gælder for disse ordninger.
Oversigt over pensionerede ministre pr. 1. februar 1995
---------------------------------------------------------------------
Navn Fødselsår Funktions- Årlig Fratrådt
og -dato tid pension den
i kr.
---------------------------------------------------------------------
Andersen, Anders 1912 1/10 7 157.702,- 10/9 1987
Andersen, Else Winther 1941 5/4 2 89.780,- 25/1 1993
Andersen, Poul Nyboe 1913 23/11 4 129.208.- 13/2 1975
Andresen, Kaj 1907 7/4 3 116.167,- 2/2 1968
Bennedsen, Dorte 1938 2/7 5 148.907,- 10/9 1982
Bilgrav-Nielsen, Jens 1936 14/5 2 90.438,- 18/12 1990
Brøndum, Erling 1930 11/7 1 58.527,- 13/2 1975
Christiansen, Arne 1925 9/10 1 52.464,- 26/10 1979
Christophersen, Henning 1939 8/11 3 125.076,- 23/7 1984
Dahlgaard, Lauge 1919 1/1 3 225.548,-1) 11/10 1971
Dalsager, Poul 1929 5/3 4 129.086,- 20/1 1981
Dybkjær, Lone 1940 23/5 2 90.438,- 18/12 1990
Dyremose, Henning 1945 22/12 6 163.790,- 25/1 1993
Ellemann-Jensen, Uffe 1941 1/11 8 206.296,- 25/1 1993
Enggaard, Knud 1929 4/6 8 208.446,- 25/1 1993
Engell, Hans 1948 8/10 8 222.966,- 25/1 1993
Espersen, Ole 1934 20/12 1 58.527,- 10/9 1982
Frederiksen, Ib 1927 9/8 2 81.543,- 19/12 1973
Gredal, Eva 1927 19/2 5 226.926,-1) 30/8 1978
Grove, Henning 1932 7/4 3 116.169,- 12/3 1986
Grunbaum, Henry 1911 27/7 5 131.121,- 19/12 1975
Guldberg, Ove 1918 2/12 4 114.253,- 13/2 1975
Hansen, Holger 1929 16/5 1 58.527,- 13/2 1975
Hansen, Ivar 1938 1/11 1 58.527,- 26/10 1979
Hartling, Poul 1914 14/8 4 128.043,- 13/2 1975
Heinesen, Knud 1932 26/9 7 181.550,- 10/9 1982
Hertling, Knud 1925 7/1 2 81.546,- 19/12 1973
Hjortnæs, Karl 1934 19/4 3 116.169,- 10/9 1982
Holberg, Britta Schall 1941 25/7 5 148.907,- 10/9 1987
Holst, Erik 1922 21/6 2 81.546,- 10/9 1982
Hovmand, Svend Erik 1945 8/12 4 134.296,- 25/1 1993
Høyem, Tom 1941 10/10 4 129.208,- 1/9 1987
Haarder, Bertel 1944 7/9 8 222.966,- 25/1 1993
Ikast, Kaj 1935 5/12 2 89.780,- 25/1 1993
Jensen, Erling 1919 1/11 8 71.619,-1) 10/9 1982
Jørgensen, Anker 1922 13/7 8 193.056,- 10/9 1982
Kampmann, Jens 1937 30/3 3 116.169,- 31/8 1978
Kirk, Kent 1948 26/8 3 123.143,- 25/1 1993
Kirkegaard, Knud Erik 1942 17/5 3 123.143,- 25/1 1993
Knudsen, Jens Risgaard 1925 14/4 5 148.907,- 2/2 1968
Kofoed, Niels Anker 1929 21/2 5 148.907,- 12/3 1986
Larsen, Elsebeth 1949 15/1 5 148.907,- 12/3 1986
Larsen, Ester 1936 23/5 3 123.143,- 25/1 1993
Larsen, Helge 1915 25/4 3 116.168,- 11/10 1971
Larsen, Tove Lindbo 1928 25/12 1 58.527,- 10/9 1982
Laustsen, Agnete 1935 25/9 3 116.169,- 18/12 1990
Lind, Nathalie 1918 1/10 6 148.469,- 26/10 1979
Lundholt, Anne Birgitte 1952 11/6 3 125.293,- 25/1 1993
Madsen, Mette 1924 3/7 3 104.043,- 3/6 1988
Møller, Grethe Fenger 1941 6/11 3 116.169,- 12/3 1986
Møller, Per Stig 1942 27/8 2 97.769,- 25/1 1993
Møller, Poul 1919 13/10 3 104.042,- 17/3 1971
Nielsen, Tove 1941 8/4 1 58.527,- 13/2 1975
Nørgaard, Ivar 1922 26/7 8 222.969,- 10/9 1982
Olesen, Kjeld 1932 8/7 6 169.487,- 10/9 1982
