1996 LSF 215 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM UDLEVERING AF LOVOVERTRÆDERE(GENNEMFØRELSE AF EU-UDLEVERINGSKONVENTIONEN)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere, som ændret
ved § 1 i lov nr. 291 af 24. april 1996, foretages følgende ændringer:
1. § 3, stk. 1, affattes således:
»Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske, hvis
en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges
udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder.
Udlevering til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan
medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret
medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er
overenskomst herom med den pågældende stat.«
2. I § 5 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved udlevering til en
medlemsstat i Den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel 1
eller 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme.«
3. I § 9 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved udlevering til en
medlemsstat i Den Europæiske Union.«
4. I § 10, nr. 1, litra a, indsættes efter »§
20«:», jf. dog § 10 a«.
5. Efter § 10 indsættes i kapitel 2:
»§ 10 a. Ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske
Union kan den udleverede uden justitsministerens tilladelse drages til ansvar
for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket
udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke
indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan
endvidere drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den
pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat,
hvortil udlevering er sket.
Stk. 2. Den udleverede kan uden justitsministerens tilladelse
Læs alt
videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse
med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket,
har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre
til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før
udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 18 c, stk. 1, 3. pkt.
Videreudlevering kan også ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den
udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den
medlemsstat, hvortil udlevering er sket.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1997. § 9, stk. 2, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 3, finder anvendelse i sager, hvor der er fremsat begæring om
udlevering efter lovens ikrafttræden. De øvrige bestemmelser i loven finder
anvendelse på begæringer om udlevering, der fremsættes efter, at
EU-udleveringskonventionen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende
medlemsstat i Den Europæiske Union.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan dog ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere, som ændret
ved § 1 i lov nr. 291 af 24. april 1996, foretages følgende ændringer:
1. § 3, stk. 1, affattes således:
»Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske, hvis
en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges
udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder.
Udlevering til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan
medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret
medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er
overenskomst herom med den pågældende stat.«
2. I § 5 indsættes som stk. 3:
» Stk. 3. Stk. 1-2 finder ikke anvendelse ved udlevering til
en medlemsstat i Den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel
1 eller 2 i Den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme.«
3. I § 9 indsættes som stk. 2:
» Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved udlevering til en
medlemsstat i Den Europæiske Union.«
4. I § 10, nr. 1, litra a, indsættes efter »§
20«:», jf. dog § 10 a«.
5. Efter § 10 indsættes i kapitel 2:
» § 10 a. Ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske
Union kan den udleverede uden justitsministerens tilladelse drages til ansvar
for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket
udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke
indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan
endvidere drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den
pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat,
hvortil udlevering er sket.
Stk. 2. Den udleverede kan uden justitsministerens tilladelse
videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse
med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket,
har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre
til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før
udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 18 c, stk. 1, 3. pkt.
Videreudlevering kan også ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den
udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den
medlemsstat, hvortil udlevering er sket.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1997. § 9, stk. 2, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 3, finder anvendelse i sager, hvor der er fremsat begæring om
udlevering efter lovens ikrafttræden. De øvrige bestemmelser i loven finder
anvendelse på begæringer om udlevering, der fremsættes efter, at
EU-udleveringskonventionen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende
medlemsstat i Den Europæiske Union.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan dog ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovovertrædelsens beskaffenhed
2.1. Gældende ret
2.2. EU-udleveringskonventionen
2.3. Justitsministeriets overvejelser
2.4. Deltagelse i en kriminel sammenslutning
3. Politiske lovovertrædelser
3.1. Gældende ret
3.2. EU-udleveringskonventionen
3.3. Justitsministeriets overvejelser
4. Fiskale lovovertrædelser
4.1. Gældende ret
4.2. EU-udleveringskonventionen
4.3. Justitsministeriets overvejelser
5. Udlevering af egne statsborgere
5.1. Gældende ret
5.2. EU-udleveringskonventionen
5.3. Justitsministeriets overvejelser
6. Forældelse m.v.
6.1. Gældende ret
6.2. EU-udleveringskonventionen
6.3. Justitsministeriets overvejelser
7. Strafforfølgning og straffuldbyrdelse for forhold, der ikke er
omfattet af udleveringsbegæringen
(specialitetsreglen)
7.1. Gældende ret
7.2. EU-udleveringskonventionen
7.3. Justitsministeriets overvejelser
8. Øvrige bestemmelser i EU-udleveringskonventionen
9. Forholdet til den nordiske udleveringslov
10. Hørte myndigheder m.v.
11. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at gennemføre de ændringer i loven om
udlevering af lovovertrædere (udleveringsloven), der er nødvendige for, at
man i Danmark kan anvende Konventionen om udlevering mellem Den Europæiske
Unions medlemsstater (EU-udleveringskonventionen). Konventionen er optaget
som bilag 1 til lovforslaget.
Vedtagelse af lovforslaget indebærer, at Folketinget giver samtykke til,
at Danmark tiltræder EU-udleveringskonventionen.
Udlevering af lovovertrædere mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union
sker i dag på grundlag af Den europæiske konvention af 13. december 1957 om
udlevering af lovovertrædere (1957-konventionen), jf. bekendtgørelse nr. 36
af 28. september 1963, med tilhørende tillægsprotokoller af 15. oktober 1975
og 17. marts 1978, jf. bekendtgørelse nr. 106 og 108 af 11. november 1986.
Konventionen er i Danmark gennemført ved lov nr. 249 af 9. juni 1967 om
udlevering af lovovertrædere. For udlevering fra Danmark til Sverige og
Finland (og de andre nordiske lande) gælder en særlig ordning, jf. nedenfor.
1957-konventionen er for EU-medlemsstaternes vedkommende senere blevet
suppleret med reglerne i Konventionen om forenklet udleveringsprocedure
mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, der blev undertegnet den 10.
marts 1995. Sigtet med denne konvention er at anvende en forenklet
fremgangsmåde ved udlevering, hvis den person, der begæres udleveret,
samtykker i udleveringen. Forenklingen består i en mere direkte kontakt
mellem de berørte staters kompetente myndigheder og en mere hensigtsmæssig
tilrettelæggelse af sagsgangen. Forenklingen modsvares af, at samtykke til
udlevering meddeles i retten. Konventionen blev gennemført i dansk ret ved §
1 i lov nr. 291 af 24. april 1996 om ændring af lov om udlevering af
lovovertrædere, lov om international fuldbyrdelse af straf m.v., lov om
samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af
straf m.v. og retsplejeloven (International strafferet). Denne lov trådte i
kraft den 1. august 1996.
Efterfølgende har EU-medlemsstaterne arbejdet videre med en bredere adgang
til udlevering mellem medlemsstaterne. Medlemsstaterne i Den Europæiske Union
undertegnede således den 27. september 1996 EU-udleveringskonventionen, der
er gengivet i bilag 1 til lovforslaget.
Formålet med EU-udleveringskonventionen er at lempe en række af de
materielle betingelser for udlevering mellem medlemsstaterne. Konventionen
indebærer således, at udlevering skal kunne ske for forbrydelser med en
mindre strafferamme end efter 1957-konventionen, jf. artikel 2, stk. 1, og
pkt. 2 nedenfor. Endvidere skal udlevering som udgangspunkt ikke kunne nægtes
med henvisning til, at den lovovertrædelse, der er begæret udlevering for,
anses for en politisk lovovertrædelse, eller at der er indtrådt forældelse
efter lovgivningen i den anmodede medlemsstat, jf. artikel 5 og 8 samt pkt. 3
og 6 nedenfor. Desuden skal medlemsstaterne som udgangspunkt kunne udlevere
egne statsborgere, jf. artikel 7 og pkt. 5 nedenfor. Endelig udvider
konventionen mulighederne for, at der i en begærende medlemsstat eller en
tredje medlemsstat kan ske strafforfølgning og straffuldbyrdelse for forhold,
der ikke er omfattet af udleveringsbegæringen, jf. artikel 10 og 12 og pkt. 7
nedenfor.
Udlevering mellem de nordiske lande bygger ikke på et traktatmæssigt
grundlag, men sker på grundlag af en ensartet lovgivning, jf. lov nr. 27 af
3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og
Sverige, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975 (den nordiske
udleveringslov). Denne lovgivning berøres ikke af EU-udleveringskonventionen,
jf. konventionens artikel 1, stk. 2, hvorefter konventionen ikke berører
anvendelsen af bl.a. arrangementer om udlevering på grundlag af ensartet
lovgivning, jf. 1957-konventionens artikel 28, stk. 3. Det indebærer bl.a.,
at de foreslåede regler om udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske
Union ikke finder anvendelse ved udlevering fra Danmark til Finland og
Sverige, selv om disse lande er medlem af EU. Spørgsmålet om udlevering til
disse lande afgøres således fortsat efter den nordiske udleveringslov. Der
henvises i den forbindelse til pkt. 9 nedenfor om forholdet til den nordiske
udleveringslov.
Det kan i øvrigt oplyses, at der også i Konventionen til gennemførelse af
Schengenaftalen (Schengen-konventionen) er bestemmelser om udlevering. Disse
bestemmelser kan dog kun antages at finde anvendelse i det omfang, hvori de
er forenelige med EU-udleveringskonventionen, jf. Schengen- konventionens
artikel 142. Det indebærer, at det er reglerne i EU-udleveringskonventionen,
der skal anvendes ved udlevering mellem EU-medlemsstaterne.
2. Lovovertrædelsens beskaffenhed
2.1. Gældende ret
Efter udleveringslovens § 3, stk. 1, kan udlevering af en lovovertræder
fra Danmark som udgangspunkt kun ske, hvis en handling, der svarer til den
lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, i Danmark kan medføre
højere straf end fængsel i 1 år. Udlevering til strafforfølgning i et andet
land kan endvidere kun ske, hvis der i den fremmede stat er truffet
beslutning om, at den, som søges udleveret, skal anholdes eller fængsles for
den pågældende handling, jf. § 3, stk. 2. Udlevering til fuldbyrdelse af en
dom kan normalt kun ske, hvis dommen lyder på frihedsstraf i mindst 4
måneder, eller den dømte i henhold til dommen eller en beslutning, der er
truffet med hjemmel i dommen, skal anbringes i anstalt, og opholdet her kan
blive af 4 måneders varighed, jf. § 3, stk. 3.
Efter § 3, stk. 4, kan udlevering til strafforfølgning eller
straffuldbyrdelse finde sted for flere strafbare forhold, selv om
betingelserne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene. Det
indebærer, at der efter omstændighederne kan ske udlevering, som udover et
eller flere forhold, der opfylder betingelserne i § 3, stk. 1-3, også
omfatter forhold, der efter dansk ret ikke er strafbare eller kun kan medføre
straf af bøde, hæfte eller fængsel i 1 år eller derunder.
Selv om betingelserne i § 3 i øvrigt er opfyldt, må udlevering dog ikke
finde sted, hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at
sigtelsen eller dommen vedrørende den pågældende handling savner
tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, jf. § 3, stk. 5. Dette forbehold om
efter omstændighederne at kunne nægte udlevering skal ses i sammenhæng med,
at Danmark ved ratifikationen af 1957-konventionen har afgivet erklæring om,
at danske myndigheder, når særlige omstændigheder skønnes at gøre det
påkrævet, kan anmode den stat, der fremsætter en udleveringsbegæring, om at
tilvejebringe bevismateriale, der sandsynliggør, at den pågældende er
skyldig, og afslå begæringen, hvis materialet findes utilstrækkeligt.
Efter den nordiske udleveringslov kræves som udgangspunkt ikke, at
det pågældende forhold er strafbart efter dansk ret. Efter § 2 kan udlevering
af en dansk statsborger dog efter omstændighederne kun ske, hvis handlingen
eller en tilsvarende handling efter dansk ret kan medføre højere straf end
fængsel i 4 år. Endvidere forudsætter udlevering for en politisk
lovovertrædelse, at en tilsvarende handling er strafbar som politisk
lovovertrædelse efter dansk ret, jf. § 4.
Efter § 3, stk. 1, i den nordiske udleveringslov kan udlevering til
strafforfølgning kun finde sted, hvis handlingen efter det begærende lands
lovgivning kan medføre højere straf end bøde. Bestemmelsen afskærer ikke
udlevering i tilfælde, hvor strafforfølgningen forventes afsluttet med
bødestraf. Det er imidlertid forudsat, at en sådan udlevering kun finder sted
i sager af større betydning. Ved udlevering til straffuldbyrdelse kræves det,
at dommen lyder på frihedsstraf eller anbringelse i anstalt, eller at der med
hjemmel i dommen er truffet bestemmelse om sådan anbringelse, jf. § 3, stk.
2.
Efter § 3, stk. 3, kan udlevering finde sted, selv om betingelserne i § 3,
stk. 1-2, kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene. Udlevering kan
derfor efter omstændighederne også omfatte forhold, der kun kan medføre
bødestraf efter det begærende lands lovgivning, eller for hvilke der alene er
idømt bøde eller betinget straf.
2.2. EU-udleveringskonventionen
I artikel 2 er det bl.a. fastsat, at udlevering skal tillades for
forbrydelser, som efter lovgivningen i den begærende medlemsstat kan medføre
frihedsstraf i mindst 1 år og efter lovgivningen i den anmodede medlemsstat
frihedsstraf i mindst 6 måneder.
Udlevering kan ikke kan afslås med den begrundelse, at lovgivningen i den
anmodede medlemsstat ikke indeholder bestemmelser om samme type
sikkerhedsforanstaltning som lovgivningen i den begærende medlemsstat. Med
udtrykket »sikkerhedsforanstaltning« sigtes til enhver beslutning
om frihedsberøvelse, som er truffet af en kriminaldomstol i forbindelse med
eller i stedet for straffedom, jf. 1957-konventionens artikel 25.
2.3. Justitsministeriets overvejelser
Artikel 2 i EU-udleveringskonventionen indebærer, at udlevering fra
Danmark skal tillades, hvis lovovertrædelsen i den medlemsstat, der har
fremsat begæring om udlevering, kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år og
efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Det er derfor
nødvendigt at ændre udleveringslovens § 3, der i dag stiller krav om, at
lovovertrædelsen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år.
Det foreslås på den baggrund, at udleveringslovens § 3 ændres, således at der
kan ske udlevering til en medlemsstat, hvis en handling, der svarer til den
lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan
medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder.
Som nævnt indebærer § 3, stk. 1, i den nugældende udleveringslov bl.a., at
udlevering som udgangspunkt kun kan ske, hvis en handling, der svarer til den
lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan
medføre højere straf end fængsel i 1 år. For sådanne lovovertrædelser har
Danmark ved ratifikationen af 1957-konventionen påtaget sig en pligt til at
tillade udlevering. Denne konventionsmæssige forpligtelse gælder dog kun,
såfremt lovovertrædelsen efter lovgivningen i det land, der har fremsat
anmodning om udlevering, kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år. Denne
yderligere begrænsning fandtes det ikke nødvendigt at medtage i den
nugældende udleveringslov, jf. Folketingstidende 1966-67, Tillæg A, sp. 2543.
Også efter artikel 2, stk. 1, i EU-udleveringskonventionen gælder alene en
folkeretlig forpligtelse til at tillade udlevering for lovovertrædelser, der
efter lovgivningen i den begærende medlemsstat kan medføre frihedsstraf i
mindst 1 år. Denne begrænsning af den folkeretlige pligt til at udlevere
findes det fortsat ikke nødvendigt at medtage i selve lovteksten.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til udleveringslovens § 3, stk.
1, i lovforslagets § 1, nr. 1.
2.4. Deltagelse i en kriminel sammenslutning
Efter EU-udleveringskonventionens artikel 3, stk. 1, skal
udlevering efter omstændighederne tillades for forbrydelser, der i den
begærende medlemsstats lovgivning betegnes som en sammensværgelse eller
forbrydersammenslutning og kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år, selv om
sådanne forbrydelser ikke er strafbare efter lovgivningen i den anmodede
medlemsstat. Sammensværgelsen eller sammenslutningen skal have til formål at
begå en eller flere af forbrydelserne i artikel 1 og 2 i Den europæiske
konvention om bekæmpelse af terrorisme (terrorismekonventionen), jf.
lovforslagets bilag 2 og pkt. 3.1. nedenfor, eller enhver anden forbrydelse,
der kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år, og som vedrører ulovlig
narkotikahandel og andre former for organiseret kriminalitet eller andre
voldshandlinger, der er rettet mod en persons liv, fysiske integritet eller
frihed, eller som medfører kollektiv fare for personer.
I dansk udleveringslovgivning gælder som udgangspunkt et krav om
dobbelt strafbarhed. Det indebærer, at det forhold, der begæres udlevering
for, normalt også skal være strafbart efter dansk ret. Som det fremgår af
ordlyden af artikel 3, stk. 1, kan denne bestemmelse indebære en fravigelse
af kravet om dobbelt strafbarhed, hvis der i den anmodede medlemsstat ikke
findes lignende bestemmelser om straf for deltagelse i visse sammensværgelser
og forbrydersammenslutninger. Det er da også baggrunden for, at der efter
konventionens artikel 3, stk. 3, kan tages forbehold om ikke at
anvende stk. 1 eller at anvende bestemmelsen under visse nærmere angivne
omstændigheder. Hvis der tages forbehold, skal der være mulighed for at
udlevere efter artikel 2, stk. 1, for handlinger, hvorved en person
forsætligt medvirker til, at en gruppe personer, der handler med et fælles
formål, begår en eller flere af forbrydelserne i artikel 3, stk. 1, jf.
artikel 3, stk. 4 .
Efter dansk ret kan en person, der deltager i en organisation m.v., som
begår eller har til formål at begå strafbare handlinger, efter
omstændighederne straffes for medvirken, jf. straffelovens § 23, stk. 1.
Efter denne bestemmelse omfatter den for en lovovertrædelse givne
straffebestemmelse alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket
til gerningen. Er forbrydelsen ikke fuldbyrdet, kan der efter
omstændighederne straffes for (medvirken til) forsøg, jf. straffelovens § 23
sammenholdt med § 21. I dansk ret findes derimod ikke regler, der
kriminaliserer selve deltagelsen i en sammensværgelse eller
forbrydersammenslutning, medmindre der er tale om en opløst forening, jf.
straffelovens § 132 a.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at kravet om dobbelt strafbarhed
bør fastholdes. Dette krav anses for at være et grundlæggende princip i
forbindelse med udlevering fra Danmark. Justitsministeriet finder ikke, at
dette princip bør fraviges i et tilfælde som det foreliggende, hvor der ikke
er en pligt hertil i forhold til andre lande.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at Danmark bør tage forbehold
om ikke at anvende artikel 3, stk. 1. Herefter vil bestemmelsen i
konventionens artikel 3, stk. 4, finde anvendelse, således at Danmark skal
kunne træffe afgørelse om udlevering med hensyn til handlinger, hvorved en
person forsætligt medvirker til, at en gruppe personer, der handler med et
fælles formål, begår en eller flere af forbrydelserne i artikel 3, stk. 1,
jf. artikel 3, stk. 4. Dette er efter Justitsministeriets opfattelse muligt
allerede efter gældende ret, idet straffeloven indeholder bestemmelser, der
omfatter de handlinger, der nævnes i artikel 3, stk. 4. Udlevering for
sådanne handlinger er derfor ikke en fravigelse af kravet om dobbelt
strafbarhed, jf. udleveringslovens § 3, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 1.
Artikel 3, stk. 4, i konventionen vil således ikke kræve lovændringer.
3. Politiske lovovertrædelser
3.1. Gældende ret
Efter udleveringslovens § 5, stk. 1, kan udlevering for en politisk
lovovertrædelse ikke finde sted. Omfatter handlingen tillige en
lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for
denne lovovertrædelse, såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk
karakter, jf. § 5, stk. 2. Om en lovovertrædelse er politisk, afhænger af en
konkret helhedsvurdering, hvorved der navnlig lægges vægt på arten af den
eller de interesser, der er krænket ved lovovertrædelsen, og på
gerningsmandens motiv.
Forbudet mod udlevering for en politisk lovovertrædelse har længe været
anset for et centralt princip i Danmark. Dette er bl.a. kommet til udtryk
ved, at Danmark ved ratifikationen af 1957-konventionen har taget forbehold
over for artikel 3, stk. 3, hvorefter drab eller forsøg på drab af et
statsoverhoved eller et medlem af den pågældendes familie ikke betragtes som
en politisk forbrydelse. Efter det danske forbehold skal spørgsmålet om,
hvorvidt en sådan handling har karakter af en politisk forbrydelse, afgøres
efter en konkret bedømmelse.
Endvidere er der i forbindelse med Danmarks ratifikation af den første
tillægsprotokol til 1957-konventionen taget forbehold over for kapitel I,
hvorefter en række forbrydelser i forbindelse med folkedrab og
krigsforbrydelser ikke anses for politiske forbrydelser, jf. bekendtgørelse
nr. 106 af 11. november 1986. Danmark har også taget forbehold over for
terrorismekonventionens artikel 1, hvorefter grove forbrydelser, der retter
sig mod personers liv, fysiske integritet eller frihed, f.eks. kapring af og
sabotage mod luftfartøjer, bortførelse og gidseltagning m.v., ved udlevering
ikke anses for en politisk forbrydelse eller for en forbrydelse, der knytter
sig til en politisk forbrydelse eller udspringer af politiske motiver, jf.
lovforslagets bilag 2 og Folketingstidende 1977-78, Tillæg A, sp. 1631-32 og
1634-36.
Efter den nordiske udleveringslovs § 4 kan der efter
omstændighederne ske udlevering for en politisk forbrydelse, hvis en
tilsvarende handling er strafbar som politisk lovovertrædelse efter dansk
ret, og den, der begæres udleveret, ikke er dansk statsborger. Baggrunden for
denne særlige ordning er bl.a. det nære retsfællesskab mellem de nordiske
lande, jf. Folketingstidende 1959-60, Tillæg A, sp. 1799-1800.
3.2. EU-udleveringskonventionen
Efter artikel 5 må en medlemsstat ikke afslå udlevering til en
anden medlemsstat med den begrundelse, at forbrydelsen anses for en politisk
forbrydelse, en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse,
eller en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver. Der kan dog tages
forbehold over for bestemmelsen, således at forbudet mod at nægte udlevering
for politiske forbrydelser indskrænkes til at omfatte forbrydelserne i
terrorismekonventionens artikel 1 og 2, jf. lovforslagets bilag 2, og
medvirken til, at en gruppe personer, der handler med et fælles formål, begår
sådanne forbrydelser, jf. EU-udleveringskonventionens artikel 5, stk. 2, og
artikel 3, stk. 4.
Endvidere tilsigter EU-udleveringskonventionens artikel 5 ikke at ændre
1957-konventionens artikel 3, stk. 2, og terrorismekonventionens artikel 5,
jf. artikel 5, stk. 3, og medlemsstaternes fælles erklæring om retten til
asyl, der er optaget som bilag til EU-udleveringskonventionen.
Det danske forbehold efter terrorismekonventionen om ret til at nægte
udlevering for forbrydelser, der anses for politiske, jf. pkt. 3.1. ovenfor,
kan derimod ikke opretholdes ved udlevering til en medlemsstat, jf. artikel
5, stk. 4.
Udlevering kan dog fortsat nægtes, hvis udleveringsbegæringen bærer præg
af, at man vil forfølge eller straffe en person på grund af hans race,
religion, nationalitet eller politiske overbevisning, eller hvis den
pågældendes stilling kan blive forringet af disse grunde. Dette fremgår også
af udleveringslovens § 6. Det vil endvidere fortsat som følge af Danmarks
forbehold til 1957-konventionen om udlevering og udleveringslovens § 7 være
muligt at afslå en udleveringsbegæring, hvis det i særlige tilfælde, navnlig
under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre
personlige forhold, må antages, at udlevering ville være uforenelig med
humanitære hensyn.
Endvidere kan udlevering fortsat bl.a. kun ske på vilkår, at dødsstraf
ikke må fuldbyrdes for den pågældende handling, jf. udleveringslovens § 10,
nr. 3.
3.3. Justitsministeriets overvejelser
Gennemførelsen af artikel 5 indebærer, at udlevering som udgangspunkt ikke
kan nægtes med henvisning til, at lovovertrædelsen anses for en politisk
forbrydelse. Afgives der ikke erklæring i medfør af artikel 5, stk. 2, skal
udlevering til en medlemsstat derfor tillades, selv om den handling, der er
begæret udlevering for, anses for en politisk lovovertrædelse.
En ophævelse af adgangen til at nægte udlevering for politiske
forbrydelser kan styrke det strafferetlige samarbejde mellem medlemsstaterne
om bekæmpelse af international kriminalitet.
Imidlertid har forbudet mod udlevering for politiske lovovertrædelser
længe været anset for et centralt princip i dansk udleveringslovgivning, jf.
pkt. 3.1. ovenfor.
Endvidere har begrebet »politisk forbrydelse« i de danske
udleveringsregler en forholdsvis snæver rækkevidde. At en lovovertrædelse har
et politisk motiv, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at den i
udleveringsmæssig sammenhæng anses for en politisk forbrydelse. Bedømmelsen
heraf afhænger af en konkret helhedsbedømmelse, hvor der ud over
gerningsmandens motiv lægges vægt på handlingens karakter og de interesser,
der er krænket ved lovovertrædelsen.
Hertil kommer, at handlinger, der nægtes udlevering for efter
udleveringslovens § 5, efter omstændighederne kan strafforfølges i Danmark,
jf. straffelovens §§ 7-8.
Justitsministeriet finder det således af principielle grunde rigtigst, at
adgangen til at nægte udlevering for politiske lovovertrædelser fastholdes i
videst muligt omfang. Justitsministeriet finder derfor, at Danmark bør
benytte adgangen efter artikel 5, stk. 2, til at begrænse pligten til
udlevering for politiske forbrydelser, således at der alene er pligt til at
udlevere, hvis den pågældende handling må anses for omfattet af
terrorismekonventionens artikel 1 eller 2.
Det foreslås derfor, at der som stk. 3 i udleveringslovens § 5 indsættes
en bestemmelse, hvorefter bestemmelsens stk. 1-2 ikke finder anvendelse ved
udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, når handlingen er
omfattet af artikel 1 eller 2 i Den europæiske konvention om bekæmpelse af
terrorisme.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den pågældende bestemmelse i
lovforslagets § 1, nr. 2.
4. Fiskale lovovertrædelser
4.1. Gældende ret
Efter artikel 2 i den anden tillægsprotokol til 1957-konventionen ,
jf. bekendtgørelse nr. 108 af 11. november 1986, kan udlevering ske for
forbrydelser i forbindelse med skatter, afgifter, told og valutaveksling,
hvis forbrydelsen efter den anmodede parts lovgivning udgør en tilsvarende
lovovertrædelse. Udlevering kan ikke nægtes med den begrundelse, at der ikke
efter den anmodede parts lovgivning opkræves samme slags skatter eller
afgifter eller ikke er fastsat regler om skatter, afgifter, told eller
valutaveksling svarende til reglerne i den begærende parts lovgivning.
Udlevering for sådanne lovovertrædelser kan ske både efter
udleveringsloven og den nordiske udleveringslov . Der er da heller
ikke i forbindelse med ratifikationen af den nævnte tillægsprotokol taget
forbehold over for artikel 2.
4.2. EU-udleveringskonventionen
EU-udleveringskonventionen indeholder i artikel 6 en bestemmelse,
der svarer til artikel 2 i den anden tillægsprotokol til 1957-konventionen.
Endvidere gives i artikel 6, stk. 3, mulighed for at tage forbehold om kun
at tillade udlevering for forhold, der kan tænkes at udgøre en overtrædelse
af lovgivningen vedrørende punktafgifter, moms eller told.
4.3. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår af pkt. 4.1. om gældende ret ovenfor, er udlevering for
fiskale lovovertrædelser allerede i dag mulig efter udleveringsloven og den
nordiske udleveringslov. Der findes derfor ikke behov for at tage forbehold
ved tiltrædelsen af EU-udleveringskonventionen eller foreslå ændringer i
lovgivningen på dette punkt.
5. Udlevering af egne statsborgere
5.1. Gældende ret
Efter udleveringslovens § 2 kan en dansk statsborger ikke udleveres
fra Danmark. Bestemmelsen er i lighed med forbudet mod udlevering for
politiske lovovertrædelser udtryk for et centralt princip i dansk
udleveringslovgivning. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med artikel 6, stk.
1, litra a, i 1957-konventionen, hvorefter en kontraherende stat er
berettiget til at afslå udlevering af egne statsborgere. Ordet
»statsborger« omfatter efter den erklæring, der er afgivet ved
Danmarks ratifikation af 1957-konventionen, personer, der har statsborgerret
eller fast bopæl i et af de nordiske lande. Det indebærer bl.a., at Danmark
efter 1957-konventionen ikke er folkeretligt forpligtet til at udlevere
personer med opholdstilladelse i Danmark som flygtninge eller nordiske
statsborgere.
Den nordiske udleveringslov tillader i begrænset omfang udlevering
af danske statsborgere, hvilket bl.a. har baggrund i det nære retsfællesskab
mellem de nordiske lande. Efter denne lovs § 2 kan en dansk statsborger
udleveres, hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare
handling har haft bopæl i det land, hvortil udlevering ønskes, eller den
handling, der ønskes udlevering for, eller en tilsvarende handling efter
dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.
5.2. EU-udleveringskonventionen
Efter artikel 7 kan udlevering af egne statsborgere som
udgangspunkt ikke afslås. Der kan dog tages forbehold om ikke at tillade
udlevering eller kun at tillade udlevering på nærmere angivne betingelser. Et
sådant forbehold skal fornyes hvert 5. år for at bevare sin gyldighed.
Danmark, Finland og Sverige har ved undertegnelsen af konventionen
afgivet en erklæring, hvori disse lande bekræfter, at de ikke vil påberåbe
sig de erklæringer, de har fremsat i medfør af artikel 6, stk. 1, i
1957-konventionen som begrundelse for at nægte at udlevere personer fra
ikke-nordiske stater, som er bosat i disse lande, jf. bilaget til
konventionen i lovforslagets bilag 1. Det indebærer, at Danmark ikke længere
ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan opretholde den
folkeretlige adgang til at nægte udlevering af sådanne personer, som består
efter erklæringen om begrebet »statsborger«, der blev afgivet ved
Danmarks ratifikation af 1957-konventionen, jf. pkt. 5.1. ovenfor. Personer
fra ikke-nordiske stater kan derfor ikke nægtes udleveret fra Danmark til en
medlemsstat i Den Europæiske Union med henvisning til, at den pågældende har
bopæl i Danmark, Finland eller Sverige.
Endvidere har medlemsstaterne ved undertegnelsen af
EU-udleveringskonventionen givet tilsagn om at anvende Europarådets
konvention om overførelse af domfældte over for statsborgere fra alle
medlemsstater, jf. denne konventions artikel 3, stk. 4. Medlemsstaternes
tilsagn berører ikke adgangen til at nægte udlevering af egne statsborgere i
EU-udleveringskonventionens artikel 7, stk. 2, jf. bilaget til
EUudleveringskonventionen i lovforslagets bilag 1.
5.3. Justitsministeriets overvejelser
Som nævnt i pkt. 5.1. ovenfor, anses forbudet mod udlevering af danske
statsborgere for et centralt princip i udleveringslovgivningen. Det har bl.a.
sammenhæng med et ønske om ikke at overgive egne statsborgere til stater, der
har retstraditioner, som afviger væsentligt fra retstraditionen i Danmark.
Under hensyn bl.a. til det nære retsfællesskab mellem de nordiske lande er
det dog fundet rimeligt at give en vis adgang til udlevering af danske
statsborgere til de øvrige nordiske lande.
Siden gennemførelsen af den nordiske udleveringslov er der indført
mulighed for efter omstændighederne at udlevere danske statsborgere til Det
internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere
Jugoslavien, jf. § 2 i lov nr. 1099 af 21. december 1994. Denne lov omfatter
meget grove forbrydelser, hvor en fastholdelse af princippet om forbud mod
udlevering af egne statsborgere kan virke stødende i internationale
sammenhænge. Det er i øvrigt forudsat, at danske statsborgere kan afsone i
Danmark.
En adgang til udlevering af danske statsborgere vil kunne styrke
samarbejdet om bekæmpelse af international kriminalitet, idet udlevering gør
det muligt at strafforfølge en forbrydelse på det sted, hvor den er begået.
Udlevering af egne statsborgere kan imidlertid være meget indgribende,
f.eks. i tilfælde, hvor den pågældende ikke i forvejen gennem bopæl eller
lignende har en tilknytning til det land, hvortil der begæres udlevering,
mens tilknytningen til Danmark er af varig karakter. Virkningerne heraf vil i
et vist omfang kunne afbødes ved, at det som vilkår for udlevering stilles
som betingelse, at en eventuel frihedsstraf skal afsones her i landet. Men
der vil stadigvæk være mulighed for, at den udleverede i forbindelse med
sagens behandling i det begærende land vil skulle sidde varetægtsfængslet
igennem længere tid.
Justitsministeriet finder efter en samlet vurdering ikke, at der på
nuværende tidspunkt er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at foreslå en
ordning, der giver mulighed for udlevering af danske statsborgere.
Justitsministeriet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at der er mulighed
for at strafforfølge den pågældende i Danmark, selv om forbrydelsen er begået
i udlandet. Denne mulighed skal bl.a. ses på baggrund af, at Danmark som
hovedregel har strafferetlig jurisdiktion over for danskere, der i udlandet
har begået strafbart forhold, jf. straffelovens §§ 6-12. Endvidere gælder
det, at der efter de nugældende europæiske konventioner om internationalt
strafferetligt samarbejde er mulighed for at anmode myndighederne i det land,
hvor forbrydelsen er begået, om retshjælp, således at den fornødne
bevisførelse kan foretages i Danmark, selv om forbrydelsen er begået i
udlandet.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at det indtil videre vil være
rigtigst at fastholde det nugældende forbud mod udlevering af danske
statsborgere, jf. artikel 7, stk. 2.
Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at der ikke senere kan overvejes
ændringer på dette område. Som nævnt i pkt. 5.2. ovenfor, skal et forbehold
om at nægte udlevering af egne statsborgere gentages hvert 5. år for at
bevare sin gyldighed, og det vil derfor være naturligt at tage spørgsmålet om
udlevering af egne statsborgere op til fornyet overvejelse på dette
tidspunkt. I den forbindelse vil det også være muligt at inddrage de regler,
der fastsættes herom i de andre EU-medlemsstater, herunder Finland og
Sverige.
For så vidt angår erklæringen fra Danmark, Finland og Sverige til
EU-udleveringskonventionen om ikke at påberåbe sig de erklæringer vedrørende
statsborgerbegrebet, der er afgivet til 1957-konventionen, som begrundelse
for at nægte at udlevere ikke-nordiske statsborgere, som er bosat i disse
lande, bemærkes, at opfyldelsen af denne pligt ikke kræver lovændringer. Det
skyldes, at der efter udleveringslovens § 2 alene gælder et forbud mod at
udlevere danske statsborgere.
6. Forældelse m.v.
6.1. Gældende ret
Efter udleveringslovens § 9 kan udlevering ikke ske, hvis
strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende
handling ville være forældet efter dansk ret. Dette er i overensstemmelse med
artikel 10 i 1957-konventionen.
Den nordiske udleveringslov indeholder ingen tilsvarende
begrænsning i adgangen til udlevering, hvilket bl.a. har sammenhæng med, at
der som udgangspunkt ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed ved udlevering
til et nordisk land, jf. pkt. 2.1. ovenfor.
Efter artikel 4 i den anden tillægsprotokol til 1957-konventionen
kan udlevering ikke ske for forbrydelser, for hvilke den anmodede stat har
erklæret amnesti, og som den pågældende stat havde kompetence til at
retsforfølge efter sin egen straffelov. Efter udleveringslovens § 8 og
den nordiske udleveringslovs § 5 er udlevering udelukket, når den
berørte person her i landet er dømt eller frifundet for det forhold, der
begæres udlevering for. Det må på den baggrund antages, at udlevering også er
afskåret, hvis der er sket benådning (amnesti) for det pågældende forhold.
6.2. EU-udleveringskonventionen
Efter artikel 8 kan udlevering ikke afslås med den begrundelse, at
der er indtrådt forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf
i henhold til lovgivningen i den anmodede medlemsstat. Den anmodede
medlemsstat kan dog efter artikel 8, stk. 2, undlade at anvende denne
bestemmelse, når udleveringsbegæringen er begrundet i forbrydelser, for
hvilke denne medlemsstat er kompetent i medfør af sin egen straffelov. Heri
ligger, at udlevering kan nægtes med henvisning til forældelse, hvis den
anmodede medlemsstat selv ville have haft kompetence til at behandle sagen,
hvis den ikke havde været forældet. Denne begrænsning skal navnlig ses i
sammenhæng med bestemmelsen i artikel 7 om udlevering af egne statsborgere.
Artikel 8 indebærer for Danmarks vedkommende, at der i almindelighed ikke
er pligt til at udlevere bl.a. danske statsborgere - i det omfang der måtte
blive åbnet mulighed herfor - og personer med fast bopæl i Danmark for
handlinger, med hensyn til hvilke strafansvaret eller adgangen til at
fuldbyrde straf ville være forældet efter dansk ret. Det skyldes, at
handlinger, som danske statsborgere og personer med bopæl i Danmark begår i
udlandet, normalt kan strafforfølges i Danmark. Derimod skal der ifølge
bestemmelserne ske udlevering, selv om forholdet er forældet i Danmark, hvis
Danmark ikke har haft kompetence til at strafforfølge det pågældende forhold.
Artikel 9 indeholder en bestemmelse om nægtelse af udlevering i
tilfælde af amnesti, der svarer til artikel 4 i den anden tillægsprotokol til
1957-konventionen, jf. pkt. 6.1. ovenfor.
6.3. Justitsministeriets overvejelser
EU-udleveringskonventionens artikel 8 indebærer, at udlevering som
udgangspunkt ikke kan afslås med den begrundelse, at der er indtrådt
forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf efter dansk
ret. Det er derfor nødvendigt at ændre udleveringslovens § 9, således at
bestemmelsen om forældelse ikke finder anvendelse ved udlevering til en
medlemsstat i Den Europæiske Union.
Som nævnt kan den anmodede medlemsstat efter konventionens artikel 8, stk.
2, undlade at udlevere for forhold, der er forældet efter dette lands
lovgivning, hvis udleveringsbegæringen vedrører forbrydelser, for hvilke
denne medlemsstat er kompetent i medfør af sin egen lovgivning. Efter
bestemmelsen er Danmark således ikke folkeretligt forpligtet til at udlevere
i sådanne tilfælde.
Justitsministeriet har overvejet, om denne mulighed for at afslå
udlevering bør udnyttes, således at udlevering efter den danske
udleveringslov generelt udelukkes, hvis den situation, der er bekrevet i
konventionens artikel 8, stk. 2, foreligger.
Navnlig under hensyn til, at der ikke åbnes op for udlevering af egne
statsborgere, jf. pkt. 5 ovenfor, finder Justitsministeriet ikke grundlag for
generelt at afskære muligheden for at udlevere i de tilfælde, der er omfattet
af konventionens artikel 8, stk. 2. På grund af rækkevidden af
jurisdiktionsreglerne i straffelovens §§ 6-12 ville en sådan afskæring i
øvrigt indebære, at hovedreglen i konventionens artikel 8, stk. 1, kun ville
få begrænset betydning.
Det foreslås på den baggrund, at der som stk. 2 i udleveringslovens § 9
indsættes en bestemmelse, hvorefter bestemmelsen om forældelse ikke finder
anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i
lovforslagets § 1, nr. 3.
Som nævnt i pkt. 6.1. ovenfor, må der allerede efter udleveringsloven
antages at gælde et forbud mod udlevering i tilfælde af benådning (amnesti).
Konventionens artikel 9 nødvendiggør således ikke ændringer på dette område.
7. Strafforfølgning og straffuldbyrdelse for forhold, der ikke er
omfattet af udleveringsbegæringen (specialitetsreglen)
7.1. Gældende ret
Efter udleveringslovens § 10 kan udlevering som udgangspunkt kun
ske på vilkår, at den udleverede ikke drages til ansvar eller udleveres
videre til en tredje stat for nogen anden strafbar handling begået før
udleveringen end den, der sker udlevering for (specialitetsreglen). Efter §
20, jf. § 10, nr. 1, litra a, kan justitsministeren dog efter anmodning
meddele tilladelse hertil, såfremt udlevering for den pågældende handling
kunne have fundet sted efter udleveringslovens bestemmelser. Immuniteten kan
i visse tilfælde også ophæves ved den udleveredes egne handlinger, jf. § 10,
nr. 1, litra b og c.
Efter den gældende ordning kan den udleverede som udgangspunkt ikke selv
give afkald på anvendelse af specialitetsreglen. Efter udleveringslovens § 18
c, stk. 1, 3. pkt., kan den pågældende dog i forbindelse med et indenretligt
samtykke til udlevering fra Danmark til en medlemsstat i Den Europæiske Union
meddele samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til
en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen
end den, der sker udlevering for. I så fald kræves justitsministerens
tilladelse hverken i forhold til den begærende stat eller ved
videreudlevering til en tredje medlemsstat.
Efter den nordiske udleveringslov gælder, at det land, der har
begæret udlevering, som hovedregel kan medinddrage andre forhold, der er
begået før udleveringen, uden at indhente samtykke fra den udleverede eller
tilladelse fra det land, hvorfra udleveringen er sket.
Baggrunden for den gældende ordning er, at den nordiske udleveringslov kun
i begrænset omfang afskærer udlevering. Også efter den nordiske ordning
gælder imidlertid, at den udleverede ikke uden justitsministerens tilladelse
må udleveres videre til et tredjeland for nogen strafbar handling, der er
begået før udleveringen. Endvidere kan tilladelse kun meddeles, hvis
udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted til vedkommende
land, jf. §§ 6 og 17.
7.2. EU-udleveringskonventionen
Efter artikel 10, stk. 1, kan den medlemsstat, hvortil udlevering
er sket, som udgangspunkt drage den udleverede til ansvar for andre
strafbare handlinger begået før udleveringen uden samtykke fra den
pågældende eller tilladelse fra den anmodede medlemsstat. I de tilfælde, hvor
strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen indebærer, at den udleverede skal
frihedsberøves, kan den udleverede dog kun drages til ansvar, hvis den
pågældende samtykker, eller den anmodede medlemsstat tillader det.
Bestemmelsen supplerer reglerne i Konventionen om forenklet
udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, der er
gennemført i Danmark ved § 1 i lov nr. 291 af 24. april 1996 om ændring af
lov om udlevering af lovovertrædere, lov om international fuldbyrdelse af
straf m.v., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående
fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven (International strafferet).
Efter disse regler kan den pågældende således allerede i forbindelse med et
indenretligt samtykke til udlevering fra Danmark til en EU-medlemsstat
meddele samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til
en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen
end den, der sker udlevering for, jf. pkt. 1 og 7.1. ovenfor.
Efter artikel 10, stk. 1, litra a , kan den udleverede
retsforfølges eller idømmes straf, hvis forbrydelserne ikke straffes med
frihedsstraf eller sikkerhedsforanstaltning. Det indebærer, at den begærende
medlemsstat uden samtykke fra den pågældende eller tilladelse fra den
anmodede medlemsstat kan indlede eller fortsætte retsforfølgning eller idømme
straf, når forbrydelsen ikke kan straffes med begrænsning af den personlige
frihed.
Efter artikel 10, stk. 1, litra b , kan den udleverede endvidere
retsforfølges eller idømmes straf, i det omfang retsforfølgningen ikke
medfører anvendelse af en foranstaltning, der begrænser den personlige
frihed. Det indebærer, at den begærende medlemsstat kan indlede eller
fortsætte retsforfølgning eller idømme straf, selv om forbrydelsen kan
straffes med begrænsning af den personlige frihed, hvis afgørelsen i sagen
ikke begrænser den personlige frihed. Hvis retsforfølgningen medfører straf
eller foranstaltning, der indebærer frihedsberøvelse, kan afgørelsen ikke
fuldbyrdes, medmindre den udleverede samtykker, eller den anmodede
medlemsstat tillader det.
Efter artikel 10, stk. 1, litra c , kan den udleverede pålægges at
efterkomme en straffedom eller foranstaltning, der ikke indebærer
frihedsberøvelse, f.eks. bødestraf, eller anden foranstaltning, der måtte
træde i stedet, også selv om den begrænser den personlige frihed. Det
indebærer, at den begærende medlemsstat kan fuldbyrde en endelig dom, der går
ud på straf eller foranstaltning, som ikke begrænser den personlige frihed,
f.eks. en bødestraf. Bestemmelsen omfatter dog også foranstaltninger, der
begrænser den personlige frihed, når foranstaltningen iværksættes som følge
af, at en bøde ikke betales. Bestemmelsen vil derfor f.eks. kunne anvendes i
tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om bødeforvandlingsstraf, jf.
straffelovens § 53. Bestemmelsen kan derimod ikke antages at give adgang til
uden videre at fuldbyrde en ubetinget frihedsstraf, der er fastsat som følge
af, at den udleverede har overtrådt et eller flere vilkår i en betinget dom.
Artikel 10, stk. 1, litra a-c, suppleres i litra d og stk. 2-3 af
bestemmelser, hvorefter den udleverede også kan retsforfølges, idømmes straf,
tilbageholdes med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller
sikkerhedsforanstaltning eller underkastes andre former for begrænsning af
sin personlige frihed, hvis den pågældende efter udleveringen udtrykkeligt
giver afkald på anvendelse af specialitetsreglen for specifikke forbrydelser
begået forud for udleveringen.
Artikel 11 giver mulighed for at gå ind på en særlig ordning i de
tilfælde, hvor der efter konventionens regler skal indhentes samtykke fra den
anmodede medlemsstat til at drage den udleverede til ansvar i videre omfang i
den begærende medlemsstat. Efter artikel 11 kan medlemsstaterne således
afgive erklæring om, at artikel 10 ikke skal finde anvendelse, idet
medlemsstaternes samtykke anses for givet på forhånd, medmindre andet
tilkendegives i forbindelse med udlevering i det enkelte tilfælde.
Såfremt en medlemsstat i en konkret udleveringssag tilkendegiver, at
samtykke ikke må anses for givet, finder artikel 10, stk. 1, stadig
anvendelse. Det indebærer, at den begærende medlemsstat fortsat kan drage den
udleverede til ansvar i det omfang, hvori dette efter artikel 10, stk. 1, kan
ske uden tilladelse fra den anmodede medlemsstat.
Om videreudlevering fra den begærende medlemsstat til en anden
medlemsstat er det i artikel 12 fastsat, at videreudlevering som
udgangspunkt kan ske uden tilladelse fra den anmodede medlemsstat. Der kan
dog tages forbehold over for denne bestemmelse, således at videreudlevering
kræver tilladelse fra den anmodede medlemsstat. Det gælder dog ikke, hvis
andet er bestemt i artikel 13 i Konventionen om forenklet
udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, eller den
udleverede i den begærende medlemsstat giver samtykke til videreudlevering
til en anden medlemsstat. Ved konventionen er det forudsat, at dette samtykke
gives under de samme former som omhandlet i artikel 10, stk. 2 og 3.
Henvisningen til artikel 13 i Konventionen om en forenklet
udleveringsprocedure indebærer for Danmarks vedkommende, at videreudlevering
kan ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den pågældende i forbindelse
med samtykke til udlevering fra Danmark til den begærende medlemsstat tillige
har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og til at blive udleveret
videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før
udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. udleveringslovens § 18
c, stk. 1, 3. pkt.
7.3. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår af det ovenfor anførte, indebærer udleveringskonventionens
artikel 10, at det begærende land i visse tilfælde kan drage den udleverede
til ansvar for andre handlinger begået før udleveringen, uden at det kræver
tilladelse fra den anmodede stat. Det drejer sig navnlig om tilfælde, hvor
strafforfølgningen ikke indebærer frihedsberøvelse, og tilfælde, hvor den
udleverede har givet afkald på specialitetsreglen i det begærende land.
Bestemmelserne i §§ 10 og 20 i den gældende udleveringslov bygger på, at
fravigelse af specialitetsreglen som hovedregel kræver tilladelse fra den
anmodede stat. Dog kan den pågældende i forbindelse med samtykke til
udlevering fra Danmark efter § 18 c, stk. 1, 3. pkt., give afkald på
specialitetsreglen.
En opfyldelse af bestemmelsen i EU-udleveringskonventionens artikel 10
forudsætter derfor en ændring af udleveringsloven. Det foreslås på den
baggrund, at der i udleveringsloven som § 10 a, stk. 1, optages en
bestemmelse, hvorefter den udleverede ved udlevering til en medlemsstat
tillige kan drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før
udleveringen end den, der er sket udlevering for, uden justitsministerens
tilladelse, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer,
at den pågældende skal frihedsberøves for disse andre lovovertrædelser. Det
medfører, at der i den begærende medlemsstat kan ske strafforfølgning af
lovovertrædelser, der kan straffes med f.eks. kun bøde, og iværksættes
fuldbyrdelse af tidligere idømte bødestraffe, uden at der indhentes
tilladelse fra justitsministeren.
Endvidere foreslås det, at justitsministerens tilladelse heller ikke er
nødvendig, hvis den udleverede selv giver afkald på specialitetsreglen i et
retsmøde i den medlemsstat, den pågældende er blevet udleveret til. Denne
bestemmelse supplerer den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 18 c,
stk. 1, 3. pkt., hvor afkaldet meddeles i et retsmøde i Danmark, dvs. i den
medlemsstat, som den pågældende udleveres fra.
Ordningen med formodet samtykke ifølge artikel 11 vil kunne lette
samarbejdet om bekæmpelse af international kriminalitet, idet den begærende
medlemsstat får mulighed for at drage den udleverede til ansvar - også med
hensyn til frihedsstraf - uden at indhente tilladelse fra den anmodede
medlemsstat.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan det imidlertid være vanskeligt på
forhånd at overskue de tilfælde, hvor der kan være grund til at tage
forbehold om, at Danmark skal meddele udtrykkeligt samtykke til forfølgning
for andre strafbare handlinger end den, der er sket udlevering for.
Kravet om, at justitsministeren skal give tilladelse, indebærer i øvrigt
også den retsgaranti for den udleverede, at den pågældende kan forlange
spørgsmålet prøvet ved domstolene, jf. udleveringslovens § 20, stk. 5.
Justitsministeriet finder på den baggrund ikke, at der er tilstrækkeligt
grundlag for at afgive erklæring med henblik på at udnytte reglerne om
formodet samtykke i artikel 11.
For så vidt angår spørgsmålet om videreudlevering til en anden medlemsstat
uden tilladelse fra det anmodede land, følger det bl.a. af den gældende
bestemmelse i udleveringslovens § 18 c, stk. 1, 3. pkt., at videreudlevering
til en tredje medlemsstat kan ske uden justitsministerens tilladelse, hvis
den udleverede i forbindelse med samtykke til udlevering fra Danmark til den
begærende medlemsstat har meddelt samtykke til at blive udleveret videre til
en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen
end den, der er sket udlevering for. Efter EU-udleveringskonventionens
artikel 12 skal videreudlevering uden tilladelse fra det anmodede land
endvidere kunne ske, hvis den udleverede i det begærende land giver samtykke
til videreudleveringen. Det foreslås på den baggrund, at der heller ikke
kræves tilladelse fra justitsministeren til videreudlevering til en tredje
medlemsstat, hvis den pågældende har meddelt samtykke til videreudlevering i
et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket. Ved tiltrædelsen
vil Danmark i overensstemmelse hermed afgive erklæring efter bestemmelsen i
EU-udleveringskonventionens artikel 12, stk. 2.
Om indholdet af de foreslåede bestemmelser henvises i øvrigt til
bemærkningerne til § 10 a i lovforslagets § 1, nr. 5.
8. Øvrige bestemmelser i EU-udleveringskonventionen
Af artikel 4 i EU-udleveringskonventionen fremgår, at udlevering
ikke kan afslås med henvisning til, at udleveringsbegæringen bygger på en
beslutning om frihedsberøvelse, der indebærer, at den udleverede i den
begærende medlemsstat skal frihedsberøves et andet sted end i et fængsel.
Udleveringsloven indeholder ikke bestemmelser vedrørende det sted, hvor den
udleverede skal frihedsberøves, og gennemførelse af artikel 4 kræver derfor
ikke lovændring.
I artikel 13-16 er fastsat forskellige bestemmelser om
fremgangsmåden ved medlemsstaternes behandling af sager om udlevering.
Artikel 13 indeholder bestemmelser om angivelse af den centrale
myndighed, der skal forestå behandlingen af begæringer om udlevering efter
EU-udleveringskonventionen, og om anvendelse af telefax m.v. ved fremsendelse
af dokumenter. I artikel 14 er fastsat bestemmelser, der giver
mulighed for at anvende en forenklet fremgangsmåde, når der opstår behov for
at indhente supplerende oplysninger, idet anmodninger herom kan fremsættes
direkte over for den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat.
Artikel 15 indeholder bestemmelser, der indebærer en forenkling af
kravene vedrørende konstatering af ægtheden af de dokumenter, der indgår i en
begæring om udlevering.
Artikel 16 indeholder bestemmelser om transit, dvs. spørgsmålet om
tilladelse fra en medlemsstat til at lade en person rejse gennem
medlemsstatens territorium i forbindelse med udlevering fra en medlemsstat
til en anden, og indebærer en forenkling af fremgangsmåden ved indhentelse af
tilladelse til transit. Bestemmelsen skal også ses i sammenhæng med de
bestemmelser, der lemper betingelserne for udlevering, idet tilladelse til
transit ikke kan nægtes i videre omfang end tilladelse til udlevering kunne
være nægtet efter konventionens bestemmelser, jf. artikel 16, litra d.
Bestemmelserne i EU-udleveringskonventionens artikel 13-16 retter sig
hovedsageligt mod den praktiske fremgangsmåde ved behandlingen af begæringer
om udlevering. Gennemførelsen af de pågældende bestemmelser kræver derfor
ikke lovgivning.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør den praktiske fremgangsmåde ved
behandlingen af begæringer om udlevering fra Danmark til en anden
EU-medlemsstat forenkles mest muligt. Justitsministeriet finder derfor, at
der i forbindelse med tiltrædelsen af konventionen bør afgives erklæring i
medfør af artikel 14, således at der skabes mulighed for, at de kompetente
myndigheder i andre medlemsstater kan rette henvendelse direkte til de
relevante myndigheder i Danmark, når der opstår behov for at indhente
supplerende oplysninger.
For så vidt angår transit bemærkes, at det allerede i udleveringslovens §
21, stk. 1, er fastsat, at justitsministeren eller den, der bemyndiges
dertil, kan tillade, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en
anden, føres gennem riget, hvis bestemmelserne i § 2 (om forbud mod
udlevering af danske statsborgere) eller §§ 4-6 (om forbud mod udlevering for
militære og politiske lovovertrædelser og ved fare for forfølgelse) ikke
ville være til hinder for, at der skete udlevering her fra landet for den
pågældende handling. Sker udleveringen til Finland, Island, Norge eller
Sverige, kan tilladelse meddeles, såfremt bestemmelserne i § 2 (om udlevering
af danske statsborgere) eller § 4 (om udlevering for politiske
lovovertrædelser) i loven om udlevering til disse lande ikke ville være til
hinder for udlevering af den pågældende her fra landet, jf. § 21, stk. 2.
Baggrunden for disse regler er, at det efter 1957-konventionen som
udgangspunkt skal tillades, at en person, der udleveres fra en fremmed stat
til en anden, transporteres gennem Danmark, medmindre den forbrydelse, den
pågældende udleveres for, af danske myndigheder betragtes som en politisk
eller militær lovovertrædelse. Det følger af den erklæring om begrebet
»statsborger«, der er afgivet i forbindelse med Danmarks
ratifikation af 1957-konventionen, jf. pkt. 5.1. ovenfor, at Danmark har en
folkeretlig adgang til at nægte transit, hvis den, der udleveres, har
statsborgerret eller fast bopæl i et af de nordiske lande. Efter
udleveringslovens § 2 gælder forbudet mod udlevering alene danske
statsborgere, og forbudet mod gennemtransport omfatter derfor også kun danske
statsborgere.
Den foreslåede ændring af udleveringslovens § 5 i lovforslagets § 1, nr.
2, sammenholdt med udleveringslovens § 21, stk. 1, indebærer, at tilladelse
til transit i forbindelse med udlevering fra en EU-medlemsstat til en anden
kan nægtes med henvisning til, at der er tale om en politisk lovovertrædelse,
i samme omfang, som der efter § 5, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 2, kunne
nægtes udlevering for den pågældende handling fra Danmark til en
EU-medlemsstat med denne begrundelse, jf. pkt. 3 ovenfor.
Som nævnt i pkt. 5.2. ovenfor, har Danmark, Finland og Sverige ved
undertegnelsen af EU-udleveringskonventionen afgivet en erklæring vedrørende
udlevering af ikke-nordiske statsborgere, der er bosat i disse lande. Det
indebærer, at Danmark ikke længere kan opretholde den folkeretlige adgang at
nægte transit af sådanne personer, som består efter 1957-konventionen, i
forbindelse med udlevering fra en EU-medlemsstat til en anden. Tilladelse til
transit kan således i disse tilfælde ikke nægtes med henvisning til, at de
pågældende personer har bopæl i Danmark, Finland eller Sverige.
9. Forholdet til den nordiske udleveringslov
Som nævnt i pkt. 1 ovenfor er det i EU-udleveringskonventionens artikel 1,
stk. 2, fastsat, at konventionen ikke berører anvendelsen af bl.a.
arrangementer om udlevering på grundlag af en ensartet lovgivning, jf.
1957-konventionens artikel 28, stk. 3. I 1957-konventionens artikel 28, stk.
3, er det fastsat, at hvis udlevering mellem to eller flere kontraherende
parter finder sted på grundlag af en ensartet lovgivning, står det parterne
frit for at regulere deres gensidige forhold vedrørende udlevering
udelukkende i overensstemmelse med en sådan ordning og uden
hensyntagen til denne konventions bestemmelser. Danmark har i tilknytning til
artikel 28, stk. 3, afgivet erklæring om, at konventionen ikke finder
anvendelse i Danmarks forhold til Norge og Sverige, idet udlevering mellem de
skandinaviske lande finder sted på grundlag af en ensartet lovgivning. Denne
erklæring antages også at gælde bl.a. Finland, der har ratificeret
1957-konventionen med virkning fra den 10. august 1971.
At EU-udleveringskonventionen ikke berører anvendelsen af den nordiske
udleveringslov indebærer, at der ikke er behov for at ændre § 1, stk. 2, i
den nugældende udleveringslov, hvorefter loven ikke omfatter udlevering fra
Danmark til Finland, Island, Norge og Sverige. Udlevering fra Danmark til
et nordisk land sker derfor fortsat på grundlag af reglerne i den
nordiske udleveringslov.
Det indebærer bl.a., at det ved udlevering fra Danmark til f.eks. Sverige
som udgangspunkt ikke kræves, at det forhold, der begæres udlevering for, er
strafbart efter dansk ret, jf. pkt. 2.1. ovenfor. Der kan efter
omstændighederne også fortsat ske udlevering for politiske forbrydelser og af
danske statsborgere, jf. pkt. 3.1. og 5.1. ovenfor. Endvidere gælder ingen
begrænsning med hensyn til udlevering på grund af forældelse, jf. pkt. 6.1.
ovenfor. Et nordisk land, der har begæret udlevering, kan også fortsat som
hovedregel medinddrage andre forhold begået før udleveringen uden at indhente
samtykke fra den udleverede eller tilladelse fra justitsministeren, jf. pkt.
7.1. ovenfor.
At den nordiske udleveringslov ikke berøres af EU-udleveringskonventionen
indebærer tillige, at videreudlevering til et tredje land ikke kan ske uden
justitsministerens tilladelse, jf. pkt. 7.1. ovenfor. Som det fremgår af pkt.
7.2. ovenfor, kan EU-udleveringskonventionen på dette område medføre videre
adgang til videreudlevering end den nordiske udleveringslov, idet den
udleverede efter konventionens artikel 12 kan meddele samtykke i den
begærende medlemsstat til at blive videreudleveret til en tredje medlemsstat.
I de tilfælde, hvor der er spørgsmål om at udlevere fra Danmark til en
EU-medlemsstat bortset fra Finland og Sverige, gælder som nævnt ovenfor
under pkt. 5.2. og 8, at Danmark, Finland og Sverige ved undertegnelsen af
EU-udleveringskonventionen har afgivet en erklæring vedrørende udlevering af
ikke-nordiske statsborgere, der er bosat i disse lande. Det indebærer, at
Danmark ved udlevering og meddelelse af tilladelse til transit ikke længere
kan opretholde den folkeretlige adgang til at nægte udlevering og transit af
personer fra ikke-nordiske stater med henvisning til, at de pågældende har
bopæl i Danmark, Finland eller Sverige.
Danmark kan fortsat benytte den folkeretlige adgang efter den erklæring,
der blev afgivet ved ratifikationen af 1957- konventionen, til efter en
konkret vurdering at nægte udlevering af nordiske statsborgere til en
EU-medlemsstat.
10. Hørte myndigheder m.v.
Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til høring hos følgende:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns
Byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten, rigspolitichefen,
politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark,
Politifuldmægtigforeningen, Dansk Kriminalpolitiforening, Dansk
Politiforbund, Advokatrådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder samt
Nævnet for Etnisk Ligestilling.
11. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative
konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslaget har ikke erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser.
Om de EU-retlige aspekter henvises til pkt. 1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger samt beskrivelsen af reglerne i EU-udleveringskonventionen under
de øvrige punkter.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser I bilag
3 til lovforslaget er de foreslåede regler sammenholdt med de gældende
regler.
Til § 1 Til nr. 1
Ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås en ændret affattelse af
udleveringslovens § 3, stk. 1. Forslaget indebærer, at der kan ske udlevering
til en medlemsstat i Den Europæiske Union, hvis en handling (eller
undladelse), der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges
udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder.
Udtrykket »frihedsstraf« omfatter bl.a. hæfte, jf. straffelovens §
44, stk. 1, 1. pkt., hvorefter hæfte kan idømmes fra 7 dage til 6 måneder.
Kravet om frihedsstraf i mindst 6 måneder gælder kun ved udlevering til en
medlemsstat i den Europæiske Union. For så vidt angår udlevering fra Danmark
til et nordisk land, herunder Finland og Sverige, gælder fortsat den nordiske
udleveringslov, jf. udleveringslovens § 1, stk. 2, og pkt. 1 og 9 ovenfor i
de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Ved udlevering til andre
ikke-nordiske stater uden for Den Europæiske Union, gælder fortsat, at
lovovertrædelsen normalt skal svare til en handling, der efter dansk ret kan
medføre højere straf end fængsel i 1 år, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt., i
lovforslagets § 1, nr. 1.
Ved § 3, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 1, tilsigtes ingen ændring i de
gældende regler i udleveringslovens § 3, stk. 2-5. Det indebærer bl.a., at
udlevering til straffuldbyrdelse i en medlemsstat som udgangspunkt kun kan
ske, hvis dommen lyder på frihedsstraf i mindst 4 måneder, eller den dømte i
henhold til dommen eller en beslutning truffet med hjemmel i dommen skal
anbringes i anstalt, og opholdet kan blive af 4 måneders varighed.
Til nr. 2
Ved lovforslagets § 1, nr. 2 , indsættes som stk. 3 i
udleveringslovens § 5 en bestemmelse, hvorefter stk. 1-2 ikke finder
anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, når
handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i terrorismekonventionen, jf.
lovforslagets bilag 2 og pkt. 3 ovenfor i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget. Bestemmelsen indebærer, at udlevering til en medlemsstat ikke
kan nægtes med henvisning til, at den handling, der begæres udlevering for,
anses for en politisk lovovertrædelse, hvis handlingen er omfattet af
terrorismekonventionens artikel 1 eller 2, dvs. grove forbrydelser, der
retter sig mod personers liv, fysiske integritet eller frihed, f.eks. kapring
af og sabotage mod luftfartøjer, grove forbrydelser mod diplomater m.v.,
bortførelse, gidseltagning m.v. og anvendelse af bomber, granater, raketter
m.v., der rummer fare for personer.
Om en lovovertrædelse er omfattet af terrorismekonventionens artikel 1
eller 2, afhænger af en konkret vurdering. Den berørte person kan efter
omstændighederne kræve en beslutning om udlevering for en handling, som anses
for omfattet af terrorismekonventionens artikel 1 eller 2, indbragt for
domstolene, således at udlevering først kan finde sted, når beslutningen er
fundet lovlig ved endelig retskendelse, jf. udleveringslovens §§ 16 og 17.
Til nr. 3
Ved lovforslagets § 1, nr. 3, indsættes som stk. 2 i
udleveringslovens § 9 en bestemmelse, hvorefter stk. 1 ikke finder anvendelse
ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union. Bestemmelsen
indebærer en fravigelse af § 9 i den gældende udleveringslov, hvorefter
udlevering ikke kan ske, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde
straf for den pågældende handling er forældet efter dansk ret, jf. pkt. 6
ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Den foreslåede bestemmelse i udleveringslovens § 9, stk. 2, i
lovforslagets § 1, nr. 3, forhindrer ikke, at udlevering til en
EU-medlemsstat nægtes efter en konkret vurdering i tilfælde, hvor der efter
EU-udleveringskonventionens artikel 8, stk. 2, består en folkeretlig adgang
til at nægte udlevering på grund af forældelse, dvs. hvor den handling, der
begæres udlevering for, ville have hørt under dansk straffemyndighed, hvis
forældelse ikke var indtrådt. Udlevering kan derfor efter omstændighederne
nægtes på grund af forældelse f.eks. i tilfælde, hvor den person, der begæres
udleveret, har haft bopæl i Danmark gennem længere tid.
Til nr. 4
Efter udleveringslovens § 10, nr. 1, litra a, må den udleverede ikke
drages til ansvar eller eller udleveres videre til tredjeland for handlinger,
der ikke er omfattet af udleveringsbegæringen, medmindre justitsministeren
tillader det efter § 20. Som det fremgår af bemærkningerne til § 10 a i
lovforslagets § 1, nr. 5, kan den udleverede i visse tilfælde drages til
ansvar for andre handlinger og udleveres videre til en tredje medlemsstat
uden justitsministerens tilladelse, når den pågældende er udleveret til en
medlemsstat. Den foreslåede ændring af udleveringslovens § 10, nr. 1, litra
a, i lovforslagets § 1, nr. 4, er en konsekvens af den nye ordning i §
10 a.
Til nr. 5
Ved lovforslagets § 1, nr. 5, indsættes som § 10 a en ny
bestemmelse om adgangen for en begærende medlemsstat til at foretage
strafforfølgning og straffuldbyrdelse med hensyn til andre strafbare
handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, og om
videreudlevering til en tredje medlemsstat (specialitetsreglen), jf. pkt. 7
ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Bestemmelsen tager
sigte på udlevering og videreudlevering til en EU-medlemsstat bortset fra
Finland og Sverige, jf. pkt. 1 og 9 ovenfor i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget. For så vidt angår de nordiske lande henvises til den nordiske
udleveringslovs § 6 som affattet ved § 1, nr. 1, i lov nr. 251 af 12. juni
1975. På andre ikke-nordiske lande gælder fortsat udleveringslovens § 10,
således at fravigelse af specialitetsreglen som udgangspunkt kræver
justitsministerens tilladelse.
Den foreslåede § 10 a, stk. 1, indebærer, at den begærende
medlemsstat kan drage den udleverede til ansvar uden at indhente tilladelse
fra justitsministeren, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke
indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves, f.eks. fordi der alene er
spørgsmål om at forfølge handlinger, der alene kan medføre eller har medført
bødestraf i den begærende medlemsstat. I de tilfælde, hvor strafforfølgningen
eller straffuldbyrdelsen indebærer frihedsberøvelse, kan den udleverede kun
drages til ansvar for vedkommende handling, hvis den pågældende meddeler
samtykke til det i et retsmøde i den begærende medlemsstat. Hvis den
udleverede ikke meddeler et sådant samtykke, kan den pågældende kun drages
til ansvar med justitsministerens tilladelse, jf. udleveringslovens § 10, nr.
1, litra a, og § 20.
Ordet »frihedsberøves« omfatter bl.a. tilfælde, hvor den
udleverede skal varetægtsfængsles som led i strafforfølgningen eller
straffuldbyrdelsen. Frihedsberøvelse i lovforslagets forstand foreligger
også, hvor der er spørgsmål om at fuldbyrde afgørelser, hvorved den
udleverede er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf.
§ 10 a, stk. 1, skal for så vidt angår adgangen for den udleverede til at
meddele samtykke i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket,
sammenholdes med udleveringslovens § 18 c, stk. 1, 3. pkt., hvorefter den
udleverede også kan meddele indenretligt samtykke til fravigelse af
specialitetsreglen i forbindelse med samtykke til udlevering fra Danmark. Har
den pågældende meddelt samtykke til fravigelse af specialitetsreglen som led
i et samtykke til udlevering fra Danmark, kræves justitsministerens
tilladelse hverken i forhold til den begærende medlemsstat eller ved
videreudlevering til en tredje medlemsstat, jf. pkt. 7.1. ovenfor i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Den foreslåede § 10 a, stk. 2, tager sigte på videreudlevering fra
en begærende medlemsstat til en tredje medlemsstat og indebærer, at
videreudlevering kan ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den
udleverede har meddelt samtykke til det enten i forbindelse med samtykke til
udlevering fra Danmark til den begærende medlemsstat, jf. udleveringslovens §
18 c, stk. 1, 3. pkt., eller i et retsmøde i den begærende medlemsstat.
Spørgsmål om videreudlevering til et ikke-nordisk land uden for Den
Europæiske Union afgøres efter udleveringslovens § 10, jf. § 20, stk. 1-2 og
4-5. Spørgsmål om videreudlevering fra en medlemsstat til et nordisk land,
herunder Finland og Sverige, afgøres efter udleveringslovens § 10, jf. § 20,
stk. 3. For så vidt angår videreudlevering mellem de nordiske lande henvises
til den nordiske udleveringslovs § 6 i § 1, nr. 1, i lov nr. 251 af 12. juni
1975. Endvidere henvises til pkt. 1 og 9 ovenfor i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
I de tilfælde, hvor der er spørgsmål om at drage en person, der er
udleveret fra en medlemsstat til Danmark, til ansvar for handlinger, der ikke
er omfattet af udleveringsbegæringen, må den pågældende principielt antages
at kunne meddele samtykke efter samme fremgangsmåde som i udleveringslovens §
18 c, stk. 1, 3. pkt. I praksis vil det dog formentlig være mest naturligt at
indhente tilladelse fra myndighederne i den anmodede medlemsstat.
Til § 2
§ 2 indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. Det foreslås, at
loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. § 2, 1. pkt.
Efter § 2, 2. pkt., finder udleveringslovens § 9, stk. 2, i
lovforslagets § 1, nr. 3, anvendelse i sager, hvor der er fremsat begæring om
udlevering efter lovens ikrafttræden. Det indebærer, at der i sådanne sager
kan ske udlevering til en EU-medlemsstat, selv om der er indtrådt forældelse
efter dansk ret, jf. pkt. 6.3. ovenfor i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget og bemærkningerne til § 9, stk. 2, i lovforslagets § 1, nr. 3.
Bestemmelsen i § 2, 2. pkt., skal ses i sammenhæng med, at der i
Schengen-konventionens artikel 62 er en bestemmelse, hvorefter det alene er
lovgivningen i det medlemsland, der begærer udlevering, som gælder med hensyn
til afbrydelse af forældelsesfristen. Ved den foreslåede bestemmelse sikres
det, at Danmark fra tidspunktet for Schengen-konventionens ikrafttræden for
Danmarks vedkommende kan opfylde pligten efter artikel 62, uanset hvornår
EU-udleveringskonventionen finder anvendelse mellem Danmark og de øvrige
EU-medlemsstater, jf. § 2, 3. pkt., og bemærkningerne nedenfor.
Efter § 2, 3. pkt., finder § 1, nr. 1-2 og 4-5, anvendelse på
begæringer om udlevering, der fremsættes efter, at EU-udleveringskonventionen
er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende medlemsstat i Den Europæiske
Union. Det indebærer, at de nye bestemmelser om udlevering på grundlag af
EU-udleveringskonventionen bortset fra reglerne om forældelse, jf. § 2, 2.
pkt., og bemærkningerne ovenfor, finder anvendelse ved behandlingen af
begæringer om udlevering, der fremsættes efter, at EU-udleveringskonventionen
er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende EU-medlemsstat.
De nye bestemmelser finder således først anvendelse, når Danmark og
vedkommende EU-medlemsstat gensidigt har forpligtet sig til at udlevere på
grundlag af reglerne i EU-udleveringskonventionen. Det indebærer, at Danmark
ikke bliver forpligtet til at udlevere på grundlag af de nye bestemmelser,
før vedkommende EU-medlemsstat også har forpligtet sig til at behandle
begæringer om udlevering til Danmark på grundlag EU-udleveringskonventionen.
Baggrunden for bestemmelsen i § 2, 3. pkt., er, at det er hensigten ved
Danmarks tiltrædelse af EU-udleveringskonventionen at afgive erklæring om, at
Danmark vil anvende konventionen i forbindelserne med medlemsstater, der har
afgivet samme erklæring, jf. konventionens artikel 18, stk. 4.
Til § 3
§ 3 indeholder bestemmelser om lovens territoriale gyldighedsområde.
Bilag 1
RÅDETS RETSAKT af 27. september 1996 om udarbejdelse af konventionen om
udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater
Bilag 2
Uddrag af bekendtgørelse nr. 91 af 2. november 1978 af europæisk
konvention af 27. januar 1977 om bekæmpelse af terrorisme
Artikel 1
For så vidt angår udlevering mellem kontraherende stater, skal ingen af de
nedennævnte forbrydelser anses for en politisk forbrydelse eller for en
forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller for en
forbrydelse, der udspringer af politiske motiver:
a. forbrydelser, der omfattes af konventionen om bekæmpelse af
ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer, undertegnet i Haag den 16. december
1970,
b. forbrydelser, der omfattes af konventionen om bekæmpelse af
ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed, undertegnet i
Montreal den 23. september 1971,
c. grove forbrydelser, der indebærer angreb mod internationalt
beskyttede personers, herunder diplomatiske repræsentanters, liv, fysiske
integritet eller frihed,
d. forbrydelser, der indebærer bortførelse, gidseltagning eller
grov, ulovlig frihedsberøvelse,
e. forbrydelser, der indebærer anvendelse af bomber, granater,
raketter, automatiske skydevåben eller brev- eller pakkebomber, såfremt
anvendelsen heraf rummer fare for personer,
f. forsøg på at begå nogen af de ovennævnte forbrydelser eller
medvirken til sådanne forbrydelser eller til forsøg herpå.
Artikel 2
1. For så vidt angår udlevering mellem kontraherende stater kan en
kontraherende stat bestemme, at andre grove voldshandlinger - end de, der er
omfattet af artikel 1 - mod en persons liv, fysiske integritet eller frihed
ikke skal anses for en politisk forbrydelse eller for en forbrydelse, der har
forbindelse med en politisk forbrydelse, eller for en forbrydelse, der
udspringer af politiske motiver.
2. Det samme skal gælde grove forbrydelser mod formuegoder, der ikke er
omfattet af artikel 1, hvis handlingen har medført kollektiv fare for
personer.
3. Det samme skal gælde forsøg på at begå nogen af de ovennævnte
forbrydelser eller medvirken til sådanne forbrydelser eller til forsøg herpå.
Bilag 3
I dette bilag er (med mindre skrift) indsat den gældende formulering
af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget
§ 1
I lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere, som ændret
ved § 1 i lov nr. 291 af 24. april 1996, foretages følgende ændringer:
1. § 3, stk. 1, affattes således:
»Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske, hvis
en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges
udlevering, efter dansk ret kan medfør frihedsstraf i mindst 6 måneder.
Udlevering til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan
medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret
medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er
overenskomst herom med den pågældende stat.«
§ 3. Udlevering kan kun ske, såfremt en handling, der svarer til
den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan
medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret
medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er
overenskomst herom med den pågældende stat.
Stk. 2-5. - - -
2. I § 5 indsættes som stk. 3:
» Stk. 3. Stk. 1-2 finder ikke anvendelse ved udlevering til
en medlemsstat i den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel
1 eller 2 i Den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme.«
§ 5. Udlevering for en politisk lovovertrædelse kan ikke finde
sted.
Stk. 2. Omfatter handlingen tillige en lovovertrædelse, som ikke
er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse,
såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter.
3. I § 9 indsættes som stk. 2:
» Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved udlevering til en
medlemsstat i Den Europæiske Union.«
§ 9. Udlevering kan ikke ske, hvis strafansvaret eller adgangen
til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter
dansk ret.
4. I § 10, nr. 1, litra a, indsættes efter »§
20«: », jf. dog § 10 a«.
5. Efter § 10 indsættes i kapitel 2:
» § 10 a. Ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske
Union kan den udleverede uden justitsministerens tilladelse drages til ansvar
for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket
udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke
indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan
endvidere drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den
pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat,
hvortil udlevering er sket.
Stk. 2. Den udleverede kan uden justitsministerens tilladelse
videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse
med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket,
har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre
til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før
udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 18 c, stk. 1, 3. pkt.
Videreudlevering kan også ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den
udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den
medlemsstat, hvortil udlevering er sket.«
§ 10. Udlevering kan kun ske på følgende vilkår:
1) Den udleverede må ikke drages til ansvar eller udleveres videre til
tredjeland for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen end den,
han er udleveret for, medmindre
a) justitsministeren tillader det efter § 20,
b) han, uanset at han i 45 dage uhindret har kunnet forlade det land,
hvortil han er udleveret, har undladt dette, eller
c) han efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage.
2) Den udleverede må ikke uden justitsministerens tilladelse underkastes
strafforfølgning ved en særdomstol.
3) Dødsstraf må ikke fuldbyrdes for den pågældende handling.
Skriftlig fremsættelse
Justitsministeren (Frank Jensen):
Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere.
(Gennemførelse af EU-udleveringskonventionen).
(Lovforslag nr. L 215).
Formålet med lovforslaget er at gennemføre de ændringer i loven om
udlevering af lovovertrædere, der er nødvendige for, at Danmark kan tiltræde
Konventionen om udlevering mellem Den Europæ iske Unions medlemsstater.
EU-udleveringskonventionen medfører en lempelse af betingelserne for at
udlevere fra Danmark til en medlemsstat i Den Europæiske Union.
Konventionen supplerer Konventionen om forenklet udleveringsprocedure
mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, som giver mulighed for at
benytte en forenklet fremgangsmåde ved udlevering, når den berørte person
samtykker i udleveringen. Denne konvention blev gennemført i dansk ret i
1996.
De nugældende regler om udlevering kræver som udgangspunkt, at den
handling, der begæres udlevering for, efter dansk ret kan medføre højere
straf end fængsel i 1 år. Lovforslaget indebærer, at der kan ske udlevering
fra Danmark til en EU-medlemsstat, hvis handlingen efter dansk ret kan
medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder.
Som eksempel på en lovovertrædelse, der kan medføre udlevering efter de
foreslåede nye regler - men ikke efter de nugældende regler - kan nævnes
udbredelse af børnepornografisk materiale.
Et andet hovedpunkt i lovforslaget er, at udlevering fra Danmark til en
anden EU-medlemsstat ikke kan afslås alene med den begrundelse, at der er
tale om en politisk forbrydelse. Dette forudsætter dog, at den pågældende
forbrydelse er af så grov karakter, at den er omfattet af
terrorismekonventionens art. 1 eller 2.
Udlevering til en EU-medlemsstat skal heller ikke kunne afslås under
henvisning til, at der er indtrådt forældelse efter dansk ret.
Lovforslaget medfører også en udvidet adgang til at forfølge strafbare
forhold, der ikke er omfattet af udleveringsbegæringen, i den medlemsstat,
hvortil udlevering er sket, og til at videreudlevere til en tredje
medlemsstat. Udvidelsen består navnlig i, at der gives mulighed for, at den
udleverede kan give samtykke med den virkning, at der herefter ikke kræves
tilladelse fra det land, som den pågældende er blevet udleveret fra.
Lovforslaget berører ikke reglerne om udlevering mellem de nordiske lande.
Udlevering til bl.a. Finland og Sverige sker derfor fortsat på grundlag af
den nordiske udleveringslov.
Lovforslaget berører heller ikke udleveringslovens §§ 6 og 7. Udlevering
må således f.eks. ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende
efter udleveringen vil blive forfulgt på grund af race, religion,
nationalitet eller politiske overbevisning, eller hvis udlevering af særlige
grunde vil være udforenelig med humanitære hensyn.
Baggrunden for, at lovforslaget fremsættes efter udgangen af februar, er,
at det findes rigtigst, at lovforslaget ikke udskydes til næste
folketingssamling. Det har på den anden side ikke været muligt at fremsætte
lovforslaget tidligere, idet EU-udleveringskonventionen først blev
undertegnet i september 1996, og da der efterfølgende bl.a. er arbejdet med
den forklarende rapport til konventionen.
Idet jeg henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg
herved anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af Konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (Nordisk arrestordre) m.v.) Retsinformation · 16. november 2006
- Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og forskellige andre love og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (nordisk arrestordre) m.v.) Retsinformation · 2. maj 2007
- Forslag til Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og forskellige andre love og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (nordisk arrestordre) m.v.) Retsinformation · 24. april 2007
- Forslag til Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre mv.) Retsinformation · 26. februar 2003
- Skriftlig fremsættelse (15. november 2006) - L 72 Retsinformation · 16. november 2006
- Lov om udlevering til og fra Danmark (udleveringsloven) Retsinformation · 12. februar 2020