Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og forskellige andre love og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (nordisk arrestordre) m.v.)

2006/1 LSV 72Lovforslag som vedtagetFolketinget24. april 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 24. april 2007

Forslag

til

Lov

om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og forskellige andre love

og

om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island,

Norge

og Sverige

(Gennemførelse

af konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande

(nordisk

arrestordre) m.v.)

§ 1

I lov om udlevering af lovovertrædere, jf.

lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005, som ændret ved § 11 i lov

nr. 538 af 8. juni 2006 og § 6 i lov nr. 542 af 8. juni 2006, foretages

følgende ændringer:

1.

§ 1, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

Lovens

kapitel

2 a

og

3 a

omfatter dog ikke udlevering fra

Danmark til Finland og Sverige.«

2.

Læs alt

I overskriften

til

kapitel 2

indsættes efter

»Den Europæiske Union«:

»og Norden«.

3.

I

§ 2, stk. 1

og

2,

indsættes efter »Den Europæiske Union«: »og

Norden«.

4.

I

§ 2 a

indsættes efter »Den Europæiske

Union«: »og Norden«.

5.

Efter kapitel

2 a

indsættes:

»Kapitel 2 b

Betingelser for udlevering til de nordiske lande

§ 10 k.

Udlevering af personer til

strafforfølgning i Finland, Island, Norge eller Sverige for en

lovovertrædelse,

der efter lovgivningen i det land, der har anmodet om udlevering, kan

straffes

med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan ske på grundlag

af

en nordisk arrestordre.

Stk. 2.

Udlevering

af personer til straffuldbyrdelse af en dom i Finland, Island, Norge eller

Sverige

kan ske på grundlag af en nordisk arrestordre, hvis den pågældende ved dommen

er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

Stk. 3.

Udlevering til strafforfølgning

eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om

betingelserne i stk. 1 og 2 kun er opfyldt med hensyn til et af

forholdene.

§ 10 l.

§§ 10

b og 10 c finder tilsvarende anvendelse.

§ 10 m.

Udlevering kan ikke finde sted, når den, der søges udleveret, her i landet, i

et andet nordisk land eller i en medlemsstat i Den Europæiske Union, er dømt

eller frifundet for den samme strafbare handling. Tilsvarende gælder, hvis

den,

der søges udleveret, her i landet er benådet for handlingen. Udlevering kan

endvidere afslås, hvis den, der søges udleveret, er dømt eller frifundet for

handlingen i et land uden for Norden og Den Europæiske Union. Uanset at den

pågældende er dømt for den samme strafbare handling i et andet land end det,

der har anmodet om udlevering, kan udlevering dog kun afslås efter

bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at

blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i dette

land.

Stk. 2.

§ 10

d, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 10 n.

§ 10

f, stk. 1, og §§ 10 h og 10 i finder tilsvarende anvendelse.

§ 10 o.

Udlevering kan ikke betinges af, at den

udleverede ikke må drages til ansvar for andre strafbare handlinger

begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for. Udlevering kan

dog

kun ske på vilkår af, at den udleverede ikke drages til ansvar for sådanne

handlinger,

hvis

1)

udlevering ikke kunne

have fundet sted for den pågældende lovovertrædelse i henhold til § 10

c,

jf. § 10 l, § 10 m, stk. 1, 1. pkt., jf. 4. pkt., eller

§ 10

m, stk. 1, 2. pkt., eller

2)

udlevering for den

pågældende lovovertrædelse kunne have været afslået efter § 10 d,

stk. 2,

jf. § 10 m, stk. 2, eller § 10 f, stk. 1, jf. § 10

n,

og justitsministeren ikke meddeler tilladelse til, at den pågældende kan

drages

til ansvar for lovovertrædelsen, jf. § 20, stk. 3.

Stk. 2.

Den udleverede kan dog uanset

stk. 1, 2. pkt., drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået

før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis

1)

den pågældende efter

at have haft mulighed for at forlade det land, hvortil vedkommende er

udleveret,

har undladt dette i 45 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt

tilbage

til dette land efter at have forladt det eller

2)

den pågældende i

forbindelse med samtykke til udlevering til det nordiske land, hvortil

udlevering

er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar for andre

strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering

for, jf. § 18 j, eller den pågældende har meddelt samtykke hertil i et

retsmøde i det nordiske land, hvortil udlevering er sket.

Stk. 3.

Udlevering kan ikke betinges af, at den udleverede ikke må

videreudleveres

til et tredje nordisk land for andre strafbare handlinger begået før

udleveringen, end den, der er sket udlevering for. Udlevering kan dog kun ske

på vilkår af, at den udleverede ikke videreudleveres til Island, hvis

udlevering hertil ville være afskåret efter reglerne i det nordiske land,

hvortil udlevering er sket.