Olesen, Aase 1934 24/9 2 90.438,- 18/12 1990
Pedersen, Thor 1945 14/6 6 163.790,- 25/1 1993
Petersen, Kristen
Helveg 1909 29/11 6 226.735,-1) 11/10 1971
Rasmussen, Anders Fogh 1953 26/1 5 148.126,- 19/11 1992
Rechendorff, Torben 1937 1/4 4 132.176,- 25/1 1993
Rostbøll, Grethe 1941 30/5 2 97.769,- 25/1 1993
Schluter, Poul 1929 3/4 8 222.966,- 25/1 1993
Simonsen, Palle 1933 6/5 7 181.550,- 30/10 1989
Stetter, Ib 1917 1/3 3 116.169,- 12/3 1986
Søgaard, Poul 1923 12/11 4 226.739,-1) 10/9 1982
Thomsen, Knud 1908 16/1 5 104.042,- 11/10 1971
Thomsen, L. Christian 1909 6/1 5 131.122,- 19/12 1973
Toft, Hans C. 1914 7/1 2 81.545,- 11/10 1971
Tørnæs, Laurits 1936 17/7 5 145.725,- 25/1 1993
Wilhjelm, Nils 1936 17/6 3 116.169,- 2/12 1989
Østergaard, Lise 1924 18/11 5 226.735,-1) 10/9 1982
---------------------------------------------------------------------
Oversigt over ministre på ventepenge pr. 1. februar 1995
---------------------------------------------------------------------
Navn Fødselsår Funktions- Årlig Fratrådt
og -dato tid pension den
i kr.
---------------------------------------------------------------------
Andersen, A.O. 1939 16/11 1 212.665,- 28/9 1994
Degn, Helle 1946 20/10 1 212.665,- 28/9 1994
Gjellerup, Pia 1959 22/8 0 222.966,- 29/3 1993
Juncker, Bente 1944 9/5 0 212.665,- 11/2 1994
Lund, Torben 1950 6/11 1 212.665,- 28/9 1994
Melchior, Arne 1924 22/10 4 212.665,- 28/1 1994
Mortensen, Helge 1941 9/5 1 212.665,- 28/9 1994
Sjursen, Jann 1963 20/10 1 212.665,- 28/9 1994
Stavad, Ole 1949 1/6 1 212.665,- 1/11 1994
---------------------------------------------------------------------
------------------------
1) Den pågældende oppebærer en kombineret minister/tjenestemandspension.
Bilag 2
Justitsministerens kommentar af 14. februar 1994 til henvendelse af primo
oktober 1993 fra en borger til Retsudvalget (Alm. del - bilag 45)
Justitsministeriet fremsendte ved skrivelse af 18. november 1993 en
foreløbig besvarelse til Retsudvalget, idet man meddelte, at
Justitsministeriet havde anmodet Finansministeriet, Administrations- og
Personaledepartementet, om oplysninger til brug for Justitsministeriets
besvarelse af Retsudvalgets henvendelse.
Finansministeriet, Administrations- og Personaledepartementet, har
herefter ved skrivelse af 24. januar 1994 udtalt følgende:
»Det kan indledningsvis oplyses, at der ikke verserer nogen sag ved
domstolene, rejst af Dansk Politiforbund eller anden juridisk person
vedrørende lov nr. 447 om tjenestemandspension af 30. juni 1993.
Det tilføjes, at heller ikke lov nr. 292 om tjenestemandspension af 18.
juni 1969, hvorved samordningsfradraget indførtes som en del af
tjenestemandspensionssystemet, har givet anledning til retssager.
Det centrale i de ændringer, der fandt sted ved den nævnte lov af 30. juni
1993, er omlægningen af samordningsfradraget i tjenestemandspensioner fra at
være et fradrag for over 67-årige til et tillæg for de under 67-årige.
