Spring til indhold

Retsinformation

1995 LSF 42 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM VEDERLAG OG PENSION M.V. FOR MINISTRE

1995/1 LSF 42Lovforslag som fremsatFolketinget10. september 1996

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov nr. 194 af 5. juni 1959 om vederlag og pension m.v. for ministre,

som senest ændret ved § 3 i lov nr. 447 af 30. juni 1993, foretages følgende

ændringer:

1. § 4, stk. 1, affattes således:

»En minister, der har haft mindst 1 års funktionstid som minister, er

berettiget til egenpension. Egenpensionen udbetales fra den 1. i måneden

efter det fyldte 60. år, dog tidligst efter udløbet af det tidsrum, hvori der

udbetales ventepenge.«

2. § 6, stk. 1, 2. og 3. pkt., udgår, og i stedet

indsættes:

»Ansættes en pensionsnydende minister i tjenestemandsstilling eller

ved Den Europæiske Union, hvis lønning er større end den den pågældende i alt

tillagte pension, bortfalder denne. Er lønningen mindre end pensionen,

udbetales forskellen som personligt tillæg. Ved afgang fra

tjenestemandsstilling eller fra stilling ved Den Europæiske Union, som en

afgået minister beklæder, har den pågældende ret til den samlede pension, der

som afgået minister tilkom denne, hvis denne er større end den pension,

hvortil tjenestemandsstillingen eller stillingen ved Den Europæiske Union

berettiger denne, idet det tidsrum, hvori den pågældende har fungeret som

minister og eventuelt i tidligere tjenestemandsstilling eller i tidligere

stilling ved Den Europæiske Union, medregnes i pensionsalderen.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1996.

Stk. 2. Med hensyn til pensioner, der udbetales på grundlag af

funktionstid som minister før denne lovs ikrafttræden, finder de hidtil

gældende regler fortsat anvendelse.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Nærværende lovforslag er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 247 af 3.

Læs alt

maj 1995.

Fremskridtspartiet har gennem alle sine år argumenteret for, at der skal

være en ensartet folkepension for alle uanset ægtestand og uanset

formueforhold. Det indebærer, at samtlige de offentligt betalte særpensioner

skal afvikles. Blot fordi man har været f.eks. borgmester, minister eller

generalsekretær, skal skatteyderne ikke belastes af en højere pension til

disse personer. Pension ud over folkepensionen må hver enkelt selv tage penge

fra til. Det er Fremskridtspartiets hovedsynspunkt, som vi fastholder og vil

fremføre igen og igen.

Nærværende lovforslag har derfor til hensigt at fjerne et urimeligt

forhold, tidspunktet for erhvervelsen af retten til og varigheden af

ministerpensioner, samt at lade de ministerpensionsregler, der gælder for

tjenestemænd, omfatte ansatte ved EU.

For borgmestres vedkommende har man de senere år strammet vilkårene lidt

op, hvorved et hjørne af urimelighederne er blevet fjernet. Det gælder

primært tidspunktet for, hvornår pensionen kommer til udbetaling.

Problemet er imidlertid fortsat ganske utilstrækkeligt løst for ministre.

Det består i, at en minister bliver pensionsberettiget efter at have været i

embede i et enkelt år. Derefter vil ministeren få pension udbetalt resten af

livet. Ved det seneste folketingsvalg fik hele befolkningen

anskuelsesundervisning i, hvilke konsekvenser de gældende regler har. En

tidligere energiminister er i en meget ung alder blevet gjort berettiget til

at hæve ministerpension resten af livet, jf. bilag 1. Det er aldeles

urimeligt. Men også ganske mange andre tidligere ministre går i dag rundt med

betydelige månedlige supplementer til deres løn i form af ministerpension.

I Fremskridtspartiet mener vi, at Folketinget som et minimum af rimelig og

retfærdig handling skal beslutte, at man først kan få ministerpension, når

man rent faktisk går på pension. I dag udbetales ministerpensionen som

supplement til f.eks. en fortsat erhvervsindkomst. Da en række tidligere

ministre har valgt at lade sig vælge til embeder i EU med meget betydelig

gage, har Fremskridtspartiet fundet det nødvendigt at foreslå, at tidligere

ministre, som beklæder embeder i EU, selvfølgelig ikke skal forgyldes

yderligere med dansk ministerpension oven i EU-gagen.

Lovforslaget betyder, at begrebet ministerpension skal videreføres, men at

pensionen først kommer til udbetaling, når personen går på pension.

Det er selvfølgelig individuelt, hvornår tidligere ministre går på

egentlig pension. For at have en enkel regel er der derfor foreslået en

aldersgrænse på 60 år. Det er en aldersgrænse, som er lig med den, der gælder

for borgmestre.

Det er Fremskridtspartiets opfattelse, at det uden problemer kunne

vedtages, at det også skal gælde for alle de nuværende nydere af

ministerpension. Riget fattes penge, og her er et oplagt sted at spare staten

for nogle millioner kroner. Justitsministeriet har (bilag 2) udtalt sig om

tjenestemandspensionsreglerne. Fremskridtspartiet læser besvarelsen således,

at tjenestemænd, der er gået på pension, har ret til den tillagte pension, og

at et indgreb ville være ekspropriation. Fremskridtspartiet læser

Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 7 fra Udvalget for

Forretningsordenen om reglerne for ministerpension på tilsvarende måde (alm.

del - bilag 55, folketingsåret 1994-95). Side 1-2 af besvarelsen er optrykt

som bilag 3. Fremskridtspartiet er ikke enige med Justitsministeriet, men i

stedet for at bruge nærværende forslag på at diskutere grundloven og

ekspropriationsreglerne og så måske tabe selve budskabet på gulvet, så vil vi

hellere lade forslaget få virkning for alle kommende ministre. Personer, der

i dag får ministerpension, vil derfor fortsat kunne hæve deres månedlige

pension uanset alder. Men fremover vil nye personer, der tildeles

ministerpension, først få den udbetalt, når vedkommende går på pension.