Stk. 4.

Udlevering kan kun ske på vilkår af, at d

en udleverede ikke

udleveres videre til en medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden

for Den Europæiske Union og Norden for andre strafbare handlinger begået før

udleveringen, end den, der er sket udlevering for, medmindre

1)

den pågældende i

forbindelse med samtykke til udlevering til det nordiske land, hvortil

udlevering

er sket, har meddelt samtykke til at blive udleveret videre til en

medlemsstat

i Den Europæiske Union eller en stat uden for Den Europæiske Union og Norden

for sådanne handlinger, jf. § 18 j, eller den pågældende har meddelt

samtykke hertil i et retsmøde i det nordiske land, hvortil udlevering er

sket,

2)

den pågældende efter

at have haft mulighed for at forlade det land, hvortil vedkommende er

udleveret,

har undladt dette i 45 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt

tilbage til dette land efter at have forladt det eller

3)

justitsministeren

meddeler samtykke hertil, jf. § 20.«

6.

I overskriften

til

kapitel 3

indsættes efter

»Den Europæiske Union«: »og Norden«.

7.

Efter kapitel

3 a

indsættes:

»Kapitel 3 b

Behandling af sager om udlevering til de nordiske

lande

§ 18 g.

En nordisk arrestordre skal for at kunne danne grundlag for anholdelse og

udlevering

til et nordisk land indeholde oplysning om den eftersøgtes identitet og

nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og

de

anvendelige straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er truffet

beslutning om anholdelse eller fængsling, eller om der er afsagt dom.

Stk. 2.

En nordisk

arrestordre, der er udstedt med henblik på udlevering til strafforfølgning,

skal tillige indeholde oplysning om, hvilken straf den pågældende handling

efter

lovgivningen i det land, hvortil udlevering ønskes, kan medføre.

Stk. 3.

En nordisk

arrestordre, der er udstedt med henblik på udlevering til straffuldbyrdelse,

skal tillige indeholde oplysning om den idømte straf eller anden retsfølge.

Stk. 4.

En europæisk

arrestordre udstedt af Finland eller Sverige betragtes som en nordisk

arrestordre.

§ 18 h.

En nordisk arrestordre sendes til politidirektøren på det sted, hvor den, som

søges udleveret, opholder sig. Politiet iværksætter derefter uden ophold den

undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering

er opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4.

bog med de fornødne lempelser.

Stk. 2.

Til fremme

af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan de retsmidler, der er

omtalt

i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om

varetægtsfængsling,

anvendes, i det omfang den nordiske arrestordre er udstedt for en

lovovertrædelse, der efter reglerne i kapitel 2 b kan medføre udlevering.

Herudover kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 72 om

legemsindgreb,

kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt

kapitel

75 a

om

andre efterforskningsskridt anvendes i samme omfang som i sager vedrørende

lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet.

Stk. 3.

§ 18

b, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Afgørelse

om udlevering træffes af politidirektøren. Foreligger der samtidig med en

nordisk

arrestordre en europæisk arrestordre eller en udleveringsbegæring fra en stat

uden for Den Europæiske Union og Norden, træffes afgørelse om udlevering dog

af

justitsministeren.

§ 18 i.

Træffer

politidirektøren beslutning om udlevering, skal den, der begæres udleveret,

samtidig med meddelelsen herom gøres bekendt med adgangen til

domstolsprøvelse

efter stk. 2 og med fristen for fremsættelse af anmodning herom.

Stk. 2.

Den, der

efter politidirektørens beslutning skal udleveres, kan forlange, at politiet

indbringer spørgsmålet om beslutningens lovlighed for retten på det sted,

hvor

den pågældende opholder sig.

Stk. 3.

Anmodning

herom skal fremsættes inden 3 dage efter, at beslutningen er meddelt den

pågældende.

Når særlige omstændigheder taler derfor, kan politidirektøren tillade, at

beslutningen indbringes for retten, selv om anmodning herom først fremsættes

efter fristens udløb. § 16, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

I sager,

der efter § 18 h, stk. 4, 2. pkt., behandles af justitsministeren,

finder bestemmelserne i § 15, stk. 2, og § 16 tilsvarende

anvendelse.

§ 18 j.

Den, der på grundlag af en

nordisk arrestordre begæres udleveret, kan i et retsmøde meddele samtykke til

udlevering. Den pågældende kan endvidere i et retsmøde meddele samtykke til

at

blive draget til ansvar og udleveret videre til et tredje nordisk land, en

medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden for Den Europæiske

Union

og Norden for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der

sker udlevering for. Retten vejleder den pågældende om følgerne af samtykke

efter denne bestemmelse.

§ 18 k.

Politidirektørens afgørelse efter § 18 h, stk. 4, 1. pkt., og

justitsministerens afgørelse efter § 18 h, stk. 4, 2. pkt., skal

træffes snarest og så vidt muligt inden 3 dage efter, at den, der begæres

udleveret, er anholdt her i landet eller har meddelt samtykke til

udleveringen.

Stk. 2.

Træffer

politidirektøren eller justitsministeren afgørelse om udlevering, og

indbringes

sagen i medfør af § 18 i for retten, skal rettens endelige afgørelse så

vidt muligt afsiges inden 30 dage efter anholdelsen af den pågældende her i

landet.

§ 18 l.

Medmindre den pågældende giver afkald på at indbringe beslutningen om

udlevering for retten, kan vedkommende ikke udleveres før udløbet af den

frist

på 3 dage, som er nævnt i § 18 i, stk. 3, og § 16, jf.

§ 18

i, stk. 4. Indbringes beslutningen for retten, kan udlevering ikke ske,

før beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse.

Stk. 2.

Udlevering

skal gennemføres snarest og så vidt muligt inden 5 dage efter de i

stk. 1

nævnte tidspunkter, jf. dog § 10 i, jf. § 10 n.

Stk. 3.

For at

sikre gennemførelsen af en udlevering kan de i retsplejelovens kapitel 69 om

anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling omtalte retsmidler anvendes.

Fængsling, som er sket efter denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering

ikke har fundet sted inden udløbet af fristen i stk. 2. I særlige

tilfælde

kan retten dog forlænge denne frist.

Stk. 4.

§ 18 f

finder tilsvarende anvendelse.«

8.

I

§ 19, stk. 1,

indsættes efter »Den

Europæiske Union«: »og Norden«.

9.

§ 20, stk. 3,

affattes således:

»Stk. 3.

Hvis den

pågældende er udleveret til et nordisk land, kan tilladelse til, at

vedkommende

drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end

den, der er sket udlevering for, jf. § 10 o, stk. 1, nr. 2, dog

meddeles, selv om udlevering for den pågældende handling ikke kunne have

fundet

sted.«

10.

§ 20, stk. 4,

affattes således:

»Stk. 4.

Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra

en stat uden for Den Europæiske Union og Norden skal indeholde de

oplysninger,

der omtales i § 11, stk. 1, samt oplysning om, hvorvidt den

pågældende

forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene.

Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra en medlemsstat i Den Europæiske

Union, bortset fra Finland og Sverige, skal indeholde de oplysninger, der

omtales i § 18 a, stk. 1-3, og oplysning om, hvorvidt den

pågældende

forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene.

Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra et nordisk land skal indeholde

de

oplysninger, der omtales i § 18 g, stk. 1-3, samt oplysning om,

hvorvidt den pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse

prøvet

ved domstolene.«

11.

§ 21, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

Sker udleveringen til en anden

medlemsstat i Den Europæiske Union eller et andet nordisk land, kan

tilladelse

dog meddeles, såfremt der er modtaget oplysning om den eftersøgtes identitet

og

nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og

de

anvendelige straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er udstedt en

europæisk arrestordre eller en arrestordre i henhold til aftalen mellem Den

Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne

for overgivelse mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og

Norge. Hvis udleveringen til en anden medlemsstat eller et andet nordisk land

sker fra en stat uden for den Europæiske Union og Norden, skal der ud over de

i

1. pkt. nævnte oplysninger endvidere gives oplysning om, hvorvidt der

foreligger

en anmodning om udlevering.«

12.

§ 21, stk. 3,

affattes således:

»Stk. 3.

Sker

udleveringen fra et nordisk land til et andet nordisk land, kan den

pågældende

føres gennem riget uden tilladelse.«

13.

Efter § 21

a

i

ndsættes:

»§ 21 b.

Ved udlevering til lande,

som har indgået en associeringsaftale om gennemførelse, anvendelse og

udvikling

af Schengenreglerne med Den Europæiske Union og Det Europæiske Fællesskab,

gælder reglerne i k

onvention af 10.

marts 1995 udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den

Europæiske

Union om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den

Europæiske

Union, jf. bilag 1 til denne lov,

og artikel 1, 2, 6, 8, 9 og 13 i konvention

af 27. september 1996 udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om

Den

Europæiske Union om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater,

jf.

bilag 2 til denne lov, medmindre andre regler om udlevering mellem Danmark og

det pågældende land er mere vidtgående end reglerne i disse konventioner.«

14.

Som

bilag 1

til loven indsættes:

»Bilag 1

Konvention af 10. marts 1995 om forenklet

udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union

Konvention, udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i

traktaten om Den Europæiske Union,

om forenklet udleveringsprocedure mellem

medlemsstaterne i Den Europæiske Union

DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER i denne konvention, Den

Europæiske Unions medlemsstater,

SOM HENVISER TIL Rådets retsakt af 10. marts 1995,

SOM ØNSKER at forbedre det strafferetlige samarbejde

mellem medlemsstaterne, hvad angår både retsforfølgning og fuldbyrdelse af

domme,

SOM ERKENDER, at udlevering spiller en vigtig rolle

inden for det retlige samarbejde i bestræbelserne på at nå disse mål,

SOM ER OVERBEVIST om nødvendigheden af at forenkle

udleveringsprocedurerne, i den udstrækning dette kan forenes med deres

grundlæggende retsprincipper, herunder principperne i den europæiske

konvention

til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

SOM KONSTATERER, at den person, der begæres udleveret,

i en lang række udleveringssager ikke modsætter sig udleveringen,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at den for udleveringen

nødvendige tid og enhver tilbageholdelsesperiode med henblik på udlevering i

sådanne tilfælde bør begrænses mest muligt,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at anvendelsen af den

europæiske udleveringskonvention af 13. december 1957 derfor bør lettes ved

at

forenkle og forbedre udleveringsproceduren,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at bestemmelserne i den

europæiske udleveringskonvention fortsat gælder i alle spørgsmål, der ikke er

behandlet i nærværende konvention,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER:

Artikel 1

Generelle bestemmelser

1. Formålet med denne konvention er at lette

anvendelsen af den europæiske udleveringskonvention mellem Den Europæiske

Unions

medlemsstater, ved at supplere denne konventions bestemmelser.

2. Stk. 1 berører ikke anvendelsen af mere

fordelagtige bestemmelser i gældende bi- eller multilaterale aftaler mellem

medlemsstater.

Artikel 2

Forpligtelse til udlevering

Medlemsstaterne forpligter sig til i overensstemmelse

med denne konvention at udlevere eftersøgte personer, hvis disse personer

giver

deres samtykke og den anmodede stat giver tilladelse hertil, efter den

forenklede procedure som fastsat i denne konvention.

Artikel 3

Betingelser for udlevering

1. I medfør af artikel 2 udleveres enhver person, med

hensyn til hvem der er fremsat en begæring om foreløbig anholdelse og

fængsling

efter artikel 16 i den europæiske udleveringskonvention, i overensstemmelse

med

artikel 4-11 og artikel 12, stk. 1, i nærværende konvention.

2. Den i stk. 1 omhandlede udlevering er ikke

betinget af, at der foreligger en udleveringsbegæring og dokumenter, som

krævet

i artikel 12 i den europæiske udleveringskonvention.

Artikel 4

Oplysninger, der skal meddeles

1. I forbindelse med underretning af den anholdte, med

henblik på anvendelse af artikel 6 og 7 og i forbindelse med underretning af

den kompetente myndighed, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, anses

følgende oplysninger fra den begærende stat for at være tilstrækkelige:

a)

den

eftersøgtes identitet

b)

hvilken

myndighed der har anmodet om anholdelsen

c)

om

der foreligger en arrestordre eller en anden beslutning med samme virkning

eller en eksigibel dom

d)

forbrydelsens

karakter og retlige beskrivelse

e)

en

beskrivelse af, under hvilke omstændigheder forbrydelsen er begået, herunder

tidspunktet, stedet og omfanget af den eftersøgtes deltagelse i forbrydelsen

f)

så

vidt muligt følgerne af forbrydelsen.

2. Uanset stk. 1 kan der dog begæres supplerende oplysninger,

hvis det viser sig, at de i stk. 1 nævnte oplysninger ikke er

tilstrækkelige til, at den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat

kan

give tilladelse til udleveringen.

Artikel 5

Samtykke og tilladelse

1. Den anholdtes samtykke gives i overensstemmelse med

artikel 6 og 7.

2. Den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat

giver sin tilladelse i overensstemmelse med sine nationale procedurer.

Artikel 6

Underretning af den pågældende

Når en person, der er eftersøgt med henblik på udlevering,

anholdes i en anden medlemsstat, skal den kompetente myndighed i

overensstemmelse med sin nationale lovgivning oplyse vedkommende om den

foreliggende begæring og om muligheden for at give sit samtykke til at blive

udleveret til den begærende stat efter den forenklede procedure.

Artikel 7

Indhentelse af samtykke

1. Den anholdtes samtykke og i givet fald hans

udtrykkelige afkald på anvendelse af specialitetsreglen gives over for de

kompetente retsmyndigheder i den anmodede stat i overensstemmelse med dennes

nationale lovgivning.

2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige

foranstaltninger, for at samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i

stk. 1,

indhentes på en sådan måde, at det fremgår, at den pågældende har givet

udtryk

herfor frivilligt og med fuldt kendskab til følgerne heraf. Med henblik herpå

har den anholdte ret til at lade sig rådgive.

3. Samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i

stk. 1, føres til protokols i overensstemmelse med lovgivningen i den

anmodede medlemsstat.

4. Samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i

stk. 1, kan ikke tilbagekaldes. Medlemsstaterne kan, samtidig med

deponeringen af deres ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument, i en erklæring angive, at samtykke og i givet fald

afkald kan tilbagekaldes i henhold til deres nationale regler. I så fald

medregnes den periode, der forløber mellem meddelelsen om samtykke og

meddelelsen

om tilbagekaldelse heraf, ikke i fastlæggelsen af de i artikel 16,

stk. 4,

i den europæiske udleveringskonvention fastsatte frister.

Artikel 8

Meddelelse om samtykke

1. Den anmodede stat meddeler omgående den pågældendes

samtykke til den begærende stat. For at give denne stat mulighed for i givet

fald at indgive en udleveringsbegæring skal den anmodede stat senest ti dage

efter den foreløbige anholdelse eller fængsling meddele den begærende stat,

om

den pågældende har givet sit samtykke eller ej.

2. Den i stk. 1 omhandlede meddelelse foretages

direkte mellem de kompetente myndigheder.

Artikel 9

Afkald på anvendelse af specialitetsreglen

Enhver medlemsstat kan samtidig med deponeringen af sit

ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller på et

hvilket

som helst andet tidspunkt erklære, at reglerne i artikel 14 i den europæiske

udleveringskonvention ikke finder anvendelse, når den pågældende i medfør af

artikel 7 i nærværende konvention

a)

giver

sit samtykke til udleveringen; eller

b)

giver

sit samtykke til udleveringen og udtrykkelig giver afkald på anvendelse af

specialitetsreglen.

Artikel 10

Meddelelse af afgørelsen om udlevering

1. Uanset reglerne i artikel 18, stk. 1, i den

europæiske udleveringskonvention meddeles afgørelsen om udlevering efter den

forenklede procedure og oplysningerne om denne procedure direkte mellem den

kompetente myndighed i den anmodede stat og den myndighed i den begærende

stat,

som har begæret foreløbig anholdelse og fængsling.

2. Den i stk. 1 omhandlede afgørelse meddeles

senest tyve dage efter den dato, hvor den pågældende har givet sit samtykke.

Artikel 11

Frist for udlevering

1. Den pågældende udleveres senest tyve dage efter at

afgørelsen om udlevering er blevet meddelt i overensstemmelse med artikel 10,

stk. 2.

2. En person, der ved udløbet af fristen i stk. 1

tilbageholdes, skal løslades på den anmodede medlemsstats territorium.

3. Hvis den pågældende på grund af force majeure ikke

kan udleveres inden for den i stk. 1 fastsatte frist, skal den berørte

myndighed, jf. artikel 10, stk. 1, underrette den anden myndighed herom.

De to myndigheder aftaler en ny dato for udleveringen. I så fald finder

udleveringen sted tyve dage efter den nye dato. Hvis den pågældende stadig

tilbageholdes ved udløbet af denne frist, skal han løslades.

4. Stk. 1, 2 og 3 i denne artikel finder ikke

anvendelse, hvis den anmodede stat ønsker at anvende artikel 19 i den

europæiske udleveringskonvention.

Artikel 12

Samtykke givet

efter udløbet af den i

artikel 8 fastsatte frist eller under andre omstændigheder

1. Når den pågældende har givet sit samtykke efter

udløbet af den frist på ti dage, der er fastsat i artikel 8,

–

skal

den anmodede stat, hvis den endnu ikke har modtaget en udleveringsbegæring i

medfør af artikel 12 i den europæiske udleveringskonvention, iværksætte den

forenklede procedure som fastsat i nærværende konvention;

–

kan

den anmodede stat, hvis den i mellemtiden har modtaget en udleveringsbegæring

i

medfør af artikel 12 i den europæiske udleveringskonvention, benytte denne

forenklede procedure.

2. Såfremt der ikke er fremsat nogen begæring om

foreløbig anholdelse og fængsling, og i fald der er givet samtykke efter

modtagelse af en udleveringsbegæring, kan den anmodede stat benytte den

forenklede procedure som fastsat i nærværende konvention.

3. Medlemsstaterne erklærer samtidig med deponeringen

af deres ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter, om de

agter at anvende stk. 1, andet led, og stk. 2, og på hvilke

betingelser.

Artikel 13

Videreudlevering til en anden medlemsstat

Når den udleverede person ikke nyder godt af

specialitetsreglen i overensstemmelse med medlemsstatens erklæring, som

omhandlet i artikel 9 i denne konvention, finder artikel 15 i den europæiske

udleveringskonvention ikke anvendelse på hans videreudlevering til en anden

medlemsstat, medmindre andet fremgår af denne erklæring.

Artikel 14

Transit

I tilfælde af transit i henhold til artikel 21 i den

europæiske udleveringskonvention gælder følgende, når der er tale om

udlevering

efter den forenklede procedure:

a)

i

hastende tilfælde kan ansøgningen stiles til transitstaten i en hvilken som

helst skriftlig form tillige med de oplysninger, der er fastsat i artikel 4.

Transitstaten kan anvende samme fremgangsmåde ved meddelelse af sin

afgørelse;

b)

de

i artikel 4 omhandlede oplysninger er tilstrækkelige til at gøre

transitstatens

kompetente myndighed opmærksom på, at der er tale om udlevering efter den

forenklede procedure, og til at transitstaten over for den udleverede person

kan træffe de nødvendige foranstaltninger til transitrejsens gennemførelse.

Artikel 15

Kompetente myndigheder

Hver medlemsstat skal ved deponeringen af sit

ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument i en erklæring

oplyse, hvilke myndigheder der er kompetente i henseende til artikel 4-8, 10

og

14.

Artikel 16

Ikrafttræden

1. Denne konvention skal ratificeres, godkendes eller

tiltrædes. Ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne

deponeres i Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union.

Generalsekretæren for Rådet underretter alle medlemsstaterne herom.

2. Konventionen træder i kraft halvfems dage efter at

den sidste medlemsstat har deponeret sit ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument.

3. Indtil konventionen træder i kraft, kan hver enkelt

medlemsstat samtidig med deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses-

eller tiltrædelsesinstrument eller på et hvilket som helt andet tidspunkt

erklære, at konventionen finder anvendelse for dens vedkommende i dens

forbindelser med de medlemsstater, der har afgivet samme erklæring, halvfems

dage efter deponeringen af erklæringen.

4. Enhver erklæring, der fremsættes i medfør af artikel

9, træder i kraft tredive dage efter deponeringen heraf, dog tidligst på

datoen

for denne konventions ikrafttræden eller dens anvendelse for den pågældende

stats vedkommende.

5. Konventionen finder kun anvendelse på begæringer,

der er indgivet efter den dato, hvor konventionen træder i kraft eller

bringes

i anvendelse mellem den anmodede og den begærende stat.

Artikel 17

Tiltrædelse

1. Denne konvention er åben for tiltrædelse af enhver

stat, der bliver medlem af Den Europæiske Union.

2. Teksten til konventionen på den tiltrædende stats

sprog, som udformet af Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske

Union

og godkendt af samtlige medlemsstater, har samme gyldighed som de øvrige

autentiske tekster. Generalsekretæren sender en bekræftet genpart heraf til

hver medlemsstat.

3. Tiltrædelsesdokumenterne deponeres i

Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union.

4. Konventionen træder i kraft over for enhver stat,

der tiltræder den, halvfems dage efter deponeringen af den pågældende stats

tiltrædelsesdokument eller på datoen for konventionens ikrafttræden, hvis den

endnu ikke er trådt i kraft ved udløbet af perioden på halvfems dage.

5. Hvis konventionen endnu ikke er trådt i kraft, når

tiltrædelsesdokumentet deponeres, finder artikel 16, stk. 3, anvendelse

på

de tiltrædende medlemsstater.«

15.

Som

bilag 2

til loven indsættes:

»Bilag 2

Uddrag af konvention af 27. september 1996 om

udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater

Artikel 1

Almindelige bestemmelser

1. Denne konvention har til formål at supplere

bestemmelserne i og lette anvendelsen mellem Den Europæiske Unions

medlemsstater

af:

–

den

europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering, i det følgende

benævnt »den europæiske udleveringskonvention«

–

den

europæiske konvention af 27. januar 1977 om bekæmpelse af terrorisme, i det

følgende benævnt »den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme«

–

konventionen

af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om

gradvis

ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, for så vidt angår

forbindelserne

mellem de medlemsstater, der er parter i denne konvention, og

–

kapitel

1 i traktaten af 27. juni 1962 om udlevering og gensidig retshjælp i

straffesager mellem Kongeriget Belgien, Storhertugdømmet Luxembourg og

Kongeriget Nederlandene som ændret ved protokol af 11. maj 1974, i det

følgende

benævnt »Benelux-traktaten« for så vidt angår forbindelserne mellem

medlemsstaterne i Den Økonomiske Union Benelux.

2. Stk. 1 berører ikke anvendelsen af mere

fordelagtige bestemmelser i bilaterale eller multilaterale aftaler mellem

medlemsstater eller, som fastsat i artikel 28, stk. 3, i den europæiske

udleveringskonvention, arrangementer om udlevering på grundlag af en ensartet

lovgivning eller gensidige lovgivninger om fuldbyrdelse på en medlemsstats

territorium af arrestordrer udstedt på en anden medlemsstats territorium.

Artikel 2

Forbrydelser, som kan medføre udlevering

1. Udlevering skal tillades for forbrydelser, som efter

lovgivningen i den begærende medlemsstat kan medføre en frihedsstraf eller

sikkerhedsforanstaltning af en varighed på mindst tolv måneder og efter

lovgivningen i den anmodede medlemsstat en frihedsstraf eller

sikkerhedsforanstaltning

af en varighed på mindst seks måneder.

2. Udlevering kan ikke afslås med den begrundelse, at

lovgivningen i den anmodede medlemsstat ikke indeholder bestemmelser om samme

type sikkerhedsforanstaltning som lovgivningen i den begærende medlemsstat.

3. Artikel 2, stk. 2, i den europæiske udleveringskonvention

og artikel 2, stk. 2, i Benelux-traktaten finder ligeledes anvendelse,

når

visse forbrydelser straffes med bødestraf.

Artikel 6

Fiskale forbrydelser

1. For forbrydelser i forbindelse med skatter,

afgifter, told og valutahandel skal udlevering også tillades på de

betingelser,

der er fastsat i denne konvention, den europæiske udleveringskonvention og

Benelux-traktaten, hvis forbrydelsen efter den anmodede medlemsstats

lovgivning

udgør en tilsvarende lovovertrædelse.

2. Udlevering kan ikke afslås med den begrundelse, at

den anmodede medlemsstats lovgivning ikke foreskriver opkrævning af samme

typer

skatter og afgifter eller ikke indeholder samme type regler om skatter,

afgifter, told og valutahandel som den begærende medlemsstats lovgivning.

3. Enhver medlemsstat kan samtidig med afgivelsen af

den i artikel 18, stk. 2, omhandlede notifikation erklære, at den i

forbindelse med fiskale forbrydelser kun tillader udlevering for forhold, der

kan tænkes at udgøre en overtrædelse af lovgivningen vedrørende

punktafgifter,

moms eller told.

Artikel 8

Forældelse

1. Udlevering kan ikke afslås med den begrundelse, at

der er indtrådt forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf

i

henhold til lovgivningen i den anmodede medlemsstat.

2. Den anmodede medlemsstat kan undlade at anvende stk. 1,

når udleveringsbegæringen er begrundet i forbrydelser, for hvilke denne

medlemsstat er kompetent i medfør af sin egen straffelov.

Artikel 9

Amnesti

Udlevering tillades ikke for en forbrydelse, der er

omfattet af amnesti i den anmodede medlemsstat, hvis denne stat var kompetent

til at retsforfølge den pågældende forbrydelse i medfør af sin egen

straffelov.

Artikel 13

Central myndighed og fremsendelse af dokumenter pr.

telefax

1. Hver medlemsstat udpeger en central myndighed eller,

hvis det er påkrævet i henhold til dens forfatning, flere centrale

myndigheder,

med henblik på fremsendelse og modtagelse af udleveringsbegæringer og de

nødvendige dokumenter til støtte herfor, samt enhver anden officiel skrivelse

i

forbindelse med udleveringsbegæringen, medmindre andet er fastsat i denne

konvention.

2. Hver medlemsstat oplyser samtidig med afgivelsen af

den i artikel 18, stk. 2, omhandlede notifikation, hvilken myndighed

eller

hvilke myndigheder, den har udpeget i medfør af stk. 1 i denne artikel.

Den meddeler depositaren enhver ændring af denne udpegelse.

3. Udleveringsbegæringen og de i stk. 1 omhandlede

dokumenter kan fremsendes pr. telefax. Enhver central myndighed skal råde

over

en telefax til afsendelse og modtagelse af sådanne dokumenter og sørge for,

at

den hele tiden fungerer.

4. Når der i henhold til denne artikel anvendes

telefax, gøres der brug af en kryptografisk anordning, der tilsluttes

telefaxen

hos den centrale myndighed for at sikre såvel oprindelse som fortrolighed i

forbindelse med fremsendelsen. Medlemsstaterne aftaler indbyrdes, hvorledes

denne artikel skal anvendes i praksis.«

§ 2

I lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med

Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v., som

ændret senest ved § 3 i lov nr. 280 af 25. april 2001, foretages

følgende

ændringer:

1.

§ 6

affattes således:

»§ 6.

Udlevering

af personer til Finland, Island, Norge eller Sverige til afsoning af

frihedsstraf

i medfør af § 5 kan kun ske på følgende vilkår:

1)

Den udleverede må

ikke uden justitsministerens tilladelse, jf. § 6 a, udleveres videre til

tredjeland for nogen før udleveringen begået strafbar handling.

2)

Den udleverede må

ikke drages til ansvar for nogen før udleveringen begået strafbar handling,

for

hvilken den pågældende her i landet er dømt eller frifundet.

3)

Den udleverede må

ikke uden justitsministerens tilladelse, jf. § 6 a, drages til ansvar

for

nogen før udleveringen begået strafbar handling, for hvilken tiltale er

frafaldet her i landet.

4)

Den udleverede må,

hvis den pågældende er dansk statsborger, ikke drages til ansvar for nogen

anden før udleveringen begået strafbar handling end den, udlevering er sket

for, medmindre

a)

justitsministeren

tillader det, jf. § 6 a,

b)

den pågældende selv i

et retsmøde meddeler samtykke dertil,

c)

den pågældende,

uanset at vedkommende i en måned uhindret har kunnet forlade det land,

hvortil

udlevering er sket, har undladt dette eller

d)

den pågældende efter

at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage.

5)

Den udleverede må kun

under betingelserne i nr. 4, litra a-d, og såfremt vedkommende ikke er dansk

statsborger, drages til ansvar for nogen før udleveringen begået handling,

der

udgør en politisk lovovertrædelse, for hvilken den pågældende ikke er

udleveret.

Stk. 2.

I øvrigt

kan der til udleveringen knyttes sådanne vilkår, som skønnes

hensigtsmæssige.«

2.

Efter § 6

indsættes:

»§ 6 a.

Tilladelse

efter § 6 kan kun meddeles, såfremt udlevering for den pågældende

handling

kunne have fundet sted til vedkommende land. Bestemmelsen i § 19 finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Begæring om

tilladelse efter § 6 skal indeholde oplysning om tid og sted for den

strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige

straffebestemmelser.

I begæringen skal endvidere være angivet, om den udleverede ønsker

lovligheden

af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene i overensstemmelse med

§ 19.«

§ 3

I lov nr. 498 af 23. december 1970 om udlevering til

andet nordisk land i anledning af visse beslutninger om forsorg eller

behandling, som ændret ved § 24 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages

følgende ændringer:

1.

§ 8

affattes således:

»§ 8.

Udlevering

kan kun ske på følgende vilkår:

1)

Den udleverede må

ikke uden justitsministerens tilladelse, jf. § 8 a, udleveres videre til

tredjeland for nogen før udleveringen begået strafbar handling.

2)

Den udleverede må

ikke drages til ansvar for nogen før udleveringen begået strafbar handling,

for

hvilken den pågældende her i landet er dømt eller frifundet.

3)

Den udleverede må

ikke uden justitsministerens tilladelse, jf. § 8 a, drages til ansvar

for

nogen før udleveringen begået strafbar handling, for hvilken tiltale er

frafaldet her i landet.

4)

Den udleverede må,

hvis den pågældende er dansk statsborger, ikke drages til ansvar for nogen

anden før udleveringen begået strafbar handling end den, udlevering er sket

for, medmindre

a)

justitsministeren

tillader det, jf. § 8 a,

b)

den pågældende selv i

et retsmøde meddeler samtykke dertil,

c)

den pågældende,

uanset at vedkommende i en måned uhindret har kunnet forlade det land,

hvortil

udlevering er sket, har undladt dette eller

d)

den pågældende efter

at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage.

5)

Den udleverede må kun

under betingelserne i nr. 4, litra a-d, og såfremt vedkommende ikke er dansk

statsborger, drages til ansvar for nogen før udleveringen begået handling,

der

udgør en politisk lovovertrædelse, for hvilken den pågældende ikke er

udleveret.

Stk. 2.

I øvrigt

kan der til udleveringen knyttes sådanne vilkår, som skønnes

hensigtsmæssige.«

2.

Efter § 8

indsættes:

»§ 8 a.

Tilladelse

efter § 8 kan kun meddeles, såfremt udlevering for den pågældende

handling

kunne have fundet sted til vedkommende land. Bestemmelsen i § 7 finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Begæring om

tilladelse efter § 8 skal indeholde oplysning om tid og sted for den

strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige

straffebestemmelser.

I begæringen skal endvidere være angivet, om den udleverede ønsker

lovligheden

af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene i overensstemmelse med

§ 7.«

§ 4

Stk. 1.

Justitsministeren

fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden og kan herunder bestemme, at

loven træder i kraft på forskellige tidspunkter i forhold til forskellige

lande.

Stk. 2.

Loven finder

anvendelse på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter lovens

ikrafttræden.

§ 5

Lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af

lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige ophæves.

§ 6

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med

de

afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Lignende dokumenter