Samtidig er tjenestemandspensionsberegningen ændret, så egenpensionen ved
fuld pensionsalder udgør 57 pct. af den pensionsgivende løn, og
ægtefællepensionen udgør 71 pct. af egenpensionen.
I forbindelse med omlægningen af pensionsberegningen er der - efter
indhentet udtalelse fra Lønningsrådet - fastsat et loft på 10.000 kr. for
stigningen i pensionens størrelse som følge af den ændrede beregningsmåde,
ligesom der som led i omlægningen er fastsat et tillæg til de højeste
pensionsaldre på skalatrinene 1-31.
Alle nuværende egen- og ægtefællepensioner omberegnes pr. 1. januar 1994
efter det nye pensionsberegningssystem. Det sikres ved overgangsordninger, at
ingen nuværende tjenestemandspensionist ved omlægningen får lavere
tjenestemandspension, ligesom tjenestemandspensioner, der påbegyndes udbetalt
i årene 1994-96, stiller tjenestemandspensionisten som efter de gældende
regler.
Pensioner, der påbegyndes udbetalt i årene 1997-2001, tilnærmes gradvist
det fremtidige niveau, mens pensioner, der beregnes på grundlag af en
pensionsret, der opstår efter 2001, groft sagt vil være 1 pct. mindre, end
hvis beregningen var sket efter de eksisterende regler.
En sådan nedgang vil gælde for alle ansatte, der er omfattede af en
arbejdsmarkedspensionsordning, idet pensionsbidraget for overenskomstansatte
beregnes af lønnen efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag. Dvs., at der gennem
et ansættelsesforløb opspares et lavere pensionsbidrag end hidtil.
Det har været afgørende for regeringen, at omlægningen af
tjenestemandspensionsberegningen, den gennemførte skattereform og den
gennemførte lov om arbejdsmarkedsfonde er en helhed. Skattereformen indebærer
en særlig gunstig behandling af tjenestemandspensionisterne, som opnår stor
fordel af nedsættelsen af indkomstskatten, og som ikke skal betale
arbejdsmarkedsbidrag af tjenestemandspensionen.
Det kan oplyses, at finansministeren siden juni måned har ført omfattende
korrespondance med (en borger), der har rettet 10-12 henvendelser til
ministeren, alle vedrørende tjenestemandspensionslovens
grundlovsmedholdelighed.
Som led i denne brevveksling har finansministeren tilstillet (borgeren)
lovforslaget med bemærkninger (L 312), kopi af de 22 af ministeren over for
Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg afgivne besvarelser af spørgsmål vedrørende
lovforslaget samt kopi af Bernhard Gomard: Privat pension og social
forsikring, kapitel 8, der behandler problemstillingen omkring ændringer i
tjenestemandspensionslovgivningen i relation til grundlovens
ekspropriationsbestemmelser.
(Borgeren) tager udgangspunkt i en påstået nedsættelse af
tjenestemandspensionerne med ca. 10 pct. Denne fremstilling er ikke korrekt.
Fremstillingen ser bevidst, men fejlagtigt bort fra, at samordningsfradraget
siden 1969 har været en integreret del af tjenestemandspensionslovgivningen.
(Borgeren) og andre har på dette grundlag krævet - og påstået at have
forventet - at tjenestemandspensionen blev forhøjet med et beløb svarende til
samordningsfradraget samtidig med, at tjenestemandspensionisten modtog
folkepensionens grundbeløb.
Noget sådant er der imidlertid aldrig givet tilsagn om.
Lovgivningen har hele tiden - efter forslag af Tjenestemandskommissionen
af 1965 - forudsat, at pensionsniveauet for over 67-årige
tjenestemandspensionister udgjordes af en samordnet pension bestående af
folkepension og tjenestemandspension reduceret med samordningsfradrag.
Den nye lovgivning, der træder i kraft pr. 1. januar 1994, fastholder
disse forudsætninger, men giver samtidig tjenestemandspensionister
skattelettelser og fritagelse for betaling af arbejdsmarkedsbidrag, så disse
pensionister får en stigning i den disponible indtægt.