Sagen om de urimelige ministerpensioner har været fremme i offentligheden

mange gange. De sidste to gange var i forbindelse med den første

Nyrup-regerings ændring, hvor det kom frem, at Jann Sjursen, som havde været

energiminister i et år, og som kun var 30 år, da han fratrådte som minister,

i resten af sin levetid kunne få udbetalt en ministerpension på næsten 60.000

kroner pr. år.

Fremskridtspartiet fremsatte forslag om at ændre reglerne, og de store

partier i Folketinget, som alle har haft ministre, faldt over hinanden for at

få lavet et dokument, som sagde, at man selvfølgelig var rede til at finde en

ny ordning (bilag 4). De sluttede dog også med at sige, at det ikke måtte

være en forringelse af de hidtil gældende regler.

Sagen kom op på ny, da indenrigsminister Birte Weiss ændrede reglerne for

borgmestre således, at pension var noget, man først fik, når man gik på

pension, og ikke noget, man var berettiget til resten af livet, fordi man

tilfældigvis havde været borgmester eller amtsborgmester i en kortere

periode.

Fremskridtspartiet fremsatte igen sit forslag (L 247, 3. maj 1995).

Reaktionen denne gang var endnu værre end første gang. Socialdemokratiets

ordfører sagde ligefrem, at det var et paradeforslag. Det er ikke noget

paradeforslag. Fremskridtspartiet mener, det er dybt, dybt uretfærdigt, at en

særlig gruppe privilegerede mennesker skal have en særlig ret til en

skatteyderbetalt ekstraindtægt i resten af deres liv, fordi de har været

ministre i en eller anden kortere periode.

Når man ser på listen (bilag 1) over de ministre, der modtager pension,

undres man og indser, at det er på tide, at disse helt vanvittige regler

ændres. Hvem ved for eksempel, at den tidligere finansminister Knud Heinesen

efter at have været minister i 7 år nu i 13 år har fået 181.500 kroner oven i

den kæmpeløn, han har haft som topchef i erhvervslivet?

Hvem ved for eksempel, at den tidligere statsminister Poul Hartling efter

4 års ministertid i mere end 20 år har fået 130.000 kroner i ministerpension

- også i den tid, hvor han fik milliongage som flygtningehøjkommissær? Hvem

ved, at Lone Dybkjær efter kun at have været minister i 2 år nu i 5 år har

fået næsten 100.000 i ministerpension, og at det fortsætter, uanset at hun i

øjeblikket er forgyldt med alle de privilegier, som man får som medlem af

Europa-Parlamentet?

Og hvem ved for eksempel, at Aalborg Stiftstidendes chefredaktør Erling

Brøndum, som har været minister i et eneste år, i 20 år har oppebåret en

ministerpension på 58.500 kroner ved siden af den nok ikke helt ringe løn,

man får som chefredaktør på Aalborg Stiftstidende? Og er der et eneste

menneske, som kan mene, at det er rimeligt, at den tidligere finansminister

Henning Dyremose efter en ministerperiode på 6 år får 164.000 kroner i

pension oven i den milliongage, han får som topchef i erhvervslivet? Nej, det

er der sikkert ingen der finder nogen som helst begrundelse for.

Det er skatteyderbetalte, sociale tilskud til højtlønnede personer, og det

er uanstændigt i en tid, hvor man taler om, at der ikke er råd til at få syge

mennesker opereret eller give de ældre de nødvendige plejehjemspladser eller

hjemmehjælp. Derfor vil Fremskridtspartiet hermed genfremsætte forslaget.

Forslaget skal selvfølgelig også indebære, at når man får et job som

højtlønnet Europa-parlamentsmedlem eller et andet tilsvarende offentligt job,

så skal det ikke være muligt samtidig at oppebære ministerpension. Det vil gå

ud over Poul Schluter, Ritt Bjerregaard, Bertel Haarder og nogle andre, men

med de lønninger, de har, er det heller ikke mere end rimeligt.

Forslaget om ministerpensionerne er topaktuelt her kort tid efter

Folketingets åbning, fordi man i stedet for at begrænse ordningen nu har

tænkt sig at udvide den. I forbindelse med, at politikerne tildelte sig selv

flerdobbelte partitilskud, var De Radikales pris for at acceptere dette

forslag, at de radikale ministre fik lov til at få orlov fra deres job som

folketingsmedlemmer i den tid, de var ministre, og fik lov til at indkalde

deres suppleant (bilag 5). Det synes Fremskridtspartiet er et helt rimeligt

forslag. Vi synes oven i købet, at ministre skal have pligt til at indkalde

deres suppleant, som man gør i Norge og andre steder.

Men stor var vor forbavselse, og væk var vor velvilje, da vi opdagede, at

det, De Radikale havde fået listet Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti

og Centrum-Demokraterne til at stemme for, var en ordning, som medførte, at

uanset om man skulle have orlov fra sit job som folketingsmedlem, så skulle

man naturligvis stadig væk have løn som folketingsmedlem.

