Forslag til Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og forskellige andre love og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (nordisk arrestordre) m.v.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 24. april 2007
Forslag
til
Lov
om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og forskellige andre love
og
om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island,
Norge
og Sverige
(Gennemførelse
af konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande
(nordisk
arrestordre) m.v.)
§ 1
I lov om udlevering af lovovertrædere, jf.
lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005, som ændret ved § 11 i lov
nr. 538 af 8. juni 2006 og § 6 i lov nr. 542 af 8. juni 2006, foretages
følgende ændringer:
1.
§ 1, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2.
Lovens
kapitel
2 a
og
3 a
omfatter dog ikke udlevering fra
Danmark til Finland og Sverige.«
2.
Læs alt
I overskriften
til
kapitel 2
indsættes efter
»Den Europæiske Union«:
»og Norden«.
3.
I
§ 2, stk. 1
og
2,
indsættes efter »Den Europæiske Union«: »og
Norden«.
4.
I
§ 2 a
indsættes efter »Den Europæiske
Union«: »og Norden«.
5.
Efter kapitel
2 a
indsættes:
»Kapitel 2 b
Betingelser for udlevering til de nordiske lande
§ 10 k.
Udlevering af personer til
strafforfølgning i Finland, Island, Norge eller Sverige for en
lovovertrædelse,
der efter lovgivningen i det land, der har anmodet om udlevering, kan
straffes
med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan ske på grundlag
af
en nordisk arrestordre.
Stk. 2.
Udlevering
af personer til straffuldbyrdelse af en dom i Finland, Island, Norge eller
Sverige
kan ske på grundlag af en nordisk arrestordre, hvis den pågældende ved dommen
er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.
Stk. 3.
Udlevering til strafforfølgning
eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om
betingelserne i stk. 1 og 2 kun er opfyldt med hensyn til et af
forholdene.
§ 10 l.
§§ 10
b og 10 c finder tilsvarende anvendelse.
§ 10 m.
Udlevering kan ikke finde sted, når den, der søges udleveret, her i landet, i
et andet nordisk land eller i en medlemsstat i Den Europæiske Union, er dømt
eller frifundet for den samme strafbare handling. Tilsvarende gælder, hvis
den,
der søges udleveret, her i landet er benådet for handlingen. Udlevering kan
endvidere afslås, hvis den, der søges udleveret, er dømt eller frifundet for
handlingen i et land uden for Norden og Den Europæiske Union. Uanset at den
pågældende er dømt for den samme strafbare handling i et andet land end det,
der har anmodet om udlevering, kan udlevering dog kun afslås efter
bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at
blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i dette
land.
Stk. 2.
§ 10
d, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
§ 10 n.
§ 10
f, stk. 1, og §§ 10 h og 10 i finder tilsvarende anvendelse.
§ 10 o.
Udlevering kan ikke betinges af, at den
udleverede ikke må drages til ansvar for andre strafbare handlinger
begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for. Udlevering kan
dog
kun ske på vilkår af, at den udleverede ikke drages til ansvar for sådanne
handlinger,
hvis
1)
udlevering ikke kunne
have fundet sted for den pågældende lovovertrædelse i henhold til § 10
c,
jf. § 10 l, § 10 m, stk. 1, 1. pkt., jf. 4. pkt., eller
§ 10
m, stk. 1, 2. pkt., eller
2)
udlevering for den
pågældende lovovertrædelse kunne have været afslået efter § 10 d,
stk. 2,
jf. § 10 m, stk. 2, eller § 10 f, stk. 1, jf. § 10
n,
og justitsministeren ikke meddeler tilladelse til, at den pågældende kan
drages
til ansvar for lovovertrædelsen, jf. § 20, stk. 3.
Stk. 2.
Den udleverede kan dog uanset
stk. 1, 2. pkt., drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået
før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis
1)
den pågældende efter
at have haft mulighed for at forlade det land, hvortil vedkommende er
udleveret,
har undladt dette i 45 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt
tilbage
til dette land efter at have forladt det eller
2)
den pågældende i
forbindelse med samtykke til udlevering til det nordiske land, hvortil
udlevering
er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar for andre
strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering
for, jf. § 18 j, eller den pågældende har meddelt samtykke hertil i et
retsmøde i det nordiske land, hvortil udlevering er sket.
Stk. 3.
Udlevering kan ikke betinges af, at den udleverede ikke må
videreudleveres
til et tredje nordisk land for andre strafbare handlinger begået før
udleveringen, end den, der er sket udlevering for. Udlevering kan dog kun ske
på vilkår af, at den udleverede ikke videreudleveres til Island, hvis
udlevering hertil ville være afskåret efter reglerne i det nordiske land,
hvortil udlevering er sket.
Stk. 4.