De nu gennemførte ændringer af tjenestemandspensionsloven, som ikke ændrer
tjenestemandspensionen for nogen allerede pensioneret eller for dem, der
opnår pension de næste 3 år, ligger efter Finansministeriets opfattelse klart
uden for rammerne for sådanne velerhvervede rettigheder, som kan anses for
omfattede af grundlovens § 73, jfr. også Bernhard Gomard.«
I den nævnte fremstilling gør Bernhard Gomard den opfattelse gældende, at
»hverken bestemmelserne om tjenestemændenes løn- eller pensionsforhold
er således indrettet, at lovgivningsmagten efter § 73 er afskåret fra at
foretage ensidige ændringer også i nedadgående retning med virkning for
allerede ansatte« (a.st. side 202). Det antages dog, at tjenestemænd,
der har opnået ret til at søge afsked med pension, ikke kan fratages denne
ret, jf. a.st. side 204.
Med hensyn til aktuel pension anfører Gomard (a.st. side 204), at det er
den almindelige opfattelse, at en pensionists krav på at oppebære pension i
overensstemmelse med de regler, der gjaldt ved hans afsked, er en rettighed,
der nyder beskyttelse efter grundlovens § 73.
For så vidt angår spørgsmålet om rækkevidden af den grundlovsmæssige
beskyttelse af aktuelle tjenestemandspensioner antages det, at grundlovens §
73 ikke vil være til hinder for enhver form for indgreb, jf. a.st. side 210.
I den forbindelse behandles også spørgsmålet om samordningen mellem
tjenestemandspension og folkepension.
Justitsministeriet kan i øvrigt tilføje, at spørgsmålet om
tjenestemandspensionsrettigheders beskyttelse efter grundlovens § 73 er
behandlet flere steder i den statsretlige litteratur.
Alf Ross har i Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole Espersen,
1980, side 649, bl.a. anført følgende:
»En allerede forfalden pensionsydelse må dog - på linie med andre
fordringer - være beskyttet af grdl. § 73. Tilsvarende må gælde at
tjenestemandspensionen må være beskyttet, når denne er blevet aktuel, dvs.
ved tjenestemandens afsked med pension.«
Der kan endvidere henvises til Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2.
udgave ved Peter Germer, 1973, side 401 f., hvor det bl.a. er anført:
»Tjenestemandspension er beskyttet når pensionsretten er blevet
aktuel ved tjenestemandens afsked med pension, derimod ikke sålænge
pensionsretten kun er eventuel, jfr. princippet i HD 1935.1, ovfr.
6.07.«
I det nævnte afsnit 6.07 anfører Max Sørensen bl.a. følgende (side 164):
»Endelig udtalte højesteret, at ordningen ikke stred mod de
sagsøgende dommeres velerhvervede rettigheder. Herved bygges på den
grundsætning, at pensions- og pensionslignende krav ikke er beskyttet mod
lovgivningsmagtens indgreb, så længe de ikke er blevet aktuelle, jfr. nedf.
22.02.«
Henrik Zahle har i Dansk forfatningsret, bind 3, Menneskerettigheder,
1989, bl.a. anført følgende om pensionsrettigheder generelt (side 121):
»Med hensyn til pensionsydelser må antages, at forfaldne
pensionsydelser er beskyttet på linie med andre fordringer. Men også retten
til fortsat pension i en aktuel pensionsordning, dvs. efter at
pensionsperioden er begyndt, såvel som ved en eventuel pension, dvs. i
tiden forud for pensionsperiodens begyndelse, kan i et vist omfang være
beskyttet. I bedømmelsen må indgå hensynet til, i hvilket omfang den
pågældende selv har bidraget gennem præmiebeløb eller på anden måde til den
pågældende pensionsordning, jf. UfR 1929 239 H, såvel som hensyn til
pensionsydelsens karakter og grundlag.«
Som det fremgår, er det den overvejende opfattelse i den statsretlige
litteratur, at den udsigt til og forventning om en tjenestemandspension
beregnet i overensstemmelse med hidtidig lovgivning, som tjenestemænd, der
ikke er gået på pension, måtte have, ikke nyder samme beskyttelse efter
grundlovens § 73 som den aktuelle ret til en tjenestemandspension af en
bestemt størrelse, der tilkommer de tjenestemænd, som allerede er på pension.
For så vidt angår den foreliggende ændring af
tjenestemandspensionsreglerne er Justitsministeriet enig med
Finansministeriet i, at lovændringen ikke kan antages at indebære et
ekspropriativt indgreb.