Derudover skulle man også have det skattefrie omkostningstillæg, som i

hvert fald for Marianne Jelveds vedkommende - valgt i Nordjylland - nærmer

sig 100.000 kroner om året. Det er beregnet til alle de ekstraomkostninger,

man har som folketingsmedlem, og når man regner det ud, så er der en god

grund til at give det.

Men når man er minister, så får man betalt den ekstra telefon, selv en

mobiltelefon, transporten bliver klaret i ministerbilen, man har fortsat

gratis rejser - de bliver betalt af ministeriet - osv. osv. Selv aviser og

sågar fjernsynslicens bliver betalt af ministeriet i den tid, man er

minister. Så man har ingen som helst ekstraudgifter.

Men ikke nok med, at man skal kunne få det skattefrie omkostningstillæg -

nej, de ministre, der på denne måde kommer på orlov, kan sandelig også

opretholde optjeningen af pensionsrettigheder som folketingsmedlem, uanset at

de i den samme periode fungerer i en helt anden stilling og optjener

pensionsrettigheder som minister.

Det er ikke mindre end et vanvittigt forslag. Det er i øvrigt lidt sjovt

at tænke på, at ordningen med at give ministre, der ikke var medlemmer af

Folketinget, løn som folketingsmedlem, fordi de ikke skulle være dårligere

stillet end deres kolleger, også er sket på baggrund af et radikalt krav.

De regler blev indført, fordi professor Kjeld Philip blev radikal

minister, og han var den første minister, som blev valgt uden at være medlem

af Folketinget. Derfor indførte man reglerne om, at ministre, der ikke var

medlemmer af Folketinget, skulle kunne få løn som folketingsmedlemmer. De får

dog ikke det skattefrie omkostningstillæg.

Og nu er det så igen De Radikale, der forlanger særbehandling for

ministre, der er medlemmer af Folketinget. Man vil gerne have fri fra

arbejdet, men man vil ikke give afkald på hverken løn, omkostningstillæg

eller pensionsanciennitet. Fremskridtspartiet vil ikke acceptere noget så

urimeligt, og når det forslag kommer til behandling i Folketinget, vil vi

stille de nødvendige ændringsforslag, som kommer til at gå ud på, at

ministrene selvfølgelig får ret til at få orlov - så må de blot slippe

goderne, der følger med, nemlig lønnen som folketingsmedlem,

omkostningstillæg og optjening af pensionsanciennitet.

Herudover vil vi holde de gamle partier fast på - og det gælder både

Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre

og Centrum-Demokraterne - at pension til ministre, så længe man finder det

rigtigt at have statslig pension ud over folkepensionen, i hvert fald aldrig

skulle kunne gives før fra det tidspunkt, de pågældende opnår

pensionsalderen. Sådan er det i hele resten af samfundet, og der skal ikke

gælde særregler, hverken for folketingsmedlemmer eller ministre.

Folketingsmedlemmer kan da også først få pension, når de går på pension som

60-årige. Og hvad er det, der gør, at ministre skal have særstilling i

forhold til alle andre grupper i dette samfund?

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1, nr. 1

Denne del af lovforslaget er identisk med lovforslag nr. L 247,

folketingsåret 1994-95 (Folketingets forhandlinger 1994-95, sp. 5397, 5861,

6293, 6618, tillæg A, sp. 3670, tillæg B, sp. 925). Der indbygges et

alderskriterium, hvorefter det først er ved det fyldte 60. år, der kan

udbetales ministerpension, altså først når den pågældende har nået en alder,

der med rimelighed kan kaldes pensionsalder.

Til § 1, nr. 2

Tidligere ministre, som opnår ansættelse ved EU i stillinger med en høj

løn, skal ikke samtidig have dansk ministerpension, hvorfor der skal

modregnes i pensionen for EU-gagen.

Til § 2

Denne del af lovforslaget er bortset fra ikrafttrædelsesdatoen identisk

med lovforslag nr. L 247, folketingsåret 1994-95. Fremskridtspartiet mener

godt, at loven kunne gælde for alle nuværende ministre på pension, men har

valgt at undlade dette slagsmål til fordel for at få reglerne om

ministerpension revideret. Derfor vil følgende regler finde anvendelse efter

lovforslagets vedtagelse:

Tidligere ministre, som ikke på et senere tidspunkt på ny bliver udnævnt

som ministre, og som for indeværende opnår den urimelige ministerpension

efter gældende regler, vil få disse videreført uændret.

For tidligere ministre, der på et senere tidspunkt på ny udnævnes til

ministre, vil de hidtil gældende regler finde anvendelse, indtil udnævnelsen

finder sted. Når den pågældende igen afskediges, vil ministeren være

berettiget til pension efter de hidtil gældende regler indtil det fyldte 60.

år beregnet på grundlag af den funktionstid som minister, der ligger forud

for den 1. januar 1996. Den funktionstid, der ligger efter den 1. januar

1996, vil først udløse pension, når den pågældende fylder 60 år, hvor de to

funktionsperioder slås sammen.

For de nuværende ministre foretages der en opdeling i funktionstid som

minister før og efter den 1. januar 1996. Når en nuværende minister

afskediges, vil den del af funktionstiden, der ligger forud for den 1. januar

1996, udløse pension indtil det fyldte 60. år efter de hidtil gældende

regler. Den funktionstid, der ligger efter den 1. januar 1996, vil først

udløse pension, når den pågældende fylder 60 år, hvor de to funktionsperioder

slås sammen.