Udlevering kan kun ske på vilkår af, at d
en udleverede ikke
udleveres videre til en medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden
for Den Europæiske Union og Norden for andre strafbare handlinger begået før
udleveringen, end den, der er sket udlevering for, medmindre
1)
den pågældende i
forbindelse med samtykke til udlevering til det nordiske land, hvortil
udlevering
er sket, har meddelt samtykke til at blive udleveret videre til en
medlemsstat
i Den Europæiske Union eller en stat uden for Den Europæiske Union og Norden
for sådanne handlinger, jf. § 18 j, eller den pågældende har meddelt
samtykke hertil i et retsmøde i det nordiske land, hvortil udlevering er
sket,
2)
den pågældende efter
at have haft mulighed for at forlade det land, hvortil vedkommende er
udleveret,
har undladt dette i 45 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt
tilbage til dette land efter at have forladt det eller
3)
justitsministeren
meddeler samtykke hertil, jf. § 20.«
6.
I overskriften
til
kapitel 3
indsættes efter
»Den Europæiske Union«: »og Norden«.
7.
Efter kapitel
3 a
indsættes:
»Kapitel 3 b
Behandling af sager om udlevering til de nordiske
lande
§ 18 g.
En nordisk arrestordre skal for at kunne danne grundlag for anholdelse og
udlevering
til et nordisk land indeholde oplysning om den eftersøgtes identitet og
nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og
de
anvendelige straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er truffet
beslutning om anholdelse eller fængsling, eller om der er afsagt dom.
Stk. 2.
En nordisk
arrestordre, der er udstedt med henblik på udlevering til strafforfølgning,
skal tillige indeholde oplysning om, hvilken straf den pågældende handling
efter
lovgivningen i det land, hvortil udlevering ønskes, kan medføre.
Stk. 3.
En nordisk
arrestordre, der er udstedt med henblik på udlevering til straffuldbyrdelse,
skal tillige indeholde oplysning om den idømte straf eller anden retsfølge.
Stk. 4.
En europæisk
arrestordre udstedt af Finland eller Sverige betragtes som en nordisk
arrestordre.
§ 18 h.
En nordisk arrestordre sendes til politidirektøren på det sted, hvor den, som
søges udleveret, opholder sig. Politiet iværksætter derefter uden ophold den
undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering
er opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4.
bog med de fornødne lempelser.
Stk. 2.
Til fremme
af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan de retsmidler, der er
omtalt
i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om
varetægtsfængsling,
anvendes, i det omfang den nordiske arrestordre er udstedt for en
lovovertrædelse, der efter reglerne i kapitel 2 b kan medføre udlevering.
Herudover kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 72 om
legemsindgreb,
kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt
kapitel
75 a
om
andre efterforskningsskridt anvendes i samme omfang som i sager vedrørende
lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet.
Stk. 3.
§ 18
b, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Afgørelse
om udlevering træffes af politidirektøren. Foreligger der samtidig med en
nordisk
arrestordre en europæisk arrestordre eller en udleveringsbegæring fra en stat
uden for Den Europæiske Union og Norden, træffes afgørelse om udlevering dog
af
justitsministeren.
§ 18 i.
Træffer
politidirektøren beslutning om udlevering, skal den, der begæres udleveret,
samtidig med meddelelsen herom gøres bekendt med adgangen til
domstolsprøvelse
efter stk. 2 og med fristen for fremsættelse af anmodning herom.
Stk. 2.
Den, der
efter politidirektørens beslutning skal udleveres, kan forlange, at politiet
indbringer spørgsmålet om beslutningens lovlighed for retten på det sted,
hvor
den pågældende opholder sig.
Stk. 3.
Anmodning
herom skal fremsættes inden 3 dage efter, at beslutningen er meddelt den
pågældende.
Når særlige omstændigheder taler derfor, kan politidirektøren tillade, at
beslutningen indbringes for retten, selv om anmodning herom først fremsættes
efter fristens udløb. § 16, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
I sager,
der efter § 18 h, stk. 4, 2. pkt., behandles af justitsministeren,
finder bestemmelserne i § 15, stk. 2, og § 16 tilsvarende
anvendelse.
§ 18 j.
Den, der på grundlag af en
nordisk arrestordre begæres udleveret, kan i et retsmøde meddele samtykke til
udlevering. Den pågældende kan endvidere i et retsmøde meddele samtykke til
at
blive draget til ansvar og udleveret videre til et tredje nordisk land, en
medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden for Den Europæiske
Union
og Norden for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der
sker udlevering for. Retten vejleder den pågældende om følgerne af samtykke
efter denne bestemmelse.
§ 18 k.
Politidirektørens afgørelse efter § 18 h, stk. 4, 1. pkt., og
justitsministerens afgørelse efter § 18 h, stk. 4, 2. pkt., skal
træffes snarest og så vidt muligt inden 3 dage efter, at den, der begæres
udleveret, er anholdt her i landet eller har meddelt samtykke til
udleveringen.
Stk. 2.
Træffer
politidirektøren eller justitsministeren afgørelse om udlevering, og
indbringes
sagen i medfør af § 18 i for retten, skal rettens endelige afgørelse så
vidt muligt afsiges inden 30 dage efter anholdelsen af den pågældende her i
landet.
§ 18 l.
Medmindre den pågældende giver afkald på at indbringe beslutningen om
udlevering for retten, kan vedkommende ikke udleveres før udløbet af den
frist
på 3 dage, som er nævnt i § 18 i, stk. 3, og § 16, jf.
§ 18
i, stk. 4. Indbringes beslutningen for retten, kan udlevering ikke ske,
før beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse.
Stk. 2.
Udlevering
skal gennemføres snarest og så vidt muligt inden 5 dage efter de i
stk. 1
nævnte tidspunkter, jf. dog § 10 i, jf. § 10 n.
Stk. 3.
For at
sikre gennemførelsen af en udlevering kan de i retsplejelovens kapitel 69 om
anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling omtalte retsmidler anvendes.
Fængsling, som er sket efter denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering
ikke har fundet sted inden udløbet af fristen i stk. 2. I særlige
tilfælde
kan retten dog forlænge denne frist.
Stk. 4.
§ 18 f
finder tilsvarende anvendelse.«
8.
I
§ 19, stk. 1,
indsættes efter »Den
Europæiske Union«: »og Norden«.
9.
§ 20, stk. 3,
affattes således:
»Stk. 3.
Hvis den
pågældende er udleveret til et nordisk land, kan tilladelse til, at
vedkommende
drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end
den, der er sket udlevering for, jf. § 10 o, stk. 1, nr. 2, dog
meddeles, selv om udlevering for den pågældende handling ikke kunne have
fundet
sted.«
10.
§ 20, stk. 4,
affattes således:
»Stk. 4.
Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra
en stat uden for Den Europæiske Union og Norden skal indeholde de
oplysninger,
der omtales i § 11, stk. 1, samt oplysning om, hvorvidt den
pågældende
forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene.
Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra en medlemsstat i Den Europæiske
Union, bortset fra Finland og Sverige, skal indeholde de oplysninger, der
omtales i § 18 a, stk. 1-3, og oplysning om, hvorvidt den
pågældende
forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene.
Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra et nordisk land skal indeholde
de
oplysninger, der omtales i § 18 g, stk. 1-3, samt oplysning om,
hvorvidt den pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse
prøvet
ved domstolene.«
11.
§ 21, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2.
Sker udleveringen til en anden
medlemsstat i Den Europæiske Union eller et andet nordisk land, kan
tilladelse
dog meddeles, såfremt der er modtaget oplysning om den eftersøgtes identitet
og
nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og
de
anvendelige straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er udstedt en
europæisk arrestordre eller en arrestordre i henhold til aftalen mellem Den
Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne
for overgivelse mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og
Norge. Hvis udleveringen til en anden medlemsstat eller et andet nordisk land
sker fra en stat uden for den Europæiske Union og Norden, skal der ud over de
i
1. pkt. nævnte oplysninger endvidere gives oplysning om, hvorvidt der
foreligger
en anmodning om udlevering.«
12.
§ 21, stk. 3,
affattes således:
»Stk. 3.
Sker
udleveringen fra et nordisk land til et andet nordisk land, kan den
pågældende
føres gennem riget uden tilladelse.«
13.
Efter § 21
a
i
ndsættes:
»§ 21 b.
Ved udlevering til lande,
som har indgået en associeringsaftale om gennemførelse, anvendelse og
udvikling
af Schengenreglerne med Den Europæiske Union og Det Europæiske Fællesskab,
gælder reglerne i k
onvention af 10.
marts 1995 udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den
Europæiske
Union om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den
Europæiske
Union, jf. bilag 1 til denne lov,
og artikel 1, 2, 6, 8, 9 og 13 i konvention
af 27. september 1996 udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om
Den
Europæiske Union om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater,
jf.
bilag 2 til denne lov, medmindre andre regler om udlevering mellem Danmark og
det pågældende land er mere vidtgående end reglerne i disse konventioner.«
14.