Bilag 3
Uddrag af justitsministerens besvarelse af 31. maj 1995 af spørgsmål 7 af
31. januar 1995 fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (Alm. del -
bilag 55)
Spørgsmål:
»Vil ministeren redegøre for, i hvilke tilfælde der vil være tale om
ekspropriation, og i hvilke tilfælde, der ikke vil være tale om
ekspropriation, hvis der vedtages lovregler efter nedenstående
retningslinjer:
Ministerpension til kommende ministre, nuværende ministre (herunder
sådanne, der har været ministre tidligere og tidligere har fået udbetalt
ministerpension) eller tidligere ministre (der p.t. oppebærer
ministerpension) kan ikke udbetales før det fyldte 60. år.
Ministerpension kan endvidere kun udbetales efter det fyldte 60. år i det
omfang, lønudbetaling fra offentligt eller privatlønede job m.v., herunder
som folkevalgt, ikke overstiger pensionen (f.eks.: hvis lønnen eller
vederlaget er 150.000 kr. og pensionen 220.000 kr., udgør ministerpensionen
70.000 kr.).
Ministeren bedes i det omfang, der efter ministerens opfattelse er tale om
ekspropriation, begrunde, hvorfor der ikke var tale om ekspropriation, da man
ændrede tjenestemandspensionerne i forbindelse med skattereformen, jf. herved
ministerens besvarelse af 14. februar 1994 af henvendelse af 3. november 1993
(Retsudvalget, 1993-94, alm. del - bilag 345), og i forbindelse med de
manglende udbetalinger fra Den Sociale Pensionsfond.«
Svar:
Der vedlægges et notat om det rejste spørgsmål. Notatets konklusioner kan
sammenfattes således:
For kommende ministres vedkommende finder Justitsministeriet, at de
skitserede ændringer vil kunne gennemføres, uden at der er tale om
ekspropriation.
For allerede pensionerede ministres vedkommende finder
Justitsministeriet, at de skitserede ændringer i almindelighed vil indebære
ekspropriation.
For fungerende ministres vedkommende finder Justitsministeriet, at
de skitserede ændringer - uden at der foreligger ekspropriation - vil kunne
gives virkning for ministre med mindre end et års anciennitet.
Fungerende ministre med mere end et års anciennitet vil formentlig
kunne kræve, at deres allerede optjente, men endnu ikke aktualiserede,
ret til pension skal behandles efter de hidtil gældende regler. Der kan
derimod ikke antages at være noget til hinder for, at de skitserede ændringer
gives virkning for den ret til pension, som først optjenes efter
ændringens ikrafttræden.
Bilag 4
Udvalget for Forretningsordenen (Alm. del - bilag 22) Diverse
København, den 3. februar 1994
Formanden for Folketingets Udvalg for Forretningsordenen
Undertegnede gruppeformænd for . . .*). . . finder det væsentligt, at
debatten om vederlag og pension til folketingsmedlemmer og ministre føres på
et sagligt og konstruktivt grundlag. Derfor afviser vi i fællesskab
Fremskridtspartiets lovforslag.
Ser man på det samlede sæt af regler for vederlag og pension for
folketingsmedlemmer og ministre, kan det ikke med nogen ret hævdes, at der i
forhold til ansvar og arbejdsdag er for gunstige vilkår.
Man må konstatere, at en lang indsats i politik kun sjældent baner vejen
for fremtrædende placering andre steder på arbejdsmarkedet. Tværtimod er en
lang politisk karriere ofte et handicap for at komme over i anden
beskæftigelse.
Disse hensyn har formentlig helt tilbage til 1928 været bestemmende for
indretningen af reglerne om ministerpension. Lignende betragtninger gælder
for folketingsmedlemmers eftervederlag.
I det hele taget bør det slås fast, at når vi lægger op til en samlet
vurdering af folketingsmedlemmers og ministres økonomiske vilkår, så sker det
ikke med det sigte at give efter for en aktuel kampagne - heller ikke for at
forringe de samlede vilkår, men for at vurdere, om regler og vilkår kan
udformes mere tidssvarende og sammenhængende.
På den baggrund skal vi opfordre formanden for Udvalget for
Forretningsordenen til at tage initiativ til et arbejde på vedlagte grundlag.
Med venlig hilsen
Ole Løvig Simonsen Jens Bilgrav-Nielsen Arne Melchior
Henning Lysholm Christensen Hans Engell Ivar Hansen
-----------------------
*) Socialdemokratiet, Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre,
Kristeligt Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti.