For ministre, der udnævnes efter den 1. januar 1996, gælder de med dette

lovforslag ændrede regler fuldt ud.

Bilag 1

Spørgsmål nr. 1 og 2 ad B 11 stillet af Folketingets Udvalg for

Forretningsordenen den 27. januar 1995 og finansministerens svar herpå af 17.

marts 1995

Spørgsmål nr. 1:

»Hvem modtager i dag pension, eftervederlag m.v. i henhold til lov

nr. 194 af 5. juni 1959, senest ændret den 30. juni 1993, om vederlag og

pension m.v. for ministre, og hvor meget modtager hver enkelt af disse

personer i årlig ydelse?»

Svar:

Der vedlægges en fortegnelse over forhenværende ministre, der modtager

ministerpension henholdsvis ventepenge.

Spørgsmål nr. 2:

»Berettiger en tidligere ministers overgang til pension til at få

udbetalt andre ydelser eller til at få udbetalt »optjente

rettigheder«, f.eks. tjenestemandspension, kollektiv pensionsordning,

privat opsparingsordning, Lønmodtagernes Dyrtidsfond m.v.?»

Svar:

En tjenestemand, der er overgået til en ministerstilling, har ved sin

afgang som minister ret til at få udbetalt sin tjenestemandspension, hvis

vedkommende fratræder tjenestemandsansættelsen, jf. § 6, stk. 1, i lov nr.

194 af 5. juni 1959 om vederlag og pension m.v. for ministre, som ændret ved

lov nr. 577 af 19. december 1969 og lov nr. 447 af 30. juni 1993.

Bortset fra tjenestemandspensioner, der således er reguleret i loven om

vederlag og pension til ministre, vil udbetalingsbetingelserne for kollektive

pensionsordninger, private opsparingsordninger og Lønmodtagernes Dyrtidsfond

fremgå af de regler, der gælder for disse ordninger.

Oversigt over pensionerede ministre pr. 1. februar 1995

---------------------------------------------------------------------

Navn Fødselsår Funktions- Årlig Fratrådt

og -dato tid pension den

i kr.