Som
bilag 1
til loven indsættes:
»Bilag 1
Konvention af 10. marts 1995 om forenklet
udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union
Konvention, udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i
traktaten om Den Europæiske Union,
om forenklet udleveringsprocedure mellem
medlemsstaterne i Den Europæiske Union
DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER i denne konvention, Den
Europæiske Unions medlemsstater,
SOM HENVISER TIL Rådets retsakt af 10. marts 1995,
SOM ØNSKER at forbedre det strafferetlige samarbejde
mellem medlemsstaterne, hvad angår både retsforfølgning og fuldbyrdelse af
domme,
SOM ERKENDER, at udlevering spiller en vigtig rolle
inden for det retlige samarbejde i bestræbelserne på at nå disse mål,
SOM ER OVERBEVIST om nødvendigheden af at forenkle
udleveringsprocedurerne, i den udstrækning dette kan forenes med deres
grundlæggende retsprincipper, herunder principperne i den europæiske
konvention
til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,
SOM KONSTATERER, at den person, der begæres udleveret,
i en lang række udleveringssager ikke modsætter sig udleveringen,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at den for udleveringen
nødvendige tid og enhver tilbageholdelsesperiode med henblik på udlevering i
sådanne tilfælde bør begrænses mest muligt,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at anvendelsen af den
europæiske udleveringskonvention af 13. december 1957 derfor bør lettes ved
at
forenkle og forbedre udleveringsproceduren,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at bestemmelserne i den
europæiske udleveringskonvention fortsat gælder i alle spørgsmål, der ikke er
behandlet i nærværende konvention,
ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER:
Artikel 1
Generelle bestemmelser
1. Formålet med denne konvention er at lette
anvendelsen af den europæiske udleveringskonvention mellem Den Europæiske
Unions
medlemsstater, ved at supplere denne konventions bestemmelser.
2. Stk. 1 berører ikke anvendelsen af mere
fordelagtige bestemmelser i gældende bi- eller multilaterale aftaler mellem
medlemsstater.
Artikel 2
Forpligtelse til udlevering
Medlemsstaterne forpligter sig til i overensstemmelse
med denne konvention at udlevere eftersøgte personer, hvis disse personer
giver
deres samtykke og den anmodede stat giver tilladelse hertil, efter den
forenklede procedure som fastsat i denne konvention.
Artikel 3
Betingelser for udlevering
1. I medfør af artikel 2 udleveres enhver person, med
hensyn til hvem der er fremsat en begæring om foreløbig anholdelse og
fængsling
efter artikel 16 i den europæiske udleveringskonvention, i overensstemmelse
med
artikel 4-11 og artikel 12, stk. 1, i nærværende konvention.
2. Den i stk. 1 omhandlede udlevering er ikke
betinget af, at der foreligger en udleveringsbegæring og dokumenter, som
krævet
i artikel 12 i den europæiske udleveringskonvention.
Artikel 4
Oplysninger, der skal meddeles
1. I forbindelse med underretning af den anholdte, med
henblik på anvendelse af artikel 6 og 7 og i forbindelse med underretning af
den kompetente myndighed, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, anses
følgende oplysninger fra den begærende stat for at være tilstrækkelige:
a)
den
eftersøgtes identitet
b)
hvilken
myndighed der har anmodet om anholdelsen
c)
om
der foreligger en arrestordre eller en anden beslutning med samme virkning
eller en eksigibel dom
d)
forbrydelsens
karakter og retlige beskrivelse
e)
en
beskrivelse af, under hvilke omstændigheder forbrydelsen er begået, herunder
tidspunktet, stedet og omfanget af den eftersøgtes deltagelse i forbrydelsen
f)
så
vidt muligt følgerne af forbrydelsen.
2. Uanset stk. 1 kan der dog begæres supplerende oplysninger,
hvis det viser sig, at de i stk. 1 nævnte oplysninger ikke er
tilstrækkelige til, at den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat
kan
give tilladelse til udleveringen.
Artikel 5
Samtykke og tilladelse
1. Den anholdtes samtykke gives i overensstemmelse med
artikel 6 og 7.
2. Den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat
giver sin tilladelse i overensstemmelse med sine nationale procedurer.
Artikel 6
Underretning af den pågældende
Når en person, der er eftersøgt med henblik på udlevering,
anholdes i en anden medlemsstat, skal den kompetente myndighed i
overensstemmelse med sin nationale lovgivning oplyse vedkommende om den
foreliggende begæring og om muligheden for at give sit samtykke til at blive
udleveret til den begærende stat efter den forenklede procedure.
Artikel 7
Indhentelse af samtykke
1. Den anholdtes samtykke og i givet fald hans
udtrykkelige afkald på anvendelse af specialitetsreglen gives over for de
kompetente retsmyndigheder i den anmodede stat i overensstemmelse med dennes
nationale lovgivning.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige
foranstaltninger, for at samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i
stk. 1,
indhentes på en sådan måde, at det fremgår, at den pågældende har givet
udtryk
herfor frivilligt og med fuldt kendskab til følgerne heraf. Med henblik herpå
har den anholdte ret til at lade sig rådgive.
3. Samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i
stk. 1, føres til protokols i overensstemmelse med lovgivningen i den
anmodede medlemsstat.
4. Samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i
stk. 1, kan ikke tilbagekaldes. Medlemsstaterne kan, samtidig med
deponeringen af deres ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument, i en erklæring angive, at samtykke og i givet fald
afkald kan tilbagekaldes i henhold til deres nationale regler. I så fald
medregnes den periode, der forløber mellem meddelelsen om samtykke og
meddelelsen
om tilbagekaldelse heraf, ikke i fastlæggelsen af de i artikel 16,
stk. 4,
i den europæiske udleveringskonvention fastsatte frister.
Artikel 8
Meddelelse om samtykke
1. Den anmodede stat meddeler omgående den pågældendes
samtykke til den begærende stat. For at give denne stat mulighed for i givet
fald at indgive en udleveringsbegæring skal den anmodede stat senest ti dage
efter den foreløbige anholdelse eller fængsling meddele den begærende stat,
om
den pågældende har givet sit samtykke eller ej.
2. Den i stk. 1 omhandlede meddelelse foretages
direkte mellem de kompetente myndigheder.
Artikel 9
Afkald på anvendelse af specialitetsreglen
Enhver medlemsstat kan samtidig med deponeringen af sit
ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller på et
hvilket
som helst andet tidspunkt erklære, at reglerne i artikel 14 i den europæiske
udleveringskonvention ikke finder anvendelse, når den pågældende i medfør af
artikel 7 i nærværende konvention
a)
giver
sit samtykke til udleveringen; eller
b)
giver
sit samtykke til udleveringen og udtrykkelig giver afkald på anvendelse af
specialitetsreglen.
Artikel 10
Meddelelse af afgørelsen om udlevering
1. Uanset reglerne i artikel 18, stk. 1, i den
europæiske udleveringskonvention meddeles afgørelsen om udlevering efter den
forenklede procedure og oplysningerne om denne procedure direkte mellem den
kompetente myndighed i den anmodede stat og den myndighed i den begærende
stat,
som har begæret foreløbig anholdelse og fængsling.
2. Den i stk. 1 omhandlede afgørelse meddeles
senest tyve dage efter den dato, hvor den pågældende har givet sit samtykke.
Artikel 11
Frist for udlevering
1. Den pågældende udleveres senest tyve dage efter at
afgørelsen om udlevering er blevet meddelt i overensstemmelse med artikel 10,
stk. 2.
2. En person, der ved udløbet af fristen i stk. 1
tilbageholdes, skal løslades på den anmodede medlemsstats territorium.
3. Hvis den pågældende på grund af force majeure ikke
kan udleveres inden for den i stk. 1 fastsatte frist, skal den berørte
myndighed, jf. artikel 10, stk. 1, underrette den anden myndighed herom.
De to myndigheder aftaler en ny dato for udleveringen. I så fald finder
udleveringen sted tyve dage efter den nye dato. Hvis den pågældende stadig
tilbageholdes ved udløbet af denne frist, skal han løslades.
4. Stk. 1, 2 og 3 i denne artikel finder ikke
anvendelse, hvis den anmodede stat ønsker at anvende artikel 19 i den
europæiske udleveringskonvention.
Artikel 12
Samtykke givet
efter udløbet af den i
artikel 8 fastsatte frist eller under andre omstændigheder
1. Når den pågældende har givet sit samtykke efter
udløbet af den frist på ti dage, der er fastsat i artikel 8,
–
skal
den anmodede stat, hvis den endnu ikke har modtaget en udleveringsbegæring i
medfør af artikel 12 i den europæiske udleveringskonvention, iværksætte den
forenklede procedure som fastsat i nærværende konvention;
–
kan
den anmodede stat, hvis den i mellemtiden har modtaget en udleveringsbegæring
i
medfør af artikel 12 i den europæiske udleveringskonvention, benytte denne
forenklede procedure.
2. Såfremt der ikke er fremsat nogen begæring om
foreløbig anholdelse og fængsling, og i fald der er givet samtykke efter
modtagelse af en udleveringsbegæring, kan den anmodede stat benytte den
forenklede procedure som fastsat i nærværende konvention.
3. Medlemsstaterne erklærer samtidig med deponeringen
af deres ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter, om de
agter at anvende stk. 1, andet led, og stk. 2, og på hvilke
betingelser.
Artikel 13
Videreudlevering til en anden medlemsstat
Når den udleverede person ikke nyder godt af
specialitetsreglen i overensstemmelse med medlemsstatens erklæring, som
omhandlet i artikel 9 i denne konvention, finder artikel 15 i den europæiske
udleveringskonvention ikke anvendelse på hans videreudlevering til en anden
medlemsstat, medmindre andet fremgår af denne erklæring.
Artikel 14
Transit
I tilfælde af transit i henhold til artikel 21 i den
europæiske udleveringskonvention gælder følgende, når der er tale om
udlevering
efter den forenklede procedure:
a)
i
hastende tilfælde kan ansøgningen stiles til transitstaten i en hvilken som
helst skriftlig form tillige med de oplysninger, der er fastsat i artikel 4.
Transitstaten kan anvende samme fremgangsmåde ved meddelelse af sin
afgørelse;
b)
de
i artikel 4 omhandlede oplysninger er tilstrækkelige til at gøre
transitstatens
kompetente myndighed opmærksom på, at der er tale om udlevering efter den
forenklede procedure, og til at transitstaten over for den udleverede person
kan træffe de nødvendige foranstaltninger til transitrejsens gennemførelse.
Artikel 15
Kompetente myndigheder
Hver medlemsstat skal ved deponeringen af sit
ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument i en erklæring
oplyse, hvilke myndigheder der er kompetente i henseende til artikel 4-8, 10
og
14.
Artikel 16
Ikrafttræden
1. Denne konvention skal ratificeres, godkendes eller
tiltrædes. Ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne
deponeres i Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union.
Generalsekretæren for Rådet underretter alle medlemsstaterne herom.
2. Konventionen træder i kraft halvfems dage efter at
den sidste medlemsstat har deponeret sit ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument.
3. Indtil konventionen træder i kraft, kan hver enkelt
medlemsstat samtidig med deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses-
eller tiltrædelsesinstrument eller på et hvilket som helt andet tidspunkt
erklære, at konventionen finder anvendelse for dens vedkommende i dens
forbindelser med de medlemsstater, der har afgivet samme erklæring, halvfems
dage efter deponeringen af erklæringen.
4. Enhver erklæring, der fremsættes i medfør af artikel
9, træder i kraft tredive dage efter deponeringen heraf, dog tidligst på
datoen
for denne konventions ikrafttræden eller dens anvendelse for den pågældende
stats vedkommende.
5. Konventionen finder kun anvendelse på begæringer,
der er indgivet efter den dato, hvor konventionen træder i kraft eller
bringes
i anvendelse mellem den anmodede og den begærende stat.
Artikel 17
Tiltrædelse
1. Denne konvention er åben for tiltrædelse af enhver
stat, der bliver medlem af Den Europæiske Union.
2. Teksten til konventionen på den tiltrædende stats
sprog, som udformet af Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske
Union
og godkendt af samtlige medlemsstater, har samme gyldighed som de øvrige
autentiske tekster. Generalsekretæren sender en bekræftet genpart heraf til
hver medlemsstat.
3. Tiltrædelsesdokumenterne deponeres i
Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union.
4. Konventionen træder i kraft over for enhver stat,
der tiltræder den, halvfems dage efter deponeringen af den pågældende stats
tiltrædelsesdokument eller på datoen for konventionens ikrafttræden, hvis den
endnu ikke er trådt i kraft ved udløbet af perioden på halvfems dage.
5. Hvis konventionen endnu ikke er trådt i kraft, når
tiltrædelsesdokumentet deponeres, finder artikel 16, stk. 3, anvendelse
på
de tiltrædende medlemsstater.«
15.
Som
bilag 2
til loven indsættes:
»Bilag 2
Uddrag af konvention af 27. september 1996 om
udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater
Artikel 1
Almindelige bestemmelser
1. Denne konvention har til formål at supplere
bestemmelserne i og lette anvendelsen mellem Den Europæiske Unions
medlemsstater
af:
–
den
europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering, i det følgende
benævnt »den europæiske udleveringskonvention«
–
den
europæiske konvention af 27. januar 1977 om bekæmpelse af terrorisme, i det
følgende benævnt »den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme«
–
konventionen
af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om
gradvis
ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, for så vidt angår
forbindelserne
mellem de medlemsstater, der er parter i denne konvention, og
–
kapitel
1 i traktaten af 27. juni 1962 om udlevering og gensidig retshjælp i
straffesager mellem Kongeriget Belgien, Storhertugdømmet Luxembourg og
Kongeriget Nederlandene som ændret ved protokol af 11. maj 1974, i det
følgende
benævnt »Benelux-traktaten« for så vidt angår forbindelserne mellem
medlemsstaterne i Den Økonomiske Union Benelux.
2. Stk. 1 berører ikke anvendelsen af mere
fordelagtige bestemmelser i bilaterale eller multilaterale aftaler mellem
medlemsstater eller, som fastsat i artikel 28, stk. 3, i den europæiske
udleveringskonvention, arrangementer om udlevering på grundlag af en ensartet
lovgivning eller gensidige lovgivninger om fuldbyrdelse på en medlemsstats
territorium af arrestordrer udstedt på en anden medlemsstats territorium.
Artikel 2
Forbrydelser, som kan medføre udlevering
1. Udlevering skal tillades for forbrydelser, som efter
lovgivningen i den begærende medlemsstat kan medføre en frihedsstraf eller
sikkerhedsforanstaltning af en varighed på mindst tolv måneder og efter
lovgivningen i den anmodede medlemsstat en frihedsstraf eller
sikkerhedsforanstaltning
af en varighed på mindst seks måneder.
2. Udlevering kan ikke afslås med den begrundelse, at
lovgivningen i den anmodede medlemsstat ikke indeholder bestemmelser om samme
type sikkerhedsforanstaltning som lovgivningen i den begærende medlemsstat.
3. Artikel 2, stk. 2, i den europæiske udleveringskonvention
og artikel 2, stk. 2, i Benelux-traktaten finder ligeledes anvendelse,
når
visse forbrydelser straffes med bødestraf.
Artikel 6
Fiskale forbrydelser
1. For forbrydelser i forbindelse med skatter,
afgifter, told og valutahandel skal udlevering også tillades på de
betingelser,
der er fastsat i denne konvention, den europæiske udleveringskonvention og
Benelux-traktaten, hvis forbrydelsen efter den anmodede medlemsstats
lovgivning
udgør en tilsvarende lovovertrædelse.
2. Udlevering kan ikke afslås med den begrundelse, at
den anmodede medlemsstats lovgivning ikke foreskriver opkrævning af samme
typer
skatter og afgifter eller ikke indeholder samme type regler om skatter,
afgifter, told og valutahandel som den begærende medlemsstats lovgivning.
3. Enhver medlemsstat kan samtidig med afgivelsen af
den i artikel 18, stk. 2, omhandlede notifikation erklære, at den i
forbindelse med fiskale forbrydelser kun tillader udlevering for forhold, der
kan tænkes at udgøre en overtrædelse af lovgivningen vedrørende
punktafgifter,
moms eller told.
Artikel 8
Forældelse
1. Udlevering kan ikke afslås med den begrundelse, at
der er indtrådt forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf
i
henhold til lovgivningen i den anmodede medlemsstat.
2. Den anmodede medlemsstat kan undlade at anvende stk. 1,
når udleveringsbegæringen er begrundet i forbrydelser, for hvilke denne
medlemsstat er kompetent i medfør af sin egen straffelov.
Artikel 9
Amnesti
Udlevering tillades ikke for en forbrydelse, der er
omfattet af amnesti i den anmodede medlemsstat, hvis denne stat var kompetent
til at retsforfølge den pågældende forbrydelse i medfør af sin egen
straffelov.
Artikel 13
Central myndighed og fremsendelse af dokumenter pr.
telefax
1. Hver medlemsstat udpeger en central myndighed eller,
hvis det er påkrævet i henhold til dens forfatning, flere centrale
myndigheder,
med henblik på fremsendelse og modtagelse af udleveringsbegæringer og de
nødvendige dokumenter til støtte herfor, samt enhver anden officiel skrivelse
i
forbindelse med udleveringsbegæringen, medmindre andet er fastsat i denne
konvention.
2. Hver medlemsstat oplyser samtidig med afgivelsen af
den i artikel 18, stk. 2, omhandlede notifikation, hvilken myndighed
eller
hvilke myndigheder, den har udpeget i medfør af stk. 1 i denne artikel.
Den meddeler depositaren enhver ændring af denne udpegelse.
3. Udleveringsbegæringen og de i stk. 1 omhandlede
dokumenter kan fremsendes pr. telefax. Enhver central myndighed skal råde
over
en telefax til afsendelse og modtagelse af sådanne dokumenter og sørge for,
at
den hele tiden fungerer.
4. Når der i henhold til denne artikel anvendes
telefax, gøres der brug af en kryptografisk anordning, der tilsluttes
telefaxen
hos den centrale myndighed for at sikre såvel oprindelse som fortrolighed i
forbindelse med fremsendelsen. Medlemsstaterne aftaler indbyrdes, hvorledes
denne artikel skal anvendes i praksis.«
§ 2
I lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med
Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v., som
ændret senest ved § 3 i lov nr. 280 af 25. april 2001, foretages
følgende
ændringer:
1.
§ 6
affattes således:
»§ 6.
Udlevering
af personer til Finland, Island, Norge eller Sverige til afsoning af
frihedsstraf
i medfør af § 5 kan kun ske på følgende vilkår:
1)
Den udleverede må
ikke uden justitsministerens tilladelse, jf. § 6 a, udleveres videre til
tredjeland for nogen før udleveringen begået strafbar handling.
2)
Den udleverede må
ikke drages til ansvar for nogen før udleveringen begået strafbar handling,
for
hvilken den pågældende her i landet er dømt eller frifundet.
3)
Den udleverede må
ikke uden justitsministerens tilladelse, jf. § 6 a, drages til ansvar
for
nogen før udleveringen begået strafbar handling, for hvilken tiltale er
frafaldet her i landet.
4)
Den udleverede må,
hvis den pågældende er dansk statsborger, ikke drages til ansvar for nogen
anden før udleveringen begået strafbar handling end den, udlevering er sket
for, medmindre
a)
justitsministeren
tillader det, jf. § 6 a,
b)
den pågældende selv i
et retsmøde meddeler samtykke dertil,
c)
den pågældende,
uanset at vedkommende i en måned uhindret har kunnet forlade det land,
hvortil
udlevering er sket, har undladt dette eller
d)
den pågældende efter
at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage.
5)
Den udleverede må kun
under betingelserne i nr. 4, litra a-d, og såfremt vedkommende ikke er dansk
statsborger, drages til ansvar for nogen før udleveringen begået handling,
der
udgør en politisk lovovertrædelse, for hvilken den pågældende ikke er
udleveret.
Stk. 2.
I øvrigt
kan der til udleveringen knyttes sådanne vilkår, som skønnes
hensigtsmæssige.«
2.
Efter § 6
indsættes:
»§ 6 a.
Tilladelse
efter § 6 kan kun meddeles, såfremt udlevering for den pågældende
handling
kunne have fundet sted til vedkommende land. Bestemmelsen i § 19 finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Begæring om
tilladelse efter § 6 skal indeholde oplysning om tid og sted for den
strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige
straffebestemmelser.
I begæringen skal endvidere være angivet, om den udleverede ønsker
lovligheden
af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene i overensstemmelse med
§ 19.«
§ 3
I lov nr. 498 af 23. december 1970 om udlevering til
andet nordisk land i anledning af visse beslutninger om forsorg eller
behandling, som ændret ved § 24 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages
følgende ændringer:
1.
§ 8
affattes således:
»§ 8.
Udlevering
kan kun ske på følgende vilkår:
1)
Den udleverede må
ikke uden justitsministerens tilladelse, jf. § 8 a, udleveres videre til
tredjeland for nogen før udleveringen begået strafbar handling.
2)
Den udleverede må
ikke drages til ansvar for nogen før udleveringen begået strafbar handling,
for
hvilken den pågældende her i landet er dømt eller frifundet.
3)
Den udleverede må
ikke uden justitsministerens tilladelse, jf. § 8 a, drages til ansvar
for
nogen før udleveringen begået strafbar handling, for hvilken tiltale er
frafaldet her i landet.
4)
Den udleverede må,
hvis den pågældende er dansk statsborger, ikke drages til ansvar for nogen
anden før udleveringen begået strafbar handling end den, udlevering er sket
for, medmindre
a)
justitsministeren
tillader det, jf. § 8 a,
b)
den pågældende selv i
et retsmøde meddeler samtykke dertil,
c)
den pågældende,
uanset at vedkommende i en måned uhindret har kunnet forlade det land,
hvortil
udlevering er sket, har undladt dette eller
d)
den pågældende efter
at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage.
5)
Den udleverede må kun
under betingelserne i nr. 4, litra a-d, og såfremt vedkommende ikke er dansk
statsborger, drages til ansvar for nogen før udleveringen begået handling,
der
udgør en politisk lovovertrædelse, for hvilken den pågældende ikke er
udleveret.
Stk. 2.
I øvrigt
kan der til udleveringen knyttes sådanne vilkår, som skønnes
hensigtsmæssige.«
2.
Efter § 8
indsættes:
»§ 8 a.
Tilladelse
efter § 8 kan kun meddeles, såfremt udlevering for den pågældende
handling
kunne have fundet sted til vedkommende land. Bestemmelsen i § 7 finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Begæring om
tilladelse efter § 8 skal indeholde oplysning om tid og sted for den
strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige
straffebestemmelser.
I begæringen skal endvidere være angivet, om den udleverede ønsker
lovligheden
af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene i overensstemmelse med
§ 7.«
§ 4
Stk. 1.
Justitsministeren
fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden og kan herunder bestemme, at
loven træder i kraft på forskellige tidspunkter i forhold til forskellige
lande.
Stk. 2.
Loven finder
anvendelse på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter lovens
ikrafttræden.
§ 5
Lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af
lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige ophæves.
§ 6
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med
de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af Konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (Nordisk arrestordre) m.v.) Retsinformation · 16. november 2006
- Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og forskellige andre love og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (nordisk arrestordre) m.v.) Retsinformation · 2. maj 2007
- Bekendtgørelse af konvention af 15. december 2005 om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande Retsinformation · 5. februar 2014
- Skriftlig fremsættelse (15. november 2006) - L 72 Retsinformation · 16. november 2006
- Forslag til Lov om udlevering til og fra Danmark (udleveringsloven) Retsinformation · 28. november 2019
- Forslag til Lov om udlevering til og fra Grønland Retsinformation · 8. oktober 2026