Bilag
Partierne er enige om at opfordre Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen til at kortlægge reglerne om vederlag og pension for
folketingsmedlemmer og ministre i sammenlignelige lande, bl.a. Norge,
Sverige, Tyskland og Holland. På baggrund af kortlægningen opfordres Udvalget
til at give en vurdering af det eventuelle behov for modernisering af de
danske regler.
Drøftelserne bør bl.a. ske i lyset af de aftaler, der gælder for
borgmestre, ledende medarbejdere i administrationen og i det private
erhvervsliv.
Bilag 5
Beretning nr. 3
Folketinget 1994-95
Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 31. maj 1995
Beretning
om
ministres mulighed for at opnå orlov
Udvalget har drøftet ministrenes mulighed for at få orlov.
Herefter opfordrer et flertal ( Socialdemokratiets, Socialistisk
Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af
udvalget) Præsidiet til i oktober 1995 med henblik på ikrafttræden snarest
muligt i den kommende folketingssamling at fremlægge et forslag til ændring
af Folketingets forretningsorden, hvorefter medlemmer af Folketinget, der
tillige er ministre, kan få meddelt orlov med de samme virkninger, som følger
af meddelelse af orlov til medlemmer, der som ministre udsendes i offentligt
hverv (§ 41, stk. 3, litra d), idet dog ophøret af den meddelte orlov alene
kan ske, når den pågældende fratræder som minister.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af
udvalget) er af den opfattelse, at de gældende regler virker
tilfredsstillende.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget)
indstiller, at der bør indføres en ordning i lighed med den norske, hvor en
minister har pligt til at indkalde stedfortræderen, mister sin stortingsgage
og alene har ret til ministergage. En sådan ordning bør også indebære, at en
minister, der ikke er valgt som medlem, kun modtager ministergage.
Hvis en minister mister embedet ved en regeringsændring, skal ministeren
kunne genindtræde som medlem.
Den nærmere tilrettelæggelse af en sådan dansk ordning skal ske under
respekt for grundloven.
P.u.v.
Erling Olsen
formand.
Efter 2. behandling den 24. maj 1996
§ 1
I lov nr. 194 af 5. juni 1959 om vederlag og pension m.v. for ministre,
som senest ændret ved § 3 i lov nr. 447 af 30. juni 1993, foretages følgende
ændringer:
1. § 4, stk. 1, affattes således:
»En minister, der har haft mindst 1 års funktionstid som minister, er
berettiget til egenpension. Egenpensionen udbetales fra den 1. i måneden
efter det fyldte 60. år, dog tidligst efter udløbet af det tidsrum, hvori der
udbetales ventepenge.«
2. § 6, stk. 1, 2. og 3. pkt., udgår, og i stedet
indsættes:
»Ansættes en pensionsnydende minister i tjenestemandsstilling eller
ved Den Europæiske Union, hvis lønning er større end den den pågældende i alt
tillagte pension, bortfalder denne. Er lønningen mindre end pensionen,
udbetales forskellen som personligt tillæg. Ved afgang fra
tjenestemandsstilling eller fra stilling ved Den Europæiske Union, som en
afgået minister beklæder, har den pågældende ret til den samlede pension, der
som afgået minister tilkom denne, hvis denne er større end den pension,
hvortil tjenestemandsstillingen eller stillingen ved Den Europæiske Union
berettiger denne, idet det tidsrum, hvori den pågældende har fungeret som
minister og eventuelt i tidligere tjenestemandsstilling eller i tidligere
stilling ved Den Europæiske Union, medregnes i pensionsalderen.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.
Stk. 2. Med hensyn til pensioner, der udbetales på grundlag af
funktionstid som minister før denne lovs ikrafttræden, finder de hidtil
gældende regler fortsat anvendelse.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om vederlag og pension m.v. for ministre Retsinformation · 8. december 1999
- 1996 LSF 126 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM VEDERLAG OG PENSION M.V. FOR MINISTRE Retsinformation · 13. december 1996
- 1994 LSF 247 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM VEDERLAG OG PENSION M.V. FOR MINISTRE Retsinformation · 3. maj 1995
- 1997 LSF 50 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM VEDERLAG OG PENSION M.V. FOR MINISTRE Retsinformation · 3. april 1998
- 1997 LSF 30 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM VEDERLAG OG PENSION M.V. FOR MINISTRE Retsinformation · 21. oktober 1997
- Bekendtgørelse af lov om vederlag og pension m.v. for ministre Retsinformation · 6. juli 2017