---------------------------------------------------------------------

Andersen, Anders 1912 1/10 7 157.702,- 10/9 1987

Andersen, Else Winther 1941 5/4 2 89.780,- 25/1 1993

Andersen, Poul Nyboe 1913 23/11 4 129.208.- 13/2 1975

Andresen, Kaj 1907 7/4 3 116.167,- 2/2 1968

Bennedsen, Dorte 1938 2/7 5 148.907,- 10/9 1982

Bilgrav-Nielsen, Jens 1936 14/5 2 90.438,- 18/12 1990

Brøndum, Erling 1930 11/7 1 58.527,- 13/2 1975

Christiansen, Arne 1925 9/10 1 52.464,- 26/10 1979

Christophersen, Henning 1939 8/11 3 125.076,- 23/7 1984

Dahlgaard, Lauge 1919 1/1 3 225.548,-1) 11/10 1971

Dalsager, Poul 1929 5/3 4 129.086,- 20/1 1981

Dybkjær, Lone 1940 23/5 2 90.438,- 18/12 1990

Dyremose, Henning 1945 22/12 6 163.790,- 25/1 1993

Ellemann-Jensen, Uffe 1941 1/11 8 206.296,- 25/1 1993

Enggaard, Knud 1929 4/6 8 208.446,- 25/1 1993

Engell, Hans 1948 8/10 8 222.966,- 25/1 1993

Espersen, Ole 1934 20/12 1 58.527,- 10/9 1982

Frederiksen, Ib 1927 9/8 2 81.543,- 19/12 1973

Gredal, Eva 1927 19/2 5 226.926,-1) 30/8 1978

Grove, Henning 1932 7/4 3 116.169,- 12/3 1986

Grunbaum, Henry 1911 27/7 5 131.121,- 19/12 1975

Guldberg, Ove 1918 2/12 4 114.253,- 13/2 1975

Hansen, Holger 1929 16/5 1 58.527,- 13/2 1975

Hansen, Ivar 1938 1/11 1 58.527,- 26/10 1979

Hartling, Poul 1914 14/8 4 128.043,- 13/2 1975

Heinesen, Knud 1932 26/9 7 181.550,- 10/9 1982

Hertling, Knud 1925 7/1 2 81.546,- 19/12 1973

Hjortnæs, Karl 1934 19/4 3 116.169,- 10/9 1982

Holberg, Britta Schall 1941 25/7 5 148.907,- 10/9 1987

Holst, Erik 1922 21/6 2 81.546,- 10/9 1982

Hovmand, Svend Erik 1945 8/12 4 134.296,- 25/1 1993

Høyem, Tom 1941 10/10 4 129.208,- 1/9 1987

Haarder, Bertel 1944 7/9 8 222.966,- 25/1 1993

Ikast, Kaj 1935 5/12 2 89.780,- 25/1 1993

Jensen, Erling 1919 1/11 8 71.619,-1) 10/9 1982

Jørgensen, Anker 1922 13/7 8 193.056,- 10/9 1982

Kampmann, Jens 1937 30/3 3 116.169,- 31/8 1978

Kirk, Kent 1948 26/8 3 123.143,- 25/1 1993

Kirkegaard, Knud Erik 1942 17/5 3 123.143,- 25/1 1993

Knudsen, Jens Risgaard 1925 14/4 5 148.907,- 2/2 1968

Kofoed, Niels Anker 1929 21/2 5 148.907,- 12/3 1986

Larsen, Elsebeth 1949 15/1 5 148.907,- 12/3 1986

Larsen, Ester 1936 23/5 3 123.143,- 25/1 1993

Larsen, Helge 1915 25/4 3 116.168,- 11/10 1971

Larsen, Tove Lindbo 1928 25/12 1 58.527,- 10/9 1982

Laustsen, Agnete 1935 25/9 3 116.169,- 18/12 1990

Lind, Nathalie 1918 1/10 6 148.469,- 26/10 1979

Lundholt, Anne Birgitte 1952 11/6 3 125.293,- 25/1 1993

Madsen, Mette 1924 3/7 3 104.043,- 3/6 1988

Møller, Grethe Fenger 1941 6/11 3 116.169,- 12/3 1986

Møller, Per Stig 1942 27/8 2 97.769,- 25/1 1993

Møller, Poul 1919 13/10 3 104.042,- 17/3 1971

Nielsen, Tove 1941 8/4 1 58.527,- 13/2 1975

Nørgaard, Ivar 1922 26/7 8 222.969,- 10/9 1982

Olesen, Kjeld 1932 8/7 6 169.487,- 10/9 1982

Olesen, Aase 1934 24/9 2 90.438,- 18/12 1990

Pedersen, Thor 1945 14/6 6 163.790,- 25/1 1993

Petersen, Kristen

Helveg 1909 29/11 6 226.735,-1) 11/10 1971

Rasmussen, Anders Fogh 1953 26/1 5 148.126,- 19/11 1992

Rechendorff, Torben 1937 1/4 4 132.176,- 25/1 1993

Rostbøll, Grethe 1941 30/5 2 97.769,- 25/1 1993

Schluter, Poul 1929 3/4 8 222.966,- 25/1 1993

Simonsen, Palle 1933 6/5 7 181.550,- 30/10 1989

Stetter, Ib 1917 1/3 3 116.169,- 12/3 1986

Søgaard, Poul 1923 12/11 4 226.739,-1) 10/9 1982

Thomsen, Knud 1908 16/1 5 104.042,- 11/10 1971

Thomsen, L. Christian 1909 6/1 5 131.122,- 19/12 1973

Toft, Hans C. 1914 7/1 2 81.545,- 11/10 1971

Tørnæs, Laurits 1936 17/7 5 145.725,- 25/1 1993

Wilhjelm, Nils 1936 17/6 3 116.169,- 2/12 1989

Østergaard, Lise 1924 18/11 5 226.735,-1) 10/9 1982

---------------------------------------------------------------------

Oversigt over ministre på ventepenge pr. 1. februar 1995

---------------------------------------------------------------------

Navn Fødselsår Funktions- Årlig Fratrådt

og -dato tid pension den

i kr.

---------------------------------------------------------------------

Andersen, A.O. 1939 16/11 1 212.665,- 28/9 1994

Degn, Helle 1946 20/10 1 212.665,- 28/9 1994

Gjellerup, Pia 1959 22/8 0 222.966,- 29/3 1993

Juncker, Bente 1944 9/5 0 212.665,- 11/2 1994

Lund, Torben 1950 6/11 1 212.665,- 28/9 1994

Melchior, Arne 1924 22/10 4 212.665,- 28/1 1994

Mortensen, Helge 1941 9/5 1 212.665,- 28/9 1994

Sjursen, Jann 1963 20/10 1 212.665,- 28/9 1994

Stavad, Ole 1949 1/6 1 212.665,- 1/11 1994

---------------------------------------------------------------------

------------------------

1) Den pågældende oppebærer en kombineret minister/tjenestemandspension.

Bilag 2

Justitsministerens kommentar af 14. februar 1994 til henvendelse af primo

oktober 1993 fra en borger til Retsudvalget (Alm. del - bilag 45)

Justitsministeriet fremsendte ved skrivelse af 18. november 1993 en

foreløbig besvarelse til Retsudvalget, idet man meddelte, at

Justitsministeriet havde anmodet Finansministeriet, Administrations- og

Personaledepartementet, om oplysninger til brug for Justitsministeriets

besvarelse af Retsudvalgets henvendelse.

Finansministeriet, Administrations- og Personaledepartementet, har

herefter ved skrivelse af 24. januar 1994 udtalt følgende:

»Det kan indledningsvis oplyses, at der ikke verserer nogen sag ved

domstolene, rejst af Dansk Politiforbund eller anden juridisk person

vedrørende lov nr. 447 om tjenestemandspension af 30. juni 1993.

Det tilføjes, at heller ikke lov nr. 292 om tjenestemandspension af 18.

juni 1969, hvorved samordningsfradraget indførtes som en del af

tjenestemandspensionssystemet, har givet anledning til retssager.

Det centrale i de ændringer, der fandt sted ved den nævnte lov af 30. juni

1993, er omlægningen af samordningsfradraget i tjenestemandspensioner fra at

være et fradrag for over 67-årige til et tillæg for de under 67-årige.

Samtidig er tjenestemandspensionsberegningen ændret, så egenpensionen ved

fuld pensionsalder udgør 57 pct. af den pensionsgivende løn, og

ægtefællepensionen udgør 71 pct. af egenpensionen.

I forbindelse med omlægningen af pensionsberegningen er der - efter

indhentet udtalelse fra Lønningsrådet - fastsat et loft på 10.000 kr. for

stigningen i pensionens størrelse som følge af den ændrede beregningsmåde,

ligesom der som led i omlægningen er fastsat et tillæg til de højeste

pensionsaldre på skalatrinene 1-31.

Alle nuværende egen- og ægtefællepensioner omberegnes pr. 1. januar 1994

efter det nye pensionsberegningssystem. Det sikres ved overgangsordninger, at

ingen nuværende tjenestemandspensionist ved omlægningen får lavere

tjenestemandspension, ligesom tjenestemandspensioner, der påbegyndes udbetalt

i årene 1994-96, stiller tjenestemandspensionisten som efter de gældende

regler.

Pensioner, der påbegyndes udbetalt i årene 1997-2001, tilnærmes gradvist

det fremtidige niveau, mens pensioner, der beregnes på grundlag af en

pensionsret, der opstår efter 2001, groft sagt vil være 1 pct. mindre, end

hvis beregningen var sket efter de eksisterende regler.

En sådan nedgang vil gælde for alle ansatte, der er omfattede af en

arbejdsmarkedspensionsordning, idet pensionsbidraget for overenskomstansatte

beregnes af lønnen efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag. Dvs., at der gennem

et ansættelsesforløb opspares et lavere pensionsbidrag end hidtil.

Det har været afgørende for regeringen, at omlægningen af

tjenestemandspensionsberegningen, den gennemførte skattereform og den

gennemførte lov om arbejdsmarkedsfonde er en helhed. Skattereformen indebærer

en særlig gunstig behandling af tjenestemandspensionisterne, som opnår stor

fordel af nedsættelsen af indkomstskatten, og som ikke skal betale

arbejdsmarkedsbidrag af tjenestemandspensionen.

Det kan oplyses, at finansministeren siden juni måned har ført omfattende

korrespondance med (en borger), der har rettet 10-12 henvendelser til

ministeren, alle vedrørende tjenestemandspensionslovens

grundlovsmedholdelighed.

Som led i denne brevveksling har finansministeren tilstillet (borgeren)

lovforslaget med bemærkninger (L 312), kopi af de 22 af ministeren over for

Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg afgivne besvarelser af spørgsmål vedrørende

lovforslaget samt kopi af Bernhard Gomard: Privat pension og social

forsikring, kapitel 8, der behandler problemstillingen omkring ændringer i

tjenestemandspensionslovgivningen i relation til grundlovens

ekspropriationsbestemmelser.

(Borgeren) tager udgangspunkt i en påstået nedsættelse af

tjenestemandspensionerne med ca. 10 pct. Denne fremstilling er ikke korrekt.

Fremstillingen ser bevidst, men fejlagtigt bort fra, at samordningsfradraget

siden 1969 har været en integreret del af tjenestemandspensionslovgivningen.

(Borgeren) og andre har på dette grundlag krævet - og påstået at have

forventet - at tjenestemandspensionen blev forhøjet med et beløb svarende til

samordningsfradraget samtidig med, at tjenestemandspensionisten modtog

folkepensionens grundbeløb.

Noget sådant er der imidlertid aldrig givet tilsagn om.

Lovgivningen har hele tiden - efter forslag af Tjenestemandskommissionen

af 1965 - forudsat, at pensionsniveauet for over 67-årige

tjenestemandspensionister udgjordes af en samordnet pension bestående af

folkepension og tjenestemandspension reduceret med samordningsfradrag.

Den nye lovgivning, der træder i kraft pr. 1. januar 1994, fastholder

disse forudsætninger, men giver samtidig tjenestemandspensionister

skattelettelser og fritagelse for betaling af arbejdsmarkedsbidrag, så disse

pensionister får en stigning i den disponible indtægt.

De nu gennemførte ændringer af tjenestemandspensionsloven, som ikke ændrer

tjenestemandspensionen for nogen allerede pensioneret eller for dem, der

opnår pension de næste 3 år, ligger efter Finansministeriets opfattelse klart

uden for rammerne for sådanne velerhvervede rettigheder, som kan anses for

omfattede af grundlovens § 73, jfr. også Bernhard Gomard.«

I den nævnte fremstilling gør Bernhard Gomard den opfattelse gældende, at

»hverken bestemmelserne om tjenestemændenes løn- eller pensionsforhold

er således indrettet, at lovgivningsmagten efter § 73 er afskåret fra at

foretage ensidige ændringer også i nedadgående retning med virkning for

allerede ansatte« (a.st. side 202). Det antages dog, at tjenestemænd,

der har opnået ret til at søge afsked med pension, ikke kan fratages denne

ret, jf. a.st. side 204.

Med hensyn til aktuel pension anfører Gomard (a.st. side 204), at det er

den almindelige opfattelse, at en pensionists krav på at oppebære pension i

overensstemmelse med de regler, der gjaldt ved hans afsked, er en rettighed,

der nyder beskyttelse efter grundlovens § 73.

For så vidt angår spørgsmålet om rækkevidden af den grundlovsmæssige

beskyttelse af aktuelle tjenestemandspensioner antages det, at grundlovens §

73 ikke vil være til hinder for enhver form for indgreb, jf. a.st. side 210.

I den forbindelse behandles også spørgsmålet om samordningen mellem

tjenestemandspension og folkepension.

Justitsministeriet kan i øvrigt tilføje, at spørgsmålet om

tjenestemandspensionsrettigheders beskyttelse efter grundlovens § 73 er

behandlet flere steder i den statsretlige litteratur.

Alf Ross har i Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole Espersen,

1980, side 649, bl.a. anført følgende:

»En allerede forfalden pensionsydelse må dog - på linie med andre

fordringer - være beskyttet af grdl. § 73. Tilsvarende må gælde at

tjenestemandspensionen må være beskyttet, når denne er blevet aktuel, dvs.

ved tjenestemandens afsked med pension.«

Der kan endvidere henvises til Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2.

udgave ved Peter Germer, 1973, side 401 f., hvor det bl.a. er anført:

»Tjenestemandspension er beskyttet når pensionsretten er blevet

aktuel ved tjenestemandens afsked med pension, derimod ikke sålænge

pensionsretten kun er eventuel, jfr. princippet i HD 1935.1, ovfr.

6.07.«

I det nævnte afsnit 6.07 anfører Max Sørensen bl.a. følgende (side 164):

»Endelig udtalte højesteret, at ordningen ikke stred mod de

sagsøgende dommeres velerhvervede rettigheder. Herved bygges på den

grundsætning, at pensions- og pensionslignende krav ikke er beskyttet mod

lovgivningsmagtens indgreb, så længe de ikke er blevet aktuelle, jfr. nedf.

22.02.«

Henrik Zahle har i Dansk forfatningsret, bind 3, Menneskerettigheder,

1989, bl.a. anført følgende om pensionsrettigheder generelt (side 121):

»Med hensyn til pensionsydelser må antages, at forfaldne

pensionsydelser er beskyttet på linie med andre fordringer. Men også retten

til fortsat pension i en aktuel pensionsordning, dvs. efter at

pensionsperioden er begyndt, såvel som ved en eventuel pension, dvs. i

tiden forud for pensionsperiodens begyndelse, kan i et vist omfang være

beskyttet. I bedømmelsen må indgå hensynet til, i hvilket omfang den

pågældende selv har bidraget gennem præmiebeløb eller på anden måde til den

pågældende pensionsordning, jf. UfR 1929 239 H, såvel som hensyn til

pensionsydelsens karakter og grundlag.«

Som det fremgår, er det den overvejende opfattelse i den statsretlige

litteratur, at den udsigt til og forventning om en tjenestemandspension

beregnet i overensstemmelse med hidtidig lovgivning, som tjenestemænd, der

ikke er gået på pension, måtte have, ikke nyder samme beskyttelse efter

grundlovens § 73 som den aktuelle ret til en tjenestemandspension af en

bestemt størrelse, der tilkommer de tjenestemænd, som allerede er på pension.

For så vidt angår den foreliggende ændring af

tjenestemandspensionsreglerne er Justitsministeriet enig med

Finansministeriet i, at lovændringen ikke kan antages at indebære et

ekspropriativt indgreb.

Bilag 3

Uddrag af justitsministerens besvarelse af 31. maj 1995 af spørgsmål 7 af

31. januar 1995 fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (Alm. del -

bilag 55)

Spørgsmål:

»Vil ministeren redegøre for, i hvilke tilfælde der vil være tale om

ekspropriation, og i hvilke tilfælde, der ikke vil være tale om

ekspropriation, hvis der vedtages lovregler efter nedenstående

retningslinjer:

Ministerpension til kommende ministre, nuværende ministre (herunder

sådanne, der har været ministre tidligere og tidligere har fået udbetalt

ministerpension) eller tidligere ministre (der p.t. oppebærer

ministerpension) kan ikke udbetales før det fyldte 60. år.

Ministerpension kan endvidere kun udbetales efter det fyldte 60. år i det

omfang, lønudbetaling fra offentligt eller privatlønede job m.v., herunder

som folkevalgt, ikke overstiger pensionen (f.eks.: hvis lønnen eller

vederlaget er 150.000 kr. og pensionen 220.000 kr., udgør ministerpensionen

70.000 kr.).

Ministeren bedes i det omfang, der efter ministerens opfattelse er tale om

ekspropriation, begrunde, hvorfor der ikke var tale om ekspropriation, da man

ændrede tjenestemandspensionerne i forbindelse med skattereformen, jf. herved

ministerens besvarelse af 14. februar 1994 af henvendelse af 3. november 1993

(Retsudvalget, 1993-94, alm. del - bilag 345), og i forbindelse med de

manglende udbetalinger fra Den Sociale Pensionsfond.«

Svar:

Der vedlægges et notat om det rejste spørgsmål. Notatets konklusioner kan

sammenfattes således:

For kommende ministres vedkommende finder Justitsministeriet, at de

skitserede ændringer vil kunne gennemføres, uden at der er tale om

ekspropriation.

For allerede pensionerede ministres vedkommende finder

Justitsministeriet, at de skitserede ændringer i almindelighed vil indebære

ekspropriation.

For fungerende ministres vedkommende finder Justitsministeriet, at

de skitserede ændringer - uden at der foreligger ekspropriation - vil kunne

gives virkning for ministre med mindre end et års anciennitet.

Fungerende ministre med mere end et års anciennitet vil formentlig

kunne kræve, at deres allerede optjente, men endnu ikke aktualiserede,

ret til pension skal behandles efter de hidtil gældende regler. Der kan

derimod ikke antages at være noget til hinder for, at de skitserede ændringer

gives virkning for den ret til pension, som først optjenes efter

ændringens ikrafttræden.

Bilag 4

Udvalget for Forretningsordenen (Alm. del - bilag 22) Diverse

København, den 3. februar 1994

Formanden for Folketingets Udvalg for Forretningsordenen

Undertegnede gruppeformænd for . . .*). . . finder det væsentligt, at

debatten om vederlag og pension til folketingsmedlemmer og ministre føres på

et sagligt og konstruktivt grundlag. Derfor afviser vi i fællesskab

Fremskridtspartiets lovforslag.

Ser man på det samlede sæt af regler for vederlag og pension for

folketingsmedlemmer og ministre, kan det ikke med nogen ret hævdes, at der i

forhold til ansvar og arbejdsdag er for gunstige vilkår.

Man må konstatere, at en lang indsats i politik kun sjældent baner vejen

for fremtrædende placering andre steder på arbejdsmarkedet. Tværtimod er en

lang politisk karriere ofte et handicap for at komme over i anden

beskæftigelse.

Disse hensyn har formentlig helt tilbage til 1928 været bestemmende for

indretningen af reglerne om ministerpension. Lignende betragtninger gælder

for folketingsmedlemmers eftervederlag.

I det hele taget bør det slås fast, at når vi lægger op til en samlet

vurdering af folketingsmedlemmers og ministres økonomiske vilkår, så sker det

ikke med det sigte at give efter for en aktuel kampagne - heller ikke for at

forringe de samlede vilkår, men for at vurdere, om regler og vilkår kan

udformes mere tidssvarende og sammenhængende.

På den baggrund skal vi opfordre formanden for Udvalget for

Forretningsordenen til at tage initiativ til et arbejde på vedlagte grundlag.

Med venlig hilsen

Ole Løvig Simonsen Jens Bilgrav-Nielsen Arne Melchior

Henning Lysholm Christensen Hans Engell Ivar Hansen

-----------------------

*) Socialdemokratiet, Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre,

Kristeligt Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Bilag

Partierne er enige om at opfordre Folketingets Udvalg for

Forretningsordenen til at kortlægge reglerne om vederlag og pension for

folketingsmedlemmer og ministre i sammenlignelige lande, bl.a. Norge,

Sverige, Tyskland og Holland. På baggrund af kortlægningen opfordres Udvalget

til at give en vurdering af det eventuelle behov for modernisering af de

danske regler.

Drøftelserne bør bl.a. ske i lyset af de aftaler, der gælder for

borgmestre, ledende medarbejdere i administrationen og i det private

erhvervsliv.

Bilag 5

Beretning nr. 3

Folketinget 1994-95

Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 31. maj 1995

Beretning

om

ministres mulighed for at opnå orlov

Udvalget har drøftet ministrenes mulighed for at få orlov.

Herefter opfordrer et flertal ( Socialdemokratiets, Socialistisk

Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af

udvalget) Præsidiet til i oktober 1995 med henblik på ikrafttræden snarest

muligt i den kommende folketingssamling at fremlægge et forslag til ændring

af Folketingets forretningsorden, hvorefter medlemmer af Folketinget, der

tillige er ministre, kan få meddelt orlov med de samme virkninger, som følger

af meddelelse af orlov til medlemmer, der som ministre udsendes i offentligt

hverv (§ 41, stk. 3, litra d), idet dog ophøret af den meddelte orlov alene

kan ske, når den pågældende fratræder som minister.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af

udvalget) er af den opfattelse, at de gældende regler virker

tilfredsstillende.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget)

indstiller, at der bør indføres en ordning i lighed med den norske, hvor en

minister har pligt til at indkalde stedfortræderen, mister sin stortingsgage

og alene har ret til ministergage. En sådan ordning bør også indebære, at en

minister, der ikke er valgt som medlem, kun modtager ministergage.

Hvis en minister mister embedet ved en regeringsændring, skal ministeren

kunne genindtræde som medlem.

Den nærmere tilrettelæggelse af en sådan dansk ordning skal ske under

respekt for grundloven.

P.u.v.

Erling Olsen

formand.

Efter 2. behandling den 24. maj 1996

§ 1

I lov nr. 194 af 5. juni 1959 om vederlag og pension m.v. for ministre,

som senest ændret ved § 3 i lov nr. 447 af 30. juni 1993, foretages følgende

ændringer:

1. § 4, stk. 1, affattes således:

»En minister, der har haft mindst 1 års funktionstid som minister, er

berettiget til egenpension. Egenpensionen udbetales fra den 1. i måneden

efter det fyldte 60. år, dog tidligst efter udløbet af det tidsrum, hvori der

udbetales ventepenge.«

2. § 6, stk. 1, 2. og 3. pkt., udgår, og i stedet

indsættes:

»Ansættes en pensionsnydende minister i tjenestemandsstilling eller

ved Den Europæiske Union, hvis lønning er større end den den pågældende i alt

tillagte pension, bortfalder denne. Er lønningen mindre end pensionen,

udbetales forskellen som personligt tillæg. Ved afgang fra

tjenestemandsstilling eller fra stilling ved Den Europæiske Union, som en

afgået minister beklæder, har den pågældende ret til den samlede pension, der

som afgået minister tilkom denne, hvis denne er større end den pension,

hvortil tjenestemandsstillingen eller stillingen ved Den Europæiske Union

berettiger denne, idet det tidsrum, hvori den pågældende har fungeret som

minister og eventuelt i tidligere tjenestemandsstilling eller i tidligere

stilling ved Den Europæiske Union, medregnes i pensionsalderen.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.

Stk. 2. Med hensyn til pensioner, der udbetales på grundlag af

funktionstid som minister før denne lovs ikrafttræden, finder de hidtil

gældende regler fortsat anvendelse.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter