Spring til indhold

Retsinformation

1996 LSF 215 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM UDLEVERING AF LOVOVERTRÆDERE(GENNEMFØRELSE AF EU-UDLEVERINGSKONVENTIONEN)

1996/1 LSF 215Lovforslag som fremsatFolketinget13. juni 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere, som ændret

ved § 1 i lov nr. 291 af 24. april 1996, foretages følgende ændringer:

1. § 3, stk. 1, affattes således:

»Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske, hvis

en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges

udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder.

Udlevering til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan

medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret

medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er

overenskomst herom med den pågældende stat.«

2. I § 5 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved udlevering til en

medlemsstat i Den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel 1

eller 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme.«

3. I § 9 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved udlevering til en

medlemsstat i Den Europæiske Union.«

4. I § 10, nr. 1, litra a, indsættes efter »§

20«:», jf. dog § 10 a«.

5. Efter § 10 indsættes i kapitel 2:

»§ 10 a. Ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske

Union kan den udleverede uden justitsministerens tilladelse drages til ansvar

for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket

udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke

indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan

endvidere drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den

pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat,

hvortil udlevering er sket.

Stk. 2. Den udleverede kan uden justitsministerens tilladelse

Læs alt

videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse

med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket,

har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre

til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før

udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 18 c, stk. 1, 3. pkt.

Videreudlevering kan også ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den

udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den

medlemsstat, hvortil udlevering er sket.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1997. § 9, stk. 2, som affattet ved denne

lovs § 1, nr. 3, finder anvendelse i sager, hvor der er fremsat begæring om

udlevering efter lovens ikrafttræden. De øvrige bestemmelser i loven finder

anvendelse på begæringer om udlevering, der fremsættes efter, at

EU-udleveringskonventionen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende

medlemsstat i Den Europæiske Union.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan dog ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere, som ændret

ved § 1 i lov nr. 291 af 24. april 1996, foretages følgende ændringer:

1. § 3, stk. 1, affattes således:

»Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske, hvis

en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges

udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder.

Udlevering til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan

medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret

medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er

overenskomst herom med den pågældende stat.«

2. I § 5 indsættes som stk. 3:

» Stk. 3. Stk. 1-2 finder ikke anvendelse ved udlevering til

en medlemsstat i Den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel

1 eller 2 i Den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme.«

3. I § 9 indsættes som stk. 2:

» Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved udlevering til en

medlemsstat i Den Europæiske Union.«

4. I § 10, nr. 1, litra a, indsættes efter »§

20«:», jf. dog § 10 a«.

5. Efter § 10 indsættes i kapitel 2:

» § 10 a. Ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske

Union kan den udleverede uden justitsministerens tilladelse drages til ansvar

for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket

udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke

indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan

endvidere drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den

pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat,

hvortil udlevering er sket.

Stk. 2. Den udleverede kan uden justitsministerens tilladelse

videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse

med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket,

har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre

til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før

udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 18 c, stk. 1, 3. pkt.

Videreudlevering kan også ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den

udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den

medlemsstat, hvortil udlevering er sket.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1997. § 9, stk. 2, som affattet ved denne

lovs § 1, nr. 3, finder anvendelse i sager, hvor der er fremsat begæring om

udlevering efter lovens ikrafttræden. De øvrige bestemmelser i loven finder

anvendelse på begæringer om udlevering, der fremsættes efter, at

EU-udleveringskonventionen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende

medlemsstat i Den Europæiske Union.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan dog ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold

tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovovertrædelsens beskaffenhed

2.1. Gældende ret

2.2. EU-udleveringskonventionen

2.3. Justitsministeriets overvejelser

2.4. Deltagelse i en kriminel sammenslutning

3. Politiske lovovertrædelser

3.1. Gældende ret

3.2. EU-udleveringskonventionen

3.3. Justitsministeriets overvejelser

4. Fiskale lovovertrædelser

4.1. Gældende ret

4.2. EU-udleveringskonventionen

4.3. Justitsministeriets overvejelser

5. Udlevering af egne statsborgere

5.1. Gældende ret

5.2. EU-udleveringskonventionen

5.3. Justitsministeriets overvejelser

6. Forældelse m.v.

6.1. Gældende ret

6.2. EU-udleveringskonventionen

6.3. Justitsministeriets overvejelser

7. Strafforfølgning og straffuldbyrdelse for forhold, der ikke er

omfattet af udleveringsbegæringen

(specialitetsreglen)

7.1. Gældende ret

7.2. EU-udleveringskonventionen

7.3. Justitsministeriets overvejelser

8. Øvrige bestemmelser i EU-udleveringskonventionen

9. Forholdet til den nordiske udleveringslov

10. Hørte myndigheder m.v.

11. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at gennemføre de ændringer i loven om

udlevering af lovovertrædere (udleveringsloven), der er nødvendige for, at

man i Danmark kan anvende Konventionen om udlevering mellem Den Europæiske

Unions medlemsstater (EU-udleveringskonventionen). Konventionen er optaget

som bilag 1 til lovforslaget.

Vedtagelse af lovforslaget indebærer, at Folketinget giver samtykke til,

at Danmark tiltræder EU-udleveringskonventionen.

Udlevering af lovovertrædere mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union

sker i dag på grundlag af Den europæiske konvention af 13. december 1957 om

udlevering af lovovertrædere (1957-konventionen), jf. bekendtgørelse nr. 36

af 28. september 1963, med tilhørende tillægsprotokoller af 15. oktober 1975

og 17. marts 1978, jf. bekendtgørelse nr. 106 og 108 af 11. november 1986.

Konventionen er i Danmark gennemført ved lov nr. 249 af 9. juni 1967 om

udlevering af lovovertrædere. For udlevering fra Danmark til Sverige og

Finland (og de andre nordiske lande) gælder en særlig ordning, jf. nedenfor.

1957-konventionen er for EU-medlemsstaternes vedkommende senere blevet

suppleret med reglerne i Konventionen om forenklet udleveringsprocedure

mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, der blev undertegnet den 10.

marts 1995. Sigtet med denne konvention er at anvende en forenklet

fremgangsmåde ved udlevering, hvis den person, der begæres udleveret,

samtykker i udleveringen. Forenklingen består i en mere direkte kontakt

mellem de berørte staters kompetente myndigheder og en mere hensigtsmæssig

tilrettelæggelse af sagsgangen. Forenklingen modsvares af, at samtykke til

udlevering meddeles i retten. Konventionen blev gennemført i dansk ret ved §

1 i lov nr. 291 af 24. april 1996 om ændring af lov om udlevering af

lovovertrædere, lov om international fuldbyrdelse af straf m.v., lov om

samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af

straf m.v. og retsplejeloven (International strafferet). Denne lov trådte i

kraft den 1. august 1996.

Efterfølgende har EU-medlemsstaterne arbejdet videre med en bredere adgang

til udlevering mellem medlemsstaterne. Medlemsstaterne i Den Europæiske Union

undertegnede således den 27. september 1996 EU-udleveringskonventionen, der

er gengivet i bilag 1 til lovforslaget.

Formålet med EU-udleveringskonventionen er at lempe en række af de

materielle betingelser for udlevering mellem medlemsstaterne. Konventionen

indebærer således, at udlevering skal kunne ske for forbrydelser med en

mindre strafferamme end efter 1957-konventionen, jf. artikel 2, stk. 1, og

pkt. 2 nedenfor. Endvidere skal udlevering som udgangspunkt ikke kunne nægtes

med henvisning til, at den lovovertrædelse, der er begæret udlevering for,

anses for en politisk lovovertrædelse, eller at der er indtrådt forældelse

efter lovgivningen i den anmodede medlemsstat, jf. artikel 5 og 8 samt pkt. 3

og 6 nedenfor. Desuden skal medlemsstaterne som udgangspunkt kunne udlevere

egne statsborgere, jf. artikel 7 og pkt. 5 nedenfor. Endelig udvider

konventionen mulighederne for, at der i en begærende medlemsstat eller en

tredje medlemsstat kan ske strafforfølgning og straffuldbyrdelse for forhold,

der ikke er omfattet af udleveringsbegæringen, jf. artikel 10 og 12 og pkt. 7

nedenfor.

Udlevering mellem de nordiske lande bygger ikke på et traktatmæssigt

grundlag, men sker på grundlag af en ensartet lovgivning, jf. lov nr. 27 af

3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og

Sverige, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975 (den nordiske

udleveringslov). Denne lovgivning berøres ikke af EU-udleveringskonventionen,

jf. konventionens artikel 1, stk. 2, hvorefter konventionen ikke berører

anvendelsen af bl.a. arrangementer om udlevering på grundlag af ensartet

lovgivning, jf. 1957-konventionens artikel 28, stk. 3. Det indebærer bl.a.,

at de foreslåede regler om udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske

Union ikke finder anvendelse ved udlevering fra Danmark til Finland og

Sverige, selv om disse lande er medlem af EU. Spørgsmålet om udlevering til

disse lande afgøres således fortsat efter den nordiske udleveringslov. Der

henvises i den forbindelse til pkt. 9 nedenfor om forholdet til den nordiske

udleveringslov.

Det kan i øvrigt oplyses, at der også i Konventionen til gennemførelse af

Schengenaftalen (Schengen-konventionen) er bestemmelser om udlevering. Disse

bestemmelser kan dog kun antages at finde anvendelse i det omfang, hvori de

er forenelige med EU-udleveringskonventionen, jf. Schengen- konventionens

artikel 142. Det indebærer, at det er reglerne i EU-udleveringskonventionen,

der skal anvendes ved udlevering mellem EU-medlemsstaterne.

2. Lovovertrædelsens beskaffenhed

2.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 3, stk. 1, kan udlevering af en lovovertræder

fra Danmark som udgangspunkt kun ske, hvis en handling, der svarer til den

lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, i Danmark kan medføre

højere straf end fængsel i 1 år. Udlevering til strafforfølgning i et andet

land kan endvidere kun ske, hvis der i den fremmede stat er truffet

beslutning om, at den, som søges udleveret, skal anholdes eller fængsles for

den pågældende handling, jf. § 3, stk. 2. Udlevering til fuldbyrdelse af en

dom kan normalt kun ske, hvis dommen lyder på frihedsstraf i mindst 4

måneder, eller den dømte i henhold til dommen eller en beslutning, der er

truffet med hjemmel i dommen, skal anbringes i anstalt, og opholdet her kan

blive af 4 måneders varighed, jf. § 3, stk. 3.

Efter § 3, stk. 4, kan udlevering til strafforfølgning eller

straffuldbyrdelse finde sted for flere strafbare forhold, selv om

betingelserne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene. Det

indebærer, at der efter omstændighederne kan ske udlevering, som udover et

eller flere forhold, der opfylder betingelserne i § 3, stk. 1-3, også

omfatter forhold, der efter dansk ret ikke er strafbare eller kun kan medføre

straf af bøde, hæfte eller fængsel i 1 år eller derunder.

Selv om betingelserne i § 3 i øvrigt er opfyldt, må udlevering dog ikke

finde sted, hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at

sigtelsen eller dommen vedrørende den pågældende handling savner

tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, jf. § 3, stk. 5. Dette forbehold om

efter omstændighederne at kunne nægte udlevering skal ses i sammenhæng med,

at Danmark ved ratifikationen af 1957-konventionen har afgivet erklæring om,

at danske myndigheder, når særlige omstændigheder skønnes at gøre det

påkrævet, kan anmode den stat, der fremsætter en udleveringsbegæring, om at

tilvejebringe bevismateriale, der sandsynliggør, at den pågældende er

skyldig, og afslå begæringen, hvis materialet findes utilstrækkeligt.

Efter den nordiske udleveringslov kræves som udgangspunkt ikke, at

det pågældende forhold er strafbart efter dansk ret. Efter § 2 kan udlevering

af en dansk statsborger dog efter omstændighederne kun ske, hvis handlingen

eller en tilsvarende handling efter dansk ret kan medføre højere straf end

fængsel i 4 år. Endvidere forudsætter udlevering for en politisk

lovovertrædelse, at en tilsvarende handling er strafbar som politisk

lovovertrædelse efter dansk ret, jf. § 4.

Efter § 3, stk. 1, i den nordiske udleveringslov kan udlevering til

strafforfølgning kun finde sted, hvis handlingen efter det begærende lands

lovgivning kan medføre højere straf end bøde. Bestemmelsen afskærer ikke

udlevering i tilfælde, hvor strafforfølgningen forventes afsluttet med

bødestraf. Det er imidlertid forudsat, at en sådan udlevering kun finder sted

i sager af større betydning. Ved udlevering til straffuldbyrdelse kræves det,

at dommen lyder på frihedsstraf eller anbringelse i anstalt, eller at der med

hjemmel i dommen er truffet bestemmelse om sådan anbringelse, jf. § 3, stk.

2.

Efter § 3, stk. 3, kan udlevering finde sted, selv om betingelserne i § 3,

stk. 1-2, kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene. Udlevering kan

derfor efter omstændighederne også omfatte forhold, der kun kan medføre

bødestraf efter det begærende lands lovgivning, eller for hvilke der alene er

idømt bøde eller betinget straf.

2.2. EU-udleveringskonventionen

I artikel 2 er det bl.a. fastsat, at udlevering skal tillades for

forbrydelser, som efter lovgivningen i den begærende medlemsstat kan medføre

frihedsstraf i mindst 1 år og efter lovgivningen i den anmodede medlemsstat

frihedsstraf i mindst 6 måneder.

Udlevering kan ikke kan afslås med den begrundelse, at lovgivningen i den

anmodede medlemsstat ikke indeholder bestemmelser om samme type

sikkerhedsforanstaltning som lovgivningen i den begærende medlemsstat. Med

udtrykket »sikkerhedsforanstaltning« sigtes til enhver beslutning

om frihedsberøvelse, som er truffet af en kriminaldomstol i forbindelse med

eller i stedet for straffedom, jf. 1957-konventionens artikel 25.

2.3. Justitsministeriets overvejelser

Artikel 2 i EU-udleveringskonventionen indebærer, at udlevering fra

Danmark skal tillades, hvis lovovertrædelsen i den medlemsstat, der har

fremsat begæring om udlevering, kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år og

efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Det er derfor

nødvendigt at ændre udleveringslovens § 3, der i dag stiller krav om, at

lovovertrædelsen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år.

Det foreslås på den baggrund, at udleveringslovens § 3 ændres, således at der

kan ske udlevering til en medlemsstat, hvis en handling, der svarer til den

lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan

medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder.

Som nævnt indebærer § 3, stk. 1, i den nugældende udleveringslov bl.a., at

udlevering som udgangspunkt kun kan ske, hvis en handling, der svarer til den

lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan

medføre højere straf end fængsel i 1 år. For sådanne lovovertrædelser har

Danmark ved ratifikationen af 1957-konventionen påtaget sig en pligt til at

tillade udlevering. Denne konventionsmæssige forpligtelse gælder dog kun,

såfremt lovovertrædelsen efter lovgivningen i det land, der har fremsat

anmodning om udlevering, kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år. Denne

yderligere begrænsning fandtes det ikke nødvendigt at medtage i den

nugældende udleveringslov, jf. Folketingstidende 1966-67, Tillæg A, sp. 2543.

Også efter artikel 2, stk. 1, i EU-udleveringskonventionen gælder alene en

folkeretlig forpligtelse til at tillade udlevering for lovovertrædelser, der

efter lovgivningen i den begærende medlemsstat kan medføre frihedsstraf i

mindst 1 år. Denne begrænsning af den folkeretlige pligt til at udlevere

findes det fortsat ikke nødvendigt at medtage i selve lovteksten.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til udleveringslovens § 3, stk.

1, i lovforslagets § 1, nr. 1.

2.4. Deltagelse i en kriminel sammenslutning

Efter EU-udleveringskonventionens artikel 3, stk. 1, skal

udlevering efter omstændighederne tillades for forbrydelser, der i den

begærende medlemsstats lovgivning betegnes som en sammensværgelse eller

forbrydersammenslutning og kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år, selv om

sådanne forbrydelser ikke er strafbare efter lovgivningen i den anmodede

medlemsstat. Sammensværgelsen eller sammenslutningen skal have til formål at

begå en eller flere af forbrydelserne i artikel 1 og 2 i Den europæiske

konvention om bekæmpelse af terrorisme (terrorismekonventionen), jf.

lovforslagets bilag 2 og pkt. 3.1. nedenfor, eller enhver anden forbrydelse,

der kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år, og som vedrører ulovlig

narkotikahandel og andre former for organiseret kriminalitet eller andre

voldshandlinger, der er rettet mod en persons liv, fysiske integritet eller

frihed, eller som medfører kollektiv fare for personer.

I dansk udleveringslovgivning gælder som udgangspunkt et krav om

dobbelt strafbarhed. Det indebærer, at det forhold, der begæres udlevering

for, normalt også skal være strafbart efter dansk ret. Som det fremgår af

ordlyden af artikel 3, stk. 1, kan denne bestemmelse indebære en fravigelse

af kravet om dobbelt strafbarhed, hvis der i den anmodede medlemsstat ikke

findes lignende bestemmelser om straf for deltagelse i visse sammensværgelser

og forbrydersammenslutninger. Det er da også baggrunden for, at der efter

konventionens artikel 3, stk. 3, kan tages forbehold om ikke at

anvende stk. 1 eller at anvende bestemmelsen under visse nærmere angivne

omstændigheder. Hvis der tages forbehold, skal der være mulighed for at

udlevere efter artikel 2, stk. 1, for handlinger, hvorved en person

forsætligt medvirker til, at en gruppe personer, der handler med et fælles

formål, begår en eller flere af forbrydelserne i artikel 3, stk. 1, jf.

artikel 3, stk. 4 .

Efter dansk ret kan en person, der deltager i en organisation m.v., som

begår eller har til formål at begå strafbare handlinger, efter

omstændighederne straffes for medvirken, jf. straffelovens § 23, stk. 1.

Efter denne bestemmelse omfatter den for en lovovertrædelse givne

straffebestemmelse alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket

til gerningen. Er forbrydelsen ikke fuldbyrdet, kan der efter

omstændighederne straffes for (medvirken til) forsøg, jf. straffelovens § 23

sammenholdt med § 21. I dansk ret findes derimod ikke regler, der

kriminaliserer selve deltagelsen i en sammensværgelse eller

forbrydersammenslutning, medmindre der er tale om en opløst forening, jf.

straffelovens § 132 a.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at kravet om dobbelt strafbarhed

bør fastholdes. Dette krav anses for at være et grundlæggende princip i

forbindelse med udlevering fra Danmark. Justitsministeriet finder ikke, at

dette princip bør fraviges i et tilfælde som det foreliggende, hvor der ikke

er en pligt hertil i forhold til andre lande.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at Danmark bør tage forbehold

om ikke at anvende artikel 3, stk. 1. Herefter vil bestemmelsen i

konventionens artikel 3, stk. 4, finde anvendelse, således at Danmark skal

kunne træffe afgørelse om udlevering med hensyn til handlinger, hvorved en

person forsætligt medvirker til, at en gruppe personer, der handler med et

fælles formål, begår en eller flere af forbrydelserne i artikel 3, stk. 1,

jf. artikel 3, stk. 4. Dette er efter Justitsministeriets opfattelse muligt

allerede efter gældende ret, idet straffeloven indeholder bestemmelser, der

omfatter de handlinger, der nævnes i artikel 3, stk. 4. Udlevering for

sådanne handlinger er derfor ikke en fravigelse af kravet om dobbelt

strafbarhed, jf. udleveringslovens § 3, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 1.

Artikel 3, stk. 4, i konventionen vil således ikke kræve lovændringer.

3. Politiske lovovertrædelser

3.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 5, stk. 1, kan udlevering for en politisk

lovovertrædelse ikke finde sted. Omfatter handlingen tillige en

lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for

denne lovovertrædelse, såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk

karakter, jf. § 5, stk. 2. Om en lovovertrædelse er politisk, afhænger af en

konkret helhedsvurdering, hvorved der navnlig lægges vægt på arten af den

eller de interesser, der er krænket ved lovovertrædelsen, og på

gerningsmandens motiv.

Forbudet mod udlevering for en politisk lovovertrædelse har længe været

anset for et centralt princip i Danmark. Dette er bl.a. kommet til udtryk

ved, at Danmark ved ratifikationen af 1957-konventionen har taget forbehold

over for artikel 3, stk. 3, hvorefter drab eller forsøg på drab af et

statsoverhoved eller et medlem af den pågældendes familie ikke betragtes som

en politisk forbrydelse. Efter det danske forbehold skal spørgsmålet om,

hvorvidt en sådan handling har karakter af en politisk forbrydelse, afgøres

efter en konkret bedømmelse.

Endvidere er der i forbindelse med Danmarks ratifikation af den første

tillægsprotokol til 1957-konventionen taget forbehold over for kapitel I,

hvorefter en række forbrydelser i forbindelse med folkedrab og

krigsforbrydelser ikke anses for politiske forbrydelser, jf. bekendtgørelse

nr. 106 af 11. november 1986. Danmark har også taget forbehold over for

terrorismekonventionens artikel 1, hvorefter grove forbrydelser, der retter

sig mod personers liv, fysiske integritet eller frihed, f.eks. kapring af og

sabotage mod luftfartøjer, bortførelse og gidseltagning m.v., ved udlevering

ikke anses for en politisk forbrydelse eller for en forbrydelse, der knytter

sig til en politisk forbrydelse eller udspringer af politiske motiver, jf.

lovforslagets bilag 2 og Folketingstidende 1977-78, Tillæg A, sp. 1631-32 og

1634-36.

Efter den nordiske udleveringslovs § 4 kan der efter

omstændighederne ske udlevering for en politisk forbrydelse, hvis en

tilsvarende handling er strafbar som politisk lovovertrædelse efter dansk

ret, og den, der begæres udleveret, ikke er dansk statsborger. Baggrunden for

denne særlige ordning er bl.a. det nære retsfællesskab mellem de nordiske

lande, jf. Folketingstidende 1959-60, Tillæg A, sp. 1799-1800.

3.2. EU-udleveringskonventionen

Efter artikel 5 må en medlemsstat ikke afslå udlevering til en

anden medlemsstat med den begrundelse, at forbrydelsen anses for en politisk

forbrydelse, en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse,

eller en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver. Der kan dog tages

forbehold over for bestemmelsen, således at forbudet mod at nægte udlevering

for politiske forbrydelser indskrænkes til at omfatte forbrydelserne i

terrorismekonventionens artikel 1 og 2, jf. lovforslagets bilag 2, og

medvirken til, at en gruppe personer, der handler med et fælles formål, begår

sådanne forbrydelser, jf. EU-udleveringskonventionens artikel 5, stk. 2, og

artikel 3, stk. 4.

Endvidere tilsigter EU-udleveringskonventionens artikel 5 ikke at ændre

1957-konventionens artikel 3, stk. 2, og terrorismekonventionens artikel 5,

jf. artikel 5, stk. 3, og medlemsstaternes fælles erklæring om retten til

asyl, der er optaget som bilag til EU-udleveringskonventionen.

Det danske forbehold efter terrorismekonventionen om ret til at nægte

udlevering for forbrydelser, der anses for politiske, jf. pkt. 3.1. ovenfor,

kan derimod ikke opretholdes ved udlevering til en medlemsstat, jf. artikel

5, stk. 4.

Udlevering kan dog fortsat nægtes, hvis udleveringsbegæringen bærer præg

af, at man vil forfølge eller straffe en person på grund af hans race,

religion, nationalitet eller politiske overbevisning, eller hvis den

pågældendes stilling kan blive forringet af disse grunde. Dette fremgår også

af udleveringslovens § 6. Det vil endvidere fortsat som følge af Danmarks

forbehold til 1957-konventionen om udlevering og udleveringslovens § 7 være

muligt at afslå en udleveringsbegæring, hvis det i særlige tilfælde, navnlig

under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre

personlige forhold, må antages, at udlevering ville være uforenelig med

humanitære hensyn.

Endvidere kan udlevering fortsat bl.a. kun ske på vilkår, at dødsstraf

ikke må fuldbyrdes for den pågældende handling, jf. udleveringslovens § 10,

nr. 3.

3.3. Justitsministeriets overvejelser

Gennemførelsen af artikel 5 indebærer, at udlevering som udgangspunkt ikke

kan nægtes med henvisning til, at lovovertrædelsen anses for en politisk

forbrydelse. Afgives der ikke erklæring i medfør af artikel 5, stk. 2, skal

udlevering til en medlemsstat derfor tillades, selv om den handling, der er

begæret udlevering for, anses for en politisk lovovertrædelse.

En ophævelse af adgangen til at nægte udlevering for politiske

forbrydelser kan styrke det strafferetlige samarbejde mellem medlemsstaterne

om bekæmpelse af international kriminalitet.

Imidlertid har forbudet mod udlevering for politiske lovovertrædelser

længe været anset for et centralt princip i dansk udleveringslovgivning, jf.

pkt. 3.1. ovenfor.

Endvidere har begrebet »politisk forbrydelse« i de danske

udleveringsregler en forholdsvis snæver rækkevidde. At en lovovertrædelse har

et politisk motiv, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at den i

udleveringsmæssig sammenhæng anses for en politisk forbrydelse. Bedømmelsen

heraf afhænger af en konkret helhedsbedømmelse, hvor der ud over

gerningsmandens motiv lægges vægt på handlingens karakter og de interesser,

der er krænket ved lovovertrædelsen.

Hertil kommer, at handlinger, der nægtes udlevering for efter

udleveringslovens § 5, efter omstændighederne kan strafforfølges i Danmark,

jf. straffelovens §§ 7-8.

Justitsministeriet finder det således af principielle grunde rigtigst, at

adgangen til at nægte udlevering for politiske lovovertrædelser fastholdes i

videst muligt omfang. Justitsministeriet finder derfor, at Danmark bør

benytte adgangen efter artikel 5, stk. 2, til at begrænse pligten til

udlevering for politiske forbrydelser, således at der alene er pligt til at

udlevere, hvis den pågældende handling må anses for omfattet af

terrorismekonventionens artikel 1 eller 2.

Det foreslås derfor, at der som stk. 3 i udleveringslovens § 5 indsættes

en bestemmelse, hvorefter bestemmelsens stk. 1-2 ikke finder anvendelse ved

udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, når handlingen er

omfattet af artikel 1 eller 2 i Den europæiske konvention om bekæmpelse af

terrorisme.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den pågældende bestemmelse i

lovforslagets § 1, nr. 2.

4. Fiskale lovovertrædelser

4.1. Gældende ret

Efter artikel 2 i den anden tillægsprotokol til 1957-konventionen ,

jf. bekendtgørelse nr. 108 af 11. november 1986, kan udlevering ske for

forbrydelser i forbindelse med skatter, afgifter, told og valutaveksling,

hvis forbrydelsen efter den anmodede parts lovgivning udgør en tilsvarende

lovovertrædelse. Udlevering kan ikke nægtes med den begrundelse, at der ikke

efter den anmodede parts lovgivning opkræves samme slags skatter eller

afgifter eller ikke er fastsat regler om skatter, afgifter, told eller

valutaveksling svarende til reglerne i den begærende parts lovgivning.

Udlevering for sådanne lovovertrædelser kan ske både efter

udleveringsloven og den nordiske udleveringslov . Der er da heller

ikke i forbindelse med ratifikationen af den nævnte tillægsprotokol taget

forbehold over for artikel 2.

4.2. EU-udleveringskonventionen

EU-udleveringskonventionen indeholder i artikel 6 en bestemmelse,

der svarer til artikel 2 i den anden tillægsprotokol til 1957-konventionen.

Endvidere gives i artikel 6, stk. 3, mulighed for at tage forbehold om kun

at tillade udlevering for forhold, der kan tænkes at udgøre en overtrædelse

af lovgivningen vedrørende punktafgifter, moms eller told.

4.3. Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår af pkt. 4.1. om gældende ret ovenfor, er udlevering for

fiskale lovovertrædelser allerede i dag mulig efter udleveringsloven og den

nordiske udleveringslov. Der findes derfor ikke behov for at tage forbehold

ved tiltrædelsen af EU-udleveringskonventionen eller foreslå ændringer i

lovgivningen på dette punkt.

5. Udlevering af egne statsborgere

5.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 2 kan en dansk statsborger ikke udleveres

fra Danmark. Bestemmelsen er i lighed med forbudet mod udlevering for

politiske lovovertrædelser udtryk for et centralt princip i dansk

udleveringslovgivning. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med artikel 6, stk.

1, litra a, i 1957-konventionen, hvorefter en kontraherende stat er

berettiget til at afslå udlevering af egne statsborgere. Ordet

»statsborger« omfatter efter den erklæring, der er afgivet ved

Danmarks ratifikation af 1957-konventionen, personer, der har statsborgerret

eller fast bopæl i et af de nordiske lande. Det indebærer bl.a., at Danmark

efter 1957-konventionen ikke er folkeretligt forpligtet til at udlevere

personer med opholdstilladelse i Danmark som flygtninge eller nordiske

statsborgere.

Den nordiske udleveringslov tillader i begrænset omfang udlevering

af danske statsborgere, hvilket bl.a. har baggrund i det nære retsfællesskab

mellem de nordiske lande. Efter denne lovs § 2 kan en dansk statsborger

udleveres, hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare

handling har haft bopæl i det land, hvortil udlevering ønskes, eller den

handling, der ønskes udlevering for, eller en tilsvarende handling efter

dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

5.2. EU-udleveringskonventionen

Efter artikel 7 kan udlevering af egne statsborgere som

udgangspunkt ikke afslås. Der kan dog tages forbehold om ikke at tillade

udlevering eller kun at tillade udlevering på nærmere angivne betingelser. Et

sådant forbehold skal fornyes hvert 5. år for at bevare sin gyldighed.

Danmark, Finland og Sverige har ved undertegnelsen af konventionen

afgivet en erklæring, hvori disse lande bekræfter, at de ikke vil påberåbe

sig de erklæringer, de har fremsat i medfør af artikel 6, stk. 1, i

1957-konventionen som begrundelse for at nægte at udlevere personer fra

ikke-nordiske stater, som er bosat i disse lande, jf. bilaget til

konventionen i lovforslagets bilag 1. Det indebærer, at Danmark ikke længere

ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan opretholde den

folkeretlige adgang til at nægte udlevering af sådanne personer, som består

efter erklæringen om begrebet »statsborger«, der blev afgivet ved

Danmarks ratifikation af 1957-konventionen, jf. pkt. 5.1. ovenfor. Personer

fra ikke-nordiske stater kan derfor ikke nægtes udleveret fra Danmark til en

medlemsstat i Den Europæiske Union med henvisning til, at den pågældende har

bopæl i Danmark, Finland eller Sverige.

Endvidere har medlemsstaterne ved undertegnelsen af

EU-udleveringskonventionen givet tilsagn om at anvende Europarådets

konvention om overførelse af domfældte over for statsborgere fra alle

medlemsstater, jf. denne konventions artikel 3, stk. 4. Medlemsstaternes

tilsagn berører ikke adgangen til at nægte udlevering af egne statsborgere i

EU-udleveringskonventionens artikel 7, stk. 2, jf. bilaget til

EUudleveringskonventionen i lovforslagets bilag 1.

5.3. Justitsministeriets overvejelser

Som nævnt i pkt. 5.1. ovenfor, anses forbudet mod udlevering af danske

statsborgere for et centralt princip i udleveringslovgivningen. Det har bl.a.

sammenhæng med et ønske om ikke at overgive egne statsborgere til stater, der

har retstraditioner, som afviger væsentligt fra retstraditionen i Danmark.

Under hensyn bl.a. til det nære retsfællesskab mellem de nordiske lande er

det dog fundet rimeligt at give en vis adgang til udlevering af danske

statsborgere til de øvrige nordiske lande.

Siden gennemførelsen af den nordiske udleveringslov er der indført

mulighed for efter omstændighederne at udlevere danske statsborgere til Det

internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere

Jugoslavien, jf. § 2 i lov nr. 1099 af 21. december 1994. Denne lov omfatter

meget grove forbrydelser, hvor en fastholdelse af princippet om forbud mod

udlevering af egne statsborgere kan virke stødende i internationale

sammenhænge. Det er i øvrigt forudsat, at danske statsborgere kan afsone i

Danmark.

En adgang til udlevering af danske statsborgere vil kunne styrke

samarbejdet om bekæmpelse af international kriminalitet, idet udlevering gør

det muligt at strafforfølge en forbrydelse på det sted, hvor den er begået.

Udlevering af egne statsborgere kan imidlertid være meget indgribende,

f.eks. i tilfælde, hvor den pågældende ikke i forvejen gennem bopæl eller

lignende har en tilknytning til det land, hvortil der begæres udlevering,

mens tilknytningen til Danmark er af varig karakter. Virkningerne heraf vil i

et vist omfang kunne afbødes ved, at det som vilkår for udlevering stilles

som betingelse, at en eventuel frihedsstraf skal afsones her i landet. Men

der vil stadigvæk være mulighed for, at den udleverede i forbindelse med

sagens behandling i det begærende land vil skulle sidde varetægtsfængslet

igennem længere tid.

Justitsministeriet finder efter en samlet vurdering ikke, at der på

nuværende tidspunkt er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at foreslå en

ordning, der giver mulighed for udlevering af danske statsborgere.

Justitsministeriet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at der er mulighed

for at strafforfølge den pågældende i Danmark, selv om forbrydelsen er begået

i udlandet. Denne mulighed skal bl.a. ses på baggrund af, at Danmark som

hovedregel har strafferetlig jurisdiktion over for danskere, der i udlandet

har begået strafbart forhold, jf. straffelovens §§ 6-12. Endvidere gælder

det, at der efter de nugældende europæiske konventioner om internationalt

strafferetligt samarbejde er mulighed for at anmode myndighederne i det land,

hvor forbrydelsen er begået, om retshjælp, således at den fornødne

bevisførelse kan foretages i Danmark, selv om forbrydelsen er begået i

udlandet.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at det indtil videre vil være

rigtigst at fastholde det nugældende forbud mod udlevering af danske

statsborgere, jf. artikel 7, stk. 2.

Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at der ikke senere kan overvejes

ændringer på dette område. Som nævnt i pkt. 5.2. ovenfor, skal et forbehold

om at nægte udlevering af egne statsborgere gentages hvert 5. år for at

bevare sin gyldighed, og det vil derfor være naturligt at tage spørgsmålet om

udlevering af egne statsborgere op til fornyet overvejelse på dette

tidspunkt. I den forbindelse vil det også være muligt at inddrage de regler,

der fastsættes herom i de andre EU-medlemsstater, herunder Finland og

Sverige.

For så vidt angår erklæringen fra Danmark, Finland og Sverige til

EU-udleveringskonventionen om ikke at påberåbe sig de erklæringer vedrørende

statsborgerbegrebet, der er afgivet til 1957-konventionen, som begrundelse

for at nægte at udlevere ikke-nordiske statsborgere, som er bosat i disse

lande, bemærkes, at opfyldelsen af denne pligt ikke kræver lovændringer. Det

skyldes, at der efter udleveringslovens § 2 alene gælder et forbud mod at

udlevere danske statsborgere.

6. Forældelse m.v.

6.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 9 kan udlevering ikke ske, hvis

strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende

handling ville være forældet efter dansk ret. Dette er i overensstemmelse med

artikel 10 i 1957-konventionen.

Den nordiske udleveringslov indeholder ingen tilsvarende

begrænsning i adgangen til udlevering, hvilket bl.a. har sammenhæng med, at

der som udgangspunkt ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed ved udlevering

til et nordisk land, jf. pkt. 2.1. ovenfor.

Efter artikel 4 i den anden tillægsprotokol til 1957-konventionen

kan udlevering ikke ske for forbrydelser, for hvilke den anmodede stat har

erklæret amnesti, og som den pågældende stat havde kompetence til at

retsforfølge efter sin egen straffelov. Efter udleveringslovens § 8 og

den nordiske udleveringslovs § 5 er udlevering udelukket, når den

berørte person her i landet er dømt eller frifundet for det forhold, der

begæres udlevering for. Det må på den baggrund antages, at udlevering også er

afskåret, hvis der er sket benådning (amnesti) for det pågældende forhold.

6.2. EU-udleveringskonventionen

Efter artikel 8 kan udlevering ikke afslås med den begrundelse, at

der er indtrådt forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf

i henhold til lovgivningen i den anmodede medlemsstat. Den anmodede

medlemsstat kan dog efter artikel 8, stk. 2, undlade at anvende denne

bestemmelse, når udleveringsbegæringen er begrundet i forbrydelser, for

hvilke denne medlemsstat er kompetent i medfør af sin egen straffelov. Heri

ligger, at udlevering kan nægtes med henvisning til forældelse, hvis den

anmodede medlemsstat selv ville have haft kompetence til at behandle sagen,

hvis den ikke havde været forældet. Denne begrænsning skal navnlig ses i

sammenhæng med bestemmelsen i artikel 7 om udlevering af egne statsborgere.

Artikel 8 indebærer for Danmarks vedkommende, at der i almindelighed ikke

er pligt til at udlevere bl.a. danske statsborgere - i det omfang der måtte

blive åbnet mulighed herfor - og personer med fast bopæl i Danmark for

handlinger, med hensyn til hvilke strafansvaret eller adgangen til at

fuldbyrde straf ville være forældet efter dansk ret. Det skyldes, at

handlinger, som danske statsborgere og personer med bopæl i Danmark begår i

udlandet, normalt kan strafforfølges i Danmark. Derimod skal der ifølge

bestemmelserne ske udlevering, selv om forholdet er forældet i Danmark, hvis

Danmark ikke har haft kompetence til at strafforfølge det pågældende forhold.

Artikel 9 indeholder en bestemmelse om nægtelse af udlevering i

tilfælde af amnesti, der svarer til artikel 4 i den anden tillægsprotokol til

1957-konventionen, jf. pkt. 6.1. ovenfor.

6.3. Justitsministeriets overvejelser

EU-udleveringskonventionens artikel 8 indebærer, at udlevering som

udgangspunkt ikke kan afslås med den begrundelse, at der er indtrådt

forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf efter dansk

ret. Det er derfor nødvendigt at ændre udleveringslovens § 9, således at

bestemmelsen om forældelse ikke finder anvendelse ved udlevering til en

medlemsstat i Den Europæiske Union.

Som nævnt kan den anmodede medlemsstat efter konventionens artikel 8, stk.

2, undlade at udlevere for forhold, der er forældet efter dette lands

lovgivning, hvis udleveringsbegæringen vedrører forbrydelser, for hvilke

denne medlemsstat er kompetent i medfør af sin egen lovgivning. Efter

bestemmelsen er Danmark således ikke folkeretligt forpligtet til at udlevere

i sådanne tilfælde.

Justitsministeriet har overvejet, om denne mulighed for at afslå

udlevering bør udnyttes, således at udlevering efter den danske

udleveringslov generelt udelukkes, hvis den situation, der er bekrevet i

konventionens artikel 8, stk. 2, foreligger.

Navnlig under hensyn til, at der ikke åbnes op for udlevering af egne

statsborgere, jf. pkt. 5 ovenfor, finder Justitsministeriet ikke grundlag for

generelt at afskære muligheden for at udlevere i de tilfælde, der er omfattet

af konventionens artikel 8, stk. 2. På grund af rækkevidden af

jurisdiktionsreglerne i straffelovens §§ 6-12 ville en sådan afskæring i

øvrigt indebære, at hovedreglen i konventionens artikel 8, stk. 1, kun ville

få begrænset betydning.

Det foreslås på den baggrund, at der som stk. 2 i udleveringslovens § 9

indsættes en bestemmelse, hvorefter bestemmelsen om forældelse ikke finder

anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i

lovforslagets § 1, nr. 3.

Som nævnt i pkt. 6.1. ovenfor, må der allerede efter udleveringsloven

antages at gælde et forbud mod udlevering i tilfælde af benådning (amnesti).

Konventionens artikel 9 nødvendiggør således ikke ændringer på dette område.

7. Strafforfølgning og straffuldbyrdelse for forhold, der ikke er

omfattet af udleveringsbegæringen (specialitetsreglen)

7.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 10 kan udlevering som udgangspunkt kun

ske på vilkår, at den udleverede ikke drages til ansvar eller udleveres

videre til en tredje stat for nogen anden strafbar handling begået før

udleveringen end den, der sker udlevering for (specialitetsreglen). Efter §

20, jf. § 10, nr. 1, litra a, kan justitsministeren dog efter anmodning

meddele tilladelse hertil, såfremt udlevering for den pågældende handling

kunne have fundet sted efter udleveringslovens bestemmelser. Immuniteten kan

i visse tilfælde også ophæves ved den udleveredes egne handlinger, jf. § 10,

nr. 1, litra b og c.

Efter den gældende ordning kan den udleverede som udgangspunkt ikke selv

give afkald på anvendelse af specialitetsreglen. Efter udleveringslovens § 18

c, stk. 1, 3. pkt., kan den pågældende dog i forbindelse med et indenretligt

samtykke til udlevering fra Danmark til en medlemsstat i Den Europæiske Union

meddele samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til

en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen

end den, der sker udlevering for. I så fald kræves justitsministerens

tilladelse hverken i forhold til den begærende stat eller ved

videreudlevering til en tredje medlemsstat.

Efter den nordiske udleveringslov gælder, at det land, der har

begæret udlevering, som hovedregel kan medinddrage andre forhold, der er

begået før udleveringen, uden at indhente samtykke fra den udleverede eller

tilladelse fra det land, hvorfra udleveringen er sket.

Baggrunden for den gældende ordning er, at den nordiske udleveringslov kun

i begrænset omfang afskærer udlevering. Også efter den nordiske ordning

gælder imidlertid, at den udleverede ikke uden justitsministerens tilladelse

må udleveres videre til et tredjeland for nogen strafbar handling, der er

begået før udleveringen. Endvidere kan tilladelse kun meddeles, hvis

udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted til vedkommende

land, jf. §§ 6 og 17.

7.2. EU-udleveringskonventionen

Efter artikel 10, stk. 1, kan den medlemsstat, hvortil udlevering

er sket, som udgangspunkt drage den udleverede til ansvar for andre

strafbare handlinger begået før udleveringen uden samtykke fra den

pågældende eller tilladelse fra den anmodede medlemsstat. I de tilfælde, hvor

strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen indebærer, at den udleverede skal

frihedsberøves, kan den udleverede dog kun drages til ansvar, hvis den

pågældende samtykker, eller den anmodede medlemsstat tillader det.

Bestemmelsen supplerer reglerne i Konventionen om forenklet

udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, der er

gennemført i Danmark ved § 1 i lov nr. 291 af 24. april 1996 om ændring af

lov om udlevering af lovovertrædere, lov om international fuldbyrdelse af

straf m.v., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående

fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven (International strafferet).

Efter disse regler kan den pågældende således allerede i forbindelse med et

indenretligt samtykke til udlevering fra Danmark til en EU-medlemsstat

meddele samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til

en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen

end den, der sker udlevering for, jf. pkt. 1 og 7.1. ovenfor.

Efter artikel 10, stk. 1, litra a , kan den udleverede

retsforfølges eller idømmes straf, hvis forbrydelserne ikke straffes med

frihedsstraf eller sikkerhedsforanstaltning. Det indebærer, at den begærende

medlemsstat uden samtykke fra den pågældende eller tilladelse fra den

anmodede medlemsstat kan indlede eller fortsætte retsforfølgning eller idømme

straf, når forbrydelsen ikke kan straffes med begrænsning af den personlige

frihed.

Efter artikel 10, stk. 1, litra b , kan den udleverede endvidere

retsforfølges eller idømmes straf, i det omfang retsforfølgningen ikke

medfører anvendelse af en foranstaltning, der begrænser den personlige

frihed. Det indebærer, at den begærende medlemsstat kan indlede eller

fortsætte retsforfølgning eller idømme straf, selv om forbrydelsen kan

straffes med begrænsning af den personlige frihed, hvis afgørelsen i sagen

ikke begrænser den personlige frihed. Hvis retsforfølgningen medfører straf

eller foranstaltning, der indebærer frihedsberøvelse, kan afgørelsen ikke

fuldbyrdes, medmindre den udleverede samtykker, eller den anmodede

medlemsstat tillader det.

Efter artikel 10, stk. 1, litra c , kan den udleverede pålægges at

efterkomme en straffedom eller foranstaltning, der ikke indebærer

frihedsberøvelse, f.eks. bødestraf, eller anden foranstaltning, der måtte

træde i stedet, også selv om den begrænser den personlige frihed. Det

indebærer, at den begærende medlemsstat kan fuldbyrde en endelig dom, der går

ud på straf eller foranstaltning, som ikke begrænser den personlige frihed,

f.eks. en bødestraf. Bestemmelsen omfatter dog også foranstaltninger, der

begrænser den personlige frihed, når foranstaltningen iværksættes som følge

af, at en bøde ikke betales. Bestemmelsen vil derfor f.eks. kunne anvendes i

tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om bødeforvandlingsstraf, jf.

straffelovens § 53. Bestemmelsen kan derimod ikke antages at give adgang til

uden videre at fuldbyrde en ubetinget frihedsstraf, der er fastsat som følge

af, at den udleverede har overtrådt et eller flere vilkår i en betinget dom.

Artikel 10, stk. 1, litra a-c, suppleres i litra d og stk. 2-3 af

bestemmelser, hvorefter den udleverede også kan retsforfølges, idømmes straf,

tilbageholdes med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller

sikkerhedsforanstaltning eller underkastes andre former for begrænsning af

sin personlige frihed, hvis den pågældende efter udleveringen udtrykkeligt

giver afkald på anvendelse af specialitetsreglen for specifikke forbrydelser

begået forud for udleveringen.

Artikel 11 giver mulighed for at gå ind på en særlig ordning i de

tilfælde, hvor der efter konventionens regler skal indhentes samtykke fra den

anmodede medlemsstat til at drage den udleverede til ansvar i videre omfang i

den begærende medlemsstat. Efter artikel 11 kan medlemsstaterne således

afgive erklæring om, at artikel 10 ikke skal finde anvendelse, idet

medlemsstaternes samtykke anses for givet på forhånd, medmindre andet

tilkendegives i forbindelse med udlevering i det enkelte tilfælde.

Såfremt en medlemsstat i en konkret udleveringssag tilkendegiver, at

samtykke ikke må anses for givet, finder artikel 10, stk. 1, stadig

anvendelse. Det indebærer, at den begærende medlemsstat fortsat kan drage den

udleverede til ansvar i det omfang, hvori dette efter artikel 10, stk. 1, kan

ske uden tilladelse fra den anmodede medlemsstat.

Om videreudlevering fra den begærende medlemsstat til en anden

medlemsstat er det i artikel 12 fastsat, at videreudlevering som

udgangspunkt kan ske uden tilladelse fra den anmodede medlemsstat. Der kan

dog tages forbehold over for denne bestemmelse, således at videreudlevering

kræver tilladelse fra den anmodede medlemsstat. Det gælder dog ikke, hvis

andet er bestemt i artikel 13 i Konventionen om forenklet

udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, eller den

udleverede i den begærende medlemsstat giver samtykke til videreudlevering

til en anden medlemsstat. Ved konventionen er det forudsat, at dette samtykke

gives under de samme former som omhandlet i artikel 10, stk. 2 og 3.

Henvisningen til artikel 13 i Konventionen om en forenklet

udleveringsprocedure indebærer for Danmarks vedkommende, at videreudlevering

kan ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den pågældende i forbindelse

med samtykke til udlevering fra Danmark til den begærende medlemsstat tillige

har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og til at blive udleveret

videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før

udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. udleveringslovens § 18

c, stk. 1, 3. pkt.

7.3. Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår af det ovenfor anførte, indebærer udleveringskonventionens

artikel 10, at det begærende land i visse tilfælde kan drage den udleverede

til ansvar for andre handlinger begået før udleveringen, uden at det kræver

tilladelse fra den anmodede stat. Det drejer sig navnlig om tilfælde, hvor

strafforfølgningen ikke indebærer frihedsberøvelse, og tilfælde, hvor den

udleverede har givet afkald på specialitetsreglen i det begærende land.

Bestemmelserne i §§ 10 og 20 i den gældende udleveringslov bygger på, at

fravigelse af specialitetsreglen som hovedregel kræver tilladelse fra den

anmodede stat. Dog kan den pågældende i forbindelse med samtykke til

udlevering fra Danmark efter § 18 c, stk. 1, 3. pkt., give afkald på

specialitetsreglen.

En opfyldelse af bestemmelsen i EU-udleveringskonventionens artikel 10

forudsætter derfor en ændring af udleveringsloven. Det foreslås på den

baggrund, at der i udleveringsloven som § 10 a, stk. 1, optages en

bestemmelse, hvorefter den udleverede ved udlevering til en medlemsstat

tillige kan drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før

udleveringen end den, der er sket udlevering for, uden justitsministerens

tilladelse, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer,

at den pågældende skal frihedsberøves for disse andre lovovertrædelser. Det

medfører, at der i den begærende medlemsstat kan ske strafforfølgning af

lovovertrædelser, der kan straffes med f.eks. kun bøde, og iværksættes

fuldbyrdelse af tidligere idømte bødestraffe, uden at der indhentes

tilladelse fra justitsministeren.

Endvidere foreslås det, at justitsministerens tilladelse heller ikke er

nødvendig, hvis den udleverede selv giver afkald på specialitetsreglen i et

retsmøde i den medlemsstat, den pågældende er blevet udleveret til. Denne

bestemmelse supplerer den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 18 c,

stk. 1, 3. pkt., hvor afkaldet meddeles i et retsmøde i Danmark, dvs. i den

medlemsstat, som den pågældende udleveres fra.

Ordningen med formodet samtykke ifølge artikel 11 vil kunne lette

samarbejdet om bekæmpelse af international kriminalitet, idet den begærende

medlemsstat får mulighed for at drage den udleverede til ansvar - også med

hensyn til frihedsstraf - uden at indhente tilladelse fra den anmodede

medlemsstat.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan det imidlertid være vanskeligt på

forhånd at overskue de tilfælde, hvor der kan være grund til at tage

forbehold om, at Danmark skal meddele udtrykkeligt samtykke til forfølgning

for andre strafbare handlinger end den, der er sket udlevering for.

Kravet om, at justitsministeren skal give tilladelse, indebærer i øvrigt

også den retsgaranti for den udleverede, at den pågældende kan forlange

spørgsmålet prøvet ved domstolene, jf. udleveringslovens § 20, stk. 5.

Justitsministeriet finder på den baggrund ikke, at der er tilstrækkeligt

grundlag for at afgive erklæring med henblik på at udnytte reglerne om

formodet samtykke i artikel 11.

For så vidt angår spørgsmålet om videreudlevering til en anden medlemsstat

uden tilladelse fra det anmodede land, følger det bl.a. af den gældende

bestemmelse i udleveringslovens § 18 c, stk. 1, 3. pkt., at videreudlevering

til en tredje medlemsstat kan ske uden justitsministerens tilladelse, hvis

den udleverede i forbindelse med samtykke til udlevering fra Danmark til den

begærende medlemsstat har meddelt samtykke til at blive udleveret videre til

en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen

end den, der er sket udlevering for. Efter EU-udleveringskonventionens

artikel 12 skal videreudlevering uden tilladelse fra det anmodede land

endvidere kunne ske, hvis den udleverede i det begærende land giver samtykke

til videreudleveringen. Det foreslås på den baggrund, at der heller ikke

kræves tilladelse fra justitsministeren til videreudlevering til en tredje

medlemsstat, hvis den pågældende har meddelt samtykke til videreudlevering i

et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket. Ved tiltrædelsen

vil Danmark i overensstemmelse hermed afgive erklæring efter bestemmelsen i

EU-udleveringskonventionens artikel 12, stk. 2.

Om indholdet af de foreslåede bestemmelser henvises i øvrigt til

bemærkningerne til § 10 a i lovforslagets § 1, nr. 5.

8. Øvrige bestemmelser i EU-udleveringskonventionen

Af artikel 4 i EU-udleveringskonventionen fremgår, at udlevering

ikke kan afslås med henvisning til, at udleveringsbegæringen bygger på en

beslutning om frihedsberøvelse, der indebærer, at den udleverede i den

begærende medlemsstat skal frihedsberøves et andet sted end i et fængsel.

Udleveringsloven indeholder ikke bestemmelser vedrørende det sted, hvor den

udleverede skal frihedsberøves, og gennemførelse af artikel 4 kræver derfor

ikke lovændring.

I artikel 13-16 er fastsat forskellige bestemmelser om

fremgangsmåden ved medlemsstaternes behandling af sager om udlevering.

Artikel 13 indeholder bestemmelser om angivelse af den centrale

myndighed, der skal forestå behandlingen af begæringer om udlevering efter

EU-udleveringskonventionen, og om anvendelse af telefax m.v. ved fremsendelse

af dokumenter. I artikel 14 er fastsat bestemmelser, der giver

mulighed for at anvende en forenklet fremgangsmåde, når der opstår behov for

at indhente supplerende oplysninger, idet anmodninger herom kan fremsættes

direkte over for den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat.

Artikel 15 indeholder bestemmelser, der indebærer en forenkling af

kravene vedrørende konstatering af ægtheden af de dokumenter, der indgår i en

begæring om udlevering.

Artikel 16 indeholder bestemmelser om transit, dvs. spørgsmålet om

tilladelse fra en medlemsstat til at lade en person rejse gennem

medlemsstatens territorium i forbindelse med udlevering fra en medlemsstat

til en anden, og indebærer en forenkling af fremgangsmåden ved indhentelse af

tilladelse til transit. Bestemmelsen skal også ses i sammenhæng med de

bestemmelser, der lemper betingelserne for udlevering, idet tilladelse til

transit ikke kan nægtes i videre omfang end tilladelse til udlevering kunne

være nægtet efter konventionens bestemmelser, jf. artikel 16, litra d.

Bestemmelserne i EU-udleveringskonventionens artikel 13-16 retter sig

hovedsageligt mod den praktiske fremgangsmåde ved behandlingen af begæringer

om udlevering. Gennemførelsen af de pågældende bestemmelser kræver derfor

ikke lovgivning.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør den praktiske fremgangsmåde ved

behandlingen af begæringer om udlevering fra Danmark til en anden

EU-medlemsstat forenkles mest muligt. Justitsministeriet finder derfor, at

der i forbindelse med tiltrædelsen af konventionen bør afgives erklæring i

medfør af artikel 14, således at der skabes mulighed for, at de kompetente

myndigheder i andre medlemsstater kan rette henvendelse direkte til de

relevante myndigheder i Danmark, når der opstår behov for at indhente

supplerende oplysninger.

For så vidt angår transit bemærkes, at det allerede i udleveringslovens §

21, stk. 1, er fastsat, at justitsministeren eller den, der bemyndiges

dertil, kan tillade, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en

anden, føres gennem riget, hvis bestemmelserne i § 2 (om forbud mod

udlevering af danske statsborgere) eller §§ 4-6 (om forbud mod udlevering for

militære og politiske lovovertrædelser og ved fare for forfølgelse) ikke

ville være til hinder for, at der skete udlevering her fra landet for den

pågældende handling. Sker udleveringen til Finland, Island, Norge eller

Sverige, kan tilladelse meddeles, såfremt bestemmelserne i § 2 (om udlevering

af danske statsborgere) eller § 4 (om udlevering for politiske

lovovertrædelser) i loven om udlevering til disse lande ikke ville være til

hinder for udlevering af den pågældende her fra landet, jf. § 21, stk. 2.

Baggrunden for disse regler er, at det efter 1957-konventionen som

udgangspunkt skal tillades, at en person, der udleveres fra en fremmed stat

til en anden, transporteres gennem Danmark, medmindre den forbrydelse, den

pågældende udleveres for, af danske myndigheder betragtes som en politisk

eller militær lovovertrædelse. Det følger af den erklæring om begrebet

»statsborger«, der er afgivet i forbindelse med Danmarks

ratifikation af 1957-konventionen, jf. pkt. 5.1. ovenfor, at Danmark har en

folkeretlig adgang til at nægte transit, hvis den, der udleveres, har

statsborgerret eller fast bopæl i et af de nordiske lande. Efter

udleveringslovens § 2 gælder forbudet mod udlevering alene danske

statsborgere, og forbudet mod gennemtransport omfatter derfor også kun danske

statsborgere.

Den foreslåede ændring af udleveringslovens § 5 i lovforslagets § 1, nr.

2, sammenholdt med udleveringslovens § 21, stk. 1, indebærer, at tilladelse

til transit i forbindelse med udlevering fra en EU-medlemsstat til en anden

kan nægtes med henvisning til, at der er tale om en politisk lovovertrædelse,

i samme omfang, som der efter § 5, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 2, kunne

nægtes udlevering for den pågældende handling fra Danmark til en

EU-medlemsstat med denne begrundelse, jf. pkt. 3 ovenfor.

Som nævnt i pkt. 5.2. ovenfor, har Danmark, Finland og Sverige ved

undertegnelsen af EU-udleveringskonventionen afgivet en erklæring vedrørende

udlevering af ikke-nordiske statsborgere, der er bosat i disse lande. Det

indebærer, at Danmark ikke længere kan opretholde den folkeretlige adgang at

nægte transit af sådanne personer, som består efter 1957-konventionen, i

forbindelse med udlevering fra en EU-medlemsstat til en anden. Tilladelse til

transit kan således i disse tilfælde ikke nægtes med henvisning til, at de

pågældende personer har bopæl i Danmark, Finland eller Sverige.

9. Forholdet til den nordiske udleveringslov

Som nævnt i pkt. 1 ovenfor er det i EU-udleveringskonventionens artikel 1,

stk. 2, fastsat, at konventionen ikke berører anvendelsen af bl.a.

arrangementer om udlevering på grundlag af en ensartet lovgivning, jf.

1957-konventionens artikel 28, stk. 3. I 1957-konventionens artikel 28, stk.

3, er det fastsat, at hvis udlevering mellem to eller flere kontraherende

parter finder sted på grundlag af en ensartet lovgivning, står det parterne

frit for at regulere deres gensidige forhold vedrørende udlevering

udelukkende i overensstemmelse med en sådan ordning og uden

hensyntagen til denne konventions bestemmelser. Danmark har i tilknytning til

artikel 28, stk. 3, afgivet erklæring om, at konventionen ikke finder

anvendelse i Danmarks forhold til Norge og Sverige, idet udlevering mellem de

skandinaviske lande finder sted på grundlag af en ensartet lovgivning. Denne

erklæring antages også at gælde bl.a. Finland, der har ratificeret

1957-konventionen med virkning fra den 10. august 1971.

At EU-udleveringskonventionen ikke berører anvendelsen af den nordiske

udleveringslov indebærer, at der ikke er behov for at ændre § 1, stk. 2, i

den nugældende udleveringslov, hvorefter loven ikke omfatter udlevering fra

Danmark til Finland, Island, Norge og Sverige. Udlevering fra Danmark til

et nordisk land sker derfor fortsat på grundlag af reglerne i den

nordiske udleveringslov.

Det indebærer bl.a., at det ved udlevering fra Danmark til f.eks. Sverige

som udgangspunkt ikke kræves, at det forhold, der begæres udlevering for, er

strafbart efter dansk ret, jf. pkt. 2.1. ovenfor. Der kan efter

omstændighederne også fortsat ske udlevering for politiske forbrydelser og af

danske statsborgere, jf. pkt. 3.1. og 5.1. ovenfor. Endvidere gælder ingen

begrænsning med hensyn til udlevering på grund af forældelse, jf. pkt. 6.1.

ovenfor. Et nordisk land, der har begæret udlevering, kan også fortsat som

hovedregel medinddrage andre forhold begået før udleveringen uden at indhente

samtykke fra den udleverede eller tilladelse fra justitsministeren, jf. pkt.

7.1. ovenfor.

At den nordiske udleveringslov ikke berøres af EU-udleveringskonventionen

indebærer tillige, at videreudlevering til et tredje land ikke kan ske uden

justitsministerens tilladelse, jf. pkt. 7.1. ovenfor. Som det fremgår af pkt.

7.2. ovenfor, kan EU-udleveringskonventionen på dette område medføre videre

adgang til videreudlevering end den nordiske udleveringslov, idet den

udleverede efter konventionens artikel 12 kan meddele samtykke i den

begærende medlemsstat til at blive videreudleveret til en tredje medlemsstat.

I de tilfælde, hvor der er spørgsmål om at udlevere fra Danmark til en

EU-medlemsstat bortset fra Finland og Sverige, gælder som nævnt ovenfor

under pkt. 5.2. og 8, at Danmark, Finland og Sverige ved undertegnelsen af

EU-udleveringskonventionen har afgivet en erklæring vedrørende udlevering af

ikke-nordiske statsborgere, der er bosat i disse lande. Det indebærer, at

Danmark ved udlevering og meddelelse af tilladelse til transit ikke længere

kan opretholde den folkeretlige adgang til at nægte udlevering og transit af

personer fra ikke-nordiske stater med henvisning til, at de pågældende har

bopæl i Danmark, Finland eller Sverige.

Danmark kan fortsat benytte den folkeretlige adgang efter den erklæring,

der blev afgivet ved ratifikationen af 1957- konventionen, til efter en

konkret vurdering at nægte udlevering af nordiske statsborgere til en

EU-medlemsstat.

10. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til høring hos følgende:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns

Byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten, rigspolitichefen,

politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark,

Politifuldmægtigforeningen, Dansk Kriminalpolitiforening, Dansk

Politiforbund, Advokatrådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder samt

Nævnet for Etnisk Ligestilling.

11. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative

konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser.

Om de EU-retlige aspekter henvises til pkt. 1 i lovforslagets almindelige

bemærkninger samt beskrivelsen af reglerne i EU-udleveringskonventionen under

de øvrige punkter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser I bilag

3 til lovforslaget er de foreslåede regler sammenholdt med de gældende

regler.

Til § 1 Til nr. 1

Ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås en ændret affattelse af

udleveringslovens § 3, stk. 1. Forslaget indebærer, at der kan ske udlevering

til en medlemsstat i Den Europæiske Union, hvis en handling (eller

undladelse), der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges

udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder.

Udtrykket »frihedsstraf« omfatter bl.a. hæfte, jf. straffelovens §

44, stk. 1, 1. pkt., hvorefter hæfte kan idømmes fra 7 dage til 6 måneder.

Kravet om frihedsstraf i mindst 6 måneder gælder kun ved udlevering til en

medlemsstat i den Europæiske Union. For så vidt angår udlevering fra Danmark

til et nordisk land, herunder Finland og Sverige, gælder fortsat den nordiske

udleveringslov, jf. udleveringslovens § 1, stk. 2, og pkt. 1 og 9 ovenfor i

de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Ved udlevering til andre

ikke-nordiske stater uden for Den Europæiske Union, gælder fortsat, at

lovovertrædelsen normalt skal svare til en handling, der efter dansk ret kan

medføre højere straf end fængsel i 1 år, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt., i

lovforslagets § 1, nr. 1.

Ved § 3, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 1, tilsigtes ingen ændring i de

gældende regler i udleveringslovens § 3, stk. 2-5. Det indebærer bl.a., at

udlevering til straffuldbyrdelse i en medlemsstat som udgangspunkt kun kan

ske, hvis dommen lyder på frihedsstraf i mindst 4 måneder, eller den dømte i

henhold til dommen eller en beslutning truffet med hjemmel i dommen skal

anbringes i anstalt, og opholdet kan blive af 4 måneders varighed.

Til nr. 2

Ved lovforslagets § 1, nr. 2 , indsættes som stk. 3 i

udleveringslovens § 5 en bestemmelse, hvorefter stk. 1-2 ikke finder

anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, når

handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i terrorismekonventionen, jf.

lovforslagets bilag 2 og pkt. 3 ovenfor i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget. Bestemmelsen indebærer, at udlevering til en medlemsstat ikke

kan nægtes med henvisning til, at den handling, der begæres udlevering for,

anses for en politisk lovovertrædelse, hvis handlingen er omfattet af

terrorismekonventionens artikel 1 eller 2, dvs. grove forbrydelser, der

retter sig mod personers liv, fysiske integritet eller frihed, f.eks. kapring

af og sabotage mod luftfartøjer, grove forbrydelser mod diplomater m.v.,

bortførelse, gidseltagning m.v. og anvendelse af bomber, granater, raketter

m.v., der rummer fare for personer.

Om en lovovertrædelse er omfattet af terrorismekonventionens artikel 1

eller 2, afhænger af en konkret vurdering. Den berørte person kan efter

omstændighederne kræve en beslutning om udlevering for en handling, som anses

for omfattet af terrorismekonventionens artikel 1 eller 2, indbragt for

domstolene, således at udlevering først kan finde sted, når beslutningen er

fundet lovlig ved endelig retskendelse, jf. udleveringslovens §§ 16 og 17.

Til nr. 3

Ved lovforslagets § 1, nr. 3, indsættes som stk. 2 i

udleveringslovens § 9 en bestemmelse, hvorefter stk. 1 ikke finder anvendelse

ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union. Bestemmelsen

indebærer en fravigelse af § 9 i den gældende udleveringslov, hvorefter

udlevering ikke kan ske, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde

straf for den pågældende handling er forældet efter dansk ret, jf. pkt. 6

ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Den foreslåede bestemmelse i udleveringslovens § 9, stk. 2, i

lovforslagets § 1, nr. 3, forhindrer ikke, at udlevering til en

EU-medlemsstat nægtes efter en konkret vurdering i tilfælde, hvor der efter

EU-udleveringskonventionens artikel 8, stk. 2, består en folkeretlig adgang

til at nægte udlevering på grund af forældelse, dvs. hvor den handling, der

begæres udlevering for, ville have hørt under dansk straffemyndighed, hvis

forældelse ikke var indtrådt. Udlevering kan derfor efter omstændighederne

nægtes på grund af forældelse f.eks. i tilfælde, hvor den person, der begæres

udleveret, har haft bopæl i Danmark gennem længere tid.

Til nr. 4

Efter udleveringslovens § 10, nr. 1, litra a, må den udleverede ikke

drages til ansvar eller eller udleveres videre til tredjeland for handlinger,

der ikke er omfattet af udleveringsbegæringen, medmindre justitsministeren

tillader det efter § 20. Som det fremgår af bemærkningerne til § 10 a i

lovforslagets § 1, nr. 5, kan den udleverede i visse tilfælde drages til

ansvar for andre handlinger og udleveres videre til en tredje medlemsstat

uden justitsministerens tilladelse, når den pågældende er udleveret til en

medlemsstat. Den foreslåede ændring af udleveringslovens § 10, nr. 1, litra

a, i lovforslagets § 1, nr. 4, er en konsekvens af den nye ordning i §

10 a.

Til nr. 5

Ved lovforslagets § 1, nr. 5, indsættes som § 10 a en ny

bestemmelse om adgangen for en begærende medlemsstat til at foretage

strafforfølgning og straffuldbyrdelse med hensyn til andre strafbare

handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, og om

videreudlevering til en tredje medlemsstat (specialitetsreglen), jf. pkt. 7

ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Bestemmelsen tager

sigte på udlevering og videreudlevering til en EU-medlemsstat bortset fra

Finland og Sverige, jf. pkt. 1 og 9 ovenfor i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget. For så vidt angår de nordiske lande henvises til den nordiske

udleveringslovs § 6 som affattet ved § 1, nr. 1, i lov nr. 251 af 12. juni

1975. På andre ikke-nordiske lande gælder fortsat udleveringslovens § 10,

således at fravigelse af specialitetsreglen som udgangspunkt kræver

justitsministerens tilladelse.

Den foreslåede § 10 a, stk. 1, indebærer, at den begærende

medlemsstat kan drage den udleverede til ansvar uden at indhente tilladelse

fra justitsministeren, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke

indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves, f.eks. fordi der alene er

spørgsmål om at forfølge handlinger, der alene kan medføre eller har medført

bødestraf i den begærende medlemsstat. I de tilfælde, hvor strafforfølgningen

eller straffuldbyrdelsen indebærer frihedsberøvelse, kan den udleverede kun

drages til ansvar for vedkommende handling, hvis den pågældende meddeler

samtykke til det i et retsmøde i den begærende medlemsstat. Hvis den

udleverede ikke meddeler et sådant samtykke, kan den pågældende kun drages

til ansvar med justitsministerens tilladelse, jf. udleveringslovens § 10, nr.

1, litra a, og § 20.

Ordet »frihedsberøves« omfatter bl.a. tilfælde, hvor den

udleverede skal varetægtsfængsles som led i strafforfølgningen eller

straffuldbyrdelsen. Frihedsberøvelse i lovforslagets forstand foreligger

også, hvor der er spørgsmål om at fuldbyrde afgørelser, hvorved den

udleverede er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf.

§ 10 a, stk. 1, skal for så vidt angår adgangen for den udleverede til at

meddele samtykke i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket,

sammenholdes med udleveringslovens § 18 c, stk. 1, 3. pkt., hvorefter den

udleverede også kan meddele indenretligt samtykke til fravigelse af

specialitetsreglen i forbindelse med samtykke til udlevering fra Danmark. Har

den pågældende meddelt samtykke til fravigelse af specialitetsreglen som led

i et samtykke til udlevering fra Danmark, kræves justitsministerens

tilladelse hverken i forhold til den begærende medlemsstat eller ved

videreudlevering til en tredje medlemsstat, jf. pkt. 7.1. ovenfor i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Den foreslåede § 10 a, stk. 2, tager sigte på videreudlevering fra

en begærende medlemsstat til en tredje medlemsstat og indebærer, at

videreudlevering kan ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den

udleverede har meddelt samtykke til det enten i forbindelse med samtykke til

udlevering fra Danmark til den begærende medlemsstat, jf. udleveringslovens §

18 c, stk. 1, 3. pkt., eller i et retsmøde i den begærende medlemsstat.

Spørgsmål om videreudlevering til et ikke-nordisk land uden for Den

Europæiske Union afgøres efter udleveringslovens § 10, jf. § 20, stk. 1-2 og

4-5. Spørgsmål om videreudlevering fra en medlemsstat til et nordisk land,

herunder Finland og Sverige, afgøres efter udleveringslovens § 10, jf. § 20,

stk. 3. For så vidt angår videreudlevering mellem de nordiske lande henvises

til den nordiske udleveringslovs § 6 i § 1, nr. 1, i lov nr. 251 af 12. juni

1975. Endvidere henvises til pkt. 1 og 9 ovenfor i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

I de tilfælde, hvor der er spørgsmål om at drage en person, der er

udleveret fra en medlemsstat til Danmark, til ansvar for handlinger, der ikke

er omfattet af udleveringsbegæringen, må den pågældende principielt antages

at kunne meddele samtykke efter samme fremgangsmåde som i udleveringslovens §

18 c, stk. 1, 3. pkt. I praksis vil det dog formentlig være mest naturligt at

indhente tilladelse fra myndighederne i den anmodede medlemsstat.

Til § 2

§ 2 indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. Det foreslås, at

loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. § 2, 1. pkt.

Efter § 2, 2. pkt., finder udleveringslovens § 9, stk. 2, i

lovforslagets § 1, nr. 3, anvendelse i sager, hvor der er fremsat begæring om

udlevering efter lovens ikrafttræden. Det indebærer, at der i sådanne sager

kan ske udlevering til en EU-medlemsstat, selv om der er indtrådt forældelse

efter dansk ret, jf. pkt. 6.3. ovenfor i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget og bemærkningerne til § 9, stk. 2, i lovforslagets § 1, nr. 3.

Bestemmelsen i § 2, 2. pkt., skal ses i sammenhæng med, at der i

Schengen-konventionens artikel 62 er en bestemmelse, hvorefter det alene er

lovgivningen i det medlemsland, der begærer udlevering, som gælder med hensyn

til afbrydelse af forældelsesfristen. Ved den foreslåede bestemmelse sikres

det, at Danmark fra tidspunktet for Schengen-konventionens ikrafttræden for

Danmarks vedkommende kan opfylde pligten efter artikel 62, uanset hvornår

EU-udleveringskonventionen finder anvendelse mellem Danmark og de øvrige

EU-medlemsstater, jf. § 2, 3. pkt., og bemærkningerne nedenfor.

Efter § 2, 3. pkt., finder § 1, nr. 1-2 og 4-5, anvendelse på

begæringer om udlevering, der fremsættes efter, at EU-udleveringskonventionen

er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende medlemsstat i Den Europæiske

Union. Det indebærer, at de nye bestemmelser om udlevering på grundlag af

EU-udleveringskonventionen bortset fra reglerne om forældelse, jf. § 2, 2.

pkt., og bemærkningerne ovenfor, finder anvendelse ved behandlingen af

begæringer om udlevering, der fremsættes efter, at EU-udleveringskonventionen

er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende EU-medlemsstat.

De nye bestemmelser finder således først anvendelse, når Danmark og

vedkommende EU-medlemsstat gensidigt har forpligtet sig til at udlevere på

grundlag af reglerne i EU-udleveringskonventionen. Det indebærer, at Danmark

ikke bliver forpligtet til at udlevere på grundlag af de nye bestemmelser,

før vedkommende EU-medlemsstat også har forpligtet sig til at behandle

begæringer om udlevering til Danmark på grundlag EU-udleveringskonventionen.

Baggrunden for bestemmelsen i § 2, 3. pkt., er, at det er hensigten ved

Danmarks tiltrædelse af EU-udleveringskonventionen at afgive erklæring om, at

Danmark vil anvende konventionen i forbindelserne med medlemsstater, der har

afgivet samme erklæring, jf. konventionens artikel 18, stk. 4.

Til § 3

§ 3 indeholder bestemmelser om lovens territoriale gyldighedsområde.

Bilag 1

RÅDETS RETSAKT af 27. september 1996 om udarbejdelse af konventionen om

udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater

Bilag 2

Uddrag af bekendtgørelse nr. 91 af 2. november 1978 af europæisk

konvention af 27. januar 1977 om bekæmpelse af terrorisme

Artikel 1

For så vidt angår udlevering mellem kontraherende stater, skal ingen af de

nedennævnte forbrydelser anses for en politisk forbrydelse eller for en

forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller for en

forbrydelse, der udspringer af politiske motiver:

a. forbrydelser, der omfattes af konventionen om bekæmpelse af

ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer, undertegnet i Haag den 16. december

1970,

b. forbrydelser, der omfattes af konventionen om bekæmpelse af

ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed, undertegnet i

Montreal den 23. september 1971,

c. grove forbrydelser, der indebærer angreb mod internationalt

beskyttede personers, herunder diplomatiske repræsentanters, liv, fysiske

integritet eller frihed,

d. forbrydelser, der indebærer bortførelse, gidseltagning eller

grov, ulovlig frihedsberøvelse,

e. forbrydelser, der indebærer anvendelse af bomber, granater,

raketter, automatiske skydevåben eller brev- eller pakkebomber, såfremt

anvendelsen heraf rummer fare for personer,

f. forsøg på at begå nogen af de ovennævnte forbrydelser eller

medvirken til sådanne forbrydelser eller til forsøg herpå.

Artikel 2

1. For så vidt angår udlevering mellem kontraherende stater kan en

kontraherende stat bestemme, at andre grove voldshandlinger - end de, der er

omfattet af artikel 1 - mod en persons liv, fysiske integritet eller frihed

ikke skal anses for en politisk forbrydelse eller for en forbrydelse, der har

forbindelse med en politisk forbrydelse, eller for en forbrydelse, der

udspringer af politiske motiver.

2. Det samme skal gælde grove forbrydelser mod formuegoder, der ikke er

omfattet af artikel 1, hvis handlingen har medført kollektiv fare for

personer.

3. Det samme skal gælde forsøg på at begå nogen af de ovennævnte

forbrydelser eller medvirken til sådanne forbrydelser eller til forsøg herpå.

Bilag 3

I dette bilag er (med mindre skrift) indsat den gældende formulering

af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere, som ændret

ved § 1 i lov nr. 291 af 24. april 1996, foretages følgende ændringer:

1. § 3, stk. 1, affattes således:

»Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske, hvis

en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges

udlevering, efter dansk ret kan medfør frihedsstraf i mindst 6 måneder.

Udlevering til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan

medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret

medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er

overenskomst herom med den pågældende stat.«

§ 3. Udlevering kan kun ske, såfremt en handling, der svarer til

den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan

medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret

medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er

overenskomst herom med den pågældende stat.

Stk. 2-5. - - -

2. I § 5 indsættes som stk. 3:

» Stk. 3. Stk. 1-2 finder ikke anvendelse ved udlevering til

en medlemsstat i den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel

1 eller 2 i Den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme.«

§ 5. Udlevering for en politisk lovovertrædelse kan ikke finde

sted.

Stk. 2. Omfatter handlingen tillige en lovovertrædelse, som ikke

er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse,

såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter.

3. I § 9 indsættes som stk. 2:

» Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved udlevering til en

medlemsstat i Den Europæiske Union.«

§ 9. Udlevering kan ikke ske, hvis strafansvaret eller adgangen

til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter

dansk ret.

4. I § 10, nr. 1, litra a, indsættes efter »§

20«: », jf. dog § 10 a«.

5. Efter § 10 indsættes i kapitel 2:

» § 10 a. Ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske

Union kan den udleverede uden justitsministerens tilladelse drages til ansvar

for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket

udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke

indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan

endvidere drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den

pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat,

hvortil udlevering er sket.

Stk. 2. Den udleverede kan uden justitsministerens tilladelse

videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse

med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket,

har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre

til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før

udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 18 c, stk. 1, 3. pkt.

Videreudlevering kan også ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den

udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den

medlemsstat, hvortil udlevering er sket.«

§ 10. Udlevering kan kun ske på følgende vilkår:

1) Den udleverede må ikke drages til ansvar eller udleveres videre til

tredjeland for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen end den,

han er udleveret for, medmindre

a) justitsministeren tillader det efter § 20,

b) han, uanset at han i 45 dage uhindret har kunnet forlade det land,

hvortil han er udleveret, har undladt dette, eller

c) han efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage.

2) Den udleverede må ikke uden justitsministerens tilladelse underkastes

strafforfølgning ved en særdomstol.

3) Dødsstraf må ikke fuldbyrdes for den pågældende handling.

Skriftlig fremsættelse

Justitsministeren (Frank Jensen):

Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere.

(Gennemførelse af EU-udleveringskonventionen).

(Lovforslag nr. L 215).

Formålet med lovforslaget er at gennemføre de ændringer i loven om

udlevering af lovovertrædere, der er nødvendige for, at Danmark kan tiltræde

Konventionen om udlevering mellem Den Europæ iske Unions medlemsstater.

EU-udleveringskonventionen medfører en lempelse af betingelserne for at

udlevere fra Danmark til en medlemsstat i Den Europæiske Union.

Konventionen supplerer Konventionen om forenklet udleveringsprocedure

mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, som giver mulighed for at

benytte en forenklet fremgangsmåde ved udlevering, når den berørte person

samtykker i udleveringen. Denne konvention blev gennemført i dansk ret i

1996.

De nugældende regler om udlevering kræver som udgangspunkt, at den

handling, der begæres udlevering for, efter dansk ret kan medføre højere

straf end fængsel i 1 år. Lovforslaget indebærer, at der kan ske udlevering

fra Danmark til en EU-medlemsstat, hvis handlingen efter dansk ret kan

medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder.

Som eksempel på en lovovertrædelse, der kan medføre udlevering efter de

foreslåede nye regler - men ikke efter de nugældende regler - kan nævnes

udbredelse af børnepornografisk materiale.

Et andet hovedpunkt i lovforslaget er, at udlevering fra Danmark til en

anden EU-medlemsstat ikke kan afslås alene med den begrundelse, at der er

tale om en politisk forbrydelse. Dette forudsætter dog, at den pågældende

forbrydelse er af så grov karakter, at den er omfattet af

terrorismekonventionens art. 1 eller 2.

Udlevering til en EU-medlemsstat skal heller ikke kunne afslås under

henvisning til, at der er indtrådt forældelse efter dansk ret.

Lovforslaget medfører også en udvidet adgang til at forfølge strafbare

forhold, der ikke er omfattet af udleveringsbegæringen, i den medlemsstat,

hvortil udlevering er sket, og til at videreudlevere til en tredje

medlemsstat. Udvidelsen består navnlig i, at der gives mulighed for, at den

udleverede kan give samtykke med den virkning, at der herefter ikke kræves

tilladelse fra det land, som den pågældende er blevet udleveret fra.

Lovforslaget berører ikke reglerne om udlevering mellem de nordiske lande.

Udlevering til bl.a. Finland og Sverige sker derfor fortsat på grundlag af

den nordiske udleveringslov.

Lovforslaget berører heller ikke udleveringslovens §§ 6 og 7. Udlevering

må således f.eks. ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende

efter udleveringen vil blive forfulgt på grund af race, religion,

nationalitet eller politiske overbevisning, eller hvis udlevering af særlige

grunde vil være udforenelig med humanitære hensyn.

Baggrunden for, at lovforslaget fremsættes efter udgangen af februar, er,

at det findes rigtigst, at lovforslaget ikke udskydes til næste

folketingssamling. Det har på den anden side ikke været muligt at fremsætte

lovforslaget tidligere, idet EU-udleveringskonventionen først blev

undertegnet i september 1996, og da der efterfølgende bl.a. er arbejdet med

den forklarende rapport til konventionen.

Idet jeg henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg

herved anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter